Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., lov om omsætning af fast ejendom og ligningsloven (Stramning af betingelserne for, at sælgeren kan undgå at hæfte for mangler m.v.)

1999/1 BTL 152Betænkning over lovforslagFolketinget26. juli 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Retsudvalget den

18. maj 2000

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om

forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., lov om

omsætning af fast ejendom og ligningsloven

(Stramning af

betingelserne for, at sælgeren kan undgå at hæfte for

mangler m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder

og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som

denne har besvaret skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser

fra Realkreditrådet og Sammenslutningen af Selvstændige

Beskikkede Bygningssagkyndige.

Nogle af udvalgets spørgsmål til

justitsministeren og dennes svar herpå og uddrag af

Erhvervsministeriets Boligrapport fra 1997 er optrykt som bilag til

betænkningen.

Herefter indstiller et mindretal

(Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt

Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse

uændret.

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative

Folkepartis, Dansk Folkepartis og Frihed 2000´s medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Et flertal inden for mindretallet (Venstres, Det

Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget)

konstaterer, at det vil være ønskeligt, hvis antallet af sager

Læs alt

ved domstolene om mangler ved fast ejendom nedbringes. Men disse partier

tror ikke, at lovforslaget løser det problem. Også flere af de

hørte organisationer sår tvivl om, hvorvidt ændringerne

overhovedet vil opfylde regeringens målsætning.

Lovforslaget sikrer ikke, at der tegnes en

ejerskifteforsikring, men at sælger skal betale halvdelen af

forsikringen, hvis køber vælger at tegne en forsikring. Flere af

de hørte parter anfører, at dette kan betyde en

forhøjelse af ejendommens pris, så den kommer til at indeholde

sælgers andel.

Lovforslaget indfører en bestemmelse om, at en

sælger, som kunne have benyttet sig af loven, ikke kan undgå

mangelshæftelsen ved i stedet at få indføjet en generel

ansvarsfraskrivelse i købsaftalen heller ikke i de tilfælde,

hvor almindelige forbehold indtil nu har været anerkendt som hovedregel

ved salg af ejendomme for dødsboer, konkursboer og tvangsauktioner.

Flere af de hørte parter anfører, at det er uheldigt, og at

denne adgang ikke bør fjernes også fordi den nuværende

praksis ikke har givet anledning til problemer og at det forhold, at

ejendommen udbydes med en generel ansvarsfraskrivelse, reflekteres i prisen.

Sælger har i de ovennævnte tilfælde en særlig og

rimelig interesse i at kunne undgå mangelshæftelse. Selv

Dommerforeningen er betænkelig, idet den anfører, at sondringen

mellem »almindelige forbehold«, som efter lovforslagets § 21 a ikke

kan gøres gældende over for køber, og konkrete forbehold,

som kan, må ventes at give anledning til en del

afgrænsningsproblemer. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk

Folkeparti kan heller ikke støtte denne ændring, som de frygter

kan skabe retsusikkerhed.

Som køber vælger man selv, hvilken risiko man

vil påtage sig ved køb af fast ejendom, herunder om man vil

tegne en forsikring. Det er en afvejning, køber må foretage.

Et mindretal inden for mindretallet (Frihed 2000´s medlem

af udvalget) anfører, at lovforslaget, som vedrører en lov om

forbrugerbeskyttelse, overhovedet ikke vil virke efter hensigten,

såfremt det bliver vedtaget i den form, som regeringen har fremsat

det.

I 1997 nedsatte Erhvervsministeriet en idégruppe,

som fremlagde en boligrapport med forskellige forslag, som skulle gøre

det nemmere og billigere at handle bolig og sikre forbrugerne et produkt, som

de selv var i stand til at tage stilling til. Såfremt dette skal

opnås, kræver det efter Frihed 2000´s opfattelse, at

købere af fast ejendom bliver udstyret med to redskaber:

For det første en tilstandsrapport, der i klar

tekst fortæller om ejendommens indretning og tilstand, og som

gør opmærksom på det, hvis der i ejendommen er ulovlige

indretninger. Det er ikke meningen, at der skal foretages store destruktive

indgreb på ejendommen, men dér hvor ulovlighederne er

åbenbare, eller hvor den bygningssagkyndige har mistanke om, at

indretningen er ulovlig, bør dette fremgå.

For det andet skal der skabes sikkerhed for en langt

tydeligere habilitet og uafhængighed hos de bygningssagkyndige,

således at den bygningssagkyndige, der afleverer tilstandsrapporten,

ikke har andre økonomiske interesser i rapporten end dem, som er

betinget af det honorar, vedkommende modtager. Desuden skal der knyttes

strengere ansvarsregler til udarbejdelsen af rapporten.

Såfremt man udstyrer køberne med en

sådan tilstandsrapport, vil selv almindelige købere i meget vidt

omfang være i stand til at bedømme, om den forlangte pris

på ejendommen er rimelig set i relation til ejendommens tilstand.

Et andet vigtigt formål er at sikre, at de mange

sager, der føres for domstolene om skjulte fejl og mangler, bliver

reduceret til de tilfælde, hvor der er tale om svig. Det

forudsætter, at ejerskifteforsikringer bliver udformet på en

sådan måde, at de rent faktisk bliver tegnet. Det kan efter

Frihed 2000´s opfattelse godt være rimeligt, at køber og

sælger deler udgiften, da begge parter har lige stor interesse i det.

Når det indtil nu har været således, at fremlæggelsen

af et tilbud er obligatorisk, men at der alligevel er op imod 40.000 tilbud,

der ikke bliver tegnet, skyldes det, at omkostningerne ved at tegne

forsikringen har været for høj. Dette kan imødegås,

hvis tilstandsrapporten er langt bedre og der til rapporten er knyttet

strengere ansvarsregler for udarbejdelsen af rapporten. Derved kan

forsikringsselskaberne let skaffe sig et overblik over, hvilket objekt det

er, de skal forsikre, og det vil alt andet lige betyde, at man ville få

billigere tilbud.

Som forholdene er i praksis, har både køber

og sælger en interesse i på handelstidspunktet at slippe

økonomisk mest fordelagtigt. Det betyder, at sælgeren får

flest penge, og at køberen kommer af med færrest mulige kontante

penge. Som konsekvens heraf bliver forsikringerne ofte ikke tegnet, fordi

ingen af parterne ser nogle år frem i tiden. Det medfører i

praksis, at en køber, når skjulte fejl og mangler opstår,

kan komme ud for at skulle efterforske en sælger måske i andet,

tredje eller fjerde led, fordi de forudgående sælgere er

gået konkurs eller ikke på anden måde er til at få

fat i og føre for retten. Det er helt urimeligt, at en person, der har

solgt en ejendom for mange år siden, stadig skal hæfte for

skjulte fejl og mangler, som vedkommende i de fleste tilfælde aldrig

har kendt til, og som ikke var aktuelle på det ejertidspunkt, der var

tale om.

Selv om Frihed 2000 ikke er tilhænger af for megen

lovgivning, kunne man, hvis man ville sikre køberne og sælgerne

en lige retsstilling og domstolene imod de mange sager om skjulte fejl og

mangler, overveje, om det ikke var rimeligt at gøre

ejerskifteforsikringen obligatorisk. I modsat fald burde man fjerne det

obligatoriske krav om at fremlægge tilbudet. Det er helt uacceptabelt,

at man har pligt til at fremlægge et tilbud, ingen vil have, eller

ingen har pligt til at modtage.

Såfremt man gjorde ejerskifteforsikringen

obligatorisk og delte udgifterne mellem køber og sælger, burde

en sådan ordning også gælde for dødsboer og ved

tvangsauktioner. I disse to tilfælde, hvor det i dag er muligt at lave

ansvarsfraskrivelse, opnår man den fordel, at et sæt arvinger med

det samme kan tage stilling til forsikringspræmien og lade det

indgå i dødsboet, ligesom kreditforeningerne kan medregne

udgiften til ejerskifteforsikring i den regning til ejeren, de ikke får

dækket på tvangsauktionen.

Frihed 2000 fatter ikke, at regeringen kan nedsætte

en idégruppe, der skal komme med forslag til at handle ejendom

på en billigere og nemmere måde, og så siden hen i et

lovinitiativ, der skal styrke forbrugerbeskyttelsen, totalt se bort fra den

rapport, som idégruppen kommer med. En rapport, som 3 erhvervsministre

i rækkefølge har udtalt deres uforbeholdne opbakning til.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis

medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved

3. behandling.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem

af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3.

behandling.

Dorte Bennedsen (S)

Lissa Mathiasen (S)

fmd. Per Kaalund (S)

Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S)

Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD)

Elisabeth Arnold (RV)

Søren Søndergaard (EL)

Birthe Rønn Hornbech (V)

Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V)

Kim Behnke (FRI) Helge Adam Møller (KF)

Jens Heimburger (KF) Peter Skaarup (DF)

Jann Sjursen (KRF)

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til

justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 13-17 og 19 er optrykt efter

ønske fra Frihed 2000. Spørgsmål 14 er optrykt efter

ønske fra Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og

Frihed 2000.

Spørgsmål nr. 13:

Betyder det forhold, at Erhvervsministeriets boligrapport

fra 1997 om nemmere og billigere bolighandler ikke er nævnt i

bemærkningerne, at rapportens anbefalinger slet ikke er indgået i

forarbejdet?

Spørgsmål nr. 14:

Hvorfor har regeringen ikke med dette lovforslag benyttet

lejligheden til at udmønte Boligrapporten, som Erhvervsministeriet

udgav i 1997, og som tre skiftende erhvervsministre siden da har bakket

op?

Svar:

»

Boligrapporten« blev afgivet af en idégruppe nedsat af

Erhvervsministeriet. Gruppen havde til opgave at komme med ideer til, hvordan

hushandler kunne gøres billigere og nemmere for parterne.

I rapporten fremlægges en lang række ideer (30

hovedpunkter), som vedrører mange forskellige love og administrative

regler. En række af forslagene blev gennemført ved lov nr. 227

af 21. april 1999 om ændring af bl.a. lov om omsætning af fast

ejendom.

Én af ideerne i rapporten berører navnlig

loven om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom, mens tre af

ideerne navnlig vedrører de administrative regler om

tilstandsrapporter og de beskikkede bygningssagkyndiges virksomhed m.v.

De administrative regler om tilstandsrapporter m.v.

fastsættes af by- og boligministeren.

Det forslag, som navnlig vedrører loven om

forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., beskrives

således af idégruppen (rapporten side 72):

»

Idégruppen foreslår..., at det

gøres frivilligt for sælger at fremlægge et

forsikringstilbud. Omkostningerne i forbindelse med indhentning af

forsikringstilbud undgås hermed. Ejerskifteforsikringen vil ved en

eventuel ophævelse af den eksisterende ordning have været udbudt

i omkring 2 år, og den vil derfor i fornødent omfang være

introduceret over for forbrugerne. Den fornødne forbrugerbeskyttelse

vil derfor kunne opnås ved at pålægge ejendomsformidleren

en pligt til at informere om muligheden for at tegne forsikringen, om

konsekvensen af ikke at tegne forsikring, om forsikringens

dækningsområde og om muligheden for at gøre handlen

betinget af, at ejerskifteforsikring kan opnås til almindelig

præmie og på almindelige vilkår. Eventuelt kan der

udarbejdes en skriftlig vejledning, som køber skal kvittere for,

svarende til, hvad der gælder for formidlerens orientering om

fortrydelsesretten.

Det vil kræve en revision af lovens § 5 at afskaffe

kravet til sælgers fremlæggelse af forsikringstilbud. Herefter er

det alene op til køber at indhente tilbud på en

ejerskifteforsikring. Sælger vil naturligvis fortsat kunne indhente et

forsikringstilbud, hvis han eller hun finder det fordelagtigt for salget af

ejendommen.«

Efter loven om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af

fast ejendom er det frivilligt for sælgeren, om han vil fremlægge

et forsikringstilbud for køberen, men fremlæggelsen heraf er en

betingelse for, at sælgeren efter loven kan undgå at hæfte

for mangler ved ejendommens bygninger. Idégruppens forslag må

således formodes at gå ud på, at sælgeren skal kunne

undgå at hæfte for fysiske mangler ved ejendommens bygninger

efter lovens regler, selv om sælgeren ikke fremlægger et tilbud

på en ejerskifteforsikring mod skjulte mangler.

Det foreliggende lovforslag går i nærmest

modsat retning. Det foreslås således, at sælgeren som en

yderligere betingelse for at undgå mangelshæftelsen skal

forpligte sig til at betale halvdelen af præmien, hvis køberen

tegner den tilbudte ejerskifteforsikring. I lovforslagets bemærkninger

er der redegjort for de overvejelser, der ligger bag forslaget.

Det bemærkes, at lovforslaget gennemfører

idégruppens forslag om at pålægge ejendomsformidlere at

rådgive køberne om behovet for at tegne ejerskifteforsikring,

jf. lovforslagets § 3.

Om baggrunden for, at idégruppens forslag om »frivillige« ejerskifteforsikringer ikke er søgt gennemført,

skal Justitsministeriet anføre følgende:

Det er et grundlæggende element i lovens ordning, at

sælgeren til gengæld for den beskyttelse, der ligger i at

undgå mangelshæftelsen, må sørge for, at

køberens beslutningsgrundlag med hensyn til ejendommens fysiske

tilstand bliver så fyldestgørende som muligt. Gennem

tilstandsrapporten får køberen en detaljeret viden om

ejendommens fysiske fejl og mangler. Gennem forsikringstilbudet - der skal

opfylde en række minimumskrav - bliver køberen gjort bekendt

med, i hvilket nærmere omfang og til hvilken pris det er muligt at

forsikre sig mod risikoen for, at der er skjulte fejl ved den

pågældende ejendom, som den bygningssagkyndige ikke har kunnet

opdage, og som derfor ikke er nævnt i tilstandsrapporten.

Efter Justitsministeriets opfattelse ville det

ødelægge den balance mellem hensynet til sælger og

hensynet til køber, som ligger i ordningen, hvis man slækkede

på kravet om, at der skal fremlægges konkrete

forsikringsoplysninger for køberen, inden denne binder sig over for

sælgeren.

Idégruppens forslag bygger muligvis på en

forudsætning om, at forsikringstilbudet kan gøres

overflødigt ved at øge kravene til tilstandsrapportens indhold.

Som omtalt i lovforslagets bemærkninger er dette imidlertid efter

Justitsministeriets opfattelse ikke realistisk.

Køberen vil således fortsat have behov for at

kende de konkrete muligheder og vilkår for at tegne forsikring mod

skjulte fejl ved ejendommen, medmindre den bygningssagkyndiges

undersøgelse gøres så omfattende, at der er

fuldstændig sikkerhed for, at samtlige fejl ved ejendommen er omtalt i

tilstandsrapporten. Under en frivillig ordning kan der imidlertid ikke i

praksis stilles krav om, at bygningsgennemgangen skal foregå med de

omfattende tekniske undersøgelser og fysiske indgreb i bygningen, som

ville være nødvendige, for at det kunne udelukkes, at der er

yderligere fejl ved den pågældende bygning. Det ville ikke blot

tage væsentligt længere tid at gennemføre en så

omfattende undersøgelse af ejendommen, men rapporten ville også

blive så dyr, at hele ordningen formentlig ville blive benyttet i

væsentligt mindre omfang end i dag.

Efter Justitsministeriets opfattelse taler

afgørende forbrugerbeskyttelsesmæssige hensyn imod, at

sælgeren kan undgå mangelshæftelsen uden at fremlægge

et forsikringstilbud, og uden at der stilles krav om, at den

bygningssagkyndiges undersøgelse skal være så omfattende,

at der er sikkerhed for, at samtlige fejl er omtalt i tilstandsrapporten. En

sådan retstilstand ville indebære en væsentlig forringelse

af køberens retsstilling.

Det er et grundlæggende princip i dansk ret, at en

sælger ikke skal have fuld pris for salgsgenstanden, hvis denne

efterfølgende viser sig at være behæftet med mangler.

Svarer salgsgenstanden ikke til, hvad parterne har aftalt, eller hvad

køberen med rimelighed har forudsat, kan køberen som

udgangspunkt gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over

for sælgeren. Loven om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast

ejendom m.v. bryder med dette princip, idet sælgeren efter denne lov

kan undgå mangelshæftelsen også med hensyn til mangler, som

ikke foreligger oplyst på handelstidspunktet. Efter Justitsministeriets

opfattelse bør det være en afgørende forudsætning

for, at denne fravigelse af almindelige principper accepteres, at

køberen på handelstidspunktet har sikkerhed for, om og på

hvilke konkrete vilkår der kan tegnes en forsikring, som dækker

køberen ind, hvis der efterfølgende viser sig at være

mangler ved ejendommen.

Spørgsmål nr. 15:

Ministeren bedes yde lovteknisk bistand til formulering af

ændringsforslag, som gennemfører de forslag fra Boligrapporten,

som ikke allerede er gennemført ved lov nr. 227 af 21. april 1999,

eller som gennemføres ved det kommende lovforslag fra by- og

boligministeren, som justitsministeren nævner i bemærkningerne.

Hvorledes stiller ministeren sig til disse ændringsforslag?

Svar:

Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål

nr. 13 og 14, er der i Boligrapporten fremlagt en lang række forslag,

og forslagene vedrører flere forskellige love og

bekendtgørelser m.v. De pågældende love hører under

flere forskellige ministerområder.

En del af forslagene er gennemført.

Forslagene i rapporten er generelt udformet som ideer, der

ikke kan omsættes til lovtekst uden yderligere overvejelser. Forslagene

er inddelt i 30 hovedpunkter med et større antal underpunkter.

Justitsministeriet vil kunne yde den ønskede lovtekniske bistand, hvis

det oplyses, hvilke forslag (underpunkter) der er tale om, og hvad

ændringerne nærmere skal gå ud på.

Et ændringsforslag, der gennemfører den

idé om »frivillige« ejerskifteforsikringer, som er

nærmere omtalt i besvarelsen af spørgsmål nr. 13 og 14,

vil kunne udformes som anført nedenfor. Det er ved udformningen lagt

til grund, at ideen går ud på, at sælgeren skal kunne

undgå mangelshæftelsen efter lovens regler, selv om han ikke

fremlægger et tilbud på en ejerskifteforsikring mod skjulte fejl.

Det er endvidere lagt til grund, at ideen indebærer, at det heller ikke

bør være en betingelse for sælgerens ansvarsfritagelse, at

han forpligter sig til at betale en del af forsikringspræmien, hvis

køberen tegner en ejerskifteforsikring.

Til § 1

1) Nr. 2 affattes således:

§ 2., stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»

Har

køberen fra sælgeren modtaget en rapport om bygningernes fysiske

tilstand (en tilstandsrapport), jf. § 4, kan køberen ikke over for

sælgeren påberåbe sig, at en bygnings fysiske tilstand er

mangelfuld, jf. dog stk. 2-5.«

2) Nr. 3 affattes således:

»

I § 2, stk. 2,

udgår ordene: »og oplysning

om ejerskifteforsikring«. «

3) I nr. 5 udgår ordene: »der bliver stk. 6,«.

4) Nr. 6 affattes således:

»

§ 5

ophæves.«

Til § 2

5) Paragraffen udgår. §§ 3-5 bliver herefter §§ 2-4.

Til § 5

6) Ordene »§ 4« ændres til: »§ 3«, og ordene »§

3« ændres til: »§ 2«.

Jeg kan ikke støtte et sådant

ændringsforslag. Om begrundelsen herfor henvises til besvarelsen af

spørgsmål nr. 13 og 14.

Spørgsmål nr. 16:

Er ministeren ikke enig i, at en tilstandsrapport med alle

relevante oplysninger udarbejdet af en uvildig og kompetent byggesagkyndig

vil kunne styrke køberens beslutningsgrundlag så meget, at

mangelsansvaret for sælger kan ophæves, og at køber selv

kan vurdere behovet for en forsikring, sådan som retsstillingen er i

Norge og Sverige?

Svar:

Som anført i lovforslagets almindelige

bemærkninger pkt. 3.1 og i besvarelsen af spørgsmål nr. 13

og 14 vedrørende lovforslaget, kunne de problemer med et udækket

forsikringsbehov, som er baggrunden for lovforslaget, teoretisk set

løses ved at øge kravene til tilstandsrapporternes indhold,

således at det blev overflødigt at tegne forsikring.

Efter Justitsministeriets opfattelse er dette imidlertid

ikke realistisk, idet det vil forudsætte, at den bygningssagkyndiges

undersøgelse gøres så omfattende, at der er

fuldstændig sikkerhed for, at samtlige fejl ved ejendommen er omtalt i

tilstandsrapporten.

Under en frivillig ordning kan der i praksis ikke stilles

krav om, at bygningsgennemgangen skal foregå med de omfattende tekniske

undersøgelser og fysiske indgreb i bygningen, som ville være

nødvendige, for at det kan udelukkes, at der er yderligere fejl ved

den pågældende bygning. Det ville ikke blot tage væsentligt

længere tid at gennemføre en så omfattende

undersøgelse af ejendommen, men rapporten ville også blive

så dyr, at hele ordningen efter alt at dømme ville blive

benyttet i væsentligt mindre omfang end i dag.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål nr. 13 og 14, hvor der er redegjort for, hvorfor

sælgeren efter Justitsministeriets opfattelse ikke bør kunne

undgå mangelshæftelsen uden at fremlægge et

forsikringstilbud, når den bygningssagkyndiges undersøgelse ikke

er så omfattende, at der er fuldstændig sikkerhed for, at

samtlige fejl er omtalt i tilstandsrapporten.

Det bemærkes, at det både efter den

gældende lov og lovforslaget er frivilligt for køberen, om han

vil tegne en ejerskifteforsikring.

Spørgsmål nr. 17:

Ministeren bedes yde lovteknisk bistand til et

ændringsforslag, der gør ejerskifteforsikringen obligatorisk -

dog ikke i de tilfælde, hvor bygherreansvaret stadig gælder.

Ændringsforslaget skal også fastslå, at

forsikringspræmien deles mellem køber og sælger. Hvorledes

stiller ministeren sig til et sådant ændringsforslag?

Svar:

Justitsministeriet finder ikke at burde udforme et

sådant ændringsforslag uden nærmere oplysning om, på

hvilken måde ejerskifteforsikringen ønskes gjort

obligatorisk.

En obligatorisk ordning kan således udformes

på flere forskellige måder, f.eks. ved at gøre det til en

gyldighedsbetingelse for handlen, at der tegnes en ejerskifteforsikring, ved

at pålægge en strafsanktioneret pligt til at tegne forsikring

eller ved at betinge sælgerens fritagelse for mangelshæftelsen

af, at der er tegnet en ejerskifteforsikring.

Det er også nødvendigt at tage stilling til,

hvem af parterne der i givet fald skal tegne forsikringen. Hvis det er

sælgeren, må der samtidig fastsættes mere detaljerede

regler for dækningsomfanget, idet sælgeren ikke har nogen direkte

interesse heri, herunder i en eventuel supplerende dækning ud over

minimumskravene.

Efter min opfattelse bør det ikke gøres

obligatorisk at tegne ejerskifteforsikring. Det bør fortsat være

muligt at vælge forsikringen fra ud fra en konkret vurdering af

forsikringsbehovet i den enkelte sag, når det sker på et fuldt

oplyst grundlag.

Efter lovforslaget skal sælgeren for at undgå

mangelshæftelsen forpligte sig til at betale mindst halvdelen af

præmien for den tilbudte forsikring, hvis køberen tegner denne

eller en anden forsikring, som opfylder minimumsbetingelserne.

Et ændringsforslag, der alene går ud på,

at sælgeren skal forpligte sig til at betale halvdelen af præmien

for den forsikring, som køberen vælger at tegne, kan udformes

således:

Til § 1

1) I nr. 3 affattes det foreslåede stk. 3

således:

»

Stk. 3.

Fremlægger sælgeren tilbud på en ejerskifteforsikring, jf.

§ 5, gælder stk. 1 kun, hvis sælgeren inden det i stk. 2

nævnte tidspunkt ved et skriftligt og bindende løfte har

forpligtet sig til at indbetale et beløb til køberen svarende

til halvdelen af præmien, hvis køberen tegner den tilbudte

forsikring eller en anden forsikring, som opfylder de i § 5 nævnte

betingelser.«

Jeg kan ikke støtte et sådant

ændringsforslag. Som anført i lovforslagets bemærkninger

bør sælgeren ved købsaftalens indgåelse kunne

indrette sig på, hvor stort et beløb han i givet fald skal

betale. Derfor er lovforslaget udformet således, at sælgeren skal

forpligte sig til at betale halvdelen af den samlede præmie

ifølge det forsikringstilbud, som sælgeren har lagt frem. Det

bliver herved sælgeren uvedkommende, om køberen eventuelt tegner

en anden - dyrere eller billigere - forsikring.

Spørgsmål nr. 19:

Ad besvarelsen af spørgsmål 13-15, jf. L 152

- bilag 17.

Ministeren bedes yde lovteknisk bistand til

ændringsforslag, som forbedrer tilstandsrapporterne i overensstemmelse

med de forslag, som idégruppen bag Boligrapporten fra 1997 fremsatte.

Forbedringerne skal indeholde følgende elementer:

Rapporten skal indeholde oplysninger om ulovligheder i

det omfang, den bygningssagkyndige kan konstatere ulovligheder ved

højst at foretage mindre destruktive indgreb i ejendommen, herunder

funktion og lovlighed af el- og VVS-installationer m.v. samt oplysninger om

bygningsforholdenes lovlighed.

Rapporten skal indeholde oplysninger om

indeklimaforhold og en skønsmæssig vurdering af restlevetiden

for de større bygningsdele såsom tagbeklædning og

vinduer.

Ordningen med tilstandsrapporter skal udvides til at

omfatte ejerlejligheder og fritidshuse.

Tilstandsrapporterne skal have en sådan

udformning, at de helt eller delvist (afhængig af ejendommens forhold)

kan erstatte besigtigelser ved finansieringsinstitutternes

værdifastsættelse.

Huseftersynsordningen lægges sammen med

energikonsulentordningen.

BBR-registrene forbedres, jf. side 66 i

Boligrapporten.

Der fastsættes klare regler for den

bygningssagkyndiges uvildighed og uafhængighed i overensstemmelse med

Boligrapporten side 67 sidste afsnit og side 68 første

afsnit.

Den bygningssagkyndige skal gennemgå en

målrettet uddannelse, jf. Boligrapportens side 70 og 71.

Svar:

1. Efter den gældende lov kan sælgeren som

udgangspunkt undgå at hæfte for fysiske mangler ved ejendommens

bygninger, hvis han bl.a. fremlægger en tilstandsrapport, jf. lovens §

2. Efter lovens § 4 skal tilstandsrapporten for at have denne gunstige

retsvirkning for sælgeren være udarbejdet af en beskikket

bygningssagkyndig, og rapporten skal endvidere være udarbejdet på

et skema, som er godkendt af by- og boligministeren. Bygningssagkyndige

beskikkes af by- og boligministeren, jf. § 4, stk. 2. Efter denne bestemmelse

- som ikke foreslås ændret - fastsætter by- og

boligministeren endvidere regler om beskikkelse som bygningssagkyndig,

herunder om ansvarsforsikring og andre betingelser for at opnå

beskikkelse, om gebyr for beskikkelse m.v., om fratagelse og bortfald af

beskikkelse samt om administrationen af beskikkelsesordningen. By- og

boligministeren fastsætter endvidere regler om virksomheden som

bygningssagkyndig, herunder om den bygningssagkyndiges undersøgelse

til brug for udarbejdelsen af en tilstandsrapport, samt regler om den

bygningssagkyndiges vederlag.

De fleste af de forslag, som nævnes i

spørgsmålet, vil således efter den gældende lov

kunne gennemføres administrativt. Det drejer sig navnlig om

følgende:

Krav om, at de bygningssagkyndige foretager visse

destruktive indgreb i bygningerne, og at tilstandsrapporterne udvides med

flere oplysninger om ulovlige bygningsindretninger.

Udvidelse af tilstandsrapporten med oplysninger om

indeklimaforhold og en skønsmæssig vurdering af restlevetiden

for de større bygningsdele.

Yderligere regler om bygningssagkyndiges uvildighed og

uafhængighed.

Krav om yderligere uddannelse af

bygningssagkyndige.

For så vidt angår forslaget om at udvide

tilstandsrapporterne med flere oplysninger om ulovlige bygningsindretninger

m.v., henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 7

vedrørende lovforslaget.

Sådan som dette forslag er formuleret i

Boligrapporten (side 64) og i spørgsmålet, forudsætter det

i øvrigt, at der tages stilling til en række yderligere punkter,

bl.a. til den nærmere afgrænsning af de »ulovligheder«,

som de bygningssagkyndige i givet fald skulle pålægges at

undersøge - herunder om de bygningssagkyndige alene skulle

pålægges at undersøge forhold i strid med f.eks.

bygningsreglementer og regler vedrørende el- og VVS-installationer,

eller om de også skulle pålægges at undersøge

forhold i strid med zonelovgivning, lokalplaner, servitutter,

sundhedsforskrifter m.v.

For så vidt angår forslaget om at udvide

tilstandsrapporterne med oplysninger om indeklimaforhold og restlevetid skal

Justitsministeriet bemærke, at det følger af de administrativt

fastsatte regler - bekendtgørelse nr. 542 af 30. juni 1999 om

huseftersynsordningen (huseftersynsbekendtgørelsen) - at

tilstandsrapporten skal indeholde oplysning om restlevetid, hvis udskiftning

af den pågældende bygningsdel er nødvendig inden for

kortere tid for at undgå, at der forvoldes skader på andre

bygningsdele. By- og Boligministeriet vil overveje, om det for at

begrænse de afgrænsningsproblemer, der kan være, eventuelt

bør pålægges de bygningssagkyndige generelt at oplyse, om

væsentlige bygningsdele vil skulle udskiftes inden for de

nærmeste par år.

Bortset herfra bør det imidlertid fremhæves,

at loven om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v.

regulerer retsforholdet mellem køber og sælger gennem en

frivillig ordning, som har til formål at beskytte begge parter mod

problemer med fysiske mangler ved bygningerne. Efter regeringens opfattelse

vil det ikke være rimeligt, hvis man i loven betinger sælgerens

og køberens indbyrdes retsforhold af, om køberen får

oplysning om det ene eller andet, som kan være nyttigt at vide, men som

ikke har noget med fysiske fejl ved bygningerne at gøre.

Der er generelt ikke noget til hinder for, at parterne og

den bygningssagkyndige i den enkelte sag kan aftale, at den

bygningssagkyndige (mod ekstra vederlag) skal foretage destruktive indgreb i

bygningerne, og/eller at rapporten udvides med visse yderligere oplysninger -

f.eks. overslag over udbedringsomkostninger - som den bygningssagkyndige

mener at kunne give, jf. herved § 13 i

huseftersynsbekendtgørelsen.

For så vidt angår forslaget om yderligere

regler om bygningssagkyndiges uvildighed og uafhængighed

bemærkes, at By- og Boligministeriet har strammet reglerne herom ved

den ovenfor nævnte huseftersynsbekendtgørelse fra 1999. Efter

bekendtgørelsens § 6, nr. 6-8, skal den bygningssagkyndige dels

være uvildig i den enkelte sag, således at den bygningssagkyndige

skal være uafhængig af interesser, der kan påvirke arbejdet

som bygningssagkyndig, dels undlade at udføre huseftersyn for eller

efter anmodning fra en virksomhed, der beskæftiger sig med

ejendomsformidling, hvis vedkommende er ansat i eller har ejerandele i den

pågældende virksomhed, dels i tilstandsrapporten oplyse om

samarbejdsaftaler om udførelse af huseftersyn truffet med

ejendomsformidlere eller andre med interesse i den aktuelle hushandel.

For så vidt angår forslaget om yderligere

uddannelse af de bygningssagkyndige, kan det oplyses, at kravene til de

bygningssagkyndiges kvalifikationer og uddannelse løbende

drøftes i en følgegruppe med repræsentanter for

berørte organisationer og myndigheder, jf.

huseftersynsbekendtgørelsens § 3.

Det kan endvidere oplyses, at By- og Boligministeriet med

virkning fra årsskiftet har indført en praktisk prøve for

de bygningssagkyndige. Prøven består i, at bygningssagkyndige,

der ansøger om beskikkelse, skal deltage i tre huseftersyn under

vejledning af en erfaren beskikket bygningssagkyndig. Resultatet af denne

prøve indgår i vurderingen af ansøgerens

kvalifikationer.

Det bemærkes imidlertid, at det efter regeringens

opfattelse vil ligge uden for den gældende lovgivnings rammer at

etablere en omfattende særlig uddannelse af bygningssagkyndige med

henblik på, at de skal kunne pålægges at give oplysning om

en række yderligere forhold, som ikke har noget med fysiske fejl ved

bygninger at gøre. En sådan udvidelse måtte bl.a.

forudsætte fornyede overvejelser om ordningens frivillige karakter og

om de bygningssagkyndiges ansvars- og forsikringsforhold.

2. Ejerlejligheder og sommerhuse er ikke undtaget fra

lovens ordning. Sælgeren kan således ligesom ved andre ejendomme

som udgangspunkt undgå at hæfte for fysiske mangler ved at

fremlægge en tilstandsrapport og oplysninger om

ejerskifteforsikring.

Der kan udarbejdes sædvanlige tilstandsrapporter

vedrørende alle sommerhuse m.v.

For så vidt angår ejerlejligheder skal

sælgeren for at undgå mangelshæftelsen fremlægge

tilstandsrapport vedrørende både den individuelle lejlighed og

de fællesejede bygningsdele. Det skyldes, at sælgeren efter loven

fritages for mangelshæftelsen for så vidt angår både

den individuelle lejlighed og de fællesejede bygningsdele.

Skulle der ændres på kravet om, at der skal

fremlægges tilstandsrapport vedrørende begge dele, måtte

det efter Justitsministeriets opfattelse forudsætte en ændring af

lovgivningen, så en sælger, der kun fremlægger

tilstandsrapport vedrørende den individuelle lejlighed, også kun

fritages for at hæfte for mangler i den individuelle lejlighed. En

sådan sondring vil imidlertid skabe afgrænsningsproblemer, fordi

manglerne ofte vil berøre både den individuelle og den

fællesejede del.

Hertil kommer, at en begrænset ordning, der kun

fritager sælgeren for mangler i den individuelle ejendom, vil

være uden særlig interesse for parterne, fordi de mangler ved

ejerlejligheder, der har væsentlig økonomisk betydning, i

praksis skyldes forhold i fællesejede bygningsdele som f.eks. tag, mur

eller fundament.

Hvis sælgeren af en ejerlejlighed ønsker at

benytte lovens ordning, er der mulighed for, at tilstandsrapporten kan deles

op i to, jf. § 17 i huseftersynsbekendtgørelsen. I større

ejendomme vil det således kunne være en hensigtsmæssig

løsning, at man i ejerforeningen beslutter at få udarbejdet og

løbende ajourført én tilstandsrapport vedrørende

fællesarealet, således at den samme rapport vil kunne benyttes,

hver gang et medlem af ejerforeningen sælger sin lejlighed.

3. Forslaget vedrørende anvendelse af

tilstandsrapporten som grundlag for finansieringsinstitutters

værdiansættelse er beskrevet således i Boligrapporten (side

65):

»

Tilstandsrapporten bør ... have en sådan

udformning, at det normalt ikke kan betale sig for forsikringsselskaber,

finansieringsinstitutter, rådgivere og andre sagkyndige at

gennemgå eller beskrive ejendommen. Idégruppen er i den

forbindelse opmærksom på, at der kan være behov for, at

disse aktører besigtiger ejendommen, herunder eventuelt supplerer

tilstandsrapporten med egne oplysninger.

Idégruppen foreslår derfor at ændre

realkreditlovgivningen, så tilstandsrapporten helt eller delvis

(afhængig af ejendommens forhold) kan erstatte besigtigelser ved

institutternes værdiansættelse.«

Efter realkreditlovens § 41 skal realkreditinstitutter

ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for

låneudmålingen. Kontantværdien skal ligge inden for det

beløb, som en kyndig erhverver med kendskab til pris- og

markedsforholdene for den pågældende type ejendom må

skønnes at ville betale for ejendommen. Efter realkreditlovens § 43

fastsætter Finanstilsynet regler om værdiansættelse, jf.

bekendtgørelse nr. 647 af 5. august 1999.

Justitsministeriet finder ikke på det foreliggende

grundlag at kunne yde lovteknisk bistand til udformningen af et

ændringsforslag som omtalt i spørgsmålet, bl.a. fordi det

vil forudsætte en videregående koordinering mellem de to

berørte lovgivninger, som varetager væsentligt forskellige

formål.

4. For så vidt angår forslaget om at »sammenlægge« huseftersynsordningen og

energikonsulentordningen skal Justitsministeriet anføre

følgende:

Huseftersynsordningen er etableret i medfør af lov

om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. Efter denne lov

kan sælgeren som udgangspunkt undgå at hæfte for fysiske

mangler ved ejendommens bygninger, såfremt sælgeren sørger

for, at køberen inden købsaftalens indgåelse modtager en

tilstandsrapport og et tilbud på en ejerskifteforsikring mod skjulte

mangler. Ordningen gælder i alle tilfælde, hvor ejendommen

hovedsagelig anvendes til beboelse for sælgeren og/eller hovedsagelig

er bestemt til beboelse for køberen.

Det er frivilligt for sælgeren, om han vil benytte

denne ordning. Vælger sælgeren at indgå handlen uden at

fremlægge en tilstandsrapport eller et forsikringstilbud (eller - efter

lovforslaget - uden at forpligte sig til at betale en del af

forsikringspræmien), gælder i stedet dansk rets almindelige

regler om mangler ved salgsgenstanden, hvorefter køberen som

udgangspunkt kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende,

hvis der efterfølgende viser sig at være mangler ved ejendommen.

Lovens regler er således et tilbud til køber og sælger om

at få afklaret eventuelle mangelsproblemer, inden der handles.

Energimærkningsordningen, som med virkning fra den

1. januar 1997 afløste den såkaldte varmesynsordning, er

etableret i medfør af lov om fremme af energi- og vandbesparelser i

bygninger. Efter denne lov skal sælgeren i forbindelse med salg af

visse ejendomme fremlægge en energiplan og en energimærkning, der

beskriver ejendommens energimæssige tilstand og anviser, hvordan der

vil kunne spares på energiforbruget. Energimærkningsordningen er

i modsætning til huseftersynsordningen obligatorisk.

Idégruppens forslag må forstås

således (Boligrapporten side 65), at gruppen mener, at lovgrundlaget

for de to ordninger bør ændres, således at

energimærkningsordningen ikke længere skal være

obligatorisk, og således at fremlæggelse af energiplan og

energimærkning i stedet skal være en betingelse for, at

sælgeren kan undgå at hæfte for fysiske mangler ved

ejendommens bygninger i medfør af lov om forbrugerbeskyttelse ved

erhvervelse af fast ejendom m.v.

Idégruppen anfører, at de nødvendige

ændringer af lovgrundlaget bør ske på grundlag af et

udvalgsarbejde. Justitsministeriet finder allerede af denne grund ikke at

burde udarbejde et ændringsforslag herom til L 152, men skal i

øvrigt anføre følgende om forslaget:

Efter regeringens opfattelse er der ikke grundlag for, at

sælger ikke længere skal være forpligtet til at

fremlægge en energiplan m.v. Det kan i øvrigt oplyses, at

Miljø- og Energiministeriet - hvorunder loven om fremme af energi- og

vandbesparelser i bygninger hører - i løbet af efteråret

vil evaluere energimærkningsordningen med henblik på eventuelle

ændringer.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør

sælgerens mulighed for at undgå at hæfte for fysiske

mangler ikke gøres betinget af, at sælgeren fremlægger en

energiplan m.v., idet denne ikke ligesom tilstandsrapporten og

forsikringstilbudet tager sigte på at beskytte køberen mod

risikoen for, at der er fysiske mangler ved ejendommen.

Loven om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast

ejendom m.v. er som ovenfor nævnt karakteriseret ved at være en

civilretlig lov, der regulerer retsforholdet mellem køber og

sælger gennem en frivillig ordning, som har til formål at

beskytte begge parter mod problemer med fysiske mangler ved bygningerne. Det

ville efter Justitsministeriets opfattelse ikke være rimeligt at

betinge sælgerens og køberens indbyrdes retsforhold af, om

sælgeren opfylder krav, som ikke har noget med disse mangler at

gøre, og som desuden er pålagt ud fra helt andre hensyn.

Formålet med en energiplan og energimærkning er i

modsætning til tilstandsrapporten ikke at afdække forhold, som i

civilretlig forstand er mangler ved salgsgenstanden, men at fremme det

offentliges generelle bestræbelser på at øge omfanget af

energi- og vandbesparende foranstaltninger i boligmassen, jf. lovens § 1 og §

4, stk. 2.

I forarbejderne til den gældende lov om

forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. er det forudsat, at

de to ordninger vil kunne samordnes i praksis, og dette er også sket:

Bygningssagkyndige, der beskikkes til at udarbejde tilstandsrapporter, kan

også beskikkes som energikonsulenter. Sælgeren kan, hvis han

ønsker det, få lavet begge rapporter på én gang, og

de fleste sælgere benytter denne mulighed. Rapporterne udarbejdes

så til en nedsat samlet pris, således at sælgeren

opnår en besparelse.

5. Forslaget om at forbedre bygnings- og boligregistrene

(BBR) beskrives således i Boligrapporten (side 66):

»

Idégruppen finder det vigtigt, at

BBR-registrene forbedres, således at oplysningerne bliver så

rigtige, som det er praktisk muligt til gavn for alle brugere.

Idégruppen foreslår derfor, at dette søges sikret enten

ved, at kommunerne får kopier af alle tilstandsrapporter og selv

får ansvaret for på dette grundlag at kontrollere og revidere

BBR-oplysningerne eller ved, at den bygningssagkyndige pålægges

ansvaret for gennemgang af BBR-oplysningerne.«

Ændring af lovgivningen med henblik på en

forbedret ajourføring af de offentlige bygnings- og boligregistre

ligger efter regeringens opfattelse uden for rammerne af L 152, men By- og

Boligministeriet har over for Justitsministeriet oplyst, at man er

opmærksom på idégruppens forslag og positivt overvejer

mulighederne for at gennemføre det. Det kan ske enten ved en

ændring af huseftersynsbekendtgørelsen eller ved en

ændring af lov om bygnings- og boligregistrering (BBR-loven).

Bilag 2

Uddrag af Erhvervsministeriets Boligrapport fra 1997

Bilaget er optrykt efter ønske fra Frihed 2000.

C. Forslag vedrørende køber

Forslag C1

Tilstandsrapporter

Især to forhold gør en forbedring af de

nuværende tilstandsrapporter væsentlig i arbejdet med at lette og

billiggøre handlen med ejerboliger.

Det er vigtigt, at tilstandsrapporten har et sådant

omfang og en sådan kvalitet, at køber reelt kan vurdere, om

ejendommens pris svarer til ejendommens værdi. Dette er blevet af endnu

større betydning i dag, hvor risikoen for skjulte mangler er flyttet

fra sælger til køber, når sælger vælger at

fremlægge en tilstandsrapport og et tilbud om ejerskifteforsikring. For

at styrke forbrugerbeskyttelsen af køber bør tilstandsrapporten

derfor omfatte alle forhold ved ejendommen, som er relevante for

købsbeslutningen.

Idégruppen foreslår på denne baggrund,

at rapporten udvides til at omfatte ulovligheder i det omfang, den

bygningssagkyndige kan konstatere ulovligheder ved højst at foretage

mindre destruktive indgreb i ejendommen, herunder funktion og lovlighed af

el- og VVS-installationer mv. samt oplysninger om bygningsforholdenes

lovlighed. Endvidere skal den sagkyndige fremkomme med oplysninger om

indeklimaforhold og med en skønsmæssig vurdering af

restlevetiden for de større bygningsdele så som

tagbeklædning og vinduer.

Ordningen bør samtidig udvides til at omfatte

ejerlejligheder og sommerhuse, da ejerlejligheder udgør en ikke

uvæsentlig andel af handlerne med fast ejendom, og da denne type bolig

ofte erhverves af førstegangskøbere. For ejerlejligheder skal

en tilstandsrapport på fællesdelen ikke være

nødvendig for, at sælger kan slippe for sit mangelsansvar

vedrørende den enkelte lejlighed (inden for lejlighedens egne

vægge).

Der vil endvidere opnås en væsentlig

forenkling, hvis der kun foretages én teknisk gennemgang af

ejendommen, dvs. at kun ejendomsformidleren og den bygningssagkyndige

gennemgår ejendommen. Dette forudsætter imidlertid, at

aktører, der i dag lader deres egne repræsentanter

gennemgå ejendommen, kan indhente de nødvendige oplysninger

på anden måde.

Tilstandsrapporten bør derfor have en sådan

udformning, at det normalt ikke kan betale sig for forsikringsselskaber,

finansieringsinstitutter, rådgivere og andre sagkyndige at

gennemgå eller beskrive ejendommen. Idégruppen er i den

forbindelse opmærksom på, at der kan være behov for, at

disse aktører besigtiger ejendommen, herunder eventuelt supplerer

tilstandsrapporten med egne oplysninger.

Idégruppen foreslår derfor at ændre

realkreditlovgivningen, så tilstandsrapporten helt eller delvist

(afhængig af ejendommens forhold) kan erstatte besigtigelser ved

institutternes værdiansættelse.

Idégruppen foreslår herudover, at

huseftersynsordningen og energikonsulentordningen sammenlægges. Denne

ene besigtigelse skal udmøntes i én tilstandsrapport, der

sammen med oplysninger fra ét samlet ejendomsdataregister skal danne

grundlag for hele ejendomshandlen. Sammenlægningen vil kræve

visse justeringer af de to ordninger. Det foreslås fx at den

nuværende 6 måneders gyldighed for tilstandsrapporter

forlænges til 12 måneder. Disse ændringer udmøntes i

et udvalgsarbejde med deltagelse af Boligministeriet og Miljø- og

Energiministeriet.

Huseftersynsordningen skal fortsat være frivillig

for sælger, så køber kan give afkald på

tilstandsrapporten samt energimærkning. Dette kan fx være

naturligt ved familiehandler. Ved en fastholdelse af den nuværende

høje dækningsgrad for tilstandsrapporter vil der i et frivilligt

system være et kraftigt økonomisk incitament for sælger

til at energimærke, idet han eller hun derved undgår at ansvaret

for mangler omfattes af den 20-årige forældelsesregel.

Idégruppen finder det vigtigt, at BBR-registrene

forbedres, således at oplysningerne bliver så rigtige, som det er

praktisk muligt til gavn for alle brugere. Idégruppen foreslår

derfor, at dette søges sikret enten ved, at kommunerne får

kopier af alle tilstandsrapporter og selv får ansvaret for på

dette grundlag at kontrollere og revidere BBR-oplysningerne eller ved, at den

bygningssagkyndige pålægges ansvaret for gennemgang af

BBR-oplysningerne.

Forslag C2

Den bygningssagkyndiges uvildighed skal sikres

En bygningssagkyndig skal ifølge de nuværende

regler være uvildig i den enkelte sag, således at rapporten er

udarbejdet på baggrund af en objektiv vurdering af husets tilstand.

Der er imidlertid ingen klare regler for, hvilken

tilknytning en bygningssagkyndig må have til de forskellige

aktører på ejendomsmarkedet. Bygge- og Boligstyrelsen har

vurderet, at en bygningssagkyndig kan være ansat hos en

ejendomsmægler, når blot den sagkyndige ikke udarbejder

tilstandsrapporter for de ejendomme, som den pågældende

mægler har til salg. Endvidere har en stor del af

forsikringsselskaberne ansat faste bygningssagkyndige. Der er således

ikke noget til hinder for, at en bygningssagkyndig eksempelvis indgår i

et fast samarbejde med, ejes af eller på anden vis har en

væsentlig tilknytning til den aktør, som tilstandsrapporten

rekvireres af.

En del af Idégruppen7)7) ser heri en fare for, at den

bygningssagkyndige i sin vurdering af ejendommen kan være inhabil,

fordi han eller hun er påvirket af andre interesser i stedet for at

forholde sig neutral og foretage en objektiv gennemgang af ejendommen.

Denne del af Idégruppen foreslår derfor, at

der fastsættes klarere regler for den bygningssagkyndiges uvildighed og

uafhængighed. Den bygningssagkyndige må således ikke

være ansat hos ejendomsformidleren i den konkrete sag eller hos dermed

koncernforbundne virksomheder eller virksomheder/koncerner, der er

franchisegivere for ejendomsformidleren. Tilsvarende må de

bygningssagkyndige ikke have ejerandele i disse virksomheder eller dermed

koncernforbundne selskaber, der giver den bygningssagkyndige indflydelse

på eller en mere betydelig økonomisk interesse i

virksomhederne.

Baggrunden for forslaget er, at hvis der fastsættes

klare regler om de bygningssagkyndiges uvildighed og uafhængighed, vil

man i højere grad end i dag kunne sikre huseftersynsordningens

formål, idet tilstandsrapporterne vil få en højere

anerkendt validitet, fordi de er udarbejdet på et objektivt grundlag og

derfor giver et korrekt billede af husets stand og værdi.

En anden del af Idégruppen8)8) finder ikke,

at der er behov for yderligere krav til den bygningssagkyndiges uvildighed

end, at den bygningssagkyndige ikke må være ansat hos den

ejendomsformidler, der har den konkrete bolighandel, men gerne i selskaber,

der er koncernforbundne med formidleren. Denne del af Idégruppen

finder ikke, at der er nogen fare for, at der med de nuværende regler

opstår en interessekonflikt i de tilfælde, hvor den

bygningssagkyndige har tilknytning til en koncern bestående af

eksempelvis ejendomsmæglere, långivere og forsikringsselskaber.

Sælgeren og ejendomsmægleren vil typisk have en interesse i

så gunstig en tilstandsrapport som mulig, mens køberen og

långiveren respektive forsikringsselskabet vil have en interesse i, at

tilstandsrapporten bedst muligt afdækker de faktiske forhold.

Koncernerne må antages at have et ekstra incitament til at holde intern

kontrol med kvalitetsniveauet hos de bygningssagkyndige, idet koncernen

ellers risikerer, at eventuel badwill som følge af dårlige

rapporter rammer koncernen som helhed.

Denne del af Idégruppen er endvidere af den

opfattelse, at der gennem et skærpet regelsæt vedrørende

uvildighed skabes en risiko for, at man ikke opnår de

rationaliseringsfordele, som er en følge af en enstrenget

løsning, hvor alle led i ejendomsformidlingen har tillid til én

og samme bygningssagkyndige, hvis rapport man anvender som baggrund for alle

involverede aktørers vurderinger.

Endelig tilføjer denne del af Idégruppen, at

de skærpede regler næppe vil kunne neutralisere den indflydelse,

en storkunde hos en »uvildig

bygningssagkyndig « må

forventes at have i praksis.

Forslag C3

Uddannelse af de bygningssagkyndige

Det er en forudsætning for gennemførelsen af

forslag C1 om grundigere tilstandsrapporter, at kravene til rapporten

følges op af en målrettet uddannelse af de

bygningssagkyndige.

Tilstandsrapporten udarbejdes i dag af en af de 900

bygningssagkyndige, som er beskikket af Bygge- og Boligstyrelsen. For at

blive beskikket skal ansøgeren enten have en byggeteknisk uddannelse,

være arkitekt, konstruktør eller have tilsvarende kundskaber

erhvervet på anden måde. Desuden skal ansøgeren have

mindst 5 års dokumenteret erhvervserfaring vedrørende

bygningsundersøgelser eller tilsyn med byggeri. Endelig skal

ansøgeren have deltaget i huseftersynsordningens 1-dags

informationskursus, hvor der gennemgås nogle af de juridiske og

praktiske problemer, den byggesagkyndige kan komme ud for. Der kan stilles

krav om, at der aflægges en prøve. Bygge- og Boligstyrelsen har

oplyst, at der ikke afholdes prøver på nuværende

tidspunkt, men at det overvejes med henblik på at skabe et mere

objektivt grundlag for beskikkelse.

Fra forskellig side gives der udtryk for, at kvaliteten af

tilstandsrapporterne er for svingende. Det er endvidere oplyst, at en af

årsagerne til, at den eksisterende ordning ikke omfatter ulovlige

bygningsinstallationer, er usikkerhed om, hvorvidt de bygningssagkyndige har

den fornødne ekspertise til at afgøre dette.

Idégruppen foreslår, at der i forbindelse med

beskikkelsen gennemføres en grundigere uddannelse, end der finder sted

i dag på det obligatoriske 1-dags kursus. Der skal opnås

sikkerhed for, at den bygningssagkyndige er i stand til at foretage en

grundig gennemgang af enhver ejendom. Dette kan ske ved at etablere

uddannelsesmoduler, de bygningssagkyndige kan deltage i afhængig af de

enkelte ansøgeres baggrund.

Den bygningssagkyndige skal herefter også kunne

vurdere de forhold, der i medfør af Idégruppens forslag C1 skal

omfattes af tilstandsrapporten. Det forudsættes således, at

uddannelsen af de bygningssagkyndige gør sammenlægningen af de

mange besigtigelser mulig.

Endelig foreslås det at indføre

prøver, der sikrer, at de bygningssagkyndige har de fornødne

kvalifikationer.

Forslag C4

Frivillige ejerskifteforsikringer

Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast

ejendom mv. medførte nye ansvarsregler for sælger fra

begyndelsen af 1996. Sælger er nu som udgangspunkt fri for ansvar for

fysiske mangler ved ejendommen, som han ellers ville hæfte for i 20

år, såfremt køber har modtaget en tilstandsrapport samt et

tilbud på ejerskifteforsikring.

Der var tale om en markant ændring i

ansvarsreglerne, hvor køber fik en større risiko.

Idégruppen er enig i, at det var nødvendigt, at der som

modstykke hertil indførtes ordninger, der sikrer køber

fyldestgørende information om ejendommen. Loven kræver

således, at køber både får en tilstandsrapport samt

et konkret tilbud om ejerskifteforsikring, for at ordningen finder

anvendelse.

Det nye system har medført, at der i ca. 80 pct. af

alle handler med enfamilieshuse både udarbejdes en tilstandsrapport og

afgives et forsikringstilbud. Antallet af tegnede ejerskifteforsikringer har

imidlertid kun udgjort 3-4 pct. af disse ejendomshandler.

Forsikringsselskaberne tager ofte betaling for at afgive

et forsikringstilbud, typisk 500 kr. Betalingskravet begrundes med

forsikringsselskabernes omkostningsbyrde ved at udarbejde de mange tilbud

sammenholdt med den lave tegningsprocent. Forsikringsselskabernes

omkostninger ved at afgive et tilbud er imidlertid normalt højere end

dette beløb. Disse forhold synes at have ført til, at

forsikringsselskaberne ikke prioriterer ejerskifteforsikringen særlig

højt. Ejendomsmæglerne har således oplevet, at ventetiden

for at modtage et forsikringstilbud har forsinket gennemførelsen af

bolighandlen. Ligeledes har det vist sig vanskeligt for

ejendomsmæglerne at formå forsikringsselskaber til at afgive

forsikringstilbud til andre mæglere end medlemmer af kæder, som

forsikringsselskabet har et samarbejde med.

Ejerskifteforsikringen kan være et instrument til at

forebygge, at der opstår strid mellem køber og sælger om

mangler efter købers overtagelse af ejendommen. Det er imidlertid

Idégruppens opfattelse, at der kan opnås samme

forbrugerbeskyttelse af køber ved at forbedre kvaliteten af

tilstandsrapporterne, herunder at medtage oplysning om ulovlige

bygningsindretninger, og ved at give oplysning om ejerskifteforsikringen.

Idégruppen finder endvidere, at

forsikringsordningen ikke har haft den nødvendige tilslutning fra

køberside, der dokumenterer nødvendigheden af, at sælger

pålægges at indhente et forsikringstilbud. Hertil kommer, at

sælger ikke har interesse for prisen på det forsikringstilbud der

rekvireres, idet køber skal betale forsikringen. Det er endvidere

udtryk for et samfundsøkonomisk spild, at der skal udarbejdes et meget

stort antal forsikringstilbud, der ikke accepteres.

Idégruppen foreslår derfor, at det

gøres frivilligt for sælger at fremlægge et

forsikringstilbud. Omkostningerne i forbindelse med indhentning af

forsikringstilbud undgås hermed. Ejerskifteforsikringen vil ved en

eventuel ophævelse af den eksisterende ordning have været udbudt

på markedet i omkring 2 år, og den vil derfor i fornødent

omfang være introduceret over for forbrugerne. Den fornødne

forbrugerbeskyttelse vil derfor kunne opnås ved at pålægge

ejendomsformidleren en pligt til at informere om muligheden for at tegne

forsikringen, om konsekvensen af ikke at tegne forsikring, om forsikringens

dækningsområde og om muligheden for at gøre handlen

betinget af, at ejerskifteforsikring kan opnås til almindelig

præmie og på almindelige vilkår. Eventuelt kan der

udarbejdes en skriftlig vejledning, som køber skal kvittere for

svarende til, hvad der gælder for formidlerens orientering om

fortrydelsesretten.

Det vil kræve en revision af lovens § 5 at afskaffe

kravet til sælgers fremlæggelse af forsikringstilbud. Herefter er

det alene op til køber at indhente tilbud på en

ejerskifteforsikring. Sælger vil naturligvis fortsat kunne indhente et

forsikringstilbud, hvis han eller hun finder det fordelagtigt for salget af

ejendommen.

Idégruppen finder det endvidere vigtigt at finde

nye udformninger af ejerskifteforsikringsproduktet, der vil få flere

købere til at tegne forsikringen. En mulighed er at sammenkoble

ejerskifteforsikringen og den almindelige ejendomsforsikring.

Ejendomsforsikringen har en høj tegningsprocent, og der bør

arbejdes på en kombination af de to produkter, hvorved køber

sikres for såvel nuværende som fremtidige mangler. En

sammenlægning i én forsikring vil endvidere betyde, at det er

ligegyldigt, om skaden er sket før eller efter

overtagelsestidspunktet.

7) Finn Lauritzen, Jacob Buksti, Kirsten

Jacobsen og Preben Bang Henriksen.

8) Michael

Møller og Susanne Nielsen.

Officielle noter

Lignende dokumenter