Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab

2004/2 BTL 65Betænkning over lovforslagFolketinget29. juli 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 27. maj 2005

Betænkning

over

Forslag til lov om regioner og om nedlæggelse

af amtskommunerne,

Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab

[af

indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke

;Rasmussen)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 24. februar 2005 og var til 1.

behandling den 15. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til behandling i Kommunaludvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.

Teknisk gennemgang

Mandag den 28. februar 2005 afholdt Indenrigs- og

Sundhedsministeriet teknisk gennemgang af lovforslagene vedrørende

kommunalreformen i Kommunaludvalgets regi, herunder dette lovforslag.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i

høring, og indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 1. december 2004 dette

udkast til udvalget, jf. folketingsåret 2004-05, 1. samling, alm. del –

bilag 66.

Indenrigs- og sundhedsministeren har som svar på udvalgets alm. del –

spørgsmål

20 fra folketingsåret 2004-05, 1. samling, løbende oversendt kopi af de

indkomne høringssvar, og den 24. februar 2005 sendte indenrigs- og

sundhedsministeren et notat om høringssvarene til udvalget.

Politisk aftale

Læs alt

Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige

gennemførelse af kommunalreformen. Lovforslaget er en udmøntning af aftalen

fra

juni 2004 mellem regeringen og Dansk Folkeparti om en strukturreform og

aftalen

om en udmøntningsplan fra september 2004 mellem regeringen og Dansk

Folkeparti.

Sammenhæng med andre lovforslag

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med især følgende lovforslag:

Forslag til lov om revision af

den kommunale inddeling (L 68).

Forslag til lov om forpligtende

kommunale samarbejder (L 69).

Forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i

forbindelse med kommunalreformen

(L 67).

Forslag til lov om regional statsforvaltning (L 70).

Forslag til lov om regionernes

finansiering (L 71).

Andre møder

Den 18. april 2005 var udvalget til møde hos Amtsrådsforeningen

for at drøfte lovforslaget.

Den 24. maj 2005 deltog udvalget i Folketingets Retsudvalgs

ekspertmøde om eventuelle grundlovsproblemer i forhold til kommunalreformen.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget

skriftlige henvendelser fra

Amtsrådsforeningen,

Dansk Kiropraktor Forening,

De Samvirkende

Invalideorganisationer,

Landbrugsrådet,

Praktiserende Lægers

Organisation,

Socialpolitikgruppen i Vejle

Amt og

Aalborg Kommune.

Indenrigs- og sundhedsministeren har over for udvalget

kommenteret de skriftlige henvendelser.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 60 spørgsmål til indenrigs- og

sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf denne har besvaret de

første 58 spørgsmål. Udvalget forventer at få de resterende svar inden 2.

behandling.

2. Indstillinger

Et

flertal

i udvalget

(V, DF og KF) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

uændret.

Et

mindretal

i

udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til

forkastelse

ved 3. behandling.

3. Politiske bemærkninger

Venstre, Dansk Folkeparti

og Det Konservative Folkeparti

Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer

af udvalget finder, at kommunalreformen som helhed skaber grundlaget for en

moderne, fremtidssikret offentlig sektor på borgernes præmisser. Opgaverne

fordeles bedre, og de lokale og regionale enheder indrettes efter de opgaver,

de skal løse.

Reformen tegner en ny offentlig sektor i Danmark, hvor kommuner,

regioner og stat har hver deres rolle og identitet.

V, DF og KF finder det hensigtsmæssigt, at kommunerne varetager

de direkte borgerrettede opgaver og dermed bliver hovedindgangen til den

offentlige sektor for så vel borgere som virksomheder. Med inddelingsreformen

får fremtidens kommuner den nødvendige størrelse og robusthed til at løfte de

nye opgaver. Det bliver især til gavn for de svageste, fordi kommunen får et

samlet perspektiv på den enkeltes og familiens situation.

Fem nye regioner får ansvaret for sundhedsvæsenet, bliver dynamo

for den regionale udvikling og får ansvaret for at løse større driftsopgaver

for kommunerne. For at undgå eventuelle kompetenceglidninger og gråzoner

afgrænses regionernes opgaver positivt i lovgivningen. V, DF og KF mener, at

regionerne skal have lige økonomiske muligheder for at løse deres opgaver.

Derfor skal regionerne ikke udskrive skatter, men finansieres af bidrag fra

stat og kommuner.

Staten fastlægger de overordnede rammer for kommuner og regioner

og løser opgaver, der mest hensigtsmæssigt varetages centralt. V, DF og KF

mener således, at det bør være en statslig opgave at sikre nationale hensyn

og

værdier på miljøområdet samt en korrekt og ensartet skatteligning. Staten

sikrer også, at specialiseret viden er tilgængelig for kommunerne på bl.a.

det

sociale område.

V, DF og KF ønsker en klar ansvarsfordeling og et opgør med de

gråzoner, som i dag står som modsætningen til princippet om borgeren som

omdrejningspunkt for opgaveløsningen. Det sikres gennem en klar og entydig

fordeling af opgaverne. Den klare ansvarsfordeling understøttes af

finansieringsmodeller,

der modvirker kassetænkning. Det gælder ikke mindst på sundhedsområdet, hvor

kommunal medfinansiering af borgernes behandling betyder, at kommune og

region

har en fælles interesse i at holde borgerne raske.

Det er reformens perspektiv at sætte borgerne først i den

offentlige opgaveløsning. Og det er forventningen, at det perspektiv også vil

præge indretningen af de nye kommuner og regioner. Samlingen af de nære

opgaver

i kommunerne vil skabe et mere handlekraftigt lokalt demokrati og et

tydeligere

ansvar hos politikerne i forhold til deres vælgere. Det giver også et solidt

fundament for at fortsætte decentraliseringen ved løbende at give indflydelse

til borgerne i f.eks. kommunale institutioner og lokalområder.

V, DF og KF finder det overordentlig positivt, at det nye

kommunale landkort – med ganske få undtagelser – er vokset op

nedefra i en

demokratisk proces, som har cementeret billedet af det levende lokale

demokrati

i Danmark. Dermed har de nye kommuner fået et solidt demokratisk afsæt for at

løse de opgaver, som de får tilført kommunalreformen, og for at videreføre en

tradition, som sikrer velfærd, tryghed og fremgang for alle samfundsgrupper.

Socialdemokratiet, Det

Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten

Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Socialistisk

Folkepartis og Enhedslistens me

dlemmer

af udvalget finder, at det er afgørende for kvaliteten af løsningen af

offentlige opgaver, hvilket samspil der er mellem borgerne, den demokratiske

styring, den konkrete ledelse, den faglige bæredygtighed, økonomien m.v. Det

er

ikke afgørende, om opgaven løses af det ene eller det andet administrative

niveau. Det er tværtimod afgørende, at opgaver kan løses lokalt, regionalt

eller nationalt alt efter opgavens karakter og kravene til løsningen af

opgaven.

Der er stadig mange opgaver, der kan løses bedre – ligesom der

er mange, mange opgaver, som løses til borgernes tilfredshed og i

overensstemmelse med de politiske prioriteringer.

I Danmark har de administrative niveauer i årtier været kendetegnet

af demokratisk styring, et politisk og administrativt råderum og en

selvstændig

økonomi. Det har gjort det muligt at placere et klart politisk ansvar for

løsningen af opgaver. Udviklingen af den offentlige opgaveløsning i retning

af

større kompleksitet og forventningerne om stadig højere kvalitet stiller krav

om en grundig analyse, debat og overvejelser om, hvordan den nødvendige

faglighed og kompetence kan opnås i amter og kommuner.

Desværre har regeringens udgangspunkt for alle diskussioner og

forhandlinger om strukturreformen været, at amterne skulle nedlægges, og at

der

på det regionale niveau kun må løses ganske få opgaver og kun efter konkret

tilladelse gennem lovgivning.

Regeringens nedlæggelse af amterne betyder, at en lang række opgaver må

fordeles til enten stat eller kommune eller til kommunen med nye former for

statsstyring påhæftet. Ikke fordi det kan begrundes af demokratiske, faglige,

økonomiske eller andre hensyn – men fordi amterne skal nedlægges.

Amterne erstattes ikke af noget andet, men der oprettes 5 regioner. De fem

regioner er nok demokratisk styrede, men de er uden politisk og

administrativt råderum og uden selvstændig økonomi. De har således ikke som

amterne mulighed for at løse opgaver, og det giver en lang række demokratiske

problemer og en lang række problemer for løsningen af opgaver.

For det første tages der ikke hensyn til mennesker i en udsat situation, hvis

behov stiller krav om stor faglighed, en særlig indsats og en betydelig

økonomisk robusthed i den konkrete offentlige indsats.

For det andet gives der ikke mulighed for at tage hensyn til den miljømæssige

bæredygtighed eller ved armslængdeprincippet at skille umiddelbart

uforenelige hensyn til henholdsvis erhvervsudvikling og miljø.

For det tredje kan den demokratiske ledelse af regionen ikke tage ansvar for

både indtægter og udgifter – men skal løse opgaven inden for den

udgiftsramme, som andre har bestemt. Dertil kan lægges, at der ikke er

noget overblik over, om der er økonomi til den konkrete opgaveløsning i hver

enkelt

ny kommune eller i regionerne.

For det fjerde bliver den faglige bæredygtighed i en række

opgaver tynd. Medarbejdere, der tidligere var organiseret i amtsligt regi,

fordeles til de nye kommuner eller i sjældnere tilfælde til staten med en

udtynding af det faglige miljø til følge.

S, RV, SF og EL kan ikke støtte den samlede ramme for strukturreformen.

Der er tværtimod brug for fokus på opgavernes løsning i en demokratisk ramme,

med særlige hensyn til mennesker i en udsat situation og et bæredygtigt

miljø,

og med et kendt og robust økonomisk grundlag.

Socialdemokratiet

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget bemærker, at

Socialdemokratiet siden kommunalreformen i 1970 har været medvirkende til

større og mindre justeringer af den kommunale struktur. Kun i enkelte år har

der ikke været truffet beslutning om flytning af opgaver – særligt fra

staten

til amterne og kommunerne. Der har været en glidende decentralisering, der

har

gjort Danmark til verdens mest decentrale samfund med vigtige beslutninger

lagt

ud i det yderste bæredygtige led på grundlag af åbenhed, selvbestemmelse og

demokrati.

Gennem de senere år er det blevet stadig klarere, at indretningen

af den kommunale struktur stod over for mere afgørende udfordringer:

–

Flere og tungere

opgaver i kommunerne har øget kravene til faglig styrke og økonomisk

robusthed,

hvilket har været vanskeligt at løfte i særligt de meget små kommuner.

–

En stadig stigende

specialisering, kravet om høj kvalitet i løsning af sygehusopgaven og den

stadig mere påtrængende opgave som regional vækstdynamo har kaldt på færre og

større amter eller regioner.

–

Fraværet af en

regional og demokratisk myndighed i hovedstadsregionen til varetagelse af

fælles

interesser har været defensiv i forhold til de globale udfordringer.

Årene har budt på forsøg på løsninger, som tilsammen har udgjort

et utilfredsstillende billede. Små kommuner har værget for sig ved dannelsen

af

uigennemskuelige og udemokratiske samarbejder eller selskabsdannelser.

Yderområder har været i vækst målt på kravene til ekstraordinær indsats for

at

sikre behandling og aktivitet på linje med landsgennemsnittet. Hovedstadens

Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab fremtrådte mere og mere som

midlertidige nødløsninger.

Derfor hilste Socialdemokratiet det velkommen, at Strukturkommissionen

blev nedsat i efteråret 2002. Der var brug for et helhedsbillede, hvor

strukturen, økonomien og opgavefordelingen blev taget under en grundig og

fordomsfri behandling.

Socialdemokratiet fastlagde sine mål for en fornyet kommunal struktur:

–

Forbedring og

fremtidssikring af den offentlige service over for borgerne.

–

Økonomisk,

administrativ og faglig styrke i enheder, der skal løfte de offentlige

velfærdsopgaver.

–

En klar fordeling og

sammenhæng mellem ansvar, kompetence og økonomi.

–

Muligheder for aktiv

regional vækst og beskæftigelse i hele landet.

–

Åbenhed, nærdemokrati

og borgerinddragelse som afgørende udgangspunkt for at videreudvikle verdens

mest decentrale samfund.

–

Sikring af natur og

miljø for kommende generationer.

–

Trygge vilkår for

stærkt handicappede og øvrige borgere, som er afhængige af offentlige tilbud

af

høj faglig kvalitet.

–

Et effektivt og

velfungerende arbejdsmarked med et nationalt ansvar for

beskæftigelsespolitikken

med tilbud om job, uddannelse og opkvalificering til alle ledige.

Socialdemokratiets konklusion var klar: At nå disse mål

forudsætter en struktur med større og mere robuste kommuner og regioner.

Ansvaret for opgaverne skal varetages af den myndighed, som kan tilbyde den

bedste service over for borgerne, og som kan levere den højeste faglige

kvalitet.

Strukturen er kun et redskab for at nå vore politiske mål om den

bedst mulige betjening af borgerne. Derfor har vi på intet tidspunkt anset

debatten om en ny struktur som en ideologisk kampplads. For os har tilgangen

været at skabe de bedst mulige rammer for fremtidens velfærdssamfund uden

ideologiske

overtoner.

Derfor blev vi også overrasket over regeringens stærke

ideologiske tilgang til opgaven. Allerede ved udarbejdelsen af kommissoriet

for

Strukturkommissionen insisterede regeringen på at indbygge modeller for en

stærkere markedsgørelse af velfærden. I hele det efterfølgende forløb har

regeringen

forfulgt dette spor.

Ved offentliggørelsen af Strukturkommissionens betænkning i

januar 2004 var det desværre slående, at den, modsat forventet, var uklar i

sine anbefalinger, præget af traditionel sektortænkning og uden en samlet

vision for, hvordan fremtidens offentlige sektor burde skrues sammen.

Få har læst de 1.600 sider, men betænkningen har, helt i

modstrid med dens indhold og opbygning, tjent som den faglige begrundelse for

regeringens udspil få måneder senere. Tilmed var deltagelsen af uafhængige

eksperter med til at give betænkningen den faglige styrke og troværdighed,

der

kunne stille politikere med en kritisk tilgang til regeringens udspil i et

usagligt lys.

Desværre er dette et misbrug af så vel betænkningens indhold som

af de uafhængige eksperters medvirken. Som den ene – Poul Erik Mouritzen

– har

sagt det i Mandag Morgen den 6. september 2004: »Alle tror, at den er spækket

med visdom, og at den senere dannede grundlag for regeringens udspil. Vores

primære opgave som uafhængige eksperter var at legitimere den opfattelse. Det

var ikke meningen, at betænkningens indhold skulle bruges til noget, men den

skulle fylde meget.«

Scenen var sat til politiske forhandlinger, hvor kun meget få

udenforstående havde overblik over indhold, løsninger og problemer. Afgørende

problemer og politiske uenigheder blev i formidlingen følgelig reduceret til

ligegyldigt politisk drilleri og hanekamp. Ved forhandlingssammenbruddet

mellem

regeringen og Dansk Folkeparti på den ene side og Socialdemokratiet og Det

Radikale

Venstre på den anden side fremstod uenighederne som uforklarligt små i

indenrigsministerens udsagn om de sidste to centimeter i et 100-meter-løb.

Men

de mange udestående emner blev kraftigt markeret i forsommeren 2004 og blev

gentaget i en kort og klar udtalelse fra den socialdemokratiske kongres i

september 2004:

1.

Vi vil have klarhed

over, at de enkelte kommuner og regioner har et betryggende fagligt og

økonomiske grundlag for at løse opgaverne på et kvalitativt højt niveau.

2.

Vi vil fastholde

ekspertise og institutioner på regionalt niveau af hensyn til at sikre de

mest

sårbare medborgere de bedst mulige tilbud.

3.

Vi skal fastholde

armslængdeprincippet på miljøområdet, værne om vore naturværdier til kommende

generationer og sikre en ansvarlig planlægning for det åbne land.

4.

Der er brug for

grundige vurderinger, inden et helt nyt sundhedssystem med en ny finansiering

føres ud i livet.

5.

Regionerne skal være

dynamoer for en aktiv udvikling af alle dele af landet.

6.

Vi ønsker at

fastholde det nationale ansvar for beskæftigelsesindsatsen, herunder det

økonomiske

ansvar.

7.

Der skal skabes gode

personalemæssige vilkår ved strukturreformen gennem en tæt inddragelse af

personalet og deres organisationer.«

Disse krav og ambitioner blev hovedindholdet af de socialdemokratiske

budskaber for reformen i valgkampen i januar-februar 2005, en valgkamp, der i

øvrigt kun sporadisk kom til at handle om vor tids største reform af

grundlaget

for velfærdssamfundets funktion.

Folketingsvalget førte til en fortsættelse af flertallet for de

tre partier bag reformen. Regeringen inviterede til forhandling med

udgangspunkt i, at hele hovedkonstruktionen ikke kunne ændres. Opgavernes

flytning kunne ikke diskuteres, og økonomien ville først blive klarlagt i

2006.

Så vel Socialdemokratiet som Det Radikale Venstre gik til forhandlingerne for

at sikre en begrænsning eller fjernelse af flest mulige af problemerne.

Indledningsvis indgik de to partier i en bred aftale om at

færdiggøre arbejdet med at skabe de bæredygtige kommuner og regioner, som

havde

været vores udgangspunkt for arbejdet med en strukturreform. Aftalen fra den

3.

marts 2005 er i det efterfølgende forløb udmøntet i fuld udstrækning. Vi

kender

således det geografiske og befolkningsmæssige grundlag for den fremtidige

kommunale

struktur.

Senere i forløbet er der indgået en større aftale om

behandlingen af medarbejderne i forbindelse med de mange omlægninger og

omflytninger. Reformen vil medføre at titusindvis af medarbejdere skal flytte

arbejdsplads, skifte kolleger, betjene nye borgere og have nye chefer.

Socialdemokratiets mål med forhandlingerne var at sikre disse mange mennesker

nogle

reelle rammer for tryghed i ansættelsen, så de også i overgangsperioden ville

kunne koncentrere deres indsats om borgernes opgaver. Det lykkedes at skabe

en

statslig forpligtelse til at lave tryghedsaftaler, ligesom retssikkerheden

for

medarbejderne blev væsentligt styrket. Det lykkedes ikke at sikre

tjenestemændene en tilfredsstillende situation, hvorfor der her må imødeses

en

lang række sager ved domstolene.

De øvrige forhandlinger har været præget af regeringens uvilje

til at lytte til ønsker, der er blevet gentaget og uddybet med stor styrke.

Intet har været uforsøgt: Striber af forhandlingsmøder med udveksling af

ønsker,

skitsering af ønskede ændringer i brevtekst til de enkelte ministre og

formulering

af præcise ændringsforslag på områder, hvor dette overhovedet har været

teknisk

meningsfuldt.

Det har resulteret i en række delaftaler på forskellige områder

og om konkrete lovforslag. Regeringen har derimod været fastlåst på reformens

hovedforslag.

På flere områder har ministre endog trukket tilbud om ændringer tilbage, som

kunne åbne for reelle forhandlinger. De indgåede aftaler indeholder ikke

fundamentale ændringer, men de er alle udtryk for justeringer af mulighederne

for at føre områderne i en konstruktiv retning i forhold til det foreslåede

fra

regeringen og Dansk Folkeparti. Det gælder bl.a. områderne erhverv, trafik,

kultur og med forventninger om et positivt resultat på gymnasieområdet.

Desværre har regeringen været afvisende på helt centrale områder

som miljø, det sociale område, vidtgående specialundervisning og

beskæftigelsesområdet. Tilsvarende har man totalt afvist at forhandle om en

egen økonomi til regionerne og ændringer i finansieringen af sundhedsområdet,

som alle sagkyndige har advaret imod.

Regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti vil således

gennemføre en reform, der hviler på et meget skrøbeligt så vel politisk som

fagligt og økonomisk grundlag. Der udestår således omfattende uklarhed eller

det, der er værre, om:

–

De økonomiske

konsekvenser for kommunerne og borgerne.

–

Virkningen af

finansieringen af sundhedsområdet.

–

Konsekvenserne for de

mest socialt udsatte og handicappede.

–

Opsplitningen på

natur- og miljøområdet.

–

Undergravning af den

nationale beskæftigelsespolitik.

Det er svært at spå om forløbet de kommende måneder, og når

reformen træder i kraft den 1. januar 2007. Der er ingen tvivl om, at så vel

folkevalgte i kommuner og regioner som de brede grupper af medarbejdere vil

bestræbe sig til det yderste for at føre reformen ud i livet. Det gælder også

socialdemokratiske repræsentanter i kommuner og regioner.

Det er dog ikke uden grund, at mange er bekymrede for, om en så

omfattende omvæltning af hele den offentlige sektor kan gennemføres »i et

hug«

uden at få mærkbare følger for den primære borgerbetjening. Her pådrager

regeringen og Dansk Folkeparti sig et tungt ansvar ved at overhøre advarsler

fra mange grupper af berørte borgere, sagkyndige og en samlet opposition.

Socialdemokratiet vil fortsat følge reformen så tæt som muligt for om muligt

at

forebygge flest mulige af de problemer, der opstår, inden de får

uoverstigelige

konsekvenser for borgerne. Det er der et stort behov for, da den reform, der

nu

vedtages, hviler på et svagt fagligt grundlag, er dårligt belyst og mangler

svar på en lang række af de centrale spørgsmål, der er stillet under

udvalgsbehandlingen.

Socialdemokratiet vil derfor stemme imod lovforslaget, som er et

hovedforslag i den samlede reform.

Det Radikale Venstre

Det Radikale Venstres

medlemmer

af udvalget

finder det

afgørende, at det politiske arbejde i forhold til den offentlige sektors

løsning af opgaver er reformerende. Målet skal være, at opgaver løses efter

de

politiske prioriteringer, som demokratiet er ramme for, og at disse opgaver

løses

mest hensigtsmæssigt efter denne prioritering. Det betyder samtidig, at

opgaver

bør løses, så der er mindst mulig efterkontrol eller regelstyring for slet

ikke

at tale om lag af styringsmekanismer fra andre politiske og administrative

niveauer. Det giver en klar ansvarsplacering.

Det Radikale Venstre har opstillet

otte principper for arbejdet med en strukturreform i Danmark:

1)

Den offentlige sektor skal være enkel og gennemskuelig,

2)

opgaverne skal løses så tæt på borgerne som muligt, når det

fagligt og sagligt giver mening i forhold til kvaliteten i opgaveløsningen,

3)

kompetencer og økonomisk ansvar skal følges ad,

4)

enstrengede systemer er at foretrække frem for et delt ansvar, men

ikke for enhver pris,

5)

strukturen skal understøtte et åbent og velfungerende demokrati,

6)

borgerens retssikkerhed ved mødet med det offentlige skal sikres

på alle niveauer,

7)

centralisering af administrationen må ikke føre til en

centralisering af kommunal service og sidst, men naturligvis ikke mindst,

8)

kommuner bør have en størrelse, der økonomisk og fagligt sætter

dem i stand til at løse de opgaver, de er blevet tildelt.

Det leder os frem til, at

det ikke er strukturen, der skal betinge, hvor opgaverne skal løses, men de

krav, som opgaverne stiller i forhold til faglighed, organisering,

finansiering

og befolkningsunderlag. Derfor er vores udgangspunkt ikke amternes

nedlæggelse,

men en bedre løsning af opgaverne så enkelt og ubureaukratisk som muligt i

den

bedst mulige kvalitet.

Dermed også sagt, at vi er

optaget af ideen om tre niveauer: kommuner, større regioner og staten. Tre

niveauer, som alle kendetegnes af at være ledet af direkte folkevalgte

organer

med ret til at udskrive skat og med et antal medlemmer, der kan gøre det

sandsynligt, at mindretal, små partier og lister kan opnå repræsentation. Det

er vores vurdering, at det giver den stærkeste politiske kultur og det

enkleste

grundlag for finansieringen.

RV henviser endvidere til

det fælles betænkningsbidrag fra S, RV, SF og EL og betænkningsbidragene for

de

øvrige forslag i strukturreformen for en samlet gennemgang af RV’s

holdning til

den konkrete opgavefordeling og reformens økonomiske grundlag.

Socialistisk Folkeparti

Socialistisk Folkepartis

medlem

af udvalget

understreger,

at SF som udgangspunkt har været parat til at diskutere den kommunale og

amtskommunale

opgavevaretagelse. Der er i Danmark tradition for, at der løbende sker også

store opgavetilpasninger. I 70’erne og 80’erne udlagde man

åndssvageforsorgen

og fik indplaceret miljøopgaverne i kommuner og amter; og i 90’erne fik

man

store finansieringsomlægninger på social- og undervisningsområdet. Disse var

SF

dog meget kritisk overfor. I dette årti har man i stor enighed i Folketinget

tilpasset kommunestrukturen på Bornholm. Derudover er der tradition for, at

store omlægninger af opgaverne altid sker på baggrund af et stort og grundigt

udredningsarbejde med bred repræsentation fra partier og

interesseorganisationer. I den forbindelse kan man blot kaste et blik bagud

til

arbejdet med kommunalreformen i 1970, men også til vore nabolande, hvor

større

kommuneændringer altid er blevet og bliver forberedt på baggrund af et bredt

og

grundigt kommissionsarbejde.

Derfor har SF

også med nogen undren fulgt tilblivelsen af regeringens kommunalreform. I

juni

2002 sagde indenrigs- og sundhedsministeren i forbindelse med et samråd i

Folketingets Kommunaludvalg:

»Regeringen har ingen planer om at foretage ændring af den kommunale

struktur«. Derfor var vores undren stor, da regeringen 4 måneder senere i

forbindelse med statsministerens åbningstale vendte på en tallerken og sagde,

»at

tiden er kommet til en kritisk gennemgang af det bestående system«. Herefter

nedsatte regeringen en snæver embedsmandskommission, bestående af ti mænd og

én

kvinde og med kun ét medlem fra provinsen, som i løbet af kun 14 måneder gav

nogle bud på en række fremtidige kommunemodeller - dog uden at trække på

udenlandske erfaringer. Arbejdet fik heller ikke nogen særlig betydning, ud

over

at det blev startskuddet til en lokal debat om kommunesammenlægninger,

eftersom

regeringen siden præsenterede et helt andet udspil, der groft sagt kom til at

danne udgangspunkt for forliget om kommunalreformen udelukkende med Dansk

Folkeparti. Hermed brød regeringen 25 års tradition for brede forlig på

kommuneområdet!

SF blev,

straks efter at regeringen og Dansk Folkeparti havde præsenteret deres

forlig,

inviteret til forhandlinger. Men i disse forhandlinger var det ikke muligt at

formå regeringen til at diskutere kvaliteten i opgaveløsningen. Hvordan

sikrer

vi en uafhængig miljøkontrol og armslængdeprincippet? Hvordan sikrer vi det

enkelte handicappede barn det bedste tilbud? osv. Da SF ikke ville acceptere

regeringens udgangspunkt, blev vi på et relativt tidligt tidspunkt bedt om at

forlade forhandlingerne og blev da heller ikke inviteret, da de blev

genoptaget

med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Ud over

selve opgaveløsningen var det heller ikke muligt at få klarlagt de kommende

kommuners økonomi, da der ikke forelå udspil til eller regneeksempler baseret

på et eventuelt kommende udligningssystem. Det betyder, at regeringen nu

sender

byrådskandidaterne ud i en valgkamp, uden at de kender det økonomiske

grundlag

for deres kommende virke. SF mener, at det er dybt kritisabelt, at regeringen

trods gentagne løfter ikke har fremlagt et udspil til en ny byrdefordelings-

og

udligningsreform. Da Anders Fogh Rasmussens første regering tiltrådte, lovede

man en udligningsreform. Udligningsreformen er siden blevet udskudt i flere

omgange, men det blev lovet, at der ville komme et udspil, når

kommunalreformen

forelå. P.t. er Folketinget og kommunerne ikke blevet præsenteret for noget

udspil, men regeringen har dog lovet, at der vil blive præsenteret et udspil

engang i folketingssamlingen 2005-06, men ikke inden kommunalvalget. SF

mener, at

det haster med et udspil på området – især for de områder af Danmark,

som er

ramt af lavvækst og stor arbejdsløshed.

Arbejdet med regeringens

og Dansk Folkepartis udspil til kommunalreformen og de efterfølgende 49

lovforslag har været dybt utilfredsstillende og præget af meget hastværk

– så

meget, at de økonomiske, forvaltningsmæssige, retssikkerhedsmæssige og

demokratiske konsekvenser ikke er blevet ordentlig klarlagt. Det er da også

betegnende, at mange forvaltningseksperter, sundhedsøkonomer m.m. har taget

afstand fra reformkomplekset og betegnet det som værende præget af hastværk.

Professor

Poul Erik Mouritzen er endog gået så langt, at han i Nordisk Administrativt

Tidsskrift har betegnet regeringens model som værende en »

skraldespandsmodel«. Denne forklarer Poul Erik Mouritzen

således: »Hvor den rationelle model forudsætter, at løsninger vælges med

henblik på at løse veldefinerede problemer, kan man inden for denne models

rammer sagtens forestille sig, at løsningerne kommer før problemerne, eller

at

løsninger er på jagt efter problemer, som de kan koble sig på«.

Endelig har

SF i en række foreløbige svar fra Europarådets

k

ommunalkonference kunnet konstatere en række løftede pegefingre i forhold til

Danmarks overholdelse af

Europarådets konvention om lokalt selvstyre som følge af kommunalreformen.

Hvis den endelige udtalelse fra Europarådet ender med kritik af Danmark, er

det dybt beklageligt – ikke mindst, når man tænker på, at Danmark har

været en af de drivende kræfter i vedtagelsen af konventionen.

SF er i det hele taget dybt betænkelig ved reformens grundstruktur med

meget få opgaver til de nye regioner, en atomisering af de stærke faglige

miljøer i de nuværende amter, de folkevalgtes manglende muligheder for

initiativ og for at påvirke indtægtssiden som følge af, at regeringen og

Dansk Folkeparti har fjernet regionernes ret til skatteudskrivning. Dette er

også dybt betænkeligt ud fra en demokratisk tankegang om, at det politiske og

økonomiske ansvar bør følges ad – og det er da også et af de

kritikpunkter, som Europarådets kommunalkonference har kredset om i deres

foreløbige udkast til svar. Gerd Battrup, lektor i offentlig forvaltning på

RUC, går i en artikel i Retsvidenskabeligt Tidsskrift 5/05 så langt, at

hun påpeger, at den manglende egenfinansiering kan være i strid med den

danske grundlovs § 82 om kommunernes ret til selvstyre.

Endelig mener SF, at regionernes udviklingsmuligheder svækkes, når de ikke

længere omfattes af kommunalfuldmagten.

Ideologien

bag regeringens synspunkter holdes delvis skjult, og det forklarer måske også

Poul Erik Mouritzens vurdering af reformen som værende en

»skraldespandsmodel«.

Udadtil forsøges den solgt med en række superlativer: »en fremtidssikring af

den offentlige sektor«, »en indgang for borgerne« og »bedre opgaveløsning«.

SF’s vurdering er dog, at ingen af delene bliver tilfældet. Men det vil

alt

andet lige være sådan, at større kommuner og regioner vil blive mere

interessante markeder for private leverandører af velfærdsydelser. Derfor kan

ideen bag reformen kun hentes i Venstres nyliberalistiske tankegods, som de i

disse år forsøger at nedtone

–

senest i valgkampen, hvor de forsøgte at overbyde

centrum-venstre på velfærdsområdet. Men både beskæftigelsesministeren og

Venstres politiske ordfører har flere gange i debatten peget på, at større

kommuner vil være mere interessante markeder for private udbydere på

velfærdsområdet.

SF er dybt

betænkelig ved reformens kraftige centraliseringstendenser. Selv om flere

opgaver lægges ud til kommunerne og regeringen har solgt reformen med

superlativer som »større politisk råderum« og »flere decentrale

beslutninger«,

har vi ved gennemgangen af lovforslagene kunnet konstatere, at regeringen har

udstyret sig selv med mere end 500 ministerbeføjelser, at der skal oprettes

en

række statslige miljø- og skattekontorer lokalt rundtomkring i Danmark, at

der

skal ske en stærkere detailstyring af sundheds- og arbejdsmarkedspolitikken,

og

endelig at det regionale niveau fratages muligheden for egne indtægter. I

stedet indføres en statslig sundhedsskat til finansiering af regionerne.

Dette

vil alt andet lige styrke statens detailstyring af den regionale politik!

Derudover har regeringen fortsat og strammet sin budgetstyring af kommuner og

amter – ikke mindst via det netop fremsatte lovforslag nr. L 144:

Forslag til

lov om midlertidig binding af kommunernes og amtskommunernes

overskudslikviditet og ændring af forskellige kommunaløkonomiske love

(Binding

af overskudslikviditet i kommunerne indtil 2007, indførelse af midlertidige

begrænsninger

i den kommunale og amtskommunale skatteudskrivning for 2006 og

midtvejsregulering

af den kommunale udligning af beskatningsgrundlag for 2005). Hermed er

statsstyringen

af kommuner og regioner strammere end nogensinde!

SF tager til efterretning,

at det er lykkedes regeringen at få strikket en samlet sundhedslov sammen, og

at

området stadig er underlagt fem folkevalgte organer i regionerne, samtidig

med

at man får taget hul på kommunernes pligt til at deltage i

sundhedsforebyggelsen. Men det er en klar svækkelse, at regionerne ikke får

mulighed

for at udskrive egne skatter, og man kan frygte, at den manglende sammenhæng

mellem økonomisk og politisk ansvar på sundhedsområdet på sigt kan svække

styringen

af de samlede sundhedsudgifter, uden at kvaliteten øges. Endelig sætter SF på

linje med flere sundhedsøkonomer, bl.a. professor Kjeld Møller Petersen,

spørgsmålstegn ved, om den valgte finansieringsmodel på sundhedsområdet vil

skabe tilstrækkelige incitamenter til sundhedsfremme og sundhedsforebyggelse.

Hvis man derfor skal forsøge at forklare baggrunden for forslaget til den

kommunale medfinansiering, kan det kun være, fordi regeringen ønsker at

indføre

en form for glidende start på brugerbetaling på sundhedsområdet. For således

som forslaget er skruet sammen nu, vil det ikke øge kvaliteten i

patientbehandlingen. Det vil kun føre til et enormt bureaukrati med en

syndflod

af regninger og bilag mellem kommuner og regioner.

I forbindelse med

præsentationen af Strukturkommissionens betænkning i januar 2004 gjorde

indenrigs-

og sundhedsministeren meget ud af at sige, at regeringen ville lytte. I den

forbindelse må SF konstatere, at regeringen ikke har villet lytte til de

utallige høringssvar fra bruger- og interesseorganisationer på miljø- og

socialområdet om faren for ødelæggelse af de faglige miljøer på social- og

miljøområdet

i amterne i forbindelse med flytningen af en række opgaver til kommuner og

stat.

På socialområdet vurderer

SF, at der nu vil ske en forringelse af de tilbud, der gives til handicappede

mennesker med indlærings- og adfærdsvanskeligheder. Med reformen er der

nemlig

ikke taget tilstrækkelig hensyn til kvaliteten, udviklingen og økonomien i de

sociale tilbud og vidtgående specialundervisning, heller ikke for så vidt at

der udbydes og udvikles tilstrækkelige tilbud, og i fremtiden vil være de

fornødne pladser i beredskab.

På miljøområdet vurderer

SF, at der ikke vil være tilstrækkelig stærke faglige miljøer i kommunerne.

Både fordi ekspertisen nu spredes, men også fordi det nødvendige

armslængdeprincip nu reelt afskaffes. Derved er der stor risiko for, at

myndighederne kommer for tæt på dem, der skal godkendes og kontrolleres

– og

det kan gøre det vanskeligt at træffe miljømæssigt begrundede beslutninger,

som

ville være i strid med kortsigtede lokaløkonomiske interesser og derfor til

skade for miljø og borgere i de ramte kommuner.

Udgangspunktet for

borgerbetjeningen i kommuner og regioner bør være, at borgerne skal kunne

komme

hurtigt og nemt i kontakt med offentlige myndigheder. Samtidig må borgerne

sikres en korrekt og fortrolig behandling af deres henvendelser til det

offentlige. Dette ser ikke ud til at have været udgangspunktet for

regeringen:

På skatteområdet lægges op til urimeligt lange geografiske afstande for

borgerne; og i forhold til indretningen af de kommende borgerservicecentre

kan

vi konstatere, at regeringen ikke har villet garantere en tilstrækkelig

fortrolighed og korrekt behandling af borgernes sager. Tværtimod lægges der

op

til ringere retssikkerhed, bl.a. ved at borgerne ikke længere skal give

samtykke til, at fortrolige oplysninger udveksles mellem sagsbehandlere, og

ved

mindre ret til aktindsigt.

SF havde på baggrund af statsministerens

åbningstale i 2004 troet, at man kunne nå til enighed om en tryghedsaftale i

forhold til de ansatte i kommuner og amter, men det har desværre ikke vist

sig

at være tilfældet. Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det

Radikale

Venstre har ikke engang som minimum kunnet sikre de rettigheder, for så vidt

angår løn- og ansættelsesvilkår, der følger af lov om

virksomhedsoverdragelse.

Så der er langt fra tale om Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres

oprindelige

krav om, at der skulle sikres lokale tryghedsaftaler, der kunne indeholde

aftaler om naturlig afgang, kompetenceudvikling, fratrædelsesaftaler, ændring

af chefernes rolle og tilsagn om forhandlinger, så der kunne ske en

tillempning

af de forskellige ansættelsesvilkår i kommunerne.

Eftersom denne reform

skaber flere problemer, end den løser, er det SF’s vurdering, at der kan

være

brug for en vis oprydning, når der kommer et nyt flertal i Folketinget.

For det første er det både

af demokratiske og økonomiske årsager nødvendigt at genindføre regionernes

politiske råderum og mulighed for egenfinansiering, helst via egen

skatteudskrivning.

For det andet er det

nødvendigt at revurdere myndighedsopgaverne på miljø- og socialområdet. På

miljøområdet skal der være sikkerhed for, at der er nogle stærke faglige

miljøer af hensyn til kvaliteten i opgaveløsningen, men også at det

nødvendige

armslængdeprincip genindføres, således at det ikke er de samme myndigheder,

der

både giver tilladelserne til udledninger m.m. og kontrollerer, om

miljøpåvirkningerne ligger inden for lovgivningens rammer. På socialområdet

skal der være sikkerhed for, at kvaliteten i tilbuddene er i højsædet og det

rigtige tilbud som udgangspunkt altid gives første gang. Dette kan give

anledning til genovervejelser om myndighedsopgavernes placering, sikring af

bedre

ankemuligheder for brugerne og mulighed for indførelse af en second opinion.

For det tredje er det

nødvendigt, at man igen ser på taxameterfinansieringen af gymnasierne. Som

udgangspunkt er det vores vurdering, at den kan betyde en forringelse af

gymnasietilbuddene – især i landets udkantområder, hvilket er i

klar

modstrid med de mange løfter, som skiftende regeringer og folketingsflertal

har

givet om en reel regional udvikling i landdistrikter og lavvækstområder.

Det er SF’sopfattelse, at konstruktionen af

regionerne er en misforståelse. De har fåetalt for få opgaver

og har en håbløs finansiering af disse, udenegne indtægter. Det

strider imod princippet om, at det politiske

ogøkonomiske ansvar skal følges ad.

Derudoverpeger en del udenlandske

erfaringer med statslig opgavevaretagelse eller stærkstatslig finansiel

styring af regionerne på, at opgavevaretagelsen bliver dyr,uden at kvaliteten

øges. Samtidig svækkes regionernes mulighed for lokalprioritering, eftersom

budget- og økonomistyringen i fremtiden kommer til atforegå efter det

såkaldte »cigaræskesystem«, hvor pengene på sundheds-, drifts-og vækst- og

udviklingsområdet ikke må sammentænkes eller udsættes for lokalepolitiske

prioriteringer. Det er da også SF’s vurdering, at denne

politiskestyringsform vil være uholdbar på sigt – eller måske har

regeringen og DanskFolkeparti en drøm om, at staten på sigt overtager

sundheds- og driftsopgavernepå social- og undervisningsområdet, når de

regionale politikere har tagetskraldet og foretaget en række ubehagelige

strukturtilpasninger af isærsundhedsvæsenet.

Lovforslagetsordlyd i § 5, stk. 2, om, at

»Regionsrådene kan ikke varetage andre opgaver endde i stk. 1. nævnte« og

forbud mod at være omfattet af kommunalfuldmagten vilalt andet lige komme til

at udgøre en stor barriere for en naturlig og smidigadgang til at udvikle

servicen over for borgerne. I Danmark er der traditionfor, at både amter og

kommuner over tid har haft mulighed for at udvikleborgerservicen, at etablere

selskaber i samarbejde med private eller f.eks.patientforeninger eller andre

repræsentanter fra det civile samfund iforbindelse med eller i forlængelse af

den amtskommunaleopgavevaretagelse. Ud over at det vil svække den

regionaleopgavevaretagelse, vil det også være en indsnævring af den samlede

innovationog nyudvikling i samfundet, for et af særkenderne ved den

danskesamfundsstruktur har netop været samspillet mellem det offentlige

velfærdssystemog produktudviklingen i virksomhederne på f.eks. teknik-

og miljøområdetog i det danske sundhedsvæsen. Det sidste har regeringen dog

lovet vilfortsætte. Det vil SF holde regeringen fast på.

SF’s

vurdering er, at der vil ske enatomisering af en

række af de stærke faglige miljøer på især social-,undervisnings- og

miljøområdet, som er bygget op de sidste 10-20 år uden sikkerhedfor, at denne

viden bibeholdes, når myndighedsopgaverne og mange afdriftsopgaverne på disse

områder lægges ud til kommunerne og staten. Man kanselvfølgelig forestille

sig, at en del enkeltopgaver, som er lukrative ogoverskudsgivende, vil blive

overtaget af en række private firmaer med fare foren fordyrelse af

opgavevaretagelsen, men en ting er sikker: Privatekonsulentfirmaer går

kronede tider i møde.

Problemet er blot,hvem der tager

ansvaret for de mindre handicapgrupper, som har behovfor et helt specielt

tilbud, når reformen er fuldt indfaset og det er blevetdagligdag i de nye

regioner og kommuner og budgetskruen har fået endnu

etvrid? SF har i flere omgange, bl.a. på baggrund af de

mangebekymrede høringssvar fra bruger- og personaleorganisationer, forsøgt at

afæskeregeringen garantier for, at tilbuddene på social- og

undervisningsområdet vilblive fortsat og udviklet, men regeringen har ikke

villet give disse garantier!

I denforbindelse kunne det have været

fornuftigt, at man som et kompromis havdeudstyret de kommende kommunale

kontaktråd med en egentlig politisk kompetence,således at de kunne fungere

som tilsynsmyndighed i forhold til en tilstrækkeligforsyning på social- og

undervisningsområdet i regionen. Sådan som lovforslagetforeligger nu, får

kommunerne en ret til at overtage forsyningen påsocialområdet, uden at man

har tilstrækkelig sikkerhed for kvaliteten iopgavevaretagelsen.

SF finder endvidere,at lovforslagets

detailregulering af regionsrådets politiske styrelse er dybt betænkeligog

udtryk for en unødvendig statsstyring. Opbygningen af regionsrådene burdesom

folkevalgte organer have taget sit afsæt i den eksisterende

kommunalestyrelseslov, således at rådene selv, inden for rammerne af denne,

kunne havetaget stilling til politisk styring og aflønning af menige

medlemmer ogudvalgsformænd. SF er selvfølgelig opmærksom på, at opgaverne i

rådene bliverfærre og får en anden karakter, men den nødvendige tillempning

af styreformerne,eventuelt med mulighed for forretningsudvalgsstyre, kunne

have fundet sted iform af mindre tillempninger af styrelsesloven og i de

løbende forhandlinger ide kommende forberedelsesudvalg.

SF

beklager, at man igenbegår den historiske

fejltagelse ikke mere dybtgående at se på den politiske ogadministrative

struktur i hovedstadsområdet, som de facto er et samletbyområde. Vi

anerkender dog, at man nu tager fat om sundhedsområdet. Det ergodt, at

Hovedstadens Sygehusfællesskab nu nedlægges, så man dels får en

samletsundhedsplanlægning for hele hovedstaden, dels får en direkte valgt

politisk ledelse.Den bliver dog noget amputeret, eftersom den ikke får egne

skatteindtægter ogmulighed for at foretage politiske prioriteringer på tværs

af områderne, ogfordi den får en meget snæver opgaveportefølje.

SF mener,at det ville havde været naturligt

med et direkte valgt hovedstadsråd,som kunne have bestemmende

indflydelse på

–

regionsplanlægningen,

–

den kollektive trafik i forhold til både busser, tog og

privatbaner,

–

vejområdet,

–

miljøområdet,

–

forsyningsområdet og

–

de specialiserede opgaver på undervisnings- og miljøområdet.

Dette villegive mulighed for mere både

solidariske og sammentænkte løsninger for heledette samlede byområde. Man

kunne så diskutere, om et sådant hovedstadsrådskulle dække det tidligere

HT-område, eller om større eller mindre dele afSjælland skulle medinddrages.

Desværre har der hverken i oplægget fraregeringens Strukturkommission, i

regeringens endelige udspil eller i lovforslageneværet nogen initiativer i

den retning.

Endeligmener SF stadig, at der er brug for

en opdeling af Københavns Kommune i enrække direkte valgte bydelsråd med

ansvar for de primære kommunale opgaver. Detvil både udvikle nærdemokratiet

og på sigt give en billigere og bedreopgaveløsning.

Enhedslisten

Enhedslistens medlem

af

udvalget

skal henvise til det fælles

betænkningsbidrag fra S, RV, SF og EL og samtidig bemærke, at

kommunalreformen

er en glidebane mod mere privatisering, mere markedsgørelse, mindre demokrati

og mindre velfærd i Danmark.

Det danske

velfærdssamfund bygger på det lokale demokrati i amter og kommuner. Her

varetages langt de fleste og største velfærdsopgaver: daginstitutioner,

folkeskoler, det sociale arbejde, sygehuse og ældrepleje.

Der er stor brug for

reformer i Danmark for at udvikle velfærdssamfundet. Der er mange borgere,

der

kommer i klemme i systemet, og der er alt for megen kassetænkning og for lidt

fokus på langsigtede konsekvenser i forhold til budgetterne i hvert enkelt

år.

Vi har den absurde situation, at flere hundrede tusinder er sat uden for

arbejdsmarkedet, samtidig med at alt for mange bliver slidt ned af at skulle

løbe alt for hurtigt. Og samtidig har vi brug for flere hænder til

velfærdsopgaver, bl.a. til at tage sig af børn, syge og ældre, renovere

skoler,

kloakker og skinner. Samfundsøkonomisk vil det ikke koste noget at ansætte

flere i det offentlige, fordi vi sparer dagpenge m.v. og får samtidig mere

ind

i skat og moms.

Vi har behov for at

udbygge demokratiet så både medarbejdere og brugere får større indflydelse og

så borgere i lokalområder får mere indflydelse.

Vi har behov for stærke

demokratiske regioner, der kan skabe sammenhæng mellem arbejde, boliger,

uddannelser og kollektiv trafik: Regioner, der kan skabe lokale

arbejdspladser,

så der bliver mulighed for at bo og arbejde over hele landet frem for den

stærkt stigende pendling fra såkaldte udkantsområder til såkaldte

vækstcentre.

Desværre går regeringen og

Dansk Folkeparti i den stik modsatte retning. Fordi de i den grad ønsker mere

privatisering og markedsgørelse af den offentlige sektor, indføres der langt

mere kassetænkning og demokratiet indskrænkes væsentligt. Økonomien er

fuldstændig ukendt. Og der er stor risiko for, at det kan gå rigtig galt for

de

borgere, der er afhængige af hjælp, for miljøet og for hele samfundet.

Den borgerlige regering har

et meget klart, men underspillet mål om at liberalisere og markedsgøre den

offentlige sektor. Under overskriften »frit valg« har regeringen allerede

fået

vedtaget en række love, der skal give private firmaer langt bedre muligheder

for at overtage velfærdsydelserne: frit valg på sygehuse og ældreområdet,

opstramning af udbud og udliciteringsreglerne, servicestrategier og

udfordringsret, forberedelse af privatiseringer af offentlige selskaber osv.

Det frie valg har indtil nu bl.a. medført krav om opmåling af

velfærdsydelser,

f.eks. ved hjælp af stregkoder i hjemmehjælpen.

Den offentlige sektor har

imidlertid vist sig at være ganske modstandsdygtig over for forsøgene på at

markedsgøre og udsætte den offentlige service for konkurrence. En af grundene

er det lokale demokrati, som alt andet lige har medvirket til at blokere for

mere markedsgørelse af velfærden – ikke mindst fordi det lokale

demokrati og

den deraf følgende forskellige tilrettelæggelse af den offentlige service i

princippet betyder, at der kan være 271 forskellige »markeder« for private

firmaer at skulle forholde sig til, samt 13 forskellige amtslige »markeder«

at

forholde sig til.

De nye

storkommuner er lavet for at skabe større »markeder« for de private firmaer,

som skal overtage endnu flere velfærdsområder fra det offentlige. Det har

ledende Venstrefolk klart erkendt.

Af samme grund har en række private firmaer hilst kommunalreformen velkommen

som et muligt gennembrud for udlicitering i Danmark.

Samtidig

betyder kommunalreformen flere selvejende institutioner, der skal fungerer på

markedsvilkår og mere taxameterbudgettering, hvor bundlinjen er det

afgørende. Derfor

betyder kommunalreformen mere privatisering og mere marked, hvor borgerne

bliver brikker i et spil, der mere handler om profit end om velfærd.

Her i dette forår har

regeringen og Dansk Folkeparti fået vedtaget, at det skal være muligt at

etablere

profitbørnehaver. En af begrundelserne for dette er, at »

forældre i et landdistrikt [får] bedre mulighed for

at vælge at oprette en privatinstitution, hvis kommunen

vælger at lukke den eneste daginstitution i området«.

Partierne bag

kommunalreformen forudser altså desværre nok med rette, at de nye

storkommuner

vil lukke daginstitutioner i landdistrikterne.

Den økonomiske situation

for de nye kommuner er helt uafklaret. Alle ved, at de mange sammenlægninger

og

investeringer i f.eks. it-systemer vil koste mange penge, men regeringen vil

hverken dække eller blot afdække de reelle omkostninger. Enhedslisten frygter

derfor, at de nye kommuner og regioner vil blive tvunget til at gribe til

massefyringer og massive nedskæringer i serviceniveauet for at betale

regningen

for kommunesammenlægningerne.

De offentligt ansatte har

krav på en anstændig og fair behandling. Enhedslisten ønsker en reel

jobgaranti

for ansatte i stat, amter og kommuner. Vi ønsker tryghed i ansættelsen,

således

at de offentligt ansatte som minimum er sikret mod forringede løn- og

arbejdsvilkår, selv om deres nuværende job skifter karakter eller nedlægges,

så

de flyttes til en anden stilling. Enhedslisten anerkender, at

Socialdemokratiet

og Det Radikale Venstre har gjort små fremskridt i forhold til de

statsansattes

forhold, men må konstatere, at de pæne hensigtserklæringer desværre ikke er

udtryk for en reel jobsikkerhed for de statsligt ansatte. Desuden er de pæne

hensigtserklæringer kun gældende for de statsligt ansatte. De amtsligt og

kommunalt ansatte, som udgør den altovervejende del af de offentligt ansatte,

er ikke omfattet.

Kommunalreformen flytter

mange opgaver væk fra det regionale niveau, op til staten og ned til de nye

kommuner.

En række opgaver er så

store – f.eks. er det i fremtiden Tårnby Kommune, som skal have tilsyn

med

Københavns lufthavn! – at det stort set er umuligt for kommunerne at

klare.

Derfor vil vi formentlig se private firmaer blive hyret til at løse en lang

række opgaver for kommuner (og regioner?). Det betyder bl.a., at den viden og

indsigt, som er forbundet med disse opgaver, ikke længere er offentligt

tilgængelig. Den viden og indsigt privatiseres, idet de private firmaer vil

eje

den.

Kommunalreformen betyder

også et videnstab for det danske samfund.

Der er masser

af grunde til at reformere den offentlige sektor. Men den nødvendige,

grundige

og frem for alt visionære debat, som kunne være udgangspunkt for et opgør med

kassetænkning og en offentlig sektor, der reelt sætter mennesket i centrum,

har

ikke fået lov til at udfolde sig.

Kassetænkningen bliver

værre efter den 1. januar 2007, med den nye finansiering af regioner, som

kommunalreformen

lægger op til. Alle de »dårlige« og dyre liv, alle dem med sociale problemer,

som man ved, oftere skal til læge, specialist, psykolog og på sygehus –

dem vil

alle kommuner gerne af med. De vil blive frosset ud, og kommunerne vil

forsøge

at forhindre, at nye dårlige liv nogen sinde flytter ind.

Kommunalreformen

skaber meget stor usikkerhed for de mange tusinder, der i dag er afhængige af

f.eks. de amtslige tilbud om specialundervisning, døgninstitutioner,

narkobehandling m.m.

Det danske

velfærdssamfund bygger på det lokale demokrati i amter og kommuner. Med

større

kommuner får borgerne både fysisk længere til kommunen, og den demokratiske

indflydelse bliver mindre. Det er ikke befordrende for borgernes deltagelse i

og

ansvar for demokratiet. I erkendelse af, at der er et klart flertal for

kommunesammenlægninger, har Enhedslisten fremsat forslag til

folketingsbeslutning

nr. B 76 om oprettelse af lokalråd, der delvist kan råde bod på dette

demokratiske

tab. Hensigten er at skabe et eller flere lokale fora i kommunerne, der kan

forholde sig til lokalområdets institutioner, forsyninger og planlægning.

Kommunalreformen

er hastet gennem Folketinget på ganske få måneder. Et eksempel på hastværket

og

kommunalreformens manglende forberedelse er, at regeringen på ingen måde har

vurderet reformens ligestillingsmæssige konsekvenser, selv om de formentlig

er

meget store.

Der har på

intet tidspunkt været en grundig folkelig debat om kommunalreformen, og

dermed om

den vej, vores samfund skal udvikle sig ad. Under valgkampen ønskede

regeringen

ikke at diskutere kommunalreformen.

Enhedslisten

ønsker en folkeafstemning om kommunalreformen

–

for at give alle borgere mulighed for at

vurdere, om mere privatisering og mindre demokrati er den vej, som samfundet

skal udvikle sig ad.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin

var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer

i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

Erling Bonnesen (V)

Troels Christensen (V)

Michael Aastrup Jensen (V)

Leif Mikkelsen (V)

Jens Vibjerg (V)

Poul Nødgaard (DF)

fmd.

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Christian Wedell-Neergaard (KF)

nfmd.

Allan Niebuhr (KF)

Arne Toft (S)

Karen Hækkerup (S)

Magnus Heunicke (S)

Ole Stavad (S)

Margrethe Vestager (RV)

Ole Glahn (RV)

Kristen Touborg (SF)

Line Barfod (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og

Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Fólkaflokkurin (FF)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 65

Bilagsnr.

Titel

1

Høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren

2

Tidsplan for besvarelse af skriftlige spørgsmål

3

Svar på spørgsmål nr. S 302 vedrørende regeringens

vetoret over for overenskomstaftaler i regionerne, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

4

Høringssvar af 28/2-05 fra Foreningen af Danske

Transportcentre

5

Henvendelse af 1/4-05 fra Praktiserende Lægers

Organisation

6

Henvendelse af 7/4-05 fra Landbrugsraadet

7

Artikel fra DJØF Bladet nr. 6: »Regionerne har ret til

selvstyre«

8

Oversigt over spørgsmål, der er stillet om lovforslaget

pr. 18/4-05

9

Materiale modtaget af Amtsrådsforeningen ved møde den

18/4-05

10

Henvendelse af 19/4-05 fra De Samvirkende

Invalideorganisationer

11

Oversigt over spørgsmål, der er stillet om lovforslaget pr.

27/4-05

12

Henvendelse af 21/4-05 fra Amtsrådsforeningen

13

Henvendelse af 27/4-05 fra Dansk Kiropraktor Forening

14

Kopi SUU L 74

–

spørgsmål om kommentar til henvendelse af 27/4-05 fra Dansk Kiropraktor

Forening, til indenrigs- og sundhedsministeren

15

Henvendelse af 28/4-05 fra Amtsrådsforeningen

16

Kopi REU alm. del

–

spørgsmål 124 om kommentar til artikel om grundloven, kommunalreformen og

regionerne, til indenrigs- og sundhedsministeren og justitsministeren

17

Oversigt over spørgsmål, der er stillet om lovforslaget

pr. 11/5-05

18

Forslag til rekommandation og rapport fra The Congress of

Local and Regional Authorities om Danmark

19

Pressemeddelelse af 12/5-05 fra Amtsrådsforeningen: »Over

130 partnere sætter nu skub i RegionsPanelet«

20

Henvendelse af 9/5-05 fra Aalborg Kommune

21

Ekspertmøde om eventuelle grundlovsproblemer i forhold

til kommunalreformen

22

Kopi SUU L 74

–

svar på spørgsmål 141 om kommentar til henvendelse af 27/4-05 fra Dansk

Kiropraktor Forening, fra indenrigs- og sundhedsministeren

23

1. udkast til betænkning

24

Oversigt over spørgsmål, der er stillet om lovforslaget

pr. 23/5-05

25

Orientering om ændring af den forventede udmøntning af

bemyndigelsesbestemmelserne, fra indenrigs- og sundhedsministeren

26

Kopi REU alm. del

–

svar på spørgsmål 124 om kommentar til artikel af lektor Gerd Battrup,

Roskilde Universitetscenter, vedrørende grundloven, kommunalreformen og

regionerne, fra justitsministeren

27

Talepapir om ekspertmødet 24/5-05 om eventuelle

grundlovsproblemer i forhold til kommunalreformen

28

Henvendelse af 25/5-05 fra Socialpolitikgruppen i Vejle

Amt

29

Kopi af REU alm. del

–

svar på spørgsmål 131, fra indenrigs- og sundhedsministeren

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 65

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, der

sikrer offentlighed omkring møderne i kontaktudvalgene, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om redegørelse for de nuværende regler vedrørende

udbud og servicestrategier, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

3

Spm. om kommentar til høringssvar fra Foreningen af

Danske Transportcentre, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

4

Spm. om kommentar til henvendelse af 7/4-05 fra

Landbrugsraadet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

5

Spm. om Regionernes Lønnings- og Takstnævn, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm. om, hvem der skal betjene Regionernes Lønnings- og

Takstnævn, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm. om statens repræsentanter i Regionernes Lønnings- og

Takstnævn, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm. om redegørelse for det forventede antal

faktureringer, som konsekvens af reformen, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

9

Spm. om baggrunden for at oprette et direkte folkevalgt

organ som regionsrådet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

10

Spm. om, hvilke andre lande der har tilsvarende

folkevalgte organer som regionsrådene med afgrænsede beføjelser, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm. om beskrivelse af sundhedsmodeller fra andre lande,

hvor opgaven styres af direkte folkevalgte, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

12

Spm. om, hvilke andre lande der har en finansieringsmodel

på sundhedsområdet, som ligner den foreslåede model for de nye regioner, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

13

Spm. om uddybning af bemærkningen »på sundhedsområdet får

regionerne mulighed for at varetage opgaver, der ligger i naturlig

tilknytning

til regionernes sundhedsopgaver«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

14

Spm. om, hvordan ministeren vil sikre en rimelig politisk

balance i kontaktudvalgene, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

15

Spm. om sammensætningen af den regionale repræsentation

og den kommunale repræsentation i kontaktudvalgene, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

16

Spm., om medlemskab af et regionsråd er omfattet af

reglerne for borgerligt ombud, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

17

Spm., om udfordringsretten omfatter så vel sundheds- som

sygehusopgaver, der udføres af det offentlige, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

18

Spm. om uddybning af kravet om det såkaldte »fleksible

forretningsudvalgsstyre«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

19

Spm. om, hvorfor det er vigtigt for ministeren at forbyde

regionsrådene at nedsætte stående udvalg, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

20

Spm. om, hvorfor regionerne skal holde økonomien adskilt

i tre selvstændige regnskaber, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

21

Spm. om, hvilke opgaver medlemmer af regionsrådene skal

varetage, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

22

Spm. om uddybning af den foreslåede særstilling for

Bornholm, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

23

Spm. om eksempler på relevante spørgsmål, der kan tænkes

behandlet af et særligt udvalg, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

24

Spm., om rådene kan vælge at afholde møder for lukkede

døre, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

25

Spm. om baggrunden for, at regionsrådene har samme antal

medlemmer uanset forskellen i befolkningsunderlaget, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

26

Spm. om, hvor mange stemmer der skal til at sikre et

mandat i Hovedstadsregionen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

27

Spm. om, hvorfor Bornholm ikke er repræsenteret i

Hovedstadsregionen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

28

Spm., om ministeren har overvejet en model, hvor Bornholm

bliver et afgrænset valgområde, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

29

Spm. om, hvad statens rolle bliver i fremtiden i relation

til Rigshospitalet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

30

Spm. om redegørelse for den administration, som

forberedelsesudvalgene skal etablere i 2006, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

31

Spm., om ministeren skønner, at amterne kan afstå

kvalificeret personale til forberedelsesudvalgenes administrative opgaver for

2006, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

32

Spm. om, hvor store budgetter ministeren forventer, at

forberedelsesudvalgene skal kunne disponere over i 2006, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

33

Spm., om ministeren vil indhente uvildige vurderinger af

sine overslag til skønnede etableringsudgifter for regioner og kommuner, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

34

Spm., om ministeren ikke forventer ekstraudgifter for det

omfattende arbejde, som skal udføres i amter, regioner og kommuner, til

indenrigs-

og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

35

Spm. om, hvornår finansieringsudvalget er færdig med sit

arbejde til en kommende finansierings- og byrdefordelingsreform, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

36

Spm. om baggrunden for, at Rigsrevisor tillægges

beføjelser til at foretage undersøgelser af regionerne, som ikke tilsvarende

eksisterer i forhold til kommunerne, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

37

Spm. om uddybning af ministerens udtalelse om, at

ministeren ikke betragter regionerne som regioner, men som sundhedsenheder,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

38

Spm. om begrundelse for, at regionerne ikke får adgang

til at oprette selskaber svarende til reglerne i den kommunale styrelseslovs

§ 60, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

39

Spm. om regionernes mulighed for at optage lån, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

40

Spm. om konsekvenserne for regionerne, hvis økonomien

bringes i ubalance, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

41

Spm. om oversendelse af rapport fra delegation fra

Europarådets kommunalkongres, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens

svar herpå

42

Spm. om, hvilke opgaver amterne har varetaget efter

kommunalfuldmagtsreglerne, som regionerne efterfølgende kan fortsætte med,

til indenrigs- og sundhedsministeren og ministerens svar herpå

43

Spm. om, hvordan regler i ressortlovgivningen forholder

sig til metodefrihed, udviklingsmuligheder og reglerne om udbud og

servicestrategier,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

44

Spm. om uddybning af opregning af regionsopgaver i lovforslagets

§ 5, stk. 1, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

45

Spm. om kommentar til henvendelse af 21/4-05 fra

Amtsrådsforeningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

46

Spm., om der i bloktilskuddet til regionerne er afsat

penge til administration af udfordringsretten, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

47

Spm. om, hvorfor der holdes fast i, at medlemskab af et regionsråd

er borgerligt ombud, når det ser ud til, at regionsrådene kun skal mødes 4

gange årligt, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

48

Spm. om overdragelse af dokumenter i forbindelse med

flytningen af inddrivelsesopgaven, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

49

Spm. om kommentar til henvendelse af 28/4-05 fra

Amtsrådsforeningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar

herpå

50

Spm., om ministeren som et minimum vil anmode

Finansieringsudvalget om at færdiggøre sit arbejde senest oktober 2005, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

51

Spm., om ministeren ikke anser det for et problem, hvis

Bornholm ikke bliver repræsenteret i regionsrådet, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

52

Spm. om ministerens svar på spørgsmål 11 og 12 betyder,

at der ikke findes lignende modeller i andre lande, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

53

Spm. om, hvilke konsekvenser ministeren vil drage,

såfremt Europarådets kommunalkongres når frem til en konklusion om, at

regionerne er omfattet af Europarådets konvention om lokalt selvstyre, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

54

Spm. om, hvordan ministeren kommer frem til, at

konventionen om lokalt selvstyre alene omfatter lokale myndigheder og ikke

regionale myndigheder, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens

svar herpå

55

Spm. om, hvad ministeren forstår ved en lokal myndighed,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

56

Spm. om ministerens rolle i forbindelse med konklusioner

fra Europarådets kommunalkongres, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

57

Spm. om kommentar til henvendelse af 9/5-05 fra Aalborg

Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

58

Spm. om, hvor den anførte henvisning, som ministeren

henviser til i svar på spørgsmål 13, fremgår, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

59

Spm., om det vil være muligt for regionerne at udvikle

nye tilbud, som f.eks. Aas Bosted, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

60

Spm. om kommentar til henvendelse af 25/5-05 fra

Socialpolitikgruppen i Vejle Amt, til indenrigs- og sundhedsministeren, og

ministerens svar herpå

Lignende dokumenter