Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af kulbrinteskatteloven og lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding (Ændringer af skattelovgivningen, som er lagt til grund for aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tillægsbetænkning afgivet af Skatteudvalget den 17. december
2003
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om
ændring af kulbrinteskatteloven og lov om ansættelse og opkrævning m.v. af
skat
ved kulbrinteindvinding
(Ændringer af skattelovgivningen, som er lagt til grund for
aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og
bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til
efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund)
[af skatteministeren (Svend Erik Hovmand)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 5. november 2003 og var til 1.
behandling den 12. november 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling
henvist
til behandling i Skatteudvalget. Udvalget afgav betænkning den 11. december
2003. Lovforslaget var til 2. behandling den 16. december 2003, hvorefter det
blev henvist til fornyet behandling i Skatteudvalget.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet
udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.
Sammenhæng med andre lov- og beslutningsforslag
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med beslutningsforslag nr. B
7 om indgåelse af aftalen af 29. september 2003 mellem økonomi- og
erhvervsministeren og A.P. Møller – Mærsk A/S og lovforslag nr. L 48 om
implementering af samme aftale, som har været behandlet i Det Energipolitiske
Udvalg. En række bilag til forslagene er således blevet parallelomdelt.
Optryk af bilag fra beslutningsforslag nr. B 7
Læs alt
og lovforslag nr. L 48 og L 62
Der har været ønske om optryk af et spørgsmål til økonomi- og
erhvervsministeren og dennes svar herpå samt et notat fra økonomi- og
erhvervsministeren. Spørgsmålet, svaret og notatet er på grund af de tre
forslags indbyrdes sammenhæng optrykt samlet som bilag til tilføjelsen til
betænkning over B 7. Det drejer sig om:
Bilag
2: Notat om kompensationsbestemmelsen i aftalen mellem A. P. Møller –
Mærsk og
staten om forlængelse af eneretsbevillingen i Nordsøen.
Bilag
3: Et af Det Energipolitiske Udvalgs spørgsmål til økonomi- og
erhvervsministeren ad L 48 og dennes svar herpå.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget
stillet 4 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne
har besvaret.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Indstillinger
Et
flertal
i udvalget
(V, S, DF, KF, RV og KD) indstiller lovforslaget til
vedtagelse
i den affattelse, hvori det foreligger efter 2.
behandling.
Et
mindretal
i
udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til
forkastelse.
Politiske bemærkninger
Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative
Folkeparti
Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis
medlemmer af udvalget bemærker, at økonomi- og erhvervsministeren siden
indgåelsen af aftale af 29. september 2003 med bevillingshaverne i henhold
til
eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af
kulbrinter
i Danmarks undergrund har fremlagt detaljerede oplysninger om aftalen,
herunder
ikke mindst om økonomien i aftalen.
I forbindelse med udvalgsbehandlingen af beslutningsforslag nr.
B 7 og lovforslagene nr. L 48 og L 62 er der indtil videre besvaret mere end
250 spørgsmål fra henholdsvis Det Energipolitiske Udvalg og Skatteudvalget.
En
stor del af disse spørgsmål har drejet sig om økonomien i aftalen. I lyset af
bl.a. vismændenes tidligere bemærkninger om økonomien i Nordsøaftalen har
økonomi- og erhvervsministeren fremlagt et samlet notat om samfundsøkonomien
i
Nordsøaftalen, som også er oversendt til Folketinget. Vismand Jørgen Birk
Mortensen har siden udtalt til Ritzau: »Det er en nyttig sammenfatning, som
bidrager til et forbedret overblik med henblik på den politiske
vurdering,...«.
Herudover har økonomi- og erhvervsministeren oversendt et notat,
»Rentabilitetsanalyser af olie- og gasaktiviteterne i den danske del af
Nordsøen«, til Folketinget. Økonomi- og erhvervsministeren har ligeledes i
»Redegørelse til Folketinget vedrørende Nordsøen« præsenteret aftalens
hovedelementer
samt vurderinger af aftalens økonomiske virkninger. Endelig har økonomi- og
erhvervsministeren og skatteministeren i forbindelse med samråd besvaret
spørgsmål vedrørende bl.a. økonomien i aftalen.
For så vidt angår de detaljerede, skriftlige besvarelser til
udvalgene, har økonomi- og erhvervsministeren bl.a. fremlagt grundoplysninger
om rentabilitet samt forudsætninger vedrørende olieproduktion, gasproduktion,
driftsomkostninger, investeringer, inflation, oliepris, gaspris, dollarkurs
og
diskonteringsrente i hvert år 2004-42, jf. bl.a. økonomi- og
erhvervsministerens besvarelse af spørgsmål 15, 42 og 67 fra Det
Energipolitiske Udvalg. Disse oplysninger kan benyttes i beregninger af
økonomien i aftalen.
Herudover har økonomi- og erhvervsministeren i de mange
besvarelser til Det Energipolitiske Udvalg og Skatteudvalget vist detaljerede
beregningsresultater for økonomien i aftalen også under alternative
forudsætninger. Det er ikke muligt at udlevere fortrolige skatteoplysninger
om
de enkelte selskaber. Disse oplysninger indgår i det regneark, der er brugt
til
at beregne de økonomiske konsekvenser af aftalen. Derfor har regnearket ikke
kunnet udleveres, men Folketinget har modtaget alle de relevante samlede
resultater for staten og DUC.
Det er på den baggrund Venstres, Dansk Folkepartis og Det
Konservative Folkepartis vurdering, at den samlede mængde oplysninger og
grunddata stillet til rådighed for Folketinget giver et godt grundlag for at
vurdere konsekvenserne af aftalen. Venstre, Dansk Folkeparti og Det
Konservative Folkeparti finder derfor Socialdemokratiets bemærkninger om
manglende økonomiske baggrundsoplysninger urimelige.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget vil herudover pointere,
at beslutningsforslaget om aftalen af 29. september 2003 mellem økonomi- og
erhvervsministeren og A.P. Møller – Mærsk (B 7), undergrundsloven (L 48)
og
kulbrinteskatteloven (L 62) skal ses i sammenhæng, både med hensyn til det
politiske indhold og det merprovenu, som komplekset indebærer.
Dansk Folkeparti lægger i den forbindelse vægt på økonomi- og
erhvervsministerens udtalelse om, at »Det ville næppe være muligt gennem en
aftale, at opnå en så væsentlig ændring i fordelingen af overskuddet fra
aktiviteterne i Nordsøen mellem staten og DUC uden
kompensationsbestemmelsen«,
jf. B 7 – bilag 148.
Det vil sige, at uden kompensationsbestemmelsen ville der ingen
aftale (B 7) være, og dermed intet merprovenu til staten i en uoverskuelig
tid
fremover, hvilket ville have haft store negative samfundsøkonomiske
konsekvenser
til følge.
Det skal derfor stå helt klart, at Dansk Folkeparti finder, at
en politisk tilslutning til beslutningsforslag nr. B 7 er en forudsætning for
at tage et ansvar for og få indflydelse på de aktiviteter, der fremover skal
være i Nordsøen på olie- og gasområdet.
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti
Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget bemærker, at udvalgsarbejdet mellem 2. og 3. behandling af
lovforslag
nr. L 48 og L 62 ikke har ændret, men bestyrket de to partiers beslutning om
at
sige nej til Nordsøaftalen: Det vil sige, at Socialdemokratiet stemmer nej
til
B 7, men ja til L 48 og L 62, og at Socialistisk Folkeparti stemmer nej til
både B 7, L 48 og L 62.
Økonomi- og erhvervsministeren har afleveret en redegørelse om
den særlige kompensationsbestemmelse i den forlængede koncessionsbevilling.
Til
den redegørelse har Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti følgende
kommentarer:
Regeringens notat af 17. december 2003 om
kompensationsbestemmelsen efterlader på flere områder læseren med et uklart
billede af aftalens konsekvenser i forhold til det, der er afdækket gennem de
mange besvarelser i udvalgene.
Det fremgår ikke på nogen måde, at aftalen er så ekstraordinær,
at der ikke kan findes noget fortilfælde i noget andet vestligt land, hvilket
ellers klart fremgik af eksperthøringen i Folketinget den 9. december 2003.
Det fremgår ikke, at Folketinget gennem ændringer i gældende
skatteregler kunne opnå tilsvarende samfundsmæssige gevinster frem til 2012
uden en kompensationsaftale. Regeringen har under udvalgsbehandlingen
bekræftet, at vore olieproducerende nabolande – Norge, England og
Holland –
flere gange har ændret deres skatteregler med virkning for eksisterende
koncessionshavere. På den baggrund forekommer regeringens påstand om, at:
»Det
næppe ville være muligt gennem en aftale at opnå en så væsentlig ændring i
fordeling af overskuddet fra aktiviteterne i Nordsøen mellem staten og DUC
uden
kompensationsbestemmelsen« at være en forkert påstand. Regeringen havde et
massivt flertal bag sig i Folketinget til at sikre det danske samfund sin
rimelige andel af værdierne fra Danmarks undergrund – et flertal, som
også var
indstillet på at gennemføre skatteændringer med omgående virkning, såfremt
det
ikke var muligt at opnå et tilfredsstillende forhandlingsresultat.
Bestemmelsen om, at DUC skattemæssigt skal »behandles som
gennemsnittet af erhvervslivet«, indebærer, at det er højst usikkert, om det
danske samfund vil opnå at få sin forudsatte del af værdierne i den danske
undergrund. DUC er ikke en gennemsnitlig virksomhed, men den »entreprenør«,
som
har fået koncession på at indvinde de værdier, som findes i dele af den
danske
undergrund. Regeringens egne forudsætninger er eksempelvis, at DUC vil opnå
en
nettogevinst på 59 mia. kr. efter omkostninger og skat frem til 2012 ved at
forestå denne indvinding for det danske samfund. Det forekommer ikke
rimeligt,
hvis denne nettogevinst yderligere skal øges, såfremt Danmark bliver
»tvunget«
til at sænke den generelle selskabsbeskatning.
Det fremgår ikke på nogen tydelig måde af notatet, at selv
lukning af huller eller opretning af utilsigtede virkninger af
kulbrintebeskatningen kan medføre krav om kompensation, som det klart fremgik
af et åbent samråd med skatteministeren under udvalgsbehandlingen. Notatet
efterlader et direkte misvisende billede af de ekspertudtalelser, der fremkom
under Folketingets høring den 9. december 2003. Alle de indbudte
skatteeksperter udtrykte – endog meget klart – at ingen kunne
forudse
udviklingen på skatteområdet de næsten 40 år ud i fremtiden, og advarede
direkte imod en bestemmelse, som bandt Folketinget på den måde, som
kompensationsbestemmelsen vil gøre i de kommende mange år.
Notatet er direkte misvisende, når man sammenligner
kompensationsbestemmelsen med »tilbageføring af CO
2
-afgiften og
pesticidafgiften til erhvervslivet«. Disse afgifter tilbageføres ikke til de
konkrete virksomheder, som har betalt afgiften. Der er heller ikke tale om
juridiske bindinger på kommende Folketing i forhold til at ændre på
afgifterne
eller den generelle tilbageføring til erhvervslivet.
Det er direkte forkert, når det fremgår af notatet, »...at det
blev aftalt under den tidligere regering, at off-shore sektoren specifikt er
undtaget fra CO
2
-afgift«. Der eksisterer ikke nogen former for aftalemæssige
eller juridiske bindinger for CO
2
-afgiften i forhold til
koncessionshaverne i Nordsøen.
Det er misvisende, når man i notatet indikerer, at der kun kan
blive tale om kompensation, såfremt »marginalskatten bliver større end 73
pct.«. Kompensationsbestemmelsen, som den er afdækket under
udvalgsbehandlingen, vil i en række situationer kunne medføre krav om
kompensation, selv om formålet alene er at fastholde den forudsatte
marginalbeskatning på 73 pct.
Det fremgår derimod ret tydeligt af notatet, at de
juridisk/tekniske muligheder for at foretage ændringer uden at blive mødt med
krav om kompensation er næsten ikkeeksisterende. Aftalen indeholder ingen
genforhandlingsklausul, men alene muligheden for at spørgsmål og problemer
kan
»gøres til genstand for
forhandlinger mellem parterne«. Kompensationsbestemmelsen indebærer, at
staten
vil være den svage part i sådanne forhandlinger, da DUC hver gang kan svare
med
kravet om, at staten skal betale kompensation.
Endelig er det meget betænkeligt, at det ikke under
udvalgsbehandlingen har været muligt at få nogen form for billede af, hvilke
konsekvenser aftalen vil få for øvrige koncessionshavere, hvis de vælger at
benytte muligheden for en lignende løsning. Herunder har det især været
umuligt
at få et billede af, hvordan kompensationsaftalen vil virke for øvrige
koncessionshavere. Det er på denne baggrund ekstra betænkeligt, at
forhandlinger
med den ene store koncessionshaver skal danne grundlag for alle øvrige, som
ikke har haft lejlighed til egne forhandlinger. Helt uacceptabelt bliver det,
når regeringen under udvalgsbehandlingen har meddelt, at de eksisterende
skatteregler for øvrige koncessionshavere er gennemhullede og åbne for
skattetænkning. Derfor vil et flertal blive nødsaget til at ændre disse
regler,
såfremt ikke alle frivilligt vælger at tilslutte sig det nye regelsæt for
kulbrintebeskatning.
Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne
Det
Radikale Venstres og Kristendemokraternes medlemmer af udvalget bemærker, at
der med regeringens redegørelse om Nordsøaftalen, de 250 spørgsmål fra Det
Energipolitiske Udvalg og Skatteudvalget, den offentlige høring, de to
opfølgende notater om henholdsvis samfundsøkonomien og
kompensationsbestemmelsen i Nordsøaftalen samt diverse samråd og debatter i
Folketinget er opnået en god platform for den endelige politiske
stillingtagen
om Nordsøaftalen.
Det
tilgængelige materiale og den medfølgende debat har bekræftet Det Radikale
Venstre og Kristendemokraterne i, at der er tale om en god aftale, der sikrer
en stabil indvinding af ressourcerne i den danske del af Nordsøen, og som
giver
staten en betydeligt større og mere robust del af overskuddet. Partierne
hæfter
sig særligt ved, at det under debatten er blevet bekræftet, at staten med
kompensationsaftalen ikke har fraskrevet sig sin ret til generel beskatning,
og
at staten har flere muligheder for at åbne for en genforhandling af aftalen,
hvis forudsætningerne for aftalen skulle ændre sig væsentligt. På denne
baggrund kan Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne fortsat støtte den
indgåede aftale og de medfølgende love.
Enhedslisten
Enhedslistens medlem af udvalget må konstatere, at det efter en
gennemgang af de sidste besvarelser og af notatet om
kompensationsbestemmelsen
i regeringens aftale med A.P. Møller – Mærsk forsat er uforsvarligt at
sige ja
til aftalen og de dertil hørende lovændringer. Det er ikke blevet tydeligere,
hvad rækkevidden af den såkaldte kompensationsbestemmelse er, og dermed er
det
heller ikke tydeligt, hvad rækkevidden af aftalen er. Ikke mindst er det
uklart, hvordan det nuværende eller et fremtidigt Folketings muligheder for
at
beskatte DUC vil være – selv i situationer, hvor et generelt
skatteinstrument
anvendes for at kompensere for nedsat selskabsskat.
Det forhold, at økonomi- og erhvervsministeren og
skatteministeren i svar på henholdsvis spm. 8 til L 48 og spm. 111 til L 62
har
oplyst, at A.P. Møller – Mærsk ikke har været konsulteret omkring svar
på
spørgsmål vedrørende aftalen, sætter aftalen i et perspektiv, hvor man må
forudse en mængde voldgiftsager om fortolkninger af en lang række elementer i
aftalen, hvilket Enhedslisten finder meget uheldigt.
Nogle forhold er dog blevet afsløret. Skulle man komme i den
situation i 2008, at olieprisen blev fordoblet, da ville man ifølge
redegørelsen om kompensationsbestemmelsen med en kulbrinteskat på 90 pct.
kunne
opnå 10 mia. kr. mere for hele forløbet plus selvfølgelig den af den
almindelige beskatning følgende ekstra indtægt – der mangler bare at
stå, at
DUC i samme periode vil få et merprovenu på omkring 80 mia. kr.
Regeringen vil så gerne vise, at den har lavet en god aftale med
A.P. Møller – Mærsk og DUC. Men det er tydeligvis ikke så nemt at vise,
når der
skal svares på spørgsmål om aftalens konsekvenser: Forudsætninger for
beregninger gemmes væk med henvisning til forretningshemmeligheder,
regeringen
bruger modstridende argumenter, som de nu bedst passer til de enkelte
spørgsmål,
og nøgletal i beregningerne ændres, hvis det findes det nødvendigt.
I det følgende vil vi gennemgå åbenlyse manipulationer, som vi
finder, regeringen har anvendt.
Stigende fortjeneste til A.P. Møller – Mærsk og
DUC trylles om til et fald – 1
Regeringen siger meget åbenhjertigt, at A.P. Møller – Mærsk og
DUC har tjent for meget og betalt for lidt i skat til samfundet. Derfor skal
beskatningen strammes.
Økonomi- og erhvervsministeren skrev således i sin Redegørelse
til Folketinget vedrørende Nordsøen, side 5: »I dag har man langt højere
kendskab til ressourcerne i den danske del af Nordsøen, end da
eneretsbevillingen blev tildelt i 1962, hvilket taler for en lavere
risikopræmie til de involverede selskaber i fremtiden.«
Risikopræmien er den del af fortjenesten, der ligger ud over
den, man risikofrit kan opnå ved f.eks. at investere i en statsobligation,
altså en betaling for den risiko, selskabet løber ved at gennemføre en given
investering. Det er klart, at jo mindre risiko, der er ved en investering, jo
mindre krav til den forventede risikopræmie vil en virksomhed stille, og jo
mindre risikopræmie skal samfundet naturligvis acceptere at betale for at få
olien pumpet op.
Dette er klart selv for regeringen, men problemet er, at
regeringens egne beregninger viser, at ikke alene har A.P. Møller –
Mærsk og
DUC de sidste 40 år fået en risikopræmie, der er næsten dobbelt så høj som
olieindustrien generelt. Regeringens aftale med A.P. Møller – Mærsk og
DUC
medfører, at deres risikopræmie vil stige de næste 40 år – helt i
modstrid med
det, regeringen selv siger, er rimeligt:
Risikopræmie i
Olieindustrien som gennemsnit:
3
pct.
A.P. Møller – Mærsk og DUC i perioden 1962 til 2003
5
pct.
A.P. Møller – Mærsk og DUC i perioden 2003 til 2042
7
pct.
Derfor har regeringen nu fremlagt et manipuleret regnestykke,
jf. B 7 – svar på spm. 106. Man laver simpelt hen en ny beregning, hvor
man
tager de år ud (1962 til 1981), hvor forrentningen og risikopræmien har været
mindst. Så kan man selvfølgelig nemt få et højere tal – i dette tilfælde
8 pct.
for perioden 1983 til 2003 – og derefter sige, at der sker et fald til 7
pct. i
perioden 2004 til 2042.
Det er ren manipulation og useriøst, men trods dette er
regeringens egne beregninger afslørende. Med aftalen accepterer regeringen,
at
A.P. Møller – Mærsk og DUC får en risikopræmie på 7 pct. mod
oliebranchens
gennemsnit på 3 pct., selv om risikoen i realiteten er nul. Olien er fundet
og
omkostningerne ved at hente den op er kendt – i hvert fald af A.P.
Møller –
Mærsk og DUC, der har en langt større viden om olieforekomsterne end
myndighederne. Også i den forbindelse er det en katastrofe, at staten ikke
deltager i koncessionen, som den gør det i alle andre koncessioner, og først
kommer til at gøre det fra 2012. Derfor ved den danske stat væsentligt mindre
om undergrunden sammenlignet med A.P. Møller – Mærsk, Shell og Texaco.
Stigende fortjeneste trylles om til et fald – 2
Regeringen prøver at vise, at der er indgået en aftale, der er
byrdefuld for A.P. Møller – Mærsk og DUC, og som kan forsvare, at staten
accepterer at binde Folketing og regeringer i 39 år: »Uden sikkerhed i form
af
en kompensationsaftale ville DUC ikke have påtaget sig så byrdefulde vilkår,
som aftalen om forlængelse af eneretsbevillingen indebærer«, jf. L 62 –
svar på
spm. 42.
Problemet for regeringen er bare, at aftalen ikke er byrdefuld,
tværtimod. A.P. Møller – Mærsk og DUC har udsigt til en merfortjeneste
på mange
mia. kr. og en forrentning, der er højere end forrentningen fra 1962 til
2003.
DUC forventes at have en bogført værdi ultimo 2003 på 30 mia.
kr. Tages dette som udgangspunkt, viser regeringens beregninger følgende
resultat, jf. L 62 – svar på spm. 54:
Gennemsnitlig årlig forrentning (realt) fra 1962 til
2003: 10,4 pct.
Gennemsnitlig årlig forrentning (realt) fra 2004 til
2042: 26,1 pct.
(i
det såkaldte middelscenarium).
Der er altså tale om langt mere end en fordobling af
forrentningen.
Et så stor stigning i A.P. Møller – Mærsks og DUC’s forrentning
turde regeringen naturligvis ikke offentliggøre. Derfor skriver man simpelt
hen, at DUC’s værdi ultimo 2003 er på 60 mia. kr. – altså det
dobbelte af, hvad
DUC selv bogfører – og efter den manøvre kan man fremvise en beregnet
realforrentning
på ca. 10 pct., hvilket er en anelse under de 11 pct., der med samme
forudsætning
(en værdi på 60 mia. kr.) er opnået for perioden 1962 til 2003. Det er en
rendyrket manipulation.
Og uanset om man tager udgangspunkt i en værdi på 30 eller på 60
mia. kr., er stort set hele beløbet betalt af indtjeningen fra 1962 til 2003,
lige som alle nødvendige investeringer og driftsomkostninger fra 2004 til
2042
er betalt i de regnestykker, der præsenteres. Den reelle forrentning er
således
langt over de nævnte 26 pct.
En fortjeneste på op til 170 mia. kr. bliver
til 12 mia. kr.
På spørgsmål 1 til B 7 om det samlede overskud, hvis
olieproduktionen kommer op på det såkaldte høje scenarium, og med en
oliepris,
der tager udgangspunkt i det dagsaktuelle niveau, svarer regeringen, at det
samlede provenu for perioden 2004 til 2042 vil udgøre ca. 490 mia. kr.
(2003-kr.), hvoraf staten vil modtage ca. 320 mia. kr. Der vil således være
ca.
170 mia. kr. til DUC efter skat, efter at alle udgifter til investeringer og
drift er betalt.
Et sådant tal har regeringen ikke lyst til at oplyse. Da
Folketinget spørger om, hvilken værdi forlængelsen af koncessionen forventes
af
at have for DUC, fremkommer man med det beskedne svar: 12 mia. kr., jf. B 7
–
svar på spm. 21. Her er der regnet med en lavere oliepris, en lavere
olieproduktion,
og der er sket en såkaldt omregning til nutidsværdi, hvor der ikke alene er
modregnet for inflation, men også for den forrentning, der kunne være opnået
ved at placere pengene i f.eks. statsobligationer. Omregningen til
nutidsværdi
giver et langt lavere tal, end når der regnes i faste priser.
Alle regeringens sammenligninger bygger på et
falsk grundlag – 1
Fundamentet i alle regeringens beregninger er en sammenligning
mellem skatteindtægter med eller uden en aftale – hvor der »uden aftale«
er
regnet med helt uændrede skatteregler, altså ingen stramning af
kulbrinteskatten. Netop denne antagelse får regeringens sammenligninger
mellem
aftalen og de gældende regler til at vippe til fordel for aftalen, men den er
helt hen i vejret.
I sin argumentation for aftalen kritiserer regeringen den
eksisterende kulbrinteskat. Derfor skal den naturligvis ændres under alle
omstændigheder, aftale eller ej.
Det kan allerede ske nu, fordi staten generelt står frit til at
ændre skatteregler eller indføre nye, og regeringen har en forpligtelse til
at
ændre en skat, som den har konstateret ikke virker efter hensigten.
Og det er – ikke mindst efter regeringens egen kritik af
kulbrinteskatten – helt utænkeligt, at et udbud af retten til at
efterforske og
indvinde olie efter 2012 ikke vil ske på ændrede vilkår.
Derfor er det direkte vildledende at lave alle sammenligninger
mellem aftalen og en alternativ situation ud fra den forudsætning, at der
ikke
vil ske en ændring af de gældende regler.
Alle regeringens sammenligninger bygger på et
falsk grundlag – 2
Fundamentet i alle regeringens beregninger er en sammenligning
mellem produktionen af olie med eller uden en aftale. Får A.P. Møller –
Mærsk
og DUC lov til at fortsætte, vil produktionen blive større, end hvis der sker
et skifte af operatør, er argumentationen.
Med denne antagelse ses der bort fra 3 vigtige forhold:
Med den gældende undergrundslov har staten instrumenter
til at regulere produktionen på en måde, så spild af råstoffer undgås, og
staten kan regulere indvindingen, hvis der er tungtvejende samfundsmæssige
hensyn, der gør det nødvendigt. Derfor kan staten sikre en optimal produktion
også ved et operatørskifte, især hvis valget af en anden operatør sker i
rimelig tid før 2012.
Da det både før 2012 og efter 2012 af regeringen
antages, at der vil være en højere produktion, hvis der sikres en ordentlig
planlægning, vil der være gode økonomiske incitamenter til en sådan
planlægning, uanset om den foregår i en situation, hvor den samme operatør
fortsætter, eller det skal ske i et samarbejde mellem den nuværende og en ny
operatør. Staten kan – jf. punkt 1 – presse på for at sikre et
sådant
samarbejde.
Endelig kan det forventes, at A.P. Møller – Mærsk og
DUC på grund af deres forhåndskendskab vil stå stærkt til at vinde et
eventuelt
udbud. I den situation vil der heller ikke ske et produktionstab, særligt
ikke
hvis udbuddet gennemføres i god tid.
Der er således ingen grund til at tillægge spørgsmålet om et
eventuelt operatørskifte så afgørende en betydning, som der gøres i
regeringens
argumentation for en aftale.
Man bruger argumenterne, som man vil
Kulbrinteskatten virker ikke, siger regeringen med god ret.
Ifølge regeringen kommer der ikke penge ind fra kulbrinteskatten, fordi
olieselskaberne uden en aftale kan investere sig ud af denne skat.
Samtidig siger regeringen, at uden en aftale vil investeringerne
og produktionen af olie falde.
Det er indlysende, at begge udsagn ikke kan opfyldes på samme
tid.
Investerer selskaberne for at få kulbrinteskatten til at falde,
vil produktionen stige, fordi en investering, der giver et afkast i form af
større olieproduktion, naturligvis vil være mere fordelagtig end
investeringer,
der ikke medfører en større produktion.
Og produktionen vil vokse til mere, end det er forudsagt af
regeringen, fordi den forventede produktion bygger på »almindelige«
investeringer og ikke ekstrainvesteringer med henblik på at eliminere en
kulbrinteskat.
Et forsøg på at investere sig ud af kulbrinteskatten vil derfor
øge produktionen og dermed øge det overskud, der skal betales kulbrinteskat
af.
Men denne klare sammenhæng har regeringen ikke medtaget i beregningerne af
aftalens konsekvenser.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på
tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer
i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
Lars Christian Lilleholt (V)
Peter Christensen (V)
Freddy Dam (V)
Kristian Jensen (V)
nfmd.
Mikkel Dencker (DF)
Colette L. Brix (DF)
Charlotte Dyremose (KF)
Else Theill Sørensen (KF)
Jann Sjursen (KD)
Erik Mortensen (S)
Henrik Sass Larsen (S)
Jacob Buksti (S)
Jens Peter Vernersen (S)
fmd.
Sophie Hæstorp Andersen (S)
Morten Homann (SF)
Anders Samuelsen (RV)
Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde
ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristendemokraterne (KD)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf
1 medlem valgt på Færøerne
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 62 omdelt efter
afgivelse af betænkning
162
Betænkning afgivet den 11/12-03
163
Kopi EPU: Betænkning afgivet den 11/12-03
164
Kopi EPU: Spm. 124 om, hvorfor staten ikke er partner fra
aftalens start, til økonomi- og erhvervsministeren
Kopi EPU: Spm. 125, om ministeren er enig med de
økonomiske vismænds betragtning, nemlig at olien tilhører samfundet m.v., til
økonomi- og erhvervsministeren
Kopi EPU: Spm. 126, om DUC skal være et dansk
indregistreret selskab, til økonomi- og erhvervsministeren
Kopi EPU: Spm. 127 om, hvorfor undtagelsen i § 2, stk. 2,
i aftalen om kompensation ikke er fundet tilstrækkelig, til økonomi- og
erhvervsministeren
Kopi EPU: Spm. 128 om oversendelse af den korrespondance
m.v., der har været med DONG i forbindelse med aftalen om Nordsøolien, til
økonomi- og erhvervsministeren
165
Svar på spm. 104 om en bekræftelse på, at Kammeradvokaten
kan tilslutte sig den fortolkning af kompensationsaftalen, som kommer til
udtryk i besvarelsen af spørgsmål 12 b, fra skatteministeren
Svar på spm. 105 om en uddybning af svaret på spm. 98,
fra skatteministeren
166
Svar på spm. 106 om uddybende spørgsmål om
ændringsforslaget om værn mod kulbrintevirksomheders indkomstflytninger, fra
skatteministeren
167
Svar på spm. 107 om overtrædelse af transfer
pricing-reglerne, fra skatteministeren
Svar på spm. 108 om at oversende korrespondance m.m., der
har været med DONG i forbindelse med indgåelsen og behandlingen af aftalen om
Nordsøolien, fra skatteministeren
168
Kopi EPU: Betænkning afgivet den 11/12-03
169
1. udkast til tillægsbetænkning
170
Spm. 109, om de kontrolmuligheder, der er i forhold til
transfer pricing, er de samme, som er gældende i forhold til multinationale
selskaber som f.eks. McDonald’s, til skatteministeren
Spm. 110 om kontrollen af kulbrintevirksomheder, til
skatteministeren
Spm. 111, om svarene vedrørende olieaftalen er afstemt
med koncessionshaveren A.P. Møller – Mærsk, til skatteministeren
Spm. 112 om, under hvilken form partiet Venstre blev
informeret under forhandlingerne om olieaftalen med A.P. Møller – Mærsk
og i
forbindelse med regeringens godkendelse af aftalen, til skatteministeren
171
Kopi EPU: Spm. 8, om ministerens svar vedrørende
olieaftalen er afstemt med koncessionshaveren A.P.Møller – Mærsk, til
økonomi- og erhvervsministeren
Kopi EPU: Spm. 9 om, under hvilken form partiet Venstre
blev informeret under forhandlingerne om olieaftalen med A.P. Møller –
Mærsk, til økonomi- og erhvervsministeren
172
Kopi EPU: Spm. 129, om ministerens valg af en
værdiansættelse på 60 mia. kr. skal opfattes som udtryk for, at DUC’s
forventede opgørelse på 30 mia. kr. ikke er retvisende, til økonomi- og
erhvervsministeren
Kopi EPU: Spm. 130 om, hvorfor det er korrekt at anvende
perioden 1982-2003 som udgangspunkt for at vurdere DUC’s risikopræmie,
til
økonomi- og erhvervsministeren
173
Svar på spm. 109, om de kontrolmuligheder, der er i
forhold til transfer pricing, er de samme, som er gældende i forhold til
multinationale selskaber som f.eks. McDonald’s, fra skatteministeren
Svar på spm. 110 om kontrollen af kulbrintevirksomheder,
fra skatteministeren
174
Supplerende svar på spm. 105 om en uddybning af svaret på
spm. 98, fra skatteministeren
175
Svar på spm. 111, om svarene vedrørende olieaftalen er
afstemt med koncessionshaveren A.P. Møller – Mærsk, fra skatteministeren
Svar på spm. 112 om, under hvilken form partiet Venstre
blev informeret under forhandlingerne om olieaftalen med A.P. Møller –
Mærsk
og i forbindelse med regeringens godkendelse af aftalen, fra skatteministeren
176
1. udkast til tillægsbetænkning over L 48
177
Kopi EPU: Svar på spm. 121 om oversendelse af de
beregninger, der ligger bag den i svaret på spm. 106 opgjorte risikopræmie
for perioden 1982-2003 m.v., fra økonomi- og erhvervsministeren
Kopi EPU: Svar på spm. 122 om beregninger for
risikopræmien for 2004-2042 med en terminalværdi ultimo 2003 på 30 mia. kr.,
fra økonomi- og erhvervsministeren
Kopi EPU: Svar på spm. 123 om opgørelse af risikopræmier
med 30 mia. kr. henholdsvis 60 mia. kr. som terminalværdi for perioden fra
2004 til henholdsvis 2010 m.v., fra økonomi- og erhvervsministeren
178
Kopi EPU: Notat om kompensationsbestemmelsen i aftalen
mellem A. P. Møller – Mærsk og staten om forlængelse af
eneretsbevillingen i
Nordsøen, fra økonomi- og erhvervsministeren
179
Kopi EPU: Svar på spm. 124 om, hvorfor staten ikke er
partner fra aftalens start, fra økonomi- og erhvervsministeren
Kopi EPU: Svar på spm. 125, om ministeren er enig med de
økonomiske vismænds betragtning, nemlig at olien tilhører samfundet m.v., fra
økonomi- og erhvervsministeren
Kopi EPU: Svar på spm. 126, om DUC skal være et dansk
indregistreret selskab, fra økonomi- og erhvervsministeren
Kopi EPU: Svar på spm. 127 om, hvorfor undtagelsen i § 2,
stk. 2, i aftalen om kompensation ikke er fundet tilstrækkelig, fra økonomi-
og erhvervsministeren
Kopi EPU: Svar på spm. 128 om oversendelse af den
korrespondance m.v., der har været med DONG i forbindelse med aftalen om
Nordsøolien,
fra økonomi- og erhvervsministeren
180
Kopi EPU: Svar på spm. 129, om ministerens valg af en
værdiansættelse på 60 mia. kr. skal opfattes som udtryk for, at DUC’s
forventede opgørelse på 30 mia. kr. ikke er retvisende, fra økonomi- og
erhvervsministeren
181
Kopi EPU: Svar på spm. 130 om, hvorfor det er korrekt at
anvende perioden 1982-2003 som udgangspunkt for at vurdere DUC’s
risikopræmie,
fra økonomi- og erhvervsministeren
182
Kopi EPU: 1. udkast til tilføjelse til betænkning
Lignende dokumenter
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Implementering af aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og A.P. Møller Mærsk A/S om efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund) Retsinformation · 21. juni 2004
- Skriftlig fremsættelse (5. november 2003) - L 62 Retsinformation · 5. november 2003
- Forslag til Lov om ændring af kulbrinteskatteloven og lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding (Ændringer af skattelovgivningen, som er lagt til grund for aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund) Retsinformation · 19. december 2003
- Tilføjelse til betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om indgåelse af aftale mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund Retsinformation · 23. juni 2004
- Forslag til Lov om ændring af kulbrinteskatteloven og lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding (Ændringer af skattelovgivningen, som er lagt til grund for aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevillingen af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund) Retsinformation · 5. november 2003
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Implementering af aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og A.P. Møller Mærsk A/S om efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund) Retsinformation · 21. juni 2004