Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 72 FORSLAG TIL LOV OM REGISTRERING AF NARKOMANER

1990/1 LSF 72Lovforslag som fremsatFolketinget15. november 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Der oprettets et centralt register over personer, der

konstateres at være afhængige af euforiserende stoffer.

§ 2. Alle narkomaner, der er i kontakt med politiet,

kriminalforsorgen, hospitalerne, narkobehandlingsinstitutionerne og/eller de

sociale myndigheder i øvrigt, registreres. Det er en pligt for de nævnte

instanser straks at give meddelelse til registeret, når de kommer i kontakt

med narkomaner.

§ 3. Narkomanregisteret ledes af et nævn på 5 personer

repræsenterende Socialministeriet, Sundhedsministeriet, Justitsministeriet,

Amtsrådsforeningen og narkotikapolitiet. Endvidere deltager registerets

daglige leder i møderne.

§ 4. Registeret står til rådighed for de sociale, de lægelige og

de politimæssige myndigheder.

§ 5. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for indberetning

af oplysninger til registeret og benyttelse af dette.

§ 6. Loven træder i kraft den 1. december 1990.

Bemærkninger til lovforslaget

Lovforslaget er en genfremsættelse af det i folketingsåret 1976-77 (2.

samling) fremsatte lovforslag (Folketingstidende 1976-77 (2. samling),

forhandlingerne sp. 5039, tillæg A sp. 4979. Dette lovforslag nåede ikke at

komme til 1. behandling inden folketingsårets slutning. Lovforslaget

fremsattes derefter den 25. november 1977, se Folketingstidende 1977-78,

forhandlingerne sp. 2650, 5237, 11400 og 11704, tillæg A sp. 1719 samt tillæg

B sp. 1537. Senest har lovforslaget været fremsat i folketingsåret 1981-82

(2. samling). Se Folketingstidende 1981-82 (2. samling) sp. 1417 og 4216 samt

tillæg A sp. 2043.

Den 4. februar 1976 havde Folketinget en narkodebat på grundlag af en

forespørgsel fra Frede Tandrup Jensen (FP). Debatten mundede ud i en

afstemning om et af forespørgeren stillet forslag, hvorefter Folketinget

skulle udtale:

Læs alt

»at der ved den fremtidige bekæmpelse af narkotikamisbrug i

Danmark må iværksættes mere intensiv politimæssig indsats mod

narkoforhandlere,

at der må oprettes og gøres vidtstrakt brug af registre vedrørende

de personer, som i anledning af narkotikaafhængighed kommer i forbindelse med

offentlige myndigheder,

at hovedvægten i behandlingsindsatsen må lægges på lægeligt

styrede kure med væsentlig større fasthed og konsekvens end hidtil, og

at narkotikaproblemerne må samles under een minister.«

Dette forslag blev forkastet med 69 stemmer (Socialdemokratiet, Radikale

Venstre, SF, Kommunister og Venstresocialister) mod 39 (Fremskridtspartiet,

Konservative, Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne), medens 32

(Venstre) undlod at stemme, jf. Folketingstidende 1975-76, forhandlingerne

sp. 4096, 4100, 5183 ff og 5260 ff.

Flere af de folketingsmedlemmer, der ikke stemte for forslaget, begrundede

dette med, at det forekom dem for omfattende.

Resultatet blev imidlertid, at denne den første egentlige narkodebat i

Folketinget måtte munde ud i, at der ikke blev fastlagt nogen som helt

narkopolitik.

Denne utilfredsstillende tingenes tilstand søges til dels afbødet ved

nærværende forslag, der har taget kritikken ad notam, for så vidt det kun

angår punkt 2 af de fire punkter, som Fremskridtspartiet foreslog i februar

1976.

I øvrigt skal forslagsstillerne fuldt ud tilslutte sig den artikel af

kriminalassistent Lars N. Jensen, Københavns narkopoliti, som fandtes i

»Dansk Politi«, årgang 1977, side 139-141.

Artiklens indhold var følgende:

»I Danmark har vi efter forlydende ca. 5.000 narkomaner, der, hvis vi

antager, at de bruger for ca. 300 kr. narkotika pr. mand om dagen, bruger for

ca. 540 mio. kr. om året, hvilket nok er lavt anslået. De fleste narkomaner

lever af socialhjælp/invalidepension/arbejdsløshedsunderstøttelse, og hvis vi

regner med omkring 25.000 kr. i snit, giver dette ca. 125 mio. kr. på

årsbasis, men spørgsmålet er, hvor får narkomanerne de resterende ca. 415

mio. kr. fra? Ja, de skaffes ved ulovligheder, såsom tyverier, røverier,

prostitution og ikke at forglemme narkotikahandel, idet narkomanerne gerne

sælger lidt »stof« til andre for selv at tjene penge til eget

forbrug.

Narkomanerne er ikke registreret særskilt nogen steder, hvorfor ovennævnte

tal kun kan være et postulat, men et tal, der mange gange er anslået af

førende folk på området.

Politiet har i de senere år beslaglagt større og større kvantum illegal

narkotika af forskellig art, og alene i 1976 beslaglagde Københavns

narkotikapoliti omkring 63.000 stk. morfinpiller til en anslået værdi på det

sorte marked til ca. 5,6 mio. kr., blot for at nævne et eksempel. Desuden har

der vist sig en følgekriminalitet, hvor narkomanerne for at skaffe penge til

deres stofmisbrug har lavet ulovligheder i et meget, meget stort omfang.

På grund af den meget store fortjeneste på narkotikaen har vi i København

for alvor fået grundlagt en bagmandsvirksomhed, der tjener millioner af

kroner på andre folks ulykke. At fortjenesten er stor kan bedst beskrives ved

kendsgerninger, idet vi i de danske retssale flere gange har kunnet høre, at

for eksempel pakistanske statsborgere har erkendt, at de i deres hjemland

havde købt morfinpiller for 3 kr. pr. stk. og derunder. Når prisen i Danmark

for tiden ligger på ca. 90 kr. pr. morfinpille, kan man jo se, at der er en

ganske pæn fortjeneste. Morfinpillerne er også nemme at smugle ind i landet,

for eksempel kan der være omkring 400 stk. i en almindelig tændstikæske,

hvilket siger lidt om størrelsen og om de problemer, der er for politi og

toldvæsen for at finde frem til gemmestederne.

Hvad har man så gjort fra myndighedernes side for at tackle problemet? Ja

man har kørt efter det sædvanlige mønster nemlig at lade politiet tage de små

narkomaner og mindre forhandlere, medens man har haft svært ved at bevise

noget mod de store på grund af de måske utidssvarende efterforskningsmetoder

på området. De senere år har man dog fra ansvarlig side nødtvunget erkendt,

at narkotikapolitiet måske burde bruge utraditionelle metoder for at komme

disse bagmænd til livs, og disse metoder har da også givet gode resultater,

men det er et helt andet problem.

Narkomanerne, stofmisbrugerrne, hvad har man så gjort ved dem? Her ligger

et meget stort problem, efter min opfattelse, idet man betragter en narkoman

som en kriminel og ikke som et sygt menneske, som han vitterlig er. Ganske

vist er sygdommen selvforskyldt i første omfang, idet de jo bare kunne lade

være, hvilket ofte er hørt under diskussionen vedrørende hjælp til

narkomanerne. Faktum er imidlertid, at et menneske, der virkelig er afhængig

af »hårde stoffer«, er et sygt og ynkeligt individ, der kun har eet

i hovedet, nemlig hvordan man skaffer penge til næste »skud«. Hvis

en narkoman ikke får sit »stof« til tiden, begynder nedturen, det

vil sige skiftende kulde- og svedeture, rysten over hele kroppen, kvalme,

opkastninger, feber, forhøjet blodtryk, kramper og til sidst bevidstløshed,

der eventuelt kan ende med dødsfald.

I Danmark er det forbudt at være i besiddelse og forhandle

narkotika uden særlig tilladelse (apoteker m.v.), og det vil sige, at en

narkoman, der netop har købt en morfinpille til 90 kr. for de sidste penge af

socialhjælpen, ja, han risikerer at blive snuppet af politiet, der har pligt

til at fratage ham pillen og sigte vedkommende for overtrædelse af

narkotikaloven. Hvis vi tænker os, at nævnte narkoman kommer hjem efter sit

ufrivillige ophold hos politiet, ja, hvad skal han så? Der er kun een ting,

det drejer sig om nu, og det er at skaffe penge til en ny pille, inden

»nedturen« begynder for alvor. Man prøver at låne penge af

vennerne, men de har ingen, for de er også narkomaner. Derefter prøver man at

ringe til socialkontoret for at få forskud på næste uges socialhjælp og

fortæller en rørende historie om, at nu er der ingen mad i huset m.v., m.v.,

men på socialkontoret kender man et utal af den slags historier, så man lader

sig ikke narre. Så er der kun een vej tilbage, for det daglige

»stof« skal tilvejebringes, og det er et hurtigt »bræk«,

altså tyveri, indbrud, røveri eller lignende, og dette uanset om man er

næsten sikker på senere afsløring. Når nævnte forbrydelse er begået, omsættes

varerne hurtigt til narkotika, og dagen er reddet. - Endvidere er der

selvfølgelig prostitution, der giver mulighed for at tjene hurtige penge,

idet mange anser det for bedre at tage 5 minutter med en utugtskunde, end det

er at døje alverdens pinsler på en »nedtur«. Den onde cirkel er

dermed sluttet for narkomanerne, idet jo mere »stof« politiet tager

fra dem, jo flere ulovligheder bliver de nødt til at lave for at skaffe penge

til deres stofmisbrug.

Hvad har man så hidtil gjort for at hjælpe narkomanerne? Man har oprettet

en del såkaldte »narkocentre«, hvor narkomanerne kan komme på

nedtrapning på frivillig basis, men uden den helt store succes indtil dato. -

Nedtrapningerne foregår på den måde, at man prøver at motivere narkomanerne

til at holde op med at bruge de »hårde stoffer«, og i stedet får de

udleveret metadon fra centret, hvorefter man efter et stykke tids forløb

nedtrapper metadontilskuddet, og til sidst skulle narkomanerne være stoffrie.

Da det som sagt er på frivillig basis, at narkomanerne deltager i

nedtrapningerne, er frafaldet stort, og som politimand har jeg ofte været ude

for at træffe en narkoman, der netop var ude for at købe lidt

»stof« i byen for at supplere nedtrapningen, og dermed er hele

nedtrapningsteorien jo gået fløjten. Andre narkomaner holder hurtigt op, når

det begynder at gøre ondt, men en del bliver dog ved til det sidste og bliver

stoffri et stykke tid, hvorefter mange begynder igen. Faktum er i al fald, at

de påviselige resultater er meget, meget små.

Nævnte nedtrapninger er imidlertid ret eftertragtet, idet mange narkomaner

kommer igen og igen, men altså uden det helt store resultat.

Årsagen er der vel ingen der kan påpege med sikkerhed, men at personalet

på narkocentrene har gjort et stort arbejde efter bedste overbevisning er

helt indiskutabelt.

Der findes ingen offentlig registrering af narkomanerne, idet selv

narkocentrene hidtil har nægtet at deltage i en offentlig registrering af de

patienter, der kommer til nedtrapning. Når man samtidig ved, at en plads for

en narkoman på nedtrapning koster ca. 100.000 kr. pr. år, og disse penge skal

skatteborgerne betale gennem bistandsloven, uden at det offentlige og dermed

skatteborgerne har mulighed for at kontrollere, hvordan det er gået med

patienterne, ja, så er der flere og flere, der stiller spørgsmålet, om det

kan være rimeligt. Skatteborgerne har altså bare at betale og håbe det

bedste. Nævnte er vel også en af årsagerne til, at kommunerne har været lidt

tilbageholdende med de helt store projekter inden for narkoområdet, idet man

jo ingen konkret viden har til rådighed på dette felt.

Derfor er det vigtigt at få lavet en offentlig registrering af alle

narkomaner, så man kan følge deres sygdoms forløb, så man får konkrete

oplysninger om den sociale baggrund, om det er specielle grupper, der er

udsat, hvor mange nedtrapninger/tilbagefald og anden behandling. Altså viden

og tørre tal, der kan påvise, at der virkelig er et kæmpebehov for mere hjælp

til disse syge mennesker, og i hvilken retning hjælpen skal gå. Narkocentrene

bør sortere under det offentlige som enhver anden specialafdeling på et

sygehus for eksempel. Er det galt med øjnene, går man til en øjenlæge, har

man noget galt med hjertet, går man til en hjertespecialist, og har man

narkotikaproblemer, skulle man selvfølgelig kunne gå til en

narkotikaspecialist, hvor man skulle fremvise sit sygesikringsbevis og

derefter blive behandlet.

Hvis en narkoman har stærk »nedtur«, var det vel rimeligt, om

lægen straks kunne give en sprøjte eller andet lindrende for derefter at

stille diagnosen, hvor han kan se, om ambulant behandling eller indlæggelse

på specielle centre for nedtrapninger ville være nødvendig.

Hvordan disse centre skal fungere i øvrigt, er der vel ingen der har en

færdig løsning på, men så længe man ikke har en offentlig registrering af

narkomanerne med alle relevante oplysninger, kan det vel heller ikke

forventes, at de offentlige myndigheder skal kunne lave fornuftige

langtidsplanlægninger eller fortsat bevilge de økonomiske midler, der er

nødvendige på området.

Derfor er det tvingende nødvendigt at få denne registering gennemført for

ad den vej at få sat betydeligt mere ind i bekæmpelsen af narkotikamisbruget

for at hjælpe patienterne og deres pårørende, men også for det øvrige

samfunds skyld, idet man på den måde kan undgå en mængde følgekriminalitet,

idet narkomanerne nu havde et sted at gå hen, hvor de kunne få hjælp og

behandling til enhver tid, i stedet for at være nødt til at lave en kriminel

handling for at skaffe »stof« under en »nedtur«.'

Disse betragtninger rammer stadig nu ca. 13 år senere det centrale i

problemstillingen om narkomaner. Det samme gælder udtalelsen af formanden for

Kriminalpolitiforeningen i København, kriminalassistent Lars Nicolai Jensen,

den 21. januar 1982 til Berlingske Tidende. Han beklager sig over »den

udbredte lallende holdning over for narkoproblematikken, som mange politikere

har«. Kriminalassistenten mener, at denne holdning aldrig fører frem til

en begrænsning af problemerne, og han siger: »Vi skal have en

registrering af alle stiknarkomaner, så der kan blive en koordineret hjælp

til de mennesker, som jeg mener kan betegnes som syge.«

Om registrering udtaler Lars Nicolai Jensen, »at man ved en godt

koordineret hjælpeindsats over for narkomanerne - og her mener han

udtrykkeligt, at det er nødvendigt med en registrering for at hjælpe

effektivt - samtidig med stor effekt kan begrænse efterspørgslen efter hård

narkotika på det danske marked. Derved kan vi være med til at begrænse det

kvantum heroin, morfinpiller etc., som stiknarkomanerne bruger for millioner

af hver dag«.

Kriminalassistent Lars Nicolai Jensen omtaler ikke de lige så skadelige

virkninger af euforiserende stoffer, der synkes eller snuses (kokain).

Registrering må efter forslagsstillernes mening også omfatte sådanne

misbrugere.

Som bilag 1 er optrykt et interview med bl.a. formanden for den private

hjælpeorganisation »Landsforeningen for human narkobehandling«,

Mischa Asvarisch, fra Berlingske Tidende den 30. januar 1982.

Som bilag 2 er optrykt en leder fra Berlingske Tidende den 2. februar

1982.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte punkter

Til § 1

Der findes i dag et sted mellem 6.000 og 10.000 narkomaner i Danmark.

Oprettelsen af et centralt register vil give samfundet bedre muligheder for

en indsats over for den enkelte narkoman. I dag kender vi ikke fordelingen på

køn, aldersgruppe, social status, m.v. Et centralt narkomanregister vil

tillige give en reel viden om, hvilken effekt behandlingstilbudene til

narkomanerne har.

Et centralt narkomanregister vil desuden være til uvurderlig hjælp for

politiet i dets kamp for at finde frem til de egentlige bagmænd.

Til § 2

Der ligger i paragraffen en direkte indberetningspligt for de berørte

myndigheder. Indberetningen for den enkelte narkoman skal ske

»straks«. I modsat fald vil et narkomanregister falde i

udnyttelsesværdi. Det betyder samtidig, at der som en selvfølge skal bruges

edb-registrering.

Til § 3

Et narkomanregister vil berøre forskellige ministerier og de

amtskommunale myndigheder.

Til § 4

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der skal kunne trækkes på

registeret fra alle berørte myndigheder, herunder også de rent lægelige.

Til § 5

Forslagsstillerne finder det mest hensigtsmæssigt, at det påhviler

sundhedsministeren at udforme nærmere regler for indberetning og registerets

benyttelse.

Til § 6

Forslagsstillerne håber, at loven kan træde i kraft så hurtigt som muligt

af hensyn til påbegyndelsen af en tværministeriel registrering og behandling

af de berørte narkomaner, men også af hensyn til en hurtig opklaring af den

følgekriminalitet, som er et kedeligt faktum, på grund af den enkelte

narkomans stofforbrug.

Bilag 1

Artikel i Berlingske Tidende den 30. januar 1982.

»Uvidenhed, hvis politikerne siger nej til narkomanregistrering«

Af Bent Bak Andersen

»Uvidenhed. Det er det mildeste ord, jeg kan finde for de usaglige

begrundelser, som visse politikere og deres partier fremfører mod en

registrering af narkomaner.«

Det siger formanden for den private hjælpeorganisation

»Landsforeningen for human narkobehandling«, Mischa Asvarisch.

»Det er tydeligt, at politikerne ikke ønsker at se de hårde

realiteter i øjnene, og det virker umiddelbart, som om de ikke ønsker at

stemme for en registrering, fordi de frygter, at der ikke er vælgerstemmer at

hente på den bekostning.«

Videre siger Mischa Asvarisch, at politikerne indirekte er med til at slå

et stadigt stigende antal narkomaner ihjel. »De er med til at øge

antallet af stadig yngre narkomaner og indirekte fremme omsætningen hos

narkobagmændene, der tjener mange penge på narkomanernes nød, elendighed og

til sidst død.«

I sidste uge lavede Berlingske et rundspørge blandt nogle partiers

ordførere på Christiansborg, og en af dem udtalte: »Nej til

registrering. Tænk blot på de huller, der er konstateret i de eksisterende

offentlige registre. Der er endvidere risiko for, at narkomaner så ikke vil

søge lægehjælp, ligesom vi kender det for de kønssygdomsramtes

vedkommende.«

»Det er en af de groveste og nedgørende bemærkninger, der er faldet i

debatten om registrering af narkomaner. Den tyder på, at vedkommende

politiker (Bernhard Baunsgaard, red.) ikke har sat sig ind i problemerne.

Hvis f.eks. en narkoman har abstinenser, skal han nok søge læge. Han bliver

meget syg.«

Ved det nuværende system, hvor mange narkomaner blot føler sig som

forsøgsdyr, og hvor næsten alle falder tilbage til de hårde stoffer igen, er

der store huller, siger formanden for foreningen. »Narkomanerne prøver

af alle kræfter at finde genveje til at få stoffer. De prøver at få stoffer

fra flere læger og behandlingssteder samtidig. Det kan bremses ved en

registrering. For hvis de registreres - hvad de selv ønsker - får vi oplyst.

1. Antallet af narkomaner.

2. Hvilke stoffer de er afhængige af.

3. Antallet af nedtrapningsforsøg over for den enkelte narkoman.

4. Antallet af døde narkomaner.

5. Hvor mange der vender tilbage til de hårde stoffer.

6. Antallet af narkomaner, der er døde af følgesygdomme.

Først når vi har disse fakta, er hjælpen til narkomanerne sat i system, og

vi kan hjælpe dem, der virkelig trænger.«

Det nuværende system ser umiddelbart ud til at være billigere end en

koordineret hjælp og behandling af de hårdt belastede narkomaner, men det er

en misforståelse, siger Mischa Asvarisch.

»Tænk blot på, hvor dyrt det er under det totalt fejlslagne

behandlingssystem, vi har i dag. Utallige narkomaner har været på 40

nedtrapninger, og ind imellem nedtrapningerne har de, for at skaffe penge til

de hårde stoffer, begået indbrud for ofte flere hundrede tusinde kroner, har

kostet sengepladser på hospitalerne, cellepladser i fængslerne etc. Som det

er nu, uden nogen for for samarbejde mellem de implicerede parter i det

offentlige behandlingsarbejde, er det sådan, at narkomanerne direkte bliver

presset ud i kriminalitet, de er syge mennesker og skal hjælpes.

Vi har mange eksempler på, at narkomaner melder sig til politiet for

indbrud eller røverier, blot for at få fred og få en midlertidig

behandling.«

»Den nuværende behandlingsform af narkomaner minder mest af alt om

kvaksalveri. En registering vil bringe kendsgerninger for dagen, og samtidig

kan vi skelne mellem den nuværende behandlingsform - hvor de enkelte

behandlingssteder ofte fører deres egne mere eller mindre saglige ideer

igennem - og den lægevidenskabelige behanding, som har langt de største

forudsætninger for at hjælpe«, siger læge Knud Wilson, praktiserende

læge og fængselslæge i Statsfængslet på Kragskovhede.

»En anden væsentlig ting, vi kan få fastslået blandt mange fakta, er,

at der tilsyneladende er en tendens til, at hårdt belastede narkomaner med

leversygdomme rammes af blærekræft. Der er stadig færre tilfælde af

lungekræft herhjemme, men stigningen i antallet af blærekræfttilfælde ligger

fuldt på højde med antallet af lungekræfttilfælde«, siger Knud Wilson.

Bilag 2

Leder fra Berlingske Tidende den 2. februar 1982

Narkomaner i registre

De udtalelser, toneangivende politikere er fremkommet med om den

foreslåede registrering af narkomaner, peger mod, at dette spørgsmål

forbliver ubesvaret også i denne omgang eller i bedste fald må følge en meget

trang vej gennem systemet.

I den livlige debat, der har været ført i Berlingske Tidende, er der brugt

kraftige vendinger i karakteristikken af politikernes forudsætninger for at

forstå rækkevidden af et nej til registrering. Uvidenhed er et af ordene.

Tidligere chef for Cancerregistret, dr. med. Johannes Clemmesen har »med

virkelig uhyggefornemmelse« læst politikernes argumenter imod

registreringen.

Dr. Clemmesen siger som svar på den radikale Bernhard Baunsgaards tale om

»de huller, der er konstateret i de eksisterende offentlige

registre«, at der for de lægelige registres vedkommende ikke er påvist

fejl eller skader og »slet ikke ulemper, der på nogen måde opvejer de

store fordele, som samfundet har af registreringen«. Han spørger: Mon

politikerne er klar over, at skader på lang sigt kun lader sig påvise ved en

effektiv registrering? Ansvaret for den stadige udvikling af narkomanien som

den samfundsulykke, den er, vil han lægge ved politikernes dør.

Hagen Hagensen (K) modsætter sig registrering med henvisning til

usikkerheden ved fastlæggelsen af grænsen mellem misbrug og afhængighed,

»og hvem bliver den næste samfundsgruppe, der skal registreres - måske

de alkoholskadede?»

Her røres ved et centralt argument, der har medført megen forvirring i

holdningerne til spørgsmålet om registrering af narkomaner. Man kan her i

landet på fuldt lovlig vis købe, nyde eller misbruge vin og spiritus. Hvor

tragisk afhængighed af spiritus end former sig for den enkelte, har ingen

person eller myndighed adkomst til at stille sig i vejen for misbruget.

Narkomanien derimod er uløseligt knyttet til kriminalitet. Den er baseret på

stoffer, der ikke må indføres, besiddes eller forhandles. Hagen Hagensen må

være helt på det rene med, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem

narkomaner og alkoholikere. Han kan som jurist umuligt være i tvivl om, at

den retslige forfølgelse af narkohandlere er berøvet den fulde vægt, så længe

man ikke har kontrol med forbrydernes kunder og tager deres problem i fast

hånd.

Narkomanerne udgør en enklave i samfundet, som det ud fra hensyn til

individet og helheden er rimeligt at træffe forholdsregler over for. Det er

nødvendigt nu at få dette behov belyst på en saglig og udramatisk måde.

Ideologisk bestemte forestillinger om registrering som udtryk for frihedstab

beror på fejltænkning. Angsten for at anvende de midler, der kan hjælpe, har

en høj pris - måske blandt andet 400 døde unge mennesker i dette år.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter