Betænkning over Forslag til lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 27. maj 2005
Betænkning
over
Forslag til lov om regioner og om nedlæggelse
af amtskommunerne,
Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab
[af
indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke
;Rasmussen)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 24. februar 2005 og var til 1.
behandling den 15. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist
til behandling i Kommunaludvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.
Teknisk gennemgang
Mandag den 28. februar 2005 afholdt Indenrigs- og
Sundhedsministeriet teknisk gennemgang af lovforslagene vedrørende
kommunalreformen i Kommunaludvalgets regi, herunder dette lovforslag.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i
høring, og indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 1. december 2004 dette
udkast til udvalget, jf. folketingsåret 2004-05, 1. samling, alm. del –
bilag 66.
Indenrigs- og sundhedsministeren har som svar på udvalgets alm. del –
spørgsmål
20 fra folketingsåret 2004-05, 1. samling, løbende oversendt kopi af de
indkomne høringssvar, og den 24. februar 2005 sendte indenrigs- og
sundhedsministeren et notat om høringssvarene til udvalget.
Politisk aftale
Læs alt
Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige
gennemførelse af kommunalreformen. Lovforslaget er en udmøntning af aftalen
fra
juni 2004 mellem regeringen og Dansk Folkeparti om en strukturreform og
aftalen
om en udmøntningsplan fra september 2004 mellem regeringen og Dansk
Folkeparti.
Sammenhæng med andre lovforslag
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med især følgende lovforslag:
Forslag til lov om revision af
den kommunale inddeling (L 68).
Forslag til lov om forpligtende
kommunale samarbejder (L 69).
Forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i
forbindelse med kommunalreformen
(L 67).
Forslag til lov om regional statsforvaltning (L 70).
Forslag til lov om regionernes
finansiering (L 71).
Andre møder
Den 18. april 2005 var udvalget til møde hos Amtsrådsforeningen
for at drøfte lovforslaget.
Den 24. maj 2005 deltog udvalget i Folketingets Retsudvalgs
ekspertmøde om eventuelle grundlovsproblemer i forhold til kommunalreformen.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget
skriftlige henvendelser fra
Amtsrådsforeningen,
Dansk Kiropraktor Forening,
De Samvirkende
Invalideorganisationer,
Landbrugsrådet,
Praktiserende Lægers
Organisation,
Socialpolitikgruppen i Vejle
Amt og
Aalborg Kommune.
Indenrigs- og sundhedsministeren har over for udvalget
kommenteret de skriftlige henvendelser.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 60 spørgsmål til indenrigs- og
sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf denne har besvaret de
første 58 spørgsmål. Udvalget forventer at få de resterende svar inden 2.
behandling.
2. Indstillinger
Et
flertal
i udvalget
(V, DF og KF) indstiller lovforslaget til
vedtagelse
uændret.
Et
mindretal
i
udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til
forkastelse
ved 3. behandling.
3. Politiske bemærkninger
Venstre, Dansk Folkeparti
og Det Konservative Folkeparti
Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer
af udvalget finder, at kommunalreformen som helhed skaber grundlaget for en
moderne, fremtidssikret offentlig sektor på borgernes præmisser. Opgaverne
fordeles bedre, og de lokale og regionale enheder indrettes efter de opgaver,
de skal løse.
Reformen tegner en ny offentlig sektor i Danmark, hvor kommuner,
regioner og stat har hver deres rolle og identitet.
V, DF og KF finder det hensigtsmæssigt, at kommunerne varetager
de direkte borgerrettede opgaver og dermed bliver hovedindgangen til den
offentlige sektor for så vel borgere som virksomheder. Med inddelingsreformen
får fremtidens kommuner den nødvendige størrelse og robusthed til at løfte de
nye opgaver. Det bliver især til gavn for de svageste, fordi kommunen får et
samlet perspektiv på den enkeltes og familiens situation.
Fem nye regioner får ansvaret for sundhedsvæsenet, bliver dynamo
for den regionale udvikling og får ansvaret for at løse større driftsopgaver
for kommunerne. For at undgå eventuelle kompetenceglidninger og gråzoner
afgrænses regionernes opgaver positivt i lovgivningen. V, DF og KF mener, at
regionerne skal have lige økonomiske muligheder for at løse deres opgaver.
Derfor skal regionerne ikke udskrive skatter, men finansieres af bidrag fra
stat og kommuner.
Staten fastlægger de overordnede rammer for kommuner og regioner
og løser opgaver, der mest hensigtsmæssigt varetages centralt. V, DF og KF
mener således, at det bør være en statslig opgave at sikre nationale hensyn
og
værdier på miljøområdet samt en korrekt og ensartet skatteligning. Staten
sikrer også, at specialiseret viden er tilgængelig for kommunerne på bl.a.
det
sociale område.
V, DF og KF ønsker en klar ansvarsfordeling og et opgør med de
gråzoner, som i dag står som modsætningen til princippet om borgeren som
omdrejningspunkt for opgaveløsningen. Det sikres gennem en klar og entydig
fordeling af opgaverne. Den klare ansvarsfordeling understøttes af
finansieringsmodeller,
der modvirker kassetænkning. Det gælder ikke mindst på sundhedsområdet, hvor
kommunal medfinansiering af borgernes behandling betyder, at kommune og
region
har en fælles interesse i at holde borgerne raske.
Det er reformens perspektiv at sætte borgerne først i den
offentlige opgaveløsning. Og det er forventningen, at det perspektiv også vil
præge indretningen af de nye kommuner og regioner. Samlingen af de nære
opgaver
i kommunerne vil skabe et mere handlekraftigt lokalt demokrati og et
tydeligere
ansvar hos politikerne i forhold til deres vælgere. Det giver også et solidt
fundament for at fortsætte decentraliseringen ved løbende at give indflydelse
til borgerne i f.eks. kommunale institutioner og lokalområder.
V, DF og KF finder det overordentlig positivt, at det nye
kommunale landkort – med ganske få undtagelser – er vokset op
nedefra i en
demokratisk proces, som har cementeret billedet af det levende lokale
demokrati
i Danmark. Dermed har de nye kommuner fået et solidt demokratisk afsæt for at
løse de opgaver, som de får tilført kommunalreformen, og for at videreføre en
tradition, som sikrer velfærd, tryghed og fremgang for alle samfundsgrupper.
Socialdemokratiet, Det
Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten
Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Socialistisk
Folkepartis og Enhedslistens me
dlemmer
af udvalget finder, at det er afgørende for kvaliteten af løsningen af
offentlige opgaver, hvilket samspil der er mellem borgerne, den demokratiske
styring, den konkrete ledelse, den faglige bæredygtighed, økonomien m.v. Det
er
ikke afgørende, om opgaven løses af det ene eller det andet administrative
niveau. Det er tværtimod afgørende, at opgaver kan løses lokalt, regionalt
eller nationalt alt efter opgavens karakter og kravene til løsningen af
opgaven.
Der er stadig mange opgaver, der kan løses bedre – ligesom der
er mange, mange opgaver, som løses til borgernes tilfredshed og i
overensstemmelse med de politiske prioriteringer.
I Danmark har de administrative niveauer i årtier været kendetegnet
af demokratisk styring, et politisk og administrativt råderum og en
selvstændig
økonomi. Det har gjort det muligt at placere et klart politisk ansvar for
løsningen af opgaver. Udviklingen af den offentlige opgaveløsning i retning
af
større kompleksitet og forventningerne om stadig højere kvalitet stiller krav
om en grundig analyse, debat og overvejelser om, hvordan den nødvendige
faglighed og kompetence kan opnås i amter og kommuner.
Desværre har regeringens udgangspunkt for alle diskussioner og
forhandlinger om strukturreformen været, at amterne skulle nedlægges, og at
der
på det regionale niveau kun må løses ganske få opgaver og kun efter konkret
tilladelse gennem lovgivning.
Regeringens nedlæggelse af amterne betyder, at en lang række opgaver må
fordeles til enten stat eller kommune eller til kommunen med nye former for
statsstyring påhæftet. Ikke fordi det kan begrundes af demokratiske, faglige,
økonomiske eller andre hensyn – men fordi amterne skal nedlægges.
Amterne erstattes ikke af noget andet, men der oprettes 5 regioner. De fem
regioner er nok demokratisk styrede, men de er uden politisk og
administrativt råderum og uden selvstændig økonomi. De har således ikke som
amterne mulighed for at løse opgaver, og det giver en lang række demokratiske
problemer og en lang række problemer for løsningen af opgaver.
For det første tages der ikke hensyn til mennesker i en udsat situation, hvis
behov stiller krav om stor faglighed, en særlig indsats og en betydelig
økonomisk robusthed i den konkrete offentlige indsats.
For det andet gives der ikke mulighed for at tage hensyn til den miljømæssige
bæredygtighed eller ved armslængdeprincippet at skille umiddelbart
uforenelige hensyn til henholdsvis erhvervsudvikling og miljø.
For det tredje kan den demokratiske ledelse af regionen ikke tage ansvar for
både indtægter og udgifter – men skal løse opgaven inden for den
udgiftsramme, som andre har bestemt. Dertil kan lægges, at der ikke er
noget overblik over, om der er økonomi til den konkrete opgaveløsning i hver
enkelt
ny kommune eller i regionerne.
For det fjerde bliver den faglige bæredygtighed i en række
opgaver tynd. Medarbejdere, der tidligere var organiseret i amtsligt regi,
fordeles til de nye kommuner eller i sjældnere tilfælde til staten med en
udtynding af det faglige miljø til følge.
S, RV, SF og EL kan ikke støtte den samlede ramme for strukturreformen.
Der er tværtimod brug for fokus på opgavernes løsning i en demokratisk ramme,
med særlige hensyn til mennesker i en udsat situation og et bæredygtigt
miljø,
og med et kendt og robust økonomisk grundlag.
Socialdemokratiet
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget bemærker, at
Socialdemokratiet siden kommunalreformen i 1970 har været medvirkende til
større og mindre justeringer af den kommunale struktur. Kun i enkelte år har
der ikke været truffet beslutning om flytning af opgaver – særligt fra
staten
til amterne og kommunerne. Der har været en glidende decentralisering, der
har
gjort Danmark til verdens mest decentrale samfund med vigtige beslutninger
lagt
ud i det yderste bæredygtige led på grundlag af åbenhed, selvbestemmelse og
demokrati.
Gennem de senere år er det blevet stadig klarere, at indretningen
af den kommunale struktur stod over for mere afgørende udfordringer:
–
Flere og tungere
opgaver i kommunerne har øget kravene til faglig styrke og økonomisk
robusthed,
hvilket har været vanskeligt at løfte i særligt de meget små kommuner.
–
En stadig stigende
specialisering, kravet om høj kvalitet i løsning af sygehusopgaven og den
stadig mere påtrængende opgave som regional vækstdynamo har kaldt på færre og
større amter eller regioner.
–
Fraværet af en
regional og demokratisk myndighed i hovedstadsregionen til varetagelse af
fælles
interesser har været defensiv i forhold til de globale udfordringer.
Årene har budt på forsøg på løsninger, som tilsammen har udgjort
et utilfredsstillende billede. Små kommuner har værget for sig ved dannelsen
af
uigennemskuelige og udemokratiske samarbejder eller selskabsdannelser.
Yderområder har været i vækst målt på kravene til ekstraordinær indsats for
at
sikre behandling og aktivitet på linje med landsgennemsnittet. Hovedstadens
Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab fremtrådte mere og mere som
midlertidige nødløsninger.
Derfor hilste Socialdemokratiet det velkommen, at Strukturkommissionen
blev nedsat i efteråret 2002. Der var brug for et helhedsbillede, hvor
strukturen, økonomien og opgavefordelingen blev taget under en grundig og
fordomsfri behandling.
Socialdemokratiet fastlagde sine mål for en fornyet kommunal struktur:
–
Forbedring og
fremtidssikring af den offentlige service over for borgerne.
–
Økonomisk,
administrativ og faglig styrke i enheder, der skal løfte de offentlige
velfærdsopgaver.
–
En klar fordeling og
sammenhæng mellem ansvar, kompetence og økonomi.
–
Muligheder for aktiv
regional vækst og beskæftigelse i hele landet.
–
Åbenhed, nærdemokrati
og borgerinddragelse som afgørende udgangspunkt for at videreudvikle verdens
mest decentrale samfund.
–
Sikring af natur og
miljø for kommende generationer.
–
Trygge vilkår for
stærkt handicappede og øvrige borgere, som er afhængige af offentlige tilbud
af
høj faglig kvalitet.
–
Et effektivt og
velfungerende arbejdsmarked med et nationalt ansvar for
beskæftigelsespolitikken
med tilbud om job, uddannelse og opkvalificering til alle ledige.
Socialdemokratiets konklusion var klar: At nå disse mål
forudsætter en struktur med større og mere robuste kommuner og regioner.
Ansvaret for opgaverne skal varetages af den myndighed, som kan tilbyde den
bedste service over for borgerne, og som kan levere den højeste faglige
kvalitet.
Strukturen er kun et redskab for at nå vore politiske mål om den
bedst mulige betjening af borgerne. Derfor har vi på intet tidspunkt anset
debatten om en ny struktur som en ideologisk kampplads. For os har tilgangen
været at skabe de bedst mulige rammer for fremtidens velfærdssamfund uden
ideologiske
overtoner.
Derfor blev vi også overrasket over regeringens stærke
ideologiske tilgang til opgaven. Allerede ved udarbejdelsen af kommissoriet
for
Strukturkommissionen insisterede regeringen på at indbygge modeller for en
stærkere markedsgørelse af velfærden. I hele det efterfølgende forløb har
regeringen
forfulgt dette spor.
Ved offentliggørelsen af Strukturkommissionens betænkning i
januar 2004 var det desværre slående, at den, modsat forventet, var uklar i
sine anbefalinger, præget af traditionel sektortænkning og uden en samlet
vision for, hvordan fremtidens offentlige sektor burde skrues sammen.
Få har læst de 1.600 sider, men betænkningen har, helt i
modstrid med dens indhold og opbygning, tjent som den faglige begrundelse for
regeringens udspil få måneder senere. Tilmed var deltagelsen af uafhængige
eksperter med til at give betænkningen den faglige styrke og troværdighed,
der
kunne stille politikere med en kritisk tilgang til regeringens udspil i et
usagligt lys.
Desværre er dette et misbrug af så vel betænkningens indhold som
af de uafhængige eksperters medvirken. Som den ene – Poul Erik Mouritzen
– har
sagt det i Mandag Morgen den 6. september 2004: »Alle tror, at den er spækket
med visdom, og at den senere dannede grundlag for regeringens udspil. Vores
primære opgave som uafhængige eksperter var at legitimere den opfattelse. Det
var ikke meningen, at betænkningens indhold skulle bruges til noget, men den
skulle fylde meget.«
Scenen var sat til politiske forhandlinger, hvor kun meget få
udenforstående havde overblik over indhold, løsninger og problemer. Afgørende
problemer og politiske uenigheder blev i formidlingen følgelig reduceret til
ligegyldigt politisk drilleri og hanekamp. Ved forhandlingssammenbruddet
mellem
regeringen og Dansk Folkeparti på den ene side og Socialdemokratiet og Det
Radikale
Venstre på den anden side fremstod uenighederne som uforklarligt små i
indenrigsministerens udsagn om de sidste to centimeter i et 100-meter-løb.
Men
de mange udestående emner blev kraftigt markeret i forsommeren 2004 og blev
gentaget i en kort og klar udtalelse fra den socialdemokratiske kongres i
september 2004:
1.
Vi vil have klarhed
over, at de enkelte kommuner og regioner har et betryggende fagligt og
økonomiske grundlag for at løse opgaverne på et kvalitativt højt niveau.
2.
Vi vil fastholde
ekspertise og institutioner på regionalt niveau af hensyn til at sikre de
mest
sårbare medborgere de bedst mulige tilbud.
3.
Vi skal fastholde
armslængdeprincippet på miljøområdet, værne om vore naturværdier til kommende
generationer og sikre en ansvarlig planlægning for det åbne land.
4.
Der er brug for
grundige vurderinger, inden et helt nyt sundhedssystem med en ny finansiering
føres ud i livet.
5.
Regionerne skal være
dynamoer for en aktiv udvikling af alle dele af landet.
6.
Vi ønsker at
fastholde det nationale ansvar for beskæftigelsesindsatsen, herunder det
økonomiske
ansvar.
7.
Der skal skabes gode
personalemæssige vilkår ved strukturreformen gennem en tæt inddragelse af
personalet og deres organisationer.«
Disse krav og ambitioner blev hovedindholdet af de socialdemokratiske
budskaber for reformen i valgkampen i januar-februar 2005, en valgkamp, der i
øvrigt kun sporadisk kom til at handle om vor tids største reform af
grundlaget
for velfærdssamfundets funktion.
Folketingsvalget førte til en fortsættelse af flertallet for de
tre partier bag reformen. Regeringen inviterede til forhandling med
udgangspunkt i, at hele hovedkonstruktionen ikke kunne ændres. Opgavernes
flytning kunne ikke diskuteres, og økonomien ville først blive klarlagt i
2006.
Så vel Socialdemokratiet som Det Radikale Venstre gik til forhandlingerne for
at sikre en begrænsning eller fjernelse af flest mulige af problemerne.
Indledningsvis indgik de to partier i en bred aftale om at
færdiggøre arbejdet med at skabe de bæredygtige kommuner og regioner, som
havde
været vores udgangspunkt for arbejdet med en strukturreform. Aftalen fra den
3.
marts 2005 er i det efterfølgende forløb udmøntet i fuld udstrækning. Vi
kender
således det geografiske og befolkningsmæssige grundlag for den fremtidige
kommunale
struktur.
Senere i forløbet er der indgået en større aftale om
behandlingen af medarbejderne i forbindelse med de mange omlægninger og
omflytninger. Reformen vil medføre at titusindvis af medarbejdere skal flytte
arbejdsplads, skifte kolleger, betjene nye borgere og have nye chefer.
Socialdemokratiets mål med forhandlingerne var at sikre disse mange mennesker
nogle
reelle rammer for tryghed i ansættelsen, så de også i overgangsperioden ville
kunne koncentrere deres indsats om borgernes opgaver. Det lykkedes at skabe
en
statslig forpligtelse til at lave tryghedsaftaler, ligesom retssikkerheden
for
medarbejderne blev væsentligt styrket. Det lykkedes ikke at sikre
tjenestemændene en tilfredsstillende situation, hvorfor der her må imødeses
en
lang række sager ved domstolene.
De øvrige forhandlinger har været præget af regeringens uvilje
til at lytte til ønsker, der er blevet gentaget og uddybet med stor styrke.
Intet har været uforsøgt: Striber af forhandlingsmøder med udveksling af
ønsker,
skitsering af ønskede ændringer i brevtekst til de enkelte ministre og
formulering
af præcise ændringsforslag på områder, hvor dette overhovedet har været
teknisk
meningsfuldt.
Det har resulteret i en række delaftaler på forskellige områder
og om konkrete lovforslag. Regeringen har derimod været fastlåst på reformens
hovedforslag.
På flere områder har ministre endog trukket tilbud om ændringer tilbage, som
kunne åbne for reelle forhandlinger. De indgåede aftaler indeholder ikke
fundamentale ændringer, men de er alle udtryk for justeringer af mulighederne
for at føre områderne i en konstruktiv retning i forhold til det foreslåede
fra
regeringen og Dansk Folkeparti. Det gælder bl.a. områderne erhverv, trafik,
kultur og med forventninger om et positivt resultat på gymnasieområdet.
Desværre har regeringen været afvisende på helt centrale områder
som miljø, det sociale område, vidtgående specialundervisning og
beskæftigelsesområdet. Tilsvarende har man totalt afvist at forhandle om en
egen økonomi til regionerne og ændringer i finansieringen af sundhedsområdet,
som alle sagkyndige har advaret imod.
Regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti vil således
gennemføre en reform, der hviler på et meget skrøbeligt så vel politisk som
fagligt og økonomisk grundlag. Der udestår således omfattende uklarhed eller
det, der er værre, om:
–
De økonomiske
konsekvenser for kommunerne og borgerne.
–
Virkningen af
finansieringen af sundhedsområdet.
–
Konsekvenserne for de
mest socialt udsatte og handicappede.
–
Opsplitningen på
natur- og miljøområdet.
–
Undergravning af den
nationale beskæftigelsespolitik.
Det er svært at spå om forløbet de kommende måneder, og når
reformen træder i kraft den 1. januar 2007. Der er ingen tvivl om, at så vel
folkevalgte i kommuner og regioner som de brede grupper af medarbejdere vil
bestræbe sig til det yderste for at føre reformen ud i livet. Det gælder også
socialdemokratiske repræsentanter i kommuner og regioner.
Det er dog ikke uden grund, at mange er bekymrede for, om en så
omfattende omvæltning af hele den offentlige sektor kan gennemføres »i et
hug«
uden at få mærkbare følger for den primære borgerbetjening. Her pådrager
regeringen og Dansk Folkeparti sig et tungt ansvar ved at overhøre advarsler
fra mange grupper af berørte borgere, sagkyndige og en samlet opposition.
Socialdemokratiet vil fortsat følge reformen så tæt som muligt for om muligt
at
forebygge flest mulige af de problemer, der opstår, inden de får
uoverstigelige
konsekvenser for borgerne. Det er der et stort behov for, da den reform, der
nu
vedtages, hviler på et svagt fagligt grundlag, er dårligt belyst og mangler
svar på en lang række af de centrale spørgsmål, der er stillet under
udvalgsbehandlingen.
Socialdemokratiet vil derfor stemme imod lovforslaget, som er et
hovedforslag i den samlede reform.
Det Radikale Venstre
Det Radikale Venstres
medlemmer
af udvalget
finder det
afgørende, at det politiske arbejde i forhold til den offentlige sektors
løsning af opgaver er reformerende. Målet skal være, at opgaver løses efter
de
politiske prioriteringer, som demokratiet er ramme for, og at disse opgaver
løses
mest hensigtsmæssigt efter denne prioritering. Det betyder samtidig, at
opgaver
bør løses, så der er mindst mulig efterkontrol eller regelstyring for slet
ikke
at tale om lag af styringsmekanismer fra andre politiske og administrative
niveauer. Det giver en klar ansvarsplacering.
Det Radikale Venstre har opstillet
otte principper for arbejdet med en strukturreform i Danmark:
1)
Den offentlige sektor skal være enkel og gennemskuelig,
2)
opgaverne skal løses så tæt på borgerne som muligt, når det
fagligt og sagligt giver mening i forhold til kvaliteten i opgaveløsningen,
3)
kompetencer og økonomisk ansvar skal følges ad,
4)
enstrengede systemer er at foretrække frem for et delt ansvar, men
ikke for enhver pris,
5)
strukturen skal understøtte et åbent og velfungerende demokrati,
6)
borgerens retssikkerhed ved mødet med det offentlige skal sikres
på alle niveauer,
7)
centralisering af administrationen må ikke føre til en
centralisering af kommunal service og sidst, men naturligvis ikke mindst,
8)
kommuner bør have en størrelse, der økonomisk og fagligt sætter
dem i stand til at løse de opgaver, de er blevet tildelt.
Det leder os frem til, at
det ikke er strukturen, der skal betinge, hvor opgaverne skal løses, men de
krav, som opgaverne stiller i forhold til faglighed, organisering,
finansiering
og befolkningsunderlag. Derfor er vores udgangspunkt ikke amternes
nedlæggelse,
men en bedre løsning af opgaverne så enkelt og ubureaukratisk som muligt i
den
bedst mulige kvalitet.
Dermed også sagt, at vi er
optaget af ideen om tre niveauer: kommuner, større regioner og staten. Tre
niveauer, som alle kendetegnes af at være ledet af direkte folkevalgte
organer
med ret til at udskrive skat og med et antal medlemmer, der kan gøre det
sandsynligt, at mindretal, små partier og lister kan opnå repræsentation. Det
er vores vurdering, at det giver den stærkeste politiske kultur og det
enkleste
grundlag for finansieringen.
RV henviser endvidere til
det fælles betænkningsbidrag fra S, RV, SF og EL og betænkningsbidragene for
de
øvrige forslag i strukturreformen for en samlet gennemgang af RV’s
holdning til
den konkrete opgavefordeling og reformens økonomiske grundlag.
Socialistisk Folkeparti
Socialistisk Folkepartis
medlem
af udvalget
understreger,
at SF som udgangspunkt har været parat til at diskutere den kommunale og
amtskommunale
opgavevaretagelse. Der er i Danmark tradition for, at der løbende sker også
store opgavetilpasninger. I 70’erne og 80’erne udlagde man
åndssvageforsorgen
og fik indplaceret miljøopgaverne i kommuner og amter; og i 90’erne fik
man
store finansieringsomlægninger på social- og undervisningsområdet. Disse var
SF
dog meget kritisk overfor. I dette årti har man i stor enighed i Folketinget
tilpasset kommunestrukturen på Bornholm. Derudover er der tradition for, at
store omlægninger af opgaverne altid sker på baggrund af et stort og grundigt
udredningsarbejde med bred repræsentation fra partier og
interesseorganisationer. I den forbindelse kan man blot kaste et blik bagud
til
arbejdet med kommunalreformen i 1970, men også til vore nabolande, hvor
større
kommuneændringer altid er blevet og bliver forberedt på baggrund af et bredt
og
grundigt kommissionsarbejde.
Derfor har SF
også med nogen undren fulgt tilblivelsen af regeringens kommunalreform. I
juni
2002 sagde indenrigs- og sundhedsministeren i forbindelse med et samråd i
Folketingets Kommunaludvalg:
»Regeringen har ingen planer om at foretage ændring af den kommunale
struktur«. Derfor var vores undren stor, da regeringen 4 måneder senere i
forbindelse med statsministerens åbningstale vendte på en tallerken og sagde,
»at
tiden er kommet til en kritisk gennemgang af det bestående system«. Herefter
nedsatte regeringen en snæver embedsmandskommission, bestående af ti mænd og
én
kvinde og med kun ét medlem fra provinsen, som i løbet af kun 14 måneder gav
nogle bud på en række fremtidige kommunemodeller - dog uden at trække på
udenlandske erfaringer. Arbejdet fik heller ikke nogen særlig betydning, ud
over
at det blev startskuddet til en lokal debat om kommunesammenlægninger,
eftersom
regeringen siden præsenterede et helt andet udspil, der groft sagt kom til at
danne udgangspunkt for forliget om kommunalreformen udelukkende med Dansk
Folkeparti. Hermed brød regeringen 25 års tradition for brede forlig på
kommuneområdet!
SF blev,
straks efter at regeringen og Dansk Folkeparti havde præsenteret deres
forlig,
inviteret til forhandlinger. Men i disse forhandlinger var det ikke muligt at
formå regeringen til at diskutere kvaliteten i opgaveløsningen. Hvordan
sikrer
vi en uafhængig miljøkontrol og armslængdeprincippet? Hvordan sikrer vi det
enkelte handicappede barn det bedste tilbud? osv. Da SF ikke ville acceptere
regeringens udgangspunkt, blev vi på et relativt tidligt tidspunkt bedt om at
forlade forhandlingerne og blev da heller ikke inviteret, da de blev
genoptaget
med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.
Ud over
selve opgaveløsningen var det heller ikke muligt at få klarlagt de kommende
kommuners økonomi, da der ikke forelå udspil til eller regneeksempler baseret
på et eventuelt kommende udligningssystem. Det betyder, at regeringen nu
sender
byrådskandidaterne ud i en valgkamp, uden at de kender det økonomiske
grundlag
for deres kommende virke. SF mener, at det er dybt kritisabelt, at regeringen
trods gentagne løfter ikke har fremlagt et udspil til en ny byrdefordelings-
og
udligningsreform. Da Anders Fogh Rasmussens første regering tiltrådte, lovede
man en udligningsreform. Udligningsreformen er siden blevet udskudt i flere
omgange, men det blev lovet, at der ville komme et udspil, når
kommunalreformen
forelå. P.t. er Folketinget og kommunerne ikke blevet præsenteret for noget
udspil, men regeringen har dog lovet, at der vil blive præsenteret et udspil
engang i folketingssamlingen 2005-06, men ikke inden kommunalvalget. SF
mener, at
det haster med et udspil på området – især for de områder af Danmark,
som er
ramt af lavvækst og stor arbejdsløshed.
Arbejdet med regeringens
og Dansk Folkepartis udspil til kommunalreformen og de efterfølgende 49
lovforslag har været dybt utilfredsstillende og præget af meget hastværk
– så
meget, at de økonomiske, forvaltningsmæssige, retssikkerhedsmæssige og
demokratiske konsekvenser ikke er blevet ordentlig klarlagt. Det er da også
betegnende, at mange forvaltningseksperter, sundhedsøkonomer m.m. har taget
afstand fra reformkomplekset og betegnet det som værende præget af hastværk.
Professor
Poul Erik Mouritzen er endog gået så langt, at han i Nordisk Administrativt
Tidsskrift har betegnet regeringens model som værende en »
skraldespandsmodel«. Denne forklarer Poul Erik Mouritzen
således: »Hvor den rationelle model forudsætter, at løsninger vælges med
henblik på at løse veldefinerede problemer, kan man inden for denne models
rammer sagtens forestille sig, at løsningerne kommer før problemerne, eller
at
løsninger er på jagt efter problemer, som de kan koble sig på«.
Endelig har
SF i en række foreløbige svar fra Europarådets
k
ommunalkonference kunnet konstatere en række løftede pegefingre i forhold til
Danmarks overholdelse af
Europarådets konvention om lokalt selvstyre som følge af kommunalreformen.
Hvis den endelige udtalelse fra Europarådet ender med kritik af Danmark, er
det dybt beklageligt – ikke mindst, når man tænker på, at Danmark har
været en af de drivende kræfter i vedtagelsen af konventionen.
SF er i det hele taget dybt betænkelig ved reformens grundstruktur med
meget få opgaver til de nye regioner, en atomisering af de stærke faglige
miljøer i de nuværende amter, de folkevalgtes manglende muligheder for
initiativ og for at påvirke indtægtssiden som følge af, at regeringen og
Dansk Folkeparti har fjernet regionernes ret til skatteudskrivning. Dette er
også dybt betænkeligt ud fra en demokratisk tankegang om, at det politiske og
økonomiske ansvar bør følges ad – og det er da også et af de
kritikpunkter, som Europarådets kommunalkonference har kredset om i deres
foreløbige udkast til svar. Gerd Battrup, lektor i offentlig forvaltning på
RUC, går i en artikel i Retsvidenskabeligt Tidsskrift 5/05 så langt, at
hun påpeger, at den manglende egenfinansiering kan være i strid med den
danske grundlovs § 82 om kommunernes ret til selvstyre.
Endelig mener SF, at regionernes udviklingsmuligheder svækkes, når de ikke
længere omfattes af kommunalfuldmagten.
Ideologien
bag regeringens synspunkter holdes delvis skjult, og det forklarer måske også
Poul Erik Mouritzens vurdering af reformen som værende en
»skraldespandsmodel«.
Udadtil forsøges den solgt med en række superlativer: »en fremtidssikring af
den offentlige sektor«, »en indgang for borgerne« og »bedre opgaveløsning«.
SF’s vurdering er dog, at ingen af delene bliver tilfældet. Men det vil
alt
andet lige være sådan, at større kommuner og regioner vil blive mere
interessante markeder for private leverandører af velfærdsydelser. Derfor kan
ideen bag reformen kun hentes i Venstres nyliberalistiske tankegods, som de i
disse år forsøger at nedtone
–
senest i valgkampen, hvor de forsøgte at overbyde
centrum-venstre på velfærdsområdet. Men både beskæftigelsesministeren og
Venstres politiske ordfører har flere gange i debatten peget på, at større
kommuner vil være mere interessante markeder for private udbydere på
velfærdsområdet.
SF er dybt
betænkelig ved reformens kraftige centraliseringstendenser. Selv om flere
opgaver lægges ud til kommunerne og regeringen har solgt reformen med
superlativer som »større politisk råderum« og »flere decentrale
beslutninger«,
har vi ved gennemgangen af lovforslagene kunnet konstatere, at regeringen har
udstyret sig selv med mere end 500 ministerbeføjelser, at der skal oprettes
en
række statslige miljø- og skattekontorer lokalt rundtomkring i Danmark, at
der
skal ske en stærkere detailstyring af sundheds- og arbejdsmarkedspolitikken,
og
endelig at det regionale niveau fratages muligheden for egne indtægter. I
stedet indføres en statslig sundhedsskat til finansiering af regionerne.
Dette
vil alt andet lige styrke statens detailstyring af den regionale politik!
Derudover har regeringen fortsat og strammet sin budgetstyring af kommuner og
amter – ikke mindst via det netop fremsatte lovforslag nr. L 144:
Forslag til
lov om midlertidig binding af kommunernes og amtskommunernes
overskudslikviditet og ændring af forskellige kommunaløkonomiske love
(Binding
af overskudslikviditet i kommunerne indtil 2007, indførelse af midlertidige
begrænsninger
i den kommunale og amtskommunale skatteudskrivning for 2006 og
midtvejsregulering
af den kommunale udligning af beskatningsgrundlag for 2005). Hermed er
statsstyringen
af kommuner og regioner strammere end nogensinde!
SF tager til efterretning,
at det er lykkedes regeringen at få strikket en samlet sundhedslov sammen, og
at
området stadig er underlagt fem folkevalgte organer i regionerne, samtidig
med
at man får taget hul på kommunernes pligt til at deltage i
sundhedsforebyggelsen. Men det er en klar svækkelse, at regionerne ikke får
mulighed
for at udskrive egne skatter, og man kan frygte, at den manglende sammenhæng
mellem økonomisk og politisk ansvar på sundhedsområdet på sigt kan svække
styringen
af de samlede sundhedsudgifter, uden at kvaliteten øges. Endelig sætter SF på
linje med flere sundhedsøkonomer, bl.a. professor Kjeld Møller Petersen,
spørgsmålstegn ved, om den valgte finansieringsmodel på sundhedsområdet vil
skabe tilstrækkelige incitamenter til sundhedsfremme og sundhedsforebyggelse.
Hvis man derfor skal forsøge at forklare baggrunden for forslaget til den
kommunale medfinansiering, kan det kun være, fordi regeringen ønsker at
indføre
en form for glidende start på brugerbetaling på sundhedsområdet. For således
som forslaget er skruet sammen nu, vil det ikke øge kvaliteten i
patientbehandlingen. Det vil kun føre til et enormt bureaukrati med en
syndflod
af regninger og bilag mellem kommuner og regioner.
I forbindelse med
præsentationen af Strukturkommissionens betænkning i januar 2004 gjorde
indenrigs-
og sundhedsministeren meget ud af at sige, at regeringen ville lytte. I den
forbindelse må SF konstatere, at regeringen ikke har villet lytte til de
utallige høringssvar fra bruger- og interesseorganisationer på miljø- og
socialområdet om faren for ødelæggelse af de faglige miljøer på social- og
miljøområdet
i amterne i forbindelse med flytningen af en række opgaver til kommuner og
stat.
På socialområdet vurderer
SF, at der nu vil ske en forringelse af de tilbud, der gives til handicappede
mennesker med indlærings- og adfærdsvanskeligheder. Med reformen er der
nemlig
ikke taget tilstrækkelig hensyn til kvaliteten, udviklingen og økonomien i de
sociale tilbud og vidtgående specialundervisning, heller ikke for så vidt at
der udbydes og udvikles tilstrækkelige tilbud, og i fremtiden vil være de
fornødne pladser i beredskab.
På miljøområdet vurderer
SF, at der ikke vil være tilstrækkelig stærke faglige miljøer i kommunerne.
Både fordi ekspertisen nu spredes, men også fordi det nødvendige
armslængdeprincip nu reelt afskaffes. Derved er der stor risiko for, at
myndighederne kommer for tæt på dem, der skal godkendes og kontrolleres
– og
det kan gøre det vanskeligt at træffe miljømæssigt begrundede beslutninger,
som
ville være i strid med kortsigtede lokaløkonomiske interesser og derfor til
skade for miljø og borgere i de ramte kommuner.
Udgangspunktet for
borgerbetjeningen i kommuner og regioner bør være, at borgerne skal kunne
komme
hurtigt og nemt i kontakt med offentlige myndigheder. Samtidig må borgerne
sikres en korrekt og fortrolig behandling af deres henvendelser til det
offentlige. Dette ser ikke ud til at have været udgangspunktet for
regeringen:
På skatteområdet lægges op til urimeligt lange geografiske afstande for
borgerne; og i forhold til indretningen af de kommende borgerservicecentre
kan
vi konstatere, at regeringen ikke har villet garantere en tilstrækkelig
fortrolighed og korrekt behandling af borgernes sager. Tværtimod lægges der
op
til ringere retssikkerhed, bl.a. ved at borgerne ikke længere skal give
samtykke til, at fortrolige oplysninger udveksles mellem sagsbehandlere, og
ved
mindre ret til aktindsigt.
SF havde på baggrund af statsministerens
åbningstale i 2004 troet, at man kunne nå til enighed om en tryghedsaftale i
forhold til de ansatte i kommuner og amter, men det har desværre ikke vist
sig
at være tilfældet. Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det
Radikale
Venstre har ikke engang som minimum kunnet sikre de rettigheder, for så vidt
angår løn- og ansættelsesvilkår, der følger af lov om
virksomhedsoverdragelse.
Så der er langt fra tale om Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres
oprindelige
krav om, at der skulle sikres lokale tryghedsaftaler, der kunne indeholde
aftaler om naturlig afgang, kompetenceudvikling, fratrædelsesaftaler, ændring
af chefernes rolle og tilsagn om forhandlinger, så der kunne ske en
tillempning
af de forskellige ansættelsesvilkår i kommunerne.
Eftersom denne reform
skaber flere problemer, end den løser, er det SF’s vurdering, at der kan
være
brug for en vis oprydning, når der kommer et nyt flertal i Folketinget.
For det første er det både
af demokratiske og økonomiske årsager nødvendigt at genindføre regionernes
politiske råderum og mulighed for egenfinansiering, helst via egen
skatteudskrivning.
For det andet er det
nødvendigt at revurdere myndighedsopgaverne på miljø- og socialområdet. På
miljøområdet skal der være sikkerhed for, at der er nogle stærke faglige
miljøer af hensyn til kvaliteten i opgaveløsningen, men også at det
nødvendige
armslængdeprincip genindføres, således at det ikke er de samme myndigheder,
der
både giver tilladelserne til udledninger m.m. og kontrollerer, om
miljøpåvirkningerne ligger inden for lovgivningens rammer. På socialområdet
skal der være sikkerhed for, at kvaliteten i tilbuddene er i højsædet og det
rigtige tilbud som udgangspunkt altid gives første gang. Dette kan give
anledning til genovervejelser om myndighedsopgavernes placering, sikring af
bedre
ankemuligheder for brugerne og mulighed for indførelse af en second opinion.
For det tredje er det
nødvendigt, at man igen ser på taxameterfinansieringen af gymnasierne. Som
udgangspunkt er det vores vurdering, at den kan betyde en forringelse af
gymnasietilbuddene – især i landets udkantområder, hvilket er i
klar
modstrid med de mange løfter, som skiftende regeringer og folketingsflertal
har
givet om en reel regional udvikling i landdistrikter og lavvækstområder.
Det er SF’sopfattelse, at konstruktionen af
regionerne er en misforståelse. De har fåetalt for få opgaver
og har en håbløs finansiering af disse, udenegne indtægter. Det
strider imod princippet om, at det politiske
ogøkonomiske ansvar skal følges ad.
Derudoverpeger en del udenlandske
erfaringer med statslig opgavevaretagelse eller stærkstatslig finansiel
styring af regionerne på, at opgavevaretagelsen bliver dyr,uden at kvaliteten
øges. Samtidig svækkes regionernes mulighed for lokalprioritering, eftersom
budget- og økonomistyringen i fremtiden kommer til atforegå efter det
såkaldte »cigaræskesystem«, hvor pengene på sundheds-, drifts-og vækst- og
udviklingsområdet ikke må sammentænkes eller udsættes for lokalepolitiske
prioriteringer. Det er da også SF’s vurdering, at denne
politiskestyringsform vil være uholdbar på sigt – eller måske har
regeringen og DanskFolkeparti en drøm om, at staten på sigt overtager
sundheds- og driftsopgavernepå social- og undervisningsområdet, når de
regionale politikere har tagetskraldet og foretaget en række ubehagelige
strukturtilpasninger af isærsundhedsvæsenet.
Lovforslagetsordlyd i § 5, stk. 2, om, at
»Regionsrådene kan ikke varetage andre opgaver endde i stk. 1. nævnte« og
forbud mod at være omfattet af kommunalfuldmagten vilalt andet lige komme til
at udgøre en stor barriere for en naturlig og smidigadgang til at udvikle
servicen over for borgerne. I Danmark er der traditionfor, at både amter og
kommuner over tid har haft mulighed for at udvikleborgerservicen, at etablere
selskaber i samarbejde med private eller f.eks.patientforeninger eller andre
repræsentanter fra det civile samfund iforbindelse med eller i forlængelse af
den amtskommunaleopgavevaretagelse. Ud over at det vil svække den
regionaleopgavevaretagelse, vil det også være en indsnævring af den samlede
innovationog nyudvikling i samfundet, for et af særkenderne ved den
danskesamfundsstruktur har netop været samspillet mellem det offentlige
velfærdssystemog produktudviklingen i virksomhederne på f.eks. teknik-
og miljøområdetog i det danske sundhedsvæsen. Det sidste har regeringen dog
lovet vilfortsætte. Det vil SF holde regeringen fast på.
SF’s
vurdering er, at der vil ske enatomisering af en
række af de stærke faglige miljøer på især social-,undervisnings- og
miljøområdet, som er bygget op de sidste 10-20 år uden sikkerhedfor, at denne
viden bibeholdes, når myndighedsopgaverne og mange afdriftsopgaverne på disse
områder lægges ud til kommunerne og staten. Man kanselvfølgelig forestille
sig, at en del enkeltopgaver, som er lukrative ogoverskudsgivende, vil blive
overtaget af en række private firmaer med fare foren fordyrelse af
opgavevaretagelsen, men en ting er sikker: Privatekonsulentfirmaer går
kronede tider i møde.
Problemet er blot,hvem der tager
ansvaret for de mindre handicapgrupper, som har behovfor et helt specielt
tilbud, når reformen er fuldt indfaset og det er blevetdagligdag i de nye
regioner og kommuner og budgetskruen har fået endnu
etvrid? SF har i flere omgange, bl.a. på baggrund af de
mangebekymrede høringssvar fra bruger- og personaleorganisationer, forsøgt at
afæskeregeringen garantier for, at tilbuddene på social- og
undervisningsområdet vilblive fortsat og udviklet, men regeringen har ikke
villet give disse garantier!
I denforbindelse kunne det have været
fornuftigt, at man som et kompromis havdeudstyret de kommende kommunale
kontaktråd med en egentlig politisk kompetence,således at de kunne fungere
som tilsynsmyndighed i forhold til en tilstrækkeligforsyning på social- og
undervisningsområdet i regionen. Sådan som lovforslagetforeligger nu, får
kommunerne en ret til at overtage forsyningen påsocialområdet, uden at man
har tilstrækkelig sikkerhed for kvaliteten iopgavevaretagelsen.
SF finder endvidere,at lovforslagets
detailregulering af regionsrådets politiske styrelse er dybt betænkeligog
udtryk for en unødvendig statsstyring. Opbygningen af regionsrådene burdesom
folkevalgte organer have taget sit afsæt i den eksisterende
kommunalestyrelseslov, således at rådene selv, inden for rammerne af denne,
kunne havetaget stilling til politisk styring og aflønning af menige
medlemmer ogudvalgsformænd. SF er selvfølgelig opmærksom på, at opgaverne i
rådene bliverfærre og får en anden karakter, men den nødvendige tillempning
af styreformerne,eventuelt med mulighed for forretningsudvalgsstyre, kunne
have fundet sted iform af mindre tillempninger af styrelsesloven og i de
løbende forhandlinger ide kommende forberedelsesudvalg.
SF
beklager, at man igenbegår den historiske
fejltagelse ikke mere dybtgående at se på den politiske ogadministrative
struktur i hovedstadsområdet, som de facto er et samletbyområde. Vi
anerkender dog, at man nu tager fat om sundhedsområdet. Det ergodt, at
Hovedstadens Sygehusfællesskab nu nedlægges, så man dels får en
samletsundhedsplanlægning for hele hovedstaden, dels får en direkte valgt
politisk ledelse.Den bliver dog noget amputeret, eftersom den ikke får egne
skatteindtægter ogmulighed for at foretage politiske prioriteringer på tværs
af områderne, ogfordi den får en meget snæver opgaveportefølje.
SF mener,at det ville havde været naturligt
med et direkte valgt hovedstadsråd,som kunne have bestemmende
indflydelse på
–
regionsplanlægningen,
–
den kollektive trafik i forhold til både busser, tog og
privatbaner,
–
vejområdet,
–
miljøområdet,
–
forsyningsområdet og
–
de specialiserede opgaver på undervisnings- og miljøområdet.
Dette villegive mulighed for mere både
solidariske og sammentænkte løsninger for heledette samlede byområde. Man
kunne så diskutere, om et sådant hovedstadsrådskulle dække det tidligere
HT-område, eller om større eller mindre dele afSjælland skulle medinddrages.
Desværre har der hverken i oplægget fraregeringens Strukturkommission, i
regeringens endelige udspil eller i lovforslageneværet nogen initiativer i
den retning.
Endeligmener SF stadig, at der er brug for
en opdeling af Københavns Kommune i enrække direkte valgte bydelsråd med
ansvar for de primære kommunale opgaver. Detvil både udvikle nærdemokratiet
og på sigt give en billigere og bedreopgaveløsning.
Enhedslisten
Enhedslistens medlem
af
udvalget
skal henvise til det fælles
betænkningsbidrag fra S, RV, SF og EL og samtidig bemærke, at
kommunalreformen
er en glidebane mod mere privatisering, mere markedsgørelse, mindre demokrati
og mindre velfærd i Danmark.
Det danske
velfærdssamfund bygger på det lokale demokrati i amter og kommuner. Her
varetages langt de fleste og største velfærdsopgaver: daginstitutioner,
folkeskoler, det sociale arbejde, sygehuse og ældrepleje.
Der er stor brug for
reformer i Danmark for at udvikle velfærdssamfundet. Der er mange borgere,
der
kommer i klemme i systemet, og der er alt for megen kassetænkning og for lidt
fokus på langsigtede konsekvenser i forhold til budgetterne i hvert enkelt
år.
Vi har den absurde situation, at flere hundrede tusinder er sat uden for
arbejdsmarkedet, samtidig med at alt for mange bliver slidt ned af at skulle
løbe alt for hurtigt. Og samtidig har vi brug for flere hænder til
velfærdsopgaver, bl.a. til at tage sig af børn, syge og ældre, renovere
skoler,
kloakker og skinner. Samfundsøkonomisk vil det ikke koste noget at ansætte
flere i det offentlige, fordi vi sparer dagpenge m.v. og får samtidig mere
ind
i skat og moms.
Vi har behov for at
udbygge demokratiet så både medarbejdere og brugere får større indflydelse og
så borgere i lokalområder får mere indflydelse.
Vi har behov for stærke
demokratiske regioner, der kan skabe sammenhæng mellem arbejde, boliger,
uddannelser og kollektiv trafik: Regioner, der kan skabe lokale
arbejdspladser,
så der bliver mulighed for at bo og arbejde over hele landet frem for den
stærkt stigende pendling fra såkaldte udkantsområder til såkaldte
vækstcentre.
Desværre går regeringen og
Dansk Folkeparti i den stik modsatte retning. Fordi de i den grad ønsker mere
privatisering og markedsgørelse af den offentlige sektor, indføres der langt
mere kassetænkning og demokratiet indskrænkes væsentligt. Økonomien er
fuldstændig ukendt. Og der er stor risiko for, at det kan gå rigtig galt for
de
borgere, der er afhængige af hjælp, for miljøet og for hele samfundet.
Den borgerlige regering har
et meget klart, men underspillet mål om at liberalisere og markedsgøre den
offentlige sektor. Under overskriften »frit valg« har regeringen allerede
fået
vedtaget en række love, der skal give private firmaer langt bedre muligheder
for at overtage velfærdsydelserne: frit valg på sygehuse og ældreområdet,
opstramning af udbud og udliciteringsreglerne, servicestrategier og
udfordringsret, forberedelse af privatiseringer af offentlige selskaber osv.
Det frie valg har indtil nu bl.a. medført krav om opmåling af
velfærdsydelser,
f.eks. ved hjælp af stregkoder i hjemmehjælpen.
Den offentlige sektor har
imidlertid vist sig at være ganske modstandsdygtig over for forsøgene på at
markedsgøre og udsætte den offentlige service for konkurrence. En af grundene
er det lokale demokrati, som alt andet lige har medvirket til at blokere for
mere markedsgørelse af velfærden – ikke mindst fordi det lokale
demokrati og
den deraf følgende forskellige tilrettelæggelse af den offentlige service i
princippet betyder, at der kan være 271 forskellige »markeder« for private
firmaer at skulle forholde sig til, samt 13 forskellige amtslige »markeder«
at
forholde sig til.
De nye
storkommuner er lavet for at skabe større »markeder« for de private firmaer,
som skal overtage endnu flere velfærdsområder fra det offentlige. Det har
ledende Venstrefolk klart erkendt.
Af samme grund har en række private firmaer hilst kommunalreformen velkommen
som et muligt gennembrud for udlicitering i Danmark.
Samtidig
betyder kommunalreformen flere selvejende institutioner, der skal fungerer på
markedsvilkår og mere taxameterbudgettering, hvor bundlinjen er det
afgørende. Derfor
betyder kommunalreformen mere privatisering og mere marked, hvor borgerne
bliver brikker i et spil, der mere handler om profit end om velfærd.
Her i dette forår har
regeringen og Dansk Folkeparti fået vedtaget, at det skal være muligt at
etablere
profitbørnehaver. En af begrundelserne for dette er, at »
forældre i et landdistrikt [får] bedre mulighed for
at vælge at oprette en privatinstitution, hvis kommunen
vælger at lukke den eneste daginstitution i området«.
Partierne bag
kommunalreformen forudser altså desværre nok med rette, at de nye
storkommuner
vil lukke daginstitutioner i landdistrikterne.
Den økonomiske situation
for de nye kommuner er helt uafklaret. Alle ved, at de mange sammenlægninger
og
investeringer i f.eks. it-systemer vil koste mange penge, men regeringen vil
hverken dække eller blot afdække de reelle omkostninger. Enhedslisten frygter
derfor, at de nye kommuner og regioner vil blive tvunget til at gribe til
massefyringer og massive nedskæringer i serviceniveauet for at betale
regningen
for kommunesammenlægningerne.
De offentligt ansatte har
krav på en anstændig og fair behandling. Enhedslisten ønsker en reel
jobgaranti
for ansatte i stat, amter og kommuner. Vi ønsker tryghed i ansættelsen,
således
at de offentligt ansatte som minimum er sikret mod forringede løn- og
arbejdsvilkår, selv om deres nuværende job skifter karakter eller nedlægges,
så
de flyttes til en anden stilling. Enhedslisten anerkender, at
Socialdemokratiet
og Det Radikale Venstre har gjort små fremskridt i forhold til de
statsansattes
forhold, men må konstatere, at de pæne hensigtserklæringer desværre ikke er
udtryk for en reel jobsikkerhed for de statsligt ansatte. Desuden er de pæne
hensigtserklæringer kun gældende for de statsligt ansatte. De amtsligt og
kommunalt ansatte, som udgør den altovervejende del af de offentligt ansatte,
er ikke omfattet.
Kommunalreformen flytter
mange opgaver væk fra det regionale niveau, op til staten og ned til de nye
kommuner.
En række opgaver er så
store – f.eks. er det i fremtiden Tårnby Kommune, som skal have tilsyn
med
Københavns lufthavn! – at det stort set er umuligt for kommunerne at
klare.
Derfor vil vi formentlig se private firmaer blive hyret til at løse en lang
række opgaver for kommuner (og regioner?). Det betyder bl.a., at den viden og
indsigt, som er forbundet med disse opgaver, ikke længere er offentligt
tilgængelig. Den viden og indsigt privatiseres, idet de private firmaer vil
eje
den.
Kommunalreformen betyder
også et videnstab for det danske samfund.
Der er masser
af grunde til at reformere den offentlige sektor. Men den nødvendige,
grundige
og frem for alt visionære debat, som kunne være udgangspunkt for et opgør med
kassetænkning og en offentlig sektor, der reelt sætter mennesket i centrum,
har
ikke fået lov til at udfolde sig.
Kassetænkningen bliver
værre efter den 1. januar 2007, med den nye finansiering af regioner, som
kommunalreformen
lægger op til. Alle de »dårlige« og dyre liv, alle dem med sociale problemer,
som man ved, oftere skal til læge, specialist, psykolog og på sygehus –
dem vil
alle kommuner gerne af med. De vil blive frosset ud, og kommunerne vil
forsøge
at forhindre, at nye dårlige liv nogen sinde flytter ind.
Kommunalreformen
skaber meget stor usikkerhed for de mange tusinder, der i dag er afhængige af
f.eks. de amtslige tilbud om specialundervisning, døgninstitutioner,
narkobehandling m.m.
Det danske
velfærdssamfund bygger på det lokale demokrati i amter og kommuner. Med
større
kommuner får borgerne både fysisk længere til kommunen, og den demokratiske
indflydelse bliver mindre. Det er ikke befordrende for borgernes deltagelse i
og
ansvar for demokratiet. I erkendelse af, at der er et klart flertal for
kommunesammenlægninger, har Enhedslisten fremsat forslag til
folketingsbeslutning
nr. B 76 om oprettelse af lokalråd, der delvist kan råde bod på dette
demokratiske
tab. Hensigten er at skabe et eller flere lokale fora i kommunerne, der kan
forholde sig til lokalområdets institutioner, forsyninger og planlægning.
Kommunalreformen
er hastet gennem Folketinget på ganske få måneder. Et eksempel på hastværket
og
kommunalreformens manglende forberedelse er, at regeringen på ingen måde har
vurderet reformens ligestillingsmæssige konsekvenser, selv om de formentlig
er
meget store.
Der har på
intet tidspunkt været en grundig folkelig debat om kommunalreformen, og
dermed om
den vej, vores samfund skal udvikle sig ad. Under valgkampen ønskede
regeringen
ikke at diskutere kommunalreformen.
Enhedslisten
ønsker en folkeafstemning om kommunalreformen
–
for at give alle borgere mulighed for at
vurdere, om mere privatisering og mindre demokrati er den vej, som samfundet
skal udvikle sig ad.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin
var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer
i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
Erling Bonnesen (V)
Troels Christensen (V)
Michael Aastrup Jensen (V)
Leif Mikkelsen (V)
Jens Vibjerg (V)
Poul Nødgaard (DF)
fmd.
Kristian Thulesen Dahl (DF)
Christian Wedell-Neergaard (KF)
nfmd.
Allan Niebuhr (KF)
Arne Toft (S)
Karen Hækkerup (S)
Magnus Heunicke (S)
Ole Stavad (S)
Margrethe Vestager (RV)
Ole Glahn (RV)
Kristen Touborg (SF)
Line Barfod (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og
Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
52
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
17
Fólkaflokkurin (FF)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 65
Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren
2
Tidsplan for besvarelse af skriftlige spørgsmål
3
Svar på spørgsmål nr. S 302 vedrørende regeringens
vetoret over for overenskomstaftaler i regionerne, fra indenrigs- og
sundhedsministeren
4
Høringssvar af 28/2-05 fra Foreningen af Danske
Transportcentre
5
Henvendelse af 1/4-05 fra Praktiserende Lægers
Organisation
6
Henvendelse af 7/4-05 fra Landbrugsraadet
7
Artikel fra DJØF Bladet nr. 6: »Regionerne har ret til
selvstyre«
8
Oversigt over spørgsmål, der er stillet om lovforslaget
pr. 18/4-05
9
Materiale modtaget af Amtsrådsforeningen ved møde den
18/4-05
10
Henvendelse af 19/4-05 fra De Samvirkende
Invalideorganisationer
11
Oversigt over spørgsmål, der er stillet om lovforslaget pr.
27/4-05
12
Henvendelse af 21/4-05 fra Amtsrådsforeningen
13
Henvendelse af 27/4-05 fra Dansk Kiropraktor Forening
14
Kopi SUU L 74
–
spørgsmål om kommentar til henvendelse af 27/4-05 fra Dansk Kiropraktor
Forening, til indenrigs- og sundhedsministeren
15
Henvendelse af 28/4-05 fra Amtsrådsforeningen
16
Kopi REU alm. del
–
spørgsmål 124 om kommentar til artikel om grundloven, kommunalreformen og
regionerne, til indenrigs- og sundhedsministeren og justitsministeren
17
Oversigt over spørgsmål, der er stillet om lovforslaget
pr. 11/5-05
18
Forslag til rekommandation og rapport fra The Congress of
Local and Regional Authorities om Danmark
19
Pressemeddelelse af 12/5-05 fra Amtsrådsforeningen: »Over
130 partnere sætter nu skub i RegionsPanelet«
20
Henvendelse af 9/5-05 fra Aalborg Kommune
21
Ekspertmøde om eventuelle grundlovsproblemer i forhold
til kommunalreformen
22
Kopi SUU L 74
–
svar på spørgsmål 141 om kommentar til henvendelse af 27/4-05 fra Dansk
Kiropraktor Forening, fra indenrigs- og sundhedsministeren
23
1. udkast til betænkning
24
Oversigt over spørgsmål, der er stillet om lovforslaget
pr. 23/5-05
25
Orientering om ændring af den forventede udmøntning af
bemyndigelsesbestemmelserne, fra indenrigs- og sundhedsministeren
26
Kopi REU alm. del
–
svar på spørgsmål 124 om kommentar til artikel af lektor Gerd Battrup,
Roskilde Universitetscenter, vedrørende grundloven, kommunalreformen og
regionerne, fra justitsministeren
27
Talepapir om ekspertmødet 24/5-05 om eventuelle
grundlovsproblemer i forhold til kommunalreformen
28
Henvendelse af 25/5-05 fra Socialpolitikgruppen i Vejle
Amt
29
Kopi af REU alm. del
–
svar på spørgsmål 131, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 65
Spm.nr.
Titel
1
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, der
sikrer offentlighed omkring møderne i kontaktudvalgene, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om redegørelse for de nuværende regler vedrørende
udbud og servicestrategier, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
3
Spm. om kommentar til høringssvar fra Foreningen af
Danske Transportcentre, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
4
Spm. om kommentar til henvendelse af 7/4-05 fra
Landbrugsraadet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
5
Spm. om Regionernes Lønnings- og Takstnævn, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvem der skal betjene Regionernes Lønnings- og
Takstnævn, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om statens repræsentanter i Regionernes Lønnings- og
Takstnævn, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. om redegørelse for det forventede antal
faktureringer, som konsekvens af reformen, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
9
Spm. om baggrunden for at oprette et direkte folkevalgt
organ som regionsrådet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
10
Spm. om, hvilke andre lande der har tilsvarende
folkevalgte organer som regionsrådene med afgrænsede beføjelser, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om beskrivelse af sundhedsmodeller fra andre lande,
hvor opgaven styres af direkte folkevalgte, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
12
Spm. om, hvilke andre lande der har en finansieringsmodel
på sundhedsområdet, som ligner den foreslåede model for de nye regioner, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om uddybning af bemærkningen »på sundhedsområdet får
regionerne mulighed for at varetage opgaver, der ligger i naturlig
tilknytning
til regionernes sundhedsopgaver«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
14
Spm. om, hvordan ministeren vil sikre en rimelig politisk
balance i kontaktudvalgene, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
15
Spm. om sammensætningen af den regionale repræsentation
og den kommunale repræsentation i kontaktudvalgene, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm., om medlemskab af et regionsråd er omfattet af
reglerne for borgerligt ombud, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
17
Spm., om udfordringsretten omfatter så vel sundheds- som
sygehusopgaver, der udføres af det offentlige, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
18
Spm. om uddybning af kravet om det såkaldte »fleksible
forretningsudvalgsstyre«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
19
Spm. om, hvorfor det er vigtigt for ministeren at forbyde
regionsrådene at nedsætte stående udvalg, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om, hvorfor regionerne skal holde økonomien adskilt
i tre selvstændige regnskaber, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
21
Spm. om, hvilke opgaver medlemmer af regionsrådene skal
varetage, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om uddybning af den foreslåede særstilling for
Bornholm, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om eksempler på relevante spørgsmål, der kan tænkes
behandlet af et særligt udvalg, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
24
Spm., om rådene kan vælge at afholde møder for lukkede
døre, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. om baggrunden for, at regionsrådene har samme antal
medlemmer uanset forskellen i befolkningsunderlaget, til indenrigs- og
sundhedsministeren,
og ministerens svar herpå
26
Spm. om, hvor mange stemmer der skal til at sikre et
mandat i Hovedstadsregionen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
27
Spm. om, hvorfor Bornholm ikke er repræsenteret i
Hovedstadsregionen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
28
Spm., om ministeren har overvejet en model, hvor Bornholm
bliver et afgrænset valgområde, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
29
Spm. om, hvad statens rolle bliver i fremtiden i relation
til Rigshospitalet, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
30
Spm. om redegørelse for den administration, som
forberedelsesudvalgene skal etablere i 2006, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
31
Spm., om ministeren skønner, at amterne kan afstå
kvalificeret personale til forberedelsesudvalgenes administrative opgaver for
2006, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
32
Spm. om, hvor store budgetter ministeren forventer, at
forberedelsesudvalgene skal kunne disponere over i 2006, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
33
Spm., om ministeren vil indhente uvildige vurderinger af
sine overslag til skønnede etableringsudgifter for regioner og kommuner, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
34
Spm., om ministeren ikke forventer ekstraudgifter for det
omfattende arbejde, som skal udføres i amter, regioner og kommuner, til
indenrigs-
og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
35
Spm. om, hvornår finansieringsudvalget er færdig med sit
arbejde til en kommende finansierings- og byrdefordelingsreform, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
36
Spm. om baggrunden for, at Rigsrevisor tillægges
beføjelser til at foretage undersøgelser af regionerne, som ikke tilsvarende
eksisterer i forhold til kommunerne, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
37
Spm. om uddybning af ministerens udtalelse om, at
ministeren ikke betragter regionerne som regioner, men som sundhedsenheder,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
38
Spm. om begrundelse for, at regionerne ikke får adgang
til at oprette selskaber svarende til reglerne i den kommunale styrelseslovs
§ 60, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
39
Spm. om regionernes mulighed for at optage lån, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
40
Spm. om konsekvenserne for regionerne, hvis økonomien
bringes i ubalance, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
41
Spm. om oversendelse af rapport fra delegation fra
Europarådets kommunalkongres, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens
svar herpå
42
Spm. om, hvilke opgaver amterne har varetaget efter
kommunalfuldmagtsreglerne, som regionerne efterfølgende kan fortsætte med,
til indenrigs- og sundhedsministeren og ministerens svar herpå
43
Spm. om, hvordan regler i ressortlovgivningen forholder
sig til metodefrihed, udviklingsmuligheder og reglerne om udbud og
servicestrategier,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
44
Spm. om uddybning af opregning af regionsopgaver i lovforslagets
§ 5, stk. 1, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
45
Spm. om kommentar til henvendelse af 21/4-05 fra
Amtsrådsforeningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
46
Spm., om der i bloktilskuddet til regionerne er afsat
penge til administration af udfordringsretten, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
47
Spm. om, hvorfor der holdes fast i, at medlemskab af et regionsråd
er borgerligt ombud, når det ser ud til, at regionsrådene kun skal mødes 4
gange årligt, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
48
Spm. om overdragelse af dokumenter i forbindelse med
flytningen af inddrivelsesopgaven, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
49
Spm. om kommentar til henvendelse af 28/4-05 fra
Amtsrådsforeningen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar
herpå
50
Spm., om ministeren som et minimum vil anmode
Finansieringsudvalget om at færdiggøre sit arbejde senest oktober 2005, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
51
Spm., om ministeren ikke anser det for et problem, hvis
Bornholm ikke bliver repræsenteret i regionsrådet, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
52
Spm. om ministerens svar på spørgsmål 11 og 12 betyder,
at der ikke findes lignende modeller i andre lande, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
53
Spm. om, hvilke konsekvenser ministeren vil drage,
såfremt Europarådets kommunalkongres når frem til en konklusion om, at
regionerne er omfattet af Europarådets konvention om lokalt selvstyre, til
indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
54
Spm. om, hvordan ministeren kommer frem til, at
konventionen om lokalt selvstyre alene omfatter lokale myndigheder og ikke
regionale myndigheder, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens
svar herpå
55
Spm. om, hvad ministeren forstår ved en lokal myndighed,
til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
56
Spm. om ministerens rolle i forbindelse med konklusioner
fra Europarådets kommunalkongres, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
57
Spm. om kommentar til henvendelse af 9/5-05 fra Aalborg
Kommune, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
58
Spm. om, hvor den anførte henvisning, som ministeren
henviser til i svar på spørgsmål 13, fremgår, til indenrigs- og
sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
59
Spm., om det vil være muligt for regionerne at udvikle
nye tilbud, som f.eks. Aas Bosted, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
60
Spm. om kommentar til henvendelse af 25/5-05 fra
Socialpolitikgruppen i Vejle Amt, til indenrigs- og sundhedsministeren, og
ministerens svar herpå
Lignende dokumenter
- Tinglysning vedr. overdragelse af regionale tilbud samt dertil hørende ejendomme SKM-databasen · 25. april 2023
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab Retsinformation · 28. juli 2005
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige love på sundhedsområdet og visse andre områder (Konsekvensrettelser som følge af kommunalreformen) Retsinformation · 28. juli 2005
- Betænkning over Forslag til lov om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen Retsinformation · 5. september 2005
- Skriftlig fremsættelse (24. februar 2005) - L 65 Retsinformation · 24. februar 2005
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og andre love (Konsekvensrettelser på det sociale område som følge af kommunalreformen) Retsinformation · 7. juni 2005