Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om flere kvinder i toppen

2002/1 BSF 122Beslutningsforslag som fremsatFolketinget11. april 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 25. marts 2003 af

Anne Grete Holmsgaard (SF), Anne Baastrup (SF),

Aage Frandsen (SF) og

Kamal Qureshi (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om flere kvinder i toppen

Ministeren for ligestilling opfordres til at indgå aftaler

med erhvervslivets organisationer og de faglige organisationer om en

forpligtende indsats for at få flere kvinder i ledelse og for at styrke

opdyrkningen af den kvindelige talentmasse. Aftalerne indgås for en 3-4-årig

periode med opstilling af klare pejlemærker for:

en væsentlig forøgelse

af kvindeandelen i topposter i organisationer og virksomheder,

en væsentlig forøgelse

af kvindeandelen i bestyrelser,

en systematisk

opdyrkning og styrkelse af den kvindelige talentmasse i medlemsvirksomheder

og

organisationer.

Bemærkninger til forslaget

Den danske ligestillingspolitik var i 1980’erne og i hvert

fald en del af 1990’erne kendt for at være blandt de mest progressive og

offensive i den vestlige verden. De tilgængelige undersøgelser og tal peger

imidlertid klart på, at indsatsen har mistet fremdrift, og på, at der er

store

huller i indsatsen.

Dette beslutningsforslag sætter fokus på et af de områder,

hvor resultaterne er helt utilfredsstillende: andelen af kvinder med

topposter

i henholdsvis private erhvervsvirksomheder og faglige organisationer.

Læs alt

Børsens Nyhedsmagasin har i sit martsnummer 2003

beskæftiget sig grundigt med kvinder i ledelse, især i private virksomheders

ledelse, men også i de faglige organisationers ledelse. Billedet, der tegnes,

peger entydigt på, at der må sættes kraftigt ind, hvis det skal lykkes at få

nedbrudt kønsbarriererne og få gavn af den store, men dårligt udnyttede

kvindelige talentmasse.

Tallene fra Børsens Nyhedsmagasin viser bl.a., at

kun 7 pct. af alle

danske virksomheder bevidst arbejder med at rekruttere kvinder til ledelse,

blandt store

virksomheder er andelen 12 pct.,

blandt 28.500 danske

virksomheder har kun 2.500, dvs. knap 9 pct., en kvinde i direktionen,

at der er et

betydeligt regionalt spænd med Vestjylland i den laveste ende og

København/hovedstadsområdet i den højeste,

Danmark ligger langt

nede på en liste over kvindeandelen blandt erhvervsledere, lovgivere og

topembedsmænd: nr. 14 efter USA, Canada, Irland, Storbritannien, Spanien,

Portugal, Sverige, Østrig, Holland, Finland, Tyskland, Australien og Norge.

Det sidste er et klart tegn på, at Danmark

har mistet pusten i indsatsen for at få flere

kvinder i ledelse. En »renset« opgørelse ville sandsynligvis give et

mere negativt billede, da Danmark har en

relativt høj kvindeandel i politik i forhold til flere af de lande, der er på

listen.

Siden 1980’erne har det været et omdrejningspunkt for

ligestillingspolitikken, at den offentlige sektor skulle gå foran og gennem

det

gode eksempels magt trække det private område med. Indsatsen i den offentlige

sektor har ganske vist skabt resultater, selv om der stadig er lang vej igen

til et tilfredsstillende resultat. På nuværende tidspunkt er andelen af

kvindelige topledere i den offentlige sektor ca. 15 pct. Politikken med den

offentlige sektor som trækkraft kan derfor ikke betragtes som en succes. Det

peger naturligvis på, at strategien må lægges om, så der satses direkte og

målrettet inden for de enkelte sektorer.

I oktober 2002 advarede den norske erhvervsminister, Ansgar

Gabrielsen (H), norsk erhvervsliv om, at han er parat til at gå

lovgivningsvejen for at sikre en kvindeandel på 40 pct. i aktieselskaberne,

hvis de ikke selv har klaret målsætningen inden 2005. Advarslen kom i

forlængelse af en kraftig opfordring til virksomhederne om at sikre, at der

mindst udpeges én kvinde til hver bestyrelse på generalforsamlingerne i 2003.

Forslagsstillerne mener, at det i den forbindelse kunne

være fristende at gennemføre en lovgivning med fastlæggelse af, hvilke mål

virksomheder og organisationer skulle opfylde, men har i første omgang

fravalgt

lovgivningsvejen, dels fordi forslagsstillerne finder det rimeligt, at

virksomhederne og organisationerne først får et klart politisk signal om at

rykke i spørgsmålet om kvinder i ledelse, dels fordi virksomhederne og

organisationerne har så stor en egeninteresse i at aktivere den uudnyttede

talentmasse blandt kvinderne, at det bør kunne få dem til at handle uden

lovgivning.

Kvinders høje uddannelsesniveau og kvinders høje

erhvervsfrekvens peger entydigt på, at virksomheder og organisationer med

få

undtagelser går glip af såvel talent som den dynamik, der ligger i at få

begge køn til tops. Når dette potentiale alligevel ikke udnyttes, skyldes det

en kombination af flere forhold: Der er ikke et tilstrækkeligt pres på

virksomhederne til at handle. Mange har ikke erkendt, hvad de mister.

Virksomhedskulturerne er ofte konserverende frem for fornyende. Kvinders

selvforståelse. Mænds ditto. Dertil kommer manglende viden om, hvordan man

griber sagen an m.v. Skal den konserverende cirkel brydes, er det nødvendigt

at

gå langt mere direkte til værks end der p.t. er lagt op til. Det er, som

foreslået af ministeren for ligestilling, en god ting at arbejde med

erfaringsudveksling, oplysningsmaterialer om »best practise« m.v. Men mange

års

indsats viser, at det ikke er sandsynligt, at denne indsats i sig selv

flytter

nok. Virksomheders og organisationers ledelse må i langt højere grad

forpligtes

og involveres i at få skabt de positive cirkler og den ændrede bevidsthed,

der

er afgørende for at få brudt barriererne.

Forslagsstillerne er naturligvis bevidste om, at der er

forskellige spilleregler i henholdsvis virksomheder, hvor lederne ansættes,

og

de faglige organisationer, hvor lederne vælges af medlemmerne. Der er

imidlertid ikke noget, der taler for, at man f.eks. skulle udelade de faglige

organisationer fra arbejdet med at indgå frivillige aftaler, blot man

erkender,

at aftalerne vil have forskellig karakter. Dette er faktisk hele kernen i

metoden med at indgå frivillige aftaler: at man bygger på, at

organisationerne

selv er med til at opstille de forpligtende mål, vælge metoderne til at

realisere dem og vælge, hvordan der følges op.

Skriftlig fremsættelse

Anne Grete Holmsgaard

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om flere kvinder i toppen.

(Beslutningsforslag nr. B 122).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter