Udsættelse af husvildebolig
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udsættelse af husvildebolig
Den 12. marts 2001 bad A og B
Lyngby- Taarbæk Kommune om at få anvist en bolig idet de i løbet af foråret
ville komme til at stå uden bolig.
Den 8. maj 2001 underskrev A
og B en erklæring om at de havde fået anvist en husvildebolig pr. 10. maj
2001. Af erklæringen fremgik bl.a. følgende:
”Undertegnede, (A) og (B), ( ),
har efter lov om social service § 66 fået anvist en husvildebolig, som er et
midlertidigt indkvarteringssted,
beliggende:
(X)-vej, 2800 Kgs. Lyngby
Jeg/vi er indforstået med:
at flytte når Lyngby-Taarbæk
Kommune tilbyder en anden bolig og at de almindelige regler om 3 boligtilbud
derfor ikke er gældende,
Jeg/vi er underrettet om,
at lejelovens regler ikke
gælder for ovennævnte husly.”
A og B flyttede herefter ind
i husvildeboligen.
Den 9. juli 2001 tilbød
Lyngby-Taarbæk Kommune A og B en permanent bolig på Y- vej, Kgs. Lyngby.
I brev af 11. juli 2001 til
kommunen klagede A over boligtilbuddet. A skrev bl.a. således:
”Vi har netop set lejligheden
og vi er meget skuffede og forundrede over, at man fra Boliganvisningens
side,
overhovedet ikke tager hensyn til, at vi har en baby.
Toilettet er på ca. 2 (to)
Læs alt
kvm, hvor der er monteret en bruser på væggen. Hvordan tror De
bademulighederne
er for ens baby? Som minimum behøver man da en bruseniche, hvor babykarret
kan
stå.
Vi betragter ikke dette
’boligtilbud’ som et reelt tilbud og vi ser meget gerne et tilbud
om en lejlighed
i et normalt boligselskab, da vi nu, kun alt for godt, kender til standarden
i
kommunens egne boliger.”
Den 12. juli 2001 skrev
Lyngby-Taarbæk Kommune følgende til A:
”Tak for Deres brev af
11.7.2001 vedrørende vores tilbud om en bolig på (Y)-vej, 2800 Kgs. Lyngby.
Den 12.3.2001 blev De skrevet
op til en kommunal anvist bolig i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Den 8.5.2001 underskrev De en
erklæring i forbindelse med indflytningen i husvildeboligen på (X)-vej. I
denne erklæring stod, at De skulle fraflytte husvildeboligen, når
Lyngby-Taarbæk Kommune tilbød Dem en anden bolig. De almindelige regler om 3
boligtilbud
var derfor ikke gældende.
Vi må derfor meddele Dem, at
De ikke vil modtage flere tilbud om bolig fra Lyngby- Taarbæk Kommune.
De skal fraflytte
husvildeboligen senest fredag den 20.7.2001 kl. 12.00. De bedes derfor
omgående
tage kontakt til ejendomskontorets distrikt Lyngby, tlf. ( ) hverdage mellem
kl. 8-9 for at aftale tid til udfærdigelse af en fraflytningsrapport og
aflevering af nøgler.
Vi skal gøre Dem opmærksom
på, at såfremt De ikke fraflytter husvildeboligen vil udsættelse ved fogeden
blive iværksat.”
Den 15. juli 2001 klagede A
og B til mig over kommunens afgørelse af 12. juli 2001.
I brev af 19. juli 2001
sendte jeg A og B’s klage til Det Sociale Nævn for Københavns Amt som en
anmodning fra A og B om at det sociale nævn tog stilling til om nævnet kunne
behandle deres sag, herunder om nævnet kunne tage stilling til Lyngby-Taarbæk
Kommunes betingelser for husvildeboligen.
Lyngby-Taarbæk Kommune skrev
således til A og B den 1. august 2001:
”
Da vi i dag fortsat ikke har
modtaget Deres accept af vores tilbud om at overtage ovennævnte lejemål
[(Y)-vej; min bemærkning], meddeler vi Dem hermed, at denne bolig vil blive
udlejet til anden side.
Da De således ikke ønsker at
gøre brug af vores tilbud om en passende bolig, ser vi os nødsaget til at
gøre
Deres nuværende midlertidige bolig permanent.
De vil snarest modtage en
lejekontrakt, som De hurtigst muligt bedes underskrive og tilbagesende til
ejendomskontoret.
Vi gør Dem endnu en gang
opmærksom på, at De ikke vil modtage flere boligtilbud fra Lyngby-Taarbæk
Kommune. Ønsker De efterfølgende en anden eller større bolig, skal De rette
henvendelse til de boligselskaber, hvor De er skrevet op.”
I e-mail af 6. august 2001
orienterede A kommunen om at han aldrig havde accepteret tilbud om permanent
leje af husvildeboligen.
På baggrund af ombudsmandens
oversendelse af A og B’s klage til Det Sociale Nævn for Københavns Amt
genvurderede Lyngby-Taarbæk Kommune den 14. august 2001 sagen. Kommunen
fastholdt
sin afgørelse af 12. juli 2001 om at A og B skulle fraflytte husvildeboligen.
Kommunen skrev endvidere følgende:
”
Som begrundelse herfor
henvises til den erklæring De underskrev den 8.5.01 i forbindelse med
tildeling af husvildebolig.
Af erklæringen fremgår det
bl.a., at De er indforstået med at flytte, når kommunen tilbyder en anden
bolig.
Kommunen har den 9.7.01 fremsendt
et permanent boligtilbud til Dem på (Y)-vej på
69 m², indeholdende 2 værelser
og 2 kamre. Tilbuddet har De imidlertid ikke ønsket at modtage, idet De var
utilfreds med toilet og bademulighederne.
Efter kommunens opfattelse
var det et passende boligtilbud.
Den 1.8.01 fremsendte
kommunen derfor skrivelse om, at ovennævnte bolig ville blive udlejet til
anden
side og tilbød at De kunne leje husvildeboligen som permanent bolig. De ville
høre nærmere fra Ejendomskontoret vedr. lejekontrakt.
Efterfølgende har
Ejendomskontoret i skrivelse af 3.8.01 meddelt, at lejekontrakten skulle
underskrives,
husleje samt depositum indbetales senest den 10.8.01.
Hvis lejekontrakten ikke var
underskrevet og det nævnte beløb ikke indbetalt senest denne dato ville
Ejendomskontoret se sig nødsaget til at anmode fogeden om udsættelse af
husvildeboligen.
Da De ikke har underskrevet
kontrakten og ikke indbetalt beløbet, går kommunen ud fra at De ikke ønsker
at
tage imod dette boligtilbud. Sagen er derfor dags dato sendt til
Ejendomskontoret
med henblik på, at anmode fogeden om at udsætte Dem af lejligheden. De vil
høre nærmere fra Ejendomskontoret.
Vi gør Dem samtidig opmærksom
på, at De ikke vil modtage flere boligtilbud fra kommunen.
”
Den 13. september 2001
meddelte det sociale nævn følgende:
”
AFGØRELSE:
Det blev på det foreliggende
grundlag besluttet at tiltræde kommunens afgørelse i henhold til lov om
social
service § 66.
Begrundelsen er, at kommunen
har opfyldt sin forpligtelse med at skaffe Dem husly ved at tilbyde Dem en
lejlighed på 2 værelser og 2 kamre på i alt
69 m².
Det skal dog bemærkes, at
kommunen har pligt til at skaffe Dem husly, såfremt De står akut boligløs.
Kommunen har i denne
situation kun pligt til at være Dem behjælpelig med at skaffe den bedst
egnede
midlertidige
indkvartering i form af
hotelværelse, pensionat, herberg eller lignende.
Kommunen kan således ikke
skaffe Dem en lejlighed efter lov om social service § 66, men alene den bedst
egnede midlertidige bolig. Endvidere kan denne bestemmelse ikke skabe nogen
varig løsning af Deres boligproblem.
Efter nævnets opfattelse er
bestemmelsen i lov om social service § 66 derfor heller ikke til hinder for,
at
kommunen gør et tilbud efter denne bestemmelse betinget af, at De fraflytter,
når De tilbydes en permanent bolig.
Med hensyn til kommunens
anvisning af lejligheden beliggende på (Y)-vej kan nævnet ikke behandle denne
del af klagen, som derfor må afvises.
Det kan hertil bemærkes, at
det af sagen fremgår, at den lejlighed, De er blevet tilbudt, er beliggende i
en ejendom, der ejes af Lyngby-Taarbæk kommune.
Anvisningsretten til sådanne
boliger tilhører kommunen, og Det Sociale Nævn er ikke i lovgivningen tillagt
kompetence til at behandle klager over det skøn over ansøgerens boligbehov
som
kommunen foretager i forbindelse med anvisningsrettens udøvelse, idet
kommunens afgørelser herom ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed.
Det skal endvidere bemærkes,
at Det Sociale Nævn heller ikke har kompetence til at behandle klager over
boliganvisning af almene boligselskabers lejligheder, som kommunen i medfør
af lov om almene boliger § 59 har overtaget anvisningsretten til.
”
Den 7. oktober 2001 klagede A
og B over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse.
Den 21. november 2001 afviste
Ankestyrelsen at behandle A og B’s sag idet styrelsen ikke mente at
sagen
havde principiel eller generel betydning. Ankestyrelsen skrev i den
forbindelse
bl.a. følgende:
”Begrundelsen herfor er, at
der med bestemmelsen i servicelovens § 66 alene er pålagt kommunen en
forpligtelse til at anvise en
midlertidig
bolig
, hvis en enlig eller en familie er husvild.
Nævnets afgørelse strider
ikke på det foreliggende grundlag imod Ankestyrelsens praksis. Den skønnes
heller ikke at have generel betydning for retsanvendelsen på området.
Ankestyrelsen skal på
baggrund af det, der er anført i klagen om kommunens praksis om at man, når
man er på den akutte boligliste får tre boligtilbud, mens dette ikke er
tilfældet når man har underskrevet en husvildeerklæring, ligesom nævnet
oplyse
Dem om, at der ikke er klageadgang til nævnet over kommunens udøvelse af
anvisningsretten til kommunens egne boliger eller til almene boliger efter §
59 i lov om almene boliger, og at Ankestyrelsen derfor ikke har hjemmel til
at
optage en sag om udøvelse af anvisningsretten til de nævnte boliger til
principiel behandling, jf. § 63 i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område og § 121 i serviceloven.
Ankestyrelsen kan derfor ikke
behandle sagen.”
I brev af 19. januar 2002
klagede A og B igen til mig. A og B skrev bl.a. således i klagen:
”Hovedpunktet i vores klage
går på, at man fra Lyngby-Taarbæk kommune’s (L-T km.) side behandler
borgere
diametralt forskelligt, uanset de står i nøjagtig samme situation og med
samme problem.
Er man på listen over
husvilde, får man 1 boligtilbud, som man ’med armen på ryggen’ er
tvunget til
at modtage, uanset standard og egnethed for børn, idet man ellers bliver sat
ud af Fogeden!
Står man imidlertid på
kommunens akutventeliste, er man berettiget til at modtage op til 3
boligtilbud!?”
Jeg anmodede den 7. februar
2002 Den Sociale Ankestyrelse, Det Sociale Nævn for Københavns Kommune samt
Lyngby-Taarbæk Kommune om en udtalelse. Myndighederne blev bl.a. bedt om at
udtale
sig om hvorvidt afgørelsen om at A og B skulle fraflytte husvildeboligen, er
i
overensstemmelse med Vestre Landsrets kendelse af 3. juni 1997, optrykt i
Ugeskrift
for Retsvæsen 1997, s. 1253.
Lyngby-Taarbæk Kommune
udtalte sig den 21. marts 2002 således:
”
På baggrund af ovennævnte kan
det oplyses at kommunen, under henvisning til lov om social service § 66
tilbyder husvilde, husly mod betaling. I Lyngby Taarbæk kommune tilbydes
husvilde et midlertidigt husly på maximalt 6 måneder, samtidig oplyses den/
de
husvilde om, at de skal flytte når de tilbydes en permanent bolig. Det
forventes, at borgeren selv er aktiv boligsøgende, i ovennævnte periode.
Baggrunden for at borgere,
der har fået anvist et midlertidigt husly, generelt skal fraflytte ved første
boligtilbud er, at det midlertidige husly ikke er omfattet af lejelovens
almindelige regler om opsigelse. Huslyet, der sjældent opfylder beboernes
behov, bliver omfattet af lejeloven efter 12 måneder, hvilket vil sige at der
med den nuværende boligsituation ikke er mulighed for at opretholde den
normale regel om 3 tilbud, når det vedrører personer i anvist husly.
Med hensyn til spørgsmålet om
familien (C)’s flytning fra huslyet, er kommunen af den opfattelse at
afgørelse
truffet den 12.07.01 er i overensstemmelse med Vestre Landsrets dom af
03.06.97
(U 1997.1253 B).”
I brev af 10. april 2002
udtalte Det Sociale Nævn for Københavns Amt følgende:
”
Det Sociale Nævn skal udtale,
at nævnet henholder sig dels til sin afgørelse af 13. september 2001 dels til
det af kommunen vedrørende Vestre Landsrets kendelse af 3. juni 1997 anførte.
Det Sociale Nævn har ikke
yderligere bemærkninger til sagen.
”
Den Sociale Ankestyrelse
skrev den 21. maj 2002 bl.a. således:
”Ankestyrelsens bemærkninger:
Vestre Landsrets kendelse af
3. juni 1997 vedrørte den tidligere bistandslovs § 31.
Af kendelsen fremgår: ’Ifølge
den almindelige anvendte retlige definition af ’leje’ som
’brug mod vederlag’
er de brugsforhold, som etableres i medfør af bistandslovens § 31, stk. 1,
generelt omfattet af lejeloven, jf. lovens § 1. Derimod er de brugsforhold,
der etableres i medfør af bistandslovens § 31, stk. 2, 1. pkt. som
udgangspunkt ikke omfattet af lejeloven, da der er tale om midlertidig
indkvartering
uden betaling. Kun hvis der med hjemmel i § 31, stk. 2, jf. herved
bekendtgørelse nr. 885 af 21. november 1995, kræves betaling, bliver også
disse brugsforhold omfattet af den nævnte lejeretlige definition.’
Nugældende § 66 i
serviceloven svarer til den hidtidige bistandslovs § 31, stk. 1.
Af lejelovens § 2 fremgår, at
loven ikke gælder i det omfang, lejeforholdet er omfattet af særlige regler i
anden lovgivning.
Af servicelovens § 66, 2.
pkt. fremgår, at betalingen for husly ikke må overstige lejeværdien af den
beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en
enlig
eller for familie af denne størrelse.
Servicelovens § 66 indeholder
således dels en pligt for kommunen til at anvise husly til husvilde og dels
en
betalingsregulering.
(A) og (B)’s klage vedrører
deres opsigelse, idet de er utilfredse med, at de ikke har fået 3 boligtilbud
før de opsiges.
Nævnet har i sin afgørelse
fundet, at (A) og (B) ikke længere var omfattet af personkredsen i
servicelovens
§ 66, da de fik tilbudt en permanent bolig.
Nævnet har ikke taget
stilling til, om (A) og (B) af andre grunde, f.eks regler i
boliglovgivningen,
som falder uden for nævnets kompetence, ikke kunne siges op på daværende
tidspunkt.
Ankestyrelsen finder således
ikke, at nævnets afgørelse er i strid med Vestre Landsrets kendelse.”
Jeg sendte kopi af
udtalelserne til A og B den 24. maj 2002, så A og B kunne få lejlighed til at
kommentere dem. A og B har ikke indsendt nogen bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
”Gennemgang af de relevante retsregler, forarbejder og domme
Lyngby-Taarbæk Kommune tilbød Dem i 2001 en husvildebolig i henhold til
servicelovens § 66.
§ 66 i serviceloven (lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000) er
formuleret således:
’§ 66.
Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er
husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der
anvises eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en
familie af denne størrelse.’
I et almindeligt lejeforhold gælder lejelovens regler. For så vidt angår
udlejers opsigelse, gælder derfor betingelserne i lejelovens kapitel 13
(lovbekendtgørelse nr. 347 af 14. maj 2001).
Spørgsmålet er om lejelovens
regler om bl.a. opsigelse finder anvendelse i tilfælde hvor kommunen efter
servicelovens § 66 har pligt til at anvise husly.
Bestemmelsen om anvisning af
husly til husvilde blev i 1891 indsat i Fattiglovens § 66. Ved lov nr.
181
af 20. maj 1933 afløste forsorgslovens § 279 denne bestemmelse. § 279 var
sålydende:
’§ 279.
Naar en Familieforsørger uden egen Skyld er blevet
husvild
, men ikke mangler Evne til at
udrede den paa vedkommende Egn sædvanlige Husleje paa de samme Steds
almindelige Betingelser i Henseende til Forfaldstid, Forudbetaling m.v., er
den
Kommune, i hvilken han var bosat, da han blev husvild, forpligtet til at
forskaffe ham og Familie fornødent husly mod en Betaling, der ikke maa
overstige hverken den anviste Beboelses Lejeværdi eller den i Egnen
sædvanlige
Husleje for en Familie som den omhandlede.
Stk. 4.
Betaler den husvilde ikke den fastsatte Leje, betragtes
hans Gæld i saa Henseende som Kommunehjælp, naar det udtrykkelig er
tilkendegivet
ham, at Undladelse af at betale Husleje vil have denne Virkning.’
Forarbejderne til
bestemmelsen bidrager ikke til løsningen af spørgsmålet.
I 1959 afsagde Vestre
Landsret dom i en sag om opsigelse fra og udsættelse af en husvildebolig (UfR
1959.919). Af dommen fremgår bl.a. følgende:
’Af anke ( ) fremgik at
appellanten [Herning Kommune; min præcisering] den 6. oktober 1955 af
arvingerne
i et dødsbo havde lejet en to værelses lejlighed i boets ejendom i Herning,
med ret til fremleje, og således at lejemålet af begge parter kunne opsiges
med
14 dages varsel, idet arvingerne agtede at sælge ejendommen. Den 15. s.m.
stillede appellanten i medfør af forsorgslovens § 279 lejligheden til
rådighed
for indstævnte, efter at denne var gjort bekendt med, at der ikke forelå et
lejemål i lejelovens forstand, og at han var forpligtet til at fraflytte med
14
dages varsel.
I kontrakten mellem parterne
bestemtes det, at undladelse af lejebetaling ville medføre, at skyldig leje
ansås som kommunehjælp, og at fremlejemålet i så tilfælde kunne ophæves af
appellanten. Den 7. januar 1959 opsagde ejerne appellantens lejemål pr. 1.
februar s.å., og appellanten gav indstævnte tilsvarende opsigelse. Indstævnte
nægtede at flytte og gjorde under en af appellanterne rekvireret
udsættelsesforretning
gældende, at hans lejemål var beskyttet i henhold til lejelovens § 67.
Det var oplyst, at
appellanten i længere tid havde betalt lejen for indstævnte som kommunehjælp,
i
alt godt 1100 kr., uden at gøre brug af adgangen til at hæve fremlejemålet.
Ved fogedrettens kendelse
bestemtes det, at udsættelsesforretningen ikke burde nyde fremme.
I
V.L.D. 5. august 1959
( ) udtales, at forholdet under hensyn til,
at indstævnte som husvild havde fået lejligheden anvist i medfør af
forsorgslovens § 279 og var gjort bekendt hermed før indflytningen, ikke var
et
lejemål i lejelovens forstand, hvorfor udsættelsesforretningen burde nyde
fremme.’
Samme år afsagde Østre
Landsret dom i en lignende sag (UfR 1959.945). Sagen drejede sig om en kvinde
der ikke kunne finde en lejlighed, hvorefter Svendborg Kommune henviste hende
til en husvildebolig. Kvinden skrev ved henvisningen under på ’at den
nævnte
beboelse kun er overladt mig til midlertidigt brug, samt at jeg er pligtig
til
( ) at svare den leje, som udvalget på kommunens vegne fastsætter ( ).
Endvidere erkender jeg at være pligtig til på udvalgets anfordring at
fraflytte
beboelsen. ( ).’
Ved retssagen påstod
Svendborg Kommune kvinden udsat af lejemålet hvilket hun havde afvist.
Østre Landsrets dom lød
således:
’
Idet indstævnte efter det
foreliggende har fået boligen anvist som husvild, og efter det sociale
udvalgs
skøn ikke mere opfylder betingelserne i § 279 i lov om offentlig forsorg, må
appellanten være berettiget til at fordre det etablerede forhold, der ikke
kan
anses omfattet af lejelovens regler, ophævet. Da appellanten endvidere findes
berettiget til at kræve forholdet bragt til ophør ved en umiddelbar
fogedforretning,
vil appellantens påstand være at tage til følge.
’
Ved lov nr. 169 af 31. maj
1961 blev bestemmelsen i § 279 flyttet til samme lovs § 127. Af
bemærkningerne
til denne bestemmelse (Folketingstidende 1960-61, Tillæg A, sp. 360) fremgår
det at § 127 svarer til den gældende lovs § 279.
Ved bistandslovens indførelse
(lov nr. 333 af 19. juni 1974) blev bestemmelsen overført til bistandslovens
§
31. Denne bestemmelse var således:
’
§ 31.
Når en familie er husvild, er det sociale udvalg forpligtet
til at anvise familien husly mod betaling, der ikke må overstige hverken
lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på
stedet for en familie af denne størrelse.
Stk. 2.
Betalingen inddrives efter de regler, der er nævnt i § 7,
stk. 2.
Stk.
3.
Det sociale
udvalgs afgørelser efter denne bestemmelse kan indbringes for amtsankenævnet,
men ikke for højere administrativ myndighed.’
Af forarbejderne til loven
fremgår at bestemmelsen i § 31 med redaktionelle ændringer svarer til § 127 i
lov om offentlig forsorg.
I 1989 blev der indsat et nyt
stk. 2 i bestemmelsen. Det skete ved lov nr. 853 af 20. december 1989, og
bestemmelsen havde følgende ordlyd:
’
Stk. 2.
Socialministeren kan fastsætte regler om betaling for
brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering,
og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder
ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk.
1.’
Af forarbejderne til denne
bestemmelse (Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 1034ff) fremgår
følgende:
’
Almindelige bemærkninger
Ud over forslaget om den
faste revalideringsydelse foreslås det at udbygge husvildebestemmelsen i § 31
med henblik på indførelse af mulighed for at fastsætte betaling for enlige
personers og flygtninges ophold i midlertidig indkvartering.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Forslaget giver mulighed for,
at der kan fastsættes betaling, når enlige indkvarteres midlertidigt, selv om
de ikke er omfattet af stk. 1, og for at der kan fastsættes betaling for
flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når udgifterne afholdes af
det
offentlige. Det foreslås, at lejelovgivningens regler ikke skal finde
anvendelse i disse tilfælde.
Herved kan det undgås, at
midlertidigt indkvarterede personer i visse tilfælde får en utilsigtet
økonomisk
fordel. Bestemmelsen får navnlig betydning i tilfælde, hvor den indkvarterede
modtager en kontanthjælpsydelse, der skal dække såvel udgifter til underhold
som til bolig, dvs. den foreslåede bruttorevalideringsydelse samt
unge-ydelsen
efter § 37, stk. 2, 2. pkt.
’
Socialministeren fastsatte i
bekendtgørelse nr. 705 af 17. oktober 1990 betalingsregler. Disse regler så
således ud:
’
§ 1.
Flygtninge og andre, der har ophold i Flygtningehjælpens
midlertidige indkvarteringer, betaler for opholdet pr. måned:
Enlige med eller uden børn
1.200 kr.
Par uden børn
2.200 kr.
Par med et, to, eller tre børn
2.400 kr.
Par med fire eller flere børn
2.600 kr.
Stk. 2.
Den betalingssats, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, gælder
også i andre tilfælde, hvor enlige indkvarteres midlertidigt, og hvor det
offentlige afholder udgifterne.
’
I Bistandsloven med
kommentarer, 3. udgave (1994), s.
194f,
har Bo Antonsen, Grethe Buss og Anne Lind Madsen skrevet således vedrørende
lovens § 31, stk. 1 og 2, som de så ud på det tidspunkt:
’
1)
Forpligtelsen til at anvise
husly påhviler kommunalbestyrelsen uden hensyn til, hvad der er årsag til
ansøgerens trangssituation, og om behovet er selvforskyldt. Til forpligtelsen
til at anvise husly er ikke i sig selv knyttet en pligt til at yde hjælp til
boligudgiften eller et krav om, at det anviste husly nødvendigvis skal være
en
lejlighed. Afgørende for, om der skal ydes hjælp til dækning af
boligudgiften,
er, om betingelserne efter afsnit III er opfyldt. Socialministeriet har
udtalt, at bestemmelsen ikke indeholder en forpligtelse for opholdskommunen
til at anvise en bolig, men alene til at sørge for husly til husvilde
familier,
en foranstaltning der må betragtes som en foreløbig ordning, indtil familien
har skaffet sig en egentlig bolig.
2)
Bestemmelsen [i stk. 2; min præcisering] er indsat ved lov nr.
853 af 20.12.1989. Den giver mulighed for at fastsætte betaling,
dels
når enlige indkvarteres
midlertidig, selv om de ikke er omfattet af stk. 1, og
dels
for flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når
udgifterne afholdes af det offentlige. Lejelovgivningens regler finder ikke
anvendelse i disse tilfælde.
’
Ved en lovændring i 1995 (lov
nr. 86 af 8. februar 1995) kom bistandslovens § 31, stk. 1, til også at gælde
for enlige.
Af forarbejderne
(Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, s. 112ff) til denne lovændring fremgår
følgende:
’
Hovedelementerne i lovforslaget
Lovforslaget indeholder
forslag om:
En udvidelse af bestemmelsen
om kommunernes forpligtelse til at anvise husly til også at omfatte enlige.
1. Ændring af husvildebestemmelsen
Det foreslås at udvide
kommunalbestyrelsens grundlæggende forpligtelse efter § 31 til at anvise
en familie husly mod betaling til også at omfatte enlige, der er husvilde.
Hidtil har § 31 kun nævnt en familie, hvilket i praksis har været forstået
som
mindst 2 personer. Samtidig har en vis forpligtelse til at anvise husly til
enlige dog også kunnet udledes af § 1. Med den foreslåede ændring præciseres
kommunalbestyrelsens forpligtelse over for enlige.
Kommunalbestyrelsen er
således forpligtet til, som efter den gældende bestemmelse, at skaffe en
efter omstændighederne bedst egnet bolig, ikke nødvendigvis en lejlighed.
Undtagelsesvis
kan der henvises til en § 105-institution som en rent foreløbig
foranstaltning.
’
§ 31 i bistandsloven så
herefter således ud:
’
§ 31.
Når en enlig eller en familie er husvild, er
kommunalbestyrelsen forpligtet til at anvise familien husly mod betaling, der
ikke må overstige hverken lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den
sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne
størrelse.
Stk. 2.
Socialministeren kan fastsætte regler om betaling for
brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering,
og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder
ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk. 1.
’
I vejledning nr. 44 af 31.
marts 1995 fremgår bl.a. følgende om § 31:
’1. Husvildebestemmelsen i § 31
Det er en forudsætning, at de
boligløse i den akutte situation ikke selv har mulighed for at skaffe sig
indkvartering, og der kan ikke via § 31 skabes nogen varig løsning af deres
boligproblem.’
I medfør af § 31, stk. 2,
fastsatte Indenrigsministeren i bekendtgørelse nr. 885 af 21. november 1995
regler der alene gjaldt for midlertidig indkvartering i Flygtningehjælpens
indkvarteringer.
Vestre Landsret har i en
kendelse af 3. juni 1997 (gengivet i UfR 1997.1253) vurderet hvorvidt leje i
medfør af bistandslovens § 31 er omfattet af lejeloven i en
opsigelsessituation.
Sagen drejede sig om en flygtningefamilie som var indkvarteret midlertidigt i
en af Dansk Flygtningehjælps indkvarteringsboliger, og som afviste at flytte
i en af Flygtningehjælpen anvist permanent bolig. Vestre Landsret kom frem
til
at familien ikke var beskyttet af lejelovens regler og derfor ikke kunne
modsætte
sig Dansk Flygtningehjælps krav om at familien skulle fraflytte den
midlertidige bolig når Flygtningehjælpen kunne anvise en anden, permanent,
bolig.
Vestre Landsret begrundede
kendelsen således:
’Bistandslovens § 31, stk. 1,
omhandler kommunalbestyrelsens pligt til at anvise en husvild familie husly
mod
betaling, medens bistandslovens § 31, stk. 2, 1. pkt., vedrører tilfælde,
hvor
hjemløse anvises midlertidig indkvartering, og hvor det offentlige afholder
udgifterne. Ifølge den almindelige anvendte retlige definition af
’leje’ som
’brug mod vederlag’ er de brugsforhold, som etableres i medfør af
bistandslovens § 31, stk. 1, generelt omfattet af lejeloven, jf. lovens § 1.
Derimod er de brugsforhold, der etableres i medfør af bistandslovens § 31,
stk.
2, 1. pkt., som udgangspunkt ikke omfattet af lejeloven, da der er tale om
midlertidig indkvartering uden betaling. Kun hvis der med hjemmel i § 31,
stk.
2, jf. herved bekendtgørelse nr. 885 af 21. november 1995, kræves betaling,
bliver også disse brugsforhold omfattet af den nævnte lejeretlige definition.
I bistandslovens § 31, stk.
2, 2. pkt., er det fastsat, at lejelovgivningens regler ikke finder
anvendelse,
jf. lejelovens § 2, stk. 1. I forarbejderne til bistandslovens § 31,
stk.
2, (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 1039 er det bl.a. anført:
’Forslaget giver mulighed
for, at der kan fastsættes betaling, når enlige indkvarteres midlertidigt,
selv om de ikke er omfattet af stk. 1, og for at der kan fastsættes betaling
for flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når udgifterne afholdes
af det offentlige. Det foreslås, at lejelovgivningens regler ikke skal finde
anvendelse i disse tilfælde.’
Landsretten finder efter
ordlyden og opbygningen af bistandslovens § 31 og forarbejderne til
bestemmelsens
stk. 2 – henset til brugsforholdets karakter af midlertidig
indkvartering –
ikke grundlag for at antage, at det alene har været tilsigtet at undtage
brugsforholdene fra lejelovgivningens betalingsregler, men at det derimod har
været tilsigtet, at disse midlertidige indkvarteringer, der som udgangspunkt
ikke er omfattet af lejeloven, heller ikke skal være omfattet af lejeloven,
når
der afkræves hjemløse betaling.
’
I lov nr. 454 af 10. juni
1997 om social service (serviceloven) afløste § 66 bistandslovens § 31.
Servicelovens § 66 var formuleret således:
’§ 66.
Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en
familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse,
der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller
for
en familie af denne størrelse.
Stk. 2.
Indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling for
brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering,
og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder
ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk.
1.’
Forarbejderne
(Folketingstidende 1996- 97, Tillæg A, s. 4975) indeholder følgende om
servicelovens
§ 66:
’Bestemmelsen svarer med
redaktionelle ændringer til bistandslovens § 31, stk. 1.
Kommunen er således fortsat
forpligtet til at skaffe familier og enlige, der har mistet en bolig, den
efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering, ikke
nødvendigvis en lejlighed, men fx midlertidig indkvartering i hotel,
pensionat
eller – for enlige – et botilbud efter lovforslagets § 92. Det skal
understreges, at henvisning til et sådant botilbud kun bør anvendes som en
absolut nødløsning for en kortere periode, og at der hurtigst muligt bør
tilbydes anden form for indkvartering.
Bistandslovens § 31, stk. 2,
angår betaling for indkvartering i Flygtningehjælpens midlertidige boliger. I
forslagets stk. 2 er bestemmelsen videreført, men med bemyndigelse til
indenrigsministeren til at fastsætte betalingsregler.’
På s.
43f
i Socialministeriets vejledning om
den sociale indsats for de mest udsatte voksne fremgår følgende om § 66, stk.
1
og 2:
’Bestemmelsen svarer til den
hidtidige i bistandslovens § 31, stk. 1, dog forudsættes der nu, at klage
over
kommunens afgørelse i medfør af bestemmelsen følger de almindelige
klageregler, og efter stk. 2 om indkvartering i Flygtningehjælpens
midlertidige
boliger er det nu indenrigsministeren og ikke socialministeren, der er
bemyndiget til at fastsætte betalingsregler.
Kommunen er således fortsat
forpligtet til at skaffe familier og enlige, der har mistet en bolig, den
efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering, ikke
nødvendigvis en lejlighed, men fx midlertidig indkvartering i hotel,
pensionat
eller – for enlige – et botilbud efter lovens § 94.
Det kan specielt fremhæves,
at begrebet ’husvild’ forudsætter, at det drejer sig om en person
eller en
familie, der har mistet sin hidtidige bolig og altså står helt uden tag over
hovedet. Derfor falder fx studerende, der har brug for bolig i nærheden af
uddannelsesstedet, ikke ind under § 66.
Bestemmelsen omfatter derimod
fx personer, hvis bolig er brændt eller på anden måde ødelagt, og personer,
der bliver sat ud af deres bolig pga. huslejerestance, ulovlig beboelse m.v.
Det er en forudsætning, at de
boligløse i den akutte situation ikke selv har mulighed for at skaffe sig
indkvartering, og der kan ikke via bestemmelsen skabes nogen varig løsning af
deres boligproblem.
’
Ved lov nr. 474 af 1. juli
1998 om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven) blev § 66,
stk. 2, ophævet. Bestemmelsen blev flyttet til integrationslovens § 14 som er
formuleret således:
’Kommunalbestyrelsen skal
inden 3 måneder, efter at ansvaret er overgået til kommunalbestyrelsen,
anvise
boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen har visiteret til
kommunen.
Indtil det er muligt at anvise en bolig, skal kommunalbestyrelsen anvise de
pågældende flygtninge et midlertidigt opholdssted. Reglerne i lejeloven
finder ikke anvendelse i forbindelse med indkvartering på midlertidige
opholdssteder.
Stk. 2.
Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om betaling
for indkvartering på midlertidige opholdssteder og om inddrivelse
heraf.’
Af forarbejderne
(Folketingstidende 1997-98, Tillæg A, s.
1674f
)
til denne bestemmelse fremgår følgende:
’Bestemmelsen fastslår, at
kommunalbestyrelsen inden tre måneder efter, at ansvaret er overgået til
kommunalbestyrelsen, skal anvise permanente boliger til de flygtninge, som
Udlændingestyrelsen har visiteret til den pågældende kommune. Indtil det er
muligt at anvise en permanent bolig, skal kommunalbestyrelsen anvise de
pågældende flygtninge et midlertidigt opholdssted. Bestemmelsen fastlægger
endvidere, at lejelovens regler ikke finder anvendelse i forbindelse med
indkvartering
på midlertidige opholdssteder.
Bestemmelsen i stk. 2
bemyndiger indenrigsministeren til at fastsætte nærmere regler om betaling
for
indkvartering på midlertidige opholdssteder og om inddrivelse heraf. Der er i
hovedtræk tale om en videreførelse af § 66, stk. 2, i lov nr. 454 af 10. juni
1997 om social service, der ophæves ved denne lov.’
Konklusion
På baggrund af denne
gennemgang af udviklingen i retsgrundlaget for husvildebestemmelsen må jeg
konkludere at det ved de 2 domme i 1959 fra henholdsvis Østre og Vestre
Landsret blev fastslået at anvisning af en husvildebolig efter den dagældende
bestemmelse i forsorgslovens § 279 ikke var et lejemål i lejelovens forstand.
Der er ikke sket ændringer i
husvildebestemmelsen ved de senere overførelser af bestemmelsen til først
forsorgslovens § 127 og senere bistandslovens § 31. Jeg henviser i den
forbindelse til at der i forarbejderne til disse bestemmelser henvises til at
forsorgslovens § 127 svarer til forsorgslovens § 279, og at bistandslovens
§ 31 svarer til forsorgslovens § 127.
Jeg mener ikke at indførelsen
af stk. 2 i bistandslovens § 31 i 1989 ændrer den retsstilling som blev
fastslået med de to landsretsdomme fra 1959, idet § 31, stk. 2, alene
vedrører
betalingsregler. Jeg henviser her til den direkte ordlyd af § 31, stk. 2, og
forarbejderne til bestemmelsen hvoraf bl.a. fremgår følgende:
’Forslaget giver mulighed
for, at der kan fastsættes betaling, når enlige indkvarteres midlertidigt,
selv om de ikke er omfattet af stk. 1, og for at der kan fastsættes betaling
for flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når udgifterne afholdes
af det offentlige. Det foreslås, at lejelovgivningens regler ikke skal finde
anvendelse i disse tilfælde.
Herved kan det undgås, at
midlertidigt indkvarterede personer i visse tilfælde får en utilsigtet
økonomisk
fordel. Bestemmelsen får navnlig betydning i tilfælde, hvor den indkvarterede
modtager en kontanthjælpsydelse, der skal dække såvel udgifter til underhold
som til bolig, dvs. den foreslåede bruttorevalideringsydelse samt
unge-ydelsen
efter § 37, stk. 2, 2. pkt.’
Den efterfølgende udmøntning
af stk. 2 i bekendtgørelse nr. 705/1990 bestod da også i fastsættelse af
betalingsregler for flygtninge og enlige.
Der er ikke sket relevante
ændringer i husvildebestemmelsen ved overførelsen af bestemmelsen til først
servicelovens § 66, og senere ved overførelse af § 66, stk. 2, til
integrationslovens
§ 14.
På denne baggrund er jeg enig
med Lyngby-Taarbæk Kommune og Det Sociale Nævn for Københavns Amt i at
retsforholdet
ved anvisning af boliger efter servicelovens § 66 ikke er omfattet af
lejelovens
regler.
Kendelsen fra Vestre Landsret
(UfR 1997.1253) der vedrørte spørgsmålet om udsættelse af en
flygtningefamilie,
kan ikke føre til andet resultat.
De blev før De flyttede ind i
husvildeboligen, af kommunen informeret om at der var tale om et midlertidigt
indkvarteringssted, at De skulle flytte når Lyngby- Taarbæk Kommune tilbød
Dem
en anden bolig, at de almindelige regler om 3 boligtilbud derfor ikke var
gældende, og at lejelovens regler ikke gjaldt for husvildeboligen.
Jeg har herefter ikke
grundlag for at kritisere Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse om at De skulle
flytte ud af husvildeboligen som en konsekvens af at De havde afslået tilbud
om en permanent bolig.
Jeg henviser endvidere til at
De – efter kommunens tilbud om permanent bolig – efter min
opfattelse ikke mere
var husvild i lovens forstand.
De giver i Deres klage til
mig udtryk for at De er utilfreds med at man hvis man har modtaget tilbud om
en
husvildebolig, skal tage imod kommunens første tilbud om en permanent bolig.
Personer
på den almene venteliste kan derimod sige nej tak til tre tilbud om boliger
før de slettes af ventelisten. De mener at denne forskel er udtryk for en
uberettiget
forskelsbehandling.
At kommunen i forbindelse med
anvisning af en husvildebolig stiller som betingelse at man skal tage imod
kommunens første tilbud om en permanent bolig, skal formentlig ses i
sammenhæng
med at forpligtelsen til at stille husvildeboligen til rådighed hermed
ophører, og at kommunen har behov for at kunne råde over husvildeboligen til
anden side. Da betingelsen således har et sagligt formål, har jeg ikke
grundlag
for at kritisere dette forhold.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
Lignende dokumenter
- Afgørelse i sag om genoptagelse af sag vedrørende fjernelse af et legehus opført på ejendommen [...1], Lundtofte By, Lundtofte, beliggende [adresse1], 2800 Kgs. Lyngby Klagenævn (Nævnenes Hus) · 16. oktober 2012
- Afgørelse i sag om Lyngby-Taarbæk Kommunes udtalelse om mulighed for udstykning af ejendom Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. januar 2015
- lyngby-kulturhus.dk (sag 2015-0092) Klagenævnet for Domænenavne · 22. oktober 2015
- Afgørelse i sag om Lyngby-Taarbæk Kommunes godkendelse af fældnings- og beplantningsplan for ejendommen [adresse1] Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. december 2014
- Afgørelse i klagesag om Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse om, at lejlighed er i forsvarlig stand på [A1], Kgs. Lyngby Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. august 2025
- Afvisning af klage over Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse om aktindsigt i sagerne om dispensation fra lokalplan nr. 291 og overtagelse af ejendommen beliggende [Adresse1], 2800 Kgs. Lyngby Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. juni 2026