Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om sundhedsplejens og daginstitutionernes rolle i bekæmpelsen af den negative sociale arv

2004/1 BSF 26Beslutningsforslag som fremsatFolketinget27. oktober 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 21. oktober 2004 af

Villy Søvndal (SF),

Anne Baastrup (SF) og Aage Frandsen

Forslag til folketingsbeslutning

om

sundhedsplejens og daginstitutionernes rolle i bekæmpelsen af den negative

sociale arv

Folketinget pålægger regeringen at arbejde for en mere

systematisk og målrettet forebyggende indsats over for udsatte børn, således

at

alle børn får en god start på livet. Dette skal ske gennem henholdsvis en

styrkelse af sundhedsplejerskernes funktion og daginstitutionernes arbejde.

Det foreslås derfor

1.

at opprioritere og udvide kommuners og amtskommuners forebyggende

sundhedsordninger over for de svagest stillede børn, jf. lov nr. 438 af 14.

juni 1995, § 1, stk. 2,

2.

at daginstitutionerne tilføres 500 mio. kr. til højnelse af den

generelle kvalitet, samt at det faldende børnetal effektivt bruges til at

skabe

mere plads, bedre normeringer og dermed bedre kvalitet i børnepasningen,

at der

indføres en reel landsdækkende pasningsgaranti, således at alle børn fra 6.

måned har mulighed for et dagtilbud,

4.

at der indføres en

institutionsret for alle 3-9-årige børn for at sætte fokus på den

samfundsmæssige

integration og en stærkere sikring af offentligt medansvar for socialisering

Læs alt

og

opdragelse,

at daginstitutionerne målrettet tilføres

økonomiske ressourcer til bedre normeringer i institutioner i socialt

belastede

områder og til den nødvendige efter- og videreuddannelse af pædagoger, så de

kan løfte arbejdet med at bryde den negative sociale arv og

6.

at der i institutioner med stor andel af socialt udsatte børn

ydes økonomisk tilskud til initiativer for øget forældreinddragelse og

opsøgende aktiviteter i lokalområdet.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag

nr. B 111 fra folketingsåret 2003-04, jf. Folketingstidende Tillæg A side

4856

og 4860 og Tillæg B side 1359 og Folketingets forhandlinger side 6338 og

9276.

Der er mange forhold, der har betydning for et barns udvikling

og livskvalitet. De ydre sociale rammer, barnet bevæger sig inden for, som

familien,

nærmiljø, daginstitution, skole, sundhedsvæsen, uddannelsessystem og

arbejdsmarked er eksempelvis centrale, men også barnets oplevelser af disse

skal tages med i betragtning. De første år i et barns liv er meget vigtige og

tæt forbundet med forældrenes. Vi ved, at forældrenes livsmuligheder har stor

betydning for børnenes trivsel. Ikke alle forældre har gode livsbetingelser,

og

ikke alle forældre har mulighed for at tilbyde deres børn et godt børneliv

eller give børnene den støtte, som de bør have. Heldigvis er det ikke sådan,

at

sammenhængene mellem forældrenes levekår og børnenes livsmuligheder er givet,

men ringe livsvilkår hos forældrene giver flere risikofaktorer i barnets

opvækst.

Der er med andre ord børn i Danmark, som har det sværere end

gennemsnittet – ifølge JURA-information 2002 regnes der med ca. 10-15

pct. af

en årgang, der på den ene eller anden måde kan kategoriseres som

udsatte/truede

børn. På Socialministeriets høring om negativ social arv den 2. maj 2003

havde

Niels Ploug, forskningsleder på Socialforskningsinstituttet (SFI), en

tilsvarende vurdering. 10 pct. af alle børn vokser op i familier med

forskellige grader af risikobelastning (se »

Vidensopsamling om social arv« udarbejdet af forskere

med tilknytning til forskningsprogrammet om social arv, redigeret af Niels

Ploug – København, Socialministeriet, Sekretariatet for social arv,

2003).

En

af de konklusioner, som Ploug i denne sammenhæng peger på, er, at

omgang og karakter over tid (30 år) er uændret

(sammenligning mellem årgang 1966 og årgang 1995) for så vidt angår den

negative

sociale arv.

Det er forslagsstillernes

faste overbevisning, at en tidlig indsats vil få afgørende positiv virkning,

hvad angår bekæmpelsen af den negative sociale arv.

Forslagsstillerne

vil på den baggrund særlig prioritere sundhedsplejerskernes og

daginstitutionernes muligheder for at gøre et mere målrettet forebyggende

arbejde i udsatte børns første leveår. Det skyldes bl.a., at de nyeste

erfaringsopsamlinger med hensyn til den internationale forskning peger på, at

den samfundsinstitution, der mest effektivt er i stand til at bryde den

negative sociale arv, er daginstitutionen, sådan som det eksempelvis påpeges

i

en rapport af en af de førende velfærdsforskere, Gösta Esping-Andersen, i

»Why

we need a new welfare state«

(Oxford University Press, 2002)

.

Esping-Andersen peger på, at den bedste måde at bryde den

negative sociale arv på er ved at sætte forebyggende ind i førskolealderen,

hvilket i dansk sammenhæng vil sige via sundhedsplejen, i vuggestuerne og i

børnehaverne.

Esping-Andersens rapport viser endvidere, at den mest effektive metode til

for

alvor at bryde den negative sociale arv er at sikre universelle dagtilbud af

høj kvalitet.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad 1.

Sundhedsplejen

Ifølge lov om social service

§ 33 har kommunerne pligt til at

føre tilsyn med børn og unge på en

sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til børn eller

unge under 18 år, der har behov for særlig støtte, og efterfølgende tilbyde

den

særlige støtte. Ifølge § 1 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn

og

unge (jf. lov nr. 438 af 14. juni 1995) har kommunerne pligt til at

tilrettelægge forebyggende sundhedsordninger, som kan bidrage til at sikre

børn

og unge en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for en sund

voksentilværelse. Indholdet i lov om forebyggende sundhedsordninger rummer

nogle af elementerne fra artikel 24 i FN’s Børnekonvention.

De forebyggende sundhedsordninger skal blandt andet indeholde en

særlig indsats, der specielt tager sigte på de svagest stillede børn og unge.

Det er op til den enkelte kommune at fortolke loven og beslutte, hvor mange

ressourcer den vil bruge på sundhedsordningen. Derfor vil der selvfølgelig

også

kunne være forskel på de forskellige kommuners tilrettelæggelse af

sundhedsordningerne. Det skattestop, der er pålagt kommunerne, og regeringens

afskaffelse af § 9 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge,

der omhandler de kommunale sundhedsredegørelser (jf. lov nr. 1210 af 27.

december

2003), som forslagsstillerne betragter som en nedprioritering af

forebyggelsesindsatsen,

giver forslagsstillerne anledning til bekymring for, om den indsats, der ydes

over for de svagest stillede børn i sundhedsordningerne, er tilstrækkelig.

Forslagsstillerne er af den holdning, at en udbygning af

sundhedsordningen for de svagest stillede børn er helt nødvendig, for at vi

sikrer den tidlige og nødvendige indsats, som loven lægger op til, og som vi

ved er altafgørende,

for svigt i de

tidligste måneder og år følger et menneske resten af livet. Mange kommuner

har

organiseret sig således, at det i barnets allerførste måneder er en

sundhedsplejerske,

der er i kontakt med barnet. Sundhedsplejersken er derfor en af de første,

der

er uddannet til og har mulighed for at konstatere, hvorvidt barnet trives og

udvikles normalt eller ej, og om

der

findes en ophobning af risikofaktorer i hjemmet, der er til skade for barnet.

Ifølge SFI’s forskning om negativ social arv og forskningsoversigten

»Anbringelse af børn uden for hjemmet« (Socialforskningsinstituttet, 2003)

viser undersøgelser af anbragte børns sociale baggrund, at der i hjemmene har

været en ophobning af risikofaktorer, og at en begrænsning af risikofaktorer

er

nødvendig for, at børn kan få den fornødne omsorg derhjemme og derved blive

boende.

Sundhedsplejersken er i en

optimal position med hensyn til at yde støtte til de forældre, der ikke kan

eller vil tage ordentlig hånd om deres barn, fordi sundhedsplejersken kommer

i

hjemmet og kender både forældre og børn, og fordi hun (det er oftest en

kvinde)

i langt de fleste hjem er en velkommen gæst. I familier, hvor barnet ikke får

den fornødne omsorg, bør sundhedsplejersken have ressourcer til at tilbringe

ekstra timer eventuelt på fuld tid i en kortere periode, så barnets og

familiens første tid bliver optimal. Sundhedsplejerskens arbejde skal bidrage

til kommunens samlede tværfaglige indsats, hvis sigte er at nedbringe den

samlede mængde af risikofaktorer i barnets liv. Vigtigt er det, for at bevare

det gode forhold mellem forældre og sundhedsplejersken, at

sundhedsplejerskens

opgaver ikke udvikler sig til myndighedsudøvelse, men bliver opfattet som

omsorg for barnet og engagement i familiens trivsel, og altså ikke opfattes

som

en trussel mod, eller fordømmelse af forældrene.

Ad 2. Daginstitutioner

Mulighederne

for en øget indsats fra sundhedsplejerskernes side kan ikke stå alene, hvad

angår at bryde den negative sociale arv.

Socialforskningsinstituttet

(SFI) har undersøgt, hvad der findes af internationale og danske

forskningsresultater om, hvad dagtilbud betyder for børn

(»Effekter af dagpasning« – arbejdspapir,

Socialforskningsinstituttet, 2002:18). Der findes meget få danske

undersøgelser

på området. Det er i og for sig paradoksalt, når man tænker på, at

institutionerne

har stor betydning for børnenes udvikling og lægger beslag på meget store

samfundsmæssige ressourcer. Dækningsgraden for de 3-5-årige i Danmark er i

dag

på 94 pct.

SFI-undersøgelsen viser, at typen af dagtilbud ikke spiller den

afgørende rolle, men det gør derimod kvaliteten. Se iøvrigt »Daginstitutioner

for alle«

(BUPL, Appendiks, 2002). De

udenlandske undersøgelser, som SFI har kigget nærmere på, viser, at

velkvalificeret personale og gode normeringer i førskolealderen kan styrke

kompetencer, der kan give børnene et løft i skolen og senere slå positivt

igennem ved f.eks. uddannelsesvalg, erhverv, selvforsørgelsesgrad m.v.

Omvendt viser de udenlandske undersøgelser også, at dårlige

normeringer, store børnegrupper, for lidt plads og ringe pædagogisk

kompetence

hos personalet spiller negativt ind på børnenes udviklingsmuligheder.

Som led i VK’s udspil om den sociale arv, har Socialministeriet

bestilt et arbejdspapir fra SFI om daginstitutionernes betydning i

forbindelse

med at bryde den negative sociale arv: »Vidensopsamling om social arv«

redigeret af Niels Ploug, Socialministeriet, 2003

.

SFI’s arbejdspapir understreger og udbygger de konklusioner, som

man fandt frem til i forbindelse med førnævnte undersøgelse.

International forskning peger med andre ord entydigt på, at den

samfundsinstitution, der mest effektivt m.v. kan være med til at bryde den

negative sociale arv, er daginstitutionen – vel at mærke, hvis denne er

præget

af kvalitet og engagerede pædagoger med en høj faglighed m.v.

Ad 3. og 4. Pasningsgaranti og institutionsret

Forslagsstillerne vil pege på, at de uheldige sociale

konsekvenser af afskaffelsen af det såkaldte anciennitetsprincip kan

»udlignes«, hvis de kommuner, der i dag ikke har en reel pasningsgaranti,

indfører en sådan.

Dertil kommer, at der eksisterer store sociale skævheder i

brugen af dagtilbud, idet der er meget markante forskelle i brugen af

daginstitutioner og dagpleje. De forældre, der er mindst tilbøjelige til at

»vælge« pædagogiske institutionstilbud eller kommunal dagpleje, er

forældre med kort eller ingen uddannelse, med lav indkomst, forældre, der er

arbejdsløse eller uden for beskæftigelse. Hertil kommer at forældre, der er

indvandrere eller efterkommere af indvandrere, i markant lavere grad vælger

de

pædagogiske og pasningsmæssige dagtilbud, som samfundet stiller til rådighed.

Tabel - Andel af børn i dagtilbud fordelt på forældrenes socioøkonomiske

forhold, 1999 og 2000 (pct.)

Børn af forældre med ...

3-5-årige

1-2-årige

Lang videregående uddannelse

95,0

84,5

Grundskole

som højeste uddannelse

87,4

70,0

Høj indkomst (4. kvartil)

95,7

85,6

Lav indkomst (1. kvartil)

82,3

65,3

Lønmodtagere på højeste niveau

95,9

85,2

Arbejdsløse

88,7

67,6

Andre udenfor beskæftigelse

86,0

68,3

Indvandrere

77,4

49,4

Efterkommere

81,0

50,3

Gennemsnit i alt

92,5

78,4

Gennemsnit ekskl. indvandrere og efterkommere

93,8

81,6

Kilde: Danmarks Statistik

(2002); Børns levevilkår, tabel 5.2.2-5.2.6, s. 105ff.

For alle de sidstnævnte grupper gælder det, at samfundet i

almindelighed karakteriserer netop disse grupper som enten socialt udsatte og

truede eller som for lidt integrerede i samfundet som helhed og på

arbejdsmarkedet i særdeleshed. Samlet set er der altså tale om betydelig

social

skævhed i børnefamiliernes brug af det velfærdsgode, daginstitutionerne

udgør.

På den baggrund er det forslagsstillernes opfattelse, at der

skal indføres en egentlig institutionsret for de 3-9-årige.

Ad 5. Økonomiske ressourcer

Forslagsstillerne vil samtidig pege på, at en langsigtet

strategi for at få brudt den negative sociale arv via en forstærket tidlig

forebyggende indsats på længere sigt må forventes at være en samfundsmæssig

rentabel investering.

Ifølge betænkningen »Udfordringer og muligheder - den kommunale

økonomi frem mod 2010« (Finansministeriet, Amtsrådsforeningen og KL 2002) er

udgifterne til specialforanstaltninger vokset med 35 pct. fra 1995 til 2000

svarende til en stigning på 6-7 pct. om året. Og antallet af anbragte børn og

unge er steget med knap 20 pct. de seneste 3 år. I 2000 var der ca. 12.500

anbringelser i aldersgruppen under 18 år svarende til godt 1,0 pct. af alle

børn og unge. Det er et historisk højt niveau – særlig hvis der tages

højde

for, at der er blevet færre børn i de aldersgrupper, hvor

anbringelsesniveauet

er højest. Dertil kommer et tilsvarende billede med hensyn til væksten i

behovet for specialundervisning i folkeskolen.

Den nærmest eksplosive

stigning i specialforanstaltningerne mere end antyder dermed også, at det ud

fra en samfundsøkonomisk betragtning – såvel som menneskeligt – er

fornuftigt

at fokusere mere målrettet på, hvordan daginstitutionerne kan være med til at

bryde de uheldige konsekvenser af den negative sociale arv.

Samlet set er der med andre

ord god fornuft og økonomi i at sætte ind over for den negative sociale arv i

vuggestuerne og børnehaverne. Det handler i bund og grund om at sætte ind

forebyggelsesmæssigt, før de mindre problemer bliver til større problemer,

der

kræver massiv involvering af de sociale instanser og i værste fald mangeårige

store udgifter for det offentlige.

6. Forældreinddragelse og opsøgende aktiviteter

I forhold til denne forskningsbaserede viden finder

forslagsstillerne det paradoksalt, at den kvalitetsmæssige udvikling på

daginstitutionsområdet gennem mange år har været under pres. BUPL og PMF har

i

en analyse af udviklingen siden 1990 påvist følgende i »Notat om børnetal,

daginstitutioner og kommunaløkonomi,

2003«

(PMF og BUPL):

-

I perioden 1990-2002

er næsten 70.000 børn merindskrevet uden personaledækning. Der mangler

populært

sagt ca. 8.000 pædagoger, hvis normeringerne skulle svare til niveauet i

1990.

-

I 2002 manglede der

ca. 2,3 mia. kr. (2002-priser), hvis enhedsomkostningerne skulle svare til

niveauet i 1990.

-

Hertil kommer de mange

ekstra administrative opgaver, som de ansatte i daginstitutionerne er blevet

pålagt siden 1990, og som er gået fra tiden med børnene.

-

Børnetallet i Danmark

er faldende. Men børnetallet i daginstitutioner stiger fortsat og er større

end

nogensinde som følge af stigende dækningsgrader.

-

Arbejdstilsynets

rapport fra 2003 viser, at næsten halvdelen (44 pct.) af daginstitutionerne

fik

den dårligste karakter, som Arbejdstilsynet arbejder med.

Forslagsstillerne finder på den baggrund, at Folketinget gennem

en række målrettede initiativer bør vende udviklingen på

daginstitutionsområdet, således at disse har et bedre grundlag med hensyn til

arbejdet med socialt udsatte børn, børnene i almindelighed, samt forældrene

til

de udsatte børn.

Sidstnævnte er der

eksempelvis gode erfaringer med i Børnenes Hus i Randers, hvor pædagogerne

både

tager sig af børnene og deres forældre. Både forældrene og pædagogerne

fremhæver, at det er en kæmpe fordel, at børne-forældre-arbejdet foregår i

institutionen og ikke f.eks. hos en sagsbehandler, fordi pædagogerne er dem,

der kender både børn og forældre bedst, og omvendt.

Skriftlig fremsættelse

Villy Søvndal

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om sundhedsplejens og daginstitutionernes rolle i

bekæmpelsen

af den negative sociale arv.

(Beslutningsforslag nr. B 26).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter