Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., lov om omsætning af fast ejendom og ligningsloven (Stramning af betingelserne for, at sælgeren kan undgå at hæfte for mangler m.v.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Retsudvalget den
18. maj 2000
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., lov om
omsætning af fast ejendom og ligningsloven
(Stramning af
betingelserne for, at sælgeren kan undgå at hæfte for
mangler m.v.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder
og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som
denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser
fra Realkreditrådet og Sammenslutningen af Selvstændige
Beskikkede Bygningssagkyndige.
Nogle af udvalgets spørgsmål til
justitsministeren og dennes svar herpå og uddrag af
Erhvervsministeriets Boligrapport fra 1997 er optrykt som bilag til
betænkningen.
Herefter indstiller et mindretal
(Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt
Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse
uændret.
Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative
Folkepartis, Dansk Folkepartis og Frihed 2000´s medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et flertal inden for mindretallet (Venstres, Det
Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget)
konstaterer, at det vil være ønskeligt, hvis antallet af sager
Læs alt
ved domstolene om mangler ved fast ejendom nedbringes. Men disse partier
tror ikke, at lovforslaget løser det problem. Også flere af de
hørte organisationer sår tvivl om, hvorvidt ændringerne
overhovedet vil opfylde regeringens målsætning.
Lovforslaget sikrer ikke, at der tegnes en
ejerskifteforsikring, men at sælger skal betale halvdelen af
forsikringen, hvis køber vælger at tegne en forsikring. Flere af
de hørte parter anfører, at dette kan betyde en
forhøjelse af ejendommens pris, så den kommer til at indeholde
sælgers andel.
Lovforslaget indfører en bestemmelse om, at en
sælger, som kunne have benyttet sig af loven, ikke kan undgå
mangelshæftelsen ved i stedet at få indføjet en generel
ansvarsfraskrivelse i købsaftalen heller ikke i de tilfælde,
hvor almindelige forbehold indtil nu har været anerkendt som hovedregel
ved salg af ejendomme for dødsboer, konkursboer og tvangsauktioner.
Flere af de hørte parter anfører, at det er uheldigt, og at
denne adgang ikke bør fjernes også fordi den nuværende
praksis ikke har givet anledning til problemer og at det forhold, at
ejendommen udbydes med en generel ansvarsfraskrivelse, reflekteres i prisen.
Sælger har i de ovennævnte tilfælde en særlig og
rimelig interesse i at kunne undgå mangelshæftelse. Selv
Dommerforeningen er betænkelig, idet den anfører, at sondringen
mellem »almindelige forbehold«, som efter lovforslagets § 21 a ikke
kan gøres gældende over for køber, og konkrete forbehold,
som kan, må ventes at give anledning til en del
afgrænsningsproblemer. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk
Folkeparti kan heller ikke støtte denne ændring, som de frygter
kan skabe retsusikkerhed.
Som køber vælger man selv, hvilken risiko man
vil påtage sig ved køb af fast ejendom, herunder om man vil
tegne en forsikring. Det er en afvejning, køber må foretage.
Et mindretal inden for mindretallet (Frihed 2000´s medlem
af udvalget) anfører, at lovforslaget, som vedrører en lov om
forbrugerbeskyttelse, overhovedet ikke vil virke efter hensigten,
såfremt det bliver vedtaget i den form, som regeringen har fremsat
det.
I 1997 nedsatte Erhvervsministeriet en idégruppe,
som fremlagde en boligrapport med forskellige forslag, som skulle gøre
det nemmere og billigere at handle bolig og sikre forbrugerne et produkt, som
de selv var i stand til at tage stilling til. Såfremt dette skal
opnås, kræver det efter Frihed 2000´s opfattelse, at
købere af fast ejendom bliver udstyret med to redskaber:
For det første en tilstandsrapport, der i klar
tekst fortæller om ejendommens indretning og tilstand, og som
gør opmærksom på det, hvis der i ejendommen er ulovlige
indretninger. Det er ikke meningen, at der skal foretages store destruktive
indgreb på ejendommen, men dér hvor ulovlighederne er
åbenbare, eller hvor den bygningssagkyndige har mistanke om, at
indretningen er ulovlig, bør dette fremgå.
For det andet skal der skabes sikkerhed for en langt
tydeligere habilitet og uafhængighed hos de bygningssagkyndige,
således at den bygningssagkyndige, der afleverer tilstandsrapporten,
ikke har andre økonomiske interesser i rapporten end dem, som er
betinget af det honorar, vedkommende modtager. Desuden skal der knyttes
strengere ansvarsregler til udarbejdelsen af rapporten.
Såfremt man udstyrer køberne med en
sådan tilstandsrapport, vil selv almindelige købere i meget vidt
omfang være i stand til at bedømme, om den forlangte pris
på ejendommen er rimelig set i relation til ejendommens tilstand.
Et andet vigtigt formål er at sikre, at de mange
sager, der føres for domstolene om skjulte fejl og mangler, bliver
reduceret til de tilfælde, hvor der er tale om svig. Det
forudsætter, at ejerskifteforsikringer bliver udformet på en
sådan måde, at de rent faktisk bliver tegnet. Det kan efter
Frihed 2000´s opfattelse godt være rimeligt, at køber og
sælger deler udgiften, da begge parter har lige stor interesse i det.
Når det indtil nu har været således, at fremlæggelsen
af et tilbud er obligatorisk, men at der alligevel er op imod 40.000 tilbud,
der ikke bliver tegnet, skyldes det, at omkostningerne ved at tegne
forsikringen har været for høj. Dette kan imødegås,
hvis tilstandsrapporten er langt bedre og der til rapporten er knyttet
strengere ansvarsregler for udarbejdelsen af rapporten. Derved kan
forsikringsselskaberne let skaffe sig et overblik over, hvilket objekt det
er, de skal forsikre, og det vil alt andet lige betyde, at man ville få
billigere tilbud.
Som forholdene er i praksis, har både køber
og sælger en interesse i på handelstidspunktet at slippe
økonomisk mest fordelagtigt. Det betyder, at sælgeren får
flest penge, og at køberen kommer af med færrest mulige kontante
penge. Som konsekvens heraf bliver forsikringerne ofte ikke tegnet, fordi
ingen af parterne ser nogle år frem i tiden. Det medfører i
praksis, at en køber, når skjulte fejl og mangler opstår,
kan komme ud for at skulle efterforske en sælger måske i andet,
tredje eller fjerde led, fordi de forudgående sælgere er
gået konkurs eller ikke på anden måde er til at få
fat i og føre for retten. Det er helt urimeligt, at en person, der har
solgt en ejendom for mange år siden, stadig skal hæfte for
skjulte fejl og mangler, som vedkommende i de fleste tilfælde aldrig
har kendt til, og som ikke var aktuelle på det ejertidspunkt, der var
tale om.
Selv om Frihed 2000 ikke er tilhænger af for megen
lovgivning, kunne man, hvis man ville sikre køberne og sælgerne
en lige retsstilling og domstolene imod de mange sager om skjulte fejl og
mangler, overveje, om det ikke var rimeligt at gøre
ejerskifteforsikringen obligatorisk. I modsat fald burde man fjerne det
obligatoriske krav om at fremlægge tilbudet. Det er helt uacceptabelt,
at man har pligt til at fremlægge et tilbud, ingen vil have, eller
ingen har pligt til at modtage.
Såfremt man gjorde ejerskifteforsikringen
obligatorisk og delte udgifterne mellem køber og sælger, burde
en sådan ordning også gælde for dødsboer og ved
tvangsauktioner. I disse to tilfælde, hvor det i dag er muligt at lave
ansvarsfraskrivelse, opnår man den fordel, at et sæt arvinger med
det samme kan tage stilling til forsikringspræmien og lade det
indgå i dødsboet, ligesom kreditforeningerne kan medregne
udgiften til ejerskifteforsikring i den regning til ejeren, de ikke får
dækket på tvangsauktionen.
Frihed 2000 fatter ikke, at regeringen kan nedsætte
en idégruppe, der skal komme med forslag til at handle ejendom
på en billigere og nemmere måde, og så siden hen i et
lovinitiativ, der skal styrke forbrugerbeskyttelsen, totalt se bort fra den
rapport, som idégruppen kommer med. En rapport, som 3 erhvervsministre
i rækkefølge har udtalt deres uforbeholdne opbakning til.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis
medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved
3. behandling.
Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem
af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3.
behandling.
Dorte Bennedsen (S)
Lissa Mathiasen (S)
fmd. Per Kaalund (S)
Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S)
Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD)
Elisabeth Arnold (RV)
Søren Søndergaard (EL)
Birthe Rønn Hornbech (V)
Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V)
Kim Behnke (FRI) Helge Adam Møller (KF)
Jens Heimburger (KF) Peter Skaarup (DF)
Jann Sjursen (KRF)
Bilag 1
Nogle af udvalgets spørgsmål til
justitsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 13-17 og 19 er optrykt efter
ønske fra Frihed 2000. Spørgsmål 14 er optrykt efter
ønske fra Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og
Frihed 2000.
Spørgsmål nr. 13:
Betyder det forhold, at Erhvervsministeriets boligrapport
fra 1997 om nemmere og billigere bolighandler ikke er nævnt i
bemærkningerne, at rapportens anbefalinger slet ikke er indgået i
forarbejdet?
Spørgsmål nr. 14:
Hvorfor har regeringen ikke med dette lovforslag benyttet
lejligheden til at udmønte Boligrapporten, som Erhvervsministeriet
udgav i 1997, og som tre skiftende erhvervsministre siden da har bakket
op?
Svar:
»
Boligrapporten« blev afgivet af en idégruppe nedsat af
Erhvervsministeriet. Gruppen havde til opgave at komme med ideer til, hvordan
hushandler kunne gøres billigere og nemmere for parterne.
I rapporten fremlægges en lang række ideer (30
hovedpunkter), som vedrører mange forskellige love og administrative
regler. En række af forslagene blev gennemført ved lov nr. 227
af 21. april 1999 om ændring af bl.a. lov om omsætning af fast
ejendom.
Én af ideerne i rapporten berører navnlig
loven om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom, mens tre af
ideerne navnlig vedrører de administrative regler om
tilstandsrapporter og de beskikkede bygningssagkyndiges virksomhed m.v.
De administrative regler om tilstandsrapporter m.v.
fastsættes af by- og boligministeren.
Det forslag, som navnlig vedrører loven om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., beskrives
således af idégruppen (rapporten side 72):
»
Idégruppen foreslår..., at det
gøres frivilligt for sælger at fremlægge et
forsikringstilbud. Omkostningerne i forbindelse med indhentning af
forsikringstilbud undgås hermed. Ejerskifteforsikringen vil ved en
eventuel ophævelse af den eksisterende ordning have været udbudt
i omkring 2 år, og den vil derfor i fornødent omfang være
introduceret over for forbrugerne. Den fornødne forbrugerbeskyttelse
vil derfor kunne opnås ved at pålægge ejendomsformidleren
en pligt til at informere om muligheden for at tegne forsikringen, om
konsekvensen af ikke at tegne forsikring, om forsikringens
dækningsområde og om muligheden for at gøre handlen
betinget af, at ejerskifteforsikring kan opnås til almindelig
præmie og på almindelige vilkår. Eventuelt kan der
udarbejdes en skriftlig vejledning, som køber skal kvittere for,
svarende til, hvad der gælder for formidlerens orientering om
fortrydelsesretten.
Det vil kræve en revision af lovens § 5 at afskaffe
kravet til sælgers fremlæggelse af forsikringstilbud. Herefter er
det alene op til køber at indhente tilbud på en
ejerskifteforsikring. Sælger vil naturligvis fortsat kunne indhente et
forsikringstilbud, hvis han eller hun finder det fordelagtigt for salget af
ejendommen.«
Efter loven om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af
fast ejendom er det frivilligt for sælgeren, om han vil fremlægge
et forsikringstilbud for køberen, men fremlæggelsen heraf er en
betingelse for, at sælgeren efter loven kan undgå at hæfte
for mangler ved ejendommens bygninger. Idégruppens forslag må
således formodes at gå ud på, at sælgeren skal kunne
undgå at hæfte for fysiske mangler ved ejendommens bygninger
efter lovens regler, selv om sælgeren ikke fremlægger et tilbud
på en ejerskifteforsikring mod skjulte mangler.
Det foreliggende lovforslag går i nærmest
modsat retning. Det foreslås således, at sælgeren som en
yderligere betingelse for at undgå mangelshæftelsen skal
forpligte sig til at betale halvdelen af præmien, hvis køberen
tegner den tilbudte ejerskifteforsikring. I lovforslagets bemærkninger
er der redegjort for de overvejelser, der ligger bag forslaget.
Det bemærkes, at lovforslaget gennemfører
idégruppens forslag om at pålægge ejendomsformidlere at
rådgive køberne om behovet for at tegne ejerskifteforsikring,
jf. lovforslagets § 3.
Om baggrunden for, at idégruppens forslag om »frivillige« ejerskifteforsikringer ikke er søgt gennemført,
skal Justitsministeriet anføre følgende:
Det er et grundlæggende element i lovens ordning, at
sælgeren til gengæld for den beskyttelse, der ligger i at
undgå mangelshæftelsen, må sørge for, at
køberens beslutningsgrundlag med hensyn til ejendommens fysiske
tilstand bliver så fyldestgørende som muligt. Gennem
tilstandsrapporten får køberen en detaljeret viden om
ejendommens fysiske fejl og mangler. Gennem forsikringstilbudet - der skal
opfylde en række minimumskrav - bliver køberen gjort bekendt
med, i hvilket nærmere omfang og til hvilken pris det er muligt at
forsikre sig mod risikoen for, at der er skjulte fejl ved den
pågældende ejendom, som den bygningssagkyndige ikke har kunnet
opdage, og som derfor ikke er nævnt i tilstandsrapporten.
Efter Justitsministeriets opfattelse ville det
ødelægge den balance mellem hensynet til sælger og
hensynet til køber, som ligger i ordningen, hvis man slækkede
på kravet om, at der skal fremlægges konkrete
forsikringsoplysninger for køberen, inden denne binder sig over for
sælgeren.
Idégruppens forslag bygger muligvis på en
forudsætning om, at forsikringstilbudet kan gøres
overflødigt ved at øge kravene til tilstandsrapportens indhold.
Som omtalt i lovforslagets bemærkninger er dette imidlertid efter
Justitsministeriets opfattelse ikke realistisk.
Køberen vil således fortsat have behov for at
kende de konkrete muligheder og vilkår for at tegne forsikring mod
skjulte fejl ved ejendommen, medmindre den bygningssagkyndiges
undersøgelse gøres så omfattende, at der er
fuldstændig sikkerhed for, at samtlige fejl ved ejendommen er omtalt i
tilstandsrapporten. Under en frivillig ordning kan der imidlertid ikke i
praksis stilles krav om, at bygningsgennemgangen skal foregå med de
omfattende tekniske undersøgelser og fysiske indgreb i bygningen, som
ville være nødvendige, for at det kunne udelukkes, at der er
yderligere fejl ved den pågældende bygning. Det ville ikke blot
tage væsentligt længere tid at gennemføre en så
omfattende undersøgelse af ejendommen, men rapporten ville også
blive så dyr, at hele ordningen formentlig ville blive benyttet i
væsentligt mindre omfang end i dag.
Efter Justitsministeriets opfattelse taler
afgørende forbrugerbeskyttelsesmæssige hensyn imod, at
sælgeren kan undgå mangelshæftelsen uden at fremlægge
et forsikringstilbud, og uden at der stilles krav om, at den
bygningssagkyndiges undersøgelse skal være så omfattende,
at der er sikkerhed for, at samtlige fejl er omtalt i tilstandsrapporten. En
sådan retstilstand ville indebære en væsentlig forringelse
af køberens retsstilling.
Det er et grundlæggende princip i dansk ret, at en
sælger ikke skal have fuld pris for salgsgenstanden, hvis denne
efterfølgende viser sig at være behæftet med mangler.
Svarer salgsgenstanden ikke til, hvad parterne har aftalt, eller hvad
køberen med rimelighed har forudsat, kan køberen som
udgangspunkt gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over
for sælgeren. Loven om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast
ejendom m.v. bryder med dette princip, idet sælgeren efter denne lov
kan undgå mangelshæftelsen også med hensyn til mangler, som
ikke foreligger oplyst på handelstidspunktet. Efter Justitsministeriets
opfattelse bør det være en afgørende forudsætning
for, at denne fravigelse af almindelige principper accepteres, at
køberen på handelstidspunktet har sikkerhed for, om og på
hvilke konkrete vilkår der kan tegnes en forsikring, som dækker
køberen ind, hvis der efterfølgende viser sig at være
mangler ved ejendommen.
Spørgsmål nr. 15:
Ministeren bedes yde lovteknisk bistand til formulering af
ændringsforslag, som gennemfører de forslag fra Boligrapporten,
som ikke allerede er gennemført ved lov nr. 227 af 21. april 1999,
eller som gennemføres ved det kommende lovforslag fra by- og
boligministeren, som justitsministeren nævner i bemærkningerne.
Hvorledes stiller ministeren sig til disse ændringsforslag?
Svar:
Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål
nr. 13 og 14, er der i Boligrapporten fremlagt en lang række forslag,
og forslagene vedrører flere forskellige love og
bekendtgørelser m.v. De pågældende love hører under
flere forskellige ministerområder.
En del af forslagene er gennemført.
Forslagene i rapporten er generelt udformet som ideer, der
ikke kan omsættes til lovtekst uden yderligere overvejelser. Forslagene
er inddelt i 30 hovedpunkter med et større antal underpunkter.
Justitsministeriet vil kunne yde den ønskede lovtekniske bistand, hvis
det oplyses, hvilke forslag (underpunkter) der er tale om, og hvad
ændringerne nærmere skal gå ud på.
Et ændringsforslag, der gennemfører den
idé om »frivillige« ejerskifteforsikringer, som er
nærmere omtalt i besvarelsen af spørgsmål nr. 13 og 14,
vil kunne udformes som anført nedenfor. Det er ved udformningen lagt
til grund, at ideen går ud på, at sælgeren skal kunne
undgå mangelshæftelsen efter lovens regler, selv om han ikke
fremlægger et tilbud på en ejerskifteforsikring mod skjulte fejl.
Det er endvidere lagt til grund, at ideen indebærer, at det heller ikke
bør være en betingelse for sælgerens ansvarsfritagelse, at
han forpligter sig til at betale en del af forsikringspræmien, hvis
køberen tegner en ejerskifteforsikring.
Til § 1
1) Nr. 2 affattes således:
§ 2., stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»
Har
køberen fra sælgeren modtaget en rapport om bygningernes fysiske
tilstand (en tilstandsrapport), jf. § 4, kan køberen ikke over for
sælgeren påberåbe sig, at en bygnings fysiske tilstand er
mangelfuld, jf. dog stk. 2-5.«
2) Nr. 3 affattes således:
»
I § 2, stk. 2,
udgår ordene: »og oplysning
om ejerskifteforsikring«. «
3) I nr. 5 udgår ordene: »der bliver stk. 6,«.
4) Nr. 6 affattes således:
»
§ 5
ophæves.«
Til § 2
5) Paragraffen udgår. §§ 3-5 bliver herefter §§ 2-4.
Til § 5
6) Ordene »§ 4« ændres til: »§ 3«, og ordene »§
3« ændres til: »§ 2«.
Jeg kan ikke støtte et sådant
ændringsforslag. Om begrundelsen herfor henvises til besvarelsen af
spørgsmål nr. 13 og 14.
Spørgsmål nr. 16:
Er ministeren ikke enig i, at en tilstandsrapport med alle
relevante oplysninger udarbejdet af en uvildig og kompetent byggesagkyndig
vil kunne styrke køberens beslutningsgrundlag så meget, at
mangelsansvaret for sælger kan ophæves, og at køber selv
kan vurdere behovet for en forsikring, sådan som retsstillingen er i
Norge og Sverige?
Svar:
Som anført i lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 3.1 og i besvarelsen af spørgsmål nr. 13
og 14 vedrørende lovforslaget, kunne de problemer med et udækket
forsikringsbehov, som er baggrunden for lovforslaget, teoretisk set
løses ved at øge kravene til tilstandsrapporternes indhold,
således at det blev overflødigt at tegne forsikring.
Efter Justitsministeriets opfattelse er dette imidlertid
ikke realistisk, idet det vil forudsætte, at den bygningssagkyndiges
undersøgelse gøres så omfattende, at der er
fuldstændig sikkerhed for, at samtlige fejl ved ejendommen er omtalt i
tilstandsrapporten.
Under en frivillig ordning kan der i praksis ikke stilles
krav om, at bygningsgennemgangen skal foregå med de omfattende tekniske
undersøgelser og fysiske indgreb i bygningen, som ville være
nødvendige, for at det kan udelukkes, at der er yderligere fejl ved
den pågældende bygning. Det ville ikke blot tage væsentligt
længere tid at gennemføre en så omfattende
undersøgelse af ejendommen, men rapporten ville også blive
så dyr, at hele ordningen efter alt at dømme ville blive
benyttet i væsentligt mindre omfang end i dag.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af
spørgsmål nr. 13 og 14, hvor der er redegjort for, hvorfor
sælgeren efter Justitsministeriets opfattelse ikke bør kunne
undgå mangelshæftelsen uden at fremlægge et
forsikringstilbud, når den bygningssagkyndiges undersøgelse ikke
er så omfattende, at der er fuldstændig sikkerhed for, at
samtlige fejl er omtalt i tilstandsrapporten.
Det bemærkes, at det både efter den
gældende lov og lovforslaget er frivilligt for køberen, om han
vil tegne en ejerskifteforsikring.
Spørgsmål nr. 17:
Ministeren bedes yde lovteknisk bistand til et
ændringsforslag, der gør ejerskifteforsikringen obligatorisk -
dog ikke i de tilfælde, hvor bygherreansvaret stadig gælder.
Ændringsforslaget skal også fastslå, at
forsikringspræmien deles mellem køber og sælger. Hvorledes
stiller ministeren sig til et sådant ændringsforslag?
Svar:
Justitsministeriet finder ikke at burde udforme et
sådant ændringsforslag uden nærmere oplysning om, på
hvilken måde ejerskifteforsikringen ønskes gjort
obligatorisk.
En obligatorisk ordning kan således udformes
på flere forskellige måder, f.eks. ved at gøre det til en
gyldighedsbetingelse for handlen, at der tegnes en ejerskifteforsikring, ved
at pålægge en strafsanktioneret pligt til at tegne forsikring
eller ved at betinge sælgerens fritagelse for mangelshæftelsen
af, at der er tegnet en ejerskifteforsikring.
Det er også nødvendigt at tage stilling til,
hvem af parterne der i givet fald skal tegne forsikringen. Hvis det er
sælgeren, må der samtidig fastsættes mere detaljerede
regler for dækningsomfanget, idet sælgeren ikke har nogen direkte
interesse heri, herunder i en eventuel supplerende dækning ud over
minimumskravene.
Efter min opfattelse bør det ikke gøres
obligatorisk at tegne ejerskifteforsikring. Det bør fortsat være
muligt at vælge forsikringen fra ud fra en konkret vurdering af
forsikringsbehovet i den enkelte sag, når det sker på et fuldt
oplyst grundlag.
Efter lovforslaget skal sælgeren for at undgå
mangelshæftelsen forpligte sig til at betale mindst halvdelen af
præmien for den tilbudte forsikring, hvis køberen tegner denne
eller en anden forsikring, som opfylder minimumsbetingelserne.
Et ændringsforslag, der alene går ud på,
at sælgeren skal forpligte sig til at betale halvdelen af præmien
for den forsikring, som køberen vælger at tegne, kan udformes
således:
Til § 1
1) I nr. 3 affattes det foreslåede stk. 3
således:
»
Stk. 3.
Fremlægger sælgeren tilbud på en ejerskifteforsikring, jf.
§ 5, gælder stk. 1 kun, hvis sælgeren inden det i stk. 2
nævnte tidspunkt ved et skriftligt og bindende løfte har
forpligtet sig til at indbetale et beløb til køberen svarende
til halvdelen af præmien, hvis køberen tegner den tilbudte
forsikring eller en anden forsikring, som opfylder de i § 5 nævnte
betingelser.«
Jeg kan ikke støtte et sådant
ændringsforslag. Som anført i lovforslagets bemærkninger
bør sælgeren ved købsaftalens indgåelse kunne
indrette sig på, hvor stort et beløb han i givet fald skal
betale. Derfor er lovforslaget udformet således, at sælgeren skal
forpligte sig til at betale halvdelen af den samlede præmie
ifølge det forsikringstilbud, som sælgeren har lagt frem. Det
bliver herved sælgeren uvedkommende, om køberen eventuelt tegner
en anden - dyrere eller billigere - forsikring.
Spørgsmål nr. 19:
Ad besvarelsen af spørgsmål 13-15, jf. L 152
- bilag 17.
Ministeren bedes yde lovteknisk bistand til
ændringsforslag, som forbedrer tilstandsrapporterne i overensstemmelse
med de forslag, som idégruppen bag Boligrapporten fra 1997 fremsatte.
Forbedringerne skal indeholde følgende elementer:
Rapporten skal indeholde oplysninger om ulovligheder i
det omfang, den bygningssagkyndige kan konstatere ulovligheder ved
højst at foretage mindre destruktive indgreb i ejendommen, herunder
funktion og lovlighed af el- og VVS-installationer m.v. samt oplysninger om
bygningsforholdenes lovlighed.
Rapporten skal indeholde oplysninger om
indeklimaforhold og en skønsmæssig vurdering af restlevetiden
for de større bygningsdele såsom tagbeklædning og
vinduer.
Ordningen med tilstandsrapporter skal udvides til at
omfatte ejerlejligheder og fritidshuse.
Tilstandsrapporterne skal have en sådan
udformning, at de helt eller delvist (afhængig af ejendommens forhold)
kan erstatte besigtigelser ved finansieringsinstitutternes
værdifastsættelse.
Huseftersynsordningen lægges sammen med
energikonsulentordningen.
BBR-registrene forbedres, jf. side 66 i
Boligrapporten.
Der fastsættes klare regler for den
bygningssagkyndiges uvildighed og uafhængighed i overensstemmelse med
Boligrapporten side 67 sidste afsnit og side 68 første
afsnit.
Den bygningssagkyndige skal gennemgå en
målrettet uddannelse, jf. Boligrapportens side 70 og 71.
Svar:
1. Efter den gældende lov kan sælgeren som
udgangspunkt undgå at hæfte for fysiske mangler ved ejendommens
bygninger, hvis han bl.a. fremlægger en tilstandsrapport, jf. lovens §
2. Efter lovens § 4 skal tilstandsrapporten for at have denne gunstige
retsvirkning for sælgeren være udarbejdet af en beskikket
bygningssagkyndig, og rapporten skal endvidere være udarbejdet på
et skema, som er godkendt af by- og boligministeren. Bygningssagkyndige
beskikkes af by- og boligministeren, jf. § 4, stk. 2. Efter denne bestemmelse
- som ikke foreslås ændret - fastsætter by- og
boligministeren endvidere regler om beskikkelse som bygningssagkyndig,
herunder om ansvarsforsikring og andre betingelser for at opnå
beskikkelse, om gebyr for beskikkelse m.v., om fratagelse og bortfald af
beskikkelse samt om administrationen af beskikkelsesordningen. By- og
boligministeren fastsætter endvidere regler om virksomheden som
bygningssagkyndig, herunder om den bygningssagkyndiges undersøgelse
til brug for udarbejdelsen af en tilstandsrapport, samt regler om den
bygningssagkyndiges vederlag.
De fleste af de forslag, som nævnes i
spørgsmålet, vil således efter den gældende lov
kunne gennemføres administrativt. Det drejer sig navnlig om
følgende:
Krav om, at de bygningssagkyndige foretager visse
destruktive indgreb i bygningerne, og at tilstandsrapporterne udvides med
flere oplysninger om ulovlige bygningsindretninger.
Udvidelse af tilstandsrapporten med oplysninger om
indeklimaforhold og en skønsmæssig vurdering af restlevetiden
for de større bygningsdele.
Yderligere regler om bygningssagkyndiges uvildighed og
uafhængighed.
Krav om yderligere uddannelse af
bygningssagkyndige.
For så vidt angår forslaget om at udvide
tilstandsrapporterne med flere oplysninger om ulovlige bygningsindretninger
m.v., henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 7
vedrørende lovforslaget.
Sådan som dette forslag er formuleret i
Boligrapporten (side 64) og i spørgsmålet, forudsætter det
i øvrigt, at der tages stilling til en række yderligere punkter,
bl.a. til den nærmere afgrænsning af de »ulovligheder«,
som de bygningssagkyndige i givet fald skulle pålægges at
undersøge - herunder om de bygningssagkyndige alene skulle
pålægges at undersøge forhold i strid med f.eks.
bygningsreglementer og regler vedrørende el- og VVS-installationer,
eller om de også skulle pålægges at undersøge
forhold i strid med zonelovgivning, lokalplaner, servitutter,
sundhedsforskrifter m.v.
For så vidt angår forslaget om at udvide
tilstandsrapporterne med oplysninger om indeklimaforhold og restlevetid skal
Justitsministeriet bemærke, at det følger af de administrativt
fastsatte regler - bekendtgørelse nr. 542 af 30. juni 1999 om
huseftersynsordningen (huseftersynsbekendtgørelsen) - at
tilstandsrapporten skal indeholde oplysning om restlevetid, hvis udskiftning
af den pågældende bygningsdel er nødvendig inden for
kortere tid for at undgå, at der forvoldes skader på andre
bygningsdele. By- og Boligministeriet vil overveje, om det for at
begrænse de afgrænsningsproblemer, der kan være, eventuelt
bør pålægges de bygningssagkyndige generelt at oplyse, om
væsentlige bygningsdele vil skulle udskiftes inden for de
nærmeste par år.
Bortset herfra bør det imidlertid fremhæves,
at loven om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v.
regulerer retsforholdet mellem køber og sælger gennem en
frivillig ordning, som har til formål at beskytte begge parter mod
problemer med fysiske mangler ved bygningerne. Efter regeringens opfattelse
vil det ikke være rimeligt, hvis man i loven betinger sælgerens
og køberens indbyrdes retsforhold af, om køberen får
oplysning om det ene eller andet, som kan være nyttigt at vide, men som
ikke har noget med fysiske fejl ved bygningerne at gøre.
Der er generelt ikke noget til hinder for, at parterne og
den bygningssagkyndige i den enkelte sag kan aftale, at den
bygningssagkyndige (mod ekstra vederlag) skal foretage destruktive indgreb i
bygningerne, og/eller at rapporten udvides med visse yderligere oplysninger -
f.eks. overslag over udbedringsomkostninger - som den bygningssagkyndige
mener at kunne give, jf. herved § 13 i
huseftersynsbekendtgørelsen.
For så vidt angår forslaget om yderligere
regler om bygningssagkyndiges uvildighed og uafhængighed
bemærkes, at By- og Boligministeriet har strammet reglerne herom ved
den ovenfor nævnte huseftersynsbekendtgørelse fra 1999. Efter
bekendtgørelsens § 6, nr. 6-8, skal den bygningssagkyndige dels
være uvildig i den enkelte sag, således at den bygningssagkyndige
skal være uafhængig af interesser, der kan påvirke arbejdet
som bygningssagkyndig, dels undlade at udføre huseftersyn for eller
efter anmodning fra en virksomhed, der beskæftiger sig med
ejendomsformidling, hvis vedkommende er ansat i eller har ejerandele i den
pågældende virksomhed, dels i tilstandsrapporten oplyse om
samarbejdsaftaler om udførelse af huseftersyn truffet med
ejendomsformidlere eller andre med interesse i den aktuelle hushandel.
For så vidt angår forslaget om yderligere
uddannelse af de bygningssagkyndige, kan det oplyses, at kravene til de
bygningssagkyndiges kvalifikationer og uddannelse løbende
drøftes i en følgegruppe med repræsentanter for
berørte organisationer og myndigheder, jf.
huseftersynsbekendtgørelsens § 3.
Det kan endvidere oplyses, at By- og Boligministeriet med
virkning fra årsskiftet har indført en praktisk prøve for
de bygningssagkyndige. Prøven består i, at bygningssagkyndige,
der ansøger om beskikkelse, skal deltage i tre huseftersyn under
vejledning af en erfaren beskikket bygningssagkyndig. Resultatet af denne
prøve indgår i vurderingen af ansøgerens
kvalifikationer.
Det bemærkes imidlertid, at det efter regeringens
opfattelse vil ligge uden for den gældende lovgivnings rammer at
etablere en omfattende særlig uddannelse af bygningssagkyndige med
henblik på, at de skal kunne pålægges at give oplysning om
en række yderligere forhold, som ikke har noget med fysiske fejl ved
bygninger at gøre. En sådan udvidelse måtte bl.a.
forudsætte fornyede overvejelser om ordningens frivillige karakter og
om de bygningssagkyndiges ansvars- og forsikringsforhold.
2. Ejerlejligheder og sommerhuse er ikke undtaget fra
lovens ordning. Sælgeren kan således ligesom ved andre ejendomme
som udgangspunkt undgå at hæfte for fysiske mangler ved at
fremlægge en tilstandsrapport og oplysninger om
ejerskifteforsikring.
Der kan udarbejdes sædvanlige tilstandsrapporter
vedrørende alle sommerhuse m.v.
For så vidt angår ejerlejligheder skal
sælgeren for at undgå mangelshæftelsen fremlægge
tilstandsrapport vedrørende både den individuelle lejlighed og
de fællesejede bygningsdele. Det skyldes, at sælgeren efter loven
fritages for mangelshæftelsen for så vidt angår både
den individuelle lejlighed og de fællesejede bygningsdele.
Skulle der ændres på kravet om, at der skal
fremlægges tilstandsrapport vedrørende begge dele, måtte
det efter Justitsministeriets opfattelse forudsætte en ændring af
lovgivningen, så en sælger, der kun fremlægger
tilstandsrapport vedrørende den individuelle lejlighed, også kun
fritages for at hæfte for mangler i den individuelle lejlighed. En
sådan sondring vil imidlertid skabe afgrænsningsproblemer, fordi
manglerne ofte vil berøre både den individuelle og den
fællesejede del.
Hertil kommer, at en begrænset ordning, der kun
fritager sælgeren for mangler i den individuelle ejendom, vil
være uden særlig interesse for parterne, fordi de mangler ved
ejerlejligheder, der har væsentlig økonomisk betydning, i
praksis skyldes forhold i fællesejede bygningsdele som f.eks. tag, mur
eller fundament.
Hvis sælgeren af en ejerlejlighed ønsker at
benytte lovens ordning, er der mulighed for, at tilstandsrapporten kan deles
op i to, jf. § 17 i huseftersynsbekendtgørelsen. I større
ejendomme vil det således kunne være en hensigtsmæssig
løsning, at man i ejerforeningen beslutter at få udarbejdet og
løbende ajourført én tilstandsrapport vedrørende
fællesarealet, således at den samme rapport vil kunne benyttes,
hver gang et medlem af ejerforeningen sælger sin lejlighed.
3. Forslaget vedrørende anvendelse af
tilstandsrapporten som grundlag for finansieringsinstitutters
værdiansættelse er beskrevet således i Boligrapporten (side
65):
»
Tilstandsrapporten bør ... have en sådan
udformning, at det normalt ikke kan betale sig for forsikringsselskaber,
finansieringsinstitutter, rådgivere og andre sagkyndige at
gennemgå eller beskrive ejendommen. Idégruppen er i den
forbindelse opmærksom på, at der kan være behov for, at
disse aktører besigtiger ejendommen, herunder eventuelt supplerer
tilstandsrapporten med egne oplysninger.
Idégruppen foreslår derfor at ændre
realkreditlovgivningen, så tilstandsrapporten helt eller delvis
(afhængig af ejendommens forhold) kan erstatte besigtigelser ved
institutternes værdiansættelse.«
Efter realkreditlovens § 41 skal realkreditinstitutter
ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for
låneudmålingen. Kontantværdien skal ligge inden for det
beløb, som en kyndig erhverver med kendskab til pris- og
markedsforholdene for den pågældende type ejendom må
skønnes at ville betale for ejendommen. Efter realkreditlovens § 43
fastsætter Finanstilsynet regler om værdiansættelse, jf.
bekendtgørelse nr. 647 af 5. august 1999.
Justitsministeriet finder ikke på det foreliggende
grundlag at kunne yde lovteknisk bistand til udformningen af et
ændringsforslag som omtalt i spørgsmålet, bl.a. fordi det
vil forudsætte en videregående koordinering mellem de to
berørte lovgivninger, som varetager væsentligt forskellige
formål.
4. For så vidt angår forslaget om at »sammenlægge« huseftersynsordningen og
energikonsulentordningen skal Justitsministeriet anføre
følgende:
Huseftersynsordningen er etableret i medfør af lov
om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. Efter denne lov
kan sælgeren som udgangspunkt undgå at hæfte for fysiske
mangler ved ejendommens bygninger, såfremt sælgeren sørger
for, at køberen inden købsaftalens indgåelse modtager en
tilstandsrapport og et tilbud på en ejerskifteforsikring mod skjulte
mangler. Ordningen gælder i alle tilfælde, hvor ejendommen
hovedsagelig anvendes til beboelse for sælgeren og/eller hovedsagelig
er bestemt til beboelse for køberen.
Det er frivilligt for sælgeren, om han vil benytte
denne ordning. Vælger sælgeren at indgå handlen uden at
fremlægge en tilstandsrapport eller et forsikringstilbud (eller - efter
lovforslaget - uden at forpligte sig til at betale en del af
forsikringspræmien), gælder i stedet dansk rets almindelige
regler om mangler ved salgsgenstanden, hvorefter køberen som
udgangspunkt kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende,
hvis der efterfølgende viser sig at være mangler ved ejendommen.
Lovens regler er således et tilbud til køber og sælger om
at få afklaret eventuelle mangelsproblemer, inden der handles.
Energimærkningsordningen, som med virkning fra den
1. januar 1997 afløste den såkaldte varmesynsordning, er
etableret i medfør af lov om fremme af energi- og vandbesparelser i
bygninger. Efter denne lov skal sælgeren i forbindelse med salg af
visse ejendomme fremlægge en energiplan og en energimærkning, der
beskriver ejendommens energimæssige tilstand og anviser, hvordan der
vil kunne spares på energiforbruget. Energimærkningsordningen er
i modsætning til huseftersynsordningen obligatorisk.
Idégruppens forslag må forstås
således (Boligrapporten side 65), at gruppen mener, at lovgrundlaget
for de to ordninger bør ændres, således at
energimærkningsordningen ikke længere skal være
obligatorisk, og således at fremlæggelse af energiplan og
energimærkning i stedet skal være en betingelse for, at
sælgeren kan undgå at hæfte for fysiske mangler ved
ejendommens bygninger i medfør af lov om forbrugerbeskyttelse ved
erhvervelse af fast ejendom m.v.
Idégruppen anfører, at de nødvendige
ændringer af lovgrundlaget bør ske på grundlag af et
udvalgsarbejde. Justitsministeriet finder allerede af denne grund ikke at
burde udarbejde et ændringsforslag herom til L 152, men skal i
øvrigt anføre følgende om forslaget:
Efter regeringens opfattelse er der ikke grundlag for, at
sælger ikke længere skal være forpligtet til at
fremlægge en energiplan m.v. Det kan i øvrigt oplyses, at
Miljø- og Energiministeriet - hvorunder loven om fremme af energi- og
vandbesparelser i bygninger hører - i løbet af efteråret
vil evaluere energimærkningsordningen med henblik på eventuelle
ændringer.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør
sælgerens mulighed for at undgå at hæfte for fysiske
mangler ikke gøres betinget af, at sælgeren fremlægger en
energiplan m.v., idet denne ikke ligesom tilstandsrapporten og
forsikringstilbudet tager sigte på at beskytte køberen mod
risikoen for, at der er fysiske mangler ved ejendommen.
Loven om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast
ejendom m.v. er som ovenfor nævnt karakteriseret ved at være en
civilretlig lov, der regulerer retsforholdet mellem køber og
sælger gennem en frivillig ordning, som har til formål at
beskytte begge parter mod problemer med fysiske mangler ved bygningerne. Det
ville efter Justitsministeriets opfattelse ikke være rimeligt at
betinge sælgerens og køberens indbyrdes retsforhold af, om
sælgeren opfylder krav, som ikke har noget med disse mangler at
gøre, og som desuden er pålagt ud fra helt andre hensyn.
Formålet med en energiplan og energimærkning er i
modsætning til tilstandsrapporten ikke at afdække forhold, som i
civilretlig forstand er mangler ved salgsgenstanden, men at fremme det
offentliges generelle bestræbelser på at øge omfanget af
energi- og vandbesparende foranstaltninger i boligmassen, jf. lovens § 1 og §
4, stk. 2.
I forarbejderne til den gældende lov om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. er det forudsat, at
de to ordninger vil kunne samordnes i praksis, og dette er også sket:
Bygningssagkyndige, der beskikkes til at udarbejde tilstandsrapporter, kan
også beskikkes som energikonsulenter. Sælgeren kan, hvis han
ønsker det, få lavet begge rapporter på én gang, og
de fleste sælgere benytter denne mulighed. Rapporterne udarbejdes
så til en nedsat samlet pris, således at sælgeren
opnår en besparelse.
5. Forslaget om at forbedre bygnings- og boligregistrene
(BBR) beskrives således i Boligrapporten (side 66):
»
Idégruppen finder det vigtigt, at
BBR-registrene forbedres, således at oplysningerne bliver så
rigtige, som det er praktisk muligt til gavn for alle brugere.
Idégruppen foreslår derfor, at dette søges sikret enten
ved, at kommunerne får kopier af alle tilstandsrapporter og selv
får ansvaret for på dette grundlag at kontrollere og revidere
BBR-oplysningerne eller ved, at den bygningssagkyndige pålægges
ansvaret for gennemgang af BBR-oplysningerne.«
Ændring af lovgivningen med henblik på en
forbedret ajourføring af de offentlige bygnings- og boligregistre
ligger efter regeringens opfattelse uden for rammerne af L 152, men By- og
Boligministeriet har over for Justitsministeriet oplyst, at man er
opmærksom på idégruppens forslag og positivt overvejer
mulighederne for at gennemføre det. Det kan ske enten ved en
ændring af huseftersynsbekendtgørelsen eller ved en
ændring af lov om bygnings- og boligregistrering (BBR-loven).
Bilag 2
Uddrag af Erhvervsministeriets Boligrapport fra 1997
Bilaget er optrykt efter ønske fra Frihed 2000.
C. Forslag vedrørende køber
Forslag C1
Tilstandsrapporter
Især to forhold gør en forbedring af de
nuværende tilstandsrapporter væsentlig i arbejdet med at lette og
billiggøre handlen med ejerboliger.
Det er vigtigt, at tilstandsrapporten har et sådant
omfang og en sådan kvalitet, at køber reelt kan vurdere, om
ejendommens pris svarer til ejendommens værdi. Dette er blevet af endnu
større betydning i dag, hvor risikoen for skjulte mangler er flyttet
fra sælger til køber, når sælger vælger at
fremlægge en tilstandsrapport og et tilbud om ejerskifteforsikring. For
at styrke forbrugerbeskyttelsen af køber bør tilstandsrapporten
derfor omfatte alle forhold ved ejendommen, som er relevante for
købsbeslutningen.
Idégruppen foreslår på denne baggrund,
at rapporten udvides til at omfatte ulovligheder i det omfang, den
bygningssagkyndige kan konstatere ulovligheder ved højst at foretage
mindre destruktive indgreb i ejendommen, herunder funktion og lovlighed af
el- og VVS-installationer mv. samt oplysninger om bygningsforholdenes
lovlighed. Endvidere skal den sagkyndige fremkomme med oplysninger om
indeklimaforhold og med en skønsmæssig vurdering af
restlevetiden for de større bygningsdele så som
tagbeklædning og vinduer.
Ordningen bør samtidig udvides til at omfatte
ejerlejligheder og sommerhuse, da ejerlejligheder udgør en ikke
uvæsentlig andel af handlerne med fast ejendom, og da denne type bolig
ofte erhverves af førstegangskøbere. For ejerlejligheder skal
en tilstandsrapport på fællesdelen ikke være
nødvendig for, at sælger kan slippe for sit mangelsansvar
vedrørende den enkelte lejlighed (inden for lejlighedens egne
vægge).
Der vil endvidere opnås en væsentlig
forenkling, hvis der kun foretages én teknisk gennemgang af
ejendommen, dvs. at kun ejendomsformidleren og den bygningssagkyndige
gennemgår ejendommen. Dette forudsætter imidlertid, at
aktører, der i dag lader deres egne repræsentanter
gennemgå ejendommen, kan indhente de nødvendige oplysninger
på anden måde.
Tilstandsrapporten bør derfor have en sådan
udformning, at det normalt ikke kan betale sig for forsikringsselskaber,
finansieringsinstitutter, rådgivere og andre sagkyndige at
gennemgå eller beskrive ejendommen. Idégruppen er i den
forbindelse opmærksom på, at der kan være behov for, at
disse aktører besigtiger ejendommen, herunder eventuelt supplerer
tilstandsrapporten med egne oplysninger.
Idégruppen foreslår derfor at ændre
realkreditlovgivningen, så tilstandsrapporten helt eller delvist
(afhængig af ejendommens forhold) kan erstatte besigtigelser ved
institutternes værdiansættelse.
Idégruppen foreslår herudover, at
huseftersynsordningen og energikonsulentordningen sammenlægges. Denne
ene besigtigelse skal udmøntes i én tilstandsrapport, der
sammen med oplysninger fra ét samlet ejendomsdataregister skal danne
grundlag for hele ejendomshandlen. Sammenlægningen vil kræve
visse justeringer af de to ordninger. Det foreslås fx at den
nuværende 6 måneders gyldighed for tilstandsrapporter
forlænges til 12 måneder. Disse ændringer udmøntes i
et udvalgsarbejde med deltagelse af Boligministeriet og Miljø- og
Energiministeriet.
Huseftersynsordningen skal fortsat være frivillig
for sælger, så køber kan give afkald på
tilstandsrapporten samt energimærkning. Dette kan fx være
naturligt ved familiehandler. Ved en fastholdelse af den nuværende
høje dækningsgrad for tilstandsrapporter vil der i et frivilligt
system være et kraftigt økonomisk incitament for sælger
til at energimærke, idet han eller hun derved undgår at ansvaret
for mangler omfattes af den 20-årige forældelsesregel.
Idégruppen finder det vigtigt, at BBR-registrene
forbedres, således at oplysningerne bliver så rigtige, som det er
praktisk muligt til gavn for alle brugere. Idégruppen foreslår
derfor, at dette søges sikret enten ved, at kommunerne får
kopier af alle tilstandsrapporter og selv får ansvaret for på
dette grundlag at kontrollere og revidere BBR-oplysningerne eller ved, at den
bygningssagkyndige pålægges ansvaret for gennemgang af
BBR-oplysningerne.
Forslag C2
Den bygningssagkyndiges uvildighed skal sikres
En bygningssagkyndig skal ifølge de nuværende
regler være uvildig i den enkelte sag, således at rapporten er
udarbejdet på baggrund af en objektiv vurdering af husets tilstand.
Der er imidlertid ingen klare regler for, hvilken
tilknytning en bygningssagkyndig må have til de forskellige
aktører på ejendomsmarkedet. Bygge- og Boligstyrelsen har
vurderet, at en bygningssagkyndig kan være ansat hos en
ejendomsmægler, når blot den sagkyndige ikke udarbejder
tilstandsrapporter for de ejendomme, som den pågældende
mægler har til salg. Endvidere har en stor del af
forsikringsselskaberne ansat faste bygningssagkyndige. Der er således
ikke noget til hinder for, at en bygningssagkyndig eksempelvis indgår i
et fast samarbejde med, ejes af eller på anden vis har en
væsentlig tilknytning til den aktør, som tilstandsrapporten
rekvireres af.
En del af Idégruppen7)7) ser heri en fare for, at den
bygningssagkyndige i sin vurdering af ejendommen kan være inhabil,
fordi han eller hun er påvirket af andre interesser i stedet for at
forholde sig neutral og foretage en objektiv gennemgang af ejendommen.
Denne del af Idégruppen foreslår derfor, at
der fastsættes klarere regler for den bygningssagkyndiges uvildighed og
uafhængighed. Den bygningssagkyndige må således ikke
være ansat hos ejendomsformidleren i den konkrete sag eller hos dermed
koncernforbundne virksomheder eller virksomheder/koncerner, der er
franchisegivere for ejendomsformidleren. Tilsvarende må de
bygningssagkyndige ikke have ejerandele i disse virksomheder eller dermed
koncernforbundne selskaber, der giver den bygningssagkyndige indflydelse
på eller en mere betydelig økonomisk interesse i
virksomhederne.
Baggrunden for forslaget er, at hvis der fastsættes
klare regler om de bygningssagkyndiges uvildighed og uafhængighed, vil
man i højere grad end i dag kunne sikre huseftersynsordningens
formål, idet tilstandsrapporterne vil få en højere
anerkendt validitet, fordi de er udarbejdet på et objektivt grundlag og
derfor giver et korrekt billede af husets stand og værdi.
En anden del af Idégruppen8)8) finder ikke,
at der er behov for yderligere krav til den bygningssagkyndiges uvildighed
end, at den bygningssagkyndige ikke må være ansat hos den
ejendomsformidler, der har den konkrete bolighandel, men gerne i selskaber,
der er koncernforbundne med formidleren. Denne del af Idégruppen
finder ikke, at der er nogen fare for, at der med de nuværende regler
opstår en interessekonflikt i de tilfælde, hvor den
bygningssagkyndige har tilknytning til en koncern bestående af
eksempelvis ejendomsmæglere, långivere og forsikringsselskaber.
Sælgeren og ejendomsmægleren vil typisk have en interesse i
så gunstig en tilstandsrapport som mulig, mens køberen og
långiveren respektive forsikringsselskabet vil have en interesse i, at
tilstandsrapporten bedst muligt afdækker de faktiske forhold.
Koncernerne må antages at have et ekstra incitament til at holde intern
kontrol med kvalitetsniveauet hos de bygningssagkyndige, idet koncernen
ellers risikerer, at eventuel badwill som følge af dårlige
rapporter rammer koncernen som helhed.
Denne del af Idégruppen er endvidere af den
opfattelse, at der gennem et skærpet regelsæt vedrørende
uvildighed skabes en risiko for, at man ikke opnår de
rationaliseringsfordele, som er en følge af en enstrenget
løsning, hvor alle led i ejendomsformidlingen har tillid til én
og samme bygningssagkyndige, hvis rapport man anvender som baggrund for alle
involverede aktørers vurderinger.
Endelig tilføjer denne del af Idégruppen, at
de skærpede regler næppe vil kunne neutralisere den indflydelse,
en storkunde hos en »uvildig
bygningssagkyndig « må
forventes at have i praksis.
Forslag C3
Uddannelse af de bygningssagkyndige
Det er en forudsætning for gennemførelsen af
forslag C1 om grundigere tilstandsrapporter, at kravene til rapporten
følges op af en målrettet uddannelse af de
bygningssagkyndige.
Tilstandsrapporten udarbejdes i dag af en af de 900
bygningssagkyndige, som er beskikket af Bygge- og Boligstyrelsen. For at
blive beskikket skal ansøgeren enten have en byggeteknisk uddannelse,
være arkitekt, konstruktør eller have tilsvarende kundskaber
erhvervet på anden måde. Desuden skal ansøgeren have
mindst 5 års dokumenteret erhvervserfaring vedrørende
bygningsundersøgelser eller tilsyn med byggeri. Endelig skal
ansøgeren have deltaget i huseftersynsordningens 1-dags
informationskursus, hvor der gennemgås nogle af de juridiske og
praktiske problemer, den byggesagkyndige kan komme ud for. Der kan stilles
krav om, at der aflægges en prøve. Bygge- og Boligstyrelsen har
oplyst, at der ikke afholdes prøver på nuværende
tidspunkt, men at det overvejes med henblik på at skabe et mere
objektivt grundlag for beskikkelse.
Fra forskellig side gives der udtryk for, at kvaliteten af
tilstandsrapporterne er for svingende. Det er endvidere oplyst, at en af
årsagerne til, at den eksisterende ordning ikke omfatter ulovlige
bygningsinstallationer, er usikkerhed om, hvorvidt de bygningssagkyndige har
den fornødne ekspertise til at afgøre dette.
Idégruppen foreslår, at der i forbindelse med
beskikkelsen gennemføres en grundigere uddannelse, end der finder sted
i dag på det obligatoriske 1-dags kursus. Der skal opnås
sikkerhed for, at den bygningssagkyndige er i stand til at foretage en
grundig gennemgang af enhver ejendom. Dette kan ske ved at etablere
uddannelsesmoduler, de bygningssagkyndige kan deltage i afhængig af de
enkelte ansøgeres baggrund.
Den bygningssagkyndige skal herefter også kunne
vurdere de forhold, der i medfør af Idégruppens forslag C1 skal
omfattes af tilstandsrapporten. Det forudsættes således, at
uddannelsen af de bygningssagkyndige gør sammenlægningen af de
mange besigtigelser mulig.
Endelig foreslås det at indføre
prøver, der sikrer, at de bygningssagkyndige har de fornødne
kvalifikationer.
Forslag C4
Frivillige ejerskifteforsikringer
Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast
ejendom mv. medførte nye ansvarsregler for sælger fra
begyndelsen af 1996. Sælger er nu som udgangspunkt fri for ansvar for
fysiske mangler ved ejendommen, som han ellers ville hæfte for i 20
år, såfremt køber har modtaget en tilstandsrapport samt et
tilbud på ejerskifteforsikring.
Der var tale om en markant ændring i
ansvarsreglerne, hvor køber fik en større risiko.
Idégruppen er enig i, at det var nødvendigt, at der som
modstykke hertil indførtes ordninger, der sikrer køber
fyldestgørende information om ejendommen. Loven kræver
således, at køber både får en tilstandsrapport samt
et konkret tilbud om ejerskifteforsikring, for at ordningen finder
anvendelse.
Det nye system har medført, at der i ca. 80 pct. af
alle handler med enfamilieshuse både udarbejdes en tilstandsrapport og
afgives et forsikringstilbud. Antallet af tegnede ejerskifteforsikringer har
imidlertid kun udgjort 3-4 pct. af disse ejendomshandler.
Forsikringsselskaberne tager ofte betaling for at afgive
et forsikringstilbud, typisk 500 kr. Betalingskravet begrundes med
forsikringsselskabernes omkostningsbyrde ved at udarbejde de mange tilbud
sammenholdt med den lave tegningsprocent. Forsikringsselskabernes
omkostninger ved at afgive et tilbud er imidlertid normalt højere end
dette beløb. Disse forhold synes at have ført til, at
forsikringsselskaberne ikke prioriterer ejerskifteforsikringen særlig
højt. Ejendomsmæglerne har således oplevet, at ventetiden
for at modtage et forsikringstilbud har forsinket gennemførelsen af
bolighandlen. Ligeledes har det vist sig vanskeligt for
ejendomsmæglerne at formå forsikringsselskaber til at afgive
forsikringstilbud til andre mæglere end medlemmer af kæder, som
forsikringsselskabet har et samarbejde med.
Ejerskifteforsikringen kan være et instrument til at
forebygge, at der opstår strid mellem køber og sælger om
mangler efter købers overtagelse af ejendommen. Det er imidlertid
Idégruppens opfattelse, at der kan opnås samme
forbrugerbeskyttelse af køber ved at forbedre kvaliteten af
tilstandsrapporterne, herunder at medtage oplysning om ulovlige
bygningsindretninger, og ved at give oplysning om ejerskifteforsikringen.
Idégruppen finder endvidere, at
forsikringsordningen ikke har haft den nødvendige tilslutning fra
køberside, der dokumenterer nødvendigheden af, at sælger
pålægges at indhente et forsikringstilbud. Hertil kommer, at
sælger ikke har interesse for prisen på det forsikringstilbud der
rekvireres, idet køber skal betale forsikringen. Det er endvidere
udtryk for et samfundsøkonomisk spild, at der skal udarbejdes et meget
stort antal forsikringstilbud, der ikke accepteres.
Idégruppen foreslår derfor, at det
gøres frivilligt for sælger at fremlægge et
forsikringstilbud. Omkostningerne i forbindelse med indhentning af
forsikringstilbud undgås hermed. Ejerskifteforsikringen vil ved en
eventuel ophævelse af den eksisterende ordning have været udbudt
på markedet i omkring 2 år, og den vil derfor i fornødent
omfang være introduceret over for forbrugerne. Den fornødne
forbrugerbeskyttelse vil derfor kunne opnås ved at pålægge
ejendomsformidleren en pligt til at informere om muligheden for at tegne
forsikringen, om konsekvensen af ikke at tegne forsikring, om forsikringens
dækningsområde og om muligheden for at gøre handlen
betinget af, at ejerskifteforsikring kan opnås til almindelig
præmie og på almindelige vilkår. Eventuelt kan der
udarbejdes en skriftlig vejledning, som køber skal kvittere for
svarende til, hvad der gælder for formidlerens orientering om
fortrydelsesretten.
Det vil kræve en revision af lovens § 5 at afskaffe
kravet til sælgers fremlæggelse af forsikringstilbud. Herefter er
det alene op til køber at indhente tilbud på en
ejerskifteforsikring. Sælger vil naturligvis fortsat kunne indhente et
forsikringstilbud, hvis han eller hun finder det fordelagtigt for salget af
ejendommen.
Idégruppen finder det endvidere vigtigt at finde
nye udformninger af ejerskifteforsikringsproduktet, der vil få flere
købere til at tegne forsikringen. En mulighed er at sammenkoble
ejerskifteforsikringen og den almindelige ejendomsforsikring.
Ejendomsforsikringen har en høj tegningsprocent, og der bør
arbejdes på en kombination af de to produkter, hvorved køber
sikres for såvel nuværende som fremtidige mangler. En
sammenlægning i én forsikring vil endvidere betyde, at det er
ligegyldigt, om skaden er sket før eller efter
overtagelsestidspunktet.
7) Finn Lauritzen, Jacob Buksti, Kirsten
Jacobsen og Preben Bang Henriksen.
8) Michael
Møller og Susanne Nielsen.
Officielle noter
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (15. december 1999) - L 152 Retsinformation · 16. december 1999
- Skriftlig fremsættelse (2. december 2010) - L 89 Retsinformation · 3. december 2010
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., lov om omsætning af fast ejendom og lov om autorisation af elinstallatører m.v. (Revision af huseftersynsordningen m.v.) Retsinformation · 3. december 2010
- 1994 BTL 218 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FORBRUGERBESKYTTELSE VED ERHVERVELSE AF FAST EJENDOM M.V. NR L 218 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 15. august 1995
- Forslag til Lov om ændring af lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., lov om omsætning af fast ejendom og ligningsloven Retsinformation · 16. december 1999
- 1994 LSF 218 FORSLAG TIL LOV OM FORBRUGERBESKYTTELSE VED ERHVERVELSE AF FAST EJENDOM M.V. Retsinformation · 15. juni 1995