Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om fastsættelse af tilskud i hjælpeordninger på niveau med løn- og arbejdsforhold på arbejdsmarkedet

2006/1 BSF 129Beslutningsforslag som fremsatFolketinget28. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. marts 2007 af Pernille Frahm (SF),

René Skau Björnsson (S),

Martin Lidegaard (RV) og Line Barfod (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om

fastsættelse af tilskud i hjælpeordninger på niveau med løn- og

arbejdsforhold på arbejdsmarkedet

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om

ændring af lov om social service med henblik på at sikre, at tilskuddet til

handicappede til ansættelse af handicaphjælpere fra og med den 1. januar 2008

kommer til at udgøre samme beløb som den til enhver tid gældende

overenskomstfastsatte

aflønning af hjemmehjælpere, inklusive samtlige tillæg, løn under sygdom,

fuld

løn under barsel, indbetaling til pensionsopsparing og relevant

efteruddannelse. I særlige tilfælde kan tilskuddet udgøre et højere beløb.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget indebærer, at tilskuddet til hjælpeordninger

skal beregnes således, at handicaphjælperne på enhver måde kan modtage

samme aflønning som hjemmehjælpere, herunder bl.a. anciennitetstillæg, fuld

løn

under sygdom, fuld løn under barsel, tillæg for skiftende arbejdstider, pen

si

onsopsparing

og relevant efteruddannelse.

I enkelte tilfælde skal tilskuddet beregnes med et højere

beløb, idet det kan være nødvendigt, at brugerne af hjælpeordningen kan

ansætte

hjælpere med f.eks. en anden/højere uddannelse.

I dag kan den enkelte bruger af hjælpeordningen ikke tilbyde aflønning

Læs alt

af sine hjælpere på samme niveau, som hjemmehjælpere aflønnes, fordi det

udmålte tilskud ikke er tilstrækkeligt. Konsekvensen er, at den gruppe

borgere,

der efter lovgivningen har et massivt behov for hjælp, serviceres af

medarbejdere med en markant lavere aflønning end både kommunens egne

hjemmehjælpere og de hjælpere, som den enkelte selv antager efter andre

bestemmelser i serviceloven (f.eks. reglerne i servicelovens § 95 om kontant

tilskud ved behov for hjælp mere end 20 timer ugentligt).

Lovgivningens øvrige krav til arbejdsgivere om f.eks. for

si

kringer,

ansættelseskontrakter og arbejdsmiljø gælder også for brugere af

hjælpeordninger.

Udgifter hertil skal i dag dækkes af det tilskud, som kommunerne udmåler i

forhold til den enkelte brugers behov.

Servicelovens § 96 indeholder reglerne for hjælpeordninger til

pleje, overvågning eller ledsagelse til personer med betydelig og varigt

nedsat fysisk funktionsevne, der har et aktivitetsniveau, som gør det

nødvendigt

at yde en ganske særlig støtte, og som selv er i stand til at administrere

hjælpeordningen, herunder at ansætte den nødvendige hjælp og være ansvarlig

for den daglige arbejdstilrettelæggelse.

Ca. 1.200 personer er bevilget en sådan hjælpeordning. Det

gennemsnitlige timetal udgør 90-100 timer pr. uge. Hjælpeordninger ydes

derfor

med stor variation i timetallet med 24 eller flere timer i døgnet som den ene

yderlighed og med 4-5 timer i døgnet som den anden yderlighed. Det antages,

at

der er godt 4.000 fuldtidsstillinger i hjælpeordningerne, men at det faktiske

antal ansatte handicaphjælpere er godt 6.000 som følge af deltidsarbejde i et

vist omfang.

Udgiften til hjælpeordninger udgjorde i 2005 knap 970 mio. kr.

årligt. Udgiften til den enkelte hjælpeordning udgør således knap 800.000 kr.

årligt inklu

si

ve udgifter til administration i

forbindelse med lønudbetaling m.v.

Hjælpeordningen er den enkeltforanstaltning i den sociale

lovgivning, som har haft størst betydning for den normalisering af

tilværelsen

for personer med en funktionsnedsættelse, som er sket gennem de seneste

årtier.

Hjælpeordningen er oprindelig udviklet i Århus Kommune i

si

dste

halvdel af 70’erne, hvor den medførte, at et stort antal personer med en

betydelig nedsat funktionsevne blev i stand til at forlade institutionerne,

som mange ellers havde levet i gennem hele deres liv, og at leve et

selvstændigt liv i en almindelig bolig på linje med andre mennesker i

forbindelse med uddannelse, arbejde, social og kulturel deltagelse m.v.

Tilskuddet blev oprindelig af Århus Kommune fastlagt som

hjemmehjælperløn, idet antagelsen var, at kommunens besparelse skulle stilles

til rådighed for den enkelte bruger af hjælpeordningen, således at han eller

hun kunne tilbyde handicaphjælperne samme løn, som kommunen udbetalte til

sine

egne hjemmehjælpere.

Siden da er der imidlertid sket en udvikling af de elementer,

som indgår i aflønningen af hjemmehjælpere, således at der bl.a. også er

indført fuld løn under sygdom, fuld løn under barsel og pen

si

onsordninger,

men uden at elementerne i handicaphjælpernes aflønning har kunnet øges

tilsvarende, fordi tilskuddet/bevillingen til aflønning efter servicelovens §

96 i prak

si

s ikke indeholder disse yderligere

elementer.

Det skaber en ubalance i ansættelsesforholdet, at brugeren af

hjælpeordningen er nødsaget til at ansætte hjælpere på væsentligt ringere

vilkår end ansatte i sammenlignelige stillinger. Dertil kommer en berettiget

frygt for, at de ansatte føler sig tvunget til at opsige deres arbejde, fordi

de ikke »har råd til« at være ansat på så ringe vilkår.

Igennem de senere år har brugerne af hjælpeordningen i

stigende grad oplevet, at det er vanskeligt at rekruttere handicaphjælpere,

og

at de enkelte ansættelsesforhold varer kortere end tidligere.

Dette skyldes bl.a., at arbejdsløsheden er mindre, og at det

økonomisk er mindre attraktivt at være handicaphjælper. Samtidig har

gennemsnitsalderen blandt brugere af hjælpeordningen været stigende, og mange

brugeres ønske om lidt ældre hjælpere kan vanskeligt opfyldes, bl.a. på grund

af lønforholdene, som afviger betydeligt fra de lønforhold, som er gældende i

samfundet generelt.

Rekrutteringsmuligheden er i høj grad begrænset til navnlig

unge mennesker, studerende, unge forældre eller andre, der finder det

attraktivt at arbejde f.eks. 7-8 døgn á 24 timer i løbet af en måned og

dermed

have 21-23 døgn til fuld rådighed for studier og/eller børn. Navnlig de

brugere

af ordningen, der ikke ønsker eller ikke har brug for hjælp i 24 timer i

døgnet, har oplevet vanskeligheder med at rekruttere handicaphjælpere, fordi

det er muligheden for døgnvagter, der sikrer, at stillingerne overhovedet kan

besættes i fuldt omfang.

Det er tidskrævende og belastende for brugere af hjælpeordningen,

at der hyppigere må skiftes handicaphjælpere, fordi der hver gang skal ske en

individuel oplæring af nye hjælpere, ikke mindst fordi et stort antal brugere

af hjælpeordningen også er permanente respiratorbrugere og derfor må bruge

tid

og kræfter på at oplære hver eneste ny handicaphjælper i

respirationsudstyrets

funktion. Det er en kendt sag, at det ofte varer op til seks måneder, før en

ny

handicaphjælper fungerer rimelig tilfredsstillende med hensyn til at varetage

de nødvendige funktioner med udgangspunkt i den enkelte brugers handicap.

Som svar på spørgsmål nr. S 323 (Folketingsåret 2002-03) har

den daværende socialminister (

Henriette

Kjær)

bl.a. oplyst om Socialministeriets gældende »Vejledning

om hjælp til voksne med handicap«: »Det fremgår ikke specifikt, men det er

opfattelsen, at vejledningen skal forstås således, at hjælperne ikke

alene skal have samme startløn som hjemmehjælpere, men ligeledes skal følge

de i hjemmehjælperoverenskomsten fastlagte lønstigninger som følge af

anciennitet

m.v. Det er ligeledes opfattelsen, at dette retningsgivende grundlag for

fastsættelse af løn- og ansættelsesvilkår er passende for at kunne tiltrække

attraktiv og kvalificeret arbejdskraft.«

Denne tilkendegivelse har imidlertid vist sig utilstrækkelig

til at sikre en aflønning af handicaphjælperne på det niveau, som den

daværende socialminister gav udtryk for.

Ankestyrelsen har i en enkelt sag henholdt sig til, at

relationen mellem brugeren og handicaphjælperen har karakter af en

privatretlig

aftale, og at Ankestyrelsen derfor ikke kan tage stilling til

handicaphjælperens

aflønning. Selv om denne tilkendegivelse ud fra en yderst formalistisk

vurdering må anses for at være korrekt, så forekommer den også særdeles

teoretisk, idet handicaphjælperens aflønning vil udgøre nøjagtig det beløb,

der bevilges som tilskud efter servicelovens § 96, for den enkelte bruger har

af indlysende grunde ikke mulighed for selv at supplere dette »tilskud«.

Ankestyrelsen tilkendegav samtidig, at det bevilgede tilskud,

der ikke indeholdt mulighed for betaling af f.eks. anciennitetstillæg og

pensionsbidrag, »ikke kunne anses for at være i strid med formålet med

hjælpeordningen«.

Ankestyrelsen undlod imidlertid at tage stilling til, om det bevilgede

tilskud

kunne anses for at være i overensstemmelse med daværende socialminister

Henriette

Kjærs fortolkning af reglerne i et officielt svar i Folketinget.

Et efterfølgende forsøg på at få Ankestyrelsen til at tage

stilling til en konkret sag under direkte henvisning til den daværende

socialministers fortolkning er blevet afvist, fordi Ankestyrelsen ikke fandt

det af »principiel eller generel« betydning, at landets socialminister giver

udtryk for én opfattelse af reglerne, mens praksis er en ganske anden.

Da denne konkrete afgørelse nu har karakter af en Social

Meddelelse (SM C-33-04), følger kommunerne alt overvejende Ankestyrelsens

afgørelse og dermed ikke daværende socialminister Henriette Kjærs

tilkendegivelse

i besvarelsen af spørgsmål nr. S 323.

Den oftest anvendte praksis for beregning af tilskud efter

servicelovens § 96 indeholder samtidig en potentiel konflikt, idet hjælperen

alene kan rette sine forventninger om en løn på linje med sammenlignelige

personalegrupper

mod brugeren af hjælpeordningen. Brugeren har på den anden side ingen

praktisk

mulighed for at imødekomme hjælperens ønsker og forventninger, fordi lønnen

alene afhænger af kommunens beregning af tilskuddet til hjælpeordningen.

Beslutningsforslaget har derfor til formål at sikre, at bestemmelsen

anvendes i overensstemmelse med daværende socialminister Henriette Kjærs

tilkendegivelse af 21. oktober 2002 i svaret på spørgsmål nr. S 323.

Beslutningsforslaget er samtidig udtryk for, at

forslagsstillerne finder det uacceptabelt, at godt 6.000 personer, der

alternativt skulle aflønnes direkte af stat og/eller kommuner, må affinde

si

g

med lønforhold, der anslået er cirka 10 pct. ringere, alene fordi Folketinget

af helt andre (om end særdeles gode) grunde har valgt en organisering af

hjælpen til personer med en betydelig funktionsnedsættelse, der indebærer, at

de formelt er ansat i privat (brugerens) regi og ikke i offentligt regi.

Endvidere vil de dårligere løn- og ansættelsesforhold påvirke

udviklingsmulighederne for flere fleksible og individuelle brugerstyrede

hjælpeordninger. Et udviklingsarbejde er besluttet igangsat under satspuljen,

men kan påvirkes negativt af urimelige forskelle i løn- og ansættelsesvilkår,

afhængigt af, om det er borgeren eller myndigheden der ansætter hjælperen.

Der er derfor behov for at sikre, at kommunerne kan og skal

udmåle et tilskud, som gør det muligt for brugeren af en hjælpeordning at

bevilge løn- og ansættelsesvilkår, som mindst svarer til dem, kommunerne

normalt tilbyder hjemmehjælpere m.fl.

For at styrke kvaliteten i ansættelsesretlige spørgsmål i

forbindelse med de individuelle ansættelser bør det overvejes at etablere et

særligt rådgivningssystem – en form for arbejdsgiversekretariat –

der kan

rådgive og vejlede den enkelte bruger som arbejdsgiver.

Økonomiske

konsekvenser

Selv om hovedreglen er, at kommunerne ikke beregner udgiften

til handicaphjælpere i overensstemmelse med daværende socialminister

Henriette Kjærs tilkendegivelse af 21. oktober 2002 i svaret på spørgsmål nr.

S 323, er der dog også enkelte kommuner, som i større eller mindre omfang

alligevel

gør det.

Der eksisterer ingen sikker viden om disse variationer, og det

er derfor ikke muligt at foretage en nøjagtig beregning af lovforslagets

økonomiske konsekvenser. Den nuværende socialminister Eva Kjer Hansen har i

sin

besvarelse den 12. januar 2006 af spørgsmål nr. S 1647 (Folketingsåret

2005-06)

oplyst, at Socialministeriet ikke har kendskab til nyere, repræsentative

undersøgelser om disse spørgsmål, og at der derfor ikke kan foretages en

beregning af de skønnede udgifter som følge af nærværende lovforslag.

Forslagsstillerne anslår dog, at udgiften vil være i underkanten

af 10 pct. af samtlige udgifter til hjælpeordningen, svarende til ca. 100

mio.

kr., idet et mindre antal kommuner i forvejen bevilger hjælpeordninger på

dette

niveau.

Skriftlig fremsættelse

Pernille Frahm

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om fastsættelse af tilskud i hjælpeordninger på niveau

med

løn- og

arbejdsforhold på arbejdsmarkedet.

(Beslutningsforslag nr. B 129).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter