Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om overdragelse af ansvaret for den grundlæggende civilregistrering til en offentlig myndighed

2006/1 BSF 123Beslutningsforslag som fremsatFolketinget27. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 27. marts 2007 af

Simon Emil Ammitzbøll (RV), Bente Dahl (RV),

Lone Dybkjær (RV), Marianne Jelved (RV) og

Niels Helveg Petersen (RV)

Forslag til folketingsbeslutning

om

overdragelse af ansvaret for den grundlæggende civilregistrering til en

offentlig

myndighed

Folketinget opfordrer regeringen til snarest muligt og senest i

folketingsåret 2007-08 at fremsætte de nødvendige lovforslag med henblik på

at

flytte ansvaret for civilregistreringen fra folkekirken til en offentlig

instans,

f.eks. kommunerne.

Bemærkninger til forslaget

Forslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag B 126 fra

folketingsåret 2005-06 (Folketingstidende 2005-06, forhandlingerne side 6722

og

tillæg A side 7719).

Den historiske baggrund for den nuværende

situation

Den grundlæggende civilregistrering i Danmark sker ved

anmeldelse til folkekirkens ministerialbøger, dog med undtagelse af

Sønderjylland, hvor civilregistreringen foretages i kommunalt regi.

Af historiske årsager har det i Danmark været trossamfundenes

opgave at varetage civilregistreringen. Indtil 1968 havde alle af de

anerkendte

trossamfunds ministerialbøger borgerlig retsvirkning på lige fod med

folkekirkens.

Læs alt

Da folkekirken således allerede bogførte langt størstedelen af den danske

befolkning, blev det af praktiske hensyn ved indførelse af CPR-registeret

bestemt, at folkekirkens register skulle danne grundlag for CPR-registeret,

og ved

lov nr. 225 af 31. maj 1968 blev det bestemt, at alle fødsler og dødsfald,

der

finder sted i Danmark, skal anmeldes til folkekirkens ministerialbøger.

I foråret 2005 behandlede og vedtog Folketinget en ny navnelov

(lov nr. 524 af 24. juni 2005), som medførte at samtlige danskere uanset

trosforhold skal registrere navneændringer i folkekirken og ikke som hidtil

kan

registrere disse hos statsamtet. Dermed har folkekirken fået overdraget

yderligere ansvar i forbindelse med civilregistreringen – til trods for

protesterne fra medlemmer af de religiøse mindretal.

I Norge sker den grundlæggende civilregistrering til

folkeregistret og i Sverige til Riksskatteverket, jf.

§

20-spørgsmål S 1717 fra folketingsåret 2004-05, 2. samling.

Principielle overvejelser

Årsagerne til at lade folkekirken forestå civilregistreringen

har primært været af praktisk karakter. Argumentet for, at folkekirkens

ansvar

for civilregistrering ikke skulle være krænkende for religiøse mindretal, har

tilsvarende primært været, at selve civilregistreringen udelukkende er et

offentligretligt

anliggende, og at der derfor hverken er tale om nogen bekendende eller

forkyndende handling. Argumenterne har således lydt, at besøget hos

folkekirken

– eller selve registreringen, for man kan også sende papirerne og dermed

undgå

et besøg på det lokale sognekontor – ikke kunne opfattes som krænkende

for

ikkefolkekirkemedlemmer. Det er imidlertid efter forslagsstillernes

opfattelse

ikke op til flertallet at bestemme, hvad et mindretal skal opfatte som

diskriminerende.

Mange ikkefolkekirkemedlemmer føler sig krænkede ved at skulle registreres

hos et for dem fremmed trossamfund. Flere ægtepar fra baptistkirken har gjort

sig skyldige i civil ulydighed ved at nægte at registrere deres nyfødte børn

hos folkekirken. En række frikirker har givet udtryk for et ønske, om at

ansvaret for civilregistreringen fjernes fra folkekirken. Endelig har en

gruppe

katolikker anlagt sag mod staten, og selv om denne sag i første omgang er

faldet ud til statens fordel, er selve søgsmålet et glimrende udtryk for, at

mindretallet

føler sig krænket. Sagen er i øvrigt berammet i Højesteret den 8. oktober

2007.

Den rådgivende komité under Europarådet har gentagne gange,

senest den 11. maj 2005, givet udtryk for, at civilregistreringen inden for

den

eksisterende folkekirkeordning er i strid med Europarådets rammekonvention om

beskyttelse af nationale mindretal, og har anbefalet Danmark at gennemføre

ændringer, således at ingen personer, som ikke er medlemmer af den danske

folkekirke, er tvunget til at lade sig registrere hos folkekirken.

Kirkeminister Bertel Haarder besluttede den 4. maj 2005 at

oprette en central postboks, hvortil ikke-folkekirkemedlemmer kan sende

papirer

angående registrering af fødsler. Selve registreringen vil dog forsat blive

foretaget i folkekirkens ministerialbøger. På denne baggrund finder

kirkeministeren

(ifølge § 20-spørgsmål S 1498 fra folketingsåret 2004-05, 2. samling), at

»der

samlet set udvises ganske stor imødekommenhed over for de få nybagte

forældre,

som af den ene eller anden grund har givet udtryk for at have et problem med

at

møde op hos – eller skrive direkte til – ministerialbogsføreren i

moderens

bopælssogn«. Eftersom der ikke er givet nogen mulighed for at blive

civilregistreret på en måde, som overhovedet ikke inddrager de folkekirkelige

ministerialbøger, finder forslagsstillerne, at dette svar fra ministeren er

ude

af trit med det legitime ønske, som flere religiøse mindretal har fremført.

Den

centrale postboks er en administrativ komplikation, som ikke løser det

grundlæggende principielle problem. Postboksen afhjælper i øvrigt udelukkende

problemer vedrørende civilregistreringen ved fødsler og altså ikke de

problemer,

ikkemedlemmer af folkekirken måtte have med at registrere dødsanmeldelser

eller

navneændringer i folkekirken. Dermed er den administrative forvirring noget

nær

komplet.

I Sønderjylland ligger ansvaret for civilregistrering i

kommunerne. Sønderjylland er dermed det eneste sted, hvor den danske stat har

været og er parat til at udvise fuld forståelse for et mindretals følelser,

uanset

hvor irrationelle de måtte være. Hvis ansvaret for civilregistreringen blev

flyttet fra folkekirken til kommunerne i hele landet, ville det altså betyde

en

juridisk, administrativ og principiel ligestilling ikke kun mellem personer

fra

forskellige trossamfund (inklusive de personer, som står helt uden for et

trossamfund), men også mellem Sønderjylland og resten af Danmark.

Det krænker ikke folkekirken at overdrage ansvaret for

civilregistreringen til en offentlig myndighed. Der er tale om en rent

civilretlig opgave. Flere folkekirkepræster og menighedsrådsformænd har givet

udtryk for, at civilregistreringen er en byrde (se f.eks. Kristeligt

Dagblad den 2. maj 2005, artikel af Anders Nørgaard, og Kristeligt

Dagblad den 5. april 2005, artikel af Bent Dahl Jensen), og

samtidig

har flere af landets biskopper givet udtryk for, at de er villige til at lade

kommunale kontorer tage sig af civilregistreringen.

Praktiske konsekvenser af at fjerne den

civile grundregistrering fra folkekirken

Beslutningsforslaget tager ikke endegyldigt stilling til,

hvilken myndighed der skal overtage den grundlæggende civilregistrering, men

forslagsstillerne finder, at den nye kommunestruktur gør det naturligt at

samle

opgaverne hos kommunerne, for pas og kørekort er allerede flyttet til

kommunerne. Alt i alt vil det betyde, at målet om én indgang til det

offentlige

er tættere på at blive opfyldt.

Forslaget vil betyde en administrativ og juridisk forenkling af

ansvaret for den grundlæggende civilregistrering. I dag tildeles nyfødte et

cpr-nummer

på hospitalet (eller af jordemoderen) straks efter fødslen, og kommunerne

registrerer udlændinge, som tager længerevarende eller permanent ophold i

Danmark. Det betyder, at der er mindst tre myndigheder involveret i den

grundlæggende civilregistrering i Danmark. Det forekommer forslagsstillerne

absurd, at adresseændringer skal registreres gennem kommunen, mens

navneændringer,

fødsler og dødsfald skal registreres gennem folkekirken, ligesom det afhænger

af, om en person bliver født i Danmark eller flytter til Danmark senere i

livet, om indgangen til folkeregisteret er gennem folkekirken eller kommunen.

Den nye navnelov har pålagt folkekirken nye byrdefulde opgaver

i forbindelse med navneændringer. F.eks. forsvandt kommunernes adgang til at

registrere navneforandring i forbindelse med borgerlig vielse. Flere stifter

gjorde i høringssvarene rede for, at liberaliseringen af navneloven medførte

en

væsentligt øget arbejdsbyrde for ministerialbogsføreren. Dette understreger

urimeligheden i, at en civilretlig opgave overlades til folkekirken.

Der kan være en engangsudgift ved at flytte den grundlæggende

civilregistrering fra folkekirken til en offentlig myndighed. Dog må man

antage,

at denne engangsudgift er blevet væsentlig mindre efter indførelsen af den

nye,

elektroniske kirkebog, da det elektroniske system principielt bør kunne

overtages af den relevante offentlige myndighed. Forslagsstillerne er desuden

opmærksomme på, at kommunerne allerede registrerer f.eks. udlændinge og

adresseændringer.

Kommunerne besidder altså allerede et elektronisk system, som kan registrere

dele

af de oplysninger, som ligger til grund for CPR-registeret. Forslagsstillerne

vil ikke tage endelig stilling til, om kommunernes registreringssystem skal

udvides, eller om den offentlige myndighed, som overtager ansvaret for

civilregistreringen, skal overtage det elektroniske system, som indgår i Den

Ny

Kirkebog (DNK), og om dette i så fald bør ske mod betaling til folkekirken.

Forslagsstillerne vil dog understrege, at folkekirken under alle

omstændigheder

har behov for et system til at registrere medlemmer, og forslagsstillerne

finder på den baggrund, at det højst kan komme på tale at refundere en del af

udgifterne ved etableringen af DNK. De samlede udgifter ved etablering af DNK

blev budgetteret til 136 mio. kr. (målt i 1997-priser). Budgettet omfattede

bl.a. anskaffelse af it-udstyr til de kirkebogsførende sognepræster og

kordegne,

udbygning af et lukket folkekirkeligt datanet, udvikling af nødvendige

programmer, uddannelse af kirkebogsførere samt overførsel af data fra

kirkebøgerne til den nye database. Såvel tidsplanen som budgettet blev

overholdt (kilde: pressemeddelelse fra Kirkeministeriet den 14. december

2001).

Kirkeminister Bertel Haarder har bekræftet, at DNK i dag er eneste system til

medlemsregistrering i folkekirken, samt at folkekirkerne i Sønderjylland også

benytter DNK (se f.eks. § 20-spørgsmål S 1715 fra folketingsåret 2005-06, 2.

samling). Folkekirken vil således fremover i DNK have et glimrende redskab

til

medlemsregistrering, uanset om den grundlæggende civilregistrering lægges

over til

en anden offentlig myndighed.

Folkekirken skal fortsat registrere de ca. 80 pct. af den

danske befolkning, som er medlemmer af folkekirken, selv om

civilregistreringen

bliver flyttet til en offentlig myndighed. Dette fører til et argument om, at

en ændring af den eksisterende ordning vil føre til dobbeltregistrering og

også

øgede udgifter for folkekirken, som dermed selv skal finansiere sin

medlemsregistrering over kirkeskatten. Forslagsstillerne mener dog for det

første at have dokumenteret, at der allerede i dag finder en

dobbeltregistrering sted i og med, at både hospitalet/jordemoderen,

folkekirken

og kommunen – og i visse tilfælde endda et af de ni anerkendte

trossamfund – er

involverede i den grundlæggende civilregistrering. For det andet mener

forslagsstillerne,

at alle trossamfund bør finansiere egen medlemsregistrering. At folkekirken

har

mange medlemmer, er kun glædeligt for folkekirken og bør ikke give anledning

til yderligere privilegier på bekostning af medlemmer af andre trossamfund

eller personer, som ikke er medlemmer af noget trossamfund.

Skriftlig fremsættelse

Simon Emil Ammitzbøll

(RV):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om overdragelse af ansvaret for den grundlæggende

civilregistrering til en offentlig myndighed.

(Beslutningsforslag nr. B 123).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter