Spring til indhold

Retsinformation

1997 BSF 96 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF EUROPARÅDETS KONVENTION AF 4. APRIL 1997 OM BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG MENNESKELIG VÆRDIGHED I FORBINDELSE MED ANVENDELSE AF BIOLOGI OG LÆGEVIDENSKAB: KONVENTION OM MENNESKERETTIGHEDER OG BIOMEDICIN

1997/1 BSF 96Beslutningsforslag som fremsatFolketinget14. januar 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer Europarådets

konvention om menneskerettigheder og biomedicin, som Danmark undertegnede i

Oviedo, Spanien, den 4. april 1997.

Indholdsfortegnelse

Konvention om menneskerettigheder og biomedicin

Bemærkninger:

1. Konventionens forhistorie

2. Danmarks ratifikation

3. Konventionens indhold

oversættelse

KONVENTION OM BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG MENNESKELIG

VÆRDIGHED I FORBINDELSE MED ANVENDELSE AF BIOLOGI OG LÆGEVIDENSKAB:

KONVENTION OM MENNESKERETTIGHEDER OG BIOMEDICIN

Oviedo, den 4. april 1997

PRÆAMBEL

Europarådets medlemsstater, de øvrige stater og det Europæiske Fællesskab,

som har underskrevet nærværende konvention, er

under henvisning til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som blev

proklameret af De Forenede Nationers generalforsamling den 10. december 1948,

under henvisning til Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder

og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950,

med baggrund i Konventionen om Den europæiske Socialpagt af 18. oktober

1961,

med baggrund i den Internationale Konvention om borgerlige og politiske

rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og

kulturelle rettigheder af 16. december 1966,

med baggrund i den Europæiske konvention om beskyttelse af det enkelte

menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger af

28. januar 1981,

og med baggrund i FN-konventionen om Barnets Rettigheder af 20. november

Læs alt

1989,

under henvisning til, at Europarådets formål er at tilvejebringe en større

enhed mellem dets medlemmer, og at en af måderne at opnå dette mål er at

opretholde og udvikle menneskerettighederne og de grundlæggende friheder,

i erkendelse af den hurtige udvikling inden for biologi og lægevidenskab,

overbevist om nødvendigheden af at respektere mennesket både som

enkeltperson og som medlem af den menneskelige art og i anerkendelse af

vigtigheden af at sikre den menneskelige værdighed,

i erkendelse af, at misbrug af biologi og lægevidenskab kan føre til

handlinger, der kan bringe den menneskelige værdighed i fare,

som bekræftelse på, at fremskridt inden for biologi og lægevidenskab bør

anvendes til gavn for nuværende og kommende generationer,

i anerkendelse af behovet for internationalt samarbejde for at sikre, at

hele menneskeheden kan nyde godt af fordelene ved biologi og lægevidenskab,

i anerkendelse af vigtigheden af at fremme en offentlig debat om de

spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med anvendelsen af biologi og

lægevidenskab, og af de svar, der gives på disse spørgsmål,

ud fra et ønske om at påminde alle medlemmer af samfundet om deres

rettigheder og forpligtelser,

under hensyntagen til det arbejde, Den Parlamentariske Forsamling har

udført på dette område, herunder Rekommandation 1160 (1991) om udarbejdelse

af en konvention om bioetik,

ud fra en beslutning om at foretage sådanne foranstaltninger, som er

nødvendige for at beskytte den menneskelige værdighed og det enkelte

menneskes grundlæggende rettigheder i forbindelse med anvendelsen af biologi

og lægevidenskab

blevet enige om følgende:

Kapitel 1

Generelle bestemmelser

Artikel 1 - Formål og mål

Parterne i denne konvention skal beskytte alle menneskers værdighed og

identitet, og uden forskelsbehandling garantere alle respekt for deres

integritet samt andre rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i

forbindelse med anvendelsen af biologi og lægevidenskab.

Alle parter skal træffe nødvendige foranstaltninger i deres egen

lovgivning med henblik på at lade bestemmelserne i nærværende konvention få

gyldighed.

Artikel 2 - Menneskets forrang

Menneskets interesser og velfærd skal have forrang frem for interesser,

der alene vedrører samfundet og videnskaben.

Artikel 3 - Lige adgang til sundhedsmæssige ydelser

Parterne skal tage passende forholdsregler med henblik på inden for deres

egen jurisdiktion at skabe lige adgang til sundhedsmæssige ydelser af en

passende kvalitet under hensyntagen til sundhedsmæssige behov og de til

rådighed værende ressourcer.

Artikel 4 - Faglige standarder

Enhver sundhedsmæssig intervention, herunder forskning, skal foretages i

overensstemmelse med gældende faglige forpligtelser og standarder.

Kapitel II

Samtykke

Artikel 5 - Generel regel

Ingen intervention må foretages på sundhedsområdet uden den berørte

persons frie og informerede samtykke.

Denne person skal forud for enhver intervention have modtaget relevante

oplysninger med hensyn til formålet og arten af interventionen samt med

hensyn til de deraf følgende konsekvenser og risici.

Den pågældende person kan til enhver tid frit trække sit samtykke tilbage.

Artikel 6 - Beskyttelse af personer, der mangler evnen til at give

samtykke

1. I overensstemmelse med artikel 17 og 20 nedenfor må en intervention kun

foretages på en person, der mangler evnen til at give samtykke, hvis det er

direkte til fordel for denne person.

2. I tilfælde, hvor en mindreårig ifølge loven ikke kan give samtykke til

en intervention, kan interventionen kun foretages med bemyndigelse fra en

repræsentant for denne person eller en myndighed eller person eller organ

foreskrevet ved lov.

Den mindreåriges synspunkt skal betragtes som en stadig mere afgørende

faktor jo ældre og mere moden vedkommende er.

3. I tilfælde, hvor en voksen person på grund af sindslidelse, sygdom

eller af tilsvarende grunde ifølge loven ikke kan give samtykke til en

intervention, kan interventionen kun foretages med bemyndigelse fra en

repræsentant for denne person eller en myndighed eller person eller organ

foreskrevet ved lov.

Den pågældende person skal så vidt muligt involveres i samtykkeproceduren.

4. Den repræsentant, myndighed, person eller det organ, der er nævnt i

stk. 2 og 3 ovenfor, skal på samme betingelser modtage de oplysninger, der

henvises til i artikel 5.

5. Den bemyndigelse, der henvises til i stk. 2 og 3 ovenfor, kan til

enhver tid tilbagekaldes, hvis det er i den pågældende persons bedste

interesse.

Artikel 7 - Beskyttelse af sindslidende personer

Patienter, der er sindslidende i alvorlig grad, kan, uden deres samtykke

er indhentet og i overensstemmelse med de beskyttende regler, der er fastlagt

ved lov, inklusive procedurer for tilsyn, kontrol og efterprøvelse,

underkastes en intervention, der har til formål at behandle deres

sindslidelse, såfremt der er risiko for alvorlig skade på deres helbred,

såfremt en sådan behandling ikke foretages.

Artikel 8 - Nødsituationer

Når det nødvendige samtykke ikke kan opnås i nødsituationer, kan enhver

lægeligt nødvendig intervention foretages øjeblikkeligt ud fra et hensyn til

den pågældende persons helbred.

Artikel 9 - Tidligere udtrykte ønsker

Der skal tages hensyn til tidligere ønsker vedrørende en lægelig

intervention udtrykt af en patient, som på interventionstidspunktet ikke er i

stand til at udtrykke sine ønsker.

Kapitel III

Privatlivet og adgang til oplysninger

Artikel 10 - Privatlivet og adgang til oplysninger

1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv i relation til oplysninger

om hans eller hendes sundhedstilstand.

2. Enhver er berettiget til at kende alle oplysninger, som er indsamlet om

hans eller hendes helbred. Imidlertid skal enkeltpersoners ønske om ikke at

få kendskab til sådanne oplysninger respekteres.

3. I særtilfælde kan der indføres lovmæssige begrænsninger i udøvelsen af

de rettigheder, der er angivet i stk. 2, såfremt dette er i patientens

interesse.

Kapitel IV

Den menneskelige arvemasse

Artikel 11 - Ligebehandling

Enhver form for forskelsbehandling mod en person med begrundelse i dennes

genetiske arv er forbudt.

Artikel 12 - Prædiktive genetiske tests

Tests, som kan forudsige genetiske sygdomme, eller som enten kan

identificere personen som bærer af et gen, der er ansvarlig for en sygdom,

eller afdække en genetisk prædisposition eller modtagelighed for en sygdom,

må kun udføres af helbredsmæssige grunde eller i forbindelse med forskning

med et sundhedsmæssigt formål og under forudsætning af passende genetisk

rådgivning.

Artikel 13 - Intervention i den menneskelige arvemasse

Intervention i den menneskelige arvemasse er kun tilladt i forbindelse med

forebyggelsesmæssige, behandlingsmæssige eller undersøgelsesmæssige formål,

og kun så længe målet ikke er at ændre efterkommeres arveegenskaber.

Artikel 14 - Ikke-udvælgelse af køn

Det er ikke tilladt at benytte teknikker til kunstig befrugtning med

henblik på at vælge et barns køn bortset fra tilfælde, hvor alvorlige

arvelige kønsbundne sygdomme skal undgås.

Kapitel V

Videnskabelig forskning

Artikel 15 - Generel bestemmelse

Videnskabelig biologisk og medicinsk forskning kan udføres frit i

overensstemmelse med nærværende konvention og andre lovbestemmelser, der

sikrer beskyttelsen af mennesket.

Artikel 16 - Beskyttelse af personer, der er genstand for

forskning

Forskning på personer kan kun finde sted, hvis alle følgende betingelser

er opfyldt:

i der er ikke noget alternativ af tilsvarende effektivitet til forskning

på mennesker,

ii den risiko, en person udsættes for, er ikke ude af proportion til de

mulige fordele af forskningen,

iii forskningsprojektet er godkendt af den kompetente myndighed efter

uvildig undersøgelse af de videnskabelige fordele, inklusive vurdering af

betydningen af målet med forskningen og tværfaglig gennemgang af det etisk

acceptable ved forskningen,

iv de personer, der er underkastet forskning, er blevet underrettet om

deres rettigheder og de sikkerhedsforanstaltninger, der til deres beskyttelse

er foreskrevet ved lov,

v det krævede samtykke i medfør af artikel 5 er udtrykkeligt og specifikt

og er dokumenteret. Et sådant samtykke kan til enhver tid frit tilbagekaldes.

Artikel 17 - Beskyttelse af personer, der er ude af stand til at give

samtykke til forskning

1. Forskning på en person uden evne til at samtykke i medfør af artikel 5

må kun foretages, såfremt alle nedenstående betingelser er opfyldt:

i betingelserne i medfør af artikel 16, nr. i til iv er opfyldt,

ii resultatet af forskningen indebærer mulighed for at frembringe reelle

og direkte fordele for den pågældende persons helbred,

iii forskning af sammenlignelig effektivitet kan ikke udføres på personer,

der har evne til at samtykke,

iv den nødvendige bemyndigelse i medfør af artikel 6 er givet specifikt og

skriftligt, og

v den pågældende person har ikke indvendinger.

2. Undtagelsesvis og i overensstemmelse med den beskyttelse, der er

foreskrevet ved lov, hvor forskning ikke har mulighed for at frembringe

resultater med direkte fordele for den pågældende persons helbred, kan en

sådan forskning tillades i overensstemmelse med betingelserne i medfør af

stk. 1, nr. i, iii, iv og v ovenfor og med følgende yderligere betingelser:

i forskningen har til formål gennem væsentlig forbedring af den

videnskabelige forståelse af den enkeltes tilstand, sygdom eller forstyrrelse

at bidrage til den endelige opnåelse af resultater, der er i stand til at

overføre fordele til den pågældende person eller til andre personer i samme

aldersklasse eller ramt af den samme sygdom eller forstyrrelse eller med

samme tilstand,

ii forskningen medfører kun minimal risiko og minimal gene for den

pågældende person.

Artikel 18 - Forskning på fostre in vitro

1. Såfremt forskning på fostre in vitro er tilladt ved lov, skal loven

sikre tilstrækkelig beskyttelse af fostrene.

2. Det er ikke tilladt af skabe menneskelige fostre alene med henblik på

forskning.

Kapitel VI

Fjernelse af organer og væv fra levende donorer med henblik på

transplantation

Artikel 19 - Generel bestemmelse

1. Fjernelse af organer og væv fra levende donorer med henblik på

transplantation må alene finde sted med henblik på behandlingsmæssige fordele

for modtageren, og hvis der ikke findes noget passende organ eller væv fra en

afdød person, og der ikke findes nogen anden behandlingsmæssig metode af

tilsvarende effektivitet.

2. Det nødvendige samtykke i overensstemmelse med artikel 5 skal være

udtrykkeligt afgivet enten skriftligt eller for en officiel instans.

Artikel 20 - Beskyttelse af personer uden evne til at give samtykke

til organfjernelse

1. Der må ikke fjernes organer eller væv fra en person, som ikke har evnen

til at samtykke i medfør af artikel 5.

2. Undtagelsesvis og i overensstemmelse med den beskyttelse, der er

foreskrevet ved lov, kan der gives tilladelse til fjernelse af regenererende

væv fra en person, der ikke har evnen til at samtykke, forudsat følgende

betingelser er opfyldt:

i der findes ikke en egnet donor, som har evnen til at samtykke,

ii modtageren er bror eller søster til donoren,

iii donationen skal skabe mulighed for at redde livet for modtageren,

iv bemyndigelsen i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i artikel 6 er givet

specifikt og skriftligt, i overensstemmelse med loven og med den kompetente

myndigheds godkendelse,

v den pågældende potentielle donor gør ikke indvendinger.

Kapitel VII

Forbud mod økonomisk gevinst og bortskaffelse af dele af

menneskekroppen

Artikel 21 - Forbud mod økonomisk gevinst

Den menneskelige krop og dens bestanddele må ikke som sådan give anledning

til økonomisk gevinst.

Artikel 22 - Bortskaffelse af dele fjernet fra menneskekroppen

Såfremt en del af et menneskeligt legeme fjernes under en intervention,

kan en sådan del kun opbevares og anvendes til andet formål end det, der var

årsag til fjernelsen, såfremt dette sker i overensstemmelse med gældende

regler om information og samtykke.

Kapitel VIII

Krænkelse af konventionens bestemmelser

Artikel 23 - Krænkelse af rettigheder og principper

Parterne skal tilvejebringe passende juridisk beskyttelse, således at

ulovlig krænkelse af de rettigheder og principper, der er fastlagt i

nærværende konvention, kan forhindres eller bringes til ophør med kort

varsel.

Artikel 24 - Erstatning for ubehørig skade

En person, som har lidt ubehørig skade på grund af en intervention, er

berettiget til rimelig erstatning i henhold til de regler og procedurer, der

er fastsat ved lov.

Artikel 25 - Sanktioner

Parterne skal sørge for passende sanktioner i tilfælde af overtrædelse af

bestemmelserne i nærværende konvention.

Kapitel IX

Forbindelse mellem nærværende konvention og andre bestemmelser

Artikel 26 - Begrænsning i udøvelse af rettigheder

1. Der må ikke gælde begrænsninger ved udøvelsen af rettigheder og

beskyttende bestemmelser indeholdt i nærværende konvention, med undtagelse af

sådanne begrænsninger, der er foreskrevet ved lov og som er krævet i et

demokratisk samfund i den offentlige sikkerheds interesse, til forebyggelse

af forbrydelse, til beskyttelse af offentlig sundhed eller til beskyttelse af

andres rettigheder og frihed.

2. De begrænsninger, der er indeholdt i medfør af foregående afsnit, må

ikke gælde artiklerne 11, 13, 14, 16, 17, 19, 20 og 21.

Artikel 27 - Yderligere beskyttelse

Ingen af bestemmelserne i nærværende konvention må fortolkes som

begrænsende eller på anden måde påvirkende en parts muligheder for at yde

større beskyttelse end den i denne konvention fastlagte i forbindelse med

anvendelse af biologi og lægevidenskab.

Kapitel X

Offentlig debat

Artikel 28 - Offentlig debat

Parterne i nærværende konvention skal sørge for, at grundlæggende

spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med udviklingen inden for biologi og

lægevidenskab, bliver underkastet passende offentlig debat, navnlig hvad

angår relevante lægelige, sociale, økonomiske, etiske og juridiske

virkninger, og at deres eventuelle anvendelse gøres til genstand for passende

drøftelse.

Kapitel XI

Fortolkning og opfølgning af konventionen

Artikel 29 - Fortolkning af konventionen

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan uden direkte henvisning til

nogen specifik retssag, der måtte finde sted, afgive responsa vedrørende

juridiske spørgsmål om fortolkningen af nærværende konvention efter anmodning

fra:

- en af parternes regering, efter meddelelse til de øvrige underskrivere,

- en komite, der er nedsat i medfør af artikel 32, hvis medlemmer er

begrænset til repræsentanter for underskriverne af nærværende konvention,

efter en beslutning, der er vedtaget med to tredjedele af de afgivne stemmer.

Artikel 30 - Rapporter om konventionens anvendelse

Såfremt Europarådets generalsekretær anmoder derom, skal parterne aflevere

en redegørelse for, hvordan deres nationale lovgivning sikrer, at

konventionens bestemmelser gennemføres effektivt.

Kapitel XII

Protokoller

Artikel 31 - Protokoller

Der kan aftales protokoller i henhold til artikel 32 med henblik på

videreudbygning af principperne i denne konvention på særlige områder.

Protokollerne skal være åbne for underskrift af underskriverne til

nærværende konvention. De skal ratificeres, accepteres eller godkendes.

Parterne må ikke ratificere, acceptere eller godkende protokoller uden

tidligere eller samtidig ratifikation, accept eller godkendelse af

konventionen.

Kapitel XIII

Ændringer i konventionen

Artikel 32 - Ændringer i konventionen

1. De opgaver, der overdrages til »komiteen« i nærværende

artikel og i artikel 29, skal udføres af Styringskomiteen for Bioetik (CDBI)

eller af en anden komite udpeget af Ministerkomiteen med henblik herpå.

2. Uden præjudice for de særlige bestemmelser i artikel 29 kan enhver af

Europarådets medlemsstater, såvel som hver af underskriverne af nærværende

konvention, der ikke er medlem af Europarådet, være repræsenteret og have een

stemme i komiteen, når komiteen udfører de opgaver, den er overdraget ved

nærværende konvention.

3. Enhver stat, der henvises til i artikel 33, eller som er blevet indbudt

til at tiltræde konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel

34, og som ikke er underskriver af konventionen, kan repræsenteres i komiteen

af en observatør. Hvis det Europæiske Fællesskab ikke er underskriver, kan

det repræsenteres i komiteen ved en observatør.

4. Med henblik på at overvåge den videnskabelige udvikling skal komiteen

mødes for at undersøge nærværende konvention senest fem år fra

ikrafttrædelsen og efterfølgende med sådanne mellemrum, som komiteen

bestemmer.

5. Ethvert forslag til ændring af nærværende konvention samt ethvert

forslag til en protokol eller en ændring af en protokol, som fremsættes af en

af underskriverne, komiteen eller Ministerkomiteen, skal meddeles til

Europarådets generalsekretær og fremsendes af denne til Europarådets

medlemsstater, til det Europæiske Fællesskab, til samtlige underskrivere og

parter samt til enhver stat, der er blevet indbudt til at underskrive

nærværende konvention i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 33, og

enhver stat, som er indbudt til at tiltræde konventionen i overensstemmelse

med bestemmelserne i artikel 34.

6. Komiteen skal tidligst mødes for at drøfte et forslag to måneder efter

generalsekretærens fremsendelse af forslaget som angivet i stk. 5. Komiteen

skal fremsætte den tekst, der er vedtaget med to tredjedele af de afgivne

stemmer, til Ministerkomiteen med henblik på godkendelse. Efter godkendelse

skal teksten fremsendes til underskriverne med henblik på ratifikation,

tiltrædelse eller godkendelse.

7. Enhver ændring skal træde i kraft over for de parter, som har tiltrådt

den, den første dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på en måned efter

den dato, hvor fem underskrivere, herunder mindst fire af Europarådets

medlemsstater, over for generalsekretæren har udtrykt deres tiltrædelse af

ændringen.

For enhver part, som senere tiltræder ændringen, skal ændringen træde i

kraft den første dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på en måned efter

den dato, hvor den pågældende part over for generalsekretæren har udtrykt sin

tiltrædelse af den.

Kapitel XIV

Afsluttende bestemmelser

Artikel 33 - Underskrift, ratifikation og ikrafttræden

1. Konventionen er åben for undertegnelse af Europarådets medlemsstater,

ikke-medlemsstater som har deltaget i dens udarbejdelse samt det Europæiske

Fællesskab.

2. Konventionen skal ratificeres, tiltrædes eller godkendes.

Ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter deponeres hos

Europarådets generalsekretær.

3. Konventionen træder i kraft den første dag i måneden efter udløbet af

et tidsrum på tre måneder efter den dato, hvor fem stater, herunder mindst

fire af Europarådets medlemsstater, har udtrykt deres samtykke til at blive

forpligtet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2 af

nærværende artikel.

4. Med hensyn til enhver underskriver, som efterfølgende udtrykker

samtykke til at være forpligtet af konventionen, skal konventionen træde i

kraft den første dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder

efter den dato, hvor den pågældende underskrivers ratifikations-,

tiltrædelses- eller godkendelsesinstrument deponeres.

Artikel 34 - Ikke-medlemsstater

1. Efter konventionens ikrafttræden kan Europarådets Ministerkomite efter

samråd med underskriverne indbyde enhver stat, der ikke er medlem af

Europarådet, til at tiltræde konventionen efter en beslutning taget med det

flertal, der fastlægges i artikel 20, litra d, i Europarådets vedtægter, samt

ved enstemmighed mellem repræsentanterne for de kontraherende stater, som har

ret til at være repræsenteret i Ministerkomiteen.

2. For enhver stat, som tiltræder konventionen, skal den træde i kraft den

første dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter den

dato, hvor tiltrædelsesinstrumentet deponeres hos Europarådets

generalsekretær.

Artikel 35 - Områder

1. Enhver underskriver kan på tidspunktet for undertegnelsen eller ved

deponeringen af sit ratifikations-, tiltrædelses- eller

godkendelsesinstrument angive, for hvilket område eller hvilke områder

konventionen skal gælde. Alle andre stater kan fremkomme med en lignende

erklæring ved deponeringen af deres tiltrædelsesinstrument.

2. Enhver af parterne kan til enhver tid efterfølgende ved erklæring til

Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af konventionen til ethvert

andet område nærmere angivet i erklæringen og i forbindelse med hvilket den

pågældende part er ansvarlig for mellemstatslige relationer, eller på hvis

vegne den pågældende part er bemyndiget til at indgå forpligtelser. I

forbindelse med sådanne områder skal konventionen træde i kraft den første

dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter datoen for

generalsekretærens modtagelse af erklæringen.

3. Enhver erklæring afgivet i henhold til de to ovennævnte stykker kan

tilbagetrækkes for ethvert af de områder, der er angivet i erklæringen, ved

notifikation til generalsekretæren. Tilbagetrækningen træder i kraft den

første dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter datoen

for generalsekretærens modtagelse af notifikationen.

Artikel 36 - Forbehold

1. Enhver stat og det Europæiske Fællesskab kan ved undertegnelsen af

nærværende konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations-,

tiltrædelses eller godkendelsesinstrument tage forbehold med hensyn til en

bestemt bestemmelse i konventionen i det omfang, at nogen national

regulering, der gælder for dennes område, ikke er i overensstemmelse med

bestemmelsen. Der tillades ikke forbehold af generel art i medfør af

nærværende artikel.

2. Ethvert forbehold i medfør af nærværende artikel skal indeholde en kort

erklæring af den relevante regulering.

3. Enhver part, som udvider anvendelsen af konventionen til et område, som

er nævnt i den erklæring, der omhandles af artikel 35, stk. 2, kan tage

forbehold vedrørende det pågældende område i overensstemmelse med

bestemmelserne i de foregående stykker.

4. Enhver part, som har taget et forbehold som nævnt i nærværende artikel,

kan trække det tilbage ved at afgive en erklæring til Europarådets

generalsekretær. Tilbagetrækkelsen træder i kraft den første dag i måneden

efter udløbet af et tidsrum på en måned efter datoen for generalsekretærens

modtagelse af erklæringen.

Artikel 37 - Opsigelse

1. Enhver af parterne kan til enhver tid opsige konventionen ved at afgive

en notifikation til Europarådets generalsekretær.

2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i måneden efter

udløbet af et tidsrum på tre måneder efter datoen for generalsekretærens

modtagelse af notifikationen.

Artikel 38 - Notifikationer

Europarådets generalsekretær skal underrette Europarådets medlemsstater,

det Europæiske Fællesskab, samtlige underskrivere, enhver anden part eller

andre stater, som er blevet indbudt til at tiltræde konventionen, om:

a enhver undertegnelse;

b deponeringen af ethvert ratifikations-, godkendelses- eller

tiltrædelsesdokument;

c enhver dato for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 33

og 34;

d enhver ændring eller protokol vedtaget i henhold til artikel 32 samt den

dato, hvor den pågældende ændring eller protokol træder i kraft;

e enhver erklæring afgivet i henhold til bestemmelserne i artikel 35;

f ethvert forbehold og enhver tilbagetrækning af forbehold i henhold til

bestemmelserne i artikel 36;

g enhver anden handling, notifikation eller meddelelse vedrørende

konventionen.

Til bekræftelse heraf har de nedenstående, som er behørigt befuldmægtiget

dertil, undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Oviedo (Asturien) den 4. april 1997 på engelsk og fransk,

således at begge tekster har samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal

opbevares i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær skal fremsende

bekræftede kopier til enhver af Europarådets medlemsstater, til det

Europæiske Fællesskab, til ikke-medlemsstater, som har deltaget i

udarbejdelsen af konventionen samt til enhver stat, der er blevet indbudt til

at tiltræde konventionen.

Bemærkninger til forslaget

1. Konventionens forhistorie

Europarådet har i adskillige år beskæftiget sig med de problemer,

menneskeheden står over for som følge af de fremskridt, der gøres inden for

lægevidenskab og biologi. Siden 1978 har Ministerkomiteen således vedtaget en

række rekommandationer vedrørende forskellige etiske og juridiske problemer,

der har vist sig i takt med udviklingen af den biomedicinske videnskab. I

forbindelse med dette arbejde opstod tanken om at udfærdige en samlet

konvention, der fastsætter nogle generelle standarder til beskyttelse af

mennesker i forbindelse med biomedicinsk videnskab.

Efter anbefaling fra Den Parlamentariske Forsamling anmodede

Ministerkomiteen i 1991 ad hoc-ekspertkomiteen for bioetik (CAHBI) om at

udarbejde et udkast til en rammekonvention med generelle principper om

bioetik samt tillægsprotokoller om specifikke aspekter. I 1992 blev CAHBI

afløst af Styringskomiteen for Bioetik (CDBI), der fik deltagelse af

nationale eksperter fra alle Europarådets medlemslande samt observatører fra

enkelte lande uden for Europa og forskellige internationale organisationer,

f.eks. WHO. Danmark har i komiteen været repræsenteret af

Sundhedsministeriet, Det Etiske Råd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite.

Efter en række halvårlige møder i 1992-1994 fremlagde CDBI-komiteen i juli

1994 den første version af konventionsudkastet, der blev underkastet

offentlig debat og afleveret til udtalelse i Den Parlamentariske Forsamling.

For Danmarks vedkommende blev konventionsudkastet i efteråret 1994 af

Sundhedsministeriet sendt til høring hos en bred kreds af myndigheder,

institutioner, organisationer, patientforeninger m.v. På baggrund af de

indkomne høringssvar udarbejdede Sundhedsministeriet i december 1994 et brev

til CDBI-komiteen, hvori der blev redegjort for de danske synspunkter samt

fremsat forskellige ændringsforslag. Sundhedsministeriet konkluderede, at den

nationale høring har vist, at konventionsudkastet var et godt udgangspunkt

for det videre arbejde i CDBI-komiteen. Ministeriet gav endvidere udtryk for,

at en konvention, der regulerer beskyttelsen af menneskerettigheder og

menneskelig værdighed i forbindelse med udvikling og anvendelse af biologi og

lægevidenskab, vil være af stor betydning for det fremtidige fælles

beskyttelsesniveau.

På grundlag af kommentarerne fra de enkelte medlemslande og en udtalelse

fra Den Parlamentariske Forsamling færdiggjorde CDBI-komiteen i juni 1996 et

endeligt konventionsudkast, der med visse ændringer foranlediget af Den

Parlamentariske Forsamling, blev vedtaget af Ministerkomiteen den 19.

november 1996.

Konventionen blev åbnet for undertegnelse i Oviedo, Spanien, den 4. april

1997, hvor den blev undertegnet af 21 af Europarådets medlemslande, herunder

af Danmark.

Konventionen træder i kraft 3 måneder efter at være blevet ratificeret af

5 lande, hvoraf mindst 4 lande skal være medlem af Europarådet.

En følgegruppe nedsat af Sundhedsministeriet med deltagelse af

Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Erhvervsministeriet,

Arbejdsministeriet, Forskningsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Det Etiske Råd

og Den Centrale Videnskabsetiske Komite har løbende fulgt processen i

Europarådet, idet konventionen indeholder bestemmelser, der hører under andre

ministeriers ressort.

2. Danmarks ratifikation

Den danske lovgivning om biomedicinsk etik og patientrettigheder tager sit

udgangspunkt i, at der må skabes nogle rammer inden for hvilke, der kan ske

en vurdering af spørgsmål om biomedicinsk etik. Disse rammer fastlægges ud

fra et hovedprincip om selvbestemmelse for det enkelte menneske. Behandling

og forsøg, der involverer mennesker, må derfor kun finde sted ud fra

princippet om informeret samtykke.

På den baggrund har Danmark under udarbejdelsen af konventionen haft den

grundholdning, at formålet med konventionen er at fastlægge hovedprincipper

for, hvordan de etiske hensyn skal tilgodeses i patientbehandlingen og ved

biomedicinske forsøg. Den endelige konventionstekst tager i høj grad hensyn

hertil, idet den fastsætter nogle grundlæggende rettigheder på

sundhedsområdet. Disse hovedprincipper har karakter af en fælles kerne af

minimumsstandarder, som hvert land skal opfylde, samtidig med, at landene i

national lovgivning og praksis kan yde en større beskyttelse af individet end

konventionen kræver. Derved tilgodeses også de enkelte landes nationale

behov, kultur, traditioner m.v. Konventionen tilstræber derimod ikke at

detailregulere alle situationer, der kan opstå i forbindelse med

patientinformation i tilknytning til biomedicinsk etik.

Danmark har en meget omfattende og detaljeret sundhedslovgivning. Af

danske love og regler, der medvirker til at fremme konventionens formål, kan

især nævnes:

- Lægelovens § 6, stk. 2 og 3, om information og samtykke i

patientbehandlingen samt Sundhedsstyrelsens cirkulære med præcisering af

lovreglerne

- Lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter

- Lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling,

diagnostik og forskning m.v.

- Lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.

- Lov om aktindsigt i helbredsoplysninger

- Lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet

- Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med

firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse helbredsmæssige

oplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner).

Det skal endvidere fremhæves, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite har

vedtaget en række rekommandationer, der har til formål at beskytte personer,

der deltager i forsøg. Rekommandationerne angiver nogle betingelser om f.eks.

information og samtykke, som komiteerne kan kræve overholdt, før de giver

tilladelse til igangsættelse af det enkelte forskningsprojekt.

Dansk ratifikation af konventionen indebærer en forpligtelse til at

indrette dansk lovgivning/administrativ praksis efter konventionens

bestemmelser, således at der i den faktiske retsanvendelse ikke handles i

strid med konventionens bestemmelser. I tvivlstilfælde skal danske regler

fortolkes på en måde, der bedst bringer dem i overensstemmelse med

konventionen.

Sundhedsministeriet skønner, at dansk ratifikation af konventionen ikke

nødvendiggør lovændringer inden for ministeriets ressort, da opfyldelse af

konventionen i Danmark antages at kunne ske inden for rammerne af gældende

sundhedslovgivning og administrativ praksis, der generelt giver en stærk

beskyttelse af patientrettigheder, samt yder en særlig udvidet beskyttelse af

personer, der deltager i biomedicinske forsøg.

Sundhedsministeriet finder det dog nødvendigt at tage forbehold for så

vidt angår konventionens art. 20, stk. 2, nr. 2. I henhold til denne

bestemmelse kan der i særlige situationer gives tilladelse til at overføre

regenererbart væv, f.eks. knoglemarv, mellem mindreårige søskende. Derimod

vil det ikke være muligt at overføre regenererbart væv fra et mindreårigt

barn til en af forældrene. Denne begrænsning er ikke i overensstemmelse med

praksis i Danmark og visse andre lande, idet der forekommer tilfælde - om end

meget sjældent - hvor donation fra barn til forældre ikke kan erstattes af en

realistisk eller ligeværdig anden behandlingsmulighed. I disse tilfælde kan

donationen være livsreddende for modtageren. Der er tale om væv som i løbet

af kortere tid gendannes hos barnet, ligesom det er et mindre indgreb uden

anden risiko end den med bedøvelsen forbundne. Hvis denne behandlingsmetode

undlades, kan det betyde, at barnet mister sin mor eller far.

Spørgsmålet om dansk ratifikation af konventionen har endvidere været

forelagt Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Økonomiministeriet,

Arbejdsministeriet og Forskningsministeriet, der har meddelt deres

tilslutning hertil. Dog har Justitsministeriet udtalt, at det efter

Justitsministeriets opfattelse kan give anledning til tvivl, om konventionens

art. 10 og 26 giver mulighed for fuldstændigt at opretholde den gældende

ordning efter den danske registerlovgivning, hvorefter helbredsoplysninger

kan undtages fra den registreredes ret til registerindsigt. Tilsvarende

gælder ifølge Justitsministeriet med hensyn til bestemmelsen i

offentlighedslovens § 10, nr. 5, hvorefter materiale, der tilvejebringes som

grundlag for udarbejdelse af offentlig statistik eller videnskabelige

undersøgelser, ikke er undergivet aktindsigt. Justitsministeriet anbefaler

derfor, at der tages forbehold for så vidt angår registreredes indsigtsret

efter artikel 10.

I forbindelse med Danmarks ratifikation af konventionen bør der således

afgives en erklæring om, at Danmark i henhold til konventionens art. 36 tager

forbehold for så vidt angår registreredes indsigtsret efter artikel 10 og for

så vidt angår den særlige bestemmelse om donation i art. 20, stk. 2, nr. 2.

De færøske og grønlandske myndigheder er anmodet om en udtalelse om

Danmarks ratifikation. Der vil i givet fald indtil videre kunne tages

forbehold for Færøerne og Grønland i overensstemmelse med konventionens art.

35.

Danmarks ratifikation af konventionen sker ved, at regeringen meddeler

Europarådets generalsekretær, at ratifikation kan ske med de ovenfor anførte

forbehold. Når konventionen tillige forelægges Folketinget i form af et

beslutningsforslag, skyldes det, at konventionen er et vigtigt dokument for

Danmarks fremtidige fastlæggelse af regler og praksis på området, og at

beslutningsforslagsformen ofte er anvendt ved forelægges af lignende

konventioner for Folketinget.

3. Konventionens indhold

Konventionen er den første internationale traktat, der fastsætter

generelle principper og regler til beskyttelse af mennesker i forbindelse med

udviklingen inden for biomedicinsk videnskab. Det overordnede formål er at

beskytte det enkelte menneske mod misbrug ved behandling og forskning, og

konventionen kan derfor betragtes som et fundament for patientrettigheder i

Europa.

Ud fra et princip om, at menneskets interesser og velfærd skal have

forrang frem for interesser, der alene vedrører samfundet og videnskaben,

indeholder konventionen bestemmelser vedrørende bl.a.:

- Lige adgang til sundhedsmæssige ydelser

- Krav om informeret samtykke i patientbehandlingen

- Beskyttelse af mindreårige og voksne inhabile personer, herunder

sindslidende

- Ret til aktindsigt i helbredsoplysninger

- Forbud mod diskrimination på grund af genetisk arv

- Restriktive regler for anvendelse af genetiske undersøgelser

- Forbud mod at bruge kunstig befrugtning med det formål at vælge barnets

køn, bortset fra tilfælde, hvor man kan undgå alvorlige arvelige kønsbundne

sygdomme

- Beskyttelse af personer, der deltager i forskning

- Regler om organtransplantation fra levende donorer

- Forbud mod kommerciel udnyttelse af organer m.v.

Konventionen redegør for de vigtigste principper. Yderligere standarder og

mere detaljerede spørgsmål vil blive behandlet i tillægsprotokoller, der for

tiden er under udarbejdelse i 4 underarbejdsgrupper, nedsat af CDBI-komiteen.

Underarbejdsgrupperne behandler spørgsmål om organtransplantation, medicinsk

forskning, beskyttelse af fostre samt genteknologi. Europarådets

ministerkomite vedtog den 6. november 1997 en tillægsprotokol om forbud mod

kloning af mennesker. Et tilsvarende forbud mod menneskelig kloning er

medtaget i den danske lov om kunstig befrugtning, der blev vedtaget af

Folketinget i sommeren 1997 (lov nr. 460 af 10. juni 1997).

Konventionen og tillægsprotokollerne vil tilsammen give en fælles ramme

til beskyttelse af menneskerettigheder og menneskeværd i såvel etablerede

områder som udviklingsområder i forbindelse med anvendelsen af biologi og

lægevidenskab.

I tilknytning til konventionen har Europarådet udarbejdet en uddybende

rapport (Explanatory Report) med forklarende bemærkninger til

konventionsteksten. Den uddybende rapport er ikke en bindende fortolkning af

konventionen, men omhandler hovedpunkterne i det forberedende arbejde og

giver oplysninger, der kan afklare formålet og hensigten med konventionen og

give en bedre forståelse af omfanget af dens bestemmelser. Den følgende

redegørelse for konventionens indhold bygger i vidt omfang på den uddybende

rapport.

Konventionen indeholder en præambel og 38 artikler, der er opdelt i 14

kapitler.

Kapitel 1 (art. 1-4) indeholder visse grundlæggende principper.

Kapitel 2-7 (art. 5-22) indeholder en række specifikke principper.

Kapitel 8-14 (art. 23-38) indeholder forskellige bestemmelser om

fortolkningen og anvendelsen af konventionen samt sædvanlige afsluttende

bestemmelser.

Til de enkelte bestemmelser bemærkes følgende:

Præamblen

I præamblen redegøres for konventionens baggrund og formål, og der

henvises i denne forbindelse til de andre internationale instrumenter, der

har udgjort inspiration ved udarbejdelsen af konventionen, bl.a. FN's

Verdenserklæring om Menneskerettigheder og Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention. Særligt sidstnævnte konvention har haft stor

betydning for nærværende konvention, idet de to konventioner ikke blot deler

samme underliggende indfaldsvinkel, men også mange etiske og juridiske

principper. Konventionen udbygger faktisk nogle af de principper, der er

indeholdt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det fremhæves i præamblen, at fremskridt inden for lægevidenskab og

biologi kun bør anvendes til gavn for nuværende og fremtidige generationer,

og at anvendelsen skal ske i respekt for menneskelig værdighed. Der lægges

vægt på behovet for internationalt samarbejde for at udbrede fordelene ved

lægevidenskabens fremskridt til hele menneskeheden.

Kapitel 1

Generelle bestemmelser

I art 1, stk. 1, defineres konventionens anvendelsesområde og

formål. Det fastslås, at konventionens parter skal beskytte alle menneskers

værdighed og identitet, og uden forskelsbehandling garantere alle respekt for

deres integritet samt andre rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i

forbindelse med anvendelsen af biologi og lægevidenskab. Konventionen

benytter ifølge den uddybende rapport udtrykket »menneske« for at

angive nødvendigheden af at beskytte værdigheden og identiteten hos alle

mennesker.

I art. 1, stk. 2 , bestemmes, at hver part i sin egen lovgivning

skal tage de nødvendige forholdsregler til at gennemføre konventionens

bestemmelser. Det forudsættes, at begrebet »law« - i lighed med

samme begreb i f.eks. art. 26 og art. 36, stk. 1 - forstås i bred forstand,

således at der ikke alene sigtes til formel lov, men også til administrative

regler og praksis. Bestemmelsen indeholder således en forpligtelse for de

enkelte lande til at indrette den nationale lovgivning og/eller

administrative regler og praksis efter konventionens bestemmelser.

Art. 2 indeholder grundprincippet om, at menneskets interesser og

velfærd skal have forrang frem for interesser, der alene vedrører samfundet

eller videnskaben. I tilfælde af indbyrdes konflikt mellem flere interesser

skal hensynet til mennesket altså have førsteprioritet. Hele konventionen,

hvis formål er at beskytte menneskets rettigheder og værdighed, er bygget op

omkring princippet om menneskets forrang, og alle dens artikler skal

fortolkes i lyset heraf. Et af de vigtigste anvendelsesområder for dette

princip er forskningsområdet, jf. konventionens kapitel 5.

Art. 3 pålægger staterne en generel forpligtelse til at skabe lige

adgang til sundhedsmæssige ydelser. Målet er at sikre lige adgang til

sundhedsmæssige ydelser i henhold til den enkelte patients medicinske behov.

Ved »sundhedsmæssige ydelser« (»health care«) forstås

ifølge den uddybende rapport servicesystemer, der tilbyder diagnostiske,

forebyggende og terapeutiske indgreb samt genoptræning, og som er beregnet på

at opretholde eller forbedre en persons sundhedsmæssige tilstand eller

afhjælpe personens lidelse. Denne pleje skal være af passende standard i

lyset af de videnskabelige fremskridt og under forudsætning af en løbende

kvalitetsbedømmelse.

Der skal være lige adgang til sundhedsmæssige ydelser. I denne sammenhæng

betyder »lige« (»equitable«) først og fremmest, at der

ikke forekommer uberettiget forskelsbehandling. Selv om der ikke er absolut

lighed, betyder lige adgang, at der effektivt opnås en tilfredsstillende grad

af omsorg. Konventionens parter er forpligtede til at tage passende skridt

til at opnå dette mål i så stor udstrækning, som de til rådighed stående

ressourcer tillader. Formålet med denne bestemmelse er ikke at skabe en

individuel rettighed, hvortil hver enkelt person kan henholde sig i retssager

mod staten, men snarere at tilskynde sidstnævnte til at tage passende

forholdsregler som en del af dens sociale politik med henblik på at sikre

lige adgang til sundhedsmæssige ydelser.

Art. 4 fastslår, at enhver sundhedsmæssig intervention, herunder

forskning, skal foretages i overensstemmelse med gældende faglige

forpligtelser og standarder. Udtrykket »intervention« skal forstås

i bred betydning. Det dækker alle medicinske handlinger, herunder især

interventioner, der udføres med henblik på præventiv pleje, diagnose,

behandling eller genoptræning eller i videnskabelig sammenhæng.

Kapitel 2

Samtykke

Kapitel 2 indeholder en række detaljerede bestemmelser om

information og samtykke i patientbehandlingen.

Hovedreglen fremgår af art. 5, stk. 1, der bestemmer, at ingen

intervention på sundhedsområdet må foretages uden den berørte persons frie og

informerede samtykke. Hermed fastslås, at mennesker frit skal kunne give

eller nægte at give deres samtykke til enhver intervention, som involverer

deres person. Patientens samtykke betragtes som frivilligt og informeret,

hvis det gives på baggrund af objektive oplysninger fra ansvarlige fagfolk

inden for sundhedssektoren med hensyn til arten og de mulige konsekvenser af

den planlagte intervention eller alternativer hertil, og uden nogen form for

pres fra nogen.

I art. 5, stk. 2 , omtales de vigtigste aspekter ved de

oplysninger, der bør meddeles forud for interventionen, men det er ikke nogen

udtømmende liste. Informeret samtykke kan efter omstændighederne forudsætte

yderligere elementer. For at den involverede persons samtykke skal være

gyldigt, skal personen være informeret om de relevante faktorer vedrørende

den påtænkte intervention. Disse oplysninger skal omfatte formålet, arten og

konsekvenserne ved interventionen og de involverede risici. Oplysninger om

involverede risici ved interventionen eller ved alternative forløb skal ikke

blot omfatte de risici, der følger af den påtænkte form for intervention, men

også eventuelle risici, der er forbundet med den individuelle karakteristik

af hver enkelt patient, f.eks. alder eller tilstedeværelsen af andre

patologiske forekomster. Anmodninger fra patienter om yderligere oplysninger

skal besvares fyldestgørende.

Desuden skal oplysningerne være tilstrækkeligt klare og passende

formuleret for den person, der skal gennemgå interventionen. Samtykket kan

være udtrykkeligt eller underforstået.

Den frie ret til at give sit samtykke indebærer, at samtykket kan trækkes

tilbage på ethvert tidspunkt, og at den pågældende persons beslutning skal

respekteres, når han eller hun er blevet fuldt informeret om konsekvenserne,

jf. art. 5, stk. 3 . Dette princip betyder imidlertid ikke, at f.eks.

en tilbagetrækning af patientens samtykke under en operation altid behøver at

blive fulgt. De faglige standarder og forpligtelser samt praksis, der gælder

i sådanne tilfælde i henhold til artikel 4, kan forpligte lægen til at

fortsætte operationen for at forhindre betydelig skade på patientens helbred.

De ovenfor nævnte bestemmelser i art. 5 om informeret samtykke er i dansk

ret sikret gennem de tilsvarende regler i lægelovens § 6, stk. 2 og 3, samt i

Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og

samtykke m.v.

I art. 6 er der fastsat regler, der har til formål at beskytte

personer, der mangler evnen til at give samtykke til patientbehandling. Den

manglende evne til at give samtykke kan enten skyldes alder (mindreårige)

eller patientens mentale tilstand. Det er op til det enkelte lands nationale

lovgivning at afgøre, om en person er i stand til at give samtykke til en

intervention.

Art. 6, stk. 1, opstiller en generel betingelse om, at en

intervention på en person, der ikke kan give samtykke, kun må foretages, hvis

det er direkte til fordel for den pågældende person. For så vidt angår

forskning og organtransplantation er der fastsat særlige betingelser i art.

17 og 20. Art. 6, stk. 2 og 3, foreskriver, at hvor en mindreårig

eller en voksen inhabil person ikke er i stand til at give samtykke til en

intervention, må interventionen kun udføres, hvis samtykke er givet af de

forældre, der har forældremyndigheden over den mindreårige, en juridisk værge

eller en person eller en myndighed udpeget ved lov.

I dansk ret reguleres mindreåriges forhold af lov om forældremyndighed og

samvær (lov nr. 387 af 14. juni 1995) og Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163

af 22. september 1992 om information og samtykke m.v. Forhold omkring voksne

inhabile personer er især reguleret i værgemålsloven (lov nr. 388 af 14. juni

1995).

Art. 6, stk. 4, fastsætter, at værgen m.v. skal informeres i

overensstemmelse med hovedreglen i art. 5, mens art. 6, stk. 5 ,

indeholder en bestemmelse om tilbagekaldelse af samtykke.

Art. 7 indeholder en særlig regel om behandling af personer, der

lider af en alvorlig sindslidelse. Efter bestemmelsen kan der uden samtykke

foretages en intervention, der har til formål at behandle patientens

sindslidelse, såfremt der er risiko for alvorlig skade på patientens helbred,

hvis behandlingen ikke foretages. Det er en betingelse, at beskyttende regler

fastsat i national lovgivning overholdes. Bestemmelsen er ifølge den

uddybende rapport ikke til hinder for nationale regler om tvangsbehandling af

alvorlige somatiske sygdomme hos psykiatriske patienter. I dansk ret er

spørgsmålet om tvangsbehandling af psykiatriske patienter detaljeret

reguleret i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien.

Efter art. 8 tillades sundhedsmæssig behandling uden

patientsamtykke i nødsituationer, hvor det ikke er mulig at indhente det

fornødne samtykke. I nødsituationer kan læger stå over for en konflikt mellem

deres forpligtelse til at yde hjælp og deres pligt til at indhente patientens

samtykke. Denne artikel tillader lægen at skride til øjeblikkelig handling i

sådanne situationer uden at afvente patientens samtykke eller eventuel

bemyndigelse fra dennes værge. Da dette er en afvigelse fra de generelle

bestemmelser i artikel 5 og 6, er der knyttet visse betingelser til denne

bestemmelse.

For det første er den nævnte mulighed begrænset til nødsituationer, hvor

det ikke er muligt for lægen at indhente det fornødne samtykke. Artiklen

gælder både personer, der er i stand til at give samtykke, og personer, der

juridisk eller reelt ikke er i stand til at give deres samtykke. Som eksempel

på dette kan nævnes en patient i coma, som derfor ikke er i stand til at give

sit samtykke, eller en læge, der ikke er i stand til at kontakte en

umyndiggjort persons værge, som under normale omstændigheder skulle have

givet sit samtykke til en vigtig intervention. I nødsituationer skal fagfolk

i sundhedssektoren med al rimelig omhu afgøre, hvad patienten ønsker.

Dernæst er muligheden alene begrænset til uopsættelige interventioner, der

er nødvendige ud fra et lægeligt synspunkt. Indgreb, hvor en udsættelse er

acceptabel, er ikke omfattet. Muligheden er imidlertid ikke begrænset til

livsreddende interventioner. Endelig specificerer artiklen, at interventionen

skal udføres til umiddelbar gavn for den pågældende person.

I art. 9 bestemmes, at der skal tages hensyn til tidligere ønsker

vedrørende en lægelig intervention udtrykt af en patient, som på

interventionstidspunktet ikke er i stand til at udtrykke sine ønsker.

Bestemmelsen indebærer ikke en forpligtelse for lægen til nødvendigvis at

efterkomme sådanne tidligere fremsatte ønsker. Hvis ønskerne f.eks. er

udtrykt lang tid før interventionen, og der siden er sket videnskabelige

fremskridt, kan der være grund til ikke at tage hensyn til patientens mening.

Lægen bør derfor i videst mulig udstrækning forvisse sig om, at patientens

ønsker omfatter den øjeblikkelige situation og stadig gælder, idet der

specielt henvises til lægevidenskabens tekniske fremskridt. Dette område er i

dansk ret reguleret af reglerne om livstestamenter, jf. lægelovens § 6 a og

de tilhørende administrative forskrifter.

Kapitel 3

Privatlivet og adgang til oplysninger

Art. 10, stk. 1, fastslår, at enhver har ret til respekt for sit

privatliv i relation til oplysninger om hans eller hendes helbredstilstand.

Respekten for privatlivet gælder dog ikke ubetinget, idet der med hjemmel i

art. 26, stk. 1, kan gøres undtagelser ud fra en række hensyn, som må anses

for påkrævet i et demokratisk samfund, bl.a. hensynet til beskyttelse af

offentlig sundhed, forebyggelse af forbrydelser og beskyttelse af andres

rettigheder og frihed. Det vil således f.eks. være berettiget at anvende

genetiske analyser (DNA-tests) til identifikation af personer i forbindelse

med efterforskning af kriminalitet. Anvendelse af retsgenetiske undersøgelser

i faderskabssager er heller ikke udelukket. Det forudsættes, at art. 26, stk.

1, giver hjemmel for en arbejdsgiver til at kræve oplysninger om aktuelle

sygdomme i henhold til de særlige regler herom i lov om brug af

helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet (lov nr. 292 af 24. april 1996).

I dansk ret genfindes princippet om respekt for privatlivet i de gældende

regler om sundhedspersoners og andres tavshedspligt. Reglerne findes bl.a. i

lægeloven, straffeloven og forvaltningsloven. Princippet fremgår ligeledes af

art. 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Art. 10, stk. 2, fastlægger den enkelte persons ret til at få

kendskab til helbredsoplysninger, der er indsamlet om den pågældende selv.

Denne ret er af grundlæggende betydning i sig selv, men er også en betingelse

for effektiv udøvelse af andre rettigheder, f.eks. retten til samtykke, jf.

art. 5. Der gælder dog visse undtagelser. Af bestemmelsen i art. 10, stk.

3 , fremgår således, at der i særtilfælde kan indføres lovmæssige

begrænsninger i udøvelsen af rettigheder, der er angivet i stk. 2, hvis dette

er i patientens interesse. Herudover kan der gøres undtagelse fra retten til

indsigt i medfør af art. 26, stk. 1.

Der er tale om en ret til at få oplysninger, der er indsamlet i

sundhedssektoren, hvorimod forsikringsselskaber og pensionskasser ikke er

omfattet. Bestemmelsen indebærer således ingen ændring i den danske

retsstilling vedrørende adgang til oplysninger hos forsikringsselskaber og

pensionskasser. I dansk ret findes reglerne om adgang til oplysninger i

sundhedssektoren især i lov om aktindsigt i helbredsoplysninger (lov nr. 504

af 30. juni 1993).

Som anført ovenfor i afsnit 2 om Danmarks ratifikation kan det efter

Justitsministeriets opfattelse give anledning til tvivl, om konventionens

art. 10 og 26 giver mulighed for fuldstændigt at opretholde den gældende

ordningen efter den danske registerlovgivning, hvorefter helbredsoplysninger

kan undtages fra den registreredes ret til registerindsigt. Tilsvarende

gælder ifølge Justitsministeriet med hensyn til bestemmelsen i

offentlighedslovens § 10, nr. 5, hvorefter materiale, der tilvejebringes som

grundlag for udarbejdelse af offentlig statistik eller videnskabelige

undersøgelser, ikke er undergivet aktindsigt. Justitsministeriet anbefaler

derfor, at der ved dansk ratifikation af konventionens tages forbehold for så

vidt angår registreredes indsigtsret efter artikel 10.

Art. 10, stk. 2, indeholder endvidere en bestemmelse om, at

enkeltpersoners ønske om ikke at blive informeret om helbredsforhold skal

respekteres. Baggrunden for denne ret til »ikke at vide« er, at

patienter kan have deres egne grunde til ikke at ønske at få noget at vide om

visse aspekter af deres helbred. Undtagelser kan gøres i medfør af stk. 3 og

art. 26, stk. 1.

Kapitel 4

Den menneskelige arvemasse

I henhold til art. 11 er enhver form for forskelsbehandling mod en

person med begrundelse i dennes genetiske arv forbudt. Formålet er at

forhindre, at resultater af gentests bliver et middel til uberettiget

forskelsbehandling. Der er tale om et overordnet princip, der skal ses i

sammenhæng med principperne i Menneskerettighedskonventions forbud mod

diskrimination på grund af køn, race, farve, sprog m.v.

Princippet i art. 11 er gennemført i to nyere danske love, nemlig lov nr.

292 af 24. april 1996 om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet

og lov nr. 413 af 10. juni 1997 om ændring af lov om forsikringsaftaler og

lov om tilsyn med firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse

helbredsoplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner). For vidt

så angår arbejdsmarkedet forudsættes art. 11 ikke at have til hensigt at

gribe ind i arbejdsgiverens ret til at ansætte den mest kvalificerede ansøger

til et job. Det vil derfor ikke være i strid med bestemmelsen, hvis en

arbejdsgiver afviser at ansætte en person på baggrund af en gentest, der

viser at personen lider af en aktuel sygdom, der kan have betydning for

jobbets udførelse.

Art. 12 opstiller grænser for brugen af prædiktive genetiske

tests, idet sådanne tests alene må udføres af helbredsmæssige grunde eller i

forbindelse med sundhedsmæssig forskning og under forudsætning af passende

genetisk rådgivning.

Den hastige udvikling inden for genetisk forskning, der har fundet sted de

sidste 10 år, har gjort det muligt med meget større præcision end tidligere

at identificere mennesker, der er bærere af bestemte gener knyttet til større

enkeltgensygdomme (f.eks. cystisk fibrose, hæmofili, Huntingtons sygdom,

retinitis pigmentosa m.v.), samt mennesker, der er bærere af gener, der kan

øge deres risiko for senere i livet at udvikle alvorlige sygdomme (f.eks.

hjertesygdomme, cancer og Alzheimers sygdom).

Fremskridtet inden for genetikken har også ført til meget avancerede og

præcise metoder til testning af visse sygdomme. Identifikationen af et

bestemt abnormt gen betyder dog ikke nødvendigvis, at bæreren vil udvikle

sygdommen, ligesom det heller ikke forudsiger sygdommens mønster eller

omfang. Moderne metoder har også gjort det muligt at identificere gener, der

bidrager til udviklingen af større sygdomstilstande senere i livet, hvortil

andre gener og faktorer som miljø og livsstil også har bidraget.

Tests, der er prædiktive for visse genetiske sygdomme, kan være til

betydelig gavn for en enkelt persons helbred ved at give mulighed for, at

forebyggende behandling i god tid vil kunne iværksættes eller ved at give

muligheder for at mindske risikoen gennem ændringer i adfærd, livsstil eller

miljø. En sådan behandling eller forebyggende indsats er imidlertid ikke

muligt i øjeblikket i forbindelse med adskillige genetisk bestemte sygdomme.

Retten til at blive informeret såvel som retten til ikke at blive informeret

og til egentligt informeret samtykke er derfor af særlig betydning på dette

område, idet problemer klart kan opstå for den enkelte på grundlag af tests,

der er prædiktive for en genetisk sygdom, for hvilken der i øjeblikket ikke

kendes nogen effektiv behandling. En yderligere komplicerende faktor er, at

tests, der er prædiktive for genetisk bestemte sygdomme, også kan få

betydning for familiemedlemmer og børn af den person, der har fået foretaget

testen.

På baggrund af de specielle problemer, der er forbundet med prædiktive

test, er det fundet nødvendigt at indskrænke anvendelsen til

sundhedsrelaterede formål. I national lovgivning kan der dog gøres

undtagelser i medfør af art. 26, stk. 1.

Bestemmelsen indebærer ifølge den uddybende rapport ingen begrænsninger i

adgangen til at foretage fosterdiagnostik til undersøgelse af, om et foster

bærer arvelige anlæg, der vil føre til alvorlige sygdomme hos barnet. Det er

ligeledes forudsat, at genetiske tests kan anvendes i forbindelse med

ansættelsessituationer under forudsætning af et sundhedsmæssig formål, der

kan vedrører den ansatte selv eller andre ansatte.

Princippet i art. 12 er gennemført i to nyere danske love, nemlig lov nr.

292 af 24. april 1996 om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet

og lov nr. 413 af 10. juni 1997 om ændring af lov om forsikringsaftaler og

lov om tilsyn med firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse

helbredsoplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner).

Art. 13 fastsætter, at intervention i den menneskelige arvemasse

kun er tilladt i forbindelse med forebyggelsesmæssige, behandlingsmæssige

eller undersøgelsesmæssige formål, og kun så længe målet ikke er at ændre

efterkommeres arveegenskaber.

Bestemmelsen er gennemført i dansk ret ved § 2 i lov om kunstig

befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning

m.v. (lov nr. 460 af 10. juni 1997).

Art. 14 indeholder et yderligere forbud med tilknytning til

kunstig befrugtning. Efter bestemmelsen er det ikke tilladt at benytte

teknikker til kunstig befrugtning med henblik på at vælge et barns køn

bortset fra tilfælde, hvor alvorlige arvelige kønsbundne sygdomme skal

undgås.

Bestemmelsen er gennemført i dansk ret ved § 8 i lov om kunstig

befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning

m.v. (lov nr. 460 af 10. juni 1997).

Kapitel 5

Videnskabelig forskning

Kapitel 5 indeholder en række bestemmelser, der har til formål at beskytte

personer, der deltager i biomedicinsk forskning. Der er tale om principper,

der i Danmark er sikret ved det videnskabsetiske komitesystem, der har til

opgave at bedømme alle biomedicinske forskningsprojekter, der påtænkes udført

her i landet. Komitesystemet blev lovfæstet i 1992, jf. lov om et

videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske

forskningsprojekter (Lovbekendtgørelse nr. 221 af 4. marts 1997 som ændret

ved lov nr. 460 af 10. juni 1997).

Der kan endvidere henvises til kapitel 7 i lov om kunstig befrugtning, der

indeholder forskellige forbud i forbindelse med forskning og forsøg.

Art. 15 er en generel bestemmelse, der bekræfter, at der er fri

adgang til medicinsk forskning under den forudsætning, at det enkelte

menneskes rettigheder overholdes.

I a rt. 16 er der fastsat detaljerede betingelser for enhver

forskning på mennesker. Den første betingelse er, at der ikke må være noget

alternativ af sammenlignelig virkning til forskning på mennesker. Forskning

vil således ikke blive tilladt, hvis tilsvarende resultater kan opnås ad

andre veje. Den anden betingelse er, at den risiko, den pågældende person kan

udsættes for, ikke må være ude af proportion med den potentielle nytte af

forskningen. Den tredje betingelse er, at forskningsprojektet skal være

vurderet og godkendt af den kompetence myndighed. Den fjerde betingelse er,

at personen skal informeres om rettigheder og garantier, f.eks. retten til

frit at trække sit samtykke tilbage på ethvert tidspunkt. Endelig er det en

betingelse, at der er givet et udtrykkeligt skriftligt samtykke.

Art. 17, stk. 1, indeholder særligt skærpende beskyttelsesregler

for så vidt angår forsøgspersoner, der er ude af stand til at give samtykke

til forskningsprojektet. Som udgangspunkt må sådanne forskningsprojekter kun

foretages, hvis resultatet af forskningen indebærer mulighed for at

frembringe direkte fordele for personens helbred og under forudsætning af, at

forskning af sammenlignelig effektivitet ikke kan udføres på personer, der

har evne til at samtykke. I stk. 2 er der under visse meget

udtrykkelige betingelser givet mulighed for, at der kan gennemføres forsøg,

som ikke indebærer nogle direkte fordele for forsøgspersonens helbred. Som

begrundelse herfor er det anført i den uddybende rapport, at hvis en sådan

forskning helt ville være forbudt, ville fremskridt i kampen for at fastholde

og forbedre sundheden og bekæmpe sygdomme, der kun rammer børn, sindslidende

personer eller personer, der lider af senil demens, blive umulig. Den

pågældende gruppe mennesker kan i sidste ende få gavn af denne form for

forskning.

Art. 18 angår forskning på fostre in vitro. Stk. 1

bestemmer, at der skal sikres tilstrækkelig beskyttelse af fostrene, hvis

national lov tillader forskning på fostre, mens stk. 2 forbyder

skabelsen af menneskelige fostre med henblik på at anvende dem i

forskningsøjemed.

Kapitel 6

Fjernelse af organer og væv fra levende donorer med henblik på

transplantation

Organtransplantation er en almindeligt udbredt lægevidenskabelig metode

til at hjælpe med at redde, forlænge eller i stor udstrækning lette livet for

personer, der lider af visse alvorlige sygdomme. Formålet med dette kapitel

er at fastlægge rammerne for beskyttelse af levende donorer i forbindelse med

fjernelse af organer (især lever, nyre, lunge, bugspytkirtel) eller væv (for

eksempel hud). Bestemmelserne er ikke gældende for blodtransfusioner.

I art. 19 er det fastsat, at transplantation af organer og væv fra

levende donorer alene må finde sted med henblik på behandlingsmæssige fordele

for modtageren. Det er endvidere en betingelse, at der ikke findes noget

passende organ eller væv fra en afdød person, og at der ikke findes nogen

anden behandlingsmæssig metode af tilsvarende effektivitet. Donoren skal give

et udtrykkeligt samtykke, enten skriftligt eller over for en officiel

instans.

Ifølge oplysninger fra Sundhedsstyrelsen foretages organtransplantationer

i Danmark i overensstemmelse med betingelserne i art. 19. De overordnede

rammer for transplantation fra levende personer er fastsat i § 13 i lov nr.

402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.

Art. 20 indeholder regler, der beskytter personer, der er uden

evne til at give samtykke til organtransplantation. I princippet er det

forbudt at foretage transplantation fra personer, der ikke kan give samtykke,

men i stk. 2 er der åbnet op for transplantation af regenererende væv

(væv som gendannes hos donor, f.eks. knoglemarv) fra mindreårige til

søskende. Som anført ovenfor i afsnit 2 om Danmarks ratifikation kan

knoglemarvstransplantation fra et barn til dets mor eller far i sjældne

tilfælde være eneste livsreddende behandlingsmulighed. Sundhedsministeriet

finder det derfor nødvendigt ved dansk ratifikation af konventionen at tage

forbehold for så vidt angår denne bestemmelse.

Konventionen forbyder alle tilfælde af transplantation af

ikke-regenererbare organer/væv (organer og væv som ikke gendannes hos donor,

f.eks. nyre) fra mindreårige. Dansk praksis er i overensstemmelse hermed.

Kravet om myndighedsgodkendelse i art. 20, stk. 2, nr. 4, antages i

Danmark for opfyldt, såfremt lovgivningens regler efterleves, jf. særligt lov

nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. Der kan

endvidere henvises til Sundhedsstyrelsens generelle tilsyn med sundhedsfaglig

virksomhed.

Kapitel 7

Forbud mod økonomisk gevinst og bortskaffelse af dele af

menneskekroppen

Art. 21 bestemmer, at den menneskelige krop og dens bestanddele ikke som

sådan må give anledning til økonomisk gevinst.

I henhold til denne artikel må organer og væv, herunder blod, ikke købes

og sælges eller give anledning til økonomisk gevinst for den person, som

organerne eller vævet er taget fra, eller for tredjemand, uanset om det

drejer sig om en enkeltperson eller en institution som f.eks. et hospital.

Imidlertid kan rent tekniske foranstaltninger (prøveudtagelse, tests,

pasteurisering, fraktionering, rensning, opbevaring, dyrkning, transport

osv.), som udføres på grundlag af sådanne organer eller væv, lovligt give

anledning til et rimeligt vederlag.

Artiklen forbyder ikke salg af et lægeligt produkt, der indeholder

menneskeligt væv, som har været igennem en produktionsproces, når blot ikke

vævet som sådant sælges. Desuden forhindrer denne artikel ikke en person, fra

hvem et organ eller væv er taget, i at modtage erstatning, der ikke må være

vederlag, men som kan være en rimelig kompensation til den pågældende person

for udgifter eller tab af indtægt (f.eks. som følge af hospitalsindlæggelse).

Produkter som f.eks. hår og negle, der er afstødt væv, er ikke omfattet af

bestemmelsen.

For dansk rets vedkommende er princippet i art. 21 indeholdt i § 20, stk.

3, i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation

m.v.

Art. 22 omhandler et særligt aspekt af grundsætningen om

informeret samtykke. Bestemmelsen kræver, at der skal gives samtykke til, at

en bortfjernet del fra menneskekroppen (f.eks. knogler, hud, organer)

opbevares og anvendes til andet formål end det formål, der lå bag fjernelsen.

Ifølge den uddybende rapport er formålet med reglen især at give patienter

mulighed for at værne om oplysninger, der kan udledes af kropsdele, der er

fjernet ved kirurgiske indgreb.

Kapitel 8

Krænkelse af konventionens bestemmelser

Art. 23-25 indeholder regler om parternes forpligtelse til at yde

passende juridisk beskyttelse i tilfælde af krænkelse af konventionens

bestemmelser. Reglerne er sikret opfyldt i Danmark ved bl.a.

patientforsikringsordningen (lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997),

der omfatter behandling og forsøg, samt de forskellige klageordninger, først

og fremmest Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Kapitel 9

Forbindelse mellem nærværende konvention og andre bestemmelser

Art. 26 indeholder en generel klausul om, at der ud fra visse

hensyn, der må anses for påkrævet i et demokratisk samfund, kan gøres

undtagelser fra konventionens materielle beskyttelsesregler. I henhold til

art. 27 kan parterne indføre regler, der yder større beskyttelse end

krævet efter konventionen. Konventionsteksten fastlægger med andre ord fælles

standarder, som staterne skal opfylde, men samtidig har staterne lov til at

yde større beskyttelse af det enkelte menneske og af menneskerettigheder i

forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab.

Kapitel 10

Offentlig debat

Art. 28 opfordrer parterne til igennem offentlig debat at skabe

større bevidsthed om de rettigheder, der er indeholdt i konventionen.

Kapitel 11

Fortolkning og opfølgning af konventionen

Art. 29 giver adgang for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

til på anmodning at afgive vejledende udtalelser om fortolkning af

konventionen. Efter art. 30 skal parterne på opfordring af

Europarådets generalsekretær afgive en redegørelse for, hvordan deres

nationale lovgivning sikrer, at konventionens bestemmelser gennemføres

effektivt.

Kapitel 12

Protokoller

Art. 31 omhandler muligheden for at udfærdige tillægsprotokoller

med regler inden for bestemte områder. Da formålet med sådanne protokoller er

at udbygge de principper, der er fastlagt i konventionen, bør bestemmelserne

i dem ikke afvige fra disse principper. Navnlig gælder det, at de ikke må

fastlægge regler, som giver mennesker ringere beskyttelse end den, der er

resultatet af konventionens principper. For at kunne underskrive eller

ratificere en protokol skal den pågældende stat samtidig eller tidligere have

underskrevet eller ratificeret konventionen. På den anden side vil stater,

som har underskrevet eller ratificeret konventionen, ikke være forpligtede

til at underskrive eller ratificere en protokol.

Kapitel 13

Ændringer i konventionen

Art. 32 beskriver proceduren for ændringer i konventionen.

Kapitel 14

Afsluttende bestemmelser

Art. 33-38 indeholder bestemmelser om konventionens undertegnelse,

ratifikation, ikrafttræden, forbehold m.v. Ud over Europarådets medlemsstater

kan følgende stater, der deltog i udfærdigelsen af konventionen, underskrive

konventionen: Australien, Canada, Vatikanstaten, Japan og USA. Konventionen

træder i henhold til art. 33 i kraft 3 måneder efter at være blevet

ratificeret af 5 stater, hvoraf mindst 4 stater skal være medlem af

Europarådet. Art. 36 giver mulighed for, at parterne ved

undertegnelse/ratifikation af konventionen kan tage forbehold med hensyn til

en nærmere bestemt artikel i konventionen, hvis en national regulering ikke

er i overensstemmelse med artiklen.

Skriftlig fremsættelse (14. januar 1998)

Sundhedsministeren (Birte Weiss):

Hermed tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af

Europarådets konvention af 4. april 1997 om beskyttelse af

menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af

biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettigheder og

biomedicin.

(Beslutningsforslag nr. B 96).

Konventionen er den første internationale traktat, der fastsætter

generelle principper og regler til beskyttelse af mennesker i forbindelse med

udviklingen inden for biomedicinsk videnskab. Det overordnede formål er at

beskytte det enkelte menneske mod misbrug ved behandling og forskning, og

konventionen kan derfor betragtes som et fundament for patientrettigheder i

Europa. Reelt er der således tale om en Europarådskonvention om

patientrettigheder.

Konventionens regler har karakter af minimumsstandarder, som hvert land

skal opfylde, samtidig med, at landene i national lovgivning og praksis kan

yde en større beskyttelse af individet end konventionen kræver. Derved

tilgodeses de enkelte landes nationale behov, kultur, traditioner m.v.

Konventionen tilstræber derimod ikke at detailregulere alle situationer, der

kan opstå i forbindelse med biomedicinsk etik.

Danmark har en meget omfattende og detaljeret regulering af

sundhedsområdet, der på alle områder, bortset fra de nedenfor nævnte 2

bestemmelser af mindre betydning, udfylder konventionens indhold. Det

vurderes på den baggrund, at dansk ratifikation af konventionen ikke

nødvendiggør lovændringer, da opfyldelse af konventionen vil kunne ske inden

for rammerne af den gældende danske sundhedslovgivning og administrative

praksis, der i øvrigt generelt giver en stærk beskyttelse af

patientrettigheder, samt yder en særlig udvidet beskyttelse af personer, der

deltager i biomedicinske forsøg. Dog findes det nødvendigt ved ratifikationen

at tage forbehold for så vidt angår to bestemmelser vedrørende henholdsvis

registerindsigt (art. 10) og transplantation vedrørende børn (art. 20, stk.

2, nr. 2). I forbindelse med ratifikationen bør der således afgives en

erklæring om, at Danmark på disse to mindre områder ønsker at videreføre den

gældende danske ordning.

Konventionen blev vedtaget af Europarådets ministerkomite den 19. november

1996, og åbnet for undertegnelse i Oviedo, Spanien, den 4. april 1997. Den

blev på denne dato undertegnet af 21 af Europarådets 40 medlemslande,

herunder af Danmark. Danmarks undertegnelse skete under forbehold af

ratifikation. Konventionen træder i kraft, når den er blevet ratificeret af 5

lande, hvoraf mindst 4 lande skal være medlem af Europarådet.

Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget,

skal jeg anbefale dette til det høje Tings velvillige behandling.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter