Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler

2004/1 LSF 126Lovforslag som fremsatStatsministeriet18. november 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 18. november 2004 af

statsministeren (Anders Fogh Rasmussen)

Forslag

til

Lov

om Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler

§ 1.

Grønlands landsstyre kan med fremmede stater og mellemfolkelige

organisationer

forhandle og indgå folkeretlige aftaler, herunder forvaltningsaftaler, som

fuldt ud angår overtagne sagsområder.

Stk. 2.

Ved folkeretlige aftaler, som

vedrører både Færøerne og Grønland, men som i øvrigt opfylder betingelserne i

stk. 1, handler de to landsstyrer i forening.

Stk. 3.

Folkeretlige aftaler, der er indgået efter stk. 1 og 2, kan opsiges

efter

de samme bestemmelser.

Stk. 4.

Bestemmelserne i stk. 1-3

omfatter ikke folkeretlige aftaler, som berører forsvars- og

sikkerhedspolitikken,

samt folkeretlige aftaler, som skal gælde for Danmark, eller som forhandles

inden

for en mellemfolkelig organisation, hvoraf Kongeriget Danmark er medlem.

Stk. 5.

Bestemmelserne i stk. 1-3

begrænser ikke de danske myndigheders forfatningsmæssige ansvar og beføjelser

vedrørende forhandling, indgåelse og opsigelse af folkeretlige aftaler,

Læs alt

herunder

aftaler, der er omfattet af stk. 1-3.

§ 2.

Folkeretlige aftaler i medfør af § 1, stk. 1, indgås på rigets

vegne

af Grønlands landsstyre under betegnelsen Kongeriget Danmark for så vidt

angår

Grønland. Folkeretlige aftaler i medfør af § 1, stk. 2, indgås af

Grønlands landsstyre og Færøernes landsstyre i forening under betegnelsen

Kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland og Færøerne. Om nødvendigt kan

andre lignende betegnelser fastlægges i medfør af stk. 2, 2. punktum.

Stk. 2.

Nærværende

lov forudsætter et nært samarbejde mellem den danske regering og Grønlands

landsstyre med henblik på, at Kongeriget Danmarks samlede interesser ikke

tilsidesættes, og at regeringen underrettes om påtænkte forhandlinger, inden

disse påbegyndes, og om forløbet af forhandlingerne, inden folkeretlige

aftaler

indgås eller opsiges. Regeringen fastlægger efter forhandling med Grønlands

landsstyre de nærmere rammer for samarbejdet.

§ 3.

Ved

ansættelse af repræsentanter for Grønlands landsstyre på Kongeriget Danmarks

udenrigsrepræsentationer til særlig varetagelse af anliggender, som fuldt ud

er

overtaget af de grønlandske myndigheder, finder § 16, stk. 1 i lov

om

Grønlands hjemmestyre tilsvarende anvendelse.

§ 4.

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Grønlands udenrigspolitiske interessevaretagelse er vokset

i takt med udviklingen i hjemmestyret, den tiltagende globalisering og de

grønlandske

myndigheders ønske om inddragelse i disse anliggender. Et væsentligt element

i

denne udvikling har været, at Grønland har valgt at stå uden for EU.

Det er regeringens overordnede politik at søge

rigsfællesskabet moderniseret og herunder inddrage Grønland i

udenrigspolitiske

beslutninger, som særligt vedrører Grønland.

I sin åbningstale i Folketinget den 1. oktober 2002 tilbød

statsministeren at drøfte en ordning med de grønlandske og færøske

myndigheder,

hvorefter landsstyrerne bemyndiges til at handle på rigets vegne i

mellemfolkelige

anliggender, der alene angår Grønland henholdsvis Færøerne. En fuldmagt af

denne karakter ville ligge uden for de nuværende hjemmestyrelove, og

regeringen

ville derfor være indstillet på at forankre en sådan fuldmagt til det

grønlandske landsstyre og det færøske landsstyre i lovgivning.

Med udgangspunkt i den udvikling, der allerede har fundet

sted for så vidt angår det grønlandske landstyres internationale

interessevaretagelse, er lovforslagets hovedsigte, at give landsstyret en

udtrykkelig og generelt formuleret adgang til selv – på rigets vegne,

men uden

udenrigstjenestens medvirken - at føre og afslutte internationale

forhandlinger

med tredjelande og internationale organisationer, der fuldt ud angår

overtagne

sagsområder. Lovforslaget forudsætter, at de danske myndigheders ansvar for

rigets udenrigspolitik bevares i overensstemmelse med Danmarks Riges

Grundlov.

I dette lovforslag anvendes udtrykket

»Kongeriget Danmark«

om hele riget, mens udtrykket

»Danmark«

angiver rigsdelen Danmark, med mindre andet

klart fremgår af sammenhængen. Udtrykket

»danske

myndigheder«

sigter til Folketinget og

regeringen.

2. Hovedpunkterne i lovforslaget

2.1.Grønlands generelle stilling i

udenrigsanliggender

Grønlands stadigt stigende internationale

interessevaretagelse har bl.a. givet sig udslag i, at internationale

forhandlinger, der alene berører Grønland, i stigende grad er blevet ført

under

ledelse af det grønlandske landsstyre. Udenrigstjenestens medvirken har i

sådanne sager undertiden været af mere formel karakter, mens der i andre

tilfælde har været tale om, at Udenrigsministeriet har ydet en substantiel

bistand i forhandlingerne.

Aftalerne er i disse tilfælde indgået mellem det pågældende

tredjeland og Kongeriget Danmark, og det fremtræder normalt af aftalen, at

både

regeringen og det grønlandske landsstyre har medvirket i aftalens tilblivelse

og godkendelse.

For så vidt angår visse forvaltningsaftaler mellem Grønland

og visse nærtstående lande har der udviklet sig en praksis, hvorefter

Grønlands

landsstyre har forhandlet aftalen uden Udenrigstjenestens medvirken. Denne

praksis forudsætter, at de danske myndigheder stedse holdes underrettet om

forhandlingernes forløb, således, at det er muligt for disse i givet fald at

sikre varetagelsen af rigets interesser.

På det multilaterale område har Grønlands landsstyre adgang

til at gøre særlige interesser gældende i forbindelse med internationale

forhandlinger og herunder mulighed for at deltage i danske delegationer på

embedsmands-

eller politisk niveau ved diplomatiske konferencer.

Både for bilaterale og multilaterale aftaler, som særligt

berører Grønland, skal det grønlandske landsstyre endvidere høres, forinden

disse aftaler ratificeres. Bortset fra en række særlige sagsområder, f.eks.

vedrørende menneskerettigheder, vil det normalt også være muligt for

Kongeriget

Danmark at tiltræde aftaler med virkning alene for Danmark, således at

Grønland

selvstændigt kan træffe beslutning om, hvorvidt den pågældende aftale ønskes

anvendt i forhold til Grønland.

En nærmere beskrivelse af Grønlands deltagelse i

udenrigsanliggender og samarbejdet mellem de danske myndigheder og

landsstyret

herom er indeholdt i den såkaldte Anorakrapport af juli 1999.

På det forsvars- og sikkerhedspolitiske område har samarbejdet

mellem Udenrigsministeriet og Grønlands landsstyre udviklet sig væsentligt i

løbet af det seneste årti. Grønlands landsstyre har således deltaget i

forhandlinger

med USA om modernisering af aftalen af 1951 med USA om forsvaret af Grønland

og

vil fremover deltage i et bredere spektrum af forhandlinger, der udspringer

heraf. Samarbejdet drøftes løbende på møder på embedsmands- og politisk

niveau.

Der er endvidere etableret en praksis i forhold til Landstingets Udenrigs- og

Sikkerhedspolitiske Udvalg, således at regeringen sikrer, at dette udvalg i

sager af særlig interesse for Grønland får underretning samtidig med Det

Udenrigspolitiske Nævn. Udenrigsministeren drøfter endvidere én gang årligt

udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål med Landstingets Udenrigs- og

Sikkerhedspolitiske

Udvalg.

I forbindelse med forberedelsen af de dansk-grønlandske

forhandlinger med USA om Thuleradaren har regeringen og landsstyret endvidere

underskrevet den såkaldte Itilleq-erklæring af 14. maj 2003, som med

forbehold

for rigsmyndighedernes beføjelser og ansvar efter grundloven fastlægger

normerne for Grønlands inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken

baseret

på medinddragelse og medindflydelse med sigte på ligeværdighed mellem de to

rigsdele i alle spørgsmål, hvor Danmark og Grønland i fællesskab er

inddraget.

Systematisk angår lovforslaget emner, der er reguleret i

den grønlandske hjemmestyrelov. Grønlands landsstyre ønsker imidlertid

fuldmagtsbestemmelser gennemført uden at afvente resultaterne af den

grønlandsk/danske

selvstyrekommission. Landsstyret har tilkendegivet, at dette sker uden

præjudice for selvstyrekommissionens overvejelser. Regeringen har erklæret

sig

indforstået hermed, idet selvstyrekommissionens arbejde ligger indenfor

rammerne af grundloven og rigsfællesskabet.

2.2. Statsretlige bemærkninger

Regeringen har følgende bemærkninger vedrørende de

statsretlige rammer for fuldmagten.

Danmarks Riges Grundlovs § 19, stk. 1 og 3, har

følgende ordlyd:

»§ 19.

Kongen handler på rigets vegne i

mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke

foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller

indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er

nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen

uden

folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er

indgået

med folketingets samtykke.

Stk. 2.

(..)

Stk. 3.

Folketinget vælger af sin midte

et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for

enhver

beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det

udenrigspolitiske

nævn fastsættes ved lov.«

Som det fremgår af Danmarks Riges Grundlovs § 19,

stk. 1, handler kongen (regeringen) på rigets vegne i mellemfolkelige

anliggender. Heri ligger, at enkelte dele af riget efter grundloven ikke vil

kunne tillægges selvstændig kompetence i disse anliggender.

Det ville derfor forudsætte en grundlovsændring, hvis

Grønland statsretligt skulle have adgang til på

egne vegne

at handle i

mellemfolkelige anliggender.

Spørgsmålet er herefter, om der forfatningsretligt set er

mulighed for, at Grønland kan handle på

rigets vegne

i en række

mellemfolkelige anliggender. Herom bemærkes følgende:

Det grønlandske landsstyre vil ved at handle på rigets vegne

binde hele riget, således at dispositioner på det udenrigspolitiske område

som

udgangspunkt vil berøre rigets generelle udenrigspolitiske forhold. Bl.a. vil

eventuelle spørgsmål om folkeretligt ansvar for manglende overholdelse af en

folkeretlig aftale indgået af Grønland inddrage de danske myndigheder.

Herved adskiller udenrigspolitik sig afgørende fra

tilfælde, hvor de grønlandske myndigheder har lovgivende og udøvende

beføjelser, idet disse beføjelser kun giver adgang til at fastsætte regler

mv.

med virkning for Grønland.

Danmarks Riges Grundlov vil derfor være til hinder for en

egentlig overladelse af beføjelser til de grønlandske myndigheder til at

handle

i mellemfolkelige anliggender omfattet af den nævnte bestemmelse i

grundlovens

§ 19, stk. 1. Som en konsekvens heraf må det desuden antages, at

det

ikke vil være muligt at overlade regeludstedende kompetence på det

udenrigspolitiske område til de grønlandske myndigheder. Grundloven vil

således

bl.a. være til hinder for, at det overlades til de grønlandske myndigheder at

lovgive om udenrigstjenestens forhold, at oprette diplomatiske missioner i

udlandet eller tillade oprettelse af sådanne missioner i Grønland.

Det vil imidlertid være muligt inden for grundlovens rammer

at bemyndige det grønlandske landsstyre til at handle på rigets vegne i visse

mellemfolkelige anliggender, der alene angår Grønland og ikke tillige berører

andre dele af riget.

Det forhold, at bemyndigelsen alene vil kunne omfatte

anliggender, der vedrører Grønland, må for det første indebære, at

bemyndigelsen til at handle på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender

skal

være afgrænset til de sagsområder, hvor det grønlandske landsstyre har fået

overført den lovgivende og administrative kompetence – det vil sige

sagsområder,

hvor landsstyret selv kan foretage de nødvendige lovændringer og

administrative

handlinger mv. i forbindelse med indgåelse af internationale aftaler.

For det andet indebærer det anførte, at de internationale

aftaler, som det grønlandske landsstyre indgår på rigets vegne, i kraft af

den

nævnte bemyndigelse alene kan udstrækkes til territorialt at gælde for

Grønland.

Som nævnt vil der ikke være tale om en egentlig overladelse

af beføjelser til at handle i mellemfolkelige anliggender. Regeringen vil

derfor fortsat have udenrigspolitisk kompetence også i de anliggender, der

omfattes

af en bemyndigelse til det grønlandske landsstyre.

Hensynet til rigsenheden og grundlovens § 19 indebærer

endvidere, at Grønlands landsstyre ved udøvelsen af udenrigspolitiske

handlinger - der som anført bliver folkeretligt bindende for hele riget - vil

være afskåret fra at handle i strid med rigets interesser, herunder rigets

generelle udenrigspolitik.

Grønlands landsstyre vil således ikke kunne foretage

udenrigspolitiske dispositioner, der er i konflikt med de øvrige rigsdeles

interesser - herunder indgå aftaler, der strider mod generelle principper for

rigets udenrigspolitik på det pågældende sagsområde.

Med henblik på at sikre overensstemmelsen med rigets

generelle udenrigspolitik vil det derfor være en forudsætning for en

fuldmagtsordning til Grønlands landsstyre til at handle på rigets vegne i

mellemfolkelige anliggender, at der etableres en ordning, som sikrer, at

regeringen i fornødent omfang underrettes og konsulteres forud for

dispositioner

på det udenrigspolitiske område.

2.3. Sammenhæng med en række organisatoriske

spørgsmål om udenrigstjenesten.

Sideløbende med arbejdet med denne lov har en række

spørgsmål af administrativ og personalepolitisk karakter været drøftet mellem

de grønlandske myndigheder og Udenrigsministeriet. Det drejer sig bl.a. om

referenceforhold for hjemmestyrets udsendte medarbejdere og styrkelse af

grønlandskonsulentens stilling i Udenrigsministeriet samt skiltning og

flagning

ved repræsentationer. Resultatet af disse drøftelser er udmøntet dels i

udkast

til aftale mellem Udenrigsministeriet og Grønlands landsstyre, dels i form af

visse administrative ændringer i Udenrigsministeriet og på

repræsentationerne.

Som et centralt nyt led heri indgår etablering af et Nordatlantisk

Sekretariat

i Udenrigsministeriet, som kan bidrage til styrket grønlandsk

interessevaretagelse.

2.4. Lovens anvendelsesområde.

2.4.1. Bilaterale aftaler.

Loven forventes primært

at finde anvendelse for bilaterale aftaler. Som nævnt ovenfor vil fuldmagten

omfatte folkeretlige aftaler, der emnemæssigt angår anliggender, der henhører

under de grønlandske myndigheder og som ikke samtidig skal gælde for Danmark.

De pågældende aftaler, der indgås med hjemmel i fuldmagten, vil således

skulle

kunne

»spejles«

i et eller flere overtagne

sagsområder og samtidig ikke regulere emneområder, der medfører pligter

(eller

rettigheder) for de øvrige dele af riget eller i øvrigt gælder for disse.

Med udgangspunkt i den hidtidige praksis i relation til

folkeretlige aftaler specifikt relateret til Grønland forekommer det mest

sandsynligt, at fuldmagtens hovedanvendelse vil blive folkeretlige aftaler om

regulering af fiskeri, handelsforhold, dobbeltbeskatning, kultur, forskning,

undervisning,

sociale forhold, sundhed, miljø, turisme og lignende emner med nabolande og

EU.

2.4.2. Multilaterale aftaler.

For så vidt angår

multilaterale aftaler af interesse for Grønland vil det typisk forholde sig

således, at aftalerne også skal finde anvendelse for Danmark. I sådanne

tilfælde vil fuldmagten ikke kunne finde anvendelse. Dette beror på, at

Danmark

og Grønland ikke kan optræde som særskilte parter i relation til en

folkeretlig

aftale. Såvel statsretligt som folkeretligt er Kongeriget Danmark ét

folkeretssubjekt. Grønlands interesser varetages i disse tilfælde fortsat

gennem deltagelse i forhandlingernes forberedelse og i rigets

forhandlingsdelegation,

hvor der er særlige grønlandske interesser på spil.

Der vil dog kunne tænkes også fremover at opstå tilfælde,

hvor Danmarks deltagelse fuldt ud er dækket af EU, og hvor Kongeriget Danmark

for så vidt angår Grønland derfor vil kunne optræde som en selvstændig part i

medfør af fuldmagten. Da de fleste multilaterale forhandlinger foregår i

internationale organisationer, er dette spørgsmål yderligere behandlet

nedenfor

under internationale organisationer.

2.4.3 Internationale organisationer

Internationale organisationer oprettes i næsten alle

tilfælde ved multilaterale traktater. På samme måde som beskrevet ovenfor om

multilaterale aftaler vil fuldmagten normalt ikke kunne finde anvendelse i

forbindelse med en international organisations grundlæggende traktat og

dermed

for medlemskab af den pågældende internationale organisation. Det vil normalt

være Kongeriget Danmark, der er medlem af den pågældende organisation, og

medlemskabet vil også dække Grønland. Grønlands interesser varetages i disse

tilfælde fortsat gennem deltagelse i forhandlingernes forberedelse og i

rigets

forhandlingsdelegation, hvor der er særlige grønlandske interesser på spil. I

forhold til FN er det fast praksis, at det grønlandske landsstyre kan udpege

repræsentanter, der indgår i den danske delegation til de årlige

generalforsamlinger.

Selv om EU på en række områder har overtaget

medlemsstaternes kompetence til at føre forhandlinger og indgå folkeretlige

aftaler, er medlemsstaterne dog stadig selvstændige medlemmer af langt de

fleste internationale organisationer, f.eks. FN, WTO, OECD. Ofte er EU medlem

ved siden af medlemsstaterne, og det er i så tilfælde normalt fastlagt, at

medlemsstaterne og EU

»deler medlemskabet«

således, at Kommissionen udtaler sig og

forhandler på medlemsstaternes vegne, hvor der er EU-kompetence, mens

medlemsstaterne fortsat varetager emner, der er national kompetence, oftest

efter forudgående koordination og med Rådsformandskabet som talsmand. Denne

ordning indebærer, at medlemsstaterne bevarer hver sin stemmeret, som evt.

kan

udøves af Kommissionen, hvor der er EU-kompetence.

Medlemsstaterne bevarer selvsagt deres fulde kompetence i

relation til dele af den pågældende medlemsstat, som ikke er omfattet af

medlemskabet, for Kongeriget Danmarks vedkommende Grønland og Færøerne.

Maastricht-traktaten indeholder en erklæring (nr. 25) , hvorefter de

EU-lande,

som har oversøiske territorier, der ikke er omfattet af traktaten, i tilfælde

af en interessekonflikt, som ikke kan løses, kan handle til varetagelse af et

oversøisk territoriums interesse, uden at dette skader fællesskabets

interesse.

Som en indtil videre særegen undtagelse er EU medlem af

visse internationale fiskeriorganisationer (NAFO, NEAFC, NASCO), hvor

medlemsstaterne ikke selvstændigt er medlemmer, og EU har i disse

organisationer

kun én stemme. Det er i disse undtagelsestilfælde anerkendt, at Kongeriget

Danmark kan optræde som selvstændigt medlem for så vidt angår Grønland og

Færøerne. Frankrig har en tilsvarende ordning for Sct. Pierre et Miquelon,

der

ikke er omfattet af Frankrigs EU-medlemskab. Det kan meget vel tænkes, at der

fremover vil opstå flere af disse særlige tilfælde. Fuldmagten vil gælde i

relation til de nævnte internationale fiskeriorganisationer og tilsvarende

ordninger, som fremover måtte blive vedtaget.

Visse internationale organisationer indeholder bestemmelser

om associeret medlemskab, som typisk gælder for oversøiske områder, hvis

udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat. Associeret medlemskab vil

normalt kunne opnås efter ansøgning fra den pågældende medlemsstat.

Undertiden

skal en sådan ansøgning godkendes af organisationens kompetente organ

(generalforsamling

eller lignende); mens det i andre tilfælde – som f.eks. IMO – er

tilstrækkeligt,

at en medlemsstat afgiver en ensidig erklæring om associeret medlemskab for

et

oversøisk område, hvis udenrigsanliggender det varetager. Der kan i de

enkelte

organisationers forfatninger værre knyttet særlige betingelser for at opnå

status som associeret medlem.

Typisk omfatter et associeret medlemskab ret til at deltage

i møderne i organisationen med taleret, men ikke stemmeret, samt ret til at

blive indvalgt i alle eller visse af organisationens særlige råd, komiteer og

underudvalg.

Normalt betaler et associeret medlem et reduceret medlemsbidrag til

organisationen.

Hvor der er tale om associeret medlemskab, er det

karakteristisk, at de associerede medlemmer optræder i eget navn. Også herved

adskiller associeret medlemskab sig fra den ovenfor nævnte fulde

medlemskabsordning

for

»

Danmark for så vidt angår

Grønland og Færøerne

«

,

som

gælder i forhold til visse internationale fiskeriorganisationer.

Hvis der imidlertid inden for en organisation indkaldes til

diplomatiske konferencer med henblik på vedtagelse af multilaterale aftaler,

vil et associeret medlem normalt ikke kunne deltage selvstændigt heri.

Grønland

vil efter sædvanlig praksis kunne deltage i kongerigets delegation til

sådanne

konferencer, hvor der indgår spørgsmål af særlig interesse for Grønland.

Regeringen er indstillet på i konkrete tilfælde – efter

ønske fra og i samarbejde med det grønlandske landsstyre - at undersøge de

konkrete muligheder for, at Grønland kan deltage i internationale

organisationer som associeret medlem eller tilsvarende særlig status, som den

enkelte internationale organisation åbner mulighed for.

I Nordisk Ministerråd har Grønland, ligesom Færøerne og

Ålandsøerne en meget vidtgående associeret status, der i det daglige arbejde

giver de grønlandske myndigheder en meget høj grad af ligestilling med de

nordiske

lande, der er medlemmer af Nordisk Ministerråd, selvom Grønland ikke er part

i

den nordiske samarbejdsaftale (Helsingforsaftalen).

3. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Forslaget vil

ikke

have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet, og

forslaget

har ingen miljømæssige konsekvenser.

4. Forholdet til EU-retten.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

5. Hørte myndigheder

Grønlands Hjemmestyre

Færøernes landsstyre

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for

stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelserne i § 1, stk. 1 og 2 etablerer en

generel ordning, der gælder for alle folkeretlige aftaler, der opfylder

lovens

betingelser. Den indebærer en bemyndigelse for Grønlands landsstyre som

sådant

til at forhandle og indgå visse folkeretlige aftaler på rigets vegne. Det

tilkommer

således i de konkrete situationer det grønlandske landsstyre selv at udpege

den

eller de personer, som kan handle i medfør af § 1. På disse to punkter

indebærer ordningen en ændring i forhold til den gældende praksis, hvor

udenrigsministeren i overensstemmelse med grundlovens § 19 i konkrete

sager giver fuldmagt til navngivne ressortministre, embedsmænd og andre -

herunder efter omstændighederne medlemmer af Grønlands landsstyre og dets

embedsmænd

- til at optræde på rigets vegne i forbindelse med forhandling og indgåelse

af

konkrete folkeretlige aftaler.

§ 1 angår folkeretlige aftaler. Den omfatter også

aftaler om rent tekniske emner, som forhandles og indgås af

ressortmyndigheder,

de såkaldte forvaltningsaftaler. Loven gælder ikke for internationalt

samarbejde, som ikke er af folkeretlig karakter. Dette gælder f.eks.

Grønlands

deltagelse i samarbejdet i Inuit Circumpolar Conference, og aftaler med

regionale enheder i nabolande, f.eks. canadiske provinser og territorier.

Dette

samarbejde kan fortsættes og udbygges uden at berøre de stats- og

folkeretlige

spørgsmål, som er omhandlet i nærværende lov.

§ 1, stk. 1 og 2 omfatter alle folkeretlige

handlinger i relation til forhandling og indgåelse af aftaler, herunder også

uformelle forhandlinger, der måtte være et led i større forhandlingsforløb.

Specielt for opsigelse af aftaler fremgår af stk. 3, at aftaler, som er

indgået af Grønlands landsstyre i medfør af bestemmelsen, kan opsiges af

landsstyret i medfør af bestemmelsen. For så vidt indgåelse af nye aftaler i

henhold til § 1 vil kræve, at gamle aftaler, som er indgået af de danske

myndigheder, ophører, vil dette efter omstændighederne kunne kræve medvirken

af

de danske myndigheder.

§ 1 angår kun folkeretlige aftaler, der fuldt ud

ligger inden for områder, som er overtaget af de grønlandske myndigheder. Det

er i denne forbindelse ikke afgørende, om de pågældende sagsområder varetages

af de grønlandske myndigheder i henhold til den grønlandske hjemmestyrelovs

§ 4, § 5 eller § 7, eller om overtagelse er sket i henhold til

anden lov, der senere måtte blive vedtaget. § 1 finder således ikke

anvendelse i forhold til aftaler, hvori der også indgår emner, der falder

uden

for overtagne sagsområder. Spørgsmålet om hvor detaljeret bedømmelsen af

denne

betingelse skal være, må fastlægges i praksis, hvor der må udøves rimelige

skøn

i forhold til de konkrete aftaleudkast, der skal forhandles.

Folkeretlige aftaler, som både omfatter Grønland og

Færøerne, opfylder ikke betingelserne i § 1, stk. 1, idet de ikke

angår spørgsmål, der fuldt ud henhører under én rigsdels overtagne

sagsområder.

Da det er ønskeligt, at Grønlands landsstyre og Færøernes landsstyre kan

forhandle og indgå sådanne aftaler efter samme principper, som er fastlagt i

§ 1, åbner bestemmelsen i stk. 2 mulighed for, at de to landsstyrer

i

forening kan forhandle og indgå sådanne aftaler, under forudsætning af, at de

handler i forening. Anvendelse af denne bestemmelse forudsætter, at der er

vedtaget en tilsvarende lov om Færøernes landsstyres indgåelse af

folkeretlige

aftaler.

Hvor Grønland og Færøerne måtte have modsat rettede

interesser kan det give anledning til vanskeligheder at forhandle og indgå

aftaler i fællesskab. Det må i sådanne tilfælde påhvile de to landsstyrer at

finde en gensidig acceptabel fremgangsmåde. Bestemmelsen tilsigter ikke at

begrænse

landsstyrernes muligheder i så henseende. Det følger imidlertid af

bestemmelsen,

at de to landsstyrer mht. de centrale formelle skridt om forhandlingers

påbegyndelse og afslutning og især aftalens indgåelse må handle som én part.

Dette er en nødvendig følge af, at Danmarks Riges Grundlov forudsætter, at

Kongeriget Danmark er ét folkeretssubjekt (én stat), jf. hvad der ovenfor er

angivet om de statsretlige aspekter.

Det følger af § 1, stk. 4, at fuldmagten ikke

gælder folkeretlige aftaler, der berører forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Aftaler i forbindelse med forsvarsaftalen af 1951 om forsvaret af Grønland,

som

ændret ved aftale af 6. august 2004, og andre aftaler, der berører forsvars-

og

sikkerhedspolitikken, er ikke omfattet af lovforslaget. Ved afgørelsen af,

hvorvidt en given forhandling må anses for at berøre forsvars- og

sikkerhedspolitikken vil det være af væsentlig betydning, om aftalen

forhandles

med det pågældende lands udenrigs- og forsvarsmyndigheder, eller om der alene

sigtes mod forhandlinger mellem Grønlands landsstyre og ressortmyndigheder i

en

fremmed stat – f. eks. miljømyndigheder eller skattemyndigheder.

Det følger endvidere af § 1, stk. 4, at ordningen

ikke gælder for aftaler, der skal gælde for Danmark. Dette beror på at

Grønland

ikke kan deltage selvstændigt under formlen

»Kongeriget

Danmark for så vidt angår Grønland«

i

aftaler, hvor Kongeriget allerede deltager i aftalen, jf. hvad der en nævnt

ovenfor under det statsretlige afsnit.

Endelig følger det af § 1, stk. 4, at § 1

ikke gælder for folkeretlige aftaler, der forhandles inden for en

international

organisation, som Kongeriget Danmark er medlem af. Dette har kun selvstændig

betydning i forhold, hvor EU inden for en international organisation, som

Kongeriget Danmark og de øvrige EU-lande er medlemmer af, repræsenterer alle

medlemslandene ved udarbejdelse af en international aftale. I

overensstemmelse

med erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten kan de EU-lande, som har

oversøiske territorier, der ikke er omfattet af traktaten, i tilfælde af en

interessekonflikt, som ikke kan løses, handle til varetagelse af et oversøisk

territoriums interesser, uden at dette skader fællesskabets interesser.

§ 1, stk. 5 klargør, at lovforslaget ikke

begrænser udenrigsministerens og de danske myndigheders udenrigspolitiske

kompetence for så vidt angår Grønland. Udenrigsministeren bærer fortsat det

samlede ansvar for rigets udenrigspolitik – herunder overfor Folketinget

- og

bevarer fuldt ud beføjelserne efter grundloven til at føre forhandlinger og

indgå folkeretlige aftaler både for riget som helhed og for enkelte rigsdele

med respekt af de gældende regler for høring og inddragelse af det

grønlandske

landsstyre. Regeringen vil også fortsat skulle forhandle og indgå aftaler,

der

finder anvendelse for Grønland i en lang række tilfælde, ikke mindst

multilaterale aftaler om sundhed (WHO), fødevarer (FAO), kultur (UNESCO),

m.m.

Den ved § 1 forudsete ordning adskiller sig dermed afgørende fra, hvad

der

gælder for overtagelse af den lovgivende og administrative myndighed.

Bestemmelsen i § 1 kan ikke i sig selv sikre, at andre

stater godkender den udenrigspolitiske fuldmagt, som er indeholdt i

bestemmelsen. Der kan derfor efter omstændighederne fortsat blive behov for,

at

udenrigsministeren giver konkrete fuldmagter til medlemmerne af det

grønlandske

landsstyre, hvor dette måtte blive krævet af de(t) land(e) hvormed, der skal

forhandles.

Traktater, der fremtræder som indgået mellem

statsoverhoveder, vil formentlig sjældent eller aldrig falde ind under

§ 1. I givet fald følger det af bestemmelsen i § 1, stk.4, at

udenrigsministeren må indhente særskilt fuldmagt til landsstyreformanden fra

Dronningen. Ratifikationsproceduren vil i givet fald ligeledes skulle ske via

udenrigsministeren.

Skulle en aftale, der hører under § 1 undtagelsesvist

kræve indhentelse af Folketingssamtykke, fordi den indeholder forpligtelser

af

større betydning for riget, vil sådant samtykke ligeledes skulle indhentes af

udenrigsministeren, der også vil have ansvaret for, at Det udenrigspolitiske

Nævn

bliver inddraget i det omfang, dette følger af grundloven og loven om Det

udenrigspolitiske Nævn.

Til § 2

Aftaler, som indgås i medfør af § 1 betegnes som

aftaler mellem enten

»Kongeriget Danmark

for så vidt angår Grønland«

eller

»Kongeriget Danmark for så vidt angår Grønland

og Færøerne«. Disse betegnelser viser, at

Grønlands landsstyre henholdsvis Grønlands landsstyre og Færøernes landsstyre

handler på hele rigets vegne og ikke som et selvstændigt folkeretssubjekt,

jf.

hvad der er anført i de generelle bemærkninger om de statsretlige rammer for

den foreslåede ordning. Det er således klart, at selv om den pågældende

aftale

kun finder anvendelse for Grønland henholdsvis Grønland og Færøerne, er det

hele riget, som er bundet af aftalen på det folkeretlige plan. Der kan

muligvis

opstå situationer, hvor forhandlingspartneren ønsker, at aftalens titel skal

afspejle, at der er tale om en aftale på regerings- eller forvaltningsniveau

snarere end på statsniveau. I så tilfælde må der anvendes tilpassede

versioner

i titlen. Sådanne tilpassede versioner kan fastlægges efter reglerne i

stk. 2.

Det er i de statsretlige bemærkninger ovenfor anført, at

Grønlands landsstyre ikke i medfør af bestemmelsen i § 1 vil kunne

foretage udenrigspolitiske dispositioner, der er i konflikt med de øvrige

rigsdeles interesser – herunder indgå aftaler, der strider mod generelle

principper for rigets udenrigspolitik på det pågældende område. Efter de

statsretlige bemærkninger vil det derfor være en forudsætning for en

fuldmagtsordning til det grønlandske landsstyre til at handle på rigets vegne

i

mellemfolkelige anliggender, at der etableres en ordning, som sikrer, at

regeringen i fornødent omfang underrettes og konsulteres, forud for

handlinger

i medfør af loven.

Bestemmelsen i § 2, stk. 2 fastlægger, hvorledes

disse overordnede rammer skabes. Det følger af udenrigsministerens samlede

ansvar for landets udenrigspolitik, at det påhviler udenrigsministeren - på

regeringens vegne - at fastsætte de nærmere regler herom, efter drøftelser

med Grønlands

landsstyre. Udenrigsministeren må på samme måde træffe afgørelser om de

konkrete spørgsmål, som måtte opstå i det løbende samarbejde, f. eks.

hvorvidt

en påtænkt aftale fuldt ud falder inden for overtagne sagsområder, jf. oven

for

under bemærkningerne til § 1, stk. 1, eller hvorvidt en påtænkt

aftale berører sikkerheds- og forsvarspolitikken, jf. oven for under

bemærkningerne til § 1, stk. 3.

De nærmere retningslinier for samarbejdet om loven tænkes i

videst muligt omfang at bygge på de allerede eksisterende samarbejds- og

konsultationsmekanismer. På politisk niveau mødes udenrigsministeren således

mindst én gang om året med det grønlandske landsstyre. Udenrigsministeriets

direktør mødes ligeledes mindst én gang årligt med Grønlands Hjemmestyres

administrerende

direktør. Herudover vil der blive behov for at udpege kontaktpersoner i det

grønlandske landsstyre og i Udenrigsministeriet, der er ansvarlige for den

løbende kontakt – herunder en smidig form for underretning af de danske

myndigheder f.eks. ved en elektronisk blanketekspedition. Endelig forudsættes

Udenrigsministeriets Grønlandskonsulent at kunne deltage som observatør i det

grønlandske landsstyres forhandlinger i medfør af § 1.

Til § 3

Grønlands landsstyre har ønsket, at bestemmelsen i den grønlandske

hjemmestyrelovs § 16 om ansættelse af medarbejdere til særlig

varetagelse

af grønlandske erhvervsinteresser ved danske repræsentationer, bliver

moderniseret. Bestemmelsen i § 5 indebærer, at § 16, stk. 1 i

hjemmestyreloven fortsat er gældende, men dens anvendelsesområde udvides og

moderniseres på følgende punkter: De pågældende betegnes som

»repræsentanter for Grønlands landsstyre«

i stedet for

»medarbejdere«. Deres arbejdsområde ændres fra varetagelse

af

»grønlandske erhvervsinteresser«

til varetagelse af

»anliggender, som fuldt ud er overtaget af de grønlandske

myndigheder«

og dermed udvides også

feltet af danske udenrigsrepræsentationer, hvor det vil være muligt at

ansætte

repræsentanter for Grønlands landsstyre. Formuleringen hindrer ikke, at det

kan

aftales, at den pågældende repræsentant også kan medvirke ved behandling af

sager, der vedrører ikke-overtagne sagsområder.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Lignende dokumenter