Klage over fejlmedicinering i forbindelse med bedøvelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Klage over fejlmedicinering i forbindelse med
bedøvelse
Patientklagenævnet fandt anledning til kritisere sygeplejerskens
behandling af pigen i forbindelse med bedøvelsen. Nævnet fandt
endvidere på grund af forholdenes karakter grundlag for at
indskærpe overfor sygeplejersken, at udvise større omhu i sit
fremtidige virke. Da Patientklagenævnet endvidere fandt, at der var
begrundet mistanke om, at sygeplejersken havde udvist grovere
forsømmelse ved behandlingen, besluttede nævnet samtidig at
anmode Politimesteren om at overveje grundlaget for en eventuel
tiltalerejsning mod sygeplejersken for overtrædelse af
sygeplejerskelovens 10, stk. 1, jf. 11.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der blev
ordineret 8 mg Brietal til bedøvelse, men da sygeplejersken
konstaterede, at pigen havde fået anlagt en venflon, besluttede
vedkommende sig for at give bedøvelsen direkte i venen.
Nævnet oplyste i den forbindelse, at der var stor forskel på
den dosis sovemedicin, som anvendes, når et barn bedøves ved
indsprøjtning i endetarmen og i en blodåre. Videre lagde
nævnet vægt på, at sygeplejersken oplyste, at hun tog
kanylen fra Brietal-glasset og trak i to omgange 20 ml saltvand op i
sprøjten. Der blev således sprøjtet 40 ml i
hætteglasset, hvis indhold herefter var fortyndet med 50 ml saltvand.
Herefter var koncentrationen i hætteglasset 10 mg/ml, og glasset var
2/3 fyldt. Herudover lagde nævnet vægt på, at det af
erklæringen fra Retsmedicinsk Institut fremgik, at der i forbindelse
med obduktionen blev udtaget prøver, der viste en koncentration af
Brietal på 2,8 mg/kg i blodet, 7,5 mg/kg i muskelvævet og 42
mg/kg i levervævet.
Det var nævnets opfattelse, at det på baggrund af de
Læs alt
retskemiske undersøgelser var mest sandsynligt, at sygeplejersken ved
en fejl havde undladt det sidste trin i fortyndingen, således at den
Brietal-opløsning, der blev anvendt, var på 10 mg/ml i stedet
for l mg/ml. I givet fald havde pigen fået i alt 80 mg Brietal i stedet
for 8 mg, hvilket var fuldt foreneligt med den mængde, som blev fundet
ved den retslægelige obduktion.
Nævnet fandt endvidere grundlag for at kritisere overlægen
på anæstesiafdelingens behandling af pigen. Nævnet fandt
på grund af forholdenes karakter grundlag for at indskærpe
overfor overlægen, at udvise større omhu i sit fremtidige virke.
Nævnet lagde vægt på, at overlægen for
anæstesien tilså pigen den 13. februar 2000 med henblik på
ordination af anæstesi til CT-scanningen, og anbefalede
udsættelse. Overlægen tilså herefter pigen en uge senere og
fandt, det var forsvarligt, at bedøve hende. Nævnet fandt, at
det forhold, at CT-scanningen en uge før blev aflyst på grund af
lungeproblemer, og at en røntgenundersøgelse den 28. februar
2000 havde vist udbredte fortætningsforandringer i begge lungefelter
med bestående af lungesammenfald i højre lunges mellemlap skulle
have betinget, at den 1-årige pige ikke blev tilmeldt som en
rutinepatient, som en sygeplejerske alene kunne varetage, men at
overlægen burde have deltaget i bedøvelsen.
Endelig fandt nævnet ikke anledning til kritik af sygeplejersken og
de læger, der var involveret i behandlingen af pigen i forbindelse med
genoplivningen. Nævnet fandt i den forbindelse, at den medikamentelle
behandling under genoplivningsforsøget var i overensstemmelse med
almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet fandt dog, det havde
været hensigtsmæssigt, om de 2 overlæger havde kontrolleret
blodets iltmætning ved direkte måling af blodet herunder
måling af blodets gasser og syre/basestatus (pH) og saltindhold
(specielt kalium) under genoplivningsforsøget.
Nævnet lagde vægt på, at det af anæstesi-skemaet
fremgik, at da sygeplejersken observerede, at pigen fik langsom puls, og at
vejrtrækningen ikke var tilstrækkelig, gav sygeplejersken Atropin
intravenøst (gennem blodåren) og begyndte at ventilere på
maske. Samtidig bad hun om hjælp fra det øvrige personale fra
narkoseafdelingen. Videre lagde nævnet vægt på, at det af
journalen og anæstesiskemaet fremgik, at pigens hjertefrekvens var
faldende, og at der blev behandlet med hjertestimulerende midler i form af
Adrenalin og Atropin intravenøst gentagne gange. Der blev under hele
forløbet givet ekstern hjertemassage og ventileret på maske.
Herudover lagde nævnet vægt på, at overlægen havde
oplyst, at der under genoplivningsforsøget kun blev foretaget
iltmålinger via saturationsmodul på monitoreringsudstyret.
Det var nævnets opfattelse, at iltmålinger via
saturationsmodul kunne give meget upålidelige og unøjagtige
resultater hos patienter, som har dårlig blodcirkulation, og at den er
uanvendelig til patienter, som får ekstern hjertemassage, hvorfor en
direkte måling af blodets iltmætning havde været
hensigtsmæssig.
Lignende dokumenter
- Fejlmedicinering Retsinformation · 16. september 2002
- Disciplinær påtale efter frifindende dom vedrørende overtrædelse af sygeplejerskeloven. Retsinformation · 3. november 2003
- Indberetning af fejlmedicinering med Litiumkarbonat Retsinformation · 29. november 2006
- Fejlmedicinering med Methotrexat i hjemmesygepleje Retsinformation · 4. februar 2003
- Fejlmedicineringer anmodning om tiltalerejsning Retsinformation · 23. juni 1999
- Indberetning af fejlmedicinering samt udfærdigelse af instruks vedrørende medicinhåndtering Retsinformation · 29. november 2006