Spring til indhold

Retsinformation

1994 LSF 218 FORSLAG TIL LOV OM FORBRUGERBESKYTTELSE VED ERHVERVELSE AF FAST EJENDOM M.V.

1994/1 LSF 218Lovforslag som fremsatFolketinget15. juni 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Tilstandsrapporter og oplysninger om ejerskifteforsikring

§ 1. Reglerne i dette kapitel gælder for aftaler om køb af fast

ejendom, når ejendommen hovedsagelig anvendes til beboelse for sælgeren eller

hovedsagelig er bestemt til beboelse for køberen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Reglerne gælder ikke for aftaler om køb af ubebygget grund

eller grund med bygning under opførelse eller for køb af landbrugsejendom,

der er undergivet landbrugspligt.

§ 2. Har køberen fra sælgeren modtaget en rapport om bygningernes

fysiske tilstand (en tilstandsrapport) og oplysning om ejerskifteforsikring,

jf. §§ 4 og 5, kan køberen ikke over for sælgeren påberåbe sig, at en

bygnings fysiske tilstand er mangelfuld, jf. dog stk. 2-5. Køberen kan heller

ikke over for sælgeren påberåbe sig, at en fejl burde have været nævnt i

tilstandsrapporten.

Stk. 2. Stk. 1 gælder kun, hvis køberen har modtaget den i stk. 1

nævnte tilstandsrapport og oplysning om ejerskifteforsikring inden aftalens

indgåelse, dog senest inden køberens afgivelse af købstilbud, som antages af

sælgeren.

Stk. 3. Sælgeren skal inden aftalens indgåelse, dog senest inden

køberens afgivelse af købstilbud, som antages af sælgeren, have sikret sig,

at køberen er bekendt med de i stk. 1 nævnte retsvirkninger. I modsat fald

gælder stk. 1 ikke, medmindre der er særlig grund til at antage, at køberen

på anden måde var bekendt hermed.

Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan køberen påberåbe sig

forhold, som er opstået efter udarbejdelsen eller fornyelsen af

tilstandsrapporten, jf. § 4, stk. 1, samt påberåbe sig, at et forhold strider

mod en servitut eller offentligretlige forskrifter. Køberen kan desuden

påberåbe sig en mangel, hvis sælgeren har ydet en garanti med hensyn til det

pågældende forhold eller har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt. Køberen

kan i øvrigt gøre erstatningskrav gældende efter almindelige regler, hvis

Læs alt

sælgeren har opført bygningen med salg for øje.

Stk. 5. Er en bygnings fysiske tilstand mangelfuld, kan køberen

uanset bestemmelsen i stk. 1 uden aftale herom indtræde i krav, som sælgeren

i anledning af det pågældende forhold kunne have gjort gældende mod tidligere

sælgere og mod den, der har medvirket ved opførelsen af bygningen.

§ 3. Køberen kan over for en bygningssagkyndig, der har udarbejdet

en tilstandsrapport som nævnt i § 4, stk. 1, 1. pkt., fremsætte krav om

skadeserstatning for fejl, der burde have været omtalt i rapporten. Har

sælgeren måttet betale et beløb til køber på grund af fejl, der burde have

været omtalt i en sådan rapport, tilkommer der sælgeren en rimelig

godtgørelse.

Stk. 2. Har den, som vil påberåbe sig, at en fejl burde have været

omtalt i tilstandsrapporten, ikke givet den bygningssagkyndige meddelelse

herom inden 5 år fra den overtagelsesdag, som er aftalt mellem køberen og

sælgeren, dog senest 6 år fra rapportens datering, mister den pågældende

retten til at påberåbe sig, at fejlen burde have været omtalt i

tilstandsrapporten. Det gælder dog ikke, hvis den bygningssagkyndige har ydet

en garanti for et længere tidsrum eller har handlet svigagtigt eller groft

uagtsomt.

§ 4. En tilstandsrapport skal for at have de i § 2 nævnte

retsvirkninger være udarbejdet af en beskikket bygningssagkyndig, jf. stk. 2,

og skal være udfærdiget på et skema, der er godkendt af boligministeren.

Tilstandsrapporten skal endvidere være udarbejdet eller fornyet af den

bygningssagkyndige mindre end 6 måneder før den dag, hvor køberen modtager

rapporten.

Stk. 2. Boligministeren beskikker et antal bygningssagkyndige til

at udarbejde tilstandsrapporter som nævnt i denne lov. Boligministeren

fastsætter regler om beskikkelse som bygningssagkyndig, herunder om

ansvarsforsikring og andre betingelser for beskikkelse, om gebyr for

beskikkelse m.v., om fratagelse og bortfald af beskikkelse samt om

administrationen af beskikkelsesordningen. Boligministeren fastsætter

endvidere regler om virksomheden som bygningssagkyndig, herunder om den

bygningssagkyndiges undersøgelse til brug for udarbejdelsen af en

tilstandsrapport, samt regler om den bygningssagkyndiges vederlag.

Stk. 3. Boligministeren kan henlægge sine beføjelser i medfør af

denne lov til en styrelse under boligministeren. Det kan endvidere i

forskrifter, der fastsættes i medfør af stk. 2, bestemmes, at opgaver i

forbindelse med administrationen af beskikkelsesordningen overlades til

private.

Stk. 4. Straffelovens §§ 144, 150, 152 og 154-157 finder

tilsvarende anvendelse på beskikkede bygningssagkyndige.

§ 5. Oplysning om ejerskifteforsikring skal for at have de i § 2

nævnte retsvirkninger være skriftlig og indeholde en meddelelse fra et

forsikringsselskab om,

1) på hvilke vilkår køberen kan tegne en forsikring vedrørende ejendommen,

som i mindst 5 år efter overtagelsesdagen og med mulighed for forlængelse til

i alt mindst 10 år dækker fejl ved bygningernes fysiske tilstand, der var til

stede ved købers overtagelse af ejendommen, og som ikke er nævnt i

tilstandsrapporten, jf. § 4, eller

2) hvilke særlige forhold ved den pågældende ejendoms fysiske tilstand der

medfører, at der ikke kan tegnes en forsikring som nævnt i nr. 1.

Stk. 2. Den i stk. 1, nr. 1, omhandlede meddelelse skal være

udformet som et bindende tilbud til køberen og angive en rimelig frist for

antagelse af tilbudet.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om dækningsomfanget

for de i stk. 1 nævnte forsikringer samt om indholdet af de i stk. 1 nævnte

meddelelser fra forsikringsselskaber.

Kapitel 2

Fortrydelsesret ved køb af fast ejendom m.v.

§ 6. Reglerne i dette kapitel gælder for aftaler om køb af fast

ejendom, når ejendommen hovedsagelig er bestemt til beboelse for køberen, jf.

dog stk. 2. Reglerne gælder under samme betingelse for aftaler om køb af

andel i en andelsboligforening samt køb af aktie eller andet adkomstdokument

med tilknyttet brugsret til en bolig bortset fra brugsret på timeshare-basis.

Stk. 2. Reglerne gælder ikke for køb af fast ejendom på auktion,

eller når der ved aftalens indgåelse er indgivet begæring om tvangsauktion og

køberen vidste eller burde vide dette. Reglerne gælder endvidere ikke for køb

af landbrugsejendom, der er undergivet landbrugspligt.

Stk. 3. Har sælgeren handlet som led i sit erhverv, eller er

aftalen indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende som led i

dennes erhverv, har sælgeren bevisbyrden for, at aftalen ikke er omfattet af

reglerne i dette kapitel.

§ 7. Når der er indgået en aftale om køb, kan køberen træde

tilbage fra aftalen på de betingelser, som er nævnt i §§ 8-11

(fortrydelsesret).

Stk. 2. Så længe et tilbud om køb ikke er antaget af sælgeren, kan

køberen tilbagekalde sit tilbud ved at give underretning herom til sælgeren.

§ 8. Fortrydelsesretten er betinget af, at køberen senest 6

hverdage efter aftalens indgåelse giver skriftlig underretning til sælgeren

om, at køberen vil træde tilbage fra aftalen, jf. dog stk. 2. Underretningen

skal være kommet frem inden fristens udløb.

Stk. 2. Er aftalen indgået ved køberens antagelse af sælgerens

tilbud om salg, skal den i stk. 1 nævnte underretning være kommet frem senest

6 hverdage efter, at tilbudet er kommet til køberens kundskab.

§ 9. Er en aftale om køb blevet tinglyst, er fortrydelsesretten

betinget af, at køberen inden udløbet af den i § 8 nævnte frist foretager det

fornødne til aflysning af aftalen.

§ 10. Har køberen taget ejendommen i brug, er fortrydelsesretten

betinget af, at ejendommen inden udløbet af den i § 8 nævnte frist stilles

til sælgerens disposition.

Stk. 2. Har køberen efter aftalens indgåelse foretaget fysiske

indgreb i eller forandringer på ejendommen, er fortrydelsesretten betinget

af, at køberen inden udløbet af den i § 8 nævnte frist tilbagefører

ejendommen til væsentlig samme tilstand som før indgrebet eller forandringen.

Stk. 3. Er ejendommen efter aftalens indgåelse blevet beskadiget

eller forringet på anden måde som følge af, at køberen eller andre, der har

haft adgang til ejendommen i køberens interesse, har udvist uagtsomhed, er

fortrydelsesretten betinget af, at køberen inden udløbet af den i § 8 nævnte

frist udbedrer forholdet. Køberen har bevisbyrden for, at der ikke er udvist

uagtsomhed.

§ 11. Fortrydelsesretten er betinget af, at køberen inden udløbet

af den i § 8 nævnte frist betaler en godtgørelse på 1 pct. af købesummen til

sælgeren, jf. dog stk. 2. Køberen kan med frigørende virkning betale til en

erhvervsdrivende som nævnt i § 6, stk. 3.

Stk. 2. Køberen skal ikke betale godtgørelse efter stk. 1, såfremt

aftalen er indgået med en sælger, der har opført ejendommen med salg for øje,

eller hvis hovederhverv er at sælge fast ejendom, når sælgeren har handlet

som led i dette erhverv. Går aftalen ud på køb af en grund samt ny- eller

færdigopførelse af en hel bygning på grunden som nævnt i § 14, finder § 17

tilsvarende anvendelse.

§ 12. Har køberen betalt en del af købesummen, skal sælgeren ved

tilbagetrædelse straks tilbagebetale det modtagne med fradrag af eventuelle

beløb efter § 11. Fradrag kan ske, selv om køberen har indbetalt beløbet til

en erhvervsdrivende som nævnt i § 6, stk. 3.

Stk. 2. Har sælgeren fra køberen som sikkerhed for købesummens

betaling modtaget et pantebrev med pant i ejendommen eller et tilsvarende

dokument, skal sælgeren ved tilbagetrædelse straks tilbagegive dette. Kan

sælgeren ikke straks tilbagegive dokumentet, skal sælgeren holde køberen

skadesløs for ethvert krav i henhold til dokumentet, og køberen kan kræve, at

sælgeren stiller betryggende sikkerhed herfor.

§ 13. Lørdage og grundlovsdag anses ikke for hverdage ved

beregningen af fortrydelsesfristen, jf. § 8.

Kapitel 3

Fortrydelsesret ved aftaler om køb eller opførelse af hele

bygninger

§ 14. Reglerne i dette kapitel gælder for aftaler om køb eller

opførelse af hele bygninger, som en erhvervsdrivende (entreprenøren) indgår

som led i sit erhverv, såfremt

1) bygningen i det væsentlige skal leveres eller i det væsentlige både

projekteres og opføres af entreprenøren,

2) bygningen efter sin art er bestemt til en- eller tofamiliesbeboelse,

3) bygningen hovedsagelig er bestemt til en- eller tofamiliesbeboelse for

den anden part (bestilleren) og

4) aftalen om opførelse af bygningen ikke er indgået ved bestillerens

antagelse af skriftligt bud, som er fremkommet efter opfordring til flere om

at byde inden for en bestemt frist på samme udbudsgrundlag.

Stk. 2. Entreprenøren har bevisbyrden for, at en aftale om køb

eller opførelse af bygning ikke er omfattet af reglerne i dette kapitel.

§ 15. Når der er indgået aftale om køb eller opførelse af en

bygning, kan bestilleren træde tilbage fra aftalen på de i § 16 nævnte

betingelser (fortrydelsesret).

§ 16. Fortrydelsesretten er betinget af, at bestilleren senest 6

hverdage efter aftalens indgåelse giver entreprenøren skriftlig underretning

om, at bestilleren vil træde tilbage fra aftalen, jf. dog stk. 2.

Underretningen skal være kommet frem inden fristens udløb.

Stk. 2. Er aftalen indgået ved bestillerens antagelse af et tilbud

fra entreprenøren, skal den i stk. 1 nævnte underretning være kommet frem

senest 6 hverdage efter, at entreprenørens tilbud er kommet til bestillerens

kundskab.

§ 17. Træder bestilleren tilbage, kan entreprenøren alene kræve

vederlag for arbejde, som efter aftalen allerede skulle være udført, og som

er udført.

Stk. 2. Har bestilleren betalt en del af det aftalte vederlag,

eller har entreprenøren fra bestilleren som sikkerhed for vederlagets

betaling modtaget et pantebrev eller et tilsvarende dokument, finder § 12

anvendelse med de ændringer, som følger af stk. 1.

§ 18. § 13 finder tilsvarende anvendelse ved beregning af

fortrydelsesfristen efter § 16.

Kapitel 4

Oplysning om fortrydelsesret

§ 19. En erhvervsdrivende sælger eller formidler m.v. som nævnt i

§ 6, stk. 3, skal, inden fortrydelsesfristen begynder at løbe, jf. § 8, i et

særskilt dokument give køberen oplysning om fortrydelsesretten efter kapitel

2. Ved aftale om køb eller opførelse af bygning, jf. § 14, skal

entreprenøren, inden fortrydelsesfristen begynder at løbe, jf. § 16, give

bestilleren oplysning om fortrydelsesretten efter kapitel 3.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om de i stk. 1

nævnte oplysningers form og indhold.

Kapitel 5

Andre bestemmelser

§ 20. Træder køberen tilbage fra en aftale efter reglerne i

kapitel 2, er sælgeren med hensyn til en eventuel professionel rådgivers

honorarkrav stillet, som om ejendommen ikke var solgt.

Kapitel 6

Lovens fravigelighed

§ 21. Reglerne i kapitel 1 kan ikke ved aftale fraviges til skade

for køberen eller sælgeren, medmindre den pågældende har handlet som led i

sit erhverv. Det kan dog aftales, at køberen uanset bestemmelsen i § 2, stk.

4, 1. pkt., ikke skal kunne påberåbe sig forhold, som er opstået efter

udarbejdelsen eller fornyelsen af tilstandsrapporten, jf. § 4, stk. 1.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 kan ikke ved aftale fraviges til

skade for køberen.

Stk. 3. Reglerne i kapitel 3 kan ikke ved aftale fraviges til

skade for bestilleren.

Stk. 4. § 20 kan ikke ved aftale fraviges til skade for sælgeren,

medmindre den pågældende handler som led i sit erhverv.

Kapitel 7

Straf

§ 22. Den, der undlader at give oplysning som nævnt i § 19, stk.

1, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden

lovgivning. Justitsministeren kan i forskrifter, der udstedes i medfør af §

19, stk. 2, fastsætte bødestraf for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en

fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan

bødeansvar.

Kapitel 8

Ikrafttræden m.v.

§ 23. Loven træder i kraft den 1. januar 1996 og har virkning for

aftaler, der indgås efter ikrafttrædelsen.

§ 24. I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 5.

august 1994, som ændret ved lov nr. 1090 af 21. december 1994, foretages

følgende ændring:

I § 29, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Stempelmyndigheden godtgør dog på begæring stempel af dokumenter

vedrørende en aftale, der bortfalder som følge af tilbagetrædelse efter

reglerne i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom

m.v.«

§ 25. I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar

1980, som senest ændret ved lov nr. 1098 af 21. december 1994, foretages

følgende ændringer:

1. I § 54 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ved køb af byggematerialer er den i stk. 1 nævnte

frist 5 år fra byggeriets aflevering, dog højst 6 år fra overgivelsen af

materialerne til køberen.«

2. I § 83 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. § 54, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan med

undtagelse af § 24 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele

med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Tilstandsrapporter og oplysninger om ejerskifteforsikring

§ 1. Reglerne i dette kapitel gælder for aftaler om køb af fast

ejendom, når ejendommen hovedsagelig anvendes til beboelse for sælgeren eller

hovedsagelig er bestemt til beboelse for køberen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Reglerne gælder ikke for aftaler om køb af ubebygget grund

eller grund med bygning under opførelse eller for køb af landbrugsejendom,

der er undergivet landbrugspligt.

§ 2. Har køberen fra sælgeren modtaget en rapport om bygningernes

fysiske tilstand (en tilstandsrapport) og oplysning om ejerskifteforsikring,

jf. §§ 4 og 5, kan køberen ikke over for sælgeren påberåbe sig, at en

bygnings fysiske tilstand er mangelfuld, jf. dog stk. 2-5. Køberen kan heller

ikke over for sælgeren påberåbe sig, at en fejl burde have været nævnt i

tilstandsrapporten.

Stk. 2. Stk. 1 gælder kun, hvis køberen har modtaget den i stk. 1

nævnte tilstandsrapport og oplysning om ejerskifteforsikring inden aftalens

indgåelse, dog senest inden køberens afgivelse af købstilbud, som antages af

sælgeren.

Stk. 3. Sælgeren skal inden aftalens indgåelse, dog senest inden

køberens afgivelse af købstilbud, som antages af sælgeren, have sikret sig,

at køberen er bekendt med de i stk. 1 nævnte retsvirkninger. I modsat fald

gælder stk. 1 ikke, medmindre der er særlig grund til at antage, at køberen

på anden måde var bekendt hermed.

Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan køberen påberåbe sig

forhold, som er opstået efter udarbejdelsen eller fornyelsen af

tilstandsrapporten, jf. § 4, stk. 1, samt påberåbe sig, at et forhold strider

mod en servitut eller offentligretlige forskrifter. Køberen kan desuden

påberåbe sig en mangel, hvis sælgeren har ydet en garanti med hensyn til det

pågældende forhold eller har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt. Køberen

kan i øvrigt gøre erstatningskrav gældende efter almindelige regler, hvis

sælgeren har opført bygningen med salg for øje.

Stk. 5. Er en bygnings fysiske tilstand mangelfuld, kan køberen

uanset bestemmelsen i stk. 1 uden aftale herom indtræde i krav, som sælgeren

i anledning af det pågældende forhold kunne have gjort gældende mod tidligere

sælgere og mod den, der har medvirket ved opførelsen af bygningen.

§ 3. Køberen kan over for en bygningssagkyndig, der har udarbejdet

en tilstandsrapport som nævnt i § 4, stk. 1, 1. pkt., fremsætte krav om

skadeserstatning for fejl, der burde have været omtalt i rapporten. Har

sælgeren måttet betale et beløb til køber på grund af fejl, der burde have

været omtalt i en sådan rapport, tilkommer der sælgeren en rimelig

godtgørelse.

Stk. 2. Har den, som vil påberåbe sig, at en fejl burde have været

omtalt i tilstandsrapporten, ikke givet den bygningssagkyndige meddelelse

herom inden 5 år fra den overtagelsesdag, som er aftalt mellem køberen og

sælgeren, dog senest 6 år fra rapportens datering, mister den pågældende

retten til at påberåbe sig, at fejlen burde have været omtalt i

tilstandsrapporten. Det gælder dog ikke, hvis den bygningssagkyndige har ydet

en garanti for et længere tidsrum eller har handlet svigagtigt eller groft

uagtsomt.

§ 4. En tilstandsrapport skal for at have de i § 2 nævnte

retsvirkninger være udarbejdet af en beskikket bygningssagkyndig, jf. stk. 2,

og skal være udfærdiget på et skema, der er godkendt af boligministeren.

Tilstandsrapporten skal endvidere være udarbejdet eller fornyet af den

bygningssagkyndige mindre end 6 måneder før den dag, hvor køberen modtager

rapporten.

Stk. 2. Boligministeren beskikker et antal bygningssagkyndige til

at udarbejde tilstandsrapporter som nævnt i denne lov. Boligministeren

fastsætter regler om beskikkelse som bygningssagkyndig, herunder om

ansvarsforsikring og andre betingelser for beskikkelse, om gebyr for

beskikkelse m.v., om fratagelse og bortfald af beskikkelse samt om

administrationen af beskikkelsesordningen. Boligministeren fastsætter

endvidere regler om virksomheden som bygningssagkyndig, herunder om den

bygningssagkyndiges undersøgelse til brug for udarbejdelsen af en

tilstandsrapport, samt regler om den bygningssagkyndiges vederlag.

Stk. 3. Boligministeren kan henlægge sine beføjelser i medfør af

denne lov til en styrelse under boligministeren. Det kan endvidere i

forskrifter, der fastsættes i medfør af stk. 2, bestemmes, at opgaver i

forbindelse med administrationen af beskikkelsesordningen overlades til

private.

Stk. 4. Straffelovens §§ 144, 150, 152 og 154-157 finder

tilsvarende anvendelse på beskikkede bygningssagkyndige.

§ 5. Oplysning om ejerskifteforsikring skal for at have de i § 2

nævnte retsvirkninger være skriftlig og indeholde en meddelelse fra et

forsikringsselskab om

1) på hvilke vilkår køberen kan tegne en forsikring vedrørende ejendommen,

som i mindst 5 år efter overtagelsesdagen, og med mulighed for forlængelse

til i alt mindst 10 år, dækker fejl ved bygningernes fysiske tilstand, der

var til stede ved købers overtagelse af ejendommen, og som ikke er nævnt i

tilstandsrapporten, jf. § 4, eller

2) hvilke særlige forhold ved den pågældende ejendoms fysiske tilstand,

som medfører, at der ikke kan tegnes en forsikring som nævnt i nr. 1.

Stk. 2. Den i stk. 1, nr. 1, omhandlede meddelelse skal være

udformet som et bindende tilbud til køberen og angive en rimelig frist for

antagelse af tilbudet.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om dækningsomfanget

for de i stk. 1 nævnte forsikringer samt om indholdet af de i stk. 1 nævnte

meddelelser fra forsikringsselskaber.

Kapitel 2

Fortrydelsesret ved køb af fast ejendom m.v.

§ 6. Reglerne i dette kapitel gælder for aftaler om køb af fast

ejendom, når ejendommen hovedsagelig er bestemt til beboelse for køberen, jf.

dog stk. 2. Reglerne gælder under samme betingelse for aftaler om køb af

andel i en andelsboligforening samt køb af aktie eller andet adkomstdokument

med tilknyttet brugsret til en bolig, bortset fra brugsret på

timeshare-basis.

Stk. 2. Reglerne gælder ikke for køb af fast ejendom på auktion,

eller når der ved aftalens indgåelse er indgivet begæring om tvangsauktion,

og køberen vidste eller burde vide dette. Reglerne gælder endvidere ikke for

køb af landbrugsejendom, der er undergivet landbrugspligt.

Stk. 3. Har sælgeren handlet som led i sit erhverv, eller er

aftalen indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende som led i

dennes erhverv, har sælgeren bevisbyrden for, at aftalen ikke er omfattet af

reglerne i dette kapitel.

§ 7. Når der er indgået en aftale om køb, kan køberen træde

tilbage fra aftalen på de betingelser, som er nævnt i §§ 8-11

(fortrydelsesret).

Stk. 2. Så længe et tilbud om køb ikke er antaget af sælgeren, kan

køberen tilbagekalde sit tilbud ved at give underretning herom til sælgeren.

§ 8. Fortrydelsesretten er betinget af, at køberen senest 6

hverdage efter aftalens indgåelse giver skriftlig underretning til sælgeren

om, at køberen vil træde tilbage fra aftalen, jf. dog stk. 2. Underretningen

skal være kommet frem inden fristens udløb.

Stk. 2. Er aftalen indgået ved køberens antagelse af sælgerens

tilbud om salg, skal den i stk. 1 nævnte underretning være kommet frem senest

6 hverdage efter, at tilbudet er kommet til køberens kundskab.

§ 9. Er en aftale om køb blevet tinglyst, er fortrydelsesretten

betinget af, at køberen inden udløbet af den i § 8 nævnte frist foretager det

fornødne til aflysning af aftalen.

§ 10. Har køberen taget ejendommen i brug, er fortrydelsesretten

betinget af, at ejendommen inden udløbet af den i § 8 nævnte frist stilles

til sælgerens disposition.

Stk. 2. Har køberen efter aftalens indgåelse foretaget fysiske

indgreb i eller forandringer på ejendommen, er fortrydelsesretten betinget

af, at køberen inden udløbet af den i § 8 nævnte frist tilbagefører

ejendommen til væsentlig samme tilstand som før indgrebet eller forandringen.

Stk. 3. Er ejendommen efter aftalens indgåelse blevet beskadiget

eller forringet på anden måde som følge af, at køberen eller andre, der har

haft adgang til ejendommen i køberens interesse, har udvist uagtsomhed, er

fortrydelsesretten betinget af, at køberen inden udløbet af den i § 8 nævnte

frist udbedrer forholdet. Køberen har bevisbyrden for, at der ikke er udvist

uagtsomhed.

§ 11. Fortrydelsesretten er betinget af, at køberen inden udløbet

af den i § 8 nævnte frist betaler en godtgørelse på 1 procent af købesummen

til sælgeren, jf. dog stk. 2. Køberen kan med frigørende virkning betale til

en erhvervsdrivende som nævnt i § 6, stk. 3.

Stk. 2. Køberen skal ikke betale godtgørelse efter stk. 1, såfremt

aftalen er indgået med en sælger, der har opført ejendommen med salg for øje,

eller hvis hovederhverv er at sælge fast ejendom, når sælgeren har handlet

som led i dette erhverv. Går aftalen ud på køb af en grund samt ny- eller

færdigopførelse af en hel bygning på grunden som nævnt i § 14, finder § 17

tilsvarende anvendelse.

§ 12. Har køberen betalt en del af købesummen, skal sælgeren ved

tilbagetrædelse straks tilbagebetale det modtagne med fradrag af eventuelle

beløb efter § 11. Fradrag kan ske, selv om køberen har indbetalt beløbet til

en erhvervsdrivende som nævnt i § 6, stk. 3.

Stk. 2. Har sælgeren fra køberen som sikkerhed for købesummens

betaling modtaget et pantebrev med pant i ejendommen eller et tilsvarende

dokument, skal sælgeren ved tilbagetrædelse straks tilbagegive dette. Kan

sælgeren ikke straks tilbagegive dokumentet, skal sælgeren holde køberen

skadesløs for ethvert krav i henhold til dokumentet, og køberen kan kræve, at

sælgeren stiller betryggende sikkerhed herfor.

§ 13. Lørdage og grundlovsdag anses ikke for hverdage ved

beregningen af fortrydelsesfristen, jf. § 8.

Kapitel 3

Fortrydelsesret ved aftaler om køb eller opførelse af hele bygninger

§ 14. Reglerne i dette kapitel gælder for aftaler om køb eller

opførelse af hele bygninger, som en erhvervsdrivende (entreprenøren) indgår

som led i sit erhverv, såfremt

1) bygningen i det væsentlige skal leveres eller i det væsentlige både

projekteres og opføres af entreprenøren,

2) bygningen efter sin art er bestemt til en- eller tofamiliebeboelse,

3) bygningen hovedsagelig er bestemt til en- eller tofamiliebeboelse for

den anden part (bestilleren), og

4) aftalen om opførelse af bygningen ikke er indgået ved bestillerens

antagelse af skriftligt bud, som er fremkommet efter opfordring til flere om

at byde inden for en bestemt frist på samme udbudsgrundlag.

Stk. 2. Entreprenøren har bevisbyrden for, at en aftale om køb

eller opførelse af bygning ikke er omfattet af reglerne i dette kapitel.

§ 15. Når der er indgået en aftale om køb eller opførelse af

bygning, kan bestilleren træde tilbage fra aftalen på de i § 16 nævnte

betingelser (fortrydelsesret).

§ 16. Fortrydelsesretten er betinget af, at bestilleren senest 6

hverdage efter aftalens indgåelse giver entreprenøren skriftlig underretning

om, at bestilleren vil træde tilbage fra aftalen, jf. dog stk. 2.

Underretningen skal være kommet frem inden fristens udløb.

Stk. 2. Er aftalen indgået ved bestillerens antagelse af et tilbud

fra entreprenøren, skal den i stk. 1 nævnte underretning være kommet frem

senest 6 hverdage efter, at entreprenørens tilbud er kommet til bestillerens

kundskab.

§ 17. Træder bestilleren tilbage, kan entreprenøren alene kræve

vederlag for arbejde, som efter aftalen allerede skulle være udført, og som

er udført.

Stk. 2. Har bestilleren betalt en del af det aftalte vederlag,

eller har entreprenøren fra bestilleren som sikkerhed for vederlagets

betaling modtaget et pantebrev eller et tilsvarende dokument, finder § 12

anvendelse med de ændringer, som følger af stk. 1.

§ 18. § 13 finder tilsvarende anvendelse ved beregning af

fortrydelsesfristen efter § 16.

Kapitel 4

Oplysning om fortrydelsesret

§ 19. En erhvervsdrivende sælger eller formidler m.v. som nævnt i

§ 6, stk. 3, skal, inden fortrydelsesfristen begynder at løbe, jf. § 8, i et

særskilt dokument give køberen oplysning om fortrydelsesretten efter kapitel

2. Ved aftale om køb eller opførelse af bygning, jf. § 14, skal

entreprenøren, inden fortrydelsesfristen begynder at løbe, jf. § 16, give

bestilleren oplysning om fortrydelsesretten efter kapitel 3.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om de i stk. 1

nævnte oplysningers form og indhold.

Kapitel 5

Andre bestemmelser

§ 20. Træder køberen tilbage fra en aftale efter reglerne i

kapitel 2, er sælgeren med hensyn til en eventuel professionel rådgivers

honorarkrav stillet, som om ejendommen ikke var solgt.

Kapitel 6

Lovens fravigelighed

§ 21. Reglerne i kapitel 1 kan ikke ved aftale fraviges til skade

for køberen eller sælgeren, medmindre den pågældende har handlet som led i

sit erhverv. Det kan dog aftales, at køberen uanset bestemmelsen i § 2, stk.

4, 1. pkt., ikke skal kunne påberåbe sig forhold, som er opstået efter

udarbejdelsen eller fornyelsen af tilstandsrapporten, jf. § 4, stk. 1.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 kan ikke ved aftale fraviges til

skade for køberen.

Stk. 3. Reglerne i kapitel 3 kan ikke ved aftale fraviges til

skade for bestilleren.

Stk. 4. § 20 kan ikke ved aftale fraviges til skade for sælgeren,

medmindre den pågældende handler som led i sit erhverv.

Kapitel 7

Straf

§ 22. Den, der undlader at give oplysning som nævnt i § 19, stk.

1, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden

lovgivning. Justitsministeren kan i forskrifter, der udstedes i medfør af §

19, stk. 2, fastsætte bødestraf for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en

fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan

bødeansvar.

Kapitel 8

Ikrafttræden m.v.

§ 23. Loven træder i kraft den 1. januar 1996 og har virkning for

aftaler, der indgås efter ikrafttrædelsen. § 25 træder dog i kraft den 1.

juli 1995 og har virkning for aftaler om køb, der indgås efter

ikrafttrædelsen.

§ 24. I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 5.

august 1994, som ændret ved lov nr. 1090 af 21. december 1994, foretages

følgende ændring:

1. I § 29, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Stempelmyndigheden godtgør dog på begæring stempel af dokumenter

vedrørende en aftale, der bortfalder som følge af tilbagetrædelse efter

reglerne i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom

m.v.«

§ 25. I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar

1980, som senest ændret ved lov nr. 1098 af 21. december 1994, foretages

følgende ændringer:

1. I § 54 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ved køb af byggematerialer er den i stk. 1 nævnte

frist 5 år fra byggeriets aflevering, dog højst 6 år fra overgivelsen af

materialerne til køberen.«

2. I § 83 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. § 54, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men loven kan

med undtagelse af § 24 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold

tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Hovedformålet med dette lovforslag er at sikre forbrugere en rimelig og

tidssvarende beskyttelse i forbindelse med aftaler om erhvervelse af bolig.

Forslagets kapitel 1 tilsigter at beskytte både køber og sælger ved at

begrænse problemerne med mangler ved fast ejendom. De foreslåede regler går

ud på, at en sælger, som ikke har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt,

som hovedregel skal kunne undgå at hæfte for fysiske mangler ved bygningen,

hvis sælgeren sørger for, at køberen modtager en tilstandsrapport, der er

udarbejdet af en beskikket bygningssagkyndig, og et tilbud om tegning af en

ejerskifteforsikring mod skjulte fejl.

Forslagets kapitler 2 og 3 går ud på at indføre en fortrydelsesret, der

skal gælde ved forbrugeres køb af fast ejendom m.v. samt bestilling af hele

bygninger.

Der foreslås endvidere en forlængelse af købelovens reklamationsfrist for

så vidt angår mangler ved byggematerialer. Det foreslås, at fristen forlænges

fra 1 år til som udgangspunkt 5 år.

Lovforslaget bygger på to betænkninger fra Justitsministeriets udvalg om

forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom. Det drejer sig om

betænkning nr. 1110/1987 om tilbagetrædelsesret ved aftaler om køb af fast

ejendom og opførelse af bygning og betænkning nr. 1276/1994 om

forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom.

2. Gældende ret

2.1. Fysiske mangler ved fast ejendom

Købeloven gælder ikke for køb af fast ejendom, jf. lovens § 1 a, stk. 1.

Mange af lovens regler udtrykker imidlertid almindelige køberetlige

grundsætninger, og principperne i købeloven anvendes derfor i vidt omfang

også ved køb og salg af fast ejendom. Dette gælder bl.a. reglerne om mangler.

En fysisk mangel angår ejendommens fysiske tilstand, f.eks. fejl ved

murværk eller tag. Ulovlige bygningsindretninger er i retspraksis blevet

behandlet på samme måde som fysiske mangler, formentlig fordi en ulovlig

bygningsindretning som regel kan lovliggøres ved en fysisk

»udbedring«.

Efter retspraksis foreligger der en fysisk mangel ved en fast ejendom,

hvis ejendommen ikke svarer til, hvad sælgeren har garanteret, eller hvad

køberen over for sælgeren har forudsat. Endvidere foreligger der en mangel,

hvis ejendommen ikke svarer til, hvad køberen med rimelighed kunne forvente.

Ved bedømmelsen af, om en ejendom er mangelfuld, lægges der vægt på

forholdene på tidspunktet for risikoens overgang, som normalt er

overtagelsesdagen, jf. købelovens § 44, der antages at gælde analogt ved køb

af fast ejendom.

Ved afgørelsen af, om der foreligger en mangel, lægges der vægt på en

række konkrete forhold som ejendommens alder, beliggenhed og bygningsmåde,

købsaftalens indhold - herunder prisen - og omstændighederne ved aftalens

indgåelse. Afgørelsen er skønsmæssig.

Ved køb af fast ejendom er køberens mangelsbeføjelser at hæve aftalen, at

kræve forholdsmæssigt afslag i købesummen eller at kræve erstatning. Efter

entrepriseretlige regler kan køberen have krav på, at den pågældende

entreprenør afhjælper fejl ved byggeriet.

En aftale om køb af fast ejendom kan som udgangspunkt kun hæves, hvis

manglen er væsentlig, eller hvis sælgeren har handlet svigagtigt.

Væsentlighedskravet er meget strengt ved køb af fast ejendom, fordi det

normalt vil være et overordentligt indgribende retsmiddel at tvinge sælgeren

til at tage ejendommen tilbage, efter at handlen er berigtiget.

Et forholdsmæssigt afslags funktion er at korrigere den købspris, som

parterne har aftalt, når det viser sig, at ejendommen ikke har den værdi, som

den efter aftalen skulle have. Køber kan derfor have krav på forholdsmæssigt

afslag, selv om der for så vidt ikke er noget at bebrejde sælgeren, idet

begrundelsen for afslaget er, at den pris, som sælgeren har fået for

ejendommen, på grund af manglerne er for høj. Køberen kan efter almindelige

obligationsretlige regler som udgangspunkt kræve et forholdsmæssigt afslag i

købesummen, hvis der foreligger en værdiforringende mangel. I retspraksis

fraviges dette udgangspunkt dog, idet der ved afgørelsen af, om køberen bør

tilkendes et afslag, lægges vægt på manglens omfang og betydning for køberen.

Efter almindelige erstatningsregler kan køberen kun kræve erstatning, hvis

køberen på grund af fejlen har lidt et økonomisk tab. Tabet skal være

påregneligt for sælgeren, og der skal foreligge et ansvarsgrundlag. Ved køb

af fast ejendom kan ansvarsgrundlaget i praksis enten være sælgers culpa

(svig eller anden tilsidesættelse af sælgerens loyale oplysningspligt) eller

en garanti. Er ejendommen opført med salg for øje, hæfter sælgeren i videre

omfang, herunder for håndværksmæssige fejl begået under opførelsen.

Sælgerens loyale oplysningspligt er et centralt begreb, som indebærer, at

sælgeren skal oplyse køberen om alle ikke-bagatelagtige forhold, som sælgeren

kender eller burde kende, og som den pågældende må regne med, at køberen vil

lægge vægt på.

Vurderingen af, hvad en ikke-bygningssagkyndig sælger burde have været

bekendt med, må nødvendigvis være meget konkret. Der lægges navnlig vægt på,

om sælgeren i sin ejertid har haft grund til at nære mistanke om forholdet.

Hvis det f.eks. flere gange har været nødvendigt at reparere revner i muren,

bør sælgeren som regel få mistanke om, at revnerne kan skyldes dårlig

fundering.

Hvorvidt der er givet en garanti, beror på en konkret fortolkning af

aftalens ordlyd og omstændighederne ved aftalens indgåelse.

En køber har som udgangspunkt ikke pligt til af egen drift at besigtige

ejendommen før købet. Men hvis køberen har besigtiget ejendommen inden købet

eller trods opfordring fra sælgeren har undladt at besigtige ejendommen, kan

køberen som udgangspunkt ikke påberåbe sig mangler, som burde have været

opdaget ved en sådan besigtigelse. Denne regel gælder dog ikke, hvis sælgeren

har handlet svigagtigt.

I almindelighed stilles der ikke strenge krav til en købers evne til at

opdage mangler ved en undersøgelse af en fast ejendom. Det skyldes, at

køberen i langt de fleste tilfælde savner de faglige forudsætninger for at

kunne vurdere ejendommens kvalitet i detaljer. En køber kan dog normalt ikke

bevare sine mangelsindsigelser ved under besigtigelsen at holde sig i

uvidenhed om fejl, som er almindeligt forekommende, og som i den pågældende

ejendom kunne opdages af en ikke-fagmand, navnlig ikke, hvis der er tale om

et brugt hus. Der stilles strengere krav til køber, hvis den pågældende er

bygningskyndig eller erhvervsmæssigt beskæftiger sig med opførelse eller

videresalg af ejendomme.

Køberens undersøgelsespligt må i praksis ofte vejes op mod kravet til

sælger om loyalt at oplyse om de mangler, som sælgeren er eller burde være

bekendt med.

Hvis køberen inden købet af en godtroende sælger er blevet opfordret til

at undersøge et bestemt angivet forhold nærmere, vil køberen normalt ikke

senere kunne påberåbe sig det pågældende forhold som en mangel ved

ejendommen, hvis han undlader at følge opfordringen. Helt generelt

formulerede opfordringer til at besigtige ejendommen har derimod ingen

retsvirkning.

For sælgerens hæftelse for mangler gælder en forældelsesfrist på 20 år.

Der henvises i øvrigt til redegørelsen i betænkning nr. 1276/1994, s.

111-132.

2.2. Tilstandsrapporter

Efter lov om begrænsning af energiforbruget i bygninger skal der foreligge

en energiattest ved salg af bygninger, som er opført før 1. februar 1979,

eller hvortil byggetilladelse er meddelt inden dette tidspunkt. Foreligger

der ikke en energiattest, skal der afholdes et varmesyn. Undtaget fra kravet

om varmesyn er bl.a. ejerlejligheder og sommerhuse. Et varmesyn er en teknisk

gennemgang af bygningens energimæssige tilstand og er primært rettet mod

isoleringsforholdene, tætninger og varmeanlæg. Varmesyn foretages af dertil

beskikkede teknikere (energikonsulenter). I energikonsulentens

varmesynsrapport omtales, hvilke arbejder der skal udføres, for at bygningen

kan få en energimæssigt rimelig standard, således at der vil kunne udstedes

en energiattest for ejendommen. Rapporten indeholder desuden et skøn over,

hvor meget disse arbejder vil koste, og hvor meget varme der i givet fald kan

spares. Som et led i moderniseringen af konsulentordningerne på energiområdet

er der planlagt en revision af varmesynsordningen. Miljø- og

Energiministeriet vil i efteråret 1995 fremsætte lovforslag herom.

Ud over reglerne om varmesyn m.v. findes der ikke i lovgivningen noget

krav om, at en fast ejendom i forbindelse med ejerskifte skal besigtiges af

en bygningssagkyndig med henblik på at få lavet en rapport om ejendommens

fysiske tilstand. Efter lov om omsætning af fast ejendom skal den, der

erhvervsmæssigt udbyder en ejendom til salg, samt ejendomsformidlere derimod

rådgive parterne om behov og mulighed for en byggeteknisk gennemgang af

ejendommen, jf. nedenfor under pkt. 3.

Der er som udgangspunkt ikke knyttet særlige retsvirkninger til at undlade

at få foretaget en bygningssagkyndig besigtigelse.

Hvis der er udarbejdet en tilstandsrapport i forbindelse med

overdragelse af en fast ejendom, vil dens helt centrale virkning i forholdet

mellem køber og sælger være, at de fejl, som omtales i rapporten, ikke senere

vil kunne påberåbes som mangler, hvis køberen har modtaget tilstandsrapporten

inden købsaftalens indgåelse. Det vil endvidere efter omstændighederne kunne

komme køber til skade, såfremt han undlader at reagere på klare advarsler,

som findes i en tilstandsrapport.

I retspraksis er det derimod på flere punkter uafklaret, hvilken betydning

en tilstandsrapport har, hvis der efter købet viser sig fejl, som ikke

er omtalt i rapporten. Det kan således ofte give anledning til tvivl, om den

bygningssagkyndige har begået en fejl ved ikke at opdage det pågældende

forhold. Blandt de uafklarede spørgsmål kan i øvrigt nævnes, om der ud

fra risiko- eller identifikationssynspunkter i almindelighed kan gøres

erstatningsansvar gældende mod en godtroende sælger på grund af den

sagkyndiges fejl, om rapportens oplysninger i almindelighed må anses

som en garanti fra den bygningssagkyndiges eller sælgerens side, om

sælgeren kan rejse krav mod den bygningssagkyndige, hvis den

bygningssagkyndige ved en fejl har overset en mangel, og sælgeren har måttet

betale et beløb til køberen på grund af manglen, og om sælgeren kan

kræve erstatning af den bygningssagkyndige, såfremt sælgeren alene har måttet

betale et forholdsmæssigt afslag til køber. Det er endvidere tvivlsomt, i

hvilket omfang en bygningssagkyndigs fejl bør komme køberen til skade, hvis

det er køberen, der har rekvireret rapporten.

Der henvises i øvrigt til redegørelsen i betænkning nr. 1276/1994, s.

136-148.

2.3. Ejerskifteforsikring

Lovgivningen indeholder ikke regler om, at køberen af en fast ejendom skal

tegne forsikring mod risikoen for fejl og mangler, eller om, at sælgeren skal

være forsikret mod risikoen for at blive gjort ansvarlig for mangler ved

ejendommen. Ejerskifteforsikringer er således ikke lovpligtige.

Ejerskifteforsikringer er først for få år siden blevet introduceret på

forsikringsmarkedet. Der er blevet introduceret navnlig to typer af

forsikringer: Kaskolignende forsikringer og sælgeransvarsforsikringer.

Kaskolignende forsikringer tegnes normalt af køberen og dækker risikoen

for, at der er fejl ved ejendommen. Forsikringen dækker de fejl, som er

omfattet af policens bestemmelser, uanset om fejlen giver mulighed for at

rette mangelskrav mod sælgeren. Retsforholdet mellem køber og sælger er

således uden betydning for, om forsikringen dækker. Disse forsikringer giver

sælgeren en indirekte beskyttelse på grund af reglen i

erstatningsansvarslovens § 19, som medfører, at forsikringsselskabet ikke

efterfølgende kan rejse krav mod sælgeren vedrørende forhold, der er dækket

af kaskoforsikringen, medmindre sælgeren har handlet forsætligt eller groft

uagtsomt.

Ansvarsforsikringer tegnes af sælgeren, undertiden med køberen som

medforsikret. Forsikringen dækker sælgerens risiko for at blive gjort

ansvarlig for mangler ved den solgte ejendom. Retsforholdet mellem køber og

sælger er således afgørende for, om forsikringen dækker, idet en af de

grundlæggende betingelser er, at køberen kan gøre mangelsbeføjelser gældende.

En sælgeransvarsforsikring giver køberen en indirekte beskyttelse på den

måde, at køberen ikke behøver at bekymre sig om, hvorvidt sælgeren i givet

fald vil være i stand til at betale. Køberen risikerer dog alligevel, at

ansvarsforsikringen ikke dækker, selv om køberen kan gøre

misligholdelsesbeføjelser gældende mod sælgeren. Dette kan enten skyldes

særlige forbehold i forsikringsaftalen, eller at sælgeren har vildledt

forsikringsselskabet ved at give forkerte oplysninger eller ved at fortie

oplysninger, jf. forsikringsaftalelovens §§ 4 og 6.

I betænkning nr. 1276/1994 er der på side 44-54 redegjort for de

ejerskifteforsikringer, som er på markedet.

2.4. Fortrydelsesret.

Der gælder ingen almindelige regler om fortrydelsesret ved erhvervelse af

fast ejendom.

Lov om visse forbrugeraftaler, som indeholder særlige regler om

fortrydelsesret, gælder ikke for køb af fast ejendom.

I 1994 har Rådet imidlertid vedtaget et EU-direktiv om beskyttelse af

køberen i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast

ejendom på timeshare-basis. Dette direktiv, som skal gennemføres i

medlemslandene senest i 1997, indeholder bl.a. regler om en generel

fortrydelsesret for erhververe af visse timeshare-boliger.

2.5. Reklamationsregler ved køb af byggematerialer m.v.

Ved køb af løsøre, herunder byggematerialer, skal mangler ved det købte

efter købelovens §§ 54 og 83 være påberåbt af køberen inden 1 år fra

overgivelsen af det købte til køberen. Overholder køberen ikke

reklamationsfristen, kan køberen ikke senere påberåbe sig, at det købte er

mangelfuldt. 1-års fristen gælder ikke, hvis leverandøren har udstedt en

garanti for et længere tidsrum eller har handlet svigagtigt eller - i

forbrugerkøb - uhæderligt.

Den absolutte reklamationsfrist i købelovens §§ 54 og 83 kan fraviges ved

aftale eller sædvane, men i forbrugerkøb dog ikke til skade for køberen.

Den nævnte 1-års frist fastsætter ydergrænsen for, hvor lang tid der må

gå, inden køberen gør sælgeren opmærksom på, at han vil fremsætte

mangelskrav. Ved siden af denne frist gælder en almindelig regel om, at

køberen skal reklamere hurtigt efter, at han har eller burde have opdaget

manglerne, jf. herved reglerne i købelovens §§ 52 og 81.

Standardbestemmelserne i Almindelige Betingelser for arbejder og

leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed (AB) indeholder efter den seneste

revision i 1992 en indirekte fravigelse af reglerne i købelovens §§ 54 og 83.

Efter AB 92 § 10, stk. 4 og 5, skal en entreprenør nemlig som hovedregel i

sine aftaler med underleverandører sørge for, at disse påtager sig at hæfte

for mangler ved byggematerialerne i 5 år fra byggeriets aflevering, dog højst

6 år fra det tidspunkt, hvor materialerne er leveret til lager eller

videresalg. En tilsvarende regel gælder efter § 10, stk. 4, i Almindelige

Betingelser for Totalentreprise (ABT 93). Ved større byggearbejder, som

f.eks. opførelse af et parcelhus, er det almindeligt, at aftalerne mellem

bygherren og de udførende indgås med henvisning til de nævnte

standardbestemmelser.

Der gælder ingen lovbestemte reklamationsfrister med hensyn til mangler

ved entreprenørers og tekniske rådgiveres (f.eks. arkitekters) ydelser.

For entreprenørers vedkommende er det imidlertid normalt, at der aftales

en absolut reklamationsfrist på 5 år. AB 92 indeholder således i § 36 en

bestemmelse herom. Fristen efter denne bestemmelse løber fra afleveringen af

byggeriet.

For de tekniske rådgiveres vedkommende aftales det normalt, at Almindelige

Betingelser for teknisk Rådgivning og bistand (ABR 89) skal gælde. I ABR 89,

pkt. 6.2.3.1., er der fastsat en absolut reklamationsfrist på 5 år. Fristen

løber fra afleveringen af byggeriet, når der er tale om rådgivning i

forbindelse med opførelse af bygning m.v.

3. Baggrunden for lovforslaget

3.1. Indledning

Erhvervelse af egen bolig er normalt et så omfattende økonomisk

engagement, at det har afgørende indflydelse på erhververens samlede

økonomiske situation. Imidlertid har de fleste, som køber en bolig eller

indgår aftale om opførelse af en bolig, ingen eller kun meget begrænset

erfaring med at erhverve fast ejendom. Der er tale om en disposition, som kun

foretages en eller nogle få gange i livet. Meget få har sagkundskab til reelt

at kunne bedømme en ejendoms bygningstekniske tilstand, og enhver bolig er i

en vis forstand enestående og findes ikke helt magen til. Risikoen for at

disponere forkert er stor, også fordi lovgivning m.v. om skatteforhold,

realkredit, lokalplanlægning etc. er meget omfattende og kompliceret. Det er

derfor særligt vigtigt at styrke den ikke-sagkyndige boligkøbers mulighed for

i praksis at sikre sig, at ejendommens værdi svarer til den pris, sælgeren

forlanger, og at styrke køberens mulighed for at få klarlagt, hvad aftalen

vil medføre af økonomiske forpligtelser fremover.

3.2.Tilstandsrapporter og ejerskifteforsikringer

På andre områder, f.eks. køb af løsøre, er forbrugerbeskyttelse normalt

lig med køberbeskyttelse. Ejerboligmarkedet er imidlertid særegent, fordi

overdragelse af brugte ejendomme er helt dominerende, og fordi sælgeren af en

brugt ejendom, som den pågældende bruger til beboelse, som regel også er en

privatperson.

På ejerboligmarkedet er situationen således speciel i den forstand, at

både køber og sælger kan være »forbrugere«. På andre retsområder

står forbrugerne normalt som aftagere over for en erhvervsdrivende udbyder,

men ved salg af en bolig er aftaleparterne typisk to privatpersoner.

I anden civilretlig forbrugerbeskyttelseslovgivning har man traditionelt

fulgt den vej at sikre den private part en stærk og ufravigelig retsposition

over for den erhvervsdrivende udbyder. Hvis der på dette område blev

gennemført en omfattende lovgivning, der fastlagde parternes retsposition i

detaljer, når der opstår en tvist, ville man imidlertid ikke i tilstrækkelig

grad tage hensyn til boligmarkedets særlige forhold. På dette område bør

lovgivningen i højere grad sigte mod at beskytte begge parter.

I praksis opstår der mange tvister om mangler ved fast ejendom, jf. herved

betænkning nr. 1276/1994, s. 62-63. Dette er først og fremmest udtryk for, at

køberen er blevet skuffet i sine forventninger til ejendommen. Hvis tvisten

fører til, at sælgeren skal betale et beløb tilbage til køberen, vil

sælgerens forventninger til handlen blive skuffet, medmindre sælgeren

ligefrem har handlet svigagtigt over for køberen. I forhold til andre

tvister, som privatpersoner involveres i, vil det her ofte dreje sig om meget

store beløb, og afgørelsen af en tvist kan være ødelæggende for den tabende

parts økonomi. Tvister om mangler ved ejendommen kan opstå mange år efter

handlens indgåelse og på et tidspunkt, hvor sælgeren forlængst har indrettet

sig i tillid til, at handlen er endelig.

Der er således en betydelig utryghed forbundet med den nuværende

situation, uden at dette i og for sig kan siges at bero på, at de almindelige

ulovbestemte regler på området er uklare. En præcisering og eventuelt en

anden vægtning af parternes indbyrdes retsposition - navnlig i tilfælde, hvor

en ejendom viser sig at lide af en mangel - vil ikke i væsentligt omfang

afhjælpe problemerne. Hvis man styrker køberens retsstilling, vil det ske på

bekostning af sælgeren, og styrker man sælgerens retsstilling, går det

omvendt ud over køberen.

Man kan derimod beskytte både sælger og køber, hvis man ved en ændring af

retsreglerne kan forebygge, at køberen bliver skuffet i sine forventninger

til ejendommen. Det, der fører til skuffelse hos køberen, er i langt de

fleste tilfælde fysiske mangler ved individuelle huse. Der kan også forekomme

fysiske mangler ved ejerlejligheder m.v. i beboelsesejendomme, men

fællesarealets tilstand vil dog normalt være velkendt af ejerforeningens

bestyrelse og belyst gennem de referater af de årlige generalforsamlinger,

som en ejendomsformidler altid vil sørge for, at en mulig køber gøres bekendt

med. Endvidere vil forholdene i den individuelle lejlighed normalt være mere

overskuelige end i individuelle huse.

Langt det største problem af civilretlig karakter er således fysiske

mangler ved individuelle huse. Der vil kunne opnås en styrkelse af begge

parters stilling ved køb af fast ejendom, hvis lovgivningen indrettes sådan,

at problemerne med fysiske mangler begrænses.

Det er ofte særdeles ubehageligt for køberen, hvis der viser sig mangler

efter overtagelsen, ikke blot på grund af de praktiske vanskeligheder, som

manglen forvolder, men også fordi det ofte er usikkert, om sælgeren vil være

i stand til at betale, selv om det lykkes for køberen at gennemføre et

mangelskrav mod sælgeren.

For den godtroende sælgers vedkommende er det lige så ubehageligt, såfremt

køberen efter at have overtaget ejendommen fremsætter krav på grund af

mangler. Det gælder navnlig, hvis der er gået så lang tid, at sælgeren har

indrettet sin økonomi i tillid til handlens endelighed.

En begrænsning af mangelsproblemerne ved køb af fast ejendom bør som nævnt

ske på en måde, som er til fordel for både køber og sælger. Dette kan opnås

på to måder, dels ved at forebygge , at der overhovedet opstår

spørgsmål om mangler efter køberens overtagelse af ejendommen, dels ved at

sikre, at der er penge til at betale for en eventuel udbedring m.v.,

hvis der alligevel viser sig en mangel.

En effektiv måde at forebygge mangelsproblemer på er at få ejendommen

undersøgt af en dertil uddannet tekniker inden aftalens indgåelse.

Boligministeriet gennemførte i midten af 1980'erne en

kvalitetssikringsordning for det offentligt støttede byggeri. Blandt

elementerne i denne ordning er, at et byggeri gennemgås for fejl 5 år efter

afleveringen. På baggrund af de indhøstede erfaringer med

kvalitetssikringsordningen er det Boligministeriets opfattelse, at en

almindelig gennemgang af en ejendom, foretaget af en dertil uddannet

tekniker, vil kunne afsløre langt de fleste af sådanne fejl, som ellers vil

kunne føre til skuffelse hos den ikke-bygningssagkyndige køber.

Ved en sådan bygningssagkyndig besigtigelse vil køberens

beslutningsgrundlag blive forbedret betydeligt. Der findes allerede i dag en

landsdækkende husbesigtigelsesordning, som er etableret af Praktiserende

Arkitekters Råd og Foreningen af Rådgivende Ingeniører - den såkaldte

PAR/FRI-ordning - men denne ordning har ikke hidtil opnået særlig stor

udbredelse. En hovedårsag hertil er formentlig, at en sælger må se i øjnene,

at en rapport, der omtaler fejl ved ejendommen, vil trykke prisen, og dette

vil naturligvis være særligt mærkbart i en situation, hvor de fleste andre

sælgere ikke fremlægger en tilsvarende rapport. I situationer, hvor flere

køberemner har meldt sig, vil køberen formentlig ofte være tilbageholdende

med at betinge sig, at der foretages en sagkyndig besigtigelse, idet køberen

vil frygte, at sælgeren i så fald vælger at sælge til anden side.

Lov om omsætning af fast ejendom, der trådte i kraft den 1. januar 1994,

indeholder en bestemmelse om, at professionelle udbydere og

ejendomsformidlere skal rådgive parterne om behovet og mulighederne for en

byggeteknisk gennemgang af ejendommen, jf. lovens §§ 3 og 13. Denne

bestemmelse vil utvivlsomt medføre, at ejendomsformidlerne oftere end hidtil

vil råde parterne til at få lavet en tilstandsrapport. Det er imidlertid

uvist, i hvilket omfang parterne vil følge ejendomsformidlerens råd. Hertil

kommer, at den nævnte lov ikke indeholder regler om, hvilken form for

byggeteknisk undersøgelse ejendomsformidleren nærmere skal råde til at få

foretaget. Loven giver således ikke sikkerhed for, at de besigtigelser, der

eventuelt foretages på grundlag af ejendomsformidlerens råd, har en

tilstrækkeligt god kvalitet, eller at den bygningssagkyndige er

ansvarsforsikret.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at der er behov for at

indrette den civilretlige lovgivning sådan, at det i forbindelse med

hushandler m.v. bliver almindeligt udbredt at indhente tilstandsrapporter,

som er udarbejdet af dertil uddannede og erfarne bygningssagkyndige, der også

er dækket af en professionsansvarsforsikring.

En almindelig udbredelse af tilstandsrapporter, der udarbejdes af særligt

beskikkede bygningssagkyndige på godkendte rapportformularer, vil efter

Justitsministeriets opfattelse forbedre forbrugernes stilling ved køb af fast

ejendom betydeligt. Forbedringen vil bestå i, at langt de fleste

mangelsspørgsmål bliver afklaret, før handlen afsluttes, således at de kan

indgå i drøftelserne om den rette pris for ejendommen. En sådan forudgående

afklaring af ejendommens fysiske tilstand må foretrækkes frem for ordninger,

der primært tager sigte på at klare mangelsproblemerne efterfølgende, når de

har vist sig.

Visse fejl eller tegn på fejl ved en bygning vil imidlertid kunne være

skjulte selv for en bygningssagkyndig, fordi dennes undersøgelse i praksis må

foregå uden omfattende fysiske indgreb i bygningen. Som regel vil sælgeren

heller ikke kende til sådanne skjulte fejl. Udbedringsomkostningerne ved

sådanne fejl vil undertiden kunne være betydelige, navnlig ved visse skjulte

konstruktionsfejl. Sådanne fejl vil være sjældent forekommende, men

situationen vil i givet fald ofte være den, at hverken køber eller sælger har

råd til at betale udbedringsomkostningerne.

Problemet med denne tilbageværende risiko kan bedst løses ved en

forsikringsmæssig afdækning, således at et forsikringsselskab dækker udgiften

til udbedring af manglen.

Der findes allerede i dag en række ejerskifteforsikringer på markedet, men

de har hidtil opnået meget ringe udbredelse. Den type ejerskifteforsikring,

som bedst vil kunne løse problemerne, er efter Justitsministeriets opfattelse

en kaskolignende forsikring, hvor køberen er den sikrede, og hvor

forsikringen dækker fejl ved bygningen uden hensyn til, om køber ville kunne

gøre mangelskrav gældende mod sælger. Herved opnås det, at spørgsmålet om,

hvorvidt køber kan få erstatning, hverken afhænger af retsforholdet mellem

køber og sælger eller af retsforholdet mellem sælger og forsikringsselskabet.

Sælgeransvarsforsikringer, som i dag er de mest udbredte, er mindre

velegnede, dels fordi dækningen afhænger af aftaleforholdet mellem køber og

sælger, dels fordi køberen normalt ikke selv er herre over disse

forsikringer, men er afhængig af, at sælgeren holder forsikringen i kraft.

I betænkning nr. 1276/1994 er der på side 155ff redegjort for, hvilke

nærmere krav der efter udvalgets opfattelse bør stilles til en

ejerskifteforsikring, der på fyldestgørende måde skal dække køberen ind, hvis

der efterfølgende viser sig skjulte fejl, som ikke er nævnt i en

tilstandsrapport. Justitsministeriet er enig i de forudsætninger, udvalget

har opstillet, jf. nedenfor under pkt. 4. Udvalget har ført drøftelser med

Assurandør-Societetet om mulighederne for at etablere sådanne forsikringer.

Det er fremgået af disse drøftelser, at nogle forsikringsselskaber vil være

indstillet på at udbyde forsikringer, som opfylder kravene.

Assurandør-Societetet har under drøftelserne med udvalget anslået, at den

gennemsnitlige engangspræmie for en frivillig forsikring, der dækker i 5 år,

i givet fald vil blive 10-15.000 kr., såfremt der fastsættes en selvrisiko på

30.000 kr. i forsikringsperioden. Forlængelse af forsikringen med yderligere

5 år vil normalt kunne ske for en meget beskeden tillægspræmie. Et større

forsikringsselskab har over for udvalget tilkendegivet, at man formentlig vil

kunne tilbyde en 5-årig forsikring med en gennemsnitlig engangspræmie på

15.000 kr. for hele perioden og en selvrisiko på 15.000 kr. Der henvises til

betænkning nr. 1276/1994, s. 156.

Forsikringspræmier af denne størrelse vil næppe generelt få køberne til at

undlade at tegne ejerskifteforsikring. Efter Justitsministeriets opfattelse

er det endvidere sandsynligt, at de gennemsnitlige præmiestørrelser vil

falde, hvis ordningen vinder betydelig udbredelse.

Justitsministeriet er på denne baggrund enig i udvalgets forslag i

betænkning nr. 1276/1994, som går ud på at ændre de civilretlige regler på en

måde, der både tilskynder til indhentelse af tilstandsrapporter og til

tegning af ejerskifteforsikringer mod skjulte fejl. Lovforslagets kapitel 1

tager sigte herpå.

3.3. Fortrydelsesret

Forslaget om indførelse af en fortrydelsesret fremsættes på baggrund af

den specielle situation på ejerboligmarkedet, at ikke-sagkyndige købere som

regel ikke har reel mulighed for på egen hånd hurtigt at opnå fuldt overblik

over deres juridiske og økonomiske situation i forbindelse med et køb, jf.

ovenfor under pkt. 2.1. Skønt en ejendomsformidler i et vist omfang skal tage

hensyn til køberens interesser i forbindelse med en ejendomshandel, er det

ikke muligt for en formidler at tilgodese både sælgers og købers interesser i

samme omfang. En erkendelse heraf er kommet til udtryk i § 15 i lov om

omsætning af fast ejendom, hvorefter ingen må være formidler for begge parter

i samme handel.

Som nævnt kan det for en privatperson være yderst vanskeligt på en

begrænset tid at foretage en fyldestgørende overvejelse af alle en

ejendomshandels økonomiske og juridiske konsekvenser.

Køb af f.eks. bil eller båd kan også være et stort engagement, men er dog

normalt af væsentligt mindre betydning. Endvidere er en sådan handel ikke så

kompliceret som køb af fast ejendom, som desuden tjener til opfyldelse af et

mere fundamentalt behov for køberen - nemlig et sted at bo.

I praksis er det ofte økonomiske eller juridiske årsager, der kan få en

køber til at ønske at fortryde en handel. Det kan f.eks. være, at en nærmere

analyse af familiens økonomi viser, at budgettet vil blive for stramt.

Ejendomsmarkedet veksler, og navnlig i perioder, hvor der er tale om

»sælgers marked«, vil en køber kunne føle sig presset til at slå

til meget hurtigt. Selv om køberen i en sådan situation har gjort en indsats

for at være orienteret om det aktuelle ejendomsmarked i forhold til sine

individuelle behov, er der risiko for, at en handel, der indgås under sådanne

omstændigheder, ikke er tilstrækkeligt velovervejet fra køberens side.

Ved mere dagligdags anskaffelser er der ofte tale om køb som led i et

relativt fast kundeforhold. I et sådant fastere forhold vil der ofte være en

gensidig interesse i at vise smidighed, og sælgeren vil derfor ofte være

imødekommende over for køberens ønske om ikke at vedstå en handel. En sådan

interesse er ikke til stede ved køb af bolig, hvor der altid er tale om en

engangshandel. Derfor vil en generel fortrydelsesret på dette område kun

kunne gennemføres ved lov.

Det forekommer meget ofte, at købere først søger professionel bistand

umiddelbart før og i mange tilfælde endda først efter, at der er skrevet

under på en købsaftale - i sidstnævnte tilfælde blot med henblik på

udarbejdelse af skøde. En ejendomsformidler, der medvirker på sælgerens side,

har som ovenfor nævnt en vis pligt til at tage hensyn til køberens

interesser, men formidleren har samtidig pligt til at arbejde for, at

sælgeren får den højst opnåelige pris for ejendommen. Den skærpelse af

formidleres vejledningspligt, som er sket i lov om omsætning af fast ejendom,

har efter Justitsministeriets opfattelse ikke fjernet behovet for at indføre

en kort frist for køberen til at træde tilbage fra handlen. Med en sådan kort

frist bliver der mulighed for uden pres fra sælger eller andre køberemner at

overveje købsaftalens aspekter og konsekvenser og eventuelt søge sagkyndig

bistand hertil, samt til at vurdere de oplysninger, der er givet fra

sælgerens side. Hvis sælgeren ikke har fremlagt en tilstandsrapport, vil der

også være anledning for køberen til i fortrydelsesperioden selv at få en

bygningssagkyndig til at undersøge ejendommen.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der behov for at indføre en

tilsvarende fortrydelsesret på entrepriseområdet, også fordi en

fortrydelsesret på dette område hænger sammen med indførelse af en

fortrydelsesret ved køb af fast ejendom. I tilfælde, hvor en forbruger f.eks.

køber en byggegrund af et udstykningsfirma og samtidig indgår aftale med et

byggefirma om et byggeprojekt, der skal opføres på grunden, vil forbrugeren

uden en fortrydelsesret på entrepriseområdet komme i klemme på den måde, at

en frigørelse fra aftalen om opførelse af huset kun kan ske ved afbestilling.

Herved vil forbrugeren normalt blive forpligtet til at betale erstatning for

tabt fortjeneste.

3.4. Reklamationsfristen ved køb af byggematerialer

Byggematerialer er bestemt til at indgå i produkter, der forventes at

kunne holde meget længe.

På grundlag af Boligministeriets erfaringer med den

kvalitetssikringsordning, som blev gennemført for statsligt og statstøttet

byggeri i midten af 1980'erne, må det antages, at en betydelig del af de

mangler ved byggematerialer, som forekommer i praksis, først giver sig udslag

efter mere end 1 års forløb, dvs. først efter udløbet af den

reklamationsfrist, der gælder efter købeloven, jf. ovenfor under pkt. 2.5.

Derimod giver sådanne materialefejl sig normalt udslag, der i hvert fald kan

konstateres af en fagmand, inden 5 år fra afleveringen af byggeriet.

Som nævnt ovenfor under pkt. 2.5. indeholder AB 92 en såkaldt

byggeleveranceklausul, hvorefter entreprenøren skal sørge for, at

materialeleverandørerne påtager sig at hæfte for mangler ved

byggematerialerne i 5 år. Efter det for Justitsministeriet oplyste accepterer

leverandører af byggematerialer som regel et vilkår om 5-års hæftelse ved

større entreprenørfirmaers køb af byggematerialer. Derimod er det i praksis

vanskeligt for mindre håndværkere og for forbrugere, der selv indkøber

byggematerialer, at opnå en sådan accept.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør den lovbestemte reklamationsfrist

så vidt muligt svare til den, der gælder efter reglerne i AB 92. Herved kan

det sikres, at der gælder en længere reklamationsfrist med hensyn til mangler

ved byggematerialer, uanset af hvem og i hvilken forbindelse, materialerne

købes.

4. Lovforslagets hovedpunkter

4.1. Begrænsning af mangelsproblemerne

Lovforslagets kapitel 1 tilsigter at indrette de civilretlige regler på en

måde, som kan medvirke til at begrænse problemerne med mangler ved

ejerboliger. Den foreslåede ordning tilskynder for det første sælgeren til at

forebygge mangelsproblemer ved at sørge for, at køberen modtager en rapport

om ejendommen (tilstandsrapport), der indeholder detaljerede oplysninger om

bygningens fysiske tilstand. Ordningen tilskynder for det andet til, at det

gennem forsikringstegning sikres, at der er penge til at betale med, hvis der

efterfølgende viser sig en mangel, som har været skjult selv for den

bygningssagkyndige, og som derfor ikke er omtalt i tilstandsrapporten.

Med henblik på at fremme brugen af tilstandsrapporter ville den mest

effektive løsning naturligvis være at indføre en obligatorisk ordning,

således at der i forbindelse med enhver hushandel skulle foreligge en

tilstandsrapport. Der vil imidlertid være en række tilfælde, hvor parterne i

en handel begge har et sådant kendskab til ejendommen, at det vil forekomme

urimeligt, hvis der fra det offentliges side stilles krav om, at der afholdes

udgifter til en tilstandsrapport. Det kan f.eks. dreje sig om en

familieoverdragelse eller om tilfælde, hvor køberen har været lejer i huset.

Også med hensyn til forsikringer ville det for så vidt være mest effektivt

at indføre en obligatorisk ordning, således at der ved køb af fast ejendom

var pligt til at tegne en ejerskifteforsikring mod skjulte fejl. En

obligatorisk ordning på dette område ville imidlertid indebære, at de gode

huse i et vist omfang kom til at betale for de dårlige, og en tvungen ordning

måtte derfor forudsætte, at forsikringspræmierne ikke bliver for høje, og at

forsikringerne samtidig har et sådant dækningsomfang, at købere og godtroende

sælgere fuldstændig fritages for mangelsrisikoen. Disse aspekter er drøftet i

betænkning nr. 1276/1994, side 157 ff., hvor udvalget refererer sine

drøftelser med forsikringsbranchen. På baggrund af en tilkendegivelse fra

Assurandør-Societetet har udvalget konkluderet, at præmien for en

obligatorisk 5-årig forsikring vil blive for høj, og at en obligatorisk

forsikring ikke i tilstrækkelig grad vil fritage køber og sælger for

mangelsrisikoen. Forsikringsselskaberne vil under en tvungen ordning bl.a.

ikke dække fejl, som køberen selv burde have opdaget.

Justitsministeriet er enig i udvalgets vurdering. Lovforslaget er på den

baggrund udformet på grundlag af udvalgets udkast, hvorefter der alene

knyttes nogle klare juridiske fordele til indhentelse af en tilstandsrapport

og et forsikringstilbud.

Lovforslagets kapitel 1 går herefter ud på, at sælgeren med enkelte

begrænsninger kan undgå at hæfte for fysiske mangler ved bygningen, hvis

følgende betingelser er opfyldt:

1. Inden køberen binder sig, skal den pågældende fra sælgeren have

modtaget en aktuel skriftlig rapport om bygningernes fysiske tilstand.

Rapporten skal være udarbejdet af en beskikket bygningssagkyndig og

udfærdiget på et rapportskema, som er godkendt af boligministeren.

2. Inden køberen binder sig, skal den pågældende fra sælgeren også have

modtaget et skriftligt tilbud fra et forsikringsselskab om tegning af en

ejerskifteforsikring som nævnt nedenfor eller en meddelelse om, hvilke

konkrete risikomomenter ved den pågældende ejendoms fysiske tilstand, der er

til hinder for, at der kan tegnes en sådan forsikring.

3. Inden køberen binder sig, skal den pågældende være klar over, at der

som udgangspunkt ikke vil være mulighed for senere at rejse krav mod sælgeren

i anledning af fysiske mangler ved bygningen.

Det foreslås, at ordningen skal gælde ved køb af fast ejendom, der af

sælgeren hovedsagelig anvendes til beboelse, eller som hovedsagelig er

bestemt til beboelse for køberen.

Ordningen foreslås undergivet følgende begrænsninger:

a. Sælgerens mangelshæftelse bortfalder ikke, hvis sælgeren har givet en

garanti vedrørende det pågældende forhold, eller hvis sælgeren har handlet

svigagtigt eller groft uagtsomt.

b. Sælgerens mangelshæftelse bortfalder ikke for så vidt angår ulovlige

bygningsindretninger.

c. Professionelle bygherrer og bygmestre fritages ikke for

erstatningsansvar, herunder det særlige ansvar for opførelsesfejl m.m., som

påhviler dem efter almindelige regler.

d. Sælgerens mangelshæftelse bortfalder ikke, hvis det undtagelsesvis kan

bevises, at den pågældende mangel først er opstået i perioden mellem

udarbejdelsen af tilstandsrapporten og overtagelsesdagen.

Det er afgørende for den foreslåede ordnings værdi, at

tilstandsrapporterne har en betydelig kvalitet, således at efterfølgende

mangelssager i meget vidt omfang forebygges. Der foreslås derfor en nærmere

reguleret ordning, som sikrer den fornødne ensartethed i rapporternes

opbygning og indhold samt i kvaliteten af det arbejde, som udføres af de

bygningssagkyndige. Med henblik herpå foreslås det, at boligministeren skal

etablere en beskikkelsesordning for bygningssagkyndige samt en

godkendelsesordning med hensyn til de rapportskemaer, der skal anvendes i

forbindelse med besigtigelserne. Det foreslås endvidere, at nærmere regler om

den bygningssagkyndiges virksomhed skal fastsættes af boligministeren, jf.

lovforslagets § 4. På denne måde bliver der faste rammer for, hvad den

bygningssagkyndige skal undersøge, hvor grundig undersøgelsen skal være, og

hvilke spørgsmål der skal tages stilling til i den skriftlige rapport. Det

foreslås endvidere, at de bygningssagkyndige skal være dækket af en

professionsansvarsforsikring.

Økonomiministeriet agter ved en ændring af bekendtgørelsen om udmåling af

realkreditlån (bekendtgørelse nr. 515 af 28. juni 1991) at gøre det muligt at

forhøje realkreditlåns kontantprovenu med dokumenterede rimelige udgifter til

indhentelse af en tilstandsrapport vedrørende den pågældende ejendom.

Ejendomsformidlerne vil have pligt til at gøre parterne opmærksomme på denne

fordelagtige finansieringsmulighed.

Den såkaldte varmesynsordning er omtalt ovenfor under pkt. 2.2. Som nævnt

drejer en varmesynsrapport sig om ejendommens energimæssige tilstand.

Rapporten skal navnlig indeholde oplysning om, hvilke energibesparende

foranstaltninger der skal træffes, for at der kan udstedes en energiattest

for den pågældende ejendom. Den foreslåede ordning med frivillige

tilstandsrapporter vil på hensigtsmæssig måde kunne samordnes med

varmesynsordningen. Der vil således være mulighed for, at bygningssagkyndige,

der beskikkes til at udarbejde tilstandsrapporter, også kan beskikkes som

energikonsulenter, således at begge rapporter kan udarbejdes på grundlag af

en undersøgelse af ejendommen. Der vil endvidere være mulighed for, at de to

rapporter kan udarbejdes på et samlet rapportskema, hvis sælgeren ønsker det.

De to rapporter vil i givet fald kunne udarbejdes til en pris, som vil

indebære en samlet besparelse for sælgeren.

Boligministeriet og Miljø- og Energiministeriet vil overveje de nævnte

muligheder med henblik på, at en samordning kan få virkning ved

ikrafttrædelsen af den foreslåede ordning vedrørende tilstandsrapporter.

I betænkning nr. 1276/1994 er der på s. 155 ff redegjort for, hvilke krav

der efter udvalgets opfattelse bør stilles til en ejerskifteforsikring, som

på fyldestgørende måde dækker køberen ind, hvis der efterfølgende viser sig

skjulte fejl, som ikke er nævnt i tilstandsrapporten. Udvalget har ført

drøftelser med Assurandør-Societetet om mulighederne for at etablere sådanne

forsikringer, jf. ovenfor under pkt. 3. Det er fremgået af disse

forhandlinger, at nogle forsikringsselskaber vil være indstillet på at udbyde

forsikringer, som opfylder følgende forudsætninger:

- Forsikringen skal, bortset fra en selvrisiko, dække udgifter til

afhjælpning af fejl, som ikke er omtalt i tilstandsrapporten, medmindre der

er taget forbehold af forsikringsselskabet.

- Forsikringsselskabet kan ikke gøre regres mod sælgeren, medmindre denne

har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt.

- Forsikringen skal dække i mindst 5 år fra køberens overtagelse af

ejendommen. Forsikringen skal endvidere kunne forlænges til at dække i mindst

10 år, medmindre køberen har forsømt at vedligeholde ejendommen forsvarligt.

- Forsikringen skal kunne tegnes på grundlag af en foreliggende

tilstandsrapport, som er udarbejdet af en beskikket bygningssagkyndig, jf.

lovforslagets § 4, således at forsikringsselskabet ikke også skal lave en

tilstandsrapport vedrørende den samme ejendom.

Udvalget har over for Assurandør-Societetet peget på betydningen af, at

forsikringsselskaberne kun i meget begrænset omfang tager dækningsforbehold

af generel karakter.

Justitsministeriet er enig i de forudsætninger, som udvalget har

opstillet. I forbindelse med høringen af bl.a. Assurandør-Societetet over et

udkast til dette lovforslag er det blevet præciseret, at der ved

»fejl«, der som udgangspunkt skal være dækket af en

ejerskifteforsikring, forstås skader, tegn på mulige skader samt forhold ved

den pågældende bygning, der giver nærliggende risiko for skader, hvis der

ikke sættes ind med særligt omfattende vedligeholdelsesarbejder eller andre

forebyggende foranstaltninger. Ved skade forstås brud, lækage, deformering,

svækkelse, revnedannelser eller ødelæggelse i bygningen eller andre fysiske

forhold, når disse forhold nedsætter bygningens værdi eller brugbarhed efter

dens formål. Også manglende bygningsdele kan være skader.

Forsikringen skal ikke dække bagatelagtige skader, hvis karakter og

betydning er åbenbare for ikke- bygningssagkyndige. Åbenbare skader, der ikke

er bagatelagtige, skal i princippet dækkes, men vil i praksis være omtalt i

tilstandsrapporten, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 4. Forsikringen

skal normalt heller ikke dække forhold vedrørende installationers funktion

m.v. eller ulovlige bygningsindretninger, som ikke har medført en fejl i den

ovenfor anførte forstand. Forsikringen skal endvidere ikke dække rent

æstetiske eller arkitektoniske forhold, forhold, som er omfattet af en

garanti uden at være fejl i den ovenfor anførte forstand, almindeligt slid og

ælde samt dårlig vedligeholdelse, der ikke har medført skade, tegn på skade

eller nærliggende risiko for skade.

Med henblik på at sikre, at de forsikringsprodukter, der tilbydes køberne,

opfylder de ovenfor anførte forudsætninger, indeholder lovforslaget en

bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren, hvis der viser sig

behov herfor, kan fastsætte regler om, at sælgerne kun fritages for

mangelshæftelsen, hvis de tilbudte forsikringer har en vis minimumsdækning,

jf. lovforslagets § 5, stk. 2.

For en sælger, der ikke har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt, vil

den afgørende fordel ved den foreslåede ordning være, at sælgeren i praksis

kan sikre sig mod på et senere tidspunkt at blive mødt med krav i anledning

af bygningstekniske fejl ved ejendommen. Heri vil der efter

Justitsministeriets opfattelse ligge en betydelig tilskyndelse, som

ejendomsformidlerne endvidere vil være forpligtede til at gøre opmærksom på

og vejlede om.

Ordningen er frivillig. Det er op til sælgeren, om han ønsker at få lavet

en tilstandsrapport og indhente tilbud på en ejerskifteforsikring. Sælgeren

kan vælge at løbe risikoen ved ikke at benytte ordningen og i stedet måske

prøve at få indføjet nogle ansvarsfraskrivelser i købsaftalen. I retspraksis

tillægges ansvarsfraskrivelser dog som hovedregel kun retsvirkning, hvis de

er fremhævet over for køberen og drejer sig om bestemt angivne fejl.

For køberen er den grundlæggende fordel ved ordningen, at køberens

beslutningsgrundlag med hensyn til ejendommens fysiske tilstand bliver så

fyldestgørende som muligt. Køberen vil få en detaljeret viden om ejendommens

fysiske tilstand og egenskaber. Køberen vil endvidere blive gjort bekendt

med, i hvilket omfang og til hvilken pris det er muligt at forsikre sig mod

den begrænsede risiko for skjulte mangler, som er tilbage, når der foreligger

en tilstandsrapport.

Det er op til køberen, om han vil tegne forsikring mod skjulte fejl. Den

gennemsnitspræmie, som forsikringsbranchen har anslået, jf. ovenfor under

pkt. 3, vil som nævnt næppe i sig selv afholde køberne fra at tegne

forsikring. I enkelte tilfælde vil et forsikringsselskab måske forlange en

særligt høj præmie på grund af ejendommens forfaldne tilstand eller karakter

i øvrigt, men i så fald vil køberen kunne tage den høje forsikringspræmie med

i betragtning ved sin vurdering af, hvad han vil betale for den pågældende

ejendom. I praksis vil det være sikret, at parterne inden aftalens indgåelse

tager stilling til, hvordan den tilbageværende risiko for skjulte mangler

økonomisk skal fordeles. Vælger køberen at handle uden at tegne forsikring,

vil det ske på et fuldt oplyst grundlag. Hvis der senere viser sig en mangel,

vil der ikke kunne foreligge en skuffelse, som kan begrunde et krav mod

sælgeren.

Ejendomsformidleres rådgivning skal være sagkyndig og udøves med omsorg

for parternes interesser, jf. § 16 i lov om omsætning af fast ejendom.

Ejendomsformidlere skal derfor henlede sælgerens opmærksomhed på fordelene

ved den foreslåede ordning samt fremhæve de fordele, der for køberen vil være

forbundet med at tegne en ejerskifteforsikring. En ejendomsformidler vil også

have pligt til at fremhæve fordelene ved et konkurrerende selskabs

forsikringsform, hvis den er mere omfattende, selv om formidleren måtte have

en eller anden organisatorisk eller økonomisk tilknytning til et

forsikringsselskab, som udbyder en mindre omfattende forsikring. Efter

Justitsministeriets opfattelse er det rimeligt at antage, at dette vil kunne

få en væsentlig markedsregulerende betydning.

I udvalget var der ikke enighed om, hvorvidt sælgeren bør have mulighed

for at undgå at hæfte for mangler, hvis den solgte ejendom efter sin art

overhovedet ikke kan ejerskifteforsikres, sådan som det for tiden bl.a. er

tilfældet med ældre fritidshuse samt med ejerlejligheder i etageejendomme,

jf. betænkning nr. 1276/1994, s. 157.

Udvalgets flertal fandt, at ordningen bør gælde også i disse tilfælde.

Flertallet lagde herved vægt på, at brugen af tilstandsrapporterne bør

udbredes mest muligt, samt at en oplysning til køber om, at der ved den

pågældende ejendomstype ikke kan tegnes forsikring mod skjulte fejl, må

forventes at få væsentlig betydning for, hvilken pris køberen er villig til

at betale for ejendommen.

Et mindretal fandt, at de typer af ejendomme, som forsikringsselskaberne

generelt ikke vil ejerskifteforsikre, bør være undtaget fra ordningen, fordi

ordningens hovedformål er at give både sælger og køber mulighed for at

frigøre sig for den økonomiske risiko for fysiske mangler.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med mindretallets indstilling.

Den foreslåede ordning fraviger det almindelige princip om, at sælgeren

hæfter for skjulte mangler ved det solgte, og ordningen bør derfor efter

Justitsministeriets opfattelse som udgangspunkt kun gælde, hvis køberen har

en reel mulighed for at forsikre sig mod den risiko, han overtager fra

sælgeren, og hvis køberen kan få oplyst en konkret pris på, hvad det vil

koste at tegne en sådan forsikring.

Justitsministeriet har på denne baggrund endvidere overvejet, om det er

rimeligt at lade ordningen gælde i tilfælde, hvor der på grund af særlige

forhold ved den pågældende ejendoms fysiske tilstand ikke kan tegnes en

ejerskifteforsikring, selv om dette ellers er muligt ved køb af tilsvarende

ejendomme. Justitsministeriet finder, at det netop for ejendomme, som på

grund af manglende vedligeholdelse eller lignende slet ikke kan

ejerskifteforsikres, er særlig vigtigt at få indhentet en tilstandsrapport.

Justitsministeriet finder derfor, at ordningen bør gælde også i disse

tilfælde. De foreslåede regler er endvidere udformet sådan, at det sikres, at

køberen får en redegørelse for, hvilke konkrete punkter der er til hinder

for, at der kan tegnes forsikring, jf. lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 2.

Køberen kan på dette grundlag gøre op med sig selv, om han ønsker at købe

ejendommen, og i givet fald på hvilke vilkår.

Ældre fritidshuse og ejerlejligheder vil som nævnt indtil videre falde

uden for ordningen. Også ved køb af disse ejendomstyper vil det imidlertid

være fordelagtigt, hvis der indhentes en tilstandsrapport, som er udarbejdet

af en beskikket bygningssagkyndig. Bl.a. med henblik på at tilskynde sælgeren

til at indhente en sådan tilstandsrapport også i disse tilfælde, indeholder

lovforslaget en bestemmelse, som præciserer, at der kan tilkomme en sælger,

der har indhentet en tilstandsrapport, som er udarbejdet af en beskikket

bygningssagkyndig, et beløb, hvis sælgeren efter aftalens indgåelse har

måttet betale et beløb til køber på grund af en fejl ved bygningen, som den

bygningssagkyndige burde have omtalt i rapporten, jf. lovforslagets § 3, stk.

1. Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at der i tilfælde, hvor den

bygningssagkyndige har handlet ansvarspådragende, kan tilkendes sælgeren en

godtgørelse for »skuffet økonomisk forventning« ud fra en

rimelighedsvurdering. En sådan godtgørelse vil komme på tale i tilfælde, hvor

sælgeren har været i god tro med hensyn til den pågældende fejl ved bygningen

og har måttet betale et forholdsmæssigt afslag til køberen.

4.2. Fortrydelsesret ved erhvervelse af fast ejendom

Det foreslås, at der indføres en kort fortrydelsesfrist, inden for hvilken

køberen af en fast ejendom eller bestilleren af en bygning kan træde tilbage

fra aftalen, jf. lovforslagets kapitler 2 og 3.

Fortrydelsesretten er primært en beskyttelse for køberen, henholdsvis

bestilleren, og har karakter af forbrugerbeskyttelse. Ved køb af fast ejendom

foreslås det, at fortrydelsesretten alene skal gælde, når ejendommen

hovedsagelig er bestemt til beboelse for køberen, jf. lovforslagets § 6. På

entrepriseområdet foreslås det, at fortrydelsesretten skal gælde ved aftaler

om totalentreprise og andre »totalløsninger«, hvor en

erhvervsdrivende i det væsentlige skal stå for leveringen af hele bygningen

eller i det væsentlige skal projektere og opføre hele bygningen. Ejendommen

skal efter sin art være bestemt til en- eller tofamiliebeboelse, og

ejendommen skal desuden i det konkrete tilfælde være bestemt til beboelse for

køberen, jf. lovforslagets § 14. Fortrydelsesretten gælder efter forslaget

ikke, når entrepriseaftalen er indgået ved antagelse af licitationsbud m.v.

Udvalget har i betænkning nr. 1110/1987 overvejet, om der bør indføres en

tilsvarende fortrydelsesret for sælgere af fast ejendom m.v., jf.

betænkningens s. 59 ff. En sådan fortrydelsesret skulle i givet fald alene

gælde for ikke-professionelle sælgere. Udvalget fandt ikke, at der er samme

reelle behov for indførelse af en fortrydelsesret for sælgeres vedkommende.

Udvalget fremhævede endvidere det væsentlige forhold, at en fortrydelsesret

for sælgeren ville svække betydningen af køberens fortrydelsesret, idet

køberen formentlig ofte først vil turde foretage de påkrævede undersøgelser

m.v., når køberen ved, at sælgeren på sin side er bundet.

Justitsministeriet er enig i udvalgets vurdering, og der foreslås således

ikke regler om en fortrydelsesret for sælgeren.

For at kunne træde tilbage fra en aftale om køb af fast ejendom m.v. skal

køberen opfylde visse betingelser, jf. lovforslagets §§ 8-11.

Køberen skal for det første give skriftlig underretning til sælgeren om,

at køberen vil træde tilbage. Fortrydelsesfristen foreslås fastsat til 6

hverdage, og køberens underretning skal være kommet frem til sælgeren inden

fristens udløb. Fortrydelsesfristen regnes fra det tidspunkt, hvor sælgeren

normalt er bundet, dvs. fra aftalens indgåelse eller, hvis aftalen er indgået

ved køberens antagelse af et tilbud om salg, fra det tidspunkt, hvor tilbudet

er kommet til køberens kundskab og dermed ikke længere kan tilbagekaldes.

Ved entreprise foreslås tilsvarende regler, jf. lovforslagets §§ 15 og 16.

Køberen skal dernæst betale en godtgørelse på 1 pct. af købesummen, hvis

sælgeren er en privatperson eller en erhvervsdrivende, der ikke har som

hovederhverv at sælge fast ejendom. Størrelsen af denne godtgørelse er

fastsat ud fra gennemsnitsbetragtninger, og hensigten er bl.a. at forebygge,

at køberen træder tilbage på grund af småting. Procentsatsen er forhøjet i

forhold til udvalgets forslag (1/2 pct.) for yderligere af markere dette

hensyn. Godtgørelsen er dog samtidig fastsat under hensyn til, at dens

størrelse ikke i sig selv må afholde købere fra at fortryde, når dette er

velbegrundet.

Bestilleren skal ikke betale godtgørelse til entreprenøren, men skal alene

betale vederlag for arbejde, som efter aftalen skal udføres inden 6-dages

fristens udløb, og som er udført i overensstemmelse hermed.

Lovforslaget indeholder nogle yderligere betingelser, der skal gælde i de

formentlig ret sjældne situationer, hvor aftalen når at blive tinglyst, eller

hvor køberen tager ejendommen i brug inden fortrydelsesfristens udløb.

Køberen bør ikke være afskåret fra at fortryde i disse situationer, men

reglerne bør udformes sådan, at køberens tilbagetræden er til mindst mulig

ulempe for sælgeren.

Det foreslås på denne baggrund, at køberen inden fortrydelsesfristens

udløb skal have tilvejebragt det fornødne grundlag for, at aftalen kan blive

aflyst. Har køberen taget ejendommen i brug, skal ejendommen senest ved

6-dages fristens udløb påny stilles til sælgerens disposition. Hvis køberen

uagtsomt har forvoldt skade på ejendommen, kan køberen kun træde tilbage,

hvis han inden fortrydelsesfristens udløb udbedrer skaden. Det foreslås, at

køberen i disse situationer skal have bevisbyrden for, at der ikke er udvist

uagtsomhed. I tilfælde, hvor køberen har foretaget indgreb i eller

forandringer på ejendommen, uden at der er tale om en beskadigelse - f.eks.

hvor køberen har brudt en væg ned - skal ejendommen inden 6-dages fristens

udløb tilbageføres til væsentlig samme tilstand som før indgrebet eller

forandringen. Hvis dette ikke er muligt, kan køberen ikke træde tilbage fra

aftalen.

I forbindelse med høringen over et udkast til dette lovforslag er det

blevet anført, at der er behov for at give køberen mulighed for særskilt at

fortryde den del af aftalen, som drejer sig om, hvordan købesummen skal

finansieres. Lov om omsætning af fast ejendom, der hører under

Erhvervsministeriet, indeholder i § 18 en regel, hvorefter køberen til enhver

tid i forhold til sælgeren og formidleren kan fortryde den aftalte

finansiering, såfremt sælgeren holdes skadesløs for eventuelle kurstab m.v.

Under høringen er det blevet anført, at der er behov for at tilskynde køberen

yderligere til særskilt at overveje, om den valgte finansieringsmåde - der i

praksis ofte bygger på et standardfinansieringsforslag fra sælgeren - er den

bedste for køberen. Derfor bør køberen have mulighed for at træde tilbage fra

finansieringsaftalen, selv om dette påfører sælgeren tab.

Efter Justitsministeriets opfattelse ville det imidlertid indebære en

betænkelig fravigelse af grundlæggende aftaleretlige regler, såfremt sælgeren

skulle være bundet af købsaftalen i en situation, hvor køberen efterfølgende

ensidigt ændrer aftalevilkårene med tab for sælgeren til følge. Endvidere må

det forventes, at indførelsen af en fortrydelsesret, der gælder hele aftalen,

vil få den forebyggende virkning, at sælgere og ejendomsformidlere i højere

grad vil sikre sig, at køberen er fuldt orienteret om de forskellige

finansieringsmuligheder. Herved vil man nemlig mindske risikoen for, at

køberen bruger fortrydelsesretten.

Lovforslaget indeholder derfor ikke en regel om særskilt fortrydelse af

den del af købsaftalen, som drejer sig om finansieringen, men som nævnt kan

køberen efter § 18 i loven om omsætning af fast ejendom ændre

(»fortryde«) finansieringen, hvis det kan ske, uden at sælgeren

lider tab herved.

4.3. Forlængelse af reklamationsfristen ved køb af byggematerialer

Det foreslås at ændre købeloven sådan, at køberen af byggematerialer skal

have påberåbt sig mangler ved materialerne inden 5 år fra byggeriets

aflevering, dog senest 6 år fra overgivelsen af materialerne til køber, jf.

lovforslagets § 25. Denne forlængede reklamationsfrist skal ligesom den

hidtidige 1-års frist ikke gælde, hvis den pågældende leverandør har givet en

garanti for et længere tidsrum eller har handlet svigagtigt eller - i

forbrugerkøb - i strid med almindelig hæderlighed.

Det foreslås, at den forlængede reklamationsfrist skal gælde ved køb af

byggematerialer, uanset hvad materialerne konkret skal bruges til. Det ville

være uheldigt, såfremt der ved salg af byggematerialer måtte skelnes mellem,

om materialerne skal bruges i forbindelse med f.eks. et nybyggeri, en

ombygning eller et reparationsarbejde.

5-års fristen vil efter forslaget gælde i tilfælde, hvor der er en

afleveringsforretning med hensyn til det pågældende arbejde. Er der ikke en

afleveringsforretning, eller er der tale om et af de forholdsvis få tilfælde,

hvor materialerne leveres til køberen mere end et år før arbejdet er færdigt,

vil fristen være 6 år fra overgivelsen af byggematerialerne til køberen.

5. Høring

Et udkast til dette lovforslag har været til høring hos følgende

organisationer m.v.:

Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Præsidenterne for Københavns

Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Landsorganisationen i Danmark,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Industri, Forbrugerrådet,

Parcelhusejernes Landsorganisation, Entreprenørforeningen, Foreningen af

Typehusfabrikanter i Danmark, Assurandør-Societetet, Realkreditrådet,

Finansrådet, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Praktiserende Arkitekters

Råd, Håndværksrådet, Dansk Ejendomsmæglerforening, Grundejernes

Landsorganisation, Elinstallatørernes Landsforening, Nævnet for Etnisk

Ligestilling, Byggesocietetet, Byggeriets Arbejdsgivere, Det Danske

Handelskammer og Landsforeningen for Erhvervsinteresser.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser

6.1. I de seneste år er der på årsbasis registreret ca. 60-65.000

ejerbolighandler, og heraf har salg af en- og tofamiliehuse i fri handel

udgjort ca. 45-55.000.

Den foreslåede ordning med tilstandsrapporter og ejerskifteforsikringer er

frivillig. Tilskyndelsen til at benytte ordningen ligger for sælgerens

vedkommende navnlig i, at sælgeren herved i praksis kan sikre sig mod på et

senere tidspunkt at blive mødt med krav i anledning af skjulte mangler.

Ejendomsformidlerne vil endvidere have pligt til at henlede parternes

opmærksomhed på ordningen.

Det er forbundet med meget betydelig usikkerhed at vurdere, hvor stor en

del af boligsælgerne der vil ønske at bruge ordningen og indhente

tilstandsrapporter m.v. Det må forventes, at sælgernes tilskyndelse til at

indhente tilstandsrapporter vil blive større, jo flere der bruger ordningen,

og jo mere køberne vænner sig til, at der ved en handel foreligger en

tilstandsrapport og et forsikringstilbud. Der er efter Justitsministeriets

opfattelse grund til at antage, at ordningen efter en indkøringsperiode vil

få stor udbredelse ved handel med en- og tofamiliehuse, og at der allerede i

de første år efter ikrafttrædelsen vil blive udarbejdet flere tusind

tilstandsrapporter.

6.2. Efter lovforslaget beskikker boligministeren et antal

bygningssagkyndige til at udarbejde tilstandsrapporter.

Der er for tiden knyttet ca. 370 konsulenter til den såkaldte

PAR/FRI-ordning, som hidtil har haft forholdsvis ringe udbredelse, jf.

ovenfor under pkt. 3.2. Under varmesynsordningen er der for tiden beskikket

ca. 500 energikonsulenter. Der er i de seneste år blevet udført ca. 5.000

varmesyn om året.

Boligministeriet har på den anførte baggrund skønnet, at der allerede i de

første år efter ordningens ikrafttræden vil være grundlag for beskikkelse af

mindst ca. 500-1000 bygningssagkyndige.

6.3. Efter lovforslaget fastsætter boligministeren bl.a. nærmere regler om

de bygningssagkyndiges betaling af gebyr. Boligministeriet har i den

forbindelse oplyst, at man forventer at fastsætte regler om betaling af gebyr

for beskikkelse på ca. 1.000 kr. Beskikkelsen forudsættes at gælde i 3 år.

Gebyret for fornyelse af beskikkelse forudsættes fastsat til ca. 500 kr.

Endvidere forudsættes fastsat et gebyr på ca. 250 kr. pr. udleveret

autoriseret rapportskema.

Den løbende administration af ordningen vil navnlig omfatte behandling af

ansøgninger om beskikkelse, udformning og administration af kurser for de

bygningssagkyndige, registrering af meddelte beskikkelser, behandling af

eventuelle klager over bygningssagkyndige, ajourføring og revision af

checklister og rapportskemaer på grundlag af indvundne erfaringer,

administration af et arkiveringssystem for tilstandsrapporter samt formidling

af erfaringer med rapporterne.

Der vil kunne opnås visse administrative lettelser ved at samordne

tilstandsrapportordningen med varmesynsordningen, jf. ovenfor under pkt. 4.1.

Boligministeriet har oplyst, at en del af de nævnte opgaver i tilknytning

til administration af ordningen forventes henlagt til privat regi, mens

særligt generelle opgaver som fastsættelse af regler og retningslinier for

bygningsgennemgangen og for virksomheden som bygningssagkyndig forventes

varetaget af Bygge- og Boligstyrelsen. Det skønnes på den baggrund, at

forslaget nødvendiggør oprettelse af 1-2 årsværk (Ø) under Boligministeriet.

Boligministeriet skønner, at de samlede årlige omkostninger til

administration m.v. af ordningen indtil videre vil blive i størrelsesordenen

ca. 2-3 mio. kr., heraf lønsum i statsligt regi ca. 0,6 mio. kr.

Etableringsudgifterne i 1995 forventes at blive ca. 1,5 mio. kr. De samlede

merudgifter forudsættes finansieret af de anførte gebyrer.

6.4. Det må antages, at antallet af retssager om mangler ved fast ejendom

vil falde, hvis ordningen med tilstandsrapporter og ejerskifteforsikringer

får den forventede udbredelse. Dette skyldes i første række, at langt de

fleste af de fejl, som ellers ville kunne give grundlag for krav mod

sælgeren, vil blive omtalt i tilstandsrapporten, således at der ikke bagefter

kan opstå tvist herom. Endvidere vil sager om skjulte fejl i videre omfang

kunne klares uden domstolsbehandling, hvis køberen har tegnet den tilbudte

ejerskifteforsikring.

Der foreligger ikke statistisk materiale, som kan belyse, hvor mange

civile retssager der drejer sig om mangler ved fast ejendom. På baggrund af

to rundspørger til domstolene har udvalget imidlertid i betænkning nr.

1276/1994 anført, at sager om mangler ved fast ejendom synes at udgøre en

betydelig del af retternes samlede arbejdsbyrde, jf. betænkningens s. 62-63.

På denne baggrund må det anses for sandsynligt, at den foreslåede ordning

på længere sigt (formentlig tidligst om 2-3 år) i et vist omfang vil kunne

frigøre ressourcer ved domstolene. Dette vil i givet fald kunne medvirke til

at nedbringe domstolenes berammelsestider.

6.5. Indførelsen af en fortrydelsesret ved køb af fast ejendom og

bestilling af bygning, jf. lovforslagets kapitler 2 og 3, skønnes ikke at

ville have økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for det

offentlige. Denne del af lovforslaget skønnes ikke at ville have

erhvervsøkonomiske konsekvenser.

6.6. Lovforslaget skønnes ikke at ville have miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Kapitel 1 indeholder regler om retsvirkningen af, at der foreligger en

tilstandsrapport og oplysning om ejerskifteforsikring i forbindelse med køb

af en fast ejendom. Om formålet med og den generelle baggrund for de

foreslåede regler henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3 og 4.

Bestemmelsen fastlægger anvendelsesområdet for reglerne i kapitel 1. Det

foreslås, at reglerne skal gælde for køb og salg af fast ejendom. Det

forudsættes, at reglerne også vil gælde ved bytte (mageskifte) af fast

ejendom, uden at det er fundet nødvendigt at anføre dette udtrykkeligt i

lovteksten. Begrebet »fast ejendom« er ikke helt entydigt i

lovgivningen, men det er forudsat, at der ved fast ejendom forstås

1) bebygget grund, som i matriklen er anført med et eller flere

sammenhørende matrikelnumre,

2) bebygget grund, som udgør en del af et matrikelnummer,

3) bygninger på lejet grund eller på søterritoriet,

4) ejerlejligheder med tilhørende fællesareal, og

5) ideel anpart af en ejendom.

Opregningen er ikke udtømmende, idet der eventuelt senere kan opstå nye

retlige ejendomsformer.

Køb af andel i en andelsboligforening og køb af en aktie eller andet

adkomstdokument med tilknyttet brugsret til en bolig er ikke køb af fast

ejendom. Det samme gælder køb af færdige huse til opstilling på en grund,

køberen ejer, samt køb af byggesæt m.v.

Reglerne i kapitel 1 finder anvendelse, hvis blot den ene af

kontraktparterne ved aftalens indgåelse anvender eller vil anvende ejendommen

til beboelse. Det er uden betydning, om den anden part handler

erhvervsmæssigt eller ej.

Reglerne gælder således f.eks. ved salg af egen bolig til en

erhvervsdrivende, der vil benytte ejendommen til forretning eller til

udlejning, og ved forbrugeres køb fra et kreditinstitut, der har overtaget

det pågældende hus på tvangsauktion.

Uden for anvendelsesområdet falder bl.a. tilfælde, hvor en

udlejningsejendom skifter ejer.

Det forudsættes, at kriteriet, at ejendommen hovedsagelig skal være

bestemt til »beboelse for køberen«, henholdsvis anvendes til

»beboelse for sælgeren«, også vil være opfyldt i tilfælde, der

ganske kan sidestilles hermed, f.eks. hvor det er meningen, at

familiemedlemmer eller andre, som køberen har en privat interesse i at skaffe

en bolig, skal bo i ejendommen.

Det forudsættes også, at en ejerlejlighedsforening i den foreliggende

sammenhæng normalt må identificeres med den ejer, hvis lejlighed foreningen

har overtaget, således at ejerlejlighedsforeningens salg af en lejlighed, der

hidtil har været anvendt til beboelse, er omfattet af reglerne i kapitel 1.

Drejer det sig om salg af en ejerlejlighed, der bruges som forretningslokale,

vil salget derimod ikke være omfattet af anvendelsesområdet, medmindre

køberen skal bruge lejligheden til beboelse.

Køb foretaget af en ikke-erhvervsdrivende forening, f.eks. en sports-

eller anden fritidsforening, vil som regel ikke umiddelbart være omfattet af

reglerne i kapitel 1. Det skyldes, at ejendommen ikke vil kunne siges at være

bestemt til »beboelse« for foreningen. Men reglerne vil finde

anvendelse, hvis sælgeren hovedsagelig har anvendt ejendommen til beboelse.

Det er uden betydning, om huset er nyopført eller allerede beboet, idet

reglerne i kapitel 1 gælder, blot ejendommen er bestemt til beboelse for

køberen.

Stk. 2 indeholder nogle begrænsninger i anvendelsesområdet.

Reglerne gælder for det første ikke ved køb af ubebyggede grunde. Reglerne

gælder dernæst ikke ved køb af ubebygget grund eller grund med hus under

opførelse. Endelig gælder reglerne ikke ved køb af en landbrugsejendom, der

er undergivet landbrugspligt. I betænkning nr. 1276/1994 foreslog udvalget,

at der ved afgørelsen af, om en landbrugsejendom er omfattet af reglerne,

skulle lægges vægt på, om ejendommen har en erhvervsmæssig fremtræden, jf.

betænkningens s. 208. Et sådant kriterium er imidlertid temmelig upræcist, og

Justitsministeriet har af retstekniske grunde valgt generelt at undtage

landbrugsejendomme fra reglerne i kapitel 1.

Til § 2

Det foreslås i § 2, stk. 1, at sælgeren med de begrænsninger, som er

angivet i stk. 2-5, kan frigøre sig for sin hæftelse for fysiske mangler

vedrørende ejendommens bygninger, hvis sælgeren leverer en tilstandsrapport

om ejendommens bygninger og fremlægger et tilbud på en ejerskifteforsikring

med et nærmere fastlagt dækningsomfang eller eventuelt en oplysning om, at

ejendommen på grund af særlige risikomæssige forhold ved den pågældende

ejendom ikke kan ejerskifteforsikres.

Det foreslås endvidere, at sælgeren normalt ikke skal hæfte for den

bygningssagkyndiges fejl.

Sælgeren skal for det første sørge for, at køberen modtager en

tilstandsrapport, jf. § 4. Sælgeren kan ikke nøjes med i salgsmaterialet at

oplyse køberen om, at der foreligger en tilstandsrapport, som køberen

eventuelt kan rekvirere. Sælgeren behøver derimod ikke at sikre sig, at

køberen faktisk læser rapporten.

Sælgeren skal for det andet give køberen oplysning om muligheden og

vilkårene for at tegne ejerskifteforsikring, jf. § 5.

Sælgeren skal levere tilstandsrapporten og forsikringsoplysningen. Det er

ikke nok, at sælgeren ved, at køberen selv har fået udarbejdet en rapport og

selv har indhentet tilbud på en ejerskifteforsikring. Derimod er det uden

betydning, om sælgeren selv har rekvireret tilstandsrapporten eller f.eks.

har købt den af et tidligere køberemne.

Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke spørgsmålet om, hvad der udgør

en mangel ved en fast ejendom.

Begrænsningen af sælgers hæftelse angår alene de mangler, som den

bygningssagkyndiges undersøgelse retter sig mod, dvs. fysiske mangler ved

bygningerne, bortset fra ulovlige bygningsindretninger m.v. Sælgeren hæfter

uændret for vanhjemmel og andre retlige mangler samt for mangler, der alene

vedrører grunden.

Indirekte kan forhold vedrørende grunden have eller senere få betydning

for bygningernes tilstand, og sådanne forhold skal indgå i den

bygningssagkyndiges undersøgelse. I betænkning nr. 1276/1994, side 211,

nævner udvalget som eksempel, at den bygningssagkyndige skal tage stilling

til, om bygningens sokkelhøjde er tilstrækkelig, såfremt der står vand på

grunden. Begrænsningen af sælgers hæftelse omfatter også sådanne forhold.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at sælgeren som udgangspunkt ikke skal

kunne gøres ansvarlig for, at den bygningssagkyndige har undladt at omtale en

mangel. Har den bygningssagkyndige ved en fejl overset en mangel, vil der

således ikke på dette grundlag alene kunne rejses erstatningskrav mod

sælgeren.

Det fastsættes i stk. 2, at sælgeren skal levere rapporten og

forsikringsoplysningen, inden køberen binder sig. Køberen skal således have

modtaget rapporten, inden der indgås en købsaftale. Hvis aftalen indgås ved,

at sælgeren antager et købstilbud fra køberen, skal køberen have modtaget

rapporten og forsikringsoplysningen allerede inden afgivelsen af

købstilbudet, idet et tilbud er bindende, når det er afgivet og kommet til

modtagerens kundskab.

Det forudsættes, at en aftale anses for indgået, uanset om aftalen er

endelig eller er betinget af et eller flere forhold. Der vil imidlertid ikke

være noget til hinder for, at sælgeren kan afgive et bindende salgstilbud,

mens køberen på sin side afventer en tilstandsrapport og et

forsikringstilbud, der først indhentes senere.

Efter stk. 3 skal køberen, inden den pågældende binder sig, jf. stk. 2,

være gjort bekendt med, hvilken betydning sælgerens fremlæggelse af

tilstandsrapport og forsikringstilbud har for retsstillingen mellem køber og

sælger. Udtrykket »skal sikre sig, at køberen er bekendt med«

betyder, at det ikke er tilstrækkeligt, at der findes en omtale eller

afskrift af loven i en fortrykt del af en standardkøbsaftale. Sælgeren må

sørge for, at køberen orienteres udtrykkeligt om, at fremlæggelsen af

tilstandsrapporten og forsikringsoplysningen betyder, at køberen som

udgangspunkt er afskåret fra senere at gøre mangelsbeføjelser gældende over

for sælgeren. Da sælgeren i givet fald vil skulle bevise, at han har opfyldt

sin informationspligt, bør denne information gives skriftligt. Er det

åbenbart, at køberen på anden måde må være bekendt med disse regler, f.eks.

fordi køberen under salgsforhandlingerne bistås af en advokat eller

ejendomsformidler, eller fordi køberen selv er advokat eller

ejendomsformidler, behøver sælgeren dog ikke selv informere yderligere, jf.

bestemmelsens 2. pkt.

Stk. 4 indeholder nogle undtagelser fra reglen i stk. 1.

For det første gælder de gunstige retsvirkninger for sælgeren ikke med

hensyn til mangler, som er opstået i perioden mellem udarbejdelsen af

tilstandsrapporten og det tidspunkt, hvor risikoen for hændelige skader m.v.

efter almindelige regler overføres til køberen. Dette sker normalt på

overtagelsesdagen. Fejl, som opstår i perioden mellem udarbejdelsen af

tilstandsrapporten og overtagelsesdagen, vil i de sædvanlige tilfælde, hvor

overtagelsesdagen ligger forholdsvis kort tid efter aftalens indgåelse,

normalt være fejl, der skyldes en ikke forudset ydre begivenhed som f.eks. en

rørsprængning. I andre tilfælde vil det være vanskeligt at bevise, at en fejl

er opstået i denne mellemperiode. Der vil formentlig i praksis være en

formodning for, at den bygningssagkyndige burde have omtalt en fejl, som

efterfølgende opdages af køberen, og som må antages at have været til stede

ved overtagelsen. Det vil efter almindelige bevisregler være køberen, der

skal bevise, at en mangel er opstået i mellemperioden.

Denne bestemmelse kan fraviges ved aftale, således at sælgeren ikke hæfter

for fejl, der opstår i mellemperioden, jf. lovforslagets § 21, stk. 1.

For det andet fritages sælgeren ikke for mangelshæftelsen for så vidt

angår, hvad der normalt med en samlebetegnelse kaldes ulovlige

bygningsindretninger. Baggrunden for denne begrænsning er, at de

bygningssagkyndige udover, om byggelovgivningens krav er opfyldt, kun i få

tilfælde vil have sagkundskab til at kunne vurdere, om bygningen med

tilhørende installationer m.v. er lovligt indrettet og benyttet. Endvidere

har Assurandør-Societetet oplyst over for Justitsministeriet, at det ikke på

nuværende tidspunkt kan forventes, at der vil kunne tegnes kaskolignende

ejerskifteforsikringer, som dækker ulovlige bygningsindretninger.

For det tredje gælder de gunstige retsvirkninger ikke, hvis sælgeren har

handlet svigagtigt eller groft uagtsomt i relation til det forhold, som

køberen vil påberåbe sig, jf. stk. 4, 2. pkt. Køberen kan fortsat gøre en

mangel gældende, hvis sælgeren f.eks. har rettet i tilstandsrapporten inden

den gives til køberen, eller hvis sælgeren har undladt at gøre opmærksom på

en mangel, som sælgeren vidste ville være skjult for den bygningssagkyndige.

Ved udformningen af rapportskemaerne vil det blive sikret, at den

bygningssagkyndige i forbindelse med sin undersøgelse spørger sælgeren om

forhold, som en sagkyndig ikke kan se, men som en sælger vil opdage ved at bo

i huset - f.eks. om der trænger vand ind, når det regner, eller om der

tidligere er foretaget omfattende reparationsarbejder. Sælgeren vil kunne

gøres ansvarlig, såfremt han ved besvarelsen af disse spørgsmål handler

svigagtigt eller groft uagtsomt.

Det må antages, at der skal meget til, før en uprofessionel sælgers adfærd

vil blive karakteriseret som svigagtig eller groft uagtsom, når ejendommen er

gennemgået af en bygningssagkyndig. Det vil normalt ikke kunne kræves, at

sælgeren foretager en kritisk gennemgang af tilstandsrapporten for at

kontrollere, om den bygningssagkyndige har overset noget. Sælgeren behøver

endvidere ikke undersøge og selv oplyse om de for en fagmand synlige forhold

som f.eks. tagets og træværkets alder og tilstand, betydningen af, at der er

skjulte installationer o.s.v. Grov uagtsomhed vil normalt heller ikke

foreligge, selv om en uprofessionel sælger undlader at oplyse om mangler ved

ejendommen, som han burde have haft mistanke om, men som han ikke længere

hæfter sig ved, og som måske nu er skjulte selv for en bygningssagkyndig. Som

eksempel kan nævnes mangler ved fundamentet, der tidligere under sælgerens

ejertid har givet sig udslag i en mindre revnedannelse, som er blevet

udbedret. Derimod vil sælgeren handle groft uagtsomt, hvis han f.eks.

undlader at oplyse, at han for nylig har overmalet en fugtplet, som er

opstået, efter at der er trængt vand ind.

Køberen er heller ikke afskåret fra at kræve erstatning på grundlag af en

garanti. Der skal imidlertid være tale om en garanti »vedrørende det

pågældende forhold«. Det betyder, at sælgerens indeståelse skal være

rettet mod et bestemt angivet forhold ved bygningens fysiske tilstand. Som

eksempel kan nævnes en tilkendegivelse om, at sælgeren indestår for, at alle

termoruder er hele, eller at ejendommen er fri for svamp.

Medmindre sælgeren handler erhvervsmæssigt, vil han således ikke gyldigt

kunne give en »blanco-garanti« gående ud på, at sælgeren indestår

for, at der ikke er mangler ved ejendommen. Dette ville være i strid med

reglen i lovforslagets § 21, stk. 1, 1. pkt., hvorefter reglerne i kapitel 1

kun kan fraviges til skade for en af parterne, hvis den pågældende handler

erhvervsmæssigt.

I modsætning til garantitilfældene omfatter sælgerens fritagelse for

mangelshæftelsen også køberens individuelle forudsætninger med hensyn til

ejendommens fysiske tilstand. En køber kan undertiden have en forudsætning,

hvis manglende opfyldelse ikke medfører, at der kan siges at foreligge en

»fejl« ved ejendommen i den forstand, hvori dette udtryk bruges i

lovforslaget, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1. Som eksempel herpå

kan nævnes en forudsætning om, at en meget gammel ejendoms kælder, som af

sælgeren bruges til opmagasinering, er så tør, at der uden problemer kan

indrettes soveværelser i kælderen. Et sådant forhold er som udgangspunkt ikke

omfattet af den bygningssagkyndiges undersøgelse og vil normalt heller ikke

være dækket af en ejerskifteforsikring. Køberen vil imidlertid i medfør af

bestemmelsen i stk. 3 altid være bekendt med, at fremlæggelsen af

tilstandsrapporten og forsikringstilbudet betyder, at køberen ikke vil kunne

gøre mangelsindsigelser gældende mod sælgeren, medmindre denne har handlet

svigagtigt eller groft uagtsomt. I denne situation må køberen herefter bringe

forholdet på det rene ved at forlange, at det pågældende forhold undersøges

inden aftalens indgåelse, eller at sælgeren giver en garanti, eller køberen

må gå det skridt videre at gøre opfyldelsen af den særlige forudsætning til

en egentlig betingelse for handlen. En sådan afklaring, inden der handles,

vil være til fordel for begge parter.

For det fjerde fritages sælgeren ikke for erstatningsansvar efter

almindelige regler, hvor sælgeren som entreprenør eller bygherre selv har

stået for opførelsen af bygningen med videresalg for øje. Der foreslås

således bl.a. ingen ændring af professionelle bygherrers og bygmestres

særlige erstatningsansvar for fagfejl m.v.

Bestemmelsen i stk. 5 drejer sig om køberens ret til at indtræde i krav

mod tidligere led, selv om sælgerens mangelshæftelse er bortfaldet efter

reglerne i stk. 1. Procesøkonomiske grunde taler i almindelighed for, at en

mangel kan gøres gældende direkte over for den, der har forvoldt manglen,

eller i hvis ejertid den er opstået. Efter Justitsministeriets opfattelse

ville det være urimeligt, såfremt et tidligere led, i hvis ejertid en mangel

har været til stede, skulle kunne slippe for at hæfte for den pågældende

mangel alene på grund af den for ham tilfældige omstændighed, at en senere

sælger har besluttet sig for at få lavet en tilstandsrapport og indhente et

tilbud på en ejerskifteforsikring.

Det fastslås i bestemmelsen, at køberen uden aftale herom kan indtræde i

sælgerens eventuelle krav mod tidligere sælgere, entreprenører,

materialeleverandører m.v., hvis det er de samme forhold ved bygningens

fysiske tilstand, som efter en trinvis bedømmelse af de enkelte handler

begrunder, at køberen ville have haft et krav mod sin sælger, og at sælgeren

på sin side ville have haft et krav mod sin sælger etc. Reglen gælder, uanset

om det tidligere led er en privat sælger, og uanset om den umiddelbare sælger

er under konkurs. Køberens krav mod det tidligere led vil være underlagt de

samme begrænsninger, som ville have været gældende i forholdet mellem det

tidligere led og dennes aftalepart.

I retspraksis er der eksempler på, at et tidligere led - f.eks. en

entreprenør - i visse grovere tilfælde er gjort erstatningsansvarlig direkte

over for senere købere af ejendommen på grundlag af reglerne om erstatning

uden for kontrakt (culpa-reglen). I disse tilfælde, der i den juridiske

litteratur betegnes retsbrudstilfælde, er den senere købers krav ikke

begrænset til, hvad det tidligere leds aftalepart kunne have gjort gældende.

Lovforslaget regulerer hverken disse »retsbrudstilfælde« eller

spørgsmålet om, hvorvidt en garanti, der er udstedt af et tidligere led, har

virkning efter sit indhold også over for senere købere.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.

Til § 3

I retspraksis er det ikke afklaret, i hvilket omfang køberen kan kræve

erstatning af en bygningssagkyndig, som sælgeren har engageret, hvis den

bygningssagkyndige ved en fejl overser et forhold, som burde have været

omtalt i rapporten. Ved den foreslåede bestemmelse sikres det, at de særligt

beskikkede bygningssagkyndige, jf. § 4, kan gøres ansvarlige, hvis de ud fra

en faglig bedømmelse har begået fejl og derved har undladt at omtale forhold,

som burde have været nævnt i tilstandsrapporten.

Reglen gælder, uanset om sælger i medfør af § 2 er fritaget for sin

hæftelse for fysiske mangler. Det betyder, at den bygningssagkyndige f.eks.

også hæfter direkte over for køberen i tilfælde, hvor den pågældende ejendom

efter sin art slet ikke kan ejerskifteforsikres mod skjulte fejl, jf.

bemærkningerne til § 5. Bestemmelsen medfører således den præcisering af

køberens retsstilling, at køberen kan rette et eventuelt erstatningskrav

direkte mod en beskikket bygningssagkyndig, selv om køberen ikke har et

kontraktforhold til denne.

Det vil afhænge af dansk rets almindelige erstatningsregler, hvornår der

foreligger det fornødne ansvarsgrundlag for den bygningssagkyndige. Bortset

fra tilfælde, hvor den bygningssagkyndige har påtaget sig at indestå for

rigtigheden af en oplysning, vil det afgørende være, om den

bygningssagkyndige bedømt ud fra de faglige normer på området har begået en

fejl ved sin besigtigelse af ejendommen. Der henvises herom til

bemærkningerne nedenfor til lovforslagets § 4.

Den bygningssagkyndiges ansvar er således et professionsansvar. Der er

ikke tale om, at den bygningssagkyndige efter den foreslåede ordning

»overtager« sælgerens mangelshæftelse og dermed hæfter for skjulte

fejl, som ikke ud fra de faglige normer burde have været opdaget af den

bygningssagkyndige.

Den bygningssagkyndiges erstatningspligt er ikke beløbsmæssigt begrænset.

Spørgsmålet om, hvilke beløb køberen i givet fald kan kræve erstattet,

afhænger således af de almindelige erstatningsregler, hvorefter der som

udgangspunkt kan kræves erstatning for det fulde tab.

Er både sælgeren og den bygningssagkyndige erstatningsansvarlige, gælder

erstatningsansvarslovens regler om flere erstatningsansvarlige. Der vil efter

omstændighederne kunne ske en indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden, hvor

der kan tages hensyn til, at den bygningssagkyndige er ansvarsforsikret, jf.

erstatningsansvarslovens § 25, stk. 2, sammenholdt med § 19, stk. 2, nr. 1.

Sælgeren vil have fuld regres mod den bygningssagkyndige, såfremt denne er

ansvarsforsikret og sælgerens ansvar alene beror på, at sælgeren har givet en

garanti i tillid til den fejlagtige rapport, jf. erstatningsansvarslovens §

25, stk. 2, sammenholdt med § 19, stk. 1.

Efter reglen i § 3, stk. 1, 2. pkt., kan der tilkomme sælgeren en

godtgørelse ud fra en rimelighedsvurdering, såfremt sælgeren på grund af en

fejl, som den bygningssagkyndige ud fra en faglig bedømmelse burde have

omtalt i rapporten, har måttet betale et beløb til køber. Bestemmelsen giver

mulighed for at tillægge sælgeren en godtgørelse for »skuffet

forventning«. Det forudsættes, at det vil komme på tale at tillægge

sælgeren et beløb i tilfælde, hvor sælgeren er i god tro og har disponeret i

tillid til det gennemførte salg.

Også denne regel gælder, uanset om § 2 finder anvendelse eller ej. Det

betyder, at også sælgere af ejendomme, der efter deres art ikke (for tiden)

kan ejerskifteforsikres, har en tilskyndelse til at indhente en

tilstandsrapport i overensstemmelse med reglerne i § 4, idet den

bygningssagkyndige i givet fald ikke senere vil kunne afvise et eventuelt

erstatningskrav fra sælgeren med den begrundelse, at det beløb, som sælgeren

har måtte betale til køber, blot korrigerer en for høj pris for ejendommen,

og at sælgeren derfor ikke har lidt et tab.

Bestemmelsen i stk. 2 fastsætter en absolut reklamationsfrist på 5 år for

krav mod den bygningssagkyndige. Efter den foreslåede bestemmelse løber

reklamationsfristen som udgangspunkt fra den overtagelsesdag, som er aftalt

mellem køber og sælger. Reklamationsfristen udvides således i forhold til

den, der gælder efter standardvilkårene i Almindelige Bestemmelser for

teknisk Rådgivning og bistand (ABR 89), hvorefter reklamationsfristen er 5 år

fra afslutningen af rådgivningsopgaven.

I enkelte tilfælde bliver overtagelsesdagen aftalt til et tidspunkt længe

efter handlens indgåelse. For at undgå, at den bygningssagkyndige i sådanne

tilfælde skal komme til at hæfte for fejl i meget længere tid end 5 år efter

udarbejdelsen af tilstandsrapporten, foreslås det, at der under alle

omstændigheder skal reklameres over for den bygningssagkyndige senest 6 år

efter rapportens seneste datering. I tilfælde, hvor den bygningssagkyndige

har fornyet rapporten, gælder 6 års-fristen således fra fornyelsen.

Den foreslåede reklamationsfrist gælder ikke, hvis den bygningssagkyndige

har påtaget sig at indestå for rigtigheden af rapportens oplysninger i

længere tid. Fristen gælder heller ikke, hvis den bygningssagkyndige har

handlet svigagtigt eller groft uagtsomt.

Efter den foreslåede bestemmelse gælder 5 års-fristen for enhver (køber,

sælger eller andre), der har et økonomisk krav mod den bygningssagkyndige som

følge af, at denne fejlagtigt har undladt at omtale et forhold i

tilstandsrapporten.

Til § 4

I bestemmelsens stk. 1 fastsættes de krav til tilstandsrapporten, som skal

være opfyldt, for at rapporten kan have de i § 2 nævnte retsvirkninger.

Rapporten skal dels være udarbejdet af en dertil beskikket bygningssagkyndig,

dels være udfærdiget på rapportskemaer, som er godkendt af boligministeren.

Endvidere må rapporten ikke være for gammel, jf. nedenfor.

Stk. 2, 1. pkt., indeholder en bemyndigelse for boligministeren til at

beskikke det antal bygningssagkyndige, som skønnes nødvendigt i forhold til

efterspørgslen efter tilstandsrapporter.

Efter stk. 2, 2. pkt., fastsætter boligministeren nærmere regler om

betingelserne for at blive beskikket som bygningssagkyndig. En af disse

betingelser skal være, at den bygningssagkyndige har tegnet en

professionsansvarsforsikring. Det vil blive fastsat, at den

bygningssagkyndige løbende skal dokumentere at være dækket af en forsikring,

som i hele den bygningssagkyndiges ansvarsperiode dækker tab, som den

pågældende kan gøres ansvarlig for. Det forudsættes i øvrigt, at

forsikringens omfang og vilkår mindst skal svare til, hvad der i

almindelighed er opnåeligt på forsikringsmarkedet.

Boligministeren skal endvidere fastsætte nærmere regler om betingelserne

for fratagelse og bortfald af beskikkelse. Det vil bl.a. blive fastsat, at

beskikkelsen kan fratages, hvis den bygningssagkyndige ikke løbende

dokumenterer at være dækket af en professionsansvarsforsikring som ovenfor

nævnt, hvis den bygningssagkyndige har betydelig forfalden gæld til det

offentlige, dvs. i størrelsesordenen 100.000 kr. eller derover, eller hvis

den bygningssagkyndige ikke overholder reglerne om virksomheden som

bygningssagkyndig eller reglerne om vederlag, jf. nedenfor. Der vil endvidere

blive fastsat nærmere regler om bygningssagkyndiges adgang til at forlange

afgørelser om fratagelse af beskikkelse indbragt for domstolene.

Det foreslås også, at boligministeren skal fastsætte nærmere regler om den

praktiske administration af beskikkelsesordningen samt om gebyr for

beskikkelse m.v. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger, pkt. 6.

Den foreslåede ordning, hvorefter boligministeren fastsætter de nærmere

regler om beskikkelsesordningen, svarer til, hvad der gælder med hensyn til

energikonsulenter, som beskikkes til at udføre varmesyn, jf. § 20 i lov om

begrænsning af energiforbruget i bygninger.

Som vilkår for at opnå beskikkelse vil der blive fastsat krav med hensyn

til den bygningssagkyndiges uddannelsesmæssige baggrund og erhvervsmæssige

erfaring inden for området. Der vil endvidere blive fastsat krav om, at de

bygningssagkyndige skal gennemgå et kursus, der særligt tager sigte på de

administrative aspekter i forbindelse med udarbejdelse af tilstandsrapporter,

samt at de pågældende deltager i efteruddannelse.

Det vil ikke være til hinder for at blive beskikket, at den pågældende

tillige er ansat i et forsikringsselskab.

Stk. 2, 3. pkt., indeholder en bemyndigelse for boligministeren til at

fastsætte nærmere regler om de bygningssagkyndiges virksomhed. Reglerne vil

bl.a. fastlægge kravene til den undersøgelse af ejendommen, som den

bygningssagkyndige skal foretage som grundlag for udarbejdelsen af selve

tilstandsrapporten. Det vil bl.a. blive fastsat, at undersøgelsen, medmindre

andet aftales, skal foregå med brug af håndredskaber og uden destruktive

indgreb i bygningen, dvs. uden at der f.eks. brækkes gulvbrædder op.

Der vil endvidere blive fastsat regler om, at den bygningssagkyndige skal

være uvildig i den enkelte sag og således ikke må have interesser, som kan

have indflydelse på den pågældendes udarbejdelse af tilstandsrapporten. Det

vil endvidere blive fastsat, at den bygningssagkyndige ikke må betinge sin

udarbejdelse af en tilstandsrapport af, at parterne aftager ydelser - f.eks.

en forsikring - som ikke er nødvendige for udarbejdelsen af rapporten.

Boligministeren bemyndiges desuden til at fastsætte regler om beregningen

af de bygningssagkyndiges vederlag. Boligministeriet vil på baggrund af

erfaringerne med den såkaldte PAR/FRI-ordning og Byggeskadefondens 5-års

eftersyn sigte mod et normalt vederlag på ca. 4.000 kr., ekskl. moms, for

udarbejdelse af en tilstandsrapport. Vederlaget vil blive afpasset efter

husets størrelse, alder og indretning.

Efter stk. 3 kan boligministeren delegere sine beføjelser efter loven. Det

er hensigten at bemyndige Bygge- og Boligstyrelsen til at udøve beføjelserne.

Det foreslås også, at boligministeren skal kunne overlade visse praktiske

opgaver i forbindelse med administrationen af beskikkelsesordningen til

private, f.eks. Teknologisk Institut, som på tilsvarende måde udfører opgaver

i forbindelse med administrationen af energikonsulentordningen.

Udformningen af de administrative regler vil af Boligministeriet blive

drøftet med de berørte organisationer og myndigheder.

Som ovenfor nævnt skal tilstandsrapporterne efter den foreslåede ordning

udformes på et særligt skema, som skal være godkendt af Boligministeriet.

Rapportskemaet vil blive udformet sådan, at det sikres, at alle forhold,

der normalt har betydning for en køber, bliver omtalt detaljeret og på en

overskuelig måde, og sådan, at efterfølgende tvister om eventuelt

rådgivningsansvar for den bygningssagkyndige så vidt muligt undgås.

Forsikringsbranchen vil blive inddraget i arbejdet med udformningen af

rapportskemaerne med henblik på, at forsikringsselskaberne kan lægge enhver

beskikket bygningssagkyndigs tilstandsrapport til grund ved afgørelsen af, på

hvilke vilkår der kan tegnes ejerskifteforsikring mod skjulte fejl.

Rapportskemaerne vil blive udformet sådan, at det fremgår, om den

bygningssagkyndige har fundet tegn på fejl, som ikke kan afsløres ved den

foretagne undersøgelse. Rapportskemaet vil endvidere blive udformet således,

at rapporten i videst muligt omfang indeholder den bygningssagkyndiges

stillingtagen til karakteren og betydningen af de forhold, som viser sig ved

undersøgelsen.

Ved udformningen af rapportskemaerne vil det endvidere blive sikret, at

den bygningssagkyndige som led i undersøgelsen spørger sælgeren om forhold,

som en sagkyndig ikke (altid) kan se, men som en sælger vil opdage ved at bo

i huset - f.eks. fordi fejlen kun giver sig udslag i en bestemt slags vejr.

Finder den bygningssagkyndige på grundlag af sin erfaring eller undersøgelsen

i øvrigt, at der er grund til at tvivle på sælgerens oplysninger, skal dette

anføres i rapporten.

Formålet med tilstandsrapporten vil være at oplyse, i hvilket omfang den

undersøgte bygnings fysiske tilstand afviger negativt fra tilstanden i

tilsvarende intakte huse af samme alder. I rapporten skal omtales skader,

tegn på mulige skader samt forhold ved bygningen, der giver nærliggende

risiko for skader, hvis der ikke sættes ind med særligt omfattende

vedligeholdelsesarbejder eller andre forebyggende foranstaltninger. Ved skade

forstås brud, lækage, deformering, svækkelse, revnedannelser eller

ødelæggelse i bygningen eller andre fysiske forhold, når disse forhold

nedsætter bygningens værdi eller brugbarhed efter dens formål.

Rapporten skal således oplyse om bygningernes fysiske tilstand med henblik

på, at disse oplysninger kan indgå i køberens vurdering af, på hvilke vilkår

han vil købe ejendommen, samt i parternes vurdering af, hvad ejendommen bør

koste. Rapporten skal endvidere kunne danne grundlag for et

forsikringsselskabs vurdering af, på hvilke vilkår der kan tegnes

ejerskifteforsikring mod skjulte fejl i den pågældende ejendom. Dette

betyder, at der i rapporten som udgangspunkt skal oplyses om forhold, som en

køber normalt vil tillægge betydning, uanset om forholdet retligt ville kunne

karakteriseres som en mangel i forholdet mellem køber og sælger.

Bagatelagtige forhold, hvis karakter og betydning er åbenbare selv for en

ukyndig køber - f.eks. en dryppende vandhane - skal ikke omtales. Forhold,

som ikke er af bagatelagtig karakter, skal derimod omtales, uanset om de

måske er åbenbare for en ikke-sagkyndig. Køberen bør kunne stole på, at alle

fejl, som den bygningssagkyndige har kunnet opdage, og som ikke er

ubetydelige, er omtalt i tilstandsrapporten.

I rapporten skal normalt heller ikke omtales rent æstetiske eller

arkitektoniske forhold, almindeligt slid og ælde, bygningens almindelige

vedligeholdelsesstand, samt om bygningens plan og indretning er mere eller

mindre praktisk. Det vil i rapportskemaerne udtrykkeligt blive anført, at

rapporten ikke omtaler sådanne forhold.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at tilstandsrapporten for at medføre de i

§ 2 nævnte retsvirkninger skal være udarbejdet eller fornyet af den

bygningssagkyndige mindre end 6 måneder før den dag, køberen modtager

rapporten. Hermed sikres det, at køberen modtager aktuelle oplysninger om

ejendommens tilstand. Fristen på 6 måneder svarer til udvalgets forslag og er

fastsat på grundlag af en vurdering af den beskikkede bygningssagkyndiges

mulighed for at opdage tegn på fejl, der vil give sig udslag inden for den

nærmeste fremtid, samt under hensyn til, at ejendomme, der er udbudt til en

realistisk pris, normalt sælges inden for en periode på 6 måneder. Der

henvises til betænkning nr. 1276/1994, s. 220.

Under hensyn til, at salgsbestræbelserne undertiden kan stå på i længere

tid end 6 måneder, er der efter bestemmelsen mulighed for at lade den

bygningssagkyndige foretage en supplerende undersøgelse og på grundlag heraf

attestere, at den oprindelige rapport med eventuelle angivne ændringer eller

tilføjelser fornyes for endnu en periode.

Det foreslås i stk. 4, at visse af straffelovens bestemmelser om

forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v., herunder om

tavshedspligt, skal gælde for de bygningssagkyndige.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.

Til § 5

Stk. 1 indeholder de krav til sælgers oplysning vedrørende

ejerskifteforsikring, som skal være opfyldt, for at oplysningen sammen med

tilstandsrapporten kan have de i § 2 nævnte retsvirkninger.

Sælgers oplysning vedrørende ejerskifteforsikring skal som udgangspunkt

bestå i et skriftligt tilbud fra et forsikringsselskab om tegning af en

ejerskifteforsikring mod skjulte fejl efter visse nærmere angivne

retningslinjer. I tilfælde, hvor det ikke er muligt for sælgeren at

fremskaffe et tilbud på en sådan forsikring, gælder ordningen kun, hvis

grunden til den manglende forsikringsmulighed er, at den pågældende ejendom

ikke kan ejerskifteforsikres på grund af særlige forhold vedrørende netop

denne ejendoms fysiske tilstand. Det afgørende er i denne forbindelse, om

forsikringsselskabets beslutning om ikke at ville tegne en

ejerskifteforsikring mod skjulte fejl beror på en individuel vurdering af den

pågældende ejendoms fysiske tilstand - f.eks. at ejendommen er stærkt

misrøgtet. I betænkning nr. 1276/1994, s. 157, nævner udvalget, at

Assurandør-Societetet over for udvalget har oplyst, at der i almindelighed

ikke vil kunne tegnes ejerskifteforsikring ved salg af ældre fritidshuse samt

ved salg af ejerlejligheder, som ikke er fritliggende. For disse typer af

ejendomme er der således ikke for tiden mulighed for at komme ind under

ordningen.

I de normale tilfælde, hvor den skriftlige meddelelse har form af et

forsikringstilbud fra et forsikringsselskab, skal den tilbudte forsikring

have en dækningsperiode på mindst 5 år regnet fra overtagelsesdagen, og

medmindre køberen har undladt at vedligeholde ejendommen forsvarligt, skal

køberen kunne få dækningsperioden forlænget, sådan at den samlede

forsikringsperiode bliver mindst 10 år. Forsikringen skal være en

kaskolignende forsikring i den forstand, at den - bortset fra en selvrisiko

og eventuelle særligt undtagne fejl - skal dække fejl ved bygningernes

fysiske tilstand, som ikke er nævnt i den skriftlige tilstandsrapport, jf. §

4.

Forsikringen skal dække fejl, som var til stede på overtagelsesdagen,

uanset om det pågældende forhold retligt kan betegnes som en mangel i

forholdet mellem køber og sælger. Med hensyn til, hvad der ligger i udtrykket

»fejl«, henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.

Det skal angives i forsikringstilbudet, på hvilke vilkår der kan tegnes en

forsikring som ovenfor nævnt. Udtrykket »på hvilke vilkår« omfatter

samtlige vilkår, som vil indgå i en eventuel forsikringsaftale, herunder

navnlig præmiestørrelsen, selvrisikoens størrelse og dækningsomfanget. Det

skal således bl.a. fremgå, om visse bestemte fejl eventuelt skal være

undtaget fra forsikringen.

For at sikre, at den, der køber ejendommen, faktisk vil kunne tegne en

forsikring på de vilkår, som sælgeren har fremlagt oplysning om, foreslås det

i stk. 2, at forsikringsselskabets meddelelse skal være udformet som et

bindende tilbud, der inden for en rimelig frist kan antages af den, som køber

ejendommen.

I stk. 3 foreslås en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren

kan fastsætte nærmere regler om dækningsomfanget for de i stk. 1 nævnte

forsikringer. Sådanne regler vil blive fastsat, såfremt forsikringsbranchen

ikke udvikler forsikringsprodukter, som i almindelighed dækker alle skjulte

fejl uden væsentlige undtagelser. Det vil efter omstændighederne kunne være

rimeligt, at forsikringsselskaberne tager forbehold for visse bestemte typer

af fejl, men anvendelsen af sådanne forbehold må være meget begrænset.

I givet fald vil der kunne fastsættes regler om, at sælgeren kun kan opnå

fritagelse for mangelshæftelsen ved at give oplysning om ejerskifteforsikring

med en vis minimumsdækning.

Det foreslås endvidere, at der administrativt skal kunne fastsættes

nærmere regler om indholdet af de meddelelser, som forsikringsselskaberne

afgiver.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1.

Til § 6

I stk. 1 fastlægges anvendelsesområdet for reglerne i kapitel 2 om

fortrydelsesret ved køb af fast ejendom m.v.

Reglerne gælder for det første for aftaler om køb af fast ejendom, når

ejendommen hovedsagelig er bestemt til beboelse for køberen. Der kan herom

henvises til bemærkningerne ovenfor til § 1. Reglerne gælder, uanset om

sælgeren er en privatperson, en offentlig institution eller en

erhvervsvirksomhed.

Har to eller flere personer købt ejendommen i fællesskab, kan

fortrydelsesretten kun udøves af køberne i fællesskab. Hvis det kun er den

ene af køberne, som ønsker at træde tilbage, kan dette således ikke ske med

hjemmel i de foreslåede bestemmelser.

I forhold til anvendelsesområdet for kapitel 1 indeholder bestemmelsen den

udvidelse, at reglerne i kapitel 2 også omfatter aftaler om køb af andel i en

andelsboligforening og køb af aktie eller andet adkomstdokument med

tilknyttet brugsret til en bolig, medmindre der er tale om en brugsret på

timeshare-basis. Baggrunden for undtagelsen af køb på timesharebasis er, at

der på dette område er vedtaget et EU-direktiv, som senest i 1997 skal

udmøntes i en særlig lovgivning om bl.a. fortrydelsesret ved køb af

timeshare-boliger. Reglerne omfatter endvidere køb af ubebygget grund, som

skal anvendes til opførelse af en bolig for køberen.

Stk. 2 indeholder nogle undtagelser fra det anvendelsesområde, som er

fastlagt i stk. 1. Det foreslås for det første, at reglerne om

fortrydelsesret ikke skal gælde ved køb på tvangsauktion eller frivillig

auktion. Reglerne skal heller ikke gælde, når der ved aftalens indgåelse er

indgivet begæring om tvangsauktion, og køberen var eller burde være bekendt

hermed. Såfremt fortrydelsesretten skulle gælde i sidstnævnte situationer,

ville det kunne vanskeliggøre bestræbelserne på at afværge en tvangsauktion

ved salg i fri handel.

Det foreslås endvidere, at reglerne ikke skal gælde for køb af

landbrugsejendom, der er undergivet landbrugspligt. Der henvises herom til

bemærkningerne ovenfor til § 1.

I stk. 3 foreslås en bevisbyrderegel, der svarer til reglerne i anden

civilretlig forbrugerbeskyttelseslovgivning, jf. f.eks. aftalelovens § 38 a.

Reglen gælder ikke blot for typehusfirmaer og andre professionelle bygherrer,

men også for bl.a. pengeinstitutter og realkreditinstitutter, der afhænder

ejendomme, som man har overtaget på tvangsauktion. Også en virksomheds

enkeltstående salg af funktionærboliger vil være omfattet. Udenfor falder

derimod en erhvervsdrivendes salg af sin private bolig.

Udtrykket, at aftalen er »indgået eller formidlet for sælgeren af en

erhvervsdrivende som led i sit erhverv« sigter til de almindelige

tilfælde, hvor sælgeren bistås af en ejendomsformidler, f.eks. en

ejendomsmægler eller advokat. Den erhvervsdrivende skal have optrådt aktivt i

forbindelse med aftalens indgåelse. Reglen omfatter således ikke tilfælde,

hvor den erhvervsdrivende alene har formidlet en kontakt mellem parterne.

Bevisbyrdereglen gælder ikke i tilfælde, hvor sælgeren har fået bistand af

en person, der er erhvervsdrivende inden for en anden branche, og som blot

som noget enkeltstående har påtaget sig at hjælpe med det konkrete salg.

Det forudsættes, at bevisbyrdereglen ikke finder anvendelse i tilfælde,

hvor sælgeren eller formidleren er blevet vildledt af køberen til at tro, at

køberen handlede erhvervsmæssigt.

Efter den foreslåede regel skal en erhvervsmæssigt handlende sælger m.v.,

der vil gøre gældende, at køberen ikke har fortrydelsesret, f.eks. bevise, at

den pågældende ejendom ikke hovedsagelig var bestemt til beboelse for

køberen, eller at køberen vidste, at der ved aftalens indgåelse var indgivet

begæring om tvangsauktion over ejendommen, jf. stk. 1 og 2.

Til § 7

Den foreslåede bestemmelse indeholder kapitlets hovedregel om køberens

fortrydelsesret. Fortrydelsesretten omfatter aftalen i sin helhed, ikke

enkelte dele af aftalen. Købers fortrydelsesret gælder som udgangspunkt, selv

om sælger som led i aftalen er fraflyttet ejendommen, og selv om køber er

flyttet ind.

Det foreslås i stk. 2, at en køber skal kunne træde tilbage fra et tilbud,

som efter aftaleretlige regler er bindende, så længe tilbudet ikke er

accepteret af sælger. I disse tilfælde skal der ikke betales nogen

godtgørelse, jf. herom nedenfor i § 11.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.2.

Til § 8

Bestemmelsen angiver fortrydelsesfristens længde og fastlægger, fra

hvilket tidspunkt fristen løber.

Det foreslås i stk. 1, at køberen senest 6 hverdage efter aftalens

indgåelse skal give sælgeren underretning om, at han vil træde tilbage fra

aftalen. Underretningen skal gives skriftligt og skal være kommet frem inden

fristens udløb. I tilfælde, hvor aftalen indgås ved, at sælgeren afgiver et

tilbud om salg, løber 6-dages fristen dog fra det tidspunkt, hvor sælgeren

efter aftaleretlige regler ikke længere kan tilbagekalde tilbudet, dvs. når

det er kommet til køberens kundskab, jf. stk. 2. I nogle af disse tilfælde

vil 6-dages fristen allerede være udløbet inden aftalen indgås, således at

der slet ikke bliver nogen fortrydelsesret.

Fortrydelsesretten gælder fra aftalens indgåelse, uanset om aftalen er

endelig eller betinget af et eller flere forhold, f.eks. af, at købers

advokat godkender aftalen. Hvis advokaten i det nævnte eksempel ikke

godkender aftalen, er betingelsen for aftalen imidlertid ikke opfyldt, og der

bliver i så fald ikke tale om at benytte fortrydelsesretten efter denne lov.

Sådanne aftalte betingelser gælder således ved siden af fortrydelsesretten,

og hvis de ikke opfyldes, falder handlen bort, uden at der skal betales

godtgørelse efter § 11.

Fristen på 6 hverdage indebærer, at køberen altid har mindst en hel

weekend til rådighed, idet lørdag ikke regnes for en hverdag, jf.

lovforslagets § 13. Bortset fra tilfælde, hvor særlige helligdage kommer

imellem, vil situationen således være den, at hvis aftalen er indgået en

fredag, lørdag eller søndag, skal køberens underretning være kommet frem til

sælgeren eller formidleren senest den mandag, der ligger henholdsvis 10, 9

eller 8 dage frem i tiden. Er aftalen indgået mandag-torsdag skal

underretningen være kommet frem senest 8 dage efter den pågældende dag.

Underretningen skal på sidstedagen være kommet frem inden døgnets ophør.

Efter almindelige aftaleretlige regler vil underretningen være kommet frem,

når den er nået så vidt, at sælgeren under normale forhold vil have haft

lejlighed til at gøre sig bekendt med dens indhold. Et brev er f.eks. kommet

frem, når det er lagt ind i sælgerens postkasse eller kastet ind ad

brevsprækken.

Køberen må sørge for, at underretningen om, at han vil træde tilbage,

kommer frem til sælgeren. Hvis sælgeren har haft flere personer beskæftiget

med salget, kan køber med frigørende virkning give meddelelse til den person,

som efter almindelige fuldmagtsregler kan modtage tilbagetrædelseserklæringen

på sælgerens vegne - typisk en ejendomsformidler.

Til § 9

Det foreslås, at fortrydelsesretten skal være betinget af, at køber

medvirker til at få aftalen aflyst, hvis den allerede er blevet tinglyst. Det

foreslås, at køberen inden 6-dages fristens udløb skal foretage det, som er

nødvendigt, for at aftalen kan aflyses. I tilfælde, hvor køberen har taget

initiativ til tinglysning, skal køberen således selv sørge for at fremsende

begæring til tinglysningskontoret om at få aftalen aflyst. Hvis det er

sælgeren, som har sørget for tinglysning af aftalen, er det tilstrækkeligt,

at køberen leverer den til aflysning af aftalen fornødne dokumentation til

sælgeren.

Køberen har 6 hverdage til at bringe de nævnte forhold i orden, selv om

køberen eventuelt allerede dagen efter aftalens indgåelse har givet sælgeren

underretning om, at han vil træde tilbage.

Til § 10

Det foreslås i stk. 1, at fortrydelsesretten skal være betinget af, at

ejendommen i tilfælde, hvor sælgeren er fraflyttet og køberen har taget

ejendommen i brug, stilles til sælgerens disposition på ny senest ved 6-dages

fristens udløb. Køberen har således 6 hverdage til at rømme ejendommen,

uanset hvornår den pågældende har underrettet sælgeren om, at han vil træde

tilbage fra aftalen.

Bestemmelserne i stk. 2 og 3 drejer sig om tilfælde, hvor køberen straks

efter aftalens indgåelse er gået i gang med at indrette ejendommen.

Hvis køberen har nået at foretage fysiske indgreb i eller andre

forandringer på ejendommen, er fortrydelsesretten betinget af, at køberen

inden 6-dages fristens udløb tilbagefører ejendommen til væsentlig samme

tilstand som før indgrebet eller forandringen, jf. stk. 2 . Sælgeren vil

f.eks. have krav på, at køberen maler træværket i den farve, det havde, selv

om den nye farve, som køberen har nået at give træværket, ikke indebærer en

værdiforringelse. Tilfælde, hvor køberens indgreb m.v. har medført skade på

ejendommen, er reguleret i stk. 3.

Reglen i stk. 2 indebærer, at køberen ikke kan træde tilbage fra aftalen,

hvis det ikke er muligt at tilbageføre ejendommen til i det væsentlige samme

tilstand som før indgrebet eller forandringen. Som eksempel herpå kan nævnes,

at køberen straks efter aftalens indgåelse har fældet nogle gamle træer på

grunden. I en sådan situation er det ikke muligt at bringe ejendommen tilbage

til væsentlig samme tilstand. Det samme vil normalt gælde, hvis gamle, bonede

parketgulve er blevet afhøvlet eller lakeret, gamle træpaneler fjernet o.s.v.

Udtrykket »væsentlig samme tilstand« indebærer, at indgreb eller

forandringer, der må betegnes som bagatelagtige, ikke vil kunne fratage køber

retten til at træde tilbage fra aftalen.

Bestemmelsen i stk. 3 drejer sig om tilfælde, hvor køberen eller f.eks.

håndværkere, som køberen har engageret, har forvoldt skade på ejendommen i

tilbagetrædelsesperioden. Hvis skaden på ejendommen skyldes uagtsomhed hos

køberen selv eller personer, der handler i køberens interesse, er

fortrydelsesretten betinget af, at køberen inden 6-dages fristens udløb

reparerer eller udskifter det beskadigede m.v. En ejer kan ikke handle

»uagtsomt« med hensyn til sin egen ejendom, og bestemmelsen er

således i en vis forstand udtryk for, at købsaftalen som udgangspunkt

betragtes, som om den aldrig var indgået, hvis køberen træder tilbage.

Bestemmelsen indebærer, at sælgeren i tilfælde af, at køberen træder

tilbage, bærer risikoen for hændelige skader i tilbagetrædelsesperioden, selv

om køberen har taget ejendommen i brug.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at den køber, der ønsker at træde tilbage

fra aftalen, efter at køberen har forvoldt skade på ejendommen, skal have

bevisbyrden for, at der ikke er udvist uagtsomhed.

Til § 11

Det foreslås, at køberen som betingelse for at kunne træde tilbage fra

aftalen skal betale en godtgørelse til sælger inden 6-dages fristens udløb.

Der skal dog ikke betales godtgørelse, hvis sælgeren er professionel bygherre

eller i øvrigt har som sit væsentligste erhverv at erhverve og videresælge

fast ejendom, når sælgeren har handlet som led i dette erhverv, jf.

bestemmelsen i stk. 2. Derimod er det uden betydning, om sælgeren har haft

bistand af en ejendomsformidler.

Det foreslås, at godtgørelsen skal udgøre 1 pct. af købesummen. Hvis

købesummen f.eks. er 1 mio. kr., skal der således betales en godtgørelse på

10.000 kr. Den købesum, som angives i købsaftalen, skal lægges til grund ved

beregningen af godtgørelsen. Det gælder også i tilfælde, hvor køberen efter

aftalen ville have haft ret til at få købesummen nedsat ved at præstere en

større udbetaling (f.eks. gennem indfrielse af sælgerpant til en aftalt

kurs).

Det præciseres i stk. 1, 2. pkt., at køberen kan betale

godtgørelsesbeløbet til sælgeren eller til den erhvervsdrivende, som har

indgået eller formidlet aftalen for sælgeren. Hvis køberen har betalt en del

af købesummen i forbindelse med aftalens indgåelse, vil godtgørelseskravet

kunne dækkes ved modregning som omhandlet i lovforslagets § 12.

Sælgeren kan ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i anledning af,

at køberen træder tilbage fra aftalen. Det er ikke fundet nødvendigt at

anføre dette i lovteksten.

Til § 12

Det foreslås, at sælgeren skal tilbagebetale allerede erlagte dele af

købesummen, hvis køberen træder tilbage fra aftalen, dog med fradrag af

godtgørelsesbeløbet efter § 11. Sælgerens pligt til tilbagebetaling gælder

også en eventuel bankgaranti, beløb, der er indbetalt til en

ejendomsformidler, samt deponerede beløb. I stk. 1, 2. pkt., præciseres det,

at det pågældende godtgørelsesbeløb kan fradrages, selv om køberens

indbetaling er sket til en ejendomsformidler eller anden mellemmand.

I praksis vil forudbetalinger m.v. som regel være sket til en

ejendomsformidler, en advokat eller et pengeinstitut, og der vil i så fald

næppe opstå problemer for køberen med at få sine penge tilbage.

Hvis køberen træder tilbage, bedømmes forholdet som udgangspunkt, som om

aftalen aldrig var indgået, jf. bemærkningerne ovenfor til § 10. Det betyder,

at der ikke foreligger et ejerskifte i den forstand, hvori dette udtryk

bruges i tinglysningslovens § 39, og der skal heller ikke betales

ejerskifteafdrag af indestående hæftelser. En undtagelse herfra er det dog

for så vidt, at køberen, selv om fortrydelsesretten gøres gældende, efter

omstændighederne vil kunne vedblive at hæfte over for tredjemand, hvis

køberen har udstedt pantebreve eller andre dokumenter vedrørende ejendommen,

som sælgeren har nået at overdrage til tredjemand. Det vil kunne være

retsstridigt, hvis sælgeren overdrager pantebrevet uden at tage forbehold om

fortrydelsesretten, men køberen vil alligevel fortsat kunne hæfte, hvis en

sådan oplysning ikke er givet. En godtroende erhverver af pantebrevet vil

således kunne fortrænge køberens indsigelse om fortrydelsesretten.

Det foreslås i stk. 2, at sælgeren, når køberen gyldigt er trådt tilbage

fra aftalen, straks skal tilbagegive eventuelle pantebreve m.v. til køberen.

Hvis dette ikke er muligt, f.eks. fordi sælgeren har overdraget pantebrevet

til en godtroende tredjemand, skal køberen holdes skadesløs. Køberen kan

kræve, at sælgeren stiller en bankgaranti eller lignende sikkerhed for de

pengekrav, som køberen vil skulle opfylde i henhold til det pågældende

dokument.

Til § 13

Det foreslås, at lørdage og grundlovsdag ikke skal medregnes ved

beregningen af 6-dages fristen. Det betyder, at 6-dages perioden altid vil

omfatte mindst en hel weekend.

Til § 14

I den foreslåede bestemmelse fastlægges anvendelsesområdet for lovens

kapitel 3, som drejer sig om fortrydelsesret ved aftale om køb eller

opførelse af hele bygninger.

Reglerne i kapitel 2 omfatter bl.a. tilfælde, hvor der mellem parterne

indgås en aftale om både køb af en grund og opførelse af en bygning på

grunden, eller om køb af en grund med et hus under opførelse, som skal

færdigbygges af sælger. I sådanne tilfælde vil reglerne i kapitel 2 finde

anvendelse ikke blot på købet af den faste ejendom (grunden), men også på den

hertil knyttede aftale om opførelse eller færdiggørelse af bygninger m.v.

Kapitel 3 omfatter tilfælde, hvor der er tale om en aftale om køb eller

opførelse af hele bygninger, som ikke knytter sig som et tillæg til en aftale

om køb af fast ejendom.

Det foreslås således, at der skal gælde en fortrydelsesret ved køb af hele

bygninger, selv om der ikke foreligger et køb af fast ejendom, men af løsøre,

og uanset om det er aftalt, at sælger skal stå for opførelsen eller

opstillingen af bygningen. Hele bygninger som nævnt i § 14, stk. 1, kan

således f.eks. være huse, der købes færdige til opstilling, eller hele

bygninger i samlesæt.

Aftale om opførelse af hele bygninger forekommer i praksis normalt i form

af totalentreprise.

Reglerne omfatter kun aftaler vedrørende hele bygninger. Køb af

byggematerialer kan således kun falde ind under reglerne i kapitel 3, når

sælgers ydelse i aftalen defineres således, at der er tale om køb af en hel

bygning. Aftaler vedrørende ombygning falder udenfor. Det samme gælder

aftaler om tilbygning, hvor der er tale om, at en eksisterende bygnings

samlede areal forøges ved at forskyde ydermurene eller ved at forsyne

bygningen med en ny etage. Derimod gælder reglerne i tilfælde, hvor en ny

bygning må betragtes som en selvstændig bygning, selv om den bygges sammen

med en eksisterende bygning.

Det er således hensigten, at reglerne skal omfatte erhvervelse af en

»totalløsning« vedrørende en hel bygning. Dette gælder, hvadenten

aftalen går ud på levering eller på projektering og opførelse af bygningen.

Fagentreprisebyggeri, hvor bygherren kontraherer med en murer, en tømrer, en

elektriker, et VVS-firma o.s.v., er således ikke omfattet af reglerne. Der

skal være tale om, at en enkelt erhvervsdrivende efter aftalen har pligt til

i det væsentlige at levere eller i det væsentlige at projektere og opføre en

hel bygning, jf. nr. 1.

Det er tilstrækkeligt, at den pågældendes forpligtelse går ud på, at han

skal levere eller opføre bygningen i det væsentlige. Det betyder, at f.eks.

et begrænset selv- og medbyggeri i relation til en aftale om en

»totalløsning« ikke medfører, at aftalen falder uden for loven.

Bygningen skal efter sin art være bestemt til en- eller tofamiliebeboelse,

jf. nr. 2. Det er i den forbindelse uden betydning, om der er tale om helårs-

eller fritidsbeboelse. Sædvanlige parcelhuse, rækkehuse, sommer- og andre

fritidshuse samt klyngehuse og andre boformer med utraditionelle

funktionsopdelte bygninger kan være omfattet af reglerne, så længe der er

tale om en struktur, der sædvanligvis er bomæssig ramme for en enkelt eller

et par familier. Aftale om opførelse eller køb af udhuse, garager og lysthuse

m.v. er ikke omfattet af reglerne.

Entreprenøren, dvs. den, som leverer bygningen, skal være erhvervsdrivende

og have påtaget sig arbejdet som led i sit erhverv, og bygningen skal

hovedsagelig være bestemt til beboelse for den anden part (bestilleren), jf.

nr. 3. Det forudsættes, at reglerne ikke finder anvendelse, hvis bestilleren

har vildledt den erhvervsdrivende til at tro, at bygningen skulle bruges til

erhverv.

Det er ikke usædvanligt, at en person bestiller en bygning, som skal

bruges både til erhverv og bolig. Hvis boligformålet ikke kan anses for at

være det hovedsagelige, gælder fortrydelsesretten ikke, jf. nr. 3.

Definitionen på en bestiller omfatter kun fysiske personer.

Det foreslås i nr. 4, at der ikke skal gælde nogen fortrydelsesret ved

aftaler, der er indgået ved antagelse af et bindende skriftligt bud, som er

fremkommet efter opfordring til flere om inden for en bestemt tidsfrist at

byde på samme udbudsgrundlag, hvad enten udbudsgrundlaget er et projekt med

valgmuligheder eller et færdigt byggeprogram. Fortrydelsesretten gælder

således ikke, når aftalen er indgået på grundlag af en licitation.

Det foreslås i stk. 2, at entreprenøren skal have bevisbyrden for, at en

aftale om køb eller opførelse af en bygning ikke er omfattet af reglerne i

kapitel 3. Denne bevisbyrderegel svarer til, hvad der gælder i anden

forbrugerbeskyttelseslovgivning, jf. f.eks. aftalelovens § 38 a.

Til § 15

Det foreslås, at bestilleren skal kunne træde tilbage fra aftalen på de

betingelser, som er nævnt i § 16, jf. nedenfor. Fortrydelsesretten omfatter

kun den oprindelige aftale, ikke eventuelle senere aftaler om ændringer af

byggeriet.

Bestemmelsen svarer til § 7, stk. 1, jf. bemærkningerne ovenfor til denne

bestemmelse.

Til § 16

Det foreslås, at bestilleren for at bruge fortrydelsesretten skal give

skriftlig besked til entreprenøren eller andre, der efter almindelige

fuldmagtsregler kan modtage beskeden på entreprenørens vegne, senest 6

hverdage efter aftalens indgåelse. Er aftalen indgået ved bestillerens

antagelse af et tilbud fra entreprenøren, regnes 6-dages fristen dog efter

stk. 2 fra det tidspunkt, hvor entreprenøren normalt er bundet, nemlig hvor

tilbudet er kommet til bestillerens kundskab.

Bestemmelsen svarer til lovforslagets § 8, jf. bemærkningerne ovenfor til

denne bestemmelse.

Til § 17

Efter den foreslåede bestemmelse skal bestilleren ikke betale godtgørelse,

hvis den pågældende bruger fortrydelsesretten. Entreprenøren vil altid være

erhvervsdrivende, og bestemmelsen svarer i praksis til, hvad der er foreslået

med hensyn til køb af fast ejendom, jf. lovforslagets § 11.

Hvis fortrydelsesretten bruges, skal bestilleren efter den foreslåede

bestemmelse alene betale for det arbejde, som efter aftalen allerede skulle

være udført, og som er udført. Vederlaget for sådant arbejde skal fastsættes

ud fra en vurdering af det udførte arbejdes omfang set i forhold til omfanget

af det samlede arbejde og det vederlag, som er aftalt for det samlede

arbejde.

Et standardvilkår, hvorefter entreprenøren forbeholder sig ret til straks

at gå i gang med arbejdet, giver ikke entreprenøren krav på vederlag for

arbejde, som er udført inden for 6-dages fristen. Det skal være aftalt, at et

bestemt arbejde skal være udført inden 6-dages fristens udløb.

Entreprenøren kan ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i anledning

af, at forbrugeren bruger fortrydelsesretten, jf. bemærkningerne ovenfor til

§ 11.

Det foreslås i stk. 2, at § 12 skal finde anvendelse med de fornødne

ændringer. Såfremt bestilleren har betalt en del af købe- eller

entreprisesummen, skal entreprenøren således straks betale beløbet tilbage

med fradrag af et eventuelt vederlag efter stk. 1. Der henvises i øvrigt til

bemærkningerne ovenfor til § 12.

Til § 18

Det foreslås, at lørdage og grundlovsdag ikke skal medregnes ved

beregningen af 6-dages fristen efter § 16, jf. herved bemærkningerne til

lovforslagets § 13.

Til § 19

Det foreslås, at en sælger, der handler som led i sit erhverv, samt en

erhvervsdrivende, der indgår eller formidler aftalen for en sælger, skal have

pligt til at give køberen oplysning om fortrydelsesretten. Det foreslås

endvidere, at entreprenøren skal have en tilsvarende pligt til at oplyse

bestilleren om fortrydelsesretten efter kapitel 3.

Oplysningen om fortrydelsesretten skal være skriftlig, idet den skal gives

i et særskilt dokument. Der skal gives besked om, at køberen kan træde

tilbage fra aftalen, om størrelsen af en eventuel godtgørelse, jf. § 11, om

fortrydelsesfristen, om hvornår fristen udløber, og om lovens øvrige

betingelser for, at en tilbagetrædelse er gyldig.

Ved bestemmelsen i stk. 2 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte

nærmere regler om, på hvilken måde oplysningen om fortrydelsesretten skal

gives. Justitsministeriet agter at fastsætte regler svarende til dem, der

gælder vedrørende oplysning om fortrydelsesret i henhold til lov om visse

forbrugeraftaler, jf. bekendtgørelse nr. 599 af 12. juli 1993. Der vil

således bl.a. blive fastsat regler om anvendelse af en særlig formular.

Bestemmelsen er ikke civilretligt sanktioneret, og 6-dages fristen løber

således, selv om køberen, henholdsvis bestilleren, ikke har fået oplysning om

fortrydelsesretten.

Overtrædelse af pligten til at oplyse om, at køberen har fortrydelsesret,

samt af pligten til at anvende en særlig formular m.v. foreslås derimod

strafsanktioneret, jf. lovforslagets § 22.

Til § 20

Ved den foreslåede bestemmelse præciseres det, at sælgeren af en fast

ejendom i tilfælde, hvor køberen træder tilbage, er stillet, som om

ejendommen ikke var solgt, hvad angår spørgsmålet om honorar til en eventuel

professionel rådgiver.

Hvilke honorarregler, der gælder i denne situation, vil afhænge af,

hvilken rådgivningsopgave der er tale om. For ejendomsformidleres vedkommende

gælder det såkaldte no cure-no pay princip, hvorefter ejendomsformidleren kun

har krav på honorar, hvis ejendommen sælges, jf. § 11 i lov om omsætning af

fast ejendom.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse fastlægger, i hvilket omfang lovens regler kan

fraviges ved aftale mellem parterne.

Det foreslås, at loven gøres ufravigelig i samme omfang som i anden

forbrugerbeskyttelseslovgivning, dvs. at loven kun kan fraviges til skade for

køberen, henholdsvis bestilleren, hvis den pågældende har handlet

erhvervsmæssigt. Det kan dog efter stk. 1, 2. pkt., aftales, at sælgerens

fritagelse for at hæfte for fysiske mangler udstrækkes til også at gælde

mangler, der er opstået i perioden mellem udarbejdelsen af en

tilstandsrapport og køberens overtagelse af ejendommen.

Herudover foreslås det, at reglerne om tilstandsrapporter og

ejerskifteforsikringer i kapitel 1 samt bestemmelsen i § 20 om rådgiveres

honorarkrav heller ikke skal kunne fraviges til skade for sælgeren, hvis

denne i forbindelse med den pågældende aftale har handlet som

»forbruger«, dvs. uden for sit erhverv. For så vidt angår de

aftaler, der reguleres i kapitel 1, vil dette være tilfældet, hvis ejendommen

hovedsagelig anvendes til beboelse for sælgeren. Den foreslåede bestemmelse

er ikke til hinder for, at sælgeren som led i købsaftalen forpligter sig til

at udbedre bestemte fejl ved bygningen.

For så vidt angår reglerne i kapitel 2 og 3 om fortrydelsesret bemærkes,

at der f.eks. ikke vil være noget til hinder for, at køberen og sælgeren kan

aftale, at der ikke skal betales godtgørelse, hvis køberen bruger

fortrydelsesretten, eller at køberen skal have en længere fortrydelsesfrist

end 6 hverdage.

Til § 22

Det foreslås, at ejendomsformidleres og erhvervsmæssigt handlende sælgeres

undladelse af at oplyse køberen om fortrydelsesretten efter kapitel 2 skal

kunne straffes med bøde. Det foreslås endvidere, at en entreprenør på

tilsvarende måde skal kunne straffes for undladelse af at oplyse bestilleren

om fortrydelsesretten efter kapitel 3.

Justitsministeren bemyndiges endelig til at fastsætte regler om bødestraf

for overtrædelse af de nærmere bestemmelser vedrørende oplysning om

fortrydelsesretten, som ministeren fastsætter i henhold til lovforslagets §

19, stk. 2.

Til § 23

Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelsesreglen. Det foreslås, at lovens

regler om erhvervelse af fast ejendom m.v. skal gælde for aftaler, der indgås

efter den 1. januar 1996. Herved bliver der den nødvendige tid til at få

etableret en beskikkelsesordning for bygningssagkyndige, og

forsikringsbranchen og ejendomsformidlerne m.v. får en passende frist til at

forberede sig på de nye regler.

Det foreslås, at ændringen af købeloven skal træde i kraft den 1. juli

1995. Hvorvidt den forlængede reklamationsfrist gælder, vil afhænge af, om

den pågældende aftale om køb efter almindelige aftaleretlige regler er blevet

bindende før eller efter ikrafttrædelsesdagen.

Til § 24

Det foreslås, at det i stempelafgiftsloven udtrykkeligt slås fast, at

stempel af aftaledokumenterne efter anmodning skal tilbagebetales, hvis

køberen, henholdsvis bestilleren træder tilbage fra aftalen efter reglerne i

lovforslagets kapitler 2 og 3. Efter de gældende regler i stempelafgiftsloven

er der alene adgang til, at stempelmyndigheden efter et skøn kan godtgøre

stempel, som er anvendt i forbindelse med dokumenter vedrørende et

retsforhold, som ikke kommer til eksistens, eller vedrørende en aftale, som

annulleres.

Til § 25

Det foreslås at udvide købelovens absolutte reklamationsfrist fra 1 år til

som udgangspunkt 5 år ved køb af byggematerialer.

Det forudsættes, at der ved byggematerialer forstås materialer, som efter

deres art er bestemt til sædvanligvis at indgå i bygningskonstruktioner.

Reglen omfatter således f.eks. mursten, lægter, spær, betonelementer og

tagsten. »Selvstændige« produkter som f.eks. gulvtæpper,

udendørslamper og fodriste er ikke omfattet. Materialer, der som f.eks. sten,

grus og uforarbejdet træ ikke kan siges hovedsagelig at være bestemt til

anvendelse ved byggeri m.v., er heller ikke omfattet.

Det er uden betydning, hvad køberen konkret skal bruge materialerne til.

Reklamationsfristen ved køb af byggematerialer foreslås fastsat til som

udgangspunkt 5 år. 5-års fristen løber fra den dag, byggeriet afleveres til

bygherren. Fra dette tidspunkt overtager bygherren normalt risikoen for

hændelige skader m.v. Afleveringsdagen er som regel let at tidsfæste ved ny-

og ombyninger, idet der normalt bliver afholdt en afleveringsforretning i

medfør af reglerne i Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i

bygge- og anlægsvirksomhed (AB) eller Almindelige Betingelser for

Totalentreprise (ABT).

I en række tilfælde vil der ikke være en afleveringsdag. Endvidere kan der

undertiden gå lang tid fra det tidspunkt, hvor materialerne leveres, til

færdiggørelsen af det byggearbejde, hvor materialerne skal bruges. Det

foreslås derfor, at reklamationsfristen skal være højst 6 år fra overgivelsen

af materialerne til køber, f.eks. til købers lager eller til videresalg.

Købelovens § 54 gælder for andre køb end forbrugerkøb, jf. købelovens §

1a. Den udvidede reklamationsfrist efter nr. 1 vil f.eks. gælde ved

entreprenørers køb af byggematerialer til brug ved udførelsen af en

entrepriseopgave. Købelovens § 54 kan fraviges ved aftale eller sædvane, jf.

købelovens § 1, stk. 1.

I forbrugerkøb gælder i stedet for § 54 den næsten identiske

reklamationsregel i købelovens § 83. Den foreslåede bestemmelse i nr. 2

medfører, at den udvidede reklamationsfrist ikke ved aftale kan fraviges til

skade for forbrugeren, når der er tale om erhvervsmæssigt salg af

byggematerialer til en forbruger, jf. købelovens § 1, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.4. og 4.3.

Til § 26

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Efter 2. behandling den 23. maj 1995

Kapitel 1

Tilstandsrapporter og oplysninger om ejerskifteforsikring

§ 1. Reglerne i dette kapitel gælder for aftaler om køb af fast

ejendom, når ejendommen hovedsagelig anvendes til beboelse for sælgeren eller

hovedsagelig er bestemt til beboelse for køberen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Reglerne gælder ikke for aftaler om køb af ubebygget grund

eller grund med bygning under opførelse eller for køb af landbrugsejendom,

der er undergivet landbrugspligt.

§ 2. Har køberen fra sælgeren modtaget en rapport om bygningernes

fysiske tilstand (en tilstandsrapport) og oplysning om ejerskifteforsikring,

jf. §§ 4 og 5, kan køberen ikke over for sælgeren påberåbe sig, at en

bygnings fysiske tilstand er mangelfuld, jf. dog stk. 2-5. Køberen kan heller

ikke over for sælgeren påberåbe sig, at en fejl burde have været nævnt i

tilstandsrapporten.

Stk. 2. Stk. 1 gælder kun, hvis køberen har modtaget den i stk. 1

nævnte tilstandsrapport og oplysning om ejerskifteforsikring inden aftalens

indgåelse, dog senest inden køberens afgivelse af købstilbud, som antages af

sælgeren.

Stk. 3. Sælgeren skal inden aftalens indgåelse, dog senest inden

køberens afgivelse af købstilbud, som antages af sælgeren, have sikret sig,

at køberen er bekendt med de i stk. 1 nævnte retsvirkninger. I modsat fald

gælder stk. 1 ikke, medmindre der er særlig grund til at antage, at køberen

på anden måde var bekendt hermed.

Stk. 4. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan køberen påberåbe sig

forhold, som er opstået efter udarbejdelsen eller fornyelsen af

tilstandsrapporten, jf. § 4, stk. 1, samt påberåbe sig, at et forhold strider

mod en servitut eller offentligretlige forskrifter. Køberen kan desuden

påberåbe sig en mangel, hvis sælgeren har ydet en garanti med hensyn til det

pågældende forhold eller har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt. Køberen

kan i øvrigt gøre erstatningskrav gældende efter almindelige regler, hvis

sælgeren har opført bygningen med salg for øje.

Stk. 5. Er en bygnings fysiske tilstand mangelfuld, kan køberen

uanset bestemmelsen i stk. 1 uden aftale herom indtræde i krav, som sælgeren

i anledning af det pågældende forhold kunne have gjort gældende mod tidligere

sælgere og mod den, der har medvirket ved opførelsen af bygningen.

§ 3. Køberen kan over for en bygningssagkyndig, der har udarbejdet

en tilstandsrapport som nævnt i § 4, stk. 1, 1. pkt., fremsætte krav om

skadeserstatning for fejl, der burde have været omtalt i rapporten. Har

sælgeren måttet betale et beløb til køber på grund af fejl, der burde have

været omtalt i en sådan rapport, tilkommer der sælgeren en rimelig

godtgørelse.

Stk. 2. Har den, som vil påberåbe sig, at en fejl burde have været

omtalt i tilstandsrapporten, ikke givet den bygningssagkyndige meddelelse

herom inden 5 år fra den overtagelsesdag, som er aftalt mellem køberen og

sælgeren, dog senest 6 år fra rapportens datering, mister den pågældende

retten til at påberåbe sig, at fejlen burde have været omtalt i

tilstandsrapporten. Det gælder dog ikke, hvis den bygningssagkyndige har ydet

en garanti for et længere tidsrum eller har handlet svigagtigt eller groft

uagtsomt.

§ 4. En tilstandsrapport skal for at have de i § 2 nævnte

retsvirkninger være udarbejdet af en beskikket bygningssagkyndig, jf. stk. 2,

og skal være udfærdiget på et skema, der er godkendt af boligministeren.

Tilstandsrapporten skal endvidere være udarbejdet eller fornyet af den

bygningssagkyndige mindre end 6 måneder før den dag, hvor køberen modtager

rapporten.

Stk. 2. Boligministeren beskikker et antal bygningssagkyndige til

at udarbejde tilstandsrapporter som nævnt i denne lov. Boligministeren

fastsætter regler om beskikkelse som bygningssagkyndig, herunder om

ansvarsforsikring og andre betingelser for beskikkelse, om gebyr for

beskikkelse m.v., om fratagelse og bortfald af beskikkelse samt om

administrationen af beskikkelsesordningen. Boligministeren fastsætter

endvidere regler om virksomheden som bygningssagkyndig, herunder om den

bygningssagkyndiges undersøgelse til brug for udarbejdelsen af en

tilstandsrapport, samt regler om den bygningssagkyndiges vederlag.

Stk. 3. Boligministeren kan henlægge sine beføjelser i medfør af

denne lov til en styrelse under boligministeren. Det kan endvidere i

forskrifter, der fastsættes i medfør af stk. 2, bestemmes, at opgaver i

forbindelse med administrationen af beskikkelsesordningen overlades til

private.

Stk. 4. Straffelovens §§ 144, 150, 152 og 154-157 finder

tilsvarende anvendelse på beskikkede bygningssagkyndige.

§ 5. Oplysning om ejerskifteforsikring skal for at have de i § 2

nævnte retsvirkninger være skriftlig og indeholde en meddelelse fra et

forsikringsselskab om,

1) på hvilke vilkår køberen kan tegne en forsikring vedrørende ejendommen,

som i mindst 5 år efter overtagelsesdagen og med mulighed for forlængelse til

i alt mindst 10 år dækker fejl ved bygningernes fysiske tilstand, der var til

stede ved købers overtagelse af ejendommen, og som ikke er nævnt i

tilstandsrapporten, jf. § 4, eller

2) hvilke særlige forhold ved den pågældende ejendoms fysiske tilstand der

medfører, at der ikke kan tegnes en forsikring som nævnt i nr. 1.

Stk. 2. Den i stk. 1, nr. 1, omhandlede meddelelse skal være

udformet som et bindende tilbud til køberen og angive en rimelig frist for

antagelse af tilbudet.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om dækningsomfanget

for de i stk. 1 nævnte forsikringer samt om indholdet af de i stk. 1 nævnte

meddelelser fra forsikringsselskaber.

Kapitel 2

Fortrydelsesret ved køb af fast ejendom m.v.

§ 6. Reglerne i dette kapitel gælder for aftaler om køb af fast

ejendom, når ejendommen hovedsagelig er bestemt til beboelse for køberen, jf.

dog stk. 2. Reglerne gælder under samme betingelse for aftaler om køb af

andel i en andelsboligforening samt køb af aktie eller andet adkomstdokument

med tilknyttet brugsret til en bolig bortset fra brugsret på timeshare-basis.

Stk. 2. Reglerne gælder ikke for køb af fast ejendom på auktion,

eller når der ved aftalens indgåelse er indgivet begæring om tvangsauktion og

køberen vidste eller burde vide dette. Reglerne gælder endvidere ikke for køb

af landbrugsejendom, der er undergivet landbrugspligt.

Stk. 3. Har sælgeren handlet som led i sit erhverv, eller er

aftalen indgået eller formidlet for sælgeren af en erhvervsdrivende som led i

dennes erhverv, har sælgeren bevisbyrden for, at aftalen ikke er omfattet af

reglerne i dette kapitel.

§ 7. Når der er indgået en aftale om køb, kan køberen træde

tilbage fra aftalen på de betingelser, som er nævnt i §§ 8-11

(fortrydelsesret).

Stk. 2. Så længe et tilbud om køb ikke er antaget af sælgeren, kan

køberen tilbagekalde sit tilbud ved at give underretning herom til sælgeren.

§ 8. Fortrydelsesretten er betinget af, at køberen senest 6

hverdage efter aftalens indgåelse giver skriftlig underretning til sælgeren

om, at køberen vil træde tilbage fra aftalen, jf. dog stk. 2. Underretningen

skal være kommet frem inden fristens udløb.

Stk. 2. Er aftalen indgået ved køberens antagelse af sælgerens

tilbud om salg, skal den i stk. 1 nævnte underretning være kommet frem senest

6 hverdage efter, at tilbudet er kommet til køberens kundskab.

§ 9. Er en aftale om køb blevet tinglyst, er fortrydelsesretten

betinget af, at køberen inden udløbet af den i § 8 nævnte frist foretager det

fornødne til aflysning af aftalen.

§ 10. Har køberen taget ejendommen i brug, er fortrydelsesretten

betinget af, at ejendommen inden udløbet af den i § 8 nævnte frist stilles

til sælgerens disposition.

Stk. 2. Har køberen efter aftalens indgåelse foretaget fysiske

indgreb i eller forandringer på ejendommen, er fortrydelsesretten betinget

af, at køberen inden udløbet af den i § 8 nævnte frist tilbagefører

ejendommen til væsentlig samme tilstand som før indgrebet eller forandringen.

Stk. 3. Er ejendommen efter aftalens indgåelse blevet beskadiget

eller forringet på anden måde som følge af, at køberen eller andre, der har

haft adgang til ejendommen i køberens interesse, har udvist uagtsomhed, er

fortrydelsesretten betinget af, at køberen inden udløbet af den i § 8 nævnte

frist udbedrer forholdet. Køberen har bevisbyrden for, at der ikke er udvist

uagtsomhed.

§ 11. Fortrydelsesretten er betinget af, at køberen inden udløbet

af den i § 8 nævnte frist betaler en godtgørelse på 1 pct. af købesummen til

sælgeren, jf. dog stk. 2. Køberen kan med frigørende virkning betale til en

erhvervsdrivende som nævnt i § 6, stk. 3.

Stk. 2. Køberen skal ikke betale godtgørelse efter stk. 1, såfremt

aftalen er indgået med en sælger, der har opført ejendommen med salg for øje,

eller hvis hovederhverv er at sælge fast ejendom, når sælgeren har handlet

som led i dette erhverv. Går aftalen ud på køb af en grund samt ny- eller

færdigopførelse af en hel bygning på grunden som nævnt i § 14, finder § 17

tilsvarende anvendelse.

§ 12. Har køberen betalt en del af købesummen, skal sælgeren ved

tilbagetrædelse straks tilbagebetale det modtagne med fradrag af eventuelle

beløb efter § 11. Fradrag kan ske, selv om køberen har indbetalt beløbet til

en erhvervsdrivende som nævnt i § 6, stk. 3.

Stk. 2. Har sælgeren fra køberen som sikkerhed for købesummens

betaling modtaget et pantebrev med pant i ejendommen eller et tilsvarende

dokument, skal sælgeren ved tilbagetrædelse straks tilbagegive dette. Kan

sælgeren ikke straks tilbagegive dokumentet, skal sælgeren holde køberen

skadesløs for ethvert krav i henhold til dokumentet, og køberen kan kræve, at

sælgeren stiller betryggende sikkerhed herfor.

§ 13. Lørdage og grundlovsdag anses ikke for hverdage ved

beregningen af fortrydelsesfristen, jf. § 8.

Kapitel 3

Fortrydelsesret ved aftaler om køb eller opførelse af hele

bygninger

§ 14. Reglerne i dette kapitel gælder for aftaler om køb eller

opførelse af hele bygninger, som en erhvervsdrivende (entreprenøren) indgår

som led i sit erhverv, såfremt

1) bygningen i det væsentlige skal leveres eller i det væsentlige både

projekteres og opføres af entreprenøren,

2) bygningen efter sin art er bestemt til en- eller tofamiliesbeboelse,

3) bygningen hovedsagelig er bestemt til en- eller tofamiliesbeboelse for

den anden part (bestilleren) og

4) aftalen om opførelse af bygningen ikke er indgået ved bestillerens

antagelse af skriftligt bud, som er fremkommet efter opfordring til flere om

at byde inden for en bestemt frist på samme udbudsgrundlag.

Stk. 2. Entreprenøren har bevisbyrden for, at en aftale om køb

eller opførelse af bygning ikke er omfattet af reglerne i dette kapitel.

§ 15. Når der er indgået aftale om køb eller opførelse af en

bygning, kan bestilleren træde tilbage fra aftalen på de i § 16 nævnte

betingelser (fortrydelsesret).

§ 16. Fortrydelsesretten er betinget af, at bestilleren senest 6

hverdage efter aftalens indgåelse giver entreprenøren skriftlig underretning

om, at bestilleren vil træde tilbage fra aftalen, jf. dog stk. 2.

Underretningen skal være kommet frem inden fristens udløb.

Stk. 2. Er aftalen indgået ved bestillerens antagelse af et tilbud

fra entreprenøren, skal den i stk. 1 nævnte underretning være kommet frem

senest 6 hverdage efter, at entreprenørens tilbud er kommet til bestillerens

kundskab.

§ 17. Træder bestilleren tilbage, kan entreprenøren alene kræve

vederlag for arbejde, som efter aftalen allerede skulle være udført, og som

er udført.

Stk. 2. Har bestilleren betalt en del af det aftalte vederlag,

eller har entreprenøren fra bestilleren som sikkerhed for vederlagets

betaling modtaget et pantebrev eller et tilsvarende dokument, finder § 12

anvendelse med de ændringer, som følger af stk. 1.

§ 18. § 13 finder tilsvarende anvendelse ved beregning af

fortrydelsesfristen efter § 16.

Kapitel 4

Oplysning om fortrydelsesret

§ 19. En erhvervsdrivende sælger eller formidler m.v. som nævnt i

§ 6, stk. 3, skal, inden fortrydelsesfristen begynder at løbe, jf. § 8, i et

særskilt dokument give køberen oplysning om fortrydelsesretten efter kapitel

2. Ved aftale om køb eller opførelse af bygning, jf. § 14, skal

entreprenøren, inden fortrydelsesfristen begynder at løbe, jf. § 16, give

bestilleren oplysning om fortrydelsesretten efter kapitel 3.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om de i stk. 1

nævnte oplysningers form og indhold.

Kapitel 5

Andre bestemmelser

§ 20. Træder køberen tilbage fra en aftale efter reglerne i

kapitel 2, er sælgeren med hensyn til en eventuel professionel rådgivers

honorarkrav stillet, som om ejendommen ikke var solgt.

Kapitel 6

Lovens fravigelighed

§ 21. Reglerne i kapitel 1 kan ikke ved aftale fraviges til skade

for køberen eller sælgeren, medmindre den pågældende har handlet som led i

sit erhverv. Det kan dog aftales, at køberen uanset bestemmelsen i § 2, stk.

4, 1. pkt., ikke skal kunne påberåbe sig forhold, som er opstået efter

udarbejdelsen eller fornyelsen af tilstandsrapporten, jf. § 4, stk. 1.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 kan ikke ved aftale fraviges til

skade for køberen.

Stk. 3. Reglerne i kapitel 3 kan ikke ved aftale fraviges til

skade for bestilleren.

Stk. 4. § 20 kan ikke ved aftale fraviges til skade for sælgeren,

medmindre den pågældende handler som led i sit erhverv.

Kapitel 7

Straf

§ 22. Den, der undlader at give oplysning som nævnt i § 19, stk.

1, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden

lovgivning. Justitsministeren kan i forskrifter, der udstedes i medfør af §

19, stk. 2, fastsætte bødestraf for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en

fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan

bødeansvar.

Kapitel 8

Ikrafttræden m.v.

§ 23. Loven træder i kraft den 1. januar 1996 og har virkning for

aftaler, der indgås efter ikrafttrædelsen.

§ 24. I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 5.

august 1994, som ændret ved lov nr. 1090 af 21. december 1994, foretages

følgende ændring:

I § 29, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Stempelmyndigheden godtgør dog på begæring stempel af dokumenter

vedrørende en aftale, der bortfalder som følge af tilbagetrædelse efter

reglerne i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom

m.v.«

§ 25. I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar

1980, som senest ændret ved lov nr. 1098 af 21. december 1994, foretages

følgende ændringer:

1. I § 54 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ved køb af byggematerialer er den i stk. 1 nævnte

frist 5 år fra byggeriets aflevering, dog højst 6 år fra overgivelsen af

materialerne til køberen.«

2. I § 83 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. § 54, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan med

undtagelse af § 24 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele

med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter