1990 LSF 72 FORSLAG TIL LOV OM REGISTRERING AF NARKOMANER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Der oprettets et centralt register over personer, der
konstateres at være afhængige af euforiserende stoffer.
§ 2. Alle narkomaner, der er i kontakt med politiet,
kriminalforsorgen, hospitalerne, narkobehandlingsinstitutionerne og/eller de
sociale myndigheder i øvrigt, registreres. Det er en pligt for de nævnte
instanser straks at give meddelelse til registeret, når de kommer i kontakt
med narkomaner.
§ 3. Narkomanregisteret ledes af et nævn på 5 personer
repræsenterende Socialministeriet, Sundhedsministeriet, Justitsministeriet,
Amtsrådsforeningen og narkotikapolitiet. Endvidere deltager registerets
daglige leder i møderne.
§ 4. Registeret står til rådighed for de sociale, de lægelige og
de politimæssige myndigheder.
§ 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for indberetning
af oplysninger til registeret og benyttelse af dette.
§ 6. Loven træder i kraft den 1. december 1990.
Bemærkninger til lovforslaget
Lovforslaget er en genfremsættelse af det i folketingsåret 1976-77 (2.
samling) fremsatte lovforslag (Folketingstidende 1976-77 (2. samling),
forhandlingerne sp. 5039, tillæg A sp. 4979. Dette lovforslag nåede ikke at
komme til 1. behandling inden folketingsårets slutning. Lovforslaget
fremsattes derefter den 25. november 1977, se Folketingstidende 1977-78,
forhandlingerne sp. 2650, 5237, 11400 og 11704, tillæg A sp. 1719 samt tillæg
B sp. 1537. Senest har lovforslaget været fremsat i folketingsåret 1981-82
(2. samling). Se Folketingstidende 1981-82 (2. samling) sp. 1417 og 4216 samt
tillæg A sp. 2043.
Den 4. februar 1976 havde Folketinget en narkodebat på grundlag af en
forespørgsel fra Frede Tandrup Jensen (FP). Debatten mundede ud i en
afstemning om et af forespørgeren stillet forslag, hvorefter Folketinget
skulle udtale:
Læs alt
»at der ved den fremtidige bekæmpelse af narkotikamisbrug i
Danmark må iværksættes mere intensiv politimæssig indsats mod
narkoforhandlere,
at der må oprettes og gøres vidtstrakt brug af registre vedrørende
de personer, som i anledning af narkotikaafhængighed kommer i forbindelse med
offentlige myndigheder,
at hovedvægten i behandlingsindsatsen må lægges på lægeligt
styrede kure med væsentlig større fasthed og konsekvens end hidtil, og
at narkotikaproblemerne må samles under een minister.«
Dette forslag blev forkastet med 69 stemmer (Socialdemokratiet, Radikale
Venstre, SF, Kommunister og Venstresocialister) mod 39 (Fremskridtspartiet,
Konservative, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne), medens 32
(Venstre) undlod at stemme, jf. Folketingstidende 1975-76, forhandlingerne
sp. 4096, 4100, 5183 ff og 5260 ff.
Flere af de folketingsmedlemmer, der ikke stemte for forslaget, begrundede
dette med, at det forekom dem for omfattende.
Resultatet blev imidlertid, at denne den første egentlige narkodebat i
Folketinget måtte munde ud i, at der ikke blev fastlagt nogen som helt
narkopolitik.
Denne utilfredsstillende tingenes tilstand søges til dels afbødet ved
nærværende forslag, der har taget kritikken ad notam, for så vidt det kun
angår punkt 2 af de fire punkter, som Fremskridtspartiet foreslog i februar
1976.
I øvrigt skal forslagsstillerne fuldt ud tilslutte sig den artikel af
kriminalassistent Lars N. Jensen, Københavns narkopoliti, som fandtes i
»Dansk Politi«, årgang 1977, side 139-141.
Artiklens indhold var følgende:
»I Danmark har vi efter forlydende ca. 5.000 narkomaner, der, hvis vi
antager, at de bruger for ca. 300 kr. narkotika pr. mand om dagen, bruger for
ca. 540 mio. kr. om året, hvilket nok er lavt anslået. De fleste narkomaner
lever af socialhjælp/invalidepension/arbejdsløshedsunderstøttelse, og hvis vi
regner med omkring 25.000 kr. i snit, giver dette ca. 125 mio. kr. på
årsbasis, men spørgsmålet er, hvor får narkomanerne de resterende ca. 415
mio. kr. fra? Ja, de skaffes ved ulovligheder, såsom tyverier, røverier,
prostitution og ikke at forglemme narkotikahandel, idet narkomanerne gerne
sælger lidt »stof« til andre for selv at tjene penge til eget
forbrug.
Narkomanerne er ikke registreret særskilt nogen steder, hvorfor ovennævnte
tal kun kan være et postulat, men et tal, der mange gange er anslået af
førende folk på området.
Politiet har i de senere år beslaglagt større og større kvantum illegal
narkotika af forskellig art, og alene i 1976 beslaglagde Københavns
narkotikapoliti omkring 63.000 stk. morfinpiller til en anslået værdi på det
sorte marked til ca. 5,6 mio. kr., blot for at nævne et eksempel. Desuden har
der vist sig en følgekriminalitet, hvor narkomanerne for at skaffe penge til
deres stofmisbrug har lavet ulovligheder i et meget, meget stort omfang.
På grund af den meget store fortjeneste på narkotikaen har vi i København
for alvor fået grundlagt en bagmandsvirksomhed, der tjener millioner af
kroner på andre folks ulykke. At fortjenesten er stor kan bedst beskrives ved
kendsgerninger, idet vi i de danske retssale flere gange har kunnet høre, at
for eksempel pakistanske statsborgere har erkendt, at de i deres hjemland
havde købt morfinpiller for 3 kr. pr. stk. og derunder. Når prisen i Danmark
for tiden ligger på ca. 90 kr. pr. morfinpille, kan man jo se, at der er en
ganske pæn fortjeneste. Morfinpillerne er også nemme at smugle ind i landet,
for eksempel kan der være omkring 400 stk. i en almindelig tændstikæske,
hvilket siger lidt om størrelsen og om de problemer, der er for politi og
toldvæsen for at finde frem til gemmestederne.
Hvad har man så gjort fra myndighedernes side for at tackle problemet? Ja
man har kørt efter det sædvanlige mønster nemlig at lade politiet tage de små
narkomaner og mindre forhandlere, medens man har haft svært ved at bevise
noget mod de store på grund af de måske utidssvarende efterforskningsmetoder
på området. De senere år har man dog fra ansvarlig side nødtvunget erkendt,
at narkotikapolitiet måske burde bruge utraditionelle metoder for at komme
disse bagmænd til livs, og disse metoder har da også givet gode resultater,
men det er et helt andet problem.
Narkomanerne, stofmisbrugerrne, hvad har man så gjort ved dem? Her ligger
et meget stort problem, efter min opfattelse, idet man betragter en narkoman
som en kriminel og ikke som et sygt menneske, som han vitterlig er. Ganske
vist er sygdommen selvforskyldt i første omfang, idet de jo bare kunne lade
være, hvilket ofte er hørt under diskussionen vedrørende hjælp til
narkomanerne. Faktum er imidlertid, at et menneske, der virkelig er afhængig
af »hårde stoffer«, er et sygt og ynkeligt individ, der kun har eet
i hovedet, nemlig hvordan man skaffer penge til næste »skud«. Hvis
en narkoman ikke får sit »stof« til tiden, begynder nedturen, det
vil sige skiftende kulde- og svedeture, rysten over hele kroppen, kvalme,
opkastninger, feber, forhøjet blodtryk, kramper og til sidst bevidstløshed,
der eventuelt kan ende med dødsfald.
I Danmark er det forbudt at være i besiddelse og forhandle
narkotika uden særlig tilladelse (apoteker m.v.), og det vil sige, at en
narkoman, der netop har købt en morfinpille til 90 kr. for de sidste penge af
socialhjælpen, ja, han risikerer at blive snuppet af politiet, der har pligt
til at fratage ham pillen og sigte vedkommende for overtrædelse af
narkotikaloven. Hvis vi tænker os, at nævnte narkoman kommer hjem efter sit
ufrivillige ophold hos politiet, ja, hvad skal han så? Der er kun een ting,
det drejer sig om nu, og det er at skaffe penge til en ny pille, inden
»nedturen« begynder for alvor. Man prøver at låne penge af
vennerne, men de har ingen, for de er også narkomaner. Derefter prøver man at
ringe til socialkontoret for at få forskud på næste uges socialhjælp og
fortæller en rørende historie om, at nu er der ingen mad i huset m.v., m.v.,
men på socialkontoret kender man et utal af den slags historier, så man lader
sig ikke narre. Så er der kun een vej tilbage, for det daglige
»stof« skal tilvejebringes, og det er et hurtigt »bræk«,
altså tyveri, indbrud, røveri eller lignende, og dette uanset om man er
næsten sikker på senere afsløring. Når nævnte forbrydelse er begået, omsættes
varerne hurtigt til narkotika, og dagen er reddet. - Endvidere er der
selvfølgelig prostitution, der giver mulighed for at tjene hurtige penge,
idet mange anser det for bedre at tage 5 minutter med en utugtskunde, end det
er at døje alverdens pinsler på en »nedtur«. Den onde cirkel er
dermed sluttet for narkomanerne, idet jo mere »stof« politiet tager
fra dem, jo flere ulovligheder bliver de nødt til at lave for at skaffe penge
til deres stofmisbrug.
Hvad har man så hidtil gjort for at hjælpe narkomanerne? Man har oprettet
en del såkaldte »narkocentre«, hvor narkomanerne kan komme på
nedtrapning på frivillig basis, men uden den helt store succes indtil dato. -
Nedtrapningerne foregår på den måde, at man prøver at motivere narkomanerne
til at holde op med at bruge de »hårde stoffer«, og i stedet får de
udleveret metadon fra centret, hvorefter man efter et stykke tids forløb
nedtrapper metadontilskuddet, og til sidst skulle narkomanerne være stoffrie.
Da det som sagt er på frivillig basis, at narkomanerne deltager i
nedtrapningerne, er frafaldet stort, og som politimand har jeg ofte været ude
for at træffe en narkoman, der netop var ude for at købe lidt
»stof« i byen for at supplere nedtrapningen, og dermed er hele
nedtrapningsteorien jo gået fløjten. Andre narkomaner holder hurtigt op, når
det begynder at gøre ondt, men en del bliver dog ved til det sidste og bliver
stoffri et stykke tid, hvorefter mange begynder igen. Faktum er i al fald, at
de påviselige resultater er meget, meget små.
Nævnte nedtrapninger er imidlertid ret eftertragtet, idet mange narkomaner
kommer igen og igen, men altså uden det helt store resultat.
Årsagen er der vel ingen der kan påpege med sikkerhed, men at personalet
på narkocentrene har gjort et stort arbejde efter bedste overbevisning er
helt indiskutabelt.
Der findes ingen offentlig registrering af narkomanerne, idet selv
narkocentrene hidtil har nægtet at deltage i en offentlig registrering af de
patienter, der kommer til nedtrapning. Når man samtidig ved, at en plads for
en narkoman på nedtrapning koster ca. 100.000 kr. pr. år, og disse penge skal
skatteborgerne betale gennem bistandsloven, uden at det offentlige og dermed
skatteborgerne har mulighed for at kontrollere, hvordan det er gået med
patienterne, ja, så er der flere og flere, der stiller spørgsmålet, om det
kan være rimeligt. Skatteborgerne har altså bare at betale og håbe det
bedste. Nævnte er vel også en af årsagerne til, at kommunerne har været lidt
tilbageholdende med de helt store projekter inden for narkoområdet, idet man
jo ingen konkret viden har til rådighed på dette felt.
Derfor er det vigtigt at få lavet en offentlig registrering af alle
narkomaner, så man kan følge deres sygdoms forløb, så man får konkrete
oplysninger om den sociale baggrund, om det er specielle grupper, der er
udsat, hvor mange nedtrapninger/tilbagefald og anden behandling. Altså viden
og tørre tal, der kan påvise, at der virkelig er et kæmpebehov for mere hjælp
til disse syge mennesker, og i hvilken retning hjælpen skal gå. Narkocentrene
bør sortere under det offentlige som enhver anden specialafdeling på et
sygehus for eksempel. Er det galt med øjnene, går man til en øjenlæge, har
man noget galt med hjertet, går man til en hjertespecialist, og har man
narkotikaproblemer, skulle man selvfølgelig kunne gå til en
narkotikaspecialist, hvor man skulle fremvise sit sygesikringsbevis og
derefter blive behandlet.
Hvis en narkoman har stærk »nedtur«, var det vel rimeligt, om
lægen straks kunne give en sprøjte eller andet lindrende for derefter at
stille diagnosen, hvor han kan se, om ambulant behandling eller indlæggelse
på specielle centre for nedtrapninger ville være nødvendig.
Hvordan disse centre skal fungere i øvrigt, er der vel ingen der har en
færdig løsning på, men så længe man ikke har en offentlig registrering af
narkomanerne med alle relevante oplysninger, kan det vel heller ikke
forventes, at de offentlige myndigheder skal kunne lave fornuftige
langtidsplanlægninger eller fortsat bevilge de økonomiske midler, der er
nødvendige på området.
Derfor er det tvingende nødvendigt at få denne registering gennemført for
ad den vej at få sat betydeligt mere ind i bekæmpelsen af narkotikamisbruget
for at hjælpe patienterne og deres pårørende, men også for det øvrige
samfunds skyld, idet man på den måde kan undgå en mængde følgekriminalitet,
idet narkomanerne nu havde et sted at gå hen, hvor de kunne få hjælp og
behandling til enhver tid, i stedet for at være nødt til at lave en kriminel
handling for at skaffe »stof« under en »nedtur«.'
Disse betragtninger rammer stadig nu ca. 13 år senere det centrale i
problemstillingen om narkomaner. Det samme gælder udtalelsen af formanden for
Kriminalpolitiforeningen i København, kriminalassistent Lars Nicolai Jensen,
den 21. januar 1982 til Berlingske Tidende. Han beklager sig over »den
udbredte lallende holdning over for narkoproblematikken, som mange politikere
har«. Kriminalassistenten mener, at denne holdning aldrig fører frem til
en begrænsning af problemerne, og han siger: »Vi skal have en
registrering af alle stiknarkomaner, så der kan blive en koordineret hjælp
til de mennesker, som jeg mener kan betegnes som syge.«
Om registrering udtaler Lars Nicolai Jensen, »at man ved en godt
koordineret hjælpeindsats over for narkomanerne - og her mener han
udtrykkeligt, at det er nødvendigt med en registrering for at hjælpe
effektivt - samtidig med stor effekt kan begrænse efterspørgslen efter hård
narkotika på det danske marked. Derved kan vi være med til at begrænse det
kvantum heroin, morfinpiller etc., som stiknarkomanerne bruger for millioner
af hver dag«.
Kriminalassistent Lars Nicolai Jensen omtaler ikke de lige så skadelige
virkninger af euforiserende stoffer, der synkes eller snuses (kokain).
Registrering må efter forslagsstillernes mening også omfatte sådanne
misbrugere.
Som bilag 1 er optrykt et interview med bl.a. formanden for den private
hjælpeorganisation »Landsforeningen for human narkobehandling«,
Mischa Asvarisch, fra Berlingske Tidende den 30. januar 1982.
Som bilag 2 er optrykt en leder fra Berlingske Tidende den 2. februar
1982.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte punkter
Til § 1
Der findes i dag et sted mellem 6.000 og 10.000 narkomaner i Danmark.
Oprettelsen af et centralt register vil give samfundet bedre muligheder for
en indsats over for den enkelte narkoman. I dag kender vi ikke fordelingen på
køn, aldersgruppe, social status, m.v. Et centralt narkomanregister vil
tillige give en reel viden om, hvilken effekt behandlingstilbudene til
narkomanerne har.
Et centralt narkomanregister vil desuden være til uvurderlig hjælp for
politiet i dets kamp for at finde frem til de egentlige bagmænd.
Til § 2
Der ligger i paragraffen en direkte indberetningspligt for de berørte
myndigheder. Indberetningen for den enkelte narkoman skal ske
»straks«. I modsat fald vil et narkomanregister falde i
udnyttelsesværdi. Det betyder samtidig, at der som en selvfølge skal bruges
edb-registrering.
Til § 3
Et narkomanregister vil berøre forskellige ministerier og de
amtskommunale myndigheder.
Til § 4
Det er forslagsstillernes opfattelse, at der skal kunne trækkes på
registeret fra alle berørte myndigheder, herunder også de rent lægelige.
Til § 5
Forslagsstillerne finder det mest hensigtsmæssigt, at det påhviler
sundhedsministeren at udforme nærmere regler for indberetning og registerets
benyttelse.
Til § 6
Forslagsstillerne håber, at loven kan træde i kraft så hurtigt som muligt
af hensyn til påbegyndelsen af en tværministeriel registrering og behandling
af de berørte narkomaner, men også af hensyn til en hurtig opklaring af den
følgekriminalitet, som er et kedeligt faktum, på grund af den enkelte
narkomans stofforbrug.
Bilag 1
Artikel i Berlingske Tidende den 30. januar 1982.
»Uvidenhed, hvis politikerne siger nej til narkomanregistrering«
Af Bent Bak Andersen
»Uvidenhed. Det er det mildeste ord, jeg kan finde for de usaglige
begrundelser, som visse politikere og deres partier fremfører mod en
registrering af narkomaner.«
Det siger formanden for den private hjælpeorganisation
»Landsforeningen for human narkobehandling«, Mischa Asvarisch.
»Det er tydeligt, at politikerne ikke ønsker at se de hårde
realiteter i øjnene, og det virker umiddelbart, som om de ikke ønsker at
stemme for en registrering, fordi de frygter, at der ikke er vælgerstemmer at
hente på den bekostning.«
Videre siger Mischa Asvarisch, at politikerne indirekte er med til at slå
et stadigt stigende antal narkomaner ihjel. »De er med til at øge
antallet af stadig yngre narkomaner og indirekte fremme omsætningen hos
narkobagmændene, der tjener mange penge på narkomanernes nød, elendighed og
til sidst død.«
I sidste uge lavede Berlingske et rundspørge blandt nogle partiers
ordførere på Christiansborg, og en af dem udtalte: »Nej til
registrering. Tænk blot på de huller, der er konstateret i de eksisterende
offentlige registre. Der er endvidere risiko for, at narkomaner så ikke vil
søge lægehjælp, ligesom vi kender det for de kønssygdomsramtes
vedkommende.«
»Det er en af de groveste og nedgørende bemærkninger, der er faldet i
debatten om registrering af narkomaner. Den tyder på, at vedkommende
politiker (Bernhard Baunsgaard, red.) ikke har sat sig ind i problemerne.
Hvis f.eks. en narkoman har abstinenser, skal han nok søge læge. Han bliver
meget syg.«
Ved det nuværende system, hvor mange narkomaner blot føler sig som
forsøgsdyr, og hvor næsten alle falder tilbage til de hårde stoffer igen, er
der store huller, siger formanden for foreningen. »Narkomanerne prøver
af alle kræfter at finde genveje til at få stoffer. De prøver at få stoffer
fra flere læger og behandlingssteder samtidig. Det kan bremses ved en
registrering. For hvis de registreres - hvad de selv ønsker - får vi oplyst.
1. Antallet af narkomaner.
2. Hvilke stoffer de er afhængige af.
3. Antallet af nedtrapningsforsøg over for den enkelte narkoman.
4. Antallet af døde narkomaner.
5. Hvor mange der vender tilbage til de hårde stoffer.
6. Antallet af narkomaner, der er døde af følgesygdomme.
Først når vi har disse fakta, er hjælpen til narkomanerne sat i system, og
vi kan hjælpe dem, der virkelig trænger.«
Det nuværende system ser umiddelbart ud til at være billigere end en
koordineret hjælp og behandling af de hårdt belastede narkomaner, men det er
en misforståelse, siger Mischa Asvarisch.
»Tænk blot på, hvor dyrt det er under det totalt fejlslagne
behandlingssystem, vi har i dag. Utallige narkomaner har været på 40
nedtrapninger, og ind imellem nedtrapningerne har de, for at skaffe penge til
de hårde stoffer, begået indbrud for ofte flere hundrede tusinde kroner, har
kostet sengepladser på hospitalerne, cellepladser i fængslerne etc. Som det
er nu, uden nogen for for samarbejde mellem de implicerede parter i det
offentlige behandlingsarbejde, er det sådan, at narkomanerne direkte bliver
presset ud i kriminalitet, de er syge mennesker og skal hjælpes.
Vi har mange eksempler på, at narkomaner melder sig til politiet for
indbrud eller røverier, blot for at få fred og få en midlertidig
behandling.«
»Den nuværende behandlingsform af narkomaner minder mest af alt om
kvaksalveri. En registering vil bringe kendsgerninger for dagen, og samtidig
kan vi skelne mellem den nuværende behandlingsform - hvor de enkelte
behandlingssteder ofte fører deres egne mere eller mindre saglige ideer
igennem - og den lægevidenskabelige behanding, som har langt de største
forudsætninger for at hjælpe«, siger læge Knud Wilson, praktiserende
læge og fængselslæge i Statsfængslet på Kragskovhede.
»En anden væsentlig ting, vi kan få fastslået blandt mange fakta, er,
at der tilsyneladende er en tendens til, at hårdt belastede narkomaner med
leversygdomme rammes af blærekræft. Der er stadig færre tilfælde af
lungekræft herhjemme, men stigningen i antallet af blærekræfttilfælde ligger
fuldt på højde med antallet af lungekræfttilfælde«, siger Knud Wilson.
Bilag 2
Leder fra Berlingske Tidende den 2. februar 1982
Narkomaner i registre
De udtalelser, toneangivende politikere er fremkommet med om den
foreslåede registrering af narkomaner, peger mod, at dette spørgsmål
forbliver ubesvaret også i denne omgang eller i bedste fald må følge en meget
trang vej gennem systemet.
I den livlige debat, der har været ført i Berlingske Tidende, er der brugt
kraftige vendinger i karakteristikken af politikernes forudsætninger for at
forstå rækkevidden af et nej til registrering. Uvidenhed er et af ordene.
Tidligere chef for Cancerregistret, dr. med. Johannes Clemmesen har »med
virkelig uhyggefornemmelse« læst politikernes argumenter imod
registreringen.
Dr. Clemmesen siger som svar på den radikale Bernhard Baunsgaards tale om
»de huller, der er konstateret i de eksisterende offentlige
registre«, at der for de lægelige registres vedkommende ikke er påvist
fejl eller skader og »slet ikke ulemper, der på nogen måde opvejer de
store fordele, som samfundet har af registreringen«. Han spørger: Mon
politikerne er klar over, at skader på lang sigt kun lader sig påvise ved en
effektiv registrering? Ansvaret for den stadige udvikling af narkomanien som
den samfundsulykke, den er, vil han lægge ved politikernes dør.
Hagen Hagensen (K) modsætter sig registrering med henvisning til
usikkerheden ved fastlæggelsen af grænsen mellem misbrug og afhængighed,
»og hvem bliver den næste samfundsgruppe, der skal registreres - måske
de alkoholskadede?»
Her røres ved et centralt argument, der har medført megen forvirring i
holdningerne til spørgsmålet om registrering af narkomaner. Man kan her i
landet på fuldt lovlig vis købe, nyde eller misbruge vin og spiritus. Hvor
tragisk afhængighed af spiritus end former sig for den enkelte, har ingen
person eller myndighed adkomst til at stille sig i vejen for misbruget.
Narkomanien derimod er uløseligt knyttet til kriminalitet. Den er baseret på
stoffer, der ikke må indføres, besiddes eller forhandles. Hagen Hagensen må
være helt på det rene med, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem
narkomaner og alkoholikere. Han kan som jurist umuligt være i tvivl om, at
den retslige forfølgelse af narkohandlere er berøvet den fulde vægt, så længe
man ikke har kontrol med forbrydernes kunder og tager deres problem i fast
hånd.
Narkomanerne udgør en enklave i samfundet, som det ud fra hensyn til
individet og helheden er rimeligt at træffe forholdsregler over for. Det er
nødvendigt nu at få dette behov belyst på en saglig og udramatisk måde.
Ideologisk bestemte forestillinger om registrering som udtryk for frihedstab
beror på fejltænkning. Angsten for at anvende de midler, der kan hjælpe, har
en høj pris - måske blandt andet 400 døde unge mennesker i dette år.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 LSF 23 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM EUFORISERENDE STOFFER (STRAFSKÆRPELSE VED GENTAGEN HANDEL MED HÅRDE STOFFER) Retsinformation · 12. december 1996
- Tinglysning vedr. overdragelse af regionale tilbud samt dertil hørende ejendomme SKM-databasen · 25. april 2023
- 1994 BTL 112 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET OG LOV OM UDØVELSE AF LÆGEGERNING (LÆGELIG BEHANDLING FOR STOFMISBRUG) NR L 112 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 15. juni 1995
- RÅDETS DIREKTIV 2006/97/EF af 20. november 2006 om tilpasning af visse direktiver vedrørende frie varebevægelser på grund af Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse EU-lovgivning · 20. november 2006
- 1994 LSF 112 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET OG LOV OM UDØVELSE AF LÆGEGERNING (LÆGELIG BEHANDLING FOR STOFMISBRUG) Retsinformation · 15. juni 1995
- den finske specialudgave: kapitel 5 bind 6 s. 0063 EU-lovgivning · 1993