Spring til indhold

Retsinformation

Udtalelse om, hvorvidt en kommunes generelle retningslinier vedrørende anvisning af boliger til husvilde er i strid med servicelovens § 66, idet der som hovedregel ikke blev anvist boliger til enlige eller par uden børn

UDT nr 9614 af 15/08/2001UdtalelseSocial- og Boligministeriet25. november 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udtalelse om, hvorvidt en kommunes generelle

retningslinier vedrørende anvisning af boliger til husvilde er i strid

med servicelovens § 66, idet der som hovedregel ikke blev anvist boliger til

enlige eller par uden børn

Ved brev af 15. marts 2001 har De rettet henvendelse til

Indenrigsministeriet vedrørende anvisning af boliger til husvilde i

Frederiksberg Kommune. De har bl.a. anført, at Frederiksberg Kommunes

generelle retningslinier på dette område efter Deres opfattelse

er i strid med § 66 i serviceloven, fordi der i henhold til retningslinierne

som hovedregel ikke anvises bolig til enlige eller par uden børn. De

har til støtte herfor henvist til en afgørelse truffet af Det

Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner den 27.

februar 2001 vedrørende anvisning af bolig til et par uden

børn.

Indenrigsministeriet har nu afsluttet behandlingen af sagen.

Indenrigsministeriet finder på baggrund af de indhentede udtalelser

fra Socialministeriet ikke grundlag for at fastslå, at det er i strid

med § 66 i serviceloven at inddrage hensyn til særlige sociale

omstændigheder og sygdom i forbindelse med afgørelser om

anvisning af husly efter bestemmelsen.

Indenrigsministeriet finder endvidere ikke grundlag for at antage, at

Frederiksberg Kommunes generelle retningslinier vedrørende kommunens

iagttagelse af forpligtelsen i henhold til servicelovens § 66 er i strid med

lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger.

Her følger en gennemgang af sagens baggrund og en nærmere

begrundelse for Indenrigsministeriets opfattelse.

Sagens baggrund:

Det fremgår af sagen, at grundlaget for Frederiksberg Kommunes

anvisning af boliger til husvilde er "Rapport om husvildeforsorgen" fra marts

1998. Rapporten er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af

Læs alt

embedsmænd fra socialdirektoratet og teknisk direktorat. I rapporten er

bl.a. anført følgende:

"10. Anvisning af lejligheder til husvilde familier

Arbejdsgruppen foreslår, at fremtidige anvisninger af boliger

foretages i tæt samarbejde mellem Socialdirektoratet og Bolig- og

ejendomsafdelingen. Boliganvisningen tilrettelægges således, at

klienterne, såfremt der er børn, som hovedregel får

tilbudt almindelige lejemål, men - hvor forholdene tilsiger det og

efter afgørelse i hvert enkelt tilfælde - henvises til herberger

eller i kommunens ejendomme gives et midlertidigt lejemål eller et

brugsforhold uden lejeaftale.

For at reducere den periode, hvor sociale klienter er anbragt på

institution, arbejdes der i samarbejde med de involverede herberger o.lign.

på en målrettet indsats for at skaffe en varig

boligplacering.

11. Anvisning af lejligheder til husvilde enlige

...

Der er ofte tale om enlige, der er helt uden sociale problemer, men som

blot har afsluttet deres uddannelse og derfor er opsagt fra kollegier eller

anden midlertidig bolig. Til belysning af problemerne kan det oplyses, at der

det første år efter lovens ikrafttræden var ca. 400

henvendelser fra enlige på boligkontoret.

Som nævnt fremgår det af Socialministeriets vejledning, at der

ikke nødvendigvis skal stilles en lejlighed til disposition. Man har

derfor administreret således, at enlige som hovedregel af boligkontoret

er henvist til Socialdirektoratet, der har afvist de pågældende,

med mindre der har foreligget andre sociale indikationer for, at

boligsituationen skulle løses af kommunen, hvorefter der er henvist

til herberger el.lign., eller - når forholdene tilsagde det - en

lejlighed.

Arbejdsgruppen foreslår, at den administrative praksis med som

hovedregel at afvise enlige godkendes. De pågældende henvises til

selv at søge bolig, idet der dog udleveres det fornødne

rådgivningsmateriale med fortegnelse over boligselskaber m.v.

For så vidt angår enlige med sociale eller psykiske problemer

foreslår arbejdsgruppen, at fremtidige anvisninger foretages af et

visitationsudvalg. Anvisningen tilrettelægges således, at

klienterne - når det er muligt - får tilbudt almindelige

lejligheder evt. i form af midlertidige lejemål.

12. Visitationsudvalg

Arbejdsgruppen foreslår, at der nedsættes et

visitationsudvalg, som behandler sager om boliger til personer med ophold

på Socialdirektoratets institutioner og problematiske sager i

øvrigt. ...

Formålet vil være, at der i boliganvisningen kan tages hensyn

til særlige problemer, ligesom dette udvalg kan foretage en

prioritering af ansøgerne."

På møde i Frederiksberg Kommunalbestyrelse den 15. juni 1998

vedtog et flertal af kommunalbestyrelsens medlemmer bl.a. følgende

indstilling, der var tiltrådt af et flertal i henholdsvis bolig- og

ejendomsudvalget, socialudvalget og Magistraten:

"Enlige eller par uden børn:

Der gives råd og vejledning til de pågældende om selv at

finde en bolig, men der anvises som hovedregel ikke bolig af boligkontoret.

Eventuelt henvises til Lindevangshjemmet.

Enlige eller par med midlertidigt ophold på Lindevangshjemmmet eller

behandlingsinstitution anvises bolig gennem boligkontoret, i det omfang det

er muligt. Som hovedregel tilbydes almindelige lejemål, men - hvor

forholdene tilsiger det og efter afgørelse i hvert enkelt

tilfælde - gives der i kommunens ejendomme et midlertidigt

lejemål eller et brugsforhold uden lejeaftale. Udflytning til egen

bolig vil kunne ske med støtte fra institutionerne, ligesom beboerne

vil kunne få støtte i det daglige derfra.

Der nedsættes et visitationsudvalg til behandling af disse

særlige sager."

I brev af 15. marts 2001 anmodede De Indenrigsministeriet om i

medfør af § 61 c i lov om kommunernes styrelse at indgive

påtalebegæring i forhold til Frederiksberg Kommunalbestyrelse, da

De var af den opfattelse, at de enkelte medlemmer af kommunalbestyrelsen

forsætligt har tilsidesat Grundloven og § 66 i lov om social service

vedrørende husvilde og bør pålægges strafansvar. De

henviste i den forbindelse bl.a. til, at Frederiksberg Kommunens generelle

retningslinier vedrørende administration af kommunens husvildeforsorg

efter Deres opfattelse stred mod bestemmelsen i servicelovens § 66. De

henviste endvidere til, at Det Sociale Nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner i en afgørelse af 27. februar 2001 havde

anført, at nævnet fandt, at kommunen i den konkrete sag, der

vedrørte et ægtepar uden børn, ikke havde opfyldt sig

forpligtelse efter § 66 i serviceloven. Det fremgår nærmere af

afgørelsen fra Det Sociale Nævn, som De vedlagde som bilag, at

nævnet ikke kunne tilslutte sig kommunens begrundelse om, at

ægteparret ikke kunne betragtes som husvilde. Under hensyn hertil og

til oplysningerne om hustruens psykiske problemer, fandt nævnet, at

ægteparret var omfattet af den berettigede personkreds for anvisning af

husly. Nævnet ændrede således Frederiksberg Kommunes

afgørelse og pålagde kommunen at tilbyde ægteparret

konkret anvisning af husly.

Ved telefonisk henvendelse den 22. marts og ved brev af 26. marts 2001 til

Indenrigsministeriet oplyste De bl.a., at Frederiksberg Kommune ikke havde

ændret sin praksis vedrørende anvisning af boliger til husvilde

uanset afgørelsen fra Det Sociale Nævn for Københavns og

Frederiksberg Kommuner.

I brev af 29. marts 2001 til Dem meddelte Indenrigsministeriet, at

ministeriet ikke fandt anledning til at overveje indgivelse af

påtalebegæring i henhold til § 61 c i lov om kommunernes styrelse

på baggrund af afgørelsen af 27. februar 2001 fra Det Sociale

Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Indenrigsministeriet meddelte endvidere, at Deres henvendelse imidlertid

havde givet Indenrigsministeriet anledning til at anmode Frederiksberg

Kommunalbestyrelse om en udtalelse om kommunens generelle retningslinier

vedrørende kommunens iagttagelse af forpligtelsen i henhold til

servicelovens § 66.

Ved brev af 1. juni 2001 til Indenrigsministeriet afgav Frederiksberg

Kommune en udtalelse i sagen. Af udtalelsen, der var vedtaget af en flertal i

kommunalbestyrelsen, fremgik bl.a. følgende:

"Grundlaget for administration af kommunens husvildeforsorg i henhold til

lov om social service er kommunalbestyrelsens beslutning i mødet den

15. juni 1998:

...

På grundlag af kommunalbestyrelsens retningslinjer foregår

sagsbehandling omkring tildeling af boliger til familier med hjemmeboende,

mindreårige børn på følgende måde:

Som grundlag for ansøgning af en bolig, skal den

boligsøgende fremlægge dokumentation for, at der foreligger en

husvildesituation, for forældremyndighed og ved fælles

forældremyndighed erklæring fra den anden part om, at

barnet/børnene skal have fast ophold og folkeregisteradresse hos

ansøgeren. For udlændinge skal foreligge dokumentation for

opholdstilladelse.

Når de nævnte betingelser er opfyldt, bliver der optaget en

sag for den boligsøgende, og sagen indgår i sagsbehandlingen

omkring fordelingen af ledige lejligheder.

Enlige boligløse eller par uden børn bliver ved henvendelse

orienteret om vilkårene for kommunens husvildeforsorg, og der gives

vejledning om ansøgning om lejlighed i boligselskaber, hos private

udlejere, gennem annoncer mv. Der udleveres endvidere en oversigt, der viser

boligselskabernes adresse, telefonnummer, oplysning om boligbutikken på

Hovedbanegården mv.

Det vurderes ud fra de foreliggende oplysninger, om der i det konkrete

tilfælde foreligger særlige omstændigheder, som bevirker,

at ansøgeren ikke selv vil være i stand til at finde en bolig.

I tilfælde hvor der for enlige eller par uden børn antages at

foreligge særlige sociale omstændigheder, herunder misbrug, eller

der forevises dokumentation for sygdom, sker henvisning til

Socialdirektoratet med henblik på, at sagen kan behandles i

visitationsudvalget.

I visitationsudvalget foregår behandling af sager vedrørende

særligt udsatte personer, herunder personer som har gennemgået et

behandlingsforløb eller har haft midlertidigt ophold på

Lindevangshjemmet. Ved behandlingen vurderes, om de pågældende

vil være i stand til at bo i en selvstændig bolig, eventuelt med

efterværn, om de pågældende er aktivt boligsøgende

mv. Når det er muligt, får de visiterede tilbudt en ét

vær.´s lejlighed.

Sammenfattende kan det oplyses, at administration af husvildeforsorg sker

på den måde, at der stilles en bolig til rådighed for

familier med hjemmeboende børn, når der foreligger dokumentation

for, at der er tale om en husvildesituation.

For enlige og par uden børn anvises som hovedregel ikke bolig eller

husly. Hvis der imidlertid ud over den manglende bolig foreligger

særlige sociale forhold, herunder dokumenteret sygdom, anvises der

efter den beskrevne særlige procedure en bolig eller ophold på

herberg.

Det er således opfattelsen, at kommunen med de af

kommunalbestyrelsen vedtagne retningslinjer opfylder forpligtelsen i lov om

social service til at stille bolig til rådighed for såvel

husvilde familier med børn som enlige og par uden børn.

Det Sociale Nævn har ved afgørelse af 27. februar 2001

pålagt kommunen i en konkret sag at anvise husly. Nævnet har

tilsidesat kommunens vurdering af, om der i det konkrete tilfælde

foreligger en husvildesituation.

Man har fundet, at nævnets afgørelse er konkret og udtryk for

en anden vurdering, end den kommunen har lagt til grund. Afgørelsen

har derfor ikke givet anledning til ændring af retningslinjerne for

administration af husvildeforsorg, hvilket er tiltrådt af Bolig- og

ejendomsudvalget og Det Sociale Udvalg i møder den 19. marts 2001.

Det understreges, at behandlingen af ansøgninger om bolig sker

på grundlag af dokumentation for boligsituation, ansøgernes

redegørelse herfor, samt dokumentation for eventuelle særlige

personlige forhold, såsom sygdom el.lign. Ud fra de samlede oplysninger

i hver enkelt sag vurderes, om der konkret foreligger en situation, omfattet

af lov om social service § 66.

Husvilde enlige og par uden børn er ikke på nogen måde

afskåret fra at få anvist bolig. Til belysning heraf kan det

oplyses, at Frederiksberg Kommune i 1999 - alene til enlige - har anvist 38 1

værelses lejligheder, i 2000 34 1 værelses lejligheder og i 2001

foreløbig 16 1 værelses lejligheder, hvoraf ca. 90 % har

været behandlet i det særlige visitationsudvalg."

Et mindretal i Frederiksberg Kommunalbestyrelse (A, F og Ø) udtalte

følgende:

"Et mindretal i Frederiksberg Kommunalbestyrelse mener at kommunens

administration af husvildeforsorgen er for restriktiv, der ér borgere

overfor hvem kommuner, efter vores opfattelse, er forpligtiget til efter

lovgivningen at skaffe en bolig, som ikke får hjælp fra

Frederiksberg Kommune og derfor ikke får den service de er berettiget

til."

I brev af 13. juni 2001 anmodede Indenrigsministeriet i den anledning

Socialministeriet om en udtalelse om, hvorvidt Frederiksberg Kommunes

generelle retningslinier vedrørende forpligtelsen i servicelovens § 66

er i overensstemmelse med lovgivningen. Indenrigsministeriet anmodede

herunder Socialministeriet om at oplyse, hvorvidt det er i overensstemmelse

med § 66 i serviceloven at forudsætte, at der foreligger særlige

sociale forhold eller dokumenteret sygdom, før husly kan anvises til

enlige og par uden børn.

I brev af 20. juni 2001 til Indenrigsministeriet udtalte Socialministeriet

sig i sagen. I udtalelsen anførte Socialministeriet bl.a.

følgende:

"Der skal ikke nødvendigvis via bestemmelsen i § 66 skabes nogen

varig løsning af den pågældendes boligproblem.

Den kommunale forpligtelse omfatter den efter omstændighederne bedst

egnede midlertidige indkvartering. Det anviste husly behøver ikke at

være et hus eller en lejlighed, men kan være midlertidig

indkvartering i hotel, pensionat eller - for enlige - et midlertidigt

botilbud efter lovens § 94 (forsorgshjem, herberg, krisecenter m.v.)

Henvisning til et botilbud efter lovens § 94 bør kun anvendes som en

absolut nødløsning for en kortere periode, og der bør

hurtigst muligt tilbydes anden form for indkvartering.

Ved ansøgning om hjælp efter bestemmelsen i servicelovens §

66 foretager kommunerne en konkret, individuel vurdering og træffer

på den baggrund afgørelse om anvisning af midlertidig husly.

...

Som det fremgår, skal kommunerne i hvert enkelt tilfælde

foretage en konkret vurdering. Socialministeriet har ikke noget imod, at

kommunerne ved retningslinier vejleder deres sagsbehandlere i at foretage

vurderingen. Hvis retningslinierne imidlertid bliver bindende for

sagsbehandlerne og afgørelser træffes uden, at der foretages en

konkret individuel vurdering, vil det være i strid med loven.

Det fremgår af Frederiksberg Kommunes redegørelse fra den 1.

juni 2001 (side 2), at kommunen i alle tilfælde - også når

der er tale om enlige og par uden børn - foretager en konkret

vurdering i de enkelte tilfælde. Socialministeriet har således

på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke indvendinger mod

kommunens administration af servicelovens § 66."

Ved telefonisk henvendelse den 26. juni 2001 har Socialministeriet

supplerende oplyst, at det er i overensstemmelse med servicelovens § 66 at

inddrage kriterierne særlige sociale forhold eller dokumenteret sygdom

i forbindelse med anvisning af husly til enlige og par uden børn.

Socialministeriet mener således, at det er i overensstemmelse med § 66

i serviceloven at opstille generelle kriterier af den karakter, som det er

tilfældet i Frederiksberg Kommune. Socialministeriet er endvidere af

den opfattelse, at den konkrete vurdering, som efter det oplyste finder sted

i Frederiksberg Kommune, er i overensstemmelse med lovgivningen.

Indenrigsministeriets udtalelse:

Det tilsyn, som Indenrigsministeriet udøver over for

Frederiksberg Kommune, er et retligt tilsyn. Tilsynet omfatter kun

spørgsmål om, hvorvidt der er sket en tilsidesættelse af

lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. § 61 i

lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 629 af 29. juni

2001).

Indenrigsministeriet kan ikke tage stilling til, om Frederiksberg Kommunes

dispositioner er rimelige eller hensigtsmæssige, eller til

spørgsmål vedrørende skønsudøvelse,

så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er

fastsat i lovgivningen.

§ 66, stk. 1, i lov om social service (lovbekendtgørelse nr. 944 af

16. oktober 2000 som senest ændret ved lov nr. 490 af 7. juni 2001) har

følgende ordlyd:

"Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er

husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den

beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet

for en enlig eller for en familie af denne størrelse."

I lovbemærkningerne til bestemmelsen er bl.a. anført

følgende (Folketingstidende 1996-1997, Tillæg A, spalte

4975):

"Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens

§ 31, stk. 1. ...

Kommunen er således fortsat forpligtet til at skaffe familier og

enlige, der har mistet en bolig, den efter omstændighederne bedst

egnede midlertidige indkvartering, ikke nødvendigvis en lejlighed, men

fx midlertidig indkvartering i hotel, pensionat eller - for enlige - et

botilbud efter lovforslagets § 92."

Af Socialministeriets vejledning nr. 45 af 10. marts 1998 om den sociale

indsats for de mest udsatte voksne fremgår endvidere vedrørende

begrebet "husvild", at det er en forudsætning, at de boligløse i

den akutte situation ikke selv har mulighed for at skaffe sig indkvartering,

og at der ikke via bestemmelsen i § 66 i lov om social service kan skabes

nogen varig løsning af boligproblemer.

Det følger således af § 66 i lov om social service, at den

kommunale forpligtelse efter servicelovens § 66 til at anvise husly er

betinget af, at den boligløse i den akutte situation ikke selv har

mulighed for, herunder midler til, selv at skaffe sig indkvartering.

Det fremgår af den foreliggende sag, at Frederiksberg Kommune som

hovedregel ikke anviser bolig eller husly til enlige og par uden børn

medmindre der i det konkrete tilfælde foreligger særlige

omstændigheder, herunder særlige sociale omstændigheder

eller sygdom. Disse tilfælde vurderes herefter af et dertil nedsat

visitationsudvalg.

Indenrigsministeriet finder på baggrund af de indhentede udtalelser

fra Socialministeriet ikke grundlag for at fastslå, at det er i strid

med § 66 i serviceloven at inddrage hensyn til særlige sociale

omstændigheder og sygdom i forbindelse med afgørelser om

anvisning af husly efter bestemmelsen.

Indenrigsministeriet lægger endvidere til grund, at Frederiksberg

Kommune foretager en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt der

foreligger sådanne særlige omstændigheder, at de enlige

boligløse eller par uden børn, der retter henvendelse til

kommunen, ikke selv må anses for at være i stand til at skaffe

indkvartering. I de tilfælde, hvor der antages at foreligge

sådanne særlige omstændigheder, træffes beslutningen

om anvisning af husly af et visitationsudvalg. Det fremgår tillige af

Frederiksberg Kommunes udtalelse af 1. juni 2001, at kommunen - uanset den

vedtagne hovedregel - i et vist omfang har anvist 1 værelses

lejligheder til enlige i perioden 1999 til 2001.

Indenrigsministeriet finder herefter ikke grundlag for at antage, at

Frederiksberg Kommunes generelle retningslinier vedrørende kommunens

iagttagelse af forpligtelsen i henhold til servicelovens § 66 er i strid med

lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger.

Afgørelsen af 27. februar 2001 fra Det Sociale Nævn taler

efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke herimod. Ministeriet

bemærker, at klager over Frederiksberg Kommunes vurdering i konkrete

afgørelser om anvisning af husly, kan indbringes for Det Sociale

Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Med venlig hilsen

Pernille Christensen

Lignende dokumenter