Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, lov om ægteskabs indgåelse og repatrieringsloven (Skærpet straf for ulovlig beskæftigelse, afskaffelse af madkasseordningen, styrkelse af oplysningsgrundlaget i sager om helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse, præcisering af Flygtningenævnets uafhængighed, fremhævelse af hensynet til familiens enhed, udvidelse af personkredsen, der kan modtage hjælp efter repatrieringsloven, m.v.)

2004/2 BTL 78Betænkning over lovforslagFolketinget9. maj 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Udvalget for Udlændinge- og

Integrationspolitik den 26. april 2005

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven,

lov om ægteskabs

indgåelse og repatrieringsloven

(Skærpet straf for ulovlig beskæftigelse, afskaffelse af

madkasseordningen, styrkelse af oplysningsgrundlaget i sager om

helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse, præcisering af

Flygtningenævnets

uafhængighed, fremhævelse af hensynet til familiens enhed, udvidelse af

personkredsen, der kan modtage hjælp efter repatrieringsloven, m.v.)

[af

integrationsministeren (Rikke Hvilshøj)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 23. februar 2005 og var til 1.

behandling den 4. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til

behandling i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Tidligere behandling

Lovforslaget er i hovedtræk en genfremsættelse af lovforslag nr.

L 149 fra folketingsåret 2004-05, 1. samling. Udvalget har fået omdelt de

høringssvar og det høringsnotat, som integrationsministeren sendte til

udvalget

i forbindelse med behandlingen af L 149.

Deputationer

Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination har

Læs alt

mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Optryk af materiale

Et af udvalgets samrådsspørgsmål og ministerens svar herpå er

optrykt som bilag til betænkningen.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

flertal

i udvalget

(V, S, DF og KF) indstiller lovforslaget til

vedtagelse uændret.

Socialdemokratiets

medlemmer af udvalget vil følge udviklingen i strafudmålingen for

asylansøgeres

ulovligt udførte arbejde med henblik på at se, om der i praksis vil være en

rimelig proportion mellem handling og straf/sanktion. Socialdemokratiet

anbefaler, at sagsbehandlingstiden for afgørelse af en asylansøgning

nedsættes kraftigt, så ventetiden forkortes og behovet for at påtage sig et

arbejde under ansøgningsperioden dermed reduceres.

For så

vidt angår alternativer til madkasseordningen kan

Socialdemokratiet støtte

lovforslagets ændringer, idet vi dog anbefaler, at midler fra

besparelsen på de 4 mio. kr. i større omfang genanvendes til de såkaldte

børnepakker, også for børn under 7 år, så børnene får bedre

betingelser for en rimelig hverdag uden at blive gidsler i de voksnes

handlinger. Socialdemokratiet har noteret sig ministerens

positive tilkendegivelse under førstebehandlingen om at se på, om

der

eventuelt kan etableres en bedre model for helbredsundersøgelser/indhentning

af

troværdige helbredsoplysninger, så anvendelsen af indhentning af oplysninger

uden samtykke bliver begrænset væsentligt. Socialdemokratiet ser

gerne Dansk Røde Kors inddraget i dette arbejde, f.eks. ved

at indkvarteringsstederne selv får den fornødne sundhedsfaglige

ekspertise. Socialdemokratiet vil

følge udviklingen omkring Flygtningenævnet, herunder især med

henblik

på at se, om den nye beskikkelsesordning indebærer, at man

lever godt

nok op til kravene om uafhængighed af ministeriet.

Socialdemokratiet finder

det tilfredsstillende, at ministeren, under samrådet den 8. april 2005

om

indholdet af de vurderinger, de danske udlændingemyndigheder skal foretage

sig

for at sikre, at de internationale konventioner vedrørende »familiens enhed«

overholdes, i relation til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention artikel 8 har svaret, at ingen offentlig

myndighed

må gøre indgreb i udøvelsen af retten til familieliv, medmindre det er i

overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af

hensyn

til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske

velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden

eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder,

og at danske myndigheder i sager om ægtefællesammenføring skal overveje,

om artikel 8 kan have betydning for sagens udfald.

Endelig ønsker Socialdemokratiet at understrege børns ret til

»familiens enhed«, som det fremgår af svar på spørgsmål 29, almindelig del,

hvor det gentages, at børn har ret til at søge om opholdstilladelse hos en

herboende forældre efter udlændingelovens almindelige

–

og i sammenligning med betingelserne for ægtefællesammenføring

samlet mere lempelige

–

regler.

Et

mindretal

i

udvalget (RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til

forkastelse

ved 3. behandling.

Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget gør opmærksom på, at

regeringen og et flertal i Folketinget i 2002 vedtog en lov, som var i strid

med menneskerettighederne. Med lov nr. 365 af 6. juni 2002 blev det slået

fast,

at flygtninge, som havde giftet sig efter flugten, ikke kunne have

en »berettiget

forventning« om at kunne optage et familieliv i Danmark. Den naturlige

konsekvens heraf var, at man i Udlændingestyrelsen ophørte med at gennemføre

sikkerhedsvurderinger for den pågældende gruppe flygtninge, med alvorlige

konsekvenser til følge. Familier blev nægtet samliv i Danmark, uden at det

overhovedet blev vurderet, om de sikkert kunne optage et familieliv noget

andet

sted. Familielivet blev reelt umuliggjort. Europarådets

menneskerettighedskommisær

Alvaro Gil-Robles og Institut for

Menneskerettigheder kritiserede denne praksis, og

resultatet er

nu blevet, at Udlændingestyrelsen har genoptaget omkring 40 sager. Man

kan

kun undre sig over, at ikke samtlige afslagssager, hvor den

herboende oprindeligt

har fået opholdstilladelse som flygtning, genåbnes. I

samtlige disse

sager fandtes nemlig en overvejende risiko for, at den herboende, uanset

om vedkommende i mellemtiden er blevet dansk statsborger, fortsat risikerede

asylrelevant forfølgelse i hjemlandet, og at et afslag derfor ikke viste det

nødvendige hensyn til familiens enhed.

Med nærværende forslag til ændring af

Udlændingeloven indskrives det i bemærkningerne, at flygtninge skal have

ret til familiesammenføring i Danmark, såfremt det konstateres, at der

eksisterer en fortsat asylrelevant forfølgelse af flygtningen i

hjemlandet.

Med andre ord skal der nu (igen) foretages sikkerhedsvurderinger. Dermed slår

et flertal i Folketinget fast, at den lov, som blev vedtaget i 2002, var i

strid med menneskerettighederne, og at der altså ikke bare var tale om, at

embedsmændene forvaltede loven forkert: Det politiske ansvar slås fast! Det

Radikale Venstre håber, at disse betragtninger vil indgå i den politiske og

juridiske proces i forbindelse med placering af ansvar, når den danske

regering – med stor sandsynlighed – taber disse sager ved Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er beklageligt, at regeringen ikke

allerede nu påtager sig ansvaret for fejlen og udbetaler den nødvendige

erstatning til de mennesker, som i en periode har været nægtet et familieliv,

og som har levet med stor usikkerhed om, hvorvidt det nogensinde ville være

muligt for dem at blive forenet som familie. For visse flygtninges

vedkommende har dette haft store psykiske men til følge. Det Radikale Venstre

opfordrer regeringen til at tage det poliske ansvar for

loven fra 2002, i stedet for at forsøge at dække sig ind med ord

som »praksisændring« og »tydeliggjort retsopfattelse«, som antyder, at

problemet udelukkende har været af en forvaltningsmæssig karakter og dermed

har været forvaltningens ansvar. Embedsmændene administrerede efter den

lovgivning, der var dem givet. I den stod det, at flygtninge, som ikke var

gift før flugten, ikke kunne

have nogen berettiget forventning om et familieliv med en ægtefælle fra

hjemlandet i Danmark. Embedsmændene kunne ikke både overholde

menneskerettighederne og lovens øvrige tekst.

Som baggrund for fortolkningen af »berettiget forventning« henvises,

i bemærkningerne til lov nr. 365, til praksis

fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol, som baggrund for fortolkningen. Ingen domme

fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol var dog nævnt.

I nærværende lovforslag henvises så til retssagen mellem Det

Forenede Kongerige og Abdulaziz m.fl. som begrundelse for den fortsatte

opfattelse af, at man kan nægte familiesammenføring til flygtninge, der har

giftet sig efter flugten. Problemet er, at denne dom omhandler

indvandrere

og ikke flygtninge. Dermed er praksis fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol

misforstået. Da det åbenbart er denne dom, den hidtidige praksis har bygget

på,

er det ganske enkelt lovsjusk i første omgang, og at det bliver gentaget

i

den nye lovgivning er dermed en fortsættelse af en forkert

praksisfortolkning.

Med hensyn til det samlede lovforslag skal Det Radikale Venstre

først og fremmest beklage, at Ministeriet for Udlændinge og Integration endnu

engang fremsætter et lovforslag, som omfatter en række forskellige emner, som

har meget lidt med hinanden at gøre. Det Radikale Venstre kunne støtte

væsentlige dele af lovforslaget, men tvinges til at stemme nej, dels fordi

lovforslaget indeholder en række dybt problematiske forslag, dels fordi det

overordnede kunstneriske indtryk lader alt for meget tilbage at ønske:

Det Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget

om strengere straf og længere karenstid for ulovligt arbejdende udlændinge.

Vi

tvivler på, at forslaget har nogen større effekt og henholder os til de

høringssvar,

som har peget på, at forslaget om 15 års karenstid strider mod kravet om

proportionalitet mellem forbrydelse og straf. Og i øvrigt finder vi det

kritisabelt, at der de facto bliver tale om dobbeltstraf for ulovligt

arbejde.

Det Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget

om strengere straffe til danskere, som medvirker til udlændinges ulovlige

arbejde. Vi tvivler på, at det praktisk lader sig gøre at vurdere, i hvor høj

grad danskere, som måske blot har stillet en bolig til rådighed, er sig

bevidste,

at de bistår til en udlændings ulovlige arbejde. Dermed mener vi,

at

der endnu engang er tale om tom symbolpolitik.

Det Radikale Venstre ville meget gerne støtte

afskaffelsen af den såkaldte madkasseordning. Vi ønsker dog kontantudbetaling

og ikke kantineordning til børnefamilier, syge og mennesker, som de

facto er

forhindrede i at udrejse (f.eks. irakere). Ikke mindst fordi vi er

optaget

af problemerne i forhold til børnekonventionen. Høringssvarene har peget på,

at

når børnefamiliernes kostordning påvirkes af forældrenes vilje til at

samarbejde med myndighederne (kantineordning til dem, som ikke medvirker til

hjemsendelse), så sker der de facto en forskelsbehandling af børnene på

baggrund af deres forældres forhold – hvilket er i strid med

konventionen.

Endvidere synes det at være et spareforslag. Det Radikale

Venstre ønsker provenuet anvendt til generelt at forbedre vilkårene i

asylcentrene og beklager, at vi ikke har kunnet få indblik i ministerens

planer for provenuet.

Det Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget

om ret til at indhente lægefaglige helbredsoplysninger uden patientens

samtykke. Høringssvarene har peget på det stærkt kritisable i at bryde

fortrolighedsforholdet mellem læge og patient – som bliver en

konsekvens, når

ansøgeren ikke kan stole på, at oplysninger givet til lægen ikke videregives

uden

ansøgerens samtykke.

Det er endvidere helt uacceptabelt, at den økonomiske byrde ved

yderligere helbredsundersøgelser lægges på ansøgeren – endda uden

klageadgang.

Det Radikale Venstre ville

meget gerne støtte forslaget om, at ministerens beskikkelsesret til

Flygtningenævnet fjernes. Dog beklager vi, at forslaget ikke går længere, og

sikrer de relevante ngo’er en plads i Flygtningenævnet. Det Radikale

Venstre er

dog ualmindelig tilfreds med, at regeringen med dette lovforslag synes at

anerkende kritikken rejst af Europarådets menneskerettighedskommissær, Alvaro

Gil-Robles. Denne kritik er tidligere blevet afvist, med at regeringen ikke

fandt, at deres egen udlændingelovgivning var i strid med

menneskerettighederne. Det er således både glædeligt og overraskende, at

regeringen nu synes at tage kritikken alvorligt. Dog er det trist, at

regeringen – frem for tydeligt at anerkende

menneskerettighedskommissærens

arbejde – synes at begrave indrømmelserne som mindre dele af

forskellige

lovforslag.

Det Radikale Venstre ville meget gerne støtte

forslaget om at tydeliggøre hensynet til familiens enhed i den del af

udlændingeloven, som vedrører familiesammenføring. Som nævnt finder vi,

at

denne tydeliggørelse er essentiel i forhold til placeringen af det politiske

ansvar i de sager, hvor der er blevet givet afslag på familiesammenføring, i

sager, hvor den herboende reference er kommet til Danmark som flygtning, og

hvor risikoen for fortsat asylrelevant forfølgelse i hjemlandet ikke er

blevet

vurderet forud for afslaget på familiesammenføring. Endnu engang er vi

glædeligt overrasket over, at regeringen tager kritikken fra Europarådets

Menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles alvorligt, og endnu engang

beklager vi dybt, at denne anerkendelse får dette minimalistiske udtryk.

Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget beklager,

at Integrationsministeriet endnu en gang fremsætter et lovforslag,

der

omfatter en række forskellige emner, som har meget lidt med hinanden at

gøre. Socialistisk Folkeparti kan støtte dele af lovforslaget, men vil stemme

nej, fordi lovforslaget også indeholder problematiske forslag.

Socialistisk Folkeparti

deler på mange områder de samme bekymringer, som Det Radikale Venstre

udtrykker, og Socialistisk Folkeparti vil især fremhæve følgende:

Socialistisk

Folkeparti vil meget gerne støtte afskaffelsen af den såkaldte

madkasseordning.

Vi ønsker dog kontantudbetaling og ikke kantineordning til børnefamilier,

syge,

og de mennesker, som de facto er forhindrede i at udrejse. Ikke

mindst fordi vi er optaget af problemerne i forhold til

børnekonventionen.

Høringssvarene har peget på, at når børnefamiliernes kostordning påvirkes af

forældrenes vilje til at samarbejde med myndighederne (kantineordning til

dem,

som ikke medvirker til hjemsendelse), så sker der de facto en

forskelsbehandling af børnene på baggrund af deres forældres forhold –

hvilket

er i strid med konventionen.

Forslaget

ser ud til at være et spareforslag. SF ønsker provenuet anvendt til generelt

at

forbedre vilkårene i asylcentrene og beklager, at vi ikke har kunnet få

indblik

i ministerens planer for provenuet.

SF kan

ikke støtte forslaget om ret til at indhente lægefaglige helbredsoplysninger

uden patientens samtykke.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Fólkaflokkurin

var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer

i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Anne-Mette Winther Christiansen (V)

fmd.

Kristian Pihl Lorentzen (V)

Irene Simonsen (V)

Eyvind Vesselbo (V)

Jørgen Winther (V)

Jesper Langballe (DF)

Søren Krarup (DF)

Henriette Kjær (KF)

Allan Niebuhr (KF)

Anne-Marie Meldgaard (S)

nfmd.

Christine Antorini (S)

Morten Bødskov (S) Karen J. Klint (S)

Elsebeth Gerner Nielsen (RV)

Morten Østergaard (RV)

Kamal Qureshi (SF)

Jørgen Arbo-Bæhr (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit, Siumut og

Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Fólkaflokkurin (FF)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 78

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar og notat samt andet materiale vedrørende L

149

2

Høringsnotat, fra integrationsministeren

3

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af

lovforslaget

4

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

5

1. udkast til betænkning

Bilag 2

Et af udvalgets spørgsmål til

integrationsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålet er optrykt efter ønske fra Socialdemokratiet.

Samrådsspørgsmål S:

»Ministeren bedes redegøre nærmere for indholdet af den

vurdering, som de danske udlændingemyndigheder skal foretage for at sikre, at

de internationale konventioner vedrørende »familiens enhed« overholdes.«

Svar:

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

artikel 8, at enhver har ret til respekt for sit familieliv.

Det fremgår videre, at ingen offentlig myndighed må gøre indgreb

i udøvelsen af retten til familieliv, medmindre det er i overensstemmelse med

loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale

sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at

forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden

eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 8 siger ikke i sig selv noget om ægtefællesammenføring,

og det følger af domspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at

artikel 8 ikke indebærer en ret for ægtefæller til at vælge, i hvilket land

et

familieliv skal optages.

Samtidig følger det af domspraksis, at bestemmelsen under

særlige omstændigheder kan forpligte medlemsstaterne til at tillade

ægtefællesammenføring.

Udlændingestyrelsen og Integrationsministeriet skal derfor i

sager om ægtefællesammenføring overveje, om artikel 8 kan have betydning for

sagens udfald.

Er alle udlændingelovens almindelige betingelser for

ægtefællesammenføring opfyldt (dvs. 24- års-kravet, tilknytningskravet,

forsørgelseskravet, boligkravet m.v.), har artikel 8 i praksis ikke nogen

selvstændig betydning. I disse sager gives der jo tilladelse til

ægtefællesammenføring.

Er en eller flere af betingelserne imidlertid ikke opfyldt, og

står sagen derfor til et afslag, skal myndighederne vurdere, om et afslag

ville

stride mod artikel 8. Er dette tilfældet, skal der alligevel gives tilladelse

til ægtefællesammenføring.

Om Danmark i en konkret sag er forpligtet til at tillade

ægtefællesammenføring afhænger af en samlet vurdering af de konkrete

omstændigheder

i sagen.

Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, hvilke

elementer der skal inddrages i denne vurdering. Senest har domstolen i en

afvisningskendelse – Amara mod Holland af 5. oktober 2004 –

sammenfattende anført,

at der skal lægges vægt på følgende elementer:

Omstændighederne

vedrørende etablering af familielivet

I

hvilken udstrækning familielivet er eller vil blive brudt

Graden

af tilknytning til konventionsstaten

Om

der er uoverstigelige og åbenbare hindringer for at udøve familielivet et

andet

sted

Om

hensynet til at begrænse indvandring eller sikre den offentlige orden taler

imod at tillade ægtefællesammenføring

Om

kendskab til regler indebærer, at der ikke er en berettiget forventning om

ægtefællesammenføring.

Jeg vil gerne uddybe de to første punkter:

At der er henvist til omstændighederne vedrørende etablering af

familielivet indebærer bl.a., at der kan være forskel på beskyttelsen af

familieliv etableret før og efter, den ene part kom til Danmark. Det må

således

antages at følge af domstolens praksis, at Danmark i videre omfang vil være

forpligtet til at tillade ægtefællesammenføring i sager, hvor familielivet er

etableret inden, den ene part kom til Danmark, end i sager, hvor den

herboende

efter at have etableret sig her i landet har fundet en ægtefælle i udlandet.

At der er henvist til, i hvilken udstrækning familielivet er

eller vil blive brudt, indebærer bl.a., at der kan være forskel på

beskyttelsen

af familieliv i sager, hvor parterne har levet sammen og sager, hvor parterne

har levet adskilt gennem længere tid.

Som nævnt skal der under alle omstændigheder foretages en samlet

vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen.

For at give et billede vil jeg gerne referere to sager fra Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolen har ikke afsagt nogen domme,

hvor en medlemsstat er dømt for at krænke retten til ægtefællesammenføring. I

de nævnte sager afviste domstolen at realitetsbehandle klagen – det vil

sige

afviste på forhånd, at der kunne være tale om en krænkelse af konventionen.

Den første sag – Pejcinoski mod Østrig af 23. marts 1999 –

vedrørte en mand fra Østrig og en kvinde fra Slovakiet, der havde fået afslag

på ægtefællesammenføring som følge af en bestemmelse i den østrigske

udlændingelov, hvorefter en udenlandsk ægtefælle til en østrigsk statsborger

først kunne opnå opholdstilladelse efter 1 års ægteskab. I denne sag tillagde

domstolen

det betydning, at parret ikke havde en berettiget forventning om at kunne

etablere en fælles bopæl i Østrig i løbet af det første år, idet den

østrigske

regel netop bestemte, at en udenlandsk ægtefælle først kunne opnå

opholdstilladelse efter 1 års ægteskab. Endvidere var der ikke nogen

hindringer

for at etablere familielivet i Slovakiet, og endelig bemærkede domstolen, at

den korte afstand mellem Wien og Slovakiet ikke udelukkede den mandlige

klagers

fortsatte arbejde i Wien.

Den anden sag – Afonso m.fl. mod Holland af 8. juli 2003 –

vedrørte et afslag på familiesammenføring til et ægtepar fra Angola som følge

af, at mandens indkomst ifølge den hollandske udlændingelov ikke var høj nok.

Manden var i 1993 flygtet til Holland og havde fået opholdstilladelse med den

begrundelse, at det under hensyn til den generelle situation i Angola ville

volde ham uforholdsmæssige vanskeligheder at skulle vende tilbage. Der var på

det tidspunkt borgerkrig i landet. Hans hustru og ét barn søgte

familiesammenføring i 1999. Manden fik samme år hollandsk statsborgerskab.

Domstolen udtalte bl.a., at begge ægtefæller havde en betydelig tilknytning

til

Angola, og at forholdene i Angola siden mandens flugt havde ændret sig på en

sådan måde, at der ikke var noget til hinder for, at parret kunne leve sammen

i

Angola.

Jeg vil gerne understrege, at denne gennemgang er udtryk for,

hvorledes retstilstanden efter regeringens opfattelse er i øjeblikket. Der

kan

komme en ny afgørelse, der ændrer, udbygger eller nuancerer denne opfattelse.

Det vil der så blive taget højde for i administrationen af reglerne.

Lignende dokumenter