Udtalelse om, hvorvidt en kommunes generelle retningslinier vedrørende anvisning af boliger til husvilde er i strid med servicelovens § 66, idet der som hovedregel ikke blev anvist boliger til enlige eller par uden børn
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udtalelse om, hvorvidt en kommunes generelle
retningslinier vedrørende anvisning af boliger til husvilde er i strid
med servicelovens § 66, idet der som hovedregel ikke blev anvist boliger til
enlige eller par uden børn
Ved brev af 15. marts 2001 har De rettet henvendelse til
Indenrigsministeriet vedrørende anvisning af boliger til husvilde i
Frederiksberg Kommune. De har bl.a. anført, at Frederiksberg Kommunes
generelle retningslinier på dette område efter Deres opfattelse
er i strid med § 66 i serviceloven, fordi der i henhold til retningslinierne
som hovedregel ikke anvises bolig til enlige eller par uden børn. De
har til støtte herfor henvist til en afgørelse truffet af Det
Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner den 27.
februar 2001 vedrørende anvisning af bolig til et par uden
børn.
Indenrigsministeriet har nu afsluttet behandlingen af sagen.
Indenrigsministeriet finder på baggrund af de indhentede udtalelser
fra Socialministeriet ikke grundlag for at fastslå, at det er i strid
med § 66 i serviceloven at inddrage hensyn til særlige sociale
omstændigheder og sygdom i forbindelse med afgørelser om
anvisning af husly efter bestemmelsen.
Indenrigsministeriet finder endvidere ikke grundlag for at antage, at
Frederiksberg Kommunes generelle retningslinier vedrørende kommunens
iagttagelse af forpligtelsen i henhold til servicelovens § 66 er i strid med
lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger.
Her følger en gennemgang af sagens baggrund og en nærmere
begrundelse for Indenrigsministeriets opfattelse.
Sagens baggrund:
Det fremgår af sagen, at grundlaget for Frederiksberg Kommunes
anvisning af boliger til husvilde er "Rapport om husvildeforsorgen" fra marts
1998. Rapporten er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af
Læs alt
embedsmænd fra socialdirektoratet og teknisk direktorat. I rapporten er
bl.a. anført følgende:
"10. Anvisning af lejligheder til husvilde familier
Arbejdsgruppen foreslår, at fremtidige anvisninger af boliger
foretages i tæt samarbejde mellem Socialdirektoratet og Bolig- og
ejendomsafdelingen. Boliganvisningen tilrettelægges således, at
klienterne, såfremt der er børn, som hovedregel får
tilbudt almindelige lejemål, men - hvor forholdene tilsiger det og
efter afgørelse i hvert enkelt tilfælde - henvises til herberger
eller i kommunens ejendomme gives et midlertidigt lejemål eller et
brugsforhold uden lejeaftale.
For at reducere den periode, hvor sociale klienter er anbragt på
institution, arbejdes der i samarbejde med de involverede herberger o.lign.
på en målrettet indsats for at skaffe en varig
boligplacering.
11. Anvisning af lejligheder til husvilde enlige
...
Der er ofte tale om enlige, der er helt uden sociale problemer, men som
blot har afsluttet deres uddannelse og derfor er opsagt fra kollegier eller
anden midlertidig bolig. Til belysning af problemerne kan det oplyses, at der
det første år efter lovens ikrafttræden var ca. 400
henvendelser fra enlige på boligkontoret.
Som nævnt fremgår det af Socialministeriets vejledning, at der
ikke nødvendigvis skal stilles en lejlighed til disposition. Man har
derfor administreret således, at enlige som hovedregel af boligkontoret
er henvist til Socialdirektoratet, der har afvist de pågældende,
med mindre der har foreligget andre sociale indikationer for, at
boligsituationen skulle løses af kommunen, hvorefter der er henvist
til herberger el.lign., eller - når forholdene tilsagde det - en
lejlighed.
Arbejdsgruppen foreslår, at den administrative praksis med som
hovedregel at afvise enlige godkendes. De pågældende henvises til
selv at søge bolig, idet der dog udleveres det fornødne
rådgivningsmateriale med fortegnelse over boligselskaber m.v.
For så vidt angår enlige med sociale eller psykiske problemer
foreslår arbejdsgruppen, at fremtidige anvisninger foretages af et
visitationsudvalg. Anvisningen tilrettelægges således, at
klienterne - når det er muligt - får tilbudt almindelige
lejligheder evt. i form af midlertidige lejemål.
12. Visitationsudvalg
Arbejdsgruppen foreslår, at der nedsættes et
visitationsudvalg, som behandler sager om boliger til personer med ophold
på Socialdirektoratets institutioner og problematiske sager i
øvrigt. ...
Formålet vil være, at der i boliganvisningen kan tages hensyn
til særlige problemer, ligesom dette udvalg kan foretage en
prioritering af ansøgerne."
På møde i Frederiksberg Kommunalbestyrelse den 15. juni 1998
vedtog et flertal af kommunalbestyrelsens medlemmer bl.a. følgende
indstilling, der var tiltrådt af et flertal i henholdsvis bolig- og
ejendomsudvalget, socialudvalget og Magistraten:
"Enlige eller par uden børn:
Der gives råd og vejledning til de pågældende om selv at
finde en bolig, men der anvises som hovedregel ikke bolig af boligkontoret.
Eventuelt henvises til Lindevangshjemmet.
Enlige eller par med midlertidigt ophold på Lindevangshjemmmet eller
behandlingsinstitution anvises bolig gennem boligkontoret, i det omfang det
er muligt. Som hovedregel tilbydes almindelige lejemål, men - hvor
forholdene tilsiger det og efter afgørelse i hvert enkelt
tilfælde - gives der i kommunens ejendomme et midlertidigt
lejemål eller et brugsforhold uden lejeaftale. Udflytning til egen
bolig vil kunne ske med støtte fra institutionerne, ligesom beboerne
vil kunne få støtte i det daglige derfra.
Der nedsættes et visitationsudvalg til behandling af disse
særlige sager."
I brev af 15. marts 2001 anmodede De Indenrigsministeriet om i
medfør af § 61 c i lov om kommunernes styrelse at indgive
påtalebegæring i forhold til Frederiksberg Kommunalbestyrelse, da
De var af den opfattelse, at de enkelte medlemmer af kommunalbestyrelsen
forsætligt har tilsidesat Grundloven og § 66 i lov om social service
vedrørende husvilde og bør pålægges strafansvar. De
henviste i den forbindelse bl.a. til, at Frederiksberg Kommunens generelle
retningslinier vedrørende administration af kommunens husvildeforsorg
efter Deres opfattelse stred mod bestemmelsen i servicelovens § 66. De
henviste endvidere til, at Det Sociale Nævn for Københavns og
Frederiksberg Kommuner i en afgørelse af 27. februar 2001 havde
anført, at nævnet fandt, at kommunen i den konkrete sag, der
vedrørte et ægtepar uden børn, ikke havde opfyldt sig
forpligtelse efter § 66 i serviceloven. Det fremgår nærmere af
afgørelsen fra Det Sociale Nævn, som De vedlagde som bilag, at
nævnet ikke kunne tilslutte sig kommunens begrundelse om, at
ægteparret ikke kunne betragtes som husvilde. Under hensyn hertil og
til oplysningerne om hustruens psykiske problemer, fandt nævnet, at
ægteparret var omfattet af den berettigede personkreds for anvisning af
husly. Nævnet ændrede således Frederiksberg Kommunes
afgørelse og pålagde kommunen at tilbyde ægteparret
konkret anvisning af husly.
Ved telefonisk henvendelse den 22. marts og ved brev af 26. marts 2001 til
Indenrigsministeriet oplyste De bl.a., at Frederiksberg Kommune ikke havde
ændret sin praksis vedrørende anvisning af boliger til husvilde
uanset afgørelsen fra Det Sociale Nævn for Københavns og
Frederiksberg Kommuner.
I brev af 29. marts 2001 til Dem meddelte Indenrigsministeriet, at
ministeriet ikke fandt anledning til at overveje indgivelse af
påtalebegæring i henhold til § 61 c i lov om kommunernes styrelse
på baggrund af afgørelsen af 27. februar 2001 fra Det Sociale
Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Indenrigsministeriet meddelte endvidere, at Deres henvendelse imidlertid
havde givet Indenrigsministeriet anledning til at anmode Frederiksberg
Kommunalbestyrelse om en udtalelse om kommunens generelle retningslinier
vedrørende kommunens iagttagelse af forpligtelsen i henhold til
servicelovens § 66.
Ved brev af 1. juni 2001 til Indenrigsministeriet afgav Frederiksberg
Kommune en udtalelse i sagen. Af udtalelsen, der var vedtaget af en flertal i
kommunalbestyrelsen, fremgik bl.a. følgende:
"Grundlaget for administration af kommunens husvildeforsorg i henhold til
lov om social service er kommunalbestyrelsens beslutning i mødet den
15. juni 1998:
...
På grundlag af kommunalbestyrelsens retningslinjer foregår
sagsbehandling omkring tildeling af boliger til familier med hjemmeboende,
mindreårige børn på følgende måde:
Som grundlag for ansøgning af en bolig, skal den
boligsøgende fremlægge dokumentation for, at der foreligger en
husvildesituation, for forældremyndighed og ved fælles
forældremyndighed erklæring fra den anden part om, at
barnet/børnene skal have fast ophold og folkeregisteradresse hos
ansøgeren. For udlændinge skal foreligge dokumentation for
opholdstilladelse.
Når de nævnte betingelser er opfyldt, bliver der optaget en
sag for den boligsøgende, og sagen indgår i sagsbehandlingen
omkring fordelingen af ledige lejligheder.
Enlige boligløse eller par uden børn bliver ved henvendelse
orienteret om vilkårene for kommunens husvildeforsorg, og der gives
vejledning om ansøgning om lejlighed i boligselskaber, hos private
udlejere, gennem annoncer mv. Der udleveres endvidere en oversigt, der viser
boligselskabernes adresse, telefonnummer, oplysning om boligbutikken på
Hovedbanegården mv.
Det vurderes ud fra de foreliggende oplysninger, om der i det konkrete
tilfælde foreligger særlige omstændigheder, som bevirker,
at ansøgeren ikke selv vil være i stand til at finde en bolig.
I tilfælde hvor der for enlige eller par uden børn antages at
foreligge særlige sociale omstændigheder, herunder misbrug, eller
der forevises dokumentation for sygdom, sker henvisning til
Socialdirektoratet med henblik på, at sagen kan behandles i
visitationsudvalget.
I visitationsudvalget foregår behandling af sager vedrørende
særligt udsatte personer, herunder personer som har gennemgået et
behandlingsforløb eller har haft midlertidigt ophold på
Lindevangshjemmet. Ved behandlingen vurderes, om de pågældende
vil være i stand til at bo i en selvstændig bolig, eventuelt med
efterværn, om de pågældende er aktivt boligsøgende
mv. Når det er muligt, får de visiterede tilbudt en ét
vær.´s lejlighed.
Sammenfattende kan det oplyses, at administration af husvildeforsorg sker
på den måde, at der stilles en bolig til rådighed for
familier med hjemmeboende børn, når der foreligger dokumentation
for, at der er tale om en husvildesituation.
For enlige og par uden børn anvises som hovedregel ikke bolig eller
husly. Hvis der imidlertid ud over den manglende bolig foreligger
særlige sociale forhold, herunder dokumenteret sygdom, anvises der
efter den beskrevne særlige procedure en bolig eller ophold på
herberg.
Det er således opfattelsen, at kommunen med de af
kommunalbestyrelsen vedtagne retningslinjer opfylder forpligtelsen i lov om
social service til at stille bolig til rådighed for såvel
husvilde familier med børn som enlige og par uden børn.
Det Sociale Nævn har ved afgørelse af 27. februar 2001
pålagt kommunen i en konkret sag at anvise husly. Nævnet har
tilsidesat kommunens vurdering af, om der i det konkrete tilfælde
foreligger en husvildesituation.
Man har fundet, at nævnets afgørelse er konkret og udtryk for
en anden vurdering, end den kommunen har lagt til grund. Afgørelsen
har derfor ikke givet anledning til ændring af retningslinjerne for
administration af husvildeforsorg, hvilket er tiltrådt af Bolig- og
ejendomsudvalget og Det Sociale Udvalg i møder den 19. marts 2001.
Det understreges, at behandlingen af ansøgninger om bolig sker
på grundlag af dokumentation for boligsituation, ansøgernes
redegørelse herfor, samt dokumentation for eventuelle særlige
personlige forhold, såsom sygdom el.lign. Ud fra de samlede oplysninger
i hver enkelt sag vurderes, om der konkret foreligger en situation, omfattet
af lov om social service § 66.
Husvilde enlige og par uden børn er ikke på nogen måde
afskåret fra at få anvist bolig. Til belysning heraf kan det
oplyses, at Frederiksberg Kommune i 1999 - alene til enlige - har anvist 38 1
værelses lejligheder, i 2000 34 1 værelses lejligheder og i 2001
foreløbig 16 1 værelses lejligheder, hvoraf ca. 90 % har
været behandlet i det særlige visitationsudvalg."
Et mindretal i Frederiksberg Kommunalbestyrelse (A, F og Ø) udtalte
følgende:
"Et mindretal i Frederiksberg Kommunalbestyrelse mener at kommunens
administration af husvildeforsorgen er for restriktiv, der ér borgere
overfor hvem kommuner, efter vores opfattelse, er forpligtiget til efter
lovgivningen at skaffe en bolig, som ikke får hjælp fra
Frederiksberg Kommune og derfor ikke får den service de er berettiget
til."
I brev af 13. juni 2001 anmodede Indenrigsministeriet i den anledning
Socialministeriet om en udtalelse om, hvorvidt Frederiksberg Kommunes
generelle retningslinier vedrørende forpligtelsen i servicelovens § 66
er i overensstemmelse med lovgivningen. Indenrigsministeriet anmodede
herunder Socialministeriet om at oplyse, hvorvidt det er i overensstemmelse
med § 66 i serviceloven at forudsætte, at der foreligger særlige
sociale forhold eller dokumenteret sygdom, før husly kan anvises til
enlige og par uden børn.
I brev af 20. juni 2001 til Indenrigsministeriet udtalte Socialministeriet
sig i sagen. I udtalelsen anførte Socialministeriet bl.a.
følgende:
"Der skal ikke nødvendigvis via bestemmelsen i § 66 skabes nogen
varig løsning af den pågældendes boligproblem.
Den kommunale forpligtelse omfatter den efter omstændighederne bedst
egnede midlertidige indkvartering. Det anviste husly behøver ikke at
være et hus eller en lejlighed, men kan være midlertidig
indkvartering i hotel, pensionat eller - for enlige - et midlertidigt
botilbud efter lovens § 94 (forsorgshjem, herberg, krisecenter m.v.)
Henvisning til et botilbud efter lovens § 94 bør kun anvendes som en
absolut nødløsning for en kortere periode, og der bør
hurtigst muligt tilbydes anden form for indkvartering.
Ved ansøgning om hjælp efter bestemmelsen i servicelovens §
66 foretager kommunerne en konkret, individuel vurdering og træffer
på den baggrund afgørelse om anvisning af midlertidig husly.
...
Som det fremgår, skal kommunerne i hvert enkelt tilfælde
foretage en konkret vurdering. Socialministeriet har ikke noget imod, at
kommunerne ved retningslinier vejleder deres sagsbehandlere i at foretage
vurderingen. Hvis retningslinierne imidlertid bliver bindende for
sagsbehandlerne og afgørelser træffes uden, at der foretages en
konkret individuel vurdering, vil det være i strid med loven.
Det fremgår af Frederiksberg Kommunes redegørelse fra den 1.
juni 2001 (side 2), at kommunen i alle tilfælde - også når
der er tale om enlige og par uden børn - foretager en konkret
vurdering i de enkelte tilfælde. Socialministeriet har således
på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke indvendinger mod
kommunens administration af servicelovens § 66."
Ved telefonisk henvendelse den 26. juni 2001 har Socialministeriet
supplerende oplyst, at det er i overensstemmelse med servicelovens § 66 at
inddrage kriterierne særlige sociale forhold eller dokumenteret sygdom
i forbindelse med anvisning af husly til enlige og par uden børn.
Socialministeriet mener således, at det er i overensstemmelse med § 66
i serviceloven at opstille generelle kriterier af den karakter, som det er
tilfældet i Frederiksberg Kommune. Socialministeriet er endvidere af
den opfattelse, at den konkrete vurdering, som efter det oplyste finder sted
i Frederiksberg Kommune, er i overensstemmelse med lovgivningen.
Indenrigsministeriets udtalelse:
Det tilsyn, som Indenrigsministeriet udøver over for
Frederiksberg Kommune, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun
spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af
lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i
lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni
2001).
Indenrigsministeriet kan ikke tage stilling til, om Frederiksberg Kommunes
dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige, eller til
spørgsmål vedrørende skønsudøvelse,
så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er
fastsat i lovgivningen.
§ 66, stk. 1, i lov om social service (lovbekendtgørelse nr. 944 af
16. oktober 2000 som senest ændret ved lov nr. 490 af 7. juni 2001) har
følgende ordlyd:
"Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er
husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den
beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet
for en enlig eller for en familie af denne størrelse."
I lovbemærkningerne til bestemmelsen er bl.a. anført
følgende (Folketingstidende 1996-1997, Tillæg A, spalte
4975):
"Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens
§ 31, stk. 1. ...
Kommunen er således fortsat forpligtet til at skaffe familier og
enlige, der har mistet en bolig, den efter omstændighederne bedst
egnede midlertidige indkvartering, ikke nødvendigvis en lejlighed, men
fx midlertidig indkvartering i hotel, pensionat eller - for enlige - et
botilbud efter lovforslagets § 92."
Af Socialministeriets vejledning nr. 45 af 10. marts 1998 om den sociale
indsats for de mest udsatte voksne fremgår endvidere vedrørende
begrebet "husvild", at det er en forudsætning, at de boligløse i
den akutte situation ikke selv har mulighed for at skaffe sig indkvartering,
og at der ikke via bestemmelsen i § 66 i lov om social service kan skabes
nogen varig løsning af boligproblemer.
Det følger således af § 66 i lov om social service, at den
kommunale forpligtelse efter servicelovens § 66 til at anvise husly er
betinget af, at den boligløse i den akutte situation ikke selv har
mulighed for, herunder midler til, selv at skaffe sig indkvartering.
Det fremgår af den foreliggende sag, at Frederiksberg Kommune som
hovedregel ikke anviser bolig eller husly til enlige og par uden børn
medmindre der i det konkrete tilfælde foreligger særlige
omstændigheder, herunder særlige sociale omstændigheder
eller sygdom. Disse tilfælde vurderes herefter af et dertil nedsat
visitationsudvalg.
Indenrigsministeriet finder på baggrund af de indhentede udtalelser
fra Socialministeriet ikke grundlag for at fastslå, at det er i strid
med § 66 i serviceloven at inddrage hensyn til særlige sociale
omstændigheder og sygdom i forbindelse med afgørelser om
anvisning af husly efter bestemmelsen.
Indenrigsministeriet lægger endvidere til grund, at Frederiksberg
Kommune foretager en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt der
foreligger sådanne særlige omstændigheder, at de enlige
boligløse eller par uden børn, der retter henvendelse til
kommunen, ikke selv må anses for at være i stand til at skaffe
indkvartering. I de tilfælde, hvor der antages at foreligge
sådanne særlige omstændigheder, træffes beslutningen
om anvisning af husly af et visitationsudvalg. Det fremgår tillige af
Frederiksberg Kommunes udtalelse af 1. juni 2001, at kommunen - uanset den
vedtagne hovedregel - i et vist omfang har anvist 1 værelses
lejligheder til enlige i perioden 1999 til 2001.
Indenrigsministeriet finder herefter ikke grundlag for at antage, at
Frederiksberg Kommunes generelle retningslinier vedrørende kommunens
iagttagelse af forpligtelsen i henhold til servicelovens § 66 er i strid med
lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger.
Afgørelsen af 27. februar 2001 fra Det Sociale Nævn taler
efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke herimod. Ministeriet
bemærker, at klager over Frederiksberg Kommunes vurdering i konkrete
afgørelser om anvisning af husly, kan indbringes for Det Sociale
Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Med venlig hilsen
Pernille Christensen
Lignende dokumenter
- Udsættelse af husvildebolig Retsinformation · 1. marts 2005
- Domstolens dom (Femte Afdeling) af 18. december 2025. — AF mod Ministero dell’Interno - U.T.G. - Prefettura di Milano. EU-domme · 18. december 2025
- Ankestyrelsens principafgørelse C-21-04 om husvild - midlertidigt husly - fravalg af bolig - handleplan - rådgivnings - og vejledningsforpligtelse - forsorgshjem Retsinformation · 11. juli 2013
- Ankestyrelsens principafgørelse C-46-00 om husly - husvild - akut hjælp - boligløs - adresseløs - midlertidig bolig - indkvartering Retsinformation · 10. juli 2013
- Vejledning om botilbud m.v. til voksne Retsinformation · 6. oktober 2023
- Ankestyrelsens principafgørelse C-60-03 om husvild - midlertidigt husly - rådgivnings - og tilsynsforpligtelse - tilknytningsmomenter - konkret vurdering Retsinformation · 10. juli 2013