Forslag til arkivlov
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 2. oktober 2002 af
kulturministeren (Brian Mikkelsen)
Forslag
til
arkivlov
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1.
Lovens bestemmelser om offentlige arkivalier gælder
for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning og
domstolene.
Stk. 2.
Loven gælder endvidere for anerkendte
trossamfunds ministerialbogførelse.
Stk. 3.
Kulturministeren kan bestemme, at reglerne i kapitel
3-10 helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber,
institutioner, foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige
forvaltning. Det gælder dog kun,
1) hvis udgifter ved deres virksomhed overvejende dækkes af
statslige eller kommunale midler, eller
2) i det omfang, de ved eller i henhold til lov har fået tillagt
beføjelse til at træffe afgørelser på statens eller
en kommunes vegne.
Stk. 4.
Kulturministeren kan bestemme, at reglerne i kapitel
3-10 helt eller delvis skal gælde for privatretligt organiserede
selskaber eller institutioner, hvori staten eller kommunerne indgår som
ejere, hvis en bevaring af de pågældende selskabers og
institutioners arkivalier må anses for væsentlig under hensyn til
Læs alt
de formål, der er nævnt i § 4, nr. 1.
Stk. 5.
Loven gælder endvidere for offentlige arkivers
virksomhed med hensyn til private arkivalier.
Kapitel 2
Offentlige arkiver
§ 2.
De offentlige arkiver består af Statens Arkiver
samt af kommunale arkiver.
§ 3.
Statens Arkiver består af Rigsarkivet samt
tilknyttede institutioner.
Stk. 2.
Statens Arkiver ledes af rigsarkivaren. Rigsarkivaren
udpeges af kulturministeren.
§ 4.
Statens Arkiver har til formål
1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi
eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ
eller retlig betydning for borgere og myndigheder,
2) at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige
offentlige arkivalier i samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af
denne lov,
3) at stille arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder,
herunder til forskningsformål,
4) at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af arkivalier,
5) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens
resultater.
§ 5.
Statens Arkiver behandler sager vedrørende brug af
rigsvåbenet og er rådgivende for offentlige myndigheder i
spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og
emblemer.
§ 6.
Statens Arkiver bistår de myndigheder, der er
omfattet af denne lov, i arkivmæssig henseende. Statens Arkiver kan
herunder udføre arkivundersøgelser samt opgaver af arkivteknisk
karakter m.v.
Stk. 2.
Statens Arkiver kan opkræve vederlag for sin
bistand, jf. stk. 1.
Stk. 3.
Statens Arkiver kan opkræve vederlag for
opbevaring af ikke afleveringspligtige arkivalier, der afleveres til Statens
Arkiver.
Stk. 4.
Statens Arkiver kan opkræve gebyr for
udfærdigelse af udskrifter.
§ 7.
Kommunerne kan oprette arkiver med det
formål
1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi
eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ
eller retlig betydning for borgere og myndigheder,
2) at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige
offentlige arkivalier,
3) at stille arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder,
herunder til forskningsformål, samt
4) at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af
arkivalier.
Stk. 2.
Statens Arkiver samarbejder med de kommunale
arkiver.
Kapitel 3
Bevaring og kassation af offentlige arkivalier
§ 8.
Myndighederne skal drage omsorg for varetagelse af
arkivmæssige hensyn, herunder at arkivalier opbevares på
betryggende måde.
Stk. 2.
Myndighederne skal drage omsorg for, at arkivalier,
der er lagret på elektronisk medium, bevares således, at de kan
afleveres til offentlige arkiver.
Stk. 3.
Ved aflevering af arkivalierne til offentlige arkiver
overgår ansvaret for arkivaliernes fremtidige bevaring til disse.
§ 9.
Kulturministeren kan efter indhentet udtalelse fra
Datatilsynet fastsætte nærmere regler om offentlige arkivers
opbevaring af materiale af den art, der er omfattet af lov om behandling af
personoplysninger.
§ 10.
Kulturministeren fastsætter til varetagelse af
arkivmæssige hensyn regler om behandling, bevaring og kassation af
statslige myndigheders arkivalier.
Stk. 2.
Kulturministeren fastsætter til varetagelse af
arkivmæssige hensyn regler om bevaring og kassation af kommunernes
arkivalier.
Stk. 3.
Kulturministeren kan bemyndige rigsarkivaren til at
foretage den mere detaljerede regelfastsættelse om bevaring og
kassation af offentlige arkivalier.
Stk. 4.
Statens Arkiver fører tilsyn med reglernes
overholdelse.
§ 11.
Kulturministeren kan efter forhandling med ministeren
for videnskab, teknologi og udvikling fastsætte bestemmelser om, at
statslige myndigheder, der inden en nærmere fastsat dato ikke er
overgået til elektronisk arkivering, skal betale for omkostningerne ved
bevaring i Statens Arkiver af arkivalier, der efter den nævnte dato
dannes på papir.
Kapitel 4
Aflevering af statslige arkivalier
§ 12.
Statens myndigheder og institutioner, folkekirken
samt anerkendte trossamfund kan kun aflevere deres arkivalier til Statens
Arkiver, jf. § 3.
Stk. 2.
Kulturministeren fastsætter nærmere regler
om aflevering til Statens Arkiver.
§ 13.
De myndigheder m.v., der er nævnt i § 12,
stk.1, afleverer, medmindre modstående hensyn gør sig
gældende, deres arkivalier til Statens Arkiver, inden arkivalierne er
30 år gamle, jf. dog stk. 2-3.
Stk. 2.
Kulturministeren fastsætter nærmere regler
om tidspunktet for aflevering, herunder om de tilfælde, hvor en
udskydelse af afleveringstidspunktet kan finde sted.
Stk. 3.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere
regler om tidspunktet for aflevering af arkivalier, der er lagret på
elektronisk medium. Det kan herunder fastsættes, at aflevering skal
finde sted på et tidligere tidspunkt end efter stk. 1.
§ 14.
Kulturministeren kan bemyndige rigsarkivaren til at
foretage den mere detaljerede regelfastsættelse om aflevering til
Statens Arkiver og om afleveringstidspunkt.
§ 15.
Enhver offentlig myndighed, som har modtaget eller
erhvervet arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende
statslige myndigheder, skal underrette Statens Arkiver herom. Tilbydes
myndighederne sådanne arkivalier, eller bliver de på anden
måde bekendt med arkivaliernes eksistens, skal de ligeledes underrette
Statens Arkiver herom.
Stk. 2.
Statens Arkiver kan bestemme, at arkivalier, der er
nævnt i stk. 1, afleveres til Statens Arkiver.
§ 16.
Private personer, virksomheder eller institutioner, som
er i besiddelse af arkivalier hidrørende fra tidligere eller
eksisterende statslige myndigheder, skal aflevere arkivalierne til Statens
Arkiver.
§ 17.
Hvis arkivalier tilhørende staten søges
solgt på offentlig auktion, skal auktionslederen underrette Statens
Arkiver herom.
§ 18.
Statens ret til arkivalier kan ikke ophøre ved
ekstinktion eller hævd.
Kapitel 5
Aflevering af kommunale arkivalier
§ 19.
Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til kommunale
arkiver, jf. § 7, stk. 1.
Stk. 2.
Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til Statens
Arkiver.
§ 20.
Kulturministeren fastsætter nærmere regler
om aflevering af kommunale arkivalier til Statens Arkiver.
§ 21.
Kommunale arkivalier, der er omfattet af lov om
behandling af personoplysninger, og som skal bevares, skal afleveres til et
offentligt arkiv. Afleveringen skal finde sted senest på det tidspunkt,
hvor de pågældende oplysninger ellers skulle slettes af den
dataansvarlige myndighed.
Stk. 2.
Kulturministeren fastsætter efter indhentet
udtalelse fra Datatilsynet nærmere regler om aflevering af
sådanne kommunale arkivalier, som er nævnt i stk. 1.
Kapitel 6
Tilgængelighed til offentlige arkivalier
§ 22.
Arkivenheder, der er skabt eller tilvejebragt af den
offentlige forvaltning og domstolene, og som er afleveret til offentligt
arkiv, er tilgængelige, når arkivenhederne er 20 år gamle,
jf. dog §§ 23-28.
Stk. 2.
Vedkommende myndighed træffer afgørelse i
forbindelse med ansøgning om adgang til arkivalier, der er over 20
år gamle, men som ikke er afleveret til offentligt arkiv.
Ansøgningen imødekommes, medmindre de hensyn, der er omtalt i
§§ 23-27, foreligger.
§ 23.
Arkivenheder, som indeholder oplysninger om
enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold, er
tilgængelige, når de er 75 år gamle.
Stk. 2.
Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler
herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv, fastsætte en
kortere eller længere tilgængelighedsfrist for arkivenheder, der
er omfattet af stk. 1. Fastsættelse af kortere
tilgængelighedsfrist end 75 år for materiale af den art, der er
omfattet af lov om behandling af personoplysninger, kan dog kun finde sted
efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet, hvis materialet er afleveret fra
myndigheder inden for den offentlige forvaltning, eller fra
Domstolsstyrelsen, hvis materialet er afleveret fra retterne.
§ 24.
Arkivenheder, som omfatter sager inden for
strafferetsplejen, er tilgængelige, når de er 75 år
gamle.
§ 25.
Arkivenheder, som indeholder myndigheders brevveksling
med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag
bør føres, er tilgængelige, når de er 50 år
gamle, jf. dog § 23.
§ 26.
Arkivenheder, som omfatter materiale, der er
tilvejebragt som grundlag for udarbejdelsen af offentlig statistik, er
tilgængelige, når de er 50 år gamle, jf. dog § 23.
§ 27.
Den afleverende myndighed kan efter drøftelse med
det modtagende arkiv fastsætte en længere
tilgængelighedsfrist på højst 60 år for dokumenter
omfattet af § 22 og §§ 25 og 26, hvor dette er nødvendigt
til beskyttelse af væsentlige hensyn til
1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,
herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige
organisationer,
3) beskyttelse af vidner, sigtede eller andre i sager om strafferetslig
eller disciplinær forfølgning,
4) det offentliges økonomiske interesser, herunder
udførelse af det offentliges forretningsvirksomhed,
5) enkeltpersoners eller private selskabers interesser i at beskytte
oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om
drifts- eller forretningsforhold eller lignende eller
6) private eller offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter
forholdets særlige karakter er påkrævet.
Stk. 2.
Længere frist end 60 år kan, for så
vidt angår statslige arkivalier, fastsættes af vedkommende
minister efter forhandling med kulturministeren.
Stk. 3.
Længere frist end 60 år kan, for så
vidt angår kommunale arkivalier, fastsættes af vedkommende
kommunalbestyrelse eller amtsråd efter forhandling med
kulturministeren.
Stk. 4.
Hvor særlige grunde, herunder
ressourcemæssige forhold, taler herfor, kan fristforlængelse ske
for arkivenheder eller grupper af arkivenheder.
§ 28.
Folkekirkens og de anerkendte trossamfunds
ministerialbøger, sønderjyske personregistre og borgerlige
ægteskabsbøger, som er afleveret til Statens Arkiver, er
tilgængelige, når de er 50 år gamle.
Stk. 2.
Døds- og begravelsesregistre, som er afleveret
til Statens Arkiver, er tilgængelige, når de er 10 år
gamle,
§ 29.
Tilgængelighedsfristen for en arkivenhed, jf.
§ 22, § 23, § 24, § 25, § 26 og § 27,
stk. 4, regnes fra en arkivenheds slutningsår.
Tilgængelighedsfristen for et dokument, jf. § 27, stk. 1-3,
regnes fra dokumentets dato.
Kapitel 7
Adgang til ikke umiddelbart tilgængelige
arkivalier
§ 30.
Enhver kan søge om tilladelse til benyttelse af
ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier, jf. kapitel 6.
Stk. 2.
I forbindelse med ansøgning om tilladelse efter
stk. 1 skal formålet med den tilsigtede benyttelse af de
oplysninger, der søges om adgang til, oplyses.
Stk. 3.
Ved afgørelse af ansøgninger om
benyttelse af ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier kan der tages
særligt hensyn til, om ansøgeren er part i den sag eller har en
særlig individuel interesse i de oplysninger, der søges adgang
til.
§ 31.
Rigsarkivaren eller den, der af rigsarkivaren bemyndiges
hertil, kan i konkrete tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af
dokumenter, arkivenheder eller grupper af arkivenheder, som er afleveret til
Statens Arkiver, inden udløbet af tilgængelighedsfristerne, jf.
dog §§ 33-35.
§ 32.
Kommunalbestyrelsen eller amtsrådet kan i konkrete
tilfælde meddele tilladelse til benyttelse inden udløbet af
tilgængelighedsfristerne af dokumenter, arkivenheder eller grupper af
arkivenheder, som er afleveret til et kommunalt arkiv, jf. dog § 34.
§ 33.
Tilladelse efter § 31 kræver samtykke fra den
afleverende myndighed, hvis
1) der for et dokument eller en arkivenhed er fastsat en længere
tilgængelighedsfrist efter § 27,
2) en arkivenhed indeholder materiale af den karakter, der er
nævnt i §§ 24-26 og § 28, og tilgængelighedsfristen
efter de nævnte bestemmelser ikke er udløbet, eller
3) en arkivenhed eller et dokument er yngre end 20 år.
§ 34.
Tilladelse efter §§ 31-32 kræver samtykke fra
Datatilsynet, hvis arkivenheden er afleveret fra en myndighed inden for den
offentlige forvaltning og indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent
private forhold og
1) tidligere behandling af oplysningerne har været omfattet af
lov om behandling af personoplysninger eller
2) oplysningerne stammer fra et edb-register, der har været
ført for den offentlige forvaltning.
§ 35.
Tilladelse efter § 31 kræver samtykke fra
Domstolsstyrelsen, hvis arkivenheden er afleveret fra retterne og indeholder
oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, og tidligere behandling
af oplysningerne har været omfattet af lov om behandling af
personoplysninger.
§ 36.
Er en ansøgning om benyttelse af ikke umiddelbart
tilgængeligt arkivmateriale, der er afleveret til offentlige arkiver,
ikke imødekommet eller afslået inden 15 dage efter, at den er
modtaget, skal det offentlige arkiv underrette ansøgeren om grunden
hertil.
§ 37.
De myndigheder, der er nævnt i §§ 33-35,
afgør så vidt muligt inden 30 dage efter, at
spørgsmål om imødekommelse af en ansøgning om
arkivadgang er forelagt den pågældende myndighed fra vedkommende
offentlige arkiv, om samtykke kan meddeles. Foreligger en afgørelse
ikke inden 30 dage, skal myndigheden underrette det offentlige arkiv om
grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse forventes at
foreligge. Det offentlige arkiv underretter herefter ansøgeren
herom.
§ 38.
Vedkommende myndighed træffer så vidt muligt
inden 30 dage afgørelse i forbindelse med ansøgninger om adgang
til arkivalier, der er over 20 år gamle, men som ikke er afleveret til
offentlige arkiver. Er en begæring om arkivadgang ikke
imødekommet eller afslået inden 30 dage efter, at den er
modtaget af vedkommende myndighed, skal myndigheden underrette
ansøgeren om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse
kan forventes at foreligge.
§ 39.
Kulturministeren nedsætter et udvalg, der skal
vurdere de offentlige arkivers og myndighedernes praksis på
tilgængelighedsområdet.
Stk. 2.
Udvalget består af en formand, som skal
være dommer, to repræsentanter for forskningen, to
repræsentanter for pressen og tre repræsentanter for den
offentlige forvaltning.
Stk. 3.
Udvalget udøver sin virksomhed på
grundlag af en årlig rapport om tilgængelighedspraksis. Rapporten
udarbejdes af rigsarkivaren, der kan indhente oplysninger om
tilgængelighedspraksis fra de myndigheder, der er omfattet af denne
lov.
Stk. 4.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere
regler om udvalgets virksomhed og om myndighedernes afgivelse af oplysninger
hertil.
Kapitel 8
Benyttelse af offentlige arkivalier
§ 40.
Den, der får adgang til benyttelse af arkivalier,
som ikke er umiddelbart tilgængelige, må ikke uberettiget
offentliggøre, videregive eller udnytte fortrolige oplysninger,
hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab.
En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig
bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt
er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige
hensyn til private eller offentlige interesser.
§ 41.
Kulturministeren fastsætter efter indhentet
udtalelse fra Datatilsynet regler om vilkår for brugen af oplysninger
af den art, der er omfattet af lov om behandling af personoplysninger.
Stk. 2.
De myndigheder, der er nævnt i §§ 31-32
eller §§ 33-35, kan i forbindelse med imødekommelse af
ansøgninger om arkivadgang fastsætte særlige vilkår
for benyttelse af ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier.
Stk. 3.
Vilkår fastsættes på grundlag
af
1) karakteren af de oplysninger, der gives adgang til, samt
2) det formål der angives for benyttelsen, jf. § 30,
stk. 2.
Stk. 4.
Som vilkår kan bl.a. fastsættes,
1) at oplysninger om enkeltpersoners private, herunder
økonomiske, forhold ikke viderebringes,
2) at der ikke rettes henvendelse til personer, der er nævnt i
det materiale, der gives adgang til, eller til disses
pårørende,
3) at dokumenter m.v. ikke gengives i deres helhed, samt
4) at der ikke foretages kopiering.
Stk. 5.
I tilfælde, hvor karakteren af de oplysninger,
der gives adgang til, og det formål, der tilsigtes, tilsiger dette, kan
der fastsættes andre vilkår.
Stk. 6.
I tilfælde, hvor der fastsættes
særlige vilkår, jf. stk. 2, skal benytteren afgive
erklæring om at ville overholde de fastsatte vilkår.
Stk. 7.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere
regler om benyttelse af offentlige arkivalier.
Kapitel 9
Begæring om indsigt i oplysninger, der er omfattet
af lov om behandling af personoplysninger
§ 42.
En person kan over for et offentligt arkiv
fremsætte begæring om indsigt i oplysninger om den
pågældende af den art, som er omfattet af lov om behandling af
personoplysninger, og som er overført til opbevaring i det
pågældende offentlige arkiv.
Stk. 2.
Begæring efter stk. 1 skal angive den
myndighed, der oprindelig har behandlet de pågældende
oplysninger.
Stk. 3.
Begæring om indsigt videresendes af det
pågældende arkiv til vedkommende myndighed, der træffer
afgørelse efter bestemmelserne herom i lov om behandling af
personoplysninger.
Stk. 4.
For så vidt angår begæring om
indsigt i private arkivalier, som er afleveret til et offentligt arkiv, og
som er omfattet af lov om behandling af personoplysninger, træffer det
pågældende arkiv afgørelse efter bestemmelserne i den
nævnte lov. Begæringen skal angive den dataansvarlige, der
oprindelig har behandlet de pågældende oplysninger.
Kapitel 10
Klageregler
§ 43.
Rigsarkivarens afgørelse om tilgængelighed
efter § 31 kan påklages til vedkommende ressortmyndighed.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte regler om, at de
afgørelser, rigsarkivaren træffer efter regler udstedt i
medfør af bestemmelserne i kapitel 3-4, ikke kan indbringes for
kulturministeren.
Kapitel 11
Private arkivalier
§ 44.
Offentlige arkiver kan indsamle, modtage og bevare
private arkivalier, som hidrører fra enkeltpersoner, foreninger,
organisationer m.v., herunder arkivalier af den art, der er omfattet af lov
om behandling af personoplysninger.
§ 45.
Statens Arkiver samarbejder med og er i
arkivmæssig henseende rådgivende over for andre kulturelle eller
videnskabelige institutioner, der indsamler og bevarer private arkivalier som
led i deres virksomhed.
Stk. 2.
Kulturministeren nedsætter et udvalg til fremme
af det samarbejde, der er nævnt i stk. 1.
§ 46.
Ved aflevering af private arkivalier til offentlige
arkiver træffes der aftale mellem den afleverende part og det
modtagende arkiv om tilgængelighed.
Stk. 2.
Kulturministeren kan efter indhentet udtalelse fra
Datatilsynet fastsætte nærmere regler om tilgængelighed til
materiale af den art, der er omfattet af lov om behandling af
personoplysninger.
§ 47.
Kulturministeren kan godkende, at institutioner, der
uden at være offentlige arkiver indsamler og bevarer private arkivalier
som led i deres virksomhed, kan modtage arkivalier, der er omfattet af lov om
behandling af personoplysninger. Godkendelsen forudsætter, at
institutionen opfylder de krav vedrørende opbevaring og
tilgængelighed, der fastsættes i medfør af § 9 og
§ 46, stk. 2.
§ 48.
Den, der ejer private arkivalier af væsentlig
forskningsmæssig eller almenkulturel betydning, skal, inden
arkivalierne udføres af landet, give Statens Arkiver adgang til
kopiering af arkivalierne.
§ 49.
Hvis et bo, der tilfalder staten ved arv, rummer
arkivalier, skal disse afleveres til Statens Arkiver.
§ 50.
Private arkivalier, hvortil ingen kan godtgøre
sin ret som ejer, tilhører staten. Finderen af sådanne
arkivalier eller den, der får dem i sin besiddelse, skal straks
aflevere dem til Statens Arkiver.
Kapitel 12
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 51.
Med bøde eller fængsel i indtil 6
måneder straffes den, der overtræder § 40 eller vilkår
fastsat i medfør af § 41.
Stk. 2.
Med bøde straffes den, der overtræder
bestemmelserne i §§ 16-17, § 48 samt § 50.
Stk. 3.
I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan
der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 4.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 52.
Loven træder i kraft den 1. juli 2003. Loven
gælder også for arkivalier, der er udfærdiget af en
myndighed eller er kommet i en myndigheds besiddelse før lovens
ikrafttræden.
§ 53.
Lov nr. 337 af 14. maj 1992 om offentlige arkiver m.v.,
som ændret ved lov nr. 421 af 10. juni 1997 og lov nr. 445 af 31. maj
2000, ophæves.
§ 54.
I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr.
730 af 21. juli 2000, affattes § 52, 2. pkt., således:
»Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte
regler om skolernes tilsyn med eleverne i skoletiden .«
§ 55.
Følgende bekendtgørelser forbliver i
kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i
medfør af denne lov:
1) Bekendtgørelse nr. 152 af 18. april 1985 om kassation af
Københavns Kommunes arkivalier
2) Bekendtgørelse nr. 65 af 31. januar 1990 om kassation i
amtskommunernes arkivalier
3) Bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige
arkivalier og offentlige arkivers virksomhed.
§ 56.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland. Loven kan med de afvigelser, som de særlige
færøske og grønlandske forhold tilsiger, ved kgl.
anordning sættes i kraft for sager, der er eller har været under
behandling af rigsmyndighederne.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Det foreliggende lovforslag er en uændret
genfremsættelse af forslag til arkivlov (L 200), som blev fremsat den
17. april 2002. Lovforslaget blev førstebehandlet den 7. maj 2002, men
nåede ikke at blive behandlet færdigt i folketingsåret
2001-2002.
De offentlige arkiver har som deres hovedformål at
bevare historisk værdifulde arkivalier og at stille arkivalierne til
rådighed for borgere og myndigheder som dokumentation eller til
almenkulturelle eller forskningsmæssige formål.
De offentlige arkiver, som består af Statens Arkiver
samt af arkiver, der er oprettet og drevet af kommuner, varetager denne
opgave først og fremmest ved modtagelse af arkivalier fra offentlige
myndigheder og institutioner, men derudover sammen med en række andre
institutioner uden for de offentlige arkiver gennem indsamling og bevaring
af private arkivalier.
Bevaringen af de offentlige myndigheders arkivalier
stiller i disse år store krav til de offentlige arkiver. Udviklingen
inden for den offentlige forvaltning, herunder især den stigende
anvendelse af informationsteknologi, kræver en stadig arkivfaglig
udvikling. Digitalt lagrede arkivalier stiller andre krav såvel til
bevaringsindsatsen som i forbindelse med, at arkivalierne stilles til
rådighed for benyttelse. Imødekommelse af disse krav er en
forudsætning for, at den moderne forvaltnings elektroniske arkivalier
kan bevares og stilles til rådighed for benyttelse som autentisk
dokumentation for samfundsudviklingen nu og i fremtiden.
Overgangen til digital forvaltning betyder imidlertid
ikke, at den traditionelle bevaringsindsats, der retter sig mod
papirarkivalier, kan nedprioriteres eller i den forudseelige fremtid vil
gøre sig gældende med mindre vægt. Flertallet af
offentlige myndigheder arkiverer stadig dokumentationen for deres
sagsbehandling m.v. på papir, og de papirarkivalier, der skabes i dag,
vil først skulle afleveres i løbet af 20-30 år.
Arkivlovens formål kan siges at være dobbelt i
den forstand, at arkivloven udgør såvel en del af
kulturbevaringslovgivningen som en del af forvaltnings- eller
offentlighedslovgivningen.
Lovforslaget sigter dels mod at tilvejebringe den
størst mulige sikkerhed for bevaringen af den arkivalske
dokumentation, der vurderes at være af størst betydning for den
fremtidige benyttelse, dels mod at tilvejebringe den størst mulige
åbenhed i adgangen til at benytte arkivalier uden derved at prisgive
oplysninger, der for en kortere eller længere periode fordrer
fortrolighed.
De væsentligste ændringer i lovforslaget i
forhold til den gældende lov er
størst mulig ligestilling mellem statslige og kommunale
arkivalier
afleveringspligt til offentligt arkiv for kommunale arkivalier, der
er omfattet af lov om personoplysninger
større åbenhed i adgangen til offentlige arkivalier,
herunder
nedsættelse af den generelle tilgængelighedsfrist fra 30
til 20 år
adgang efter lovens almindelige bestemmelser til kommunale
arkivalier, der ikke er afleveret til et offentligt arkiv
fastsættelse af overgrænse på 60 år for
fristforlængelser, for så vidt angår arkivalier, der ikke
indeholder personoplysninger
nedsættelse af 80-års tilgængelighedsfristen til 75
år for sager vedrørende enkeltpersoners private og
økonomiske forhold, samt sager inden for strafferetsplejen
nedsættelse af 80-års tilgængelighedsfristen til 50
år for sager vedrørende myndigheders brevveksling med sagkyndige
til brug i retssager m.v. samt statistisk grundmateriale
udvidelse af Tilgængelighedsudvalgets virkeområde til at
omfatte kommunale arkivinstitutioners og myndigheders
tilgængelighedspraksis
mulighed for kulturministeren til at godkende, at institutioner, der
ikke er offentlige arkiver, kan modtage og opbevare arkivalier, som er
omfattet af lov om behandling af personoplysninger.
Gældende lovgivning
Det gældende lovgrundlag er lov nr. 337 af 14. maj
1992 om offentlige arkiver m.v., med de ændringer, der følger af
lov nr. 421 af 10. juni 1997 og lov nr. 445 af 31. maj 2000, jf.
lovbekendtgørelse nr. 740 af 17. juli 2000.
I henhold til loven er udstedt bekendtgørelse nr.
554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers
virksomhed.
Regeludstedelsen på en række områder af
arkivteknisk karakter, herunder fastsættelsen af detaljerede
bestemmelser om bevaring og kassation, er delegeret til rigsarkivaren.
Rigsarkivaren har udstedt bekendtgørelse nr. 639 af
27. juni 2001 om kassation af visse arkivalier hos statslige myndigheder. For
det kommunale område er udstedt bekendtgørelse nr. 640 af 27.
juni 2001 om bevaring og kassation af primærkommunernes arkivalier og
bekendtgørelse nr. 647 af 27. juni 2001 om bevaring og kassation af
arkivalier i de amtskommunale sygehuse samt i sygehusene under Hovedstadens
Sygehusfællesskab.
Kassationsbestemmelser, der kun retter sig mod en enkelt
myndighed, f.eks. et departement, publiceres siden 1. januar 2001
løbende på Statens Arkivers hjemmeside.
Dertil føjer sig en række cirkulærer om
statslige myndigheders varetagelse af arkivmæssige hensyn. Her kan
nævnes cirkulære nr. 31 af 23. marts 2001 om bevaring og
kassation samt aflevering af statslige myndigheders konventionelle arkivalier
i årene 2002-2004 (Statens Arkivers aktivitetsplan), cirkulære
nr. 194 af 20. november 2001 om aflevering af statslige myndigheders
papirarkivalier til Statens Arkiver, cirkulære nr. 195 af 20. november
2001 om myndighedernes indberetning til Statens Arkiver m.v., cirkulære
nr. 217 af 19. december 2001 om undtagelse fra aflevering til Statens Arkiver
af videnskabelige samlinger, cirkulære nr. 23 af 8. marts 2002 om
anmeldelse af statslige myndigheders elektroniske registre (databaser),
cirkulære nr. 24 af 8. marts 2002 om anmeldelse og godkendelse af
elektroniske journaler og elektroniske dokumenthåndteringssystemer,
cirkulære nr. 25 af 8. marts 2002 om statslige myndigheders aflevering
af elektroniske arkivsystemer til Statens Arkiver.
Baggrunden for lovforslaget
Det følger af § 41 i lov nr. 445 af 31. maj
2000 om offentlige arkiver m.v., at forslag til revision af loven
fremsættes senest i folketingsåret 2001-2002.
Kulturministeren nedsatte i efteråret 2000 en
arbejdsgruppe, som fik til opgave at udarbejde en rapport om revision af
arkivloven. Arbejdet har omfattet hele arkivloven og spørgsmål
som formål, gyldighedsområde, bevaring og kassation, aflevering,
tilgængelighed, private arkivalier mm. er blevet behandlet.
Arbejdsgruppen skulle især komme med forslag til
fremme af målsætningen om større åbenhed til de
offentlige arkiver og herunder vurdere følgende
spørgsmål:
en nedsættelse af den almindelige 30-års
tilgængelighedsfrist
en nedsættelse af 80-års tilgængelighedsfristen for
beskyttelse af oplysninger om enkeltpersoners private forhold, og hvorledes
man i givet fald kan tage rimelige beskyttelseshensyn
ændring af proceduren for at fastsætte særlige
tilgængelighedsfrister i forbindelse med aflevering af materiale
en tydeliggørelse af myndighedernes og fagministrenes ansvar
for den praktiske efterlevelse af arkivlovens formålsbestemmelse
tilgængeligheden til kommunale arkivalier.
Arbejdsgruppen skulle inddrage resultaterne af arbejdet i
det udvalg, der er nedsat i henhold til arkivlovens § 26
(Tilgængelighedsudvalget) og ligeledes inddrage internationale
erfaringer i arbejdet.
Arbejdsgruppen skulle derudover belyse den teknologiske
udviklings betydning for de offentlige arkivers virksomhed og
herunder
vurdere spørgsmål som f.eks. nye krav til sikkerhed,
aflevering og opbevaring
fremme af tilgængeligheden til offentlige arkivalier og
eventuelle rationaliseringsgevinster.
Arbejdsgruppen skulle i den forbindelse følge
Forskningsministeriets udredningsarbejde om den offentlige administrations
overgang til elektronisk forvaltning, som afsluttedes i foråret
2001.
Arbejdsgruppen skulle endvidere overveje
privatarkivområdet, herunder forholdet til de institutioner m.v., der
indsamler private arkiver.
Arbejdsgruppen kunne også drøfte og vurdere
andre emner, der kunne være relevante i forbindelse med en
ændring af arkivloven. Arbejdsgruppen var ikke anmodet om at udarbejde
et udkast til lovforslag.
Arbejdsgruppen afgav sin betænkning (nr. 1404) den
13. juni 2001.
Arbejdsgruppen stillede i enighed en række forslag
til yderligere sikring af bevaringen af arkivalier, herunder bl.a.
at bevaringsværdien af offentligt ejede selskabers arkivalier
indgår som en selvstændig kvalifikation i bedømmelsen af,
hvorvidt arkivloven bør gøres gældende for sådanne
selskaber
at der indføres en afleveringspligt for kommunale
it-arkivalier, som er omfattet af lov om behandling af
personoplysninger.
Arbejdsgruppen anbefalede derudover, at der
gennemføres en ordning, hvorefter institutioner, der ikke er
offentlige arkiver i lovens forstand, kan sidestilles med offentlige arkiver
i forhold til persondataloven og ophavsretsloven.
I en række spørgsmål på
tilgængelighedsområdet afgav arbejdsgruppen delte indstillinger.
På den ene side stod en gruppe, der bestod af repræsentanter for
forskning og presse, herefter kaldet brugerrepræsentanterne, der
argumenterede for mere vidtgående reformer, og på den anden side
en gruppe, bestående af repræsentanter for ministerierne samt for
de kommunale organisationer, herefter kaldet
forvaltningsrepræsentanterne, der anbefalede mere moderate reformer.
Der henvises herom til afsnittet om tilgængelighed.
Arbejdsgruppens betænkning nr. 1404 om revision af
arkivloven blev i august 2001 sendt til høring hos en bred kreds af
myndigheder, institutioner, organisationer og foreninger.
Under hensyn til, at der på en række
områder fremsættes forslag til ændring af den
gældende lovgivning, har Kulturministeriet fundet det mest
hensigtsmæssigt at fremsætte en ny, samlet lov om offentlige
arkiver m.v. i stedet for at fremsætte en ændringslov til den
gældende lovgivning. I den forbindelse er der foretaget redaktionelle
ændringer, og systematikken i loven er ændret.
Lovforslagets hovedelementer
Særligt om tilgængelighed
Hovedformålet med lovforslaget er at fremme en
større åbenhed for adgangen til de offentlige arkivalier,
herunder en nedsættelse af tilgængelighedsfristerne. I
lovbemærkningerne til revisionen af arkivloven i 1997, lov nr. 421 af
10. juni 1997, fremgår det, at regeringen vil se positivt på, om
det er muligt at nedsætte den almindelige tilgængelighedsfrist
fra 30 år til 25 år i et 4-årigt perspektiv.
Arkivlovens bestemmelser om tilgængelighed knytter
sig til den øvrige regulering af offentlighedens adgang til de
oplysninger, der indsamles eller tilvejebringes af offentlige myndigheder som
led i deres virksomhed, især til offentlighedsloven og
persondataloven.
Det bemærkes, at arkivloven ikke indskrænker
eller ændrer den adgang til aktindsigt, der er hjemlet ved anden
lovgivning. Arkivloven fungerer således parallelt med den øvrige
aktindsigtslovgivning, herunder offentlighedsloven, lov om aktindsigt i
miljøoplysninger, reglerne om parters aktindsigt i forvaltningsloven,
lov om patienters retsstilling og retsplejeloven.
Kulturministeriet anmodede i efteråret 2000
Tilgængelighedsudvalget, der er nedsat i henhold til den gældende
arkivlovs § 26, om at sammenfatte de erfaringer og forslag, som den
tilgængelighedspraksis, der har udviklet sig efter ændringen af
arkivloven i 1997, måtte give anledning til.
Tilgængelighedsudvalget har i sin sammenfattende
beretning udtalt sig om
Praksis for myndighedernes aflevering af arkivalier. Udvalget
fremhæver afleveringens afgørende betydning for størst
mulig åbenhed og bemærker, at en ændring af
tilgængelighedsfristen i henhold til § 20, stk. 1, i den
gældende lov bør føre til en ændring af
afleveringsfristen. Der henvises herom til bemærkningerne til
§ 13.
Nedsættelse af 30-års tilgængelighedsfristen.
Udvalget udtaler, at en nedsættelse af den almindelige
tilgængelighedsfrist på 30 år vil have afgørende
betydning for en øget åbenhed. Udvalgets flertal har indstillet,
at tilgængelighedsfristen ved den kommende lovrevision nedsættes
til 25 år. Der henvises herom til bemærkningerne til
§ 22.
Forlængelse af tilgængelighedsfrister. Udvalget finder,
at det vil være vanskeligt at fastsætte en egentlig procedure for
fastsættelsen af særlige frister, men understreger, at der ved
fristforlængelser er behov for, at den arkivskabende myndighed og
rigsarkivaren præciserer årsagen til den meddelte
fristforlængelse. Udvalget anbefaler, at det overvejes, om det
bør pålægges alle arkivskabende myndigheder at udgive et
katalog over fristforlængelser. Der henvises herom til
bemærkningerne til § 27.
80-års tilgængelighedsfristen. Udvalget udtaler, at den
dispensationspraksis, der har udviklet sig på området, i vidt
omfang eliminerer risikoen for, at fristen på 80 år kan virke
urimelig lang. På baggrund heraf er det udvalgets opfattelse, at der
ikke er grundlag for at foretage ændringer af den del af bestemmelsen,
der vedrører hensynet til beskyttelsen af enkeltpersoner. Derimod
finder udvalget, at det på andre områder, som for eksempel
myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager m.v., er
ubegrundet at opretholde en 80-års tilgængelighedsfrist. Der
henvises herom til bemærkningerne til §§ 24-26.
Svarfrister i forbindelse med behandling af
dispensationsansøgninger. Udvalget finder, at de eksisterende
svarfrister er tilstrækkelige, og at der ikke på nuværende
tidspunkt er behov for ændringer på dette område.
Screening. Udvalget understreger den betydning, screening har for
størst mulig åbenhed. Udvalget opfordrer til, at der fortsat
afsættes de fornødne midler til screening. Der henvises herom
til de almindelige bemærkninger om lovforslagets økonomiske
konsekvenser samt til bemærkningerne til § 22 samt § 27.
Kompetence vedrørende klagesagers behandling. Udvalget har
været enig om, at der er grund til at overveje behovet for oprettelsen
af et ankenævn. Udvalgets flertal har anbefalet, at der ikke oprettes
et sådant.
Kommunale arkiver. Udvalget finder, at den øgede
decentralisering øger behovet for centralt reguleret adgang til de
kommunale arkiver, og at det vil være ønskværdigt, at der
i videst muligt omfang sker en tilpasning, således at der gælder
de samme regler for statslige og kommunale arkiver, hvad tilgængelighed
angår. Der henvises herom til bemærkningerne til § 22.
Tydeliggørelse af fagministrenes ansvar. Udvalget finder ikke
behov for lovrevision på dette område. Der henvises herom til
bemærkningerne til § 27, stk. 2.
Forholdet til offentlighedsloven. Et medlem af udvalget har peget
på behovet for at ensrette regelsættene.
Tilgængelighedsudvalgets fremtid. Udvalget finder, at det
bør fortsætte arbejdet også efter en lovrevision. Der
henvises herom til bemærkningerne til § 39.
Arbejdsgruppen til revision af arkivloven indstillede
på tilgængelighedsområdet i enighed,
at der bør gælde samme regler om arkivadgang til
kommunale arkivalier som til statslige
at muligheden for at foretage forlængelse af den almindelige
tilgængelighedsfrist opretholdes, men at der indføres en
overgrænse på 60 år, som kun kan fraviges i ganske
særlige tilfælde
at det overvejes at nedsætte 80-års
tilgængelighedsfristen efter den gældende lovs § 22,
stk. 1, nr. 2-4, der vedrører sager inden for strafferetsplejen,
myndigheders brevveksling til brug i retssager m.v. samt statistisk
grundmateriale
at der ved afgørelser om dispensation fra
tilgængelighedsfristerne tages særligt hensyn til, om
ansøger er part i sagen eller i øvrigt har en væsentlig
individuel interesse i den sag, der søges adgang til.
Brugerrepræsentanterne indstillede bl.a.,
at den almindelige tilgængelighedsfrist nedsættes til 20
år
at forlængelse af denne almindelige tilgængelighedsfrist
kun vil kunne ske dokument for dokument, men ikke for hele arkivenheder eller
grupper af arkivenheder
at der oprettes et særligt nævn med den opgave at
overvåge og efterprøve myndighedernes afgørelser om
afklassificering og fristforlængelser (screeningsnævn)
at arkivlovens 80-års tilgængelighedsfrist for
personoplysninger ændres fra at omfatte hele arkivenheder til alene at
omfatte konkrete oplysninger om enkeltpersoners private forhold,
subsidiært at fristen nedsættes til 55 år
at der oprettes et særligt ankenævn til behandling af
klagesager over afslag på arkivadgang, subsidiært at
Tilgængelighedsudvalgets beføjelser udvides.
Forvaltningsrepræsentanterne indstillede derimod
bl.a.,
at den almindelige tilgængelighedsfrist nedsættes til 25
år
at muligheden for at forlænge denne frist for arkivenheder og
grupper af arkivenheder opretholdes
at der ikke oprettes et særligt nævn til
efterprøvelse af fristforlængelser m.v.
at 80-års tilgængelighedsfristen for personoplysninger
opretholdes som hovedregel
at der ikke oprettes et særligt ankenævn til behandling
af klager over afslag på arkivadgang.
Ved udarbejdelsen af lovforslaget er der som hovedregel
lagt vægt på arbejdsgruppens enige indstillinger og på de
indstillinger, der er afgivet af forvaltningsrepræsentanterne.
Forholdet mellem arkivlov og offentlighedslov
Arkivloven supplerer bestemmelserne om aktindsigt i anden
lovgivning, herunder især offentlighedsloven.
Det blev i arbejdsgruppen drøftet, om det burde
foreslås at lade adgangen til arkivalier regulere gennem
offentlighedslovgivningen, som det er tilfældet i en række andre
lande, jf. nedenfor. Arbejdsgruppen var enig om at opfatte forholdet mellem
offentlighedsloven og arkivlovens tilgængelighedsbestemmelser
således, at arkivlovens tilgængelighedsbestemmelser regulerer,
hvornår offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser ophører, for
så vidt angår materiale, der er omfattet af begge
lovgivninger.
Om forholdet mellem arkivloven og den øvrige
aktindsigtslovgivning bemærkes i øvrigt, at arkivloven ikke
ændrer de bestemmelser om adgangen til aktindsigt, der er fastsat ved
anden lovgivning. Også efter aflevering til offentlige arkiver vil
dokumenter m.v. være omfattet af retten til aktindsigt efter
offentlighedsloven eller af parters ret til indsigt efter forvaltningsloven,
retsplejeloven m.v.
Retten til aktindsigt efter offentlighedsloven omfatter
som udgangspunkt kun dokumenter, der er udfærdiget af en myndighed
eller kommet i en myndigheds besiddelse efter den 1. januar 1971.
Offentlighedsloven omfatter derudover kun den virksomhed, der udøves
af den offentlige forvaltning samt af en række
energiforsyningsvirksomheder, men derimod ikke domstolene. Offentlighedsloven
gælder ikke for sager inden for strafferetsplejen.
Arkivlovens virkeområde er bredere end de
øvrige loves, herunder offentlighedslovens, forvaltningslovens og
retsplejelovens respektive områder, idet arkivloven omfatter al
virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning samt domstolene.
Arkivloven omfatter herunder personoplysninger, der behandles for den
offentlige forvaltning og domstolene.
Sammenfattende finder Kulturministeriet det fortsat
hensigtsmæssigt, at en arkivlov, udover bestemmelser om bevaring og
aflevering af arkivalier, indeholder bestemmelser om tilgængelighed til
materiale over en vis alder, der som hovedregel vil være afleveret til
offentlige arkiver.
Særligt om spørgsmålet om
ankenævn
Arbejdsgruppen har drøftet, hvorvidt der bør
oprettes en særlig myndighed, der kan efterprøve og
omgøre afgørelser i tilgængelighedssager, der går
ansøgeren imod. Der blev ikke opnået enighed om
spørgsmålet.
Brugerrepræsentanterne har indstillet, at der i
forbindelse med lovrevisionen etableres et uvildigt nævn, der vil kunne
efterprøve og eventuelt omgøre afgørelser om
tilgængelighed, der træffes af Statens Arkiver eller af
vedkommende ressortmyndighed. Brugerrepræsentanterne har i den
forbindelse anført, at en række af arkivlovens bestemmelser er
bredt formuleret og giver en vid ramme for myndighedernes skøn. Det er
på den baggrund af væsentlig betydning for borgernes
retssikkerhed, at myndighedernes skøn kan efterprøves. Den
ordning, der er etableret ved § 33, stk. 1, i den gældende
lov, og hvorefter en myndighed kan anmodes om at genoverveje et afslag, er i
den henseende ikke tilfredsstillende.
Forvaltningens repræsentanter har indstillet, at der
ikke indføres et særligt ankenævn, men at de
gældende ankemuligheder opretholdes. Denne del af arbejdsgruppen finder
ikke, at der har vist sig noget særligt behov for et ankenævn, og
henholder sig endvidere til en udtalelse fra Tilgængelighedsudvalgets
flertal i forbindelse med 1997-lovrevisionen: »Efter en nøje
gennemdrøftelse af synspunkterne for og imod finder udvalget efter en
samlet afvejning, at det - under den udtrykkelige forudsætning, at
ressortmyndigheden vil lægge vægt på størst mulig
åbenhed - er bedst stemmende med den parlamentariske tradition, at de
væsentlige afgørelser, der blandt andet vedrører hensynet
til rigets sikkerhed og forsvar, træffes af vedkommende
ressortminister, der i sin administration er ansvarlig over for
Folketinget.«
Kulturministeriet finder, at etableringen af et
ankenævn ikke vil være hensigtsmæssig. Den hidtidige
tilgængelighedspraksis, som den foreligger oplyst ved rigsarkivarens
årlige rapporter og Tilgængelighedsudvalgets beretninger, giver
ikke anledning til at antage, at borgernes retssikkerhed i denne forbindelse
ikke varetages tilfredsstillende.
Endvidere bemærkes, at det er et hovedpunkt i
lovforslaget, at der skal gælde samme regler for tilgængelighed
efter arkivloven for alle offentlige arkivalier, hvad enten det drejer sig om
statslige eller kommunale, afleverede eller ikke-afleverede arkivalier, jf.
forslagets § 22. Det er i denne forbindelse Kulturministeriets
opfattelse, at Tilgængelighedsudvalgets kompetence til at følge
udviklingen med hensyn til tilgængelighed til offentlige arkivalier
bør udstrækkes til det kommunale område.
Kulturministeriet kan i øvrigt tilslutte sig de
principielle synspunkter, som Tilgængelighedsudvalgets flertal og
forvaltningsrepræsentanterne i Arbejdsgruppen har givet udtryk for.
På den baggrund finder Kulturministeriet ikke
anledning til at foreslå nye bestemmelser om behandling af klager over
afslag på tilgængelighedsansøgninger.
Særligt om internationale erfaringer
Arbejdsgruppen til revision af arkivloven havde bl.a. til
opgave at inddrage internationale erfaringer på
tilgængelighedsområdet. Betænkningen indeholder en
redegørelse for lovgrundlag og praksis i en række lande.
I de øvrige nordiske lande og i USA danner
offentlighedslovene grundlag for afgørelser om arkivadgang. I
princippet findes der her ingen generelle frister for, hvornår
undtagelserne i offentlighedslovene bortfalder under hensyn til arkivaliernes
alder. Der er mellem landene forskelle, når det drejer sig om de
myndigheder, der træffer afgørelse om aktindsigt efter
offentlighedslovene.
I Sverige og Norge er det den myndighed, som opbevarer et
givet dokument, der træffer afgørelse om aktindsigt eller
tilgængelighed. I praksis vil det sige, at også de statslige
arkiver kommer til at træffe afgørelser på dette grundlag,
når dokumenterne til sin tid er afleveret fra myndighederne.
I Danmark træffer de myndigheder afgørelse om
aktindsigt efter offentlighedsloven, som har de sager til afgørelse,
dokumenterne hører til. Statens Arkiver kommer derfor ikke til at tage
stilling til aktindsigt efter offentlighedsloven, for så vidt
angår afleverede arkivalier, men behandler udelukkende
ansøgninger om tilgængelighed efter arkivloven.
Lovgrundlagenes forskellighed gør derfor
sammenligninger vanskelige.
De undersøgelser, som er foretaget af
Arbejdsgruppen, kan ikke understøtte den opfattelse, at den danske
lovgivning og praksis som helhed betragtet skulle være mere restriktiv
end i øvrige lande.
Nogle af de mellemfolkelige organisationer, Danmark er
medlem af, har i de senere år arbejdet på større
åbenhed i adgang til deres arkiver. Det gælder således
NATO, der har igangsat et screenings- og afklassificeringsarbejde med henblik
på at gøre organisationens dokumenter tilgængelige for
offentlighed og forskning og tillige oprettet en egentlig arkivfunktion.
Dette arbejde styres af NATO Archives Committee, hvor fra dansk side
Udenrigsministeriet og Statens Arkiver er repræsenteret.
Særligt om elektronisk arkivering
Overgangen til elektronisk sagsbehandling hos offentlige
myndigheder og institutioner har været et vigtigt element i regeringens
it-politiske handlingsplan. Formålet er bl.a. at opnå
ressourcemæssige besparelser, effektiviseringsgevinster samt et
højere serviceniveau over for borgere og virksomheder.
Det må dog understreges, at ressourcemæssige
besparelser i forbindelse med indførelse af digital forvaltning ikke
umiddelbart vil kunne opnås på arkivområdet, men
først på et forholdsvis sent tidspunkt vil kunne gøre sig
gældende.
Bevaringen af den del af kulturarven, der består af
elektronisk lagrede eller digitale arkivalier, stiller en række andre
krav end bevaringen af traditionelle papirarkivalier. Også for så
vidt angår benyttelsen af arkivalierne, er kravene andre end ved
benyttelsen af papirarkivalier. Selv om også arkiverne på sigt
kan opnå ressourcemæssige besparelser ved overgangen til
elektronisk arkivering, vil der i en periode være tale om ekstra
ressourceanvendelse, dels fordi de offentlige arkiver fortsat modtager store
mængder papirarkivalier fra myndighederne, dels fordi elektronisk
arkivering kræver godkendelse og test af systemer, øget
vejledningsindsats samt en løbende tilpasning til udviklingen på
it-markedet.
De hensyn til forvaltningens uhindrede gang, der for
papirarkivaliers vedkommende betinger et forholdsvis sent
afleveringstidspunkt, gør sig ikke gældende, når talen er
om aflevering af digitale arkivalier. Afleveringen finder sted i form af et
kopiudtræk fra den afleverende myndigheds system, og myndigheden har
således efter aflevering til de offentlige arkiver fortsat umiddelbar
adgang til de oplysninger, der er omfattet af en aflevering.
Det elektronisk bevarede og afleverede materiale skal med
jævne og forholdsvis korte mellemrum fra 5 til 10 år
overføres til nye lagringsmedier og eventuelt undergå
konvertering til nyt opbevaringsformat. Den løbende konvertering skal
sikre det bevarede materiale dels mod henfald af de elektroniske medier, dels
mod teknologisk forældelse. Digitale arkivalier kræver
således en aktiv og løbende vedligeholdelse, der langt
overstiger de krav, bevaringen af papirarkivalier stiller. Denne
vedligeholdelse medfører en række omkostninger, der ikke er
forbundet med bevaring af papirarkivalier. Derimod er omkostningerne ved
magasinering af elektroniske arkivalier marginale i forhold til
omkostningerne ved magasinering af papirarkivalier.
Den stigende overgang til digital forvaltning vil i en
periode samlet øge de omkostninger, der er forbundet med bevaringen af
arkivalier. Der vil derfor ikke på arkivområdet umiddelbart
være tale om en besparelse i forbindelse med overgangen til digital
forvaltning, men derimod om en forøgelse i omkostningerne, der
først udlignes, når bevaring og aflevering af papirarkivalier
udviser en faldende tendens.
Statens Arkiver har i de senere år gennemført
en betydelig udvikling af metoder og standarder i forbindelse med digital
bevaring. Samtidig er der for den statslige forvaltning løbende
foretaget en regulering af myndighedernes varetagelse af arkivmæssige
hensyn i forbindelse med elektroniske arkivalier, ligesom Statens Arkiver i
vidt omfang har vejledt såvel statslige som kommunale myndigheder i
spørgsmål om elektronisk arkivering.
Det må imidlertid forudses, at Statens Arkivers
opgaver på dette felt vil blive stærkt udvidet i de kommende
år som følge af gennemførelse af digital forvaltning.
Også udviklingen på det kommunale område har medført
et øget behov for vejledning, såvel af forvaltningsmyndigheder
som af kommunale arkivinstitutioner.
Særligt om forholdet til persondataloven
Den offentlige forvaltnings og domstolenes stigende
anvendelse af elektronisk sagsbehandling medfører, at et stadig
større område bliver omfattet af lovgivningen om behandling af
personoplysninger.
Ifølge persondatalovens § 14 kan oplysninger,
der er omfattet af persondataloven, overføres til opbevaring i
offentlige arkiver efter arkivlovgivningens bestemmelser herom.
Den seneste revision af arkivloven, lov nr. 445 af 31. maj
2000, skete som konsekvens af ny lovgivning om behandling af
personoplysninger. Hovedpunkterne i revisionen af arkivloven i denne
forbindelse var; 1) Der skelnes ikke mellem papirarkivalier og elektroniske
arkivalier ved beslutning om bevaring af materiale med personoplysninger, 2)
Hensynet til beskyttelse af den personlige integritet hos de personer, om
hvem der bevares oplysninger i offentlige arkiver, varetages ved inddragelse
af Datatilsynet ved fastsættelse af generelle regler om offentlige
arkivers behandling af personoplysninger, 3) Datatilsynet eller
Domstolsstyrelsen inddrages i afgørelsen af konkrete
spørgsmål, der angår fastsættelse af kortere
tilgængelighedsfrist end 80 år for arkivalier, som er omfattet af
persondataloven.
I betænkningen indstilles det, at bevaringspligten
for kommunale myndigheders elektroniske arkivalier, som er omfattet af
persondataloven, præciseres, således at kommunerne
pålægges at aflevere sådanne arkivalier til et offentligt
arkiv. Der henvises herom til bemærkningerne til § 21.
Særligt om private arkivalier
I bemærkningerne til forslag til lov om offentlige
arkiver fra 1992 anførtes bl.a., at arkivernes formål er at
sikre bevaring af dækkende dokumentation for beskrivelse og analyse af
det danske samfund og dets udvikling i flest mulig aspekter.
Den primære genstand for denne
målsætning er den statslige forvaltnings arkivalier. Dette har
historiske årsager og skyldes navnlig statsforvaltningens centrale
placering i samfundslivet. Imidlertid er det statslige område ikke
tilstrækkeligt til at formidle et fuldstændigt billede af det
danske samfunds tilstand og udvikling gennem tiderne. Det indgår derfor
også som led i arkivernes målsætning at bidrage til at
sikre bevaringen af primær- og amtskommunale arkivalier. Der skal i den
forbindelse peges på decentraliseringen af en række offentlige
opgaver til kommuner og amtskommuner. Hertil kommer udviklingen i forbindelse
med oprettelse af privatretligt organiserede, offentligt ejede selskaber.
Endelig må de offentlige arkivalier suppleres med private arkivalier af
historisk værdi.
På de private arkivers område opfylder
arkiverne deres målsætning ved en systematisk indsamling af
arkiver fra fremtrædende personer og virksomheder i det danske samfund.
Erhvervsarkivet har som sin vigtigste funktion at indsamle arkiver fra
erhvervsvirksomheder og erhvervslivets organisationer. Rigsarkivet og
landsarkiverne indsamler arkivalier fra foreninger og privatpersoner, navnlig
sådanne, som har spillet en fremtrædende rolle i det
politisk-administrative liv.
I 1992-loven blev Statens Arkivers indsamling og bevaring
af private arkivalier reguleret. Ved loven etableredes et udvalg til fremme
af samarbejdet mellem Statens Arkiver og andre institutioner, der foretager
indsamling og bevaring af private arkivalier (Privatarkivudvalget). Ved
lovrevisionen i 1997 blev dette udvalg gjort permanent.
Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har i sin
betænkning, for så vidt angår privatarkivområdet,
bl.a. bemærket: »Bevaringen af private arkivalier er ikke, som
tilfældet er for offentlige arkivalier, reguleret indgående i
arkivloven med underliggende regelsæt. Den virksomhed på
privatarkivområdet, som udfolder sig i kommunale offentlige arkiver, er
kun reguleret i begrænset omfang, for så vidt angår
materiale, der er omfattet af persondataloven. Den indsamling, modtagelse og
bevaring af privatarkiver, der foregår i institutioner uden for de
offentlige arkiver, er ikke reguleret i lov. Spørgsmålet er
derfor, om det bør søges i lovgivningen at tilvejebringe et
stærkere grundlag til sikring af offentlige arkivers indsamling og
bevaring af private personers, foreningers, erhvervsvirksomheders og
selskabers arkivalier. Arkivlovgivningen ville derved få stærkere
karakter af en overordnet kulturbevaringslovgivning på sit
område.«
Det bemærkes i denne forbindelse, at
Sammenslutningen af Lokalarkiver i en henvendelse til arbejdsgruppen har
udtrykt ønske om, at såvel de kommunale offentlige arkivers som
lokalarkivernes bevaring af private arkivalier reguleres i arkivloven.
Som nævnt er kun de offentlige arkivers virksomhed
på privatarkivområdet direkte reguleret i arkivloven. Loven
omfatter ikke den virksomhed på området, der finder sted i
institutioner uden for de offentlige arkiver, det være sig statslige
institutioner som f.eks. Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket,
Nationalmuseet og Dansk Folkemindesamling, eller private institutioner som
f.eks. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Lokalarkiverne, for
så vidt de ikke er en del af de offentlige arkiver, er uanset deres
organisationsform eller finansiering heller ikke omfattet af den
gældende lovgivning.
Kulturministeriet finder ikke behov for i arkivloven at
regulere den indsamlingsvirksomhed m.v. på privatarkivområdet,
der finder sted i offentlige eller private institutioner uden for de
offentlige arkiver. For så vidt angår statslige institutioner,
vil regulering om nødvendigt kunne finde sted administrativt.
For så vidt angår kommunale eller private
institutioner, der udfører opgaver på privatarkivområdet,
er Kulturministeriet opmærksom på det værdifulde arbejde,
der finder sted i disse institutioner, men finder, at den lokale styring og
finansiering må være afgørende. Samtidig bemærkes,
at der gennem Privatarkivudvalget udfoldes en betydelig samarbejds- og
koordinationsvirksomhed på området, der som resultat bl.a. har
haft etablering af en landsdækkende database over private arkivalier,
der er afleveret såvel til offentlige arkiver som til andre
institutioner.
Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har som led i
sine overvejelser om styrkelse af bevaringsindsatsen indhentet oplysninger om
lovgivningen om bevaring af privatarkiver i de øvrige nordiske lande
og har særligt hæftet sig ved den norske lovgivning til sikring
af bevaringen af værdifulde private arkivalier.
På baggrund af den norske lovgivning har
arbejdsgruppen indstillet, at der etableres et register over særligt
bevaringsværdige private arkivalier, og at optagelse af et privatarkiv
i dette register over for ejeren af arkivalierne skal have den retsvirkning,
at ejeren forpligtes til at give oplysning til registret om ændring i
ejerforholdet. Kulturministeriet finder imidlertid ikke, at der i Danmark er
behov for at lovgive på området, idet der allerede eksisterer et
godt og konstruktivt samarbejde mellem på den ene side Statens Arkiver,
herunder Erhvervsarkivet, og andre arkiver og på den anden side private
virksomheder, organisationer, selskaber m.fl. om bevarelsen af
værdifulde private arkiver. En styrkelse af indsatsen på
området bør naturligt udspringe af det samarbejde, der
foregår i Privatarkivudvalget, hvor rigsarkivaren er formand.
I betænkningen indstilles, at der skabes mulighed
for, at institutioner, som ikke er offentlige arkiver, kan modtage og
opbevare materiale, som er omfattet af lov om behandling af
personoplysninger.
Datatilsynet har i den forbindelse udtalt, at
spørgsmålet om, hvilke oplysninger, der kan/skal afleveres i
arkiv, samt til hvilke arkivtyper aflevering kan ske, afgøres efter
arkivlovgivningen og ikke persondataloven. Datatilsynet har således
ikke indvendinger imod, at der indføres en bestemmelse som indstillet
af arbejdsgruppen. Der henvises herom til bemærkningerne til
§ 47.
Særligt om forholdet til ophavsretsloven
Arbejdsgruppen har henledt opmærksomheden på,
at regler i ophavsretsloven kan vanskeliggøre adgangen til private
arkivalier, der er afleveret til institutioner uden for de offentlige
arkiver. Arbejdsgruppen har i den forbindelse indstillet, at det i
forbindelse med den kommende lovrevision overvejes, hvordan
arkivinstitutioner, der ikke efter den gældende lov er offentlige
arkiver, men som opfylder bestemte standarder for bevaring, arkivbeskrivelse
og formidling, kan stille ophavsretsligt beskyttede arkivalier til
rådighed for benyttelse på samme vilkår, som i dag
gælder for offentlige arkiver.
Ophavsretlovens § 2 giver ophavsmanden eneret til at
råde over sit værk, blandt andet ved »at gøre det
tilgængeligt for almenheden«. Når et beskyttet værk stilles
til rådighed for en bruger til gennemsyn på en læsesal, er
der tale om en handling, der falder ind under dette begreb.
Ophavsretsloven § 27, stk. 2, er en undtagelse
fra eneretten i § 2, som gør det muligt for offentlige arkiver at
give brugere adgang til at gennemse private arkivalier, som måtte
være ophavsretligt beskyttede, uden at der først skal indhentes
samtykke fra indehaveren af ophavsretten. Bestemmelsen åbner ikke
mulighed for, at der foretages kopiering eller udleveres afskrifter af
materialet.
Da bestemmelsen i ophavsretslovens § 27, stk. 2,
udelukkende omfatter offentlige arkiver, er det således ikke muligt for
andre institutioner at stille ophavsretsligt beskyttede arkivalier til
rådighed for gennemsyn, medmindre der foreligger samtykke fra
indehaverne af ophavsretten.
Kulturministeriet er enig i, at der med hensyn til
tilgængeligheden af private arkivalier i ophavsretlig henseende
bør være ligestilling mellem offentlige arkiver og andre
institutioner, som opfylder bestemte standarder for bevaring,
arkivbeskrivelse og formidling. Ministeriet finder, at dette
spørgsmål bør løses i forbindelse med den
førstkommende ændring af ophavsretloven. Der er derfor ikke i
nærværende lovforslag optaget bestemmelser herom.
Lovforslagets økonomiske konsekvenser
Med lovforslaget indføres en pligt for kommunerne
til at aflevere bevaringsværdige it-arkivalier, der indeholder
personoplysninger, til et offentligt arkiv. Af bevaringsmæssige hensyn
skal disse arkivalier afleveres i en systemuafhængig
arkiveringsversion, og produktion og test af sådanne er forbundet med
udgifter for de afleverende myndigheder. Kulturministeriet har ført
drøftelser herom med de kommunale parter. Der er enighed om, at de
offentlige myndigheder allerede efter § 9 i den gældende lov har
en pligt til at bevare it-arkivalier på en sådan måde, at
de kan afleveres til et offentligt arkiv. Indførelse af
afleveringspligt indebærer derfor ikke i sig selv merudgifter i forhold
til den nuværende situation, men indførelsen aktualiserer de
opgaver af teknisk karakter, som overgangen til digital forvaltning generelt
medfører for de offentlige myndigheder. Kulturministeriet og de
kommunale parter er derfor blevet enige om at etablere det tættest
mulige samarbejde om at udvikle rationelle metoder til bevaring og aflevering
af it-arkivalier. Der er også enighed om, at de kommunale parter skal
inddrages i udformningen af de nærmere regler for bevaring og
aflevering af kommunale it-arkivalier.
Lovforslaget medfører ikke statslige merudgifter,
jf. nedenfor om forslagets administrative konsekvenser.
Lovforslagets administrative konsekvenser
Nedsættelse af de almindelige
tilgængelighedsfrister vil som udgangspunkt betyde en lettelse for
forvaltningen for så vidt angår adgang til materiale, der er over
20/75 år gammelt. For visse myndigheder med sagsmateriale af
særlig karakter er der en forventning om, at nedsættelsen af den
almindelige tilgængelighedsfrist fra 30 til 20 år kan
medføre behov for øgede administrative ressourcer til
screening/afklassificering. Denne indsats forudsættes indpasset i
myndighedernes almindelige screeningsindsats. Ressourcesituationen vil i en
periode kunne medføre, at forlængelse af
tilgængelighedsfrist vil finde sted for arkivenheder eller grupper af
arkivenheder. Kulturministeriet vil, bl.a. gennem rigsarkivarens rapporter og
Tilgængelighedsudvalgets beretninger, følge udviklingen på
området.
Lovforslagets erhvervsøkonomiske/-administrative
konsekvenser
Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser med
erhvervsøkonomiske/-administrative konsekvenser.
Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser med
miljømæssige konsekvenser.
Lovforslagets forhold til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Hørte myndigheder, institutioner og
organisationer
Samtlige ministerier samt Kabinetssekretariatet,
Universiteternes historiske institutter, Universiteternes samfundsfaglige
institutter, forskningsrådene, Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg Kommuner, Danske
Dagblades Forening, Dansk Journalistforbund, Dansk Fagpresse, Danmarks Radio,
TV 2/Danmark, Datatilsynet, Domstolsstyrelsen, Danmarks Statistik,
Rigsrevisionen, Danmarks Nationalbank, ATP, Værdipapircentralen,
Advokatrådet, Privatarkivudvalget, Tilgængelighedsudvalget,
Sammenslutningen af Lokalarkiver, Dansk Industri, Danmarks Rederiforening,
Selskabet for Samtidshistorisk Forskning, Hovedstadens Udviklings Råd
og Hovedstadens Sygehusfællesskab.
Lovforslagets forhold til private borgere
Lovforslagets hovedsigte er en øget åbenhed
til de offentlige arkiver, også for private borgere. Dette sigte
søges opnået bl.a. ved en nedsættelse af
tilgængelighedsfristerne.
Lovforslaget indeholder en ny bestemmelse om, at der ved
bedømmelsen af adgangssager kan tages særligt hensyn til, om
ansøger er part i sagen eller har en væsentlig individuel
interesse i de oplysninger, der søges adgang til.
Lovforslaget viderefører de gældende
bestemmelse om registrerede personers ret til indsigt i personoplysninger om
de pågældende, der er arkiveret i offentlige arkiver.
Lovforslaget viderefører de gældende
bestemmelser om at den, der ejer private arkivalier af væsentlig
forskningsmæssig eller almenkulturel betydning, inden arkivalierne
udføres af landet, skal give Statens Arkiver adgang til kopiering af
arkivalierne, og at finderen af private arkivalier, hvortil ingen kan
godtgøre sin ret som ejer, straks skal aflevere dem til Statens
Arkiver.
Lovovervågning
Lovforslaget er omfattet af regeringens
lovovervågningsprogram. Kulturministeriet mener, at
tilgængelighedsområdet vil være egnet til
lovovervågning. Kulturministeriet vil efter en 3-årig periode
anmode Tilgængelighedsudvalget om en vurdering af, om de politiske
intentioner med loven er opfyldt.
Vurdering af lovforslagets
konsekvenser
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen. Udgifterne til den offentlige forvaltnings overgang
til digital sagsbehandling og arkivering aktualiserer dog behov for
samarbejde om udvikling af rationelle metoder til bevaring og aflevering af
it-arkivalier.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Forslaget om nedsættelse af de almindelige
tilgængelighedsfrister vil på visse områder medføre
bortfald af behov for behandling af dispensationssager.
Der kan på andre områder opstå et behov for
en øget screeningsindsats hos offentlige myndigheder i forbindelse med
nedsættelsen af den almindelige tilgængelighedsfrist fra 30 til
20 år. Denne indsats forudsættes indpasset i myndighedernes
almindelige screeningsvirksomhed.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ved nedsættelse af den generelle
tilgængelighedsfrist m.v. og en forøget vejledningsindsats fra
arkivernes side forventes borgernes adgang til at søge i offentlige
arkiver at blive lettere.
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
Til § 1
Til stk. 1 - 3
Bestemmelserne svarer med en redaktionel ændring til
de gældende bestemmelse i § 7 og § 8. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer.
Til stk. 4
Bestemmelsen er ny. Kulturministeriet har fulgt samme
principper som for offentlighedsloven og forvaltningsloven for så vidt
angår afgrænsningen af lovens anvendelsesområde. Når
det drejer sig om offentligt ejede selskaber, er det dog
spørgsmålet, om det er hensigtsmæssigt at opretholde
paralleliteten mellem offentlighedsloven og forvaltningsloven på den
ene side og arkivloven på den anden side. Med arkivloven
forfølges andre målsætninger end ved henholdsvis
offentligheds- og forvaltningsloven. Formålet er at sikre bevaringen af
arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af
forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere
og myndigheder og at stille arkivalierne til rådighed for myndigheder
og offentlighed, herunder til forskningsformål.
I betænkningen indstilles det derfor i enighed, at
bevaringsværdien af offentligt ejede selskabers arkivalier kommer til
at indgå som en selvstændig kvalifikation, idet der knytter sig
en betydelig bevaringsinteresse til en række offentligt ejede
selskabers arkivalier. Som eksempler nævnes i betænkningen DONG,
Ørestadsselskabet, broselskaberne, Københavns Havn m.fl.
Kulturministeriet er enig i arbejdsgruppens indstilling.
Spørgsmålet om hvorvidt kongehusets
arkivalier skal indgå under arkivlovens anvendelsesområde, er
også behandlet i betænkningen. Arbejdsgruppen er delt på
dette spørgsmål, idet forvaltningsrepræsentanterne ikke
mener, at der er behov for at regulere forhold vedrørende kongehusets
arkivalier i arkivloven, mens brugerrepræsentanterne mener, at
kongehusets arkivalier, for så vidt de knytter sig til kongens funktion
som statsoverhoved, bør betragtes som offentlige arkivalier og
være tilgængelige efter arkivlovens bestemmelser herom.
Kulturministeriet kan tilslutte sig
forvaltningsrepræsentanternes indstilling i betænkningen og
finder således ikke, at der er anledning til at ændre ved de
gældende forhold vedrørende kongehuset. For så vidt der er
tale om arkivalier, der belyser regentens funktioner som statsoverhoved, dvs.
funktioner, som regenten ifølge grundloven udøver gennem
ministrene, vil disse arkivalier befinde sig i det pågældende
ministeriums arkiv.
Til stk. 5
Bestemmelsen er ny. Det præciseres, at loven
gælder for offentlige arkivers virksomhed med hensyn til private
arkivalier. Denne virksomhed er nærmere reguleret i lovforslagets
kapitel 11 (§§ 44-50). Der henvises til bemærkningerne hertil.
Kapitel 2
Offentlige arkiver
Til § 2
Bestemmelsen er ny. Formålet med bestemmelsen er en
præcisering af, at de offentlige arkiver består af Statens
Arkiver samt af kommunale arkivinstitutioner. Statens Arkiver samarbejder med
kommunerne om arkivmæssige spørgsmål.
Til § 3
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 1. Bestemmelsen fastlægger, at Statens Arkiver udgør en
organisatorisk helhed under rigsarkivarens ledelse. Under hensyn til at
Rigsarkivet er omtalt i grundlovens § 8, findes det
hensigtsmæssigt fortsat udtrykkeligt at omtale Rigsarkivet i
bestemmelsen.
Statens Arkiver omfatter følgende institutioner:
Rigsarkivet, Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm,
Landsarkivet for Fyn, Landsarkivet for Nørrejylland, Landsarkivet for
Sønderjylland, Erhversarkivet og Dansk Data Arkiv.
Rigsarkivet modtager arkivalier, der afleveres fra
centraladministrationen, samt landsdækkende statslige institutioner.
Landsarkiverne modtager arkivalier, der afleveres af lokale statslige
myndigheder og institutioner, samt anerkendte trossamfund. Landsarkiverne
modtager endvidere arkivalier, der afleveres fra kommunale myndigheder og
institutioner. Såvel Rigsarkivet som landsarkiverne indsamler og
bevarer derudover private arkivalier fra enkeltpersoner, foreninger og
institutioner. Erhversarkivet indsamler og bevarer arkivalier af
væsentlig betydning fra erhvervslivets organisationer og virksomheder.
Dansk Data Arkiv indsamler og bevarer forskningsregistre især inden for
de samfundsvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige områder.
En række funktioner udføres af alle
institutioner, f.eks. er der læsesals- eller formidlingsfunktioner ved
samtlige institutioner under Statens Arkiver. Andre fælles funktioner
inden for arkivernes virksomhed er derimod henlagt til centre, der er
placeret i enkelte institutioner. Ved Landsarkivet for Sjælland m.m. er
placeret et konserveringscenter, ved Landsarkivet for Nørrejylland et
filmningscenter og ved Rigsarkivet er placeret et it-center.
Til § 4
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til
den gældende bestemmelse i § 2, idet der dog som nr. 4 er
tilføjet en ny bestemmelse om, at det indgår i Statens Arkivers
formål at vejlede borgere og myndigheder i benyttelsen af
arkivalier.
Arbejdsgruppen har i betænkningen gjort sig
overvejelser om, hvorvidt der i loven bør fastsættes
bestemmelser, der klarere forpligter offentlige arkiver til aktivt at virke
for en mere intensiv udnyttelse af arkiverne. Bestemmelserne om
tilgængelighed kunne således suppleres med lovfæstede
forpligtelser for offentlige arkiver til at bistå offentligheden med
adgang til arkiverne og til at anvende ny informationsteknologi til at fremme
denne adgang. Der vil for Statens Arkiver i betydeligt omfang
være tale om en lovfæstelse af allerede etableret praksis.
Til § 5
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til
den gældende bestemmelse i § 6. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at
Statens Arkiver behandler sager vedrørende brug af rigsvåbenet
og er rådgivende for offentlige myndigheder i spørgsmål
vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer.
Til § 6
Til stk. 1
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 3, dog med en præcisering af, at Statens Arkivers bistand til de
myndigheder, der er omfattet af loven, også kan indebære
udførelsen af arkivtekniske undersøgelser og opgaver af
arkivteknisk karakter.
Til stk. 2
Bestemmelsen er ny. Statens Arkiver har på
finansloven hjemmel til at udføre indtægtsdækket
virksomhed, som bl.a. omfatter opgaver af arkivteknisk karakter. Der
tilsigtes med bestemmelsen ingen umiddelbar ændring i Statens Arkivers
nuværende virksomhed på området, men hjemlen til
opkrævning af vederlag for disse ydelser bør fastsættes
direkte i loven. Vederlaget fastsættes således, at det
dækker de omkostninger, der er forbundet med udførelsen af
opgaverne.
Til stk. 3
Bestemmelsen er ny. Statens Arkiver har hidtil haft
hjemmel i tekstanmærkning på finansloven til opkrævning af
vederlag for opbevaring af ikke afleveringspligtige arkivalier, der afleveres
til Statens Arkiver. Bestemmelsen finder anvendelse ved primær- og
amtskommuners aflevering af arkivalier til Statens Arkiver. Hvis en kommune
vælger at aflevere sine arkivalier til Statens Arkiver, opkræves
et vederlag, der beregnes pr. hyldemeter afleverede arkivalier, og som skal
bidrage til at dække de omkostninger, herunder drifts- og
administrationsomkostninger, der er forbundet med opbevaringen.
Fastsættelsen af vederlaget sker efter drøftelse med de
kommunale parter.
Til stk. 4
Bestemmelsen er ny. Statens Arkiver har hidtil haft
hjemmel i tekstanmærkning på finansloven til at opkræve
gebyr for udfærdigelse af udskrifter af f.eks. eksamensprotokoller,
ministerialbøger, sønderjyske personregistre m.v. Gebyret
fastsættes således, at det dækker de gennemsnitlige
administrationsudgifter i forbindelse med udfærdigelsen.
Til § 7
Til stk. 1
Bestemmelsen er ny. Det fastsættes i lighed med
bestemmelsen i § 4, stk. 1, i den gældende lov, at kommunerne
kan oprette offentlige arkiver. De kommunale arkivers hovedopgaver
karakteriseres, nemlig at bevare historisk værdifulde arkivalier, sikre
muligheden for kassation af ikke bevaringsværdige arkivalier, stille
arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder samt vejlede i
benyttelsen af offentlige arkivalier.
Allerede før ikrafttrædelse af arkivloven i
1992 havde en række kommuner oprettet arkivinstitutioner eller
stadsarkiver, og siden 1992 er der ligeledes oprettet kommunale arkiver. Der
er ikke oprettet amtskommunale eller fælleskommunale
arkivinstitutioner. De kommunale arkivinstitutioner udgør en
integreret del af det offentlige arkivsystem.
De kommunale arkiver foretager som hovedregel tillige
indsamling af private arkivalier med tilknytning til den
pågældende kommune eller lokalområde.
De kommunale arkiver yder også en stor indsats
på formidlingsområdet.
Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har overvejet,
om det vil være hensigtsmæssigt i arkivloven at præcisere,
at de kommunale arkivinstitutioners opgaver tillige omfatter
tilgængeliggørelse samt forskning, jf. beskrivelsen af Statens
Arkivers formål i § 2 i den gældende lov. Arbejdsgruppen er
enig om, at en sådan lovfæstelse ville fremme bedre borgerservice
på området, men at det kommunale selvstyre tilsiger, at
spørgsmålet afgøres af den enkelte kommune i de
vedtægter eller instrukser, der fastsættes for et kommunalt
arkiv. Arbejdsgruppen har på den baggrund frarådet, at der ved
lov pålægges kommunerne særlige formidlingsforpligtelser
på arkivområdet.
Kulturministeriet kan tilslutte sig dette synspunkt.
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 4, stk. 2. Statens Arkiver samarbejder med de kommunale
arkivinstitutioner vedrørende bl.a. udformning og gennemførelse
af overordnede målsætninger på arkivområdet, men yder
derudover også rådgivning og vejledning om gennemførelse
af den bevaringspolitik, den enkelte kommune måtte vedtage.
Den hastige udvikling inden for digital forvaltning
tilsiger et stadigt tættere samarbejde mellem Statens Arkiver og de
kommunale arkivinstitutioner om bevaringen af it-arkivalier.
Kapitel 3
Bevaring og kassation af offentlige arkivalier
Til § 8
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til
den gældende bestemmelse i § 9, stk. 1-2.
Til § 9
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 15 a. Bestemmelsen bemyndiger kulturministeren til, efter indhentet
udtalelse fra Datatilsynet, at fastsætte regler om offentlige arkivers
opbevaring af materiale af den art, der er omfattet af lov om behandling af
personoplysninger.
Bemyndigelsen er endnu ikke udnyttet, hvoraf
følger, at reglerne i lov om behandling af personoplysninger og de
bestemmelser, der er fastsat i medfør heraf, gælder for
offentlige arkivers behandling af personoplysninger.
Bestemmelsen tilsigtes bl.a. udnyttet til at
fastsætte regler om den afleverende myndigheds adgang til fornyet
anvendelse af arkiverede oplysninger, som er omfattet af lov om behandling af
personoplysninger.
Til § 10
Til stk. 1-2
Bestemmelserne svarer til de gældende bestemmelser i
§ 10, stk. 1-2. Bestemmelserne bemyndiger kulturministeren til af
fastsætte nærmere bestemmelser til varetagelse af
arkivmæssige hensyn om statslige myndigheders behandling, bevaring og
kassation af arkivalier og om kommunale myndigheders bevaring og kassation af
arkivalier.
Den gældende bemyndigelse er bl.a. udnyttet til
udstedelse af bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001, der
nærmere regulerer myndighedernes varetagelse af arkivmæssige
hensyn. Det fastsættes her, at ved varetagelse af arkivmæssige
hensyn forstås
1) at der træffes forholdsregler til sikring af, at arkivalier
kan bevares således, at arkivalierne efter aflevering til offentlige
arkiver kan stilles til rådighed for myndigheder og offentlighed samt
anvendes til forskningsformål, samt
2) at der træffes forholdsregler til sikring af mulighed for, at
kassation af ikke-bevaringsværdige arkivalier kan foretages.
Til stk. 3
Ved lov nr. 445 af 31. maj 2000 blev der som § 33 a i
arkivloven indsat en bestemmelse, der bemyndiger kulturministeren til at
delegere den mere detaljerede regelfastsættelse om bl.a bevaring og
kassation til rigsarkivaren.
Af bemærkningerne til loven fremgår det, at
der under hensyn til arkivområdets karakter bør være en
mulighed for, at ministeren kan delegere kompetencen til nærmere
regelfastsættelse til rigsarkivaren. Det drejer sig om den mere
detaljerede regelfastsættelse vedrørende bevaring og kassation
af såvel statslige som kommunale arkivalier samt om offentlige
myndigheders aflevering af arkivalier til Statens Arkiver. Det
forudsættes, at rigsarkivarens regelfastsættelse over for
kommunerne finder sted efter drøftelse med de berørte parter.
Bemyndigelsen er udnyttet i § 7, stk. 1, i bekendtgørelse
nr. 554 af 31. maj 2001.
Til stk. 4
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 10, stk. 3. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige
ændringer. Det fastslås, at Statens Arkiver skal føre
tilsyn med reglernes overholdelse.
Nærmere bestemmelser om Statens Arkivers tilsyn med
overholdelsen af de bestemmelser, der er fastsat til varetagelse af
arkivmæssige hensyn, er fastsat i bekendtgørelse nr. 554 af 31.
maj 2001 om offentlige arkivalier og offentlige arkivers virksomhed. Det
fastsættes her, at Statens Arkiver tilrettelægger tilsynet, og at
myndighederne skal afgive sådanne oplysninger til Statens Arkiver, som
er af betydning for udførelsen af tilsynet. Hvor en kommune har
oprettet et offentligt arkiv, tilrettelægger Statens Arkiver tilsynet i
samråd med vedkommende kommunale arkiv. I tilfælde af, at det
konstateres, at myndigheder har tilsidesat arkivmæssige hensyn, kan
Statens Arkiver foreskrive myndigheden foranstaltninger til varetagelse af
arkivmæssige hensyn.
Til § 11
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 9, stk. 3. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 445 af 31. maj
2000. I bemærkningerne til bestemmelsen blev det anført, at
myndighedernes betaling skal dække de meromkostninger, der er forbundet
med bevaring af papirarkivalier i forhold til elektroniske arkivalier. Der
forudsattes, at bemyndigelsen først udnyttedes i lyset af resultaterne
af en udredning, der skulle iværksættes af forskningsministeren
med henblik på at afklare, hvornår det ville være teknisk,
økonomisk og organisationsmæssigt forsvarligt at fastsætte
en frist for overgang til elektronisk arkivering.
I udredningen, der fandt sted i en arbejdsgruppe, der var
nedsat af Forskningsministeriet, og som afsluttedes i april 2001, var
konklusionen, at det på nuværende tidspunkt ikke vil være
hensigtsmæssigt at fastsætte en frist for betaling for bevaring
af papirarkivalier i Statens Arkiver. At forcere udviklingen henimod
elektronisk arkivering ved hjælp af sanktioner kan bevirke, at
ESDH-projekterne (dvs. projekter vedrørende elektronisk sags- og
dokumenthåndtering) behæftes med betydelige risici. Teknologien
er ikke tilstrækkelig moden, hvortil kommer, at der heller ikke hos
alle statslige myndigheder kan forventes at være den fornødne
organisatoriske modenhed. Arbejdsgruppen støttede dog principielt
tanken om at udnytte hjemlen i arkivlovens § 9, stk. 3.
Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har
tiltrådt denne konklusion. Kulturministeriet finder ligeledes, at
bestemmelsen bør opretholdes.
Det bemærkes, at Den Digitale Taskforce under
Finansministeriet under høringen har påpeget, at der siden
afslutningen af Forskningsministeriets udredning er foregået en
markedsmæssig udvikling i retning af mere modne elektroniske sags- og
dokumenthåndteringssystemer, og at en frist for overgang til betaling
for omkostninger ved bevaring i Statens Arkiver af arkivalier, der efter
fristen dannes på papir, vil kunne fastsættes tidligere end
hidtil forudset.
Kapitel 4
Aflevering af statslige arkivalier
§ 12
Til stk. 1
Bestemmelsen er ny. Det præciseres, at statens
myndigheder kun kan aflevere deres arkivalier til Statens Arkiver, jf.
også bemærkningerne til § 3 i lovforslaget.
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 12, stk. 2.
§ 13
Til stk. 1
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til
den gældende bestemmelse i § 13. Det fastsættes, at statens
myndigheder, medmindre modstående hensyn gør sig gældende,
afleverer deres arkivalier til Statens Arkiver, inden arkivalierne er 30
år gamle.
Ved lov nr. 421 af 10. juni 1997 om ændring af lov
om offentlige arkiver m.v. fastsattes, at myndighederne, medmindre
modstående hensyn gør sig gældende, skal aflevere deres
arkivalier til Statens Arkiver, inden arkivalierne er 30 år
gamle. Ved samme lov fastsattes i § 20, stk. 2, at statslige
myndigheders arkivalier, der efter 30 års forløb ikke er
afleveret til Statens Arkiver, er tilgængelige efter arkivlovgivningens
bestemmelser. Dermed ophævedes den sammenhæng mellem aflevering
og tilgængelighed, der fulgte af bestemmelserne i § 13 og
§ 20 i arkivloven af 1992.
Det har i arbejdsgruppen vedrørende arkivlovens
revision været overvejet, om en nedsættelse af den almindelige
tilgængelighedsfrist bør medføre en tilsvarende
nedsættelse af afleveringsfristen. Brugerrepræsentanterne har
indstillet, at det tilstræbes at nedsætte afleveringsfristen,
således at den modsvarer tilgængelighedsfristen.
Forvaltningsrepræsentanterne har indstillet, at afleveringsfristen
på 30 år af ressourcemæssige årsager opretholdes. Det
bemærkes, at Tilgængelighedsudvalget i sin Beretning 5 ligeledes
har givet udtryk for, at afleveringsfristen bør modsvare den
almindelige tilgængelighedsfrist.
I 1995-96 konstaterede Statens Arkiver et
afleveringsefterslæb, dvs. at adskillige myndigheder ikke havde
afleveret arkivalierne efter den gældende 30 års frist. Statens
Arkiver udarbejdede derefter en afleveringsplan, der vil sikre, at alle
arkivalier, der er over ca. 25 år gamle, og for hvilke der ikke
gør sig modstående hensyn gældende, vil være
afleveret i 2006.
For de afleverende statslige myndigheders vedkommende
må det antages, at en forcering af den nu etablerede afleveringsrytme
vil kræve en betydelig ressourcemæssig indsats.
På denne baggrund samt på baggrund af den i
1997 gennemførte lovændring, hvorved den direkte tilknytning
mellem afleveringsfristen og den almindelige tilgængelighedsfrist
ophævedes, finder Kulturministeriet at måtte følge
forvaltningsrepræsentanternes indstilling.
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 13.
De hensyn, der kan betinge en udskydelse af
afleveringstidspunktet ud over 30 år, er nærmere beskrevet i
§ 11 i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige
arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed. Det er her fastsat, at
arkivalier, som er en del af en myndigheds videnskabelige samlinger, kan
undtages fra aflevering, at afleveringstidspunktet for arkivalier, der er i
stadig administrativ brug, kan udskydes, samt at der kan fastsættes en
særlig afleveringsfrist for arkivalier, der i henhold til særlige
bestemmelser er klassificeret »fortroligt« eller højere.
Bestemmelsen i § 13 i den gældende arkivlov er
endvidere central for de særlige ordninger, der er fastlagt for
opbevaring og aflevering m.v. af arkivalier, herunder klassificerede
materialer, i efterretningssager, dvs. navnlig Politiets
Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste.
Det bemærkes i den forbindelse, at den ordning,
hvorefter Forsvarsministeriet og forsvarets myndigheder først
afleverer klassificeret materiale efter 60 år, såvel af
brugerrepræsentanterne i arbejdsgruppen som af
Tilgængelighedsudvalget er foreslået ophævet.
Forvaltningsrepræsentanterne i arbejdsgruppen har heroverfor
anført, at bestemmelsen må anses for nødvendig af
ressourcemæssige og praktiske grunde, herunder for så vidt
angår såvel de ressourcer, der medgår ved ned- og
afklassificering, som de krav til særligt sikrede magasiner i Statens
Arkiver, der stilles til opbevaring af klassificerede arkivalier.
Forsvarsministeriet har oplyst, at man med den iværksatte screening
på Forsvarsministeriets område delvis har gjort op med den
automatiske fristforlængelse til 60 år. I forbindelse med
screeningen vil der blive taget stilling til - og givetvis afklassificeret
en stor mængde arkivalier, i god tid inden de er blevet 60
år.
Det bemærkes endelig, at Justitsministeriet har
nedsat et udvalg vedrørende Politiets og Forsvarets
Efterretningstjenester. Ifølge udvalgets kommissorium skal det bl.a.
komme med forslag til en mere samlet regulering af Politiets
Efterretningstjenestes virksomhed. Justitsministeriet har over for
Kulturministeriet oplyst, at udvalget i den forbindelse bl.a. vil kunne
stille forslag om nærmere regler for behandling, aflevering og
kassation af arkivalier hos Politiets Efterretningstjeneste.
Til stk. 3
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen bemyndiger
kulturministeren til at fastsætte nærmere regler om tidspunktet
for aflevering af arkivalier, der er lagret på elektronisk medium. Det
kan herunder fastsættes, at aflevering skal finde sted på et
tidligere tidspunkt end inden 30 år.
Spørgsmålet om afleveringsfrist for
it-arkivalier kan i princippet afgøres uden hensyn til de
pågældende arkivaliers administrative aktualitet. Derimod spiller
en lang række andre hensyn ind, først og fremmest hensynet til
bevaringen. Bevaringsøkonomiske hensyn tilsiger, at it-arkivalier
overføres til arkiveringsversion på et så tidligt
tidspunkt, at den anvendte teknologi stadig er udbredt og understøttes
af markedet. Af hensyn til det hensigtsmæssige i, at dette område
løbende tilpasses den teknologiske udvikling anbefales det i
betænkningen, at bestemmelser om aflevering af it-arkivalier bør
fastsættes administrativt. Kulturministeriet er enig i denne
betragtning, og der forslås derfor indsat en hjemmel til, at
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om tidspunktet for
aflevering af arkivalier, der er lagret på elektronisk medium, herunder
at aflevering skal finde sted på et tidligere tidspunkt end efter
stk. 1.
§ 14
Bestemmelsen giver kulturministeren hjemmel til at
delegere den detaljerede regelfastsættelse om aflevering og
afleveringstidspunkt til rigsarkivaren, for så vidt angår
statslige myndigheder.
Ved lov nr. 445 af 31. maj 2000 blev der som § 33 a i
arkivloven indsat en bestemmelse, der bemyndiger kulturministeren til at
delegere den mere detaljerede regelfastsættelse om bl.a. aflevering af
arkivalier til Statens Arkiver til rigsarkivaren, jf. bemærkningerne
til lovforslagets § 10, stk. 3. Delegationen har fundet sted ved
§§ 10-13 i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige
arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed.
§ 15
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 16. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.
§ 16
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 17. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.
§ 17
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 18. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.
§ 18
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 19. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.
Kapitel 5
Aflevering af kommunale arkivalier
§ 19
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til
den gældende bestemmelse i § 15. Det fastslås, at kommunerne
kan aflevere deres arkivalier til kommunale arkiver. Kommunerne kan
også aflevere deres arkivalier til Statens Arkiver efter regler fastsat
af kulturministeren.
§ 20
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til
den gældende bestemmelse i § 15, stk. 2. Kulturministeren har
ved § 13 i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige
arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed delegeret
regelfastsættelsen til rigsarkivaren.
Bestemmelsen tilsigtes udnyttet til at fastsætte
nærmere regler om formen for aflevering af kommunale arkivalier, for
hvilke der ikke er afleveringspligt, til Statens Arkiver.
§ 21
Til stk. 1
Bestemmelsen er ny. Med bestemmelsen indføres en
afleveringspligt for kommunale arkivalier, der er omfattet af lov om
behandling af personoplysninger, og som skal bevares.
Kommunerne har siden arkivloven af 1889 kunnet
vælge, om de vil aflevere deres arkivalier til Statens Arkiver, til en
kommunalt oprettet og drevet arkivinstitution eller helt undlade aflevering,
således at den pågældende kommune selv varetager
opbevaringen af kommunens arkivalier.
Med gennemførelsen af lov om offentlige
myndigheders registre i 1979 og lov om behandling af personoplysninger i 2000
ændredes denne situation.
Lov om offentlige myndigheders registre, der gjaldt for
edb-registre, som førtes for den offentlige forvaltning,
indførte som hovedregel en sletningspligt for oplysninger, der havde
mistet deres administrative aktualitet. Arkivering kunne finde sted, hvis
sletning af den afleverende myndighed eller af Statens Arkiver vurderedes at
ville medføre ubodelig skade for planlægning og forskning.
Arkivering var i så fald betinget af samtykke eller
arkiveringstilladelse fra Registertilsynet. I forbindelse med arkiveringen
fastsattes en række vilkår, herunder bl.a. om fremtidig
anvendelse af de arkiverede oplysninger, således at arkiveringen i
datasikkerhedsmæssig henseende udgjorde et alternativ til sletning.
Den ændring af arkivloven, der fandt sted ved lov
nr. 445 af 31. maj 2000, og som var en følge af gennemførelsen
af lov om behandling af personoplysninger, henlagde spørgsmålet
om bevaring af personoplysninger til arkivloven. Ved den nævnte
ændring af arkivloven ophævedes den forskel, som med lov om
offentlige myndigheders registre var indført med hensyn til bevaringen
af personoplysninger, der indgik i et edb-register, og personoplysninger i
andre arkivalier. Lov om behandling af personoplysninger bygger således
på den forudsætning, at arkivloven regulerer den
arkivmæssige behandling af personoplysninger, som er omfattet af
persondataloven, herunder aflevering, opbevaring og tilgængelighed. For
så vidt de databeskyttelsesretlige spørgsmål i den
forbindelse ikke er reguleret i arkivlovgivningen, finder de øvrige
generelle regler i lov om behandling af personoplysninger anvendelse.
I § 5, stk. 2, 1. pkt., i persondataloven
fastsættes, at det påhviler den datansvarlige at sikre, at
indsamling af personoplysninger sker til udtrykkeligt angivne og saglige
formål, og at senere behandling ikke er uforenelig med disse
formål. Bestemmelsen indebærer, at de oplysninger, der indsamles,
ikke frit vil kunne genbruges, videregives m.v. Af § 5, stk. 2, 2.
pkt., fremgår, at senere behandling af oplysninger, der alene sker i
historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed, altid er forenelig
med de oprindelige formål. Forudsætningen er, at den senere
behandling sker alene til disse formål. Behandling, der sker
både til de nævnte formål samt til andre formål,
f.eks. administrative formål, er således ikke omfattet af
bestemmelsen i § 5, stk. 2, 2. pkt. i persondataloven.
I § 5, stk. 5, i persondataloven,
fastsættes, at de indsamlede oplysninger ikke må opbevares
på en måde, der giver mulighed for at identificere den
registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af
hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles. Det er ikke
muligt generelt at beskrive, for hvilket tidsrum opbevaring af
identificerbare oplysninger vil kunne ske. Dette må afgøres i
den enkelte situation. I den forbindelse bemærkes, at det
påhviler den dataansvarlige i forbindelse med anmeldelse af
behandlinger til Datatilsynet at give oplysning om tidspunktet for
sletning.
En offentlig myndighed vil således kun kunne
opbevare identificerbare personoplysninger, der er indsamlet og behandlet til
administrative formål, i en vis begrænset periode. Når
oplysningerne ikke længere er aktuelle i forhold til det administrative
formål, hvortil de er indsamlet og behandlet, vil de skulle slettes,
medmindre det vurderes, at oplysningerne skal bevares til senere behandling i
historisk eller videnskabeligt øjemed.
Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har på
denne baggrund fundet, at kun ved aflevering til et offentligt arkiv kan
bevaringsværdige oplysninger sikres, og har indstillet, at der af
hensyn til persondataloven indføres en afleveringspligt til offentligt
arkiv for kommunale it-arkivalier med personoplysninger, og at
kulturministeren bemyndiges til administrativt at fastsætte regler om
afleveringstidspunkt.
Der var i arbejdsgruppen enighed om, at det kommunale
selvstyre tilsiger, at det ikke gøres til en pligt for kommunerne at
oprette arkivinstitutioner. Vælger en kommune ikke at oprette en
arkivinstitution, må der derimod fastsættes en afleveringspligt
til Statens Arkiver for bevaringsværdige arkivalier, der er omfattet af
persondataloven. Kulturministeriet har under lovforberedelsen haft
drøftelser med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen
om konsekvenserne af indførelsen af en kommunal afleveringspligt for
it-arkivalier, der er omfattet af persondataloven og Kommunernes
Landsforening og Københavns Kommune har i deres høringssvar til
betænkningen tilsluttet sig forslaget om indførelsen af en
afleveringspligt til offentligt arkiv for kommunale it-arkivalier, som er
omfattet af persondataloven.
Kulturministeriet er enig i, at bevaringen af kommunale
it-arkivalier, som er omfattet af lov om behandling af personoplysninger,
bedst vil kunne sikres ved aflevering til offentligt arkiv. Opbevaringen i
offentligt arkiv vil således i databeskyttelsesmæssig henseende
udgøre et alternativ til sletning af oplysninger.
Ved en overførsel af bevaringsværdige
personoplysninger til offentligt arkiv vil det kunne opnås, at
bevaringen gennemføres under betryggende forhold i
databeskyttelsesmæssig, bevaringsteknisk og -økonomisk
henseende.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
§ 46, stk. 2, og § 47, for så vidt angår private
arkivalier, der er omfattet af lov om behandling af personoplysninger.
Til stk. 2
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen bemyndiger
kulturministeren til efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet at
fastsætte nærmere regler om aflevering af kommunale arkivalier,
der er omfattet af lov om personoplysninger, og som skal bevares.
Bestemmelsen tilsigtes udnyttet til at fastsætte
regler om formen for aflevering, herunder fremstilling af arkiveringsversion
og om afleveringstidspunkt. Reglerne skal bl.a. sikre, at overholdelsen af
reglerne i lovforslagets § 42 om registrerede personers ret til indsigt
i arkiverede oplysninger kan finde sted på den administrativt og
økonomisk mest hensigtsmæssige måde. Den nærmere
regelfastsættelse vil blive drøftet med de kommunale parter.
Kapitel 6
Tilgængelighed til offentlige arkivalier
§ 22
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastsætter en
almindelig 20-års tilgængelighedsfrist for såvel statslige
som kommunale arkivalier. Der er tale om en nedsættelse af den
gældende almindelige tilgængelighedsfrist på 30 år,
jf. den gældende bestemmelse i § 20.
For kommunale arkivalier har det været fastsat
administrativt (jf. § 16 i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001
om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed), at
arkivalierne, under forudsætning af at de er afleveret til et
offentligt, statsligt eller kommunalt arkiv, har været
tilgængelige efter arkivlovens bestemmelser. Arkivlovens
tilgængelighedsregler fandt derimod ikke anvendelse, for så vidt
angik kommunale arkivalier, der ikke er afleveret.
Såvel arbejdsgruppen til revision af arkivloven som
Tilgængelighedsudvalget har afgivet enige indstillinger om, at der
bør gælde samme regler om tilgængelighed for kommunale som
for statslige arkivalier. Kulturministeriet kan tiltræde dette
synspunkt.
Om relationen til offentlighedslovgivningen
bemærkes: Bestemmelsen fastsætter, hvornår en række
af de hensyn, der kan betinge, at et dokument undtages fra adgangen til
aktindsigt, bortfalder. Det drejer sig om
sager om lovgivning, så længe lovforslag ikke er fremsat
for Folketinget
interne arbejdsdokumenter
statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre
og dokumenter, der udarbejdes til brug for sådanne møder
brevveksling mellem ministerier om lovgivning
dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed
udfører sekretariatsopgaver for en anden myndighed.
For så vidt angår sådanne dokumenter,
vil de som udgangspunkt være omfattet af den almindelige 20-års
tilgængelighedsfrist. Hvis sådanne dokumenter indeholder
oplysninger om enkeltpersoners private forhold, vil de være omfattet af
75-års tilgængelighedsfristen, og hvis de indeholder oplysninger,
der af andre hensyn måtte kræve en længere
tilgængelighedsfrist end 20 år, vil en særlig længere
frist kunne fastsættes efter bestemmelserne i lovforslagets
§ 27.
Undtagelsen af de ovennævnte dokumenttyper fra den
almindelige adgang til aktindsigt efter offentlighedsloven var begrundet af
hensynet til den politisk-administrative proces. Udgangspunktet var i
arkivloven af 1992, at en 30-års-frist måtte anses at yde den
fornødne beskyttelse af denne proces, herunder behovet for at kunne
hemmeligholde dokumenter af mere foreløbig karakter, politiske
overvejelser m.v.
Fristen på 30 år blev imidlertid ikke fastsat
ud fra principielle overvejelser om dette eller andre beskyttelseshensyn, men
derimod med den begrundelse, at administrationens dokumenter efter 30
års forløb har mistet deres aktualitet i et sådant omfang,
at de uden vanskeligheder for forvaltningens virksomhed ville kunne afleveres
til arkiv.
Ved arkivlovsændringen i 1997 ophævedes
forbindelsen mellem aflevering til Statens Arkiver og tilgængelighed
efter arkivloven. I § 20, stk. 2, fastsattes, at statslige
myndigheders arkivalier, der efter 30 år endnu ikke var afleveret, er
tilgængelige efter arkivlovens bestemmelser. Det blev derved
synliggjort, at tilgængelighedsfristen på 30 år har en
central funktion i offentlighedslovgivningen som helhed, idet den for
statslige myndigheders vedkommende generelt ophævede de
undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven, der knytter sig til
dokumenttypen. Efter 30 år kan en myndighed således ikke
nægte indsigt i interne arbejdsdokumenter blot under henvisning til
dokumentets interne karakter, jf. offentlighedslovens § 7.
Hemmeligholdelse vil derefter kun være mulig på grund af
dokumentets oplysningsindhold.
Arbejdsgruppen har ikke afgivet en enig indstilling om
nedsættelse af 30-års fristen. Brugerrepræsentanterne i
arbejdsgruppen har indstillet, at fristen ved denne lovrevision sættes
til 20 år. Et mindretal i Tilgængelighedsudvalget har ligeledes
anbefalet 20 år, mens et enkelt medlem har anbefalet en 10-års
tilgængelighedsfrist.
Forvaltningens repræsentanter i arbejdsgruppen
finder, at hensynet til en velfungerende forvaltning samt
ressourcemæssige hensyn tilsiger, at den generelle
tilgængelighedsfrist ikke nedsættes til under 25 år.
Tilgængelighedsudvalgets flertal har ligeledes anbefalet, at den
generelle tilgængelighedsfrist fastsættes til 25 år.
Det var forvaltningsrepræsentanternes opfattelse, at
en yderligere nedsættelse af tilgængelighedsfristen sandsynligvis
kun ville betyde en mindre forøgelse af, hvad der i forvejen er
tilgængeligt ifølge offentlighedsloven. Når det drejer sig
om arkivalier, der er under 25 år gamle, bør offentlighedsloven
(inkl. meroffentlighedsbestemmelsen) kunne dække behovet for
tilgængelighed.
En nedsættelse af den gældende almindelige
tilgængelighedsfrist vil kunne medføre et øget
ressourceforbrug til screening m.v. hos offentlige myndigheder.
Skal nedsættelsen af tilgængelighedsfristen have gennemslag i
praksis, vil det screeningsarbejde, der udføres i dag skulle
intensiveres i ikke ubetydelig grad. Erfaringerne fra det screeningsarbejde,
der er udført siden arkivlovændringen i 1997, viser, at dette
arbejde kræver indsats af betydelige ressourcer fra de afleverende
myndigheders side. Ved screening tages bl.a. stilling til behovet for
fastsættelse af særlige længere frister. Jo lavere
tilgængelighedsfristen sættes, jo mere vil antallet af
dokumenter, der systematisk skal screenes, stige.
Ud fra hensynet til opnåelse af størst mulig
åbenhed finder Kulturministeriet, at den nødvendige beskyttelse
af vitale interesser ikke tilsiger, at den almindelige
tilgængelighedsfrist fastsættes til et tidsrum, der er
længere end 20 år.
Det bemærkes, at en nedsættelse til 20
år kan medføre en udvidet anvendelse af fristforlængelser,
ligesom ressourceanvendelsen i forbindelse med screening i en
overgangsperiode kan forventes at blive noget større.
Fristforlængelserne kan i sagens natur kun omfatte
dokumenter, der efter offentlighedslovens bestemmelser herom kan undtages fra
retten til aktindsigt. I den forbindelse må det understreges, at
muligheden for fristforlængelse, jf. § 27, ikke bør
udnyttes i andre tilfælde end dem, hvor det er nødvendigt
til beskyttelse af væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser. De beskyttelseshensyn, der varetages ved
offentlighedslovens bestemmelser om begrænsninger i retten til
aktindsigt, vil i langt de fleste tilfælde gøre sig
gældende med mindre vægt efter 20 års forløb.
§ 23
Til stk. 1
Bestemmelsen er ny. Der fastsættes en
tilgængelighedsfrist på 75 år for arkivenheder, der
indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske
forhold. Den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, nr. 1,
fastsætter en 80-års tilgængelighedsfrist for umiddelbar
adgang til sådanne oplysninger.
Spørgsmålet om en eventuel nedsættelse
af 80-års tilgængelighedsfristen er drøftet i
arbejdsgruppen til revision af arkivloven. Gruppen har ikke kunnet opnå
enighed om en ændring af grundlaget for en nedsættelse af
80-års tilgængelighedsfristen efter den gældende § 22,
stk.1.
Brugerrepræsentanterne har indstillet, at
80-års tilgængelighedsfristen vedrørende enkeltpersoners
private forhold ændres fra at omfatte hele arkivenheder til alene at
omfatte oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Det vil sige, at
tilgængelighedsfristen skal bedømmes på
dokumentniveau.
Alternativt har brugerrepræsentanterne indstillet,
at fristen sænkes til 55 år (70 års pensionsalder fradraget
15 år for kriminel lavalder), dog med mulighed for
fristforlængelser på op til 80 år af dokumenter, der
indeholder særligt personfølsomme oplysninger.
Forvaltningens repræsentanter har indstillet, at den
gældende bestemmelse om 80-års tilgængelighedsfristen for
arkivenheder med oplysninger om enkeltpersoners private forhold opretholdes.
I afvejningen af argumenter har man fundet, at hensynet til beskyttelsen af
privatlivets fred og den personlige integritet må tillægges
overvægt i forhold til en åbenhedshensynet. Denne del af
arbejdsgruppen har derudover henvist til praksis med hensyn til
dispensationer på området. I langt de fleste tilfælde gives
der adgang til materiale, der indeholder personoplysninger, men på
vilkår, som sikrer beskyttelsen af privatlivets fred.
Tilgængelighedsudvalget har tilsvarende udtalt, at
fristen på 80 år er fastsat under hensyn til, at der generelt er
tale om så personfølsomme oplysninger, at det af lovgiver
vurderes som rimeligt, at fristen er 80 år. En kortere frist vil kunne
føre til, at sådanne følsomme oplysninger bliver fri
inden for de berørtes levetid. Tilgængelighedsudvalget
føjer dertil, at det er dets opfattelse, at den dispensationspraksis,
der med hjemmel i arkivlovens § 24 har udviklet sig på
området, i vidt omfang eliminerer risikoen for, at fristen på 80
år kan virke urimeligt lang. På denne baggrund er det udvalgets
opfattelse, at der ikke er grundlag for at foretage ændringer, for
så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører
hensynet til beskyttelsen af personer.
For så vidt angår
brugerrepræsentanternes forslag om, at tilgængelighedsfristen
på 80 år opretholdes, men beregnes på dokument- og ikke som
hidtil på arkivenhedsniveau, er der herom i betænkningen
anført, at beregningen af fristen for arkivenheder og ikke for
dokumenter eller dele af dokumenter først og fremmest er begrundet i
praktiske og ressourcemæssige hensyn. Udtagelse af oplysninger eller
dokumenter, der indgår i arkivenheder, der indeholder
personoplysninger, kan stille sådanne krav til ressourceanvendelse, at
det kan forekomme meget uhensigtsmæsigt.
Kulturministeriet må lægge stor vægt
på, at lovens bestemmelser på dette område giver en
så fuldstændig beskyttelse af borgernes privatliv og personlige
integritet som muligt. Samtidig bør fristen ikke fastsættes til
et tidsrum, der er længere end nødvendigt. Det er
Kulturministeriets vurdering, at de nødvendige beskyttelseshensyn vil
kunne varetages ved fastsættelsen af fristen til 75 år. Herved
vil det sikres, at oplysninger om den enkelte borgers private forhold som
altovervejende hovedregel ikke vil være frit tilgængelige for
andre inden for den pågældendes levetid, samtidig med at der
skabes den størst mulige åbenhed.
En nedsættelse af fristen til 55 år, som
foreslået af brugerrepræsentanterne i arbejdsgruppen, må
forventes at medføre, at der skal fastsættes særlige,
længere frister for adgang til en lang række oplysninger, der
vedrører enkeltpersoners private forhold. Under den gældende lov
er det kun i et enkelt tilfælde fundet nødvendigt at
fastsætte en særlig, længere frist end 80 år på
dette område.
En nedsættelse af fristen til 75 år vurderes
ikke at ville medføre et stigende behov for at fastsætte
særlige, længere frister end under den gældende
bestemmelse.
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til principperne i § 22,
stk. 2, i den gældende lov.
§ 24
Bestemmelsen er ny. Der fastsættes en
tilgængelighedsfrist på 75 år for sager inden for
strafferetsplejen. Den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1,
nr. 2, fastsætter en 80-års frist for umiddelbar adgang til
sådanne sager.
Sager inden for strafferetsplejen er som helhed undtaget
fra offentlighedslovens virkeområde, jf. § 2, 1. pkt., i
offentlighedsloven. Det fremgår af offentlighedskommissionens
betænkning, 1978, at undtagelsen er begrundet i hensynene til
retshåndhævelsens effektivitet og til privatlivets fred.
Da stort set alle sager inden for strafferetsplejen
indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske
forhold, finder Kulturministeriet, at der fortsat bør gælde
samme tilgængelighedsfrist for straffesager som for sager omfattet af
§ 23.
§ 25
Bestemmelsen er ny. Tilgængelighedsfristen i den
gældende bestemmelse i § 22, stk. 1., pkt. 3, nedsættes
fra 80 til 50 år.
Hensigten med bestemmelsen, der svarer til
offentlighedslovens § 10, nr. 4, er at beskytte de oplysninger om
enkeltpersoner, der måtte fremgå i forbindelse med en myndigheds
overvejelse af, om en retssag bør føres.
Den tilsvarende bestemmelse i offentlighedsloven har et
videre formål, nemlig at beskytte en myndigheds brevveksling med
sagkyndige om juridiske tvivlsspørgsmål og om anden konkret
rådgivning, f.eks. af regnskabsmæssig, lægelig eller
teknisk art, når brevvekslingen finder sted i forbindelse med konkrete
retssager eller overvejelser om, hvorvidt en sådan bør
føres. Det er uden betydning, om der er tale om civile sager eller
sager inden for strafferetsplejen.
Tilgængelighedsudvalget har udtalt, at det er
ubegrundet at opretholde en 80-års tilgængelighedsfrist på
dette område.
Kulturministeriet finder, at de særlige hensyn, som
måtte gøre sig gældende på området, vil kunne
varetages forsvarligt ved fastsættelse af en frist på 50
år.
§ 26
Bestemmelsen er ny. Tilgængelighedsfristen i den
gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, nr. 4, nedsættes
fra 80 til 50 år.
§ 30 i forvaltningsloven fastsætter, at
»fortrolige oplysninger, der udelukkende er indhentet med henblik på
statistiske uddrag eller som led i en videnskabelig undersøgelse,
må ikke videregives til en forvaltningsmyndighed til anden
anvendelse«.
Forvaltningslovens bestemmelse indebærer, at
myndigheder eller private virksomheder, der videregiver fortrolige
oplysninger med henblik på statistik eller videnskabelige
undersøgelser, er sikret mod, at oplysningerne bliver videregivet til
administrativ brug, f.eks. kontrol med overholdelse af lovgivning.
Persondataloven indeholder ligeledes bestemmelser, der
sikrer, at oplysninger om fysiske personer, der af myndigheder indsamles til
udelukkende videnskabelig eller statistisk brug, ikke anvendes til andet
formål.
For så vidt angår den tillid til fortrolig
behandling af oplysninger til brug for udarbejdelse af offentlig statistik,
der er nødvendig for at sikre, at korrekte oplysninger afgives, vil
denne formentlig kunne sikres ved en lavere frist end den gældende
80-års tilgængelighedsfrist.
Arbejdsgruppen og Tilgængelighedsudvalget er ikke
fremkommet med en konkret indstilling på dette område.
Kulturministeriet finder, at de særlige hensyn, som
måtte gøre sig gældende på området, vil kunne
varetages forsvarligt ved fastsættelse af en frist på 50
år.
For så vidt angår beskyttelsen af privatlivets
fred i forbindelse med personstatistik, vil denne kunne varetages ved den
almindelige bestemmelse i lovforslagets § 23, stk. 1.
§ 27
Til stk. 1
Bestemmelsen ændrer den gældende bestemmelse i
§ 21. Der fastsættes en øvre grænse på 60
år for forlængelse af tilgængelighedsfristen for
dokumenter, jf. § 22 og §§ 25-26, hvor dette er nødvendigt
til beskyttelse af væsentlige hensyn.
Efter den gældende bestemmelse i § 21,
stk. 1, træffer den afleverende myndighed afgørelse om
fristforlængelser efter drøftelse med det modtagende arkiv. I
arbejdsgruppen har der været enighed om at opretholde en bestemmelse,
der giver mulighed for at foretage forlængelse af den almindelige
tilgængelighedsfrist.
Det er under drøftelserne i arbejdsgruppen
foreslået, at det præciseres, at det er ministrene, der
træffer afgørelse om fristforlængelser. Da den
pågældende minister under alle omstændigheder bærer
såvel det administrative som det politiske ansvar for
fristforlængelser, der foretages af myndigheder inden for den statslige
forvaltning, kan en sådan præcisering forekomme
overflødig.
På baggrund af, at der i praksis normalt ikke
fastsættes særlige frister af længere varighed end 60
år, har arbejdsgruppen i enighed indstillet, at der indføres en
overgrænse på 60 år for fristforlængelser, som kun
kan fraviges, når dokumenter er udstedt af fremmede magter eller
internationale organisationer eller i andre helt særlige
tilfælde.
Kulturministeriet er enig i, at muligheden for
fristforlængelser bør opretholdes, dog således, at
længere frister end 60 år kun fastsættes i særlige
tilfælde.
Herunder kan nævnes de tilfælde, hvor et
dokument eller en oplysning, der er klassificeret »fortroligt« eller
højere, er modtaget fra en dansk myndighed, en fremmed magt eller en
mellemfolkelig organisation. Sådanne dokumenter eller dokumenter, der
gengiver sådanne oplysninger, vil - ifølge det såkaldte
udstederprincip - først kunne frigives til benyttelse efter samtykke
fra de danske, udenlandske eller mellemfolkelige myndigheder, der oprindeligt
har foretaget klassifikationen, eller når den pågældende
myndighed har givet meddelelse om, at afklassificering har fundet sted.
Arbejdsgruppen har drøftet de tilfælde, hvor
fristforlængelse kan finde sted.
Brugerrepræsentanterne i arbejdsgruppen har
indstillet, at sætningen i arkivlovens § 21, stk. 1, »hvis
dette er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til:«
erstattes med: »hvis frigivelse med stor sandsynlighed skønnes at
føre til alvorlig skade for:«, samt at arkivlovens § 21,
stk. 1, nr. 6, ophæves. Forvaltningsrepræsentanterne har
ikke kunnet tilslutte sig disse synspunkter.
Formuleringen af bestemmelsen i den gældende lov
svarer til den tilsvarende bestemmelse i offentlighedslovens § 13. Det
bemærkes i den forbindelse, at det i bemærkningerne til
bestemmelsen i arkivloven af 1992 blev understreget, at bestemmelsen kun
kunne anvendes, hvor det var nødvendigt til beskyttelse af
væsentlige hensyn til de i bestemmelsen nævnte
interesser.
For så vidt angår bestemmelsen i § 21,
stk. 1, nr. 6, i den gældende lov, har
brugerrepræsentanterne i arbejdsgruppen anført, at denne
bestemmelse kan opfattes som en adgang til at fristforlænge i
tilfælde, hvor det strengt taget ikke har været forudset i
lovgivningen. Bestemmelsen kan derfor skabe et indtryk af, at arkivadgang kan
begrænses vilkårligt.
Forvaltningsrepræsentanterne i arbejdsgruppen har
heroverfor anført, at der findes en tilsvarende bestemmelse i
offentlighedslovens § 13. Begrundelsen for, at denne bestemmelse tillige
er optaget i arkivloven, er, at det principielt ikke er muligt at specificere
alle de forhold, som kan kræve hemmeligholdelse.
Kulturministeriet er enig i denne betragtning.
Bestemmelsen i § 21, stk. 1, nr. 6, er kun anvendt i ganske
få tilfælde, bl.a. af Statsministeriet for sager
vedrørende kongehuset og af Justitsministeriet for tegninger m.v. til
fængsels- og retsbygninger.
Brugerrepræsentanterne har derudover indstillet, at
der oprettes et særligt screeningsnævn med den opgave at
overvåge og efterprøve myndighedernes afgørelser om
afklassificering og fristforlængelser.
Forvaltningsrepræsentanterne finder ikke behov for
oprettelse af et særligt nævn på dette område, men
har bemærket, at Tilgængelighedsudvalget allerede i dag i vid
udstrækning udfører den overvågnings- og kontrolopgave,
som af brugerrepræsentanterne er tiltænkt
screeningsnævnet.
Kulturministeriet finder heller ikke, at det vil
være påkrævet at oprette et særligt
screeningsnævn.
Brugerrepræsentanterne har endelig indstillet, at
myndighederne til offentliggørelse ved Statens Arkiver skal udarbejde
en redegørelse for fristforlængelser.
Forvaltningsrepræsentanterne har heroverfor
anført, at sådanne redegørelser principielt måtte
udarbejdes på dokumentniveau, og at dette må anses for at
være yderst ressourcekrævende. De har på den baggrund ikke
tilsluttet sig indstillingen.
Kulturministeriet er enig i dette synspunkt. Det
bemærkes i denne forbindelse, at rigsarkivarens årlige rapport om
praksis på tilgængelighedsområdet indeholder oplysning om
de foretagne fristforlængelser. Rapporten publiceres på Statens
Arkivers hjemmeside.
Til stk. 2
Bestemmelsen er ny. Det fastsættes, at længere
frist end 60 år kan fastsættes af vedkommende minister efter
forhandling med kulturministeren.
Som nævnt i bemærkningerne til stk. 1 har
det i arbejdsgruppen været drøftet, om det bør
fastsættes, at afgørelser om fristforlængelser
træffes af den pågældende minister. Som nævnt ovenfor
har arbejdsgruppen fundet, at en bestemmelse herom må anses for
overflødig.
Kulturministeriet finder imidlertid, at det vil være
hensigtsmæssigt at fastsætte en særlig procedure for de
tilfælde, hvor en fristforlængelse på over 60 år
bør fastsættes. Det vil herved kunne sikres, at sådanne
længere frister udelukkende fastsættes i tilfælde, hvor det
konkrete beskyttelseshensyn af den pågældende minister vurderes
at måtte kræve dette.
Til stk. 3
Bestemmelsen er ny. Det fastsættes for det kommunale
område, at en længere frist end 60 år kan fastsættes
af vedkommende kommunalbestyrelse eller amtsråd efter forhandling med
kulturministeren. Bestemmelsen tilsigter parallelisering af det statslige og
det kommunale arkivområde.
Til stk. 4
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 21, stk. 2, hvorefter det er muligt at fristforlænge hele
arkivenheder eller grupper af arkivenheder. Denne bestemmelse udgør en
undtagelse fra hovedreglen om, at længere tilgængelighedsfrist
fastsættes dokument for dokument. Begrundelsen for bibeholdelsen ligger
i myndighedernes begrænsede ressourcer til at foretage den omfattende
gennemgang af akter m.v., som tilgængelighedsfrister på
dokumentniveau kræver.
Brugerrepræsentanterne i arbejdsgruppen har
indstillet, at denne bestemmelse ophæves, og har gjort gældende,
at tiden må være inde til at ophæve muligheden for
fristforlængelser på arkivenhedsniveau eller højere. Det
forekommer efter denne opfattelse ikke indlysende, at den politisk
tilkendegivne vilje til størst mulig åbenhed begrænses af
praktiske hensyn. For så vidt det medfører større
udgifter, bør der efter dette synspunkt bevilges de nødvendige
midler.
Forvaltningens repræsentanter i arbejdsgruppen har
gjort det principielle modsynspunkt gældende, at tempoet i de
nødvendige dokumentscreeninger ikke blot sættes af de
økonomiske ressourcer, der kan afsættes til formålet, men
også af rådigheden over den ekspertise, opgavens løsning
forudsætter. Selv om der måtte blive bevilget flere midler til
formålet, vil der kunne herske en sådan mangel på
tilstrækkeligt kyndige medarbejdere, at aktgennemgangen til en vis grad
må begrænses. En nedsættelse af 30-års
tilgængelighedsfristen vil skærpe dette problem. Det er ikke nu
tilrådeligt at ophæve muligheden for at fristforlænge hele
arkivenheder eller grupper af arkivenheder.
Det bemærkes i denne forbindelse, at
Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet siden 1997 har iværksat
omfattende screeninger på dokumentniveau. For de fristforlængede
arkivenheder eller grupper af arkivenheder gælder, at begge de
nævnte ministerier altid foretager screeninger, når der modtages
specificerede ansøgninger om arkivadgang. Derved sikres det i praksis,
at fristforlængelser af hele arkivenheder eller grupper af arkivenheder
ikke hindrer publikums eller forskningens adgang til oplysninger, som ikke
ville være fristforlænget, hvis gennemgangen oprindelig havde
fundet sted på dokumentniveau.
Kulturministeriet finder det på denne baggrund
hensigsmæssigt at bibeholde en bestemmelse svarende til den
gældende lovs § 21, stk. 2.
§ 28
Til stk. 1-2
Bestemmelsen er ny. Tidligere er administrativt - i
cirkulære nr. 47 af 10. marts 1976 - fastsat bestemmelser om
tilgængeligheden til de til landsarkiverne afleverede
ministerialbøger m.v. (kirkebøger).
Der er ikke foretaget ændringer i de i det
nævnte cirkulære fastsatte bestemmelser om
tilgængelighedsfrister. Kulturministeriet finder af principielle
grunde, at fastsættelse af tilgængelighedsfristerne på
dette område bør ske i arkivloven.
Kirkebøger udfærdiges i to eksemplarer, en
hovedministerialbog og en kontraministerialbog.
Efter de derom gældende regler Kirkeministeriets
cirkulære nr. 123 af 14. august 1987 - afleveres folkekirkens
kontraministerialbøger til Statens Arkiver, når der er
forløbet 30 år, efter at de blev udskrevet.
Hovedministerialbogen opbevares derimod hos den pågældende
ministerialbogsfører, indtil der er forløbet 100 år,
efter at den blev udskrevet.
Den benyttelse af kirkebøger, der er under 100
år gamle, og som finder sted i Statens Arkiver, baserer sig
således på kontraministerialbøgerne.
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i ovennævnte
cirkulære, hvorefter tilgængelighedsfristen til døds- og
begravelsesregistre er 10 år.
§ 29
Til stk. 1
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 23.
Kapitel 7
Adgang til ikke umiddelbart tilgængelige
arkivalier
§ 30
Til stk. 1
Bestemmelsen er ny. Formålet er at præcisere,
at enhver kan søge om tilladelse til benyttelse af ikke umiddelbart
tilgængelige arkivalier.
Der vil således som hovedregel ikke være tale
om, at enkelte grupper af ansøgere har en særlig stilling,
når der er tale om afgørelse af spørgsmål om
dispensation fra tilgængelighedsfristerne, jf. dog bemærkningerne
til stk. 3.
Til stk. 2
Bestemmelsen svarer til den administrativt fastsatte
bestemmelse i § 18 i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om
offentlige arkivalier og offentlige arkivers virksomhed. Kulturministeriet
finder, at denne bestemmelse bør optages i arkivloven.
I bemærkningerne til § 24 i forslag til
arkivloven af 1992 beskrives behandlingen af ansøgninger om adgang til
ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier således: »I praksis
vurderes i forbindelse med dispensationsansøgninger dels karakteren af
de oplysninger, der ønskes indsigt i, dels formålet med
benyttelsen af oplysningerne. Afgørelsen baserer sig på et
skøn over, hvorvidt de betingelser, der måtte være knyttet
til dispensationen, og som fastsættes ud fra karakteren af de
oplysninger, der gives adgang til, kan overholdes under hensyn til
formålet.«
Der tilsigtes med bestemmelsen således ikke en
bedømmelse af en ansøgers formål i sig selv, men derimod
af, hvorvidt en ansøgers forfølgelse af sit formål kan
finde sted uden at krænke offentlige eller private interesser i
beskyttelsen af oplysninger. Er det f.eks. formålet at foretage en
udgivelse af dokumenter i deres helhed, må det sikres, at dokumenterne
ikke indeholder oplysninger, der ville krænke sådanne interesser.
Omfatter en ansøgning stærkt følsomme personoplysninger,
der tilsigtes benyttet til en statistisk undersøgelse, vil der som
hovedregel kunne fastsættes vilkår, der sikrer den personlige
integritet hos den personkreds, der måtte blive indsamlet oplysninger
om; er formålet derimod at viderebringe oplysninger om enkeltpersoner,
f.eks. i form af en biografi, kan der forekomme tilfælde, hvor en
ansøgning om indsigt i stærkt følsomme oplysninger ikke
kan imødekommes.
Til stk. 3
Bestemmelsen er ny. Arbejdsgruppen har i
betænkningen indstillet, at det præciseres, at der ved
afgørelser om dispensation kan tages selvstændigt hensyn til, om
ansøger er part eller har en særlig individuel interesse i den
sag, til hvis akter der søges adgang. Kulturministeriet kan
følge denne indstilling.
Parters ret til aktindsigt fremgår af
forvaltningslovens kapitel 4 og af retsplejelovens § 41. Disse giver
henholdsvis den, der er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet
afgørelse af en forvaltningsmyndighed, og den, der er part i en
retssag, eller som i øvrigt har en retlig interesse, en adgang til
aktindsigt, der går ud over den almindelige adgang til aktindsigt efter
forvaltningsloven.
Den gældende arkivlov giver i sig selv ikke dem, der
måtte opfylde betingelserne for partsoffentlighed i de to love, noget
krav på adgang ud over den, der i øvrigt måtte
følge af arkivlovens bestemmelser. Statens Arkiver har i sin hidtidige
praksis på dispensationsområdet i visse tilfælde lagt til
grund for imødekommelse af en ansøgning, at ansøgeren
efter anden lovgivning kunne have et retskrav på indsigt i de
pågældende arkivalier.
§ 31
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 24, stk. 1.
§ 32
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 16,
stk. 2, i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige
arkivalier og offentlige arkivers virksomhed, der er fastsat med hjemmel i
§ 27 i den gældende lov.
Det fastsættes, at kommunalbestyrelsen eller
amtsrådet i konkrete tilfælde kan meddele tilladelse til
benyttelse af ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier, der fra den
pågældende kommune er afleveret til en kommunal
arkivinstitution.
Under hensyn til, at tilgængelighedsreglerne
omfatter den offentlige forvaltnings, altså såvel statslige som
kommunale myndigheders arkivalier, findes det hensigtsmæssigt i loven
at optage en bestemmelse om dispensationskompetencen, for så vidt
angår offentlige arkivalier, der er afleveret til kommunale
arkiv-institutioner.
§ 33
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 24, stk. 2. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige
ændringer.
§ 34
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 24, stk. 3. Det præciseres, at Datatilsynets samtykke
også kræves i de tilfælde, hvor en dispensation fra
tilgængelighedsfristen for det i bestemmelsen omtalte materiale gives
af en kommunalbestyrelse.
§ 35
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 24, stk. 4. Der tilsigtes inden indholdsmæssige
ændringer.
§ 36
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 24, stk. 5, idet dog den foreslåede bestemmelse ud over
Statens Arkiver tillige vil omfatte de kommunale arkivinstitutioner.
§ 37
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 24, stk. 6, idet dog den foreslåede bestemmelse udover
Statens Arkiver tillige vil omfatte kommunale arkivinstitutioner.
§ 38
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 20, stk. 3. Der tilsigtes inden indholdsmæssige
ændringer.
§ 39
Til stk. 1-2
Bestemmelserne i stk. 1-2 svarer til de
gældende bestemmelser i § 26, stk. 1-2, idet det dog
præciseres, at kompetencen også gælder de kommunale
arkivinstitutioners praksis på tilgængelighedsområdet.
Tilgængelighedsudvalget har i sin Beretning 5
overvejet udvalgets fremtid i forbindelse med en revision af arkivloven. Det
er udvalgets opfattelse, at udvalget gennem den løbende vurdering af
rigsarkivarens rapporter, dialogen med rigsarkivaren og udfærdigelsen
af beretninger i betydelig grad er medvirkende til at sikre, at arkivloven i
videst muligt omfang forvaltes efter intentionen om størst mulig
åbenhed. Udvalget finder, at der også efter en lovrevision
må forventes at være behov for løbende justeringer, og
finder derfor, at Tilgængelighedsudvalgets arbejde bør
fortsætte også efter en lovrevision.
Kulturministeriet er enig i, at
Tilgængelighedsudvalget i betydelig grad har medvirket til at sikre, at
loven forvaltes efter intentionen om størst mulig åbenhed.
Udvalgets sammensætning med repræsentanter for forskellige
interesser og med en dommer, som er uvildig og besidder juridisk kompetence,
som formand, har vist sig hensigtsmæssig i forhold til udvalgets
opgaver.
Til stk. 3
Bestemmelsen er ny. Det fastsættes, at
Tilgængelighedsudvalget udøver sin virksomhed på grundlag
af rigsarkivarens årlige rapport om tilgængelighedspraksis.
Bestemmelsen giver derudover rigsarkivaren hjemmel til at indhente
oplysninger fra myndighederne i forbindelse med udarbejdelsen af
rapporten.
Til stk. 4
Tilgængelighedsudvalget har i Beretning 5
bemærket, at det bør overvejes, om det bør sikres, at
udvalget, hvor der findes behov derfor, på anmodning får adgang
til udlevering af det fuldstændige aktmateriale vedrørende en
ansøgning om arkivadgang. Kulturministeriet finder, at de
nærmere bestemmelser om udvalgets virksomhed, herunder om udvalgets
adgang til at indhente oplysninger fra myndighederne, mest
hensigtsmæssigt vil kunne fastsættes administrativt. Det
foreslås på denne baggrund, at kulturministeren bemyndiges til at
fastsætte nærmere regler herom.
Kapitel 8
Benyttelse af offentlige arkivalier
§ 40
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 25. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.
§ 41
Til stk. 1
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til
den gældende bestemmelse i § 24, stk. 7, 2. pkt.
Til stk. 2
I den gældende bestemmelse i § 24, stk. 7,
bemyndiges kulturministeren til at fastsætte nærmere regler om
vilkår. Denne bemyndigelse er udnyttet i § 19 i
bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om
offentlige arkivers virksomhed.
I forbindelse med imødekommelse af
tilgængelighedssager i Statens Arkiver fastsættes som hovedregel
i medfør af § 19 i den nævnte bekendtgørelse en
række særlige vilkår. Disse vilkår er i vidt omfang
standardiserede efter formålet.
Arbejdsgruppen har i enighed indstillet, at Statens
Arkivers formålsspecifikke standardvilkår optages i loven, men
således at der åbnes mulighed for fastsættelse af andre
vilkår for andre formål.
Bestemmelsen fastsætter, at de myndigheder, der er
nævnt i §§ 31-32 eller §§ 33-35, kan fastsætte
vilkår for benyttelse af ikke umiddelbart tilgængelige
arkivalier. Vilkårene bør fastsættes således, at
intentionerne om størst mulig åbenhed fremmes. Vilkår skal
præciseres så nøje som muligt.
Til stk. 3
Bestemmelsen er ny. Det præciseres, at
vilkårene, jf. stk. 2, fastsættes på grundlag af en
vurdering af karakteren af de oplysninger, der gives adgang til, samt af
formålet med benyttelsen.
Til stk. 4
Bestemmelsen er ny. I bestemmelsen opregnes en række
standardvilkår, der knytter sig til beskyttelse af privatlivets fred
hos personer, hvorom de offentlige arkivalier indeholder oplysninger samt til
udnyttelse af de dokumenter, der gives adgang til.
Opregningen af vilkår er ikke udtømmende, jf.
bemærkningerne til stk. 5.
Det bemærkes, at det i § 20 i
bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om
offentlige arkivers virksomhed er fastsat, at »Den, der får tilladelse
til benyttelse af ikke umiddelbart tilgængeligt arkivmateriale, kan
lade materialet kopiere, medmindre det i det konkrete tilfælde
fastsættes, at kopiering ikke må finde sted. Kopier af ikke
umiddelbart tilgængeligt arkivmateriale må ikke videregives uden
særlig tilladelse.« Der tilsigtes med den foreslåede bestemmelse
ikke ændringer heri.
Til stk. 5
Bestemmelsen er ny. Det præciseres, at myndighederne
kan fastsætte andre vilkår end dem, der er nævnt i
stk. 4. Bestemmelsen vil først og fremmest have betydning i
tilfælde, hvor der gives adgang til arkivalier, for hvilke der i
medfør af §§ 23 - 27 gælder en længere
tilgængelighedsfrist.
Til stk. 6
Bestemmelsen er ny. I § 21 i bekendtgørelse
nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers
virksomhed er fastsat, at »Den, der får tilladelse til at benytte ikke
umiddelbart tilgængeligt arkivmateriale, skal før benyttelsen
påbegyndes afgive erklæring om at være bekendt med og at
ville overholde de vilkår, der er fastsat for benyttelse af
sådant materiale.«
Den foreslåede bestemmelse i stk. 6 tilsigter
ikke ændringer heri.
Til stk. 7
Bestemmelsen bemyndiger kulturministeren til at
fastsætte nærmere regler om benyttelse af offentlige arkiver.
Bestemmelsen tilsigtes bl.a. udnyttet til fastsættelse af regler om
adgang til kopiering af offentlige arkivalier, herunder arkivalier, der
indeholder fortrolige oplysninger.
Kapitel 9
Begæring om indsigt i oplysninger, der er omfattet
af lov om behandling af personoplysninger
§ 42
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 32 a. Der tilsigtes inden indholdsmæssige ændringer.
Kapitel 10
Klageregler
§ 43
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 33. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer. Der
henvises til afsnittet om forslag om oprettelse af ankenævn under de
almindelige bemærkninger.
Kapitel 11
Private arkivalier
§ 44
Bestemmelsen er ny, men svarer til bestemmelserne i
§ 28, 1. pkt., og § 28 a i den gældende lov. Det
præciseres, at bestemmelsen gælder for offentlige arkiver, jf.
forslagets § 2.
I § 28, 2. pkt., i den gældende lov
præciseres, at de private arkivalier, der indsamles, modtages og
bevares af Statens Arkiver, skal være af væsentlig
forskningsmæssig eller almenkulturel betydning og navnlig belyse
forhold af samfundsmæssig karakter. Denne bestemmelse opretholdes ikke,
men der tilsigtes for Statens Arkivers vedkommende ingen ændring i
principperne for opgavevaretagelsen.
§ 45
Til stk. 1-2
Bestemmelserne svarer til den gældende bestemmelse i
§ 5. Som det følger af bestemmelserne i § 12, stk. 2,
og § 19, kan offentlige arkivalier kun afleveres til offentlige arkiver.
Det samarbejde, der omhandles i bestemmelsen, retter sig således
udelukkende om bevaring mv. af private arkivalier. Bestemmelserne er på
den baggrund optaget i kapitlet om private arkivalier.
§ 46
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 31, idet der dog er sket en udvidelse af anvendelsesområdet til
at omfatte også det kommunale område.
§ 47
Bestemmelsen er ny. Det fastsættes, at
kulturministeren kan godkende, at institutioner, der ikke er offentlige
arkiver, jf. § 2, kan modtage arkivalier, der er omfattet af lov om
behandling af personoplysninger. Godkendelsen forudsætter, at de
pågældende institutioner opfylder de krav, der gælder for
opbevaring af og tilgængelighed til materiale af denne karakter i
offentlige arkiver.
Det fremgår af persondatalovens § 14, at
»Oplysninger, der er omfattet af denne lov, kan overføres til
opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen.«
I den gældende lovs § 28 a, der indsattes i
forbindelse med den revision af arkivloven, der fandt sted i forbindelse med
ikrafttrædelse af persondataloven, fastsattes, at private arkivalier af
den art, der er omfattet af lov om behandling af personoplysninger, kan
afleveres til offentlige arkiver. Formålet var at sikre, at der kan ske
den fornødne varetagelse af beskyttelseshensyn i forhold til den
enkelte borger.
Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har på
baggrund af en indstilling fra Privatarkivarkivudvalget anbefalet, at det i
forbindelse med den kommende lovrevision overvejes, hvordan
arkivinstitutioner, der ikke efter den gældende lovgivning er
offentlige arkiver, men som opfylder bestemte standarder for bevaring,
arkivbeskrivelse og formidling, kan modtage private arkivalier, som er
omfattet af persondataloven. Kulturministeriet kan følge dette
forslag, jf. ovenfor.
§ 48
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 32. Der tilsigtes ingen indholdsmæssig ændring.
§ 49
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 29. Der tilsigtes ingen indholdsmæssig ændring.
§ 50
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 30. Der tilsigtes ingen indholdsmæssig ændring.
Kapitel 12
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 51
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 34, idet dog tilsidesættelse af vilkår efter den
foreslåede ændring, jf. § 41, ligeledes vil kunne
medføre straf af bøde eller fængsel i indtil 6
måneder.
Den foreslåede udvidelse af bestemmelsen i forhold
til den gældende lov er begrundet derved, at vilkår ofte
fastsættes som præcisering af, hvilke oplysninger der skal
behandles som fortrolige.
Herudover udgår hæfte, da denne form for straf
er ophævet med virkning fra 1. juli 2001.
§ 52
Det foreslås, at loven træder i kraft 1. juli
2003.
§ 53
Lov om offentlige arkiver m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 740 af 17. juli 2000, ophæves.
§ 54
Bestemmelsen ændrer bestemmelsen i § 52, 2.
pkt., i folkeskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 730 af 21. juli
2000. Bestemmelsen lyder:
»Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte
regler om skolernes tilsyn med eleverne i skoletiden samt om opbevaring og
kassation af oplysninger om elever, der er udskrevet af folkeskolen.«
Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har anset det
som det mest hensigtsmæssige, at kompetencen til fastsættelse af
regler om bevaring og kassation af offentlige arkivalier er samlet hos
kulturministeren.
Kulturministeriet er enig i denne betragtning. Kun derved
vil det kunne sikres, at der ved fastsættelse af bestemmelser om
bevaring og kassation tages de fornødne hensyn til såvel de
pågældende arkivaliers historiske værdi som til deres
administrative og retlige betydning for borgere og myndigheder.
Undervisningsministeriet har i sit høringssvar til
betænkningen om revision af arkivloven umiddelbart tilsluttet sig
synspunktet om det fornuftige i, at samtlige regler om arkivalier og
kassation m.v. samles i én lov, nemlig arkivloven, men har gjort
opmærksom på, at skolepsykologiske rapporter er et meget
følsomt område.
På den baggrund foreslås bestemmelsen
ændret således:
»Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte
regler om skolernes tilsyn med eleverne i skoletiden.«
Bestemmelser om bevaring og kassation af oplysninger om
elever, der er udskrevet af folkeskolen, vil derefter skulle fastsættes
med hjemmel i lovforslagets § 10, stk. 2.
§ 55
Bestemmelsen ikraftholder bekendtgørelse nr. 554 af
31. maj 2001, der er udstedt med hjemmel i lov om offentlige arkiver m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 740 af 17. juli 2000, der ophæves, jf.
forslagets § 54.
§ 56
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 42 i den
gældende lov.
Lignende dokumenter
- Højesteret stadfæster landsrettens dom og frifinder Rigsarkivet og Rigspolitiet. Højesteret tiltræder hermed, at appellant ikke har krav på udlevering eller destruering af dagbogskopier, der indgår i de arkiverede sager. Højesteret har i en kendelse besluttet, at spørgsmål om forhøjelse af salær til en beskikket advokat for landsretten ikke kunne tages under pådømmelse som en del af ankesagen Domsdatabasen · 18. april 2024
- Bekendtgørelse af arkivloven Retsinformation · 30. september 2016
- Forslag til Arkivlov Retsinformation · 4. december 2002
- 1991 LSF 182 FORSLAG TIL LOV OM OFFENTLIGE ARKIVER M.V. Retsinformation · 18. maj 1992
- Bekendtgørelse om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed Retsinformation · 3. juli 2003
- 1996 BTL 183 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OFFENTLIGE ARKIVER M.V. (YDERLIGERE ÅBENHED I ARKIVADGANG M.V.) NR L 183 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 6. juni 1997