Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en ny procedure i afgørelser om tvangsfjernelse af børn

2003/1 BSF 77Beslutningsforslag som fremsatFolketinget28. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. november 2003 af

Margrethe Vestager (RV),

Marianne Jelved (RV) og Anders Samuelsen (RV)

Forslag til folketingsbeslutning

om en ny procedure i afgørelser om tvangsfjernelse af børn

Folketinget pålægger regeringen at udarbejde en analyse af forskellige

modeller, der kan sikre faglighed, retssikkerhed, ensartethed og økonomisk

uafhængighed i sager om tvangsfjernelse af børn. Analysen skal munde ud i et

konkret forslag til en ny procedure for gennemførelse af tvangsfjernelser.

Analysen samt forslaget skal være Folketinget i hænde senest

den 1. marts 2004.

Bemærkninger til forslaget

Kommunerne gør generelt en stor indsats for at løfte den

tunge opgave med anbringelser af børn. Men hidtidige undersøgelser

(Socialforskningsinstituttet (SFI) 97:6, 98:15, 02:10 og 02:13) peger

desværre

på, at der er for stor vilkårlighed og for lidt faglighed i behandlingen af

sagerne, hvilket blandt andet giver sig udslag i store forskelle i antallet

af

tvangsfjernelser i kommunerne.

De store forskelle er problematiske ud fra både hensynet

til de berørte børns bedste og hensynet til forældrenes retssikkerhed.

Forslagsstillerne finder, at der er grundlæggende problemer

ved proceduren i forbindelse med afgørelser om tvangsfjernelse af børn. Den

nuværende ordning, hvor kommunernes børn og unge-udvalg er første

beslutningsinstans, tilgodeser ikke barnets behov og de implicerede familiers

retssikkerhed på betryggende vis, fordi der er en risiko for sammenblanding

af

hensynet til barnets tarv og hensynet til den enkelte kommunes økonomi.

Forslagsstillerne er bekymrede over, at kommunerne i for

Læs alt

høj grad prioriterer egne økonomiske hensyn og ikke barnets behov, når der

træffes beslutning om tvangsfjernelse. Forslagsstillerne mener også, at det

er

problematisk, at børn og unge-udvalgene i mange kommuner har for få sager til

at opbygge tilstrækkelig ekspertise og erfaring.

Der er brug for en reform af proceduren i afgørelser om

tvangsfjernelse af børn med følgende sigtelinjer:

–

Barnets tarv skal

altid have højeste prioritet. Kommunernes økonomiske hensyn må og skal derfor

altid underordnes hensynet til barnet.

–

Sagsbehandling og

afgørelser skal i højere grad basere sig på faglighed og retssikkerhed.

Proceduren skal sikre, at forældrene har tillid til, at afgørelsen er fair og

saglig.

–

Der skal være

ensartethed, således at man sikrer sig, at sagerne behandles ens.

–

Det bør sikres, at

afgørelserne om tvangsfjernelser hurtigere prøves af domstolene end efter det

nuværende system, hvor der går mellem ½ og 1 år, inden landsretterne træffer

afgørelse i en tvangsfjernelsessag.

–

Der er behov for en

grundig vurdering af, om den sammenblanding af den dømmende og den udøvende

myndighed, der eksisterer i børn og unge-udvalgene, fordi en dommer er

medlem,

er hensigtsmæssig.

Det skal understreges, at forslaget ikke indebærer

stillingtagen til, om der bør foretages flere tvangsanbringelser i fremtiden,

men alene, at det er saglige hensyn til barnets tarv og ikke f.eks.

økonomiske

hensyn, der skal bestemme antallet af anbringelser.

Anbringelsesområdet er komplekst, og forslagsstillerne ser

frem til en grundig analyse af forskellige modeller. Forslagsstillerne vil

imidlertid pege på to mulige modeller, som en analyse bør behandle, og hvor

den

sidste er forslagsstillernes foretrukne:

Model 1

Børn og unge-udvalgene afskaffes eller ændres således, at

en dommer ikke skal medvirke. Dommeren vil eventuelt kunne erstattes af en af

socialministeren (eller amtet ) beskikket person. Kommunernes (børn og

unge-udvalgenes) beslutninger om tvangsfjernelse kan af forældrene inden 4

uger

indbringes til prøvelse i den lokale byret. Ved byretten skal bevisførelse

(herunder eventuelle vidneforklaringer fra bedsteforældre) kunne finde sted.

Byretternes afgørelser kan ankes til landsretterne. Ved den retlige

behandling

kan sagkyndige lægdommere medvirke.

Model 2:

Kommunernes (børn og unge-udvalgenes) foreløbige afgørelser

skal af kommunen inden for en meget kort frist (f.eks. på 1 uge) indbringes

for

et landsdækkende, uafhængigt nævn. Nævnet træffer den endelige afgørelse, som

kan indbringes for domstolene efter de under model 1 omtalte regler. Der bør

fastsættes en kortere frist for nævnet til at træffe sin afgørelse. Nævnet

bør

ikke have en dommer som formand, men formanden kan være en jurist, der

opfylder

retsplejelovens betingelser for at blive udnævnt til landsdommer. Man kunne

lade Advokatrådet udpege et medlem, og de øvrige medlemmer kunne være en

børnepsykolog, en børnepsykiater og en person, der repræsenterer en

forældreorganisation.

Efter begge forslag bortfalder Den Sociale Ankestyrelses

kompetence på dette område. Ligeledes gælder det for begge modeller, at

kommunernes betaling fastholdes, således at kommunerne fortsat har en

tilskyndelse til at forebygge tvangsfjernelser fra familier, hvor barnets

tarv

er truet.

Den hidtidige debat

Socialministeren har peget på, at Den Sociale Ankestyrelse

i dag »kan tage en sag op af egen drift og pålægge en kommune at gennemføre

nødvendige tiltag over for et barn, der har behov for støtte, hvis en kommune

undlader dette«. Socialministeren finder således, at der allerede er »en

økonomisk uafhængig instans, der kan tage stilling til tvangsfjernelser,

samtidig med at kommunernes betaling fastholdes« (Se svar på spørgsmål S

4535,

2002-2003, stillet af Margrethe Vestager (RV)).

Forslagsstillerne mener imidlertid ikke, at Den Sociale

Ankestyrelses nuværende rolle løser de beskrevne problemer. Det er afgørende,

at det ikke kun er i udvalgte tilfælde, der er sikkerhed for, at det er

barnets

tarv, som er udslaggivende for afgørelserne. Uafhængigheden og fagligheden

skal

være sikret fra første færd. Forkerte afgørelser har alvorlige og måske endda

uoprettelige konsekvenser for forældre og børn, og det er essentielt, at der

handles hurtigt. Hertil er det afgørende for forslagsstillerne, at der typisk

er tale om »svage« forældre, som ikke har ressourcer til at anke afgørelser,

som de er uenige i. Derfor må der stilles skærpede krav til kvaliteten i

afgørelserne.

Med hensyn til økonomien mener forslagsstillerne ikke, at

de anførte modeller vil medføre betydelige stigninger i de offentlige

driftsudgifter, da forslaget ikke indebærer nye opgaver, men en ny

organisering

af opgaveløsningen. Staten må dog påregne en mindre engangsudgift i

forbindelse

med den fysiske etablering af et eventuelt uafhængigt nævn og eventuelle

regionale centre.

Det skal understreges, at forslagsstillerne er bevidste om,

at en større uafhængighed og større retssikkerhed i afgørelser om

tvangsanbringelser ikke løser alle problemer på anbringelsesområdet. Det

forberedende arbejde vil fortsat ligge i kommunerne, og her kan specielt de

små

kommuner fortsat have problemer med at opretholde tilstrækkelig ekspertise.

Men

en uafhængig instans vil kunne sikre en større ensartethed i afgørelserne,

kunne opsamle erfaringer og kunne give kommunernes sagsbehandlere langt bedre

mod- og medspil end de nuværende kommunale børn og unge-udvalg.

Forslagsstillerne håber på Folketingets velvillige

behandling.

Skriftlig fremsættelse

Margrethe Vestager

(RV):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om en ny procedure i afgørelser om tvangsfjernelse af

børn .

(Beslutningsforslag nr. B 77).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter