Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om EU-parlamentarikeres løn-, skatte- og rejsevilkår

2003/1 BSF 153Beslutningsforslag som fremsatFolketinget23. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 23. marts 2004 af Peter Skaarup (DF),

Kristian Thulesen Dahl (DF),

Christian H. Hansen (DF), Pia Kjærsgaard (DF),

Poul Nødgaard (DF) og Karina Sørensen (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om EU-parlamentarikeres løn-, skatte- og rejsevilkår

Folketinget pålægger regeringen at arbejde for, at

Europa-Parlamentets medlemmer også i fremtiden vederlægges og beskattes i de

medlemsstater, hvor de er valgt, efter de samme regler, som er gældende for

parlamentsmedlemmer i de pågældende medlemslande. Folketinget pålægger

endvidere regeringen at betinge en tilslutning til en statut for

Europa-Parlamentets medlemmer af, at medlemmerne af Parlamentet fremover

rejser

efter regning, således at EU kun dækker de faktiske omkostninger, der er

forbundet med medlemmernes rejser.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund

Hidtil er medlemmerne af Europa-Parlamentet blevet

vederlagt og beskattet i deres hjemland efter samme sats som de nationale

parlamentarikere i deres respektive hjemland. Akten om almindelige, direkte

valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, knyttet til afgørelse

76/787/EKSF/EØF/Euratom, muliggjorde i 1979 det første direkte valg af

Europa-Parlamentets medlemmer. Denne akt indeholdt imidlertid hverken

bestemmelser om en ensartet valgprocedure eller en statut for medlemmerne.

Rådet vedtog den 25. juni og den 23. september 2002 en afgørelse om ændring

af

akten fra 1976, hvorved man indførte en ensartet valgprocedure.

Rådets afgørelse skete på grundlag

af EF-traktatens artikel 190, stk. 4, som blev indført med

Amsterdamtraktaten.

Læs alt

Der er derimod endnu ikke vedtaget en statut for medlemmerne af

Europa-Parlamentet. »Som en midlertidig løsning gælder der med hensyn til

vederlag, overgangsgodtgørelse, alderspension, efterladtepension og andre

betingelser for udøvelsen af mandatet de samme regler for medlemmerne som for

de nationale parlamentsmedlemmer. (I Nederlandene har vederlaget for

Europa-Parlamentets medlemmer siden 1996 været lavere end for de nationale

parlamentsmedlemmer)«.

I

lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i

Europa-Parlamentet (L 1094 af 29/12 1999) fremgår det af § 1, stk.1, at der

tilkommer de danske medlemmer af Europa-Parlamentet et vederlag, og af § 1,

stk. 2, at vederlaget »beregnes efter de til enhver tid i lov om valg til

Folketinget fastsatte bestemmelser for grundvederlag til medlemmer af

Folketinget«.

Europa-Parlamentet har ved flere lejligheder siden 1976

foreslået, at alle medlemmer af Parlamentet skulle have ens vederlag, senest

ved et fælles beslutningsforslag fra den 16. december 2003 (bilag 1). Hvis

Ministerrådet havde vedtaget beslutningsforslaget, ville det have medført, at

hvert medlem af Europa-Parlamentet fremover skulle modtage et månedligt

vederlag på 8.670 euro eller ca. 64.000 danske kroner. I forslaget åbnes der

endvidere for muligheden for, at parlamentarikerne fremover skal betale

fællesskabsskat på samme vilkår, som gælder for tjenestemænd og øvrige

ansatte

i EU. Denne beskatning er betydelig lavere end beskatningen i de enkelte

medlemslande. I Europa-Parlamentets beslutning om medlemmernes statut (bilag

1)

fremgår det således, at »bestemmelsen om, at medlemmerne betaler

fællesskabsskat af vederlaget, berører ikke medlemsstaternes ret til at

underkaste vederlaget de nationale beskatningsbestemmelser under forudsætning

af, at enhver form for dobbeltbeskatning undgås«. Der er således intet krav

om,

at medlemmer skal beskattes i hjemlandet, kun om, at de ikke må

dobbeltbeskattes. Der er ingen garanti for, at de enkelte medlemslande rent

faktisk vil benytte denne mulighed.

Den nuværende ordning for aflønning af medlemmer af

Europa-Parlamentet er ganske på linje med Den Europæiske Unions politiske

system. Europaparlamentarikerne repræsenterer ikke et europæisk folk, da et

sådant ikke eksisterer, hvilket også fremgår klart af artikel 189 i Traktaten

om Det Europæiske Fællesskab: »Europa-Parlamentet, der består af

repræsentanter

for folkene i de i Fællesskabet sammensluttede stater, udøver de beføjelser,

som er tillagt det ved denne traktat.« Størrelsen af europaparlamentarikernes

vederlag skal derfor være i overensstemmelse med vederlaget til

parlamentarikere i det land, de repræsenterer, og hvor de forventes at have

bopæl.

Hvis der vedtages et forslag om, at alle medlemmer af

Europa-Parlamentet skal have det samme vederlag, og hvis dette kommer til at

ligge på det foreslåede niveau (8.670 euro), vil det føre til groteske

forskelle, når det sammenlignes med de nationale parlamentarikeres vederlag.

Nedenstående tabeller bygger på oplysninger fra Europa-Parlamentets

Pressetjeneste. Tabel 1 viser, hvad de nationale parlamentarikere får i

vederlag (i euro pr. måned) i en række af de nuværende medlemslande. Tabel 2

viser, hvad de nationale parlamentarikere får i en række af de kommende

medlemslande (i euro pr. måned). Omregningskursen til kroner er ca. 7,45.

Tabel 1: Grundvederlag til nationale

parlamentarikere

Land

Italien

Østrig

Tyskland

Danmark

Sverige

Finland

Grundvederlag pr. måned (euro)

10.975

8.750

7.009

5.555

4.800

4.541

Kilde: Europa-Parlamentets Pressetjeneste (8. januar 2003)

Tabel 2: Grundvederlag til nationale

parlamentarikere

Land

Slovenien

Polen

Estland

Tjekkiet

Litauen

Ungarn

Grundvederlag pr. måned (euro)

4.155

2.075

2.458

1.300

1.183

761

Kilde: Europa-Parlamentets Pressetjeneste (17. december

2003)

Som det fremgår af ovenstående tabeller, er det kun

europaparlamentarikere fra Italien og Østrig, der vil opleve en

indtægtsnedgang.

Medlemmer fra andre medlemsstater, inkl. medlemmer fra de lande, der optages

den 1. maj 2004, vil få en betragtelig indtægtsfremgang. Forskellen i

vederlaget til en national parlamentariker og en europaparlamentariker i de

nye

medlemslande vil blive meget stor. Et polsk medlem af Europa-Parlamentet vil

få

mere end fire gange så meget som en kollega i det polske parlament, mens et

ungarsk medlem af Europa-Parlamentet vil få mere end ti gange så meget som et

medlem af det ungarske parlament.

Endvidere vil medlemmer af Europa-Parlamentet for de lande,

der bliver optaget den 1. maj 2004, blive bedre lønnet end ministrene i deres

hjemland. I Polen har en minister et vederlag på omkring 2.500 euro, mens

premierministeren modtager omkring 3.000 euro. I Ungarn er vederlaget til en

minister omkring 3.500 euro, mens den for regeringslederen er omkring 4.500

euro. På nuværende tidspunkt får ministre fra hovedparten af de nye

medlemslande et lavere vederlag end det, Europa-Parlamentet har foreslået.

Det

kan oplyses, at en ministers vederlag også i Finland og Spanien ligger lidt

under 8.670 euro.

Aktuelle overvejelser i EU om parlamentarikernes

aflønning

Siden det første direkte valg af repræsentanterne til

Europa-Parlamentet i 1979 har dets medlemmer forsøgt at nå til enighed om en

vedtægt for parlamentarikerne, ligesom Parlamentet har forsøgt at nå til

enighed med Ministerrådet om en vedtægt, da et forslag til vedtægt skal

godkendes af Ministerrådet.

Den 3.-4. juni 2003 vedtog Europa-Parlamentet et forslag

til vedtægt for dets medlemmer. Dette forslag lå dog langt fra Ministerrådets

holdninger, hvilket medførte, at de to institutioner ikke kunne nå til

enighed

på baggrund af juniforslaget.

2)

Den 3. december 2003 holdt Parlamentets retsudvalg et møde,

hvor ordføreren for forslaget, Willi Rothley fra De Europæiske

Socialdemokraters Gruppe (PSE), fremlagde et forslag til beslutning, som blev

nedstemt i retsudvalget. Den 11. december besluttede Europa-Parlamentets

formandskonference at sætte spørgsmålet på dagsordenen under sessionen i

december 2003 i Strasbourg. Den 17. december vedtog Europa-Parlamentet et

fælles beslutningsforslag om medlemmernes statut (bilag 1). Forslaget blev

vedtaget med overvældende flertal: 345 stemte for, 94 stemte imod og 88

afstod

fra at stemme.

I forslaget henviser Parlamentet til vigtigheden i at få

vedtaget en statut for Parlamentets medlemmer, idet der er gået 25 år, siden

man begyndte at afholde direkte valg, og at det 6 år efter fastsættelsen i

Amsterdamtraktaten af det påkrævede retsgrundlag var vigtigt at nå frem til

en

vedtagelse af statutten for medlemmerne af Europa-Parlamentet. I forslaget

opfordres Ministerrådet til »hurtigst muligt og helst inden udløbet af det

italienske formandskab og under alle omstændigheder inden den 15. januar at

meddele, om det kan acceptere det foreslåede kompromis og godkende statutten

for Europa-Parlamentets medlemmer, hvis den afgørelse, Parlamentet vedtog den

3.-4. juni 2003, ændres i overensstemmelse hermed.«

På mødet i EU’s ministerråd mandag den 26. januar 2004

afviste Unionens udenrigsministre Europa-Parlamentets forslag til en vedtægt

for medlemmer af Parlamentet. Ifølge Traktaten om Oprettelse af Det

Europæiske

Fællesskab artikel 190, stk. 5, fastsætter Europa-Parlamentet »sine

medlemmers

statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af deres hverv efter

høring

af Kommissionen og med godkendelse fra Rådet, der træffer afgørelse med

kvalificeret flertal. Alle bestemmelser og betingelser i forbindelse med

beskatningsordningen for medlemmer og forhenværende medlemmer vedtages med

enstemmighed af Rådet.« Som forslaget foreligger, skal det vedtages ved

enstemmighed på grund af beskatningsspørgsmålet. Forslaget blev forkastet af

Ministerrådet, idet Tyskland, Frankrig, Østrig og Sverige stemte imod.

Vedtagelse af Parlamentets forslag ville bl.a. have medført, at medlemmer af

Europa-Parlamentet skulle have en løn svarende til 50 pct. af en dommers

løn ved De Europæiske Fællesskabers Domstol.

Den politiske diskussion

Siden de gældende regler for aflønningen af Parlamentets

medlemmer blev vedtaget i 1976, har Europa-Parlamentet flere gange forsøgt at

nå til enighed med Ministerrådet om en ny statut. Det har flere gange været

på

tale at reformere systemet for medlemmernes rejsegodtgørelse, således at

medlemmerne kun får udbetalt et beløb, der modsvarer de faktiske

omkostninger.

Til gengæld skulle medlemmerne så have ens vederlag, som generelt ligger

betydeligt over den sats, som parlamentsmedlemmerne i deres respektive

hjemland

vederlægges efter.

Den 17. december vedtog et stort flertal i

Europa-Parlamentet et fælles beslutningsforslag, som for langt de fleste

medlemmer ville have betydet en større lønfremgang. Fire lande i

Ministerrådet

stemte imod. Den danske regering, med støtte fra Socialdemokratiet og Det

Radikale Venstre, støttede forslaget.

Der har været mange argumenter for og imod en ensartet løn

og beskatning efter De Europæiske Fællesskabers regler.

En række danske EU-parlamentarikere og kandidater til

Parlamentet har udtalt sig om spørgsmålet.

Margrethe Auken (SF) har udtalt: »Jeg synes, det var et

klamt forslag. Det ville have skabt en konflikt mellem de lande, som har et

højt lønniveau, og de nye lande, som ligger langt lavere, og som havde udsigt

til at leve som grever og baroner. Det havde ikke været fremmende for en

forståelse af det europæiske samarbejde«.

Christian Rovsing (De Konservative) har udtalt: »Jeg synes,

det er udmærket at blive lønnet som en folketingsmand«.

4)

Henrik Dam Kristensen (Socialdemokratiet) mener, at det er

svært at lave et rimeligt lønsystem for EU-parlamentarikerne, og har udtalt,

at

»valget har stået mellem to dårlige systemer«: et system, hvor medlemmerne

tilgodeses med en højere løn, eller et system, hvor medlemmerne kan tjene på

den meget omtalte rejsegodtgørelse. Han mener dog alligevel, at Ministerrådet

skulle have vedtaget forslaget, idet han udtaler: »Det var sidste chance,

inden

EU udvides med ti nye lande. Hvem kan forestille sig, at 25 lande kan blive

enige om et nyt lønsystem. Det er ikke realistisk.«

4)

Freddy Blak (uafhængig socialdemokrat) mener, at det er

spild af tid at forsøge at lave aflønningssystemet om, og udtaler: »I de 15

år,

jeg har siddet i parlamentet, har man snakket om at lave lønnen om, men det

bliver aldrig til noget. Derfor er det ærgerligt, at de nye kandidater

spilder

deres tid på dette her i håb om at score nogle billige points.«

4)

Torben Lund (Socialdemokratiet) har i et læserbrev i Ekstra

Bladet gjort klart, at han er modstander af en ensartet løn for

parlamentarikerne.

Han skriver således: »Det er meget glædeligt, at Tyskland, Frankrig, Sverige

og

Østrig satte en stopper for den lønfest, som et flertal af

Europa-Parlamentets

medlemmer havde arrangeret for sig selv.« Som begrundelse skriver han bl.a.:

»For

spaniere ville stigningen have været på 300 pct. For parlamentarikere fra de

fleste af de nye medlemslande ville stigningen have givet en mangedobling af

lønnen og bragt lønniveauet langt ud over statsministerens løn i de

pågældende

lande.«

Mogens Camre (Dansk Folkeparti) har i en pressemeddelelse

af 27. januar 2004 udtalt: »Vi er valgt af danske vælgere for at varetage

danske interesser, og vi skal ikke lønnes af EU, som om vi var

EU-tjenestemænd.

Det ville være helt uholdbart, om medlemmer af Europa-Parlamentet skulle

modtage meget højere løn end Folketingets medlemmer. Og på samme måde ville

det

skabe problemer i andre medlemslande, hvis EU-parlamentarikerne blev aflønnet

forskelligt fra niveauet i de nationale parlamenter.« Med disse begrundelser

stemte Mogens Camre imod Parlamentets beslutningsforslag den 17. december

2003.

Nedenfor er gjort rede for nogle af de holdninger, der kom

til udtryk i Europa-Parlamentet under debatten om medlemmernes statut i

december 2003.

Enrique Barón Crespo (De Europæiske Socialdemokraters

Gruppe) understregede vigtigheden i, at parlamentarikerne får en statut, der

er

ens for alle, og støttede dermed forslaget.

Diane Wallig (Det Europæiske Liberale og Demokratiske

Partis Gruppe) gav udtryk for, at vedtagelse af en statut for medlemmerne og

den deraf følgende lønforhøjelse ville fremme medlemmernes status i borgernes

øjne!

Daniel Mark Cohn-Bendit (gruppen De Grønne/Den Europæiske

Fri Alliance) sagde, at hans gruppe støttede beslutningsforslaget, og at et

sådant forslag burde have været vedtaget for længst.

Mauro Nobilia (Gruppen Union for Nationernes Europa) sagde,

at hans gruppe er imod forslaget. Han mente i øvrigt ikke, at det var

rimeligt,

hvis medlemmer af Europa-Parlamentet skulle have mere i løn end

parlamentarikerne i deres respektive hjemland.

Der er således stor støtte blandt de nuværende medlemmer af

Europa-Parlamentet og hos flere af de danske spidskandidater til at vedtage

en

statut, der giver dem mere i løn. Der er dog ingen saglig begrundelse for at

vælge et niveau, der ligger på 50 pct. af, hvad en dommer ved EF-Domstolen

får,

idet dommere ved EF-Domstolen ikke må udføre andre erhverv.

EU-parlamentarikerne

må derimod gerne have diverse lønnede bijob, f.eks. lobbyarbejde. Nogle

parlamentarikere modtager også vederlag som medlemmer af by- og amtsråd.

Et ensartet vederlag til medlemmer vil heller ikke afspejle

det generelle lønniveau i de enkelte medlemslande. Der er i forvejen meget

store løn- og velstandsforskelle inden for det nuværende EU, og dette bliver

endnu mere udtalt, når EU udvides. Europaparlamentarikere fra de nye

medlemslande vil ofte være i stand til at hæve et beløb, der ligger 2-3 gange

over en ministerløn i det pågældende land, eller 5-10 gange niveauet for det,

som en national parlamentariker får, eller helt op til 20 gange det

gennemsnitlige lønniveau i medlemmets hjemland.

Begrundelse for forslaget

Det ville være helt uholdbart, hvis medlemmer af

Europa-Parlamentet skulle modtage meget højere løn end medlemmer af

parlamentet

i det land, medlemmerne repræsenterer. Det vil skabe problemer i mange

medlemslande, hvis EU-parlamentarikerne aflønnes forskelligt fra niveauet i

de

nationale parlamenter. Hvis det forslag, der har været behandlet af

Europa-Parlamentet, men som er underkendt af Ministerrådet, gennemføres, vil

det skabe store problemer i de nye medlemslande, som den 1. maj indtræder som

medlemmer af EU, idet lønniveauet for disse landes egne parlamentsmedlemmer

er

meget lavere end lønniveauet for de nuværende medlemslandes

parlamentsmedlemmer.

Det er vigtigt, at europaparlamentarikerne ikke løsrives

fra tilhørsforholdet til deres hjemland og gøres til en særlig EU-elite, hvis

løn og loyalitet økonomisk bindes til EU.

Foreløbig har Sveriges, Tysklands, Frankrigs og Østrigs

regeringer i Ministerrådet bremset det forslag, som et flertal i

Europa-Parlamentet havde indstillet til vedtagelse.

Med nærværende forslag pålægges det regeringen at udnytte

alle muligheder for gennem Ministerrådet at sikre, at det nationale

aflønningsprincip ikke fraviges til fordel for en EU-aflønning og

EU-beskatning, samt at arbejde for, at medlemmer af Europa-Parlamentet

fremover

skal rejse efter regning, således at det sikres, at europaparlamentarikerne

kun

får dækket de faktiske omkostninger, der er forbundet med deres

rejseaktiviteter.

Bilag 1

Europa-Parlamentets beslutning om medlemmernes

statut. Vedtaget den 17. december 2003.

EUROPA-PARLAMENTET

1999

2004

Mødedokument

16. december 2003

B5-0543/2003}

B5-0544/2003}

B5-0563/2003

}

B5-0564/2003} RC1

FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG

jf. forretningsordenens artikel 37, stk. 4

–

Othmar Karas og Klaus-Heiner Lehne for

PPE-DE-Gruppen

–

Enrique Barón Crespo, Willi Rothley og Manuel

Medina Ortega for PSE-Gruppen

Graham Watson og Diana Wallis for

ELDR-Gruppen

–

Neil MacCormick og Maria Kathalijne

Buitenweg for Verts/ALE-Gruppen

–

Giuseppe Di Lello Finuoli for GUE/NGL-Gruppen

til erstatning af beslutningsforslag af:

–

PPE-DE-Gruppen

(B5-0543/2003)

–

PSE-Gruppen

(B5-0563/2003)

–

ELDR et Verts/ALE (B5-0544/2003),

–

GUE/NGL (B5-0564/2003),

om medlemmernes statut

Europa-Parlamentets beslutning om medlemmernes

statut

Europa-Parlamentet,

–

der henviser til udtalelser

fra Rådet og Kommissionen samt til sin beslutning af 3.-4. juni 2003 om

vedtagelse af statutten for Europa-Parlamentets medlemmer,

–

der henviser til

artikel 190, stk. 5, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab

og

artikel 108, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Atomenergifællesskab,

–

der henviser til sin

beslutning af 3.-4. juni 2003 om vedtagelse af statutten for

Europa-Parlamentets medlemmer,

–

der henviser til

Præsidiets vedtagelse af 28. maj 2003 om nye bestemmelser vedrørende

omkostningsgodtgørelser til medlemmerne,

–

der henviser til forretningsordenens artikel 37, stk. 2, 3, 4 og

5,

A.

der henviser til, at Rådet i sin skrivelse af 25. juni 2003

anførte, at der stadig var væsentlige uoverensstemmelser mellem Rådets og

Parlamentets holdninger, og at det derfor ikke kunne meddele sin godkendelse,

B.

der henviser til, at Rådet i sin skrivelse af 21. november 2003

understregede, at det næsten 25 år efter det første direkte almindelige valg

til Europa-Parlamentet og seks år efter fastsættelsen i Amsterdamtraktaten af

det påkrævede retsgrundlag var vigtigt at nå frem til en vedtagelse af

statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, og at det ønskede at styrke

dialogen for at finde kompromisløsninger, som var acceptable for begge

parter,

1.

opfordrer Rådet til hurtigst muligt og helst inden udløbet af det

italienske formandskab og under alle omstændigheder inden den 15. januar at

meddele, om det kan acceptere det foreslåede kompromis og godkende statutten

for Europa-Parlamentets medlemmer, hvis den afgørelse, Parlamentet vedtog den

3.-4. juni 2003, ændres i overensstemmelse hermed;

2.

mener, at et samlet kompromis om statutten for

Europa-Parlamentets medlemmer kan bestå af følgende elementer:

a)

den del af statutten, som hører under afledt ret, og den del, som

hører under primær ret, behandles særskilt og selvstændigt, og de godkendes i

overensstemmelse med de respektive gældende institutionelle bestemmelser,

b)

hvad angår den del, der hører under primær ret, opfordres medlemsstaterne

til at revidere bestemmelserne om Europa-Parlamentets medlemmer i protokollen

af 1965 om privilegier og immuniteter med den statut, som blev vedtaget den

3.-

4. juni 2003, som model,

c)

som konsekvens heraf og med forbehold af en positiv udtalelse fra

Rådet bør artikel 4, 5, 6, 7, 8 og 38, stk. 2, betragtning 7, 15, 16, 17, 18,

20, 21, 30, 31, 32, 33, 34, og ordene

»eller

en rest’, der ikke er reguleret i gældende primær ret«

i betragtning 14

udgå,

d)

medlemmer har ret til alderspension ved det fyldte 63. år,

e)

som konsekvens heraf og med forbehold af en positiv udtalelse fra

Rådet bør tallet

»60«

i artikel 20,

stk. 1, erstattes med tallet

»63«

,

f)

bestemmelsen om, at medlemmerne betaler fællesskabsskat af

vederlaget, berører ikke medlemsstaternes ret til at underkaste vederlaget de

nationale beskatningsbestemmelser under forudsætning af, at enhver form for

dobbeltbeskatning undgås (kompromis opnået under det belgiske formandskab),

g)

som konsekvens heraf og med forbehold af en positiv udtalelse fra

Rådet bør der efter artikel 38, stk. 1, indsættes et nyt stk. 1 a med

følgende

ordlyd:

»Stk. 1 berører ikke medlemsstaternes ret til at underkaste dette vederlag

de nationale skattebestemmelser, forudsat at enhver form for

dobbeltbeskatning

undgås.«

,

h)

de nye bestemmelser vedrørende omkostningsgodtgørelser til

medlemmerne træder i kraft samtidig med statutten;

3.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og

Kommissionen.

Lignende dokumenter