Spring til indhold

Retsinformation

Klage over medicinering med høj dosis Prednisolon

KEN nr 12258 af 31/12/2000Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet16. september 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage over medicinering med høj dosis

Prednisolon

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af den

afdelingslæge, der i februar 1999 fortsatte behandlingen med

højdosis Prednisolon, idet nævnet lagde vægt på, at

en CT-scanning havde vist hjernesvulst, og at lægen forventede svar fra

neurokirurgisk afdeling, Hospital 2, indenfor få dage.

Nævnet fandt videre ikke grundlag for kritik af den udskrivende

læge A, idet nævnet lagde vægt på, at lægen

tilså patienten, som var velbefindende, vågen og upåvirket.

Videre lagde nævnet vægt på, at lægen i forbindelse

med udskrivelsen udfærdigede en udførlig epikrise. Nævnet

fandt ikke, at det kunne kritiseres, at lægen ikke lagde en plan for

aftrapning af højdosisbehandling af Prednisolon, idet tidspunktet for

en eventuel aftrapning var afhængigt af svaret fra neurokirurgisk

afdeling.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af, at

overlægen i slutningen af marts 1999 seponerede præparatet

Prednisolon. Nævnet lagde vægt på, at en højdosis

Prednisolon kan påvirke immunforsvaret og dermed muligheden for at

behandle en aktuel infektion. Nævnet fandt imidlertid, at det var

kritisabelt, at overlægen, da han seponerede Prednislonen ikke

markerede seponeringen på medicinskemaet, idet nævnet herved

lagde vægt på, at det af Hospital 1s interne retningslinjer, som

også gælder for ortopædkirurgisk afdeling, fremgår,

at det er lægerne, der skriver alle ordinationerne på

medicinskemaet og signerer for hver enkelt ordination. For så vidt

angår seponering fremgår det af retningslinjerne, at en

seponering skal markeres med en skråstreg efter sidste givne dosis og

signeres af lægen. Nævnet fandt således, at overlægen

Læs alt

burde have påført seponeringen af Prednisolon på

medicinskemaet af hensyn til den fortsatte behandling af patienten.

For så vidt angik l. reservelægens behandling af patienten i

starten af april 1999, fandt nævnet, at han relevant tilså hendes

sår, og på baggrund af denne undersøgelse vurderede, at

hun kunne udskrives. Nævnet fandt ikke at kunne kritisere, at l.

reservelægen i forbindelse med sin udfærdigelse af epikrise ikke

blev opmærksom på ændringen i medicinstatus. Nævnet

lagde herved vægt på, at det af de interne retningslinjer fra

Hospital 1 fremgår, at man i forbindelse med udfærdigelse af

epikrisen orienterer sig på medicinordinationsarket, om der er sket

ændringer i medicinstatus. Dette var i det aktuelle tilfælde

imidlertid ikke tilfældet.

Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af den behandling,

patienten modtog af de involverede sygeplejersker på

ortopædkirurgisk afdeling, Hospital 1, i forbindelse med medicingivning

i indlæggelsesperioden, idet nævnet lagde vægt på, at

sygeplejerskerne ophældte medicinen i overensstemmelse med

retningslinjerne angivet i medicinskemaet.

For så vidt angik egen læges behandling af patienten, fandt

Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik, idet lægen på

intet tidspunkt modtog oplysninger om, at dosisreduktion var

påtænkt, og da det drejede sig om en lidelse, der altid behandles

i specialistregi, fandt nævnet ikke at kunne kritisere, at lægen

ikke havde handlet anderledes.

Lignende dokumenter