Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om et udvidet dansk militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige Balkan

1998/1 BTB 128Betænkning over beslutningsforslagFolketinget2. juli 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Forsvarsudvalget

den 21. april 1999

Betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om et udvidet

dansk militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige

Balkan

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i to

møder og har herunder stillet spørgsmål til

udenrigsministeren og forsvarsministeren, som disse har besvaret skriftligt

og i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministrenes

svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale

Venstres, Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af

udvalget) beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis, Dansk

Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget) indstiller

beslutningsforslaget til forkastelse.

Et mindretal inden for mindretallet (Socialistisk

Folkepartis medlem af udvalget) ønsker at tilkendegive

følgende:

Sidst regeringen fremsatte beslutningsforslag nr. B 4 om

et dansk militært bidrag til en NATO-indsats på det vestlige

Balkan var den 7. oktober 1998, jf. Folketingstidende 1998-99, Tillæg

A, side 209. Mindretallet advarede allerede dengang imod

luftbombardementerne. Desværre fik mindretallet mere ret end rart

er.

I dag bomber NATO på 28. døgn. Har vi

lært noget af disse 28 døgn? Man kan også spørge

Læs alt

modsat. Hvis vi før bombardementernes start havde kendt det

begivenhedsforløb, vi kender i dag, var bombardementerne så

startet? Mindretallet tror det ikke, men forstår godt, hvis det kan

være vanskeligt at medgive, at NATO i alle grundlæggende

analyser har fejlet.

Fra SF s side advarede vi imod bombardementerne, og

mindretallet skal i den forbindelse henvise til SF's ordførers

indlæg under 1. behandling af B 4, hvor det bl.a. blev fremhævet,

at »d er er slet ingen tvivl om, at vi alle

både må og skal fordømme den form for krigsførelse

imod en befolkning, som vi i de sidste måneder har set i Kosovo, hvor

en hel befolkning tages som gidsler, hvor hundredtusinder drives på

flugt, hvor huse brændes af, hvor etnisk udrensning finder sted i et

stort omfang, og hvor uskyldige myrdes «, jf.

Folketingstidende 1998-99, Folketingets forhandlinger, side 76, og lidt

senere: »Er det nu så sikkert, at

bombardementet af Kosovo og Serbien vil stoppe kamphandlingerne? Hvad nu,

hvis det stik modsatte sker? «. »Hvad nu, hvis

konflikten eskalerer på baggrund af det her? Hvad nu, hvis

civilbefolkningen i endnu højere grad bliver taget som gidsler? Hvad

nu, hvis endnu flere drives på flugt, hvis svaret er endnu flere

flygtninge, og hvis konflikten udvides til større dele af Balkan? Hvad

nu, hvis der skabes en endnu større humanitær katastrofe?« Jf. samme sted side 77.

Hvad er der så sket de seneste 28 døgn?

Kosovoalbanerne er blevet udsat for det totale ragnarok

under skyggerne af NATO's bombefly. Var det slet ikke til at forudse? At

bomber avler had og vildskab, og at dette frit kunne udfoldes, når

OSCE-observatørerne og UNHCR var trukket tilbage?

Serberne er bombet til samling om Milosevic. Var det slet

ikke til at forudse? Jo, det var det, for det fremgik af de svar,

Folketingets Forsvarsudvalg fik fra regeringen i forbindelse med behandlingen

af B 4.

Rusland og FN - de to eneste parter, der formentlig kan

spille en afgørende rolle i konflikten - er kørt ud på et

sidespor. NATO-landene forsøger nu i 11. time at få dem tilbage

på banen i en aktiv diplomatisk rolle.

Folketinget skal igen tage stilling til at sende

yderligere fly af sted. Det vil bringe den samlede NATO-humanitære

indsatsstyrke op på i alt 1000 fly. Det er udtryk for en traditionel

militær tankegang, at hvis magt ikke hjælper, så

prøv med mere magt, jf. artikel i Politiken den 18. april 1999 af

Herbert Pundik.

Hvad hjælper så? Der er ikke noget let svar,

fordi bombardementerne fra starten var en katastrofal fejl. Mindretallet

finder, at det eneste svar hedder forhandlinger, hvor både Rusland og

FN har en central rolle. For ved hver bombe, der falder, øges hadet,

og en løsning bliver dermed sværere at finde.

Mindretallet kan derfor ikke støtte denne

eskalering af konflikten.

Et andet mindretal inden for mindretallet (Dansk

Folkepartis medlem af udvalget) kan ikke tilslutte sig beslutningsforslaget.

Mindretallet mener først og fremmest, at det for Danmark og resten af

verden gælder om at afhjælpe de store menneskelige katastrofer,

der er fremkommet de seneste uger på grund af de etniske udrensninger,

som Milosevic har stået bag.

Danmark bør sende nødhjælp,

hospitalsudstyr og oprette flygtningelandsbyer og gerne sende mobile

flygtningelandsbyer, som kan hjælpe flygtningene i

nærområdet.

Men selv om det kan være fristende at sætte

Milosevic på plads ved hjælp af bombardementer m.v., har det vist

sig at være en meget dårlig strategi, idet Milosevic blot er

blevet styrket af bombardementerne i Serbien, og samtidig er udrensningerne

fortsat i et hidtil uset hurtigt tempo, selv om den danske regering har

understreget, at det ikke ville ske i forbindelse med behandlingen af

beslutningsforslag nr. B 4 om et dansk militært bidrag til en

NATO-indsats på det vestlige Balkan den 8. oktober 1998, jf.

Folketingstidende 1998-99, Folketingets forhandlinger, side 67 ff.

Den uundgåelige følge af bombardementerne,

der også har ramt mange uskyldige civile og flygtninge, er

indsættelsen af landstyrker, som kan medføre helt uoverskuelige

tab for NATO og Danmark. Afsendelsen af de 4 yderligere F-16-fly er

således forløberen for indsættelsen af landstyrker,

måske 200.000-300.000 soldater i Kosova. Anderledes kan det ikke

være.

I stedet for en yderligere forøgelse af

militæraktiviteterne i området ønsker mindretallet at give

fuld opbakning til, at FN s generalsekretær, Kofi Annan,

afprøver alle forhandlingsmuligheder i konflikten, hvor også

Rusland skal spille en vigtig rolle. Man kan frygte, at Rusland aktiveres

militært i krigen på serbernes side, hvis man ikke stopper

angrebene nu.

Den britiske general Sir Michael Rose har i Sunday Times

den 18. april og i B.T. den 19. april 1999 udtalt, at Vesten har tabt krigen,

og at NATO-landene ikke længere har »de

militære mandskabsressourcer, der skal til for at klare en

flerårig landkrig mod serberne. Selv ikke hvis den politiske vilje er

til stede«. De to artikler er optrykt som bilag

til betænkningen.

Videre udtaler den britiske general, at NATO hurtigst

muligt må »se at finde udgangen. For det

står ikke til at skjule ret meget længere, at Vesten har tabt

krigen om Kosovo « på grund af NATO s totalt

fejlslagne strategi på Balkan.

Efter mindretallets opfattelse skal danske soldaters liv

og førlighed ikke sættes på spil i en krig, som på

forhånd er tabt for Vesten.

Nogle mener så, at det er den nye verdensorden, vi

skal vænne os til, at i enhver situation, hvor et mindretal i et land

eller et flertal bliver terroriseret af andre, skal omverdenen gå ind

og bombe eller indføre en »militær

situation« i det pågældende land.

Det vil i givet fald indebære, at vi skal bombe

kineserne, der undertrykker tibetanerne, at vi skulle have bombet i Rwanda,

hvor hundredtusinder af mennesker blev slagtet, at vi skal bombe burmeserne,

der ikke tåler opposition, at Danmark skal medvirke i bombardementer i

Nordirland, hvor terrorgrupper spreder skræk og

ødelæggelse. Hvis vi skulle alt det, ville vi sandelig få

nok at gøre.

Erfaringen fortæller, at når man skal til at

gå i krig, er der højt humør og stor optimisme. »Nu skal vi klare problemerne - én gang for

alle.« Det siger meningsmålingerne

måske også lige nu. Men stemningen kan hurtigt vende. Når

de første danske fly bliver skudt ned, eller når serbere her i

landet vil hævne de bomber, danskerne har kastet, vil de fleste bittert

fortryde, hvad de blev ført ud i af den danske regering.

Efter Dansk Folkepartis opfattelse er det ved

forhandlingsbordet, striden skal løses, ikke med danske bomber.

Danmark er et fredeligt land, og danskerne er fredelige mennesker.

Dansk Folkeparti kan på den baggrund ikke tilslutte

sig forslaget om at sende flere danske fly til Kosova.

Poul Andersen (S)

Per Kaalund (S) Lotte Bundsgaard (S)

Anna-Marie Hansen (S)

Ingrid Rasmussen (S) nfmd.

Villy Søvndal (SF)

Arne Melchior (CD)

Jørgen Estrup (RV)

Søren Søndergaard (EL)

Svend Aage Jensby (V)

Karen Rønde (V) Erik Jacobsen (V)

Tom Behnke (FP) Hans Engell (KF) fmd.

Helge Adam Møller (KF)

Peter Skaarup (DF) Jann Sjursen (KRF)

Bilag 1

Spørgsmål nr. 5:

I hvilket omfang påvirker udsendelsen af yderligere

F-16 løsningen af forsvarets øvrige opgaver?

Svar:

Udsendelse af yderligere 4 F-16 har ikke konsekvenser for

opretholdelse af det nationale afvisningsberedskab, ligesom der også

opretholdes rekognosceringskapacitet. Flyvevåbnets deltagelse i

øvelser med F-16 vil i hovedsagen blive indstillet som følge af

udsendelse af yderligere 4 F-16. Enkelte øvelsesaktiviteter kan dog

udføres i begrænset omfang.

Spørgsmål nr. 9:

Ministeren bedes redegøre for regeringens holdning

til indsættelse af landtropper.

Svar:

Det internationale samfund har allerede i forbindelse med

Rambouillet-forhandlingerne forpligtet sig til at indsætte en styrke i

Kosovo. Således indgår det i den aftale, som kosovo-albanerne

underskrev den 19. marts 1999, at en NATO-ledet styrke på mandat fra

FN's Sikkerhedsråd ville sikre implementeringen af aftalen. Regeringen

er indstillet på et dansk bidrag til en sådan styrke.

Spørgsmål nr. 10:

Vil spørgsmålet om indsættelse af

landtropper blive rejst på NATO-topmødet i den kommende

weekend?

Svar:

Idet NATO i forbindelse med Rambouillet-forhandlingerne

har forpligtet sig til at indsætte en implementeringsstyrke ved en

fredsløsning i Kosovo, må det forventes, at

spørgsmålet om landtropper vil blive rejst på

NATO-topmødet i Washington den 23.-25. april 1999.

Spørgsmål nr. 13:

Hvor meget skade er der efter regeringens oplysninger

forvoldt i Serbien fordelt på henholdsvis militære og civile

anlæg og mål?

Svar:

Den jugoslaviske luftforsvarsevne er reduceret som

følge af NATO's angreb på flyvepladser og

luftforsvarsstillinger. For så vidt angår Landstyrkerne, har

NATO's angreb primært været rettet mod faste installationer og

kun i mindre grad mod mål i felten. Såvel enheder i som uden for

Kosovo har i tiden op til NATO's første angreb haft lejlighed til at

gennemføre både spredning og sløring af materiel og

personel. Det vurderes derfor, at landstyrkernes numeriske kampkraft

tilnærmelsesvis er i behold. NATO's bombeangreb har medført

store skader på den jugoslaviske infrastruktur og på strategisk

vigtige industrivirksomheder. Bombeangrebene er eksempelvis gået

hårdt ud over den petrokemiske industri, og manglen på

brændstof er udtalt.

Spørgsmål nr. 15:

Har bombardementerne efter regeringens opfattelse

været med til at svække Milosevics magtbase?

Svar:

Luftaktionernes primære sigte er humanitært.

Præsident Milosevic er tilsyneladende bekymret for, om han kan

opretholde sin magtbase i den nuværende situation. Han har derfor

foretaget en række personudskiftninger, herunder inden for forsvaret,

med henblik på at kunne opretholde kontrollen over hæren,

sikkerhedsstyrkerne og resten af regeringsapparatet. Det er vurderingen, at

præsident Milosevics indenrigspolitiske position sandsynligvis på

sigt er svækket på grund af Kosovo-konflikten, herunder NATO's

luftaktioner.

Spørgsmål nr. 17:

Hvad er næste mål for bombardementerne efter

industrianlæg, infrastruktur mv.? Vil NATO udvide sine bombardementer

til også at omfatte civile mål for at tvinge de serbiske

magthavere i knæ?

Svar:

Af hensyn til operationssikkerhed er det ikke muligt at

give konkrete oplysninger om fremtidige, mulige bombemål. Ud over de i

spørgsmålet nævnte måltyper kan mulige mål

tænkes at være kommando- og kontrolfaciliteter samt andre

militært vigtige installationer. NATO har gjort en stor indsats for at

undgå skade på civilbefolkningen, og der vil også fremover

udelukkende blive planlagt angreb mod militære mål.

Spørgsmål nr. 18:

Er der planer om at bombe Milosevics præsidentpalads

eller likvidere Milosevic for at fjerne ham, der i debatten er betegnet som

ondets rod?

Svar:

Regeringen er ikke vidende om, at der foreligger planer om

at likvidere præsident Slobodan Milosevic. Der henvises i øvrigt

til svaret på spørgsmål nr. 17.

Spørgsmål nr. 23:

Hvor mange operative F-16-fly med mandskab vil der

være tilbage til at tage sig af det hjemlige danske forsvar i den

kortere eller længere periode, imedens 10 danske F-16-fly med fuld

bemanding er afsendt til krigen i Jugoslavien?

Svar:

Der vil være minimum 30 operative F-16-fly med

mandskab til løsning af de hjemlige opgaver.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål nr. 5 (bilag 2). (Ej optrykt her).

Spørgsmål nr. 27:

Hvilke kommentarer har ministrene til artiklen i B.T. den

19. april 1999 (her optrykt som bilag 3), der refererer til en artikel i

Sunday Times den 18. april 1999 (her optrykt som bilag 2), hvor den britiske

general Sir Michael Rose udtaler, at Vesten har tabt krigen, og at

NATO-landene ikke længere har »de

militære mandskabsressourcer, der skal til for at klare en

flerårig landkrig mod serberne«, selv ikke

hvis den politiske vilje er til stede?

Svar:

NATO råder over de militære ressourcer, som er

nødvendige og tilstrækkelige for at opretholde det

fornødne pres på den serbiske ledelse og for at

gennemføre den helt nødvendige degradering af det serbiske

magt- og voldsapparat, der nu også i Kosovo spreder død og

ødelæggelse.

Den militære indsats vil således blive fortsat

og om nødvendigt intensiveret, indtil der indgås en politisk

aftale, som tilgodeser de også i Beograd velkendte internationale

krav.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål 28.

Spørgsmål nr. 28:

Hvilke kommentarer har ministrene til udtalelserne fra den

britiske general Sir Michael Rose om, at NATO hurtigst muligt må »se at finde udgangen. For det står ikke til at

skjule ret meget længere, at Vesten har tabt krigen om Kosovo« på grund af NATO's fejlslagne strategi på

Balkan?

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 27.

I øvrigt henledes opmærksomheden på erklæringen fra

NATO-udenrigsministermødet af 12. april 1999, hvoraf fremgår, at

NATO er fast besluttet på at fortsætte den militære

operation, indtil Milosevic efterkommer det internationale samfunds fem krav:

Ophør af alle FRY's fjendtligheder i Kosovo

Tilbagetrækning af hær-, sikkerhedsstyrker og

paramilitære enheder fra Kosovo

Indsættelse af en international militær styrke i

Kosovo

Tilbagevenden af flygtninge og internt fordrevne og uhindret adgang

til Kosovo for humanitære organisationer

Demonstrere villighed til at forhandle på grundlag af

Rambouillet-aftalen om en politisk rammeaftale for Kosovo i overensstemmelse

med international lov og FN-pagten

EU og FN's generalsekretær har fremsat stort set

enslydende krav til Milosevic.

Spørgsmål nr. 31:

Ministeren bedes oplyse, hvor meget skade der efter

regeringens oplysninger er forvoldt i Serbien på civile anlæg og

mål.

Svar:

NATO's angreb gennemføres i overensstemmelse med de

regler, som finder anvendelse under væbnede konflikter. Der angribes

således alene militære mål eller kombattanter som f. eks

soldater. Utilsigtede skader på civile genstande og civile personer kan

under denne som andre konflikter ikke undgås, selv om alle, der er

engageret i NATO's operationer, udviser meget stor agtpågivenhed.

Regeringen er ikke i besiddelse af en opgørelse over, hvilke skader

der som følge af NATO's angreb på militære mål kan

være sket på civile genstande eller civile personer.

Af art. 52 i Genèveprotokol I fremgår det,

at civile genstande ikke må gøres til genstand for angreb, og at

civile genstande er alle genstande, der ikke er militære mål.

Militære mål er mål, der ifølge deres natur,

beliggenhed, formål eller anvendelse udgør et effektivt bidrag

til en militær aktion, og hvis fuldstændige eller delvise

ødelæggelse, erobring eller neutralisering under de på det

pågældende tidspunkt herskende omstændigheder udgør

en klar militær fordel.

Bilag 2

Avisartikel fra The Sunday Times den 18. april 1999 af General Sir Michael

Rose

NATO must head for door marked exit

Air power has failed and the allies' only real option is

to get out, writes General Sir Michael Rose.

The tragic accidental bombing by NATO of civilians in

Kosovo will not surprise those who understand the difficulties aircrews face

flying missions over Yugoslavia and the limitations of NATO air power. Its

weapons systems were designed for general war against the Warsaw Pact - not

for the limited type of engagement taking place over Yugoslavia.

Think back to February 1994, when NATO issued another

ultimatum. Then the United Nations brokered an agreement between the Bosnians

and the Serbs to establish a 20-kilometre exclusion zone around Sarajevo;

NATO said it would launch airstrikes against any heavy weapons that remained

within the zone.

But surveillance aircraft found it impossible to determine

accurately whether there were any tanks or guns in the exclusion zone. On one

occasion, air reconnaissance identified a Serbian mortar position that turned

out to be a collection of haystacks. NATO had to rely on UN military

observers on the ground to verify possible targets.

It is not easy for pilots flying at more than 400mph over

broken country to identify the sort of targets that will have to be destroyed

if NATO is to succeed in Kosovo. The lesson that can be drawn from the sad

incidents that have occurred so far is that air power is a blunt weapon,

wholly inappropriate for use by itself in this form of conflict.

Without soldiers on the ground able to verify targets and

direct airstrikes, the terrible mistakes (the bombing of a passenger train

and refugee convoy) that occurred last week will inevitably continue to

happen.

Such a lesson is not clearly understood by NATO. On April

14, at the daily press conference, Jamie Shea, the alliance's press

spokesman, said NATO had chosen a modus operandi in line with its policy not

to be at war with the Serbian people. 'The alliance', he said, 'wished to

avoid inflicting unnecessary pain on the Serbian people or their economy'.

Within a few hours many Kosovo Albanians had been killed and wounded by NATO

airstrikes.

Expressions of regret, however sincere, coupled with bland

assurances that NATO is doing all it can to avoid such mistakes - and that

anyway Milosevic is to blame - are an insufficient response to these

mistakes. Civilised people will not stand by for ever and watch the Serbian

people, who have already been reduced to the edge of survival by their brutal

rulers, being bombed.

One of the more worrying characteristics that has emerged

during the first month of the war is the degree to which rhetoric has taken

over from reality. Daily, we are being subjected to increasingly irrelevant

accounts of military actions being routinely undertaken by NATO against

civilian and military targets in Yugoslavia - without any real analysis as to

whether what is being done is delivering the stated objectives.

Instead, we get the sort of fairy tale told by Shea that

'every morning President Milosevic wakes up and realises that in the last 24

hours he has become weaker, he also sees that NATO is becoming stronger.'

These musings are usually accompanied by emotional

descriptions of the terrible things that are being done by Milosevic's brutal

regime - as if their repeated telling would somehow justify the continuation

of a NATO strategy that has already failed.

Before long, the ethnic cleansing of Kosovo will be halted

- not because of anything NATO may have done, but because there will be no

Kosovo Albanians left in Serbia.

The alliance's credibility is already hanging on a thread.

Clear thinking coupled with firm action, not words, are required if it is to

emerge intact from its war in the Balkans. We urgently need to find a way for

NATO to extricate itself with some vestige of honour from this increasingly

messy situation.

Assuming it is now too late to prevent Milosevic from

achieving his objectives in Kosovo, NATO will be left with the options of

continuing the air campaign for the foreseeable future, escalating the war to

include the use of ground forces, or seeking a political compromise.

NATO and the Americans seem to favour the first course of

action. This would reinforce failure, leave the initiative to Milosevic and

assume the continuing unity of the alliance. But success would still not be

guaranteed.

The second option, while making military sense, having

moral right on its side, still seems to be ruled out by most of the

contributing countries; they are either too worried about the possibility of

military casualties or do not believe they have armies properly equipped or

trained to fight a ground offensive in Kosovo. Such an option would also

require the presence of combat troops on the ground for many years.

Most armies have been drastically reduced in size since

the end of the cold war, and it is unlikely that they could undertake the

sort of commitment still being met in South Korea by the American army almost

50 years after the Korean war ended. At present levels of operational

deployment, tour intervals in the British Army are less than 12 months. This

is unsustainable even in the short term.

The third and, in my view, the most likely option is that

NATO will agree a political compromise through the mediation of the Russians

and the UN. It would meet some, but not all of Milosevic's political

aspirations. With his typical ruthlessness, he would probably judge that by

ceding part of Kosovo to the Albanians he would be ridding Serbia of a big

problem for ever.

The long-term benefits of this would greatly outweigh the

loss of territory that a partition would imply.

He has done so before: in 1994 he struck a secret deal

with Franjo Tudjman to quit Krajina in return for an early end to the war in

Bosnia.

Whatever the outcome of the war, NATO cannot continue to

ignore the fact that it has suffered a strategic defeat. It cannot go on

using words to conceal the absence of a suitable exit strategy from the

increasingly counterproductive war in which it is now involved. Above all, it

is worth reminding the political and military masters of Shea, who recently

described life in Kosovo as 'nasty, brutish and short', that Thomas Hobbes

also wrote that words were 'the money of fools'.

General Sir Michael Rose is a former commander of the UN

in Bosnia and author of 'Fighting for Peace'.

The Sunday Times

Issue 9112

Copyright (C) Times Newspapers Ltd, 1985-1997

Bilag 3

Artikel fra B.T. den 19. april 1999 af David Jens

Adler

Vesten har tabt krigen i Kosovo

BRITISK GENERAL ER IKKE I TVIVL:

»NATO må hurtigst muligt se at finde udgangen. For

det står ikke til at skjule ret meget længere, at Vesten har tabt

krigen om Kosovo.«

Så drastisk gør en britisk general nu

regnebrættet op for, hvad han betegner som NATOs totalt fejlslagne

strategi på Balkan. »Om ganske kort tid vil Milosevics etniske

udrensning i Kosovo være forbi,« spår han sarkastisk. »Ikke

på grund af NATOs indsats, men fordi der ikke er flere Kosovo-albanere

tilbage i provinsen.«

Generalen, Sir Michael Rose, tidligere chef for FNs

fredsbevarende styke i Bosnien, fremkommer med sin dystre konstatering i en

kronik i gårsdagens udgave af den britiske søndagsavis, The

Sunday Times.

General Rose bygger sin analyse på tre faktorer:

Fly- og raketangreb alene gør det ikke, fastslår han for det

første. Hvad værre er, påpeger han: Uheld af den art, som

NATO måtte undskylde i sidste uge, da luftangrebene var gået ud

over civile, vil uundgåeligt gentage sig, hvor meget man end gør

for at undgå dem. Og flere af den slags uheld vil snart få

opinionen til at vende sig imod hele NATOs aktion. Logisk konklusion: Den

militært set logiske konklusion ville være, fortsætter han,

at man sætter hærstyrker ind. Men NATO-landene har ikke

længere de militære mandskabs-ressourcer, der skal til for at

klare en flere-årig landkrig mod serberne, påpeger han. Selv

ikke, hvis den politiske vilje er til stede.

Sir Michael Rose spår, at dilemmaet snart vil tvinge

NATO til at sluge et politisk kompromis, der med russisk hjælp giver

Milosevic det meste af, hvad han forlanger via en deling af den

borgerkrigshærgede provins. »Derfor,« slutter han sin analyse, »kan vi

lige så godt først som sidst komme i gang med at finde en

tilbagetogs-strategi, hvorved NATO ikke taber alt for meget ansigt.«

Lignende dokumenter