Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling gennem overførelse af landzonekompetencen til kommunerne

1999/1 BSF 55Beslutningsforslag som fremsatFolketinget3. december 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 3. december 1999 af Hans Christian Schmidt (V),

Kim Andersen (V), Helga Moos (V), Bodil Thrane (V),

Jens Vibjerg (V), Jørgen Winther (V), Henriette Kjær (KF),

Pernille Sams (KF), Gitte Seeberg

(KF), Svend Aage Fauerholdt (DF), Thorkild B. Fransgaard (FRI), Kim Behnke

(FRI), Tom Behnke (FRI)

og Kirsten Jacobsen (FRI)

Forslag til folketingsbeslutning

om regelforenkling gennem overførelse af

landzonekompetencen til kommunerne

Med henblik på at forenkle den offentlige

administration, nedbringe og forenkle regelmængden samt lette de

administrative byrder pålægges regeringen at fremsætte

lovforslag om ændring af lov om planlægning, hvorved

landzonekompetencen flyttes fra amterne til kommunerne, så det er

kommunerne, der giver tilladelse til udstykning og ny bebyggelse m.v. i

landzonen.

Bemærkninger til forslaget

Forslagsstillerne har sat regelforenkling og

afbureaukratisering højt på dagsordenen. I folketingsåret

1996-97 fremsatte Venstre og Det Konservative Folkeparti et fælles

beslutningsforslag (beslutningsforslag nr. B 127), hvor regeringen blev

pålagt at nedbringe og forenkle regelmængden samt lette de

administrative byrder. Dette beslutningsforslag er et led i en række af

konkrete beslutningsforslag om regelforenkling og en opfølgning

på beslutningsforslaget fra folketingsåret 1996-97.

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse. Se beslutningsforslag nr. B

90 fra folketingsåret 1997-98 (1. samling), Folketingstidende 1997-98

(1. samling), forhandlingerne s. 4164 og tillæg A s. 2771 og 2772 og

beslutningsforslag nr. B 54 fra folketingsåret 1998-99,

Læs alt

Folketingstidende 1998-99, forhandlingerne s. 2329 og 6249, Tillæg A s.

2455 og 2457 samt tillæg B s. 650.

I landzonen må der som hovedregel ikke foretages

udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændringer i

anvendelsen af bebyggelse og arealer, uden at landzonemyndigheden tillader

det. I dag er det amterne, der har denne myndighed.

Forslagsstillerne har den holdning, at de folk, som lever

og bor i naturen, har den fornødne respekt for den. Mange har valgt at

bo på landet, fordi de kan lide at bo tæt ved naturen. Ofte lever

de endda af naturen, og deres familier har boet der i generationer.

Forslagsstillerne har derfor tillid til, at de forvalter naturen godt.

Forslagsstillerne glæder sig over, at folk bruger naturen, og at der er

folk, der vælger at bo i landdistrikterne. Selvfølgelig skal der

være regler, men disse regler håndhæves bedst af de

mennesker, der er valgt i området. Derfor skal beslutninger om

udstykning og byggeri i landdistrikterne lægges ud til kommunerne. De

har lokalkendskabet, og de er tættere på borgerne. De er derfor

bedre til at vurdere, om en beslutning er god eller dårlig for det

lokale miljø. Beslutningerne vil være under tæt politisk

kontrol, fordi borgerne kan henvende sig til deres lokale politikere, hvis de

er utilfredse med disses beslutninger.

Amterne bør kun fastlægge rammerne i

regionplanerne, hvorefter det er kommunerne, der træffer de konkrete

beslutninger. Undersøgelser har vist tilfredshed hos både amter

og kommuner med denne foreslåede opgavefordeling.

I dag, hvor det er amterne, der træffer den endelige

afgørelse, er der meget dobbeltadministration. En »zonesag« skal

både behandles i kommunen og i amtet. Det vil sige, at kommunens

tekniske forvaltning først skal ud for at besigtige området og

derefter forelægge sagen i kommunens tekniske udvalg. Herefter skal

sagen sendes videre til amtsrådet, som så laver nøjagtig

det samme arbejde. Det er dyr dobbeltadministration, og også derfor

bør landzonekompetencen ligge hos kommunerne.

Et eksempel på dobbeltadministration og manglende

kendskab til lokalområdet er en sag fra byen Selde i Viborg Amt.

Indehaveren af en autogenbrugsvirksomhed, som ejede en knap 2.500

kvadratmeter grund i et drikkevandsområde, ansøgte om tilladelse

til at opføre en ca. 600 kvadratmeter demonterings- og lagerhal

på grunden, således at man kunne arbejde indendørs om

vinteren.

Kommunen meddelte tilladelse, men amtet meddelte afslag

på ansøgningen med henvisning til planlovens bestemmelse om, at

»arealanvendelsen ifølge regionplanen ikke må ændres til

noget grundvandstruende«. Sagen blev anket til Naturklagenævnet, der

ændrede amtets afslag til en tilladelse. Naturklagenævnet

vurderede, at amtet i sin vurdering ikke havde taget højde for, at

opførelsen af hallen ville medføre konkrete

miljømæssige forbedringer, idet man i demonterings- og

lagerhallen ville etablere et befæstet underlag. Det betød i

praksis, at ansøgeren ville sikre grundvandsinteressen ved at hindre

den nedsivning, som ellers ville finde sted uden for det 2.500 kvadratmeter

store område.

Der var altså her tale om konkrete

miljøforbedringer, som amtet i sin afgørelse helt så bort

fra, fordi amtet alene afgjorde sagen efter planlovens bestemmelser om

nyopførelser. Denne unødige og tillige miljøskadelige

dobbeltadministration ville være undgået, hvis kommunen havde

haft kompetencen til selv at udstede tilladelse til byggeriet.

(Naturklagenævnet, j.nr. 31/760-0196).

Skriftlig fremsættelse

Hans Christian Schmidt

(V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om regelforenkling

gennem overførelse af landzonekompetencen til kommunerne.

(Beslutningsforslag nr. B 55).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter