Betænkning over Forslag til lov om undersøgelseskommissioner
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Udvalget for
Forretningsordenen den 5. maj 1999
Betænkning
over
Forslag til lov om
undersøgelseskommissioner
Udvalget vedrørende Undersøgelsesorganer
(Nordskov-udvalget) afgav i maj 1996 betænkning om
undersøgelsesorganer (betænkning nr. 1315/1946).
Betænkningen indeholdt et lovudkast.
Lovforslag i overensstemmelse med dette udkast blev
fremsat til fri debat den 24. oktober 1996, idet forslagsstillerne fandt det
rimeligst at udskyde en detaljeret realitetsbehandling til efter
fremsættelsen.
Udvalget for Forretningsordenen behandlede lovforslaget i
en række møder. Professor Lars Nordskov Nielsen var og har
også senere været - tilknyttet udvalget som ekspert.
Lovforslaget blev ikke færdigbehandlet i
folketingsåret 1996-97. Udvalget afgav en beretning den 25. juni
1997.
Som det fremgår af beretningen, havde udvalget
stillet en række spørgsmål til justitsministeren, som
ministeren besvarede. Besvarelsen af nogle af disse spørgsmål -
spørgsmål 20-22 - blev optrykt som bilag 1 til beretningen.
Særlige spørgsmål, der rejstes i
beretningen.
Som det ligeledes fremgår af beretningen, fandt
udvalget behov for en uddybende behandling af nogle spørgsmål,
navnlig følgende 4 (citat fra beretningen):
»
Læs alt
1) Belysning af konsekvenserne for
undersøgelseskommissionens arbejde i tilfælde af, at der
ved- tages adgang til at have helt eller delvist åbne døre
under kommissionsmøderne og i retsmøder i forbindelse
hermed. Der tænkes navnlig på hensynet til afklaring af den
undersøgte sags fakti- ske omstændigheder, hensynet til den
eller de undersøgte personers retsstilling og retssikkerhed og
hensynet til offentlighedens saglige indsigt. Der tænkes endvidere
på, om det at åbne dørene vil bidrage til, at
undersøgelsen får en mere proceslignende karakter og dermed
øger indtrykket af, at der afsiges en dom. Det i Folketinget
behandlede forslag har hvilet på en forudsætning om
gennemførelse af arbejdet for lukkede døre, hvorfor de
enkelte elementer i opbygningen af regler for kommissionens arbejde skal
bedømmes i et andet lys, såfremt dørene åbnes.
Inddragelsen af bl.a statslige selskaber under området for
undersøgelseskommissioners virke
giver anledning til en række parallelle overvejelser om
relationerne til andre lovgivningsområ- der, herunder
forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen m.v. Det fra flere
sider understregede ønske om at lade lovforslaget erstatte de
hidtidige regler i retsplejelovens § 21 og § 21 a vil indebære en
række konsekvensændringer, dels i selve loven om
undersøgelseskom- missioner, dels i anden lovgivning.
3) Lovens virkning på Færøerne og i
Grønland. Der er grund til forud for en vedtagelse af lovgiv- ning
af denne art at have afklaret, om personer og myndigheder på
Færøerne og i Grønland kan inddrages i sådanne
undersøgelser. En sådan afklaring bør finde sted i
samarbejde med hjem- mestyremyndighederne på Færøerne
og i Grønland.
4) Uden for lovforslaget ligger endvidere afklaring af de
spørgsmål, der knytter sig til Folketingets
opfølgning på de beretninger, der måtte komme fra
fremtidige undersøgelseskommissioner. «
Om offentlighedsspørgsmålet indhentede
udvalget skriftlige udtalelser fra en række myndigheder, organisationer
og enkeltpersoner. I fortsættelse heraf afholdt udvalget den 27.
oktober 1997 - efter at lovforslaget var genfremsat i uændret form den
8. oktober 1997 - en høring med en bred deltagelse af sagkyndige.
De ovennævnte 4 spørgsmål har
også haft en central plads i udvalgets arbejde i folketingsåret
1997-98 og efter den fornyede genfremsættelse i uændret form
den 8. oktober 1998 i indeværende folketingsår.
Ad 1) Helt eller delvis åbne døre under
kommissionsmøderne og i retsmøder i forbindelse hermed.
De oplysninger og synspunkter, der fremkom ved udvalgets
ovenfor omtalte skriftlige høringer og høringskonferencen den
27. oktober 1997 har været grundlag for udvalgets/flertallets positive
indstilling til spørgsmålet om offentlighed med hensyn til
undersøgelseskommissioners møder og de supplerende
retsmøder, jf. ændringsforslag nr. 10-12 og bemærkningerne
hertil.
Ad 2) Lovens område.
Med hensyn til spørgsmålet om udvidelse af
lovforslagets anvendelsesområde, således at dette ikke alene
omfatter »undersøgelse af forhold i
den statslige forvaltning«, men herudover
også bl.a. statslige selskaber, rettede udvalget i skrivelse af 13. maj
1997 henvendelse til justitsministeren. Udvalget oplyste, at der under
drøftelserne i udvalget var givet udtryk for ønskeligheden af
at afgrænse lovforslagets § 1, stk. 1, således at der vil
være grundlag for helt at ophæve retsplejelovens §§ 21 og 21
a.
Udvalget pegede på, at behandlingen af det omtalte
spørgsmål omfatter følgende 4
delspørgsmål:
Formulering af området for lov om
undersøgelseskommissioner.
Hvilken virkning har ophævelse af retsplejelovens § 21 og § 21 a
for anden lovgivning (der henvises til Justitsministeriets besvarelse af
spørgsmål nr. 21).
Hvilken virkning har den ændrede afgrænsning af lovens
område i § 1 for lovens øvrige indhold, herunder reglerne om
vidnepligt m.v. (kapitel 5) og om de berørte personers retsstilling
(kapitel 7).
Overvejelse af det generelle spørgsmål om anvendelse af
anden offentligretlig lovgivning, f.eks. registerloven, offentlighedsloven,
forvaltningsloven, ombudsmandsloven og arkivloven med hensyn til statslige
aktieselskaber m.v.
Udvalget meddelte samtidig ministeriet, at udvalget fandt
det ønskeligt, at der under Justitsministeriet blev nedsat et
ekspertudvalg til at vurdere disse spørgsmål.
Som svar herpå meddelte justitsministeren, at
ministeriet i samarbejde med den tidligere formand for Udvalget om
Undersøgelsesorganer, professor Lars Nordskov Nielsen, og de tidligere
medlemmer af udvalget, højesteretsdommer Torben Melchior og lektor,
dr. jur. Jens Peter Christensen, ville gennemgå og vurdere de ovenfor
under pkt. 1-3 nævnte spørgsmål. Med hensyn til det under
pkt. 4 nævnte generelle spørgsmål om
anvendelsesområdet for de nævnte offentligretlige love fandt
ministeriet, at dette komplicerede spørgsmål burde behandles i
et bredere sammensat lovforberedende udvalg.
Med skrivelsen den 22. december 1997 sendte
justitsministeren udvalget et notat - udarbejdet i samarbejde mellem
ministeriet og Lars Nordskov Nielsen, Torben Melchior og Jens Peter
Christensen - om udvidelse af anvendelsesområdet for lovforslaget.
Notatet, der er optrykt som bilag 1 til denne
betænkning, er grundlag for ændringsforslag nr. 1, 4, 5, 6 og
13.
Ad 3) Færøerne og Grønland.
Samtidig med det ovennævnte notat modtog udvalget -
i overensstemmelse med udvalgets anmodning af 22. maj 1997 - en notits af 22.
december 1997 fra Justitsministeriet om lovforslagets gyldighed for
Færøerne og Grønland. Notitsen er baseret på
udtalelser fra hjemmestyremyndighederne på Færøerne og i
Grønland og danner grundlag for ændringsforslag nr. 14.
Ad 4) Folketingets opfølgning.
Spørgsmålet om Folketingets opfølgning
af beretninger fra undersøgelseskommissioner er indgående
behandlet i udvalgsberetningen af 25. juni 1997. Det pågældende
afsnit i beretningen er gengivet som bilag 2 til denne betænkning.
Udvalget kan ganske henholde sig til det, der er anført i beretningen
om det nævnte spørgsmål. Spørgsmålet om
Folketingets rolle i forbindelse med undersøgelseskommissioners
nedsættelse og fastsættelse af deres kommissorium er ikke
behandlet i beretningen. Spørgsmålet har været
drøftet under lovforslagets behandling i Folketinget samt under
udvalgsbehandlingen. Disse drøftelser danner grundlag for
ændringsforslag nr. 1 (2. pkt.) og 2 og bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til den samtidig fremsatte betænkning og
indstilling om ændring af Folketingets forretningsorden, hvorefter der
indsættes et nyt kapitel XVIII (§§ 54-60) om spørgsmål
vedrørende ministeransvar.
Bemærkninger til nogle af lovforslagets
bestemmelser:
Nogle af lovforslagets bestemmelser giver anledning til
nogle bemærkninger fra udvalget ud over bemærkningerne til de
enkelte ændringsforslag:
Til lovforslagets §§ 2 og 4
I drøftelserne i Nordskov-udvalget og i den
påfølgende debat, også i Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen, har der været peget på, at det bør
modvirkes, at kommissionsindstillinger får, hvad der er betegnet som en
slags »domsvirkning«.
Udvalget tilslutter sig Nordskov-udvalgets
flertalsopfattelse, hvorefter dommere vel ikke altid skal være, men kan
være medlemmer af undersøgelseskommissionen.
Vigtig med hensyn til det ovennævnte problem er
opfattelsen af den nærmere karakter af kommissionens opgave efter
lovforslagets § 4. Den centrale bestemmelse er stk. 1, hvorefter
undersøgelseskommissioner aldrig kan tillægges dømmende
myndighed. Kommissionens opgave er således alene at tilvejebringe og
fremlægge det materiale, som kan danne grundlag for andre myndigheders
afgørelse af, om sagen bør fremmes til en
ansvarsafgørelse, det vil navnlig sige Folketingets afgørelse
om politisk ansvar eller rigsretstiltale, vedkommende ministers eller
styrelseschefs afgørelse om rejsning af disciplinærsag mod
embedsmænd og den sædvanlige anklagemyndigheds afgørelse
om tiltale til straf.
Det materiale, der tilvejebringes og fremlægges af
kommissionen, vil altid omfatte en undersøgelse af og en
redegørelse for det relevante faktiske begivenhedsforløb (§ 4,
stk. 2). Undersøgelseskommissioner kan herudover få til opgave
at foretage retlige vurderinger til belysning af, hvorvidt der foreligger
grundlag for at søge bl.a. embedsmænd draget til ansvar (§ 4,
stk. 4).
Udvalget lægger i denne forbindelse afgørende
vægt på følgende udtalelse i Nordskov-udvalgets
betænkning (s. 114-115) og lovforslagets bemærkninger (s. 11):
» Kommissionens retlige vurderinger,
herunder . bevisvurderinger, bør - også under hensyn til, at de
ikke hviler på en kontradiktorisk proces - formuleres forsigtigt og
markere kommissionens begrænsede funktion. Naturligvis skal de retlige
vurderinger, kommissionen måtte foretage, vedrøre
spørgsmål om rækkevidden af relevante retsregler
(fortolkning/udfyldning) og spørgsmål vedrørende faktiske
forholds subsumption under de relevante retsregler. Men
undersøgelseskommissionens opgave er ikke at »afgøre«
disse spørgsmål. Og hvis de nævnte spørgsmål
giver anledning til tvivl, er undersøgelseskommissionens opgave - i
stedet for at tage stilling til spørgsmålene - at
præsentere tvivlen og beskrive, hvorpå den beror. «
I det hele må der lægges vægt på,
at undersøgelseskommissioners indstillinger formuleres således,
at de bliver egnede til at fungere som et fyldestgørende
arbejdsgrundlag for overvejelserne hos de myndigheder, der skal benytte
indstillingerne i det videre sagsforløb.
Under hensyn til, at også kommissionens
bevisvurdering som nævnt ovenfor bør formuleres forsigtigt,
foreslår udvalget, at formuleringen i § 4, stk. 2, om, at kommissionen
» kan få til opgave at
undersøge og klarlægge et faktisk begivenhedsforløb«, ændres til » undersøge og redegøre for et
faktisk begivenhedsforløb«, jf.
ændringsforslag nr. 3 nedenfor.
Til lovforslagets § 21 og § 22, stk. 2 og 3
Efter lovforslagets § 21 vil den person, hvis forhold
undersøges, som helt overvejende hovedregel have en bisidder. Efter
stk. 1 har han ret til selv at vælge en bisidder, og gør han
ikke det, kan undersøgelseskommissionen efter stk. 2 bestemme, at han
skal have en bisidder.
Bisidderen har efter § 22, stk. 2, ret til aktindsigt i
det materiale, der indgår i undersøgelsen, og - med visse
begrænsede undtagelser - efter § 22, stk. 3, ret til at udlevere
materialet til sin klient eller på anden måde at gøre
klienten bekendt med materialets indhold.
Selv om det ikke er anført udtrykkeligt i de
nævnte bestemmelser, er det en selvfølge, at der i de
sjældne undtagelsestilfælde, hvor den person, hvis forhold
undersøges, ikke har en bisidder, tilkommer den pågældende
samme adgang til aktindsigt, som pågældende ellers efter de
omtalte udtrykkelige regler ville have gennem sin bisidder. Denne adgang
må da administreres direkte i forhold til
undersøgelseskommissionen.
Til lovforslagets § 23, stk. 1
Efter § 23, stk. 1, skal
undersøgelseskommissionen inden afhøringen orientere den
minister eller embedsmand, hvis forhold undersøges, og den
pågældende bisidder om de forhold af faktisk og eventuelt retlig
karakter, som undersøgelsen omfatter.
I lovforslagsbemærkningerne er der om denne
bestemmelse bl.a. anført: »Det
forudsættes, at orienteringen gives så hurtigt som muligt, efter
at undersøgelsen er iværksat. Den kan således gives
på et tidspunkt, hvor den pågældende endnu ikke er indkaldt
til at afgive forklaring«.
Udvalget lægger vægt på denne udtalelse
og ønsker at understrege, at det afgørende er, at praksis med
hensyn til orienteringstidspunkt og mødeberammelse bliver sådan,
at bisidderen og dennes klient sikres en rimelig forberedelsestid forud for
afhøringen.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til
vedtagelse med de nedenfor anførte ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Det Konservative
Folkepartis og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) redegjorde for
sin principielle holdning til lovforslaget og til de ændringer, som der
uden om mindretallet tegnede sig et flertal for ved 1. behandlingen den 4.
november 1998.
Mindretallet havde to betænkeligheder
Mindretallet fandt det rigtigst, at dommere ikke kunne indgå i en
undersøgelseskommission for på denne måde klart og
tydeligt at undgå, at kommissionens beretning fik nogen form for » domstolseffekt«.
Mindretallet fandt, at hovedreglen for arbejdet i
undersøgelseskommissionen burde være lukkede
døre.
Synspunkter vedrørende lukkede døre havde
mindretallet af tre grunde:
For det første kan en
kommissionsundersøgelse nærmest sammenlignes med en
politimæssig efterforskning, som netop også sker bag lukkede
døre.
For det andet var der hensynet til de mennesker, der
skulle afhøres, og som kunne risikere at blive hængt ud i
pressen, også selv om det senere viste sig, at de var uskyldige.
For det tredje var der ønsket om, at vidner ikke
gennem mediernes minutiøse dækning af undersøgelsen
skulle kunne blive påvirket af andre vidner eller indbyrdes afpasse
deres vidneudsagn.
De to ovennævnte betænkeligheder har
flertallet ikke været enige i.
Mindretallet tilslutter sig alligevel forslaget. Bl. a.
fordi højesteretsdommere nu er afskåret fra at deltage som
medlemmer af en undersøgelseskommission, og fordi det ved
ændringsforslag til stk. 2 i § 4 samt ved klarere formuleringer i
denne betænkning over L 3 er fastslået, at kommissionens opgave
alene er at tilvejebringe og fremlægge materiale, som kan danne
grundlag for andre myndigheders afgørelse af, om en sag bør
fremmes til en ansvarsafgørelse. Disse forhold er klart med til at
svække den »domstolseffekt«, som tidligere undersøgelseskommissioner
har været omfattet af.
Vedrørende møderne i
undersøgelseskommissionen og i retten, der som hovedregel nu holdes
for åbne døre, må det konstateres, at det af kommissionen
eller retten kan bestemmes, at dørene skal lukkes, hvis det findes
påkrævet. Dette betyder, at der er mulighed for under nogle af
de omstændigheder som mindretallet fandt talte for lukkede døre
at foretage denne dørlukning.
Endelig lægger mindretallet afgørende
vægt på, at der er opnået enighed om, hvordan Folketinget
skal behandle beretninger fra undersøgelseskommissioner. Dette har
været et kernepunkt for mindretallet.
Mindretallet konstaterer, at vi ikke har fået den
løsning, vi fandt ideel. Men henset til de imødekommelser af
vore synspunkter, vi har fået, og henset til at vi betragter det som
vigtigt, at et stort flertal i Folketinget står bag dette lovforslag,
har Det Konservative Folkeparti og Centrum-Demokraterne valgt at
støtte det.
Afslutningsvis vil mindretallet udtrykke ønsket om,
at Udvalget for Forretningsordenen efter en vis passende periode foretager en
grundig vurdering af, om de mål og de hensigter, vi satte os med dette
lovforslag og de forudsætninger som vi i øvrigt gjorde blev
opfyldt. En sådan evaluering vil i øvrigt være i
overensstemmelse med de tanker og ideer, som statsministeren gjorde sig til
talsmand for ved samrådet i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen
den 21. april 1999 vedrørende lovkvalitet.
Ændringsforslag
Af udvalget:
Til § 1
1)
Stk. 1 affattes således:
»
Justitsministeren kan
nedsætte en kommission til at gennemføre en undersøgelse
af nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning. En sådan
kommission skal nedsættes, hvis Folketinget vedtager beslutning
herom.«
2)
Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:
»
Stk. 4. Såfremt der er
vedtaget folketingsbeslutning som nævnt i stk. 1, sker den
fornødne nærmere udformning af bestemmelserne om kommissionens
opgaver i samråd med Folketingets Udvalg for Forretningsordenen eller
et underudvalg nedsat af udvalget. Det samme gælder afgørelser
efter stk. 2 og 3.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
Til § 4
3)
Stk. 2 affattes således:
»
Stk. 2.
Undersøgelseskommissionen kan få til opgave at undersøge
og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb.«
4)
Stk. 4 affattes således:
»
Stk.4.
Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt få til opgave at
foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag
for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. En
undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at foretage
retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om ministres
ansvar.«
Til § 12
5)
Stk. 1 affattes således:
»
Pligten til at afgive forklaring som
vidne gælder ikke i det omfang, der må antages at foreligge
mulighed for strafansvar for den pågældende i anledning af de
forhold, undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder heller ikke
i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det
offentlige gør et disciplinært eller tilsvarende
ansættelsesretligt ansvar gældende over for den
pågældende i anledning af de nævnte forhold.«
Til § 21
6)
Stk.1 affattes således:
»
Den person, hvis
forhold undersøges, har ret til en bisidder efter eget valg.«
Til § 22
7)
Stk. 3, 2. pkt., affattes
således:
»
Undersøgelseskommissionen kan give bisidderen
pålæg om ikke at gøre sin klient bekendt med indholdet af
det i stk. 2 nævnte materiale, hvis afgørende hensyn til
fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring eller tredjemand taler
for det.«
Til kapitel 9
8)
Overskriften affattes således:
»
Undersøgelseskommissionens beslutninger og
domstolsprøvelse heraf«.
Til § 28
9)
Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 3. Beslutninger efter §
21, stk. 3, kan inden en uge efter, at beslutningen er meddelt, indbringes
for Den Særlige Klageret. Retsplejelovens § 737 finder tilsvarende
anvendelse. «
Til § 29
10) Stk. 2 udgår.
Til § 30
11)
Paragraffen affattes således:
»
§ 30.
Møder i undersøgelseskommissioner og møder i retten er
offentlige. Dog kan det bestemmes af undersøgelseskommissionen og af
retten ved kendelse, at møder skal foregå for lukkede
døre, hvis dette findes påkrævet
af hensyn til ro og orden i lokalet eller statens forhold til fremmede
magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt,
af hensyn til sagens oplysning,
af hensyn til at beskytte nogen mod unødvendig krænkelse
eller
af andre særlige grunde.
Stk. 2. Må referatforbud eller navneforbud anses
for tilstrækkeligt til at tilgodese de i stk. 1 nævnte hensyn,
træffes der bestemmelse herom i stedet for dørlukning.
Overtrædelse af sådanne forbud straffes med bøde.«
Til § 31
12)
Efter stk. 1 indsættes som nyt
stykke:
»
Stk. 2. Der er, indtil
undersøgelseskommissionen har afgivet sin beretning, ikke adgang til
aktindsigt i rettens
materiale efter retsplejelovens § 41.«
Til § 33
13)
Paragraffen affattes således:
»
§ 33. Loven
træder i kraft den 1. juli 1999.
Stk. 2.
Retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves.«
Ny paragraf
14)
Efter § 33 indsættes som ny paragraf:
»
§ 01. Loven
gælder for Færøerne og Grønland med hensyn til
undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning.
Stk. 2.
Ved kongelig anordning kan loven
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med hensyn
til undersøgelse af forhold uden for den statslige forvaltning med de
afvigelser, som de særlige færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.«
Til § 34
15)
»folketingsåret 2001-02« ændres til: »folketingsåret 2003-04«.
Bemærkninger
Til nr. 1 (1. pkt.), 4, 5 og 6
I det tidligere omtalte notat af 22. december 1997, der er
udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde med Lars Nordskov Nielsen,
Torben Melchior og Jens Peter Christensen, og som er gengivet som bilag 1 til
denne betænkning, er det i overenstemmelse med udvalgets oplæg i
skrivelse af 13. maj 1997 til ministeriet foreslået, at der sker en
udvidelse af lovforslagets anvendelsesområde. Medens lovforslaget i
dets foreliggende form kun hjemler adgang til at nedsætte
undersøgelseskommissioner til "undersøgelse af forhold i
den statslige forvaltning" - en formulering, der ikke omfatter bl.a.
statslige aktieselskaber - foreslås det i notatet, som udvalget kan
tilslutte sig, at lovforslaget ændres således, at kommissioner
kan nedsættes til undersøgelse af "forhold af almenvigtig
betydning". Denne nødvendigvis generelt formulerede ramme svarer
til den ramme, der efter grundlovens § 51 gælder for nedsættelse
af parlamentariske kommissioner, og til den ramme, der er angivet i
forarbejderne til retsplejelovens § 21 a om undersøgelsesretter.
Den valgte formulering indebærer, at det forhold,
der skal undersøges, som altovervejende hovedregel skal have
tilknytning til staten, f.eks. vedrøre statslige myndigheders
sagsbehandling, herunder sager om anvendelse af statslige midler.
Formuleringen omfatter utvivlsomt - modsat lovforslaget - statslige
aktieselskaber, men en undersøgelse af private forhold vil normalt
alene kunne tænkes, hvis den indgår som et integreret element i
en undersøgelse af statslige myndigheders forhold.
Den nævnte udvidelse - ved ændring af § 1,
stk. 1 - af undersøgelseskommissioners anvendelsesområde
nødvendiggør en ændring af lovforslagets § 4, stk. 4, om
undersøgelseskommissioners opgave med hensyn til foretagelse af retlig
vurdering af det faktuelle begivenhedsforløb.
Efter lovforslagets nuværende formulering kan en
undersøgelseskommission få til opgave at foretage retlige
vurderinger til belysning af, hvorvidt der foreligger grundlag for at
søge embedsmænd - modsat ministre - draget til ansvar.
Hvis lovforslagets anvendelsesområde udvides som
foreslået, vil der, omend i sjældne tilfælde, være
anledning til at anmode en kommission om at foretage retlige vurderinger til
belysning af, om f.eks. direktører og andre ansatte i et statsligt
aktieselskab bør søges draget strafferetligt eller
ansættelsesretligt til ansvar for deres arbejde i aktieselskabet. Det
bemærkes herved, at staten - i kraft af, at der er tale om et statsligt
aktieselskab - vil have bestemmende indflydelse på
spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende bør
drages ansættelsesretligt til ansvar. Endvidere bør en
undersøgelseskommission f.eks. kunne anmodes om at foretage retlige
vurderinger til belysning af, om et bestyrelsesmedlem i et statsligt
aktieselskab, der er valgt eller udpeget af staten, har begået fejl
eller forsømmelser, således at den pågældende
bør drages strafferetligt til ansvar eller afsættes.
På denne baggrund foreslås den ændrede
formulering af § 4, stk. 4: "Undersøgelseskommissionen kan i
øvrigt få til opgave at foretage retlige vurderinger til
belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger
nogen draget til ansvar. En undersøgelseskommission kan dog ikke
få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af
spørgsmålet om ministres ansvar."
Også med hensyn til § 12 om vidnepligt og § 21 om
ret til bisidder kræver den foreslåede ændring af
anvendelsesområdet følgeændringer.
Til nr. 1 (2. pkt) og 2
Efter lovforslagets § 1 er det justitsministeren, der har
kompetencen til nedsættelse af og fastlæggelse af det
nærmere kommissorium for undersøgelseskommissionen. Dette svarer
til ordningen efter retsplejelovens § 21 a vedrørende
nedsættelse af undersøgelsesretter. Spørgsmålet var
drøftet i Nordskov-udvalgets betænkning (s. 91). I
betænkningen anførtes, at undersøgelser ved
undersøgelseskommissioner ofte bliver iværksat som led i
Folketingets kontrol med regeringen, men at undersøgelserne også
kan tjene andre formål, f.eks. at give grundlag for vedkommende
ministers vurdering af, om der bør indledes disciplinærsag mod
embedsmænd.
Konklusionen i udvalgets betænkning blev, at det er
rigtigt at fastholde, at det er vedkommende minister/regering, der er
ansvarlig for, at de undersøgelser, der er grundlag for, bliver
iværksat. Samtidig fremhæver udvalget, at Folketingets
indflydelse er og bør være sikret gennem de politiske kontrol-
og ansvarsmekanismer.
Derfor foreslog udvalget, at de kompetenceregler, der
gælder for nedsættelse af undersøgelsesretter, også
bør gælde for undersøgelseskommissionerne.
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen finder, at det
er principielt rigtigst, at lovforslaget formuleres således, at
formuleringen svarer til de politiske realiteter, som er, at hovedinitiativet
til nedsættelse af en undersøgelseskommission vel kan være
regeringens, men også og formentlig oftest vil ligge i Folketinget.
Undertiden vil der reelt være tale om et fællesinitiativ - i form
af en enighed om nedsættelse og kommissorium, baseret på
drøftelser mellem på den ene side regeringen og på den
anden side Folketingets Udvalg for Forretningsordenen eller underudvalg
herunder, som omtalt i udvalgets beretning af 25. juni 1997 i forbindelse med
spørgsmålet om parlamentarisk opfølgning af beretninger
fra undersøgelseskommissioner (betænkningens bilag 2).
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen og dette
udvalgs omtalte underudvalg forudsættes således at få en
rolle i forbindelse med både nedsættelses- og afslutningsfasen
vedrørende undersøgelseskommissioner.
Hvor initiativet kommer fra Folketinget i form af et
beslutningsforslag, der fremsættes af enkeltmedlemmer eller grupper,
bør dette forslag efter 1. behandlingen henvises til Udvalget for
Forretningsordenen, der inddrager det omtalte underudvalg. Det forventes, at
der i dette underudvalg kan opnås et sagligt erfaringsgrundlag, som er
nyttigt ved afgørelsen af, om en undersøgelseskommission
bør nedsættes.
Når der i udvalget eller på grundlag af dettes
indstilling i Folketinget er truffet beslutning om, at der skal
nedsættes en undersøgelseskommission, skal det endelige
kommissorium udformes. Beslutningsforslaget vil antagelig indeholde et udkast
til kommissorium, eller i hvert fald en angivelse af dettes hovedpunkter. Det
er vigtigt at sikre, at Folketinget efter forhandling med regeringen
får den afgørende indflydelse på kommissoriets udformning.
Under dette forhandlingsforløb skal det sikres, at kommissoriet vil
være operativt for den kommende undersøgelse. Ud over en
afgrænsning af det hændelsesforløb, der skal
undersøges, skal der i kommissoriet efter forhandling med regeringen
tages stilling til, om der foruden en undersøgelse af og
redegørelse for det faktiske begivenhedsforløb også skal
anmodes undersøgelseskommissionen om i forbindelse med dens udredning
at påpege ændringer af love, administrative bestemmelser eller
administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde. Efter
omstændighederne vil undersøgelseskommissionen som anført
i loven herudover kunne få til opgave at foretage retlige overvejelser
til belysning af, hvorvidt der foreligger grundlag for at søge
embedsmænd m.v. draget til ansvar. Også sammensætningen af
undersøgelseskommissionen vil skulle fastsættes under disse
drøftelser mellem udvalg og regering. Der skal i denne forbindelse
tages stilling til, om dommere skal medvirke, og om undersøgelsen
dermed skal gennemføres efter lovens kapitel 5 eller 6.
Til nr. 3
Der henvises til de generelle bemærkninger ovenfor
til lovforslagets §§ 2 og 4.
Til nr. 7
§ 22, stk. 3, 2. og 3. pkt., angår beføjelse for
undersøgelseskommissionen til at meddele bisidderen pålæg
om at undlade at gøre klienten bekendt med visse
undersøgelsesmaterialer eller med, hvad der er sket under visse
kommissions- eller retsmøder. Udvalget foreslår en ændring
af bestemmelserne med henblik på at bringe dem i overensstemmelse med
de tilsvarende regler vedrørende forsvarere i straffesager, jf.
retsplejelovens § 745, stk. 4, og § 748, stk. 5 og 6. Der er grund til at
understrege, at adgangen til at meddele de omtalte pålæg er
fakultativ og kun bør anvendes efter konkret vurdering af det
pågældende pålægs begrundelse under hensyn til sagens
omstændigheder. Pålægget bør selvsagt ikke
udstrækkes i videre omfang, end formålet tilsiger. Er
pålægget begrundet i afgørende hensyn til
undersøgelsens gennemførelse, må det derfor nøje
overvejes, om pålægget kan ophæves, når den
pågældende har afgivet forklaring for
undersøgelseskommissionen eller i retten.
Til nr. 8 og 9
Efter ændringsforslagene skal
kommissionsbeslutninger efter § 21, stk. 3, om, at en valgt bisidder ikke
må fungere som sådan eller om tilbagekaldelse af
bisidderbeskikkelse, ikke som andre kommissionsbeslutninger kunne indbringes
for Østre Landsret, men for Den Særlige Klageret. Bestemmelsen
bringes herved på linje med retsplejelovens regler (§ 737) om
kære af tilsvarende beslutninger vedrørende forsvarere i
straffesager.
Til nr. 10-12
Retsmøder i undersøgelsesretter efter
retsplejelovens § 21 a har som udgangspunkt skullet gennemføres for
åbne døre. Undersøgelsesretten kan dog ikke alene efter
de almindelige dørlukningsregler i retsplejelovens § 29, men
også "i særlige tilfælde", der ikke er omfattet
heraf, bestemme, at undersøgelsen skal foregå for lukkede
døre, jf. retsplejelovens § 21 a, stk. 3, 2. pkt. Den lige
nævnte adgang til dørlukning efter § 21 a, stk. 3, har et
snævert anvendelsesområde. Undtagelsesadgangen tænkes
således navnlig anvendt i tilfælde, "hvor særlige
hensyn til de berørte tjenestemænd i relation til en eventuelt
efterfølgende tjenestemandssag gør sig gældende",
jf. Folketingstidende 1990-91, Tillæg B, sp. 780.
Efter lovforslagets §§ 29 og 30 skal såvel
kommissionsmøder som retsmøder foregå for lukkede
døre. Dette forslag, der bygger på en indstilling fra det helt
overvejende flertal i Nordskov-udvalget, er udførligt begrundet i
dette udvalgs betænkning og i lovforslagets bemærkninger.
Hovedpunkterne i denne begrundelse er hensynet til undersøgelsens
effektivitet (modvirke, at vidner gennem offentlighed bliver bekendt med
andre afhørtes udsagn) og hensynet til de personer,
undersøgelsen retter sig mod.
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen foreslår,
at de nævnte bestemmelser ændres, således at kommissions-
og retsmøder som hovedregel skal være offentlige.
Udvalget frakender ikke de synspunkter, der har fundet
udtryk i lovforslagets bemærkninger, vægt, men de kan efter
udvalgets opfattelse i hvert fald ikke begrunde en helt generel regel om
lukkede døre.
De nævnte hensyn taler ikke med samme vægt i
alle sager, og der bør allerede af den grund være mulighed for
at foretage en afvejning af hensynene over for modhensyn.
Udvalget mener, at udgangspunktet bør være
det modsatte af lovforslagets - udgangspunktet bør være, at
undersøgelserne er offentlige. Herfor taler de principielle
synspunkter om større åbenhed omkring den offentlige sektor, som
i de seneste årtier, efter udvalgets opfattelse med rette, er tillagt
stadig større vægt, men i samme retning taler også en
nærmere afvejning af de i øvrigt i betragtning kommende
hensyn.
Det er vel rigtigt, når det i lovforslagets
bemærkninger anføres, at offentlighed kan modvirke en
undersøgelses effektivitet, men virkningen kan også være
den modsatte, og det vil normalt ikke være muligt på
forhånd at vurdere, hvilken fremgangsmåde der
undersøgelsesmæssigt vil være mest
hensigtsmæssig.
Det er vel også rigtigt, at hensynet til den person,
undersøgelsen er rettet imod, jævnlig kan synes at tale for
dørlukning. Det gælder dog næppe undtagelsesfrit. Og ved
vurderingen af dette spørgsmål bør det tages i
betragtning, at lovforslaget - i forhold til de nugældende regler om
undersøgelsesretter - betegner en væsentlig bedre beskyttelse af
de personer, der er omfattet af en undersøgelse. Der henvises herved
navnlig til forslagets kap. 7 om "de berørte personers
retsstilling" (bisidderordning og partshøringsordning er
udbygget) og præciseringen i lovforslagsbemærkningerne og i
bemærkningerne ovenfor i tilknytning til § 4 om større
forsigtighed med hensyn til formulering af kommissorium og beretning. Hertil
kommer, at den foreslåede forholdsvis brede undtagelsesbestemmelse i
den foreslåede offentlighedsregel vil give en særlig
beskyttelsesmulighed for embedsmænd, jf. nedenfor.
Efter udvalgets opfattelse er der - ud over den ovenfor
nævnte principielle hovedbetragtning - navnlig to synspunkter, der kan
tale for offentlighed:
Der vil typisk knytte sig en væsentlig offentlig
interesse til information - også før beretningsafgivelse - om,
hvad der er sket inden for det pågældende funktionsområde i
det ministerium/eventuelt en anden institution, som undersøgelsen
omfatter. Det kommer herved i betragtning, at de omtalte
undersøgelser, når de omfatter ministre, ofte vil være et
led i - ofte en fortsættelse af - en politisk debat, herunder et
samspil mellem Folketinget og vedkommende minister, hvortil der knytter sig
en betydelig og legitim offentlig interesse. Det er således efter
udvalgets opfattelse ikke ganske dækkende, når lovforslagets
bemærkninger paralleliserer med de ikkeoffentlige politimæssige
efterforskninger.
Efter udvalgets opfattelse vil offentlighed kunne have en
væsentlig betydning for den almindelige tillid til, at
undersøgelsen finder sted på en saglig og i øvrigt rigtig
måde. Det kan hævdes, at en sådan tillid burde være
tilstrækkeligt funderet i lovforslagets regler om
undersøgelseskommissionerne og deres sagsbehandling. Regler kan
imidlertid ikke så stærkt som offentlighed sikre, at der ikke
opstår mistillid til den anvendte fremgangsmåde.
De undtagelsesregler (pkt. 1-4), hvorefter
undersøgelseskommissionen eller retten kan bestemme, at møderne
skal foregå for lukkede døre, svarer i væsentlig grad til
de regler, der efter retsplejelovens § 21 a, stk. 3, jf. § 29, gælder
for undersøgelsesretter. Det er dog - ud fra de synspunkter, der har
fundet udtryk i lovforslagets bemærkninger - fundet rigtigt at give
undtagelsesreglerne vedrørende hensyn til sagens oplysning og hensyn
til at beskytte nogen mod unødvendige krænkelser en særlig
rummelig formulering.
Det foreslås, at der som § 30, stk. 2, optages en
bestemmelse om, at der i stedet for dørlukning kan træffes
bestemmelse om referatforbud eller navneforbud, og at sådanne
bestemmelser skal træffes, hvis det er tilstrækkeligt til at
tilgodese de i stk. 1 nævnte hensyn.
Til nr. 13
Hvis anvendelsesområdet for lovforslagets
undersøgelsesordning udvides, som foreslået ved
ændringsforslag nr. 1, kan der ske fuldstændig ophævelse af
retsplejelovens § 21 og § 21 a om henholdsvis kommissionsdomstole og
undersøgelsesretter.
Ophævelsen af § 21 vil ikke være til hinder
for, at der fortsat efter sølovens § 482 kan nedsættes
undersøgelseskommissioner, der - som følge af henvisningen i
sølovens § 482, stk. 2, til retsplejelovens § 21 - skal virke efter de
hidtidige regler om kommissionsdomstole.
Det bemærkes i den forbindelse, at
Justitsministeriet har anmodet Erhvervsministeriet om - efter vedtagelsen af
en lov om undersøgelseskommissioner - at overveje, om sølovens
§ 482, stk. 2, bør ændres, således at det
fastsættes, at sagsbehandlingen i den kommission, der undersøger
en søulykke, sker efter reglerne i loven om
undersøgelseskommissioner (med de fornødne tilpasninger).
Ophævelsen af retsplejelovens §§ 21 og 21 a vil have
nogle konsekvenser for anden lovgivning. Justitsministeriet har oplyst, at
ministeriet er indstillet på i givet fald at fremsætte forslag
til disse konsekvensændringer, som alene er af teknisk karakter.
Til nr. 14
Den foreslåede affattelse af § 34 er baseret
på de nu stedfundne høringer af de færøske og
grønlandske hjemmestyremyndigheder.
Til nr. 15
Den foreslåede bestemmelse er i realiteten i
overensstemmelse med lovforslaget, for så vidt som dette går ud
på, at spørgsmålet om revision af loven skal overvejes
efter en 5-års-periode.
Ivar Hansen (V)
fmd.
Birte Weiss (S) nfmd.
Henning Grove (KF)
Poul Nødgaard (DF)
Margrete Auken (SF) Helge Mortensen (S)
Grete Schødts (S)
Ole Løvig Simonsen (S)
Jacob Buksti (S) Jan Petersen (S)
Jes Lunde (SF) Arne Melchior (CD)
Keld Albrechtsen (EL)
Jørgen Estrup (RV)
Anders Fogh Rasmussen (V)
Birthe Rønn Hornbech (V)
Christian Mejdahl (V)
Helge Adam Møller (KF)
Kristian Thulesen Dahl (DF)
Kim Behnke (FP) Jann Sjursen (KRF)
Bilag 1
Justitsministerens notat udarbejdet i samarbejde mellem ministeriet og
Lars Nordskov Nielsen, Torben Melchior og Jens Peter Christensen om
udvidelse af anvendelsesområdet for lovforslaget.
N 0 T A T om udvidelse af anvendelsesområdet for en
lov om undersøgelseskommissioner.
1. Indledning.
1.1. Baggrund.
Ved skrivelse af 22. maj 1997 (med bilag) har Folketingets
formand - i forbindelse med lovforslaget om undersøgelseskommissioner
(L 33, Folketinget 1996-97) - rettet henvendelse til Justitsministeriet
vedrørende spørgsmålet om at udvide
anvendelsesområdet for en lov om undersøgelseskommissioner.
Det anføres bl.a. i skrivelsen, at lovforslaget om
undersøgelseskommissioner alene omfatter nedsættelse af
kommissioner til undersøgelse af forhold i "den statslige
forvaltning". Dette udtryk omfatter ifølge bemærkningerne til
lovforslaget bl.a. departementer, direktorater, styrelser, lokale og
regionale statslige organer. Udtrykket omfatter endvidere nævn og
råd og særlige forvaltningssubjekter.
I skrivelsen henvises til den udtalelse over lovudkastet
om undersøgelseskommissioner i Nordskov Nielsen-udvalgets
betænkning (betænkning nr. 1315/1996 om
undersøgelsesorganer), som præsidenten for Østre Landsret
er fremkommet med. Heri er det bl.a. anført:
"Det har ligget uden for udvalgets kommissorium at
drøfte undersøgelser, der vedrører statslige
aktieselskaber og private selskaber. Det blev under drøftelsen
et plenarmøde for landsrettens dommere] anført, at
flere af de hidtidige undersøgelser har vedrørt såvel den
statslige forvaltning som sådanne selskaber, og at det forekommer
uhensigtsmæssigt, om man i sådanne tilfælde skulle
være henvist til at anvende en undersøgelse efter reglerne i
retsplejelovens § 21 eller § 21 a jævnsides med en undersøgelse
efter lovforslaget."
Det anføres videre i skrivelsen, at der under
drøftelserne i Udvalget for Forretningsordenen har været givet
udtryk for "ønskeligheden af at afgrænse lovforslagets § 1, stk.
1, således at der vil være grundlag for helt at ophæve
retsplejelovens §§ 21 og 21 a." Der henvises herved bl.a. til udvalgets
betænkningsbidrag vedrørende statslige aktieselskaber m.v. af
11. april 1997, hvori det bl.a. er anført:
"Udvalget er betænkeligt ved, at lovforslaget
vedtages med den foreslåede områdebegrænsning med den
følge, at det kan blive nødvendigt - ved siden af
undersøgelseskommissioner i et vist (snævert) omfang, eventuelt
jævnsides med en kommissionsundersøgelse, at anvende reglerne i
retsplejelovens § 21 og § 21 a om kommissionsdomstole eller
undersøgelsesretter.
Udvalget foreslår derfor, at lovforslagets
områdeangivelse "den statslige forvaltning", erstattes med
kriteriet: "sager af almenvigtig betydning". Denne områdeangivelse
svarer i det væsentlige til områdebeskrivelsen i forarbejderne
til retsplejelovens § 21 a om undersøgelsesretter samt til
områdeangivelsen i grundlovens § 51 om parlamentariske kommissioner.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 21 og § 21 a bør da ophæves i
deres helhed og lovforslagets § 33, stk. 2, ændres i overensstemmelse
hermed."
I forlængelse heraf anføres det i
Folketingets formands skrivelse, at behandlingen af dette emne "må
omfatte følgende 4 punkter":
Formulering af området for lov om
undersøgelseskommissioner.
Hvilken virkning har ophævelse af
retsplejelovens § 21 og § 21 a for anden lovgivning
Hvilken virkning har den ændrede
afgrænsning af lovens område i § 1 for lovens øvrige
indhold, herunder reglerne om vidnepligt m.v. (kapitel 5) og om de
berørte personers retsstilling (kapitel 7).
Overvejelse af det generelle spørgsmål om
anvendelse af anden offentligretlig lovgivning, f.eks. registerloven,
offentlighedsloven, forvaltningsloven, ombudsmandsloven, arkivloven med
hensyn til statslige aktieselskaber m.v.«Endelig anføres det i
skrivelsen, at udvalget - under hensyn til, at der er tale om vanskelige og
komplicerede problemstillinger - finder det ønskeligt, at der under
Justitsministeriet nedsættes et ekspertudvalg til at vurdere disse
spørgsmål. Det ville i den forbindelse være
ønskeligt, om "i al fald punkterne 1-3 er besvaret senest ved starten
af næste Folketingssamling." Justitsministeriet anmodes samtidig om at
forberede lovforslag, der tager sigte på at gennemføre de
nødvendige konsekvenser for anden lovgivning,jf. pkt. 2.
Ved skrivelse af 9. juli 1997 meddelte Justitsministeriet
Folketingets formand, at ministeriet - i samarbejde med den tidligere formand
for Udvalget om Undersøgelsesorganer, professor Lars Nordskov Nielsen,
og de tidligere medlemmer af udvalget, højesteretsdommer Torben
Melchior og lektor, dr.jur. Jens Peter Christensen - vil gennemgå og
vurdere de ovenfor under pkt. 1-3 nævnte spørgsmål med
sigte på, at resultatet af overvejelserne kan forelægges for
Udvalget for Forretningsordenen ved begyndelsen af det næste
folketingsår.
Justitsministeriet anførte i skrivelsen, at
behandlingen af de nævnte spørgsmål vil bygge på de
synspunkter, der er angivet i skrivelsen af 22. maj 1997 og i
betænkningsbidraget af 11. april 1997 fra Udvalget for
Forretningsordenen, og at Justitsministeriet i den forbindelse vil
forelægge spørgsmålet om konsekvensændringer for
anden lovgivning for vedkommende ministerium (Erhvervsministeriet og
Trafikministeriet).
Justitsministeriet anførte videre bl.a.
følgende i skrivelsen:
"Med hensyn til det i pkt. 4 nævnte generelle
spørgsmål om anvendelse af den offentligretlige lovgivning
på statslige aktieselskaber m.v. er det - som Østre Landsret er
inde på i sit høringssvar over betænkningen - efter
retsplejelovens §§ 21 og 21 a muligt at nedsætte en
kommissionsdomstol/undersøgelsesret til at undersøge forhold i
aktieselskaber m.v., herunder statslige aktieselskaber m.v. Efter den
gældende lovgivning har det således - for
spørgsmålet om, hvorvidt en
kommissionsdomstol/undersøgelsesret kan nedsættes for at
undersøge forhold i et statsligt aktieselskab m.v. - ikke nogen retlig
betydning, om den offentligretlige lovgivning gælder for det
pågældende selskab m.v.
For vurderingen af den her rejste problemstilling - om
anvendelsesområdet for en lov om undersøgelseskommissioner - er
det derfor ikke nødvendigt at tage stilling til det i pkt. 4
nævnte spørgsmål. Hertil kommer, at behandlingen af dette
komplicerede spørgsmål i givet fald bør
gennemføres i et bredere sammensat lovforberedende udvalg. Det er
efter Justitsministeriets opfattelse ikke sandsynligt, at et sådant
udvalgsarbejde vil kunne afsluttes i løbet af det næste
folketingsår.
Det kan i øvrigt nævnes, at Folketinget i de
seneste år flere gange har overvejet spørgsmålet om at
lade offentlighedsloven finde anvendelse på statslige aktieselskaber
m.v., senest i forbindelse med forslag nr. L 181 om ændring af lov om
offentlighed i forvaltningen (fremsat af en række medlemmer af SF den
24. oktober 1996). Der har ikke været tilslutning hertil.
Justitsministeriet skal på denne baggrund pege
på muligheden af, at det i pkt. 4 rejste spørgsmål ikke
inddrages i denne sammenhæng."
1.2. Problemafgrænsning.
På den anførte baggrund redegøres i
dette notat for spørgsmålet om udvidelse af
anvendelsesområdet for en lov om undersøgelseskommissioner.
Spørgsmålet om, hvorvidt den generelle offentligretlige
lovgivning bør gælde for statslige aktieselskaber, inddrages
ikke i denne sammenhæng.
Notatet er udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde
med professor Lars Nordskov Nielsen, højesteretsdommer Torben Melchior
og lektor, dr.jur. Jens Peter Christensen.
Det er i notatet lagt til grund, at de bestemmelser i
lovforslaget, som ikke direkte vedrører spørgsmålet om
udvidelse af anvendelsesområdet, og de forudsætninger, som disse
bestemmelser bygger på, opretholdes. Således forudsættes
det f.eks., at lovforslagets § 4, stk. 5, ikke ændres, selv om
lovforslagets anvendelsesområde udvides. Herefter foretager en
undersøgelseskommission, der har en dommer som medlem, alene retlige
vurderinger i det omfang, dommeren ikke finder det
retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.
Der indledes med en oversigt over den gældende
retstilstand (pkt. 2). Dernæst behandles spørgsmålet om
behovet for at udvide lovforslagets anvendelsesområde (pkt. 3).
Herefter beskrives de konsekvenser, som en eventuel udvidelse vil have for
lovforslagets enkelte bestemmelser (pkt. 4). Iden forbindelse overvejes
spørgsmålet om, hvorvidt retsplejelovens §§ 21-21 a bør
ophæves. Sammenfatningen fremgår af pkt. 5 (side 31 ff).
2. Den gældende retstilstand vedrørende
undersøgelsesretter.
2.1. Hvilke sagsområder kan undersøges af en
undersøgelsesret?
Nærmere regler om undersøgelsesretter er
fastsat i retsplejelovens § 21 a, der har følgende ordlyd:
"§ 21 a. Justitsministeren kan anmode en eller flere
dommere om at gennemføre en undersøgelse af nærmere
bestemte sager. Justitsministeren kan bestemme, at der skal deltage
sagkyndige i undersøgelsen.
Stk. 2. Undersøgelsesretten har ikke
dømmende myndighed.
Stk. 3. Undersøgelsen gennemføres efter
reglerne i denne lov. Undersøgelsesretten kan dog i særlige
tilfælde bestemme, at undersøgelsen foregår for lukkede
døre. Bestemmelserne om retskredsenes grænser og retsplejelovens
§ 169 finder ikke anvendelse.
Stk. 4. Undersøgelsesrettens afgørelser kan
påkæres umiddelbart til Højesteret.
Stk. 5. Undersøgelsen afsluttes med en beretning.
Beretningen offentliggøres af justitsministeren, medmindre ganske
særlige grunde taler imod offentliggørelse."
Der er ikke i retsplejeloven fastsat grænser for,
hvilke sager der kan gøres til genstand for en undersøgelse ved
en undersøgelsesret. En undersøgelsesret kan således i
princippet nedsættes til at undersøge forhold, der ikke har
noget med den statslige forvaltning at gøre, f.eks. forhold i den
kommunale forvaltning eller private forhold.
Af bemærkningerne til lovforslaget om
undersøgelsesretter fremgår imidlertid, at formålet med
forslaget var at give justitsministeren udtrykkelig hjemmel til at
iværksætte dommerundersøgelser i sager af "almen
betydning", jf. Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 5697. Herom
hedder det i betænkningen om undersøgelsesorganer, side 28:
"Selv om udtrykket "almen betydning" ikke blev
nærmere præciseret i den forbindelse, må det antages, at
det som altovervejende hovedregel tager sigte på sager, der på en
eller anden måde har tilknytning til offentlige, og vel nærmere
statslige, myndigheders sagsbehandling, herunder sager om anvendelse af
statslige midler.
Det er således næppe tænkeligt, at der
vil blive iværksat en undersøgelse ved en
undersøgelsesret, der alene vedrører private forhold, f.eks. en
retstvist mellem to private borgere eller virksomheder. Sådanne tvister
må finde deres løsning ved de almindelige domstole. En
undersøgelse af private forhold vil derfor normalt alene kunne
tænkes, hvis den indgår som et integreret element i en
undersøgelse af statslige myndigheders forhold.
Det må antages, at der normalt ikke vil blive
iværksat en undersøgelse ved en undersøgelsesret, der
alene vedrører kommunale forhold. Undersøgelse af sådanne
forhold vil formentlig normalt blive forsøgt forbeholdt de almindelige
tilsynsmyndigheder."
2.2. Hvilke opgaver kan en undersøgelsesret
tildeles?
2.2.1. Praksis vedrørende
undersøgelsesretter.
Det fremgår af grundlovens § 61, l. pkt., at
særdomstole med dømmende myndighed ikke kan nedsættes. Ved
udtrykket "særdomstole« forstås domstole, som "nedsættes
til pådømmelse af en eller flere allerede foreliggende sager",
jf. Forfatningskommissionens betænkning af 1953, side 39, 1.
spalte.
I overensstemmelse med grundlovens § 61, 2. pkt., er det i
retsplejelovens § 21 a, stk. 2, fastsat, at en undersøgelsesret ikke
har dømmende myndighed. Undersøgelsesrettens opgave kan derfor
ikke bestå i at pålægge et retligt ansvar eller
træffe afgørelse af retsspørgsmål, der er relevante
for ansvarsspørgsmålet. Der er ikke i øvrigt i
retsplejeloven fastsat regler om, hvilke opgaver undersøgelsesretter
kan tillægges.
I praksis har undersøgelsesretterne normalt haft
til opgave at undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb
og at vurdere, om der er udvist fejl og forsømmelser, som kan give
anledning til, at et retligt ansvar (strafansvar, erstatningsansvar eller
disciplinært ansvar) søges gennemført over for nogen i
offentlig tjeneste eller hverv.
I kommissoriet for undersøgelsesretten i Tamilsagen
var det således bl.a. anført, at det i undersøgelsen
skulle indgå, "om nogen i offentlig tjeneste eller hverv under
sagsbehandlingen har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelser, som
kan give anledning til, at et retligt ansvar søges
gennemført."
I kommissoriet for undersøgelsesretten
vedrørende behandlingen af flygtninge i københavnske
fængsler var det bl.a. anført, at det i undersøgelsen
skulle indgå, om det var muligt at identificere ansatte i
Københavns fængsler, som havde gjort sig skyldige i fejl eller
forsømmelser, der kunne give anledning til, at et retligt ansvar blev
søgt gennemført.
Det fremgår af kommissoriet for
undersøgelsesretten i UNHCR-sagen, at undersøgelsesretten -
foruden fastlæggelse af det faktiske begivenhedsforløb - havde
til formål at klarlægge, om der hos personer, der virker eller
har virket i dansk offentlig tjeneste eller hverv, foreligger fejl eller
forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar
søges gennemført.
Spørgsmålet har navnlig været, om nogen
af de involverede embedsmænd kunne antages at have gjort sig skyldige i
tjenesteforseelse, således at der var grundlag for at rejse
disciplinærsag imod dem. Undersøgelsesretterne har i den
forbindelse normalt ikke udtalt sig om, hvilken sanktion der i givet fald
kunne komme på tale i forhold til de pågældende
embedsmænd.
For så vidt angår de involverede ministre, har
undersøgelsesretterne i princippet begrænset sig til at beskrive
det faktiske begivenhedsforløb.
Kommissoriet for Undersøgelsesretten
vedrørende Sparekassen Nordjyllands overtagelse af engagementer fra
Himmerlandsbanken afveg væsentligt fra det ovenfor anførte, idet
undersøgelsesretten ikke skulle vurdere spørgsmålet om
enkeltpersoners ansvar, men tage stilling til en partstvist mellem
Sparekassen Nordjylland og staten. Undersøgelsesretten skulle
således dels undersøge og klarlægge
begivenhedsforløbet, dels vurdere, "hvilken retsstilling der må
antages at tilkomme Sparekassen Nordjylland". I vurderingen heraf skulle
indgå eventuelle berettigede forventninger, som fra statens side
måtte være skabt hos sparekassen.
2.2.2. Praksis vedrørende kommissionsdomstole.
Undersøgelsesretterne har i praksis siden 1990
afløst kommissionsdomstolene, hvis virksomhed er reguleret i
retsplejelovens § 21. Der er derfor grund til nærmere at beskrive de
opgaver, som kommissionsdomstolene har fået tildelt, og som også
kan tildeles undersøgelsesretter.
Beskrivelsen i kommissorierne af de opgaver, som de
kommissionsdomstole, der har været nedsat efter 1945, har haft, kan
opdeles i følgende tre kategorier:
(1) Nogle kommissionsdomstole har alene haft til opgave at
undersøge og klarlægge et faktisk begivenhedsforløb.
Formålet hermed var typisk at tilvejebringe det
faktiske grundlag for, at der efterfølgende kunne tages stilling til,
om personer inden for den statslige forvaltning havde begået fejl og
forsømmelser. I visse tilfælde kunne formålet med den
faktuelle undersøgelse (tillige) være at tilvejebringe det
faktiske grundlag for, at der efterfølgende kunne tages stilling til,
om personer uden for den statslige forvaltning havde handlet på en
sådan måde, at strafansvar burde søges gennemført
mod de pågældende, jf. f.eks. kommissionsdomstolen
vedrørende Klaksvigsagen.
(2) Andre kommissionsdomstole har haft til opgave at
undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb og på
grundlag heraf at vurdere, om der var udvist fejl og forsømmelser.
Spørgsmålet om, hvorvidt der var udvist fejl
og forsømmelser, har ikke altid været begrænset til
personer i det offentliges tjeneste. Kommissionsdomstolen vedrørende
"køb dansk-klausulen" i A/S Storebæltsforbindelsens
udbudsbetingelser skulle således vurdere, "om nogen i offentlig
tjeneste eller hverv eller nogen, som efter aftale med det offentlige eller
selskabet har udført opgaver i forbindelse med sagen, har gjort sig
skyldig i fejl og forsømmelser i forbindelse med behandlingen af
licitationssagen indtil pålægget om at lade betingelsen
udgå af kontraktsgrundlaget" (fremhævet her).
(3) En række kommissionsdomstole, der er blevet
nedsat inden for de sidste årtier, har haft til opgave at
undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb og at
vurdere, om der var udvist fejl eller forsømmelser, som kunne give
anledning til, at et retligt ansvar søgtes gennemført mod nogen
af de involverede personer.
Den personkreds, som undersøgelsen omfattede, har
ikke i alle tilfælde ifølge kommissoriet været
begrænset til personer i det offentliges tjeneste.
Kommissionsdomstolen vedrørende landbrugsfondene
havde således til opgave at klarlægge, "om der i fondenes
bestyrelser, hos fondenes medarbejdere eller hos personer, der virker i
offentlig tjeneste eller hverv, foreligger fejl eller forsømmelser,
som kan give anledning til, at et retligt ansvar søges
gennemført."
Kommissionsdomstolen vedrørende kreativ
bogføring i Skatteministeriet skulle "særligt have til
formål at klarlægge, om der foreligger fejl eller
forsømmelser, som kan give anledning til, at et retligt ansvar
søges gennemført". Spørgsmålet om retligt ansvar
var således ifølge kommissoriet ikke begrænset til
personer i det offentliges tjeneste.
3. Behovet for at udvide lovforslagets anvendelsesområde.
3.1. Anvendelsesområdet i lovforslaget.
I lovforslaget om undersøgelseskommissioner
(lovforslag nr. L 3, Folketinget 1997-98), der er baseret på det
lovudkast, som er indeholdt i betænkningen om
undersøgelsesorganer, er det i § 1, stk. 1, fastsat
følgende:
"§ 1. Justitsministeren kan nedsætte en kommission
til at gennemføre en undersøgelse af forhold i den statslige
forvaltning."
I bemærkningerne til bestemmelsen er det bl.a.
anført (side 8):
"Det er alene forhold i "den statslige forvaltning", som
en undersøgelseskommission efter lovudkastet kan anmodes om at
undersøge. Udtrykket "den statslige forvaltning" omfatter bl.a.
departementer, direktorater og styrelser samt lokale og regionale statslige
organer. Udtrykket omfatter endvidere nævn og råd og
særlige forvaltningssubjekter.
Udenfor vil falde undersøgelse af forhold i den
kommunale forvaltning, herunder i kommuner og amtskommuner, og
undersøgelse af statslige aktieselskaber m.v. Det kan næppe
afvises, at den foreslåede undersøgelsesordning kan være
egnet i forhold til nogle af disse organer, f.eks. nogle af de statslige
aktieselskaber, men udvalget har allerede under hensyn til sit kommissorium
ikke ment at burde forfølge dette spørgsmål
nærmere."
Som det fremgår, kan en
undersøgelseskommission ikke nedsættes med henblik på at
undersøge forhold uden for den statslige forvaltning og således
bl.a. ikke forhold i statslige aktieselskaber. En
undersøgelseskommission kan heller ikke anmodes om at afgive retlige
vurderinger, der kan belyse, om der foreligger grundlag for at søge
nogen, der virker uden for den statslige forvaltning, draget retligt til
ansvar, sml. herved lovforslagets § 4, stk. 4, vedrørende
embedsmænd i den statslige forvaltning.
Det anførte betyder selvsagt ikke, at forhold uden
for den statslige forvaltning aldrig vil kunne blive inddraget i en
undersøgelse af forhold i den statslige forvaltning. Således vil
f.eks. personer uden for den statslige forvaltning - i overensstemmelse med
lovforslagets regler om sagsoplysning i kapitel 5-6 - være forpligtet
til at afgive vidneforklaring, udlevere materiale eller afgive
redegørelser, hvis det er relevant for at klarlægge, hvad der
har fundet sted i den statslige forvaltning.
Det giver anledning til en vis tvivl, om der efter
lovforslaget er hjemmel til at nedsætte en
undersøgelseskommission til at undersøge, hvad en embedsmand i
den statslige forvaltning har foretaget sig som bestyrelsesmedlem i et
statsligt aktieselskab. Spørgsmålet er ikke behandlet i
lovforslagets bemærkninger eller i betænkningen om
undersøgelsesorganer.
Det må formentlig antages, at der vil være
hjemmel til en sådan undersøgelse, fordi embedsmandens
virksomhed i aktieselskabet sker som led i den pågældendes
tjeneste i den statslige forvaltning.
Derimod vil der næppe være hjemmel til at
nedsætte en undersøgelseskommission med henblik på at
undersøge forhold hos personer, som staten har valgt eller udpeget som
bestyrelsesmedlemmer i et statsligt aktieselskab, hvis deres arbejde i
bestyrelsen for det statslige aktieselskab ikke sker som led i deres
ansættelse i den statslige forvaltning.
3.2. Vurdering.
Hovedformålet med en undersøgelseskommissions
virksomhed må - som for undersøgelsesretternes vedkommende -
antages at være at undersøge statslige myndigheders
sagsbehandling, herunder sager om anvendelse af statslige midler. I den
forbindelse vil personer uden for den statslige forvaltning som anført
i pkt. 3.1. kunne blive inddraget i undersøgelsen, hvis det er
relevant for at klarlægge, hvad der er foregået i den statslige
forvaltning.
Der kan imidlertid i visse tilfælde være behov
for at undersøge forhold uden for den statslige forvaltning. Det skal
herved tages i betragtning, at de undersøgelser, der er foretaget af
kommissionsdomstole - som Østre Landsret har været inde på
i sit høringssvar over betænkningen om
undersøgelsesorganer - bl.a. har omfattet forhold uden for den
statslige forvaltning, jf. pkt. 2.2. ovenfor. Der kan således f.eks.
være behov for at undersøge forhold i statslige aktieselskaber,
jf. bemærkningerne i lovforslaget om undersøgelseskommissioner.
Der kan formentlig undtagelsesvis også være anledning til at
undersøge forhold i private virksomheder. Der tænkes her
på tilfælde, hvor der er et samvirke med en statslig myndighed,
og hvor der er behov for en samlet undersøgelse af den statslige
myndighed og den private virksomhed.
Under hensyn hertil vil det være rigtigt at udvide
lovforslagets anvendelsesområde.
Det er næppe muligt udtømmende at angive,
hvilke forhold uden for den statslige forvaltning som en
undersøgelseskommission skal kunne nedsættes for at
undersøge. En udvidelse af lovforslagets anvendelsesområde
bør derfor udformes på en sådan måde, at der - som
efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 21 a - i princippet
ikke er nogen retlig grænse for, hvilke forhold uden for den statslige
forvaltning en undersøgelseskommision kan nedsættes for at
undersøge. I lighed med det, som er anført i
bemærkningerne til reglerne om undersøgelsesretter i
retsplejelovens § 21 a, bør en undersøgelseskommision dog alene
nedsættes, hvis sagen er af "almen" eller "almenvigtig" betydning, sml.
herved også grundlovens § 51, hvorefter Folketinget kan nedsætte
kommissioner af sine medlemmer (parlamentariske kommissioner) til at
undersøge "almenvigtige sager".
Bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 1, vil i
overensstemmelse hermed kunne affattes på følgende
måde:
"Justitsministeren kan nedsætte en kommission til at
gennemføre en undersøgelse af nærmere bestemte forhold af
almenvigtig betydning."
Selv om det som nævnt næppe udtømmende
kan angives, hvilke forhold uden for den statslige forvaltning en
undersøgelseskommision skal kunne nedsættes for at
undersøge, kan der opstilles visse kriterier herfor. Der er grund til
at nævne følgende forhold:
1) En undersøgelseskommission bør som
altovervejende hovedregel kun benyttes i tilfælde, hvor regeringen
og/eller Folketinget har behov for at få belyst nogle forhold, som har
betydning for de opgaver, som regeringen og/eller Folketinget
udfører.
For at markere dette er det i bestemmelsen fastsat, at det
forhold, som det overvejes at undersøge, skal have "almenvigtig
betydning". Dette indebærer, at forholdet som altovervejende hovedregel
skal have tilknytning til staten, f.eks. vedrøre statslige
myndigheders sagsbehandling, herunder sager om anvendelse af statslige
midler.
En undersøgelse af private forhold vil
således normalt alene kunne tænkes, hvis den indgår som et
integreret element i en undersøgelse af statslige myndigheders
forhold.
Udtrykket "almenvigtig betydning" udelukker ikke, at der i
helt særlige tilfælde iværksættes en
undersøgelse, der (alene) vedrører kommunale forhold. Det
forudsættes imidlertid, at der ikke sker nogen ændring i forhold
til de synspunkter vedrørende undersøgelsesretters virksomhed
på dette område, der er anført ovenfor under pkt. 2.1.
2) En undersøgelseskommission bør - som det
også er anført i bemærkningerne til lovforslagets § 1,
stk. 1- ikke nedsættes, hvis forholdene kan belyses tilfredsstillende
af ordinære, faste undersøgelsesorganer. Det samme gælder,
hvis der allerede må antages at foreligge tilstrækkeligt faktuelt
grundlag for, at der kan træffes beslutning om f.eks. at rejse tiltale
eller indlede disciplinærforfølgning mod bestemte personer.
3) En undersøgelseskommission bør selvsagt
ikke kunne nedsættes med henblik på at udføre en
undersøgelse, som falder uden for de formål, som en
kommissionsundersøgelse skal kunne tjene. F.eks. bør en
undersøgelseskommission ikke kunne nedsættes med henblik
på at tage stilling til en retstvist mellem to private borgere eller
virksomheder, jf. nærmere pkt. 4.1.-4.2. nedenfor.
4. Konsekvenser for andre bestemmelser i lovforslaget.
4.1. Hvilke faktumundersøgelser kan en
undersøgelseskommission anmodes om at udføre?
4.1.1. Opgaver efter lovforslaget.
I lovforslagets § 4 er der fastsat følgende:
"§ 4. Undersøgelseskommissionen har ikke
dømmende myndighed.
Stk. 2. Undersøgelseskommissionen kan få til
opgave at undersøge og klarlægge et faktisk
begivenhedsforløb.
Stk. 3. Undersøgelseskommissionen kan endvidere
få til opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af
love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som
undersøgelsen kan begrunde.
Stk. 4. Undersøgelseskommissionen kan i
øvrigt få til opgave at foretage retlige vurderinger til
belysning af, hvorvidt der foreligger grundlag for at søge
embedsmænd draget til ansvar.
Stk. 5. Er et medlem af undersøgelseskommissionen
dommer, foretager undersøgelseskommisionen alene retlige vurderinger
som nævnt i stk. 4 i det omfang, dommeren ikke finder det
retssikkerhedsmæssigt betænkeligt."
Som det fremgår af § 4, stk. 2, kan en
undersøgelseskommission anmodes om at undersøge og
klarlægge et faktisk begivenhedsforløb.
Det er ikke i bemærkningerne til bestemmelsen
angivet, hvad formålet med en sådan faktuel undersøgelse
er. Hovedformålet med en faktumundersøgelse kan dog udledes af
de øvrige bestemmelser i lovforslagets § 4 sammenholdt med
bemærkningerne hertil:
1) Formålet kan for det første være at
tilvejebringe det faktiske grundlag for, at vedkommende myndighed kan tage
stilling til spørgsmålet om straf- eller disciplinæransvar
for de berørte embedsmænd.
I bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 1, er
det således anført, at formålet med en
undersøgelseskommissions virksomhed - og dermed med den faktuelle
undersøgelse - navnlig vil være at tilvejebringe et materiale,
som kan danne grundlag for vedkommende myndigheds afgørelse af, om
sagen skal fremmes, navnlig ved at der rejses tiltale eller
disciplinærsag indledes.
I overensstemmelse hermed er det i lovforslagets § 4, stk.
4, fastsat, at en undersøgelseskommission kan få til opgave at
foretage retlige vurderinger til belysning af, hvorvidt der foreligger
grundlag for at søge embedsmænd draget til ansvar.
2) Klarlæggelsen af et faktum kan også have
til formål at belyse spørgsmålet om, hvorvidt en minister
skal drages politisk til ansvar eller søges draget retligt til ansvar
ved Rigsretten. Dette gælder, selv om en undersøgelseskommission
efter lovforslaget ikke kan få til opgave at udtale sig om
spørgsmålet om ministerens retlige ansvar, jf. herved
bemærkningerne til lovforslagets § 4, stk. 4.
Det anførte skal ses i sammenhæng med, at der
i betænkningen om undersøgelsesorganer (kapitel 4) er redegjort
for, i hvilket omfang et parlamentarisk organ (Udvalget for
Forretningsordenen) selv bør undersøge og klarlægge det
faktiske begivenhedsforløb vedrørende ministres forhold, eller
om en sådan undersøgelse bør foretages af andre organer.
Herom anføres bl.a. (side 176):
"På den anførte baggrund er det
sammenfattende udvalgets opfattelse, at klarlæggelse af et
begivenhedsforløb i den statslige forvaltning med henblik på, at
et parlamentarisk organ kan tage stilling til spørgsmålet om
ministeransvar, som udgangspunkt bør foretages af et
undersøgelsesorgan, der ikke består af folketingsmedlemmer. Et
sådant organ kunne f.eks. være en undersøgelseskommission
som foreslået i kapitel 2" (fremhævet her).
3) Undersøgelseskommissionens opgave kan endelig
være at klarlægge faktum til belysning af, om der er grundlag for
at foreslå ændringer af love, administrative bestemmelser eller
administrativ praksis, jf. lovforslagets § 4, stk. 3.
4.1.2. Vurdering.
Udvides anvendelsesområdet for lovforslaget som
angivet i pkt. 3.2. ovenfor, er spørgsmålet, om der er andre
formål end de i pkt. 4.1.1. angivne, som en faktumundersøgelse
skal kunne tjene. Herom kan anføres følgende:
Som nævnt i pkt. 3.2. bør en
undersøgelseskommission som altovervejende hovedregel kun benyttes i
tilfælde, hvor regeringen og/eller Folketinget har behov for at
få belyst nogle forhold, som har betydning for de opgaver, som
regeringen og/eller Folketinget udfører.
I overensstemmelse hermed bør en
undersøgelseskommission normalt alene nedsættes, hvis det er
relevant for regeringens og/eller Folketingets arbejde. En
undersøgelseskommission bør f.eks. ikke nedsættes, hvis
formålet er at tilvejebringe grundlaget for, at der
efterfølgende kan tages stilling til spørgsmålet om,
hvorvidt der skal gøres et ansættelsesretligt ansvar
gældende over for medarbejdere i private virksomheder. En stillingtagen
til dette spørgsmål falder uden for de opgaver, som regeringen
og Folketinget beskæftiger sig med.
Det er næppe muligt at beskrive udtømmende,
hvilke faktuelle undersøgelser en undersøgelseskommission
herefter kan anmodes om at foretage. Der kan dog angives nogle praktiske
eksempler på opgaver, som en undersøgelseskommission bør
kunne anmodes om at udføre:
a. Det ligger inden for regeringens (dvs.
anklagemyndighedens) kompetence at tage stilling til spørgsmålet
om strafansvar for fysiske eller juridiske personer. En
faktumundersøgelse, der skal klarlægge grundlaget herfor,
bør derfor også kunne foretages af en
undersøgelseskommission. Dette gælder, selv om
undersøgelsen vil omfatte private personer eller virksomheder.
En forudsætning for undersøgelse af
spørgsmålet om strafansvar for private personer eller
virksomheder bør dog normalt være, at det tillige
undersøges, om nogen, der virker eller har virket i offentlig tjeneste
eller hverv, herunder navnlig i den statslige forvaltning, må antages
at have pådraget sig strafansvar. Dette skyldes, at en
undersøgelseskommission ikke bør nedsættes, hvis sagen
ikke har "almenvigtig betydning", jf. pkt. 3.2. ovenfor.
b. Som nævnt ovenfor bør en
undersøgelseskommission ikke nedsættes for at tilvejebringe
grundlaget for, at der efterfølgende kan tages stilling til
spørgsmålet om, hvorvidt der skal gøres et
ansættelsesretligt ansvar gældende over for medarbejdere i
private virksomheder.
Har staten (vedkommende minister) imidlertid bestemmende
indflydelse på disse spørgsmål, bør en
undersøgelseskommission kunne anmodes om at tilvejebringe det faktiske
grundlag herfor. En sådan bestemmende indflydelse vil f.eks. være
til stede, når det drejer sig om statslige aktieselskaber.
Efter aktieselskabslovens § 2 a er et aktieselskab et
statsligt aktieselskab, når den danske stat har samme forbindelse til
selskabet, som et moderselskab har til et datterselskab. I
aktieselskabslovens § 2 er der herom fastsat følgende:
"§ 2. Et moderselskab udgør sammen med
datterselskaberne en koncern.
Stk. 2. Et aktieselskab er et moderselskab, hvis det
1) besidder flertallet af stemmerettighederne i et aktie-
eller anpartsselskab,
2) er aktionær eller anpartshaver i et selskab og
har ret til at udnævne eller afsætte et flertal af medlemmerne i
selskabets bestyrelse eller, hvor et anpartsselskab ikke har nogen
bestyrelse, direktion,
3) er aktionær eller anpartshaver og har ret til at
udøve en bestemmende indflydelse over selskabet på grundlag af
vedtægterne eller aftale med dette i øvrigt,
4) er aktionær eller anpartshaver og på
grundlag af aftale med andre aktionærer eller anpartshavere råder
over flertallet af stemmerettighederne i selskabet eller
5) besidder aktier eller anparter i et selskab og
udøver bestemmende indflydelse over dette.
Det forhold, at en faktuel undersøgelse
således tillige vil kunne tjene andre formål, hvis lovforslagets
anvendelsesområde udvides, gør det ikke nødvendigt at
ændre lovforslagets § 4, stk. 2, hvorefter en
undersøgelseskommission kan få til opgave at undersøge og
klarlægge et faktisk begivenhedsforløb.
4.2. Hvilke retlige vurderinger bør en
undersøgelseskommission kunne bemyndiges til at foretage?
4.2.1. Reglerne i lovforslaget.
En undersøgelseskommission kan anmodes om at
foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for
at søge embedsmænd draget til ansvar, jf. lovforslagets § 4,
stk. 4.
Det er således ikke muligt at anmode en
undersøgelseskommission om at foretage retlige vurderinger af
ministres adfærd, jf. betænkningen om
undersøgelsesorganer, side 51.
En undersøgelseskommission kan ikke få til
opgave at tage stilling til en partstvist mellem staten og private som den
vedrørende Sparekassen Nordjyllands overtagelse af engagementer fra
Himmerlandsbanken, jf. betænkningen, side 45 f. I bemærkningerne
til lovforslagets § 4, stk. 4 er der herom bl.a. anført (side 11):
"Undersøgelseskommissionen kan ikke få til
opgave at tage stilling til en partstvist, dvs. bedømme, hvilken
retsstilling der må antages at tilkomme en privat person i forhold til
staten eller omvendt.
Det er næppe muligt at foretage en klar
afgrænsning af de tilfælde, som har karakter af partstvister. Der
kan næppe bortses fra, at undersøgelseskommissionen - for at
kunne foretage de retlige vurderinger af embedsmænds adfærd, som
kommissionen er anmodet om - undertiden indirekte må vurdere den
retsstilling, der som følge af embedsmændenes handlemåde
må antages at tilkomme private i forhold til staten og omvendt.
Det afgørende er imidlertid, at en
undersøgelseskommission ikke må nedsættes med henblik
på at tage stilling til en partstvist. En
undersøgelseskommission må heller ikke nedsættes for at
undersøge og klarlægge et begivenhedsforløb, hvis
formålet hermed er at tilvejebringe grundlaget for en
efterfølgende stillingtagen til en partstvist."
Om karakteren af de retlige vurderinger, som en
undersøgelseskommission kan anmodes om at foretage vedrørende
embedsmænds forhold, henvises til betænkningen, side 52 ff, og
til bemærkningerne til bestemmelsen, hvor det bl.a. er anført
(side 11):
"Det forudsættes som det typiske, at kommissoriet
for undersøgelseskommissionen udformes således, at kommissionen
har til opgave at udtale sig om, hvorvidt der må antages at være
begået fejl eller forsømmelser, der kan give anledning til, at
et retligt ansvar søges gennemført mod de
pågældende embedsmænd. Har kommissionen fået et
kommissorium af den nævnte karakter " kan kommissionen, selv om den
ikke finder, at der foreligger grundlag for at søge strafansvar eller
disciplinært ansvar gjort gældende mod en embedsmand, udtale sig
om, hvorvidt det kan antages, at der foreligger fejl eller
forsømmelser, og i forbindelse hermed at der efter kommissionens
opfattelse foreligger grundlag for en tjenstlig tilkendegivelse,«
4.2.2. Vurdering.
Udvides lovforslagets anvendelsesområde, betyder det
som nævnt i pkt. 4.1.2., at personer uden for den statslige forvaltning
direkte vil kunne blive inddraget i en faktuel undersøgelse.
Spørgsmålet er derfor, om
undersøgelseskommissionen bør kunne anmodes om at foretage
retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om et eventuelt
retligt ansvar for disse personer. Herom kan anføres
følgende:
Indledningsvis bemærkes, at de særlige hensyn,
som er baggrunden for, at en undersøgelseskommission ikke må
foretage retlige vurderinger af ministres forhold, ikke gør sig
gældende for andre personer.
Efter lovforslagets § 4, stk. 4, vil en
undersøgelseskommission som nævnt kunne få til opgave at
foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag
for, at staten søger strafansvar eller disciplinæransvar gjort
gældende mod de berørte embedsmænd.
I forlængelse heraf bør en
undersøgelseskommission kunne anmodes om at foretage retlige
vurderinger til belysning af, om f.eks. direktører og andre ansatte i
et statsligt aktieselskab bør søges draget strafferetligt eller
ansættelsesretligt til ansvar for deres arbejde i aktieselskabet. Det
bemærkes herved, at staten, i kraft af at der er tale om et statsligt
aktieselskab, vil have bestemmende indflydelse på
spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende bør
drages ansættelsesretligt til ansvar. Det gælder, selv om staten
formelt hverken ansætter direktionen for det statslige aktieselskab,
jf. aktieselskabslovens § 51, stk. 1, eller medarbejderne i aktieselskabet,
jf. herved aktieselskabslovens § 54.
Endvidere bør en undersøgelseskommission
f.eks. kunne anmodes om at foretage retlige vurderinger til belysning af, om
et bestyrelsesmedlem i et statsligt aktieselskab, der er valgt eller udpeget
af staten, har begået fejl eller forsømmelser, således at
den pågældende bør drages strafferetligt til ansvar eller
afsættes. Dette gælder, selv om et bestyrelsesmedlem til enhver
tid vil kunne afsættes af den, som har valgt eller udpeget den
pågældende, jf. aktieselskabslovens § 50, stk. 1, 3. pkt.
En undersøgelseskommission bør efter
omstændighederne også kunne anmodes om at foretage retlige
vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for at søge
andre personer uden for den statslige forvaltning draget strafferetligt til
ansvar. En forudsætning herfor bør dog normalt være, at
kommissionen tillige undersøger og vurderer, om nogen, der virker
eller har virket i det offentliges tjeneste eller hverv, herunder navnlig i
den statslige forvaltning, må antages at have pådraget sig
strafansvar, jf. pkt. 3.2. og 4.1.2. ovenfor.
Derimod bør en undersøgelseskommission - i
tilknytning til det, som er anført i betænkningen og i
bemærkningerne til lovforslaget - ikke kunne få til opgave at
tage stilling til retlige tvister mellem staten og private og mellem private
indbyrdes. Tilsvarende gælder tvister mellem staten og kommunerne eller
mellem kommunerne indbyrdes. En undersøgelseskommission bør i
forlængelse heraf heller ikke kunne få til opgave at
tilvejebringe det faktiske grundlag for sådanne partstvister.
Som eksempler på partstvister mellem staten og
private kan nævnes spørgsmålet om, hvorvidt en virksomhed,
som har fået tilskud af staten, er forpligtet til at tilbagebetale
tilskuddet. Endvidere kan nævnes spørgsmålet om, hvorvidt
staten er erstatningsansvarlig over for en virksomhed, eller om der er
grundlag for, at staten søger en virksomhed draget erstatningsretligt
til ansvar. Også spørgsmålet om, hvorvidt embedsmænd
i den statslige forvaltning er forpligtet til at betale erstatning til det
offentlige, må anses for en partstvist. Dette spørgsmål
vil i øvrigt næppe have nogen praktisk betydning.
På den anførte baggrund vil lovforslagets §
4, stk. 4, kunne affattes på følgende måde:
"Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt
få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der
foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til
ansvar. En undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at
foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om
ministres ansvar."
Forslaget indebærer, at kommissionen vil kunne
få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af
nærmere bestemte ansvarsspørgsmål. En kommission vil dog
ikke kunne få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning
af ministres politiske og/eller retlige ansvar, jf. bestemmelsens 2. pkt.
sammenholdt med det i pkt. 4.2.1. anførte.
Efter bestemmelsens 1. pkt. vil en kommission kunne
få til opgave at udtale sig om, hvorvidt der foreligger grundlag for at
søge strafansvar gjort gældende mod involverede personer
(bortset fra ministre), herunder personer, der ikke virker i den statslige
forvaltning, og private virksomheder.
Efter bestemmelsen vil kommissionen endvidere bl.a. kunne
få til opgave at udtale sig om, hvorvidt der foreligger grundlag for at
søge disciplinært ansvar gjort gældende mod ansatte i den
statslige forvaltning.
Kommissionen vil desuden kunne få til opgave at
udtale sig om, hvorvidt der foreligger grundlag for, at det offentlige
søger et ansættelsesretligt ansvar gjort gældende mod
nogen uden for den statslige forvaltning, f.eks. direktionen og de
øvrige ansatte i et statsligt aktieselskab. Kommissionen vil endvidere
kunne få til opgave at udtale sig om, hvorvidt f.eks.
bestyrelsesmedlemmer i statslige aktieselskaber har begået fejl eller
forsømmelser, således at de pågældende af den grund
bør afsættes. En forudsætning herfor er, at det offentlige
har bestemmende indflydelse på disse spørgsmål. Denne
forudsætning er i ændringsforslaget markeret ved udtrykket "det
offentlige søger gjort gældende " (fremhævet
her).
Det, som er anført om karakteren af de retlige
vurderinger og om udformningen af en undersøgelseskommissions
ansvarskommissorium i pkt. 4.2.1. ovenfor, forudsættes også at
gælde, selv om den personkreds, som de retlige vurderinger vil kunne
omfatte, udvides.
Det typiske vil derfor være, at ansvarskommissoriet
udformes således, at kommissionen har til opgave at udtale sig om,
hvorvidt der må antages at være begået fejl eller
forsømmelser, der kan give anledning til, at et ansvar af den
karakter, der er fastsat i bestemmelsen, gennemføres mod nogen. Har en
kommission fået et kommissorium af denne karakter, kan kommissionen -
selv om den ikke finder grundlag for at søge et strafansvar eller
disciplinært ansvar m.v. gjort gældende mod nogen - udtale sig
om, hvorvidt det kan antages, at der foreligger fejl eller
forsømmelser. Kommissionen kan i den forbindelse også udtale sig
om, hvorvidt der efter kommissionens opfattelse foreligger grundlag for en
tjenstlig tilkendegivelse eller tilsvarende reaktion.
4.3. Spørgsmålet om sagsoplysning.
4.3.1. Reglerne i lovforslaget.
Det fremgår af lovforslagets § 9, stk. 1, at enhver
har pligt til at udlevere materiale til en undersøgelseskommission,
når kommissionen anmoder om det.
Pligten gælder ikke i det omfang, der efter § 12
ikke er pligt til at afgive vidneforklaring om indholdet af materialet. Det
er i den forbindelse præciseret, at materiale, der er udarbejdet af en
minister eller embedsmand i embeds medfør, ikke kan nægtes
udleveret under henvisning til, at den pågældende minister eller
embedsmand efter § 12 ikke har pligt til at afgive vidneforklaring om
indholdet af materialet.
I § 9, stk. 2, er der fastsat en tilsvarende pligt til
skriftligt at redegøre for de forhold, hvorom kommissionen anmoder om
redegørelser, og til skriftligt at besvare de spørgsmål,
som kommissionen stiller.
I lovforslagets § 11 er det fastsat, at enhver efter
anmodning fra undersøgelseskommissionen er forpligtet til at afgive
forklaring for kommissionen som vidne.
I lovforslagets § 12 er der fastsat undtagelser hertil.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
"§ 12. Pligten til at afgive forklaring som vidne
gælder ikke for en minister i det omfang, der må antages at
foreligge mulighed for strafansvar for den pågældende i anledning
af de forhold, undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder
heller ikke for en embedsmand i det omfang, der må antages at foreligge
mulighed for strafansvar eller disciplinæransvar for den
pågældende i anledning af de nævnte forhold.
Stk. 2. Den i stk. i nævnte persons nærmeste
har heller ikke pligt til at afgive vidneforklaring.
Undersøgelseskommissionen kan dog pålægge den
pågældende at afgive forklaring som vidne, når forklaringen
må anses for at være af afgørende betydning for
undersøgelsen, og undersøgelsens beskaffenhed og dens betydning
for samfundet findes at berettige til det.
Stk. 3. Vidnepligten gælder i øvrigt med de
undtagelser, der er fastsat i retsplejelovens kapitel 18. Retsplejelovens §
169 og § 170, stk. 3, finder dog ikke anvendelse."
I bemærkningerne til lovforslagets § 12, stk. 1, er
der bl.a. anført følgende (side 16):
"Den foreslåede bestemmelse skal forstås
således, at der ikke er pligt til at afgive forklaring for en
tjenestemandsansat embedsmand, hvis den pågældende risikerer et
strafansvar eller formelt disciplinæransvar efter tjenestemandslovens §
24, dvs. en formel irettesættelse eller advarsel, en bøde,
overførelse til andet arbejde, andet arbejdssted eller stilling,
degradation og afskedigelse. For en embedsmand, der ikke er
tjenestemandsansat, er der ligeledes ikke pligt til at afgive forklaring,
hvis den pågældende risikerer strafansvar eller
disciplinære reaktioner, der modsvarer de nævnte
vedrørende tjenestemandsansat personale. En risiko for, at et forhold
uden for det disciplinære område kan give anledning til en
tjenstlig tilkendegivelse fra ledelsen, forudsættes ikke at
medføre, at pligten til at afgive vidneforklaring bortfalder."
...
I det omfang ministeren eller embedsmanden anmodes om at
afgive forklaring vedrørende forhold, som den pågældende
ikke kan risikere et retligt ansvar af den nævnte karakter for, er den
pågældende ikke omfattet af vidneundtagelsesreglen i stk. 1. Det
gælder f.eks., hvis det ligger klart, at de forhold, som den
pågældende skal afgive forklaring om, ikke har nogen betydning
for spørgsmålet om strafansvar eller - for embedsmænds
vedkommende - disciplinæransvar. Hvis f.eks. disciplinær- eller
straffesagen er afsluttet, og hvis der ikke kan rejses spørgsmål
om genoptagelse af sagen i anledning af de forhold, undersøgelsen
omfatter, vil den pågældende ikke være omfattet af
vidneundtagelsesreglen i stk. 1."
4.3.2. Vurdering.
Det forhold, at lovforslagets anvendelsesområde
udvides, gør det ikke nødvendigt at foretage ændringer i
lovforslagets regler om udlevering af materiale eller afgivelse af
redegørelser til kommissionen.
Der kan imidlertid være grund til at beskrive
retstilstanden på visse punkter, som efter omstændighederne vil
kunne få praktisk betydning:
1) Hvis en privat juridisk person, herunder et statsligt
aktieselskab, som sådan risikerer strafansvar, hvis en anmodning fra
kommissionen om udlevering af materiale imødekommes, forudsættes
det, at den juridiske person som sådan ikke vil være forpligtet
til at udlevere materialet til kommissionen. Dette betyder, at medarbejdere
m.v. i den juridiske person, der alene har rådighed over materialet i
kraft af deres virke hos den juridiske person, ikke kan pålægges
at udlevere materialet til kommissionen.
De pågældende medarbejdere m.v. vil derimod
som udgangspunkt være forpligtet til at udarbejde redegørelser
for og til at afgive vidneforklaring om indholdet af materialet, jf.
lovforslagets § 9, stk. 2, og § 11. Dette gælder dog ikke, hvis de er
fritaget for at afgive vidneforklaring, jf. herom lovforslagets § 12.
2) Materiale, der er udarbejdet af en embedsmand eller et
kommunalbestyrelsesmedlem/amtsrådsmedlem i en kommune/amtskommune i
embeds medfør, kan ikke nægtes udleveret med den begrundelse, at
den pågældende embedsmand eller det pågældende
kommunalbestyrelsesmedlem/amtsrådsmedlem ikke vil være forpligtet
til at afgive vidneforklaring om indholdet af materialet. Retstilstanden
på dette punkt forudsættes således at være den samme
som den, der vedrører materiale, der - i embeds medfør - er
udarbejdet af en minister eller embedsmand i den statslige forvaltning, jf.
herom bestemmelsen i lovforslagets § 12, stk. 1, 2. pkt.
Derimod er der behov for at ændre bestemmelsen i §
12, stk. 1, om undtagelserne fra vidnepligten, således at der tages
højde for, at personer uden for den statslige forvaltning skal kunne
være genstand for en undersøgelse.
Det drejer sig dels om personer, der vil kunne risikere
strafansvar i anledning af de forhold, som undersøgelsen omfatter,
dels om personer, der vil kunne risikere, at det offentlige gør et
disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt ansvar
gældende over for de pågældende i anledning af de forhold,
som undersøgelsen omfatter.
Bestemmelsen i § 12, stk. 1, vil kunne affattes på
følgende måde:
"Pligten til at afgive forklaring som vidne gælder
ikke i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar
for den pågældende i anledning af de forhold,
undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder heller ikke i det
omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige
gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt
ansvar gældende over for den pågældende i anledning af de
nævnte forhold."
Bestemmelsens 1. pkt. indebærer, at alle de
personer, som kan risikere et strafansvar i anledning af de forhold,
undersøgelsen omfatter, er undtaget fra pligten til at afgive
vidneforklaring. Det gælder såvel personer i den statslige
forvaltning (ministre og embedsmænd) som personer uden for den
statslige forvaltning, f.eks. bestyrelsesmedlemmer, direktører og
andre ansatte i statslige aktieselskaber, private m.v. Vidnepligten
bortfalder dog ikke, hvis det ligger klart, at afgivelse af forklaring ikke
vil udsætte den pågældende for strafansvar, jf. herved
bemærkningerne til lovforslagets § 12, stk. 1.
Bestemmelsens 2. pkt. indebærer bl.a., at den
embedsmand i den statslige forvaltning, som kan risikere et
disciplinært ansvar i anledning af de forhold, som undersøgelsen
omfatter, ikke er forpligtet til at afgive vidneforklaring. Dernæst
indebærer bestemmelsen, at vidnepligten ikke gælder, hvis en
person uden for den statslige forvaltning risikerer, at det offentlige
gør et tilsvarende ansættelsesretligt ansvar gældende i
anledning af de forhold, som undersøgelsen omfatter. Der sigtes
navnlig til direktører og øvrige ansatte i statslige
aktieselskaber. Bestemmelsen omfatter også andre tilfælde, hvor
det offentlige har bestemmende indflydelse på det
ansættelsesretlige spørgsmål.
Det bemærkes, at vidnepligten ikke bortfalder, hvis
det ligger klart, at afgivelse af vidneforklaring ikke vil udsætte den
pågældende for et disciplinært eller tilsvarende
ansættelsesretligt ansvar. En risiko for, at et forhold kan give
anledning til en tjenstlig reaktion fra ledelsen, der svarer til en tjenstlig
tilkendegivelse uden for det disciplinære område over for ansatte
i den statslige forvaltning, forudsættes således ikke at
medføre, at pligten til at afgive vidneforklaring bortfalder, jf. det,
der herom er anført i bemærkningerne til lovforslagets § 12,
stk. 1, vedrørende ansatte i den statslige forvaltning.
Bestemmelsen indebærer heller ikke, at et
bestyrelsesmedlem i f.eks. et statsligt aktieselskab, som er valgt eller
udpeget af staten, er undtaget fra vidnepligten, fordi den
pågældende kan risikere at få kritik eller i værste
fald at blive afsat i anledning af de forhold, som undersøgelsen
omfatter. Dette hænger sammen med, at staten til enhver tid vil kunne
afsætte det pågældende bestyrelsesmedlem, jf.
aktieselskabslovens § 50, stk. 1, 3. pkt. Bestyrelsesmedlemmet er selvsagt
ikke afskåret fra at påberåbe sig
vidnefritagelsesbestemmelserne i retsplejelovens § 171, stk. 1, herunder
bestemmelsen om, at en person ikke er forpligtet til at afgive
vidneforklaring, hvis forklaringen antages at ville udsætte den
pågældende for tab af velfærd (§ 171, stk. 1, nr. 1) eller
påføre den pågældende anden væsentlig skade (§
171, stk. 1, nr. 3), jf. herved lovforslagets § 12, stk. 3.
4.4. De berørte personers retsstilling.
4.4.1. Reglerne i lovforslaget.
I lovforslagets kapitel 7 er der fastsat nærmere
regler om de berørte personers retsstilling.
Reglerne gælder for den "minister eller embedsmand,
hvis forhold undersøges", jf. lovforslagets § 21, stk. 1. I
bemærkningerne til bestemmelsen er der herom bl.a. anført (side
19 f):
"I bestemmelsen fastsættes det, at den minister
eller embedsmand, hvis forhold undersøges af
undersøgelseskommissionen, har ret til en bisidder efter eget valg.
Dette gælder også forhenværende ministre eller
embedsmænd, hvis forhold undersøges af en
undersøgelseskommission.
Retten til at vælge bisidder gælder, selv om
undersøgelseskommissionen ikke kan foretage politiske eller retlige
vurderinger af ministres forhold. Reglerne gælder endvidere, selv om
undersøgelseskommissionen ikke er blevet anmodet om at foretage
retlige vurderinger af embedsmænds adfærd eller kommissionen
finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at foretage
sådanne vurderinger.
Retten til bisidder efter eget valg gælder bl.a. for
den minister, som i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter,
kan risikere et politisk ansvar (f.eks. næse, kritik eller mistillid)
eller et retligt ansvar. For en embedsmand vil retten til bisidder efter eget
valg være aktuel, hvis den pågældende kan risikere et
retligt ansvar i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter.
...
Bestemmelsen er naturligvis ikke til hinder for, at andre
personer end de ministre og embedsmænd, der er omfattet af
bestemmelsen, modtager rådgivning i forbindelse med en kommissions-
undersøgelse. De pågældende personer og deres
rådgivere vil imidlertid ikke have de rettigheder m.v., som er fastsat
i § 22-24. Det forudsættes dog, at justitsministeren efter
omstændighederne kan bestemme, at statskassen betaler salær og
godtgørelse til rådgiverne efter bestemmelsen i § 24, stk. 1.
Der bør forinden indhentes en udtalelse fra kommissionen herom. Det
forudsættes endvidere, at kommissionen normalt tillader, at en
rådgiver kan overvære afhøringen af sin klient, selv om
afhøringen foretages for lukkede døre."
4.4.2. Vurdering.
Den udvidelse af lovforslagets anvendelsesområde,
som er foreslået i pkt. 3.2., indebærer, at der er andre end de
berørte ministre og statslige embedsmænd, hvis forhold kan
være genstand for en undersøgelse. De pågældende
bør derfor have ret til en bisidder efter eget valg og til de
øvrige rettigheder, som følger af lovforslagets kapitel 7.
Det er imidlertid næppe muligt generelt i selve
loven at angive den personkreds, som - ved en udvidelse af
anvendelsesområdet for loven - vil have ret til en bisidder.
Vurderingen må træffes i den konkrete situation, og der må
i den forbindelse lægges vægt på undersøgelsens
formål, således som dette f.eks. er kommet til udtryk i
kommissoriet. Alene de personer, hvis forhold - i lyset af
undersøgelsens formål - direkte er genstand for en
undersøgelse, bør således have en bisidder og de
øvrige rettigheder, som er fastsat i kapitel 7. Om de formål,
som en undersøgelse kan tjene, henvises til pkt. 4.1. ovenfor. Andre
personer, som kan blive berørt af undersøgelsen, må
nøjes med det i bemærkningerne til lovforslaget anførte
vedrørende rådgivning m.v.
Det anførte vil kunne gennemføres ved, at
lovforslagets § 21, stk. 1, affattes på følgende måde:
"Den person, hvis forhold undersøges, har ret til
en bisidder efter eget valg."
4.5. Spørgsmålet om ophævelse af retsplejelovens §§ 21
og 21 a.
4.5.1. Reglerne i lovforslaget.
I lovforslagets § 33, stk. 2, er der fastsat
følgende:
"Stk. 2. Der kan ikke iværksættes en
undersøgelse efter retsplejelovens §§ 21 og 21 a i det omfang, den
pågældende undersøgelse kan iværksættes efter
reglerne i denne lov."
Bestemmelsen indebærer, at en undersøgelse af
forhold i den statslige forvaltning ikke må foretages efter reglerne i
retsplejelovens §§ 21 og 21 a, når reglerne i lovforslaget er
trådt i kraft. Sådanne undersøgelser skal foretages efter
reglerne i lovforslaget.
I bemærkningerne til bestemmelsen (lovforslaget,
side 25) er det anført, at bestemmelsen ikke tager sigte på de
tilfælde, hvor der i en særlov henvises til, at en
undersøgelse af bl.a. forhold i den statslige forvaltning skal
foretages efter reglerne i retsplejelovens §§ 21 og 21 a. Dette gælder
f.eks. med hensyn til søulykker efter søloven.
4.5.2. Vurdering.
a) Bør retsplejelovens §§ 21 og 21 a
ophæves?
Udvides lovforslagets anvendelsesområde, vil der
ikke være behov for at opretholde bestemmelserne i retsplejelovens §§
21 og 21 a. Det skyldes, at de undersøgelser, som bør foretages
efter disse bestemmelser, vil kunne foretages efter reglerne i
lovforslaget.
Spørgsmålet er imidlertid, om der er grund
til (delvis) at opretholde bestemmelserne i retsplejelovens §§ 21 og 21 a,
fordi der i en særlov henvises til, at en undersøgelse skal
foretages efter disse bestemmelser. Det bemærkes i den forbindelse, at
bestemmelserne i DSB-lovens §§ 56-58 om undersøgelse af
jernbaneulykker er ophævet ved lov nr. 336 af 1. maj 1996 om
jernbanesikkerhed. Det rejste spørgsmål vedrører herefter
alene sølovens § 482, der har følgende ordlyd:
"§ 482. Er der hverken gennem søforklaringen eller
andre i sagens anledning foretagne undersøgelser tilvejebragt
fyldestgørende oplysning om ulykkens årsag, og ulykkens karakter
eller hensynet til betryggelsen af sikkerheden til søs begrunder det,
kan industri- og samordningsministeren i særlige tilfælde,
navnlig når yderligere undersøgelser må antages at blive
særlig omfattende og undersøgelserne vil kræve samvirken
af sagkyndige på flere områder, nedsætte en særlig
undersøgelseskommission til behandling af sagen. Kommissionen skal
bestå af en dommer som formand og et af industri- og
samordningsministeren i den enkelte sag nærmere fastsat antal personer,
der er i besiddelse af fornøden nautisk og teknisk sagkundskab.
Stk. 2. Kommissionens behandling af sagen sker efter de
regler, der er gældende for ekstraordinære retter i straffesager,
jf. retsplejelovens § 21. Kommissionen afgør, om dens møder
skal være offentlige.
Stk. 3. Når undersøgelsen er afsluttet,
fremkommer kommissionen med en redegørelse om de fremkomne oplysninger
om årsagen til ulykken samt eventuelt med forslag til foranstaltninger,
der vil være egnede til at forebygge ulykke og ulykkesrisiko af samme
eller lignende art. Kommissionens redegørelse og eventuelle forslag
kan af industri- og samordningsministeren stilles til rådighed for
pressen."
Justitsministeriet har i den anledning anmodet
Erhvervsministeriet om en udtalelse. Erhvervsministeriet har i sit svar af
21. august 1997 vedlagt en udtalelse fra Søfartsstyrelsen af 18.
august 1997. Heri er bl.a. anført:
"Erhvervsministeriet finder det ikke hensigtsmæssigt
at ændre det i søloven foreskrevne undersøgelsesinstitut
ved at ophæve retsplejelovens §§ 21 og 21 a og i fremtiden
iværksætte undersøgelseskommissioner efter lovforslagets
bestemmelser om kommissionsdomstole.
Baggrunden herfor er, at undersøgelseskommissioner
iværksat efter reglerne i sølovens § 482 har en anden karakter
end de undersøgelseskommissioner, der er omfattet af lovforslaget.
Undersøgelsesinstituttet i søloven supplerer det
sædvanlige søforklaringsinstitut. Formålet med
undersøgelseskommissioner iværksat i medfør af
søloven er at foretage dyberegående undersøgelser af
årsagerne til søulykker, navnlig med henblik på at stille
forslag til foranstaltninger, der vil være egnede til at forebygge
ulykker og ulykkesrisiko af samme eller lignende art. Der kan eksempelvis
være tale om nye krav til konstruktion og udstyr af skibe eller
arbejdsprocesser om bord. Undersøgelseskommissioner iværksat
efter sølovens § 482 skal ikke foretage retlige vurderinger til
belysning af ansvarsspørgsmål for embedsmænd til forskel
fra undersøgelseskommissioner, der er omfattet af lovforslaget. Det
samme gælder for sølovens bestemmelser om afholdelse af
søforklaring. Derfor er der heller ikke af denne grund anledning til
at ændre søloven.
Efter sølovens § 482 skal
undersøgelseskommissioner bestå af en dommer som formand samt et
af erhvervsministeren nærmere fastsat antal personer med
fornøden nautisk og teknisk sagkundskab. Kravet om, at det skal
være en dommer, der er formand for undersøgelseskommissionen
må være begrundet i, at undersøgelseskommissioner efter
søloven har de samme processuelle beføjelser som en domstol i
henhold til retsplejeloven. Det skal også ses i lyset af, at
søforklaringer her i landet foretages ved den pågældende
ret. Det har, i de få gange sølovsbestemmelsen om
undersøgelseskommissioner har været anvendt, ikke givet
anledning til de betænkeligheder om domstolseffekt, som lovforslaget
anfører til støtte for, at det ikke på forhånd skal
være givet, at der skal anvendes en dommer som formand.«
I lyset heraf bør en bestemmelse om ophævelse
af retsplejelovens §§ 21 og 21 a ikke være til hinder for, at der
fortsat efter sølovens § 482 kan nedsættes
undersøgelseskommissioner, der - som følge af henvisningen
hertil i sølovens § 482, stk. 2 - skal virke efter de hidtidige regler
om kommissionsdomstole, jf. retsplejelovens § 21.
Det anførte kan gennemføres ved, at den
nævnte retstilstand efter søloven beskrives i
bemærkningerne til forslaget om ophævelse af retsplejelovens §§
21 og 21 a.
Bestemmelsen i lovforslagets § 33, stk. 2, vil herefter
kunne affattes således:
"Retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves."
Det bemærkes i den forbindelse, at
Justitsministeriet har anmodet Erhvervsministeriet om - efter vedtagelsen af
en lov om undersøgelseskommissioner - at overveje, om sølovens
§ 482, stk. 2, bør ændres, således at det
fastsættes, at sagsbehandlingen i den kommission, der undersøger
en søulykke, sker efter reglerne i loven om
undersøgelseskommissioner (med de fornødne tilpasninger).
b) Konsekvenser for anden lovgivning ved ophævelse
af retsplejelovens §§ 21 og 21 a.
Justitsministeriet har i besvarelsen af
spørgsmål nr. 21 fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen
(L 33, Folketinget 1996-97, alm. del - bilag 23) redegjort for konsekvenserne
for anden lovgivning, hvis retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves.
I besvarelsen er der bl.a. anført
følgende:
"Søgningen [i Retsinformation] har endvidere vist,
at der i nogle love er henvist til retsplejelovens § 21 og § 21 a. Det drejer
sig om bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2, nr. 12,
forsikringsvirksomhedslovens § 240 c, stk. 2, nr. 10, og realkreditlovens §
98, stk. 2, nr. 12. Disse bestemmelser fastsætter, at fortrolige
oplysninger kan videregives til en kommissionsdomstol efter retsplejelovens §
21 eller en undersøgelsesret efter retsplejelovens § 21 a.
Endvidere henviser retsplejelovens § 43, stk. 5, og § 1019
i, stk. 1, nr. 3, til §§ 21 og 21 a. I retsplejelovens § 43, stk. 5, er det
således fastsat, at faste dommere så vidt muligt skal beskikkes
til at indtræde i kommissionsdomstole efter § 21, og at ingen kan
beskikkes, som ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i § 42, stk. 3. 1
denne bestemmelse er det fastsat, at kun den, der har bestået juridisk
kandidateksamen, kan beskikkes som fast dommer. I retsplejelovens § 1019 i,
stk. 1, nr. 3, er det fastsat, at behandlingen af en adfærdsklage over
politipersonalet sluttes, hvis regeringen eller justitsministeren
træffer beslutning om, at sagen skal undersøges efter reglerne i
§ 21 eller § 21 a.
...
Bestemmelserne i bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 2,
nr. 12, forsikringsvirksomhedslovens § 240 c, stk. 2, nr. l0, og
realkreditlovens § 98, stk. 2, nr. 12, som henviser til retsplejelovens § 21
eller § 21 a, bør endvidere ændres, hvis retsplejelovens § 21 og
§ 21 a ophæves. Selv om retsplejelovens § 21 og § 21 a ikke
ophæves, bør de nævnte bestemmelser ajourføres,
således at det heraf tillige fremgår, at videregivelse af
fortrolige oplysninger kan ske til en undersøgelseskommission.
Hvis retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves,
bør bestemmelsen i retsplejelovens § 43, stk. 5, tillige
ophæves, idet denne bestemmelse vil være overflødig.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 1019 i, stk. 1, nr. 3, bør endvidere
ændres, således at det heraf fremgår, at behandlingen af en
adfærdsklage over politipersonalet afsluttes, hvis der træffes
beslutning om, at sagen skal undersøges af en
undersøgelseskommission. Denne ændring bør foretages,
uanset om retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves. Dette skyldes, at
undersøgelser af det nævnte politipersonale vedrører
forhold i den statslige forvaltning, og sådanne forhold kan i fremtiden
som anført alene foretages af en undersøgelseskommission, jf.
lovforslagets § 33, stk. 2.
Justitsministeriet er indstillet på at
fremsætte forslag til de nævnte konsekvensændringer i
begyndelsen af det kommende folketingsår."
Som det fremgår heraf, vil det have nogle
konsekvenser for anden lovgivning at ophæve retsplejelovens §§ 21 og 21
a. Justitsministeriet er i givet fald indstillet på at fremsætte
lovforslag herom.
5. Sammenfatning.
Justitsministeriet har - i samarbejde med professor Lars
Nordskov Nielsen, højesteretsdommer Torben Melchior og lektor, dr.jur.
Jens Peter Christensen - udarbejdet dette notat om udvidelse af
anvendelsesområdet for en lov om undersøgelseskommissioner.
De synspunkter, der gives udtryk for i notatet, kan
sammenfattes i følgende punkter:
1. Det vil være rigtigt at udvide
anvendelsesområdet for lovforslaget om
undersøgelseskommissioner, således at forhold uden for den
statslige forvaltning efter omstændighederne vil kunne gøres til
genstand for en undersøgelse.
En sådan udvidelse kan gennemføres ved, at
lovforslagets §1, stk. 1, affattes således:
"Justitsministeren kan nedsætte en kommission til at
gennemføre en undersøgelse af nærmere bestemte forhold af
almenvigtig betydning."
Udvidelsen af lovforslagets anvendelsesområde vil
have en række konsekvenser for lovforslagets øvrige bestemmelser
eller for de forudsætninger, som disse bestemmelser bygger på,
jf. pkt. 2-6 nedenfor.
2. Formålet med en faktumundersøgelse vil
således tillige kunne være at tilvejebringe grundlaget for, at
strafansvar søges gjort gældende over for nogen uden for den
statslige forvaltning, herunder private personer eller virksomheder.
Formålet med en faktumundersøgelse vil
endvidere bl.a. kunne være at tilvejebringe grundlaget for, at staten
skal søge et ansættelsesretligt eller lignende ansvar gjort
gældende over for personer, der virker i virksomheder, som staten har
bestemmende indflydelse på, herunder navnlig statslige
aktieselskaber.
3. Lovforslagets § 4, stk. 4, om de retlige vurderinger,
som en undersøgelseskommission kan få til opgave at foretage,
bør ændres.
Det bør bl.a. fremgå heraf, at kommissionen
kan få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om
der foreligger grundlag for, at staten søger et
ansættelsesretligt eller lignende ansvar gjort gældende over for
nogen uden for den statslige forvaltning, f.eks. bestyrelsesmedlemmer eller
ansatte i statslige aktieselskaber.
Det bør endvidere fremgå, at kommissionen
efter omstændighederne kan få til opgave ud over en
faktumundersøgelse at foretage retlige vurderinger til belysning af,
om der foreligger grundlag for at søge nogen uden for den statslige
forvaltning draget strafferetligt til ansvar.
Det anførte kan gennemføres ved, at
lovforslagets § 4, stk. 4, udformes på følgende måde:
"Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt
få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der
foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til
ansvar. En undersøgelseskommission kan dog ikke få til opgave at
foretage retlige vurderinger til belysning af spørgsmålet om
ministres ansvar."
4. Lovforslagets § 12, stk. 1, om undtagelser fra
vidnepligten bør ændres, således at der tages højde
for, at personer uden for den statslige forvaltning skal kunne være
genstand for en undersøgelse.
Det drejer sig dels om personer, der vil kunne risikere et
strafansvar i anledning af de forhold, undersøgelsen omfatter, dels om
personer, der vil kunne risikere, at det offentlige gør et
disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt ansvar
gældende over for de pågældende i anledning af de forhold,
som undersøgelsen omfatter, f.eks. direktionen og øvrige
ansatte i statslige aktieselskaber.
Bestemmelsen i lovforslagets § 12, stk. 1, vil kunne
affattes således:
"Pligten til at afgive forklaring som vidne gælder
ikke i det omfang, der må antages at foreligge mulighed for strafansvar
for den pågældende i anledning af de forhold,
undersøgelsen omfatter. Vidnepligten gælder heller ikke i det
omfang, der må antages at foreligge mulighed for, at det offentlige
gør et disciplinært eller tilsvarende ansættelsesretligt
ansvar gældende over for den pågældende i anledning af de
nævnte forhold.«
5. Udvidelsen af lovforslagets anvendelsesområde
indebærer som nævnt, at der er andre end de berørte
ministre og embedsmænd, hvis forhold kan være genstand for en
undersøgelse. De pågældende bør, hvis den konkrete
undersøgelse er rettet mod dem, have ret til en bisidder efter eget
valg og til de øvrige rettigheder, som følger af lovforslagets
kapitel 7.
Det anførte vil kunne gennemføres ved, at
lovforslagets 21, stk. 1, udformes på følgende måde:
"Den person, hvis forhold undersøges, har ret til
en bisidder efter eget valg."
6. Udvidelsen af lovforslagets anvendelsesområde
indebærer endelig, at retsplejelovens § 21 om kommissionsdomstole og §
21 a om undersøgelsesretter kan ophæves.
Det anførte kan gennemføres ved, at
lovforslagets § 33, stk. 2, affattes således:
"Retsplejelovens §§ 21 og 21 a ophæves."
I bemærkningerne til bestemmelsen bør det
anføres, at ophævelsen af bestemmelsen ikke er til hinder for,
at der fortsat efter sølovens § 482 vil kunne nedsættes
undersøgelseskommissioner (til undersøgelse af
søulykker), der som følge af henvisningen hertil i
sølovens § 482, stk. 2, skal virke efter de hidtidige regler om
kommissionsdomstole, jf. retsplejelovens § 21.
Ophævelsen af retsplejelovens §§ 21 og 21 a vil have
nogle konsekvenser for anden lovgivning. Justitsministeriet er i givet fald
indstillet på at fremsætte forslag til disse
konsekvensændringer.
Bilag 2
Afsnit af udvalgets beretning af 25. juni 1997
.
Om Folketingets opfølgning af beretninger, pkt. 4)
Parlamentarisk opfølgning
Med en vedtagelse af en lovgivning om
undersøgelseskommissioner vil der skabes et retligt instrument, som
fremover kan anvendes, når hændelsesforløbet i konkrete
sager af regeringen eller Folketinget ønskes belyst med henblik
på efterfølgende ansvarsvurdering.
Det er imidlertid vigtigt, at der også i Folketinget
etableres en fast procedure, som sikrer, at beretninger fra
undersøgelseskommissioner kan få en korrekt og grundig
behandling med det sigte at vurdere et eventuelt ministeransvar. Eventuelt
embedsmandsansvar vil som hidtil alene være et anliggende for
regeringens bedømmelse.
Udvalget for Forretningsordenen har flere gange i de
senere år drøftet forslag om, at der i Folketinget
nedsættes et permanent udvalg til behandling af og opfølgning
på undersøgelseskommissioners beretninger. Der har hidtil
været fulgt en uensartet procedure i Folketinget.
Der er således ikke i Folketinget sket en
systematisk opfølgning på undersøgelsesorganers
beretninger i form af forespørgsel, redegørelse eller
udvalgsberetning. Beretninger fra kommissionsdomstolen vedrørende den
såkaldte Aaberg-sag (1989-90), kommissionsdomstolen vedrørende
landbrugsfondene (1990-91) og kommissionsdomstolen vedrørende
køb dansk-klausulen 1990-91 gav alene anledning til
udvalgsspørgsmål - ofte fra flere udvalg i samme sag. Det samme
var tilfældet efter dommerundersøgelsen vedrørende
Kryolitselskabet Øresund A/S (1987) og dommerundersøgelsen
vedrørende donorblod (1987-88).
Udvalget for Forretningsordenen finder, at det er af
afgørende betydning, at der i Folketinget sikres en ensartet og
grundig behandling af alle beretninger fra undersøgelseskommissioner
vedrørende ministres forhold. Dette hænger også sammen med
lovforslagets § 4, hvorefter undersøgelseskommissioner aldrig kan
tillægges dømmende myndighed eller få til opgave at
foretage retlige vurderinger vedrørende en ministers
embedsførelse. Kommissionens opgave er således at tilvejebringe
og fremlægge materiale, som skal danne grundlag for andre myndigheders
afgørelse af, om sagen bør fremmes til ansvarsafgørelse,
det vil for Folketingets vedkommende sige afgørelse om politisk ansvar
eller rigsretstiltale mod en minister. Også dette stiller store krav
til Folketingets behandling af sagerne. Disse vil jævnligt være
så politisk og juridisk komplicerede, at de tilsiger en grundig og
nuanceret parlamentarisk vurdering, som derfor ikke bør give anledning
til forhastede reaktioner.
Udvalget for Forretningsordenen har drøftet,
hvordan den parlamentariske opfølgning bør finde sted. Udvalget
finder, at der under Udvalget for Forretningsordenen bør etableres et
permanent udvalg - underudvalget vedrørende
undersøgelseskommissioner - som skal have til opgave - på
grundlag af beretninger fra undersøgelsesorganer nedsat i
medfør af denne lov - at foretage den parlamentariske
opfølgning vedrørende ministres og tidligere ministres
eventuelle politiske eller retlige ansvar. Underudvalget skal bestå af
et medlem fra hvert parti.
Udgangspunktet må selvsagt tages i beretningen fra
undersøgelseskommissionen. Der henvises endvidere til
bemærkningerne til lovforslagets § 32, stk. 1, hvoraf det
fremgår, at det forudsættes, at en kopi af kommissionens protokol
og eventuel retsbog optages som bilag til undersøgelseskommissionens
beretning. Det forudsættes endvidere, at eventuelle udtalelser efter
lovforslagets § 23, stk. 4, optrykkes som bilag til beretningen. Det
nævnte materiale vil sædvanligvis udgøre
tilstrækkeligt grundlag for underudvalgets behandling af sagen.
Underudvalget vedrørende undersøgelseskommissioner bør
dog ikke være forhindret i, såfremt der er behov derfor, at
indhente eventuelle yderligere bilag fra undersøgelseskommissionen og
stille opklarende spørgsmål til ministre. Sådanne
spørgsmål kan ikke stilles til embedsmænd, og
underudvalget kan ikke afhøre embedsmænd.
Udvalget for Forretningsordenen har overvejet, hvilke
retssikkerhedsgarantier der bør gives en minister/tidligere minister,
hvis forhold er genstand for undersøgelse i et parlamentarisk organ
på baggrund af en undersøgelseskommissions beretning. Udvalget
skal i den forbindelse henvise til Nordskov-udvalgets betænkning s.
183. Underudvalget vedrørende undersøgelseskommissioner
bør så hurtigt som muligt i forbindelse med behandlingen af
sagen give den berørte minister/tidligere minister lejlighed til at
udtale sig over for underudvalget. Herudover bør ministeren/den
tidligere minister få udleveret underudvalgets udkast til
redegørelse, når dette foreligger, og gives lejlighed til at
fremkomme med en skriftlig udtalelse, og ministeren/den tidligere minister
bør have mulighed for under et møde med underudvalget at uddybe
de synspunkter, der fremgår af den skriftlige udtalelse.
Den minister/tidligere minister, hvis forhold er genstand
for undersøgelse, har ret til en bisidder, der kan varetage den
pågældendes interesser; bisidderen vil kunne deltage i
ministerens/den tidligere ministers eventuelle møde med underudvalget.
Det samme gælder bisiddere for eventuelle andre involverede
nuværende og tidligere ministre. Der bør tages referat af
møderne med ministeren/den tidligere minister, og referaterne
bør tilstilles underudvalget samt ministeren/den tidligere
minister.
I forhold til tidligere kommissionsdomstole,
undersøgelsesretter og dommerundersøgelser har der ikke for
ministre eller tidligere ministre været adgang til direkte at
kommentere resultatet af en undersøgelse eller den politiske vurdering
af ministeransvaret, som Folketinget måtte være nået frem
til. Ved at give ministrene/de tidligere ministre mulighed for allerede fra
indledningen af folketingsudvalgsarbejdet at kommentere
undersøgelseskommissionens betænkning samt yderligere at
fremkomme med kommentarer til det udkast til udtalelse fra underudvalget, der
måtte foreligge, sikres ministrene/de tidligere ministre den rimelige
adgang til at fremkomme med deres vurdering. Underudvalget skal skriftligt
tilbyde ministrene/de tidligere ministre denne mulighed, men underudvalget
kan ikke afkræve disse en kommentar i udvalget, hvis de ikke
ønsker det.
Underudvalget skal som sin helt faste opgave have at
forberede udkast til indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen til
Folketinget vedrørende undersøgelseskommissioners beretninger.
Der bør gives observatører, der deltager i underudvalgets
arbejde, mulighed for at udtale sig i forbindelse med forelæggelsen for
Udvalget for Forretningsordenen, således at alle partigruppers
synspunkter er tilkendegivet i underudvalgets udtalelse. Det samme skal
være tilfældet med tilkendegivelser fra Udvalget for
Forretningsordenen.
I underudvalget og i Udvalget for Forretningsordenen
afgiver medlemmerne udtalelser og indstillinger og træffer beslutninger
med den vægtfordeling, som afspejler partiernes størrelse i
Folketinget.
Lignende dokumenter
- 1996 BRL 33 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM UNDERSØGELSESKOMMISSIONER NR L 33 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 8. juli 1997
- Skriftlig fremsættelse (8. oktober 1998) - L 3 Retsinformation · 16. oktober 1998
- Betænkning og indstilling vedrørende ændring af forretningsordenen for Folketinget Retsinformation · 11. maj 1999
- Forslag til Lov om ændring af lov om undersøgelseskommissioner (Ændring af revisionsbestemmelse) Retsinformation · 23. april 2004
- Beretning om PET-kommissionens beretning Retsinformation · 20. december 2011
- 2021-24. Aktindsigt i materiale til kommende advokatundersøgelse Retsinformation · 16. september 2021