Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Europarådets konvention af 4. april 1997 om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettighede

1998/1 BSF 5Beslutningsforslag som fremsatSundhedsministeriet14. oktober 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 7. oktober 1998 af

sundhedsministeren (Carsten Koch)

Forslag til folketingsbeslutning

om Danmarks ratifikation af Europarådets konvention

af 4. april 1997 om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig

værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og

lægevidenskab: Konvention om menneskerettigheder og biomedicin

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark

ratificerer Europarådets konvention om menneskerettigheder og

biomedicin, som Danmark undertegnede i Oviedo, Spanien, den 4. april

1997.

Indholdsfortegnelse

side

Konvention om menneskerettigheder og biomedicin

3

Bemærkninger:

1. Konventionens forhistorie

26

2. Danmarks ratifikation

27

3. Konventionens indhold

29

KONVENTION OM BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG

MENNESKELIG VÆRDIGHED I FORBINDELSE MED ANVENDELSE

AF BIOLOGI OG LÆGEVIDENSKAB:

KONVENTION OM MENNESKERETTIGHEDER OG BIOMEDICIN

Oviedo, den 4. april 1997

PRÆAMBEL

Europarådets medlemsstater, de øvrige stater

og det Europæiske Fællesskab, som har underskrevet

Læs alt

nærværende konvention, er

under henvisning til Verdenserklæringen om

Menneskerettigheder, som blev proklameret af De Forenede Nationers

generalforsamling den 10. december 1948,

under henvisning til Konventionen til beskyttelse af

menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november

1950,

med baggrund i Konventionen om Den europæiske

Socialpagt af 18. oktober 1961,

med baggrund i den Internationale Konvention om borgerlige

og politiske rettigheder og den internationale konvention om

økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder af 16. december

1966,

med baggrund i den Europæiske konvention om

beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk

databehandling af personoplysninger af 28. januar 1981,

og med baggrund i FN-konventionen om Barnets Rettigheder

af 20. november 1989,

under henvisning til, at Europarådets formål

er at tilvejebringe en større enhed mellem dets medlemmer, og at en af

måderne at opnå dette mål er at opretholde og udvikle

menneskerettighederne og de grundlæggende friheder,

i erkendelse af den hurtige udvikling inden for biologi og

lægevidenskab,

overbevist om nødvendigheden af at respektere

mennesket både som enkeltperson og som medlem af den menneskelige art

og i anerkendelse af vigtigheden af at sikre den menneskelige

værdighed,

i erkendelse af, at misbrug af biologi og

lægevidenskab kan føre til handlinger, der kan bringe den

menneskelige værdighed i fare,

som bekræftelse på, at fremskridt inden for

biologi og lægevidenskab bør anvendes til gavn for

nuværende og kommende generationer,

i anerkendelse af behovet for internationalt samarbejde

for at sikre, at hele menneskeheden kan nyde godt af fordelene ved biologi og

lægevidenskab,

i anerkendelse af vigtigheden af at fremme en offentlig

debat om de spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med

anvendelsen af biologi og lægevidenskab, og af de svar, der gives

på disse spørgsmål,

ud fra et ønske om at påminde alle medlemmer

af samfundet om deres rettigheder og forpligtelser,

under hensyntagen til det arbejde, Den Parlamentariske

Forsamling har udført på dette område, herunder

Rekommandation 1160 (1991) om udarbejdelse af en konvention om bioetik,

ud fra en beslutning om at foretage sådanne

foranstalt-ninger, som er nødvendige for at beskytte den menneskelige

værdighed og det enkelte menneskes grundlæggende rettigheder i

forbindelse med anvendelsen af biologi og lægevidenskab

blevet enige om følgende:

Kapitel 1

Generelle bestemmelser

Artikel 1

Formål og mål

Parterne i denne konvention skal beskytte alle menneskers

værdighed og identitet, og uden forskelsbehandling garantere alle

respekt for deres integritet samt andre rettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder i forbindelse med anvendelsen af biologi og

lægevidenskab.

Alle parter skal træffe nødvendige

foranstaltninger i deres egen lovgivning med henblik på at lade

bestemmelserne i nærværende konvention få gyldighed.

Artikel 2

Menneskets forrang

Menneskets interesser og velfærd skal have forrang

frem for interesser, der alene vedrører samfundet og videnskaben.

Artikel 3

Lige adgang til sundhedsmæssige ydelser

Parterne skal tage passende forholdsregler med henblik

på inden for deres egen jurisdiktion at skabe lige adgang til

sundhedsmæssige ydelser af en passende kvalitet under hensyntagen til

sundhedsmæssige behov og de til rådighed værende

ressourcer.

Artikel 4

Faglige standarder

Enhver sundhedsmæssig intervention, herunder

forskning, skal foretages i overensstemmelse med gældende faglige

forpligtelser og standarder.

Kapitel II

Samtykke

Artikel 5

Generel regel

Ingen intervention må foretages på

sundhedsområdet uden den berørte persons frie og informerede

samtykke.

Denne person skal forud for enhver intervention have

modtaget relevante oplysninger med hensyn til formålet og arten af

interventionen samt med hensyn til de deraf følgende konsekvenser og

risici.

Den pågældende person kan til enhver tid frit

trække sit samtykke tilbage.

Artikel 6

Beskyttelse af personer, der mangler evnen til at give

samtykke

1. I overensstemmelse med artikel 17 og 20 nedenfor må en

intervention kun foretages på en person, der mangler evnen til at give

samtykke, hvis det er direkte til fordel for denne person.

2. I tilfælde, hvor en mindreårig ifølge loven ikke

kan give samtykke til en intervention, kan interventionen kun foretages med

bemyndigelse fra en repræsentant for denne person eller en myndighed

eller person eller organ foreskrevet ved lov.

Den mindreåriges synspunkt skal betragtes som en

stadig mere afgørende faktor jo ældre og mere moden vedkommende

er.

3. I tilfælde, hvor en voksen person på grund af

sindslidelse, sygdom eller af tilsvarende grunde ifølge loven ikke kan

give samtykke til en intervention, kan interventionen kun foretages med

bemyndigelse fra en repræsentant for denne person eller en myndighed

eller person eller organ foreskrevet ved lov.

Den pågældende person skal så vidt

muligt involveres i samtykkeproceduren.

4. Den repræsentant, myndighed, person eller det organ, der er

nævnt i stk. 2 og 3 ovenfor, skal på samme betingelser modtage de

oplysninger, der henvises til i artikel 5.

5. Den bemyndigelse, der henvises til i stk. 2 og 3 ovenfor, kan til

enhver tid tilbagekaldes, hvis det er i den pågældende persons

bedste interesse.

Artikel 7

Beskyttelse af sindslidende personer

Patienter, der er sindslidende i alvorlig grad, kan, uden

deres samtykke er indhentet og i overensstemmelse med de beskyttende regler,

der er fastlagt ved lov, inklusive procedurer for tilsyn, kontrol og

efterprøvelse, underkastes en intervention, der har til formål

at behandle deres sindslidelse, såfremt der er risiko for alvorlig

skade på deres helbred, såfremt en sådan behandling ikke

foretages.

Artikel 8

Nødsituationer

Når det nødvendige samtykke ikke kan

opnås i nødsituationer, kan enhver lægeligt

nødvendig intervention foretages øjeblikkeligt ud fra et hensyn

til den pågældende persons helbred.

Artikel 9

Tidligere udtrykte ønsker

Der skal tages hensyn til tidligere ønsker

vedrørende en lægelig intervention udtrykt af en patient, som

på interventionstidspunktet ikke er i stand til at udtrykke sine

ønsker.

Kapitel III

Privatlivet og adgang til oplysninger

Artikel 10

Privatlivet og adgang til oplysninger

1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv i relation til

oplysninger om hans eller hendes sundhedstilstand.

2. Enhver er berettiget til at kende alle oplysninger, som er indsamlet

om hans eller hendes helbred. Imidlertid skal enkeltpersoners ønske om

ikke at få kendskab til sådanne oplysninger respekteres.

3. I særtilfælde kan der indføres lovmæssige

begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder, der er angivet i

stk. 2, såfremt dette er i patientens interesse.

Kapitel IV

Den menneskelige arvemasse

Artikel 11

Ligebehandling

Enhver form for forskelsbehandling mod en person med

begrundelse i dennes genetiske arv er forbudt.

Artikel 12

Prædiktive genetiske tests

Tests, som kan forudsige genetiske sygdomme, eller som

enten kan identificere personen som bærer af et gen, der er ansvarlig

for en sygdom, eller afdække en genetisk prædisposition eller

modtagelighed for en sygdom, må kun udføres af

helbredsmæssige grunde eller i forbindelse med forskning med et

sundhedsmæssigt formål og under forudsætning af passende

genetisk rådgivning.

Artikel 13

Intervention i den menneskelige arvemasse

Intervention i den menneskelige arvemasse er kun tilladt i

forbindelse med forebyggelsesmæssige, behandlingsmæssige eller

undersøgelsesmæssige formål, og kun så længe

målet ikke er at ændre efterkommeres arveegenskaber.

Artikel 14

Ikke-udvælgelse af køn

Det er ikke tilladt at benytte teknikker til kunstig

befrugtning med henblik på at vælge et barns køn bortset

fra tilfælde, hvor alvorlige arvelige kønsbundne sygdomme skal

undgås.

Kapitel V

Videnskabelig forskning

Artikel 15

Generel bestemmelse

Videnskabelig biologisk og medicinsk forskning kan

udføres frit i overensstemmelse med nærværende konvention

og andre lovbestemmelser, der sikrer beskyttelsen af mennesket.

Artikel 16

Beskyttelse af personer, der er genstand for

forskning

Forskning på personer kan kun finde sted, hvis alle

følgende betingelser er opfyldt:

i der er ikke noget alternativ af tilsvarende effektivitet til

forskning på mennesker,

ii den risiko, en person udsættes for, er ikke ude af proportion

til de mulige fordele af forskningen,

iii forskningsprojektet er godkendt af den kompetente myndighed efter

uvildig undersøgelse af de videnskabelige fordele, inklusive vurdering

af betydningen af målet med forskningen og tværfaglig gennemgang

af det etisk acceptable ved forskningen,

iv de personer, der er underkastet forskning, er blevet underrettet om

deres rettigheder og de sikkerhedsforanstaltninger, der til deres beskyttelse

er foreskrevet ved lov,

v det krævede samtykke i medfør af artikel 5 er

udtrykkeligt og specifikt og er dokumenteret. Et sådant samtykke kan

til enhver tid frit tilbagekaldes.

Artikel 17

Beskyttelse af personer, der er ude af stand til at give

samtykke til forskning

1. Forskning på en person uden evne til at samtykke i

medfør af artikel 5 må kun foretages, såfremt alle

nedenstående betingelser er opfyldt:

i betingelserne i medfør af artikel 16, nr. i til iv er

opfyldt,

ii resultatet af forskningen indebærer mulighed for at frembringe

reelle og direkte fordele for den pågældende persons helbred,

iii forskning af sammenlignelig effektivitet kan ikke udføres

på personer, der har evne til at samtykke,

iv den nødvendige bemyndigelse i medfør af artikel 6 er

givet specifikt og skriftligt, og

v den pågældende person har ikke indvendinger.

2. Undtagelsesvis og i overensstemmelse med den beskyttelse, der er

foreskrevet ved lov, hvor forskning ikke har mulighed for at frembringe

resultater med direkte fordele for den pågældende persons

helbred, kan en sådan forskning tillades i overensstemmelse med

betingelserne i medfør af stk. 1, nr. i, iii, iv og v ovenfor og med

følgende yderligere betingelser:

i forskningen har til formål gennem væsentlig forbedring af

den videnskabelige forståelse af den enkeltes tilstand, sygdom eller

forstyrrelse at bidrage til den endelige opnåelse af resultater, der er

i stand til at overføre fordele til den pågældende person

eller til andre personer i samme aldersklasse eller ramt af den samme sygdom

eller forstyrrelse eller med samme tilstand,

ii forskningen medfører kun minimal risiko og minimal gene for

den pågældende person.

Artikel 18

Forskning på fostre in vitro

1. Såfremt forskning på fostre in vitro er tilladt ved lov,

skal loven sikre tilstrækkelig beskyttelse af fostrene.

2. Det er ikke tilladt af skabe menneskelige fostre alene med henblik

på forskning.

Kapitel VI

Fjernelse af organer og væv fra levende donorer

med henblik på transplantation

Artikel 19

Generel bestemmelse

1. Fjernelse af organer og væv fra levende donorer med henblik

på transplantation må alene finde sted med henblik på

behandlingsmæssige fordele for modtageren, og hvis der ikke findes

noget passende organ eller væv fra en afdød person, og der ikke

findes nogen anden behandlingsmæssig metode af tilsvarende

effektivitet.

2. Det nødvendige samtykke i overensstemmelse med artikel 5 skal

være udtrykkeligt afgivet enten skriftligt eller for en officiel

instans.

Artikel 20

Beskyttelse af personer uden evne til at give samtykke

til organfjernelse

1. Der må ikke fjernes organer eller væv fra en person, som

ikke har evnen til at samtykke i medfør af artikel 5.

2. Undtagelsesvis og i overensstemmelse med den beskyttelse, der er

foreskrevet ved lov, kan der gives tilladelse til fjernelse af regenererende

væv fra en person, der ikke har evnen til at samtykke, forudsat

følgende betingelser er opfyldt:

i der findes ikke en egnet donor, som har evnen til at samtykke,

ii modtageren er bror eller søster til donoren,

iii donationen skal skabe mulighed for at redde livet for

modtageren,

iv bemyndigelsen i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i artikel 6 er

givet specifikt og skriftligt, i overensstemmelse med loven og med den

kompetente myndigheds godkendelse,

v den pågældende potentielle donor gør ikke

indvendinger.

Kapitel VII

Forbud mod økonomisk gevinst og bortskaffelse af

dele af menneskekroppen

Artikel 21

Forbud mod økonomisk gevinst

Den menneskelige krop og dens bestanddele må

ikke som sådan give anledning til økonomisk gevinst.

Artikel 22

Bortskaffelse af dele fjernet fra menneskekroppen

Såfremt en del af et menneskeligt legeme fjernes

under en intervention, kan en sådan del kun opbevares og anvendes til

andet formål end det, der var årsag til fjernelsen, såfremt

dette sker i overensstemmelse med gældende regler om information og

samtykke.

Kapitel VIII

Krænkelse af konventionens bestemmelser

Artikel 23

Krænkelse af rettigheder og principper

Parterne skal tilvejebringe passende juridisk beskyttelse,

således at ulovlig krænkelse af de rettigheder og principper, der

er fastlagt i nærværende konvention, kan forhindres eller bringes

til ophør med kort varsel.

Artikel 24

Erstatning for ubehørig skade

En person, som har lidt ubehørig skade på

grund af en intervention, er berettiget til rimelig erstatning i henhold til

de regler og procedurer, der er fastsat ved lov.

Artikel 25

Sanktioner

Parterne skal sørge for passende sanktioner i

tilfælde af overtrædelse af bestemmelserne i

nærværende konvention.

Kapitel IX

Forbindelse mellem nærværende konvention og

andre bestemmelser

Artikel 26

Begrænsning i udøvelse af

rettigheder

1. Der må ikke gælde begrænsninger ved

udøvelsen af rettigheder og beskyttende bestemmelser indeholdt i

nærværende konvention, med undtagelse af sådanne

begrænsninger, der er foreskrevet ved lov og som er krævet i et

demokratisk samfund i den offentlige sikkerheds interesse, til forebyggelse

af forbrydelse, til beskyttelse af offentlig sundhed eller til beskyttelse af

andres rettigheder og frihed.

2. De begrænsninger, der er indeholdt i medfør af

foregående afsnit, må ikke gælde artiklerne 11, 13, 14, 16,

17, 19, 20 og 21.

Artikel 27

Yderligere beskyttelse

Ingen af bestemmelserne i nærværende

konvention må fortolkes som begrænsende eller på anden

måde påvirkende en parts muligheder for at yde større

beskyttelse end den i denne konvention fastlagte i forbindelse med anvendelse

af biologi og lægevidenskab.

Kapitel X

Offentlig debat

Artikel 28

Offentlig debat

Parterne i nærværende konvention skal

sørge for, at grundlæggende spørgsmål, der rejser

sig i forbindelse med udviklingen inden for biologi og lægevidenskab,

bliver underkastet passende offentlig debat, navnlig hvad angår

relevante lægelige, sociale, økonomiske, etiske og juridiske

virkninger, og at deres eventuelle anvendelse gøres til genstand for

passende drøftelse.

Kapitel XI

Fortolkning og opfølgning af konventionen

Artikel 29

Fortolkning af konventionen

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan uden

direkte henvisning til nogen specifik retssag, der måtte finde sted,

afgive responsa vedrørende juridiske spørgsmål om

fortolkningen af nærværende konvention efter anmodning

fra:

- en af parternes regering, efter meddelelse til de øvrige

underskrivere,

- en komite, der er nedsat i medfør af artikel 32, hvis

medlemmer er begrænset til repræsentanter for underskriverne af

nærværende konvention, efter en beslutning, der er vedtaget med

to tredjedele af de afgivne stemmer.

Artikel 30

Rapporter om konventionens anvendelse

Såfremt Europarådets generalsekretær

anmoder derom, skal parterne aflevere en redegørelse for, hvordan

deres nationale lovgivning sikrer, at konventionens bestemmelser

gennemføres effektivt.

Kapitel XII

Protokoller

Artikel 31

Protokoller

Der kan aftales protokoller i henhold til artikel 32 med

henblik på videreudbygning af principperne i denne konvention på

særlige områder.

Protokollerne skal være åbne for underskrift

af underskriverne til nærværende konvention. De skal ratificeres,

accepteres eller godkendes. Parterne må ikke ratificere, acceptere

eller godkende protokoller uden tidligere eller samtidig ratifikation, accept

eller godkendelse af konventionen.

Kapitel XIII

Ændringer i konventionen

Artikel 32

Ændringer i konventionen

1. De opgaver, der overdrages til "komiteen" i nærværende

artikel og i artikel 29, skal udføres af Styringskomiteen for Bioetik

(CDBI) eller af en anden komite udpeget af Ministerkomiteen med henblik

herpå.

2. Uden præjudice for de særlige bestemmelser i artikel 29

kan enhver af Europarådets medlemsstater, såvel som hver af

underskriverne af nærværende konvention, der ikke er medlem af

Europarådet, være repræsenteret og have én stemme i

komiteen, når komiteen udfører de opgaver, den er overdraget ved

nærværende konvention.

3. Enhver stat, der henvises til i artikel 33, eller som er blevet

indbudt til at tiltræde konventionen i overensstemmelse med

bestemmelserne i artikel 34, og som ikke er underskriver af konventionen, kan

repræsenteres i komiteen af en observatør. Hvis det

Europæiske Fællesskab ikke er underskriver, kan det

repræsenteres i komiteen ved en observatør.

4. Med henblik på at overvåge den videnskabelige udvikling

skal komiteen mødes for at undersøge nærværende

konvention senest fem år fra ikrafttrædelsen og

efterfølgende med sådanne mellemrum, som komiteen bestemmer.

5. Ethvert forslag til ændring af nærværende

konvention samt ethvert forslag til en protokol eller en ændring af en

protokol, som fremsættes af en af underskriverne, komiteen eller

Ministerkomiteen, skal meddeles til Europarådets generalsekretær

og fremsendes af denne til Europarådets medlemsstater, til det

Europæiske Fællesskab, til samtlige underskrivere og parter samt

til enhver stat, der er blevet indbudt til at underskrive

nærværende konvention i overensstemmelse med bestemmelserne i

artikel 33, og enhver stat, som er indbudt til at tiltræde konventionen

i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 34.

6. Komiteen skal tidligst mødes for at drøfte et forslag

to måneder efter generalsekretærens fremsendelse af forslaget som

angivet i stk. 5. Komiteen skal fremsætte den tekst, der er vedtaget

med to tredjedele af de afgivne stemmer, til Ministerkomiteen med henblik

på godkendelse. Efter godkendelse skal teksten fremsendes til

underskriverne med henblik på ratifikation, tiltrædelse eller

godkendelse.

7. Enhver ændring skal træde i kraft over for de parter,

som har tiltrådt den, den første dag i måneden efter

udløbet af et tidsrum på en måned efter den dato, hvor fem

underskrivere, herunder mindst fire af Europarådets medlemsstater, over

for generalsekretæren har udtrykt deres tiltrædelse af

ændringen.

For enhver part, som senere tiltræder

ændringen, skal ændringen træde i kraft den første

dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på en

måned efter den dato, hvor den pågældende part over for

generalsekretæren har udtrykt sin tiltrædelse af den.

Kapitel XIV

Afsluttende bestemmelser

Artikel 33

Underskrift, ratifikation og ikrafttræden

1. Konventionen er åben for undertegnelse af Europarådets

medlemsstater, ikke-medlemsstater som har deltaget i dens udarbejdelse samt

det Europæiske Fællesskab.

2. Konventionen skal ratificeres, tiltrædes eller godkendes.

Ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter deponeres

hos Europarådets generalsekretær.

3. Konventionen træder i kraft den første dag i

måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder

efter den dato, hvor fem stater, herunder mindst fire af Europarådets

medlemsstater, har udtrykt deres samtykke til at blive forpligtet af

konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2 af

nærværende artikel.

4. Med hensyn til enhver underskriver, som efterfølgende

udtrykker samtykke til at være forpligtet af konventionen, skal

konventionen træde i kraft den første dag i måneden efter

udløbet af et tidsrum på tre måneder efter den dato, hvor

den pågældende underskrivers ratifikations-, tiltrædelses-

eller godkendelsesinstrument deponeres.

Artikel 34

Ikke-medlemsstater

1. Efter konventionens ikrafttræden kan Europarådets

Ministerkomité efter samråd med underskriverne indbyde enhver

stat, der ikke er medlem af Europarådet, til at tiltræde

konventionen efter en beslutning taget med det flertal, der fastlægges

i artikel 20, litra d, i Europarådets vedtægter, samt ved

enstemmighed mellem repræsentanterne for de kontraherende stater, som

har ret til at være repræsenteret i Ministerkomiteen.

2. For enhver stat, som tiltræder konventionen, skal den

træde i kraft den første dag i måneden efter

udløbet af et tidsrum på tre måneder efter den dato, hvor

tiltrædelsesinstrumentet deponeres hos Europarådets

generalsekretær.

Artikel 35

Områder

1. Enhver underskriver kan på tidspunktet for undertegnelsen

eller ved deponeringen af sit ratifikations-, tiltrædelses-- eller

godkendelsesinstrument angive, for hvilket område eller hvilke

områder konventionen skal gælde. Alle andre stater kan fremkomme

med en lignende erklæring ved deponeringen af deres

tiltrædelsesinstrument.

2. Enhver af parterne kan til enhver tid efterfølgende ved

erklæring til Europarådets generalsekretær udvide

anvendelsen af konventionen til ethvert andet område nærmere

angivet i erklæringen og i forbindelse med hvilket den

pågældende part er ansvarlig for mellemstatslige relationer,

eller på hvis vegne den pågældende part er bemyndiget til

at indgå forpligtelser. I forbindelse med sådanne områder

skal konventionen træde i kraft den første dag i måneden

efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter datoen

for generalsekretærens modtagelse af erklæringen.

3. Enhver erklæring afgivet i henhold til de to ovennævnte

stykker kan tilbagetrækkes for ethvert af de områder, der er

angivet i erklæringen, ved notifikation til generalsekretæren.

Tilbagetrækningen træder i kraft den første dag i

måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder

efter datoen for generalsekretærens modtagelse af

notifikationen.

Artikel 36

Forbehold

1. Enhver stat og det Europæiske Fællesskab kan ved

undertegnelsen af nærværende konvention eller ved deponeringen af

sit ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrument tage

forbehold med hensyn til en bestemt bestemmelse i konventionen i det omfang,

at nogen national regulering, der gælder for dennes område, ikke

er i overensstemmelse med bestemmelsen. Der tillades ikke forbehold af

generel art i medfør af nærværende artikel.

2. Ethvert forbehold i medfør af nærværende artikel

skal indeholde en kort erklæring af den relevante regulering.

3. Enhver part, som udvider anvendelsen af konventionen til et

område, som er nævnt i den erklæring, der omhandles af

artikel 35, stk. 2, kan tage forbehold vedrørende det

pågældende område i overensstemmelse med bestemmelserne i

de foregående stykker.

4. Enhver part, som har taget et forbehold som nævnt i

nærværende artikel, kan trække det tilbage ved at afgive en

erklæring til Europarådets generalsekretær.

Tilbagetrækkelsen træder i kraft den første dag i

måneden efter udløbet af et tidsrum på en måned

efter datoen for generalsekretærens modtagelse af

erklæringen.

Artikel 37

Opsigelse

1. Enhver af parterne kan til enhver tid opsige konventionen ved at

afgive en notifikation til Europarådets generalsekretær.

2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag

i måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder

efter datoen for generalsekretærens modtagelse af

notifikationen.

Artikel 38

Notifikationer

Europarådets generalsekretær skal underrette

Europarådets medlemsstater, det Europæiske Fællesskab,

samtlige underskrivere, enhver anden part eller andre stater, som er blevet

indbudt til at tiltræde konventionen, om:

a enhver undertegnelse;

b deponeringen af ethvert ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesdokument;

c enhver dato for denne konventions ikrafttræden i henhold til

artikel 33 og 34;

d enhver ændring eller protokol vedtaget i henhold til artikel 32

samt den dato, hvor den pågældende ændring eller protokol

træder i kraft;

e enhver erklæring afgivet i henhold til bestemmelserne i artikel

35;

f ethvert forbehold og enhver tilbagetrækning af forbehold i

henhold til bestemmelserne i artikel 36;

g enhver anden handling, notifikation eller meddelelse

vedrørende konventionen.

Til bekræftelse heraf har de nedenstående, som

er behørigt befuldmægtiget dertil, undertegnet denne

konvention.

Udfærdiget i Oviedo (Asturien) den 4. april 1997

på engelsk og fransk, således at begge tekster har samme

gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal opbevares i Europarådets

arkiver. Europarådets generalsekretær skal fremsende

bekræftede kopier til enhver af Europarådets medlemsstater, til

det Europæiske Fællesskab, til ikke-medlemsstater, som har

deltaget i udarbejdelsen af konventionen samt til enhver stat, der er blevet

indbudt til at tiltræde konventionen.

Bemærkninger til forslaget

1. Beslutningsforslagets forhistorie

Beslutningsforslaget er - bortset fra konsekvensrettelser

i bemærkningerne til forslaget som følge af vedtagelsen af lov

nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling - en uændret

genfremsættelse af det forslag til folketingsbeslutning om Danmarks

ratifikation af Europarådets konvention af 4. april 1997 om beskyttelse

af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med

anvendelse af biologi og lægevidenskab: Konvention om

menneskerettigheder og biomedicin, der blev fremsat for Folketinget den 14.

januar 1998 (B 96), men som ikke nåede at blive behandlet inden

udskrivelsen den 19. februar 1998 af valget til Folketinget den 11. marts

1998.

2. Konventionens forhistorie

Europarådet har i adskillige år

beskæftiget sig med de problemer, menneskeheden står over for som

følge af de fremskridt, der gøres inden for lægevidenskab

og biologi. Siden 1978 har Ministerkomiteen således vedtaget en

række rekommandationer vedrørende forskellige etiske og

juridiske problemer, der har vist sig i takt med udviklingen af den

biomedicinske videnskab. I forbindelse med dette arbejde opstod tanken om at

udfærdige en samlet konvention, der fastsætter nogle generelle

standarder til beskyttelse af mennesker i forbindelse med biomedicinsk

videnskab.

Efter anbefaling fra Den Parlamentariske Forsamling

anmodede Ministerkomiteen i 1991 ad hoc-ekspertkomiteen for bioetik (CAHBI)

om at udarbejde et udkast til en rammekonvention med generelle principper om

bioetik samt tillægsprotokoller om specifikke aspekter. I 1992 blev

CAHBI afløst af Styringskomiteen for Bioetik (CDBI), der fik

deltagelse af nationale eksperter fra alle Europarådets medlemslande

samt observatører fra enkelte lande uden for Europa og forskellige

internationale organisationer, f.eks. WHO. Danmark har i komiteen været

repræsenteret af Sundhedsministeriet, Det Etiske Råd og Den

Centrale Videnskabsetiske Komité. Efter en række

halvårlige møder i 1992-1994 fremlagde CDBI-komiteen i juli 1994

den første version af konventionsudkastet, der blev underkastet

offentlig debat og afleveret til udtalelse i Den Parlamentariske Forsamling.

For Danmarks vedkommende blev konventionsudkastet i

efteråret 1994 af Sundhedsministeriet sendt til høring hos en

bred kreds af myndigheder, institutioner, organisationer, patientforeninger

m.v. På baggrund af de indkomne høringssvar udarbejdede

Sundhedsministeriet i december 1994 et brev til CDBI-komiteen, hvori der blev

redegjort for de danske synspunkter samt fremsat forskellige

ændringsforslag. Sundhedsministeriet konkluderede, at den nationale

høring har vist, at konventionsudkastet var et godt udgangspunkt for

det videre arbejde i CDBI-komiteen. Ministeriet gav endvidere udtryk for, at

en konvention, der regulerer beskyttelsen af menneskerettigheder og

menneskelig værdighed i forbindelse med udvikling og anvendelse af

biologi og lægevidenskab, vil være af stor betydning for det

fremtidige fælles beskyttelsesniveau.

På grundlag af kommentarerne fra de enkelte

medlemslande og en udtalelse fra Den Parlamentariske Forsamling

færdiggjorde CDBI-komiteen i juni 1996 et endeligt konventionsudkast,

der med visse ændringer foranlediget af Den Parlamentariske Forsamling,

blev vedtaget af Ministerkomiteen den 19. november 1996.

Konventionen blev åbnet for undertegnelse i Oviedo,

Spanien, den 4. april 1997, hvor den blev undertegnet af 21 af

Europarådets medlemslande, herunder af Danmark.

Konventionen træder i kraft 3 måneder efter at

være blevet ratificeret af 5 lande, hvoraf mindst 4 lande skal

være medlem af Europarådet.

En følgegruppe nedsat af Sundhedsministeriet med

deltagelse af Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Erhvervsministeriet,

Arbejdsministeriet, Forskningsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Det Etiske

Råd og Den Centrale Videnskabsetiske Komité har løbende

fulgt processen i Europarådet, idet konventionen indeholder

bestemmelser, der hører under andre ministeriers ressort.

3. Danmarks ratifikation

Den danske lovgivning om biomedicinsk etik og

patientrettigheder tager sit udgangspunkt i, at der må skabes nogle

rammer inden for hvilke, der kan ske en vurdering af spørgsmål

om biomedicinsk etik. Disse rammer fastlægges ud fra et hovedprincip om

selvbestemmelse for det enkelte menneske. Behandling og forsøg, der

involverer mennesker, må derfor kun finde sted ud fra princippet om

informeret samtykke.

På den baggrund har Danmark under udarbejdelsen af

konventionen haft den grundholdning, at formålet med konventionen er at

fastlægge hovedprincipper for, hvordan de etiske hensyn skal tilgodeses

i patientbehandlingen og ved biomedicinske forsøg. Den endelige

konventionstekst tager i høj grad hensyn hertil, idet den

fastsætter nogle grundlæggende rettigheder på

sundhedsområdet. Disse hovedprincipper har karakter af en fælles

kerne af minimumsstandarder, som hvert land skal opfylde, samtidig med, at

landene i national lovgivning og praksis kan yde en større beskyttelse

af individet end konventionen kræver. Derved tilgodeses også de

enkelte landes nationale behov, kultur, traditioner m.v. Konventionen

tilstræber derimod ikke at detailregulere alle situationer, der kan

opstå i forbindelse med patientinformation i tilknytning til

biomedicinsk etik.

Danmark har en meget omfattende og detaljeret

sundhedslovgivning. Af danske love og regler, der medvirker til at fremme

konventionens formål, kan især nævnes:

? Lov om patienters retsstilling

? Lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af

biomedicinske forskningsprojekter

? Lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig

behandling, diagnostik og forskning m.v.

? Lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.

? Lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet

? Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn

med firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse helbredsmæssige

oplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner).

Det skal endvidere fremhæves, at Den Centrale

Videnskabsetiske Komité har vedtaget en række rekommandationer,

der har til formål at beskytte personer, der deltager i forsøg.

Rekommandationerne angiver nogle betingelser om f.eks. information og

samtykke, som komiteerne kan kræve overholdt, før de giver

tilladelse til igangsættelse af det enkelte forskningsprojekt.

Dansk ratifikation af konventionen indebærer en

forpligtelse til at indrette dansk lovgivning/administrativ praksis efter

konventionens bestemmelser, således at der i den faktiske

retsanvendelse ikke handles i strid med konventionens bestemmelser. I

tvivlstilfælde skal danske regler fortolkes på en måde, der

bedst bringer dem i overensstemmelse med konventionen.

Sundhedsministeriet skønner, at dansk ratifikation

af konventionen ikke nødvendiggør lovændringer inden for

ministeriets ressort, da opfyldelse af konventionen i Danmark antages at

kunne ske inden for rammerne af gældende sundhedslovgivning og

administrativ praksis, der generelt giver en stærk beskyttelse af

patientrettigheder, samt yder en særlig udvidet beskyttelse af

personer, der deltager i biomedicinske forsøg.

Sundhedsministeriet finder det dog nødvendigt at

tage forbehold for så vidt angår konventionens art. 20, stk. 2,

nr. 2. I henhold til denne bestemmelse kan der i særlige situationer

gives tilladelse til at overføre regenererbart væv, f.eks.

knoglemarv, mellem mindreårige søskende. Derimod vil det ikke

være muligt at overføre regenererbart væv fra et

mindreårigt barn til en af forældrene. Denne begrænsning er

ikke i overensstemmelse med praksis i Danmark og visse andre lande, idet der

forekommer tilfælde - om end meget sjældent - hvor donation fra

barn til forældre ikke kan erstattes af en realistisk eller

ligeværdig anden behandlingsmulighed. I disse tilfælde kan

donationen være livsreddende for modtageren. Der er tale om væv

som i løbet af kortere tid gendannes hos barnet, ligesom det er et

mindre indgreb uden anden risiko end den med bedøvelsen forbundne.

Hvis denne behandlingsmetode undlades, kan det betyde, at barnet mister sin

mor eller far.

Spørgsmålet om dansk ratifikation af

konventionen har endvidere været forelagt Udenrigsministeriet,

Justitsministeriet, Økonomiministeriet, Arbejdsministeriet og

Forskningsministeriet, der har meddelt deres tilslutning hertil. Dog har

Justitsministeriet udtalt, at det efter Justitsministeriets opfattelse kan

give anledning til tvivl, om konventionens art. 10 og 26 giver mulighed for

fuldstændigt at opretholde den gældende ordning efter den danske

registerlovgivning, hvorefter helbredsoplysninger kan undtages fra den

registreredes ret til registerindsigt. Tilsvarende gælder ifølge

Justitsministeriet med hensyn til bestemmelsen i offentlighedslovens § 10,

nr. 5, hvorefter materiale, der tilvejebringes som grundlag for udarbejdelse

af offentlig statistik eller videnskabelige undersøgelser, ikke er

undergivet aktindsigt. Justitsministeriet anbefaler derfor, at der tages

forbehold for så vidt angår registreredes indsigtsret efter

artikel 10.

I forbindelse med Danmarks ratifikation af konventionen

bør der således afgives en erklæring om, at Danmark i

henhold til konventionens art. 36 tager forbehold for så vidt

angår registreredes indsigtsret efter artikel 10 og for så vidt

angår den særlige bestemmelse om donation i art. 20, stk. 2, nr.

2.

De færøske og grønlandske myndigheder

er anmodet om en udtalelse om Danmarks ratifikation. Der vil i givet fald

indtil videre kunne tages forbehold for Færøerne og

Grønland i overensstemmelse med konventionens art. 35.

Danmarks ratifikation af konventionen sker ved, at

regeringen meddeler Europarådets generalsekretær, at ratifikation

kan ske med de ovenfor anførte forbehold. Når konventionen

tillige forelægges Folketinget i form af et beslutningsforslag, skyldes

det, at konventionen er et vigtigt dokument for Danmarks fremtidige

fastlæggelse af regler og praksis på området, og at

beslutningsforslagsformen ofte er anvendt ved forelægges af lignende

konventioner for Folketinget.

4. Konventionens indhold

Konventionen er den første internationale traktat,

der fastsætter generelle principper og regler til beskyttelse af

mennesker i forbindelse med udviklingen inden for biomedicinsk videnskab. Det

overordnede formål er at beskytte det enkelte menneske mod misbrug ved

behandling og forskning, og konventionen kan derfor betragtes som et

fundament for patientrettigheder i Europa.

Ud fra et princip om, at menneskets interesser og

velfærd skal have forrang frem for interesser, der alene

vedrører samfundet og videnskaben, indeholder konventionen

bestemmelser vedrørende bl.a.:

? Lige adgang til sundhedsmæssige ydelser

? Krav om informeret samtykke i patientbehandlingen

? Beskyttelse af mindreårige og voksne inhabile personer,

herunder sindslidende

? Ret til aktindsigt i helbredsoplysninger

? Forbud mod diskrimination på grund af genetisk arv

? Restriktive regler for anvendelse af genetiske

undersøgelser

? Forbud mod at bruge kunstig befrugtning med det formål at

vælge barnets køn, bortset fra tilfælde, hvor man kan

undgå alvorlige arvelige kønsbundne sygdomme

? Beskyttelse af personer, der deltager i forskning

? Regler om organtransplantation fra levende donorer

? Forbud mod kommerciel udnyttelse af organer m.v.

Konventionen redegør for de vigtigste principper.

Yderligere standarder og mere detaljerede spørgsmål vil blive

behandlet i tillægsprotokoller, der for tiden er under udarbejdelse i 4

underarbejdsgrupper, nedsat af CDBI-komiteen. Underarbejdsgrupperne behandler

spørgsmål om organtransplantation, medicinsk forskning,

beskyttelse af fostre samt genteknologi. Europarådets

ministerkomité vedtog den 6. november 1997 en tillægsprotokol om

forbud mod kloning af mennesker. Et tilsvarende forbud mod menneskelig

kloning er medtaget i den danske lov om kunstig befrugtning, der blev

vedtaget af Folketinget i sommeren 1997 (lov nr. 460 af 10. juni 1997).

Konventionen og tillægsprotokollerne vil tilsammen

give en fælles ramme til beskyttelse af menneskerettigheder og

menneskeværd i såvel etablerede områder som

udviklingsområder i forbindelse med anvendelsen af biologi og

lægevidenskab.

I tilknytning til konventionen har Europarådet

udarbejdet en uddybende rapport (Explanatory Report) med forklarende

bemærkninger til konventionsteksten. Den uddybende rapport er ikke en

bindende fortolkning af konventionen, men omhandler hovedpunkterne i det

forberedende arbejde og giver oplysninger, der kan afklare formålet og

hensigten med konventionen og give en bedre forståelse af omfanget af

dens bestemmelser. Den følgende redegørelse for konventionens

indhold bygger i vidt omfang på den uddybende rapport.

Konventionen indeholder en præambel og 38 artikler,

der er opdelt i 14 kapitler.

Kapitel 1 (art. 1-4) indeholder visse grundlæggende

principper.

Kapitel 2-7 (art. 5-22) indeholder en række

specifikke principper.

Kapitel 8-14 (art. 23-38) indeholder forskellige

bestemmelser om fortolkningen og anvendelsen af konventionen samt

sædvanlige afsluttende bestemmelser.

Til de enkelte bestemmelser bemærkes

følgende:

Præamblen

I præamblen redegøres for

konventionens baggrund og formål, og der henvises i denne forbindelse

til de andre internationale instrumenter, der har udgjort inspiration ved

udarbejdelsen af konventionen, bl.a. FN s Verdenserklæring om

Menneskerettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Særligt sidstnævnte konvention har haft stor betydning for

nærværende konvention, idet de to konventioner ikke blot deler

samme underliggende indfaldsvinkel, men også mange etiske og juridiske

principper. Konventionen udbygger faktisk nogle af de principper, der er

indeholdt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det fremhæves i præamblen, at fremskridt inden

for lægevidenskab og biologi kun bør anvendes til gavn for

nuværende og fremtidige generationer, og at anvendelsen skal ske i

respekt for menneskelig værdighed. Der lægges vægt på

behovet for internationalt samarbejde for at udbrede fordelene ved

lægevidenskabens fremskridt til hele menneskeheden.

Kapitel 1

Generelle bestemmelser

I art 1, stk. 1, defineres konventionens

anvendelsesområde og formål. Det fastslås, at konventionens

parter skal beskytte alle menneskers værdighed og identitet, og uden

forskelsbehandling garantere alle respekt for deres integritet samt andre

rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i forbindelse med

anvendelsen af biologi og lægevidenskab. Konventionen benytter

ifølge den uddybende rapport udtrykket "menneske" for at

angive nødvendigheden af at beskytte værdigheden og identiteten

hos alle mennesker.

I art. 1, stk. 2, bestemmes, at hver part i sin

egen lovgivning skal tage de nødvendige forholdsregler til at

gennemføre konventionens bestemmelser. Det forudsættes, at

begrebet "law" - i lighed med samme begreb i f.eks. art. 26 og art.

36, stk. 1 - forstås i bred forstand, således at der ikke alene

sigtes til formel lov, men også til administrative regler og praksis.

Bestemmelsen indeholder således en forpligtelse for de enkelte lande

til at indrette den nationale lovgivning og/eller administrative regler og

praksis efter konventionens bestemmelser.

Art. 2

indeholder grundprincippet om, at menneskets

interesser og velfærd skal have forrang frem for interesser, der alene

vedrører samfundet eller videnskaben. I tilfælde af indbyrdes

konflikt mellem flere interesser skal hensynet til mennesket altså have

førsteprioritet. Hele konventionen, hvis formål er at beskytte

menneskets rettigheder og værdighed, er bygget op omkring princippet om

menneskets forrang, og alle dens artikler skal fortolkes i lyset heraf. Et af

de vigtigste anvendelsesområder for dette princip er

forskningsområdet, jf. konventionens kapitel 5.

Art. 3

pålægger staterne en generel

forpligtelse til at skabe lige adgang til sundhedsmæssige ydelser.

Målet er at sikre lige adgang til sundhedsmæssige ydelser i

henhold til den enkelte patients medicinske behov. Ved "sundhedsmæssige

ydelser" ("health care") forstås ifølge den uddybende rapport

servicesystemer, der tilbyder diagnostiske, forebyggende og terapeutiske

indgreb samt genoptræning, og som er beregnet på at opretholde

eller forbedre en persons sundhedsmæssige tilstand eller afhjælpe

personens lidelse. Denne pleje skal være af passende standard i lyset

af de videnskabelige fremskridt og under forudsætning af en

løbende kvalitetsbedømmelse.

Der skal være lige adgang til sundhedsmæssige

ydelser. I denne sammenhæng betyder "lige" ("equitable") først

og fremmest, at der ikke forekommer uberettiget forskelsbehandling. Selv om

der ikke er absolut lighed, betyder lige adgang, at der effektivt opnås

en tilfredsstillende grad af omsorg. Konventionens parter er forpligtede til

at tage passende skridt til at opnå dette mål i så stor

udstrækning, som de til rådighed stående ressourcer

tillader. Formålet med denne bestemmelse er ikke at skabe en individuel

rettighed, hvortil hver enkelt person kan henholde sig i retssager mod

staten, men snarere at tilskynde sidstnævnte til at tage passende

forholdsregler som en del af dens sociale politik med henblik på at

sikre lige adgang til sundhedsmæssige ydelser.

Art. 4

fastslår, at enhver

sundhedsmæssig intervention, herunder forskning, skal foretages i

overensstemmelse med gældende faglige forpligtelser og standarder.

Udtrykket "intervention" skal forstås i bred betydning. Det

dækker alle medicinske handlinger, herunder især interventioner,

der udføres med henblik på præventiv pleje, diagnose,

behandling eller genoptræning eller i videnskabelig

sammenhæng.

Kapitel 2

Samtykke

Kapitel 2 indeholder en række detaljerede

bestemmelser om information og samtykke i patientbehandlingen.

Hovedreglen fremgår af art. 5, stk. 1, der

bestemmer, at ingen intervention på sundhedsområdet må

foretages uden den berørte persons frie og informerede samtykke.

Hermed fastslås, at mennesker frit skal kunne give eller nægte at

give deres samtykke til enhver intervention, som involverer deres person.

Patientens samtykke betragtes som frivilligt og informeret, hvis det gives

på baggrund af objektive oplysninger fra ansvarlige fagfolk inden for

sundhedssektoren med hensyn til arten og de mulige konsekvenser af den

planlagte intervention eller alternativer hertil, og uden nogen form for pres

fra nogen.

I art. 5, stk. 2, omtales de vigtigste aspekter ved

de oplysninger, der bør meddeles forud for interventionen, men det er

ikke nogen udtømmende liste. Informeret samtykke kan efter

omstændighederne forudsætte yderligere elementer. For at den

involverede persons samtykke skal være gyldigt, skal personen

være informeret om de relevante faktorer vedrørende den

påtænkte intervention. Disse oplysninger skal omfatte

formålet, arten og konsekvenserne ved interventionen og de involverede

risici. Oplysninger om involverede risici ved interventionen eller ved

alternative forløb skal ikke blot omfatte de risici, der følger

af den påtænkte form for intervention, men også eventuelle

risici, der er forbundet med den individuelle karakteristik af hver enkelt

patient, f.eks. alder eller tilstedeværelsen af andre patologiske

forekomster. Anmodninger fra patienter om yderligere oplysninger skal

besvares fyldestgørende.

Desuden skal oplysningerne være tilstrækkeligt

klare og passende formuleret for den person, der skal gennemgå

interventionen. Samtykket kan være udtrykkeligt eller

underforstået.

Den frie ret til at give sit samtykke indebærer, at

samtykket kan trækkes tilbage på ethvert tidspunkt, og at den

pågældende persons beslutning skal respekteres, når han

eller hun er blevet fuldt informeret om konsekvenserne, jf. art. 5, stk. 3.

Dette princip betyder imidlertid ikke, at f.eks. en tilbagetrækning af

patientens samtykke under en operation altid behøver at blive fulgt.

De faglige standarder og forpligtelser samt praksis, der gælder i

sådanne tilfælde i henhold til artikel 4, kan forpligte

lægen til at fortsætte operationen for at forhindre betydelig

skade på patientens helbred.

De ovenfor nævnte bestemmelser i art. 5 om

informeret samtykke er i dansk ret sikret gennem de tilsvarende regler i

patientretsstillingslovens §§ 6 - 7.

I art. 6 er der fastsat regler, der har til

formål at beskytte personer, der mangler evnen til at give samtykke til

patientbehandling. Den manglende evne til at give samtykke kan enten skyldes

alder (mindreårige) eller patientens mentale tilstand. Det er op til

det enkelte lands nationale lovgivning at afgøre, om en person er i

stand til at give samtykke til en intervention.

Art. 6, stk. 1,

opstiller en generel betingelse om,

at en intervention på en person, der ikke kan give samtykke, kun

må foretages, hvis det er direkte til fordel for den

pågældende person. For så vidt angår forskning og

organtransplantation er der fastsat særlige betingelser i art. 17 og

20. Art. 6, stk. 2 og 3, foreskriver, at hvor en mindreårig eller en

voksen inhabil person ikke er i stand til at give samtykke til en

intervention, må interventionen kun udføres, hvis samtykke er

givet af de forældre, der har forældremyndigheden over den

mindreårige, en juridisk værge eller en person eller en myndighed

udpeget ved lov.

I dansk ret reguleres mindreåriges forhold af lov om

forældremyndighed og samvær (lov nr. 387 af 14. juni 1995) og

patientretsstillingslovens § 8 om 15 - 17 åriges informerede samtykke

til behandling. Forhold omkring voksne inhabile personer er især

reguleret i værgemålsloven (lov nr. 388 af 14. juni 1995) og § 9

i patientretsstillingsloven.

Art. 6, stk. 4,

fastsætter, at værgen

m.v. skal informeres i overensstemmelse med hovedreglen i art. 5, mens art.

6, stk. 5, indeholder en bestemmelse om tilbagekaldelse af samtykke.

Art. 7

indeholder en særlig regel om

behandling af personer, der lider af en alvorlig sindslidelse. Efter

bestemmelsen kan der uden samtykke foretages en intervention, der har til

formål at behandle patientens sindslidelse, såfremt der er risiko

for alvorlig skade på patientens helbred, hvis behandlingen ikke

foretages. Det er en betingelse, at beskyttende regler fastsat i national

lovgivning overholdes. Bestemmelsen er ifølge den uddybende rapport

ikke til hinder for nationale regler om tvangsbehandling af alvorlige

somatiske sygdomme hos psykiatriske patienter. I dansk ret er

spørgsmålet om tvangsbehandling af psykiatriske patienter

detaljeret reguleret i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse

og anden tvang i psykiatrien, som ændret ved lov nr. 403 af 26. juni

1998.

Efter art. 8 tillades sundhedsmæssig behandling uden

patientsamtykke i nødsituationer, hvor det ikke er mulig at indhente

det fornødne samtykke. I nødsituationer kan læger

stå over for en konflikt mellem deres forpligtelse til at yde

hjælp og deres pligt til at indhente patientens samtykke. Denne artikel

tillader lægen at skride til øjeblikkelig handling i

sådanne situationer uden at afvente patientens samtykke eller eventuel

bemyndigelse fra dennes værge. Da dette er en afvigelse fra de

generelle bestemmelser i artikel 5 og 6, er der knyttet visse betingelser til

denne bestemmelse.

For det første er den nævnte mulighed

begrænset til nødsituationer, hvor det ikke er muligt for

lægen at indhente det fornødne samtykke. Artiklen gælder

både personer, der er i stand til at give samtykke, og personer, der

juridisk eller reelt ikke er i stand til at give deres samtykke. Som eksempel

på dette kan nævnes en patient i coma, som derfor ikke er i stand

til at give sit samtykke, eller en læge, der ikke er i stand til at

kontakte en umyndiggjort persons værge, som under normale

omstændigheder skulle have givet sit samtykke til en vigtig

intervention. I nødsituationer skal fagfolk i sundhedssektoren med al

rimelig omhu afgøre, hvad patienten ønsker.

Dernæst er muligheden alene begrænset til

uopsættelige interventioner, der er nødvendige ud fra et

lægeligt synspunkt. Indgreb, hvor en udsættelse er acceptabel, er

ikke omfattet. Muligheden er imidlertid ikke begrænset til livsreddende

interventioner. Endelig specificerer artiklen, at interventionen skal

udføres til umiddelbar gavn for den pågældende person.

Bestemmelsen er i dansk ret sikret gennem

patientretsstillingslovens § 10 om øjeblikkeligt behandlingsbehov, der

skal ses i sammenhæng med lægelovens § 7, stk. 1, og

straffelovens §§ 250 og 153.

I art. 9 bestemmes, at der skal tages hensyn til

tidligere ønsker vedrørende en lægelig intervention

udtrykt af en patient, som på interventionstidspunktet ikke er i stand

til at udtrykke sine ønsker. Bestemmelsen indebærer ikke en

forpligtelse for lægen til nødvendigvis at efterkomme

sådanne tidligere fremsatte ønsker. Hvis ønskerne f.eks.

er udtrykt lang tid før interventionen, og der siden er sket

videnskabelige fremskridt, kan der være grund til ikke at tage hensyn

til patientens mening. Lægen bør derfor i videst mulig

udstrækning forvisse sig om, at patientens ønsker omfatter den

øjeblikkelige situation og stadig gælder, idet der specielt

henvises til lægevidenskabens tekniske fremskridt. Dette område

er i dansk ret reguleret af reglerne om livstestamenter, jf.

patientretsstillingslovens §§ 17 - 18 og de tilhørende administrative

forskrifter.

Kapitel 3

Privatlivet og adgang til oplysninger

Art. 10, stk. 1, fastslår, at enhver har ret til

respekt for sit privatliv i relation til oplysninger om hans eller hendes

helbredstilstand. Respekten for privatlivet gælder dog ikke ubetinget,

idet der med hjemmel i art. 26, stk. 1, kan gøres undtagelser ud fra

en række hensyn, som må anses for påkrævet i et

demokratisk samfund, bl.a. hensynet til beskyttelse af offentlig sundhed,

forebyggelse af forbrydelser og beskyttelse af andres rettigheder og frihed.

Det vil således f.eks. være berettiget at anvende genetiske

analyser (DNA-tests) til identifikation af personer i forbindelse med

efterforskning af kriminalitet. Anvendelse af retsgenetiske

undersøgelser i faderskabssager er heller ikke udelukket. Det

forudsættes, at art. 26, stk. 1, giver hjemmel for en arbejdsgiver til

at kræve oplysninger om aktuelle sygdomme i henhold til de

særlige regler herom i lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på

arbejdsmarkedet (lov nr. 292 af 24. april 1996).

I dansk ret genfindes princippet om respekt for

privatlivet i de gældende regler om sundhedspersoners og andres

tavshedspligt. Reglerne findes bl.a. i lægeloven, straffeloven og

forvaltningsloven. Princippet fremgår ligeledes af art. 8 i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Art. 10, stk. 2,

fastlægger den enkelte

persons ret til at få kendskab til helbredsoplysninger, der er

indsamlet om den pågældende selv. Denne ret er af

grundlæggende betydning i sig selv, men er også en betingelse for

effektiv udøvelse af andre rettigheder, f.eks. retten til samtykke,

jf. art. 5. Der gælder dog visse undtagelser. Af bestemmelsen i art.

10, stk. 3, fremgår således, at der i særtilfælde kan

indføres lovmæssige begrænsninger i udøvelsen af

rettigheder, der er angivet i stk. 2, hvis dette er i patientens interesse.

Herudover kan der gøres undtagelse fra retten til indsigt i

medfør af art. 26, stk. 1.

Der er tale om en ret til at få oplysninger, der er

indsamlet i sundhedssektoren, hvorimod forsikringsselskaber og pensionskasser

ikke er omfattet. Bestemmelsen indebærer således ingen

ændring i den danske retsstilling vedrørende adgang til

oplysninger hos forsikringsselskaber og pensionskasser. I dansk ret findes

reglerne om adgang til oplysninger i sundhedssektoren især i lov om

patienters retsstilling.

Som anført ovenfor i afsnit 2 om Danmarks

ratifikation kan det efter Justitsministeriets opfattelse give anledning til

tvivl, om konventionens art. 10 og 26 giver mulighed for fuldstændigt

at opretholde den gældende ordningen efter den danske

registerlovgivning, hvorefter helbredsoplysninger kan undtages fra den

registreredes ret til registerindsigt. Tilsvarende gælder ifølge

Justitsministeriet med hensyn til bestemmelsen i offentlighedslovens § 10,

nr. 5, hvorefter materiale, der tilvejebringes som grundlag for udarbejdelse

af offentlig statistik eller videnskabelige undersøgelser, ikke er

undergivet aktindsigt. Justitsministeriet anbefaler derfor, at der ved dansk

ratifikation af konventionen tages forbehold for så vidt angår

registreredes indsigtsret efter artikel 10.

Art. 10, stk. 2,

indeholder endvidere en

bestemmelse om, at enkeltpersoners ønske om ikke at blive informeret

om helbredsforhold skal respekteres. Baggrunden for denne ret til "ikke

at vide" er, at patienter kan have deres egne grunde til ikke at

ønske at få noget at vide om visse aspekter af deres helbred.

Undtagelser kan gøres i medfør af stk. 3 og art. 26, stk. 1.

Kapitel 4

Den menneskelige arvemasse

I henhold til art. 11 er enhver form for

forskelsbehandling mod en person med begrundelse i dennes genetiske arv

forbudt. Formålet er at forhindre, at resultater af gentests bliver et

middel til uberettiget forskelsbehandling. Der er tale om et overordnet

princip, der skal ses i sammenhæng med principperne i

Menneskerettighedskonventions forbud mod diskrimination på grund af

køn, race, farve, sprog m.v.

Princippet i art. 11 er gennemført i to nyere

danske love, nemlig lov nr. 292 af 24. april 1996 om brug af

helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet og lov nr. 413 af 10. juni

1997 om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med

firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse helbredsoplysninger ved

tegning m.v. af forsikringer og pensioner). For vidt så angår

arbejdsmarkedet forudsættes art. 11 ikke at have til hensigt at gribe

ind i arbejdsgiverens ret til at ansætte den mest kvalificerede

ansøger til et job. Det vil derfor ikke være i strid med

bestemmelsen, hvis en arbejdsgiver afviser at ansætte en person

på baggrund af en gentest, der viser at personen lider af en aktuel

sygdom, der kan have betydning for jobbets udførelse.

Art. 12

opstiller grænser for brugen af

prædiktive genetiske tests, idet sådanne tests alene må

udføres af helbredsmæssige grunde eller i forbindelse med

sundhedsmæssig forskning og under forudsætning af passende

genetisk rådgivning.

Den hastige udvikling inden for genetisk forskning, der

har fundet sted de sidste 10 år, har gjort det muligt med meget

større præcision end tidligere at identificere mennesker, der er

bærere af bestemte gener knyttet til større enkeltgensygdomme

(f.eks. cystisk fibrose, hæmofili, Huntingtons sygdom, retinitis

pigmentosa m.v.), samt mennesker, der er bærere af gener, der kan

øge deres risiko for senere i livet at udvikle alvorlige sygdomme

(f.eks. hjertesygdomme, cancer og Alzheimers sygdom).

Fremskridtet inden for genetikken har også

ført til meget avancerede og præcise metoder til testning af

visse sygdomme. Identifikationen af et bestemt abnormt gen betyder dog ikke

nødvendigvis, at bæreren vil udvikle sygdommen, ligesom det

heller ikke forudsiger sygdommens mønster eller omfang. Moderne

metoder har også gjort det muligt at identificere gener, der bidrager

til udviklingen af større sygdomstilstande senere i livet, hvortil

andre gener og faktorer som miljø og livsstil også har bidraget.

Tests, der er prædiktive for visse genetiske

sygdomme, kan være til betydelig gavn for en enkelt persons helbred ved

at give mulighed for, at forebyggende behandling i god tid vil kunne

iværksættes eller ved at give muligheder for at mindske risikoen

gennem ændringer i adfærd, livsstil eller miljø. En

sådan behandling eller forebyggende indsats er imidlertid ikke mulig i

øjeblikket i forbindelse med adskillige genetisk bestemte sygdomme.

Retten til at blive informeret såvel som retten til ikke at blive

informeret og til egentligt informeret samtykke er derfor af særlig

betydning på dette område, idet problemer klart kan opstå

for den enkelte på grundlag af tests, der er prædiktive for en

genetisk sygdom, for hvilken der i øjeblikket ikke kendes nogen

effektiv behandling. En yderligere komplicerende faktor er, at tests, der er

prædiktive for genetisk bestemte sygdomme, også kan få

betydning for familiemedlemmer og børn af den person, der har

fået foretaget testen.

På baggrund af de specielle problemer, der er

forbundet med prædiktive tests, er det fundet nødvendigt at

indskrænke anvendelsen til sundhedsrelaterede formål. I national

lovgivning kan der dog gøres undtagelser i medfør af art. 26,

stk. 1.

Bestemmelsen indebærer ifølge den uddybende

rapport ingen begrænsninger i adgangen til at foretage fosterdiagnostik

til undersøgelse af, om et foster bærer arvelige anlæg,

der vil føre til alvorlige sygdomme hos barnet. Det er ligeledes

forudsat, at genetiske tests kan anvendes i forbindelse med

ansættelsessituationer under forudsætning af et

sundhedsmæssigt formål, der kan vedrører den ansatte selv

eller andre ansatte.

Princippet i art. 12 er gennemført i to nyere

danske love, nemlig lov nr. 292 af 24. april 1996 om brug af

helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet og lov nr. 413 af 10. juni

1997 om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med

firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse helbredsoplysninger ved

tegning m.v. af forsikringer og pensioner).

Art. 13

fastsætter, at intervention i den

menneskelige arvemasse kun er tilladt i forbindelse med

forebyggelsesmæssige, behandlingsmæssige eller

undersøgelsesmæssige formål, og kun så længe

målet ikke er at ændre efterkommeres arveegenskaber.

Bestemmelsen er gennemført i dansk ret ved § 2 i

lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling,

diagnostik og forskning m.v. (lov nr. 460 af 10. juni 1997).

Art. 14

indeholder et yderligere forbud med

tilknytning til kunstig befrugtning. Efter bestemmelsen er det ikke tilladt

at benytte teknikker til kunstig befrugtning med henblik på at

vælge et barns køn bortset fra tilfælde, hvor alvorlige

arvelige kønsbundne sygdomme skal undgås.

Bestemmelsen er gennemført i dansk ret ved § 8 i

lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling,

diagnostik og forskning m.v. (lov nr. 460 af 10. juni 1997).

Kapitel 5

Videnskabelig forskning

Kapitel 5 indeholder en række bestemmelser, der har

til formål at beskytte personer, der deltager i biomedicinsk forskning.

Der er tale om principper, der i Danmark er sikret ved det videnskabsetiske

komitesystem, der har til opgave at bedømme alle biomedicinske

forskningsprojekter, der påtænkes udført her i landet.

Komitesystemet blev lovfæstet i 1992, jf. lov om et videnskabsetisk

komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter

(Lovbekendtgørelse nr. 221 af 4. marts 1997 som ændret ved lov

nr. 460 af 10. juni 1997). Der kan endvidere henvises til kapitel 7 i lov om

kunstig befrugtning, der indeholder forskellige forbud i forbindelse med

forskning og forsøg.

Art. 15

er en generel bestemmelse, der

bekræfter, at der er fri adgang til medicinsk forskning under den

forudsætning, at det enkelte menneskes rettigheder overholdes.

I art. 16 er der fastsat detaljerede betingelser

for enhver forskning på mennesker. Den første betingelse er, at

der ikke må være noget alternativ af sammenlignelig virkning til

forskning på mennesker. Forskning vil således ikke blive tilladt,

hvis tilsvarende resultater kan opnås ad andre veje. Den anden

betingelse er, at den risiko, den pågældende person kan

udsættes for, ikke må være ude af proportion med den

potentielle nytte af forskningen. Den tredje betingelse er, at

forskningsprojektet skal være vurderet og godkendt af den kompetente

myndighed. Den fjerde betingelse er, at personen skal informeres om

rettigheder og garantier, f.eks. retten til frit at trække sit samtykke

tilbage på ethvert tidspunkt. Endelig er det en betingelse, at der er

givet et udtrykkeligt skriftligt samtykke.

Art. 17, stk. 1,

indeholder særligt

skærpende beskyttelsesregler for så vidt angår

forsøgspersoner, der er ude af stand til at give samtykke til

forskningsprojektet. Som udgangspunkt må sådanne

forskningsprojekter kun foretages, hvis resultatet af forskningen

indebærer mulighed for at frembringe direkte fordele for personens

helbred og under forudsætning af, at forskning af sammenlignelig

effektivitet ikke kan udføres på personer, der har evne til at

samtykke. I stk. 2 er der under visse meget udtrykkelige betingelser givet

mulighed for, at der kan gennemføres forsøg, som ikke

indebærer nogle direkte fordele for forsøgspersonens helbred.

Som begrundelse herfor er det anført i den uddybende rapport, at hvis

en sådan forskning helt ville være forbudt, ville fremskridt i

kampen for at fastholde og forbedre sundheden og bekæmpe sygdomme, der

kun rammer børn, sindslidende personer eller personer, der lider af

senil demens, blive umulig. Den pågældende gruppe mennesker kan i

sidste ende få gavn af denne form for forskning.

Art. 18

angår forskning på fostre in

vitro. Stk. 1 bestemmer, at der skal sikres tilstrækkelig beskyttelse

af fostrene, hvis national lov tillader forskning på fostre, mens stk.

2 forbyder skabelsen af menneskelige fostre med henblik på at anvende

dem i forskningsøjemed.

Kapitel 6

Fjernelse af organer og væv fra levende donorer

med henblik på transplantation

Organtransplantation er en almindeligt udbredt

lægevidenskabelig metode til at hjælpe med at redde,

forlænge eller i stor udstrækning lette livet for personer, der

lider af visse alvorlige sygdomme. Formålet med dette kapitel er at

fastlægge rammerne for beskyttelse af levende donorer i forbindelse med

fjernelse af organer (især lever, nyre, lunge, bugspytkirtel) eller

væv (for eksempel hud). Bestemmelserne er ikke gældende for

blodtransfusioner.

I art. 19 er det fastsat, at transplantation af

organer og væv fra levende donorer alene må finde sted med

henblik på behandlingsmæssige fordele for modtageren. Det er

endvidere en betingelse, at der ikke findes noget passende organ eller

væv fra en afdød person, og at der ikke findes nogen anden

behandlingsmæssig metode af tilsvarende effektivitet. Donoren skal give

et udtrykkeligt samtykke, enten skriftligt eller over for en officiel

instans.

Ifølge oplysninger fra Sundhedsstyrelsen foretages

organtransplantationer i Danmark i overensstemmelse med betingelserne i art.

19. De overordnede rammer for transplantation fra levende personer er fastsat

i § 13 i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation

m.v.

Art. 20

indeholder regler, der beskytter personer,

der er uden evne til at give samtykke til organtransplantation. I princippet

er det forbudt at foretage transplantation fra personer, der ikke kan give

samtykke, men i stk. 2 er der åbnet op for transplantation af

regenererende væv (væv som gendannes hos donor, f.eks.

knoglemarv) fra mindreårige til søskende. Som anført

ovenfor i afsnit 2 om Danmarks ratifikation kan knoglemarvstransplantation

fra et barn til dets mor eller far i sjældne tilfælde være

eneste livsreddende behandlingsmulighed. Sundhedsministeriet finder det

derfor nødvendigt ved dansk ratifikation af konventionen at tage

forbehold for så vidt angår denne bestemmelse.

Konventionen forbyder alle tilfælde af

transplantation af ikke-regenererbare organer/væv (organer og væv

som ikke gendannes hos donor, f.eks. nyre) fra mindreårige. Dansk

praksis er i overensstemmelse hermed.

Kravet om myndighedsgodkendelse i art. 20, stk. 2, nr. 4,

antages i Danmark for opfyldt, såfremt lovgivningens regler efterleves,

jf. særligt lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og

transplantation m.v. Der kan endvidere henvises til Sundhedsstyrelsens

generelle tilsyn med sundhedsfaglig virksomhed.

Kapitel 7

Forbud mod økonomisk gevinst og bortskaffelse af

dele af menneskekroppen

Art. 21 bestemmer, at den menneskelige krop og dens

bestanddele ikke som sådan må give anledning til økonomisk

gevinst.

I henhold til denne artikel må organer og væv,

herunder blod, ikke købes og sælges eller give anledning til

økonomisk gevinst for den person, som organerne eller vævet er

taget fra, eller for tredjemand, uanset om det drejer sig om en enkeltperson

eller en institution som f.eks. et hospital. Imidlertid kan rent tekniske

foranstaltninger (prøveudtagelse, tests, pasteurisering,

fraktionering, rensning, opbevaring, dyrkning, transport osv.), som

udføres på grundlag af sådanne organer eller væv,

lovligt give anledning til et rimeligt vederlag.

Artiklen forbyder ikke salg af et lægeligt produkt,

der indeholder menneskeligt væv, som har været igennem en

produktionsproces, når blot ikke vævet som sådant

sælges. Desuden forhindrer denne artikel ikke en person, fra hvem et

organ eller væv er taget, i at modtage erstatning, der ikke må

være vederlag, men som kan være en rimelig kompensation til den

pågældende person for udgifter eller tab af indtægt (f.eks.

som følge af hospitalsindlæggelse). Produkter som f.eks.

hår og negle, der er afstødt væv, er ikke omfattet af

bestemmelsen.

For dansk rets vedkommende er princippet i art. 21

indeholdt i § 20, stk. 3, i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion

og transplantation m.v.

Art. 22

omhandler et særligt aspekt af

grundsætningen om informeret samtykke. Bestemmelsen kræver, at

der skal gives samtykke til, at en bortfjernet del fra menneskekroppen

(f.eks. knogler, hud, organer) opbevares og anvendes til andet formål

end det formål, der lå bag fjernelsen. Ifølge den

uddybende rapport er formålet med reglen især at give patienter

mulighed for at værne om oplysninger, der kan udledes af kropsdele, der

er fjernet ved kirurgiske indgreb.

Kapitel 8

Krænkelse af konventionens bestemmelser

Art. 23-25 indeholder regler om parternes forpligtelse

til at yde passende juridisk beskyttelse i tilfælde af krænkelse

af konventionens bestemmelser. Reglerne er sikret opfyldt i Danmark ved bl.a.

patientforsikringsordningen (lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts

1997), der omfatter behandling og forsøg, samt de forskellige

klageordninger, først og fremmest Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn.

Kapitel 9

Forbindelse mellem nærværende konvention og

andre bestemmelser

Art. 26 indeholder en generel klausul om, at der ud

fra visse hensyn, der må anses for påkrævet i et

demokratisk samfund, kan gøres undtagelser fra konventionens

materielle beskyttelsesregler. I henhold til art. 27 kan parterne

indføre regler, der yder større beskyttelse end krævet

efter konventionen. Konventionsteksten fastlægger med andre ord

fælles standarder, som staterne skal opfylde, men samtidig har staterne

lov til at yde større beskyttelse af det enkelte menneske og af

menneskerettigheder i forbindelse med anvendelse af biologi og

lægevidenskab.

Kapitel 10

Offentlig debat

Art. 28 opfordrer parterne til igennem offentlig debat

at skabe større bevidsthed om de rettigheder, der er indeholdt i

konventionen.

Kapitel 11

Fortolkning og opfølgning af konventionen

Art. 29 giver adgang for Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol til på anmodning at afgive vejledende

udtalelser om fortolkning af konventionen. Efter art. 30 skal parterne

på opfordring af Europarådets generalsekretær afgive en

redegørelse for, hvordan deres nationale lovgivning sikrer, at

konventionens bestemmelser gennemføres effektivt.

Kapitel 12

Protokoller

Art. 31 omhandler muligheden for at udfærdige

tillægsprotokoller med regler inden for bestemte områder. Da

formålet med sådanne protokoller er at udbygge de principper, der

er fastlagt i konventionen, bør bestemmelserne i dem ikke afvige fra

disse principper. Navnlig gælder det, at de ikke må

fastlægge regler, som giver mennesker ringere beskyttelse end den, der

er resultatet af konventionens principper. For at kunne underskrive eller

ratificere en protokol skal den pågældende stat samtidig eller

tidligere have underskrevet eller ratificeret konventionen. På den

anden side vil stater, som har underskrevet eller ratificeret konventionen,

ikke være forpligtede til at underskrive eller ratificere en

protokol.

Kapitel 13

Ændringer i konventionen

Art. 32 beskriver proceduren for ændringer i

konventionen.

Kapitel 14

Afsluttende bestemmelser

Art. 33-38 indeholder bestemmelser om konventionens

undertegnelse, ratifikation, ikrafttræden, forbehold m.v. Ud over

Europarådets medlemsstater kan følgende stater, der deltog i

udfærdigelsen af konventionen, underskrive konventionen: Australien,

Canada, Vatikanstaten, Japan og USA. Konventionen træder i henhold til

art. 33 i kraft 3 måneder efter at være blevet ratificeret af 5

stater, hvoraf mindst 4 stater skal være medlem af Europarådet.

Art. 36 giver mulighed for, at parterne ved undertegnelse/ratifikation af

konventionen kan tage forbehold med hensyn til en nærmere bestemt

artikel i konventionen, hvis en national regulering ikke er i

overensstemmelse med artiklen.

Lignende dokumenter