Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en vejledende folkeafstemning om den danske regerings stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union

2004/1 BSF 17Beslutningsforslag som fremsatFolketinget21. oktober 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 19. oktober 2004 af

Peter Skaarup (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),

Pia Kjærsgaard (DF) og Karina Sørensen (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om en vejledende folkeafstemning om den danske

regerings stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union

Folketinget pålægger regeringen at afholde en vejledende

folkeafstemning, hvor vælgerne skal besvare følgende spørgsmål med et ja

eller

et nej: »Bør den danske regering arbejde for at modvirke, at Tyrkiet optages

som medlem af Den Europæiske Union?«

Bemærkninger til forslaget

Formålet med forslaget

Formålet med beslutningsforslaget er at pålægge regeringen at

afholde en vejledende folkeafstemning, der kan tjene som orientering for

regeringen om, hvorvidt den danske befolkning ønsker, at regeringen skal

arbejde for eller imod Tyrkiets optagelse som medlem af EU.

Forslaget pålægger dermed regeringen at fremsætte et lovforslag

om afholdelse af en vejledende folkeafstemning med følgende afstemningstema:

»Bør

den danske regering arbejde for at modvirke, at Tyrkiet optages som medlem af

Den Europæiske Union?«

Baggrund og historik

Mange danske vælgere

oplever en voksende afstand til de folkevalgte, bl.a. som følge af den

stigende

integration mellem EU-landene, der har medført, at flere beslutninger træffes

uden for Danmarks grænser. Det kan føre til afmagt over for de beslutninger,

der træffes på såvel det politiske plan som af de administrative myndigheder.

Det bidrager desværre også til en manglende folkelig interesse i den

Læs alt

demokratiske proces og kan på længere sigt være medvirkende til, at det

demokratiske system ikke længere er i stand til at forny sig selv gennem

folkeligt engagement og involvering. Mange har peget på brug af

folkeafstemningsinstituttet som en virksom måde til at få befolkningen til at

interessere sig for og deltage i den politiske proces, idet folkeafstemninger

ansporer folk til at tage del i de politiske beslutninger og tage et

medansvar

for samfundsudviklingen.

Allerede under forarbejderne til den nuværende grundlov forudsås

det, at der kunne blive behov for vejledende folkeafstemninger uden egentlig

grundlovshjemmel. Alf Ross, der var datidens førende statsretsekspert, skrev

herom i et memorandum til grundlovsbetænkningen i 1953 (Betænkning nr.

66/1953

s. 176 ff.):

»Det kan tænkes, at der

opstår spørgsmål, som repræsentationen er betænkelig ved at afgøre i kraft af

sit almindelige mandat. Den er måske selv i tvivl om, hvorledes sagen bør

afgøres, og betænkelig ved at påtage sig ansvar herfor. Dette kan især tænkes

at

forekomme ved spørgsmål, der ikke står i typisk forbindelse med de interesser

og ideer, der i første række afspejler den politiske inddeling, og hvor

derfor

repræsentationens politiske sammensætning ikke med sikkerhed kan antages at

afspejle befolkningens indstilling netop til dette spørgsmål. De politiske

partier er måske selv splittede« »I sådanne tilfælde kan det være rimeligt

at

give repræsentationen adgang til at befri sig for ansvaret og gennem en appel

til folket at skaffe sig det fornødne grundlag for en afgørelse.«

Netop ved en så vidtrækkende politisk overvejelse som den om

Tyrkiets eventuelle optagelse i EU er der, jf. nedenfor, tvivl og splittelse

inden for de forskellige politiske partier. Ingen af de politiske partier er

hidtil gået til valg på et krav om, at Tyrkiet skal optages i EU. Der er

derfor

gode argumenter for at inddrage befolkningen i afgørelsen om, hvilken

stilling

den danske regering skal indtage på Danmarks vegne.

Folkeafstemning med eller uden grundlovshjemmel

Folketinget kan til enhver tid beslutte, at der skal afholdes en

vejledende folkeafstemning i Danmark. Der er ingen begrænsninger i

emnekredsen

for vejledende folkeafstemninger. Af de i alt 16 landsdækkende

folkeafstemninger, der har været afholdt her i landet, har to været

vejledende.

Der har her i landet været afholdt seks EU-relaterede folkeafstemninger. Den

første var i 1972 om Danmarks medlemskab af EF. Den anden var en vejledende

afstemning om Fællesakten i 1986, den tredje om Maastrichttraktaten i 1992,

den

fjerde i 1993 om Edinburghafgørelsen. Den femte var om Amsterdamtraktaten i

1998, og den sjette var euroafstemningen i 2000. Foruden Danmark har kun seks

af de »gamle« EU-lande (EU-15) afholdt folkeafstemninger om EU-relaterede

emner, mens de ti lande, der opnåede medlemskab af EU i 2004, alle på nær

Cypern, har afholdt folkeafstemning om medlemskab af EU.

De fleste folkeafstemninger i EU-landene om EU-relaterede

spørgsmål har drejet sig enten om, hvorvidt et lands befolkning har ønsket

medlemskab, eller om man ønskede at afgive mere suverænitet til det

europæiske

samarbejde. Det eneste tilfælde, hvor en befolkning i et EU-land har fået lov

til at tage stilling til, om samarbejdet skulle udvides til at omfatte andre

lande, var i 1972, hvor de franske vælgere skulle tage stilling til, om EF

skulle udvides med Storbritannien, Danmark og Irland. Valgdeltagelsen ved

denne

afstemning var på 60,2 pct. 68,3 pct. stemte for, og 31,7 pct. stemte imod.

Politiske overvejelser

Forslagsstillerne har den principielle opfattelse, at regeringen

bør modarbejde enhver beslutning i Det Europæiske Råd, som kan føre til, at

der

stilles Tyrkiet et medlemskab af EU i udsigt. Forslagsstillerne mener, at

Tyrkiets samarbejde med EU må finde sted inden for rammerne af EU’s

naboskabspolitik.

Forslagsstillerne ser helst, at den danske regering og EU meget klart lader

Tyrkiet forstå, at der ikke er grundlag for, at Tyrkiet kan have

forventninger

om at blive optaget som medlem af EU. Uanset om optagelsesforhandlinger

indledes, bør det gøres klart for Tyrkiet, at de aldrig vil kunne føre til

det

resultat, Tyrkiet ønsker, nemlig EU-medlemskab.

Det er dokumenteret, jf. nedenfor, at denne opfattelse deles af

en meget stor del af den danske befolkning og er den fremherskende opfattelse

blandt vælgerne hos

Dansk

Folkeparti, Socialdemokraterne, Venstre og Konservative og

også i andre partier.

Der skal ikke herske

tvivl om, at Tyrkiet selv gerne vil optages i EU. Det er åbenbart, at Tyrkiet

kan have økonomiske fordele herved. For EU derimod ville det være den sikre

vej

til økonomisk kaos og opløsning, og det er i sig selv grund nok til, at

Danmark

bør modarbejde optagelsen af Tyrkiet i EU.

Den dybe uenighed mellem borgerne og de politikere, der ønsker

tyrkisk optagelse, kan – allerede hvis forhandlingerne sættes i gang mod

befolkningernes ønske, for slet ikke at tale om, hvis dette fører til aftaler

om tyrkisk medlemskab – lede til store spændinger i såvel den danske som

andre

europæiske befolkninger samt til spændinger i forholdet mellem flertallet af

borgerne

på den ene side og de folkevalgte på den anden.

Forslaget om at afholde en folkeafstemning skal ses i dette lys.

Danmark har en flot tradition for at afholde folkeafstemninger, når det

gælder

vigtige EU-relaterede spørgsmål. Erfaringerne fra Frankrig viser desuden, at

en

befolkning i ét EU-land efter en udbytterig folkelig debat er ganske udmærket

i

stand til at træffe en velovervejet og fornuftig beslutning med hensyn til

andre landes eventuelle medlemskab af det europæiske samarbejde.

Argumenter mod optagelse af Tyrkiet i EU

Forslagsstillerne vil i det følgende angive en række argumenter,

der taler mod optagelse af Tyrkiet i EU. Disse argumenter har også – i

forskellig udformning – været fremført af en lang række prominente

politikere

og embedsmænd i Danmark og i udlandet.

1. Geografi

Tyrkiet er ikke et europæisk land i geografisk henseende. Kun en

lille del af Tyrkiet, nogle få procent af landets areal, er placeret på det

europæiske kontinent. Tyrkiet hører til Mellemøsten, og dets befolkning er

ikke

europæere. Lande som Rusland, Ukraine og Hviderusland er europæiske. Det

virker

grundlæggende forkert og ulogisk at søge Den Europæiske Union udvidet med

ikkeeuropæiske lande.

2.

Økonomi

Tyrkiet er i økonomisk henseende slet ikke udviklet i europæisk

forstand. Landet er tilbagestående, det er et klassesamfund, og det er mere

korrupt end noget andet EU-land, inklusive de ti lande, der blev medlemmer

den

1. maj 2004.

Tabel nr. 1:

Økonomiske nøgletal

BNP1

(KKS)

Inflation2

(Pct.)

Arbejdsløshed3

(Pct.)

Beskæftigelsesfrekvens4

(Pct.)

Beskæftigelsesfrekvens

for kvinder4

(Pct.)

Tyrkiet

5.400

25,3

9,0

45,6

25,5

Danmark

25.800

2,0

5,6

75,1

70,5

EU-25

20.300

1,9

9,0

62,9

55,1

EU-15

22.400

2,0

8,0

64,4

56,0

Kilde: Eurostat. (1) fra 2001. (2) fra

2003 – Tyrkiet data fra OECD. (3) fra 2003. (4) fra 2003 – Tyrkiet

dog 2002.

Tyrkiets meget svage økonomi viser sig også i et meget lavt

bruttonationalprodukt (BNP). I ovenstående tabel er BNP pr. indbygger

omregnet

til den kunstige valutaenhed KKS (købekraftstandard), som anvendes for at

udligne indvirkningen af prisforskelle for sammenlignelige produkter og

tjenesteydelser i hvert land og dermed så vidt muligt nå frem til den reelle

levestandard i de betragtede lande. Ifølge Eurostat var BNP pr. indbygger i

Tyrkiet

i 2001 5.400 KKS. Gennemsnittet for EU-15 var på 22.400 KKS.

Inflationen i Tyrkiet var ifølge OECD i 2001 på 54,4 pct. mod 2

pct. i EU-15. Den gennemsnitlige inflation i de ti lande, der blev medlem i

2004, var omkring 6 pct. Ifølge OECD Economic Outlook, juni 2004, faldt

inflationen i Tyrkiet i 2002 til 45 pct. I 2003 udgør den 25,3 pct. Et

fortsat

fald forventes, men dog stadig på et niveau langt over EU-medlemslandenes

niveau.

Arbejdsløsheden i Tyrkiet er tilsyneladende på niveau med

EU-gennemsnittet, men det skyldes, at en meget mindre del af den tyrkiske

befolkning deltager på arbejdsmarkedet, end det er tilfældet for

befolkningerne

i de europæiske lande. Det kan dertil nævnes, at en meget stor del af den

tyrkiske arbejdsstyrke er beskæftiget inden for landbruget, nemlig omkring en

tredjedel af alle i beskæftigelse. Til sammenligning kan det nævnes, at de

tilsvarende tal for de ti nyeste medlemmer af EU var på 12,4 pct. i 2003

ifølge

Eurostat. I EU-15 var 4,0 pct. af arbejdsstyrken beskæftiget inden for

landbruget. Dette gør det aldeles klart, at eventuelt tyrkisk medlemskab af

EU

vil føre til enorme landbrugsreformer i Tyrkiet, der vil kaste mange

millioner

landarbejdere ud i arbejdsløshed med risiko for deraf følgende social uro.

Beskæftigelsesfrekvensen angiver den andel af befolkningen

mellem 15 og 64 år, som er i arbejde ud af det samlede antal af de

15-64-årige.

Som det fremgår af ovenstående tabel, er den tyrkiske beskæftigelsesfrekvens

på

omkring 45 pct., mens gennemsnittet for EU-15 er på næsten 65 pct. De mest

interessante tal er dog kvindernes beskæftigelsesfrekvens. Så vidt det vides,

findes der intet land i verden, hvor kvinder har en højere

beskæftigelsesfrekvens end mænd. I de nordiske lande har kvindernes

beskæftigelsesfrekvens tilnærmet sig mændenes, hvilket også ses af

ovenstående

tabel, hvoraf det for Danmark fremgår, at kvindernes deltagelse er på 70,5

pct.

mod et gennemsnit på 75,1 pct. for hele befolkningen. Som det ses, er

kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet lidt lavere i de øvrige europæiske

lande. Kvinders beskæftigelsesfrekvens siger noget om et lands syn på

kvinder.

Stor forskel på kvinders og mænds beskæftigelsesfrekvens indikerer, at der er

tale om en tilbage-stående kultur, hvor kvinder ikke har de rettigheder og

muligheder,

som de har i et moderne land. Den ekstremt lave beskæftigelsesfrekvens for

kvinder i Tyrkiet indikerer, at kvinder bevidst holdes væk fra

arbejdsmarkedet.

Dette må siges at være i direkte modstrid med, hvad EU’s medlemslande

står for

på ligestillingsområdet. Der er intet, der peger i retning af, at Tyrkiet

nogen

sinde vil kunne leve op til EU-landenes standarder på ligestillingsområdet.

Endelig kan det også nævnes, at Tyrkiet gennem mange år har haft

et betydeligt underskud på statsbudgettet. I 2003 var det ganske vist faldet

kraftigt, men udgjorde dog fortsat 8,8 pct. af BNP. Til sammenligning var

underskuddet i EU-15 på 2,7 pct. af BNP, mens Danmark i 2003 havde et

overskud

svarende til ca. 0,3 pct. af BNP. Det er vanskeligt at forestille sig, at

Tyrkiet kan vende underskuddet til positive tal i en overskuelig fremtid.

Det er således helt åbenbart, at Tyrkiets økonomi – set i

sammenligning med økonomien i landene i Europa – er meget

tilbagestående. Dette

i sig selv gør enhver tanke om optagelse af Tyrkiet som medlemsland helt

urealistisk.

3. Administration

Tyrkiet er utvivlsomt langt mere belastet af korruption end

EU-landene. Transparency International er en uafhængig international

organisation, hvis formål er at bekæmpe økonomisk korruption på verdensplan.

Transparency fastsætter indekstal, der angiver udbredelsen af korruption. Jo

mindre korruption, desto højere placering på listen. Seneste oversigt er

»Transparency

International Corruption Perceptions Index 2003«. Blandt de bedst placerede

lande med mindst korruption er Finland på en førsteplads, Danmark på en

tredjeplads og Sverige på en sjetteplads. Andre placeringer er Tyskland som

nr.

16, Estland nr. 33, Italien nr. 35, Litauen nr. 41, Tjekkiet nr. 54 og

Letland

nr. 57. Polen er nr. 64 på listen over korrupte lande og dermed det værste af

de ti nye medlemslande i EU. Tyrkiet er nummer 77 på listen og er således

langt

mere korrupt end de andre lande. Graden af korruption i et land kan tolkes

som

et tegn på underudvikling, idet omfattende korruption indikerer mangler i det

administrative system. Demokratiske lande er afhængige af en saglig, objektiv

og hæderlig administration – både på lokalt, regionalt og centralt

niveau.

Dette er en forudsætning for, at det demokratiske system kan reproducere sig

selv. Hvis der er udbredt korruption i forvaltningen, medfører det, at

borgerne

mister tilliden til systemet. Tyrkiets placering på korruptionslisten

indikerer,

at noget sådant kan ske – eller allerede er sket – i landet, og det

vil være

til gavn for yderligtgående kræfter.

4.

Grundrettigheder

Det er fortsat et problem, at Tyrkiet ikke overholder almindelig

lov og ret. Af den sammenfattende omtale af Tyrkiet i »Amnesty International

Report 2003« side 253, fremgår følgende (oversat fra engelsk af

forslagsstillerne):

Juridiske reformer førte til afskaffelse af dødsstraf for forbrydelser begået

i

fredstid og til ændringer i love, der begrænsede ytringsfriheden. Imidlertid

havde mange samvittighedsfanger fortsat udsigt til rettergang eller

fængsling,

i særdeleshed for at udtrykke synspunkter om det kurdiske spørgsmål eller

højsikkerheds »F-type«-fængsler, eller for at udtale islamistiske

synspunkter.

Torturering i politiets varetægt er stadig udbredt og praktiseres systematisk

i

antiterrorafdelinger på politistationer i det sydøstlige Tyrkiet. Der holdes

sjældent rettergang over gerningsmændene. Dusinvis af drab udført af

sikkerhedsofficerer er blevet rapporteret; nogle af dem kan have været

ulovlige

henrettelser. Det kan i den forbindelse bemærkes, at man ved fængsler af

F-typen forstår en type fængsler, der især er kendt for den bevidste

ødelæggelse af personligheden – via den såkaldt hvide tortur. Metoden

går ud på

at anbringe fangerne i højsikkerhedsceller, der er indrettet således, at

fangerne berøves enhver stimulation af sanserne; bl.a. er vægge og udstyr

totalt

i hvidt. Deraf navnet den hvide tortur.

5. Kultur

Tyrkiet er præget af en kultur og nogle sociale normer, som

ligger så fjernt fra EU’s, at dette i sig selv udelukker landet fra at

blive

medlem af EU. Dette har senest afspejlet sig i en række lovforslag, som den

tyrkiske regering har fremlagt. Frem til 1996 var utroskab strafbart i

Tyrkiet,

men denne lov blev ændret af den daværende regering. Det tyrkiske

regeringsparti, AKP, med regeringsleder Tayyip Erdogan har bragt dette emne

på

banen igen, og et forslag om at strafbelægge utroskab med op til 2 års

fængsel

har været en del af den politiske debat i Tyrkiet i 2004.

Hidtil har tyrkiske sikkerhedsstyrker i visse tilfælde kunnet

beslutte, om en kvindelig mistænkt skal underkastes en undersøgelse for at

afgøre, om den mistænkte er jomfru. Et af de forslag fra det tyrkiske

regeringsparti, der har været diskuteret, ville have ændret dette således, at

undersøgelser fremover kun måtte foretages, hvis en dommer beordrede det. Ved

en tidligere lejlighed har den nuværende tyrkiske regering foreslået, at en

voldtægtsforbryder skulle kunne få straffen nedsat, hvis han giftede sig med

sit offer.

De ovenfor beskrevne lovforslag fra det tyrkiske regeringsparti er

kun nogle få eksempler på den store kulturelle afstand, der er mellem Europa

og

Tyrkiet. Forslagene virker decideret stødende over for en moderne, nordisk

tankegang. Selv om forslagene tilsyneladende er blevet taget af bordet i den

aktuelle debat i Tyrkiet, vidner deres fremkomst om en tankegang, der er

uforenelig med moderne samfundsopfattelse, som den kendes i de fleste

EU-lande.

6. Sekularisering

Tyrkiet er et islamisk land. Formelt er Tyrkiet et sekulariseret

samfund, men under den overflade er landet islamisk. Det sekulariserede

Tyrkiet

opretholdes kun, så længe den uddannede elite og det tyrkiske militær har et

fast greb om udviklingen. Disse har indset, at Tyrkiet må ændres

fundamentalt,

hvis demokratiet skal have en chance, men det store flertal i befolkningen og

landet er tilbagestående, og det varer i bedste fald århundreder at ændre

grundlæggende kulturelle vaner. Tyrkiet er ganske vist sekulariseret, men at

hævde, at islam ikke betyder noget i det tyrkiske samfund, svarer til at

påstå,

at kristendommen ikke har nogen betydning i Europa. Hvis EU-landene i

misforstået demokratisk ånd kræver demokratiske reformer i Tyrkiet, kan de

risikere at få det modsatte i form af et islamisk præstestyre. Kemal Atatürk,

generalen, som i 1923 styrtede Osmannerriget og oprettede republikken

Tyrkiet,

sagde: »Der findes kun én civilisation, den vesterlandske.« Desværre lykkedes

det ikke for ham at få alle tyrkere overbevist om rigtigheden heraf, og de

islamiske kræfter står stærkt i Tyrkiet. EU kan indgå forbedrede

handelsaftaler

med Tyrkiet, men at give landet medbestemmelsesret over de vesteuropæiske

landes fremtid vil dramatisk ændre samarbejdsvilkårene i Europa.

7. Okkupationsmagt

Det er fortsat et stort og uløst problem, at Tyrkiet har

besættelsestropper i et af EU’s nuværende medlemslande, nemlig Cypern.

Siden

Tyrkiet i juli 1974 invaderede den selvstændige republik Cypern, har tyrkiske

tropper besat 38 pct. af Cyperns areal, og siden har FN-tropper måttet

opretholde en stødpudezone mellem den tyrkiske besættelseszone og republikken

Cypern. Tyrkiet har fortsat store troppekontingenter på Cypern, og det er et

overgreb, som i sig selv er nok til at forhindre Tyrkiets optagelse i EU.

8. Indvandring

Der er overvejende sandsynlighed for, at et tyrkisk medlemskab

vil føre til en omfattende indvandring fra Tyrkiet til en række af de

nuværende

EU-lande. Tyrkiet indgav formelt ansøgning om optagelse i EF i 1987, men fik

afslag. Ifølge den daværende tyske forbundskansler, Helmut Schmidt, var

frygten

for en større tyrkisk indvandringsbølge en af

de væsentligste begrundelser for afslaget.

Over halvdelen af alle

tyrkere og personer af tyrkisk afstamning i EU er bosat i Tyskland. Det var

også tilfældet i 1987. Helmut Schmidt vurderede på daværende tidspunkt, at

yderligere tyrkisk indvandring ville umuliggøre integrationen af de tyrkere,

som allerede var kommet til Europa, for slet ikke at tale om dem, der ville

komme til

(Berlingske Tidende den 28.

oktober 2000, »Hvor går grænsen i Europa?«, 2. sektion side 7). Denne

problematik er endnu mere udtalt i dag, hvor der allerede bor ca. 4 mio.

tyrkere eller personer af tyrkisk afstamning i EU.

Udvidelse og folkelig opbakning

Det er forslagsstillernes opfattelse, at EU i de næste mange år

vil have store udfordringer med optagelsen af de ti lande, som opnåede

medlemskab af EU den 1. maj 2004. Med få undtagelser er disse lande økonomisk

mere tilbagestående end selv de fattigste lande i »EU-15«. Og når det gælder

kompetente offentlige administrationer, halter mange af de nye medlemmer også

bag

efter de gamle EU-lande. EU har aldrig tidligere optaget så mange nye

medlemmer, og der ligger et stort arbejde i at få EU til at fungere. Det vil

skræmme de allerfleste europæere fra nye vovede udfordringer i mange år. Man

må

huske på, at de vesteuropæiske lande aldrig før har været udsat for så

omfattende forandringer som i de seneste årtier. Også Europa rammes af

globaliseringens negative side: øget konkurrence i form af billige produkter

udefra, udflytning af virksomheder, indvandring af store grupper

ikkeuddannede

mennesker, en kulturel trussel og terrortruslen. Forslagsstillerne er af den

overbevisning, at udvidelsen med ti nye lande fra den 1. maj 2004 vil påføre

den svageste del af den europæiske arbejderklasse en alvorlig konkurrence, og

den vil koste de gamle EU-lande store beløb. En optagelse af Tyrkiet inden

for

en årrække vil yderligere svække EU økonomisk og kunne risikere at knække

EU’s

og medlemslandenes økonomier.

Europa-Kommissionen har ikke fremlagt beregninger for, hvor

meget det vil være nødvendigt at hæve EU-landenes bidrag til EU-budgettet,

såfremt Tyrkiet skulle blive fuldgyldigt medlem med alt, hvad det indebærer

af

økonomisk støtte. Der er dog ikke nogen tvivl om, at det økonomisk meget

tilbagestående

Tyrkiet med dets 68 mio. indbyggere vil kunne kræve en strukturstøtte, der er

langt højere end, hvad de ti nye medlemslande har krav på i år 2013. Disse ti

lande har tilsammen en befolkning på ca. 75 mio. mennesker, men disse landes

økonomier er samtidig langt stærkere end den tyrkiske.

Spørgsmålet om tyrkisk medlemskab af EU har medført stærke

reaktioner, blandt både vælgere og politikere i alle EU-landene. Ifølge

Ahtisaarirapporten (Report on the Independent Commission on Turkey, 2004) ser

det dog ud til, at de stærkeste reaktioner kommer fra de lande, der har flest

tyrkiske indvandrere. Ifølge rapporten er der kun foretaget meningsmålinger

om

spørgsmålet i et fåtal af EU-landene. Der er dog ingen tvivl om, at der er en

udbredt skepsis over for tyrkisk medlemskab i befolkningerne. I rapporten

advares der mod, at dette kan føre til en splittelse mellem befolkningen og

de

folkevalgte: »Should the European Council approve accession negotiations in

December, a rift between government policy and public opinion could deepen in

some countries.

While this

devide would not directly affect the negotiations, it could develop into a

serious problem by the time an eventual accession treaty came to be

ratified.«

I Danmark har der dog været foretaget flere meningsmålinger om,

hvorvidt Tyrkiet bør optages i EU. Nedenfor er gengivet en meningsmåling

foretaget af Gallup for Ugebrevet A4.

Tabel nr. 2: Svar på

spørgsmålet: »Bør Tyrkiet optages i EU inden for en overskuelig årrække?«

Alle

DF

V

KF

RV

S

SF+EL

Ja

38

22

40

38

46

37

40

Nej

53

74

54

56

47

54

55

Ved ikke

9

3

6

5

7

9

5

Kilde: Ugebrevet A4 nr. 17, den 10. maj 2004.

Som det fremgår af målingen, er der stor folkelig modstand mod

at optage Tyrkiet i EU. Selv blandt de mest EU-venlige partier er der større

modstand, end der er opbakning. 47 pct. af Det Radikale Venstres vælgere er

således imod, mens 46 pct. er for. I alt siger 53 pct. af de adspurgte, at de

er imod tyrkisk optagelse. Hvis vælgerne i forbindelse med en sådan

meningsmåling blev oplyst om prisen for tyrkisk medlemskab samt

konsekvenserne

for skatteopkrævningen i Danmark eller kvaliteten af velfærdsydelserne, ville

endnu flere formentlig være betænkelige ved at optage Tyrkiet som medlem af

EU.

Der er i september 2004 foretaget en ny meningsmåling, denne

gang af Rambøll Management for Jyllands-Posten. Denne måling viser en mindst

lige så stærk modstand mod tyrkisk medlemskab af EU, idet kun 31 pct. af de

adspurgte – mod 38 pct. i den førnævnte undersøgelse – går ind for

medlemskab.

Modstanderne udgør i den nye undersøgelse 49 pct. mod 53 pct., mens ved

ikke-procenten er øget fra 9 pct. til 20 pct. Inden for oppositionspartierne

S,

RV, SF, KD og EL er der i den nye undersøgelse 48 pct. modstandere og kun 36

pct. tilhængere, mens der blandt regeringspartiernes og Dansk Folkepartis

vælgere er målt 61 pct. modstandere og blot 27 pct. tilhængere af tyrkisk

medlemskab.

Der er så vidt vides ikke gennemført målinger, der har vist enten dødt løb

mellem tilhængere og modstandere eller flertal af tilhængere. Modstanden må

således siges at være massiv, og det er den i øvrigt også i andre EU-lande.

Spørgsmålet om Tyrkiets

medlemskab af EU er således en sag, der rummer uhyre meget konfliktstof. Ved

den debat, der nødvendigvis må føres af danske politikere i det danske

Folketing, er det en nyttig basisviden, at befolkningens flertal er imod

tanken

om, at Tyrkiet skal kunne indtræde i EU. Forslagsstillerne mener, at

politikerne vil stå sig ved at lytte til befolkningen.

Politiske udtalelser m.v.

En lang række politikere har

udtalt skepsis over for optagelse af Tyrkiet som EU-medlem. På det seneste

har

også en række fremtrædende embedsmænd advaret mod at optage Tyrkiet, herunder

kommissæren for det indre marked, Frits Bolkestein, samt kommissæren for

fiskeri og landbrug, Franz Fischler.

Som eksempler på politiske udtalelser kan nævnes tidligere

statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der til Politiken den 15. marts 2004

udtalte: »Der kommer til at gå mere end én generation, før vi ser dem som

medlemmer af EU. Tyrkiet har stadig alvorlige problemer med

menneskerettigheder

og med deres retssystem. Vi står over for en ret lang årrække, før de

problemer

er løst.«

Den udtalelse foranledigede en del debat, hvorfor Poul Nyrup

Rasmussen i en række læserbreve uddybede sin holdning, således i et læserbrev

i

Jyllands-Posten den 19. marts 2004, hvoraf det fremgik: »I 1999 var jeg med

til

at give Tyrkiet status som kandidatland på topmødet i Helsinki. Den

beslutning

vedstår jeg fuldt og helt. Det perspektiv er stadig vigtigt. Men jeg har ikke

tilrådet at give Tyrkiet en vurderingsdato og evt. forhandlingsstart allerede

i

år. Der er en meget afgørende forskel på at få status som kandidatland til EU

og det, at EU og et land går i gang med reelle optagelsesforhandlinger. Lad

os

dog erkende fakta: Tyrkiet er ikke klar. Derfor har jeg sagt, at der kommer

til

at gå mange år, før vi ser det som fuldgyldigt medlem af EU. Tyrkiet har

stadig

alvorlige problemer med menneskerettigheder, med ligestilling mellem mænd og

kvinder, med sit retssystem, med samfundsøkonomien, forholdet mellem

demokratiet

og militæret. Og vi står over for en ret lang årrække, før de problemer er

løst. Tyrkiets situation understreger, at vi i mange år har været for optaget

af, hvem der er medlem eller ikke medlem af EU. Vi skal ikke skubbe Tyrkiet

fra

os. I de kommende år må vi i stedet udvikle regionale samarbejder med de

arabiske lande ved Middelhavet mere. Om handel, indvandring, socialt og

økonomisk samarbejde. Vi skal gøre noget for landene omkring os i stedet for

kun at tænke på at fare derudad med en videre udvidelse.«

Den tidligere statsminister

bekræftede sine holdninger flere gange under den seneste valgkamp til

Europa-Parlamentet, hvor han i et svar til MEP

Mogens Camre

om sine holdninger til tyrkisk medlemskab skrev:

»Tyrkiet kan godt blive medlem en dag, men der er ingen forhåndsgaranti

herfor –

og det vil i givet fald tage mange, mange år, og det vil i så fald være et

helt

andet moderne Tyrkiet, end det vi kender i dag.«

Tidligere indenrigsminister

Karen Jespersen har også talt imod tyrkisk medlemskab. I et svar på et

læserbrev i Politiken den 29. maj 2004 skriver hun, at en konsekvens af

tyrkisk

medlemskab vil være stigende indvandring fra Tyrkiet pga. reglerne for

arbejdskraftens frie bevægelighed, samt at reglerne for familiesammenføring

ikke længere vil være gældende for tyrkere. Hun advarer endvidere mod de

økonomiske omkostninger ved en sådan indvandring: »

Hidtil har indvandringen ikke styrket, men trukket fra

samfundsøkonomien. Velfærdskommissionen peger på, at hvis indvandringen

skulle

løse de kommende årtiers økonomiske problemer, skulle indvandrerne have samme

kvalifikationer som danskerne, og de skulle undlade at tage deres familie med

(ellers er følgeomkostningerne for store).«

Hun advarer endvidere mod, at en sådan indvandring »

vil øge den opsplitning af samfundet i etniske

parallelsamfund, som vi i forvejen arbejder hårdt for at begrænse«

»samtidig

præges store dele af landet af en kultur og nogle sociale normer, der ligger

langt fra de nuværende EU-lande, hvilket også afspejler sig på det politiske

plan under den nuværende islamiske AKP-regering«. Som eksempler nævner hun,

at

den tyrkiske regering har foreslået, »at en voldtægtsmand kan slippe for

straf,

hvis han gifter sig med sit offer. Det afspejler et værdisæt, hvor familiens

ære er vigtigere end kvindens rettigheder. Og nu er der en lov på vej, der

vil

give elever fra religiøse skoler adgang til alle højere uddannelser og dermed

til alle offentlige embeder. De religiøse skoler er etableret for at uddanne

religiøse ledere og giver i dag kun adgang til at studere religion«.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen

har fremsat modstridende udtalelser om Tyrkiets eventuelle medlemskab af EU.

I

bogen »I godtvejr og storm« fra 2000 udtaler han (side 226-227), at, »det er

nødvendigt at gøre sig overvejelser om, hvor stort og omfattende

EU-samarbejdet

kan være, samtidig med at det skal fungere som en effektiv og

beslutningsdygtig

organisation«. Dette forklarede han, kunne opnås ved en model, som består i,

»at

der er en kerne af EU-lande, og udenom er der cirkler af lande med en

stærkere

eller løsere tilknytning til kernen«. Herefter gjorde Anders Fogh Rasmussen

det

meget klart, at han ikke kunne forestille sig Tyrkiet som medlem af EU: »Jeg

kan ikke forestille mig Tyrkiet som medlem af EU. Politisk, økonomisk og

kulturelt ville landet blive en fremmed fugl i samarbejdet, og et tyrkisk

medlemskab kunne gøre samarbejdet ustabilt. Et tyrkisk medlemskab ville

udvide

EU’s ydre grænse til Iran og Irak, og dermed vil vi bevæge os ind i

Mellemøstens

urocentre.« I en besvarelse af 20. november 2002 på spm. nr. US 27 gav

statsministeren derimod udtryk for, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet

kan påbegyndes, så snart landet opfylder Københavnskriterierne.

Frankrigs tidligere præsident Valéry

Giscard d’Estaing har tidligere advaret mod tyrkisk medlemskab på grund

af den

store religiøse og kulturelle afstand mellem Tyrkiet og Europa, men på det

seneste har han også advaret om, at Tyrkiet vil få alt for stor indflydelse i

EU. Dette skyldes for det første, at de ændringer, som den nye EU-forfatning

lægger op til, vil give de store lande mere indflydelse, end de har i dag.

Flere beslutninger vil fremover blive taget ved dobbelt flertal i

Ministerrådet.

Giscard d’Estaing har udtalt, at »med de kommende regler i EU vil

konsekvenserne

af et tyrkisk EU-medlemskab blive meget større end med dem, der er i dag«

»hvis

man bringer et land ind, som alene tæller 16-17 procent af EU’s samlede

befolkn

ing, vil det ændre EU fuldstændig«

(

Kristeligt Dagblad den 14.

september 2004, »Fransk advarsel mod tyrkisk EU-medlemskab« side 5).

Medlem af Europa-Kommissionen

Franz Fischler har i et brev til de andre medlemmer af Kommissionen advaret

mod

Tyrkisk medlemskab (Berlingske Tidende, 11. september 2004 side 12).

Fischlers

tre væsentligste begrundelser er for det første: »Tyrkiet er i bund og grund

ikke et europæisk land, og muslimske fundamentalister kan hurtigt vende den

demokratiske udvikling i landet. Tyrkiet er langt mere orientalsk end

katolsk.

Der må være en alvorlig bekymring for, om Tyrkiet i det lange løb kan

forblive

sekulært demokratisk.« For det andet mener han: »En optagelse af Tyrkiet vil

sprænge EU’s budget. Den årlige omkostning alene på landbrugsområdet vil

blive

større end for de 10 nye medlemslande tilsammen.« For det tredje frygter han,

at optagelse af Tyrkiet vil ødelægge det fremtidige europæiske samarbejde. I

den forbindelse gør han opmærksom på, at de to største støtter af tyrkisk

medlemskab er USA og Storbritannien, og skriver, at disse lande »ikke er

bekymret

for, om optagelsen af Tyrkiet vil svække Unionens politiske udvikling«.

Kommissæren for det indre

marked, Frits Bolkestein, udtrykte en stærk skepsis ved Tyrkiet som

medlemsland

af EU under en forelæsning på Leiden Universitet i Holland (Kristeligt

Dagblad

den 9. september 2004 side 5). Han udtalte: »Det vil blive enden på EU i dets

nuværende form, hvis et land med 68 millioner indbyggere, der måske vokser

til

83 millioner i 2010, lukkes ind.« Under forelæsningen citerede Bolkestein den

meget omstridte amerikanske historiker Bernard Lewis, som bl.a. har udtalt,

at

Europa vil være islamiseret ved udgangen af dette århundrede. Kommissæren

mener, at tyrkerne helt skal ændre deres identitet, hvis landet skal med i

EU,

og udtalte, at »hvis tyrkerne lukkes ind, er befrielsen (fra osmannerne) ved

Wien i 1683 en spildt indsats«. Bolkestein gjorde endvidere opmærksom på de

økonomiske konsekvenser, en optagelse af Tyrkiet vil få, og sagde, at det

ville

være umuligt at fortsætte med de nuværende landbrugsstøtte- og

strukturstøtteordninger

(Nyhedsbrevet »EUObserver.com« 7. september 2004). Endvidere påpegede han, at

hvis Tyrkiet optages, bør nogle af de lande, der ligger langt tættere på

Europa

– både geografisk og kulturelt – også optages. Han nævnte bl.a.

Ukraine og

Hviderusland, men sagde, at i løbet af 15 til 20 år kan vi have et EU med op

til 40 medlemmer.

Skriftlig fremsættelse

Peter Skaarup

(DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om en vejledende folkeafstemning om den danske regerings

stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union.

(Beslutningsforslag nr. B 17).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter