Spring til indhold

Retsinformation

Tilføjelse til tillægsbetænkning over Forslag til navnelov

2004/2 TBL 27Tillægsbetænkning over lovforslagFolketinget5. december 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilføjelse til tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den

15. juni 2005

Tilføjelse til tillægsbetænkning

over

Forslag til navnelov

[af familie- og forbrugerministeren (Lars Barfoed)]

1. Ændringsforslag

Der er i tillægsbetænkningen af 9. juni 2005 stillet 1

ændringsforslag af familie- og forbrugerministeren. Familie- og

forbrugerministeren

har den 13. juni 2005 uden for tillægsbetænkningen stillet 2 ændringsforslag.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 23. februar 2005 og var til 1.

behandling den 10. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 4. maj 2005.

Lovforslaget var til 2. behandling den 10. maj 2005. Den 9. juni 2005 afgav

Retsudvalget

tillægsbetænkning over lovforslaget. Den 14. juni 2005 var lovforslaget til

3.

behandling, som blev afbrudt. Lovforslaget blev herefter henvist til fornyet

behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet

udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1 møde.

Spørgsmål

Udvalget har efter lovforslaget blev henvist til fornyet

udvalgsbehandling stillet 5 spørgsmål til familie- og forbrugerministeren til

skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

Læs alt

flertal

i udvalget

(V, S, KF og SF) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

med de stillede ændringsforslag.

Et

mindretal

(DF)

indstiller lovforslaget til

forkastelse.

Mindretallet kan stemme for de stillede ændringsforslag.

Dansk Folkeparti beklager,

at regeringen ikke har lyttet tilstrækkeligt til de mange protester fra

borgerne.

Dansk Folkeparti er ikke

tilhænger af den omfattende liberalisering, som regeringen lægger op til.

Dansk

Folkeparti har grundlæggende den holdning, at et navn er en vigtig del af en

persons identitet, og derfor ønsker DF ikke at forringe slægtsbeskyttelsen,

som

lovforslaget lægger op til. Dansk Folkeparti anerkender de historiske bånd,

der

eksisterer i samfundet, og Dansk Folkeparti vil ikke være med til at svække

de

historiske bånd.

Dansk Folkeparti betragter

ægteskabet som en central del af den danske kultur og ønsker, at ægteskabet

bevarer sin særstilling i befolkningen såvel som i navneloven. Når regeringen

lægger op til at sidestille papirløse parforhold med ægteskabet, er det i

Dansk

Folkepartis øjne en nedprioritering af ægteskabet.

Dansk Folkeparti finder

det ikke hensigtsmæssigt, at regeringen vil afskaffe begrebet giftenavn.

Dansk Folkeparti finder

det ikke hensigtsmæssigt, at et tungtvejende argument for at liberalisere

navneloven

er hensynet til fremmede navneskikke. Dansk Folkeparti kan godt se behovet

for

en vis modernisering, men mener, at regeringen er gået for vidt.

Et andet

mindretal

i

udvalget (RV og EL) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

med det i tillægsbetænkningen stillede ændringsforslag.

Mindretallet vil stemme imod de 2 uden for tillægsbetænkningen stillede

ændringsforslag.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin

var på tidspunktet for tilføjelsen til tillægsbetænknings afgivelse ikke

repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at

komme

med indstillinger eller politiske udtalelser i tilføjelsen til

tillægsbetænkning.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

tilføjelsen til tillægsbetænkning.

Birthe Rønn Hornbech (V)

Michael Aastrup Jensen (V)

Karsten Nonbo (V)

Søren Pind (V)

Peter Skaarup (DF)

fmd.

Kim Christiansen (DF)

Hans Kristian Skibby (DF)

Tom Behnke (KF)

Charlotte Dyremose (KF)

Frode Sørensen (S)

Lissa Mathiasen (S)

Morten Bødskov (S)

Per Kaalund (S)

Elisabeth Arnold (RV)

Simon Emil Ammitzbøll (RV)

Anne Baastrup (SF)

nfmd.

Line Barfod (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og

Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Fólkaflokkurin (FF)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 27

Bilagsnr.

Titel

31

Tillægsbetænkning

afgivet 9/6-05

32

Ændringsforslag,

fra familie- og forbrugerministeren

33

Ændringsforslag til

3. behandling, fra familie- og forbrugerministeren

34

1. udkast til

tilføjelse til tillægsbetænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 27

Spm.nr.

Titel

38

Spm. om den

negative økonomi i lovforslaget, til familie- og forbrugerministeren, og

ministerens svar herpå

39

Spm. om, hvorfor

grænsen bliver hævet til 2000, til familie- og forbrugerministeren, og

ministerens svar herpå

40

Spm. om afskaffelse

af giftenavnet, til familie- og forbrugerministeren, og ministerens svar

herpå

41

Spm. om

sidestilling mellem ægteskab og papirløse forhold, til familie- og

forbrugerministeren, og ministerens svar herpå

42

Spm. om ægteskabet

som en kulturbærende institution, til familie- og forbrugerministeren, og

ministerens svar herpå

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til familie- og

forbrugerministeren og dennes svar herpå og udvalgets spørgsmål til

videnskabsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra DF.

Spørgsmål

2:

Vil der ved opgørelse af antal bærere af et bestemt slægtsnavn

blive medregnet bærere, som bor i udlandet ?

Svar:

Antal bærere af et bestemt efternavn vil blive opgjort efter

Danmarks Statistiks årlige opgørelse, som bygger på CPR, se lovforslagets

almindelige bemærkninger, pkt. 2.1. Personer, der er udrejst fra Danmark, men

som har haft bopæl i Danmark figurerer fortsat i CPR. Disse personer vil

umiddelbart

være omfattet af en sådan opgørelse. Personer, der skønnes alene at have

midlertidigt ophold i udlandet eksempelvis på grund af en udstationering for

et

dansk selskab eller en dansk myndighed, vil skulle regnes med i den endelige

opgørelse, se lovforslagets specielle bemærkninger til §§ 2 og 3. Dette

skyldes, at disse personer er domicileret i Danmark og derfor efter dansk

international privatret er omfattet af dansk lovgivning.

Opgørelsen af, hvor mange personer her i landet og i udlandet,

der bærer et bestemt efternavn, kan således medføre en del arbejde for

myndighederne. Der skal foretages en vurdering af karakteren af personernes

ophold

i udlandet. Vurderingen vil skulle foretages i de sager, hvor der søges om et

nyt efternavn efter lovforslagets § 6, og hvor de udrejste personer er de

eneste, som bærer det pågældende efternavn. Det samme gælder de sager, hvor

de

udrejste personer bliver afgørende for, om et efternavn efter lovforslagets

§§

2 og 3 er beskyttet eller ej. Endelig vil vurderingen skulle foretages i de

sager, hvor der søges et navn på samtykkegrundlag efter lovforslagets § 4,

stk.

1, nr. 7. Det forventes dog, at det vil være meget få sager, hvor dette

bliver

relevant.

Spørgsmål 3:

Vil navneloven kun gælde danske statsborgere eller alle, som er

bosat i Danmark ?

Svar:

En ny navnelov vil som den nuværende navnelov gælde for alle

personer med fast bopæl i Danmark uanset statsborgerskab.

Spørgsmål 4:

Ministeren bedes beskrive konsekvenserne ved at hæve grænsen i §

2 fra 1000 til 3000 personer.

Svar:

Hvis grænsen i lovforslagets § 2 hæves fra 1.000 personer til

3.000 personer, vil der alene blive frigjort ca. 110 efternavne mod ca. 315

navne, hvis grænsen fastholdes på 1.000 personer. Der henvises til Bilag 5 i

Navnelovsudvalgets betænkning 1446/2004.

Spørgsmål 5:

Ministeren bedes redegøre for hensigten med § 7 og herunder

oplyse, hvilke hensyn der er taget til fremmede navneskikke i lovforslaget.

Svar:

Som det fremgår af lovforslaget og dets bemærkninger, har

lovforslagets § 7 til formål at tilgodese en række udenlandske navneskikke,

således at disse, hvor dette ikke giver nævneværdige problemer, kan anvendes

i

Danmark. Der er herved lagt vægt på hensynet til de mange herboende, som

ønsker

at anvende en anden navneskik end den danske og på, at Ministeriet for

Familie-

og Forbrugeranliggender som Navnelovsudvalget ikke finder, at en adgang til

at

anvende andre navneskikke vil true den danske navnebrug, som naturligt

udvikler

sig i takt med tiden. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

pkt. 2.8.1. og de specielle bemærkninger til § 7.

Efter lovforslagets § 4, stk. 1, nr. 6, kan man som efternavn

tage et efternavn med ændring af en kønsbestemt endelse, hvis navnet har

tradition i en kultur, som tillader dette. Herved tilgodeses navnlig en række

østeuropæiske navnetraditioner, hvorefter efternavnene har en forskellig

endelse afhængigt af, om de bæres af en mand eller en kvinde. Det gælder

f.eks.

i Polen, hvor kvinders efternavne i mange tilfælde får endelsen –a, mens

mænds

tilsvarende efternavne får endelsen –i. Navneskikken med en kønsbestemt

endelse

kendes bl.a. også i Grækenland. Der henvises til lovforslagets almindelige

bemærkninger pkt. 2.8.4. og de specielle bemærkninger til § 4, stk. 1, nr. 6.

Efter lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 2, kan man som efternavn

tage en af sine forældres fornavn med en tilføjelse, der viser slægtskabet,

se

lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 2. Der er herved taget hensyn til den

islandske

navneskik, hvorefter man som efternavn bærer en af forældrenes fornavn med

tilføjelsen –son eller –dottir. Der henvises til lovforslagets

almindelige

bemærkninger pkt. 2.8.2. og de specielle bemærkninger til § 7, stk. 1, nr. 2.

Efter lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 3, kan man tage en af sine

forældres eller bedsteforældres eller ens ægtefælles fornavn som efternavn.

Dette er indført for at tilgodese navneskikke, hvor der ikke skelnes mellem

for- og efternavne. Dette er tilfældet for visse lande i fjernøsten, f.eks.

Sri

Lanka, nogle af de muslimske lande og for nogle ikke-muslimske afrikanske

lande. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.8.3. og

de specielle bemærkninger til § 7, stk. 1, nr. 3.

Spørgsmål 6:

Ministeren bedes kommentere vedlagte udkast til ændringsforslag,

herunder redegøre for de mulige konsekvenser af ændringsforslagene.

Svar:

Der er vedlagt ændringsforslag til L 27 af et mindretal (DF).

Nedenfor er anført mine bemærkninger til de enkelte ændringsforslag.

Ændringsforslag nr. 1 og 2:

Det foreslås, at man ændrer personantalsgrænsen fra 1.000 til

3.000.

Til nr. 1 og 2:

Hvis grænsen i lovforslagets §§ 2 og 3 hæves fra 1.000 personer

til 3.000 personer, vil der blive frigjort ca. 110 efternavne mod ca. 315

navne, hvis grænsen fastholdes på 1.000 personer. Der henvises til bilag 5 i

Navnelovsudvalgets betænkning 1446/2004.

Den foreslåede grænse på 1.000 personer er udtryk for en

afvejning mellem de hensyn, der på den ene side er til at liberalisere

navnereglerne, og på den anden side er til slægtsfølelsen hos bærerne af de

frigivne navne, se pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger. Der er

her lagt vægt på, at der ved meget udbredte navne ikke kan antages at være

nogen krænkelsesrisiko, da personer, der bærer et meget udbredt efternavn,

ikke

har nogen forventning om slægtsmæssig tilknytning til andre personer, der

bærer

samme navn. Jeg mener, at når et navn bæres af 1.000 personer eller mere, er

det så udbredt, at den enkelte ikke kan have nogen forventning om en

slægtsmæssig tilknytning til de øvrige bærere af det samme navn. En

forhøjelse

af grænsen til 2.000 eller 3.000 vil være begrænsning af den tænkte

liberalisering, men det vil stadig frigøre et betydeligt antal navne.

Ændringsforslag nr. 3, 4, 5, 7 og 8:

Det foreslås, at faste samlevende ikke skal sidestilles med

ægtefæller.

Til nr. 3, 4, 5, 7 og 8:

Hvis dette

ændringsforslag gennemføres, vil det fortsat ikke være muligt for faste

samlevende og deres eventuelle fælles familie at bære samme mellem- og/eller

efternavn, medmindre der er tale om et navn, der ikke er beskyttet efter

lovforslagets § 3.

Jeg har forståelse for

de betænkeligheder, der kan være med at liberalisere navnereglerne på dette

punkt. På baggrund af det høje antal af ugifte samlevende i Danmark (ca.

600.000 i 2003) er det imidlertid min opfattelse, at man også på navneområdet

i

nogen grad bør sidestille ugifte samlevende med ægtefæller. Der er dog

fortsat

skærpede krav til ugifte samlevende i forhold til ægtefæller, idet de

pågældende skal have levet sammen i 2 år eller have fælles barn under 18 år,

der har eller skal have navnet som efternavn.

Et fælles efternavn

anses ofte som udtryk for en familietilknytning, og jeg finder, at også

ugifte

samlevende og især disses børn kan have en stærk og beskyttelsesværdig

interesse i over for omverdenen at blive anset for en familie og herved

styrke

familiefølelsen. Det bemærkes, at retsstillingen for ugifte samlevende på en

række områder er blevet forbedret betragteligt. Der henvises her bl.a. til

børneloven og lov om forældremyndighed og samvær.

Der henvises i det hele

til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.

Ændringsforslag nr. 6:

Det foreslås, at der

indsættes en bestemmelse, hvorefter en tidligere ægtefælles efternavn ikke

kan

videregives uden den tidligere ægtefælles tilladelse.

Til nr. 6:

Herved fjernes delvist

den i lovforslaget foreslåede ophævelse af sondringen mellem giftenavn og

eget

efternavn (efter ændringsforslagets ordlyd vil det således være muligt for en

forælder at videregive sit giftenavn til et særbarn – dette er i dag kun

muligt

ved første navngivning af særbarnet).

Jeg finder fortsat, at

sondringen mellem giftenavn og eget efternavn helt bør ophæves. Dette

skyldes,

at hensynet til den tidligere ægtefælle ikke længere kan antages at være

tilstrækkeligt tungtvejende til at opretholde den eksisterende ordning. En

videreførelse af et efternavn erhvervet ved ægteskab kan således alene

antages

at være aktuelt, hvor bæreren har en sådan stærk tilknytning til navnet, at

det

reelt opleves som en del af den pågældendes identitet. Herudover skal det

bemærkes, at antagelse af ens ægtefælles (eller faste samlevers) efternavn

efter lovforslaget kræver samtykke fra ægtefællen (eller den faste samlever).

Man kan allerede i dag på andet grundlag end biologisk slægtskab (sted- og

plejebarnsforhold) med samtykke antage et efternavn, som herefter bliver ens

eget efternavn, og som man derfor kan videregive som var det ens eget

efternavn. Endelig vil en ophævelse af sondringen mellem giftenavn og eget

efternavn indebære en væsentlig administrativ forenkling, idet der ikke

længere

er behov for at opretholde en registrering af, hvilke navne der er erhvervet

på

grundlag af ægteskab, og hvilke der er erhvervet på andet grundlag. Der

henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.

Ændringsforslag nr. 9

Det foreslås, at der i

lovforslaget indføres en bestemmelse om, at det ikke skal være tilladt at

vælge

et fornavn, som kan være til ulempe for barnet.

Til nr. 9

Jeg har forstået

ændringsforslaget således, at der alene ønskes et sådant krav ved navngivning

af børn, dvs. personer under 18 år. Efter min opfattelse er

forældremyndighedsindehavere de nærmeste til at vurdere, om et fornavn vil

være

til ulempe for et barn. Forældremyndighedsindehavere træffer således dagligt

beslutninger om deres børns forhold, herunder om barnets frisure, påklædning

m.v., der kan give anledning til drillerier, uden at offentlige myndigheder

kan

forbyde dette. Hertil kommer, at det af lovforslaget fremgår, at der ved

antagelse af nye fornavne skal være tale om et egentligt fornavn (man kan

bl.a.

ikke hedde Hansen eller Sneleopard til fornavn), der ikke må betegne det

modsatte køn eller være uegnet som fornavn her i landet. Det fremgår videre,

at

navnet ikke må være upassende eller kunne vække anstød. Herved er der således

sat grænser for, hvilke fornavne der kan tillades, og helt bizarre navne som

f.eks. Anus vil derfor heller ikke efter lovforslaget kunne tillades. Der

henvises

til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.1. og de specielle

bemærkninger

til §§ 13 og 14. Da der således allerede i lovforslaget er fastlagt grænser

for, hvilke fornavne man kan give sine børn, finder jeg ændringsforslag nr. 9

unødvendigt.

Spørgsmål 20:

Kan ministeren oplyse, hvor mange der har henvendt sig til

ministeren og bedt om ændringer i lovforslaget?

Svar:

Jeg kan oplyse, at jeg fra den 31. maj til den 7. juni 2005

modtog ca. 19.000 henvendelser vedrørende navneloven. Langt størstedelen af

disse henvendelser var sendt via www.mitfamilienavn.dk og var således

kritiske

over for lovforslaget. Jeg har ikke mulighed for at opgøre, hvor mange af

henvendelserne der stammer fra de samme borgere.

Spørgsmål 21:

Har der efter ministerens vurdering været et ønske om at kunne

tage navne der i dag, efter den gældende navnelov, er beskyttede?

Svar:

Jeg har af Familiestyrelsen fået oplyst, at man gennem de senere

år løbende har fået henvendelser fra borgere, der ønsker et navn, der i dag

er

beskyttet, og som efter lovforslaget frit vil kunne tages af enhver. Dette

ønske har bl.a. været udtrykt af udlændinge, som ønsker et mere

”dansk” navn

for nemmere at kunne begå sig i Danmark, og af personer som af den ene eller

den anden grund har ønsket at være mere anonym, f.eks. piger, der har været

udsat for trusler fra familien eller en tidligere kæreste. Det er dog ikke

min

opfattelse, at der er tale om et meget stort antal personer.

Spørgsmål 22:

Vil ministeren forholde sig til de protester, der er blevet

sendt bl.a. fra hjemmesiden www.mitfamilienavn.dk?

Svar:

Jeg har selvfølgelig bemærket mig indholdet af de protester, det

har været muligt for mig at læse, men jeg finder fortsat ikke, at der bør ske

grundlæggende ændringer i lovforslaget.

Da der er tale om en væsentlig liberalisering af de gældende

navneregler, har jeg dog, som det er Retsudvalget bekendt, fremsat et

ændringsforslag, hvorved der indføres en revisionsbestemmelse. Efter denne

vil

Folketinget få lejlighed til at vurdere lovens virkning i praksis, når loven

har været i kraft i to år. Fremgår det på dette tidspunkt, at loven har haft

utilsigtede virkninger, f.eks. at langt flere navne end forventet er blevet

frigivet, idet de har passeret 1.000-antalsgrænsen, vil jeg fremsætte forslag

om ændring af de relevante bestemmelser. Jeg skal i den forbindelse bemærke,

at

det forventes, at der frigives en række navne udover de 315 navne lige efter

vedtagelsen og herefter ca. 10-30 nye navne hvert år.

Spørgsmål 23:

Vil ministeren forholde sig til erfaringerne fra Norge, som

bl.a. er beskrevet i Kristeligt Dagblad den 21. marts 2005?

Svar:

Jeg skal i den anledning bemærke, at man i Norge i 2001 ændrede

personantalsgrænsen fra 500 til 200. Denne ændring, hvorved

personantalsgrænsen

blev sat ned, kan næppe have skyldtes dårlige erfaringer med en sådan grænse

i

norsk ret.

I Kristeligt Dagblad den 21. marts 2005 udtaler den norske

navneforsker Gulbrand Alhaug, at det ikke er selve loven, men

administrationen

heraf, som han finder for lempelig. Han oplyser, at der i Norge er flere

kendte

personer, som har fået mellem- og efternavne som ”Hværsaagod”,

”Gudergod” og

”Batman”. Han oplyser, at denne administration kan skyldes

proceduren for

behandling af navnesager, idet det i Norge er de lokale folkeregistre, der

behandler navneansøgningerne. Han opfordrer derfor til, at man i Danmark

sørger

for en central godkendelse af nye navne.

Jeg skal for det første henvise til lovforslagets § 6, til pkt.

2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt de specielle bemærkninger

til

§ 6. Heraf fremgår, at der som nyt efternavn ikke kan tillades et navn, der

ikke er egnet til at blive anvendt som efternavn, er upassende eller kan

vække

anstød. Dette indebærer bl.a., at sætningskonstruktioner og visse ordtyper

som

navneord normalt ikke vil tillades.

Jeg skal for det andet oplyse, at ansøgninger om nye for- og

efternavne forventes at ville skulle træffes af statsamtet efter forelæggelse

for Familiestyrelsen. Jeg henviser i den forbindelse til lovforslagets § 16,

stk. 3 og § 20 samt bemærkningerne hertil. Der vil således i modsætning til

det

oplyste om Norge være en central kontrol med godkendelsen af nye for- og

efternavne.

Spørgsmål 24:

Hvad er grunden til, at regeringen er kommet med et

ændringsforslag til lovforslaget?

Svar:

Jeg skal henvise til mit svar på spørgsmål nr. 22.

Spørgsmål 25:

Kan ministeren komme med en nærmere uddybning af de eventuelle

bekymringer, som regeringen har vedrørende en liberalisering af navneloven

set

i lyset af regeringens ændringsforslag?

Svar:

Lovforslaget liberaliserer i væsentlig grad de gældende regler.

Der indføres bl.a. som noget nyt en personantalsgrænse, hvorefter ca. 315 af

de

160.000 efternavne, der anvendes i Danmark, frigives. Herudover afskaffes

sondringen mellem giftenavn og eget efternavn, og ugifte samlevende i faste

samlivsforhold sidestilles med ægtefæller. Regeringen finder det på den

baggrund naturligt, at der, som ved andre væsentlige ændringer af gældende

ret

(f.eks. straffuldbyrdelsesloven), indføres en revisionsbestemmelse, hvorefter

lovens virkning i praksis kan vurderes, og det herefter kan vurderes, om der

er

behov for at justere bestemmelserne, herunder bl.a. personantalsgrænsen på

1.000.

Spørgsmål 26:

Hvis en revision af navneloven viser, at navneloven har haft

uhensigtsmæssige konsekvenser, hvilke tiltag vil regeringen så komme med?

Svar:

Såfremt der viser sig at være behov for at justere eller ændre

loven, vil regeringen fremsætte forslag om ændring af de relevante

bestemmelser. Men det må jo bero på hvilke uhensigtsmæssige konsekvenser, der

er tale om.

Spørgsmål 28:

Hvilke konsekvenser vil forslaget til ny navnelov (L27) få for

slægtsforskningen?

Svar, fra videnskabsministeren:

Da området fagligt hører under Forskningsrådet for Kultur og

Kommunikation har jeg hørt forskningsrådet om konsekvenserne af forslaget til

ny navnelov.

Navneloven vil naturligvis ændre situationen for

slægtsforskerne, hvorfor disse vil skulle tilpasse deres arbejdsformer som

følge af ændringen af navneloven. Slægtsforskere lever i forvejen med, at der

ingen lovkrav var om fast slægtsnavn for bondestanden før reskriptet af

18.7.1828 (præciseret 6.8.1856), der først var fuldt gennemført omkring år

1900.

Forskningsrådet har ud fra en forskningsmæssig betragtning ikke

betænkeligheder ved den nye navnelov. Forskningsrådet har dog udtalt, at en

liberaliseret navnelov, som der lægges op til, vil give historikere og

slægtsforskere øgede vanskeligheder med at finde tilbage i slægter og med i

det

hele taget orientere sig i familieskaber. Personnumre vil kunne sikre

identifikation i tilfælde af navneskift, men ofte foreligger personnummeret

ikke kendt. Slægtsforskere vil derfor skulle udvikle nye arbejdsformer som

følge af lovændringen.

Spørgsmål 29:

Er det ikke korrekt, at det med forslaget til en ny navnelov i

høj grad vil blive vanskeligt at orientere sig i familieskaber ?

Svar, fra videnskabsministeren:

Jeg henviser til mit svar på spørgsmål 28.

Spørgsmål 30:

Er det ikke korrekt, at liberaliseringen af navneloven vil give

øgede vanskeligheder for slægtsforskere og andre at finde tilbage i slægter,

og

dermed forringe slægtsforskningen i Danmark?

Svar, fra videnskabsministeren:

Jeg henviser til mit svar på spørgsmål 28.

Spørgsmål 36:

Ministeren bedes indhente en udtalelse fra Økonomi- og

Erhvervsministeriet til det af adv. Christian Schow Madsen anførte om

beskyttelse af vitterligt kendte mærker i henhold til internationale

forpligtelser, herunder konventioner og EU forordninger på området. Der

henvises til L 27 – bilag 29. Ministeren bedes tillige indhente en

udtalelse

fra Økonomi- og Erhvervsministeriet til det af Lego i deres henvendelser

anførte.

Svar:

Erhvervs- og Økonomiministeriet har over for mig udtalt

følgende:

»Advokat Christian Schow Madsen anfører i sin henvendelse af 9.

juni 2005, at Danmark i følge internationale forpligtelser er forpligtet til

at

beskytte udenlandske vitterlig kendte mærker, og at ændringen i navneloven

vil

lukke op for en omgåelse af varemærkeloven.

I henvendelse af 24. maj 2005 fra Lego Juris A/S rejses der på

tilsvarende måde spørgsmål om velkendte varemærkers beskyttelse overfor

personnavne.

Et vitterligt kendt varemærke, er et mærke, der er notorisk

kendt, herunder kendt ud over landegrænser.

Et velkendt varemærke, er et mærke, der er kendt både inden for

og i et vist omfang uden for den branche, hvor det benyttes. Et velkendt

varemærke

kan være velkendt i et eller flere lande.

Danmarks forpligtelse til beskyttelse af vitterligt kendte

udenlandske varemærker udspringer af Pariserkonventionen artikel 6b og

TRIPS-aftalen fra 1994, artikel 16. Efter disse bestemmelser har Danmark en

forpligtelse til at beskytte udenlandske mærker, der ikke er registreret i

Danmark, under forudsætning af, at det udenlandske mærke er vitterligt kendt.

Bestemmelserne tager sigte på at yde visse udenlandske varemærker en

tilsvarende beskyttelse som varemærker registreret med gyldighed for Danmark.

Varemærkerettens indhold fremgår af varemærkelovens § 4.

Indehaveren af en varemærkeret kan forhindre andre i at gøre erhvervsmæssig

brug af et tegn, hvis nærmere fastsatte betingelser er opfyldt. Velkendte

varemærker, herunder vitterligt kendte udenlandske mærker, nyder en særlig

udvidet

beskyttelse. Reglerne om vitterligt kendte og velkendte varemærker fremgår i

relation til proceduren for registrering af varemærker også af

varemærkelovens

§ 15, stk. 2, nr. 4 samt § 15, stk. 3, nr. 2.

Varemærkeretten giver udelukkende en eneret til at hindre andres

erhvervsmæssige brug af tegn. Den blotte optagelse af et navn som nyt

efternavn

er således ikke i strid med varemærkerettens indhold.

I hvilket omfang indehaveren af en varemærkeret kan forhindre en

person i at optage et nyt efternavn reguleres således alene via navneloven.

Varemærkeretten giver som udgangspunkt mulighed for at forhindre

enhver erhvervsmæssig brug af tegn, der er i strid med varemærket. En særlig

undtagelse findes dog i varemærkelovens § 5, der fastlægger, at

varemærkeindehaveren blandt andet ikke kan forhindre en anden i at bruge eget

navn og egen adresse erhvervsmæssigt, så længe denne brug sker i

overensstemmelse

med god markedsføringsskik. En tilsvarende bestemmelse findes i artikel 6 i

direktiv 89/104/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning

om

varemærker. Begrebet ”god markedsføringsskik” kendes også fra

markedsføringslovens § 1, men varemærkelovens § 5 skal dog fortolkes

selvstændigt.

Varemærkelovens § 5 tilkendegiver det princip, at den loyale

brug af et navn, hvortil man har lovlig adkomst, ikke uden videre kan

forhindres. Denne vurdering foretages af domstolene i en kombination mellem

de

hensyn, der ligger til grund for varemærkelovens §§ 4 og 5,

markedsføringslovens § 5, der forbyder brug af andre erhvervsdrivendes

forretningskendetegn og den nuværende navnelovs § 16, stk. 2, hvorefter

bæreren

af et efternavn kan forhindre, at andre uberettiget benytter vedkommendes

navn

eller et dermed forveksleligt navn.

En erhvervsmæssig brug af eget navn på en måde, hvor der skabes

en forveksling med varemærket, vil under ingen omstændigheder kunne anses for

brug i overensstemmelse med god markedsføringsskik.

Samspillet mellem reglerne i varemærkeloven og navneloven er

isoleret set ikke ændret. Ved en liberalisering af navneloven vil den

personkreds,

der er berettiget til at optage et bestemt navn som efternavn, dog blive

udvidet. Dette kan indebære, at den personkreds, der kan bringe

varemærkelovens

§ 5 i anvendelse, på tilsvarende vis bliver udvidet.

I den forbindelse skal det bemærkes, at domstolene også i sin

bedømmelse af, om der er tale om loyal brug af eget navn, kan inddrage

spørgsmålet

om på hvilket tidspunkt og på hvilken baggrund navneretten er opstået. Det er

allerede i dag muligt i et vist omfang, at tage navneforandring til et navn,

der samtidigt er beskyttet som varemærke. Det forhold, at en person tager

navneforandring med henblik på at kunne bringe varemærkelovens § 5 i

anvendelse

i forhold til et allerede eksisterende varemærke, vil af domstolene kunne

inddrages i vurderingen af, om brugen af eget navn er sket i overensstemmelse

med god markedsføringsskik.

På samme måde vil domstolene ved bedømmelsen af, om en persons

erhvervsmæssige brug af eget navn er sket i overensstemmelse med god

markedsføringsskik, kunne inddrage hensynet om særligt kendte mærker, og om

brugen af eget navn sker på en måde, hvor det kendte varemærkes renommé

skades

eller udnyttes.

Forslaget til navneloven indebærer således ingen ændringer i de

principper, der gælder i samspillet mellem varemærkeindehaverens rettigheder

og

navnebærerens rettigheder. Der kan blive tale om en udvidelse af den

personkreds, der kan bringe varemærkelovens § 5 i anvendelse, men der er ikke

tale om en ændring i det juridiske grundlag for samspillet mellem de to

love.«

Spørgsmål 38:

I henhold til bemærkningerne til lovforslaget afsnit 8, er de

negative økonomiske konsekvenser af lovforslaget 2,3 mio. kr. i 2006 og 3

mio.

kr. i de følgende år. Ministeren bedes uddybe, hvorfor gebyret ved

navneændringer

afskaffes og oplyse, hvordan den negative konsekvens skal finansieres.

Svar:

Ved den nuværende lov udstedes ca. 2.800 navnebeviser årligt.

Der opkræves et gebyr på 3.000 kr. for de 1.000 af disse navnebeviser.

Gebyret

er fastsat ved lov.

Provenutabet finansieres

i forbindelse med finanslovforslaget for 2006.

De resterende ca. 43.000 navneændringer er i dag skattefinansierede.

Skulle det nuværende

gebyr være videreført, ville det resultere i en gebyrstruktur, der kan være

vanskelig at forstå og gennemskue for borgerne. Da alle

navneændringsansøgninger efter lovforslaget skal indgives til

ministerialbogsføreren, og disse ikke på nuværende tidspunkt har et

betalingssystem,

vil et sådant system skulle etableres. Hertil kommer, at en gebyrordning også

vil være kompliceret at administrere.

På den baggrund er det

valgt slet ikke at gebyrpålægge navneændringer.

Såfremt der viser sig behov derfor, f.eks. hvis antallet af

navneansøgninger stiger væsentligt mere end forventet, vil spørgsmålet blive

overvejet på ny.

Spørgsmål 39:

Hvad er årsagen til, at regeringen ønsker med ændringsforslagene

at hæve grænsen til 2000 i stedet for de oprindelige 1000, da ministeren i

flere svar til udvalget har givet udtryk for, at grænsen på 1000 var rigeligt

og fuldt ud dækkede de bekymringer, som der har været i befolkningen?

Svar:

I lyset af den senere tids udtrykte bekymringer om grænsen har

jeg valgt at fremsætte ændringsforslag, hvorefter grænsen hæves til 2.000.

Herved frigives kun ca. 160 navne. Jeg skal i øvrigt henvise til

bemærkningerne

til ændringsforslaget samt mit brev til Folketingets Retsudvalg herom af 10.

juni 2005.

Spørgsmål 40:

Hvilke tungtvejende argumenter ligger der bag afskaffelsen af

giftenavnet?

Svar:

Udgangspunktet for lovforslaget er, at den enkelte selv kan

bestemme, hvilket navn den pågældende vil bære, medmindre der er stærke

grunde

til at hindre den pågældende heri. Jeg finder det ikke hensigtsmæssigt, at

navnelovgivningen opererer med forskellige kategorier af navne med

forskellige

anvendelsesmuligheder. Hertil kommer, at ønsket om at videregive et navn

erhvervet ved ægteskab, alene kan antages at være aktuelt, hvor bæreren har

en

sådan stærk tilknytning til navnet, at det opleves som en del af bærerens

identitet. Dette navn bør derfor behandles på samme måde, som et hvilket som

helst andet navn, som den pågældende har båret. Jeg skal henvise til

betænkning

1446/2004 om Personnavne, s. 121-124, lovforslagets almindelige bemærkninger

pkt. 2.2. og mine svar på spørgsmål nr. 6, 8, 11, 12, 15, 17 og 37 fra

Folketingets Retsudvalg vedrørende L 27.

Spørgsmål 41:

Kan en konservativ minister se fornuften i Dansk Folkepartis

kritik angående sidestilling mellem et papirløst parforhold og et ægteskab?

Svar:

Som jeg anførte i mit svar på spørgsmål nr. 6 fra Folketingets

Retsudvalg, hvorved jeg kommenterede Dansk Folkepartis ændringsforslag, har

jeg

forståelse for de betænkeligheder, der kan være ved at liberalisere

navnereglerne

på dette punkt. Men som jeg også gav udtryk for, er det på baggrund af det

høje

antal af ugifte samlevende i Danmark (ca. 600.000 i 2003) og disses

beskyttelsesværdige interesse i over for omverdenen at blive anset for en

familie og herved styrke familiefølelsen, alligevel min opfattelse, at man

også

på navneområdet bør sidestille ugifte samlevende med ægtefæller. Jeg skal

henvise til betænkning 1446/2004 om Personnavne, s. 124-128, til

lovforslagets

almindelige bemærkninger pkt. 2.3. og til mine svar på spørgsmål nr. 6, 12 og

18.

Spørgsmål 42:

Er det ikke regeringens holdning, at ægteskabet som en

kulturbærende institution, skal bevares?

Svar:

Jeg kan oplyse, at regeringen ingen planer har om at afskaffe

ægteskabsinstitutionen,

idet vi finder det meget vigtigt, at denne institution bevares. For så vidt

angår ligestillingen mellem ugifte samlevende og

ægtefæller

på det navneretlige område skal jeg henvise til mit svar på spørgsmål nr. 41

fra Folketingets Retsudvalg, og til de i dette svar anførte henvisninger.

Lignende dokumenter