Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler

2004/2 LSF 171Lovforslag som fremsatStatsministeriet17. maj 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 17. maj 2005 af

statsministeren (Anders Fogh Rasmussen)

Forslag

til

Lov

om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler

Denne lov bygger på en overenskomst mellem Færøernes

landsstyre og den danske regering som ligeværdige parter.

§ 1.

Færøernes landsstyre kan med fremmede stater og mellemfolkelige

organisationer

forhandle og indgå folkeretlige aftaler, herunder forvaltningsaftaler, som

fuldt ud angår overtagne sagsområder.

Stk. 2.

Stk. 1

finder ikke anvendelse ved forhandling og indgåelse af folkeretlige aftaler,

som vedrører både Færøerne og Grønland. Efter beslutning af såvel Færøernes

landsstyre som Grønlands landsstyre kan de to landsstyrer dog handle i

forening

ved folkeretlige aftaler i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov.

Stk. 3.

Folkeretlige aftaler, der er indgået efter stk. 1 og 2, 2. pkt., kan

opsiges efter de samme bestemmelser.

Stk. 4.

Bestemmelserne i stk. 1-3

omfatter ikke folkeretlige aftaler, som berører forsvars- og

sikkerhedspolitikken,

samt folkeretlige aftaler, som skal gælde for Danmark, eller som forhandles

inden

for en mellemfolkelig organisation, hvoraf Kongeriget Danmark er medlem.

Læs alt

Stk. 5.

Bestemmelserne i stk. 1-3

begrænser ikke de danske myndigheders forfatningsmæssige ansvar og beføjelser

vedrørende forhandling, indgåelse og opsigelse af folkeretlige aftaler,

herunder aftaler, der er omfattet af stk. 1-3.

§ 2.

Folkeretlige aftaler i medfør af § 1, stk. 1, indgås på rigets

vegne

af Færøernes landsstyre under betegnelsen Kongeriget Danmark for så vidt

angår

Færøerne. Folkeretlige aftaler i medfør af § 1, stk. 2, 2. pkt.,

indgås af Færøernes landsstyre og Grønlands landsstyre i forening under

betegnelsen

Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland. Om nødvendigt kan

andre lignende betegnelser fastlægges i medfør af stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2.

Nærværende

lov forudsætter et nært samarbejde mellem den danske regering og Færøernes

landsstyre med henblik på, at Kongeriget Danmarks samlede interesser ikke

tilsidesættes, og at regeringen underrettes om påtænkte forhandlinger, inden

disse påbegyndes og om forløbet af forhandlingerne, inden folkeretlige

aftaler

indgås eller opsiges. Regeringen fastlægger efter forhandling med Færøernes

landsstyre de nærmere rammer for samarbejdet.

§ 3.

Ved

ansættelse af repræsentanter for Færøernes landsstyre på Kongeriget Danmarks

udenrigsrepræsentationer til varetagelse af Færøernes interesser, som fuldt

ud

angår overtagne sagsområder, finder § 8, stk. 2, i lov om Færøernes

hjemmestyre tilsvarende anvendelse.

§ 4.

Hvor

internationale organisationer åbner adgang for, at andre enheder end stater

og

sammenslutninger af stater kan opnå medlemskab i eget navn, kan regeringen

efter anmodning fra Færøernes landsstyre beslutte at indgive eller støtte en

ansøgning herom for Færøerne, hvor dette er foreneligt med Færøernes

forfatningsmæssige status.

§ 5.

Loven træder i kraft den 29. juli 2005.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Færøernes udenrigspolitiske interessevaretagelse er vokset

i takt med den tiltagende globalisering og de færøske myndigheders ønske om

inddragelse i disse anliggender. Et væsentligt element i denne udvikling har

været, at Færøerne har valgt at stå uden for EU.

Det er regeringens overordnede politik at søge

rigsfællesskabet moderniseret og herunder inddrage Færøerne i

udenrigspolitiske

beslutninger, som særligt vedrører Færøerne.

I sin åbningstale i Folketinget den 1. oktober 2002 tilbød

statsministeren at drøfte en ordning med de færøske og grønlandske

myndigheder,

hvorefter landsstyrerne bemyndiges til at handle på rigets vegne i

mellemfolkelige

anliggender, der alene angår Færøerne henholdsvis Grønland. En fuldmagt af

denne karakter ville ligge uden for de nuværende hjemmestyrelove, og

regeringen

ville derfor være indstillet på at forankre en sådan fuldmagt til det færøske

landsstyre og det grønlandske landsstyre i lovgivning.

Med udgangspunkt i den udvikling, der allerede har fundet

sted for så vidt angår det færøske landsstyres internationale

interessevaretagelse, er lovforslagets hovedsigte at give landsstyret en

udtrykkelig og generelt formuleret adgang til selv – på rigets vegne,

men uden

Udenrigstjenestens medvirken – med tredjelande og internationale

organisationer

at føre og afslutte internationale

forhandlinger, der fuldt ud angår overtagne sagsområder. Lovforslaget

forudsætter, at de danske myndigheders ansvar for rigets udenrigspolitik

bevares i overensstemmelse med Danmarks Riges Grundlov.

I dette lovforslag anvendes udtrykket »Kongeriget Danmark«

om hele riget, mens udtrykket »Danmark« angiver rigsdelen Danmark, medmindre

andet klart fremgår af sammenhængen. Udtrykket »danske myndigheder« sigter

til

Folketinget og regeringen.

2. Hovedpunkterne i lovforslaget

2.1. Færøernes generelle stilling i

udenrigsanliggender

Færøernes stadigt stigende internationale

interessevaretagelse har bl.a. givet sig udslag i, at internationale

forhandlinger, der alene berører Færøerne, i stigende grad er blevet ført

under

ledelse af det færøske landsstyre. Udenrigstjenestens medvirken har i sådanne

sager undertiden været af mere formel karakter, mens der i andre tilfælde har

været tale om, at Udenrigsministeriet har ydet en substantiel bistand i

forhandlingerne.

Aftalerne er i disse tilfælde indgået mellem det pågældende

tredjeland og Kongeriget Danmark, og det fremgår normalt af aftalen, at både

regeringen og det færøske landsstyre har medvirket i aftalens tilblivelse og

godkendelse.

For så vidt angår visse forvaltningsaftaler mellem Færøerne

og visse nærtstående lande har der udviklet sig en praksis, hvorefter

Færøernes

landsstyre har forhandlet aftalen uden Udenrigstjenestens medvirken. Denne

praksis forudsætter, at de danske myndigheder stedse holdes underrettet om

forhandlingernes forløb, således at det er muligt for disse i givet fald at

sikre varetagelsen af rigets interesser.

På det multilaterale område har Færøernes landsstyre adgang

til at gøre særlige interesser gældende i forbindelse med internationale

forhandlinger og herunder mulighed for at deltage i danske delegationer på

embedsmands-

eller politisk niveau ved diplomatiske konferencer.

Både for bilaterale og multilaterale aftaler, som særligt

berører Færøerne, skal det færøske landsstyre endvidere høres, forinden disse

aftaler ratificeres. Bortset fra en række særlige sagsområder, f.eks.

vedrørende menneskerettigheder, vil det normalt også være muligt for

Kongeriget

Danmark at tiltræde aftaler med virkning alene for Danmark, således at

Færøerne

selvstændigt kan træffe beslutning om, hvorvidt den pågældende aftale ønskes

anvendt i forhold til Færøerne.

Færøernes Lagting vedtog den 18. maj 2004 et skelsættende

sikkerhedspolitisk beslutningsforslag, som lægger op til, at de færøske

myndigheder fremover, inden for rammerne af rigsfællesskabet, skal søge

indflydelse

på sikkerhedspolitiske spørgsmål af betydning for Færøerne. Under

udenrigsministerens besøg i Tórshavn den 18. august 2004 var der enighed om

at

optage drøftelser om mulighederne for en fælleserklæring mellem Færøernes

landsstyre og regeringen, der svarer til Itilleq-erklæringen af 14. maj 2003

mellem regeringen og det grønlandske landsstyre. Som et resultat af disse

drøftelser underskrev lagmanden og udenrigsministeren under

udenrigsministerens

besøg i Fámjin på Færøerne den 29. marts 2005 en fælles principerklæring om

Færøernes

medvirken og inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Denne

fastlægger

– med forbehold af de danske myndigheders forfatningsmæssige ansvar og

beføjelser – normerne for Færøernes medvirken og inddragelse i udenrigs-

og

sikkerhedspolitikken, baseret på medinddragelse og medindflydelse med sigte

på

ligeværdighed mellem de to rigsdele i alle spørgsmål, hvor Danmark og

Færøerne

i fællesskab er inddraget.

Systematisk angår lovforslaget emner, der er reguleret i

den færøske hjemmestyrelov. Færøernes landsstyre har imidlertid over for

regeringen tilkendegivet, at landsstyret foretrækker, at lovbestemmelserne

etableres ved en selvstændig lov og ikke ved en lov om ændring af

hjemmestyreloven.

2.2. Statsretlige bemærkninger

Regeringen har følgende bemærkninger vedrørende de

statsretlige rammer for fuldmagten.

Danmarks Riges Grundlovs § 19, stk. 1 og 3, har

følgende ordlyd:

»

§ 19.

Kongen

handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets

samtykke

kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker

rigets

område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets

medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller

kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig

overenskomst,

som er indgået med folketingets samtykke.

Stk. 2. (..)

Stk. 3.

Folketinget vælger af sin midte et

udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver

beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det

udenrigspolitiske

nævn fastsættes ved lov. «

Som det fremgår af Danmarks Riges Grundlovs § 19,

stk. 1, handler kongen (regeringen) på rigets vegne i mellemfolkelige

anliggender. Heri ligger, at enkelte dele af riget efter grundloven ikke vil

kunne tillægges selvstændig kompetence i disse anliggender.

Det ville derfor forudsætte en grundlovsændring, hvis

Færøerne statsretligt skulle have adgang til på

egne vegne

at handle i

mellemfolkelige anliggender.

Spørgsmålet er herefter, om der forfatningsretligt set er

mulighed for, at Færøerne kan handle på

rigets vegne

i en række

mellemfolkelige anliggender. Herom bemærkes følgende:

Det færøske landsstyre vil ved at handle på rigets vegne

binde hele riget, således at dispositioner på det udenrigspolitiske område

som

udgangspunkt vil berøre rigets generelle udenrigspolitiske forhold. Bl.a. vil

eventuelle spørgsmål om folkeretligt ansvar for manglende overholdelse af en

folkeretlig aftale indgået af Færøerne inddrage de danske myndigheder.

Herved adskiller udenrigspolitik sig afgørende fra

tilfælde, hvor de færøske myndigheder har lovgivende og udøvende beføjelser,

idet disse beføjelser kun giver adgang til at fastsætte regler mv. med

virkning

for Færøerne.

Danmarks Riges Grundlov vil derfor være til hinder for en egentlig

overladelse af beføjelser til de færøske myndigheder til at handle i

mellemfolkelige anliggender omfattet af den nævnte bestemmelse i grundlovens

§ 19, stk. 1. Som en konsekvens heraf må det desuden antages, at

det

ikke vil være muligt at overlade regeludstedende kompetence på det

udenrigspolitiske område til de færøske myndigheder. Grundloven vil således

bl.a. være til hinder for, at det overlades til de færøske myndigheder at

lovgive om udenrigstjenestens forhold, at oprette diplomatiske missioner i

udlandet eller tillade oprettelse af sådanne missioner på Færøerne.

Det vil imidlertid være muligt inden for grundlovens rammer

at bemyndige det færøske landsstyre til at handle på rigets vegne i visse

mellemfolkelige anliggender, der alene angår Færøerne og ikke tillige berører

andre dele af riget.

Det forhold, at bemyndigelsen alene vil kunne omfatte

anliggender, der vedrører Færøerne, må for det første indebære, at

bemyndigelsen til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender

skal

være afgrænset til de sagsområder, hvor det færøske landsstyre har fået

overført den lovgivende og administrative kompetence – det vil sige

sagsområder, hvor landsstyret selv kan foretage de nødvendige lovændringer og

administrative handlinger mv. i forbindelse med indgåelse af internationale

aftaler.

For det andet indebærer det anførte, at de internationale

aftaler, som det færøske landsstyre indgår på rigets vegne, i kraft af den

nævnte bemyndigelse alene kan udstrækkes til territorialt at gælde for

Færøerne.

Som nævnt vil der ikke være tale om en egentlig overladelse

af beføjelser til at handle i mellemfolkelige anliggender. Regeringen vil

derfor fortsat have udenrigspolitisk kompetence også i de anliggender, der

omfattes

af en bemyndigelse til det færøske landsstyre.

Hensynet til rigsenheden og grundlovens § 19 indebærer

endvidere, at Færøernes landsstyre ved udøvelsen af udenrigspolitiske

handlinger - der som anført bliver folkeretligt bindende for hele riget - vil

være afskåret fra at handle i strid med rigets interesser, herunder rigets

generelle udenrigspolitik.

Færøernes landsstyre vil således ikke kunne foretage

udenrigspolitiske dispositioner, der er i konflikt med de øvrige rigsdeles

interesser - herunder indgå aftaler, der strider mod generelle principper for

rigets udenrigspolitik på det pågældende sagsområde.

Med henblik på at sikre overensstemmelsen med rigets

generelle udenrigspolitik vil det derfor være en forudsætning for en

fuldmagtsordning til Færøernes landsstyre til at handle på rigets vegne i

mellemfolkelige

anliggender, at der etableres en ordning, som sikrer, at regeringen i

fornødent

omfang underrettes og konsulteres forud for dispositioner på det

udenrigspolitiske område.

2.3. Sammenhæng med en række organisatoriske

spørgsmål om udenrigstjenesten

Sideløbende med arbejdet med denne lov har en række

spørgsmål af administrativ og personalepolitisk karakter været drøftet mellem

de færøske myndigheder og Udenrigsministeriet. Det drejer sig bl.a. om

referenceforhold

for hjemmestyrets udsendte medarbejdere og styrkelse af færøkonsulentens

stilling i Udenrigsministeriet samt skiltning og flagning ved

repræsentationer.

Resultatet af disse drøftelser er udmøntet dels i en aftale, der blev

underskrevet i Fámjin på Færøerne den 29. marts 2005, mellem

udenrigsministeren

og lagmanden, dels i form af visse administrative ændringer i

Udenrigsministeriet og på repræsentationerne. Som et centralt nyt led heri

indgår etablering af et Nordatlantisk Sekretariat i Udenrigsministeriet, som

kan bidrage til styrket færøsk interessevaretagelse.

2.4. Lovens anvendelsesområde

2.4.1. Bilaterale aftaler

Loven forventes primært at finde anvendelse for bilaterale

aftaler. Som nævnt ovenfor vil fuldmagten omfatte folkeretlige aftaler, der

emnemæssigt angår anliggender, der henhører under de færøske myndigheder, og

som ikke samtidig skal gælde for Danmark. De pågældende aftaler, der indgås

med

hjemmel i fuldmagten, vil således skulle kunne »spejles« i et eller flere

overtagne sagsområder og kan samtidig ikke medføre pligter (eller

rettigheder)

for de øvrige dele af riget eller i øvrigt gælde for disse.

Med udgangspunkt i den hidtidige praksis i relation til

folkeretlige aftaler specifikt relateret til Færøerne forekommer det mest

sandsynligt, at fuldmagtens hovedanvendelse vil blive folkeretlige aftaler om

regulering af fiskeri, handelsforhold, dobbeltbeskatning, kultur, forskning,

undervisning,

sociale forhold, sundhed, miljø, turisme og lignende emner med nabolande og

EU.

2.4.2. Multilaterale aftaler

For så vidt angår multilaterale aftaler af interesse for

Færøerne vil det typisk forholde sig således, at aftalerne også skal finde

anvendelse for Danmark. I sådanne tilfælde vil fuldmagten ikke kunne finde

anvendelse. Dette beror på, at Danmark og Færøerne ikke kan optræde som

særskilte

parter i relation til en folkeretlig aftale. Såvel statsretligt som

folkeretligt er Kongeriget Danmark ét folkeretssubjekt. Færøernes interesser

varetages i disse tilfælde fortsat gennem deltagelse i forhandlingernes

forberedelse og i rigets forhandlingsdelegation, hvor der er særlige færøske

interesser på spil.

Der vil dog kunne tænkes også fremover at opstå tilfælde,

hvor Danmarks deltagelse fuldt ud er dækket af EU, og hvor Kongeriget Danmark

for så vidt angår Færøerne derfor vil kunne optræde som en selvstændig part i

medfør af fuldmagten. Da de fleste multilaterale forhandlinger foregår i

internationale organisationer, er dette spørgsmål yderligere behandlet

nedenfor

under internationale organisationer.

2.4.3 Internationale organisationer

Internationale organisationer oprettes i næsten alle

tilfælde ved multilaterale traktater. På samme måde som beskrevet ovenfor om

multilaterale aftaler vil fuldmagten normalt ikke kunne finde anvendelse i

forbindelse med en international organisations grundlæggende traktat og

dermed

for medlemskab af den pågældende internationale organisation. Det vil normalt

være Kongeriget Danmark, der er medlem af den pågældende organisation, og

medlemskabet vil også dække Færøerne. Færøernes interesser varetages i disse

tilfælde fortsat gennem deltagelse i forhandlingernes forberedelse og i

rigets

forhandlingsdelegation, hvor der er særlige færøske interesser på spil. I

forhold til FN er det fast praksis, at det færøske landsstyre kan udpege

repræsentanter, der indgår i den danske delegation til de årlige

generalforsamlinger.

Selv om EU på en række områder har overtaget

medlemsstaternes kompetence til at føre forhandlinger og indgå folkeretlige

aftaler, er medlemsstaterne dog stadig selvstændige medlemmer af langt de

fleste internationale organisationer, f.eks. FN, WTO, OECD. Ofte er EU medlem

ved siden af medlemsstaterne, og det er i så tilfælde normalt fastlagt, at

medlemsstaterne og EU »deler medlemskabet«, således at Kommissionen udtaler

sig

og forhandler på medlemsstaternes vegne, hvor der er EU-kompetence, mens

medlemsstaterne fortsat varetager emner, der er national kompetence, oftest

efter forudgående koordination og med Rådsformandskabet som talsmand. Denne

ordning indebærer, at medlemsstaterne bevarer hver sin stemmeret, som evt.

kan

udøves af Kommissionen, hvor der er EU-kompetence.

Medlemsstaterne bevarer selvsagt deres fulde kompetence i

relation til dele af den pågældende medlemsstat, som ikke er omfattet af

medlemskabet, for Kongeriget Danmarks vedkommende Færøerne og Grønland.

Maastricht-traktaten indeholder en erklæring (nr. 25), hvorefter de EU-lande,

som har oversøiske territorier, der ikke er omfattet af traktaten, i tilfælde

af en interessekonflikt, som ikke kan løses, kan handle til varetagelse af et

oversøisk territoriums interesse, uden at dette skader Fællesskabets

interesse.

Som en indtil videre særegen undtagelse er EU medlem af

visse internationale fiskeriorganisationer (NAFO, NEAFC, NASCO), hvor

medlemsstaterne ikke selvstændigt er medlemmer, og EU har i disse

organisationer

kun én stemme. Det er i disse undtagelsestilfælde anerkendt, at Kongeriget

Danmark kan optræde som selvstændigt medlem for så vidt angår Færøerne og

Grønland. Frankrig har en tilsvarende ordning for St. Pierre et Miquelon, der

ikke er omfattet af Frankrigs EU-medlemskab. Det kan meget vel tænkes, at der

fremover vil opstå flere af disse særlige tilfælde. Fuldmagten vil gælde i

relation til de nævnte internationale fiskeriorganisationer og tilsvarende

ordninger, som fremover måtte blive vedtaget.

Bestemmelsen i lovforslagets § 4 angår i modsætning

hertil de særlige tilfælde, hvor internationale organisationer giver mulighed

for, at andre enheder end stater og sammenslutninger af stater kan opnå

medlemskab i eget navn. Det omfatter i alt væsentligt associeret medlemskab,

som typisk gælder for oversøiske områder, hvis udenrigsanliggender varetages

af

en medlemsstat. Associeret medlemskab vil normalt kunne opnås efter ansøgning

fra den pågældende medlemsstat. Undertiden skal en sådan ansøgning godkendes

af

organisationens kompetente organ (generalforsamling eller lignende); mens det

i

andre tilfælde – som f.eks. IMO, hvor Færøerne i dag har status som

associeret

medlem – er tilstrækkeligt, at en medlemsstat afgiver en ensidig

erklæring om

associeret medlemskab for et oversøisk område, hvis udenrigsanliggender det

varetager. Der kan i de enkelte organisationers forfatninger være knyttet

særlige betingelser for at opnå status som associeret medlem.

Typisk omfatter et associeret medlemskab ret til at deltage

i møderne i organisationen med taleret, men ikke stemmeret, samt ret til at

blive indvalgt i alle eller visse af organisationens særlige råd, komiteer og

underudvalg.

Normalt betaler et associeret medlem et reduceret medlemsbidrag til

organisationen.

Hvor der er tale om associeret medlemskab, er det

karakteristisk, at de associerede medlemmer optræder i eget navn. Også herved

adskiller associeret medlemskab sig fra den ovenfor nævnte fulde

medlemskabsordning

for »

Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland

«,

som gælder i forhold til visse

internationale fiskeriorganisationer.

Hvis der imidlertid inden for en organisation indkaldes til

diplomatiske konferencer med henblik på vedtagelse af multilaterale aftaler,

vil et associeret medlem normalt ikke kunne deltage selvstændigt heri.

Færøerne

vil efter sædvanlig praksis kunne deltage i kongerigets delegation til

sådanne

konferencer, hvor der indgår spørgsmål af særlig interesse for Færøerne.

I Nordisk Ministerråd har Færøerne, ligesom Grønland og

Ålandsøerne en meget vidtgående associeret status, der i det daglige arbejde

giver de færøske myndigheder en meget høj grad af ligestilling med de

nordiske

lande, der er medlemmer af Nordisk Ministerråd, selvom Færøerne ikke er part

i

den nordiske samarbejdsaftale (Helsingforsaftalen).

Af bestemmelsen i lovforslagets § 4 fremgår, at

regeringen er indstillet på i konkrete tilfælde – efter ønske fra og i

samarbejde med det færøske landsstyre – at undersøge de konkrete

muligheder for

færøsk medlemskab i eget navn af internationale organisationer, der er åbne

for

andre end stater og sammenslutning af stater, og i givet fald at støtte

sådanne

ønsker, hvor dette er foreneligt med Færøernes forfatningsmæssige status, jf.

herved pkt. 2.2.

Eksempelvis åbner FAO’s og UNESCO’s statutter mulighed for

associeret medlemskab for oversøiske områder, hvis udenrigsrelationer

varetages

af en medlemsstat.

Ovenstående bemærkninger vedrørende internationale

organisationer omhandler ikke andre former for organisationer end dem, der er

oprettet

som et samarbejde mellem stater. Ved siden af dette statslige samarbejde

findes

en lang række ikke-statslige internationale organisationer. De er typisk

oprettet som et samarbejde på et konkret område – f.eks. idræt –

mellem

nationale foreninger m.v. Færøske foreningers muligheder for at opnå

medlemskab

af private internationale organisationer afhænger af de pågældende

organisationers regelsæt og berøres ikke af nærværende lovforslag. Det kan

imidlertid ikke udelukkes, at den øgede færøske synlighed i international

sammenhæng, som lovforslaget lægger op til, kan få den afledede virkning, at

der vises større imødekommenhed også fra private internationale

organisationer

over for færøske ønsker om deltagelse.

3. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Forslaget vil

ikke

have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet, og

forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

4. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

5. Hørte myndigheder

Færøernes landsstyre

Grønlands Hjemmestyre

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for

stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelserne i § 1, stk. 1 og 2, 2. pkt.,

etablerer en generel ordning, der gælder for alle folkeretlige aftaler, der

opfylder lovens betingelser. Den indebærer en bemyndigelse for Færøernes

landsstyre som sådant til at forhandle og indgå visse folkeretlige aftaler på

rigets vegne. Det tilkommer således i de konkrete situationer det færøske

landsstyre selv at udpege den eller de personer, som kan handle i medfør af

§ 1. På disse to punkter indebærer ordningen en ændring i forhold til

den

gældende praksis, hvor udenrigsministeren i overensstemmelse med grundlovens

§ 19 i konkrete sager giver fuldmagt til navngivne ressortministre,

embedsmænd

og andre – herunder efter omstændighederne medlemmer af Færøernes

landsstyre og

dets embedsmænd – til at optræde på rigets vegne i forbindelse med

forhandling

og indgåelse af konkrete folkeretlige aftaler.

§ 1 angår folkeretlige aftaler. Den omfatter også

aftaler om rent tekniske emner, som forhandles og indgås af

ressortmyndigheder,

de såkaldte forvaltningsaftaler. Loven gælder ikke for internationalt

samarbejde, som ikke er af folkeretlig karakter.

§ 1, stk. 1 og 2, 2. pkt., omfatter alle

folkeretlige handlinger i relation til forhandling og indgåelse af aftaler,

herunder også uformelle forhandlinger, der måtte være et led i større

forhandlingsforløb. Specielt for opsigelse af aftaler fremgår af stk. 3,

at aftaler, som er indgået af Færøernes landsstyre i medfør af bestemmelsen,

kan opsiges af landsstyret i medfør af bestemmelsen. For så vidt indgåelse af

nye aftaler i henhold til § 1 vil kræve, at gamle aftaler, som er

indgået

af de danske myndigheder, ophører, vil dette efter omstændighederne kunne

kræve

medvirken af de danske myndigheder.

§ 1 angår kun folkeretlige aftaler, der fuldt ud

ligger inden for områder, som er overtaget af de færøske myndigheder. Det er

i

denne forbindelse ikke afgørende, om de pågældende sagsområder varetages af

de

færøske myndigheder i henhold til den færøske hjemmestyrelovs § 2,

§ 3 eller § 9, eller om overtagelse er sket i henhold til anden

lov.

§ 1 finder således ikke anvendelse i forhold til aftaler, hvori der også

indgår emner, der falder uden for overtagne sagsområder. Spørgsmålet om, hvor

detaljeret bedømmelsen af denne betingelse skal være, må fastlægges i

praksis,

hvor der må udøves rimelige skøn i forhold til de konkrete aftaleudkast, der

skal forhandles.

Folkeretlige aftaler, som både omfatter Færøerne og

Grønland, opfylder ikke betingelserne i § 1, stk. 1, idet de ikke

angår spørgsmål, der fuldt ud henhører under én rigsdels overtagne

sagsområder.

På den baggrund er det i stk. 2, 1. pkt., udtrykkelig fastsat, at

stk. 1 ikke finder anvendelse ved forhandling og indgåelse af

folkeretlige

aftaler, som vedrører både Færøerne og Grønland. Da det er ønskeligt, at

Færøernes landsstyre og Grønlands landsstyre kan forhandle og indgå sådanne

aftaler efter samme principper, som er fastlagt i § 1, stk. 1,

åbner

bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., mulighed for, at de to landsstyrer kan

beslutte at forhandle og indgå sådanne aftaler under forudsætning af, at de

handler i forening. Anvendelse af denne bestemmelse forudsætter, at der er

vedtaget en tilsvarende lov om Grønlands landsstyres indgåelse af

folkeretlige

aftaler. En sådan lov er under behandling.

De to landsstyrer må mht. de centrale formelle skridt om

forhandlingers påbegyndelse og afslutning samt aftalens indgåelse handle som

én

part. Dette er en nødvendig følge af, at Danmarks Riges Grundlov forudsætter,

at Kongeriget Danmark er ét folkeretssubjekt (én stat), jf. hvad der ovenfor

i

de almindelige bemærkninger er angivet om de statsretlige aspekter.

Såfremt et af landsstyrerne ikke ønsker at udnytte

muligheden for at handle i forening i medfør af § 1, stk. 2, 2.

pkt.,

vil forhandlingerne skulle ske efter de hidtil gældende regler, dvs. med

Udenrigstjenestens

medvirken.

Det følger af § 1, stk. 4, at fuldmagten ikke

gælder folkeretlige aftaler, der berører forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Ved

afgørelsen af, hvorvidt en given forhandling må anses for at berøre forsvars-

og sikkerhedspolitikken vil det være af væsentlig betydning, om aftalen

forhandles med det pågældende lands udenrigs- og forsvarsmyndigheder, eller

om

der alene sigtes mod forhandlinger mellem Færøernes landsstyre og andre

ressortmyndigheder i en fremmed stat – f. eks. miljømyndigheder eller

skattemyndigheder.

Det følger endvidere af § 1, stk. 4, at ordningen

ikke gælder for aftaler, der skal gælde for Danmark. Dette beror på, at

Færøerne ikke kan deltage selvstændigt under formlen »Kongeriget Danmark for

så

vidt angår Færøerne« i aftaler, hvor Kongeriget allerede deltager i aftalen,

jf. hvad der er nævnt ovenfor under det statsretlige afsnit.

Endelig følger det af § 1, stk. 4, at § 1

ikke gælder for folkeretlige aftaler, der forhandles inden for en

international

organisation, som Kongeriget Danmark er medlem af. Sådanne folkeretlige

aftaler

vil normalt skulle gælde for Danmark. Fuldmagten vil derfor i de fleste af

disse tilfælde ikke kunne finde anvendelse allerede som følge af Danmarks

deltagelse i forhandlingerne om aftalen, jf. ovenfor om det forhold, at

fuldmagten

ikke finder anvendelse for aftaler, som skal gælde for Danmark. Den særlige

begrænsning af fuldmagten i relation til aftaler, der forhandles inden for en

international organisation, som Danmark er medlem af, får selvstændig

betydning, hvor EU inden for en international organisation, som Kongeriget

Danmark og de øvrige EU-lande er medlemmer af, repræsenterer alle

medlemslandene ved udarbejdelse af en international aftale og udøver

medlemsstaternes stemmeret. Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at

EU-medlemsstater, som har oversøiske territorier, hvis udenrigsrelationer de

varetager, og som ikke er omfattet af EU-traktaterne, i en sådan situation i

overensstemmelse med erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten selv kan

handle

til varetagelse af et oversøisk territoriums interesser, uden at dette skader

Fællesskabets interesser i tilfælde af en interessekonflikt, som ikke kan

løses.

§ 1, stk. 5 klargør, at lovforslaget ikke

begrænser udenrigsministerens og de danske myndigheders udenrigspolitiske

kompetence for så vidt angår Færøerne. Udenrigsministeren bærer fortsat det

samlede

ansvar for rigets udenrigspolitik – herunder over for Folketinget –

og bevarer

fuldt ud beføjelserne efter grundloven til at føre forhandlinger og indgå

folkeretlige

aftaler både for riget som helhed og for enkelte rigsdele med respekt af de

gældende regler for høring og inddragelse af det færøske landsstyre.

Regeringen

vil også fortsat skulle forhandle og indgå aftaler, der finder anvendelse for

Færøerne, i en lang række tilfælde, ikke mindst multilaterale aftaler om

sundhed (WHO), fødevarer (FAO), kultur (UNESCO) m.fl. Den ved § 1

forudsatte ordning adskiller sig dermed afgørende fra, hvad der gælder for

overtagelse af den lovgivende og administrative myndighed.

Bestemmelsen i § 1 kan ikke i sig selv sikre, at andre

stater godkender den udenrigspolitiske fuldmagt, som er indeholdt i

bestemmelsen. Der kan derfor efter omstændighederne fortsat blive behov for,

at

udenrigsministeren giver konkrete fuldmagter til medlemmerne af det færøske

landsstyre, hvor dette måtte blive krævet af de(t) land(e), med hvilke(t) der

skal forhandles.

Traktater, der fremtræder som indgået mellem

statsoverhoveder, vil formentlig sjældent eller aldrig falde ind under

§ 1. I givet fald følger det af bestemmelsen i § 1, stk. 5, at

udenrigsministeren må indhente særskilt fuldmagt til lagmanden fra

Dronningen.

Ratifikationsproceduren vil i givet fald ligeledes skulle ske via

udenrigsministeren.

Skulle en aftale, der hører under § 1, undtagelsesvist

kræve indhentelse af Folketingssamtykke, fordi den indeholder forpligtelser

af

større betydning for riget, vil sådant samtykke ligeledes skulle indhentes af

udenrigsministeren, der også vil have ansvaret for, at Det udenrigspolitiske

Nævn bliver inddraget i det omfang, dette følger af grundloven og loven om

Det

udenrigspolitiske Nævn.

Til § 2

Aftaler, som indgås i medfør af § 1, betegnes som

aftaler mellem enten »Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne« eller

»Kongeriget

Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland«. Disse betegnelser viser, at

Færøernes landsstyre henholdsvis Færøernes landsstyre og Grønlands landsstyre

handler på hele rigets vegne og ikke som et selvstændigt folkeretssubjekt,

jf.

hvad der er anført i de generelle bemærkninger om de statsretlige rammer for

den foreslåede ordning. Det er således klart, at selv om den pågældende

aftale

kun finder anvendelse for Færøerne henholdsvis Færøerne og Grønland, er det

hele riget, som er bundet af aftalen på det folkeretlige plan. Der kan

muligvis

opstå situationer, hvor forhandlingspartneren ønsker, at aftalens titel skal

afspejle, at der er tale om en aftale på regerings- eller forvaltningsniveau

snarere

end på statsniveau. I så tilfælde må der anvendes tilpassede versioner i

titlen. Sådanne tilpassede versioner kan fastlægges efter reglerne i

stk. 2.

Det er i de statsretlige bemærkninger ovenfor anført, at

Færøernes landsstyre ikke i medfør af bestemmelsen i § 1 vil kunne

foretage udenrigspolitiske dispositioner, der er i konflikt med de øvrige

rigsdeles interesser – herunder indgå aftaler, der strider mod generelle

principper

for rigets udenrigspolitik på det pågældende område. Efter de statsretlige

bemærkninger vil det derfor være en forudsætning for en fuldmagtsordning til

det færøske landsstyre til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige

anliggender, at der etableres en ordning, som sikrer, at regeringen i

fornødent

omfang underrettes og konsulteres forud for handlinger i medfør af loven.

Bestemmelsen i § 2, stk. 2, fastlægger, hvorledes

disse overordnede rammer skabes. Det følger af udenrigsministerens samlede

ansvar for landets udenrigspolitik, at det påhviler udenrigsministeren –

på

regeringens vegne – at fastsætte de nærmere regler herom efter

drøftelser med

Færøernes landsstyre. Udenrigsministeren må på samme måde træffe afgørelser

om

de konkrete spørgsmål, som måtte opstå i det løbende samarbejde, f. eks.

hvorvidt en påtænkt aftale fuldt ud falder inden for overtagne sagsområder,

jf.

ovenfor under bemærkningerne til § 1, stk. 1, eller hvorvidt en

påtænkt aftale berører sikkerheds- og forsvarspolitikken, jf. ovenfor under

bemærkningerne til § 1, stk. 3.

De nærmere retningslinier for samarbejdet om loven tænkes i

videst muligt omfang at bygge på de allerede eksisterende samarbejds- og

konsultationsmekanismer. På politisk niveau mødes udenrigsministeren således

mindst én gang om året med det færøske landsstyre. Udenrigsministeriets

direktør mødes ligeledes mindst én gang årligt med lagmandsdirektøren.

Herudover vil der blive behov for at udpege kontaktpersoner i det færøske

landsstyre og i Udenrigsministeriet, der er ansvarlige for den løbende

kontakt

– herunder en smidig form for underretning af de danske myndigheder

f.eks. ved

en elektronisk blanketekspedition. Endelig forudsættes Udenrigsministeriets

Færøkonsulent at kunne deltage som observatør i det færøske landsstyres

forhandlinger

i medfør af § 1.

Til § 3

Med bestemmelsen foreslås, at den færøske hjemmestyrelovs

§ 8, stk. 2, om ansættelse af medarbejdere til særlig varetagelse

af

færøske erhvervsinteresser ved danske repræsentationer finder tilsvarende

anvendelse for ansættelse af repræsentanter for Færøernes landsstyre på

Kongeriget

Danmarks udenrigsrepræsentationer til varetagelse af Færøernes interesser,

som

fuldt ud angår overtagne sagsområder. Med bestemmelsen udvides og

moderniseres

efter ønske fra Færøernes landsstyre anvendelsesområdet for § 8 i

hjemmestyreloven. De pågældende ansatte betegnes herefter som »repræsentanter

for Færøernes landsstyre« i stedet for »medarbejdere«. Deres arbejdsområde

ændres fra varetagelse af »færøske erhvervsinteresser« til varetagelse af

»Færøernes

interesser, som fuldt ud angår overtagne sagsområder«, og dermed udvides også

feltet af danske udenrigsrepræsentationer, hvor det vil være muligt at

ansætte

repræsentanter for Færøernes landsstyre.

Til § 4

Bestemmelsen i § 4 angår de særlige tilfælde, hvor

internationale organisationer giver mulighed for, at andre end stater og

sammenslutning af stater kan opnå medlemskab i eget navn. Det omfatter i alt

væsentligt associeret medlemskab, som typisk gælder for oversøiske områder,

hvis udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat. Det følger af

bestemmelsen i § 4, at regeringen er indstillet på i konkrete tilfælde

–

efter ønske fra og i samarbejde med det færøske landsstyre – at

undersøge de

konkrete muligheder for færøsk medlemskab i eget navn af internationale

organisationer, der er åbne for andre end stater og sammenslutning af stater,

og i givet fald at støtte sådanne ønsker, hvor dette er foreneligt med

Færøernes forfatningsmæssige status.

Til § 5

Det foreslås, at loven træder i kraft den 29. juli 2005.

Lignende dokumenter