Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Europarådets konvention af 4. april 1997 om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettighede
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 7. oktober 1998 af
sundhedsministeren (Carsten Koch)
Forslag til folketingsbeslutning
om Danmarks ratifikation af Europarådets konvention
af 4. april 1997 om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig
værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og
lægevidenskab: Konvention om menneskerettigheder og biomedicin
Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark
ratificerer Europarådets konvention om menneskerettigheder og
biomedicin, som Danmark undertegnede i Oviedo, Spanien, den 4. april
1997.
Indholdsfortegnelse
side
Konvention om menneskerettigheder og biomedicin
3
Bemærkninger:
1. Konventionens forhistorie
26
2. Danmarks ratifikation
27
3. Konventionens indhold
29
KONVENTION OM BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG
MENNESKELIG VÆRDIGHED I FORBINDELSE MED ANVENDELSE
AF BIOLOGI OG LÆGEVIDENSKAB:
KONVENTION OM MENNESKERETTIGHEDER OG BIOMEDICIN
Oviedo, den 4. april 1997
PRÆAMBEL
Europarådets medlemsstater, de øvrige stater
og det Europæiske Fællesskab, som har underskrevet
Læs alt
nærværende konvention, er
under henvisning til Verdenserklæringen om
Menneskerettigheder, som blev proklameret af De Forenede Nationers
generalforsamling den 10. december 1948,
under henvisning til Konventionen til beskyttelse af
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november
1950,
med baggrund i Konventionen om Den europæiske
Socialpagt af 18. oktober 1961,
med baggrund i den Internationale Konvention om borgerlige
og politiske rettigheder og den internationale konvention om
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder af 16. december
1966,
med baggrund i den Europæiske konvention om
beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk
databehandling af personoplysninger af 28. januar 1981,
og med baggrund i FN-konventionen om Barnets Rettigheder
af 20. november 1989,
under henvisning til, at Europarådets formål
er at tilvejebringe en større enhed mellem dets medlemmer, og at en af
måderne at opnå dette mål er at opretholde og udvikle
menneskerettighederne og de grundlæggende friheder,
i erkendelse af den hurtige udvikling inden for biologi og
lægevidenskab,
overbevist om nødvendigheden af at respektere
mennesket både som enkeltperson og som medlem af den menneskelige art
og i anerkendelse af vigtigheden af at sikre den menneskelige
værdighed,
i erkendelse af, at misbrug af biologi og
lægevidenskab kan føre til handlinger, der kan bringe den
menneskelige værdighed i fare,
som bekræftelse på, at fremskridt inden for
biologi og lægevidenskab bør anvendes til gavn for
nuværende og kommende generationer,
i anerkendelse af behovet for internationalt samarbejde
for at sikre, at hele menneskeheden kan nyde godt af fordelene ved biologi og
lægevidenskab,
i anerkendelse af vigtigheden af at fremme en offentlig
debat om de spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med
anvendelsen af biologi og lægevidenskab, og af de svar, der gives
på disse spørgsmål,
ud fra et ønske om at påminde alle medlemmer
af samfundet om deres rettigheder og forpligtelser,
under hensyntagen til det arbejde, Den Parlamentariske
Forsamling har udført på dette område, herunder
Rekommandation 1160 (1991) om udarbejdelse af en konvention om bioetik,
ud fra en beslutning om at foretage sådanne
foranstalt-ninger, som er nødvendige for at beskytte den menneskelige
værdighed og det enkelte menneskes grundlæggende rettigheder i
forbindelse med anvendelsen af biologi og lægevidenskab
blevet enige om følgende:
Kapitel 1
Generelle bestemmelser
Artikel 1
Formål og mål
Parterne i denne konvention skal beskytte alle menneskers
værdighed og identitet, og uden forskelsbehandling garantere alle
respekt for deres integritet samt andre rettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder i forbindelse med anvendelsen af biologi og
lægevidenskab.
Alle parter skal træffe nødvendige
foranstaltninger i deres egen lovgivning med henblik på at lade
bestemmelserne i nærværende konvention få gyldighed.
Artikel 2
Menneskets forrang
Menneskets interesser og velfærd skal have forrang
frem for interesser, der alene vedrører samfundet og videnskaben.
Artikel 3
Lige adgang til sundhedsmæssige ydelser
Parterne skal tage passende forholdsregler med henblik
på inden for deres egen jurisdiktion at skabe lige adgang til
sundhedsmæssige ydelser af en passende kvalitet under hensyntagen til
sundhedsmæssige behov og de til rådighed værende
ressourcer.
Artikel 4
Faglige standarder
Enhver sundhedsmæssig intervention, herunder
forskning, skal foretages i overensstemmelse med gældende faglige
forpligtelser og standarder.
Kapitel II
Samtykke
Artikel 5
Generel regel
Ingen intervention må foretages på
sundhedsområdet uden den berørte persons frie og informerede
samtykke.
Denne person skal forud for enhver intervention have
modtaget relevante oplysninger med hensyn til formålet og arten af
interventionen samt med hensyn til de deraf følgende konsekvenser og
risici.
Den pågældende person kan til enhver tid frit
trække sit samtykke tilbage.
Artikel 6
Beskyttelse af personer, der mangler evnen til at give
samtykke
1. I overensstemmelse med artikel 17 og 20 nedenfor må en
intervention kun foretages på en person, der mangler evnen til at give
samtykke, hvis det er direkte til fordel for denne person.
2. I tilfælde, hvor en mindreårig ifølge loven ikke
kan give samtykke til en intervention, kan interventionen kun foretages med
bemyndigelse fra en repræsentant for denne person eller en myndighed
eller person eller organ foreskrevet ved lov.
Den mindreåriges synspunkt skal betragtes som en
stadig mere afgørende faktor jo ældre og mere moden vedkommende
er.
3. I tilfælde, hvor en voksen person på grund af
sindslidelse, sygdom eller af tilsvarende grunde ifølge loven ikke kan
give samtykke til en intervention, kan interventionen kun foretages med
bemyndigelse fra en repræsentant for denne person eller en myndighed
eller person eller organ foreskrevet ved lov.
Den pågældende person skal så vidt
muligt involveres i samtykkeproceduren.
4. Den repræsentant, myndighed, person eller det organ, der er
nævnt i stk. 2 og 3 ovenfor, skal på samme betingelser modtage de
oplysninger, der henvises til i artikel 5.
5. Den bemyndigelse, der henvises til i stk. 2 og 3 ovenfor, kan til
enhver tid tilbagekaldes, hvis det er i den pågældende persons
bedste interesse.
Artikel 7
Beskyttelse af sindslidende personer
Patienter, der er sindslidende i alvorlig grad, kan, uden
deres samtykke er indhentet og i overensstemmelse med de beskyttende regler,
der er fastlagt ved lov, inklusive procedurer for tilsyn, kontrol og
efterprøvelse, underkastes en intervention, der har til formål
at behandle deres sindslidelse, såfremt der er risiko for alvorlig
skade på deres helbred, såfremt en sådan behandling ikke
foretages.
Artikel 8
Nødsituationer
Når det nødvendige samtykke ikke kan
opnås i nødsituationer, kan enhver lægeligt
nødvendig intervention foretages øjeblikkeligt ud fra et hensyn
til den pågældende persons helbred.
Artikel 9
Tidligere udtrykte ønsker
Der skal tages hensyn til tidligere ønsker
vedrørende en lægelig intervention udtrykt af en patient, som
på interventionstidspunktet ikke er i stand til at udtrykke sine
ønsker.
Kapitel III
Privatlivet og adgang til oplysninger
Artikel 10
Privatlivet og adgang til oplysninger
1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv i relation til
oplysninger om hans eller hendes sundhedstilstand.
2. Enhver er berettiget til at kende alle oplysninger, som er indsamlet
om hans eller hendes helbred. Imidlertid skal enkeltpersoners ønske om
ikke at få kendskab til sådanne oplysninger respekteres.
3. I særtilfælde kan der indføres lovmæssige
begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder, der er angivet i
stk. 2, såfremt dette er i patientens interesse.
Kapitel IV
Den menneskelige arvemasse
Artikel 11
Ligebehandling
Enhver form for forskelsbehandling mod en person med
begrundelse i dennes genetiske arv er forbudt.
Artikel 12
Prædiktive genetiske tests
Tests, som kan forudsige genetiske sygdomme, eller som
enten kan identificere personen som bærer af et gen, der er ansvarlig
for en sygdom, eller afdække en genetisk prædisposition eller
modtagelighed for en sygdom, må kun udføres af
helbredsmæssige grunde eller i forbindelse med forskning med et
sundhedsmæssigt formål og under forudsætning af passende
genetisk rådgivning.
Artikel 13
Intervention i den menneskelige arvemasse
Intervention i den menneskelige arvemasse er kun tilladt i
forbindelse med forebyggelsesmæssige, behandlingsmæssige eller
undersøgelsesmæssige formål, og kun så længe
målet ikke er at ændre efterkommeres arveegenskaber.
Artikel 14
Ikke-udvælgelse af køn
Det er ikke tilladt at benytte teknikker til kunstig
befrugtning med henblik på at vælge et barns køn bortset
fra tilfælde, hvor alvorlige arvelige kønsbundne sygdomme skal
undgås.
Kapitel V
Videnskabelig forskning
Artikel 15
Generel bestemmelse
Videnskabelig biologisk og medicinsk forskning kan
udføres frit i overensstemmelse med nærværende konvention
og andre lovbestemmelser, der sikrer beskyttelsen af mennesket.
Artikel 16
Beskyttelse af personer, der er genstand for
forskning
Forskning på personer kan kun finde sted, hvis alle
følgende betingelser er opfyldt:
i der er ikke noget alternativ af tilsvarende effektivitet til
forskning på mennesker,
ii den risiko, en person udsættes for, er ikke ude af proportion
til de mulige fordele af forskningen,
iii forskningsprojektet er godkendt af den kompetente myndighed efter
uvildig undersøgelse af de videnskabelige fordele, inklusive vurdering
af betydningen af målet med forskningen og tværfaglig gennemgang
af det etisk acceptable ved forskningen,
iv de personer, der er underkastet forskning, er blevet underrettet om
deres rettigheder og de sikkerhedsforanstaltninger, der til deres beskyttelse
er foreskrevet ved lov,
v det krævede samtykke i medfør af artikel 5 er
udtrykkeligt og specifikt og er dokumenteret. Et sådant samtykke kan
til enhver tid frit tilbagekaldes.
Artikel 17
Beskyttelse af personer, der er ude af stand til at give
samtykke til forskning
1. Forskning på en person uden evne til at samtykke i
medfør af artikel 5 må kun foretages, såfremt alle
nedenstående betingelser er opfyldt:
i betingelserne i medfør af artikel 16, nr. i til iv er
opfyldt,
ii resultatet af forskningen indebærer mulighed for at frembringe
reelle og direkte fordele for den pågældende persons helbred,
iii forskning af sammenlignelig effektivitet kan ikke udføres
på personer, der har evne til at samtykke,
iv den nødvendige bemyndigelse i medfør af artikel 6 er
givet specifikt og skriftligt, og
v den pågældende person har ikke indvendinger.
2. Undtagelsesvis og i overensstemmelse med den beskyttelse, der er
foreskrevet ved lov, hvor forskning ikke har mulighed for at frembringe
resultater med direkte fordele for den pågældende persons
helbred, kan en sådan forskning tillades i overensstemmelse med
betingelserne i medfør af stk. 1, nr. i, iii, iv og v ovenfor og med
følgende yderligere betingelser:
i forskningen har til formål gennem væsentlig forbedring af
den videnskabelige forståelse af den enkeltes tilstand, sygdom eller
forstyrrelse at bidrage til den endelige opnåelse af resultater, der er
i stand til at overføre fordele til den pågældende person
eller til andre personer i samme aldersklasse eller ramt af den samme sygdom
eller forstyrrelse eller med samme tilstand,
ii forskningen medfører kun minimal risiko og minimal gene for
den pågældende person.
Artikel 18
Forskning på fostre in vitro
1. Såfremt forskning på fostre in vitro er tilladt ved lov,
skal loven sikre tilstrækkelig beskyttelse af fostrene.
2. Det er ikke tilladt af skabe menneskelige fostre alene med henblik
på forskning.
Kapitel VI
Fjernelse af organer og væv fra levende donorer
med henblik på transplantation
Artikel 19
Generel bestemmelse
1. Fjernelse af organer og væv fra levende donorer med henblik
på transplantation må alene finde sted med henblik på
behandlingsmæssige fordele for modtageren, og hvis der ikke findes
noget passende organ eller væv fra en afdød person, og der ikke
findes nogen anden behandlingsmæssig metode af tilsvarende
effektivitet.
2. Det nødvendige samtykke i overensstemmelse med artikel 5 skal
være udtrykkeligt afgivet enten skriftligt eller for en officiel
instans.
Artikel 20
Beskyttelse af personer uden evne til at give samtykke
til organfjernelse
1. Der må ikke fjernes organer eller væv fra en person, som
ikke har evnen til at samtykke i medfør af artikel 5.
2. Undtagelsesvis og i overensstemmelse med den beskyttelse, der er
foreskrevet ved lov, kan der gives tilladelse til fjernelse af regenererende
væv fra en person, der ikke har evnen til at samtykke, forudsat
følgende betingelser er opfyldt:
i der findes ikke en egnet donor, som har evnen til at samtykke,
ii modtageren er bror eller søster til donoren,
iii donationen skal skabe mulighed for at redde livet for
modtageren,
iv bemyndigelsen i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i artikel 6 er
givet specifikt og skriftligt, i overensstemmelse med loven og med den
kompetente myndigheds godkendelse,
v den pågældende potentielle donor gør ikke
indvendinger.
Kapitel VII
Forbud mod økonomisk gevinst og bortskaffelse af
dele af menneskekroppen
Artikel 21
Forbud mod økonomisk gevinst
Den menneskelige krop og dens bestanddele må
ikke som sådan give anledning til økonomisk gevinst.
Artikel 22
Bortskaffelse af dele fjernet fra menneskekroppen
Såfremt en del af et menneskeligt legeme fjernes
under en intervention, kan en sådan del kun opbevares og anvendes til
andet formål end det, der var årsag til fjernelsen, såfremt
dette sker i overensstemmelse med gældende regler om information og
samtykke.
Kapitel VIII
Krænkelse af konventionens bestemmelser
Artikel 23
Krænkelse af rettigheder og principper
Parterne skal tilvejebringe passende juridisk beskyttelse,
således at ulovlig krænkelse af de rettigheder og principper, der
er fastlagt i nærværende konvention, kan forhindres eller bringes
til ophør med kort varsel.
Artikel 24
Erstatning for ubehørig skade
En person, som har lidt ubehørig skade på
grund af en intervention, er berettiget til rimelig erstatning i henhold til
de regler og procedurer, der er fastsat ved lov.
Artikel 25
Sanktioner
Parterne skal sørge for passende sanktioner i
tilfælde af overtrædelse af bestemmelserne i
nærværende konvention.
Kapitel IX
Forbindelse mellem nærværende konvention og
andre bestemmelser
Artikel 26
Begrænsning i udøvelse af
rettigheder
1. Der må ikke gælde begrænsninger ved
udøvelsen af rettigheder og beskyttende bestemmelser indeholdt i
nærværende konvention, med undtagelse af sådanne
begrænsninger, der er foreskrevet ved lov og som er krævet i et
demokratisk samfund i den offentlige sikkerheds interesse, til forebyggelse
af forbrydelse, til beskyttelse af offentlig sundhed eller til beskyttelse af
andres rettigheder og frihed.
2. De begrænsninger, der er indeholdt i medfør af
foregående afsnit, må ikke gælde artiklerne 11, 13, 14, 16,
17, 19, 20 og 21.
Artikel 27
Yderligere beskyttelse
Ingen af bestemmelserne i nærværende
konvention må fortolkes som begrænsende eller på anden
måde påvirkende en parts muligheder for at yde større
beskyttelse end den i denne konvention fastlagte i forbindelse med anvendelse
af biologi og lægevidenskab.
Kapitel X
Offentlig debat
Artikel 28
Offentlig debat
Parterne i nærværende konvention skal
sørge for, at grundlæggende spørgsmål, der rejser
sig i forbindelse med udviklingen inden for biologi og lægevidenskab,
bliver underkastet passende offentlig debat, navnlig hvad angår
relevante lægelige, sociale, økonomiske, etiske og juridiske
virkninger, og at deres eventuelle anvendelse gøres til genstand for
passende drøftelse.
Kapitel XI
Fortolkning og opfølgning af konventionen
Artikel 29
Fortolkning af konventionen
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan uden
direkte henvisning til nogen specifik retssag, der måtte finde sted,
afgive responsa vedrørende juridiske spørgsmål om
fortolkningen af nærværende konvention efter anmodning
fra:
- en af parternes regering, efter meddelelse til de øvrige
underskrivere,
- en komite, der er nedsat i medfør af artikel 32, hvis
medlemmer er begrænset til repræsentanter for underskriverne af
nærværende konvention, efter en beslutning, der er vedtaget med
to tredjedele af de afgivne stemmer.
Artikel 30
Rapporter om konventionens anvendelse
Såfremt Europarådets generalsekretær
anmoder derom, skal parterne aflevere en redegørelse for, hvordan
deres nationale lovgivning sikrer, at konventionens bestemmelser
gennemføres effektivt.
Kapitel XII
Protokoller
Artikel 31
Protokoller
Der kan aftales protokoller i henhold til artikel 32 med
henblik på videreudbygning af principperne i denne konvention på
særlige områder.
Protokollerne skal være åbne for underskrift
af underskriverne til nærværende konvention. De skal ratificeres,
accepteres eller godkendes. Parterne må ikke ratificere, acceptere
eller godkende protokoller uden tidligere eller samtidig ratifikation, accept
eller godkendelse af konventionen.
Kapitel XIII
Ændringer i konventionen
Artikel 32
Ændringer i konventionen
1. De opgaver, der overdrages til "komiteen" i nærværende
artikel og i artikel 29, skal udføres af Styringskomiteen for Bioetik
(CDBI) eller af en anden komite udpeget af Ministerkomiteen med henblik
herpå.
2. Uden præjudice for de særlige bestemmelser i artikel 29
kan enhver af Europarådets medlemsstater, såvel som hver af
underskriverne af nærværende konvention, der ikke er medlem af
Europarådet, være repræsenteret og have én stemme i
komiteen, når komiteen udfører de opgaver, den er overdraget ved
nærværende konvention.
3. Enhver stat, der henvises til i artikel 33, eller som er blevet
indbudt til at tiltræde konventionen i overensstemmelse med
bestemmelserne i artikel 34, og som ikke er underskriver af konventionen, kan
repræsenteres i komiteen af en observatør. Hvis det
Europæiske Fællesskab ikke er underskriver, kan det
repræsenteres i komiteen ved en observatør.
4. Med henblik på at overvåge den videnskabelige udvikling
skal komiteen mødes for at undersøge nærværende
konvention senest fem år fra ikrafttrædelsen og
efterfølgende med sådanne mellemrum, som komiteen bestemmer.
5. Ethvert forslag til ændring af nærværende
konvention samt ethvert forslag til en protokol eller en ændring af en
protokol, som fremsættes af en af underskriverne, komiteen eller
Ministerkomiteen, skal meddeles til Europarådets generalsekretær
og fremsendes af denne til Europarådets medlemsstater, til det
Europæiske Fællesskab, til samtlige underskrivere og parter samt
til enhver stat, der er blevet indbudt til at underskrive
nærværende konvention i overensstemmelse med bestemmelserne i
artikel 33, og enhver stat, som er indbudt til at tiltræde konventionen
i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 34.
6. Komiteen skal tidligst mødes for at drøfte et forslag
to måneder efter generalsekretærens fremsendelse af forslaget som
angivet i stk. 5. Komiteen skal fremsætte den tekst, der er vedtaget
med to tredjedele af de afgivne stemmer, til Ministerkomiteen med henblik
på godkendelse. Efter godkendelse skal teksten fremsendes til
underskriverne med henblik på ratifikation, tiltrædelse eller
godkendelse.
7. Enhver ændring skal træde i kraft over for de parter,
som har tiltrådt den, den første dag i måneden efter
udløbet af et tidsrum på en måned efter den dato, hvor fem
underskrivere, herunder mindst fire af Europarådets medlemsstater, over
for generalsekretæren har udtrykt deres tiltrædelse af
ændringen.
For enhver part, som senere tiltræder
ændringen, skal ændringen træde i kraft den første
dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på en
måned efter den dato, hvor den pågældende part over for
generalsekretæren har udtrykt sin tiltrædelse af den.
Kapitel XIV
Afsluttende bestemmelser
Artikel 33
Underskrift, ratifikation og ikrafttræden
1. Konventionen er åben for undertegnelse af Europarådets
medlemsstater, ikke-medlemsstater som har deltaget i dens udarbejdelse samt
det Europæiske Fællesskab.
2. Konventionen skal ratificeres, tiltrædes eller godkendes.
Ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter deponeres
hos Europarådets generalsekretær.
3. Konventionen træder i kraft den første dag i
måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder
efter den dato, hvor fem stater, herunder mindst fire af Europarådets
medlemsstater, har udtrykt deres samtykke til at blive forpligtet af
konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2 af
nærværende artikel.
4. Med hensyn til enhver underskriver, som efterfølgende
udtrykker samtykke til at være forpligtet af konventionen, skal
konventionen træde i kraft den første dag i måneden efter
udløbet af et tidsrum på tre måneder efter den dato, hvor
den pågældende underskrivers ratifikations-, tiltrædelses-
eller godkendelsesinstrument deponeres.
Artikel 34
Ikke-medlemsstater
1. Efter konventionens ikrafttræden kan Europarådets
Ministerkomité efter samråd med underskriverne indbyde enhver
stat, der ikke er medlem af Europarådet, til at tiltræde
konventionen efter en beslutning taget med det flertal, der fastlægges
i artikel 20, litra d, i Europarådets vedtægter, samt ved
enstemmighed mellem repræsentanterne for de kontraherende stater, som
har ret til at være repræsenteret i Ministerkomiteen.
2. For enhver stat, som tiltræder konventionen, skal den
træde i kraft den første dag i måneden efter
udløbet af et tidsrum på tre måneder efter den dato, hvor
tiltrædelsesinstrumentet deponeres hos Europarådets
generalsekretær.
Artikel 35
Områder
1. Enhver underskriver kan på tidspunktet for undertegnelsen
eller ved deponeringen af sit ratifikations-, tiltrædelses-- eller
godkendelsesinstrument angive, for hvilket område eller hvilke
områder konventionen skal gælde. Alle andre stater kan fremkomme
med en lignende erklæring ved deponeringen af deres
tiltrædelsesinstrument.
2. Enhver af parterne kan til enhver tid efterfølgende ved
erklæring til Europarådets generalsekretær udvide
anvendelsen af konventionen til ethvert andet område nærmere
angivet i erklæringen og i forbindelse med hvilket den
pågældende part er ansvarlig for mellemstatslige relationer,
eller på hvis vegne den pågældende part er bemyndiget til
at indgå forpligtelser. I forbindelse med sådanne områder
skal konventionen træde i kraft den første dag i måneden
efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter datoen
for generalsekretærens modtagelse af erklæringen.
3. Enhver erklæring afgivet i henhold til de to ovennævnte
stykker kan tilbagetrækkes for ethvert af de områder, der er
angivet i erklæringen, ved notifikation til generalsekretæren.
Tilbagetrækningen træder i kraft den første dag i
måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder
efter datoen for generalsekretærens modtagelse af
notifikationen.
Artikel 36
Forbehold
1. Enhver stat og det Europæiske Fællesskab kan ved
undertegnelsen af nærværende konvention eller ved deponeringen af
sit ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrument tage
forbehold med hensyn til en bestemt bestemmelse i konventionen i det omfang,
at nogen national regulering, der gælder for dennes område, ikke
er i overensstemmelse med bestemmelsen. Der tillades ikke forbehold af
generel art i medfør af nærværende artikel.
2. Ethvert forbehold i medfør af nærværende artikel
skal indeholde en kort erklæring af den relevante regulering.
3. Enhver part, som udvider anvendelsen af konventionen til et
område, som er nævnt i den erklæring, der omhandles af
artikel 35, stk. 2, kan tage forbehold vedrørende det
pågældende område i overensstemmelse med bestemmelserne i
de foregående stykker.
4. Enhver part, som har taget et forbehold som nævnt i
nærværende artikel, kan trække det tilbage ved at afgive en
erklæring til Europarådets generalsekretær.
Tilbagetrækkelsen træder i kraft den første dag i
måneden efter udløbet af et tidsrum på en måned
efter datoen for generalsekretærens modtagelse af
erklæringen.
Artikel 37
Opsigelse
1. Enhver af parterne kan til enhver tid opsige konventionen ved at
afgive en notifikation til Europarådets generalsekretær.
2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag
i måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder
efter datoen for generalsekretærens modtagelse af
notifikationen.
Artikel 38
Notifikationer
Europarådets generalsekretær skal underrette
Europarådets medlemsstater, det Europæiske Fællesskab,
samtlige underskrivere, enhver anden part eller andre stater, som er blevet
indbudt til at tiltræde konventionen, om:
a enhver undertegnelse;
b deponeringen af ethvert ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesdokument;
c enhver dato for denne konventions ikrafttræden i henhold til
artikel 33 og 34;
d enhver ændring eller protokol vedtaget i henhold til artikel 32
samt den dato, hvor den pågældende ændring eller protokol
træder i kraft;
e enhver erklæring afgivet i henhold til bestemmelserne i artikel
35;
f ethvert forbehold og enhver tilbagetrækning af forbehold i
henhold til bestemmelserne i artikel 36;
g enhver anden handling, notifikation eller meddelelse
vedrørende konventionen.
Til bekræftelse heraf har de nedenstående, som
er behørigt befuldmægtiget dertil, undertegnet denne
konvention.
Udfærdiget i Oviedo (Asturien) den 4. april 1997
på engelsk og fransk, således at begge tekster har samme
gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal opbevares i Europarådets
arkiver. Europarådets generalsekretær skal fremsende
bekræftede kopier til enhver af Europarådets medlemsstater, til
det Europæiske Fællesskab, til ikke-medlemsstater, som har
deltaget i udarbejdelsen af konventionen samt til enhver stat, der er blevet
indbudt til at tiltræde konventionen.
Bemærkninger til forslaget
1. Beslutningsforslagets forhistorie
Beslutningsforslaget er - bortset fra konsekvensrettelser
i bemærkningerne til forslaget som følge af vedtagelsen af lov
nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling - en uændret
genfremsættelse af det forslag til folketingsbeslutning om Danmarks
ratifikation af Europarådets konvention af 4. april 1997 om beskyttelse
af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med
anvendelse af biologi og lægevidenskab: Konvention om
menneskerettigheder og biomedicin, der blev fremsat for Folketinget den 14.
januar 1998 (B 96), men som ikke nåede at blive behandlet inden
udskrivelsen den 19. februar 1998 af valget til Folketinget den 11. marts
1998.
2. Konventionens forhistorie
Europarådet har i adskillige år
beskæftiget sig med de problemer, menneskeheden står over for som
følge af de fremskridt, der gøres inden for lægevidenskab
og biologi. Siden 1978 har Ministerkomiteen således vedtaget en
række rekommandationer vedrørende forskellige etiske og
juridiske problemer, der har vist sig i takt med udviklingen af den
biomedicinske videnskab. I forbindelse med dette arbejde opstod tanken om at
udfærdige en samlet konvention, der fastsætter nogle generelle
standarder til beskyttelse af mennesker i forbindelse med biomedicinsk
videnskab.
Efter anbefaling fra Den Parlamentariske Forsamling
anmodede Ministerkomiteen i 1991 ad hoc-ekspertkomiteen for bioetik (CAHBI)
om at udarbejde et udkast til en rammekonvention med generelle principper om
bioetik samt tillægsprotokoller om specifikke aspekter. I 1992 blev
CAHBI afløst af Styringskomiteen for Bioetik (CDBI), der fik
deltagelse af nationale eksperter fra alle Europarådets medlemslande
samt observatører fra enkelte lande uden for Europa og forskellige
internationale organisationer, f.eks. WHO. Danmark har i komiteen været
repræsenteret af Sundhedsministeriet, Det Etiske Råd og Den
Centrale Videnskabsetiske Komité. Efter en række
halvårlige møder i 1992-1994 fremlagde CDBI-komiteen i juli 1994
den første version af konventionsudkastet, der blev underkastet
offentlig debat og afleveret til udtalelse i Den Parlamentariske Forsamling.
For Danmarks vedkommende blev konventionsudkastet i
efteråret 1994 af Sundhedsministeriet sendt til høring hos en
bred kreds af myndigheder, institutioner, organisationer, patientforeninger
m.v. På baggrund af de indkomne høringssvar udarbejdede
Sundhedsministeriet i december 1994 et brev til CDBI-komiteen, hvori der blev
redegjort for de danske synspunkter samt fremsat forskellige
ændringsforslag. Sundhedsministeriet konkluderede, at den nationale
høring har vist, at konventionsudkastet var et godt udgangspunkt for
det videre arbejde i CDBI-komiteen. Ministeriet gav endvidere udtryk for, at
en konvention, der regulerer beskyttelsen af menneskerettigheder og
menneskelig værdighed i forbindelse med udvikling og anvendelse af
biologi og lægevidenskab, vil være af stor betydning for det
fremtidige fælles beskyttelsesniveau.
På grundlag af kommentarerne fra de enkelte
medlemslande og en udtalelse fra Den Parlamentariske Forsamling
færdiggjorde CDBI-komiteen i juni 1996 et endeligt konventionsudkast,
der med visse ændringer foranlediget af Den Parlamentariske Forsamling,
blev vedtaget af Ministerkomiteen den 19. november 1996.
Konventionen blev åbnet for undertegnelse i Oviedo,
Spanien, den 4. april 1997, hvor den blev undertegnet af 21 af
Europarådets medlemslande, herunder af Danmark.
Konventionen træder i kraft 3 måneder efter at
være blevet ratificeret af 5 lande, hvoraf mindst 4 lande skal
være medlem af Europarådet.
En følgegruppe nedsat af Sundhedsministeriet med
deltagelse af Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Erhvervsministeriet,
Arbejdsministeriet, Forskningsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Det Etiske
Råd og Den Centrale Videnskabsetiske Komité har løbende
fulgt processen i Europarådet, idet konventionen indeholder
bestemmelser, der hører under andre ministeriers ressort.
3. Danmarks ratifikation
Den danske lovgivning om biomedicinsk etik og
patientrettigheder tager sit udgangspunkt i, at der må skabes nogle
rammer inden for hvilke, der kan ske en vurdering af spørgsmål
om biomedicinsk etik. Disse rammer fastlægges ud fra et hovedprincip om
selvbestemmelse for det enkelte menneske. Behandling og forsøg, der
involverer mennesker, må derfor kun finde sted ud fra princippet om
informeret samtykke.
På den baggrund har Danmark under udarbejdelsen af
konventionen haft den grundholdning, at formålet med konventionen er at
fastlægge hovedprincipper for, hvordan de etiske hensyn skal tilgodeses
i patientbehandlingen og ved biomedicinske forsøg. Den endelige
konventionstekst tager i høj grad hensyn hertil, idet den
fastsætter nogle grundlæggende rettigheder på
sundhedsområdet. Disse hovedprincipper har karakter af en fælles
kerne af minimumsstandarder, som hvert land skal opfylde, samtidig med, at
landene i national lovgivning og praksis kan yde en større beskyttelse
af individet end konventionen kræver. Derved tilgodeses også de
enkelte landes nationale behov, kultur, traditioner m.v. Konventionen
tilstræber derimod ikke at detailregulere alle situationer, der kan
opstå i forbindelse med patientinformation i tilknytning til
biomedicinsk etik.
Danmark har en meget omfattende og detaljeret
sundhedslovgivning. Af danske love og regler, der medvirker til at fremme
konventionens formål, kan især nævnes:
? Lov om patienters retsstilling
? Lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af
biomedicinske forskningsprojekter
? Lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig
behandling, diagnostik og forskning m.v.
? Lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.
? Lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet
? Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn
med firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse helbredsmæssige
oplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner).
Det skal endvidere fremhæves, at Den Centrale
Videnskabsetiske Komité har vedtaget en række rekommandationer,
der har til formål at beskytte personer, der deltager i forsøg.
Rekommandationerne angiver nogle betingelser om f.eks. information og
samtykke, som komiteerne kan kræve overholdt, før de giver
tilladelse til igangsættelse af det enkelte forskningsprojekt.
Dansk ratifikation af konventionen indebærer en
forpligtelse til at indrette dansk lovgivning/administrativ praksis efter
konventionens bestemmelser, således at der i den faktiske
retsanvendelse ikke handles i strid med konventionens bestemmelser. I
tvivlstilfælde skal danske regler fortolkes på en måde, der
bedst bringer dem i overensstemmelse med konventionen.
Sundhedsministeriet skønner, at dansk ratifikation
af konventionen ikke nødvendiggør lovændringer inden for
ministeriets ressort, da opfyldelse af konventionen i Danmark antages at
kunne ske inden for rammerne af gældende sundhedslovgivning og
administrativ praksis, der generelt giver en stærk beskyttelse af
patientrettigheder, samt yder en særlig udvidet beskyttelse af
personer, der deltager i biomedicinske forsøg.
Sundhedsministeriet finder det dog nødvendigt at
tage forbehold for så vidt angår konventionens art. 20, stk. 2,
nr. 2. I henhold til denne bestemmelse kan der i særlige situationer
gives tilladelse til at overføre regenererbart væv, f.eks.
knoglemarv, mellem mindreårige søskende. Derimod vil det ikke
være muligt at overføre regenererbart væv fra et
mindreårigt barn til en af forældrene. Denne begrænsning er
ikke i overensstemmelse med praksis i Danmark og visse andre lande, idet der
forekommer tilfælde - om end meget sjældent - hvor donation fra
barn til forældre ikke kan erstattes af en realistisk eller
ligeværdig anden behandlingsmulighed. I disse tilfælde kan
donationen være livsreddende for modtageren. Der er tale om væv
som i løbet af kortere tid gendannes hos barnet, ligesom det er et
mindre indgreb uden anden risiko end den med bedøvelsen forbundne.
Hvis denne behandlingsmetode undlades, kan det betyde, at barnet mister sin
mor eller far.
Spørgsmålet om dansk ratifikation af
konventionen har endvidere været forelagt Udenrigsministeriet,
Justitsministeriet, Økonomiministeriet, Arbejdsministeriet og
Forskningsministeriet, der har meddelt deres tilslutning hertil. Dog har
Justitsministeriet udtalt, at det efter Justitsministeriets opfattelse kan
give anledning til tvivl, om konventionens art. 10 og 26 giver mulighed for
fuldstændigt at opretholde den gældende ordning efter den danske
registerlovgivning, hvorefter helbredsoplysninger kan undtages fra den
registreredes ret til registerindsigt. Tilsvarende gælder ifølge
Justitsministeriet med hensyn til bestemmelsen i offentlighedslovens § 10,
nr. 5, hvorefter materiale, der tilvejebringes som grundlag for udarbejdelse
af offentlig statistik eller videnskabelige undersøgelser, ikke er
undergivet aktindsigt. Justitsministeriet anbefaler derfor, at der tages
forbehold for så vidt angår registreredes indsigtsret efter
artikel 10.
I forbindelse med Danmarks ratifikation af konventionen
bør der således afgives en erklæring om, at Danmark i
henhold til konventionens art. 36 tager forbehold for så vidt
angår registreredes indsigtsret efter artikel 10 og for så vidt
angår den særlige bestemmelse om donation i art. 20, stk. 2, nr.
2.
De færøske og grønlandske myndigheder
er anmodet om en udtalelse om Danmarks ratifikation. Der vil i givet fald
indtil videre kunne tages forbehold for Færøerne og
Grønland i overensstemmelse med konventionens art. 35.
Danmarks ratifikation af konventionen sker ved, at
regeringen meddeler Europarådets generalsekretær, at ratifikation
kan ske med de ovenfor anførte forbehold. Når konventionen
tillige forelægges Folketinget i form af et beslutningsforslag, skyldes
det, at konventionen er et vigtigt dokument for Danmarks fremtidige
fastlæggelse af regler og praksis på området, og at
beslutningsforslagsformen ofte er anvendt ved forelægges af lignende
konventioner for Folketinget.
4. Konventionens indhold
Konventionen er den første internationale traktat,
der fastsætter generelle principper og regler til beskyttelse af
mennesker i forbindelse med udviklingen inden for biomedicinsk videnskab. Det
overordnede formål er at beskytte det enkelte menneske mod misbrug ved
behandling og forskning, og konventionen kan derfor betragtes som et
fundament for patientrettigheder i Europa.
Ud fra et princip om, at menneskets interesser og
velfærd skal have forrang frem for interesser, der alene
vedrører samfundet og videnskaben, indeholder konventionen
bestemmelser vedrørende bl.a.:
? Lige adgang til sundhedsmæssige ydelser
? Krav om informeret samtykke i patientbehandlingen
? Beskyttelse af mindreårige og voksne inhabile personer,
herunder sindslidende
? Ret til aktindsigt i helbredsoplysninger
? Forbud mod diskrimination på grund af genetisk arv
? Restriktive regler for anvendelse af genetiske
undersøgelser
? Forbud mod at bruge kunstig befrugtning med det formål at
vælge barnets køn, bortset fra tilfælde, hvor man kan
undgå alvorlige arvelige kønsbundne sygdomme
? Beskyttelse af personer, der deltager i forskning
? Regler om organtransplantation fra levende donorer
? Forbud mod kommerciel udnyttelse af organer m.v.
Konventionen redegør for de vigtigste principper.
Yderligere standarder og mere detaljerede spørgsmål vil blive
behandlet i tillægsprotokoller, der for tiden er under udarbejdelse i 4
underarbejdsgrupper, nedsat af CDBI-komiteen. Underarbejdsgrupperne behandler
spørgsmål om organtransplantation, medicinsk forskning,
beskyttelse af fostre samt genteknologi. Europarådets
ministerkomité vedtog den 6. november 1997 en tillægsprotokol om
forbud mod kloning af mennesker. Et tilsvarende forbud mod menneskelig
kloning er medtaget i den danske lov om kunstig befrugtning, der blev
vedtaget af Folketinget i sommeren 1997 (lov nr. 460 af 10. juni 1997).
Konventionen og tillægsprotokollerne vil tilsammen
give en fælles ramme til beskyttelse af menneskerettigheder og
menneskeværd i såvel etablerede områder som
udviklingsområder i forbindelse med anvendelsen af biologi og
lægevidenskab.
I tilknytning til konventionen har Europarådet
udarbejdet en uddybende rapport (Explanatory Report) med forklarende
bemærkninger til konventionsteksten. Den uddybende rapport er ikke en
bindende fortolkning af konventionen, men omhandler hovedpunkterne i det
forberedende arbejde og giver oplysninger, der kan afklare formålet og
hensigten med konventionen og give en bedre forståelse af omfanget af
dens bestemmelser. Den følgende redegørelse for konventionens
indhold bygger i vidt omfang på den uddybende rapport.
Konventionen indeholder en præambel og 38 artikler,
der er opdelt i 14 kapitler.
Kapitel 1 (art. 1-4) indeholder visse grundlæggende
principper.
Kapitel 2-7 (art. 5-22) indeholder en række
specifikke principper.
Kapitel 8-14 (art. 23-38) indeholder forskellige
bestemmelser om fortolkningen og anvendelsen af konventionen samt
sædvanlige afsluttende bestemmelser.
Til de enkelte bestemmelser bemærkes
følgende:
Præamblen
I præamblen redegøres for
konventionens baggrund og formål, og der henvises i denne forbindelse
til de andre internationale instrumenter, der har udgjort inspiration ved
udarbejdelsen af konventionen, bl.a. FN s Verdenserklæring om
Menneskerettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Særligt sidstnævnte konvention har haft stor betydning for
nærværende konvention, idet de to konventioner ikke blot deler
samme underliggende indfaldsvinkel, men også mange etiske og juridiske
principper. Konventionen udbygger faktisk nogle af de principper, der er
indeholdt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det fremhæves i præamblen, at fremskridt inden
for lægevidenskab og biologi kun bør anvendes til gavn for
nuværende og fremtidige generationer, og at anvendelsen skal ske i
respekt for menneskelig værdighed. Der lægges vægt på
behovet for internationalt samarbejde for at udbrede fordelene ved
lægevidenskabens fremskridt til hele menneskeheden.
Kapitel 1
Generelle bestemmelser
I art 1, stk. 1, defineres konventionens
anvendelsesområde og formål. Det fastslås, at konventionens
parter skal beskytte alle menneskers værdighed og identitet, og uden
forskelsbehandling garantere alle respekt for deres integritet samt andre
rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med
anvendelsen af biologi og lægevidenskab. Konventionen benytter
ifølge den uddybende rapport udtrykket "menneske" for at
angive nødvendigheden af at beskytte værdigheden og identiteten
hos alle mennesker.
I art. 1, stk. 2, bestemmes, at hver part i sin
egen lovgivning skal tage de nødvendige forholdsregler til at
gennemføre konventionens bestemmelser. Det forudsættes, at
begrebet "law" - i lighed med samme begreb i f.eks. art. 26 og art.
36, stk. 1 - forstås i bred forstand, således at der ikke alene
sigtes til formel lov, men også til administrative regler og praksis.
Bestemmelsen indeholder således en forpligtelse for de enkelte lande
til at indrette den nationale lovgivning og/eller administrative regler og
praksis efter konventionens bestemmelser.
Art. 2
indeholder grundprincippet om, at menneskets
interesser og velfærd skal have forrang frem for interesser, der alene
vedrører samfundet eller videnskaben. I tilfælde af indbyrdes
konflikt mellem flere interesser skal hensynet til mennesket altså have
førsteprioritet. Hele konventionen, hvis formål er at beskytte
menneskets rettigheder og værdighed, er bygget op omkring princippet om
menneskets forrang, og alle dens artikler skal fortolkes i lyset heraf. Et af
de vigtigste anvendelsesområder for dette princip er
forskningsområdet, jf. konventionens kapitel 5.
Art. 3
pålægger staterne en generel
forpligtelse til at skabe lige adgang til sundhedsmæssige ydelser.
Målet er at sikre lige adgang til sundhedsmæssige ydelser i
henhold til den enkelte patients medicinske behov. Ved "sundhedsmæssige
ydelser" ("health care") forstås ifølge den uddybende rapport
servicesystemer, der tilbyder diagnostiske, forebyggende og terapeutiske
indgreb samt genoptræning, og som er beregnet på at opretholde
eller forbedre en persons sundhedsmæssige tilstand eller afhjælpe
personens lidelse. Denne pleje skal være af passende standard i lyset
af de videnskabelige fremskridt og under forudsætning af en
løbende kvalitetsbedømmelse.
Der skal være lige adgang til sundhedsmæssige
ydelser. I denne sammenhæng betyder "lige" ("equitable") først
og fremmest, at der ikke forekommer uberettiget forskelsbehandling. Selv om
der ikke er absolut lighed, betyder lige adgang, at der effektivt opnås
en tilfredsstillende grad af omsorg. Konventionens parter er forpligtede til
at tage passende skridt til at opnå dette mål i så stor
udstrækning, som de til rådighed stående ressourcer
tillader. Formålet med denne bestemmelse er ikke at skabe en individuel
rettighed, hvortil hver enkelt person kan henholde sig i retssager mod
staten, men snarere at tilskynde sidstnævnte til at tage passende
forholdsregler som en del af dens sociale politik med henblik på at
sikre lige adgang til sundhedsmæssige ydelser.
Art. 4
fastslår, at enhver
sundhedsmæssig intervention, herunder forskning, skal foretages i
overensstemmelse med gældende faglige forpligtelser og standarder.
Udtrykket "intervention" skal forstås i bred betydning. Det
dækker alle medicinske handlinger, herunder især interventioner,
der udføres med henblik på præventiv pleje, diagnose,
behandling eller genoptræning eller i videnskabelig
sammenhæng.
Kapitel 2
Samtykke
Kapitel 2 indeholder en række detaljerede
bestemmelser om information og samtykke i patientbehandlingen.
Hovedreglen fremgår af art. 5, stk. 1, der
bestemmer, at ingen intervention på sundhedsområdet må
foretages uden den berørte persons frie og informerede samtykke.
Hermed fastslås, at mennesker frit skal kunne give eller nægte at
give deres samtykke til enhver intervention, som involverer deres person.
Patientens samtykke betragtes som frivilligt og informeret, hvis det gives
på baggrund af objektive oplysninger fra ansvarlige fagfolk inden for
sundhedssektoren med hensyn til arten og de mulige konsekvenser af den
planlagte intervention eller alternativer hertil, og uden nogen form for pres
fra nogen.
I art. 5, stk. 2, omtales de vigtigste aspekter ved
de oplysninger, der bør meddeles forud for interventionen, men det er
ikke nogen udtømmende liste. Informeret samtykke kan efter
omstændighederne forudsætte yderligere elementer. For at den
involverede persons samtykke skal være gyldigt, skal personen
være informeret om de relevante faktorer vedrørende den
påtænkte intervention. Disse oplysninger skal omfatte
formålet, arten og konsekvenserne ved interventionen og de involverede
risici. Oplysninger om involverede risici ved interventionen eller ved
alternative forløb skal ikke blot omfatte de risici, der følger
af den påtænkte form for intervention, men også eventuelle
risici, der er forbundet med den individuelle karakteristik af hver enkelt
patient, f.eks. alder eller tilstedeværelsen af andre patologiske
forekomster. Anmodninger fra patienter om yderligere oplysninger skal
besvares fyldestgørende.
Desuden skal oplysningerne være tilstrækkeligt
klare og passende formuleret for den person, der skal gennemgå
interventionen. Samtykket kan være udtrykkeligt eller
underforstået.
Den frie ret til at give sit samtykke indebærer, at
samtykket kan trækkes tilbage på ethvert tidspunkt, og at den
pågældende persons beslutning skal respekteres, når han
eller hun er blevet fuldt informeret om konsekvenserne, jf. art. 5, stk. 3.
Dette princip betyder imidlertid ikke, at f.eks. en tilbagetrækning af
patientens samtykke under en operation altid behøver at blive fulgt.
De faglige standarder og forpligtelser samt praksis, der gælder i
sådanne tilfælde i henhold til artikel 4, kan forpligte
lægen til at fortsætte operationen for at forhindre betydelig
skade på patientens helbred.
De ovenfor nævnte bestemmelser i art. 5 om
informeret samtykke er i dansk ret sikret gennem de tilsvarende regler i
patientretsstillingslovens §§ 6 - 7.
I art. 6 er der fastsat regler, der har til
formål at beskytte personer, der mangler evnen til at give samtykke til
patientbehandling. Den manglende evne til at give samtykke kan enten skyldes
alder (mindreårige) eller patientens mentale tilstand. Det er op til
det enkelte lands nationale lovgivning at afgøre, om en person er i
stand til at give samtykke til en intervention.
Art. 6, stk. 1,
opstiller en generel betingelse om,
at en intervention på en person, der ikke kan give samtykke, kun
må foretages, hvis det er direkte til fordel for den
pågældende person. For så vidt angår forskning og
organtransplantation er der fastsat særlige betingelser i art. 17 og
20. Art. 6, stk. 2 og 3, foreskriver, at hvor en mindreårig eller en
voksen inhabil person ikke er i stand til at give samtykke til en
intervention, må interventionen kun udføres, hvis samtykke er
givet af de forældre, der har forældremyndigheden over den
mindreårige, en juridisk værge eller en person eller en myndighed
udpeget ved lov.
I dansk ret reguleres mindreåriges forhold af lov om
forældremyndighed og samvær (lov nr. 387 af 14. juni 1995) og
patientretsstillingslovens § 8 om 15 - 17 åriges informerede samtykke
til behandling. Forhold omkring voksne inhabile personer er især
reguleret i værgemålsloven (lov nr. 388 af 14. juni 1995) og § 9
i patientretsstillingsloven.
Art. 6, stk. 4,
fastsætter, at værgen
m.v. skal informeres i overensstemmelse med hovedreglen i art. 5, mens art.
6, stk. 5, indeholder en bestemmelse om tilbagekaldelse af samtykke.
Art. 7
indeholder en særlig regel om
behandling af personer, der lider af en alvorlig sindslidelse. Efter
bestemmelsen kan der uden samtykke foretages en intervention, der har til
formål at behandle patientens sindslidelse, såfremt der er risiko
for alvorlig skade på patientens helbred, hvis behandlingen ikke
foretages. Det er en betingelse, at beskyttende regler fastsat i national
lovgivning overholdes. Bestemmelsen er ifølge den uddybende rapport
ikke til hinder for nationale regler om tvangsbehandling af alvorlige
somatiske sygdomme hos psykiatriske patienter. I dansk ret er
spørgsmålet om tvangsbehandling af psykiatriske patienter
detaljeret reguleret i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse
og anden tvang i psykiatrien, som ændret ved lov nr. 403 af 26. juni
1998.
Efter art. 8 tillades sundhedsmæssig behandling uden
patientsamtykke i nødsituationer, hvor det ikke er mulig at indhente
det fornødne samtykke. I nødsituationer kan læger
stå over for en konflikt mellem deres forpligtelse til at yde
hjælp og deres pligt til at indhente patientens samtykke. Denne artikel
tillader lægen at skride til øjeblikkelig handling i
sådanne situationer uden at afvente patientens samtykke eller eventuel
bemyndigelse fra dennes værge. Da dette er en afvigelse fra de
generelle bestemmelser i artikel 5 og 6, er der knyttet visse betingelser til
denne bestemmelse.
For det første er den nævnte mulighed
begrænset til nødsituationer, hvor det ikke er muligt for
lægen at indhente det fornødne samtykke. Artiklen gælder
både personer, der er i stand til at give samtykke, og personer, der
juridisk eller reelt ikke er i stand til at give deres samtykke. Som eksempel
på dette kan nævnes en patient i coma, som derfor ikke er i stand
til at give sit samtykke, eller en læge, der ikke er i stand til at
kontakte en umyndiggjort persons værge, som under normale
omstændigheder skulle have givet sit samtykke til en vigtig
intervention. I nødsituationer skal fagfolk i sundhedssektoren med al
rimelig omhu afgøre, hvad patienten ønsker.
Dernæst er muligheden alene begrænset til
uopsættelige interventioner, der er nødvendige ud fra et
lægeligt synspunkt. Indgreb, hvor en udsættelse er acceptabel, er
ikke omfattet. Muligheden er imidlertid ikke begrænset til livsreddende
interventioner. Endelig specificerer artiklen, at interventionen skal
udføres til umiddelbar gavn for den pågældende person.
Bestemmelsen er i dansk ret sikret gennem
patientretsstillingslovens § 10 om øjeblikkeligt behandlingsbehov, der
skal ses i sammenhæng med lægelovens § 7, stk. 1, og
straffelovens §§ 250 og 153.
I art. 9 bestemmes, at der skal tages hensyn til
tidligere ønsker vedrørende en lægelig intervention
udtrykt af en patient, som på interventionstidspunktet ikke er i stand
til at udtrykke sine ønsker. Bestemmelsen indebærer ikke en
forpligtelse for lægen til nødvendigvis at efterkomme
sådanne tidligere fremsatte ønsker. Hvis ønskerne f.eks.
er udtrykt lang tid før interventionen, og der siden er sket
videnskabelige fremskridt, kan der være grund til ikke at tage hensyn
til patientens mening. Lægen bør derfor i videst mulig
udstrækning forvisse sig om, at patientens ønsker omfatter den
øjeblikkelige situation og stadig gælder, idet der specielt
henvises til lægevidenskabens tekniske fremskridt. Dette område
er i dansk ret reguleret af reglerne om livstestamenter, jf.
patientretsstillingslovens §§ 17 - 18 og de tilhørende administrative
forskrifter.
Kapitel 3
Privatlivet og adgang til oplysninger
Art. 10, stk. 1, fastslår, at enhver har ret til
respekt for sit privatliv i relation til oplysninger om hans eller hendes
helbredstilstand. Respekten for privatlivet gælder dog ikke ubetinget,
idet der med hjemmel i art. 26, stk. 1, kan gøres undtagelser ud fra
en række hensyn, som må anses for påkrævet i et
demokratisk samfund, bl.a. hensynet til beskyttelse af offentlig sundhed,
forebyggelse af forbrydelser og beskyttelse af andres rettigheder og frihed.
Det vil således f.eks. være berettiget at anvende genetiske
analyser (DNA-tests) til identifikation af personer i forbindelse med
efterforskning af kriminalitet. Anvendelse af retsgenetiske
undersøgelser i faderskabssager er heller ikke udelukket. Det
forudsættes, at art. 26, stk. 1, giver hjemmel for en arbejdsgiver til
at kræve oplysninger om aktuelle sygdomme i henhold til de
særlige regler herom i lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på
arbejdsmarkedet (lov nr. 292 af 24. april 1996).
I dansk ret genfindes princippet om respekt for
privatlivet i de gældende regler om sundhedspersoners og andres
tavshedspligt. Reglerne findes bl.a. i lægeloven, straffeloven og
forvaltningsloven. Princippet fremgår ligeledes af art. 8 i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Art. 10, stk. 2,
fastlægger den enkelte
persons ret til at få kendskab til helbredsoplysninger, der er
indsamlet om den pågældende selv. Denne ret er af
grundlæggende betydning i sig selv, men er også en betingelse for
effektiv udøvelse af andre rettigheder, f.eks. retten til samtykke,
jf. art. 5. Der gælder dog visse undtagelser. Af bestemmelsen i art.
10, stk. 3, fremgår således, at der i særtilfælde kan
indføres lovmæssige begrænsninger i udøvelsen af
rettigheder, der er angivet i stk. 2, hvis dette er i patientens interesse.
Herudover kan der gøres undtagelse fra retten til indsigt i
medfør af art. 26, stk. 1.
Der er tale om en ret til at få oplysninger, der er
indsamlet i sundhedssektoren, hvorimod forsikringsselskaber og pensionskasser
ikke er omfattet. Bestemmelsen indebærer således ingen
ændring i den danske retsstilling vedrørende adgang til
oplysninger hos forsikringsselskaber og pensionskasser. I dansk ret findes
reglerne om adgang til oplysninger i sundhedssektoren især i lov om
patienters retsstilling.
Som anført ovenfor i afsnit 2 om Danmarks
ratifikation kan det efter Justitsministeriets opfattelse give anledning til
tvivl, om konventionens art. 10 og 26 giver mulighed for fuldstændigt
at opretholde den gældende ordningen efter den danske
registerlovgivning, hvorefter helbredsoplysninger kan undtages fra den
registreredes ret til registerindsigt. Tilsvarende gælder ifølge
Justitsministeriet med hensyn til bestemmelsen i offentlighedslovens § 10,
nr. 5, hvorefter materiale, der tilvejebringes som grundlag for udarbejdelse
af offentlig statistik eller videnskabelige undersøgelser, ikke er
undergivet aktindsigt. Justitsministeriet anbefaler derfor, at der ved dansk
ratifikation af konventionen tages forbehold for så vidt angår
registreredes indsigtsret efter artikel 10.
Art. 10, stk. 2,
indeholder endvidere en
bestemmelse om, at enkeltpersoners ønske om ikke at blive informeret
om helbredsforhold skal respekteres. Baggrunden for denne ret til "ikke
at vide" er, at patienter kan have deres egne grunde til ikke at
ønske at få noget at vide om visse aspekter af deres helbred.
Undtagelser kan gøres i medfør af stk. 3 og art. 26, stk. 1.
Kapitel 4
Den menneskelige arvemasse
I henhold til art. 11 er enhver form for
forskelsbehandling mod en person med begrundelse i dennes genetiske arv
forbudt. Formålet er at forhindre, at resultater af gentests bliver et
middel til uberettiget forskelsbehandling. Der er tale om et overordnet
princip, der skal ses i sammenhæng med principperne i
Menneskerettighedskonventions forbud mod diskrimination på grund af
køn, race, farve, sprog m.v.
Princippet i art. 11 er gennemført i to nyere
danske love, nemlig lov nr. 292 af 24. april 1996 om brug af
helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet og lov nr. 413 af 10. juni
1997 om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med
firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse helbredsoplysninger ved
tegning m.v. af forsikringer og pensioner). For vidt så angår
arbejdsmarkedet forudsættes art. 11 ikke at have til hensigt at gribe
ind i arbejdsgiverens ret til at ansætte den mest kvalificerede
ansøger til et job. Det vil derfor ikke være i strid med
bestemmelsen, hvis en arbejdsgiver afviser at ansætte en person
på baggrund af en gentest, der viser at personen lider af en aktuel
sygdom, der kan have betydning for jobbets udførelse.
Art. 12
opstiller grænser for brugen af
prædiktive genetiske tests, idet sådanne tests alene må
udføres af helbredsmæssige grunde eller i forbindelse med
sundhedsmæssig forskning og under forudsætning af passende
genetisk rådgivning.
Den hastige udvikling inden for genetisk forskning, der
har fundet sted de sidste 10 år, har gjort det muligt med meget
større præcision end tidligere at identificere mennesker, der er
bærere af bestemte gener knyttet til større enkeltgensygdomme
(f.eks. cystisk fibrose, hæmofili, Huntingtons sygdom, retinitis
pigmentosa m.v.), samt mennesker, der er bærere af gener, der kan
øge deres risiko for senere i livet at udvikle alvorlige sygdomme
(f.eks. hjertesygdomme, cancer og Alzheimers sygdom).
Fremskridtet inden for genetikken har også
ført til meget avancerede og præcise metoder til testning af
visse sygdomme. Identifikationen af et bestemt abnormt gen betyder dog ikke
nødvendigvis, at bæreren vil udvikle sygdommen, ligesom det
heller ikke forudsiger sygdommens mønster eller omfang. Moderne
metoder har også gjort det muligt at identificere gener, der bidrager
til udviklingen af større sygdomstilstande senere i livet, hvortil
andre gener og faktorer som miljø og livsstil også har bidraget.
Tests, der er prædiktive for visse genetiske
sygdomme, kan være til betydelig gavn for en enkelt persons helbred ved
at give mulighed for, at forebyggende behandling i god tid vil kunne
iværksættes eller ved at give muligheder for at mindske risikoen
gennem ændringer i adfærd, livsstil eller miljø. En
sådan behandling eller forebyggende indsats er imidlertid ikke mulig i
øjeblikket i forbindelse med adskillige genetisk bestemte sygdomme.
Retten til at blive informeret såvel som retten til ikke at blive
informeret og til egentligt informeret samtykke er derfor af særlig
betydning på dette område, idet problemer klart kan opstå
for den enkelte på grundlag af tests, der er prædiktive for en
genetisk sygdom, for hvilken der i øjeblikket ikke kendes nogen
effektiv behandling. En yderligere komplicerende faktor er, at tests, der er
prædiktive for genetisk bestemte sygdomme, også kan få
betydning for familiemedlemmer og børn af den person, der har
fået foretaget testen.
På baggrund af de specielle problemer, der er
forbundet med prædiktive tests, er det fundet nødvendigt at
indskrænke anvendelsen til sundhedsrelaterede formål. I national
lovgivning kan der dog gøres undtagelser i medfør af art. 26,
stk. 1.
Bestemmelsen indebærer ifølge den uddybende
rapport ingen begrænsninger i adgangen til at foretage fosterdiagnostik
til undersøgelse af, om et foster bærer arvelige anlæg,
der vil føre til alvorlige sygdomme hos barnet. Det er ligeledes
forudsat, at genetiske tests kan anvendes i forbindelse med
ansættelsessituationer under forudsætning af et
sundhedsmæssigt formål, der kan vedrører den ansatte selv
eller andre ansatte.
Princippet i art. 12 er gennemført i to nyere
danske love, nemlig lov nr. 292 af 24. april 1996 om brug af
helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet og lov nr. 413 af 10. juni
1997 om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med
firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse helbredsoplysninger ved
tegning m.v. af forsikringer og pensioner).
Art. 13
fastsætter, at intervention i den
menneskelige arvemasse kun er tilladt i forbindelse med
forebyggelsesmæssige, behandlingsmæssige eller
undersøgelsesmæssige formål, og kun så længe
målet ikke er at ændre efterkommeres arveegenskaber.
Bestemmelsen er gennemført i dansk ret ved § 2 i
lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling,
diagnostik og forskning m.v. (lov nr. 460 af 10. juni 1997).
Art. 14
indeholder et yderligere forbud med
tilknytning til kunstig befrugtning. Efter bestemmelsen er det ikke tilladt
at benytte teknikker til kunstig befrugtning med henblik på at
vælge et barns køn bortset fra tilfælde, hvor alvorlige
arvelige kønsbundne sygdomme skal undgås.
Bestemmelsen er gennemført i dansk ret ved § 8 i
lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling,
diagnostik og forskning m.v. (lov nr. 460 af 10. juni 1997).
Kapitel 5
Videnskabelig forskning
Kapitel 5 indeholder en række bestemmelser, der har
til formål at beskytte personer, der deltager i biomedicinsk forskning.
Der er tale om principper, der i Danmark er sikret ved det videnskabsetiske
komitesystem, der har til opgave at bedømme alle biomedicinske
forskningsprojekter, der påtænkes udført her i landet.
Komitesystemet blev lovfæstet i 1992, jf. lov om et videnskabsetisk
komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter
(Lovbekendtgørelse nr. 221 af 4. marts 1997 som ændret ved lov
nr. 460 af 10. juni 1997). Der kan endvidere henvises til kapitel 7 i lov om
kunstig befrugtning, der indeholder forskellige forbud i forbindelse med
forskning og forsøg.
Art. 15
er en generel bestemmelse, der
bekræfter, at der er fri adgang til medicinsk forskning under den
forudsætning, at det enkelte menneskes rettigheder overholdes.
I art. 16 er der fastsat detaljerede betingelser
for enhver forskning på mennesker. Den første betingelse er, at
der ikke må være noget alternativ af sammenlignelig virkning til
forskning på mennesker. Forskning vil således ikke blive tilladt,
hvis tilsvarende resultater kan opnås ad andre veje. Den anden
betingelse er, at den risiko, den pågældende person kan
udsættes for, ikke må være ude af proportion med den
potentielle nytte af forskningen. Den tredje betingelse er, at
forskningsprojektet skal være vurderet og godkendt af den kompetente
myndighed. Den fjerde betingelse er, at personen skal informeres om
rettigheder og garantier, f.eks. retten til frit at trække sit samtykke
tilbage på ethvert tidspunkt. Endelig er det en betingelse, at der er
givet et udtrykkeligt skriftligt samtykke.
Art. 17, stk. 1,
indeholder særligt
skærpende beskyttelsesregler for så vidt angår
forsøgspersoner, der er ude af stand til at give samtykke til
forskningsprojektet. Som udgangspunkt må sådanne
forskningsprojekter kun foretages, hvis resultatet af forskningen
indebærer mulighed for at frembringe direkte fordele for personens
helbred og under forudsætning af, at forskning af sammenlignelig
effektivitet ikke kan udføres på personer, der har evne til at
samtykke. I stk. 2 er der under visse meget udtrykkelige betingelser givet
mulighed for, at der kan gennemføres forsøg, som ikke
indebærer nogle direkte fordele for forsøgspersonens helbred.
Som begrundelse herfor er det anført i den uddybende rapport, at hvis
en sådan forskning helt ville være forbudt, ville fremskridt i
kampen for at fastholde og forbedre sundheden og bekæmpe sygdomme, der
kun rammer børn, sindslidende personer eller personer, der lider af
senil demens, blive umulig. Den pågældende gruppe mennesker kan i
sidste ende få gavn af denne form for forskning.
Art. 18
angår forskning på fostre in
vitro. Stk. 1 bestemmer, at der skal sikres tilstrækkelig beskyttelse
af fostrene, hvis national lov tillader forskning på fostre, mens stk.
2 forbyder skabelsen af menneskelige fostre med henblik på at anvende
dem i forskningsøjemed.
Kapitel 6
Fjernelse af organer og væv fra levende donorer
med henblik på transplantation
Organtransplantation er en almindeligt udbredt
lægevidenskabelig metode til at hjælpe med at redde,
forlænge eller i stor udstrækning lette livet for personer, der
lider af visse alvorlige sygdomme. Formålet med dette kapitel er at
fastlægge rammerne for beskyttelse af levende donorer i forbindelse med
fjernelse af organer (især lever, nyre, lunge, bugspytkirtel) eller
væv (for eksempel hud). Bestemmelserne er ikke gældende for
blodtransfusioner.
I art. 19 er det fastsat, at transplantation af
organer og væv fra levende donorer alene må finde sted med
henblik på behandlingsmæssige fordele for modtageren. Det er
endvidere en betingelse, at der ikke findes noget passende organ eller
væv fra en afdød person, og at der ikke findes nogen anden
behandlingsmæssig metode af tilsvarende effektivitet. Donoren skal give
et udtrykkeligt samtykke, enten skriftligt eller over for en officiel
instans.
Ifølge oplysninger fra Sundhedsstyrelsen foretages
organtransplantationer i Danmark i overensstemmelse med betingelserne i art.
19. De overordnede rammer for transplantation fra levende personer er fastsat
i § 13 i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation
m.v.
Art. 20
indeholder regler, der beskytter personer,
der er uden evne til at give samtykke til organtransplantation. I princippet
er det forbudt at foretage transplantation fra personer, der ikke kan give
samtykke, men i stk. 2 er der åbnet op for transplantation af
regenererende væv (væv som gendannes hos donor, f.eks.
knoglemarv) fra mindreårige til søskende. Som anført
ovenfor i afsnit 2 om Danmarks ratifikation kan knoglemarvstransplantation
fra et barn til dets mor eller far i sjældne tilfælde være
eneste livsreddende behandlingsmulighed. Sundhedsministeriet finder det
derfor nødvendigt ved dansk ratifikation af konventionen at tage
forbehold for så vidt angår denne bestemmelse.
Konventionen forbyder alle tilfælde af
transplantation af ikke-regenererbare organer/væv (organer og væv
som ikke gendannes hos donor, f.eks. nyre) fra mindreårige. Dansk
praksis er i overensstemmelse hermed.
Kravet om myndighedsgodkendelse i art. 20, stk. 2, nr. 4,
antages i Danmark for opfyldt, såfremt lovgivningens regler efterleves,
jf. særligt lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og
transplantation m.v. Der kan endvidere henvises til Sundhedsstyrelsens
generelle tilsyn med sundhedsfaglig virksomhed.
Kapitel 7
Forbud mod økonomisk gevinst og bortskaffelse af
dele af menneskekroppen
Art. 21 bestemmer, at den menneskelige krop og dens
bestanddele ikke som sådan må give anledning til økonomisk
gevinst.
I henhold til denne artikel må organer og væv,
herunder blod, ikke købes og sælges eller give anledning til
økonomisk gevinst for den person, som organerne eller vævet er
taget fra, eller for tredjemand, uanset om det drejer sig om en enkeltperson
eller en institution som f.eks. et hospital. Imidlertid kan rent tekniske
foranstaltninger (prøveudtagelse, tests, pasteurisering,
fraktionering, rensning, opbevaring, dyrkning, transport osv.), som
udføres på grundlag af sådanne organer eller væv,
lovligt give anledning til et rimeligt vederlag.
Artiklen forbyder ikke salg af et lægeligt produkt,
der indeholder menneskeligt væv, som har været igennem en
produktionsproces, når blot ikke vævet som sådant
sælges. Desuden forhindrer denne artikel ikke en person, fra hvem et
organ eller væv er taget, i at modtage erstatning, der ikke må
være vederlag, men som kan være en rimelig kompensation til den
pågældende person for udgifter eller tab af indtægt (f.eks.
som følge af hospitalsindlæggelse). Produkter som f.eks.
hår og negle, der er afstødt væv, er ikke omfattet af
bestemmelsen.
For dansk rets vedkommende er princippet i art. 21
indeholdt i § 20, stk. 3, i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion
og transplantation m.v.
Art. 22
omhandler et særligt aspekt af
grundsætningen om informeret samtykke. Bestemmelsen kræver, at
der skal gives samtykke til, at en bortfjernet del fra menneskekroppen
(f.eks. knogler, hud, organer) opbevares og anvendes til andet formål
end det formål, der lå bag fjernelsen. Ifølge den
uddybende rapport er formålet med reglen især at give patienter
mulighed for at værne om oplysninger, der kan udledes af kropsdele, der
er fjernet ved kirurgiske indgreb.
Kapitel 8
Krænkelse af konventionens bestemmelser
Art. 23-25 indeholder regler om parternes forpligtelse
til at yde passende juridisk beskyttelse i tilfælde af krænkelse
af konventionens bestemmelser. Reglerne er sikret opfyldt i Danmark ved bl.a.
patientforsikringsordningen (lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts
1997), der omfatter behandling og forsøg, samt de forskellige
klageordninger, først og fremmest Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
Kapitel 9
Forbindelse mellem nærværende konvention og
andre bestemmelser
Art. 26 indeholder en generel klausul om, at der ud
fra visse hensyn, der må anses for påkrævet i et
demokratisk samfund, kan gøres undtagelser fra konventionens
materielle beskyttelsesregler. I henhold til art. 27 kan parterne
indføre regler, der yder større beskyttelse end krævet
efter konventionen. Konventionsteksten fastlægger med andre ord
fælles standarder, som staterne skal opfylde, men samtidig har staterne
lov til at yde større beskyttelse af det enkelte menneske og af
menneskerettigheder i forbindelse med anvendelse af biologi og
lægevidenskab.
Kapitel 10
Offentlig debat
Art. 28 opfordrer parterne til igennem offentlig debat
at skabe større bevidsthed om de rettigheder, der er indeholdt i
konventionen.
Kapitel 11
Fortolkning og opfølgning af konventionen
Art. 29 giver adgang for Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol til på anmodning at afgive vejledende
udtalelser om fortolkning af konventionen. Efter art. 30 skal parterne
på opfordring af Europarådets generalsekretær afgive en
redegørelse for, hvordan deres nationale lovgivning sikrer, at
konventionens bestemmelser gennemføres effektivt.
Kapitel 12
Protokoller
Art. 31 omhandler muligheden for at udfærdige
tillægsprotokoller med regler inden for bestemte områder. Da
formålet med sådanne protokoller er at udbygge de principper, der
er fastlagt i konventionen, bør bestemmelserne i dem ikke afvige fra
disse principper. Navnlig gælder det, at de ikke må
fastlægge regler, som giver mennesker ringere beskyttelse end den, der
er resultatet af konventionens principper. For at kunne underskrive eller
ratificere en protokol skal den pågældende stat samtidig eller
tidligere have underskrevet eller ratificeret konventionen. På den
anden side vil stater, som har underskrevet eller ratificeret konventionen,
ikke være forpligtede til at underskrive eller ratificere en
protokol.
Kapitel 13
Ændringer i konventionen
Art. 32 beskriver proceduren for ændringer i
konventionen.
Kapitel 14
Afsluttende bestemmelser
Art. 33-38 indeholder bestemmelser om konventionens
undertegnelse, ratifikation, ikrafttræden, forbehold m.v. Ud over
Europarådets medlemsstater kan følgende stater, der deltog i
udfærdigelsen af konventionen, underskrive konventionen: Australien,
Canada, Vatikanstaten, Japan og USA. Konventionen træder i henhold til
art. 33 i kraft 3 måneder efter at være blevet ratificeret af 5
stater, hvoraf mindst 4 stater skal være medlem af Europarådet.
Art. 36 giver mulighed for, at parterne ved undertegnelse/ratifikation af
konventionen kan tage forbehold med hensyn til en nærmere bestemt
artikel i konventionen, hvis en national regulering ikke er i
overensstemmelse med artiklen.
Lignende dokumenter
- 1997 BSF 96 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF EUROPARÅDETS KONVENTION AF 4. APRIL 1997 OM BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG MENNESKELIG VÆRDIGHED I FORBINDELSE MED ANVENDELSE AF BIOLOGI OG LÆGEVIDENSKAB: KONVENTION OM MENNESKERETTIGHEDER OG BIOMEDICIN Retsinformation · 14. januar 1998
- Bekendtgørelse af Europarådets konvention af 4. april 1997 om menneskerettigheder og biomedicin Retsinformation · 20. december 2000
- Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Europarådets konvention af 4. april 1997 om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettigheder og biomedicin Retsinformation · 11. maj 1999
- Skriftlig fremsættelse (7. oktober 1998) - B 5 Retsinformation · 7. oktober 1998
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Europarådets konvention af 4. april 1997 om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettighed Retsinformation · 7. maj 1999
- 1998/1 BTL B 5 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF EUROPARÅDETS KONVENTION AF 4. APRIL 1997 OM BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG MENNESKELIG VÆRDIGHED I FORBINDELSE MED ANVENDELSE AF BIOLOGI OG LÆGEVIDENSKAB: KONVENTION OM MENNESKERETTIGHED Retsinformation · 7. maj 1999