Forslag til Lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 17. maj 2005 af
statsministeren (Anders Fogh Rasmussen)
Forslag
til
Lov
om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler
Denne lov bygger på en overenskomst mellem Færøernes
landsstyre og den danske regering som ligeværdige parter.
§ 1.
Færøernes landsstyre kan med fremmede stater og mellemfolkelige
organisationer
forhandle og indgå folkeretlige aftaler, herunder forvaltningsaftaler, som
fuldt ud angår overtagne sagsområder.
Stk. 2.
Stk. 1
finder ikke anvendelse ved forhandling og indgåelse af folkeretlige aftaler,
som vedrører både Færøerne og Grønland. Efter beslutning af såvel Færøernes
landsstyre som Grønlands landsstyre kan de to landsstyrer dog handle i
forening
ved folkeretlige aftaler i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov.
Stk. 3.
Folkeretlige aftaler, der er indgået efter stk. 1 og 2, 2. pkt., kan
opsiges efter de samme bestemmelser.
Stk. 4.
Bestemmelserne i stk. 1-3
omfatter ikke folkeretlige aftaler, som berører forsvars- og
sikkerhedspolitikken,
samt folkeretlige aftaler, som skal gælde for Danmark, eller som forhandles
inden
for en mellemfolkelig organisation, hvoraf Kongeriget Danmark er medlem.
Læs alt
Stk. 5.
Bestemmelserne i stk. 1-3
begrænser ikke de danske myndigheders forfatningsmæssige ansvar og beføjelser
vedrørende forhandling, indgåelse og opsigelse af folkeretlige aftaler,
herunder aftaler, der er omfattet af stk. 1-3.
§ 2.
Folkeretlige aftaler i medfør af § 1, stk. 1, indgås på rigets
vegne
af Færøernes landsstyre under betegnelsen Kongeriget Danmark for så vidt
angår
Færøerne. Folkeretlige aftaler i medfør af § 1, stk. 2, 2. pkt.,
indgås af Færøernes landsstyre og Grønlands landsstyre i forening under
betegnelsen
Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland. Om nødvendigt kan
andre lignende betegnelser fastlægges i medfør af stk. 2, 2. pkt.
Stk. 2.
Nærværende
lov forudsætter et nært samarbejde mellem den danske regering og Færøernes
landsstyre med henblik på, at Kongeriget Danmarks samlede interesser ikke
tilsidesættes, og at regeringen underrettes om påtænkte forhandlinger, inden
disse påbegyndes og om forløbet af forhandlingerne, inden folkeretlige
aftaler
indgås eller opsiges. Regeringen fastlægger efter forhandling med Færøernes
landsstyre de nærmere rammer for samarbejdet.
§ 3.
Ved
ansættelse af repræsentanter for Færøernes landsstyre på Kongeriget Danmarks
udenrigsrepræsentationer til varetagelse af Færøernes interesser, som fuldt
ud
angår overtagne sagsområder, finder § 8, stk. 2, i lov om Færøernes
hjemmestyre tilsvarende anvendelse.
§ 4.
Hvor
internationale organisationer åbner adgang for, at andre enheder end stater
og
sammenslutninger af stater kan opnå medlemskab i eget navn, kan regeringen
efter anmodning fra Færøernes landsstyre beslutte at indgive eller støtte en
ansøgning herom for Færøerne, hvor dette er foreneligt med Færøernes
forfatningsmæssige status.
§ 5.
Loven træder i kraft den 29. juli 2005.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Færøernes udenrigspolitiske interessevaretagelse er vokset
i takt med den tiltagende globalisering og de færøske myndigheders ønske om
inddragelse i disse anliggender. Et væsentligt element i denne udvikling har
været, at Færøerne har valgt at stå uden for EU.
Det er regeringens overordnede politik at søge
rigsfællesskabet moderniseret og herunder inddrage Færøerne i
udenrigspolitiske
beslutninger, som særligt vedrører Færøerne.
I sin åbningstale i Folketinget den 1. oktober 2002 tilbød
statsministeren at drøfte en ordning med de færøske og grønlandske
myndigheder,
hvorefter landsstyrerne bemyndiges til at handle på rigets vegne i
mellemfolkelige
anliggender, der alene angår Færøerne henholdsvis Grønland. En fuldmagt af
denne karakter ville ligge uden for de nuværende hjemmestyrelove, og
regeringen
ville derfor være indstillet på at forankre en sådan fuldmagt til det færøske
landsstyre og det grønlandske landsstyre i lovgivning.
Med udgangspunkt i den udvikling, der allerede har fundet
sted for så vidt angår det færøske landsstyres internationale
interessevaretagelse, er lovforslagets hovedsigte at give landsstyret en
udtrykkelig og generelt formuleret adgang til selv – på rigets vegne,
men uden
Udenrigstjenestens medvirken – med tredjelande og internationale
organisationer
at føre og afslutte internationale
forhandlinger, der fuldt ud angår overtagne sagsområder. Lovforslaget
forudsætter, at de danske myndigheders ansvar for rigets udenrigspolitik
bevares i overensstemmelse med Danmarks Riges Grundlov.
I dette lovforslag anvendes udtrykket »Kongeriget Danmark«
om hele riget, mens udtrykket »Danmark« angiver rigsdelen Danmark, medmindre
andet klart fremgår af sammenhængen. Udtrykket »danske myndigheder« sigter
til
Folketinget og regeringen.
2. Hovedpunkterne i lovforslaget
2.1. Færøernes generelle stilling i
udenrigsanliggender
Færøernes stadigt stigende internationale
interessevaretagelse har bl.a. givet sig udslag i, at internationale
forhandlinger, der alene berører Færøerne, i stigende grad er blevet ført
under
ledelse af det færøske landsstyre. Udenrigstjenestens medvirken har i sådanne
sager undertiden været af mere formel karakter, mens der i andre tilfælde har
været tale om, at Udenrigsministeriet har ydet en substantiel bistand i
forhandlingerne.
Aftalerne er i disse tilfælde indgået mellem det pågældende
tredjeland og Kongeriget Danmark, og det fremgår normalt af aftalen, at både
regeringen og det færøske landsstyre har medvirket i aftalens tilblivelse og
godkendelse.
For så vidt angår visse forvaltningsaftaler mellem Færøerne
og visse nærtstående lande har der udviklet sig en praksis, hvorefter
Færøernes
landsstyre har forhandlet aftalen uden Udenrigstjenestens medvirken. Denne
praksis forudsætter, at de danske myndigheder stedse holdes underrettet om
forhandlingernes forløb, således at det er muligt for disse i givet fald at
sikre varetagelsen af rigets interesser.
På det multilaterale område har Færøernes landsstyre adgang
til at gøre særlige interesser gældende i forbindelse med internationale
forhandlinger og herunder mulighed for at deltage i danske delegationer på
embedsmands-
eller politisk niveau ved diplomatiske konferencer.
Både for bilaterale og multilaterale aftaler, som særligt
berører Færøerne, skal det færøske landsstyre endvidere høres, forinden disse
aftaler ratificeres. Bortset fra en række særlige sagsområder, f.eks.
vedrørende menneskerettigheder, vil det normalt også være muligt for
Kongeriget
Danmark at tiltræde aftaler med virkning alene for Danmark, således at
Færøerne
selvstændigt kan træffe beslutning om, hvorvidt den pågældende aftale ønskes
anvendt i forhold til Færøerne.
Færøernes Lagting vedtog den 18. maj 2004 et skelsættende
sikkerhedspolitisk beslutningsforslag, som lægger op til, at de færøske
myndigheder fremover, inden for rammerne af rigsfællesskabet, skal søge
indflydelse
på sikkerhedspolitiske spørgsmål af betydning for Færøerne. Under
udenrigsministerens besøg i Tórshavn den 18. august 2004 var der enighed om
at
optage drøftelser om mulighederne for en fælleserklæring mellem Færøernes
landsstyre og regeringen, der svarer til Itilleq-erklæringen af 14. maj 2003
mellem regeringen og det grønlandske landsstyre. Som et resultat af disse
drøftelser underskrev lagmanden og udenrigsministeren under
udenrigsministerens
besøg i Fámjin på Færøerne den 29. marts 2005 en fælles principerklæring om
Færøernes
medvirken og inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Denne
fastlægger
– med forbehold af de danske myndigheders forfatningsmæssige ansvar og
beføjelser – normerne for Færøernes medvirken og inddragelse i udenrigs-
og
sikkerhedspolitikken, baseret på medinddragelse og medindflydelse med sigte
på
ligeværdighed mellem de to rigsdele i alle spørgsmål, hvor Danmark og
Færøerne
i fællesskab er inddraget.
Systematisk angår lovforslaget emner, der er reguleret i
den færøske hjemmestyrelov. Færøernes landsstyre har imidlertid over for
regeringen tilkendegivet, at landsstyret foretrækker, at lovbestemmelserne
etableres ved en selvstændig lov og ikke ved en lov om ændring af
hjemmestyreloven.
2.2. Statsretlige bemærkninger
Regeringen har følgende bemærkninger vedrørende de
statsretlige rammer for fuldmagten.
Danmarks Riges Grundlovs § 19, stk. 1 og 3, har
følgende ordlyd:
»
§ 19.
Kongen
handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets
samtykke
kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker
rigets
område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets
medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller
kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig
overenskomst,
som er indgået med folketingets samtykke.
Stk. 2. (..)
Stk. 3.
Folketinget vælger af sin midte et
udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver
beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det
udenrigspolitiske
nævn fastsættes ved lov. «
Som det fremgår af Danmarks Riges Grundlovs § 19,
stk. 1, handler kongen (regeringen) på rigets vegne i mellemfolkelige
anliggender. Heri ligger, at enkelte dele af riget efter grundloven ikke vil
kunne tillægges selvstændig kompetence i disse anliggender.
Det ville derfor forudsætte en grundlovsændring, hvis
Færøerne statsretligt skulle have adgang til på
egne vegne
at handle i
mellemfolkelige anliggender.
Spørgsmålet er herefter, om der forfatningsretligt set er
mulighed for, at Færøerne kan handle på
rigets vegne
i en række
mellemfolkelige anliggender. Herom bemærkes følgende:
Det færøske landsstyre vil ved at handle på rigets vegne
binde hele riget, således at dispositioner på det udenrigspolitiske område
som
udgangspunkt vil berøre rigets generelle udenrigspolitiske forhold. Bl.a. vil
eventuelle spørgsmål om folkeretligt ansvar for manglende overholdelse af en
folkeretlig aftale indgået af Færøerne inddrage de danske myndigheder.
Herved adskiller udenrigspolitik sig afgørende fra
tilfælde, hvor de færøske myndigheder har lovgivende og udøvende beføjelser,
idet disse beføjelser kun giver adgang til at fastsætte regler mv. med
virkning
for Færøerne.
Danmarks Riges Grundlov vil derfor være til hinder for en egentlig
overladelse af beføjelser til de færøske myndigheder til at handle i
mellemfolkelige anliggender omfattet af den nævnte bestemmelse i grundlovens
§ 19, stk. 1. Som en konsekvens heraf må det desuden antages, at
det
ikke vil være muligt at overlade regeludstedende kompetence på det
udenrigspolitiske område til de færøske myndigheder. Grundloven vil således
bl.a. være til hinder for, at det overlades til de færøske myndigheder at
lovgive om udenrigstjenestens forhold, at oprette diplomatiske missioner i
udlandet eller tillade oprettelse af sådanne missioner på Færøerne.
Det vil imidlertid være muligt inden for grundlovens rammer
at bemyndige det færøske landsstyre til at handle på rigets vegne i visse
mellemfolkelige anliggender, der alene angår Færøerne og ikke tillige berører
andre dele af riget.
Det forhold, at bemyndigelsen alene vil kunne omfatte
anliggender, der vedrører Færøerne, må for det første indebære, at
bemyndigelsen til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender
skal
være afgrænset til de sagsområder, hvor det færøske landsstyre har fået
overført den lovgivende og administrative kompetence – det vil sige
sagsområder, hvor landsstyret selv kan foretage de nødvendige lovændringer og
administrative handlinger mv. i forbindelse med indgåelse af internationale
aftaler.
For det andet indebærer det anførte, at de internationale
aftaler, som det færøske landsstyre indgår på rigets vegne, i kraft af den
nævnte bemyndigelse alene kan udstrækkes til territorialt at gælde for
Færøerne.
Som nævnt vil der ikke være tale om en egentlig overladelse
af beføjelser til at handle i mellemfolkelige anliggender. Regeringen vil
derfor fortsat have udenrigspolitisk kompetence også i de anliggender, der
omfattes
af en bemyndigelse til det færøske landsstyre.
Hensynet til rigsenheden og grundlovens § 19 indebærer
endvidere, at Færøernes landsstyre ved udøvelsen af udenrigspolitiske
handlinger - der som anført bliver folkeretligt bindende for hele riget - vil
være afskåret fra at handle i strid med rigets interesser, herunder rigets
generelle udenrigspolitik.
Færøernes landsstyre vil således ikke kunne foretage
udenrigspolitiske dispositioner, der er i konflikt med de øvrige rigsdeles
interesser - herunder indgå aftaler, der strider mod generelle principper for
rigets udenrigspolitik på det pågældende sagsområde.
Med henblik på at sikre overensstemmelsen med rigets
generelle udenrigspolitik vil det derfor være en forudsætning for en
fuldmagtsordning til Færøernes landsstyre til at handle på rigets vegne i
mellemfolkelige
anliggender, at der etableres en ordning, som sikrer, at regeringen i
fornødent
omfang underrettes og konsulteres forud for dispositioner på det
udenrigspolitiske område.
2.3. Sammenhæng med en række organisatoriske
spørgsmål om udenrigstjenesten
Sideløbende med arbejdet med denne lov har en række
spørgsmål af administrativ og personalepolitisk karakter været drøftet mellem
de færøske myndigheder og Udenrigsministeriet. Det drejer sig bl.a. om
referenceforhold
for hjemmestyrets udsendte medarbejdere og styrkelse af færøkonsulentens
stilling i Udenrigsministeriet samt skiltning og flagning ved
repræsentationer.
Resultatet af disse drøftelser er udmøntet dels i en aftale, der blev
underskrevet i Fámjin på Færøerne den 29. marts 2005, mellem
udenrigsministeren
og lagmanden, dels i form af visse administrative ændringer i
Udenrigsministeriet og på repræsentationerne. Som et centralt nyt led heri
indgår etablering af et Nordatlantisk Sekretariat i Udenrigsministeriet, som
kan bidrage til styrket færøsk interessevaretagelse.
2.4. Lovens anvendelsesområde
2.4.1. Bilaterale aftaler
Loven forventes primært at finde anvendelse for bilaterale
aftaler. Som nævnt ovenfor vil fuldmagten omfatte folkeretlige aftaler, der
emnemæssigt angår anliggender, der henhører under de færøske myndigheder, og
som ikke samtidig skal gælde for Danmark. De pågældende aftaler, der indgås
med
hjemmel i fuldmagten, vil således skulle kunne »spejles« i et eller flere
overtagne sagsområder og kan samtidig ikke medføre pligter (eller
rettigheder)
for de øvrige dele af riget eller i øvrigt gælde for disse.
Med udgangspunkt i den hidtidige praksis i relation til
folkeretlige aftaler specifikt relateret til Færøerne forekommer det mest
sandsynligt, at fuldmagtens hovedanvendelse vil blive folkeretlige aftaler om
regulering af fiskeri, handelsforhold, dobbeltbeskatning, kultur, forskning,
undervisning,
sociale forhold, sundhed, miljø, turisme og lignende emner med nabolande og
EU.
2.4.2. Multilaterale aftaler
For så vidt angår multilaterale aftaler af interesse for
Færøerne vil det typisk forholde sig således, at aftalerne også skal finde
anvendelse for Danmark. I sådanne tilfælde vil fuldmagten ikke kunne finde
anvendelse. Dette beror på, at Danmark og Færøerne ikke kan optræde som
særskilte
parter i relation til en folkeretlig aftale. Såvel statsretligt som
folkeretligt er Kongeriget Danmark ét folkeretssubjekt. Færøernes interesser
varetages i disse tilfælde fortsat gennem deltagelse i forhandlingernes
forberedelse og i rigets forhandlingsdelegation, hvor der er særlige færøske
interesser på spil.
Der vil dog kunne tænkes også fremover at opstå tilfælde,
hvor Danmarks deltagelse fuldt ud er dækket af EU, og hvor Kongeriget Danmark
for så vidt angår Færøerne derfor vil kunne optræde som en selvstændig part i
medfør af fuldmagten. Da de fleste multilaterale forhandlinger foregår i
internationale organisationer, er dette spørgsmål yderligere behandlet
nedenfor
under internationale organisationer.
2.4.3 Internationale organisationer
Internationale organisationer oprettes i næsten alle
tilfælde ved multilaterale traktater. På samme måde som beskrevet ovenfor om
multilaterale aftaler vil fuldmagten normalt ikke kunne finde anvendelse i
forbindelse med en international organisations grundlæggende traktat og
dermed
for medlemskab af den pågældende internationale organisation. Det vil normalt
være Kongeriget Danmark, der er medlem af den pågældende organisation, og
medlemskabet vil også dække Færøerne. Færøernes interesser varetages i disse
tilfælde fortsat gennem deltagelse i forhandlingernes forberedelse og i
rigets
forhandlingsdelegation, hvor der er særlige færøske interesser på spil. I
forhold til FN er det fast praksis, at det færøske landsstyre kan udpege
repræsentanter, der indgår i den danske delegation til de årlige
generalforsamlinger.
Selv om EU på en række områder har overtaget
medlemsstaternes kompetence til at føre forhandlinger og indgå folkeretlige
aftaler, er medlemsstaterne dog stadig selvstændige medlemmer af langt de
fleste internationale organisationer, f.eks. FN, WTO, OECD. Ofte er EU medlem
ved siden af medlemsstaterne, og det er i så tilfælde normalt fastlagt, at
medlemsstaterne og EU »deler medlemskabet«, således at Kommissionen udtaler
sig
og forhandler på medlemsstaternes vegne, hvor der er EU-kompetence, mens
medlemsstaterne fortsat varetager emner, der er national kompetence, oftest
efter forudgående koordination og med Rådsformandskabet som talsmand. Denne
ordning indebærer, at medlemsstaterne bevarer hver sin stemmeret, som evt.
kan
udøves af Kommissionen, hvor der er EU-kompetence.
Medlemsstaterne bevarer selvsagt deres fulde kompetence i
relation til dele af den pågældende medlemsstat, som ikke er omfattet af
medlemskabet, for Kongeriget Danmarks vedkommende Færøerne og Grønland.
Maastricht-traktaten indeholder en erklæring (nr. 25), hvorefter de EU-lande,
som har oversøiske territorier, der ikke er omfattet af traktaten, i tilfælde
af en interessekonflikt, som ikke kan løses, kan handle til varetagelse af et
oversøisk territoriums interesse, uden at dette skader Fællesskabets
interesse.
Som en indtil videre særegen undtagelse er EU medlem af
visse internationale fiskeriorganisationer (NAFO, NEAFC, NASCO), hvor
medlemsstaterne ikke selvstændigt er medlemmer, og EU har i disse
organisationer
kun én stemme. Det er i disse undtagelsestilfælde anerkendt, at Kongeriget
Danmark kan optræde som selvstændigt medlem for så vidt angår Færøerne og
Grønland. Frankrig har en tilsvarende ordning for St. Pierre et Miquelon, der
ikke er omfattet af Frankrigs EU-medlemskab. Det kan meget vel tænkes, at der
fremover vil opstå flere af disse særlige tilfælde. Fuldmagten vil gælde i
relation til de nævnte internationale fiskeriorganisationer og tilsvarende
ordninger, som fremover måtte blive vedtaget.
Bestemmelsen i lovforslagets § 4 angår i modsætning
hertil de særlige tilfælde, hvor internationale organisationer giver mulighed
for, at andre enheder end stater og sammenslutninger af stater kan opnå
medlemskab i eget navn. Det omfatter i alt væsentligt associeret medlemskab,
som typisk gælder for oversøiske områder, hvis udenrigsanliggender varetages
af
en medlemsstat. Associeret medlemskab vil normalt kunne opnås efter ansøgning
fra den pågældende medlemsstat. Undertiden skal en sådan ansøgning godkendes
af
organisationens kompetente organ (generalforsamling eller lignende); mens det
i
andre tilfælde – som f.eks. IMO, hvor Færøerne i dag har status som
associeret
medlem – er tilstrækkeligt, at en medlemsstat afgiver en ensidig
erklæring om
associeret medlemskab for et oversøisk område, hvis udenrigsanliggender det
varetager. Der kan i de enkelte organisationers forfatninger være knyttet
særlige betingelser for at opnå status som associeret medlem.
Typisk omfatter et associeret medlemskab ret til at deltage
i møderne i organisationen med taleret, men ikke stemmeret, samt ret til at
blive indvalgt i alle eller visse af organisationens særlige råd, komiteer og
underudvalg.
Normalt betaler et associeret medlem et reduceret medlemsbidrag til
organisationen.
Hvor der er tale om associeret medlemskab, er det
karakteristisk, at de associerede medlemmer optræder i eget navn. Også herved
adskiller associeret medlemskab sig fra den ovenfor nævnte fulde
medlemskabsordning
for »
Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland
«,
som gælder i forhold til visse
internationale fiskeriorganisationer.
Hvis der imidlertid inden for en organisation indkaldes til
diplomatiske konferencer med henblik på vedtagelse af multilaterale aftaler,
vil et associeret medlem normalt ikke kunne deltage selvstændigt heri.
Færøerne
vil efter sædvanlig praksis kunne deltage i kongerigets delegation til
sådanne
konferencer, hvor der indgår spørgsmål af særlig interesse for Færøerne.
I Nordisk Ministerråd har Færøerne, ligesom Grønland og
Ålandsøerne en meget vidtgående associeret status, der i det daglige arbejde
giver de færøske myndigheder en meget høj grad af ligestilling med de
nordiske
lande, der er medlemmer af Nordisk Ministerråd, selvom Færøerne ikke er part
i
den nordiske samarbejdsaftale (Helsingforsaftalen).
Af bestemmelsen i lovforslagets § 4 fremgår, at
regeringen er indstillet på i konkrete tilfælde – efter ønske fra og i
samarbejde med det færøske landsstyre – at undersøge de konkrete
muligheder for
færøsk medlemskab i eget navn af internationale organisationer, der er åbne
for
andre end stater og sammenslutning af stater, og i givet fald at støtte
sådanne
ønsker, hvor dette er foreneligt med Færøernes forfatningsmæssige status, jf.
herved pkt. 2.2.
Eksempelvis åbner FAO’s og UNESCO’s statutter mulighed for
associeret medlemskab for oversøiske områder, hvis udenrigsrelationer
varetages
af en medlemsstat.
Ovenstående bemærkninger vedrørende internationale
organisationer omhandler ikke andre former for organisationer end dem, der er
oprettet
som et samarbejde mellem stater. Ved siden af dette statslige samarbejde
findes
en lang række ikke-statslige internationale organisationer. De er typisk
oprettet som et samarbejde på et konkret område – f.eks. idræt –
mellem
nationale foreninger m.v. Færøske foreningers muligheder for at opnå
medlemskab
af private internationale organisationer afhænger af de pågældende
organisationers regelsæt og berøres ikke af nærværende lovforslag. Det kan
imidlertid ikke udelukkes, at den øgede færøske synlighed i international
sammenhæng, som lovforslaget lægger op til, kan få den afledede virkning, at
der vises større imødekommenhed også fra private internationale
organisationer
over for færøske ønsker om deltagelse.
3. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Forslaget vil
ikke
have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet, og
forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
4. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
5. Hørte myndigheder
Færøernes landsstyre
Grønlands Hjemmestyre
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelserne i § 1, stk. 1 og 2, 2. pkt.,
etablerer en generel ordning, der gælder for alle folkeretlige aftaler, der
opfylder lovens betingelser. Den indebærer en bemyndigelse for Færøernes
landsstyre som sådant til at forhandle og indgå visse folkeretlige aftaler på
rigets vegne. Det tilkommer således i de konkrete situationer det færøske
landsstyre selv at udpege den eller de personer, som kan handle i medfør af
§ 1. På disse to punkter indebærer ordningen en ændring i forhold til
den
gældende praksis, hvor udenrigsministeren i overensstemmelse med grundlovens
§ 19 i konkrete sager giver fuldmagt til navngivne ressortministre,
embedsmænd
og andre – herunder efter omstændighederne medlemmer af Færøernes
landsstyre og
dets embedsmænd – til at optræde på rigets vegne i forbindelse med
forhandling
og indgåelse af konkrete folkeretlige aftaler.
§ 1 angår folkeretlige aftaler. Den omfatter også
aftaler om rent tekniske emner, som forhandles og indgås af
ressortmyndigheder,
de såkaldte forvaltningsaftaler. Loven gælder ikke for internationalt
samarbejde, som ikke er af folkeretlig karakter.
§ 1, stk. 1 og 2, 2. pkt., omfatter alle
folkeretlige handlinger i relation til forhandling og indgåelse af aftaler,
herunder også uformelle forhandlinger, der måtte være et led i større
forhandlingsforløb. Specielt for opsigelse af aftaler fremgår af stk. 3,
at aftaler, som er indgået af Færøernes landsstyre i medfør af bestemmelsen,
kan opsiges af landsstyret i medfør af bestemmelsen. For så vidt indgåelse af
nye aftaler i henhold til § 1 vil kræve, at gamle aftaler, som er
indgået
af de danske myndigheder, ophører, vil dette efter omstændighederne kunne
kræve
medvirken af de danske myndigheder.
§ 1 angår kun folkeretlige aftaler, der fuldt ud
ligger inden for områder, som er overtaget af de færøske myndigheder. Det er
i
denne forbindelse ikke afgørende, om de pågældende sagsområder varetages af
de
færøske myndigheder i henhold til den færøske hjemmestyrelovs § 2,
§ 3 eller § 9, eller om overtagelse er sket i henhold til anden
lov.
§ 1 finder således ikke anvendelse i forhold til aftaler, hvori der også
indgår emner, der falder uden for overtagne sagsområder. Spørgsmålet om, hvor
detaljeret bedømmelsen af denne betingelse skal være, må fastlægges i
praksis,
hvor der må udøves rimelige skøn i forhold til de konkrete aftaleudkast, der
skal forhandles.
Folkeretlige aftaler, som både omfatter Færøerne og
Grønland, opfylder ikke betingelserne i § 1, stk. 1, idet de ikke
angår spørgsmål, der fuldt ud henhører under én rigsdels overtagne
sagsområder.
På den baggrund er det i stk. 2, 1. pkt., udtrykkelig fastsat, at
stk. 1 ikke finder anvendelse ved forhandling og indgåelse af
folkeretlige
aftaler, som vedrører både Færøerne og Grønland. Da det er ønskeligt, at
Færøernes landsstyre og Grønlands landsstyre kan forhandle og indgå sådanne
aftaler efter samme principper, som er fastlagt i § 1, stk. 1,
åbner
bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., mulighed for, at de to landsstyrer kan
beslutte at forhandle og indgå sådanne aftaler under forudsætning af, at de
handler i forening. Anvendelse af denne bestemmelse forudsætter, at der er
vedtaget en tilsvarende lov om Grønlands landsstyres indgåelse af
folkeretlige
aftaler. En sådan lov er under behandling.
De to landsstyrer må mht. de centrale formelle skridt om
forhandlingers påbegyndelse og afslutning samt aftalens indgåelse handle som
én
part. Dette er en nødvendig følge af, at Danmarks Riges Grundlov forudsætter,
at Kongeriget Danmark er ét folkeretssubjekt (én stat), jf. hvad der ovenfor
i
de almindelige bemærkninger er angivet om de statsretlige aspekter.
Såfremt et af landsstyrerne ikke ønsker at udnytte
muligheden for at handle i forening i medfør af § 1, stk. 2, 2.
pkt.,
vil forhandlingerne skulle ske efter de hidtil gældende regler, dvs. med
Udenrigstjenestens
medvirken.
Det følger af § 1, stk. 4, at fuldmagten ikke
gælder folkeretlige aftaler, der berører forsvars- og sikkerhedspolitikken.
Ved
afgørelsen af, hvorvidt en given forhandling må anses for at berøre forsvars-
og sikkerhedspolitikken vil det være af væsentlig betydning, om aftalen
forhandles med det pågældende lands udenrigs- og forsvarsmyndigheder, eller
om
der alene sigtes mod forhandlinger mellem Færøernes landsstyre og andre
ressortmyndigheder i en fremmed stat – f. eks. miljømyndigheder eller
skattemyndigheder.
Det følger endvidere af § 1, stk. 4, at ordningen
ikke gælder for aftaler, der skal gælde for Danmark. Dette beror på, at
Færøerne ikke kan deltage selvstændigt under formlen »Kongeriget Danmark for
så
vidt angår Færøerne« i aftaler, hvor Kongeriget allerede deltager i aftalen,
jf. hvad der er nævnt ovenfor under det statsretlige afsnit.
Endelig følger det af § 1, stk. 4, at § 1
ikke gælder for folkeretlige aftaler, der forhandles inden for en
international
organisation, som Kongeriget Danmark er medlem af. Sådanne folkeretlige
aftaler
vil normalt skulle gælde for Danmark. Fuldmagten vil derfor i de fleste af
disse tilfælde ikke kunne finde anvendelse allerede som følge af Danmarks
deltagelse i forhandlingerne om aftalen, jf. ovenfor om det forhold, at
fuldmagten
ikke finder anvendelse for aftaler, som skal gælde for Danmark. Den særlige
begrænsning af fuldmagten i relation til aftaler, der forhandles inden for en
international organisation, som Danmark er medlem af, får selvstændig
betydning, hvor EU inden for en international organisation, som Kongeriget
Danmark og de øvrige EU-lande er medlemmer af, repræsenterer alle
medlemslandene ved udarbejdelse af en international aftale og udøver
medlemsstaternes stemmeret. Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at
EU-medlemsstater, som har oversøiske territorier, hvis udenrigsrelationer de
varetager, og som ikke er omfattet af EU-traktaterne, i en sådan situation i
overensstemmelse med erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten selv kan
handle
til varetagelse af et oversøisk territoriums interesser, uden at dette skader
Fællesskabets interesser i tilfælde af en interessekonflikt, som ikke kan
løses.
§ 1, stk. 5 klargør, at lovforslaget ikke
begrænser udenrigsministerens og de danske myndigheders udenrigspolitiske
kompetence for så vidt angår Færøerne. Udenrigsministeren bærer fortsat det
samlede
ansvar for rigets udenrigspolitik – herunder over for Folketinget –
og bevarer
fuldt ud beføjelserne efter grundloven til at føre forhandlinger og indgå
folkeretlige
aftaler både for riget som helhed og for enkelte rigsdele med respekt af de
gældende regler for høring og inddragelse af det færøske landsstyre.
Regeringen
vil også fortsat skulle forhandle og indgå aftaler, der finder anvendelse for
Færøerne, i en lang række tilfælde, ikke mindst multilaterale aftaler om
sundhed (WHO), fødevarer (FAO), kultur (UNESCO) m.fl. Den ved § 1
forudsatte ordning adskiller sig dermed afgørende fra, hvad der gælder for
overtagelse af den lovgivende og administrative myndighed.
Bestemmelsen i § 1 kan ikke i sig selv sikre, at andre
stater godkender den udenrigspolitiske fuldmagt, som er indeholdt i
bestemmelsen. Der kan derfor efter omstændighederne fortsat blive behov for,
at
udenrigsministeren giver konkrete fuldmagter til medlemmerne af det færøske
landsstyre, hvor dette måtte blive krævet af de(t) land(e), med hvilke(t) der
skal forhandles.
Traktater, der fremtræder som indgået mellem
statsoverhoveder, vil formentlig sjældent eller aldrig falde ind under
§ 1. I givet fald følger det af bestemmelsen i § 1, stk. 5, at
udenrigsministeren må indhente særskilt fuldmagt til lagmanden fra
Dronningen.
Ratifikationsproceduren vil i givet fald ligeledes skulle ske via
udenrigsministeren.
Skulle en aftale, der hører under § 1, undtagelsesvist
kræve indhentelse af Folketingssamtykke, fordi den indeholder forpligtelser
af
større betydning for riget, vil sådant samtykke ligeledes skulle indhentes af
udenrigsministeren, der også vil have ansvaret for, at Det udenrigspolitiske
Nævn bliver inddraget i det omfang, dette følger af grundloven og loven om
Det
udenrigspolitiske Nævn.
Til § 2
Aftaler, som indgås i medfør af § 1, betegnes som
aftaler mellem enten »Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne« eller
»Kongeriget
Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland«. Disse betegnelser viser, at
Færøernes landsstyre henholdsvis Færøernes landsstyre og Grønlands landsstyre
handler på hele rigets vegne og ikke som et selvstændigt folkeretssubjekt,
jf.
hvad der er anført i de generelle bemærkninger om de statsretlige rammer for
den foreslåede ordning. Det er således klart, at selv om den pågældende
aftale
kun finder anvendelse for Færøerne henholdsvis Færøerne og Grønland, er det
hele riget, som er bundet af aftalen på det folkeretlige plan. Der kan
muligvis
opstå situationer, hvor forhandlingspartneren ønsker, at aftalens titel skal
afspejle, at der er tale om en aftale på regerings- eller forvaltningsniveau
snarere
end på statsniveau. I så tilfælde må der anvendes tilpassede versioner i
titlen. Sådanne tilpassede versioner kan fastlægges efter reglerne i
stk. 2.
Det er i de statsretlige bemærkninger ovenfor anført, at
Færøernes landsstyre ikke i medfør af bestemmelsen i § 1 vil kunne
foretage udenrigspolitiske dispositioner, der er i konflikt med de øvrige
rigsdeles interesser – herunder indgå aftaler, der strider mod generelle
principper
for rigets udenrigspolitik på det pågældende område. Efter de statsretlige
bemærkninger vil det derfor være en forudsætning for en fuldmagtsordning til
det færøske landsstyre til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige
anliggender, at der etableres en ordning, som sikrer, at regeringen i
fornødent
omfang underrettes og konsulteres forud for handlinger i medfør af loven.
Bestemmelsen i § 2, stk. 2, fastlægger, hvorledes
disse overordnede rammer skabes. Det følger af udenrigsministerens samlede
ansvar for landets udenrigspolitik, at det påhviler udenrigsministeren –
på
regeringens vegne – at fastsætte de nærmere regler herom efter
drøftelser med
Færøernes landsstyre. Udenrigsministeren må på samme måde træffe afgørelser
om
de konkrete spørgsmål, som måtte opstå i det løbende samarbejde, f. eks.
hvorvidt en påtænkt aftale fuldt ud falder inden for overtagne sagsområder,
jf.
ovenfor under bemærkningerne til § 1, stk. 1, eller hvorvidt en
påtænkt aftale berører sikkerheds- og forsvarspolitikken, jf. ovenfor under
bemærkningerne til § 1, stk. 3.
De nærmere retningslinier for samarbejdet om loven tænkes i
videst muligt omfang at bygge på de allerede eksisterende samarbejds- og
konsultationsmekanismer. På politisk niveau mødes udenrigsministeren således
mindst én gang om året med det færøske landsstyre. Udenrigsministeriets
direktør mødes ligeledes mindst én gang årligt med lagmandsdirektøren.
Herudover vil der blive behov for at udpege kontaktpersoner i det færøske
landsstyre og i Udenrigsministeriet, der er ansvarlige for den løbende
kontakt
– herunder en smidig form for underretning af de danske myndigheder
f.eks. ved
en elektronisk blanketekspedition. Endelig forudsættes Udenrigsministeriets
Færøkonsulent at kunne deltage som observatør i det færøske landsstyres
forhandlinger
i medfør af § 1.
Til § 3
Med bestemmelsen foreslås, at den færøske hjemmestyrelovs
§ 8, stk. 2, om ansættelse af medarbejdere til særlig varetagelse
af
færøske erhvervsinteresser ved danske repræsentationer finder tilsvarende
anvendelse for ansættelse af repræsentanter for Færøernes landsstyre på
Kongeriget
Danmarks udenrigsrepræsentationer til varetagelse af Færøernes interesser,
som
fuldt ud angår overtagne sagsområder. Med bestemmelsen udvides og
moderniseres
efter ønske fra Færøernes landsstyre anvendelsesområdet for § 8 i
hjemmestyreloven. De pågældende ansatte betegnes herefter som »repræsentanter
for Færøernes landsstyre« i stedet for »medarbejdere«. Deres arbejdsområde
ændres fra varetagelse af »færøske erhvervsinteresser« til varetagelse af
»Færøernes
interesser, som fuldt ud angår overtagne sagsområder«, og dermed udvides også
feltet af danske udenrigsrepræsentationer, hvor det vil være muligt at
ansætte
repræsentanter for Færøernes landsstyre.
Til § 4
Bestemmelsen i § 4 angår de særlige tilfælde, hvor
internationale organisationer giver mulighed for, at andre end stater og
sammenslutning af stater kan opnå medlemskab i eget navn. Det omfatter i alt
væsentligt associeret medlemskab, som typisk gælder for oversøiske områder,
hvis udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat. Det følger af
bestemmelsen i § 4, at regeringen er indstillet på i konkrete tilfælde
–
efter ønske fra og i samarbejde med det færøske landsstyre – at
undersøge de
konkrete muligheder for færøsk medlemskab i eget navn af internationale
organisationer, der er åbne for andre end stater og sammenslutning af stater,
og i givet fald at støtte sådanne ønsker, hvor dette er foreneligt med
Færøernes forfatningsmæssige status.
Til § 5
Det foreslås, at loven træder i kraft den 29. juli 2005.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler Retsinformation · 23. februar 2005
- Lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler Retsinformation · 25. juni 2005
- Betænkning over Forslag til lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler Retsinformation · 5. juli 2005
- Skriftlig fremsættelse (4. maj 2005) - L 168 Retsinformation · 9. maj 2005
- Skriftlig fremsættelse (17. maj 2005) - L 171 Retsinformation · 17. maj 2005
- Forslag til Lov om Grønlands Selvstyre Retsinformation · 20. maj 2009