Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 182 FORSLAG TIL LOV OM OFFENTLIGE ARKIVER M.V.

1991/1 LSF 182Lovforslag som fremsatFolketinget18. maj 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Offentlige arkiver

§ 1. Statens arkiver består af Rigsarkivet, landsarkiverne og

Erhvervsarkivet.

Stk. 2. Statens arkiver ledes af rigsarkivaren. Rigsarkivaren

udpeges af kulturministeren.

§ 2. Statens arkiver har til formål

1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener

til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ og retlig betydning

for borgere og myndigheder,

2) at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige arkivalier i

samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov, jf. § 7, stk. 1,

samt § 8,

3) at stille arkivalierne til rådighed for myndigheder og offentlighed,

herunder til forskningsformål, og

4) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.

§ 3. Statens arkiver bistår de myndigheder, der er omfattet af

denne lov, i arkivmæssig henseende.

§ 4. Kommunerne kan oprette arkiver til behandling af en eller

flere kommuners arkivalier.

Stk. 2. Statens arkiver samarbejder med de kommunale arkiver.

§ 5. Statens arkiver samarbejder med og er rådgivende over for

andre kulturelle eller videnskabelige institutioner i arkivmæssig henseende.

Stk. 2. Kulturministeren kan nedsætte udvalg til fremme af det

samarbejde, som er nævnt i stk. 1.

§ 6. Rigsarkivet behandler sager vedrørende brug af rigsvåbenet.

Stk. 2. Rigsarkivet er rådgivende for statslige og kommunale

myndigheder i spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer samt

flag.

Kapitel 2

Læs alt

Offentlige arkivalier

§ 7. Lovens regler om myndighedernes behandling af arkivalier i

kapitel 3-5 gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige

forvaltning og domstolene.

Stk. 2. Loven gælder endvidere for anerkendte trossamfunds

ministerialbogførelse.

§ 8. Kulturministeren kan bestemme, at reglerne i kapitel 3-5 om

behandling af offentlige myndigheders arkivalier helt eller delvis skal gælde

for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan

henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne

ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler,

eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse

til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes vegne.

Kapitel 3

Bevaring og kassation

§ 9. Myndighederne skal drage omsorg for, at deres arkivalier

opbevares på betryggende måde.

Stk. 2. Ved aflevering af arkivalierne til offentlige arkiver

overgår ansvaret for arkivaliernes fremtidige bevaring til disse.

§ 10. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af arkivmæssige

hensyn regler om behandling, bevaring og kassation af statslige myndigheders

arkivalier.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af

arkivmæssige hensyn regler om bevaring og kassation af kommunernes

arkivalier.

Stk. 3. Statens arkiver fører tilsyn med reglernes overholdelse.

Kapitel 4

Aflevering m.v.

§ 11. Myndighederne kan kun aflevere deres arkivalier til de

offentlige arkiver, jf. kapitel 1.

§ 12. Rigsarkivet modtager arkivalier, der afleveres af

landsdækkende statslige myndigheder og institutioner.

Stk. 2. Landsarkiverne modtager arkivalier, der afleveres af

lokale statslige myndigheder og institutioner, folkekirken samt anerkendte

trossamfund.

§ 13. De myndigheder, der er nævnt i § 12, stk. 1 og 2, afleverer,

medmindre modstående hensyn gør sig gældende, deres arkivalier til

Rigsarkivet eller landsarkiverne, når de er 30 år gamle, jf. dog § 14.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering, herunder om de

tilfælde, hvor en fravigelse af den i 1. pkt. nævnte hovedregel kan finde

sted.

§ 14. Journalregistre, der føres for statslige myndigheder, og som

er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre, skal afleveres til

Rigsarkivet, når de ikke længere skal anvendes til administrativt formål hos

myndigheden. Andre statslige registre, der er omfattet af lov om offentlige

myndigheders registre, afleveres til opbevaring i Rigsarkivet, hvis det

findes nødvendigt for udførelsen af videnskabelige eller statistiske

undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Stk. 2. Registertilsynet træffer efter indhentet udtalelse fra

rigsarkivaren afgørelse om aflevering af de i stk. 1, 2. pkt., nævnte

registre.

Stk. 3. Arkivering af de i stk. 1 nævnte registre sker i henhold

til nærmere angivne vilkår. Kulturministeren fastsætter efter indhentet

udtalelse fra Registertilsynet nærmere regler om afleveringen, herunder i

hvilken form afleveringen skal ske, og om fastsættelse af vilkår.

Stk. 4. Kommunerne kan aflevere kommunale registre til

Rigsarkivet, jf. § 37, efter regler, der fastsættes af kulturministeren efter

indhentet udtalelse fra Registertilsynet.

§ 15. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til kommunale

arkiver, jf. § 4, stk. 1.

Stk. 2. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til

landsarkiverne. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering.

§ 16. Enhver offentlig myndighed, som har modtaget eller erhvervet

arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende statslige myndigheder,

skal underrette statens arkiver herom. Tilbydes myndighederne sådanne

arkivalier, eller bliver de på anden måde bekendt med arkivaliernes

eksistens, skal de ligeledes underrette statens arkiver herom.

Stk. 2. Statens arkiver kan bestemme, at arkivalier, der omhandles

i stk. 1, afleveres til statens arkiver.

§ 17. Private personer, virksomheder eller institutioner, som er i

besiddelse af arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende

statslige myndigheder, skal aflevere arkivalierne til statens arkiver.

§ 18. Hvis arkivalier tilhørende staten søges solgt på offentlig

auktion, skal auktionslederen underrette statens arkiver herom.

§ 19. Statens ret til arkivalier kan ikke ophøre ved ekstinktion

eller hævd.

Kapitel 5

Tilgængelighed

§ 20. Arkivenheder, der hidrører fra myndighederne, og som er

afleveret til statens arkiver, er tilgængelige for enhver, når de er 30 år

gamle, jf. dog § 21 og § 22.

§ 21. Den afleverende myndighed kan efter drøftelse med det

modtagende arkiv fastsætte en længere tilgængelighedsfrist end 30 år for

arkivenheder eller grupper af arkivenheder, hvis dette er nødvendigt til

beskyttelse af væsentlige hensyn til

1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder

forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

3) beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig

eller disciplinær forfølgning,

4) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det

offentliges forretningsvirksomhed,

5) enkeltpersoners eller private selskabers økonomiske interesse i at

beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om

drifts- eller forretningsforhold eller lignende eller

6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter

forholdets særlige karakter er påkrævet.

§ 22. Tilgængelighedsfristen er 80 år for arkivenheder eller

grupper af arkivenheder, der

1) indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,

forhold,

2) vedrører registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders

registre,

3) omfatter sager inden for strafferetsplejen,

4) omfatter myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager

eller ved overvejelse af, om retssag bør føres, eller

5) omfatter materiale, der tilvejebringes som grundlag for Danmarks

Statistiks udarbejdelse af offentlig statistik.

Stk. 2. Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler

herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv fastsætte en kortere eller

længere tilgængelighedsfrist for arkivenheder, der er omfattet af stk. 1.

§ 23. Tilgængelighedsfristen regnes fra en arkivenheds

slutningsår.

§ 24. Rigsarkivaren eller den, rigsarkivaren bemyndiger hertil,

kan i konkrete tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af en arkivenhed

eller grupper af arkivenheder inden udløbet af tilgængelighedsfristen, jf.

dog stk. 2-4.

Stk. 2. Det er en betingelse for at meddele tilladelse efter stk.

1, at vedkommende ressortmyndighed har givet sit samtykke hertil, når

1) den afleverende myndighed har fastsat en længere tilgængelighedsfrist

efter § 21,

2) en arkivenhed indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i §

22, stk. 1, nr. 2-5, eller

3) en arkivenhed er afleveret til statens arkiver, inden den er 30 år

gammel, og den indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i § 21.

Stk. 3. Tilladelse efter stk. 1 kræver endvidere samtykke fra

Registertilsynet, hvis arkiv-enheden indeholder materiale af den karakter,

der er nævnt i § 22, stk. 1, nr. 2.

Stk. 4. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om

tilgængelighed og om vilkår for brugen af de oplysninger, der gives adgang

til.

§ 25. Den, der får adgang til arkivenheder, som ikke er

umiddelbart tilgængelige, må ikke uberettiget offentliggøre, videregive eller

udnytte fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har

fået kendskab. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig

bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at

hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser.

§ 26. Kulturministeren nedsætter et udvalg, der skal vurdere

praksis på tilgængelighedsområdet.

Stk. 2. Udvalget består af en repræsentant for forskningen, en

repræsentant for pressen, en dommer og en departementschef.

§ 27. Kulturministeren kan fastsætte regler om tilgængelighed

vedrørende offentlige arkivalier, der er afleveret til kommunale arkiver, jf.

§ 4, stk. 1, og § 15, stk. 1.

Kapitel 6

Private arkivalier

§ 28. Statens arkiver kan indsamle, modtage og bevare private

arkivalier, som hidrører fra enkeltpersoner, foreninger, organisationer m.v.

Arkivalierne skal være af væsentlig forskningsmæssig eller almenkulturel

betydning og navnlig berøre forhold af samfundsmæssig karakter.

Stk. 2. Erhvervsarkivet er statens erhvervshistoriske arkiv.

Erhvervsarkivet kan indsamle, modtage og bevare arkivalier af væsentlig

forskningsmæssig betydning fra erhvervslivets organisationer og virksomheder.

§ 29. Hvis et bo, der tilfalder staten ved arv, rummer arkivalier,

skal disse afleveres til statens arkiver.

§ 30. Private arkivalier, hvortil ingen kan godtgøre sin ret som

ejer, tilhører staten. Finderen af sådanne arkivalier eller den, der får dem

i sin besiddelse, skal straks aflevere dem til statens arkiver.

§ 31. Ved aflevering af private arkivalier til statens arkiver

træffes der aftale mellem den afleverende part og det modtagende arkiv om

tilgængelighed.

§ 32. Den, som ejer private arkivalier af forskningsmæssig eller

almenkulturel betydning, skal, inden de udføres af landet, give Rigsarkivet

adgang til kopiering af arkivalierne.

Kapitel 7

Klageregler

§ 33. Rigsarkivarens afgørelser om tilgængelighed efter § 24 kan

påklages til vedkommende ressortmyndighed.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at de

afgørelser, rigsarkivaren træffer efter regler udstedt i medfør af

bestemmelserne i kapitel 3 og 4, ikke kan indbringes for kulturministeren.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 34. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes

den, der overtræder § 25.

Stk. 2. Med bøde straffes den, der overtræder bestemmelserne i §§

17, 18, 30 og 32.

Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,

anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar.

Stk. 5. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i

retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i

statsadvokatsager.

§ 35. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992. Loven gælder også

for arkivalier, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en

myndigheds besiddelse før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om

tilgængelighed til arkivalier, der er afleveret til offentlige arkiver før

lovens ikrafttræden.

§ 36. Følgende love ophæves:

1) Lov nr. 42 af 30. marts 1889 om oprettelse af et rigsarkiv og om

lønninger for de derved ansatte embeds- og bestillingsmænd.

2) Lov nr. 152 af 28. april 1931 om oprettelse af et landsarkiv for de

sønderjyske landsdele.

3) Lov nr. 217 af 16. juni 1962 om statens overtagelse af den selvejende

institution Erhvervsarkivet.

§ 37. I lov om offentlige myndigheders registre, jf.

lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991, affattes § 9, stk. 4,

således:

»Stk. 4. Registertilsynet kan tillade, at registre, der føres

for kommunale myndigheder, overføres til opbevaring i arkiv på nærmere

angivne vilkår. Registre, der føres for statslige myndigheder, overføres til

opbevaring i statens arkiver efter reglerne i lov om offentlige arkiver

m.v.«

§ 38. I lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 483

af 21. juni 1991, ophæves § 62.

§ 39. I lov om Københavns Kommunes styrelse, jf.

lovbekendtgørelse nr. 484 af 21. juni 1991, ophæves § 52.

§ 40. Følgende bekendtgørelser forbliver i kraft, indtil de

ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov:

1) Bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981 om kassation i kommunernes

arkiver, som ændret ved bekendtgørelse nr. 42 af 18. februar 1985.

2) Bekendtgørelse nr. 152 af 18. april 1985 om kassation af Københavns

Kommunes arkivalier.

3) Bekendtgørelse nr. 65 af 31. januar 1990 om kassation i amtskommunernes

arkiver.

§ 41. Forslag til revision af loven fremsættes for Folketinget

senest i folketingsåret 1996-97.

§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, ved kgl.

anordning sættes i kraft for sager, der er eller har været under behandling

af rigsmyndighederne.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Offentlige arkiver

§ 1. Statens arkiver består af Rigsarkivet, landsarkiverne og

Erhvervsarkivet.

Stk. 2. Statens arkiver ledes af rigsarkivaren. Rigsarkivaren

udpeges af kulturministeren.

§ 2. Statens arkiver har til formål:

1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener

til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ og retlig betydning

for borgere og myndigheder,

2) at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige arkivalier i

samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov, jf. § 7, stk. 1

samt § 8,

3) at stille arkivalierne til rådighed for myndigheder og offentlighed,

herunder til forskningsformål og

4) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.

§ 3. Statens arkiver bistår de myndigheder, der er omfattet af

denne lov, i arkivmæssig henseende.

§ 4. Kommunerne kan oprette arkiver til behandling af en eller

flere kommuners arkivalier.

Stk. 2. Statens arkiver samarbejder med de kommunale arkiver.

§ 5. Statens arkiver samarbejder med og er rådgivende over for

andre kulturelle eller videnskabelige institutioner i arkivmæssig henseende.

Stk. 2. Kulturministeren kan nedsætte udvalg til fremme af det

samarbejde, som er nævnt i stk. 1.

§ 6. Rigsarkivet behandler sager vedrørende brug af rigsvåbenet.

Stk. 2. Rigsarkivet er rådgivende for statslige og kommunale

myndigheder i spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer samt

flag.

Kapitel 2

Offentlige arkivalier

§ 7. Lovens regler om myndighedernes behandling af arkivalier i

kap. 3-5 gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning

og domstolene.

Stk. 2. Loven gælder endvidere for anerkendte trossamfunds

ministerialbogførelse.

§ 8. Kulturministeren kan bestemme, at reglerne i kap. 3-5 om

behandling af offentlige myndigheders arkivalier helt eller delvis skal gælde

for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan

henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne

ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler,

eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse

til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes vegne.

Kapitel 3

Bevaring og kassation

§ 9. Myndighederne skal drage omsorg for, at deres arkivalier

opbevares på betryggende måde.

Stk. 2. Ved aflevering af arkivalierne til offentlige arkiver

overgår ansvaret for arkivaliernes fremtidige bevaring til disse.

§ 10. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af arkivmæssige

hensyn regler om behandling, bevaring og kassation af statslige myndigheders

arkivalier.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af

arkivmæssige hensyn regler om bevaring og kassation af kommunernes

arkivalier.

Stk. 3. Statens arkiver fører tilsyn med reglernes overholdelse.

Kapitel 4

Aflevering m.v.

§ 11. Myndighederne kan kun aflevere deres arkivalier til de

offentlige arkiver, jf. kapitel 1.

§ 12. Rigsarkivet modtager arkivalier, der afleveres af

landsdækkende statslige myndigheder og institutioner.

Stk. 2. Landsarkiverne modtager arkivalier, der afleveres af

lokale statslige myndigheder og institutioner, folkekirken samt anerkendte

trossamfund.

§ 13. De myndigheder, der er nævnt i § 12, stk. 1 og 2, afleverer,

medmindre modstående hensyn gør sig gældende, deres arkivalier til

Rigsarkivet eller landsarkiverne, når de er 30 år gamle, jf. dog § 14.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering, herunder om de

tilfælde, hvor en fravigelse af den i 1. pkt. nævnte hovedregel kan finde

sted.

§ 14. Journalregistre, der føres for statslige myndigheder, og som

er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre, skal afleveres til

Rigsarkivet, når de ikke længere skal anvendes til administrativt formål hos

myndigheden. Andre statslige registre, der er omfattet af lov om offentlige

myndigheders registre, afleveres til opbevaring i Rigsarkivet, hvis det

findes nødvendigt for udførelsen af videnskabelige eller statistiske

undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Stk. 2. Registertilsynet træffer efter indhentet udtalelse fra

rigsarkivaren afgørelse om aflevering af de i stk. 1, 2. pkt., nævnte

registre.

Stk. 3. Arkivering af de i stk. 1 nævnte registre sker i henhold

til nærmere angivne vilkår. Kulturministeren fastsætter efter indhentet

udtalelse fra Registertilsynet nærmere regler om afleveringen, herunder i

hvilken form afleveringen skal ske, og om fastsættelse af vilkår.

Stk. 4. Kommunerne kan aflevere kommunale registre til

Rigsarkivet, jf. § 36, efter regler, der fastsættes af kulturministeren efter

indhentet udtalelse fra Registertilsynet.

§ 15. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til kommunale

arkiver, jf. § 4, stk.1.

Stk. 2. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til

landsarkiverne. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering.

§ 16. Enhver offentlig myndighed, som har modtaget eller erhvervet

arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende statslige myndigheder,

skal underrette statens arkiver herom. Tilbydes myndighederne sådanne

arkivalier, eller bliver de på anden måde bekendt med arkivaliernes

eksistens, skal de ligeledes underrette statens arkiver herom.

Stk. 2. Statens arkiver kan bestemme, at arkivalier, der omhandles

i stk. 1, afleveres til statens arkiver.

§ 17. Private personer, virksomheder eller institutioner, som er i

besiddelse af arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende

statslige myndigheder, skal aflevere arkivalierne til statens arkiver.

§ 18. Hvis arkivalier tilhørende staten søges solgt på offentlig

auktion, skal auktionslederen underrette statens arkiver herom.

§ 19. Statens ret til arkivalier kan ikke ophøre ved ekstinktion

eller hævd.

Kapitel 5

Tilgængelighed

§ 20. Arkivenheder, der hidrører fra myndighederne, og som er

afleveret til statens arkiver, er tilgængelige for enhver, når de er 30 år

gamle, jf. dog § 21 og § 22.

§ 21. Den afleverende myndighed kan efter drøftelse med det

modtagende arkiv fastsætte en længere tilgængelighedsfrist end 30 år for

arkivenheder eller grupper af arkivenheder, hvis dette er nødvendigt til

beskyttelse af væsentlige hensyn til:

1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder

forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

3) beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig

eller disciplinær forfølgning,

4) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det

offentliges forretningsvirksomhed,

5) enkeltpersoners eller private selskabers økonomiske interesse i at

beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om

drifts- eller forretningsforhold eller lignende, eller

6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter

forholdets særlige karakter er påkrævet.

§ 22. Tilgængelighedsfristen er 80 år for arkivenheder eller

grupper af arkivenheder, der

1) indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,

forhold,

2) vedrører registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders

registre,

3) omfatter sager inden for strafferetsplejen,

4) omfatter myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager

eller ved overvejelse af, om retssag bør føres, eller

5) omfatter materiale, der tilvejebringes som grundlag for Danmarks

Statistiks udarbejdelse af offentlig statistik.

Stk. 2. Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler

herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv fastsætte en kortere eller

længere tilgængelighedsfrist for arkivenheder, der er omfattet af stk. 1.

§ 23. Tilgængelighedsfristen regnes fra en arkivenheds

slutningsår.

§ 24. Rigsarkivaren, eller den, rigsarkivaren bemyndiger hertil,

kan i konkrete tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af en arkivenhed

eller grupper af arkivenheder inden udløbet af tilgængelighedsfristen, jf.

dog stk. 2-4.

Stk. 2. Det er en betingelse for at meddele tilladelse efter stk.

1, at vedkommende ressortmyndighed har givet sit samtykke hertil, når

1) den afleverende myndighed har fastsat en længere tilgængelighedsfrist

efter § 21,

2) en arkivenhed indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i §

22, stk. 1, nr. 2-5, eller

3) en arkivenhed er afleveret til statens arkiver, inden den er 30 år

gammel, og den indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i § 21.

Stk. 3. Tilladelse efter stk. 1., kræver endvidere samtykke fra

Registertilsynet, hvis arkiv-enheden indeholder materiale af den karakter,

der er nævnt i § 22, stk. 1, nr. 2.

Stk. 4. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om

tilgængelighed og om vilkår for brugen af de oplysninger, der gives adgang

til.

§ 25. Den, der får adgang til arkivenheder, som ikke er

umiddelbart tilgængelige, må ikke uberettiget offentliggøre, videregive eller

udnytte fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har

fået kendskab. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig

bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at

hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser.

§ 26. Kulturministeren kan fastsætte regler om tilgængelighed

vedrørende offentlige arkivalier, der er afleveret til kommunale arkiver, jf.

§ 4, stk. 1 og § 15, stk. 1.

Kapitel 6

Private arkivalier

§ 27. Statens arkiver kan indsamle, modtage og bevare private

arkivalier, som hidrører fra enkeltpersoner, foreninger, organisationer m.v.

Arkivalierne skal være af væsentlig forskningsmæssig eller almenkulturel

betydning og navnlig berøre forhold af samfundsmæssig karakter.

Stk. 2. Erhvervsarkivet er statens erhvervshistoriske arkiv.

Erhvervsarkivet kan indsamle, modtage og bevare arkivalier af væsentlig

forskningsmæssig betydning fra erhvervslivets organisationer og virksomheder.

§ 28. Hvis et bo, der tilfalder staten ved arv, rummer arkivalier,

skal disse afleveres til statens arkiver.

§ 29. Private arkivalier, hvortil ingen kan godtgøre sin ret som

ejer, tilhører staten. Finderen af sådanne arkivalier eller den, der får dem

i sin besiddelse, skal straks aflevere dem til statens arkiver.

§ 30. Ved aflevering af private arkivalier til statens arkiver

træffes der aftale mellem den afleverende part og det modtagende arkiv om

tilgængelighed.

§ 31. Den, som ejer private arkivalier af forskningsmæssig eller

almenkulturel betydning, skal inden de udføres af landet give Rigsarkivet

adgang til kopiering af arkivalierne.

Kapitel 7

Klageregler

§ 32. Rigsarkivarens afgørelser om tilgængelighed efter § 24 kan

påklages til vedkommende ressortmyndighed.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at de afgørelser

rigsarkivaren træffer efter regler udstedt i medfør af bestemmelserne i

kapitel 3 og 4, ikke kan indbringes for kulturminsteren.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 33. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes

den, der overtræder § 25.

Stk. 2. Med bøde straffes den, der overtræder bestemmelserne i §§

17, 18, 29 og 31.

Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,

anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar.

Stk. 5. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i

retsplejelovens Kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i

statsadvokatsager.

§ 34. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992. Loven gælder også

for arkivalier, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en

myndigheds besiddelse før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om

tilgængelighed til arkivalier, der er afleveret til offentlige arkiver før

lovens ikrafttræden.

§ 35. Følgende love ophæves:

1) Lov nr. 42 af 30. marts 1889 om oprettelse af et rigsarkiv og om

lønninger for de derved ansatte embeds- og bestillingsmænd.

2) Lov nr. 152 af 28. april 1931 om oprettelse af et landsarkiv for de

sønderjyske landsdele.

3) Lov nr. 217 af 16. juni 1962 om statens overtagelse af den selvejende

institution Erhvervsarkivet.

§ 36. I lov om offentlige myndigheders registre, jf.

lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991, affattes § 9, stk. 4

således:

»Stk. 4. Registertilsynet kan tillade, at registre, der føres

for kommunale myndigheder, overføres til opbevaring i Rigsarkivet på nærmere

angivne vilkår. Registre, der føres for statslige myndigheder, overføres til

opbevaring i statens arkiver efter reglerne i lov om offentlige arkiver

m.v.«

§ 37. I lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 483

af 21. juni 1991, ophæves § 62.

§ 38. I lov om Københavns Kommunes styrelse, jf. lovbekendtgørelse

nr. 484 af 21. juni 1991, ophæves § 52.

§ 39. Følgende bekendtgørelser forbliver i kraft, indtil de

ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov:

1) Bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981 om kassation i kommunernes

arkiver som ændret ved bekendtgørelse nr. 42 af 18. februar 1985.

2) Bekendtgørelse nr. 152 af 18. april 1985 om kassation af Københavns

Kommunes arkivalier.

3) Bekendtgørelse nr. 65 af 31. januar 1990 om kassation i amtskommunernes

arkiver.

§ 40. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, ved kgl.

anordning sættes i kraft for sager, der er eller har været under behandling

af rigsmyndighederne.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Ved lovforslaget søges for første gang de væsentlige dele af de

offentlige arkivers virksomhed reguleret i sammenhæng.

Under hensyn til de samfundsmæssige interesser, der knytter sig til de

offentlige arkivers virksomhed, finder regeringen det rigtigt, at

principperne for de offentlige arkivers forhold gøres til genstand for

lovgivning.

Denne lovgivning må udformes under hensyn til de love, der er gældende på

områder af betydning for de offentlige arkivers forhold, og der tænkes herved

navnlig på lov om offentlighed i forvaltningen og lov om offentlige

myndigheders registre.

Det er primært hensigten med lovforslaget at fastsætte de overordnede

retningslinjer på området og dermed skabe en hensigtsmæssig ramme for den

mere detaljerede regulering af de offentlige arkivers forhold, som må finde

sted i lys af de krav, som udviklingen vil stille.

Formålet med lovforslaget er at understrege de offentlige arkivers rolle

ved udformningen og gennemførelsen af en overordnet bevarings-og

kassationspolitik vedrørende offentlige arkivalier. Forslaget skal endvidere

understrege myndighedernes ansvar for behandlingen af deres arkivalier som

led i en sådan politik. Formålet er endelig at skabe størst mulig åbenhed med

hensyn til adgangen til de offentlige arkivers samlinger for offentligheden,

herunder forskningen.

Gældende lovgivning m.v. på arkivområdet

Det gældende lovgrundlag er lov om oprettelse af et rigsarkiv, herunder

indbefattet landsarkiverne, (lov nr. 42 af 30. marts 1889), lov om oprettelse

af et landsarkiv for de sønderjyske landsdele (lov nr. 152 af 28. april 1931)

og lov om statens overtagelse af Erhvervsarkivet (lov nr. 217 af 16. juni

1962). Denne lovgivning fastsætter kun regler om arkivernes institutionelle

opbygning.

Regler om aflevering, bevaring og kassation af arkivalier samt om

arkivernes funktion i øvrigt findes i Kulturministeriets bekendtgørelse om

statsinstitutionernes arkiver og deres forhold til Rigsarkivet og

landsarkiverne (bekendtgørelse nr. 91 af 20. februar 1976, bilag 1).

Spørgsmålet om tilgængelighed er nærmere behandlet i cirkulærer, som er

udstedt af rigsarkivaren, samt i aftaler med berørte myndigheder.

De ovennævnte bestemmelser vedrører kun det statslige område. For så vidt

angår det kommunale område bemærkes, at arkivansvaret efter lov om

kommunernes styrelse hører under kommunerne (lovbekendtgørelse nr. 483 af 21.

juni 1991 om kommunernes styrelse samt lovbekendtgørelse nr. 484 af 21. juni

1991 om Københavns kommunes styrelse). Nærmere bestemmelser om kassation m.v.

er udstedt af Indenrigsministeriet efter forslag fra Rigsarkivet

(Indenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 201 af 29. april 1981 som ændret

ved bekendtgørelse nr. 42 af 18. februar 1985, nr. 152 af 18. april 1985 samt

nr. 65 af 31. januar 1990).

Særlige bestemmelser om behandling af visse edb-arkivalier findes i lov om

offentlige myndigheders registre (lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september

1991).

Baggrund for forslaget

Bevaring, behandling og tilgængeliggørelse af den del af det danske

samfunds kulturarv, der består i arkivalier, er hidtil ikke behandlet samlet

i lovform.

Inden for de seneste årtier er der i en række lande følt behov for en

sådan samlet lovmæssig regulering. Behovet er begrundet dels i de meget store

arkivmasser, der skabes i det moderne informationssamfund, dels i det

forhold, at det moderne samfunds indsamling og behandling af informationer

bliver stadig mere kompliceret.

Blandt de lande, der har etableret lovgivning på arkivområdet, kan nævnes

USA 1984, Frankrig 1979, Finland 1981, Canada 1987 og Sverige i 1991.

Lovgivning er endvidere gennemført i visse tyske delstater, ligesom der i

Norge forberedes lovgivning på arkivområdet.

De spørgsmål, som de pågældende landes arkivlovgivning tager stilling til,

afhænger naturligvis af forholdene i de enkelte lande, herunder den

lovgivning, der findes på beslægtede områder.

Et grundlæggende element i en lovgivning på området er imidlertid en

fastlæggelse af de offentlige myndigheders ansvar med hensyn til bevaring af

dokumentationsmateriale af væsentlig betydning for borgernes retssikkerhed,

det offentliges dokumentationsbehov samt for forståelsen af landets historie.

En side af samme sag er fastlæggelsen af ansvaret for, at der ikke bevares

mere end nødvendigt, dvs. at det materiale, som det ikke er nødvendigt at

bevare af de ovennævnte grunde, kasseres på betryggende måde. Det må anses

for ønskeligt på dette område at understrege statens arkivers rolle som

tilsynsmyndighed over for den offentlige forvaltning med hensyn til bevaring

og kassation af arkivalier.

Som baggrund for en samlet lovgivning på arkivområdet i Danmark er der

peget på behovet for en mere præcis udformning af retsgrundlaget for og

omfanget af de statslige arkivers myndighedsudøvelse. En sådan præcisering

skal navnlig have til formål at fastlægge statens arkivers opgaver og

kompetence i forhold til den offentlige forvaltnings arkivalier og andre

arkivalier af offentlig interesse, bl. a. under hensyn til de træk i

samfundsudviklingen, som stiller nye krav til arkiverne.

Samfundsudviklingen har medført, at en stadig større del af traditionelt

offentlige opgaver overføres til institutioner uden for den egentlige

offentlige forvaltning. Til dette kommer, at en lang række nye opgaver af

offentlig karakter henlægges til institutioner, der er organiseret på

privatretligt grundlag. En arkivlov vil derfor ligeledes skulle sikre, at

disse vigtige sider af samfundslivet vil kunne dokumenteres.

Lovgivningen skal gælde for alle offentlige arkivalier, herunder

arkivalier, der hidrører fra særlige forvaltningsenheder samt den kommunale

forvaltning. Lovforslaget indeholder i denne forbindelse bestemmelser om

oprettelse af kommunale institutioner til varetagelse af arkivopgaver.

Lovudkastets bestemmelser om disse forhold er i et vist omfang en

stadfæstelse af gældende ordninger og praksis. Men en lovgivning på området

må antages at skabe et mere hensigtsmæssigt grundlag bl. a. for udformningen

af en overordnet bevarings- og kassationspolitik for den offentlige

forvaltning og for den praktiske gennemførelse af en sådan politik, således

at de ressourcer, der anvendes til bevaring af offentlige arkivalier,

udnyttes så effektivt og hensigtsmæssigt som muligt.

Den debat, der med mellemrum opstår om offentlighedens og den historiske

forsknings adgang til arkivalier - hvad enten disse befinder sig hos

myndighederne eller er afleveret til arkiverne - har også rettet

opmærksomheden mod behovet for en afklaring og forenkling af de bestemmelser,

der regulerer spørgsmålet om betingelserne for arkivtilgængelighed og

kompetenceforholdene i denne forbindelse.

Det må således anses for ønskeligt i en ny lovgivning at samle og forenkle

de overordnede regler på området for herigennem at sikre større

gennemsigtighed over for borgerne. Lovforslaget har til formål at skabe den

størst mulige åbenhed med hensyn til arkivadgang. Den almindelige

tilgængelighedsfrist nedsættes fra 50 år til 30 år. Det præciseres, hvilke

arkivalier, der er tilgængelige efter den normale 30-års frist, og hvilke

arkivalier, der på grund af væsentlige beskyttelseshensyn må undtages fra

denne frist. Der må ligeledes være klare regler for, hvornår der kan

dispenseres fra 30-års fristen og de særlige, længere frister, og hvem, der

har kompetencen til at dispensere, når offentlighed og forskere søger om

tilladelse til at benytte ikke tilgængeligt materiale. Endvidere indeholder

forslaget bestemmelser, der sigter til at regulere adgangen til kommunale

arkivalier, der opbevares i kommunale arkivinstitutioner.

Den foreslåede lovgivning tager sit udgangspunkt i ønskeligheden af en

regulering af myndighedernes og de offentlige arkivers behandling af

offentlige arkivalier. Det er imidlertid anset for hensigtsmæssigt også at

medtage en omtale af den funktion, som statens arkiver har med hensyn til

bevaring m.v. af private arkivalier af væsentlig historisk betydning.

Den foreslåede lovgivning tager udelukkende sigte på at regulere de

offentlige arkiver, dvs. statens arkivinstitutioner samt de institutioner,

som kommuner etablerer med det formål at bevare kommunale arkivalier. Uden

for det statslige område er der oprettet godt 400 lokalhistoriske arkiver.

Disse omfattes ikke af lovforslaget, jf. bemærkninger nedenfor om lovens

område. En række større, kommunalt drevne lokalhistoriske arkiver har

imidlertid udviklet sig til egentlige arkivinstitutioner, der modtager og

opbevarer kommunale arkivalier. Disse institutioner vil således, når det

gælder arkivalier af kommunal oprindelse, være omfattet af loven.

Lovforslaget fastsætter, at statens arkiver skal samarbejde med de

lokalhistoriske arkiver og andre kulturelle eller videnskabelige

institutioner i arkivmæssig henseende, men man har ikke fundet det nødvendigt

eller hensigtsmæssigt med en egentlig lovregulering af den indsamling af

private arkivalier, der finder sted uden for de statslige arkivinstitutioner.

Blandt andet efter ønske fra brede forskerkredse er der i forslaget

optaget særlige bestemmelser om arkivering af edb-registre omfattet af lov om

offentlige myndigheders registre.

Afgørelse om bevaring (arkivering) af registre med personhenførbare data

træffes i følge denne lov (§ 9, stk. 4) af justitsministeren efter

indstilling fra Registertilsynet. Efter hidtidig praksis har Registertilsynet

i alle sager, hvor der har foreligget ansøgning om bevaring, indhentet

udtalelse fra Rigsarkivet.

Efter lovforslaget, der indebærer en ændring af § 9, stk. 4, i

registerloven, skal statslige myndigheders journalregistre afleveres til

Rigsarkivet, når de ikke længere skal anvendes til administrative formål.

Andre registre afleveres til Rigsarkivet, hvis det er nødvendigt for at

tilgodese væsentlige forskningsmæssige interesser. Afgørelse herom træffes af

Registertilsynet efter indhentet udtalelse fra Rigsarkivet.

Det bemærkes, at Rigsarkivet i medfør af den nugældende regulering på

arkivområdet har fastsat bestemmelser om de tekniske krav, der skal opfyldes

med hensyn til edb-medier (bånd m.v.), som afleveres til statens arkiver.

Der henvises i øvrigt til Registertilsynets høringsudtalelse om

lovforslaget, der er optrykt som bilag 2.

Høring

Den 9. november 1990 blev et udkast til lov om offentlige arkiver m.v.

samt udkast til udfyldende regler om aflevering og tilgængelighed sendt til

høring hos en bred kreds af berørte institutioner og organisationer.

Høringslisten er optrykt som bilag 3.

De hovedsynspunkter, der er fremkommet under høringsrunden, vil blive

kommenteret nærmere i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser. Der skal

dog her fremsættes kommentarer til de hovedsynspunkter, som er fremkommet med

hensyn til spørgsmålet om det område, som en arkivlovgivning bør dække.

Lovens område

Som ovenfor nævnt er en lovgivning på arkivområdet navnlig begrundet i et

ønske om et mere præcist retsgrundlag for så vidt angår de institutioner, der

har som hovedopgave at varetage behandlingen af de offentlige myndigheders

arkivalier.

Der er under høringsrunden fra flere sider fremsat ønske om en lovgivning,

der regulerer behandlingen af samfundets samlede arkivmasse, d.v.s. både

offentlige og private arkivalier, og som derfor skulle omfatte ikke blot de

egentlige arkivinstitutioner, men også andre institutioner mv. med opgaver på

arkivområdet.

For så vidt angår det arkivområde, der har særlig betydning for

lokalarkiverne, har hovedsynspunktet været, at en lov bør sikre, at arkivalsk

materiale, der belyser det danske folks historie i bred forstand, systematisk

indsamles, bevares og tilgængeliggøres.

Ministeriet og det statslige arkivvæsen er opmærksom på det værdifulde

arbejde, som foregår i lokalområderne med hensyn til indsamling af arkivalier

m.v.

Når ministeriet imidlertid må være afvisende over for en lovregulering på

området, skyldes det primært, at der er tale om aktiviteter, hvor den lokale

styring og finansiering bør være afgørende.

Det er på den anden side klart, at der er en række spørgsmål af fælles

interesse, som kan danne grundlag for koordineringsdrøftelser mellem de

statslige arkiver og den lokale arkivverden.

For så vidt angår privatarkivindsamlingen på andre statslige institutioner

som f.eks. biblioteker og museer skal bemærkes, at lovforslaget er baseret på

den opfattelse, at der ikke er behov for en lovgivning, der særligt regulerer

disse institutioners virke på arkivområdet.

Såfremt der skulle vise sig behov for en regulering af forholdet mellem de

statslige institutioner med opgaver vedrørende private arkivalier, finder

ministeriet, at sådanne bestemmelser vil kunne fastsættes administrativt.

Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til § 5.

Når der i lovforslaget er medtaget et kapitel om private arkivalier,

skyldes det, at det dels er naturligt at nævne dette arbejdsområde i en

lovgivning for de statslige arkivinstitutioner, som nærmere er defineret i

loven, dels at det er ønskeligt at regulere visse forhold vedrørende private

arkivalier, som har relation til staten.

Det er fra nogle høringsinstanser anført, at en arkivlov også bør omfatte

audiovisuelt materiale, jf. at Statsbiblioteket i Århus igennem nogle år har

foretaget indsamling og bevaring af materiale på dette område.

Det bemærkes, at den gældende bekendtgørelse fra 1976 om

statsinstitutioners arkiver og deres forhold til Rigsarkivet og

landsarkiverne ikke omfatter Danmarks Radio.

Det foreliggende lovforslag forudsætter, at de administrative arkivalier

fra Danmarks Radio og TV 2 er omfattet af lovens bestemmelser om offentlige

arkivalier, idet de pågældende institutioner som særlige forvaltningsenheder

anses for omfattet af lovudkastets § 7. Det bemærkes i denne forbindelse, at

DR og TV 2 i arkivmæssig henseende som udgangspunkt vil være omfattet af

samme bestemmelser, som gælder for det statslige område.

Ved afgrænsningen af området for en arkivlovgivning finder ministeriet det

under hensyn til lovens almindelige sigte ikke nødvendigt eller

hensigtsmæssigt at inddrage det særlige materiale, som udgøres af radio- og

tv-udsendelser, og dermed heller ikke den institution - Statsbiblioteket i

Århus - som varetager en indsamlings- og bevaringsopgave på dette område.

Forholdet til ophavsretslovgivningen

Tilgængelighed af arkivalier rejser spørgsmål om forholdet til

ophavsretslovgivningen. En del materiale, der hidrører fra

forvaltningsmyndigheder eller fra private arkiver, vil kunne betragtes som

litterære eller kunstneriske værker, som beskyttes efter ophavsretsloven.

Hovedreglen i denne lov er, at værket ikke må gøres tilgængeligt for

almenheden uden samtykke fra ophavsmanden. Den ophavsretlige beskyttelse

varer normalt indtil 50 år efter ophavsmandens død, jf. ophavsretslovens §

43. Det er Kulturministeriets hensigt at tage spørgsmålet op i forbindelse

med den generelle revision af ophavsretsloven, som forventes forelagt for

Folketinget i efteråret 1992.

Definitioner

Der henvises til bilag 4.

Økonomiske konsekvenser

Lovforslaget forudsættes ikke at have økonomiske konsekvenser hverken for

staten eller kommunerne.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Kapitel 1

Offentlige arkiver

Til § 1

Ved statens arkiver forstås i denne lov Rigsarkivet samt landsarkiver,

hvis virksomhed dækker bestemte dele af landet, (Landsarkivet for Sjælland,

Lolland-Falster og Bornholm, Landsarkivet for Fyn, Landsarkivet for

Nørrejylland samt Landsarkivet for de Sønderjyske Landsdele). Endvidere

indgår Erhvervsarkivet som statens erhvervshistoriske arkiv som en del af det

statslige arkivsystem.

Statens arkiver udgør en organisatorisk helhed under rigsarkivarens

ledelse. Den daglige ledelse af landsarkiverne og Erhvervsarkivet varetages

af de pågældende institutionschefer.

Ved lov nr. 217 af 28. april 1962 overtog staten den selvejende

institution Erhvervsarkivet i Århus. Erhvervsarkivet ledes nu af en

bestyrelse bestående af rigsarkivaren samt repræsentanter for erhvervslivet

og universiteterne. Da det må anses for hensigtsmæssigt, at de statslige

arkivinstitutioner har ensartede ledelsesforhold, indebærer lovforslaget, at

den hidtidige, særlige styrelsesordning for Erhvervsarkivet bortfalder.

Forslaget indebærer ikke nedlæggelse af Erhvervsarkivets Forskningsfond. Der

henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 27, stk. 2.

Til § 2

Bestemmelsen opregner hovedformålene for de statslige arkivers

virksomhed, d.v.s. gennemførelse af den nationale bevaringspolitik, herunder

varetagelse af kassationshensynet, tilgængeliggørelse af arkiverne for

myndighederne og offentligheden samt gennemførelse af forskning.

Til stk. 1, nr. 1

Arkivernes formål er at sikre bevaring af dækkende dokumentation for

beskrivelse og analyse af det danske samfund og dets udvikling i flest mulig

aspekter.

Den primære genstand for denne målsætning er den statslige forvaltnings

arkivalier. Dette har delvis historiske årsager, men skyldes navnlig

statsforvaltningens centrale placering i samfundslivet. Imidlertid er det

statslige område ikke tilstrækkeligt til at formidle et fuldstændigt billede

af det danske samfunds tilstand og udvikling gennem tiderne. Det indgår

derfor også som led i arkivernes målsætning at bidrage til at sikre

bevaringen af primær- og amtskommunale arkivalier og af private arkivalier af

historisk værdi.

På de private arkivers område opfylder statens arkiver deres målsætning

ved en systematisk indsamling af arkiver fra fremtrædende personer og

virksomheder i det danske samfund. En særlig, statslig arkivinstitution,

Erhvervsarkivet, har som sin vigtigste funktion at indsamle arkiver fra

erhvervsvirksomheder og erhvervslivets organisationer. Rigsarkivet og

landsarkiverne indsamler arkiver fra foreninger og fra privatpersoner,

navnlig sådanne, som har spillet en fremtrædende rolle i det

politisk-administrative liv. For så vidt angår forholdet til kommunale

arkivalier henvises til bemærkningerne nedenfor til § 4 og § 15.

Til stk. 1, nr. 2

Det er et led i arkivernes målsætning at sikre, at kassation af

ikke-bevaringsværdigt materiale kan gennemføres.

Allerede af ressourcemæssige grunde er det klart, at kun en mindre del af

de offentlige myndigheders arkivalier kan bevares. Nøjagtige opgørelser over

den årlige tilvækst af arkivalier i den offentlige sektor findes ikke, men

det kan beregnes, at tilvæksten ligger på omkring 10.000 hyldemeter årligt

pr. mio. indbyggere.

Kassation foretages således af økonomiske hensyn, ikke af

forskningsmæssige. Der skal kasseres indtil grænsen for, hvad der er

forsvarligt under hensyn til de formål, der søges opnået ved bevaring af

arkivalier, og under anvendelse af metoder, der omkostningsmæssigt står i

rimeligt forhold til den opnåede pladsgevinst. Kassationsprocessen er med

andre ord en imødekommelse af samfundets berettigede krav om økonomisering

med de ressourcer, der skal anvendes i forbindelse med bevaringen. Arkiverne

har således en forpligtelse til stadig at udvikle og forbedre

kassationsprocessen i samarbejde med de arkivskabende myndigheder.

Arkiverne arbejder her ud fra en klar, økonomisk prioritering, hvis mål er

- bevaring af flest mulig oplysninger med færrest mulig omkostninger i

form af lokaleforbrug, arkivmæssig efterbehandling og tidsforbrug for

benytterne;

- størst mulig fysisk holdbarhed af de arkivalier, som skal bevares.

Målsætningen er i øjeblikket at sikre kassation af 70-80% af den samlede

arkivtilvækst i den offentlige forvaltning. Dette søges bl.a. opnået ved en

forhåndsplanlægning af arkivdannelsen, således at ikke-bevaringsværdige

arkivalier let kan udskilles uden detaljeret gennemgang af de enkelte sager.

Samtidig tjener planlægning af arkivdannelsen også som hjælp til orientering

i arkivalierne, mens de er i administrativt brug. Herved opnås ikke blot en

effektivisering af det administrative arbejde, men også en øget retssikkerhed

for borgerne i tilknytning til reglerne i forvaltnings- og

offentlighedslovene.

Bevaring af flest mulig oplysninger med færrest mulig omkostninger

forudsætter et tæt samarbejde med de arkivskabende myndigheder. De betydelige

datamængder, som opbygges i det moderne informationssamfund, må bringes på

anvendelig og overskuelig form ved hensigtsmæssig tilrettelæggelse af papir-

og informationsgangen i myndighederne og ved systematisk kassation af

ikke-bevaringsværdigt materiale, f.eks. overflødige kopier, ensartede sager

uden væsentlig interesse i kraft af det individuelle tilfælde, materiale af

rutinemæssig eller orienterende karakter, etc.

Til stk. 1, nr. 3

Arkivernes målsætning er rettet mod dels en betjening af myndighederne

m.h.t. oplysninger i afleverede arkivalier, dels en betjening af

offentligheden, herunder navnlig forskningen. Denne forskning er ikke kun

knyttet til faget historie i snævrere forstand, men også til talrige andre

discipliner, som arbejder på grundlag af historiske data; som eksempler kan

nævnes lægevidenskab, geografi, miljøforskning, demografi, økonomi,

politologi og sociologi. En meget betydelig del af arkivbenyttelsen falder

endvidere uden for det videnskabelige forskningsbegreb, idet den er knyttet

til f.eks. journalistisk arbejde eller opfyldelsen af individuelle borgeres

behov bl.a. for egen udforskning af deres personlige afstamning eller af

deres hjemstavns historie.

Benyttelsen af arkivernes samlinger er et højt prioriteret led i

arkivernes aktuelle målsætning. Et så bredt udsnit af befolkningen som muligt

bør kunne benytte arkiverne og gøre sig bekendt med resultaterne af andres

arkivbenyttelse. Dette mål fremmes af arkiverne ved

- at betjene læsesale, hvor publikum kan benytte arkivalierne,

- at udarbejde og publicere oversigter og hjælpemidler til arkivernes

benyttelse (registraturer mv.), og

- at åbne mulighed for benyttelse af arkivalierne uden for arkivernes egne

læsesale, enten ved udlån til benyttelse på godkendte institutioner eller ved

salg eller udlån af mikrofilm m.v.

Udarbejdelsen af nye hjælpemidler - registraturer m.v.- og en bevidst

udlåns- og kopispredningspolitik er en forudsætning for, at arkiverne også i

fremtiden kan betjene den store kreds af stadig mere alsidigt historisk

interesserede, som benytter arkivalier.

Det bør nævnes i denne forbindelse, at arkiverne også har en vigtig

kulturel funktion over for andre lande. Som følge af den danske stats

politiske historie rummer arkiverne centrale kilder for den historiske

forskning vedrørende lande og områder, som nu har en særlig statsretlig

stilling inden for det danske monarki (Færøerne og Grønland), er selvstændige

(Island og Norge) eller bestanddele af fremmede stater (Ghana, Indien,

Estland og Letland, Storbritannien, Sverige, Tyskland og U.S.A.).

De problemer med hensyn til arkivbenyttelsen, som udspringer af dette

forhold, søges løst ved bilateralt samarbejde med de respektive nationale

arkivmyndigheder, primært baseret på udveksling af kopier. Herved søger

arkiverne at sikre en tilsvarende forbedring af danske historikeres

muligheder for at benytte materiale til belysning af dansk historie i

fremmede arkiver. Derudover skal det nævnes, at arkivernes samlinger på det

nævnte område også udnyttes af udenlandske forskere, der besøger arkivernes

læsesale.

Til stk. 1, nr. 4

Det er en nødvendig forudsætning for opfyldelsen af arkivernes målsætning,

at de råder over et bredt kendskab til den historisk orienterede forsknings

problemstillinger og metoder, både nationalt og internationalt. Såvel

kassation som registrering og vejledning kan således kun udføres forsvarligt

på grundlag af et ajourført kendskab til forskningens metoder og

problemstillinger.

For at sikre, at arkivernes forskningsindsats til stadighed kan leve op

til de kvalitetskrav, der må stilles til et nationalt forskningsmiljø på

internationalt niveau, har arkiverne status som sektorforskningsinstitution.

Det indgår samtidig i arkivernes målsætning at udbrede kendskabet til

forskningens resultater. Dette skyldes primært arkivernes placering som

national institution med den opgave at bevare og formidle kulturarven. Hertil

kommer det praktiske forhold, at arkivmedarbejdernes forskning ofte yder

væsentlige bidrag til forståelsen og anvendeligheden af arkivernes samlinger.

Til § 3

Det er en af arkivernes hovedopgaver at bistå de arkivskabende

myndigheder i arkivmæssig henseende. En væsentlig del af arkivernes

arbejdskraft er derfor sat ind på myndighedsservice i form af vejledning og

rådgivning, bistand ved udarbejdelsen af journal- og arkivplaner, m.v.

Arkiverne søger endvidere gennem rådgivning, navnlig i form af samarbejde med

Direktoratet for Statens Indkøb, at sikre, at bevaringsværdige arkivalier

udfærdiges med materialer (papir, skriftmidler etc.), som er tilstrækkelig

bestandige til at overflødiggøre aktiv, konserveringsmæssig indsats i den

nærmere fremtid. Et særligt problem i denne retning udgør de flygtige

elektroniske datalagringsmidler, som endnu kræver jævnlig kontrol, kopiering

og hyppigt også konvertering til nye tekniske formater for at forblive

anvendelige.

I de senere år er denne indsats blevet suppleret med egentlig undervisning

af administrationens medarbejdere i form af journal- og arkivkurser. Denne

side af arkivernes myndighedsservice vil formentlig skulle udbygges i de

kommende år for at holde trit med det konstant voksende servicebehov hos

myndighederne.

I det omfang, myndighederne ikke selv kan afse arbejdskraft til at

forberede arkivalier til aflevering herunder gennemføre kassationer, tilbyder

arkiverne at udføre opgaverne som indtægtsdækket virksomhed.

Til § 4

Lovforslagets bestemmelser med hensyn til kommunale arkivinstitutioner

tilsigter ingen ændring med hensyn til kommunernes kompetence. Bestemmelserne

er et udtryk for ønsket om en større opmærksomhed i forhold til de af

kommunerne skabte arkivalier ud fra såvel historiske som ressourcemæssige

synsvinkler.

Hvor en kommune har oprettet en egentlig arkivinstitution, der modtager

kommunens arkivalier, f.eks. et stadsarkiv, har denne ansvaret for bevaring

af kommunens arkivalier. En sådan institution vil være et offentligt arkiv i

lovens forstand. Lovforslaget medfører ingen pligt for kommunerne til at

oprette kommunale arkivinstitutioner. De senere årtiers udvikling på det

kommunale område, med bl.a. en øget decentralisering, gør det imidlertid

naturligt at påpege muligheden af, at større kommuner eller flere kommuner i

et samarbejde opretter arkiver. De kommunale arkiver vil således kunne indgå

i det samlede offentlige arkivsystem og i et samarbejde med statens arkiver

medvirke til gennemførelsen af overordnede målsætninger på arkivområdet.

Det bemærkes, at der allerede i en række kommuner er oprettet kommunale

arkiver med stadsarkivfunktioner. Siden middelalderen har København varetaget

egne arkivfunktioner, og i de senere år er der oprettet stadsarkiver i bl.a.

Ballerup, Esbjerg, Farum, Gentofte, Herlev, Kolding, Næstved, Odense og

Søllerød kommuner.

Der er ikke oprettet amtskommunale eller fælleskommunale

arkivinstitutioner. Det skal bemærkes, at hvis to eller flere kommuners

oprettelse af en fælles arkivinstitution sker i form af et kommunalt

fællesskab, kræver dette den kommunale tilsynsmyndigheds godkendelse i

henhold til § 60 i den kommunale styrelseslov.

Til stk. 2

De kommunale arkiver udgør en integreret del af det offentlige

arkivsystem. Statens arkiver skal samarbejde med de kommunale arkiver, bl.a.

vedrørende udformning og gennemførelse af overordnede målsætninger på

arkivområdet.

Den stærkt forøgede arkivtilvækst, der også sker i kommunerne, bl.a. i

forbindelse med decentralisering m.v., medfører behov for en nærmere

vurdering af, hvorledes der kan etableres en arkivstruktur, der kan tilgodese

de voksende opgaver, som såvel de arkivskabende som de arkivopbevarende

offentlige institutioner - statslige som kommunale - vil stå overfor i

fremtiden.

Lovforslaget lægger således op til en koordineret offentlig arkivpolitik

med hensyn til bevaring, kassation og tilgængeliggørelse af offentlige

arkivalier, det være sig statslige eller kommunale.

Til § 5

Bestemmelsen pålægger statens arkiver at samarbejde med andre kulturelle

og videnskabelige institutioner i arkivmæssig henseende. Med bestemmelsen

tilsigtes et tættere og mere koordineret samarbejde mellem statens arkiver og

statslige, kommunale samt selvejende institutioner m.v. med arkivmæssige

opgaver vedrørende private arkivalier.

Statens arkiver samarbejder med en række andre institutioner, hvis

virkefelt omfatter opgaver af arkivmæssig karakter. Inden for det statslige

område skal særligt fremhæves Det Kongelige Bibliotek, der indsamler,

modtager og bevarer arkivalier fra private institutioner og personer,

fortrinsvis inden for litteratur, videnskab og kunst. Endvidere kan nævnes

Folketingets Arkiv og Bibliotek, Statsbiblioteket i Århus, Dansk

Folkemindesamling, Nationalmuseet og Kunstakademiet. Uden for det statslige

område kan nævnes Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek, Det Danske

Udvandrerarkiv, Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie.

Udover de her nævnte institutioner er der en lang række andre

institutioner, der beskæftiger sig med indsamling og bevaring af historisk

kildemateriale - hovedsagelig private arkivalier, fotos m.v. Her tænkes der

specielt på de lokalhistoriske arkiver, hvis samlinger på det lokalhistoriske

område udgør et værdifuldt supplement til de offentlige, statslige og

kommunale arkivers samlinger. Der findes ca. 400 større og mindre

lokalhistoriske arkiver, hvis arbejdsområde dog ofte går ud over det

egentligt arkivmæssige.

I høringssvarene har en række historiske foreninger og specielt

Sammenslutningen af LokalArkiver påpeget, at en arkivlov bør sikre, at

arkivalsk materiale, der belyser det danske folks historie i bred forstand,

systematisk indsamles, bevares og tilgængeliggøres. Der er endvidere ønske

om, at der etableres et formelt samarbejdsorgan - baseret på et konkret

formuleret regelsæt - mellem statens arkiver og andre statslige, kommunale

eller private institutioner på arkivområdet. Dette samarbejdsorgan skulle

have bestemte opgaver, såsom:

1) etablering og drift af en national arkivdatabase,

2) koordinering af arkivernes saglige og geografiske dækningsområde,

3) bevaringsplanlægning på arkivområdet og

4) kopispredning mellem arkiverne.

Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne ovenfor om lovens

område.

Spørgsmålet om oprettelse af et særligt samarbejdsorgan, der f.eks. skulle

have til opgave at forestå bl.a. drift af en samlet arkivdatabase og

kopispredning, har været nøje overvejet. Det er ministeriets opfattelse, at

det allerede af ressourcemæssige grunde må findes uhensigtsmæssigt at oprette

et egentligt forvaltningsorgan på området, ligesom det må antages, at et

samarbejde vil kunne etableres inden for de eksisterende institutionelle

rammer, jf. nedenfor.

Til stk. 2

Det må anses for hensigtsmæssigt, at der finder et samarbejde sted mellem

de statslige arkiver og statslige, kommunale eller selvejende institutioner,

der arbejder med private arkivalier. Et sådant samarbejde vil indebære

arkivfaglig rådgivning fra de statslige arkivers side, koordinering af

aktiviteter på privatarkivområdet og almindelig erfaringsudveksling. Med

bestemmelsen i § 5, stk. 2, tilsigtes tilvejebragt et grundlag for etablering

af et forum for dette samarbejde.

Til § 6

Ved kongelig resolution af 31. august 1984 blev sager vedrørende

rigsvåbenet og de sager, der tidligere har været varetaget af statens

heraldiske konsulent, overført fra Indenrigsministeriet til

Kulturministeriet, der fra 1. januar 1985 henlagde sagerne under Rigsarkivet.

Da det må anses for ønskeligt, at anvendelse af statskendetegnene -

rigsvåbenet eller dele af dette, f.eks. kronen - sker i overensstemmelse med

de heraldiske principper, foreslås, at Rigsarkivets kompetence til at

behandle sådanne sager lovfæstes. Sager vedrørende anvendelse af

statskendetegnene f.eks. i et logo skal således forelægges Rigsarkivet til

udtalelse. Såfremt Rigsarkivet finder en påtænkt anvendelse i strid med de

heraldiske principper, indberettes sagen til Kulturministeriet.

Om kronen bemærkes særligt, at den er en uadskillelig del af det kgl.

våben, og at et skjold med statsvåbenet kun for Folketingets vedkommende kan

anvendes uden krone. Brugen af kronen har både en retlig og en æstetisk side.

Udformningen af kronen blev således første gang fastsat i Christian Vs

kronereglement af 25. april 1693. Gengivelser af kronen må for at kunne

opfattes som den danske kongekrone afspejle de væsentlige træk ved Christian

Vs krone. Afgørelsen af, om en gengiven version er korrekt, hviler på en

heraldisk bedømmelse.

Til stk. 2

I henhold til lovforslagets § 6, stk. 2, vil det i overensstemmelse med

den hidtidige praksis være Rigsarkivets opgave at afgive erklæring vedrørende

udformningen af offentlige våbener, segl, emblemer samt flag, ligesom det

påhviler Rigsarkivet at føre tilsyn med, at sådanne mærker, hvor de anvendes

af det offentlige eller med særlig hjemmel af private, er udført efter

gældende bestemmelser og i overensstemmelse med de heraldiske regler.

Bestemmelsen medfører ingen ændring af Justitsministeriets kompetence på

området.

Kapitel 2

Offentlige arkivalier

Til § 7

De offentlige arkivers hovedopgave er varetagelsen af en række funktioner

m.h.t. offentlige myndigheders arkivalier. Bestemmelsen afgrænser de

myndigheder m.v., hvis arkivalier er omfattet af lovens regulering.

Lovens bestemmelser om myndighedernes behandling m.v. af arkivalier gælder

for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, dvs. loven har

samme virkeområde som forvaltningsloven og lov om offentlighed i

forvaltningen. Loven omfatter således alle forvaltningsmyndigheder, uanset om

de tilhører den statslige eller den kommunale forvaltning og uanset, om der

er tale om almindelige forvaltningsmyndigheder, særlige nævn eller råd f.eks.

menighedsråd eller særlige forvaltningsenheder.

Ved fastsættelse af de nærmere regler på arkivområdet i henhold til § 10

og § 13, kan der tages hensyn til forholdene hos særlige forvaltningsenheder

m.v.

Loven omfatter endvidere domstolene og kan ved kgl. anordning sættes i

kraft for rigsmyndighederne på Færøerne og i Grønland.

Loven omfatter ikke Folketinget, Folketingets ombudsmand og visse andre

organer med tilknytning til Folketinget, f.eks. statsrevisorerne og deres

sekretariat. Rigsrevisionen skal dog i henhold til lov nr. 489 af 24 juni

1991, § 18c, fortsat aflevere sine arkivalier til Rigsarkivet.

Det bemærkes, at for en række internationale organisationers vedkommende

(f.eks. NATO. og EF) er Danmark traktatmæssigt forpligtet til at følge de

særlige bestemmelser, som organisationen har fastsat eller måtte fastsætte på

arkivområdet.

Til stk. 2

Som offentlige arkivalier opfattes endvidere anerkendte trossamfunds

ministerialbøger, jf. Kirkeministeriets cirkulære nr. 123 af 14. august 1987.

Til § 8

Uden for loven falder som hovedregel institutioner, foreninger og

lignende, der er organiseret på privatretligt grundlag. Kulturministeren kan

dog bestemme, at sådanne institutioner, hvis driftsomkostninger helt eller

overvejende dækkes af offentlige midler, eller hvis virksomhed kan

sidestilles med den, der udøves af offentlige forvaltningsmyndigheder, skal

omfattes af lovens bestemmelser. § 8 svarer til lignende bestemmelser i

offentligheds- og forvaltningslovene.

Med henblik på sikring af dokumentation for vigtige sider af samfundslivet

skaber bestemmelsen således grundlag for anvendelse af arkivloven på områder,

hvor traditionelt offentlige opgaver varetages af institutioner uden for den

egentlige offentlige forvaltning.

Kapitel 3

Bevaring og kassation

Til kapitel 3

Det er de offentlige arkivers hovedopgave at sikre bevaringen af

arkivalier, der har historisk værdi eller som tjener til dokumentation af

forhold af væsentlig betydning for forvaltning og borgere. Denne opgave må

som beskrevet i bemærkningerne til kapitel 1 løses i samarbejde med de

berørte myndigheder.

Det præciseres, at der påhviler myndighederne ansvar for, at deres

arkivalier opbevares på betryggende måde. Heri indgår det, at myndigheder

ikke på egen hånd må foretage kassation af arkivalier. Endvidere bærer

myndighederne ansvaret for at sikre deres arkivalier mod enhver form for

overlast. I lys af erfaringerne er det ministeriets opfattelse, at en

lovfæstelse af dette ansvar for hele den offentlige forvaltning må anses for

ønskelig.

Der tillægges kulturministeren bemyndigelse til at fastsætte regler til

varetagelse af arkivmæssige hensyn, og statens arkivers kompetence som

tilsynsmyndighed over for den offentlige forvaltning præciseres.

Til § 9

Det påhviler offentlige myndigheder at drage omsorg for, at deres

arkivalier opbevares på betryggende måde. Kassation må kun finde sted efter

de regler, der fastsættes herom, jf. nedenfor.

Bestemmelsen svarer til de regler, der hidtil har været gældende på det

kommunale område, d.v.s. § 62 i lov om kommunernes styrelse og § 52 i lov om

Københavns Kommunes styrelse. Tilsvarende bestemmelser for det statslige

område har ikke tidligere været optaget i en generel lov, men regler for

særlige embeders eller myndigheders behandling af arkivalier har tidligt

været fastsat. De nugældende regler på det statslige område findes i

Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 91 af 20. februar 1976. Heri indgår, at

kassation kun må finde sted med rigsarkivarens tilladelse.

Til stk. 2

Når arkivalier afleveres fra en offentlig myndighed til et offentligt

arkiv, overgår ansvaret for arkivaliernes bevaring til arkivet. Arkivalierne

vil som hovedregel fortsat kunne stilles til rådighed for de afleverende

myndigheder til administrativt brug, jf. § 2, nr. 3. For edb-registre, der

indeholder personoplysninger, henvises til § 14 og bemærkninger til denne

bestemmelse. Det bemærkes dog særligt, at efter afleveringen af et

edb-register til Rigsarkivet overgår ansvaret for det pågældende registers

sikkerhed m.v., jf. § 12 i lov om offentlige myndigheders registre, til

Rigsarkivet. Udlånes registret til den afleverende myndighed, vil ansvaret

for registret naturligvis også påhvile denne myndighed.

Til § 10

Med henblik på en koordineret bevarings- og kassationspolitik inden for

den statslige forvaltning fastsætter kulturministeren nærmere regler om disse

forhold, og statens arkiver fører tilsyn med reglernes overholdelse. De

nugældende regler på området omfatter forskrifter for opbevaringsforhold hos

de statslige myndigheder, for tekniske krav til arkivmedier (papir,

mikrofilm, edb-bånd m.v.) samt for arkivdannelsen (journalplaner,

journalføring, arkivfortegnelser m.v.). Arkivernes bistand til og vejledning

af forvaltningen i forbindelse med arkivrutiner skal også ses som et led i

arbejdet med gennemførelse af kassationer. Særligt for så vidt angår

registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre,

bemærkes, at bestemmelsen ikke som følge af de særlige regler i § 9, stk. 3,

i lov om offentlige myndigheders registre indebærer nogen ændring i de

regler, som gælder m.h.t. sletning m.v. af registeroplysninger. Vedrørende

dette spørgsmål henvises endvidere til § 14 og bemærkningerne til denne

bestemmelse.

Til stk. 2

De gældende bestemmelser om kommunernes forpligtelser i forhold til de

kommunalt skabte arkivalier findes i lov om kommunernes styrelse (§ 62) og i

lov om Københavns Kommunes styrelse (§ 52). Disse bestemmelser ophæves (jf.

§§ 37 og 38).

Som noget nyt i forhold til den gældende ordning overføres

regelfastsættelsen med hensyn til bevaring og kassation på det kommunale

område fra indenrigsministeren til kulturministeren. De bestemmelser, der er

fastsat på dette område, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses

af nye bestemmelser, jf. § 39. Evt. ændring af hidtidige regler på det

kommunale område forudsættes forhandlet med de kommunale parter.

Tilsyn med kommunernes overholdelse af reglerne om bevaring og kassation

af arkivalier føres af statens arkiver, jf. stk. 3. Spørgsmålet om, hvorvidt

kommunerne handler i strid med lovgivningen i forbindelse med behandling og

opbevaring af arkivalier vil derimod henhøre under det almindelige kommunale

tilsyn (tilsynsrådene og Indenrigsministeriet).

Til stk. 3

Det pålægges statens arkiver at føre tilsyn med, at de regler, der er

eller måtte blive fastsat om behandling, bevaring og kassation af arkivalier,

overholdes.

I praksis gennemføres udskillelse af ikke-bevaringsværdigt arkivmateriale

ved den afleverende myndigheds foranstaltning før aflevering til

arkivinstitutionerne. Det må bl.a. af denne grund anses for nødvendigt, at

der tillægges statens arkiver kompetence til at føre det fornødne tilsyn med,

at dette arbejde udføres på betryggende vis.

Statens arkivers tilsyn med statslige myndigheders arkiver omfatter

herudover især materialekvaliteter og -normer, opbevaringsforhold og

arkivlokaler, arkivfortegnelser og registrering, ordning og arkivdannelse

samt journalplaner, styrings- og søgesystemer og sagsdannelse. De nærmere

regler herom vil blive fastsat ved bekendtgørelse.

Kapitel 4

Aflevering mv.

Til kapitel 4

Kapitlet indeholder bestemmelser om, til hvilke arkivinstitutioner,

myndighederne skal aflevere deres arkivalier. Det bemærkes i denne

forbindelse, at kommuner som tidligere nævnt kan vælge ikke at aflevere

arkivalier til en særlig arkivinstitution.

Statslige myndigheders arkivalier afleveres efter de gældende regler til

statens arkiver, når arkivalierne er 30 år gamle, da det må antages, at

arkivalierne efter en 30 års periode ikke længere er nødvendige for den

løbende administration.

Myndighederne kan, hvor forholdene taler derfor, efter aftale med det

modtagende arkiv aflevere arkivalier senere end 30 år. I den hidtige praksis

er dette bl.a. tilfældet, hvor arkivalierne stadig er i administrativ brug.

Det er af flere årsager væsentligt, at aflevering som hovedregel sker

efter 30 år eller før. For det første må det antages, at der er økonomiske

fordele forbundet med dette. Statens arkiver opbevarer og behandler de store

mængder af statslige arkivalier centralt og med mindre enhedsomkostninger end

de enkelte myndigheder vil kunne gøre på længere sigt. For det andet sker

opbevaringen og behandlingen i arkiverne på grund af disse institutioners

faglige kompetence på dette område i langt de fleste tilfælde på en mere

forsvarlig måde end hos de enkelte myndigheder. For det tredie er aflevering

en betingelse for at arkivalierne kan gøres tilgængelige for offentligheden

og for den historiske forskning m.v. i arkiverne.

Det er derfor vigtigt, at en arkivlovgivning nærmere regulerer, hvorledes

aflevering til de offentlige arkivinstitutioner skal finde sted.

Det foreslås, at den nugældende praksis, hvorefter statslige myndigheders

arkivalier afleveres til statens arkiver efter 30 år, nu lovfæstes, idet der

dog, hvor modstående hensyn gør sig gældende, kan ske fravigelse fra denne

hovedregel. Der kan her bl.a. være tale om rent praktiske hensyn til

forvaltningen hos den afleverende myndighed, eller om ressource- og

sikkerhedsmæssige hensyn.

Lovforslaget indeholder tillige bestemmelser om aflevering og dermed

bevaring af registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders

registre. Statslige myndigheders journalregistre skal afleveres til

Rigsarkivet. Det vil ifølge forslaget være Registertilsynet, der træffer

afgørelse med hensyn til andre registre, der skal bevares, ligesom

Registertilsynet afgiver udtalelse om vilkårene for opbevaring. Der er ved

registerbestemmelserne sket en væsentlig ændring af proceduren for behandling

af spørgsmål om sletning/bevaring af registeroplysninger af forskningsmæssig

værdi, idet det sikres, at en vurdering af denne værdi i alle tilfælde skal

finde sted.

Til § 11

For statslige myndigheder fastsætter Kulturministeriets bekendtgørelse

nr. 91 af 20. februar 1976 en egentlig afleveringspligt i den forstand, at

alle statslige myndigheder skal aflevere deres arkivalier til statens

arkiver, og at myndighederne kun må aflevere deres arkivalier til statens

arkiver, ikke til andre statslige, kommunale eller private institutioner.

Lovforslaget tilsigter en lovfæstelse for hele den offentlige forvaltning

m.h.t. spørgsmålet om aflevering i forhold til de offentlige arkiver,

statslige eller kommunale.

Til § 12

I henhold til bekendtgørelse nr. 91 af 20. februar 1976 afleverer

centraladministrationen og landsdækkende statsinstitutioner deres arkivalier

til Rigsarkivet. Det drejer sig om ministerier og styrelser, Højesteret samt

Forsvarets afdelinger. Af historiske og praktiske grunde afleverer en række

landsdækkende institutioner deres arkivalier til et landsarkiv. Det gælder

således f.eks. Sø- og Handelsretten, der afleverer til Landsarkivet for

Sjælland, og Aarhus Universitet, der afleverer til Landsarkivet for

Nørrejylland. Det forudsættes, at denne praksis kan fortsætte.

Forslaget er i overensstemmelse med den gældende ordning på området.

Til stk. 2

Bekendtgørelse nr. 91 af 20. februar 1976 fastsætter, at lokale statslige

myndigheder samt folkekirkens institutioner afleverer deres arkivalier til

landsarkiverne. Særligt om folkekirkens institutioner bemærkes, at den

adgang, menighedsråd ifølge Kirkeministeriets cirkulære af 25. juni 1986 har

til med rigsarkivarens godkendelse at deponere deres arkivalier i et

lokalhistorisk arkiv, ikke ændres ved bestemmelsen. Endvidere modtager

landsarkiverne arkivalier vedrørende de anerkendte trossamfunds

ministerialbogførelse, jf. Kirkeministeriets cirkulære af 14. august 1987.

Forslaget er i overensstemmelse med de gældende regler på området.

Til § 13

De nugældende regler om statslige myndigheders aflevering af arkivalier

til statens arkiver er optaget i Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 91 af

20. februar 1976. Hovedreglen er, at arkivalierne afleveres til statens

arkiver, når de er 30 år gamle, da det generelt må antages, at arkivalierne

efter en 30 års periode ikke længere er nødvendige for den løbende

administration.

Bekendtgørelse nr. 91 af 20. februar 1976 er udstedt efter forhandling med

samtlige ministerier.

Under den gældende ordning kan myndighederne, hvor forholdene taler

herfor, efter aftale med det modtagende arkiv aflevere arkivalier senere end

30 år. En række administrative og praktiske hensyn kan således føre til, at

der fastsættes en længere afleveringsfrist. I den hidtidige praksis er dette

blandt andet tilfældet, hvor arkivalierne stadig er i administrativ brug. En

række myndigheder afleverer dog - af praktiske og ressourcemæssige grunde -

arkivalier til statens arkiver, før de er 30 år gamle.

Det foreslås, at hovedreglen - aflevering efter 30 år - nu lovfæstes. Det

præciseres dog, at modstående hensyn kan medføre, at denne hovedregel

fraviges.

Kulturministeren bemyndiges til, efter forhandling med de berørte

ministerier, at fastsætte nærmere regler om myndighedernes aflevering af

arkivalier, herunder om de tilfælde, hvor en fravigelse af hovedreglen kan

finde sted.

Den praktiske gennemførelse af afleveringen vil være baseret på aftale

mellem det modtagende arkiv og den afleverende myndighed. Praktiske årsager

(bl.a. journalperioder) kan indebære, at der kan medgå et vist tidsrum udover

30 år, inden afleveringen er endelig gennemført.

Det vil i reglerne blive fastsat, at afgørelse om afvigelse fra den

almindelige afleveringsfrist som hovedregel træffes af Rigsarkivaren eller

vedkommende landsarkivar i samråd med den afleverende myndighed.

Den afleverende myndighed kan dog fastsætte en længere frist for så vidt

angår materiale, der er klassificeret »FORTROLIGT« eller højere i

henhold til de bestemmelser, som er fastsat herom, herunder Statsministeriets

cirkulære af 1. november 1986 og Forsvarets tilsvarende bestemmelser. Dette

svarer til den gældende praksis.

Efter praksis afleveres disse arkivalier i et vidt omfang først efter

nedklassificering er foretaget. Nedklassificering foretages som hovedregel

først, når sagerne er 60 år gamle, og sagerne opbevares således indtil dette

tidspunkt hos den afleverende myndighed. Denne praksis forudses videreført.

Dette forhold kan have sikkerhedsmæssige grunde og har i denne sammenhæng

først og fremmest betydning for Forsvarets myndigheder og

efterretningstjenesterne.

Derudover kan der foreligge ressourcemæssige problemer i forbindelse med

nedklassificering, i det udskydelsen af afleveringstidspunktet har sammenhæng

med de forholdsvis betydelige ressourcer, der ville medgå dels til en

gennemgang af sagerne med henblik på nedklassificering efter 30 års perioden,

dels til opfyldelse af de sikkerhedskrav, det modtagende arkiv ved større

afleveringer af ikke-nedklassificeret arkivmateriale ville blive stillet

overfor.

De regler, der til afløsning af de nugældende bestemmelser agtes fastsat

med hjemmel i § 13, vil derudover bl.a. indeholde bestemmelser om de

tilfælde, hvor aflevering sker før udløbet af den generelle afleveringsfrist.

Hvor aflevering af arkivalier sker før udløbet af 30 års fristen, vil der

kunne fastsættes regler om vederlag for opbevaring m.v., indtil arkivalierne

har opnået 30 års alder.

Fravigelse af den i § 13, stk. 1, 1. pkt. nævnte hovedregel kan endvidere

i særlige tilfælde vedrøre afleveringspligten. Der tænkes herved navnlig på,

at der for så vidt angår de særlige forvaltningsenheder, som ifølge

lovforslaget vil være omfattet af arkivlovens bestemmelser, kan være tale om

at tage hensyn til den praksis, som hidtil har været fulgt m.h.t. aflevering.

Endvidere kan henvises til, at afleveringspligten efter de gældende regler

ikke omfatter arkivalier, som er en del af en institutions videnskabelige

samlinger.

Angående de særlige bestemmelser, der vedrører aflevering af registre, som

falder ind under lov om offentlige myndigheders registre, henvises til § 14

og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til § 14

Offentlige myndigheders edb-registre var indtil gennemførelsen af lov om

offentlige myndigheders registre omfattet af de for statens arkivalier i

øvrigt gældende bestemmelser. Ved registerloven indførtes for edb-registre,

der indeholder personhenførbare oplysninger, en sletningspligt med hensyn til

ikke aktuelle oplysninger (§9, stk. 3). Loven hjemlede dog mulighed for

bevaring af registre derved, at justitsministeren efter indstilling fra

Registertilsynet kunne tillade, at registereksemplarer overførtes til arkiv

(§ 9, stk. 4).

Bestemmelsens 1. punktum fastsætter en egentlig afleveringspligt for

journalregistre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre.

I de senere år er en lang række statsinstitutioner m.v. overgået til

edb-journalisering, og i en række tilfælde er der for sådanne journaler,

sagsfortegnelser m.v. fastsat registerforskrifter i henhold til lov om

offentlige myndigheders registre. Bevaring af sådanne registre er en

betingelse for, at myndighedens arkiv vil kunne anvendes i forskningsmæssig

eller anden sammenhæng, og sådanne registre foreslås derfor omfattet af en

obligatorisk aflevering.

Bestemmelsen indebærer ændring af § 9, stk. 4, i lov om offentlige

myndigheders registre, jf. forslagets § 36.

I bestemmelsens 2. pkt. fastsættes, at andre registre, der indeholder

personhenførbare oplysninger, skal afleveres til Rigsarkivet, såfremt det

efter vurdering findes nødvendigt af forskningsmæssige hensyn.

Ved revisionen af registerloven i 1986/87 udtalte Folketingets retsudvalg,

jf. FT 1986/87, Tillæg B, sp. 2573 ff., »at hensynet til, at forskningen

også i fremtiden kan få tilfredstillende vilkår, med stor vægt taler imod den

foreslåede yderligere indskrænkning i adgangen til at arkivere edb-registre,

navnlig inden for de dele af den lægevidenskabelige forskning, hvor f.eks.

arvebiologiske faktorer eller miljømæssige faktorer er af betydning, og hvor

det må antages, at adgang til at anvende arkiverede administrative

edb-registre kan være af afgørende betydning for de resultater, der kan

opnås. . . . . . . .

Udvalget forudsætter, at administrationen af den gældende ordning fortsat

vil ske således, at hensynet til forskningens fremtidige behov for

edb-registrerede personoplysninger indgår med vægt i vurderingen af, om

registre bør arkiveres, og at Rigsarkivets særlige sagkundskab vedrørende den

forskningsmæssige interesse i registrene indgår ved vurderingen heraf.«

De hensyn, der tilsiger bevaring af edb-registre, er de samme, der lægges

til grund ved vurderingen af, om andre arkivalier bør bevares, og findes mest

hensigtsmæssigt at kunne tilgodeses derved, at edb-registre, der er omfattet

af lov om offentlige myndigheders registre, omfattes af de regler, der i

øvrigt gælder for bevaring af offentlige arkivalier, såfremt registrene efter

Registertilsynets og rigsarkivarens vurdering indeholder oplysninger af

væsentlig forskningsmæssig betydning.

Til stk. 2

Afgørelse om aflevering af registre træffes af Registertilsynet efter

udtalelse fra rigsarkivaren. Herved sikres, at de hensyn, der under den

hidtidige ordning er søgt varetaget gennem lov om offentlige myndigheders

registre § 9, stk. 4, fortsat vil indgå i spørgsmålet om bevaring af

registeroplysninger. Det skal bemærkes, at der for nedklassificering og

aflevering af klassificerede registre i det omfang de afleveres, skal gælde

de samme regler som for aflevering af klassificerede sager, jf.

bemærkningerne til § 13.

Til stk. 3

Overfor hensynet til bevaring står hensynet til at undgå, at uaktuelle

registeroplysninger ophobes med de muligheder for misbrug, som dette

indebærer. Varetagelsen af disse hensyn er hidtil sket ved fastsættelsen af

særlige vilkår for arkivering, herunder for tilgængelighed.

Under den gældende ordning fastsættes vilkårene af justitsministeren efter

indstilling fra Registertilsynet. Som hovedregel gælder der for registre, der

er tilladt arkiverede i henhold til registerlovens § 9, stk. 4, en 80 års

tilgængelighedsfrist. Før udløbet af denne frist kan Rigsarkivet med samtykke

af Registertilsynet tillade, at den afleverende myndighed får adgang til

registret, ligesom Rigsarkivet efter samtykke såvel af den afleverende

myndighed som af Registertilsynet kan tillade, at andre får adgang til

registret. Rigsarkivets og Registertilsynets afgørelser kan indbringes for

Justitsministeriet, der træffer den endelige administrative afgørelse. For så

vidt angår spørgsmålet om tilgængelighed henvises til forslagets §§ 22-24 og

bemærkninger hertil.

Forslaget forudses ikke at medføre ændring i praksis med hensyn til

fastsættelse af vilkår i forbindelse med de konkrete arkivtilladelser. Dog

får kulturministeren kompetence til, efter indhentet udtalelse fra

Registertilsynet, at fastsætte generelle regler om aflevering af edb-registre

til Rigsarkivet.

Derudover bemærkes, at der for opbevaring og behandling af edb-registre,

der indeholder personoplysninger, og som er afleveret til Rigsarkivet, gælder

særlige sikkerhedsforskrifter, fastsat af Rigsarkivet og Registertilsynet.

Til stk. 4

Bestemmelserne i stk. 1-3 omfatter statslige myndigheders registre. I stk.

4 åbnes mulighed for, at kommunale registre, der er omfattet af lov om

offentlige myndigheders registre, og som det under hensyn til videnskabelige

eller statistiske formål må anses for ønskeligt at bevare, afleveres til

Rigsarkivet efter regler, der fastsættes af kulturministeren efter indhentet

udtalelse fra Registertilsynet. At aflevering i givet fald skal finde sted

til Rigsarkivet, er begrundet i de særlige sikkerhedskrav, der må stilles til

opbevaringen af registre, jf. bemærkninger til stk. 3. Der henvises i øvrigt

til § 36 samt bemærkninger hertil.

Til § 15

Til stk. 1

Det omtales udtrykkeligt, at kommuner kan aflevere deres arkivalier til

arkiver uden for statens arkiver, dvs. til kommunalt oprettede og drevne

arkiver (stadsarkiver m.v.), jf. bemærkninger til § 4, stk. 1.

Til stk. 2

Lov nr. 42 af 30. marts 1889 om oprettelse af et rigsarkiv og

arkivbekendtgørelsen af 10. marts 1891 giver kommunerne ret, men ikke pligt,

til at aflevere deres arkivalier til landsarkiverne. Denne bestemmelse er

opretholdt i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981

om kassation i kommunernes arkiver som ændret ved bekendtgørelse nr. 42 af

18. februar 1985 samt bekendtgørelse nr. 65 af 31. januar 1990 om kassation i

amtskommunernes arkiver.

Det foreslås, at denne mulighed opretholdes, men at der kan fastsættes

nærmere regler herom, bl.a. om vederlag for opbevaringen.

Kommunernes Landsforening har udtalt, at en bestemmelse, hvorefter

kommunerne skal betale for opbevaring af deres arkivalier i statens arkiver,

må forudsætte, at aflevering fortsat skal være en frivillig sag.

I det lovudkast, der i efteråret 1990 udsendtes til høring, var det

foreslået, at amtskommunale arkivalier skulle være omfattet af en

afleveringspligt til statens arkiver. Amterne har efter gældende praksis

afleveret til landsarkiverne, og Rigsarkivet har understreget det ønskelige i

at bibeholde en kontinuitet i forhold til tidligere afleveringer fra de

indtil 1970 eksisterende statsamter. Det er i denne forbindelse påpeget, at

man i en række tilfælde har udlagt sagområder til amtskommunal forvaltning

for senere atter at lægge dem ind under statslig forvaltning.

Fra Amtsrådsforeningen påpegedes under høringen, at en afleveringspligt

var en skærpelse i forhold til den gældende ordning, og at man af

ressourcemæssige grunde måtte foretrække de gældende regler på området

opretholdt.

Det er endvidere fra Københavns Kommune samt Frederiksberg Kommune blevet

understreget, at det for såvel primærkommunale som amtskommunale arkivalier

bør være frivilligt, om aflevering til statens arkiver skal ske.

På trods af de betænkeligheder, der er blevet udtrykt fra Rigsarkivets

side, findes det rigtigt, jf. bemærkninger til § 4, at såvel primær- som

amtskommuner selv kan træffe afgørelse om, hvorvidt arkivalierne i givet fald

skal afleveres til et kommunalt oprettet og drevet arkiv eller til et

landsarkiv.

Til § 16

Offentlige institutioner, der har arkivalier fra (andre) tidligere eller

eksisterende statslige myndigheder i deres besiddelse, pålægges at underrette

statens arkiver om sådanne arkivalier. Hensigten med bestemmelsen, der er i

overensstemmelse med den nuværende praksis, er dels at sikre, at sådanne

arkivalier ikke på grund af uhensigtsmæssige opbevaringsforhold står i fare

for at gå til grunde, dels at opnå oversigt over, hvilke statslige

arkivalier, der opbevares i institutioner uden for statens arkiver. Derved

sikres også, at disse arkivalier bliver kendt for offentligheden og kan

stilles til rådighed for forskningen.

Til stk. 2

Der åbnes i bestemmelsen mulighed for, at institutioner uden for statens

arkiver, hvor forholdene taler for det, kan opbevare statslige arkivalier

efter nærmere aftale med arkivmyndighederne.

Til § 17

Private personer, der er i besiddelse af arkivalier fra tidligere eller

eksisterende statslige myndigheder, pålægges som pligt at aflevere sådanne

arkivalier til statens arkiver.

Bestemmelsen er i overensstemmelse med den siden Justitsministeriets

cirkulære af 15. januar 1885 gældende praksis, hvorefter alle aktstykker,

protokoller, regnskaber osv., som indkommer til eller fremgår af statens

administration i videste forstand, som regel ikke retmæssigt kunne være i

privates besiddelse eller genstand for salg eller privat disposition, og

derfor efter forholdene er blevet indkrævet til statens arkiver. Det

bemærkes, at statens arkiver i hidtidig praksis kun har indkrævet arkivalier

fra private besiddere i de tilfælde, hvor der har foreligget en klar

vindikationsret, og hvor forholdene i øvrigt har gjort det påkrævet.

Til § 18

Bestemmelsen vedrører såvel arkivalier, der kan opfattes som herreløse,

jf. bemærkninger til § 29, som arkivalier fra tidligere eller nuværende

statslige myndigheder, der forsøges solgt som privat ejendom ved offentlig

auktion. Bestemmelsen lovfæster principperne i Justitsministeriets cirkulære

af 15. januar 1885 til samtlige skifte- og auktionsretter samt politimestre

om statens vindikationsret til sine arkivalier. Der henvises i øvrigt til § 8

i lov om offentlig auktion ved auktionsledere, jf. lovbekendtgørelse nr. 191

af 9. april 1986.

Til § 19

Det fastslås, at statens ret til sine arkivalier ikke kan bortfalde ved

hævd eller ekstinktion. Bestemmelsen er i overensstemmelse med gældende

retsopfattelse og med international arkivpraksis.

Kapitel 5

Tilgængelighed.

Til kapitel 5

1.

Adgangen til offentlige arkivers samlinger er ikke tidligere reguleret ved

lov.

Spørgsmålet om offentlige arkivaliers tilgængelighed er et forhold, som

ofte har været genstand for debat, bl.a. i forbindelse med overvejelser om

eventuel lovgivning på arkivområdet.

Der har i denne forbindelse været fremført kritik af den gældende ordning,

som bl.a. påstås at være for restriktiv m.h.t. arkivadgang og for

uigennemsigtig i administrativ henseende.

Det er ministeriets opfattelse, at der er behov for en politisk afklaring

af de hensyn, der skal afvejes mod hinanden i spørgsmålet om adgang til

arkivalier. På den ene side står hensynet til offentlighedens, herunder

forskningens interesse i at benytte de oplysninger om bl.a. politiske og

historiske forhold, der opbevares i arkiverne. På den anden side står

hensynet til beskyttelse af væsentlige interesser, der vedrører privatlivets

fred, statens sikkerhed m.v.

Lovforslaget er baseret på et ønske om størst mulig åbenhed med hensyn til

adgangen til offentlige arkivalier.

Dette kommer til udtryk i en generel tilgængelighedsfrist, der er kortere

end den i dag gældende, samt ved opstilling af særlige krav til de

situationer, hvor en længere tilgængelighedsfrist ønskes fastsat.

For så vidt angår de ovennævnte beskyttelseshensyn er forslaget baseret på

et ønske om at bringe reglerne herom i overensstemmelse med bestemmelserne om

aktindsigt i offentligheds- og forvaltningslovene, jf. nedenfor.

For så vidt angår spørgsmålet om dispensation fra fastsatte frister er

forslaget baseret på et ønske om en præcisering af kompetenceforholdene i

denne forbindelse, således at det klargøres, hvornår en afgørelse træffes af

rigsarkivaren, og hvornår en afgørelse om tilgængelighed forudsætter

ressortmyndighedens samtykke. Det forudsættes i øvrigt, at ønsket om størst

mulig åbenhed med hensyn til adgang til offentlige arkivalier også kommer til

udtryk i behandlingen af dispensationsansøgninger.

2.

Om den gældende regulering af tilgængeligheden af arkivalier i statens

arkiver bemærkes følgende:

Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 42 af 20. februar 1976 fastsætter i

§ 9, at rigsarkivaren inden for den gældende lovgivnings rammer træffer

afgørelse om benyttelse af de afleverede arkivalier. De afleverende

myndigheder kan efter samråd med det modtagende arkiv forbeholde sig i en

bestemt årrække at give tilladelse til benyttelse af arkivalier, der er

afleveret fra myndigheden eller dennes underordnede institutioner.

De af rigsarkivaren i henhold til Kultusministeriets instruks for

rigsarkivaren af 16. december 1896 fastsatte regler om benyttelse af

arkivalier er indeholdt i cirkulærer af 30. december 1964 om tilgængelighed

for materiale i landsarkiverne og 30. september 1968 om tilgængelighed af

materiale i Rigsarkivet. Hovedreglen er en såkaldt glidende 50-års frist,

hvorfra der gælder en række undtagelser. Disse gælder sager, der indeholder

oplysninger, som

1) er af betydning for rigets sikkerhed,

2) angår kongehuset,

3) kan være krænkende for den person, de angår, og hans nærmeste familie

eller

4) vedrører forhold, der tilhører privatlivet, og som med rimelig grund

kan forlanges unddraget offentligheden.

Tilgængelighedsfristen for sådanne sager er 80 eller 100 år, evt. 100 år

efter den pågældendes fødsel. Hvor en tilgængelighedsfrist regnes fra en

persons fødsel, er det tillige en betingelse for tilgængelighed, at

arkivalierne er 50 eller 80 gamle. Rigsarkivarens cirkulære af 30. september

1968 opregner en række sagstyper, for hvilke 80 års eller 100 års

tilgængelighedsfristen gælder. Fortegnelsen over sådanne sagstyper er dog kun

vejledende, og fortolkningen af cirkulærets bestemmelser i denne henseende

har kunnet give anledning til tvivl. Sådanne tvivlstilfælde er ifølge

cirkulæret blevet afgjort af rigsarkivaren.

Dispensationer fra de gældende tilgængelighedsfrister meddeles af

rigsarkivaren, der normalt har kompetence til at meddele tilladelse til

benyttelse af arkivalier, der er over 25 år gamle, hvor

tilgængelighedsfristen er 50 år, og over 50 år gamle, hvor

tilgængelighedsfristen er 80 år eller længere. En række myndigheder har

forbeholdt sig at give tilladelse til benyttelse af de ifølge de ovennævnte

regler ikke almindelig tilgængelige arkivalier. I disse tilfælde afgiver

Rigsarkivet i reglen en udtalelse til myndigheden om karakteren af de

oplysninger, der er indeholdt i det arkivmateriale, der ønskes benyttet.

Dette gælder således bl.a. Statsministeriet, Udenrigsministeriet,

Justitsministeriet og Forsvarsministeriet.

For så vidt angår praksis med hensyn til meddelelse af dispensationer fra

de fastsatte tilgængelighedsfrister kan oplyses, at en opgørelse over ca.

1600 dispensationsansøgninger fra perioden 1986-1990 viser, at 40 helt er

blevet afslået.

Uanset at praksis således viser, at langt størsteparten af anmodninger om

tilgængelighed er imødekommet, må det erkendes, at den hidtidige ordning har

kunnet opfattes som uigennemsigtig, og at der er behov for en klarere

regulering af dette område.

3.

Det skal præciseres, at spørgsmålet om almindelig aktindsigt efter

offentlighedsloven og parters aktindsigt efter forvaltningsloven ikke ændres

ved, at sager, dokumenter m.v. afleveres til arkiverne. Forholdet er her, at

sager, dokumenter m.v., der efter de nævnte love er undergivet aktindsigt,

også efter aflevering til arkiverne vil kunne benyttes i overensstemmelse

hermed.

Om forholdet mellem aktindsigt efter offentligheds- og forvaltningslovene

og arkivadgang skal derudover bemærkes:

Aktindsigt efter offentligheds- og forvaltningslovene kræver, at den, der

begærer aktindsigt, angiver de dokumenter eller den sag, som der ønskes

indsigt i (offentlighedslovens § 4, stk. 3). Af bemærkningerne til

offentlighedsloven fremgår, at der ikke kan forlanges adgang til at gennemgå

en forvaltningsmyndigheds journalmateriale med henblik på herigennem at finde

frem til sager, hvis dokumenter man kan have interesse i at blive gjort

bekendt med, ligesom bestemmelsen ikke giver adgang til at gennemse alle

sager af en bestemt art eller sager, der er blevet journaliseret i en bestemt

periode. I modsætning hertil tager en historisk undersøgelse ofte

udgangspunkt i en konstatering af, om der overhovedet findes arkivalier, der

indeholder oplysninger om dette eller hint forhold. Arkivbenyttelse medfører

således som regel en mere vidtgående udnyttelse af forvaltningens

sagsmateriale end aktindsigt i offentlighedslovens forstand.

Til § 20

Bestemmelsen fastsætter, at offentlige arkivalier som hovedregel er

tilgængelige for enhver, når arkivalierne er 30 år gamle. Udgangspunktet for

forslaget er således en væsentlig liberalisering af adgangen til arkivalier i

forhold til den nugældende generelle 50-års frist.

En forlængelse af fristen vil kun kunne ske, når der foreligger ganske

særlige beskyttelseshensyn, jf. bemærkninger til § 21 og § 22. Det bemærkes

endvidere, at der efter § 24 kan dispenseres fra den generelle

tilgængelighedsfrist, når arkivalierne er afleveret før 30-års fristens

udløb, jf. bemærkninger til § 24.

Det understreges, at enhver har adgang til at benytte offentlige

arkivalier. Der stilles således ikke særlige krav til benyttere, f.eks. om

forskningsmæssig baggrund.

Til § 21

Bestemmelsen giver den afleverende myndighed mulighed for at fastsætte en

længere tilgængelighedsfrist for arkivalier, der indeholder oplysninger, der

af hensyn til offentlige interesser, herunder hensynet til statens sikkerhed

eller hensynet til fremmede magter, eller til private økonomiske interesser,

ikke efter udløbet af den generelle 30 års frist kan gøres frit tilgængelige.

De hensyn, der kan betinge en forlængelse af 30 års fristen, svarer til dem,

der i offentlighedslovens § 13 kan hjemle undtagelse fra aktindsigt, således

at arkivmyndighedens administration i forhold til brugerne kan blive så

smidig som mulig.

Det forudsættes i denne forbindelse, at fastsættelse af en længere frist

så vidt muligt sker ved afleveringen.

Det er i den forbindelse under høringen hævdet, at myndighedernes adgang

til at fastsætte særlige tilgængelighedsfrister vil resultere i, at reglerne

på området bliver uigennemsigtige for offentligheden samt administrativt

tyngende for arkiverne.

Det er yderligere hævdet, at reglen vil kunne medføre, at der fastsættes

forskellige tidsfrister for materiale af samme karakter, der afleveres fra

forskellige sideordnede myndigheder, f.eks. politimestre. Det er i denne

forbindelse foreslået, at der i de særlige tilfælde skal gælde en generel,

længere tilgængelighedsfrist.

Det skal hertil bemærkes, at forlængelse af 30-års fristen kun forudsættes

foretaget, hvor dette er nødvendigt til beskyttelse af

væsentlige hensyn til de nævnte interesser.

Det er således præciseret, at myndighederne ikke kan udøve et vilkårligt

skøn ved fastsættelsen af en særlig frist, og det bemærkes i denne

forbindelse, at fastsættelse af længere tilgængelighedsfrist skal ske efter

drøftelse med det modtagende arkiv.

Beskyttelseshensynene er som nævnt udformet på grundlag af

offentlighedsloven. Det forudsættes, at beskyttelseshensynene i forbindelse

med arkivadgang på grund af den forløbne tid - normalt 30 år - vil gøre sig

gældende med væsentlig mindre vægt end i spørgsmål om aktindsigt i helt

aktuelle sager efter offentlighedsloven.

Med henblik på at tilvejebringe en større åbenhed med hensyn til adgangen

til benyttelse af arkivalier må det anses for ønskeligt, at den afleverende

myndighed kan fastsætte fristen under hensyn til de særlige forhold, der

konkret gør sig gældende, og det vil derfor næppe være hensigtsmæssigt at

fastsætte en fælles, længere frist for disse tilfælde.

Gennemførelse af forslagets regler vil under denne forudsætning næppe

medføre øget administration for arkiverne, ligesom det må afvises, at

tilgængelighedsreglerne herved vil blive uigennemsigtige. Tværtimod sigter

forslaget på dette punkt til en større bevidsthed om

tilgængelighedsspørgsmålet hos de afleverende myndigheder, der forudses at

føre til, at forlængelse af den generelle frist kun sker i ganske særlige

tilfælde.

Dette vil være en væsentlig forbedring i forhold til den nugældende

praksis, hvor fortolkning af de gældende tilgængelighedsbestemmelser har

kunnet give anledning til tvivl bl.a. med den virkning, at behandlingen af

ansøgninger om dispensation fra tilgængelighedsfristerne ofte kræver høring

af flere myndigheder og dermed kan forekomme langsommelig.

Reglen vil heller ikke kunne føre til, at der af sideordnede myndigheder

fastsættes forskellige tilgængelighedsfrister for materiale af samme

karakter, idet fastsættelse af frister dels vil ske i samråd med det

modtagende arkiv, dels efter behov forudsættes koordineret af højere

myndighed.

Til § 22

Til stk. 1

Bestemmelsen fastsætter en tilgængelighedsfrist på 80 år for arkivalier,

der indeholder oplysninger om enkeltpersoners private og økonomiske forhold,

herunder registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders

registre. Tilgængelighedsfristen svarer til den i øjeblikket gældende, idet

det dog bemærkes, at en række arkivalier, der indeholder særligt følsomme

oplysninger, efter de gældende regler først er tilgængelige efter 100 år. Der

er således tale om en nedsættelse af den generelle tilgængelighedsfrist for

en række sager.

Tilgængelighedsfristen på 80 år finder ligeledes anvendelse på sager inden

for strafferetsplejen, på myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i

retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres, samt på materiale,

der tilvejebringes af Danmarks Statistik med henblik på udarbejdelse af

offentlig statistik. Bestemmelsen er i overensstemmelse med den praksis, der

følges under de nugældende regler.

I det udkast, der i efteråret 1990 blev udsendt til høring, var fristen

for tilgængelighed med hensyn til personoplysninger m.v. foreslået fastsat

til 90 år. Baggrunden for dette forslag var især nyere udenlandsk

arkivlovgivning, hvor fristen for fri tilgængelighed på dette område er

fastsat til 90 år under hensyn til den generelt højere levealder. Ligeledes

var i det nævnte udkast samme frist anvendt på materiale, der vedrører møder

mellem ministre.

Det blev i høringsrunden fremført, at en skærpelse af

tilgængelighedsfristen fra 80 til 90 år på personbeskyttelsesområdet næppe

kunne anses for tilstrækkeligt begrundet i en højere gennemsnitslevetid, samt

at benyttelse af adskillige arkivalier, hvis frie tilgængelighed efter 80 år

ikke har medført problemer, ved bestemmelsen ville blive gjort afhængig af

dispensation. Særligt er det blevet påpeget, at en generel 90 års

tilgængelighedsfrist for personoplysninger syntes at indebære en stramning

med hensyn til tilgængeligheden af kirkebøger. Endelig er det påpeget, at en

generel 90-års tilgængelighedsfrist med hensyn til materiale, der vedrører

møder mellem ministre, ikke forekom begrundet.

Forslaget er i lyset heraf udformet således, at den gældende 80-års frist

for arkivalier, der indeholder oplysninger om enkeltpersoners private forhold

m.v., opretholdes.

Med hensyn til fristen for tilgængelighed til materiale, der vedrører

møder mellem ministre, må det antages, at den almindelige 30 års frist i

langt de fleste tilfælde vil yde tilstrækkelig beskyttelse, hvortil kommer,

at den afleverende myndighed vil kunne forlænge 30 års fristen, jf. § 21,

hvor ganske særlige hensyn gør sig gældende. Hvad særligt angår kirkebøger,

skal bemærkes, at der ikke tilsigtes nogen ændring i den 50-års frist, som er

fastsat ved Kulturministeriets cirkulære nr. 47 af 10. marts 1976.

Fastsættelse af sådan særlig tilgængelighedsfrist er hjemlet i forslagets §

22, stk. 2.

Til stk. 2

Hvis der i særlige tilfælde måtte være anledning til at fastsætte en frist

for tilgængelighed til det i stk. 1 nævnte materiale, der rækker ud over 80

år, kan en længere frist fastsættes af den afleverende myndighed efter samråd

med det modtagende arkiv.

Det skal påpeges, at bestemmelsen tillige hjemler mulighed for, at den

afleverende myndighed i samråd med det modtagende arkiv fastsætter en

tilgængelighedsfrist, der er kortere end 80 år, hvis det findes, at

beskyttelseshensynet må anses for at være bortfaldet før udløbet af den

generelle frist.

Der kan her henvises til det ovennævnte cirkulære om kirkebøgers

tilgængelighed, ligesom der muligt vil kunne fastsættes kortere frister for

visse former for statistisk grundmateriale m.v.

Det bemærkes særligt, at fastsættelse af en kortere tilgængelighedsfrist

for så vidt angår edb-registre, der er omfattet af lov om offentlige

myndigheders registre, forudsætter, at Registertilsynet i kraft af tilsynets

almindelige forpligtelser efter lov om offentlige myndigheders registre, og

de vilkår, der fastsættes efter § 14, stk. 3, godkender en afvigelse fra 80

års tilgængelighedsfristen.

Til § 23

De i §§ 20-22 nævnte frister regnes fra sagens administrative afslutning.

Den i det ovennævnte cirkulære af 30. september 1968 anvendte ordning, hvor

perioden i visse tilfælde regnes fra den pågældende persons fødsel, har ikke

vist sig hensigtsmæssig.

Til § 24

Til stk. 1

Kulturministeriets bekendtgørelse nr. 42 af 20. februar 1976 fastsætter i

§ 9, at rigsarkivaren inden for den gældende lovgivnings rammer træffer

afgørelse om benyttelse af de afleverede arkivalier. De afleverende

myndigheder kan efter samråd med det modtagende arkiv forbeholde sig i en

bestemt årrække at give tilladelse til benyttelse af arkivalier, afleveret

fra myndigheden eller dennes underordnede institutioner. Sådanne ordninger er

etableret for en række myndigheders vedkommende, jf. ovenfor.

I forslaget præciseres kompetenceforholdene vedrørende afgørelser om

dispensationer fra de efter §§ 20, 21 og 22 generelle eller særligt fastsatte

tilgængelighedsfrister.

Præciseringen af reglerne på dette område forventes at medføre en

smidigere og hurtigere behandling af ansøgninger om dispensation fra de

fastsatte tilgængelighedsfrister.

Med hensyn til proceduren for behandling af henvendelser om arkivadgang

skal bemærkes følgende:

Det pågældende arkiv konstaterer indledningsvis, om den konkrete

henvendelse vedrører arkivalier, som efter den relevante tilgængelighedsfrist

er frit tilgængelige.

Er dette ikke tilfældet, opstår spørgsmålet om dispensation fra de

pågældende frister.

I praksis vurderes i forbindelse med dispensationsansøgninger dels

karakteren af de oplysninger, der ønskes indsigt i, dels formålet med

benyttelsen af oplysningerne. Afgørelsen baserer sig på et skøn over,

hvorvidt de betingelser, der måtte være knyttet til dispensationen og som

fastsættes ud fra karakteren af de oplysninger, der gives adgang til, kan

overholdes under hensyn til formålet. Der henvises i denne forbindelse til §

25, hvorefter det påhviler den, der får dispensation fra de generelle eller

særligt fastsatte tilgængelighedsfrister, at iagttage tavshedspligt med

hensyn til fortrolige oplysninger i det materiale, den pågældende får adgang

til at benytte. Denne ordning vil bane vej for en mere fleksibel behandling

af dispensationsansøgninger.

Der er i høringsrunden fra forskerside udtrykt ønske om, at der

opstilledes objektive kriterier for afgørelse af dispensationssager.

Hertil bemærkes, at sådanne kriterier næppe lader sig opstille, idet

afgørelser i spørgsmål om meddelelse af arkivadgang ligesom afgørelser om

meddelelse af aktindsigt efter offentlighedsloven må bero på et skøn i den

konkrete sag.

Om statens arkivers kompetence i spørgsmål om dispensation fra

tilgængelighedsfristerne bemærkes følgende:

Hvis arkivalier er afleveret før 30-års fristen, kan rigsarkivaren eller

den, rigsarkivaren bemyndiger hertil, inden fristens udløb give dispensation,

når der ikke foreligger de i § 21 og § 22, stk. 1, punkt 2-5, opregnede

beskyttelseshensyn. Foreligger der sådanne beskyttelseshensyn, forelægges

spørgsmålet ressortmyndigheden til afgørelse, jf. bemærkninger til stk. 2,

ligesom ressortmyndigheden høres, såfremt en konkret dispensationssag måtte

give anledning til tvivl.

Endvidere kan rigsarkivaren eller den, rigsarkivaren bemyndiger hertil,

meddele dispensation fra 80-års fristen, for så vidt angår de arkivenheder,

der indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske

forhold, jf. § 22, stk. 1, punkt 1.

En afgørelse om afslag, der er truffet af rigsarkivaren, eventuelt som

ankeinstans i forhold til landsarkivaren, kan indbringes for

ressortmyndigheden, jf. bestemmelsen i § 32, stk. 1.

Til stk. 2

Bestemmelsen opregner de tilfælde, hvor dispensation fra

tilgængelighedsfristen kræver samtykke fra vedkommende ressortmyndighed.

Samtykke fra ressortmyndigheden kræves,

1) når den afleverende myndighed har fastsat en længere

tilgængelighedsfrist end 30 år efter § 21. Forlængelse af den generelle 30

års frist forudsættes som nævnt kun foretaget, hvor det er nødvendigt til

beskyttelse af væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Det

må i sådanne tilfælde anses for mest hensigtsmæssigt, at den pågældende

ressortmyndighed har mulighed for at modsætte sig, at der meddeles

dispensation.

2) når en arkivenhed indeholder materiale som nævnt i § 22, stk. 1, nr. 2

samt nr. 3 - 5.

§ 22, stk. 1, nr. 2, omhandler materiale, der er omfattet af lov om

offentlige myndigheders registre, jf. bemærkninger til stk. 3.

For arkivenheder, der omfatter sager inden for strafferetsplejen,

myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager m.v. samt

materiale, der tilvejebringes som grundlag for Danmarks Statistiks

udarbejdelse af offentlig statistik, kræves ligeledes ressortmyndighedens

samtykke ved meddelelse af dispensation. Bestemmelsen svarer til den

nugældende praksis.

3) Ressortmyndighedens samtykke kræves ligeledes, hvor arkivalier er

afleveret inden 30 års fristens udløb, for så vidt arkivalierne indeholder

materiale af den karakter, der er nævnt i § 21. Den generelle 30 års

tilgængelighedsfrist vil i langt de fleste tilfælde yde en tilstrækkelig

beskyttelse, jf. bemærkninger til § 21. For sager, der er yngre end 30 år,

kan beskyttelseshensynene imidlertid gøre sig gældende med større vægt, alt

efter materialets karakter og alder.

For så vidt angår afgørelser om afslag, der træffes fordi

ressortmyndigheden ikke finder at kunne meddele samtykke, har det bl. a. på

grundlag af de foreliggende høringssvar været overvejet, om der skal

etableres en særlig ankeinstans, der tager stilling til ressortmyndighedens

afgørelse i det konkrete tilfælde.

Lovudkastets regler om tilgængelighed bygger på de samme principper, som

er indeholdt i lov om offentlighed i forvaltningen og i forvaltningsloven.

Afgørelser om indsigt i h.t. de to love træffes i sidste instans af den

pågældende minister.

Det bemærkes, at spørgsmålet om oprettelse af ankenævn blev taget under

overvejelse i offentlighedskommissionen af 1956 og senere i

offentlighedsudvalget af 1973. I begge tilfælde kunne flertallet ikke

anbefale oprettelse af et sådant nævn, idet man henholdt sig til en udtalelse

fra Justitsministeriet af 14. november 1960, der konkluderede, at

»ordningen indebærer, at nævnet bliver til en administrativ klageinstans

i forhold til ministrenes afgørelser; dette forekommer vanskeligt foreneligt

med det ministerielle system og dermed med ministrenes statsretlige

stilling«.

Lovforslaget indeholder på dette grundlag ikke forslag om etablering af en

særlig ankeinstans for så vidt angår afgørelser om arkivadgang.

Til stk. 3

Som det er tilfældet efter den gældende retstilstand, fastsætter

bestemmelsen, at Registertilsynets udtrykkelige samtykke skal foreligge,

forinden der kan meddeles tilladelse til at benytte et edb-register, der er

afleveret til Rigsarkivet, og som er omfattet af lov om offentlige

myndigheders registre.

Til stk. 4

Nærmere regler vedrørende tilgængelighed for arkivalier, der ikke er

umiddelbart tilgængelige, samt om brugen af de oplysninger, der gives adgang

til, fastsættes af kulturministeren.

Det bemærkes, at der ved meddelelse af dispensationer fra de gældende

tilgængelighedsfrister også i den nuværende praksis fastsættes vilkår for

brugen af de oplysninger, der findes i det materiale, der er omfattet af en

dispensation, herunder bl.a. om anonymisering af personoplysninger m.v.

Til § 25

Bestemmelsen pålægger den, der får tilladelse til at benytte ikke

almindelig tilgængelige arkivalier, tavshedspligt med hensyn til fortrolige

oplysninger, der måtte findes i arkivalierne. Denne bestemmelse er ny i

arkivlovssammenhæng og må som nævnt antages at ville bane vej for en

smidigere behandling af ansøgninger om adgang til ikke almindelig

tilgængelige arkivalier.

Siden 1987 er der i en række tilfælde blevet pålagt forskere og andre, der

har ønsket at anvende ikke almindelig tilgængeligt arkivmateriale,

tavshedspligt i henhold til forvaltningslovens § 27, stk. 3, med hensyn til

oplysninger af fortrolig karakter, der måtte findes i det benyttede

materiale.

Det er i den offentlige debat hævdet, at tavshedspligtspålægget vil lægge

hindringer i vejen for den forskningsmæssige udnyttelse af arkivalier.

Praksis har imidlertid vist, at dette ikke er tilfældet.

Til § 26

Adgang til at benytte kommunale arkivalier, der ikke er afleveret til

statens arkiver, er ikke reguleret ved særlig lov eller på anden måde. I

praksis er spørgsmålet om arkivadgang i en række kommuner blevet behandlet

som aktindsigtssager efter reglerne i offentlighedsloven. Under hensyn til de

interesser, der fra forskerside er påpeget vedrørende adgang til at udnytte

de oplysninger, der findes i den kommunale forvaltnings arkiver, findes det

hensigtsmæssigt, at kulturministeren kan fastsætte regler for tilgængelighed

vedrørende sådanne arkivalier, der er afleveret til kommunale arkiver, jf. §

4, stk. 1. Reglerne bør efter ministeriets opfattelse baseres på de

tilsvarende regler om tilgængelighed for arkivalier i statens arkiver.

Det bemærkes, at Kommunernes Landsforening i sit høringssvar har udtrykt

interesse for hurtigt at få fastlagt bestemmelser om tilgængelighed på det

kommunale område.

Kapitel 6

Private arkivalier

Til § 27

Statens arkiver modtager private personers og institutioners arkivalier

ud fra den grundbetragtning, at man i det hele har forpligtelse til at bevare

skriftlige kilder af væsentlig betydning for dansk historie, jf. bemærkninger

til § 2, 1. punkt.

Private arkivalier erhverves som regel kun derved, at arkiverne direkte

sætter sig i forbindelse med arkivskaberne eller deres efterladte pårørende

og slægtninge. Normalt overdrages privatarkiver som gave til arkiverne.

Andre statslige institutioner foretager ligeledes indsamling og opbevaring

af private arkivalier, således f.eks. Det Kongelige Bibliotek primært inden

for det humanistiske område. Det er ikke hensigten med bestemmelsen at

foretage nogen indskrænkning eller ændring i disse institutioners virkekreds

inden for privatarkivområdet, jf. at det i § 27, stk. 1, præciseres, at

statens arkiver primært indsamler materiale, der belyser forhold af

samfundsmæssig karakter.

Visse organisationsarkiver og en række privatarkiver opbevares i

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Mindre virksomheder inden for handel,

industri, fiskeri og landbrug har afleveret til de lokalhistoriske arkiver.

Der henvises til bemærkningerne ovenfor til § 5 vedrørende samarbejdet mellem

statens arkiver og andre kulturelle og videnskabelige institutioner på

arkivområdet.

Der har på området udviklet sig en praksis, hvorefter private arkiver i

visse tilfælde overføres fra en institution til en anden, inden for hvis

område de naturligt falder. Dog respekteres i alle tilfælde eventuelle ønsker

fra den afleverende part med hensyn til opbevaring i en bestemt institution.

Det er i høringen foreslået, at der skulle oprettes et særligt nævn til at

tage stilling til eventuelle tvister institutionerne imellem på

privatarkivområdet. Oprettelsen af et sådant nævn kan næppe anses for

hensigtsmæssigt. Eventuelt opståede tvister forudsættes afgjort

administrativt efter forhandling med de pågældende institutioner.

Til stk. 2

Arkivalier fra erhvervslivets organisationer og virksomheder opbevares for

størstedelens vedkommende på Erhvervsarkivet. Også arkivalier fra

enkeltpersoner med tilknytning til erhvervslivet opbevares på

Erhvervsarkivet.

I 1942 dannedes ved Århus Universitet »Komiteen for oprettelse af et

erhvervsarkiv i Århus«, og i 1948 oprettedes en selvejende institution

under navnet Erhvervsarkivet. Ved lov nr. 217 af 16. juni 1962 overtog staten

den selvejende institution Erhvervsarkivet.

Den stedfundne udvikling gør det naturligt, at Erhvervsarkivet betragtes

som en integreret del af statens arkiver med samme ledelsesforhold som de

øvrige berørte institutioner, jf. bemærkninger til § 1.

Bestemmelsen præciserer, jf. stk. 1, at de arkivalier, som Erhvervsarkivet

modtager, skal være af væsentlig forskningsmæssig betydning.

Til § 28

Efter forslaget vil det påhvile skifteretterne at aflevere til

Rigsarkivet de arkivalier, der måtte findes i ethvert bo, der tilfalder

staten efter den gældende arvelov, idet vurderingen af disse arkivaliers

betydning finder sted i Rigsarkivet.

Til § 29

Bestemmelsen skal sikre, at værdifulde historiske arkivalier, hvortil

ingen ejer kan påvises, ikke går tabt, og har baggrund i det forhold, at der

i de senere år er forekomet flere tilfælde, hvor historisk værdifulde

arkivalier er fundet som hittegods, uden at nogen ejer har kunnet påvises.

Til § 30

For de fleste privatarkiver er fastsat særlige

tilgængelighedsbestemmelser i forbindelse med deres aflevering. Er der ikke

fastsat sådanne bestemmelser, træffer rigsarkivaren afgørelse.

Efter den hidtidige praksis gælder i sådanne tilfælde for hovedparten af

private personarkiver en 80 års tilgængelighedsfrist og for private

institutioners, foreningers m.v. arkiver en 50 års frist.

Til § 31

Det fastsættes som supplement til lovgivningen om beskyttelse af

kulturværdier (lov nr. 332 af 4. juni 1986), at der skal gives Rigsarkivet

adgang til kopiering af arkivalier af forskningsmæssig eller almenkulturel

betydning inden udførsel fra landet. Der er ikke herved taget stilling til,

hvor opbevaring af disse kopier skal ske, men det findes administrativt

hensigtsmæssigt at fastsætte, at forvaltningen af bestemmelsen koncentreres

hos een myndighed.

Kapitel 7

Klageregler

Til § 32

De afgørelser rigsarkivaren træffer om dispensation fra

tilgængelighedsfristerne efter § 24, eventuelt som ankeinstans i forhold til

den rigsarkivaren i det konkrete tilfælde har bemyndiget til at træffe

afgørelse i sagen, kan påklages til vedkommende ressortmyndighed. Herved

forstås den myndighed, der på tidspunktet for ansøgningen har ansvaret for

sager af den karakter, som ansøgningen vedrører. I de tilfælde hvor afslaget

er givet, fordi ressortmyndigheden ikke har fundet at kunne give samtykke til

dispensationsansøgningen, vil klagebehandlingen have karakter af en

remonstrationsordning. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 24.

Til stk. 2

Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte, at afgørelser, som træffes

af rigsarkivaren efter bestemmelser fastsat i medfør af lovens kapitel 3 og

4, ikke kan indbringes for kulturministeren.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

Til § 33

Overtrædelse af bestemmelsen vedrørende tavshedspligt i § 25 straffes med

bøde, hæfte eller fængsel i indtil 6 måneder.

Til stk. 2

Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 17 og 18 vedrørende aflevering m.v., §

29 vedrørende herreløse arkivalier og § 31 vedrørende udførsel straffes med

bøde.

Til stk. 3

I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der fastsættes straf af

bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Til stk. 4

Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab

eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Til stk. 5

Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens Kapitel

73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.

Til § 34

Bestemmelserne om offentlige arkivaliers bevaring og kassation,

aflevering samt tilgængelighed finder ligeledes anvendelse på arkivalier, der

er udfærdiget af en myndighed eller kommet i en myndigheds besiddelse før

lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2.

Til stk. 2

Det er er hensigten at fastsætte bestemmelser, hvorefter lovens regler om

tilgængelighed også skal gælde for arkivalier, der er afleveret til statens

arkiver før lovens ikrafttræden, medmindre andet aftales med

ressortmyndigheden.

I en række tilfælde har myndigheder truffet særlig aftale om

tilgængelighed med det modtagende arkiv, herunder om kompetenceforhold med

hensyn til meddelelse af dispensationer fra de gældende

tilgængelighedsfrister. Sådanne aftaler vil i de fleste tilfælde umiddelbart

kunne afløses af de foreslåede almindelige bestemmelser om tilgængelighed,

jf. kapitel 5. Det kan dog af ressourcemæssige grunde være hensigtsmæssigt at

opretholde sådanne aftaler i en overgangsperiode.

Til § 35

Bestemmelsen ophæver den tidligere lovgivning om statens arkiver, jf. de

almindelige bemærkninger.

Følgende love ophæves:

1) Lov nr. 42 af 30. marts 1889 om oprettelse af et rigsarkiv og om

lønninger for de derved ansatte embeds- og bestillingsmænd,

2) Lov nr. 152 af 28. april 1931 om oprettelse af et landsarkiv for de

sønderjyske landsdele, og

3) Lov nr. 217 af 16. juni 1962 om statens overtagelse af den selvejende

institution Erhvervsarkivet.

Til § 36

Lov om offentlige myndigheders registre § 9, stk. 4, lyder således:

»Justitsministeren kan, efter indhentet udtalelse fra

Registertilsynet tillade, at registereksemplarer overføres til arkiv på

nærmere angivne vilkår.«

Det foreslås, jf. § 14, stk. 4, at lov om offentlige myndigheders registre

§ 9, stk. 4, affattes således:

Stk. 4. »Registertilsynet kan tillade, at registre, der føres

for kommunale myndigheder, overføres til opbevaring i Rigsarkivet på nærmere

angivne vilkår. Registre, der føres for statslige myndigheder, overføres til

opbevaring i arkiv efter reglerne i lov om offentlige arkiver m.v.«

Forslagets pkt. 1 omfatter såvel enkelte kommuners registre som registre,

der føres for flere kommuner samt fælleskommunale registre. De hensyn til

sikring mod misbrug af registeroplysninger, som er søgt varetaget gennem den

gældende bestemmelse i registerloven, findes bedst under den foreslåede

ordning at kunne tilgodeses ved at fastsætte, at sådanne registre skal

afleveres til og opbevares i Rigsarkivet, jf. bemærkninger til § 14, stk.

2-4.

Til § 37 og § 38

Bestemmelserne i lov om kommunernes styrelse og i lov om Københavns

kommunes styrelse om kommunernes forpligtelse til at opbevare deres arkiver

på betryggende måde afløses af den generelle bestemmelse i § 9, stk. 1.

Til § 39

De særlige bestemmelserne om bevaring og kassation i kommunale arkiver,

der er fastsat med hjemmel i de ved §§ 37 og 38 ophævede bestemmelser,

opretholdes, indtil de ophæves eller afløses af nye bestemmelser fastsat med

hjemmel i lov om offentlige arkiver m.v. Nye bestemmelser forudsættes

forhandlet med de kommunale parter.

Til § 40

Det bemærkes, at der med hensyn til aflevering, bevaring m.v. af

arkivalier skabt af rigsmyndighederne på Færøerne er indgået aftale mellem

Statsministeriet og Færøernes Landsstyre, hvorefter Landsarkivet i Torshavn

modtager afleveringer fra rigsmyndighederne på Færøerne, Forsvarets

institutioner dog undtaget. Ifølge aftalen skal disse arkivalier behandles

efter de på ethvert tidspunkt for statslige myndigheders arkivalier gældende

regler.

Om de tilsvarende grønlandske forhold bemærkes, at det i den grønlandske

arkivlov er fastsat, at Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan varetage

arkivmæssige opgaver over for statens myndigheder i Grønland. Statens

myndigheder i Grønland har i vidt omfang deponeret arkivalier i Grønlands

Nationalmuseum og Arkiv. For disse arkivalier følges m.h.t. tilgængelighed

m.v. de for statens myndigheders arkivalier i øvrigt gældende regler.

BILAG 1

BILAG 2

Registertilsynet

Skrivelse af 18. december 1991 til Justitsministeriet

Ved skrivelse af 29. oktober 1991 (j.nr. L.A. 1988-77133-1) har

Justitsministeriet anmodet Registertilsynet om eventuelle bemærkninger til

Kulturministeriets udkast til lov om offentlige arkiver m.v., som bl.a.

indeholder en ændring af § 9, stk. 4, i lov om offentlige myndigheders

registre.

Justitsministeriet har efterfølgende ved skrivelse af 15. november 1991

fremsendt Kulturministeriets lovudkast af 5. november 1991 med tilhørende

bemærkninger.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger, at formålet med lovforslaget

er at understrege de offentlige arkivers rolle ved udformningen og

gennemførelsen af en overordnet bevarings- og kassationspolitik vedrørende

offentlige arkivalier. Forslaget skal endvidere understrege myndighedernes

ansvar for behandlingen af deres arkivalier som led i en sådan politik.

Formålet er endelig at skabe størst mulig åbenhed med hensyn til adgangen til

de offentlige arkivers samlinger for offentligheden, herunder forskningen.

Det fremgår endvidere, at bevaring, behandling og tilgængeliggørelse af

den del af det danske samfunds kulturarv, der består i arkivalier, ikke

hidtil er behandlet samlet i lovform, samt at der er et behov for en mere

præcis udformning af retsgrundlaget for og omfanget af statslige arkivers

myndighedsudøvelse.

Efter § 7 i udkastet skal lovens regler om myndighedernes behandling af

arkivalier i kap. 3-5 gælde for al virksomhed, der udøves af den offentlige

forvaltning og domstolene. Anvendelsesområdet er således, når bortses fra

domstolene, identisk med området for lov om offentlige myndigheders registre.

De centrale bestemmelser i relation til det gældende lovgrundlag og for

Registertilsynets virksomhed findes i udkastets § 13, § 21, § 23 og § 35.

Hovedpunkterne heri er følgende:

- For journalregistre, der føres for statslige myndigheder, og som er

omfattet af lov om offentlige myndigheders registre, fastsættes en egentlig

pligt til aflevering til Rigsarkivet (§ 13).

- Andre statslige edb-registre skal afleveres til opbevaring i

Rigsarkivet, hvis det findes nødvendigt for udførelsen af videnskabelige

eller statistiske undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning.

Afgørelse herom træffes af Registertilsynet efter indhentet udtalelse fra

Rigsarkivaren (§ 13).

- Arkivering af edb-registre omfattet af lov om offentlige myndigheders

registre sker i henhold til nærmere angivne vilkår. Disse vilkår fastsættes

af Kulturministeren efter indhentet udtalelse fra Registertilsynet. Det

anføres i bemærkningerne hertil, at der ikke hermed forudses ændringer i den

eksisterende praksis (§ 13).

- Der fastsættes en generel 80-årig tilgængelighedsfrist bl.a. for

arkivenheder, der vedrører registre, der er omfattet af lov om offentlige

myndigheders registre. Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler

herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv fastsætte en kortere eller

længere tilgængelighedsfrist. Det anføres i bemærkningerne hertil, at

fastsættelse af en kortere tilgængelighedsfrist, for så vidt angår

edb-registre, forudsætter, at Registertilsynet godkender en afvigelse fra den

normale frist (§ 21).

- Der kan i konkrete tilfælde af rigsarkivaren eller den, han bemyndiger

hertil, meddeles tilladelse til benyttelse af en arkivenhed før udløbet af

tilgængelighedsfristen. For så vidt angår adgang til arkivenheder, der

vedrører registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders

registre, kræves endvidere Registertilsynets samtykke (§ 23).

- Som en konsekvens af ovenstående foreslås § 9, stk. 4, i lov om

offentlige myndigheders registre ændret tiil udelukkende at omfatte registre,

der føres for kommunale myndigheder (§ 35).

Efter forslaget sker der således en væsentlig ændring af proceduren for

behandling af spørgsmål om sletning/bevaring af register-oplysninger af

forskningsmæssig værdi, idet det sikres, at en vurdering af denne værdi i

alle tilfælde skal finde sted.

Sagen har været behandlet på Registerrådets møde den 11. december 1991.

Registertilsynet skal herefter udtale følgende:

Det er Registertilsynets opfattelse, at lovudkastet indeholder en meget

væsentlig ændring i den gældende retstilstand for edb-registre med

personoplysninger, der ikke længere opfylder et administrativt formål. Det

gælder særligt for edb-journalregistre, for hvilke der indføres en egentlig

afleveringspligt. For andre edb-registre med personoplysninger skal

Registertilsynet, forinden sletning kan finde sted, afgøre, om arkivering af

hensyn til bl.a. forskningen bør finde sted. Det er således ikke længere

Justitsministeriet, der skal give tilladelse til, at registereksemplarer

overføres til arkiv.

Efter lov om offentlige myndigheders registre er udgangspunktet, at

registrerede oplysninger, der på grund af deres alder eller af andre grunde

har mistet deres betydning for varetagelsen af registerets opgaver, skal

slettes, jf. lovens § 9, stk. 3, 1. pkt.

Af bemærkningerne hertil fremgår, at denne bestemmelse skal hindre en

unødig ophobning af data om den enkelte.

Det anføres imidlertid endvidere i bemærkningerne til loven om offentlige

myndigheders registre, at et ubetinget krav om sletning af oplysninger i

mange tilfælde vil være til ubodelig skade for forskningen og planlægningen.

Dette er baggrunden for det hidtil gældende tilladelsessystem, jf. lovens §

9, stk. 4. Årsagen til, at et krav om tilladelse er anset for nødvendigt, er

dels, at en fortsat opbevaring bør være undergivet kontrol, og dels, at der

bør være tilstrækkelig mulighed for at udøve et skøn over, om der er et

rimeligt grundlag for arkivering af registret.

Denne retstilstand skal ses i sammenhæng med det grundlæggende princip i

lov om offentlige myndigheders registre, hvorefter registrerede oplysninger

ikke bør anvendes til andre formål end de, hvortil de er samlet, jf. lovens §

9, stk. 1 og 2. Dette er baggrunden for, at registertilsynet i forbindelse

med sin stillingstagen til arkiveringsspørgsmål i sin hidtidige praksis har

lagt afgørende vægt på, at Rigsarkivet, vedkommende myndighed eller andre har

kunnet give en fyldestgørende begrundelse for en fortsat opbevaring af

vedkommende register, herunder at bevaring må anses for at være nødvendig af

hensyn til den fremtidige forskning.

Registertilsynet finder i denne forbindelse således anledning til at

understrege, at der ved en gennemførelse af de foreslåede ændringer ved

Registertilsynets behandling af spørgsmålet om arkivering af andre

edb-registre end journalregistre bør ske opretholdelse af hidtidig praksis,

således at der fortsat foretages en afvejning af på den ene side hensynet til

princippet om at undgå unødig dataophobning og på den anden side hensynet

til, at der fremtidigt skal kunne udføres videnskabelige eller statistiske

undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Registertilsynet skal herudover henlede opmærksomheden på, at der i

international sammenhæng kan iagttages visse tendenser, som ikke stemmer

overens med formålet med det forelagte udkast til lovforslag.

Registertilsynet skal bl.a. pege på, at der ikke i det af EF-kommisionen

fremlagte udkast til direktiv om beskyttelse af personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger (SYN 287) ses at være taget stilling til

spørgsmålet om anvendelse af oplysninger i forskningsøjemed eller overførsel

af disse til arkivering. Udkastet til direktivet indeholder derimod en

Artikel 16, litra e, hvorefter oplysningerne ikke må opbevares på den måde,

der giver mulighed for at identificere de registrerede personer i et tidsrum,

der er længere end det, der er nødvendigt af hensyn til

registreringsformålet.

Der er således mulighed for, at der bl.a. afhængigt af den endelige

udformning af et eventuelt EF-direktiv på området kan blive behov for på ny

at overveje retstilstanden på arkiveringsområdet.

Registertilsynet har i øvrigt ikke bemærkninger til det af

Kulturministeriet udarbejdede udkast til forslag til lov om offentlige

arkiver m.v.

Registertilsynet skal dog af lovtekniske grunde foreslå, at der i lov om

offentlige myndigheders registre § 9, stk. 4, som den foreslås affattet i §

35 i forslaget til lov om offentlige arkiver m.v., som 2. pkt. indsættes:

»Registre, der føres for statslige myndigheder, overføres til

opbevaring i arkiv efter reglerne i lov om offentlige arkiver m.v.«

P. R. V.

M. Koktvedgaard

/ Torsten Hesselbjerg

BILAG 3.

Udsendelsesliste.

1. Samtlige ministerier samt kabinetssekretariatet

2. Universiteternes historiske institutter

3. Universiteternes samfundsvidenskabelige institutter

4. Historiske foreninger m.v.:

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Dansk historisk Fællesforening

Foreningen af Stadsarkivarer

Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF

Sammenslutningen af Lokalarkiver samt Lokalarkivernes amtskredse

Sammenslutningen af Lokalhistoriske Foreninger

Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger

5. Forskningsråd m.v.:

Det humanistiske Forskningsråd

Det samfundsvidenskabelige Forskningsråd

Institut for Grænseregionsforskning

Dansk Folkeoplysnings Samråd

Dansk Magisterforening

Danmarks Forskningsbiblioteksforening

6. Kommunale organisationer m.v.:

Amtsrådsforeningen

Kommunernes Landsforening

Frederiksberg Kommune

Københavns Kommune

7. Arbejdsmarkedets foreninger m.v.:

Dansk Arbejdsgiverforening

Danske Dagblades Forening

Dansk Journalistforbund

Det danske Handelskammer

Industrirådet

Landbrugsrådet

LO

8. Private foreninger m.v.:

Den danske Dommerforening

Den danske Præsteforening

Foreningen af Auktionsledere i Danmark

Foreningen af Politimestre i Danmark

9. Øvrige institutioner:

ATP

Danmarks Nationalbank

Datacentralen af 1959

Værdipapircentralen

10. Kulturministeriets område:

Dansk Folkemindesamling

Det Kongelige Bibliotek

Erhvervsarkivets bestyrelse

Nationalmuseet - rigsantikvaren

Rigsarkivet - rigsarkivaren

Statsbiblioteket i Århus

Statens Bibliotekstjeneste - rigsbibliotekaren

Statens Museumsnævn

BILAG 4

Definitioner.

Arkivalier.

Ved arkivalier forstås såvel skriftligt materiale som enhver anden art af

materiale, der formidler information. Arkivaliebegrebet omfatter f.eks. kort,

tegninger, planer, fotografier, film og mikrofilm, grammofonplader, lydbånd

og elektroniske opbevaringsmedier af enhver art.

Offentlige arkivalier.

Ved offentlige arkivalier forstås arkivalier, der tilhører offentlige

myndigheder, og er blevet til eller tilvejebragt i forbindelse med en

offentlig institutions eller dens medarbejderes tjenstlige virke.

Private arkivalier.

Ved private arkivalier forstås arkivalier, der tilhører private personer,

virksomheder m.v., herunder arkivalier, der er blevet til eller tilvejebragt

i forbindelse med private personers, institutioners, foreningers m.v. virke.

Arkivenhed.

Ved en arkivenhed forstås en fysisk enhed f.eks. en protokol, et sagslæg,

et magnetbånd, mikrofilm/kort eller en enhed frembragt ved arkivdannelsen.

Offentlige arkiver.

Offentlige arkiver er institutioner, der som primær opgave skal indsamle

og bevare offentlige arkivalier af hensyn til borgernes retssikkerhed, det

offentliges dokumentationsbehov samt af kulturelle og forskningsmæssige

grunde.

Efter 2. behandling den 5. maj 1992

Kapitel 1

Offentlige arkiver

§ 1. Statens arkiver består af Rigsarkivet, landsarkiverne og

Erhvervsarkivet.

Stk. 2. Statens arkiver ledes af rigsarkivaren. Rigsarkivaren

udpeges af kulturministeren.

§ 2. Statens arkiver har til formål

1) at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener

til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ og retlig betydning

for borgere og myndigheder,

2) at sikre muligheden for kassation af ikke-bevaringsværdige arkivalier i

samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov, jf. § 7, stk. 1,

samt § 8,

3) at stille arkivalierne til rådighed for myndigheder og offentlighed,

herunder til forskningsformål, og

4) at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.

§ 3. Statens arkiver bistår de myndigheder, der er omfattet af

denne lov, i arkivmæssig henseende.

§ 4. Kommunerne kan oprette arkiver til behandling af en eller

flere kommuners arkivalier.

Stk. 2. Statens arkiver samarbejder med de kommunale arkiver.

§ 5. Statens arkiver samarbejder med og er rådgivende over for

andre kulturelle eller videnskabelige institutioner i arkivmæssig henseende.

Stk. 2. Kulturministeren kan nedsætte udvalg til fremme af det

samarbejde, som er nævnt i stk. 1.

§ 6. Rigsarkivet behandler sager vedrørende brug af rigsvåbenet.

Stk. 2. Rigsarkivet er rådgivende for statslige og kommunale

myndigheder i spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer samt

flag.

Kapitel 2

Offentlige arkivalier

§ 7. Lovens regler om myndighedernes behandling af arkivalier i

kapitel 3-5 gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige

forvaltning og domstolene.

Stk. 2. Loven gælder endvidere for anerkendte trossamfunds

ministerialbogførelse.

§ 8. Kulturministeren kan bestemme, at reglerne i kapitel 3-5 om

behandling af offentlige myndigheders arkivalier helt eller delvis skal gælde

for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan

henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne

ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler,

eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse

til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes vegne.

Kapitel 3

Bevaring og kassation

§ 9. Myndighederne skal drage omsorg for, at deres arkivalier

opbevares på betryggende måde.

Stk. 2. Ved aflevering af arkivalierne til offentlige arkiver

overgår ansvaret for arkivaliernes fremtidige bevaring til disse.

§ 10. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af arkivmæssige

hensyn regler om behandling, bevaring og kassation af statslige myndigheders

arkivalier.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter til varetagelse af

arkivmæssige hensyn regler om bevaring og kassation af kommunernes

arkivalier.

Stk. 3. Statens arkiver fører tilsyn med reglernes overholdelse.

Kapitel 4

Aflevering m.v.

§ 11. Myndighederne kan kun aflevere deres arkivalier til de

offentlige arkiver, jf. kapitel 1.

§ 12. Rigsarkivet modtager arkivalier, der afleveres af

landsdækkende statslige myndigheder og institutioner.

Stk. 2. Landsarkiverne modtager arkivalier, der afleveres af

lokale statslige myndigheder og institutioner, folkekirken samt anerkendte

trossamfund.

§ 13. De myndigheder, der er nævnt i § 12, stk. 1 og 2, afleverer,

medmindre modstående hensyn gør sig gældende, deres arkivalier til

Rigsarkivet eller landsarkiverne, når de er 30 år gamle, jf. dog § 14.

Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering, herunder om de

tilfælde, hvor en fravigelse af den i 1. pkt. nævnte hovedregel kan finde

sted.

§ 14. Journalregistre, der føres for statslige myndigheder, og som

er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre, skal afleveres til

Rigsarkivet, når de ikke længere skal anvendes til administrativt formål hos

myndigheden. Andre statslige registre, der er omfattet af lov om offentlige

myndigheders registre, afleveres til opbevaring i Rigsarkivet, hvis det

findes nødvendigt for udførelsen af videnskabelige eller statistiske

undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Stk. 2. Registertilsynet træffer efter indhentet udtalelse fra

rigsarkivaren afgørelse om aflevering af de i stk. 1, 2. pkt., nævnte

registre.

Stk. 3. Arkivering af de i stk. 1 nævnte registre sker i henhold

til nærmere angivne vilkår. Kulturministeren fastsætter efter indhentet

udtalelse fra Registertilsynet nærmere regler om afleveringen, herunder i

hvilken form afleveringen skal ske, og om fastsættelse af vilkår.

Stk. 4. Kommunerne kan aflevere kommunale registre til

Rigsarkivet, jf. § 37, efter regler, der fastsættes af kulturministeren efter

indhentet udtalelse fra Registertilsynet.

§ 15. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til kommunale

arkiver, jf. § 4, stk. 1.

Stk. 2. Kommunerne kan aflevere deres arkivalier til

landsarkiverne. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om aflevering.

§ 16. Enhver offentlig myndighed, som har modtaget eller erhvervet

arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende statslige myndigheder,

skal underrette statens arkiver herom. Tilbydes myndighederne sådanne

arkivalier, eller bliver de på anden måde bekendt med arkivaliernes

eksistens, skal de ligeledes underrette statens arkiver herom.

Stk. 2. Statens arkiver kan bestemme, at arkivalier, der omhandles

i stk. 1, afleveres til statens arkiver.

§ 17. Private personer, virksomheder eller institutioner, som er i

besiddelse af arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende

statslige myndigheder, skal aflevere arkivalierne til statens arkiver.

§ 18. Hvis arkivalier tilhørende staten søges solgt på offentlig

auktion, skal auktionslederen underrette statens arkiver herom.

§ 19. Statens ret til arkivalier kan ikke ophøre ved ekstinktion

eller hævd.

Kapitel 5

Tilgængelighed

§ 20. Arkivenheder, der hidrører fra myndighederne, og som er

afleveret til statens arkiver, er tilgængelige for enhver, når de er 30 år

gamle, jf. dog § 21 og § 22.

§ 21. Den afleverende myndighed kan efter drøftelse med det

modtagende arkiv fastsætte en længere tilgængelighedsfrist end 30 år for

arkivenheder eller grupper af arkivenheder, hvis dette er nødvendigt til

beskyttelse af væsentlige hensyn til

1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder

forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

3) beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig

eller disciplinær forfølgning,

4) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det

offentliges forretningsvirksomhed,

5) enkeltpersoners eller private selskabers økonomiske interesse i at

beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om

drifts- eller forretningsforhold eller lignende eller

6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter

forholdets særlige karakter er påkrævet.

§ 22. Tilgængelighedsfristen er 80 år for arkivenheder eller

grupper af arkivenheder, der

1) indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske,

forhold,

2) vedrører registre, der er omfattet af lov om offentlige myndigheders

registre,

3) omfatter sager inden for strafferetsplejen,

4) omfatter myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager

eller ved overvejelse af, om retssag bør føres, eller

5) omfatter materiale, der tilvejebringes som grundlag for Danmarks

Statistiks udarbejdelse af offentlig statistik.

Stk. 2. Den afleverende myndighed kan, hvor forholdene taler

herfor, efter drøftelse med det modtagende arkiv fastsætte en kortere eller

længere tilgængelighedsfrist for arkivenheder, der er omfattet af stk. 1.

§ 23. Tilgængelighedsfristen regnes fra en arkivenheds

slutningsår.

§ 24. Rigsarkivaren eller den, rigsarkivaren bemyndiger hertil,

kan i konkrete tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af en arkivenhed

eller grupper af arkivenheder inden udløbet af tilgængelighedsfristen, jf.

dog stk. 2-4.

Stk. 2. Det er en betingelse for at meddele tilladelse efter stk.

1, at vedkommende ressortmyndighed har givet sit samtykke hertil, når

1) den afleverende myndighed har fastsat en længere tilgængelighedsfrist

efter § 21,

2) en arkivenhed indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i §

22, stk. 1, nr. 2-5, eller

3) en arkivenhed er afleveret til statens arkiver, inden den er 30 år

gammel, og den indeholder materiale af den karakter, der er nævnt i § 21.

Stk. 3. Tilladelse efter stk. 1 kræver endvidere samtykke fra

Registertilsynet, hvis arkiv-enheden indeholder materiale af den karakter,

der er nævnt i § 22, stk. 1, nr. 2.

Stk. 4. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om

tilgængelighed og om vilkår for brugen af de oplysninger, der gives adgang

til.

§ 25. Den, der får adgang til arkivenheder, som ikke er

umiddelbart tilgængelige, må ikke uberettiget offentliggøre, videregive eller

udnytte fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har

fået kendskab. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig

bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at

hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser.

§ 26. Kulturministeren nedsætter et udvalg, der skal vurdere

praksis på tilgængelighedsområdet.

Stk. 2. Udvalget består af en repræsentant for forskningen, en

repræsentant for pressen, en dommer og en departementschef.

§ 27. Kulturministeren kan fastsætte regler om tilgængelighed

vedrørende offentlige arkivalier, der er afleveret til kommunale arkiver, jf.

§ 4, stk. 1, og § 15, stk. 1.

Kapitel 6

Private arkivalier

§ 28. Statens arkiver kan indsamle, modtage og bevare private

arkivalier, som hidrører fra enkeltpersoner, foreninger, organisationer m.v.

Arkivalierne skal være af væsentlig forskningsmæssig eller almenkulturel

betydning og navnlig berøre forhold af samfundsmæssig karakter.

Stk. 2. Erhvervsarkivet er statens erhvervshistoriske arkiv.

Erhvervsarkivet kan indsamle, modtage og bevare arkivalier af væsentlig

forskningsmæssig betydning fra erhvervslivets organisationer og virksomheder.

§ 29. Hvis et bo, der tilfalder staten ved arv, rummer arkivalier,

skal disse afleveres til statens arkiver.

§ 30. Private arkivalier, hvortil ingen kan godtgøre sin ret som

ejer, tilhører staten. Finderen af sådanne arkivalier eller den, der får dem

i sin besiddelse, skal straks aflevere dem til statens arkiver.

§ 31. Ved aflevering af private arkivalier til statens arkiver

træffes der aftale mellem den afleverende part og det modtagende arkiv om

tilgængelighed.

§ 32. Den, som ejer private arkivalier af forskningsmæssig eller

almenkulturel betydning, skal, inden de udføres af landet, give Rigsarkivet

adgang til kopiering af arkivalierne.

Kapitel 7

Klageregler

§ 33. Rigsarkivarens afgørelser om tilgængelighed efter § 24 kan

påklages til vedkommende ressortmyndighed.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at de

afgørelser, rigsarkivaren træffer efter regler udstedt i medfør af

bestemmelserne i kapitel 3 og 4, ikke kan indbringes for kulturministeren.

Kapitel 8

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 34. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes

den, der overtræder § 25.

Stk. 2. Med bøde straffes den, der overtræder bestemmelserne i §§

17, 18, 30 og 32.

Stk. 3. I forskrifter, der udfærdiges efter loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab,

anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som

sådant bødeansvar.

Stk. 5. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i

retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i

statsadvokatsager.

§ 35. Loven træder i kraft den 1. oktober 1992. Loven gælder også

for arkivalier, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en

myndigheds besiddelse før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om

tilgængelighed til arkivalier, der er afleveret til offentlige arkiver før

lovens ikrafttræden.

§ 36. Følgende love ophæves:

1) Lov nr. 42 af 30. marts 1889 om oprettelse af et rigsarkiv og om

lønninger for de derved ansatte embeds- og bestillingsmænd.

2) Lov nr. 152 af 28. april 1931 om oprettelse af et landsarkiv for de

sønderjyske landsdele.

3) Lov nr. 217 af 16. juni 1962 om statens overtagelse af den selvejende

institution Erhvervsarkivet.

§ 37. I lov om offentlige myndigheders registre, jf.

lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991, affattes § 9, stk. 4,

således:

»Stk. 4. Registertilsynet kan tillade, at registre, der føres

for kommunale myndigheder, overføres til opbevaring i arkiv på nærmere

angivne vilkår. Registre, der føres for statslige myndigheder, overføres til

opbevaring i statens arkiver efter reglerne i lov om offentlige arkiver

m.v.«

§ 38. I lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 483

af 21. juni 1991, ophæves § 62.

§ 39. I lov om Københavns Kommunes styrelse, jf.

lovbekendtgørelse nr. 484 af 21. juni 1991, ophæves § 52.

§ 40. Følgende bekendtgørelser forbliver i kraft, indtil de

ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af denne lov:

1) Bekendtgørelse nr. 201 af 29. april 1981 om kassation i kommunernes

arkiver, som ændret ved bekendtgørelse nr. 42 af 18. februar 1985.

2) Bekendtgørelse nr. 152 af 18. april 1985 om kassation af Københavns

Kommunes arkivalier.

3) Bekendtgørelse nr. 65 af 31. januar 1990 om kassation i amtskommunernes

arkiver.

§ 41. Forslag til revision af loven fremsættes for Folketinget

senest i folketingsåret 1996-97.

§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med de

afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, ved kgl.

anordning sættes i kraft for sager, der er eller har været under behandling

af rigsmyndighederne.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter