Spring til indhold

Retsinformation

Udsættelse af husvildebolig

FOU nr 2003.488UdtalelserFolketinget1. marts 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udsættelse af husvildebolig

Den 12. marts 2001 bad A og B

Lyngby- Taarbæk Kommune om at få anvist en bolig idet de i løbet af foråret

ville komme til at stå uden bolig.

Den 8. maj 2001 underskrev A

og B en erklæring om at de havde fået anvist en husvildebolig pr. 10. maj

2001. Af erklæringen fremgik bl.a. følgende:

”Undertegnede, (A) og (B), ( ),

har efter lov om social service § 66 fået anvist en husvildebolig, som er et

midlertidigt indkvarteringssted,

beliggende:

(X)-vej, 2800 Kgs. Lyngby

Jeg/vi er indforstået med:

at flytte når Lyngby-Taarbæk

Kommune tilbyder en anden bolig og at de almindelige regler om 3 boligtilbud

derfor ikke er gældende,

Jeg/vi er underrettet om,

at lejelovens regler ikke

gælder for ovennævnte husly.”

A og B flyttede herefter ind

i husvildeboligen.

Den 9. juli 2001 tilbød

Lyngby-Taarbæk Kommune A og B en permanent bolig på Y- vej, Kgs. Lyngby.

I brev af 11. juli 2001 til

kommunen klagede A over boligtilbuddet. A skrev bl.a. således:

”Vi har netop set lejligheden

og vi er meget skuffede og forundrede over, at man fra Boliganvisningens

side,

overhovedet ikke tager hensyn til, at vi har en baby.

Toilettet er på ca. 2 (to)

Læs alt

kvm, hvor der er monteret en bruser på væggen. Hvordan tror De

bademulighederne

er for ens baby? Som minimum behøver man da en bruseniche, hvor babykarret

kan

stå.

Vi betragter ikke dette

’boligtilbud’ som et reelt tilbud og vi ser meget gerne et tilbud

om en lejlighed

i et normalt boligselskab, da vi nu, kun alt for godt, kender til standarden

i

kommunens egne boliger.”

Den 12. juli 2001 skrev

Lyngby-Taarbæk Kommune følgende til A:

”Tak for Deres brev af

11.7.2001 vedrørende vores tilbud om en bolig på (Y)-vej, 2800 Kgs. Lyngby.

Den 12.3.2001 blev De skrevet

op til en kommunal anvist bolig i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Den 8.5.2001 underskrev De en

erklæring i forbindelse med indflytningen i husvildeboligen på (X)-vej. I

denne erklæring stod, at De skulle fraflytte husvildeboligen, når

Lyngby-Taarbæk Kommune tilbød Dem en anden bolig. De almindelige regler om 3

boligtilbud

var derfor ikke gældende.

Vi må derfor meddele Dem, at

De ikke vil modtage flere tilbud om bolig fra Lyngby- Taarbæk Kommune.

De skal fraflytte

husvildeboligen senest fredag den 20.7.2001 kl. 12.00. De bedes derfor

omgående

tage kontakt til ejendomskontorets distrikt Lyngby, tlf. ( ) hverdage mellem

kl. 8-9 for at aftale tid til udfærdigelse af en fraflytningsrapport og

aflevering af nøgler.

Vi skal gøre Dem opmærksom

på, at såfremt De ikke fraflytter husvildeboligen vil udsættelse ved fogeden

blive iværksat.”

Den 15. juli 2001 klagede A

og B til mig over kommunens afgørelse af 12. juli 2001.

I brev af 19. juli 2001

sendte jeg A og B’s klage til Det Sociale Nævn for Københavns Amt som en

anmodning fra A og B om at det sociale nævn tog stilling til om nævnet kunne

behandle deres sag, herunder om nævnet kunne tage stilling til Lyngby-Taarbæk

Kommunes betingelser for husvildeboligen.

Lyngby-Taarbæk Kommune skrev

således til A og B den 1. august 2001:

”

Da vi i dag fortsat ikke har

modtaget Deres accept af vores tilbud om at overtage ovennævnte lejemål

[(Y)-vej; min bemærkning], meddeler vi Dem hermed, at denne bolig vil blive

udlejet til anden side.

Da De således ikke ønsker at

gøre brug af vores tilbud om en passende bolig, ser vi os nødsaget til at

gøre

Deres nuværende midlertidige bolig permanent.

De vil snarest modtage en

lejekontrakt, som De hurtigst muligt bedes underskrive og tilbagesende til

ejendomskontoret.

Vi gør Dem endnu en gang

opmærksom på, at De ikke vil modtage flere boligtilbud fra Lyngby-Taarbæk

Kommune. Ønsker De efterfølgende en anden eller større bolig, skal De rette

henvendelse til de boligselskaber, hvor De er skrevet op.”

I e-mail af 6. august 2001

orienterede A kommunen om at han aldrig havde accepteret tilbud om permanent

leje af husvildeboligen.

På baggrund af ombudsmandens

oversendelse af A og B’s klage til Det Sociale Nævn for Københavns Amt

genvurderede Lyngby-Taarbæk Kommune den 14. august 2001 sagen. Kommunen

fastholdt

sin afgørelse af 12. juli 2001 om at A og B skulle fraflytte husvildeboligen.

Kommunen skrev endvidere følgende:

”

Som begrundelse herfor

henvises til den erklæring De underskrev den 8.5.01 i forbindelse med

tildeling af husvildebolig.

Af erklæringen fremgår det

bl.a., at De er indforstået med at flytte, når kommunen tilbyder en anden

bolig.

Kommunen har den 9.7.01 fremsendt

et permanent boligtilbud til Dem på (Y)-vej på

69 m², indeholdende 2 værelser

og 2 kamre. Tilbuddet har De imidlertid ikke ønsket at modtage, idet De var

utilfreds med toilet og bademulighederne.

Efter kommunens opfattelse

var det et passende boligtilbud.

Den 1.8.01 fremsendte

kommunen derfor skrivelse om, at ovennævnte bolig ville blive udlejet til

anden

side og tilbød at De kunne leje husvildeboligen som permanent bolig. De ville

høre nærmere fra Ejendomskontoret vedr. lejekontrakt.

Efterfølgende har

Ejendomskontoret i skrivelse af 3.8.01 meddelt, at lejekontrakten skulle

underskrives,

husleje samt depositum indbetales senest den 10.8.01.

Hvis lejekontrakten ikke var

underskrevet og det nævnte beløb ikke indbetalt senest denne dato ville

Ejendomskontoret se sig nødsaget til at anmode fogeden om udsættelse af

husvildeboligen.

Da De ikke har underskrevet

kontrakten og ikke indbetalt beløbet, går kommunen ud fra at De ikke ønsker

at

tage imod dette boligtilbud. Sagen er derfor dags dato sendt til

Ejendomskontoret

med henblik på, at anmode fogeden om at udsætte Dem af lejligheden. De vil

høre nærmere fra Ejendomskontoret.

Vi gør Dem samtidig opmærksom

på, at De ikke vil modtage flere boligtilbud fra kommunen.

”

Den 13. september 2001

meddelte det sociale nævn følgende:

”

AFGØRELSE:

Det blev på det foreliggende

grundlag besluttet at tiltræde kommunens afgørelse i henhold til lov om

social

service § 66.

Begrundelsen er, at kommunen

har opfyldt sin forpligtelse med at skaffe Dem husly ved at tilbyde Dem en

lejlighed på 2 værelser og 2 kamre på i alt

69 m².

Det skal dog bemærkes, at

kommunen har pligt til at skaffe Dem husly, såfremt De står akut boligløs.

Kommunen har i denne

situation kun pligt til at være Dem behjælpelig med at skaffe den bedst

egnede

midlertidige

indkvartering i form af

hotelværelse, pensionat, herberg eller lignende.

Kommunen kan således ikke

skaffe Dem en lejlighed efter lov om social service § 66, men alene den bedst

egnede midlertidige bolig. Endvidere kan denne bestemmelse ikke skabe nogen

varig løsning af Deres boligproblem.

Efter nævnets opfattelse er

bestemmelsen i lov om social service § 66 derfor heller ikke til hinder for,

at

kommunen gør et tilbud efter denne bestemmelse betinget af, at De fraflytter,

når De tilbydes en permanent bolig.

Med hensyn til kommunens

anvisning af lejligheden beliggende på (Y)-vej kan nævnet ikke behandle denne

del af klagen, som derfor må afvises.

Det kan hertil bemærkes, at

det af sagen fremgår, at den lejlighed, De er blevet tilbudt, er beliggende i

en ejendom, der ejes af Lyngby-Taarbæk kommune.

Anvisningsretten til sådanne

boliger tilhører kommunen, og Det Sociale Nævn er ikke i lovgivningen tillagt

kompetence til at behandle klager over det skøn over ansøgerens boligbehov

som

kommunen foretager i forbindelse med anvisningsrettens udøvelse, idet

kommunens afgørelser herom ikke kan indbringes for anden administrativ

myndighed.

Det skal endvidere bemærkes,

at Det Sociale Nævn heller ikke har kompetence til at behandle klager over

boliganvisning af almene boligselskabers lejligheder, som kommunen i medfør

af lov om almene boliger § 59 har overtaget anvisningsretten til.

”

Den 7. oktober 2001 klagede A

og B over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse.

Den 21. november 2001 afviste

Ankestyrelsen at behandle A og B’s sag idet styrelsen ikke mente at

sagen

havde principiel eller generel betydning. Ankestyrelsen skrev i den

forbindelse

bl.a. følgende:

”Begrundelsen herfor er, at

der med bestemmelsen i servicelovens § 66 alene er pålagt kommunen en

forpligtelse til at anvise en

midlertidig

bolig

, hvis en enlig eller en familie er husvild.

Nævnets afgørelse strider

ikke på det foreliggende grundlag imod Ankestyrelsens praksis. Den skønnes

heller ikke at have generel betydning for retsanvendelsen på området.

Ankestyrelsen skal på

baggrund af det, der er anført i klagen om kommunens praksis om at man, når

man er på den akutte boligliste får tre boligtilbud, mens dette ikke er

tilfældet når man har underskrevet en husvildeerklæring, ligesom nævnet

oplyse

Dem om, at der ikke er klageadgang til nævnet over kommunens udøvelse af

anvisningsretten til kommunens egne boliger eller til almene boliger efter §

59 i lov om almene boliger, og at Ankestyrelsen derfor ikke har hjemmel til

at

optage en sag om udøvelse af anvisningsretten til de nævnte boliger til

principiel behandling, jf. § 63 i lov om retssikkerhed og administration på

det sociale område og § 121 i serviceloven.

Ankestyrelsen kan derfor ikke

behandle sagen.”

I brev af 19. januar 2002

klagede A og B igen til mig. A og B skrev bl.a. således i klagen:

”Hovedpunktet i vores klage

går på, at man fra Lyngby-Taarbæk kommune’s (L-T km.) side behandler

borgere

diametralt forskelligt, uanset de står i nøjagtig samme situation og med

samme problem.

Er man på listen over

husvilde, får man 1 boligtilbud, som man ’med armen på ryggen’ er

tvunget til

at modtage, uanset standard og egnethed for børn, idet man ellers bliver sat

ud af Fogeden!

Står man imidlertid på

kommunens akutventeliste, er man berettiget til at modtage op til 3

boligtilbud!?”

Jeg anmodede den 7. februar

2002 Den Sociale Ankestyrelse, Det Sociale Nævn for Københavns Kommune samt

Lyngby-Taarbæk Kommune om en udtalelse. Myndighederne blev bl.a. bedt om at

udtale

sig om hvorvidt afgørelsen om at A og B skulle fraflytte husvildeboligen, er

i

overensstemmelse med Vestre Landsrets kendelse af 3. juni 1997, optrykt i

Ugeskrift

for Retsvæsen 1997, s. 1253.

Lyngby-Taarbæk Kommune

udtalte sig den 21. marts 2002 således:

”

På baggrund af ovennævnte kan

det oplyses at kommunen, under henvisning til lov om social service § 66

tilbyder husvilde, husly mod betaling. I Lyngby Taarbæk kommune tilbydes

husvilde et midlertidigt husly på maximalt 6 måneder, samtidig oplyses den/

de

husvilde om, at de skal flytte når de tilbydes en permanent bolig. Det

forventes, at borgeren selv er aktiv boligsøgende, i ovennævnte periode.

Baggrunden for at borgere,

der har fået anvist et midlertidigt husly, generelt skal fraflytte ved første

boligtilbud er, at det midlertidige husly ikke er omfattet af lejelovens

almindelige regler om opsigelse. Huslyet, der sjældent opfylder beboernes

behov, bliver omfattet af lejeloven efter 12 måneder, hvilket vil sige at der

med den nuværende boligsituation ikke er mulighed for at opretholde den

normale regel om 3 tilbud, når det vedrører personer i anvist husly.

Med hensyn til spørgsmålet om

familien (C)’s flytning fra huslyet, er kommunen af den opfattelse at

afgørelse

truffet den 12.07.01 er i overensstemmelse med Vestre Landsrets dom af

03.06.97

(U 1997.1253 B).”

I brev af 10. april 2002

udtalte Det Sociale Nævn for Københavns Amt følgende:

”

Det Sociale Nævn skal udtale,

at nævnet henholder sig dels til sin afgørelse af 13. september 2001 dels til

det af kommunen vedrørende Vestre Landsrets kendelse af 3. juni 1997 anførte.

Det Sociale Nævn har ikke

yderligere bemærkninger til sagen.

”

Den Sociale Ankestyrelse

skrev den 21. maj 2002 bl.a. således:

”Ankestyrelsens bemærkninger:

Vestre Landsrets kendelse af

3. juni 1997 vedrørte den tidligere bistandslovs § 31.

Af kendelsen fremgår: ’Ifølge

den almindelige anvendte retlige definition af ’leje’ som

’brug mod vederlag’

er de brugsforhold, som etableres i medfør af bistandslovens § 31, stk. 1,

generelt omfattet af lejeloven, jf. lovens § 1. Derimod er de brugsforhold,

der etableres i medfør af bistandslovens § 31, stk. 2, 1. pkt. som

udgangspunkt ikke omfattet af lejeloven, da der er tale om midlertidig

indkvartering

uden betaling. Kun hvis der med hjemmel i § 31, stk. 2, jf. herved

bekendtgørelse nr. 885 af 21. november 1995, kræves betaling, bliver også

disse brugsforhold omfattet af den nævnte lejeretlige definition.’

Nugældende § 66 i

serviceloven svarer til den hidtidige bistandslovs § 31, stk. 1.

Af lejelovens § 2 fremgår, at

loven ikke gælder i det omfang, lejeforholdet er omfattet af særlige regler i

anden lovgivning.

Af servicelovens § 66, 2.

pkt. fremgår, at betalingen for husly ikke må overstige lejeværdien af den

beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en

enlig

eller for familie af denne størrelse.

Servicelovens § 66 indeholder

således dels en pligt for kommunen til at anvise husly til husvilde og dels

en

betalingsregulering.

(A) og (B)’s klage vedrører

deres opsigelse, idet de er utilfredse med, at de ikke har fået 3 boligtilbud

før de opsiges.

Nævnet har i sin afgørelse

fundet, at (A) og (B) ikke længere var omfattet af personkredsen i

servicelovens

§ 66, da de fik tilbudt en permanent bolig.

Nævnet har ikke taget

stilling til, om (A) og (B) af andre grunde, f.eks regler i

boliglovgivningen,

som falder uden for nævnets kompetence, ikke kunne siges op på daværende

tidspunkt.

Ankestyrelsen finder således

ikke, at nævnets afgørelse er i strid med Vestre Landsrets kendelse.”

Jeg sendte kopi af

udtalelserne til A og B den 24. maj 2002, så A og B kunne få lejlighed til at

kommentere dem. A og B har ikke indsendt nogen bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Gennemgang af de relevante retsregler, forarbejder og domme

Lyngby-Taarbæk Kommune tilbød Dem i 2001 en husvildebolig i henhold til

servicelovens § 66.

§ 66 i serviceloven (lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000) er

formuleret således:

’§ 66.

Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er

husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der

anvises eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en

familie af denne størrelse.’

I et almindeligt lejeforhold gælder lejelovens regler. For så vidt angår

udlejers opsigelse, gælder derfor betingelserne i lejelovens kapitel 13

(lovbekendtgørelse nr. 347 af 14. maj 2001).

Spørgsmålet er om lejelovens

regler om bl.a. opsigelse finder anvendelse i tilfælde hvor kommunen efter

servicelovens § 66 har pligt til at anvise husly.

Bestemmelsen om anvisning af

husly til husvilde blev i 1891 indsat i Fattiglovens § 66. Ved lov nr.

181

af 20. maj 1933 afløste forsorgslovens § 279 denne bestemmelse. § 279 var

sålydende:

’§ 279.

Naar en Familieforsørger uden egen Skyld er blevet

husvild

, men ikke mangler Evne til at

udrede den paa vedkommende Egn sædvanlige Husleje paa de samme Steds

almindelige Betingelser i Henseende til Forfaldstid, Forudbetaling m.v., er

den

Kommune, i hvilken han var bosat, da han blev husvild, forpligtet til at

forskaffe ham og Familie fornødent husly mod en Betaling, der ikke maa

overstige hverken den anviste Beboelses Lejeværdi eller den i Egnen

sædvanlige

Husleje for en Familie som den omhandlede.

Stk. 4.

Betaler den husvilde ikke den fastsatte Leje, betragtes

hans Gæld i saa Henseende som Kommunehjælp, naar det udtrykkelig er

tilkendegivet

ham, at Undladelse af at betale Husleje vil have denne Virkning.’

Forarbejderne til

bestemmelsen bidrager ikke til løsningen af spørgsmålet.

I 1959 afsagde Vestre

Landsret dom i en sag om opsigelse fra og udsættelse af en husvildebolig (UfR

1959.919). Af dommen fremgår bl.a. følgende:

’Af anke ( ) fremgik at

appellanten [Herning Kommune; min præcisering] den 6. oktober 1955 af

arvingerne

i et dødsbo havde lejet en to værelses lejlighed i boets ejendom i Herning,

med ret til fremleje, og således at lejemålet af begge parter kunne opsiges

med

14 dages varsel, idet arvingerne agtede at sælge ejendommen. Den 15. s.m.

stillede appellanten i medfør af forsorgslovens § 279 lejligheden til

rådighed

for indstævnte, efter at denne var gjort bekendt med, at der ikke forelå et

lejemål i lejelovens forstand, og at han var forpligtet til at fraflytte med

14

dages varsel.

I kontrakten mellem parterne

bestemtes det, at undladelse af lejebetaling ville medføre, at skyldig leje

ansås som kommunehjælp, og at fremlejemålet i så tilfælde kunne ophæves af

appellanten. Den 7. januar 1959 opsagde ejerne appellantens lejemål pr. 1.

februar s.å., og appellanten gav indstævnte tilsvarende opsigelse. Indstævnte

nægtede at flytte og gjorde under en af appellanterne rekvireret

udsættelsesforretning

gældende, at hans lejemål var beskyttet i henhold til lejelovens § 67.

Det var oplyst, at

appellanten i længere tid havde betalt lejen for indstævnte som kommunehjælp,

i

alt godt 1100 kr., uden at gøre brug af adgangen til at hæve fremlejemålet.

Ved fogedrettens kendelse

bestemtes det, at udsættelsesforretningen ikke burde nyde fremme.

I

V.L.D. 5. august 1959

( ) udtales, at forholdet under hensyn til,

at indstævnte som husvild havde fået lejligheden anvist i medfør af

forsorgslovens § 279 og var gjort bekendt hermed før indflytningen, ikke var

et

lejemål i lejelovens forstand, hvorfor udsættelsesforretningen burde nyde

fremme.’

Samme år afsagde Østre

Landsret dom i en lignende sag (UfR 1959.945). Sagen drejede sig om en kvinde

der ikke kunne finde en lejlighed, hvorefter Svendborg Kommune henviste hende

til en husvildebolig. Kvinden skrev ved henvisningen under på ’at den

nævnte

beboelse kun er overladt mig til midlertidigt brug, samt at jeg er pligtig

til

( ) at svare den leje, som udvalget på kommunens vegne fastsætter ( ).

Endvidere erkender jeg at være pligtig til på udvalgets anfordring at

fraflytte

beboelsen. ( ).’

Ved retssagen påstod

Svendborg Kommune kvinden udsat af lejemålet hvilket hun havde afvist.

Østre Landsrets dom lød

således:

’

Idet indstævnte efter det

foreliggende har fået boligen anvist som husvild, og efter det sociale

udvalgs

skøn ikke mere opfylder betingelserne i § 279 i lov om offentlig forsorg, må

appellanten være berettiget til at fordre det etablerede forhold, der ikke

kan

anses omfattet af lejelovens regler, ophævet. Da appellanten endvidere findes

berettiget til at kræve forholdet bragt til ophør ved en umiddelbar

fogedforretning,

vil appellantens påstand være at tage til følge.

’

Ved lov nr. 169 af 31. maj

1961 blev bestemmelsen i § 279 flyttet til samme lovs § 127. Af

bemærkningerne

til denne bestemmelse (Folketingstidende 1960-61, Tillæg A, sp. 360) fremgår

det at § 127 svarer til den gældende lovs § 279.

Ved bistandslovens indførelse

(lov nr. 333 af 19. juni 1974) blev bestemmelsen overført til bistandslovens

§

31. Denne bestemmelse var således:

’

§ 31.

Når en familie er husvild, er det sociale udvalg forpligtet

til at anvise familien husly mod betaling, der ikke må overstige hverken

lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på

stedet for en familie af denne størrelse.

Stk. 2.

Betalingen inddrives efter de regler, der er nævnt i § 7,

stk. 2.

Stk.

3.

Det sociale

udvalgs afgørelser efter denne bestemmelse kan indbringes for amtsankenævnet,

men ikke for højere administrativ myndighed.’

Af forarbejderne til loven

fremgår at bestemmelsen i § 31 med redaktionelle ændringer svarer til § 127 i

lov om offentlig forsorg.

I 1989 blev der indsat et nyt

stk. 2 i bestemmelsen. Det skete ved lov nr. 853 af 20. december 1989, og

bestemmelsen havde følgende ordlyd:

’

Stk. 2.

Socialministeren kan fastsætte regler om betaling for

brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering,

og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder

ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk.

1.’

Af forarbejderne til denne

bestemmelse (Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 1034ff) fremgår

følgende:

’

Almindelige bemærkninger

Ud over forslaget om den

faste revalideringsydelse foreslås det at udbygge husvildebestemmelsen i § 31

med henblik på indførelse af mulighed for at fastsætte betaling for enlige

personers og flygtninges ophold i midlertidig indkvartering.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Forslaget giver mulighed for,

at der kan fastsættes betaling, når enlige indkvarteres midlertidigt, selv om

de ikke er omfattet af stk. 1, og for at der kan fastsættes betaling for

flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når udgifterne afholdes af

det

offentlige. Det foreslås, at lejelovgivningens regler ikke skal finde

anvendelse i disse tilfælde.

Herved kan det undgås, at

midlertidigt indkvarterede personer i visse tilfælde får en utilsigtet

økonomisk

fordel. Bestemmelsen får navnlig betydning i tilfælde, hvor den indkvarterede

modtager en kontanthjælpsydelse, der skal dække såvel udgifter til underhold

som til bolig, dvs. den foreslåede bruttorevalideringsydelse samt

unge-ydelsen

efter § 37, stk. 2, 2. pkt.

’

Socialministeren fastsatte i

bekendtgørelse nr. 705 af 17. oktober 1990 betalingsregler. Disse regler så

således ud:

’

§ 1.

Flygtninge og andre, der har ophold i Flygtningehjælpens

midlertidige indkvarteringer, betaler for opholdet pr. måned:

Enlige med eller uden børn

1.200 kr.

Par uden børn

2.200 kr.

Par med et, to, eller tre børn

2.400 kr.

Par med fire eller flere børn

2.600 kr.

Stk. 2.

Den betalingssats, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, gælder

også i andre tilfælde, hvor enlige indkvarteres midlertidigt, og hvor det

offentlige afholder udgifterne.

’

I Bistandsloven med

kommentarer, 3. udgave (1994), s.

194f,

har Bo Antonsen, Grethe Buss og Anne Lind Madsen skrevet således vedrørende

lovens § 31, stk. 1 og 2, som de så ud på det tidspunkt:

’

1)

Forpligtelsen til at anvise

husly påhviler kommunalbestyrelsen uden hensyn til, hvad der er årsag til

ansøgerens trangssituation, og om behovet er selvforskyldt. Til forpligtelsen

til at anvise husly er ikke i sig selv knyttet en pligt til at yde hjælp til

boligudgiften eller et krav om, at det anviste husly nødvendigvis skal være

en

lejlighed. Afgørende for, om der skal ydes hjælp til dækning af

boligudgiften,

er, om betingelserne efter afsnit III er opfyldt. Socialministeriet har

udtalt, at bestemmelsen ikke indeholder en forpligtelse for opholdskommunen

til at anvise en bolig, men alene til at sørge for husly til husvilde

familier,

en foranstaltning der må betragtes som en foreløbig ordning, indtil familien

har skaffet sig en egentlig bolig.

2)

Bestemmelsen [i stk. 2; min præcisering] er indsat ved lov nr.

853 af 20.12.1989. Den giver mulighed for at fastsætte betaling,

dels

når enlige indkvarteres

midlertidig, selv om de ikke er omfattet af stk. 1, og

dels

for flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når

udgifterne afholdes af det offentlige. Lejelovgivningens regler finder ikke

anvendelse i disse tilfælde.

’

Ved en lovændring i 1995 (lov

nr. 86 af 8. februar 1995) kom bistandslovens § 31, stk. 1, til også at gælde

for enlige.

Af forarbejderne

(Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, s. 112ff) til denne lovændring fremgår

følgende:

’

Hovedelementerne i lovforslaget

Lovforslaget indeholder

forslag om:

En udvidelse af bestemmelsen

om kommunernes forpligtelse til at anvise husly til også at omfatte enlige.

1. Ændring af husvildebestemmelsen

Det foreslås at udvide

kommunalbestyrelsens grundlæggende forpligtelse efter § 31 til at anvise

en familie husly mod betaling til også at omfatte enlige, der er husvilde.

Hidtil har § 31 kun nævnt en familie, hvilket i praksis har været forstået

som

mindst 2 personer. Samtidig har en vis forpligtelse til at anvise husly til

enlige dog også kunnet udledes af § 1. Med den foreslåede ændring præciseres

kommunalbestyrelsens forpligtelse over for enlige.

Kommunalbestyrelsen er

således forpligtet til, som efter den gældende bestemmelse, at skaffe en

efter omstændighederne bedst egnet bolig, ikke nødvendigvis en lejlighed.

Undtagelsesvis

kan der henvises til en § 105-institution som en rent foreløbig

foranstaltning.

’

§ 31 i bistandsloven så

herefter således ud:

’

§ 31.

Når en enlig eller en familie er husvild, er

kommunalbestyrelsen forpligtet til at anvise familien husly mod betaling, der

ikke må overstige hverken lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den

sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne

størrelse.

Stk. 2.

Socialministeren kan fastsætte regler om betaling for

brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering,

og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder

ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk. 1.

’

I vejledning nr. 44 af 31.

marts 1995 fremgår bl.a. følgende om § 31:

’1. Husvildebestemmelsen i § 31

Det er en forudsætning, at de

boligløse i den akutte situation ikke selv har mulighed for at skaffe sig

indkvartering, og der kan ikke via § 31 skabes nogen varig løsning af deres

boligproblem.’

I medfør af § 31, stk. 2,

fastsatte Indenrigsministeren i bekendtgørelse nr. 885 af 21. november 1995

regler der alene gjaldt for midlertidig indkvartering i Flygtningehjælpens

indkvarteringer.

Vestre Landsret har i en

kendelse af 3. juni 1997 (gengivet i UfR 1997.1253) vurderet hvorvidt leje i

medfør af bistandslovens § 31 er omfattet af lejeloven i en

opsigelsessituation.

Sagen drejede sig om en flygtningefamilie som var indkvarteret midlertidigt i

en af Dansk Flygtningehjælps indkvarteringsboliger, og som afviste at flytte

i en af Flygtningehjælpen anvist permanent bolig. Vestre Landsret kom frem

til

at familien ikke var beskyttet af lejelovens regler og derfor ikke kunne

modsætte

sig Dansk Flygtningehjælps krav om at familien skulle fraflytte den

midlertidige bolig når Flygtningehjælpen kunne anvise en anden, permanent,

bolig.

Vestre Landsret begrundede

kendelsen således:

’Bistandslovens § 31, stk. 1,

omhandler kommunalbestyrelsens pligt til at anvise en husvild familie husly

mod

betaling, medens bistandslovens § 31, stk. 2, 1. pkt., vedrører tilfælde,

hvor

hjemløse anvises midlertidig indkvartering, og hvor det offentlige afholder

udgifterne. Ifølge den almindelige anvendte retlige definition af

’leje’ som

’brug mod vederlag’ er de brugsforhold, som etableres i medfør af

bistandslovens § 31, stk. 1, generelt omfattet af lejeloven, jf. lovens § 1.

Derimod er de brugsforhold, der etableres i medfør af bistandslovens § 31,

stk.

2, 1. pkt., som udgangspunkt ikke omfattet af lejeloven, da der er tale om

midlertidig indkvartering uden betaling. Kun hvis der med hjemmel i § 31,

stk.

2, jf. herved bekendtgørelse nr. 885 af 21. november 1995, kræves betaling,

bliver også disse brugsforhold omfattet af den nævnte lejeretlige definition.

I bistandslovens § 31, stk.

2, 2. pkt., er det fastsat, at lejelovgivningens regler ikke finder

anvendelse,

jf. lejelovens § 2, stk. 1. I forarbejderne til bistandslovens § 31,

stk.

2, (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 1039 er det bl.a. anført:

’Forslaget giver mulighed

for, at der kan fastsættes betaling, når enlige indkvarteres midlertidigt,

selv om de ikke er omfattet af stk. 1, og for at der kan fastsættes betaling

for flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når udgifterne afholdes

af det offentlige. Det foreslås, at lejelovgivningens regler ikke skal finde

anvendelse i disse tilfælde.’

Landsretten finder efter

ordlyden og opbygningen af bistandslovens § 31 og forarbejderne til

bestemmelsens

stk. 2 – henset til brugsforholdets karakter af midlertidig

indkvartering –

ikke grundlag for at antage, at det alene har været tilsigtet at undtage

brugsforholdene fra lejelovgivningens betalingsregler, men at det derimod har

været tilsigtet, at disse midlertidige indkvarteringer, der som udgangspunkt

ikke er omfattet af lejeloven, heller ikke skal være omfattet af lejeloven,

når

der afkræves hjemløse betaling.

’

I lov nr. 454 af 10. juni

1997 om social service (serviceloven) afløste § 66 bistandslovens § 31.

Servicelovens § 66 var formuleret således:

’§ 66.

Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en

familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse,

der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller

for

en familie af denne størrelse.

Stk. 2.

Indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling for

brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering,

og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder

ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk.

1.’

Forarbejderne

(Folketingstidende 1996- 97, Tillæg A, s. 4975) indeholder følgende om

servicelovens

§ 66:

’Bestemmelsen svarer med

redaktionelle ændringer til bistandslovens § 31, stk. 1.

Kommunen er således fortsat

forpligtet til at skaffe familier og enlige, der har mistet en bolig, den

efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering, ikke

nødvendigvis en lejlighed, men fx midlertidig indkvartering i hotel,

pensionat

eller – for enlige – et botilbud efter lovforslagets § 92. Det skal

understreges, at henvisning til et sådant botilbud kun bør anvendes som en

absolut nødløsning for en kortere periode, og at der hurtigst muligt bør

tilbydes anden form for indkvartering.

Bistandslovens § 31, stk. 2,

angår betaling for indkvartering i Flygtningehjælpens midlertidige boliger. I

forslagets stk. 2 er bestemmelsen videreført, men med bemyndigelse til

indenrigsministeren til at fastsætte betalingsregler.’

På s.

43f

i Socialministeriets vejledning om

den sociale indsats for de mest udsatte voksne fremgår følgende om § 66, stk.

1

og 2:

’Bestemmelsen svarer til den

hidtidige i bistandslovens § 31, stk. 1, dog forudsættes der nu, at klage

over

kommunens afgørelse i medfør af bestemmelsen følger de almindelige

klageregler, og efter stk. 2 om indkvartering i Flygtningehjælpens

midlertidige

boliger er det nu indenrigsministeren og ikke socialministeren, der er

bemyndiget til at fastsætte betalingsregler.

Kommunen er således fortsat

forpligtet til at skaffe familier og enlige, der har mistet en bolig, den

efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering, ikke

nødvendigvis en lejlighed, men fx midlertidig indkvartering i hotel,

pensionat

eller – for enlige – et botilbud efter lovens § 94.

Det kan specielt fremhæves,

at begrebet ’husvild’ forudsætter, at det drejer sig om en person

eller en

familie, der har mistet sin hidtidige bolig og altså står helt uden tag over

hovedet. Derfor falder fx studerende, der har brug for bolig i nærheden af

uddannelsesstedet, ikke ind under § 66.

Bestemmelsen omfatter derimod

fx personer, hvis bolig er brændt eller på anden måde ødelagt, og personer,

der bliver sat ud af deres bolig pga. huslejerestance, ulovlig beboelse m.v.

Det er en forudsætning, at de

boligløse i den akutte situation ikke selv har mulighed for at skaffe sig

indkvartering, og der kan ikke via bestemmelsen skabes nogen varig løsning af

deres boligproblem.

’

Ved lov nr. 474 af 1. juli

1998 om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven) blev § 66,

stk. 2, ophævet. Bestemmelsen blev flyttet til integrationslovens § 14 som er

formuleret således:

’Kommunalbestyrelsen skal

inden 3 måneder, efter at ansvaret er overgået til kommunalbestyrelsen,

anvise

boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen har visiteret til

kommunen.

Indtil det er muligt at anvise en bolig, skal kommunalbestyrelsen anvise de

pågældende flygtninge et midlertidigt opholdssted. Reglerne i lejeloven

finder ikke anvendelse i forbindelse med indkvartering på midlertidige

opholdssteder.

Stk. 2.

Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om betaling

for indkvartering på midlertidige opholdssteder og om inddrivelse

heraf.’

Af forarbejderne

(Folketingstidende 1997-98, Tillæg A, s.

1674f

)

til denne bestemmelse fremgår følgende:

’Bestemmelsen fastslår, at

kommunalbestyrelsen inden tre måneder efter, at ansvaret er overgået til

kommunalbestyrelsen, skal anvise permanente boliger til de flygtninge, som

Udlændingestyrelsen har visiteret til den pågældende kommune. Indtil det er

muligt at anvise en permanent bolig, skal kommunalbestyrelsen anvise de

pågældende flygtninge et midlertidigt opholdssted. Bestemmelsen fastlægger

endvidere, at lejelovens regler ikke finder anvendelse i forbindelse med

indkvartering

på midlertidige opholdssteder.

Bestemmelsen i stk. 2

bemyndiger indenrigsministeren til at fastsætte nærmere regler om betaling

for

indkvartering på midlertidige opholdssteder og om inddrivelse heraf. Der er i

hovedtræk tale om en videreførelse af § 66, stk. 2, i lov nr. 454 af 10. juni

1997 om social service, der ophæves ved denne lov.’

Konklusion

På baggrund af denne

gennemgang af udviklingen i retsgrundlaget for husvildebestemmelsen må jeg

konkludere at det ved de 2 domme i 1959 fra henholdsvis Østre og Vestre

Landsret blev fastslået at anvisning af en husvildebolig efter den dagældende

bestemmelse i forsorgslovens § 279 ikke var et lejemål i lejelovens forstand.

Der er ikke sket ændringer i

husvildebestemmelsen ved de senere overførelser af bestemmelsen til først

forsorgslovens § 127 og senere bistandslovens § 31. Jeg henviser i den

forbindelse til at der i forarbejderne til disse bestemmelser henvises til at

forsorgslovens § 127 svarer til forsorgslovens § 279, og at bistandslovens

§ 31 svarer til forsorgslovens § 127.

Jeg mener ikke at indførelsen

af stk. 2 i bistandslovens § 31 i 1989 ændrer den retsstilling som blev

fastslået med de to landsretsdomme fra 1959, idet § 31, stk. 2, alene

vedrører

betalingsregler. Jeg henviser her til den direkte ordlyd af § 31, stk. 2, og

forarbejderne til bestemmelsen hvoraf bl.a. fremgår følgende:

’Forslaget giver mulighed

for, at der kan fastsættes betaling, når enlige indkvarteres midlertidigt,

selv om de ikke er omfattet af stk. 1, og for at der kan fastsættes betaling

for flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når udgifterne afholdes

af det offentlige. Det foreslås, at lejelovgivningens regler ikke skal finde

anvendelse i disse tilfælde.

Herved kan det undgås, at

midlertidigt indkvarterede personer i visse tilfælde får en utilsigtet

økonomisk

fordel. Bestemmelsen får navnlig betydning i tilfælde, hvor den indkvarterede

modtager en kontanthjælpsydelse, der skal dække såvel udgifter til underhold

som til bolig, dvs. den foreslåede bruttorevalideringsydelse samt

unge-ydelsen

efter § 37, stk. 2, 2. pkt.’

Den efterfølgende udmøntning

af stk. 2 i bekendtgørelse nr. 705/1990 bestod da også i fastsættelse af

betalingsregler for flygtninge og enlige.

Der er ikke sket relevante

ændringer i husvildebestemmelsen ved overførelsen af bestemmelsen til først

servicelovens § 66, og senere ved overførelse af § 66, stk. 2, til

integrationslovens

§ 14.

På denne baggrund er jeg enig

med Lyngby-Taarbæk Kommune og Det Sociale Nævn for Københavns Amt i at

retsforholdet

ved anvisning af boliger efter servicelovens § 66 ikke er omfattet af

lejelovens

regler.

Kendelsen fra Vestre Landsret

(UfR 1997.1253) der vedrørte spørgsmålet om udsættelse af en

flygtningefamilie,

kan ikke føre til andet resultat.

De blev før De flyttede ind i

husvildeboligen, af kommunen informeret om at der var tale om et midlertidigt

indkvarteringssted, at De skulle flytte når Lyngby- Taarbæk Kommune tilbød

Dem

en anden bolig, at de almindelige regler om 3 boligtilbud derfor ikke var

gældende, og at lejelovens regler ikke gjaldt for husvildeboligen.

Jeg har herefter ikke

grundlag for at kritisere Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse om at De skulle

flytte ud af husvildeboligen som en konsekvens af at De havde afslået tilbud

om en permanent bolig.

Jeg henviser endvidere til at

De – efter kommunens tilbud om permanent bolig – efter min

opfattelse ikke mere

var husvild i lovens forstand.

De giver i Deres klage til

mig udtryk for at De er utilfreds med at man hvis man har modtaget tilbud om

en

husvildebolig, skal tage imod kommunens første tilbud om en permanent bolig.

Personer

på den almene venteliste kan derimod sige nej tak til tre tilbud om boliger

før de slettes af ventelisten. De mener at denne forskel er udtryk for en

uberettiget

forskelsbehandling.

At kommunen i forbindelse med

anvisning af en husvildebolig stiller som betingelse at man skal tage imod

kommunens første tilbud om en permanent bolig, skal formentlig ses i

sammenhæng

med at forpligtelsen til at stille husvildeboligen til rådighed hermed

ophører, og at kommunen har behov for at kunne råde over husvildeboligen til

anden side. Da betingelsen således har et sagligt formål, har jeg ikke

grundlag

for at kritisere dette forhold.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

Lignende dokumenter