Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om akut medicinsk indsats

2003/1 BSF 145Beslutningsforslag som fremsatFolketinget9. marts 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 9. marts 2004 af Sophie Hæstorp

Andersen (S), Jette Bergenholz Bautrup (S), Poul Qvist Jørgensen (S),

Lone Møller (S) og Grete Schødts (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om akut medicinsk indsats

Folketinget pålægger regeringen inden den 1. juli 2004 at

nedsætte et udvalg, der udarbejder en landsdækkende plan for, hvordan alle

danskere i løbet af 3 år sikres adgang til hurtig og relevant akut medicinsk

indsats uanset afstanden til det nærmeste sygehus.

Planen skal bl.a. sikre, at der sættes initiativer i gang på

følgende områder:

1.

Indførelse af

automatisk dirigering af mobilopkald til den relevante alarmcentral.

Teleselskaberne skal samtidig forpligte sig til at udlevere oplysninger om

stedet for alarmopkald fra mobiltelefon (celleidentifikation), så ambulancen

lettere kan finde vej til skadestedet.

2.

Responstider for

ambulancer skal vise den tid, der går, fra en rapport om en ulykke indløber,

og

til en relevant behandling er sat i gang på ulykkesstedet – ikke kun til

ambulancen er fremme. Der skal samtidig arbejdes hen imod en aftale med

amterne

om maksimale responstider for akut medicinsk indsats over for syge eller

tilskadekomne.

3.

En særlig indsats

for hurtig udrykning og lægefaglig hjælp ved ulykker på alle landets

motorveje.

Læs alt

4.

Ensartede nationale

standarder for indretningen af redningsfartøjer, ambulancer, lægeambulancer

og

akutbiler samt udbygning af speciallægeambulancer til f.eks. transport af små

børn.

5.

Opgradering af

telemedicinsk og lægefagligt samarbejde med ambulanceberedskabet, således at

ambulancer i fremtiden kan køre direkte til det sygehus, hvor den relevante

behandling for den akut syge eller tilskadekomne kan tilbydes, frem for blot

til det nærmeste sygehus.

Bemærkninger til forslaget

Sundhedsvæsenet gennemgår i disse år store forandringer.

For at sikre en høj lægefaglig kvalitet er sundhedsvæsenet hastigt på vej mod

en organisering i større enheder, så ekspertisen på landsplan er samlet i

færre

og mere specialiserede hospitalscentre. Udviklingen betyder, at mange små

sygehuse og skadestuer lukker eller får færre og andre funktioner.

Forslagsstillerne mener, at alle har ret til en effektiv

akut medicinsk indsats, hvis sygdom eller ulykke pludselig indtræffer. Som

borger skal man kunne være sikker på, at hjælpen er nær, hvis man kommer til

skade i trafikken eller på andre måder udsættes for en ulykke eller akut

sygdom. Dette skal gælde, uanset om man bor i en by eller på landet.

Afstanden fra et skadested til det nærmeste sygehus med

akut modtageafdeling er imidlertid ikke altid det vigtigste, når det drejer

sig

om liv og død. Det er ofte mere relevant at se på, hvilken type hjælp den

ulykkesramte eller akut syge modtager på ulykkesstedet. Samtidig har det stor

betydning, hvor hurtigt denne hjælp når frem, og hvilken behandling den syge

efterfølgende modtager ved ankomsten til sygehuset.

Forslagsstillerne mener, at en landsdækkende plan for akut

medicinsk indsats er påkrævet for at sikre, at der med færre sygehuse i

landet

fortsat gives garanti for et trygt og effektivt akut beredskab til alle

danskere.

Forslagsstillerne pålægger derfor regeringen at tage de

nødvendige initiativer til at udarbejde en landsdækkende plan, der i løbet af

3

år sikrer alle danskere hurtig og relevant akut hjælp uanset afstanden til

det

nærmeste sygehus.

I forbindelse med planen skal regeringen vurdere muligheden

for, at der i tilknytning til hovedsygehusene i de kommende sundhedsregioner

etableres særlige udrykningshold, der hastigt når frem til alvorlige ulykker

eller andre dramatiske hændelser, der kræver ekspertindsats direkte på

skadestedet.

Udarbejdelsen af en landsdækkende plan skal samtidig sikre,

at der kommer sammenhæng i den akutte indsats i landets forskellige dele.

Ansvaret ligger i dag hos amterne, som særskilt har udarbejdet planer for det

akutte beredskab.

Et udvalg under Sundhedsministeriet slog allerede i 1999

fast, at der bør stilles krav om en mere sammenhængende planlægning af

akutindsatsen. Udvalget pegede yderligere på, at den samlede planlægning må

omfatte både alarmeringscentralerne, ambulancetjenesten, lægeambulancerne og

det lægelige beredskab på modtagesygehusene. Se Rapport fra udvalget om

alarmering og akut medicinsk indsats, Sundhedsministeriet 1999,

www.im.dk/publikationer/alarmering.

Mange amter har siden 1999 taget initiativer til at

forbedre den akutte medicinske indsats. Det varierer dog betydeligt fra amt

til

amt, hvilke tiltag der er søgt implementeret for at imødekomme behovet for en

mere effektiv udrykning til nødstedte og akut syge borgere.

Den nationale plan for en akut medicinsk indsats har til

hensigt at udbrede de gode erfaringer, der i dag findes spredt i landets

sygehusregioner, til alle landets borgere, i det omfang det skønnes muligt og

giver et løft i kvaliteten.

Planens initiativer må søges implementeret i et løbende

samarbejde mellem staten og amterne. Herunder bør det drøftes, hvorvidt

planens

forskellige tiltag medfører merudgifter i amterne, og om der således vil være

behov for tilførsel af flere ressourcer.

Forslagsstillerne lægger imidlertid stor vægt på, at der er

store faglige, effektivitetsmæssige og økonomiske gevinster ved en styrket

koordinering af amternes akutindsats.

Med en landsdækkende plan kan patienter få en hurtigere og

mere relevant behandling på det sygehus, hvor behandlingsmulighederne er

størst. Antallet af patienttransporter kan minimeres i visse tilfælde, og der

kan gøres en lægefaglig indsats direkte på ulykkesstedet med en mere sikker

patienttransport til følge. Dermed må man på sigt forvente færre permanente

og

stærkt behandlingskrævende patienter i det danske sundhedsvæsen.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad 1. Alarm 112-funktionen

Det er en forudsætning for effektiv akut hjælp, at

alarmberedskabet har de optimale informationer om patientens opholdssted og

symptomer,

sådan at udrykning med de relevante ressourcer og den relevante behandling

kan

ske så hurtigt som muligt.

112-beredskabet lider i dag under visse mangler. Det er et

alvorligt problem, at det ved opkald fra mobiltelefoner ikke automatisk

bliver

registreret i alarmcentralen, hvorfra opkaldet er kommet. Opkaldsstedet

bliver

ikke registreret, på trods af at teleselskaberne besidder den nødvendige

teknik

til registrering af mobilsamtaler.

I dag sker et stigende antal opkald til alarmcentralen fra

mobiltelefoner. Det gælder ikke mindst ved ulykker i trafikken, hvor den

eneste

adgang til at kontakte alarmcentralen typisk er via mobiltelefon.

Det er derfor nødvendigt, at der indføres automatisk

dirigering af mobilopkald til den relevante alarmcentral. Teleselskaberne

skal

forpligtes til at udlevere oplysninger om opkaldsstedet, når der bliver slået

alarm med en mobiltelefon. På den måde kan hjælpen komme langt hurtigere

frem.

Samtidig skal der sikres efteruddannelse af

112-alarm-operatørpersonalet, så man hurtigere kan få hjælpen frem til

ulykkesstedet og sikre, at der køres med det udstyr og mandskab, der er

nødvendigt for at hjælpe patienten.

Efteruddannelsen skal tage udgangspunkt i en landsdækkende

standard for ambulancedisponering, som baserer sig på et symptomrelateret

kompleks i lighed med, hvad der findes i Nordjylland og mange steder i

udlandet.

Det vil sige, at alarmberedskabet skal anvende en ensartet

udspørgeteknik over for anmelderen af en ulykke, så der kan sikres den rette

akutte hjælp afhængigt af symptomer, eksempelvis

brystsmerter, åndenød, kramper eller

bevidstløshed.

Ad 2. Responstider

I henhold til bekendtgørelse nr. 1039 af 24/11 2000 om

planlægning af den præhospitale indsats og uddannelse af ambulancepersonale

m.v. registreres responstider som den tid, der går, fra ambulancetjenesten

modtager alarmen, til ambulancen er fremme på et skadested, hos en akut syg

patient eller en fødende.

Ambulancernes responstider er afgørende for, hvor lang tid

der går, inden den livreddende indsats kan påbegyndes af

ambulanceberedskabet.

Responstider er samtidig et mål for den service, der tilbydes borgerne inden

for den præhospitale indsats.

Med de nuværende responstider er det ikke muligt at

fastslå, hvor længe der går fra alarmeringstidspunktet, til patienten

modtager

relevant akut medicinsk behandling. Vigtige informationer går derfor tabt, og

det bliver umuligt at afgøre præcist, hvor hurtigt akutte patienter modtager

behandling for deres lidelser.

Derfor skal opgørelsen af responstider ændres, så

responstiden viser, hvor lang tid der går, fra alarmopkaldet bliver

registreret, og til relevant behandling er iværksat på ulykkesstedet eller

hos

den akut syge.

Der skal samtidig sikres mere ensartede, landsdækkende mål

for, hvor hurtigt hjælpen bør være fremme ved en akut patient.

I dag opererer amterne med kontraktmål indeholdende

gennemsnitlige responstider for ambulancetjenesten. Der er således ikke mål

for, at en given del af ambulancekørslerne skal foregå inden for en bestemt

tidsramme, endsige mål for en maksimal responstid.

Der er i dag store geografiske variationer i ambulancernes

responstider. I Københavns Amt når mere end 98 pct. af alle ambulancer frem

til

patienten inden for 15 minutter. I Sønderjylland og Ribe Amter er det

tilsvarende tal ca. 86 pct. I gennemsnit når 92 pct. af landets ambulancer

frem

til patienten på mindre end 15 minutter.

Forslagsstillerne pålægger derfor regeringen at vurdere

mulighederne for, at der indføres landsdækkende mål for responstider i

forbindelse med planen for akut medicinsk indsats. Herunder skal det sikres,

at

der så vidt muligt indføres maksimale tidsgrænser for ambulancernes fremkomst

til de tilskadekomne.

Ad 3. Hurtig udrykning

Ved færdselsuheld og andre ulykker er hurtig udrykning ofte

afgørende for patienternes behandlings- og overlevelsesmuligheder.

Det gælder ikke mindst for færdselsuheld på landets

motorveje, som alt for ofte får fatale følger. Antallet af ulykker på de

danske

motorveje er steget med 87 pct. de sidste 10 år. Der er altså stigende behov

for hurtig udrykning til alvorligt kvæstede på landets største veje.

Når en ambulance rykker ud, er der ofte behov for

øjeblikkelig behandling af patienten på skadestedet, på arbejdspladsen eller

i

hjemmet. Sundhedsministeriet skønnede i sin seneste rapport om akut medicinsk

indsats fra 1999, at der i 30 pct. af samtlige ambulancekørsler er behov for

præhospital behandling.

Forslagsstillerne pålægger derfor regeringen, at der

etableres et landsdækkende akutbilskoncept, som omfatter en oprustning af

ambulancemandskabets

kvalifikationer.

Akutbilerne skal være spydspidser i behandlingen af ulykker

og akutte sygdomme, og de skal bemandes med redningspersonale, der har en

mere

omfattende uddannelse end den nuværende ambulancebehandleruddannelse, jf.

opdateringsuddannelsen for ambulancereddere under implementering. I praksis

skal disse akutbiler fungere som medicinsk indsatsledelse ved større

hændelser,

eksempelvis ved alvorlige trafikuheld.

I dag er der ikke egentlig lægefaglig kompetence til stede

i ambulancerne. Ifølge bekendtgørelse nr. 1039 af 24/11 2000 skal der være

mindst to personer i en ambulance, hvoraf den ene skal have gennemgået

uddannelsen til ambulancebehandler.

Ambulancemandskabet skal være i stand til at iværksætte

behandling med ambulancens udstyr, håndtere en samlet skadesituation,

beherske

køreteknik, vurdere forskellige ulykkestyper, beherske løfteteknik, udføre

redningsarbejde og indgå i et konkret samarbejde med sygehusvæsenet og

politiet

samt det kommunale og det statslige redningsberedskab.

Ambulancemandskabet mangler således visse lægefaglige

kompetencer, som i mange tilfælde ville kunne komme patienter til hjælp

direkte

på ulykkesstedet. Det gælder for eksempel kompetencen til at sikre patienten

den optimale smertestillende behandling.

Akutbiler, hvor mandskabet har delegerede lægefaglige

kompetencer, kan samtidig afslutte behandlingen af lettere tilskadekomne

eller

ikke alvorligt syge direkte på ulykkesstedet. Eksempelvis kan personer med

meget lavt blodsukker blive behandlet ved indgivelse af stærkt sukker direkte

i

blodbanen eller med Glucagon.

Endvidere kan personalet i akutbilerne foretage

visitationen af akut syge eller tilskadekomne til det rette sygehus.

For at maksimal effekt af akutbilerne kan opnås, bør disse

geografisk være placeret således, at et antal med en aktionsradius på ca. 25

km

i praksis vil kunne dække de enkelte amtskommuner/sundhedsregioner.

Derved bliver det muligt at adskille tiden for

iværksættelse af relevant medicinsk behandling fra den traditionelle

responstid,

som alene afhænger af, hvornår transportkapaciteten, dvs. den traditionelle

ambulance, kan nå tilbage til sygehuset.

Der er i dag store variationer i organiseringen af

akutbiler, udrykningshold og lægeambulanceordninger fra amt til amt. Det er

derfor nødvendigt med mere ensartede retningslinjer for akutudrykningen på

landsplan.

Ad 4. Ambulancernes indretning

Der findes ingen nationale standarder for og krav til

ambulancernes indretning, herunder deres arbejdsmiljømæssige forhold.

Bekendtgørelse nr. 1039 af 24/11 2000 fastlægger nogle

minimumskrav til ambulancernes indretning og udrustning, herunder at der kan

ydes syge, tilskadekomne og fødende en skånsom optagning, overvågning og

behandling og skånsom transport til sygehus eller andet behandlingssted.

Mange forhold peger imidlertid på behovet for mere

ensartede nationale retningslinjer for ambulancernes indretning. Eksempelvis

er

ikke alle ambulancer indrettet forsvarligt med de fornødne bårer eller

kuvøser

i tilfælde af, at børn fødes for tidligt. Samtidig er det forskelligt,

hvordan

kuvøser og andet udstyr er spændt fast i ambulancerne.

Et andet problem er sikkerheden i ambulancerne. Der

foreligger udenlandske krav til såkaldte crash-test, men disse krav er ikke

implementeret i Danmark. Det betyder, at forkert fastspændt udstyr kan

udsætte

ambulancepersonale og patienter for skader i tilfælde af, at ambulancen kører

galt.

Blandt andet med baggrund i de nye

ambulanceredderuddannelser er kravene til indretning og aptering, herunder

anvendelse af medikoteknisk udstyr i ambulancerne, steget over de sidste 5-10

år.

Med henblik på at opnå en ensartet kvalitet skal der

indføres landsdækkende, offentligt certificerede standarder for det

nødvendige

medicinske, herunder medikotekniske, udstyr i landets ambulancer, udstyrets

placering samt fastspænding og øvrige ergonomiske forhold.

Endvidere skal der være landsdækkende standarder for

kravene til de ambulancer, der deltager i overflytning af kritisk syge

spædbørn

samt voksne patienter.

Ad 5. Relevante sygehuse

En vigtig forudsætning for effektiv akut medicinsk hjælp

er, at patienten ikke automatisk køres til det nærmeste sygehus, men i stedet

til det sygehus, hvor den relevante lægelige ekspertise forefindes.

Omlægningen inden for sundhedsvæsenet de sidste år har

medført lukninger af et betydeligt antal skade-modtagelser på landets

sygehuse.

På trods af dette er der fortsat betydelige forskelle i de forhold, hvorunder

kritisk syge og kvæstede patienter modtages på landets sygehuse.

Nogle modtagefunktioner har et højt specialiseret niveau.

Eksempelvis er landets fire traumecentre bemandet med lægepersonale på

specialistniveau på nærmest døgnbasis. På de mindre sygehuse kan de samme

hårdt

kvæstede patienter risikere at blive modtaget af en læge i turnusuddannelse,

og at relevante læger på specialistniveau kun er til stede som

tilkaldevagter,

ofte med op til en halv times ventetid.

Det er med andre ord ikke altid på det nærmeste sygehus,

modtageforholdene giver de mest effektive muligheder for at behandle akutte

patienter.

Det er derfor nødvendigt at opgradere det lægefaglige

samarbejde med ambulanceberedskabet, så patienterne kan køres til det

sygehus,

hvor den lægefaglige ekspertise er størst, på baggrund af konkret udarbejdede

præhospitale visitationsretningslinjer.

For at dette kan lade sig gøre, er det vigtigt dels at

udvikle en velfungerende elektronisk ambulancejournal, dels at udarbejde en

standard for melding af kritisk syge patienter fra de kørende ambulancer til

landets skademodtagelser. Endelig er det en forudsætning for, at patienter

kan

køres til de mest relevante sygehuse, at der iværksætte et fagligt

udredningsarbejde vedrørende organiseringen af landets skade-modtagelser, som

kan anskueliggøre, hvilke patienter der skal modtages på de forskellige

sygehuse.

Fagligt optimal behandling af akutte patienter kræver

samtidig, at der sker en elektronisk dataopsamling fra det overvågnings- og

behandlingsudstyr, som findes i landets ambulancer. Det sikrer den rette

koordination mellem ambulancer og sygehuse, så den skaderamte i fremtiden kan

modtage akut behandling helt ude på skadestedet og herefter blive

transporteret

direkte til det relevante behandlingssted i regionen eller i landet.

Jo mere kritisk patientens tilstand er, jo større er

behovet for, at data kan overføres elektronisk direkte til den skade- eller

modtageafdeling, der skal udføre den videre behandling. De tekniske

løsninger,

som kan muliggøre dette, er allerede udviklet.

Forslagsstillerne pålægger derfor regeringen som det sidste

led i en samlet plan for akut hjælp i Danmark at tage de nødvendige

initiativer

til at sikre, at der sker en opgradering af det telemedicinske og lægefaglige

samarbejde med ambulanceberedskabet, således at ambulancer fremover kører

direkte til det sygehus i landet, hvor den relevante behandling for den

ulykkesramte kan tilbydes, frem for blot til det nærmeste sygehus.

Skriftlig fremsættelse

Sofie Hæstorp Andersen

(S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om akut medicinsk indsats.

(Beslutningsforslag nr. B 145).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter