Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til arkivlov

2002/1 LSF 18Lovforslag som fremsatFolketinget8. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 2. oktober 2002 af

kulturministeren (Brian Mikkelsen)

Forslag

til

arkivlov

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

§ 1.

Lovens bestemmelser om offentlige arkivalier gælder

for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning og

domstolene.

Stk. 2.

Loven gælder endvidere for anerkendte

trossamfunds ministerialbogførelse.

Stk. 3.

Kulturministeren kan bestemme, at reglerne i kapitel

3-10 helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber,

institutioner, foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige

forvaltning. Det gælder dog kun,

1) hvis udgifter ved deres virksomhed overvejende dækkes af

statslige eller kommunale midler, eller

2) i det omfang, de ved eller i henhold til lov har fået tillagt

beføjelse til at træffe afgørelser på statens eller

en kommunes vegne.

Stk. 4.

Kulturministeren kan bestemme, at reglerne i kapitel

3-10 helt eller delvis skal gælde for privatretligt organiserede

selskaber eller institutioner, hvori staten eller kommunerne indgår som

ejere, hvis en bevaring af de pågældende selskabers og

institutioners arkivalier må anses for væsentlig under hensyn til

Læs alt

de formål, der er nævnt i § 4, nr. 1.

Stk. 5.

Loven gælder endvidere for offentlige arkivers

virksomhed med hensyn til private arkivalier.

Kapitel 2

Offentlige arkiver

§ 2.

De offentlige arkiver består af Statens Arkiver

samt af kommunale arkiver.

§ 3.

Statens Arkiver består af Rigsarkivet samt

tilknyttede institutioner.

Stk. 2.

Statens Arkiver ledes af rigsarkivaren. Rigsarkivaren

udpeges af kulturministeren.

§ 4.

Statens Arkiver har til formål

1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi

eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ

eller retlig betydning for borgere og myndigheder,

2) at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige

offentlige arkivalier i samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af

denne lov,

3) at stille arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder,

herunder til forskningsformål,

4) at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af arkivalier,

5) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens

resultater.

§ 5.

Statens Arkiver behandler sager vedrørende brug af

rigsvåbenet og er rådgivende for offentlige myndigheder i

spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og

emblemer.

§ 6.

Statens Arkiver bistår de myndigheder, der er

omfattet af denne lov, i arkivmæssig henseende. Statens Arkiver kan

herunder udføre arkivundersøgelser samt opgaver af arkivteknisk

karakter m.v.

Stk. 2.

Statens Arkiver kan opkræve vederlag for sin

bistand, jf. stk. 1.

Stk. 3.

Statens Arkiver kan opkræve vederlag for

opbevaring af ikke afleveringspligtige arkivalier, der afleveres til Statens

Arkiver.

Stk. 4.

Statens Arkiver kan opkræve gebyr for

udfærdigelse af udskrifter.

§ 7.

Kommunerne kan oprette arkiver med det

formål

1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi

eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ

eller retlig betydning for borgere og myndigheder,

2) at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige

offentlige arkivalier,

3) at stille arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder,

herunder til forskningsformål, samt

4) at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af

arkivalier.

Stk. 2.

Statens Arkiver samarbejder med de kommunale

arkiver.

Kapitel 3

Bevaring og kassation af offentlige arkivalier

§ 8.

Myndighederne skal drage omsorg for varetagelse af

arkivmæssige hensyn, herunder at arkivalier opbevares på

betryggende måde.

Stk. 2.

Myndighederne skal drage omsorg for, at arkivalier,

der er lagret på elektronisk medium, bevares således, at de kan

afleveres til offentlige arkiver.

Stk. 3.

Ved aflevering af arkivalierne til offentlige arkiver

overgår ansvaret for arkivaliernes fremtidige bevaring til disse.

§ 9.

Kulturministeren kan efter indhentet udtalelse fra

Datatilsynet fastsætte nærmere regler om offentlige arkivers

opbevaring af materiale af den art, der er omfattet af lov om behandling af

personoplysninger.

§ 10.

Kulturministeren fastsætter til varetagelse af

arkivmæssige hensyn regler om behandling, bevaring og kassation af

statslige myndigheders arkivalier.

Stk. 2.

Kulturministeren fastsætter til varetagelse af

arkivmæssige hensyn regler om bevaring og kassation af kommunernes

arkivalier.

Stk. 3.

Kulturministeren kan bemyndige rigsarkivaren til at

foretage den mere detaljerede regelfastsættelse om bevaring og

kassation af offentlige arkivalier.

Stk. 4.

Statens Arkiver fører tilsyn med reglernes

overholdelse.

§ 11.

Kulturministeren kan efter forhandling med ministeren

for videnskab, teknologi og udvikling fastsætte bestemmelser om, at

statslige myndigheder, der inden en nærmere fastsat dato ikke er

overgået til elektronisk arkivering, skal betale for omkostningerne ved

bevaring i Statens Arkiver af arkivalier, der efter den nævnte dato

dannes på papir.

Kapitel 4

Aflevering af statslige arkivalier

§ 12.

Statens myndigheder og institutioner, folkekirken

samt anerkendte trossamfund kan kun aflevere deres arkivalier til Statens

Arkiver, jf. § 3.

Stk. 2.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler

om aflevering til Statens Arkiver.

§ 13.

De myndigheder m.v., der er nævnt i § 12,

stk.1, afleverer, medmindre modstående hensyn gør sig

gældende, deres arkivalier til Statens Arkiver, inden arkivalierne er

30 år gamle, jf. dog stk. 2-3.

Stk. 2.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler

om tidspunktet for aflevering, herunder om de tilfælde, hvor en

udskydelse af afleveringstidspunktet kan finde sted.

Stk. 3.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere

regler om tidspunktet for aflevering af arkivalier, der er lagret på

elektronisk medium. Det kan herunder fastsættes, at aflevering skal

finde sted på et tidligere tidspunkt end efter stk. 1.

§ 14.

Kulturministeren kan bemyndige rigsarkivaren til at

foretage den mere detaljerede regelfastsættelse om aflevering til

Statens Arkiver og om afleveringstidspunkt.

§ 15.

Enhver offentlig myndighed, som har modtaget eller

erhvervet arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende

statslige myndigheder, skal underrette Statens Arkiver herom. Tilbydes

myndighederne sådanne arkivalier, eller bliver de på anden

måde bekendt med arkivaliernes eksistens, skal de ligeledes underrette

Statens Arkiver herom.

Stk. 2.

Statens Arkiver kan bestemme, at arkivalier, der er

nævnt i stk. 1, afleveres til Statens Arkiver.

§ 16.

Private personer, virksomheder eller institutioner, som

er i besiddelse af arkivalier hidrørende fra tidligere eller

eksisterende statslige myndigheder, skal aflevere arkivalierne til Statens

Arkiver.

§ 17.

Hvis arkivalier tilhørende staten søges

solgt på offentlig auktion, skal auktionslederen underrette Statens

Arkiver herom.

§ 18.

Statens ret til arkivalier kan ikke ophøre ved

ekstinktion eller hævd.

Kapitel 5

Aflevering af kommunale arkivalier

§ 19.

Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til kommunale

arkiver, jf. § 7, stk. 1.

Stk. 2.

Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til Statens

Arkiver.

§ 20.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler

om aflevering af kommunale arkivalier til Statens Arkiver.

§ 21.

Kommunale arkivalier, der er omfattet af lov om

behandling af personoplysninger, og som skal bevares, skal afleveres til et

offentligt arkiv. Afleveringen skal finde sted senest på det tidspunkt,

hvor de pågældende oplysninger ellers skulle slettes af den

dataansvarlige myndighed.

Stk. 2.

Kulturministeren fastsætter efter indhentet

udtalelse fra Datatilsynet nærmere regler om aflevering af

sådanne kommunale arkivalier, som er nævnt i stk. 1.

Kapitel 6

Tilgængelighed til offentlige arkivalier

§ 22.

Arkivenheder, der er skabt eller tilvejebragt af den

offentlige forvaltning og domstolene, og som er afleveret til offentligt

arkiv, er tilgængelige, når arkivenhederne er 20 år gamle,

jf. dog §§ 23-28.

Stk. 2.

Vedkommende myndighed træffer afgørelse i

forbindelse med ansøgning om adgang til arkivalier, der er over 20

år gamle, men som ikke er afleveret til offentligt arkiv.

Ansøgningen imødekommes, medmindre de hensyn, der er omtalt i

§§ 23-27, foreligger.

§ 23.

Arkivenheder, som indeholder oplysninger om

enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold, er

tilgængelige, når de er 75 år gamle.

Stk. 2.

Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler

herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv, fastsætte en

kortere eller længere tilgængelighedsfrist for arkivenheder, der

er omfattet af stk. 1. Fastsættelse af kortere

tilgængelighedsfrist end 75 år for materiale af den art, der er

omfattet af lov om behandling af personoplysninger, kan dog kun finde sted

efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet, hvis materialet er afleveret fra

myndigheder inden for den offentlige forvaltning, eller fra

Domstolsstyrelsen, hvis materialet er afleveret fra retterne.

§ 24.

Arkivenheder, som omfatter sager inden for

strafferetsplejen, er tilgængelige, når de er 75 år

gamle.

§ 25.

Arkivenheder, som indeholder myndigheders brevveksling

med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag

bør føres, er tilgængelige, når de er 50 år

gamle, jf. dog § 23.

§ 26.

Arkivenheder, som omfatter materiale, der er

tilvejebragt som grundlag for udarbejdelsen af offentlig statistik, er

tilgængelige, når de er 50 år gamle, jf. dog § 23.

§ 27.

Den afleverende myndighed kan efter drøftelse med

det modtagende arkiv fastsætte en længere

tilgængelighedsfrist på højst 60 år for dokumenter

omfattet af § 22 og §§ 25 og 26, hvor dette er nødvendigt

til beskyttelse af væsentlige hensyn til

1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,

herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige

organisationer,

3) beskyttelse af vidner, sigtede eller andre i sager om strafferetslig

eller disciplinær forfølgning,

4) det offentliges økonomiske interesser, herunder

udførelse af det offentliges forretningsvirksomhed,

5) enkeltpersoners eller private selskabers interesser i at beskytte

oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om

drifts- eller forretningsforhold eller lignende eller

6) private eller offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter

forholdets særlige karakter er påkrævet.

Stk. 2.

Længere frist end 60 år kan, for så

vidt angår statslige arkivalier, fastsættes af vedkommende

minister efter forhandling med kulturministeren.

Stk. 3.

Længere frist end 60 år kan, for så

vidt angår kommunale arkivalier, fastsættes af vedkommende

kommunalbestyrelse eller amtsråd efter forhandling med

kulturministeren.

Stk. 4.

Hvor særlige grunde, herunder

ressourcemæssige forhold, taler herfor, kan fristforlængelse ske

for arkivenheder eller grupper af arkivenheder.

§ 28.

Folkekirkens og de anerkendte trossamfunds

ministerialbøger, sønderjyske personregistre og borgerlige

ægteskabsbøger, som er afleveret til Statens Arkiver, er

tilgængelige, når de er 50 år gamle.

Stk. 2.

Døds- og begravelsesregistre, som er afleveret

til Statens Arkiver, er tilgængelige, når de er 10 år

gamle,

§ 29.

Tilgængelighedsfristen for en arkivenhed, jf.

§ 22, § 23, § 24, § 25, § 26 og § 27,

stk. 4, regnes fra en arkivenheds slutningsår.

Tilgængelighedsfristen for et dokument, jf. § 27, stk. 1-3,

regnes fra dokumentets dato.

Kapitel 7

Adgang til ikke umiddelbart tilgængelige

arkivalier

§ 30.

Enhver kan søge om tilladelse til benyttelse af

ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier, jf. kapitel 6.

Stk. 2.

I forbindelse med ansøgning om tilladelse efter

stk. 1 skal formålet med den tilsigtede benyttelse af de

oplysninger, der søges om adgang til, oplyses.

Stk. 3.

Ved afgørelse af ansøgninger om

benyttelse af ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier kan der tages

særligt hensyn til, om ansøgeren er part i den sag eller har en

særlig individuel interesse i de oplysninger, der søges adgang

til.

§ 31.

Rigsarkivaren eller den, der af rigsarkivaren bemyndiges

hertil, kan i konkrete tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af

dokumenter, arkivenheder eller grupper af arkivenheder, som er afleveret til

Statens Arkiver, inden udløbet af tilgængelighedsfristerne, jf.

dog §§ 33-35.

§ 32.

Kommunalbestyrelsen eller amtsrådet kan i konkrete

tilfælde meddele tilladelse til benyttelse inden udløbet af

tilgængelighedsfristerne af dokumenter, arkivenheder eller grupper af

arkivenheder, som er afleveret til et kommunalt arkiv, jf. dog § 34.

§ 33.

Tilladelse efter § 31 kræver samtykke fra den

afleverende myndighed, hvis

1) der for et dokument eller en arkivenhed er fastsat en længere

tilgængelighedsfrist efter § 27,

2) en arkivenhed indeholder materiale af den karakter, der er

nævnt i §§ 24-26 og § 28, og tilgængelighedsfristen

efter de nævnte bestemmelser ikke er udløbet, eller

3) en arkivenhed eller et dokument er yngre end 20 år.

§ 34.

Tilladelse efter §§ 31-32 kræver samtykke fra

Datatilsynet, hvis arkivenheden er afleveret fra en myndighed inden for den

offentlige forvaltning og indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent

private forhold og

1) tidligere behandling af oplysningerne har været omfattet af

lov om behandling af personoplysninger eller

2) oplysningerne stammer fra et edb-register, der har været

ført for den offentlige forvaltning.

§ 35.

Tilladelse efter § 31 kræver samtykke fra

Domstolsstyrelsen, hvis arkivenheden er afleveret fra retterne og indeholder

oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, og tidligere behandling

af oplysningerne har været omfattet af lov om behandling af

personoplysninger.

§ 36.

Er en ansøgning om benyttelse af ikke umiddelbart

tilgængeligt arkivmateriale, der er afleveret til offentlige arkiver,

ikke imødekommet eller afslået inden 15 dage efter, at den er

modtaget, skal det offentlige arkiv underrette ansøgeren om grunden

hertil.

§ 37.

De myndigheder, der er nævnt i §§ 33-35,

afgør så vidt muligt inden 30 dage efter, at

spørgsmål om imødekommelse af en ansøgning om

arkivadgang er forelagt den pågældende myndighed fra vedkommende

offentlige arkiv, om samtykke kan meddeles. Foreligger en afgørelse

ikke inden 30 dage, skal myndigheden underrette det offentlige arkiv om

grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse forventes at

foreligge. Det offentlige arkiv underretter herefter ansøgeren

herom.

§ 38.

Vedkommende myndighed træffer så vidt muligt

inden 30 dage afgørelse i forbindelse med ansøgninger om adgang

til arkivalier, der er over 20 år gamle, men som ikke er afleveret til

offentlige arkiver. Er en begæring om arkivadgang ikke

imødekommet eller afslået inden 30 dage efter, at den er

modtaget af vedkommende myndighed, skal myndigheden underrette

ansøgeren om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse

kan forventes at foreligge.

§ 39.

Kulturministeren nedsætter et udvalg, der skal

vurdere de offentlige arkivers og myndighedernes praksis på

tilgængelighedsområdet.

Stk. 2.

Udvalget består af en formand, som skal

være dommer, to repræsentanter for forskningen, to

repræsentanter for pressen og tre repræsentanter for den

offentlige forvaltning.

Stk. 3.

Udvalget udøver sin virksomhed på

grundlag af en årlig rapport om tilgængelighedspraksis. Rapporten

udarbejdes af rigsarkivaren, der kan indhente oplysninger om

tilgængelighedspraksis fra de myndigheder, der er omfattet af denne

lov.

Stk. 4.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere

regler om udvalgets virksomhed og om myndighedernes afgivelse af oplysninger

hertil.

Kapitel 8

Benyttelse af offentlige arkivalier

§ 40.

Den, der får adgang til benyttelse af arkivalier,

som ikke er umiddelbart tilgængelige, må ikke uberettiget

offentliggøre, videregive eller udnytte fortrolige oplysninger,

hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab.

En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig

bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt

er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige

hensyn til private eller offentlige interesser.

§ 41.

Kulturministeren fastsætter efter indhentet

udtalelse fra Datatilsynet regler om vilkår for brugen af oplysninger

af den art, der er omfattet af lov om behandling af personoplysninger.

Stk. 2.

De myndigheder, der er nævnt i §§ 31-32

eller §§ 33-35, kan i forbindelse med imødekommelse af

ansøgninger om arkivadgang fastsætte særlige vilkår

for benyttelse af ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier.

Stk. 3.

Vilkår fastsættes på grundlag

af

1) karakteren af de oplysninger, der gives adgang til, samt

2) det formål der angives for benyttelsen, jf. § 30,

stk. 2.

Stk. 4.

Som vilkår kan bl.a. fastsættes,

1) at oplysninger om enkeltpersoners private, herunder

økonomiske, forhold ikke viderebringes,

2) at der ikke rettes henvendelse til personer, der er nævnt i

det materiale, der gives adgang til, eller til disses

pårørende,

3) at dokumenter m.v. ikke gengives i deres helhed, samt

4) at der ikke foretages kopiering.

Stk. 5.

I tilfælde, hvor karakteren af de oplysninger,

der gives adgang til, og det formål, der tilsigtes, tilsiger dette, kan

der fastsættes andre vilkår.

Stk. 6.

I tilfælde, hvor der fastsættes

særlige vilkår, jf. stk. 2, skal benytteren afgive

erklæring om at ville overholde de fastsatte vilkår.

Stk. 7.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere

regler om benyttelse af offentlige arkivalier.

Kapitel 9

Begæring om indsigt i oplysninger, der er omfattet

af lov om behandling af personoplysninger

§ 42.

En person kan over for et offentligt arkiv

fremsætte begæring om indsigt i oplysninger om den

pågældende af den art, som er omfattet af lov om behandling af

personoplysninger, og som er overført til opbevaring i det

pågældende offentlige arkiv.

Stk. 2.

Begæring efter stk. 1 skal angive den

myndighed, der oprindelig har behandlet de pågældende

oplysninger.

Stk. 3.

Begæring om indsigt videresendes af det

pågældende arkiv til vedkommende myndighed, der træffer

afgørelse efter bestemmelserne herom i lov om behandling af

personoplysninger.

Stk. 4.

For så vidt angår begæring om

indsigt i private arkivalier, som er afleveret til et offentligt arkiv, og

som er omfattet af lov om behandling af personoplysninger, træffer det

pågældende arkiv afgørelse efter bestemmelserne i den

nævnte lov. Begæringen skal angive den dataansvarlige, der

oprindelig har behandlet de pågældende oplysninger.

Kapitel 10

Klageregler

§ 43.

Rigsarkivarens afgørelse om tilgængelighed

efter § 31 kan påklages til vedkommende ressortmyndighed.

Stk. 2.

Kulturministeren kan fastsætte regler om, at de

afgørelser, rigsarkivaren træffer efter regler udstedt i

medfør af bestemmelserne i kapitel 3-4, ikke kan indbringes for

kulturministeren.

Kapitel 11

Private arkivalier

§ 44.

Offentlige arkiver kan indsamle, modtage og bevare

private arkivalier, som hidrører fra enkeltpersoner, foreninger,

organisationer m.v., herunder arkivalier af den art, der er omfattet af lov

om behandling af personoplysninger.

§ 45.

Statens Arkiver samarbejder med og er i

arkivmæssig henseende rådgivende over for andre kulturelle eller

videnskabelige institutioner, der indsamler og bevarer private arkivalier som

led i deres virksomhed.

Stk. 2.

Kulturministeren nedsætter et udvalg til fremme

af det samarbejde, der er nævnt i stk. 1.

§ 46.

Ved aflevering af private arkivalier til offentlige

arkiver træffes der aftale mellem den afleverende part og det

modtagende arkiv om tilgængelighed.

Stk. 2.

Kulturministeren kan efter indhentet udtalelse fra

Datatilsynet fastsætte nærmere regler om tilgængelighed til

materiale af den art, der er omfattet af lov om behandling af

personoplysninger.

§ 47.

Kulturministeren kan godkende, at institutioner, der

uden at være offentlige arkiver indsamler og bevarer private arkivalier

som led i deres virksomhed, kan modtage arkivalier, der er omfattet af lov om

behandling af personoplysninger. Godkendelsen forudsætter, at

institutionen opfylder de krav vedrørende opbevaring og

tilgængelighed, der fastsættes i medfør af § 9 og

§ 46, stk. 2.

§ 48.

Den, der ejer private arkivalier af væsentlig

forskningsmæssig eller almenkulturel betydning, skal, inden

arkivalierne udføres af landet, give Statens Arkiver adgang til

kopiering af arkivalierne.

§ 49.

Hvis et bo, der tilfalder staten ved arv, rummer

arkivalier, skal disse afleveres til Statens Arkiver.

§ 50.

Private arkivalier, hvortil ingen kan godtgøre

sin ret som ejer, tilhører staten. Finderen af sådanne

arkivalier eller den, der får dem i sin besiddelse, skal straks

aflevere dem til Statens Arkiver.

Kapitel 12

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 51.

Med bøde eller fængsel i indtil 6

måneder straffes den, der overtræder § 40 eller vilkår

fastsat i medfør af § 41.

Stk. 2.

Med bøde straffes den, der overtræder

bestemmelserne i §§ 16-17, § 48 samt § 50.

Stk. 3.

I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan

der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af

bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 52.

Loven træder i kraft den 1. juli 2003. Loven

gælder også for arkivalier, der er udfærdiget af en

myndighed eller er kommet i en myndigheds besiddelse før lovens

ikrafttræden.

§ 53.

Lov nr. 337 af 14. maj 1992 om offentlige arkiver m.v.,

som ændret ved lov nr. 421 af 10. juni 1997 og lov nr. 445 af 31. maj

2000, ophæves.

§ 54.

I lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr.

730 af 21. juli 2000, affattes § 52, 2. pkt., således:

»Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte

regler om skolernes tilsyn med eleverne i skoletiden .«

§ 55.

Følgende bekendtgørelser forbliver i

kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i

medfør af denne lov:

1) Bekendtgørelse nr. 152 af 18. april 1985 om kassation af

Københavns Kommunes arkivalier

2) Bekendtgørelse nr. 65 af 31. januar 1990 om kassation i

amtskommunernes arkivalier

3) Bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige

arkivalier og offentlige arkivers virksomhed.

§ 56.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland. Loven kan med de afvigelser, som de særlige

færøske og grønlandske forhold tilsiger, ved kgl.

anordning sættes i kraft for sager, der er eller har været under

behandling af rigsmyndighederne.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Det foreliggende lovforslag er en uændret

genfremsættelse af forslag til arkivlov (L 200), som blev fremsat den

17. april 2002. Lovforslaget blev førstebehandlet den 7. maj 2002, men

nåede ikke at blive behandlet færdigt i folketingsåret

2001-2002.

De offentlige arkiver har som deres hovedformål at

bevare historisk værdifulde arkivalier og at stille arkivalierne til

rådighed for borgere og myndigheder som dokumentation eller til

almenkulturelle eller forskningsmæssige formål.

De offentlige arkiver, som består af Statens Arkiver

samt af arkiver, der er oprettet og drevet af kommuner, varetager denne

opgave først og fremmest ved modtagelse af arkivalier fra offentlige

myndigheder og institutioner, men derudover sammen med en række andre

institutioner uden for de offentlige arkiver gennem indsamling og bevaring

af private arkivalier.

Bevaringen af de offentlige myndigheders arkivalier

stiller i disse år store krav til de offentlige arkiver. Udviklingen

inden for den offentlige forvaltning, herunder især den stigende

anvendelse af informationsteknologi, kræver en stadig arkivfaglig

udvikling. Digitalt lagrede arkivalier stiller andre krav såvel til

bevaringsindsatsen som i forbindelse med, at arkivalierne stilles til

rådighed for benyttelse. Imødekommelse af disse krav er en

forudsætning for, at den moderne forvaltnings elektroniske arkivalier

kan bevares og stilles til rådighed for benyttelse som autentisk

dokumentation for samfundsudviklingen nu og i fremtiden.

Overgangen til digital forvaltning betyder imidlertid

ikke, at den traditionelle bevaringsindsats, der retter sig mod

papirarkivalier, kan nedprioriteres eller i den forudseelige fremtid vil

gøre sig gældende med mindre vægt. Flertallet af

offentlige myndigheder arkiverer stadig dokumentationen for deres

sagsbehandling m.v. på papir, og de papirarkivalier, der skabes i dag,

vil først skulle afleveres i løbet af 20-30 år.

Arkivlovens formål kan siges at være dobbelt i

den forstand, at arkivloven udgør såvel en del af

kulturbevaringslovgivningen som en del af forvaltnings- eller

offentlighedslovgivningen.

Lovforslaget sigter dels mod at tilvejebringe den

størst mulige sikkerhed for bevaringen af den arkivalske

dokumentation, der vurderes at være af størst betydning for den

fremtidige benyttelse, dels mod at tilvejebringe den størst mulige

åbenhed i adgangen til at benytte arkivalier uden derved at prisgive

oplysninger, der for en kortere eller længere periode fordrer

fortrolighed.

De væsentligste ændringer i lovforslaget i

forhold til den gældende lov er

størst mulig ligestilling mellem statslige og kommunale

arkivalier

afleveringspligt til offentligt arkiv for kommunale arkivalier, der

er omfattet af lov om personoplysninger

større åbenhed i adgangen til offentlige arkivalier,

herunder

nedsættelse af den generelle tilgængelighedsfrist fra 30

til 20 år

adgang efter lovens almindelige bestemmelser til kommunale

arkivalier, der ikke er afleveret til et offentligt arkiv

fastsættelse af overgrænse på 60 år for

fristforlængelser, for så vidt angår arkivalier, der ikke

indeholder personoplysninger

nedsættelse af 80-års tilgængelighedsfristen til 75

år for sager vedrørende enkeltpersoners private og

økonomiske forhold, samt sager inden for strafferetsplejen

nedsættelse af 80-års tilgængelighedsfristen til 50

år for sager vedrørende myndigheders brevveksling med sagkyndige

til brug i retssager m.v. samt statistisk grundmateriale

udvidelse af Tilgængelighedsudvalgets virkeområde til at

omfatte kommunale arkivinstitutioners og myndigheders

tilgængelighedspraksis

mulighed for kulturministeren til at godkende, at institutioner, der

ikke er offentlige arkiver, kan modtage og opbevare arkivalier, som er

omfattet af lov om behandling af personoplysninger.

Gældende lovgivning

Det gældende lovgrundlag er lov nr. 337 af 14. maj

1992 om offentlige arkiver m.v., med de ændringer, der følger af

lov nr. 421 af 10. juni 1997 og lov nr. 445 af 31. maj 2000, jf.

lovbekendtgørelse nr. 740 af 17. juli 2000.

I henhold til loven er udstedt bekendtgørelse nr.

554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers

virksomhed.

Regeludstedelsen på en række områder af

arkivteknisk karakter, herunder fastsættelsen af detaljerede

bestemmelser om bevaring og kassation, er delegeret til rigsarkivaren.

Rigsarkivaren har udstedt bekendtgørelse nr. 639 af

27. juni 2001 om kassation af visse arkivalier hos statslige myndigheder. For

det kommunale område er udstedt bekendtgørelse nr. 640 af 27.

juni 2001 om bevaring og kassation af primærkommunernes arkivalier og

bekendtgørelse nr. 647 af 27. juni 2001 om bevaring og kassation af

arkivalier i de amtskommunale sygehuse samt i sygehusene under Hovedstadens

Sygehusfællesskab.

Kassationsbestemmelser, der kun retter sig mod en enkelt

myndighed, f.eks. et departement, publiceres siden 1. januar 2001

løbende på Statens Arkivers hjemmeside.

Dertil føjer sig en række cirkulærer om

statslige myndigheders varetagelse af arkivmæssige hensyn. Her kan

nævnes cirkulære nr. 31 af 23. marts 2001 om bevaring og

kassation samt aflevering af statslige myndigheders konventionelle arkivalier

i årene 2002-2004 (Statens Arkivers aktivitetsplan), cirkulære

nr. 194 af 20. november 2001 om aflevering af statslige myndigheders

papirarkivalier til Statens Arkiver, cirkulære nr. 195 af 20. november

2001 om myndighedernes indberetning til Statens Arkiver m.v., cirkulære

nr. 217 af 19. december 2001 om undtagelse fra aflevering til Statens Arkiver

af videnskabelige samlinger, cirkulære nr. 23 af 8. marts 2002 om

anmeldelse af statslige myndigheders elektroniske registre (databaser),

cirkulære nr. 24 af 8. marts 2002 om anmeldelse og godkendelse af

elektroniske journaler og elektroniske dokumenthåndteringssystemer,

cirkulære nr. 25 af 8. marts 2002 om statslige myndigheders aflevering

af elektroniske arkivsystemer til Statens Arkiver.

Baggrunden for lovforslaget

Det følger af § 41 i lov nr. 445 af 31. maj

2000 om offentlige arkiver m.v., at forslag til revision af loven

fremsættes senest i folketingsåret 2001-2002.

Kulturministeren nedsatte i efteråret 2000 en

arbejdsgruppe, som fik til opgave at udarbejde en rapport om revision af

arkivloven. Arbejdet har omfattet hele arkivloven og spørgsmål

som formål, gyldighedsområde, bevaring og kassation, aflevering,

tilgængelighed, private arkivalier mm. er blevet behandlet.

Arbejdsgruppen skulle især komme med forslag til

fremme af målsætningen om større åbenhed til de

offentlige arkiver og herunder vurdere følgende

spørgsmål:

en nedsættelse af den almindelige 30-års

tilgængelighedsfrist

en nedsættelse af 80-års tilgængelighedsfristen for

beskyttelse af oplysninger om enkeltpersoners private forhold, og hvorledes

man i givet fald kan tage rimelige beskyttelseshensyn

ændring af proceduren for at fastsætte særlige

tilgængelighedsfrister i forbindelse med aflevering af materiale

en tydeliggørelse af myndighedernes og fagministrenes ansvar

for den praktiske efterlevelse af arkivlovens formålsbestemmelse

tilgængeligheden til kommunale arkivalier.

Arbejdsgruppen skulle inddrage resultaterne af arbejdet i

det udvalg, der er nedsat i henhold til arkivlovens § 26

(Tilgængelighedsudvalget) og ligeledes inddrage internationale

erfaringer i arbejdet.

Arbejdsgruppen skulle derudover belyse den teknologiske

udviklings betydning for de offentlige arkivers virksomhed og

herunder

vurdere spørgsmål som f.eks. nye krav til sikkerhed,

aflevering og opbevaring

fremme af tilgængeligheden til offentlige arkivalier og

eventuelle rationaliseringsgevinster.

Arbejdsgruppen skulle i den forbindelse følge

Forskningsministeriets udredningsarbejde om den offentlige administrations

overgang til elektronisk forvaltning, som afsluttedes i foråret

2001.

Arbejdsgruppen skulle endvidere overveje

privatarkivområdet, herunder forholdet til de institutioner m.v., der

indsamler private arkiver.

Arbejdsgruppen kunne også drøfte og vurdere

andre emner, der kunne være relevante i forbindelse med en

ændring af arkivloven. Arbejdsgruppen var ikke anmodet om at udarbejde

et udkast til lovforslag.

Arbejdsgruppen afgav sin betænkning (nr. 1404) den

13. juni 2001.

Arbejdsgruppen stillede i enighed en række forslag

til yderligere sikring af bevaringen af arkivalier, herunder bl.a.

at bevaringsværdien af offentligt ejede selskabers arkivalier

indgår som en selvstændig kvalifikation i bedømmelsen af,

hvorvidt arkivloven bør gøres gældende for sådanne

selskaber

at der indføres en afleveringspligt for kommunale

it-arkivalier, som er omfattet af lov om behandling af

personoplysninger.

Arbejdsgruppen anbefalede derudover, at der

gennemføres en ordning, hvorefter institutioner, der ikke er

offentlige arkiver i lovens forstand, kan sidestilles med offentlige arkiver

i forhold til persondataloven og ophavsretsloven.

I en række spørgsmål på

tilgængelighedsområdet afgav arbejdsgruppen delte indstillinger.

På den ene side stod en gruppe, der bestod af repræsentanter for

forskning og presse, herefter kaldet brugerrepræsentanterne, der

argumenterede for mere vidtgående reformer, og på den anden side

en gruppe, bestående af repræsentanter for ministerierne samt for

de kommunale organisationer, herefter kaldet

forvaltningsrepræsentanterne, der anbefalede mere moderate reformer.

Der henvises herom til afsnittet om tilgængelighed.

Arbejdsgruppens betænkning nr. 1404 om revision af

arkivloven blev i august 2001 sendt til høring hos en bred kreds af

myndigheder, institutioner, organisationer og foreninger.

Under hensyn til, at der på en række

områder fremsættes forslag til ændring af den

gældende lovgivning, har Kulturministeriet fundet det mest

hensigtsmæssigt at fremsætte en ny, samlet lov om offentlige

arkiver m.v. i stedet for at fremsætte en ændringslov til den

gældende lovgivning. I den forbindelse er der foretaget redaktionelle

ændringer, og systematikken i loven er ændret.

Lovforslagets hovedelementer

Særligt om tilgængelighed

Hovedformålet med lovforslaget er at fremme en

større åbenhed for adgangen til de offentlige arkivalier,

herunder en nedsættelse af tilgængelighedsfristerne. I

lovbemærkningerne til revisionen af arkivloven i 1997, lov nr. 421 af

10. juni 1997, fremgår det, at regeringen vil se positivt på, om

det er muligt at nedsætte den almindelige tilgængelighedsfrist

fra 30 år til 25 år i et 4-årigt perspektiv.

Arkivlovens bestemmelser om tilgængelighed knytter

sig til den øvrige regulering af offentlighedens adgang til de

oplysninger, der indsamles eller tilvejebringes af offentlige myndigheder som

led i deres virksomhed, især til offentlighedsloven og

persondataloven.

Det bemærkes, at arkivloven ikke indskrænker

eller ændrer den adgang til aktindsigt, der er hjemlet ved anden

lovgivning. Arkivloven fungerer således parallelt med den øvrige

aktindsigtslovgivning, herunder offentlighedsloven, lov om aktindsigt i

miljøoplysninger, reglerne om parters aktindsigt i forvaltningsloven,

lov om patienters retsstilling og retsplejeloven.

Kulturministeriet anmodede i efteråret 2000

Tilgængelighedsudvalget, der er nedsat i henhold til den gældende

arkivlovs § 26, om at sammenfatte de erfaringer og forslag, som den

tilgængelighedspraksis, der har udviklet sig efter ændringen af

arkivloven i 1997, måtte give anledning til.

Tilgængelighedsudvalget har i sin sammenfattende

beretning udtalt sig om

Praksis for myndighedernes aflevering af arkivalier. Udvalget

fremhæver afleveringens afgørende betydning for størst

mulig åbenhed og bemærker, at en ændring af

tilgængelighedsfristen i henhold til § 20, stk. 1, i den

gældende lov bør føre til en ændring af

afleveringsfristen. Der henvises herom til bemærkningerne til

§ 13.

Nedsættelse af 30-års tilgængelighedsfristen.

Udvalget udtaler, at en nedsættelse af den almindelige

tilgængelighedsfrist på 30 år vil have afgørende

betydning for en øget åbenhed. Udvalgets flertal har indstillet,

at tilgængelighedsfristen ved den kommende lovrevision nedsættes

til 25 år. Der henvises herom til bemærkningerne til

§ 22.

Forlængelse af tilgængelighedsfrister. Udvalget finder,

at det vil være vanskeligt at fastsætte en egentlig procedure for

fastsættelsen af særlige frister, men understreger, at der ved

fristforlængelser er behov for, at den arkivskabende myndighed og

rigsarkivaren præciserer årsagen til den meddelte

fristforlængelse. Udvalget anbefaler, at det overvejes, om det

bør pålægges alle arkivskabende myndigheder at udgive et

katalog over fristforlængelser. Der henvises herom til

bemærkningerne til § 27.

80-års tilgængelighedsfristen. Udvalget udtaler, at den

dispensationspraksis, der har udviklet sig på området, i vidt

omfang eliminerer risikoen for, at fristen på 80 år kan virke

urimelig lang. På baggrund heraf er det udvalgets opfattelse, at der

ikke er grundlag for at foretage ændringer af den del af bestemmelsen,

der vedrører hensynet til beskyttelsen af enkeltpersoner. Derimod

finder udvalget, at det på andre områder, som for eksempel

myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager m.v., er

ubegrundet at opretholde en 80-års tilgængelighedsfrist. Der

henvises herom til bemærkningerne til §§ 24-26.

Svarfrister i forbindelse med behandling af

dispensationsansøgninger. Udvalget finder, at de eksisterende

svarfrister er tilstrækkelige, og at der ikke på nuværende

tidspunkt er behov for ændringer på dette område.

Screening. Udvalget understreger den betydning, screening har for

størst mulig åbenhed. Udvalget opfordrer til, at der fortsat

afsættes de fornødne midler til screening. Der henvises herom

til de almindelige bemærkninger om lovforslagets økonomiske

konsekvenser samt til bemærkningerne til § 22 samt § 27.

Kompetence vedrørende klagesagers behandling. Udvalget har

været enig om, at der er grund til at overveje behovet for oprettelsen

af et ankenævn. Udvalgets flertal har anbefalet, at der ikke oprettes

et sådant.

Kommunale arkiver. Udvalget finder, at den øgede

decentralisering øger behovet for centralt reguleret adgang til de

kommunale arkiver, og at det vil være ønskværdigt, at der

i videst muligt omfang sker en tilpasning, således at der gælder

de samme regler for statslige og kommunale arkiver, hvad tilgængelighed

angår. Der henvises herom til bemærkningerne til § 22.

Tydeliggørelse af fagministrenes ansvar. Udvalget finder ikke

behov for lovrevision på dette område. Der henvises herom til

bemærkningerne til § 27, stk. 2.

Forholdet til offentlighedsloven. Et medlem af udvalget har peget

på behovet for at ensrette regelsættene.

Tilgængelighedsudvalgets fremtid. Udvalget finder, at det

bør fortsætte arbejdet også efter en lovrevision. Der

henvises herom til bemærkningerne til § 39.

Arbejdsgruppen til revision af arkivloven indstillede

på tilgængelighedsområdet i enighed,

at der bør gælde samme regler om arkivadgang til

kommunale arkivalier som til statslige

at muligheden for at foretage forlængelse af den almindelige

tilgængelighedsfrist opretholdes, men at der indføres en

overgrænse på 60 år, som kun kan fraviges i ganske

særlige tilfælde

at det overvejes at nedsætte 80-års

tilgængelighedsfristen efter den gældende lovs § 22,

stk. 1, nr. 2-4, der vedrører sager inden for strafferetsplejen,

myndigheders brevveksling til brug i retssager m.v. samt statistisk

grundmateriale

at der ved afgørelser om dispensation fra

tilgængelighedsfristerne tages særligt hensyn til, om

ansøger er part i sagen eller i øvrigt har en væsentlig

individuel interesse i den sag, der søges adgang til.

Brugerrepræsentanterne indstillede bl.a.,

at den almindelige tilgængelighedsfrist nedsættes til 20

år

at forlængelse af denne almindelige tilgængelighedsfrist

kun vil kunne ske dokument for dokument, men ikke for hele arkivenheder eller

grupper af arkivenheder

at der oprettes et særligt nævn med den opgave at

overvåge og efterprøve myndighedernes afgørelser om

afklassificering og fristforlængelser (screeningsnævn)

at arkivlovens 80-års tilgængelighedsfrist for

personoplysninger ændres fra at omfatte hele arkivenheder til alene at

omfatte konkrete oplysninger om enkeltpersoners private forhold,

subsidiært at fristen nedsættes til 55 år

at der oprettes et særligt ankenævn til behandling af

klagesager over afslag på arkivadgang, subsidiært at

Tilgængelighedsudvalgets beføjelser udvides.

Forvaltningsrepræsentanterne indstillede derimod

bl.a.,

at den almindelige tilgængelighedsfrist nedsættes til 25

år

at muligheden for at forlænge denne frist for arkivenheder og

grupper af arkivenheder opretholdes

at der ikke oprettes et særligt nævn til

efterprøvelse af fristforlængelser m.v.

at 80-års tilgængelighedsfristen for personoplysninger

opretholdes som hovedregel

at der ikke oprettes et særligt ankenævn til behandling

af klager over afslag på arkivadgang.

Ved udarbejdelsen af lovforslaget er der som hovedregel

lagt vægt på arbejdsgruppens enige indstillinger og på de

indstillinger, der er afgivet af forvaltningsrepræsentanterne.

Forholdet mellem arkivlov og offentlighedslov

Arkivloven supplerer bestemmelserne om aktindsigt i anden

lovgivning, herunder især offentlighedsloven.

Det blev i arbejdsgruppen drøftet, om det burde

foreslås at lade adgangen til arkivalier regulere gennem

offentlighedslovgivningen, som det er tilfældet i en række andre

lande, jf. nedenfor. Arbejdsgruppen var enig om at opfatte forholdet mellem

offentlighedsloven og arkivlovens tilgængelighedsbestemmelser

således, at arkivlovens tilgængelighedsbestemmelser regulerer,

hvornår offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser ophører, for

så vidt angår materiale, der er omfattet af begge

lovgivninger.

Om forholdet mellem arkivloven og den øvrige

aktindsigtslovgivning bemærkes i øvrigt, at arkivloven ikke

ændrer de bestemmelser om adgangen til aktindsigt, der er fastsat ved

anden lovgivning. Også efter aflevering til offentlige arkiver vil

dokumenter m.v. være omfattet af retten til aktindsigt efter

offentlighedsloven eller af parters ret til indsigt efter forvaltningsloven,

retsplejeloven m.v.

Retten til aktindsigt efter offentlighedsloven omfatter

som udgangspunkt kun dokumenter, der er udfærdiget af en myndighed

eller kommet i en myndigheds besiddelse efter den 1. januar 1971.

Offentlighedsloven omfatter derudover kun den virksomhed, der udøves

af den offentlige forvaltning samt af en række

energiforsyningsvirksomheder, men derimod ikke domstolene. Offentlighedsloven

gælder ikke for sager inden for strafferetsplejen.

Arkivlovens virkeområde er bredere end de

øvrige loves, herunder offentlighedslovens, forvaltningslovens og

retsplejelovens respektive områder, idet arkivloven omfatter al

virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning samt domstolene.

Arkivloven omfatter herunder personoplysninger, der behandles for den

offentlige forvaltning og domstolene.

Sammenfattende finder Kulturministeriet det fortsat

hensigtsmæssigt, at en arkivlov, udover bestemmelser om bevaring og

aflevering af arkivalier, indeholder bestemmelser om tilgængelighed til

materiale over en vis alder, der som hovedregel vil være afleveret til

offentlige arkiver.

Særligt om spørgsmålet om

ankenævn

Arbejdsgruppen har drøftet, hvorvidt der bør

oprettes en særlig myndighed, der kan efterprøve og

omgøre afgørelser i tilgængelighedssager, der går

ansøgeren imod. Der blev ikke opnået enighed om

spørgsmålet.

Brugerrepræsentanterne har indstillet, at der i

forbindelse med lovrevisionen etableres et uvildigt nævn, der vil kunne

efterprøve og eventuelt omgøre afgørelser om

tilgængelighed, der træffes af Statens Arkiver eller af

vedkommende ressortmyndighed. Brugerrepræsentanterne har i den

forbindelse anført, at en række af arkivlovens bestemmelser er

bredt formuleret og giver en vid ramme for myndighedernes skøn. Det er

på den baggrund af væsentlig betydning for borgernes

retssikkerhed, at myndighedernes skøn kan efterprøves. Den

ordning, der er etableret ved § 33, stk. 1, i den gældende

lov, og hvorefter en myndighed kan anmodes om at genoverveje et afslag, er i

den henseende ikke tilfredsstillende.

Forvaltningens repræsentanter har indstillet, at der

ikke indføres et særligt ankenævn, men at de

gældende ankemuligheder opretholdes. Denne del af arbejdsgruppen finder

ikke, at der har vist sig noget særligt behov for et ankenævn, og

henholder sig endvidere til en udtalelse fra Tilgængelighedsudvalgets

flertal i forbindelse med 1997-lovrevisionen: »Efter en nøje

gennemdrøftelse af synspunkterne for og imod finder udvalget efter en

samlet afvejning, at det - under den udtrykkelige forudsætning, at

ressortmyndigheden vil lægge vægt på størst mulig

åbenhed - er bedst stemmende med den parlamentariske tradition, at de

væsentlige afgørelser, der blandt andet vedrører hensynet

til rigets sikkerhed og forsvar, træffes af vedkommende

ressortminister, der i sin administration er ansvarlig over for

Folketinget.«

Kulturministeriet finder, at etableringen af et

ankenævn ikke vil være hensigtsmæssig. Den hidtidige

tilgængelighedspraksis, som den foreligger oplyst ved rigsarkivarens

årlige rapporter og Tilgængelighedsudvalgets beretninger, giver

ikke anledning til at antage, at borgernes retssikkerhed i denne forbindelse

ikke varetages tilfredsstillende.

Endvidere bemærkes, at det er et hovedpunkt i

lovforslaget, at der skal gælde samme regler for tilgængelighed

efter arkivloven for alle offentlige arkivalier, hvad enten det drejer sig om

statslige eller kommunale, afleverede eller ikke-afleverede arkivalier, jf.

forslagets § 22. Det er i denne forbindelse Kulturministeriets

opfattelse, at Tilgængelighedsudvalgets kompetence til at følge

udviklingen med hensyn til tilgængelighed til offentlige arkivalier

bør udstrækkes til det kommunale område.

Kulturministeriet kan i øvrigt tilslutte sig de

principielle synspunkter, som Tilgængelighedsudvalgets flertal og

forvaltningsrepræsentanterne i Arbejdsgruppen har givet udtryk for.

På den baggrund finder Kulturministeriet ikke

anledning til at foreslå nye bestemmelser om behandling af klager over

afslag på tilgængelighedsansøgninger.

Særligt om internationale erfaringer

Arbejdsgruppen til revision af arkivloven havde bl.a. til

opgave at inddrage internationale erfaringer på

tilgængelighedsområdet. Betænkningen indeholder en

redegørelse for lovgrundlag og praksis i en række lande.

I de øvrige nordiske lande og i USA danner

offentlighedslovene grundlag for afgørelser om arkivadgang. I

princippet findes der her ingen generelle frister for, hvornår

undtagelserne i offentlighedslovene bortfalder under hensyn til arkivaliernes

alder. Der er mellem landene forskelle, når det drejer sig om de

myndigheder, der træffer afgørelse om aktindsigt efter

offentlighedslovene.

I Sverige og Norge er det den myndighed, som opbevarer et

givet dokument, der træffer afgørelse om aktindsigt eller

tilgængelighed. I praksis vil det sige, at også de statslige

arkiver kommer til at træffe afgørelser på dette grundlag,

når dokumenterne til sin tid er afleveret fra myndighederne.

I Danmark træffer de myndigheder afgørelse om

aktindsigt efter offentlighedsloven, som har de sager til afgørelse,

dokumenterne hører til. Statens Arkiver kommer derfor ikke til at tage

stilling til aktindsigt efter offentlighedsloven, for så vidt

angår afleverede arkivalier, men behandler udelukkende

ansøgninger om tilgængelighed efter arkivloven.

Lovgrundlagenes forskellighed gør derfor

sammenligninger vanskelige.

De undersøgelser, som er foretaget af

Arbejdsgruppen, kan ikke understøtte den opfattelse, at den danske

lovgivning og praksis som helhed betragtet skulle være mere restriktiv

end i øvrige lande.

Nogle af de mellemfolkelige organisationer, Danmark er

medlem af, har i de senere år arbejdet på større

åbenhed i adgang til deres arkiver. Det gælder således

NATO, der har igangsat et screenings- og afklassificeringsarbejde med henblik

på at gøre organisationens dokumenter tilgængelige for

offentlighed og forskning og tillige oprettet en egentlig arkivfunktion.

Dette arbejde styres af NATO Archives Committee, hvor fra dansk side

Udenrigsministeriet og Statens Arkiver er repræsenteret.

Særligt om elektronisk arkivering

Overgangen til elektronisk sagsbehandling hos offentlige

myndigheder og institutioner har været et vigtigt element i regeringens

it-politiske handlingsplan. Formålet er bl.a. at opnå

ressourcemæssige besparelser, effektiviseringsgevinster samt et

højere serviceniveau over for borgere og virksomheder.

Det må dog understreges, at ressourcemæssige

besparelser i forbindelse med indførelse af digital forvaltning ikke

umiddelbart vil kunne opnås på arkivområdet, men

først på et forholdsvis sent tidspunkt vil kunne gøre sig

gældende.

Bevaringen af den del af kulturarven, der består af

elektronisk lagrede eller digitale arkivalier, stiller en række andre

krav end bevaringen af traditionelle papirarkivalier. Også for så

vidt angår benyttelsen af arkivalierne, er kravene andre end ved

benyttelsen af papirarkivalier. Selv om også arkiverne på sigt

kan opnå ressourcemæssige besparelser ved overgangen til

elektronisk arkivering, vil der i en periode være tale om ekstra

ressourceanvendelse, dels fordi de offentlige arkiver fortsat modtager store

mængder papirarkivalier fra myndighederne, dels fordi elektronisk

arkivering kræver godkendelse og test af systemer, øget

vejledningsindsats samt en løbende tilpasning til udviklingen på

it-markedet.

De hensyn til forvaltningens uhindrede gang, der for

papirarkivaliers vedkommende betinger et forholdsvis sent

afleveringstidspunkt, gør sig ikke gældende, når talen er

om aflevering af digitale arkivalier. Afleveringen finder sted i form af et

kopiudtræk fra den afleverende myndigheds system, og myndigheden har

således efter aflevering til de offentlige arkiver fortsat umiddelbar

adgang til de oplysninger, der er omfattet af en aflevering.

Det elektronisk bevarede og afleverede materiale skal med

jævne og forholdsvis korte mellemrum fra 5 til 10 år

overføres til nye lagringsmedier og eventuelt undergå

konvertering til nyt opbevaringsformat. Den løbende konvertering skal

sikre det bevarede materiale dels mod henfald af de elektroniske medier, dels

mod teknologisk forældelse. Digitale arkivalier kræver

således en aktiv og løbende vedligeholdelse, der langt

overstiger de krav, bevaringen af papirarkivalier stiller. Denne

vedligeholdelse medfører en række omkostninger, der ikke er

forbundet med bevaring af papirarkivalier. Derimod er omkostningerne ved

magasinering af elektroniske arkivalier marginale i forhold til

omkostningerne ved magasinering af papirarkivalier.

Den stigende overgang til digital forvaltning vil i en

periode samlet øge de omkostninger, der er forbundet med bevaringen af

arkivalier. Der vil derfor ikke på arkivområdet umiddelbart

være tale om en besparelse i forbindelse med overgangen til digital

forvaltning, men derimod om en forøgelse i omkostningerne, der

først udlignes, når bevaring og aflevering af papirarkivalier

udviser en faldende tendens.

Statens Arkiver har i de senere år gennemført

en betydelig udvikling af metoder og standarder i forbindelse med digital

bevaring. Samtidig er der for den statslige forvaltning løbende

foretaget en regulering af myndighedernes varetagelse af arkivmæssige

hensyn i forbindelse med elektroniske arkivalier, ligesom Statens Arkiver i

vidt omfang har vejledt såvel statslige som kommunale myndigheder i

spørgsmål om elektronisk arkivering.

Det må imidlertid forudses, at Statens Arkivers

opgaver på dette felt vil blive stærkt udvidet i de kommende

år som følge af gennemførelse af digital forvaltning.

Også udviklingen på det kommunale område har medført

et øget behov for vejledning, såvel af forvaltningsmyndigheder

som af kommunale arkivinstitutioner.

Særligt om forholdet til persondataloven

Den offentlige forvaltnings og domstolenes stigende

anvendelse af elektronisk sagsbehandling medfører, at et stadig

større område bliver omfattet af lovgivningen om behandling af

personoplysninger.

Ifølge persondatalovens § 14 kan oplysninger,

der er omfattet af persondataloven, overføres til opbevaring i

offentlige arkiver efter arkivlovgivningens bestemmelser herom.

Den seneste revision af arkivloven, lov nr. 445 af 31. maj

2000, skete som konsekvens af ny lovgivning om behandling af

personoplysninger. Hovedpunkterne i revisionen af arkivloven i denne

forbindelse var; 1) Der skelnes ikke mellem papirarkivalier og elektroniske

arkivalier ved beslutning om bevaring af materiale med personoplysninger, 2)

Hensynet til beskyttelse af den personlige integritet hos de personer, om

hvem der bevares oplysninger i offentlige arkiver, varetages ved inddragelse

af Datatilsynet ved fastsættelse af generelle regler om offentlige

arkivers behandling af personoplysninger, 3) Datatilsynet eller

Domstolsstyrelsen inddrages i afgørelsen af konkrete

spørgsmål, der angår fastsættelse af kortere

tilgængelighedsfrist end 80 år for arkivalier, som er omfattet af

persondataloven.

I betænkningen indstilles det, at bevaringspligten

for kommunale myndigheders elektroniske arkivalier, som er omfattet af

persondataloven, præciseres, således at kommunerne

pålægges at aflevere sådanne arkivalier til et offentligt

arkiv. Der henvises herom til bemærkningerne til § 21.

Særligt om private arkivalier

I bemærkningerne til forslag til lov om offentlige

arkiver fra 1992 anførtes bl.a., at arkivernes formål er at

sikre bevaring af dækkende dokumentation for beskrivelse og analyse af

det danske samfund og dets udvikling i flest mulig aspekter.

Den primære genstand for denne

målsætning er den statslige forvaltnings arkivalier. Dette har

historiske årsager og skyldes navnlig statsforvaltningens centrale

placering i samfundslivet. Imidlertid er det statslige område ikke

tilstrækkeligt til at formidle et fuldstændigt billede af det

danske samfunds tilstand og udvikling gennem tiderne. Det indgår derfor

også som led i arkivernes målsætning at bidrage til at

sikre bevaringen af primær- og amtskommunale arkivalier. Der skal i den

forbindelse peges på decentraliseringen af en række offentlige

opgaver til kommuner og amtskommuner. Hertil kommer udviklingen i forbindelse

med oprettelse af privatretligt organiserede, offentligt ejede selskaber.

Endelig må de offentlige arkivalier suppleres med private arkivalier af

historisk værdi.

På de private arkivers område opfylder

arkiverne deres målsætning ved en systematisk indsamling af

arkiver fra fremtrædende personer og virksomheder i det danske samfund.

Erhvervsarkivet har som sin vigtigste funktion at indsamle arkiver fra

erhvervsvirksomheder og erhvervslivets organisationer. Rigsarkivet og

landsarkiverne indsamler arkivalier fra foreninger og privatpersoner, navnlig

sådanne, som har spillet en fremtrædende rolle i det

politisk-administrative liv.

I 1992-loven blev Statens Arkivers indsamling og bevaring

af private arkivalier reguleret. Ved loven etableredes et udvalg til fremme

af samarbejdet mellem Statens Arkiver og andre institutioner, der foretager

indsamling og bevaring af private arkivalier (Privatarkivudvalget). Ved

lovrevisionen i 1997 blev dette udvalg gjort permanent.

Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har i sin

betænkning, for så vidt angår privatarkivområdet,

bl.a. bemærket: »Bevaringen af private arkivalier er ikke, som

tilfældet er for offentlige arkivalier, reguleret indgående i

arkivloven med underliggende regelsæt. Den virksomhed på

privatarkivområdet, som udfolder sig i kommunale offentlige arkiver, er

kun reguleret i begrænset omfang, for så vidt angår

materiale, der er omfattet af persondataloven. Den indsamling, modtagelse og

bevaring af privatarkiver, der foregår i institutioner uden for de

offentlige arkiver, er ikke reguleret i lov. Spørgsmålet er

derfor, om det bør søges i lovgivningen at tilvejebringe et

stærkere grundlag til sikring af offentlige arkivers indsamling og

bevaring af private personers, foreningers, erhvervsvirksomheders og

selskabers arkivalier. Arkivlovgivningen ville derved få stærkere

karakter af en overordnet kulturbevaringslovgivning på sit

område.«

Det bemærkes i denne forbindelse, at

Sammenslutningen af Lokalarkiver i en henvendelse til arbejdsgruppen har

udtrykt ønske om, at såvel de kommunale offentlige arkivers som

lokalarkivernes bevaring af private arkivalier reguleres i arkivloven.

Som nævnt er kun de offentlige arkivers virksomhed

på privatarkivområdet direkte reguleret i arkivloven. Loven

omfatter ikke den virksomhed på området, der finder sted i

institutioner uden for de offentlige arkiver, det være sig statslige

institutioner som f.eks. Det Kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket,

Nationalmuseet og Dansk Folkemindesamling, eller private institutioner som

f.eks. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Lokalarkiverne, for

så vidt de ikke er en del af de offentlige arkiver, er uanset deres

organisationsform eller finansiering heller ikke omfattet af den

gældende lovgivning.

Kulturministeriet finder ikke behov for i arkivloven at

regulere den indsamlingsvirksomhed m.v. på privatarkivområdet,

der finder sted i offentlige eller private institutioner uden for de

offentlige arkiver. For så vidt angår statslige institutioner,

vil regulering om nødvendigt kunne finde sted administrativt.

For så vidt angår kommunale eller private

institutioner, der udfører opgaver på privatarkivområdet,

er Kulturministeriet opmærksom på det værdifulde arbejde,

der finder sted i disse institutioner, men finder, at den lokale styring og

finansiering må være afgørende. Samtidig bemærkes,

at der gennem Privatarkivudvalget udfoldes en betydelig samarbejds- og

koordinationsvirksomhed på området, der som resultat bl.a. har

haft etablering af en landsdækkende database over private arkivalier,

der er afleveret såvel til offentlige arkiver som til andre

institutioner.

Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har som led i

sine overvejelser om styrkelse af bevaringsindsatsen indhentet oplysninger om

lovgivningen om bevaring af privatarkiver i de øvrige nordiske lande

og har særligt hæftet sig ved den norske lovgivning til sikring

af bevaringen af værdifulde private arkivalier.

På baggrund af den norske lovgivning har

arbejdsgruppen indstillet, at der etableres et register over særligt

bevaringsværdige private arkivalier, og at optagelse af et privatarkiv

i dette register over for ejeren af arkivalierne skal have den retsvirkning,

at ejeren forpligtes til at give oplysning til registret om ændring i

ejerforholdet. Kulturministeriet finder imidlertid ikke, at der i Danmark er

behov for at lovgive på området, idet der allerede eksisterer et

godt og konstruktivt samarbejde mellem på den ene side Statens Arkiver,

herunder Erhvervsarkivet, og andre arkiver og på den anden side private

virksomheder, organisationer, selskaber m.fl. om bevarelsen af

værdifulde private arkiver. En styrkelse af indsatsen på

området bør naturligt udspringe af det samarbejde, der

foregår i Privatarkivudvalget, hvor rigsarkivaren er formand.

I betænkningen indstilles, at der skabes mulighed

for, at institutioner, som ikke er offentlige arkiver, kan modtage og

opbevare materiale, som er omfattet af lov om behandling af

personoplysninger.

Datatilsynet har i den forbindelse udtalt, at

spørgsmålet om, hvilke oplysninger, der kan/skal afleveres i

arkiv, samt til hvilke arkivtyper aflevering kan ske, afgøres efter

arkivlovgivningen og ikke persondataloven. Datatilsynet har således

ikke indvendinger imod, at der indføres en bestemmelse som indstillet

af arbejdsgruppen. Der henvises herom til bemærkningerne til

§ 47.

Særligt om forholdet til ophavsretsloven

Arbejdsgruppen har henledt opmærksomheden på,

at regler i ophavsretsloven kan vanskeliggøre adgangen til private

arkivalier, der er afleveret til institutioner uden for de offentlige

arkiver. Arbejdsgruppen har i den forbindelse indstillet, at det i

forbindelse med den kommende lovrevision overvejes, hvordan

arkivinstitutioner, der ikke efter den gældende lov er offentlige

arkiver, men som opfylder bestemte standarder for bevaring, arkivbeskrivelse

og formidling, kan stille ophavsretsligt beskyttede arkivalier til

rådighed for benyttelse på samme vilkår, som i dag

gælder for offentlige arkiver.

Ophavsretlovens § 2 giver ophavsmanden eneret til at

råde over sit værk, blandt andet ved »at gøre det

tilgængeligt for almenheden«. Når et beskyttet værk stilles

til rådighed for en bruger til gennemsyn på en læsesal, er

der tale om en handling, der falder ind under dette begreb.

Ophavsretsloven § 27, stk. 2, er en undtagelse

fra eneretten i § 2, som gør det muligt for offentlige arkiver at

give brugere adgang til at gennemse private arkivalier, som måtte

være ophavsretligt beskyttede, uden at der først skal indhentes

samtykke fra indehaveren af ophavsretten. Bestemmelsen åbner ikke

mulighed for, at der foretages kopiering eller udleveres afskrifter af

materialet.

Da bestemmelsen i ophavsretslovens § 27, stk. 2,

udelukkende omfatter offentlige arkiver, er det således ikke muligt for

andre institutioner at stille ophavsretsligt beskyttede arkivalier til

rådighed for gennemsyn, medmindre der foreligger samtykke fra

indehaverne af ophavsretten.

Kulturministeriet er enig i, at der med hensyn til

tilgængeligheden af private arkivalier i ophavsretlig henseende

bør være ligestilling mellem offentlige arkiver og andre

institutioner, som opfylder bestemte standarder for bevaring,

arkivbeskrivelse og formidling. Ministeriet finder, at dette

spørgsmål bør løses i forbindelse med den

førstkommende ændring af ophavsretloven. Der er derfor ikke i

nærværende lovforslag optaget bestemmelser herom.

Lovforslagets økonomiske konsekvenser

Med lovforslaget indføres en pligt for kommunerne

til at aflevere bevaringsværdige it-arkivalier, der indeholder

personoplysninger, til et offentligt arkiv. Af bevaringsmæssige hensyn

skal disse arkivalier afleveres i en systemuafhængig

arkiveringsversion, og produktion og test af sådanne er forbundet med

udgifter for de afleverende myndigheder. Kulturministeriet har ført

drøftelser herom med de kommunale parter. Der er enighed om, at de

offentlige myndigheder allerede efter § 9 i den gældende lov har

en pligt til at bevare it-arkivalier på en sådan måde, at

de kan afleveres til et offentligt arkiv. Indførelse af

afleveringspligt indebærer derfor ikke i sig selv merudgifter i forhold

til den nuværende situation, men indførelsen aktualiserer de

opgaver af teknisk karakter, som overgangen til digital forvaltning generelt

medfører for de offentlige myndigheder. Kulturministeriet og de

kommunale parter er derfor blevet enige om at etablere det tættest

mulige samarbejde om at udvikle rationelle metoder til bevaring og aflevering

af it-arkivalier. Der er også enighed om, at de kommunale parter skal

inddrages i udformningen af de nærmere regler for bevaring og

aflevering af kommunale it-arkivalier.

Lovforslaget medfører ikke statslige merudgifter,

jf. nedenfor om forslagets administrative konsekvenser.

Lovforslagets administrative konsekvenser

Nedsættelse af de almindelige

tilgængelighedsfrister vil som udgangspunkt betyde en lettelse for

forvaltningen for så vidt angår adgang til materiale, der er over

20/75 år gammelt. For visse myndigheder med sagsmateriale af

særlig karakter er der en forventning om, at nedsættelsen af den

almindelige tilgængelighedsfrist fra 30 til 20 år kan

medføre behov for øgede administrative ressourcer til

screening/afklassificering. Denne indsats forudsættes indpasset i

myndighedernes almindelige screeningsindsats. Ressourcesituationen vil i en

periode kunne medføre, at forlængelse af

tilgængelighedsfrist vil finde sted for arkivenheder eller grupper af

arkivenheder. Kulturministeriet vil, bl.a. gennem rigsarkivarens rapporter og

Tilgængelighedsudvalgets beretninger, følge udviklingen på

området.

Lovforslagets erhvervsøkonomiske/-administrative

konsekvenser

Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser med

erhvervsøkonomiske/-administrative konsekvenser.

Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser med

miljømæssige konsekvenser.

Lovforslagets forhold til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Hørte myndigheder, institutioner og

organisationer

Samtlige ministerier samt Kabinetssekretariatet,

Universiteternes historiske institutter, Universiteternes samfundsfaglige

institutter, forskningsrådene, Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen, Københavns og Frederiksberg Kommuner, Danske

Dagblades Forening, Dansk Journalistforbund, Dansk Fagpresse, Danmarks Radio,

TV 2/Danmark, Datatilsynet, Domstolsstyrelsen, Danmarks Statistik,

Rigsrevisionen, Danmarks Nationalbank, ATP, Værdipapircentralen,

Advokatrådet, Privatarkivudvalget, Tilgængelighedsudvalget,

Sammenslutningen af Lokalarkiver, Dansk Industri, Danmarks Rederiforening,

Selskabet for Samtidshistorisk Forskning, Hovedstadens Udviklings Råd

og Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Lovforslagets forhold til private borgere

Lovforslagets hovedsigte er en øget åbenhed

til de offentlige arkiver, også for private borgere. Dette sigte

søges opnået bl.a. ved en nedsættelse af

tilgængelighedsfristerne.

Lovforslaget indeholder en ny bestemmelse om, at der ved

bedømmelsen af adgangssager kan tages særligt hensyn til, om

ansøger er part i sagen eller har en væsentlig individuel

interesse i de oplysninger, der søges adgang til.

Lovforslaget viderefører de gældende

bestemmelse om registrerede personers ret til indsigt i personoplysninger om

de pågældende, der er arkiveret i offentlige arkiver.

Lovforslaget viderefører de gældende

bestemmelser om at den, der ejer private arkivalier af væsentlig

forskningsmæssig eller almenkulturel betydning, inden arkivalierne

udføres af landet, skal give Statens Arkiver adgang til kopiering af

arkivalierne, og at finderen af private arkivalier, hvortil ingen kan

godtgøre sin ret som ejer, straks skal aflevere dem til Statens

Arkiver.

Lovovervågning

Lovforslaget er omfattet af regeringens

lovovervågningsprogram. Kulturministeriet mener, at

tilgængelighedsområdet vil være egnet til

lovovervågning. Kulturministeriet vil efter en 3-årig periode

anmode Tilgængelighedsudvalget om en vurdering af, om de politiske

intentioner med loven er opfyldt.

Vurdering af lovforslagets

konsekvenser

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen. Udgifterne til den offentlige forvaltnings overgang

til digital sagsbehandling og arkivering aktualiserer dog behov for

samarbejde om udvikling af rationelle metoder til bevaring og aflevering af

it-arkivalier.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Forslaget om nedsættelse af de almindelige

tilgængelighedsfrister vil på visse områder medføre

bortfald af behov for behandling af dispensationssager.

Der kan på andre områder opstå et behov for

en øget screeningsindsats hos offentlige myndigheder i forbindelse med

nedsættelsen af den almindelige tilgængelighedsfrist fra 30 til

20 år. Denne indsats forudsættes indpasset i myndighedernes

almindelige screeningsvirksomhed.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ved nedsættelse af den generelle

tilgængelighedsfrist m.v. og en forøget vejledningsindsats fra

arkivernes side forventes borgernes adgang til at søge i offentlige

arkiver at blive lettere.

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

Til § 1

Til stk. 1 - 3

Bestemmelserne svarer med en redaktionel ændring til

de gældende bestemmelse i § 7 og § 8. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssige ændringer.

Til stk. 4

Bestemmelsen er ny. Kulturministeriet har fulgt samme

principper som for offentlighedsloven og forvaltningsloven for så vidt

angår afgrænsningen af lovens anvendelsesområde. Når

det drejer sig om offentligt ejede selskaber, er det dog

spørgsmålet, om det er hensigtsmæssigt at opretholde

paralleliteten mellem offentlighedsloven og forvaltningsloven på den

ene side og arkivloven på den anden side. Med arkivloven

forfølges andre målsætninger end ved henholdsvis

offentligheds- og forvaltningsloven. Formålet er at sikre bevaringen af

arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af

forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere

og myndigheder og at stille arkivalierne til rådighed for myndigheder

og offentlighed, herunder til forskningsformål.

I betænkningen indstilles det derfor i enighed, at

bevaringsværdien af offentligt ejede selskabers arkivalier kommer til

at indgå som en selvstændig kvalifikation, idet der knytter sig

en betydelig bevaringsinteresse til en række offentligt ejede

selskabers arkivalier. Som eksempler nævnes i betænkningen DONG,

Ørestadsselskabet, broselskaberne, Københavns Havn m.fl.

Kulturministeriet er enig i arbejdsgruppens indstilling.

Spørgsmålet om hvorvidt kongehusets

arkivalier skal indgå under arkivlovens anvendelsesområde, er

også behandlet i betænkningen. Arbejdsgruppen er delt på

dette spørgsmål, idet forvaltningsrepræsentanterne ikke

mener, at der er behov for at regulere forhold vedrørende kongehusets

arkivalier i arkivloven, mens brugerrepræsentanterne mener, at

kongehusets arkivalier, for så vidt de knytter sig til kongens funktion

som statsoverhoved, bør betragtes som offentlige arkivalier og

være tilgængelige efter arkivlovens bestemmelser herom.

Kulturministeriet kan tilslutte sig

forvaltningsrepræsentanternes indstilling i betænkningen og

finder således ikke, at der er anledning til at ændre ved de

gældende forhold vedrørende kongehuset. For så vidt der er

tale om arkivalier, der belyser regentens funktioner som statsoverhoved, dvs.

funktioner, som regenten ifølge grundloven udøver gennem

ministrene, vil disse arkivalier befinde sig i det pågældende

ministeriums arkiv.

Til stk. 5

Bestemmelsen er ny. Det præciseres, at loven

gælder for offentlige arkivers virksomhed med hensyn til private

arkivalier. Denne virksomhed er nærmere reguleret i lovforslagets

kapitel 11 (§§ 44-50). Der henvises til bemærkningerne hertil.

Kapitel 2

Offentlige arkiver

Til § 2

Bestemmelsen er ny. Formålet med bestemmelsen er en

præcisering af, at de offentlige arkiver består af Statens

Arkiver samt af kommunale arkivinstitutioner. Statens Arkiver samarbejder med

kommunerne om arkivmæssige spørgsmål.

Til § 3

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 1. Bestemmelsen fastlægger, at Statens Arkiver udgør en

organisatorisk helhed under rigsarkivarens ledelse. Under hensyn til at

Rigsarkivet er omtalt i grundlovens § 8, findes det

hensigtsmæssigt fortsat udtrykkeligt at omtale Rigsarkivet i

bestemmelsen.

Statens Arkiver omfatter følgende institutioner:

Rigsarkivet, Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm,

Landsarkivet for Fyn, Landsarkivet for Nørrejylland, Landsarkivet for

Sønderjylland, Erhversarkivet og Dansk Data Arkiv.

Rigsarkivet modtager arkivalier, der afleveres fra

centraladministrationen, samt landsdækkende statslige institutioner.

Landsarkiverne modtager arkivalier, der afleveres af lokale statslige

myndigheder og institutioner, samt anerkendte trossamfund. Landsarkiverne

modtager endvidere arkivalier, der afleveres fra kommunale myndigheder og

institutioner. Såvel Rigsarkivet som landsarkiverne indsamler og

bevarer derudover private arkivalier fra enkeltpersoner, foreninger og

institutioner. Erhversarkivet indsamler og bevarer arkivalier af

væsentlig betydning fra erhvervslivets organisationer og virksomheder.

Dansk Data Arkiv indsamler og bevarer forskningsregistre især inden for

de samfundsvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige områder.

En række funktioner udføres af alle

institutioner, f.eks. er der læsesals- eller formidlingsfunktioner ved

samtlige institutioner under Statens Arkiver. Andre fælles funktioner

inden for arkivernes virksomhed er derimod henlagt til centre, der er

placeret i enkelte institutioner. Ved Landsarkivet for Sjælland m.m. er

placeret et konserveringscenter, ved Landsarkivet for Nørrejylland et

filmningscenter og ved Rigsarkivet er placeret et it-center.

Til § 4

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til

den gældende bestemmelse i § 2, idet der dog som nr. 4 er

tilføjet en ny bestemmelse om, at det indgår i Statens Arkivers

formål at vejlede borgere og myndigheder i benyttelsen af

arkivalier.

Arbejdsgruppen har i betænkningen gjort sig

overvejelser om, hvorvidt der i loven bør fastsættes

bestemmelser, der klarere forpligter offentlige arkiver til aktivt at virke

for en mere intensiv udnyttelse af arkiverne. Bestemmelserne om

tilgængelighed kunne således suppleres med lovfæstede

forpligtelser for offentlige arkiver til at bistå offentligheden med

adgang til arkiverne og til at anvende ny informationsteknologi til at fremme

denne adgang. Der vil for Statens Arkiver i betydeligt omfang

være tale om en lovfæstelse af allerede etableret praksis.

Til § 5

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til

den gældende bestemmelse i § 6. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at

Statens Arkiver behandler sager vedrørende brug af rigsvåbenet

og er rådgivende for offentlige myndigheder i spørgsmål

vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer.

Til § 6

Til stk. 1

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 3, dog med en præcisering af, at Statens Arkivers bistand til de

myndigheder, der er omfattet af loven, også kan indebære

udførelsen af arkivtekniske undersøgelser og opgaver af

arkivteknisk karakter.

Til stk. 2

Bestemmelsen er ny. Statens Arkiver har på

finansloven hjemmel til at udføre indtægtsdækket

virksomhed, som bl.a. omfatter opgaver af arkivteknisk karakter. Der

tilsigtes med bestemmelsen ingen umiddelbar ændring i Statens Arkivers

nuværende virksomhed på området, men hjemlen til

opkrævning af vederlag for disse ydelser bør fastsættes

direkte i loven. Vederlaget fastsættes således, at det

dækker de omkostninger, der er forbundet med udførelsen af

opgaverne.

Til stk. 3

Bestemmelsen er ny. Statens Arkiver har hidtil haft

hjemmel i tekstanmærkning på finansloven til opkrævning af

vederlag for opbevaring af ikke afleveringspligtige arkivalier, der afleveres

til Statens Arkiver. Bestemmelsen finder anvendelse ved primær- og

amtskommuners aflevering af arkivalier til Statens Arkiver. Hvis en kommune

vælger at aflevere sine arkivalier til Statens Arkiver, opkræves

et vederlag, der beregnes pr. hyldemeter afleverede arkivalier, og som skal

bidrage til at dække de omkostninger, herunder drifts- og

administrationsomkostninger, der er forbundet med opbevaringen.

Fastsættelsen af vederlaget sker efter drøftelse med de

kommunale parter.

Til stk. 4

Bestemmelsen er ny. Statens Arkiver har hidtil haft

hjemmel i tekstanmærkning på finansloven til at opkræve

gebyr for udfærdigelse af udskrifter af f.eks. eksamensprotokoller,

ministerialbøger, sønderjyske personregistre m.v. Gebyret

fastsættes således, at det dækker de gennemsnitlige

administrationsudgifter i forbindelse med udfærdigelsen.

Til § 7

Til stk. 1

Bestemmelsen er ny. Det fastsættes i lighed med

bestemmelsen i § 4, stk. 1, i den gældende lov, at kommunerne

kan oprette offentlige arkiver. De kommunale arkivers hovedopgaver

karakteriseres, nemlig at bevare historisk værdifulde arkivalier, sikre

muligheden for kassation af ikke bevaringsværdige arkivalier, stille

arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder samt vejlede i

benyttelsen af offentlige arkivalier.

Allerede før ikrafttrædelse af arkivloven i

1992 havde en række kommuner oprettet arkivinstitutioner eller

stadsarkiver, og siden 1992 er der ligeledes oprettet kommunale arkiver. Der

er ikke oprettet amtskommunale eller fælleskommunale

arkivinstitutioner. De kommunale arkivinstitutioner udgør en

integreret del af det offentlige arkivsystem.

De kommunale arkiver foretager som hovedregel tillige

indsamling af private arkivalier med tilknytning til den

pågældende kommune eller lokalområde.

De kommunale arkiver yder også en stor indsats

på formidlingsområdet.

Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har overvejet,

om det vil være hensigtsmæssigt i arkivloven at præcisere,

at de kommunale arkivinstitutioners opgaver tillige omfatter

tilgængeliggørelse samt forskning, jf. beskrivelsen af Statens

Arkivers formål i § 2 i den gældende lov. Arbejdsgruppen er

enig om, at en sådan lovfæstelse ville fremme bedre borgerservice

på området, men at det kommunale selvstyre tilsiger, at

spørgsmålet afgøres af den enkelte kommune i de

vedtægter eller instrukser, der fastsættes for et kommunalt

arkiv. Arbejdsgruppen har på den baggrund frarådet, at der ved

lov pålægges kommunerne særlige formidlingsforpligtelser

på arkivområdet.

Kulturministeriet kan tilslutte sig dette synspunkt.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 4, stk. 2. Statens Arkiver samarbejder med de kommunale

arkivinstitutioner vedrørende bl.a. udformning og gennemførelse

af overordnede målsætninger på arkivområdet, men yder

derudover også rådgivning og vejledning om gennemførelse

af den bevaringspolitik, den enkelte kommune måtte vedtage.

Den hastige udvikling inden for digital forvaltning

tilsiger et stadigt tættere samarbejde mellem Statens Arkiver og de

kommunale arkivinstitutioner om bevaringen af it-arkivalier.

Kapitel 3

Bevaring og kassation af offentlige arkivalier

Til § 8

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til

den gældende bestemmelse i § 9, stk. 1-2.

Til § 9

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 15 a. Bestemmelsen bemyndiger kulturministeren til, efter indhentet

udtalelse fra Datatilsynet, at fastsætte regler om offentlige arkivers

opbevaring af materiale af den art, der er omfattet af lov om behandling af

personoplysninger.

Bemyndigelsen er endnu ikke udnyttet, hvoraf

følger, at reglerne i lov om behandling af personoplysninger og de

bestemmelser, der er fastsat i medfør heraf, gælder for

offentlige arkivers behandling af personoplysninger.

Bestemmelsen tilsigtes bl.a. udnyttet til at

fastsætte regler om den afleverende myndigheds adgang til fornyet

anvendelse af arkiverede oplysninger, som er omfattet af lov om behandling af

personoplysninger.

Til § 10

Til stk. 1-2

Bestemmelserne svarer til de gældende bestemmelser i

§ 10, stk. 1-2. Bestemmelserne bemyndiger kulturministeren til af

fastsætte nærmere bestemmelser til varetagelse af

arkivmæssige hensyn om statslige myndigheders behandling, bevaring og

kassation af arkivalier og om kommunale myndigheders bevaring og kassation af

arkivalier.

Den gældende bemyndigelse er bl.a. udnyttet til

udstedelse af bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001, der

nærmere regulerer myndighedernes varetagelse af arkivmæssige

hensyn. Det fastsættes her, at ved varetagelse af arkivmæssige

hensyn forstås

1) at der træffes forholdsregler til sikring af, at arkivalier

kan bevares således, at arkivalierne efter aflevering til offentlige

arkiver kan stilles til rådighed for myndigheder og offentlighed samt

anvendes til forskningsformål, samt

2) at der træffes forholdsregler til sikring af mulighed for, at

kassation af ikke-bevaringsværdige arkivalier kan foretages.

Til stk. 3

Ved lov nr. 445 af 31. maj 2000 blev der som § 33 a i

arkivloven indsat en bestemmelse, der bemyndiger kulturministeren til at

delegere den mere detaljerede regelfastsættelse om bl.a bevaring og

kassation til rigsarkivaren.

Af bemærkningerne til loven fremgår det, at

der under hensyn til arkivområdets karakter bør være en

mulighed for, at ministeren kan delegere kompetencen til nærmere

regelfastsættelse til rigsarkivaren. Det drejer sig om den mere

detaljerede regelfastsættelse vedrørende bevaring og kassation

af såvel statslige som kommunale arkivalier samt om offentlige

myndigheders aflevering af arkivalier til Statens Arkiver. Det

forudsættes, at rigsarkivarens regelfastsættelse over for

kommunerne finder sted efter drøftelse med de berørte parter.

Bemyndigelsen er udnyttet i § 7, stk. 1, i bekendtgørelse

nr. 554 af 31. maj 2001.

Til stk. 4

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 10, stk. 3. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige

ændringer. Det fastslås, at Statens Arkiver skal føre

tilsyn med reglernes overholdelse.

Nærmere bestemmelser om Statens Arkivers tilsyn med

overholdelsen af de bestemmelser, der er fastsat til varetagelse af

arkivmæssige hensyn, er fastsat i bekendtgørelse nr. 554 af 31.

maj 2001 om offentlige arkivalier og offentlige arkivers virksomhed. Det

fastsættes her, at Statens Arkiver tilrettelægger tilsynet, og at

myndighederne skal afgive sådanne oplysninger til Statens Arkiver, som

er af betydning for udførelsen af tilsynet. Hvor en kommune har

oprettet et offentligt arkiv, tilrettelægger Statens Arkiver tilsynet i

samråd med vedkommende kommunale arkiv. I tilfælde af, at det

konstateres, at myndigheder har tilsidesat arkivmæssige hensyn, kan

Statens Arkiver foreskrive myndigheden foranstaltninger til varetagelse af

arkivmæssige hensyn.

Til § 11

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 9, stk. 3. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 445 af 31. maj

2000. I bemærkningerne til bestemmelsen blev det anført, at

myndighedernes betaling skal dække de meromkostninger, der er forbundet

med bevaring af papirarkivalier i forhold til elektroniske arkivalier. Der

forudsattes, at bemyndigelsen først udnyttedes i lyset af resultaterne

af en udredning, der skulle iværksættes af forskningsministeren

med henblik på at afklare, hvornår det ville være teknisk,

økonomisk og organisationsmæssigt forsvarligt at fastsætte

en frist for overgang til elektronisk arkivering.

I udredningen, der fandt sted i en arbejdsgruppe, der var

nedsat af Forskningsministeriet, og som afsluttedes i april 2001, var

konklusionen, at det på nuværende tidspunkt ikke vil være

hensigtsmæssigt at fastsætte en frist for betaling for bevaring

af papirarkivalier i Statens Arkiver. At forcere udviklingen henimod

elektronisk arkivering ved hjælp af sanktioner kan bevirke, at

ESDH-projekterne (dvs. projekter vedrørende elektronisk sags- og

dokumenthåndtering) behæftes med betydelige risici. Teknologien

er ikke tilstrækkelig moden, hvortil kommer, at der heller ikke hos

alle statslige myndigheder kan forventes at være den fornødne

organisatoriske modenhed. Arbejdsgruppen støttede dog principielt

tanken om at udnytte hjemlen i arkivlovens § 9, stk. 3.

Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har

tiltrådt denne konklusion. Kulturministeriet finder ligeledes, at

bestemmelsen bør opretholdes.

Det bemærkes, at Den Digitale Taskforce under

Finansministeriet under høringen har påpeget, at der siden

afslutningen af Forskningsministeriets udredning er foregået en

markedsmæssig udvikling i retning af mere modne elektroniske sags- og

dokumenthåndteringssystemer, og at en frist for overgang til betaling

for omkostninger ved bevaring i Statens Arkiver af arkivalier, der efter

fristen dannes på papir, vil kunne fastsættes tidligere end

hidtil forudset.

Kapitel 4

Aflevering af statslige arkivalier

§ 12

Til stk. 1

Bestemmelsen er ny. Det præciseres, at statens

myndigheder kun kan aflevere deres arkivalier til Statens Arkiver, jf.

også bemærkningerne til § 3 i lovforslaget.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 12, stk. 2.

§ 13

Til stk. 1

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til

den gældende bestemmelse i § 13. Det fastsættes, at statens

myndigheder, medmindre modstående hensyn gør sig gældende,

afleverer deres arkivalier til Statens Arkiver, inden arkivalierne er 30

år gamle.

Ved lov nr. 421 af 10. juni 1997 om ændring af lov

om offentlige arkiver m.v. fastsattes, at myndighederne, medmindre

modstående hensyn gør sig gældende, skal aflevere deres

arkivalier til Statens Arkiver, inden arkivalierne er 30 år

gamle. Ved samme lov fastsattes i § 20, stk. 2, at statslige

myndigheders arkivalier, der efter 30 års forløb ikke er

afleveret til Statens Arkiver, er tilgængelige efter arkivlovgivningens

bestemmelser. Dermed ophævedes den sammenhæng mellem aflevering

og tilgængelighed, der fulgte af bestemmelserne i § 13 og

§ 20 i arkivloven af 1992.

Det har i arbejdsgruppen vedrørende arkivlovens

revision været overvejet, om en nedsættelse af den almindelige

tilgængelighedsfrist bør medføre en tilsvarende

nedsættelse af afleveringsfristen. Brugerrepræsentanterne har

indstillet, at det tilstræbes at nedsætte afleveringsfristen,

således at den modsvarer tilgængelighedsfristen.

Forvaltningsrepræsentanterne har indstillet, at afleveringsfristen

på 30 år af ressourcemæssige årsager opretholdes. Det

bemærkes, at Tilgængelighedsudvalget i sin Beretning 5 ligeledes

har givet udtryk for, at afleveringsfristen bør modsvare den

almindelige tilgængelighedsfrist.

I 1995-96 konstaterede Statens Arkiver et

afleveringsefterslæb, dvs. at adskillige myndigheder ikke havde

afleveret arkivalierne efter den gældende 30 års frist. Statens

Arkiver udarbejdede derefter en afleveringsplan, der vil sikre, at alle

arkivalier, der er over ca. 25 år gamle, og for hvilke der ikke

gør sig modstående hensyn gældende, vil være

afleveret i 2006.

For de afleverende statslige myndigheders vedkommende

må det antages, at en forcering af den nu etablerede afleveringsrytme

vil kræve en betydelig ressourcemæssig indsats.

På denne baggrund samt på baggrund af den i

1997 gennemførte lovændring, hvorved den direkte tilknytning

mellem afleveringsfristen og den almindelige tilgængelighedsfrist

ophævedes, finder Kulturministeriet at måtte følge

forvaltningsrepræsentanternes indstilling.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 13.

De hensyn, der kan betinge en udskydelse af

afleveringstidspunktet ud over 30 år, er nærmere beskrevet i

§ 11 i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige

arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed. Det er her fastsat, at

arkivalier, som er en del af en myndigheds videnskabelige samlinger, kan

undtages fra aflevering, at afleveringstidspunktet for arkivalier, der er i

stadig administrativ brug, kan udskydes, samt at der kan fastsættes en

særlig afleveringsfrist for arkivalier, der i henhold til særlige

bestemmelser er klassificeret »fortroligt« eller højere.

Bestemmelsen i § 13 i den gældende arkivlov er

endvidere central for de særlige ordninger, der er fastlagt for

opbevaring og aflevering m.v. af arkivalier, herunder klassificerede

materialer, i efterretningssager, dvs. navnlig Politiets

Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det bemærkes i den forbindelse, at den ordning,

hvorefter Forsvarsministeriet og forsvarets myndigheder først

afleverer klassificeret materiale efter 60 år, såvel af

brugerrepræsentanterne i arbejdsgruppen som af

Tilgængelighedsudvalget er foreslået ophævet.

Forvaltningsrepræsentanterne i arbejdsgruppen har heroverfor

anført, at bestemmelsen må anses for nødvendig af

ressourcemæssige og praktiske grunde, herunder for så vidt

angår såvel de ressourcer, der medgår ved ned- og

afklassificering, som de krav til særligt sikrede magasiner i Statens

Arkiver, der stilles til opbevaring af klassificerede arkivalier.

Forsvarsministeriet har oplyst, at man med den iværksatte screening

på Forsvarsministeriets område delvis har gjort op med den

automatiske fristforlængelse til 60 år. I forbindelse med

screeningen vil der blive taget stilling til - og givetvis afklassificeret

en stor mængde arkivalier, i god tid inden de er blevet 60

år.

Det bemærkes endelig, at Justitsministeriet har

nedsat et udvalg vedrørende Politiets og Forsvarets

Efterretningstjenester. Ifølge udvalgets kommissorium skal det bl.a.

komme med forslag til en mere samlet regulering af Politiets

Efterretningstjenestes virksomhed. Justitsministeriet har over for

Kulturministeriet oplyst, at udvalget i den forbindelse bl.a. vil kunne

stille forslag om nærmere regler for behandling, aflevering og

kassation af arkivalier hos Politiets Efterretningstjeneste.

Til stk. 3

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen bemyndiger

kulturministeren til at fastsætte nærmere regler om tidspunktet

for aflevering af arkivalier, der er lagret på elektronisk medium. Det

kan herunder fastsættes, at aflevering skal finde sted på et

tidligere tidspunkt end inden 30 år.

Spørgsmålet om afleveringsfrist for

it-arkivalier kan i princippet afgøres uden hensyn til de

pågældende arkivaliers administrative aktualitet. Derimod spiller

en lang række andre hensyn ind, først og fremmest hensynet til

bevaringen. Bevaringsøkonomiske hensyn tilsiger, at it-arkivalier

overføres til arkiveringsversion på et så tidligt

tidspunkt, at den anvendte teknologi stadig er udbredt og understøttes

af markedet. Af hensyn til det hensigtsmæssige i, at dette område

løbende tilpasses den teknologiske udvikling anbefales det i

betænkningen, at bestemmelser om aflevering af it-arkivalier bør

fastsættes administrativt. Kulturministeriet er enig i denne

betragtning, og der forslås derfor indsat en hjemmel til, at

kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om tidspunktet for

aflevering af arkivalier, der er lagret på elektronisk medium, herunder

at aflevering skal finde sted på et tidligere tidspunkt end efter

stk. 1.

§ 14

Bestemmelsen giver kulturministeren hjemmel til at

delegere den detaljerede regelfastsættelse om aflevering og

afleveringstidspunkt til rigsarkivaren, for så vidt angår

statslige myndigheder.

Ved lov nr. 445 af 31. maj 2000 blev der som § 33 a i

arkivloven indsat en bestemmelse, der bemyndiger kulturministeren til at

delegere den mere detaljerede regelfastsættelse om bl.a. aflevering af

arkivalier til Statens Arkiver til rigsarkivaren, jf. bemærkningerne

til lovforslagets § 10, stk. 3. Delegationen har fundet sted ved

§§ 10-13 i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige

arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed.

§ 15

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 16. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.

§ 16

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 17. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.

§ 17

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 18. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.

§ 18

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 19. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.

Kapitel 5

Aflevering af kommunale arkivalier

§ 19

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til

den gældende bestemmelse i § 15. Det fastslås, at kommunerne

kan aflevere deres arkivalier til kommunale arkiver. Kommunerne kan

også aflevere deres arkivalier til Statens Arkiver efter regler fastsat

af kulturministeren.

§ 20

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til

den gældende bestemmelse i § 15, stk. 2. Kulturministeren har

ved § 13 i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige

arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed delegeret

regelfastsættelsen til rigsarkivaren.

Bestemmelsen tilsigtes udnyttet til at fastsætte

nærmere regler om formen for aflevering af kommunale arkivalier, for

hvilke der ikke er afleveringspligt, til Statens Arkiver.

§ 21

Til stk. 1

Bestemmelsen er ny. Med bestemmelsen indføres en

afleveringspligt for kommunale arkivalier, der er omfattet af lov om

behandling af personoplysninger, og som skal bevares.

Kommunerne har siden arkivloven af 1889 kunnet

vælge, om de vil aflevere deres arkivalier til Statens Arkiver, til en

kommunalt oprettet og drevet arkivinstitution eller helt undlade aflevering,

således at den pågældende kommune selv varetager

opbevaringen af kommunens arkivalier.

Med gennemførelsen af lov om offentlige

myndigheders registre i 1979 og lov om behandling af personoplysninger i 2000

ændredes denne situation.

Lov om offentlige myndigheders registre, der gjaldt for

edb-registre, som førtes for den offentlige forvaltning,

indførte som hovedregel en sletningspligt for oplysninger, der havde

mistet deres administrative aktualitet. Arkivering kunne finde sted, hvis

sletning af den afleverende myndighed eller af Statens Arkiver vurderedes at

ville medføre ubodelig skade for planlægning og forskning.

Arkivering var i så fald betinget af samtykke eller

arkiveringstilladelse fra Registertilsynet. I forbindelse med arkiveringen

fastsattes en række vilkår, herunder bl.a. om fremtidig

anvendelse af de arkiverede oplysninger, således at arkiveringen i

datasikkerhedsmæssig henseende udgjorde et alternativ til sletning.

Den ændring af arkivloven, der fandt sted ved lov

nr. 445 af 31. maj 2000, og som var en følge af gennemførelsen

af lov om behandling af personoplysninger, henlagde spørgsmålet

om bevaring af personoplysninger til arkivloven. Ved den nævnte

ændring af arkivloven ophævedes den forskel, som med lov om

offentlige myndigheders registre var indført med hensyn til bevaringen

af personoplysninger, der indgik i et edb-register, og personoplysninger i

andre arkivalier. Lov om behandling af personoplysninger bygger således

på den forudsætning, at arkivloven regulerer den

arkivmæssige behandling af personoplysninger, som er omfattet af

persondataloven, herunder aflevering, opbevaring og tilgængelighed. For

så vidt de databeskyttelsesretlige spørgsmål i den

forbindelse ikke er reguleret i arkivlovgivningen, finder de øvrige

generelle regler i lov om behandling af personoplysninger anvendelse.

I § 5, stk. 2, 1. pkt., i persondataloven

fastsættes, at det påhviler den datansvarlige at sikre, at

indsamling af personoplysninger sker til udtrykkeligt angivne og saglige

formål, og at senere behandling ikke er uforenelig med disse

formål. Bestemmelsen indebærer, at de oplysninger, der indsamles,

ikke frit vil kunne genbruges, videregives m.v. Af § 5, stk. 2, 2.

pkt., fremgår, at senere behandling af oplysninger, der alene sker i

historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed, altid er forenelig

med de oprindelige formål. Forudsætningen er, at den senere

behandling sker alene til disse formål. Behandling, der sker

både til de nævnte formål samt til andre formål,

f.eks. administrative formål, er således ikke omfattet af

bestemmelsen i § 5, stk. 2, 2. pkt. i persondataloven.

I § 5, stk. 5, i persondataloven,

fastsættes, at de indsamlede oplysninger ikke må opbevares

på en måde, der giver mulighed for at identificere den

registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af

hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles. Det er ikke

muligt generelt at beskrive, for hvilket tidsrum opbevaring af

identificerbare oplysninger vil kunne ske. Dette må afgøres i

den enkelte situation. I den forbindelse bemærkes, at det

påhviler den dataansvarlige i forbindelse med anmeldelse af

behandlinger til Datatilsynet at give oplysning om tidspunktet for

sletning.

En offentlig myndighed vil således kun kunne

opbevare identificerbare personoplysninger, der er indsamlet og behandlet til

administrative formål, i en vis begrænset periode. Når

oplysningerne ikke længere er aktuelle i forhold til det administrative

formål, hvortil de er indsamlet og behandlet, vil de skulle slettes,

medmindre det vurderes, at oplysningerne skal bevares til senere behandling i

historisk eller videnskabeligt øjemed.

Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har på

denne baggrund fundet, at kun ved aflevering til et offentligt arkiv kan

bevaringsværdige oplysninger sikres, og har indstillet, at der af

hensyn til persondataloven indføres en afleveringspligt til offentligt

arkiv for kommunale it-arkivalier med personoplysninger, og at

kulturministeren bemyndiges til administrativt at fastsætte regler om

afleveringstidspunkt.

Der var i arbejdsgruppen enighed om, at det kommunale

selvstyre tilsiger, at det ikke gøres til en pligt for kommunerne at

oprette arkivinstitutioner. Vælger en kommune ikke at oprette en

arkivinstitution, må der derimod fastsættes en afleveringspligt

til Statens Arkiver for bevaringsværdige arkivalier, der er omfattet af

persondataloven. Kulturministeriet har under lovforberedelsen haft

drøftelser med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen

om konsekvenserne af indførelsen af en kommunal afleveringspligt for

it-arkivalier, der er omfattet af persondataloven og Kommunernes

Landsforening og Københavns Kommune har i deres høringssvar til

betænkningen tilsluttet sig forslaget om indførelsen af en

afleveringspligt til offentligt arkiv for kommunale it-arkivalier, som er

omfattet af persondataloven.

Kulturministeriet er enig i, at bevaringen af kommunale

it-arkivalier, som er omfattet af lov om behandling af personoplysninger,

bedst vil kunne sikres ved aflevering til offentligt arkiv. Opbevaringen i

offentligt arkiv vil således i databeskyttelsesmæssig henseende

udgøre et alternativ til sletning af oplysninger.

Ved en overførsel af bevaringsværdige

personoplysninger til offentligt arkiv vil det kunne opnås, at

bevaringen gennemføres under betryggende forhold i

databeskyttelsesmæssig, bevaringsteknisk og -økonomisk

henseende.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til

§ 46, stk. 2, og § 47, for så vidt angår private

arkivalier, der er omfattet af lov om behandling af personoplysninger.

Til stk. 2

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen bemyndiger

kulturministeren til efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet at

fastsætte nærmere regler om aflevering af kommunale arkivalier,

der er omfattet af lov om personoplysninger, og som skal bevares.

Bestemmelsen tilsigtes udnyttet til at fastsætte

regler om formen for aflevering, herunder fremstilling af arkiveringsversion

og om afleveringstidspunkt. Reglerne skal bl.a. sikre, at overholdelsen af

reglerne i lovforslagets § 42 om registrerede personers ret til indsigt

i arkiverede oplysninger kan finde sted på den administrativt og

økonomisk mest hensigtsmæssige måde. Den nærmere

regelfastsættelse vil blive drøftet med de kommunale parter.

Kapitel 6

Tilgængelighed til offentlige arkivalier

§ 22

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastsætter en

almindelig 20-års tilgængelighedsfrist for såvel statslige

som kommunale arkivalier. Der er tale om en nedsættelse af den

gældende almindelige tilgængelighedsfrist på 30 år,

jf. den gældende bestemmelse i § 20.

For kommunale arkivalier har det været fastsat

administrativt (jf. § 16 i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001

om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed), at

arkivalierne, under forudsætning af at de er afleveret til et

offentligt, statsligt eller kommunalt arkiv, har været

tilgængelige efter arkivlovens bestemmelser. Arkivlovens

tilgængelighedsregler fandt derimod ikke anvendelse, for så vidt

angik kommunale arkivalier, der ikke er afleveret.

Såvel arbejdsgruppen til revision af arkivloven som

Tilgængelighedsudvalget har afgivet enige indstillinger om, at der

bør gælde samme regler om tilgængelighed for kommunale som

for statslige arkivalier. Kulturministeriet kan tiltræde dette

synspunkt.

Om relationen til offentlighedslovgivningen

bemærkes: Bestemmelsen fastsætter, hvornår en række

af de hensyn, der kan betinge, at et dokument undtages fra adgangen til

aktindsigt, bortfalder. Det drejer sig om

sager om lovgivning, så længe lovforslag ikke er fremsat

for Folketinget

interne arbejdsdokumenter

statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre

og dokumenter, der udarbejdes til brug for sådanne møder

brevveksling mellem ministerier om lovgivning

dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed

udfører sekretariatsopgaver for en anden myndighed.

For så vidt angår sådanne dokumenter,

vil de som udgangspunkt være omfattet af den almindelige 20-års

tilgængelighedsfrist. Hvis sådanne dokumenter indeholder

oplysninger om enkeltpersoners private forhold, vil de være omfattet af

75-års tilgængelighedsfristen, og hvis de indeholder oplysninger,

der af andre hensyn måtte kræve en længere

tilgængelighedsfrist end 20 år, vil en særlig længere

frist kunne fastsættes efter bestemmelserne i lovforslagets

§ 27.

Undtagelsen af de ovennævnte dokumenttyper fra den

almindelige adgang til aktindsigt efter offentlighedsloven var begrundet af

hensynet til den politisk-administrative proces. Udgangspunktet var i

arkivloven af 1992, at en 30-års-frist måtte anses at yde den

fornødne beskyttelse af denne proces, herunder behovet for at kunne

hemmeligholde dokumenter af mere foreløbig karakter, politiske

overvejelser m.v.

Fristen på 30 år blev imidlertid ikke fastsat

ud fra principielle overvejelser om dette eller andre beskyttelseshensyn, men

derimod med den begrundelse, at administrationens dokumenter efter 30

års forløb har mistet deres aktualitet i et sådant omfang,

at de uden vanskeligheder for forvaltningens virksomhed ville kunne afleveres

til arkiv.

Ved arkivlovsændringen i 1997 ophævedes

forbindelsen mellem aflevering til Statens Arkiver og tilgængelighed

efter arkivloven. I § 20, stk. 2, fastsattes, at statslige

myndigheders arkivalier, der efter 30 år endnu ikke var afleveret, er

tilgængelige efter arkivlovens bestemmelser. Det blev derved

synliggjort, at tilgængelighedsfristen på 30 år har en

central funktion i offentlighedslovgivningen som helhed, idet den for

statslige myndigheders vedkommende generelt ophævede de

undtagelsesbestemmelser i offentlighedsloven, der knytter sig til

dokumenttypen. Efter 30 år kan en myndighed således ikke

nægte indsigt i interne arbejdsdokumenter blot under henvisning til

dokumentets interne karakter, jf. offentlighedslovens § 7.

Hemmeligholdelse vil derefter kun være mulig på grund af

dokumentets oplysningsindhold.

Arbejdsgruppen har ikke afgivet en enig indstilling om

nedsættelse af 30-års fristen. Brugerrepræsentanterne i

arbejdsgruppen har indstillet, at fristen ved denne lovrevision sættes

til 20 år. Et mindretal i Tilgængelighedsudvalget har ligeledes

anbefalet 20 år, mens et enkelt medlem har anbefalet en 10-års

tilgængelighedsfrist.

Forvaltningens repræsentanter i arbejdsgruppen

finder, at hensynet til en velfungerende forvaltning samt

ressourcemæssige hensyn tilsiger, at den generelle

tilgængelighedsfrist ikke nedsættes til under 25 år.

Tilgængelighedsudvalgets flertal har ligeledes anbefalet, at den

generelle tilgængelighedsfrist fastsættes til 25 år.

Det var forvaltningsrepræsentanternes opfattelse, at

en yderligere nedsættelse af tilgængelighedsfristen sandsynligvis

kun ville betyde en mindre forøgelse af, hvad der i forvejen er

tilgængeligt ifølge offentlighedsloven. Når det drejer sig

om arkivalier, der er under 25 år gamle, bør offentlighedsloven

(inkl. meroffentlighedsbestemmelsen) kunne dække behovet for

tilgængelighed.

En nedsættelse af den gældende almindelige

tilgængelighedsfrist vil kunne medføre et øget

ressourceforbrug til screening m.v. hos offentlige myndigheder.

Skal nedsættelsen af tilgængelighedsfristen have gennemslag i

praksis, vil det screeningsarbejde, der udføres i dag skulle

intensiveres i ikke ubetydelig grad. Erfaringerne fra det screeningsarbejde,

der er udført siden arkivlovændringen i 1997, viser, at dette

arbejde kræver indsats af betydelige ressourcer fra de afleverende

myndigheders side. Ved screening tages bl.a. stilling til behovet for

fastsættelse af særlige længere frister. Jo lavere

tilgængelighedsfristen sættes, jo mere vil antallet af

dokumenter, der systematisk skal screenes, stige.

Ud fra hensynet til opnåelse af størst mulig

åbenhed finder Kulturministeriet, at den nødvendige beskyttelse

af vitale interesser ikke tilsiger, at den almindelige

tilgængelighedsfrist fastsættes til et tidsrum, der er

længere end 20 år.

Det bemærkes, at en nedsættelse til 20

år kan medføre en udvidet anvendelse af fristforlængelser,

ligesom ressourceanvendelsen i forbindelse med screening i en

overgangsperiode kan forventes at blive noget større.

Fristforlængelserne kan i sagens natur kun omfatte

dokumenter, der efter offentlighedslovens bestemmelser herom kan undtages fra

retten til aktindsigt. I den forbindelse må det understreges, at

muligheden for fristforlængelse, jf. § 27, ikke bør

udnyttes i andre tilfælde end dem, hvor det er nødvendigt

til beskyttelse af væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser. De beskyttelseshensyn, der varetages ved

offentlighedslovens bestemmelser om begrænsninger i retten til

aktindsigt, vil i langt de fleste tilfælde gøre sig

gældende med mindre vægt efter 20 års forløb.

§ 23

Til stk. 1

Bestemmelsen er ny. Der fastsættes en

tilgængelighedsfrist på 75 år for arkivenheder, der

indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske

forhold. Den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, nr. 1,

fastsætter en 80-års tilgængelighedsfrist for umiddelbar

adgang til sådanne oplysninger.

Spørgsmålet om en eventuel nedsættelse

af 80-års tilgængelighedsfristen er drøftet i

arbejdsgruppen til revision af arkivloven. Gruppen har ikke kunnet opnå

enighed om en ændring af grundlaget for en nedsættelse af

80-års tilgængelighedsfristen efter den gældende § 22,

stk.1.

Brugerrepræsentanterne har indstillet, at

80-års tilgængelighedsfristen vedrørende enkeltpersoners

private forhold ændres fra at omfatte hele arkivenheder til alene at

omfatte oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Det vil sige, at

tilgængelighedsfristen skal bedømmes på

dokumentniveau.

Alternativt har brugerrepræsentanterne indstillet,

at fristen sænkes til 55 år (70 års pensionsalder fradraget

15 år for kriminel lavalder), dog med mulighed for

fristforlængelser på op til 80 år af dokumenter, der

indeholder særligt personfølsomme oplysninger.

Forvaltningens repræsentanter har indstillet, at den

gældende bestemmelse om 80-års tilgængelighedsfristen for

arkivenheder med oplysninger om enkeltpersoners private forhold opretholdes.

I afvejningen af argumenter har man fundet, at hensynet til beskyttelsen af

privatlivets fred og den personlige integritet må tillægges

overvægt i forhold til en åbenhedshensynet. Denne del af

arbejdsgruppen har derudover henvist til praksis med hensyn til

dispensationer på området. I langt de fleste tilfælde gives

der adgang til materiale, der indeholder personoplysninger, men på

vilkår, som sikrer beskyttelsen af privatlivets fred.

Tilgængelighedsudvalget har tilsvarende udtalt, at

fristen på 80 år er fastsat under hensyn til, at der generelt er

tale om så personfølsomme oplysninger, at det af lovgiver

vurderes som rimeligt, at fristen er 80 år. En kortere frist vil kunne

føre til, at sådanne følsomme oplysninger bliver fri

inden for de berørtes levetid. Tilgængelighedsudvalget

føjer dertil, at det er dets opfattelse, at den dispensationspraksis,

der med hjemmel i arkivlovens § 24 har udviklet sig på

området, i vidt omfang eliminerer risikoen for, at fristen på 80

år kan virke urimeligt lang. På denne baggrund er det udvalgets

opfattelse, at der ikke er grundlag for at foretage ændringer, for

så vidt angår den del af bestemmelsen, der vedrører

hensynet til beskyttelsen af personer.

For så vidt angår

brugerrepræsentanternes forslag om, at tilgængelighedsfristen

på 80 år opretholdes, men beregnes på dokument- og ikke som

hidtil på arkivenhedsniveau, er der herom i betænkningen

anført, at beregningen af fristen for arkivenheder og ikke for

dokumenter eller dele af dokumenter først og fremmest er begrundet i

praktiske og ressourcemæssige hensyn. Udtagelse af oplysninger eller

dokumenter, der indgår i arkivenheder, der indeholder

personoplysninger, kan stille sådanne krav til ressourceanvendelse, at

det kan forekomme meget uhensigtsmæsigt.

Kulturministeriet må lægge stor vægt

på, at lovens bestemmelser på dette område giver en

så fuldstændig beskyttelse af borgernes privatliv og personlige

integritet som muligt. Samtidig bør fristen ikke fastsættes til

et tidsrum, der er længere end nødvendigt. Det er

Kulturministeriets vurdering, at de nødvendige beskyttelseshensyn vil

kunne varetages ved fastsættelsen af fristen til 75 år. Herved

vil det sikres, at oplysninger om den enkelte borgers private forhold som

altovervejende hovedregel ikke vil være frit tilgængelige for

andre inden for den pågældendes levetid, samtidig med at der

skabes den størst mulige åbenhed.

En nedsættelse af fristen til 55 år, som

foreslået af brugerrepræsentanterne i arbejdsgruppen, må

forventes at medføre, at der skal fastsættes særlige,

længere frister for adgang til en lang række oplysninger, der

vedrører enkeltpersoners private forhold. Under den gældende lov

er det kun i et enkelt tilfælde fundet nødvendigt at

fastsætte en særlig, længere frist end 80 år på

dette område.

En nedsættelse af fristen til 75 år vurderes

ikke at ville medføre et stigende behov for at fastsætte

særlige, længere frister end under den gældende

bestemmelse.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til principperne i § 22,

stk. 2, i den gældende lov.

§ 24

Bestemmelsen er ny. Der fastsættes en

tilgængelighedsfrist på 75 år for sager inden for

strafferetsplejen. Den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1,

nr. 2, fastsætter en 80-års frist for umiddelbar adgang til

sådanne sager.

Sager inden for strafferetsplejen er som helhed undtaget

fra offentlighedslovens virkeområde, jf. § 2, 1. pkt., i

offentlighedsloven. Det fremgår af offentlighedskommissionens

betænkning, 1978, at undtagelsen er begrundet i hensynene til

retshåndhævelsens effektivitet og til privatlivets fred.

Da stort set alle sager inden for strafferetsplejen

indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske

forhold, finder Kulturministeriet, at der fortsat bør gælde

samme tilgængelighedsfrist for straffesager som for sager omfattet af

§ 23.

§ 25

Bestemmelsen er ny. Tilgængelighedsfristen i den

gældende bestemmelse i § 22, stk. 1., pkt. 3, nedsættes

fra 80 til 50 år.

Hensigten med bestemmelsen, der svarer til

offentlighedslovens § 10, nr. 4, er at beskytte de oplysninger om

enkeltpersoner, der måtte fremgå i forbindelse med en myndigheds

overvejelse af, om en retssag bør føres.

Den tilsvarende bestemmelse i offentlighedsloven har et

videre formål, nemlig at beskytte en myndigheds brevveksling med

sagkyndige om juridiske tvivlsspørgsmål og om anden konkret

rådgivning, f.eks. af regnskabsmæssig, lægelig eller

teknisk art, når brevvekslingen finder sted i forbindelse med konkrete

retssager eller overvejelser om, hvorvidt en sådan bør

føres. Det er uden betydning, om der er tale om civile sager eller

sager inden for strafferetsplejen.

Tilgængelighedsudvalget har udtalt, at det er

ubegrundet at opretholde en 80-års tilgængelighedsfrist på

dette område.

Kulturministeriet finder, at de særlige hensyn, som

måtte gøre sig gældende på området, vil kunne

varetages forsvarligt ved fastsættelse af en frist på 50

år.

§ 26

Bestemmelsen er ny. Tilgængelighedsfristen i den

gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, nr. 4, nedsættes

fra 80 til 50 år.

§ 30 i forvaltningsloven fastsætter, at

»fortrolige oplysninger, der udelukkende er indhentet med henblik på

statistiske uddrag eller som led i en videnskabelig undersøgelse,

må ikke videregives til en forvaltningsmyndighed til anden

anvendelse«.

Forvaltningslovens bestemmelse indebærer, at

myndigheder eller private virksomheder, der videregiver fortrolige

oplysninger med henblik på statistik eller videnskabelige

undersøgelser, er sikret mod, at oplysningerne bliver videregivet til

administrativ brug, f.eks. kontrol med overholdelse af lovgivning.

Persondataloven indeholder ligeledes bestemmelser, der

sikrer, at oplysninger om fysiske personer, der af myndigheder indsamles til

udelukkende videnskabelig eller statistisk brug, ikke anvendes til andet

formål.

For så vidt angår den tillid til fortrolig

behandling af oplysninger til brug for udarbejdelse af offentlig statistik,

der er nødvendig for at sikre, at korrekte oplysninger afgives, vil

denne formentlig kunne sikres ved en lavere frist end den gældende

80-års tilgængelighedsfrist.

Arbejdsgruppen og Tilgængelighedsudvalget er ikke

fremkommet med en konkret indstilling på dette område.

Kulturministeriet finder, at de særlige hensyn, som

måtte gøre sig gældende på området, vil kunne

varetages forsvarligt ved fastsættelse af en frist på 50

år.

For så vidt angår beskyttelsen af privatlivets

fred i forbindelse med personstatistik, vil denne kunne varetages ved den

almindelige bestemmelse i lovforslagets § 23, stk. 1.

§ 27

Til stk. 1

Bestemmelsen ændrer den gældende bestemmelse i

§ 21. Der fastsættes en øvre grænse på 60

år for forlængelse af tilgængelighedsfristen for

dokumenter, jf. § 22 og §§ 25-26, hvor dette er nødvendigt

til beskyttelse af væsentlige hensyn.

Efter den gældende bestemmelse i § 21,

stk. 1, træffer den afleverende myndighed afgørelse om

fristforlængelser efter drøftelse med det modtagende arkiv. I

arbejdsgruppen har der været enighed om at opretholde en bestemmelse,

der giver mulighed for at foretage forlængelse af den almindelige

tilgængelighedsfrist.

Det er under drøftelserne i arbejdsgruppen

foreslået, at det præciseres, at det er ministrene, der

træffer afgørelse om fristforlængelser. Da den

pågældende minister under alle omstændigheder bærer

såvel det administrative som det politiske ansvar for

fristforlængelser, der foretages af myndigheder inden for den statslige

forvaltning, kan en sådan præcisering forekomme

overflødig.

På baggrund af, at der i praksis normalt ikke

fastsættes særlige frister af længere varighed end 60

år, har arbejdsgruppen i enighed indstillet, at der indføres en

overgrænse på 60 år for fristforlængelser, som kun

kan fraviges, når dokumenter er udstedt af fremmede magter eller

internationale organisationer eller i andre helt særlige

tilfælde.

Kulturministeriet er enig i, at muligheden for

fristforlængelser bør opretholdes, dog således, at

længere frister end 60 år kun fastsættes i særlige

tilfælde.

Herunder kan nævnes de tilfælde, hvor et

dokument eller en oplysning, der er klassificeret »fortroligt« eller

højere, er modtaget fra en dansk myndighed, en fremmed magt eller en

mellemfolkelig organisation. Sådanne dokumenter eller dokumenter, der

gengiver sådanne oplysninger, vil - ifølge det såkaldte

udstederprincip - først kunne frigives til benyttelse efter samtykke

fra de danske, udenlandske eller mellemfolkelige myndigheder, der oprindeligt

har foretaget klassifikationen, eller når den pågældende

myndighed har givet meddelelse om, at afklassificering har fundet sted.

Arbejdsgruppen har drøftet de tilfælde, hvor

fristforlængelse kan finde sted.

Brugerrepræsentanterne i arbejdsgruppen har

indstillet, at sætningen i arkivlovens § 21, stk. 1, »hvis

dette er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til:«

erstattes med: »hvis frigivelse med stor sandsynlighed skønnes at

føre til alvorlig skade for:«, samt at arkivlovens § 21,

stk. 1, nr. 6, ophæves. Forvaltningsrepræsentanterne har

ikke kunnet tilslutte sig disse synspunkter.

Formuleringen af bestemmelsen i den gældende lov

svarer til den tilsvarende bestemmelse i offentlighedslovens § 13. Det

bemærkes i den forbindelse, at det i bemærkningerne til

bestemmelsen i arkivloven af 1992 blev understreget, at bestemmelsen kun

kunne anvendes, hvor det var nødvendigt til beskyttelse af

væsentlige hensyn til de i bestemmelsen nævnte

interesser.

For så vidt angår bestemmelsen i § 21,

stk. 1, nr. 6, i den gældende lov, har

brugerrepræsentanterne i arbejdsgruppen anført, at denne

bestemmelse kan opfattes som en adgang til at fristforlænge i

tilfælde, hvor det strengt taget ikke har været forudset i

lovgivningen. Bestemmelsen kan derfor skabe et indtryk af, at arkivadgang kan

begrænses vilkårligt.

Forvaltningsrepræsentanterne i arbejdsgruppen har

heroverfor anført, at der findes en tilsvarende bestemmelse i

offentlighedslovens § 13. Begrundelsen for, at denne bestemmelse tillige

er optaget i arkivloven, er, at det principielt ikke er muligt at specificere

alle de forhold, som kan kræve hemmeligholdelse.

Kulturministeriet er enig i denne betragtning.

Bestemmelsen i § 21, stk. 1, nr. 6, er kun anvendt i ganske

få tilfælde, bl.a. af Statsministeriet for sager

vedrørende kongehuset og af Justitsministeriet for tegninger m.v. til

fængsels- og retsbygninger.

Brugerrepræsentanterne har derudover indstillet, at

der oprettes et særligt screeningsnævn med den opgave at

overvåge og efterprøve myndighedernes afgørelser om

afklassificering og fristforlængelser.

Forvaltningsrepræsentanterne finder ikke behov for

oprettelse af et særligt nævn på dette område, men

har bemærket, at Tilgængelighedsudvalget allerede i dag i vid

udstrækning udfører den overvågnings- og kontrolopgave,

som af brugerrepræsentanterne er tiltænkt

screeningsnævnet.

Kulturministeriet finder heller ikke, at det vil

være påkrævet at oprette et særligt

screeningsnævn.

Brugerrepræsentanterne har endelig indstillet, at

myndighederne til offentliggørelse ved Statens Arkiver skal udarbejde

en redegørelse for fristforlængelser.

Forvaltningsrepræsentanterne har heroverfor

anført, at sådanne redegørelser principielt måtte

udarbejdes på dokumentniveau, og at dette må anses for at

være yderst ressourcekrævende. De har på den baggrund ikke

tilsluttet sig indstillingen.

Kulturministeriet er enig i dette synspunkt. Det

bemærkes i denne forbindelse, at rigsarkivarens årlige rapport om

praksis på tilgængelighedsområdet indeholder oplysning om

de foretagne fristforlængelser. Rapporten publiceres på Statens

Arkivers hjemmeside.

Til stk. 2

Bestemmelsen er ny. Det fastsættes, at længere

frist end 60 år kan fastsættes af vedkommende minister efter

forhandling med kulturministeren.

Som nævnt i bemærkningerne til stk. 1 har

det i arbejdsgruppen været drøftet, om det bør

fastsættes, at afgørelser om fristforlængelser

træffes af den pågældende minister. Som nævnt ovenfor

har arbejdsgruppen fundet, at en bestemmelse herom må anses for

overflødig.

Kulturministeriet finder imidlertid, at det vil være

hensigtsmæssigt at fastsætte en særlig procedure for de

tilfælde, hvor en fristforlængelse på over 60 år

bør fastsættes. Det vil herved kunne sikres, at sådanne

længere frister udelukkende fastsættes i tilfælde, hvor det

konkrete beskyttelseshensyn af den pågældende minister vurderes

at måtte kræve dette.

Til stk. 3

Bestemmelsen er ny. Det fastsættes for det kommunale

område, at en længere frist end 60 år kan fastsættes

af vedkommende kommunalbestyrelse eller amtsråd efter forhandling med

kulturministeren. Bestemmelsen tilsigter parallelisering af det statslige og

det kommunale arkivområde.

Til stk. 4

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 21, stk. 2, hvorefter det er muligt at fristforlænge hele

arkivenheder eller grupper af arkivenheder. Denne bestemmelse udgør en

undtagelse fra hovedreglen om, at længere tilgængelighedsfrist

fastsættes dokument for dokument. Begrundelsen for bibeholdelsen ligger

i myndighedernes begrænsede ressourcer til at foretage den omfattende

gennemgang af akter m.v., som tilgængelighedsfrister på

dokumentniveau kræver.

Brugerrepræsentanterne i arbejdsgruppen har

indstillet, at denne bestemmelse ophæves, og har gjort gældende,

at tiden må være inde til at ophæve muligheden for

fristforlængelser på arkivenhedsniveau eller højere. Det

forekommer efter denne opfattelse ikke indlysende, at den politisk

tilkendegivne vilje til størst mulig åbenhed begrænses af

praktiske hensyn. For så vidt det medfører større

udgifter, bør der efter dette synspunkt bevilges de nødvendige

midler.

Forvaltningens repræsentanter i arbejdsgruppen har

gjort det principielle modsynspunkt gældende, at tempoet i de

nødvendige dokumentscreeninger ikke blot sættes af de

økonomiske ressourcer, der kan afsættes til formålet, men

også af rådigheden over den ekspertise, opgavens løsning

forudsætter. Selv om der måtte blive bevilget flere midler til

formålet, vil der kunne herske en sådan mangel på

tilstrækkeligt kyndige medarbejdere, at aktgennemgangen til en vis grad

må begrænses. En nedsættelse af 30-års

tilgængelighedsfristen vil skærpe dette problem. Det er ikke nu

tilrådeligt at ophæve muligheden for at fristforlænge hele

arkivenheder eller grupper af arkivenheder.

Det bemærkes i denne forbindelse, at

Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet siden 1997 har iværksat

omfattende screeninger på dokumentniveau. For de fristforlængede

arkivenheder eller grupper af arkivenheder gælder, at begge de

nævnte ministerier altid foretager screeninger, når der modtages

specificerede ansøgninger om arkivadgang. Derved sikres det i praksis,

at fristforlængelser af hele arkivenheder eller grupper af arkivenheder

ikke hindrer publikums eller forskningens adgang til oplysninger, som ikke

ville være fristforlænget, hvis gennemgangen oprindelig havde

fundet sted på dokumentniveau.

Kulturministeriet finder det på denne baggrund

hensigsmæssigt at bibeholde en bestemmelse svarende til den

gældende lovs § 21, stk. 2.

§ 28

Til stk. 1-2

Bestemmelsen er ny. Tidligere er administrativt - i

cirkulære nr. 47 af 10. marts 1976 - fastsat bestemmelser om

tilgængeligheden til de til landsarkiverne afleverede

ministerialbøger m.v. (kirkebøger).

Der er ikke foretaget ændringer i de i det

nævnte cirkulære fastsatte bestemmelser om

tilgængelighedsfrister. Kulturministeriet finder af principielle

grunde, at fastsættelse af tilgængelighedsfristerne på

dette område bør ske i arkivloven.

Kirkebøger udfærdiges i to eksemplarer, en

hovedministerialbog og en kontraministerialbog.

Efter de derom gældende regler Kirkeministeriets

cirkulære nr. 123 af 14. august 1987 - afleveres folkekirkens

kontraministerialbøger til Statens Arkiver, når der er

forløbet 30 år, efter at de blev udskrevet.

Hovedministerialbogen opbevares derimod hos den pågældende

ministerialbogsfører, indtil der er forløbet 100 år,

efter at den blev udskrevet.

Den benyttelse af kirkebøger, der er under 100

år gamle, og som finder sted i Statens Arkiver, baserer sig

således på kontraministerialbøgerne.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i ovennævnte

cirkulære, hvorefter tilgængelighedsfristen til døds- og

begravelsesregistre er 10 år.

§ 29

Til stk. 1

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 23.

Kapitel 7

Adgang til ikke umiddelbart tilgængelige

arkivalier

§ 30

Til stk. 1

Bestemmelsen er ny. Formålet er at præcisere,

at enhver kan søge om tilladelse til benyttelse af ikke umiddelbart

tilgængelige arkivalier.

Der vil således som hovedregel ikke være tale

om, at enkelte grupper af ansøgere har en særlig stilling,

når der er tale om afgørelse af spørgsmål om

dispensation fra tilgængelighedsfristerne, jf. dog bemærkningerne

til stk. 3.

Til stk. 2

Bestemmelsen svarer til den administrativt fastsatte

bestemmelse i § 18 i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om

offentlige arkivalier og offentlige arkivers virksomhed. Kulturministeriet

finder, at denne bestemmelse bør optages i arkivloven.

I bemærkningerne til § 24 i forslag til

arkivloven af 1992 beskrives behandlingen af ansøgninger om adgang til

ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier således: »I praksis

vurderes i forbindelse med dispensationsansøgninger dels karakteren af

de oplysninger, der ønskes indsigt i, dels formålet med

benyttelsen af oplysningerne. Afgørelsen baserer sig på et

skøn over, hvorvidt de betingelser, der måtte være knyttet

til dispensationen, og som fastsættes ud fra karakteren af de

oplysninger, der gives adgang til, kan overholdes under hensyn til

formålet.«

Der tilsigtes med bestemmelsen således ikke en

bedømmelse af en ansøgers formål i sig selv, men derimod

af, hvorvidt en ansøgers forfølgelse af sit formål kan

finde sted uden at krænke offentlige eller private interesser i

beskyttelsen af oplysninger. Er det f.eks. formålet at foretage en

udgivelse af dokumenter i deres helhed, må det sikres, at dokumenterne

ikke indeholder oplysninger, der ville krænke sådanne interesser.

Omfatter en ansøgning stærkt følsomme personoplysninger,

der tilsigtes benyttet til en statistisk undersøgelse, vil der som

hovedregel kunne fastsættes vilkår, der sikrer den personlige

integritet hos den personkreds, der måtte blive indsamlet oplysninger

om; er formålet derimod at viderebringe oplysninger om enkeltpersoner,

f.eks. i form af en biografi, kan der forekomme tilfælde, hvor en

ansøgning om indsigt i stærkt følsomme oplysninger ikke

kan imødekommes.

Til stk. 3

Bestemmelsen er ny. Arbejdsgruppen har i

betænkningen indstillet, at det præciseres, at der ved

afgørelser om dispensation kan tages selvstændigt hensyn til, om

ansøger er part eller har en særlig individuel interesse i den

sag, til hvis akter der søges adgang. Kulturministeriet kan

følge denne indstilling.

Parters ret til aktindsigt fremgår af

forvaltningslovens kapitel 4 og af retsplejelovens § 41. Disse giver

henholdsvis den, der er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed, og den, der er part i en

retssag, eller som i øvrigt har en retlig interesse, en adgang til

aktindsigt, der går ud over den almindelige adgang til aktindsigt efter

forvaltningsloven.

Den gældende arkivlov giver i sig selv ikke dem, der

måtte opfylde betingelserne for partsoffentlighed i de to love, noget

krav på adgang ud over den, der i øvrigt måtte

følge af arkivlovens bestemmelser. Statens Arkiver har i sin hidtidige

praksis på dispensationsområdet i visse tilfælde lagt til

grund for imødekommelse af en ansøgning, at ansøgeren

efter anden lovgivning kunne have et retskrav på indsigt i de

pågældende arkivalier.

§ 31

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 24, stk. 1.

§ 32

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 16,

stk. 2, i bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige

arkivalier og offentlige arkivers virksomhed, der er fastsat med hjemmel i

§ 27 i den gældende lov.

Det fastsættes, at kommunalbestyrelsen eller

amtsrådet i konkrete tilfælde kan meddele tilladelse til

benyttelse af ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier, der fra den

pågældende kommune er afleveret til en kommunal

arkivinstitution.

Under hensyn til, at tilgængelighedsreglerne

omfatter den offentlige forvaltnings, altså såvel statslige som

kommunale myndigheders arkivalier, findes det hensigtsmæssigt i loven

at optage en bestemmelse om dispensationskompetencen, for så vidt

angår offentlige arkivalier, der er afleveret til kommunale

arkiv-institutioner.

§ 33

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 24, stk. 2. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige

ændringer.

§ 34

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 24, stk. 3. Det præciseres, at Datatilsynets samtykke

også kræves i de tilfælde, hvor en dispensation fra

tilgængelighedsfristen for det i bestemmelsen omtalte materiale gives

af en kommunalbestyrelse.

§ 35

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 24, stk. 4. Der tilsigtes inden indholdsmæssige

ændringer.

§ 36

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 24, stk. 5, idet dog den foreslåede bestemmelse ud over

Statens Arkiver tillige vil omfatte de kommunale arkivinstitutioner.

§ 37

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 24, stk. 6, idet dog den foreslåede bestemmelse udover

Statens Arkiver tillige vil omfatte kommunale arkivinstitutioner.

§ 38

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 20, stk. 3. Der tilsigtes inden indholdsmæssige

ændringer.

§ 39

Til stk. 1-2

Bestemmelserne i stk. 1-2 svarer til de

gældende bestemmelser i § 26, stk. 1-2, idet det dog

præciseres, at kompetencen også gælder de kommunale

arkivinstitutioners praksis på tilgængelighedsområdet.

Tilgængelighedsudvalget har i sin Beretning 5

overvejet udvalgets fremtid i forbindelse med en revision af arkivloven. Det

er udvalgets opfattelse, at udvalget gennem den løbende vurdering af

rigsarkivarens rapporter, dialogen med rigsarkivaren og udfærdigelsen

af beretninger i betydelig grad er medvirkende til at sikre, at arkivloven i

videst muligt omfang forvaltes efter intentionen om størst mulig

åbenhed. Udvalget finder, at der også efter en lovrevision

må forventes at være behov for løbende justeringer, og

finder derfor, at Tilgængelighedsudvalgets arbejde bør

fortsætte også efter en lovrevision.

Kulturministeriet er enig i, at

Tilgængelighedsudvalget i betydelig grad har medvirket til at sikre, at

loven forvaltes efter intentionen om størst mulig åbenhed.

Udvalgets sammensætning med repræsentanter for forskellige

interesser og med en dommer, som er uvildig og besidder juridisk kompetence,

som formand, har vist sig hensigtsmæssig i forhold til udvalgets

opgaver.

Til stk. 3

Bestemmelsen er ny. Det fastsættes, at

Tilgængelighedsudvalget udøver sin virksomhed på grundlag

af rigsarkivarens årlige rapport om tilgængelighedspraksis.

Bestemmelsen giver derudover rigsarkivaren hjemmel til at indhente

oplysninger fra myndighederne i forbindelse med udarbejdelsen af

rapporten.

Til stk. 4

Tilgængelighedsudvalget har i Beretning 5

bemærket, at det bør overvejes, om det bør sikres, at

udvalget, hvor der findes behov derfor, på anmodning får adgang

til udlevering af det fuldstændige aktmateriale vedrørende en

ansøgning om arkivadgang. Kulturministeriet finder, at de

nærmere bestemmelser om udvalgets virksomhed, herunder om udvalgets

adgang til at indhente oplysninger fra myndighederne, mest

hensigtsmæssigt vil kunne fastsættes administrativt. Det

foreslås på denne baggrund, at kulturministeren bemyndiges til at

fastsætte nærmere regler herom.

Kapitel 8

Benyttelse af offentlige arkivalier

§ 40

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 25. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.

§ 41

Til stk. 1

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til

den gældende bestemmelse i § 24, stk. 7, 2. pkt.

Til stk. 2

I den gældende bestemmelse i § 24, stk. 7,

bemyndiges kulturministeren til at fastsætte nærmere regler om

vilkår. Denne bemyndigelse er udnyttet i § 19 i

bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om

offentlige arkivers virksomhed.

I forbindelse med imødekommelse af

tilgængelighedssager i Statens Arkiver fastsættes som hovedregel

i medfør af § 19 i den nævnte bekendtgørelse en

række særlige vilkår. Disse vilkår er i vidt omfang

standardiserede efter formålet.

Arbejdsgruppen har i enighed indstillet, at Statens

Arkivers formålsspecifikke standardvilkår optages i loven, men

således at der åbnes mulighed for fastsættelse af andre

vilkår for andre formål.

Bestemmelsen fastsætter, at de myndigheder, der er

nævnt i §§ 31-32 eller §§ 33-35, kan fastsætte

vilkår for benyttelse af ikke umiddelbart tilgængelige

arkivalier. Vilkårene bør fastsættes således, at

intentionerne om størst mulig åbenhed fremmes. Vilkår skal

præciseres så nøje som muligt.

Til stk. 3

Bestemmelsen er ny. Det præciseres, at

vilkårene, jf. stk. 2, fastsættes på grundlag af en

vurdering af karakteren af de oplysninger, der gives adgang til, samt af

formålet med benyttelsen.

Til stk. 4

Bestemmelsen er ny. I bestemmelsen opregnes en række

standardvilkår, der knytter sig til beskyttelse af privatlivets fred

hos personer, hvorom de offentlige arkivalier indeholder oplysninger samt til

udnyttelse af de dokumenter, der gives adgang til.

Opregningen af vilkår er ikke udtømmende, jf.

bemærkningerne til stk. 5.

Det bemærkes, at det i § 20 i

bekendtgørelse nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om

offentlige arkivers virksomhed er fastsat, at »Den, der får tilladelse

til benyttelse af ikke umiddelbart tilgængeligt arkivmateriale, kan

lade materialet kopiere, medmindre det i det konkrete tilfælde

fastsættes, at kopiering ikke må finde sted. Kopier af ikke

umiddelbart tilgængeligt arkivmateriale må ikke videregives uden

særlig tilladelse.« Der tilsigtes med den foreslåede bestemmelse

ikke ændringer heri.

Til stk. 5

Bestemmelsen er ny. Det præciseres, at myndighederne

kan fastsætte andre vilkår end dem, der er nævnt i

stk. 4. Bestemmelsen vil først og fremmest have betydning i

tilfælde, hvor der gives adgang til arkivalier, for hvilke der i

medfør af §§ 23 - 27 gælder en længere

tilgængelighedsfrist.

Til stk. 6

Bestemmelsen er ny. I § 21 i bekendtgørelse

nr. 554 af 31. maj 2001 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers

virksomhed er fastsat, at »Den, der får tilladelse til at benytte ikke

umiddelbart tilgængeligt arkivmateriale, skal før benyttelsen

påbegyndes afgive erklæring om at være bekendt med og at

ville overholde de vilkår, der er fastsat for benyttelse af

sådant materiale.«

Den foreslåede bestemmelse i stk. 6 tilsigter

ikke ændringer heri.

Til stk. 7

Bestemmelsen bemyndiger kulturministeren til at

fastsætte nærmere regler om benyttelse af offentlige arkiver.

Bestemmelsen tilsigtes bl.a. udnyttet til fastsættelse af regler om

adgang til kopiering af offentlige arkivalier, herunder arkivalier, der

indeholder fortrolige oplysninger.

Kapitel 9

Begæring om indsigt i oplysninger, der er omfattet

af lov om behandling af personoplysninger

§ 42

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 32 a. Der tilsigtes inden indholdsmæssige ændringer.

Kapitel 10

Klageregler

§ 43

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 33. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer. Der

henvises til afsnittet om forslag om oprettelse af ankenævn under de

almindelige bemærkninger.

Kapitel 11

Private arkivalier

§ 44

Bestemmelsen er ny, men svarer til bestemmelserne i

§ 28, 1. pkt., og § 28 a i den gældende lov. Det

præciseres, at bestemmelsen gælder for offentlige arkiver, jf.

forslagets § 2.

I § 28, 2. pkt., i den gældende lov

præciseres, at de private arkivalier, der indsamles, modtages og

bevares af Statens Arkiver, skal være af væsentlig

forskningsmæssig eller almenkulturel betydning og navnlig belyse

forhold af samfundsmæssig karakter. Denne bestemmelse opretholdes ikke,

men der tilsigtes for Statens Arkivers vedkommende ingen ændring i

principperne for opgavevaretagelsen.

§ 45

Til stk. 1-2

Bestemmelserne svarer til den gældende bestemmelse i

§ 5. Som det følger af bestemmelserne i § 12, stk. 2,

og § 19, kan offentlige arkivalier kun afleveres til offentlige arkiver.

Det samarbejde, der omhandles i bestemmelsen, retter sig således

udelukkende om bevaring mv. af private arkivalier. Bestemmelserne er på

den baggrund optaget i kapitlet om private arkivalier.

§ 46

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 31, idet der dog er sket en udvidelse af anvendelsesområdet til

at omfatte også det kommunale område.

§ 47

Bestemmelsen er ny. Det fastsættes, at

kulturministeren kan godkende, at institutioner, der ikke er offentlige

arkiver, jf. § 2, kan modtage arkivalier, der er omfattet af lov om

behandling af personoplysninger. Godkendelsen forudsætter, at de

pågældende institutioner opfylder de krav, der gælder for

opbevaring af og tilgængelighed til materiale af denne karakter i

offentlige arkiver.

Det fremgår af persondatalovens § 14, at

»Oplysninger, der er omfattet af denne lov, kan overføres til

opbevaring i arkiv efter reglerne i arkivlovgivningen.«

I den gældende lovs § 28 a, der indsattes i

forbindelse med den revision af arkivloven, der fandt sted i forbindelse med

ikrafttrædelse af persondataloven, fastsattes, at private arkivalier af

den art, der er omfattet af lov om behandling af personoplysninger, kan

afleveres til offentlige arkiver. Formålet var at sikre, at der kan ske

den fornødne varetagelse af beskyttelseshensyn i forhold til den

enkelte borger.

Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har på

baggrund af en indstilling fra Privatarkivarkivudvalget anbefalet, at det i

forbindelse med den kommende lovrevision overvejes, hvordan

arkivinstitutioner, der ikke efter den gældende lovgivning er

offentlige arkiver, men som opfylder bestemte standarder for bevaring,

arkivbeskrivelse og formidling, kan modtage private arkivalier, som er

omfattet af persondataloven. Kulturministeriet kan følge dette

forslag, jf. ovenfor.

§ 48

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 32. Der tilsigtes ingen indholdsmæssig ændring.

§ 49

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 29. Der tilsigtes ingen indholdsmæssig ændring.

§ 50

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 30. Der tilsigtes ingen indholdsmæssig ændring.

Kapitel 12

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 51

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 34, idet dog tilsidesættelse af vilkår efter den

foreslåede ændring, jf. § 41, ligeledes vil kunne

medføre straf af bøde eller fængsel i indtil 6

måneder.

Den foreslåede udvidelse af bestemmelsen i forhold

til den gældende lov er begrundet derved, at vilkår ofte

fastsættes som præcisering af, hvilke oplysninger der skal

behandles som fortrolige.

Herudover udgår hæfte, da denne form for straf

er ophævet med virkning fra 1. juli 2001.

§ 52

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. juli

2003.

§ 53

Lov om offentlige arkiver m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 740 af 17. juli 2000, ophæves.

§ 54

Bestemmelsen ændrer bestemmelsen i § 52, 2.

pkt., i folkeskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 730 af 21. juli

2000. Bestemmelsen lyder:

»Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte

regler om skolernes tilsyn med eleverne i skoletiden samt om opbevaring og

kassation af oplysninger om elever, der er udskrevet af folkeskolen.«

Arbejdsgruppen til revision af arkivloven har anset det

som det mest hensigtsmæssige, at kompetencen til fastsættelse af

regler om bevaring og kassation af offentlige arkivalier er samlet hos

kulturministeren.

Kulturministeriet er enig i denne betragtning. Kun derved

vil det kunne sikres, at der ved fastsættelse af bestemmelser om

bevaring og kassation tages de fornødne hensyn til såvel de

pågældende arkivaliers historiske værdi som til deres

administrative og retlige betydning for borgere og myndigheder.

Undervisningsministeriet har i sit høringssvar til

betænkningen om revision af arkivloven umiddelbart tilsluttet sig

synspunktet om det fornuftige i, at samtlige regler om arkivalier og

kassation m.v. samles i én lov, nemlig arkivloven, men har gjort

opmærksom på, at skolepsykologiske rapporter er et meget

følsomt område.

På den baggrund foreslås bestemmelsen

ændret således:

»Undervisningsministeren kan endvidere fastsætte

regler om skolernes tilsyn med eleverne i skoletiden.«

Bestemmelser om bevaring og kassation af oplysninger om

elever, der er udskrevet af folkeskolen, vil derefter skulle fastsættes

med hjemmel i lovforslagets § 10, stk. 2.

§ 55

Bestemmelsen ikraftholder bekendtgørelse nr. 554 af

31. maj 2001, der er udstedt med hjemmel i lov om offentlige arkiver m.v.,

jf. lovbekendtgørelse nr. 740 af 17. juli 2000, der ophæves, jf.

forslagets § 54.

§ 56

Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 42 i den

gældende lov.

Lignende dokumenter