Spring til indhold

Retsinformation

Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af kulbrinteskatteloven og lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding (Ændringer af skattelovgivningen, som er lagt til grund for aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund)

2003/1 TBL 62Tillægsbetænkning over lovforslagFolketinget21. juni 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tillægsbetænkning afgivet af Skatteudvalget den 17. december

2003

Tillægsbetænkning

over

Forslag til lov om

ændring af kulbrinteskatteloven og lov om ansættelse og opkrævning m.v. af

skat

ved kulbrinteindvinding

(Ændringer af skattelovgivningen, som er lagt til grund for

aftale af 29. september 2003 mellem økonomi- og erhvervsministeren og

bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til

efterforskning og indvinding af kulbrinter i Danmarks undergrund)

[af skatteministeren (Svend Erik Hovmand)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 5. november 2003 og var til 1.

behandling den 12. november 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling

henvist

til behandling i Skatteudvalget. Udvalget afgav betænkning den 11. december

2003. Lovforslaget var til 2. behandling den 16. december 2003, hvorefter det

blev henvist til fornyet behandling i Skatteudvalget.

Møder

Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet

udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.

Sammenhæng med andre lov- og beslutningsforslag

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med beslutningsforslag nr. B

7 om indgåelse af aftalen af 29. september 2003 mellem økonomi- og

erhvervsministeren og A.P. Møller – Mærsk A/S og lovforslag nr. L 48 om

implementering af samme aftale, som har været behandlet i Det Energipolitiske

Udvalg. En række bilag til forslagene er således blevet parallelomdelt.

Optryk af bilag fra beslutningsforslag nr. B 7

Læs alt

og lovforslag nr. L 48 og L 62

Der har været ønske om optryk af et spørgsmål til økonomi- og

erhvervsministeren og dennes svar herpå samt et notat fra økonomi- og

erhvervsministeren. Spørgsmålet, svaret og notatet er på grund af de tre

forslags indbyrdes sammenhæng optrykt samlet som bilag til tilføjelsen til

betænkning over B 7. Det drejer sig om:

Bilag

2: Notat om kompensationsbestemmelsen i aftalen mellem A. P. Møller –

Mærsk og

staten om forlængelse af eneretsbevillingen i Nordsøen.

Bilag

3: Et af Det Energipolitiske Udvalgs spørgsmål til økonomi- og

erhvervsministeren ad L 48 og dennes svar herpå.

Spørgsmål

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget

stillet 4 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne

har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Indstillinger

Et

flertal

i udvalget

(V, S, DF, KF, RV og KD) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

i den affattelse, hvori det foreligger efter 2.

behandling.

Et

mindretal

i

udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til

forkastelse.

Politiske bemærkninger

Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative

Folkeparti

Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis

medlemmer af udvalget bemærker, at økonomi- og erhvervsministeren siden

indgåelsen af aftale af 29. september 2003 med bevillingshaverne i henhold

til

eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af

kulbrinter

i Danmarks undergrund har fremlagt detaljerede oplysninger om aftalen,

herunder

ikke mindst om økonomien i aftalen.

I forbindelse med udvalgsbehandlingen af beslutningsforslag nr.

B 7 og lovforslagene nr. L 48 og L 62 er der indtil videre besvaret mere end

250 spørgsmål fra henholdsvis Det Energipolitiske Udvalg og Skatteudvalget.

En

stor del af disse spørgsmål har drejet sig om økonomien i aftalen. I lyset af

bl.a. vismændenes tidligere bemærkninger om økonomien i Nordsøaftalen har

økonomi- og erhvervsministeren fremlagt et samlet notat om samfundsøkonomien

i

Nordsøaftalen, som også er oversendt til Folketinget. Vismand Jørgen Birk

Mortensen har siden udtalt til Ritzau: »Det er en nyttig sammenfatning, som

bidrager til et forbedret overblik med henblik på den politiske

vurdering,...«.

Herudover har økonomi- og erhvervsministeren oversendt et notat,

»Rentabilitetsanalyser af olie- og gasaktiviteterne i den danske del af

Nordsøen«, til Folketinget. Økonomi- og erhvervsministeren har ligeledes i

»Redegørelse til Folketinget vedrørende Nordsøen« præsenteret aftalens

hovedelementer

samt vurderinger af aftalens økonomiske virkninger. Endelig har økonomi- og

erhvervsministeren og skatteministeren i forbindelse med samråd besvaret

spørgsmål vedrørende bl.a. økonomien i aftalen.

For så vidt angår de detaljerede, skriftlige besvarelser til

udvalgene, har økonomi- og erhvervsministeren bl.a. fremlagt grundoplysninger

om rentabilitet samt forudsætninger vedrørende olieproduktion, gasproduktion,

driftsomkostninger, investeringer, inflation, oliepris, gaspris, dollarkurs

og

diskonteringsrente i hvert år 2004-42, jf. bl.a. økonomi- og

erhvervsministerens besvarelse af spørgsmål 15, 42 og 67 fra Det

Energipolitiske Udvalg. Disse oplysninger kan benyttes i beregninger af

økonomien i aftalen.

Herudover har økonomi- og erhvervsministeren i de mange

besvarelser til Det Energipolitiske Udvalg og Skatteudvalget vist detaljerede

beregningsresultater for økonomien i aftalen også under alternative

forudsætninger. Det er ikke muligt at udlevere fortrolige skatteoplysninger

om

de enkelte selskaber. Disse oplysninger indgår i det regneark, der er brugt

til

at beregne de økonomiske konsekvenser af aftalen. Derfor har regnearket ikke

kunnet udleveres, men Folketinget har modtaget alle de relevante samlede

resultater for staten og DUC.

Det er på den baggrund Venstres, Dansk Folkepartis og Det

Konservative Folkepartis vurdering, at den samlede mængde oplysninger og

grunddata stillet til rådighed for Folketinget giver et godt grundlag for at

vurdere konsekvenserne af aftalen. Venstre, Dansk Folkeparti og Det

Konservative Folkeparti finder derfor Socialdemokratiets bemærkninger om

manglende økonomiske baggrundsoplysninger urimelige.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget vil herudover pointere,

at beslutningsforslaget om aftalen af 29. september 2003 mellem økonomi- og

erhvervsministeren og A.P. Møller – Mærsk (B 7), undergrundsloven (L 48)

og

kulbrinteskatteloven (L 62) skal ses i sammenhæng, både med hensyn til det

politiske indhold og det merprovenu, som komplekset indebærer.

Dansk Folkeparti lægger i den forbindelse vægt på økonomi- og

erhvervsministerens udtalelse om, at »Det ville næppe være muligt gennem en

aftale, at opnå en så væsentlig ændring i fordelingen af overskuddet fra

aktiviteterne i Nordsøen mellem staten og DUC uden

kompensationsbestemmelsen«,

jf. B 7 – bilag 148.

Det vil sige, at uden kompensationsbestemmelsen ville der ingen

aftale (B 7) være, og dermed intet merprovenu til staten i en uoverskuelig

tid

fremover, hvilket ville have haft store negative samfundsøkonomiske

konsekvenser

til følge.

Det skal derfor stå helt klart, at Dansk Folkeparti finder, at

en politisk tilslutning til beslutningsforslag nr. B 7 er en forudsætning for

at tage et ansvar for og få indflydelse på de aktiviteter, der fremover skal

være i Nordsøen på olie- og gasområdet.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti

Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af

udvalget bemærker, at udvalgsarbejdet mellem 2. og 3. behandling af

lovforslag

nr. L 48 og L 62 ikke har ændret, men bestyrket de to partiers beslutning om

at

sige nej til Nordsøaftalen: Det vil sige, at Socialdemokratiet stemmer nej

til

B 7, men ja til L 48 og L 62, og at Socialistisk Folkeparti stemmer nej til

både B 7, L 48 og L 62.

Økonomi- og erhvervsministeren har afleveret en redegørelse om

den særlige kompensationsbestemmelse i den forlængede koncessionsbevilling.

Til

den redegørelse har Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti følgende

kommentarer:

Regeringens notat af 17. december 2003 om

kompensationsbestemmelsen efterlader på flere områder læseren med et uklart

billede af aftalens konsekvenser i forhold til det, der er afdækket gennem de

mange besvarelser i udvalgene.

Det fremgår ikke på nogen måde, at aftalen er så ekstraordinær,

at der ikke kan findes noget fortilfælde i noget andet vestligt land, hvilket

ellers klart fremgik af eksperthøringen i Folketinget den 9. december 2003.

Det fremgår ikke, at Folketinget gennem ændringer i gældende

skatteregler kunne opnå tilsvarende samfundsmæssige gevinster frem til 2012

uden en kompensationsaftale. Regeringen har under udvalgsbehandlingen

bekræftet, at vore olieproducerende nabolande – Norge, England og

Holland –

flere gange har ændret deres skatteregler med virkning for eksisterende

koncessionshavere. På den baggrund forekommer regeringens påstand om, at:

»Det

næppe ville være muligt gennem en aftale at opnå en så væsentlig ændring i

fordeling af overskuddet fra aktiviteterne i Nordsøen mellem staten og DUC

uden

kompensationsbestemmelsen« at være en forkert påstand. Regeringen havde et

massivt flertal bag sig i Folketinget til at sikre det danske samfund sin

rimelige andel af værdierne fra Danmarks undergrund – et flertal, som

også var

indstillet på at gennemføre skatteændringer med omgående virkning, såfremt

det

ikke var muligt at opnå et tilfredsstillende forhandlingsresultat.

Bestemmelsen om, at DUC skattemæssigt skal »behandles som

gennemsnittet af erhvervslivet«, indebærer, at det er højst usikkert, om det

danske samfund vil opnå at få sin forudsatte del af værdierne i den danske

undergrund. DUC er ikke en gennemsnitlig virksomhed, men den »entreprenør«,

som

har fået koncession på at indvinde de værdier, som findes i dele af den

danske

undergrund. Regeringens egne forudsætninger er eksempelvis, at DUC vil opnå

en

nettogevinst på 59 mia. kr. efter omkostninger og skat frem til 2012 ved at

forestå denne indvinding for det danske samfund. Det forekommer ikke

rimeligt,

hvis denne nettogevinst yderligere skal øges, såfremt Danmark bliver

»tvunget«

til at sænke den generelle selskabsbeskatning.

Det fremgår ikke på nogen tydelig måde af notatet, at selv

lukning af huller eller opretning af utilsigtede virkninger af

kulbrintebeskatningen kan medføre krav om kompensation, som det klart fremgik

af et åbent samråd med skatteministeren under udvalgsbehandlingen. Notatet

efterlader et direkte misvisende billede af de ekspertudtalelser, der fremkom

under Folketingets høring den 9. december 2003. Alle de indbudte

skatteeksperter udtrykte – endog meget klart – at ingen kunne

forudse

udviklingen på skatteområdet de næsten 40 år ud i fremtiden, og advarede

direkte imod en bestemmelse, som bandt Folketinget på den måde, som

kompensationsbestemmelsen vil gøre i de kommende mange år.

Notatet er direkte misvisende, når man sammenligner

kompensationsbestemmelsen med »tilbageføring af CO

2

-afgiften og

pesticidafgiften til erhvervslivet«. Disse afgifter tilbageføres ikke til de

konkrete virksomheder, som har betalt afgiften. Der er heller ikke tale om

juridiske bindinger på kommende Folketing i forhold til at ændre på

afgifterne

eller den generelle tilbageføring til erhvervslivet.

Det er direkte forkert, når det fremgår af notatet, »...at det

blev aftalt under den tidligere regering, at off-shore sektoren specifikt er

undtaget fra CO

2

-afgift«. Der eksisterer ikke nogen former for aftalemæssige

eller juridiske bindinger for CO

2

-afgiften i forhold til

koncessionshaverne i Nordsøen.

Det er misvisende, når man i notatet indikerer, at der kun kan

blive tale om kompensation, såfremt »marginalskatten bliver større end 73

pct.«. Kompensationsbestemmelsen, som den er afdækket under

udvalgsbehandlingen, vil i en række situationer kunne medføre krav om

kompensation, selv om formålet alene er at fastholde den forudsatte

marginalbeskatning på 73 pct.

Det fremgår derimod ret tydeligt af notatet, at de

juridisk/tekniske muligheder for at foretage ændringer uden at blive mødt med

krav om kompensation er næsten ikkeeksisterende. Aftalen indeholder ingen

genforhandlingsklausul, men alene muligheden for at spørgsmål og problemer

kan

»gøres til genstand for

forhandlinger mellem parterne«. Kompensationsbestemmelsen indebærer, at

staten

vil være den svage part i sådanne forhandlinger, da DUC hver gang kan svare

med

kravet om, at staten skal betale kompensation.

Endelig er det meget betænkeligt, at det ikke under

udvalgsbehandlingen har været muligt at få nogen form for billede af, hvilke

konsekvenser aftalen vil få for øvrige koncessionshavere, hvis de vælger at

benytte muligheden for en lignende løsning. Herunder har det især været

umuligt

at få et billede af, hvordan kompensationsaftalen vil virke for øvrige

koncessionshavere. Det er på denne baggrund ekstra betænkeligt, at

forhandlinger

med den ene store koncessionshaver skal danne grundlag for alle øvrige, som

ikke har haft lejlighed til egne forhandlinger. Helt uacceptabelt bliver det,

når regeringen under udvalgsbehandlingen har meddelt, at de eksisterende

skatteregler for øvrige koncessionshavere er gennemhullede og åbne for

skattetænkning. Derfor vil et flertal blive nødsaget til at ændre disse

regler,

såfremt ikke alle frivilligt vælger at tilslutte sig det nye regelsæt for

kulbrintebeskatning.

Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne

Det

Radikale Venstres og Kristendemokraternes medlemmer af udvalget bemærker, at

der med regeringens redegørelse om Nordsøaftalen, de 250 spørgsmål fra Det

Energipolitiske Udvalg og Skatteudvalget, den offentlige høring, de to

opfølgende notater om henholdsvis samfundsøkonomien og

kompensationsbestemmelsen i Nordsøaftalen samt diverse samråd og debatter i

Folketinget er opnået en god platform for den endelige politiske

stillingtagen

om Nordsøaftalen.

Det

tilgængelige materiale og den medfølgende debat har bekræftet Det Radikale

Venstre og Kristendemokraterne i, at der er tale om en god aftale, der sikrer

en stabil indvinding af ressourcerne i den danske del af Nordsøen, og som

giver

staten en betydeligt større og mere robust del af overskuddet. Partierne

hæfter

sig særligt ved, at det under debatten er blevet bekræftet, at staten med

kompensationsaftalen ikke har fraskrevet sig sin ret til generel beskatning,

og

at staten har flere muligheder for at åbne for en genforhandling af aftalen,

hvis forudsætningerne for aftalen skulle ændre sig væsentligt. På denne

baggrund kan Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne fortsat støtte den

indgåede aftale og de medfølgende love.

Enhedslisten

Enhedslistens medlem af udvalget må konstatere, at det efter en

gennemgang af de sidste besvarelser og af notatet om

kompensationsbestemmelsen

i regeringens aftale med A.P. Møller – Mærsk forsat er uforsvarligt at

sige ja

til aftalen og de dertil hørende lovændringer. Det er ikke blevet tydeligere,

hvad rækkevidden af den såkaldte kompensationsbestemmelse er, og dermed er

det

heller ikke tydeligt, hvad rækkevidden af aftalen er. Ikke mindst er det

uklart, hvordan det nuværende eller et fremtidigt Folketings muligheder for

at

beskatte DUC vil være – selv i situationer, hvor et generelt

skatteinstrument

anvendes for at kompensere for nedsat selskabsskat.

Det forhold, at økonomi- og erhvervsministeren og

skatteministeren i svar på henholdsvis spm. 8 til L 48 og spm. 111 til L 62

har

oplyst, at A.P. Møller – Mærsk ikke har været konsulteret omkring svar

på

spørgsmål vedrørende aftalen, sætter aftalen i et perspektiv, hvor man må

forudse en mængde voldgiftsager om fortolkninger af en lang række elementer i

aftalen, hvilket Enhedslisten finder meget uheldigt.

Nogle forhold er dog blevet afsløret. Skulle man komme i den

situation i 2008, at olieprisen blev fordoblet, da ville man ifølge

redegørelsen om kompensationsbestemmelsen med en kulbrinteskat på 90 pct.

kunne

opnå 10 mia. kr. mere for hele forløbet plus selvfølgelig den af den

almindelige beskatning følgende ekstra indtægt – der mangler bare at

stå, at

DUC i samme periode vil få et merprovenu på omkring 80 mia. kr.

Regeringen vil så gerne vise, at den har lavet en god aftale med

A.P. Møller – Mærsk og DUC. Men det er tydeligvis ikke så nemt at vise,

når der

skal svares på spørgsmål om aftalens konsekvenser: Forudsætninger for

beregninger gemmes væk med henvisning til forretningshemmeligheder,

regeringen

bruger modstridende argumenter, som de nu bedst passer til de enkelte

spørgsmål,

og nøgletal i beregningerne ændres, hvis det findes det nødvendigt.

I det følgende vil vi gennemgå åbenlyse manipulationer, som vi

finder, regeringen har anvendt.

Stigende fortjeneste til A.P. Møller – Mærsk og

DUC trylles om til et fald – 1

Regeringen siger meget åbenhjertigt, at A.P. Møller – Mærsk og

DUC har tjent for meget og betalt for lidt i skat til samfundet. Derfor skal

beskatningen strammes.

Økonomi- og erhvervsministeren skrev således i sin Redegørelse

til Folketinget vedrørende Nordsøen, side 5: »I dag har man langt højere

kendskab til ressourcerne i den danske del af Nordsøen, end da

eneretsbevillingen blev tildelt i 1962, hvilket taler for en lavere

risikopræmie til de involverede selskaber i fremtiden.«

Risikopræmien er den del af fortjenesten, der ligger ud over

den, man risikofrit kan opnå ved f.eks. at investere i en statsobligation,

altså en betaling for den risiko, selskabet løber ved at gennemføre en given

investering. Det er klart, at jo mindre risiko, der er ved en investering, jo

mindre krav til den forventede risikopræmie vil en virksomhed stille, og jo

mindre risikopræmie skal samfundet naturligvis acceptere at betale for at få

olien pumpet op.

Dette er klart selv for regeringen, men problemet er, at

regeringens egne beregninger viser, at ikke alene har A.P. Møller –

Mærsk og

DUC de sidste 40 år fået en risikopræmie, der er næsten dobbelt så høj som

olieindustrien generelt. Regeringens aftale med A.P. Møller – Mærsk og

DUC

medfører, at deres risikopræmie vil stige de næste 40 år – helt i

modstrid med

det, regeringen selv siger, er rimeligt:

Risikopræmie i

Olieindustrien som gennemsnit:

3

pct.

A.P. Møller – Mærsk og DUC i perioden 1962 til 2003

5

pct.

A.P. Møller – Mærsk og DUC i perioden 2003 til 2042

7

pct.

Derfor har regeringen nu fremlagt et manipuleret regnestykke,

jf. B 7 – svar på spm. 106. Man laver simpelt hen en ny beregning, hvor

man

tager de år ud (1962 til 1981), hvor forrentningen og risikopræmien har været

mindst. Så kan man selvfølgelig nemt få et højere tal – i dette tilfælde

8 pct.

for perioden 1983 til 2003 – og derefter sige, at der sker et fald til 7

pct. i

perioden 2004 til 2042.

Det er ren manipulation og useriøst, men trods dette er

regeringens egne beregninger afslørende. Med aftalen accepterer regeringen,

at

A.P. Møller – Mærsk og DUC får en risikopræmie på 7 pct. mod

oliebranchens

gennemsnit på 3 pct., selv om risikoen i realiteten er nul. Olien er fundet

og

omkostningerne ved at hente den op er kendt – i hvert fald af A.P.

Møller –

Mærsk og DUC, der har en langt større viden om olieforekomsterne end

myndighederne. Også i den forbindelse er det en katastrofe, at staten ikke

deltager i koncessionen, som den gør det i alle andre koncessioner, og først

kommer til at gøre det fra 2012. Derfor ved den danske stat væsentligt mindre

om undergrunden sammenlignet med A.P. Møller – Mærsk, Shell og Texaco.

Stigende fortjeneste trylles om til et fald – 2

Regeringen prøver at vise, at der er indgået en aftale, der er

byrdefuld for A.P. Møller – Mærsk og DUC, og som kan forsvare, at staten

accepterer at binde Folketing og regeringer i 39 år: »Uden sikkerhed i form

af

en kompensationsaftale ville DUC ikke have påtaget sig så byrdefulde vilkår,

som aftalen om forlængelse af eneretsbevillingen indebærer«, jf. L 62 –

svar på

spm. 42.

Problemet for regeringen er bare, at aftalen ikke er byrdefuld,

tværtimod. A.P. Møller – Mærsk og DUC har udsigt til en merfortjeneste

på mange

mia. kr. og en forrentning, der er højere end forrentningen fra 1962 til

2003.

DUC forventes at have en bogført værdi ultimo 2003 på 30 mia.

kr. Tages dette som udgangspunkt, viser regeringens beregninger følgende

resultat, jf. L 62 – svar på spm. 54:

Gennemsnitlig årlig forrentning (realt) fra 1962 til

2003: 10,4 pct.

Gennemsnitlig årlig forrentning (realt) fra 2004 til

2042: 26,1 pct.

(i

det såkaldte middelscenarium).

Der er altså tale om langt mere end en fordobling af

forrentningen.

Et så stor stigning i A.P. Møller – Mærsks og DUC’s forrentning

turde regeringen naturligvis ikke offentliggøre. Derfor skriver man simpelt

hen, at DUC’s værdi ultimo 2003 er på 60 mia. kr. – altså det

dobbelte af, hvad

DUC selv bogfører – og efter den manøvre kan man fremvise en beregnet

realforrentning

på ca. 10 pct., hvilket er en anelse under de 11 pct., der med samme

forudsætning

(en værdi på 60 mia. kr.) er opnået for perioden 1962 til 2003. Det er en

rendyrket manipulation.

Og uanset om man tager udgangspunkt i en værdi på 30 eller på 60

mia. kr., er stort set hele beløbet betalt af indtjeningen fra 1962 til 2003,

lige som alle nødvendige investeringer og driftsomkostninger fra 2004 til

2042

er betalt i de regnestykker, der præsenteres. Den reelle forrentning er

således

langt over de nævnte 26 pct.

En fortjeneste på op til 170 mia. kr. bliver

til 12 mia. kr.

På spørgsmål 1 til B 7 om det samlede overskud, hvis

olieproduktionen kommer op på det såkaldte høje scenarium, og med en

oliepris,

der tager udgangspunkt i det dagsaktuelle niveau, svarer regeringen, at det

samlede provenu for perioden 2004 til 2042 vil udgøre ca. 490 mia. kr.

(2003-kr.), hvoraf staten vil modtage ca. 320 mia. kr. Der vil således være

ca.

170 mia. kr. til DUC efter skat, efter at alle udgifter til investeringer og

drift er betalt.

Et sådant tal har regeringen ikke lyst til at oplyse. Da

Folketinget spørger om, hvilken værdi forlængelsen af koncessionen forventes

af

at have for DUC, fremkommer man med det beskedne svar: 12 mia. kr., jf. B 7

–

svar på spm. 21. Her er der regnet med en lavere oliepris, en lavere

olieproduktion,

og der er sket en såkaldt omregning til nutidsværdi, hvor der ikke alene er

modregnet for inflation, men også for den forrentning, der kunne være opnået

ved at placere pengene i f.eks. statsobligationer. Omregningen til

nutidsværdi

giver et langt lavere tal, end når der regnes i faste priser.

Alle regeringens sammenligninger bygger på et

falsk grundlag – 1

Fundamentet i alle regeringens beregninger er en sammenligning

mellem skatteindtægter med eller uden en aftale – hvor der »uden aftale«

er

regnet med helt uændrede skatteregler, altså ingen stramning af

kulbrinteskatten. Netop denne antagelse får regeringens sammenligninger

mellem

aftalen og de gældende regler til at vippe til fordel for aftalen, men den er

helt hen i vejret.

I sin argumentation for aftalen kritiserer regeringen den

eksisterende kulbrinteskat. Derfor skal den naturligvis ændres under alle

omstændigheder, aftale eller ej.

Det kan allerede ske nu, fordi staten generelt står frit til at

ændre skatteregler eller indføre nye, og regeringen har en forpligtelse til

at

ændre en skat, som den har konstateret ikke virker efter hensigten.

Og det er – ikke mindst efter regeringens egen kritik af

kulbrinteskatten – helt utænkeligt, at et udbud af retten til at

efterforske og

indvinde olie efter 2012 ikke vil ske på ændrede vilkår.

Derfor er det direkte vildledende at lave alle sammenligninger

mellem aftalen og en alternativ situation ud fra den forudsætning, at der

ikke

vil ske en ændring af de gældende regler.

Alle regeringens sammenligninger bygger på et

falsk grundlag – 2

Fundamentet i alle regeringens beregninger er en sammenligning

mellem produktionen af olie med eller uden en aftale. Får A.P. Møller –

Mærsk

og DUC lov til at fortsætte, vil produktionen blive større, end hvis der sker

et skifte af operatør, er argumentationen.

Med denne antagelse ses der bort fra 3 vigtige forhold:

Med den gældende undergrundslov har staten instrumenter

til at regulere produktionen på en måde, så spild af råstoffer undgås, og

staten kan regulere indvindingen, hvis der er tungtvejende samfundsmæssige

hensyn, der gør det nødvendigt. Derfor kan staten sikre en optimal produktion

også ved et operatørskifte, især hvis valget af en anden operatør sker i

rimelig tid før 2012.

Da det både før 2012 og efter 2012 af regeringen

antages, at der vil være en højere produktion, hvis der sikres en ordentlig

planlægning, vil der være gode økonomiske incitamenter til en sådan

planlægning, uanset om den foregår i en situation, hvor den samme operatør

fortsætter, eller det skal ske i et samarbejde mellem den nuværende og en ny

operatør. Staten kan – jf. punkt 1 – presse på for at sikre et

sådant

samarbejde.

Endelig kan det forventes, at A.P. Møller – Mærsk og

DUC på grund af deres forhåndskendskab vil stå stærkt til at vinde et

eventuelt

udbud. I den situation vil der heller ikke ske et produktionstab, særligt

ikke

hvis udbuddet gennemføres i god tid.

Der er således ingen grund til at tillægge spørgsmålet om et

eventuelt operatørskifte så afgørende en betydning, som der gøres i

regeringens

argumentation for en aftale.

Man bruger argumenterne, som man vil

Kulbrinteskatten virker ikke, siger regeringen med god ret.

Ifølge regeringen kommer der ikke penge ind fra kulbrinteskatten, fordi

olieselskaberne uden en aftale kan investere sig ud af denne skat.

Samtidig siger regeringen, at uden en aftale vil investeringerne

og produktionen af olie falde.

Det er indlysende, at begge udsagn ikke kan opfyldes på samme

tid.

Investerer selskaberne for at få kulbrinteskatten til at falde,

vil produktionen stige, fordi en investering, der giver et afkast i form af

større olieproduktion, naturligvis vil være mere fordelagtig end

investeringer,

der ikke medfører en større produktion.

Og produktionen vil vokse til mere, end det er forudsagt af

regeringen, fordi den forventede produktion bygger på »almindelige«

investeringer og ikke ekstrainvesteringer med henblik på at eliminere en

kulbrinteskat.

Et forsøg på at investere sig ud af kulbrinteskatten vil derfor

øge produktionen og dermed øge det overskud, der skal betales kulbrinteskat

af.

Men denne klare sammenhæng har regeringen ikke medtaget i beregningerne af

aftalens konsekvenser.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på

tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer

i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

tillægsbetænkningen.

Lars Christian Lilleholt (V)

Peter Christensen (V)

Freddy Dam (V)

Kristian Jensen (V)

nfmd.

Mikkel Dencker (DF)

Colette L. Brix (DF)

Charlotte Dyremose (KF)

Else Theill Sørensen (KF)

Jann Sjursen (KD)

Erik Mortensen (S)

Henrik Sass Larsen (S)

Jacob Buksti (S)

Jens Peter Vernersen (S)

fmd.

Sophie Hæstorp Andersen (S)

Morten Homann (SF)

Anders Samuelsen (RV)

Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde

ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

55

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristendemokraterne (KD)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

2

*

Heraf

1 medlem valgt på Færøerne

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 62 omdelt efter

afgivelse af betænkning

162

Betænkning afgivet den 11/12-03

163

Kopi EPU: Betænkning afgivet den 11/12-03

164

Kopi EPU: Spm. 124 om, hvorfor staten ikke er partner fra

aftalens start, til økonomi- og erhvervsministeren

Kopi EPU: Spm. 125, om ministeren er enig med de

økonomiske vismænds betragtning, nemlig at olien tilhører samfundet m.v., til

økonomi- og erhvervsministeren

Kopi EPU: Spm. 126, om DUC skal være et dansk

indregistreret selskab, til økonomi- og erhvervsministeren

Kopi EPU: Spm. 127 om, hvorfor undtagelsen i § 2, stk. 2,

i aftalen om kompensation ikke er fundet tilstrækkelig, til økonomi- og

erhvervsministeren

Kopi EPU: Spm. 128 om oversendelse af den korrespondance

m.v., der har været med DONG i forbindelse med aftalen om Nordsøolien, til

økonomi- og erhvervsministeren

165

Svar på spm. 104 om en bekræftelse på, at Kammeradvokaten

kan tilslutte sig den fortolkning af kompensationsaftalen, som kommer til

udtryk i besvarelsen af spørgsmål 12 b, fra skatteministeren

Svar på spm. 105 om en uddybning af svaret på spm. 98,

fra skatteministeren

166

Svar på spm. 106 om uddybende spørgsmål om

ændringsforslaget om værn mod kulbrintevirksomheders indkomstflytninger, fra

skatteministeren

167

Svar på spm. 107 om overtrædelse af transfer

pricing-reglerne, fra skatteministeren

Svar på spm. 108 om at oversende korrespondance m.m., der

har været med DONG i forbindelse med indgåelsen og behandlingen af aftalen om

Nordsøolien, fra skatteministeren

168

Kopi EPU: Betænkning afgivet den 11/12-03

169

1. udkast til tillægsbetænkning

170

Spm. 109, om de kontrolmuligheder, der er i forhold til

transfer pricing, er de samme, som er gældende i forhold til multinationale

selskaber som f.eks. McDonald’s, til skatteministeren

Spm. 110 om kontrollen af kulbrintevirksomheder, til

skatteministeren

Spm. 111, om svarene vedrørende olieaftalen er afstemt

med koncessionshaveren A.P. Møller – Mærsk, til skatteministeren

Spm. 112 om, under hvilken form partiet Venstre blev

informeret under forhandlingerne om olieaftalen med A.P. Møller – Mærsk

og i

forbindelse med regeringens godkendelse af aftalen, til skatteministeren

171

Kopi EPU: Spm. 8, om ministerens svar vedrørende

olieaftalen er afstemt med koncessionshaveren A.P.Møller – Mærsk, til

økonomi- og erhvervsministeren

Kopi EPU: Spm. 9 om, under hvilken form partiet Venstre

blev informeret under forhandlingerne om olieaftalen med A.P. Møller –

Mærsk, til økonomi- og erhvervsministeren

172

Kopi EPU: Spm. 129, om ministerens valg af en

værdiansættelse på 60 mia. kr. skal opfattes som udtryk for, at DUC’s

forventede opgørelse på 30 mia. kr. ikke er retvisende, til økonomi- og

erhvervsministeren

Kopi EPU: Spm. 130 om, hvorfor det er korrekt at anvende

perioden 1982-2003 som udgangspunkt for at vurdere DUC’s risikopræmie,

til

økonomi- og erhvervsministeren

173

Svar på spm. 109, om de kontrolmuligheder, der er i

forhold til transfer pricing, er de samme, som er gældende i forhold til

multinationale selskaber som f.eks. McDonald’s, fra skatteministeren

Svar på spm. 110 om kontrollen af kulbrintevirksomheder,

fra skatteministeren

174

Supplerende svar på spm. 105 om en uddybning af svaret på

spm. 98, fra skatteministeren

175

Svar på spm. 111, om svarene vedrørende olieaftalen er

afstemt med koncessionshaveren A.P. Møller – Mærsk, fra skatteministeren

Svar på spm. 112 om, under hvilken form partiet Venstre

blev informeret under forhandlingerne om olieaftalen med A.P. Møller –

Mærsk

og i forbindelse med regeringens godkendelse af aftalen, fra skatteministeren

176

1. udkast til tillægsbetænkning over L 48

177

Kopi EPU: Svar på spm. 121 om oversendelse af de

beregninger, der ligger bag den i svaret på spm. 106 opgjorte risikopræmie

for perioden 1982-2003 m.v., fra økonomi- og erhvervsministeren

Kopi EPU: Svar på spm. 122 om beregninger for

risikopræmien for 2004-2042 med en terminalværdi ultimo 2003 på 30 mia. kr.,

fra økonomi- og erhvervsministeren

Kopi EPU: Svar på spm. 123 om opgørelse af risikopræmier

med 30 mia. kr. henholdsvis 60 mia. kr. som terminalværdi for perioden fra

2004 til henholdsvis 2010 m.v., fra økonomi- og erhvervsministeren

178

Kopi EPU: Notat om kompensationsbestemmelsen i aftalen

mellem A. P. Møller – Mærsk og staten om forlængelse af

eneretsbevillingen i

Nordsøen, fra økonomi- og erhvervsministeren

179

Kopi EPU: Svar på spm. 124 om, hvorfor staten ikke er

partner fra aftalens start, fra økonomi- og erhvervsministeren

Kopi EPU: Svar på spm. 125, om ministeren er enig med de

økonomiske vismænds betragtning, nemlig at olien tilhører samfundet m.v., fra

økonomi- og erhvervsministeren

Kopi EPU: Svar på spm. 126, om DUC skal være et dansk

indregistreret selskab, fra økonomi- og erhvervsministeren

Kopi EPU: Svar på spm. 127 om, hvorfor undtagelsen i § 2,

stk. 2, i aftalen om kompensation ikke er fundet tilstrækkelig, fra økonomi-

og erhvervsministeren

Kopi EPU: Svar på spm. 128 om oversendelse af den

korrespondance m.v., der har været med DONG i forbindelse med aftalen om

Nordsøolien,

fra økonomi- og erhvervsministeren

180

Kopi EPU: Svar på spm. 129, om ministerens valg af en

værdiansættelse på 60 mia. kr. skal opfattes som udtryk for, at DUC’s

forventede opgørelse på 30 mia. kr. ikke er retvisende, fra økonomi- og

erhvervsministeren

181

Kopi EPU: Svar på spm. 130 om, hvorfor det er korrekt at

anvende perioden 1982-2003 som udgangspunkt for at vurdere DUC’s

risikopræmie,

fra økonomi- og erhvervsministeren

182

Kopi EPU: 1. udkast til tilføjelse til betænkning

Lignende dokumenter