Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om analyse af mulighederne for beskatning af spekulative kapitalbevægelser

1998/1 BSF 50Beslutningsforslag som fremsatFolketinget19. november 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 17. november 1998 af

Jes Lunde (SF),

Aage Frandsen (SF) og Steen Gade (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om analyse af mulighederne for beskatning af spekulative

kapitalbevægelser

Folketinget opfordrer regeringen til i EU og andre

relevante internationale fora at tage initiativ til, at der bliver lavet en

analyse af virkningerne og effektiviteten af en afgift på

internationale kapitalbevægelser.

Bemærkninger til forslaget

Den internationale finanskrise i

efteråret 1998 har vist, hvor skrøbeligt det globale finansielle

system er. Kun gennem hurtige og konsekvente indgreb fra især Federal

Reserve Bank (USA s nationalbank) lykkedes det at afværge et

sammenbrud. Krisen har imidlertid rystet tilliden hos virksomheder,

forbrugere og kapitalejere verden over og har ført til en

afdæmpning i forventningerne til den økonomiske udvikling.

Samtidig er spillereglerne på finansmarkederne uændrede, så

den finansielle krise når som helst kan blusse op igen.

Derfor haster det med at kigge på spillereglerne.

Verden befinder sig nu i en situation med meget få begrænsninger

på de internationale kapitalbevægelser. Det er ikke en unik

situation i den økonomiske historie. Faktisk er verden gået frem

og tilbage mellem to grøfter: meget skrappe henholdsvis meget

lempelige regler for kapitalbevægelser. I den tidlige mellemkrigstid

var reglerne meget lempelige; det bidrog i høj grad til den store

depression i 1930 erne og til en reaktion i form af skrappe

begrænsninger på kapitalbevægelserne - i en grad, der klart

var skadelig for verdensøkonomien.

Læs alt

Det er på tide, at verden vælger en fornuftig

mellemvej - frem for at gå i først den ene, så den anden

grøft. Det er for længst erkendt, at staten er nødt til

at regulere den finansielle sektor i de enkelte lande gennem finanstilsyn,

omfattende lovgivning osv. Det samme gælder det internationale samfund.

Det, der er brug for, er bl.a.:

1. Effektiv regulering af fonde m.v., der foretager

højt gearede og dermed yderst risikable investeringer. Det

næsten totale sammenbrud i den amerikanske såkaldte hedgefond,

LTCM, som truede med at sprede sig til hele finansverdenen, og som kun blev

afværget gennem støtteindgreb fra andre banker iværksat af

Federal Reserve Bank, viser det voldsomme behov for indgreb over for den

slags

? pyramide sat på spidsen?-konstruktioner. Her er et klart eksempel

på, at markedet ikke kan fungere, fordi det ville have haft uacceptable

virkninger for udenforstående at ?lade falde, hvad ikke kan

stå?.

2. En internationalt anerkendt og støttet mulighed

for, at enkeltlande kan indføre stopklodser, der forhindrer spekulativ

kapitalflugt sådan som den, der har fundet sted fra bl.a. en

række sydøstasiatiske lande. Chile er et eksempel på et

land, der med en vis succes - men ensidigt - har skabt en sådan

?stopklods ?.

3. En begrænsning af de meget store spekulative

kapitalbevægelser, der kan skabe voldsomme udsving i valutakurserne og

pres på valutaarrangementer, uden at dette har nogen som helst

realøkonomisk begrundelse.

Dette beslutningsforslag knytter sig alene til det tredje

punkt:

Gavnlige og skadelige kapitalbevægelser

En række kapitalbevægelser tjener et

fornuftigt formål. Det gælder oplagt (langt de fleste) betalinger

i forbindelse med vare- og tjenestehandel samt investeringer i virksomheder

m.v. i andre lande. Men disse kapitalbevægelser udgør kun ganske

få procent af de samlede kapitalbevægelser. Resten må

betegnes som spekulative. Spekulation kan i visse tilfælde have

rimelige formål - f.eks. for at undgå forskellige valutakurser

på forskellige børscentre rundt omkring i verden. Men

kapitalbevægelserne er langt større end det, der kan begrundes

fornuftigt. Valutatransaktionerne overstiger 10.000 mia. kr. om dagen og er

dermed mange gange større end den samlede produktion i verden.

Undersøgelser viser, at transaktionerne er med til at destabilisere

valutamarkederne. Det er med til at skade verdenshandelen m.v.

Et indgreb over for internationale

kapitalbevægelser, der netop rammer de spekulative

kapitalbevægelser, vil derfor efter SF s opfattelse fremme

verdenshandelen og øge velfærden. Der er ikke i økonomisk

teori noget belæg for, at fuldstændig fri kapitalbevægelser

er en optimal løsning.

En Tobinafgift

En Tobinafgift er lige præcis et sådant

indgreb, der skiller rent spekulative transaktioner fra de nødvendige.

Afgiften lægges på alle valutatransaktioner med en meget beskeden

sats, f.eks. 0,1 pct. eller 0,25 pct. Den er dermed uden praktisk betydning

for varehandel, reale investeringer i virksomheder m.v., men af stor

betydning for især kortsigtet spekulation. For spekulationsforretninger

med et sigte 1 år frem vil afgiften fortsat være beskeden. En

sats på 0,1 pct. vil svare til en belastning på 0,2 pct.

(spekulationskapitalen flyttes to gange). Men langt hovedparten af

spekulationen er meget kortsigtet - under 1 uge. For spekulation med en

horisont på 1 uge svarer en sats på 0,1 pct. til en effektiv

afgift på 10,4 pct. p.a. For den meget omfattende spekulation med en

horisont på 1 dag (eller mindre) er den effektive afgift 73 pct. p.a.

(eller højere).

Det turde være åbenlyst, at effekten på

spekulative kapitalbevægelser vil blive ganske voldsom. Afgiften vil

ikke kunne forhindre pres på en valuta, der åbenlyst er

overvurderet i forhold til de fundamentale økonomiske forhold som

inflation, lønstigninger, betalingsbalance etc., men den vil kunne

forhindre

?uberettiget ? pres på en valuta.

Ideen om en afgift kan føres tilbage til Keynes,

men det konkrete forslag er oprindelig fremsat af den amerikanske

økonom og nobelpristager James Tobin, der først fremsatte det i

1971, og som også har advokeret for det i forbindelse med krisen i

Sydøstasien:

?Tobinafgiften kan ikke forventes at beskytte

overvurderede valutakurser. Men den kan moderere deres fald og give tid til

tilpasninger. Begivenheder som den i Sydøstasien sætter

spørgsmålstegn ved påstandene om, at liberalisering og

globalisering af de finansielle markeder er vejen til velstand og fremskridt.

Så længe verden er delt i nationalstater, er noget sand i hjulene

på de internationale finanstransaktioner sandsynligvis

gavnligt.? (Leder af James Tobin i Washington Post, 21. december 1997; egen

oversættelse).

Forslaget har fået støtte fra en række

FN-organer og regeringer, og ministre i en række lande har udtrykt

interesse for det - blandt andet i Frankrig, USA og Canada - og tidligere

formand for EU-kommisionen Jaques Delors har også støttet

det.

Ifølge oplysninger på Internettet

støtter de svenske socialdemokrater, Arbeiderpartiet i Norge og Det

Radikale Venstre i Danmark et udredningsarbejde i EU-regi. SF ser derfor

fortrøstningsfuldt frem til en vedtagelse af beslutningsforslaget.

Kan det lade sig gøre i praksis?

Et af tvivlsspørgsmålene ved en afgift er, om

den kan administreres og håndhæves. SF er af den opfattelse, at

det er nøgleproblemet i debatten om Tobinafgiften. Indvendingerne

går dels på, om man kan få alle verdens lande med i en

aftale - eller alternativt, om afgiften kan håndhæves, selv om

nogle lande ikke er med - dels på, om afgiften kan omgås ved, at

spekulanterne udvikler nye finansielle instrumenter.

Der er ingen tvivl om, at det er svært at få

lavet en verdensomspændende aftale, men erfaringerne fra GATT og WTO

viser dog, at det kan lade sig gøre. Det vil være muligt at

lægge pres på lande, der ikke vil være med - bl.a. ved at

nægte dem del i provenuet fra afgiften - og det vil formentlig

være muligt at vanskeliggøre valutatransaktioner i sådanne

lande.

Mere generelt vil den lave afgiftssats på den

enkelte transaktion betyde, at kun omgåelsesmuligheder, der er endnu

billigere, vil være relevante.

Efter SF s opfattelse er det vigtigt at få lavet en

seriøs analyse af muligheder og problemer. Det er vigtigt, at en

sådan analyse ikke foretages af organisationer, der er ensidigt

domineret af en gammeldags liberalistisk ideologi, men at også

uafhængige eksperter, herunder fortalere for en Tobinafgift,

indgår i analysen. Det vil efter SF s opfattelse være naturligt,

at analysen iværksættes af EU med henblik på, at EU senere

kan fremsætte forslag om en verdensomspændende afgift.

En højst tiltrængt international skattekilde

En yderligere fordel ved en Tobinafgift er, at den kan

fungere som en yderst tiltrængt international kilde til

skatteindtægter, der vil kunne bidrage til at finansiere FN, herunder

fredsbevarende aktioner, ulandsbistand, miljøtiltag osv.

En afgift på 0,1 pct. vil indbringe et årligt

provenu på flere hundrede milliarder kroner - selv hvis den

fører til, at skattegrundlaget - altså valutatransaktionerne -

reduceres voldsomt. F.eks. vil den med en reduktion på 75 pct. og

omgåelser og fritagelser på 35 pct. af resten stadig indbringe

380 mia. kr. (med en handel på 1.500 mia. $ pr. dag og 240 bankdage pr.

år). Det er 5 gange FN s samlede budget og på størrelse

med den samlede ulandsbistand fra verdens rige lande.

Møntunion ingen løsning

For at foregribe en forudsigelig reaktion skal det

understreges, at dansk deltagelse i EU s møntunion ikke er et

alternativ til en Tobinafgift.

For det første, fordi valutaspekulation ikke er et

problem, der er begrænset til Danmark. Det er et globalt problem, og

den globale løsning er begrænsninger i den spekulative

aktivitet.

For det andet, fordi selv et stort valutaområde som

euro-området ikke vil være immunt over for spekulation. Det er

oplagt, at der igennem de seneste ca. 15 år har været urimelig

store udsving også mellem hovedvalutaerne. G10-landenes samlede

valutareserver var i 1992 - og er formentlig også i dag - mindre end

den daglige omsætning på valutamarkederne.

For det tredje, fordi dansk deltagelse i

møntunionen vil være at kaste barnet ud med badevandet:

Valutakursændringer kan i en række tilfælde være

fornuftige - det er dem, der fremkaldes af ren spekulation, der skal luges

væk.

Skriftlig fremsættelse

Jes Lunde

(SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om analyse af

mulighederne for beskatning af spekulative kapitalbevægelser.

(Beslutningsforslag nr. B 50).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter