Spring til indhold

Retsinformation

Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en kommunes adgang til at udføre en renovationsopgave for en anden kommune

UDT nr 12527 af 09/01/2002UdtalelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet10. december 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udtalelse afgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en

kommunes adgang til at udføre en renovationsopgave for en anden kommune

Dansk Transport og Logistik

Gammel Torv 18

Postboks 2250

1910 København K

Dansk Transport og Logistik

(herefter DTL) har ved brev af 27. januar 1999 anmodet Indenrigsministeriet

(nu

Indenrigs- og Sundhedsministeriet) om at vurdere, om Tilsynsrådet for Vejle

Amt

har givet udtryk for en korrekt retsopfattelse i rådets bedømmelse af en sag

om

Vejle Kommunes udførelse af en renovationsopgave for Hedensted Kommune.

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet har nu afsluttet sagen, og det er ministeriets

opfattelse,

at Vejle Kommunes adgang til at udføre den pågældende opgave skal bedømmes ud

fra reglerne i lov nr. 378 af 14. juni 1995 om kommuners og amtskommuners

udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder. Det er endvidere

ministeriets opfattelse, at Vejle Kommune lovligt har kunnet byde på og

udføre

opgaven for Hedensted Kommune. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt

Vejle

Kommune har overholdt reglerne om omkostningskalkulation i den nævnte lov og

bekendtgørelse nr. 533 af 28. juni 1995 om kommuners og amtskommuners

udførelse

af opgaver for andre offentlige myndigheder, har ministeriet anmodet

Tilsynsrådet for Vejle Amt om at vurdere, om der er grundlag for at antage,

at

Læs alt

disse regler skulle være tilsidesat.

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet har i dag meddelt Tilsynsrådet for Vejle Amt sin

retsopfattelse. Ministeriet foretager sig herefter ikke videre i sagen.

Her følger en redegørelse

for sagens baggrund og derefter en nærmere begrundelse for Indenrigs- og

Sundhedsministeriets opfattelse. Ministeriet skal dog indledningsvis beklage,

at det ikke har været muligt at afgive udtalelse i sagen på et tidligere

tidspunkt.

Det skyldes, at der har været og for tiden er et meget stort antal sager til

behandling i ministeriet.

1. Sagens

baggrund

I 1997 gennemførte Vejle

Kommune en ændret organisering af kommunens tekniske forvaltning. Som led

heri

oprettede man - som en afdeling under teknisk forvaltning - afdelingen

Entreprenørgården. Denne afdeling fik til opgave at udføre opgaver i relation

til

offentlige kloakker, rensningsanlæg, parker, grønne områder og

affaldsindsamling. Entreprenørafdelingen var - efter en publikation fra Vejle

Kommune med titlen Ny struktur i Teknisk Forvaltning - indrettet med henblik

på

at byde på opgaver, som i fremtiden blev udbudt af Vejle Kommune, andre

kommuner og staten. Sigtet var, at Entreprenørgården på sigt skulle

konkurrere

på markedsvilkår med private entreprenører om en stor del af sine opgaver.

I oktober 1997 udbød

Hedensted Kommune indsamlingen af dagrenovation i kommunen i licitation.

Entreprenørgården og fire private vognmandsfirmaer afgav tilbud. Laveste bud

kom fra Entreprenørgården, og Hedensted Kommune tildelte herefter den 5.

februar 1998 ordren til Entreprenørgården.

Ved breve af 16. og 19.

februar 1998 rettede foreningen Danske Vognmænd (der sidenhen blev en del af

Dansk Transport og Logistik) henvendelse til ministeriet vedrørende

lovligheden

af Vejle Kommunes udførelse af renovationsopgaverne for Hedensted Kommune.

Danske Vognmænd anmodede Ministeriet om at tage stilling til, om Hedensted

Kommune efter udbudsreglerne lovligt kunne lade Entreprenørgården afgive bud,

om Entreprenørgården lovligt kunne byde på den omhandlede opgave i medfør af

reglerne i loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre

offentlige myndigheder, og om Vejle Kommunes ændrede struktur for teknisk

forvaltning var i overensstemmelse med reglerne i den nævnte lov, når

formålet

med strukturændringen var, at Entreprenørgården fremover skulle byde på

opgaver

i konkurrence med andre mulige tilbudsgivere. Danske Vognmænd anførte i den

forbindelse, at de foreliggende regnskabsoplysninger tydede på, at kapital og

materiel fra renovationsområdet - som stammede fra indbetaling af

renovationsgebyrer fra kommunens borgere - hermed blev anvendt til

risikobehæftede erhvervsaktiviteter for andre kommuner. Dette var både

ulovhjemlet og konkurrenceforvridende.

Ministeriet besvarede

henvendelsen fra Danske Vognmænd ved brev af 11. marts 1998. Ministeriet

oplyste, at man havde videresendt spørgsmålet om lovligheden af Vejle

Kommunes

tilbud til Tilsynsrådet for Vejle Amt. Endvidere havde man videresendt

spørgsmålet

om lovligheden af Hedensted Kommunes beslutning om at lade Entreprenørgården

byde på opgaven til Konkurrencestyrelsen med henblik på, at styrelsen tog

stilling til, om sagen skulle indbringes for Klagenævnet for Udbud. Det

bemærkes i den forbindelse, at Konkurrencestyrelsen efterfølgende ved brev af

24. marts 1998 meddelte Danske Vognmænd, at styrelsen ikke fandt grundlag for

at antage, at konkurrenceloven var blevet overtrådt.

Danske Vognmænd anmodede

herefter ved breve af bl.a. 19. marts og 5. maj 1998 Tilsynsrådet for Vejle

Amt

om tillige at tage stilling til lovligheden af Entreprenørgårdens afgivelse

af

bud på to opgaver i henholdsvis Vejle og Egtved kommuner. Danske Vognmænd

anmodede endvidere rådet om at vurdere, om virksomhedsoverdragelsesloven var

gældende. Herudover anførte Danske Vognmænd, at Vejle Kommune ikke efter

organisationens opfattelse havde hjemmel til at drive kommerciel virksomhed

over for andre kommuner med materiel anskaffet til brug for en

brugerfinansieret fællesordning i Vejle Kommune. Det måtte i øvrigt antages,

at

Vejle Kommune havde måttet anskaffe biler og personale for at udføre opgaven

i

Hedensted Kommune, og at der var risiko for, at kommunen senere ville være i

besiddelse af vogne, der ikke længere var brug for.

Ved brev af 2. april 1998

meddelte Tilsynsrådet for Vejle Amt Danske Vognmænd, at rådet ikke kunne tage

stilling til spørgsmål om, hvorvidt virksomhedsoverdragelsesloven fandt

anvendelse. Det skyldtes, at denne lov rettede sig til både offentlige

myndigheder

og private.

Vejle Kommunes

byrådssekretariat afgav den 24. august 1998 en udtalelse i sagen til

Tilsynsrådet for Vejle Amt. I udtalelsen anførtes bl.a. følgende:

"Hovedindsigelsen fra

DV går ud på, at Entreprenørgårdens tilbud på indsamling af dagrenovation i

Hedensted Kommune rækker ud over de rammer, lov 378 om kommuners og

amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder

udstikker.

Det gøres gældende, at opgavens løsning ikke er baseret på overskydende

kapacitet eller eksisterende personale og derfor vil forudsætte investeringer

i

materiel og ansættelse af personale.

Til dette skal bemærkes, at

der intet sted i lovbestemmelsens eller dens forarbejder står anført nogen

betingelser om overskydende kapacitet. En evt., overskydende kapacitet ville

i

sig selv kunne give hjemmel til at udføre opgaver for andre, jf. de

almindelige

kommunalfuldmagtsregler. Der er ikke direkte i loven anført nogen betingelser

mht. kapacitet og ressourcer, men det fremgår af bemærkningerne til loven, at

lovens formål har været at opnå en bedre udnyttelse af eksisterende

ressourcer.

Med hensyn til

Entreprenørgårdens muligheder for kapacitetsmæssigt at kunne løse opgaven, lå

følgende forudsætninger til grund:

a) Vognparken på

licitationstidspunktet bestod af 6 vogne, som udelukkende var indsat til

indsamling af dagrenovation i Vejle Kommune og der kunne ved en ændret

logistik

i Vejle skabes kapacitet til, at disse også kunne indsættes i Hedensted

Kommune.

b) De samme forhold gjorde

sig gældende på personalesiden. Her skulle ligeledes optimeres og de dermed

frigjorte personaleressourcer kunne indsættes i Hedensted.

c) Såvel renovationsvognene

som personalet er fra januar 1998 overført til Entreprenørgården.

Renovationsvognene er overført til Entreprenørgården til normal markedsværdi

fastsat af eksterne vurderingseksperter. D.v.s. Entreprenørgården har købt

vognparken og købssummen er tilbageført til Vejle Kommunes

Renovationsafdeling.

Der har derfor ikke været

behov for at skulle indkøbes yderligere materiel eller ansættes yderligere

personale for at udføre opgaven i Hedensted. Såfremt Entreprenørgården vandt

flere tilsvarende licitationer vil der kunne være behov for ekstra mandskab

og

materiel. Dette vil kunne ske uden at der herved sker en tilsidesættelse af

lov

378...".

Danske Vognmænd kommenterede

byrådets udtalelse ved brev af 29. oktober 1998 til Tilsynsrådet for Vejle

Amt.

Efter organisationens opfattelse var det ikke på baggrund af de foreliggende

regnskaber muligt at danne sig et retvisende billede af Entreprenørgårdens

enkelte aktiviteter. Det måtte imidlertid antages, at Vejle Kommune ville

have

et årligt underskud på at udføre opgaven i Hedensted efter, at kommunen havde

mistet den tilsvarende opgave i Vejle Kommune. Midlerne til bilanskaffelse og

personalelønninger måtte antages at være tilvejebragt ved opkrævning af

gebyrer

med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 48. Byrådet burde i de foregående år

have tilpasset bil- og mandskabsbehovet til kommunens renovationsindsamling,

således at kommunens borgere ikke var blevet belastet med højere

renovationsgebyrer end nødvendigt, og således at der ikke var oparbejdet en

overkapacitet. Vejle Kommune havde hermed overtrådt

hvile-i-sig-selv-princippet

og miljøbeskyttelseslovens gebyrregler. Disse regler indebar nemlig, at

overskud fra en kommunal gebyrfinansieret indsamlingsordning kun kunne

anvendes

til at nedbringe følgende års gebyrer eller til investeringer i kommunens

eget

renovationsudstyr.

Efter Danske Vognmænds

opfattelse gav loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for

andre offentlige myndigheder ikke hjemmel til, at en kommune udførte

affaldsbortskaffelse for andre myndigheder. Danske Vognmænd anførte videre,

at

vedkommende kommunalbestyrelse efter miljøbeskyttelseslovens § 48 kunne

fastsætte gebyrer i relation til kommunens affaldsordninger. Disse gebyrer

kunne imidlertid kun anvendes til den pågældende kommunes egne ordninger.

Miljøbeskyttelseslovens § 48 var derfor til hinder for, at Vejle Kommune

påtog

sig indsamlingsopgaver for andre kommuner med materiel finansieret af Vejle

Kommunes borgere.

Tilsynsrådet for Vejle Amt

afgav sin udtalelse i sagen den 15. januar 1999. Efter rådets opfattelse

havde

Vejle Kommune ikke handlet ulovligt i forbindelse med opgaveudførelsen:

"Efter tilsynsrådets

opfattelse er udførelse af en opgave om affaldsbortskaffelse for en anden

kommune ikke omfattet af lov om kommuners og amtskommuners udførelse af

opgaver

for andre offentlige myndigheder. Baggrunden er, at der er hjemmel i

miljøbeskyttelseslovens

§ 49, stk. 2, til at udføre en sådan opgave.

Spørgsmålet er herefter om

Vejle Kommune i forbindelse med afgivelse af tilbud på at udføre opgaven om

indsamling af affald i Hedensted Kommune har været forpligtet til at iagttage

miljøbeskyttelseslovens § 48, der er udtryk for et hvile-i-sig-selv-princip,

hvorefter der skal fastsættes en kostpris. Ved brug af

hvile-i-sig-selv-princippet vil en overpris, der agtes anvendt til andre

kommunale formål, betragtes som en skat, hvortil der kræves lovhjemmel. En

underpris, der dækkes af skattemidler, anses for at være ulovlig støtte til

enkeltpersoner.

Efter tilsynsrådets

opfattelse regulerer miljøbeskyttelseslovens § 48 om gebyrer forholdet mellem

kommunen og den enkelte borger. Det i denne bestemmelse fastsatte princip kan

efter tilsynsrådets opfattelse ikke udstrækkes til at omfatte en situation,

hvor

der indgås en kontrakt. Hvis princippet kan udstrækkes til at skulle anvendes

i

forbindelse med indgåelse af kontrakt, ville en kommune som

"forsyningsvirksomhed" altid være forpligtet til at vælge laveste

pris, f.eks. vil et køb af en lastbil til brug ved affaldsbortskaffelse altid

skulle ske til laveste pris.

Efter tilsynsrådets

opfattelse regulerer reglerne om gebyrfastsættelse i miljøbeskyttelseslovens

§

48 ej heller den situation, hvor en kommune indgår en kontraktretlig aftale

med

hjemmel i § 49, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven.

Vejle Kommune har således

efter tilsynsrådets opfattelse ikke handlet i strid med lovgivningen. Der er

herved lagt vægt på, at Vejle Kommune ved aftale om affaldsbortskaffelsen i

Hedensted Kommune ikke skal følge lov om kommuners og amtskommuners udførelse

af opgaver for andre offentlige myndigheder, ligesom de ulovbestemte

retsgrundsætninger om kommuners opgavevaretagelse også kaldet

kommunalfuldmagten ej heller skal bringes i anvendelse. Aftaler mellem

kommuner

om affaldsbortskaffelse er lovlig i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Dog

er

det i miljøbeskyttelselsovens § 48 fastsatte hvile-i-sig-selv-princip efter

tilsynsrådets opfattelse uden betydning ved indgåelse af kontrakter."

Ved brev af 27. januar 1999

har DTL anmodet ministeriet om at vurdere, om tilsynsrådet havde givet udtryk

for en korrekt retsopfattelse. DTL har indledningsvis anført, at sagen ikke

bør

begrænses til alene at angå Entreprenørgårdens opgaveudførelse for Hedensted

Kommune, men udvides således, at den også omfatter den opgave om indsamling

af

dagrenovation i Vejle Kommune, som Entreprenørgården mistede, og den

tilsvarende opgave for Egtved Kommune, som Entreprenørgården bød på, men ikke

fik tildelt.

Herudover har DTL gjort

gældende, at det ikke er korrekt, når tilsynsrådet har antaget, at

Entreprenørgårdens opgaver for Hedensted Kommune er omfattet af

miljøbeskyttelseslovens § 49. Til støtte herfor har DTL anført, at der ikke

har

været forhandlet om opgaven, at der ikke er indgået frivillige aftaler i

henhold til bestemmelsen, og at aktiviteten hverken vedrører aftaler om

bortskaffelse af affald på deponerings- og forbrændingsanlæg,

genanvendelsesvirksomhed eller lokalisering af anlæg. DTL har herudover

henvist

til definitionen på indsamling af affald i affaldsbekendtgørelsens § 3. Efter

DTL's opfattelse har Entreprenørgårdens opgaveudførelse for Hedensted Kommune

endvidere hverken hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne eller i loven om

kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige

myndigheder. DTL har i den forbindelse gjort gældende, at den nævnte lov ikke

giver kommuner og amtskommuner hjemmel til at udføre kommunal

entreprenørvirksomhed.

For så vidt angår spørgsmålet

om prisfastsættelsen har DTL anført, at det fremgår af Vejle Kommunes

omsætningstal for årene 1993 - 1996, at der på renovationsområdet var

opkrævet

mere end udgifterne tilsagde, således at et overskud var blevet oparbejdet.

Dette overskud kan ifølge forarbejderne til miljøbeskyttelsesloven kun

anvendes

til nedsættelse af Vejle Kommunes kommende gebyropkrævninger og til

materielinvesteringer og således ikke på risikobehæftede erhvervsaktiviteter.

Det overskud, som Entreprenørgården havde beregnet på opgaven i Hedensted,

blev

vendt til et underskud, da Entreprenørgården mistede indsamlingen i Vejle

Kommune til et privat selskab, idet mulighederne for anvendelse af

eksisterende

mandskab og materiel i kraft af en ændret logistik hermed ophørte. Herved er

borgerne i Vejle Kommune kommet til at dække et underskud over gebyrer efter

miljøbeskyttelseslovens § 48. Dette er efter DTL's opfattelse i strid med

både

den nævnte § 48 og med EF-traktatens statsstøtteregler.

Ved brev af 15. marts 1999

meddelte ministeriet Danske Vognmænd, at klager over Vejle Kommune, som

tilsynsrådet ikke havde taget stilling til - nemlig spørgsmålet om

Entreprenørgårdens tilbud på udførelse af opgaver for Egtved og Vejle

kommuner

- skulle rettes til tilsynsrådet.

Tilsynsrådet for Vejle Amt

udtalte ved brev af 5. juli 1999 til ministeriet, at tilsynsrådet ved

vurderingen af sagen ikke havde inddraget Vejle Kommunes bud på opgaven i

Egtved Kommune. Rådet bemærkede i den forbindelse, at Vejle Kommune ikke blev

tildelt den pågældende ordre.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets udtalelse

Tilsynet med kommunerne

varetages af de for hvert amt nedsatte tilsynsråd. Tilsynet er et retligt

tilsyn og omfatter kun spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse

af

lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i den

kommunale

styrelseslov (lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni 2001).

Ministeriet er ikke

almindelig klageinstans i forhold til tilsynsrådene, men ministeriet fører

tilsyn med, at tilsynsrådene ikke tilsidesætter lovgivningen, og at

tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk for en urigtig retsopfattelse eller

hviler på et urigtigt faktisk grundlag, jf. § 61 a i den kommunale

styrelseslov. Ministeriet kan ikke tage stilling til hensigtsmæssigheden af

tilsynsrådenes sagsbehandling.

Indenrigs- og

sundhedsministeriet har fundet grundlag for at vurdere følgende spørgsmål:

1) Hjemmelsgrundlaget for

Entreprenørgårdens afgivelse af bud på og indsamling af renovation i andre

kommuner.

2) Vejle Kommunes

fastsættelse af budsummen vedrørende den pågældende opgave.

Ad 1)

Hjemmelsgrundlaget for Entreprenørgårdens afgivelse af bud på og indsamling

af

renovation i andre kommuner

a

) §§ 1, stk. 1, og

2, stk. 1, i lov nr. 378 af 14. juni 1995 om kommuners og amtskommuners

udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder har følgende ordlyd:

"

§ 1

. Denne lov finder anvendelse på kommuners og amtskommuners

udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, medmindre andet er

bestemt i lovgivningen."

"

§ 2

. Kommuner og amtskommuner kan udføre sådanne opgaver for andre

offentlige myndigheder, som kommunerne og amtskommunerne kan løse for sig

selv."

I bemærkningerne til det

lovforslag, der ligger til grund for loven, anføres bl.a. følgende om lovens

anvendelsesområde (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 1896):

"Efter bestemmelsen

finder loven anvendelse, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.

Lovforslagets § 1, stk. 1, medfører således, at opgaver, som det i øvrigt er

bestemt eller forudsat, at kommuner eller amtskommuner kan udføre for andre

offentlige myndigheder, falder uden for denne lovs anvendelsesområde. Der kan

endvidere være fastsat bestemmelser om de nærmere betingelser for udførelsen

af

sådanne opgaver. Sådanne bestemmelser berøres heller ikke af dette

lovforslag. Det

kan endvidere være bestemt eller forudsat, der ikke gælder nærmere

betingelser

for kommuners og amtskommuners løsning af opgaver for andre. Dette lovforslag

berører ikke sådanne bestemmelser eller forudsætninger."

Miljøbeskyttelseslovens § 49

har følgende ordlyd:

"

§ 49

. Miljøministeren kan træffe bestemmelse om kommunernes pligt

til at oprette, udvide deltagerkredsen af eller tilslutte sig kommunale

fællesskaber for affaldsbortskaffelse, herunder genanvendelsesvirksomheder.

Stk. 2

. Ministeren kan endvidere træffe bestemmelse om, at

kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse skal modtage affald fra

kommuner, som ikke deltager i fællesskabet, samt om, at kommunerne stiller

arealer til rådighed for de fælleskommunale virksomheder for

affaldsbortskaffelse."

Følgende fremgår af

forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1990-91 (2. samling),

tillæg

A, sp. 1656 f):

"Denne bestemmelse

indebærer, at miljøministeren kan bestemme, at kommuner skal deltage i

fælleskommunale løsninger på affaldsbortskaffelsesområdet. Der kan være tale

om

såvel deponeringsanlæg som genanvendelsesvirksomheder. Bestemmelsen er en

udbygning

og præcisering af den gældende lovs § 62 a, stk. 6. Præciseringen består i,

at

kommuner, der har etableret et fælleskommunalt anlæg, kan pålægges at optage

andre kommuner i fællesskabet. Herudover er det i stk. 2 præciseret, at en

fælleskommunal virksomhed tillige kan pålægges at modtage affald fra

kommuner,

som ikke deltager i fællesskabet. Det bemærkes endvidere, at der i

bestemmelsen

ligger en forpligtelse for kommunerne til at stille kommunale arealer til

rådighed for fælleskommunale virksomheder for affaldsbortskaffelse.

Som hidtil forudsættes disse

bestemmelser kun anvendt i det omfang, det ikke ved forhandling lykkes

kommunerne at nå frem til en frivillig aftale herom.

Placering af sådanne anlæg

og andre deponeringsanlæg i øvrigt er et planlægningsanliggende."

Der kan endvidere henvises

til Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning over lovforslaget, hvor § 49,

stk. 2, fik sin endelige udformning (Folketingstidende 1990-91 (2. samling),

tillæg B, sp. 981):

"Stk. 2 er præciseret,

således at det fremgår, at der kan være en forpligtelse for kommunerne til at

stille kommunale arealer til rådighed for fælleskommunale virksomheder for

affaldsbortskaffelse. Denne forpligtelse har tidligere været omtalt i

bemærkningerne, men fremgår nu af selve lovteksten."

Bestemmelsen i

miljøbeskyttelseslovens § 49, stk. 2, viderefører - med enkelte ændringer -

retstilstanden efter § 62 a, stk. 6, i den tidligere miljøbeskyttelseslov. I

bemærkningerne til denne bestemmelse er bl.a. anført følgende

(Folketingstidende 1985-86, tillæg B, sp. 1785 f):

"[Bestemmelsen] ...

indebærer, at der skabes hjemmel for ministeren til at bestemme, at kommuner

kan pålægges at deltage i fælleskommunale løsninger på

affaldsbortskaffelsesområdet.

Efter ændringsforslaget kan

ministeren således i generelle regler eller ved konkret afgørelse bestemme,

at

flere kommuner skal indgå et samarbejde om oprettelse og drift af

virksomheder

på affaldsbortskaffelsesområdet, herunder af lossepladser eller

forbrændingsanlæg

samt om sådanne virksomheders placering. Samarbejdet kan også tilvejebringes

ved, at flere kommuner forpligtes til at gå sammen om driften af et

eksisterende affaldsbortskaffelsesanlæg.

Adgangen til at træffe

bestemmelse om sådanne fælleskommunale løsninger forudsættes kun anvendt i

det

omfang, det ikke gennem forhandling kan lykkes kommunerne i frivillighed at

nå

frem til miljømæssigt forsvarlige fælles løsninger, hvor disse er påkrævet.

Det

må forventes, at kommunerne i vidt omfang kan tilvejebringe fælles løsninger

ad

frivillighedens vej, f.eks. i forbindelse med den affaldsplanlægning, som i

øjeblikket finder sted i kommunerne."

I Justitsministeriets

tværministerielle delrapport om visse EU-retlige spørgsmål vedrørende danske

kommuners samarbejde om affaldsbortskaffelse anføres side 48 følgende om

afgrænsningen mellem på den ene side loven om kommuners og amtskommuners

udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og på den anden side

miljøbeskyttelsesloven:

"Loven [om kommuners og

amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder] finder

anvendelse på kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre

offentlige myndigheder, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.

Det følger af lovens

bemærkninger, at loven også omfatter kommunale fællesskaber godkendt efter

kommunestyrelseslovens § 60 under henvisning til, at de anses for at være

specialkommuner.

Det følger udtrykkeligt af

lovens § 1, stk. 2, at loven ikke finder anvendelse på de opgaver, som

kommunale fællesskaber udfører for kommuner og amtskommuner, der deltager i

fællesskabet.

Det antages endvidere, at

loven (lov 378( ikke finder anvendelse på kommuners og kommunale

fællesskabers

udførelse af opgaver for andre kommuner på affaldsområdet, idet det i

miljøbeskyttelsesloven (§ 49, stk. 2, og forarbejderne hertil) er forudsat,

at

der kan indgås aftaler herom. ..." (Der henvises ligeledes til

rapportens

side 186).

Efter Indenrigs- og

Sundhedsministeriets opfattelse må det på baggrund af ordlyden af og

forarbejderne til miljøbeskyttelseslovens § 49 samt forarbejderne til den

tidligere bestemmelse i den daværende miljøbeskyttelseslovs § 62 a antages,

at

miljøbeskyttelseslovens § 49 indeholder en forudsætning om, at de i

bestemmelsen nævnte kommunale fællesskaber kan udføre opgaver vedrørende

affaldsbortskaffelse, herunder genanvendelsesvirksomhed, i forhold til såvel

deltagerkommunerne som andre kommuner. Dette gælder, uanset om det kommunale

fællesskab måtte være etableret gennem et pålæg fra miljøministeren i medfør

af

§ 49, stk. 1, eller etableret ved frivillig aftale.

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet finder på den baggrund ikke, at der er tilstrækkelige

holdepunkter for at antage, at den i miljøbeskyttelsesloven forudsatte

hjemmel

til kommunalt samarbejde på affaldsområdet omfatter en situation, hvor

opgaven

udføres af en enkelt kommune og ikke af et kommunalt fællesskab, og hvor den

udførende kommune ikke indgår i noget nærmere samarbejde med den kommune,

hvori

affaldet indsamles, men i stedet selv udfører opgaven på baggrund af en

licitation, jf. tilsvarende Birgitte Egelund Olsen, Hvile i sig selv

princippet

- en miljø- og konkurrenceretlig analyse af affalds- og elforsyningsområdet,

side 231, og - forudsætningsvis - Ellen Basse, Affaldslovgivningen. 1995,

siderne 56-58, 107 og 294.

Det bemærkes i den

forbindelse, at den i miljøbeskyttelsesloven udtrykte forudsætning vedrørende

udførelse af opgaver på affaldsområdet for en kommune ikke ses at indeholde

nogen kvantitativ eller geografisk grænse for de pågældende opgavers omfang.

En

antagelse om, at bestemmelsen forudsætter, at en kommune kunne foretage

opgaver

på affaldsområdet hos andre kommuner, uden at dette var et led i et egentligt

kommunalt

samarbejde

, og uden at opgaveudførelsen havde hjemmel i

kommunalretlige regler om overskudskapacitet, ville derfor have som

konsekvens,

at en kommune allerede inden gennemførelsen af loven om kommuners og

amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder havde

adgang til at påtage sig entreprenøropgaver for andre i et omfang, der

overstiger omfanget af de opgaver, som kommunen forestår over for kommunens

egne borgere. En sådan fravigelse fra de uskrevne principper om kommuners

opgavevaretagelse ville efter ministeriets opfattelse kræve forholdsvis klare

holdepunkter i det relevante retsgrundlag. Sådanne holdepunkter kan ikke

udledes af miljøbeskyttelseslovens forarbejder.

Efter Indenrigs- og

Sundhedsministeriets opfattelse følger det endvidere af ordlyden i

bestemmelsen

i miljøbeskyttelseslovens § 49, at denne alene indeholder en forudsætning om,

at de opgaver, de nævnte kommunale fællesskaber kan udføre, vedrører affalds

bortskaffelse

,

herunder genanvendelsesvirksomhed. Indenrigs- og Sundhedsministeriet finder

på

den baggrund ikke, at der er tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at

den

i miljøbeskyttelsesloven forudsatte hjemmel til kommunalt samarbejde på

affaldsområdet omfatter tilfælde, hvor opgaven vedrører

indsamling

af

dagrenovation for en kommune, uden at der i øvrigt indgås noget nærmere

samarbejde om affaldsbortskaffelsen med den kommune, hvori

affaldsindsamlingen

foregår.

Det bemærkes herved også, at

affaldsudvalgets betænkning (betænkning 1/1988 fra Miljøstyrelsen, side 25

ff)

sondrer mellem på den side bortskaffelsesopgaver, der omtales i sammenhæng

med

den daværende § 62 a, og på den anden side indsamlingsordninger, der

beskrives

løsrevet herfra. Om sidstnævnte typer opgaver anføres således, at "når

kommunen har etableret en indsamlingsordning for affald, har kommunen

mulighed

for at styre transportleddet ved enten selv at anskaffe køretøjer og ansætte

chauffører til opgaven eller at udlicitere opgaven til et eller flere lokale

vognmandsfirmaer". Det bemærkes endvidere, at det fremgår af den nævnte

betænknings side 61, at repræsentanter for Skov- og Naturstyrelsen på et møde

mellem bl.a. Miljøstyrelsen og Danske Vognmandsorganisationer den 14.

november

1986 gav udtryk for det synspunkt, at der ikke med bestemmelsen i den

daværende

miljøbeskyttelseslovs § 62 a var "forudsat ændringer i

transportsystemet.

Kommunerne kan fortsat vælge enten selv at forestå transporten eller at

kontrahere med private vognmænd". Herudover bemærkes, at Birgitte

Egelund

Olsen, a.st., side 231, anfører, at indsamlingsopgaver ikke reguleres af §

49,

men af loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre

offentlige myndigheder.

Det tilføjes, at de ovenfor

citerede bemærkninger i Justitsministeriets delrapport om visse EU-retlige

spørgsmål vedrørende kommuners samarbejde om affaldsbortskaffelse - hvorefter

loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige

myndigheder ikke finder anvendelse "på affaldsområdet" - ikke havde

til opgave at vurdere reglerne for indsamlingsordninger, og at de i

betænkningen anførte betragtninger om forholdet mellem miljøbeskyttelsesloven

og loven om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre

offentlige myndigheder må ses i sammenhæng hermed.

Sammenfattende er det

således Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at spørgsmålet om,

hvorvidt Entreprenørgården lovligt kunne på byde på og udføre den pågældende

opgave, må bedømmes på baggrund af reglerne i loven om kommuners og

amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder.

b)

. Spørgsmålet er

herefter, om den nævnte lov gav Vejle Kommune adgang til at byde på og udføre

affaldsbortskaffelsen for Hedensted Kommune.

Lovforslaget blev fremsat på

grundlag af et forslag herom i betænkning 1268/94 om fornyelse og

effektivitet

i den kommunale sektor. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget

opsummeres udvalgets indstilling på følgende måde (Folketingstidende 1994-95,

tillæg A, sp. 1890).

"Udvalget har endvidere

fundet, at opgaverne i den offentlige sektor skal udføres af dem, der er

bedst

egnede til det, uanset om dette sker i offentligt eller privat regi. Et

vigtigt

led i realiseringen af denne målsætning er efter udvalgets opfattelse, at

kommuner og amtskommuner får mulighed for at udføre opgaver for andre

offentlige myndigheder, når kommuner og amtskommuner er de bedste hertil. ...

Udvalget har hverken fundet

det hensigtsmæssigt eller nødvendigt at foretage en nærmere afgrænsning af,

hvilke kommunale opgaver kommuner og amtskommuner skal kunne udføre for

andre.

Selvom der efter udvalgets

opfattelse ikke generelt er grundlag for at antage, at meget vide rammer for

kommunal erhvervsvirksomhed vil blive udnyttet i strid med formålet - en

optimering af den kommunale ressourceudnyttelse - har udvalget på den anden

side

fundet, at det er nødvendigt at foretage en afgrænsning af, hvem opgaverne

kan

udføres for, og at opstille særlige vilkår for udførelsen. ...

Udvalget har endvidere

fundet, at der bør tilvejebringes retsregler, der mere entydigt end de

nugældende

regler sikrer, at den kommunale virksomhed ikke er konkurrenceforvridende i

forhold til det private erhvervsliv. Udvalget har i den forbindelse peget på

behovet for klare regler om priskalkulation samt på behovet for krav om

særskilt budget og regnskab."

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet finder ikke, at loven om kommuners og amtskommuners

udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder er begrænset til

opgavetyper, hvor der ikke kan antages at bestå nogen nævneværdig konkurrence

med private virksomheder. Det bemærkes herved, at forarbejderne til loven

udtrykkeligt nævner almindelig entreprenørvirksomhed som eksempel på en af de

opgavetyper, der omfattes af loven, jf. herved bilag 3, side 189, til

betænkning 1268/94 om fornyelse og effektivitet i den kommunale sektor. Det

bemærkes også, at det i de almindelige bemærkninger til det lovforslag, der

ligger til grund for loven, udtales, at det ikke er fundet

"hensigtsmæssigt eller nødvendigt at foretage en nærmere afgrænsning af,

hvilke opgaver kommuner og amtskommuner skal kunne udføre for andre",

jf.

Folketingstidende 1994-95, tillæg A, sp. 1890, og at det i den daværende

indenrigsministers besvarelse af spørgsmål nr. 33 fra Folketingets

Kommunaludvalg (L 151 - bilag 7, 9 og 10) er forudsat, at entreprenøropgaver

er

omfattet af lovens anvendelsesområde.

Loven om kommuners og

amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder er

endvidere ikke til hinder for, at en kommune udfører opgaver af den

omhandlede

karakter ved brug af materiel og mandskab, der er henholdsvis anskaffet og

ansat til brug for kommunens løsning af kommunens egne opgaver, herunder

opgaver på affaldsindsamlingsområdet. Dette gælder, uanset at det pågældende

materiel er betalt med midler, som kommunen har fået ved opkrævning af de

gebyrer, kommunen i medfør af reglerne i miljøbeskyttelsesloven opkræver til

dækning af kommunens udgifter ved udførelsen af renovationsopgaverne inden

for

den pågældende kommune, og uanset, at det berørte personale er ansat til at

udføre disse opgaver.

Det er derfor ministeriets

opfattelse, at Vejle Kommune ikke tilsidesatte den nævnte lov ved at anvende

materiel, som kommunen havde anskaffet som led i udførelsen af opgaver for

Vejle Kommune selv, og som var indkøbt for midler, som kommunen havde

opkrævet

ved gebyrer i medfør af reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 48.

Ministeriet finder endvidere

ikke, at bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 48 har betydning for

lovligheden af Vejle Kommunes affaldsindsamling for en anden kommune. Det

hænger

sammen med, at denne bestemmelses hvile-i-sig-selv-princip ikke kan antages

at

regulere spørgsmål om prisfastsættelsen og omkostningskalkulation hos den

entreprenør, der udfører affaldsindsamlingsopgaver for en (anden) kommune.

For så vidt angår

spørgsmålet om betydningen af, om Vejle Kommune har måttet anskaffe nyt

materiel til at udføre opgaven for Hedensted Kommune, skal ministeriet

bemærke,

at Vejle Kommune har bestridt, at det har været nødvendigt at indkøbe

yderligere materiel. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke fundet

grundlag

for at søge denne uenighed nærmere belyst. Det skyldes, at spørgsmålet om,

hvorvidt Vejle Kommune har måttet indkøbe nyt materiel og ansætte yderligere

personale, ikke efter ministeriets opfattelse har betydning for, om kommunen

lovligt kunne byde på og udføre den pågældende opgave for Hedensted Kommune.

Det fremgår således hverken af ordlyden eller af forarbejderne til loven om

kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige

myndigheder, at det skulle være en forudsætning for, at en kommune kan udføre

den pågældende opgave, at opgaven ikke forudsætter en udvidelse af kommunens

mandskab og materiel. Tværtimod var hensigten med lovforslaget at udvide

kommuners adgang til at udøve erhvervsvirksomhed i forhold til de uskrevne

kommunalfuldmagtsregler, herunder disse reglers grundsætninger om

overskudskapacitet.

At den tilsigtede

opgaveudvidelse skulle ses i sammenhæng med et ønske om bedre udnyttelse af

eksisterende ressourcer, indebærer ikke, at lovgivningsmagten herved skulle

have udelukket, at kommuner i medfør af loven må udføre opgaver for andre

offentlige myndigheder, hvis opgavevaretagelsen forudsætter indkøb af nyt

materiel og ansættelse af yderligere personale. De begrænsninger, som loven

sætter

for at modvirke konkurrenceforvridning i forhold til det private erhvervsliv,

angår således ikke arten eller omfanget af den kommunale opgaveudførelse, men

indeholdes i lovens regler om udbud og omkostningskalkulation. Der henvises

til

bilag 3 til betænkning 1268/1994 om fornyelse og effektivisering i den

kommunale sektor, s. 186 ff, og til den daværende indenrigsministers

besvarelse

af spørgsmål nr. 38 fra Folketingets Kommunaludvalg (L 151 - bilag 7, 9 og

10).

Sammenfattende er det

således Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at Vejle Kommune

lovligt

kunne byde på og påtage sig at udføre den omhandlede opgave vedrørende

indsamling af dagrenovation i Hedensted Kommune i medfør af loven om

kommuners

og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder.

Ad 2) Vejle Kommunes fastsættelse af budsummen

vedrørende den pågældende opgave

Når en kommunalbestyrelse

afgiver tilbud på og indgår en aftale om udførelse af opgaver for andre

offentlige myndigheder, stilles i § 2, stk. 4, i loven om kommuners og

amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder krav om

udarbejdelse af en omkostningskalkulation. Kommunalbestyrelsen må ikke afgive

tilbud på eller indgå aftale om udførelse af en opgaver, der indebærer en

vederlæggelse, som er lavere end det kalkulerede beløb. Heri ligger, at en

kommune også skal medregne indirekte omkostninger i form af bl.a. andel af

fællesomkostninger til f.eks. ledelse, administration, udstyr,

pensionsforpligtelser, forrentning af driftskapital, forrentning og

afskrivning

af anlægsværdier m.v. Nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr.

533

af 28. juni 1995 om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre

offentlige myndigheder udstedt i medfør af lovens § 2, stk. 5. Det bemærkes

herved, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke finder, at bestemmelsen i

miljøbeskyttelseslovens § 48 har betydning for den prisfastsættelse, som

Vejle

Kommune skulle foretage i relation til kommunens afgivelse af tilbud på

indsamling af affald for Hedensted Kommune.

Det fremgår af sagens akter,

at Vejle Kommune havde forudsat, at opgaven var omfattet af loven om

kommuners

og amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder, og at

prisfastsættelsen dermed skulle ske i overensstemmelse med reglerne i denne

lov

og bekendtgørelsen om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for

andre

offentlige myndigheder. Det fremgår endvidere af de oplysninger, som Vejle

Kommune har sendt til tilsynsrådet den 24. august 1998, at de årlige samlede

omkostninger på opgaven i Hedensted var kalkuleret til 1.123.475 kr., og at

salgsprisen var 1.191.190 kr. Vejle Kommune havde således ved afgivelsen af

tilbuddet til Hedensted Kommune forventet en fortjeneste på 67.714,68 kr.

Disse

stemmer i øvrigt med den indberetning, som Vejle Kommune har foretaget til

ministeriet i forbindelse med den redegørelse til EU-kommissionen, som

ministeriet udarbejdede for den samlede anvendelse af loven i år 2000.

Indenrigs- og

Sundhedsministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger, der nærmere kan

belyse, om den nævnte omkostningskalkulation opfyldte reglerne i

bekendtgørelsen om kommuners og amtskommuners udførelse af opgaver for andre

offentlige myndigheder. Ministeriet har derfor anmodet Tilsynsrådet for Vejle

Amt om at vurdere, om der er grund til at antage, at disse regler skulle være

tilsidesat.

Det tilføjes, at

prisfastsættelsen ved afgivelsen af et tilbud efter loven om kommuners og

amtskommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder ikke kan

udgøre nogen garanti for, at der ikke kan opstå en situation, hvor udførelsen

af den pågældende opgave efterfølgende viser sig at være forbundet med et

underskud for kommunen, f.eks. hvis forudsætningerne for afgivelsen af

tilbuddet viser sig ikke at holde. Det kan således ikke i medfør af loven

forhindres, at et eventuelt underskud må bæres af kommunens borgere i form af

højere gebyrer eller nedsat service, og et sådant resultat vil ikke i sig

selv

være ensbetydende med, at den pågældende kommune har tilsidesat lovens

regler.

Der henvises til den daværende Indenrigsministers svar til Folketingets

Kommunaludvalg på spørgsmål nr. 18 (L 151 - bilag 4 og 6).

Det forhold, at det

forventede overskud på opgaven - således som DTL har anført over for

Ministeriet - eventuelt måtte være vendt til et underskud, fordi

Entreprenørgården mistede opgaven i Vejle Kommune, har således ikke i sig

selv

betydning for spørgsmålet om, hvorvidt Vejle Kommune har overholdt de nævnte

regler. På tilsvarende måde vil et sådant upåregneligt tab heller ikke efter

ministeriets opfattelse kunne anses for at stride mod EF-traktatens regler om

statsstøtte, der i øvrigt alene finder anvendelse, når opgaven er af en sådan

størrelse og karakter, at samhandelen mellem medlemsstater kan antages at

blive

påvirket.

Indenrigs- og

sundhedsministeriet foretager sig herefter ikke yderligere.

Kopi af dette brev er i dag

sendt til Tilsynsrådet for Vejle Amt og til Vejle Kommune.

Med venlig hilsen

Niels Fenger

Lignende dokumenter