Forslag til folketingsbeslutning om sikring af organisationsfriheden
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 4. oktober 2001 af
Kristian Jensen (V), Jens Vibjerg (V),
Knud Erik Kirkegaard (KF),
Klaus Kjær (DF) og Ole M. Nielsen
;(KRF)
Forslag til folketingsbeslutning
om sikring af
organisationsfriheden
Folketinget pålægger regeringen at sikre, at
enhver arbejdsgiver og enhver arbejdstager har frihed til at melde sig ind i
arbejdsgiverforeninger og fagforeninger eller til at undlade at gøre
det, uden at det må komme den pågældende personligt eller
erhvervsmæssigt til skade.
Bemærkninger til
forslaget
Forslaget er en uændret
genfremsættelse af følgende beslutningsforslag:
Nr. B 12 fra folketingsåret 2000-01. Se Folketingstidende
2000-01, forhandlingerne side 968 og tillæg A side 1312 og 1316.
Nr. B 34 fra folketingsåret 1999-2000. Se Folketingstidende
1999-2000, forhandlingerne side 1883 og tillæg A side 2532 og 2536.
B 18 fra folketingsåret 1998-99. Se Folketingstidende 1998-99,
forhandlingerne side 1249 og 6802, tillæg A side 1531 og 1534 og
tillæg B side 1040.
B 42 fra folketingsåret 1997-98, 1. samling. Se Folketingstidende
1997-98, 1. samling, forhandlingerne side 2256 og tillæg A side 1336 og
1339.
Nr. B 85 fra folketingsåret 1996-97. Se Folketingstidende
1996-97, forhandlingerne side 4311 og 7070, tillæg A side 2881 og 2982
og tillæg B side 822.
Læs alt
Nr. B 30 fra folketingsåret 1994-95. Se Folketingstidende
1994-95, forhandlingerne side 1195 og 2192 og tillæg A side
994.
Det må være en
grundlæggende ret, at arbejdsgivere og lønmodtagere frit kan
slutte sig sammen og oprette arbejdsgiverforeninger og fagforeninger efter
eget valg til varetagelse af deres økonomiske og sociale interesser.
Omvendt må det også stå enhver frit for at undlade at melde
sig ind i disse foreninger.
Den nugældende lovgivning
Danmark har ved lov indført en foreningsfrihed, der
dog kun gælder for personer, som er ansat forud for indgåelse af
eksklusivaftaler. Det betyder, at personer, der ønsker
ansættelse i et firma, vil kunne tvinges til at melde sig ind i faglige
organisationer mod deres eget ønske. Foreningsfrihedsloven er
således, som nedenfor beskrevet, ikke dækkende for den negative
foreningsfrihed.
Endvidere har Danmark indført muligheden for, at
medlemmer af faglige organisationer skal udfylde en frameldingskupon, hvis de
ikke ønsker at bidrage til politiske partier. Desværre har
medierne tydeligt afdækket, at den regel ikke overholdes, og at
medlemmer, som har benyttet deres ret til at melde fra, alligevel må se
deres kontingentmidler gå til politiske partier eller annoncer, der
anbefaler bestemte politiske partier og kandidater. Muligheden for at bruge
en frameldingskupon er derfor kun at betragte som en narresut, der ikke har
nogen egentlig virkning på de faglige organisationers brug af midler
til politisk agitation. Derfor er det nødvendigt at gennemføre
en reel foreningsfrihed og dermed afskaffelse af eksklusivaftaler, hvis man
ønsker at sikre medlemmer mod, at deres kontingent bliver brugt til
politisk arbejde mod deres vilje.
Eksklusivbestemmelsernes udbredelse
Eksklusiv- og fortrinsbestemmelser er accepteret på
det danske arbejdsmarked. Bestemmelserne indebærer, at ansatte er
forpligtiget til at være medlem af en bestemt faglig organisation.
Eksklusiv- og fortrinsbestemmelser er et betydeligt problem på det
danske arbejdsmarked. Et betydeligt antal lønmodtagere er
tvangsindmeldt i bestemte faglige organisationer som følge af
eksklusiv- og fortrinsklausuler. Der findes ingen præcis
opgørelse over antallet af lønmodtagere, der er underlagt en
eksklusivaftale. Efter Kristelig Fagforenings skøn er mindst 200.000
lønmodtagere omfattet af eksklusiv- og fortrinsklausuler. Dansk
Arbejdsgiverforening har foretaget et forsigtigt skøn, der tyder
på, at mindst 230.000 lønmodtagere er bundet af disse
bestemmelser. Dansk Arbejdsgiverforening når frem til tallet på
følgende måde:
I virksomheder organiseret i DA's medlemsorganisationer
skønnes mindst 60.000 arbejdstagere at være omfattet af en
eksklusivbestemmelse.
På organiserede virksomheder uden for DA-området
skønnes mindst 50.000 arbejdstagere at være omfattet af en
eksklusivbestemmelse.
På uorganiserede virksomheder skønnes ca. 120.000
arbejdstagere at være omfattet af eksklusivbestemmelserne.
Aftalefriheden påberåbes ofte i forbindelse
med indgåelse af eksklusivaftaler. Arbejdsgiverne må sige nej til
eksklusivaftaler. Imidlertid må det konstateres, at aftalefriheden kun
er teoretisk. Uorganiserede arbejdsgivere trues ofte til at indgå
overenskomster med eksklusivaftaler. Dette sker ved trussel om anvendelse af
kampskridt for at få en overenskomst med eksklusivaftale.
Retsstillingen i Danmark
Den danske foreningsfrihedslov tillader
eksklusivbestemmelser. Foreningsfrihedsloven beskytter den positive
foreningsfrihed. Positiv foreningsfrihed er en sikring af den enkeltes ret
til at tilslutte sig eller danne foreninger. Det betyder, at en afskedigelse,
der finder sted alene på grund af en medarbejders
organisationstilhørsforhold, anses for at være ulovlig.
Foreningsfrihedsloven beskytter derimod ikke på samme måde og i
samme omfang den negative foreningsfrihed. Negativ foreningsfrihed er retten
til uhindret at stå uden for foreninger og til uhindret at melde sig ud
af en forening. En arbejdsgiver kan ved ansættelsen kræve, at
arbejdstageren er medlem af en bestemt arbejdstagerorganisation.
Det er fastsat i foreningsfrihedsloven, at en arbejdsgiver
hverken må afskedige en lønmodtager, fordi denne er medlem af en
bestemt forening (§ 1), eller fordi den pågældende ikke er medlem
af en bestemt forening (§ 2, stk. 1). Reglen i § 2, stk. 1, gælder dog
ikke, såfremt lønmodtageren ved ansættelsen var bekendt
med, at arbejdsgiveren stillede medlemskab af en forening eller en bestemt
forening som betingelse for beskæftigelse i virksomheden. Den
gælder endvidere ikke, hvor en lønmodtager, der er medlem af en
forening, efter ansættelsen gøres bekendt med, at medlemskab af
denne forening er en betingelse for fortsat ansættelse i virksomheden.
Loven blev på flere områder skærpet i 1990.
Lovændringen medførte:
At afskedigelsen kan underkendes og ansættelsesforholdet
opretholdes eller genoprettes. Dette gælder dog ikke privatansatte,
såfremt det findes åbenbart urimeligt at kræve
ansættelsesforholdet opretholdt eller genoprettet. I henhold til § 4 a
har en lønmodtager krav på godtgørelse, hvis
afskedigelsen ikke underkendes.
At minimumsgodtgørelsen er 1 måneds løn, dog 3
måneders løn, såfremt ansættelsesforholdet har varet
mindst 2 år.
At godtgørelsen maksimalt svarer til 24 måneders
løn.
Menneskerettigheder
Eksklusivbestemmelser er i strid med
menneskerettighederne. I henhold til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (EMRK) art. 11 har enhver ret til frit at
deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed.
Spørgsmålet om den negative foreningsfrihed blev første
gang prøvet i sagen
»Young, James og Webster EMD 44 « også kaldet
»British Rail«. Dommen angik tre jernbanefunktionærer,
der havde været ansat ved den britiske jernbane. Efter deres
ansættelse indgik arbejdsgiveren en aftale med tre fagforeninger,
hvorefter medlemskab af en af disse var en betingelse for ansættelse
ved jernbanerne. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fandt,
at der forelå et indgreb i strid med EMRK art. 11, eftersom
afskedigelse med tab af eksistensgrundlag til følge var en
særlig form for tvang, der ramte selve kernen af den frihed, der er
garanteret i art. 11. EMD lagde ligeledes vægt på, at der er tale
om »bristede forudsætninger «, da der ikke fra statsbanernes side var
stillet krav om medlemskab af en forening som vilkår for
ansættelsen. Dommen blev afsagt med dommerstemmerne 18-3. Et stort
mindretal på 7 af de dommere, der ville domfælde, ønskede
at gå videre i retning af mere generelt at beskytte den negative
foreningsfrihed.
Domsresultatet i British Rail-sagen kan betegnes som en
dynamisk fortolkning af art. 11. De dissentierende nordiske dommere, i hvis
lande eksklusivaftaler i vidt omfang accepteres, fremhævede, at der
på en diplomatkonference i forbindelse med konventionens tilblivelse
var blevet fremført betænkeligheder ved at inkludere en
regulering af det negative aspekt af foreningsfriheden i forbindelse med
formuleringen af art. 11.
Mindretallet i dommerkollegiet ser dette som en normering
af fortolkningen, hvorimod flertallet lader hensynet til en dynamisk
udvikling af konventionsbeskyttelsen veje tungere. Dommen kan ikke tages til
indtægt for en generel stillingtagen til spørgsmålet om
det retmæssige i at kræve medlemskab af bestemte faglige
organisationer. Den ledende sag på området er nu
Sigurjónsson EMD 264. Sagen omhandler en islandsk taxachauffør,
der havde indmeldt sig i en fagforening
»Frami Automobile Association«. Medlemskabet var
en offentligretlig betingelse for opnåelse af en bevilling til at drive
hyrevognsvirksomhed. På grund af faglige uoverensstemmelser meldte han
sig efter opnåelsen af bevillingen ud af foreningen, hvorefter
bevillingen blev inddraget af det islandske hyrevognsnævn. Sagen blev
forelagt de islandske domstole. Den islandske højesteret fandt, at
kravet om obligatorisk medlemskab og inddragelsen af bevillingen ikke stred
mod art. 73 vedrørende foreningsfrihed i den islandske grundlov.
Højesteret fandt imidlertid, at den administrative regulering, som
dannede grundlag for kravet om foreningsmedlemskabet, ikke havde den
fornødne lovhjemmel. Altinget tilvejebragte herefter den
nødvendige lovhjemmel. Herefter indbragte taxachaufføren
spørgsmålet for menneskerettighedskommissionen.
Kommissionen fandt med 17 stemmer mod 1, at der var tale
om en krænkelse af konventionens art. 11. Domstolen fandt ligeledes med
8 stemmer mod 1 (den islandske dommer), at forholdet stred mod konventionens
art. 11. Det blev i dommen understreget, at allerede
»British
Rail«
havde fastslået, at den negative foreningsfrihed var omfattet af art.
11. Herudover fremhæver domstolen, at ILO-konventionerne nr. 87 om
foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig og nr. 98 om
retten til at organisere og føre kollektive forhandlinger
fastslår, at den negative foreningsfrihed er garanteret. Disse
konventioner er ratificeret af Danmark i henholdsvis bekendtgørelse
nr. 16 af 23. april 1952 og bekendtgørelse nr. 2 af 4. januar 1957.
Domstolen pegede endvidere på, at der siden afgørelsen af
British Rail-sagen er sket en betydelig politisk udvikling, blandt andet ved
vedtagelsen af EF's Charter of the Fundamental Social Rights of Workers, som
i art. 11, stk. 2, fremhæver den negative foreningsfrihed. Endvidere
henviser domstolen til, at konventionen er et levende instrument og må
fortolkes dynamisk. Af særlig interesse fastslog domstolen endvidere,
at der ikke kunne lægges afgørende vægt på, at
klager indvilligede i medlemskab af »Frami« som betingelse for at opnå
bevillingen.
Under alle omstændigheder var klageren under et
konstant pres, og det blev antaget at være spekulationer, hvorvidt han
under alle omstændigheder ville være blevet medlem. Domstolen
fandt herefter, at forholdet netop var en central del af den beskyttelse, som
art. 11 er udtryk for. Domstolen fandt ikke som i
»British
Rail« ,
at det skulle tillægges særlig vægt, om klager forud for
ansættelsen havde haft kendskab til kravet om foreningsfrihed. Dommen
er således udtryk for, at der er sket en udvidelse af området for
den negative foreningsfrihed. Domstolen er gået videre i beskyttelsen
af den negative foreningsfrihed.
Den seneste dom fra Menneskerettighedsdomstolen
vedrørende art. 11, Chassagnou and others mod Frankrig, støtter
i det hele den retsudvikling, der efter klagerens opfattelse har været
i fortolkningen af art. 11, der fører til, at art. 11 i dag tillige
beskytter den negative foreningsfrihed i et omfang, der forhindrer
eksklusivaftaler.
Danmark har et problem i forhold til Europarådets
Socialpagt. Der er indledt klageprocedure mod Danmark for overtrædelse
af pagten. Komiteen af uafhængige eksperter, der er et kontrolorgan,
som skal påse, at medlemslandene efterlever pagtens bestemmelser, har
fastslået, at den negative foreningsfrihed ikke er tilstrækkeligt
beskyttet i dansk lovgivning. Ekspertkomiteen konkluderer, at socialpagtens
art. 5 er overtrådt, så længe eksklusivaftaler er tilladt i
den private sektor. Det efterfølgende kontrolorgan regeringskomiteen
har opretholdt kritikken. Sagen har nu været behandlet i det
øverste kontrolorgan ministerkomiteen og kun på grund af
kravet om kvalificeret flertal blev der ikke vedtaget en rekommandation, som
gik Danmark imod. 11 lande stemte for, mens kun Danmark og Irland stemte imod
15 undlod at stemme. Resultatet viser dog, at hele 11 lande mener, at
Danmark ikke overholder socialpagten og således vil være
nødt til at forbyde eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet. I
Irland er eksklusivaftaler tilladt. Ministerkomiteen vedtog i midten af 1999
en rekommandation, hvoraf det fremgår, at den irske lovgivning
bør ændres.
Danmark var i 1989 sammen med 10 andre EU-lande med til at
vedtage en fællesskabspagt om arbejdstagernes grundlæggende
arbejdsmarkedsmæssige rettigheder. I fællesskabspagten står
der bl.a., at enhver arbejdsgiver og enhver arbejdstager har frihed til at
melde sig ind i henholdsvis arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer eller
undlade at gøre dette, uden at det må komme den
pågældende personligt eller erhvervsmæssigt til skade. Den
danske retsstilling er således ikke i overensstemmelse med
forpligtelserne i fællesskabspagten. I protokollen til
Maastrichttraktaten udtrykker de 11 lande ønske om at
gennemføre fællesskabspagten. Med Amsterdamtraktaten indskrives
protokollen i selve traktaten, og der henvises igen til
fællesskabspagten samt til den europæiske socialpagt. Der er dog
tale om hensigtserklæringer og altså ikke retligt bindende
bestemmelser.
I en række lande er eksklusivbestemmelser forbudt.
Følgende lande kan nævnes: Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien,
Storbritannien, Grækenland og Spanien. I Tyskland er foreningsfriheden
beskyttet i grundlovens art. 9, afsnit 3. Retten til at stå uden for en
organisation er også beskyttet. Følgen heraf er derfor, at
eksklusivklausuler er grundlovsstridige.
Højesteret accepterer eksklusivaftaler
I en sag anlagt af Kristelig Fagforening har
Højesteret fastslået, at foreningsfrihedsloven er i
overensstemmelse med praksis ved Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol. Det indebærer, at Højesteret
accepterer eksklusivaftalerne på det danske arbejdsmarked. I en anden
sag er Højesteret nået frem til samme resultat.
Den konkrete sag vedrørte en ansat, der blev
afskediget på virksomheden Novadan A/S, fordi han ikke ville betale
kontingent til SiD. Begrundelsen herfor var bl.a., at SiD giver
økonomisk støtte til Socialdemokratiet. Pågældende
blev ansat på Novadan A/S i 1989. Der blev ikke stillet krav om
medlemskab af SiD. I 1990 blev der indgået aftale mellem virksomheden
og SiD om, at alle nyansatte fremover skulle være medlem af SiD. I
slutningen af 1990 meldte han sig ind i SiD. Han blev slettet af SiD i
begyndelse af 1996 og som følge heraf afskediget.
Vestre Landsret afsagde dom i februar 1998. Af
præmisserne fremgår det imidlertid, at landsretten finder, at
navnlig afgørelsen i Sigurjónsson-sagen rejser begrundet tvivl
om, hvorvidt foreningsfrihedslovens undtagelser i § 2, stk. 2 og 3, kan anses
at være i overensstemmelse med forståelsen af konventionens art.
11. Desuden tillægger landsretten det betydning, at det må anses
for i sig selv betænkeligt og muligvis i strid med konventionens
bestemmelser om blandt andet ytringsfrihed at forpligte individer til mod
deres overbevisning af være medlemmer af fagforeninger med et klart
partipolitisk tilhørsforhold. Endelig udtaler landsretten, at det
bør overlades lovgivningsmagten at tage stilling til, om
Menneskerettighedsdomstolens nyere praksis bør give anledning til
ændring af foreningsfrihedsloven.
Højesteret afsagde dom den 6. maj 1999 (Sag nr.
66/1998). I dommen henviser Højesteret blandt andet til British
Rail-dommen, hvoraf det fremgår, at det er i strid med
menneskerettighedskonventionens art. 11 om foreningsfrihed at afskedige en
arbejdstager, fordi vedkommende ikke ønsker at melde sig ind i en
fagforening, som en arbejdsgiver efter arbejdstagernes ansættelse har
indgået eksklusivaftale med, når medlemskabet ikke var en
forudsætning for ansættelsen. Nyere retspraksis ved
Menneskerettighedsdomstolen, som parterne henviste til, gav efter
Højesterets opfattelse ikke grundlag for at anlægge en anden
vurdering af arbejdsmarkedets eksklusivaftaler og disses konsekvenser end
den, der fremgik af British Rail-dommen. Spørgsmålet i den
foreliggende sag var, om undtagelsesbestemmelsen i lovens § 2, stk. 3, kunne
påberåbes af arbejdsgiveren, hvis arbejdstageren selv om han
ikke kunne tvinges til det under trussel om afskedigelse havde meldt sig
ind i en fagforening efter indgåelsen af en eksklusivaftale og derefter
på et senere tidspunkt igen havde meldt sig ud.
Et flertal på 5 højesteretsdommere fandt, at
§ 2, stk. 3, må forstås således, at bestemmelsen i det hele
ikke omfatter en situation, hvor eksklusivaftaler som i det foreliggende
tilfælde er indgået efter arbejdstagerens ansættelse og
arbejdstageren ikke var medlem af fagforeningen på tidspunktet for
eksklusivaftalens indgåelse. Afskedigelsen var således i strid
med foreningsfrihedslovens § 2, stk. 1, hvorfor Novadan blev pålagt at
betale en godtgørelse på kr. 200.000.
Klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Kristelig Fagforening har indgivet klage til EMD. Klagen
er indgivet på baggrund af ovennævnte sag fra Højesteret.
Desuden omfatter klagen en person, der i dag er tvunget til at være
medlem af SiD på grund af en eksklusivaftale, men hellere vil
være medlem af Kristelig Fagforening. Ligeledes har Danmarks Frie
Fagforening anlagt sag ved EMD på baggrund af et
hændelsesforløb, hvor en person blev fyret, da han ikke
ønskede at være medlem af SiD.
Skriftlig
fremsættelse
Kristian Jensen
(V):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om sikring af
organisationsfriheden.
(Beslutningsforslag nr. B 21).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/902 af 23. maj 2017 om en fortegnelse over EU-kontrollører, der må udføre inspektioner i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (meddelt under nummer C(2017) 3252) EU-lovgivning · 23. maj 2017
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 28. februar 2008 om udpegning af EF-fiskerikontrolagenturet som det organ, der skal udføre visse opgaver under forordning (EF) nr. 1042/2006, og om ændring af afgørelse 2007/166/EF om vedtagelse af en fortegnelse over EF-fiskeriinspektører og inspektionsmateriel (2008/201/EF) EU-lovgivning · 28. februar 2008
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 9. januar 2007 om vedtagelse af en fortegnelse over EF-inspektører og inspektionsmateriel, jf. artikel 28, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (2007/166/EF) EU-lovgivning · 9. januar 2007
- Forslag til folketingsbeslutning om undtagelse fra arbejdsmiljølovens regler om hviletid og fridøgn ved hjemmearbejde Retsinformation · 4. oktober 2001
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om sikring af organisationsfriheden Retsinformation · 17. maj 1999