1997 BSF 96 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF EUROPARÅDETS KONVENTION AF 4. APRIL 1997 OM BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG MENNESKELIG VÆRDIGHED I FORBINDELSE MED ANVENDELSE AF BIOLOGI OG LÆGEVIDENSKAB: KONVENTION OM MENNESKERETTIGHEDER OG BIOMEDICIN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer Europarådets
konvention om menneskerettigheder og biomedicin, som Danmark undertegnede i
Oviedo, Spanien, den 4. april 1997.
Indholdsfortegnelse
Konvention om menneskerettigheder og biomedicin
Bemærkninger:
1. Konventionens forhistorie
2. Danmarks ratifikation
3. Konventionens indhold
oversættelse
KONVENTION OM BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG MENNESKELIG
VÆRDIGHED I FORBINDELSE MED ANVENDELSE AF BIOLOGI OG LÆGEVIDENSKAB:
KONVENTION OM MENNESKERETTIGHEDER OG BIOMEDICIN
Oviedo, den 4. april 1997
PRÆAMBEL
Europarådets medlemsstater, de øvrige stater og det Europæiske Fællesskab,
som har underskrevet nærværende konvention, er
under henvisning til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som blev
proklameret af De Forenede Nationers generalforsamling den 10. december 1948,
under henvisning til Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder
og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950,
med baggrund i Konventionen om Den europæiske Socialpagt af 18. oktober
1961,
med baggrund i den Internationale Konvention om borgerlige og politiske
rettigheder og den internationale konvention om økonomiske, sociale og
kulturelle rettigheder af 16. december 1966,
med baggrund i den Europæiske konvention om beskyttelse af det enkelte
menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger af
28. januar 1981,
og med baggrund i FN-konventionen om Barnets Rettigheder af 20. november
Læs alt
1989,
under henvisning til, at Europarådets formål er at tilvejebringe en større
enhed mellem dets medlemmer, og at en af måderne at opnå dette mål er at
opretholde og udvikle menneskerettighederne og de grundlæggende friheder,
i erkendelse af den hurtige udvikling inden for biologi og lægevidenskab,
overbevist om nødvendigheden af at respektere mennesket både som
enkeltperson og som medlem af den menneskelige art og i anerkendelse af
vigtigheden af at sikre den menneskelige værdighed,
i erkendelse af, at misbrug af biologi og lægevidenskab kan føre til
handlinger, der kan bringe den menneskelige værdighed i fare,
som bekræftelse på, at fremskridt inden for biologi og lægevidenskab bør
anvendes til gavn for nuværende og kommende generationer,
i anerkendelse af behovet for internationalt samarbejde for at sikre, at
hele menneskeheden kan nyde godt af fordelene ved biologi og lægevidenskab,
i anerkendelse af vigtigheden af at fremme en offentlig debat om de
spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med anvendelsen af biologi og
lægevidenskab, og af de svar, der gives på disse spørgsmål,
ud fra et ønske om at påminde alle medlemmer af samfundet om deres
rettigheder og forpligtelser,
under hensyntagen til det arbejde, Den Parlamentariske Forsamling har
udført på dette område, herunder Rekommandation 1160 (1991) om udarbejdelse
af en konvention om bioetik,
ud fra en beslutning om at foretage sådanne foranstaltninger, som er
nødvendige for at beskytte den menneskelige værdighed og det enkelte
menneskes grundlæggende rettigheder i forbindelse med anvendelsen af biologi
og lægevidenskab
blevet enige om følgende:
Kapitel 1
Generelle bestemmelser
Artikel 1 - Formål og mål
Parterne i denne konvention skal beskytte alle menneskers værdighed og
identitet, og uden forskelsbehandling garantere alle respekt for deres
integritet samt andre rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i
forbindelse med anvendelsen af biologi og lægevidenskab.
Alle parter skal træffe nødvendige foranstaltninger i deres egen
lovgivning med henblik på at lade bestemmelserne i nærværende konvention få
gyldighed.
Artikel 2 - Menneskets forrang
Menneskets interesser og velfærd skal have forrang frem for interesser,
der alene vedrører samfundet og videnskaben.
Artikel 3 - Lige adgang til sundhedsmæssige ydelser
Parterne skal tage passende forholdsregler med henblik på inden for deres
egen jurisdiktion at skabe lige adgang til sundhedsmæssige ydelser af en
passende kvalitet under hensyntagen til sundhedsmæssige behov og de til
rådighed værende ressourcer.
Artikel 4 - Faglige standarder
Enhver sundhedsmæssig intervention, herunder forskning, skal foretages i
overensstemmelse med gældende faglige forpligtelser og standarder.
Kapitel II
Samtykke
Artikel 5 - Generel regel
Ingen intervention må foretages på sundhedsområdet uden den berørte
persons frie og informerede samtykke.
Denne person skal forud for enhver intervention have modtaget relevante
oplysninger med hensyn til formålet og arten af interventionen samt med
hensyn til de deraf følgende konsekvenser og risici.
Den pågældende person kan til enhver tid frit trække sit samtykke tilbage.
Artikel 6 - Beskyttelse af personer, der mangler evnen til at give
samtykke
1. I overensstemmelse med artikel 17 og 20 nedenfor må en intervention kun
foretages på en person, der mangler evnen til at give samtykke, hvis det er
direkte til fordel for denne person.
2. I tilfælde, hvor en mindreårig ifølge loven ikke kan give samtykke til
en intervention, kan interventionen kun foretages med bemyndigelse fra en
repræsentant for denne person eller en myndighed eller person eller organ
foreskrevet ved lov.
Den mindreåriges synspunkt skal betragtes som en stadig mere afgørende
faktor jo ældre og mere moden vedkommende er.
3. I tilfælde, hvor en voksen person på grund af sindslidelse, sygdom
eller af tilsvarende grunde ifølge loven ikke kan give samtykke til en
intervention, kan interventionen kun foretages med bemyndigelse fra en
repræsentant for denne person eller en myndighed eller person eller organ
foreskrevet ved lov.
Den pågældende person skal så vidt muligt involveres i samtykkeproceduren.
4. Den repræsentant, myndighed, person eller det organ, der er nævnt i
stk. 2 og 3 ovenfor, skal på samme betingelser modtage de oplysninger, der
henvises til i artikel 5.
5. Den bemyndigelse, der henvises til i stk. 2 og 3 ovenfor, kan til
enhver tid tilbagekaldes, hvis det er i den pågældende persons bedste
interesse.
Artikel 7 - Beskyttelse af sindslidende personer
Patienter, der er sindslidende i alvorlig grad, kan, uden deres samtykke
er indhentet og i overensstemmelse med de beskyttende regler, der er fastlagt
ved lov, inklusive procedurer for tilsyn, kontrol og efterprøvelse,
underkastes en intervention, der har til formål at behandle deres
sindslidelse, såfremt der er risiko for alvorlig skade på deres helbred,
såfremt en sådan behandling ikke foretages.
Artikel 8 - Nødsituationer
Når det nødvendige samtykke ikke kan opnås i nødsituationer, kan enhver
lægeligt nødvendig intervention foretages øjeblikkeligt ud fra et hensyn til
den pågældende persons helbred.
Artikel 9 - Tidligere udtrykte ønsker
Der skal tages hensyn til tidligere ønsker vedrørende en lægelig
intervention udtrykt af en patient, som på interventionstidspunktet ikke er i
stand til at udtrykke sine ønsker.
Kapitel III
Privatlivet og adgang til oplysninger
Artikel 10 - Privatlivet og adgang til oplysninger
1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv i relation til oplysninger
om hans eller hendes sundhedstilstand.
2. Enhver er berettiget til at kende alle oplysninger, som er indsamlet om
hans eller hendes helbred. Imidlertid skal enkeltpersoners ønske om ikke at
få kendskab til sådanne oplysninger respekteres.
3. I særtilfælde kan der indføres lovmæssige begrænsninger i udøvelsen af
de rettigheder, der er angivet i stk. 2, såfremt dette er i patientens
interesse.
Kapitel IV
Den menneskelige arvemasse
Artikel 11 - Ligebehandling
Enhver form for forskelsbehandling mod en person med begrundelse i dennes
genetiske arv er forbudt.
Artikel 12 - Prædiktive genetiske tests
Tests, som kan forudsige genetiske sygdomme, eller som enten kan
identificere personen som bærer af et gen, der er ansvarlig for en sygdom,
eller afdække en genetisk prædisposition eller modtagelighed for en sygdom,
må kun udføres af helbredsmæssige grunde eller i forbindelse med forskning
med et sundhedsmæssigt formål og under forudsætning af passende genetisk
rådgivning.
Artikel 13 - Intervention i den menneskelige arvemasse
Intervention i den menneskelige arvemasse er kun tilladt i forbindelse med
forebyggelsesmæssige, behandlingsmæssige eller undersøgelsesmæssige formål,
og kun så længe målet ikke er at ændre efterkommeres arveegenskaber.
Artikel 14 - Ikke-udvælgelse af køn
Det er ikke tilladt at benytte teknikker til kunstig befrugtning med
henblik på at vælge et barns køn bortset fra tilfælde, hvor alvorlige
arvelige kønsbundne sygdomme skal undgås.
Kapitel V
Videnskabelig forskning
Artikel 15 - Generel bestemmelse
Videnskabelig biologisk og medicinsk forskning kan udføres frit i
overensstemmelse med nærværende konvention og andre lovbestemmelser, der
sikrer beskyttelsen af mennesket.
Artikel 16 - Beskyttelse af personer, der er genstand for
forskning
Forskning på personer kan kun finde sted, hvis alle følgende betingelser
er opfyldt:
i der er ikke noget alternativ af tilsvarende effektivitet til forskning
på mennesker,
ii den risiko, en person udsættes for, er ikke ude af proportion til de
mulige fordele af forskningen,
iii forskningsprojektet er godkendt af den kompetente myndighed efter
uvildig undersøgelse af de videnskabelige fordele, inklusive vurdering af
betydningen af målet med forskningen og tværfaglig gennemgang af det etisk
acceptable ved forskningen,
iv de personer, der er underkastet forskning, er blevet underrettet om
deres rettigheder og de sikkerhedsforanstaltninger, der til deres beskyttelse
er foreskrevet ved lov,
v det krævede samtykke i medfør af artikel 5 er udtrykkeligt og specifikt
og er dokumenteret. Et sådant samtykke kan til enhver tid frit tilbagekaldes.
Artikel 17 - Beskyttelse af personer, der er ude af stand til at give
samtykke til forskning
1. Forskning på en person uden evne til at samtykke i medfør af artikel 5
må kun foretages, såfremt alle nedenstående betingelser er opfyldt:
i betingelserne i medfør af artikel 16, nr. i til iv er opfyldt,
ii resultatet af forskningen indebærer mulighed for at frembringe reelle
og direkte fordele for den pågældende persons helbred,
iii forskning af sammenlignelig effektivitet kan ikke udføres på personer,
der har evne til at samtykke,
iv den nødvendige bemyndigelse i medfør af artikel 6 er givet specifikt og
skriftligt, og
v den pågældende person har ikke indvendinger.
2. Undtagelsesvis og i overensstemmelse med den beskyttelse, der er
foreskrevet ved lov, hvor forskning ikke har mulighed for at frembringe
resultater med direkte fordele for den pågældende persons helbred, kan en
sådan forskning tillades i overensstemmelse med betingelserne i medfør af
stk. 1, nr. i, iii, iv og v ovenfor og med følgende yderligere betingelser:
i forskningen har til formål gennem væsentlig forbedring af den
videnskabelige forståelse af den enkeltes tilstand, sygdom eller forstyrrelse
at bidrage til den endelige opnåelse af resultater, der er i stand til at
overføre fordele til den pågældende person eller til andre personer i samme
aldersklasse eller ramt af den samme sygdom eller forstyrrelse eller med
samme tilstand,
ii forskningen medfører kun minimal risiko og minimal gene for den
pågældende person.
Artikel 18 - Forskning på fostre in vitro
1. Såfremt forskning på fostre in vitro er tilladt ved lov, skal loven
sikre tilstrækkelig beskyttelse af fostrene.
2. Det er ikke tilladt af skabe menneskelige fostre alene med henblik på
forskning.
Kapitel VI
Fjernelse af organer og væv fra levende donorer med henblik på
transplantation
Artikel 19 - Generel bestemmelse
1. Fjernelse af organer og væv fra levende donorer med henblik på
transplantation må alene finde sted med henblik på behandlingsmæssige fordele
for modtageren, og hvis der ikke findes noget passende organ eller væv fra en
afdød person, og der ikke findes nogen anden behandlingsmæssig metode af
tilsvarende effektivitet.
2. Det nødvendige samtykke i overensstemmelse med artikel 5 skal være
udtrykkeligt afgivet enten skriftligt eller for en officiel instans.
Artikel 20 - Beskyttelse af personer uden evne til at give samtykke
til organfjernelse
1. Der må ikke fjernes organer eller væv fra en person, som ikke har evnen
til at samtykke i medfør af artikel 5.
2. Undtagelsesvis og i overensstemmelse med den beskyttelse, der er
foreskrevet ved lov, kan der gives tilladelse til fjernelse af regenererende
væv fra en person, der ikke har evnen til at samtykke, forudsat følgende
betingelser er opfyldt:
i der findes ikke en egnet donor, som har evnen til at samtykke,
ii modtageren er bror eller søster til donoren,
iii donationen skal skabe mulighed for at redde livet for modtageren,
iv bemyndigelsen i overensstemmelse med stk. 2 og 3 i artikel 6 er givet
specifikt og skriftligt, i overensstemmelse med loven og med den kompetente
myndigheds godkendelse,
v den pågældende potentielle donor gør ikke indvendinger.
Kapitel VII
Forbud mod økonomisk gevinst og bortskaffelse af dele af
menneskekroppen
Artikel 21 - Forbud mod økonomisk gevinst
Den menneskelige krop og dens bestanddele må ikke som sådan give anledning
til økonomisk gevinst.
Artikel 22 - Bortskaffelse af dele fjernet fra menneskekroppen
Såfremt en del af et menneskeligt legeme fjernes under en intervention,
kan en sådan del kun opbevares og anvendes til andet formål end det, der var
årsag til fjernelsen, såfremt dette sker i overensstemmelse med gældende
regler om information og samtykke.
Kapitel VIII
Krænkelse af konventionens bestemmelser
Artikel 23 - Krænkelse af rettigheder og principper
Parterne skal tilvejebringe passende juridisk beskyttelse, således at
ulovlig krænkelse af de rettigheder og principper, der er fastlagt i
nærværende konvention, kan forhindres eller bringes til ophør med kort
varsel.
Artikel 24 - Erstatning for ubehørig skade
En person, som har lidt ubehørig skade på grund af en intervention, er
berettiget til rimelig erstatning i henhold til de regler og procedurer, der
er fastsat ved lov.
Artikel 25 - Sanktioner
Parterne skal sørge for passende sanktioner i tilfælde af overtrædelse af
bestemmelserne i nærværende konvention.
Kapitel IX
Forbindelse mellem nærværende konvention og andre bestemmelser
Artikel 26 - Begrænsning i udøvelse af rettigheder
1. Der må ikke gælde begrænsninger ved udøvelsen af rettigheder og
beskyttende bestemmelser indeholdt i nærværende konvention, med undtagelse af
sådanne begrænsninger, der er foreskrevet ved lov og som er krævet i et
demokratisk samfund i den offentlige sikkerheds interesse, til forebyggelse
af forbrydelse, til beskyttelse af offentlig sundhed eller til beskyttelse af
andres rettigheder og frihed.
2. De begrænsninger, der er indeholdt i medfør af foregående afsnit, må
ikke gælde artiklerne 11, 13, 14, 16, 17, 19, 20 og 21.
Artikel 27 - Yderligere beskyttelse
Ingen af bestemmelserne i nærværende konvention må fortolkes som
begrænsende eller på anden måde påvirkende en parts muligheder for at yde
større beskyttelse end den i denne konvention fastlagte i forbindelse med
anvendelse af biologi og lægevidenskab.
Kapitel X
Offentlig debat
Artikel 28 - Offentlig debat
Parterne i nærværende konvention skal sørge for, at grundlæggende
spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med udviklingen inden for biologi og
lægevidenskab, bliver underkastet passende offentlig debat, navnlig hvad
angår relevante lægelige, sociale, økonomiske, etiske og juridiske
virkninger, og at deres eventuelle anvendelse gøres til genstand for passende
drøftelse.
Kapitel XI
Fortolkning og opfølgning af konventionen
Artikel 29 - Fortolkning af konventionen
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan uden direkte henvisning til
nogen specifik retssag, der måtte finde sted, afgive responsa vedrørende
juridiske spørgsmål om fortolkningen af nærværende konvention efter anmodning
fra:
- en af parternes regering, efter meddelelse til de øvrige underskrivere,
- en komite, der er nedsat i medfør af artikel 32, hvis medlemmer er
begrænset til repræsentanter for underskriverne af nærværende konvention,
efter en beslutning, der er vedtaget med to tredjedele af de afgivne stemmer.
Artikel 30 - Rapporter om konventionens anvendelse
Såfremt Europarådets generalsekretær anmoder derom, skal parterne aflevere
en redegørelse for, hvordan deres nationale lovgivning sikrer, at
konventionens bestemmelser gennemføres effektivt.
Kapitel XII
Protokoller
Artikel 31 - Protokoller
Der kan aftales protokoller i henhold til artikel 32 med henblik på
videreudbygning af principperne i denne konvention på særlige områder.
Protokollerne skal være åbne for underskrift af underskriverne til
nærværende konvention. De skal ratificeres, accepteres eller godkendes.
Parterne må ikke ratificere, acceptere eller godkende protokoller uden
tidligere eller samtidig ratifikation, accept eller godkendelse af
konventionen.
Kapitel XIII
Ændringer i konventionen
Artikel 32 - Ændringer i konventionen
1. De opgaver, der overdrages til »komiteen« i nærværende
artikel og i artikel 29, skal udføres af Styringskomiteen for Bioetik (CDBI)
eller af en anden komite udpeget af Ministerkomiteen med henblik herpå.
2. Uden præjudice for de særlige bestemmelser i artikel 29 kan enhver af
Europarådets medlemsstater, såvel som hver af underskriverne af nærværende
konvention, der ikke er medlem af Europarådet, være repræsenteret og have een
stemme i komiteen, når komiteen udfører de opgaver, den er overdraget ved
nærværende konvention.
3. Enhver stat, der henvises til i artikel 33, eller som er blevet indbudt
til at tiltræde konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel
34, og som ikke er underskriver af konventionen, kan repræsenteres i komiteen
af en observatør. Hvis det Europæiske Fællesskab ikke er underskriver, kan
det repræsenteres i komiteen ved en observatør.
4. Med henblik på at overvåge den videnskabelige udvikling skal komiteen
mødes for at undersøge nærværende konvention senest fem år fra
ikrafttrædelsen og efterfølgende med sådanne mellemrum, som komiteen
bestemmer.
5. Ethvert forslag til ændring af nærværende konvention samt ethvert
forslag til en protokol eller en ændring af en protokol, som fremsættes af en
af underskriverne, komiteen eller Ministerkomiteen, skal meddeles til
Europarådets generalsekretær og fremsendes af denne til Europarådets
medlemsstater, til det Europæiske Fællesskab, til samtlige underskrivere og
parter samt til enhver stat, der er blevet indbudt til at underskrive
nærværende konvention i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 33, og
enhver stat, som er indbudt til at tiltræde konventionen i overensstemmelse
med bestemmelserne i artikel 34.
6. Komiteen skal tidligst mødes for at drøfte et forslag to måneder efter
generalsekretærens fremsendelse af forslaget som angivet i stk. 5. Komiteen
skal fremsætte den tekst, der er vedtaget med to tredjedele af de afgivne
stemmer, til Ministerkomiteen med henblik på godkendelse. Efter godkendelse
skal teksten fremsendes til underskriverne med henblik på ratifikation,
tiltrædelse eller godkendelse.
7. Enhver ændring skal træde i kraft over for de parter, som har tiltrådt
den, den første dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på en måned efter
den dato, hvor fem underskrivere, herunder mindst fire af Europarådets
medlemsstater, over for generalsekretæren har udtrykt deres tiltrædelse af
ændringen.
For enhver part, som senere tiltræder ændringen, skal ændringen træde i
kraft den første dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på en måned efter
den dato, hvor den pågældende part over for generalsekretæren har udtrykt sin
tiltrædelse af den.
Kapitel XIV
Afsluttende bestemmelser
Artikel 33 - Underskrift, ratifikation og ikrafttræden
1. Konventionen er åben for undertegnelse af Europarådets medlemsstater,
ikke-medlemsstater som har deltaget i dens udarbejdelse samt det Europæiske
Fællesskab.
2. Konventionen skal ratificeres, tiltrædes eller godkendes.
Ratifikations-, tiltrædelses- eller godkendelsesinstrumenter deponeres hos
Europarådets generalsekretær.
3. Konventionen træder i kraft den første dag i måneden efter udløbet af
et tidsrum på tre måneder efter den dato, hvor fem stater, herunder mindst
fire af Europarådets medlemsstater, har udtrykt deres samtykke til at blive
forpligtet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2 af
nærværende artikel.
4. Med hensyn til enhver underskriver, som efterfølgende udtrykker
samtykke til at være forpligtet af konventionen, skal konventionen træde i
kraft den første dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder
efter den dato, hvor den pågældende underskrivers ratifikations-,
tiltrædelses- eller godkendelsesinstrument deponeres.
Artikel 34 - Ikke-medlemsstater
1. Efter konventionens ikrafttræden kan Europarådets Ministerkomite efter
samråd med underskriverne indbyde enhver stat, der ikke er medlem af
Europarådet, til at tiltræde konventionen efter en beslutning taget med det
flertal, der fastlægges i artikel 20, litra d, i Europarådets vedtægter, samt
ved enstemmighed mellem repræsentanterne for de kontraherende stater, som har
ret til at være repræsenteret i Ministerkomiteen.
2. For enhver stat, som tiltræder konventionen, skal den træde i kraft den
første dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter den
dato, hvor tiltrædelsesinstrumentet deponeres hos Europarådets
generalsekretær.
Artikel 35 - Områder
1. Enhver underskriver kan på tidspunktet for undertegnelsen eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, tiltrædelses- eller
godkendelsesinstrument angive, for hvilket område eller hvilke områder
konventionen skal gælde. Alle andre stater kan fremkomme med en lignende
erklæring ved deponeringen af deres tiltrædelsesinstrument.
2. Enhver af parterne kan til enhver tid efterfølgende ved erklæring til
Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af konventionen til ethvert
andet område nærmere angivet i erklæringen og i forbindelse med hvilket den
pågældende part er ansvarlig for mellemstatslige relationer, eller på hvis
vegne den pågældende part er bemyndiget til at indgå forpligtelser. I
forbindelse med sådanne områder skal konventionen træde i kraft den første
dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter datoen for
generalsekretærens modtagelse af erklæringen.
3. Enhver erklæring afgivet i henhold til de to ovennævnte stykker kan
tilbagetrækkes for ethvert af de områder, der er angivet i erklæringen, ved
notifikation til generalsekretæren. Tilbagetrækningen træder i kraft den
første dag i måneden efter udløbet af et tidsrum på tre måneder efter datoen
for generalsekretærens modtagelse af notifikationen.
Artikel 36 - Forbehold
1. Enhver stat og det Europæiske Fællesskab kan ved undertegnelsen af
nærværende konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations-,
tiltrædelses eller godkendelsesinstrument tage forbehold med hensyn til en
bestemt bestemmelse i konventionen i det omfang, at nogen national
regulering, der gælder for dennes område, ikke er i overensstemmelse med
bestemmelsen. Der tillades ikke forbehold af generel art i medfør af
nærværende artikel.
2. Ethvert forbehold i medfør af nærværende artikel skal indeholde en kort
erklæring af den relevante regulering.
3. Enhver part, som udvider anvendelsen af konventionen til et område, som
er nævnt i den erklæring, der omhandles af artikel 35, stk. 2, kan tage
forbehold vedrørende det pågældende område i overensstemmelse med
bestemmelserne i de foregående stykker.
4. Enhver part, som har taget et forbehold som nævnt i nærværende artikel,
kan trække det tilbage ved at afgive en erklæring til Europarådets
generalsekretær. Tilbagetrækkelsen træder i kraft den første dag i måneden
efter udløbet af et tidsrum på en måned efter datoen for generalsekretærens
modtagelse af erklæringen.
Artikel 37 - Opsigelse
1. Enhver af parterne kan til enhver tid opsige konventionen ved at afgive
en notifikation til Europarådets generalsekretær.
2. En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i måneden efter
udløbet af et tidsrum på tre måneder efter datoen for generalsekretærens
modtagelse af notifikationen.
Artikel 38 - Notifikationer
Europarådets generalsekretær skal underrette Europarådets medlemsstater,
det Europæiske Fællesskab, samtlige underskrivere, enhver anden part eller
andre stater, som er blevet indbudt til at tiltræde konventionen, om:
a enhver undertegnelse;
b deponeringen af ethvert ratifikations-, godkendelses- eller
tiltrædelsesdokument;
c enhver dato for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 33
og 34;
d enhver ændring eller protokol vedtaget i henhold til artikel 32 samt den
dato, hvor den pågældende ændring eller protokol træder i kraft;
e enhver erklæring afgivet i henhold til bestemmelserne i artikel 35;
f ethvert forbehold og enhver tilbagetrækning af forbehold i henhold til
bestemmelserne i artikel 36;
g enhver anden handling, notifikation eller meddelelse vedrørende
konventionen.
Til bekræftelse heraf har de nedenstående, som er behørigt befuldmægtiget
dertil, undertegnet denne konvention.
Udfærdiget i Oviedo (Asturien) den 4. april 1997 på engelsk og fransk,
således at begge tekster har samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal
opbevares i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær skal fremsende
bekræftede kopier til enhver af Europarådets medlemsstater, til det
Europæiske Fællesskab, til ikke-medlemsstater, som har deltaget i
udarbejdelsen af konventionen samt til enhver stat, der er blevet indbudt til
at tiltræde konventionen.
Bemærkninger til forslaget
1. Konventionens forhistorie
Europarådet har i adskillige år beskæftiget sig med de problemer,
menneskeheden står over for som følge af de fremskridt, der gøres inden for
lægevidenskab og biologi. Siden 1978 har Ministerkomiteen således vedtaget en
række rekommandationer vedrørende forskellige etiske og juridiske problemer,
der har vist sig i takt med udviklingen af den biomedicinske videnskab. I
forbindelse med dette arbejde opstod tanken om at udfærdige en samlet
konvention, der fastsætter nogle generelle standarder til beskyttelse af
mennesker i forbindelse med biomedicinsk videnskab.
Efter anbefaling fra Den Parlamentariske Forsamling anmodede
Ministerkomiteen i 1991 ad hoc-ekspertkomiteen for bioetik (CAHBI) om at
udarbejde et udkast til en rammekonvention med generelle principper om
bioetik samt tillægsprotokoller om specifikke aspekter. I 1992 blev CAHBI
afløst af Styringskomiteen for Bioetik (CDBI), der fik deltagelse af
nationale eksperter fra alle Europarådets medlemslande samt observatører fra
enkelte lande uden for Europa og forskellige internationale organisationer,
f.eks. WHO. Danmark har i komiteen været repræsenteret af
Sundhedsministeriet, Det Etiske Råd og Den Centrale Videnskabsetiske Komite.
Efter en række halvårlige møder i 1992-1994 fremlagde CDBI-komiteen i juli
1994 den første version af konventionsudkastet, der blev underkastet
offentlig debat og afleveret til udtalelse i Den Parlamentariske Forsamling.
For Danmarks vedkommende blev konventionsudkastet i efteråret 1994 af
Sundhedsministeriet sendt til høring hos en bred kreds af myndigheder,
institutioner, organisationer, patientforeninger m.v. På baggrund af de
indkomne høringssvar udarbejdede Sundhedsministeriet i december 1994 et brev
til CDBI-komiteen, hvori der blev redegjort for de danske synspunkter samt
fremsat forskellige ændringsforslag. Sundhedsministeriet konkluderede, at den
nationale høring har vist, at konventionsudkastet var et godt udgangspunkt
for det videre arbejde i CDBI-komiteen. Ministeriet gav endvidere udtryk for,
at en konvention, der regulerer beskyttelsen af menneskerettigheder og
menneskelig værdighed i forbindelse med udvikling og anvendelse af biologi og
lægevidenskab, vil være af stor betydning for det fremtidige fælles
beskyttelsesniveau.
På grundlag af kommentarerne fra de enkelte medlemslande og en udtalelse
fra Den Parlamentariske Forsamling færdiggjorde CDBI-komiteen i juni 1996 et
endeligt konventionsudkast, der med visse ændringer foranlediget af Den
Parlamentariske Forsamling, blev vedtaget af Ministerkomiteen den 19.
november 1996.
Konventionen blev åbnet for undertegnelse i Oviedo, Spanien, den 4. april
1997, hvor den blev undertegnet af 21 af Europarådets medlemslande, herunder
af Danmark.
Konventionen træder i kraft 3 måneder efter at være blevet ratificeret af
5 lande, hvoraf mindst 4 lande skal være medlem af Europarådet.
En følgegruppe nedsat af Sundhedsministeriet med deltagelse af
Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Erhvervsministeriet,
Arbejdsministeriet, Forskningsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Det Etiske Råd
og Den Centrale Videnskabsetiske Komite har løbende fulgt processen i
Europarådet, idet konventionen indeholder bestemmelser, der hører under andre
ministeriers ressort.
2. Danmarks ratifikation
Den danske lovgivning om biomedicinsk etik og patientrettigheder tager sit
udgangspunkt i, at der må skabes nogle rammer inden for hvilke, der kan ske
en vurdering af spørgsmål om biomedicinsk etik. Disse rammer fastlægges ud
fra et hovedprincip om selvbestemmelse for det enkelte menneske. Behandling
og forsøg, der involverer mennesker, må derfor kun finde sted ud fra
princippet om informeret samtykke.
På den baggrund har Danmark under udarbejdelsen af konventionen haft den
grundholdning, at formålet med konventionen er at fastlægge hovedprincipper
for, hvordan de etiske hensyn skal tilgodeses i patientbehandlingen og ved
biomedicinske forsøg. Den endelige konventionstekst tager i høj grad hensyn
hertil, idet den fastsætter nogle grundlæggende rettigheder på
sundhedsområdet. Disse hovedprincipper har karakter af en fælles kerne af
minimumsstandarder, som hvert land skal opfylde, samtidig med, at landene i
national lovgivning og praksis kan yde en større beskyttelse af individet end
konventionen kræver. Derved tilgodeses også de enkelte landes nationale
behov, kultur, traditioner m.v. Konventionen tilstræber derimod ikke at
detailregulere alle situationer, der kan opstå i forbindelse med
patientinformation i tilknytning til biomedicinsk etik.
Danmark har en meget omfattende og detaljeret sundhedslovgivning. Af
danske love og regler, der medvirker til at fremme konventionens formål, kan
især nævnes:
- Lægelovens § 6, stk. 2 og 3, om information og samtykke i
patientbehandlingen samt Sundhedsstyrelsens cirkulære med præcisering af
lovreglerne
- Lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter
- Lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling,
diagnostik og forskning m.v.
- Lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.
- Lov om aktindsigt i helbredsoplysninger
- Lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet
- Lov om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med
firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse helbredsmæssige
oplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner).
Det skal endvidere fremhæves, at Den Centrale Videnskabsetiske Komite har
vedtaget en række rekommandationer, der har til formål at beskytte personer,
der deltager i forsøg. Rekommandationerne angiver nogle betingelser om f.eks.
information og samtykke, som komiteerne kan kræve overholdt, før de giver
tilladelse til igangsættelse af det enkelte forskningsprojekt.
Dansk ratifikation af konventionen indebærer en forpligtelse til at
indrette dansk lovgivning/administrativ praksis efter konventionens
bestemmelser, således at der i den faktiske retsanvendelse ikke handles i
strid med konventionens bestemmelser. I tvivlstilfælde skal danske regler
fortolkes på en måde, der bedst bringer dem i overensstemmelse med
konventionen.
Sundhedsministeriet skønner, at dansk ratifikation af konventionen ikke
nødvendiggør lovændringer inden for ministeriets ressort, da opfyldelse af
konventionen i Danmark antages at kunne ske inden for rammerne af gældende
sundhedslovgivning og administrativ praksis, der generelt giver en stærk
beskyttelse af patientrettigheder, samt yder en særlig udvidet beskyttelse af
personer, der deltager i biomedicinske forsøg.
Sundhedsministeriet finder det dog nødvendigt at tage forbehold for så
vidt angår konventionens art. 20, stk. 2, nr. 2. I henhold til denne
bestemmelse kan der i særlige situationer gives tilladelse til at overføre
regenererbart væv, f.eks. knoglemarv, mellem mindreårige søskende. Derimod
vil det ikke være muligt at overføre regenererbart væv fra et mindreårigt
barn til en af forældrene. Denne begrænsning er ikke i overensstemmelse med
praksis i Danmark og visse andre lande, idet der forekommer tilfælde - om end
meget sjældent - hvor donation fra barn til forældre ikke kan erstattes af en
realistisk eller ligeværdig anden behandlingsmulighed. I disse tilfælde kan
donationen være livsreddende for modtageren. Der er tale om væv som i løbet
af kortere tid gendannes hos barnet, ligesom det er et mindre indgreb uden
anden risiko end den med bedøvelsen forbundne. Hvis denne behandlingsmetode
undlades, kan det betyde, at barnet mister sin mor eller far.
Spørgsmålet om dansk ratifikation af konventionen har endvidere været
forelagt Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Økonomiministeriet,
Arbejdsministeriet og Forskningsministeriet, der har meddelt deres
tilslutning hertil. Dog har Justitsministeriet udtalt, at det efter
Justitsministeriets opfattelse kan give anledning til tvivl, om konventionens
art. 10 og 26 giver mulighed for fuldstændigt at opretholde den gældende
ordning efter den danske registerlovgivning, hvorefter helbredsoplysninger
kan undtages fra den registreredes ret til registerindsigt. Tilsvarende
gælder ifølge Justitsministeriet med hensyn til bestemmelsen i
offentlighedslovens § 10, nr. 5, hvorefter materiale, der tilvejebringes som
grundlag for udarbejdelse af offentlig statistik eller videnskabelige
undersøgelser, ikke er undergivet aktindsigt. Justitsministeriet anbefaler
derfor, at der tages forbehold for så vidt angår registreredes indsigtsret
efter artikel 10.
I forbindelse med Danmarks ratifikation af konventionen bør der således
afgives en erklæring om, at Danmark i henhold til konventionens art. 36 tager
forbehold for så vidt angår registreredes indsigtsret efter artikel 10 og for
så vidt angår den særlige bestemmelse om donation i art. 20, stk. 2, nr. 2.
De færøske og grønlandske myndigheder er anmodet om en udtalelse om
Danmarks ratifikation. Der vil i givet fald indtil videre kunne tages
forbehold for Færøerne og Grønland i overensstemmelse med konventionens art.
35.
Danmarks ratifikation af konventionen sker ved, at regeringen meddeler
Europarådets generalsekretær, at ratifikation kan ske med de ovenfor anførte
forbehold. Når konventionen tillige forelægges Folketinget i form af et
beslutningsforslag, skyldes det, at konventionen er et vigtigt dokument for
Danmarks fremtidige fastlæggelse af regler og praksis på området, og at
beslutningsforslagsformen ofte er anvendt ved forelægges af lignende
konventioner for Folketinget.
3. Konventionens indhold
Konventionen er den første internationale traktat, der fastsætter
generelle principper og regler til beskyttelse af mennesker i forbindelse med
udviklingen inden for biomedicinsk videnskab. Det overordnede formål er at
beskytte det enkelte menneske mod misbrug ved behandling og forskning, og
konventionen kan derfor betragtes som et fundament for patientrettigheder i
Europa.
Ud fra et princip om, at menneskets interesser og velfærd skal have
forrang frem for interesser, der alene vedrører samfundet og videnskaben,
indeholder konventionen bestemmelser vedrørende bl.a.:
- Lige adgang til sundhedsmæssige ydelser
- Krav om informeret samtykke i patientbehandlingen
- Beskyttelse af mindreårige og voksne inhabile personer, herunder
sindslidende
- Ret til aktindsigt i helbredsoplysninger
- Forbud mod diskrimination på grund af genetisk arv
- Restriktive regler for anvendelse af genetiske undersøgelser
- Forbud mod at bruge kunstig befrugtning med det formål at vælge barnets
køn, bortset fra tilfælde, hvor man kan undgå alvorlige arvelige kønsbundne
sygdomme
- Beskyttelse af personer, der deltager i forskning
- Regler om organtransplantation fra levende donorer
- Forbud mod kommerciel udnyttelse af organer m.v.
Konventionen redegør for de vigtigste principper. Yderligere standarder og
mere detaljerede spørgsmål vil blive behandlet i tillægsprotokoller, der for
tiden er under udarbejdelse i 4 underarbejdsgrupper, nedsat af CDBI-komiteen.
Underarbejdsgrupperne behandler spørgsmål om organtransplantation, medicinsk
forskning, beskyttelse af fostre samt genteknologi. Europarådets
ministerkomite vedtog den 6. november 1997 en tillægsprotokol om forbud mod
kloning af mennesker. Et tilsvarende forbud mod menneskelig kloning er
medtaget i den danske lov om kunstig befrugtning, der blev vedtaget af
Folketinget i sommeren 1997 (lov nr. 460 af 10. juni 1997).
Konventionen og tillægsprotokollerne vil tilsammen give en fælles ramme
til beskyttelse af menneskerettigheder og menneskeværd i såvel etablerede
områder som udviklingsområder i forbindelse med anvendelsen af biologi og
lægevidenskab.
I tilknytning til konventionen har Europarådet udarbejdet en uddybende
rapport (Explanatory Report) med forklarende bemærkninger til
konventionsteksten. Den uddybende rapport er ikke en bindende fortolkning af
konventionen, men omhandler hovedpunkterne i det forberedende arbejde og
giver oplysninger, der kan afklare formålet og hensigten med konventionen og
give en bedre forståelse af omfanget af dens bestemmelser. Den følgende
redegørelse for konventionens indhold bygger i vidt omfang på den uddybende
rapport.
Konventionen indeholder en præambel og 38 artikler, der er opdelt i 14
kapitler.
Kapitel 1 (art. 1-4) indeholder visse grundlæggende principper.
Kapitel 2-7 (art. 5-22) indeholder en række specifikke principper.
Kapitel 8-14 (art. 23-38) indeholder forskellige bestemmelser om
fortolkningen og anvendelsen af konventionen samt sædvanlige afsluttende
bestemmelser.
Til de enkelte bestemmelser bemærkes følgende:
Præamblen
I præamblen redegøres for konventionens baggrund og formål, og der
henvises i denne forbindelse til de andre internationale instrumenter, der
har udgjort inspiration ved udarbejdelsen af konventionen, bl.a. FN's
Verdenserklæring om Menneskerettigheder og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Særligt sidstnævnte konvention har haft stor
betydning for nærværende konvention, idet de to konventioner ikke blot deler
samme underliggende indfaldsvinkel, men også mange etiske og juridiske
principper. Konventionen udbygger faktisk nogle af de principper, der er
indeholdt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det fremhæves i præamblen, at fremskridt inden for lægevidenskab og
biologi kun bør anvendes til gavn for nuværende og fremtidige generationer,
og at anvendelsen skal ske i respekt for menneskelig værdighed. Der lægges
vægt på behovet for internationalt samarbejde for at udbrede fordelene ved
lægevidenskabens fremskridt til hele menneskeheden.
Kapitel 1
Generelle bestemmelser
I art 1, stk. 1, defineres konventionens anvendelsesområde og
formål. Det fastslås, at konventionens parter skal beskytte alle menneskers
værdighed og identitet, og uden forskelsbehandling garantere alle respekt for
deres integritet samt andre rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder i
forbindelse med anvendelsen af biologi og lægevidenskab. Konventionen
benytter ifølge den uddybende rapport udtrykket »menneske« for at
angive nødvendigheden af at beskytte værdigheden og identiteten hos alle
mennesker.
I art. 1, stk. 2 , bestemmes, at hver part i sin egen lovgivning
skal tage de nødvendige forholdsregler til at gennemføre konventionens
bestemmelser. Det forudsættes, at begrebet »law« - i lighed med
samme begreb i f.eks. art. 26 og art. 36, stk. 1 - forstås i bred forstand,
således at der ikke alene sigtes til formel lov, men også til administrative
regler og praksis. Bestemmelsen indeholder således en forpligtelse for de
enkelte lande til at indrette den nationale lovgivning og/eller
administrative regler og praksis efter konventionens bestemmelser.
Art. 2 indeholder grundprincippet om, at menneskets interesser og
velfærd skal have forrang frem for interesser, der alene vedrører samfundet
eller videnskaben. I tilfælde af indbyrdes konflikt mellem flere interesser
skal hensynet til mennesket altså have førsteprioritet. Hele konventionen,
hvis formål er at beskytte menneskets rettigheder og værdighed, er bygget op
omkring princippet om menneskets forrang, og alle dens artikler skal
fortolkes i lyset heraf. Et af de vigtigste anvendelsesområder for dette
princip er forskningsområdet, jf. konventionens kapitel 5.
Art. 3 pålægger staterne en generel forpligtelse til at skabe lige
adgang til sundhedsmæssige ydelser. Målet er at sikre lige adgang til
sundhedsmæssige ydelser i henhold til den enkelte patients medicinske behov.
Ved »sundhedsmæssige ydelser« (»health care«) forstås
ifølge den uddybende rapport servicesystemer, der tilbyder diagnostiske,
forebyggende og terapeutiske indgreb samt genoptræning, og som er beregnet på
at opretholde eller forbedre en persons sundhedsmæssige tilstand eller
afhjælpe personens lidelse. Denne pleje skal være af passende standard i
lyset af de videnskabelige fremskridt og under forudsætning af en løbende
kvalitetsbedømmelse.
Der skal være lige adgang til sundhedsmæssige ydelser. I denne sammenhæng
betyder »lige« (»equitable«) først og fremmest, at der
ikke forekommer uberettiget forskelsbehandling. Selv om der ikke er absolut
lighed, betyder lige adgang, at der effektivt opnås en tilfredsstillende grad
af omsorg. Konventionens parter er forpligtede til at tage passende skridt
til at opnå dette mål i så stor udstrækning, som de til rådighed stående
ressourcer tillader. Formålet med denne bestemmelse er ikke at skabe en
individuel rettighed, hvortil hver enkelt person kan henholde sig i retssager
mod staten, men snarere at tilskynde sidstnævnte til at tage passende
forholdsregler som en del af dens sociale politik med henblik på at sikre
lige adgang til sundhedsmæssige ydelser.
Art. 4 fastslår, at enhver sundhedsmæssig intervention, herunder
forskning, skal foretages i overensstemmelse med gældende faglige
forpligtelser og standarder. Udtrykket »intervention« skal forstås
i bred betydning. Det dækker alle medicinske handlinger, herunder især
interventioner, der udføres med henblik på præventiv pleje, diagnose,
behandling eller genoptræning eller i videnskabelig sammenhæng.
Kapitel 2
Samtykke
Kapitel 2 indeholder en række detaljerede bestemmelser om
information og samtykke i patientbehandlingen.
Hovedreglen fremgår af art. 5, stk. 1, der bestemmer, at ingen
intervention på sundhedsområdet må foretages uden den berørte persons frie og
informerede samtykke. Hermed fastslås, at mennesker frit skal kunne give
eller nægte at give deres samtykke til enhver intervention, som involverer
deres person. Patientens samtykke betragtes som frivilligt og informeret,
hvis det gives på baggrund af objektive oplysninger fra ansvarlige fagfolk
inden for sundhedssektoren med hensyn til arten og de mulige konsekvenser af
den planlagte intervention eller alternativer hertil, og uden nogen form for
pres fra nogen.
I art. 5, stk. 2 , omtales de vigtigste aspekter ved de
oplysninger, der bør meddeles forud for interventionen, men det er ikke nogen
udtømmende liste. Informeret samtykke kan efter omstændighederne forudsætte
yderligere elementer. For at den involverede persons samtykke skal være
gyldigt, skal personen være informeret om de relevante faktorer vedrørende
den påtænkte intervention. Disse oplysninger skal omfatte formålet, arten og
konsekvenserne ved interventionen og de involverede risici. Oplysninger om
involverede risici ved interventionen eller ved alternative forløb skal ikke
blot omfatte de risici, der følger af den påtænkte form for intervention, men
også eventuelle risici, der er forbundet med den individuelle karakteristik
af hver enkelt patient, f.eks. alder eller tilstedeværelsen af andre
patologiske forekomster. Anmodninger fra patienter om yderligere oplysninger
skal besvares fyldestgørende.
Desuden skal oplysningerne være tilstrækkeligt klare og passende
formuleret for den person, der skal gennemgå interventionen. Samtykket kan
være udtrykkeligt eller underforstået.
Den frie ret til at give sit samtykke indebærer, at samtykket kan trækkes
tilbage på ethvert tidspunkt, og at den pågældende persons beslutning skal
respekteres, når han eller hun er blevet fuldt informeret om konsekvenserne,
jf. art. 5, stk. 3 . Dette princip betyder imidlertid ikke, at f.eks.
en tilbagetrækning af patientens samtykke under en operation altid behøver at
blive fulgt. De faglige standarder og forpligtelser samt praksis, der gælder
i sådanne tilfælde i henhold til artikel 4, kan forpligte lægen til at
fortsætte operationen for at forhindre betydelig skade på patientens helbred.
De ovenfor nævnte bestemmelser i art. 5 om informeret samtykke er i dansk
ret sikret gennem de tilsvarende regler i lægelovens § 6, stk. 2 og 3, samt i
Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og
samtykke m.v.
I art. 6 er der fastsat regler, der har til formål at beskytte
personer, der mangler evnen til at give samtykke til patientbehandling. Den
manglende evne til at give samtykke kan enten skyldes alder (mindreårige)
eller patientens mentale tilstand. Det er op til det enkelte lands nationale
lovgivning at afgøre, om en person er i stand til at give samtykke til en
intervention.
Art. 6, stk. 1, opstiller en generel betingelse om, at en
intervention på en person, der ikke kan give samtykke, kun må foretages, hvis
det er direkte til fordel for den pågældende person. For så vidt angår
forskning og organtransplantation er der fastsat særlige betingelser i art.
17 og 20. Art. 6, stk. 2 og 3, foreskriver, at hvor en mindreårig
eller en voksen inhabil person ikke er i stand til at give samtykke til en
intervention, må interventionen kun udføres, hvis samtykke er givet af de
forældre, der har forældremyndigheden over den mindreårige, en juridisk værge
eller en person eller en myndighed udpeget ved lov.
I dansk ret reguleres mindreåriges forhold af lov om forældremyndighed og
samvær (lov nr. 387 af 14. juni 1995) og Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163
af 22. september 1992 om information og samtykke m.v. Forhold omkring voksne
inhabile personer er især reguleret i værgemålsloven (lov nr. 388 af 14. juni
1995).
Art. 6, stk. 4, fastsætter, at værgen m.v. skal informeres i
overensstemmelse med hovedreglen i art. 5, mens art. 6, stk. 5 ,
indeholder en bestemmelse om tilbagekaldelse af samtykke.
Art. 7 indeholder en særlig regel om behandling af personer, der
lider af en alvorlig sindslidelse. Efter bestemmelsen kan der uden samtykke
foretages en intervention, der har til formål at behandle patientens
sindslidelse, såfremt der er risiko for alvorlig skade på patientens helbred,
hvis behandlingen ikke foretages. Det er en betingelse, at beskyttende regler
fastsat i national lovgivning overholdes. Bestemmelsen er ifølge den
uddybende rapport ikke til hinder for nationale regler om tvangsbehandling af
alvorlige somatiske sygdomme hos psykiatriske patienter. I dansk ret er
spørgsmålet om tvangsbehandling af psykiatriske patienter detaljeret
reguleret i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien.
Efter art. 8 tillades sundhedsmæssig behandling uden
patientsamtykke i nødsituationer, hvor det ikke er mulig at indhente det
fornødne samtykke. I nødsituationer kan læger stå over for en konflikt mellem
deres forpligtelse til at yde hjælp og deres pligt til at indhente patientens
samtykke. Denne artikel tillader lægen at skride til øjeblikkelig handling i
sådanne situationer uden at afvente patientens samtykke eller eventuel
bemyndigelse fra dennes værge. Da dette er en afvigelse fra de generelle
bestemmelser i artikel 5 og 6, er der knyttet visse betingelser til denne
bestemmelse.
For det første er den nævnte mulighed begrænset til nødsituationer, hvor
det ikke er muligt for lægen at indhente det fornødne samtykke. Artiklen
gælder både personer, der er i stand til at give samtykke, og personer, der
juridisk eller reelt ikke er i stand til at give deres samtykke. Som eksempel
på dette kan nævnes en patient i coma, som derfor ikke er i stand til at give
sit samtykke, eller en læge, der ikke er i stand til at kontakte en
umyndiggjort persons værge, som under normale omstændigheder skulle have
givet sit samtykke til en vigtig intervention. I nødsituationer skal fagfolk
i sundhedssektoren med al rimelig omhu afgøre, hvad patienten ønsker.
Dernæst er muligheden alene begrænset til uopsættelige interventioner, der
er nødvendige ud fra et lægeligt synspunkt. Indgreb, hvor en udsættelse er
acceptabel, er ikke omfattet. Muligheden er imidlertid ikke begrænset til
livsreddende interventioner. Endelig specificerer artiklen, at interventionen
skal udføres til umiddelbar gavn for den pågældende person.
I art. 9 bestemmes, at der skal tages hensyn til tidligere ønsker
vedrørende en lægelig intervention udtrykt af en patient, som på
interventionstidspunktet ikke er i stand til at udtrykke sine ønsker.
Bestemmelsen indebærer ikke en forpligtelse for lægen til nødvendigvis at
efterkomme sådanne tidligere fremsatte ønsker. Hvis ønskerne f.eks. er
udtrykt lang tid før interventionen, og der siden er sket videnskabelige
fremskridt, kan der være grund til ikke at tage hensyn til patientens mening.
Lægen bør derfor i videst mulig udstrækning forvisse sig om, at patientens
ønsker omfatter den øjeblikkelige situation og stadig gælder, idet der
specielt henvises til lægevidenskabens tekniske fremskridt. Dette område er i
dansk ret reguleret af reglerne om livstestamenter, jf. lægelovens § 6 a og
de tilhørende administrative forskrifter.
Kapitel 3
Privatlivet og adgang til oplysninger
Art. 10, stk. 1, fastslår, at enhver har ret til respekt for sit
privatliv i relation til oplysninger om hans eller hendes helbredstilstand.
Respekten for privatlivet gælder dog ikke ubetinget, idet der med hjemmel i
art. 26, stk. 1, kan gøres undtagelser ud fra en række hensyn, som må anses
for påkrævet i et demokratisk samfund, bl.a. hensynet til beskyttelse af
offentlig sundhed, forebyggelse af forbrydelser og beskyttelse af andres
rettigheder og frihed. Det vil således f.eks. være berettiget at anvende
genetiske analyser (DNA-tests) til identifikation af personer i forbindelse
med efterforskning af kriminalitet. Anvendelse af retsgenetiske undersøgelser
i faderskabssager er heller ikke udelukket. Det forudsættes, at art. 26, stk.
1, giver hjemmel for en arbejdsgiver til at kræve oplysninger om aktuelle
sygdomme i henhold til de særlige regler herom i lov om brug af
helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet (lov nr. 292 af 24. april 1996).
I dansk ret genfindes princippet om respekt for privatlivet i de gældende
regler om sundhedspersoners og andres tavshedspligt. Reglerne findes bl.a. i
lægeloven, straffeloven og forvaltningsloven. Princippet fremgår ligeledes af
art. 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Art. 10, stk. 2, fastlægger den enkelte persons ret til at få
kendskab til helbredsoplysninger, der er indsamlet om den pågældende selv.
Denne ret er af grundlæggende betydning i sig selv, men er også en betingelse
for effektiv udøvelse af andre rettigheder, f.eks. retten til samtykke, jf.
art. 5. Der gælder dog visse undtagelser. Af bestemmelsen i art. 10, stk.
3 , fremgår således, at der i særtilfælde kan indføres lovmæssige
begrænsninger i udøvelsen af rettigheder, der er angivet i stk. 2, hvis dette
er i patientens interesse. Herudover kan der gøres undtagelse fra retten til
indsigt i medfør af art. 26, stk. 1.
Der er tale om en ret til at få oplysninger, der er indsamlet i
sundhedssektoren, hvorimod forsikringsselskaber og pensionskasser ikke er
omfattet. Bestemmelsen indebærer således ingen ændring i den danske
retsstilling vedrørende adgang til oplysninger hos forsikringsselskaber og
pensionskasser. I dansk ret findes reglerne om adgang til oplysninger i
sundhedssektoren især i lov om aktindsigt i helbredsoplysninger (lov nr. 504
af 30. juni 1993).
Som anført ovenfor i afsnit 2 om Danmarks ratifikation kan det efter
Justitsministeriets opfattelse give anledning til tvivl, om konventionens
art. 10 og 26 giver mulighed for fuldstændigt at opretholde den gældende
ordningen efter den danske registerlovgivning, hvorefter helbredsoplysninger
kan undtages fra den registreredes ret til registerindsigt. Tilsvarende
gælder ifølge Justitsministeriet med hensyn til bestemmelsen i
offentlighedslovens § 10, nr. 5, hvorefter materiale, der tilvejebringes som
grundlag for udarbejdelse af offentlig statistik eller videnskabelige
undersøgelser, ikke er undergivet aktindsigt. Justitsministeriet anbefaler
derfor, at der ved dansk ratifikation af konventionens tages forbehold for så
vidt angår registreredes indsigtsret efter artikel 10.
Art. 10, stk. 2, indeholder endvidere en bestemmelse om, at
enkeltpersoners ønske om ikke at blive informeret om helbredsforhold skal
respekteres. Baggrunden for denne ret til »ikke at vide« er, at
patienter kan have deres egne grunde til ikke at ønske at få noget at vide om
visse aspekter af deres helbred. Undtagelser kan gøres i medfør af stk. 3 og
art. 26, stk. 1.
Kapitel 4
Den menneskelige arvemasse
I henhold til art. 11 er enhver form for forskelsbehandling mod en
person med begrundelse i dennes genetiske arv forbudt. Formålet er at
forhindre, at resultater af gentests bliver et middel til uberettiget
forskelsbehandling. Der er tale om et overordnet princip, der skal ses i
sammenhæng med principperne i Menneskerettighedskonventions forbud mod
diskrimination på grund af køn, race, farve, sprog m.v.
Princippet i art. 11 er gennemført i to nyere danske love, nemlig lov nr.
292 af 24. april 1996 om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet
og lov nr. 413 af 10. juni 1997 om ændring af lov om forsikringsaftaler og
lov om tilsyn med firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse
helbredsoplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner). For vidt
så angår arbejdsmarkedet forudsættes art. 11 ikke at have til hensigt at
gribe ind i arbejdsgiverens ret til at ansætte den mest kvalificerede ansøger
til et job. Det vil derfor ikke være i strid med bestemmelsen, hvis en
arbejdsgiver afviser at ansætte en person på baggrund af en gentest, der
viser at personen lider af en aktuel sygdom, der kan have betydning for
jobbets udførelse.
Art. 12 opstiller grænser for brugen af prædiktive genetiske
tests, idet sådanne tests alene må udføres af helbredsmæssige grunde eller i
forbindelse med sundhedsmæssig forskning og under forudsætning af passende
genetisk rådgivning.
Den hastige udvikling inden for genetisk forskning, der har fundet sted de
sidste 10 år, har gjort det muligt med meget større præcision end tidligere
at identificere mennesker, der er bærere af bestemte gener knyttet til større
enkeltgensygdomme (f.eks. cystisk fibrose, hæmofili, Huntingtons sygdom,
retinitis pigmentosa m.v.), samt mennesker, der er bærere af gener, der kan
øge deres risiko for senere i livet at udvikle alvorlige sygdomme (f.eks.
hjertesygdomme, cancer og Alzheimers sygdom).
Fremskridtet inden for genetikken har også ført til meget avancerede og
præcise metoder til testning af visse sygdomme. Identifikationen af et
bestemt abnormt gen betyder dog ikke nødvendigvis, at bæreren vil udvikle
sygdommen, ligesom det heller ikke forudsiger sygdommens mønster eller
omfang. Moderne metoder har også gjort det muligt at identificere gener, der
bidrager til udviklingen af større sygdomstilstande senere i livet, hvortil
andre gener og faktorer som miljø og livsstil også har bidraget.
Tests, der er prædiktive for visse genetiske sygdomme, kan være til
betydelig gavn for en enkelt persons helbred ved at give mulighed for, at
forebyggende behandling i god tid vil kunne iværksættes eller ved at give
muligheder for at mindske risikoen gennem ændringer i adfærd, livsstil eller
miljø. En sådan behandling eller forebyggende indsats er imidlertid ikke
muligt i øjeblikket i forbindelse med adskillige genetisk bestemte sygdomme.
Retten til at blive informeret såvel som retten til ikke at blive informeret
og til egentligt informeret samtykke er derfor af særlig betydning på dette
område, idet problemer klart kan opstå for den enkelte på grundlag af tests,
der er prædiktive for en genetisk sygdom, for hvilken der i øjeblikket ikke
kendes nogen effektiv behandling. En yderligere komplicerende faktor er, at
tests, der er prædiktive for genetisk bestemte sygdomme, også kan få
betydning for familiemedlemmer og børn af den person, der har fået foretaget
testen.
På baggrund af de specielle problemer, der er forbundet med prædiktive
test, er det fundet nødvendigt at indskrænke anvendelsen til
sundhedsrelaterede formål. I national lovgivning kan der dog gøres
undtagelser i medfør af art. 26, stk. 1.
Bestemmelsen indebærer ifølge den uddybende rapport ingen begrænsninger i
adgangen til at foretage fosterdiagnostik til undersøgelse af, om et foster
bærer arvelige anlæg, der vil føre til alvorlige sygdomme hos barnet. Det er
ligeledes forudsat, at genetiske tests kan anvendes i forbindelse med
ansættelsessituationer under forudsætning af et sundhedsmæssig formål, der
kan vedrører den ansatte selv eller andre ansatte.
Princippet i art. 12 er gennemført i to nyere danske love, nemlig lov nr.
292 af 24. april 1996 om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet
og lov nr. 413 af 10. juni 1997 om ændring af lov om forsikringsaftaler og
lov om tilsyn med firmapensionskasser (Forbud mod anvendelse af visse
helbredsoplysninger ved tegning m.v. af forsikringer og pensioner).
Art. 13 fastsætter, at intervention i den menneskelige arvemasse
kun er tilladt i forbindelse med forebyggelsesmæssige, behandlingsmæssige
eller undersøgelsesmæssige formål, og kun så længe målet ikke er at ændre
efterkommeres arveegenskaber.
Bestemmelsen er gennemført i dansk ret ved § 2 i lov om kunstig
befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning
m.v. (lov nr. 460 af 10. juni 1997).
Art. 14 indeholder et yderligere forbud med tilknytning til
kunstig befrugtning. Efter bestemmelsen er det ikke tilladt at benytte
teknikker til kunstig befrugtning med henblik på at vælge et barns køn
bortset fra tilfælde, hvor alvorlige arvelige kønsbundne sygdomme skal
undgås.
Bestemmelsen er gennemført i dansk ret ved § 8 i lov om kunstig
befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning
m.v. (lov nr. 460 af 10. juni 1997).
Kapitel 5
Videnskabelig forskning
Kapitel 5 indeholder en række bestemmelser, der har til formål at beskytte
personer, der deltager i biomedicinsk forskning. Der er tale om principper,
der i Danmark er sikret ved det videnskabsetiske komitesystem, der har til
opgave at bedømme alle biomedicinske forskningsprojekter, der påtænkes udført
her i landet. Komitesystemet blev lovfæstet i 1992, jf. lov om et
videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter (Lovbekendtgørelse nr. 221 af 4. marts 1997 som ændret
ved lov nr. 460 af 10. juni 1997).
Der kan endvidere henvises til kapitel 7 i lov om kunstig befrugtning, der
indeholder forskellige forbud i forbindelse med forskning og forsøg.
Art. 15 er en generel bestemmelse, der bekræfter, at der er fri
adgang til medicinsk forskning under den forudsætning, at det enkelte
menneskes rettigheder overholdes.
I a rt. 16 er der fastsat detaljerede betingelser for enhver
forskning på mennesker. Den første betingelse er, at der ikke må være noget
alternativ af sammenlignelig virkning til forskning på mennesker. Forskning
vil således ikke blive tilladt, hvis tilsvarende resultater kan opnås ad
andre veje. Den anden betingelse er, at den risiko, den pågældende person kan
udsættes for, ikke må være ude af proportion med den potentielle nytte af
forskningen. Den tredje betingelse er, at forskningsprojektet skal være
vurderet og godkendt af den kompetence myndighed. Den fjerde betingelse er,
at personen skal informeres om rettigheder og garantier, f.eks. retten til
frit at trække sit samtykke tilbage på ethvert tidspunkt. Endelig er det en
betingelse, at der er givet et udtrykkeligt skriftligt samtykke.
Art. 17, stk. 1, indeholder særligt skærpende beskyttelsesregler
for så vidt angår forsøgspersoner, der er ude af stand til at give samtykke
til forskningsprojektet. Som udgangspunkt må sådanne forskningsprojekter kun
foretages, hvis resultatet af forskningen indebærer mulighed for at
frembringe direkte fordele for personens helbred og under forudsætning af, at
forskning af sammenlignelig effektivitet ikke kan udføres på personer, der
har evne til at samtykke. I stk. 2 er der under visse meget
udtrykkelige betingelser givet mulighed for, at der kan gennemføres forsøg,
som ikke indebærer nogle direkte fordele for forsøgspersonens helbred. Som
begrundelse herfor er det anført i den uddybende rapport, at hvis en sådan
forskning helt ville være forbudt, ville fremskridt i kampen for at fastholde
og forbedre sundheden og bekæmpe sygdomme, der kun rammer børn, sindslidende
personer eller personer, der lider af senil demens, blive umulig. Den
pågældende gruppe mennesker kan i sidste ende få gavn af denne form for
forskning.
Art. 18 angår forskning på fostre in vitro. Stk. 1
bestemmer, at der skal sikres tilstrækkelig beskyttelse af fostrene, hvis
national lov tillader forskning på fostre, mens stk. 2 forbyder
skabelsen af menneskelige fostre med henblik på at anvende dem i
forskningsøjemed.
Kapitel 6
Fjernelse af organer og væv fra levende donorer med henblik på
transplantation
Organtransplantation er en almindeligt udbredt lægevidenskabelig metode
til at hjælpe med at redde, forlænge eller i stor udstrækning lette livet for
personer, der lider af visse alvorlige sygdomme. Formålet med dette kapitel
er at fastlægge rammerne for beskyttelse af levende donorer i forbindelse med
fjernelse af organer (især lever, nyre, lunge, bugspytkirtel) eller væv (for
eksempel hud). Bestemmelserne er ikke gældende for blodtransfusioner.
I art. 19 er det fastsat, at transplantation af organer og væv fra
levende donorer alene må finde sted med henblik på behandlingsmæssige fordele
for modtageren. Det er endvidere en betingelse, at der ikke findes noget
passende organ eller væv fra en afdød person, og at der ikke findes nogen
anden behandlingsmæssig metode af tilsvarende effektivitet. Donoren skal give
et udtrykkeligt samtykke, enten skriftligt eller over for en officiel
instans.
Ifølge oplysninger fra Sundhedsstyrelsen foretages organtransplantationer
i Danmark i overensstemmelse med betingelserne i art. 19. De overordnede
rammer for transplantation fra levende personer er fastsat i § 13 i lov nr.
402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.
Art. 20 indeholder regler, der beskytter personer, der er uden
evne til at give samtykke til organtransplantation. I princippet er det
forbudt at foretage transplantation fra personer, der ikke kan give samtykke,
men i stk. 2 er der åbnet op for transplantation af regenererende væv
(væv som gendannes hos donor, f.eks. knoglemarv) fra mindreårige til
søskende. Som anført ovenfor i afsnit 2 om Danmarks ratifikation kan
knoglemarvstransplantation fra et barn til dets mor eller far i sjældne
tilfælde være eneste livsreddende behandlingsmulighed. Sundhedsministeriet
finder det derfor nødvendigt ved dansk ratifikation af konventionen at tage
forbehold for så vidt angår denne bestemmelse.
Konventionen forbyder alle tilfælde af transplantation af
ikke-regenererbare organer/væv (organer og væv som ikke gendannes hos donor,
f.eks. nyre) fra mindreårige. Dansk praksis er i overensstemmelse hermed.
Kravet om myndighedsgodkendelse i art. 20, stk. 2, nr. 4, antages i
Danmark for opfyldt, såfremt lovgivningens regler efterleves, jf. særligt lov
nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. Der kan
endvidere henvises til Sundhedsstyrelsens generelle tilsyn med sundhedsfaglig
virksomhed.
Kapitel 7
Forbud mod økonomisk gevinst og bortskaffelse af dele af
menneskekroppen
Art. 21 bestemmer, at den menneskelige krop og dens bestanddele ikke som
sådan må give anledning til økonomisk gevinst.
I henhold til denne artikel må organer og væv, herunder blod, ikke købes
og sælges eller give anledning til økonomisk gevinst for den person, som
organerne eller vævet er taget fra, eller for tredjemand, uanset om det
drejer sig om en enkeltperson eller en institution som f.eks. et hospital.
Imidlertid kan rent tekniske foranstaltninger (prøveudtagelse, tests,
pasteurisering, fraktionering, rensning, opbevaring, dyrkning, transport
osv.), som udføres på grundlag af sådanne organer eller væv, lovligt give
anledning til et rimeligt vederlag.
Artiklen forbyder ikke salg af et lægeligt produkt, der indeholder
menneskeligt væv, som har været igennem en produktionsproces, når blot ikke
vævet som sådant sælges. Desuden forhindrer denne artikel ikke en person, fra
hvem et organ eller væv er taget, i at modtage erstatning, der ikke må være
vederlag, men som kan være en rimelig kompensation til den pågældende person
for udgifter eller tab af indtægt (f.eks. som følge af hospitalsindlæggelse).
Produkter som f.eks. hår og negle, der er afstødt væv, er ikke omfattet af
bestemmelsen.
For dansk rets vedkommende er princippet i art. 21 indeholdt i § 20, stk.
3, i lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation
m.v.
Art. 22 omhandler et særligt aspekt af grundsætningen om
informeret samtykke. Bestemmelsen kræver, at der skal gives samtykke til, at
en bortfjernet del fra menneskekroppen (f.eks. knogler, hud, organer)
opbevares og anvendes til andet formål end det formål, der lå bag fjernelsen.
Ifølge den uddybende rapport er formålet med reglen især at give patienter
mulighed for at værne om oplysninger, der kan udledes af kropsdele, der er
fjernet ved kirurgiske indgreb.
Kapitel 8
Krænkelse af konventionens bestemmelser
Art. 23-25 indeholder regler om parternes forpligtelse til at yde
passende juridisk beskyttelse i tilfælde af krænkelse af konventionens
bestemmelser. Reglerne er sikret opfyldt i Danmark ved bl.a.
patientforsikringsordningen (lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997),
der omfatter behandling og forsøg, samt de forskellige klageordninger, først
og fremmest Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Kapitel 9
Forbindelse mellem nærværende konvention og andre bestemmelser
Art. 26 indeholder en generel klausul om, at der ud fra visse
hensyn, der må anses for påkrævet i et demokratisk samfund, kan gøres
undtagelser fra konventionens materielle beskyttelsesregler. I henhold til
art. 27 kan parterne indføre regler, der yder større beskyttelse end
krævet efter konventionen. Konventionsteksten fastlægger med andre ord fælles
standarder, som staterne skal opfylde, men samtidig har staterne lov til at
yde større beskyttelse af det enkelte menneske og af menneskerettigheder i
forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab.
Kapitel 10
Offentlig debat
Art. 28 opfordrer parterne til igennem offentlig debat at skabe
større bevidsthed om de rettigheder, der er indeholdt i konventionen.
Kapitel 11
Fortolkning og opfølgning af konventionen
Art. 29 giver adgang for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
til på anmodning at afgive vejledende udtalelser om fortolkning af
konventionen. Efter art. 30 skal parterne på opfordring af
Europarådets generalsekretær afgive en redegørelse for, hvordan deres
nationale lovgivning sikrer, at konventionens bestemmelser gennemføres
effektivt.
Kapitel 12
Protokoller
Art. 31 omhandler muligheden for at udfærdige tillægsprotokoller
med regler inden for bestemte områder. Da formålet med sådanne protokoller er
at udbygge de principper, der er fastlagt i konventionen, bør bestemmelserne
i dem ikke afvige fra disse principper. Navnlig gælder det, at de ikke må
fastlægge regler, som giver mennesker ringere beskyttelse end den, der er
resultatet af konventionens principper. For at kunne underskrive eller
ratificere en protokol skal den pågældende stat samtidig eller tidligere have
underskrevet eller ratificeret konventionen. På den anden side vil stater,
som har underskrevet eller ratificeret konventionen, ikke være forpligtede
til at underskrive eller ratificere en protokol.
Kapitel 13
Ændringer i konventionen
Art. 32 beskriver proceduren for ændringer i konventionen.
Kapitel 14
Afsluttende bestemmelser
Art. 33-38 indeholder bestemmelser om konventionens undertegnelse,
ratifikation, ikrafttræden, forbehold m.v. Ud over Europarådets medlemsstater
kan følgende stater, der deltog i udfærdigelsen af konventionen, underskrive
konventionen: Australien, Canada, Vatikanstaten, Japan og USA. Konventionen
træder i henhold til art. 33 i kraft 3 måneder efter at være blevet
ratificeret af 5 stater, hvoraf mindst 4 stater skal være medlem af
Europarådet. Art. 36 giver mulighed for, at parterne ved
undertegnelse/ratifikation af konventionen kan tage forbehold med hensyn til
en nærmere bestemt artikel i konventionen, hvis en national regulering ikke
er i overensstemmelse med artiklen.
Skriftlig fremsættelse (14. januar 1998)
Sundhedsministeren (Birte Weiss):
Hermed tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af
Europarådets konvention af 4. april 1997 om beskyttelse af
menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af
biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettigheder og
biomedicin.
(Beslutningsforslag nr. B 96).
Konventionen er den første internationale traktat, der fastsætter
generelle principper og regler til beskyttelse af mennesker i forbindelse med
udviklingen inden for biomedicinsk videnskab. Det overordnede formål er at
beskytte det enkelte menneske mod misbrug ved behandling og forskning, og
konventionen kan derfor betragtes som et fundament for patientrettigheder i
Europa. Reelt er der således tale om en Europarådskonvention om
patientrettigheder.
Konventionens regler har karakter af minimumsstandarder, som hvert land
skal opfylde, samtidig med, at landene i national lovgivning og praksis kan
yde en større beskyttelse af individet end konventionen kræver. Derved
tilgodeses de enkelte landes nationale behov, kultur, traditioner m.v.
Konventionen tilstræber derimod ikke at detailregulere alle situationer, der
kan opstå i forbindelse med biomedicinsk etik.
Danmark har en meget omfattende og detaljeret regulering af
sundhedsområdet, der på alle områder, bortset fra de nedenfor nævnte 2
bestemmelser af mindre betydning, udfylder konventionens indhold. Det
vurderes på den baggrund, at dansk ratifikation af konventionen ikke
nødvendiggør lovændringer, da opfyldelse af konventionen vil kunne ske inden
for rammerne af den gældende danske sundhedslovgivning og administrative
praksis, der i øvrigt generelt giver en stærk beskyttelse af
patientrettigheder, samt yder en særlig udvidet beskyttelse af personer, der
deltager i biomedicinske forsøg. Dog findes det nødvendigt ved ratifikationen
at tage forbehold for så vidt angår to bestemmelser vedrørende henholdsvis
registerindsigt (art. 10) og transplantation vedrørende børn (art. 20, stk.
2, nr. 2). I forbindelse med ratifikationen bør der således afgives en
erklæring om, at Danmark på disse to mindre områder ønsker at videreføre den
gældende danske ordning.
Konventionen blev vedtaget af Europarådets ministerkomite den 19. november
1996, og åbnet for undertegnelse i Oviedo, Spanien, den 4. april 1997. Den
blev på denne dato undertegnet af 21 af Europarådets 40 medlemslande,
herunder af Danmark. Danmarks undertegnelse skete under forbehold af
ratifikation. Konventionen træder i kraft, når den er blevet ratificeret af 5
lande, hvoraf mindst 4 lande skal være medlem af Europarådet.
Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget,
skal jeg anbefale dette til det høje Tings velvillige behandling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse af Europarådets konvention af 4. april 1997 om menneskerettigheder og biomedicin Retsinformation · 20. december 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Europarådets konvention af 4. april 1997 om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettighede Retsinformation · 14. oktober 1998
- Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Europarådets konvention af 4. april 1997 om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettigheder og biomedicin Retsinformation · 11. maj 1999
- Skriftlig fremsættelse (7. oktober 1998) - B 5 Retsinformation · 7. oktober 1998
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af Europarådets konvention af 4. april 1997 om beskyttelse af menneskerettigheder og menneskelig værdighed i forbindelse med anvendelse af biologi og lægevidenskab: Konvention om menneskerettighed Retsinformation · 7. maj 1999
- 1998/1 BTL B 5 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM DANMARKS RATIFIKATION AF EUROPARÅDETS KONVENTION AF 4. APRIL 1997 OM BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG MENNESKELIG VÆRDIGHED I FORBINDELSE MED ANVENDELSE AF BIOLOGI OG LÆGEVIDENSKAB: KONVENTION OM MENNESKERETTIGHED Retsinformation · 7. maj 1999