Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov

2006/1 BTL 196Betænkning over lovforslagFolketinget28. juni 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Uddannelsesudvalget den 10. maj 2007

Betænkning

over

Forslag til lov om ungdomsuddannelse for unge

med særlige behov

[af

undervisningsministeren (Bertel Haarder)]

1. Ændringsforslag

Undervisningsministeren har stillet 4 ændringsforslag til

lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 28. marts 2007 og var til 1.

behandling den 20. april 2007. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til behandling i Uddannelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i

høring, og undervisningsministeren sendte den 19. marts 2007 dette udkast til

udvalget, jf. alm. del – bilag 268. Den 13. april 2007 sendte

undervisningsministeren

de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget

skriftlige henvendelser fra:

De Samvirkende

Invalideorganisationer,

Karise Efterskole,

KL og

Uddannelsescenter Hilltop i

Læs alt

Skive.

Undervisningsministeren har over for udvalget kommenteret de

skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for

deres holdning til lovforslaget:

Karise Efterskole,

KL og

Uddannelsescenter Hilltop i

Skive.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 10 spørgsmål til undervisningsministeren

til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

Optryk af materiale

Som bilag 2 til betænkningen er optrykt beslutningsforslag nr. B

51 om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge

med

særlige behov fra folketingsåret 2005-06.

3. Tilkendegivelse fra undervisningsministeren

Undervisningsministeren har over for udvalget oplyst følgende:

Det har været forudsat, at unge, der deltager i ungdomsuddannelserne,

bevarer deres hidtidige forsørgelsesgrundlag. Uddannelserne kan blandt andet

gives til førtidspensionister og som led i revalidering.

4. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget

indstiller

lovforslaget til

vedtagelse

med de

stillede ændringsforslag.

Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og Socialistisk

Folkepartis medlemmer af udvalget glæder sig over, at det endelig er lykkedes

at sikre unge med særlige behov ret til, hvad der svarer til 3 års uddannelse

efter grundskolen. I forbindelse med regeringens strukturreform blev ansvaret

for de unges uddannelse flyttet fra amterne til kommunerne. Amterne havde en

ret forskelligartet varetagelse af opgaven, og S, RV og SF havde som en

prioritet under forhandlingerne om strukturreformen, at ansvaret for de unges

uddannelser skulle varetages i et statsligt regi, som både almene gymnasier,

HF

og erhvervsskolerne er det. Baggrunden for dette var hensynet til

ligestilling af

unge med meget forskellige behov og muligheden for at sikre grundlaget for

finansiering af uddannelsesforløb, der sandsynligvis i vid udstrækning vil

blive tilrettelagt individuelt.

Regeringen var urokkelig i spørgsmålet om, at opgaven skulle

varetages i kommunerne. S, RV og SF glædede sig derfor over, at Dansk

Folkeparti parallelt med oppositionen udarbejdede et forslag om ret til

uddannelse for unge med særlige behov. Da der først blev flertal for

forslaget

og siden skabt en vis finansiering via satspuljen 2007, blev der lagt en

grund

for, at der virkelig bliver en ret til uddannelse.

Der er desværre en række udestående problemer. I høringsfasen

har væsentlige interessenter rejst spørgsmålet om, hvorvidt finansieringen er

tilstrækkelig. Intet tyder på, at der er tilstrækkelig finansiering. Det er

især et problem for kommunerne i disse år, hvor den kommunale økonomi er

særdeles

stram.

Dertil skal lægges, at der stadig er ligestillingsproblemer. For

unge, der kan gennemføre en gymnasial eller erhvervsrettet ungdomsuddannelse,

er der ingen kommunal visitering. Den kommunale visitering risikerer at

medføre, at uddannelsen får karakter af social foranstaltning i stedet for at

have

en grundlæggende identitet som uddannelse.

S, RV og SF vil følge realiseringen af forslaget tæt. Det er

fortsat de tre partiers opfattelse, at det vil sikre ligestilling og reel

virkeliggørelse at gøre det til en statslig forpligtelse at finansiere de

unges

rettighed og en statslig forpligtelse at sikre tilbuddet.

S, RV og SF har store forventninger til den rettighed, der med

dette lovforslag gives til gruppen af unge, som har særlige behov.

For at sikre, at kommunerne lever op til ansvaret for og

forpligtelsen til at tilbyde unge med særlige behov en 3-årig

ungdomsuddannelse, ønsker S, RV og SF, at undervisningsministeren i januar

2008

fremlægger en redegørelse, hvoraf det fremgår, hvordan kommunerne har

varetaget

opgaven siden lovens ikrafttræden den 1. august 2007.

Det bør fremgå af redegørelsen, hvor mange unge inden for

målgruppen der har påbegyndt en ungdomsuddannelse, samt i hvilket omfang

kommunerne

lever op til ansvaret med at vejlede de unge om tilbuddet. Vi finder det

særdeles vigtigt, at kommunerne får de ressourcer og den vejledning, der skal

til, for at flest muligt kan få udbytte af retten til den 3-årige

ungdomsuddannelse, der følger af lovforslaget.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget udtrykker stor glæde

over dette lovforslag, som er en opfølgning på B 51 om tilbud om

ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov,

som Dansk Folkeparti fremsatte i Folketingsåret 2005-06, og som blev

enstemmigt

vedtaget ved 2. behandling den 4. maj 2006.

Enhedslistens medlem af udvalget støtter til fulde, at

kommunerne skal udbyde 3-årige ungdomsuddannelser, der retter sig imod unge,

der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Det er en

klar forbedring, at der er kommunale ungdomsuddannelser til denne gruppe.

Enhedslisten mener, at det ville være bedre, hvis uddannelserne

lå i statsligt regi frem for kommunalt, og vi mener ikke, at der skal være

former for visitation, der kan undergrave retten til uddannelsen.

Enhedslisten tilslutter sig bemærkningerne fra S, RV og SF.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit

var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer

i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af

undervisningsministeren,

tiltrådt af

udvalget:

Til § 2

1)

I

stk. 1, 1. pkt.,

udgår », hvis den unge har forudsætninger for at

følge uddannelsen med udbytte«.

[Præcisering af kommunalbestyrelsens tilbud om en

ungdomsuddannelse til unge med særlige behov]

Til § 3

2)

I

stk. 1

udgår »og har forudsætninger for

at følge ungdomsuddannelsen med udbytte«.

[Præcisering af kommunalbestyrelsens tilbud om en

ungdomsuddannelse til unge med særlige behov]

Til § 4

3)

S

tk. 2, 3. pkt.,

udgår.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 4]

Ny paragraf

4)

Efter § 4 indsættes som ny paragraf:

§ »§ 01.

I uddannelsesplanen, jf. § 4, stk. 2, kan

indgå elementer, der leveres af

1)

efterskoler i form af særligt tilrettelagte forløb,

herunder afklaringsforløb efter § 4, stk. 2,

og supplerende undervisningstilbud for unge, jf. lov om folkehøjskoler,

efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler),

2)

husholdningsskoler, håndarbejdsskoler og folkehøjskoler, jf. lov om

folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie

kostskoler),

3)

produktionsskoler, jf. lov om produktionsskoler,

4)

i

nstitutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lov om institutioner for

erhvervsrettet uddannelse,

5)

d

aghøjskoler, jf. lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning,

frivilligt

folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet

(folkeoplysningsloven), og

6)

værksteder og andre institutioner.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen

kan indgå aftale med de i stk. 1, nr. 1-6, nævnte institutioner om

tilrettelæggelse

af uddannelsen, jf. § 1, stk. 7, i lov om specialundervisning for voksne.

Stk. 3.

Kommunen

afholder udgiften til særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb

efter § 4, stk. 2, og supplerende undervisningstilbud samt for den i stk. 2

nævnte tilrettelæggelse. Herudover kan kommunen for unge, der modtager

ordinær

undervisning på en produktionsskole, afholde udgiften til

specialundervisning

og anden specialpædagogisk støtte m.v.

Stk. 4.

De i stk. 1, nr.

1-4, nævnte institutioners udbud af særligt tilrettelagte forløb, herunder

afklaringsforløb

efter § 4, stk. 2, supplerende undervisningstilbud og den i stk. 2 nævnte

tilrettelæggelse skal ske som indtægtsdækket virksomhed.

Stk. 5.

Udgifter til

elementer af ordinær undervisning, der leveres af de i stk. 1, nr. 2-4,

nævnte

institutioner, finansieres efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder

for den pågældende aktivitet. Udgifter til eventuel elevbetaling el.lign. for

deltagelse i elementer af ordinær undervisning afholdes af kommunen.«

[Præcisering af reglerne om finansiering m.v. af

uddannelseselementer, der leveres af frie kostskoler, produktionsskoler,

institutioner for erhvervsrettet uddannelse, daghøjskoler, værksteder og

andre

institutioner]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det fremgår af § 2, stk. 1, at unge udviklingshæmmede og andre

unge med særlige behov har et retskrav på en ungdomsuddannelse. Desuden

fremgår

det af § 1, stk. 2, at ungdomsuddannelsen retter sig mod unge, der ikke har

mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse.

Efter § 2, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde de omfattede

unge, der er tilmeldt kommunens folkeregister, en 3-årig ungdomsuddannelse

efter denne lov.

Da nogle af de indkomne høringssvar har peget på, at ordene

»hvis den unge har forudsætninger for at følge uddannelsen med udbytte« kunne

forstås som en begrænsning i kommunalbestyrelsens forpligtelse, foreslås det,

at ordene udgår.

Det præciseres herved, at alle unge, der ikke har mulighed for

at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, skal have et tilbud efter denne

lov.

Til nr. 2

Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 3

Ændringen er en konsekvens af ændringsforslag nr. 4.

Til nr. 4

Den foreslåede ændring indeholder en præcisering af

lovforslagets bestemmelser om, at der i uddannelsesplanen kan indgå

elementer,

der leveres af frie kostskoler, produktionsskoler m.v., herunder

finansieringen

af disse elementer.

Ad nr. 1

Den foreslåede bestemmelse regulerer, hvilke institutioner der

kan levere elementer af uddannelsen. For de nævnte institutioner i nr. 1-4,

der

primært finansieres af statstilskud, vil udbud af aktiviteter i form af

særligt tilrettelagte

forløb, herunder afklaringsforløb efter lovforslagets § 4, stk. 2,

supplerende

undervisningstilbud for unge og tilrettelæggelse af uddannelsen, alene kunne

have karakter af accessorisk virksomhed til institutionernes udbud af den

virksomhed, hvortil de er godkendt.

Ifølge § 1, stk. 1, i lov om folkehøjskoler, efterskoler,

husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler) er formålet med

frie

kostskoler at tilbyde undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er

livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, og som er godkendt

af undervisningsministeren til tilskud. Et fælles bærende princip for

skolerne

er, at de er kostskoler.

Skoler, der er godkendt til tilskud efter lov om frie

kostskoler, kan udbyde kursusvirksomhed og lign., til hvilken de er godkendt.

Dette gælder både kursusvirksomhed med og uden statstilskud.

Efterskolerne tilbyder et kostskoleophold for 14 til 18-årige

som et tilbud i grundskolens sidste år og i overgangen fra grundskolen til

ungdomsuddannelserne.

Det er ikke tanken med denne lov at ændre i efterskolernes nuværende

kerneydelser. Efterskolerne, herunder efterskoler, der er godkendt til et

samlet særligt tilbud, kan som hidtil tilbyde undervisning til efterskolernes

målgruppe i henhold til lov om frie kostskoler.

Produktionsskolerne giver tilbud til unge under 25 år, der ikke

har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har

forudsætninger

for at påbegynde en sådan uddannelse eller har afbrudt en ungdomsuddannelse.

Efterskoler, folkehøjskoler, husholdningsskoler,

håndarbejdsskoler, produktionsskoler og institutioner for erhvervsrettet

uddannelse, der giver tilbud i henhold til lov om ungdomsuddannelse for unge

med særlige behov om særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb,

supplerende undervisning eller den i stk. 2 nævnte tilrettelæggelse af

uddannelsen, vil fortsat skulle opfylde de grundlæggende betingelser i

institutionslovgivningen

for at opnå tilskud. Dvs., at der ikke kan godkendes en institution, der

alene

har til formål at tilbyde aktiviteter efter denne lov. Det samme gælder i de

tilfælde, hvor en institution i drift ikke kan skaffe nok ordinære elever.

Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for

ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov, hvorfor det er

kommunalbestyrelsen, der skal føre tilsyn med særligt tilrettelagte forløb,

herunder

afklaringsforløb, supplerende undervisning og den i stk. 2 nævnte

tilrettelæggelse af uddannelsen, der gennemføres på efterskoler,

folkehøjskoler, husholdningsskoler, håndarbejdsskoler, produktionsskoler og

institutioner for erhvervsrettet uddannelse. Med hensyn til elementer af

ordinær undervisning på folkehøjskoler, husholdningsskoler,

håndarbejdsskoler,

produktionsskoler og institutioner for erhvervsrettet uddannelse gælder de

almindelige regler om tilsyn for den pågældende aktivitet.

Ad nr. 2

Det foreslås præciseret, at kommunalbestyrelsen kan indgå aftale

med de nævnte institutioner om tilrettelæggelse af ungdomsuddannelsen.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at kommunen kan

overlade tilrettelæggelsen af ungdomsuddannelse til efterskoler, højskoler,

erhvervsskoler m.fl. Denne opgave for institutioner med statstilskud bør

fremgå

direkte af lovteksten. Det er alene den praktiske tilrettelæggelse af

uddannelsen,

der kan overlades til disse institutioner. Myndighedsopgaverne efter

forslagets

§§ 2-4 kan ikke overføres til de statsstøttede institutioner. Dette gælder

også

administration af befordringsordningen.

Ad nr. 3 og 4

De foreslåede bestemmelser præciserer finansieringen af udgifter

til ungdomsuddannelsen, der ikke finansieres af de ordinære statslige

taxametertilskud. Desuden præciseres, hvorledes en række selvejende

institutioner skal prisfastsætte deres udbud heraf.

Fælles for de frie kostskoleformer gælder, at særligt

tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb, aldrig kan opfylde lovkravet

om åbenhed, og de kan derfor ikke udløse statstilskud. Tilsvarende skal

institutioner for erhvervsrettet uddannelse og produktionsskoler opkræve

betaling for kurser og undervisning, der er særligt tilrettelagt for bestemte

grupper.

Institutionernes fastsættelse af betalingen skal ske efter

budgetvejledningens regler om indtægtsdækket virksomhed, jf. forslagets stk.

4.

Baggrunden herfor er, at institutionernes udbud ikke må være

konkurrenceforvridende i forhold til private udbydere heraf.

Ved særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb, og

supplerende undervisningstilbud skal kommunalbestyrelsen afholde alle

udgifter,

da der ikke gives statstilskud til sådanne forløb. Såfremt kostskoler udbyder

særligt tilrettelagte forløb eller supplerende undervisningstilbud, skal

fastsættelsen af den kommunale finansiering ske efter budgetvejledningens

regler om indtægtsdækket virksomhed.

For så vidt angår produktionsskolerne, indebærer det, at unge i

ungdomsuddannelsen, der følger ordinær undervisning på en produktionsskole,

skal følge de almindelige regler, herunder reglerne om målgruppevurdering af

Ungdommens Uddannelsesvejledning, indhold og tilrettelæggelse af

undervisningen, timetal og tilskudsberegning.

Efter produktionsskoleloven kan skolerne tilbyde

specialundervisning og specialpædagogisk bistand. Udgifterne hertil afholdes

af

skolernes almindelige indtægter, dvs. af statstilskuddet. For at gøre det

muligt for skolerne at optage elever i ordinære forløb med et behov for

specialundervisning og specialpædagogisk støtte, som skolen ikke har mulighed

for at imødekomme, foreslås det, at kommunen kan afholde udgiften til

specialundervisning og specialpædagogisk støtte.

Ad nr. 5

Den foreslåede bestemmelse præciserer finansieringen af

elementer i ungdomsuddannelsen, der finansieres af de ordinære statslige

taxametertilskud.

Såfremt unge med særlige behov deltager i ordinære forløb på en

efterskole, folkehøjskole, produktionsskole, institution for erhvervsrettet

uddannelse m.v. finansieres aktiviteten efter de bestemmelser, der findes i

lovgivningen for den pågældende aktivitet. De sædvanlige tilskudsbetingelser

med hensyn til elevtal, undervisningstimetal, kursusbetingelser,

årselevberegning m.v. gælder også i disse tilfælde. Er den pågældende

deltager

omfattet af den persongruppe, der er omfattet af lov om betaling for visse

uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats

m.m. (betalingsloven), vil det være kommunen, der skal yde

uddannelsesinstitutionen en betaling svarende til de tilskud eller

bevillinger,

der ellers ville være blevet ydet af Undervisningsministeriet.

Betalingsloven gælder for al undervisning under

Undervisningsministeriet, bortset fra ordblindeundervisning i henhold til lov

om forberedende undervisning og ordblindeundervisning for voksne og for

specialundervisning i henhold til lov om specialundervisning for voksne.

Unge, der efter lovforslaget modtager ordinær undervisning på

produktionsskole, vil være omfattet af den kommunale befordringsordning efter

lovforslagets kapitel 4.

For deltagelse i kurser på husholdningsskoler, håndarbejdsskoler

og folkehøjskoler skal skolen fastsætte og opkræve en elevbetaling. Eftersom

deltagelse i ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov skal være

vederlagsfri for den unge, skal udgiften hertil afholdes af kommunen. Hvis

den

unge deltager i andre elementer af ordinær undervisning, hvor der opkræves

betaling, afholdes udgiften herved også af kommunen.

Troels Christensen (V)

Anne-Mette Winther Christiansen (V)

Britta Schall Holberg (V)

Tina Nedergaard (V)

fmd.

Ellen Trane Nørby (V)

Martin Henriksen (DF)

Søren Krarup (DF)

Lars Barfoed (KF)

Jens Jørgen Nygaard (KF)

Christine Antorini (S)

Kirsten Brosbøl (S)

Carsten Hansen (S)

Bjarne Laustsen (S)

Margrethe Vestager (RV)

nfmd.

Bente Dahl (RV)

Pernille Vigsø Bagge (SF)

Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit

Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

3

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 196

Bilagsnr.

Titel

1

Henvendelse af 27/3-07 fra De Samvirkende

Invalideorganisationer

2

Høringsnotat, høringsliste og høringssvar, fra

undervisningsministeren

3

Henvendelse af 12/4-07 fra Karise Efterskole

4

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af

lovforslaget

5

Supplerende høringssvar, fra undervisningsministeren

6

Henvendelse af 1/4-07 fra Uddannelsescenter Hilltop i

Skive

7

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

8

Henvendelse af 26/4-07 fra KL

9

1. udkast til betænkning

10

Notat fra KL udleveret i forbindelse med foretræde for

udvalget 2/5-07

11

Supplerende notat fra Karise Efterskole i forbindelse med

foretræde for udvalget 2/5-07

12

Betænkningsbidrag fra undervisningsministeren

13

Ændringsforslag fra undervisningsministeren

14

2. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 196

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om kommentar til henvendelse af 27/3-07 fra De

Samvirkende Invalideorganisationer, til undervisningsministeren, og

ministerens svar herpå

2

Spm. om kommentar til henvendelse af 12/4-07 fra Karise

Efterskole, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om kommentar til henvendelse af 1/4-07 fra

Uddannelsescenter Hilltop i Skive, til undervisningsministeren, og

ministerens svar herpå

4

Spm. om kommentar til henvendelse af 26/4-07 fra KL, til

undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

5

Spm. om kommentar til notat af 26/4-07 fra KL, til

undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm. om kommentar til notat fra Karise Efterskole, til

undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm., om Ungdommens Uddannelsesvejledning har

tilstrækkelige kompetencer i forhold til lovforslagets målgruppe, til

undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm. om økonomien i lovforslaget, til

undervisningsministeren, og ministerens svar herpå

9

Spm. om sikringen af, at kommunerne lever op til deres

forpligtelser i henhold til lovforslaget, til undervisningsministeren, og

ministerens svar herpå

10

Spm. om yderligere midler, til undervisningsministeren, og

ministerens svar herpå

Bilag 2

Beslutningsforslag nr. B 51 fra folketingsåret

2005-06 om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre

unge med særlige behov

Beslutningsforslaget er optrykt efter ønske fra DF.

Fremsat den 14. december 2005 af Tina Petersen (DF),

Kristian Thulesen Dahl (DF), Mia Falkenberg (DF),

Christian H. Hansen

(DF),

Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Anita Knakkergaard (DF), Pia

Kristensen (DF), Karin Nødgaard (DF), Birthe Skaarup (DF) og Peter Skaarup

(DF)

Folketingsbeslutning

om

tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med

særlige behov

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag

samt forberede de administrative ændringer, som er nødvendige for at sikre,

at

udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der på grund af deres

handicap ikke kan gennemgå det traditionelle ungdomsuddannelsessystem, fra og

med den 1. august 2007 får et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse

efter endt grundskole, uanset hvor i landet de har bopæl.

Bemærkninger

til forslaget

1. Baggrund

De undervisningstilbud, der findes til udviklingshæmmede unge

og andre unge med særlige behov i Danmark, er ikke sat ordentligt i system.

De

er mangelfulde og findes kun nogle steder i landet. Undervisningstilbuddene

er

ikke forankret i en tradition eller en lovgivning, der giver gruppen af disse

unge nogen sikkerhed for at kunne gennemgå et uddannelsesforløb overhovedet.

Nogle amter har et godt udbud af kvalificerede tilbud, andre har stort set

ingen. Det beror derfor i høj grad på tilfældigheder, om udviklingshæmmede

unge

og andre unge med særlige behov modtager et tilbud om uddannelse.

Der er i Danmark et udbredt ønske om, at vi skal behandle alle

handicapgrupper ordentligt, og der er under den nuværende regering igangsat

eller forberedt mange initiativer til forbedring af de handicappedes vilkår,

som savnedes i de forudgående år under socialdemokratisk ledelse. Regeringens

handicappolitiske handlingsplan fra februar 2003 og erhvervs- og

økonomiminister Bendt Bendtsens redegørelse til Folketinget i december 2004

omfatter en lang række initiativer, som nu er i gang eller gennemført. I

Danmark er vi således ikke så langt bagud, som vi tidligere har været.

Der er imidlertid ikke grund til at overdrive begejstringen

over de tiltag på handicapområdet, der er gennemført. En

benchmarkundersøgelse

blev fremlagt af Erhvervs- og Byggestyrelsen i maj 2005: »Dansk

handicappolitik

i internationalt perspektiv«. Undersøgelsen sammenligner forhold inden for

fysisk tilgængelighed til byggeri og offentlig transport, beskæftigelse,

uddannelse, bolig, social service, fritid og offentlig administration i

Danmark, Sverige, Holland, Storbritannien og USA. Analysen viser, at Danmark

ikke som helhed adskiller sig markant fra andre lande, hverken til den

positive

side eller til den negative. Men analysen viser beklageligvis, at Danmark

netop

på uddannelsesområdet adskiller sig på negativ måde fra de andre undersøgte

lande. I tidsskriftet Lighedstegn, nr. 2, april 2005, skriver Mogens

Wiederholt

herom:

»På uddannelsesområdet har Danmark den laveste placering,

når det gælder forskellen mellem handicappedes og ikke-handicappedes

uddannelsesniveau – og det er selv om Danmark samtidig er det land, der

bruger

flest penge på specialpædagogisk støtte pr. modtager. Det kunne tyde på, at

alt

for mange falder fra uddannelsen uden at færdiggøre den. På baggrund af

undersøgelsen

må man konkludere, at der således er behov for at se på, hvordan vi i højere

grad kan sikre, at modtagerne af støtten gennemfører uddannelsen.«

Særlig for gruppen af unge, der er udviklingshæmmede eller har

særlige behov, gælder det, at der reelt er meget dårlig adgang til

ungdomsuddannelser. Der er derfor brug for at gå videre med en lovgivning på

dette område.

Regeringen har i Regeringsgrundlaget 2005 stillet op som

målsætning, at en stadig større del af ungdommen skal gennemføre en

ungdomsuddannelse. Hvor det i disse år er omkring 78 pct. af en

ungdomsårgang,

der gennemfører en ungdomsuddannelse, har regeringen sat som mål, at denne

andel i 2010 skal op på 85 pct. og i 2015 på 95 pct. Når der sættes så høje

mål, og når ønsket er, at alle unge skal have tilbuddet om en

ungdomsuddannelse, bør det også føre til, at udviklingshæmmede unge og andre,

som på grund af handicap ikke kan profitere af det traditionelle

ungdomsuddannelsessystem,

får et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole,

uanset

hvor i landet de har bopæl. Målsætningen om en gennemførelsesprocent på 95 må

også gælde for unge med handicap.

Nedenfor i afsnit 2 gennemgås beslutningsforslagets indhold og

konsekvenser. Afsnit 3 indeholder en kort gennemgang af de senere års debat

på

området. Afsnit 4 giver en kort beskrivelse af de hidtidige danske erfaringer

med ungdomsuddannelse for disse unge. Afsnit 5 indeholder en kort gennemgang

af

erfaringer fra Sverige, og afsnit 6 er en kort sammenfatning.

2. Beslutningsforslagets indhold

Beslutningsforslaget vil betyde, at de store regionale

forskelle, der i dag kendetegner tilbuddene til udviklingshæmmede unge, skal

erstattes af mere ensartede tilbud. Retten til at modtage sådanne tilbud skal

præciseres i lovgivningen, så det bliver klart, at der påhviler det

offentlige

en egentlig forpligtelse til at forbedre ungdomsuddannelserne og bringe

tilbuddet frem til målgruppen.

Det er i den nuværende lovgivning amterne, der står for

specialundervisningen af unge (efter endt folkeskoleforløb) og voksne, men

lov

om specialundervisning for voksne sikrer ikke i praksis, at alle unge med

særlige behov tilbydes undervisning. Loven sikrer heller ikke landsdækkende

normer for undervisningens indhold, omfang og varighed.

Det er i en henvendelse til Undervisningsministeriet fra Rådet

om Kortuddannedes Fortsatte Uddannelse i juni 2004 påpeget, at den enkelte

deltager trods lovfæstet ret til undervisning har en svag retsstilling ved

visitationen, fordi der ikke findes en fælles minimumsstandard eller fælles

kriterier for undervisningen.

Dansk Folkeparti mener, at dette beslutningsforslag vil være

med til at sikre, at de 18-19-årige handicappede også omfattes af den

erhvervsuddannelsesgaranti, regeringen vil give til alle andre unge.

I den lovgivning, der lægges op til med dette

beslutningsforslag, er det vigtigt at fokusere på, at mål og indhold i

ungdomsuddannelsen defineres i forhold til opnåelse af relevante kompetencer

til den enkeltes ungdoms- og voksentilværelse. Det er klart, at hele formålet

med at lovfæste undervisningstilbuddene til udviklingshæmmede unge er, at

undervisningen sigter mod at give deltagerne mulighed for at mestre

livssituationen efter undervisningen. Derfor må det være en pligt for

undervisningsstederne

at sikre, at den kompenserende specialundervisning har den ønskede effekt, og

ligeledes, at den individuelle undervisningsplan bygger på en nøje afdækning

af

deltagerens forudsætninger, færdigheder og behov. Undervisningen skal med

andre

ord tilrettelægges individuelt. Lovgrundlaget skal først og fremmest beskrive

rammerne om og indholdet i uddannelsen. Det siger sig selv, at deltageren

skal

inddrages i formuleringen af planen. Endvidere er det naturligvis særdeles

vigtigt, at undervisningsstederne findes spredt ude over landet med

hensyntagen

til at kunne nå målgrupperne.

I bemærkningerne til dette beslutningsforslag er det flere

steder omtalt, at ungdomsuddannelserne for handicappede forvaltes af amterne.

Med gennemførelsen af strukturreformen og ændringen af opgavefordelingerne

mellem staten, amterne og kommunerne samt de fremtidige regioner er det

bestemt, at kommunerne fremover skal være borgernes indgang til bl.a. den

sociale service og specialundervisningen. Det får den betydning for

udviklingshæmmede og deres pårørende, at handicappolitikken og dens

udmøntning

kommer til at ske i kommunerne og herunder gennem de nye lovpligtige

handicapråd. Ved forberedelsen af de politiske initiativer, der er lagt op

til

med dette beslutningsforslag, er det vigtigt at understrege, at der allerede

i

lovgivningen skal sikres en sammenhæng og en koordinering med et ensartet

regelsæt, der gælder for alle 98 kommuner, og med en overordnet ledelse og

overvågning af området fra regeringens side.

3. De senere års debat på området

Danmarks handicappolitik tager bl.a. udgangspunkt i FN’s

standardregler for ligebehandling af handicappede og Salamancaerklæringen,

hvor

det præciseres, at handicappede og ikkehandicappede skal tilbydes lige

muligheder for f.eks. ungdomsuddannelse.

Gennem de sidste mange år har det været et politisk mål,

at så mange unge som muligt skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Til det

formål er der etableret en lang række forskellige ungdomsuddannelser med hver

sit mål og indhold. Hvis man er ung og har særlige behov, f.eks. på grund af

udviklingshæmning, således at man ikke kan gennemføre en af de eksisterende

ungdomsuddannelser, er den eneste mulighed for undervisning lov om

specialundervisning for voksne. Loven blev gennemført i forbindelse med

åndssvageforsorgens udlægning til amterne i 1980.

Virkeligheden er, at muligheden for at modtage undervisning

efter denne lov i dag er helt afhængig af, hvor i landet man bor, og hvilket

handicap man har. Dette er blevet påpeget mange gange gennem de senere år.

I 1999 udgav Undervisningsministeriet »Debatoplæg om

specialundervisning for voksne«. Hoved!emnerne i oplægget var: mål og

kvalitet

i ydelsen, sammenhæng og samarbejde uddannelsesinstitutionerne imellem, det

tværsektorielle samarbejde og samspil og uddannelsestilbud til unge med

særlige

behov.

Debatoplægget rejste en række vigtige spørgsmål, bl.a. om, hvad

fremtidens specialundervisning for handicappede skal indeholde, og hvilke

kriterier der skal danne grundlag for kvaliteten i undervisningen.

Debatoplægget peger på en række problemer, bl.a. at der ikke eksisterer

objektive berettigelseskriterier for modtagelse af

specialundervisningstilbud.

Det hedder herom i debatoplægget (side 35):

»Der eksisterer ingen objektive berettigelseskriterier for

modtagelse af et specialunder-visningstilbud, idet afgørelser baseres på et

konkret skøn i hvert enkelt tilfælde.

Det afstedkommer en del problemer, bl.a. kan lovgivningen

ikke sikre ensartethed i undervisningstilbuddet.

Det betyder, at amterne ikke kan fastlægge et fælles grundlag

for servicering af den enkelte bruger. Det påvirker brugerne, idet der opstår

usikkerhed om, hvilken og hvor meget undervisning de kan forvente at

modtage.«

Debatoplægget førte til en efterfølgende drøftelse i

forskellige sammenhænge, bl.a. i DSI, (De Samvirkende Invalideorganisationer)

og DSI’s medlemsorganisationer. DSI har bl.a. udtalt :

»Retsgrundlaget og en dertil hørende vejledning må klart og

tydeligt beskrive de rettigheder, handicappede har. Der er store forskelle

mellem amternes tilbud. Så store forskelle, at vi mener, det udgør et reelt

problem. Men vi er på den anden side ikke meget for at beskrive minimumskrav

i

lovgivningen. Vi er nervøse for, at niveauet i praksis hurtigt kommer til at

ligge på denne laveste fællesnævner.«

En oversigt over specialundervisning for voksne er samlet i

Amtsrådsforeningens publikation »Amternes specialundervisning for voksne:

status og forventninger 2003«. Denne publikation gen- nemgår de

hovedprincipper, som danner grundlag for den kompenserende

specialundervisning,

og beskriver de principper, der her i landet sigter mod at sikre en

ligebehandling, nemlig solidaritetsprincippet, kompensationsprincippet og

sektoransvarlighedsprincippet. Rapporten beskriver bl.a. styringen af

voksenspecialundervisningen og beskriver undervisningsområderne. Derudover

indeholder

den en række forventninger og anbefalinger til fremtidens

voksenspecialundervisning. Blandt arbejdsgruppens anbefalinger skal her

fremhæves, at

»der bør ske en omlægning af ungdomsundervisningen til et uddannelsesforløb

for unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, hvor den

traditionelle, kompenserende specialundervisning indgår som et delelement«.

Omtrent samtidig med arbejdsgruppens rapport gennemførte

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) en evaluering af »Specialundervisning for

voksne« i Danmark. Rapporten udkom i december 2003 og tegner et billede af et

område, der er præget af en positiv indstilling med store frihedsgrader til

at

prioritere og organisere undervisningstilbuddene. Men det betyder til gengæld

også, at der på landsplan opleves markante forskelle i omfanget og indholdet

af

de tilbud, der gives til de forskellige målgrupper.

I evalueringsgruppens centrale anbefalinger, side 16, hedder

det bl.a.:

»Alle unge skal have ret til en ungdomsuddannelse.

Unge med særlige behov bør have ret til at modtage

undervisning i forlængelse af folkeskolen på linje med andre unge, og denne

ret

bør sikres ved lov, så Danmark kommer på niveau med de øvrige skandinaviske

lande. Gennem lov om specialundervisning for voksne tilbydes undervisning til

unge med generelle indlæringsvanskeligheder og andre unge, som på grund af

deres handicap ikke kan profitere af undervisningen på de ordinære

ungdomsuddannelser. Loven sikrer imidlertid ikke i praksis, at alle unge med

særlige behov tilbydes undervisning, og den sikrer ikke landsdækkende normer

om

undervisningens omfang og varighed. Undervisningstilbuddene til unge varierer

fra amt til amt og fra institution til institution. Undervisningen sigter mod

at forberede de unge på voksenlivet, men med forskellig vægt på elevernes

personlige, faglige, almene og erhvervsmæssige kompetencer. Ungdomstilbuddene

adskiller sig væsentligt fra de øvrige undervisningsaktiviteter under lov om

specialundervisning for voksne. Det vil være hensigtsmæssigt at etablere et

selvstændigt lovgrundlag, der kan rumme undervisningen af unge med særlige

behov. I den forbindelse bør undervisningstilbuddene udvikles til en egentlig

ungdomsuddannelse. Der bør tages politisk stilling til uddannelsens formål,

indhold m.v., så en ny ungdomsuddannelse kan defineres ud fra mål og ikke ud

fra elevernes handicap.«

Daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs indhentede bl.a.

fra Rådet om Kortuddannedes Fortsatte Uddannelse en udtalelse til EVA’s

rapport.

Det hedder heri bl.a.:

»På baggrund af drøftelserne kan det konkluderes, at Rådet

om Kortuddannedes Fortsatte Uddannelse er enigt i følgende anbefalinger, som

Danmarks Evalueringsinstitut har givet som resultat af undersøgelsen:

Alle

unge skal have ret til en ungdomsuddannelse, hvilket indebærer, at den store

regionale forskel i ungdomsuddannelsestilbuddet skal erstattes med et mere

ensartet tilbud.«

Center for Ligebehandling af Handicappede har ligeledes

fremhævet dette og skriver bl.a. i tidsskriftet Lighedstegn, nr. 1, april

2005

under artiklens hovedoverskrift: »Regeringsgrundlaget »Nye mål««:

»Et af de markante initiativer i regeringsgrundlaget er

løftet om en ungdomsuddannelse til alle. Det har i mange år været en af

rådets

mærkesager at få sikret alle unge med handicap adgang til en

ungdomsuddannelse.

Det drejer sig dels om at sikre, at normaltbegavede unge med handicap får

lige

muligheder i forhold til det ordinære ungdomsuddannelsessystem, dels om at

sikre, at også udviklingshæmmede og andre, som ikke kan profitere af det

traditionelle ungdomsuddannelsessystem, får et lovfæstet krav på en treårig

ungdomsuddannelse efter endt grundskole. Regeringens liste over initiativer

til

sikring af, at 95 pct. af en årgang i 2010 gennemfører en ungdomsuddannelse,

bør derfor også indeholde:

-

en fokusering på handicapkompensation

-

at 18-19-årige handicappede omfattes af den erhvervsuddannelsesgaranti,

regeringen vil give til alle andre unge

-

at der lovgives om en ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede og andre, som

ikke er i målgruppen for de traditionelle ungdomsuddannelser.«

Handicaporganisationerne LEV og DSI har gennem de senere år

mange gange fremhævet den manglende ret til en ungdomsuddannelse for unge med

særlige behov, og i 2004 gjorde LEV det til et indsatsområde.

Handicaporganisationerne påpeger bl.a., at dette problem slet ikke eksisterer

i

de andre nordiske lande, hvor ungdomsuddannelse er en ret for alle –

uanset

handicap eller ej.

4. Danske erfaringer med uddannelsestilbud til

udviklingshæmmede unge og unge med særlige behov

Som det fremgår af de forrige afsnit, er det i den nuværende

lovgivning amterne, der står for specialundervisningen af unge (efter endt

folkeskoleforløb) og voksne.

Der er her grund til at fremhæve, at Fyns Amt i højere grad end

andre af landets amter har prioriteret specialundervisningsområdet højt.

Senest

er der i 2003-04 påbegyndt et udviklingsarbejde, der omfatter de fire fynske

ASV’er (Amtets Specialundervisningscenter for Voksne). Det er ikke det

første

udviklingsarbejde på de fynske skoler, idet man allerede i 1992 udarbejdede

en

udviklingsplan med en række konkrete målsætninger, som man i årene derefter i

vidt omfang forsøgte at føre ud i livet. I dag står Fyns Amt som det område i

Danmark, der er førende inden for den kompenserende specialundervisning.

Dette

er beskrevet i flere sammenhænge, bl.a. i Fyns Amts »Udviklingsplan 2004 for

ASV Odense, ASV Sydfyn, ASV Vestfyn, ASV Østfyn og Brangstrupskolen«.

Der er på de fynske skoler opnået ualmindelig gode resultater,

og mange fynske unge udviklingshæmmede har fået mulighed for at gennemføre en

ungdomsuddannelse. En del af aktiviteterne på ASV’erne har kunnet

gennemføres

som indtægtsdækket aktivitet. Der er talrige eksempler på, at unge, der i det

fynske system har gennemgået en ungdomsuddannelse, har opnået kompetencer,

der

har gjort det muligt for dem efter endt uddannelse at opnå ansættelse f. eks.

i

et skånejob, eller de kan på anden måde indsluses i arbejdslivet på en

ordentlig og værdig måde. På skolerne lærer de unge blandt meget andet

vigtige

sociale spilleregler, der kan hjælpe dem godt på vej til at komme i job. De

stærkeste unge vil på det grundlag kunne komme ud i almindelige job, og andre

vil kunne komme i beskæftigelse på beskyttede arbejdspladser m.v. Det er

kendetegnende for unge, der har gennemgået uddannelserne, at de føler sig

mere

værdsat og mindre byrdefulde, og samtidig opbygger de værdifulde venskaber og

et mere normalt socialt liv end handicappede, der ikke har fået tilbuddet om

en

sådan uddannelse. Hele indsatsen i det fynske arbejde bygger i høj grad på en

erfaring om, at de unge har nogle kompetencer, som man ved fælles indsats kan

finde frem til og udvikle og derved give dem en langt bedre udgangsposition

ved

tærsklen til arbejdslivet.

Det er et centralt element, at indsatsen hele tiden fokuserer

på, at hvis den unge får mulighed for at tilegne sig kompetencer, som gør, at

han eller hun kan benytte sig af det etablerede ungdomsuddannelsessystem, så

skal den unge selvfølgelig gennemføre sin ungdomsuddannelse dér – helt

eller

delvis. Her tænkes bl.a. på det faglige på erhvervsuddannelserne og det

skolemæssige på bl.a. VUC.

Et andet aspekt med de nuværende erfaringer er den store

specialviden om undervisning af denne gruppe unge, som gennem årene er blevet

oparbejdet. Denne erfaring kan man få stor nytte af, når man indtænker den i

den fremtidige udvikling af hele ungdomsuddannelsesområdet. Her tænkes især

på

den måde, som denne form for undervisning gribes an på med særlig vægt på den

individuelle undervisningsplan, de kompetenceafdækkende forløb,

evalueringsmetoder samt den direkte inddragelse af den unges eget

uddannelsesforløb.

Fyns Amt står ikke alene med sin indsats, idet der også i

Vestsjællands Amt, Århus Amt, Københavns Amt og Københavns Kommune er

etableret

uddannelsesforløb, der i nogen grad kan sammenlignes. Forløbene i disse amter

er forskellige i omfang og indhold, og de kan mangle den klarhed og

sammenhæng,

der kendes fra Fyns Amt, men erfaringer fra alle dele af landet bør

naturligvis

bruges positivt, når den fremtidige uddannelse på dette område skal

planlægges.

Generelt er det et meget stort problem, at udviklingshæmmede og

andre unge med særlige behov ikke har et egentligt retskrav på en treårig

ungdomsuddannelse efter endt grundskole. Lovgivningen kan kun beskytte denne

gruppe unge mod diskriminerende behandling i uddannelsesforløbet, hvis den

sikrer et retskrav på en ungdomsuddannelse.

Hvis Folketinget vedtager beslutningsforslaget, vil det

nødvendige grundlag være sikret for, at udviklingshæmmede og andre unge med

særlige behov, der på grund af et handicap ikke kan gennemgå det

traditionelle

ungdomsuddannelsessystem, fra og med skoleåret 2007 får et lovfæstet krav på

en

treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole, uanset hvor i landet de har

bopæl.

5. Nordiske erfaringer

I de andre nordiske lande eksisterer diskriminering af unge

udviklingshæmmede ikke, da unge med udviklingshæmning i de andre nordiske

lande

er omfattet af den ret, alle unge har til en ungdomsuddannelse.

Udgangspunktet

i de andre nordiske lande er altså, at

alle

unge har den samme ret til

en ungdomsuddannelse, der kan udvikle den enkeltes kompetencer med hensyn til

ungdoms- og voksenlivets mange aspekter.

Som eksempel kan nævnes, at i Sverige er alle videregående

ungdomsuddannelser samlet i »gymnasieskolen«. Den omfatter alle unge og er

således en enhedsuddannelse, som vi kender den fra folkeskolen i Danmark.

Unge

med udviklingshæmning er også omfattet af ungdomsuddannelsen. Gymnasieskolen

indeholder en gren, »gymnasiesærskolen«, der henvender sig til unge, der ikke

kan følge gymnasieskolens almindelige programmer, fordi de f.eks. er

udviklingshæmmede. Man har i gymnasiesærskolen opstillet mål for skolens

opgaver, og skolen skal bl.a. stræbe mod, at hver elev er bevidst om sig selv

som person og bevidst om sine forudsætninger og muligheder, at hver elev kan

kommunikere og beherske det svenske sprog, tegnsprog eller alternativ

kommunikation, kan give udtryk for sine erfaringer og tanker og kender til

årsagerne

til samfundets love og regler samt sine rettigheder og pligter i skolen og

samfundet.

I Sverige er det omhyggeligt indarbejdet og tydeliggjort i den

gymnasiale uddannelse, hvad uddannelsen omfatter. Derved kan elever og

forældre

have ganske klare og realistiske forventninger til uddannelsen. F.eks.

indeholder læseplanerne bestemmelser om omfanget af undervisningen. Unge med

udviklingshæmning har krav på at modtage 3.600 timers undervisning i

gymnasieskolen over 3 år.

Den svenske ungdomsuddannelse bygger på det princip, at

uddannelse er en ret for alle, og at samfundet, repræsenteret ved

myndighederne, har en pligt til at stille uddannelsen til rådighed.

De svenske erfaringer er meget positive, og forslagsstillerne

vil under udvalgsarbejdet tage initiativ til, at der indhentes yderligere

materiale fra Sverige og de øvrige nordiske lande for at belyse, hvordan et

så

vigtigt forvaltningsområde, der henvender sig til handicappede, kan komme til

at fungere på et kvalitativt højere niveau, når retsprincipper vinder indpas

og

de enkeltstående lokale initiativer erstattes af en landsdækkende

koordinerende

og udviklende indsats.

6. Sammenfatning

Lovgivningen sikrer ikke udviklingshæmmede unge og andre unge

med særlige behov, der ikke kan gennemgå en traditionel ungdomsuddannelse, en

egentlig ret til en ungdomsuddannelse efter grundskolen. Det har været et

problem uafbrudt siden 1980, hvor åndssvageforsorgen blev udlagt til amterne.

De enkelte amter har valgt forskellige måder at forholde sig til problemerne

på,

og kun nogle få amter kan tilbyde denne gruppe af unge en god

ungdomsuddannelse

med kvalificerede tilbud. Fyns Amt har arbejdet målbevidst på at sætte system

i

ungdomsuddannelsen til denne gruppe og driver i dag flere skoler. Men andre

amter har stort set ingen tilbud. Det beror derfor til dels på tilfældigheder

og navnlig på geografiske forhold, om der bliver taget hånd om denne gruppe.

Det er ikke i overensstemmelse med dansk tradition og med den enighed, der er

her i landet om at sikre alle handicapgrupper en ordentlig behandling. Det

stiller også Danmark dårligt i sammenligning med andre nordiske lande, der

lægger vægt på at give de unge et retskrav på en uddannelse.

Der er gennem årene ofte blevet gjort opmærksom på denne mangel

på system i uddannelsestilbuddene. Materiale, rapporter, evalueringer og

høringssvar m.v. fra faglige organisationer, brugerorganisationer,

Amtsrådsforeningen og Undervisningsministeriet har klart samstemmende peget

på

behovet for en ungdomsuddannelse til denne gruppe unge borgere. Der er

henvist

til en del af materialet i nærværende beslutningsforslag. Imidlertid har

skiftende regeringer ikke taget skridt til at sikre en lovgivning, der giver

denne gruppe af unge et lovfæstet krav på undervisning. Dansk Folkepartis

folketingsgruppe har derfor besluttet at fremsætte dette forslag, der –

hvis

det vedtages af Folketinget – vil give de udviklingshæmmede unge og

andre unge

med særlige behov, som ikke har mulighed for at få glæde af det nuværende

ordinære uddannelsessystem, et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse

efter endt grundskole, uanset hvor i landet de er bosat.

Skriftlig

fremsættelse

Tina Petersen

(DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om tilbud om

ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov.

(Beslutningsforslag nr. B 51).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter