Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om undersøgelseskommissioner

1998/1 BTL 3Betænkning over lovforslagFolketinget17. maj 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Udvalget for

Forretningsordenen den 5. maj 1999

Betænkning

over

Forslag til lov om

undersøgelseskommissioner

Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer

(Nordskov-udvalget) afgav i maj 1996 betænkning om

undersøgelsesorganer (betænkning nr. 1315/1946).

Betænkningen indeholdt et lovudkast.

Lovforslag i overensstemmelse med dette udkast blev

fremsat til fri debat den 24. oktober 1996, idet forslagsstillerne fandt det

rimeligst at udskyde en detaljeret realitetsbehandling til efter

fremsættelsen.

Udvalget for Forretningsordenen behandlede lovforslaget i

en række møder. Professor Lars Nordskov Nielsen var og har

også senere været - tilknyttet udvalget som ekspert.

Lovforslaget blev ikke færdigbehandlet i

folketingsåret 1996-97. Udvalget afgav en beretning den 25. juni

1997.

Som det fremgår af beretningen, havde udvalget

stillet en række spørgsmål til justitsministeren, som

ministeren besvarede. Besvarelsen af nogle af disse spørgsmål -

spørgsmål 20-22 - blev optrykt som bilag 1 til beretningen.

Særlige spørgsmål, der rejstes i

beretningen.

Som det ligeledes fremgår af beretningen, fandt

udvalget behov for en uddybende behandling af nogle spørgsmål,

navnlig følgende 4 (citat fra beretningen):

»

Læs alt

1) Belysning af konsekvenserne for

undersøgelseskommissionens arbejde i tilfælde af, at der

ved- tages adgang til at have helt eller delvist åbne døre

under kommissionsmøderne og i retsmøder i forbindelse

hermed. Der tænkes navnlig på hensynet til afklaring af den

undersøgte sags fakti- ske omstændigheder, hensynet til den

eller de undersøgte personers retsstilling og retssikkerhed og

hensynet til offentlighedens saglige indsigt. Der tænkes endvidere

på, om det at åbne dørene vil bidrage til, at

undersøgelsen får en mere proceslignende karakter og dermed

øger indtrykket af, at der afsiges en dom. Det i Folketinget

behandlede forslag har hvilet på en forudsætning om

gennemførelse af arbejdet for lukkede døre, hvorfor de

enkelte elementer i opbygningen af regler for kommissionens arbejde skal

bedømmes i et andet lys, såfremt dørene åbnes.

Inddragelsen af bl.a statslige selskaber under området for

undersøgelseskommissioners virke

giver anledning til en række parallelle overvejelser om

relationerne til andre lovgivningsområ- der, herunder

forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen m.v. Det fra flere

sider understregede ønske om at lade lovforslaget erstatte de

hidtidige regler i retsplejelovens § 21 og § 21 a vil indebære en

række konsekvensændringer, dels i selve loven om

undersøgelseskom- missioner, dels i anden lovgivning.

3) Lovens virkning på Færøerne og i

Grønland. Der er grund til forud for en vedtagelse af lovgiv- ning

af denne art at have afklaret, om personer og myndigheder på

Færøerne og i Grønland kan inddrages i sådanne

undersøgelser. En sådan afklaring bør finde sted i

samarbejde med hjem- mestyremyndighederne på Færøerne

og i Grønland.

4) Uden for lovforslaget ligger endvidere afklaring af de

spørgsmål, der knytter sig til Folketingets

opfølgning på de beretninger, der måtte komme fra

fremtidige undersøgelseskommissioner. «

Om offentlighedsspørgsmålet indhentede

udvalget skriftlige udtalelser fra en række myndigheder, organisationer

og enkeltpersoner. I fortsættelse heraf afholdt udvalget den 27.

oktober 1997 - efter at lovforslaget var genfremsat i uændret form den

8. oktober 1997 - en høring med en bred deltagelse af sagkyndige.

De ovennævnte 4 spørgsmål har

også haft en central plads i udvalgets arbejde i folketingsåret

1997-98 og efter den fornyede genfremsættelse i uændret form

den 8. oktober 1998 i indeværende folketingsår.

Ad 1) Helt eller delvis åbne døre under

kommissionsmøderne og i retsmøder i forbindelse hermed.

De oplysninger og synspunkter, der fremkom ved udvalgets

ovenfor omtalte skriftlige høringer og høringskonferencen den

27. oktober 1997 har været grundlag for udvalgets/flertallets positive

indstilling til spørgsmålet om offentlighed med hensyn til

undersøgelseskommissioners møder og de supplerende

retsmøder, jf. ændringsforslag nr. 10-12 og bemærkningerne

hertil.

Ad 2) Lovens område.

Med hensyn til spørgsmålet om udvidelse af

lovforslagets anvendelsesområde, således at dette ikke alene

omfatter »undersøgelse af forhold i

den statslige forvaltning«, men herudover

også bl.a. statslige selskaber, rettede udvalget i skrivelse af 13. maj

1997 henvendelse til justitsministeren. Udvalget oplyste, at der under

drøftelserne i udvalget var givet udtryk for ønskeligheden af

at afgrænse lovforslagets § 1, stk. 1, således at der vil

være grundlag for helt at ophæve retsplejelovens §§ 21 og 21

a.

Udvalget pegede på, at behandlingen af det omtalte

spørgsmål omfatter følgende 4

delspørgsmål:

Formulering af området for lov om

undersøgelseskommissioner.

Hvilken virkning har ophævelse af retsplejelovens § 21 og § 21 a

for anden lovgivning (der henvises til Justitsministeriets besvarelse af

spørgsmål nr. 21).

Hvilken virkning har den ændrede afgrænsning af lovens

område i § 1 for lovens øvrige indhold, herunder reglerne om

vidnepligt m.v. (kapitel 5) og om de berørte personers retsstilling

(kapitel 7).

Overvejelse af det generelle spørgsmål om anvendelse af

anden offentligretlig lovgivning, f.eks. registerloven, offentlighedsloven,

forvaltningsloven, ombudsmandsloven og arkivloven med hensyn til statslige

aktieselskaber m.v.

Udvalget meddelte samtidig ministeriet, at udvalget fandt

det ønskeligt, at der under Justitsministeriet blev nedsat et

ekspertudvalg til at vurdere disse spørgsmål.

Som svar herpå meddelte justitsministeren, at

ministeriet i samarbejde med den tidligere formand for Udvalget om

Undersøgelsesorganer, professor Lars Nordskov Nielsen, og de tidligere

medlemmer af udvalget, højesteretsdommer Torben Melchior og lektor,

dr. jur. Jens Peter Christensen, ville gennemgå og vurdere de ovenfor

under pkt. 1-3 nævnte spørgsmål. Med hensyn til det under

pkt. 4 nævnte generelle spørgsmål om

anvendelsesområdet for de nævnte offentligretlige love fandt

ministeriet, at dette komplicerede spørgsmål burde behandles i

et bredere sammensat lovforberedende udvalg.

Med skrivelsen den 22. december 1997 sendte

justitsministeren udvalget et notat - udarbejdet i samarbejde mellem

ministeriet og Lars Nordskov Nielsen, Torben Melchior og Jens Peter

Christensen - om udvidelse af anvendelsesområdet for lovforslaget.

Notatet, der er optrykt som bilag 1 til denne

betænkning, er grundlag for ændringsforslag nr. 1, 4, 5, 6 og

13.

Ad 3) Færøerne og Grønland.

Samtidig med det ovennævnte notat modtog udvalget -

i overensstemmelse med udvalgets anmodning af 22. maj 1997 - en notits af 22.

december 1997 fra Justitsministeriet om lovforslagets gyldighed for

Færøerne og Grønland. Notitsen er baseret på

udtalelser fra hjemmestyremyndighederne på Færøerne og i

Grønland og danner grundlag for ændringsforslag nr. 14.

Ad 4) Folketingets opfølgning.

Spørgsmålet om Folketingets opfølgning

af beretninger fra undersøgelseskommissioner er indgående

behandlet i udvalgsberetningen af 25. juni 1997. Det pågældende

afsnit i beretningen er gengivet som bilag 2 til denne betænkning.

Udvalget kan ganske henholde sig til det, der er anført i beretningen

om det nævnte spørgsmål. Spørgsmålet om

Folketingets rolle i forbindelse med undersøgelseskommissioners

nedsættelse og fastsættelse af deres kommissorium er ikke

behandlet i beretningen. Spørgsmålet har været

drøftet under lovforslagets behandling i Folketinget samt under

udvalgsbehandlingen. Disse drøftelser danner grundlag for

ændringsforslag nr. 1 (2. pkt.) og 2 og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til den samtidig fremsatte betænkning og

indstilling om ændring af Folketingets forretningsorden, hvorefter der

indsættes et nyt kapitel XVIII (§§ 54-60) om spørgsmål

vedrørende ministeransvar.

Bemærkninger til nogle af lovforslagets

bestemmelser:

Nogle af lovforslagets bestemmelser giver anledning til

nogle bemærkninger fra udvalget ud over bemærkningerne til de

enkelte ændringsforslag:

Til lovforslagets §§ 2 og 4

I drøftelserne i Nordskov-udvalget og i den

påfølgende debat, også i Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen, har der været peget på, at det bør

modvirkes, at kommissionsindstillinger får, hvad der er betegnet som en

slags »domsvirkning«.

Udvalget tilslutter sig Nordskov-udvalgets

flertalsopfattelse, hvorefter dommere vel ikke altid skal være, men kan

være medlemmer af undersøgelseskommissionen.

Vigtig med hensyn til det ovennævnte problem er

opfattelsen af den nærmere karakter af kommissionens opgave efter

lovforslagets § 4. Den centrale bestemmelse er stk. 1, hvorefter

undersøgelseskommissioner aldrig kan tillægges dømmende

myndighed. Kommissionens opgave er således alene at tilvejebringe og

fremlægge det materiale, som kan danne grundlag for andre myndigheders

afgørelse af, om sagen bør fremmes til en

ansvarsafgørelse, det vil navnlig sige Folketingets afgørelse

om politisk ansvar eller rigsretstiltale, vedkommende ministers eller

styrelseschefs afgørelse om rejsning af disciplinærsag mod

embedsmænd og den sædvanlige anklagemyndigheds afgørelse

om tiltale til straf.

Det materiale, der tilvejebringes og fremlægges af

kommissionen, vil altid omfatte en undersøgelse af og en

redegørelse for det relevante faktiske begivenhedsforløb (§ 4,

stk. 2). Undersøgelseskommissioner kan herudover få til opgave

at foretage retlige vurderinger til belysning af, hvorvidt der foreligger

grundlag for at søge bl.a. embedsmænd draget til ansvar (§ 4,

stk. 4).

Udvalget lægger i denne forbindelse afgørende

vægt på følgende udtalelse i Nordskov-udvalgets

betænkning (s. 114-115) og lovforslagets bemærkninger (s. 11):

» Kommissionens retlige vurderinger,

herunder . bevisvurderinger, bør - også under hensyn til, at de

ikke hviler på en kontradiktorisk proces - formuleres forsigtigt og

markere kommissionens begrænsede funktion. Naturligvis skal de retlige

vurderinger, kommissionen måtte foretage, vedrøre

spørgsmål om rækkevidden af relevante retsregler

(fortolkning/udfyldning) og spørgsmål vedrørende faktiske

forholds subsumption under de relevante retsregler. Men

undersøgelseskommissionens opgave er ikke at »afgøre«

disse spørgsmål. Og hvis de nævnte spørgsmål

giver anledning til tvivl, er undersøgelseskommissionens opgave - i

stedet for at tage stilling til spørgsmålene - at

præsentere tvivlen og beskrive, hvorpå den beror. «

I det hele må der lægges vægt på,

at undersøgelseskommissioners indstillinger formuleres således,

at de bliver egnede til at fungere som et fyldestgørende

arbejdsgrundlag for overvejelserne hos de myndigheder, der skal benytte

indstillingerne i det videre sagsforløb.

Under hensyn til, at også kommissionens

bevisvurdering som nævnt ovenfor bør formuleres forsigtigt,

foreslår udvalget, at formuleringen i § 4, stk. 2, om, at kommissionen

» kan få til opgave at

undersøge og klarlægge et faktisk begivenhedsforløb«, ændres til » undersøge og redegøre for et

faktisk begivenhedsforløb«, jf.

ændringsforslag nr. 3 nedenfor.

Til lovforslagets § 21 og § 22, stk. 2 og 3

Efter lovforslagets § 21 vil den person, hvis forhold

undersøges, som helt overvejende hovedregel have en bisidder. Efter

stk. 1 har han ret til selv at vælge en bisidder, og gør han

ikke det, kan undersøgelseskommissionen efter stk. 2 bestemme, at han

skal have en bisidder.

Bisidderen har efter § 22, stk. 2, ret til aktindsigt i

det materiale, der indgår i undersøgelsen, og - med visse

begrænsede undtagelser - efter § 22, stk. 3, ret til at udlevere

materialet til sin klient eller på anden måde at gøre

klienten bekendt med materialets indhold.

Selv om det ikke er anført udtrykkeligt i de

nævnte bestemmelser, er det en selvfølge, at der i de

sjældne undtagelsestilfælde, hvor den person, hvis forhold

undersøges, ikke har en bisidder, tilkommer den pågældende

samme adgang til aktindsigt, som pågældende ellers efter de

omtalte udtrykkelige regler ville have gennem sin bisidder. Denne adgang

må da administreres direkte i forhold til

undersøgelseskommissionen.

Til lovforslagets § 23, stk. 1

Efter § 23, stk. 1, skal

undersøgelseskommissionen inden afhøringen orientere den

minister eller embedsmand, hvis forhold undersøges, og den

pågældende bisidder om de forhold af faktisk og eventuelt retlig

karakter, som undersøgelsen omfatter.

I lovforslagsbemærkningerne er der om denne

bestemmelse bl.a. anført: »Det

forudsættes, at orienteringen gives så hurtigt som muligt, efter

at undersøgelsen er iværksat. Den kan således gives

på et tidspunkt, hvor den pågældende endnu ikke er indkaldt

til at afgive forklaring«.

Udvalget lægger vægt på denne udtalelse

og ønsker at understrege, at det afgørende er, at praksis med

hensyn til orienteringstidspunkt og mødeberammelse bliver sådan,

at bisidderen og dennes klient sikres en rimelig forberedelsestid forud for

afhøringen.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til

vedtagelse med de nedenfor anførte ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative

Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) redegjorde for

sin principielle holdning til lovforslaget og til de ændringer, som der

uden om mindretallet tegnede sig et flertal for ved 1. behandlingen den 4.

november 1998.

Mindretallet havde to betænkeligheder

Mindretallet fandt det rigtigst, at dommere ikke kunne indgå i en

undersøgelseskommission for på denne måde klart og

tydeligt at undgå, at kommissionens beretning fik nogen form for » domstolseffekt«.

Mindretallet fandt, at hovedreglen for arbejdet i

undersøgelseskommissionen burde være lukkede

døre.

Synspunkter vedrørende lukkede døre havde

mindretallet af tre grunde:

For det første kan en

kommissionsundersøgelse nærmest sammenlignes med en

politimæssig efterforskning, som netop også sker bag lukkede

døre.

For det andet var der hensynet til de mennesker, der

skulle afhøres, og som kunne risikere at blive hængt ud i

pressen, også selv om det senere viste sig, at de var uskyldige.

For det tredje var der ønsket om, at vidner ikke

gennem mediernes minutiøse dækning af undersøgelsen

skulle kunne blive påvirket af andre vidner eller indbyrdes afpasse

deres vidneudsagn.

De to ovennævnte betænkeligheder har

flertallet ikke været enige i.

Mindretallet tilslutter sig alligevel forslaget. Bl. a.

fordi højesteretsdommere nu er afskåret fra at deltage som

medlemmer af en undersøgelseskommission, og fordi det ved

ændringsforslag til stk. 2 i § 4 samt ved klarere formuleringer i

denne betænkning over L 3 er fastslået, at kommissionens opgave

alene er at tilvejebringe og fremlægge materiale, som kan danne

grundlag for andre myndigheders afgørelse af, om en sag bør

fremmes til en ansvarsafgørelse. Disse forhold er klart med til at

svække den »domstolseffekt«, som tidligere undersøgelseskommissioner

har været omfattet af.

Vedrørende møderne i

undersøgelseskommissionen og i retten, der som hovedregel nu holdes

for åbne døre, må det konstateres, at det af kommissionen

eller retten kan bestemmes, at dørene skal lukkes, hvis det findes

påkrævet. Dette betyder, at der er mulighed for under nogle af

de omstændigheder som mindretallet fandt talte for lukkede døre

at foretage denne dørlukning.

Endelig lægger mindretallet afgørende

vægt på, at der er opnået enighed om, hvordan Folketinget

skal behandle beretninger fra undersøgelseskommissioner. Dette har

været et kernepunkt for mindretallet.

Mindretallet konstaterer, at vi ikke har fået den

løsning, vi fandt ideel. Men henset til de imødekommelser af

vore synspunkter, vi har fået, og henset til at vi betragter det som

vigtigt, at et stort flertal i Folketinget står bag dette lovforslag,

har Det Konservative Folkeparti og Centrum-Demokraterne valgt at

støtte det.

Afslutningsvis vil mindretallet udtrykke ønsket om,

at Udvalget for Forretningsordenen efter en vis passende periode foretager en

grundig vurdering af, om de mål og de hensigter, vi satte os med dette

lovforslag og de forudsætninger som vi i øvrigt gjorde blev

opfyldt. En sådan evaluering vil i øvrigt være i

overensstemmelse med de tanker og ideer, som statsministeren gjorde sig til

talsmand for ved samrådet i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen

den 21. april 1999 vedrørende lovkvalitet.

Ændringsforslag

Af udvalget:

Til § 1

1)

Stk. 1 affattes således:

»

Justitsministeren kan

nedsætte en kommission til at gennemføre en undersøgelse

af nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning. En sådan

kommission skal nedsættes, hvis Folketinget vedtager beslutning

herom.«

2)

Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:

»

Stk. 4. Såfremt der er

vedtaget folketingsbeslutning som nævnt i stk. 1, sker den

fornødne nærmere udformning af bestemmelserne om kommissionens

opgaver i samråd med Folketingets Udvalg for Forretningsordenen eller

et underudvalg nedsat af udvalget. Det samme gælder afgørelser

efter stk. 2 og 3.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

Til § 4

3)

Stk. 2 affattes således:

»

Stk. 2.

Undersøgelseskommissionen kan få til opgave at undersøge

og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb.«

4)

Stk. 4 affattes således:

»

Stk.4.

Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt få til opgave at

foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag

for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. En

undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at foretage

retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres

ansvar.«

Til § 12

5)

Stk. 1 affattes således:

»

Pligten til at afgive forklaring som

vidne gælder ikke i det omfang, der må antages at foreligge

mulighed for strafansvar for den pågældende i anledning af de

forhold, undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder heller ikke

i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det

offentlige gør et disciplinært eller tilsvarende

ansættelsesretligt ansvar gældende over for den

pågældende i anledning af de nævnte forhold.«

Til § 21

6)

Stk.1 affattes således:

»

Den person, hvis

forhold undersøges, har ret til en bisidder efter eget valg.«

Til § 22

7)

Stk. 3, 2. pkt., affattes

således:

»

Undersøgelseskommissionen kan give bisidderen

pålæg om ikke at gøre sin klient bekendt med indholdet af

det i stk. 2 nævnte materiale, hvis afgørende hensyn til

fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring eller tredjemand taler

for det.«

Til kapitel 9

8)

Overskriften affattes således:

»

Undersøgelseskommissionens beslutninger og

domstolsprøvelse heraf«.

Til § 28

9)

Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 3. Beslutninger efter §

21, stk. 3, kan inden en uge efter, at beslutningen er meddelt, indbringes

for Den Særlige Klageret. Retsplejelovens § 737 finder tilsvarende

anvendelse. «

Til § 29

10) Stk. 2 udgår.

Til § 30

11)

Paragraffen affattes således:

»

§ 30.

Møder i undersøgelseskommissioner og møder i retten er

offentlige. Dog kan det bestemmes af undersøgelseskommissionen og af

retten ved kendelse, at møder skal foregå for lukkede

døre, hvis dette findes påkrævet

af hensyn til ro og orden i lokalet eller statens forhold til fremmede

magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt,

af hensyn til sagens oplysning,

af hensyn til at beskytte nogen mod unødvendig krænkelse

eller

af andre særlige grunde.

Stk. 2. Må referatforbud eller navneforbud anses

for tilstrækkeligt til at tilgodese de i stk. 1 nævnte hensyn,

træffes der bestemmelse herom i stedet for dørlukning.

Overtrædelse af sådanne forbud straffes med bøde.«

Til § 31

12)

Efter stk. 1 indsættes som nyt

stykke:

»

Stk. 2. Der er, indtil

undersøgelseskommissionen har afgivet sin beretning, ikke adgang til

aktindsigt i rettens

materiale efter retsplejelovens § 41.«

Til § 33

13)

Paragraffen affattes således:

»

§ 33. Loven

træder i kraft den 1. juli 1999.

Stk. 2.

Retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves.«

Ny paragraf

14)

Efter § 33 indsættes som ny paragraf:

»

§ 01. Loven

gælder for Færøerne og Grønland med hensyn til

undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning.

Stk. 2.

Ved kongelig anordning kan loven

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med hensyn

til undersøgelse af forhold uden for den statslige forvaltning med de

afvigelser, som de særlige færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.«

Til § 34

15)

»folketingsåret 2001-02« ændres til: »folketingsåret 2003-04«.

Bemærkninger

Til nr. 1 (1. pkt.), 4, 5 og 6

I det tidligere omtalte notat af 22. december 1997, der er

udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde med Lars Nordskov Nielsen,

Torben Melchior og Jens Peter Christensen, og som er gengivet som bilag 1 til

denne betænkning, er det i overenstemmelse med udvalgets oplæg i

skrivelse af 13. maj 1997 til ministeriet foreslået, at der sker en

udvidelse af lovforslagets anvendelsesområde. Medens lovforslaget i

dets foreliggende form kun hjemler adgang til at nedsætte

undersøgelseskommissioner til "undersøgelse af forhold i

den statslige forvaltning" - en formulering, der ikke omfatter bl.a.

statslige aktieselskaber - foreslås det i notatet, som udvalget kan

tilslutte sig, at lovforslaget ændres således, at kommissioner

kan nedsættes til undersøgelse af "forhold af almenvigtig

betydning". Denne nødvendigvis generelt formulerede ramme svarer

til den ramme, der efter grundlovens § 51 gælder for nedsættelse

af parlamentariske kommissioner, og til den ramme, der er angivet i

forarbejderne til retsplejelovens § 21 a om undersøgelsesretter.

Den valgte formulering indebærer, at det forhold,

der skal undersøges, som altovervejende hovedregel skal have

tilknytning til staten, f.eks. vedrøre statslige myndigheders

sagsbehandling, herunder sager om anvendelse af statslige midler.

Formuleringen omfatter utvivlsomt - modsat lovforslaget - statslige

aktieselskaber, men en undersøgelse af private forhold vil normalt

alene kunne tænkes, hvis den indgår som et integreret element i

en undersøgelse af statslige myndigheders forhold.

Den nævnte udvidelse - ved ændring af § 1,

stk. 1 - af undersøgelseskommissioners anvendelsesområde

nødvendiggør en ændring af lovforslagets § 4, stk. 4, om

undersøgelseskommissioners opgave med hensyn til foretagelse af retlig

vurdering af det faktuelle begivenhedsforløb.

Efter lovforslagets nuværende formulering kan en

undersøgelseskommission få til opgave at foretage retlige

vurderinger til belysning af, hvorvidt der foreligger grundlag for at

søge embedsmænd - modsat ministre - draget til ansvar.

Hvis lovforslagets anvendelsesområde udvides som

foreslået, vil der, omend i sjældne tilfælde, være

anledning til at anmode en kommission om at foretage retlige vurderinger til

belysning af, om f.eks. direktører og andre ansatte i et statsligt

aktieselskab bør søges draget strafferetligt eller

ansættelsesretligt til ansvar for deres arbejde i aktieselskabet. Det

bemærkes herved, at staten - i kraft af, at der er tale om et statsligt

aktieselskab - vil have bestemmende indflydelse på

spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende bør

drages ansættelsesretligt til ansvar. Endvidere bør en

undersøgelseskommission f.eks. kunne anmodes om at foretage retlige

vurderinger til belysning af, om et bestyrelsesmedlem i et statsligt

aktieselskab, der er valgt eller udpeget af staten, har begået fejl

eller forsømmelser, således at den pågældende

bør drages strafferetligt til ansvar eller afsættes.

På denne baggrund foreslås den ændrede

formulering af § 4, stk. 4: "Undersøgelseskommissionen kan i

øvrigt få til opgave at foretage retlige vurderinger til

belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger

nogen draget til ansvar. En undersøgelseskommission kan dog ikke

få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af

spørgsmålet om ministres ansvar."

Også med hensyn til § 12 om vidnepligt og § 21 om

ret til bisidder kræver den foreslåede ændring af

anvendelsesområdet følgeændringer.

Til nr. 1 (2. pkt) og 2

Efter lovforslagets § 1 er det justitsministeren, der har

kompetencen til nedsættelse af og fastlæggelse af det

nærmere kommissorium for undersøgelseskommissionen. Dette svarer

til ordningen efter retsplejelovens § 21 a vedrørende

nedsættelse af undersøgelsesretter. Spørgsmålet var

drøftet i Nordskov-udvalgets betænkning (s. 91). I

betænkningen anførtes, at undersøgelser ved

undersøgelseskommissioner ofte bliver iværksat som led i

Folketingets kontrol med regeringen, men at undersøgelserne også

kan tjene andre formål, f.eks. at give grundlag for vedkommende

ministers vurdering af, om der bør indledes disciplinærsag mod

embedsmænd.

Konklusionen i udvalgets betænkning blev, at det er

rigtigt at fastholde, at det er vedkommende minister/regering, der er

ansvarlig for, at de undersøgelser, der er grundlag for, bliver

iværksat. Samtidig fremhæver udvalget, at Folketingets

indflydelse er og bør være sikret gennem de politiske kontrol-

og ansvarsmekanismer.

Derfor foreslog udvalget, at de kompetenceregler, der

gælder for nedsættelse af undersøgelsesretter, også

bør gælde for undersøgelseskommissionerne.

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen finder, at det

er principielt rigtigst, at lovforslaget formuleres således, at

formuleringen svarer til de politiske realiteter, som er, at hovedinitiativet

til nedsættelse af en undersøgelseskommission vel kan være

regeringens, men også og formentlig oftest vil ligge i Folketinget.

Undertiden vil der reelt være tale om et fællesinitiativ - i form

af en enighed om nedsættelse og kommissorium, baseret på

drøftelser mellem på den ene side regeringen og på den

anden side Folketingets Udvalg for Forretningsordenen eller underudvalg

herunder, som omtalt i udvalgets beretning af 25. juni 1997 i forbindelse med

spørgsmålet om parlamentarisk opfølgning af beretninger

fra undersøgelseskommissioner (betænkningens bilag 2).

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen og dette

udvalgs omtalte underudvalg forudsættes således at få en

rolle i forbindelse med både nedsættelses- og afslutningsfasen

vedrørende undersøgelseskommissioner.

Hvor initiativet kommer fra Folketinget i form af et

beslutningsforslag, der fremsættes af enkeltmedlemmer eller grupper,

bør dette forslag efter 1. behandlingen henvises til Udvalget for

Forretningsordenen, der inddrager det omtalte underudvalg. Det forventes, at

der i dette underudvalg kan opnås et sagligt erfaringsgrundlag, som er

nyttigt ved afgørelsen af, om en undersøgelseskommission

bør nedsættes.

Når der i udvalget eller på grundlag af dettes

indstilling i Folketinget er truffet beslutning om, at der skal

nedsættes en undersøgelseskommission, skal det endelige

kommissorium udformes. Beslutningsforslaget vil antagelig indeholde et udkast

til kommissorium, eller i hvert fald en angivelse af dettes hovedpunkter. Det

er vigtigt at sikre, at Folketinget efter forhandling med regeringen

får den afgørende indflydelse på kommissoriets udformning.

Under dette forhandlingsforløb skal det sikres, at kommissoriet vil

være operativt for den kommende undersøgelse. Ud over en

afgrænsning af det hændelsesforløb, der skal

undersøges, skal der i kommissoriet efter forhandling med regeringen

tages stilling til, om der foruden en undersøgelse af og

redegørelse for det faktiske begivenhedsforløb også skal

anmodes undersøgelseskommissionen om i forbindelse med dens udredning

at påpege ændringer af love, administrative bestemmelser eller

administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde. Efter

omstændighederne vil undersøgelseskommissionen som anført

i loven herudover kunne få til opgave at foretage retlige overvejelser

til belysning af, hvorvidt der foreligger grundlag for at søge

embedsmænd m.v. draget til ansvar. Også sammensætningen af

undersøgelseskommissionen vil skulle fastsættes under disse

drøftelser mellem udvalg og regering. Der skal i denne forbindelse

tages stilling til, om dommere skal medvirke, og om undersøgelsen

dermed skal gennemføres efter lovens kapitel 5 eller 6.

Til nr. 3

Der henvises til de generelle bemærkninger ovenfor

til lovforslagets §§ 2 og 4.

Til nr. 7

§ 22, stk. 3, 2. og 3. pkt., angår beføjelse for

undersøgelseskommissionen til at meddele bisidderen pålæg

om at undlade at gøre klienten bekendt med visse

undersøgelsesmaterialer eller med, hvad der er sket under visse

kommissions- eller retsmøder. Udvalget foreslår en ændring

af bestemmelserne med henblik på at bringe dem i overensstemmelse med

de tilsvarende regler vedrørende forsvarere i straffesager, jf.

retsplejelovens § 745, stk. 4, og § 748, stk. 5 og 6. Der er grund til at

understrege, at adgangen til at meddele de omtalte pålæg er

fakultativ og kun bør anvendes efter konkret vurdering af det

pågældende pålægs begrundelse under hensyn til sagens

omstændigheder. Pålægget bør selvsagt ikke

udstrækkes i videre omfang, end formålet tilsiger. Er

pålægget begrundet i afgørende hensyn til

undersøgelsens gennemførelse, må det derfor nøje

overvejes, om pålægget kan ophæves, når den

pågældende har afgivet forklaring for

undersøgelseskommissionen eller i retten.

Til nr. 8 og 9

Efter ændringsforslagene skal

kommissionsbeslutninger efter § 21, stk. 3, om, at en valgt bisidder ikke

må fungere som sådan eller om tilbagekaldelse af

bisidderbeskikkelse, ikke som andre kommissionsbeslutninger kunne indbringes

for Østre Landsret, men for Den Særlige Klageret. Bestemmelsen

bringes herved på linje med retsplejelovens regler (§ 737) om

kære af tilsvarende beslutninger vedrørende forsvarere i

straffesager.

Til nr. 10-12

Retsmøder i undersøgelsesretter efter

retsplejelovens § 21 a har som udgangspunkt skullet gennemføres for

åbne døre. Undersøgelsesretten kan dog ikke alene efter

de almindelige dørlukningsregler i retsplejelovens § 29, men

også "i særlige tilfælde", der ikke er omfattet

heraf, bestemme, at undersøgelsen skal foregå for lukkede

døre, jf. retsplejelovens § 21 a, stk. 3, 2. pkt. Den lige

nævnte adgang til dørlukning efter § 21 a, stk. 3, har et

snævert anvendelsesområde. Undtagelsesadgangen tænkes

således navnlig anvendt i tilfælde, "hvor særlige

hensyn til de berørte tjenestemænd i relation til en eventuelt

efterfølgende tjenestemandssag gør sig gældende",

jf. Folketingstidende 1990-91, Tillæg B, sp. 780.

Efter lovforslagets §§ 29 og 30 skal såvel

kommissionsmøder som retsmøder foregå for lukkede

døre. Dette forslag, der bygger på en indstilling fra det helt

overvejende flertal i Nordskov-udvalget, er udførligt begrundet i

dette udvalgs betænkning og i lovforslagets bemærkninger.

Hovedpunkterne i denne begrundelse er hensynet til undersøgelsens

effektivitet (modvirke, at vidner gennem offentlighed bliver bekendt med

andre afhørtes udsagn) og hensynet til de personer,

undersøgelsen retter sig mod.

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen foreslår,

at de nævnte bestemmelser ændres, således at kommissions-

og retsmøder som hovedregel skal være offentlige.

Udvalget frakender ikke de synspunkter, der har fundet

udtryk i lovforslagets bemærkninger, vægt, men de kan efter

udvalgets opfattelse i hvert fald ikke begrunde en helt generel regel om

lukkede døre.

De nævnte hensyn taler ikke med samme vægt i

alle sager, og der bør allerede af den grund være mulighed for

at foretage en afvejning af hensynene over for modhensyn.

Udvalget mener, at udgangspunktet bør være

det modsatte af lovforslagets - udgangspunktet bør være, at

undersøgelserne er offentlige. Herfor taler de principielle

synspunkter om større åbenhed omkring den offentlige sektor, som

i de seneste årtier, efter udvalgets opfattelse med rette, er tillagt

stadig større vægt, men i samme retning taler også en

nærmere afvejning af de i øvrigt i betragtning kommende

hensyn.

Det er vel rigtigt, når det i lovforslagets

bemærkninger anføres, at offentlighed kan modvirke en

undersøgelses effektivitet, men virkningen kan også være

den modsatte, og det vil normalt ikke være muligt på

forhånd at vurdere, hvilken fremgangsmåde der

undersøgelsesmæssigt vil være mest

hensigtsmæssig.

Det er vel også rigtigt, at hensynet til den person,

undersøgelsen er rettet imod, jævnlig kan synes at tale for

dørlukning. Det gælder dog næppe undtagelsesfrit. Og ved

vurderingen af dette spørgsmål bør det tages i

betragtning, at lovforslaget - i forhold til de nugældende regler om

undersøgelsesretter - betegner en væsentlig bedre beskyttelse af

de personer, der er omfattet af en undersøgelse. Der henvises herved

navnlig til forslagets kap. 7 om "de berørte personers

retsstilling" (bisidderordning og partshøringsordning er

udbygget) og præciseringen i lovforslagsbemærkningerne og i

bemærkningerne ovenfor i tilknytning til § 4 om større

forsigtighed med hensyn til formulering af kommissorium og beretning. Hertil

kommer, at den foreslåede forholdsvis brede undtagelsesbestemmelse i

den foreslåede offentlighedsregel vil give en særlig

beskyttelsesmulighed for embedsmænd, jf. nedenfor.

Efter udvalgets opfattelse er der - ud over den ovenfor

nævnte principielle hovedbetragtning - navnlig to synspunkter, der kan

tale for offentlighed:

Der vil typisk knytte sig en væsentlig offentlig

interesse til information - også før beretningsafgivelse - om,

hvad der er sket inden for det pågældende funktionsområde i

det ministerium/eventuelt en anden institution, som undersøgelsen

omfatter. Det kommer herved i betragtning, at de omtalte

undersøgelser, når de omfatter ministre, ofte vil være et

led i - ofte en fortsættelse af - en politisk debat, herunder et

samspil mellem Folketinget og vedkommende minister, hvortil der knytter sig

en betydelig og legitim offentlig interesse. Det er således efter

udvalgets opfattelse ikke ganske dækkende, når lovforslagets

bemærkninger paralleliserer med de ikkeoffentlige politimæssige

efterforskninger.

Efter udvalgets opfattelse vil offentlighed kunne have en

væsentlig betydning for den almindelige tillid til, at

undersøgelsen finder sted på en saglig og i øvrigt rigtig

måde. Det kan hævdes, at en sådan tillid burde være

tilstrækkeligt funderet i lovforslagets regler om

undersøgelseskommissionerne og deres sagsbehandling. Regler kan

imidlertid ikke så stærkt som offentlighed sikre, at der ikke

opstår mistillid til den anvendte fremgangsmåde.

De undtagelsesregler (pkt. 1-4), hvorefter

undersøgelseskommissionen eller retten kan bestemme, at møderne

skal foregå for lukkede døre, svarer i væsentlig grad til

de regler, der efter retsplejelovens § 21 a, stk. 3, jf. § 29, gælder

for undersøgelsesretter. Det er dog - ud fra de synspunkter, der har

fundet udtryk i lovforslagets bemærkninger - fundet rigtigt at give

undtagelsesreglerne vedrørende hensyn til sagens oplysning og hensyn

til at beskytte nogen mod unødvendige krænkelser en særlig

rummelig formulering.

Det foreslås, at der som § 30, stk. 2, optages en

bestemmelse om, at der i stedet for dørlukning kan træffes

bestemmelse om referatforbud eller navneforbud, og at sådanne

bestemmelser skal træffes, hvis det er tilstrækkeligt til at

tilgodese de i stk. 1 nævnte hensyn.

Til nr. 13

Hvis anvendelsesområdet for lovforslagets

undersøgelsesordning udvides, som foreslået ved

ændringsforslag nr. 1, kan der ske fuldstændig ophævelse af

retsplejelovens § 21 og § 21 a om henholdsvis kommissionsdomstole og

undersøgelsesretter.

Ophævelsen af § 21 vil ikke være til hinder

for, at der fortsat efter sølovens § 482 kan nedsættes

undersøgelseskommissioner, der - som følge af henvisningen i

sølovens § 482, stk. 2, til retsplejelovens § 21 - skal virke efter de

hidtidige regler om kommissionsdomstole.

Det bemærkes i den forbindelse, at

Justitsministeriet har anmodet Erhvervsministeriet om - efter vedtagelsen af

en lov om undersøgelseskommissioner - at overveje, om sølovens

§ 482, stk. 2, bør ændres, således at det

fastsættes, at sagsbehandlingen i den kommission, der undersøger

en søulykke, sker efter reglerne i loven om

undersøgelseskommissioner (med de fornødne tilpasninger).

Ophævelsen af retsplejelovens §§ 21 og 21 a vil have

nogle konsekvenser for anden lovgivning. Justitsministeriet har oplyst, at

ministeriet er indstillet på i givet fald at fremsætte forslag

til disse konsekvensændringer, som alene er af teknisk karakter.

Til nr. 14

Den foreslåede affattelse af § 34 er baseret

på de nu stedfundne høringer af de færøske og

grønlandske hjemmestyremyndigheder.

Til nr. 15

Den foreslåede bestemmelse er i realiteten i

overensstemmelse med lovforslaget, for så vidt som dette går ud

på, at spørgsmålet om revision af loven skal overvejes

efter en 5-års-periode.

Ivar Hansen (V)

fmd.

Birte Weiss (S) nfmd.

Henning Grove (KF)

Poul Nødgaard (DF)

Margrete Auken (SF) Helge Mortensen (S)

Grete Schødts (S)

Ole Løvig Simonsen (S)

Jacob Buksti (S) Jan Petersen (S)

Jes Lunde (SF) Arne Melchior (CD)

Keld Albrechtsen (EL)

Jørgen Estrup (RV)

Anders Fogh Rasmussen (V)

Birthe Rønn Hornbech (V)

Christian Mejdahl (V)

Helge Adam Møller (KF)

Kristian Thulesen Dahl (DF)

Kim Behnke (FP) Jann Sjursen (KRF)

Bilag 1

Justitsministerens notat udarbejdet i samarbejde mellem ministeriet og

Lars Nordskov Nielsen, Torben Melchior og Jens Peter Christensen om

udvidelse af anvendelsesområdet for lovforslaget.

N 0 T A T om udvidelse af anvendelsesområdet for en

lov om undersøgelseskommissioner.

1. Indledning.

1.1. Baggrund.

Ved skrivelse af 22. maj 1997 (med bilag) har Folketingets

formand - i forbindelse med lovforslaget om undersøgelseskommissioner

(L 33, Folketinget 1996-97) - rettet henvendelse til Justitsministeriet

vedrørende spørgsmålet om at udvide

anvendelsesområdet for en lov om undersøgelseskommissioner.

Det anføres bl.a. i skrivelsen, at lovforslaget om

undersøgelseskommissioner alene omfatter nedsættelse af

kommissioner til undersøgelse af forhold i "den statslige

forvaltning". Dette udtryk omfatter ifølge bemærkningerne til

lovforslaget bl.a. departementer, direktorater, styrelser, lokale og

regionale statslige organer. Udtrykket omfatter endvidere nævn og

råd og særlige forvaltningssubjekter.

I skrivelsen henvises til den udtalelse over lovudkastet

om undersøgelseskommissioner i Nordskov Nielsen-udvalgets

betænkning (betænkning nr. 1315/1996 om

undersøgelsesorganer), som præsidenten for Østre Landsret

er fremkommet med. Heri er det bl.a. anført:

"Det har ligget uden for udvalgets kommissorium at

drøfte undersøgelser, der vedrører statslige

aktieselskaber og private selskaber. Det blev under drøftelsen

et plenarmøde for landsrettens dommere] anført, at

flere af de hidtidige undersøgelser har vedrørt såvel den

statslige forvaltning som sådanne selskaber, og at det forekommer

uhensigtsmæssigt, om man i sådanne tilfælde skulle

være henvist til at anvende en undersøgelse efter reglerne i

retsplejelovens § 21 eller § 21 a jævnsides med en undersøgelse

efter lovforslaget."

Det anføres videre i skrivelsen, at der under

drøftelserne i Udvalget for Forretningsordenen har været givet

udtryk for "ønskeligheden af at afgrænse lovforslagets § 1, stk.

1, således at der vil være grundlag for helt at ophæve

retsplejelovens §§ 21 og 21 a." Der henvises herved bl.a. til udvalgets

betænkningsbidrag vedrørende statslige aktieselskaber m.v. af

11. april 1997, hvori det bl.a. er anført:

"Udvalget er betænkeligt ved, at lovforslaget

vedtages med den foreslåede områdebegrænsning med den

følge, at det kan blive nødvendigt - ved siden af

undersøgelseskommissioner i et vist (snævert) omfang, eventuelt

jævnsides med en kommissionsundersøgelse, at anvende reglerne i

retsplejelovens § 21 og § 21 a om kommissionsdomstole eller

undersøgelsesretter.

Udvalget foreslår derfor, at lovforslagets

områdeangivelse "den statslige forvaltning", erstattes med

kriteriet: "sager af almenvigtig betydning". Denne områdeangivelse

svarer i det væsentlige til områdebeskrivelsen i forarbejderne

til retsplejelovens § 21 a om undersøgelsesretter samt til

områdeangivelsen i grundlovens § 51 om parlamentariske kommissioner.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 21 og § 21 a bør da ophæves i

deres helhed og lovforslagets § 33, stk. 2, ændres i overensstemmelse

hermed."

I forlængelse heraf anføres det i

Folketingets formands skrivelse, at behandlingen af dette emne "må

omfatte følgende 4 punkter":

Formulering af området for lov om

undersøgelseskommissioner.

Hvilken virkning har ophævelse af

retsplejelovens § 21 og § 21 a for anden lovgivning

Hvilken virkning har den ændrede

afgrænsning af lovens område i § 1 for lovens øvrige

indhold, herunder reglerne om vidnepligt m.v. (kapitel 5) og om de

berørte personers retsstilling (kapitel 7).

Overvejelse af det generelle spørgsmål om

anvendelse af anden offentligretlig lovgivning, f.eks. registerloven,

offentlighedsloven, forvaltningsloven, ombudsmandsloven, arkivloven med

hensyn til statslige aktieselskaber m.v.«Endelig anføres det i

skrivelsen, at udvalget - under hensyn til, at der er tale om vanskelige og

komplicerede problemstillinger - finder det ønskeligt, at der under

Justitsministeriet nedsættes et ekspertudvalg til at vurdere disse

spørgsmål. Det ville i den forbindelse være

ønskeligt, om "i al fald punkterne 1-3 er besvaret senest ved starten

af næste Folketingssamling." Justitsministeriet anmodes samtidig om at

forberede lovforslag, der tager sigte på at gennemføre de

nødvendige konsekvenser for anden lovgivning,jf. pkt. 2.

Ved skrivelse af 9. juli 1997 meddelte Justitsministeriet

Folketingets formand, at ministeriet - i samarbejde med den tidligere formand

for Udvalget om Undersøgelsesorganer, professor Lars Nordskov Nielsen,

og de tidligere medlemmer af udvalget, højesteretsdommer Torben

Melchior og lektor, dr.jur. Jens Peter Christensen - vil gennemgå og

vurdere de ovenfor under pkt. 1-3 nævnte spørgsmål med

sigte på, at resultatet af overvejelserne kan forelægges for

Udvalget for Forretningsordenen ved begyndelsen af det næste

folketingsår.

Justitsministeriet anførte i skrivelsen, at

behandlingen af de nævnte spørgsmål vil bygge på de

synspunkter, der er angivet i skrivelsen af 22. maj 1997 og i

betænkningsbidraget af 11. april 1997 fra Udvalget for

Forretningsordenen, og at Justitsministeriet i den forbindelse vil

forelægge spørgsmålet om konsekvensændringer for

anden lovgivning for vedkommende ministerium (Erhvervsministeriet og

Trafikministeriet).

Justitsministeriet anførte videre bl.a.

følgende i skrivelsen:

"Med hensyn til det i pkt. 4 nævnte generelle

spørgsmål om anvendelse af den offentligretlige lovgivning

på statslige aktieselskaber m.v. er det - som Østre Landsret er

inde på i sit høringssvar over betænkningen - efter

retsplejelovens §§ 21 og 21 a muligt at nedsætte en

kommissionsdomstol/undersøgelsesret til at undersøge forhold i

aktieselskaber m.v., herunder statslige aktieselskaber m.v. Efter den

gældende lovgivning har det således - for

spørgsmålet om, hvorvidt en

kommissionsdomstol/undersøgelsesret kan nedsættes for at

undersøge forhold i et statsligt aktieselskab m.v. - ikke nogen retlig

betydning, om den offentligretlige lovgivning gælder for det

pågældende selskab m.v.

For vurderingen af den her rejste problemstilling - om

anvendelsesområdet for en lov om undersøgelseskommissioner - er

det derfor ikke nødvendigt at tage stilling til det i pkt. 4

nævnte spørgsmål. Hertil kommer, at behandlingen af dette

komplicerede spørgsmål i givet fald bør

gennemføres i et bredere sammensat lovforberedende udvalg. Det er

efter Justitsministeriets opfattelse ikke sandsynligt, at et sådant

udvalgsarbejde vil kunne afsluttes i løbet af det næste

folketingsår.

Det kan i øvrigt nævnes, at Folketinget i de

seneste år flere gange har overvejet spørgsmålet om at

lade offentlighedsloven finde anvendelse på statslige aktieselskaber

m.v., senest i forbindelse med forslag nr. L 181 om ændring af lov om

offentlighed i forvaltningen (fremsat af en række medlemmer af SF den

24. oktober 1996). Der har ikke været tilslutning hertil.

Justitsministeriet skal på denne baggrund pege

på muligheden af, at det i pkt. 4 rejste spørgsmål ikke

inddrages i denne sammenhæng."

1.2. Problemafgrænsning.

På den anførte baggrund redegøres i

dette notat for spørgsmålet om udvidelse af

anvendelsesområdet for en lov om undersøgelseskommissioner.

Spørgsmålet om, hvorvidt den generelle offentligretlige

lovgivning bør gælde for statslige aktieselskaber, inddrages

ikke i denne sammenhæng.

Notatet er udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde

med professor Lars Nordskov Nielsen, højesteretsdommer Torben Melchior

og lektor, dr.jur. Jens Peter Christensen.

Det er i notatet lagt til grund, at de bestemmelser i

lovforslaget, som ikke direkte vedrører spørgsmålet om

udvidelse af anvendelsesområdet, og de forudsætninger, som disse

bestemmelser bygger på, opretholdes. Således forudsættes

det f.eks., at lovforslagets § 4, stk. 5, ikke ændres, selv om

lovforslagets anvendelsesområde udvides. Herefter foretager en

undersøgelseskommission, der har en dommer som medlem, alene retlige

vurderinger i det omfang, dommeren ikke finder det

retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

Der indledes med en oversigt over den gældende

retstilstand (pkt. 2). Dernæst behandles spørgsmålet om

behovet for at udvide lovforslagets anvendelsesområde (pkt. 3).

Herefter beskrives de konsekvenser, som en eventuel udvidelse vil have for

lovforslagets enkelte bestemmelser (pkt. 4). Iden forbindelse overvejes

spørgsmålet om, hvorvidt retsplejelovens §§ 21-21 a bør

ophæves. Sammenfatningen fremgår af pkt. 5 (side 31 ff).

2. Den gældende retstilstand vedrørende

undersøgelsesretter.

2.1. Hvilke sagsområder kan undersøges af en

undersøgelsesret?

Nærmere regler om undersøgelsesretter er

fastsat i retsplejelovens § 21 a, der har følgende ordlyd:

"§ 21 a. Justitsministeren kan anmode en eller flere

dommere om at gennemføre en undersøgelse af nærmere

bestemte sager. Justitsministeren kan bestemme, at der skal deltage

sagkyndige i undersøgelsen.

Stk. 2. Undersøgelsesretten har ikke

dømmende myndighed.

Stk. 3. Undersøgelsen gennemføres efter

reglerne i denne lov. Undersøgelsesretten kan dog i særlige

tilfælde bestemme, at undersøgelsen foregår for lukkede

døre. Bestemmelserne om retskredsenes grænser og retsplejelovens

§ 169 finder ikke anvendelse.

Stk. 4. Undersøgelsesrettens afgørelser kan

påkæres umiddelbart til Højesteret.

Stk. 5. Undersøgelsen afsluttes med en beretning.

Beretningen offentliggøres af justitsministeren, medmindre ganske

særlige grunde taler imod offentliggørelse."

Der er ikke i retsplejeloven fastsat grænser for,

hvilke sager der kan gøres til genstand for en undersøgelse ved

en undersøgelsesret. En undersøgelsesret kan således i

princippet nedsættes til at undersøge forhold, der ikke har

noget med den statslige forvaltning at gøre, f.eks. forhold i den

kommunale forvaltning eller private forhold.

Af bemærkningerne til lovforslaget om

undersøgelsesretter fremgår imidlertid, at formålet med

forslaget var at give justitsministeren udtrykkelig hjemmel til at

iværksætte dommerundersøgelser i sager af "almen

betydning", jf. Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 5697. Herom

hedder det i betænkningen om undersøgelsesorganer, side 28:

"Selv om udtrykket "almen betydning" ikke blev

nærmere præciseret i den forbindelse, må det antages, at

det som altovervejende hovedregel tager sigte på sager, der på en

eller anden måde har tilknytning til offentlige, og vel nærmere

statslige, myndigheders sagsbehandling, herunder sager om anvendelse af

statslige midler.

Det er således næppe tænkeligt, at der

vil blive iværksat en undersøgelse ved en

undersøgelsesret, der alene vedrører private forhold, f.eks. en

retstvist mellem to private borgere eller virksomheder. Sådanne tvister

må finde deres løsning ved de almindelige domstole. En

undersøgelse af private forhold vil derfor normalt alene kunne

tænkes, hvis den indgår som et integreret element i en

undersøgelse af statslige myndigheders forhold.

Det må antages, at der normalt ikke vil blive

iværksat en undersøgelse ved en undersøgelsesret, der

alene vedrører kommunale forhold. Undersøgelse af sådanne

forhold vil formentlig normalt blive forsøgt forbeholdt de almindelige

tilsynsmyndigheder."

2.2. Hvilke opgaver kan en undersøgelsesret

tildeles?

2.2.1. Praksis vedrørende

undersøgelsesretter.

Det fremgår af grundlovens § 61, l. pkt., at

særdomstole med dømmende myndighed ikke kan nedsættes. Ved

udtrykket "særdomstole« forstås domstole, som "nedsættes

til pådømmelse af en eller flere allerede foreliggende sager",

jf. Forfatningskommissionens betænkning af 1953, side 39, 1.

spalte.

I overensstemmelse med grundlovens § 61, 2. pkt., er det i

retsplejelovens § 21 a, stk. 2, fastsat, at en undersøgelsesret ikke

har dømmende myndighed. Undersøgelsesrettens opgave kan derfor

ikke bestå i at pålægge et retligt ansvar eller

træffe afgørelse af retsspørgsmål, der er relevante

for ansvarsspørgsmålet. Der er ikke i øvrigt i

retsplejeloven fastsat regler om, hvilke opgaver undersøgelsesretter

kan tillægges.

I praksis har undersøgelsesretterne normalt haft

til opgave at undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb

og at vurdere, om der er udvist fejl og forsømmelser, som kan give

anledning til, at et retligt ansvar (strafansvar, erstatningsansvar eller

disciplinært ansvar) søges gennemført over for nogen i

offentlig tjeneste eller hverv.

I kommissoriet for undersøgelsesretten i Tamilsagen

var det således bl.a. anført, at det i undersøgelsen

skulle indgå, "om nogen i offentlig tjeneste eller hverv under

sagsbehandlingen har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser, som

kan give anledning til, at et retligt ansvar søges

gennemført."

I kommissoriet for undersøgelsesretten

vedrørende behandlingen af flygtninge i københavnske

fængsler var det bl.a. anført, at det i undersøgelsen

skulle indgå, om det var muligt at identificere ansatte i

Københavns fængsler, som havde gjort sig skyldige i fejl eller

forsømmelser, der kunne give anledning til, at et retligt ansvar blev

søgt gennemført.

Det fremgår af kommissoriet for

undersøgelsesretten i UNHCR-sagen, at undersøgelsesretten -

foruden fastlæggelse af det faktiske begivenhedsforløb - havde

til formål at klarlægge, om der hos personer, der virker eller

har virket i dansk offentlig tjeneste eller hverv, foreligger fejl eller

forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar

søges gennemført.

Spørgsmålet har navnlig været, om nogen

af de involverede embedsmænd kunne antages at have gjort sig skyldige i

tjenesteforseelse, således at der var grundlag for at rejse

disciplinærsag imod dem. Undersøgelsesretterne har i den

forbindelse normalt ikke udtalt sig om, hvilken sanktion der i givet fald

kunne komme på tale i forhold til de pågældende

embedsmænd.

For så vidt angår de involverede ministre, har

undersøgelsesretterne i princippet begrænset sig til at beskrive

det faktiske begivenhedsforløb.

Kommissoriet for Undersøgelsesretten

vedrørende Sparekassen Nordjyllands overtagelse af engagementer fra

Himmerlandsbanken afveg væsentligt fra det ovenfor anførte, idet

undersøgelsesretten ikke skulle vurdere spørgsmålet om

enkeltpersoners ansvar, men tage stilling til en partstvist mellem

Sparekassen Nordjylland og staten. Undersøgelsesretten skulle

således dels undersøge og klarlægge

begivenhedsforløbet, dels vurdere, "hvilken retsstilling der må

antages at tilkomme Sparekassen Nordjylland". I vurderingen heraf skulle

indgå eventuelle berettigede forventninger, som fra statens side

måtte være skabt hos sparekassen.

2.2.2. Praksis vedrørende kommissionsdomstole.

Undersøgelsesretterne har i praksis siden 1990

afløst kommissionsdomstolene, hvis virksomhed er reguleret i

retsplejelovens § 21. Der er derfor grund til nærmere at beskrive de

opgaver, som kommissionsdomstolene har fået tildelt, og som også

kan tildeles undersøgelsesretter.

Beskrivelsen i kommissorierne af de opgaver, som de

kommissionsdomstole, der har været nedsat efter 1945, har haft, kan

opdeles i følgende tre kategorier:

(1) Nogle kommissionsdomstole har alene haft til opgave at

undersøge og klarlægge et faktisk begivenhedsforløb.

Formålet hermed var typisk at tilvejebringe det

faktiske grundlag for, at der efterfølgende kunne tages stilling til,

om personer inden for den statslige forvaltning havde begået fejl og

forsømmelser. I visse tilfælde kunne formålet med den

faktuelle undersøgelse (tillige) være at tilvejebringe det

faktiske grundlag for, at der efterfølgende kunne tages stilling til,

om personer uden for den statslige forvaltning havde handlet på en

sådan måde, at strafansvar burde søges gennemført

mod de pågældende, jf. f.eks. kommissionsdomstolen

vedrørende Klaksvigsagen.

(2) Andre kommissionsdomstole har haft til opgave at

undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb og på

grundlag heraf at vurdere, om der var udvist fejl og forsømmelser.

Spørgsmålet om, hvorvidt der var udvist fejl

og forsømmelser, har ikke altid været begrænset til

personer i det offentliges tjeneste. Kommissionsdomstolen vedrørende

"køb dansk-klausulen" i A/S Storebæltsforbindelsens

udbudsbetingelser skulle således vurdere, "om nogen i offentlig

tjeneste eller hverv eller nogen, som efter aftale med det offentlige eller

selskabet har udført opgaver i forbindelse med sagen, har gjort sig

skyldig i fejl og forsømmelser i forbindelse med behandlingen af

licitationssagen indtil pålægget om at lade betingelsen

udgå af kontraktsgrundlaget" (fremhævet her).

(3) En række kommissionsdomstole, der er blevet

nedsat inden for de sidste årtier, har haft til opgave at

undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb og at

vurdere, om der var udvist fejl eller forsømmelser, som kunne give

anledning til, at et retligt ansvar søgtes gennemført mod nogen

af de involverede personer.

Den personkreds, som undersøgelsen omfattede, har

ikke i alle tilfælde ifølge kommissoriet været

begrænset til personer i det offentliges tjeneste.

Kommissionsdomstolen vedrørende landbrugsfondene

havde således til opgave at klarlægge, "om der i fondenes

bestyrelser, hos fondenes medarbejdere eller hos personer, der virker i

offentlig tjeneste eller hverv, foreligger fejl eller forsømmelser,

som kan give anledning til, at et retligt ansvar søges

gennemført."

Kommissionsdomstolen vedrørende kreativ

bogføring i Skatteministeriet skulle "særligt have til

formål at klarlægge, om der foreligger fejl eller

forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar

søges gennemført". Spørgsmålet om retligt ansvar

var således ifølge kommissoriet ikke begrænset til

personer i det offentliges tjeneste.

3. Behovet for at udvide lovforslagets anvendelsesområde.

3.1. Anvendelsesområdet i lovforslaget.

I lovforslaget om undersøgelseskommissioner

(lovforslag nr. L 3, Folketinget 1997-98), der er baseret på det

lovudkast, som er indeholdt i betænkningen om

undersøgelsesorganer, er det i § 1, stk. 1, fastsat

følgende:

"§ 1. Justitsministeren kan nedsætte en kommission

til at gennemføre en undersøgelse af forhold i den statslige

forvaltning."

I bemærkningerne til bestemmelsen er det bl.a.

anført (side 8):

"Det er alene forhold i "den statslige forvaltning", som

en undersøgelseskommission efter lovudkastet kan anmodes om at

undersøge. Udtrykket "den statslige forvaltning" omfatter bl.a.

departementer, direktorater og styrelser samt lokale og regionale statslige

organer. Udtrykket omfatter endvidere nævn og råd og

særlige forvaltningssubjekter.

Udenfor vil falde undersøgelse af forhold i den

kommunale forvaltning, herunder i kommuner og amtskommuner, og

undersøgelse af statslige aktieselskaber m.v. Det kan næppe

afvises, at den foreslåede undersøgelsesordning kan være

egnet i forhold til nogle af disse organer, f.eks. nogle af de statslige

aktieselskaber, men udvalget har allerede under hensyn til sit kommissorium

ikke ment at burde forfølge dette spørgsmål

nærmere."

Som det fremgår, kan en

undersøgelseskommission ikke nedsættes med henblik på at

undersøge forhold uden for den statslige forvaltning og således

bl.a. ikke forhold i statslige aktieselskaber. En

undersøgelseskommission kan heller ikke anmodes om at afgive retlige

vurderinger, der kan belyse, om der foreligger grundlag for at søge

nogen, der virker uden for den statslige forvaltning, draget retligt til

ansvar, sml. herved lovforslagets § 4, stk. 4, vedrørende

embedsmænd i den statslige forvaltning.

Det anførte betyder selvsagt ikke, at forhold uden

for den statslige forvaltning aldrig vil kunne blive inddraget i en

undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning. Således vil

f.eks. personer uden for den statslige forvaltning - i overensstemmelse med

lovforslagets regler om sagsoplysning i kapitel 5-6 - være forpligtet

til at afgive vidneforklaring, udlevere materiale eller afgive

redegørelser, hvis det er relevant for at klarlægge, hvad der

har fundet sted i den statslige forvaltning.

Det giver anledning til en vis tvivl, om der efter

lovforslaget er hjemmel til at nedsætte en

undersøgelseskommission til at undersøge, hvad en embedsmand i

den statslige forvaltning har foretaget sig som bestyrelsesmedlem i et

statsligt aktieselskab. Spørgsmålet er ikke behandlet i

lovforslagets bemærkninger eller i betænkningen om

undersøgelsesorganer.

Det må formentlig antages, at der vil være

hjemmel til en sådan undersøgelse, fordi embedsmandens

virksomhed i aktieselskabet sker som led i den pågældendes

tjeneste i den statslige forvaltning.

Derimod vil der næppe være hjemmel til at

nedsætte en undersøgelseskommission med henblik på at

undersøge forhold hos personer, som staten har valgt eller udpeget som

bestyrelsesmedlemmer i et statsligt aktieselskab, hvis deres arbejde i

bestyrelsen for det statslige aktieselskab ikke sker som led i deres

ansættelse i den statslige forvaltning.

3.2. Vurdering.

Hovedformålet med en undersøgelseskommissions

virksomhed må - som for undersøgelsesretternes vedkommende -

antages at være at undersøge statslige myndigheders

sagsbehandling, herunder sager om anvendelse af statslige midler. I den

forbindelse vil personer uden for den statslige forvaltning som anført

i pkt. 3.1. kunne blive inddraget i undersøgelsen, hvis det er

relevant for at klarlægge, hvad der er foregået i den statslige

forvaltning.

Der kan imidlertid i visse tilfælde være behov

for at undersøge forhold uden for den statslige forvaltning. Det skal

herved tages i betragtning, at de undersøgelser, der er foretaget af

kommissionsdomstole - som Østre Landsret har været inde på

i sit høringssvar over betænkningen om

undersøgelsesorganer - bl.a. har omfattet forhold uden for den

statslige forvaltning, jf. pkt. 2.2. ovenfor. Der kan således f.eks.

være behov for at undersøge forhold i statslige aktieselskaber,

jf. bemærkningerne i lovforslaget om undersøgelseskommissioner.

Der kan formentlig undtagelsesvis også være anledning til at

undersøge forhold i private virksomheder. Der tænkes her

på tilfælde, hvor der er et samvirke med en statslig myndighed,

og hvor der er behov for en samlet undersøgelse af den statslige

myndighed og den private virksomhed.

Under hensyn hertil vil det være rigtigt at udvide

lovforslagets anvendelsesområde.

Det er næppe muligt udtømmende at angive,

hvilke forhold uden for den statslige forvaltning som en

undersøgelseskommission skal kunne nedsættes for at

undersøge. En udvidelse af lovforslagets anvendelsesområde

bør derfor udformes på en sådan måde, at der - som

efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 21 a - i princippet

ikke er nogen retlig grænse for, hvilke forhold uden for den statslige

forvaltning en undersøgelseskommision kan nedsættes for at

undersøge. I lighed med det, som er anført i

bemærkningerne til reglerne om undersøgelsesretter i

retsplejelovens § 21 a, bør en undersøgelseskommision dog alene

nedsættes, hvis sagen er af "almen" eller "almenvigtig" betydning, sml.

herved også grundlovens § 51, hvorefter Folketinget kan nedsætte

kommissioner af sine medlemmer (parlamentariske kommissioner) til at

undersøge "almenvigtige sager".

Bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 1, vil i

overensstemmelse hermed kunne affattes på følgende

måde:

"Justitsministeren kan nedsætte en kommission til at

gennemføre en undersøgelse af nærmere bestemte forhold af

almenvigtig betydning."

Selv om det som nævnt næppe udtømmende

kan angives, hvilke forhold uden for den statslige forvaltning en

undersøgelseskommision skal kunne nedsættes for at

undersøge, kan der opstilles visse kriterier herfor. Der er grund til

at nævne følgende forhold:

1) En undersøgelseskommission bør som

altovervejende hovedregel kun benyttes i tilfælde, hvor regeringen

og/eller Folketinget har behov for at få belyst nogle forhold, som har

betydning for de opgaver, som regeringen og/eller Folketinget

udfører.

For at markere dette er det i bestemmelsen fastsat, at det

forhold, som det overvejes at undersøge, skal have "almenvigtig

betydning". Dette indebærer, at forholdet som altovervejende hovedregel

skal have tilknytning til staten, f.eks. vedrøre statslige

myndigheders sagsbehandling, herunder sager om anvendelse af statslige

midler.

En undersøgelse af private forhold vil

således normalt alene kunne tænkes, hvis den indgår som et

integreret element i en undersøgelse af statslige myndigheders

forhold.

Udtrykket "almenvigtig betydning" udelukker ikke, at der i

helt særlige tilfælde iværksættes en

undersøgelse, der (alene) vedrører kommunale forhold. Det

forudsættes imidlertid, at der ikke sker nogen ændring i forhold

til de synspunkter vedrørende undersøgelsesretters virksomhed

på dette område, der er anført ovenfor under pkt. 2.1.

2) En undersøgelseskommission bør - som det

også er anført i bemærkningerne til lovforslagets § 1,

stk. 1- ikke nedsættes, hvis forholdene kan belyses tilfredsstillende

af ordinære, faste undersøgelsesorganer. Det samme gælder,

hvis der allerede må antages at foreligge tilstrækkeligt faktuelt

grundlag for, at der kan træffes beslutning om f.eks. at rejse tiltale

eller indlede disciplinærforfølgning mod bestemte personer.

3) En undersøgelseskommission bør selvsagt

ikke kunne nedsættes med henblik på at udføre en

undersøgelse, som falder uden for de formål, som en

kommissionsundersøgelse skal kunne tjene. F.eks. bør en

undersøgelseskommission ikke kunne nedsættes med henblik

på at tage stilling til en retstvist mellem to private borgere eller

virksomheder, jf. nærmere pkt. 4.1.-4.2. nedenfor.

4. Konsekvenser for andre bestemmelser i lovforslaget.

4.1. Hvilke faktumundersøgelser kan en

undersøgelseskommission anmodes om at udføre?

4.1.1. Opgaver efter lovforslaget.

I lovforslagets § 4 er der fastsat følgende:

"§ 4. Undersøgelseskommissionen har ikke

dømmende myndighed.

Stk. 2. Undersøgelseskommissionen kan få til

opgave at undersøge og klarlægge et faktisk

begivenhedsforløb.

Stk. 3. Undersøgelseskommissionen kan endvidere

få til opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af

love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som

undersøgelsen kan begrunde.

Stk. 4. Undersøgelseskommissionen kan i

øvrigt få til opgave at foretage retlige vurderinger til

belysning af, hvorvidt der foreligger grundlag for at søge

embedsmænd draget til ansvar.

Stk. 5. Er et medlem af undersøgelseskommissionen

dommer, foretager undersøgelseskommisionen alene retlige vurderinger

som nævnt i stk. 4 i det omfang, dommeren ikke finder det

retssikkerhedsmæssigt betænkeligt."

Som det fremgår af § 4, stk. 2, kan en

undersøgelseskommission anmodes om at undersøge og

klarlægge et faktisk begivenhedsforløb.

Det er ikke i bemærkningerne til bestemmelsen

angivet, hvad formålet med en sådan faktuel undersøgelse

er. Hovedformålet med en faktumundersøgelse kan dog udledes af

de øvrige bestemmelser i lovforslagets § 4 sammenholdt med

bemærkningerne hertil:

1) Formålet kan for det første være at

tilvejebringe det faktiske grundlag for, at vedkommende myndighed kan tage

stilling til spørgsmålet om straf- eller disciplinæransvar

for de berørte embedsmænd.

I bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 1, er

det således anført, at formålet med en

undersøgelseskommissions virksomhed - og dermed med den faktuelle

undersøgelse - navnlig vil være at tilvejebringe et materiale,

som kan danne grundlag for vedkommende myndigheds afgørelse af, om

sagen skal fremmes, navnlig ved at der rejses tiltale eller

disciplinærsag indledes.

I overensstemmelse hermed er det i lovforslagets § 4, stk.

4, fastsat, at en undersøgelseskommission kan få til opgave at

foretage retlige vurderinger til belysning af, hvorvidt der foreligger

grundlag for at søge embedsmænd draget til ansvar.

2) Klarlæggelsen af et faktum kan også have

til formål at belyse spørgsmålet om, hvorvidt en minister

skal drages politisk til ansvar eller søges draget retligt til ansvar

ved Rigsretten. Dette gælder, selv om en undersøgelseskommission

efter lovforslaget ikke kan få til opgave at udtale sig om

spørgsmålet om ministerens retlige ansvar, jf. herved

bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 4.

Det anførte skal ses i sammenhæng med, at der

i betænkningen om undersøgelsesorganer (kapitel 4) er redegjort

for, i hvilket omfang et parlamentarisk organ (Udvalget for

Forretningsordenen) selv bør undersøge og klarlægge det

faktiske begivenhedsforløb vedrørende ministres forhold, eller

om en sådan undersøgelse bør foretages af andre organer.

Herom anføres bl.a. (side 176):

"På den anførte baggrund er det

sammenfattende udvalgets opfattelse, at klarlæggelse af et

begivenhedsforløb i den statslige forvaltning med henblik på, at

et parlamentarisk organ kan tage stilling til spørgsmålet om

ministeransvar, som udgangspunkt bør foretages af et

undersøgelsesorgan, der ikke består af folketingsmedlemmer. Et

sådant organ kunne f.eks. være en undersøgelseskommission

som foreslået i kapitel 2" (fremhævet her).

3) Undersøgelseskommissionens opgave kan endelig

være at klarlægge faktum til belysning af, om der er grundlag for

at foreslå ændringer af love, administrative bestemmelser eller

administrativ praksis, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.

4.1.2. Vurdering.

Udvides anvendelsesområdet for lovforslaget som

angivet i pkt. 3.2. ovenfor, er spørgsmålet, om der er andre

formål end de i pkt. 4.1.1. angivne, som en faktumundersøgelse

skal kunne tjene. Herom kan anføres følgende:

Som nævnt i pkt. 3.2. bør en

undersøgelseskommission som altovervejende hovedregel kun benyttes i

tilfælde, hvor regeringen og/eller Folketinget har behov for at

få belyst nogle forhold, som har betydning for de opgaver, som

regeringen og/eller Folketinget udfører.

I overensstemmelse hermed bør en

undersøgelseskommission normalt alene nedsættes, hvis det er

relevant for regeringens og/eller Folketingets arbejde. En

undersøgelseskommission bør f.eks. ikke nedsættes, hvis

formålet er at tilvejebringe grundlaget for, at der

efterfølgende kan tages stilling til spørgsmålet om,

hvorvidt der skal gøres et ansættelsesretligt ansvar

gældende over for medarbejdere i private virksomheder. En stillingtagen

til dette spørgsmål falder uden for de opgaver, som regeringen

og Folketinget beskæftiger sig med.

Det er næppe muligt at beskrive udtømmende,

hvilke faktuelle undersøgelser en undersøgelseskommission

herefter kan anmodes om at foretage. Der kan dog angives nogle praktiske

eksempler på opgaver, som en undersøgelseskommission bør

kunne anmodes om at udføre:

a. Det ligger inden for regeringens (dvs.

anklagemyndighedens) kompetence at tage stilling til spørgsmålet

om strafansvar for fysiske eller juridiske personer. En

faktumundersøgelse, der skal klarlægge grundlaget herfor,

bør derfor også kunne foretages af en

undersøgelseskommission. Dette gælder, selv om

undersøgelsen vil omfatte private personer eller virksomheder.

En forudsætning for undersøgelse af

spørgsmålet om strafansvar for private personer eller

virksomheder bør dog normalt være, at det tillige

undersøges, om nogen, der virker eller har virket i offentlig tjeneste

eller hverv, herunder navnlig i den statslige forvaltning, må antages

at have pådraget sig strafansvar. Dette skyldes, at en

undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis sagen

ikke har "almenvigtig betydning", jf. pkt. 3.2. ovenfor.

b. Som nævnt ovenfor bør en

undersøgelseskommission ikke nedsættes for at tilvejebringe

grundlaget for, at der efterfølgende kan tages stilling til

spørgsmålet om, hvorvidt der skal gøres et

ansættelsesretligt ansvar gældende over for medarbejdere i

private virksomheder.

Har staten (vedkommende minister) imidlertid bestemmende

indflydelse på disse spørgsmål, bør en

undersøgelseskommission kunne anmodes om at tilvejebringe det faktiske

grundlag herfor. En sådan bestemmende indflydelse vil f.eks. være

til stede, når det drejer sig om statslige aktieselskaber.

Efter aktieselskabslovens § 2 a er et aktieselskab et

statsligt aktieselskab, når den danske stat har samme forbindelse til

selskabet, som et moderselskab har til et datterselskab. I

aktieselskabslovens § 2 er der herom fastsat følgende:

"§ 2. Et moderselskab udgør sammen med

datterselskaberne en koncern.

Stk. 2. Et aktieselskab er et moderselskab, hvis det

1) besidder flertallet af stemmerettighederne i et aktie-

eller anpartsselskab,

2) er aktionær eller anpartshaver i et selskab og

har ret til at udnævne eller afsætte et flertal af medlemmerne i

selskabets bestyrelse eller, hvor et anpartsselskab ikke har nogen

bestyrelse, direktion,

3) er aktionær eller anpartshaver og har ret til at

udøve en bestemmende indflydelse over selskabet på grundlag af

vedtægterne eller aftale med dette i øvrigt,

4) er aktionær eller anpartshaver og på

grundlag af aftale med andre aktionærer eller anpartshavere råder

over flertallet af stemmerettighederne i selskabet eller

5) besidder aktier eller anparter i et selskab og

udøver bestemmende indflydelse over dette.

Det forhold, at en faktuel undersøgelse

således tillige vil kunne tjene andre formål, hvis lovforslagets

anvendelsesområde udvides, gør det ikke nødvendigt at

ændre lovforslagets § 4, stk. 2, hvorefter en

undersøgelseskommission kan få til opgave at undersøge og

klarlægge et faktisk begivenhedsforløb.

4.2. Hvilke retlige vurderinger bør en

undersøgelseskommission kunne bemyndiges til at foretage?

4.2.1. Reglerne i lovforslaget.

En undersøgelseskommission kan anmodes om at

foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for

at søge embedsmænd draget til ansvar, jf. lovforslagets § 4,

stk. 4.

Det er således ikke muligt at anmode en

undersøgelseskommission om at foretage retlige vurderinger af

ministres adfærd, jf. betænkningen om

undersøgelsesorganer, side 51.

En undersøgelseskommission kan ikke få til

opgave at tage stilling til en partstvist mellem staten og private som den

vedrørende Sparekassen Nordjyllands overtagelse af engagementer fra

Himmerlandsbanken, jf. betænkningen, side 45 f. I bemærkningerne

til lovforslagets § 4, stk. 4 er der herom bl.a. anført (side 11):

"Undersøgelseskommissionen kan ikke få til

opgave at tage stilling til en partstvist, dvs. bedømme, hvilken

retsstilling der må antages at tilkomme en privat person i forhold til

staten eller omvendt.

Det er næppe muligt at foretage en klar

afgrænsning af de tilfælde, som har karakter af partstvister. Der

kan næppe bortses fra, at undersøgelseskommissionen - for at

kunne foretage de retlige vurderinger af embedsmænds adfærd, som

kommissionen er anmodet om - undertiden indirekte må vurdere den

retsstilling, der som følge af embedsmændenes handlemåde

må antages at tilkomme private i forhold til staten og omvendt.

Det afgørende er imidlertid, at en

undersøgelseskommission ikke må nedsættes med henblik

på at tage stilling til en partstvist. En

undersøgelseskommission må heller ikke nedsættes for at

undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb, hvis

formålet hermed er at tilvejebringe grundlaget for en

efterfølgende stillingtagen til en partstvist."

Om karakteren af de retlige vurderinger, som en

undersøgelseskommission kan anmodes om at foretage vedrørende

embedsmænds forhold, henvises til betænkningen, side 52 ff, og

til bemærkningerne til bestemmelsen, hvor det bl.a. er anført

(side 11):

"Det forudsættes som det typiske, at kommissoriet

for undersøgelseskommissionen udformes således, at kommissionen

har til opgave at udtale sig om, hvorvidt der må antages at være

begået fejl eller forsømmelser, der kan give anledning til, at

et retligt ansvar søges gennemført mod de

pågældende embedsmænd. Har kommissionen fået et

kommissorium af den nævnte karakter " kan kommissionen, selv om den

ikke finder, at der foreligger grundlag for at søge strafansvar eller

disciplinært ansvar gjort gældende mod en embedsmand, udtale sig

om, hvorvidt det kan antages, at der foreligger fejl eller

forsømmelser, og i forbindelse hermed at der efter kommissionens

opfattelse foreligger grundlag for en tjenstlig tilkendegivelse,«

4.2.2. Vurdering.

Udvides lovforslagets anvendelsesområde, betyder det

som nævnt i pkt. 4.1.2., at personer uden for den statslige forvaltning

direkte vil kunne blive inddraget i en faktuel undersøgelse.

Spørgsmålet er derfor, om

undersøgelseskommissionen bør kunne anmodes om at foretage

retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om et eventuelt

retligt ansvar for disse personer. Herom kan anføres

følgende:

Indledningsvis bemærkes, at de særlige hensyn,

som er baggrunden for, at en undersøgelseskommission ikke må

foretage retlige vurderinger af ministres forhold, ikke gør sig

gældende for andre personer.

Efter lovforslagets § 4, stk. 4, vil en

undersøgelseskommission som nævnt kunne få til opgave at

foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag

for, at staten søger strafansvar eller disciplinæransvar gjort

gældende mod de berørte embedsmænd.

I forlængelse heraf bør en

undersøgelseskommission kunne anmodes om at foretage retlige

vurderinger til belysning af, om f.eks. direktører og andre ansatte i

et statsligt aktieselskab bør søges draget strafferetligt eller

ansættelsesretligt til ansvar for deres arbejde i aktieselskabet. Det

bemærkes herved, at staten, i kraft af at der er tale om et statsligt

aktieselskab, vil have bestemmende indflydelse på

spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende bør

drages ansættelsesretligt til ansvar. Det gælder, selv om staten

formelt hverken ansætter direktionen for det statslige aktieselskab,

jf. aktieselskabslovens § 51, stk. 1, eller medarbejderne i aktieselskabet,

jf. herved aktieselskabslovens § 54.

Endvidere bør en undersøgelseskommission

f.eks. kunne anmodes om at foretage retlige vurderinger til belysning af, om

et bestyrelsesmedlem i et statsligt aktieselskab, der er valgt eller udpeget

af staten, har begået fejl eller forsømmelser, således at

den pågældende bør drages strafferetligt til ansvar eller

afsættes. Dette gælder, selv om et bestyrelsesmedlem til enhver

tid vil kunne afsættes af den, som har valgt eller udpeget den

pågældende, jf. aktieselskabslovens § 50, stk. 1, 3. pkt.

En undersøgelseskommission bør efter

omstændighederne også kunne anmodes om at foretage retlige

vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for at søge

andre personer uden for den statslige forvaltning draget strafferetligt til

ansvar. En forudsætning herfor bør dog normalt være, at

kommissionen tillige undersøger og vurderer, om nogen, der virker

eller har virket i det offentliges tjeneste eller hverv, herunder navnlig i

den statslige forvaltning, må antages at have pådraget sig

strafansvar, jf. pkt. 3.2. og 4.1.2. ovenfor.

Derimod bør en undersøgelseskommission - i

tilknytning til det, som er anført i betænkningen og i

bemærkningerne til lovforslaget - ikke kunne få til opgave at

tage stilling til retlige tvister mellem staten og private og mellem private

indbyrdes. Tilsvarende gælder tvister mellem staten og kommunerne eller

mellem kommunerne indbyrdes. En undersøgelseskommission bør i

forlængelse heraf heller ikke kunne få til opgave at

tilvejebringe det faktiske grundlag for sådanne partstvister.

Som eksempler på partstvister mellem staten og

private kan nævnes spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed,

som har fået tilskud af staten, er forpligtet til at tilbagebetale

tilskuddet. Endvidere kan nævnes spørgsmålet om, hvorvidt

staten er erstatningsansvarlig over for en virksomhed, eller om der er

grundlag for, at staten søger en virksomhed draget erstatningsretligt

til ansvar. Også spørgsmålet om, hvorvidt embedsmænd

i den statslige forvaltning er forpligtet til at betale erstatning til det

offentlige, må anses for en partstvist. Dette spørgsmål

vil i øvrigt næppe have nogen praktisk betydning.

På den anførte baggrund vil lovforslagets §

4, stk. 4, kunne affattes på følgende måde:

"Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt

få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der

foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til

ansvar. En undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at

foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om

ministres ansvar."

Forslaget indebærer, at kommissionen vil kunne

få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af

nærmere bestemte ansvarsspørgsmål. En kommission vil dog

ikke kunne få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning

af ministres politiske og/eller retlige ansvar, jf. bestemmelsens 2. pkt.

sammenholdt med det i pkt. 4.2.1. anførte.

Efter bestemmelsens 1. pkt. vil en kommission kunne

få til opgave at udtale sig om, hvorvidt der foreligger grundlag for at

søge strafansvar gjort gældende mod involverede personer

(bortset fra ministre), herunder personer, der ikke virker i den statslige

forvaltning, og private virksomheder.

Efter bestemmelsen vil kommissionen endvidere bl.a. kunne

få til opgave at udtale sig om, hvorvidt der foreligger grundlag for at

søge disciplinært ansvar gjort gældende mod ansatte i den

statslige forvaltning.

Kommissionen vil desuden kunne få til opgave at

udtale sig om, hvorvidt der foreligger grundlag for, at det offentlige

søger et ansættelsesretligt ansvar gjort gældende mod

nogen uden for den statslige forvaltning, f.eks. direktionen og de

øvrige ansatte i et statsligt aktieselskab. Kommissionen vil endvidere

kunne få til opgave at udtale sig om, hvorvidt f.eks.

bestyrelsesmedlemmer i statslige aktieselskaber har begået fejl eller

forsømmelser, således at de pågældende af den grund

bør afsættes. En forudsætning herfor er, at det offentlige

har bestemmende indflydelse på disse spørgsmål. Denne

forudsætning er i ændringsforslaget markeret ved udtrykket "det

offentlige søger gjort gældende " (fremhævet

her).

Det, som er anført om karakteren af de retlige

vurderinger og om udformningen af en undersøgelseskommissions

ansvarskommissorium i pkt. 4.2.1. ovenfor, forudsættes også at

gælde, selv om den personkreds, som de retlige vurderinger vil kunne

omfatte, udvides.

Det typiske vil derfor være, at ansvarskommissoriet

udformes således, at kommissionen har til opgave at udtale sig om,

hvorvidt der må antages at være begået fejl eller

forsømmelser, der kan give anledning til, at et ansvar af den

karakter, der er fastsat i bestemmelsen, gennemføres mod nogen. Har en

kommission fået et kommissorium af denne karakter, kan kommissionen -

selv om den ikke finder grundlag for at søge et strafansvar eller

disciplinært ansvar m.v. gjort gældende mod nogen - udtale sig

om, hvorvidt det kan antages, at der foreligger fejl eller

forsømmelser. Kommissionen kan i den forbindelse også udtale sig

om, hvorvidt der efter kommissionens opfattelse foreligger grundlag for en

tjenstlig tilkendegivelse eller tilsvarende reaktion.

4.3. Spørgsmålet om sagsoplysning.

4.3.1. Reglerne i lovforslaget.

Det fremgår af lovforslagets § 9, stk. 1, at enhver

har pligt til at udlevere materiale til en undersøgelseskommission,

når kommissionen anmoder om det.

Pligten gælder ikke i det omfang, der efter § 12

ikke er pligt til at afgive vidneforklaring om indholdet af materialet. Det

er i den forbindelse præciseret, at materiale, der er udarbejdet af en

minister eller embedsmand i embeds medfør, ikke kan nægtes

udleveret under henvisning til, at den pågældende minister eller

embedsmand efter § 12 ikke har pligt til at afgive vidneforklaring om

indholdet af materialet.

I § 9, stk. 2, er der fastsat en tilsvarende pligt til

skriftligt at redegøre for de forhold, hvorom kommissionen anmoder om

redegørelser, og til skriftligt at besvare de spørgsmål,

som kommissionen stiller.

I lovforslagets § 11 er det fastsat, at enhver efter

anmodning fra undersøgelseskommissionen er forpligtet til at afgive

forklaring for kommissionen som vidne.

I lovforslagets § 12 er der fastsat undtagelser hertil.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§ 12. Pligten til at afgive forklaring som vidne

gælder ikke for en minister i det omfang, der må antages at

foreligge mulighed for strafansvar for den pågældende i anledning

af de forhold, undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder

heller ikke for en embedsmand i det omfang, der må antages at foreligge

mulighed for strafansvar eller disciplinæransvar for den

pågældende i anledning af de nævnte forhold.

Stk. 2. Den i stk. i nævnte persons nærmeste

har heller ikke pligt til at afgive vidneforklaring.

Undersøgelseskommissionen kan dog pålægge den

pågældende at afgive forklaring som vidne, når forklaringen

må anses for at være af afgørende betydning for

undersøgelsen, og undersøgelsens beskaffenhed og dens betydning

for samfundet findes at berettige til det.

Stk. 3. Vidnepligten gælder i øvrigt med de

undtagelser, der er fastsat i retsplejelovens kapitel 18. Retsplejelovens §

169 og § 170, stk. 3, finder dog ikke anvendelse."

I bemærkningerne til lovforslagets § 12, stk. 1, er

der bl.a. anført følgende (side 16):

"Den foreslåede bestemmelse skal forstås

således, at der ikke er pligt til at afgive forklaring for en

tjenestemandsansat embedsmand, hvis den pågældende risikerer et

strafansvar eller formelt disciplinæransvar efter tjenestemandslovens §

24, dvs. en formel irettesættelse eller advarsel, en bøde,

overførelse til andet arbejde, andet arbejdssted eller stilling,

degradation og afskedigelse. For en embedsmand, der ikke er

tjenestemandsansat, er der ligeledes ikke pligt til at afgive forklaring,

hvis den pågældende risikerer strafansvar eller

disciplinære reaktioner, der modsvarer de nævnte

vedrørende tjenestemandsansat personale. En risiko for, at et forhold

uden for det disciplinære område kan give anledning til en

tjenstlig tilkendegivelse fra ledelsen, forudsættes ikke at

medføre, at pligten til at afgive vidneforklaring bortfalder."

...

I det omfang ministeren eller embedsmanden anmodes om at

afgive forklaring vedrørende forhold, som den pågældende

ikke kan risikere et retligt ansvar af den nævnte karakter for, er den

pågældende ikke omfattet af vidneundtagelsesreglen i stk. 1. Det

gælder f.eks., hvis det ligger klart, at de forhold, som den

pågældende skal afgive forklaring om, ikke har nogen betydning

for spørgsmålet om strafansvar eller - for embedsmænds

vedkommende - disciplinæransvar. Hvis f.eks. disciplinær- eller

straffesagen er afsluttet, og hvis der ikke kan rejses spørgsmål

om genoptagelse af sagen i anledning af de forhold, undersøgelsen

omfatter, vil den pågældende ikke være omfattet af

vidneundtagelsesreglen i stk. 1."

4.3.2. Vurdering.

Det forhold, at lovforslagets anvendelsesområde

udvides, gør det ikke nødvendigt at foretage ændringer i

lovforslagets regler om udlevering af materiale eller afgivelse af

redegørelser til kommissionen.

Der kan imidlertid være grund til at beskrive

retstilstanden på visse punkter, som efter omstændighederne vil

kunne få praktisk betydning:

1) Hvis en privat juridisk person, herunder et statsligt

aktieselskab, som sådan risikerer strafansvar, hvis en anmodning fra

kommissionen om udlevering af materiale imødekommes, forudsættes

det, at den juridiske person som sådan ikke vil være forpligtet

til at udlevere materialet til kommissionen. Dette betyder, at medarbejdere

m.v. i den juridiske person, der alene har rådighed over materialet i

kraft af deres virke hos den juridiske person, ikke kan pålægges

at udlevere materialet til kommissionen.

De pågældende medarbejdere m.v. vil derimod

som udgangspunkt være forpligtet til at udarbejde redegørelser

for og til at afgive vidneforklaring om indholdet af materialet, jf.

lovforslagets § 9, stk. 2, og § 11. Dette gælder dog ikke, hvis de er

fritaget for at afgive vidneforklaring, jf. herom lovforslagets § 12.

2) Materiale, der er udarbejdet af en embedsmand eller et

kommunalbestyrelsesmedlem/amtsrådsmedlem i en kommune/amtskommune i

embeds medfør, kan ikke nægtes udleveret med den begrundelse, at

den pågældende embedsmand eller det pågældende

kommunalbestyrelsesmedlem/amtsrådsmedlem ikke vil være forpligtet

til at afgive vidneforklaring om indholdet af materialet. Retstilstanden

på dette punkt forudsættes således at være den samme

som den, der vedrører materiale, der - i embeds medfør - er

udarbejdet af en minister eller embedsmand i den statslige forvaltning, jf.

herom bestemmelsen i lovforslagets § 12, stk. 1, 2. pkt.

Derimod er der behov for at ændre bestemmelsen i §

12, stk. 1, om undtagelserne fra vidnepligten, således at der tages

højde for, at personer uden for den statslige forvaltning skal kunne

være genstand for en undersøgelse.

Det drejer sig dels om personer, der vil kunne risikere

strafansvar i anledning af de forhold, som undersøgelsen omfatter,

dels om personer, der vil kunne risikere, at det offentlige gør et

disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt ansvar

gældende over for de pågældende i anledning af de forhold,

som undersøgelsen omfatter.

Bestemmelsen i § 12, stk. 1, vil kunne affattes på

følgende måde:

"Pligten til at afgive forklaring som vidne gælder

ikke i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar

for den pågældende i anledning af de forhold,

undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder heller ikke i det

omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige

gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt

ansvar gældende over for den pågældende i anledning af de

nævnte forhold."

Bestemmelsens 1. pkt. indebærer, at alle de

personer, som kan risikere et strafansvar i anledning af de forhold,

undersøgelsen omfatter, er undtaget fra pligten til at afgive

vidneforklaring. Det gælder såvel personer i den statslige

forvaltning (ministre og embedsmænd) som personer uden for den

statslige forvaltning, f.eks. bestyrelsesmedlemmer, direktører og

andre ansatte i statslige aktieselskaber, private m.v. Vidnepligten

bortfalder dog ikke, hvis det ligger klart, at afgivelse af forklaring ikke

vil udsætte den pågældende for strafansvar, jf. herved

bemærkningerne til lovforslagets § 12, stk. 1.

Bestemmelsens 2. pkt. indebærer bl.a., at den

embedsmand i den statslige forvaltning, som kan risikere et

disciplinært ansvar i anledning af de forhold, som undersøgelsen

omfatter, ikke er forpligtet til at afgive vidneforklaring. Dernæst

indebærer bestemmelsen, at vidnepligten ikke gælder, hvis en

person uden for den statslige forvaltning risikerer, at det offentlige

gør et tilsvarende ansættelsesretligt ansvar gældende i

anledning af de forhold, som undersøgelsen omfatter. Der sigtes

navnlig til direktører og øvrige ansatte i statslige

aktieselskaber. Bestemmelsen omfatter også andre tilfælde, hvor

det offentlige har bestemmende indflydelse på det

ansættelsesretlige spørgsmål.

Det bemærkes, at vidnepligten ikke bortfalder, hvis

det ligger klart, at afgivelse af vidneforklaring ikke vil udsætte den

pågældende for et disciplinært eller tilsvarende

ansættelsesretligt ansvar. En risiko for, at et forhold kan give

anledning til en tjenstlig reaktion fra ledelsen, der svarer til en tjenstlig

tilkendegivelse uden for det disciplinære område over for ansatte

i den statslige forvaltning, forudsættes således ikke at

medføre, at pligten til at afgive vidneforklaring bortfalder, jf. det,

der herom er anført i bemærkningerne til lovforslagets § 12,

stk. 1, vedrørende ansatte i den statslige forvaltning.

Bestemmelsen indebærer heller ikke, at et

bestyrelsesmedlem i f.eks. et statsligt aktieselskab, som er valgt eller

udpeget af staten, er undtaget fra vidnepligten, fordi den

pågældende kan risikere at få kritik eller i værste

fald at blive afsat i anledning af de forhold, som undersøgelsen

omfatter. Dette hænger sammen med, at staten til enhver tid vil kunne

afsætte det pågældende bestyrelsesmedlem, jf.

aktieselskabslovens § 50, stk. 1, 3. pkt. Bestyrelsesmedlemmet er selvsagt

ikke afskåret fra at påberåbe sig

vidnefritagelsesbestemmelserne i retsplejelovens § 171, stk. 1, herunder

bestemmelsen om, at en person ikke er forpligtet til at afgive

vidneforklaring, hvis forklaringen antages at ville udsætte den

pågældende for tab af velfærd (§ 171, stk. 1, nr. 1) eller

påføre den pågældende anden væsentlig skade (§

171, stk. 1, nr. 3), jf. herved lovforslagets § 12, stk. 3.

4.4. De berørte personers retsstilling.

4.4.1. Reglerne i lovforslaget.

I lovforslagets kapitel 7 er der fastsat nærmere

regler om de berørte personers retsstilling.

Reglerne gælder for den "minister eller embedsmand,

hvis forhold undersøges", jf. lovforslagets § 21, stk. 1. I

bemærkningerne til bestemmelsen er der herom bl.a. anført (side

19 f):

"I bestemmelsen fastsættes det, at den minister

eller embedsmand, hvis forhold undersøges af

undersøgelseskommissionen, har ret til en bisidder efter eget valg.

Dette gælder også forhenværende ministre eller

embedsmænd, hvis forhold undersøges af en

undersøgelseskommission.

Retten til at vælge bisidder gælder, selv om

undersøgelseskommissionen ikke kan foretage politiske eller retlige

vurderinger af ministres forhold. Reglerne gælder endvidere, selv om

undersøgelseskommissionen ikke er blevet anmodet om at foretage

retlige vurderinger af embedsmænds adfærd eller kommissionen

finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at foretage

sådanne vurderinger.

Retten til bisidder efter eget valg gælder bl.a. for

den minister, som i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter,

kan risikere et politisk ansvar (f.eks. næse, kritik eller mistillid)

eller et retligt ansvar. For en embedsmand vil retten til bisidder efter eget

valg være aktuel, hvis den pågældende kan risikere et

retligt ansvar i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter.

...

Bestemmelsen er naturligvis ikke til hinder for, at andre

personer end de ministre og embedsmænd, der er omfattet af

bestemmelsen, modtager rådgivning i forbindelse med en kommissions-

undersøgelse. De pågældende personer og deres

rådgivere vil imidlertid ikke have de rettigheder m.v., som er fastsat

i § 22-24. Det forudsættes dog, at justitsministeren efter

omstændighederne kan bestemme, at statskassen betaler salær og

godtgørelse til rådgiverne efter bestemmelsen i § 24, stk. 1.

Der bør forinden indhentes en udtalelse fra kommissionen herom. Det

forudsættes endvidere, at kommissionen normalt tillader, at en

rådgiver kan overvære afhøringen af sin klient, selv om

afhøringen foretages for lukkede døre."

4.4.2. Vurdering.

Den udvidelse af lovforslagets anvendelsesområde,

som er foreslået i pkt. 3.2., indebærer, at der er andre end de

berørte ministre og statslige embedsmænd, hvis forhold kan

være genstand for en undersøgelse. De pågældende

bør derfor have ret til en bisidder efter eget valg og til de

øvrige rettigheder, som følger af lovforslagets kapitel 7.

Det er imidlertid næppe muligt generelt i selve

loven at angive den personkreds, som - ved en udvidelse af

anvendelsesområdet for loven - vil have ret til en bisidder.

Vurderingen må træffes i den konkrete situation, og der må

i den forbindelse lægges vægt på undersøgelsens

formål, således som dette f.eks. er kommet til udtryk i

kommissoriet. Alene de personer, hvis forhold - i lyset af

undersøgelsens formål - direkte er genstand for en

undersøgelse, bør således have en bisidder og de

øvrige rettigheder, som er fastsat i kapitel 7. Om de formål,

som en undersøgelse kan tjene, henvises til pkt. 4.1. ovenfor. Andre

personer, som kan blive berørt af undersøgelsen, må

nøjes med det i bemærkningerne til lovforslaget anførte

vedrørende rådgivning m.v.

Det anførte vil kunne gennemføres ved, at

lovforslagets § 21, stk. 1, affattes på følgende måde:

"Den person, hvis forhold undersøges, har ret til

en bisidder efter eget valg."

4.5. Spørgsmålet om ophævelse af retsplejelovens §§ 21

og 21 a.

4.5.1. Reglerne i lovforslaget.

I lovforslagets § 33, stk. 2, er der fastsat

følgende:

"Stk. 2. Der kan ikke iværksættes en

undersøgelse efter retsplejelovens §§ 21 og 21 a i det omfang, den

pågældende undersøgelse kan iværksættes efter

reglerne i denne lov."

Bestemmelsen indebærer, at en undersøgelse af

forhold i den statslige forvaltning ikke må foretages efter reglerne i

retsplejelovens §§ 21 og 21 a, når reglerne i lovforslaget er

trådt i kraft. Sådanne undersøgelser skal foretages efter

reglerne i lovforslaget.

I bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslaget,

side 25) er det anført, at bestemmelsen ikke tager sigte på de

tilfælde, hvor der i en særlov henvises til, at en

undersøgelse af bl.a. forhold i den statslige forvaltning skal

foretages efter reglerne i retsplejelovens §§ 21 og 21 a. Dette gælder

f.eks. med hensyn til søulykker efter søloven.

4.5.2. Vurdering.

a) Bør retsplejelovens §§ 21 og 21 a

ophæves?

Udvides lovforslagets anvendelsesområde, vil der

ikke være behov for at opretholde bestemmelserne i retsplejelovens §§

21 og 21 a. Det skyldes, at de undersøgelser, som bør foretages

efter disse bestemmelser, vil kunne foretages efter reglerne i

lovforslaget.

Spørgsmålet er imidlertid, om der er grund

til (delvis) at opretholde bestemmelserne i retsplejelovens §§ 21 og 21 a,

fordi der i en særlov henvises til, at en undersøgelse skal

foretages efter disse bestemmelser. Det bemærkes i den forbindelse, at

bestemmelserne i DSB-lovens §§ 56-58 om undersøgelse af

jernbaneulykker er ophævet ved lov nr. 336 af 1. maj 1996 om

jernbanesikkerhed. Det rejste spørgsmål vedrører herefter

alene sølovens § 482, der har følgende ordlyd:

"§ 482. Er der hverken gennem søforklaringen eller

andre i sagens anledning foretagne undersøgelser tilvejebragt

fyldestgørende oplysning om ulykkens årsag, og ulykkens karakter

eller hensynet til betryggelsen af sikkerheden til søs begrunder det,

kan industri- og samordningsministeren i særlige tilfælde,

navnlig når yderligere undersøgelser må antages at blive

særlig omfattende og undersøgelserne vil kræve samvirken

af sagkyndige på flere områder, nedsætte en særlig

undersøgelseskommission til behandling af sagen. Kommissionen skal

bestå af en dommer som formand og et af industri- og

samordningsministeren i den enkelte sag nærmere fastsat antal personer,

der er i besiddelse af fornøden nautisk og teknisk sagkundskab.

Stk. 2. Kommissionens behandling af sagen sker efter de

regler, der er gældende for ekstraordinære retter i straffesager,

jf. retsplejelovens § 21. Kommissionen afgør, om dens møder

skal være offentlige.

Stk. 3. Når undersøgelsen er afsluttet,

fremkommer kommissionen med en redegørelse om de fremkomne oplysninger

om årsagen til ulykken samt eventuelt med forslag til foranstaltninger,

der vil være egnede til at forebygge ulykke og ulykkesrisiko af samme

eller lignende art. Kommissionens redegørelse og eventuelle forslag

kan af industri- og samordningsministeren stilles til rådighed for

pressen."

Justitsministeriet har i den anledning anmodet

Erhvervsministeriet om en udtalelse. Erhvervsministeriet har i sit svar af

21. august 1997 vedlagt en udtalelse fra Søfartsstyrelsen af 18.

august 1997. Heri er bl.a. anført:

"Erhvervsministeriet finder det ikke hensigtsmæssigt

at ændre det i søloven foreskrevne undersøgelsesinstitut

ved at ophæve retsplejelovens §§ 21 og 21 a og i fremtiden

iværksætte undersøgelseskommissioner efter lovforslagets

bestemmelser om kommissionsdomstole.

Baggrunden herfor er, at undersøgelseskommissioner

iværksat efter reglerne i sølovens § 482 har en anden karakter

end de undersøgelseskommissioner, der er omfattet af lovforslaget.

Undersøgelsesinstituttet i søloven supplerer det

sædvanlige søforklaringsinstitut. Formålet med

undersøgelseskommissioner iværksat i medfør af

søloven er at foretage dyberegående undersøgelser af

årsagerne til søulykker, navnlig med henblik på at stille

forslag til foranstaltninger, der vil være egnede til at forebygge

ulykker og ulykkesrisiko af samme eller lignende art. Der kan eksempelvis

være tale om nye krav til konstruktion og udstyr af skibe eller

arbejdsprocesser om bord. Undersøgelseskommissioner iværksat

efter sølovens § 482 skal ikke foretage retlige vurderinger til

belysning af ansvarsspørgsmål for embedsmænd til forskel

fra undersøgelseskommissioner, der er omfattet af lovforslaget. Det

samme gælder for sølovens bestemmelser om afholdelse af

søforklaring. Derfor er der heller ikke af denne grund anledning til

at ændre søloven.

Efter sølovens § 482 skal

undersøgelseskommissioner bestå af en dommer som formand samt et

af erhvervsministeren nærmere fastsat antal personer med

fornøden nautisk og teknisk sagkundskab. Kravet om, at det skal

være en dommer, der er formand for undersøgelseskommissionen

må være begrundet i, at undersøgelseskommissioner efter

søloven har de samme processuelle beføjelser som en domstol i

henhold til retsplejeloven. Det skal også ses i lyset af, at

søforklaringer her i landet foretages ved den pågældende

ret. Det har, i de få gange sølovsbestemmelsen om

undersøgelseskommissioner har været anvendt, ikke givet

anledning til de betænkeligheder om domstolseffekt, som lovforslaget

anfører til støtte for, at det ikke på forhånd skal

være givet, at der skal anvendes en dommer som formand.«

I lyset heraf bør en bestemmelse om ophævelse

af retsplejelovens §§ 21 og 21 a ikke være til hinder for, at der

fortsat efter sølovens § 482 kan nedsættes

undersøgelseskommissioner, der - som følge af henvisningen

hertil i sølovens § 482, stk. 2 - skal virke efter de hidtidige regler

om kommissionsdomstole, jf. retsplejelovens § 21.

Det anførte kan gennemføres ved, at den

nævnte retstilstand efter søloven beskrives i

bemærkningerne til forslaget om ophævelse af retsplejelovens §§

21 og 21 a.

Bestemmelsen i lovforslagets § 33, stk. 2, vil herefter

kunne affattes således:

"Retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves."

Det bemærkes i den forbindelse, at

Justitsministeriet har anmodet Erhvervsministeriet om - efter vedtagelsen af

en lov om undersøgelseskommissioner - at overveje, om sølovens

§ 482, stk. 2, bør ændres, således at det

fastsættes, at sagsbehandlingen i den kommission, der undersøger

en søulykke, sker efter reglerne i loven om

undersøgelseskommissioner (med de fornødne tilpasninger).

b) Konsekvenser for anden lovgivning ved ophævelse

af retsplejelovens §§ 21 og 21 a.

Justitsministeriet har i besvarelsen af

spørgsmål nr. 21 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen

(L 33, Folketinget 1996-97, alm. del - bilag 23) redegjort for konsekvenserne

for anden lovgivning, hvis retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves.

I besvarelsen er der bl.a. anført

følgende:

"Søgningen [i Retsinformation] har endvidere vist,

at der i nogle love er henvist til retsplejelovens § 21 og § 21 a. Det drejer

sig om bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2, nr. 12,

forsikringsvirksomhedslovens § 240 c, stk. 2, nr. 10, og realkreditlovens §

98, stk. 2, nr. 12. Disse bestemmelser fastsætter, at fortrolige

oplysninger kan videregives til en kommissionsdomstol efter retsplejelovens §

21 eller en undersøgelsesret efter retsplejelovens § 21 a.

Endvidere henviser retsplejelovens § 43, stk. 5, og § 1019

i, stk. 1, nr. 3, til §§ 21 og 21 a. I retsplejelovens § 43, stk. 5, er det

således fastsat, at faste dommere så vidt muligt skal beskikkes

til at indtræde i kommissionsdomstole efter § 21, og at ingen kan

beskikkes, som ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i § 42, stk. 3. 1

denne bestemmelse er det fastsat, at kun den, der har bestået juridisk

kandidateksamen, kan beskikkes som fast dommer. I retsplejelovens § 1019 i,

stk. 1, nr. 3, er det fastsat, at behandlingen af en adfærdsklage over

politipersonalet sluttes, hvis regeringen eller justitsministeren

træffer beslutning om, at sagen skal undersøges efter reglerne i

§ 21 eller § 21 a.

...

Bestemmelserne i bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2,

nr. 12, forsikringsvirksomhedslovens § 240 c, stk. 2, nr. l0, og

realkreditlovens § 98, stk. 2, nr. 12, som henviser til retsplejelovens § 21

eller § 21 a, bør endvidere ændres, hvis retsplejelovens § 21 og

§ 21 a ophæves. Selv om retsplejelovens § 21 og § 21 a ikke

ophæves, bør de nævnte bestemmelser ajourføres,

således at det heraf tillige fremgår, at videregivelse af

fortrolige oplysninger kan ske til en undersøgelseskommission.

Hvis retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves,

bør bestemmelsen i retsplejelovens § 43, stk. 5, tillige

ophæves, idet denne bestemmelse vil være overflødig.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 1019 i, stk. 1, nr. 3, bør endvidere

ændres, således at det heraf fremgår, at behandlingen af en

adfærdsklage over politipersonalet afsluttes, hvis der træffes

beslutning om, at sagen skal undersøges af en

undersøgelseskommission. Denne ændring bør foretages,

uanset om retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves. Dette skyldes, at

undersøgelser af det nævnte politipersonale vedrører

forhold i den statslige forvaltning, og sådanne forhold kan i fremtiden

som anført alene foretages af en undersøgelseskommission, jf.

lovforslagets § 33, stk. 2.

Justitsministeriet er indstillet på at

fremsætte forslag til de nævnte konsekvensændringer i

begyndelsen af det kommende folketingsår."

Som det fremgår heraf, vil det have nogle

konsekvenser for anden lovgivning at ophæve retsplejelovens §§ 21 og 21

a. Justitsministeriet er i givet fald indstillet på at fremsætte

lovforslag herom.

5. Sammenfatning.

Justitsministeriet har - i samarbejde med professor Lars

Nordskov Nielsen, højesteretsdommer Torben Melchior og lektor, dr.jur.

Jens Peter Christensen - udarbejdet dette notat om udvidelse af

anvendelsesområdet for en lov om undersøgelseskommissioner.

De synspunkter, der gives udtryk for i notatet, kan

sammenfattes i følgende punkter:

1. Det vil være rigtigt at udvide

anvendelsesområdet for lovforslaget om

undersøgelseskommissioner, således at forhold uden for den

statslige forvaltning efter omstændighederne vil kunne gøres til

genstand for en undersøgelse.

En sådan udvidelse kan gennemføres ved, at

lovforslagets §1, stk. 1, affattes således:

"Justitsministeren kan nedsætte en kommission til at

gennemføre en undersøgelse af nærmere bestemte forhold af

almenvigtig betydning."

Udvidelsen af lovforslagets anvendelsesområde vil

have en række konsekvenser for lovforslagets øvrige bestemmelser

eller for de forudsætninger, som disse bestemmelser bygger på,

jf. pkt. 2-6 nedenfor.

2. Formålet med en faktumundersøgelse vil

således tillige kunne være at tilvejebringe grundlaget for, at

strafansvar søges gjort gældende over for nogen uden for den

statslige forvaltning, herunder private personer eller virksomheder.

Formålet med en faktumundersøgelse vil

endvidere bl.a. kunne være at tilvejebringe grundlaget for, at staten

skal søge et ansættelsesretligt eller lignende ansvar gjort

gældende over for personer, der virker i virksomheder, som staten har

bestemmende indflydelse på, herunder navnlig statslige

aktieselskaber.

3. Lovforslagets § 4, stk. 4, om de retlige vurderinger,

som en undersøgelseskommission kan få til opgave at foretage,

bør ændres.

Det bør bl.a. fremgå heraf, at kommissionen

kan få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om

der foreligger grundlag for, at staten søger et

ansættelsesretligt eller lignende ansvar gjort gældende over for

nogen uden for den statslige forvaltning, f.eks. bestyrelsesmedlemmer eller

ansatte i statslige aktieselskaber.

Det bør endvidere fremgå, at kommissionen

efter omstændighederne kan få til opgave ud over en

faktumundersøgelse at foretage retlige vurderinger til belysning af,

om der foreligger grundlag for at søge nogen uden for den statslige

forvaltning draget strafferetligt til ansvar.

Det anførte kan gennemføres ved, at

lovforslagets § 4, stk. 4, udformes på følgende måde:

"Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt

få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der

foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til

ansvar. En undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at

foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om

ministres ansvar."

4. Lovforslagets § 12, stk. 1, om undtagelser fra

vidnepligten bør ændres, således at der tages højde

for, at personer uden for den statslige forvaltning skal kunne være

genstand for en undersøgelse.

Det drejer sig dels om personer, der vil kunne risikere et

strafansvar i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter, dels om

personer, der vil kunne risikere, at det offentlige gør et

disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt ansvar

gældende over for de pågældende i anledning af de forhold,

som undersøgelsen omfatter, f.eks. direktionen og øvrige

ansatte i statslige aktieselskaber.

Bestemmelsen i lovforslagets § 12, stk. 1, vil kunne

affattes således:

"Pligten til at afgive forklaring som vidne gælder

ikke i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar

for den pågældende i anledning af de forhold,

undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder heller ikke i det

omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige

gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt

ansvar gældende over for den pågældende i anledning af de

nævnte forhold.«

5. Udvidelsen af lovforslagets anvendelsesområde

indebærer som nævnt, at der er andre end de berørte

ministre og embedsmænd, hvis forhold kan være genstand for en

undersøgelse. De pågældende bør, hvis den konkrete

undersøgelse er rettet mod dem, have ret til en bisidder efter eget

valg og til de øvrige rettigheder, som følger af lovforslagets

kapitel 7.

Det anførte vil kunne gennemføres ved, at

lovforslagets 21, stk. 1, udformes på følgende måde:

"Den person, hvis forhold undersøges, har ret til

en bisidder efter eget valg."

6. Udvidelsen af lovforslagets anvendelsesområde

indebærer endelig, at retsplejelovens § 21 om kommissionsdomstole og §

21 a om undersøgelsesretter kan ophæves.

Det anførte kan gennemføres ved, at

lovforslagets § 33, stk. 2, affattes således:

"Retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves."

I bemærkningerne til bestemmelsen bør det

anføres, at ophævelsen af bestemmelsen ikke er til hinder for,

at der fortsat efter sølovens § 482 vil kunne nedsættes

undersøgelseskommissioner (til undersøgelse af

søulykker), der som følge af henvisningen hertil i

sølovens § 482, stk. 2, skal virke efter de hidtidige regler om

kommissionsdomstole, jf. retsplejelovens § 21.

Ophævelsen af retsplejelovens §§ 21 og 21 a vil have

nogle konsekvenser for anden lovgivning. Justitsministeriet er i givet fald

indstillet på at fremsætte forslag til disse

konsekvensændringer.

Bilag 2

Afsnit af udvalgets beretning af 25. juni 1997

.

Om Folketingets opfølgning af beretninger, pkt. 4)

Parlamentarisk opfølgning

Med en vedtagelse af en lovgivning om

undersøgelseskommissioner vil der skabes et retligt instrument, som

fremover kan anvendes, når hændelsesforløbet i konkrete

sager af regeringen eller Folketinget ønskes belyst med henblik

på efterfølgende ansvarsvurdering.

Det er imidlertid vigtigt, at der også i Folketinget

etableres en fast procedure, som sikrer, at beretninger fra

undersøgelseskommissioner kan få en korrekt og grundig

behandling med det sigte at vurdere et eventuelt ministeransvar. Eventuelt

embedsmandsansvar vil som hidtil alene være et anliggende for

regeringens bedømmelse.

Udvalget for Forretningsordenen har flere gange i de

senere år drøftet forslag om, at der i Folketinget

nedsættes et permanent udvalg til behandling af og opfølgning

på undersøgelseskommissioners beretninger. Der har hidtil

været fulgt en uensartet procedure i Folketinget.

Der er således ikke i Folketinget sket en

systematisk opfølgning på undersøgelsesorganers

beretninger i form af forespørgsel, redegørelse eller

udvalgsberetning. Beretninger fra kommissionsdomstolen vedrørende den

såkaldte Aaberg-sag (1989-90), kommissionsdomstolen vedrørende

landbrugsfondene (1990-91) og kommissionsdomstolen vedrørende

køb dansk-klausulen 1990-91 gav alene anledning til

udvalgsspørgsmål - ofte fra flere udvalg i samme sag. Det samme

var tilfældet efter dommerundersøgelsen vedrørende

Kryolitselskabet Øresund A/S (1987) og dommerundersøgelsen

vedrørende donorblod (1987-88).

Udvalget for Forretningsordenen finder, at det er af

afgørende betydning, at der i Folketinget sikres en ensartet og

grundig behandling af alle beretninger fra undersøgelseskommissioner

vedrørende ministres forhold. Dette hænger også sammen med

lovforslagets § 4, hvorefter undersøgelseskommissioner aldrig kan

tillægges dømmende myndighed eller få til opgave at

foretage retlige vurderinger vedrørende en ministers

embedsførelse. Kommissionens opgave er således at tilvejebringe

og fremlægge materiale, som skal danne grundlag for andre myndigheders

afgørelse af, om sagen bør fremmes til ansvarsafgørelse,

det vil for Folketingets vedkommende sige afgørelse om politisk ansvar

eller rigsretstiltale mod en minister. Også dette stiller store krav

til Folketingets behandling af sagerne. Disse vil jævnligt være

så politisk og juridisk komplicerede, at de tilsiger en grundig og

nuanceret parlamentarisk vurdering, som derfor ikke bør give anledning

til forhastede reaktioner.

Udvalget for Forretningsordenen har drøftet,

hvordan den parlamentariske opfølgning bør finde sted. Udvalget

finder, at der under Udvalget for Forretningsordenen bør etableres et

permanent udvalg - underudvalget vedrørende

undersøgelseskommissioner - som skal have til opgave - på

grundlag af beretninger fra undersøgelsesorganer nedsat i

medfør af denne lov - at foretage den parlamentariske

opfølgning vedrørende ministres og tidligere ministres

eventuelle politiske eller retlige ansvar. Underudvalget skal bestå af

et medlem fra hvert parti.

Udgangspunktet må selvsagt tages i beretningen fra

undersøgelseskommissionen. Der henvises endvidere til

bemærkningerne til lovforslagets § 32, stk. 1, hvoraf det

fremgår, at det forudsættes, at en kopi af kommissionens protokol

og eventuel retsbog optages som bilag til undersøgelseskommissionens

beretning. Det forudsættes endvidere, at eventuelle udtalelser efter

lovforslagets § 23, stk. 4, optrykkes som bilag til beretningen. Det

nævnte materiale vil sædvanligvis udgøre

tilstrækkeligt grundlag for underudvalgets behandling af sagen.

Underudvalget vedrørende undersøgelseskommissioner bør

dog ikke være forhindret i, såfremt der er behov derfor, at

indhente eventuelle yderligere bilag fra undersøgelseskommissionen og

stille opklarende spørgsmål til ministre. Sådanne

spørgsmål kan ikke stilles til embedsmænd, og

underudvalget kan ikke afhøre embedsmænd.

Udvalget for Forretningsordenen har overvejet, hvilke

retssikkerhedsgarantier der bør gives en minister/tidligere minister,

hvis forhold er genstand for undersøgelse i et parlamentarisk organ

på baggrund af en undersøgelseskommissions beretning. Udvalget

skal i den forbindelse henvise til Nordskov-udvalgets betænkning s.

183. Underudvalget vedrørende undersøgelseskommissioner

bør så hurtigt som muligt i forbindelse med behandlingen af

sagen give den berørte minister/tidligere minister lejlighed til at

udtale sig over for underudvalget. Herudover bør ministeren/den

tidligere minister få udleveret underudvalgets udkast til

redegørelse, når dette foreligger, og gives lejlighed til at

fremkomme med en skriftlig udtalelse, og ministeren/den tidligere minister

bør have mulighed for under et møde med underudvalget at uddybe

de synspunkter, der fremgår af den skriftlige udtalelse.

Den minister/tidligere minister, hvis forhold er genstand

for undersøgelse, har ret til en bisidder, der kan varetage den

pågældendes interesser; bisidderen vil kunne deltage i

ministerens/den tidligere ministers eventuelle møde med underudvalget.

Det samme gælder bisiddere for eventuelle andre involverede

nuværende og tidligere ministre. Der bør tages referat af

møderne med ministeren/den tidligere minister, og referaterne

bør tilstilles underudvalget samt ministeren/den tidligere

minister.

I forhold til tidligere kommissionsdomstole,

undersøgelsesretter og dommerundersøgelser har der ikke for

ministre eller tidligere ministre været adgang til direkte at

kommentere resultatet af en undersøgelse eller den politiske vurdering

af ministeransvaret, som Folketinget måtte være nået frem

til. Ved at give ministrene/de tidligere ministre mulighed for allerede fra

indledningen af folketingsudvalgsarbejdet at kommentere

undersøgelseskommissionens betænkning samt yderligere at

fremkomme med kommentarer til det udkast til udtalelse fra underudvalget, der

måtte foreligge, sikres ministrene/de tidligere ministre den rimelige

adgang til at fremkomme med deres vurdering. Underudvalget skal skriftligt

tilbyde ministrene/de tidligere ministre denne mulighed, men underudvalget

kan ikke afkræve disse en kommentar i udvalget, hvis de ikke

ønsker det.

Underudvalget skal som sin helt faste opgave have at

forberede udkast til indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen til

Folketinget vedrørende undersøgelseskommissioners beretninger.

Der bør gives observatører, der deltager i underudvalgets

arbejde, mulighed for at udtale sig i forbindelse med forelæggelsen for

Udvalget for Forretningsordenen, således at alle partigruppers

synspunkter er tilkendegivet i underudvalgets udtalelse. Det samme skal

være tilfældet med tilkendegivelser fra Udvalget for

Forretningsordenen.

I underudvalget og i Udvalget for Forretningsordenen

afgiver medlemmerne udtalelser og indstillinger og træffer beslutninger

med den vægtfordeling, som afspejler partiernes størrelse i

Folketinget.

Lignende dokumenter