Forslag til folketingsbeslutning om sundhedsplejens og daginstitutionernes rolle i bekæmpelsen af den negative sociale arv
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 21. oktober 2004 af
Villy Søvndal (SF),
Anne Baastrup (SF) og Aage Frandsen
Forslag til folketingsbeslutning
om
sundhedsplejens og daginstitutionernes rolle i bekæmpelsen af den negative
sociale arv
Folketinget pålægger regeringen at arbejde for en mere
systematisk og målrettet forebyggende indsats over for udsatte børn, således
at
alle børn får en god start på livet. Dette skal ske gennem henholdsvis en
styrkelse af sundhedsplejerskernes funktion og daginstitutionernes arbejde.
Det foreslås derfor
1.
at opprioritere og udvide kommuners og amtskommuners forebyggende
sundhedsordninger over for de svagest stillede børn, jf. lov nr. 438 af 14.
juni 1995, § 1, stk. 2,
2.
at daginstitutionerne tilføres 500 mio. kr. til højnelse af den
generelle kvalitet, samt at det faldende børnetal effektivt bruges til at
skabe
mere plads, bedre normeringer og dermed bedre kvalitet i børnepasningen,
at der
indføres en reel landsdækkende pasningsgaranti, således at alle børn fra 6.
måned har mulighed for et dagtilbud,
4.
at der indføres en
institutionsret for alle 3-9-årige børn for at sætte fokus på den
samfundsmæssige
integration og en stærkere sikring af offentligt medansvar for socialisering
Læs alt
og
opdragelse,
at daginstitutionerne målrettet tilføres
økonomiske ressourcer til bedre normeringer i institutioner i socialt
belastede
områder og til den nødvendige efter- og videreuddannelse af pædagoger, så de
kan løfte arbejdet med at bryde den negative sociale arv og
6.
at der i institutioner med stor andel af socialt udsatte børn
ydes økonomisk tilskud til initiativer for øget forældreinddragelse og
opsøgende aktiviteter i lokalområdet.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag
nr. B 111 fra folketingsåret 2003-04, jf. Folketingstidende Tillæg A side
4856
og 4860 og Tillæg B side 1359 og Folketingets forhandlinger side 6338 og
9276.
Der er mange forhold, der har betydning for et barns udvikling
og livskvalitet. De ydre sociale rammer, barnet bevæger sig inden for, som
familien,
nærmiljø, daginstitution, skole, sundhedsvæsen, uddannelsessystem og
arbejdsmarked er eksempelvis centrale, men også barnets oplevelser af disse
skal tages med i betragtning. De første år i et barns liv er meget vigtige og
tæt forbundet med forældrenes. Vi ved, at forældrenes livsmuligheder har stor
betydning for børnenes trivsel. Ikke alle forældre har gode livsbetingelser,
og
ikke alle forældre har mulighed for at tilbyde deres børn et godt børneliv
eller give børnene den støtte, som de bør have. Heldigvis er det ikke sådan,
at
sammenhængene mellem forældrenes levekår og børnenes livsmuligheder er givet,
men ringe livsvilkår hos forældrene giver flere risikofaktorer i barnets
opvækst.
Der er med andre ord børn i Danmark, som har det sværere end
gennemsnittet – ifølge JURA-information 2002 regnes der med ca. 10-15
pct. af
en årgang, der på den ene eller anden måde kan kategoriseres som
udsatte/truede
børn. På Socialministeriets høring om negativ social arv den 2. maj 2003
havde
Niels Ploug, forskningsleder på Socialforskningsinstituttet (SFI), en
tilsvarende vurdering. 10 pct. af alle børn vokser op i familier med
forskellige grader af risikobelastning (se »
Vidensopsamling om social arv« udarbejdet af forskere
med tilknytning til forskningsprogrammet om social arv, redigeret af Niels
Ploug – København, Socialministeriet, Sekretariatet for social arv,
2003).
En
af de konklusioner, som Ploug i denne sammenhæng peger på, er, at
omgang og karakter over tid (30 år) er uændret
(sammenligning mellem årgang 1966 og årgang 1995) for så vidt angår den
negative
sociale arv.
Det er forslagsstillernes
faste overbevisning, at en tidlig indsats vil få afgørende positiv virkning,
hvad angår bekæmpelsen af den negative sociale arv.
Forslagsstillerne
vil på den baggrund særlig prioritere sundhedsplejerskernes og
daginstitutionernes muligheder for at gøre et mere målrettet forebyggende
arbejde i udsatte børns første leveår. Det skyldes bl.a., at de nyeste
erfaringsopsamlinger med hensyn til den internationale forskning peger på, at
den samfundsinstitution, der mest effektivt er i stand til at bryde den
negative sociale arv, er daginstitutionen, sådan som det eksempelvis påpeges
i
en rapport af en af de førende velfærdsforskere, Gösta Esping-Andersen, i
»Why
we need a new welfare state«
(Oxford University Press, 2002)
.
Esping-Andersen peger på, at den bedste måde at bryde den
negative sociale arv på er ved at sætte forebyggende ind i førskolealderen,
hvilket i dansk sammenhæng vil sige via sundhedsplejen, i vuggestuerne og i
børnehaverne.
Esping-Andersens rapport viser endvidere, at den mest effektive metode til
for
alvor at bryde den negative sociale arv er at sikre universelle dagtilbud af
høj kvalitet.
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser
Ad 1.
Sundhedsplejen
Ifølge lov om social service
§ 33 har kommunerne pligt til at
føre tilsyn med børn og unge på en
sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt kan få kendskab til børn eller
unge under 18 år, der har behov for særlig støtte, og efterfølgende tilbyde
den
særlige støtte. Ifølge § 1 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn
og
unge (jf. lov nr. 438 af 14. juni 1995) har kommunerne pligt til at
tilrettelægge forebyggende sundhedsordninger, som kan bidrage til at sikre
børn
og unge en sund opvækst og skabe gode forudsætninger for en sund
voksentilværelse. Indholdet i lov om forebyggende sundhedsordninger rummer
nogle af elementerne fra artikel 24 i FN’s Børnekonvention.
De forebyggende sundhedsordninger skal blandt andet indeholde en
særlig indsats, der specielt tager sigte på de svagest stillede børn og unge.
Det er op til den enkelte kommune at fortolke loven og beslutte, hvor mange
ressourcer den vil bruge på sundhedsordningen. Derfor vil der selvfølgelig
også
kunne være forskel på de forskellige kommuners tilrettelæggelse af
sundhedsordningerne. Det skattestop, der er pålagt kommunerne, og regeringens
afskaffelse af § 9 i lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge,
der omhandler de kommunale sundhedsredegørelser (jf. lov nr. 1210 af 27.
december
2003), som forslagsstillerne betragter som en nedprioritering af
forebyggelsesindsatsen,
giver forslagsstillerne anledning til bekymring for, om den indsats, der ydes
over for de svagest stillede børn i sundhedsordningerne, er tilstrækkelig.
Forslagsstillerne er af den holdning, at en udbygning af
sundhedsordningen for de svagest stillede børn er helt nødvendig, for at vi
sikrer den tidlige og nødvendige indsats, som loven lægger op til, og som vi
ved er altafgørende,
for svigt i de
tidligste måneder og år følger et menneske resten af livet. Mange kommuner
har
organiseret sig således, at det i barnets allerførste måneder er en
sundhedsplejerske,
der er i kontakt med barnet. Sundhedsplejersken er derfor en af de første,
der
er uddannet til og har mulighed for at konstatere, hvorvidt barnet trives og
udvikles normalt eller ej, og om
der
findes en ophobning af risikofaktorer i hjemmet, der er til skade for barnet.
Ifølge SFI’s forskning om negativ social arv og forskningsoversigten
»Anbringelse af børn uden for hjemmet« (Socialforskningsinstituttet, 2003)
viser undersøgelser af anbragte børns sociale baggrund, at der i hjemmene har
været en ophobning af risikofaktorer, og at en begrænsning af risikofaktorer
er
nødvendig for, at børn kan få den fornødne omsorg derhjemme og derved blive
boende.
Sundhedsplejersken er i en
optimal position med hensyn til at yde støtte til de forældre, der ikke kan
eller vil tage ordentlig hånd om deres barn, fordi sundhedsplejersken kommer
i
hjemmet og kender både forældre og børn, og fordi hun (det er oftest en
kvinde)
i langt de fleste hjem er en velkommen gæst. I familier, hvor barnet ikke får
den fornødne omsorg, bør sundhedsplejersken have ressourcer til at tilbringe
ekstra timer eventuelt på fuld tid i en kortere periode, så barnets og
familiens første tid bliver optimal. Sundhedsplejerskens arbejde skal bidrage
til kommunens samlede tværfaglige indsats, hvis sigte er at nedbringe den
samlede mængde af risikofaktorer i barnets liv. Vigtigt er det, for at bevare
det gode forhold mellem forældre og sundhedsplejersken, at
sundhedsplejerskens
opgaver ikke udvikler sig til myndighedsudøvelse, men bliver opfattet som
omsorg for barnet og engagement i familiens trivsel, og altså ikke opfattes
som
en trussel mod, eller fordømmelse af forældrene.
Ad 2. Daginstitutioner
Mulighederne
for en øget indsats fra sundhedsplejerskernes side kan ikke stå alene, hvad
angår at bryde den negative sociale arv.
Socialforskningsinstituttet
(SFI) har undersøgt, hvad der findes af internationale og danske
forskningsresultater om, hvad dagtilbud betyder for børn
(»Effekter af dagpasning« – arbejdspapir,
Socialforskningsinstituttet, 2002:18). Der findes meget få danske
undersøgelser
på området. Det er i og for sig paradoksalt, når man tænker på, at
institutionerne
har stor betydning for børnenes udvikling og lægger beslag på meget store
samfundsmæssige ressourcer. Dækningsgraden for de 3-5-årige i Danmark er i
dag
på 94 pct.
SFI-undersøgelsen viser, at typen af dagtilbud ikke spiller den
afgørende rolle, men det gør derimod kvaliteten. Se iøvrigt »Daginstitutioner
for alle«
(BUPL, Appendiks, 2002). De
udenlandske undersøgelser, som SFI har kigget nærmere på, viser, at
velkvalificeret personale og gode normeringer i førskolealderen kan styrke
kompetencer, der kan give børnene et løft i skolen og senere slå positivt
igennem ved f.eks. uddannelsesvalg, erhverv, selvforsørgelsesgrad m.v.
Omvendt viser de udenlandske undersøgelser også, at dårlige
normeringer, store børnegrupper, for lidt plads og ringe pædagogisk
kompetence
hos personalet spiller negativt ind på børnenes udviklingsmuligheder.
Som led i VK’s udspil om den sociale arv, har Socialministeriet
bestilt et arbejdspapir fra SFI om daginstitutionernes betydning i
forbindelse
med at bryde den negative sociale arv: »Vidensopsamling om social arv«
redigeret af Niels Ploug, Socialministeriet, 2003
.
SFI’s arbejdspapir understreger og udbygger de konklusioner, som
man fandt frem til i forbindelse med førnævnte undersøgelse.
International forskning peger med andre ord entydigt på, at den
samfundsinstitution, der mest effektivt m.v. kan være med til at bryde den
negative sociale arv, er daginstitutionen – vel at mærke, hvis denne er
præget
af kvalitet og engagerede pædagoger med en høj faglighed m.v.
Ad 3. og 4. Pasningsgaranti og institutionsret
Forslagsstillerne vil pege på, at de uheldige sociale
konsekvenser af afskaffelsen af det såkaldte anciennitetsprincip kan
»udlignes«, hvis de kommuner, der i dag ikke har en reel pasningsgaranti,
indfører en sådan.
Dertil kommer, at der eksisterer store sociale skævheder i
brugen af dagtilbud, idet der er meget markante forskelle i brugen af
daginstitutioner og dagpleje. De forældre, der er mindst tilbøjelige til at
»vælge« pædagogiske institutionstilbud eller kommunal dagpleje, er
forældre med kort eller ingen uddannelse, med lav indkomst, forældre, der er
arbejdsløse eller uden for beskæftigelse. Hertil kommer at forældre, der er
indvandrere eller efterkommere af indvandrere, i markant lavere grad vælger
de
pædagogiske og pasningsmæssige dagtilbud, som samfundet stiller til rådighed.
Tabel - Andel af børn i dagtilbud fordelt på forældrenes socioøkonomiske
forhold, 1999 og 2000 (pct.)
Børn af forældre med ...
3-5-årige
1-2-årige
Lang videregående uddannelse
95,0
84,5
Grundskole
som højeste uddannelse
87,4
70,0
Høj indkomst (4. kvartil)
95,7
85,6
Lav indkomst (1. kvartil)
82,3
65,3
Lønmodtagere på højeste niveau
95,9
85,2
Arbejdsløse
88,7
67,6
Andre udenfor beskæftigelse
86,0
68,3
Indvandrere
77,4
49,4
Efterkommere
81,0
50,3
Gennemsnit i alt
92,5
78,4
Gennemsnit ekskl. indvandrere og efterkommere
93,8
81,6
Kilde: Danmarks Statistik
(2002); Børns levevilkår, tabel 5.2.2-5.2.6, s. 105ff.
For alle de sidstnævnte grupper gælder det, at samfundet i
almindelighed karakteriserer netop disse grupper som enten socialt udsatte og
truede eller som for lidt integrerede i samfundet som helhed og på
arbejdsmarkedet i særdeleshed. Samlet set er der altså tale om betydelig
social
skævhed i børnefamiliernes brug af det velfærdsgode, daginstitutionerne
udgør.
På den baggrund er det forslagsstillernes opfattelse, at der
skal indføres en egentlig institutionsret for de 3-9-årige.
Ad 5. Økonomiske ressourcer
Forslagsstillerne vil samtidig pege på, at en langsigtet
strategi for at få brudt den negative sociale arv via en forstærket tidlig
forebyggende indsats på længere sigt må forventes at være en samfundsmæssig
rentabel investering.
Ifølge betænkningen »Udfordringer og muligheder - den kommunale
økonomi frem mod 2010« (Finansministeriet, Amtsrådsforeningen og KL 2002) er
udgifterne til specialforanstaltninger vokset med 35 pct. fra 1995 til 2000
svarende til en stigning på 6-7 pct. om året. Og antallet af anbragte børn og
unge er steget med knap 20 pct. de seneste 3 år. I 2000 var der ca. 12.500
anbringelser i aldersgruppen under 18 år svarende til godt 1,0 pct. af alle
børn og unge. Det er et historisk højt niveau – særlig hvis der tages
højde
for, at der er blevet færre børn i de aldersgrupper, hvor
anbringelsesniveauet
er højest. Dertil kommer et tilsvarende billede med hensyn til væksten i
behovet for specialundervisning i folkeskolen.
Den nærmest eksplosive
stigning i specialforanstaltningerne mere end antyder dermed også, at det ud
fra en samfundsøkonomisk betragtning – såvel som menneskeligt – er
fornuftigt
at fokusere mere målrettet på, hvordan daginstitutionerne kan være med til at
bryde de uheldige konsekvenser af den negative sociale arv.
Samlet set er der med andre
ord god fornuft og økonomi i at sætte ind over for den negative sociale arv i
vuggestuerne og børnehaverne. Det handler i bund og grund om at sætte ind
forebyggelsesmæssigt, før de mindre problemer bliver til større problemer,
der
kræver massiv involvering af de sociale instanser og i værste fald mangeårige
store udgifter for det offentlige.
6. Forældreinddragelse og opsøgende aktiviteter
I forhold til denne forskningsbaserede viden finder
forslagsstillerne det paradoksalt, at den kvalitetsmæssige udvikling på
daginstitutionsområdet gennem mange år har været under pres. BUPL og PMF har
i
en analyse af udviklingen siden 1990 påvist følgende i »Notat om børnetal,
daginstitutioner og kommunaløkonomi,
2003«
(PMF og BUPL):
-
I perioden 1990-2002
er næsten 70.000 børn merindskrevet uden personaledækning. Der mangler
populært
sagt ca. 8.000 pædagoger, hvis normeringerne skulle svare til niveauet i
1990.
-
I 2002 manglede der
ca. 2,3 mia. kr. (2002-priser), hvis enhedsomkostningerne skulle svare til
niveauet i 1990.
-
Hertil kommer de mange
ekstra administrative opgaver, som de ansatte i daginstitutionerne er blevet
pålagt siden 1990, og som er gået fra tiden med børnene.
-
Børnetallet i Danmark
er faldende. Men børnetallet i daginstitutioner stiger fortsat og er større
end
nogensinde som følge af stigende dækningsgrader.
-
Arbejdstilsynets
rapport fra 2003 viser, at næsten halvdelen (44 pct.) af daginstitutionerne
fik
den dårligste karakter, som Arbejdstilsynet arbejder med.
Forslagsstillerne finder på den baggrund, at Folketinget gennem
en række målrettede initiativer bør vende udviklingen på
daginstitutionsområdet, således at disse har et bedre grundlag med hensyn til
arbejdet med socialt udsatte børn, børnene i almindelighed, samt forældrene
til
de udsatte børn.
Sidstnævnte er der
eksempelvis gode erfaringer med i Børnenes Hus i Randers, hvor pædagogerne
både
tager sig af børnene og deres forældre. Både forældrene og pædagogerne
fremhæver, at det er en kæmpe fordel, at børne-forældre-arbejdet foregår i
institutionen og ikke f.eks. hos en sagsbehandler, fordi pædagogerne er dem,
der kender både børn og forældre bedst, og omvendt.
Skriftlig fremsættelse
Villy Søvndal
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om sundhedsplejens og daginstitutionernes rolle i
bekæmpelsen
af den negative sociale arv.
(Beslutningsforslag nr. B 26).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af sundhedspleje og tidlig sundhedsfremmende og forebyggende indsats Retsinformation · 24. oktober 2002
- 1994 LSF 128 FORSLAG TIL LOV OM FOREBYGGENDE SUNDHEDSORDNINGER FOR BØRN OG UNGE Retsinformation · 15. juni 1995
- Forslag til folketingsbeslutning om børns rettigheder Retsinformation · 17. november 1998
- Forslag til folketingsbeslutning om børnefamiliers ret til omsorgsdage Retsinformation · 17. februar 2004
- 1996 BSF 33 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BØRNS RETTIGHEDER Retsinformation · 22. oktober 1996
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om sundhedsplejens og daginstitutionernes rolle i bekæmpelsen af den negative sociale arv Retsinformation · 29. juni 2004