Forslag til folketingsbeslutning om EU-parlamentarikeres løn-, skatte- og rejsevilkår
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 23. marts 2004 af Peter Skaarup (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Christian H. Hansen (DF), Pia Kjærsgaard (DF),
Poul Nødgaard (DF) og Karina Sørensen (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om EU-parlamentarikeres løn-, skatte- og rejsevilkår
Folketinget pålægger regeringen at arbejde for, at
Europa-Parlamentets medlemmer også i fremtiden vederlægges og beskattes i de
medlemsstater, hvor de er valgt, efter de samme regler, som er gældende for
parlamentsmedlemmer i de pågældende medlemslande. Folketinget pålægger
endvidere regeringen at betinge en tilslutning til en statut for
Europa-Parlamentets medlemmer af, at medlemmerne af Parlamentet fremover
rejser
efter regning, således at EU kun dækker de faktiske omkostninger, der er
forbundet med medlemmernes rejser.
Bemærkninger til forslaget
Baggrund
Hidtil er medlemmerne af Europa-Parlamentet blevet
vederlagt og beskattet i deres hjemland efter samme sats som de nationale
parlamentarikere i deres respektive hjemland. Akten om almindelige, direkte
valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, knyttet til afgørelse
76/787/EKSF/EØF/Euratom, muliggjorde i 1979 det første direkte valg af
Europa-Parlamentets medlemmer. Denne akt indeholdt imidlertid hverken
bestemmelser om en ensartet valgprocedure eller en statut for medlemmerne.
Rådet vedtog den 25. juni og den 23. september 2002 en afgørelse om ændring
af
akten fra 1976, hvorved man indførte en ensartet valgprocedure.
Rådets afgørelse skete på grundlag
af EF-traktatens artikel 190, stk. 4, som blev indført med
Amsterdamtraktaten.
Læs alt
Der er derimod endnu ikke vedtaget en statut for medlemmerne af
Europa-Parlamentet. »Som en midlertidig løsning gælder der med hensyn til
vederlag, overgangsgodtgørelse, alderspension, efterladtepension og andre
betingelser for udøvelsen af mandatet de samme regler for medlemmerne som for
de nationale parlamentsmedlemmer. (I Nederlandene har vederlaget for
Europa-Parlamentets medlemmer siden 1996 været lavere end for de nationale
parlamentsmedlemmer)«.
I
lov om vederlag og pension m.v. for de danske repræsentanter i
Europa-Parlamentet (L 1094 af 29/12 1999) fremgår det af § 1, stk.1, at der
tilkommer de danske medlemmer af Europa-Parlamentet et vederlag, og af § 1,
stk. 2, at vederlaget »beregnes efter de til enhver tid i lov om valg til
Folketinget fastsatte bestemmelser for grundvederlag til medlemmer af
Folketinget«.
Europa-Parlamentet har ved flere lejligheder siden 1976
foreslået, at alle medlemmer af Parlamentet skulle have ens vederlag, senest
ved et fælles beslutningsforslag fra den 16. december 2003 (bilag 1). Hvis
Ministerrådet havde vedtaget beslutningsforslaget, ville det have medført, at
hvert medlem af Europa-Parlamentet fremover skulle modtage et månedligt
vederlag på 8.670 euro eller ca. 64.000 danske kroner. I forslaget åbnes der
endvidere for muligheden for, at parlamentarikerne fremover skal betale
fællesskabsskat på samme vilkår, som gælder for tjenestemænd og øvrige
ansatte
i EU. Denne beskatning er betydelig lavere end beskatningen i de enkelte
medlemslande. I Europa-Parlamentets beslutning om medlemmernes statut (bilag
1)
fremgår det således, at »bestemmelsen om, at medlemmerne betaler
fællesskabsskat af vederlaget, berører ikke medlemsstaternes ret til at
underkaste vederlaget de nationale beskatningsbestemmelser under forudsætning
af, at enhver form for dobbeltbeskatning undgås«. Der er således intet krav
om,
at medlemmer skal beskattes i hjemlandet, kun om, at de ikke må
dobbeltbeskattes. Der er ingen garanti for, at de enkelte medlemslande rent
faktisk vil benytte denne mulighed.
Den nuværende ordning for aflønning af medlemmer af
Europa-Parlamentet er ganske på linje med Den Europæiske Unions politiske
system. Europaparlamentarikerne repræsenterer ikke et europæisk folk, da et
sådant ikke eksisterer, hvilket også fremgår klart af artikel 189 i Traktaten
om Det Europæiske Fællesskab: »Europa-Parlamentet, der består af
repræsentanter
for folkene i de i Fællesskabet sammensluttede stater, udøver de beføjelser,
som er tillagt det ved denne traktat.« Størrelsen af europaparlamentarikernes
vederlag skal derfor være i overensstemmelse med vederlaget til
parlamentarikere i det land, de repræsenterer, og hvor de forventes at have
bopæl.
Hvis der vedtages et forslag om, at alle medlemmer af
Europa-Parlamentet skal have det samme vederlag, og hvis dette kommer til at
ligge på det foreslåede niveau (8.670 euro), vil det føre til groteske
forskelle, når det sammenlignes med de nationale parlamentarikeres vederlag.
Nedenstående tabeller bygger på oplysninger fra Europa-Parlamentets
Pressetjeneste. Tabel 1 viser, hvad de nationale parlamentarikere får i
vederlag (i euro pr. måned) i en række af de nuværende medlemslande. Tabel 2
viser, hvad de nationale parlamentarikere får i en række af de kommende
medlemslande (i euro pr. måned). Omregningskursen til kroner er ca. 7,45.
Tabel 1: Grundvederlag til nationale
parlamentarikere
Land
Italien
Østrig
Tyskland
Danmark
Sverige
Finland
Grundvederlag pr. måned (euro)
10.975
8.750
7.009
5.555
4.800
4.541
Kilde: Europa-Parlamentets Pressetjeneste (8. januar 2003)
Tabel 2: Grundvederlag til nationale
parlamentarikere
Land
Slovenien
Polen
Estland
Tjekkiet
Litauen
Ungarn
Grundvederlag pr. måned (euro)
4.155
2.075
2.458
1.300
1.183
761
Kilde: Europa-Parlamentets Pressetjeneste (17. december
2003)
Som det fremgår af ovenstående tabeller, er det kun
europaparlamentarikere fra Italien og Østrig, der vil opleve en
indtægtsnedgang.
Medlemmer fra andre medlemsstater, inkl. medlemmer fra de lande, der optages
den 1. maj 2004, vil få en betragtelig indtægtsfremgang. Forskellen i
vederlaget til en national parlamentariker og en europaparlamentariker i de
nye
medlemslande vil blive meget stor. Et polsk medlem af Europa-Parlamentet vil
få
mere end fire gange så meget som en kollega i det polske parlament, mens et
ungarsk medlem af Europa-Parlamentet vil få mere end ti gange så meget som et
medlem af det ungarske parlament.
Endvidere vil medlemmer af Europa-Parlamentet for de lande,
der bliver optaget den 1. maj 2004, blive bedre lønnet end ministrene i deres
hjemland. I Polen har en minister et vederlag på omkring 2.500 euro, mens
premierministeren modtager omkring 3.000 euro. I Ungarn er vederlaget til en
minister omkring 3.500 euro, mens den for regeringslederen er omkring 4.500
euro. På nuværende tidspunkt får ministre fra hovedparten af de nye
medlemslande et lavere vederlag end det, Europa-Parlamentet har foreslået.
Det
kan oplyses, at en ministers vederlag også i Finland og Spanien ligger lidt
under 8.670 euro.
Aktuelle overvejelser i EU om parlamentarikernes
aflønning
Siden det første direkte valg af repræsentanterne til
Europa-Parlamentet i 1979 har dets medlemmer forsøgt at nå til enighed om en
vedtægt for parlamentarikerne, ligesom Parlamentet har forsøgt at nå til
enighed med Ministerrådet om en vedtægt, da et forslag til vedtægt skal
godkendes af Ministerrådet.
Den 3.-4. juni 2003 vedtog Europa-Parlamentet et forslag
til vedtægt for dets medlemmer. Dette forslag lå dog langt fra Ministerrådets
holdninger, hvilket medførte, at de to institutioner ikke kunne nå til
enighed
på baggrund af juniforslaget.
2)
Den 3. december 2003 holdt Parlamentets retsudvalg et møde,
hvor ordføreren for forslaget, Willi Rothley fra De Europæiske
Socialdemokraters Gruppe (PSE), fremlagde et forslag til beslutning, som blev
nedstemt i retsudvalget. Den 11. december besluttede Europa-Parlamentets
formandskonference at sætte spørgsmålet på dagsordenen under sessionen i
december 2003 i Strasbourg. Den 17. december vedtog Europa-Parlamentet et
fælles beslutningsforslag om medlemmernes statut (bilag 1). Forslaget blev
vedtaget med overvældende flertal: 345 stemte for, 94 stemte imod og 88
afstod
fra at stemme.
I forslaget henviser Parlamentet til vigtigheden i at få
vedtaget en statut for Parlamentets medlemmer, idet der er gået 25 år, siden
man begyndte at afholde direkte valg, og at det 6 år efter fastsættelsen i
Amsterdamtraktaten af det påkrævede retsgrundlag var vigtigt at nå frem til
en
vedtagelse af statutten for medlemmerne af Europa-Parlamentet. I forslaget
opfordres Ministerrådet til »hurtigst muligt og helst inden udløbet af det
italienske formandskab og under alle omstændigheder inden den 15. januar at
meddele, om det kan acceptere det foreslåede kompromis og godkende statutten
for Europa-Parlamentets medlemmer, hvis den afgørelse, Parlamentet vedtog den
3.-4. juni 2003, ændres i overensstemmelse hermed.«
På mødet i EU’s ministerråd mandag den 26. januar 2004
afviste Unionens udenrigsministre Europa-Parlamentets forslag til en vedtægt
for medlemmer af Parlamentet. Ifølge Traktaten om Oprettelse af Det
Europæiske
Fællesskab artikel 190, stk. 5, fastsætter Europa-Parlamentet »sine
medlemmers
statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af deres hverv efter
høring
af Kommissionen og med godkendelse fra Rådet, der træffer afgørelse med
kvalificeret flertal. Alle bestemmelser og betingelser i forbindelse med
beskatningsordningen for medlemmer og forhenværende medlemmer vedtages med
enstemmighed af Rådet.« Som forslaget foreligger, skal det vedtages ved
enstemmighed på grund af beskatningsspørgsmålet. Forslaget blev forkastet af
Ministerrådet, idet Tyskland, Frankrig, Østrig og Sverige stemte imod.
Vedtagelse af Parlamentets forslag ville bl.a. have medført, at medlemmer af
Europa-Parlamentet skulle have en løn svarende til 50 pct. af en dommers
løn ved De Europæiske Fællesskabers Domstol.
Den politiske diskussion
Siden de gældende regler for aflønningen af Parlamentets
medlemmer blev vedtaget i 1976, har Europa-Parlamentet flere gange forsøgt at
nå til enighed med Ministerrådet om en ny statut. Det har flere gange været
på
tale at reformere systemet for medlemmernes rejsegodtgørelse, således at
medlemmerne kun får udbetalt et beløb, der modsvarer de faktiske
omkostninger.
Til gengæld skulle medlemmerne så have ens vederlag, som generelt ligger
betydeligt over den sats, som parlamentsmedlemmerne i deres respektive
hjemland
vederlægges efter.
Den 17. december vedtog et stort flertal i
Europa-Parlamentet et fælles beslutningsforslag, som for langt de fleste
medlemmer ville have betydet en større lønfremgang. Fire lande i
Ministerrådet
stemte imod. Den danske regering, med støtte fra Socialdemokratiet og Det
Radikale Venstre, støttede forslaget.
Der har været mange argumenter for og imod en ensartet løn
og beskatning efter De Europæiske Fællesskabers regler.
En række danske EU-parlamentarikere og kandidater til
Parlamentet har udtalt sig om spørgsmålet.
Margrethe Auken (SF) har udtalt: »Jeg synes, det var et
klamt forslag. Det ville have skabt en konflikt mellem de lande, som har et
højt lønniveau, og de nye lande, som ligger langt lavere, og som havde udsigt
til at leve som grever og baroner. Det havde ikke været fremmende for en
forståelse af det europæiske samarbejde«.
Christian Rovsing (De Konservative) har udtalt: »Jeg synes,
det er udmærket at blive lønnet som en folketingsmand«.
4)
Henrik Dam Kristensen (Socialdemokratiet) mener, at det er
svært at lave et rimeligt lønsystem for EU-parlamentarikerne, og har udtalt,
at
»valget har stået mellem to dårlige systemer«: et system, hvor medlemmerne
tilgodeses med en højere løn, eller et system, hvor medlemmerne kan tjene på
den meget omtalte rejsegodtgørelse. Han mener dog alligevel, at Ministerrådet
skulle have vedtaget forslaget, idet han udtaler: »Det var sidste chance,
inden
EU udvides med ti nye lande. Hvem kan forestille sig, at 25 lande kan blive
enige om et nyt lønsystem. Det er ikke realistisk.«
4)
Freddy Blak (uafhængig socialdemokrat) mener, at det er
spild af tid at forsøge at lave aflønningssystemet om, og udtaler: »I de 15
år,
jeg har siddet i parlamentet, har man snakket om at lave lønnen om, men det
bliver aldrig til noget. Derfor er det ærgerligt, at de nye kandidater
spilder
deres tid på dette her i håb om at score nogle billige points.«
4)
Torben Lund (Socialdemokratiet) har i et læserbrev i Ekstra
Bladet gjort klart, at han er modstander af en ensartet løn for
parlamentarikerne.
Han skriver således: »Det er meget glædeligt, at Tyskland, Frankrig, Sverige
og
Østrig satte en stopper for den lønfest, som et flertal af
Europa-Parlamentets
medlemmer havde arrangeret for sig selv.« Som begrundelse skriver han bl.a.:
»For
spaniere ville stigningen have været på 300 pct. For parlamentarikere fra de
fleste af de nye medlemslande ville stigningen have givet en mangedobling af
lønnen og bragt lønniveauet langt ud over statsministerens løn i de
pågældende
lande.«
Mogens Camre (Dansk Folkeparti) har i en pressemeddelelse
af 27. januar 2004 udtalt: »Vi er valgt af danske vælgere for at varetage
danske interesser, og vi skal ikke lønnes af EU, som om vi var
EU-tjenestemænd.
Det ville være helt uholdbart, om medlemmer af Europa-Parlamentet skulle
modtage meget højere løn end Folketingets medlemmer. Og på samme måde ville
det
skabe problemer i andre medlemslande, hvis EU-parlamentarikerne blev aflønnet
forskelligt fra niveauet i de nationale parlamenter.« Med disse begrundelser
stemte Mogens Camre imod Parlamentets beslutningsforslag den 17. december
2003.
Nedenfor er gjort rede for nogle af de holdninger, der kom
til udtryk i Europa-Parlamentet under debatten om medlemmernes statut i
december 2003.
Enrique Barón Crespo (De Europæiske Socialdemokraters
Gruppe) understregede vigtigheden i, at parlamentarikerne får en statut, der
er
ens for alle, og støttede dermed forslaget.
Diane Wallig (Det Europæiske Liberale og Demokratiske
Partis Gruppe) gav udtryk for, at vedtagelse af en statut for medlemmerne og
den deraf følgende lønforhøjelse ville fremme medlemmernes status i borgernes
øjne!
Daniel Mark Cohn-Bendit (gruppen De Grønne/Den Europæiske
Fri Alliance) sagde, at hans gruppe støttede beslutningsforslaget, og at et
sådant forslag burde have været vedtaget for længst.
Mauro Nobilia (Gruppen Union for Nationernes Europa) sagde,
at hans gruppe er imod forslaget. Han mente i øvrigt ikke, at det var
rimeligt,
hvis medlemmer af Europa-Parlamentet skulle have mere i løn end
parlamentarikerne i deres respektive hjemland.
Der er således stor støtte blandt de nuværende medlemmer af
Europa-Parlamentet og hos flere af de danske spidskandidater til at vedtage
en
statut, der giver dem mere i løn. Der er dog ingen saglig begrundelse for at
vælge et niveau, der ligger på 50 pct. af, hvad en dommer ved EF-Domstolen
får,
idet dommere ved EF-Domstolen ikke må udføre andre erhverv.
EU-parlamentarikerne
må derimod gerne have diverse lønnede bijob, f.eks. lobbyarbejde. Nogle
parlamentarikere modtager også vederlag som medlemmer af by- og amtsråd.
Et ensartet vederlag til medlemmer vil heller ikke afspejle
det generelle lønniveau i de enkelte medlemslande. Der er i forvejen meget
store løn- og velstandsforskelle inden for det nuværende EU, og dette bliver
endnu mere udtalt, når EU udvides. Europaparlamentarikere fra de nye
medlemslande vil ofte være i stand til at hæve et beløb, der ligger 2-3 gange
over en ministerløn i det pågældende land, eller 5-10 gange niveauet for det,
som en national parlamentariker får, eller helt op til 20 gange det
gennemsnitlige lønniveau i medlemmets hjemland.
Begrundelse for forslaget
Det ville være helt uholdbart, hvis medlemmer af
Europa-Parlamentet skulle modtage meget højere løn end medlemmer af
parlamentet
i det land, medlemmerne repræsenterer. Det vil skabe problemer i mange
medlemslande, hvis EU-parlamentarikerne aflønnes forskelligt fra niveauet i
de
nationale parlamenter. Hvis det forslag, der har været behandlet af
Europa-Parlamentet, men som er underkendt af Ministerrådet, gennemføres, vil
det skabe store problemer i de nye medlemslande, som den 1. maj indtræder som
medlemmer af EU, idet lønniveauet for disse landes egne parlamentsmedlemmer
er
meget lavere end lønniveauet for de nuværende medlemslandes
parlamentsmedlemmer.
Det er vigtigt, at europaparlamentarikerne ikke løsrives
fra tilhørsforholdet til deres hjemland og gøres til en særlig EU-elite, hvis
løn og loyalitet økonomisk bindes til EU.
Foreløbig har Sveriges, Tysklands, Frankrigs og Østrigs
regeringer i Ministerrådet bremset det forslag, som et flertal i
Europa-Parlamentet havde indstillet til vedtagelse.
Med nærværende forslag pålægges det regeringen at udnytte
alle muligheder for gennem Ministerrådet at sikre, at det nationale
aflønningsprincip ikke fraviges til fordel for en EU-aflønning og
EU-beskatning, samt at arbejde for, at medlemmer af Europa-Parlamentet
fremover
skal rejse efter regning, således at det sikres, at europaparlamentarikerne
kun
får dækket de faktiske omkostninger, der er forbundet med deres
rejseaktiviteter.
Bilag 1
Europa-Parlamentets beslutning om medlemmernes
statut. Vedtaget den 17. december 2003.
EUROPA-PARLAMENTET
1999
2004
Mødedokument
16. december 2003
B5-0543/2003}
B5-0544/2003}
B5-0563/2003
}
B5-0564/2003} RC1
FÆLLES BESLUTNINGSFORSLAG
jf. forretningsordenens artikel 37, stk. 4
–
Othmar Karas og Klaus-Heiner Lehne for
PPE-DE-Gruppen
–
Enrique Barón Crespo, Willi Rothley og Manuel
Medina Ortega for PSE-Gruppen
Graham Watson og Diana Wallis for
ELDR-Gruppen
–
Neil MacCormick og Maria Kathalijne
Buitenweg for Verts/ALE-Gruppen
–
Giuseppe Di Lello Finuoli for GUE/NGL-Gruppen
til erstatning af beslutningsforslag af:
–
PPE-DE-Gruppen
(B5-0543/2003)
–
PSE-Gruppen
(B5-0563/2003)
–
ELDR et Verts/ALE (B5-0544/2003),
–
GUE/NGL (B5-0564/2003),
om medlemmernes statut
Europa-Parlamentets beslutning om medlemmernes
statut
Europa-Parlamentet,
–
der henviser til udtalelser
fra Rådet og Kommissionen samt til sin beslutning af 3.-4. juni 2003 om
vedtagelse af statutten for Europa-Parlamentets medlemmer,
–
der henviser til
artikel 190, stk. 5, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab
og
artikel 108, stk. 4, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Atomenergifællesskab,
–
der henviser til sin
beslutning af 3.-4. juni 2003 om vedtagelse af statutten for
Europa-Parlamentets medlemmer,
–
der henviser til
Præsidiets vedtagelse af 28. maj 2003 om nye bestemmelser vedrørende
omkostningsgodtgørelser til medlemmerne,
–
der henviser til forretningsordenens artikel 37, stk. 2, 3, 4 og
5,
A.
der henviser til, at Rådet i sin skrivelse af 25. juni 2003
anførte, at der stadig var væsentlige uoverensstemmelser mellem Rådets og
Parlamentets holdninger, og at det derfor ikke kunne meddele sin godkendelse,
B.
der henviser til, at Rådet i sin skrivelse af 21. november 2003
understregede, at det næsten 25 år efter det første direkte almindelige valg
til Europa-Parlamentet og seks år efter fastsættelsen i Amsterdamtraktaten af
det påkrævede retsgrundlag var vigtigt at nå frem til en vedtagelse af
statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, og at det ønskede at styrke
dialogen for at finde kompromisløsninger, som var acceptable for begge
parter,
1.
opfordrer Rådet til hurtigst muligt og helst inden udløbet af det
italienske formandskab og under alle omstændigheder inden den 15. januar at
meddele, om det kan acceptere det foreslåede kompromis og godkende statutten
for Europa-Parlamentets medlemmer, hvis den afgørelse, Parlamentet vedtog den
3.-4. juni 2003, ændres i overensstemmelse hermed;
2.
mener, at et samlet kompromis om statutten for
Europa-Parlamentets medlemmer kan bestå af følgende elementer:
a)
den del af statutten, som hører under afledt ret, og den del, som
hører under primær ret, behandles særskilt og selvstændigt, og de godkendes i
overensstemmelse med de respektive gældende institutionelle bestemmelser,
b)
hvad angår den del, der hører under primær ret, opfordres medlemsstaterne
til at revidere bestemmelserne om Europa-Parlamentets medlemmer i protokollen
af 1965 om privilegier og immuniteter med den statut, som blev vedtaget den
3.-
4. juni 2003, som model,
c)
som konsekvens heraf og med forbehold af en positiv udtalelse fra
Rådet bør artikel 4, 5, 6, 7, 8 og 38, stk. 2, betragtning 7, 15, 16, 17, 18,
20, 21, 30, 31, 32, 33, 34, og ordene
»eller
en rest’, der ikke er reguleret i gældende primær ret«
i betragtning 14
udgå,
d)
medlemmer har ret til alderspension ved det fyldte 63. år,
e)
som konsekvens heraf og med forbehold af en positiv udtalelse fra
Rådet bør tallet
»60«
i artikel 20,
stk. 1, erstattes med tallet
»63«
,
f)
bestemmelsen om, at medlemmerne betaler fællesskabsskat af
vederlaget, berører ikke medlemsstaternes ret til at underkaste vederlaget de
nationale beskatningsbestemmelser under forudsætning af, at enhver form for
dobbeltbeskatning undgås (kompromis opnået under det belgiske formandskab),
g)
som konsekvens heraf og med forbehold af en positiv udtalelse fra
Rådet bør der efter artikel 38, stk. 1, indsættes et nyt stk. 1 a med
følgende
ordlyd:
»Stk. 1 berører ikke medlemsstaternes ret til at underkaste dette vederlag
de nationale skattebestemmelser, forudsat at enhver form for
dobbeltbeskatning
undgås.«
,
h)
de nye bestemmelser vedrørende omkostningsgodtgørelser til
medlemmerne træder i kraft samtidig med statutten;
3.
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og
Kommissionen.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (23. marts 2004) - B 153 Retsinformation · 23. marts 2004
- Sekretariatsgodtgørelse - EU - Skattepligt Retsinformation · 2. maj 2020
- Forslag til folketingsbeslutning om beskatning af blyantspenge Retsinformation · 8. december 2018
- C.F.7.1.4 EU-parlamentarikere Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Forslag til folketingsbeslutning om beskatning af Europaparlamentarikeres frynsegoder Retsinformation · 19. november 1998
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om beskatning af Europa-parlamentarikeres frynsegoder Retsinformation · 3. maj 1999