Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om sundhedsplejens og daginstitutionernes rolle i bekæmpelsen af den negative sociale arv

2003/1 BSF 111Beslutningsforslag som fremsatFolketinget27. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 27. januar 2004 af Villy Søvndal (SF),

Anne Baastrup (SF) og Åge Frandsen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om sundhedsplejens og daginstitutionernes rolle i bekæmpelsen

af den negative sociale arv

Folketinget pålægger regeringen at arbejde for en mere

systematisk og målrettet forebyggende indsats over for udsatte børn, således

at

alle børn får en god start på livet. Dette skal ske gennem henholdsvis en

styrkelse af sundhedsplejerskernes funktion og daginstitutionernes arbejde.

Det foreslås derfor:

1.

At opprioritere og

udvide kommuners og amtskommuners forebyggende sundhedsordninger for de

svagest

stillede børn, jf. lov nr. 438 af 14. juni 1995, § 1, stk. 2.

2.

At

daginstitutionerne tilføres 500 mio. kr. til højnelse af den generelle

kvalitet,

samt at det faldende børnetal effektivt bruges til at skabe mere plads, bedre

normeringer, og dermed mere kvalitet i børnepasningen.

3.

At der indføres en

reel landsdækkende pasningsgaranti, således at alle børn fra 6. måned har

mulighed for et dagtilbud.

4.

At der indføres en

institutionsret for alle 3-9-årige børn for at sætte fokus på den

samfundsmæssige integration og en bedre sikring af offentligt medansvar for

Læs alt

socialisering og opdragelse.

5.

At

daginstitutionerne målrettet tilføres økonomiske ressourcer til bedre

normeringer i institutioner i socialt belastede områder og til den nødvendige

efter- og videreuddannelse af pædagoger, så de kan løfte arbejdet med at

bryde

den negative sociale arv.

6.

At der i

institutioner med en stor andel af socialt udsatte børn ydes økonomisk

tilskud

til initiativer for øget forældreinddragelse og opsøgende aktiviteter i

lokalområdet.

Bemærkninger til forslaget

Der er mange forhold, der har betydning for et barns

udvikling og livskvalitet. De ydre sociale rammer, barnet bevæger sig inden

for, som familie, nærmiljø, daginstitution, skole, sundhedsvæsen,

uddannelsessystem og arbejdsmarked er eksempelvis centrale, men også barnets

oplevelser af disse skal tages med i betragtning. De første år i et barns liv

er meget vigtige og tæt forbundet med forældrenes. Vi ved, at forældrenes

livsmuligheder har stor betydning for børnenes trivsel. Ikke alle forældre

har

gode livsbetingelser, og ikke alle forældre har mulighed for at tilbyde deres

børn et godt liv eller give børnene den støtte, som de bør have. Heldigvis er

det ikke sådan, at sammenhængen mellem forældrenes levekår og børnenes

livsmuligheder er givet, men ringe livsvilkår hos forældrene giver flere

risikofaktorer i barnets opvækst.

Der er med andre ord børn i Danmark, som har det sværere

end gennemsnittet – ifølge JURA-information 2002 regnes der med ca.

10-15 pct.

af en årgang, der på den ene eller anden måde kan kategoriseres som

udsatte/truede børn. På Socialministeriets høring om negativ social arv den

2.

maj 2003 havde Niels Ploug, forskningsleder på Socialforskningsinstituttet

(SFI), en tilsvarende vurdering: 10 pct. af alle børn vokser op i familier

med

forskellige grader af risikobelastning (se »Vidensopsamling om social arv«,

udarbejdet af forskere med tilknytning til forskningsprogrammet om social

arv,

redigeret af Niels Ploug. København, Socialministeriet, Sekretariatet for

social arv, 2003). En af de konklusioner, som Ploug i denne sammenhæng peger

på, er, at

omgang og karakter over tid (30 år) er

uændret (sammenligning mellem årgang 1966 og årgang 1995), for så vidt angår

den negative sociale arv.

Det er forslagsstillernes faste overbevisning, at en tidlig

indsats vil få afgørende positiv virkning på bekæmpelsen af den negative

sociale arv. Forslagsstillerne vil på den baggrund særligt prioritere

sundhedsplejerskernes og daginstitutionernes muligheder for at udføre et mere

målrettet forebyggende arbejde i udsatte børns første leveår. Det skyldes

bl.a., at de nyeste erfaringsopsamlinger med hensyn til den internationale

forskning peger på, at den samfundsinstitution, der mest effektivt er i stand

til at bryde den negative sociale arv, er daginstitutionen, sådan som det

eksempelvis påpeges i en rapport af en af de førende velfærdsforskere, Gösta

Esping-Andersen: »Why we need a new welfare state« (Oxford University Press,

2002)

.

Esping-Andersen peger på, at

den bedste måde at bryde den negative sociale arv på er ved at sætte

forebyggende ind i førskolealderen, hvilket i dansk sammenhæng vil sige via

sundhedsplejen, i vuggestuerne og i børnehaverne. Esping-Andersens rapport

viser endvidere, at den mest effektive metode til for alvor at bryde den

negative sociale arv er at sikre universelle dagtilbud af høj kvalitet.

Bemærkninger til forslagets

enkelte bestemmelser:

Ad 1. Sundhedsplejen

Ifølge lov om social service § 33 har kommunerne pligt til

at føre tilsyn med børn og unge på en sådan måde, at kommunerne så tidligt

som

muligt kan få kendskab til børn eller unge under 18 år, der har behov for

særlig støtte, og efterfølgende tilbyde den særlige støtte. Ifølge § 1 i lov

om

forebyggende sundhedsordninger for børn og unge (jf. lov nr. 438 af 14. juni

1995) har kommunerne pligt til at tilrettelægge forebyggende

sundhedsordninger,

som kan bidrage til at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe gode

forudsætninger for en sund voksentilværelse. Indholdet i lov om forebyggende

sundhedsordninger rummer

nogle af

elementerne fra artikel 24 i FN’s Børnekonvention.

De forebyggende sundhedsordninger skal blandt andet

indeholde en særlig indsats, der specielt tager sigte på de svagest stillede

børn og unge. Det er op til den enkelte kommune at fortolke loven og

beslutte,

hvor mange ressourcer den vil bruge på sundhedsordningen. Derfor vil der

selvfølgelig også kunne være forskel på de forskellige kommuners

tilrettelæggelse af sundhedsordningerne. Det skattestop, der er pålagt

kommunerne, og regeringens afskaffelse af § 9 i lov om forebyggende

sundhedsordninger for børn og unge, der omhandler de kommunale

sundhedsredegørelser (jf. lov nr. 1210 af 27. december 2003), som

forslagsstillerne betragter som en nedprioritering af forebyggelsesindsatsen,

giver forslagsstillerne anledning til bekymring for, om den indsats, der ydes

over for de svagest stillede børn i sundhedsordningerne, er tilstrækkelig.

Forslagsstillerne er af den holdning, at en udbygning af

sundhedsordningen for de svagest stillede børn er helt nødvendig for, at vi

sikrer den tidlige og nødvendige indsats, som loven lægger op til, og som vi

ved er altafgørende, for svigt i de tidligste måneder og år følger et

menneske

resten af livet. Mange kommuner har organiseret sig således, at det i barnets

allerførste måneder er en sundhedsplejerske, der er i kontakt med barnet.

Sundhedsplejersken er derfor en af de første, der er uddannet til og har

mulighed for at konstatere, hvorvidt barnet trives og udvikles normalt, og

som

kan konstatere, om der findes en ophobning af risikofaktorer i hjemmet, der

er

til skade for barnet. Ifølge SFI’s forskning i den negative sociale arv

og forskningsoversigten

»Anbringelse af børn uden for hjemmet« (Socialforskningsinstituttet, 2003)

viser undersøgelser af anbragte børns sociale baggrund, at der i hjemmene har

været en ophobning af risikofaktorer, og at en begrænsning af risikofaktorer

er

nødvendig for, at børn kan få den fornødne omsorg derhjemme og derved blive

boende.

Sundhedsplejersken er i en optimal position til at yde

støtte til de forældre, der ikke kan eller vil tage ordentligt hånd om deres

barn, fordi sundhedsplejersken kommer i hjemmet og kender både forældre og

børn, og fordi hun (det er oftest en kvinde) i langt de fleste hjem er en

velkommen gæst. I familier, hvor barnet ikke får den fornødne omsorg, bør

sundhedsplejersken have ressourcer til at tilbringe ekstra timer, eventuelt

fuld

tid, i en kortere periode, så barnets og familiens første tid sammen bliver

optimal. Sundhedsplejerskens arbejde skal bidrage til kommunens samlede

tværfaglige indsats, hvis sigte er at nedbringe den samlede mængde af

risikofaktorer i barnets liv. Vigtigt er det for at bevare det gode forhold

mellem forældrene og sundhedsplejersken, at sundhedsplejerskens opgaver ikke

udvikler sig til myndighedsudøvelse, men bliver opfattet som omsorg for

barnet

og engagement i familiens trivsel og altså ikke opfattes som en trussel mod

eller fordømmelse af forældrene.

Ad 2. Daginstitutioner

Mulighederne for en øget indsats fra sundhedsplejerskernes

side kan ikke stå alene, når det gælder om at bryde den negative sociale arv.

Socialforskningsinstituttet (SFI) har undersøgt, hvad der findes af

internationale og danske forskningsresultater om, hvad dagtilbud betyder for

børn: »Effekter af dagpasning« (arbejdspapir, Socialforskningsinstituttet,

2002:18). Der findes meget få danske undersøgelser på området. Det er i og

for

sig paradoksalt, når man tænker på, at institutionerne har stor betydning for

børnenes udvikling og lægger beslag på meget store samfundsmæssige

ressourcer.

Dækningsgraden for de 3-5-årige i Danmark er i dag på 94 pct.

SFI-undersøgelsen viser, at typen af dagtilbud ikke spiller

den afgørende rolle, men det gør derimod kvaliteten – se i øvrigt

»Daginstitutioner for alle«

(BUPL,

Appendiks, 2002). De udenlandske undersøgelser, som SFI har kigget nærmere

på,

viser, at velkvalificeret personale og gode normeringer i førskolealderen kan

styrke kompetencer, der kan give børnene et løft i skolen og senere slå

positivt igennem ved f.eks. uddannelsesvalg, erhverv, selvforsørgelsesgrad

m.v.

Omvendt viser afdækningen af de udenlandske undersøgelser

også, at dårlige normeringer, store børnegrupper, for lidt plads og ringe

pædagogisk kompetence hos personalet spiller negativt ind på børnenes

udviklingsmuligheder.

Som led i VK’s udspil om den sociale arv har

Socialministeriet bestilt et arbejdspapir fra SFI om daginstitutionernes

betydning i arbejdet for at bryde den negative sociale arv: »Vidensopsamling

om

social arv« (redigeret af Niels Ploug. Socialministeriet, 2003)

.

SFI’s nye arbejdspapir understreger og

udbygger de konklusioner, som man fandt frem til i forbindelse med førnævnte

undersøgelse.

International forskning peger med andre ord entydigt på, at

den samfundsinstitution, der mest effektivt m.v. kan være med til at bryde

den

negative sociale arv, er daginstitutionen, vel at mærke hvis denne er præget

af

kvalitet og engagerede pædagoger med en høj faglighed m.v.

Ad 3 og 4. Pasningsgaranti og institutionsret

Forslagsstillerne vil pege på, at de uheldige sociale

konsekvenser af afskaffelsen af det såkaldte anciennitetsprincip kan

»udlignes«, hvis de kommuner, der i dag ikke har en reel pasningsgaranti,

indfører en sådan.

Dertil kommer, at der eksisterer store sociale skævheder i

brugen af dagtilbud, idet der er meget markante forskelle i brugen af

daginstitutioner og dagpleje. De forældre, der er mindst tilbøjelige til at

»vælge« pædagogiske institutionstilbud eller kommunal dagpleje, er

forældre med kort eller ingen uddannelse, forældre med lav indkomst og

forældre, der er arbejdsløse. Hertil kommer, at forældre, der er indvandrere

eller efterkommere af indvandrere, i markant lavere grad vælger de

pædagogiske

og pasningsmæssige dagtilbud, som samfundet stiller til rådighed.

Tabel - Andel af børn i dagtilbud fordelt på

forældrenes socioøkonomiske forhold, 1999 og 2000 (pct.)

Børn af forældre med ...

3-5-årige

1-2-årige

Lang videregående uddannelse

95,0

84,5

Grundskole som højeste uddannelse

87,4

70,0

Høj indkomst (4. kvartil)

95,7

85,6

Lav indkomst (1. kvartil)

82,3

65,3

Lønmodtagere på højeste niveau

95,9

85,2

Arbejdsløse

88,7

67,6

Andre udenfor beskæftigelse

86,0

68,3

Indvandrere

77,4

49,4

Efterkommere

81,0

50,3

Gennemsnit i alt

92,5

78,4

Gennemsnit ekskl. indvandrere og efterkommere

93,8

81,6

Kilde: Danmarks Statistik (2002); Børns levevilkår, tabel

5.2.2-5.2.6, s. 105ff.

For alle de sidstnævnte grupper gælder det, at samfundet i

almindelighed karakteriserer netop disse grupper som enten socialt udsatte og

truede eller som for lidt integrerede i samfundet som helhed og på

arbejdsmarkedet i særdeleshed. Samlet set er der altså tale om betydelig

social

skævhed i børnefamiliernes brug af det velfærdsgode, daginstitutionerne

udgør.

På den baggrund er det forslagsstillernes opfattelse, at

der skal indføres en egentlig institutionsret for de 3-9-årige.

Ad 5. Økonomiske ressourcer

Forslagsstillerne vil samtidig pege på, at en langsigtet

strategi for at bryde den negative sociale arv via en forstærket tidlig

forebyggende indsats på længere sigt må forventes at være en samfundsmæssig

rentabel investering.

Ifølge betænkningen »Udfordringer og muligheder – den

kommunale økonomi frem mod 2010« (Finansministeriet, Amtsrådsforeningen og

KL,

2002) er udgifterne til specialforanstaltninger vokset med 35 pct. fra 1995

til

2000, svarende til en stigning på 6-7 pct. om året. Og antallet af anbragte

børn og unge er steget med knap 20 pct. de seneste 3 år. I 2000 var der ca.

12.500 anbringelser i aldersgruppen under 18 år, svarende til godt 1,0 pct.

af

alle børn og unge. Det er et historisk højt niveau, særlig hvis der tages

højde

for, at der er blevet færre børn i de aldersgrupper, hvor

anbringelsesniveauet

er højest. Dertil kommer et tilsvarende billede med hensyn til væksten i

behovet for specialundervisning i folkeskolen.

Den nærmest eksplosive stigning i specialforanstaltningerne

mere end antyder dermed også, at det ud fra en samfundsøkonomisk betragtning

–

såvel som menneskeligt – er fornuftigt at fokusere mere målrettet på,

hvordan

daginstitutionerne kan være med til at bryde de uheldige konsekvenser af den

negative sociale arv.

Samlet set er der med andre ord god fornuft og økonomi i at

sætte ind over for den negative sociale arv i vuggestuerne og børnehaverne.

Det

handler i bund og grund om at sætte ind forebyggelsesmæssigt, før de mindre

problemer bliver til større problemer, der kræver massiv involvering af de

sociale instanser og i værste fald mangeårige store udgifter for det

offentlige.

6. Forældreinddragelse og opsøgende aktiviteter

I forhold til denne forskningsbaserede viden finder

forslagsstillerne det paradoksalt, at den kvalitetsmæssige udvikling på

daginstitutionsområdet gennem mange år har været under pres. BUPL og PMF har

i

en analyse af udviklingen siden 1990 påvist følgende i »Notat om børnetal,

daginstitutioner og kommunaløkonomi «

(2003,

PMF og BUPL):

–

I perioden 1990-2002

er næsten 70.000 børn merindskrevet uden personaledækning. Der mangler

populært

sagt ca. 8.000 pædagoger, hvis normeringerne skulle svare til niveauet i

1990.

–

I kroner og øre

manglede der i 2002 ca. 2,3 mia. kr. (2002-priser), hvis enhedsomkostningerne

skulle svare til niveauet i 1990.

–

Hertil kommer de

mange ekstra administrative opgaver, som de ansatte i daginstitutionerne

siden

1990 er blevet pålagt, og som er gået fra tiden med børnene.

–

Børnetallet i Danmark

er faldende. Men børnetallet i daginstitutioner stiger fortsat og er større

end

nogensinde som følge af stigende dækningsgrader.

–

Arbejdstilsynets

rapport fra 2003 viser, at næsten halvdelen – 44 pct. – af

daginstitutionerne

fik den dårligste karakter, som Arbejdstilsynet arbejder med.

Forslagsstillerne finder på den baggrund, at Folketinget

gennem en række målrettede initiativer bør vende udviklingen på

daginstitutionsområdet, således at daginstitutionerne får et bedre grundlag

for

arbejdet med socialt udsatte børn, børn i almindelighed samt forældre til

udsatte børn.

Sidstnævnte er der eksempelvis gode erfaringer med i

Børnenes Hus i Randers, hvor pædagogerne både tager sig af

børnene og deres forældre. Både forældrene og

pædagogerne fremhæver, at det er en kæmpefordel, at børne-forældre-arbejdet

foregår i institutionen og ikke f.eks. gennem en sagsbehandler, fordi

pædagogerne er dem, der kender både børn og forældre bedst, og omvendt.

Skriftlig fremsættelse

Villy Søvndal

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om sundhedsplejens og daginstitutionernes rolle i

bekæmpelsen af den negative sociale arv.

(Beslutningsforslag nr. B 111).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter