Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om registreret partnerskab og lov om personnavne

1998/1 BTL 70Betænkning over lovforslagFolketinget21. maj 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Retsudvalget den

6. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om

ændring af lov om registreret partnerskab og lov om personnavne

(Ændring af betingelserne for indgåelse af

registreret partnerskab og ændring af gebyrer for udfærdigelse af

navnebevis)

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder

og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som

denne har besvaret skriftligt.

Der er af justitsministeren og af nogle mindretal stillet

ændringsforslag, herunder om deling af lovforslaget. Det øvrige

udvalg har tiltrådt delingen af lovforslaget. Der henvises i

øvrigt til bemærkningerne til ændringsforslagene.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller

mundtlige henvendelser fra:

Foreningen Far til støtte for børn og forældre,

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og

Wohlert, Pia Maria, København N.

Henvendelsen fra Foreningen Far samt notat m.m. fra Lov-

og Parlamentssekretariatet og Udvalgsafdelingen er optrykt som bilag til

betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres,

Enhedslistens og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) det under A

nævnte lovforslag til vedtagelse med de dertil stillede

ændringsforslag og det under B nævnte lovforslag til

vedtagelse med de dertil stillede ændringsforslag.

Læs alt

Et mindretal inden for flertallet (Centrum-Demokraternes

medlem af udvalget) har stillet ændringsforslag nr. 2 og 3, hvormed

forslagsstillerne ønsker at give homoseksuelle i registrerede

parforhold samme muligheder som ægtepar for at kunne adoptere

stedbørn.

Denne mulighed eksisterer ikke i gældende lov, og

børn i registrerede parforhold har derfor en ringere retsstilling end

børn i ægteskaber. Barnet i det registrerede parforhold har i

nogle tilfælde kun én biologisk forælder og derfor kun

én juridisk forælder. Det betyder, at dette barn har en ringere

retsstilling både i arvesager og ved skilsmisse. At få to

forældre i juridisk forstand har også stor betydning for barnet,

da det registrerede par bliver ligestillet i de forhold i barnets

opvækst, der refererer til de offentlige myndigheder, man som

forældre kommer i berøring med.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Dansk

Folkepartis og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller det

under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling, men

vil stemme for de under nr. 4 og 5 stillede ændringsforslag, og det

under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de dertil under nr.

6 og 7 stillede ændringsforslag.

En del af mindretallet (Det Konservative Folkepartis

medlemmer af udvalget) kan ikke støtte ændringsforslagene om

stedbørnsadoption for registrerede partnere af følgende

grunde:

For det første er der identitetsproblemer mellem de

stillede ændringsforslag og lovforslaget. Ændringsforslagene

indeholder en selvstændig og en så afvigende ændring, at de

ikke burde behandles som ændringsforslag. Ændringsforslagene

burde fremsættes som et særskilt lovforslag.

Lovgivningen opfylder hermed ikke reglen om tre

behandlinger i Folketingssalen.

Det Konservative Folkeparti indstiller herefter denne del

af lovforslaget til forkastelse, da et flertal forventes at stemme for de

nævnte ændringsforslag.

Det Konservative Folkeparti vil fastholde et barns ret til

at have en far og en mor, hvilket ændringsforslagene laver

grundlæggende om på. Det Konservative Folkeparti mener ikke, at

et samtykke fra den ene part i et ægteskab/tidligere forhold i

forbindelse med en stedbarnsadoption berettiger til at fratage et barn det at

have en far eller mor.

Et mindretal inden for mindretallet (Dansk Folkepartis

medlem af udvalget) støtter forslaget om at gøre det muligt

også at indgå registreret partnerskab i Danmark, hvis man har

norsk, svensk eller islandsk statsborgerskab.

Dansk Folkeparti mener dog ikke, det er rimeligt at udvide

de registrerede partnerskaber til også at omfatte adoption af

børn, også med henvisning til henvendelsen fra Foreningen Far,

der er optrykt som bilag til betænkningen.

Dansk Folkeparti har accepteret det registrerede

partnerskab mellem homoseksuelle, idet partiet finder, at dette er en sag

mellem to voksne mennesker, men vi vil ikke under nogen omstændigheder

acceptere, at børn skal kunne adopteres af et homoseksuelt par.

Ændringsforslagene til dette forslag er netop en glidebane, der

fører i retning af indførelsen af et mere generelt grønt

lys for, at personer i registreret partnerskab kan adoptere.

Dansk Folkeparti finder, at et barn har ret til

såvel en far som en mor, og at det vil være dybt

betænkeligt, at et barn skal vokse op som adopteret af et homoseksuelt

par. Det er efter Dansk Folkepartis opfattelse ikke en ideel start for et

barn at få, og vi vil arbejde ihærdigt for at undgå en

sådan lovs vedtagelse.

Grænsen for frisindet går lige præcis

her. At to personer af samme køn lever i et ægteskabslignende

forhold kan og skal ikke forbydes, men de skal ikke have lov at adoptere. Her

er det barnets tarv, der kommer i første række, og det varetages

ikke optimalt, hvis ikke barnet har både en mor og en far.

Et af argumenterne for at give et homoseksuelt par

tilladelse til at adoptere hinandens børn, er i øvrigt

arveforholdene. Men dette begrænsede problem kunne jo let løses

ved at lempe arvebeskatningsreglerne.

Når det gælder navnebeviser er det

selvfølgelig helt urimeligt, at man skal betale for et navn, hvis man

gifter sig i udlandet, mens man kan få sin partners navn gratis ved et

bryllup her i landet. Derfor er Dansk Folkeparti enig i den ligestilling

på området, som forslaget er et udtryk for.

Et andet mindretal inden for mindretallet (Kristeligt

Folkepartis medlem af udvalget) finder det kritisabelt, at regeringen med det

fremsatte lovforslag ønsker at ændre to love, som sagligt set

overhovedet ikke har noget med hinanden at gøre. Det er efter

mindretallets opfattelse ikke måden at begrænse antallet af

lovforslag på. Partiet finder det principielt uacceptabelt, at

regeringen på denne måde sætter partier, der er for

ændringerne i den ene lov og imod ændringerne i den anden, i et

alvorligt dilemma ved afstemningen om det samlede lovforslag. Kristeligt

Folkeparti har derfor til 2. behandling stillet ændringsforslag med

henblik på at få lovforslaget opdelt i to.

For så vidt angår forslag til lov om

ændring af lov om registreret partnerskab, indstiller Kristeligt

Folkeparti dette til forkastelse. Kristeligt Folkeparti stemte i 1989 imod

loven om registreret partnerskab. Partiet er fortsat imod en juridisk

ligestilling af det registrerede partnerskab med ægteskabet og kan

derfor ikke tilslutte sig regeringens ønske om at lette

udlændinges adgang til at indgå registreret partnerskab i

Danmark.

Kristeligt Folkeparti afviser endvidere de af

Centrum-Demokraterne stillede ændringsforslag om

stedbørnsadoption. Partiet er af den klare opfattelse, at der er

identitetsproblemer mellem de stillede ændringsforslag og lovforslaget.

Det fremgår også af det notat af 12. april 1999, som Lov- og

Parlamentssekretariatet og Udvalgsafdelingen har udarbejdet med henblik

på at belyse problemstillingen i relation til de stillede

ændringsforslag, der er optrykt som bilag til betænkningen.

Kristeligt Folkeparti mener desuden, at

ændringsforslagene er blevet fremmet, uden at konsekvenserne heraf er

blevet belyst tilstrækkeligt. Spørgsmålet om

stedbørnsadoption har ej heller været sendt i høring fra

ministeriets side.

I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt,

at den svenske regering i februar måned dette år igangsatte et

parlamentarisk udredningsarbejde om børn i homoseksuelle familier, som

skal danne udgangspunkt for regeringens videre overvejelser om registrerede

partneres eventuelle mulighed for at adoptere børn - et arbejde, som

skal være færdiggjort senest den 1. januar 2001.

Kristeligt Folkeparti vil gerne henvise til, at et flertal

i kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i samfundet

nåede frem til (betænkning nr. 1127/1988), at der særlig

med hensyn til stedbørn i registrerede partnerskaber næppe kan

være noget påtrængende behov for

stedbørnsadoption.

Kristeligt Folkeparti er ligeledes af den opfattelse, at

registrerede partnere ikke skal have mulighed for stedbørnsadoption.

Et barn har ret til en far og mor og kan kun have højst én

far og højst én mor.

Et andet mindretal (Venstres medlemmer af udvalget)

vil redegøre for sin stilling til det under A nævnte lovforslag

ved 3. behandling, men vil stemme for de under nr. 4 og 5 stillede

ændringsforslag. Dette mindretal indstiller det under B nævnte

lovforslag til vedtagelse med de dertil under nr. 6 og 7 stillede

ændringsforslag. Mindretallet ønsker lovforslaget til fornyet

udvalgsbehandling mellem 2. og 3. behandling.

Venstre kan ikke støtte ændringsforslagene

fra CD om stedbørnsadoption for registrerede partnere, idet en

så væsentlig ændring må søges

gennemført som et selvstændigt lovforslag, der skal igennem de

tre behandlinger, som grundloven foreskriver i § 41, stk. 2.

Ændringsforslagene indeholder en principiel

problemstilling af selvstændigt indhold og har ikke samme formål

som selve lovforslaget. Efter Venstres opfattelse er der således ikke

identitet mellem lovforslaget og de stillede ændringsforslag. Der

må være grænser for, hvor vidtgående

ændringsforslag der kan indarbejdes i en lov, uden at den færdige

lov kommer i strid med kravet om at have gennemgået tre

folketingsbehandlinger. Venstre er af den opfattelse, at den grænse

overskrides med ændringsforslagene. Ændringsforslagene indeholder

en så selvstændig og fra lovforslaget afvigende regulering, at de

ikke bør behandles som ændringsforslag.

Hovedformålet med grundlovens § 41, stk. 2, er at

sikre en vis grundighed i behandlingen af lovforslag, idet der med

bestemmelsen om tre behandlinger sikres tid til overvejelse og inddragelse af

relevante synspunkter på de fremsatte lovforslag. Endvidere bør

reglen om tre behandlinger have en særlig betydning i denne situation,

hvor der formentlig ikke er enighed om ændringsforslagene inden for

partigrupperne i Folketinget. I sådanne situationer bør der

vises en særlig tilbageholdenhed over for at acceptere for

vidtgående ændringsforslag.

Endvidere må kravet om tre behandlinger

tillægges den betydning, at det giver offentligheden mulighed for at

tilkendegive sine synspunkter over for Folketingets udvalg og

enkeltmedlemmer, således at reaktioner fra berørte grupper kan

indgå i Folketingets beslutningsgrundlag og derved også medvirke

til en grundigere og mere kvalificeret sagsbehandling. Den yderst korte

behandling af selve ændringsforslagene finder Venstre ikke

understøtter Folketingets bestræbelser på at sikre

højeste kvalitet i lovgivningen.

Venstre henviser i øvrigt til notatet af 12. april

1999 fra Lov- og Parlamentssekretariatet og Udvalgsafdelingen om

identitetsproblematikken og notatets konklusion, der er optrykt som bilag til

betænkningen.

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (KRF), tiltrådt af et flertal (det

øvrige udvalg):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende

titler og indhold:

A.

»Forslag til lov om ændring af

lov om registreret partnerskab. (Ændring af betingelserne for

indgåelse af registreret partnerskab)« omfattende §

1, § 3 og § 4, stk. 1 og 2.

B.

»Forslag til lov om ændring af lov

om personnavne. (Ændring af gebyrer for udfærdigelse af

navnebevis)« omfattende § 2, § 3 og § 4, stk. 1 og 3.

b

Ændringsforslag til det under A nævnte

lovforslag

Af et mindretal (CD), tiltrådt af et flertal (S,

SF, RV, EL og FP):

Til titlen

2) I undertitlen indsættes efter »registreret partnerskab« ordene:

»og stedbarnsadoption for registrerede partnere«.

Til § 1

3) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»

01. I § 4, stk. 1,

indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»

Dog kan en registreret partner

adoptere den anden partners barn, medmindre der er tale om et adoptivbarn fra

et andet land.««

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 3

4) Ikrafttrædelsesdatoen »den

1. januar 1999« ændres til: »den 1. juli

1999«.

Af et mindretal (KRF), tiltrådt af et flertal (det

øvrige udvalg):

Til § 4

5) I stk. 1 udgår ordene »og 3«.

c

Ændringsforslag til det under B nævnte

lovforslag

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 3

6) Ikrafttrædelsesdatoen »den

1. januar 1999« ændres til: »den 1. juli

1999«.

Af et mindretal (KRF), tiltrådt af et flertal (det

øvrige udvalg):

Til § 4

7) I stk. 1 udgår ordene »2 og«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Forslagsstillerne ønsker lovforslaget delt, fordi

de to love, der foreslås ændret, er så forskelligartede, at

de partier, som ikke har samme syn på de to elementer i lovforslaget,

tvinges ud i et dilemma. Kristeligt Folkeparti ønsker hverken at

stemme imod den del, partiet kan gå ind for, eller for den del, som

partiet ikke kan støtte.

Til nr. 2

I ændringsforslag nr. 3 foreslås en ny

bestemmelse vedrørende stedbarnsadoption. Der foreslås som

følge heraf en ændring af lovforslagets undertitel.

Til nr. 3

Efter § 3, stk. 1, i lov om registreret partnerskab har et

partnerskab med de undtagelser, der er nævnt i lovens § 4, samme

retsvirkninger som indgåelse af ægteskab. Efter § 3, stk. 2, skal

bestemmelser i dansk lovgivning, som omhandler ægteskab og

ægtefæller, anvendes tilsvarende på registreret partnerskab

og registrerede partnere.

I § 4, stk. 1, er det bestemt, at adoptionslovens regler

om ægtefæller ikke finder anvendelse på det registrerede

partnerskab. Det indebærer bl.a., at en registreret partner ikke kan

adoptere den anden partners barn, jf. herved adoptionslovens § 5, stk. 1, 2.

pkt. Efter denne bestemmelse kan den ene ægtefælle med den andens

samtykke adoptere dennes barn eller adoptivbarn.

Med ændringsforslaget åbnes der mulighed for,

at en registreret partner kan adoptere den anden partners barn.

Udtrykket »barn« i den foreslåede bestemmelse omfatter både

biologiske børn og adoptivbørn. Adoptivbørn fra andre

lande er dog efter forslaget undtaget herfra.

Den foreslåede adgang til stedbarnsadoption for

registrerede partnere følger i øvrigt adoptionslovens

almindelige regler, herunder også for så vidt angår

adoptionens retsvirkninger og eventuelle ophævelse. Med hensyn til

spørgsmålet om meddelelse af adoptionsbevilling m.v.

bemærkes i den forbindelse særligt følgende:

Den pågældende registrerede partner skal ikke

godkendes som adoptant, jf. adoptionslovens § 4 a, stk. 2. Det skal dog under

alle omstændigheder sikres, at adoptionen kan antages at være til

gavn for barnet, jf. lovens § 2.

Den anden af forældrene skal som altovervejende

hovedregel samtykke i adoptionen, såfremt vedkommende har del i

forældremyndigheden over barnet, jf. adoptionslovens § 7, stk. 1. Har

den pågældende ikke del i forældremyndigheden, kræves

der ikke samtykke, jf. lovens § 7, stk. 2, men der skal i så fald

indhentes en erklæring fra vedkommende, jf. nærmere § 13.

Protesteres der i erklæringen mod den ønskede

stedbarnsadoption, vil det bero på en samlet vurdering, om adoption

alligevel kan bevilges. Praksis på området forudsættes i

den forbindelse videreført, bl.a. således at der kun i

særlige undtagelsestilfælde meddeles bevilling til adoption,

såfremt der er kontakt mellem barnet og den pågældende,

eller såfremt kontakten ikke har været afbrudt i mere end 7-8

år. Har kontakten været afbrudt i en længere periode, vil

det bero på en nærmere vurdering, om adoption kan bevilges.

Afhængig af barnets alder og sagens

omstændigheder skal der endvidere foreligge samtykke fra barnet. Efter

adoptionslovens § 6, stk. 1, bør adoption således som

altovervejende hovedregel ikke bevilges uden samtykke fra barnet, hvis det er

fyldt 12 år. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning

om dets holdning til den påtænkte adoption i det omfang, barnets

modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det, jf. adoptionslovens §

6, stk. 3. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn

til barnets holdning til den påtænkte adoption.

Ændringsforslaget omfatter som omtalt alene

spørgsmålet om stedbarnsadoption. Der er således ikke tale

om en generel adgang for registrerede partnere til at adoptere på lige

fod med ægtefæller.

Til nr. 4

Lovens ikrafttræden foreslås udskudt til 1.

juli 1999, da lovforslaget ikke er blevet færdigbehandlet inden den

oprindeligt foreslåede ikrafttrædelsesdato (1. januar 1999).

Til nr. 5 og 7

Ændringsforslagene er konsekvenser af

ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 6

Lovens ikrafttræden foreslås udskudt til 1.

juli 1999, da lovforslaget ikke er blevet færdigbehandlet inden den

oprindeligt foreslåede ikrafttrædelsesdato (1. januar 1999).

Lissa Mathiasen (S)

fmd.

Per Kaalund (S) Dorte Bennedsen (S)

Else Marie Mortensen (S) Jan Petersen (S)

Anne Baastrup (SF) nfmd. Sonja Albrink (CD)

Elisabeth Arnold (RV)

Søren Søndergaard (EL)

Birthe Rønn Hornbech (V)

Inge Dahl-Sørensen (V) Karen Rønde (V)

Tom Behnke (FP) Bendt Bendtsen (KF)

Pernille Sams (KF) Peter Skaarup (DF)

Jann Sjursen (KRF)

Bilag 1

Henvendelse fra Foreningen Far

Foreningen Far

Til støtte for børn og forældre

LOKALAFDELING I ÅRHUS

16. april 1999

Til

Folketingets Retsudvalg

Vedrørende L 40 om adoption af

stedbørn i registrerede partnerskaber

Foreningen Fars Lokalafdeling i Århus har fulgt

debatten omkring registrerede partneres mulighed for at adoptere hinandens

børn.

Vi får undertiden henvendelse omkring adoption af

stedbørn. Der er typisk tale om, at en mor ønsker at

bortadoptere sit barn til sin nye mand.

Selv om det heldigvis ikke er den type sager vi ser flest

af, er dem vi har, tunge sager. Vi oplever store problemer med

stedbarnsadoption i almindelighed, og forudser endnu større problemer

med stedbarnsadoption i registrerede parforhold.

Det skal præciseres, at vi ikke har noget imod

mennesker, der indgår registreret partnerskab. Vi synes at folk skal

have lov til at praktisere den seksualitet de kan blive enige med deres

partner om.

Men vi bryder os ikke om nogle af de eksisterende

paragraffer i adoptionsloven, især for så vidt angår

stedbarnsadoptionen. I enkelte tilfælde ses også adoption til

tredjemand, hvor faderen enten ikke er registreret eller ikke er blevet

spurgt1.

Efter adoptionslovens § 7, skal der indhentes samtykke fra

de biologiske forældre før en eventuel adoption. Efter § 7, stk.

2, kan man dog se bort fra dette samtykke:

»Hvis den ene af forældrene er:

uden del i forældremyndigheden,

forsvundet eller

på grund af sindssygdom,

åndsvaghed eller

lignende tilstand

ude af stand til at handle fornuftmæssigt,

da kræves kun samtykke fra den anden af forældrene«.

Nu kan der være adskillige grunde til, at en af de

biologiske forældre ikke har del i forældremyndigheden.

Måske har moderen ikke ønsket at dele forældremyndigheden

med faderen, hvorfor han aldrig har haft del i den. Måske har han

tidligere haft del i den, men den fælles forældremyndighed er

senere ophørt. En oversigt over de forskellige muligheder ses i bilag

1.

Vi finder ikke at man på denne baggrund kan

sidestille de øvrige kriterier, der er nævnt i § 7, stk. 2, med,

om man nu har del i forældremyndigheden eller ej.

Vi skal beklage, at man i udgangspunktet alene lader

forældrenes køn være afgørende for

forældremyndighedens placering. Forældrenes køn er

næppe nogen retvisende indikator for, hvad der er bedst for barnet. Nye

undersøgelser viser, at børn der vokser op hos deres far,

faktisk klarer sig lige så godt eller bedre end de børn der

vokser op hos deres mor2.

Vi skal dog medgive, at specielt helt små

børn har særligt behov for deres mor, fordi kun hun kan amme

barnet. Men da små børn har det med at blive store, finder vi

det alligevel kortsigtet alene at lade barnets alder være

afgørende, da forældremyndighedens placering har betydning for

hele barnets liv. Desuden giver alderskriteriet nogle uheldige incitamenter,

jo tidligere moderen søger forældremyndigheden bragt til

ophør, desto større vil sandsynligheden være for, at hun

får forældremyndigheden.

En mors modstand mod at indgå fælles

forældremyndighed med barnets far kunne være, at hun selv

erkender, at barnet var bedst tjent med at vokse op hos ham. Hun frygter, at

myndighederne netop vil komme til det resultat, hvis den fælles

forældremyndighed senere søges ophævet, og der indledes en

undersøgelse af forældrenes forhold og forældreevne.

Med denne fremgangsmåde for tildelingen af

forældremyndigheden kan man ikke slutte, at det så altid vil

være forældremyndighedsindehaveren, der er det største

orakel i spørgsmålet om, hvad der er bedst for barnet.

Forældremyndighedens placering fortæller måske noget om

forældrenes køn, men næppe noget om deres

forældreevne.

Myndighederne har efter adoptionslovens §§ 4, 25 a og 25 b

pligt til at kontrollere adoptivforældres forhold nøje,

før der gives tilladelse til en adoption. Men netop i tilfældet

med stedbarnsadoption findes der en undtagelsesbestemmelse, § 4 a, stk. 2,

hvorefter adoptivforældrenes forhold ikke skal undersøges.

Det skal præciseres, at dette gælder adoption

af stedbørn i almindelighed, og ikke eksplicit i de registrerede

forhold.

Indsigelsesret for forældre uden del i

forældremyndigheden

Adoptionslovens § 13 giver ganske vist mulighed for at den

af forældrene der ikke har del i forældremyndigheden, kan udtale

sig om adoptionen. Men han har ikke nogen vetoret, og vi ser undertiden

stedbarnsadoptioner på trods af en protest fra den biologiske far.

Vi skal henlede opmærksomheden på FN s

børnekonvention, hvori det blandt andet hedder:

Artikel 8 Beskyttelse af identitet

Statens forpligtelse til at beskytte og om

nødvendigt genskabe barnets grundlæggende identitet (navn,

nationalitet og familierelationer).

Artikel 9 Forældres beskyttelse af barnet

Barnets ret til at bo sammen med sine forældre,

medmindre dette skønnes uforeneligt med barnets tarv. Barnets ret til

at opretholde kontakt til begge forældre, hvis det lever adskilt fra

den ene eller dem begge. Statens forpligtelse til at genskabe en sådan

kontakt, hvis adskillelsen skyldes årsager iværksat af

staten.

Artikel 21 Adoption

Statens forpligtelse til at sikre, at adoption kun

tillades, når det er til barnets bedste.

Danmark ratificerede konventionen i 1991.

Vi ser en umiddelbar modsætning mellem

adoptionslovens § 7, stk. 2, og FN s børnekonvention, da det at en af

forældrene ikke har del i forældremyndigheden, ikke kan

sidestilles med, at det skulle være i modstrid med barnets tarv at bo

sammen med eller opretholde kontakt til denne. Opmærksomheden

henledes på statens forpligtelse til at genskabe barnets

familierelationer, hvis staten har ansvar for afbrydelsen af kontakten mellem

børn og forældre.

Civilretsdirektoratet står foran at skulle afgive en

udtalelse til Folketingets Ombudsmand bl.a. om betydningen af

børnekonventionens artikel 21 og menneskerettighedskonventionens

artikel 8 i en konkret sag, hvor man har tilladt en stedbarnsadoption

på trods af den biologiske fars protester. I den konkrete sag er der

tale om, at faderen og barnet ikke havde haft kontakt i en længere

årrække, men at faderen flere gange havde søgt, men

fået afslag på samvær3.

I FN s Menneskerettighedskonventions artikel 8 hedder

det:

Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning

ved de kompetente nationale domstole for handlinger, der krænker de

fundamentale rettigheder, som forfatningen eller loven giver vedkommende.

Vi forudser at Danmark meget vel kan få adskillige

sager, hvor fædre søger oprejsning for krænkelser af de

nævnte bestemmelser. Antallet af potentielle sager vil næppe

blive mindre, hvis L 40 vedtages, og der åbnes op for stedbarnsadoption

i også registrerede forhold.

Ukendte fædre

Et særligt problem opstår, når moderen

ikke er i stand til eller nægter at oplyse, hvem der er far til barnet,

på trods af at hun har pligt hertil ifølge børnelovens §

10. Bestemmelsen er med til at sikre at barnet har kendskab til sit

biologiske ophav.

Som loven ser ud i dag, har faderen ingen mulighed for at

rejse en faderskabssag.

At faderen er ukendt, fortæller derfor ikke så

meget om faderen, men en del om moderen. At give hende flere rettigheder

på baggrund af hendes ulovlige fortielse af barnets oprindelse

forekommer uhensigtsmæssigt.

I Foreningen Far oplever vi fædre, der

forgæves søger oplysninger om deres børn, fordi de gerne

vil udfylde i det mindste deres forsørgerpligt. Men de kan ikke

få oplyst, om barnet er bortadopteret, dødfødt, eller om

det lever i bedste velgående.

Vi finder det særdeles uhensigtsmæssigt, hvis

man bortadopterer børn mod de biologiske forældres vilje, uanset

om det reelt foregår ved, at man hindrer registreringen af det

biologiske faderskab.

I forbindelse med vedtagelsen af loven om kunstig

befrugtning var det et ønske fra lesbiske kvinder, at de skulle have

adgang til kunstig insemination. Det blev i første omgang nedstemt i

Folketinget4. Spørgsmålet blev bragt op igen kort tid

efter at loven trådte i kraft i oktober 1997, men blev igen nedstemt i

Folketinget5.

I løbet af de første 6 måneder efter

loven om kunstig befrugtnings ikrafttræden i oktober 1997 fik mindst 7

kvinder foretaget kunstig insemination i England. Private danske

fertilitetsklinikker synes ligefrem at formidle kontakt til

samarbejdspartnere i udlandet6.

De private fertilitetsklinikkers forretning med at

arrangere insemination i udlandet bliver næppe mindre af at man

muliggør adoption af stedbørn. Tværtimod kan andelen af

»ukendte« fædre meget vel tænkes at stige.

I forbindelse med Retsudvalgets behandling af forslaget om

enlige og lesbiskes ret til at få kunstig befrugtning konkluderede Det

danske Center for Menneskerettigheder, efter en nøje gennemgang af

internationale konventioner:

Som det fremgår af ovenfor anførte, er det

i det hele lagt til grund, at det er barnets tarv, at det så vidt

muligt får en far (uanset om det bor sammen med ham eller ej). Det skal

præciseres, at det er dette hensyn, der er tungtvejende i

lovgivningsmæssig henseende7.

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske har i deres

høringssvar til forslaget anført, at man i de kredse undertiden

»aftaler«, at faderen ikke skal registreres juridisk. Det hedder i

landsforeningens høringssvar at:

»kvinder der opgiver faderen som ukendt, får

enten tilladelse hertil eller en meget lille bøde (ca. 500 kr.), og

der vil formentlig ikke være hverken folkelig eller politisk opbakning

til at ændre denne praksis. Der vil altså være et

(stigende) antal børn født af lesbiske, der fra fødslen

kun har én juridisk forælder«.

Det er især for denne gruppe af børn med

»ukendte« fædre, at Landsforeningen forestiller sig, at adoptionen af

stedbørn kan komme på tale.

Børnelovsudvalget har i sin betænkning

udtrykt betænkeligheder ved, at 1 % af de børn der fødes

af ugifte kvinder fødes med ukendte fædre. Udvalget fandt, at

det var et foruroligende højt tal. Man har foreslået skrappere

sanktioner mod mødre, der ikke vil oplyse hvem faderen er. I sin

yderste konsekvens foreslår udvalget, at moderen hensættes i

forvaring i op til ½ år.

Børnelovsudvalget har også foreslået,

at faderen skal kunne påberåbe sig faderskabet i op til ½

år efter barnets fødsel. Selv efter denne frists udløb

foreslår udvalget, at barnets far skal have mulighed for at rejse sag

med henblik på at få faderskabet fastslået, hvis barnet

forbliver faderløst8.

Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske har

utvivlsomt ret, når de forudser en stigning i andelen af børn

med »ukendte« fædre, hvis forslaget vedtages, og flere får adgang

til stedbarnsadoption.

Vi skal beklage den relativt lempelige praksis, hvorefter

moderen ofte opnår tilladelse til at undlade at opgive faderens navn.

Vi har svært ved at forstå, at man hermed tilsidesætter

barnets interesse.

Børnetestamenter

Et af forslagsstillernes argumenter er, at ved at adoptere

partnerens barn overtager partneren forældremyndigheden automatisk,

hvis den biologiske forælder dør (lov om forældremyndighed

og samvær § 14).

Ifølge samme lov (§ 15) kan

forældremyndighedsindehaveren skrive et børnetestamente, hvori

det oplyses hvem de ønsker barnet skal vokse op hos, hvis de selv

dør. Børnetestamentet er dog ikke bindende for myndighederne,

der i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, hvad der vil være bedst

for barnet. Dette utvivlsomt også for at sikre, at

børnetestamentet ikke kan bruges kommercielt, så barnet

testamenteres til højestbydende.

De eksisterende regler om adoption af stedbørn til

en ny ægtefælle kan bruges som en omgåelse af

myndighedernes vurdering af, hvor det i fremtiden vil være bedst for

barnet at vokse op. Det fremsatte forslag om også at give registrerede

partnere mulighed for at adoptere hinandens børn vil ligeledes kunne

bruges til at omgå den individuelle vurdering.

Hvis det ud fra objektive kriterier er bedst for barnet at

blive i sit vante miljø hos den efterlevende af de registrerede

partnere, skulle stedforældre af den ene eller anden seksuelle

observans ikke have nogen grund til at frygte en vurdering af de mulige

forældremyndighedskandidaters forældreevne. Muligheden for

stedbarnsadoption og den fortrinsstilling stedforældrene opnår

ved partnerens død giver kun mening, hvis det ud fra objektive

kriterier er bedst for barnet med et miljøskift, f.eks. til den anden

af de biologiske forældre.

I hele loven om forældremyndighed og samvær er

det et overordnet princip, at barnet så vidt muligt forbliver i sit

vante miljø. Men en forandring der fryder, kan undertiden være

at foretrække frem for en stabilitet i et dårligt

miljø9. Det stigende antal anbringelsessager vidner

herom.

Derfor er det grundlæggende et sundt princip, at

sagerne undersøges individuelt, før der træffes en

afgørelse.

Arv

Det har også været nævnt, at børn

med kun én biologisk forælder (så langt er vi vel endnu

ikke nået teknologisk?) skulle sikres arvemæssigt, så de i

lighed med børn i almindelige familier med en far og en mor kunne

modtage arv fra to juridiske forældre.

Dette hensyn kunne sikres ved en ændring i

arveloven, så en registreret partner kunne skrive testamente til fordel

for sin partners børn, med samme afgiftsmæssige behandling af

arven, som gælder for normale børn med to biologiske

forældre.

Det skal også nævnes, at den dobbelte arv ikke

nødvendigvis er til børnenes bedste, da arveretten fra begge

»forældre« også vil betyde, at den længstlevende får

mulighed for at sidde i uskiftet bo. Det kan betyde, at der ikke er noget

tilbage at arve, når den længstlevende dør. Samtidig

mister barnet også arveretten fra den af de biologiske forældre,

der ved adoptionen har fået slettet sin forældrestatus.

Der er således modstridende interesser mellem

børn og forældre rent arvemæssigt. Dr.jur. Finn

Taxø Jensen har for nylig foreslået ændringer af

arvereglerne, hvor de modstridende interesser mellem børn og den

længstlevende (sted)forælder kortlægges.

Vi skal ikke i nærværende skrift gå ind

på en diskussion af Finn Taxø Jensens ændringsforslag, men

blot fastslå, at stedbarnsadoption ikke nødvendigvis er i

barnets interesse, set ud fra et rent arvemæssigt synspunkt.

Samværsrettigheder

Et andet argument for at tillade homoseksuelle at adoptere

hinandens børn er, at den ikke-biologiske forælder dermed sikres

samværsret i tilfælde af forholdets opløsning.

Vi så gerne mere statistik omkring stabiliteten af

de registrerede forhold, så man kunne danne sig et indtryk af omfanget

af samværssager. Amerikanske undersøgelser tyder på, at

lesbiske forhold (om muligt) er endnu mere skrøbelige end

heteroseksuelle10. Danske psykologer har observeret, at

adoptivforældre undertiden slås om at slippe for

forældreansvaret i forbindelse med skilsmisse11.

Justitsministeriet har som alternativ til

stedbarnsadoptionen foreslået, »at forældremyndigheden over et

barn f.eks. ved aftale kan overføres fra den ene af forældrene

til den andens registrerede partner«.

Justitsministeriet argumenterer med, at »En sådan

ændring vil f.eks. indebære, at den ene af forældrene som

et væsentligt mindre vidtgående alternativ til

stedbarnsadoption kan »nøjes« med at give afkald på

forældremyndigheden til fordel for den andens registrerede partner. Det

vil bl.a. have den virkning, at retten til samvær og den indbyrdes

arveret i forhold til barnet bevares. I modsætning hertil betyder en

stedbarnsadoption, at retsforholdet mellem barnet og dets virkelige far eller

mor, herunder de nævnte samværs- og arverettigheder, helt

bortfalder, jf. adoptionslovens § 16, stk. 1, 2. pkt.«.

Forslaget er klart bedre end en egentlig adoption, af de

grunde som Justitsministeriet selv anfører. Men der er også en

række problemer i forslaget.

Justitsministeriet synes ikke at forholde sig til den

situation, at den biologiske mor netop ikke har ønsket at dele

forældremyndigheden med den biologiske far, eller at den senere er

ophørt. I de tilfælde forekommer det absurd at skulle afgive en

forældremyndighed man ikke har del i.

Barnets weekender kan hurtigt slippe op, hvis såvel

den biologiske far/mor, som ikke bor sammen med barnet, som den ikke

biologiske forældremyndighedsindehaver skal have samværsret med

barnet. Noget tilsvarende er tilfældet med anbragte børn, der

skal bibeholde samvær med begge forældre og derfor bliver

splittet mellem ikke to men tre forskellige steder. Helt kaotisk er

højtiderne, hvor flere forskellige parter søger

samvær.

Endelig kunne den af de mange forældre barnet bor

hos, etablere endnu et forhold til en helt fjerde (eller femte), som

måske i praksis har den tætteste relation til barnet.

Spørgsmålet er, hvordan denne forælders retsstilling

så skal være?

Problemerne bliver ikke mindre af, at også

bedsteforældrene, som der med de mange skiftende partnere

efterhånden også bliver en del af, utvivlsomt gerne vil se deres

børnebørn. Vi får jævnligt henvendelser fra

bedsteforældre, der er ulykkelige over at de mister kontakten til deres

børnebørn.

Det er næppe nogen god ide at gøre

forældremyndigheds- eller samværssager til et

tilløbsstykke mellem flere parter end de to biologiske

forældre.

Justitsministeriets forslag nævner ikke noget om

forsørgelsespligten hvem af de forskellige forældre, der skal

være bidragspligtig over for barnet.

Særlige forhold ved de registrerede partnerskaber

Adoptionslovens primære målsætning

bør være at sikre barnløse børn forældre. At

man så hermed også sikrer barnløse par børn,

bør betragtes som en sidegevinst. Hensynet til de barnløse par

bør aldrig blive lovens hovedsigte, fordi denne type

forældreskab forudsætter, at biologiske forældre svigter

deres forældreansvar. I tilfældet med de registrerede forhold er

det en forudsætning, at en biologisk far/mor opgiver at udfylde sit

forældreansvar, og det er da også den adfærd

Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske refererer til i deres

høringssvar.

Den moral man kan udlede af forslaget er, at man ikke

nødvendigvis behøver at føle sig ansvarlig over for de

børn man sætter i verden.

Det er næppe noget heldigt budskab at give videre

til næste generation.

Vi mener, at børn uanset køn har brug

for to forældre af hver sit køn til at danne deres egen

kønsidentitet. I samfundsdebatten problematiseres det ofte, at de

fleste voksne i institutioner og skoler er kvinder. Der stilles også i

stigende grad krav om lige repræsentation af kvinder og mænd i

forskellige udvalg og på arbejdsmarkedet.

Forældreskabet er det måske mest styrende

organ for den enkelte. Hvis man mener, at lige repræsentation af

mænd og kvinder er vigtigt i forskellige magtorganer, er

forældreskabet næppe det mindst vigtige.

Biologiske/sociale forældre

Loven om adoption af stedbørn og de

ændringsforslag der er fremført, handler ikke så meget om

hvad der nu er bedst for barnet, som det handler om hvilken juridisk stilling

henholdsvis sociale og biologiske forældre skal have. I praksis

opstår problemerne når såvel den (eller de) sociale

forældre som den længstlevende biologiske far/mor gerne vil tage

forældreansvaret på sig, og der derfor opstår konflikt om

forældremyndighedsspørgsmålet.

Mange sociale forældre udfører utvivlsomt et

stort og væsentligt ansvar for deres stedbørn, og mange

biologiske forældre svigter utvivlsomt deres, eller bliver i praksis

tvunget til det.

Men det er ikke kun i eventyrene, at stedforældrene

er de onde. Adskillige undersøgelser viser, at der er store problemer

mellem stedbørn og stedforældre.

Den amerikanske forfatter David Blankenhorn har i sin bog

»Fatherless America confronting our most urgent social problems«

blandt andet sammenfattet en række undersøgelser om

børn der vokser op med stedforældre. Konklusionen af denne

sammenfatning er, at de børn klarer sig lige så dårligt

eller dårligere, end børn der vokser op hos enlige

forældre. Bogens kapitel om stedfædre er vedlagt.

Biologiske forældre bør fortsat have en

fortrinsstilling frem for sociale forældre. I hvert fald bør

spørgsmålet om barnets fremtidige bopæl underkastes en

individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Forplantningsmuligheder

Nu er det i forvejen sådan, at mens 90 % af alle

kvinder får børn, er det kun 82 % af mændene der får

det12. Ser man på hvor mange der faktisk lever sammen med

deres børn, er forskellen endnu større. En forskel der kan

forventes at øges som konsekvens af forslaget, da stedbarnsadoption

især forventes at blive aktuel i lesbiske forhold.

Vi er bekymrede over, at så mange mænd lever

deres liv uden den dimension i tilværelsen, som det er at have

børn. Familieliv med børn er måske det væsentligste

middel vi har til at tæmme maskuline aggressioner og kanalisere dem

over i noget nyttigt. Den onde voldelige mands modsætning er vel netop

den gode familiefar, der frivilligt forsørger og opdrager sine

børn13.

Set fra et samfundsmæssigt synspunkt bør man

gøre hvad man kan, for at få flere af dem.

Referencer

Saras mange forældre.

Af Robert Refby. Politikens kronik den

22. juni 1990.

Opvækst hos fædre.

Socialforskningsinstituttet

1995.

Skarrildhusrapporten 1998, side 91.

Lov nr. 5 folketingssamling 1996/97 om kunstig befrugtning.

Lov nr. 61, 1997/98 II samling. Om kunstig insemination til enlige og

lesbiske.

RB se f.eks. Politiken den 13. marts 1998.

Notat til L 61 samling 1997/98 II, fra Det Danske Center for

Menneskerettigheder.

Betænkning nr. 1350 om Børns Retsstilling.

Justitsministeriets børnelovsudvalg 1997.

Den grimme ælling.

Af H. C. Andersen.

Human sperm competition.

Robin Beker et. al. 1996.

Den gode proces.

Af Lili og Christian Hasle Harlung.

Danmarks statistik 10-års-oversigt 1998.

Fatherless America.

David Blankenhorn 1995.

Underbilag

Bilag 1 til henvendelsen af 16. april 1999 fra Foreningen

Far

Familietyper i Danmark

Ugift

Gift

Har aldrig boet sammen

Har boet sammen

Skilt

Ikke skilt

Bor endnu sammen

Ingen fælles forældremyndighed på grund

af

Fælles forældremyndighed

Lov om forældremyndighed § 5

»Aftale« eller dom

Fælles forældremyndighed

Bor ikke sammen

Ingen fælles forældremyndighed på grund

af

Lov om forældremyndighed § 5

»Aftale« eller dom

Familiernes juridiske grundlag er meget varieret.

Forældremyndighedens placering er i nogle tilfælde et resultat af

en vurdering af en domstol. I andre tilfælde er

eneforældremyndigheden et resultat af lov om forældremyndighed og

samvær, § 5, hvorefter forældremyndigheden tildeles moderen

alene, hvis barnet fødes uden for ægteskab. Ifølge

Børnelovsudvalget fødes 46 % uden for ægteskabet.

Endelig er der relativt mange, der frivilligt afgiver

forældremyndigheden ved en såkaldt »aftale«. Den frivillige

afgivelse skal dog ses i lyset af, at alternativet ofte vil være en

retssag. Når så relativt få fædre går i retten

og slås om forældremyndigheden, kan det ikke tages som udtryk for

fædres manglende engagement i deres børn eller en erkendelse af,

at barnet vil have det bedst ved at bo hos moderen eller i en plejefamilie.

Problemet er ofte, at det er dyrt at føre sag, og at det som regel er

vanskeligt for fædrene at opnå fri proces.

For at kunne få fri proces skal man opfylde nogle

økonomiske betingelser og desuden have en rimelig chance for at vinde.

Dels fordi det er vanskeligt at få fri proces til en

overførelsessag og dels fordi den økonomiske grænse for

at få fri proces i praksis er lavere for fædre end for

mødre, fordi børnene typisk bor hos moderen.

Indkomstgrænsen for at få fri proces øges hvis man har

børn boende. Den økonomiske grænse er i 1999, at

lønindkomsten i 1997 skal være under 196.000 kr. + 34.000 kr.

for hvert hjemmeboende barn. Undertiden opgiver fædre, der har vundet i

første instans at gå videre til anden instans alene på

grund af økonomiske forhold. Det er hvis moderen har fri proces,

gratis for hende at anke sagen.

Når faderen ikke bor sammen med børnene,

bliver børnetillægget ikke aktuelt for ham. Er han flyttet

sammen med en anden kvinde, som han typisk forsørger mere eller

mindre, vil denne forsørgelsesbyrde heller ikke påvirke

indtægtsgrænsen for fri proces.

Desuden består mandens indkomst hovedsageligt af en

lønindkomst, mens en væsentlig del af moderens indkomst ofte er

forskellige tilskud og bidrag, der ikke medregnes, når der tages

stilling til om hun kan få fri proces. Hendes reelle forbrugsmuligheder

vil ofte ligge væsentligt over hans, også selvom han har en

høj bruttoindkomst. Resultatet heraf er, at mødre i langt

højere grad end fædre får fri proces i

familieretssager.

Denne forskelsbehandling betyder, at selve det at

føre sag for den gennemsnitlige far er forbundet med store

omkostninger, mens det for mødrene som regel er gratis. Når

omkring 90 % af fædrene frivilligt afstår

forældremyndigheden til moderen, kan det derfor ikke tages som udtryk

for, at fædrene generelt ikke er så interesserede i deres

børn, at de ikke vil kæmpe for dem i retten, men fordi de

må foretage en afvejning. At føre retssag er for fædre at

sammenligne med køb af en dyr lodseddel, som der er ringe chance for

bliver trukket ud.

Bilag 2

Notat m.m. fra Lov- og Parlamentssekretariatet og

Udvalgsafdelingen

Folketingets formand

Fhv. minister

Fru Yvonne Herløv Andersen

Her

13. april 1999

I fortsættelse af vor samtale forleden om muligheden

for at stille et ændringsforslag om stedbarnsadoption til lovforslag

nr. L 40 om ændring af adoptionsloven (international adoption) eller L

70 (registreret partnerskab) har jeg fået udarbejdet vedlagte notat af

12. april 1999 fra Lov- og Parlamentssekretariatet og Udvalgsafdelingen. Jeg

skal henvise til notatets konklusion, hvori jeg er enig, og jeg skal derfor

fortsat fraråde, at en så væsentlig ændring

søges gennemført som et ændringsforslag til en af de to

love.

Med venlig hilsen

Ivar Hansen

Lov- og Parlamentssekretariatet

&

Udvalgsafdelingen

Den 12. april 1999

J.nr. 31

Notat

Om et ændringsforslag om

»stedbarnsadoption«, der overvejes stillet til lovforslagene L 70

(registreret partnerskab m.m.) eller L 40 (international adoption).

1. Lovforslagene

Lovforslag nr. L 40 om ændring af adoptionsloven

(International adoption)

indeholder følgende hovedpunkter:

Ændrede regler for adoption af udenlandske børn, herunder

indførelse af adoptionsforberedende kurser.

Inddragelse af barnet ved ophævelse af adoptivforhold, hvis barnet

er fyldt 12 år.

Udvidelse af adoptionsnævnets opgaver.

I lovforslagets bemærkninger findes en omfattende

gennemgang af Justitsministeriets Adoptionsudvalgs betænkninger med

omtale af en række ændringer, der vil blive gennemført ved

hjælp af administrative forskrifter. Af bemærkningerne (s. 19 og

20) fremgår det, at Adoptionsudvalget ikke har anset sig for »kompetent« til at vurdere

spørgsmålet om homoseksuelles herunder registrerede partneres

mulighed for at adoptere.

Lovforslag nr. L 70 om ændring af lov om

registreret partnerskab og lov om personnavne (Ændring af betingelserne

for indgåelse af registreret partnerskab og ændring af gebyrer

for udfærdigelse af navnebevis)

indeholder følgende hovedpunkter:

Ændring af betingelserne for indgåelse af registreret

partnerskab, således at personer fra lande med tilsvarende regler kan

lade sig registrere her i landet.

Ændring af gebyrer ved udstedelse af navnebevis, f.eks. ved

ønske om ændring af efternavn i anledning af ægteskab

indgået i udlandet.

2. Ændringsforslaget

Et antal medlemmer (muligvis et flertal) i Retsudvalget

ønsker, at der til L 70 eller L 40 stilles ændringsforslag

således, at registrerede partnere få mulighed for

stedbarnsadoption, dvs. at de får mulighed for at adoptere hinandens

børn på samme vilkår som ægtefæller.

Der synes ikke at være uenighed om, at

ændringen teknisk bør ske ved en ændring af en paragraf i

loven om registreret partnerskab.

En sådan ændring kan dog teknisk søges

gennemført såvel til L 40 (adoption) som til L 70 (registreret

partnerskab) uden, at dette »formelle« spørgsmål i sig selv har nogen betydning

for identitetsproblematikken. Stilles ændringsforslaget til L 40, skal

dette lovforslag ændre titel til f.eks. »...

ændring af adoptionsloven og lov om registreret partnerskab.

(International adoption og stedbarnsadoption for registrerede partnere m.v.)

«.

Under udvalgsbehandlingen af L 70 (registreret

partnerskab) har Justitsministeriet i et svar til Retsudvalget oplyst, at

ministeriet finder, at forslaget i givet fald bør stilles som et

ændringsforslag til L 40 (adoptionsloven). Svaret indeholdt endvidere

et udkast til et ændringsforslag til L 40.

Retsudvalget har senere (den 3. marts 1999) anmodet

ministeriet om bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag til L 70,

jf. L 70 bilag 17. Når det i relation til

identitetsspørgsmålet er relevant at stille

ændringsforslaget til L 70, skyldes det, at spørgsmålet om

registrerede partneres mulighed for stedbarnsadoption blev debatteret under

1. behandlingen af L 70, hvilket det ikke blev under 1. behandlingen af L 40.

Justitsministeriet har endnu ikke besvaret spørgsmålet, idet

ministeriet - så vidt det er oplyst - ønsker at afvente

Folketingets stillingtagen til identitetsspørgsmålet.

3. Overvejelser om, hvorvidt den ønskede ændring kan

gennemføres som ændringsforslag

Ifølge grundlovens § 41, stk. 2, kan et lovforslag

ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været behandlet i

Folketinget. For så vidt angår ændringsforslag, er

grundlovsbestemmelsen fortolket således i Folketinget, at den ikke

udelukker ændringsforslag, men at disse ikke må være

så vidtgående, at de ændrer det oprindelige forslags

identitet, heller ikke ved væsentlige selvstændige

tilføjelser.

For identitet taler i den konkrete sag, at

problemstillingen rent faktisk blev debatteret under 1. behandlingen af L 70.

Dette argument, der normalt indgår som argument for, at et

ændringsforslag kan stilles, svækkes dog i den konkrete sag

derved, at der er tale om et emne, hvor der ofte er forskellige holdninger

inden for partierne. De medlemmer, som måtte have en anden holdning end

partiets ordfører, og som ikke på grundlag af det fremsatte

forslag kunne forvente en debat om »stedbarnsadoption«, havde

reelt ikke mulighed for at argumentere for deres synspunkter i så

henseende under 1. behandlingen.

Imod taler navnlig,

at den ønskede ændring indeholder en principiel

problemstilling af selvstændigt indhold i forhold til de emner, der er

omhandlet i lovforslagene,

at den ønskede ændring ikke er omtalt i de 2 fremsatte

forslag. (Der ses bort fra den ovenfor refererede udtalelse fra

adoptionsudvalget om, at det ikke anså sig for kompetent til at vurdere

spørgsmålet.)

at der er tale om et spørgsmål, som der formentlig ikke er

enighed om inden for grupperne, og hvor der derfor bør tages et

særligt hensyn til de medlemmer, der ikke er

ordførere.

Samlet set finder Lov- og Parlamentssekretariatet og

Udvalgsafdelingen, at den ønskede ændring er så

vidtgående i forhold til de fremsatte lovforslag, at den ikke

bør gennemføres som et ændringsforslag til disse.

Folketingets formand

Fhv. minister

Fru Yvonne Herløv Andersen

Her

Den 21. april 1999

I fortsættelse af mit brev til dig af 13. april 1999

om muligheden for at stille et ændringsforslag om stedbarnsadoption til

lovforslag nr. L 40 om ændring af adoptionsloven (international

adoption) eller L 70 (registreret partnerskab) skal jeg oplyse, at sagen

efter anmodning har været drøftet i Udvalget for

Forretningsordenen. Et flertal i udvalget fandt det ikke betænkeligt at

stille det omhandlede ændringsforslag til lovforslag nr. L 70, idet

flertallet navnlig lagde vægt på omtalen af den ønskede

ændring under lovforslagets første behandling. Herefter ser jeg

intet grundlag for hvis ændringsforslaget stilles at indstille til

Tinget, at det afvises, jf. Folketingets Forretningsordens 16, stk. 3.

Med venlig hilsen

Ivar Hansen

Lignende dokumenter