Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om sikring af organisationsfriheden

2001/1 BSF 21Beslutningsforslag som fremsatFolketinget4. oktober 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 4. oktober 2001 af

Kristian Jensen (V), Jens Vibjerg (V),

Knud Erik Kirkegaard (KF),

Klaus Kjær (DF) og Ole M. Nielsen

;(KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om sikring af

organisationsfriheden

Folketinget pålægger regeringen at sikre, at

enhver arbejdsgiver og enhver arbejdstager har frihed til at melde sig ind i

arbejdsgiverforeninger og fagforeninger eller til at undlade at gøre

det, uden at det må komme den pågældende personligt eller

erhvervsmæssigt til skade.

Bemærkninger til

forslaget

Forslaget er en uændret

genfremsættelse af følgende beslutningsforslag:

Nr. B 12 fra folketingsåret 2000-01. Se Folketingstidende

2000-01, forhandlingerne side 968 og tillæg A side 1312 og 1316.

Nr. B 34 fra folketingsåret 1999-2000. Se Folketingstidende

1999-2000, forhandlingerne side 1883 og tillæg A side 2532 og 2536.

B 18 fra folketingsåret 1998-99. Se Folketingstidende 1998-99,

forhandlingerne side 1249 og 6802, tillæg A side 1531 og 1534 og

tillæg B side 1040.

B 42 fra folketingsåret 1997-98, 1. samling. Se Folketingstidende

1997-98, 1. samling, forhandlingerne side 2256 og tillæg A side 1336 og

1339.

Nr. B 85 fra folketingsåret 1996-97. Se Folketingstidende

1996-97, forhandlingerne side 4311 og 7070, tillæg A side 2881 og 2982

og tillæg B side 822.

Læs alt

Nr. B 30 fra folketingsåret 1994-95. Se Folketingstidende

1994-95, forhandlingerne side 1195 og 2192 og tillæg A side

994.

Det må være en

grundlæggende ret, at arbejdsgivere og lønmodtagere frit kan

slutte sig sammen og oprette arbejdsgiverforeninger og fagforeninger efter

eget valg til varetagelse af deres økonomiske og sociale interesser.

Omvendt må det også stå enhver frit for at undlade at melde

sig ind i disse foreninger.

Den nugældende lovgivning

Danmark har ved lov indført en foreningsfrihed, der

dog kun gælder for personer, som er ansat forud for indgåelse af

eksklusivaftaler. Det betyder, at personer, der ønsker

ansættelse i et firma, vil kunne tvinges til at melde sig ind i faglige

organisationer mod deres eget ønske. Foreningsfrihedsloven er

således, som nedenfor beskrevet, ikke dækkende for den negative

foreningsfrihed.

Endvidere har Danmark indført muligheden for, at

medlemmer af faglige organisationer skal udfylde en frameldingskupon, hvis de

ikke ønsker at bidrage til politiske partier. Desværre har

medierne tydeligt afdækket, at den regel ikke overholdes, og at

medlemmer, som har benyttet deres ret til at melde fra, alligevel må se

deres kontingentmidler gå til politiske partier eller annoncer, der

anbefaler bestemte politiske partier og kandidater. Muligheden for at bruge

en frameldingskupon er derfor kun at betragte som en narresut, der ikke har

nogen egentlig virkning på de faglige organisationers brug af midler

til politisk agitation. Derfor er det nødvendigt at gennemføre

en reel foreningsfrihed og dermed afskaffelse af eksklusivaftaler, hvis man

ønsker at sikre medlemmer mod, at deres kontingent bliver brugt til

politisk arbejde mod deres vilje.

Eksklusivbestemmelsernes udbredelse

Eksklusiv- og fortrinsbestemmelser er accepteret på

det danske arbejdsmarked. Bestemmelserne indebærer, at ansatte er

forpligtiget til at være medlem af en bestemt faglig organisation.

Eksklusiv- og fortrinsbestemmelser er et betydeligt problem på det

danske arbejdsmarked. Et betydeligt antal lønmodtagere er

tvangsindmeldt i bestemte faglige organisationer som følge af

eksklusiv- og fortrinsklausuler. Der findes ingen præcis

opgørelse over antallet af lønmodtagere, der er underlagt en

eksklusivaftale. Efter Kristelig Fagforenings skøn er mindst 200.000

lønmodtagere omfattet af eksklusiv- og fortrinsklausuler. Dansk

Arbejdsgiverforening har foretaget et forsigtigt skøn, der tyder

på, at mindst 230.000 lønmodtagere er bundet af disse

bestemmelser. Dansk Arbejdsgiverforening når frem til tallet på

følgende måde:

I virksomheder organiseret i DA's medlemsorganisationer

skønnes mindst 60.000 arbejdstagere at være omfattet af en

eksklusivbestemmelse.

På organiserede virksomheder uden for DA-området

skønnes mindst 50.000 arbejdstagere at være omfattet af en

eksklusivbestemmelse.

På uorganiserede virksomheder skønnes ca. 120.000

arbejdstagere at være omfattet af eksklusivbestemmelserne.

Aftalefriheden påberåbes ofte i forbindelse

med indgåelse af eksklusivaftaler. Arbejdsgiverne må sige nej til

eksklusivaftaler. Imidlertid må det konstateres, at aftalefriheden kun

er teoretisk. Uorganiserede arbejdsgivere trues ofte til at indgå

overenskomster med eksklusivaftaler. Dette sker ved trussel om anvendelse af

kampskridt for at få en overenskomst med eksklusivaftale.

Retsstillingen i Danmark

Den danske foreningsfrihedslov tillader

eksklusivbestemmelser. Foreningsfrihedsloven beskytter den positive

foreningsfrihed. Positiv foreningsfrihed er en sikring af den enkeltes ret

til at tilslutte sig eller danne foreninger. Det betyder, at en afskedigelse,

der finder sted alene på grund af en medarbejders

organisationstilhørsforhold, anses for at være ulovlig.

Foreningsfrihedsloven beskytter derimod ikke på samme måde og i

samme omfang den negative foreningsfrihed. Negativ foreningsfrihed er retten

til uhindret at stå uden for foreninger og til uhindret at melde sig ud

af en forening. En arbejdsgiver kan ved ansættelsen kræve, at

arbejdstageren er medlem af en bestemt arbejdstagerorganisation.

Det er fastsat i foreningsfrihedsloven, at en arbejdsgiver

hverken må afskedige en lønmodtager, fordi denne er medlem af en

bestemt forening (§ 1), eller fordi den pågældende ikke er medlem

af en bestemt forening (§ 2, stk. 1). Reglen i § 2, stk. 1, gælder dog

ikke, såfremt lønmodtageren ved ansættelsen var bekendt

med, at arbejdsgiveren stillede medlemskab af en forening eller en bestemt

forening som betingelse for beskæftigelse i virksomheden. Den

gælder endvidere ikke, hvor en lønmodtager, der er medlem af en

forening, efter ansættelsen gøres bekendt med, at medlemskab af

denne forening er en betingelse for fortsat ansættelse i virksomheden.

Loven blev på flere områder skærpet i 1990.

Lovændringen medførte:

At afskedigelsen kan underkendes og ansættelsesforholdet

opretholdes eller genoprettes. Dette gælder dog ikke privatansatte,

såfremt det findes åbenbart urimeligt at kræve

ansættelsesforholdet opretholdt eller genoprettet. I henhold til § 4 a

har en lønmodtager krav på godtgørelse, hvis

afskedigelsen ikke underkendes.

At minimumsgodtgørelsen er 1 måneds løn, dog 3

måneders løn, såfremt ansættelsesforholdet har varet

mindst 2 år.

At godtgørelsen maksimalt svarer til 24 måneders

løn.

Menneskerettigheder

Eksklusivbestemmelser er i strid med

menneskerettighederne. I henhold til Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMRK) art. 11 har enhver ret til frit at

deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed.

Spørgsmålet om den negative foreningsfrihed blev første

gang prøvet i sagen

»Young, James og Webster EMD 44 « også kaldet

»British Rail«. Dommen angik tre jernbanefunktionærer,

der havde været ansat ved den britiske jernbane. Efter deres

ansættelse indgik arbejdsgiveren en aftale med tre fagforeninger,

hvorefter medlemskab af en af disse var en betingelse for ansættelse

ved jernbanerne. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fandt,

at der forelå et indgreb i strid med EMRK art. 11, eftersom

afskedigelse med tab af eksistensgrundlag til følge var en

særlig form for tvang, der ramte selve kernen af den frihed, der er

garanteret i art. 11. EMD lagde ligeledes vægt på, at der er tale

om »bristede forudsætninger «, da der ikke fra statsbanernes side var

stillet krav om medlemskab af en forening som vilkår for

ansættelsen. Dommen blev afsagt med dommerstemmerne 18-3. Et stort

mindretal på 7 af de dommere, der ville domfælde, ønskede

at gå videre i retning af mere generelt at beskytte den negative

foreningsfrihed.

Domsresultatet i British Rail-sagen kan betegnes som en

dynamisk fortolkning af art. 11. De dissentierende nordiske dommere, i hvis

lande eksklusivaftaler i vidt omfang accepteres, fremhævede, at der

på en diplomatkonference i forbindelse med konventionens tilblivelse

var blevet fremført betænkeligheder ved at inkludere en

regulering af det negative aspekt af foreningsfriheden i forbindelse med

formuleringen af art. 11.

Mindretallet i dommerkollegiet ser dette som en normering

af fortolkningen, hvorimod flertallet lader hensynet til en dynamisk

udvikling af konventionsbeskyttelsen veje tungere. Dommen kan ikke tages til

indtægt for en generel stillingtagen til spørgsmålet om

det retmæssige i at kræve medlemskab af bestemte faglige

organisationer. Den ledende sag på området er nu

Sigurjónsson EMD 264. Sagen omhandler en islandsk taxachauffør,

der havde indmeldt sig i en fagforening

»Frami Automobile Association«. Medlemskabet var

en offentligretlig betingelse for opnåelse af en bevilling til at drive

hyrevognsvirksomhed. På grund af faglige uoverensstemmelser meldte han

sig efter opnåelsen af bevillingen ud af foreningen, hvorefter

bevillingen blev inddraget af det islandske hyrevognsnævn. Sagen blev

forelagt de islandske domstole. Den islandske højesteret fandt, at

kravet om obligatorisk medlemskab og inddragelsen af bevillingen ikke stred

mod art. 73 vedrørende foreningsfrihed i den islandske grundlov.

Højesteret fandt imidlertid, at den administrative regulering, som

dannede grundlag for kravet om foreningsmedlemskabet, ikke havde den

fornødne lovhjemmel. Altinget tilvejebragte herefter den

nødvendige lovhjemmel. Herefter indbragte taxachaufføren

spørgsmålet for menneskerettighedskommissionen.

Kommissionen fandt med 17 stemmer mod 1, at der var tale

om en krænkelse af konventionens art. 11. Domstolen fandt ligeledes med

8 stemmer mod 1 (den islandske dommer), at forholdet stred mod konventionens

art. 11. Det blev i dommen understreget, at allerede

»British

Rail«

havde fastslået, at den negative foreningsfrihed var omfattet af art.

11. Herudover fremhæver domstolen, at ILO-konventionerne nr. 87 om

foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig og nr. 98 om

retten til at organisere og føre kollektive forhandlinger

fastslår, at den negative foreningsfrihed er garanteret. Disse

konventioner er ratificeret af Danmark i henholdsvis bekendtgørelse

nr. 16 af 23. april 1952 og bekendtgørelse nr. 2 af 4. januar 1957.

Domstolen pegede endvidere på, at der siden afgørelsen af

British Rail-sagen er sket en betydelig politisk udvikling, blandt andet ved

vedtagelsen af EF's Charter of the Fundamental Social Rights of Workers, som

i art. 11, stk. 2, fremhæver den negative foreningsfrihed. Endvidere

henviser domstolen til, at konventionen er et levende instrument og må

fortolkes dynamisk. Af særlig interesse fastslog domstolen endvidere,

at der ikke kunne lægges afgørende vægt på, at

klager indvilligede i medlemskab af »Frami« som betingelse for at opnå

bevillingen.

Under alle omstændigheder var klageren under et

konstant pres, og det blev antaget at være spekulationer, hvorvidt han

under alle omstændigheder ville være blevet medlem. Domstolen

fandt herefter, at forholdet netop var en central del af den beskyttelse, som

art. 11 er udtryk for. Domstolen fandt ikke som i

»British

Rail« ,

at det skulle tillægges særlig vægt, om klager forud for

ansættelsen havde haft kendskab til kravet om foreningsfrihed. Dommen

er således udtryk for, at der er sket en udvidelse af området for

den negative foreningsfrihed. Domstolen er gået videre i beskyttelsen

af den negative foreningsfrihed.

Den seneste dom fra Menneskerettighedsdomstolen

vedrørende art. 11, Chassagnou and others mod Frankrig, støtter

i det hele den retsudvikling, der efter klagerens opfattelse har været

i fortolkningen af art. 11, der fører til, at art. 11 i dag tillige

beskytter den negative foreningsfrihed i et omfang, der forhindrer

eksklusivaftaler.

Danmark har et problem i forhold til Europarådets

Socialpagt. Der er indledt klageprocedure mod Danmark for overtrædelse

af pagten. Komiteen af uafhængige eksperter, der er et kontrolorgan,

som skal påse, at medlemslandene efterlever pagtens bestemmelser, har

fastslået, at den negative foreningsfrihed ikke er tilstrækkeligt

beskyttet i dansk lovgivning. Ekspertkomiteen konkluderer, at socialpagtens

art. 5 er overtrådt, så længe eksklusivaftaler er tilladt i

den private sektor. Det efterfølgende kontrolorgan regeringskomiteen

har opretholdt kritikken. Sagen har nu været behandlet i det

øverste kontrolorgan ministerkomiteen og kun på grund af

kravet om kvalificeret flertal blev der ikke vedtaget en rekommandation, som

gik Danmark imod. 11 lande stemte for, mens kun Danmark og Irland stemte imod

15 undlod at stemme. Resultatet viser dog, at hele 11 lande mener, at

Danmark ikke overholder socialpagten og således vil være

nødt til at forbyde eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet. I

Irland er eksklusivaftaler tilladt. Ministerkomiteen vedtog i midten af 1999

en rekommandation, hvoraf det fremgår, at den irske lovgivning

bør ændres.

Danmark var i 1989 sammen med 10 andre EU-lande med til at

vedtage en fællesskabspagt om arbejdstagernes grundlæggende

arbejdsmarkedsmæssige rettigheder. I fællesskabspagten står

der bl.a., at enhver arbejdsgiver og enhver arbejdstager har frihed til at

melde sig ind i henholdsvis arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer eller

undlade at gøre dette, uden at det må komme den

pågældende personligt eller erhvervsmæssigt til skade. Den

danske retsstilling er således ikke i overensstemmelse med

forpligtelserne i fællesskabspagten. I protokollen til

Maastrichttraktaten udtrykker de 11 lande ønske om at

gennemføre fællesskabspagten. Med Amsterdamtraktaten indskrives

protokollen i selve traktaten, og der henvises igen til

fællesskabspagten samt til den europæiske socialpagt. Der er dog

tale om hensigtserklæringer og altså ikke retligt bindende

bestemmelser.

I en række lande er eksklusivbestemmelser forbudt.

Følgende lande kan nævnes: Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien,

Storbritannien, Grækenland og Spanien. I Tyskland er foreningsfriheden

beskyttet i grundlovens art. 9, afsnit 3. Retten til at stå uden for en

organisation er også beskyttet. Følgen heraf er derfor, at

eksklusivklausuler er grundlovsstridige.

Højesteret accepterer eksklusivaftaler

I en sag anlagt af Kristelig Fagforening har

Højesteret fastslået, at foreningsfrihedsloven er i

overensstemmelse med praksis ved Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol. Det indebærer, at Højesteret

accepterer eksklusivaftalerne på det danske arbejdsmarked. I en anden

sag er Højesteret nået frem til samme resultat.

Den konkrete sag vedrørte en ansat, der blev

afskediget på virksomheden Novadan A/S, fordi han ikke ville betale

kontingent til SiD. Begrundelsen herfor var bl.a., at SiD giver

økonomisk støtte til Socialdemokratiet. Pågældende

blev ansat på Novadan A/S i 1989. Der blev ikke stillet krav om

medlemskab af SiD. I 1990 blev der indgået aftale mellem virksomheden

og SiD om, at alle nyansatte fremover skulle være medlem af SiD. I

slutningen af 1990 meldte han sig ind i SiD. Han blev slettet af SiD i

begyndelse af 1996 og som følge heraf afskediget.

Vestre Landsret afsagde dom i februar 1998. Af

præmisserne fremgår det imidlertid, at landsretten finder, at

navnlig afgørelsen i Sigurjónsson-sagen rejser begrundet tvivl

om, hvorvidt foreningsfrihedslovens undtagelser i § 2, stk. 2 og 3, kan anses

at være i overensstemmelse med forståelsen af konventionens art.

11. Desuden tillægger landsretten det betydning, at det må anses

for i sig selv betænkeligt og muligvis i strid med konventionens

bestemmelser om blandt andet ytringsfrihed at forpligte individer til mod

deres overbevisning af være medlemmer af fagforeninger med et klart

partipolitisk tilhørsforhold. Endelig udtaler landsretten, at det

bør overlades lovgivningsmagten at tage stilling til, om

Menneskerettighedsdomstolens nyere praksis bør give anledning til

ændring af foreningsfrihedsloven.

Højesteret afsagde dom den 6. maj 1999 (Sag nr.

66/1998). I dommen henviser Højesteret blandt andet til British

Rail-dommen, hvoraf det fremgår, at det er i strid med

menneskerettighedskonventionens art. 11 om foreningsfrihed at afskedige en

arbejdstager, fordi vedkommende ikke ønsker at melde sig ind i en

fagforening, som en arbejdsgiver efter arbejdstagernes ansættelse har

indgået eksklusivaftale med, når medlemskabet ikke var en

forudsætning for ansættelsen. Nyere retspraksis ved

Menneskerettighedsdomstolen, som parterne henviste til, gav efter

Højesterets opfattelse ikke grundlag for at anlægge en anden

vurdering af arbejdsmarkedets eksklusivaftaler og disses konsekvenser end

den, der fremgik af British Rail-dommen. Spørgsmålet i den

foreliggende sag var, om undtagelsesbestemmelsen i lovens § 2, stk. 3, kunne

påberåbes af arbejdsgiveren, hvis arbejdstageren selv om han

ikke kunne tvinges til det under trussel om afskedigelse havde meldt sig

ind i en fagforening efter indgåelsen af en eksklusivaftale og derefter

på et senere tidspunkt igen havde meldt sig ud.

Et flertal på 5 højesteretsdommere fandt, at

§ 2, stk. 3, må forstås således, at bestemmelsen i det hele

ikke omfatter en situation, hvor eksklusivaftaler som i det foreliggende

tilfælde er indgået efter arbejdstagerens ansættelse og

arbejdstageren ikke var medlem af fagforeningen på tidspunktet for

eksklusivaftalens indgåelse. Afskedigelsen var således i strid

med foreningsfrihedslovens § 2, stk. 1, hvorfor Novadan blev pålagt at

betale en godtgørelse på kr. 200.000.

Klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Kristelig Fagforening har indgivet klage til EMD. Klagen

er indgivet på baggrund af ovennævnte sag fra Højesteret.

Desuden omfatter klagen en person, der i dag er tvunget til at være

medlem af SiD på grund af en eksklusivaftale, men hellere vil

være medlem af Kristelig Fagforening. Ligeledes har Danmarks Frie

Fagforening anlagt sag ved EMD på baggrund af et

hændelsesforløb, hvor en person blev fyret, da han ikke

ønskede at være medlem af SiD.

Skriftlig

fremsættelse

Kristian Jensen

(V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om sikring af

organisationsfriheden.

(Beslutningsforslag nr. B 21).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter