Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om støtte til børn af forældre, der er under behandling for alvorlige psykiske lidelser eller misbrug af alkohol, narkotika eller lignende

2003/1 BSF 81Beslutningsforslag som fremsatFolketinget2. december 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 2. december 2003 af

Margrethe Vestager (RV),

Marianne Jelved (RV) og Anders Samuelsen (RV)

Forslag til folketingsbeslutning

om støtte til børn af forældre, der er under behandling for

alvorlige psykiske lidelser eller misbrug af alkohol, narkotika

eller lignende

Folketinget pålægger regeringen i indeværende

folketingsår at tage de nødvendige lovgivningsinitiativer til at sikre et

landsdækkende tilbud om terapeutisk støtte til børn af forældre, der er under

behandling for alvorlige psykiske lidelser eller misbrug af alkohol,

narkotika

eller lignende, herunder etablering af børnevenlige faciliteter på alle

landets

behandlingscentre og -afdelinger.

Den landsdækkende indsats skal koordineres af amterne og

omfatte både amtslige og private behandlingssteder. Indsatsen kan f.eks. ske

i

form af

–

pårørendesamtaler på

psykiatriske afdelinger, distriktscentre og behandlingscentre mellem en

professionel behandler og børnene og deres forældre med oplysninger til

børnene

om deres mors eller fars sygdom tilpasset børnenes alder,

–

besøgsværelser på

psykiatriske afdelinger samt behandlingscentre for misbrugere indrettet til

børn, hvor børnene og den syge mor eller far kan mødes under længerevarende

indlæggelser og ophold,

Læs alt

–

oprettelse af børn og

unge-grupper ledet af terapeutisk uddannet personale, hvor børnene kan tale

sammen om deres erfaringer og få støtte til at

bearbejde deres problemer.

Bemærkninger til forslaget

Børn af forældre, som lider af alvorlige psykiske sygdomme,

alkoholisme eller narkomani udgør en særlig sårbar risikogruppe. Dette

skyldes

dels eventuel medfødt sårbarhed, dels de problemer, forældrenes sygdom

medfører i forældre-børn-relationen og endelig de mange sociale og familiære

belastninger, som følger af forældrenes sygdom. Konsekvenserne er flerfoldige

og omfatter øget risiko for, at børnene selv bliver misbrugere, for psykiske

lidelser og problemer både i barndommen, i ungdommen og i voksenalderen, for

en

voldelig adfærd hos børnene, for selvmord (især hos pigerne) og for en kort

levetid

(især hos drengene). Genetiske og miljøbetingede forhold spiller sammen på

kompliceret vis.

Både i sundhedssektoren og i socialsektoren mangler der

opmærksomhed og relevant (be)handling med hensyn til psykiatriske patienters,

alkoholikeres og narkomaners forældrerolle, sygdommenes indflydelse på

forældre-børn-samspillet og børnenes udviklingsbetingelser. Der mangler

fælles

viden hos de tværfaglige samarbejdspartnere i sundheds- og socialsektoren

samt

i daginstitutioner og skoler om disse lidelsers indflydelse på familielivet

og

barnets udvikling, ligesom der mangler rutiner for det tværfaglige

samarbejde.

Der er en overhyppighed af substansmisbrug hos personer med

psykiske lidelser. F.eks. er 40 pct. af de mødre, der er indlagt for en

psykisk

lidelse, også alkoholikere – det samme tal for fædrene er 33 pct. Denne

sammenhæng kan være svær at forklare, således kan substansmisbruget opstå

gennem et forsøg på selvmedicinering (f.eks. dæmper alkohol angstanfald),

eller

misbruget kan have bidraget til de psykiske lidelser (f.eks. på grund af

skader

på centralnervesystemet). Det er således meget svært at skille

substansmisbrug

og psykiske lidelser fra hinanden, når man vil måle »effekten« i form af en

forhøjet risiko for børnene. Netop derfor finder forslagsstillerne, at det

giver mening med en tilsvarende indsats for begge forældregrupper.

Det er vanskeligt at afgøre, om den sociale arv og andre

risikomønstre for børn af psykisk syge og substansmisbrugere afspejler en

indlært adfærd, en reaktion på miljømæssige belastninger eller genetisk

arvelige træk, eller om der er tale om en kombination af alle tre faktorer.

Dette bør imidlertid ikke være en undskyldning for ikke at gribe ind med

terapeutiske metoder. Forskningsresultater viser nemlig, at terapeutiske

metoder

også kan være virksomme over for rent genetiske årsagsforhold.

Dette forslag vedrører en forebyggende terapeutisk indsats

for børn, hvor forældrenes sygdom og adfærd placerer dem i særlige

risikogrupper. Forslaget vedrører altså ikke de børn, som har udviklet

behandlingskrævende børne/ungdomspsykiatriske problemer, og som allerede i

dag

behandles på eller henvises til de lokale børne- og ungdomspsykiatriske

afdelinger.

Både internationale og nationale erfaringer viser, at jo

tidligere tilbuddet gives (inden problemerne er blevet for store), jo større

chance er der for at bryde det uheldige mønster. Derfor finder

forslagsstillerne, at der er behov for systematisk at træde til med

terapeutisk

bistand i form af samtaler og eventuel gruppeterapi, allerede første gang

forældrene indlægges til behandling for et substansmisbrug eller en psykisk

lidelse.

Ved interview med børn af psykisk syge har børnene

efterlyst en kendt voksen at snakke med om moderens eller faderens sygdom og

mulighed for at lege og beskæftige sig med deres interesser for at »holde

tankerne væk« fra moderens eller faderens sygdom. Og de er nysgerrige og

positive, når de direkte bliver spurgt, om de kunne tænke sig at tale med

andre

børn, der også har psykisk syge forældre. Børnene fortæller også, at ingen

har

oplyst dem om forældrenes psykiske sygdom, og at de både behøver og ønsker

mere

viden herom.

Der har i Danmark været flere projekter, der har oprettet

børne og unge-grupper for børn af psykisk syge, bl.a. i Vejle og Århus Amter.

Samtlige projekter kan rapportere om en positiv effekt. For alle er det dog

et

problem, at mange forældre er tilbageholdende og ængstelige for at lade

børnene

deltage. Et opsporende arbejde og et samarbejde med de lokale psykiatriske

afdelinger er en fordel. Familiesamtaler med de indlagte forældre og deres

børn

har vist sig at være en velegnet metode, men den kræver en særlig ekspertise.

Erfaringerne peger på, at samtalerne skal ske med udgangspunkt i psykiatrien.

Der har løbende været adskillige privatfinansierede

projekter og forsøg inden for området. Senest har Psykiatrifonden iværksat et

børneprojekt, som bl.a. omfatter børnevenlige rum på psykiatriske afdelinger,

samtalegrupper m.m. Disse tiltag hilses velkommen. Problemet med disse tiltag

er imidlertid, at der fokuseres på en smallere målgruppe, at der ikke

eksisterer samme garanti for kontinuitet, og at f.eks. de kommunale

handlemuligheder ikke kan inddrages.

Et helhedssyn på disse belastede familier kræver

specialviden fra flere faggruppers side: psykiatri, psykologi,

behandlingscentre og socialvæsen. At kombinere denne viden til glæde for hele

familien kræver samarbejdsstrukturer, der sjældent er til rådighed i dag.

Dilemmaet er – groft sagt – at de psykiatriske institutioner og

behandlingscentrene for substansmisbrug har behandlingsmulighederne, mens

socialforvaltningerne har handlemulighederne. Det tværsektorielle samarbejde

har vist sig ikke at fungere tilfredsstillende. Socialforvaltningernes

begrænsede indsigt i psykiatri og børnepsykiatri, de psykiatriske afdelingers

og distriktscentrenes begrænsede indsigt i familie- og børneorienteret

behandling og de relativt få og ofte noget isolerede børne- og

ungdomspsykiatriske afdelinger nødvendiggør en tværfaglig indsats, hvis det

skal lykkes at samordne et så kompliceret felt til en fælles indsats.

Det er afgørende, at tilbuddet om støtte kan accepteres af

forældrene, og at der kan opbygges et tillidsfuldt samarbejde både om

behandlingen af forældrenes psykiske sygdom, om forældre-børn-forholdet og om

eventuelle sociale hjælpeforanstaltninger. Det er afgørende for

troværdigheden

af indsatsen, at det faktisk er muligt at etablere de relevante

hjælpeforanstaltninger (f.eks. professionelle dagplejemødre, støttepædagoger

i

daginstitutionerne, hjemmehjælp, aflastningsfamilie, professionelle

plejeforældre, økonomisk støtte til løsning af familiernes evt. sociale og

arbejds/uddannelsesmæssige problemer). Dette tydeliggør nødvendigheden af, at

socialforvaltningernes handlemuligheder inddrages, selv om dette

beslutningsforslag

fokuserer på de psykiatriske institutioner og behandlingscentrene for

substansmisbrugere.

En dansk registerbaseret undersøgelse af to fødselsårgange

(1966 og 1973) har vist, at 7,8 pct. af børnene havde oplevet, at en af

forældrene eller begge forældre (hvilket dog er sjældent) havde været indlagt

på en psykiatrisk afdeling. Ca. 25 pct. af alle patienter på en psykiatrisk

afdeling har børn mellem 0 og 18 år, og en screening på godt halvdelen af de

distriktspsykiatriske centre af det samlede antal patientforældre viste, at

62

pct. af de 0-18-årige børn boede hos den psykisk syge mor eller far.

Sundhedsstyrelsen anslår, at der hvert år fødes 50 børn af

narkomaner. Ifølge Socialforskningsinstituttets undersøgelse »Risikofaktorer

i

barndommen« (1999) har 2,9 pct. af en fødselsårgang en far og 1,7 pct. en

mor,

der har været indlagt med en alkoholrelateret lidelse. Dertil kommer, at 0,2

pct. af en årgang har en mor og 0,15 pct. har en far, der har været indlagt

med

en narkotikarelateret lidelse. I alt oplever 4,9 pct. af en fødselsårgang

således, at en forælder indlægges for substansmisbrug.

Omfanget af denne gruppe af børn er ikke opgjort samlet, og

ovenstående tal kan ikke give noget endeligt billede, da der må formodes at

være et vist sammenfald mellem de forskellige grupper. Tallene afslører

heller

ikke, at der er forskel på, hvor store forældrenes problemer er, eller hvor

megen bistand de forskellige børn behøver. Tallene afslører imidlertid, at

der

er tale om et reelt og omfattende problem, som kræver handling.

I forbindelse med satspuljeforhandlingerne for 2004 er der

afsat 20 mio. kr. til en styrket tværfaglig indsats over for børn af

misbrugere

og sindslidende. Disse midler skal dels finansiere identifikationen af de

patienter, som er forældre, hos alle landets behandlende myndigheder, dels

sikre, at bl.a. samtalegrupper for børn af misbrugere og sindslidende

udbredes,

så der findes tilbud over hele landet. Forslaget er således en opfølgning på

de

netop afsluttede satspuljeforhandlinger for 2004.

Forslagsstillerne foreslår, at der afsættes yderligere 80

mio. kr. til ordningen, og at det efterfølgende evalueres, om de afsatte

midler

svarer til opgavens omfang.

Skriftlig fremsættelse

Margrethe Vestager

(RV):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om støtte til børn af forældre, der er under behandling

for alvorlige psykiske lidelser eller misbrug af alkohol, narkotika eller

lignende .

(Beslutningsforslag nr. B 81).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter