Forslag til Lov om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 23. februar 2005 af
statsministeren (Anders Fogh Rasmussen)
Forslag
til
Lov
om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler
§ 1.
Grønlands landsstyre kan med fremmede
stater og mellemfolkelige organisationer forhandle og indgå folkeretlige
aftaler, herunder forvaltningsaftaler, som fuldt ud angår overtagne
sagsområder.
Stk. 2.
Ved folkeretlige aftaler, som
vedrører både Færøerne og Grønland, men som i øvrigt opfylder betingelserne i
stk. 1, handler de to landsstyrer i forening.
Stk. 3.
Folkeretlige aftaler, der er indgået efter stk. 1 og 2, kan opsiges
efter
de samme bestemmelser.
Stk. 4.
Bestemmelserne i stk. 1-3
omfatter ikke folkeretlige aftaler, som berører forsvars- og
sikkerhedspolitikken,
samt folkeretlige aftaler, som skal gælde for Danmark, eller som forhandles
inden
for en mellemfolkelig organisation, hvoraf Kongeriget Danmark er medlem.
Stk. 5.
Bestemmelserne i stk. 1-3
begrænser ikke de danske myndigheders forfatningsmæssige ansvar og beføjelser
vedrørende forhandling, indgåelse og opsigelse af folkeretlige aftaler,
Læs alt
herunder
aftaler, der er omfattet af stk. 1-3.
§ 2.
Folkeretlige aftaler i medfør af
§ 1, stk. 1, indgås på rigets vegne af Grønlands landsstyre under
betegnelsen Kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland. Folkeretlige
aftaler
i medfør af § 1, stk. 2, indgås af Grønlands landsstyre og
Færøernes
landsstyre i forening under betegnelsen Kongeriget Danmark for så vidt angår
Grønland og Færøerne. Om nødvendigt kan andre lignende betegnelser fastlægges
i
medfør af stk. 2, 2. punktum.
Stk. 2.
Nærværende
lov forudsætter et nært samarbejde mellem den danske regering og Grønlands
landsstyre med henblik på, at Kongeriget Danmarks samlede interesser ikke
tilsidesættes, og at regeringen underrettes om påtænkte forhandlinger, inden
disse påbegyndes, og om forløbet af forhandlingerne, inden folkeretlige
aftaler
indgås eller opsiges. Regeringen fastlægger efter forhandling med Grønlands
landsstyre de nærmere rammer for samarbejdet.
§ 3.
Ved ansættelse af repræsentanter for
Grønlands landsstyre på Kongeriget Danmarks udenrigsrepræsentationer til
særlig
varetagelse af anliggender, som fuldt ud er overtaget af de grønlandske
myndigheder, finder § 16, stk. 1 i lov om Grønlands hjemmestyre
tilsvarende anvendelse.
§ 4.
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning.
Grønlands udenrigspolitiske interessevaretagelse er vokset
i takt med udviklingen i hjemmestyret, den tiltagende globalisering og de
grønlandske
myndigheders ønske om inddragelse i disse anliggender. Et væsentligt element
i
denne udvikling har været, at Grønland har valgt at stå uden for EU.
Det er regeringens overordnede politik at søge
rigsfællesskabet moderniseret og herunder inddrage Grønland i
udenrigspolitiske
beslutninger, som særligt vedrører Grønland.
I sin åbningstale i Folketinget den 1. oktober 2002 tilbød
statsministeren at drøfte en ordning med de grønlandske og færøske
myndigheder,
hvorefter landsstyrerne bemyndiges til at handle på rigets vegne i
mellemfolkelige
anliggender, der alene angår Grønland henholdsvis Færøerne. En fuldmagt af
denne karakter ville ligge uden for de nuværende hjemmestyrelove, og
regeringen
ville derfor være indstillet på at forankre en sådan fuldmagt til det
grønlandske landsstyre og det færøske landsstyre i lovgivning.
Med udgangspunkt i den udvikling, der allerede har fundet
sted for så vidt angår det grønlandske landstyres internationale
interessevaretagelse, er lovforslagets hovedsigte, at give landsstyret en
udtrykkelig og generelt formuleret adgang til selv – på rigets vegne,
men uden
udenrigstjenestens medvirken - at føre og afslutte internationale
forhandlinger
med tredjelande og internationale organisationer, der fuldt ud angår
overtagne
sagsområder. Lovforslaget forudsætter, at de danske myndigheders ansvar for
rigets udenrigspolitik bevares i overensstemmelse med Danmarks Riges
Grundlov.
I dette lovforslag anvendes udtrykket
»Kongeriget Danmark«
om hele riget, mens udtrykket
»Danmark«
angiver rigsdelen Danmark, med mindre andet
klart fremgår af sammenhængen. Udtrykket
»danske
myndigheder«
sigter til Folketinget og
regeringen.
2. Hovedpunkterne i lovforslaget
2.1.Grønlands generelle stilling i
udenrigsanliggender
Grønlands stadigt stigende internationale
interessevaretagelse har bl.a. givet sig udslag i, at internationale
forhandlinger, der alene berører Grønland, i stigende grad er blevet ført
under
ledelse af det grønlandske landsstyre. Udenrigstjenestens medvirken har i
sådanne sager undertiden været af mere formel karakter, mens der i andre
tilfælde har været tale om, at Udenrigsministeriet har ydet en substantiel
bistand i forhandlingerne.
Aftalerne er i disse tilfælde indgået mellem det pågældende
tredjeland og Kongeriget Danmark, og det fremtræder normalt af aftalen, at
både
regeringen og det grønlandske landsstyre har medvirket i aftalens tilblivelse
og godkendelse.
For så vidt angår visse forvaltningsaftaler mellem Grønland
og visse nærtstående lande har der udviklet sig en praksis, hvorefter
Grønlands
landsstyre har forhandlet aftalen uden Udenrigstjenestens medvirken. Denne
praksis forudsætter, at de danske myndigheder stedse holdes underrettet om
forhandlingernes forløb, således, at det er muligt for disse i givet fald at
sikre varetagelsen af rigets interesser.
På det multilaterale område har Grønlands landsstyre adgang
til at gøre særlige interesser gældende i forbindelse med internationale
forhandlinger og herunder mulighed for at deltage i danske delegationer på
embedsmands-
eller politisk niveau ved diplomatiske konferencer.
Både for bilaterale og multilaterale aftaler, som særligt
berører Grønland, skal det grønlandske landsstyre endvidere høres, forinden
disse aftaler ratificeres. Bortset fra en række særlige sagsområder, f.eks.
vedrørende menneskerettigheder, vil det normalt også være muligt for
Kongeriget
Danmark at tiltræde aftaler med virkning alene for Danmark, således at
Grønland
selvstændigt kan træffe beslutning om, hvorvidt den pågældende aftale ønskes
anvendt i forhold til Grønland.
En nærmere beskrivelse af Grønlands deltagelse i
udenrigsanliggender og samarbejdet mellem de danske myndigheder og
landsstyret
herom er indeholdt i den såkaldte Anorakrapport af juli 1999.
På det forsvars- og sikkerhedspolitiske område har samarbejdet
mellem Udenrigsministeriet og Grønlands landsstyre udviklet sig væsentligt i
løbet af det seneste årti. Grønlands landsstyre har således deltaget i
forhandlinger
med USA om modernisering af aftalen af 1951 med USA om forsvaret af Grønland
og
vil fremover deltage i et bredere spektrum af forhandlinger, der udspringer
heraf. Samarbejdet drøftes løbende på møder på embedsmands- og politisk
niveau.
Der er endvidere etableret en praksis i forhold til Landstingets Udenrigs- og
Sikkerhedspolitiske Udvalg, således at regeringen sikrer, at dette udvalg i
sager af særlig interesse for Grønland får underretning samtidig med Det
Udenrigspolitiske Nævn. Udenrigsministeren drøfter endvidere én gang årligt
udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål med Landstingets Udenrigs- og
Sikkerhedspolitiske
Udvalg.
I forbindelse med forberedelsen af de dansk-grønlandske
forhandlinger med USA om Thuleradaren har regeringen og landsstyret endvidere
underskrevet den såkaldte Itilleq-erklæring af 14. maj 2003, som med
forbehold
for rigsmyndighedernes beføjelser og ansvar efter grundloven fastlægger
normerne for Grønlands inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken
baseret
på medinddragelse og medindflydelse med sigte på ligeværdighed mellem de to
rigsdele i alle spørgsmål, hvor Danmark og Grønland i fællesskab er
inddraget.
Systematisk angår lovforslaget emner, der er reguleret i
den grønlandske hjemmestyrelov. Grønlands landsstyre ønsker imidlertid
fuldmagtsbestemmelser gennemført uden at afvente resultaterne af den
grønlandsk/danske
selvstyrekommission. Landsstyret har tilkendegivet, at dette sker uden
præjudice for selvstyrekommissionens overvejelser. Regeringen har erklæret
sig
indforstået hermed, idet selvstyrekommissionens arbejde ligger indenfor
rammerne af grundloven og rigsfællesskabet.
2.2. Statsretlige bemærkninger
Regeringen har følgende bemærkninger vedrørende de
statsretlige rammer for fuldmagten.
Danmarks Riges Grundlovs § 19, stk. 1 og 3, har
følgende ordlyd:
»§ 19.
Kongen
handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets
samtykke
kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker
rigets
område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets
medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller
kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig
overenskomst,
som er indgået med folketingets samtykke.
Stk. 2.
(..)
Stk. 3.
Folketinget vælger af sin midte
et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for
enhver
beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det
udenrigspolitiske
nævn fastsættes ved lov.«
Som det fremgår af Danmarks Riges Grundlovs § 19,
stk. 1, handler kongen (regeringen) på rigets vegne i mellemfolkelige
anliggender. Heri ligger, at enkelte dele af riget efter grundloven ikke vil
kunne tillægges selvstændig kompetence i disse anliggender.
Det ville derfor forudsætte en grundlovsændring, hvis
Grønland statsretligt skulle have adgang til på
egne vegne
at handle i
mellemfolkelige anliggender.
Spørgsmålet er herefter, om der forfatningsretligt set er
mulighed for, at Grønland kan handle på
rigets vegne
i en række
mellemfolkelige anliggender. Herom bemærkes følgende:
Det grønlandske landsstyre vil ved at handle på rigets vegne
binde hele riget, således at dispositioner på det udenrigspolitiske område
som
udgangspunkt vil berøre rigets generelle udenrigspolitiske forhold. Bl.a. vil
eventuelle spørgsmål om folkeretligt ansvar for manglende overholdelse af en
folkeretlig aftale indgået af Grønland inddrage de danske myndigheder.
Herved adskiller udenrigspolitik sig afgørende fra
tilfælde, hvor de grønlandske myndigheder har lovgivende og udøvende
beføjelser, idet disse beføjelser kun giver adgang til at fastsætte regler
mv.
med virkning for Grønland.
Danmarks Riges Grundlov vil derfor være til hinder for en
egentlig overladelse af beføjelser til de grønlandske myndigheder til at
handle
i mellemfolkelige anliggender omfattet af den nævnte bestemmelse i
grundlovens
§ 19, stk. 1. Som en konsekvens heraf må det desuden antages, at
det
ikke vil være muligt at overlade regeludstedende kompetence på det
udenrigspolitiske område til de grønlandske myndigheder. Grundloven vil
således
bl.a. være til hinder for, at det overlades til de grønlandske myndigheder at
lovgive om udenrigstjenestens forhold, at oprette diplomatiske missioner i
udlandet eller tillade oprettelse af sådanne missioner i Grønland.
Det vil imidlertid være muligt inden for grundlovens rammer
at bemyndige det grønlandske landsstyre til at handle på rigets vegne i visse
mellemfolkelige anliggender, der alene angår Grønland og ikke tillige berører
andre dele af riget.
Det forhold, at bemyndigelsen alene vil kunne omfatte
anliggender, der vedrører Grønland, må for det første indebære, at
bemyndigelsen til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender
skal
være afgrænset til de sagsområder, hvor det grønlandske landsstyre har fået
overført den lovgivende og administrative kompetence – det vil sige
sagsområder,
hvor landsstyret selv kan foretage de nødvendige lovændringer og
administrative
handlinger mv. i forbindelse med indgåelse af internationale aftaler.
For det andet indebærer det anførte, at de internationale
aftaler, som det grønlandske landsstyre indgår på rigets vegne, i kraft af
den
nævnte bemyndigelse alene kan udstrækkes til territorialt at gælde for
Grønland.
Som nævnt vil der ikke være tale om en egentlig overladelse
af beføjelser til at handle i mellemfolkelige anliggender. Regeringen vil
derfor fortsat have udenrigspolitisk kompetence også i de anliggender, der
omfattes
af en bemyndigelse til det grønlandske landsstyre.
Hensynet til rigsenheden og grundlovens § 19 indebærer
endvidere, at Grønlands landsstyre ved udøvelsen af udenrigspolitiske
handlinger - der som anført bliver folkeretligt bindende for hele riget - vil
være afskåret fra at handle i strid med rigets interesser, herunder rigets
generelle udenrigspolitik.
Grønlands landsstyre vil således ikke kunne foretage
udenrigspolitiske dispositioner, der er i konflikt med de øvrige rigsdeles
interesser - herunder indgå aftaler, der strider mod generelle principper for
rigets udenrigspolitik på det pågældende sagsområde.
Med henblik på at sikre overensstemmelsen med rigets
generelle udenrigspolitik vil det derfor være en forudsætning for en
fuldmagtsordning til Grønlands landsstyre til at handle på rigets vegne i
mellemfolkelige anliggender, at der etableres en ordning, som sikrer, at
regeringen i fornødent omfang underrettes og konsulteres forud for
dispositioner
på det udenrigspolitiske område.
2.3. Sammenhæng med en række organisatoriske
spørgsmål om udenrigstjenesten.
Sideløbende med arbejdet med denne lov har en række
spørgsmål af administrativ og personalepolitisk karakter været drøftet mellem
de grønlandske myndigheder og Udenrigsministeriet. Det drejer sig bl.a. om
referenceforhold for hjemmestyrets udsendte medarbejdere og styrkelse af
grønlandskonsulentens stilling i Udenrigsministeriet samt skiltning og
flagning
ved repræsentationer. Resultatet af disse drøftelser er udmøntet dels i
udkast
til aftale mellem Udenrigsministeriet og Grønlands landsstyre, dels i form af
visse administrative ændringer i Udenrigsministeriet og på
repræsentationerne.
Som et centralt nyt led heri indgår etablering af et Nordatlantisk
Sekretariat
i Udenrigsministeriet, som kan bidrage til styrket grønlandsk
interessevaretagelse.
2.4. Lovens anvendelsesområde.
2.4.1. Bilaterale aftaler.
Loven forventes primært
at finde anvendelse for bilaterale aftaler. Som nævnt ovenfor vil fuldmagten
omfatte folkeretlige aftaler, der emnemæssigt angår anliggender, der henhører
under de grønlandske myndigheder og som ikke samtidig skal gælde for Danmark.
De pågældende aftaler, der indgås med hjemmel i fuldmagten, vil således
skulle
kunne »spejles« i et eller flere overtagne sagsområder og samtidig ikke
regulere emneområder, der medfører pligter (eller rettigheder) for de øvrige
dele af riget eller i øvrigt gælder for disse.
Med udgangspunkt i den hidtidige praksis i relation til
folkeretlige aftaler specifikt relateret til Grønland forekommer det mest
sandsynligt, at fuldmagtens hovedanvendelse vil blive folkeretlige aftaler om
regulering af fiskeri, handelsforhold, dobbeltbeskatning, kultur, forskning,
undervisning,
sociale forhold, sundhed, miljø, turisme og lignende emner med nabolande og
EU.
2.4.2. Multilaterale aftaler.
For så vidt angår
multilaterale aftaler af interesse for Grønland vil det typisk forholde sig
således, at aftalerne også skal finde anvendelse for Danmark. I sådanne
tilfælde vil fuldmagten ikke kunne finde anvendelse. Dette beror på, at
Danmark
og Grønland ikke kan optræde som særskilte parter i relation til en
folkeretlig
aftale. Såvel statsretligt som folkeretligt er Kongeriget Danmark ét
folkeretssubjekt. Grønlands interesser varetages i disse tilfælde fortsat
gennem deltagelse i forhandlingernes forberedelse og i rigets
forhandlingsdelegation,
hvor der er særlige grønlandske interesser på spil.
Der vil dog kunne tænkes også fremover at opstå tilfælde,
hvor Danmarks deltagelse fuldt ud er dækket af EU, og hvor Kongeriget Danmark
for så vidt angår Grønland derfor vil kunne optræde som en selvstændig part i
medfør af fuldmagten. Da de fleste multilaterale forhandlinger foregår i
internationale organisationer, er dette spørgsmål yderligere behandlet
nedenfor
under internationale organisationer.
2.4.3 Internationale organisationer
Internationale organisationer oprettes i næsten alle
tilfælde ved multilaterale traktater. På samme måde som beskrevet ovenfor om
multilaterale aftaler vil fuldmagten normalt ikke kunne finde anvendelse i
forbindelse med en international organisations grundlæggende traktat og
dermed
for medlemskab af den pågældende internationale organisation. Det vil normalt
være Kongeriget Danmark, der er medlem af den pågældende organisation, og
medlemskabet vil også dække Grønland. Grønlands interesser varetages i disse
tilfælde fortsat gennem deltagelse i forhandlingernes forberedelse og i
rigets
forhandlingsdelegation, hvor der er særlige grønlandske interesser på spil. I
forhold til FN er det fast praksis, at det grønlandske landsstyre kan udpege
repræsentanter, der indgår i den danske delegation til de årlige
generalforsamlinger.
Selv om EU på en række områder har overtaget
medlemsstaternes kompetence til at føre forhandlinger og indgå folkeretlige
aftaler, er medlemsstaterne dog stadig selvstændige medlemmer af langt de
fleste internationale organisationer, f.eks. FN, WTO, OECD. Ofte er EU medlem
ved siden af medlemsstaterne, og det er i så tilfælde normalt fastlagt, at
medlemsstaterne og EU
»deler medlemskabet«
således, at Kommissionen udtaler sig og
forhandler på medlemsstaternes vegne, hvor der er EU-kompetence, mens
medlemsstaterne fortsat varetager emner, der er national kompetence, oftest
efter forudgående koordination og med Rådsformandskabet som talsmand. Denne
ordning indebærer, at medlemsstaterne bevarer hver sin stemmeret, som evt.
kan
udøves af Kommissionen, hvor der er EU-kompetence.
Medlemsstaterne bevarer selvsagt deres fulde kompetence i
relation til dele af den pågældende medlemsstat, som ikke er omfattet af
medlemskabet, for Kongeriget Danmarks vedkommende Grønland og Færøerne.
Maastricht-traktaten indeholder en erklæring (nr. 25) , hvorefter de
EU-lande,
som har oversøiske territorier, der ikke er omfattet af traktaten, i tilfælde
af en interessekonflikt, som ikke kan løses, kan handle til varetagelse af et
oversøisk territoriums interesse, uden at dette skader fællesskabets
interesse.
Som en indtil videre særegen undtagelse er EU medlem af
visse internationale fiskeriorganisationer (NAFO, NEAFC, NASCO), hvor
medlemsstaterne ikke selvstændigt er medlemmer, og EU har i disse
organisationer
kun én stemme. Det er i disse undtagelsestilfælde anerkendt, at Kongeriget
Danmark kan optræde som selvstændigt medlem for så vidt angår Grønland og
Færøerne. Frankrig har en tilsvarende ordning for Sct. Pierre et Miquelon,
der
ikke er omfattet af Frankrigs EU-medlemskab. Det kan meget vel tænkes, at der
fremover vil opstå flere af disse særlige tilfælde. Fuldmagten vil gælde i
relation til de nævnte internationale fiskeriorganisationer og tilsvarende
ordninger, som fremover måtte blive vedtaget.
Visse internationale organisationer indeholder bestemmelser
om associeret medlemskab, som typisk gælder for oversøiske områder, hvis
udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat. Associeret medlemskab vil
normalt kunne opnås efter ansøgning fra den pågældende medlemsstat.
Undertiden
skal en sådan ansøgning godkendes af organisationens kompetente organ
(generalforsamling
eller lignende); mens det i andre tilfælde – som f.eks. IMO – er
tilstrækkeligt,
at en medlemsstat afgiver en ensidig erklæring om associeret medlemskab for
et
oversøisk område, hvis udenrigsanliggender det varetager. Der kan i de
enkelte
organisationers forfatninger værre knyttet særlige betingelser for at opnå
status som associeret medlem.
Typisk omfatter et associeret medlemskab ret til at deltage
i møderne i organisationen med taleret, men ikke stemmeret, samt ret til at
blive indvalgt i alle eller visse af organisationens særlige råd, komiteer og
underudvalg.
Normalt betaler et associeret medlem et reduceret medlemsbidrag til
organisationen.
Hvor der er tale om associeret medlemskab, er det
karakteristisk, at de associerede medlemmer optræder i eget navn. Også herved
adskiller associeret medlemskab sig fra den ovenfor nævnte fulde
medlemskabsordning
for
»
Danmark for så vidt angår
Grønland og Færøerne
«
,
som
gælder i forhold til visse internationale fiskeriorganisationer.
Hvis der imidlertid inden for en organisation indkaldes til
diplomatiske konferencer med henblik på vedtagelse af multilaterale aftaler,
vil et associeret medlem normalt ikke kunne deltage selvstændigt heri.
Grønland
vil efter sædvanlig praksis kunne deltage i kongerigets delegation til
sådanne konferencer,
hvor der indgår spørgsmål af særlig interesse for Grønland.
Regeringen er indstillet på i konkrete tilfælde – efter
ønske fra og i samarbejde med det grønlandske landsstyre - at undersøge de
konkrete muligheder for, at Grønland kan deltage i internationale
organisationer som associeret medlem eller tilsvarende særlig status, som den
enkelte internationale organisation åbner mulighed for.
I Nordisk Ministerråd har Grønland, ligesom Færøerne og
Ålandsøerne en meget vidtgående associeret status, der i det daglige arbejde
giver de grønlandske myndigheder en meget høj grad af ligestilling med de
nordiske
lande, der er medlemmer af Nordisk Ministerråd, selvom Grønland ikke er part
i
den nordiske samarbejdsaftale (Helsingforsaftalen).
3. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Forslaget vil
ikke
have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet, og
forslaget
har ingen miljømæssige konsekvenser.
4. Forholdet til EU-retten.
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
5. Hørte myndigheder
Grønlands Hjemmestyre
Færøernes landsstyre
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelserne i § 1, stk. 1 og 2 etablerer en
generel ordning, der gælder for alle folkeretlige aftaler, der opfylder
lovens
betingelser. Den indebærer en bemyndigelse for Grønlands landsstyre som
sådant
til at forhandle og indgå visse folkeretlige aftaler på rigets vegne. Det
tilkommer
således i de konkrete situationer det grønlandske landsstyre selv at udpege
den
eller de personer, som kan handle i medfør af § 1. På disse to punkter
indebærer ordningen en ændring i forhold til den gældende praksis, hvor
udenrigsministeren i overensstemmelse med grundlovens § 19 i konkrete
sager giver fuldmagt til navngivne ressortministre, embedsmænd og andre -
herunder efter omstændighederne medlemmer af Grønlands landsstyre og dets
embedsmænd
- til at optræde på rigets vegne i forbindelse med forhandling og indgåelse
af
konkrete folkeretlige aftaler.
§ 1 angår folkeretlige aftaler. Den omfatter også
aftaler om rent tekniske emner, som forhandles og indgås af
ressortmyndigheder,
de såkaldte forvaltningsaftaler. Loven gælder ikke for internationalt
samarbejde, som ikke er af folkeretlig karakter. Dette gælder f.eks.
Grønlands
deltagelse i samarbejdet i Inuit Circumpolar Conference, og aftaler med
regionale enheder i nabolande, f.eks. canadiske provinser og territorier.
Dette
samarbejde kan fortsættes og udbygges uden at berøre de stats- og
folkeretlige
spørgsmål, som er omhandlet i nærværende lov.
§ 1, stk. 1 og 2 omfatter alle folkeretlige
handlinger i relation til forhandling og indgåelse af aftaler, herunder også
uformelle forhandlinger, der måtte være et led i større forhandlingsforløb.
Specielt for opsigelse af aftaler fremgår af stk. 3, at aftaler, som er
indgået af Grønlands landsstyre i medfør af bestemmelsen, kan opsiges af
landsstyret i medfør af bestemmelsen. For så vidt indgåelse af nye aftaler i
henhold til § 1 vil kræve, at gamle aftaler, som er indgået af de danske
myndigheder, ophører, vil dette efter omstændighederne kunne kræve medvirken
af
de danske myndigheder.
§ 1 angår kun folkeretlige aftaler, der fuldt ud
ligger inden for områder, som er overtaget af de grønlandske myndigheder. Det
er i denne forbindelse ikke afgørende, om de pågældende sagsområder varetages
af de grønlandske myndigheder i henhold til den grønlandske hjemmestyrelovs
§ 4, § 5 eller § 7, eller om overtagelse er sket i henhold til
anden lov, der senere måtte blive vedtaget. § 1 finder således ikke
anvendelse i forhold til aftaler, hvori der også indgår emner, der falder
uden
for overtagne sagsområder. Spørgsmålet om hvor detaljeret bedømmelsen af
denne
betingelse skal være, må fastlægges i praksis, hvor der må udøves rimelige
skøn
i forhold til de konkrete aftaleudkast, der skal forhandles.
Folkeretlige aftaler, som både omfatter Grønland og
Færøerne, opfylder ikke betingelserne i § 1, stk. 1, idet de ikke
angår spørgsmål, der fuldt ud henhører under én rigsdels overtagne
sagsområder.
Da det er ønskeligt, at Grønlands landsstyre og Færøernes landsstyre kan
forhandle og indgå sådanne aftaler efter samme principper, som er fastlagt i
§ 1, åbner bestemmelsen i stk. 2 mulighed for, at de to landsstyrer
i
forening kan forhandle og indgå sådanne aftaler, under forudsætning af, at de
handler i forening. Anvendelse af denne bestemmelse forudsætter, at der er
vedtaget en tilsvarende lov om Færøernes landsstyres indgåelse af
folkeretlige
aftaler.
Hvor Grønland og Færøerne måtte have modsat rettede
interesser kan det give anledning til vanskeligheder at forhandle og indgå
aftaler i fællesskab. Det må i sådanne tilfælde påhvile de to landsstyrer at
finde en gensidig acceptabel fremgangsmåde. Bestemmelsen tilsigter ikke at
begrænse
landsstyrernes muligheder i så henseende. Det følger imidlertid af
bestemmelsen,
at de to landsstyrer mht. de centrale formelle skridt om forhandlingers
påbegyndelse og afslutning og især aftalens indgåelse må handle som én part.
Dette er en nødvendig følge af, at Danmarks Riges Grundlov forudsætter, at
Kongeriget Danmark er ét folkeretssubjekt (én stat), jf. hvad der ovenfor er
angivet om de statsretlige aspekter.
Det følger af § 1, stk. 4, at fuldmagten ikke
gælder folkeretlige aftaler, der berører forsvars- og sikkerhedspolitikken.
Aftaler i forbindelse med forsvarsaftalen af 1951 om forsvaret af Grønland,
som
ændret ved aftale af 6. august 2004, og andre aftaler, der berører forsvars-
og
sikkerhedspolitikken, er ikke omfattet af lovforslaget. Ved afgørelsen af,
hvorvidt en given forhandling må anses for at berøre forsvars- og
sikkerhedspolitikken vil det være af væsentlig betydning, om aftalen
forhandles
med det pågældende lands udenrigs- og forsvarsmyndigheder, eller om der alene
sigtes mod forhandlinger mellem Grønlands landsstyre og ressortmyndigheder i
en
fremmed stat – f. eks. miljømyndigheder eller skattemyndigheder.
Det følger endvidere af § 1, stk. 4, at ordningen
ikke gælder for aftaler, der skal gælde for Danmark. Dette beror på at
Grønland
ikke kan deltage selvstændigt under formlen
»Kongeriget
Danmark for så vidt angår Grønland«
i
aftaler, hvor Kongeriget allerede deltager i aftalen, jf. hvad der en nævnt
ovenfor under det statsretlige afsnit.
Endelig følger det af § 1, stk. 4, at § 1
ikke gælder for folkeretlige aftaler, der forhandles inden for en
international
organisation, som Kongeriget Danmark er medlem af. Dette har kun selvstændig
betydning i forhold, hvor EU inden for en international organisation, som
Kongeriget Danmark og de øvrige EU-lande er medlemmer af, repræsenterer alle
medlemslandene ved udarbejdelse af en international aftale. I
overensstemmelse
med erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten kan de EU-lande, som har
oversøiske territorier, der ikke er omfattet af traktaten, i tilfælde af en
interessekonflikt, som ikke kan løses, handle til varetagelse af et oversøisk
territoriums interesser, uden at dette skader fællesskabets interesser.
§ 1, stk. 5 klargør, at lovforslaget ikke
begrænser udenrigsministerens og de danske myndigheders udenrigspolitiske
kompetence for så vidt angår Grønland. Udenrigsministeren bærer fortsat det
samlede ansvar for rigets udenrigspolitik – herunder overfor Folketinget
- og
bevarer fuldt ud beføjelserne efter grundloven til at føre forhandlinger og
indgå folkeretlige aftaler både for riget som helhed og for enkelte rigsdele
med respekt af de gældende regler for høring og inddragelse af det
grønlandske
landsstyre. Regeringen vil også fortsat skulle forhandle og indgå aftaler,
der
finder anvendelse for Grønland i en lang række tilfælde, ikke mindst
multilaterale aftaler om sundhed (WHO), fødevarer (FAO), kultur (UNESCO),
m.m.
Den ved § 1 forudsete ordning adskiller sig dermed afgørende fra, hvad
der
gælder for overtagelse af den lovgivende og administrative myndighed.
Bestemmelsen i § 1 kan ikke i sig selv sikre, at andre
stater godkender den udenrigspolitiske fuldmagt, som er indeholdt i
bestemmelsen. Der kan derfor efter omstændighederne fortsat blive behov for,
at
udenrigsministeren giver konkrete fuldmagter til medlemmerne af det
grønlandske
landsstyre, hvor dette måtte blive krævet af de(t) land(e) hvormed, der skal
forhandles.
Traktater, der fremtræder som indgået mellem
statsoverhoveder, vil formentlig sjældent eller aldrig falde ind under
§ 1. I givet fald følger det af bestemmelsen i § 1, stk.4, at
udenrigsministeren må indhente særskilt fuldmagt til landsstyreformanden fra
Dronningen. Ratifikationsproceduren vil i givet fald ligeledes skulle ske via
udenrigsministeren.
Skulle en aftale, der hører under § 1 undtagelsesvist
kræve indhentelse af Folketingssamtykke, fordi den indeholder forpligtelser
af
større betydning for riget, vil sådant samtykke ligeledes skulle indhentes af
udenrigsministeren, der også vil have ansvaret for, at Det udenrigspolitiske
Nævn
bliver inddraget i det omfang, dette følger af grundloven og loven om Det
udenrigspolitiske Nævn.
Til § 2
Aftaler, som indgås i medfør af § 1 betegnes som
aftaler mellem enten
»Kongeriget Danmark
for så vidt angår Grønland«
eller
»Kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland
og Færøerne«. Disse betegnelser viser, at
Grønlands landsstyre henholdsvis Grønlands landsstyre og Færøernes landsstyre
handler på hele rigets vegne og ikke som et selvstændigt folkeretssubjekt,
jf.
hvad der er anført i de generelle bemærkninger om de statsretlige rammer for
den foreslåede ordning. Det er således klart, at selv om den pågældende
aftale
kun finder anvendelse for Grønland henholdsvis Grønland og Færøerne, er det
hele riget, som er bundet af aftalen på det folkeretlige plan. Der kan
muligvis
opstå situationer, hvor forhandlingspartneren ønsker, at aftalens titel skal
afspejle, at der er tale om en aftale på regerings- eller forvaltningsniveau
snarere end på statsniveau. I så tilfælde må der anvendes tilpassede
versioner
i titlen. Sådanne tilpassede versioner kan fastlægges efter reglerne i
stk. 2.
Det er i de statsretlige bemærkninger ovenfor anført, at
Grønlands landsstyre ikke i medfør af bestemmelsen i § 1 vil kunne
foretage udenrigspolitiske dispositioner, der er i konflikt med de øvrige
rigsdeles interesser – herunder indgå aftaler, der strider mod generelle
principper for rigets udenrigspolitik på det pågældende område. Efter de
statsretlige bemærkninger vil det derfor være en forudsætning for en
fuldmagtsordning til det grønlandske landsstyre til at handle på rigets vegne
i
mellemfolkelige anliggender, at der etableres en ordning, som sikrer, at
regeringen i fornødent omfang underrettes og konsulteres, forud for
handlinger
i medfør af loven.
Bestemmelsen i § 2, stk. 2 fastlægger, hvorledes
disse overordnede rammer skabes. Det følger af udenrigsministerens samlede
ansvar for landets udenrigspolitik, at det påhviler udenrigsministeren - på
regeringens vegne - at fastsætte de nærmere regler herom, efter drøftelser
med
Grønlands landsstyre. Udenrigsministeren må på samme måde træffe afgørelser
om
de konkrete spørgsmål, som måtte opstå i det løbende samarbejde, f. eks.
hvorvidt en påtænkt aftale fuldt ud falder inden for overtagne sagsområder,
jf.
oven for under bemærkningerne til § 1, stk. 1, eller hvorvidt en
påtænkt aftale berører sikkerheds- og forsvarspolitikken, jf. oven for under
bemærkningerne til § 1, stk. 3.
De nærmere retningslinier for samarbejdet om loven tænkes i
videst muligt omfang at bygge på de allerede eksisterende samarbejds- og
konsultationsmekanismer. På politisk niveau mødes udenrigsministeren således
mindst én gang om året med det grønlandske landsstyre. Udenrigsministeriets
direktør mødes ligeledes mindst én gang årligt med Grønlands Hjemmestyres
administrerende
direktør. Herudover vil der blive behov for at udpege kontaktpersoner i det
grønlandske landsstyre og i Udenrigsministeriet, der er ansvarlige for den
løbende kontakt – herunder en smidig form for underretning af de danske
myndigheder f.eks. ved en elektronisk blanketekspedition. Endelig forudsættes
Udenrigsministeriets Grønlandskonsulent at kunne deltage som observatør i det
grønlandske landsstyres forhandlinger i medfør af § 1.
Til § 3
Grønlands landsstyre har ønsket, at bestemmelsen i den grønlandske
hjemmestyrelovs § 16 om ansættelse af medarbejdere til særlig
varetagelse
af grønlandske erhvervsinteresser ved danske repræsentationer, bliver
moderniseret. Bestemmelsen i § 5 indebærer, at § 16, stk. 1 i
hjemmestyreloven fortsat er gældende, men dens anvendelsesområde udvides og
moderniseres på følgende punkter: De pågældende betegnes som
»repræsentanter for Grønlands landsstyre«
i stedet for
»medarbejdere«. Deres arbejdsområde ændres fra varetagelse
af
»grønlandske erhvervsinteresser«
til varetagelse af
»anliggender, som fuldt ud er overtaget af de grønlandske
myndigheder«
og dermed udvides også
feltet af danske udenrigsrepræsentationer, hvor det vil være muligt at
ansætte
repræsentanter for Grønlands landsstyre. Formuleringen hindrer ikke, at det
kan
aftales, at den pågældende repræsentant også kan medvirke ved behandling af
sager, der vedrører ikke-overtagne sagsområder.
Til § 4
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler Retsinformation · 17. maj 2005
- Lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler Retsinformation · 25. juni 2005
- Skriftlig fremsættelse (23. februar 2005) - L 99 Retsinformation · 23. februar 2005
- Skriftlig fremsættelse (18. november 2004) - L 126 Retsinformation · 18. november 2004
- Skriftlig fremsættelse (4. maj 2005) - L 168 Retsinformation · 9. maj 2005
- Skriftlig fremsættelse (17. maj 2005) - L 171 Retsinformation · 17. maj 2005