Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Mindstestraf for voldtægt, skærpelse af straffen for særlig farlig, rå eller ydmygende voldtægt og af straffen for voldtægt mod børn under 15 år samt indførelse af straf for uagtsom voldtægt)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 20. april 2004 af Peter Skaarup (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF), Per Dalgaard (DF),
Christian H. Hansen (DF), Pia Kjærsgaard (DF),
Pia Kristensen (DF) og Birthe Skaarup (DF)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven
(Mindstestraf for
voldtægt, skærpelse af straffen for særlig farlig, rå eller ydmygende
voldtægt
og af straffen for voldtægt mod børn under 15 år samt indførelse af straf for
uagtsom voldtægt)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 814 af 30.
september 2003, foretages følgende ændringer:
1.
§ 216
affattes således:
»§ 216.
Den,
der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for
voldtægt med fængsel fra 1 år indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i
en tilstand, i hvilken offeret er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.
Stk. 2.
Straffen er
fængsel fra 2 år indtil 12 år, hvis voldtægten er udøvet mod et ubekendt
offer,
hvis offeret har været udsat for mishandling eller anden særlig rå, brutal,
smertefuld eller ydmygende behandling, hvis forbrydelsen er udøvet under brug
Læs alt
af våben eller af flere i forening, hvis forbrydelsen i øvrigt har haft en
særlig farlig karakter, hvis gerningsmanden tidligere har gjort sig skyldig i
tilsvarende forbrydelse, eller hvis der i øvrigt foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
Stk. 3.
Straffen kan
stige til livstid, hvis offeret ved forbrydelsen eller som direkte eller
indirekte følge af denne afgår ved døden eller får betydelig skade på legeme
eller helbred, herunder ved at blive påført seksuelt overførbar sygdom.
Stk. 4.
Den, som
ved
grov uagtsomhed gør sig skyldig i
voldtægt efter bestemmelsen i stk. 1, straffes med fængsel indtil 5 år.
Foreligger omstændigheder som nævnt i stk. 2, er straffen fængsel indtil 8
år.
2.
I
§ 217
ændres »4 år« til: »6 år«.
3.
I
§ 222, stk. 2,
ændres »12 år« til: »15
år«.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lovforslagets baggrund
Formålet med lovforslaget er at gennemføre ændringer i
straffelovens bestemmelser om voldtægtsforbrydelser, idet der som noget nyt
indføres mindstestraf for voldtægt. Samtidig
skærpes
straffen for særlig
farlig, rå eller ydmygende voldtægt m.v. Som et nyt vigtigt tiltag indføres
desuden strafbarhed for uagtsom voldtægt.
Ønsket om strafskærpelser skal ses på baggrund af, at der i
de seneste år er forekommet flere grove overgreb mod kvinder og herunder
meget
alvorligere voldtægter end tidligere. Det har vakt opsigt, vrede og bekymring
i
befolkningen. Ord, der ikke fandtes i ordbøgerne for få år siden:
»gruppevoldtægt« og »massevoldtægt«, indgår nu i det danske ordforråd. Nogle
af
disse forbrydelser har fremkaldt en betydelig offentlig debat om
strafniveauet.
I en enkelt sag var de tiltaltes og deres familiers respektløse adfærd efter
byretsdommen medvirkende til at forstærke den offentlige debat.
Ønsket om at udvide strafbarhedsbestemmelsen med begrebet
uagtsomhed skal ses på baggrund af, at der er forekommet flere sager, hvor
domstolene har fundet, at der objektivt set forelå voldtægt, men hvor
gerningsmanden er blevet frifundet, fordi han angiveligt ikke var klar over
det.
Hovedindtrykket af den offentlige debat gennem de seneste
år er, at der i befolkningen er et ønske om mere markante straffe for
voldtægtsforbrydelser. Også udtalelser fra politikere fra flere partier har
peget i samme retning. Disse udtalelser vil blive belyst nedenfor.
Samtidig er det imidlertid ved gennemgang af afsagte domme
i begyndelsen af 1990’erne og i 1996 hovedindtrykket, at der i
retssalene ikke
idømmes væsentlig strengere straffe end tidligere. Selv efter ændringen af
strafferammen i straffelovens § 222, stk. 1 og 2, ved strafskærpelsesloven,
lov
nr. 380 af 6. juni 2002, er der meget, der tyder på, at der stadig er en stor
uoverensstemmelse mellem befolkningens retsopfattelse og de afsagte domme i
voldtægtssager. Dette er yderst uheldigt, idet det er en offentlig
forpligtelse
at indrette strafniveauet så rimeligt højt, at der sker så få forbrydelser
som
muligt.
I andre lande er der i de senere år sket skærpelser i
straffebestemmelser om voldtægt.
Hensigten med lovforslaget er at bringe lovgivningen i
bedre overensstemmelse med nutidens retsbevidsthed. Samtidig vil det medføre,
at straffene her i landet i fremtiden kan blive udmålt på et niveau, der
bedre
svarer til strafniveauet i civiliserede nationer i den omgivende verden.
Gældende ret
Grundlæggende er der almindelig enighed om, at en
voldtægtsforbrydelse er en yderst alvorlig krænkelse af offerets
selvbestemmelse og integritet, dvs. offerets frihed til at afvise seksuelle
tilnærmelser og til selv at bestemme over sin egen seksualitet.
Voldtægtsforbrydelsen sætter offeret i en tvangssituation
og udsætter offeret for et alvorligt angreb på offerets selvbestemmelse og
selvrespekt. Forbrydelsen angriber flere sider af den personlige frihed.
Offeret tvinges til seksuel omgang ved vold eller på grund af frygt. Tvangen
medfører, at offerets almindelige handlefrihed indskrænkes. Følgerne af en
voldtægtsforbrydelse er forskellige, ofte meget langvarige, og kan være af
både
legemlig og psykisk art. Alvorlige straffe er nødvendige både af hensyn til
offerets og offentlighedens retsfølelse og af præventive årsager.
Straffebestemmelser rettet mod voldtægt værner også om
offentlige interesser, idet det er en samfundsopgave at give borgerne tryghed
mod kriminelle overgreb.
De gældende bestemmelser i straffelovens §§ 216, 217 og 222
er optrykt og sammenholdt med lovforslaget i bilag 1.
Straffelovens §§ 216 og 217 blev væsentligt omformuleret
ved lov nr. 256 af 1981, jf. L 174, 1980-81, både med hensyn til beskrivelsen
af gerningsindhold og med hensyn til strafferammer. Ved lovændringen i 1981
blev den hidtidige strafferamme, som var 10 år, opdelt i en normalramme og en
skærpet strafferamme. Voldtægt skal normalt bedømmes inden for strafferammen
i
§ 216, stk. 1, på fængsel indtil 6 år, og sager efter denne ramme er ikke
undergivet nævningebehandling. Men straffen kan stige til fængsel i 10 år,
hvis
voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger
særligt skærpende omstændigheder. Sager efter denne skærpede ramme er
undergivet nævningebehandling. Udformningen af strafferammerne i 1981
tilsigtede ikke nogen ændret vurdering af voldtægtsforbrydelsens grovhed. Ved
lovændringen i 1981 skete der den ændring, at bestemmelsen ikke længere er
begrænset til forbrydelser, der begås af mænd mod kvinder. Strafferammen blev
ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 (strafskærpelsesloven) forhøjet fra
henholdsvis
fængsel indtil 6 og 10 år til fængsel indtil 8 og 12 år. Rigsadvokaten har
den
20. januar 2004 afleveret en redegørelse til Justitsministeriet om
udviklingen
efter strafskærpelsesloven. Redegørelsen tyder på, at straffene i en del
sager
er forhøjet med 1 år eller mere, mens der i andre sager er sket en fravigelse
i
nedadgående retning, ligesom der er eksempler på straffe, der efter
rigsadvokatens opfattelse må anses for at være i underkanten af det
tilsigtede
strafniveau.
Antal anmeldte voldtægter og summarisk beskrivelse
Udviklingen i antallet af anmeldte voldtægter har – efter
gennem en årrække at have ligget på et stabilt leje – i de senere år
taget en
uheldig drejning, idet der til trods for stor omtale i medierne og meget klar
afstandtagen fra offentligheden og fra politisk side begås et stigende antal
voldtægter.
Tabel I. Antal anmeldte voldtægter i Danmark
1995-2002 samt indekstal.
1)
Årstal
1995
1996
1997
1998
1999
2000
2001
2002
Antal anmeldte voldtægter efter § 216
440
388
435
418
477
497
493
500
Indeks 1995 = 100
100
97
99
95
108
113
112
114
1)
Kilde:
Kriminalforsorgens statistik 2002, talmateriale indhentet fra rigspolitiet.
I København udgør antallet af sædelighedsforbrydelser
omkring 200 årligt, hvoraf omkring 50 er voldtægtsforbrydelser. I
nedenstående
tabel er disse i året 2001 opdelt på forskellige kategorier.
Tabel II. Summarisk beskrivelse af 55
voldtægtssager i København 2001
2)
Forbrydelsens karakter, gerningsmand og straffølge m. v.
Antal
Anmeldte voldtægter i alt
55
- fuldbyrdede voldtægter
27
- forsøg
27
- anmeldelse om medvirken
1
- falske anmeldelser
2
Dansk gerningsmand
12
Gerningsmand med anden etnisk oprindelse
35
Gerningsmandens oprindelse uoplyst
8
Domfældelser med fængselsstraf
9
Ikke afsluttede sager
4
Dømt til psykiatrisk behandling
1
Ikke sigtelse på grund af alder under 15 år
2
Tiltale undladt
17
Sagen afsluttet som grundløs
1
Frifindelse
2
Uopklarede sager
17
2)
Kilde:
Chefkriminalinspektør Per Larsen i »Voldtægt«, udgivet af Dansk Forening for
Kvinderet, 2003
Der foreligger, så vidt vides, ikke undersøgelser her i
landet, der dokumenterer, hvor stor en andel af udførte voldtægter der
anmeldes
til politiet. Det er en udbredt opfattelse, at der i Danmark generelt er en
høj
anmeldelsesfrekvens. Men det er
uvist,
om det også gælder for denne type forbrydelser. I nogle tilfælde er det
sandsynligt, at offeret vælger at leve med traumet uden at involvere andre.
Der
er ikke grundlag for at gætte på, hvor stort »mørketallet« er.
3)
Straffelovrådet har den 28. januar 2003 udsendt sin
betænkning om indstillinger til ændringer af straffeloven.
4)
I betænkningen
redegøres kort for rådets undersøgelse af udviklingen i strafniveauet i
perioden 1996-2000. Herfra citeres:
»Af i alt 196 voldtægtsafgørelser vedrører 91 personer
(gerningsmænd) på 18 år og derover. 60 pct. af afgørelserne angår tidligere
ustraffede personer, mens 11 pct. vedrører personer, der tidligere er
straffet
for ligeartet kriminalitet
Den altdominerende afgørelsestype er med 93 pct. ubetinget
frihedsstraf. Der er i to tilfælde givet tiltalefrafald, hvilket antagelig
skyldes, at det har drejet sig om personer, der i forvejen var idømt en
behandlingsdom. I 12 sager er der idømt betinget straf.
Vurderet ud fra den gennemsnitlige straflængde idømmes de
strengeste straffe i de tilfælde, hvor personen tidligere er straffet for
sædelighedsforbrydelser og aktuelt er dømt for mere end én
sædelighedsforbrydelse.
Knap halvdelen af de ubetingede domme er fastsat til højst
1 år, og 88 pct. er på højst 2 år. Den længste dom er på 8 år.
De fleste betingede domme med straffastsættelser er fastsat
til højst 6 mdr., den længste til 1½ år
For de fleste sagstyper ses der usystematiske variationer i
strafniveauet i voldtægtssager fra 1996 til 2000. Samlet vurderet er der tegn
på stabilitet i strafniveauet, idet den gennemsnitlige længde af de
ubetingede
frihedsstraffe er nogenlunde uforandret i perioden. 18 mdr. i 1996, 16 mdr. i
1997, 15 mdr. i 1998, 16 mdr. i 1999 og 17 mdr. i 2000
Andelen af ubetingede straffe er to tredjedele for
personer under 18 år, mens den for personer over 18 år er 96 pct.«
I USA foreligger et meget omfattende statistisk materiale,
der beskriver antallet af anmeldte voldtægter, forsøg på voldtægter,
ikkeanmeldte voldtægter mod kvinder m.v.
5)
Tallene omfatter
såvel faktiske anmeldelser som estimerede antal forbrydelser, der ikke er
anmeldt. Beregningerne er baseret på mange års erfaringer og studier, og den
usikkerhed, der altid vil være knyttet til estimater, er derfor reduceret til
et minimum.
I årene 1992-2000 blev antallet af fuldbyrdede voldtægter i
USA beregnet til i gennemsnit 140.990 årligt, forsøg på voldtægt blev opgjort
til 109.230 årligt og »sexual assualt«, der defineres som andre seksuelle
handlinger, der udføres mod offerets vilje, til 152.680 årligt. Det er
beregnet, at langt de fleste voldtægtsforbrydelser mod kvinder ikke anmeldes
til politiet. For årene 1992-2000 er det anslået, at der årligt skete ca.
132.000 fuldbyrdede voldtægter mod kvinder og ca. 99.000 voldtægtsforsøg mod
kvinder.
Heraf blev ca. 34-36 pct.
anmeldt til politiet, omkring halvdelen af offeret selv og de øvrige af en
person, der hørte til offerets husstand eller andre. Mellem 63 og 65 pct. af
voldtægter og voldtægtsforsøg blev ikke anmeldt til politiet.
Som årsager til, at voldtægter ikke anmeldes, oplyser det
amerikanske justitsministerium: Voldtægten er en personlig sag (23,5 pct.),
frygt for repressalier (16,3 pct.), politiet er forudindtaget (5,8 pct.).
Tallene viser desuden, at jo tættere forbindelsen er mellem offer og
forbryder,
jo større er sandsynligheden for, at politiet ikke modtager anmeldelse. Når
gerningsmanden er nuværende eller tidligere ægtefælle, sker der ikke
anmeldelse
i 77 pct. af tilfældene, når han er en ven eller en bekendt, anmeldes ikke i
61
pct. af tilfældene, og når han er en fremmed, anmeldes 54 pct. af de
fuldbyrdede voldtægter og 44 pct. af voldtægtsforsøg.
Strafudmåling
Der er gennemført flere undersøgelser af strafniveauet i
voldtægtssager.
Landsdommer Poul Lodberg
gennemførte i 1990’erne en undersøgelse på baggrund af landsretsdomme
fra
begyndelsen af 1990’erne og fra 1996. Endvidere har forskningschef, mag.
art.
Britta Kyvsgaard udført en undersøgelse af strafniveauet i voldtægtssager,
der
omfatter årene 1984, 1988, 1992, 1996 og 1998.
6)
Undersøgelsen
viser, at strafniveauet i voldtægtssager var højere i begyndelsen af
1980’erne
end i slutningen af 1980’erne og 1990’erne, og at der ikke i
1990’erne er sket
en ændring i strafniveauet for voldtægtsforbrydelser. Selv om der kan være
specielle
forhold, der påvirker undersøgelsens resultater, er der grund til at være
opmærksom på, at undersøgelsen viser, at 1984 var det af de undersøgte år,
hvor
den gennemsnitlige straflængde var længst, nemlig 21 måneder, mens 1992 og
1998
var de år, hvor den gennemsnitlige straflængde var kortest, nemlig
henholdsvis
14 og 13 måneders fængsel. Efter forhøjelsen af strafferammerne i 2001 må det
antages, at der i et vist omfang idømmes strengere straffe, i alt fald for de
mest alvorlige forbrydelser, men der foreligger endnu ikke et mere omfattende
statistisk materiale, der belyser dette.
I Britta Kyvsgaards undersøgelse vises blandt andet i
tabelform oplysninger om voldtægtens karakter, de anvendte magtmidler og
voldtægtsdommene, fordelt efter voldtægtens karakter og straffens art og
længde. Det fremgår bl.a., at 6 pct. af de undersøgte voldtægter er begået af
flere gerningsmænd, at 28 af voldtægterne har strakt sig over et længere
tidsrum, fra 45 minutter op til 2½ døgn, at 11 pct. af de dømte gerningsmænd
tidligere var dømt for voldtægt, og at 35 pct. af gerningsmændene tidligere
var
dømt for anden kriminalitet end seksualkriminalitet.
Tabel III viser voldtægtens karakter, idet der for de 5
undersøgte år mellem 1984 og 1998 er foretaget en opdeling af forbrydelserne
i
a) overfaldsvoldtægt, dvs. voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet
ikke
kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der forud for
voldtægten ikke har været nogen kontakt mellem parterne, b) kontaktvoldtægt,
dvs. situationer, hvor parterne før voldtægten har været sammen på en måde,
som
kunne være optakt til en seksuel kontakt – også voldtægt, hvor parterne
i
forvejen kender hinanden, f.eks. som arbejdskolleger, naboer el.lign.,
henregnes
til denne gruppe – og c) parvoldtægt, der defineres som voldtægt mod
nuværende
eller tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et
kortere tidsrum før voldtægten.
Tabel III. Voldtægtsdomme fordelt efter voldtægtens
karakter.
Overfaldsvoldtægt
41 pct.
Kontaktvoldtægt
43 pct.
Parvoldtægt
16 pct.
Tabel IV viser anvendte magtmidler, der i undersøgelsen
spænder fra kvælertag til verbale trusler.
Tabel IV. Anvendte magtmidler
Kvælertag
18 pct.
Anvendt eller truet med våben
18 pct.
Sparket eller slået offeret
15 pct.
Verbale trusler om vold
9 pct.
Fastholdt offeret
40 pct.
Tabel V viser voldtægtsdommene fordelt efter voldtægtens
karakter og straffens art og længde.
Tabel V. Voldtægtens karakter og straffens art og
længde
Overfaldsvoldtægt
Kontaktvoldtægt
Parvoldtægt
I alt
Ubetinget frihedsstraf
96 pct.
95 pct.
83 pct.
93 pct.
Delvis betinget frihedsstraf
2 pct.
1 pct.
8 pct.
2 pct.
Betinget frihedsstraf
2 pct.
4 pct.
10 pct.
4 pct.
Længden af ubetinget straf
6 mdr. og derunder
9 pct.
12 pct.
18 pct.
12 pct.
6 – 10 mdr
15 pct.
21 pct.
24 pct.
19 pct.
10 mdr. – 1 år
15 pct.
20 pct.
27 pct.
19 pct.
1 år – 1 år 6 mdr.
18 pct.
20 pct.
15 pct.
18 pct.
1 år 6 mdr. – 2 år
22 pct.
13 pct.
9 pct.
16 pct.
2 år – 3 år
10 pct.
12 pct.
6 pct.
10 pct.
3 år og derover
12 pct.
3 pct.
0 pct.
6 pct.
Gennemsnitlig længde af ubetinget frihedsstraf
21 mdr.
16 mdr.
13 mdr.
18 mdr.
Kritik af dansk lovgivning og retspraksis
Der har i de senere år i den offentlige debat været rejst
til tider meget stærk kritik af den gældende lovgivning og af domstolenes
praksis. Kritikken dukker ofte op i medierne i forbindelse med omtale af
konkrete voldtægtssager, der er så alvorlige, at de ikke kan undgå at vække
betydelig afsky og harme i offentligheden. Både i 2000 og i 2001, 2002 og
2003
har sådanne sager præget mediebilledet og vakt en voldsom debat i
offentligheden om strafniveauet for voldtægt. Men det er ikke kun medierne,
der
har taget problemet op.
Den kritik, der rejses, kan som regel opdeles i a) kritik
af lovgivningens lave strafferammer, b) kritik af
straffrihed i sager om »uagtsom voldtægt« og
c) kritik af de i retspraksis idømte frihedsstraffe (som værende for korte).
I dette afsnit refereres i kort form en række
retsafgørelser, der illustrerer baggrunden for den rejste kritik. Det skal
fremhæves, at der findes så mange afgørelser, at forslagsstillerne ikke har
haft mulighed for at foretage en dybtgående sammenligning af den samlede
retspraksis, ligesom forslagsstillerne ikke har adgang til oplysning om de
sager, i hvilke anklagemyndigheden har undladt at rejse tiltale.
Forslagsstillerne vil derfor under udvalgsbehandlingen af nærværende
lovforslag
anmode om, at udvalget så vidt muligt får stillet mere omfattende
baggrundsmateriale til rådighed, herunder i form af supplerende materiale fra
anklagemyndigheden.
a) kritik af lovgivningens lave strafferammer
Selv efter den seneste forhøjelse af strafferammerne ved
lov nr. 380 af 6. juni 2002 (strafskærpelsesloven) er strafferammerne her i
landet formentlig lavere end i et stort antal andre lande.
b) kritik af straffrihed i sager om »uagtsom
voldtægt«
Det er gennem årene mange gange fastslået i retspraksis, at
vore domstole er nødt til at frifinde formodede voldtægtsmænd, hvis
anklagemyndigheden ikke kan bevise, at manden vidste eller forstod, at
kvindens
modstand var alvorligt ment, eller ikke havde tænkt over, at hun af angst for
hans reaktion ikke turde gøre modstand mod hans fysiske overgreb. Det
skyldes,
at straffelovens voldtægtsbestemmelse kun omfatter forsætlig voldtægt. Det må
af samme grund antages, at der er en række sager, i hvilke der aldrig rejses
tiltale, fordi anklagemyndigheden på forhånd finder det umuligt eller meget
vanskeligt at føre bevis for, at der foreligger forsæt.
I den offentlige debat har bl.a. Dansk Forening for
Kvinderet anbefalet at straffe for uagtsomhed. Advokat Jytte Lindegaard, der
er
ordførende for foreningen, har udtalt: »Det er et problem, som jeg som
advokat
arbejder med hver dag. Spørgsmålet er jo, om gerningsmanden burde have set,
at
kvinden ikke ville være med. Man kan også spørge sig selv, hvor dum han har
lov
at være.«
7)
Imod
forslaget har politiadvokat Michael Jørgensen udtalt sig. Han henviser til,
at
straffen for uagtsomt manddrab normalt ligger på et par tusinde kroner i
bøde,
og at straffen for voldtægt næppe vil kunne blive højere. »Det vil være et
forkert signal til voldtægtsmanden, at han kan slippe med en bøde«, siger
politiadvokaten.
8)
Anderledes har professor, lic. jur. Vagn Greve ved flere
lejligheder peget på muligheden for at straffe for uagtsom voldtægt. Greve
påpeger bl.a., at langt de fleste overtrædelser af dansk lovgivning sker ved
uagtsomhed. Af de 250.000 personer, der årligt straffes her i landet, bliver
højst en tiendedel straffet for lovovertrædelser, der ikke også kan straffes,
når de forekommer som uagtsomme krænkelser. Men der er ifølge Greve vel langt
mindre end en hundrededel af disse, der er forsætsdelikter, det vil sige, at
gerningsmanden har kendskab til, at der sker en lovovertrædelse. I
særlovgivningen er det nemlig kun ganske få forbrydelser, der kræver forsæt.
9)
Som eksempler på sager, hvor nævningene ifølge Greve må
formodes at have antaget samtykke hos kvinden eller tro derpå hos manden og
derfor frifandt tiltalte, kan nævnes:
10)
Østre Landsrets dom den 9. december 1976
Frifundet i voldtægtssag som følge af uagtsomhed
T og A (begge berusede mænd) bankede kl. 02.00 på hos K,
som de ikke kendte, for at låne telefonen og ringe efter en taxi. De blev
budt
ind, snakkede ½ time med K og fik på opfordring af hende en øl. T kastede K
om
på gulvet, havde samleje med hende flere gange. Herunder slog og bed han
hende
samt ridsede hende på hals, kind, bryst og skuldre med et ituslået glas.
Endvidere stak han en ølflaskehals op i K’s kønsdele. T erkendte det
faktiske
forløb, men hævdede, at det hele var foretaget på K’s initiativ. A sov
det
meste af tiden, men havde hørt K råbe om hjælp 2-3 gange. På et tidspunkt
blev
han bange for, at T ville gå amok, og løb efter hjælp.
Frifundet i voldtægtssag som følge af uagtsomhed.
Vestre Landsrets dom den 30 .marts 1979
T blev dømt for frihedsberøvelse ved trods K’s modstand at
have trukket hende ind i en bil og kørt hende til et hus, hvor hun blev holdt
tilbage. En mand (M) blev samtidig tvunget med, blandt andet ved et kraftigt
knytnæveslag i ansigtet. I huset blev der fremvis pistol og salonriffel. K
sad
stille, mens de andre (M, T og T 2) så på våbnene. På et tidspunkt, hvor de
andre tre var ude, forsøgte K at komme ud gennem toiletvinduet. T sagde, at
hun skulle lukke vinduet og låse døren op, og det gjorde hun. Efter en tid
forlod M huset. K sad samme sted, til T sagde, at hun skulle gå ovenpå,
hvilket
hun gjorde. De havde samleje. Ifølge T var det frivilligt. Ifølge K var hun
bange og afslog derfor ikke. (Nævningerne anså det for bevist, at der havde
været så meget tvang i situationen, at T blev dømt for frihedsberøvelse, men
ikke for voldtægt).
Frifundet, selv om der objektivt set var tale om
voldtægt
Østre Landsrets ankedom den 28. juni 1982
11)
T havde taget en 16-årig pige med ud at køre i sin
varevogn. Der var modstridende forklaringer om, hvordan denne del af
hændelsesforløbet foregik. T forklarede, at pigen havde ønsket at blive kørt
hjem. Hun forklarede, at T tog hendes cykel og satte den i vognen, og at hun
i
denne situation følte sig presset til at tage imod tilbudet om at blive kørt
hjem. På vejen redegjorde T for sine seksuelle problemer og behov. Da pigen
lod
ham tale om dette, opfattede T situationen således, at hun var indstillet på,
at samværet udviklede sig i den retning. Pigen var angst for, at T ville
blive
voldelig, hvis hun ikke lod ham snakke. På et tidspunkt standsede T bilen og
gav pigen besked på at gå ind i bilens varerum. Her foregik der samleje,
anden
kønslig omgængelse end samleje m.m. Forud for hver af sine seksuelle
handlinger
spurgte T pigen, om hun var bange eller indforstået. Pigen forklarede, at hun
simpelt hen var gået i baglås og tænkte på faren ved at skrige op. Både
byretten og landsretten lagde pigens forklaring til grund, således at der
objektivt set var tale om voldtægt.
Byretten lagde til grund, at T havde haft det nødvendige
forsæt. Det fremhæves især, at T kun havde haft anledning til at stille de
ovennævnte spørgsmål, hvis han nærede tvivl om pigens accept af samlejet.
Landsretten frifandt derimod. Den »finder ikke med den
sikkerhed, der er nødvendig for domfældelse, at kunne tilsidesætte tiltaltes
forklaring, hvorefter han opfattede pigens holdning som accept af samleje
eller
andet kønsligt forhold med ham«.
Dommen blev kraftigt debatteret. Der er bestemt ingen grund
til at tro, at dommen er forkert ud fra gældende ret, skriver Vagn Greve.
»Men
er denne retstilstand rimelig? Skal en fed, ældre mand, der klokken 18 giver
en
fuldstændig fremmed 16-årig pige et lift i sin bil, have lov til at have en
så
fast tro på sine evner som Casanova? Med en uagtsomhedsbestemmelse ville han
efter al sandsynlighed være blevet dømt.«
12)
Som et nyere – og også meget omtalt – eksempel kan henvises
til den første af de to domme, der er refereret nedenfor under pkt. c. Her
afsagde byretten frifindelsesdom på grund af uagtsomhed. Dette ændredes dog
ved
landsrettens dom, der imidlertid af mange opfattes som en meget mild dom.
c) kritik af de i retspraksis idømte frihedsstraffe
(som værende for korte)
Der er gennem årene afsagt en del domme, der i
offentligheden er blevet anset som værende alt for milde, i nogle tilfælde
fordi domstolene ikke tilnærmelsesvis har udnyttet lovens strafferammer, i
andre tilfælde fordi domstolene ikke har henført forbrydelserne under den
strengere straffelovsbestemmelse, som anklagemyndigheden har nedlagt påstand
om, men har dømt efter en mildere straffelovsbestemmelse.
Som eksempler refereres nedenfor tre afgørelser. Den første
har været stærkt omtalt i medierne, og mange har offentligt givet udtryk for,
at den afsagte dom var for mild. I denne sag skete der frifindelse ved
byretten, som fandt, at handlingerne var straffrie på grund af uagtsomhed.
Dette ændredes ved landsrettens dom, der af mange opfattes som en meget mild
og
for mild dom.
Den følgende afgørelse fremdrages som et eksempel på, at
domstolene ikke har henført forbrydelsen under den strengere
straffelovsbestemmelse, som anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om, men
har dømt efter en mildere straffelovsbestemmelse.
U.2003.2265Ø
13)
Gruppevoldtægt straffet med fængsel i 2 år
De fem tiltalte mænd, der var mellem 21 og 33 år, fandtes
skyldige i voldtægt
efter straffelovens § 216, stk.
1, jf. til dels § 224, ved i december 2001 i forbindelse med en fest i nogle
festlokaler, hvor en ung kvinde var til stede, mod hendes vilje at have ført
hende ned i en baggård, hvor de gennem ca. 1½ time under indtryk af den
stiltiende trussel, der lå i, at hun sammen med et antal kendte mænd befandt
sig på et øde sted, hvorfra det nærmest var umuligt at tilkalde hjælp,
gennemførte samleje og anden kønslig omgængelse end samleje, herunder anale
samlejer, med kvinden. De tiltalte straffedes hver især med fængsel i 2 år.
Under hensyn til de ydmygede omstændigheder tilkendtes F en godtgørelse på
50.000 kr. efter erstatningsansvarslovens § 26.
U.2003.1968Ø
Voldtægt blev efter en helbredsvurdering henført
under straffelovens § 216, stk. 2 (torturerstatning)
Den 24-årige T, der godt 8 måneder forinden var straffet
for forsøg på voldtægt, blev nu på ny fundet skyldig i forsøg på voldtægt
samt
i voldtægt begået med 4 dages mellemrum. Den fuldbyrdede voldtægt blev
gennemtvunget
ved, at T tildelte offeret, den 69-årige B, flere knytnæveslag i hovedet,
hvorved B blev tilføjet omfattende skader. Da T alene havde anvendt
knytnæveslag, fandt byretten ikke, at forholdet kunne henføres under
straffelovens § 216, stk. 2. Byretten idømte T en fællesstraf af fængsel i 3
år. Landsretten fandt, at voldtægten efter en helhedsvurdering måtte henføres
under § 216, stk. 2. T blev idømt en fællesstraf af fængsel i 3 år og 6
måneder. B blev tilkendt 80.000 kr. i godtgørelse for tort.
U.1994.648H
Mishandling ikke af så grov beskaffenhed, at den var
omfattet af straffelovens § 246. Voldtægt og mishandling m.m. straffet med
fængsel i 5 år (fællesstraf).
Den 30-årige T, der tidligere var straffet bl.a. for vold
og var prøveløsladt med en reststraf på 33 dage, var ved nævningeting fundet
skyldig i voldtægt og ulovlig tvang m.m. over for en 34-årig kvinde den 24.
juli 1992 samt i bl.a. legemsangreb under særdeles skærpende omstændigheder
med
mishandling efter straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, over for samme
kvinde
den 4. august 1992. T havde ved den sidstnævnte lejlighed tvunget kvinden til
at klæde sig af og havde derefter med en luft- og fjederpistol skudt på hende
med plastickugler, tvunget hende til at føre isterninger op i skeden og i
endetarmen, skudt en metalskrue op i hendes endetarm og tvunget hende til at
skyde sig selv med pistolen i munden og til at bide sig i den ene brystvorte
med en skævbider. Uanset karakteren af denne mishandling og de
omstændigheder,
hvorunder den fandt sted, fandt Højesteret, at der ikke forelå sådanne
særdeles
skærpende omstændigheder, at den burde henføres under straffelovens § 246
(dissens). Den af landsretten udmålte fællesstraf af fængsel i 5 år fandtes
imidlertid passende bestemt.
Fra forskellig side har der været rettet kritik mod
retspraksis. Bl.a. har flere partiers ordførere i 2002 og 2003 kritiseret den
manglende strafhjemmel ved uagtsom voldtægt. Udtalelsen af advokat Jytte
Lindegaard,
der er citeret foran, har også været kommenteret af SF’s retsordfører,
Anne
Baastrup, der har givet tilslutning til Jytte Lindegaards udtalelser.
14)
Regeringspartierne V og K har i deres tiltrædelsespapir,
»Regeringsgrundlaget«,
15)
anført følgende:
»Forbrydelser mod personer er langt alvorligere end
forbrydelser mod penge. Overgreb mod et andet menneske – hvad enten det
er vold
eller voldtægt – er en forbrydelse mod det helt fundamentale i vores
samfund:
respekten for det enkelte menneske. Alle former for vold er derfor helt
uacceptable. Derfor skal volds- og voldtægtsforbrydere straffes hårdt og også
hårdere, end det sker i dag. Domstolene skal have et signal om at udnytte
strafferammerne bedre. I dag straffer man forbrydelser mod penge hårdere end
forbrydelser mod mennesker. Den skævhed skal der rettes op på ved, at
straffene
for vold og voldtægt bliver hårdere. Det skal ske ved at forhøje en række
strafferammer, så Folketinget sender et klart signal til domstolene om, at
det
nuværende strafniveau er for slapt.« Regeringsgrundlaget er skrevet forud for
den senest gennemførte strafskærpelse ved strafskærpelsesloven i 2002, der
måske har ført til en vis skærpelse af straffene, men beklageligvis sådan, at
strafudmålingen her i landet fortsat er langt mildere end i andre lande, jf.
nedenfor i afsnit 6.
Dansk og udenlandsk strafudmåling m.v.
I dette afsnit behandles strafudmålingen i Danmark og en
række andre lande. Det er kendetegnende, at straffen for voldtægt i Danmark
ligger væsentligt under niveauet i alle de andre lande, hvorfra oplysninger
kan
tilvejebringes. Dette kan næppe tages som udtryk for, at andre lande lovgiver
forkert eller har en forældet lovgivning. Tværtimod er der i nogle lande
inden
for de senere år indført yderligere skærpelser i strafferammer og
mindstestraffe m.v., ligesom der – i alt fald i et enkelt land, New
Zealand –
er inddraget helt moderne cost-benefit-analyser i overvejelserne af, om
samfundet står sig bedst ved at indespærre de værste forbrydere eller ved at
lade dem gå på fri fod. Disse overvejelser har peget på, at det ved visse
alvorligere forbrydelser kan være samfundsøkonomisk mest forsvarligt at
indespærre.
Danmark og andre europæiske lande, Politikens
undersøgelse i 2001
Voldtægt straffes i Danmark væsentligt mildere end i en
række andre lande. Der findes ikke tilgængelige officielle sammenlignende
statistikker eller uddrag af retspraksis, der dokumenterer strafudmålingen på
tilstrækkelig autoritativ måde, men emnet har været genstand for forskellige
private undersøgelser. Forslagsstillerne har til brug for dette afsnit
indsamlet oplysninger fra flere lande og har så vidt muligt kun medtaget
oplysninger fra officielle eller autoritative kilder. Forslagsstillerne vil
under udvalgsarbejdet tage initiativ til at få indsamlet yderligere
materiale,
der kan belyse strafudmålingen i forskellige lande, så vidt muligt i en sådan
form, at oplysningerne fra de forskellige lande er sammenlignelige.
Mest kendt er Politikens
16)
og en række
andre europæiske dagblades undersøgelse fra 2001. I undersøgelsen blev
dommere
i Finland, Tyskland, Sverige, Norge, Holland og Danmark bedt om at bedømme
forskellige konkrete straffesager, der var nærmere beskrevet. En fiktiv
voldtægtssag var beskrevet som en sag, hvor en 34 årig mand ved hjælp af
dødstrusler og en kniv rettet mod halsen voldtager en 27-årig kvinde. Den
således beskrevne forbrydelse straffes efter den danske dommers vurdering med
1½ fængsel, hvis sagen bedømmes af en dansk domstol. Tilsvarende vurderer
dommere i Finland, Sverige, Norge og Holland, at forbrydelsen vil udløse en
straf på mere end 3 års fængsel. Den tyske dommer vurderer, at forbrydelsen i
Tyskland fører til 7 års fængsel. Justitsministeren har i Retsudvalget
kommenteret undersøgelsen og bl.a. henvist til, at undersøgelsen kun baserer
sig på lokale dommeres stillingtagen til en enkelt sag.
17)
Sverige
I Sverige nedsattes i 1970’erne et arbejdsudvalg, der i sin
betænkning
18)
bl.a. anførte, at fordomme og
tabuforestillinger alt for længe havde præget seksuallivet og dets ytringer.
Der var – efter udvalgets opfattelse – behov for at afkriminalisere
eller
nedkriminalisere visse sædelighedsforbrydelser, og udvalget foreslog meget
vidtgående formildelse af den strafferetlige regulering.
19)
Udvalget fandt bl.a., at der var grund til at
se mindre alvorligt på overgrebet, når offer og gerningsmand kendte hinanden
i
forvejen og overgrebet foregik indendørs. I sådanne tilfælde burde man ikke
benytte betegnelsen »voldtægt«, men kun »seksuel tvang«, der burde straffes
mildere. Arbejdsudvalget forsvarede sig mod den kritik, der rejstes, med, at
man kun søgte at tilpasse lovgivningen til den mildere bedømmelse, som
domstolene i flere år havde lagt til grund.
Den svenske offentlighed og kvindeorganisationer tog stærkt
afstand fra betænkningen, og et nyt udredningsarbejde påbegyndtes.
Betænkningen
»Våldtäkt och andra sexualla övergrepp«
20)
blev fremlagt i
begyndelsen af 1980’erne. I den havde opfattelsen af kvindens
adfærd under voldtægtsforbrydelsen gennemgået
en fuldstændig ændring. Herom skriver Anika Snare: »Nu blev det anført, at
hendes adfærd, før voldtægten skete, var ligegyldig og ikke burde påvirke
vurderingen af, om hun havde været udsat for en voldtægt. Udredningen
understregede, at det afgørende må være spørgsmålet om, hvorvidt
gerningsmanden
ikke havde respekteret kvindens »nej« og havde brudt hendes modstand gennem
fysisk eller psykisk tvang. Krænkelsen af hendes personlige og seksuelle
integritet blev anset som uacceptabel.«
21)
Betænkningen indeholdt også en skærpelse gennem
afskaffelsen af den mildeste paragraf om seksuel tvang (våldförande), idet
disse handlinger blev opgraderet til voldtægt.
I Sverige er hovedbestemmelsen i dag straffelovens
bestemmelse, som lyder: »
Den som tvingar en kvinna till samlag
genom våld eller genom sådant hot, som innebär trängande fara, skall för
våldtäkt dömas till fängelse i minst sex månader eller högst tio år eller, om
omständigheterna är synnerligen mildrande, till fängelse i högst fyra år.«
Retspraksis ligger ofte på 8 til 10 måneders betinget
fængsel ved førstegangsforbrydelser. I gentagelsestilfælde er straffen oftest
fra 1½ til 3 års ubetinget fængsel.
Norge
Det norske Storting ændrede i 2000 straffelovens
bestemmelser om voldtægt på flere punkter.
22)
Norsk lovgivning
indeholder mere detaljerede beskrivelser af gerningsindholdet end dansk
lovgivning. Loven indeholder bestemmelser om mindstestraffe, bl.a. en
mindstestraf på 2 års fængsel, hvis voldtægten fører til samleje, eller hvis
gerningsmanden har gjort offeret bevidstløst for at opnå seksuel omgang. Ved
særlig grove voldtægter kan der idømmes fængsel i indtil 21 år. Det gælder
således, hvis voldtægten er begået af flere i fællesskab, på særlig
smertefuld
eller krænkende måde, hvis gerningsmanden tidligere er straffet for
tilsvarende
forbrydelse, eller hvis offeret dør eller får betydelig skade på legeme eller
helse som følge af handlingen. Seksuelt overførbar sygdom regnes altid som
betydelig skade efter denne bestemmelse. Voldtægten straffes, hvis den er
uagtsom, med fængsel indtil 5 år, der dog kan forhøjes op til 8 år i de grove
tilfælde.
23)
USA
Voldtægt straffes efter enkeltstaternes straffelove.
Straffen kan variere fra kortvarige frihedsstraffe til dødsstraf, afhængigt
af
forbrydelsens alvor. Mest almindeligt er mellemlange eller langvarige
fængselsstraffe på 6 år eller mere.
Storbritannien
Straffen kan variere inden for rammerne fra en bøde og op
til livsvarigt fængsel, idet retten selv fastsætter straffen ud fra
forbrydelsens alvor. Mest almindeligt er, at der idømmes fængselsstraf, i
langt
de fleste tilfælde under 10 års fængsel.
New Zealand
24)
New Zealand er på mange måder et land, der kan sammenlignes
med Danmark.
Dog har man på
kriminalitetsbekæmpelsens område tradition for væsentligt hårdere straffe end
hos os, og der er forholdsvis mange fængslede personer.
Man er i New Zealand bl.a. optaget af
cost-benefit-analyser, der forsøger at klarlægge de økonomiske følger af
forbrydelse og straf, bl.a. ved at sammenholde de udgifter, samfundet
afholder
ved en skarpere politimæssig indsats og en mere konsekvent indespærring af
forbrydere med de udgifter, ofrene og samfundet spares for ved, at forbrydere
effektivt hindres i at begå nye forbrydelser. Det har i den offentlige debat
ført til krav om, at forbrydere, der jævnligt begår alvorlige og meget
omkostningskrævende forbrydelser, i videst muligt omfang bør holdes
indespærret
gennem meget lange tidsrum for at skåne medborgere og samfundet for de
rædsler
og de økonomiske tab, der ellers lides.
New Zealands parlament og domstole har reageret på
offentlighedens bekymring over voldsforbrydelser ved at forhøje
strafferammerne
og forlænge fængselsstraffene. Dette er sket over en årrække ved flere
forskellige lovindgreb siden 1985. I 1987 gennemførtes en lovændring, der
sikrer, at gerningsmænd til alvorlige voldsforbrydelser ikke kan søge om
prøveløsladelse. I 1993 gennemførtes en regel, der gav domstolene adgang til
i
sager, hvori der er idømt livsvarigt fængsel eller forvaring for alvorlige
voldsforbrydelser, at fastsætte som et strafvilkår, at prøveløsladelse
tidligst
kan ske enten efter afsoning af 10 års fængsel eller indtil 3 måneder før
fængselsstraffens udløb, dersom fængselsstraffen er kortere end 10 år.
En anden lovændring i 1993 indførte en forhøjelse af
strafferammer for de værste seksuelle overgreb såsom voldtægt fra 14 års
fængsel til 20 år.
Disse lovændringer har ført til en forlængelse såvel af de
idømte straffe som af den faktiske afsoningstid.
I årene fra 1984 til 1986 var den
gennemsnitligt idømte straf for voldtægt 4 år og 3 mdr. I 1991-1993 udgjorde
straffen 5 år og 11 mdr. I 1994-1996 var de idømte straffe i gennemsnit øget
til 7 år og 4 måneder. Afsoningstiden er – bl.a. på grund af
lovændringerne i
1993 – ikke meget kortere end de idømte straffe.
Indespærring koster mange penge. I gennemsnit udgør
omkostningerne ved en fængselsdom 53 gange så store beløb som ved f.eks. dom
til samfundstjeneste. Men i offentligheden er der ikke sympati for
alternative
domme, der giver gerningsmanden adgang til at færdes frit i samfundet.
Dansk Folkepartis holdning
Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at voldtægt er en af
de mest modbydelige og krænkende forbrydelser, der kan forekomme i et moderne
samfund, hvor ligestilling mellem kønnene og gensidig respekt er grundpiller.
Overgrebet
er et så alvorligt indgreb i
kvindens integritet, det vil sige hendes frihed til at afvise tilnærmelser af
seksuel karakter og til selv at bestemme over sin egen seksualitet, at
samfundet bør straffe alvorligt.
For offeret kan forbrydelsen få livsvarig skadevirkning.
Voldtægtsforbrydere udviser ofte en hjerteløshed, kynisme og råhed over for
offeret, som ikke er til at forstå, og som slet ikke kan tolereres i et
civiliseret og oplyst samfund. Forbrydelserne er så alvorlige, at den
politiske
verden ikke kan nøjes med
at »sende
signaler« til domstolene i form af den kritik af retspraksis, der jævnligt
forekommer. Der skal en konkret lovgivning til, der tjener som mere præcis
vejledning for domstolene, idet det derved samtidig tydeliggøres for
befolkningen, at det danske folkestyre ikke bagatelliserer
voldtægtsforbrydelser, men påtager sig sit ansvar over for ofrene og kræver
meget alvorlige sanktioner gennemført over for gerningsmændene. I den
forbindelse er Det Dansk Folkepartis holdning, at selve den fysiske krænkelse
bør tillægges større betydning end i dag, når domstolene tager stilling til
spørgsmålet om forbrydelsens grovhed og handlingens strafbarhed.
Med dette lovforslag lægger Dansk Folkeparti op til en
skærpelse af lovgivningen med det formål at bringe denne langt bedre i
overensstemmelse med befolkningens retsfølelse. Efter forslaget indføres der
en
mindstestraf på 1 års fængsel efter normalbestemmelsen og en mindstestraf på
2
års fængsel ved de meget alvorlige forbrydelser. Der indføres således bl.a.
adgang til at idømme fængsel på livstid i de tilfælde, hvor offeret ved
forbrydelsen eller som en direkte eller indirekte følge af denne afgår ved
døden eller får betydelig skade på legeme eller helbred, herunder ved at
blive
påført seksuelt overførbar sygdom. Endvidere forhøjes den højeste
fængselsstraf
for voldtægt mod børn fra 12 år til 15 år. Uagtsom voldtægt gøres efter
forslaget strafbar. Endelig indeholder forslaget en beskrivelse af, hvilke
typer forbrydelser der skal henføres under den høje strafferamme i § 216,
stk.
2.
Om lovforslagets enkelte bestemmelser henvises til afsnit 8
nedenfor samt til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.
Straffelovrådet har i sin seneste betænkning ikke fundet
anledning til at foreslå
ændringer i
straffereglerne for voldtægt.
25)
Rådets arbejde
stod på gennem en årrække og blev i den politiske debat brugt som begrundelse
for at udskyde eventuelle lovændringer.
26)
Der er efter
forslagsstillernes mening ingen saglige forhold, der forhindrer, at der
lovgives særskilt om straffen for voldtægt, ligesom der også på andre
særskilte
områder af straffelovgivningen er lovgivet i de senere år, f.eks.
voldspakkerne
I og II (1993 og 1997), rockerloven (1996) og skærpelser af strafferammer
m.v.
(2001).
Dansk Folkeparti finder det imidlertid – ved siden af de
højere straffe – særdeles vigtigt, at der i de kommende år udføres en
forstærket oplysende indsats. Indsatsen bør være så bred, at ingen voksne
personer i Danmark i fremtiden må kunne påberåbe sig uvidenhed om, at
seksualforbrydelser, herunder voldtægt, er nogle af de mest alvorlige
forbrydelser, der kan sønderknuse både offerets, de pårørendes og
gerningsmandens eget liv.
Der er også brug for at støtte og styrke det private
hjælpearbejde, der tilbydes voldtægtsofre. Ordningen med beskikkelse af
advokatbistand til voldtægstofre kom først i stand i 1980 her i landet og
først
senere i Norge og Sverige. Joan-Søstrenes netværk er fra 1975, opkaldt efter
Joan Little, en 20-årig sort amerikansk kvinde, der i et fængsel i South
Carolina i USA blev voldtaget af en hvid fangevogter og derefter dræbte ham
med
hans egen kniv. Efter massive landsomfattende demonstrationer for kvinders
ret
til at forsvare sig mod overgreb blev hun frifundet som følge af nødværge.
Men det private hjælpearbejde skal støttes af det
offentlige, dels gennem let og hurtig adgang til lægelig hjælp og
psykologhjælp, når forbrydelsen er sket, dels ved længerevarende støtte i
form
af terapeutisk indsats eller anden indsats, men også økonomisk hjælp og anden
bistand, der er tilpasset den enkelte kvindes behov. Det offentlige må ikke
bruge den private hjælpeindsats som sovepude. Ofrene og de pårørende skal
vide,
at samfundet stiller sig solidarisk med dem og yder hjælp, når der er brug
for
det.
Uanset om voldtægt sker i forhold mellem mennesker, der i
forvejen kender hinanden, eller over for en ubekendt person, bør både offer
og
voldtægtsmand vide, at samfundet sætter hele sin styrke ind på at indkredse,
pågribe, anholde, retsforfølge og straffe gerningsmanden efter nogle af de
alvorligste bestemmelser i straffeloven.
Lovforslaget behandler alene den strafferetlige side af
voldtægtsforbrydelsen. Gennemførelse af en skærpet lovgivning bør derfor
suppleres med andre indsatser. Dansk Folkeparti vil opfordre til, at der i
Folketingets Retsudvalg og eventuelt tillige i Socialudvalget og
Sundhedsudvalget sker en drøftelse af, på hvilke områder der er behov for
forbedringer i lovgivningen eller i den administrative praksis. Det kan være
ændringer i politiets og retssystemets behandling af voldtægtssager, f. eks.
hurtigere eller automatisk tilkaldelse af bistandsadvokat. Det kan være hjælp
til bearbejdning af traumet og dets følelsesmæssige eftervirkninger. Den
offentlige sygesikring yder i dag voldtægtsofre tilskud til behandling ved
psykolog, jf. bekendtgørelse nr. 562 af 23. juni 1992, men der kan være behov
for at forbedre reglerne. Men det kan også være en række andre forhold, der
bør
ses kritisk efter og forbedres. Denne gennemgang bør efter Dansk Folkepartis
opfattelse bl.a. ske på baggrund af de henvendelser, regeringen og
Folketinget
modtager eller har modtaget fra Dansk Forening for Kvinderet, Center for
Voldtægtsofre, Joan-Søstrene og andre interesseorganisationer. Der bør
formentlig også ske en
gennemgang og
evaluering med udgangspunkt i den betænkning, der på initiativ af
Ligestillingsrådet blev afgivet i 1987.
I marts 2000 åbnede Rigshospitalet et Center for
Voldtægtsofre. Centeret har to opgaver: 1) at yde behandling og støtte til
ofre
for voldtægt og voldtægtsforsøg, 2) at være et nationalt videncenter, der
skal
forske og udvikle en model for kommende behandlingscentre for voldtægtsofre
landet over. Centeret er bemandet med læger, sygeplejersker, psykologer og
socialrådgivere. Centeret er oprettet på grundlag af en beslutning i
Sundhedsministeriet om at placere et nationalt videncenter i Juliane Marie
Centret på Rigshospitalet. Centeret finansieres i en fireårig periode af en
særlig bevilling. Dette centers erfaringer bør ligeledes inddrages i et
kommende evalueringsarbejde med henblik på at støtte ofrene bedst muligt.
Foruden de aspekter, der her er nævnt, må også det
erstatningsretlige spørgsmål drøftes og vurderes. Erstatningsniveauet ved
voldtægter er efter det oplyste i øjeblikket på omkring 30.000 kr. I den
meget
omtalte forbrydelse, hvor fem mænd efter en julefrokost forbrød sig mod en
ung
kvinde,
27)
blev der fastsat en erstatning på 50.000 kr.
som følge af forbrydelsens grovhed. Efter forslagsstillernes opfattelse bør
erstatningen ved voldtægt efter § 216, stk. 1, hæves til ikke under
50.000-100.000 kr. og efter § 216, stk. 2, til ikke under 100.000-200.000 kr.
I
tilfælde, hvor flere voldtægtsmænd medvirker, bør enhver af dem pålægges at
udrede erstatning på ikke under 50.000-100.000 kr. Der bør ikke være »rabat«
for at være flere om at begå forbrydelsen sammen.
I tilfælde, hvor offeret får varigt men eller skade,
herunder f.eks. ved seksuelt overførbar sygdom, bør erstatningen forhøjes
tilsvarende. Krænkelsen er så alvorlig, at dette i sig selv taler for
væsentligt højere erstatninger end i dag.
Det bør i forbindelse med dette lovforslag undersøges, om
voldsoffererstatningsloven administreres tilfredsstillende for ofre for
voldtægt. Loven stiller som betingelse for udbetaling af erstatning, at
forbrydelsen er anmeldt til politiet »uden unødigt ophold«.
28)
Nævnet anser i almindelighed
politianmeldelser, der indgives inden for 24 timer for at være rettidige.
Imidlertid må det undersøges, om nævnet forvalter loven tilstrækkelig
hensynsfuldt for kvinder, der har været udsat for voldtægt. Efter Dansk
Folkepartis
mening må der i sager om voldtægt indrømmes en meget længere
anmeldelsesfrist.
Det er en kendsgerning, at mange forbrydelser slet ikke kan anmeldes eller
først kan anmeldes efter lang tid, når offeret har fået forbrydelsen så meget
på afstand, at hun er parat til at involvere myndighederne. Denne
kendsgerning
må retsreglerne respektere. Det bør derfor under udvalgsbehandlingen
undersøges, om nævnet i sin fortolkning af bestemmelsen om tidsfristen viser
tilstrækkeligt hensyn til kvinder, der har været udsat for voldtægt. I modsat
fald kan en ændring af også denne lov være nødvendig.
Justitsministeriet udsendte efter en regeringsbeslutning om
mål for hurtig sagsbehandling m.v. den 22. december 1997 en
cirkulæreskrivelse
til politiet, Rigspolitichefen og den overordnede anklagemyndighed. I
cirkulæreskrivelsen opstilledes der målsætninger for sagsbehandlingstider i
politi og anklagemyndighed. Under udvalgsbehandlingen af nærværende forslag
bør
det undersøges, om sagsbehandlingstiderne i sager om voldtægt er
tilfredsstillende set i sammenhæng med voldspakken.
Indvendinger imod at lovgive
Forslagsstillerne er klar over, at der fra nogle sider vil
blive rejst indvendinger imod at lovgive som foreslået.
Nogle vil pege på, at strafferammen blev forhøjet ved
lovændringen i 2001, og at der inden for de nuværende strafferammer er
rigelig
plads til den strafskærpelse, der ønskes af et stort flertal i befolkningen.
Andre vil anføre, at kriminalitet ikke kan bekæmpes alene med skærpede
straffebestemmelser. Atter andre vil mene, at man – efter at
Straffelovrådet i
2003 afgav betænkning om straffastsættelse og strafferammer – bør
overveje, om
der bør ske en samlet revision af straffelovgivningen, og at der ikke bør
lovgives isoleret om voldtægtsforbrydelser.
Forslagsstillerne mener ikke, at nogen af disse
begrundelser er tilstrækkelige til at afvise en skærpelse af lovgivningen.
Det er naturligvis rigtigt, at der inden for de
eksisterende strafferammer på 8 og 12 års fængsel kan straffes langt
strengere,
end domstolene gør det. Som det er påvist i bemærkningerne foran, udnytter
domstolene ikke tilnærmelsesvis strafferammerne, men idømmer straffe på i
gennemsnit ca. 1½ år. Dette argument bortfalder derfor. Selv ved meget grove
voldtægtsforbrydelser vælger domstolene som regel ikke højere straffe end 2
års
ubetinget fængsel, dog op til 3 år, hvis den kriminelle tidligere er dømt for
tilsvarende kriminalitet. Kun i ganske få tilfælde idømmes højere straffe end
3
år, med 8 år som et absolut strafmaksimum, der i årene 1996-2000 kun blev
anvendt én gang. Ved at indføre en mindstestraf kan det tydeliggøres for
domstolene, at strafniveauet i langt de fleste tilfælde skal ligge højere end
i
dag.
Det er ligeledes rigtigt, at kriminalitet ikke kun kan
bekæmpes med højere straffe, men dette argument er heller ikke holdbart, når
det er en kendsgerning, at Danmark straffer lavere for voldtægt end alle
lande,
vi kan sammenligne os med. Så er det nødvendigt, at lovgivningsmagten griber
ind for at bringe niveauet på linje med, hvad der er almindeligt i den
civiliserede verden.
Forslagsstillerne finder det heller ikke nødvendigt at
udsætte strafskærpelsen på voldtægtsområdet for at afvente, om
Straffelovrådet
eventuelt i fremtiden udtaler sig om dette emne. I forbindelse med
gennemførelsen af forhøjelsen af strafferammen i 2002 for bl.a. voldtægt
29)
drøftede Straffelovrådet, om ændringen kunne
rejse spørgsmål om skærpelse af strafferammerne i andre
straffelovsbestemmelser. Et enigt Straffelovråd
30)
fandt anledning
til at fremkomme med generelle betragtninger om udformningen af
strafferammer,
herunder for vold og voldtægt, men rådet afstod fra at fremkomme med forslag
om
ændringer på områder som vold mod tjenestemand i funktion og vidnetrusler
m.v.,
forbrydelser i familieforhold, forbrydelser mod kønssædeligheden
(forbrydelser
mod liv og legeme) og forbrydelser mod den personlige frihed. Dette
anskueliggør, at det sagtens kan lade sig gøre at lovgive isoleret på et
enkelt
af disse områder, uden at dette er til hinder for, at regeringen arbejder
videre med at ændre strafniveauet også for andre typer forbrydelser.
Lovforslagets hovedindhold
Lovforslaget indeholder i fire henseender ændringer i
forhold til den gældende lovgivning:
a)
For det første
indføres mindstestraffe, nemlig 1 års fængsel for voldtægt efter § 216, stk.
1,
og 2 års fængsel for de grovere forbrydelser efter stk. 2.
b)
For det andet
forhøjes strafferammerne, således at der kan idømmes fængsel på livstid, hvis
offeret ved forbrydelsen eller som en direkte eller indirekte følge af
forbrydelsen afgår ved døden eller får betydelig skade på legeme eller
helbred,
herunder ved at blive påført seksuelt overførbar sygdom. Endvidere forhøjes
den
højeste fængselsstraf for voldtægt mod børn fra 12 år til 15 år.
c)
For det tredje
straffes den, der ved grov uagtsomhed gør sig skyldig i voldtægt, med fængsel
indtil 5 år eller indtil 8 år, hvis forbrydelsen hører til de af stk. 2
omfattede alvorligere forbrydelser. Uagtsom voldtægt har hidtil ikke i dansk
ret været anset som en strafbar forbrydelse.
d)
For det fjerde ændres
§ 216, stk. 2, der beskriver de tilfælde, hvor den skærpede strafferamme på
op
til 12 års fængsel kan anvendes. I den nuværende udformning af loven, kan den
højere straf idømmes, når forbrydelsen har haft en særlig farlig karakter
eller
der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. Efter lovforslaget
skal denne strafferamme som noget nyt altid anvendes, hvis voldtægten er
udøvet
af flere i forening, hvis voldtægten er rettet mod et ubekendt offer, hvis
forbrydelsen er sket under brug af våben, hvis offeret har været udsat for
mishandling eller anden særlig rå, brutal, smertefuld eller ydmygende
behandling, eller hvis gerningsmanden tidligere har gjort sig skyldig i
tilsvarende forbrydelse
Lovforslaget indeholder ikke nogen bestemmelse om
erstatningsudmålingen, men det er forslagsstillernes opfattelse, at
erstatningsbeløbene i forbindelse med voldtægt skal forhøjes væsentligt, og
forslagsstillerne vil i udvalget tage dette emne op til drøftelse.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Ved de foreslåede ændringer i straffelovens § 216, stk.
1-4, skærpes straffen for voldtægt, og der indføres mindstestraffe. I det
følgende beskrives og begrundes ændringerne:
Til § 216, stk. 1
Der indføres en mindstestraf på 1 år. Voldtægt skal således
også, hvor der er tale om kontaktvoldtægt, straffes med mindst 1 års fængsel.
Har forbrydelsen været forbundet med fysisk tvang, vold og konkrete trusler,
skal straffen udmåles tilsvarende strengere. Et forslag om mindstestraf på 1
års fængsel har tidligere været behandlet i Folketinget (L 2, 2001-02, 1.
samling, forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven.
(Skærpelse af straffen for vold, voldtægt, uagtsomt manddrab og forsætlig
fareforvoldelse, nævningesager m.v.) af Birthe Rønn Hornbech (V) og Helge
Adam
Møller (KF) m.fl. Der ændres ikke i øvrigt ved strafferammen, der uændret er
op
til 8 års fængsel.
Til § 216, stk. 2
Den gældende bestemmelse i § 216, stk. 2, hæver
strafferammen fra 8 til 12 års fængsel, når forbrydelsen har haft en særlig
farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
Lovforslaget indeholder den ændring, at den forhøjede strafferamme altid skal
anvendes således, at forbrydelsen aldrig vil kunne henføres under
bestemmelsen
i stk. 1 i følgende tilfælde:
–
hvis voldtægten er
rettet mod et ubekendt offer,
–
hvis offeret har
været udsat for mishandling eller anden særlig rå, brutal, smertefuld eller
ydmygende behandling,
–
hvis voldtægten er
udøvet af flere i forening,
–
hvis forbrydelsen er
sket under brug af våben,
–
hvis gerningsmanden
tidligere har gjort sig skyldig i tilsvarende forbrydelse.
De forhold, der her er præciseret, er efter den i dag
gældende lovgivning ikke i sig selv tilstrækkelige til at bringe forbrydelsen
ind under den skærpede strafferamme.
Den forhøjede strafferamme skal endvidere uændret benyttes,
–
hvis forbrydelsen har
haft en særlig farlig karakter, eller
–
hvis der i øvrigt
foreligger særligt skærpende omstændigheder.
Ved voldtægt, der henføres under stk. 2, indføres en
mindstestraf på 2 års fængsel.
Til § 216, stk. 3
Efter lovforslaget indsættes et nyt stk. 3, hvorefter
straffen kan stige til livstid, hvis offeret ved forbrydelsen eller som
direkte
eller indirekte følge af forbrydelsen afgår ved døden eller får betydelig
skade
på legeme eller helbred. Det præciseres i bestemmelsen, at påføring af
seksuelt
overførbar sygdom anses for at være sådan betydelig skade. Lovændringen har
betydning f.eks. i de tilfælde, hvor offeret eller ofrene får varigt fysisk
eller psykisk men som følge af forbrydelsen, og hvor retsfølelsen taler for,
at
straf efter stk. 2 ikke vil være tilstrækkelig.
Til § 216, stk. 4
Lovgivningen har ikke tidligere straffet uagtsom voldtægt.
Dette ændres efter forslaget, således at voldtægt, der sker ved grov
uagtsomhed, straffes med fængsel indtil 5 år, dersom voldtægten er omfattet
af
§ 216, stk. 1, og med fængsel indtil 8 år, dersom der foreligger
omstændigheder som nævnt i stk. 2. Lovforslaget vil betyde, at forbrydelsen
altid rammes af fængselsstraf, og bødestraf er således udelukket. Heri ligger
tillige en markering af, at samfundet anser forbrydelsen som en af de mest
alvorlige.
Forskellen mellem almindelig uagtsomhed og grov uagtsomhed
kan ikke læses i nogen lovbestemmelse, men skal forstås ud fra en almindelig
sproglig forståelse af begreberne og en konkret bedømmelse af den enkelte
persons individuelle forudsætninger. Hvis gerningsmanden har tilsidesat den
agtpågivenhed, som måtte kunne kræves, har han handlet uagtsomt.
Til nr. 2
Uanset at bestemmelsen i § 217 efter lovændringer i 1981,
hvor flere forbrydelser end tidligere blev henført under voldtægtsbegrebet i
§
216, ikke eller kun sjældent vil få praktisk betydning i fremtiden, foreslås
strafferammen hævet fra 4 til 6 år for at sikre proportionalitetshensynet i
forhold til strafskærpelserne i § 216. Bestemmelsen i § 217 omfatter
alene
opnåelse af samleje ved trussel om betydelig skade på gods, om
frihedsberøvelse
eller om at fremsætte ærerørige beskyldninger eller røbe privatlivet
tilhørende
forhold. Straffelovrådet fandt det forud for lovændringen i 1981 principielt
rigtigt at opretholde bestemmelsen, selv om den ikke i praksis vil blive
anvendt meget, også fordi den understreger, at tilfælde, hvor samleje
tiltvinges ved vold eller trussel om vold, altid skal bedømmes efter
voldtægtsbestemmelsen i § 216.
Til nr. 3
Hvis der er tale om voldtægt mod et barn under 15 år,
straffes efter gældende ret både efter § 216 og efter § 222, stk. 2. Voldtægt
mod mindreårige børn straffes efter lovforslaget med op til 15 års fængsel
mod
den nuværende strafferamme på 12 år. Mindstestraffen i sådanne tilfælde vil
blive fastsat efter § 216.
Til § 2
Lovforslaget foreslåes at træde i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 216.
Den,
der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for
voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i en
tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.
§ 216.
Den,
der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for
voldtægt med fængsel fra 1 år indtil 8 år. Med vold sidestilles hensættelse i
en tilstand, i hvilken offeret er ude af stand til at modsætte sig
handlingen.
Stk.
2.
Straffen kan stige til fængsel i 12 år, hvis voldtægten har haft en
særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende
omstændigheder.
Stk. 2.
Straffen er
fængsel fra 2 år indtil 12 år, hvis voldtægten er udøvet mod et ubekendt
offer, hvis offeret har været udsat for mishandling eller anden særlig rå,
brutal, smertefuld eller ydmygende behandling, hvis forbrydelsen er udøvet
under brug af våben eller af flere i forening, hvis forbrydelsen i øvrigt har
haft en særlig farlig karakter, hvis gerningsmanden tidligere har gjort sig
skyldig i tilsvarende forbrydelse, eller hvis der i øvrigt foreligger særligt
skærpende omstændigheder.
Stk. 3.
Straffen kan
stige til livstid, hvis offeret ved forbrydelsen eller som direkte eller
indirekte følge af denne afgår ved døden eller får betydelig skade på legeme
eller helbred, herunder ved at blive påført seksuelt overførbar sygdom.
Stk. 4.
Den, som
ved
grov uagtsomhed gør sig skyldig i
voldtægt efter bestemmelsen i stk. 1, straffes med fængsel indtil 5 år.
Foreligger omstændigheder som nævnt i stk. 2, er straffen fængsel indtil 8
år.
§ 217.
Den,
som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, end vold eller
trussel om vold, straffes med fængsel indtil 4 år.
I
§ 217
ændres »4 år« til: »6 år«.
§ 222.
Den,
som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 6 år.
Stk. 2.
Har barnet
været under 12 år, eller har gerningsmanden forskaffet sig samlejet ved tvang
eller ved fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 12
år.
I
§ 222, stk. 2,
ændres »12 år« til: »15 år«.
Officielle noter
3)
Synspunkterne er en gengivelse af Per Larsen i »Voldtægt«.
4)
Betænkning 1424, bind III, side 103 ff.
5)
US Departement of Justice, Bureau of Justice Statistics, Selected Findings,
Rape and Sexual Assault; Reporting to Police and Medical Attention,
1992-2000,
by Callie Marie Rennisson, Ph.D.
6)
Undersøgelsen og dens hovedresultater er beskrevet af Britta Kyvsgaard i
»Voldtægt« Undersøgelsen er baseret på endelige domme for overtrædelse af
straffelovens §§ 216 og 217 for årene 1984, 1988, 1992, 1996 og 1998.
Undersøgelsens materiale omfatter 251 domme.
7)
Udtalelse til Ritzau 24 september 2003.
8)
Ifølge Ritzau 24. september 2003.
9)
Vagn Greve, artikel »Bør forsæt være en almindelig strafbarhedsbetingelse« i
Festskrift til Hans Thomstedt, Stockholm 1983, side 229 ff.
10)
Vagn Greves artikel er optrykt i forkortet version i »Voldtægt«, udgivet af
Dansk Forening for Kvinderet, 2003.
11)
Dommen er her gengivet efter Vagn Greves artikel, jf. note 8.
12)
Referat og kommentar er af Greve, side 233 og 234.
13)
Denne og de følgende domme er refereret efter Ugeskrift for Retsvæsen.
Tilføjelserne H, Ø eller V angiver, at dommen er afsagt af henholdsvis
Højesteret, Østre Landsret eller Vestre Landsret.
14)
Ritzautelegram 24 september 2003.
15)
Regeringsgrundlaget, 26. november 2001, Statsministeriet.
16)
Politiken 15. juli 2001, PS, side 1.
17)
Retsudvalget 2001-02, 1. samling, L 27 – bilag 7.
18)
Sexuella Övergrepp, SOU 1976:9.
19)
Indgående beskrevet i artikel i »Voldtægt« af lektor, Dr.Crim. Anika Snare.
20)
SOU 1982:61.
21)
Anika Snare i »Voldtægt«, artiklen »Noget er sket!« – et tilbageblik på
voldtægtsforbrydelsen, side 42.
22)
Lov nr. 76 af 11. august 2000, kapitel 19, Seksualforbrytelser, §§ 192 –
200.
23)
Norges straffelov § 192.
24)
De følgende oplysninger og talmateriale er baseret på oplysninger
i rapporten »The Use of Imprisonment in New Zealand«, offentliggjort af New
Zealands justitsministerium, juni 1998.
25)
Betænkning 1424, 2003.
26)
Bl. a. af daværende justitsminister Frank Jensen, 2001-02, 1. samling, L 27,
9
oktober 2001, tale 10.
27)
U.2003.2265Ø
– dommen er refereret
foran under afsnit 5.
28)
LBKG 1985-11-01 nr. 470, offererstatningsloven § 10.
29)
Lov nr. 380 af 6. juni 2002.
30)
Betænkning 1424, 28. januar 2003.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven (Mindstestraf for voldtægt, skærpelse af straffen for særlig farlig, rå eller ydmygende voldtægt og af straffen for voldtægt mod børn under 15 år samt indførelse af straf for uagtsom voldtægt) Retsinformation · 28. maj 2004
- Skriftlig fremsættelse (20. april 2004) - L 231 Retsinformation · 20. april 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om at beskytte kvinder mod seksuelle overgreb m.v. Retsinformation · 25. april 2008
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven Retsinformation · 2. februar 2001
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse) Retsinformation · 12. november 2020
- Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug eller udnyttelse af børn Retsinformation · 17. marts 2004