Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af køns- og invaliditetsdiskrimination i arbejdsmarkedspensioner

1998/1 BSF 138Beslutningsforslag som fremsatFolketinget7. maj 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 7. maj 1999 af

Christine Antorini (SF), Anne Baastrup (SF),

Pernille Frahm (SF),

Jes Lunde (SF) og Anni Svanholt (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om fjernelse af køns- og invaliditetsdiskrimination

i arbejdsmarkedspensioner

Folketinget opfordrer regeringen til at

iværksætte initiativer, således at størrelsen af

pensionsydelsen ikke afhænger af kønssammensætningen og

invaliditetsrisikoen i de enkelte pensionskasser.

Konkret foreslås følgende:

1) Der etableres en ordning, således at pensionsforskelle

relateret til forskelle i kønssammensætningen mellem de enkelte

pensionskasser udlignes.

2) Der etableres en ordning, således at den erhvervsrelaterede

invaliditetsrisiko udlignes mellem pensionskasserne.

Bemærkninger til forslaget

Det er stadig meget relevant at diskutere

ligestilling. Der eksisterer fortsat store økonomiske uligheder mellem

mænd og kvinder, både i arbejdslivet og i alderdommen. F.eks. er

det velkendt, at kvinder med en supplerende pensionsordning har fået en

lavere løbende ydelse end mænd, alene fordi de i gennemsnit

forventedes at blive et par år ældre. Det er derfor godt, at der

omsider er vedtaget en lov (Lov nr. 134 af 25. februar 1998 om

ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede

sikringsordninger), hvorefter pensionsselskaberne pålægges at

beregne pensionen neutralt i forhold til kønnet det såkaldte

unisexprincip. På en række områder er loven imidlertid

mangelfuld.

Læs alt

1) For det første omfatter den kun nye medlemmer, dvs.

personer indtrådt efter 1. juli 1999 eller eventuelt endnu senere

(år 2002), da loven indeholder dispensationsmuligheder. Kvinder, som i

dag er i en pensionsordning med et kønsafhængigt

beregningsgrundlag, får altså ikke glæde af de

ændrede regler og vil fortsat få en for lav pension.

Ifølge Ligestillingsrådet drejer det sig om ikke mindre end

450.000 kvinder. Det er naturligvis helt uacceptabelt, hvorfor der bør

overvejes en kompensationsordning i tilfælde af afslag på

sagsanlæg. Lovens mulighed for dispensation med hensyn til

ikrafttrædelsesdatoen bør ophæves. Der er ingen grund til

at trække en i forvejen langsommelig proces, der først vil

være tilendebragt om ca. 40 år, yderligere i langdrag. Desuden

har pensionsselskaberne haft god tid til at få indkørt de nye

beregningssystemer.

2) For det andet omfatter loven kun arbejdsgiveradministrerede

pensionsordninger. I private ordninger sker pensionsberegningen på et

individuelt og dermed et kønsafhængigt grundlag. Her

diskrimineres der fortsat mellem kønnene, f.eks. i forbindelse med

livrenter og visse kapitalprodukttyper (kapitalpension med en

forsikringsdel). Desuden kan der opstå et uheldigt sammenspil mellem de

arbejdsgiveradministrerede og de private ordninger, der åbner op for en

omgåelse af unisexprincippet. Man kan forestille sig en situation, hvor

en arbejdsgiveradministreret kapitalpension ved udbetalingen konverteres til

en privat livrente. Det er uklart, om det problem kan løses, men

regeringen og de relevante fora opfordres til løbende at følge

udviklingen på området.

3) For det tredje sikrer loven kun ligestilling mellem mænd og

kvinder inden for den samme ordning, men ikke generelt. Udgangspunktet for

ordninger med unisex er, at alle medlemmer af ordningen pooler deres risiko

for alderdom, død og invaliditet sammen og bærer risikoen

solidarisk. Det indebærer, at hvis to pensionsopsparere er i samme

ordning og har indbetalt det samme i bidrag, vil de også få det

samme udbetalt uanset køn. Men samtidig er det klart, at medlemmerne

fortsat er mænd eller kvinder og derfor må forventes at have

forskellig risikoadfærd. Ved udregningen af ydelserne tages der derfor

hensyn til den faktiske kønssammensætning i ordningen.

Det foreslås derfor at etablere en udligningsordning

mellem de forskellige pensionskasser, således at

kønssammensætningen i den enkelte kasse ikke får betydning

for ydelsesniveauet. I modsat fald vil ydelserne i ordninger med et flertal

af kvinder blive systematisk lavere end i ordninger med et flertal af

mænd. Det vil kunne give polariseringstendenser, hvor kvinderne bliver

isoleret i egne kasser, idet mændene får et incitament til at

danne eller tilslutte sig ordninger domineret af mænd.

I en typisk pensionsordning er det beløb, som

afsættes til invalidepension ca. 20 pct. af det beløb, som

afsættes til alderspension. For en gennemsnitlig ufaglært

arbejder er invaliditetsrisikoen ca. halvanden gang så stor som det

gennemsnitlige. For en gennemsnitsfunktionær er risikoen ca. det halve

af gennemsnittet. Alene det betyder, at funktionæren kan få 20

pct. mere i alderspension.

For en del faggrupper er problemerne omkring dårligt

arbejdsmiljø og høj invaliditetsrisiko endnu større.

Taxachauffører, tjenere, rengøringsfolk og mange

ufaglærte i den offentlige sektor har en invaliditetsrisiko på

over det dobbelte af gennemsnittet. For dem går en

uforholdsmæssig stor del af pensionsbidraget til invalidedækning.

Det gør naturligvis deres alderspension meget mindre. Og bedre bliver

det ikke af, at de pågældende hører til blandt de

lavestlønnede og mest ledighedsudsatte grupper, som i forvejen har en

beskeden opsparing.

Det foreslås derfor, at der ligesom med

kønsforskellen sker en udligning af invaliditetsrisiko mellem de

forskellige ordninger.

Skriftlig fremsættelse

Christine Antorini

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af

køns- og invaliditetsdiskrimination i arbejdsmarkedspensioner.

(Beslutningsforslag nr. B 138).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter