Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en styrkelse af børns retsstilling

2006/1 BSF 149Beslutningsforslag som fremsatFolketinget10. april 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 10. april 2007 af Lissa Mathiasen (S),

Simon Emil Ammitzbøll (RV), Pernille Vigsø Bagge (SF) og Line Barfod (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om

en styrkelse af børns retsstilling

Folketinget opfordrer regeringen til at styrke børns retsstilling

gennem følgende initiativer:

1.

I lovgivning såvel som i praksis skal det være hovedreglen, at

børn høres i alle sager, der vedrører dem, kun begrænset af et

modenhedskriterium.

2.

Børn og unge skal have en let adgang til at klage over afgørelser

m.v., der vedrører dem.

3.

Der skal opbygges et landsdækkende netværk af professionelle

rådgivere, som skal hjælpe børn lokalt med at konkretisere, om der er

grundlag

for at klage og hjælpe barnet videre, hvis der skal klages.

4.

Børnekonventionen skal inkorporeres i dansk lovgivning.

5.

Alle relevante love skal gennemgås og om nødvendigt tilrettes,

hvis de ikke er i overensstemmelse med børnekonventionens bogstav og ånd.

6.

Statsministeren opfordres til at træffe en politisk beslutning

om, hvilken minister der har det overordnede ansvar for børnepolitikken i

Danmark.

Bemærkninger til forslaget

Amnesty International, Børns Vilkår, Børnerådet, DSI, DUF, DUI

Læs alt

– LEG og VIRKE, OMEP, Red Barnet, Red Barnet Ungdom, Ungdommens Røde

Kors og

UNICEF Danmark tilsendte den 30. november 2006 Retsudvalget et notat med en

række forslag til initiativer, som vil styrke børns og unges retsstilling i

Danmark

og herunder sikre dem adgang til at kunne klage over afgørelser m.v. (jf.

Retsudvalget

alm. del – bilag 177).

Forslagsstillerne kan i store træk tilslutte sig de forslag til

initiativer, som fremgår af notatet, og dette beslutningsforslag bygger

– mange

afsnit ordret – på notatet.

Behovet for initiativer på området blev underbygget på den

høring om børns retsstilling, som Retsudvalget og Socialudvalget afholdt den

21.

februar 2007.

Børns og unges retsstilling

Siden FN’s konvention om barnets rettigheder blev ratificeret

af Folketinget i 1991, er børns rettigheder i samfundet søgt implementeret i

dansk lovgivning til gavn for børns og unges retsstilling. Begrebet »barnets

bedste« som defineret i konventionens artikel 3 er konkret udmøntet i lov om

social

service, og børn har efter implementering af anbringelsesreformen fået

yderligere individuelle rettigheder. Betænkning om retssikkerhed i

anbringelsessager (nr. 1463) har yderligere fokus på de udsatte børns

retsstilling, idet det er en udbredt opfattelse, at denne ofte svækkes af

hensynet

til forældrene og af andre hensyn. På familieretsområdet har familie- og

forbrugerministeren på baggrund af betænkningen Barnets perspektiv (nr. 1475)

og

på baggrund af en politisk aftale mellem alle Folketingets parter fremsat

lovforslag nr. L 133 om forældreansvar og lovforslag nr. L 134 om behandling

af

retssager om forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse.

Der er grund til at glæde sig over disse initiativer, men

samtidig også grund til at konstatere, at indsatsen er ujævn, ikke styret af

overordnede retningslinjer, en overordnet politisk målsætning om at skabe en

bedre retsstilling for børn i almindelighed eller et ønske om i højere grad

at

implementere børnekonventionens bogstav og ånd i dansk lovgivning og praksis.

Hverken den gældende lovgivning, praksis eller forslag om ny lovgivning

bliver

systematisk sammenholdt med børnekonventionens bogstav og ånd, sådan som

FN’s Komité

om Barnets Rettigheder anbefaler.

Børnekonventionens artikel 12 statuerer barnets ret til

medbestemmelse og til at blive hørt i sager, der vedrører barnet. Det er en

forudsætning for, at artikel 12 kan siges at være fuldt implementeret, at der

eksisterer effektive og børnevenlige klageprocedurer for børn i alle aspekter

af deres liv.

Nogle af de rettigheder, som følger af børnekonventionen, kan

siges at være kollektive rettigheder, der gælder for en gruppe af børn,

f.eks.

skolebørns ret til indflydelse på deres skolegang (bl.a. gennem elevrådet),

valg af undervisningsmateriale og -form samt kommunens planlægning af f.eks.

vejanlæg, rekreative anlæg, legepladser, idrætsanlæg m.v.

Status for børns og unges retsstilling

Det er forældremyndighedsindehaveren, der har pligt til at

drage omsorg for barnet (under 18 år), til at træffe afgørelser om barnets

personlige forhold ud fra barnets interesser og behov, og som skal give

barnet

omsorg og tryghed og respektere barnet. Forældremyndighedsindehaveren har

således adgang til at handle på barnets vegne over for myndigheder m.v., til

at

udøve partsbeføjelser over for forvaltningsmyndigheder og til at udtale sig

samt til at få begrundelser i sager vedrørende barnet.

Forslagsstillerne henviser til, at der i lovforslag nr. L 133

og L 134 fremsat af familie- og forbrugerministeren den 31. januar 2007, jf.

ovenfor, sker en række væsentlige forbedringer af børns retsstilling. Det er

således i lovforslag nr. L 133 et grundlæggende princip, at alle afgørelser

skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet, og lovforslaget præciserer,

at barnets egne synspunkter skal indgå i alle forhold vedrørende barnet alt

efter dets alder og modenhed. Lovforslaget indeholder en grundlæggende

bestemmelse om, at barnet altid skal inddrages under en sag om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og

eventuelle

synspunkter kan komme til udtryk. Lovforslaget indeholder ikke en

aldersgrænse

for, hvornår barnet skal inddrages. Det foreslås desuden i lovforslaget, at

børn over 10 år skal have adgang til at rette henvendelse til

statsforvaltningen

med den virkning, at statsforvaltningen har pligt til at indkalde barnets

forældre til et møde om de forhold, som barnet ønsker hjælp til.

Uanset dette har den lovgivningsmæssige holdning generelt været

– og er det måske stadig – at større børns medindflydelse og

selvbestemmelse må

fastlægges gennem speciallovgivningen, men at en generel holdningspåvirkende

regel om, at barnet skal tages med i beslutningerne i takt med barnets

stigende

alder og udvikling, ikke egner sig til retlig regulering.

Derfor er der således

indsat særlige bestemmelser i den danske lovgivning, der giver børn og unge

forskellige grader af selvstændige rettigheder, i nogle tilfælde helt uden om

forældremyndighedsindehaverens godkendelse. Pligterne og rettighederne, der

kan

følge af disse lovbestemmelser, kan opdeles i tre kategorier afhængigt af

graden af selvstændighed:

–

Høringsret:

Forældremyndighedsindehaverne/myndighederne har pligt til at indhente en

udtalelse fra barnet, inden de træffer afgørelsen.

–

Medbestemmelsesret:

Medbestemmelsesretten

er mere vidtgående end høringsretten, idet barnets medvirken eller samtykke

er

nødvendig for, at forældremyndighedsindehaveren kan træffe en beslutning.

Hvis

der er en aldersgrænse, er den ofte sat ved enten 12 eller 15 år.

–

Selvbestemmelsesret:

Her kan barnet råde

på egen hånd uden at skulle samvirke med forældremyndighedsindehaveren,

samtidig med at det selv må stå til ansvar for sine handlinger. I de

specialbestem-melser,

der findes, er aldersgrænsen normalt 15 år.

På en række lovgivningsområder er der imidlertid alvorlige

huller i sikringen af børns retsstilling, og generelt ses en vis ujævnhed og

inkonsekvens på tværs af lovgivningsområderne. Der er ingen konsistens i,

hvornår

børn anses for at være tilstrækkelig modne til at blive hørt, til at tage del

i

beslutninger og til at have selvbestemmelse på tværs af lovgivningen, ligesom

børn mangler mulighed for at klage over manglende høring eller inddragelse,

over afgørelser, over voksnes optræden over for børnene, over kvaliteten af

de

voksnes arbejde, over magtanvendelse og over de fysiske rammer. Se

nedenstående

eksempler (der ikke er udtømmende):

–

På folkeskoleområdet

er børns

kollektive rettigheder til inddragelse i f.eks. tilrettelæggelsen af

undervisningen

og barnets individuelle ret til at kunne klage over en afgørelse, en sanktion

m.v. nærmest ikkeeksisterende.

–

På sundhedsområdet

eksisterer en

vis inkonsekvens: Mens femtenårige har selvbestemmelsesret ifølge

patientlovgivningen og således har ret til at modsætte sig livsforlængende

behandling, kan piger mellem 15 og 17 år som hovedregel stadig ikke få abort

uden forældrenes samtykke. Samtidig er det et udbredt problem, at børn ikke

informeres om eller inddrages i den nødvendige behandling af dem, hvilket

selvfølgelig

rammer særlig hårdt, når børnene har et handicap, der kræver livslang kontakt

med behandlingsvæsenet.

–

På det sociale område

skal børn,

nu uden nogen nedre aldersgrænse, høres i forbindelse med særlig støtte til

børn og unge (jf. lov om social service § 46, stk. 3), og i forbindelse med

afgørelser kan børn over 12 år klage over en afgørelse om opholdssted med

opsættende virkning, men 14-årige kan fortsat ikke klage over en beslutning

om

hjemtagelse fra f.eks. en plejefamilie. Samtidig er der ingen høringspligt

vedrørende

børn og unge med handicap i forbindelse med valg af hjælpemidler, f.eks.

kørestol og andre handicapkompenserende ydelser.

–

På adoptionsområdet

har børn, der er

fyldt 12 år, medbestemmelse med hensyn til, om de skal adopteres, og børn

under

12 år har retten til at blive hørt. Det må antages, at børn, der er fyldt 12

år,

kan klage over en afgørelse, de ikke er enige i, hvilket må antages ikke at

gælde for børn under 12 år.

–

For

så vidt angår

indmeldelse og udmeldelse

af folkekirken,

skal børn, der er fyldt 15 år, høres, men det er

forældremyndighedsindehaveren, der træffer afgørelse herom. Børn under 15 år

har ingen rettigheder. Det må antages, at børn, der er fyldt 15 år, kan klage

over en indmeldelse eller udmeldelse, der sker mod deres vilje.

–

Når

det kommer til

den kommunale planlægning

er der ingen garanti for, at børn i kommunen tages med på råd, selv om det

drejer sig om beslutninger, der har indflydelse på børnenes liv og hverdag, i

relation til f.eks. miljøvurderinger af daginstitutioner, etablering,

lukning,

sammenlægning el. lign. af daginstitutioner, skoler og fritidstilbud samt

etablering af legepladser, skateboardbaner, grønne områder m.v.

–

Med

hensyn til

diskrimination og

forskelsbehandling

følger det af både børnekonventionen, den europæiske

menneskerettighedskonvention

og flere FN-konventioner, at alle mennesker skal beskyttes mod diskrimination

og forskelsbehandling. Det fremgår endvidere af lov om etnisk ligestilling,

at

et klagenævn kan behandle klager over forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Nævnet behandler også klager fra lønmodtagere under 18 år. Der eksisterer

imidlertid ikke et tilsvarende klagenævn til behandling af forskelsbehandling

på arbejdsmarkedet på grund af handicap, seksuel orientering eller andet, som

ikke samtidig reguleres via arbejdsmarkedsaftaler, ligesom der heller ikke er

mulighed for at klage over andre former for forskelsbehandling.

Børns adgang til at blive hørt, til medbestemmelse og til selvbestemmelse

er således meget forskelligt reguleret i de forskellige love. Det samme

gælder

børns muligheder for at klage over afgørelser, over voksnes optræden over for

børnene, over kvaliteten af de voksnes arbejde, over magtanvendelse og over

de

fysiske rammer. Praksis med hensyn til de konkrete klagemuligheder samt

aldersgrænser herfor er ligeledes meget forskellig fra retsområde til

retsområde.

Forslagsstillerne ønsker i lighed med de organisationer, som

den 30. november 2006 rettede henvendelse til Retsudvalget, en markant

styrkelse af børns og unges retsstilling og foreslår derfor følgende tiltag:

1.

I lovgivning såvel som i praksis skal det være hovedreglen, som

børnekonventionens

artikel 12 kræver, at alle børn skal høres i alle sager, der vedrører dem,

kun

begrænset af et modenhedskriterium. Børn skal gives medbestemmelse og

selvbestemmelse ifølge særlovgivningen, hvor dette er logisk og muligt. Og

der

skal være konsistens mellem de enkelte særlovgivningsområder for, hvornår

børn

inddrages og har henholdsvis medbestemmelse og selvbestemmelse.

2.

Børn og unge skal have ret til at klage over alle afgørelser, der

vedrører dem, og som dermed har betydning for deres liv, over voksnes

optræden

over for dem, over kvaliteten af de voksnes arbejde, over magtanvendelse og

over de fysiske rammer. Praksis med hensyn til de konkrete klagemuligheder

samt

aldersgrænser herfor skal være ensartet på de forskellige retsområder.

3.

Der skal opbygges et nationalt netværk af lokale

medhjælpere/rådgivere med en særlig børneindsigt, som kan rådgive børn lokalt

(eventuelt i skoleregi), bistå dem i deres klagesager og sikre børn og unge

tilstrækkelig tilgængelighed til de steder, hvor deres sager kan behandles.

Disse netværk skal samarbejde med relevante lokale organisationer og andre

relevante aktører på området. Det skal sikres, at børn og unge kender til

denne

mulighed.

4.

Konventionen om barnets rettigheder skal inkorporeres i dansk

lovgivning, idet dette vil styrke kendskabet til og brugen af

børnekonventionen

på alle niveauer i det danske samfund, såvel inden for domstolene,

centraladministration og lokaladministrationen som blandt professionelle, der

arbejder med eller for børn og blandt børn og forældre.

5.

Alle relevante love skal gennemgås grundigt for at afdække, om

der er overensstemmelse mellem børns rettigheder som defineret i

børnekonventionen

og i dansk lovgivning. Efterfølgende skal der etableres overensstemmelse

mellem

børnekonventionen og dansk lovgivning, ligesom der skal etableres en fast

procedure med børnekonsekvensanalyser i forbindelse med udarbejdelse af ny

lovgivning og administrative forskrifter, hvor de nye forskrifter

sammenholdes

med børnekonventionens ånd og bogstav.

6.

Forslagsstillerne opfordrer statsministeren til at træffe en

politisk beslutning om, hvilken minister der har det overordnede ansvar for

børnepolitikken i Danmark og for, at børnekonventionen implementeres i dansk

lovgivning og administrativ praksis. Ligeledes skal der etableres en fast

procedure for, hvordan dette koordineres mellem de relevante ministres

ressortområder.

Eventuelle initiativer i relation til

Folketinget Ombudsmand

Børn kan klage til Folketingets Ombudsmand, som herefter tager

stilling til, om sagen skal undersøges. Børn klager imidlertid i praksis

meget

sjældent til Ombudsmanden, men mange af Ombudsmandens sager vedrører eller

berører børns forhold. Ombudsmandens sagsbehandling vil normalt afhænge af

sagens principielle karakter samt af, hvorvidt muligheden for behandling hos

andre myndigheder er udtømt.

Forslagsstillerne foreslår, at Folketinget træffer beslutning

om at opfordre Folketingets Ombudsmand til at prioritere sager om børns

retstilling og dermed give dette område en øget overvågning på samme måde,

som da

Folketinget, jf. folketingsbeslutning af 2. april 1993, anmodede Ombudsmanden

om at prioritere sager på handicapområdet.

Forslagsstillerne finder endvidere, at der kan være grund til

at overveje, om Folketingets Ombudsmand skal sættes bedre i stand til at

kunne

behandle klager fra alle børn uanset deres forudsætninger. Det kan således

overvejes, om der skal allokeres midler til, at Folketingets Ombudsmand har

særlige medarbejdere med en blandet faglig baggrund (jurister med

efteruddannelse,

psykologer, socialrådgivere og pædagoger), der er særligt trænede i at

behandle

klager fra børn, ligesom sagsbehandlingstiden skal tage højde for, at der er

tale om klagesager fra børn. Det kan ligeledes overvejes, om der skal

iværksættes

en omfattende oplysningskampagne dér, hvor børn og unge færdes, om, at de kan

klage til Ombudsmanden over afgørelser m.v.

Forslagsstillerne vil tage initiativ til, at sådanne

overvejelser bliver nærmere drøftet under udvalgsbehandlingen af

beslutningsforslaget.

Skriftlig fremsættelse

Lissa Mathiasen

(S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om en styrkelse af børns retsstilling.

(Beslutningsforslag nr. B 149).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget,

og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter