Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod tilbud om insemination, hvis behandlingen ikke foretages af personer, der er læger eller under en læges ansvar

2001/2 BSF 81Beslutningsforslag som fremsatFolketinget12. marts 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 12. marts 2002 af

Tove Videbæk (KRF), Bodil Kornbek (KRF),

Ole M. Nielsen (KRF) og Jann Sjursen (KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbud mod tilbud om insemination, hvis behandlingen

ikke foretages af personer, der er læger eller under en læges

ansvar

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte de

nødvendige lovforslag og ændre administrative forskrifter med

henblik på at sikre, at insemination med donorsæd kun må

tilbydes kvinder, hvis behandlingen foretages af en læge eller under en

læges ansvar.

Bemærkninger til forslaget

I forbindelse med behandlingen af lovforslag

nr. L 183 om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med

lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v. (Opbevaringstid for

nedfrosne æg), folketingsåret 1999-2000, stillede Kristeligt

Folkeparti et ændringsforslag, der havde til hensigt at forbyde

personer, der ikke er læger eller under en læges ansvar, at

tilbyde kvinder insemination. Ændringsforslaget blev vedtaget af et

flertal bestående af V, KF, DF og KRF med flere. Lovforslaget blev dog

i sin helhed forkastet ved tredjebehandlingen af lovforslaget, og dermed

bortfaldt de vedtagne ændringsforslag, se Folketingstidende 1999-2000,

forhandlingerne side 4832, 8206 og 8700, tillæg A side 5009 og 5015 og

tillæg B side 819 og 1363.

Med den ændrede sammensætning af Folketinget

ser forslagsstillerne nu en mulighed for at få gennemført et

forbud mod insemination, der ikke foretages af en læge eller under en

læges ansvar.

Insemination er overførelse af sæd til et

Læs alt

æg på anden måde end gennem samleje, typisk ved at

indføre sædcellerne i livmoderen via et tyndt plastikrør,

som føres op igennem livmoderhalsen. Nogle gange bliver kvinden forud

for selve inseminationen hormonstimuleret med henblik på at frembringe

flere æg end det ene, som dannes i en naturlig cyklus. Desuden bliver

mandens sædceller i nogle tilfælde »vasket«, så man

høster de mest bevægelige sædceller, som efter

behandlingen bevæger sig endnu bedre.

Forslaget er for det første begrundet i hensynet

til overholdelsen af intentionen i § 3 i loven om kunstig befrugtning,

hvorefter det kun er kvinder, som er gift eller lever sammen med en mand i et

ægteskabslignende forhold, der må tilbydes kunstig befrugtning.

Parforholdskravet gælder dog kun, når behandling foretages af en

læge eller under en læges ansvar. Insemination betragtes af

Sundhedsstyrelsen som en enkel og ufarlig teknik, der let kan udføres

uden lægelig medvirken. Man har derfor hverken fundet det

nødvendigt eller hensigtsmæssigt at stille krav om, at

behandlingen kun må udføres af en læge eller under en

læges ansvar.

Ud over parforholdskravet i lovens § 3 er det også

muligt at omgå alderskravet i § 6, hvis insemination ikke foretages af

en læge eller under en læges ansvar. Det fremgår af § 6, at

kunstig befrugtning ikke må finde sted i de tilfælde, hvor den

kvinde, der skal føde barnet, er ældre end 45 år.

Når insemination udføres af personer, der

ikke er læger, er disse heller ikke underlagt de regler,

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet, og som ellers gælder, for så

vidt angår kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig

behandling m.v. I Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 15057 af 30. september

1997 til landets læger om kunstig befrugtning og anden

reproduktionsfremmende behandling er der for eksempel forskrifter

vedrørende kontrol af donorsæd med henblik på at

undgå (arvelige) sygdomme. Der er desuden forskrifter vedrørende

antal børn efter samme donor og en anbefaling om, at der bør

tilstræbes geografisk spredning m.m. Hvis derfor en klinik eller en

enkeltperson giver en kvinde tilbud om insemination uden for lovens

område det vil sige, hvis det ikke er en læge, der foretager

behandlingen, eller en person under en læges ansvar uden at tilgodese

disse sundhedsfaglige regler frivilligt, så er der efter

forslagsstillernes opfattelse ikke tale om en helt så ufarlig teknik.

Forslagsstillerne mener derfor ikke, at det er rimeligt

eller hensigtsmæssigt, at der uden for lovens område kan

gives kvinder tilbud om kunstig befrugtning ved insemination, når dette

giver mulighed for omgåelse af både de etiske regler for kunstig

befrugtning, der er fastsat i selve loven, og af de sundhedsfaglige regler

for kunstig befrugtning i forbindelse med behandling og diagnostik m.v.

Lovens § 3 (kravet om parforhold) blev indsat efter

vedtagelsen af et ændringsforslag ved andenbehandlingen af lovforslag

nr. L 5, forslag til lov om kunstig befrugtning i forbindelse med

lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., folketingsåret

1996-97. I bemærkningerne til ændringsforslaget stod der

således:

»Ved ændringsforslaget sikres det, at FN s

børnekonvention, der tager udgangspunkt i barnets tarv, respekteres.

Af Det Danske Center for Menneskerettigheders notat om lovforslaget, jf. L

200, folketingsåret 1995-96, bilag 48, fremgår det således

bl.a., at det må antages at være barnets tarv at have både

en far og en mor, og at staten og samfundet har en særlig forpligtelse

til at tilgodese barnets tarv, når det stiller foranstaltninger til

rådighed, som berører barnet.«

Det omtalte notat fra Det Danske Center for

Menneskerettigheder skulle på anmodning af Folketingets Sundhedsudvalg

særligt kommentere det forhold, at lovforslaget (i sin oprindelige

form) ikke stillede krav om en far forud for behandling for

barnløshed. Centret konkluderede, at »retten til at få

børn er en menneskeret, som en mand og en kvinde har, når de har

nået en vis alder. Det er usikkert, om der heraf kan udledes en ret til

om nødvendigt at blive behandlet med kunstig befrugtning, men hvis

en sådan ret anerkendes, vil den formentlig heller ikke omfatte alle,

men kun (heteroseksuelle) par over en vis alder. Det tages herved også

i betragtning, at det antages at være barnets tarv (best interests) at

have både en far og en mor, og at staten/samfundet har en særlig

forpligtelse til at tilgodese barnets tarv, når det (gennem lovgivning)

stiller foranstaltninger til rådighed, som berører barnet, jf.

herved FN s Deklaration om Barnets Rettigheder og Børnekonventionen.

Enlige kvinder og kvinder i lesbiske parforhold vil således næppe

under henvisning til ikke-diskriminationsprincippet kunne

påberåbe sig en ret til at blive behandlet med kunstig

befrugtning.«

Justitsministeriets Børnelovsudvalg afgav

delbetænkning 1350/1997 om børns retsstilling. Udvalget

konkluderede følgende om barnets ret til to forældre (afsnit II

2.8.2), som forslagsstillerne kan tilslutte sig:

»Udvalget har fulgt debatten om et barns ret til at have 2

forældre og er som nævnt nået til den opfattelse, at et

barn har ret til så vidt muligt både at have en mor og en far. I

dette standpunkt ligger der ikke nogen uvilje mod eller afstandtagen fra

andre eksistens- eller samlivsformer end heteroseksuelle parforhold det

være sig livseksistenser som enlig eller i homoseksuelle

parforhold.

Det er imidlertid naturens orden, at der skal en mand og

en kvinde til at skabe et barn. Barnet har derefter såvel et

mødrene ophav som et fædrene ophav og har arveanlæg efter

begge. Det er derfor et ikke uvæsentligt led i vor eksistens og for vor

opfattelse af vor egen baggrund og vore egne rødder, at vi har adgang

til at kende, forstå og forholde os til vort ophav på begge

sider. Praktiske erfaringer fra adoptionssager har vist, at dette behov

undertiden kan træde kraftigt frem, idet adoptivbarnet i voksenalderen

kan få alvorlige personlige behov for at finde sine genetiske

forældre og forstå baggrunden for sin egen identitet.

Udvalget finder endvidere, at der ved vurderingen af

betydningen af et barns mulighed for at have en mor og få en far

må tages hensyn til, at det enkelte menneske i sin hverdag har

kontaktflader til både mænd og kvinder. Efter udvalgets

opfattelse har det betydning for et barn, om det i sin opvækst har

nære relationer til både en »mor« og en »far«, som hver har sin

personlighed, sine værdinormer og sin rolle i forhold til barnet, og

som kan udgøre hver sin identifikationsmodel for barnet. Det vil

derfor alt andet lige være et positivt element i et barns udvikling, at

det allerede tidligt kan forholde sig til og forstå sig selv i forhold

til såvel en moderskikkelse som en faderskikkelse. Dette gælder

uanset, om forældrene bor sammen eller lever adskilt.

( )

Endelig kan der peges på, at Danmark gennem sin

tiltrædelse af forskellige konventioner utvivlsomt har påtaget

sig internationalt bestemte forpligtelser til at arbejde for, at børn

så vidt muligt skal kende begge forældre ( ).

( )

Det kan tilføjes, at udvalgets holdninger om disse

spørgsmål stemmer overens med holdningerne hos Folketingets

flertal ved afstemningen om § 3 i loven om kunstig befrugtning den 27. maj

1997. Bestemmelsen i § 3 var ikke medtaget ved sundhedsministerens

fremsættelse af lovforslaget, men blev indsat af Folketinget. Efter

bestemmelsen må kunstig befrugtning, der finder sted under en

læges ansvar, for fremtiden kun tilbydes kvinder, som er gift, eller

som lever sammen med en mand i et ægteskabslignende forhold.

Ægtefællen eller samleveren skal efter § 23 i loven forinden give

skriftligt samtykke til behandlingen med den virkning, at han bliver barnets

far. Stilledes et sådant krav ikke, ville barnet kunne blive

faderløst. ( ).«

I dette beslutningsforslag er det ikke tilsigtet at

ændre ved de gældende regler, for så vidt angår

homolog insemination, hvilket vil sige insemination med partners sæd.

Med partner menes der i dette beslutningsforslag kvindens

ægtefælle eller den mand, som hun lever sammen med i et

ægteskabslignende forhold, jf. formuleringen i lovens § 3.

Forslagsstillerne ønsker kun at sikre, at intentionen bag lovens § 3

bliver opfyldt, og at der er sikkerhed for iagttagelse af Sundhedsstyrelsens

retningslinjer med hensyn til insemination med donorsæd. Det

gælder for eksempel kontrol med sygdomme, at der er loft over antal

børn efter samme donor, og at der sikres en geografisk spredning af

disse børn. Disse to hensyn tilgodeses bedst ved at sikre, at

insemination med donorsæd kun må tilbydes kvinder, hvis

behandlingen foretages af en læge eller under en læges ansvar.

Efter dette beslutningsforslag skal det således ikke

længere være tilladt at tilbyde kvinder insemination eller

donorsæd, hvis man er privat donor, medmindre behandlingen foretages af

en læge eller under en læges ansvar. Det samme skal gælde,

hvis man på opfordring accepterer at ville foretage insemination af en

kvinde eller donere sæd til insemination af en kvinde.

Skriftlig fremsættelse

Tove Videbæk

(KRF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod tilbud

om insemination, hvis behandlingen ikke foretages af personer, der er

læger eller under en læges ansvar .

(Beslutningsforslag nr. B 81).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter