Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en kommunes adgang til at udføre en renovationsopgave for en anden kommune
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en
kommunes adgang til at udføre en renovationsopgave for en anden kommune
Dansk Transport og Logistik
Gammel Torv 18
Postboks 2250
1910 København K
Dansk Transport og Logistik
(herefter DTL) har ved brev af 27. januar 1999 anmodet Indenrigsministeriet
(nu
Indenrigs- og Sundhedsministeriet) om at vurdere, om Tilsynsrådet for Vejle
Amt
har givet udtryk for en korrekt retsopfattelse i rådets bedømmelse af en sag
om
Vejle Kommunes udførelse af en renovationsopgave for Hedensted Kommune.
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet har nu afsluttet sagen, og det er ministeriets
opfattelse,
at Vejle Kommunes adgang til at udføre den pågældende opgave skal bedømmes ud
fra reglerne i lov nr. 378 af 14. juni 1995 om kommuners og amtskommuners
udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder. Det er endvidere
ministeriets opfattelse, at Vejle Kommune lovligt har kunnet byde på og
udføre
opgaven for Hedensted Kommune. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt
Vejle
Kommune har overholdt reglerne om omkostningskalkulation i den nævnte lov og
bekendtgørelse nr. 533 af 28. juni 1995 om kommuners og amtskommuners
udførelse
af opgaver for andre offentlige myndigheder, har ministeriet anmodet
Tilsynsrådet for Vejle Amt om at vurdere, om der er grundlag for at antage,
at
Læs alt
disse regler skulle være tilsidesat.
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet har i dag meddelt Tilsynsrådet for Vejle Amt sin
retsopfattelse. Ministeriet foretager sig herefter ikke videre i sagen.
Her følger en redegørelse
for sagens baggrund og derefter en nærmere begrundelse for Indenrigs- og
Sundhedsministeriets opfattelse. Ministeriet skal dog indledningsvis beklage,
at det ikke har været muligt at afgive udtalelse i sagen på et tidligere
tidspunkt.
Det skyldes, at der har været og for tiden er et meget stort antal sager til
behandling i ministeriet.
1. Sagens
baggrund
I 1997 gennemførte Vejle
Kommune en ændret organisering af kommunens tekniske forvaltning. Som led
heri
oprettede man - som en afdeling under teknisk forvaltning - afdelingen
Entreprenørgården. Denne afdeling fik til opgave at udføre opgaver i relation
til
offentlige kloakker, rensningsanlæg, parker, grønne områder og
affaldsindsamling. Entreprenørafdelingen var - efter en publikation fra Vejle
Kommune med titlen Ny struktur i Teknisk Forvaltning - indrettet med henblik
på
at byde på opgaver, som i fremtiden blev udbudt af Vejle Kommune, andre
kommuner og staten. Sigtet var, at Entreprenørgården på sigt skulle
konkurrere
på markedsvilkår med private entreprenører om en stor del af sine opgaver.
I oktober 1997 udbød
Hedensted Kommune indsamlingen af dagrenovation i kommunen i licitation.
Entreprenørgården og fire private vognmandsfirmaer afgav tilbud. Laveste bud
kom fra Entreprenørgården, og Hedensted Kommune tildelte herefter den 5.
februar 1998 ordren til Entreprenørgården.
Ved breve af 16. og 19.
februar 1998 rettede foreningen Danske Vognmænd (der sidenhen blev en del af
Dansk Transport og Logistik) henvendelse til ministeriet vedrørende
lovligheden
af Vejle Kommunes udførelse af renovationsopgaverne for Hedensted Kommune.
Danske Vognmænd anmodede Ministeriet om at tage stilling til, om Hedensted
Kommune efter udbudsreglerne lovligt kunne lade Entreprenørgården afgive bud,
om Entreprenørgården lovligt kunne byde på den omhandlede opgave i medfør af
reglerne i loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre
offentlige myndigheder, og om Vejle Kommunes ændrede struktur for teknisk
forvaltning var i overensstemmelse med reglerne i den nævnte lov, når
formålet
med strukturændringen var, at Entreprenørgården fremover skulle byde på
opgaver
i konkurrence med andre mulige tilbudsgivere. Danske Vognmænd anførte i den
forbindelse, at de foreliggende regnskabsoplysninger tydede på, at kapital og
materiel fra renovationsområdet - som stammede fra indbetaling af
renovationsgebyrer fra kommunens borgere - hermed blev anvendt til
risikobehæftede erhvervsaktiviteter for andre kommuner. Dette var både
ulovhjemlet og konkurrenceforvridende.
Ministeriet besvarede
henvendelsen fra Danske Vognmænd ved brev af 11. marts 1998. Ministeriet
oplyste, at man havde videresendt spørgsmålet om lovligheden af Vejle
Kommunes
tilbud til Tilsynsrådet for Vejle Amt. Endvidere havde man videresendt
spørgsmålet
om lovligheden af Hedensted Kommunes beslutning om at lade Entreprenørgården
byde på opgaven til Konkurrencestyrelsen med henblik på, at styrelsen tog
stilling til, om sagen skulle indbringes for Klagenævnet for Udbud. Det
bemærkes i den forbindelse, at Konkurrencestyrelsen efterfølgende ved brev af
24. marts 1998 meddelte Danske Vognmænd, at styrelsen ikke fandt grundlag for
at antage, at konkurrenceloven var blevet overtrådt.
Danske Vognmænd anmodede
herefter ved breve af bl.a. 19. marts og 5. maj 1998 Tilsynsrådet for Vejle
Amt
om tillige at tage stilling til lovligheden af Entreprenørgårdens afgivelse
af
bud på to opgaver i henholdsvis Vejle og Egtved kommuner. Danske Vognmænd
anmodede endvidere rådet om at vurdere, om virksomhedsoverdragelsesloven var
gældende. Herudover anførte Danske Vognmænd, at Vejle Kommune ikke efter
organisationens opfattelse havde hjemmel til at drive kommerciel virksomhed
over for andre kommuner med materiel anskaffet til brug for en
brugerfinansieret fællesordning i Vejle Kommune. Det måtte i øvrigt antages,
at
Vejle Kommune havde måttet anskaffe biler og personale for at udføre opgaven
i
Hedensted Kommune, og at der var risiko for, at kommunen senere ville være i
besiddelse af vogne, der ikke længere var brug for.
Ved brev af 2. april 1998
meddelte Tilsynsrådet for Vejle Amt Danske Vognmænd, at rådet ikke kunne tage
stilling til spørgsmål om, hvorvidt virksomhedsoverdragelsesloven fandt
anvendelse. Det skyldtes, at denne lov rettede sig til både offentlige
myndigheder
og private.
Vejle Kommunes
byrådssekretariat afgav den 24. august 1998 en udtalelse i sagen til
Tilsynsrådet for Vejle Amt. I udtalelsen anførtes bl.a. følgende:
"Hovedindsigelsen fra
DV går ud på, at Entreprenørgårdens tilbud på indsamling af dagrenovation i
Hedensted Kommune rækker ud over de rammer, lov 378 om kommuners og
amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder
udstikker.
Det gøres gældende, at opgavens løsning ikke er baseret på overskydende
kapacitet eller eksisterende personale og derfor vil forudsætte investeringer
i
materiel og ansættelse af personale.
Til dette skal bemærkes, at
der intet sted i lovbestemmelsens eller dens forarbejder står anført nogen
betingelser om overskydende kapacitet. En evt., overskydende kapacitet ville
i
sig selv kunne give hjemmel til at udføre opgaver for andre, jf. de
almindelige
kommunalfuldmagtsregler. Der er ikke direkte i loven anført nogen betingelser
mht. kapacitet og ressourcer, men det fremgår af bemærkningerne til loven, at
lovens formål har været at opnå en bedre udnyttelse af eksisterende
ressourcer.
Med hensyn til
Entreprenørgårdens muligheder for kapacitetsmæssigt at kunne løse opgaven, lå
følgende forudsætninger til grund:
a) Vognparken på
licitationstidspunktet bestod af 6 vogne, som udelukkende var indsat til
indsamling af dagrenovation i Vejle Kommune og der kunne ved en ændret
logistik
i Vejle skabes kapacitet til, at disse også kunne indsættes i Hedensted
Kommune.
b) De samme forhold gjorde
sig gældende på personalesiden. Her skulle ligeledes optimeres og de dermed
frigjorte personaleressourcer kunne indsættes i Hedensted.
c) Såvel renovationsvognene
som personalet er fra januar 1998 overført til Entreprenørgården.
Renovationsvognene er overført til Entreprenørgården til normal markedsværdi
fastsat af eksterne vurderingseksperter. D.v.s. Entreprenørgården har købt
vognparken og købssummen er tilbageført til Vejle Kommunes
Renovationsafdeling.
Der har derfor ikke været
behov for at skulle indkøbes yderligere materiel eller ansættes yderligere
personale for at udføre opgaven i Hedensted. Såfremt Entreprenørgården vandt
flere tilsvarende licitationer vil der kunne være behov for ekstra mandskab
og
materiel. Dette vil kunne ske uden at der herved sker en tilsidesættelse af
lov
378...".
Danske Vognmænd kommenterede
byrådets udtalelse ved brev af 29. oktober 1998 til Tilsynsrådet for Vejle
Amt.
Efter organisationens opfattelse var det ikke på baggrund af de foreliggende
regnskaber muligt at danne sig et retvisende billede af Entreprenørgårdens
enkelte aktiviteter. Det måtte imidlertid antages, at Vejle Kommune ville
have
et årligt underskud på at udføre opgaven i Hedensted efter, at kommunen havde
mistet den tilsvarende opgave i Vejle Kommune. Midlerne til bilanskaffelse og
personalelønninger måtte antages at være tilvejebragt ved opkrævning af
gebyrer
med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 48. Byrådet burde i de foregående år
have tilpasset bil- og mandskabsbehovet til kommunens renovationsindsamling,
således at kommunens borgere ikke var blevet belastet med højere
renovationsgebyrer end nødvendigt, og således at der ikke var oparbejdet en
overkapacitet. Vejle Kommune havde hermed overtrådt
hvile-i-sig-selv-princippet
og miljøbeskyttelseslovens gebyrregler. Disse regler indebar nemlig, at
overskud fra en kommunal gebyrfinansieret indsamlingsordning kun kunne
anvendes
til at nedbringe følgende års gebyrer eller til investeringer i kommunens
eget
renovationsudstyr.
Efter Danske Vognmænds
opfattelse gav loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for
andre offentlige myndigheder ikke hjemmel til, at en kommune udførte
affaldsbortskaffelse for andre myndigheder. Danske Vognmænd anførte videre,
at
vedkommende kommunalbestyrelse efter miljøbeskyttelseslovens § 48 kunne
fastsætte gebyrer i relation til kommunens affaldsordninger. Disse gebyrer
kunne imidlertid kun anvendes til den pågældende kommunes egne ordninger.
Miljøbeskyttelseslovens § 48 var derfor til hinder for, at Vejle Kommune
påtog
sig indsamlingsopgaver for andre kommuner med materiel finansieret af Vejle
Kommunes borgere.
Tilsynsrådet for Vejle Amt
afgav sin udtalelse i sagen den 15. januar 1999. Efter rådets opfattelse
havde
Vejle Kommune ikke handlet ulovligt i forbindelse med opgaveudførelsen:
"Efter tilsynsrådets
opfattelse er udførelse af en opgave om affaldsbortskaffelse for en anden
kommune ikke omfattet af lov om kommuners og amtskommuners udførelse af
opgaver
for andre offentlige myndigheder. Baggrunden er, at der er hjemmel i
miljøbeskyttelseslovens
§ 49, stk. 2, til at udføre en sådan opgave.
Spørgsmålet er herefter om
Vejle Kommune i forbindelse med afgivelse af tilbud på at udføre opgaven om
indsamling af affald i Hedensted Kommune har været forpligtet til at iagttage
miljøbeskyttelseslovens § 48, der er udtryk for et hvile-i-sig-selv-princip,
hvorefter der skal fastsættes en kostpris. Ved brug af
hvile-i-sig-selv-princippet vil en overpris, der agtes anvendt til andre
kommunale formål, betragtes som en skat, hvortil der kræves lovhjemmel. En
underpris, der dækkes af skattemidler, anses for at være ulovlig støtte til
enkeltpersoner.
Efter tilsynsrådets
opfattelse regulerer miljøbeskyttelseslovens § 48 om gebyrer forholdet mellem
kommunen og den enkelte borger. Det i denne bestemmelse fastsatte princip kan
efter tilsynsrådets opfattelse ikke udstrækkes til at omfatte en situation,
hvor
der indgås en kontrakt. Hvis princippet kan udstrækkes til at skulle anvendes
i
forbindelse med indgåelse af kontrakt, ville en kommune som
"forsyningsvirksomhed" altid være forpligtet til at vælge laveste
pris, f.eks. vil et køb af en lastbil til brug ved affaldsbortskaffelse altid
skulle ske til laveste pris.
Efter tilsynsrådets
opfattelse regulerer reglerne om gebyrfastsættelse i miljøbeskyttelseslovens
§
48 ej heller den situation, hvor en kommune indgår en kontraktretlig aftale
med
hjemmel i § 49, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven.
Vejle Kommune har således
efter tilsynsrådets opfattelse ikke handlet i strid med lovgivningen. Der er
herved lagt vægt på, at Vejle Kommune ved aftale om affaldsbortskaffelsen i
Hedensted Kommune ikke skal følge lov om kommuners og amtskommuners udførelse
af opgaver for andre offentlige myndigheder, ligesom de ulovbestemte
retsgrundsætninger om kommuners opgavevaretagelse også kaldet
kommunalfuldmagten ej heller skal bringes i anvendelse. Aftaler mellem
kommuner
om affaldsbortskaffelse er lovlig i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Dog
er
det i miljøbeskyttelselsovens § 48 fastsatte hvile-i-sig-selv-princip efter
tilsynsrådets opfattelse uden betydning ved indgåelse af kontrakter."
Ved brev af 27. januar 1999
har DTL anmodet ministeriet om at vurdere, om tilsynsrådet havde givet udtryk
for en korrekt retsopfattelse. DTL har indledningsvis anført, at sagen ikke
bør
begrænses til alene at angå Entreprenørgårdens opgaveudførelse for Hedensted
Kommune, men udvides således, at den også omfatter den opgave om indsamling
af
dagrenovation i Vejle Kommune, som Entreprenørgården mistede, og den
tilsvarende opgave for Egtved Kommune, som Entreprenørgården bød på, men ikke
fik tildelt.
Herudover har DTL gjort
gældende, at det ikke er korrekt, når tilsynsrådet har antaget, at
Entreprenørgårdens opgaver for Hedensted Kommune er omfattet af
miljøbeskyttelseslovens § 49. Til støtte herfor har DTL anført, at der ikke
har
været forhandlet om opgaven, at der ikke er indgået frivillige aftaler i
henhold til bestemmelsen, og at aktiviteten hverken vedrører aftaler om
bortskaffelse af affald på deponerings- og forbrændingsanlæg,
genanvendelsesvirksomhed eller lokalisering af anlæg. DTL har herudover
henvist
til definitionen på indsamling af affald i affaldsbekendtgørelsens § 3. Efter
DTL's opfattelse har Entreprenørgårdens opgaveudførelse for Hedensted Kommune
endvidere hverken hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne eller i loven om
kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige
myndigheder. DTL har i den forbindelse gjort gældende, at den nævnte lov ikke
giver kommuner og amtskommuner hjemmel til at udføre kommunal
entreprenørvirksomhed.
For så vidt angår spørgsmålet
om prisfastsættelsen har DTL anført, at det fremgår af Vejle Kommunes
omsætningstal for årene 1993 - 1996, at der på renovationsområdet var
opkrævet
mere end udgifterne tilsagde, således at et overskud var blevet oparbejdet.
Dette overskud kan ifølge forarbejderne til miljøbeskyttelsesloven kun
anvendes
til nedsættelse af Vejle Kommunes kommende gebyropkrævninger og til
materielinvesteringer og således ikke på risikobehæftede erhvervsaktiviteter.
Det overskud, som Entreprenørgården havde beregnet på opgaven i Hedensted,
blev
vendt til et underskud, da Entreprenørgården mistede indsamlingen i Vejle
Kommune til et privat selskab, idet mulighederne for anvendelse af
eksisterende
mandskab og materiel i kraft af en ændret logistik hermed ophørte. Herved er
borgerne i Vejle Kommune kommet til at dække et underskud over gebyrer efter
miljøbeskyttelseslovens § 48. Dette er efter DTL's opfattelse i strid med
både
den nævnte § 48 og med EF-traktatens statsstøtteregler.
Ved brev af 15. marts 1999
meddelte ministeriet Danske Vognmænd, at klager over Vejle Kommune, som
tilsynsrådet ikke havde taget stilling til - nemlig spørgsmålet om
Entreprenørgårdens tilbud på udførelse af opgaver for Egtved og Vejle
kommuner
- skulle rettes til tilsynsrådet.
Tilsynsrådet for Vejle Amt
udtalte ved brev af 5. juli 1999 til ministeriet, at tilsynsrådet ved
vurderingen af sagen ikke havde inddraget Vejle Kommunes bud på opgaven i
Egtved Kommune. Rådet bemærkede i den forbindelse, at Vejle Kommune ikke blev
tildelt den pågældende ordre.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse
Tilsynet med kommunerne
varetages af de for hvert amt nedsatte tilsynsråd. Tilsynet er et retligt
tilsyn og omfatter kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse
af
lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i den
kommunale
styrelseslov (lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni 2001).
Ministeriet er ikke
almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene, men ministeriet fører
tilsyn med, at tilsynsrådene ikke tilsidesætter lovgivningen, og at
tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk for en urigtig retsopfattelse eller
hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61 a i den kommunale
styrelseslov. Ministeriet kan ikke tage stilling til hensigtsmæssigheden af
tilsynsrådenes sagsbehandling.
Indenrigs- og
sundhedsministeriet har fundet grundlag for at vurdere følgende spørgsmål:
1) Hjemmelsgrundlaget for
Entreprenørgårdens afgivelse af bud på og indsamling af renovation i andre
kommuner.
2) Vejle Kommunes
fastsættelse af budsummen vedrørende den pågældende opgave.
Ad 1)
Hjemmelsgrundlaget for Entreprenørgårdens afgivelse af bud på og indsamling
af
renovation i andre kommuner
a
) §§ 1, stk. 1, og
2, stk. 1, i lov nr. 378 af 14. juni 1995 om kommuners og amtskommuners
udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder har følgende ordlyd:
"
§ 1
. Denne lov finder anvendelse på kommuners og amtskommuners
udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, medmindre andet er
bestemt i lovgivningen."
"
§ 2
. Kommuner og amtskommuner kan udføre sådanne opgaver for andre
offentlige myndigheder, som kommunerne og amtskommunerne kan løse for sig
selv."
I bemærkningerne til det
lovforslag, der ligger til grund for loven, anføres bl.a. følgende om lovens
anvendelsesområde (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 1896):
"Efter bestemmelsen
finder loven anvendelse, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.
Lovforslagets § 1, stk. 1, medfører således, at opgaver, som det i øvrigt er
bestemt eller forudsat, at kommuner eller amtskommuner kan udføre for andre
offentlige myndigheder, falder uden for denne lovs anvendelsesområde. Der kan
endvidere være fastsat bestemmelser om de nærmere betingelser for udførelsen
af
sådanne opgaver. Sådanne bestemmelser berøres heller ikke af dette
lovforslag. Det
kan endvidere være bestemt eller forudsat, der ikke gælder nærmere
betingelser
for kommuners og amtskommuners løsning af opgaver for andre. Dette lovforslag
berører ikke sådanne bestemmelser eller forudsætninger."
Miljøbeskyttelseslovens § 49
har følgende ordlyd:
"
§ 49
. Miljøministeren kan træffe bestemmelse om kommunernes pligt
til at oprette, udvide deltagerkredsen af eller tilslutte sig kommunale
fællesskaber for affaldsbortskaffelse, herunder genanvendelsesvirksomheder.
Stk. 2
. Ministeren kan endvidere træffe bestemmelse om, at
kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse skal modtage affald fra
kommuner, som ikke deltager i fællesskabet, samt om, at kommunerne stiller
arealer til rådighed for de fælleskommunale virksomheder for
affaldsbortskaffelse."
Følgende fremgår af
forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1990-91 (2. samling),
tillæg
A, sp. 1656 f):
"Denne bestemmelse
indebærer, at miljøministeren kan bestemme, at kommuner skal deltage i
fælleskommunale løsninger på affaldsbortskaffelsesområdet. Der kan være tale
om
såvel deponeringsanlæg som genanvendelsesvirksomheder. Bestemmelsen er en
udbygning
og præcisering af den gældende lovs § 62 a, stk. 6. Præciseringen består i,
at
kommuner, der har etableret et fælleskommunalt anlæg, kan pålægges at optage
andre kommuner i fællesskabet. Herudover er det i stk. 2 præciseret, at en
fælleskommunal virksomhed tillige kan pålægges at modtage affald fra
kommuner,
som ikke deltager i fællesskabet. Det bemærkes endvidere, at der i
bestemmelsen
ligger en forpligtelse for kommunerne til at stille kommunale arealer til
rådighed for fælleskommunale virksomheder for affaldsbortskaffelse.
Som hidtil forudsættes disse
bestemmelser kun anvendt i det omfang, det ikke ved forhandling lykkes
kommunerne at nå frem til en frivillig aftale herom.
Placering af sådanne anlæg
og andre deponeringsanlæg i øvrigt er et planlægningsanliggende."
Der kan endvidere henvises
til Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning over lovforslaget, hvor § 49,
stk. 2, fik sin endelige udformning (Folketingstidende 1990-91 (2. samling),
tillæg B, sp. 981):
"Stk. 2 er præciseret,
således at det fremgår, at der kan være en forpligtelse for kommunerne til at
stille kommunale arealer til rådighed for fælleskommunale virksomheder for
affaldsbortskaffelse. Denne forpligtelse har tidligere været omtalt i
bemærkningerne, men fremgår nu af selve lovteksten."
Bestemmelsen i
miljøbeskyttelseslovens § 49, stk. 2, viderefører - med enkelte ændringer -
retstilstanden efter § 62 a, stk. 6, i den tidligere miljøbeskyttelseslov. I
bemærkningerne til denne bestemmelse er bl.a. anført følgende
(Folketingstidende 1985-86, tillæg B, sp. 1785 f):
"[Bestemmelsen] ...
indebærer, at der skabes hjemmel for ministeren til at bestemme, at kommuner
kan pålægges at deltage i fælleskommunale løsninger på
affaldsbortskaffelsesområdet.
Efter ændringsforslaget kan
ministeren således i generelle regler eller ved konkret afgørelse bestemme,
at
flere kommuner skal indgå et samarbejde om oprettelse og drift af
virksomheder
på affaldsbortskaffelsesområdet, herunder af lossepladser eller
forbrændingsanlæg
samt om sådanne virksomheders placering. Samarbejdet kan også tilvejebringes
ved, at flere kommuner forpligtes til at gå sammen om driften af et
eksisterende affaldsbortskaffelsesanlæg.
Adgangen til at træffe
bestemmelse om sådanne fælleskommunale løsninger forudsættes kun anvendt i
det
omfang, det ikke gennem forhandling kan lykkes kommunerne i frivillighed at
nå
frem til miljømæssigt forsvarlige fælles løsninger, hvor disse er påkrævet.
Det
må forventes, at kommunerne i vidt omfang kan tilvejebringe fælles løsninger
ad
frivillighedens vej, f.eks. i forbindelse med den affaldsplanlægning, som i
øjeblikket finder sted i kommunerne."
I Justitsministeriets
tværministerielle delrapport om visse EU-retlige spørgsmål vedrørende danske
kommuners samarbejde om affaldsbortskaffelse anføres side 48 følgende om
afgrænsningen mellem på den ene side loven om kommuners og amtskommuners
udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og på den anden side
miljøbeskyttelsesloven:
"Loven [om kommuners og
amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder] finder
anvendelse på kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre
offentlige myndigheder, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.
Det følger af lovens
bemærkninger, at loven også omfatter kommunale fællesskaber godkendt efter
kommunestyrelseslovens § 60 under henvisning til, at de anses for at være
specialkommuner.
Det følger udtrykkeligt af
lovens § 1, stk. 2, at loven ikke finder anvendelse på de opgaver, som
kommunale fællesskaber udfører for kommuner og amtskommuner, der deltager i
fællesskabet.
Det antages endvidere, at
loven (lov 378( ikke finder anvendelse på kommuners og kommunale
fællesskabers
udførelse af opgaver for andre kommuner på affaldsområdet, idet det i
miljøbeskyttelsesloven (§ 49, stk. 2, og forarbejderne hertil) er forudsat,
at
der kan indgås aftaler herom. ..." (Der henvises ligeledes til
rapportens
side 186).
Efter Indenrigs- og
Sundhedsministeriets opfattelse må det på baggrund af ordlyden af og
forarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 49 samt forarbejderne til den
tidligere bestemmelse i den daværende miljøbeskyttelseslovs § 62 a antages,
at
miljøbeskyttelseslovens § 49 indeholder en forudsætning om, at de i
bestemmelsen nævnte kommunale fællesskaber kan udføre opgaver vedrørende
affaldsbortskaffelse, herunder genanvendelsesvirksomhed, i forhold til såvel
deltagerkommunerne som andre kommuner. Dette gælder, uanset om det kommunale
fællesskab måtte være etableret gennem et pålæg fra miljøministeren i medfør
af
§ 49, stk. 1, eller etableret ved frivillig aftale.
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet finder på den baggrund ikke, at der er tilstrækkelige
holdepunkter for at antage, at den i miljøbeskyttelsesloven forudsatte
hjemmel
til kommunalt samarbejde på affaldsområdet omfatter en situation, hvor
opgaven
udføres af en enkelt kommune og ikke af et kommunalt fællesskab, og hvor den
udførende kommune ikke indgår i noget nærmere samarbejde med den kommune,
hvori
affaldet indsamles, men i stedet selv udfører opgaven på baggrund af en
licitation, jf. tilsvarende Birgitte Egelund Olsen, Hvile i sig selv
princippet
- en miljø- og konkurrenceretlig analyse af affalds- og elforsyningsområdet,
side 231, og - forudsætningsvis - Ellen Basse, Affaldslovgivningen. 1995,
siderne 56-58, 107 og 294.
Det bemærkes i den
forbindelse, at den i miljøbeskyttelsesloven udtrykte forudsætning vedrørende
udførelse af opgaver på affaldsområdet for en kommune ikke ses at indeholde
nogen kvantitativ eller geografisk grænse for de pågældende opgavers omfang.
En
antagelse om, at bestemmelsen forudsætter, at en kommune kunne foretage
opgaver
på affaldsområdet hos andre kommuner, uden at dette var et led i et egentligt
kommunalt
samarbejde
, og uden at opgaveudførelsen havde hjemmel i
kommunalretlige regler om overskudskapacitet, ville derfor have som
konsekvens,
at en kommune allerede inden gennemførelsen af loven om kommuners og
amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder havde
adgang til at påtage sig entreprenøropgaver for andre i et omfang, der
overstiger omfanget af de opgaver, som kommunen forestår over for kommunens
egne borgere. En sådan fravigelse fra de uskrevne principper om kommuners
opgavevaretagelse ville efter ministeriets opfattelse kræve forholdsvis klare
holdepunkter i det relevante retsgrundlag. Sådanne holdepunkter kan ikke
udledes af miljøbeskyttelseslovens forarbejder.
Efter Indenrigs- og
Sundhedsministeriets opfattelse følger det endvidere af ordlyden i
bestemmelsen
i miljøbeskyttelseslovens § 49, at denne alene indeholder en forudsætning om,
at de opgaver, de nævnte kommunale fællesskaber kan udføre, vedrører affalds
bortskaffelse
,
herunder genanvendelsesvirksomhed. Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder
på
den baggrund ikke, at der er tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at
den
i miljøbeskyttelsesloven forudsatte hjemmel til kommunalt samarbejde på
affaldsområdet omfatter tilfælde, hvor opgaven vedrører
indsamling
af
dagrenovation for en kommune, uden at der i øvrigt indgås noget nærmere
samarbejde om affaldsbortskaffelsen med den kommune, hvori
affaldsindsamlingen
foregår.
Det bemærkes herved også, at
affaldsudvalgets betænkning (betænkning 1/1988 fra Miljøstyrelsen, side 25
ff)
sondrer mellem på den side bortskaffelsesopgaver, der omtales i sammenhæng
med
den daværende § 62 a, og på den anden side indsamlingsordninger, der
beskrives
løsrevet herfra. Om sidstnævnte typer opgaver anføres således, at "når
kommunen har etableret en indsamlingsordning for affald, har kommunen
mulighed
for at styre transportleddet ved enten selv at anskaffe køretøjer og ansætte
chauffører til opgaven eller at udlicitere opgaven til et eller flere lokale
vognmandsfirmaer". Det bemærkes endvidere, at det fremgår af den nævnte
betænknings side 61, at repræsentanter for Skov- og Naturstyrelsen på et møde
mellem bl.a. Miljøstyrelsen og Danske Vognmandsorganisationer den 14.
november
1986 gav udtryk for det synspunkt, at der ikke med bestemmelsen i den
daværende
miljøbeskyttelseslovs § 62 a var "forudsat ændringer i
transportsystemet.
Kommunerne kan fortsat vælge enten selv at forestå transporten eller at
kontrahere med private vognmænd". Herudover bemærkes, at Birgitte
Egelund
Olsen, a.st., side 231, anfører, at indsamlingsopgaver ikke reguleres af §
49,
men af loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre
offentlige myndigheder.
Det tilføjes, at de ovenfor
citerede bemærkninger i Justitsministeriets delrapport om visse EU-retlige
spørgsmål vedrørende kommuners samarbejde om affaldsbortskaffelse - hvorefter
loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige
myndigheder ikke finder anvendelse "på affaldsområdet" - ikke havde
til opgave at vurdere reglerne for indsamlingsordninger, og at de i
betænkningen anførte betragtninger om forholdet mellem miljøbeskyttelsesloven
og loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre
offentlige myndigheder må ses i sammenhæng hermed.
Sammenfattende er det
således Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at spørgsmålet om,
hvorvidt Entreprenørgården lovligt kunne på byde på og udføre den pågældende
opgave, må bedømmes på baggrund af reglerne i loven om kommuners og
amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder.
b)
. Spørgsmålet er
herefter, om den nævnte lov gav Vejle Kommune adgang til at byde på og udføre
affaldsbortskaffelsen for Hedensted Kommune.
Lovforslaget blev fremsat på
grundlag af et forslag herom i betænkning 1268/94 om fornyelse og
effektivitet
i den kommunale sektor. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget
opsummeres udvalgets indstilling på følgende måde (Folketingstidende 1994-95,
tillæg A, sp. 1890).
"Udvalget har endvidere
fundet, at opgaverne i den offentlige sektor skal udføres af dem, der er
bedst
egnede til det, uanset om dette sker i offentligt eller privat regi. Et
vigtigt
led i realiseringen af denne målsætning er efter udvalgets opfattelse, at
kommuner og amtskommuner får mulighed for at udføre opgaver for andre
offentlige myndigheder, når kommuner og amtskommuner er de bedste hertil. ...
Udvalget har hverken fundet
det hensigtsmæssigt eller nødvendigt at foretage en nærmere afgrænsning af,
hvilke kommunale opgaver kommuner og amtskommuner skal kunne udføre for
andre.
Selvom der efter udvalgets
opfattelse ikke generelt er grundlag for at antage, at meget vide rammer for
kommunal erhvervsvirksomhed vil blive udnyttet i strid med formålet - en
optimering af den kommunale ressourceudnyttelse - har udvalget på den anden
side
fundet, at det er nødvendigt at foretage en afgrænsning af, hvem opgaverne
kan
udføres for, og at opstille særlige vilkår for udførelsen. ...
Udvalget har endvidere
fundet, at der bør tilvejebringes retsregler, der mere entydigt end de
nugældende
regler sikrer, at den kommunale virksomhed ikke er konkurrenceforvridende i
forhold til det private erhvervsliv. Udvalget har i den forbindelse peget på
behovet for klare regler om priskalkulation samt på behovet for krav om
særskilt budget og regnskab."
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet finder ikke, at loven om kommuners og amtskommuners
udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder er begrænset til
opgavetyper, hvor der ikke kan antages at bestå nogen nævneværdig konkurrence
med private virksomheder. Det bemærkes herved, at forarbejderne til loven
udtrykkeligt nævner almindelig entreprenørvirksomhed som eksempel på en af de
opgavetyper, der omfattes af loven, jf. herved bilag 3, side 189, til
betænkning 1268/94 om fornyelse og effektivitet i den kommunale sektor. Det
bemærkes også, at det i de almindelige bemærkninger til det lovforslag, der
ligger til grund for loven, udtales, at det ikke er fundet
"hensigtsmæssigt eller nødvendigt at foretage en nærmere afgrænsning af,
hvilke opgaver kommuner og amtskommuner skal kunne udføre for andre",
jf.
Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 1890, og at det i den daværende
indenrigsministers besvarelse af spørgsmål nr. 33 fra Folketingets
Kommunaludvalg (L 151 - bilag 7, 9 og 10) er forudsat, at entreprenøropgaver
er
omfattet af lovens anvendelsesområde.
Loven om kommuners og
amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder er
endvidere ikke til hinder for, at en kommune udfører opgaver af den
omhandlede
karakter ved brug af materiel og mandskab, der er henholdsvis anskaffet og
ansat til brug for kommunens løsning af kommunens egne opgaver, herunder
opgaver på affaldsindsamlingsområdet. Dette gælder, uanset at det pågældende
materiel er betalt med midler, som kommunen har fået ved opkrævning af de
gebyrer, kommunen i medfør af reglerne i miljøbeskyttelsesloven opkræver til
dækning af kommunens udgifter ved udførelsen af renovationsopgaverne inden
for
den pågældende kommune, og uanset, at det berørte personale er ansat til at
udføre disse opgaver.
Det er derfor ministeriets
opfattelse, at Vejle Kommune ikke tilsidesatte den nævnte lov ved at anvende
materiel, som kommunen havde anskaffet som led i udførelsen af opgaver for
Vejle Kommune selv, og som var indkøbt for midler, som kommunen havde
opkrævet
ved gebyrer i medfør af reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 48.
Ministeriet finder endvidere
ikke, at bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 48 har betydning for
lovligheden af Vejle Kommunes affaldsindsamling for en anden kommune. Det
hænger
sammen med, at denne bestemmelses hvile-i-sig-selv-princip ikke kan antages
at
regulere spørgsmål om prisfastsættelsen og omkostningskalkulation hos den
entreprenør, der udfører affaldsindsamlingsopgaver for en (anden) kommune.
For så vidt angår
spørgsmålet om betydningen af, om Vejle Kommune har måttet anskaffe nyt
materiel til at udføre opgaven for Hedensted Kommune, skal ministeriet
bemærke,
at Vejle Kommune har bestridt, at det har været nødvendigt at indkøbe
yderligere materiel. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke fundet
grundlag
for at søge denne uenighed nærmere belyst. Det skyldes, at spørgsmålet om,
hvorvidt Vejle Kommune har måttet indkøbe nyt materiel og ansætte yderligere
personale, ikke efter ministeriets opfattelse har betydning for, om kommunen
lovligt kunne byde på og udføre den pågældende opgave for Hedensted Kommune.
Det fremgår således hverken af ordlyden eller af forarbejderne til loven om
kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige
myndigheder, at det skulle være en forudsætning for, at en kommune kan udføre
den pågældende opgave, at opgaven ikke forudsætter en udvidelse af kommunens
mandskab og materiel. Tværtimod var hensigten med lovforslaget at udvide
kommuners adgang til at udøve erhvervsvirksomhed i forhold til de uskrevne
kommunalfuldmagtsregler, herunder disse reglers grundsætninger om
overskudskapacitet.
At den tilsigtede
opgaveudvidelse skulle ses i sammenhæng med et ønske om bedre udnyttelse af
eksisterende ressourcer, indebærer ikke, at lovgivningsmagten herved skulle
have udelukket, at kommuner i medfør af loven må udføre opgaver for andre
offentlige myndigheder, hvis opgavevaretagelsen forudsætter indkøb af nyt
materiel og ansættelse af yderligere personale. De begrænsninger, som loven
sætter
for at modvirke konkurrenceforvridning i forhold til det private erhvervsliv,
angår således ikke arten eller omfanget af den kommunale opgaveudførelse, men
indeholdes i lovens regler om udbud og omkostningskalkulation. Der henvises
til
bilag 3 til betænkning 1268/1994 om fornyelse og effektivisering i den
kommunale sektor, s. 186 ff, og til den daværende indenrigsministers
besvarelse
af spørgsmål nr. 38 fra Folketingets Kommunaludvalg (L 151 - bilag 7, 9 og
10).
Sammenfattende er det
således Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at Vejle Kommune
lovligt
kunne byde på og påtage sig at udføre den omhandlede opgave vedrørende
indsamling af dagrenovation i Hedensted Kommune i medfør af loven om
kommuners
og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder.
Ad 2) Vejle Kommunes fastsættelse af budsummen
vedrørende den pågældende opgave
Når en kommunalbestyrelse
afgiver tilbud på og indgår en aftale om udførelse af opgaver for andre
offentlige myndigheder, stilles i § 2, stk. 4, i loven om kommuners og
amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder krav om
udarbejdelse af en omkostningskalkulation. Kommunalbestyrelsen må ikke afgive
tilbud på eller indgå aftale om udførelse af en opgaver, der indebærer en
vederlæggelse, som er lavere end det kalkulerede beløb. Heri ligger, at en
kommune også skal medregne indirekte omkostninger i form af bl.a. andel af
fællesomkostninger til f.eks. ledelse, administration, udstyr,
pensionsforpligtelser, forrentning af driftskapital, forrentning og
afskrivning
af anlægsværdier m.v. Nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr.
533
af 28. juni 1995 om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre
offentlige myndigheder udstedt i medfør af lovens § 2, stk. 5. Det bemærkes
herved, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke finder, at bestemmelsen i
miljøbeskyttelseslovens § 48 har betydning for den prisfastsættelse, som
Vejle
Kommune skulle foretage i relation til kommunens afgivelse af tilbud på
indsamling af affald for Hedensted Kommune.
Det fremgår af sagens akter,
at Vejle Kommune havde forudsat, at opgaven var omfattet af loven om
kommuners
og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, og at
prisfastsættelsen dermed skulle ske i overensstemmelse med reglerne i denne
lov
og bekendtgørelsen om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for
andre
offentlige myndigheder. Det fremgår endvidere af de oplysninger, som Vejle
Kommune har sendt til tilsynsrådet den 24. august 1998, at de årlige samlede
omkostninger på opgaven i Hedensted var kalkuleret til 1.123.475 kr., og at
salgsprisen var 1.191.190 kr. Vejle Kommune havde således ved afgivelsen af
tilbuddet til Hedensted Kommune forventet en fortjeneste på 67.714,68 kr.
Disse
stemmer i øvrigt med den indberetning, som Vejle Kommune har foretaget til
ministeriet i forbindelse med den redegørelse til EU-kommissionen, som
ministeriet udarbejdede for den samlede anvendelse af loven i år 2000.
Indenrigs- og
Sundhedsministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger, der nærmere kan
belyse, om den nævnte omkostningskalkulation opfyldte reglerne i
bekendtgørelsen om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre
offentlige myndigheder. Ministeriet har derfor anmodet Tilsynsrådet for Vejle
Amt om at vurdere, om der er grund til at antage, at disse regler skulle være
tilsidesat.
Det tilføjes, at
prisfastsættelsen ved afgivelsen af et tilbud efter loven om kommuners og
amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder ikke kan
udgøre nogen garanti for, at der ikke kan opstå en situation, hvor udførelsen
af den pågældende opgave efterfølgende viser sig at være forbundet med et
underskud for kommunen, f.eks. hvis forudsætningerne for afgivelsen af
tilbuddet viser sig ikke at holde. Det kan således ikke i medfør af loven
forhindres, at et eventuelt underskud må bæres af kommunens borgere i form af
højere gebyrer eller nedsat service, og et sådant resultat vil ikke i sig
selv
være ensbetydende med, at den pågældende kommune har tilsidesat lovens
regler.
Der henvises til den daværende Indenrigsministers svar til Folketingets
Kommunaludvalg på spørgsmål nr. 18 (L 151 - bilag 4 og 6).
Det forhold, at det
forventede overskud på opgaven - således som DTL har anført over for
Ministeriet - eventuelt måtte være vendt til et underskud, fordi
Entreprenørgården mistede opgaven i Vejle Kommune, har således ikke i sig
selv
betydning for spørgsmålet om, hvorvidt Vejle Kommune har overholdt de nævnte
regler. På tilsvarende måde vil et sådant upåregneligt tab heller ikke efter
ministeriets opfattelse kunne anses for at stride mod EF-traktatens regler om
statsstøtte, der i øvrigt alene finder anvendelse, når opgaven er af en sådan
størrelse og karakter, at samhandelen mellem medlemsstater kan antages at
blive
påvirket.
Indenrigs- og
sundhedsministeriet foretager sig herefter ikke yderligere.
Kopi af dette brev er i dag
sendt til Tilsynsrådet for Vejle Amt og til Vejle Kommune.
Med venlig hilsen
Niels Fenger
Lignende dokumenter
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om kommuners adgang til at betale for udgifterne til driften af belysningen på private fællesveje Retsinformation · 19. august 2009
- Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om der er grundlag for at anvende den kommunale styrelseslovs § 32 analogt i forbindelse med kommunens underskrift af vedtægtsændringer for kommunale fællesskaber Retsinformation · 6. februar 2008
- Udtalelse afgivet af Resume af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om der er grundlag for at anvende den kommunale styrelseslovs § 32 analogt i forbindelse med kommunens underskrift af vedtægtsændringer for kommunale fællesskaber Retsinformation · 19. august 2009
- Udtalelse om der er grundlag for at anvende den kommunale styrelseslovs § 32 analogt i forbindelse med kommunens underskrift af vedtægtsændringer for kommunale fællesskaber Retsinformation · 29. april 2004
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 7. februar 2013. — Dansk Jurist- og Økonomforbund mod Indenrigs- og Sundhedsministeriet. EU-domme · 7. februar 2013
- Landsretten ændrede byrettens dom i sag om fornyelse af 30 årig lejeperiode af ejendom beliggende i en ferieby, således at udlejer frifandtes Domsdatabasen · 22. februar 2010