Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om et udvidet dansk militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige Balkan
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget
den 21. april 1999
Betænkning
over
Forslag til folketingsbeslutning om et udvidet
dansk militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige
Balkan
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i to
møder og har herunder stillet spørgsmål til
udenrigsministeren og forsvarsministeren, som disse har besvaret skriftligt
og i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministrenes
svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,
Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale
Venstres, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af
udvalget) beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis, Dansk
Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller
beslutningsforslaget til forkastelse.
Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk
Folkepartis medlem af udvalget) ønsker at tilkendegive
følgende:
Sidst regeringen fremsatte beslutningsforslag nr. B 4 om
et dansk militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige
Balkan var den 7. oktober 1998, jf. Folketingstidende 1998-99, Tillæg
A, side 209. Mindretallet advarede allerede dengang imod
luftbombardementerne. Desværre fik mindretallet mere ret end rart
er.
I dag bomber NATO på 28. døgn. Har vi
lært noget af disse 28 døgn? Man kan også spørge
Læs alt
modsat. Hvis vi før bombardementernes start havde kendt det
begivenhedsforløb, vi kender i dag, var bombardementerne så
startet? Mindretallet tror det ikke, men forstår godt, hvis det kan
være vanskeligt at medgive, at NATO i alle grundlæggende
analyser har fejlet.
Fra SF s side advarede vi imod bombardementerne, og
mindretallet skal i den forbindelse henvise til SF's ordførers
indlæg under 1. behandling af B 4, hvor det bl.a. blev fremhævet,
at »d er er slet ingen tvivl om, at vi alle
både må og skal fordømme den form for krigsførelse
imod en befolkning, som vi i de sidste måneder har set i Kosovo, hvor
en hel befolkning tages som gidsler, hvor hundredtusinder drives på
flugt, hvor huse brændes af, hvor etnisk udrensning finder sted i et
stort omfang, og hvor uskyldige myrdes «, jf.
Folketingstidende 1998-99, Folketingets forhandlinger, side 76, og lidt
senere: »Er det nu så sikkert, at
bombardementet af Kosovo og Serbien vil stoppe kamphandlingerne? Hvad nu,
hvis det stik modsatte sker? «. »Hvad nu, hvis
konflikten eskalerer på baggrund af det her? Hvad nu, hvis
civilbefolkningen i endnu højere grad bliver taget som gidsler? Hvad
nu, hvis endnu flere drives på flugt, hvis svaret er endnu flere
flygtninge, og hvis konflikten udvides til større dele af Balkan? Hvad
nu, hvis der skabes en endnu større humanitær katastrofe?« Jf. samme sted side 77.
Hvad er der så sket de seneste 28 døgn?
Kosovoalbanerne er blevet udsat for det totale ragnarok
under skyggerne af NATO's bombefly. Var det slet ikke til at forudse? At
bomber avler had og vildskab, og at dette frit kunne udfoldes, når
OSCE-observatørerne og UNHCR var trukket tilbage?
Serberne er bombet til samling om Milosevic. Var det slet
ikke til at forudse? Jo, det var det, for det fremgik af de svar,
Folketingets Forsvarsudvalg fik fra regeringen i forbindelse med behandlingen
af B 4.
Rusland og FN - de to eneste parter, der formentlig kan
spille en afgørende rolle i konflikten - er kørt ud på et
sidespor. NATO-landene forsøger nu i 11. time at få dem tilbage
på banen i en aktiv diplomatisk rolle.
Folketinget skal igen tage stilling til at sende
yderligere fly af sted. Det vil bringe den samlede NATO-humanitære
indsatsstyrke op på i alt 1000 fly. Det er udtryk for en traditionel
militær tankegang, at hvis magt ikke hjælper, så
prøv med mere magt, jf. artikel i Politiken den 18. april 1999 af
Herbert Pundik.
Hvad hjælper så? Der er ikke noget let svar,
fordi bombardementerne fra starten var en katastrofal fejl. Mindretallet
finder, at det eneste svar hedder forhandlinger, hvor både Rusland og
FN har en central rolle. For ved hver bombe, der falder, øges hadet,
og en løsning bliver dermed sværere at finde.
Mindretallet kan derfor ikke støtte denne
eskalering af konflikten.
Et andet mindretal inden for mindretallet (Dansk
Folkepartis medlem af udvalget) kan ikke tilslutte sig beslutningsforslaget.
Mindretallet mener først og fremmest, at det for Danmark og resten af
verden gælder om at afhjælpe de store menneskelige katastrofer,
der er fremkommet de seneste uger på grund af de etniske udrensninger,
som Milosevic har stået bag.
Danmark bør sende nødhjælp,
hospitalsudstyr og oprette flygtningelandsbyer og gerne sende mobile
flygtningelandsbyer, som kan hjælpe flygtningene i
nærområdet.
Men selv om det kan være fristende at sætte
Milosevic på plads ved hjælp af bombardementer m.v., har det vist
sig at være en meget dårlig strategi, idet Milosevic blot er
blevet styrket af bombardementerne i Serbien, og samtidig er udrensningerne
fortsat i et hidtil uset hurtigt tempo, selv om den danske regering har
understreget, at det ikke ville ske i forbindelse med behandlingen af
beslutningsforslag nr. B 4 om et dansk militært bidrag til en
NATO-indsats på det vestlige Balkan den 8. oktober 1998, jf.
Folketingstidende 1998-99, Folketingets forhandlinger, side 67 ff.
Den uundgåelige følge af bombardementerne,
der også har ramt mange uskyldige civile og flygtninge, er
indsættelsen af landstyrker, som kan medføre helt uoverskuelige
tab for NATO og Danmark. Afsendelsen af de 4 yderligere F-16-fly er
således forløberen for indsættelsen af landstyrker,
måske 200.000-300.000 soldater i Kosova. Anderledes kan det ikke
være.
I stedet for en yderligere forøgelse af
militæraktiviteterne i området ønsker mindretallet at give
fuld opbakning til, at FN s generalsekretær, Kofi Annan,
afprøver alle forhandlingsmuligheder i konflikten, hvor også
Rusland skal spille en vigtig rolle. Man kan frygte, at Rusland aktiveres
militært i krigen på serbernes side, hvis man ikke stopper
angrebene nu.
Den britiske general Sir Michael Rose har i Sunday Times
den 18. april og i B.T. den 19. april 1999 udtalt, at Vesten har tabt krigen,
og at NATO-landene ikke længere har »de
militære mandskabsressourcer, der skal til for at klare en
flerårig landkrig mod serberne. Selv ikke hvis den politiske vilje er
til stede«. De to artikler er optrykt som bilag
til betænkningen.
Videre udtaler den britiske general, at NATO hurtigst
muligt må »se at finde udgangen. For det
står ikke til at skjule ret meget længere, at Vesten har tabt
krigen om Kosovo « på grund af NATO s totalt
fejlslagne strategi på Balkan.
Efter mindretallets opfattelse skal danske soldaters liv
og førlighed ikke sættes på spil i en krig, som på
forhånd er tabt for Vesten.
Nogle mener så, at det er den nye verdensorden, vi
skal vænne os til, at i enhver situation, hvor et mindretal i et land
eller et flertal bliver terroriseret af andre, skal omverdenen gå ind
og bombe eller indføre en »militær
situation« i det pågældende land.
Det vil i givet fald indebære, at vi skal bombe
kineserne, der undertrykker tibetanerne, at vi skulle have bombet i Rwanda,
hvor hundredtusinder af mennesker blev slagtet, at vi skal bombe burmeserne,
der ikke tåler opposition, at Danmark skal medvirke i bombardementer i
Nordirland, hvor terrorgrupper spreder skræk og
ødelæggelse. Hvis vi skulle alt det, ville vi sandelig få
nok at gøre.
Erfaringen fortæller, at når man skal til at
gå i krig, er der højt humør og stor optimisme. »Nu skal vi klare problemerne - én gang for
alle.« Det siger meningsmålingerne
måske også lige nu. Men stemningen kan hurtigt vende. Når
de første danske fly bliver skudt ned, eller når serbere her i
landet vil hævne de bomber, danskerne har kastet, vil de fleste bittert
fortryde, hvad de blev ført ud i af den danske regering.
Efter Dansk Folkepartis opfattelse er det ved
forhandlingsbordet, striden skal løses, ikke med danske bomber.
Danmark er et fredeligt land, og danskerne er fredelige mennesker.
Dansk Folkeparti kan på den baggrund ikke tilslutte
sig forslaget om at sende flere danske fly til Kosova.
Poul Andersen (S)
Per Kaalund (S) Lotte Bundsgaard (S)
Anna-Marie Hansen (S)
Ingrid Rasmussen (S) nfmd.
Villy Søvndal (SF)
Arne Melchior (CD)
Jørgen Estrup (RV)
Søren Søndergaard (EL)
Svend Aage Jensby (V)
Karen Rønde (V) Erik Jacobsen (V)
Tom Behnke (FP) Hans Engell (KF) fmd.
Helge Adam Møller (KF)
Peter Skaarup (DF) Jann Sjursen (KRF)
Bilag 1
Spørgsmål nr. 5:
I hvilket omfang påvirker udsendelsen af yderligere
F-16 løsningen af forsvarets øvrige opgaver?
Svar:
Udsendelse af yderligere 4 F-16 har ikke konsekvenser for
opretholdelse af det nationale afvisningsberedskab, ligesom der også
opretholdes rekognosceringskapacitet. Flyvevåbnets deltagelse i
øvelser med F-16 vil i hovedsagen blive indstillet som følge af
udsendelse af yderligere 4 F-16. Enkelte øvelsesaktiviteter kan dog
udføres i begrænset omfang.
Spørgsmål nr. 9:
Ministeren bedes redegøre for regeringens holdning
til indsættelse af landtropper.
Svar:
Det internationale samfund har allerede i forbindelse med
Rambouillet-forhandlingerne forpligtet sig til at indsætte en styrke i
Kosovo. Således indgår det i den aftale, som kosovo-albanerne
underskrev den 19. marts 1999, at en NATO-ledet styrke på mandat fra
FN's Sikkerhedsråd ville sikre implementeringen af aftalen. Regeringen
er indstillet på et dansk bidrag til en sådan styrke.
Spørgsmål nr. 10:
Vil spørgsmålet om indsættelse af
landtropper blive rejst på NATO-topmødet i den kommende
weekend?
Svar:
Idet NATO i forbindelse med Rambouillet-forhandlingerne
har forpligtet sig til at indsætte en implementeringsstyrke ved en
fredsløsning i Kosovo, må det forventes, at
spørgsmålet om landtropper vil blive rejst på
NATO-topmødet i Washington den 23.-25. april 1999.
Spørgsmål nr. 13:
Hvor meget skade er der efter regeringens oplysninger
forvoldt i Serbien fordelt på henholdsvis militære og civile
anlæg og mål?
Svar:
Den jugoslaviske luftforsvarsevne er reduceret som
følge af NATO's angreb på flyvepladser og
luftforsvarsstillinger. For så vidt angår Landstyrkerne, har
NATO's angreb primært været rettet mod faste installationer og
kun i mindre grad mod mål i felten. Såvel enheder i som uden for
Kosovo har i tiden op til NATO's første angreb haft lejlighed til at
gennemføre både spredning og sløring af materiel og
personel. Det vurderes derfor, at landstyrkernes numeriske kampkraft
tilnærmelsesvis er i behold. NATO's bombeangreb har medført
store skader på den jugoslaviske infrastruktur og på strategisk
vigtige industrivirksomheder. Bombeangrebene er eksempelvis gået
hårdt ud over den petrokemiske industri, og manglen på
brændstof er udtalt.
Spørgsmål nr. 15:
Har bombardementerne efter regeringens opfattelse
været med til at svække Milosevics magtbase?
Svar:
Luftaktionernes primære sigte er humanitært.
Præsident Milosevic er tilsyneladende bekymret for, om han kan
opretholde sin magtbase i den nuværende situation. Han har derfor
foretaget en række personudskiftninger, herunder inden for forsvaret,
med henblik på at kunne opretholde kontrollen over hæren,
sikkerhedsstyrkerne og resten af regeringsapparatet. Det er vurderingen, at
præsident Milosevics indenrigspolitiske position sandsynligvis på
sigt er svækket på grund af Kosovo-konflikten, herunder NATO's
luftaktioner.
Spørgsmål nr. 17:
Hvad er næste mål for bombardementerne efter
industrianlæg, infrastruktur mv.? Vil NATO udvide sine bombardementer
til også at omfatte civile mål for at tvinge de serbiske
magthavere i knæ?
Svar:
Af hensyn til operationssikkerhed er det ikke muligt at
give konkrete oplysninger om fremtidige, mulige bombemål. Ud over de i
spørgsmålet nævnte måltyper kan mulige mål
tænkes at være kommando- og kontrolfaciliteter samt andre
militært vigtige installationer. NATO har gjort en stor indsats for at
undgå skade på civilbefolkningen, og der vil også fremover
udelukkende blive planlagt angreb mod militære mål.
Spørgsmål nr. 18:
Er der planer om at bombe Milosevics præsidentpalads
eller likvidere Milosevic for at fjerne ham, der i debatten er betegnet som
ondets rod?
Svar:
Regeringen er ikke vidende om, at der foreligger planer om
at likvidere præsident Slobodan Milosevic. Der henvises i øvrigt
til svaret på spørgsmål nr. 17.
Spørgsmål nr. 23:
Hvor mange operative F-16-fly med mandskab vil der
være tilbage til at tage sig af det hjemlige danske forsvar i den
kortere eller længere periode, imedens 10 danske F-16-fly med fuld
bemanding er afsendt til krigen i Jugoslavien?
Svar:
Der vil være minimum 30 operative F-16-fly med
mandskab til løsning af de hjemlige opgaver.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af
spørgsmål nr. 5 (bilag 2). (Ej optrykt her).
Spørgsmål nr. 27:
Hvilke kommentarer har ministrene til artiklen i B.T. den
19. april 1999 (her optrykt som bilag 3), der refererer til en artikel i
Sunday Times den 18. april 1999 (her optrykt som bilag 2), hvor den britiske
general Sir Michael Rose udtaler, at Vesten har tabt krigen, og at
NATO-landene ikke længere har »de
militære mandskabsressourcer, der skal til for at klare en
flerårig landkrig mod serberne«, selv ikke
hvis den politiske vilje er til stede?
Svar:
NATO råder over de militære ressourcer, som er
nødvendige og tilstrækkelige for at opretholde det
fornødne pres på den serbiske ledelse og for at
gennemføre den helt nødvendige degradering af det serbiske
magt- og voldsapparat, der nu også i Kosovo spreder død og
ødelæggelse.
Den militære indsats vil således blive fortsat
og om nødvendigt intensiveret, indtil der indgås en politisk
aftale, som tilgodeser de også i Beograd velkendte internationale
krav.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af
spørgsmål 28.
Spørgsmål nr. 28:
Hvilke kommentarer har ministrene til udtalelserne fra den
britiske general Sir Michael Rose om, at NATO hurtigst muligt må »se at finde udgangen. For det står ikke til at
skjule ret meget længere, at Vesten har tabt krigen om Kosovo« på grund af NATO's fejlslagne strategi på
Balkan?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 27.
I øvrigt henledes opmærksomheden på erklæringen fra
NATO-udenrigsministermødet af 12. april 1999, hvoraf fremgår, at
NATO er fast besluttet på at fortsætte den militære
operation, indtil Milosevic efterkommer det internationale samfunds fem krav:
Ophør af alle FRY's fjendtligheder i Kosovo
Tilbagetrækning af hær-, sikkerhedsstyrker og
paramilitære enheder fra Kosovo
Indsættelse af en international militær styrke i
Kosovo
Tilbagevenden af flygtninge og internt fordrevne og uhindret adgang
til Kosovo for humanitære organisationer
Demonstrere villighed til at forhandle på grundlag af
Rambouillet-aftalen om en politisk rammeaftale for Kosovo i overensstemmelse
med international lov og FN-pagten
EU og FN's generalsekretær har fremsat stort set
enslydende krav til Milosevic.
Spørgsmål nr. 31:
Ministeren bedes oplyse, hvor meget skade der efter
regeringens oplysninger er forvoldt i Serbien på civile anlæg og
mål.
Svar:
NATO's angreb gennemføres i overensstemmelse med de
regler, som finder anvendelse under væbnede konflikter. Der angribes
således alene militære mål eller kombattanter som f. eks
soldater. Utilsigtede skader på civile genstande og civile personer kan
under denne som andre konflikter ikke undgås, selv om alle, der er
engageret i NATO's operationer, udviser meget stor agtpågivenhed.
Regeringen er ikke i besiddelse af en opgørelse over, hvilke skader
der som følge af NATO's angreb på militære mål kan
være sket på civile genstande eller civile personer.
Af art. 52 i Genèveprotokol I fremgår det,
at civile genstande ikke må gøres til genstand for angreb, og at
civile genstande er alle genstande, der ikke er militære mål.
Militære mål er mål, der ifølge deres natur,
beliggenhed, formål eller anvendelse udgør et effektivt bidrag
til en militær aktion, og hvis fuldstændige eller delvise
ødelæggelse, erobring eller neutralisering under de på det
pågældende tidspunkt herskende omstændigheder udgør
en klar militær fordel.
Bilag 2
Avisartikel fra The Sunday Times den 18. april 1999 af General Sir Michael
Rose
NATO must head for door marked exit
Air power has failed and the allies' only real option is
to get out, writes General Sir Michael Rose.
The tragic accidental bombing by NATO of civilians in
Kosovo will not surprise those who understand the difficulties aircrews face
flying missions over Yugoslavia and the limitations of NATO air power. Its
weapons systems were designed for general war against the Warsaw Pact - not
for the limited type of engagement taking place over Yugoslavia.
Think back to February 1994, when NATO issued another
ultimatum. Then the United Nations brokered an agreement between the Bosnians
and the Serbs to establish a 20-kilometre exclusion zone around Sarajevo;
NATO said it would launch airstrikes against any heavy weapons that remained
within the zone.
But surveillance aircraft found it impossible to determine
accurately whether there were any tanks or guns in the exclusion zone. On one
occasion, air reconnaissance identified a Serbian mortar position that turned
out to be a collection of haystacks. NATO had to rely on UN military
observers on the ground to verify possible targets.
It is not easy for pilots flying at more than 400mph over
broken country to identify the sort of targets that will have to be destroyed
if NATO is to succeed in Kosovo. The lesson that can be drawn from the sad
incidents that have occurred so far is that air power is a blunt weapon,
wholly inappropriate for use by itself in this form of conflict.
Without soldiers on the ground able to verify targets and
direct airstrikes, the terrible mistakes (the bombing of a passenger train
and refugee convoy) that occurred last week will inevitably continue to
happen.
Such a lesson is not clearly understood by NATO. On April
14, at the daily press conference, Jamie Shea, the alliance's press
spokesman, said NATO had chosen a modus operandi in line with its policy not
to be at war with the Serbian people. 'The alliance', he said, 'wished to
avoid inflicting unnecessary pain on the Serbian people or their economy'.
Within a few hours many Kosovo Albanians had been killed and wounded by NATO
airstrikes.
Expressions of regret, however sincere, coupled with bland
assurances that NATO is doing all it can to avoid such mistakes - and that
anyway Milosevic is to blame - are an insufficient response to these
mistakes. Civilised people will not stand by for ever and watch the Serbian
people, who have already been reduced to the edge of survival by their brutal
rulers, being bombed.
One of the more worrying characteristics that has emerged
during the first month of the war is the degree to which rhetoric has taken
over from reality. Daily, we are being subjected to increasingly irrelevant
accounts of military actions being routinely undertaken by NATO against
civilian and military targets in Yugoslavia - without any real analysis as to
whether what is being done is delivering the stated objectives.
Instead, we get the sort of fairy tale told by Shea that
'every morning President Milosevic wakes up and realises that in the last 24
hours he has become weaker, he also sees that NATO is becoming stronger.'
These musings are usually accompanied by emotional
descriptions of the terrible things that are being done by Milosevic's brutal
regime - as if their repeated telling would somehow justify the continuation
of a NATO strategy that has already failed.
Before long, the ethnic cleansing of Kosovo will be halted
- not because of anything NATO may have done, but because there will be no
Kosovo Albanians left in Serbia.
The alliance's credibility is already hanging on a thread.
Clear thinking coupled with firm action, not words, are required if it is to
emerge intact from its war in the Balkans. We urgently need to find a way for
NATO to extricate itself with some vestige of honour from this increasingly
messy situation.
Assuming it is now too late to prevent Milosevic from
achieving his objectives in Kosovo, NATO will be left with the options of
continuing the air campaign for the foreseeable future, escalating the war to
include the use of ground forces, or seeking a political compromise.
NATO and the Americans seem to favour the first course of
action. This would reinforce failure, leave the initiative to Milosevic and
assume the continuing unity of the alliance. But success would still not be
guaranteed.
The second option, while making military sense, having
moral right on its side, still seems to be ruled out by most of the
contributing countries; they are either too worried about the possibility of
military casualties or do not believe they have armies properly equipped or
trained to fight a ground offensive in Kosovo. Such an option would also
require the presence of combat troops on the ground for many years.
Most armies have been drastically reduced in size since
the end of the cold war, and it is unlikely that they could undertake the
sort of commitment still being met in South Korea by the American army almost
50 years after the Korean war ended. At present levels of operational
deployment, tour intervals in the British Army are less than 12 months. This
is unsustainable even in the short term.
The third and, in my view, the most likely option is that
NATO will agree a political compromise through the mediation of the Russians
and the UN. It would meet some, but not all of Milosevic's political
aspirations. With his typical ruthlessness, he would probably judge that by
ceding part of Kosovo to the Albanians he would be ridding Serbia of a big
problem for ever.
The long-term benefits of this would greatly outweigh the
loss of territory that a partition would imply.
He has done so before: in 1994 he struck a secret deal
with Franjo Tudjman to quit Krajina in return for an early end to the war in
Bosnia.
Whatever the outcome of the war, NATO cannot continue to
ignore the fact that it has suffered a strategic defeat. It cannot go on
using words to conceal the absence of a suitable exit strategy from the
increasingly counterproductive war in which it is now involved. Above all, it
is worth reminding the political and military masters of Shea, who recently
described life in Kosovo as 'nasty, brutish and short', that Thomas Hobbes
also wrote that words were 'the money of fools'.
General Sir Michael Rose is a former commander of the UN
in Bosnia and author of 'Fighting for Peace'.
The Sunday Times
Issue 9112
Copyright (C) Times Newspapers Ltd, 1985-1997
Bilag 3
Artikel fra B.T. den 19. april 1999 af David Jens
Adler
Vesten har tabt krigen i Kosovo
BRITISK GENERAL ER IKKE I TVIVL:
»NATO må hurtigst muligt se at finde udgangen. For
det står ikke til at skjule ret meget længere, at Vesten har tabt
krigen om Kosovo.«
Så drastisk gør en britisk general nu
regnebrættet op for, hvad han betegner som NATOs totalt fejlslagne
strategi på Balkan. »Om ganske kort tid vil Milosevics etniske
udrensning i Kosovo være forbi,« spår han sarkastisk. »Ikke
på grund af NATOs indsats, men fordi der ikke er flere Kosovo-albanere
tilbage i provinsen.«
Generalen, Sir Michael Rose, tidligere chef for FNs
fredsbevarende styke i Bosnien, fremkommer med sin dystre konstatering i en
kronik i gårsdagens udgave af den britiske søndagsavis, The
Sunday Times.
General Rose bygger sin analyse på tre faktorer:
Fly- og raketangreb alene gør det ikke, fastslår han for det
første. Hvad værre er, påpeger han: Uheld af den art, som
NATO måtte undskylde i sidste uge, da luftangrebene var gået ud
over civile, vil uundgåeligt gentage sig, hvor meget man end gør
for at undgå dem. Og flere af den slags uheld vil snart få
opinionen til at vende sig imod hele NATOs aktion. Logisk konklusion: Den
militært set logiske konklusion ville være, fortsætter han,
at man sætter hærstyrker ind. Men NATO-landene har ikke
længere de militære mandskabs-ressourcer, der skal til for at
klare en flere-årig landkrig mod serberne, påpeger han. Selv
ikke, hvis den politiske vilje er til stede.
Sir Michael Rose spår, at dilemmaet snart vil tvinge
NATO til at sluge et politisk kompromis, der med russisk hjælp giver
Milosevic det meste af, hvad han forlanger via en deling af den
borgerkrigshærgede provins. »Derfor,« slutter han sin analyse, »kan vi
lige så godt først som sidst komme i gang med at finde en
tilbagetogs-strategi, hvorved NATO ikke taber alt for meget ansigt.«
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til en NATO indsats på det vestlige Balkan Retsinformation · 26. oktober 1998
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en NATO-ledet multinational styrke i Albanien Retsinformation · 29. april 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om maritim håndhævelse af handelssanktioner over for Forbundsrepublikken Jugoslavien og om et dansk maritimt bidrag til NATO's indsats på det vestlige Balkan Retsinformation · 26. august 1999
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om et dansk militært bidrag til en international militær indsats i Libyen Retsinformation · 19. marts 2011
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om danske militære bidrag til styrkelse af den maritime sikkerhed i og omkring Det Røde Hav Retsinformation · 3. februar 2024
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en international styrke i Kosovo Retsinformation · 23. september 1999