Betænkning over Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven, toldloven og en række afgiftslove
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Skatteudvalget den
19. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af
skattekontrolloven, kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven, toldloven og
en række afgiftslove
(Myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse
m.v.)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder
og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren og
justitsministeren, som disse har besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets
spørgsmål og skatteministerens og justitsministerens svar
herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse
fra Jan Pedersen, professor, dr.jur., Aarhus Universitet.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag,
hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Udvalget har den 12. maj 1999 afholdt et møde med
professor Jens Peter Christensen, Aarhus Universitet, professor Gorm
Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet, og advokat Hanne Østergaard,
Advokatfirmaet Abel & Skovgård Larsen, medlem af
Advokatrådets Skatteudvalg. Temaet for de inviterede juridiske
eksperter var med udgangspunkt i L 73 og udvalgets behandling af lovforslaget
at give et bidrag til en analyse af brydningerne mellem skatteretten,
strafferetten og menneskerettighederne med henblik på, at der ved
lovgivningen kan foretages en rimelig vægtning mellem på den ene
side offentlige myndigheders muligheder for at kunne udføre deres
funktioner (samfundsmæssige hensyn) og på den anden side
grundlæggende menneskerettigheder (individualhensyn).
Læs alt
Udvalget bemærker, at skatteministeren i en
række besvarelser på udvalgets spørgsmål
(spørgsmål 6, 17, 27, 28, 31-33 og 47) har beskrevet grundlaget
for myndighedernes kontrolbesøg og procedurerne og formen for
kontrolbesøgenes gennemførelse m.v. Det fremgår heraf, at
der ikke er fastsat særlige generelle forskrifter for myndighedernes
kontrolbesøg, men at der er en række retningslinjer herom. En
række af disse retningslinjer er i uskreven form og til dels af
skønsmæssig karakter og derfor ikke særlig
præcise.
Udvalget opfordrer skatteministeren til at
undersøge behovet og mulighederne for at udforme nogle samlede og mere
præcise retningslinjer for skattemyndighedernes kontrolbesøg hos
skatteborgerne, virksomhederne, selskaberne m.v. Formålet med
sådanne retningslinjer skulle være at medvirke til at forebygge
eventuel usikkerhed og uklarheder hos såvel myndigheder som
skatteborgere, virksomheder, selskaber m.v. om kontrolbesøgenes
grundlag og gennemførelse, herunder i situationer, hvor oplysninger
under et kontrolbesøg muligvis kan resultere i, at der skal rejses en
straffesag.
Udvalget forventer, at skatteministeren forelægger
resultatet af sine undersøgelser og overvejelser for udvalget i
begyndelsen af næste folketingsår.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis,
Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer
af udvalget) bemærker endvidere, at formålet med lovforslaget er
at præcisere, at kontrolmyndighederne på skatteministerens
ressort kan foretage kontrollen i virksomhederne uden retskendelse, og at
myndighederne ikke efter lovforslaget gives adgang til kontrol, eftersyn
eller lignende i lokaler m.v., som udelukkende anvendes privat.
Mindretallet finder, at myndighedernes adgang til kontrol
hos virksomhederne uden retskendelse kun bør finde sted, hvis mindre
indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis det
konkret vurderes at være nødvendigt med kontrolbesøg,
f.eks. fordi myndigheden tidligere forgæves har forsøgt at
få en aftale om kontrolbesøg i stand med den
pågældende virksomhedsindehaver eller der er en særlig
risiko for, at den pågældende virksomhed kan have en interesse i
at bortskaffe regnskabsmateriale m.v. inden kontrolbesøget, eller den
pågældende virksomhed gentagne gange har undladt at selvangive og
indsende regnskaber m.v. (se i øvrigt skatteministerens besvarelse
på spørgsmål 33 (L 73 bilag 5)). Mindretallet henstiller
i fortsættelse heraf, at der med henblik på en styrket
retssikkerhed bliver udfærdiget klare skriftlige retningslinjer for,
på hvilke grundlag kontrolbesøg hos virksomhederne kan foretages
uden retskendelse, og hvordan kontrolbesøgene skal gennemføres.
Mindretallet finder, at der forud for kontrolbesøg bør
udfærdiges et skriftligt grundlag for besøget, som indeholder
specifikke oplysninger om, hvad der skal kontrolleres, og hvorfor det er
nødvendigt med kontrolbesøg. Dette grundlag skal den
kontrollerede virksomhed m.v. orienteres om ved kontrolbesøgets
begyndelse sammen med oplysninger om retsgrundlaget for
kontrolbesøget, herunder virksomhedens retsstilling.
Efterfølgende skal der udarbejdes en skriftlig redegørelse om
kontrolbesøget, som bl.a. tilsendes den kontrollerede virksomhed.
Endvidere henstiller mindretallet, at der udarbejdes udførlige
skriftlige retningslinjer om procedurerne i de tilfælde, hvor
skattemyndighederne i forbindelse med kontrolbesøg får mistanke
om strafbare forhold.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,
Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis,
Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt
Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det
stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Dansk Folkepartis og
Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til
forkastelse ved 3. behandling.
Ændringsforslag
Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:
Til § 13
1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:
»
01. I § 10, stk. 1, nr. 2,
ændres »§ 7, stk. 2, 3. pkt., stk. 3 eller
6« til: »§ 7, stk. 2,
3, 4 eller 5 «.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indeholder rettelse af en
henvisning i straffebestemmelserne i konsum-is-afgiftsloven som følge
af, at lovens § 7 er blevet omformuleret, så den svarer til
kontrolbestemmelserne i andre afgiftslove. Straffebestemmelsen vil med
ændringen omfatte de samme forhold som i andre afgiftslove.
Per Kaalund (S)
Jens Peter Vernersen (S)
nfmd.
Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S)
Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF)
Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV)
Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd.
Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V)
Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Frank
Dahlgaard (KF) Klaus Kjær (DF)
Kim Behnke (FP)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål og
skatteministerens (spørgsmål 4, 6, 10, 17, 19, 23, 27, 28,
30-33, 35, 36, 39 og 47) og justitsministerens (spørgsmål 39, 42
og 43) svar herpå
Spørgsmål 4:
Vil ministeren overveje, om der kan anvendes andre
reguleringsmodeller end de i lovforslaget foreslåede
beføjelser?
Skatteministerens svar:
Adgangen til at foretage kontrolbesøg i
virksomheden vil kun blive anvendt i de tilfælde, hvor myndigheden
skønner det nødvendigt. Hvor ofte beføjelsen til at
foretage virksomhedskontrol efter forudgående aftale med virksomheden
vil blive anvendt i fremtiden, er uvist. Idet lovforslaget i så
henseende ikke indeholder materielle udvidelser, er der ikke grundlag for at
antage en stigning i antallet af sådanne administrative
kontrolbesøg.
Det skal i den forbindelse nævnes, at et stort antal
virksomheder skønnes at foretrække et virksomhedsbesøg
frem for selv at skulle indsende det af myndighederne ønskede
regnskabsmateriale m.v., idet myndighederne således selv kan fremfinde
det relevante materiale, medens den erhvervsdrivende udfører sin
daglige virksomhed. Når myndighederne har adgang til selv at fremfinde
regnskabsmaterialet m.v., undgår den erhvervsdrivende at skulle bruge
tid på at finde og indsende materiale. Hvis de indsendte oplysninger er
mangelfulde, skal den erhvervsdrivende efterfølgende bruge tid
på at finde yderligere materiale frem. Adgangen til at foretage kontrol
i virksomheden vil derfor ofte være tidsbesparende for den
erhvervsdrivende, der ikke har noget at skjule for myndighederne.
For så vidt angår hjemlen til at foretage
kontrolbesøg med politiets bistand, så er det kun relevant for
myndighederne at anvende beføjelsen i få tilfælde. Det
kræves, at myndighederne har en begrundet formodning om, at adgangen
vil blive nægtet, eller at der vil opstå problemer af en
sådan karakter, at det kræver politiets tilstedeværelse fra
starten af besøget, hvis politiets bistand rekvireres forud for
kontrollens iværksættelse. Dertil bemærkes, at politiets
opgave alene er at overvinde fysiske hindringer for kontrollens
gennemførelse. Det er således forudsat, at beføjelsen til
at indhente politibistand kun anvendes i sjældne situationer.
I forbindelse med myndigheders muligheder for at foretage
kontrol med overholdelse af lovgivningen indgår det naturligvis altid i
overvejelserne, hvorledes sådanne beføjelser skal udformes.
Dette nødvendiggør en afvejning af på den ene side
borgerens retssikkerhed og på den anden side nødvendigheden af
administrativ kontrol.
Det påhviler de danske myndigheder at overholde de
retssikkerhedsgarantier, der er givet den enkelte borger dels i medfør
af grundloven og dels i medfør af internationale traktater, og de
beføjelser, der følger af L 73, er på ingen måde i
strid med de grundlæggende retssikkerhedsgarantier. I øvrigt
kommer disse garantier først og fremmest til udtryk i forbindelse med
straffeprocessuelle indgreb, hvor samfundet har mistanke om, at borgeren har
begået et strafbart forhold. De beføjelser, der fremgår af
L 73, er af en ganske anden karakter, idet der netop ikke er tale om, at
myndighederne har mistanke om, at borgeren har begået et strafbart
forhold, men derimod, som nævnt under besvarelsen til
spørgsmål 2, at myndighederne kontrollerer overholdelsen af
skatte- og afgiftslovgivningen.
Idet det danske skattesystem er indrettet på
grundlag af regnskabsoplysninger m.v., som skatteyderen er pligtig at
indberette til myndighederne, vil det reelt ikke være muligt for
myndighederne at påse overholdelsen af lovgivningen, hvis de ikke er
beføjet til at gennemgå og kontrollere baggrunden for de
oplysninger, som de modtager fra skatteyderen. Afskæres myndighederne
således fra at foretage virksomhedskontrol, vil det ikke i alle
tilfælde være muligt at kontrollere, om den erhvervsdrivende har
givet fyldestgørende og korrekte oplysninger, der er i
overensstemmelse med de faktiske forhold i virksomheden.
Når beføjelser til at foretage kontrol i
virksomheder findes nødvendige, skal det naturligvis tilstræbes,
at kontrollen foretages til mindst mulig gene for den erhvervsdrivende,
hvilket bl.a. kommer til udtryk i kravet om, at virksomhedsbesøg
så vidt muligt foregår efter forudgående aftale med
virksomheden og i samarbejde med denne, jf. retningslinierne i
bemærkningerne til lovforslaget.
Ved ovennævnte afvejning er det forsøgt at
imødekomme såvel hensynet til den enkelte borger som hensynet
til offentlighedens interesse i overholdelse af gældende
lovgivning.
Spørgsmål 6:
Hvilke retsgarantier har borgere, der underkastes
kontrolvirksomhed, og hvor denne kontrolvirksomhed fører til en
strafferetlig efterforskning?
Skatteministerens svar:
Den form for myndighedskontrol, der er omhandlet i L 73,
sker med et generalpræventivt og ordensmæssigt sigte og for at
kontrollere forhold uden for strafferetten det vil sige, uden at der
foreligger mistanke om en konkret strafbar lovovertrædelse. Der er
således tale om en almindelig løbende kontrol med overholdelse
af skattelovgivningen og vejledning herom, uden at der foreligger en
situation, hvor skatteyderen kan bebrejdes en adfærd på en
sådan måde, at straf kan komme på tale.
Heroverfor står de straffeprocessuelle
tvangsindgreb. Denne type tvangsindgreb foretages som led i
strafforfølgning, hvilket vil sige, at borgeren befinder sig i en
situation, hvor samfundet påtænker at straffe netop den
pågældende for en adfærd, der er uacceptabel for samfundet,
og borgeren har derfor i disse tilfælde behov for en særlig
sikring af, at de straffeprocessuelle garantier overholdes.
Den særlige retsbeskyttelse, der tilkommer personer,
der er sigtet i en straffesag, hviler på internationalt anerkendte
principper, jf. blandt andet Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, som er lovfæstet her i landet ved lov nr.
285 af 29. april 1992. Denne retsbeskyttelse har også fundet udtryk i
retsplejeloven, der indeholder bestemmelser om retten til en beskikket
forsvarer, in dubio pro reo-princippet (princippet om, at enhver berettiget
tvivl kommer tiltalte til gode) samt kravet om en dommerprøvelse som
betingelse for gennemførelsen af straffeprocessuelle tvangsindgreb.
Årsagen til denne særlige retsbeskyttelse af sigtede skal
søges i, at der på tidspunktet for tvangsindgrebets foretagelse
allerede er formodning om et strafbart forhold.
Disse forhold gør sig ikke gældende i de
kontrolbesøg, der omhandles i L 73.
Såfremt skattemyndighederne inden et sådant
kontrolbesøgs foretagelse har en formodning om et strafbart forhold og
vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse, er skattemyndighederne
udelukket fra at anvende de administrative kontrolbeføjelser.
Skattemyndighedernes anvendelse af administrative kontrolbeføjelser er
således begrænset til de tilfælde, hvor kontrollen ikke
foretages med henblik på at straffe den pågældende, men med
henblik på at kontrollere, om der er overensstemmelse mellem det, der
fremgår af regnskabsmaterialet m.v., og de faktiske forhold i
virksomheden.
Der findes ikke i retsplejeloven eller lovgivningen i
øvrigt udtrykkelige kriterier for, hvornår en person skal anses
for sigtet i en straffesag. Spørgsmålet afgøres ud fra en
konkret vurdering af mistankens styrke. Er mistanken mod skatteyderen
så stærk, at vedkommende må anses for sigtet, skal
skatteyderen gøres bekendt med sigtelsen, med retten til at
nægte at udtale sig og med adgangen til at få en beskikket
forsvarer.
Den situation kan naturligvis forekomme, at
skattemyndighederne under en gennemgang af skatteyderens regnskabsmateriale
hos ham konstaterer, at der klart foreligger en strafbar
lovovertrædelse, eller får en bestyrket mistanke om et strafbart
forhold. Kun i de tilfælde, hvor skatteyderen er indforstået
hermed, kan skattemyndighederne efter princippet i skattekontrollovens § 20
fortsætte behandlingen af sagen med henblik på en administrativ
afgørelse og skal samtidig vejlede vedkommende med hensyn til den
pågældendes rettigheder, jf. skattekontrollovens § 19, stk. 1, og
reglerne i forsvarerbistandsloven om forsvarerbeskikkelse.
Er situationen derimod den, at skatteyderen ikke er
indforstået med skattemyndighedernes fortsatte behandling af sagen,
må skattemyndighederne enten opgive kontrolbesøget eller anmode
politiet om iværksættelse af straffeprocessuelle tvangsmidler,
jf. retsplejeloven. Hvis det skønnes nødvendigt typisk
såfremt der er en begrundet formodning om, at skatteyderen vil fjerne
materiale fra virksomheden kan skattemyndighederne blive på stedet,
indtil politiet kommer. Skattemyndighederne kan derimod ikke på et
senere tidspunkt gennemtvinge et kontrolbesøg med bistand fra
politiet, da dette vil være en omgåelse af de straffeprocessuelle
regler.
Der jævnføres til besvarelsen af
spørgsmål 2 til L 77 bilag 4, (1997-98, 1. samling).
Spørgsmål 10:
Ministeren bedes redegøre for, hvilke betingelser
der skal være opfyldt, inden lovens muligheder om myndighedernes adgang
til private virksomheder vil blive anvendt.
Skatteministerens svar:
Det er en betingelse for anvendelse af beføjelsen
til at foretage kontrolbesøg i en privat virksomhed, at besøget
er nødvendigt af hensyn til kontrollen med overholdelse af den
gældende skatte- og afgiftslovgivning. Dette vil eksempelvis være
tilfældet, såfremt skattemyndighederne ønsker at
kontrollere baggrunden for et afgivet regnskab det vil sige, at man vil
konstatere, om den beskrivelse af aktiviteterne i virksomheden, der er givet
i regnskabsmaterialet, stemmer overens med de faktiske forhold i
virksomheden.
Det er den enkelte skattemyndighed, der afgør
kontrolbehovet. Den regnskabsførende/erhvervsdrivende vil
således normalt ikke have krav på anden begrundelse for
kontrolmidlets anvendelse, end at skattemyndigheden skønner det
nødvendigt at anvende dette kontrolmiddel og en henvisning til den
lovbestemmelse, hvori der gives hjemmel for kontrolmidlet.
Beføjelsen må ikke anvendes i videre omfang
end nødvendigt. Skattemyndighederne må således ikke
forsøge at omgå de straffeprocessuelle regler og anvende de
almindelige administrative kontrolbeføjelser i tilfælde, hvor
man rent faktisk har forsøgt at anvende straffeprocessuelle indgreb,
men ikke har kunnet opnå rettens tilladelse hertil.
Spørgsmål 17:
Vil ministeren oversende de forskrifter, der gælder
for myndighedspersoners kontrolbesøg?
Skatteministerens svar:
Der foreligger ikke særlige generelle forskrifter
for myndighedspersoners kontrolbesøg. Imidlertid er der i L 73
fastlagt retningslinier for, hvorledes sådanne kontrolbesøg skal
foregå. Det skal påpeges, at der kun kan foretages
kontrolbesøg, hvis den enkelte skattemyndighed finder det
nødvendigt.
Skattemyndighederne kan inden kontrolbesøget
træffe aftale med virksomheden om, at en undersøgelse af
regnskabsmateriale m.v. foretages på forretningsstedet eller på
bopælen. Det skal i den forbindelse sikres, at virksomhedens ansvarlige
leder bliver bekendt med besøget, inden kontrolbesøget
påbegyndes. Henvendelse om kontroleftersyn rettes til den
erhvervsdrivende på den adresse, hvorunder virksomheden m.v. er
registreret. Er registreringen sket under den erhvervsdrivendes bopæl,
rettes henvendelsen hertil, men kontrolbesøget har i øvrigt
intet med privatboligen at gøre.
Når kontrolbesøget indledes, skal de
kontrolførende henvende sig til virksomhedens repræsentant, hvad
enten der er tale om indehaveren eller ansat personale. Der skal ved
henvendelsen ske forevisning af legitimation. Ved henvendelsen skal der
ligeledes oplyses om årsagen til kontrolbesøget. Normalt vil
virksomhedens repræsentant ikke have krav på anden begrundelse
for besøget, end at skattemyndigheden skønner det
nødvendigt at anvende dette kontrolmiddel. Der skal dog ske en
henvisning til den lovbestemmelse, hvori kontrolmidlet er givet. Samtidig
skal kontrolbesøget foretages til mindst mulig gene for virksomheden
og inden for virksomhedens normale åbningstid.
Endelig skal det bemærkes, at skattemyndighederne
ikke må tage direkte kontakt til virksomhedens revisor uden på
forhånd at have fået tilladelse hertil fra virksomhedens ledelse.
Uanmeldte besøg skal som udgangspunkt undgås. Der skal foreligge
særlige omstændigheder for, at der ikke på forhånd
træffes aftale med virksomheden om tidspunktet for en gennemgang af
regnskabsmateriale m.v. på stedet. Sådanne særlige
omstændigheder vil som udgangspunkt kun foreligge i de tilfælde,
hvor kontrolformålet kan forspildes ved en forudgående varsling
af virksomheden. Der henvises mere uddybende om uanmeldte kontrolbesøg
til besvarelsen under spørgsmål 31-33.
Spørgsmål 19:
Hvilke retsgarantier er der forbundet med umiddelbar
politibistand sammenlignet med myndighedens skønsmæssige
kontrolbesøg?
Skatteministerens svar:
Det skal indledningsvis slås fast, at politibistand
er en del af myndighedens skønsmæssige kontrolbesøg i de
tilfælde, hvor skattemyndigheden har en begrundet formodning om, at
adgangen vil blive nægtet, eller at der på grund af kontrollens
særlige karakter vil opstå problemer af en sådan karakter,
at det kræver politiets tilstedeværelse fra starten af
besøget, hvis politiets bistand rekvireres forud for kontrollens
iværksættelse. Politiets bistand kan dog også rekvireres
under selve kontrolbesøget, hvis det viser sig, at myndigheden
formenes adgang til virksomheden, eller der opstår andre uforudsete
problemer, således at kontrolbesøget ikke kan gennemføres
uden politibistand. Det skal understreges, at politiets opgave i forbindelse
med kontrolbesøg alene er at overvinde fysiske hindringer for
kontrollens gennemførelse.
Ud over de under besvarelsen til spørgsmål 17
nævnte retningslinier gælder der også visse almindelige
forvaltningsretlige principper for, hvorledes myndighederne skal
opføre sig under et kontrolbesøg, herunder det såkaldte
proportionalitetsprincip. Herefter må der kun gøres indgreb i
borgernes frihed og ejendom, når der er behov for det, og der må
i givet fald ikke anvendes mere indgribende foranstaltninger end
nødvendigt. Dette gælder så meget mere i relation til
politibistand.
Endelig skal det bemærkes, at afgørelsen af,
om der er behov for umiddelbar politibistand, i overensstemmelse med hidtidig
praksis træffes af de statslige told- og skattemyndigheder. Det er
således ikke sagsbehandleren i den kommunale skatteforvaltning, men
derimod som minimum told- og skatteregionen, der træffer beslutning om
rekvirering af umiddelbar politibistand.
Spørgsmål 23:
Ministeren bedes uddybe svaret på
spørgsmål 6, jf. L 73 bilag 3, og oplyse, hvem der
afgør, om en mistankes styrke er så stærk, at der skal
rejses en sigtelse, og hvem der afgør dette. Ministeren bedes tillige
oplyse, hvorvidt svaret er udtryk for, at en myndighedsperson fra
skattevæsenet kan rejse sigtelse.
Skatteministerens svar:
Ved mindre overtrædelser af skatte- og/eller
afgiftslovgivningen kan sagen afgøres administrativt uden
retsforfølgning, såfremt overtrædelsen alene vil
medføre en bøde, og den skatte- og/eller afgiftspligtige person
kan erkende sig skyldig i overtrædelsen samt erklærer sig rede
til at betale en nærmere tilkendegivet bøde.
Bestemmelserne i retsplejeloven finder også
anvendelse i disse sager, hvilket indebærer, at reglerne i enhver
henseende, herunder også forud for en administrativ afgørelse,
skal bringes i anvendelse. En myndighedsperson er derfor forpligtet til under
et kontroleftersyn i givet fald at meddele den skatte- og/eller
afgiftspligtige, at der kan foreligge en ansvarspådragende
overtrædelse af skatte- og/eller afgiftslovgivningen og dermed en
formel sigtelse i retsplejelovens forstand. Såfremt skatteyderen ikke
er indforstået med skattemyndighedernes fortsatte behandling af sagen,
må skattemyndighederne enten opgive kontrolbesøget eller anmode
politiet om at iværksætte straffeprocessuelle tvangsmidler.
Hvis skattemyndighederne derimod allerede inden et
kontrolbesøgs foretagelse har en mistanke om et strafbart forhold,
må de pågældende myndighedspersoner vurdere, om mistanken
er så stærk, at der er grundlag for at rejse sigtelse. Hvis dette
er tilfældet, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de
administrative kontrolbeføjelser, og sagen må, såfremt
kriterierne for en administrativ afgørelse efter skattekontrollovens §
20 ikke er opfyldt, overgives til politiet. Det er herefter
anklagemyndigheden, der på baggrund af materiale fra
skattemyndighederne endeligt tager stilling til, hvorledes sagen skal
behandles.
Spørgsmål 27:
Af hvilke regler fremgår det, at myndighedspersoner
skal opføre sig høfligt og hensynsfuldt?
Skatteministerens svar:
Det følger ikke af nogen regler, men derimod af god
forvaltningsskik, at myndighedspersoner skal optræde korrekt over for
borgerne og herunder udvise den fornødne høflighed og
hensynsfuldhed. En myndighedsperson optræder jo ikke som privat person
i forhold til borgeren, men som repræsentant for den
pågældende myndighed. Til gengæld nyder myndighedspersoner
i denne egenskab en særlig retsbeskyttelse efter straffelovens §§
119-122.
Spørgsmål 28:
Af hvilke forskrifter fremgår det, at
proportionalitetsprincippet skal iagttages?
Skatteministerens svar:
Proportionalitetsprincippet er en uskreven
retsgrundsætning og fremgår derfor som sådan ikke af nogen
forskrifter. Proportionalitetsprincippet er som grundsætning en del af
forvaltningsretten, og denne medfører, at forvaltningens sagligt
begrundede indgreb over for borgeren skal stå i rimeligt forhold til
formålet, og at et mere bebyrdende indgreb ikke må benyttes,
når et mindre bebyrdende indgreb er tilstrækkeligt.
Spørgsmål 30:
Hvilke forskrifter gælder der for
myndighedspersoner, der foretager kontrolbesøg, og som under
besøget får mistanke om strafbart forhold, og hvorledes kan man
i det praktiske liv opretholde den skarpe sondring mellem forhold inden for
og uden for strafferetsplejen, og kan ministeren slet ikke indse, at der er
flydende overgange?
Skatteministerens svar:
For så vidt angår de forskrifter, der
gælder, når skattemyndighederne under et kontrolbesøg
får mistanke om et strafbart forhold, henvises til besvarelsen under
spørgsmål 6, jf. L 73 bilag 3.
Jeg er enig i, at der ikke er en klar entydig grænse
mellem forhold inden for og forhold uden for strafferetsplejen. Der er ganske
rigtigt en gråzone, idet konstateringen af ethvert strafbart forhold
bl.a. beror på en konkret bevisvurdering, som det i givet fald
tilkommer domstolene at foretage. Det er derfor vigtigt, at enhver
myndighedsperson er sig denne gråzone bevidst og således
udøver myndighedsbeføjelserne under iagttagelse heraf.
Imidlertid skal det som anført under besvarelsen
til spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, påpeges, at
indførelsen af et krav om retskendelse, hvilket har været et
centralt diskussionstema i denne debat i forbindelse med
spørgsmålet om borgernes retssikkerhed, ville medføre
yderligere begrebsforvirring i relation til, hvornår forhold
hører under strafferetsplejen, og hvornår der alene er tale om
et kontrolbesøg uden for strafferetsplejen. Betingelserne for adgang
til privat ejendom ville stort set blive sammenfaldende, og grænsen
for, hvornår skattemyndighederne ikke længere kan anvende de
administrative kontrolbeføjelser, ville blive flydende. Ud over det
rent praktiske problem som nævnt under besvarelsen til
spørgsmål 8 at domstolene uden for strafferetsplejen reelt
ikke har noget at tage stilling til ville indførelsen af et krav om
retskendelse således udelukkende medvirke til en udvidelse af
gråzonen.
Spørgsmål 31:
Vil ministeren uddybe svaret på
spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, og oplyse, om ikke besvarelsen
af, hvornår der kan foretages uanmeldt besøg, netop er et
forhold, der nærmer sig strafferetsplejen, hvorfor strafferetsplejens
retsgarantier burde være til stede?
Spørgsmål 32:
Er uanmeldt besøg som beskrevet i svar på
spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, hvor et uanmeldt besøg
foretages, fordi kontrolformålet kan forspildes, ikke netop udtryk for
en mistanke, der henhører under strafferetsplejen, og hvordan skelner
myndigheden, og hvilke forskrifter er der udstedt i den anledning?
Spørgsmål 33:
Er nødvendigt besøg, jf. forrige
spørgsmål, ikke udtryk for mistanke?
Skatteministerens svar:
Som det fremgår af bemærkningerne til
lovforslaget, skal der kun foretages uanmeldt virksomhedsbesøg, hvis
kontrolformålet kan forspildes ved en forudgående varsling af
virksomheden. Der er ingen generelle forskrifter om virksomhedsbesøg
uden forudgående aftale bortset fra reglen om, at
virksomhedsbesøg som hovedregel skal finde sted efter
forudgående aftale med den pågældende virksomhed. De
almindelige principper for, hvorledes myndighedspersoner skal opføre
sig under kontrolbesøget samt skatteyderens muligheder for at
påklage dette, er naturligvis de samme som ved kontrolbesøg, der
er varslet på forhånd.
Det nævnes under besvarelsen til
spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, at kontrolformålet typisk
vil kunne forspildes ved en forudgående varsling, hvis det må
formodes, at virksomheden ønsker at skjule visse forhold og derfor vil
stille sig afvisende over for kontrolbesøget. Jeg er ikke af den
opfattelse, at dette er et forhold, der nærmer sig strafferetsplejen,
idet det ikke er ensbetydende med, at skattemyndigheden har mistanke om et
strafbart forhold, jf. nedenfor, og/eller at virksomheden ønsker at
skjule en potentiel strafbar lovovertrædelse.
Det beror på den enkelte myndigheds konkrete
skøn, om virksomhedsbesøg undtagelsesvis skal finde sted uden
forudgående aftale. Dette skøn tager ikke udgangspunkt i
skattemyndighedernes mistanke om et strafbart forhold, for hvis der er en
formodning om et strafbart forhold, og skattemyndighederne vurderer, at der
er grundlag for at rejse sigtelse, er skattemyndighederne udelukket fra at
anvende de kontrolbeføjelser, der er omhandlet i L 73.
Myndighedens skøn bygger derimod bl.a. på, om
myndigheden tidligere forgæves har forsøgt at få en aftale
om kontrolbesøg i stand med den pågældende
virksomhedsindehaver, om det af hensyn til kontrollens karakter, f.eks. ved
arbejdsgiverkontrol, findes hensigtsmæssigt at kunne konstatere de
ansattes tilstedeværelse i virksomheden, de ansattes identitet og
skatteforhold m.v., om der er en særlig risiko for, at den
pågældende virksomhed kan have interesse i at bortskaffe
regnskabsmateriale m.v. inden kontrolbesøget, om den
pågældende virksomhedstype er i en særlig risikogruppe i
skatte- og/eller afgiftsmæssig henseende, eller om den
pågældende virksomhed gentagne gange har undladt at selvangive og
indsende regnskaber m.v. eller undladt efter myndighedernes opfordring at
indsende supplerende regnskabsoplysninger m.v., uden at myndighederne af den
grund har en mistanke eller formodning om, at der er begået et
strafbart forhold.
At myndigheden skønner, at der er grundlag for at
foretage et uanmeldt kontrolbesøg eller et kontrolbesøg i det
hele taget er derfor ikke udtryk for en mistanke, der hører under
strafferetsplejen. Formålet er både i relation til de
kontrolbesøg, der er varslet på forhånd, og de uanmeldte
kontrolbesøg udelukkende at kontrollere, om skatte- og
afgiftslovgivningen overholdes.
Endvidere må muligheden af myndighedernes uanmeldte
kontroleftersyn tillægges en ikke ubetydelig præventiv
værdi.
Jeg skal i øvrigt gøre opmærksom
på, at langt de fleste skatte- og/eller afgiftsforhøjelser, hvad
enten de er et resultat at et kontroleftersyn i virksomheder eller et
resultat af den umiddelbare ligning og kontrol, foretages uden, at der
samtidig konstateres ansvarspådragende overtrædelser af skatte-
og afgiftslovgivningen.
Spørgsmål 35:
Hvilke konsekvenser vil det få for en eventuel
senere sigtelse, såfremt skatteyderen ikke bliver gjort bekendt med
sigtelsen, med retten til at nægte at udtale sig og med adgangen til at
få en beskikket forsvarer?
Skatteministerens svar:
Lovforslaget omfatter alene forhold, der ligger uden for
strafferetsplejen. Gennemtvingelse af kontrolbesøg må derfor
udelukkende foretages som led i skatte- og afgiftsmyndighedernes almindelige
kontrolarbejde. Foreligger der en begrundet mistanke om et strafbart forhold,
må skatte- og afgiftsmyndighederne ikke gennemtvinge
kontrolbesøget, men sagen skal i disse tilfælde overgives til
politiet.
Hvis der foretages et uberettiget kontrolbesøg,
selv om sagen burde have været overgivet til politiet, og
skattemyndighederne i den forbindelse ikke gør skatteyderen
opmærksom på dennes rettigheder som sigtet, afskærer det
dog ikke nødvendigvis anklagemyndigheden fra at anvende det fremkomne
materiale i en senere straffesag. I dansk strafferet er der tendenser til at
anvende også ulovligt tilvejebragt bevismateriale, hvilket bl.a.
begrundes med, at de formelle regler bliver af mindre betydning i et system,
hvor man lægger vægt på den materielle sandheds princip.
Der vil være tale om domstolenes konkrete afvejning,
hvori indgår skattemyndighedernes handlemåde i den konkrete sag
samt sagens alvor og bevismidlets betydning. Er sagen tilstrækkelig
alvorlig f.eks. fordi der er tale om betydelige og/eller systematiske
unddragelser vil den materielle sandheds princip ofte få fortrinet,
idet domstolene traditionelt har anlagt en pragmatisk holdning til
anvendelsen af disse bevismidler.
Imidlertid vil den ulovlige tilvejebringelse af
bevismaterialet kunne medføre disciplinære sanktioner over for
de ansvarlige personer, der har foretaget det ulovlige kontrolbesøg.
Spørgsmål 36:
Hvem har bevisbyrden for, at en skatteyder er blevet gjort
bekendt med sigtelsen, med retten til at nægte at udtale sig og med
adgangen til at få en beskikket forsvarer, såfremt der ved en
senere sigtelse opstår tvister om, hvorvidt den sigtede er gjort
bekendt hermed?
Skatteministerens svar:
Det fremgår bl.a. af skattekontrollovens § 19, stk.
1, og kildeskattelovens § 78, stk. 1, at i sager, som behandles
administrativt i medfør af skattekontrollovens § 20 og
kildeskattelovens § 79, finder retsplejelovens § 752, stk. 1, tilsvarende
anvendelse.
Retsplejelovens § 752, stk. 1, har følgende
ordlyd:
Inden politiet afhører en sigtet, skal han
udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er
forpligtet til at udtale sig. Det skal af rapporten fremgå, at disse
regler er iagttaget.
Da der som nævnt skal forholdes på
tilsvarende måde for så vidt angår overtrædelser af
skattelovgivningen, har skattemyndighederne bevisbyrden for, at den
skattepligtige er blevet gjort bekendt med sine rettigheder.
Spørgsmål nr. 39:
Med udgangspunkt i advokat Hanne Østergaards
artikel: »Skatteydernes retssikkerhed
krænkes«, LOV & RET, marts 1999
(vedlagt) og udtalelser af lektor Lars Bo Langsted og professor Jan Pedersen
i artiklen »Kom ind, skat« i Weekendavisen, 9.-15. april 1999 (vedlagt)
ønskes en vurdering af lovforslag nr. L 73 ud fra følgende
problemstillinger:
Ministeren bedes tilsende Lovafdelingens vurdering ud
fra et retssikkerhedssynspunkt af oplysningen hos Hanne Østergaard i
»Skatteydernes retssikkerhed krænkes« , LOV & RET, marts 1999, side 12-13, om at Told-
og Skattestyrelsen den 5. marts 1998 har udsendt en meddelelse, hvori man har
henstillet, at ligningsmyndighederne ikke i forbindelse med behandlingen af
skattesager medtager den hidtil anførte orientering til skatteborgeren
om, at sagen vil blive oversendt til regionen til vurdering af ansvar efter
skattekontrolloven.
Justitsministerens svar:
1.
I den nævnte artikel i Lov og Ret giver
advokat Hanne Østergaard udtryk for betænkelighed ved en
meddelelse, som Told- og Skattestyrelsen har udsendt den 5. marts 1999, og
hvorefter ligningsmyndighederne ifølge artiklen ikke længere
»i forbindelse med skattesager medtager den hidtil
anførte orientering til skatteborgeren om, at sagen vil blive
oversendt til regionen til vurdering af ansvar efter skattekontrolloven.«
Hanne Østergaard anfører i den forbindelse,
at det er »uacceptabelt, hvis myndighederne
gennemfører skattesagen uden at fortælle, at man hos
ligningsmyndighederne for længst har truffet beslutning om, at sagen
skal overgives til regionen med henblik på vurdering af
strafansvar.«
2.
Told- og Skattestyrelsens meddelelse nr.
99/96-610-00195 af 5. marts 1999 har bl.a. følgende indhold:
»
Retssikkerhedsudvalget, der nu
er sammenlagt med Skattelovrådet til et nyt permanent rådgivende
organ, Skatteretsrådet, er i sin sidste redegørelse af juni 1997
fremkommet med nogle anbefalinger vedrørende behandlingen af skatte-
og afgiftsstraffesager.
I den anledning skal Told- og Skattestyrelsen give
følgende foreløbige retningslinier for de omtalte anbefalinger.
De anbefalinger, der ikke er omtalt nedenfor, er under overvejelse med hensyn
til, hvordan de nærmere skal føres ud i livet.
2. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at der
fastsættes nærmere retningslinier for skattemyndighedernes
forpligtelse til at gøre skatteyderen og tredjemand bekendt med en
sigtelse og retten til at nægte at udtale sig.
Som indledning til en ansvarsforhandling skal skatteyderen
(igen, jf. nedenfor under 4) gøres bekendt med sigtelsen. Endvidere
med, at han som sigtet ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens
§ 752, stk. 1.
Hvis en rådgiver (revisor, advokat) er sigtet for et
forhold vedrørende en kunde, skal ansvarsforhandlingen med ham
principielt foregå uden deltagelse af skatteyder uden hensyn til, om
også skatteyder er sigtet, eller dette ikke er tilfældet.
Hvis der under en forhandling med en skatteyder, der er
sigtet, og skatteyders revisor, der ikke er sigtet, opstår bestyrket
mistanke om, at revisor har begået et strafbart forhold, skal
ansvarsforhandlingen afbrydes og revisor sigtes. Ansvarsforhandlinger
gennemføres herefter principielt med skatteyder og revisor hver for
sig, jf. ovenfor.
Der henvises i øvrigt til Niels Hansens artikel
»Revisors rolle i skattestraffesager« i Foreningen af Registrerede Revisorers blad Stafetten
nr. 435, januar 1997, der tidligere er tilsendt regionerne. Endvidere
henvises til det nedenfor under 4 anførte.
3. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at der
fastsættes nærmere retningslinier for skattemyndighedernes brug
af skattekontrollovens kontrolbeføjelser og oplysningermidler,
når det står klart for myndighederne, at der er grundlag for at
rejse sigtelse.
En forudsætning for at kunne afslutte en række
skattestraffesager administrativt, jf. skattekontrollovens § 20, er i et vist
omfang anvendelse af oplysninger, der er fremskaffet på grundlag af
skattekontrollovens kontrolbeføjelser og oplysningsmidler.
Kontrolbeføjelserne og oplysningermidlerne kan
derfor anvendes til fremskaffelse af oplysninger, der senere viser sig at
kunne danne grundlag for en straffesag.
Imidlertid bør kontrolbeføjelserne og
oplysningsmidlerne ikke anvendes over for eller i konfrontation med
skatteyder. Dvs. at de ikke må anvendes fra det øjeblik, det
står klart, at der er grundlag for at sigte skatteyderen for et
strafbart forhold. Efterforskningsskridt over for en sigtet må ske
på et andet grundlag end kontrolbeføjelserne og
oplysningermidlerne, eventuelt må politiet inddrages med henblik
på iværksættelse af straffeprocessuelle tvangsmidler,
f.eks. ransagning, jf. skattekontrollovens § 22. Derimod vil der også
efter, at der er konstateret grundlag for at rejse sigtelse mod skatteyderen,
kunne indhentes oplysninger fra tredjemand på grundlag af
bestemmelserne herom i skattekontrollovens afsnit II samt på grundlag
af bestemmelser i dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Der er ikke i dansk ret regler om, hvornår en person
skal anses for sigtet. Dette må vurderes helt konkret med udgangspunkt
i de foreliggende beviser i den enkelte sag.
4. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at skatteyderen
allerede i indkaldelsesskrivelsen til ansvarsforhandlingen gøres
bekendt med sigtelsen og retten til at nægte at udtale sig.
Når skatteyderen tilskrives om ansvarsforhandlingen,
skal det derfor i indkaldelsesskrivelsen anføres, at han er sigtet,
idet det så præcist, som det er muligt på det
pågældende tidspunkt, beskrives, hvad han sigtes for. Dvs. at det
skal anføres, hvilken overtrædelse (med angivelse af lov og
paragrafnummer), hvilke indkomstår, indkomstdifferencer og unddragne
skatter der er tale om, samt en beskrivelse af overtrædelsen (f.eks.
undladelse af at have medregnet hele sin omsætning ved den af ham
drevne virksomhed). Det skal endvidere tilkendegives skatteyderen, at han som
sigtet ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk.
1.
Konsekvensen ved, at indkaldelsesskrivelsen (også)
indeholder en egentlig sigtelse, er, at påtaleforældelsen
afbrydes, hvis sagen kan afgøres med en bøde, jf. straffelovens
§ 94, stk. 4, 3. punktum.
5. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at kommunerne
normalt bør undlade at orientere skatteyderen om, at der findes
grundlag for, at sagen indberettes til told- og skatteregionen, idet den
strafbare vurdering i forhold til skatteyderen normalt bør overlades
til regionen.
Told- og Skattestyrelsen har derfor ved brev af dags dato
anmodet kommunerne om at ophøre med skriftligt, dvs. i
agterskrivelser, kendelser m.v., at medtage en passus om, at sagen vil blive
sendt til regionen med henblik på vurdering af et eventuelt
ansvarsspørgsmål.
Told- og skatteregionerne anmodes om at påse, at
Styrelsens anmodning efterleves af kommunerne.«
I Skatteministeriets besvarelse af 16. april 1999 af
spørgsmål nr. 45 fra Folketingets Skatteudvalg vedrørende
lovforslaget er der redegjort for baggrunden for pkt. 5 i Told- og
Skattestyrelsens meddelelse. Det hedder heri bl.a. følgende:
»
Det af skatteministeren
nedsatte Retssikkerhedsudvalg fremkom i en redegørelse fra juni 1997
med en række anbefalinger vedrørende behandlingen af
administrative skatte- og afgiftsstraffesager.
En af anbefalingerne vedrørte det forhold, at
kommunerne allerede ved udsendelsen af den såkaldte agterskrivelse
(vedrørende selve ansættelsen) i påkommende tilfælde
underretter skatteyderen om, at sagen vil blive forelagt told- og
skatteregionen med henblik på vurdering af et eventuelt
strafansvar.
I de tilfælde, hvor regionen vælger at opgive
sagen, vil orienteringen kunne skabe unødig ængstelse hos
skatteyderen. Udvalget anbefalede derfor, at det overvejedes at orientere
kommunerne om at undlade at orientere skatteyderne om, at der findes grundlag
for, at sagen indberettes til told- og skatteregionen, idet den
strafferetlige vurdering i forhold til skatteyderne normalt fuldt ud
bør overlades til regionen, der har kompetencen i skattestraffesager.
Det undgås således, at den kommunale skatteforvaltning på
grund af sin begrænsede kompetence inden for skattestrafferetten og
dermed minimale mulighed for grundigt at vurdere, om der er grundlag for en
skattestraffesag mod skatteyderen, unødigt giver anledning til
bekymringer hos skatteyderen, der herefter vil være usikker på
sin retsstilling.«
3.
Hertil skal Justitsministeriet bemærke
følgende:
Den ændring af praksis med hensyn til orientering af
skatteyderne, som der lægges op til i meddelelsens pkt. 5, har efter
det oplyste til formål at undgå at vække unødig
ængstelse og bekymring hos de pågældende med hensyn til, om
der vil blive iværksat strafferetlig forfølgning mod dem.
Dette hensyn er efter Justitsministeriets opfattelse i
overensstemmelse med almindelige principper om god forvaltningsskik og
hensynsfuld behandling af borgerne, jf. Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.,
Forvaltningsret (1994), side 594 f.
Der er endvidere ikke som advokat Hanne
Østergaard synes at forudsætte tale om, at skattemyndighederne
efter, at der er opstået mistanke om et strafbart forhold, kan
fortsætte med at anvende skattelovgivningens kontrolbestemmelser til
fremskaffelse af oplysninger med henblik på den strafferetlige
vurdering. I sådanne tilfælde vil der, uanset hvilken
fremgangsmåde skattemyndighederne følger med hensyn til
orientering af skatteyderen, i stedet skulle gås frem efter
retsplejelovens almindelige regler, jf. bl.a. pkt. 3 i Told- og
Skattestyrelsens meddelelse og besvarelsen af spørgsmål nr.
42.
Hertil kommer, at der i Told- og Skattestyrelsens
meddelelse er taget højde for spørgsmålet om orientering
af skatteyderen om sigtelser af den pågældende. Det fremgår
således, at skatteyderen i forbindelse med såvel indkaldelsen til
ansvarsforhandling som ansvarsforhandlingens påbegyndelse skal
orienteres herom, jf. nærmere meddelelsens pkt. 2 og 4. Den
pågældende vil i forbindelse med gennemførelsen af
straffeprocessuelle tvangsindgreb endvidere skulle orienteres i det omfang,
det følger af retsplejelovens almindelige regler.
På den anførte baggrund giver den omhandlede
praksisændring ikke Justitsministeriet anledning til
bemærkninger. Det tilføjes i den forbindelse, at der heller ikke
for politiet gælder nogen almindelig pligt efter retsplejeloven til at
orientere berørte personer om, at der foretages undersøgelser
af deres forhold.
Spørgsmål nr. 42:
Ministeren bedes tilsende Lovafdelingens vurdering af, i
hvilket omfang det vil være muligt under ligningsmyndighedernes
besøg at fastsætte det tidspunkt, hvor retsplejelovens
beskyttelsesregler afløser skattekontrollovens pligt til at give
oplysninger, og hvordan man sikrer sig, at denne grænse
fastlægges så klart som muligt af hensyn til retssikkerheden,
samt om det er sket i tilstrækkelig grad med lovforslag nr. L 73?
Justitsministerens svar:
Skattelovgivningens kontrolbestemmelser kan ikke anvendes
i det omfang, der er mistanke om, at der foreligger et strafbart forhold hos
skatteyderen. I så fald må fremskaffelsen af oplysninger m.v. i
stedet ske i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler, jf.
bl.a. besvarelsen af spørgsmål nr. 39.
Spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt
der foreligger en sådan mistanke, er bl.a. omtalt i Skatteministeriets
besvarelse af 16. december 1998 af spørgsmål nr. 6 fra
Folketingets Skatteudvalg vedrørende lovforslaget. Her anføres
bl.a. følgende:
»
Såfremt
skattemyndighederne inden et ... kontrolbesøgs foretagelse har en
formodning om et strafbart forhold og vurderer, at der er grundlag for at
rejse sigtelse, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de
administrative kontrolbeføjelser. Skattemyndighedernes anvendelse af
administrative kontrolbeføjelser er således begrænset til
de tilfælde, hvor kontrollen ikke foretages med henblik på at
straffe den pågældende, men med henblik på at kontrollere,
om der er overensstemmelse mellem det, der fremgår af
regnskabsmaterialet m.v., og de faktiske forhold i virksomheden.
Der findes ikke i retsplejeloven eller lovgivningen i
øvrigt udtrykkelige kriterier for, hvornår en person skal anses
for sigtet i en straffesag. Spørgsmålet afgøres ud fra en
konkret vurdering af mistankens styrke.«
Som anført i Skatteudvalgets spørgsmål
vil det endvidere kunne forekomme, at der ikke forud for et
kontrolbesøg har foreligget mistanke om et strafbart forhold, men at
der i forbindelse med kontrollens gennemførelse opstår en
sådan mistanke. I disse tilfælde må kontrolbesøget
medmindre den pågældende samtykker afbrydes, og sagen eventuelt
overgives til politiet med henblik på efterforskning i
strafferetsplejens former.
Justitsministeriet er enig med Skatteministeriet i, at der
ikke i generel form kan gives præcise anvisninger på,
hvornår der foreligger en sådan mistanke, at de nævnte
begrænsninger i adgangen til at anvende skattelovgivningens
kontrolbeføjelser indtræder. Det må bero på en
konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, jf. herved Hans
Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje II (1989), side 111 ff.
Lovforslag L 73 indeholder ikke bemærkninger, der
søger at afklare det rejste afgrænsningsspørgsmål.
Lovforslaget har ifølge de almindelige bemærkninger et andet
formål, nemlig at affatte skattelovgivningens kontrolbestemmelser i
overensstemmelse med de principper, der fremgår af Justitsministeriets
redegørelse af 19. december 1996 til Folketinget om udviklingen i
forvaltningsmyndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse.
Spørgsmål nr. 43:
Ministeren bedes tilsende Lovafdelingens vurdering af, om
der kan være situationer, hvor oplysninger givet under
skattemyndigheders kontrolbesøg ikke kan bruges af anklagemyndigheden
under en senere behandling af et strafbart forhold, fordi da oplysningerne
blev givet skete det ikke under retsplejelovens bestemmelser, som ellers
gælder, når der er tale om et strafbart forhold.
Justitsministerens svar:
Som anført i besvarelserne ovenfor kan
skattelovgivningens kontrolbestemmelser ikke anvendes i det omfang, der er
mistanke om, at der foreligger et strafbart forhold hos skatteyderen. I
så fald må fremskaffelsen af oplysninger m.v. i stedet ske i
overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler.
Såfremt skattemyndighederne i en sådan
situation alligevel f.eks. under trussel om straf pålægger
skatteyderen at fremkomme med oplysninger, vil der være tale om
ulovligt tilvejebragte bevismidler.
Efter retspraksis beror det på et konkret
skøn i den enkelte sag, om ulovligt tilvejebragte bevismidler kan
tillades benyttet under en efterfølgende straffesag. Ved vurderingen
indgår politiets handlemåde i den konkrete sag (hvor groft et
retsbrud) samt sagens alvor (hvilken kriminalitet og forventet straf) og
bevismidlets betydning. Hvis sagen er tilstrækkeligt alvorlig, vil den
materielle sandheds princip ofte få fortrinet, idet domstolene
traditionelt har anlagt en pragmatisk holdning til anvendelsen af disse
bevismidler, jf. Eva Smith, Straffeproces (3. udg., 1994), side 20 f.
Det er således muligt, at dokumenter og oplysninger
m.v. tilvejebragt i forbindelse med et kontrolbesøg, som ikke burde
være gennemført efter reglerne om administrativ kontrol, ikke
vil blive tilladt benyttet som bevismiddel under en eventuel
efterfølgende retssag. Til illustration heraf kan nævnes dommen
i Ugeskrift for Retsvæsen 1970, side 901 V, hvor den tiltalte ikke
under politiets afhøring af ham som sigtet var gjort opmærksom
på, at han ikke havde pligt til at udtale sig. Den begåede fejl
fandtes at burde medføre, at den pågældende
afhøring ikke kunne bruges som bevis til skade for tiltalte ved sagens
afgørelse.
Ved vurderingen af, om en forklaring, der er tilvejebragt
i forbindelse med et kontrolbesøg, der ikke burde have været
gennemført efter reglerne om administrativ kontrol, skal tillades
benyttet som bevismiddel under en eventuel straffesag, vil navnlig Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention have betydning. Det skyldes, at
der efter konventionens artikel 6, således som denne bestemmelse er
blevet fortolket i praksis, gælder et forbud mod selvinkriminering. Det
vil f.eks. være i strid med forbudet mod selvinkriminering, hvis
anklagemyndigheden under en straffesag mod en person benytter en forklaring,
som den tiltalte har afgivet under trussel om straf, hvis der på
tidspunktet for forklaringens afgivelse allerede var en begrundet formodning
om, at vedkommende havde begået en strafbar handling (se f.eks.
Saunders mod UK, dom af 17. december 1996).
Det tilføjes, at der i de beskrevne tilfælde
endvidere vil kunne blive tale om at iværksætte tjenstlige
reaktioner over for de pågældende embedsmænd.
Spørgsmål 47:
Det fremgår af de foreslåede udvidelser i § 1,
nr. 5, § 3, § 4, § 19 og § 20 om politibistand uden retskendelse, at
justitsministeren efter forhandling med skatteministeren kan fastsætte
nærmere regler herom. Hvad kan ministeren oplyse om indholdet af disse
regler?
Skatteministerens svar:
Efter gældende ret findes der allerede i
skattekontrollovens § 6, stk. 6, en bestemmelse om, at politiet yder bistand
til skattemyndighederne ved gennemførelsen af udgående
kontrolbesøg efter regler, der aftales mellem skatteministeren og
justitsministeren.
Med henblik på en harmonisering af lovgivningen
foreslås tilsvarende bestemmelser indsat i skattekontrollovens § 6 A, i
ansvarsforsikringsafgiftslovens § 7, i § 8 i lov om afgift af
lystfartøjsforsikringer, i § 86 i lov om opkrævning af
indkomstskat m.m. samt i CFC-lovgivningens § 14 a.
Der er ikke truffet aftale med justitsministeren om regler
for politiets bistand ved gennemførelsen af udgående
kontrolbesøg, men det fremgår af Ligningsvejledningen 1998,
Almindelig del, afsnit A.I.3.2., at politiets bistand ydes efter
følgende retningslinier:
- Der skal foreligge en helt ekstraordinær
situation, hvis politiet skal være med fra besøgets start. Det
må forudsættes, at der er en begrundet formodning for, at adgang
vil blive nægtet, eller at der på grund af kontrollens
særlige karakter kan opstå problemer, som kræver politiets
tilstedeværelse.
- Ansvar for politiets tilkaldelse påhviler de
statslige told- og skattemyndigheder, dvs. told- og skatteregionerne, dog For
Københavns og Frederiksbergs vedkommende skatteforvaltningen, der
stiller politiet den opgave, der skal løses.
- Politiets opgave er alene at overvinde fysiske
hindringer for kontrollens gennemførelse.
Det er ikke umiddelbart tanken, at der skal
fastsættes nærmere regler om politibistand, hvorfor der
også for de i lovforslaget medtagne nye politibistandsbestemmelser
henvises til ovennævnte retningslinjer samt bemærkningerne til
lovforslaget.
Lignende dokumenter
- Betænkning over I. Forslag til skatteforvaltningsloven (Konsekvensændringer som følge af kommunalreformen m.v.) Retsinformation · 23. september 2005
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af momsloven, lønsumsafgiftsloven, kildeskatteloven og arbejdsmarkedsfondsloven Retsinformation · 23. juni 2000
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af toldloven, lov om afgift af spiritus m.m., lov om tobaksafgifter, momsloven, kildeskatteloven og lov om en arbejdsmarkedsfond Retsinformation · 7. december 1999
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om en arbejdsmarkedsfond, kildeskatteloven, ligningsloven og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension Retsinformation · 14. januar 1999
- Skriftlig fremsættelse (29. oktober 1998) - L 73 Retsinformation · 29. oktober 1998
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af visse skatte- og afgiftslove, arbejdsmarkedsfondsloven, opkrævningsloven og miljøbeskyttelsesloven (Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse) Retsinformation · 21. april 2005