Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod tilbud om insemination, hvis behandlingen ikke foretages af personer, der er læger eller under en læges ansvar
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 12. marts 2002 af
Tove Videbæk (KRF), Bodil Kornbek (KRF),
Ole M. Nielsen (KRF) og Jann Sjursen (KRF)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod tilbud om insemination, hvis behandlingen
ikke foretages af personer, der er læger eller under en læges
ansvar
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte de
nødvendige lovforslag og ændre administrative forskrifter med
henblik på at sikre, at insemination med donorsæd kun må
tilbydes kvinder, hvis behandlingen foretages af en læge eller under en
læges ansvar.
Bemærkninger til forslaget
I forbindelse med behandlingen af lovforslag
nr. L 183 om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med
lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. (Opbevaringstid for
nedfrosne æg), folketingsåret 1999-2000, stillede Kristeligt
Folkeparti et ændringsforslag, der havde til hensigt at forbyde
personer, der ikke er læger eller under en læges ansvar, at
tilbyde kvinder insemination. Ændringsforslaget blev vedtaget af et
flertal bestående af V, KF, DF og KRF med flere. Lovforslaget blev dog
i sin helhed forkastet ved tredjebehandlingen af lovforslaget, og dermed
bortfaldt de vedtagne ændringsforslag, se Folketingstidende 1999-2000,
forhandlingerne side 4832, 8206 og 8700, tillæg A side 5009 og 5015 og
tillæg B side 819 og 1363.
Med den ændrede sammensætning af Folketinget
ser forslagsstillerne nu en mulighed for at få gennemført et
forbud mod insemination, der ikke foretages af en læge eller under en
læges ansvar.
Insemination er overførelse af sæd til et
Læs alt
æg på anden måde end gennem samleje, typisk ved at
indføre sædcellerne i livmoderen via et tyndt plastikrør,
som føres op igennem livmoderhalsen. Nogle gange bliver kvinden forud
for selve inseminationen hormonstimuleret med henblik på at frembringe
flere æg end det ene, som dannes i en naturlig cyklus. Desuden bliver
mandens sædceller i nogle tilfælde »vasket«, så man
høster de mest bevægelige sædceller, som efter
behandlingen bevæger sig endnu bedre.
Forslaget er for det første begrundet i hensynet
til overholdelsen af intentionen i § 3 i loven om kunstig befrugtning,
hvorefter det kun er kvinder, som er gift eller lever sammen med en mand i et
ægteskabslignende forhold, der må tilbydes kunstig befrugtning.
Parforholdskravet gælder dog kun, når behandling foretages af en
læge eller under en læges ansvar. Insemination betragtes af
Sundhedsstyrelsen som en enkel og ufarlig teknik, der let kan udføres
uden lægelig medvirken. Man har derfor hverken fundet det
nødvendigt eller hensigtsmæssigt at stille krav om, at
behandlingen kun må udføres af en læge eller under en
læges ansvar.
Ud over parforholdskravet i lovens § 3 er det også
muligt at omgå alderskravet i § 6, hvis insemination ikke foretages af
en læge eller under en læges ansvar. Det fremgår af § 6, at
kunstig befrugtning ikke må finde sted i de tilfælde, hvor den
kvinde, der skal føde barnet, er ældre end 45 år.
Når insemination udføres af personer, der
ikke er læger, er disse heller ikke underlagt de regler,
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet, og som ellers gælder, for så
vidt angår kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig
behandling m.v. I Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 15057 af 30. september
1997 til landets læger om kunstig befrugtning og anden
reproduktionsfremmende behandling er der for eksempel forskrifter
vedrørende kontrol af donorsæd med henblik på at
undgå (arvelige) sygdomme. Der er desuden forskrifter vedrørende
antal børn efter samme donor og en anbefaling om, at der bør
tilstræbes geografisk spredning m.m. Hvis derfor en klinik eller en
enkeltperson giver en kvinde tilbud om insemination uden for lovens
område det vil sige, hvis det ikke er en læge, der foretager
behandlingen, eller en person under en læges ansvar uden at tilgodese
disse sundhedsfaglige regler frivilligt, så er der efter
forslagsstillernes opfattelse ikke tale om en helt så ufarlig teknik.
Forslagsstillerne mener derfor ikke, at det er rimeligt
eller hensigtsmæssigt, at der uden for lovens område kan
gives kvinder tilbud om kunstig befrugtning ved insemination, når dette
giver mulighed for omgåelse af både de etiske regler for kunstig
befrugtning, der er fastsat i selve loven, og af de sundhedsfaglige regler
for kunstig befrugtning i forbindelse med behandling og diagnostik m.v.
Lovens § 3 (kravet om parforhold) blev indsat efter
vedtagelsen af et ændringsforslag ved andenbehandlingen af lovforslag
nr. L 5, forslag til lov om kunstig befrugtning i forbindelse med
lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., folketingsåret
1996-97. I bemærkningerne til ændringsforslaget stod der
således:
»Ved ændringsforslaget sikres det, at FN s
børnekonvention, der tager udgangspunkt i barnets tarv, respekteres.
Af Det Danske Center for Menneskerettigheders notat om lovforslaget, jf. L
200, folketingsåret 1995-96, bilag 48, fremgår det således
bl.a., at det må antages at være barnets tarv at have både
en far og en mor, og at staten og samfundet har en særlig forpligtelse
til at tilgodese barnets tarv, når det stiller foranstaltninger til
rådighed, som berører barnet.«
Det omtalte notat fra Det Danske Center for
Menneskerettigheder skulle på anmodning af Folketingets Sundhedsudvalg
særligt kommentere det forhold, at lovforslaget (i sin oprindelige
form) ikke stillede krav om en far forud for behandling for
barnløshed. Centret konkluderede, at »retten til at få
børn er en menneskeret, som en mand og en kvinde har, når de har
nået en vis alder. Det er usikkert, om der heraf kan udledes en ret til
om nødvendigt at blive behandlet med kunstig befrugtning, men hvis
en sådan ret anerkendes, vil den formentlig heller ikke omfatte alle,
men kun (heteroseksuelle) par over en vis alder. Det tages herved også
i betragtning, at det antages at være barnets tarv (best interests) at
have både en far og en mor, og at staten/samfundet har en særlig
forpligtelse til at tilgodese barnets tarv, når det (gennem lovgivning)
stiller foranstaltninger til rådighed, som berører barnet, jf.
herved FN s Deklaration om Barnets Rettigheder og Børnekonventionen.
Enlige kvinder og kvinder i lesbiske parforhold vil således næppe
under henvisning til ikke-diskriminationsprincippet kunne
påberåbe sig en ret til at blive behandlet med kunstig
befrugtning.«
Justitsministeriets Børnelovsudvalg afgav
delbetænkning 1350/1997 om børns retsstilling. Udvalget
konkluderede følgende om barnets ret til to forældre (afsnit II
2.8.2), som forslagsstillerne kan tilslutte sig:
»Udvalget har fulgt debatten om et barns ret til at have 2
forældre og er som nævnt nået til den opfattelse, at et
barn har ret til så vidt muligt både at have en mor og en far. I
dette standpunkt ligger der ikke nogen uvilje mod eller afstandtagen fra
andre eksistens- eller samlivsformer end heteroseksuelle parforhold det
være sig livseksistenser som enlig eller i homoseksuelle
parforhold.
Det er imidlertid naturens orden, at der skal en mand og
en kvinde til at skabe et barn. Barnet har derefter såvel et
mødrene ophav som et fædrene ophav og har arveanlæg efter
begge. Det er derfor et ikke uvæsentligt led i vor eksistens og for vor
opfattelse af vor egen baggrund og vore egne rødder, at vi har adgang
til at kende, forstå og forholde os til vort ophav på begge
sider. Praktiske erfaringer fra adoptionssager har vist, at dette behov
undertiden kan træde kraftigt frem, idet adoptivbarnet i voksenalderen
kan få alvorlige personlige behov for at finde sine genetiske
forældre og forstå baggrunden for sin egen identitet.
Udvalget finder endvidere, at der ved vurderingen af
betydningen af et barns mulighed for at have en mor og få en far
må tages hensyn til, at det enkelte menneske i sin hverdag har
kontaktflader til både mænd og kvinder. Efter udvalgets
opfattelse har det betydning for et barn, om det i sin opvækst har
nære relationer til både en »mor« og en »far«, som hver har sin
personlighed, sine værdinormer og sin rolle i forhold til barnet, og
som kan udgøre hver sin identifikationsmodel for barnet. Det vil
derfor alt andet lige være et positivt element i et barns udvikling, at
det allerede tidligt kan forholde sig til og forstå sig selv i forhold
til såvel en moderskikkelse som en faderskikkelse. Dette gælder
uanset, om forældrene bor sammen eller lever adskilt.
( )
Endelig kan der peges på, at Danmark gennem sin
tiltrædelse af forskellige konventioner utvivlsomt har påtaget
sig internationalt bestemte forpligtelser til at arbejde for, at børn
så vidt muligt skal kende begge forældre ( ).
( )
Det kan tilføjes, at udvalgets holdninger om disse
spørgsmål stemmer overens med holdningerne hos Folketingets
flertal ved afstemningen om § 3 i loven om kunstig befrugtning den 27. maj
1997. Bestemmelsen i § 3 var ikke medtaget ved sundhedsministerens
fremsættelse af lovforslaget, men blev indsat af Folketinget. Efter
bestemmelsen må kunstig befrugtning, der finder sted under en
læges ansvar, for fremtiden kun tilbydes kvinder, som er gift, eller
som lever sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold.
Ægtefællen eller samleveren skal efter § 23 i loven forinden give
skriftligt samtykke til behandlingen med den virkning, at han bliver barnets
far. Stilledes et sådant krav ikke, ville barnet kunne blive
faderløst. ( ).«
I dette beslutningsforslag er det ikke tilsigtet at
ændre ved de gældende regler, for så vidt angår
homolog insemination, hvilket vil sige insemination med partners sæd.
Med partner menes der i dette beslutningsforslag kvindens
ægtefælle eller den mand, som hun lever sammen med i et
ægteskabslignende forhold, jf. formuleringen i lovens § 3.
Forslagsstillerne ønsker kun at sikre, at intentionen bag lovens § 3
bliver opfyldt, og at der er sikkerhed for iagttagelse af Sundhedsstyrelsens
retningslinjer med hensyn til insemination med donorsæd. Det
gælder for eksempel kontrol med sygdomme, at der er loft over antal
børn efter samme donor, og at der sikres en geografisk spredning af
disse børn. Disse to hensyn tilgodeses bedst ved at sikre, at
insemination med donorsæd kun må tilbydes kvinder, hvis
behandlingen foretages af en læge eller under en læges ansvar.
Efter dette beslutningsforslag skal det således ikke
længere være tilladt at tilbyde kvinder insemination eller
donorsæd, hvis man er privat donor, medmindre behandlingen foretages af
en læge eller under en læges ansvar. Det samme skal gælde,
hvis man på opfordring accepterer at ville foretage insemination af en
kvinde eller donere sæd til insemination af en kvinde.
Skriftlig fremsættelse
Tove Videbæk
(KRF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod tilbud
om insemination, hvis behandlingen ikke foretages af personer, der er
læger eller under en læges ansvar .
(Beslutningsforslag nr. B 81).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. Retsinformation · 16. maj 2000
- Bindende svar – 1. Er spørger fritaget for moms vedrørende behandlinger, som består i, at der sker kunstig befrugtning af æg, der udtages fra kvindens… Landsskatteretten · 7. januar 2014
- Sag om, hvorvidt en kvinde har ret til at få udleveret sæd, som kvindens ægtefælle kort før sin død deponerede i en sædbank Domsdatabasen · 16. december 2010
- Bindende svar – ”1. Kan SKAT bekræfte, at de ydelser Spørger leverer, er fritaget for moms — idet der er tale om behandling af uønsket barnløshed, hvor der før… Landsskatteretten · 16. maj 2016
- Byrettens dom, i sag om overdragelse af egen sæd til kvinder i Danmark, ændres således, at tiltalte frifindes og bøden på 25.000 kr. bortfalder, da tiltaltes handlinger ikke er omfattet af tilladelseskravet i vævslovens § 4 Domsdatabasen · 16. november 2023
- 1996 LSF 5 FORSLAG TIL LOV OM KUNSTIG BEFRUGTNING I FORBINDELSE MED LÆGELIG BEHANDLING, DIAGNOSTIK OG FORSKNING M.V. Retsinformation · 16. juni 1997