Forslag til folketingsbeslutning om fastsættelse af tilskud i hjælpeordninger på niveau med løn- og arbejdsforhold på arbejdsmarkedet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 28. marts 2007 af Pernille Frahm (SF),
René Skau Björnsson (S),
Martin Lidegaard (RV) og Line Barfod (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om
fastsættelse af tilskud i hjælpeordninger på niveau med løn- og
arbejdsforhold på arbejdsmarkedet
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om
ændring af lov om social service med henblik på at sikre, at tilskuddet til
handicappede til ansættelse af handicaphjælpere fra og med den 1. januar 2008
kommer til at udgøre samme beløb som den til enhver tid gældende
overenskomstfastsatte
aflønning af hjemmehjælpere, inklusive samtlige tillæg, løn under sygdom,
fuld
løn under barsel, indbetaling til pensionsopsparing og relevant
efteruddannelse. I særlige tilfælde kan tilskuddet udgøre et højere beløb.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget indebærer, at tilskuddet til hjælpeordninger
skal beregnes således, at handicaphjælperne på enhver måde kan modtage
samme aflønning som hjemmehjælpere, herunder bl.a. anciennitetstillæg, fuld
løn
under sygdom, fuld løn under barsel, tillæg for skiftende arbejdstider, pen
si
onsopsparing
og relevant efteruddannelse.
I enkelte tilfælde skal tilskuddet beregnes med et højere
beløb, idet det kan være nødvendigt, at brugerne af hjælpeordningen kan
ansætte
hjælpere med f.eks. en anden/højere uddannelse.
I dag kan den enkelte bruger af hjælpeordningen ikke tilbyde aflønning
Læs alt
af sine hjælpere på samme niveau, som hjemmehjælpere aflønnes, fordi det
udmålte tilskud ikke er tilstrækkeligt. Konsekvensen er, at den gruppe
borgere,
der efter lovgivningen har et massivt behov for hjælp, serviceres af
medarbejdere med en markant lavere aflønning end både kommunens egne
hjemmehjælpere og de hjælpere, som den enkelte selv antager efter andre
bestemmelser i serviceloven (f.eks. reglerne i servicelovens § 95 om kontant
tilskud ved behov for hjælp mere end 20 timer ugentligt).
Lovgivningens øvrige krav til arbejdsgivere om f.eks. for
si
kringer,
ansættelseskontrakter og arbejdsmiljø gælder også for brugere af
hjælpeordninger.
Udgifter hertil skal i dag dækkes af det tilskud, som kommunerne udmåler i
forhold til den enkelte brugers behov.
Servicelovens § 96 indeholder reglerne for hjælpeordninger til
pleje, overvågning eller ledsagelse til personer med betydelig og varigt
nedsat fysisk funktionsevne, der har et aktivitetsniveau, som gør det
nødvendigt
at yde en ganske særlig støtte, og som selv er i stand til at administrere
hjælpeordningen, herunder at ansætte den nødvendige hjælp og være ansvarlig
for den daglige arbejdstilrettelæggelse.
Ca. 1.200 personer er bevilget en sådan hjælpeordning. Det
gennemsnitlige timetal udgør 90-100 timer pr. uge. Hjælpeordninger ydes
derfor
med stor variation i timetallet med 24 eller flere timer i døgnet som den ene
yderlighed og med 4-5 timer i døgnet som den anden yderlighed. Det antages,
at
der er godt 4.000 fuldtidsstillinger i hjælpeordningerne, men at det faktiske
antal ansatte handicaphjælpere er godt 6.000 som følge af deltidsarbejde i et
vist omfang.
Udgiften til hjælpeordninger udgjorde i 2005 knap 970 mio. kr.
årligt. Udgiften til den enkelte hjælpeordning udgør således knap 800.000 kr.
årligt inklu
si
ve udgifter til administration i
forbindelse med lønudbetaling m.v.
Hjælpeordningen er den enkeltforanstaltning i den sociale
lovgivning, som har haft størst betydning for den normalisering af
tilværelsen
for personer med en funktionsnedsættelse, som er sket gennem de seneste
årtier.
Hjælpeordningen er oprindelig udviklet i Århus Kommune i
si
dste
halvdel af 70’erne, hvor den medførte, at et stort antal personer med en
betydelig nedsat funktionsevne blev i stand til at forlade institutionerne,
som mange ellers havde levet i gennem hele deres liv, og at leve et
selvstændigt liv i en almindelig bolig på linje med andre mennesker i
forbindelse med uddannelse, arbejde, social og kulturel deltagelse m.v.
Tilskuddet blev oprindelig af Århus Kommune fastlagt som
hjemmehjælperløn, idet antagelsen var, at kommunens besparelse skulle stilles
til rådighed for den enkelte bruger af hjælpeordningen, således at han eller
hun kunne tilbyde handicaphjælperne samme løn, som kommunen udbetalte til
sine
egne hjemmehjælpere.
Siden da er der imidlertid sket en udvikling af de elementer,
som indgår i aflønningen af hjemmehjælpere, således at der bl.a. også er
indført fuld løn under sygdom, fuld løn under barsel og pen
si
onsordninger,
men uden at elementerne i handicaphjælpernes aflønning har kunnet øges
tilsvarende, fordi tilskuddet/bevillingen til aflønning efter servicelovens §
96 i prak
si
s ikke indeholder disse yderligere
elementer.
Det skaber en ubalance i ansættelsesforholdet, at brugeren af
hjælpeordningen er nødsaget til at ansætte hjælpere på væsentligt ringere
vilkår end ansatte i sammenlignelige stillinger. Dertil kommer en berettiget
frygt for, at de ansatte føler sig tvunget til at opsige deres arbejde, fordi
de ikke »har råd til« at være ansat på så ringe vilkår.
Igennem de senere år har brugerne af hjælpeordningen i
stigende grad oplevet, at det er vanskeligt at rekruttere handicaphjælpere,
og
at de enkelte ansættelsesforhold varer kortere end tidligere.
Dette skyldes bl.a., at arbejdsløsheden er mindre, og at det
økonomisk er mindre attraktivt at være handicaphjælper. Samtidig har
gennemsnitsalderen blandt brugere af hjælpeordningen været stigende, og mange
brugeres ønske om lidt ældre hjælpere kan vanskeligt opfyldes, bl.a. på grund
af lønforholdene, som afviger betydeligt fra de lønforhold, som er gældende i
samfundet generelt.
Rekrutteringsmuligheden er i høj grad begrænset til navnlig
unge mennesker, studerende, unge forældre eller andre, der finder det
attraktivt at arbejde f.eks. 7-8 døgn á 24 timer i løbet af en måned og
dermed
have 21-23 døgn til fuld rådighed for studier og/eller børn. Navnlig de
brugere
af ordningen, der ikke ønsker eller ikke har brug for hjælp i 24 timer i
døgnet, har oplevet vanskeligheder med at rekruttere handicaphjælpere, fordi
det er muligheden for døgnvagter, der sikrer, at stillingerne overhovedet kan
besættes i fuldt omfang.
Det er tidskrævende og belastende for brugere af hjælpeordningen,
at der hyppigere må skiftes handicaphjælpere, fordi der hver gang skal ske en
individuel oplæring af nye hjælpere, ikke mindst fordi et stort antal brugere
af hjælpeordningen også er permanente respiratorbrugere og derfor må bruge
tid
og kræfter på at oplære hver eneste ny handicaphjælper i
respirationsudstyrets
funktion. Det er en kendt sag, at det ofte varer op til seks måneder, før en
ny
handicaphjælper fungerer rimelig tilfredsstillende med hensyn til at varetage
de nødvendige funktioner med udgangspunkt i den enkelte brugers handicap.
Som svar på spørgsmål nr. S 323 (Folketingsåret 2002-03) har
den daværende socialminister (
Henriette
Kjær)
bl.a. oplyst om Socialministeriets gældende »Vejledning
om hjælp til voksne med handicap«: »Det fremgår ikke specifikt, men det er
opfattelsen, at vejledningen skal forstås således, at hjælperne ikke
alene skal have samme startløn som hjemmehjælpere, men ligeledes skal følge
de i hjemmehjælperoverenskomsten fastlagte lønstigninger som følge af
anciennitet
m.v. Det er ligeledes opfattelsen, at dette retningsgivende grundlag for
fastsættelse af løn- og ansættelsesvilkår er passende for at kunne tiltrække
attraktiv og kvalificeret arbejdskraft.«
Denne tilkendegivelse har imidlertid vist sig utilstrækkelig
til at sikre en aflønning af handicaphjælperne på det niveau, som den
daværende socialminister gav udtryk for.
Ankestyrelsen har i en enkelt sag henholdt sig til, at
relationen mellem brugeren og handicaphjælperen har karakter af en
privatretlig
aftale, og at Ankestyrelsen derfor ikke kan tage stilling til
handicaphjælperens
aflønning. Selv om denne tilkendegivelse ud fra en yderst formalistisk
vurdering må anses for at være korrekt, så forekommer den også særdeles
teoretisk, idet handicaphjælperens aflønning vil udgøre nøjagtig det beløb,
der bevilges som tilskud efter servicelovens § 96, for den enkelte bruger har
af indlysende grunde ikke mulighed for selv at supplere dette »tilskud«.
Ankestyrelsen tilkendegav samtidig, at det bevilgede tilskud,
der ikke indeholdt mulighed for betaling af f.eks. anciennitetstillæg og
pensionsbidrag, »ikke kunne anses for at være i strid med formålet med
hjælpeordningen«.
Ankestyrelsen undlod imidlertid at tage stilling til, om det bevilgede
tilskud
kunne anses for at være i overensstemmelse med daværende socialminister
Henriette
Kjærs fortolkning af reglerne i et officielt svar i Folketinget.
Et efterfølgende forsøg på at få Ankestyrelsen til at tage
stilling til en konkret sag under direkte henvisning til den daværende
socialministers fortolkning er blevet afvist, fordi Ankestyrelsen ikke fandt
det af »principiel eller generel« betydning, at landets socialminister giver
udtryk for én opfattelse af reglerne, mens praksis er en ganske anden.
Da denne konkrete afgørelse nu har karakter af en Social
Meddelelse (SM C-33-04), følger kommunerne alt overvejende Ankestyrelsens
afgørelse og dermed ikke daværende socialminister Henriette Kjærs
tilkendegivelse
i besvarelsen af spørgsmål nr. S 323.
Den oftest anvendte praksis for beregning af tilskud efter
servicelovens § 96 indeholder samtidig en potentiel konflikt, idet hjælperen
alene kan rette sine forventninger om en løn på linje med sammenlignelige
personalegrupper
mod brugeren af hjælpeordningen. Brugeren har på den anden side ingen
praktisk
mulighed for at imødekomme hjælperens ønsker og forventninger, fordi lønnen
alene afhænger af kommunens beregning af tilskuddet til hjælpeordningen.
Beslutningsforslaget har derfor til formål at sikre, at bestemmelsen
anvendes i overensstemmelse med daværende socialminister Henriette Kjærs
tilkendegivelse af 21. oktober 2002 i svaret på spørgsmål nr. S 323.
Beslutningsforslaget er samtidig udtryk for, at
forslagsstillerne finder det uacceptabelt, at godt 6.000 personer, der
alternativt skulle aflønnes direkte af stat og/eller kommuner, må affinde
si
g
med lønforhold, der anslået er cirka 10 pct. ringere, alene fordi Folketinget
af helt andre (om end særdeles gode) grunde har valgt en organisering af
hjælpen til personer med en betydelig funktionsnedsættelse, der indebærer, at
de formelt er ansat i privat (brugerens) regi og ikke i offentligt regi.
Endvidere vil de dårligere løn- og ansættelsesforhold påvirke
udviklingsmulighederne for flere fleksible og individuelle brugerstyrede
hjælpeordninger. Et udviklingsarbejde er besluttet igangsat under satspuljen,
men kan påvirkes negativt af urimelige forskelle i løn- og ansættelsesvilkår,
afhængigt af, om det er borgeren eller myndigheden der ansætter hjælperen.
Der er derfor behov for at sikre, at kommunerne kan og skal
udmåle et tilskud, som gør det muligt for brugeren af en hjælpeordning at
bevilge løn- og ansættelsesvilkår, som mindst svarer til dem, kommunerne
normalt tilbyder hjemmehjælpere m.fl.
For at styrke kvaliteten i ansættelsesretlige spørgsmål i
forbindelse med de individuelle ansættelser bør det overvejes at etablere et
særligt rådgivningssystem – en form for arbejdsgiversekretariat –
der kan
rådgive og vejlede den enkelte bruger som arbejdsgiver.
Økonomiske
konsekvenser
Selv om hovedreglen er, at kommunerne ikke beregner udgiften
til handicaphjælpere i overensstemmelse med daværende socialminister
Henriette Kjærs tilkendegivelse af 21. oktober 2002 i svaret på spørgsmål nr.
S 323, er der dog også enkelte kommuner, som i større eller mindre omfang
alligevel
gør det.
Der eksisterer ingen sikker viden om disse variationer, og det
er derfor ikke muligt at foretage en nøjagtig beregning af lovforslagets
økonomiske konsekvenser. Den nuværende socialminister Eva Kjer Hansen har i
sin
besvarelse den 12. januar 2006 af spørgsmål nr. S 1647 (Folketingsåret
2005-06)
oplyst, at Socialministeriet ikke har kendskab til nyere, repræsentative
undersøgelser om disse spørgsmål, og at der derfor ikke kan foretages en
beregning af de skønnede udgifter som følge af nærværende lovforslag.
Forslagsstillerne anslår dog, at udgiften vil være i underkanten
af 10 pct. af samtlige udgifter til hjælpeordningen, svarende til ca. 100
mio.
kr., idet et mindre antal kommuner i forvejen bevilger hjælpeordninger på
dette
niveau.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Frahm
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om fastsættelse af tilskud i hjælpeordninger på niveau
med
løn- og
arbejdsforhold på arbejdsmarkedet.
(Beslutningsforslag nr. B 129).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om dækning af handicappedes merudgift ved at have handicaphjælpere m.fl. i eget hjem Retsinformation · 7. februar 2007
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat E. Sharpston fremsat den 29. maj 2018. — Surjit Singh Bedi mod Bundesrepublik Deutschland og Bundesrepublik Deutschland in Prozessstandschaft für das Vereinigte Königreich von Großbritannien und Nordirland. EU-domme · 29. maj 2018
- Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 19. september 2018. — Surjit Singh Bedi mod Bundesrepublik Deutschland og Bundesrepublik Deutschland in Prozessstandschaft für das Vereinigte Königreich von Großbritannien und Nordirland. EU-domme · 19. september 2018
- Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om dækning af handicappedes merudgift ved at have handicaphjælpere m.fl. i eget hjem Retsinformation · 29. september 2007
- Fritagelse for registreringsafgift ved anskaffelse af busser i henhold til registreringsafgiftsloven § 2, stk. 1, nr. 7, litra a. SKM-databasen · 9. december 2021
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social service (Udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpere til borgerstyret personlig assistance) Retsinformation · 12. juni 2009