Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af skatteforvaltningsloven og forskellige andre love (Landsskatterettens og Skatteministeriets kompetence i visse sager m.v. )

2006/1 LSF 143Lovforslag som fremsatSkatteministeriet31. januar 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 31. januar 2007 af

skatteministeren (Kristian Jensen)

Forslag

til

Lov

om ændring af skatteforvaltningsloven og forskellige andre love

(Landsskatterettens

og Skatteministeriets kompetence i visse sager m.v. )

§ 1

I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

907 af 28. august 2006, som ændret ved § 4 i lov nr. 405 af 8. maj 2006

og

§ 1 i lov nr. 1581 af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 5

indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Afgørelser, som er påklaget til

skatteankenævnet efter stk. 1, nr. 2-9, kan efter klagerens valg

påklages

til Landsskatteretten efter § 11, stk. 1, nr. 1, hvis nævnet ikke

har

truffet afgørelse i sagen senest 3 måneder efter, at klagen er modtaget.«

2.

§ 13, stk. 1, 5. pkt.,

affattes

således:

»

I sager, som vedrører

registreringsafgiftsloven, skal mindst 3 retsmedlemmer deltage, og heraf skal

Læs alt

mindst én være retspræsidenten eller en retsformand, mens mindst 2 skal være

særligt motorsagkyndige medlemmer, der er udnævnt af skatteministeren efter

§ 12, stk. 4.«

3.

§ 14, stk. 2,

ophæves, og i stedet

indsættes:

»Stk. 2.

Skatteministeren kan bestemme, at told- og

skatteforvaltningens afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ

myndighed. Skatteministeren kan fastsætte regler om retten til at klage over

told-

og skatteforvaltningens afgørelser i personalesager, herunder fastsætte

regler

om tidsfrister for indgivelse af klage.

Stk. 3.

Skatteministeren kan endvidere bestemme, at told- og skatteforvaltningens

behandling af andre spørgsmål ikke kan påklages til anden administrativ

myndighed.«

4.

§ 40, stk. 2, 2. pkt.,

ophæves, og i

stedet indsættes:

»Anmodningen om behandling i Landsskatteretten skal være modtaget

i Landsskatteretten senest 1 måned fra dateringen af den afgørelse, der

ønskes

behandlet. Bestemmelserne i § 42, stk. 2, og §§ 43-47 finder

tilsvarende anvendelse.«

§ 2

I lov om statsgaranterede studielån, jf.

lovbekendtgørelse nr. 951 af 16. december 1998, som ændret ved § 45 i

lov

nr. 430 af 6. juni 2005, § 22 i lov nr. 515 af 7. juni 2006 og § 9

i

lov nr. 516 af 7. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 1, stk. 1, § 1, stk. 3, 2. pkt.,

og

§ 3,

ændres »Økonomistyrelsen« til: »restanceinddrivelsesmyndigheden«,

og i

§ 5, 1. pkt.,

ændres »Økonomistyrelsen«

til: »restanceinddrivelsesmyndigheden«.

2.

§ 1 a, stk. 1,

affattes således:

»Efter anmodning kan et statsgaranteret studielån overføres til

Økonomistyrelsen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan på statskassens vegne

yde

låntager et nyt lån svarende til det beløb, der er nødvendigt for at indfri

studielånet i låntagers hidtidige pengeinstitut.«

3.

§ 7

affattes således:

»§ 7.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos offentlige myndigheder indhente de

oplysninger om låntager, der er nødvendige for at administrere krav efter

§ 1, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Oplysningerne

kan

overføres elektronisk til restanceinddrivelsesmyndigheden på edb-medie.«

4.

§ 8, stk. 1,

affattes således:

»De afgørelser, som restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe

efter § 2, kan efter skatteministerens bestemmelse helt eller delvis

henlægges til pengeinstitutterne og Økonomistyrelsen.«

5.

Efter § 8 indsættes:

»§ 8 a.

Landsskatteretten afgør klager over

Økonomistyrelsens afgørelser efter denne lov. Skatteforvaltningslovens

§ 13 om Landskatterettens virke og §§ 40-46 om klager til

Landsskatteretten finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Reglerne om

domstolsprøvelse m.v. i skatteforvaltningslovens §§ 48 og 49 finder

tilsvarende

anvendelse ved prøvelse af Landsskatterettens afgørelser. «

§ 3

I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af

14. november 2005, som ændret bl.a. ved § 9 i lov nr. 515 af 7. juni

2006

og senest ved § 3 i lov nr. 1577 af 20. december 2006, foretages

følgende

ændringer:

1.

I

§ 2, stk. 1, nr. 1,

indsættes som

4.

og

5. pkt.:

»Skattepligten omfatter endvidere fratrædelsesgodtgørelser, løn i

en opsigelsesperiode og lignende ydelser, når sådan indkomst erhverves i

forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde

udført

her i landet, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning.

Vedrører

en indkomst som nævnt i 4. pkt. arbejde udført såvel i som uden for Danmark,

omfatter skattepligten kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres til

arbejde udført i Danmark.«

2.

§ 43, stk. 2,

litra h,

affattes således:

»h)

Vederlag til en

person, der stilles til rådighed for at udføre arbejde her i landet af

en

virksomhed, der ikke har hjemting her i landet.«

§ 4

I lov om en arbejdsmarkedsfond, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1018 af 10. oktober 2006, som ændret ved § 3 i lov nr. 516 af 7.

juni

2006 og § 9 i lov nr. 1545 af 20. december 2006, foretages følgende

ændringer:

1.

§ 7, stk. 1,

litra a,

affattes således:

»a)

Personer, der har

lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet eller fra

beskæftigelse

udført i udlandet, i Grønland eller på Færøerne for en arbejdsgiver eller

hvervgiver her i landet, og som er skattepligtige efter kildeskattelovens

§ 1 eller § 2, stk. 1 nr. 1 eller 3, eller stk. 2, samt

personer, der har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført i udlandet for en

arbejdsgiver i udlandet, forudsat at de pågældende er omfattet af social

sikringslovgivning i Danmark, jf. stk. 3 eller 4, og at de pågældende er

skattepligtige efter kildeskattelovens § 1,«.

2.

I

§ 8, stk. 1,

litra j,

ændres

».« til:

», og«.

3.

I

§ 8, stk. 1,

indsættes som

litra k

:

»k)

vederlag i penge samt

den skattepligtige værdi af fri kost og logi for at være stillet til rådighed

for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har hjemting

her

i landet, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h.«

§ 5

I lov om indkomstskat af personer m.v.

(personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 19. september 2006, som

ændret ved § 1 i lov nr. 405 af 8. maj 2006 og § 4 i lov nr. 1577

af

20. december 2006, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 13, stk. 5,

indsættes efter

1. pkt.

:

»Den del af underskuddet, der svarer til udgifter, som den

skattepligtige får fradrag for i udlandet, kan ikke overføres til

ægtefællen.«

§ 6

I lov om påligningen af indkomstskat til staten

(ligningsloven) jf. lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006, som

ændret

senest ved § 13 i lov nr. 1587 af 20. december 2006, foretages følgende

ændringer:

1.

I

§ 7 F, stk. 1, nr. 11,

ændres

»

energibesparelser.« til:

»

energibesparelser,«.

2.

§ 7 F, stk. 1, nr. 12,

affattes

således:

»12)

beløb, som

sælgeren af en fast ejendom betaler til køberen til hel eller delvis dækning

af

præmie for ejerskifteforsikring i medfør af § 2, stk. 3, i lov om

forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., og«

3.

I

§ 7 F, stk. 1,

indsættes som

nr. 13

:

»13)

tilskud, som

i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning, § 14,

stk. 1, nr. 3, i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1, i

lov om varmeforsyning ydes for at sikre realisering af dokumenterbare

energibesparelser.«

4.

I

§ 33, stk. 1,

ændres

»

jf. pensionsafkastbeskatningslovens

§ 19, stk. 2« til:

»

jf.

dog pensionsafkastbeskatningslovens § 19, stk. 2«.

§ 7

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2.

Lovens

§ 1 og § 2 har virkning fra den 1. maj 2007, jf. dog stk. 3.

Stk. 3.

Lovens § 3, nr. 2, og

§ 5 har virkning fra indkomståret 2008.

Stk. 4.

Lovens

§ 6, nr. 3, har virkning for tilskud, der ydes den 15. juni 2006 eller

senere.

Bemærkninger til lovforslaget

Indholdsfortegnelse

1.

Lovforslagets hovedindhold

2.

Lovforslagets baggrund

2.1. Skatteforvaltningsloven

2.2. Lovforslagets øvrige elementer

3.

Beskrivelse af lovforslagets enkelte elementer

3.1. Bestemmelser om, at told- og

skatteforvaltningens afgørelser og andre spørgsmål ikke kan påklages til

anden administrativ myndighed - § 1, nr. 3

3.1.1. Den nuværende ordning

3.1.2. Forslagets baggrund

3.1.3. Skatteministeriets overvejelser og forslagets

indhold

3.1.3.1. Spørgsmål om rekurs vedrørende afgørelser fra

told- og skatteforvaltningen

3.1.3.2. Indbringelse af andre spørgsmål for

Skatteministeriet

3.2. Overspringsregel fra skatteankenævn til

Landsskatteretten - § 1, nr. 1

3.2.1. Gældende ret

3.2.1.1. Gældende ret

3.2.1.2. Historik

3.2.2. Forslagets baggrund

3.2.3. Skatteministeriets overvejelser

3.2.4. Forslagets indhold

3.3. Landsskatterettens kompetence i sager om

tilbagebetaling af statsgaranterede studielån samt ændrede

myndighedsbetegnelser

- § 2

3.3.1. Gældende ret

3.3.2. Forslagets baggrund

3.3.3. Skatteministeriets overvejelser

3.3.4. Forslagets indhold

3.4. Sammensætning af Landsskatteretten i afgørelser

om registreringsafgiftsloven - § 1, nr. 2

3.4.1. Gældende ret

3.4.2. Forslagets baggrund

3.4.3. Skatteministeriets overvejelser

3.4.4. Forslagets indhold

3.5. Forkortelse af fristen for skatteministerens

indbringelse af skatterådsafgørelser for Landsskatteretten - § 1, nr.

4

3.5.1. Gældende ret

3.5.2. Forslagets baggrund

3.5.3. Skatteministeriets overvejelser

3.5.4. Forslagets indhold

3.6. Øvrige præciseringer og justeringer

3.6.1. Kildeskatteloven - § 3

3.6.1.1. Gældende ret

3.6.1.2. Forslagets baggrund

3.6.1.3. Skatteministeriets overvejelser

3.6.1.4. Forslagets indhold

3.6.2. Arbejdsmarkedsfondsloven - § 4

3.6.3. Personskatteloven - § 5

3.6.3.1. Gældende ret

3.6.3.2. Forslagets baggrund og Skatteministeriets

overvejelser

3.6.3.3. Forslagets indhold

3.6.4. Ligningsloven - § 6

3.6.4.1. Gældende ret

3.6.4.2. Forslagets baggrund

3.6.4.3. Skatteministeriets overvejelser

3.6.4.4. Forslagets indhold

4.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

5.

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

6.

Administrative konsekvenser for borgerne

7.

Miljømæssige konsekvenser

8.

Forholdet til EU-retten

9.

Høring

10.

Sammenfatning af økonomiske og administrative

konsekvenser (skema)

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Bilag 1 Oversigt over modtagne høringssvar

Bilag 2 Paralleltekster

1. Lovforslagets hovedindhold

Lovforslaget går ud på

–

at fastslå, at

Skatteministeriet er rekursmyndighed for andre spørgsmål vedrørende told- og

skatteforvaltningen end afgørelser og sagsbehandlingsspørgsmål, som knytter

sig

til afgørelser, samt at indføre hjemmel til, at skatteministeren ved

bekendtgørelse kan afskære denne klageadgang,

–

at genindføre

muligheden for at påklage en afgørelse til Landsskatteretten, når sagen har

været under behandling ved et skatteankenævn i 3 måneder, uden at nævnet har

truffet afgørelse,

–

at tillægge

Landsskatteretten kompetence til at behandle klager over Økonomistyrelsens

afgørelser i sager om tilbagebetaling af statsgaranterede studielån samt at

ajourføre

nogle myndighedsbetegnelser i lov om statsgaranterede studielån,

–

at præcisere, at mere

end 3 retsmedlemmer kan deltage i Landsskatterettens afgørelse i sager om

registreringsafgift

af motorkøretøjer,

–

at forkorte fristen

for skatteministerens indbringelse for Landsskatteretten af

skatterådsafgørelser, der indeholder stillingtagen til EU-retlige spørgsmål,

fra 3 måneder til 1 måned samt

–

at gennemføre visse

mindre præciseringer og justeringer i kildeskatteloven,

arbejdsmarkedsfondsloven, personskatteloven og ligningsloven.

2. Lovforslagets baggrund

2. 1. Skatteforvaltningsloven

I juni 2004 indgik regeringspartierne (Venstre og Det

Konservative Folkeparti) en aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform.

I

september samme år aftalte de samme partier en udmøntningsplan, der indebar,

at

strukturreformen på Skatteministeriets område skulle gennemføres allerede pr.

1. november 2005. Skatteforvaltningsloven, lov nr. 427 af 6. juni 2005,

indeholder de lovgivningsmæssige forudsætninger for gennemførelsen af

strukturreformen på Skatteministeriets område.

Ved skatteforvaltningsloven etableredes en statslig

enhedsforvaltning på hele skatteområdet. Denne enhedsforvaltning er i loven

betegnet told- og skatteforvaltningen og efterfølgende benævnt »SKAT«.

Enhedsforvaltningen

er dannet gennem en fusion mellem de statslige og de kommunale

skattemyndigheder og gennem en sammenlægning af de myndigheder, der indtil

den

1. november 2005 gik under fællesbetegnelsen ToldSkat, hovedsagelig Told- og

Skattestyrelsen og told- og skatteregionerne. Endvidere blev

skatteankenævnene

gjort statslige, antallet blev nedsat, og sekretariatsbetjeningen heraf blev

sammen med sekretariatsbetjeningen af vurderingsankenævnene og fra 1. april

2006 også motorankenævnene samlet under told- og skatteforvaltningen i en

særlig enhed, der er organisatorisk adskilt fra den øvrige told- og

skatteforvaltning.

Samtidig med etableringen af enhedsforvaltningen blev

inddrivelsen af offentlige krav samlet under enhedsforvaltningen. For så vidt

angår inddrivelsesfunktionerne, er enhedsforvaltningen i lovgivningen

betegnet

restanceinddrivelsesmyndigheden.

I øvrigt indeholder skatteforvaltningsloven i alt

væsentligt en videreførelse af skattestyrelseslovens formelle regler for

behandling af sagerne i første instans (told- og skatteforvaltningen) og i

klageinstanserne. Der er dog i et vist omfang sket lovfæstelse af allerede

gældende forvaltningsmæssig praksis, der er særegen for skatteområdet.

Desuden

nødvendiggjorde en samling af behandlingen af bindende forhåndsbesked og

bindende

ligningssvar i told- og skatteforvaltningen en samling af de to regelsæt.

Dette

resulterede i etablering af et nyt retsinstitut, bindende svar, til afløsning

af de to hidtidige.

Derimod fandt skatteministeren det ikke hensigtsmæssigt -

set i lyset af de dengang forestående meget store organisatoriske ændringer i

skattemyndighedernes virke - at gennemføre materielle ændringer i de

forvaltningsmæssige

regler, som ikke havde direkte sammenhæng med de organisatoriske ændringer.

Nu – lidt over et år efter gennemførelsen af

strukturreformen på skatteområdet - er tiden imidlertid inde til at

tydeliggøre

og gennemføre visse forbedringer af borgeres og virksomheders

retssikkerhedsmæssige stilling for så vidt angår de skatteforvaltningsmæssige

regler.

Lovforslagets enkelte elementer gennemgås nedenfor i afsnit

3 og i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

2.2. Lovforslagets øvrige elementer

Desuden

indeholder lovforslaget forslag til ændringer i kildeskatteloven,

arbejdsmarkedsfondsloven, personskatteloven og ligningsloven. Disse forslag

har

karakter af præciseringer og justeringer. De er omtalt i afsnit 3.7. nedenfor

og i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

3. Beskrivelse af lovforslagets enkelte

elementer

3.1. Bestemmelser om, at told- og

skatteforvaltningens afgørelser og andre spørgsmål ikke kan påklages til

anden

administrativ myndighed - § 1, nr. 3

3.1.1. Den nuværende ordning

Ved lov nr. 427 af 6. juni 2005 blev der oprettet en

såkaldt enhedsforvaltning for told- og skatteforvaltningen (SKAT), hvilket

bl.a. indebærer, at SKAT indgår i et sædvanligt administrativt hierarki inden

for Skatteministeriets område. Der er således et almindeligt over- og

underordnelsesforhold mellem Skatteministeriet (departementet) og SKAT, der

bl.a. betyder, at Skatteministeriet har en almindelig tilsynsforpligtelse i

forhold

til SKAT.

Det forhold, at Skatteministeriet er overordnet myndighed i

forhold til SKAT, indebærer endvidere, at SKATs afgørelser – medmindre

andet

bestemmes ved lov – kan indbringes for Skatteministeriet.

Det er i den forbindelse i skatteforvaltningslovens

§ 11, stk. 1, nr. 1, fastsat, at det er udgangspunktet, at

Landsskatteretten er rekursinstans for SKATs afgørelser. Det følger endvidere

af § 4 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, at

Landsskatteretten også er rekursinstans for de afgørelser om inddrivelse af

fordringer m.v., som SKAT træffer som restanceinddrivelsesmyndighed.

I forhold til konkrete sager om skatteansættelse fremgår

det endvidere udtrykkeligt af skatteforvaltningslovens § 14,

stk. 1,

nr. 1, at skatteministeren ikke kan træffe afgørelse om en ansættelse af skat

eller en vurdering af fast ejendom, herunder om de med sådanne ansættelser

forbundne bevillinger eller dispensationer.

Efter den gældende skatteforvaltningslovs § 14,

stk. 2, er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte regler om retten

til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser. Bestemmelsen skal

ses i sammenhæng med, at skatteministeren som nævnt ikke kan træffe afgørelse

om en ansættelse af skat eller en vurdering af fast ejendom. Bestemmelsen

indebærer

bl.a., at det administrativt kan bestemmes, at klager over told- og

skatteforvaltningens afgørelser om ansættelsesretlige forhold ikke skal kunne

indbringes for Skatteministeriet.

Hjemmelen i skatteforvaltningslovens § 14,

stk. 2, er benyttet til at udstede tre bekendtgørelser:

–

Bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005

om den kompetente myndighed.

–

Bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober

2005, som ændret ved bekendtgørelse nr. 360 af 24. april 2006, om klage i

personalesager og delegering af udnævnelses- og afskedigelseskompetence.

–

Bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 om

afgørelser fra told- og skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til

Skatteministeriet. Denne bekendtgørelse er nu ophævet, jf. herom nedenfor

under

3.1.2.

Det var i § 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 711 af

26. juni 2006 fastsat, at told- og skatteforvaltningens stillingtagen til

spørgsmål om sagsbehandling ikke kunne påklages til Skatteministeriet. Det

fulgte endvidere af bekendtgørelsens § 1, 2. pkt., at told- og

skatteforvaltningens afgørelser om aktindsigt i sager om sådanne spørgsmål

kunne påklages til Skatteministeriet.

Formålet med den nævnte bestemmelse i § 1, 1. pkt.,

var bl.a. at afskære, at klager over SKATs behandling af

sagsbehandlingsmæssige

spørgsmål m.v., som ikke har tilknytning til konkrete sager om

skatteansættelse

m.v. – og som derfor ikke kan indbringes for Landsskatteretten –

kunne

indbringes for Skatteministeriet. Som eksempler på sådanne spørgsmål kan

nævnes

klager over (den generelle) sagsbehandlingstid og tilsidesættelse af god

forvaltningsskik, herunder sagsbehandlerens almindelige fremtræden, sprog og

omgangstone. En stort set tilsvarende bestemmelse fandtes i § 26, nr. 4,

2. pkt., i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og

sagsudlægning. Denne bekendtgørelse blev ophævet med virkning fra den 1.

november 2005.

3.1.2. Forslagets baggrund

Ombudsmanden indledte i foråret 2006 en undersøgelse af,

hvorvidt den gældende § 14, stk. 2, i skatteforvaltningsloven

indeholder fornøden hjemmel til at udstede regler om, at told- og

skatteforvaltningens stillingtagen til spørgsmål om sagsbehandling ikke kan

påklages til Skatteministeriet.

Ombudsmanden konkluderer i en redegørelse af 11. oktober

2006, at ordlyden i § 14, stk. 2, omfatter klage over told- og

skatteforvaltningens afgørelser, men ikke klage over told- og

skatteforvaltningens sagsbehandling. Efter ombudsmandens opfattelse er der

ikke

holdepunkter i lovteksten eller forarbejderne for at fravige det almindelige

forvaltningsretlige afgørelsesbegreb.

På den baggrund er det ombudsmandens opfattelse, at der

ikke er hjemmel til udstedelse af bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 om

afgørelser fra told- og skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til

Skatteministeriet.

Ombudsmanden har derfor henstillet, at Skatteministeriet

ophæver bekendtgørelsen. Ombudsmanden har endvidere henstillet, at der, hvis

Skatteministeriet ønsker at afskære rekurs til ministeriet i sager om SKATs

sagsbehandling – hvilket ombudsmanden anfører, at han har forståelse for

kan

være hensigtsmæssigt – søges tilvejebragt den fornødne lovhjemmel.

Bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 er på baggrund af

Ombudsmandens henstilling nu ophævet ved bekendtgørelse nr. 29 af 12. januar

2007.

3.1.3. Skatteministeriets overvejelser og

forslagets indhold

En overordnet myndighed er i medfør af almindelige

ulovbestemte regler om administrativ rekurs som udgangspunkt forpligtet til

at

behandle klager over afgørelser, som er truffet af en underordnet myndighed.

Nedenfor behandles under 3.1.3.1. spørgsmål om rekurs vedrørende afgørelser

fra

told- og skatteforvaltningen, og under 3.1.3.2. behandles spørgsmålet om

indbringelse af andre spørgsmål hidrørende fra told- og skatteforvaltningen

for

Skatteministeriet.

3.1.3.1. Spørgsmål om rekurs vedrørende

afgørelser fra told- og skatteforvaltningen

For så vidt angår afgørelser fra told- og

skatteforvaltningen er det i afsnit 3.1.3. beskrevne udgangspunkt i meget

vidt

omfang fraveget ved skatteforvaltningsloven. Det er således udgangspunktet,

at

Landsskatteretten er rekursinstans for SKATs afgørelser, jf.

skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1. I visse tilfælde, der

er afgrænset i loven, er Landsskatteretten anden klageinstans, idet et

skatte-

eller vurderingsankenævn er første klageinstans. Det følger endvidere af

§ 4 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, at

Landsskatteretten

også er rekursinstans for de afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v.,

som

SKAT træffer som restanceinddrivelsesmyndighed.

Den gældende skatteforvaltningslov indeholder en

bestemmelse, § 14, stk. 2, som bemyndiger skatteministeren til at

fastsætte regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens

afgørelser. Det fremgår af bemærkningerne til denne bestemmelse, lovforslag L

110, Folketinget 2004-05, 2. samling, at bestemmelsen er tænkt anvendt til at

henlægge afgørelsen af klage over told- og skatteforvaltningen til andre

enheder end de kollegiale klageorganer og til at afskære klage til

skatteministeren, herunder skatteministerens departement. Det fremgår

endvidere, at bemyndigelsen kun er tænkt anvendt rent undtagelsesvis, og at

muligheden for at afskære klage til skatteministeren bl.a. er tænkt anvendt

til

at afskære klager fra told- og skatteforvaltningen over afgørelser om

ansættelsesmæssige forhold.

Skatteforvaltningslovens motiver understøttes efter

Skatteministeriets opfattelse af, at der for tiden alene er udstedt to

bekendtgørelser med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 14,

stk. 2,

jf. afsnit 3.1.1. Heraf omhandler den ene klager over afgørelser i

personalesager, mens den anden – i en ganske særlig situation, der

indebærer

kontakt mellem SKAT og skattemyndigheder i andre stater – afskærer

borgere fra

at påklage visse forhold til Landsskatteretten.

Selv om der ikke er planer om at udstede yderligere

bekendtgørelser med tilsvarende indhold, er det dog Skatteministeriets

vurdering, at det er hensigtsmæssigt at bevare en bemyndigelse til

skatteministeren

til – helt undtagelsesvis – at ændre klagevejene for enkelte typer

af

afgørelser på ministerområdet.

Den nuværende bemyndigelsesbestemmelse i

skatteforvaltningslovens § 14, stk. 2, foreslås opdelt, således at

ministeren vedrørende klager i personalesager bemyndiges til at fastsætte

regler om klage, herunder regler om tidsfrister for indgivelse af klage, mens

ministeren vedrørende øvrige afgørelser truffet af SKAT alene kan bestemme,

at

disse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det bemærkes, at det er hensigten at bevare de to ovenfor

omtalte bekendtgørelser, hvilket bl.a. indebærer at visse nærmere beskrevne

typer af afgørelser i personalesager fortsat vil kunne indbringes for

Skatteministeriet.

3.1.3.2. Indbringelse af andre spørgsmål for

Skatteministeriet

Som nævnt under afsnit 3.6.3. er en overordnet myndighed i

medfør af almindelige ulovbestemte regler om administrativ rekurs som

udgangspunkt forpligtet til at behandle klager over afgørelser, som er

truffet

af en underordnet myndighed. Den overordnede myndighed vil som

rekursmyndighed

bl.a. skulle efterprøve, om den underordnede myndighed ved behandlingen af

den

afgørelsessag, der er påklaget, har iagttaget kravene til korrekt

sagsbehandling.

Redegørelsen af 11. oktober 2006 fra Folketingets

Ombudsmand og Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 har

imidlertid givet Skatteministeriet og Justitsministeriet anledning til at

overveje et principielt forvaltningsretligt spørgsmål.

Spørgsmålet, er om der af en sædvanlig rekursordning også følger

en ret til selvstændigt at klage til en overordnet myndighed over en

underordnet myndigheds beslutninger og anden forvaltningsvirksomhed, selv om

de

pågældende beslutninger m.v. ikke har karakter af afgørelser. Som eksempler

kan

nævnes (den generelle) sagsbehandlingstid og tilsidesættelse af god

forvaltningsskik, herunder sagsbehandlerens almindelige fremtræden, sprog og

omgangstone.

Der kan i den forbindelse peges på, at det i forskellige

dele af den forvaltningsretlige litteratur er antaget, at adgangen til

administrativ rekurs retter sig mod trufne afgørelser, medmindre andet

udtrykkeligt er fastsat i lovgivningen. Forvaltningsvirksomhed, der ikke har

karakter af afgørelser – det, som traditionelt betegnes

procesbeslutninger og

faktisk forvaltningsvirksomhed – kan derimod som udgangspunkt ikke

selvstændigt

påklages til den overordnede myndighed efter de almindelige ulovbestemte

regler

om administrativ rekurs. Der kan bl.a. henvises til Jon Andersen,

Forvaltningsret, sagsbehandling, hjemmel og prøvelse, 4. udgave (2000), side

193, og Jens Garde m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 4. udgave

(2004),

side 287.

I overensstemmelse hermed synes det i administrativ praksis

i almindelighed at være lagt til grund, at der som led i en rekursordning kun

kan klages til rekursinstansen over en underinstans’ afgørelser (og

sagsbehandlingsspørgsmål

i tilknytning til en afgørelse), og således ikke underinstansens beslutninger

og anden forvaltningsvirksomhed, der ikke har karakter af afgørelser.

Det bemærkes, at Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. i

fremstillingen Forvaltningsret, 2. udgave (2002), side 954, formentlig giver

udtryk for en anden opfattelse. Det anføres her, at der ved administrativ

rekurs

forstås det forhold, at en borger klager over en forvaltningsmyndigheds

afgørelse eller sagsbehandling til en anden forvaltningsmyndighed, som har

pligt til at realitetsbehandle klagen, hvis visse grundlæggende formelle

betingelser

er opfyldt.

Det er på den baggrund Skatteministeriets og

Justitsministeriets opfattelse, at de almindelige ulovbestemte regler om

administrativ rekurs indebærer, at det kun er SKATs afgørelser, der – i

det

omfang rekursen ikke er afskåret – kan påklages til Skatteministeriet.

Det bemærkes, at denne opfattelse fører til, at § 1,

1. pkt., i bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 er uden selvstændigt

retligt

indhold. De nævnte almindelige ulovbestemte regler om administrativ rekurs

indebærer således, at der ikke er adgang til at påklage SKATs stillingtagen

til

spørgsmål om sagsbehandling til Skatteministeriet, herunder f.eks. spørgsmål

om

den generelle sagsbehandlingstid samt tilsidesættelse af god

forvaltningsskik.

Hvis den nævnte opfattelse lægges til grund, vil der

endvidere ikke være retligt behov for at tilvejebringe en særlig

lovbestemmelse, hvorefter det administrativt kan bestemmes, at andre

spørgsmål

end klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser, ikke kan påklages

til

anden administrativ myndighed.

For at udelukke enhver tvivl om retsstillingen på det

foreliggende område foreslås det imidlertid, at der tilvejebringes

udtrykkelig

lovhjemmel til at afskære, at andre spørgsmål end afgørelser og

sagsbehandlingsspørgsmål,

som knytter sig til afgørelser, i kraft af reglerne om administrativ rekurs

kan

indbringes for Skatteministeriet. Der henvises i den forbindelse til den

foreslåede bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 14, stk. 3, jf.

lovforslagets § 1, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde for alle dele af SKATs

virksomhed, herunder SKATs opgaver som restanceinddrivelsesmyndighed efter

lov

om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.

Der kan i forlængelse af det anførte om adgangen til at

klage til Skatteministeriet over SKATs virksomhed peges på, at

Skatteministeriet

som nævnt under afsnit 3.1.1. under alle omstændigheder har en almindelig

tilsynsforpligtelse i forhold til SKATs virksomhed.

Dette skal ses i lyset af, at overordnede myndigheder i

almindelighed har en forpligtelse til at føre tilsyn med underordnede

myndigheder, der indgår i et hierarkisk over- og underordnelsesforhold. I den

overordnede myndigheds tilsynsforpligtelse ligger et såkaldt

legalitetstilsyn.

Det vil sige, at den overordnede myndighed i kraft af over- og

underordnelsesforholdet

kan – og efter omstændighederne skal – påse, om der er sket en

tilsidesættelse

af retlige forhold, f.eks. tilsidesættelse af sagsbehandlingsregler og

almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder om den underordnede

myndighed har hjemmel til at træffe en konkret forvaltningsafgørelse.

Det præcise indhold af tilsynsforpligtelsen er vanskeligt

at beskrive generelt, da omfanget heraf bl.a. afhænger af det enkelte

forvaltningsområde. Særligt med hensyn til Skatteministeriets tilsyn med

SKAT,

bemærkes det, at

Skatteministeriet i sagens natur

jævnligt modtager henvendelser fra borgere og virksomheder, der har

synspunkter

vedrørende afgørelser fra eller sagsbehandlingen i SKAT og andre myndigheder,

som hører under Skatteministeriets ressort. Skatteministeriet kan efter

skatteforvaltningsloven § 14, stk. 1, nr. 1, som nævnt ikke træffe

afgørelse i konkrete sager om ansættelse af skat m.v. Det forudsættes i

overensstemmelse med denne kompetencebegrænsning, at Skatteministeriet i

almindelighed kun vil skulle undergive de sager, henvendelserne vedrører,

nærmere sagsbehandling, hvis de foreliggende oplysninger tydeligt peger i

retning af, at der i sagen foreligger kritisable forhold af væsentlig

betydning. Hvis Skatteministeriet over en periode modtager flere

henvendelser,

der samlet set tyder på, at der foreligger et generelt problem med hensyn til

f.eks. sagsbehandlingen i en af Skatteministeriets institutioner eller i en

enhed under disse, fører den omhandlede tilsynsforpligtelse endvidere til, at

Skatteministeriet bør tage sådanne spørgsmål op.

Retssikkerhedsmæssigt

anses

det for betryggende, at der nu tilvejebringes sikker lovhjemmel for, at den

før

skatteforvaltningsloven værende praksis, hvorefter skatteministeren ikke

behandlede klager over de underordnede skattemyndigheders sagsbehandling, kan

videreføres.

3.2.

Overspringsregel fra skatteankenævn til Landsskatteretten - § 1, nr. 1

3.2.1.

Gældende ret

3.2.1.1.

Gældende ret

Efter

skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, kan afgørelser, der som

udgangspunkt kan påklages til et skatteankenævn, efter klagerens valg i

stedet

påklages til Landsskatteretten. Den eneste undtagelse hertil er klager over

forskudsregistrering, hvor kun skatteankenævnene kan træffe afgørelse.

Grunden

er, at afgørelser om forskudsregisteringsspørgsmål meget hurtigt taber deres

praktiske betydning. Derfor er det afgørende at få sådanne klagesager

endeligt

afgjort meget hurtigt.

Bortset

fra denne undtagelse giver skatteforvaltningsloven altså klagerne mulighed

for

helt at fravælge skatteankenævnsbehandling og gå direkte til

Landsskatteretten

(den nye overspringsregel). Dette kan bl.a. være hensigtsmæssigt af hensyn

til

forretningsgangen i situationer, hvor person- og selskabssager er nært

sammenhængende, f.eks. i hovedaktionærsager.

Under

forberedelsen af skatteforvaltningsloven blev det skønnet, at ca. 1000

borgere

på årsbasis ville benytte sig af den nye overspringsregel. En del af disse

sager ville dog alligevel være blevet indbragt for Landsskatteretten som

klager

over skatteankenævnenes afgørelser, således at nettotilgangen af klagesager

til

Landsskatteretten forventedes at blive noget mindre end 1000 sager årligt.

Jf.

skatteministerens svar på spørgsmål 57 til lovforslag L 110, Folketinget

2004-05, 2. samling.

3.2.1.2.

Historik

Den

gældende regel i skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, om fravalg

af

skatteankenævnsbehandling (den nye overspringsregel) har afløst en ordning,

hvor klager skulle indbringes for skatteankenævnet, og hvor det først var

muligt at gå videre til Landsskatteretten, når og hvis der var forløbet 3

måneder, uden at nævnet havde truffet afgørelse i sagen. Reglen herom fandtes

i

skattestyrelseslovens § 21, stk. 5 (den gamle overspringsregel).

3.2.2.

Forslagets baggrund

Som

led i regeringens intentioner om yderligere retssikkerhed på skatteområdet

som

beskrevet i regeringsgrundlaget

»

Nye mål«

fra februar 2005 igangsatte

Skatteministeriet projektet

»

Retssikkerhed på dagsordenen«

(det såkaldte

Retssikkerhedsprojekt). Projektet havde til formål at sætte retssikkerheden

på

den offentlige dagsorden med en række konkrete forslag til yderligere

forbedring af borgernes retssikkerhed. Projektet blev afsluttet i juli 2005.

Retssikkerhedsprojektet

har som led i sit arbejde bl.a. undersøgt, hvordan sagsbehandlingstiden i

skattesager kan nedbringes. I den forbindelse har Retssikkerhedsprojektet

gjort

sig overvejelser om det forhold, at skatteforvaltningsloven ikke - som den

tidligere skattestyrelseslovs § 21, stk. 5 - giver borgeren

mulighed

for at

»

overspringe«

skatteankenævnet, når

klagen én gang er indgivet dertil.

Retssikkerhedsprojektet

har fundet det betænkeligt, at skatteforvaltningsloven har fjernet en

lovfæstet

mulighed for, at borgeren under skatteankenævnsbehandlingen kan indbringe

klagen direkte for Landsskatteretten, og dermed muligheden for en hurtigere

behandling i det administrative klagesystem. Med skatteforvaltningsloven

risikerer borgerne en længere samlet sagsbehandlingstid i det administrative

klagesystem.

Det

er derfor Retssikkerhedsprojektets vurdering, at man ud fra

retssikkerhedsmæssige

hensyn bør overveje at (gen)indføre den tidligere ordning, således at en

klager

igen kan påklage told- og skatteforvaltningens afgørelse til

Landsskatteretten,

hvis skatteankenævnet ikke har afgjort klagen inden 3 måneder efter klagens

modtagelse.

3.2.3.

Skatteministeriets overvejelser

Skatteministeriet

finder, at der bør være mulighed for at påklage en sag til Landsskatteretten

efter 3 måneders behandlingstid ved skatteankenævnet, ligesom det var

tilfældet

efter skattestyrelsesloven, som gjaldt indtil den 1. november 2005. Det kan

nemlig ikke antages, at denne ordning har fuldstændig samme anvendelsesområde

eller målgruppe som skatteforvaltningslovens regel om, at en klager helt kan

fravælge skatteankenævnsbehandling og gå direkte til Landsskatteretten.

Efter

skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, kan en sag, der er indbragt

for Landsskatteretten, indbringes for domstolene, når der er forløbet 6

måneder, uden at Landsskatteretten har truffet afgørelse. Når muligheden for

at

indbringe sager for Landsskatteretten efter 3 måneders sagsbehandlingstid i

skatteankenævnet genindføres, har borgerne således altid mulighed for at få

deres skattesager efterprøvet af domstolene uden at skulle afvente en

administrativ klagebehandling. Det må antages, at visse skatteydere vil anse

deres retssikkerhed for styrket herved.

3.2.4.

Forslagets indhold

Det

foreslås, at man genindfører adgangen for klagere, der har indbragt en sag

for

et skatteankenævn, til at indbringe sagen for Landsskatteretten, når der er

forløbet 3 måneder, fra sagen blev indbragt for nævnet, uden at nævnet har

truffet

afgørelse.

Forslaget

svarer til den regel, der var gældende efter skattestyrelseslovens § 21,

stk. 5, indtil den 1. november 2005. Denne regel blev anvendt i under

100

tilfælde årligt. Reglen foreslås nu genindført, men alene som et supplement

til

reglen i skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, om, at

skatteankenævnsbehandling efter klagerens valg helt kan undgås. Reglen

forventes derfor at få meget begrænset praktisk betydning.

Om forslagets

retssikkerhedsmæssige konsekvenser

bemærkes, at genindførelsen af muligheden for at påklage en afgørelse til

Landsskatteretten efter 3 måneders sagsbehandlingstid ved skatteankenævnet

bygger på en anbefaling fra Skatteministeriets projekt

»

Retssikkerhed på dagsordenen«. Forslaget giver borgere, der måtte

ønske det, en mulighed for hurtigere at få deres klagesager ført igennem det

administrative klagesystem. Det må antages, at visse borgere vil anse deres

retssikkerhed for styrket herved.

3.3.

Landsskatterettens kompetence i sager om tilbagebetaling af statsgaranterede

studielån samt ændrede myndighedsbetegnelser - § 2

3.3.1.

Gældende ret

Statsgaranterede

studielån kunne optages i perioden fra 1964 til 1993. Fra og med 1998 har der

kunnet overføres statsgaranterede studielån fra andre pengeinstitutter til

Økonomistyrelsen som pengeinstitut på sædvanlige vilkår. De tidligere

statsgaranterede studielån har en afviklingstid på 15 år. Inden for

afviklingsperioden

skal lånet betales tilbage med passende ydelser i forhold til gælden. Der er

dog mulighed for udsættelse med tilbagebetalingen i særlige tilfælde.

Ved

kongelig resolution af 27. november 2001, jf. bekendtgørelse nr. 1107 af 20.

december 2001, blev administrationen af statsgaranterede studielån overført

fra

Finansministeriet til Skatteministeriet. Lov om statsgaranterede studielån

regulerer denne type lån. Af lovens § 1 a, stk. 2, fremgår, at

skatteministeren fastsætter regler for klageadgang m.v. Denne bemyndigelse er

hidtil ikke anvendt. I medfør af resolutionen blev udstedt bekendtgørelse nr.

338 af 27. maj 2002, som fastlægger, at Økonomistyrelsen skal forvalte

studielånene,

og at klager over Økonomistyrelsen kan indbringes for Told- og

Skattestyrelsen.

Administrationen

af statsgaranterede studielån henhører således under skatteministerens

sagsområde, men sagerne behandles af Økonomistyrelsen. Klager over

Økonomistyrelsens afgørelser kan behandles af Told- og Skattestyrelsen, dvs.

nu

SKAT. Landsskatteretten kan derimod ikke behandle klagerne, da der ikke er

tale

om administration af lovgivning om skatter, jf. skatteforvaltningslovens

§ 1.

Som

det fremgår, er der tale om en ordning under afvikling. I Økonomistyrelsen

var

der ved årsskiftet 2005/6 2.772 låntagere med statsgaranterede studielån

under

ordinær tilbagebetaling. Antallet falder med ca. 40 pct. om året. Antallet af

klager har ligget på 2-3 om året.

3.3.2.

Forslagets baggrund

Der

henvises til afsnit 3.3.1. ovenfor.

3.3.3.

Skatteministeriets overvejelser

Den

kongelige resolution af 2001 indebar, at der blev indgået en

administrationsaftale mellem skatteministeren og Økonomistyrelsen, og at

Told-

og Skattestyrelsen blev klageinstans for Økonomistyrelsens afgørelser.

Som

led i fusionen er Told- og Skattestyrelsens virke som klageinstans imidlertid

afskaffet i alle andre sammenhænge. Hovedreglen er nu, at alle afgørelser

truffet af SKAT, herunder af restanceinddrivelsesmyndigheden, kan påklages

til

Landsskatteretten. Der henvises nærmere til afsnit 3.1.1.

Som

et led i fusionen er inddrivelsen af alle offentlige krav endvidere overført

til restanceinddrivelsesmyndigheden. Økonomistyrelsen oversender sager om

misligholdelse af statsgaranterede studielån til behandling i

restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceindddrivelsesmyndighedens afgørelser

kan påklages til Landsskatteretten i overensstemmelse med

skatteforvaltningslovens hovedregel. Derimod skal sager, som Økonomistyrelsen

træffer afgørelse i, fortsat påklages til Told- og Skattestyrelsen ifølge den

i

afsnit 3.3.1. omtalte bekendtgørelse. Det vil sige, at der efter fusionen

fortsat kan klages til SKAT for så vidt angår denne sagstype.

Skatteministeriet

finder det uhensigtsmæssigt, at klager over afgørelser om statsgaranterede

studielån således skal påklages til to forskellige klageinstanser, afhængig

af,

hvilken myndighed der har truffet afgørelsen i 1. instans. Endvidere finder

Skatteministeriet det uhensigtsmæssigt, at der overhovedet finder

klagebehandling

i materielle sager sted i SKAT, da dette er i modstrid med intentionerne bag

fusionen, jf. ovenfor.

Eftersom

Landsskatteretten i forvejen behandler klager over

restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelsen af

statsgaranterede

studielån, finder Skatteministeriet det hensigtsmæssigt, at kompetencen til

at

behandle klager over Økonomistyrelsens afgørelser også tillægges

Landsskatteretten. Det bemærkes herved, at der ikke er tale om mange klager,

anslået 2-3 klager om året.

3.3.4.

Forslagets indhold

Det

foreslås, at klager over Økonomistyrelsens afgørelser i sager om

statsgaranterede

studielån skal kunne behandles af Landsskatteretten. Det forudsættes, at

Landsskatteretten i medfør af skatteforvaltningslovens § 13,

stk. 3,

vil fastsætte, at sådanne sager skal behandles uden deltagelse af

retsmedlemmer.

Derudover

foreslås en række myndighedsbetegnelser ændret.

Om forslagets

retssikkerhedsmæssige konsekvenser

bemærkes, at forslaget for det første styrker retssikkerheden ved at klargøre

klagegangen for disse sager, der dog er ganske fåtallige. Dertil kommer, at

forslaget medfører en højere grad af éntydighed i klagegangen på

ministerområdet som helhed, hvilket styrker overskueligheden og dermed

retssikkerheden generelt.

3.4.

Sammensætning af Landsskatteretten i afgørelser om registreringsafgiftsloven

-

§ 1, nr. 2

3.4.1.

Gældende ret

Når

Landsskatteretten træffer afgørelse i sager om lov om registreringsafgift af

motorkøretøjer m.v., deltager der særligt motorsagkyndige medlemmer i

afgørelsen.

Skatteforvaltningslovens

§ 13, stk. 1, indeholder de gældende kompetenceregler for

Landsskatteretten i sager, hvor der skal deltage retsmedlemmer i sagens

afgørelse.

I

hver enkelt sag skal således deltage mindst 3 retsmedlemmer. Heraf skal

mindst

én være retspræsidenten eller en retsformand, og mindst to skal være blandt

rettens øvrige medlemmer. Disse medlemmer er enten valgt til

Landsskatteretten

af Folketinget eller udnævnt af skatteministeren. Der stilles ikke særlige

krav

til de pågældendes individuelle kvalifikationer, og disse retsmedlemmer kan

deltage i afgørelsen af alle typer af sager.

Herudover

har skatteministeren i henhold til skatteforvaltningsloven udnævnt fire

særligt

motorsagkyndige retsmedlemmer, hvoraf 2 skal repræsentere bilbranchen og 2

Færdselsstyrelsen. Disse motorsagkyndige retsmedlemmer skal deltage i

afgørelser, som vedrører registreringsafgiftsloven, hvilket fremgår af den

gældende

bestemmelse herom i skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt.

Formuleringen af bestemmelsen kan imidlertid give anledning til tvivl om,

hvorvidt der kan deltage mere end 3 retsmedlemmer i sådanne sager, som

tilfældet var det før indførelsen af skatteforvaltningsloven.

3.4.2.

Forslagets baggrund

I

forbindelse med indførelsen af skatteforvaltningsloven skete der en justering

af kompetencereglerne for Landsskatteretten i sager, hvor der skal deltage

retsmedlemmer i sagens afgørelse. Der var herved ikke tilsigtet nogen ændring

af kompetencereglerne for så vidt angår sager vedrørende

registreringsafgiftsloven. Formuleringen af den gældende bestemmelse i

skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt., kan imidlertid give

anledning til usikkerhed herom.

Ved

§ 2 i lov nr. 1409 af 21. december 2005 om ændring af

registreringsafgiftsloven, skatteforvaltningsloven og opkrævningsloven

(Indførelse af motorankenævn m.v.) er antallet af særligt motorsagkyndige

medlemmer

endvidere forhøjet fra 2 til 4 med virkning fra den 1. april 2006.

Landsskatteretten er samtidig gjort til 2. klageinstans vedrørende

afgørelser,

som har været behandlet i motorankenævn.

3.4.3.

Skatteministeriets overvejelser

Der

var ikke med indførelsen af skatteforvaltningsloven tilsigtet nogen ændring

af

kompetencereglerne for Landsskatteretten for så vidt angår sager vedrørende

lov

om registreringsafgift af motorkøretøjer. Den gældende bestemmelse i

skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt., bør efter

Skatteministeriets opfattelse præciseres i overensstemmelse hermed.

I

den forbindelse bemærkes, at det specielt efter det øgede antal særligt

motorsagkyndige medlemmer må anses for hensigtsmæssigt, at alle 4

motorsagkyndige medlemmer kan deltage i afgørelser af principiel betydning,

ligesom det også må anses for hensigtsmæssigt, at retten i sager, der

vedrører

fortolkning af loven, kan supplere sig med et medlem, der er dommer.

3.4.4.

Forslagets indhold

Det

foreslås, at bestemmelsen om Landsskatterettens sammensætning i sager om

registreringsafgiftsloven præciseres, så det udtrykkelig fremgår, at der

ligesom i Landsskatterettens øvrige sager kan deltage mere end 3

retsmedlemmer

i en afgørelse. Dermed præciseres det også, at den eneste særregel for

registreringsafgiftssagerne i sammenligning med rettens øvrige sagstyper er,

at

mindst 2 af de deltagende retsmedlemmer skal være særligt motorsagkyndige.

Om forslagets

retssikkerhedsmæssige konsekvenser

b

emærkes, at forslaget har til formål

at sikre kvaliteten af Landsskatterettens afgørelser i disse sager. Forslaget

har dermed en positiv indvirken på retssikkerheden i denne sagstype.

3.5.

Forkortelse af fristen for skatteministerens indbringelse af

skatterådsafgørelser for Landsskatteretten - § 1, nr. 4

3.5.1.

Gældende ret

Skatteforvaltningslovens

§ 40, stk. 2, indeholder en regel om, at skatteministeren kan

indbringe afgørelser truffet af Skatterådet for Landsskatteretten, når

afgørelsen indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål. Fristen

for

skatteministerens stillingtagen hertil er på 3 måneder.

Når

skatteministeren gør brug af sin mulighed for at indbringe en

skatterådsafgørelse for Landsskatteretten, får den eller de borgere, der har

været part i sagen for Skatterådet, samme status som den, der tilkommer en

klager efter bestemmelserne om Landsskatterettens sagsbehandling i sager. I

øvrigt finder Landsskatterettens bestemmelser om sagsbehandling tilsvarende

anvendelse, når bortses fra bestemmelser om betaling og tilbagebetaling af

klageafgift.

Det

angives bl.a. i lovbestemmelsen, at skatteforvaltningslovens § 42,

stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Det betyder, at fristen

for skatteministerens stillingtagen til, om en skatterådsafgørelse skal

indbringes,

er på 3 måneder svarende til den almindelige frist, der gælder for klage til

Landsskatteretten.

3.5.2.

Forslagets baggrund

Ifølge

bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 2004-05, 2. samling,

lovforslag L 110, forslag til skatteforvaltningsloven, afsnit 4.3.2. og

4.14.)

er formålet, at Landsskatteretten skal kunne forelægge spørgsmål om

Skatterådets fortolkning af en EU-retlig problemstilling for EF-domstolen som

en præjudiciel sag.

3.5.3.

Skatteministeriets overvejelser

Det

er Skatteministeriets opfattelse, at de motiver, der lå bag indførelsen af

reglen i skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, i 2005, fortsat gør

sig gældende med en sådan vægt, at bestemmelsen bør bevares.

Skatteministeriets

forventning er endvidere, at det praktiske behov for bestemmelsen vil være

meget

begrænset, men dog stigende over tid som følge af udbygningen af den

EU-retlige

regulering. Skatteministeren har hidtil ikke anvendt reglen.

Selv

om bestemmelsen kun forventes anvendt rent undtagelsesvis, indebærer

bestemmelsen dog en marginal forringelse af borgernes retssikkerhed i sager,

der vedrører EU-retlige spørgsmål. Selve reglens eksistens er egnet til at

skabe retsusikkerhed for en meget lille kreds af borgere og virksomheder. Det

drejer sig om borgere og virksomheder, hvis sager afgøres af Skatterådet og

indeholder elementer af fortolkning af EU-retlig lovgivning.

Det

forventes, at de få sager, der i praksis måtte forekomme, næsten altid vil

være

sager, hvor der er anmodet om bindende svar. Her kan told- og

skatteforvaltningen vælge at forelægge sagen for Skatterådet til afgørelse

netop med den begrundelse, at sagen indeholder et EU-retligt spørgsmål af

væsentlig rækkevidde, jf. bemærkningerne til § 21, stk. 4, i

skatteforvaltningsloven (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, lovforslag L

110).

Et

bindende svar er efter skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1, som

hovedregel bindende for skattemyndighederne, men efter § 25,

stk. 2,

2. pkt., er svaret ikke bindende, i det omfang svaret viser sig at være i

strid

med EU-retten.

Det

betyder, at en borger eller virksomhed, som har fået et bindende svar fra

Skatterådet, der indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål,

ikke

kan indrette sig i tillid til svaret, før der haves vished for, at

skatteministeren

ikke

vil benytte sin adgang til at indbringe det

bindende svar for Landsskatteretten.

Hvis

svaret indbringes, kan borgeren eller virksomheden heller ikke indrette sig i

tillid til svaret, før Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen.

I

de situationer, hvor sagen rent faktisk forelægges for EF-domstolen, finder

Skatteministeriet, at hensynet til den pågældende borger eller virksomhed må

vige for de overordnede hensyn til, at sagen må finde sin korrekte afgørelse

i

henhold til EU-retten, det vil sige netop de hensyn, der lå til grund for

indførelsen

af reglen i skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2.

Derimod

finder Skatteministeriet, at hensynet til de borgere og virksomheder, hvis

sag

skatteministeren

ikke

indbringer, taler for, at fristen for

skatteministerens stillingtagen bør være så kort som muligt. Det bemærkes

herved, at Skatteministeriet har adgang til at deltage i Skatterådets møder

uden stemmeret, jf. § 1, stk. 3, i Skatterådets forretningsorden

(bekendtgørelse

nr. 1035 af 25. oktober 2005). Skatteministeriet har derved mulighed for at

gøre sig bekendt med, at Skatterådet vil træffe en afgørelse med EU-retligt

indhold, før afgørelsen træffes.

Af

praktiske årsager vurderer Skatteministeriet, at der er behov for en frist på

1

måned fra den dato, hvor Skatterådets afgørelse træffes. Den periode, hvori

borgeren eller virksomheden må forventes at ville afvente situationen og

undlade at disponere i tillid til et bindende svar fra Skatterådet, kan

dermed

nedsættes fra de nuværende 3 måneder til 1 måned.

3.5.4.

Forslagets indhold

Det

foreslås, at der indsættes en bestemmelse i skatteforvaltningslovens

§ 40,

stk. 2, om, at skatteministerens anmodning til Landsskatteretten om

behandling af en skatterådsafgørelse skal være modtaget i Landsskatteretten

senest 1 måned fra Skatterådets datering af afgørelsen.

Om forslagets

retssikkerhedsmæssige konsekvenser

bemærkes, at forslaget skyldes hensynet

til de borgere og virksomheder, hvis sag skatteministeren vælger

ikke

at

indbringe for Landsskatteretten. Når fristen afkortes, får de pågældende

hurtigere vished for, at deres afgørelse er endelig, hvilket indebærer en

forbedring af deres retssikkerhed.

3.6.

Øvrige præciseringer og justeringer

Der

foreslås forskellige præciseringer og justeringer i kildeskatteloven,

arbejdsmarkedsfondsloven, personskatteloven og ligningsloven.

3.6.1.

Kildeskatteloven - § 3

Ændringerne

vedrører dels fratrædelsesgodtgørelser, dels arbejdsudlejede personer, der er

begrænset skattepligtige til Danmark.

3.6.1.1.

Gældende ret

Ad

fratrædelsesgodtgørelser

:

Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, er indkomst i form af

vederlag erhvervet ved arbejde her i landet af en person, som ikke er fuldt

skattepligtig til Danmark, omfattet af begrænset skattepligt. Det er uden

betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i. Det er

endvidere uden betydning, om retten til vederlaget er erhvervet efter ophør

af

arbejdet her i landet.

Ad

arbejdsudlejede personer

:

Kildeskattelovens

§ 46, stk. 1, indeholder bl.a. regler om den danske hvervgivers

indeholdelsespligt i forbindelse med arbejdsudleje. Der er tale om

arbejdsudleje, når e

n person er stillet til

rådighed for at udføre arbejde her i landet for en dansk hvervgiver af en

virksomhed, der ikke har hjemting her i landet – det gælder selvom

personen,

der stilles til rådighed, er formidlet gennem en virksomhed med hjemting her

i

landet. I sidstnævnte situation anses den arbejdsudlejede person fortsat for

at

være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet af en

virksomhed,

der ikke har hjemting her i landet.

Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, jf. § 43,

stk. 2, litra h, er en

dansk hvervgiver for en arbejdsudlejet person

med en udenlandsk arbejdsgiver kun indeholdelsespligtig af vederlag i penge

samt fri kost og logi. Hvis den arbejdsudlejede person er begrænset

skattepligtig

til Danmark, dvs. har fast bopæl i udlandet, men indkomst med kilder fra

Danmark, er den pågældende ikke selvangivelsespligtig, jf.

skattekontrollovens

§ 2, stk. 1, nr. 2. Dette medfører, at der kun kan opkræves skat af

vederlag i penge samt fri kost og logi til begrænset skattepligtige

arbejdsudlejede personer med udenlandske arbejdsgivere, selv om disse

personer

i princippet er begrænset skattepligtige af alle skattepligtige

personalegoder,

jf. kildeskattelovens § 48 B, jf. § 2, stk. 1, nr. 3.

3.6.1.2.

Forslagets baggrund

Baggrunden

for forslaget vedrørende

fratrædelsesgodtgørelser

er, at Landsskatteretten i en kendelse og Skatterådet i et

bindende svar er nået frem til modsat rettede afgørelser om den skattemæssige

behandling af fratrædelsesgodtgørelser og løn i en opsigelsesperiode, som

udbetales til en person, som har udført arbejde i Danmark, men som senere er

blevet

skattemæssigt hjemmehørende i udlandet.

Landsskatteretten

afsagde i 2003 en kendelse i en sag, hvor en person var opsagt fra sin

stilling

i Danmark og samtidig fritstillet. Den pågældende flyttede derefter til

udlandet. Landsskatteretten fandt, at opsigelsesperiodens længde og den løn,

der blev udbetalt i opsigelsesperioden, udsprang af arbejde udført i Danmark.

Lønnen i opsigelsesperioden kunne hermed beskattes i Danmark, selvom

medarbejderen var flyttet til udlandet, og der i opsigelsesperioden ikke blev

præsteret en arbejdsydelse i Danmark. Skatteministeriet har kommenteret den

pågældende afgørelse. Kommentaren er offentliggjort på SKATs hjemmeside

www.skat.dk

som SKM2005.41.DEP.

Skatterådet

har for nylig i en sag med stærke paralleller til ovennævnte sag afgivet et

bindende svar, hvor der tages udgangspunkt i det synspunkt, at løn i en

opsigelsesperiode og fratrædelsesgodtgørelse

ikke

er vederlag for

arbejde udført her i landet i tidligere år. Der er derimod ifølge Skatterådet

tale om vederlag for tab af

fremtidige

arbejdsindtægter – dette uanset at det allerede nu af

bestemmelserne fremgår, at det er uden betydning for skattepligten, om retten

til vederlaget erhverves efter ophør af arbejdet i Danmark.

For

så vidt angår begrænset skattepligtige

arbejdsudlejede personer

beskattes disse med 30 pct. af bruttoindkomsten.

Ved lov nr. 425 af 6.

juni 2005 blev bruttoindkomsten udvidet til at omfatte alle former for

skattepligtige

personalegoder, foruden vederlag i penge og fri kost og logi, som allerede

var

en del af den skattepligtige bruttoindkomst. Udvidelsen var en del af en

generel udvidelse af den begrænsede skattepligt som medførte, at begrænset

skattepligtige personer blev skattepligtige af alle personalegoder, der også

var skattepligtige for fuldt skattepligtige personer.

Imidlertid mangler der den fornødne indbyrdes sammenhæng mellem

reglerne om skattepligtens omfang og reglerne om opkrævning af bruttoskatten

på

de 30 pct., således at der trods skattepligtens omfang efter gældende regler

kun er hjemmel til at opkræve skat af vederlag i penge samt fri kost og logi.

3.6.1.3.

Skatteministeriets overvejelser

For

så vidt angår

fratrædelsesgodtgørelser

er der som beskrevet under

3.6.1.2. skabt retsusikkerhed om, hvordan fratrædelsesgodtgørelser, løn i en

opsigelsesperiode og lignende ydelser skattemæssigt skal behandles, når

sådanne

ydelser udbetales til en person, som ikke længere er hjemmehørende i Danmark.

Hvis Skatterådets fortolkning lægges til grund, skabes der mulighed for

omgåelse af reglerne om begrænset skattepligt af lønindkomst, idet en

medarbejder så vil kunne undgå dansk beskatning af sådanne ofte ganske

betydelige beløb ved blot at flytte til udlandet.

Der

er derfor behov for i loven at præcisere, at fratrædelsesgodtgørelse, løn i

en

opsigelsesperiode og lignende indkomst er omfattet af skattepligten til

Danmark, når sådanne ydelser erhverves i forbindelse med ophør af et

ansættelsesforhold,

der har omfattet arbejde her i landet, og hvor lønnen har været undergivet

dansk beskatning.

Efter

ligningslovens § 7 U gives der et nedslag på 8.000 kr. ved beskatning af

fratrædelsesgodtgørelser m.v. Dette nedslag gives med samme beløb uanset

godtgørelsens størrelse. Der skal derfor ikke ske nogen forholdsmæssig

nedsættelse, selv om ansættelsesforholdet har omfattet arbejde såvel i

Danmark

som i udlandet.

Det

skal tilføjes, at sådanne fratrædelsesgodtgørelser m.v. efter dansk

opfattelse

er omfattet af artikel 15 om beskatning af lønindkomst i OECD’s model

for

dobbeltbeskatningsoverenskomster. Lønindkomst kan efter denne bestemmelse som

altovervejende hovedregel beskattes i det land, hvor arbejdet udføres.

For

så vidt angår

arbejdsudlejede personer

findes der behov for at rette op på uoverensstemmelsen mellem

reglerne om skattepligtens omfang og reglerne om opkrævning af skatten for

begrænset skattepligtige arbejdsudlejede personer, med en udenlandsk

arbejdsgiver og en dansk hvervgiver. Uoverensstemmelsen fjernes ved en

generel

præcisering af indeholdelsespligten for danske hvervgivere for

arbejdsudlejede

personer med udenlandske arbejdsgivere, da indeholdelsespligten for den

danske

hvervgiver bør være den samme, uanset om hvervgiveren har hyret en fuldt

skattepligtig arbejdsudlejet person med en udenlandsk arbejdsgiver eller en

begrænset skattepligtig arbejdsudlejet person med en udenlandsk arbejdsgiver.

3.6.1.4.

Forslagets indhold

Det

foreslås for det første præciseret, at

fratrædelsesgodtgørelse,

løn i en opsigelsesperiode og lignende

indkomst er omfattet af skattepligten til Danmark, når sådanne ydelser

erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet

arbejde her i landet, og hvor lønnen har været undergivet dansk beskatning.

Hvis ansættelsesforholdet har omfattet arbejde i såvel Danmark som i

udlandet,

vil skattepligten omfatte den forholdsmæssige del, som svarer til den

indkomst,

som Danmark har kunnet beskatte. Herved sikres ens beskatning, hvad enten

lønnen udbetales før eller efter medarbejderens fratræden.

Det

foreslås for det andet præciseret, at den danske hvervgiver for begrænset

skattepligtige

arbejdsudlejede personer

med udenlandske arbejdsgivere

skal indeholde 30 pct.-skatten af den samlede bruttoindtægt, dvs. af vederlag

i

penge, fri kost og logi samt andre skattepligtige personalegoder. Det

præciseres

herudover, at den danske hvervgiver for en fuldt skattepligtig arbejdsudlejet

person med en udenlandsk arbejdsgiver skal indeholde skat efter den

arbejdsudlejede

persons skattekort.

Retssikkerhedsmæssigt

fjerner det første forslag

den usikkerhed, der er opstået i forbindelse med Skatterådets bindende svar.

Det tilføjes, at det bindende svar, der er afgivet, i den konkrete sag vil

stå

ved magt. Det andet forslag om præcisering af indeholdelsespligten for

vederlag

til arbejdsudlejede begrænset skattepligtige personer skaber den

retstilstand,

der oprindeligt var tiltænkt på dette område.

3.6.2.

Arbejdsmarkedsfondsloven - § 4

Disse

forslag er relateret til beskatning af arbejdsudlejede personer, jf. afsnit

3.6.1. ovenfor. Problemet er det samme, nemlig uklarhed om den indbyrdes

sammenhæng mellem forskellige bestemmelser. Det foreslås præciseret, at der

skal betales arbejdsmarkedsbidrag af vederlag i penge samt fri kost og logi

til

begrænset skattepligtige arbejdsudlejede personer. Det er som i andre

tilfælde

en forudsætning for bidragspligten, at den pågældende er undergivet dansk

social sikringslovgivning.

Retssikkerhedsmæssigt

skabes der herved den

fornødne indbyrdes sammenhæng mellem disse regelsæt.

3.6.3.

Personskatteloven - § 5

3.6.3.1.

Gældende ret

Efter gældende regler skal en skattepligtig person overføre

underskud til en samlevende ægtefælle. Ved opgørelsen af underskuddet skal

der

ses bort fra udenlandsk indkomst, der beskattes i udlandet. En person, der

f.eks. bor i Danmark og arbejder i Tyskland, får ved opgørelsen af den danske

indkomst således ikke medregnet sin tyske indkomst. Hvis personen i det

pågældende tilfælde f.eks. ejer fast ejendom i Danmark, får den pågældende en

negativ dansk skattepligtig indkomst som følge af det danske fradrag for

prioritetsrenter. Dette underskud kan som nævnt efter gældende regler

overføres

til den samlevende ægtefælle. Hvis personen også får fradrag for de danske

prioritetsrenter i udlandet ved den udenlandske skatteberegning, vil

ægtefællerne få fradrag for de samme prioritetsrenter to gange.

3.6.3.2.

Forslagets baggrund og Skatteministeriets overvejelser

Regeringen

bestræber sig på at fjerne uhensigtsmæssige konsekvenser og huller i den

gældende skattelovgivning. Forslaget er et led i arbejdet med at afdække

sådanne uhensigtsmæssigheder. Arbejdet med at afdække uhensigtsmæssige

konsekvenser og huller i den gældende skattelovgivning sker løbende.

3.6.3.3.

Lovforslagets indhold

Det

foreslås at ændre personskattelovens § 13, stk. 5, så det ikke

længere er muligt for ægtefæller under visse betingelser at få fradrag for de

samme udgifter både i Danmark og i udlandet.

Lovforslaget

får kun betydning i de tilfælde, hvor en af ægtefællerne arbejder i et land,

der giver en dansk bosat person fradrag for sine personlige udgifter ved den

udenlandske skatteberegning. I det tilfælde medfører lovforslaget, at

personen

ikke kan overføre et fradrag for de samme udgifter til sin samlevende

ægtefælle

ved den danske skatteberegning.

Så vidt det foreligger oplyst, giver Tyskland ikke i

øjeblikket fradrag for danske prioritetsrenter til en person, der bor i

Danmark

og arbejder i Tyskland. Lovforslaget har derfor på nuværende tidspunkt ikke

nogen betydning for de dansk-tyske grænsegængere, der fortsat vil kunne

overføre fradrag for danske prioritetsrenter m.v. til en samlevende

ægtefælle.

For

så vidt angår

de

dansk-svenske grænsegængere vil lovforslaget, med de gældende svenske

skatteregler, heller ikke have nogen betydning. En person, der bor i Danmark

og

arbejder i Sverige, vil efter svenske skatteregler kunne vælge mellem enten

at

blive omfattet af den svenske SINK-beskatning, der er en 25 pct. bruttoskat,

eller at blive beskattet efter de almindelige svenske indkomstskatteregler,

dog

uden fradrag for danske prioritetsrenter og andre udgifter, der ikke knytter

sig til den svenske skattepligtige indkomst. Personen kan efter gældende

regler

således ikke få fradrag i Sverige for sine danske prioritetsrenter og vil

efter

lovforslaget derfor fortsat kunne overføre fradraget for danske

prioritetsrenter

m.v. til en samlevende ægtefælle.

Det kan ikke udelukkes, at Sverige og Tyskland fremover vil

tillade, at personer, der bor i Danmark og arbejder i Sverige eller Tyskland,

får fradrag for danske prioritetsrenter. I forhold til Sverige og Tyskland er

forslaget således en fremtidssikring mod dobbeltfradrag.

Det skal bemærkes, at det ikke er unormalt, at

arbejdslandet giver fradrag for private udenlandske udgifter som f.eks.

prioritetsrenter til en udenlandsk bosat person, hvis personen overvejende

arbejder i det pågældende land. Sådanne regler har vi eksempelvis i Danmark

med

de såkaldte

grænsegængerreglerne.

Udenlandsk bosatte personer, der arbejder i Danmark, og som har valgt at

blive

omfattet af

de såkaldte

grænsegængerreglerne,

får således fradrag for udenlandske prioritetsrenter ved den danske

skatteberegning.

Der

er tale om fjernelse af et

»

hul«

i lovgivningen, hvilket vil

være en styrkelse af den kollektive

retssikkerhed.

3.6.4.

Ligningsloven - § 6

3.6.4.1. Gældende ret

Såfremt

en distributionsvirksomhed inden for energisektoren yder et direkte tilskud

til

en energiforbruger med henblik på at sikre realisering af dokumenterbare

energibesparelser, jf. bestemmelserne herom i lov om elforsyning, lov om

naturgasforsyning og lov om varmeforsyning, vil modtageren af dette tilskud

være skattepligtig heraf, da ligningsloven ikke indeholder hjemmel til

skattefritagelse. Tilskuddet kan f.eks. ydes til energiforbrugeren i

forbindelse med udførelse af isoleringsarbejde på energiforbrugerens ejendom.

3.6.4.2. Forslagets baggrund

Ved

lov nr. 520 af 7. juni 2006 blev lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning

og lov om varmeforsyning ændret på en række punkter. Lovændringerne var en

udmøntning af energispareaftalen af 10. juni 2005 mellem regeringen,

Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk

Folkeparti.

En

af disse ændringer bestod i, at netvirksomheder omfattet af lov om

elforsyning,

distributionsselskaber omfattet af lov om naturgasforsyning og

varmedistributionsvirksomheder omfattet af lov om varmeforsyning

(distributionsvirksomheder) blev pålagt at sikre realisering af

dokumenterbare

energibesparelser i overensstemmelse med regler fastsat af transport- og

energiministeren. Disse er nu fastsat i Transport- og Energiministeriets

bekendtgørelse nr. 1105 af 9. november 2006.

3.6.4.3. Skatteministeriets overvejelser

Efter

ligningsloven § 7 F er der i dag skattefrihed for Elsparefondens tilskud

til bygningsejere til installationsarbejder i bygninger i forbindelse med

gennemførelsen af elbesparelsesaktiviteter samt tilskud til forbrugere ved

køb

af nye energieffektive apparater og udstyr. Der er endvidere skattefrihed for

tilskud til forbrugere ved køb af nye energieffektive produkter samt

installation af disse efter lov om statstilskud til produktrettede

energibesparelser.

Der findes på tilsvarende vis at burde være skattefrihed

for modtagere af tilskud, der ydes

af

nærmere bestemte distributionsvirksomheder i energisektoren for at sikre

realisering af dokumenterbare energibesparelser.

3.6.4.4. Forslagets indhold

De

foreslåede ændringer af ligningslovens §

7 F, stk. 1, nr. 11 og 12, er

rent lovtekniske ændringer.

Formålet

med den foreslåede materielle ændring i ligningslovens § 7 F er at

indføre

skattefrihed for modtagere af tilskud, der ydes af nærmere bestemte

distributionsvirksomheder i energisektoren for at sikre realisering af

dokumenterbare energibesparelser.

Der

foreslås indsat en ny bestemmelse i ligningslovens § 7 F, stk. 1,

nr.

13, om skattefrihed for tilskud, som distributionsvirksomhederne i

energisektoren i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om

elforsyning,

§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om naturgasforsyning og § 28 b,

stk. 1, i lov om varmeforsyning yder for at sikre realisering af

dokumenterbare energibesparelser. Bestemmelsen gælder alle energiforbrugere,

som distributionsvirksomhederne måtte vælge at yde tilskud til for at sikre

realisering af dokumenterbare energibesparelser.

Den

foreslåede ændring af ligningslovens § 33, stk. 1, er en rent

teknisk

ændring af henvisningen til pensionsafkastbeskatningslovens § 19,

stk. 2.

4.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget

skønnes ikke at have provenumæssige konsekvenser.

SKAT

har oplyst følgende om sin

Kommunikationsplan

for forslaget:

Lovens indhold vil blive kommunikeret til borgere og

virksomheder med følgende midler:

–

Emnet vil i en

periode være et tema på SKATs hjemmeside

www.skat.dk

–

Der vil blive udsendt

en pressemeddelelse i forbindelse med, at Folketinget vedtager lovforslaget.

Forslaget

skønnes at medføre omkostninger på ca. 250.000 kr. til information.

Lovforslagets

§ 5, der vedrører en ændring af personskattelovens § 13,

stk. 5,

skønnes at medføre engangsudgifter til systemtilretning på ca. 2 mio. kr.

5.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en

vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets

virksomhedspanel. Styrelsen vurderer, at forslaget indeholder beskedne

administrative lettelser, men ingen administrative byrder. Samlet indeholder

forslaget dog ikke administrative konsekvenser i et omfang, der berettiger,

at

lovforslaget bliver forelagt et virksomhedspanel. Forslaget bør derfor ikke

forelægges et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

6.

Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget

skønnes at medføre beskedne administrative lettelser for borgerne.

7.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget

har ikke miljømæssige konsekvenser.

8.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9.

Høring

De

forslag, der findes i lovforslagets § 1 og § 2, blev sendt i høring

den 30. juni 2006 som led i et lovforslag med titlen

»

Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven,

ligningsloven og lov om statsgaranterede studielån (Omkostningsgodtgørelse i

genoptagelsessager, syn og skøn, overspringsregel, Landsskatterettens og

Skatteministeriets kompetence i visse sager, m.v.)«

Ud

over ministerierne har følgende således haft lejlighed til at kommentere de

enkelte forslag: Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks

Rederiforening, Danmarks Skibskreditfond, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk

Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk

Industri,

Dansk Iværksætterforening, Dansk Kunstnerråd, Dansk Landbrug, Dansk Told- og

Skatteforbund, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Danske

Skatteborgerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Finansrådet, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer,

Foreningen af Danske Skatteankenævn, Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer,

Forsikring & Pension, Handels-, Transport- og Serviceerhvervene, HTS-A,

HK-Stat, Håndværksrådet, InvesteringsForeningsRådet, Kommunernes

Landsforening,

Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, Landsskatteretten, SKAT,

Skatterevisorforeningen

og Økonomistyrelsen.

I

bilag 1 til lovforslaget kommenteres de høringssvar, som Skatteministeriet

har

modtaget fra ovennævnte organisationer m.v. ved høringsfristens afslutning.

Der

er dog ikke gengivet høringssvar og kommentarer vedrørende elementer, som

ikke

er medtaget i det fremsatte lovforslag.

Lovforslagets

§§ 3-6 har ikke været i høring.

10.

Sammenfatning af økonomiske og administrative konsekvenser

Positive

konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Negative

konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske

konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Ingen

Ingen

Administrative

konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Ingen

Forslaget

skønnes at medføre omkostninger til information på ca. 250.000 kr.

Ændringen

af personskattelovens § 13, stk. 5, om overførsel af underskud

mellem ægtefæller skønnes at medføre engangsudgifter til systemtilretning på

ca. 2 mio. kr.

Økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative

konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget

skønnes at give erhvervslivet

beskedne

administrative lettelser.

Ingen

Miljømæssige

konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative

konsekvenser for borgerne

Forslaget

skønnes at give borgerne beskedne administrative lettelser.

Ingen

Forholdet

til EU-retten

Lovforslaget

indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger

til de enkelte bestemmelser

Til

§ 1

Til

nr. 1

Efter

skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, kan afgørelser, som kan

påklages til et skatteankenævn, efter klagerens valg i stedet påklages til

Landsskatteretten. Er en afgørelse imidlertid indbragt for et skatteankenævn,

skal nævnets stillingtagen afventes, inden sagen kan indbringes for

Landsskatteretten.

Det

foreslås, at man indfører adgang for klagere, der har indbragt en sag for et

skatteankenævn, til at indbringe sagen for Landsskatteretten, når der er

forløbet 3 måneder, fra sagen blev indbragt for nævnet, uden at nævnet har

truffet afgørelse.

Forslaget

svarer til den regel, der gjaldt efter skattestyrelseslovens § 21,

stk. 5, indtil den 1. november 2005. Der er tale om et supplement til

reglen i skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2.

Der

henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.

Til

nr. 2

Efter

skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, skal der som hovedregel ved

afgørelsen af hver enkelt sag i Landsskatteretten deltage mindst 3

retsmedlemmer. Heraf skal mindst én være retspræsidenten eller en

retsformand,

og mindst to skal være blandt rettens øvrige medlemmer. Disse medlemmer er

enten valgt til Landsskatteretten af Folketinget eller udnævnt af

skatteministeren.

Der stilles som hovedregel ikke særlige krav til de pågældendes individuelle

kvalifikationer, og disse retsmedlemmer kan deltage i afgørelsen af alle

typer

af sager. Herudover har skatteministeren udnævnt 4 særligt motorsagkyndige

retsmedlemmer, hvoraf 2 skal repræsentere bilbranchen og 2 Færdselsstyrelsen.

Disse motorsagkyndige retsmedlemmer skal deltage i afgørelser, som vedrører

registreringsafgiftsloven, hvilket fremgår af den gældende bestemmelse herom

i

skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt. Formuleringen af

bestemmelsen

kan imidlertid give anledning til tvivl om, hvorvidt der kan deltage mere end

3

retsmedlemmer i sådanne sager, som tilfældet var det før indførelsen af

skatteforvaltningsloven.

Det

foreslås, at bestemmelsen om Landsskatterettens sammensætning i sager om

registreringsafgiftsloven præciseres, så det udtrykkelig fremgår, at der

ligesom i Landsskatterettens øvrige sager kan deltage mere end 3

retsmedlemmer

i afgørelserne. Mindst 2 af de deltagende retsmedlemmer skal være særligt

motorsagkyndige retsmedlemmer, som skatteministeren har udnævnt efter

skatteforvaltningslovens § 12, stk. 4.

Ændringen

betyder f.eks., at der ikke er tvivl om, at der i sager om lovfortolkning kan

deltage et medlem, der er dommer, og at alle 4 motorsagkyndige medlemmer kan

deltage ved afgørelsen i principielle sager.

Der

henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.4.

Til

nr. 3

Efter

gældende regler er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte regler om

retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser, jf.

skatteforvaltningslovens § 14, stk. 2.

Det

foreslås, at denne bemyndigelsesbestemmelse bevares, men opdeles i en generel

bestemmelse og en særlig bestemmelse om personalesager.

Efter

den generelle bestemmelse kan skatteministeren bestemme, at told- og

skatteforvaltningens afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ

myndighed. I givet fald fraviges således skatteforvaltningslovens generelle

regler om, at klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser kan

indbringes

for Landsskatteretten eller for et ankenævn. Det bemærkes, at

Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005 om den

kompetente myndighed indeholder en sådan bestemmelse.

Efter

den særlige bestemmelse om personalesager kan skatteministeren fastsætte

regler

om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser i disse

sager og kan herunder fastsætte regler om tidsfrister for indgivelse af

klage.

Det bemærkes, at sådanne regler for tiden findes i Skatteministeriets

bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005, som ændret ved bekendtgørelse

nr.

360 af 24. april 2006, om klage i personalesager og delegering af

udnævnelses-

og afskedigelseskompetence.

Endelig

foreslås der, for at udelukke enhver tvivl om retsstillingen, indsat en ny

bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 14, stk. 3. Efter denne

bestemmelse kan skatteministeren bestemme, at også andre spørgsmål end told-

og

skatteforvaltningens afgørelser og sagsbehandlingsspørgsmål, som knytter sig

til afgørelser, i kraft af reglerne om administrativ rekurs kan indbringes

for

Skatteministeriet.

Der

henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.

Til

nr. 4

Efter

skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, kan skatteministeren

indbringe

afgørelser truffet af Skatterådet for Landsskatteretten, når afgørelsen

indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål. Fristen for

skatteministerens

stillingtagen hertil er på 3 måneder.

Det

foreslås, at fristen skal være på 1 måned regnet fra Skatterådets datering af

afgørelsen.

Ændringen

har primært betydning for de borgere og virksomheder, hvis afgørelser

skatteministeren vælger

ikke

at indbringe. Ændringen nedsætter den

periode, hvor de pågældende ikke kan indrette sig i tillid til f.eks. et

bindende svar på grund af muligheden for, at skatteministeren vil indbringe

Skatterådets afgørelse.

Der

henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.5.

Til § 2

Til

nr. 1-4

Ændringerne

er hovedsagelig sproglige ændringer, der ændrer myndighedsnavne.

Ændringerne

skal ses i lyset af, at opgaven med studiegæld ved kongelig resolution i 2001

blev overflyttet fra Finansministeriets til Skatteministeriets ressort. Loven

blev ikke ændret sprogligt i den anledning.

Som

konsekvens af kommunalreformen og de nye regler på inddrivelsesområdet,

deriblandt samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet, blev reglerne

ændret

således, at det fremgår, at Økonomistyrelsen administrerer, og

Skatteministeriet fastsætter regler for administrationen. Endvidere indførtes

begrebet restanceinddrivelsesmyndigheden, som er en betegnelse for SKATs nye

Inddrivelsescenter.

Der

henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.3.

Til

nr. 5

Der

foreslås indsat en ny § 8 a i lov om statsgaranterede studielån, der

regulerer klager over Økonomistyrelsens afgørelser efter loven.

Efter

stk. 1 foreslås det, at klager over Økonomistyrelsens afgørelser skal

afgøres af Landsskatteretten. Efter skatteforvaltningslovens § 11,

stk. 3, afgør Landsskatteretten klager, der efter anden lovgivning er

henlagt til Landsskatteretten til afgørelse. Stk. 1 er en sådan særlig

kompetencebestemmelse.

Forslaget

indebærer, at de 2-3 årlige klager over Økonomistyrelsens afgørelser kan

behandles af Landsskatteretten efter tilsvarende regler, som gælder for

klager

af lignende art, herunder f.eks. klager over afgørelser om inddrivelse af

statsgaranterede

studielån, jf. afsnit 3.3.1. i de almindelige bemærkninger.

Det

foreslås, at skatteforvaltningslovens § 13 om Landsskatterettens virke

finder tilsvarende anvendelse. Landsskatteretten er som udgangspunkt et

kollegialt

klageorgan.

Efter § 13, stk. 3, 1. pkt., kan Landsskatterettens

præsident dog fastsætte regler om, at nærmere angivne typer af sager skal

afgøres uden medvirken af læge retsmedlemmer. Denne kompetence er tænkt

anvendt

til at henlægge afgørelsen af klager i sagstyper, der generelt er

ukomplicerede, til afgørelse af Landsskatterettens kontorer.

Det forventes, at

Landsskatteretten med hjemmel heri vil fastsætte, at de omhandlede klager

skal

behandles uden deltagelse af retsmedlemmer.

Det

foreslås, at reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 40-46 om klage m.v.

til Landsskatteretten skal finde tilsvarende anvendelse.

Efter § 40, stk. 1, kan klage til

Landsskatteretten indgives af den, der har en væsentlig, direkte og

individuel

retlig interesse i den påklagede afgørelse.

§ 41 handler om klagebegrundende forhold, og § 42

handler bl.a. om fristen for klage til Landsskatteretten og om klagens

udformning.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 43 omhandler

mundtlig forhandling. Stk. 1 er en partshøringsregel, og stk. 2

giver

Landsskatteretten mulighed for at bede den myndighed, der har truffet den

påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige forhandling.

Endelig giver stk. 3 Landsskatteretten mulighed for at tilkalde

sagkyndig

bistand.

§ 44 om retsmøder forventes ikke at blive relevant for

disse sager, jf. ovenfor, men er dog medtaget, fordi Landsskatterettens

præsident efter § 13, stk. 3, 2. pkt., undtagelsesvis kan bestemme,

at en sag skal afgøres under medvirken af retsmedlemmer.

Skatteforvaltningslovens

§ 45 foreskriver bl.a., at det skal fremgå af en afgørelse fra

Landsskatteretten, om der har deltaget retsmedlemmer i sagens afgørelse eller

ej. Skatteforvaltningslovens § 46 vedrører genoptagelse.

I

forslagets stk. 2 foreslås det i tilknytning til stk. 1, at

reglerne

i skatteforvaltningslovens kapitel 17 om domstolsprøvelse af

Landsskatterettens

afgørelser skal finde tilsvarende anvendelse. Skatteforvaltningslovens

§ 48 omhandler domstolsprøvelse af de administrative skattemyndigheders

afgørelser, herunder Landsskatterettens afgørelser. § 48, stk. 2 er

en overspringsregel, hvorefter sagen kan indbringes for domstolene, hvis der

er

gået 6 måneder, og sagen endnu ikke er afgjort af Landsskatteretten.

Derudover

indeholder § 48 regler om fristen for indbringelse af Landsskatterettens

sager. § 49 omhandler skatteministerens indbringelse af

Landsskatterettens

afgørelser.

Til § 3

Til

nr. 1

Ved

en ændring af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, foreslås det

præciseret, at fratrædelsesgodtgørelse, løn i opsigelsesperiode og lignende

ydelser er omfattet af skattepligt til Danmark, når sådan indkomst

erhverves

i forbindelse med ophør af ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde

udført

her i landet, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning.

Vedrører

en sådan indkomst arbejde udført såvel i som uden for Danmark, omfatter

skattepligten efter forslaget kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres

til

arbejde udført i Danmark.

Om

baggrunden for, at en sådan præcisering af gældende ret er nødvendig,

henvises

til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.1.

Til

nr. 2

Ved

en ændring af kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h, foreslås

det,

at danske hvervgivere skal indeholde skat af hele det skattepligtige vederlag

til personer, der er arbejdsudlejet til at udføre arbejde her i landet, og

som

har en udenlandsk arbejdsgiver. En arbejdsudlejet person anses fortsat for at

have en udenlandsk arbejdsgiver, dvs. være stillet til rådighed for at udføre

arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet,

selvom den arbejdsudlejede person er formidlet gennem en virksomhed med

hjemting her i landet.

Om

baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit

3.6.1.

Til § 4

Til

nr. 1-3

Der

foreslås tekniske præciseringer af arbejdsmarkedsfondslovens § 7,

stk. 1, litra a, og § 8, stk. 1, litra k. Der henvises til de

almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.2.

Til § 5

Til

nr. 1

Efter gældende regler i personskattelovens § 13 skal

en skattepligtig person overføre underskud til en samlevende ægtefælle. Ved

opgørelsen af underskuddet skal der ses bort fra udenlandsk indkomst, der

beskattes

i udlandet. En person, der f.eks. bor i Danmark og arbejder i udlandet, får

ved

opgørelsen af den danske indkomst således ikke medregnet sin udenlandske

indkomst. Hvis personen f.eks. ejer fast ejendom i Danmark, får den

pågældende

en negativ dansk skattepligtig indkomst som følge af det danske fradrag for

prioritetsrenter. Dette underskud kan som nævnt efter gældende regler

overføres

til den samlevende ægtefælle. Hvis personen også får fradrag for de danske

prioritetsrenter i udlandet ved den udenlandske skatteberegning, vil

ægtefællerne få fradrag for de samme prioritetsrenter to gange.

Det

foreslås ved en ændring af personskattelovens § 13, stk. 5, at der

ikke skal kunne overføres underskud mellem ægtefæller efter

personskattelovens

§ 13, stk. 2 og stk. 4, der svarer til udgifter, som den

skattepligtige også får fradrag for i udlandet. Hvis en person, som bor i

Danmark og arbejder i udlandet, får fradrag for sine danske prioritetsrenter

ved beregningen af udenlandsk skat, kan personen efter forslaget ikke

overføre

fradraget for de samme prioritetsrenteudgifter til en samlevende ægtefælle,

der

vil kunne få fradrag for de samme renteudgifter ved den danske

skatteberegning.

Der

henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.3.

Til § 6

Til

nr. 1 og 2

Der

foreslås rent lovtekniske ændringer i de gældende bestemmelser i

ligningslovens

§ 7 F, stk. 1, nr. 11 og 12.

Til

nr. 3

Efter

gældende regler skal tilskud, som distributionsvirksomhederne i

energisektoren

i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning, § 14,

stk. 1, nr. 3, i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1, i

lov om varmeforsyning yder for at sikre realisering af dokumenterbare

energibesparelser,

medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst.

Der

foreslås indsat en ny bestemmelse i ligningsloven § 7 F, stk. 1,

nr.

13. Efter bestemmelsen skal tilskud, som distributionsvirksomhederne yder i

medfør af de ovennævnte bestemmelser, ikke medregnes til modtagerens

skattepligtige

indkomst.

Der

henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.4.

Til

nr. 4

Der

foreslås en rent teknisk ændring af henvisningen i ligningslovens § 33,

stk. 1, til en bestemmelse i pensionsafkastbeskatningsloven.

Til

§ 7

Det

foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende,

og

at lovens §§ 1 og 2 har virkning fra den 1. maj 2007, jf.

stk. 1

og 2.

Det er herved forudsat, at

loven er stadfæstet forud for den 1. maj 2007.

Det

foreslås i

stk. 3,

at

lovens § 3, nr. 2, og § 5 har virkning fra indkomståret 2008.

Det

foreslås i

stk. 4,

at

lovens § 6, nr. 3, har virkning for tilskud, der ydes for at sikre

realisering af dokumenterbare energibesparelser 15. juni 2006 eller senere.

Med

det foreslåede virkningstidspunkt får reglen samme virkningstidspunkt som lov

nr. 520 af 7. juni 2006, der udmønter energispareaftalen, efter hvilken

tilskuddene ydes, jf. bekendtgørelse nr. 531 af 8. juni 2006. Der vurderes

ikke

at være problemer i at give bestemmelsen virkning forud for lovens

ikrafttræden, da ændringen er rent begunstigende.

Bilag 1

Oversigt over modtagne høringssvar for så vidt

angår forslag, der er medtaget i det fremsatte lovforslag

Organisation/myndighed

Bemærkninger

i høringssvar

Kommentarer

Advokatrådet

Er enig i de betragtninger der ligger bag lovforslaget,

herunder motiverne om at styrke retssikkerheden på området.

Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Danmarks

Rederiforening

Har

ingen bemærkninger.

Danmarks

Skibskreditfond

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Dansk

Arbejdsgiverforbund

Har

ingen bemærkninger.

Dansk

Byggeri

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Dansk

Ejendomsmæglerforening

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Dansk

Handel & Service

Ændringerne

af skatteforvaltningsreglerne er positive og vil styrke borgernes

retssikkerhed.

Det

er endvidere en styrkelse af retssikkerheden, at muligheden for at påklage en

afgørelse til Landsskatteretten, når sagen har været under behandling ved et

skatteankenævn i 3 måneder, uden at nævnet har truffet afgørelse,

genindføres.

Ordningen styrkes yderligere ved, at klagerne samtidig har mulighed for helt

at springe skatteankenævnene over og gå direkte til Landsskatteretten.

Dansk

Industri

Ud

fra en principiel betragtning findes det ikke hensigtsmæssigt, at den

myndighed, der har behandlet en sag, samtidig er klageinstans for klager over

den stedfundne sagsbehandling, ej heller selv om klagen ikke behandles samme

sted i organisationen som der, hvor den første afgørelse er truffet.

Dansk Industris principielle betragtning har ikke givet

anledning til ændringer i lovforslaget. Der er redegjort for baggrunden for

forslaget om, at visse klager over SKATs sagsbehandling ikke skal kunne

påklages til andre myndigheder, i lovforslagets almindelige bemærkninger,

afsnit 3.1.

Dansk

Iværksætterforening

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Dansk

Kunstnerråd

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Dansk

Landbrug

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Dansk

Told- og Skatteforbund

Har

ingen bemærkninger.

Datatilsynet

Har

ingen bemærkninger.

Den

Danske Dommerforening

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Den

Danske Skatteborgerforening

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Dommerfuldmægtigforeningen

Har

ingen bemærkninger.

Domstolsstyrelsen

Har

ingen bemærkninger.

Finansrådet

Har

ingen bemærkninger.

Foreningen

Danske Revisorer

Har

ingen bemærkninger.

Foreningen

Registrerede Revisorer

FRR

støtter lovforslaget og har derudover følgende forslag:

For

at skabe bedre retssikkerhed og gennemsigtighed for skatteborgeren foreslår

FRR, at skriftlige redegørelser med motiverede indstillinger fra

Landsskatterettens kontor bliver tilgængelige for klageren/skatteyderen,

uanset om der begæres retsmøde. I dag får klageren kun indstillingen, hvis

der er begæret retsmøde. FRR skønner, at forslaget vil kunne spare ressourcer

i Landsskatteretten, idet nogle skatteydere anmoder om retsmøde blot for at

få aktindsigt i indstillingen.

En eventuel gennemførelse af forslaget forudsætter ikke

lovændring, men alene ændring af administrative forskrifter og procedurer i

Landsskatteretten. Forslaget er overgivet til behandling i det af

skatteministeren

nedsatte koncernprojekt om nedbringelse af Landsskatterettens

sagsbehandlingstider.

Foreningen

af Danske Skatteankenævn

Har

ingen bemærkninger.

Foreningen

af Statsautoriserede Revisorer

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Forsikring

& Pension

Har

ingen bemærkninger.

Handels-,

Transport- og Serviceerhvervene (HTSI)

Generelt

positiv over for det samlede lovforslag, herunder overspringsreglen.

HTS-A

Ad forslaget om at kunne gå direkte til Landsskatteretten,

når et skatteankenævn ikke har afgjort sagen efter 3 måneders behandlingstid,

foreslås det, at mindre selskaber også skal have mulighed for at klage til

skatteankenævnene, hvilket ikke er muligt i dag.

Det er for tiden ikke under overvejelse at udvide

sagsporteføljen i skatteankenævnene med nye sagstyper.

HK-Stat

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Håndværksrådet

Har

ikke afgivet bemærkninger.

InvesteringsForeningsRådet

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Kommunernes

Landsforening

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Landbrugsrådet

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Landsorganisationen

i Danmark

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Landsskatteretten

Har

ingen bemærkninger.

SKAT

Har ingen bemærkninger.

Skatterevisorforeningen

Foreslår

ad overspringsreglen, at denne ændres, således at klageren til enhver tid,

også selv om skatteankenævnet endnu ikke har truffet afgørelse i sagen, kan

vælge at påklage afgørelsen til Landsskatteretten.

Lovforslaget går alene ud på at genindføre den overspringsregel,

der tidligere fandtes i skattestyrelsesloven. Yderligere udvidelser af

overspringsreglerne er ikke overvejet, men forslaget vil indgå i

Skatteministeriets

fremtidige overvejelser.

Økonomistyrelsen

Har

ikke afgivet bemærkninger.

Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

Forslag

til

Lov om ændring af skatteforvaltningsloven og

forskellige andre love

(Landsskatterettens og Skatteministeriets kompetence i visse sager m.v.)

§ 1

I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

907 af 28. august 2006, som ændret ved § 4 i lov nr. 405 af 8. maj 2006

og § 1 i lov nr. 1581 af 20. december 2006, foretages følgende

ændringer:

§ 5. ---

1.

I

§ 5

indsættes

som

stk. 3:

»Stk. 3.

Afgørelser, som er påklaget til

skatteankenævnet efter stk. 1, nr. 2-9, kan efter klagerens valg

påklages til Landsskatteretten efter § 11, stk. 1, nr. 1, hvis

nævnet ikke har truffet afgørelse i sagen senest 3 måneder efter, at klagen

er modtaget.«

2.

§ 13,

stk. 1, 5. pkt.,

affattes således:

§ 13.

For at Landsskatteretten kan træffe

en afgørelse, skal mindst 3 retsmedlemmer deltage i afgørelsen. Heraf skal

mindst én være retspræsidenten eller en retsformand, og mindst 2 skal være

valgt af Folketinget eller udnævnt af skatteministeren efter § 12,

stk. 3. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende.

Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere

retsformænd

deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende. I sager, som

vedrører lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., skal 3

retsmedlemmer

deltage, og heraf skal én være retspræsidenten eller en retsformand, mens 2

skal være de særligt motorsagkyndige medlemmer, der er udnævnt af

skatteministeren efter § 12, stk. 4.

»I sager, som vedrører registreringsafgiftsloven, skal

mindst 3 retsmedlemmer deltage, og heraf skal mindst én være retspræsidenten

eller en retsformand, mens mindst 2 skal være særligt motorsagkyndige

medlemmer, der er udnævnt af skatteministeren efter § 12, stk. 4.«

Stk. 2. – 5.---

§ 14. ---

3.

§ 14,

stk. 2,

ophæves, og i stedet indsættes:

Stk. 2.

Skatteministeren kan fastsætte regler om

retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser.

»Stk. 2.

Skatteministeren kan bestemme, at told- og

skatteforvaltningens afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ

myndighed. Skatteministeren kan fastsætte regler om retten til at klage over

told- og skatteforvaltningens afgørelser i personalesager, herunder fastsætte

regler om tidsfrister for indgivelse af klage.

Stk. 3.

Skatteministeren kan endvidere bestemme, at

told- og skatteforvaltningens behandling af andre spørgsmål ikke kan påklages

til anden administrativ myndighed.«

§ 40. ---

4.

§ 40,

stk. 2, 2. pkt.,

ophæves, og i stedet indsættes:

Stk. 2.

Skatteministeren kan indbringe en afgørelse

truffet af Skatterådet, der indeholder en stillingtagen til et EU-retligt

spørgsmål, for Landsskatteretten til prøvelse. Bestemmelserne i § 13,

stk. 1, § 42, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, samt

§§ 43-47 finder tilsvarende anvendelse. Den eller de, der har været part

i sagen for Skatterådet, stilles som en klager ved Landsskatterettens

behandling

af en klage.

»Anmodningen om behandling i Landsskatteretten skal være

modtaget i Landsskatteretten senest 1 måned fra dateringen af den afgørelse,

der ønskes behandlet. Bestemmelserne i § 42, stk. 2, og

§§ 43-47 finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 3. ---

§ 2

I lov om statsgaranterede studielån, jf.

lovbekendtgørelse nr. 951 af 16. december 1998, som ændret senest ved

§ 22 i lov nr. 515 af 7. juni 2006 og § 9 i lov nr. 516 af 7. juni

2006, foretages følgende ændringer:

§ 1.

Økonomistyrelsen administrerer

statens garantiforpligtelse for statsgaranterede studielån i

pengeinstitutter,

der er ydet efter bestemmelserne om statsgaranterede studielån i den

tidligere

lovgivning om statens uddannelsesstøtte.

1.

I

§ 1,

stk. 1, § 1, stk. 3, 2. pkt.,

og

§ 3,

ændres

»Økonomistyrelsen« til: »restanceinddrivelsesmyndigheden«, og i

§ 5, 1. pkt.,

ændres »Økonomistyrelsen«

til:

»

restanceinddrivelsesmyndigheden«.

Stk. 2.

Garantien omfatter ud over lånebeløbet de

renter og omkostninger m.v., der følger af låneforholdet.

Stk. 3.

Garantien ophører senest 15 år efter det

tidspunkt, hvor den uddannelsessøgende har afsluttet eller afbrudt

uddannelsen. Økonomistyrelsen kan forlænge garantien, når omstændighederne

taler herfor.

§ 3.

Økonomistyrelsen indfrier på statskassens

vegne misligholdte statsgaranterede studielån. Finansministeren kan fastsætte

regler om betingelserne for indfrielse af misligholdte lån.

§ 5.

Pengeinstitutterne skal give Økonomistyrelsen

oplysninger om den statsgaranterede studiegæld for alle låntagere.

Finansministeren

kan fastsætte regler herom, herunder om form og indhold af oplysningerne.

2.

§ 1 a, stk. 1,

affattes således:

§ 1 a.

Efter anmodning kan et statsgaranteret

studielån overføres til Finansstyrelsen, som på statskassens vegne kan yde

låntager et nyt lån svarende til det beløb, der er nødvendigt for at indfri

studielånet i låntagers hidtidige pengeinstitut.

»Efter anmodning kan et statsgaranteret studielån overføres til

Økonomistyrelsen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan på statskassens vegne

yde låntager et nyt lån svarende til det beløb, der er nødvendigt for at

indfri studielånet i låntagers hidtidige pengeinstitut.«

3.

§ 7

affattes således:

§ 7.

Finansstyrelsen kan hos skattemyndighederne

og andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger om låntager, der er

nødvendige for at administrere krav efter §§ 1 og 4, herunder

oplysninger om indkomst- og formueforhold. Oplysningerne kan overføres

elektronisk

til Finansstyrelsen på edb-medie.

»§ 7.

Restanceinddrivelsesmyndigheden

kan hos offentlige myndigheder indhente de oplysninger om låntager, der er

nødvendige for at administrere krav efter § 1, herunder oplysninger om

indkomst- og formueforhold. Oplysningerne kan overføres elektronisk til

restanceinddrivelsesmyndigheden

på edb-medie.«

4.

§ 8, stk.1,

affattes således:

§ 8.

De afgørelser, som Finansstyrelsen

kan træffe efter § 2, kan efter skatteministerens bestemmelse helt eller

delvis henlægges til pengeinstitutterne.

»De afgørelser, som restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe

efter § 2, kan efter skatteministerens bestemmelse helt eller delvis

henlægges til pengeinstitutterne og Økonomistyrelsen.«

Stk. 2. ---

5.

Efter § 8 indsættes:

»§ 8 a.

Landsskatteretten

afgør klager over Økonomistyrelsens afgørelser efter denne lov.

Skatteforvaltningslovens § 13 om Landskatterettens virke og

§§ 40-46 om klager til Landsskatteretten finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Reglerne om domstolsprøvelse m.v. i

skatteforvaltningslovens §§ 48 og 49 finder tilsvarende anvendelse ved

prøvelse af Landsskatterettens afgørelser.«

§ 3

I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af

14. november 2005, som ændret bl.a. ved § 9 i lov nr. 515 af 7. juni

2006 og senest ved § 3 i lov nr. 1577 af 20. december 2006, foretages

følgende ændringer:

1.

I

§ 2,

stk. 1, nr. 1,

indsættes som

4.

og

5. pkt.:

§ 2.

Pligt til at svare indkomstskat til

staten påhviler endvidere personer, der ikke er omfattet af § 1, og

dødsboer,

der behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk. 3, for

så vidt de pågældende personer eller dødsboer:

»Skattepligten omfatter endvidere fratrædelsesgodtgørelser, løn

i en opsigelsesperiode og lignende ydelser, når sådan indkomst erhverves i

forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde

udført her i landet, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning.

Vedrører en indkomst som nævnt i 4. pkt. arbejde udført såvel i som uden for

Danmark, omfatter skattepligten kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres

til arbejde udført i Danmark.«.

1)

Erhverver indkomst

i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i

landet. Skattepligten omfatter endvidere vederlag for påtagelse af

indskrænkninger

i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausuler), når det modtagne

vederlag har sammenhæng med et nuværende eller tidligere tjenesteforhold her

i landet. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget

udbetales i, samt om retten til indkomsten eller vederlaget er erhvervet

efter

ophør af arbejdet her i landet.

Stk. 2-9. ---

§ 43. ---

Stk. 2.

Til A-indkomst kan endvidere efter

skatteministerens nærmere bestemmelse henregnes nedennævnte indkomstarter:

a) – g) ---

2.

§ 43, stk. 2, litra h,

affattes

således:

h)

Vederlag i penge

samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi til en person, der stilles

til rådighed for at udføre arbejde her i landet.

»h)

Vederlag til en

person, der stilles til rådighed for at udføre arbejde her i landet af

en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet.«

i) ---

§ 4

I lov om en arbejdsmarkedsfond, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1018 af 10. oktober 2006, som ændret ved § 3 i lov nr. 516 af 7.

juni 2006 og § 9 i lov nr. 1545 af 20. december 2006, foretages følgende

ændringer:

§ 7.

For lønmodtagerbidraget påhviler

bidragspligten:

1.

§ 7,

stk. 1, litra a,

affattes således:

a)

Personer, der har

lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet eller fra

beskæftigelse

udført i udlandet, i Grønland eller på Færøerne for en arbejdsgiver her i

landet, og som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller

§ 2, stk. 1, nr. 1 eller 3, eller stk. 2, samt personer, der

har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført i udlandet for en arbejdsgiver

i udlandet, forudsat at de pågældende er omfattet af social

sikringslovgivning

i Danmark, jf. stk. 3 eller 4, og at de pågældende er skattepligtige

efter kildeskattelovens § 1,

»a)

Personer, der har

lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet eller fra

beskæftigelse udført i udlandet, i Grønland eller på Færøerne for en

arbejdsgiver eller hvervgiver her i landet, og som er skattepligtige efter

kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1 eller 3, eller

stk. 2, samt personer, der har lønindkomst fra beskæftigelse udført i

udlandet for en arbejdsgiver i udlandet, forudsat at de pågældende er

omfattet af social sikringslovgivning i Danmark, jf. stk. 3 eller 4, og

at de pågældende er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1,«.

b) – f) ---

Stk. 2-5.---

§ 8.

For personer omfattet af lønmodtagerbidraget,

jf. § 7, stk. 1, udgør bidragsgrundlaget:

a) – i) ---

j)

indbetalinger, som

arbejdsgiveren foretager til en pensionsordning i fremmed stat, og som ikke

medregnes ved den skattepligtige indkomst som følge af bestemmelser i en

dobbeltbeskatningsoverenskomst.

2.

I

§ 8,

stk. 1, litra j,

ændres ».« til: », og«.

3.

I

§ 8,

stk. 1,

indsættes som

litra

k:

»k)

Vederlag i penge

samt den skattepligtige værdi af fri kost og logi for at være stillet til

rådighed for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har

hjemting her i landet, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra

h.«.

Stk. 2-7.---

§ 5

I lov om indkomstskat af personer m.v.

(personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 19. september 2006, som

ændret ved § 1 i lov nr. 405 af 8. maj 2006 og § 4 i lov nr. 1577

af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:

§ 13. ---

1.

I

§ 13,

stk. 5,

indsættes efter

1. pkt.:

Stk. 5.

Ved overførsel efter stk. 2 eller 4 af

underskud mellem ægtefæller ses der ved opgørelsen af ægtefællernes

skattepligtige

indkomst og personlige indkomst i denne forbindelse bort fra personlig

indkomst, der beskattes i udlandet og ikke her i landet. (---)

»Den del af underskuddet, der svarer til udgifter, som den

skattepligtige får fradrag for i udlandet, kan ikke overføres til

ægtefællen.«

Stk. 6. ---

§ 6

I lov om påligningen af indkomstskat til staten

(ligningsloven) jf. lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006, som

ændret senest ved § 13 i lov nr. 1587 af 20. december 2006, foretages

følgende ændringer:

§ 7 F.

Til den skattepligtige indkomst

medregnes ikke:

1)-10) ---

11)

tilskud til

forbrugere ved køb af nye energieffektive produkter samt installation af

disse som nævnt i § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om statstilskud til

produktrettede energibesparelser.

1.

I

§ 7

F, stk. 1, nr. 11,

ændres »energibesparelser.« til: »energibesparelser,«.

2.

§ 7 F,

stk. 1, nr. 12,

affattes således:

12)

Beløb, som sælgeren

af en fast ejendom betaler til køberen til hel eller delvis dækning af præmie

for ejerskifteforsikring i medfør af § 2, stk. 3, i lov om

forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v.

»12)

beløb, som

sælgeren af en fast ejendom betaler til køberen til hel eller delvis dækning

af præmie for ejerskifteforsikring i medfør af § 2, stk. 3, i lov

om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., og«

3.

I

§ 7

F, stk. 1,

indsættes som nr. 13:

»13)

tilskud,

som i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning,

§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om natur-gasforsyning og § 28 b,

stk. 1, i lov om varmeforsyning ydes for at sikre realisering af

dokumenterbare energibesparelser.«

Stk. 2-4. ---

§ 33.

Skat, der er betalt til fremmed

stat, til Grønland eller til Færøerne og opkrævet af indkomst fra kilder dér,

det være sig ved direkte påligning eller ved indeholdelse, kan fradrages i de

indkomstskatter til stat og kommune der skal svares af denne indkomst i

Danmark,

jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 19, stk. 2. Fradragsbeløbet

skal dog ikke kunne overstige den del af den samlede danske skat, der efter

forholdet mellem den i fremmed stat, i Grønland eller på Færøerne beskattede

del af indkomsten og hele den i Danmark beskattede indkomst falder på

førstnævnte del af indkomsten.

4.

I

§ 33,

stk. 1,

ændres »jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 19,

stk. 2« til: »jf. dog pensionsafkastbeskatningslovens § 19,

stk. 2«.

Stk. 2-8.---

Lignende dokumenter