1991 LSF 182 FORSLAG TIL LOV OM OFFENTLIGE ARKIVER M.V.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Offentlige arkiver
§ 1. Statens arkiver består af Rigsarkivet, landsarkiverne og
Erhvervsarkivet.
Stk. 2. Statens arkiver ledes af rigsarkivaren. Rigsarkivaren
udpeges af kulturministeren.
§ 2. Statens arkiver har til formål
1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener
til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ og retlig betydning
for borgere og myndigheder,
2) at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige arkivalier i
samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov, jf. § 7, stk. 1,
samt § 8,
3) at stille arkivalierne til rådighed for myndigheder og offentlighed,
herunder til forskningsformål, og
4) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.
§ 3. Statens arkiver bistår de myndigheder, der er omfattet af
denne lov, i arkivmæssig henseende.
§ 4. Kommunerne kan oprette arkiver til behandling af en eller
flere kommuners arkivalier.
Stk. 2. Statens arkiver samarbejder med de kommunale arkiver.
§ 5. Statens arkiver samarbejder med og er rådgivende over for
andre kulturelle eller videnskabelige institutioner i arkivmæssig henseende.
Stk. 2. Kulturministeren kan nedsætte udvalg til fremme af det
samarbejde, som er nævnt i stk. 1.
§ 6. Rigsarkivet behandler sager vedrørende brug af rigsvåbenet.
Stk. 2. Rigsarkivet er rådgivende for statslige og kommunale
myndigheder i spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer samt
flag.
Kapitel 2
Læs alt
Offentlige arkivalier
§ 7. Lovens regler om myndighedernes behandling af arkivalier i
kapitel 3-5 gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige
forvaltning og domstolene.
Stk. 2. Loven gælder endvidere for anerkendte trossamfunds
ministerialbogførelse.
§ 8. Kulturministeren kan bestemme, at reglerne i kapitel 3-5 om
behandling af offentlige myndigheders arkivalier helt eller delvis skal gælde
for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan
henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne
ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler,
eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse
til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes vegne.
Kapitel 3
Bevaring og kassation
§ 9. Myndighederne skal drage omsorg for, at deres arkivalier
opbevares på betryggende måde.
Stk. 2. Ved aflevering af arkivalierne til offentlige arkiver
overgår ansvaret for arkivaliernes fremtidige bevaring til disse.
§ 10. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af arkivmæssige
hensyn regler om behandling, bevaring og kassation af statslige myndigheders
arkivalier.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af
arkivmæssige hensyn regler om bevaring og kassation af kommunernes
arkivalier.
Stk. 3. Statens arkiver fører tilsyn med reglernes overholdelse.
Kapitel 4
Aflevering m.v.
§ 11. Myndighederne kan kun aflevere deres arkivalier til de
offentlige arkiver, jf. kapitel 1.
§ 12. Rigsarkivet modtager arkivalier, der afleveres af
landsdækkende statslige myndigheder og institutioner.
Stk. 2. Landsarkiverne modtager arkivalier, der afleveres af
lokale statslige myndigheder og institutioner, folkekirken samt anerkendte
trossamfund.
§ 13. De myndigheder, der er nævnt i § 12, stk. 1 og 2, afleverer,
medmindre modstående hensyn gør sig gældende, deres arkivalier til
Rigsarkivet eller landsarkiverne, når de er 30 år gamle, jf. dog § 14.
Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering, herunder om de
tilfælde, hvor en fravigelse af den i 1. pkt. nævnte hovedregel kan finde
sted.
§ 14. Journalregistre, der føres for statslige myndigheder, og som
er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre, skal afleveres til
Rigsarkivet, når de ikke længere skal anvendes til administrativt formål hos
myndigheden. Andre statslige registre, der er omfattet af lov om offentlige
myndigheders registre, afleveres til opbevaring i Rigsarkivet, hvis det
findes nødvendigt for udførelsen af videnskabelige eller statistiske
undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig interesse.
Stk. 2. Registertilsynet træffer efter indhentet udtalelse fra
rigsarkivaren afgørelse om aflevering af de i stk. 1, 2. pkt., nævnte
registre.
Stk. 3. Arkivering af de i stk. 1 nævnte registre sker i henhold
til nærmere angivne vilkår. Kulturministeren fastsætter efter indhentet
udtalelse fra Registertilsynet nærmere regler om afleveringen, herunder i
hvilken form afleveringen skal ske, og om fastsættelse af vilkår.
Stk. 4. Kommunerne kan aflevere kommunale registre til
Rigsarkivet, jf. § 37, efter regler, der fastsættes af kulturministeren efter
indhentet udtalelse fra Registertilsynet.
§ 15. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til kommunale
arkiver, jf. § 4, stk. 1.
Stk. 2. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til
landsarkiverne. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering.
§ 16. Enhver offentlig myndighed, som har modtaget eller erhvervet
arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende statslige myndigheder,
skal underrette statens arkiver herom. Tilbydes myndighederne sådanne
arkivalier, eller bliver de på anden måde bekendt med arkivaliernes
eksistens, skal de ligeledes underrette statens arkiver herom.
Stk. 2. Statens arkiver kan bestemme, at arkivalier, der omhandles
i stk. 1, afleveres til statens arkiver.
§ 17. Private personer, virksomheder eller institutioner, som er i
besiddelse af arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende
statslige myndigheder, skal aflevere arkivalierne til statens arkiver.
§ 18. Hvis arkivalier tilhørende staten søges solgt på offentlig
auktion, skal auktionslederen underrette statens arkiver herom.
§ 19. Statens ret til arkivalier kan ikke ophøre ved ekstinktion
eller hævd.
Kapitel 5
Tilgængelighed
§ 20. Arkivenheder, der hidrører fra myndighederne, og som er
afleveret til statens arkiver, er tilgængelige for enhver, når de er 30 år
gamle, jf. dog § 21 og § 22.
§ 21. Den afleverende myndighed kan efter drøftelse med det
modtagende arkiv fastsætte en længere tilgængelighedsfrist end 30 år for
arkivenheder eller grupper af arkivenheder, hvis dette er nødvendigt til
beskyttelse af væsentlige hensyn til
1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder
forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,
3) beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig
eller disciplinær forfølgning,
4) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det
offentliges forretningsvirksomhed,
5) enkeltpersoners eller private selskabers økonomiske interesse i at
beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om
drifts- eller forretningsforhold eller lignende eller
6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter
forholdets særlige karakter er påkrævet.
§ 22. Tilgængelighedsfristen er 80 år for arkivenheder eller
grupper af arkivenheder, der
1) indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,
forhold,
2) vedrører registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders
registre,
3) omfatter sager inden for strafferetsplejen,
4) omfatter myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager
eller ved overvejelse af, om retssag bør føres, eller
5) omfatter materiale, der tilvejebringes som grundlag for Danmarks
Statistiks udarbejdelse af offentlig statistik.
Stk. 2. Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler
herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv fastsætte en kortere eller
længere tilgængelighedsfrist for arkivenheder, der er omfattet af stk. 1.
§ 23. Tilgængelighedsfristen regnes fra en arkivenheds
slutningsår.
§ 24. Rigsarkivaren eller den, rigsarkivaren bemyndiger hertil,
kan i konkrete tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af en arkivenhed
eller grupper af arkivenheder inden udløbet af tilgængelighedsfristen, jf.
dog stk. 2-4.
Stk. 2. Det er en betingelse for at meddele tilladelse efter stk.
1, at vedkommende ressortmyndighed har givet sit samtykke hertil, når
1) den afleverende myndighed har fastsat en længere tilgængelighedsfrist
efter § 21,
2) en arkivenhed indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i §
22, stk. 1, nr. 2-5, eller
3) en arkivenhed er afleveret til statens arkiver, inden den er 30 år
gammel, og den indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i § 21.
Stk. 3. Tilladelse efter stk. 1 kræver endvidere samtykke fra
Registertilsynet, hvis arkiv-enheden indeholder materiale af den karakter,
der er nævnt i § 22, stk. 1, nr. 2.
Stk. 4. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om
tilgængelighed og om vilkår for brugen af de oplysninger, der gives adgang
til.
§ 25. Den, der får adgang til arkivenheder, som ikke er
umiddelbart tilgængelige, må ikke uberettiget offentliggøre, videregive eller
udnytte fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har
fået kendskab. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig
bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at
hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser.
§ 26. Kulturministeren nedsætter et udvalg, der skal vurdere
praksis på tilgængelighedsområdet.
Stk. 2. Udvalget består af en repræsentant for forskningen, en
repræsentant for pressen, en dommer og en departementschef.
§ 27. Kulturministeren kan fastsætte regler om tilgængelighed
vedrørende offentlige arkivalier, der er afleveret til kommunale arkiver, jf.
§ 4, stk. 1, og § 15, stk. 1.
Kapitel 6
Private arkivalier
§ 28. Statens arkiver kan indsamle, modtage og bevare private
arkivalier, som hidrører fra enkeltpersoner, foreninger, organisationer m.v.
Arkivalierne skal være af væsentlig forskningsmæssig eller almenkulturel
betydning og navnlig berøre forhold af samfundsmæssig karakter.
Stk. 2. Erhvervsarkivet er statens erhvervshistoriske arkiv.
Erhvervsarkivet kan indsamle, modtage og bevare arkivalier af væsentlig
forskningsmæssig betydning fra erhvervslivets organisationer og virksomheder.
§ 29. Hvis et bo, der tilfalder staten ved arv, rummer arkivalier,
skal disse afleveres til statens arkiver.
§ 30. Private arkivalier, hvortil ingen kan godtgøre sin ret som
ejer, tilhører staten. Finderen af sådanne arkivalier eller den, der får dem
i sin besiddelse, skal straks aflevere dem til statens arkiver.
§ 31. Ved aflevering af private arkivalier til statens arkiver
træffes der aftale mellem den afleverende part og det modtagende arkiv om
tilgængelighed.
§ 32. Den, som ejer private arkivalier af forskningsmæssig eller
almenkulturel betydning, skal, inden de udføres af landet, give Rigsarkivet
adgang til kopiering af arkivalierne.
Kapitel 7
Klageregler
§ 33. Rigsarkivarens afgørelser om tilgængelighed efter § 24 kan
påklages til vedkommende ressortmyndighed.
Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at de
afgørelser, rigsarkivaren træffer efter regler udstedt i medfør af
bestemmelserne i kapitel 3 og 4, ikke kan indbringes for kulturministeren.
Kapitel 8
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 34. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, der overtræder § 25.
Stk. 2. Med bøde straffes den, der overtræder bestemmelserne i §§
17, 18, 30 og 32.
Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar.
Stk. 5. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i
retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i
statsadvokatsager.
§ 35. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992. Loven gælder også
for arkivalier, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en
myndigheds besiddelse før lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om
tilgængelighed til arkivalier, der er afleveret til offentlige arkiver før
lovens ikrafttræden.
§ 36. Følgende love ophæves:
1) Lov nr. 42 af 30. marts 1889 om oprettelse af et rigsarkiv og om
lønninger for de derved ansatte embeds- og bestillingsmænd.
2) Lov nr. 152 af 28. april 1931 om oprettelse af et landsarkiv for de
sønderjyske landsdele.
3) Lov nr. 217 af 16. juni 1962 om statens overtagelse af den selvejende
institution Erhvervsarkivet.
§ 37. I lov om offentlige myndigheders registre, jf.
lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991, affattes § 9, stk. 4,
således:
»Stk. 4. Registertilsynet kan tillade, at registre, der føres
for kommunale myndigheder, overføres til opbevaring i arkiv på nærmere
angivne vilkår. Registre, der føres for statslige myndigheder, overføres til
opbevaring i statens arkiver efter reglerne i lov om offentlige arkiver
m.v.«
§ 38. I lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 483
af 21. juni 1991, ophæves § 62.
§ 39. I lov om Københavns Kommunes styrelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 484 af 21. juni 1991, ophæves § 52.
§ 40. Følgende bekendtgørelser forbliver i kraft, indtil de
ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov:
1) Bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981 om kassation i kommunernes
arkiver, som ændret ved bekendtgørelse nr. 42 af 18. februar 1985.
2) Bekendtgørelse nr. 152 af 18. april 1985 om kassation af Københavns
Kommunes arkivalier.
3) Bekendtgørelse nr. 65 af 31. januar 1990 om kassation i amtskommunernes
arkiver.
§ 41. Forslag til revision af loven fremsættes for Folketinget
senest i folketingsåret 1996-97.
§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, ved kgl.
anordning sættes i kraft for sager, der er eller har været under behandling
af rigsmyndighederne.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Offentlige arkiver
§ 1. Statens arkiver består af Rigsarkivet, landsarkiverne og
Erhvervsarkivet.
Stk. 2. Statens arkiver ledes af rigsarkivaren. Rigsarkivaren
udpeges af kulturministeren.
§ 2. Statens arkiver har til formål:
1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener
til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ og retlig betydning
for borgere og myndigheder,
2) at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige arkivalier i
samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov, jf. § 7, stk. 1
samt § 8,
3) at stille arkivalierne til rådighed for myndigheder og offentlighed,
herunder til forskningsformål og
4) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.
§ 3. Statens arkiver bistår de myndigheder, der er omfattet af
denne lov, i arkivmæssig henseende.
§ 4. Kommunerne kan oprette arkiver til behandling af en eller
flere kommuners arkivalier.
Stk. 2. Statens arkiver samarbejder med de kommunale arkiver.
§ 5. Statens arkiver samarbejder med og er rådgivende over for
andre kulturelle eller videnskabelige institutioner i arkivmæssig henseende.
Stk. 2. Kulturministeren kan nedsætte udvalg til fremme af det
samarbejde, som er nævnt i stk. 1.
§ 6. Rigsarkivet behandler sager vedrørende brug af rigsvåbenet.
Stk. 2. Rigsarkivet er rådgivende for statslige og kommunale
myndigheder i spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer samt
flag.
Kapitel 2
Offentlige arkivalier
§ 7. Lovens regler om myndighedernes behandling af arkivalier i
kap. 3-5 gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning
og domstolene.
Stk. 2. Loven gælder endvidere for anerkendte trossamfunds
ministerialbogførelse.
§ 8. Kulturministeren kan bestemme, at reglerne i kap. 3-5 om
behandling af offentlige myndigheders arkivalier helt eller delvis skal gælde
for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan
henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne
ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler,
eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse
til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes vegne.
Kapitel 3
Bevaring og kassation
§ 9. Myndighederne skal drage omsorg for, at deres arkivalier
opbevares på betryggende måde.
Stk. 2. Ved aflevering af arkivalierne til offentlige arkiver
overgår ansvaret for arkivaliernes fremtidige bevaring til disse.
§ 10. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af arkivmæssige
hensyn regler om behandling, bevaring og kassation af statslige myndigheders
arkivalier.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af
arkivmæssige hensyn regler om bevaring og kassation af kommunernes
arkivalier.
Stk. 3. Statens arkiver fører tilsyn med reglernes overholdelse.
Kapitel 4
Aflevering m.v.
§ 11. Myndighederne kan kun aflevere deres arkivalier til de
offentlige arkiver, jf. kapitel 1.
§ 12. Rigsarkivet modtager arkivalier, der afleveres af
landsdækkende statslige myndigheder og institutioner.
Stk. 2. Landsarkiverne modtager arkivalier, der afleveres af
lokale statslige myndigheder og institutioner, folkekirken samt anerkendte
trossamfund.
§ 13. De myndigheder, der er nævnt i § 12, stk. 1 og 2, afleverer,
medmindre modstående hensyn gør sig gældende, deres arkivalier til
Rigsarkivet eller landsarkiverne, når de er 30 år gamle, jf. dog § 14.
Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering, herunder om de
tilfælde, hvor en fravigelse af den i 1. pkt. nævnte hovedregel kan finde
sted.
§ 14. Journalregistre, der føres for statslige myndigheder, og som
er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre, skal afleveres til
Rigsarkivet, når de ikke længere skal anvendes til administrativt formål hos
myndigheden. Andre statslige registre, der er omfattet af lov om offentlige
myndigheders registre, afleveres til opbevaring i Rigsarkivet, hvis det
findes nødvendigt for udførelsen af videnskabelige eller statistiske
undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig interesse.
Stk. 2. Registertilsynet træffer efter indhentet udtalelse fra
rigsarkivaren afgørelse om aflevering af de i stk. 1, 2. pkt., nævnte
registre.
Stk. 3. Arkivering af de i stk. 1 nævnte registre sker i henhold
til nærmere angivne vilkår. Kulturministeren fastsætter efter indhentet
udtalelse fra Registertilsynet nærmere regler om afleveringen, herunder i
hvilken form afleveringen skal ske, og om fastsættelse af vilkår.
Stk. 4. Kommunerne kan aflevere kommunale registre til
Rigsarkivet, jf. § 36, efter regler, der fastsættes af kulturministeren efter
indhentet udtalelse fra Registertilsynet.
§ 15. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til kommunale
arkiver, jf. § 4, stk.1.
Stk. 2. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til
landsarkiverne. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering.
§ 16. Enhver offentlig myndighed, som har modtaget eller erhvervet
arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende statslige myndigheder,
skal underrette statens arkiver herom. Tilbydes myndighederne sådanne
arkivalier, eller bliver de på anden måde bekendt med arkivaliernes
eksistens, skal de ligeledes underrette statens arkiver herom.
Stk. 2. Statens arkiver kan bestemme, at arkivalier, der omhandles
i stk. 1, afleveres til statens arkiver.
§ 17. Private personer, virksomheder eller institutioner, som er i
besiddelse af arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende
statslige myndigheder, skal aflevere arkivalierne til statens arkiver.
§ 18. Hvis arkivalier tilhørende staten søges solgt på offentlig
auktion, skal auktionslederen underrette statens arkiver herom.
§ 19. Statens ret til arkivalier kan ikke ophøre ved ekstinktion
eller hævd.
Kapitel 5
Tilgængelighed
§ 20. Arkivenheder, der hidrører fra myndighederne, og som er
afleveret til statens arkiver, er tilgængelige for enhver, når de er 30 år
gamle, jf. dog § 21 og § 22.
§ 21. Den afleverende myndighed kan efter drøftelse med det
modtagende arkiv fastsætte en længere tilgængelighedsfrist end 30 år for
arkivenheder eller grupper af arkivenheder, hvis dette er nødvendigt til
beskyttelse af væsentlige hensyn til:
1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder
forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,
3) beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig
eller disciplinær forfølgning,
4) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det
offentliges forretningsvirksomhed,
5) enkeltpersoners eller private selskabers økonomiske interesse i at
beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om
drifts- eller forretningsforhold eller lignende, eller
6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter
forholdets særlige karakter er påkrævet.
§ 22. Tilgængelighedsfristen er 80 år for arkivenheder eller
grupper af arkivenheder, der
1) indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,
forhold,
2) vedrører registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders
registre,
3) omfatter sager inden for strafferetsplejen,
4) omfatter myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager
eller ved overvejelse af, om retssag bør føres, eller
5) omfatter materiale, der tilvejebringes som grundlag for Danmarks
Statistiks udarbejdelse af offentlig statistik.
Stk. 2. Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler
herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv fastsætte en kortere eller
længere tilgængelighedsfrist for arkivenheder, der er omfattet af stk. 1.
§ 23. Tilgængelighedsfristen regnes fra en arkivenheds
slutningsår.
§ 24. Rigsarkivaren, eller den, rigsarkivaren bemyndiger hertil,
kan i konkrete tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af en arkivenhed
eller grupper af arkivenheder inden udløbet af tilgængelighedsfristen, jf.
dog stk. 2-4.
Stk. 2. Det er en betingelse for at meddele tilladelse efter stk.
1, at vedkommende ressortmyndighed har givet sit samtykke hertil, når
1) den afleverende myndighed har fastsat en længere tilgængelighedsfrist
efter § 21,
2) en arkivenhed indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i §
22, stk. 1, nr. 2-5, eller
3) en arkivenhed er afleveret til statens arkiver, inden den er 30 år
gammel, og den indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i § 21.
Stk. 3. Tilladelse efter stk. 1., kræver endvidere samtykke fra
Registertilsynet, hvis arkiv-enheden indeholder materiale af den karakter,
der er nævnt i § 22, stk. 1, nr. 2.
Stk. 4. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om
tilgængelighed og om vilkår for brugen af de oplysninger, der gives adgang
til.
§ 25. Den, der får adgang til arkivenheder, som ikke er
umiddelbart tilgængelige, må ikke uberettiget offentliggøre, videregive eller
udnytte fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har
fået kendskab. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig
bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at
hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser.
§ 26. Kulturministeren kan fastsætte regler om tilgængelighed
vedrørende offentlige arkivalier, der er afleveret til kommunale arkiver, jf.
§ 4, stk. 1 og § 15, stk. 1.
Kapitel 6
Private arkivalier
§ 27. Statens arkiver kan indsamle, modtage og bevare private
arkivalier, som hidrører fra enkeltpersoner, foreninger, organisationer m.v.
Arkivalierne skal være af væsentlig forskningsmæssig eller almenkulturel
betydning og navnlig berøre forhold af samfundsmæssig karakter.
Stk. 2. Erhvervsarkivet er statens erhvervshistoriske arkiv.
Erhvervsarkivet kan indsamle, modtage og bevare arkivalier af væsentlig
forskningsmæssig betydning fra erhvervslivets organisationer og virksomheder.
§ 28. Hvis et bo, der tilfalder staten ved arv, rummer arkivalier,
skal disse afleveres til statens arkiver.
§ 29. Private arkivalier, hvortil ingen kan godtgøre sin ret som
ejer, tilhører staten. Finderen af sådanne arkivalier eller den, der får dem
i sin besiddelse, skal straks aflevere dem til statens arkiver.
§ 30. Ved aflevering af private arkivalier til statens arkiver
træffes der aftale mellem den afleverende part og det modtagende arkiv om
tilgængelighed.
§ 31. Den, som ejer private arkivalier af forskningsmæssig eller
almenkulturel betydning, skal inden de udføres af landet give Rigsarkivet
adgang til kopiering af arkivalierne.
Kapitel 7
Klageregler
§ 32. Rigsarkivarens afgørelser om tilgængelighed efter § 24 kan
påklages til vedkommende ressortmyndighed.
Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at de afgørelser
rigsarkivaren træffer efter regler udstedt i medfør af bestemmelserne i
kapitel 3 og 4, ikke kan indbringes for kulturminsteren.
Kapitel 8
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 33. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, der overtræder § 25.
Stk. 2. Med bøde straffes den, der overtræder bestemmelserne i §§
17, 18, 29 og 31.
Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar.
Stk. 5. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i
retsplejelovens Kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i
statsadvokatsager.
§ 34. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992. Loven gælder også
for arkivalier, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en
myndigheds besiddelse før lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om
tilgængelighed til arkivalier, der er afleveret til offentlige arkiver før
lovens ikrafttræden.
§ 35. Følgende love ophæves:
1) Lov nr. 42 af 30. marts 1889 om oprettelse af et rigsarkiv og om
lønninger for de derved ansatte embeds- og bestillingsmænd.
2) Lov nr. 152 af 28. april 1931 om oprettelse af et landsarkiv for de
sønderjyske landsdele.
3) Lov nr. 217 af 16. juni 1962 om statens overtagelse af den selvejende
institution Erhvervsarkivet.
§ 36. I lov om offentlige myndigheders registre, jf.
lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991, affattes § 9, stk. 4
således:
»Stk. 4. Registertilsynet kan tillade, at registre, der føres
for kommunale myndigheder, overføres til opbevaring i Rigsarkivet på nærmere
angivne vilkår. Registre, der føres for statslige myndigheder, overføres til
opbevaring i statens arkiver efter reglerne i lov om offentlige arkiver
m.v.«
§ 37. I lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 483
af 21. juni 1991, ophæves § 62.
§ 38. I lov om Københavns Kommunes styrelse, jf. lovbekendtgørelse
nr. 484 af 21. juni 1991, ophæves § 52.
§ 39. Følgende bekendtgørelser forbliver i kraft, indtil de
ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov:
1) Bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981 om kassation i kommunernes
arkiver som ændret ved bekendtgørelse nr. 42 af 18. februar 1985.
2) Bekendtgørelse nr. 152 af 18. april 1985 om kassation af Københavns
Kommunes arkivalier.
3) Bekendtgørelse nr. 65 af 31. januar 1990 om kassation i amtskommunernes
arkiver.
§ 40. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, ved kgl.
anordning sættes i kraft for sager, der er eller har været under behandling
af rigsmyndighederne.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Ved lovforslaget søges for første gang de væsentlige dele af de
offentlige arkivers virksomhed reguleret i sammenhæng.
Under hensyn til de samfundsmæssige interesser, der knytter sig til de
offentlige arkivers virksomhed, finder regeringen det rigtigt, at
principperne for de offentlige arkivers forhold gøres til genstand for
lovgivning.
Denne lovgivning må udformes under hensyn til de love, der er gældende på
områder af betydning for de offentlige arkivers forhold, og der tænkes herved
navnlig på lov om offentlighed i forvaltningen og lov om offentlige
myndigheders registre.
Det er primært hensigten med lovforslaget at fastsætte de overordnede
retningslinjer på området og dermed skabe en hensigtsmæssig ramme for den
mere detaljerede regulering af de offentlige arkivers forhold, som må finde
sted i lys af de krav, som udviklingen vil stille.
Formålet med lovforslaget er at understrege de offentlige arkivers rolle
ved udformningen og gennemførelsen af en overordnet bevarings-og
kassationspolitik vedrørende offentlige arkivalier. Forslaget skal endvidere
understrege myndighedernes ansvar for behandlingen af deres arkivalier som
led i en sådan politik. Formålet er endelig at skabe størst mulig åbenhed med
hensyn til adgangen til de offentlige arkivers samlinger for offentligheden,
herunder forskningen.
Gældende lovgivning m.v. på arkivområdet
Det gældende lovgrundlag er lov om oprettelse af et rigsarkiv, herunder
indbefattet landsarkiverne, (lov nr. 42 af 30. marts 1889), lov om oprettelse
af et landsarkiv for de sønderjyske landsdele (lov nr. 152 af 28. april 1931)
og lov om statens overtagelse af Erhvervsarkivet (lov nr. 217 af 16. juni
1962). Denne lovgivning fastsætter kun regler om arkivernes institutionelle
opbygning.
Regler om aflevering, bevaring og kassation af arkivalier samt om
arkivernes funktion i øvrigt findes i Kulturministeriets bekendtgørelse om
statsinstitutionernes arkiver og deres forhold til Rigsarkivet og
landsarkiverne (bekendtgørelse nr. 91 af 20. februar 1976, bilag 1).
Spørgsmålet om tilgængelighed er nærmere behandlet i cirkulærer, som er
udstedt af rigsarkivaren, samt i aftaler med berørte myndigheder.
De ovennævnte bestemmelser vedrører kun det statslige område. For så vidt
angår det kommunale område bemærkes, at arkivansvaret efter lov om
kommunernes styrelse hører under kommunerne (lovbekendtgørelse nr. 483 af 21.
juni 1991 om kommunernes styrelse samt lovbekendtgørelse nr. 484 af 21. juni
1991 om Københavns kommunes styrelse). Nærmere bestemmelser om kassation m.v.
er udstedt af Indenrigsministeriet efter forslag fra Rigsarkivet
(Indenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 201 af 29. april 1981 som ændret
ved bekendtgørelse nr. 42 af 18. februar 1985, nr. 152 af 18. april 1985 samt
nr. 65 af 31. januar 1990).
Særlige bestemmelser om behandling af visse edb-arkivalier findes i lov om
offentlige myndigheders registre (lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september
1991).
Baggrund for forslaget
Bevaring, behandling og tilgængeliggørelse af den del af det danske
samfunds kulturarv, der består i arkivalier, er hidtil ikke behandlet samlet
i lovform.
Inden for de seneste årtier er der i en række lande følt behov for en
sådan samlet lovmæssig regulering. Behovet er begrundet dels i de meget store
arkivmasser, der skabes i det moderne informationssamfund, dels i det
forhold, at det moderne samfunds indsamling og behandling af informationer
bliver stadig mere kompliceret.
Blandt de lande, der har etableret lovgivning på arkivområdet, kan nævnes
USA 1984, Frankrig 1979, Finland 1981, Canada 1987 og Sverige i 1991.
Lovgivning er endvidere gennemført i visse tyske delstater, ligesom der i
Norge forberedes lovgivning på arkivområdet.
De spørgsmål, som de pågældende landes arkivlovgivning tager stilling til,
afhænger naturligvis af forholdene i de enkelte lande, herunder den
lovgivning, der findes på beslægtede områder.
Et grundlæggende element i en lovgivning på området er imidlertid en
fastlæggelse af de offentlige myndigheders ansvar med hensyn til bevaring af
dokumentationsmateriale af væsentlig betydning for borgernes retssikkerhed,
det offentliges dokumentationsbehov samt for forståelsen af landets historie.
En side af samme sag er fastlæggelsen af ansvaret for, at der ikke bevares
mere end nødvendigt, dvs. at det materiale, som det ikke er nødvendigt at
bevare af de ovennævnte grunde, kasseres på betryggende måde. Det må anses
for ønskeligt på dette område at understrege statens arkivers rolle som
tilsynsmyndighed over for den offentlige forvaltning med hensyn til bevaring
og kassation af arkivalier.
Som baggrund for en samlet lovgivning på arkivområdet i Danmark er der
peget på behovet for en mere præcis udformning af retsgrundlaget for og
omfanget af de statslige arkivers myndighedsudøvelse. En sådan præcisering
skal navnlig have til formål at fastlægge statens arkivers opgaver og
kompetence i forhold til den offentlige forvaltnings arkivalier og andre
arkivalier af offentlig interesse, bl. a. under hensyn til de træk i
samfundsudviklingen, som stiller nye krav til arkiverne.
Samfundsudviklingen har medført, at en stadig større del af traditionelt
offentlige opgaver overføres til institutioner uden for den egentlige
offentlige forvaltning. Til dette kommer, at en lang række nye opgaver af
offentlig karakter henlægges til institutioner, der er organiseret på
privatretligt grundlag. En arkivlov vil derfor ligeledes skulle sikre, at
disse vigtige sider af samfundslivet vil kunne dokumenteres.
Lovgivningen skal gælde for alle offentlige arkivalier, herunder
arkivalier, der hidrører fra særlige forvaltningsenheder samt den kommunale
forvaltning. Lovforslaget indeholder i denne forbindelse bestemmelser om
oprettelse af kommunale institutioner til varetagelse af arkivopgaver.
Lovudkastets bestemmelser om disse forhold er i et vist omfang en
stadfæstelse af gældende ordninger og praksis. Men en lovgivning på området
må antages at skabe et mere hensigtsmæssigt grundlag bl. a. for udformningen
af en overordnet bevarings- og kassationspolitik for den offentlige
forvaltning og for den praktiske gennemførelse af en sådan politik, således
at de ressourcer, der anvendes til bevaring af offentlige arkivalier,
udnyttes så effektivt og hensigtsmæssigt som muligt.
Den debat, der med mellemrum opstår om offentlighedens og den historiske
forsknings adgang til arkivalier - hvad enten disse befinder sig hos
myndighederne eller er afleveret til arkiverne - har også rettet
opmærksomheden mod behovet for en afklaring og forenkling af de bestemmelser,
der regulerer spørgsmålet om betingelserne for arkivtilgængelighed og
kompetenceforholdene i denne forbindelse.
Det må således anses for ønskeligt i en ny lovgivning at samle og forenkle
de overordnede regler på området for herigennem at sikre større
gennemsigtighed over for borgerne. Lovforslaget har til formål at skabe den
størst mulige åbenhed med hensyn til arkivadgang. Den almindelige
tilgængelighedsfrist nedsættes fra 50 år til 30 år. Det præciseres, hvilke
arkivalier, der er tilgængelige efter den normale 30-års frist, og hvilke
arkivalier, der på grund af væsentlige beskyttelseshensyn må undtages fra
denne frist. Der må ligeledes være klare regler for, hvornår der kan
dispenseres fra 30-års fristen og de særlige, længere frister, og hvem, der
har kompetencen til at dispensere, når offentlighed og forskere søger om
tilladelse til at benytte ikke tilgængeligt materiale. Endvidere indeholder
forslaget bestemmelser, der sigter til at regulere adgangen til kommunale
arkivalier, der opbevares i kommunale arkivinstitutioner.
Den foreslåede lovgivning tager sit udgangspunkt i ønskeligheden af en
regulering af myndighedernes og de offentlige arkivers behandling af
offentlige arkivalier. Det er imidlertid anset for hensigtsmæssigt også at
medtage en omtale af den funktion, som statens arkiver har med hensyn til
bevaring m.v. af private arkivalier af væsentlig historisk betydning.
Den foreslåede lovgivning tager udelukkende sigte på at regulere de
offentlige arkiver, dvs. statens arkivinstitutioner samt de institutioner,
som kommuner etablerer med det formål at bevare kommunale arkivalier. Uden
for det statslige område er der oprettet godt 400 lokalhistoriske arkiver.
Disse omfattes ikke af lovforslaget, jf. bemærkninger nedenfor om lovens
område. En række større, kommunalt drevne lokalhistoriske arkiver har
imidlertid udviklet sig til egentlige arkivinstitutioner, der modtager og
opbevarer kommunale arkivalier. Disse institutioner vil således, når det
gælder arkivalier af kommunal oprindelse, være omfattet af loven.
Lovforslaget fastsætter, at statens arkiver skal samarbejde med de
lokalhistoriske arkiver og andre kulturelle eller videnskabelige
institutioner i arkivmæssig henseende, men man har ikke fundet det nødvendigt
eller hensigtsmæssigt med en egentlig lovregulering af den indsamling af
private arkivalier, der finder sted uden for de statslige arkivinstitutioner.
Blandt andet efter ønske fra brede forskerkredse er der i forslaget
optaget særlige bestemmelser om arkivering af edb-registre omfattet af lov om
offentlige myndigheders registre.
Afgørelse om bevaring (arkivering) af registre med personhenførbare data
træffes i følge denne lov (§ 9, stk. 4) af justitsministeren efter
indstilling fra Registertilsynet. Efter hidtidig praksis har Registertilsynet
i alle sager, hvor der har foreligget ansøgning om bevaring, indhentet
udtalelse fra Rigsarkivet.
Efter lovforslaget, der indebærer en ændring af § 9, stk. 4, i
registerloven, skal statslige myndigheders journalregistre afleveres til
Rigsarkivet, når de ikke længere skal anvendes til administrative formål.
Andre registre afleveres til Rigsarkivet, hvis det er nødvendigt for at
tilgodese væsentlige forskningsmæssige interesser. Afgørelse herom træffes af
Registertilsynet efter indhentet udtalelse fra Rigsarkivet.
Det bemærkes, at Rigsarkivet i medfør af den nugældende regulering på
arkivområdet har fastsat bestemmelser om de tekniske krav, der skal opfyldes
med hensyn til edb-medier (bånd m.v.), som afleveres til statens arkiver.
Der henvises i øvrigt til Registertilsynets høringsudtalelse om
lovforslaget, der er optrykt som bilag 2.
Høring
Den 9. november 1990 blev et udkast til lov om offentlige arkiver m.v.
samt udkast til udfyldende regler om aflevering og tilgængelighed sendt til
høring hos en bred kreds af berørte institutioner og organisationer.
Høringslisten er optrykt som bilag 3.
De hovedsynspunkter, der er fremkommet under høringsrunden, vil blive
kommenteret nærmere i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser. Der skal
dog her fremsættes kommentarer til de hovedsynspunkter, som er fremkommet med
hensyn til spørgsmålet om det område, som en arkivlovgivning bør dække.
Lovens område
Som ovenfor nævnt er en lovgivning på arkivområdet navnlig begrundet i et
ønske om et mere præcist retsgrundlag for så vidt angår de institutioner, der
har som hovedopgave at varetage behandlingen af de offentlige myndigheders
arkivalier.
Der er under høringsrunden fra flere sider fremsat ønske om en lovgivning,
der regulerer behandlingen af samfundets samlede arkivmasse, d.v.s. både
offentlige og private arkivalier, og som derfor skulle omfatte ikke blot de
egentlige arkivinstitutioner, men også andre institutioner mv. med opgaver på
arkivområdet.
For så vidt angår det arkivområde, der har særlig betydning for
lokalarkiverne, har hovedsynspunktet været, at en lov bør sikre, at arkivalsk
materiale, der belyser det danske folks historie i bred forstand, systematisk
indsamles, bevares og tilgængeliggøres.
Ministeriet og det statslige arkivvæsen er opmærksom på det værdifulde
arbejde, som foregår i lokalområderne med hensyn til indsamling af arkivalier
m.v.
Når ministeriet imidlertid må være afvisende over for en lovregulering på
området, skyldes det primært, at der er tale om aktiviteter, hvor den lokale
styring og finansiering bør være afgørende.
Det er på den anden side klart, at der er en række spørgsmål af fælles
interesse, som kan danne grundlag for koordineringsdrøftelser mellem de
statslige arkiver og den lokale arkivverden.
For så vidt angår privatarkivindsamlingen på andre statslige institutioner
som f.eks. biblioteker og museer skal bemærkes, at lovforslaget er baseret på
den opfattelse, at der ikke er behov for en lovgivning, der særligt regulerer
disse institutioners virke på arkivområdet.
Såfremt der skulle vise sig behov for en regulering af forholdet mellem de
statslige institutioner med opgaver vedrørende private arkivalier, finder
ministeriet, at sådanne bestemmelser vil kunne fastsættes administrativt.
Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til § 5.
Når der i lovforslaget er medtaget et kapitel om private arkivalier,
skyldes det, at det dels er naturligt at nævne dette arbejdsområde i en
lovgivning for de statslige arkivinstitutioner, som nærmere er defineret i
loven, dels at det er ønskeligt at regulere visse forhold vedrørende private
arkivalier, som har relation til staten.
Det er fra nogle høringsinstanser anført, at en arkivlov også bør omfatte
audiovisuelt materiale, jf. at Statsbiblioteket i Århus igennem nogle år har
foretaget indsamling og bevaring af materiale på dette område.
Det bemærkes, at den gældende bekendtgørelse fra 1976 om
statsinstitutioners arkiver og deres forhold til Rigsarkivet og
landsarkiverne ikke omfatter Danmarks Radio.
Det foreliggende lovforslag forudsætter, at de administrative arkivalier
fra Danmarks Radio og TV 2 er omfattet af lovens bestemmelser om offentlige
arkivalier, idet de pågældende institutioner som særlige forvaltningsenheder
anses for omfattet af lovudkastets § 7. Det bemærkes i denne forbindelse, at
DR og TV 2 i arkivmæssig henseende som udgangspunkt vil være omfattet af
samme bestemmelser, som gælder for det statslige område.
Ved afgrænsningen af området for en arkivlovgivning finder ministeriet det
under hensyn til lovens almindelige sigte ikke nødvendigt eller
hensigtsmæssigt at inddrage det særlige materiale, som udgøres af radio- og
tv-udsendelser, og dermed heller ikke den institution - Statsbiblioteket i
Århus - som varetager en indsamlings- og bevaringsopgave på dette område.
Forholdet til ophavsretslovgivningen
Tilgængelighed af arkivalier rejser spørgsmål om forholdet til
ophavsretslovgivningen. En del materiale, der hidrører fra
forvaltningsmyndigheder eller fra private arkiver, vil kunne betragtes som
litterære eller kunstneriske værker, som beskyttes efter ophavsretsloven.
Hovedreglen i denne lov er, at værket ikke må gøres tilgængeligt for
almenheden uden samtykke fra ophavsmanden. Den ophavsretlige beskyttelse
varer normalt indtil 50 år efter ophavsmandens død, jf. ophavsretslovens §
43. Det er Kulturministeriets hensigt at tage spørgsmålet op i forbindelse
med den generelle revision af ophavsretsloven, som forventes forelagt for
Folketinget i efteråret 1992.
Definitioner
Der henvises til bilag 4.
Økonomiske konsekvenser
Lovforslaget forudsættes ikke at have økonomiske konsekvenser hverken for
staten eller kommunerne.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Kapitel 1
Offentlige arkiver
Til § 1
Ved statens arkiver forstås i denne lov Rigsarkivet samt landsarkiver,
hvis virksomhed dækker bestemte dele af landet, (Landsarkivet for Sjælland,
Lolland-Falster og Bornholm, Landsarkivet for Fyn, Landsarkivet for
Nørrejylland samt Landsarkivet for de Sønderjyske Landsdele). Endvidere
indgår Erhvervsarkivet som statens erhvervshistoriske arkiv som en del af det
statslige arkivsystem.
Statens arkiver udgør en organisatorisk helhed under rigsarkivarens
ledelse. Den daglige ledelse af landsarkiverne og Erhvervsarkivet varetages
af de pågældende institutionschefer.
Ved lov nr. 217 af 28. april 1962 overtog staten den selvejende
institution Erhvervsarkivet i Århus. Erhvervsarkivet ledes nu af en
bestyrelse bestående af rigsarkivaren samt repræsentanter for erhvervslivet
og universiteterne. Da det må anses for hensigtsmæssigt, at de statslige
arkivinstitutioner har ensartede ledelsesforhold, indebærer lovforslaget, at
den hidtidige, særlige styrelsesordning for Erhvervsarkivet bortfalder.
Forslaget indebærer ikke nedlæggelse af Erhvervsarkivets Forskningsfond. Der
henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 27, stk. 2.
Til § 2
Bestemmelsen opregner hovedformålene for de statslige arkivers
virksomhed, d.v.s. gennemførelse af den nationale bevaringspolitik, herunder
varetagelse af kassationshensynet, tilgængeliggørelse af arkiverne for
myndighederne og offentligheden samt gennemførelse af forskning.
Til stk. 1, nr. 1
Arkivernes formål er at sikre bevaring af dækkende dokumentation for
beskrivelse og analyse af det danske samfund og dets udvikling i flest mulig
aspekter.
Den primære genstand for denne målsætning er den statslige forvaltnings
arkivalier. Dette har delvis historiske årsager, men skyldes navnlig
statsforvaltningens centrale placering i samfundslivet. Imidlertid er det
statslige område ikke tilstrækkeligt til at formidle et fuldstændigt billede
af det danske samfunds tilstand og udvikling gennem tiderne. Det indgår
derfor også som led i arkivernes målsætning at bidrage til at sikre
bevaringen af primær- og amtskommunale arkivalier og af private arkivalier af
historisk værdi.
På de private arkivers område opfylder statens arkiver deres målsætning
ved en systematisk indsamling af arkiver fra fremtrædende personer og
virksomheder i det danske samfund. En særlig, statslig arkivinstitution,
Erhvervsarkivet, har som sin vigtigste funktion at indsamle arkiver fra
erhvervsvirksomheder og erhvervslivets organisationer. Rigsarkivet og
landsarkiverne indsamler arkiver fra foreninger og fra privatpersoner,
navnlig sådanne, som har spillet en fremtrædende rolle i det
politisk-administrative liv. For så vidt angår forholdet til kommunale
arkivalier henvises til bemærkningerne nedenfor til § 4 og § 15.
Til stk. 1, nr. 2
Det er et led i arkivernes målsætning at sikre, at kassation af
ikke-bevaringsværdigt materiale kan gennemføres.
Allerede af ressourcemæssige grunde er det klart, at kun en mindre del af
de offentlige myndigheders arkivalier kan bevares. Nøjagtige opgørelser over
den årlige tilvækst af arkivalier i den offentlige sektor findes ikke, men
det kan beregnes, at tilvæksten ligger på omkring 10.000 hyldemeter årligt
pr. mio. indbyggere.
Kassation foretages således af økonomiske hensyn, ikke af
forskningsmæssige. Der skal kasseres indtil grænsen for, hvad der er
forsvarligt under hensyn til de formål, der søges opnået ved bevaring af
arkivalier, og under anvendelse af metoder, der omkostningsmæssigt står i
rimeligt forhold til den opnåede pladsgevinst. Kassationsprocessen er med
andre ord en imødekommelse af samfundets berettigede krav om økonomisering
med de ressourcer, der skal anvendes i forbindelse med bevaringen. Arkiverne
har således en forpligtelse til stadig at udvikle og forbedre
kassationsprocessen i samarbejde med de arkivskabende myndigheder.
Arkiverne arbejder her ud fra en klar, økonomisk prioritering, hvis mål er
- bevaring af flest mulig oplysninger med færrest mulig omkostninger i
form af lokaleforbrug, arkivmæssig efterbehandling og tidsforbrug for
benytterne;
- størst mulig fysisk holdbarhed af de arkivalier, som skal bevares.
Målsætningen er i øjeblikket at sikre kassation af 70-80% af den samlede
arkivtilvækst i den offentlige forvaltning. Dette søges bl.a. opnået ved en
forhåndsplanlægning af arkivdannelsen, således at ikke-bevaringsværdige
arkivalier let kan udskilles uden detaljeret gennemgang af de enkelte sager.
Samtidig tjener planlægning af arkivdannelsen også som hjælp til orientering
i arkivalierne, mens de er i administrativt brug. Herved opnås ikke blot en
effektivisering af det administrative arbejde, men også en øget retssikkerhed
for borgerne i tilknytning til reglerne i forvaltnings- og
offentlighedslovene.
Bevaring af flest mulig oplysninger med færrest mulig omkostninger
forudsætter et tæt samarbejde med de arkivskabende myndigheder. De betydelige
datamængder, som opbygges i det moderne informationssamfund, må bringes på
anvendelig og overskuelig form ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af papir-
og informationsgangen i myndighederne og ved systematisk kassation af
ikke-bevaringsværdigt materiale, f.eks. overflødige kopier, ensartede sager
uden væsentlig interesse i kraft af det individuelle tilfælde, materiale af
rutinemæssig eller orienterende karakter, etc.
Til stk. 1, nr. 3
Arkivernes målsætning er rettet mod dels en betjening af myndighederne
m.h.t. oplysninger i afleverede arkivalier, dels en betjening af
offentligheden, herunder navnlig forskningen. Denne forskning er ikke kun
knyttet til faget historie i snævrere forstand, men også til talrige andre
discipliner, som arbejder på grundlag af historiske data; som eksempler kan
nævnes lægevidenskab, geografi, miljøforskning, demografi, økonomi,
politologi og sociologi. En meget betydelig del af arkivbenyttelsen falder
endvidere uden for det videnskabelige forskningsbegreb, idet den er knyttet
til f.eks. journalistisk arbejde eller opfyldelsen af individuelle borgeres
behov bl.a. for egen udforskning af deres personlige afstamning eller af
deres hjemstavns historie.
Benyttelsen af arkivernes samlinger er et højt prioriteret led i
arkivernes aktuelle målsætning. Et så bredt udsnit af befolkningen som muligt
bør kunne benytte arkiverne og gøre sig bekendt med resultaterne af andres
arkivbenyttelse. Dette mål fremmes af arkiverne ved
- at betjene læsesale, hvor publikum kan benytte arkivalierne,
- at udarbejde og publicere oversigter og hjælpemidler til arkivernes
benyttelse (registraturer mv.), og
- at åbne mulighed for benyttelse af arkivalierne uden for arkivernes egne
læsesale, enten ved udlån til benyttelse på godkendte institutioner eller ved
salg eller udlån af mikrofilm m.v.
Udarbejdelsen af nye hjælpemidler - registraturer m.v.- og en bevidst
udlåns- og kopispredningspolitik er en forudsætning for, at arkiverne også i
fremtiden kan betjene den store kreds af stadig mere alsidigt historisk
interesserede, som benytter arkivalier.
Det bør nævnes i denne forbindelse, at arkiverne også har en vigtig
kulturel funktion over for andre lande. Som følge af den danske stats
politiske historie rummer arkiverne centrale kilder for den historiske
forskning vedrørende lande og områder, som nu har en særlig statsretlig
stilling inden for det danske monarki (Færøerne og Grønland), er selvstændige
(Island og Norge) eller bestanddele af fremmede stater (Ghana, Indien,
Estland og Letland, Storbritannien, Sverige, Tyskland og U.S.A.).
De problemer med hensyn til arkivbenyttelsen, som udspringer af dette
forhold, søges løst ved bilateralt samarbejde med de respektive nationale
arkivmyndigheder, primært baseret på udveksling af kopier. Herved søger
arkiverne at sikre en tilsvarende forbedring af danske historikeres
muligheder for at benytte materiale til belysning af dansk historie i
fremmede arkiver. Derudover skal det nævnes, at arkivernes samlinger på det
nævnte område også udnyttes af udenlandske forskere, der besøger arkivernes
læsesale.
Til stk. 1, nr. 4
Det er en nødvendig forudsætning for opfyldelsen af arkivernes målsætning,
at de råder over et bredt kendskab til den historisk orienterede forsknings
problemstillinger og metoder, både nationalt og internationalt. Såvel
kassation som registrering og vejledning kan således kun udføres forsvarligt
på grundlag af et ajourført kendskab til forskningens metoder og
problemstillinger.
For at sikre, at arkivernes forskningsindsats til stadighed kan leve op
til de kvalitetskrav, der må stilles til et nationalt forskningsmiljø på
internationalt niveau, har arkiverne status som sektorforskningsinstitution.
Det indgår samtidig i arkivernes målsætning at udbrede kendskabet til
forskningens resultater. Dette skyldes primært arkivernes placering som
national institution med den opgave at bevare og formidle kulturarven. Hertil
kommer det praktiske forhold, at arkivmedarbejdernes forskning ofte yder
væsentlige bidrag til forståelsen og anvendeligheden af arkivernes samlinger.
Til § 3
Det er en af arkivernes hovedopgaver at bistå de arkivskabende
myndigheder i arkivmæssig henseende. En væsentlig del af arkivernes
arbejdskraft er derfor sat ind på myndighedsservice i form af vejledning og
rådgivning, bistand ved udarbejdelsen af journal- og arkivplaner, m.v.
Arkiverne søger endvidere gennem rådgivning, navnlig i form af samarbejde med
Direktoratet for Statens Indkøb, at sikre, at bevaringsværdige arkivalier
udfærdiges med materialer (papir, skriftmidler etc.), som er tilstrækkelig
bestandige til at overflødiggøre aktiv, konserveringsmæssig indsats i den
nærmere fremtid. Et særligt problem i denne retning udgør de flygtige
elektroniske datalagringsmidler, som endnu kræver jævnlig kontrol, kopiering
og hyppigt også konvertering til nye tekniske formater for at forblive
anvendelige.
I de senere år er denne indsats blevet suppleret med egentlig undervisning
af administrationens medarbejdere i form af journal- og arkivkurser. Denne
side af arkivernes myndighedsservice vil formentlig skulle udbygges i de
kommende år for at holde trit med det konstant voksende servicebehov hos
myndighederne.
I det omfang, myndighederne ikke selv kan afse arbejdskraft til at
forberede arkivalier til aflevering herunder gennemføre kassationer, tilbyder
arkiverne at udføre opgaverne som indtægtsdækket virksomhed.
Til § 4
Lovforslagets bestemmelser med hensyn til kommunale arkivinstitutioner
tilsigter ingen ændring med hensyn til kommunernes kompetence. Bestemmelserne
er et udtryk for ønsket om en større opmærksomhed i forhold til de af
kommunerne skabte arkivalier ud fra såvel historiske som ressourcemæssige
synsvinkler.
Hvor en kommune har oprettet en egentlig arkivinstitution, der modtager
kommunens arkivalier, f.eks. et stadsarkiv, har denne ansvaret for bevaring
af kommunens arkivalier. En sådan institution vil være et offentligt arkiv i
lovens forstand. Lovforslaget medfører ingen pligt for kommunerne til at
oprette kommunale arkivinstitutioner. De senere årtiers udvikling på det
kommunale område, med bl.a. en øget decentralisering, gør det imidlertid
naturligt at påpege muligheden af, at større kommuner eller flere kommuner i
et samarbejde opretter arkiver. De kommunale arkiver vil således kunne indgå
i det samlede offentlige arkivsystem og i et samarbejde med statens arkiver
medvirke til gennemførelsen af overordnede målsætninger på arkivområdet.
Det bemærkes, at der allerede i en række kommuner er oprettet kommunale
arkiver med stadsarkivfunktioner. Siden middelalderen har København varetaget
egne arkivfunktioner, og i de senere år er der oprettet stadsarkiver i bl.a.
Ballerup, Esbjerg, Farum, Gentofte, Herlev, Kolding, Næstved, Odense og
Søllerød kommuner.
Der er ikke oprettet amtskommunale eller fælleskommunale
arkivinstitutioner. Det skal bemærkes, at hvis to eller flere kommuners
oprettelse af en fælles arkivinstitution sker i form af et kommunalt
fællesskab, kræver dette den kommunale tilsynsmyndigheds godkendelse i
henhold til § 60 i den kommunale styrelseslov.
Til stk. 2
De kommunale arkiver udgør en integreret del af det offentlige
arkivsystem. Statens arkiver skal samarbejde med de kommunale arkiver, bl.a.
vedrørende udformning og gennemførelse af overordnede målsætninger på
arkivområdet.
Den stærkt forøgede arkivtilvækst, der også sker i kommunerne, bl.a. i
forbindelse med decentralisering m.v., medfører behov for en nærmere
vurdering af, hvorledes der kan etableres en arkivstruktur, der kan tilgodese
de voksende opgaver, som såvel de arkivskabende som de arkivopbevarende
offentlige institutioner - statslige som kommunale - vil stå overfor i
fremtiden.
Lovforslaget lægger således op til en koordineret offentlig arkivpolitik
med hensyn til bevaring, kassation og tilgængeliggørelse af offentlige
arkivalier, det være sig statslige eller kommunale.
Til § 5
Bestemmelsen pålægger statens arkiver at samarbejde med andre kulturelle
og videnskabelige institutioner i arkivmæssig henseende. Med bestemmelsen
tilsigtes et tættere og mere koordineret samarbejde mellem statens arkiver og
statslige, kommunale samt selvejende institutioner m.v. med arkivmæssige
opgaver vedrørende private arkivalier.
Statens arkiver samarbejder med en række andre institutioner, hvis
virkefelt omfatter opgaver af arkivmæssig karakter. Inden for det statslige
område skal særligt fremhæves Det Kongelige Bibliotek, der indsamler,
modtager og bevarer arkivalier fra private institutioner og personer,
fortrinsvis inden for litteratur, videnskab og kunst. Endvidere kan nævnes
Folketingets Arkiv og Bibliotek, Statsbiblioteket i Århus, Dansk
Folkemindesamling, Nationalmuseet og Kunstakademiet. Uden for det statslige
område kan nævnes Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek, Det Danske
Udvandrerarkiv, Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie.
Udover de her nævnte institutioner er der en lang række andre
institutioner, der beskæftiger sig med indsamling og bevaring af historisk
kildemateriale - hovedsagelig private arkivalier, fotos m.v. Her tænkes der
specielt på de lokalhistoriske arkiver, hvis samlinger på det lokalhistoriske
område udgør et værdifuldt supplement til de offentlige, statslige og
kommunale arkivers samlinger. Der findes ca. 400 større og mindre
lokalhistoriske arkiver, hvis arbejdsområde dog ofte går ud over det
egentligt arkivmæssige.
I høringssvarene har en række historiske foreninger og specielt
Sammenslutningen af LokalArkiver påpeget, at en arkivlov bør sikre, at
arkivalsk materiale, der belyser det danske folks historie i bred forstand,
systematisk indsamles, bevares og tilgængeliggøres. Der er endvidere ønske
om, at der etableres et formelt samarbejdsorgan - baseret på et konkret
formuleret regelsæt - mellem statens arkiver og andre statslige, kommunale
eller private institutioner på arkivområdet. Dette samarbejdsorgan skulle
have bestemte opgaver, såsom:
1) etablering og drift af en national arkivdatabase,
2) koordinering af arkivernes saglige og geografiske dækningsområde,
3) bevaringsplanlægning på arkivområdet og
4) kopispredning mellem arkiverne.
Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne ovenfor om lovens
område.
Spørgsmålet om oprettelse af et særligt samarbejdsorgan, der f.eks. skulle
have til opgave at forestå bl.a. drift af en samlet arkivdatabase og
kopispredning, har været nøje overvejet. Det er ministeriets opfattelse, at
det allerede af ressourcemæssige grunde må findes uhensigtsmæssigt at oprette
et egentligt forvaltningsorgan på området, ligesom det må antages, at et
samarbejde vil kunne etableres inden for de eksisterende institutionelle
rammer, jf. nedenfor.
Til stk. 2
Det må anses for hensigtsmæssigt, at der finder et samarbejde sted mellem
de statslige arkiver og statslige, kommunale eller selvejende institutioner,
der arbejder med private arkivalier. Et sådant samarbejde vil indebære
arkivfaglig rådgivning fra de statslige arkivers side, koordinering af
aktiviteter på privatarkivområdet og almindelig erfaringsudveksling. Med
bestemmelsen i § 5, stk. 2, tilsigtes tilvejebragt et grundlag for etablering
af et forum for dette samarbejde.
Til § 6
Ved kongelig resolution af 31. august 1984 blev sager vedrørende
rigsvåbenet og de sager, der tidligere har været varetaget af statens
heraldiske konsulent, overført fra Indenrigsministeriet til
Kulturministeriet, der fra 1. januar 1985 henlagde sagerne under Rigsarkivet.
Da det må anses for ønskeligt, at anvendelse af statskendetegnene -
rigsvåbenet eller dele af dette, f.eks. kronen - sker i overensstemmelse med
de heraldiske principper, foreslås, at Rigsarkivets kompetence til at
behandle sådanne sager lovfæstes. Sager vedrørende anvendelse af
statskendetegnene f.eks. i et logo skal således forelægges Rigsarkivet til
udtalelse. Såfremt Rigsarkivet finder en påtænkt anvendelse i strid med de
heraldiske principper, indberettes sagen til Kulturministeriet.
Om kronen bemærkes særligt, at den er en uadskillelig del af det kgl.
våben, og at et skjold med statsvåbenet kun for Folketingets vedkommende kan
anvendes uden krone. Brugen af kronen har både en retlig og en æstetisk side.
Udformningen af kronen blev således første gang fastsat i Christian Vs
kronereglement af 25. april 1693. Gengivelser af kronen må for at kunne
opfattes som den danske kongekrone afspejle de væsentlige træk ved Christian
Vs krone. Afgørelsen af, om en gengiven version er korrekt, hviler på en
heraldisk bedømmelse.
Til stk. 2
I henhold til lovforslagets § 6, stk. 2, vil det i overensstemmelse med
den hidtidige praksis være Rigsarkivets opgave at afgive erklæring vedrørende
udformningen af offentlige våbener, segl, emblemer samt flag, ligesom det
påhviler Rigsarkivet at føre tilsyn med, at sådanne mærker, hvor de anvendes
af det offentlige eller med særlig hjemmel af private, er udført efter
gældende bestemmelser og i overensstemmelse med de heraldiske regler.
Bestemmelsen medfører ingen ændring af Justitsministeriets kompetence på
området.
Kapitel 2
Offentlige arkivalier
Til § 7
De offentlige arkivers hovedopgave er varetagelsen af en række funktioner
m.h.t. offentlige myndigheders arkivalier. Bestemmelsen afgrænser de
myndigheder m.v., hvis arkivalier er omfattet af lovens regulering.
Lovens bestemmelser om myndighedernes behandling m.v. af arkivalier gælder
for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, dvs. loven har
samme virkeområde som forvaltningsloven og lov om offentlighed i
forvaltningen. Loven omfatter således alle forvaltningsmyndigheder, uanset om
de tilhører den statslige eller den kommunale forvaltning og uanset, om der
er tale om almindelige forvaltningsmyndigheder, særlige nævn eller råd f.eks.
menighedsråd eller særlige forvaltningsenheder.
Ved fastsættelse af de nærmere regler på arkivområdet i henhold til § 10
og § 13, kan der tages hensyn til forholdene hos særlige forvaltningsenheder
m.v.
Loven omfatter endvidere domstolene og kan ved kgl. anordning sættes i
kraft for rigsmyndighederne på Færøerne og i Grønland.
Loven omfatter ikke Folketinget, Folketingets ombudsmand og visse andre
organer med tilknytning til Folketinget, f.eks. statsrevisorerne og deres
sekretariat. Rigsrevisionen skal dog i henhold til lov nr. 489 af 24 juni
1991, § 18c, fortsat aflevere sine arkivalier til Rigsarkivet.
Det bemærkes, at for en række internationale organisationers vedkommende
(f.eks. NATO. og EF) er Danmark traktatmæssigt forpligtet til at følge de
særlige bestemmelser, som organisationen har fastsat eller måtte fastsætte på
arkivområdet.
Til stk. 2
Som offentlige arkivalier opfattes endvidere anerkendte trossamfunds
ministerialbøger, jf. Kirkeministeriets cirkulære nr. 123 af 14. august 1987.
Til § 8
Uden for loven falder som hovedregel institutioner, foreninger og
lignende, der er organiseret på privatretligt grundlag. Kulturministeren kan
dog bestemme, at sådanne institutioner, hvis driftsomkostninger helt eller
overvejende dækkes af offentlige midler, eller hvis virksomhed kan
sidestilles med den, der udøves af offentlige forvaltningsmyndigheder, skal
omfattes af lovens bestemmelser. § 8 svarer til lignende bestemmelser i
offentligheds- og forvaltningslovene.
Med henblik på sikring af dokumentation for vigtige sider af samfundslivet
skaber bestemmelsen således grundlag for anvendelse af arkivloven på områder,
hvor traditionelt offentlige opgaver varetages af institutioner uden for den
egentlige offentlige forvaltning.
Kapitel 3
Bevaring og kassation
Til kapitel 3
Det er de offentlige arkivers hovedopgave at sikre bevaringen af
arkivalier, der har historisk værdi eller som tjener til dokumentation af
forhold af væsentlig betydning for forvaltning og borgere. Denne opgave må
som beskrevet i bemærkningerne til kapitel 1 løses i samarbejde med de
berørte myndigheder.
Det præciseres, at der påhviler myndighederne ansvar for, at deres
arkivalier opbevares på betryggende måde. Heri indgår det, at myndigheder
ikke på egen hånd må foretage kassation af arkivalier. Endvidere bærer
myndighederne ansvaret for at sikre deres arkivalier mod enhver form for
overlast. I lys af erfaringerne er det ministeriets opfattelse, at en
lovfæstelse af dette ansvar for hele den offentlige forvaltning må anses for
ønskelig.
Der tillægges kulturministeren bemyndigelse til at fastsætte regler til
varetagelse af arkivmæssige hensyn, og statens arkivers kompetence som
tilsynsmyndighed over for den offentlige forvaltning præciseres.
Til § 9
Det påhviler offentlige myndigheder at drage omsorg for, at deres
arkivalier opbevares på betryggende måde. Kassation må kun finde sted efter
de regler, der fastsættes herom, jf. nedenfor.
Bestemmelsen svarer til de regler, der hidtil har været gældende på det
kommunale område, d.v.s. § 62 i lov om kommunernes styrelse og § 52 i lov om
Københavns Kommunes styrelse. Tilsvarende bestemmelser for det statslige
område har ikke tidligere været optaget i en generel lov, men regler for
særlige embeders eller myndigheders behandling af arkivalier har tidligt
været fastsat. De nugældende regler på det statslige område findes i
Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 91 af 20. februar 1976. Heri indgår, at
kassation kun må finde sted med rigsarkivarens tilladelse.
Til stk. 2
Når arkivalier afleveres fra en offentlig myndighed til et offentligt
arkiv, overgår ansvaret for arkivaliernes bevaring til arkivet. Arkivalierne
vil som hovedregel fortsat kunne stilles til rådighed for de afleverende
myndigheder til administrativt brug, jf. § 2, nr. 3. For edb-registre, der
indeholder personoplysninger, henvises til § 14 og bemærkninger til denne
bestemmelse. Det bemærkes dog særligt, at efter afleveringen af et
edb-register til Rigsarkivet overgår ansvaret for det pågældende registers
sikkerhed m.v., jf. § 12 i lov om offentlige myndigheders registre, til
Rigsarkivet. Udlånes registret til den afleverende myndighed, vil ansvaret
for registret naturligvis også påhvile denne myndighed.
Til § 10
Med henblik på en koordineret bevarings- og kassationspolitik inden for
den statslige forvaltning fastsætter kulturministeren nærmere regler om disse
forhold, og statens arkiver fører tilsyn med reglernes overholdelse. De
nugældende regler på området omfatter forskrifter for opbevaringsforhold hos
de statslige myndigheder, for tekniske krav til arkivmedier (papir,
mikrofilm, edb-bånd m.v.) samt for arkivdannelsen (journalplaner,
journalføring, arkivfortegnelser m.v.). Arkivernes bistand til og vejledning
af forvaltningen i forbindelse med arkivrutiner skal også ses som et led i
arbejdet med gennemførelse af kassationer. Særligt for så vidt angår
registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre,
bemærkes, at bestemmelsen ikke som følge af de særlige regler i § 9, stk. 3,
i lov om offentlige myndigheders registre indebærer nogen ændring i de
regler, som gælder m.h.t. sletning m.v. af registeroplysninger. Vedrørende
dette spørgsmål henvises endvidere til § 14 og bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Til stk. 2
De gældende bestemmelser om kommunernes forpligtelser i forhold til de
kommunalt skabte arkivalier findes i lov om kommunernes styrelse (§ 62) og i
lov om Københavns Kommunes styrelse (§ 52). Disse bestemmelser ophæves (jf.
§§ 37 og 38).
Som noget nyt i forhold til den gældende ordning overføres
regelfastsættelsen med hensyn til bevaring og kassation på det kommunale
område fra indenrigsministeren til kulturministeren. De bestemmelser, der er
fastsat på dette område, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses
af nye bestemmelser, jf. § 39. Evt. ændring af hidtidige regler på det
kommunale område forudsættes forhandlet med de kommunale parter.
Tilsyn med kommunernes overholdelse af reglerne om bevaring og kassation
af arkivalier føres af statens arkiver, jf. stk. 3. Spørgsmålet om, hvorvidt
kommunerne handler i strid med lovgivningen i forbindelse med behandling og
opbevaring af arkivalier vil derimod henhøre under det almindelige kommunale
tilsyn (tilsynsrådene og Indenrigsministeriet).
Til stk. 3
Det pålægges statens arkiver at føre tilsyn med, at de regler, der er
eller måtte blive fastsat om behandling, bevaring og kassation af arkivalier,
overholdes.
I praksis gennemføres udskillelse af ikke-bevaringsværdigt arkivmateriale
ved den afleverende myndigheds foranstaltning før aflevering til
arkivinstitutionerne. Det må bl.a. af denne grund anses for nødvendigt, at
der tillægges statens arkiver kompetence til at føre det fornødne tilsyn med,
at dette arbejde udføres på betryggende vis.
Statens arkivers tilsyn med statslige myndigheders arkiver omfatter
herudover især materialekvaliteter og -normer, opbevaringsforhold og
arkivlokaler, arkivfortegnelser og registrering, ordning og arkivdannelse
samt journalplaner, styrings- og søgesystemer og sagsdannelse. De nærmere
regler herom vil blive fastsat ved bekendtgørelse.
Kapitel 4
Aflevering mv.
Til kapitel 4
Kapitlet indeholder bestemmelser om, til hvilke arkivinstitutioner,
myndighederne skal aflevere deres arkivalier. Det bemærkes i denne
forbindelse, at kommuner som tidligere nævnt kan vælge ikke at aflevere
arkivalier til en særlig arkivinstitution.
Statslige myndigheders arkivalier afleveres efter de gældende regler til
statens arkiver, når arkivalierne er 30 år gamle, da det må antages, at
arkivalierne efter en 30 års periode ikke længere er nødvendige for den
løbende administration.
Myndighederne kan, hvor forholdene taler derfor, efter aftale med det
modtagende arkiv aflevere arkivalier senere end 30 år. I den hidtige praksis
er dette bl.a. tilfældet, hvor arkivalierne stadig er i administrativ brug.
Det er af flere årsager væsentligt, at aflevering som hovedregel sker
efter 30 år eller før. For det første må det antages, at der er økonomiske
fordele forbundet med dette. Statens arkiver opbevarer og behandler de store
mængder af statslige arkivalier centralt og med mindre enhedsomkostninger end
de enkelte myndigheder vil kunne gøre på længere sigt. For det andet sker
opbevaringen og behandlingen i arkiverne på grund af disse institutioners
faglige kompetence på dette område i langt de fleste tilfælde på en mere
forsvarlig måde end hos de enkelte myndigheder. For det tredie er aflevering
en betingelse for at arkivalierne kan gøres tilgængelige for offentligheden
og for den historiske forskning m.v. i arkiverne.
Det er derfor vigtigt, at en arkivlovgivning nærmere regulerer, hvorledes
aflevering til de offentlige arkivinstitutioner skal finde sted.
Det foreslås, at den nugældende praksis, hvorefter statslige myndigheders
arkivalier afleveres til statens arkiver efter 30 år, nu lovfæstes, idet der
dog, hvor modstående hensyn gør sig gældende, kan ske fravigelse fra denne
hovedregel. Der kan her bl.a. være tale om rent praktiske hensyn til
forvaltningen hos den afleverende myndighed, eller om ressource- og
sikkerhedsmæssige hensyn.
Lovforslaget indeholder tillige bestemmelser om aflevering og dermed
bevaring af registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders
registre. Statslige myndigheders journalregistre skal afleveres til
Rigsarkivet. Det vil ifølge forslaget være Registertilsynet, der træffer
afgørelse med hensyn til andre registre, der skal bevares, ligesom
Registertilsynet afgiver udtalelse om vilkårene for opbevaring. Der er ved
registerbestemmelserne sket en væsentlig ændring af proceduren for behandling
af spørgsmål om sletning/bevaring af registeroplysninger af forskningsmæssig
værdi, idet det sikres, at en vurdering af denne værdi i alle tilfælde skal
finde sted.
Til § 11
For statslige myndigheder fastsætter Kulturministeriets bekendtgørelse
nr. 91 af 20. februar 1976 en egentlig afleveringspligt i den forstand, at
alle statslige myndigheder skal aflevere deres arkivalier til statens
arkiver, og at myndighederne kun må aflevere deres arkivalier til statens
arkiver, ikke til andre statslige, kommunale eller private institutioner.
Lovforslaget tilsigter en lovfæstelse for hele den offentlige forvaltning
m.h.t. spørgsmålet om aflevering i forhold til de offentlige arkiver,
statslige eller kommunale.
Til § 12
I henhold til bekendtgørelse nr. 91 af 20. februar 1976 afleverer
centraladministrationen og landsdækkende statsinstitutioner deres arkivalier
til Rigsarkivet. Det drejer sig om ministerier og styrelser, Højesteret samt
Forsvarets afdelinger. Af historiske og praktiske grunde afleverer en række
landsdækkende institutioner deres arkivalier til et landsarkiv. Det gælder
således f.eks. Sø- og Handelsretten, der afleverer til Landsarkivet for
Sjælland, og Aarhus Universitet, der afleverer til Landsarkivet for
Nørrejylland. Det forudsættes, at denne praksis kan fortsætte.
Forslaget er i overensstemmelse med den gældende ordning på området.
Til stk. 2
Bekendtgørelse nr. 91 af 20. februar 1976 fastsætter, at lokale statslige
myndigheder samt folkekirkens institutioner afleverer deres arkivalier til
landsarkiverne. Særligt om folkekirkens institutioner bemærkes, at den
adgang, menighedsråd ifølge Kirkeministeriets cirkulære af 25. juni 1986 har
til med rigsarkivarens godkendelse at deponere deres arkivalier i et
lokalhistorisk arkiv, ikke ændres ved bestemmelsen. Endvidere modtager
landsarkiverne arkivalier vedrørende de anerkendte trossamfunds
ministerialbogførelse, jf. Kirkeministeriets cirkulære af 14. august 1987.
Forslaget er i overensstemmelse med de gældende regler på området.
Til § 13
De nugældende regler om statslige myndigheders aflevering af arkivalier
til statens arkiver er optaget i Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 91 af
20. februar 1976. Hovedreglen er, at arkivalierne afleveres til statens
arkiver, når de er 30 år gamle, da det generelt må antages, at arkivalierne
efter en 30 års periode ikke længere er nødvendige for den løbende
administration.
Bekendtgørelse nr. 91 af 20. februar 1976 er udstedt efter forhandling med
samtlige ministerier.
Under den gældende ordning kan myndighederne, hvor forholdene taler
herfor, efter aftale med det modtagende arkiv aflevere arkivalier senere end
30 år. En række administrative og praktiske hensyn kan således føre til, at
der fastsættes en længere afleveringsfrist. I den hidtidige praksis er dette
blandt andet tilfældet, hvor arkivalierne stadig er i administrativ brug. En
række myndigheder afleverer dog - af praktiske og ressourcemæssige grunde -
arkivalier til statens arkiver, før de er 30 år gamle.
Det foreslås, at hovedreglen - aflevering efter 30 år - nu lovfæstes. Det
præciseres dog, at modstående hensyn kan medføre, at denne hovedregel
fraviges.
Kulturministeren bemyndiges til, efter forhandling med de berørte
ministerier, at fastsætte nærmere regler om myndighedernes aflevering af
arkivalier, herunder om de tilfælde, hvor en fravigelse af hovedreglen kan
finde sted.
Den praktiske gennemførelse af afleveringen vil være baseret på aftale
mellem det modtagende arkiv og den afleverende myndighed. Praktiske årsager
(bl.a. journalperioder) kan indebære, at der kan medgå et vist tidsrum udover
30 år, inden afleveringen er endelig gennemført.
Det vil i reglerne blive fastsat, at afgørelse om afvigelse fra den
almindelige afleveringsfrist som hovedregel træffes af Rigsarkivaren eller
vedkommende landsarkivar i samråd med den afleverende myndighed.
Den afleverende myndighed kan dog fastsætte en længere frist for så vidt
angår materiale, der er klassificeret »FORTROLIGT« eller højere i
henhold til de bestemmelser, som er fastsat herom, herunder Statsministeriets
cirkulære af 1. november 1986 og Forsvarets tilsvarende bestemmelser. Dette
svarer til den gældende praksis.
Efter praksis afleveres disse arkivalier i et vidt omfang først efter
nedklassificering er foretaget. Nedklassificering foretages som hovedregel
først, når sagerne er 60 år gamle, og sagerne opbevares således indtil dette
tidspunkt hos den afleverende myndighed. Denne praksis forudses videreført.
Dette forhold kan have sikkerhedsmæssige grunde og har i denne sammenhæng
først og fremmest betydning for Forsvarets myndigheder og
efterretningstjenesterne.
Derudover kan der foreligge ressourcemæssige problemer i forbindelse med
nedklassificering, i det udskydelsen af afleveringstidspunktet har sammenhæng
med de forholdsvis betydelige ressourcer, der ville medgå dels til en
gennemgang af sagerne med henblik på nedklassificering efter 30 års perioden,
dels til opfyldelse af de sikkerhedskrav, det modtagende arkiv ved større
afleveringer af ikke-nedklassificeret arkivmateriale ville blive stillet
overfor.
De regler, der til afløsning af de nugældende bestemmelser agtes fastsat
med hjemmel i § 13, vil derudover bl.a. indeholde bestemmelser om de
tilfælde, hvor aflevering sker før udløbet af den generelle afleveringsfrist.
Hvor aflevering af arkivalier sker før udløbet af 30 års fristen, vil der
kunne fastsættes regler om vederlag for opbevaring m.v., indtil arkivalierne
har opnået 30 års alder.
Fravigelse af den i § 13, stk. 1, 1. pkt. nævnte hovedregel kan endvidere
i særlige tilfælde vedrøre afleveringspligten. Der tænkes herved navnlig på,
at der for så vidt angår de særlige forvaltningsenheder, som ifølge
lovforslaget vil være omfattet af arkivlovens bestemmelser, kan være tale om
at tage hensyn til den praksis, som hidtil har været fulgt m.h.t. aflevering.
Endvidere kan henvises til, at afleveringspligten efter de gældende regler
ikke omfatter arkivalier, som er en del af en institutions videnskabelige
samlinger.
Angående de særlige bestemmelser, der vedrører aflevering af registre, som
falder ind under lov om offentlige myndigheders registre, henvises til § 14
og bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til § 14
Offentlige myndigheders edb-registre var indtil gennemførelsen af lov om
offentlige myndigheders registre omfattet af de for statens arkivalier i
øvrigt gældende bestemmelser. Ved registerloven indførtes for edb-registre,
der indeholder personhenførbare oplysninger, en sletningspligt med hensyn til
ikke aktuelle oplysninger (§9, stk. 3). Loven hjemlede dog mulighed for
bevaring af registre derved, at justitsministeren efter indstilling fra
Registertilsynet kunne tillade, at registereksemplarer overførtes til arkiv
(§ 9, stk. 4).
Bestemmelsens 1. punktum fastsætter en egentlig afleveringspligt for
journalregistre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre.
I de senere år er en lang række statsinstitutioner m.v. overgået til
edb-journalisering, og i en række tilfælde er der for sådanne journaler,
sagsfortegnelser m.v. fastsat registerforskrifter i henhold til lov om
offentlige myndigheders registre. Bevaring af sådanne registre er en
betingelse for, at myndighedens arkiv vil kunne anvendes i forskningsmæssig
eller anden sammenhæng, og sådanne registre foreslås derfor omfattet af en
obligatorisk aflevering.
Bestemmelsen indebærer ændring af § 9, stk. 4, i lov om offentlige
myndigheders registre, jf. forslagets § 36.
I bestemmelsens 2. pkt. fastsættes, at andre registre, der indeholder
personhenførbare oplysninger, skal afleveres til Rigsarkivet, såfremt det
efter vurdering findes nødvendigt af forskningsmæssige hensyn.
Ved revisionen af registerloven i 1986/87 udtalte Folketingets retsudvalg,
jf. FT 1986/87, Tillæg B, sp. 2573 ff., »at hensynet til, at forskningen
også i fremtiden kan få tilfredstillende vilkår, med stor vægt taler imod den
foreslåede yderligere indskrænkning i adgangen til at arkivere edb-registre,
navnlig inden for de dele af den lægevidenskabelige forskning, hvor f.eks.
arvebiologiske faktorer eller miljømæssige faktorer er af betydning, og hvor
det må antages, at adgang til at anvende arkiverede administrative
edb-registre kan være af afgørende betydning for de resultater, der kan
opnås. . . . . . . .
Udvalget forudsætter, at administrationen af den gældende ordning fortsat
vil ske således, at hensynet til forskningens fremtidige behov for
edb-registrerede personoplysninger indgår med vægt i vurderingen af, om
registre bør arkiveres, og at Rigsarkivets særlige sagkundskab vedrørende den
forskningsmæssige interesse i registrene indgår ved vurderingen heraf.«
De hensyn, der tilsiger bevaring af edb-registre, er de samme, der lægges
til grund ved vurderingen af, om andre arkivalier bør bevares, og findes mest
hensigtsmæssigt at kunne tilgodeses derved, at edb-registre, der er omfattet
af lov om offentlige myndigheders registre, omfattes af de regler, der i
øvrigt gælder for bevaring af offentlige arkivalier, såfremt registrene efter
Registertilsynets og rigsarkivarens vurdering indeholder oplysninger af
væsentlig forskningsmæssig betydning.
Til stk. 2
Afgørelse om aflevering af registre træffes af Registertilsynet efter
udtalelse fra rigsarkivaren. Herved sikres, at de hensyn, der under den
hidtidige ordning er søgt varetaget gennem lov om offentlige myndigheders
registre § 9, stk. 4, fortsat vil indgå i spørgsmålet om bevaring af
registeroplysninger. Det skal bemærkes, at der for nedklassificering og
aflevering af klassificerede registre i det omfang de afleveres, skal gælde
de samme regler som for aflevering af klassificerede sager, jf.
bemærkningerne til § 13.
Til stk. 3
Overfor hensynet til bevaring står hensynet til at undgå, at uaktuelle
registeroplysninger ophobes med de muligheder for misbrug, som dette
indebærer. Varetagelsen af disse hensyn er hidtil sket ved fastsættelsen af
særlige vilkår for arkivering, herunder for tilgængelighed.
Under den gældende ordning fastsættes vilkårene af justitsministeren efter
indstilling fra Registertilsynet. Som hovedregel gælder der for registre, der
er tilladt arkiverede i henhold til registerlovens § 9, stk. 4, en 80 års
tilgængelighedsfrist. Før udløbet af denne frist kan Rigsarkivet med samtykke
af Registertilsynet tillade, at den afleverende myndighed får adgang til
registret, ligesom Rigsarkivet efter samtykke såvel af den afleverende
myndighed som af Registertilsynet kan tillade, at andre får adgang til
registret. Rigsarkivets og Registertilsynets afgørelser kan indbringes for
Justitsministeriet, der træffer den endelige administrative afgørelse. For så
vidt angår spørgsmålet om tilgængelighed henvises til forslagets §§ 22-24 og
bemærkninger hertil.
Forslaget forudses ikke at medføre ændring i praksis med hensyn til
fastsættelse af vilkår i forbindelse med de konkrete arkivtilladelser. Dog
får kulturministeren kompetence til, efter indhentet udtalelse fra
Registertilsynet, at fastsætte generelle regler om aflevering af edb-registre
til Rigsarkivet.
Derudover bemærkes, at der for opbevaring og behandling af edb-registre,
der indeholder personoplysninger, og som er afleveret til Rigsarkivet, gælder
særlige sikkerhedsforskrifter, fastsat af Rigsarkivet og Registertilsynet.
Til stk. 4
Bestemmelserne i stk. 1-3 omfatter statslige myndigheders registre. I stk.
4 åbnes mulighed for, at kommunale registre, der er omfattet af lov om
offentlige myndigheders registre, og som det under hensyn til videnskabelige
eller statistiske formål må anses for ønskeligt at bevare, afleveres til
Rigsarkivet efter regler, der fastsættes af kulturministeren efter indhentet
udtalelse fra Registertilsynet. At aflevering i givet fald skal finde sted
til Rigsarkivet, er begrundet i de særlige sikkerhedskrav, der må stilles til
opbevaringen af registre, jf. bemærkninger til stk. 3. Der henvises i øvrigt
til § 36 samt bemærkninger hertil.
Til § 15
Til stk. 1
Det omtales udtrykkeligt, at kommuner kan aflevere deres arkivalier til
arkiver uden for statens arkiver, dvs. til kommunalt oprettede og drevne
arkiver (stadsarkiver m.v.), jf. bemærkninger til § 4, stk. 1.
Til stk. 2
Lov nr. 42 af 30. marts 1889 om oprettelse af et rigsarkiv og
arkivbekendtgørelsen af 10. marts 1891 giver kommunerne ret, men ikke pligt,
til at aflevere deres arkivalier til landsarkiverne. Denne bestemmelse er
opretholdt i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981
om kassation i kommunernes arkiver som ændret ved bekendtgørelse nr. 42 af
18. februar 1985 samt bekendtgørelse nr. 65 af 31. januar 1990 om kassation i
amtskommunernes arkiver.
Det foreslås, at denne mulighed opretholdes, men at der kan fastsættes
nærmere regler herom, bl.a. om vederlag for opbevaringen.
Kommunernes Landsforening har udtalt, at en bestemmelse, hvorefter
kommunerne skal betale for opbevaring af deres arkivalier i statens arkiver,
må forudsætte, at aflevering fortsat skal være en frivillig sag.
I det lovudkast, der i efteråret 1990 udsendtes til høring, var det
foreslået, at amtskommunale arkivalier skulle være omfattet af en
afleveringspligt til statens arkiver. Amterne har efter gældende praksis
afleveret til landsarkiverne, og Rigsarkivet har understreget det ønskelige i
at bibeholde en kontinuitet i forhold til tidligere afleveringer fra de
indtil 1970 eksisterende statsamter. Det er i denne forbindelse påpeget, at
man i en række tilfælde har udlagt sagområder til amtskommunal forvaltning
for senere atter at lægge dem ind under statslig forvaltning.
Fra Amtsrådsforeningen påpegedes under høringen, at en afleveringspligt
var en skærpelse i forhold til den gældende ordning, og at man af
ressourcemæssige grunde måtte foretrække de gældende regler på området
opretholdt.
Det er endvidere fra Københavns Kommune samt Frederiksberg Kommune blevet
understreget, at det for såvel primærkommunale som amtskommunale arkivalier
bør være frivilligt, om aflevering til statens arkiver skal ske.
På trods af de betænkeligheder, der er blevet udtrykt fra Rigsarkivets
side, findes det rigtigt, jf. bemærkninger til § 4, at såvel primær- som
amtskommuner selv kan træffe afgørelse om, hvorvidt arkivalierne i givet fald
skal afleveres til et kommunalt oprettet og drevet arkiv eller til et
landsarkiv.
Til § 16
Offentlige institutioner, der har arkivalier fra (andre) tidligere eller
eksisterende statslige myndigheder i deres besiddelse, pålægges at underrette
statens arkiver om sådanne arkivalier. Hensigten med bestemmelsen, der er i
overensstemmelse med den nuværende praksis, er dels at sikre, at sådanne
arkivalier ikke på grund af uhensigtsmæssige opbevaringsforhold står i fare
for at gå til grunde, dels at opnå oversigt over, hvilke statslige
arkivalier, der opbevares i institutioner uden for statens arkiver. Derved
sikres også, at disse arkivalier bliver kendt for offentligheden og kan
stilles til rådighed for forskningen.
Til stk. 2
Der åbnes i bestemmelsen mulighed for, at institutioner uden for statens
arkiver, hvor forholdene taler for det, kan opbevare statslige arkivalier
efter nærmere aftale med arkivmyndighederne.
Til § 17
Private personer, der er i besiddelse af arkivalier fra tidligere eller
eksisterende statslige myndigheder, pålægges som pligt at aflevere sådanne
arkivalier til statens arkiver.
Bestemmelsen er i overensstemmelse med den siden Justitsministeriets
cirkulære af 15. januar 1885 gældende praksis, hvorefter alle aktstykker,
protokoller, regnskaber osv., som indkommer til eller fremgår af statens
administration i videste forstand, som regel ikke retmæssigt kunne være i
privates besiddelse eller genstand for salg eller privat disposition, og
derfor efter forholdene er blevet indkrævet til statens arkiver. Det
bemærkes, at statens arkiver i hidtidig praksis kun har indkrævet arkivalier
fra private besiddere i de tilfælde, hvor der har foreligget en klar
vindikationsret, og hvor forholdene i øvrigt har gjort det påkrævet.
Til § 18
Bestemmelsen vedrører såvel arkivalier, der kan opfattes som herreløse,
jf. bemærkninger til § 29, som arkivalier fra tidligere eller nuværende
statslige myndigheder, der forsøges solgt som privat ejendom ved offentlig
auktion. Bestemmelsen lovfæster principperne i Justitsministeriets cirkulære
af 15. januar 1885 til samtlige skifte- og auktionsretter samt politimestre
om statens vindikationsret til sine arkivalier. Der henvises i øvrigt til § 8
i lov om offentlig auktion ved auktionsledere, jf. lovbekendtgørelse nr. 191
af 9. april 1986.
Til § 19
Det fastslås, at statens ret til sine arkivalier ikke kan bortfalde ved
hævd eller ekstinktion. Bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende
retsopfattelse og med international arkivpraksis.
Kapitel 5
Tilgængelighed.
Til kapitel 5
1.
Adgangen til offentlige arkivers samlinger er ikke tidligere reguleret ved
lov.
Spørgsmålet om offentlige arkivaliers tilgængelighed er et forhold, som
ofte har været genstand for debat, bl.a. i forbindelse med overvejelser om
eventuel lovgivning på arkivområdet.
Der har i denne forbindelse været fremført kritik af den gældende ordning,
som bl.a. påstås at være for restriktiv m.h.t. arkivadgang og for
uigennemsigtig i administrativ henseende.
Det er ministeriets opfattelse, at der er behov for en politisk afklaring
af de hensyn, der skal afvejes mod hinanden i spørgsmålet om adgang til
arkivalier. På den ene side står hensynet til offentlighedens, herunder
forskningens interesse i at benytte de oplysninger om bl.a. politiske og
historiske forhold, der opbevares i arkiverne. På den anden side står
hensynet til beskyttelse af væsentlige interesser, der vedrører privatlivets
fred, statens sikkerhed m.v.
Lovforslaget er baseret på et ønske om størst mulig åbenhed med hensyn til
adgangen til offentlige arkivalier.
Dette kommer til udtryk i en generel tilgængelighedsfrist, der er kortere
end den i dag gældende, samt ved opstilling af særlige krav til de
situationer, hvor en længere tilgængelighedsfrist ønskes fastsat.
For så vidt angår de ovennævnte beskyttelseshensyn er forslaget baseret på
et ønske om at bringe reglerne herom i overensstemmelse med bestemmelserne om
aktindsigt i offentligheds- og forvaltningslovene, jf. nedenfor.
For så vidt angår spørgsmålet om dispensation fra fastsatte frister er
forslaget baseret på et ønske om en præcisering af kompetenceforholdene i
denne forbindelse, således at det klargøres, hvornår en afgørelse træffes af
rigsarkivaren, og hvornår en afgørelse om tilgængelighed forudsætter
ressortmyndighedens samtykke. Det forudsættes i øvrigt, at ønsket om størst
mulig åbenhed med hensyn til adgang til offentlige arkivalier også kommer til
udtryk i behandlingen af dispensationsansøgninger.
2.
Om den gældende regulering af tilgængeligheden af arkivalier i statens
arkiver bemærkes følgende:
Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 42 af 20. februar 1976 fastsætter i
§ 9, at rigsarkivaren inden for den gældende lovgivnings rammer træffer
afgørelse om benyttelse af de afleverede arkivalier. De afleverende
myndigheder kan efter samråd med det modtagende arkiv forbeholde sig i en
bestemt årrække at give tilladelse til benyttelse af arkivalier, der er
afleveret fra myndigheden eller dennes underordnede institutioner.
De af rigsarkivaren i henhold til Kultusministeriets instruks for
rigsarkivaren af 16. december 1896 fastsatte regler om benyttelse af
arkivalier er indeholdt i cirkulærer af 30. december 1964 om tilgængelighed
for materiale i landsarkiverne og 30. september 1968 om tilgængelighed af
materiale i Rigsarkivet. Hovedreglen er en såkaldt glidende 50-års frist,
hvorfra der gælder en række undtagelser. Disse gælder sager, der indeholder
oplysninger, som
1) er af betydning for rigets sikkerhed,
2) angår kongehuset,
3) kan være krænkende for den person, de angår, og hans nærmeste familie
eller
4) vedrører forhold, der tilhører privatlivet, og som med rimelig grund
kan forlanges unddraget offentligheden.
Tilgængelighedsfristen for sådanne sager er 80 eller 100 år, evt. 100 år
efter den pågældendes fødsel. Hvor en tilgængelighedsfrist regnes fra en
persons fødsel, er det tillige en betingelse for tilgængelighed, at
arkivalierne er 50 eller 80 gamle. Rigsarkivarens cirkulære af 30. september
1968 opregner en række sagstyper, for hvilke 80 års eller 100 års
tilgængelighedsfristen gælder. Fortegnelsen over sådanne sagstyper er dog kun
vejledende, og fortolkningen af cirkulærets bestemmelser i denne henseende
har kunnet give anledning til tvivl. Sådanne tvivlstilfælde er ifølge
cirkulæret blevet afgjort af rigsarkivaren.
Dispensationer fra de gældende tilgængelighedsfrister meddeles af
rigsarkivaren, der normalt har kompetence til at meddele tilladelse til
benyttelse af arkivalier, der er over 25 år gamle, hvor
tilgængelighedsfristen er 50 år, og over 50 år gamle, hvor
tilgængelighedsfristen er 80 år eller længere. En række myndigheder har
forbeholdt sig at give tilladelse til benyttelse af de ifølge de ovennævnte
regler ikke almindelig tilgængelige arkivalier. I disse tilfælde afgiver
Rigsarkivet i reglen en udtalelse til myndigheden om karakteren af de
oplysninger, der er indeholdt i det arkivmateriale, der ønskes benyttet.
Dette gælder således bl.a. Statsministeriet, Udenrigsministeriet,
Justitsministeriet og Forsvarsministeriet.
For så vidt angår praksis med hensyn til meddelelse af dispensationer fra
de fastsatte tilgængelighedsfrister kan oplyses, at en opgørelse over ca.
1600 dispensationsansøgninger fra perioden 1986-1990 viser, at 40 helt er
blevet afslået.
Uanset at praksis således viser, at langt størsteparten af anmodninger om
tilgængelighed er imødekommet, må det erkendes, at den hidtidige ordning har
kunnet opfattes som uigennemsigtig, og at der er behov for en klarere
regulering af dette område.
3.
Det skal præciseres, at spørgsmålet om almindelig aktindsigt efter
offentlighedsloven og parters aktindsigt efter forvaltningsloven ikke ændres
ved, at sager, dokumenter m.v. afleveres til arkiverne. Forholdet er her, at
sager, dokumenter m.v., der efter de nævnte love er undergivet aktindsigt,
også efter aflevering til arkiverne vil kunne benyttes i overensstemmelse
hermed.
Om forholdet mellem aktindsigt efter offentligheds- og forvaltningslovene
og arkivadgang skal derudover bemærkes:
Aktindsigt efter offentligheds- og forvaltningslovene kræver, at den, der
begærer aktindsigt, angiver de dokumenter eller den sag, som der ønskes
indsigt i (offentlighedslovens § 4, stk. 3). Af bemærkningerne til
offentlighedsloven fremgår, at der ikke kan forlanges adgang til at gennemgå
en forvaltningsmyndigheds journalmateriale med henblik på herigennem at finde
frem til sager, hvis dokumenter man kan have interesse i at blive gjort
bekendt med, ligesom bestemmelsen ikke giver adgang til at gennemse alle
sager af en bestemt art eller sager, der er blevet journaliseret i en bestemt
periode. I modsætning hertil tager en historisk undersøgelse ofte
udgangspunkt i en konstatering af, om der overhovedet findes arkivalier, der
indeholder oplysninger om dette eller hint forhold. Arkivbenyttelse medfører
således som regel en mere vidtgående udnyttelse af forvaltningens
sagsmateriale end aktindsigt i offentlighedslovens forstand.
Til § 20
Bestemmelsen fastsætter, at offentlige arkivalier som hovedregel er
tilgængelige for enhver, når arkivalierne er 30 år gamle. Udgangspunktet for
forslaget er således en væsentlig liberalisering af adgangen til arkivalier i
forhold til den nugældende generelle 50-års frist.
En forlængelse af fristen vil kun kunne ske, når der foreligger ganske
særlige beskyttelseshensyn, jf. bemærkninger til § 21 og § 22. Det bemærkes
endvidere, at der efter § 24 kan dispenseres fra den generelle
tilgængelighedsfrist, når arkivalierne er afleveret før 30-års fristens
udløb, jf. bemærkninger til § 24.
Det understreges, at enhver har adgang til at benytte offentlige
arkivalier. Der stilles således ikke særlige krav til benyttere, f.eks. om
forskningsmæssig baggrund.
Til § 21
Bestemmelsen giver den afleverende myndighed mulighed for at fastsætte en
længere tilgængelighedsfrist for arkivalier, der indeholder oplysninger, der
af hensyn til offentlige interesser, herunder hensynet til statens sikkerhed
eller hensynet til fremmede magter, eller til private økonomiske interesser,
ikke efter udløbet af den generelle 30 års frist kan gøres frit tilgængelige.
De hensyn, der kan betinge en forlængelse af 30 års fristen, svarer til dem,
der i offentlighedslovens § 13 kan hjemle undtagelse fra aktindsigt, således
at arkivmyndighedens administration i forhold til brugerne kan blive så
smidig som mulig.
Det forudsættes i denne forbindelse, at fastsættelse af en længere frist
så vidt muligt sker ved afleveringen.
Det er i den forbindelse under høringen hævdet, at myndighedernes adgang
til at fastsætte særlige tilgængelighedsfrister vil resultere i, at reglerne
på området bliver uigennemsigtige for offentligheden samt administrativt
tyngende for arkiverne.
Det er yderligere hævdet, at reglen vil kunne medføre, at der fastsættes
forskellige tidsfrister for materiale af samme karakter, der afleveres fra
forskellige sideordnede myndigheder, f.eks. politimestre. Det er i denne
forbindelse foreslået, at der i de særlige tilfælde skal gælde en generel,
længere tilgængelighedsfrist.
Det skal hertil bemærkes, at forlængelse af 30-års fristen kun forudsættes
foretaget, hvor dette er nødvendigt til beskyttelse af
væsentlige hensyn til de nævnte interesser.
Det er således præciseret, at myndighederne ikke kan udøve et vilkårligt
skøn ved fastsættelsen af en særlig frist, og det bemærkes i denne
forbindelse, at fastsættelse af længere tilgængelighedsfrist skal ske efter
drøftelse med det modtagende arkiv.
Beskyttelseshensynene er som nævnt udformet på grundlag af
offentlighedsloven. Det forudsættes, at beskyttelseshensynene i forbindelse
med arkivadgang på grund af den forløbne tid - normalt 30 år - vil gøre sig
gældende med væsentlig mindre vægt end i spørgsmål om aktindsigt i helt
aktuelle sager efter offentlighedsloven.
Med henblik på at tilvejebringe en større åbenhed med hensyn til adgangen
til benyttelse af arkivalier må det anses for ønskeligt, at den afleverende
myndighed kan fastsætte fristen under hensyn til de særlige forhold, der
konkret gør sig gældende, og det vil derfor næppe være hensigtsmæssigt at
fastsætte en fælles, længere frist for disse tilfælde.
Gennemførelse af forslagets regler vil under denne forudsætning næppe
medføre øget administration for arkiverne, ligesom det må afvises, at
tilgængelighedsreglerne herved vil blive uigennemsigtige. Tværtimod sigter
forslaget på dette punkt til en større bevidsthed om
tilgængelighedsspørgsmålet hos de afleverende myndigheder, der forudses at
føre til, at forlængelse af den generelle frist kun sker i ganske særlige
tilfælde.
Dette vil være en væsentlig forbedring i forhold til den nugældende
praksis, hvor fortolkning af de gældende tilgængelighedsbestemmelser har
kunnet give anledning til tvivl bl.a. med den virkning, at behandlingen af
ansøgninger om dispensation fra tilgængelighedsfristerne ofte kræver høring
af flere myndigheder og dermed kan forekomme langsommelig.
Reglen vil heller ikke kunne føre til, at der af sideordnede myndigheder
fastsættes forskellige tilgængelighedsfrister for materiale af samme
karakter, idet fastsættelse af frister dels vil ske i samråd med det
modtagende arkiv, dels efter behov forudsættes koordineret af højere
myndighed.
Til § 22
Til stk. 1
Bestemmelsen fastsætter en tilgængelighedsfrist på 80 år for arkivalier,
der indeholder oplysninger om enkeltpersoners private og økonomiske forhold,
herunder registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders
registre. Tilgængelighedsfristen svarer til den i øjeblikket gældende, idet
det dog bemærkes, at en række arkivalier, der indeholder særligt følsomme
oplysninger, efter de gældende regler først er tilgængelige efter 100 år. Der
er således tale om en nedsættelse af den generelle tilgængelighedsfrist for
en række sager.
Tilgængelighedsfristen på 80 år finder ligeledes anvendelse på sager inden
for strafferetsplejen, på myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i
retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres, samt på materiale,
der tilvejebringes af Danmarks Statistik med henblik på udarbejdelse af
offentlig statistik. Bestemmelsen er i overensstemmelse med den praksis, der
følges under de nugældende regler.
I det udkast, der i efteråret 1990 blev udsendt til høring, var fristen
for tilgængelighed med hensyn til personoplysninger m.v. foreslået fastsat
til 90 år. Baggrunden for dette forslag var især nyere udenlandsk
arkivlovgivning, hvor fristen for fri tilgængelighed på dette område er
fastsat til 90 år under hensyn til den generelt højere levealder. Ligeledes
var i det nævnte udkast samme frist anvendt på materiale, der vedrører møder
mellem ministre.
Det blev i høringsrunden fremført, at en skærpelse af
tilgængelighedsfristen fra 80 til 90 år på personbeskyttelsesområdet næppe
kunne anses for tilstrækkeligt begrundet i en højere gennemsnitslevetid, samt
at benyttelse af adskillige arkivalier, hvis frie tilgængelighed efter 80 år
ikke har medført problemer, ved bestemmelsen ville blive gjort afhængig af
dispensation. Særligt er det blevet påpeget, at en generel 90 års
tilgængelighedsfrist for personoplysninger syntes at indebære en stramning
med hensyn til tilgængeligheden af kirkebøger. Endelig er det påpeget, at en
generel 90-års tilgængelighedsfrist med hensyn til materiale, der vedrører
møder mellem ministre, ikke forekom begrundet.
Forslaget er i lyset heraf udformet således, at den gældende 80-års frist
for arkivalier, der indeholder oplysninger om enkeltpersoners private forhold
m.v., opretholdes.
Med hensyn til fristen for tilgængelighed til materiale, der vedrører
møder mellem ministre, må det antages, at den almindelige 30 års frist i
langt de fleste tilfælde vil yde tilstrækkelig beskyttelse, hvortil kommer,
at den afleverende myndighed vil kunne forlænge 30 års fristen, jf. § 21,
hvor ganske særlige hensyn gør sig gældende. Hvad særligt angår kirkebøger,
skal bemærkes, at der ikke tilsigtes nogen ændring i den 50-års frist, som er
fastsat ved Kulturministeriets cirkulære nr. 47 af 10. marts 1976.
Fastsættelse af sådan særlig tilgængelighedsfrist er hjemlet i forslagets §
22, stk. 2.
Til stk. 2
Hvis der i særlige tilfælde måtte være anledning til at fastsætte en frist
for tilgængelighed til det i stk. 1 nævnte materiale, der rækker ud over 80
år, kan en længere frist fastsættes af den afleverende myndighed efter samråd
med det modtagende arkiv.
Det skal påpeges, at bestemmelsen tillige hjemler mulighed for, at den
afleverende myndighed i samråd med det modtagende arkiv fastsætter en
tilgængelighedsfrist, der er kortere end 80 år, hvis det findes, at
beskyttelseshensynet må anses for at være bortfaldet før udløbet af den
generelle frist.
Der kan her henvises til det ovennævnte cirkulære om kirkebøgers
tilgængelighed, ligesom der muligt vil kunne fastsættes kortere frister for
visse former for statistisk grundmateriale m.v.
Det bemærkes særligt, at fastsættelse af en kortere tilgængelighedsfrist
for så vidt angår edb-registre, der er omfattet af lov om offentlige
myndigheders registre, forudsætter, at Registertilsynet i kraft af tilsynets
almindelige forpligtelser efter lov om offentlige myndigheders registre, og
de vilkår, der fastsættes efter § 14, stk. 3, godkender en afvigelse fra 80
års tilgængelighedsfristen.
Til § 23
De i §§ 20-22 nævnte frister regnes fra sagens administrative afslutning.
Den i det ovennævnte cirkulære af 30. september 1968 anvendte ordning, hvor
perioden i visse tilfælde regnes fra den pågældende persons fødsel, har ikke
vist sig hensigtsmæssig.
Til § 24
Til stk. 1
Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 42 af 20. februar 1976 fastsætter i
§ 9, at rigsarkivaren inden for den gældende lovgivnings rammer træffer
afgørelse om benyttelse af de afleverede arkivalier. De afleverende
myndigheder kan efter samråd med det modtagende arkiv forbeholde sig i en
bestemt årrække at give tilladelse til benyttelse af arkivalier, afleveret
fra myndigheden eller dennes underordnede institutioner. Sådanne ordninger er
etableret for en række myndigheders vedkommende, jf. ovenfor.
I forslaget præciseres kompetenceforholdene vedrørende afgørelser om
dispensationer fra de efter §§ 20, 21 og 22 generelle eller særligt fastsatte
tilgængelighedsfrister.
Præciseringen af reglerne på dette område forventes at medføre en
smidigere og hurtigere behandling af ansøgninger om dispensation fra de
fastsatte tilgængelighedsfrister.
Med hensyn til proceduren for behandling af henvendelser om arkivadgang
skal bemærkes følgende:
Det pågældende arkiv konstaterer indledningsvis, om den konkrete
henvendelse vedrører arkivalier, som efter den relevante tilgængelighedsfrist
er frit tilgængelige.
Er dette ikke tilfældet, opstår spørgsmålet om dispensation fra de
pågældende frister.
I praksis vurderes i forbindelse med dispensationsansøgninger dels
karakteren af de oplysninger, der ønskes indsigt i, dels formålet med
benyttelsen af oplysningerne. Afgørelsen baserer sig på et skøn over,
hvorvidt de betingelser, der måtte være knyttet til dispensationen og som
fastsættes ud fra karakteren af de oplysninger, der gives adgang til, kan
overholdes under hensyn til formålet. Der henvises i denne forbindelse til §
25, hvorefter det påhviler den, der får dispensation fra de generelle eller
særligt fastsatte tilgængelighedsfrister, at iagttage tavshedspligt med
hensyn til fortrolige oplysninger i det materiale, den pågældende får adgang
til at benytte. Denne ordning vil bane vej for en mere fleksibel behandling
af dispensationsansøgninger.
Der er i høringsrunden fra forskerside udtrykt ønske om, at der
opstilledes objektive kriterier for afgørelse af dispensationssager.
Hertil bemærkes, at sådanne kriterier næppe lader sig opstille, idet
afgørelser i spørgsmål om meddelelse af arkivadgang ligesom afgørelser om
meddelelse af aktindsigt efter offentlighedsloven må bero på et skøn i den
konkrete sag.
Om statens arkivers kompetence i spørgsmål om dispensation fra
tilgængelighedsfristerne bemærkes følgende:
Hvis arkivalier er afleveret før 30-års fristen, kan rigsarkivaren eller
den, rigsarkivaren bemyndiger hertil, inden fristens udløb give dispensation,
når der ikke foreligger de i § 21 og § 22, stk. 1, punkt 2-5, opregnede
beskyttelseshensyn. Foreligger der sådanne beskyttelseshensyn, forelægges
spørgsmålet ressortmyndigheden til afgørelse, jf. bemærkninger til stk. 2,
ligesom ressortmyndigheden høres, såfremt en konkret dispensationssag måtte
give anledning til tvivl.
Endvidere kan rigsarkivaren eller den, rigsarkivaren bemyndiger hertil,
meddele dispensation fra 80-års fristen, for så vidt angår de arkivenheder,
der indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske
forhold, jf. § 22, stk. 1, punkt 1.
En afgørelse om afslag, der er truffet af rigsarkivaren, eventuelt som
ankeinstans i forhold til landsarkivaren, kan indbringes for
ressortmyndigheden, jf. bestemmelsen i § 32, stk. 1.
Til stk. 2
Bestemmelsen opregner de tilfælde, hvor dispensation fra
tilgængelighedsfristen kræver samtykke fra vedkommende ressortmyndighed.
Samtykke fra ressortmyndigheden kræves,
1) når den afleverende myndighed har fastsat en længere
tilgængelighedsfrist end 30 år efter § 21. Forlængelse af den generelle 30
års frist forudsættes som nævnt kun foretaget, hvor det er nødvendigt til
beskyttelse af væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Det
må i sådanne tilfælde anses for mest hensigtsmæssigt, at den pågældende
ressortmyndighed har mulighed for at modsætte sig, at der meddeles
dispensation.
2) når en arkivenhed indeholder materiale som nævnt i § 22, stk. 1, nr. 2
samt nr. 3 - 5.
§ 22, stk. 1, nr. 2, omhandler materiale, der er omfattet af lov om
offentlige myndigheders registre, jf. bemærkninger til stk. 3.
For arkivenheder, der omfatter sager inden for strafferetsplejen,
myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager m.v. samt
materiale, der tilvejebringes som grundlag for Danmarks Statistiks
udarbejdelse af offentlig statistik, kræves ligeledes ressortmyndighedens
samtykke ved meddelelse af dispensation. Bestemmelsen svarer til den
nugældende praksis.
3) Ressortmyndighedens samtykke kræves ligeledes, hvor arkivalier er
afleveret inden 30 års fristens udløb, for så vidt arkivalierne indeholder
materiale af den karakter, der er nævnt i § 21. Den generelle 30 års
tilgængelighedsfrist vil i langt de fleste tilfælde yde en tilstrækkelig
beskyttelse, jf. bemærkninger til § 21. For sager, der er yngre end 30 år,
kan beskyttelseshensynene imidlertid gøre sig gældende med større vægt, alt
efter materialets karakter og alder.
For så vidt angår afgørelser om afslag, der træffes fordi
ressortmyndigheden ikke finder at kunne meddele samtykke, har det bl. a. på
grundlag af de foreliggende høringssvar været overvejet, om der skal
etableres en særlig ankeinstans, der tager stilling til ressortmyndighedens
afgørelse i det konkrete tilfælde.
Lovudkastets regler om tilgængelighed bygger på de samme principper, som
er indeholdt i lov om offentlighed i forvaltningen og i forvaltningsloven.
Afgørelser om indsigt i h.t. de to love træffes i sidste instans af den
pågældende minister.
Det bemærkes, at spørgsmålet om oprettelse af ankenævn blev taget under
overvejelse i offentlighedskommissionen af 1956 og senere i
offentlighedsudvalget af 1973. I begge tilfælde kunne flertallet ikke
anbefale oprettelse af et sådant nævn, idet man henholdt sig til en udtalelse
fra Justitsministeriet af 14. november 1960, der konkluderede, at
»ordningen indebærer, at nævnet bliver til en administrativ klageinstans
i forhold til ministrenes afgørelser; dette forekommer vanskeligt foreneligt
med det ministerielle system og dermed med ministrenes statsretlige
stilling«.
Lovforslaget indeholder på dette grundlag ikke forslag om etablering af en
særlig ankeinstans for så vidt angår afgørelser om arkivadgang.
Til stk. 3
Som det er tilfældet efter den gældende retstilstand, fastsætter
bestemmelsen, at Registertilsynets udtrykkelige samtykke skal foreligge,
forinden der kan meddeles tilladelse til at benytte et edb-register, der er
afleveret til Rigsarkivet, og som er omfattet af lov om offentlige
myndigheders registre.
Til stk. 4
Nærmere regler vedrørende tilgængelighed for arkivalier, der ikke er
umiddelbart tilgængelige, samt om brugen af de oplysninger, der gives adgang
til, fastsættes af kulturministeren.
Det bemærkes, at der ved meddelelse af dispensationer fra de gældende
tilgængelighedsfrister også i den nuværende praksis fastsættes vilkår for
brugen af de oplysninger, der findes i det materiale, der er omfattet af en
dispensation, herunder bl.a. om anonymisering af personoplysninger m.v.
Til § 25
Bestemmelsen pålægger den, der får tilladelse til at benytte ikke
almindelig tilgængelige arkivalier, tavshedspligt med hensyn til fortrolige
oplysninger, der måtte findes i arkivalierne. Denne bestemmelse er ny i
arkivlovssammenhæng og må som nævnt antages at ville bane vej for en
smidigere behandling af ansøgninger om adgang til ikke almindelig
tilgængelige arkivalier.
Siden 1987 er der i en række tilfælde blevet pålagt forskere og andre, der
har ønsket at anvende ikke almindelig tilgængeligt arkivmateriale,
tavshedspligt i henhold til forvaltningslovens § 27, stk. 3, med hensyn til
oplysninger af fortrolig karakter, der måtte findes i det benyttede
materiale.
Det er i den offentlige debat hævdet, at tavshedspligtspålægget vil lægge
hindringer i vejen for den forskningsmæssige udnyttelse af arkivalier.
Praksis har imidlertid vist, at dette ikke er tilfældet.
Til § 26
Adgang til at benytte kommunale arkivalier, der ikke er afleveret til
statens arkiver, er ikke reguleret ved særlig lov eller på anden måde. I
praksis er spørgsmålet om arkivadgang i en række kommuner blevet behandlet
som aktindsigtssager efter reglerne i offentlighedsloven. Under hensyn til de
interesser, der fra forskerside er påpeget vedrørende adgang til at udnytte
de oplysninger, der findes i den kommunale forvaltnings arkiver, findes det
hensigtsmæssigt, at kulturministeren kan fastsætte regler for tilgængelighed
vedrørende sådanne arkivalier, der er afleveret til kommunale arkiver, jf. §
4, stk. 1. Reglerne bør efter ministeriets opfattelse baseres på de
tilsvarende regler om tilgængelighed for arkivalier i statens arkiver.
Det bemærkes, at Kommunernes Landsforening i sit høringssvar har udtrykt
interesse for hurtigt at få fastlagt bestemmelser om tilgængelighed på det
kommunale område.
Kapitel 6
Private arkivalier
Til § 27
Statens arkiver modtager private personers og institutioners arkivalier
ud fra den grundbetragtning, at man i det hele har forpligtelse til at bevare
skriftlige kilder af væsentlig betydning for dansk historie, jf. bemærkninger
til § 2, 1. punkt.
Private arkivalier erhverves som regel kun derved, at arkiverne direkte
sætter sig i forbindelse med arkivskaberne eller deres efterladte pårørende
og slægtninge. Normalt overdrages privatarkiver som gave til arkiverne.
Andre statslige institutioner foretager ligeledes indsamling og opbevaring
af private arkivalier, således f.eks. Det Kongelige Bibliotek primært inden
for det humanistiske område. Det er ikke hensigten med bestemmelsen at
foretage nogen indskrænkning eller ændring i disse institutioners virkekreds
inden for privatarkivområdet, jf. at det i § 27, stk. 1, præciseres, at
statens arkiver primært indsamler materiale, der belyser forhold af
samfundsmæssig karakter.
Visse organisationsarkiver og en række privatarkiver opbevares i
Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Mindre virksomheder inden for handel,
industri, fiskeri og landbrug har afleveret til de lokalhistoriske arkiver.
Der henvises til bemærkningerne ovenfor til § 5 vedrørende samarbejdet mellem
statens arkiver og andre kulturelle og videnskabelige institutioner på
arkivområdet.
Der har på området udviklet sig en praksis, hvorefter private arkiver i
visse tilfælde overføres fra en institution til en anden, inden for hvis
område de naturligt falder. Dog respekteres i alle tilfælde eventuelle ønsker
fra den afleverende part med hensyn til opbevaring i en bestemt institution.
Det er i høringen foreslået, at der skulle oprettes et særligt nævn til at
tage stilling til eventuelle tvister institutionerne imellem på
privatarkivområdet. Oprettelsen af et sådant nævn kan næppe anses for
hensigtsmæssigt. Eventuelt opståede tvister forudsættes afgjort
administrativt efter forhandling med de pågældende institutioner.
Til stk. 2
Arkivalier fra erhvervslivets organisationer og virksomheder opbevares for
størstedelens vedkommende på Erhvervsarkivet. Også arkivalier fra
enkeltpersoner med tilknytning til erhvervslivet opbevares på
Erhvervsarkivet.
I 1942 dannedes ved Århus Universitet »Komiteen for oprettelse af et
erhvervsarkiv i Århus«, og i 1948 oprettedes en selvejende institution
under navnet Erhvervsarkivet. Ved lov nr. 217 af 16. juni 1962 overtog staten
den selvejende institution Erhvervsarkivet.
Den stedfundne udvikling gør det naturligt, at Erhvervsarkivet betragtes
som en integreret del af statens arkiver med samme ledelsesforhold som de
øvrige berørte institutioner, jf. bemærkninger til § 1.
Bestemmelsen præciserer, jf. stk. 1, at de arkivalier, som Erhvervsarkivet
modtager, skal være af væsentlig forskningsmæssig betydning.
Til § 28
Efter forslaget vil det påhvile skifteretterne at aflevere til
Rigsarkivet de arkivalier, der måtte findes i ethvert bo, der tilfalder
staten efter den gældende arvelov, idet vurderingen af disse arkivaliers
betydning finder sted i Rigsarkivet.
Til § 29
Bestemmelsen skal sikre, at værdifulde historiske arkivalier, hvortil
ingen ejer kan påvises, ikke går tabt, og har baggrund i det forhold, at der
i de senere år er forekomet flere tilfælde, hvor historisk værdifulde
arkivalier er fundet som hittegods, uden at nogen ejer har kunnet påvises.
Til § 30
For de fleste privatarkiver er fastsat særlige
tilgængelighedsbestemmelser i forbindelse med deres aflevering. Er der ikke
fastsat sådanne bestemmelser, træffer rigsarkivaren afgørelse.
Efter den hidtidige praksis gælder i sådanne tilfælde for hovedparten af
private personarkiver en 80 års tilgængelighedsfrist og for private
institutioners, foreningers m.v. arkiver en 50 års frist.
Til § 31
Det fastsættes som supplement til lovgivningen om beskyttelse af
kulturværdier (lov nr. 332 af 4. juni 1986), at der skal gives Rigsarkivet
adgang til kopiering af arkivalier af forskningsmæssig eller almenkulturel
betydning inden udførsel fra landet. Der er ikke herved taget stilling til,
hvor opbevaring af disse kopier skal ske, men det findes administrativt
hensigtsmæssigt at fastsætte, at forvaltningen af bestemmelsen koncentreres
hos een myndighed.
Kapitel 7
Klageregler
Til § 32
De afgørelser rigsarkivaren træffer om dispensation fra
tilgængelighedsfristerne efter § 24, eventuelt som ankeinstans i forhold til
den rigsarkivaren i det konkrete tilfælde har bemyndiget til at træffe
afgørelse i sagen, kan påklages til vedkommende ressortmyndighed. Herved
forstås den myndighed, der på tidspunktet for ansøgningen har ansvaret for
sager af den karakter, som ansøgningen vedrører. I de tilfælde hvor afslaget
er givet, fordi ressortmyndigheden ikke har fundet at kunne give samtykke til
dispensationsansøgningen, vil klagebehandlingen have karakter af en
remonstrationsordning. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 24.
Til stk. 2
Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte, at afgørelser, som træffes
af rigsarkivaren efter bestemmelser fastsat i medfør af lovens kapitel 3 og
4, ikke kan indbringes for kulturministeren.
Kapitel 8
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
Til § 33
Overtrædelse af bestemmelsen vedrørende tavshedspligt i § 25 straffes med
bøde, hæfte eller fængsel i indtil 6 måneder.
Til stk. 2
Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 17 og 18 vedrørende aflevering m.v., §
29 vedrørende herreløse arkivalier og § 31 vedrørende udførsel straffes med
bøde.
Til stk. 3
I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der fastsættes straf af
bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
Til stk. 4
Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab
eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
Til stk. 5
Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens Kapitel
73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.
Til § 34
Bestemmelserne om offentlige arkivaliers bevaring og kassation,
aflevering samt tilgængelighed finder ligeledes anvendelse på arkivalier, der
er udfærdiget af en myndighed eller kommet i en myndigheds besiddelse før
lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2.
Til stk. 2
Det er er hensigten at fastsætte bestemmelser, hvorefter lovens regler om
tilgængelighed også skal gælde for arkivalier, der er afleveret til statens
arkiver før lovens ikrafttræden, medmindre andet aftales med
ressortmyndigheden.
I en række tilfælde har myndigheder truffet særlig aftale om
tilgængelighed med det modtagende arkiv, herunder om kompetenceforhold med
hensyn til meddelelse af dispensationer fra de gældende
tilgængelighedsfrister. Sådanne aftaler vil i de fleste tilfælde umiddelbart
kunne afløses af de foreslåede almindelige bestemmelser om tilgængelighed,
jf. kapitel 5. Det kan dog af ressourcemæssige grunde være hensigtsmæssigt at
opretholde sådanne aftaler i en overgangsperiode.
Til § 35
Bestemmelsen ophæver den tidligere lovgivning om statens arkiver, jf. de
almindelige bemærkninger.
Følgende love ophæves:
1) Lov nr. 42 af 30. marts 1889 om oprettelse af et rigsarkiv og om
lønninger for de derved ansatte embeds- og bestillingsmænd,
2) Lov nr. 152 af 28. april 1931 om oprettelse af et landsarkiv for de
sønderjyske landsdele, og
3) Lov nr. 217 af 16. juni 1962 om statens overtagelse af den selvejende
institution Erhvervsarkivet.
Til § 36
Lov om offentlige myndigheders registre § 9, stk. 4, lyder således:
»Justitsministeren kan, efter indhentet udtalelse fra
Registertilsynet tillade, at registereksemplarer overføres til arkiv på
nærmere angivne vilkår.«
Det foreslås, jf. § 14, stk. 4, at lov om offentlige myndigheders registre
§ 9, stk. 4, affattes således:
Stk. 4. »Registertilsynet kan tillade, at registre, der føres
for kommunale myndigheder, overføres til opbevaring i Rigsarkivet på nærmere
angivne vilkår. Registre, der føres for statslige myndigheder, overføres til
opbevaring i arkiv efter reglerne i lov om offentlige arkiver m.v.«
Forslagets pkt. 1 omfatter såvel enkelte kommuners registre som registre,
der føres for flere kommuner samt fælleskommunale registre. De hensyn til
sikring mod misbrug af registeroplysninger, som er søgt varetaget gennem den
gældende bestemmelse i registerloven, findes bedst under den foreslåede
ordning at kunne tilgodeses ved at fastsætte, at sådanne registre skal
afleveres til og opbevares i Rigsarkivet, jf. bemærkninger til § 14, stk.
2-4.
Til § 37 og § 38
Bestemmelserne i lov om kommunernes styrelse og i lov om Københavns
kommunes styrelse om kommunernes forpligtelse til at opbevare deres arkiver
på betryggende måde afløses af den generelle bestemmelse i § 9, stk. 1.
Til § 39
De særlige bestemmelserne om bevaring og kassation i kommunale arkiver,
der er fastsat med hjemmel i de ved §§ 37 og 38 ophævede bestemmelser,
opretholdes, indtil de ophæves eller afløses af nye bestemmelser fastsat med
hjemmel i lov om offentlige arkiver m.v. Nye bestemmelser forudsættes
forhandlet med de kommunale parter.
Til § 40
Det bemærkes, at der med hensyn til aflevering, bevaring m.v. af
arkivalier skabt af rigsmyndighederne på Færøerne er indgået aftale mellem
Statsministeriet og Færøernes Landsstyre, hvorefter Landsarkivet i Torshavn
modtager afleveringer fra rigsmyndighederne på Færøerne, Forsvarets
institutioner dog undtaget. Ifølge aftalen skal disse arkivalier behandles
efter de på ethvert tidspunkt for statslige myndigheders arkivalier gældende
regler.
Om de tilsvarende grønlandske forhold bemærkes, at det i den grønlandske
arkivlov er fastsat, at Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan varetage
arkivmæssige opgaver over for statens myndigheder i Grønland. Statens
myndigheder i Grønland har i vidt omfang deponeret arkivalier i Grønlands
Nationalmuseum og Arkiv. For disse arkivalier følges m.h.t. tilgængelighed
m.v. de for statens myndigheders arkivalier i øvrigt gældende regler.
BILAG 1
BILAG 2
Registertilsynet
Skrivelse af 18. december 1991 til Justitsministeriet
Ved skrivelse af 29. oktober 1991 (j.nr. L.A. 1988-77133-1) har
Justitsministeriet anmodet Registertilsynet om eventuelle bemærkninger til
Kulturministeriets udkast til lov om offentlige arkiver m.v., som bl.a.
indeholder en ændring af § 9, stk. 4, i lov om offentlige myndigheders
registre.
Justitsministeriet har efterfølgende ved skrivelse af 15. november 1991
fremsendt Kulturministeriets lovudkast af 5. november 1991 med tilhørende
bemærkninger.
Det fremgår af de almindelige bemærkninger, at formålet med lovforslaget
er at understrege de offentlige arkivers rolle ved udformningen og
gennemførelsen af en overordnet bevarings- og kassationspolitik vedrørende
offentlige arkivalier. Forslaget skal endvidere understrege myndighedernes
ansvar for behandlingen af deres arkivalier som led i en sådan politik.
Formålet er endelig at skabe størst mulig åbenhed med hensyn til adgangen til
de offentlige arkivers samlinger for offentligheden, herunder forskningen.
Det fremgår endvidere, at bevaring, behandling og tilgængeliggørelse af
den del af det danske samfunds kulturarv, der består i arkivalier, ikke
hidtil er behandlet samlet i lovform, samt at der er et behov for en mere
præcis udformning af retsgrundlaget for og omfanget af statslige arkivers
myndighedsudøvelse.
Efter § 7 i udkastet skal lovens regler om myndighedernes behandling af
arkivalier i kap. 3-5 gælde for al virksomhed, der udøves af den offentlige
forvaltning og domstolene. Anvendelsesområdet er således, når bortses fra
domstolene, identisk med området for lov om offentlige myndigheders registre.
De centrale bestemmelser i relation til det gældende lovgrundlag og for
Registertilsynets virksomhed findes i udkastets § 13, § 21, § 23 og § 35.
Hovedpunkterne heri er følgende:
- For journalregistre, der føres for statslige myndigheder, og som er
omfattet af lov om offentlige myndigheders registre, fastsættes en egentlig
pligt til aflevering til Rigsarkivet (§ 13).
- Andre statslige edb-registre skal afleveres til opbevaring i
Rigsarkivet, hvis det findes nødvendigt for udførelsen af videnskabelige
eller statistiske undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning.
Afgørelse herom træffes af Registertilsynet efter indhentet udtalelse fra
Rigsarkivaren (§ 13).
- Arkivering af edb-registre omfattet af lov om offentlige myndigheders
registre sker i henhold til nærmere angivne vilkår. Disse vilkår fastsættes
af Kulturministeren efter indhentet udtalelse fra Registertilsynet. Det
anføres i bemærkningerne hertil, at der ikke hermed forudses ændringer i den
eksisterende praksis (§ 13).
- Der fastsættes en generel 80-årig tilgængelighedsfrist bl.a. for
arkivenheder, der vedrører registre, der er omfattet af lov om offentlige
myndigheders registre. Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler
herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv fastsætte en kortere eller
længere tilgængelighedsfrist. Det anføres i bemærkningerne hertil, at
fastsættelse af en kortere tilgængelighedsfrist, for så vidt angår
edb-registre, forudsætter, at Registertilsynet godkender en afvigelse fra den
normale frist (§ 21).
- Der kan i konkrete tilfælde af rigsarkivaren eller den, han bemyndiger
hertil, meddeles tilladelse til benyttelse af en arkivenhed før udløbet af
tilgængelighedsfristen. For så vidt angår adgang til arkivenheder, der
vedrører registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders
registre, kræves endvidere Registertilsynets samtykke (§ 23).
- Som en konsekvens af ovenstående foreslås § 9, stk. 4, i lov om
offentlige myndigheders registre ændret tiil udelukkende at omfatte registre,
der føres for kommunale myndigheder (§ 35).
Efter forslaget sker der således en væsentlig ændring af proceduren for
behandling af spørgsmål om sletning/bevaring af register-oplysninger af
forskningsmæssig værdi, idet det sikres, at en vurdering af denne værdi i
alle tilfælde skal finde sted.
Sagen har været behandlet på Registerrådets møde den 11. december 1991.
Registertilsynet skal herefter udtale følgende:
Det er Registertilsynets opfattelse, at lovudkastet indeholder en meget
væsentlig ændring i den gældende retstilstand for edb-registre med
personoplysninger, der ikke længere opfylder et administrativt formål. Det
gælder særligt for edb-journalregistre, for hvilke der indføres en egentlig
afleveringspligt. For andre edb-registre med personoplysninger skal
Registertilsynet, forinden sletning kan finde sted, afgøre, om arkivering af
hensyn til bl.a. forskningen bør finde sted. Det er således ikke længere
Justitsministeriet, der skal give tilladelse til, at registereksemplarer
overføres til arkiv.
Efter lov om offentlige myndigheders registre er udgangspunktet, at
registrerede oplysninger, der på grund af deres alder eller af andre grunde
har mistet deres betydning for varetagelsen af registerets opgaver, skal
slettes, jf. lovens § 9, stk. 3, 1. pkt.
Af bemærkningerne hertil fremgår, at denne bestemmelse skal hindre en
unødig ophobning af data om den enkelte.
Det anføres imidlertid endvidere i bemærkningerne til loven om offentlige
myndigheders registre, at et ubetinget krav om sletning af oplysninger i
mange tilfælde vil være til ubodelig skade for forskningen og planlægningen.
Dette er baggrunden for det hidtil gældende tilladelsessystem, jf. lovens §
9, stk. 4. Årsagen til, at et krav om tilladelse er anset for nødvendigt, er
dels, at en fortsat opbevaring bør være undergivet kontrol, og dels, at der
bør være tilstrækkelig mulighed for at udøve et skøn over, om der er et
rimeligt grundlag for arkivering af registret.
Denne retstilstand skal ses i sammenhæng med det grundlæggende princip i
lov om offentlige myndigheders registre, hvorefter registrerede oplysninger
ikke bør anvendes til andre formål end de, hvortil de er samlet, jf. lovens §
9, stk. 1 og 2. Dette er baggrunden for, at registertilsynet i forbindelse
med sin stillingstagen til arkiveringsspørgsmål i sin hidtidige praksis har
lagt afgørende vægt på, at Rigsarkivet, vedkommende myndighed eller andre har
kunnet give en fyldestgørende begrundelse for en fortsat opbevaring af
vedkommende register, herunder at bevaring må anses for at være nødvendig af
hensyn til den fremtidige forskning.
Registertilsynet finder i denne forbindelse således anledning til at
understrege, at der ved en gennemførelse af de foreslåede ændringer ved
Registertilsynets behandling af spørgsmålet om arkivering af andre
edb-registre end journalregistre bør ske opretholdelse af hidtidig praksis,
således at der fortsat foretages en afvejning af på den ene side hensynet til
princippet om at undgå unødig dataophobning og på den anden side hensynet
til, at der fremtidigt skal kunne udføres videnskabelige eller statistiske
undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig interesse.
Registertilsynet skal herudover henlede opmærksomheden på, at der i
international sammenhæng kan iagttages visse tendenser, som ikke stemmer
overens med formålet med det forelagte udkast til lovforslag.
Registertilsynet skal bl.a. pege på, at der ikke i det af EF-kommisionen
fremlagte udkast til direktiv om beskyttelse af personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger (SYN 287) ses at være taget stilling til
spørgsmålet om anvendelse af oplysninger i forskningsøjemed eller overførsel
af disse til arkivering. Udkastet til direktivet indeholder derimod en
Artikel 16, litra e, hvorefter oplysningerne ikke må opbevares på den måde,
der giver mulighed for at identificere de registrerede personer i et tidsrum,
der er længere end det, der er nødvendigt af hensyn til
registreringsformålet.
Der er således mulighed for, at der bl.a. afhængigt af den endelige
udformning af et eventuelt EF-direktiv på området kan blive behov for på ny
at overveje retstilstanden på arkiveringsområdet.
Registertilsynet har i øvrigt ikke bemærkninger til det af
Kulturministeriet udarbejdede udkast til forslag til lov om offentlige
arkiver m.v.
Registertilsynet skal dog af lovtekniske grunde foreslå, at der i lov om
offentlige myndigheders registre § 9, stk. 4, som den foreslås affattet i §
35 i forslaget til lov om offentlige arkiver m.v., som 2. pkt. indsættes:
»Registre, der føres for statslige myndigheder, overføres til
opbevaring i arkiv efter reglerne i lov om offentlige arkiver m.v.«
P. R. V.
M. Koktvedgaard
/ Torsten Hesselbjerg
BILAG 3.
Udsendelsesliste.
1. Samtlige ministerier samt kabinetssekretariatet
2. Universiteternes historiske institutter
3. Universiteternes samfundsvidenskabelige institutter
4. Historiske foreninger m.v.:
Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Dansk historisk Fællesforening
Foreningen af Stadsarkivarer
Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF
Sammenslutningen af Lokalarkiver samt Lokalarkivernes amtskredse
Sammenslutningen af Lokalhistoriske Foreninger
Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger
5. Forskningsråd m.v.:
Det humanistiske Forskningsråd
Det samfundsvidenskabelige Forskningsråd
Institut for Grænseregionsforskning
Dansk Folkeoplysnings Samråd
Dansk Magisterforening
Danmarks Forskningsbiblioteksforening
6. Kommunale organisationer m.v.:
Amtsrådsforeningen
Kommunernes Landsforening
Frederiksberg Kommune
Københavns Kommune
7. Arbejdsmarkedets foreninger m.v.:
Dansk Arbejdsgiverforening
Danske Dagblades Forening
Dansk Journalistforbund
Det danske Handelskammer
Industrirådet
Landbrugsrådet
LO
8. Private foreninger m.v.:
Den danske Dommerforening
Den danske Præsteforening
Foreningen af Auktionsledere i Danmark
Foreningen af Politimestre i Danmark
9. Øvrige institutioner:
ATP
Danmarks Nationalbank
Datacentralen af 1959
Værdipapircentralen
10. Kulturministeriets område:
Dansk Folkemindesamling
Det Kongelige Bibliotek
Erhvervsarkivets bestyrelse
Nationalmuseet - rigsantikvaren
Rigsarkivet - rigsarkivaren
Statsbiblioteket i Århus
Statens Bibliotekstjeneste - rigsbibliotekaren
Statens Museumsnævn
BILAG 4
Definitioner.
Arkivalier.
Ved arkivalier forstås såvel skriftligt materiale som enhver anden art af
materiale, der formidler information. Arkivaliebegrebet omfatter f.eks. kort,
tegninger, planer, fotografier, film og mikrofilm, grammofonplader, lydbånd
og elektroniske opbevaringsmedier af enhver art.
Offentlige arkivalier.
Ved offentlige arkivalier forstås arkivalier, der tilhører offentlige
myndigheder, og er blevet til eller tilvejebragt i forbindelse med en
offentlig institutions eller dens medarbejderes tjenstlige virke.
Private arkivalier.
Ved private arkivalier forstås arkivalier, der tilhører private personer,
virksomheder m.v., herunder arkivalier, der er blevet til eller tilvejebragt
i forbindelse med private personers, institutioners, foreningers m.v. virke.
Arkivenhed.
Ved en arkivenhed forstås en fysisk enhed f.eks. en protokol, et sagslæg,
et magnetbånd, mikrofilm/kort eller en enhed frembragt ved arkivdannelsen.
Offentlige arkiver.
Offentlige arkiver er institutioner, der som primær opgave skal indsamle
og bevare offentlige arkivalier af hensyn til borgernes retssikkerhed, det
offentliges dokumentationsbehov samt af kulturelle og forskningsmæssige
grunde.
Efter 2. behandling den 5. maj 1992
Kapitel 1
Offentlige arkiver
§ 1. Statens arkiver består af Rigsarkivet, landsarkiverne og
Erhvervsarkivet.
Stk. 2. Statens arkiver ledes af rigsarkivaren. Rigsarkivaren
udpeges af kulturministeren.
§ 2. Statens arkiver har til formål
1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener
til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ og retlig betydning
for borgere og myndigheder,
2) at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige arkivalier i
samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov, jf. § 7, stk. 1,
samt § 8,
3) at stille arkivalierne til rådighed for myndigheder og offentlighed,
herunder til forskningsformål, og
4) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.
§ 3. Statens arkiver bistår de myndigheder, der er omfattet af
denne lov, i arkivmæssig henseende.
§ 4. Kommunerne kan oprette arkiver til behandling af en eller
flere kommuners arkivalier.
Stk. 2. Statens arkiver samarbejder med de kommunale arkiver.
§ 5. Statens arkiver samarbejder med og er rådgivende over for
andre kulturelle eller videnskabelige institutioner i arkivmæssig henseende.
Stk. 2. Kulturministeren kan nedsætte udvalg til fremme af det
samarbejde, som er nævnt i stk. 1.
§ 6. Rigsarkivet behandler sager vedrørende brug af rigsvåbenet.
Stk. 2. Rigsarkivet er rådgivende for statslige og kommunale
myndigheder i spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer samt
flag.
Kapitel 2
Offentlige arkivalier
§ 7. Lovens regler om myndighedernes behandling af arkivalier i
kapitel 3-5 gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige
forvaltning og domstolene.
Stk. 2. Loven gælder endvidere for anerkendte trossamfunds
ministerialbogførelse.
§ 8. Kulturministeren kan bestemme, at reglerne i kapitel 3-5 om
behandling af offentlige myndigheders arkivalier helt eller delvis skal gælde
for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan
henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne
ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler,
eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse
til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes vegne.
Kapitel 3
Bevaring og kassation
§ 9. Myndighederne skal drage omsorg for, at deres arkivalier
opbevares på betryggende måde.
Stk. 2. Ved aflevering af arkivalierne til offentlige arkiver
overgår ansvaret for arkivaliernes fremtidige bevaring til disse.
§ 10. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af arkivmæssige
hensyn regler om behandling, bevaring og kassation af statslige myndigheders
arkivalier.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af
arkivmæssige hensyn regler om bevaring og kassation af kommunernes
arkivalier.
Stk. 3. Statens arkiver fører tilsyn med reglernes overholdelse.
Kapitel 4
Aflevering m.v.
§ 11. Myndighederne kan kun aflevere deres arkivalier til de
offentlige arkiver, jf. kapitel 1.
§ 12. Rigsarkivet modtager arkivalier, der afleveres af
landsdækkende statslige myndigheder og institutioner.
Stk. 2. Landsarkiverne modtager arkivalier, der afleveres af
lokale statslige myndigheder og institutioner, folkekirken samt anerkendte
trossamfund.
§ 13. De myndigheder, der er nævnt i § 12, stk. 1 og 2, afleverer,
medmindre modstående hensyn gør sig gældende, deres arkivalier til
Rigsarkivet eller landsarkiverne, når de er 30 år gamle, jf. dog § 14.
Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering, herunder om de
tilfælde, hvor en fravigelse af den i 1. pkt. nævnte hovedregel kan finde
sted.
§ 14. Journalregistre, der føres for statslige myndigheder, og som
er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre, skal afleveres til
Rigsarkivet, når de ikke længere skal anvendes til administrativt formål hos
myndigheden. Andre statslige registre, der er omfattet af lov om offentlige
myndigheders registre, afleveres til opbevaring i Rigsarkivet, hvis det
findes nødvendigt for udførelsen af videnskabelige eller statistiske
undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig interesse.
Stk. 2. Registertilsynet træffer efter indhentet udtalelse fra
rigsarkivaren afgørelse om aflevering af de i stk. 1, 2. pkt., nævnte
registre.
Stk. 3. Arkivering af de i stk. 1 nævnte registre sker i henhold
til nærmere angivne vilkår. Kulturministeren fastsætter efter indhentet
udtalelse fra Registertilsynet nærmere regler om afleveringen, herunder i
hvilken form afleveringen skal ske, og om fastsættelse af vilkår.
Stk. 4. Kommunerne kan aflevere kommunale registre til
Rigsarkivet, jf. § 37, efter regler, der fastsættes af kulturministeren efter
indhentet udtalelse fra Registertilsynet.
§ 15. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til kommunale
arkiver, jf. § 4, stk. 1.
Stk. 2. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til
landsarkiverne. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering.
§ 16. Enhver offentlig myndighed, som har modtaget eller erhvervet
arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende statslige myndigheder,
skal underrette statens arkiver herom. Tilbydes myndighederne sådanne
arkivalier, eller bliver de på anden måde bekendt med arkivaliernes
eksistens, skal de ligeledes underrette statens arkiver herom.
Stk. 2. Statens arkiver kan bestemme, at arkivalier, der omhandles
i stk. 1, afleveres til statens arkiver.
§ 17. Private personer, virksomheder eller institutioner, som er i
besiddelse af arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende
statslige myndigheder, skal aflevere arkivalierne til statens arkiver.
§ 18. Hvis arkivalier tilhørende staten søges solgt på offentlig
auktion, skal auktionslederen underrette statens arkiver herom.
§ 19. Statens ret til arkivalier kan ikke ophøre ved ekstinktion
eller hævd.
Kapitel 5
Tilgængelighed
§ 20. Arkivenheder, der hidrører fra myndighederne, og som er
afleveret til statens arkiver, er tilgængelige for enhver, når de er 30 år
gamle, jf. dog § 21 og § 22.
§ 21. Den afleverende myndighed kan efter drøftelse med det
modtagende arkiv fastsætte en længere tilgængelighedsfrist end 30 år for
arkivenheder eller grupper af arkivenheder, hvis dette er nødvendigt til
beskyttelse af væsentlige hensyn til
1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder
forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,
3) beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig
eller disciplinær forfølgning,
4) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det
offentliges forretningsvirksomhed,
5) enkeltpersoners eller private selskabers økonomiske interesse i at
beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om
drifts- eller forretningsforhold eller lignende eller
6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter
forholdets særlige karakter er påkrævet.
§ 22. Tilgængelighedsfristen er 80 år for arkivenheder eller
grupper af arkivenheder, der
1) indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,
forhold,
2) vedrører registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders
registre,
3) omfatter sager inden for strafferetsplejen,
4) omfatter myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager
eller ved overvejelse af, om retssag bør føres, eller
5) omfatter materiale, der tilvejebringes som grundlag for Danmarks
Statistiks udarbejdelse af offentlig statistik.
Stk. 2. Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler
herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv fastsætte en kortere eller
længere tilgængelighedsfrist for arkivenheder, der er omfattet af stk. 1.
§ 23. Tilgængelighedsfristen regnes fra en arkivenheds
slutningsår.
§ 24. Rigsarkivaren eller den, rigsarkivaren bemyndiger hertil,
kan i konkrete tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af en arkivenhed
eller grupper af arkivenheder inden udløbet af tilgængelighedsfristen, jf.
dog stk. 2-4.
Stk. 2. Det er en betingelse for at meddele tilladelse efter stk.
1, at vedkommende ressortmyndighed har givet sit samtykke hertil, når
1) den afleverende myndighed har fastsat en længere tilgængelighedsfrist
efter § 21,
2) en arkivenhed indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i §
22, stk. 1, nr. 2-5, eller
3) en arkivenhed er afleveret til statens arkiver, inden den er 30 år
gammel, og den indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i § 21.
Stk. 3. Tilladelse efter stk. 1 kræver endvidere samtykke fra
Registertilsynet, hvis arkiv-enheden indeholder materiale af den karakter,
der er nævnt i § 22, stk. 1, nr. 2.
Stk. 4. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om
tilgængelighed og om vilkår for brugen af de oplysninger, der gives adgang
til.
§ 25. Den, der får adgang til arkivenheder, som ikke er
umiddelbart tilgængelige, må ikke uberettiget offentliggøre, videregive eller
udnytte fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har
fået kendskab. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig
bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at
hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser.
§ 26. Kulturministeren nedsætter et udvalg, der skal vurdere
praksis på tilgængelighedsområdet.
Stk. 2. Udvalget består af en repræsentant for forskningen, en
repræsentant for pressen, en dommer og en departementschef.
§ 27. Kulturministeren kan fastsætte regler om tilgængelighed
vedrørende offentlige arkivalier, der er afleveret til kommunale arkiver, jf.
§ 4, stk. 1, og § 15, stk. 1.
Kapitel 6
Private arkivalier
§ 28. Statens arkiver kan indsamle, modtage og bevare private
arkivalier, som hidrører fra enkeltpersoner, foreninger, organisationer m.v.
Arkivalierne skal være af væsentlig forskningsmæssig eller almenkulturel
betydning og navnlig berøre forhold af samfundsmæssig karakter.
Stk. 2. Erhvervsarkivet er statens erhvervshistoriske arkiv.
Erhvervsarkivet kan indsamle, modtage og bevare arkivalier af væsentlig
forskningsmæssig betydning fra erhvervslivets organisationer og virksomheder.
§ 29. Hvis et bo, der tilfalder staten ved arv, rummer arkivalier,
skal disse afleveres til statens arkiver.
§ 30. Private arkivalier, hvortil ingen kan godtgøre sin ret som
ejer, tilhører staten. Finderen af sådanne arkivalier eller den, der får dem
i sin besiddelse, skal straks aflevere dem til statens arkiver.
§ 31. Ved aflevering af private arkivalier til statens arkiver
træffes der aftale mellem den afleverende part og det modtagende arkiv om
tilgængelighed.
§ 32. Den, som ejer private arkivalier af forskningsmæssig eller
almenkulturel betydning, skal, inden de udføres af landet, give Rigsarkivet
adgang til kopiering af arkivalierne.
Kapitel 7
Klageregler
§ 33. Rigsarkivarens afgørelser om tilgængelighed efter § 24 kan
påklages til vedkommende ressortmyndighed.
Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at de
afgørelser, rigsarkivaren træffer efter regler udstedt i medfør af
bestemmelserne i kapitel 3 og 4, ikke kan indbringes for kulturministeren.
Kapitel 8
Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 34. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, der overtræder § 25.
Stk. 2. Med bøde straffes den, der overtræder bestemmelserne i §§
17, 18, 30 og 32.
Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,
anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som
sådant bødeansvar.
Stk. 5. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i
retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i
statsadvokatsager.
§ 35. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992. Loven gælder også
for arkivalier, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en
myndigheds besiddelse før lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om
tilgængelighed til arkivalier, der er afleveret til offentlige arkiver før
lovens ikrafttræden.
§ 36. Følgende love ophæves:
1) Lov nr. 42 af 30. marts 1889 om oprettelse af et rigsarkiv og om
lønninger for de derved ansatte embeds- og bestillingsmænd.
2) Lov nr. 152 af 28. april 1931 om oprettelse af et landsarkiv for de
sønderjyske landsdele.
3) Lov nr. 217 af 16. juni 1962 om statens overtagelse af den selvejende
institution Erhvervsarkivet.
§ 37. I lov om offentlige myndigheders registre, jf.
lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991, affattes § 9, stk. 4,
således:
»Stk. 4. Registertilsynet kan tillade, at registre, der føres
for kommunale myndigheder, overføres til opbevaring i arkiv på nærmere
angivne vilkår. Registre, der føres for statslige myndigheder, overføres til
opbevaring i statens arkiver efter reglerne i lov om offentlige arkiver
m.v.«
§ 38. I lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 483
af 21. juni 1991, ophæves § 62.
§ 39. I lov om Københavns Kommunes styrelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 484 af 21. juni 1991, ophæves § 52.
§ 40. Følgende bekendtgørelser forbliver i kraft, indtil de
ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov:
1) Bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981 om kassation i kommunernes
arkiver, som ændret ved bekendtgørelse nr. 42 af 18. februar 1985.
2) Bekendtgørelse nr. 152 af 18. april 1985 om kassation af Københavns
Kommunes arkivalier.
3) Bekendtgørelse nr. 65 af 31. januar 1990 om kassation i amtskommunernes
arkiver.
§ 41. Forslag til revision af loven fremsættes for Folketinget
senest i folketingsåret 1996-97.
§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, ved kgl.
anordning sættes i kraft for sager, der er eller har været under behandling
af rigsmyndighederne.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Højesteret stadfæster landsrettens dom og frifinder Rigsarkivet og Rigspolitiet. Højesteret tiltræder hermed, at appellant ikke har krav på udlevering eller destruering af dagbogskopier, der indgår i de arkiverede sager. Højesteret har i en kendelse besluttet, at spørgsmål om forhøjelse af salær til en beskikket advokat for landsretten ikke kunne tages under pådømmelse som en del af ankesagen Domsdatabasen · 18. april 2024
- Forslag til Lov om ændring af arkivloven (Databeskyttelse af visse personoplysninger indsamlet i forbindelse med patientbehandling) Retsinformation · 26. marts 2015
- Forslag til arkivlov Retsinformation · 8. oktober 2002
- 1996 LSF 183 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OFFENTLIGE ARKIVER M.V.(YDERLIGERE ÅBENHED I ARKIVADGANG M.V.) Retsinformation · 13. juni 1997
- Sagen angår, om sagsøger har krav på at få udleveret eller destrueret hele eller dele af en kopi af hans dagbog, som er i myndighedernes besiddelse Domsdatabasen · 6. september 2023
- Bekendtgørelse af arkivloven Retsinformation · 30. september 2016