Forslag til folketingsbeslutning om en vejledende folkeafstemning om den danske regerings stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 19. oktober 2004 af
Peter Skaarup (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),
Pia Kjærsgaard (DF) og Karina Sørensen (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om en vejledende folkeafstemning om den danske
regerings stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union
Folketinget pålægger regeringen at afholde en vejledende
folkeafstemning, hvor vælgerne skal besvare følgende spørgsmål med et ja
eller
et nej: »Bør den danske regering arbejde for at modvirke, at Tyrkiet optages
som medlem af Den Europæiske Union?«
Bemærkninger til forslaget
Formålet med forslaget
Formålet med beslutningsforslaget er at pålægge regeringen at
afholde en vejledende folkeafstemning, der kan tjene som orientering for
regeringen om, hvorvidt den danske befolkning ønsker, at regeringen skal
arbejde for eller imod Tyrkiets optagelse som medlem af EU.
Forslaget pålægger dermed regeringen at fremsætte et lovforslag
om afholdelse af en vejledende folkeafstemning med følgende afstemningstema:
»Bør
den danske regering arbejde for at modvirke, at Tyrkiet optages som medlem af
Den Europæiske Union?«
Baggrund og historik
Mange danske vælgere
oplever en voksende afstand til de folkevalgte, bl.a. som følge af den
stigende
integration mellem EU-landene, der har medført, at flere beslutninger træffes
uden for Danmarks grænser. Det kan føre til afmagt over for de beslutninger,
der træffes på såvel det politiske plan som af de administrative myndigheder.
Det bidrager desværre også til en manglende folkelig interesse i den
Læs alt
demokratiske proces og kan på længere sigt være medvirkende til, at det
demokratiske system ikke længere er i stand til at forny sig selv gennem
folkeligt engagement og involvering. Mange har peget på brug af
folkeafstemningsinstituttet som en virksom måde til at få befolkningen til at
interessere sig for og deltage i den politiske proces, idet folkeafstemninger
ansporer folk til at tage del i de politiske beslutninger og tage et
medansvar
for samfundsudviklingen.
Allerede under forarbejderne til den nuværende grundlov forudsås
det, at der kunne blive behov for vejledende folkeafstemninger uden egentlig
grundlovshjemmel. Alf Ross, der var datidens førende statsretsekspert, skrev
herom i et memorandum til grundlovsbetænkningen i 1953 (Betænkning nr.
66/1953
s. 176 ff.):
»Det kan tænkes, at der
opstår spørgsmål, som repræsentationen er betænkelig ved at afgøre i kraft af
sit almindelige mandat. Den er måske selv i tvivl om, hvorledes sagen bør
afgøres, og betænkelig ved at påtage sig ansvar herfor. Dette kan især tænkes
at
forekomme ved spørgsmål, der ikke står i typisk forbindelse med de interesser
og ideer, der i første række afspejler den politiske inddeling, og hvor
derfor
repræsentationens politiske sammensætning ikke med sikkerhed kan antages at
afspejle befolkningens indstilling netop til dette spørgsmål. De politiske
partier er måske selv splittede« »I sådanne tilfælde kan det være rimeligt
at
give repræsentationen adgang til at befri sig for ansvaret og gennem en appel
til folket at skaffe sig det fornødne grundlag for en afgørelse.«
Netop ved en så vidtrækkende politisk overvejelse som den om
Tyrkiets eventuelle optagelse i EU er der, jf. nedenfor, tvivl og splittelse
inden for de forskellige politiske partier. Ingen af de politiske partier er
hidtil gået til valg på et krav om, at Tyrkiet skal optages i EU. Der er
derfor
gode argumenter for at inddrage befolkningen i afgørelsen om, hvilken
stilling
den danske regering skal indtage på Danmarks vegne.
Folkeafstemning med eller uden grundlovshjemmel
Folketinget kan til enhver tid beslutte, at der skal afholdes en
vejledende folkeafstemning i Danmark. Der er ingen begrænsninger i
emnekredsen
for vejledende folkeafstemninger. Af de i alt 16 landsdækkende
folkeafstemninger, der har været afholdt her i landet, har to været
vejledende.
Der har her i landet været afholdt seks EU-relaterede folkeafstemninger. Den
første var i 1972 om Danmarks medlemskab af EF. Den anden var en vejledende
afstemning om Fællesakten i 1986, den tredje om Maastrichttraktaten i 1992,
den
fjerde i 1993 om Edinburghafgørelsen. Den femte var om Amsterdamtraktaten i
1998, og den sjette var euroafstemningen i 2000. Foruden Danmark har kun seks
af de »gamle« EU-lande (EU-15) afholdt folkeafstemninger om EU-relaterede
emner, mens de ti lande, der opnåede medlemskab af EU i 2004, alle på nær
Cypern, har afholdt folkeafstemning om medlemskab af EU.
De fleste folkeafstemninger i EU-landene om EU-relaterede
spørgsmål har drejet sig enten om, hvorvidt et lands befolkning har ønsket
medlemskab, eller om man ønskede at afgive mere suverænitet til det
europæiske
samarbejde. Det eneste tilfælde, hvor en befolkning i et EU-land har fået lov
til at tage stilling til, om samarbejdet skulle udvides til at omfatte andre
lande, var i 1972, hvor de franske vælgere skulle tage stilling til, om EF
skulle udvides med Storbritannien, Danmark og Irland. Valgdeltagelsen ved
denne
afstemning var på 60,2 pct. 68,3 pct. stemte for, og 31,7 pct. stemte imod.
Politiske overvejelser
Forslagsstillerne har den principielle opfattelse, at regeringen
bør modarbejde enhver beslutning i Det Europæiske Råd, som kan føre til, at
der
stilles Tyrkiet et medlemskab af EU i udsigt. Forslagsstillerne mener, at
Tyrkiets samarbejde med EU må finde sted inden for rammerne af EU’s
naboskabspolitik.
Forslagsstillerne ser helst, at den danske regering og EU meget klart lader
Tyrkiet forstå, at der ikke er grundlag for, at Tyrkiet kan have
forventninger
om at blive optaget som medlem af EU. Uanset om optagelsesforhandlinger
indledes, bør det gøres klart for Tyrkiet, at de aldrig vil kunne føre til
det
resultat, Tyrkiet ønsker, nemlig EU-medlemskab.
Det er dokumenteret, jf. nedenfor, at denne opfattelse deles af
en meget stor del af den danske befolkning og er den fremherskende opfattelse
blandt vælgerne hos
Dansk
Folkeparti, Socialdemokraterne, Venstre og Konservative og
også i andre partier.
Der skal ikke herske
tvivl om, at Tyrkiet selv gerne vil optages i EU. Det er åbenbart, at Tyrkiet
kan have økonomiske fordele herved. For EU derimod ville det være den sikre
vej
til økonomisk kaos og opløsning, og det er i sig selv grund nok til, at
Danmark
bør modarbejde optagelsen af Tyrkiet i EU.
Den dybe uenighed mellem borgerne og de politikere, der ønsker
tyrkisk optagelse, kan – allerede hvis forhandlingerne sættes i gang mod
befolkningernes ønske, for slet ikke at tale om, hvis dette fører til aftaler
om tyrkisk medlemskab – lede til store spændinger i såvel den danske som
andre
europæiske befolkninger samt til spændinger i forholdet mellem flertallet af
borgerne
på den ene side og de folkevalgte på den anden.
Forslaget om at afholde en folkeafstemning skal ses i dette lys.
Danmark har en flot tradition for at afholde folkeafstemninger, når det
gælder
vigtige EU-relaterede spørgsmål. Erfaringerne fra Frankrig viser desuden, at
en
befolkning i ét EU-land efter en udbytterig folkelig debat er ganske udmærket
i
stand til at træffe en velovervejet og fornuftig beslutning med hensyn til
andre landes eventuelle medlemskab af det europæiske samarbejde.
Argumenter mod optagelse af Tyrkiet i EU
Forslagsstillerne vil i det følgende angive en række argumenter,
der taler mod optagelse af Tyrkiet i EU. Disse argumenter har også – i
forskellig udformning – været fremført af en lang række prominente
politikere
og embedsmænd i Danmark og i udlandet.
1. Geografi
Tyrkiet er ikke et europæisk land i geografisk henseende. Kun en
lille del af Tyrkiet, nogle få procent af landets areal, er placeret på det
europæiske kontinent. Tyrkiet hører til Mellemøsten, og dets befolkning er
ikke
europæere. Lande som Rusland, Ukraine og Hviderusland er europæiske. Det
virker
grundlæggende forkert og ulogisk at søge Den Europæiske Union udvidet med
ikkeeuropæiske lande.
2.
Økonomi
Tyrkiet er i økonomisk henseende slet ikke udviklet i europæisk
forstand. Landet er tilbagestående, det er et klassesamfund, og det er mere
korrupt end noget andet EU-land, inklusive de ti lande, der blev medlemmer
den
1. maj 2004.
Tabel nr. 1:
Økonomiske nøgletal
BNP1
(KKS)
Inflation2
(Pct.)
Arbejdsløshed3
(Pct.)
Beskæftigelsesfrekvens4
(Pct.)
Beskæftigelsesfrekvens
for kvinder4
(Pct.)
Tyrkiet
5.400
25,3
9,0
45,6
25,5
Danmark
25.800
2,0
5,6
75,1
70,5
EU-25
20.300
1,9
9,0
62,9
55,1
EU-15
22.400
2,0
8,0
64,4
56,0
Kilde: Eurostat. (1) fra 2001. (2) fra
2003 – Tyrkiet data fra OECD. (3) fra 2003. (4) fra 2003 – Tyrkiet
dog 2002.
Tyrkiets meget svage økonomi viser sig også i et meget lavt
bruttonationalprodukt (BNP). I ovenstående tabel er BNP pr. indbygger
omregnet
til den kunstige valutaenhed KKS (købekraftstandard), som anvendes for at
udligne indvirkningen af prisforskelle for sammenlignelige produkter og
tjenesteydelser i hvert land og dermed så vidt muligt nå frem til den reelle
levestandard i de betragtede lande. Ifølge Eurostat var BNP pr. indbygger i
Tyrkiet
i 2001 5.400 KKS. Gennemsnittet for EU-15 var på 22.400 KKS.
Inflationen i Tyrkiet var ifølge OECD i 2001 på 54,4 pct. mod 2
pct. i EU-15. Den gennemsnitlige inflation i de ti lande, der blev medlem i
2004, var omkring 6 pct. Ifølge OECD Economic Outlook, juni 2004, faldt
inflationen i Tyrkiet i 2002 til 45 pct. I 2003 udgør den 25,3 pct. Et
fortsat
fald forventes, men dog stadig på et niveau langt over EU-medlemslandenes
niveau.
Arbejdsløsheden i Tyrkiet er tilsyneladende på niveau med
EU-gennemsnittet, men det skyldes, at en meget mindre del af den tyrkiske
befolkning deltager på arbejdsmarkedet, end det er tilfældet for
befolkningerne
i de europæiske lande. Det kan dertil nævnes, at en meget stor del af den
tyrkiske arbejdsstyrke er beskæftiget inden for landbruget, nemlig omkring en
tredjedel af alle i beskæftigelse. Til sammenligning kan det nævnes, at de
tilsvarende tal for de ti nyeste medlemmer af EU var på 12,4 pct. i 2003
ifølge
Eurostat. I EU-15 var 4,0 pct. af arbejdsstyrken beskæftiget inden for
landbruget. Dette gør det aldeles klart, at eventuelt tyrkisk medlemskab af
EU
vil føre til enorme landbrugsreformer i Tyrkiet, der vil kaste mange
millioner
landarbejdere ud i arbejdsløshed med risiko for deraf følgende social uro.
Beskæftigelsesfrekvensen angiver den andel af befolkningen
mellem 15 og 64 år, som er i arbejde ud af det samlede antal af de
15-64-årige.
Som det fremgår af ovenstående tabel, er den tyrkiske beskæftigelsesfrekvens
på
omkring 45 pct., mens gennemsnittet for EU-15 er på næsten 65 pct. De mest
interessante tal er dog kvindernes beskæftigelsesfrekvens. Så vidt det vides,
findes der intet land i verden, hvor kvinder har en højere
beskæftigelsesfrekvens end mænd. I de nordiske lande har kvindernes
beskæftigelsesfrekvens tilnærmet sig mændenes, hvilket også ses af
ovenstående
tabel, hvoraf det for Danmark fremgår, at kvindernes deltagelse er på 70,5
pct.
mod et gennemsnit på 75,1 pct. for hele befolkningen. Som det ses, er
kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet lidt lavere i de øvrige europæiske
lande. Kvinders beskæftigelsesfrekvens siger noget om et lands syn på
kvinder.
Stor forskel på kvinders og mænds beskæftigelsesfrekvens indikerer, at der er
tale om en tilbage-stående kultur, hvor kvinder ikke har de rettigheder og
muligheder,
som de har i et moderne land. Den ekstremt lave beskæftigelsesfrekvens for
kvinder i Tyrkiet indikerer, at kvinder bevidst holdes væk fra
arbejdsmarkedet.
Dette må siges at være i direkte modstrid med, hvad EU’s medlemslande
står for
på ligestillingsområdet. Der er intet, der peger i retning af, at Tyrkiet
nogen
sinde vil kunne leve op til EU-landenes standarder på ligestillingsområdet.
Endelig kan det også nævnes, at Tyrkiet gennem mange år har haft
et betydeligt underskud på statsbudgettet. I 2003 var det ganske vist faldet
kraftigt, men udgjorde dog fortsat 8,8 pct. af BNP. Til sammenligning var
underskuddet i EU-15 på 2,7 pct. af BNP, mens Danmark i 2003 havde et
overskud
svarende til ca. 0,3 pct. af BNP. Det er vanskeligt at forestille sig, at
Tyrkiet kan vende underskuddet til positive tal i en overskuelig fremtid.
Det er således helt åbenbart, at Tyrkiets økonomi – set i
sammenligning med økonomien i landene i Europa – er meget
tilbagestående. Dette
i sig selv gør enhver tanke om optagelse af Tyrkiet som medlemsland helt
urealistisk.
3. Administration
Tyrkiet er utvivlsomt langt mere belastet af korruption end
EU-landene. Transparency International er en uafhængig international
organisation, hvis formål er at bekæmpe økonomisk korruption på verdensplan.
Transparency fastsætter indekstal, der angiver udbredelsen af korruption. Jo
mindre korruption, desto højere placering på listen. Seneste oversigt er
»Transparency
International Corruption Perceptions Index 2003«. Blandt de bedst placerede
lande med mindst korruption er Finland på en førsteplads, Danmark på en
tredjeplads og Sverige på en sjetteplads. Andre placeringer er Tyskland som
nr.
16, Estland nr. 33, Italien nr. 35, Litauen nr. 41, Tjekkiet nr. 54 og
Letland
nr. 57. Polen er nr. 64 på listen over korrupte lande og dermed det værste af
de ti nye medlemslande i EU. Tyrkiet er nummer 77 på listen og er således
langt
mere korrupt end de andre lande. Graden af korruption i et land kan tolkes
som
et tegn på underudvikling, idet omfattende korruption indikerer mangler i det
administrative system. Demokratiske lande er afhængige af en saglig, objektiv
og hæderlig administration – både på lokalt, regionalt og centralt
niveau.
Dette er en forudsætning for, at det demokratiske system kan reproducere sig
selv. Hvis der er udbredt korruption i forvaltningen, medfører det, at
borgerne
mister tilliden til systemet. Tyrkiets placering på korruptionslisten
indikerer,
at noget sådant kan ske – eller allerede er sket – i landet, og det
vil være
til gavn for yderligtgående kræfter.
4.
Grundrettigheder
Det er fortsat et problem, at Tyrkiet ikke overholder almindelig
lov og ret. Af den sammenfattende omtale af Tyrkiet i »Amnesty International
Report 2003« side 253, fremgår følgende (oversat fra engelsk af
forslagsstillerne):
Juridiske reformer førte til afskaffelse af dødsstraf for forbrydelser begået
i
fredstid og til ændringer i love, der begrænsede ytringsfriheden. Imidlertid
havde mange samvittighedsfanger fortsat udsigt til rettergang eller
fængsling,
i særdeleshed for at udtrykke synspunkter om det kurdiske spørgsmål eller
højsikkerheds »F-type«-fængsler, eller for at udtale islamistiske
synspunkter.
Torturering i politiets varetægt er stadig udbredt og praktiseres systematisk
i
antiterrorafdelinger på politistationer i det sydøstlige Tyrkiet. Der holdes
sjældent rettergang over gerningsmændene. Dusinvis af drab udført af
sikkerhedsofficerer er blevet rapporteret; nogle af dem kan have været
ulovlige
henrettelser. Det kan i den forbindelse bemærkes, at man ved fængsler af
F-typen forstår en type fængsler, der især er kendt for den bevidste
ødelæggelse af personligheden – via den såkaldt hvide tortur. Metoden
går ud på
at anbringe fangerne i højsikkerhedsceller, der er indrettet således, at
fangerne berøves enhver stimulation af sanserne; bl.a. er vægge og udstyr
totalt
i hvidt. Deraf navnet den hvide tortur.
5. Kultur
Tyrkiet er præget af en kultur og nogle sociale normer, som
ligger så fjernt fra EU’s, at dette i sig selv udelukker landet fra at
blive
medlem af EU. Dette har senest afspejlet sig i en række lovforslag, som den
tyrkiske regering har fremlagt. Frem til 1996 var utroskab strafbart i
Tyrkiet,
men denne lov blev ændret af den daværende regering. Det tyrkiske
regeringsparti, AKP, med regeringsleder Tayyip Erdogan har bragt dette emne
på
banen igen, og et forslag om at strafbelægge utroskab med op til 2 års
fængsel
har været en del af den politiske debat i Tyrkiet i 2004.
Hidtil har tyrkiske sikkerhedsstyrker i visse tilfælde kunnet
beslutte, om en kvindelig mistænkt skal underkastes en undersøgelse for at
afgøre, om den mistænkte er jomfru. Et af de forslag fra det tyrkiske
regeringsparti, der har været diskuteret, ville have ændret dette således, at
undersøgelser fremover kun måtte foretages, hvis en dommer beordrede det. Ved
en tidligere lejlighed har den nuværende tyrkiske regering foreslået, at en
voldtægtsforbryder skulle kunne få straffen nedsat, hvis han giftede sig med
sit offer.
De ovenfor beskrevne lovforslag fra det tyrkiske regeringsparti er
kun nogle få eksempler på den store kulturelle afstand, der er mellem Europa
og
Tyrkiet. Forslagene virker decideret stødende over for en moderne, nordisk
tankegang. Selv om forslagene tilsyneladende er blevet taget af bordet i den
aktuelle debat i Tyrkiet, vidner deres fremkomst om en tankegang, der er
uforenelig med moderne samfundsopfattelse, som den kendes i de fleste
EU-lande.
6. Sekularisering
Tyrkiet er et islamisk land. Formelt er Tyrkiet et sekulariseret
samfund, men under den overflade er landet islamisk. Det sekulariserede
Tyrkiet
opretholdes kun, så længe den uddannede elite og det tyrkiske militær har et
fast greb om udviklingen. Disse har indset, at Tyrkiet må ændres
fundamentalt,
hvis demokratiet skal have en chance, men det store flertal i befolkningen og
landet er tilbagestående, og det varer i bedste fald århundreder at ændre
grundlæggende kulturelle vaner. Tyrkiet er ganske vist sekulariseret, men at
hævde, at islam ikke betyder noget i det tyrkiske samfund, svarer til at
påstå,
at kristendommen ikke har nogen betydning i Europa. Hvis EU-landene i
misforstået demokratisk ånd kræver demokratiske reformer i Tyrkiet, kan de
risikere at få det modsatte i form af et islamisk præstestyre. Kemal Atatürk,
generalen, som i 1923 styrtede Osmannerriget og oprettede republikken
Tyrkiet,
sagde: »Der findes kun én civilisation, den vesterlandske.« Desværre lykkedes
det ikke for ham at få alle tyrkere overbevist om rigtigheden heraf, og de
islamiske kræfter står stærkt i Tyrkiet. EU kan indgå forbedrede
handelsaftaler
med Tyrkiet, men at give landet medbestemmelsesret over de vesteuropæiske
landes fremtid vil dramatisk ændre samarbejdsvilkårene i Europa.
7. Okkupationsmagt
Det er fortsat et stort og uløst problem, at Tyrkiet har
besættelsestropper i et af EU’s nuværende medlemslande, nemlig Cypern.
Siden
Tyrkiet i juli 1974 invaderede den selvstændige republik Cypern, har tyrkiske
tropper besat 38 pct. af Cyperns areal, og siden har FN-tropper måttet
opretholde en stødpudezone mellem den tyrkiske besættelseszone og republikken
Cypern. Tyrkiet har fortsat store troppekontingenter på Cypern, og det er et
overgreb, som i sig selv er nok til at forhindre Tyrkiets optagelse i EU.
8. Indvandring
Der er overvejende sandsynlighed for, at et tyrkisk medlemskab
vil føre til en omfattende indvandring fra Tyrkiet til en række af de
nuværende
EU-lande. Tyrkiet indgav formelt ansøgning om optagelse i EF i 1987, men fik
afslag. Ifølge den daværende tyske forbundskansler, Helmut Schmidt, var
frygten
for en større tyrkisk indvandringsbølge en af
de væsentligste begrundelser for afslaget.
Over halvdelen af alle
tyrkere og personer af tyrkisk afstamning i EU er bosat i Tyskland. Det var
også tilfældet i 1987. Helmut Schmidt vurderede på daværende tidspunkt, at
yderligere tyrkisk indvandring ville umuliggøre integrationen af de tyrkere,
som allerede var kommet til Europa, for slet ikke at tale om dem, der ville
komme til
(Berlingske Tidende den 28.
oktober 2000, »Hvor går grænsen i Europa?«, 2. sektion side 7). Denne
problematik er endnu mere udtalt i dag, hvor der allerede bor ca. 4 mio.
tyrkere eller personer af tyrkisk afstamning i EU.
Udvidelse og folkelig opbakning
Det er forslagsstillernes opfattelse, at EU i de næste mange år
vil have store udfordringer med optagelsen af de ti lande, som opnåede
medlemskab af EU den 1. maj 2004. Med få undtagelser er disse lande økonomisk
mere tilbagestående end selv de fattigste lande i »EU-15«. Og når det gælder
kompetente offentlige administrationer, halter mange af de nye medlemmer også
bag
efter de gamle EU-lande. EU har aldrig tidligere optaget så mange nye
medlemmer, og der ligger et stort arbejde i at få EU til at fungere. Det vil
skræmme de allerfleste europæere fra nye vovede udfordringer i mange år. Man
må
huske på, at de vesteuropæiske lande aldrig før har været udsat for så
omfattende forandringer som i de seneste årtier. Også Europa rammes af
globaliseringens negative side: øget konkurrence i form af billige produkter
udefra, udflytning af virksomheder, indvandring af store grupper
ikkeuddannede
mennesker, en kulturel trussel og terrortruslen. Forslagsstillerne er af den
overbevisning, at udvidelsen med ti nye lande fra den 1. maj 2004 vil påføre
den svageste del af den europæiske arbejderklasse en alvorlig konkurrence, og
den vil koste de gamle EU-lande store beløb. En optagelse af Tyrkiet inden
for
en årrække vil yderligere svække EU økonomisk og kunne risikere at knække
EU’s
og medlemslandenes økonomier.
Europa-Kommissionen har ikke fremlagt beregninger for, hvor
meget det vil være nødvendigt at hæve EU-landenes bidrag til EU-budgettet,
såfremt Tyrkiet skulle blive fuldgyldigt medlem med alt, hvad det indebærer
af
økonomisk støtte. Der er dog ikke nogen tvivl om, at det økonomisk meget
tilbagestående
Tyrkiet med dets 68 mio. indbyggere vil kunne kræve en strukturstøtte, der er
langt højere end, hvad de ti nye medlemslande har krav på i år 2013. Disse ti
lande har tilsammen en befolkning på ca. 75 mio. mennesker, men disse landes
økonomier er samtidig langt stærkere end den tyrkiske.
Spørgsmålet om tyrkisk medlemskab af EU har medført stærke
reaktioner, blandt både vælgere og politikere i alle EU-landene. Ifølge
Ahtisaarirapporten (Report on the Independent Commission on Turkey, 2004) ser
det dog ud til, at de stærkeste reaktioner kommer fra de lande, der har flest
tyrkiske indvandrere. Ifølge rapporten er der kun foretaget meningsmålinger
om
spørgsmålet i et fåtal af EU-landene. Der er dog ingen tvivl om, at der er en
udbredt skepsis over for tyrkisk medlemskab i befolkningerne. I rapporten
advares der mod, at dette kan føre til en splittelse mellem befolkningen og
de
folkevalgte: »Should the European Council approve accession negotiations in
December, a rift between government policy and public opinion could deepen in
some countries.
While this
devide would not directly affect the negotiations, it could develop into a
serious problem by the time an eventual accession treaty came to be
ratified.«
I Danmark har der dog været foretaget flere meningsmålinger om,
hvorvidt Tyrkiet bør optages i EU. Nedenfor er gengivet en meningsmåling
foretaget af Gallup for Ugebrevet A4.
Tabel nr. 2: Svar på
spørgsmålet: »Bør Tyrkiet optages i EU inden for en overskuelig årrække?«
Alle
DF
V
KF
RV
S
SF+EL
Ja
38
22
40
38
46
37
40
Nej
53
74
54
56
47
54
55
Ved ikke
9
3
6
5
7
9
5
Kilde: Ugebrevet A4 nr. 17, den 10. maj 2004.
Som det fremgår af målingen, er der stor folkelig modstand mod
at optage Tyrkiet i EU. Selv blandt de mest EU-venlige partier er der større
modstand, end der er opbakning. 47 pct. af Det Radikale Venstres vælgere er
således imod, mens 46 pct. er for. I alt siger 53 pct. af de adspurgte, at de
er imod tyrkisk optagelse. Hvis vælgerne i forbindelse med en sådan
meningsmåling blev oplyst om prisen for tyrkisk medlemskab samt
konsekvenserne
for skatteopkrævningen i Danmark eller kvaliteten af velfærdsydelserne, ville
endnu flere formentlig være betænkelige ved at optage Tyrkiet som medlem af
EU.
Der er i september 2004 foretaget en ny meningsmåling, denne
gang af Rambøll Management for Jyllands-Posten. Denne måling viser en mindst
lige så stærk modstand mod tyrkisk medlemskab af EU, idet kun 31 pct. af de
adspurgte – mod 38 pct. i den førnævnte undersøgelse – går ind for
medlemskab.
Modstanderne udgør i den nye undersøgelse 49 pct. mod 53 pct., mens ved
ikke-procenten er øget fra 9 pct. til 20 pct. Inden for oppositionspartierne
S,
RV, SF, KD og EL er der i den nye undersøgelse 48 pct. modstandere og kun 36
pct. tilhængere, mens der blandt regeringspartiernes og Dansk Folkepartis
vælgere er målt 61 pct. modstandere og blot 27 pct. tilhængere af tyrkisk
medlemskab.
Der er så vidt vides ikke gennemført målinger, der har vist enten dødt løb
mellem tilhængere og modstandere eller flertal af tilhængere. Modstanden må
således siges at være massiv, og det er den i øvrigt også i andre EU-lande.
Spørgsmålet om Tyrkiets
medlemskab af EU er således en sag, der rummer uhyre meget konfliktstof. Ved
den debat, der nødvendigvis må føres af danske politikere i det danske
Folketing, er det en nyttig basisviden, at befolkningens flertal er imod
tanken
om, at Tyrkiet skal kunne indtræde i EU. Forslagsstillerne mener, at
politikerne vil stå sig ved at lytte til befolkningen.
Politiske udtalelser m.v.
En lang række politikere har
udtalt skepsis over for optagelse af Tyrkiet som EU-medlem. På det seneste
har
også en række fremtrædende embedsmænd advaret mod at optage Tyrkiet, herunder
kommissæren for det indre marked, Frits Bolkestein, samt kommissæren for
fiskeri og landbrug, Franz Fischler.
Som eksempler på politiske udtalelser kan nævnes tidligere
statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der til Politiken den 15. marts 2004
udtalte: »Der kommer til at gå mere end én generation, før vi ser dem som
medlemmer af EU. Tyrkiet har stadig alvorlige problemer med
menneskerettigheder
og med deres retssystem. Vi står over for en ret lang årrække, før de
problemer
er løst.«
Den udtalelse foranledigede en del debat, hvorfor Poul Nyrup
Rasmussen i en række læserbreve uddybede sin holdning, således i et læserbrev
i
Jyllands-Posten den 19. marts 2004, hvoraf det fremgik: »I 1999 var jeg med
til
at give Tyrkiet status som kandidatland på topmødet i Helsinki. Den
beslutning
vedstår jeg fuldt og helt. Det perspektiv er stadig vigtigt. Men jeg har ikke
tilrådet at give Tyrkiet en vurderingsdato og evt. forhandlingsstart allerede
i
år. Der er en meget afgørende forskel på at få status som kandidatland til EU
og det, at EU og et land går i gang med reelle optagelsesforhandlinger. Lad
os
dog erkende fakta: Tyrkiet er ikke klar. Derfor har jeg sagt, at der kommer
til
at gå mange år, før vi ser det som fuldgyldigt medlem af EU. Tyrkiet har
stadig
alvorlige problemer med menneskerettigheder, med ligestilling mellem mænd og
kvinder, med sit retssystem, med samfundsøkonomien, forholdet mellem
demokratiet
og militæret. Og vi står over for en ret lang årrække, før de problemer er
løst. Tyrkiets situation understreger, at vi i mange år har været for optaget
af, hvem der er medlem eller ikke medlem af EU. Vi skal ikke skubbe Tyrkiet
fra
os. I de kommende år må vi i stedet udvikle regionale samarbejder med de
arabiske lande ved Middelhavet mere. Om handel, indvandring, socialt og
økonomisk samarbejde. Vi skal gøre noget for landene omkring os i stedet for
kun at tænke på at fare derudad med en videre udvidelse.«
Den tidligere statsminister
bekræftede sine holdninger flere gange under den seneste valgkamp til
Europa-Parlamentet, hvor han i et svar til MEP
Mogens Camre
om sine holdninger til tyrkisk medlemskab skrev:
»Tyrkiet kan godt blive medlem en dag, men der er ingen forhåndsgaranti
herfor –
og det vil i givet fald tage mange, mange år, og det vil i så fald være et
helt
andet moderne Tyrkiet, end det vi kender i dag.«
Tidligere indenrigsminister
Karen Jespersen har også talt imod tyrkisk medlemskab. I et svar på et
læserbrev i Politiken den 29. maj 2004 skriver hun, at en konsekvens af
tyrkisk
medlemskab vil være stigende indvandring fra Tyrkiet pga. reglerne for
arbejdskraftens frie bevægelighed, samt at reglerne for familiesammenføring
ikke længere vil være gældende for tyrkere. Hun advarer endvidere mod de
økonomiske omkostninger ved en sådan indvandring: »
Hidtil har indvandringen ikke styrket, men trukket fra
samfundsøkonomien. Velfærdskommissionen peger på, at hvis indvandringen
skulle
løse de kommende årtiers økonomiske problemer, skulle indvandrerne have samme
kvalifikationer som danskerne, og de skulle undlade at tage deres familie med
(ellers er følgeomkostningerne for store).«
Hun advarer endvidere mod, at en sådan indvandring »
vil øge den opsplitning af samfundet i etniske
parallelsamfund, som vi i forvejen arbejder hårdt for at begrænse«
»samtidig
præges store dele af landet af en kultur og nogle sociale normer, der ligger
langt fra de nuværende EU-lande, hvilket også afspejler sig på det politiske
plan under den nuværende islamiske AKP-regering«. Som eksempler nævner hun,
at
den tyrkiske regering har foreslået, »at en voldtægtsmand kan slippe for
straf,
hvis han gifter sig med sit offer. Det afspejler et værdisæt, hvor familiens
ære er vigtigere end kvindens rettigheder. Og nu er der en lov på vej, der
vil
give elever fra religiøse skoler adgang til alle højere uddannelser og dermed
til alle offentlige embeder. De religiøse skoler er etableret for at uddanne
religiøse ledere og giver i dag kun adgang til at studere religion«.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen
har fremsat modstridende udtalelser om Tyrkiets eventuelle medlemskab af EU.
I
bogen »I godtvejr og storm« fra 2000 udtaler han (side 226-227), at, »det er
nødvendigt at gøre sig overvejelser om, hvor stort og omfattende
EU-samarbejdet
kan være, samtidig med at det skal fungere som en effektiv og
beslutningsdygtig
organisation«. Dette forklarede han, kunne opnås ved en model, som består i,
»at
der er en kerne af EU-lande, og udenom er der cirkler af lande med en
stærkere
eller løsere tilknytning til kernen«. Herefter gjorde Anders Fogh Rasmussen
det
meget klart, at han ikke kunne forestille sig Tyrkiet som medlem af EU: »Jeg
kan ikke forestille mig Tyrkiet som medlem af EU. Politisk, økonomisk og
kulturelt ville landet blive en fremmed fugl i samarbejdet, og et tyrkisk
medlemskab kunne gøre samarbejdet ustabilt. Et tyrkisk medlemskab ville
udvide
EU’s ydre grænse til Iran og Irak, og dermed vil vi bevæge os ind i
Mellemøstens
urocentre.« I en besvarelse af 20. november 2002 på spm. nr. US 27 gav
statsministeren derimod udtryk for, at optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet
kan påbegyndes, så snart landet opfylder Københavnskriterierne.
Frankrigs tidligere præsident Valéry
Giscard d’Estaing har tidligere advaret mod tyrkisk medlemskab på grund
af den
store religiøse og kulturelle afstand mellem Tyrkiet og Europa, men på det
seneste har han også advaret om, at Tyrkiet vil få alt for stor indflydelse i
EU. Dette skyldes for det første, at de ændringer, som den nye EU-forfatning
lægger op til, vil give de store lande mere indflydelse, end de har i dag.
Flere beslutninger vil fremover blive taget ved dobbelt flertal i
Ministerrådet.
Giscard d’Estaing har udtalt, at »med de kommende regler i EU vil
konsekvenserne
af et tyrkisk EU-medlemskab blive meget større end med dem, der er i dag«
»hvis
man bringer et land ind, som alene tæller 16-17 procent af EU’s samlede
befolkn
ing, vil det ændre EU fuldstændig«
(
Kristeligt Dagblad den 14.
september 2004, »Fransk advarsel mod tyrkisk EU-medlemskab« side 5).
Medlem af Europa-Kommissionen
Franz Fischler har i et brev til de andre medlemmer af Kommissionen advaret
mod
Tyrkisk medlemskab (Berlingske Tidende, 11. september 2004 side 12).
Fischlers
tre væsentligste begrundelser er for det første: »Tyrkiet er i bund og grund
ikke et europæisk land, og muslimske fundamentalister kan hurtigt vende den
demokratiske udvikling i landet. Tyrkiet er langt mere orientalsk end
katolsk.
Der må være en alvorlig bekymring for, om Tyrkiet i det lange løb kan
forblive
sekulært demokratisk.« For det andet mener han: »En optagelse af Tyrkiet vil
sprænge EU’s budget. Den årlige omkostning alene på landbrugsområdet vil
blive
større end for de 10 nye medlemslande tilsammen.« For det tredje frygter han,
at optagelse af Tyrkiet vil ødelægge det fremtidige europæiske samarbejde. I
den forbindelse gør han opmærksom på, at de to største støtter af tyrkisk
medlemskab er USA og Storbritannien, og skriver, at disse lande »ikke er
bekymret
for, om optagelsen af Tyrkiet vil svække Unionens politiske udvikling«.
Kommissæren for det indre
marked, Frits Bolkestein, udtrykte en stærk skepsis ved Tyrkiet som
medlemsland
af EU under en forelæsning på Leiden Universitet i Holland (Kristeligt
Dagblad
den 9. september 2004 side 5). Han udtalte: »Det vil blive enden på EU i dets
nuværende form, hvis et land med 68 millioner indbyggere, der måske vokser
til
83 millioner i 2010, lukkes ind.« Under forelæsningen citerede Bolkestein den
meget omstridte amerikanske historiker Bernard Lewis, som bl.a. har udtalt,
at
Europa vil være islamiseret ved udgangen af dette århundrede. Kommissæren
mener, at tyrkerne helt skal ændre deres identitet, hvis landet skal med i
EU,
og udtalte, at »hvis tyrkerne lukkes ind, er befrielsen (fra osmannerne) ved
Wien i 1683 en spildt indsats«. Bolkestein gjorde endvidere opmærksom på de
økonomiske konsekvenser, en optagelse af Tyrkiet vil få, og sagde, at det
ville
være umuligt at fortsætte med de nuværende landbrugsstøtte- og
strukturstøtteordninger
(Nyhedsbrevet »EUObserver.com« 7. september 2004). Endvidere påpegede han, at
hvis Tyrkiet optages, bør nogle af de lande, der ligger langt tættere på
Europa
– både geografisk og kulturelt – også optages. Han nævnte bl.a.
Ukraine og
Hviderusland, men sagde, at i løbet af 15 til 20 år kan vi have et EU med op
til 40 medlemmer.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om en vejledende folkeafstemning om den danske regerings
stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union.
(Beslutningsforslag nr. B 17).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om afholdelse af vejledende folkeafstemning i forbindelse med fremtidige udvidelser af EU Retsinformation · 30. oktober 2009
- Forslag til folketingsbeslutning om afholdelse af en vejledende folkeafstemning i Danmark forud for Tyrkiets optagelse i EU Retsinformation · 14. april 2016
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om en vejledende folkeafstemning om den danske regerings stilling til Tyrkiets ønske om medlemskab af Den Europæiske Union Retsinformation · 21. december 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af en uvildig kommissionsrapport om positive og negative sider ved en dansk tilslutning til euroen Retsinformation · 25. marts 1999
- Forslag til folketingsbeslutning om folkeafstemning om Danmarks tilslutning til reformtraktaten Retsinformation · 24. oktober 2007
- Forslag til folketingsbeslutning om afholdelse af en vejledende folkeafstemning, inden Danmark tilslutter sig en europæisk bankunion Retsinformation · 29. marts 2014