Spring til indhold

Retsinformation

Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven (Ændring af reglerne om ret til kontanthjælp, introduktionsydelse m.v.)

2001/2 TBL 126Tillægsbetænkning over lovforslagFolketinget19. juli 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tillægsbetænkning afgivet af

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 29. maj 2002

Tillægsbetænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om

aktiv socialpolitik og integrationsloven

(Ændring af reglerne om ret til kontanthjælp,

introduktionsydelse m.v.)

[af

beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]

1. Ændringsforslag

Det Radikale Venstres medlem af udvalget har stillet 5

ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 1. marts 2002 og var til 1.

behandling den 21. marts 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til behandling i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Udvalget afgav betænkning den 17. maj 2002. Lovforslaget var til 2.

behandling den 23. maj 2002, hvorefter det blev henvist til fornyet

behandling i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Møder

Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til

fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 2 møder.

Samråd

Udvalget har under den fornyede udvalgsbehandling af

lovforslaget stillet 1 spørgsmål til

beskæftigelsesministeren til mundtlig besvarelse, som denne har

besvaret i et samråd den 29. maj 2002.

Tilsagn fra beskæftigelsesministeren

Udvalget bemærker, at beskæftigelsesministeren

Læs alt

under samrådet den 29. maj 2002 har givet tilsagn om at ville

følge lovens konsekvenser nøje og tilkendegivet, at

Beskæftigelsesministeriet vil tage eventuelle utilsigtede virkninger

op.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget

modtaget skriftlige henvendelser fra:

De Samvirkende Invalideorganisationer,

Lektor Morten Ejrnæs m.fl. og

Sadia Syed, medlem af Rådet for socialt udsatte.

Beskæftigelsesministeren har over for udvalget

kommenteret de to sidstnævnte skriftlige henvendelser.

Spørgsmål

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget

stillet 5 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til

skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Udvalget har yderligere stillet

2 spørgsmål til beskæftigelsesministeren, som udvalget

forventer besvaret inden 3. behandling.

Bilag

Et notat fra beskæftigelsesministeren om udenlandske

statsborgeres adgang til førtidspension m.v. er optrykt som bilag 2

til tillægsbetænkningen. En udskrift af det åbne

samråd med beskæftigelsesministeren den 14. maj 2002, jf. L 126

bilag 28, er optrykt som bilag 3 til tillægsbetænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller

lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger

efter 2. behandling. Flertallet vil stemme imod de stillede

ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL)

indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme for

de stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (IA) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget og ændringsforslagene

ved 3. behandling.

Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin, og

Siumut var på tidspunktet for tillægsbetænkningens

afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed

ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i

tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er

optrykt i tillægsbetænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af et mindretal (RV), tiltrådt af et mindretal (S,

SF og EL):

Til § 1

1) I de under nr. 8 foreslåede § 11, stk.

3-5, indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5.

Personer, der opfylder betingelserne for at modtage

førtidspension efter lov om social pension, bortset fra betingelserne

om optjening, er omfattet af stk. 1.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

[Kontanthjælp til personer, der opfylder

betingelserne for førtidspension på nær

optjeningskravet]

2) Nr. 16 udgår.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

3) Nr. 22 og 23 udgår.

[Revalidender undtages fra starthjælp]

4) Nr. 25 udgår.

[Refusion til kommunerne fortsat 50 pct.]

Til § 2

5) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af §

27, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Personer, der opfylder betingelserne for at modtage

førtidspension efter lov om social pension, bortset fra betingelserne

om optjening, modtager dog introduktionsydelse svarende til

kontanthjælp efter bestemmelsen i § 25, stk. 1, i lov om aktiv

socialpolitik.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

Bemærkninger

Til nr. 1, 2 og 5

Regeringens lovforslag betyder, at de personer, der ikke

opfylder betingelserne for at modtage kontanthjælp, vil modtage

starthjælp, og at førtidspensionister, der modtager

brøkpension, højst kan suppleres op til starthjælp.

Ændringsforslagene indebærer, at personer, der bortset fra

optjeningsbetingelserne i pensionslovgivningen opfylder betingelserne for at

få tilkendt førtidspension, kan modtage kontanthjælp. De

indebærer ligeledes, at førtidspensionister, der modtager

brøkpension, højst kan suppleres op til fuld

førtidspension.

Ændringsforslagene skal ses i lyset af et markant

ønske om at sikre mennesker, som ikke har mulighed for at klare et

arbejde på kortere eller længere sigt, de samme ydelser, som

denne gruppe ville få med den eksisterende lovgivning. Der tænkes

her på mennesker, der f.eks. har brug for revalidering eller behov for

at få suppleret en brøkpension op (eksempelvis handicappede

indvandrere, som ikke har optjent fuld ret til førtidspension).

Målet er således at rette lovforslaget op,

så det alene omfatter de mennesker, som ikke har andet problem end at

mangle et arbejde.

Til nr. 3

Efter regeringens lovforslag vil revalidering af personer,

der er omfattet af reglerne om starthjælp, foregå på

starthjælpsniveau. Ændringsforslaget indebærer, at

starthjælpsmodtagere og modtagere af introduktionsydelse, der

revalideres, modtager den normale revalideringsydelse. Der henvises i

øvrigt til bemærkningerne til nr. 1, 2 og 5.

Til nr. 4

Regeringens lovforslag indebærer, at kommunerne

finansierer udgifterne til enkeltudgifter fuldt ud - efter at være

blevet kompenseret herfor efter DUT-reglerne. Ændringsforslaget til §

1, nr. 25 vil betyde, at udgifter til hjælp i særlige

tilfælde efter kapitel 10 fortsat vil blive refunderet med 50 pct.

Ændringsforslaget har til hensigt at sikre, at

kommuner bliver direkte kompenseret for at hjælpe borgere i

særlige tilfælde. Forslagsstilleren finder det urimeligt, at

kommunerne skal bære hele udgiften, i tilfælde af at en person

kommer i den situation at skulle have ekstra hjælp efter kapitel 10, og

har derfor stillet ændringsforslaget om, at der fortsat skal være

refusion på 50 pct.

Birthe Rønn Hornbech (V)

Jens Vibjerg (V) Inge Dahl-Sørensen (V)

Marianne Pedersen (V) Jørgen Winther (V)

fmd. Pia Kjærsgaard (DF) Peter Skaarup (DF)

Else Theill Sørensen (KF) Lars Barfoed (KF)

Ritt Bjerregaard (S)

Sophie Hæstorp Andersen (S)

Morten Bødskov (S) Anne-Marie Meldgaard (S)

nfmd. Kamal Qureshi (SF)

Elsebeth Gerner Nielsen (RV)

Søren Søndergaard (EL)

Kuupik Kleist (IA)

Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin og

Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

56

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

1

*

Heraf 1 medlem valgt på

Færøerne

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 126 omdelt efter

afgivelse af betænkning

Bilagsnr.

Titel

39

Spm. 28 om teknisk bistand til et ændringsforslag om uændrede

ydelser til udlændinge, som opfylder betingelserne for

førtidspension, til beskæftigelsesministeren

40

Svar på spm. 26, om lovforslaget vil medføre væsentlige

økonomiske merudgifter for kommunerne, fra

beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 27 om rettigheder til førtidspension til

udlændinge, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 28 om teknisk bistand til et ændringsforslag om

uændrede ydelser til udlændinge, som opfylder betingelserne for

førtidspension, fra beskæftigelsesministeren

41

Ændringsforslag fra Det Radikale Venstre

42

Spm. 29 om ministerens kommentar til 3 ændringsforslag af Det

Radikale Venstre, til beskæftigelsesministeren

Spm. 30, om personer på fleksjob kan få førtidspension,

til beskæftigelsesministeren

43

1. udkast til tillægsbetænkning

44

Henvendelse af 27/5-02 fra Sadia Syed, medlem af Rådet for socialt

udsatte

45

Spm. 31 om kommentar til henvendelse af 27/5-02 fra Sadia Syed, medlem af

Rådet for socialt udsatte, til beskæftigelsesministeren

46

Svar på spm. 29 om ministerens kommentar til 3 ændringsforslag

af Det Radikale Venstre, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 30, om personer på fleksjob kan få

førtidspension, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 31 om kommentar til henvendelse af 27/5-02 fra Sadia

Syed, medlem af Rådet for socialt udsatte, fra

beskæftigelsesministeren

47

Henvendelse af 27/5-02 fra lektor Morten Ejrnæs m.fl.

48

Spm. 32 om kommentar til henvendelse af 27/5-02 fra lektor Morten

Ejrnæs m.fl., til beskæftigelsesministeren

49

Henvendelse af 27/5-02 fra De Samvirkende Invalideorganisationer

50

2. udkast til tillægsbetænkning

51

Notat fra beskæftigelsesministeren om udenlandske statsborgeres ret

til førtidspension

52

Samrådsspm. D om ministerens mundtlige kommentar til 3

ændringsforslag stillet af Det Radikale Venstre, til

beskæftigelsesministeren

53

Svar på spm. 32 om kommentar til henvendelse af 27/5-02 fra lektor

Morten Ejrnæs m.fl., fra beskæftigelsesministeren

54

Spm. 33 om, hvilken personkreds lovforslagets nr. 16 vil omfatte, til

beskæftigelsesministeren

Spm. 34, om ministeren vil supplere notatet på L 126 bilag 51 med

oplysninger om udlændinges mulighed for at opnå såkaldt

brøkpension, til beskæftigelsesministeren

Bilag 2

Notat fra beskæftigelsesministeren om udenlandske

statsborgeres adgang til førtidspension m.v.

Pension

Efter lov om social pension er udgangspunktet, at man skal

være dansk statsborger for at få ret til dansk pension.

Dette udgangspunkt fraviges på flere

måder.

Udlændinge, der har haft fast bopæl i Danmark i mindst 10

år mellem det fyldte 15. år og det fyldte 65. år har

således ret til dansk pension, selv om de ikke er danske statsborgere.

Det er en betingelse, at mindst 5 år af bopælstiden ligger

umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Udlændinge, der har fået opholdstilladelse efter §§ 7 og 8 i

udlændingeloven (flygtninge), har ret til dansk pension på lige

fod med danske statsborgere uanset opholdstiden i Danmark. Udlændinge

med beskyttelsesstatus efter lovforslag L 152 vi også være

omfattet af denne personkreds. Også disse udlændinge vil derfor

kunne have ret til førtidspension uanset varigheden af opholdet i

Danmark.

Socialministeren kan fastsætte regler om, i hvilke tilfælde

udsendt personale ved herværende diplomatiske og konsulære

repræsentationer og sådannes familiemedlemmer skal have adgang

til ydelser efter loven. Disse regler er fastsat i kapitel 3 i

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 112 af 19. februar 2001.

Endelig kan udenlandske statsborgere være berettiget til pension,

hvis de er omfattet af EF-forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale

sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende

og deres familiemedlemmer, der flytter indenfor Fællesskabet eller hvis

der er indgået socialsikringsaftale med det land, de kommer fra, og

ansøgeren opfylder aftalens betingelser.

Danmark har indgået socialsikringsaftale med

følgende lande. Australien, Canada, Chile, Israel, Kroatien,

Makedonien, Marokko, New Zealand, Pakistan, Schweiz, Slovenien og Tyrkiet.

Borgere fra disse lande optjener typisk ret til dansk social pension efter 3

års ophold i Danmark. Disse personer har, med mindre undtagelser, ret

til at tage pensionen med tilbage til deres oprindelsesland.

Fleksjob

Efter lov om aktiv socialpolitik har enhver, der opholder

sig lovligt i Danmark, ret et fleksjob, såfremt de opfylder

betingelserne herfor. L 126 ændrer ikke herved.

Kommunen giver tilbud om fleksjob til personer, som ikke

modtager førtidspension efter lov om social pension, og som ikke kan

opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår

på arbejdsmarkedet.

Fleksjob kan først tilbydes, når alle

relevante aktiverings- og revalideringsmæssige samt andre

foranstaltninger, herunder eventuelt forsøg på omplacering

på arbejdspladsen, har været afprøvet for at bringe eller

fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse.

Undtaget herfra er tilfælde, hvor det er åbenbart

formålsløst at gennemføre de nævnte

foranstaltninger forud for visitationen.

Skånejob

Efter lov om aktiv socialpolitik har enhver, der får

førtidspension efter lov om social pension og opholder sig lovligt i

Danmark, ret til et skånejob med løntilskud, når de

pågældende ikke er i stand til at fastholde eller opnå

beskæftigelse på nedsat tid på normale vilkår

på arbejdsmarkedet. L 126 ændrer ikke herved.

Arbejdsløshedsdagpenge

Enhver, der opfylder optjeningsbetingelserne i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. om modtagelse af

arbejdsløshedsdagpenge, har ret til at modtage

arbejdsløshedsdagpenge.

L 126 ændrer ikke herved.

Syge- eller barseldagpenge

Enhver, der opfylder optjeningsbetingelserne i lov om

dagpenge ved sygdom eller barsel om modtagelse af syge- eller barseldagpenge,

har ret til at modtage syge- eller barseldagpenge.

L 126 ændrer ikke herved.

Endvidere har personer, der bor her i landet ret til at

modtage diverse ydelser i medfør af sundheds- eller

servicelovgivningen efter de sædvanlige regler herom. L 126

ændrer ikke herved.

Efter forslaget vil introduktionsydelsen og

starthjælpen være lavere end kontanthjælp, og en eventuel

revalidering skal foregå på introduktionsydelse.

L 126 regulerer således visse forhold, der er

omfattet af lov om aktiv socialpolitik, kort fortalt alene kontanthjælp

og revalidering.

Bilag 3

Udskrift af åbnet samråd med

beskæftigelsesministeren den 14. maj 2002

ÅBENT SAMRÅD I UDVALGET FOR UDLÆNDINGE-

OG

INTEGRATIONSPOLITIK

Tirsdag den 14. maj 2002, kl. 18.15-19.20, værl.

2-080

Jørgen Winther

(V, formand for UUI,

ordstyrer):

(udfald af lyd) ... og selv om det ikke rigtig kan ses, er

det altså et åbent samråd, hvor alle har lov til at komme

indenfor og høre på, men det specielle er også, at det,

der bliver sagt her, bliver optaget, og det skal man så bare vide.

Vi går direkte over til punktet, og jeg kan lige

orientere om, at der er en grøn knap, som man bedes trykke på,

når man får ordet.

Vil spørgeren uddybe samrådet? Værsgo,

Karen J. Klint.

Karen J. Klint

(S):

Tak.

Jeg vil gerne uddybe det med, at dels synes jeg, at

samrådsspørgsmålene egner sig til at blive besvaret hver

for sig, og dels skulle vi jo spare tid i den debat, der var;

udvalgsmødet blev jo aflyst i sidste uge, og derfor havde vi ikke

nogen debat her og ingen mulighed for at se, om den debat gav anledning til

nogle nye spørgsmål. Til de høringssvar, vi fik mandag,

og som nogle af os jo først så tirsdag formiddag, havde vi

faktisk nogle spørgsmål, og det er derfor, de

spørgsmål blev ophøjet til

samrådsspørgsmål.

Ordstyrer:

Beskæftigelsesministeren.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Vedrørende spørgsmål A er det vigtigt

for mig at understrege, at lovforslaget hviler på det

grundlæggende synspunkt, at flygtninge og indvandrere, som er kommet

ind i Danmark, hurtigt skal i arbejde. Kun på den måde kan de

blive hurtigt integreret i det danske samfund.

Der er ingen grund til at betragte udlændinge fra

tredjelande som sociale klienter. De har typisk været

selvforsørgende i deres hjemlande, og de er typisk også

indstillet på at være det i deres nye land. Men

forsørgelsessystemet her i landet er indrettet sådan, at det har

modvirket deres bestræbelser på at blive selvforsørgende.

Det er det forhold, der er regeringens udgangspunkt for at regulere

satserne.

Nyankomne udlændinge har hidtil typisk modtaget en

så høj kontanthjælp, at de arbejdsindtægter, de

alternativt ville kunne opnå, langtfra har kunnet stå mål

med dette forsørgelsesniveau.

Med de nuværende kontanthjælpssatser får

to forsørgere, der begge er på kontanthjælp, en samlet

kontanthjælp på 21.044 kr. månedlig før skat, og

hvis kun én af ægtefællerne får arbejde, skal den

pågældende have en lønindkomst på 22.874 kr. pr.

måned før skat, for at indkomsten modsvarer parrets

kontanthjælp. Omkring to tredjedele af lønmodtagerne inden for

DA-området, DA-/LO-området, har en løn under dette

niveau.

Tages der samtidig højde for diverse andre ydelser,

f.eks. særlig støtte til høje boligudgifter m.v.,

boligsikring, nedsat forældrebetaling i daginstitution, skal

lønnen være endnu højere for at komme op på niveau

med kontanthjælpen.

Jeg har bemærket, at nogle af høringssvarene

kritiserer, at hjælpen fremover vil være lavere, og samtidig

forsvarer de det nuværende niveau som værende passende eller oven

i købet det mindste, man kan leve for.

Det er ikke desto mindre regeringens opfattelse, at det

nuværende niveau i høj grad er skyld i, at integrationen af

udlændinge i Danmark trods store anstrengelser ikke har været

mere vellykket, end den har. Det problem har regeringen naturligvis

tænkt sig at løse, så derfor foreslår vi, at

niveauet sættes ned. Man kan måske også have en mistanke

om, at det høje danske ydelsesniveau har kunnet tiltrække

nogle.

Det er vigtigt for regeringen, at satserne har et niveau,

der betyder, at det altid kan betale sig at forlade det offentlige

forsørgelsessystem og tage et almindeligt arbejde.

Udlændinge, der ikke kan forsørge sig selv,

henvises til at modtage starthjælp. Kontanthjælpen reserveres

personer, som har opholdt sig i Danmark i mindst 7 ud af de sidste 8

år. De personer, der fremover kommer til Danmark, vil være

omfattet af de nye regler, og det gælder såvel udlændinge

som danskere.

Jeg bliver bedt om at uddybe, hvorfor jeg ikke tror, at

lovforslaget samlet set vil medføre væsentlige økonomiske

og administrative merudgifter for kommunerne. Der henvises endvidere til, at

flere høringsparter fastholder, at der vil blive rejst flere sager til

behandling, og at der vil blive behov for flere bevillinger til dækning

af behov, der ikke kan betales af familierne selv, hvis deres

forsørgelse alene er starthjælpen.

Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår

spørgsmålet. Det fremgår af bemærkningerne til

lovforslaget, at lovforslaget samlet medfører en besparelse på

over 1 mia. kr., når det er fuldt indfaset i 2010, så jeg mener

at have gode holdepunkter for, hvorfor jeg ikke tror, at lovforslaget samlet

set vil medføre væsentlige økonomiske merudgifter for

kommunerne. Anden del af spørgsmålet sigter antagelig alene til

hjælp i særlige tilfælde.

Generelt vil jeg advare imod, at størrelsen af den

økonomiske kompensation, som kommunerne skal have i forbindelse med et

lovforslag, bliver genstand for faglig drøftelse i Folketinget,

også selv om jeg godt kan forstå, at det enkelte folketingsmedlem

med interesse for det kommunale område kan føle sig fristet til

at drøfte det.

Men som det fremgår af lovforslaget det er side 10

nederst skal de økonomiske konsekvenser forhandles med de kommunale

parter. Her foregår drøftelserne, der som oftest er meget

tekniske, på embedsmandsplan, hvor Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune repræsenterer de

kommunale parter. Der har været brevvekslet om

spørgsmålet, og der har i dag kl. 13 været et

såkaldt DUT-møde. Drøftelserne foregår som en

klassisk forhandling, og der er ikke noget mærkeligt i, at parterne

ikke på forhånd er enige.

Ministeriet kan imidlertid ikke ved udarbejdelsen af

lovforslagets bemærkninger under afsnittet om økonomiske

konsekvenser tage i betragtning, at beløbene skal forhandles med de

kommunale parter, og f.eks. spille ud, så staten har noget at give af

under forhandlingerne. En minister har, modsat de kommunale parter, pligt til

sagligt og redeligt at oplyse Folketinget om de konsekvenser, et lovforslag

har, så vidt det er muligt, og det, vi angiver i lovforslaget, er vores

bedste bud.

Enkeltydelserne hører under Integrationsministeriet

og Socialministeriet, og det er disse ministerier, der har skønnet

over de økonomiske og administrative konsekvenser. Disse skøn

er regeringens bedste bud.

De fleste udgifter til enkeltydelser vil skulle ydes til

udlændinge i de første 3 år, mens de hører under

Integrationsministeriets område. Som det fremgår af

bemærkningerne til lovforslaget, refunderes kommunernes udgifter med 75

pct., og kommunerne kompenseres over en regulering af budgetgarantien.

De fleste udgifter til enkeltydelser vil skulle ydes til

udlændinge i de første 3 år, mens de hører under

Integrationsministeriets område. Som det fremgår af

bemærkningerne til lovforslaget, kompenseres kommunerne over en

regulering af budgetgarantien. Herefter må startudgifterne til

tilværelsen her i landet anses for at være afholdt.

Det er ikke hensigten, at den lavere skattepligtige

starthjælp skal suppleres med et højere antal skattefri

enkeltydelser, end man kan få i dag. Regeringen forudsætter, at

personer på starthjælp indretter sig, så de udgifter, de

påtager sig, står i rimeligt forhold til den ydelse, de vil

være berettigede til.

Enkeltydelserne beror på et konkret individuelt

skøn i hvert enkelt tilfælde, det kan typisk være udgifter

i forbindelse med brand, oversvømmelse, tyveri m.v., som ikke

dækkes på anden måde.

Hvis der skønnes behov for f.eks. en omfattende og

dyr tandbehandling, skal kommunen vurdere, om den absolut skal foretages

på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke selv har mulighed for at

betale udgiften, og om en sådan udgift normalt kan afholdes af en

almindelig lønindtægt. Sådan er reglerne i dag, og

sådan vil de også være for modtagere af starthjælp,

så der er altså ikke tale om noget tagselvbord.

Jeg mener ikke, at det vil være

hensigtsmæssigt, at jeg skal redegøre for, hvad der var galt med

introduktionsydelsen i sin tid.

De lavere ydelser, som regeringen nu foreslår, skal

ses i sammenhæng med regeringens handlingsplan om at få flere i

arbejde og færre på offentlig forsørgelse. Jeg kan i den

forbindelse nævne udspillet »På vej mod en ny

integrationspolitik«, der blev præsenteret den 5. marts 2002, og

oplægget »Flere i arbejde«, som forventes i september.

Og igen: Integration i det danske samfund sker bedst via

en arbejdstilknytning, og udlændinge, der kommer til Danmark, har

ressourcer, som i dag ikke bruges aktivt på det danske

arbejdsmarked.

Regeringen har indledt et bredt samarbejde med

arbejdsmarkedets parter med henblik på at fjerne de barrierer, der

måtte være mellem flygtninge og indvandrere på den ene side

og arbejdsmarkedet på den anden side.

Ordstyrer:

Tak til ministeren ... (udfald af lyd) ... det efterkommer

vi så.

Karen J. Klint, værsgo.

Karen J. Klint

(S):

Jeg siger tak for den lange redegørelse.

Nu spurgte jeg ikke så meget til niveauet for

starthjælp, men mere til den kommunale økonomiske situation, for

det er da dér, jeg synes, vi mangler nogle oplysninger. Når

både KL og de store kommuner, Københavns Kommune og

Frederiksberg Kommune, fastholder, at det har nogle alvorlige

økonomiske konsekvenser for dem samt merarbejde med hensyn til

administration, vil jeg gerne have tjekket, hvorfor man så ikke tror

på det i ministeriet.

Så mit spørgsmål har ikke så

meget med starthjælpen at gøre selvfølgelig har det

noget at gøre med størrelsen, og hvad der kan udløse

den, men jeg er mere interesseret i at høre, hvorfor man ikke tror

på de høringssvar, som er kommet, når man alligevel under

punkt 4 i den aftale, der i sidste uge blev indgået med Dansk

Folkeparti som jeg har printet ud fra Dansk Folkepartis hjemmeside

skriver, at man er enig om et initiativ til, at der i samarbejde med

Kommunernes Landsforening udarbejdes en analyse af de langsigtede

økonomiske konsekvenser og virkninger for byrdefordelingen mellem

staten og kommunerne af udlændinge- og integrationspolitikken, herunder

af det pres, der må forventes på de kommunale opgaver og

budgetter i det kommende år.

Jeg kan kun læse de linjer sådan, at der i

hvert fald er nogle blandt dem, der har lavet aftalen, der tror på, at

der kommer et pres på de kommunale udgifter, for ellers var det vel

ikke med i aftalen. Og så er det, vi spørger: Hvorfor tror man

det så ikke, når man forhandler L 126?

Ordstyrer:

Tak. Så er det Anne-Marie Meldgaard.

Anne-Marie Meldgaard

(S):

Tak for redegørelsen.

I svaret kom ministeren ind på, at der i sidste ende

ville være tale om en besparelse på 1 mia. kr., når det her

var indfaset, og samtidig var svaret også, at staten jo står for

25 pct. af udgiften her.

Mit spørgsmål er så: Vil det sige, at

ministeren regner med, at det ude i kommunerne vil give en besparelse

på 3 mia. kr. oveni, eller hvordan har ministeren forestillet sig, at

de forhandlinger, der skal ligge dér, vil kunne foregå?

Så vil jeg også godt spørge, om det

ikke var en spøg fra ministerens side, når ministeren nu

lægger op til, at det er kommunerne, der skal bestemme, f.eks. i

forbindelse med tandpine. Jeg tror ikke på, at man kan lægge det

ind i et skema, altså at man får tandpine i forhold til,

hvornår Socialforvaltningen har åbent.

Vil det sige, at hvis man er i den uheldige situation, at

man i løbet af en weekend får tandpine, kan man ikke gå

til tandlæge, før kommunen har besluttet det?

Ordstyrer:

Tak. Så er det Elsebeth Gerner Nielsen.

Elsebeth Gerner Nielsen

(RV):

Der har jo længe været en erkendelse af, at vi

har nogle samspilsproblemer, forstået på den måde, at hvis

der er to mennesker, der er på kontanthjælp, skal der virkelig

meget til, der skal en meget høj arbejdsindkomst til for den ene, for

at det virkelig kan betale sig at arbejde. Det erkender også Det

Radikale Venstre er et problem.

Jeg vil også indrømme, at det løser

man jo her, i hvert fald delvis, men man løser det jo ikke generelt.

Har regeringen overvejet at gå ind og ændre på den samlede

lovgivning om kontanthjælp, så vi altså fik en

løsning, der omfattede hele befolkningen i stedet for den her lille

gruppe?

Ordstyrer:

Tak. Værsgo til ministeren.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Til det sidste kan jeg sige: Det har vi ikke

overvejet.

Grunden til, at vi har grebet det an på denne

måde, er, at vi tror, at vi ødelægger nogle

sammenhænge i hovedet på de mennesker, der kommer hertil som

flygtninge. De kommer fra samfund, hvor de er vant til at knokle for deres

penge. Så kommer de herop og bliver parkeret på danskkurser og

kontanthjælp af den størrelsesorden. Og har man siddet der i en

årrække, er det klart, at man har mistet fornemmelsen af, at her

i landet er hovedreglen altså selvforsørgelse. Jeg mener, det er

ret vigtigt, at det ligesom i det land, de kommer fra, er hovedreglen, at det

er selvforsørgelse. Det er ikke det offentlige, der skal stå for

forsørgelsen.

Der tror jeg, det er vigtigt, at vi tager det her

initiativ, så vi fra starten indretter systemet sådan, at det

altid kan betale sig for dem, når de kommer her, at tage et job til

overenskomsternes mindstebetalingssatser. Det er hensigten med det her

forslag. Og jeg tror meget på, at vi dér kan ændre en

adfærd.

Vi ved jo også, at en del af de mennesker, der

kommer hertil, har hørt om det høje niveau, har hørt om,

at honning flyder i gaderne heroppe, og det er vi altså bare

nødt til at tage et opgør med, og det gør vi altså

på denne måde. Vi gør det med sindsro, fordi vi kan se, at

det hidtidige system jo ikke har løst problemerne. Så på

den måde er vi rimelig tilfredse med det forslag, der er kommet

her.

Så bliver jeg spurgt om forholdet til kommunerne.

Der prøvede jeg i min indledning at redegøre for, at det

påhviler et ministerium så objektivt og sagligt som muligt under

afsnittet om de økonomiske konsekvenser at redegøre for

omkostningerne, besparelserne, merudgifterne, sådan som de efter

ministeriets opfattelse vil være. Det står i modsætning til

den forpligtelse, der påhviler Kommunernes Landsforening, Frederiksberg

Kommune og Københavns Kommune, som jo optræder som

interesseorganisationer. De har naturligvis en interesse i at lægge op

til den forhandling, som skal komme senere. Men det kan jeg desværre

ikke begive mig ind i, for det påhviler mig som minister at

skønne over, hvad omkostningerne og udgifterne reelt er.

Så spørger Anne-Marie Meldgaard, om

kommunerne nu ifølge det her forslag skal afgøre, om folk har

tandpine. Det her forslag omhandler overhovedet ikke tandpine. Der

gælder de regler, der hidtil har været gældende: at

kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en

person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den

pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad

vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder

for at klare sig selv i fremtiden. Kommunen kan yde hjælp til udgifter

til sygebehandling, medicin, tandbehandling el. lign., der ikke kan

dækkes efter anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke har

økonomisk mulighed for at betale udgifterne.

Jeg vil bare sige, at det her lovforslag om

starthjælp lige præcis regulerer det problem og ikke de ydelser,

som de pågældende personer kan få i kraft af anden

lovgivning.

Ordstyrer:

Tak. Så har vi de samme personer bare i omvendt

rækkefølge. Først Elsebeth Gerner Nielsen, så

Anne-Marie Meldgaard og så Karen J. Klint.

Elsebeth Gerner Nielsen

(RV):

For nu at blive i ministerens terminologi: Jeg er bange

for, hvis man fortsætter med at holde fast i de formuleringer, som

ministeren her har anvendt, at det kan ende med, at også regeringen

får tandpine. For ministeren taler, som om det her netop kun

vedrører udlændinge, det er udlændinge, som tror, at

gaderne flyder med mælk og honning nej, ministeren nævnte kun

honning; det ødelægger også tænderne. Men sagen er

jo den, at det her lovforslag omfatter alle danskere, og det synes jeg er

vigtigt for regeringen at holde fast i. Selv om jeg ikke finder det

sympatisk, mener jeg, at det trods alt er det, der legitimerer forslaget,

det, der gør det muligt overhovedet at fremsætte det og vedtage

det.

Jeg vil endnu en gang opfordre til, at regeringen

prøver at tage fat i det generelle problem, vi har, nemlig

samspilsproblemerne mellem arbejdsmarkedet og bistandslovgivningen. Og jeg

vil gerne vide, om regeringen har overvejet at tage fat i det generelle

problem og forsøge at få det løst. For jeg tror nemlig

også, at der er danskere, der tror, at det her samfund kun omfatter

rettigheder og ingen pligter.

Ordstyrer:

Anne-Marie Meldgaard, værsgo.

Anne-Marie Meldgaard

(S):

Jeg vil godt lige starte med at sige, at det jo ikke var

mig, der bragte ordet tandpine på banen, det var ministerens ord, men

det skal jeg ikke køre mere rundt i.

Ministeren sagde, at de, der kommer hertil, er vant til at

knokle, og så bliver de parkeret på kontanthjælp her. Der

skal ikke herske nogen tvivl om, at i Socialdemokratiet har vi også et

meget stort ønske om, at folk skal være selvforsørgende,

og at vi gerne skulle finde arbejde til dem.

Mit spørgsmål går så på, om

ministeren nu i forlængelse af det her har sikret sig, at

arbejdsmarkedet også kan stille de fornødne arbejdspladser til

rådighed, så vi kan være sikre på, at disse mennesker

kan få et forsørgelsesgrundlag, de kan leve af. For hvem af os

hvis jeg kigger mig sådan lidt rundt har ikke haft børn, der

kommer hjem og tømmer køleskabet, fordi man absolut ikke kan

leve af SU?

Så vil jeg også godt lige tilføje i

forlængelse af Elsebeth Gerner Nielsens spørgsmål om

samspilsproblemerne: Jeg synes ikke, det er nok, at vi kigger på

arbejdsmarkedet og det sociale område. Jeg kunne godt tænke mig

at spørge ministeren, om ministeren har tænkt på at kigge

på hele samspilsgruppen, altså både på

arbejdsmarkedsområdet, det sociale område, boligområdet og

skatteområdet. For det må uvægerligt hænge sammen,

hvis man skal have et helhedsbillede af det.

Ordstyrer:

Så er det Karen J. Klint.

Karen J. Klint

(S):

Jeg vil gerne gentage, sådan at ministeren ikke

behøver at forsvare det igen, at Socialdemokratiet går ind for

som Anne-Marie Meldgaard sagde det at folk er selvforsørgende, og

også, at folk skal arbejde, når de har en arbejdsevne til det.

Det er også derfor, vi i vores regeringstid har været med til at

stramme op på førtidspensionsloven, og vi har også

været med til at sige, at folk skal bidrage og trækkes i

kontanthjælp, hvis de ikke opfylder de krav og pligter, der er på

området. Så vi har været med til at stramme op på

det.

Jeg tror, at målene er vi enige i, men så er

der det med midlerne.

Men jeg vil gerne tilbage til det, som jeg spørger

om i samrådsspørgsmålet, altså den kommunale

økonomi. Jeg vil gerne spørge ministeren direkte, om det ikke

er at tale med to tunger, når man i lovforslaget siger, at der ikke er

nogen ændring i den kommunale økonomi måske bortset fra

en begrænset merudgift til hjælp i særlige tilfælde,

som der står på side 12 i lovforslag nr. L 126 samtidig med at

man under punkt 4 i aftalen skriver, at man gerne vil nedsætte en

analysegruppe, der sammen med KL skal se på de langsigtede

økonomiske konsekvenser, herunder på det pres, der må

forventes at komme på de kommunale opgaver og budgetter. Det er med i

integrationsafsnittet.

Så jeg synes faktisk, det lyder, som om man taler

med to tunger. Man siger i lovforslaget, at det ikke koster ekstra

bøvl og penge, men i aftalen skriver man, at man alligevel godt vil

undersøge det nærmere.

Ordstyrer:

Der er kommet en fjerde spørger. Kan ministeren

klare fire på én gang? Ja, det går. Så er det Anne

Baastrup.

Anne Baastrup

(SF):

Hvordan vil ministeren sikre, at der er boliger til

rådighed til en pris, man kan betale med den her lave

starthjælp?

Ordstyrer:

Ministeren, værsgo.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Jeg vil godt lige tage fat i det her med økonomien

omkring starthjælpen.

Nu bygger vores lovforslag jo på skøn, vi har

fået fra Integrationsministeriet og Socialministeriet. Jeg beder om

forståelse for, at det er deres skøn, der er lagt til grund for

det her lovforslag, og at jeg derfor ikke er i stand til at gå dybere

ind i det. Men det er mit skøn, at i de første 3 år vil

en væsentlig del af de startudgifter, som de mennesker, der er

berørt af det her, har, være afholdt. De har jo trods alt

været her 3 år, når de fortsætter på

starthjælpen og kommer ud af den 3-årige introduktionsydelse. Og

der vil der jo være grundlagt en basisdækning af deres behov.

Jeg vil godt sige, at det jo er en helt rigtig og relevant

problemstilling, hvordan arbejdsmarkedets parter stiller sig til det her

spørgsmål om at få flere udlændinge ind på

arbejdsmarkedet. En af de ting, som har bekymret mig meget, siden jeg er

begyndt at beskæftige mig med de her problemer, er, at vi har en stor

og voksende gruppe af udlændinge her i Danmark, som er henvist til at

leve af offentlig forsørgelse uden at kunne forbedre deres situation

andet end ved sort arbejde.

Det problem er vi altså nødt til at tage

alvorligt. Derfor har vi taget drøftelser med DA og LO om de her ting,

og der har vi jo som bekendt stillet to forslag, som jeg meget håber,

at arbejdsmarkedets parter vil give positive tilbagemeldinger på.

Der er ligesom to barrierer for at få

udlændinge i arbejde. Den ene barriere består i, at specielt

mindre og mellemstore virksomheder simpelt hen ikke gider eller orker at

sætte sig ind i de mange forskellige ordninger, der er for at få

folk i arbejde. De orker heller ikke at få besøg af konsulenter

fra kommunen, konsulenter fra arbejdsformidlingen og konsulenter forskellige

steder fra; de har nok at gøre med at passe det daglige arbejde.

Derfor tror jeg, at en regelforenkling på det her område i sig

selv ville sprænge en barriere. Jeg tror, at dér, hvor vi skal

lave et gennembrud, er i de små og mellemstore virksomheder. De store

virksomheder har kapacitet og afdelinger nok. Det har vi formentlig alle

sammen været ude at se: vellykkede projekter, vellykket integration

på store virksomheder.

Men der ligger et stort potentiale i små og

mellemstore virksomheder. Og der er det altså for indviklet med de 18

eller 20 ordninger, som jeg tror findes i dag. Der har vi sagt til

arbejdsmarkedets parter: Var det ikke en mulighed, at vi kunne få en

forenkling, og at vi kunne aftale et praktikophold, en praktikplads, fra 2

til 52 uger?

Lad mig lave et lille spring. Problemet for de mennesker,

vi taler om her, er jo at få lov at præsentere sig for

virksomhederne. De er sorteret fra, længe før de kommer til at

kunne præsentere sig; de kommer jo aldrig i berøring med

virksomheden. Så kunne man lave et enkelt system, således at for

nogle, der var velfungerende, kunne man sige: Kunne vi ikke aftale en

4-ugers-praktikperiode? Man kan teste, hvad de pågældende kan, og

kan de, ja, så kan de blive ansat til almindelig løn.

Vi har foreslået, at det var fra 2 til 52 uger. Der

er nogle, der synes, at 52 uger er for lang tid, jamen så lad os da

tale om en kortere periode. Jeg synes bare, at man skulle gribe chancen for

at få aftalt sådan en enkel ordning, hvor man kan sige: Du kan

komme herover med den ydelse, du får; hvis du er på

kontanthjælp, er du her på kontanthjælp, hvis du er

på revalidering, er du her på revalidering, hvis du er på

dagpenge, ja, så er du her på dagpenge tidsbegrænset og

godkendt af tillidsmand og virksomhed osv.

Jeg vil også godt sige, at det er afgørende

for, at det her kan lade sig gøre, at det er accepteret ude på

virksomhederne. For ellers kan vi jo stå på hovedet med hensyn

til at skaffe arbejdspladser på virksomhederne; hvis det, vi laver,

bare møder modstand, kan vi skyde en hvid pind efter det.

Efter min mening er barrieren på arbejdsgiverside,

at det, vi har i dag, er for indviklet.

På lønmodtagerside er barrieren jo, at man

siger: I er bare ude på at komme med et korps af løntrykkere,

som skal forhindre danske arbejdere i at få den indtægtsfremgang,

som produktivitetsfremgang osv. berettiger til.

Der har vi sagt: Kunne vi ikke drøfte en ordning,

hvor man udnyttede det spænd fra overenskomsternes

mindstebetalingssatser, som i dag ligger i størrelsesordenen 86-87 kr.

i timen, og op til det, der i realiteten er mindstebetalingen på den

virksomhed, man er på? Hvis man er kommet op på 120 kr. i timen,

er det den reelle bund på den virksomhed, og der kunne man altså

sige, at man kunne udnytte det spænd, der ligger fra 87 kr. til 120 kr.

Det har vi bedt arbejdsmarkedets parter om. Jeg kan se, at der er megen vrede

mod at skulle udnytte det spænd, men det er sådan set de to

forslag, vi har bedt arbejdsmarkedets parter om at drøfte.

Vi har ingen intentioner om at bryde

mindstebetalingssatsen i overenskomsterne. Men vi synes, at man måske

godt kunne udnytte spektret fra mindstebetalingssatsen og op til det aktuelle

lønniveau på virksomheden. Og det forhandles i

øjeblikket.

Perspektivet i det, hvis man kan enes om noget, er, at

så ville hovedorganisationerne forpligte sig til at arbejde for, at man

i forbundene og på de enkelte virksomheder begav sig ind i de her

ordninger. Det er det, der er intentionen i det udspil.

Det er så et udspil i et større projekt, som

vi kalder »Flere i arbejde«, og som regeringen præsenterer den 24. maj.

Det omfatter selve arbejdsformidlingen, det omfatter: Hvordan forestiller vi

os det fremtidige system?

Beskæftigelsesministeriet har jo nu fået

overdraget kontanthjælpen fra Socialministeriet, og det vil sige, at

for første gang har vi nu under samme tag de to ordninger, som

gælder for arbejdsløse kontanthjælp og dagpenge.

Det ene system administreres af kommunerne, det andet

system er et statsligt system. Der vil vi give os i kast med den opgave at

prøve at samtænke, kalder vi det, de to systemer. For hvis man

ser det fra den enkelte lediges synspunkt, tror jeg, den

pågældende er fuldstændig ligeglad med, om vedkommende

lever i et dagpengesystem eller i et kontanthjælpssystem; der er det jo

et spørgsmål om at få et arbejde.

Det oplæg er første fase, og nu kommer jeg

så til Elsebeth Gerner Nielsens spørgsmål. Anden fase, det

næste trin på stigen af problemer, er det projekt, som Anne-Marie

Meldgaard nævner, at se på samspillet mellem ydelser, skat osv.

Det er ikke et udspil, der kommer i næste folketingssamling, men det er

klart, at det er den næste store opgave, som vi må se på.

Det, vi kaster os ud i nu, er at forsøge at forenkle de her regler,

så folk får en chance for at komme ind på

virksomhederne.

Jeg kan jo se i det ministerium, jeg nu beskæftiger

mig med, at lønmobiliteten er utrolig høj på danske

virksomheder, er man først kommet ind på en virksomhed,

går der meget kort tid, før man har den samme indtjening, som de

danske kolleger på virksomheden har.

Så opgaven for mig består i simpelt hen at

lade dem få en chance for at komme ind, og der synes jeg, at man skulle

sige: Lad dem komme ind på den ydelse, de har, kan de klare det, skal

lønmobiliteten og kollegerne på arbejdspladsen nok klare resten

i den forbindelse.

Med hensyn til spørgsmålet om boliger, er det

jo ikke ligefrem mig, der kan skaffe boliger, men der er jo altså mange

danskere, der er henvist til at leve for de beløb, og sådan er

det. Man må jo indrette sig efter de penge, man får.

Ordstyrer:

Der er flere, der gerne vil have mere at vide, og

rækkefølgen er: Karen J. Klint, Anne-Marie Meldgaard, Elsebeth

Gerner Nielsen, Morten Bødskov og Anne Baastrup.

Det er den første tredjedel af

samrådsspørgsmålene, men vi har jo god tid.

Karen J. Klint

(S):

Ministeren gør sig i hvert fald umage med at komme

med nogle meget lange svar også på det, der ikke spørges

om. Der spørges faktisk til den kommunale økonomi, og vi

får nogle meget lange svar om arbejdsmarkedsforhold og forhandlinger

med LO og Dansk Arbejdsgiverforening, og det er jo langt væk fra

spørgsmålet om den kommunale økonomi. Men det er helt

fint, for det var interessante oplysninger, der også netop

understregede, at vi jo er enige om målet om, at folk, der er her i

landet, skal arbejde og selv tjene til livets ophold og kunne forsørge

både sig selv og deres familie. Så vi behøver ikke de

lange sange igen om det.

Men jeg prøver en gang mere at spørge, om

ikke ministeren godt kan se, at det kan give anledning til

misforståelser, når man i lovforslaget skriver ét om den

kommunale økonomi og man dernæst laver en aftale om, at den skal

følges og analyseres.

Jeg synes, der kommer to forskellige meldinger om

størrelsen af presset på den kommunale økonomi,

også set i lyset af, at ministeren i et svar på et tidligere

spørgsmål har sagt, at der ikke er nogen grund til at gå

ind og lave en revisionsparagraf i denne her lov, for man kan altid tage en

lov op og revidere den.

Så nu vil jeg spørge ministeren, om ikke han

kunne genoverveje, hvorvidt det kunne være en idé at sætte

en revisionsparagraf ind i den her lov, netop når det nu ser ud til, at

der et eller andet sted er opstået tvivl om konsekvenserne for den

kommunale økonomi.

I et svar, vi fik i begyndelsen af denne sagsbehandling,

siger ministeren klart, at der ikke er nogen væsentlige byrder for

kommunerne i det, og nu siger ministeren i sit svar i dag, at det ikke lige

er ministerens hovedområde, og at der var to andre ministre, der skulle

være med til at vurdere det. Så havde det måske været

smart, hvis det spørgsmål var gået videre til de to

ministre, hvis de bedre kunne have givet os en sikkerhed for den kommunale

økonomi på området.

Så jeg prøver lige en gang mere: Kan vi

få belyst, hvorfor der er de to modsatrettede meldinger om den

kommunale økonomi? Og hvis der stadig væk er tvivl, vil

ministeren så overveje den revisionsparagraf, som tidligere er

afvist?

Ordstyrer:

Jeg vil gerne sige, at jo kortere

spørgsmålene er, jo nemmere er det nok at få et klart

svar.

Så er det Elsebeth Gerner Nielsen.

Elsebeth Gerner Nielsen

(RV):

Det er lidt i en anden boldgade, det beklager jeg, men det

hænger sammen med L 152.

Der er en række virksomheder, der har udtrykt

bekymring over virkningerne af denne lov i forhold til dansk eksport,

forstået på den måde, at hvis en virksomheds dygtige

medarbejder, der er gift med en udenlandsk kone, flytter til udlandet, vil de

få det problem, når de kommer hjem og eventuelt bliver skilt,

eller der i øvrigt sker noget med familien, at den

familiesammenførte kone ikke vil have opsparet sociale rettigheder og

altså vil komme til at stå med det problem, at vedkommende

måske vil have vanskeligt ved at forsørge sig selv.

Det kan betyde, siger nogle virksomhedsledere, at dygtige

medarbejdere vælger at blive her i landet, fordi de simpelt hen ikke

vil fortabe deres rettigheder. Har regeringen ikke gjort sig nogle

overvejelser over, hvad det her faktisk kan komme til at betyde for vores

gang på eksportmarkederne?

Ordstyrer:

Tak. Så er det Anne-Marie Meldgaard.

Anne-Marie Meldgaard

(S):

Der er selvfølgelig en årsag til, at det er

beskæftigelsesministeren, der er her i dag, og det er jo den

ressortomfordeling, der er. Derfor er det også naturligt, at vi tager

fat i den del, der drejer sig om kontanthjælpsmodtagerne, da det

primært er det, L 126 omhandler.

Jeg kan ikke være uenig med ministeren i, at den her

gruppe henvender sig til mindre eller mellemstore virksomheder, og jeg kan

også godt forstå, at virksomhederne er trætte af at have

konsulenter løbende. Så dér er vi i Socialdemokratiet

meget enige i, at vi skal prøve at finde en løsning, hvis vi da

ellers bliver inviteret til forhandlinger.

Mit spørgsmål opstod egentlig, da ministeren

svarede på det der med, at man skulle have mulighed for at komme ud i

praktik på en virksomhed i en periode fra 2 til 52 uger, og hvis man

var rigtig god, kunne det da godt være, at man kun skulle være

der 4 uger, før man blev ansat. Kan der ikke være en fare i det

hvis vi nu kigger på dagens overskrifter i forbindelse med, hvordan

Farum Kommune har klaret deres integrationsproblemer og også deres

kommunale aktivering, ved at man har ladet netop de her små

virksomheder have en person i kommunal aktivering, som så, hvis

arbejdsbyrden er blevet stor i virksomhed nr. 2, 3 eller 4, har skullet

stille dér dagen efter?

Jeg går ikke ud fra, at ministeren mener, at man kan

strække perioden på 52 uger ud, så man har én

person, som man kan flytte rundt mellem fire virksomheder, ligesom man har

gjort det i Farum, hvor man endda er blevet rost for løsningen af sine

problemer og sin gode evne til at integrere og kommunalaktivere.

Ordstyrer:

Tak. Morten Bødskov.

Morten Bødskov

(S):

Vi kommer jo vidt omkring, lige fra omorganisering af AF

til sammenlægning af forskellige ressortområder i

Arbejdsministeriets regi. Når ministeren vælger at svare så

bredt, må diskussionerne selvfølgelig også afspejle det

ikke at jeg har tænkt mig at stille spørgsmål om AF.

Vi er vel i den situation, hvor ministeren

efterhånden har bevæget sig ud i, at det, ministeren sidder og

siger her, i så høj grad baserer sig på skøn, at

det vel er relevant og det vil jeg gerne høre ministerens kommentar

til i det her lovforslag af hensyn til kommunernes økonomi, som vel

alle og enhver ved er ret presset, at sætte en revisionsbestemmelse

ind, eventuelt efter 2 år.

Jeg er fuldstændig opmærksom på, at

også ministre i denne regering betragter høringssvar som

partsindlæg, og at der er interesseorganisationer, som

selvfølgelig skal brokke sig, når de bliver berørt af en

lovændring. Men så må man være så venlig over

for kommunerne i det mindste at tilkendegive, at man synes, at der kunne

være en mulighed for, at de merudgifter, de bliver pålagt

både af økonomisk og administrativ karakter, bliver tilgodeset

på en eller anden måde.

Så vil jeg bare sige i forhold til den der 52-ugers

praktikperiode, at der er jeg meget glad for, at i hvert fald nogle af dem,

der sidder ovre på den modsatte side, klart har tilkendegivet, at det

støtter de ikke.

Jeg vil opfordre ministeren til, hvis han er i tvivl om

det, at prøve at bevæge sig ud på de danske

arbejdspladser, for så vil han finde ud af, at der er en voldsom

modstand imod det her forslag. Jeg tror, at de meget flotte ord om

integration, som ministeren lader følge det her forslag, simpelt hen

ikke holder.

Derfor vil jeg gerne høre ministerens kommentar

til, hvordan han i virkeligheden tror, at det kan bidrage til en bedre

integration, når modstanden på de danske arbejdspladser er

så stor.

Ordstyrer:

Tak. Vi går videre til Anne Baastrup nej,

ministeren vil gerne have ordet først. For at vi kan få så

klare svar som muligt, får ministeren ordet nu. Værsgo.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Til Morten Bødskov: Det er jo i min korte karriere

i aktiv politik på Christiansborg gået op for mig, at

Socialdemokraterne er imod ændringer. Så når vi

prøver at foreslå noget nyt her, undrer det mig ikke, at der er

modstand mod det.

Jeg vil godt sige til Anne-Marie Meldgaard, som rejste et

relevant spørgsmål: Ifølge det forslag, vi har fremsat,

aftales antallet af uger på forhånd. Det er sådan, at man

kan sige: Her er én, som i og for sig kan det, men prøv ham i 4

uger. Så er der måske nogle, der har lidt andre problemer,

så aftaler man 3 måneder. Men det, vi er gået i byen med,

er en aftale, der er klar på forhånd, hvor man efter et

individuelt skøn over, hvad den pågældende kan eller har

brug for, aftaler med ledelse og tillidsrepræsentanter: Vi giver det 4

uger, eller: Vi giver det 5 uger og så ikke mere.

Det er en af misforståelserne, der har været,

at det skulle være op til 52 uger for alle nej, det er en individuel

aftale, der er klar på forhånd.

Vedrørende revision vil jeg sige, at det jo, mig

bekendt, står alle frit for at stille forslag om revision af en hvilken

som helst lov her i Folketinget det findes der jo procedurer for lige fra

grundloven og ned til almindelige love. Så jeg ser ikke nogen grund

til, at der i denne her lov skulle indføres en særlig

revisionsbestemmelse, og det synes jeg oven i købet ikke engang er

udemokratisk. Det står jo Socialdemokratiet frit for any time at stille

forslag på det her område.

Til fru Karen J. Klint, der interesserer sig utrolig meget

for kommunernes økonomi det synes jeg er rørende - vil jeg

bare sige, at det må KL varetage på deres medlemmers vegne. Det,

jeg er sat til, er i lovforslagene at komme med det bedst mulige objektive

skøn over, hvad udgifterne beløber sig til. Det er det, vi

gør. Sådan er det.

At kommunerne så har interesse i at få

større refusion, mindre refusion, længere refusion, hvad ved

jeg, er da helt naturligt, og det er da et led i den forhandling, der er. Jeg

vi bare sige, at det, der fremgår af lovforslaget, er det bedste og det

mest objektive skøn, ministerierne kan præstere. Jeg har

videregivet det, fordi jeg har fuld tillid til de skøn, der er givet

af Integrationsministeriet og Socialministeriet.

Hvordan tingene virker i kommunerne, og hvad kommunerne

kunne ønske sig, vil jeg så for min part overlade til de

forhandlinger, der er.

Så vil jeg godt sige, at jeg har så

åbent et sind, at vi da gerne vil analysere ting og sager. Hvis der er

ønsker om, at man analyserer udgifter på kortere sigt og

på længere sigt, skal det ikke skorte på velvilje til, at

vi analyserer den slags ting. Så jeg opfatter ikke, at der ligger noget

snedigt i, at der står i aftalen, at vi vil analysere udviklingen

på længere sigt.

Ordstyrer:

Tak. Så er det Anne Baastrup.

Anne Baastrup

(SF):

Erfaringerne fra dengang, man havde den lave

integrationsydelse, var, at kommunerne løb ind i et problem med at

skaffe boliger til en pris, folk kunne betale. Det betød, at

kommunerne skulle give et ekstra boligtilskud.

Derfor undrer det mig, at ministeren fuldstændig

afviser at svare på, hvordan regeringen har til hensigt at finde

boliger til en pris, man kan betale, når ministeren samtidig har sagt,

at der ikke vil komme ekstra udgifter for kommunerne i nogen særlig

retning.

Så har jeg et andet spørgsmål. I pjecen

»En ny udlændingepolitik«, som ministeren lavede sammen med

integrationsministeren, er der en sætning, der lyder: For flygtninge og

personer med beskyttelsesstatus gælder særlige regler. Det drejer

sig bl.a. om spørgsmålet om selvforsørgelse.

Således som jeg læser den her integrationslovgivning, har man

ikke til hensigt at lave en særlig lovgivning, når det drejer sig

om flygtninge og folk med beskyttelsesstatus. Er det korrekt forstået

og i givet fald hvorfor?

Ordstyrer:

Tak. Birthe Rønn Hornbech.

Birthe Rønn Hornbech

(V):

Det er i tilknytning til det problem, Elsebeth Gerner

Nielsen nævnte. Hun mente, at der var mange erhvervsvirksomheder, som

nu var nervøse, fordi de ikke kunne få folk til at lade sig

udstationere. Jeg går ud fra, at synspunktet er det, at man er

nervøs for tilknytningskriteriet. Elsebeth Gerner Nielsen nævnte

også L 152, altså den store stramning.

Men kan ministeren ikke bekræfte, at de, der er

nervøse for det, må være dem, der ikke har læst L

152, bemærkningerne side 55, for der er omhyggeligt i to omgange

henvist til, at for dem, der er udstationerede af danske offentlige

myndigheder eller af danske virksomheder, er det således, at der skal

tilknytningskravet vægtes på en anden måde, så man

tager hensyn til, at de er udstationeret, sådan så det netop ikke

kommer dem til skade med hensyn til familiesammenføringsreglerne. Er

det ikke rigtigt forstået?

Ordstyrer:

Tak. Så er det Morten Bødskov.

Morten Bødskov

(S):

Det var jo noget af et spidst svar, jeg fik fra

ministeren. Det er fair nok.

Det er ikke, fordi Socialdemokratiet er mod nogen som

helst form for ændringer, men jeg synes bare, at ministeren skulle tage

og fortælle sandheden om årsagen til, at man har fraveget den

nuværende model med løntilskud til arbejdspladser. Den har jo

rent faktisk været en succes og har ikke givet problemer, fordi man

ikke har haft det, som adskillige fagforbund har omtalt, nemlig

løntrykkere gående rundt blandt kolleger, og det er, fordi man

har haft løntilskud. Hvor er de penge henne i dag? Det kunne

ministeren jo svare på.

Elsebeth Gerner Nielsen

(RV):

Jeg er selvfølgelig taknemlig for enhver, som vil

være supervisor i min udlægning af teksten, men det var nu ikke

det, jeg mente, Birthe Rønn Hornbech.

Det er sådan med den nye lovgivning, vi sidder med

her, at man skal have været i Danmark i 7 ud af 8 år sammenlagt

for at opnå fuld kontanthjælp. Det betyder, at hvis man får

en udenlandsk ægtefælle hertil, f.eks. en kone, bor her et par

år og så rejser til udlandet, er det klart nok, at i de år

optjener konen ikke nogen muligheder for at få fuld kontanthjælp.

En mand, der er sådan en lille smule opmærksom over for sin kone,

vil tænke på, at vedkommende rent faktisk nu forspilder sine

muligheder for at optjene de almindelige rettigheder, altså de

rettigheder, alle andre danskere har. Derfor kunne en mand jo godt have den

overvejelse, at nu må jeg hellere blive her i Danmark, indtil vi er

oppe på, at min ægtefælle, min familiesammenførte

ægtefælle, rent faktisk nyder de fulde rettigheder.

Det er også det, en række virksomheder har

givet udtryk for. Jeg ved ikke, om man har givet udtryk for det i

høringssvarene, men man har i hvert fald gjort det på forskellig

vis også over for ministeren, tror jeg.

Ordstyrer:

Værsgo til ministeren.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Lad mig lige sige, at danske eksportinteresser ikke er

indgået i overvejelserne i forbindelse med det her forslag, og det

må de mennesker de kender jo lovgivningen tage højde

for.

Hvis de vil sikre sig, at de har kontanthjælp, ja,

så må de jo lade være at rejse ud, hvis det er det, der er

kriteriet. Nu er de mennesker, der rejser ud, jo nok ikke de ringest stillede

økonomisk set. De må jo så eventuelt enten kunne spare op

eller andet, til de kommer hjem. Men det er da en rent individuel beslutning,

om man prioriterer muligheden for at få kontanthjælp så

højt, at man undlader at tage et direktørjob i udlandet.

Så vil jeg godt sige til Morten Bødskov, at i

denne fase er der sådan set ikke fjernet nogen penge fra nogen som

helst. Med de ordninger er der jo lagt op til en forenkling, og kan vi finde

andre måder at gøre det på, eller bliver vi stående

ved den samme ordning, ja, så gør vi det. Men det er jo ikke

sådan, at fordi vi har en forenkling, bliver der færre penge til

rådighed til at etablere støttede job.

Men du peger da selvfølgelig på det mest

centrale spørgsmål, vi har i forbindelse med det her: Bliver det

accepteret på arbejdspladserne, eller bliver det ikke accepteret

på arbejdspladserne?

Der er jeg nødt til, uanset hvad mine ønsker

måtte være, at sige, at den realitet vil eksistere, uanset hvad

jeg måtte mene. Så det, vi er nødt til at finde ud af, er

noget, der bliver accepteret på arbejdspladserne, for ellers kan jeg jo

bare stå og råbe ud ad vinduet. Så det vil jeg da godt

medgive.

Det spørgsmål, som Anne Baastrup rejser, kan

jeg desværre ikke svare på.

Anne Baastrup

(SF):

Jamen samrådsspørgsmålet går

på, hvilke ekstraudgifter der er forbundet med det her.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Ja, og det har jeg redegjort for.

Anne Baastrup

(SF):

Ja, og det største problem, man tidligere havde

omkring den lave integrationsydelse, var klart spørgsmålet om

boligydelsen, de ekstra udgifter for kommunerne til boliger. Kommer

ministeren i et samråd uden at have forberedt det? Tænk, det

synes jeg er utroligt. Jeg synes, det er helt utroligt. Sådan plejer vi

altså ikke at gøre det.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Jeg kan bare sige, at det selvfølgelig stiller

nogle skærpede krav til kommunerne på det her felt. Men det er

klart, at når vi har en særlig starthjælp, er det det

beløb, som de mennesker må indrette sig på, at de

får, og der må kommunerne jo så være

behjælpelige med at finde boliger, der kan betales af de mennesker.

Ordstyrer

:

Det gav anledning til et par nye spørgsmål.

Det er jo ikke tidsbegrænset. Vi bruger den tid, der skal til.

Elisabeth Arnold, værsgo.

Elisabeth Arnold

(RV):

Det er klart, at når ministeren ikke er forberedt

på at kunne svare på de spørgsmål, der kommer,

kommer det til at tage længere tid, for så bliver der en masse

efterfølgende spørgsmål.

Jeg vil spørge ministeren, om han vil overveje at

udarbejde et notat som svar på Anne Baastrups spørgsmål,

sådan at udvalget kan blive oplyst.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Det skal vi sørge for.

Ordstyrer

:

Pia Kjærsgaard, værsgo.

Pia Kjærsgaard

(DF):

Jeg tror ikke, jeg har spurgt om det, men for at skabe

lidt klarhed over det, vil jeg meget gerne se ministerens første

besvarelse, som var et talepapir, og det vil udvalget sikkert også

gerne. Så må vi få det over?

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Det skal jeg love.

Ordstyrer:

Jeg tror, vi beder om alle tre med det samme, ikke?

Er der flere ... (udfald af lyd).

Karen J. Klint

(S):

Det uddybende går på, at der har været

spurgt om de handicappede og traumatiserede flygtninges vilkår i et par

af spørgsmålene. Første gang fik vi det svar, at de

handicappede flygtninge har lige så stor ret til fleksjob, som andre

handicappede har. I et senere svar skriver ministeren, at det er korrekt, at

der vil være en del mennesker, som har sværere ved at komme i

arbejde på grund af deres traumer, og de vil også være

længere tid på starthjælp end gennemsnittet.

Det er derfor, vi spørger, om ministeren vil

uddybe, hvordan de skal overleve økonomisk i væsentlig

længere tid end dem, der forhåbentlig kommer hurtigere på

arbejdsmarkedet, som vi alle sammen ønsker det.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

(udfald af lyd) ... fordi man har været udsat for

tortur eller andre krigstraumer. Ofte handler det om at finde det rigtige

job, der er tilpasset den enkeltes forudsætninger. Kommunerne,

erhvervslivet og de frivillige organisationer spiller også en vigtig

rolle i at medvirke til at integrere og støtte denne gruppe i at komme

i beskæftigelse. Det er vigtigt med en meget målrettet indsats

specielt for denne gruppe.

Det er regeringens opfattelse, at det generelle

ydelsesniveau ikke skal dække særlige situationer. Personer med

nedsat arbejdsevne skal derfor ikke støttes gennem de generelle

ydelser, men ved hjælp af særlige tilbud og ydelser, der er

rettet mod netop den gruppe, det vedrører.

Der findes i dag en række tilbud til alle med nedsat

arbejdsevne, først og fremmest tilbud om revalidering, hvor der

lægges en individuel plan for den enkeltes udslusning på

arbejdsmarkedet.

Der kan tilbydes fleksjob tilpasset den enkeltes

arbejdsevne til almindelig overenskomstmæssig løn, hvis

arbejdsevnen er varigt nedsat. Den nedsatte arbejdsevne vil ofte kunne

afhjælpes gennem arbejdsredskaber m.v., som kan ydes af kommunen eller

arbejdsformidlingen til handicappede.

Hvis arbejdsevnen ikke rækker til et fleksjob, kan

en førtidspension komme på tale, eventuelt kombineret med et

skånejob på deltid. Det er derfor ikke urealistisk at forestille

sig, at udlændinge, der har særlige behov, kan blive helt eller

delvis selvforsørgende.

Ud over de arbejdsmarkedsrettede tilbud findes der

også en række andre tilbud til personer, der har været

udsat for tortur m.v. Det kan være støtte til kortere- eller

længerevarende psykologhjælp, terapeutisk hjælp,

særlig tilrettelagt sprogundervisning m.m., det vil sige hele det

register af hjælpemuligheder, der findes i sundhedslovgivningen,

integrationsloven, lov om social service og lov om aktiv socialpolitik.

Ordstyrer

:

Elsebeth Gerner Nielsen, værsgo.

Elsebeth Gerner Nielsen

(RV):

Nu nåede jeg ikke at fange ministerens præcise

formulering, så jeg undskylder, at det her selvfølgelig ikke er

helt præcist. Men jeg vil gerne vide, hvilken forskning ministeren

støtter sig til med sine bemærkninger om, at enhver, uanset om

vedkommende har været udsat for tortur eller ej, kan få et job,

altså at enhver kan klare et job, uanset hvilke former for tortur man

har været udsat for. Hvilken forskning ligger til grund for det

svar?

Ordstyrer:

Tak. Karen J. Klint.

Karen J. Klint

(S):

Jeg vil godt tydeliggøre spørgsmålet

endnu mere. For der findes jo personer med så store handicap, at de,

hvis de var almindelige danske borgere, klart opfyldte kriterierne for at

få førtidspension, når de fyldte 18 år. Det kan

være personer med medfødte fysiske og psykiske handicap, og det

kan også være personer med svære psykiatriske lidelser,

bl.a. nogle af de mennesker, som vi også får ind som

kvoteflygtninge, hvor FN siger, at vi skal tage 0,1 promille, tror jeg det

er, af de handicappede, som strander i flygtningelejrene rundtomkring i

verden dem fordeler FN.

Nogle af de mennesker kommer også til Danmark. Og

spørgsmålet går på, om mennesker, der kommer som

FN-kvoteflygtninge i kraft af deres vidtgående handicap, og som aldrig

nogen sinde vil komme til at kunne begå sig på en almindelig

arbejdsplads, skal være 7 år på starthjælp, eller om

de kan komme hurtigere på den førtidspension, som ministeren

nævnte som en mulighed. Eller skal de være her i 7 år efter

det fyldte 18. år, før de kan komme på

førtidspension?

Ordstyrer:

Tak. Ministeren, værsgo.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Jeg vil godt lige sige til Elsebeth Gerner Nielsen, at

det, jeg sagde om, at man ikke nødvendigvis har en nedsat arbejdsevne

i forhold til en hvilken som helst beskæftigelse, fordi man har

været udsat for tortur, bygger på, at man selvfølgelig kan

have varierende grader af handicap i forbindelse med det. Det er efter min

opfattelse ikke sådan, at man kan sige, at fordi man har været

udsat for traumer, eller fordi man har været udsat for tortur, er man

ikke i stand til at passe et hvilket som helst job. Det var sådan set

bare det, der lå i mine bemærkninger.

Jeg håber, at mit svar afspejler en ambition om, at

vi skal udnytte folks arbejdsevne mest muligt. For vi er jo enige om, at

selvforsørgelse er en af de vigtigste ting for mennesker det, at man

kan klare sig selv. Derfor skal vi jo prøve at forske i, hvilke

muligheder de pågældende har for at forsørge sig selv.

Det er da klart, at der er nogle, der ikke har mulighed

for det, eller har meget svært ved det. Sådan vil det være.

Men jeg synes bare, vi har en forpligtelse, og der angav jeg så, at

hele den vifte, der står til rådighed for danskere, jo også

står til rådighed for de udlændinge, vi taler om her:

fleksjob, støtte til arbejdsredskaber, tilbud om revalidering, hvor

der kan lægges en individuel plan osv., alle de ting, som vi arbejder

med over for danskere.

Det, der bare er hovedsynspunktet, er, at det er vores

opfattelse, at det ikke er det generelle ydelsesniveau, der skal kompensere

for de her mange problemer. Der har vi altså den lave starthjælp,

og er der så problemer derudover, må vi benytte den lovgivning,

der står til rådighed for afhjælpning af det problem.

Ordstyrer:

Tak. Så er det Elsebeth Gerner Nielsen.

Elsebeth Gerner Nielsen

(RV):

Ministeren kan altså godt forestille sig, at der er

et menneske, der er i en sådan situation, at vedkommende ikke kan

arbejde. Og hvis det er rigtigt udlagt, vil ministeren så være

venlig at redegøre for, hvilken hjælp det så er, samfundet

kan stille til rådighed for det menneske.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Der er jo den hjælp, som vi stiller til

rådighed for alle andre. Der har jeg prøvet at redegøre

for den vifte af muligheder. Og det er da klart, at der måske er folk,

som ikke kan arbejde, og det må man jo så tage højde

for.

Ordstyrer:

Så er det Karen J. Klint.

Karen J. Klint

(S):

Jeg fik ikke helt svar på mit

spørgsmål. Det er lidt i forlængelse af det, Elsebeth

Gerner Nielsen spørger om. Det spørgsmål går lidt

firkantet på: Kan man inden for den frist på 7 år få

mulighed for at få en førtidspension, hvis man ellers opfylder

kriterierne for det efter førtidspensionsloven? For det er vigtigt at

vide, om man skal være på starthjælp i 7 år,

før man kan få en førtidspension, hvis det er oplagt, at

man altid kan få det.

Et tillægsspørgsmål kunne så

være, om de mennesker, som ikke kun er lettere handicappede eller

moderat arbejdsevneskadede på grund af tortur eller noget andet,

altså folk, der i traditionel forstand her fysisk og psykisk

vidtgående handicap, som almindeligvis vil få en

førtidspension, og som almindeligvis ikke kommer i skånejob

eller fleksjob, men i beskyttet beskæftigelse på de traditionelle

beskyttede værksteder, også har den mulighed, sådan at de

kan få et liv, der svarer til et normalt liv, altså en vis

indtjening i form af en pension og en vis livskvalitet i form af noget, der

ligner et arbejde.

Ordstyrer:

Tak. Anne Baastrup.

Anne Baastrup

(SF):

Jeg vil meget gerne høre, hvad det er for en

konkret bestemmelse, ministeren taler om, som skulle indebære, at man,

hvis man er 100 pct. eller måske 66 pct. invalideret, kan gå fra

en starthjælp over til et varigt forsørgelsesgrundlag,

således som ministeren så venligt sagde?

Da jeg ikke selv kan finde den, vil jeg godt ved samme

lejlighed høre: Agter ministeren at stille ændringsforslag,

således at det, ministeren i virkeligheden meget gerne vil opnå,

rent faktisk også kommer til at fremgå af lovforslaget?

Ordstyrer:

Værsgo til ministeren.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Alle de andre muligheder står til rådighed.

Som jeg sagde i min indledning: Hvis arbejdsevnen ikke rækker til et

fleksjob, kan en førtidspension komme på tale. Så alle de

muligheder står til rådighed. Det er jo lovgivningens almindelige

regler, vi snakker om her.

Ordstyrer:

Det var et klart svar, og vi går over til tredje del

af samrådet.

Karen J. Klint

(S):

Jeg tror ikke, det kræver den store uddybning, for

det er jo konkretiseret i et svar fra ministeren og nogle bilag.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Regeringens udlændingepakke er netop udtryk for

ønsket om at få så mange indvandrere og flygtninge som

muligt i arbejde. Ikke alene er et arbejde en tilgang til integration,

selvforsørgelsen er også en vigtig del af mange menneskers

selvforståelse og selvrespekt. Det er derfor altafgørende, at vi

efter en lang årrække med misforstået fredning af

flygtninge/indvandrergruppen tager vores ansvar alvorligt. Et arbejde,

selvforsørgelse, og et ønske om en bedre uddannelse for

børnene er et af målene.

Så når jeg bliver spurgt, om jeg tror, at

mange handicappede flygtninge og indvandrere vil kunne få et fleksjob

eller komme i virksomhedsrevalidering, er svaret: Ja, og vi kan heller ikke

være andet bekendt. Altså må der her tages et fælles

ansvar for integrationen: Staten, kommunerne, det private arbejdsmarked,

fagforeningerne og de frivillige organisationer må medvirke til, at

så få som muligt er afhængige af offentlige ydelser.

Som jeg har redegjort for i svaret på

spørgsmål B, indeholder lovgivningen en række muligheder

for at yde en særlig hjælp til personer med en nedsat

arbejdsevne. I en revalidering er det muligt at tage de individuelle hensyn

både med hensyn til tid og indhold, der er helt afgørende for,

at integrationen på arbejdsmarkedet kan lykkes for denne gruppe.

Et fleksjob kan tilrettelægges således, at der

tages individuelle hensyn til den enkeltes behov ikke alene med hensyn til

arbejdets tilrettelæggelse, men også med hensyn til ret til

frihed fra jobbet, hvis der er brug for hvile, behandling m.v. Rammerne for

indsatsen for integration er til stede, hvis viljen er der i

lokalsamfundet.

Ordstyrer:

Tak for det. Karen J. Klint.

Karen J. Klint

(S):

Jeg vil gerne starte med at takke for ministerens

optimisme i svaret på spørgsmål C, og så vil jeg

ønske ministeren held og lykke med, at der virkelig kommer gang i

virksomhedsrevalidering på en mindstelønsordning for denne

gruppe mennesker, for det kunne jo godt ske, at med den politiske farve,

ministeren har, er der en større gennemslagskraft over for

virksomhedsejerne med hensyn til at bruge netop denne ordning. Så det

var mere en kommentar og så et held og lykke med, at det lykkes.

Elsebeth Gerner Nielsen

(RV):

... (udfald af lyd) ... og ministeren er

selvfølgelig velkommen til at sige, at nu har vi ligesom forladt det

andet samrådsspørgsmål. Men sådan som jeg forstod

det, skulle det altså være muligt for mennesker, der har

været udsat for tortur, at komme på en revalidering eller

få en førtidspension.

Men hvis man læser § 16, stk. 2, står der:

»For personer, der ikke opfylder betingelserne i § 11, stk. 3 eller 4, kan

hjælpen pr. måned højst udgøre et beløb, der

svarer til starthjælpen.«. Og så står der i § 23, stk. 4:

»For revalidender, der modtager starthjælp efter § 25, stk. 6,

erstatter denne ydelse revalideringsydelsen efter denne lov.«.

Det vil sige, at man aldrig kan komme på

revalideringsydelse de første 7 år, og der sagde ministeren

faktisk noget andet.

Ordstyrer:

Værsgo til ministeren.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Det er spørgsmål B, vi snakker om, ikke

også?

Hvis arbejdsevnen ikke rækker til et fleksjob jeg

tror, det var det, jeg sagde kan en førtidspension komme på

tale eventuelt kombineret med et skånejob på deltid.

Men kan vi ikke få lov at sende et svar over

på det der spørgsmål? Hvad er det for en paragraf, 16?

Elsebeth Gerner Nielsen

(RV):

Det er meget sympatisk, at det er på den måde,

og jeg vil meget gerne have, at det er på den måde ...

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Ja, du vil bare gerne have det skriftligt ...

Elsebeth Gerner Nielsen

(RV):

... men jeg kan bare ikke se, hvilken paragraf der

dækker den mulighed.

Ordstyrer:

Prøv lige at gentage spørgsmålet,

så vi er helt klar over, hvad det er.

Elsebeth Gerner Nielsen

(RV):

Hjemler den nye lovgivning mulighed for, sådan som

ministeren sagde i sit svar, at mennesker, som har været udsat for

tortur og ikke kan varetage et fleksjob eller et almindeligt job, har

mulighed for at komme på revalideringsydelse inden for de første

7 år?

Jeg kan også formulere det skriftligt, for

selvfølgelig er det svært at gøre det mundtligt lige

nu.

Ordstyrer:

Der kommer et skriftligt svar så hurtigt som

muligt.

Så er det Karen J. Klint.

Karen J. Klint

(S):

Det var jo sådan set det tilsvarende

spørgsmål, jeg stillede, bare om førtidspension.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Så får vi det med.

Karen J. Klint

(S):

Ja, det forkorter jo fristen lidt.

Ordstyrer:

Jeg vil gerne sige tak til ministeren. Vi har

desværre ikke flere spørgsmål. Tak for nu.

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort

Frederiksen):

Det var så lidt.

Lignende dokumenter