Spring til indhold

Retsinformation

Klage over fejlmedicinering i forbindelse med bedøvelse

KEN nr 12781 af 31/12/2001Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet4. februar 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage over fejlmedicinering i forbindelse med

bedøvelse

Patientklagenævnet fandt anledning til kritisere sygeplejerskens

behandling af pigen i forbindelse med bedøvelsen. Nævnet fandt

endvidere på grund af forholdenes karakter grundlag for at

indskærpe overfor sygeplejersken, at udvise større omhu i sit

fremtidige virke. Da Patientklagenævnet endvidere fandt, at der var

begrundet mistanke om, at sygeplejersken havde udvist grovere

forsømmelse ved behandlingen, besluttede nævnet samtidig at

anmode Politimesteren om at overveje grundlaget for en eventuel

tiltalerejsning mod sygeplejersken for overtrædelse af

sygeplejerskelovens 10, stk. 1, jf. 11.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der blev

ordineret 8 mg Brietal til bedøvelse, men da sygeplejersken

konstaterede, at pigen havde fået anlagt en venflon, besluttede

vedkommende sig for at give bedøvelsen direkte i venen.

Nævnet oplyste i den forbindelse, at der var stor forskel på

den dosis sovemedicin, som anvendes, når et barn bedøves ved

indsprøjtning i endetarmen og i en blodåre. Videre lagde

nævnet vægt på, at sygeplejersken oplyste, at hun tog

kanylen fra Brietal-glasset og trak i to omgange 20 ml saltvand op i

sprøjten. Der blev således sprøjtet 40 ml i

hætteglasset, hvis indhold herefter var fortyndet med 50 ml saltvand.

Herefter var koncentrationen i hætteglasset 10 mg/ml, og glasset var

2/3 fyldt. Herudover lagde nævnet vægt på, at det af

erklæringen fra Retsmedicinsk Institut fremgik, at der i forbindelse

med obduktionen blev udtaget prøver, der viste en koncentration af

Brietal på 2,8 mg/kg i blodet, 7,5 mg/kg i muskelvævet og 42

mg/kg i levervævet.

Det var nævnets opfattelse, at det på baggrund af de

Læs alt

retskemiske undersøgelser var mest sandsynligt, at sygeplejersken ved

en fejl havde undladt det sidste trin i fortyndingen, således at den

Brietal-opløsning, der blev anvendt, var på 10 mg/ml i stedet

for l mg/ml. I givet fald havde pigen fået i alt 80 mg Brietal i stedet

for 8 mg, hvilket var fuldt foreneligt med den mængde, som blev fundet

ved den retslægelige obduktion.

Nævnet fandt endvidere grundlag for at kritisere overlægen

på anæstesiafdelingens behandling af pigen. Nævnet fandt

på grund af forholdenes karakter grundlag for at indskærpe

overfor overlægen, at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Nævnet lagde vægt på, at overlægen for

anæstesien tilså pigen den 13. februar 2000 med henblik på

ordination af anæstesi til CT-scanningen, og anbefalede

udsættelse. Overlægen tilså herefter pigen en uge senere og

fandt, det var forsvarligt, at bedøve hende. Nævnet fandt, at

det forhold, at CT-scanningen en uge før blev aflyst på grund af

lungeproblemer, og at en røntgenundersøgelse den 28. februar

2000 havde vist udbredte fortætningsforandringer i begge lungefelter

med bestående af lungesammenfald i højre lunges mellemlap skulle

have betinget, at den 1-årige pige ikke blev tilmeldt som en

rutinepatient, som en sygeplejerske alene kunne varetage, men at

overlægen burde have deltaget i bedøvelsen.

Endelig fandt nævnet ikke anledning til kritik af sygeplejersken og

de læger, der var involveret i behandlingen af pigen i forbindelse med

genoplivningen. Nævnet fandt i den forbindelse, at den medikamentelle

behandling under genoplivningsforsøget var i overensstemmelse med

almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet fandt dog, det havde

været hensigtsmæssigt, om de 2 overlæger havde kontrolleret

blodets iltmætning ved direkte måling af blodet herunder

måling af blodets gasser og syre/basestatus (pH) og saltindhold

(specielt kalium) under genoplivningsforsøget.

Nævnet lagde vægt på, at det af anæstesi-skemaet

fremgik, at da sygeplejersken observerede, at pigen fik langsom puls, og at

vejrtrækningen ikke var tilstrækkelig, gav sygeplejersken Atropin

intravenøst (gennem blodåren) og begyndte at ventilere på

maske. Samtidig bad hun om hjælp fra det øvrige personale fra

narkoseafdelingen. Videre lagde nævnet vægt på, at det af

journalen og anæstesiskemaet fremgik, at pigens hjertefrekvens var

faldende, og at der blev behandlet med hjertestimulerende midler i form af

Adrenalin og Atropin intravenøst gentagne gange. Der blev under hele

forløbet givet ekstern hjertemassage og ventileret på maske.

Herudover lagde nævnet vægt på, at overlægen havde

oplyst, at der under genoplivningsforsøget kun blev foretaget

iltmålinger via saturationsmodul på monitoreringsudstyret.

Det var nævnets opfattelse, at iltmålinger via

saturationsmodul kunne give meget upålidelige og unøjagtige

resultater hos patienter, som har dårlig blodcirkulation, og at den er

uanvendelig til patienter, som får ekstern hjertemassage, hvorfor en

direkte måling af blodets iltmætning havde været

hensigtsmæssig.

Lignende dokumenter