Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven, kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven, toldloven og en række afgiftslove

1998/1 BTL 73Betænkning over lovforslagFolketinget1. juni 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den

19. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af

skattekontrolloven, kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven, toldloven og

en række afgiftslove

(Myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse

m.v.)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder

og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren og

justitsministeren, som disse har besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets

spørgsmål og skatteministerens og justitsministerens svar

herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse

fra Jan Pedersen, professor, dr.jur., Aarhus Universitet.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Udvalget har den 12. maj 1999 afholdt et møde med

professor Jens Peter Christensen, Aarhus Universitet, professor Gorm

Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet, og advokat Hanne Østergaard,

Advokatfirmaet Abel & Skovgård Larsen, medlem af

Advokatrådets Skatteudvalg. Temaet for de inviterede juridiske

eksperter var med udgangspunkt i L 73 og udvalgets behandling af lovforslaget

at give et bidrag til en analyse af brydningerne mellem skatteretten,

strafferetten og menneskerettighederne med henblik på, at der ved

lovgivningen kan foretages en rimelig vægtning mellem på den ene

side offentlige myndigheders muligheder for at kunne udføre deres

funktioner (samfundsmæssige hensyn) og på den anden side

grundlæggende menneskerettigheder (individualhensyn).

Læs alt

Udvalget bemærker, at skatteministeren i en

række besvarelser på udvalgets spørgsmål

(spørgsmål 6, 17, 27, 28, 31-33 og 47) har beskrevet grundlaget

for myndighedernes kontrolbesøg og procedurerne og formen for

kontrolbesøgenes gennemførelse m.v. Det fremgår heraf, at

der ikke er fastsat særlige generelle forskrifter for myndighedernes

kontrolbesøg, men at der er en række retningslinjer herom. En

række af disse retningslinjer er i uskreven form og til dels af

skønsmæssig karakter og derfor ikke særlig

præcise.

Udvalget opfordrer skatteministeren til at

undersøge behovet og mulighederne for at udforme nogle samlede og mere

præcise retningslinjer for skattemyndighedernes kontrolbesøg hos

skatteborgerne, virksomhederne, selskaberne m.v. Formålet med

sådanne retningslinjer skulle være at medvirke til at forebygge

eventuel usikkerhed og uklarheder hos såvel myndigheder som

skatteborgere, virksomheder, selskaber m.v. om kontrolbesøgenes

grundlag og gennemførelse, herunder i situationer, hvor oplysninger

under et kontrolbesøg muligvis kan resultere i, at der skal rejses en

straffesag.

Udvalget forventer, at skatteministeren forelægger

resultatet af sine undersøgelser og overvejelser for udvalget i

begyndelsen af næste folketingsår.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis,

Dansk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer

af udvalget) bemærker endvidere, at formålet med lovforslaget er

at præcisere, at kontrolmyndighederne på skatteministerens

ressort kan foretage kontrollen i virksomhederne uden retskendelse, og at

myndighederne ikke efter lovforslaget gives adgang til kontrol, eftersyn

eller lignende i lokaler m.v., som udelukkende anvendes privat.

Mindretallet finder, at myndighedernes adgang til kontrol

hos virksomhederne uden retskendelse kun bør finde sted, hvis mindre

indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis det

konkret vurderes at være nødvendigt med kontrolbesøg,

f.eks. fordi myndigheden tidligere forgæves har forsøgt at

få en aftale om kontrolbesøg i stand med den

pågældende virksomhedsindehaver eller der er en særlig

risiko for, at den pågældende virksomhed kan have en interesse i

at bortskaffe regnskabsmateriale m.v. inden kontrolbesøget, eller den

pågældende virksomhed gentagne gange har undladt at selvangive og

indsende regnskaber m.v. (se i øvrigt skatteministerens besvarelse

på spørgsmål 33 (L 73 bilag 5)). Mindretallet henstiller

i fortsættelse heraf, at der med henblik på en styrket

retssikkerhed bliver udfærdiget klare skriftlige retningslinjer for,

på hvilke grundlag kontrolbesøg hos virksomhederne kan foretages

uden retskendelse, og hvordan kontrolbesøgene skal gennemføres.

Mindretallet finder, at der forud for kontrolbesøg bør

udfærdiges et skriftligt grundlag for besøget, som indeholder

specifikke oplysninger om, hvad der skal kontrolleres, og hvorfor det er

nødvendigt med kontrolbesøg. Dette grundlag skal den

kontrollerede virksomhed m.v. orienteres om ved kontrolbesøgets

begyndelse sammen med oplysninger om retsgrundlaget for

kontrolbesøget, herunder virksomhedens retsstilling.

Efterfølgende skal der udarbejdes en skriftlig redegørelse om

kontrolbesøget, som bl.a. tilsendes den kontrollerede virksomhed.

Endvidere henstiller mindretallet, at der udarbejdes udførlige

skriftlige retningslinjer om procedurerne i de tilfælde, hvor

skattemyndighederne i forbindelse med kontrolbesøg får mistanke

om strafbare forhold.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt

Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det

stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Dansk Folkepartis og

Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til

forkastelse ved 3. behandling.

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 13

1) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»

01. I § 10, stk. 1, nr. 2,

ændres »§ 7, stk. 2, 3. pkt., stk. 3 eller

6« til: »§ 7, stk. 2,

3, 4 eller 5 «.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget indeholder rettelse af en

henvisning i straffebestemmelserne i konsum-is-afgiftsloven som følge

af, at lovens § 7 er blevet omformuleret, så den svarer til

kontrolbestemmelserne i andre afgiftslove. Straffebestemmelsen vil med

ændringen omfatte de samme forhold som i andre afgiftslove.

Per Kaalund (S)

Jens Peter Vernersen (S)

nfmd.

Erik Mortensen (S) Anna-Marie Hansen (S)

Hugo Sørensen (S) Aage Frandsen (SF)

Sonja Albrink (CD) Morten Helveg Petersen (RV)

Frank Aaen (EL) Peter Brixtofte (V) fmd.

Mariann Fischer Boel (V) Svend Aage Jensby (V)

Flemming Kofod-Svendsen (KRF) Flemming Hansen (KF) Frank

Dahlgaard (KF) Klaus Kjær (DF)

Kim Behnke (FP)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål og

skatteministerens (spørgsmål 4, 6, 10, 17, 19, 23, 27, 28,

30-33, 35, 36, 39 og 47) og justitsministerens (spørgsmål 39, 42

og 43) svar herpå

Spørgsmål 4:

Vil ministeren overveje, om der kan anvendes andre

reguleringsmodeller end de i lovforslaget foreslåede

beføjelser?

Skatteministerens svar:

Adgangen til at foretage kontrolbesøg i

virksomheden vil kun blive anvendt i de tilfælde, hvor myndigheden

skønner det nødvendigt. Hvor ofte beføjelsen til at

foretage virksomhedskontrol efter forudgående aftale med virksomheden

vil blive anvendt i fremtiden, er uvist. Idet lovforslaget i så

henseende ikke indeholder materielle udvidelser, er der ikke grundlag for at

antage en stigning i antallet af sådanne administrative

kontrolbesøg.

Det skal i den forbindelse nævnes, at et stort antal

virksomheder skønnes at foretrække et virksomhedsbesøg

frem for selv at skulle indsende det af myndighederne ønskede

regnskabsmateriale m.v., idet myndighederne således selv kan fremfinde

det relevante materiale, medens den erhvervsdrivende udfører sin

daglige virksomhed. Når myndighederne har adgang til selv at fremfinde

regnskabsmaterialet m.v., undgår den erhvervsdrivende at skulle bruge

tid på at finde og indsende materiale. Hvis de indsendte oplysninger er

mangelfulde, skal den erhvervsdrivende efterfølgende bruge tid

på at finde yderligere materiale frem. Adgangen til at foretage kontrol

i virksomheden vil derfor ofte være tidsbesparende for den

erhvervsdrivende, der ikke har noget at skjule for myndighederne.

For så vidt angår hjemlen til at foretage

kontrolbesøg med politiets bistand, så er det kun relevant for

myndighederne at anvende beføjelsen i få tilfælde. Det

kræves, at myndighederne har en begrundet formodning om, at adgangen

vil blive nægtet, eller at der vil opstå problemer af en

sådan karakter, at det kræver politiets tilstedeværelse fra

starten af besøget, hvis politiets bistand rekvireres forud for

kontrollens iværksættelse. Dertil bemærkes, at politiets

opgave alene er at overvinde fysiske hindringer for kontrollens

gennemførelse. Det er således forudsat, at beføjelsen til

at indhente politibistand kun anvendes i sjældne situationer.

I forbindelse med myndigheders muligheder for at foretage

kontrol med overholdelse af lovgivningen indgår det naturligvis altid i

overvejelserne, hvorledes sådanne beføjelser skal udformes.

Dette nødvendiggør en afvejning af på den ene side

borgerens retssikkerhed og på den anden side nødvendigheden af

administrativ kontrol.

Det påhviler de danske myndigheder at overholde de

retssikkerhedsgarantier, der er givet den enkelte borger dels i medfør

af grundloven og dels i medfør af internationale traktater, og de

beføjelser, der følger af L 73, er på ingen måde i

strid med de grundlæggende retssikkerhedsgarantier. I øvrigt

kommer disse garantier først og fremmest til udtryk i forbindelse med

straffeprocessuelle indgreb, hvor samfundet har mistanke om, at borgeren har

begået et strafbart forhold. De beføjelser, der fremgår af

L 73, er af en ganske anden karakter, idet der netop ikke er tale om, at

myndighederne har mistanke om, at borgeren har begået et strafbart

forhold, men derimod, som nævnt under besvarelsen til

spørgsmål 2, at myndighederne kontrollerer overholdelsen af

skatte- og afgiftslovgivningen.

Idet det danske skattesystem er indrettet på

grundlag af regnskabsoplysninger m.v., som skatteyderen er pligtig at

indberette til myndighederne, vil det reelt ikke være muligt for

myndighederne at påse overholdelsen af lovgivningen, hvis de ikke er

beføjet til at gennemgå og kontrollere baggrunden for de

oplysninger, som de modtager fra skatteyderen. Afskæres myndighederne

således fra at foretage virksomhedskontrol, vil det ikke i alle

tilfælde være muligt at kontrollere, om den erhvervsdrivende har

givet fyldestgørende og korrekte oplysninger, der er i

overensstemmelse med de faktiske forhold i virksomheden.

Når beføjelser til at foretage kontrol i

virksomheder findes nødvendige, skal det naturligvis tilstræbes,

at kontrollen foretages til mindst mulig gene for den erhvervsdrivende,

hvilket bl.a. kommer til udtryk i kravet om, at virksomhedsbesøg

så vidt muligt foregår efter forudgående aftale med

virksomheden og i samarbejde med denne, jf. retningslinierne i

bemærkningerne til lovforslaget.

Ved ovennævnte afvejning er det forsøgt at

imødekomme såvel hensynet til den enkelte borger som hensynet

til offentlighedens interesse i overholdelse af gældende

lovgivning.

Spørgsmål 6:

Hvilke retsgarantier har borgere, der underkastes

kontrolvirksomhed, og hvor denne kontrolvirksomhed fører til en

strafferetlig efterforskning?

Skatteministerens svar:

Den form for myndighedskontrol, der er omhandlet i L 73,

sker med et generalpræventivt og ordensmæssigt sigte og for at

kontrollere forhold uden for strafferetten det vil sige, uden at der

foreligger mistanke om en konkret strafbar lovovertrædelse. Der er

således tale om en almindelig løbende kontrol med overholdelse

af skattelovgivningen og vejledning herom, uden at der foreligger en

situation, hvor skatteyderen kan bebrejdes en adfærd på en

sådan måde, at straf kan komme på tale.

Heroverfor står de straffeprocessuelle

tvangsindgreb. Denne type tvangsindgreb foretages som led i

strafforfølgning, hvilket vil sige, at borgeren befinder sig i en

situation, hvor samfundet påtænker at straffe netop den

pågældende for en adfærd, der er uacceptabel for samfundet,

og borgeren har derfor i disse tilfælde behov for en særlig

sikring af, at de straffeprocessuelle garantier overholdes.

Den særlige retsbeskyttelse, der tilkommer personer,

der er sigtet i en straffesag, hviler på internationalt anerkendte

principper, jf. blandt andet Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, som er lovfæstet her i landet ved lov nr.

285 af 29. april 1992. Denne retsbeskyttelse har også fundet udtryk i

retsplejeloven, der indeholder bestemmelser om retten til en beskikket

forsvarer, in dubio pro reo-princippet (princippet om, at enhver berettiget

tvivl kommer tiltalte til gode) samt kravet om en dommerprøvelse som

betingelse for gennemførelsen af straffeprocessuelle tvangsindgreb.

Årsagen til denne særlige retsbeskyttelse af sigtede skal

søges i, at der på tidspunktet for tvangsindgrebets foretagelse

allerede er formodning om et strafbart forhold.

Disse forhold gør sig ikke gældende i de

kontrolbesøg, der omhandles i L 73.

Såfremt skattemyndighederne inden et sådant

kontrolbesøgs foretagelse har en formodning om et strafbart forhold og

vurderer, at der er grundlag for at rejse sigtelse, er skattemyndighederne

udelukket fra at anvende de administrative kontrolbeføjelser.

Skattemyndighedernes anvendelse af administrative kontrolbeføjelser er

således begrænset til de tilfælde, hvor kontrollen ikke

foretages med henblik på at straffe den pågældende, men med

henblik på at kontrollere, om der er overensstemmelse mellem det, der

fremgår af regnskabsmaterialet m.v., og de faktiske forhold i

virksomheden.

Der findes ikke i retsplejeloven eller lovgivningen i

øvrigt udtrykkelige kriterier for, hvornår en person skal anses

for sigtet i en straffesag. Spørgsmålet afgøres ud fra en

konkret vurdering af mistankens styrke. Er mistanken mod skatteyderen

så stærk, at vedkommende må anses for sigtet, skal

skatteyderen gøres bekendt med sigtelsen, med retten til at

nægte at udtale sig og med adgangen til at få en beskikket

forsvarer.

Den situation kan naturligvis forekomme, at

skattemyndighederne under en gennemgang af skatteyderens regnskabsmateriale

hos ham konstaterer, at der klart foreligger en strafbar

lovovertrædelse, eller får en bestyrket mistanke om et strafbart

forhold. Kun i de tilfælde, hvor skatteyderen er indforstået

hermed, kan skattemyndighederne efter princippet i skattekontrollovens § 20

fortsætte behandlingen af sagen med henblik på en administrativ

afgørelse og skal samtidig vejlede vedkommende med hensyn til den

pågældendes rettigheder, jf. skattekontrollovens § 19, stk. 1, og

reglerne i forsvarerbistandsloven om forsvarerbeskikkelse.

Er situationen derimod den, at skatteyderen ikke er

indforstået med skattemyndighedernes fortsatte behandling af sagen,

må skattemyndighederne enten opgive kontrolbesøget eller anmode

politiet om iværksættelse af straffeprocessuelle tvangsmidler,

jf. retsplejeloven. Hvis det skønnes nødvendigt typisk

såfremt der er en begrundet formodning om, at skatteyderen vil fjerne

materiale fra virksomheden kan skattemyndighederne blive på stedet,

indtil politiet kommer. Skattemyndighederne kan derimod ikke på et

senere tidspunkt gennemtvinge et kontrolbesøg med bistand fra

politiet, da dette vil være en omgåelse af de straffeprocessuelle

regler.

Der jævnføres til besvarelsen af

spørgsmål 2 til L 77 bilag 4, (1997-98, 1. samling).

Spørgsmål 10:

Ministeren bedes redegøre for, hvilke betingelser

der skal være opfyldt, inden lovens muligheder om myndighedernes adgang

til private virksomheder vil blive anvendt.

Skatteministerens svar:

Det er en betingelse for anvendelse af beføjelsen

til at foretage kontrolbesøg i en privat virksomhed, at besøget

er nødvendigt af hensyn til kontrollen med overholdelse af den

gældende skatte- og afgiftslovgivning. Dette vil eksempelvis være

tilfældet, såfremt skattemyndighederne ønsker at

kontrollere baggrunden for et afgivet regnskab det vil sige, at man vil

konstatere, om den beskrivelse af aktiviteterne i virksomheden, der er givet

i regnskabsmaterialet, stemmer overens med de faktiske forhold i

virksomheden.

Det er den enkelte skattemyndighed, der afgør

kontrolbehovet. Den regnskabsførende/erhvervsdrivende vil

således normalt ikke have krav på anden begrundelse for

kontrolmidlets anvendelse, end at skattemyndigheden skønner det

nødvendigt at anvende dette kontrolmiddel og en henvisning til den

lovbestemmelse, hvori der gives hjemmel for kontrolmidlet.

Beføjelsen må ikke anvendes i videre omfang

end nødvendigt. Skattemyndighederne må således ikke

forsøge at omgå de straffeprocessuelle regler og anvende de

almindelige administrative kontrolbeføjelser i tilfælde, hvor

man rent faktisk har forsøgt at anvende straffeprocessuelle indgreb,

men ikke har kunnet opnå rettens tilladelse hertil.

Spørgsmål 17:

Vil ministeren oversende de forskrifter, der gælder

for myndighedspersoners kontrolbesøg?

Skatteministerens svar:

Der foreligger ikke særlige generelle forskrifter

for myndighedspersoners kontrolbesøg. Imidlertid er der i L 73

fastlagt retningslinier for, hvorledes sådanne kontrolbesøg skal

foregå. Det skal påpeges, at der kun kan foretages

kontrolbesøg, hvis den enkelte skattemyndighed finder det

nødvendigt.

Skattemyndighederne kan inden kontrolbesøget

træffe aftale med virksomheden om, at en undersøgelse af

regnskabsmateriale m.v. foretages på forretningsstedet eller på

bopælen. Det skal i den forbindelse sikres, at virksomhedens ansvarlige

leder bliver bekendt med besøget, inden kontrolbesøget

påbegyndes. Henvendelse om kontroleftersyn rettes til den

erhvervsdrivende på den adresse, hvorunder virksomheden m.v. er

registreret. Er registreringen sket under den erhvervsdrivendes bopæl,

rettes henvendelsen hertil, men kontrolbesøget har i øvrigt

intet med privatboligen at gøre.

Når kontrolbesøget indledes, skal de

kontrolførende henvende sig til virksomhedens repræsentant, hvad

enten der er tale om indehaveren eller ansat personale. Der skal ved

henvendelsen ske forevisning af legitimation. Ved henvendelsen skal der

ligeledes oplyses om årsagen til kontrolbesøget. Normalt vil

virksomhedens repræsentant ikke have krav på anden begrundelse

for besøget, end at skattemyndigheden skønner det

nødvendigt at anvende dette kontrolmiddel. Der skal dog ske en

henvisning til den lovbestemmelse, hvori kontrolmidlet er givet. Samtidig

skal kontrolbesøget foretages til mindst mulig gene for virksomheden

og inden for virksomhedens normale åbningstid.

Endelig skal det bemærkes, at skattemyndighederne

ikke må tage direkte kontakt til virksomhedens revisor uden på

forhånd at have fået tilladelse hertil fra virksomhedens ledelse.

Uanmeldte besøg skal som udgangspunkt undgås. Der skal foreligge

særlige omstændigheder for, at der ikke på forhånd

træffes aftale med virksomheden om tidspunktet for en gennemgang af

regnskabsmateriale m.v. på stedet. Sådanne særlige

omstændigheder vil som udgangspunkt kun foreligge i de tilfælde,

hvor kontrolformålet kan forspildes ved en forudgående varsling

af virksomheden. Der henvises mere uddybende om uanmeldte kontrolbesøg

til besvarelsen under spørgsmål 31-33.

Spørgsmål 19:

Hvilke retsgarantier er der forbundet med umiddelbar

politibistand sammenlignet med myndighedens skønsmæssige

kontrolbesøg?

Skatteministerens svar:

Det skal indledningsvis slås fast, at politibistand

er en del af myndighedens skønsmæssige kontrolbesøg i de

tilfælde, hvor skattemyndigheden har en begrundet formodning om, at

adgangen vil blive nægtet, eller at der på grund af kontrollens

særlige karakter vil opstå problemer af en sådan karakter,

at det kræver politiets tilstedeværelse fra starten af

besøget, hvis politiets bistand rekvireres forud for kontrollens

iværksættelse. Politiets bistand kan dog også rekvireres

under selve kontrolbesøget, hvis det viser sig, at myndigheden

formenes adgang til virksomheden, eller der opstår andre uforudsete

problemer, således at kontrolbesøget ikke kan gennemføres

uden politibistand. Det skal understreges, at politiets opgave i forbindelse

med kontrolbesøg alene er at overvinde fysiske hindringer for

kontrollens gennemførelse.

Ud over de under besvarelsen til spørgsmål 17

nævnte retningslinier gælder der også visse almindelige

forvaltningsretlige principper for, hvorledes myndighederne skal

opføre sig under et kontrolbesøg, herunder det såkaldte

proportionalitetsprincip. Herefter må der kun gøres indgreb i

borgernes frihed og ejendom, når der er behov for det, og der må

i givet fald ikke anvendes mere indgribende foranstaltninger end

nødvendigt. Dette gælder så meget mere i relation til

politibistand.

Endelig skal det bemærkes, at afgørelsen af,

om der er behov for umiddelbar politibistand, i overensstemmelse med hidtidig

praksis træffes af de statslige told- og skattemyndigheder. Det er

således ikke sagsbehandleren i den kommunale skatteforvaltning, men

derimod som minimum told- og skatteregionen, der træffer beslutning om

rekvirering af umiddelbar politibistand.

Spørgsmål 23:

Ministeren bedes uddybe svaret på

spørgsmål 6, jf. L 73 bilag 3, og oplyse, hvem der

afgør, om en mistankes styrke er så stærk, at der skal

rejses en sigtelse, og hvem der afgør dette. Ministeren bedes tillige

oplyse, hvorvidt svaret er udtryk for, at en myndighedsperson fra

skattevæsenet kan rejse sigtelse.

Skatteministerens svar:

Ved mindre overtrædelser af skatte- og/eller

afgiftslovgivningen kan sagen afgøres administrativt uden

retsforfølgning, såfremt overtrædelsen alene vil

medføre en bøde, og den skatte- og/eller afgiftspligtige person

kan erkende sig skyldig i overtrædelsen samt erklærer sig rede

til at betale en nærmere tilkendegivet bøde.

Bestemmelserne i retsplejeloven finder også

anvendelse i disse sager, hvilket indebærer, at reglerne i enhver

henseende, herunder også forud for en administrativ afgørelse,

skal bringes i anvendelse. En myndighedsperson er derfor forpligtet til under

et kontroleftersyn i givet fald at meddele den skatte- og/eller

afgiftspligtige, at der kan foreligge en ansvarspådragende

overtrædelse af skatte- og/eller afgiftslovgivningen og dermed en

formel sigtelse i retsplejelovens forstand. Såfremt skatteyderen ikke

er indforstået med skattemyndighedernes fortsatte behandling af sagen,

må skattemyndighederne enten opgive kontrolbesøget eller anmode

politiet om at iværksætte straffeprocessuelle tvangsmidler.

Hvis skattemyndighederne derimod allerede inden et

kontrolbesøgs foretagelse har en mistanke om et strafbart forhold,

må de pågældende myndighedspersoner vurdere, om mistanken

er så stærk, at der er grundlag for at rejse sigtelse. Hvis dette

er tilfældet, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de

administrative kontrolbeføjelser, og sagen må, såfremt

kriterierne for en administrativ afgørelse efter skattekontrollovens §

20 ikke er opfyldt, overgives til politiet. Det er herefter

anklagemyndigheden, der på baggrund af materiale fra

skattemyndighederne endeligt tager stilling til, hvorledes sagen skal

behandles.

Spørgsmål 27:

Af hvilke regler fremgår det, at myndighedspersoner

skal opføre sig høfligt og hensynsfuldt?

Skatteministerens svar:

Det følger ikke af nogen regler, men derimod af god

forvaltningsskik, at myndighedspersoner skal optræde korrekt over for

borgerne og herunder udvise den fornødne høflighed og

hensynsfuldhed. En myndighedsperson optræder jo ikke som privat person

i forhold til borgeren, men som repræsentant for den

pågældende myndighed. Til gengæld nyder myndighedspersoner

i denne egenskab en særlig retsbeskyttelse efter straffelovens §§

119-122.

Spørgsmål 28:

Af hvilke forskrifter fremgår det, at

proportionalitetsprincippet skal iagttages?

Skatteministerens svar:

Proportionalitetsprincippet er en uskreven

retsgrundsætning og fremgår derfor som sådan ikke af nogen

forskrifter. Proportionalitetsprincippet er som grundsætning en del af

forvaltningsretten, og denne medfører, at forvaltningens sagligt

begrundede indgreb over for borgeren skal stå i rimeligt forhold til

formålet, og at et mere bebyrdende indgreb ikke må benyttes,

når et mindre bebyrdende indgreb er tilstrækkeligt.

Spørgsmål 30:

Hvilke forskrifter gælder der for

myndighedspersoner, der foretager kontrolbesøg, og som under

besøget får mistanke om strafbart forhold, og hvorledes kan man

i det praktiske liv opretholde den skarpe sondring mellem forhold inden for

og uden for strafferetsplejen, og kan ministeren slet ikke indse, at der er

flydende overgange?

Skatteministerens svar:

For så vidt angår de forskrifter, der

gælder, når skattemyndighederne under et kontrolbesøg

får mistanke om et strafbart forhold, henvises til besvarelsen under

spørgsmål 6, jf. L 73 bilag 3.

Jeg er enig i, at der ikke er en klar entydig grænse

mellem forhold inden for og forhold uden for strafferetsplejen. Der er ganske

rigtigt en gråzone, idet konstateringen af ethvert strafbart forhold

bl.a. beror på en konkret bevisvurdering, som det i givet fald

tilkommer domstolene at foretage. Det er derfor vigtigt, at enhver

myndighedsperson er sig denne gråzone bevidst og således

udøver myndighedsbeføjelserne under iagttagelse heraf.

Imidlertid skal det som anført under besvarelsen

til spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, påpeges, at

indførelsen af et krav om retskendelse, hvilket har været et

centralt diskussionstema i denne debat i forbindelse med

spørgsmålet om borgernes retssikkerhed, ville medføre

yderligere begrebsforvirring i relation til, hvornår forhold

hører under strafferetsplejen, og hvornår der alene er tale om

et kontrolbesøg uden for strafferetsplejen. Betingelserne for adgang

til privat ejendom ville stort set blive sammenfaldende, og grænsen

for, hvornår skattemyndighederne ikke længere kan anvende de

administrative kontrolbeføjelser, ville blive flydende. Ud over det

rent praktiske problem som nævnt under besvarelsen til

spørgsmål 8 at domstolene uden for strafferetsplejen reelt

ikke har noget at tage stilling til ville indførelsen af et krav om

retskendelse således udelukkende medvirke til en udvidelse af

gråzonen.

Spørgsmål 31:

Vil ministeren uddybe svaret på

spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, og oplyse, om ikke besvarelsen

af, hvornår der kan foretages uanmeldt besøg, netop er et

forhold, der nærmer sig strafferetsplejen, hvorfor strafferetsplejens

retsgarantier burde være til stede?

Spørgsmål 32:

Er uanmeldt besøg som beskrevet i svar på

spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, hvor et uanmeldt besøg

foretages, fordi kontrolformålet kan forspildes, ikke netop udtryk for

en mistanke, der henhører under strafferetsplejen, og hvordan skelner

myndigheden, og hvilke forskrifter er der udstedt i den anledning?

Spørgsmål 33:

Er nødvendigt besøg, jf. forrige

spørgsmål, ikke udtryk for mistanke?

Skatteministerens svar:

Som det fremgår af bemærkningerne til

lovforslaget, skal der kun foretages uanmeldt virksomhedsbesøg, hvis

kontrolformålet kan forspildes ved en forudgående varsling af

virksomheden. Der er ingen generelle forskrifter om virksomhedsbesøg

uden forudgående aftale bortset fra reglen om, at

virksomhedsbesøg som hovedregel skal finde sted efter

forudgående aftale med den pågældende virksomhed. De

almindelige principper for, hvorledes myndighedspersoner skal opføre

sig under kontrolbesøget samt skatteyderens muligheder for at

påklage dette, er naturligvis de samme som ved kontrolbesøg, der

er varslet på forhånd.

Det nævnes under besvarelsen til

spørgsmål 8, jf. L 73 bilag 3, at kontrolformålet typisk

vil kunne forspildes ved en forudgående varsling, hvis det må

formodes, at virksomheden ønsker at skjule visse forhold og derfor vil

stille sig afvisende over for kontrolbesøget. Jeg er ikke af den

opfattelse, at dette er et forhold, der nærmer sig strafferetsplejen,

idet det ikke er ensbetydende med, at skattemyndigheden har mistanke om et

strafbart forhold, jf. nedenfor, og/eller at virksomheden ønsker at

skjule en potentiel strafbar lovovertrædelse.

Det beror på den enkelte myndigheds konkrete

skøn, om virksomhedsbesøg undtagelsesvis skal finde sted uden

forudgående aftale. Dette skøn tager ikke udgangspunkt i

skattemyndighedernes mistanke om et strafbart forhold, for hvis der er en

formodning om et strafbart forhold, og skattemyndighederne vurderer, at der

er grundlag for at rejse sigtelse, er skattemyndighederne udelukket fra at

anvende de kontrolbeføjelser, der er omhandlet i L 73.

Myndighedens skøn bygger derimod bl.a. på, om

myndigheden tidligere forgæves har forsøgt at få en aftale

om kontrolbesøg i stand med den pågældende

virksomhedsindehaver, om det af hensyn til kontrollens karakter, f.eks. ved

arbejdsgiverkontrol, findes hensigtsmæssigt at kunne konstatere de

ansattes tilstedeværelse i virksomheden, de ansattes identitet og

skatteforhold m.v., om der er en særlig risiko for, at den

pågældende virksomhed kan have interesse i at bortskaffe

regnskabsmateriale m.v. inden kontrolbesøget, om den

pågældende virksomhedstype er i en særlig risikogruppe i

skatte- og/eller afgiftsmæssig henseende, eller om den

pågældende virksomhed gentagne gange har undladt at selvangive og

indsende regnskaber m.v. eller undladt efter myndighedernes opfordring at

indsende supplerende regnskabsoplysninger m.v., uden at myndighederne af den

grund har en mistanke eller formodning om, at der er begået et

strafbart forhold.

At myndigheden skønner, at der er grundlag for at

foretage et uanmeldt kontrolbesøg eller et kontrolbesøg i det

hele taget er derfor ikke udtryk for en mistanke, der hører under

strafferetsplejen. Formålet er både i relation til de

kontrolbesøg, der er varslet på forhånd, og de uanmeldte

kontrolbesøg udelukkende at kontrollere, om skatte- og

afgiftslovgivningen overholdes.

Endvidere må muligheden af myndighedernes uanmeldte

kontroleftersyn tillægges en ikke ubetydelig præventiv

værdi.

Jeg skal i øvrigt gøre opmærksom

på, at langt de fleste skatte- og/eller afgiftsforhøjelser, hvad

enten de er et resultat at et kontroleftersyn i virksomheder eller et

resultat af den umiddelbare ligning og kontrol, foretages uden, at der

samtidig konstateres ansvarspådragende overtrædelser af skatte-

og afgiftslovgivningen.

Spørgsmål 35:

Hvilke konsekvenser vil det få for en eventuel

senere sigtelse, såfremt skatteyderen ikke bliver gjort bekendt med

sigtelsen, med retten til at nægte at udtale sig og med adgangen til at

få en beskikket forsvarer?

Skatteministerens svar:

Lovforslaget omfatter alene forhold, der ligger uden for

strafferetsplejen. Gennemtvingelse af kontrolbesøg må derfor

udelukkende foretages som led i skatte- og afgiftsmyndighedernes almindelige

kontrolarbejde. Foreligger der en begrundet mistanke om et strafbart forhold,

må skatte- og afgiftsmyndighederne ikke gennemtvinge

kontrolbesøget, men sagen skal i disse tilfælde overgives til

politiet.

Hvis der foretages et uberettiget kontrolbesøg,

selv om sagen burde have været overgivet til politiet, og

skattemyndighederne i den forbindelse ikke gør skatteyderen

opmærksom på dennes rettigheder som sigtet, afskærer det

dog ikke nødvendigvis anklagemyndigheden fra at anvende det fremkomne

materiale i en senere straffesag. I dansk strafferet er der tendenser til at

anvende også ulovligt tilvejebragt bevismateriale, hvilket bl.a.

begrundes med, at de formelle regler bliver af mindre betydning i et system,

hvor man lægger vægt på den materielle sandheds princip.

Der vil være tale om domstolenes konkrete afvejning,

hvori indgår skattemyndighedernes handlemåde i den konkrete sag

samt sagens alvor og bevismidlets betydning. Er sagen tilstrækkelig

alvorlig f.eks. fordi der er tale om betydelige og/eller systematiske

unddragelser vil den materielle sandheds princip ofte få fortrinet,

idet domstolene traditionelt har anlagt en pragmatisk holdning til

anvendelsen af disse bevismidler.

Imidlertid vil den ulovlige tilvejebringelse af

bevismaterialet kunne medføre disciplinære sanktioner over for

de ansvarlige personer, der har foretaget det ulovlige kontrolbesøg.

Spørgsmål 36:

Hvem har bevisbyrden for, at en skatteyder er blevet gjort

bekendt med sigtelsen, med retten til at nægte at udtale sig og med

adgangen til at få en beskikket forsvarer, såfremt der ved en

senere sigtelse opstår tvister om, hvorvidt den sigtede er gjort

bekendt hermed?

Skatteministerens svar:

Det fremgår bl.a. af skattekontrollovens § 19, stk.

1, og kildeskattelovens § 78, stk. 1, at i sager, som behandles

administrativt i medfør af skattekontrollovens § 20 og

kildeskattelovens § 79, finder retsplejelovens § 752, stk. 1, tilsvarende

anvendelse.

Retsplejelovens § 752, stk. 1, har følgende

ordlyd:

Inden politiet afhører en sigtet, skal han

udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er

forpligtet til at udtale sig. Det skal af rapporten fremgå, at disse

regler er iagttaget.

Da der som nævnt skal forholdes på

tilsvarende måde for så vidt angår overtrædelser af

skattelovgivningen, har skattemyndighederne bevisbyrden for, at den

skattepligtige er blevet gjort bekendt med sine rettigheder.

Spørgsmål nr. 39:

Med udgangspunkt i advokat Hanne Østergaards

artikel: »Skatteydernes retssikkerhed

krænkes«, LOV & RET, marts 1999

(vedlagt) og udtalelser af lektor Lars Bo Langsted og professor Jan Pedersen

i artiklen »Kom ind, skat« i Weekendavisen, 9.-15. april 1999 (vedlagt)

ønskes en vurdering af lovforslag nr. L 73 ud fra følgende

problemstillinger:

Ministeren bedes tilsende Lovafdelingens vurdering ud

fra et retssikkerhedssynspunkt af oplysningen hos Hanne Østergaard i

»Skatteydernes retssikkerhed krænkes« , LOV & RET, marts 1999, side 12-13, om at Told-

og Skattestyrelsen den 5. marts 1998 har udsendt en meddelelse, hvori man har

henstillet, at ligningsmyndighederne ikke i forbindelse med behandlingen af

skattesager medtager den hidtil anførte orientering til skatteborgeren

om, at sagen vil blive oversendt til regionen til vurdering af ansvar efter

skattekontrolloven.

Justitsministerens svar:

1.

I den nævnte artikel i Lov og Ret giver

advokat Hanne Østergaard udtryk for betænkelighed ved en

meddelelse, som Told- og Skattestyrelsen har udsendt den 5. marts 1999, og

hvorefter ligningsmyndighederne ifølge artiklen ikke længere

»i forbindelse med skattesager medtager den hidtil

anførte orientering til skatteborgeren om, at sagen vil blive

oversendt til regionen til vurdering af ansvar efter skattekontrolloven.«

Hanne Østergaard anfører i den forbindelse,

at det er »uacceptabelt, hvis myndighederne

gennemfører skattesagen uden at fortælle, at man hos

ligningsmyndighederne for længst har truffet beslutning om, at sagen

skal overgives til regionen med henblik på vurdering af

strafansvar.«

2.

Told- og Skattestyrelsens meddelelse nr.

99/96-610-00195 af 5. marts 1999 har bl.a. følgende indhold:

»

Retssikkerhedsudvalget, der nu

er sammenlagt med Skattelovrådet til et nyt permanent rådgivende

organ, Skatteretsrådet, er i sin sidste redegørelse af juni 1997

fremkommet med nogle anbefalinger vedrørende behandlingen af skatte-

og afgiftsstraffesager.

I den anledning skal Told- og Skattestyrelsen give

følgende foreløbige retningslinier for de omtalte anbefalinger.

De anbefalinger, der ikke er omtalt nedenfor, er under overvejelse med hensyn

til, hvordan de nærmere skal føres ud i livet.

2. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at der

fastsættes nærmere retningslinier for skattemyndighedernes

forpligtelse til at gøre skatteyderen og tredjemand bekendt med en

sigtelse og retten til at nægte at udtale sig.

Som indledning til en ansvarsforhandling skal skatteyderen

(igen, jf. nedenfor under 4) gøres bekendt med sigtelsen. Endvidere

med, at han som sigtet ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens

§ 752, stk. 1.

Hvis en rådgiver (revisor, advokat) er sigtet for et

forhold vedrørende en kunde, skal ansvarsforhandlingen med ham

principielt foregå uden deltagelse af skatteyder uden hensyn til, om

også skatteyder er sigtet, eller dette ikke er tilfældet.

Hvis der under en forhandling med en skatteyder, der er

sigtet, og skatteyders revisor, der ikke er sigtet, opstår bestyrket

mistanke om, at revisor har begået et strafbart forhold, skal

ansvarsforhandlingen afbrydes og revisor sigtes. Ansvarsforhandlinger

gennemføres herefter principielt med skatteyder og revisor hver for

sig, jf. ovenfor.

Der henvises i øvrigt til Niels Hansens artikel

»Revisors rolle i skattestraffesager« i Foreningen af Registrerede Revisorers blad Stafetten

nr. 435, januar 1997, der tidligere er tilsendt regionerne. Endvidere

henvises til det nedenfor under 4 anførte.

3. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at der

fastsættes nærmere retningslinier for skattemyndighedernes brug

af skattekontrollovens kontrolbeføjelser og oplysningermidler,

når det står klart for myndighederne, at der er grundlag for at

rejse sigtelse.

En forudsætning for at kunne afslutte en række

skattestraffesager administrativt, jf. skattekontrollovens § 20, er i et vist

omfang anvendelse af oplysninger, der er fremskaffet på grundlag af

skattekontrollovens kontrolbeføjelser og oplysningsmidler.

Kontrolbeføjelserne og oplysningermidlerne kan

derfor anvendes til fremskaffelse af oplysninger, der senere viser sig at

kunne danne grundlag for en straffesag.

Imidlertid bør kontrolbeføjelserne og

oplysningsmidlerne ikke anvendes over for eller i konfrontation med

skatteyder. Dvs. at de ikke må anvendes fra det øjeblik, det

står klart, at der er grundlag for at sigte skatteyderen for et

strafbart forhold. Efterforskningsskridt over for en sigtet må ske

på et andet grundlag end kontrolbeføjelserne og

oplysningermidlerne, eventuelt må politiet inddrages med henblik

på iværksættelse af straffeprocessuelle tvangsmidler,

f.eks. ransagning, jf. skattekontrollovens § 22. Derimod vil der også

efter, at der er konstateret grundlag for at rejse sigtelse mod skatteyderen,

kunne indhentes oplysninger fra tredjemand på grundlag af

bestemmelserne herom i skattekontrollovens afsnit II samt på grundlag

af bestemmelser i dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Der er ikke i dansk ret regler om, hvornår en person

skal anses for sigtet. Dette må vurderes helt konkret med udgangspunkt

i de foreliggende beviser i den enkelte sag.

4. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at skatteyderen

allerede i indkaldelsesskrivelsen til ansvarsforhandlingen gøres

bekendt med sigtelsen og retten til at nægte at udtale sig.

Når skatteyderen tilskrives om ansvarsforhandlingen,

skal det derfor i indkaldelsesskrivelsen anføres, at han er sigtet,

idet det så præcist, som det er muligt på det

pågældende tidspunkt, beskrives, hvad han sigtes for. Dvs. at det

skal anføres, hvilken overtrædelse (med angivelse af lov og

paragrafnummer), hvilke indkomstår, indkomstdifferencer og unddragne

skatter der er tale om, samt en beskrivelse af overtrædelsen (f.eks.

undladelse af at have medregnet hele sin omsætning ved den af ham

drevne virksomhed). Det skal endvidere tilkendegives skatteyderen, at han som

sigtet ikke har pligt til at udtale sig, jf. retsplejelovens § 752, stk.

1.

Konsekvensen ved, at indkaldelsesskrivelsen (også)

indeholder en egentlig sigtelse, er, at påtaleforældelsen

afbrydes, hvis sagen kan afgøres med en bøde, jf. straffelovens

§ 94, stk. 4, 3. punktum.

5. Retssikkerhedsudvalget har anbefalet, at kommunerne

normalt bør undlade at orientere skatteyderen om, at der findes

grundlag for, at sagen indberettes til told- og skatteregionen, idet den

strafbare vurdering i forhold til skatteyderen normalt bør overlades

til regionen.

Told- og Skattestyrelsen har derfor ved brev af dags dato

anmodet kommunerne om at ophøre med skriftligt, dvs. i

agterskrivelser, kendelser m.v., at medtage en passus om, at sagen vil blive

sendt til regionen med henblik på vurdering af et eventuelt

ansvarsspørgsmål.

Told- og skatteregionerne anmodes om at påse, at

Styrelsens anmodning efterleves af kommunerne.«

I Skatteministeriets besvarelse af 16. april 1999 af

spørgsmål nr. 45 fra Folketingets Skatteudvalg vedrørende

lovforslaget er der redegjort for baggrunden for pkt. 5 i Told- og

Skattestyrelsens meddelelse. Det hedder heri bl.a. følgende:

»

Det af skatteministeren

nedsatte Retssikkerhedsudvalg fremkom i en redegørelse fra juni 1997

med en række anbefalinger vedrørende behandlingen af

administrative skatte- og afgiftsstraffesager.

En af anbefalingerne vedrørte det forhold, at

kommunerne allerede ved udsendelsen af den såkaldte agterskrivelse

(vedrørende selve ansættelsen) i påkommende tilfælde

underretter skatteyderen om, at sagen vil blive forelagt told- og

skatteregionen med henblik på vurdering af et eventuelt

strafansvar.

I de tilfælde, hvor regionen vælger at opgive

sagen, vil orienteringen kunne skabe unødig ængstelse hos

skatteyderen. Udvalget anbefalede derfor, at det overvejedes at orientere

kommunerne om at undlade at orientere skatteyderne om, at der findes grundlag

for, at sagen indberettes til told- og skatteregionen, idet den

strafferetlige vurdering i forhold til skatteyderne normalt fuldt ud

bør overlades til regionen, der har kompetencen i skattestraffesager.

Det undgås således, at den kommunale skatteforvaltning på

grund af sin begrænsede kompetence inden for skattestrafferetten og

dermed minimale mulighed for grundigt at vurdere, om der er grundlag for en

skattestraffesag mod skatteyderen, unødigt giver anledning til

bekymringer hos skatteyderen, der herefter vil være usikker på

sin retsstilling.«

3.

Hertil skal Justitsministeriet bemærke

følgende:

Den ændring af praksis med hensyn til orientering af

skatteyderne, som der lægges op til i meddelelsens pkt. 5, har efter

det oplyste til formål at undgå at vække unødig

ængstelse og bekymring hos de pågældende med hensyn til, om

der vil blive iværksat strafferetlig forfølgning mod dem.

Dette hensyn er efter Justitsministeriets opfattelse i

overensstemmelse med almindelige principper om god forvaltningsskik og

hensynsfuld behandling af borgerne, jf. Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.,

Forvaltningsret (1994), side 594 f.

Der er endvidere ikke som advokat Hanne

Østergaard synes at forudsætte tale om, at skattemyndighederne

efter, at der er opstået mistanke om et strafbart forhold, kan

fortsætte med at anvende skattelovgivningens kontrolbestemmelser til

fremskaffelse af oplysninger med henblik på den strafferetlige

vurdering. I sådanne tilfælde vil der, uanset hvilken

fremgangsmåde skattemyndighederne følger med hensyn til

orientering af skatteyderen, i stedet skulle gås frem efter

retsplejelovens almindelige regler, jf. bl.a. pkt. 3 i Told- og

Skattestyrelsens meddelelse og besvarelsen af spørgsmål nr.

42.

Hertil kommer, at der i Told- og Skattestyrelsens

meddelelse er taget højde for spørgsmålet om orientering

af skatteyderen om sigtelser af den pågældende. Det fremgår

således, at skatteyderen i forbindelse med såvel indkaldelsen til

ansvarsforhandling som ansvarsforhandlingens påbegyndelse skal

orienteres herom, jf. nærmere meddelelsens pkt. 2 og 4. Den

pågældende vil i forbindelse med gennemførelsen af

straffeprocessuelle tvangsindgreb endvidere skulle orienteres i det omfang,

det følger af retsplejelovens almindelige regler.

På den anførte baggrund giver den omhandlede

praksisændring ikke Justitsministeriet anledning til

bemærkninger. Det tilføjes i den forbindelse, at der heller ikke

for politiet gælder nogen almindelig pligt efter retsplejeloven til at

orientere berørte personer om, at der foretages undersøgelser

af deres forhold.

Spørgsmål nr. 42:

Ministeren bedes tilsende Lovafdelingens vurdering af, i

hvilket omfang det vil være muligt under ligningsmyndighedernes

besøg at fastsætte det tidspunkt, hvor retsplejelovens

beskyttelsesregler afløser skattekontrollovens pligt til at give

oplysninger, og hvordan man sikrer sig, at denne grænse

fastlægges så klart som muligt af hensyn til retssikkerheden,

samt om det er sket i tilstrækkelig grad med lovforslag nr. L 73?

Justitsministerens svar:

Skattelovgivningens kontrolbestemmelser kan ikke anvendes

i det omfang, der er mistanke om, at der foreligger et strafbart forhold hos

skatteyderen. I så fald må fremskaffelsen af oplysninger m.v. i

stedet ske i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler, jf.

bl.a. besvarelsen af spørgsmål nr. 39.

Spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt

der foreligger en sådan mistanke, er bl.a. omtalt i Skatteministeriets

besvarelse af 16. december 1998 af spørgsmål nr. 6 fra

Folketingets Skatteudvalg vedrørende lovforslaget. Her anføres

bl.a. følgende:

»

Såfremt

skattemyndighederne inden et ... kontrolbesøgs foretagelse har en

formodning om et strafbart forhold og vurderer, at der er grundlag for at

rejse sigtelse, er skattemyndighederne udelukket fra at anvende de

administrative kontrolbeføjelser. Skattemyndighedernes anvendelse af

administrative kontrolbeføjelser er således begrænset til

de tilfælde, hvor kontrollen ikke foretages med henblik på at

straffe den pågældende, men med henblik på at kontrollere,

om der er overensstemmelse mellem det, der fremgår af

regnskabsmaterialet m.v., og de faktiske forhold i virksomheden.

Der findes ikke i retsplejeloven eller lovgivningen i

øvrigt udtrykkelige kriterier for, hvornår en person skal anses

for sigtet i en straffesag. Spørgsmålet afgøres ud fra en

konkret vurdering af mistankens styrke.«

Som anført i Skatteudvalgets spørgsmål

vil det endvidere kunne forekomme, at der ikke forud for et

kontrolbesøg har foreligget mistanke om et strafbart forhold, men at

der i forbindelse med kontrollens gennemførelse opstår en

sådan mistanke. I disse tilfælde må kontrolbesøget

medmindre den pågældende samtykker afbrydes, og sagen eventuelt

overgives til politiet med henblik på efterforskning i

strafferetsplejens former.

Justitsministeriet er enig med Skatteministeriet i, at der

ikke i generel form kan gives præcise anvisninger på,

hvornår der foreligger en sådan mistanke, at de nævnte

begrænsninger i adgangen til at anvende skattelovgivningens

kontrolbeføjelser indtræder. Det må bero på en

konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, jf. herved Hans

Gammeltoft-Hansen, Strafferetspleje II (1989), side 111 ff.

Lovforslag L 73 indeholder ikke bemærkninger, der

søger at afklare det rejste afgrænsningsspørgsmål.

Lovforslaget har ifølge de almindelige bemærkninger et andet

formål, nemlig at affatte skattelovgivningens kontrolbestemmelser i

overensstemmelse med de principper, der fremgår af Justitsministeriets

redegørelse af 19. december 1996 til Folketinget om udviklingen i

forvaltningsmyndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse.

Spørgsmål nr. 43:

Ministeren bedes tilsende Lovafdelingens vurdering af, om

der kan være situationer, hvor oplysninger givet under

skattemyndigheders kontrolbesøg ikke kan bruges af anklagemyndigheden

under en senere behandling af et strafbart forhold, fordi da oplysningerne

blev givet skete det ikke under retsplejelovens bestemmelser, som ellers

gælder, når der er tale om et strafbart forhold.

Justitsministerens svar:

Som anført i besvarelserne ovenfor kan

skattelovgivningens kontrolbestemmelser ikke anvendes i det omfang, der er

mistanke om, at der foreligger et strafbart forhold hos skatteyderen. I

så fald må fremskaffelsen af oplysninger m.v. i stedet ske i

overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler.

Såfremt skattemyndighederne i en sådan

situation alligevel f.eks. under trussel om straf pålægger

skatteyderen at fremkomme med oplysninger, vil der være tale om

ulovligt tilvejebragte bevismidler.

Efter retspraksis beror det på et konkret

skøn i den enkelte sag, om ulovligt tilvejebragte bevismidler kan

tillades benyttet under en efterfølgende straffesag. Ved vurderingen

indgår politiets handlemåde i den konkrete sag (hvor groft et

retsbrud) samt sagens alvor (hvilken kriminalitet og forventet straf) og

bevismidlets betydning. Hvis sagen er tilstrækkeligt alvorlig, vil den

materielle sandheds princip ofte få fortrinet, idet domstolene

traditionelt har anlagt en pragmatisk holdning til anvendelsen af disse

bevismidler, jf. Eva Smith, Straffeproces (3. udg., 1994), side 20 f.

Det er således muligt, at dokumenter og oplysninger

m.v. tilvejebragt i forbindelse med et kontrolbesøg, som ikke burde

være gennemført efter reglerne om administrativ kontrol, ikke

vil blive tilladt benyttet som bevismiddel under en eventuel

efterfølgende retssag. Til illustration heraf kan nævnes dommen

i Ugeskrift for Retsvæsen 1970, side 901 V, hvor den tiltalte ikke

under politiets afhøring af ham som sigtet var gjort opmærksom

på, at han ikke havde pligt til at udtale sig. Den begåede fejl

fandtes at burde medføre, at den pågældende

afhøring ikke kunne bruges som bevis til skade for tiltalte ved sagens

afgørelse.

Ved vurderingen af, om en forklaring, der er tilvejebragt

i forbindelse med et kontrolbesøg, der ikke burde have været

gennemført efter reglerne om administrativ kontrol, skal tillades

benyttet som bevismiddel under en eventuel straffesag, vil navnlig Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention have betydning. Det skyldes, at

der efter konventionens artikel 6, således som denne bestemmelse er

blevet fortolket i praksis, gælder et forbud mod selvinkriminering. Det

vil f.eks. være i strid med forbudet mod selvinkriminering, hvis

anklagemyndigheden under en straffesag mod en person benytter en forklaring,

som den tiltalte har afgivet under trussel om straf, hvis der på

tidspunktet for forklaringens afgivelse allerede var en begrundet formodning

om, at vedkommende havde begået en strafbar handling (se f.eks.

Saunders mod UK, dom af 17. december 1996).

Det tilføjes, at der i de beskrevne tilfælde

endvidere vil kunne blive tale om at iværksætte tjenstlige

reaktioner over for de pågældende embedsmænd.

Spørgsmål 47:

Det fremgår af de foreslåede udvidelser i § 1,

nr. 5, § 3, § 4, § 19 og § 20 om politibistand uden retskendelse, at

justitsministeren efter forhandling med skatteministeren kan fastsætte

nærmere regler herom. Hvad kan ministeren oplyse om indholdet af disse

regler?

Skatteministerens svar:

Efter gældende ret findes der allerede i

skattekontrollovens § 6, stk. 6, en bestemmelse om, at politiet yder bistand

til skattemyndighederne ved gennemførelsen af udgående

kontrolbesøg efter regler, der aftales mellem skatteministeren og

justitsministeren.

Med henblik på en harmonisering af lovgivningen

foreslås tilsvarende bestemmelser indsat i skattekontrollovens § 6 A, i

ansvarsforsikringsafgiftslovens § 7, i § 8 i lov om afgift af

lystfartøjsforsikringer, i § 86 i lov om opkrævning af

indkomstskat m.m. samt i CFC-lovgivningens § 14 a.

Der er ikke truffet aftale med justitsministeren om regler

for politiets bistand ved gennemførelsen af udgående

kontrolbesøg, men det fremgår af Ligningsvejledningen 1998,

Almindelig del, afsnit A.I.3.2., at politiets bistand ydes efter

følgende retningslinier:

- Der skal foreligge en helt ekstraordinær

situation, hvis politiet skal være med fra besøgets start. Det

må forudsættes, at der er en begrundet formodning for, at adgang

vil blive nægtet, eller at der på grund af kontrollens

særlige karakter kan opstå problemer, som kræver politiets

tilstedeværelse.

- Ansvar for politiets tilkaldelse påhviler de

statslige told- og skattemyndigheder, dvs. told- og skatteregionerne, dog For

Københavns og Frederiksbergs vedkommende skatteforvaltningen, der

stiller politiet den opgave, der skal løses.

- Politiets opgave er alene at overvinde fysiske

hindringer for kontrollens gennemførelse.

Det er ikke umiddelbart tanken, at der skal

fastsættes nærmere regler om politibistand, hvorfor der

også for de i lovforslaget medtagne nye politibistandsbestemmelser

henvises til ovennævnte retningslinjer samt bemærkningerne til

lovforslaget.

Lignende dokumenter