Betænkning over Forslag til lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Uddannelsesudvalget den 10. maj 2007
Betænkning
over
Forslag til lov om ungdomsuddannelse for unge
med særlige behov
[af
undervisningsministeren (Bertel Haarder)]
1. Ændringsforslag
Undervisningsministeren har stillet 4 ændringsforslag til
lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 28. marts 2007 og var til 1.
behandling den 20. april 2007. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist
til behandling i Uddannelsesudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i
høring, og undervisningsministeren sendte den 19. marts 2007 dette udkast til
udvalget, jf. alm. del – bilag 268. Den 13. april 2007 sendte
undervisningsministeren
de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlige henvendelser fra:
De Samvirkende
Invalideorganisationer,
Karise Efterskole,
KL og
Uddannelsescenter Hilltop i
Læs alt
Skive.
Undervisningsministeren har over for udvalget kommenteret de
skriftlige henvendelser til udvalget.
Deputationer
Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for
deres holdning til lovforslaget:
Karise Efterskole,
KL og
Uddannelsescenter Hilltop i
Skive.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 10 spørgsmål til undervisningsministeren
til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
Optryk af materiale
Som bilag 2 til betænkningen er optrykt beslutningsforslag nr. B
51 om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge
med
særlige behov fra folketingsåret 2005-06.
3. Tilkendegivelse fra undervisningsministeren
Undervisningsministeren har over for udvalget oplyst følgende:
Det har været forudsat, at unge, der deltager i ungdomsuddannelserne,
bevarer deres hidtidige forsørgelsesgrundlag. Uddannelserne kan blandt andet
gives til førtidspensionister og som led i revalidering.
4. Indstillinger og politiske bemærkninger
Udvalget
indstiller
lovforslaget til
vedtagelse
med de
stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres og Socialistisk
Folkepartis medlemmer af udvalget glæder sig over, at det endelig er lykkedes
at sikre unge med særlige behov ret til, hvad der svarer til 3 års uddannelse
efter grundskolen. I forbindelse med regeringens strukturreform blev ansvaret
for de unges uddannelse flyttet fra amterne til kommunerne. Amterne havde en
ret forskelligartet varetagelse af opgaven, og S, RV og SF havde som en
prioritet under forhandlingerne om strukturreformen, at ansvaret for de unges
uddannelser skulle varetages i et statsligt regi, som både almene gymnasier,
HF
og erhvervsskolerne er det. Baggrunden for dette var hensynet til
ligestilling af
unge med meget forskellige behov og muligheden for at sikre grundlaget for
finansiering af uddannelsesforløb, der sandsynligvis i vid udstrækning vil
blive tilrettelagt individuelt.
Regeringen var urokkelig i spørgsmålet om, at opgaven skulle
varetages i kommunerne. S, RV og SF glædede sig derfor over, at Dansk
Folkeparti parallelt med oppositionen udarbejdede et forslag om ret til
uddannelse for unge med særlige behov. Da der først blev flertal for
forslaget
og siden skabt en vis finansiering via satspuljen 2007, blev der lagt en
grund
for, at der virkelig bliver en ret til uddannelse.
Der er desværre en række udestående problemer. I høringsfasen
har væsentlige interessenter rejst spørgsmålet om, hvorvidt finansieringen er
tilstrækkelig. Intet tyder på, at der er tilstrækkelig finansiering. Det er
især et problem for kommunerne i disse år, hvor den kommunale økonomi er
særdeles
stram.
Dertil skal lægges, at der stadig er ligestillingsproblemer. For
unge, der kan gennemføre en gymnasial eller erhvervsrettet ungdomsuddannelse,
er der ingen kommunal visitering. Den kommunale visitering risikerer at
medføre, at uddannelsen får karakter af social foranstaltning i stedet for at
have
en grundlæggende identitet som uddannelse.
S, RV og SF vil følge realiseringen af forslaget tæt. Det er
fortsat de tre partiers opfattelse, at det vil sikre ligestilling og reel
virkeliggørelse at gøre det til en statslig forpligtelse at finansiere de
unges
rettighed og en statslig forpligtelse at sikre tilbuddet.
S, RV og SF har store forventninger til den rettighed, der med
dette lovforslag gives til gruppen af unge, som har særlige behov.
For at sikre, at kommunerne lever op til ansvaret for og
forpligtelsen til at tilbyde unge med særlige behov en 3-årig
ungdomsuddannelse, ønsker S, RV og SF, at undervisningsministeren i januar
2008
fremlægger en redegørelse, hvoraf det fremgår, hvordan kommunerne har
varetaget
opgaven siden lovens ikrafttræden den 1. august 2007.
Det bør fremgå af redegørelsen, hvor mange unge inden for
målgruppen der har påbegyndt en ungdomsuddannelse, samt i hvilket omfang
kommunerne
lever op til ansvaret med at vejlede de unge om tilbuddet. Vi finder det
særdeles vigtigt, at kommunerne får de ressourcer og den vejledning, der skal
til, for at flest muligt kan få udbytte af retten til den 3-årige
ungdomsuddannelse, der følger af lovforslaget.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget udtrykker stor glæde
over dette lovforslag, som er en opfølgning på B 51 om tilbud om
ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov,
som Dansk Folkeparti fremsatte i Folketingsåret 2005-06, og som blev
enstemmigt
vedtaget ved 2. behandling den 4. maj 2006.
Enhedslistens medlem af udvalget støtter til fulde, at
kommunerne skal udbyde 3-årige ungdomsuddannelser, der retter sig imod unge,
der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Det er en
klar forbedring, at der er kommunale ungdomsuddannelser til denne gruppe.
Enhedslisten mener, at det ville være bedre, hvis uddannelserne
lå i statsligt regi frem for kommunalt, og vi mener ikke, at der skal være
former for visitation, der kan undergrave retten til uddannelsen.
Enhedslisten tilslutter sig bemærkningerne fra S, RV og SF.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit
var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer
i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
5. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af
undervisningsministeren,
tiltrådt af
udvalget:
Til § 2
1)
I
stk. 1, 1. pkt.,
udgår », hvis den unge har forudsætninger for at
følge uddannelsen med udbytte«.
[Præcisering af kommunalbestyrelsens tilbud om en
ungdomsuddannelse til unge med særlige behov]
Til § 3
2)
I
stk. 1
udgår »og har forudsætninger for
at følge ungdomsuddannelsen med udbytte«.
[Præcisering af kommunalbestyrelsens tilbud om en
ungdomsuddannelse til unge med særlige behov]
Til § 4
3)
S
tk. 2, 3. pkt.,
udgår.
[Konsekvens af ændringsforslag nr. 4]
Ny paragraf
4)
Efter § 4 indsættes som ny paragraf:
§ »§ 01.
I uddannelsesplanen, jf. § 4, stk. 2, kan
indgå elementer, der leveres af
1)
efterskoler i form af særligt tilrettelagte forløb,
herunder afklaringsforløb efter § 4, stk. 2,
og supplerende undervisningstilbud for unge, jf. lov om folkehøjskoler,
efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler),
2)
husholdningsskoler, håndarbejdsskoler og folkehøjskoler, jf. lov om
folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie
kostskoler),
3)
produktionsskoler, jf. lov om produktionsskoler,
4)
i
nstitutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lov om institutioner for
erhvervsrettet uddannelse,
5)
d
aghøjskoler, jf. lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning,
frivilligt
folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitetet
(folkeoplysningsloven), og
6)
værksteder og andre institutioner.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen
kan indgå aftale med de i stk. 1, nr. 1-6, nævnte institutioner om
tilrettelæggelse
af uddannelsen, jf. § 1, stk. 7, i lov om specialundervisning for voksne.
Stk. 3.
Kommunen
afholder udgiften til særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb
efter § 4, stk. 2, og supplerende undervisningstilbud samt for den i stk. 2
nævnte tilrettelæggelse. Herudover kan kommunen for unge, der modtager
ordinær
undervisning på en produktionsskole, afholde udgiften til
specialundervisning
og anden specialpædagogisk støtte m.v.
Stk. 4.
De i stk. 1, nr.
1-4, nævnte institutioners udbud af særligt tilrettelagte forløb, herunder
afklaringsforløb
efter § 4, stk. 2, supplerende undervisningstilbud og den i stk. 2 nævnte
tilrettelæggelse skal ske som indtægtsdækket virksomhed.
Stk. 5.
Udgifter til
elementer af ordinær undervisning, der leveres af de i stk. 1, nr. 2-4,
nævnte
institutioner, finansieres efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder
for den pågældende aktivitet. Udgifter til eventuel elevbetaling el.lign. for
deltagelse i elementer af ordinær undervisning afholdes af kommunen.«
[Præcisering af reglerne om finansiering m.v. af
uddannelseselementer, der leveres af frie kostskoler, produktionsskoler,
institutioner for erhvervsrettet uddannelse, daghøjskoler, værksteder og
andre
institutioner]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det fremgår af § 2, stk. 1, at unge udviklingshæmmede og andre
unge med særlige behov har et retskrav på en ungdomsuddannelse. Desuden
fremgår
det af § 1, stk. 2, at ungdomsuddannelsen retter sig mod unge, der ikke har
mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse.
Efter § 2, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde de omfattede
unge, der er tilmeldt kommunens folkeregister, en 3-årig ungdomsuddannelse
efter denne lov.
Da nogle af de indkomne høringssvar har peget på, at ordene
»hvis den unge har forudsætninger for at følge uddannelsen med udbytte« kunne
forstås som en begrænsning i kommunalbestyrelsens forpligtelse, foreslås det,
at ordene udgår.
Det præciseres herved, at alle unge, der ikke har mulighed for
at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, skal have et tilbud efter denne
lov.
Til nr. 2
Der henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 1.
Til nr. 3
Ændringen er en konsekvens af ændringsforslag nr. 4.
Til nr. 4
Den foreslåede ændring indeholder en præcisering af
lovforslagets bestemmelser om, at der i uddannelsesplanen kan indgå
elementer,
der leveres af frie kostskoler, produktionsskoler m.v., herunder
finansieringen
af disse elementer.
Ad nr. 1
Den foreslåede bestemmelse regulerer, hvilke institutioner der
kan levere elementer af uddannelsen. For de nævnte institutioner i nr. 1-4,
der
primært finansieres af statstilskud, vil udbud af aktiviteter i form af
særligt tilrettelagte
forløb, herunder afklaringsforløb efter lovforslagets § 4, stk. 2,
supplerende
undervisningstilbud for unge og tilrettelæggelse af uddannelsen, alene kunne
have karakter af accessorisk virksomhed til institutionernes udbud af den
virksomhed, hvortil de er godkendt.
Ifølge § 1, stk. 1, i lov om folkehøjskoler, efterskoler,
husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler) er formålet med
frie
kostskoler at tilbyde undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er
livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, og som er godkendt
af undervisningsministeren til tilskud. Et fælles bærende princip for
skolerne
er, at de er kostskoler.
Skoler, der er godkendt til tilskud efter lov om frie
kostskoler, kan udbyde kursusvirksomhed og lign., til hvilken de er godkendt.
Dette gælder både kursusvirksomhed med og uden statstilskud.
Efterskolerne tilbyder et kostskoleophold for 14 til 18-årige
som et tilbud i grundskolens sidste år og i overgangen fra grundskolen til
ungdomsuddannelserne.
Det er ikke tanken med denne lov at ændre i efterskolernes nuværende
kerneydelser. Efterskolerne, herunder efterskoler, der er godkendt til et
samlet særligt tilbud, kan som hidtil tilbyde undervisning til efterskolernes
målgruppe i henhold til lov om frie kostskoler.
Produktionsskolerne giver tilbud til unge under 25 år, der ikke
har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har
forudsætninger
for at påbegynde en sådan uddannelse eller har afbrudt en ungdomsuddannelse.
Efterskoler, folkehøjskoler, husholdningsskoler,
håndarbejdsskoler, produktionsskoler og institutioner for erhvervsrettet
uddannelse, der giver tilbud i henhold til lov om ungdomsuddannelse for unge
med særlige behov om særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb,
supplerende undervisning eller den i stk. 2 nævnte tilrettelæggelse af
uddannelsen, vil fortsat skulle opfylde de grundlæggende betingelser i
institutionslovgivningen
for at opnå tilskud. Dvs., at der ikke kan godkendes en institution, der
alene
har til formål at tilbyde aktiviteter efter denne lov. Det samme gælder i de
tilfælde, hvor en institution i drift ikke kan skaffe nok ordinære elever.
Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for
ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov, hvorfor det er
kommunalbestyrelsen, der skal føre tilsyn med særligt tilrettelagte forløb,
herunder
afklaringsforløb, supplerende undervisning og den i stk. 2 nævnte
tilrettelæggelse af uddannelsen, der gennemføres på efterskoler,
folkehøjskoler, husholdningsskoler, håndarbejdsskoler, produktionsskoler og
institutioner for erhvervsrettet uddannelse. Med hensyn til elementer af
ordinær undervisning på folkehøjskoler, husholdningsskoler,
håndarbejdsskoler,
produktionsskoler og institutioner for erhvervsrettet uddannelse gælder de
almindelige regler om tilsyn for den pågældende aktivitet.
Ad nr. 2
Det foreslås præciseret, at kommunalbestyrelsen kan indgå aftale
med de nævnte institutioner om tilrettelæggelse af ungdomsuddannelsen.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at kommunen kan
overlade tilrettelæggelsen af ungdomsuddannelse til efterskoler, højskoler,
erhvervsskoler m.fl. Denne opgave for institutioner med statstilskud bør
fremgå
direkte af lovteksten. Det er alene den praktiske tilrettelæggelse af
uddannelsen,
der kan overlades til disse institutioner. Myndighedsopgaverne efter
forslagets
§§ 2-4 kan ikke overføres til de statsstøttede institutioner. Dette gælder
også
administration af befordringsordningen.
Ad nr. 3 og 4
De foreslåede bestemmelser præciserer finansieringen af udgifter
til ungdomsuddannelsen, der ikke finansieres af de ordinære statslige
taxametertilskud. Desuden præciseres, hvorledes en række selvejende
institutioner skal prisfastsætte deres udbud heraf.
Fælles for de frie kostskoleformer gælder, at særligt
tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb, aldrig kan opfylde lovkravet
om åbenhed, og de kan derfor ikke udløse statstilskud. Tilsvarende skal
institutioner for erhvervsrettet uddannelse og produktionsskoler opkræve
betaling for kurser og undervisning, der er særligt tilrettelagt for bestemte
grupper.
Institutionernes fastsættelse af betalingen skal ske efter
budgetvejledningens regler om indtægtsdækket virksomhed, jf. forslagets stk.
4.
Baggrunden herfor er, at institutionernes udbud ikke må være
konkurrenceforvridende i forhold til private udbydere heraf.
Ved særligt tilrettelagte forløb, herunder afklaringsforløb, og
supplerende undervisningstilbud skal kommunalbestyrelsen afholde alle
udgifter,
da der ikke gives statstilskud til sådanne forløb. Såfremt kostskoler udbyder
særligt tilrettelagte forløb eller supplerende undervisningstilbud, skal
fastsættelsen af den kommunale finansiering ske efter budgetvejledningens
regler om indtægtsdækket virksomhed.
For så vidt angår produktionsskolerne, indebærer det, at unge i
ungdomsuddannelsen, der følger ordinær undervisning på en produktionsskole,
skal følge de almindelige regler, herunder reglerne om målgruppevurdering af
Ungdommens Uddannelsesvejledning, indhold og tilrettelæggelse af
undervisningen, timetal og tilskudsberegning.
Efter produktionsskoleloven kan skolerne tilbyde
specialundervisning og specialpædagogisk bistand. Udgifterne hertil afholdes
af
skolernes almindelige indtægter, dvs. af statstilskuddet. For at gøre det
muligt for skolerne at optage elever i ordinære forløb med et behov for
specialundervisning og specialpædagogisk støtte, som skolen ikke har mulighed
for at imødekomme, foreslås det, at kommunen kan afholde udgiften til
specialundervisning og specialpædagogisk støtte.
Ad nr. 5
Den foreslåede bestemmelse præciserer finansieringen af
elementer i ungdomsuddannelsen, der finansieres af de ordinære statslige
taxametertilskud.
Såfremt unge med særlige behov deltager i ordinære forløb på en
efterskole, folkehøjskole, produktionsskole, institution for erhvervsrettet
uddannelse m.v. finansieres aktiviteten efter de bestemmelser, der findes i
lovgivningen for den pågældende aktivitet. De sædvanlige tilskudsbetingelser
med hensyn til elevtal, undervisningstimetal, kursusbetingelser,
årselevberegning m.v. gælder også i disse tilfælde. Er den pågældende
deltager
omfattet af den persongruppe, der er omfattet af lov om betaling for visse
uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats
m.m. (betalingsloven), vil det være kommunen, der skal yde
uddannelsesinstitutionen en betaling svarende til de tilskud eller
bevillinger,
der ellers ville være blevet ydet af Undervisningsministeriet.
Betalingsloven gælder for al undervisning under
Undervisningsministeriet, bortset fra ordblindeundervisning i henhold til lov
om forberedende undervisning og ordblindeundervisning for voksne og for
specialundervisning i henhold til lov om specialundervisning for voksne.
Unge, der efter lovforslaget modtager ordinær undervisning på
produktionsskole, vil være omfattet af den kommunale befordringsordning efter
lovforslagets kapitel 4.
For deltagelse i kurser på husholdningsskoler, håndarbejdsskoler
og folkehøjskoler skal skolen fastsætte og opkræve en elevbetaling. Eftersom
deltagelse i ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov skal være
vederlagsfri for den unge, skal udgiften hertil afholdes af kommunen. Hvis
den
unge deltager i andre elementer af ordinær undervisning, hvor der opkræves
betaling, afholdes udgiften herved også af kommunen.
Troels Christensen (V)
Anne-Mette Winther Christiansen (V)
Britta Schall Holberg (V)
Tina Nedergaard (V)
fmd.
Ellen Trane Nørby (V)
Martin Henriksen (DF)
Søren Krarup (DF)
Lars Barfoed (KF)
Jens Jørgen Nygaard (KF)
Christine Antorini (S)
Kirsten Brosbøl (S)
Carsten Hansen (S)
Bjarne Laustsen (S)
Margrethe Vestager (RV)
nfmd.
Bente Dahl (RV)
Pernille Vigsø Bagge (SF)
Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit
Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Siumut (SIU)
1
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Fólkaflokkurin (FF)
1
Det Radikale Venstre (RV)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
3
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 196
Bilagsnr.
Titel
1
Henvendelse af 27/3-07 fra De Samvirkende
Invalideorganisationer
2
Høringsnotat, høringsliste og høringssvar, fra
undervisningsministeren
3
Henvendelse af 12/4-07 fra Karise Efterskole
4
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget
5
Supplerende høringssvar, fra undervisningsministeren
6
Henvendelse af 1/4-07 fra Uddannelsescenter Hilltop i
Skive
7
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
8
Henvendelse af 26/4-07 fra KL
9
1. udkast til betænkning
10
Notat fra KL udleveret i forbindelse med foretræde for
udvalget 2/5-07
11
Supplerende notat fra Karise Efterskole i forbindelse med
foretræde for udvalget 2/5-07
12
Betænkningsbidrag fra undervisningsministeren
13
Ændringsforslag fra undervisningsministeren
14
2. udkast til betænkning
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 196
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 27/3-07 fra De
Samvirkende Invalideorganisationer, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå
2
Spm. om kommentar til henvendelse af 12/4-07 fra Karise
Efterskole, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om kommentar til henvendelse af 1/4-07 fra
Uddannelsescenter Hilltop i Skive, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå
4
Spm. om kommentar til henvendelse af 26/4-07 fra KL, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om kommentar til notat af 26/4-07 fra KL, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om kommentar til notat fra Karise Efterskole, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm., om Ungdommens Uddannelsesvejledning har
tilstrækkelige kompetencer i forhold til lovforslagets målgruppe, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om økonomien i lovforslaget, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om sikringen af, at kommunerne lever op til deres
forpligtelser i henhold til lovforslaget, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå
10
Spm. om yderligere midler, til undervisningsministeren, og
ministerens svar herpå
Bilag 2
Beslutningsforslag nr. B 51 fra folketingsåret
2005-06 om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre
unge med særlige behov
Beslutningsforslaget er optrykt efter ønske fra DF.
Fremsat den 14. december 2005 af Tina Petersen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF), Mia Falkenberg (DF),
Christian H. Hansen
(DF),
Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Anita Knakkergaard (DF), Pia
Kristensen (DF), Karin Nødgaard (DF), Birthe Skaarup (DF) og Peter Skaarup
(DF)
Folketingsbeslutning
om
tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med
særlige behov
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag
samt forberede de administrative ændringer, som er nødvendige for at sikre,
at
udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der på grund af deres
handicap ikke kan gennemgå det traditionelle ungdomsuddannelsessystem, fra og
med den 1. august 2007 får et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse
efter endt grundskole, uanset hvor i landet de har bopæl.
Bemærkninger
til forslaget
1. Baggrund
De undervisningstilbud, der findes til udviklingshæmmede unge
og andre unge med særlige behov i Danmark, er ikke sat ordentligt i system.
De
er mangelfulde og findes kun nogle steder i landet. Undervisningstilbuddene
er
ikke forankret i en tradition eller en lovgivning, der giver gruppen af disse
unge nogen sikkerhed for at kunne gennemgå et uddannelsesforløb overhovedet.
Nogle amter har et godt udbud af kvalificerede tilbud, andre har stort set
ingen. Det beror derfor i høj grad på tilfældigheder, om udviklingshæmmede
unge
og andre unge med særlige behov modtager et tilbud om uddannelse.
Der er i Danmark et udbredt ønske om, at vi skal behandle alle
handicapgrupper ordentligt, og der er under den nuværende regering igangsat
eller forberedt mange initiativer til forbedring af de handicappedes vilkår,
som savnedes i de forudgående år under socialdemokratisk ledelse. Regeringens
handicappolitiske handlingsplan fra februar 2003 og erhvervs- og
økonomiminister Bendt Bendtsens redegørelse til Folketinget i december 2004
omfatter en lang række initiativer, som nu er i gang eller gennemført. I
Danmark er vi således ikke så langt bagud, som vi tidligere har været.
Der er imidlertid ikke grund til at overdrive begejstringen
over de tiltag på handicapområdet, der er gennemført. En
benchmarkundersøgelse
blev fremlagt af Erhvervs- og Byggestyrelsen i maj 2005: »Dansk
handicappolitik
i internationalt perspektiv«. Undersøgelsen sammenligner forhold inden for
fysisk tilgængelighed til byggeri og offentlig transport, beskæftigelse,
uddannelse, bolig, social service, fritid og offentlig administration i
Danmark, Sverige, Holland, Storbritannien og USA. Analysen viser, at Danmark
ikke som helhed adskiller sig markant fra andre lande, hverken til den
positive
side eller til den negative. Men analysen viser beklageligvis, at Danmark
netop
på uddannelsesområdet adskiller sig på negativ måde fra de andre undersøgte
lande. I tidsskriftet Lighedstegn, nr. 2, april 2005, skriver Mogens
Wiederholt
herom:
»På uddannelsesområdet har Danmark den laveste placering,
når det gælder forskellen mellem handicappedes og ikke-handicappedes
uddannelsesniveau – og det er selv om Danmark samtidig er det land, der
bruger
flest penge på specialpædagogisk støtte pr. modtager. Det kunne tyde på, at
alt
for mange falder fra uddannelsen uden at færdiggøre den. På baggrund af
undersøgelsen
må man konkludere, at der således er behov for at se på, hvordan vi i højere
grad kan sikre, at modtagerne af støtten gennemfører uddannelsen.«
Særlig for gruppen af unge, der er udviklingshæmmede eller har
særlige behov, gælder det, at der reelt er meget dårlig adgang til
ungdomsuddannelser. Der er derfor brug for at gå videre med en lovgivning på
dette område.
Regeringen har i Regeringsgrundlaget 2005 stillet op som
målsætning, at en stadig større del af ungdommen skal gennemføre en
ungdomsuddannelse. Hvor det i disse år er omkring 78 pct. af en
ungdomsårgang,
der gennemfører en ungdomsuddannelse, har regeringen sat som mål, at denne
andel i 2010 skal op på 85 pct. og i 2015 på 95 pct. Når der sættes så høje
mål, og når ønsket er, at alle unge skal have tilbuddet om en
ungdomsuddannelse, bør det også føre til, at udviklingshæmmede unge og andre,
som på grund af handicap ikke kan profitere af det traditionelle
ungdomsuddannelsessystem,
får et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole,
uanset
hvor i landet de har bopæl. Målsætningen om en gennemførelsesprocent på 95 må
også gælde for unge med handicap.
Nedenfor i afsnit 2 gennemgås beslutningsforslagets indhold og
konsekvenser. Afsnit 3 indeholder en kort gennemgang af de senere års debat
på
området. Afsnit 4 giver en kort beskrivelse af de hidtidige danske erfaringer
med ungdomsuddannelse for disse unge. Afsnit 5 indeholder en kort gennemgang
af
erfaringer fra Sverige, og afsnit 6 er en kort sammenfatning.
2. Beslutningsforslagets indhold
Beslutningsforslaget vil betyde, at de store regionale
forskelle, der i dag kendetegner tilbuddene til udviklingshæmmede unge, skal
erstattes af mere ensartede tilbud. Retten til at modtage sådanne tilbud skal
præciseres i lovgivningen, så det bliver klart, at der påhviler det
offentlige
en egentlig forpligtelse til at forbedre ungdomsuddannelserne og bringe
tilbuddet frem til målgruppen.
Det er i den nuværende lovgivning amterne, der står for
specialundervisningen af unge (efter endt folkeskoleforløb) og voksne, men
lov
om specialundervisning for voksne sikrer ikke i praksis, at alle unge med
særlige behov tilbydes undervisning. Loven sikrer heller ikke landsdækkende
normer for undervisningens indhold, omfang og varighed.
Det er i en henvendelse til Undervisningsministeriet fra Rådet
om Kortuddannedes Fortsatte Uddannelse i juni 2004 påpeget, at den enkelte
deltager trods lovfæstet ret til undervisning har en svag retsstilling ved
visitationen, fordi der ikke findes en fælles minimumsstandard eller fælles
kriterier for undervisningen.
Dansk Folkeparti mener, at dette beslutningsforslag vil være
med til at sikre, at de 18-19-årige handicappede også omfattes af den
erhvervsuddannelsesgaranti, regeringen vil give til alle andre unge.
I den lovgivning, der lægges op til med dette
beslutningsforslag, er det vigtigt at fokusere på, at mål og indhold i
ungdomsuddannelsen defineres i forhold til opnåelse af relevante kompetencer
til den enkeltes ungdoms- og voksentilværelse. Det er klart, at hele formålet
med at lovfæste undervisningstilbuddene til udviklingshæmmede unge er, at
undervisningen sigter mod at give deltagerne mulighed for at mestre
livssituationen efter undervisningen. Derfor må det være en pligt for
undervisningsstederne
at sikre, at den kompenserende specialundervisning har den ønskede effekt, og
ligeledes, at den individuelle undervisningsplan bygger på en nøje afdækning
af
deltagerens forudsætninger, færdigheder og behov. Undervisningen skal med
andre
ord tilrettelægges individuelt. Lovgrundlaget skal først og fremmest beskrive
rammerne om og indholdet i uddannelsen. Det siger sig selv, at deltageren
skal
inddrages i formuleringen af planen. Endvidere er det naturligvis særdeles
vigtigt, at undervisningsstederne findes spredt ude over landet med
hensyntagen
til at kunne nå målgrupperne.
I bemærkningerne til dette beslutningsforslag er det flere
steder omtalt, at ungdomsuddannelserne for handicappede forvaltes af amterne.
Med gennemførelsen af strukturreformen og ændringen af opgavefordelingerne
mellem staten, amterne og kommunerne samt de fremtidige regioner er det
bestemt, at kommunerne fremover skal være borgernes indgang til bl.a. den
sociale service og specialundervisningen. Det får den betydning for
udviklingshæmmede og deres pårørende, at handicappolitikken og dens
udmøntning
kommer til at ske i kommunerne og herunder gennem de nye lovpligtige
handicapråd. Ved forberedelsen af de politiske initiativer, der er lagt op
til
med dette beslutningsforslag, er det vigtigt at understrege, at der allerede
i
lovgivningen skal sikres en sammenhæng og en koordinering med et ensartet
regelsæt, der gælder for alle 98 kommuner, og med en overordnet ledelse og
overvågning af området fra regeringens side.
3. De senere års debat på området
Danmarks handicappolitik tager bl.a. udgangspunkt i FN’s
standardregler for ligebehandling af handicappede og Salamancaerklæringen,
hvor
det præciseres, at handicappede og ikkehandicappede skal tilbydes lige
muligheder for f.eks. ungdomsuddannelse.
Gennem de sidste mange år har det været et politisk mål,
at så mange unge som muligt skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Til det
formål er der etableret en lang række forskellige ungdomsuddannelser med hver
sit mål og indhold. Hvis man er ung og har særlige behov, f.eks. på grund af
udviklingshæmning, således at man ikke kan gennemføre en af de eksisterende
ungdomsuddannelser, er den eneste mulighed for undervisning lov om
specialundervisning for voksne. Loven blev gennemført i forbindelse med
åndssvageforsorgens udlægning til amterne i 1980.
Virkeligheden er, at muligheden for at modtage undervisning
efter denne lov i dag er helt afhængig af, hvor i landet man bor, og hvilket
handicap man har. Dette er blevet påpeget mange gange gennem de senere år.
I 1999 udgav Undervisningsministeriet »Debatoplæg om
specialundervisning for voksne«. Hoved!emnerne i oplægget var: mål og
kvalitet
i ydelsen, sammenhæng og samarbejde uddannelsesinstitutionerne imellem, det
tværsektorielle samarbejde og samspil og uddannelsestilbud til unge med
særlige
behov.
Debatoplægget rejste en række vigtige spørgsmål, bl.a. om, hvad
fremtidens specialundervisning for handicappede skal indeholde, og hvilke
kriterier der skal danne grundlag for kvaliteten i undervisningen.
Debatoplægget peger på en række problemer, bl.a. at der ikke eksisterer
objektive berettigelseskriterier for modtagelse af
specialundervisningstilbud.
Det hedder herom i debatoplægget (side 35):
»Der eksisterer ingen objektive berettigelseskriterier for
modtagelse af et specialunder-visningstilbud, idet afgørelser baseres på et
konkret skøn i hvert enkelt tilfælde.
Det afstedkommer en del problemer, bl.a. kan lovgivningen
ikke sikre ensartethed i undervisningstilbuddet.
Det betyder, at amterne ikke kan fastlægge et fælles grundlag
for servicering af den enkelte bruger. Det påvirker brugerne, idet der opstår
usikkerhed om, hvilken og hvor meget undervisning de kan forvente at
modtage.«
Debatoplægget førte til en efterfølgende drøftelse i
forskellige sammenhænge, bl.a. i DSI, (De Samvirkende Invalideorganisationer)
og DSI’s medlemsorganisationer. DSI har bl.a. udtalt :
»Retsgrundlaget og en dertil hørende vejledning må klart og
tydeligt beskrive de rettigheder, handicappede har. Der er store forskelle
mellem amternes tilbud. Så store forskelle, at vi mener, det udgør et reelt
problem. Men vi er på den anden side ikke meget for at beskrive minimumskrav
i
lovgivningen. Vi er nervøse for, at niveauet i praksis hurtigt kommer til at
ligge på denne laveste fællesnævner.«
En oversigt over specialundervisning for voksne er samlet i
Amtsrådsforeningens publikation »Amternes specialundervisning for voksne:
status og forventninger 2003«. Denne publikation gen- nemgår de
hovedprincipper, som danner grundlag for den kompenserende
specialundervisning,
og beskriver de principper, der her i landet sigter mod at sikre en
ligebehandling, nemlig solidaritetsprincippet, kompensationsprincippet og
sektoransvarlighedsprincippet. Rapporten beskriver bl.a. styringen af
voksenspecialundervisningen og beskriver undervisningsområderne. Derudover
indeholder
den en række forventninger og anbefalinger til fremtidens
voksenspecialundervisning. Blandt arbejdsgruppens anbefalinger skal her
fremhæves, at
»der bør ske en omlægning af ungdomsundervisningen til et uddannelsesforløb
for unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, hvor den
traditionelle, kompenserende specialundervisning indgår som et delelement«.
Omtrent samtidig med arbejdsgruppens rapport gennemførte
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) en evaluering af »Specialundervisning for
voksne« i Danmark. Rapporten udkom i december 2003 og tegner et billede af et
område, der er præget af en positiv indstilling med store frihedsgrader til
at
prioritere og organisere undervisningstilbuddene. Men det betyder til gengæld
også, at der på landsplan opleves markante forskelle i omfanget og indholdet
af
de tilbud, der gives til de forskellige målgrupper.
I evalueringsgruppens centrale anbefalinger, side 16, hedder
det bl.a.:
»Alle unge skal have ret til en ungdomsuddannelse.
Unge med særlige behov bør have ret til at modtage
undervisning i forlængelse af folkeskolen på linje med andre unge, og denne
ret
bør sikres ved lov, så Danmark kommer på niveau med de øvrige skandinaviske
lande. Gennem lov om specialundervisning for voksne tilbydes undervisning til
unge med generelle indlæringsvanskeligheder og andre unge, som på grund af
deres handicap ikke kan profitere af undervisningen på de ordinære
ungdomsuddannelser. Loven sikrer imidlertid ikke i praksis, at alle unge med
særlige behov tilbydes undervisning, og den sikrer ikke landsdækkende normer
om
undervisningens omfang og varighed. Undervisningstilbuddene til unge varierer
fra amt til amt og fra institution til institution. Undervisningen sigter mod
at forberede de unge på voksenlivet, men med forskellig vægt på elevernes
personlige, faglige, almene og erhvervsmæssige kompetencer. Ungdomstilbuddene
adskiller sig væsentligt fra de øvrige undervisningsaktiviteter under lov om
specialundervisning for voksne. Det vil være hensigtsmæssigt at etablere et
selvstændigt lovgrundlag, der kan rumme undervisningen af unge med særlige
behov. I den forbindelse bør undervisningstilbuddene udvikles til en egentlig
ungdomsuddannelse. Der bør tages politisk stilling til uddannelsens formål,
indhold m.v., så en ny ungdomsuddannelse kan defineres ud fra mål og ikke ud
fra elevernes handicap.«
Daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs indhentede bl.a.
fra Rådet om Kortuddannedes Fortsatte Uddannelse en udtalelse til EVA’s
rapport.
Det hedder heri bl.a.:
»På baggrund af drøftelserne kan det konkluderes, at Rådet
om Kortuddannedes Fortsatte Uddannelse er enigt i følgende anbefalinger, som
Danmarks Evalueringsinstitut har givet som resultat af undersøgelsen:
Alle
unge skal have ret til en ungdomsuddannelse, hvilket indebærer, at den store
regionale forskel i ungdomsuddannelsestilbuddet skal erstattes med et mere
ensartet tilbud.«
Center for Ligebehandling af Handicappede har ligeledes
fremhævet dette og skriver bl.a. i tidsskriftet Lighedstegn, nr. 1, april
2005
under artiklens hovedoverskrift: »Regeringsgrundlaget »Nye mål««:
»Et af de markante initiativer i regeringsgrundlaget er
løftet om en ungdomsuddannelse til alle. Det har i mange år været en af
rådets
mærkesager at få sikret alle unge med handicap adgang til en
ungdomsuddannelse.
Det drejer sig dels om at sikre, at normaltbegavede unge med handicap får
lige
muligheder i forhold til det ordinære ungdomsuddannelsessystem, dels om at
sikre, at også udviklingshæmmede og andre, som ikke kan profitere af det
traditionelle ungdomsuddannelsessystem, får et lovfæstet krav på en treårig
ungdomsuddannelse efter endt grundskole. Regeringens liste over initiativer
til
sikring af, at 95 pct. af en årgang i 2010 gennemfører en ungdomsuddannelse,
bør derfor også indeholde:
-
en fokusering på handicapkompensation
-
at 18-19-årige handicappede omfattes af den erhvervsuddannelsesgaranti,
regeringen vil give til alle andre unge
-
at der lovgives om en ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede og andre, som
ikke er i målgruppen for de traditionelle ungdomsuddannelser.«
Handicaporganisationerne LEV og DSI har gennem de senere år
mange gange fremhævet den manglende ret til en ungdomsuddannelse for unge med
særlige behov, og i 2004 gjorde LEV det til et indsatsområde.
Handicaporganisationerne påpeger bl.a., at dette problem slet ikke eksisterer
i
de andre nordiske lande, hvor ungdomsuddannelse er en ret for alle –
uanset
handicap eller ej.
4. Danske erfaringer med uddannelsestilbud til
udviklingshæmmede unge og unge med særlige behov
Som det fremgår af de forrige afsnit, er det i den nuværende
lovgivning amterne, der står for specialundervisningen af unge (efter endt
folkeskoleforløb) og voksne.
Der er her grund til at fremhæve, at Fyns Amt i højere grad end
andre af landets amter har prioriteret specialundervisningsområdet højt.
Senest
er der i 2003-04 påbegyndt et udviklingsarbejde, der omfatter de fire fynske
ASV’er (Amtets Specialundervisningscenter for Voksne). Det er ikke det
første
udviklingsarbejde på de fynske skoler, idet man allerede i 1992 udarbejdede
en
udviklingsplan med en række konkrete målsætninger, som man i årene derefter i
vidt omfang forsøgte at føre ud i livet. I dag står Fyns Amt som det område i
Danmark, der er førende inden for den kompenserende specialundervisning.
Dette
er beskrevet i flere sammenhænge, bl.a. i Fyns Amts »Udviklingsplan 2004 for
ASV Odense, ASV Sydfyn, ASV Vestfyn, ASV Østfyn og Brangstrupskolen«.
Der er på de fynske skoler opnået ualmindelig gode resultater,
og mange fynske unge udviklingshæmmede har fået mulighed for at gennemføre en
ungdomsuddannelse. En del af aktiviteterne på ASV’erne har kunnet
gennemføres
som indtægtsdækket aktivitet. Der er talrige eksempler på, at unge, der i det
fynske system har gennemgået en ungdomsuddannelse, har opnået kompetencer,
der
har gjort det muligt for dem efter endt uddannelse at opnå ansættelse f. eks.
i
et skånejob, eller de kan på anden måde indsluses i arbejdslivet på en
ordentlig og værdig måde. På skolerne lærer de unge blandt meget andet
vigtige
sociale spilleregler, der kan hjælpe dem godt på vej til at komme i job. De
stærkeste unge vil på det grundlag kunne komme ud i almindelige job, og andre
vil kunne komme i beskæftigelse på beskyttede arbejdspladser m.v. Det er
kendetegnende for unge, der har gennemgået uddannelserne, at de føler sig
mere
værdsat og mindre byrdefulde, og samtidig opbygger de værdifulde venskaber og
et mere normalt socialt liv end handicappede, der ikke har fået tilbuddet om
en
sådan uddannelse. Hele indsatsen i det fynske arbejde bygger i høj grad på en
erfaring om, at de unge har nogle kompetencer, som man ved fælles indsats kan
finde frem til og udvikle og derved give dem en langt bedre udgangsposition
ved
tærsklen til arbejdslivet.
Det er et centralt element, at indsatsen hele tiden fokuserer
på, at hvis den unge får mulighed for at tilegne sig kompetencer, som gør, at
han eller hun kan benytte sig af det etablerede ungdomsuddannelsessystem, så
skal den unge selvfølgelig gennemføre sin ungdomsuddannelse dér – helt
eller
delvis. Her tænkes bl.a. på det faglige på erhvervsuddannelserne og det
skolemæssige på bl.a. VUC.
Et andet aspekt med de nuværende erfaringer er den store
specialviden om undervisning af denne gruppe unge, som gennem årene er blevet
oparbejdet. Denne erfaring kan man få stor nytte af, når man indtænker den i
den fremtidige udvikling af hele ungdomsuddannelsesområdet. Her tænkes især
på
den måde, som denne form for undervisning gribes an på med særlig vægt på den
individuelle undervisningsplan, de kompetenceafdækkende forløb,
evalueringsmetoder samt den direkte inddragelse af den unges eget
uddannelsesforløb.
Fyns Amt står ikke alene med sin indsats, idet der også i
Vestsjællands Amt, Århus Amt, Københavns Amt og Københavns Kommune er
etableret
uddannelsesforløb, der i nogen grad kan sammenlignes. Forløbene i disse amter
er forskellige i omfang og indhold, og de kan mangle den klarhed og
sammenhæng,
der kendes fra Fyns Amt, men erfaringer fra alle dele af landet bør
naturligvis
bruges positivt, når den fremtidige uddannelse på dette område skal
planlægges.
Generelt er det et meget stort problem, at udviklingshæmmede og
andre unge med særlige behov ikke har et egentligt retskrav på en treårig
ungdomsuddannelse efter endt grundskole. Lovgivningen kan kun beskytte denne
gruppe unge mod diskriminerende behandling i uddannelsesforløbet, hvis den
sikrer et retskrav på en ungdomsuddannelse.
Hvis Folketinget vedtager beslutningsforslaget, vil det
nødvendige grundlag være sikret for, at udviklingshæmmede og andre unge med
særlige behov, der på grund af et handicap ikke kan gennemgå det
traditionelle
ungdomsuddannelsessystem, fra og med skoleåret 2007 får et lovfæstet krav på
en
treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole, uanset hvor i landet de har
bopæl.
5. Nordiske erfaringer
I de andre nordiske lande eksisterer diskriminering af unge
udviklingshæmmede ikke, da unge med udviklingshæmning i de andre nordiske
lande
er omfattet af den ret, alle unge har til en ungdomsuddannelse.
Udgangspunktet
i de andre nordiske lande er altså, at
alle
unge har den samme ret til
en ungdomsuddannelse, der kan udvikle den enkeltes kompetencer med hensyn til
ungdoms- og voksenlivets mange aspekter.
Som eksempel kan nævnes, at i Sverige er alle videregående
ungdomsuddannelser samlet i »gymnasieskolen«. Den omfatter alle unge og er
således en enhedsuddannelse, som vi kender den fra folkeskolen i Danmark.
Unge
med udviklingshæmning er også omfattet af ungdomsuddannelsen. Gymnasieskolen
indeholder en gren, »gymnasiesærskolen«, der henvender sig til unge, der ikke
kan følge gymnasieskolens almindelige programmer, fordi de f.eks. er
udviklingshæmmede. Man har i gymnasiesærskolen opstillet mål for skolens
opgaver, og skolen skal bl.a. stræbe mod, at hver elev er bevidst om sig selv
som person og bevidst om sine forudsætninger og muligheder, at hver elev kan
kommunikere og beherske det svenske sprog, tegnsprog eller alternativ
kommunikation, kan give udtryk for sine erfaringer og tanker og kender til
årsagerne
til samfundets love og regler samt sine rettigheder og pligter i skolen og
samfundet.
I Sverige er det omhyggeligt indarbejdet og tydeliggjort i den
gymnasiale uddannelse, hvad uddannelsen omfatter. Derved kan elever og
forældre
have ganske klare og realistiske forventninger til uddannelsen. F.eks.
indeholder læseplanerne bestemmelser om omfanget af undervisningen. Unge med
udviklingshæmning har krav på at modtage 3.600 timers undervisning i
gymnasieskolen over 3 år.
Den svenske ungdomsuddannelse bygger på det princip, at
uddannelse er en ret for alle, og at samfundet, repræsenteret ved
myndighederne, har en pligt til at stille uddannelsen til rådighed.
De svenske erfaringer er meget positive, og forslagsstillerne
vil under udvalgsarbejdet tage initiativ til, at der indhentes yderligere
materiale fra Sverige og de øvrige nordiske lande for at belyse, hvordan et
så
vigtigt forvaltningsområde, der henvender sig til handicappede, kan komme til
at fungere på et kvalitativt højere niveau, når retsprincipper vinder indpas
og
de enkeltstående lokale initiativer erstattes af en landsdækkende
koordinerende
og udviklende indsats.
6. Sammenfatning
Lovgivningen sikrer ikke udviklingshæmmede unge og andre unge
med særlige behov, der ikke kan gennemgå en traditionel ungdomsuddannelse, en
egentlig ret til en ungdomsuddannelse efter grundskolen. Det har været et
problem uafbrudt siden 1980, hvor åndssvageforsorgen blev udlagt til amterne.
De enkelte amter har valgt forskellige måder at forholde sig til problemerne
på,
og kun nogle få amter kan tilbyde denne gruppe af unge en god
ungdomsuddannelse
med kvalificerede tilbud. Fyns Amt har arbejdet målbevidst på at sætte system
i
ungdomsuddannelsen til denne gruppe og driver i dag flere skoler. Men andre
amter har stort set ingen tilbud. Det beror derfor til dels på tilfældigheder
og navnlig på geografiske forhold, om der bliver taget hånd om denne gruppe.
Det er ikke i overensstemmelse med dansk tradition og med den enighed, der er
her i landet om at sikre alle handicapgrupper en ordentlig behandling. Det
stiller også Danmark dårligt i sammenligning med andre nordiske lande, der
lægger vægt på at give de unge et retskrav på en uddannelse.
Der er gennem årene ofte blevet gjort opmærksom på denne mangel
på system i uddannelsestilbuddene. Materiale, rapporter, evalueringer og
høringssvar m.v. fra faglige organisationer, brugerorganisationer,
Amtsrådsforeningen og Undervisningsministeriet har klart samstemmende peget
på
behovet for en ungdomsuddannelse til denne gruppe unge borgere. Der er
henvist
til en del af materialet i nærværende beslutningsforslag. Imidlertid har
skiftende regeringer ikke taget skridt til at sikre en lovgivning, der giver
denne gruppe af unge et lovfæstet krav på undervisning. Dansk Folkepartis
folketingsgruppe har derfor besluttet at fremsætte dette forslag, der –
hvis
det vedtages af Folketinget – vil give de udviklingshæmmede unge og
andre unge
med særlige behov, som ikke har mulighed for at få glæde af det nuværende
ordinære uddannelsessystem, et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse
efter endt grundskole, uanset hvor i landet de er bosat.
Skriftlig
fremsættelse
Tina Petersen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om tilbud om
ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov.
(Beslutningsforslag nr. B 51).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen og forskellige andre love (10. klasse målrettes elever, som har behov for yderligere faglig kvalificering og uddannelsesafklaring for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse) Retsinformation · 11. maj 2007
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov Retsinformation · 6. juni 2007
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv og forskellige andre love (Tidlig vejledning i folkeskolen, mentorordning, brobygning og forøget opsøgende vejledning m.v.) Retsinformation · 9. maj 2007
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (Praktiske indgange og sammenhængende uddannelsesforløb) Retsinformation · 20. januar 2006
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om befordringsrabat tiluddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. og forskellige andre love (Omlægning af ansvaret for befordring til brobygning, ny befordringsordning ved korte forløb, elektronisk ansøgning m.v.) Retsinformation · 6. marts 2008
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv (Inddragelse af forældre i vejledningen af de 15-17-årige) Retsinformation · 24. marts 2006