Forslag til Lov om ændring af skatteforvaltningsloven og forskellige andre love (Landsskatterettens og Skatteministeriets kompetence i visse sager m.v. )
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 31. januar 2007 af
skatteministeren (Kristian Jensen)
Forslag
til
Lov
om ændring af skatteforvaltningsloven og forskellige andre love
(Landsskatterettens
og Skatteministeriets kompetence i visse sager m.v. )
§ 1
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
907 af 28. august 2006, som ændret ved § 4 i lov nr. 405 af 8. maj 2006
og
§ 1 i lov nr. 1581 af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 5
indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Afgørelser, som er påklaget til
skatteankenævnet efter stk. 1, nr. 2-9, kan efter klagerens valg
påklages
til Landsskatteretten efter § 11, stk. 1, nr. 1, hvis nævnet ikke
har
truffet afgørelse i sagen senest 3 måneder efter, at klagen er modtaget.«
2.
§ 13, stk. 1, 5. pkt.,
affattes
således:
»
I sager, som vedrører
registreringsafgiftsloven, skal mindst 3 retsmedlemmer deltage, og heraf skal
Læs alt
mindst én være retspræsidenten eller en retsformand, mens mindst 2 skal være
særligt motorsagkyndige medlemmer, der er udnævnt af skatteministeren efter
§ 12, stk. 4.«
3.
§ 14, stk. 2,
ophæves, og i stedet
indsættes:
»Stk. 2.
Skatteministeren kan bestemme, at told- og
skatteforvaltningens afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed. Skatteministeren kan fastsætte regler om retten til at klage over
told-
og skatteforvaltningens afgørelser i personalesager, herunder fastsætte
regler
om tidsfrister for indgivelse af klage.
Stk. 3.
Skatteministeren kan endvidere bestemme, at told- og skatteforvaltningens
behandling af andre spørgsmål ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed.«
4.
§ 40, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves, og i
stedet indsættes:
»Anmodningen om behandling i Landsskatteretten skal være modtaget
i Landsskatteretten senest 1 måned fra dateringen af den afgørelse, der
ønskes
behandlet. Bestemmelserne i § 42, stk. 2, og §§ 43-47 finder
tilsvarende anvendelse.«
§ 2
I lov om statsgaranterede studielån, jf.
lovbekendtgørelse nr. 951 af 16. december 1998, som ændret ved § 45 i
lov
nr. 430 af 6. juni 2005, § 22 i lov nr. 515 af 7. juni 2006 og § 9
i
lov nr. 516 af 7. juni 2006, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 1, stk. 1, § 1, stk. 3, 2. pkt.,
og
§ 3,
ændres »Økonomistyrelsen« til: »restanceinddrivelsesmyndigheden«,
og i
§ 5, 1. pkt.,
ændres »Økonomistyrelsen«
til: »restanceinddrivelsesmyndigheden«.
2.
§ 1 a, stk. 1,
affattes således:
»Efter anmodning kan et statsgaranteret studielån overføres til
Økonomistyrelsen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan på statskassens vegne
yde
låntager et nyt lån svarende til det beløb, der er nødvendigt for at indfri
studielånet i låntagers hidtidige pengeinstitut.«
3.
§ 7
affattes således:
»§ 7.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos offentlige myndigheder indhente de
oplysninger om låntager, der er nødvendige for at administrere krav efter
§ 1, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Oplysningerne
kan
overføres elektronisk til restanceinddrivelsesmyndigheden på edb-medie.«
4.
§ 8, stk. 1,
affattes således:
»De afgørelser, som restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe
efter § 2, kan efter skatteministerens bestemmelse helt eller delvis
henlægges til pengeinstitutterne og Økonomistyrelsen.«
5.
Efter § 8 indsættes:
»§ 8 a.
Landsskatteretten afgør klager over
Økonomistyrelsens afgørelser efter denne lov. Skatteforvaltningslovens
§ 13 om Landskatterettens virke og §§ 40-46 om klager til
Landsskatteretten finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Reglerne om
domstolsprøvelse m.v. i skatteforvaltningslovens §§ 48 og 49 finder
tilsvarende
anvendelse ved prøvelse af Landsskatterettens afgørelser. «
§ 3
I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af
14. november 2005, som ændret bl.a. ved § 9 i lov nr. 515 af 7. juni
2006
og senest ved § 3 i lov nr. 1577 af 20. december 2006, foretages
følgende
ændringer:
1.
I
§ 2, stk. 1, nr. 1,
indsættes som
4.
og
5. pkt.:
»Skattepligten omfatter endvidere fratrædelsesgodtgørelser, løn i
en opsigelsesperiode og lignende ydelser, når sådan indkomst erhverves i
forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde
udført
her i landet, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning.
Vedrører
en indkomst som nævnt i 4. pkt. arbejde udført såvel i som uden for Danmark,
omfatter skattepligten kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres til
arbejde udført i Danmark.«
2.
§ 43, stk. 2,
litra h,
affattes således:
»h)
Vederlag til en
person, der stilles til rådighed for at udføre arbejde her i landet af
en
virksomhed, der ikke har hjemting her i landet.«
§ 4
I lov om en arbejdsmarkedsfond, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1018 af 10. oktober 2006, som ændret ved § 3 i lov nr. 516 af 7.
juni
2006 og § 9 i lov nr. 1545 af 20. december 2006, foretages følgende
ændringer:
1.
§ 7, stk. 1,
litra a,
affattes således:
»a)
Personer, der har
lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet eller fra
beskæftigelse
udført i udlandet, i Grønland eller på Færøerne for en arbejdsgiver eller
hvervgiver her i landet, og som er skattepligtige efter kildeskattelovens
§ 1 eller § 2, stk. 1 nr. 1 eller 3, eller stk. 2, samt
personer, der har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført i udlandet for en
arbejdsgiver i udlandet, forudsat at de pågældende er omfattet af social
sikringslovgivning i Danmark, jf. stk. 3 eller 4, og at de pågældende er
skattepligtige efter kildeskattelovens § 1,«.
2.
I
§ 8, stk. 1,
litra j,
ændres
».« til:
», og«.
3.
I
§ 8, stk. 1,
indsættes som
litra k
:
»k)
vederlag i penge samt
den skattepligtige værdi af fri kost og logi for at være stillet til rådighed
for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har hjemting
her
i landet, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h.«
§ 5
I lov om indkomstskat af personer m.v.
(personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 19. september 2006, som
ændret ved § 1 i lov nr. 405 af 8. maj 2006 og § 4 i lov nr. 1577
af
20. december 2006, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 13, stk. 5,
indsættes efter
1. pkt.
:
»Den del af underskuddet, der svarer til udgifter, som den
skattepligtige får fradrag for i udlandet, kan ikke overføres til
ægtefællen.«
§ 6
I lov om påligningen af indkomstskat til staten
(ligningsloven) jf. lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006, som
ændret
senest ved § 13 i lov nr. 1587 af 20. december 2006, foretages følgende
ændringer:
1.
I
§ 7 F, stk. 1, nr. 11,
ændres
»
energibesparelser.« til:
»
energibesparelser,«.
2.
§ 7 F, stk. 1, nr. 12,
affattes
således:
»12)
beløb, som
sælgeren af en fast ejendom betaler til køberen til hel eller delvis dækning
af
præmie for ejerskifteforsikring i medfør af § 2, stk. 3, i lov om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., og«
3.
I
§ 7 F, stk. 1,
indsættes som
nr. 13
:
»13)
tilskud, som
i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning, § 14,
stk. 1, nr. 3, i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1, i
lov om varmeforsyning ydes for at sikre realisering af dokumenterbare
energibesparelser.«
4.
I
§ 33, stk. 1,
ændres
»
jf. pensionsafkastbeskatningslovens
§ 19, stk. 2« til:
»
jf.
dog pensionsafkastbeskatningslovens § 19, stk. 2«.
§ 7
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2.
Lovens
§ 1 og § 2 har virkning fra den 1. maj 2007, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Lovens § 3, nr. 2, og
§ 5 har virkning fra indkomståret 2008.
Stk. 4.
Lovens
§ 6, nr. 3, har virkning for tilskud, der ydes den 15. juni 2006 eller
senere.
Bemærkninger til lovforslaget
Indholdsfortegnelse
1.
Lovforslagets hovedindhold
2.
Lovforslagets baggrund
2.1. Skatteforvaltningsloven
2.2. Lovforslagets øvrige elementer
3.
Beskrivelse af lovforslagets enkelte elementer
3.1. Bestemmelser om, at told- og
skatteforvaltningens afgørelser og andre spørgsmål ikke kan påklages til
anden administrativ myndighed - § 1, nr. 3
3.1.1. Den nuværende ordning
3.1.2. Forslagets baggrund
3.1.3. Skatteministeriets overvejelser og forslagets
indhold
3.1.3.1. Spørgsmål om rekurs vedrørende afgørelser fra
told- og skatteforvaltningen
3.1.3.2. Indbringelse af andre spørgsmål for
Skatteministeriet
3.2. Overspringsregel fra skatteankenævn til
Landsskatteretten - § 1, nr. 1
3.2.1. Gældende ret
3.2.1.1. Gældende ret
3.2.1.2. Historik
3.2.2. Forslagets baggrund
3.2.3. Skatteministeriets overvejelser
3.2.4. Forslagets indhold
3.3. Landsskatterettens kompetence i sager om
tilbagebetaling af statsgaranterede studielån samt ændrede
myndighedsbetegnelser
- § 2
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Forslagets baggrund
3.3.3. Skatteministeriets overvejelser
3.3.4. Forslagets indhold
3.4. Sammensætning af Landsskatteretten i afgørelser
om registreringsafgiftsloven - § 1, nr. 2
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Forslagets baggrund
3.4.3. Skatteministeriets overvejelser
3.4.4. Forslagets indhold
3.5. Forkortelse af fristen for skatteministerens
indbringelse af skatterådsafgørelser for Landsskatteretten - § 1, nr.
4
3.5.1. Gældende ret
3.5.2. Forslagets baggrund
3.5.3. Skatteministeriets overvejelser
3.5.4. Forslagets indhold
3.6. Øvrige præciseringer og justeringer
3.6.1. Kildeskatteloven - § 3
3.6.1.1. Gældende ret
3.6.1.2. Forslagets baggrund
3.6.1.3. Skatteministeriets overvejelser
3.6.1.4. Forslagets indhold
3.6.2. Arbejdsmarkedsfondsloven - § 4
3.6.3. Personskatteloven - § 5
3.6.3.1. Gældende ret
3.6.3.2. Forslagets baggrund og Skatteministeriets
overvejelser
3.6.3.3. Forslagets indhold
3.6.4. Ligningsloven - § 6
3.6.4.1. Gældende ret
3.6.4.2. Forslagets baggrund
3.6.4.3. Skatteministeriets overvejelser
3.6.4.4. Forslagets indhold
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
6.
Administrative konsekvenser for borgerne
7.
Miljømæssige konsekvenser
8.
Forholdet til EU-retten
9.
Høring
10.
Sammenfatning af økonomiske og administrative
konsekvenser (skema)
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Bilag 1 Oversigt over modtagne høringssvar
Bilag 2 Paralleltekster
1. Lovforslagets hovedindhold
Lovforslaget går ud på
–
at fastslå, at
Skatteministeriet er rekursmyndighed for andre spørgsmål vedrørende told- og
skatteforvaltningen end afgørelser og sagsbehandlingsspørgsmål, som knytter
sig
til afgørelser, samt at indføre hjemmel til, at skatteministeren ved
bekendtgørelse kan afskære denne klageadgang,
–
at genindføre
muligheden for at påklage en afgørelse til Landsskatteretten, når sagen har
været under behandling ved et skatteankenævn i 3 måneder, uden at nævnet har
truffet afgørelse,
–
at tillægge
Landsskatteretten kompetence til at behandle klager over Økonomistyrelsens
afgørelser i sager om tilbagebetaling af statsgaranterede studielån samt at
ajourføre
nogle myndighedsbetegnelser i lov om statsgaranterede studielån,
–
at præcisere, at mere
end 3 retsmedlemmer kan deltage i Landsskatterettens afgørelse i sager om
registreringsafgift
af motorkøretøjer,
–
at forkorte fristen
for skatteministerens indbringelse for Landsskatteretten af
skatterådsafgørelser, der indeholder stillingtagen til EU-retlige spørgsmål,
fra 3 måneder til 1 måned samt
–
at gennemføre visse
mindre præciseringer og justeringer i kildeskatteloven,
arbejdsmarkedsfondsloven, personskatteloven og ligningsloven.
2. Lovforslagets baggrund
2. 1. Skatteforvaltningsloven
I juni 2004 indgik regeringspartierne (Venstre og Det
Konservative Folkeparti) en aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform.
I
september samme år aftalte de samme partier en udmøntningsplan, der indebar,
at
strukturreformen på Skatteministeriets område skulle gennemføres allerede pr.
1. november 2005. Skatteforvaltningsloven, lov nr. 427 af 6. juni 2005,
indeholder de lovgivningsmæssige forudsætninger for gennemførelsen af
strukturreformen på Skatteministeriets område.
Ved skatteforvaltningsloven etableredes en statslig
enhedsforvaltning på hele skatteområdet. Denne enhedsforvaltning er i loven
betegnet told- og skatteforvaltningen og efterfølgende benævnt »SKAT«.
Enhedsforvaltningen
er dannet gennem en fusion mellem de statslige og de kommunale
skattemyndigheder og gennem en sammenlægning af de myndigheder, der indtil
den
1. november 2005 gik under fællesbetegnelsen ToldSkat, hovedsagelig Told- og
Skattestyrelsen og told- og skatteregionerne. Endvidere blev
skatteankenævnene
gjort statslige, antallet blev nedsat, og sekretariatsbetjeningen heraf blev
sammen med sekretariatsbetjeningen af vurderingsankenævnene og fra 1. april
2006 også motorankenævnene samlet under told- og skatteforvaltningen i en
særlig enhed, der er organisatorisk adskilt fra den øvrige told- og
skatteforvaltning.
Samtidig med etableringen af enhedsforvaltningen blev
inddrivelsen af offentlige krav samlet under enhedsforvaltningen. For så vidt
angår inddrivelsesfunktionerne, er enhedsforvaltningen i lovgivningen
betegnet
restanceinddrivelsesmyndigheden.
I øvrigt indeholder skatteforvaltningsloven i alt
væsentligt en videreførelse af skattestyrelseslovens formelle regler for
behandling af sagerne i første instans (told- og skatteforvaltningen) og i
klageinstanserne. Der er dog i et vist omfang sket lovfæstelse af allerede
gældende forvaltningsmæssig praksis, der er særegen for skatteområdet.
Desuden
nødvendiggjorde en samling af behandlingen af bindende forhåndsbesked og
bindende
ligningssvar i told- og skatteforvaltningen en samling af de to regelsæt.
Dette
resulterede i etablering af et nyt retsinstitut, bindende svar, til afløsning
af de to hidtidige.
Derimod fandt skatteministeren det ikke hensigtsmæssigt -
set i lyset af de dengang forestående meget store organisatoriske ændringer i
skattemyndighedernes virke - at gennemføre materielle ændringer i de
forvaltningsmæssige
regler, som ikke havde direkte sammenhæng med de organisatoriske ændringer.
Nu – lidt over et år efter gennemførelsen af
strukturreformen på skatteområdet - er tiden imidlertid inde til at
tydeliggøre
og gennemføre visse forbedringer af borgeres og virksomheders
retssikkerhedsmæssige stilling for så vidt angår de skatteforvaltningsmæssige
regler.
Lovforslagets enkelte elementer gennemgås nedenfor i afsnit
3 og i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.
2.2. Lovforslagets øvrige elementer
Desuden
indeholder lovforslaget forslag til ændringer i kildeskatteloven,
arbejdsmarkedsfondsloven, personskatteloven og ligningsloven. Disse forslag
har
karakter af præciseringer og justeringer. De er omtalt i afsnit 3.7. nedenfor
og i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.
3. Beskrivelse af lovforslagets enkelte
elementer
3.1. Bestemmelser om, at told- og
skatteforvaltningens afgørelser og andre spørgsmål ikke kan påklages til
anden
administrativ myndighed - § 1, nr. 3
3.1.1. Den nuværende ordning
Ved lov nr. 427 af 6. juni 2005 blev der oprettet en
såkaldt enhedsforvaltning for told- og skatteforvaltningen (SKAT), hvilket
bl.a. indebærer, at SKAT indgår i et sædvanligt administrativt hierarki inden
for Skatteministeriets område. Der er således et almindeligt over- og
underordnelsesforhold mellem Skatteministeriet (departementet) og SKAT, der
bl.a. betyder, at Skatteministeriet har en almindelig tilsynsforpligtelse i
forhold
til SKAT.
Det forhold, at Skatteministeriet er overordnet myndighed i
forhold til SKAT, indebærer endvidere, at SKATs afgørelser – medmindre
andet
bestemmes ved lov – kan indbringes for Skatteministeriet.
Det er i den forbindelse i skatteforvaltningslovens
§ 11, stk. 1, nr. 1, fastsat, at det er udgangspunktet, at
Landsskatteretten er rekursinstans for SKATs afgørelser. Det følger endvidere
af § 4 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, at
Landsskatteretten også er rekursinstans for de afgørelser om inddrivelse af
fordringer m.v., som SKAT træffer som restanceinddrivelsesmyndighed.
I forhold til konkrete sager om skatteansættelse fremgår
det endvidere udtrykkeligt af skatteforvaltningslovens § 14,
stk. 1,
nr. 1, at skatteministeren ikke kan træffe afgørelse om en ansættelse af skat
eller en vurdering af fast ejendom, herunder om de med sådanne ansættelser
forbundne bevillinger eller dispensationer.
Efter den gældende skatteforvaltningslovs § 14,
stk. 2, er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte regler om retten
til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser. Bestemmelsen skal
ses i sammenhæng med, at skatteministeren som nævnt ikke kan træffe afgørelse
om en ansættelse af skat eller en vurdering af fast ejendom. Bestemmelsen
indebærer
bl.a., at det administrativt kan bestemmes, at klager over told- og
skatteforvaltningens afgørelser om ansættelsesretlige forhold ikke skal kunne
indbringes for Skatteministeriet.
Hjemmelen i skatteforvaltningslovens § 14,
stk. 2, er benyttet til at udstede tre bekendtgørelser:
–
Bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005
om den kompetente myndighed.
–
Bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober
2005, som ændret ved bekendtgørelse nr. 360 af 24. april 2006, om klage i
personalesager og delegering af udnævnelses- og afskedigelseskompetence.
–
Bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 om
afgørelser fra told- og skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til
Skatteministeriet. Denne bekendtgørelse er nu ophævet, jf. herom nedenfor
under
3.1.2.
Det var i § 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 711 af
26. juni 2006 fastsat, at told- og skatteforvaltningens stillingtagen til
spørgsmål om sagsbehandling ikke kunne påklages til Skatteministeriet. Det
fulgte endvidere af bekendtgørelsens § 1, 2. pkt., at told- og
skatteforvaltningens afgørelser om aktindsigt i sager om sådanne spørgsmål
kunne påklages til Skatteministeriet.
Formålet med den nævnte bestemmelse i § 1, 1. pkt.,
var bl.a. at afskære, at klager over SKATs behandling af
sagsbehandlingsmæssige
spørgsmål m.v., som ikke har tilknytning til konkrete sager om
skatteansættelse
m.v. – og som derfor ikke kan indbringes for Landsskatteretten –
kunne
indbringes for Skatteministeriet. Som eksempler på sådanne spørgsmål kan
nævnes
klager over (den generelle) sagsbehandlingstid og tilsidesættelse af god
forvaltningsskik, herunder sagsbehandlerens almindelige fremtræden, sprog og
omgangstone. En stort set tilsvarende bestemmelse fandtes i § 26, nr. 4,
2. pkt., i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og
sagsudlægning. Denne bekendtgørelse blev ophævet med virkning fra den 1.
november 2005.
3.1.2. Forslagets baggrund
Ombudsmanden indledte i foråret 2006 en undersøgelse af,
hvorvidt den gældende § 14, stk. 2, i skatteforvaltningsloven
indeholder fornøden hjemmel til at udstede regler om, at told- og
skatteforvaltningens stillingtagen til spørgsmål om sagsbehandling ikke kan
påklages til Skatteministeriet.
Ombudsmanden konkluderer i en redegørelse af 11. oktober
2006, at ordlyden i § 14, stk. 2, omfatter klage over told- og
skatteforvaltningens afgørelser, men ikke klage over told- og
skatteforvaltningens sagsbehandling. Efter ombudsmandens opfattelse er der
ikke
holdepunkter i lovteksten eller forarbejderne for at fravige det almindelige
forvaltningsretlige afgørelsesbegreb.
På den baggrund er det ombudsmandens opfattelse, at der
ikke er hjemmel til udstedelse af bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 om
afgørelser fra told- og skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til
Skatteministeriet.
Ombudsmanden har derfor henstillet, at Skatteministeriet
ophæver bekendtgørelsen. Ombudsmanden har endvidere henstillet, at der, hvis
Skatteministeriet ønsker at afskære rekurs til ministeriet i sager om SKATs
sagsbehandling – hvilket ombudsmanden anfører, at han har forståelse for
kan
være hensigtsmæssigt – søges tilvejebragt den fornødne lovhjemmel.
Bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 er på baggrund af
Ombudsmandens henstilling nu ophævet ved bekendtgørelse nr. 29 af 12. januar
2007.
3.1.3. Skatteministeriets overvejelser og
forslagets indhold
En overordnet myndighed er i medfør af almindelige
ulovbestemte regler om administrativ rekurs som udgangspunkt forpligtet til
at
behandle klager over afgørelser, som er truffet af en underordnet myndighed.
Nedenfor behandles under 3.1.3.1. spørgsmål om rekurs vedrørende afgørelser
fra
told- og skatteforvaltningen, og under 3.1.3.2. behandles spørgsmålet om
indbringelse af andre spørgsmål hidrørende fra told- og skatteforvaltningen
for
Skatteministeriet.
3.1.3.1. Spørgsmål om rekurs vedrørende
afgørelser fra told- og skatteforvaltningen
For så vidt angår afgørelser fra told- og
skatteforvaltningen er det i afsnit 3.1.3. beskrevne udgangspunkt i meget
vidt
omfang fraveget ved skatteforvaltningsloven. Det er således udgangspunktet,
at
Landsskatteretten er rekursinstans for SKATs afgørelser, jf.
skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1. I visse tilfælde, der
er afgrænset i loven, er Landsskatteretten anden klageinstans, idet et
skatte-
eller vurderingsankenævn er første klageinstans. Det følger endvidere af
§ 4 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, at
Landsskatteretten
også er rekursinstans for de afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v.,
som
SKAT træffer som restanceinddrivelsesmyndighed.
Den gældende skatteforvaltningslov indeholder en
bestemmelse, § 14, stk. 2, som bemyndiger skatteministeren til at
fastsætte regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens
afgørelser. Det fremgår af bemærkningerne til denne bestemmelse, lovforslag L
110, Folketinget 2004-05, 2. samling, at bestemmelsen er tænkt anvendt til at
henlægge afgørelsen af klage over told- og skatteforvaltningen til andre
enheder end de kollegiale klageorganer og til at afskære klage til
skatteministeren, herunder skatteministerens departement. Det fremgår
endvidere, at bemyndigelsen kun er tænkt anvendt rent undtagelsesvis, og at
muligheden for at afskære klage til skatteministeren bl.a. er tænkt anvendt
til
at afskære klager fra told- og skatteforvaltningen over afgørelser om
ansættelsesmæssige forhold.
Skatteforvaltningslovens motiver understøttes efter
Skatteministeriets opfattelse af, at der for tiden alene er udstedt to
bekendtgørelser med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 14,
stk. 2,
jf. afsnit 3.1.1. Heraf omhandler den ene klager over afgørelser i
personalesager, mens den anden – i en ganske særlig situation, der
indebærer
kontakt mellem SKAT og skattemyndigheder i andre stater – afskærer
borgere fra
at påklage visse forhold til Landsskatteretten.
Selv om der ikke er planer om at udstede yderligere
bekendtgørelser med tilsvarende indhold, er det dog Skatteministeriets
vurdering, at det er hensigtsmæssigt at bevare en bemyndigelse til
skatteministeren
til – helt undtagelsesvis – at ændre klagevejene for enkelte typer
af
afgørelser på ministerområdet.
Den nuværende bemyndigelsesbestemmelse i
skatteforvaltningslovens § 14, stk. 2, foreslås opdelt, således at
ministeren vedrørende klager i personalesager bemyndiges til at fastsætte
regler om klage, herunder regler om tidsfrister for indgivelse af klage, mens
ministeren vedrørende øvrige afgørelser truffet af SKAT alene kan bestemme,
at
disse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Det bemærkes, at det er hensigten at bevare de to ovenfor
omtalte bekendtgørelser, hvilket bl.a. indebærer at visse nærmere beskrevne
typer af afgørelser i personalesager fortsat vil kunne indbringes for
Skatteministeriet.
3.1.3.2. Indbringelse af andre spørgsmål for
Skatteministeriet
Som nævnt under afsnit 3.6.3. er en overordnet myndighed i
medfør af almindelige ulovbestemte regler om administrativ rekurs som
udgangspunkt forpligtet til at behandle klager over afgørelser, som er
truffet
af en underordnet myndighed. Den overordnede myndighed vil som
rekursmyndighed
bl.a. skulle efterprøve, om den underordnede myndighed ved behandlingen af
den
afgørelsessag, der er påklaget, har iagttaget kravene til korrekt
sagsbehandling.
Redegørelsen af 11. oktober 2006 fra Folketingets
Ombudsmand og Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 har
imidlertid givet Skatteministeriet og Justitsministeriet anledning til at
overveje et principielt forvaltningsretligt spørgsmål.
Spørgsmålet, er om der af en sædvanlig rekursordning også følger
en ret til selvstændigt at klage til en overordnet myndighed over en
underordnet myndigheds beslutninger og anden forvaltningsvirksomhed, selv om
de
pågældende beslutninger m.v. ikke har karakter af afgørelser. Som eksempler
kan
nævnes (den generelle) sagsbehandlingstid og tilsidesættelse af god
forvaltningsskik, herunder sagsbehandlerens almindelige fremtræden, sprog og
omgangstone.
Der kan i den forbindelse peges på, at det i forskellige
dele af den forvaltningsretlige litteratur er antaget, at adgangen til
administrativ rekurs retter sig mod trufne afgørelser, medmindre andet
udtrykkeligt er fastsat i lovgivningen. Forvaltningsvirksomhed, der ikke har
karakter af afgørelser – det, som traditionelt betegnes
procesbeslutninger og
faktisk forvaltningsvirksomhed – kan derimod som udgangspunkt ikke
selvstændigt
påklages til den overordnede myndighed efter de almindelige ulovbestemte
regler
om administrativ rekurs. Der kan bl.a. henvises til Jon Andersen,
Forvaltningsret, sagsbehandling, hjemmel og prøvelse, 4. udgave (2000), side
193, og Jens Garde m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 4. udgave
(2004),
side 287.
I overensstemmelse hermed synes det i administrativ praksis
i almindelighed at være lagt til grund, at der som led i en rekursordning kun
kan klages til rekursinstansen over en underinstans’ afgørelser (og
sagsbehandlingsspørgsmål
i tilknytning til en afgørelse), og således ikke underinstansens beslutninger
og anden forvaltningsvirksomhed, der ikke har karakter af afgørelser.
Det bemærkes, at Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. i
fremstillingen Forvaltningsret, 2. udgave (2002), side 954, formentlig giver
udtryk for en anden opfattelse. Det anføres her, at der ved administrativ
rekurs
forstås det forhold, at en borger klager over en forvaltningsmyndigheds
afgørelse eller sagsbehandling til en anden forvaltningsmyndighed, som har
pligt til at realitetsbehandle klagen, hvis visse grundlæggende formelle
betingelser
er opfyldt.
Det er på den baggrund Skatteministeriets og
Justitsministeriets opfattelse, at de almindelige ulovbestemte regler om
administrativ rekurs indebærer, at det kun er SKATs afgørelser, der – i
det
omfang rekursen ikke er afskåret – kan påklages til Skatteministeriet.
Det bemærkes, at denne opfattelse fører til, at § 1,
1. pkt., i bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 er uden selvstændigt
retligt
indhold. De nævnte almindelige ulovbestemte regler om administrativ rekurs
indebærer således, at der ikke er adgang til at påklage SKATs stillingtagen
til
spørgsmål om sagsbehandling til Skatteministeriet, herunder f.eks. spørgsmål
om
den generelle sagsbehandlingstid samt tilsidesættelse af god
forvaltningsskik.
Hvis den nævnte opfattelse lægges til grund, vil der
endvidere ikke være retligt behov for at tilvejebringe en særlig
lovbestemmelse, hvorefter det administrativt kan bestemmes, at andre
spørgsmål
end klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser, ikke kan påklages
til
anden administrativ myndighed.
For at udelukke enhver tvivl om retsstillingen på det
foreliggende område foreslås det imidlertid, at der tilvejebringes
udtrykkelig
lovhjemmel til at afskære, at andre spørgsmål end afgørelser og
sagsbehandlingsspørgsmål,
som knytter sig til afgørelser, i kraft af reglerne om administrativ rekurs
kan
indbringes for Skatteministeriet. Der henvises i den forbindelse til den
foreslåede bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 14, stk. 3, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil gælde for alle dele af SKATs
virksomhed, herunder SKATs opgaver som restanceinddrivelsesmyndighed efter
lov
om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.
Der kan i forlængelse af det anførte om adgangen til at
klage til Skatteministeriet over SKATs virksomhed peges på, at
Skatteministeriet
som nævnt under afsnit 3.1.1. under alle omstændigheder har en almindelig
tilsynsforpligtelse i forhold til SKATs virksomhed.
Dette skal ses i lyset af, at overordnede myndigheder i
almindelighed har en forpligtelse til at føre tilsyn med underordnede
myndigheder, der indgår i et hierarkisk over- og underordnelsesforhold. I den
overordnede myndigheds tilsynsforpligtelse ligger et såkaldt
legalitetstilsyn.
Det vil sige, at den overordnede myndighed i kraft af over- og
underordnelsesforholdet
kan – og efter omstændighederne skal – påse, om der er sket en
tilsidesættelse
af retlige forhold, f.eks. tilsidesættelse af sagsbehandlingsregler og
almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder om den underordnede
myndighed har hjemmel til at træffe en konkret forvaltningsafgørelse.
Det præcise indhold af tilsynsforpligtelsen er vanskeligt
at beskrive generelt, da omfanget heraf bl.a. afhænger af det enkelte
forvaltningsområde. Særligt med hensyn til Skatteministeriets tilsyn med
SKAT,
bemærkes det, at
Skatteministeriet i sagens natur
jævnligt modtager henvendelser fra borgere og virksomheder, der har
synspunkter
vedrørende afgørelser fra eller sagsbehandlingen i SKAT og andre myndigheder,
som hører under Skatteministeriets ressort. Skatteministeriet kan efter
skatteforvaltningsloven § 14, stk. 1, nr. 1, som nævnt ikke træffe
afgørelse i konkrete sager om ansættelse af skat m.v. Det forudsættes i
overensstemmelse med denne kompetencebegrænsning, at Skatteministeriet i
almindelighed kun vil skulle undergive de sager, henvendelserne vedrører,
nærmere sagsbehandling, hvis de foreliggende oplysninger tydeligt peger i
retning af, at der i sagen foreligger kritisable forhold af væsentlig
betydning. Hvis Skatteministeriet over en periode modtager flere
henvendelser,
der samlet set tyder på, at der foreligger et generelt problem med hensyn til
f.eks. sagsbehandlingen i en af Skatteministeriets institutioner eller i en
enhed under disse, fører den omhandlede tilsynsforpligtelse endvidere til, at
Skatteministeriet bør tage sådanne spørgsmål op.
Retssikkerhedsmæssigt
anses
det for betryggende, at der nu tilvejebringes sikker lovhjemmel for, at den
før
skatteforvaltningsloven værende praksis, hvorefter skatteministeren ikke
behandlede klager over de underordnede skattemyndigheders sagsbehandling, kan
videreføres.
3.2.
Overspringsregel fra skatteankenævn til Landsskatteretten - § 1, nr. 1
3.2.1.
Gældende ret
3.2.1.1.
Gældende ret
Efter
skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, kan afgørelser, der som
udgangspunkt kan påklages til et skatteankenævn, efter klagerens valg i
stedet
påklages til Landsskatteretten. Den eneste undtagelse hertil er klager over
forskudsregistrering, hvor kun skatteankenævnene kan træffe afgørelse.
Grunden
er, at afgørelser om forskudsregisteringsspørgsmål meget hurtigt taber deres
praktiske betydning. Derfor er det afgørende at få sådanne klagesager
endeligt
afgjort meget hurtigt.
Bortset
fra denne undtagelse giver skatteforvaltningsloven altså klagerne mulighed
for
helt at fravælge skatteankenævnsbehandling og gå direkte til
Landsskatteretten
(den nye overspringsregel). Dette kan bl.a. være hensigtsmæssigt af hensyn
til
forretningsgangen i situationer, hvor person- og selskabssager er nært
sammenhængende, f.eks. i hovedaktionærsager.
Under
forberedelsen af skatteforvaltningsloven blev det skønnet, at ca. 1000
borgere
på årsbasis ville benytte sig af den nye overspringsregel. En del af disse
sager ville dog alligevel være blevet indbragt for Landsskatteretten som
klager
over skatteankenævnenes afgørelser, således at nettotilgangen af klagesager
til
Landsskatteretten forventedes at blive noget mindre end 1000 sager årligt.
Jf.
skatteministerens svar på spørgsmål 57 til lovforslag L 110, Folketinget
2004-05, 2. samling.
3.2.1.2.
Historik
Den
gældende regel i skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, om fravalg
af
skatteankenævnsbehandling (den nye overspringsregel) har afløst en ordning,
hvor klager skulle indbringes for skatteankenævnet, og hvor det først var
muligt at gå videre til Landsskatteretten, når og hvis der var forløbet 3
måneder, uden at nævnet havde truffet afgørelse i sagen. Reglen herom fandtes
i
skattestyrelseslovens § 21, stk. 5 (den gamle overspringsregel).
3.2.2.
Forslagets baggrund
Som
led i regeringens intentioner om yderligere retssikkerhed på skatteområdet
som
beskrevet i regeringsgrundlaget
»
Nye mål«
fra februar 2005 igangsatte
Skatteministeriet projektet
»
Retssikkerhed på dagsordenen«
(det såkaldte
Retssikkerhedsprojekt). Projektet havde til formål at sætte retssikkerheden
på
den offentlige dagsorden med en række konkrete forslag til yderligere
forbedring af borgernes retssikkerhed. Projektet blev afsluttet i juli 2005.
Retssikkerhedsprojektet
har som led i sit arbejde bl.a. undersøgt, hvordan sagsbehandlingstiden i
skattesager kan nedbringes. I den forbindelse har Retssikkerhedsprojektet
gjort
sig overvejelser om det forhold, at skatteforvaltningsloven ikke - som den
tidligere skattestyrelseslovs § 21, stk. 5 - giver borgeren
mulighed
for at
»
overspringe«
skatteankenævnet, når
klagen én gang er indgivet dertil.
Retssikkerhedsprojektet
har fundet det betænkeligt, at skatteforvaltningsloven har fjernet en
lovfæstet
mulighed for, at borgeren under skatteankenævnsbehandlingen kan indbringe
klagen direkte for Landsskatteretten, og dermed muligheden for en hurtigere
behandling i det administrative klagesystem. Med skatteforvaltningsloven
risikerer borgerne en længere samlet sagsbehandlingstid i det administrative
klagesystem.
Det
er derfor Retssikkerhedsprojektets vurdering, at man ud fra
retssikkerhedsmæssige
hensyn bør overveje at (gen)indføre den tidligere ordning, således at en
klager
igen kan påklage told- og skatteforvaltningens afgørelse til
Landsskatteretten,
hvis skatteankenævnet ikke har afgjort klagen inden 3 måneder efter klagens
modtagelse.
3.2.3.
Skatteministeriets overvejelser
Skatteministeriet
finder, at der bør være mulighed for at påklage en sag til Landsskatteretten
efter 3 måneders behandlingstid ved skatteankenævnet, ligesom det var
tilfældet
efter skattestyrelsesloven, som gjaldt indtil den 1. november 2005. Det kan
nemlig ikke antages, at denne ordning har fuldstændig samme anvendelsesområde
eller målgruppe som skatteforvaltningslovens regel om, at en klager helt kan
fravælge skatteankenævnsbehandling og gå direkte til Landsskatteretten.
Efter
skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, kan en sag, der er indbragt
for Landsskatteretten, indbringes for domstolene, når der er forløbet 6
måneder, uden at Landsskatteretten har truffet afgørelse. Når muligheden for
at
indbringe sager for Landsskatteretten efter 3 måneders sagsbehandlingstid i
skatteankenævnet genindføres, har borgerne således altid mulighed for at få
deres skattesager efterprøvet af domstolene uden at skulle afvente en
administrativ klagebehandling. Det må antages, at visse skatteydere vil anse
deres retssikkerhed for styrket herved.
3.2.4.
Forslagets indhold
Det
foreslås, at man genindfører adgangen for klagere, der har indbragt en sag
for
et skatteankenævn, til at indbringe sagen for Landsskatteretten, når der er
forløbet 3 måneder, fra sagen blev indbragt for nævnet, uden at nævnet har
truffet
afgørelse.
Forslaget
svarer til den regel, der var gældende efter skattestyrelseslovens § 21,
stk. 5, indtil den 1. november 2005. Denne regel blev anvendt i under
100
tilfælde årligt. Reglen foreslås nu genindført, men alene som et supplement
til
reglen i skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, om, at
skatteankenævnsbehandling efter klagerens valg helt kan undgås. Reglen
forventes derfor at få meget begrænset praktisk betydning.
Om forslagets
retssikkerhedsmæssige konsekvenser
bemærkes, at genindførelsen af muligheden for at påklage en afgørelse til
Landsskatteretten efter 3 måneders sagsbehandlingstid ved skatteankenævnet
bygger på en anbefaling fra Skatteministeriets projekt
»
Retssikkerhed på dagsordenen«. Forslaget giver borgere, der måtte
ønske det, en mulighed for hurtigere at få deres klagesager ført igennem det
administrative klagesystem. Det må antages, at visse borgere vil anse deres
retssikkerhed for styrket herved.
3.3.
Landsskatterettens kompetence i sager om tilbagebetaling af statsgaranterede
studielån samt ændrede myndighedsbetegnelser - § 2
3.3.1.
Gældende ret
Statsgaranterede
studielån kunne optages i perioden fra 1964 til 1993. Fra og med 1998 har der
kunnet overføres statsgaranterede studielån fra andre pengeinstitutter til
Økonomistyrelsen som pengeinstitut på sædvanlige vilkår. De tidligere
statsgaranterede studielån har en afviklingstid på 15 år. Inden for
afviklingsperioden
skal lånet betales tilbage med passende ydelser i forhold til gælden. Der er
dog mulighed for udsættelse med tilbagebetalingen i særlige tilfælde.
Ved
kongelig resolution af 27. november 2001, jf. bekendtgørelse nr. 1107 af 20.
december 2001, blev administrationen af statsgaranterede studielån overført
fra
Finansministeriet til Skatteministeriet. Lov om statsgaranterede studielån
regulerer denne type lån. Af lovens § 1 a, stk. 2, fremgår, at
skatteministeren fastsætter regler for klageadgang m.v. Denne bemyndigelse er
hidtil ikke anvendt. I medfør af resolutionen blev udstedt bekendtgørelse nr.
338 af 27. maj 2002, som fastlægger, at Økonomistyrelsen skal forvalte
studielånene,
og at klager over Økonomistyrelsen kan indbringes for Told- og
Skattestyrelsen.
Administrationen
af statsgaranterede studielån henhører således under skatteministerens
sagsområde, men sagerne behandles af Økonomistyrelsen. Klager over
Økonomistyrelsens afgørelser kan behandles af Told- og Skattestyrelsen, dvs.
nu
SKAT. Landsskatteretten kan derimod ikke behandle klagerne, da der ikke er
tale
om administration af lovgivning om skatter, jf. skatteforvaltningslovens
§ 1.
Som
det fremgår, er der tale om en ordning under afvikling. I Økonomistyrelsen
var
der ved årsskiftet 2005/6 2.772 låntagere med statsgaranterede studielån
under
ordinær tilbagebetaling. Antallet falder med ca. 40 pct. om året. Antallet af
klager har ligget på 2-3 om året.
3.3.2.
Forslagets baggrund
Der
henvises til afsnit 3.3.1. ovenfor.
3.3.3.
Skatteministeriets overvejelser
Den
kongelige resolution af 2001 indebar, at der blev indgået en
administrationsaftale mellem skatteministeren og Økonomistyrelsen, og at
Told-
og Skattestyrelsen blev klageinstans for Økonomistyrelsens afgørelser.
Som
led i fusionen er Told- og Skattestyrelsens virke som klageinstans imidlertid
afskaffet i alle andre sammenhænge. Hovedreglen er nu, at alle afgørelser
truffet af SKAT, herunder af restanceinddrivelsesmyndigheden, kan påklages
til
Landsskatteretten. Der henvises nærmere til afsnit 3.1.1.
Som
et led i fusionen er inddrivelsen af alle offentlige krav endvidere overført
til restanceinddrivelsesmyndigheden. Økonomistyrelsen oversender sager om
misligholdelse af statsgaranterede studielån til behandling i
restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceindddrivelsesmyndighedens afgørelser
kan påklages til Landsskatteretten i overensstemmelse med
skatteforvaltningslovens hovedregel. Derimod skal sager, som Økonomistyrelsen
træffer afgørelse i, fortsat påklages til Told- og Skattestyrelsen ifølge den
i
afsnit 3.3.1. omtalte bekendtgørelse. Det vil sige, at der efter fusionen
fortsat kan klages til SKAT for så vidt angår denne sagstype.
Skatteministeriet
finder det uhensigtsmæssigt, at klager over afgørelser om statsgaranterede
studielån således skal påklages til to forskellige klageinstanser, afhængig
af,
hvilken myndighed der har truffet afgørelsen i 1. instans. Endvidere finder
Skatteministeriet det uhensigtsmæssigt, at der overhovedet finder
klagebehandling
i materielle sager sted i SKAT, da dette er i modstrid med intentionerne bag
fusionen, jf. ovenfor.
Eftersom
Landsskatteretten i forvejen behandler klager over
restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelsen af
statsgaranterede
studielån, finder Skatteministeriet det hensigtsmæssigt, at kompetencen til
at
behandle klager over Økonomistyrelsens afgørelser også tillægges
Landsskatteretten. Det bemærkes herved, at der ikke er tale om mange klager,
anslået 2-3 klager om året.
3.3.4.
Forslagets indhold
Det
foreslås, at klager over Økonomistyrelsens afgørelser i sager om
statsgaranterede
studielån skal kunne behandles af Landsskatteretten. Det forudsættes, at
Landsskatteretten i medfør af skatteforvaltningslovens § 13,
stk. 3,
vil fastsætte, at sådanne sager skal behandles uden deltagelse af
retsmedlemmer.
Derudover
foreslås en række myndighedsbetegnelser ændret.
Om forslagets
retssikkerhedsmæssige konsekvenser
bemærkes, at forslaget for det første styrker retssikkerheden ved at klargøre
klagegangen for disse sager, der dog er ganske fåtallige. Dertil kommer, at
forslaget medfører en højere grad af éntydighed i klagegangen på
ministerområdet som helhed, hvilket styrker overskueligheden og dermed
retssikkerheden generelt.
3.4.
Sammensætning af Landsskatteretten i afgørelser om registreringsafgiftsloven
-
§ 1, nr. 2
3.4.1.
Gældende ret
Når
Landsskatteretten træffer afgørelse i sager om lov om registreringsafgift af
motorkøretøjer m.v., deltager der særligt motorsagkyndige medlemmer i
afgørelsen.
Skatteforvaltningslovens
§ 13, stk. 1, indeholder de gældende kompetenceregler for
Landsskatteretten i sager, hvor der skal deltage retsmedlemmer i sagens
afgørelse.
I
hver enkelt sag skal således deltage mindst 3 retsmedlemmer. Heraf skal
mindst
én være retspræsidenten eller en retsformand, og mindst to skal være blandt
rettens øvrige medlemmer. Disse medlemmer er enten valgt til
Landsskatteretten
af Folketinget eller udnævnt af skatteministeren. Der stilles ikke særlige
krav
til de pågældendes individuelle kvalifikationer, og disse retsmedlemmer kan
deltage i afgørelsen af alle typer af sager.
Herudover
har skatteministeren i henhold til skatteforvaltningsloven udnævnt fire
særligt
motorsagkyndige retsmedlemmer, hvoraf 2 skal repræsentere bilbranchen og 2
Færdselsstyrelsen. Disse motorsagkyndige retsmedlemmer skal deltage i
afgørelser, som vedrører registreringsafgiftsloven, hvilket fremgår af den
gældende
bestemmelse herom i skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt.
Formuleringen af bestemmelsen kan imidlertid give anledning til tvivl om,
hvorvidt der kan deltage mere end 3 retsmedlemmer i sådanne sager, som
tilfældet var det før indførelsen af skatteforvaltningsloven.
3.4.2.
Forslagets baggrund
I
forbindelse med indførelsen af skatteforvaltningsloven skete der en justering
af kompetencereglerne for Landsskatteretten i sager, hvor der skal deltage
retsmedlemmer i sagens afgørelse. Der var herved ikke tilsigtet nogen ændring
af kompetencereglerne for så vidt angår sager vedrørende
registreringsafgiftsloven. Formuleringen af den gældende bestemmelse i
skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt., kan imidlertid give
anledning til usikkerhed herom.
Ved
§ 2 i lov nr. 1409 af 21. december 2005 om ændring af
registreringsafgiftsloven, skatteforvaltningsloven og opkrævningsloven
(Indførelse af motorankenævn m.v.) er antallet af særligt motorsagkyndige
medlemmer
endvidere forhøjet fra 2 til 4 med virkning fra den 1. april 2006.
Landsskatteretten er samtidig gjort til 2. klageinstans vedrørende
afgørelser,
som har været behandlet i motorankenævn.
3.4.3.
Skatteministeriets overvejelser
Der
var ikke med indførelsen af skatteforvaltningsloven tilsigtet nogen ændring
af
kompetencereglerne for Landsskatteretten for så vidt angår sager vedrørende
lov
om registreringsafgift af motorkøretøjer. Den gældende bestemmelse i
skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt., bør efter
Skatteministeriets opfattelse præciseres i overensstemmelse hermed.
I
den forbindelse bemærkes, at det specielt efter det øgede antal særligt
motorsagkyndige medlemmer må anses for hensigtsmæssigt, at alle 4
motorsagkyndige medlemmer kan deltage i afgørelser af principiel betydning,
ligesom det også må anses for hensigtsmæssigt, at retten i sager, der
vedrører
fortolkning af loven, kan supplere sig med et medlem, der er dommer.
3.4.4.
Forslagets indhold
Det
foreslås, at bestemmelsen om Landsskatterettens sammensætning i sager om
registreringsafgiftsloven præciseres, så det udtrykkelig fremgår, at der
ligesom i Landsskatterettens øvrige sager kan deltage mere end 3
retsmedlemmer
i en afgørelse. Dermed præciseres det også, at den eneste særregel for
registreringsafgiftssagerne i sammenligning med rettens øvrige sagstyper er,
at
mindst 2 af de deltagende retsmedlemmer skal være særligt motorsagkyndige.
Om forslagets
retssikkerhedsmæssige konsekvenser
b
emærkes, at forslaget har til formål
at sikre kvaliteten af Landsskatterettens afgørelser i disse sager. Forslaget
har dermed en positiv indvirken på retssikkerheden i denne sagstype.
3.5.
Forkortelse af fristen for skatteministerens indbringelse af
skatterådsafgørelser for Landsskatteretten - § 1, nr. 4
3.5.1.
Gældende ret
Skatteforvaltningslovens
§ 40, stk. 2, indeholder en regel om, at skatteministeren kan
indbringe afgørelser truffet af Skatterådet for Landsskatteretten, når
afgørelsen indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål. Fristen
for
skatteministerens stillingtagen hertil er på 3 måneder.
Når
skatteministeren gør brug af sin mulighed for at indbringe en
skatterådsafgørelse for Landsskatteretten, får den eller de borgere, der har
været part i sagen for Skatterådet, samme status som den, der tilkommer en
klager efter bestemmelserne om Landsskatterettens sagsbehandling i sager. I
øvrigt finder Landsskatterettens bestemmelser om sagsbehandling tilsvarende
anvendelse, når bortses fra bestemmelser om betaling og tilbagebetaling af
klageafgift.
Det
angives bl.a. i lovbestemmelsen, at skatteforvaltningslovens § 42,
stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Det betyder, at fristen
for skatteministerens stillingtagen til, om en skatterådsafgørelse skal
indbringes,
er på 3 måneder svarende til den almindelige frist, der gælder for klage til
Landsskatteretten.
3.5.2.
Forslagets baggrund
Ifølge
bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 2004-05, 2. samling,
lovforslag L 110, forslag til skatteforvaltningsloven, afsnit 4.3.2. og
4.14.)
er formålet, at Landsskatteretten skal kunne forelægge spørgsmål om
Skatterådets fortolkning af en EU-retlig problemstilling for EF-domstolen som
en præjudiciel sag.
3.5.3.
Skatteministeriets overvejelser
Det
er Skatteministeriets opfattelse, at de motiver, der lå bag indførelsen af
reglen i skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, i 2005, fortsat gør
sig gældende med en sådan vægt, at bestemmelsen bør bevares.
Skatteministeriets
forventning er endvidere, at det praktiske behov for bestemmelsen vil være
meget
begrænset, men dog stigende over tid som følge af udbygningen af den
EU-retlige
regulering. Skatteministeren har hidtil ikke anvendt reglen.
Selv
om bestemmelsen kun forventes anvendt rent undtagelsesvis, indebærer
bestemmelsen dog en marginal forringelse af borgernes retssikkerhed i sager,
der vedrører EU-retlige spørgsmål. Selve reglens eksistens er egnet til at
skabe retsusikkerhed for en meget lille kreds af borgere og virksomheder. Det
drejer sig om borgere og virksomheder, hvis sager afgøres af Skatterådet og
indeholder elementer af fortolkning af EU-retlig lovgivning.
Det
forventes, at de få sager, der i praksis måtte forekomme, næsten altid vil
være
sager, hvor der er anmodet om bindende svar. Her kan told- og
skatteforvaltningen vælge at forelægge sagen for Skatterådet til afgørelse
netop med den begrundelse, at sagen indeholder et EU-retligt spørgsmål af
væsentlig rækkevidde, jf. bemærkningerne til § 21, stk. 4, i
skatteforvaltningsloven (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, lovforslag L
110).
Et
bindende svar er efter skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1, som
hovedregel bindende for skattemyndighederne, men efter § 25,
stk. 2,
2. pkt., er svaret ikke bindende, i det omfang svaret viser sig at være i
strid
med EU-retten.
Det
betyder, at en borger eller virksomhed, som har fået et bindende svar fra
Skatterådet, der indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål,
ikke
kan indrette sig i tillid til svaret, før der haves vished for, at
skatteministeren
ikke
vil benytte sin adgang til at indbringe det
bindende svar for Landsskatteretten.
Hvis
svaret indbringes, kan borgeren eller virksomheden heller ikke indrette sig i
tillid til svaret, før Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen.
I
de situationer, hvor sagen rent faktisk forelægges for EF-domstolen, finder
Skatteministeriet, at hensynet til den pågældende borger eller virksomhed må
vige for de overordnede hensyn til, at sagen må finde sin korrekte afgørelse
i
henhold til EU-retten, det vil sige netop de hensyn, der lå til grund for
indførelsen
af reglen i skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2.
Derimod
finder Skatteministeriet, at hensynet til de borgere og virksomheder, hvis
sag
skatteministeren
ikke
indbringer, taler for, at fristen for
skatteministerens stillingtagen bør være så kort som muligt. Det bemærkes
herved, at Skatteministeriet har adgang til at deltage i Skatterådets møder
uden stemmeret, jf. § 1, stk. 3, i Skatterådets forretningsorden
(bekendtgørelse
nr. 1035 af 25. oktober 2005). Skatteministeriet har derved mulighed for at
gøre sig bekendt med, at Skatterådet vil træffe en afgørelse med EU-retligt
indhold, før afgørelsen træffes.
Af
praktiske årsager vurderer Skatteministeriet, at der er behov for en frist på
1
måned fra den dato, hvor Skatterådets afgørelse træffes. Den periode, hvori
borgeren eller virksomheden må forventes at ville afvente situationen og
undlade at disponere i tillid til et bindende svar fra Skatterådet, kan
dermed
nedsættes fra de nuværende 3 måneder til 1 måned.
3.5.4.
Forslagets indhold
Det
foreslås, at der indsættes en bestemmelse i skatteforvaltningslovens
§ 40,
stk. 2, om, at skatteministerens anmodning til Landsskatteretten om
behandling af en skatterådsafgørelse skal være modtaget i Landsskatteretten
senest 1 måned fra Skatterådets datering af afgørelsen.
Om forslagets
retssikkerhedsmæssige konsekvenser
bemærkes, at forslaget skyldes hensynet
til de borgere og virksomheder, hvis sag skatteministeren vælger
ikke
at
indbringe for Landsskatteretten. Når fristen afkortes, får de pågældende
hurtigere vished for, at deres afgørelse er endelig, hvilket indebærer en
forbedring af deres retssikkerhed.
3.6.
Øvrige præciseringer og justeringer
Der
foreslås forskellige præciseringer og justeringer i kildeskatteloven,
arbejdsmarkedsfondsloven, personskatteloven og ligningsloven.
3.6.1.
Kildeskatteloven - § 3
Ændringerne
vedrører dels fratrædelsesgodtgørelser, dels arbejdsudlejede personer, der er
begrænset skattepligtige til Danmark.
3.6.1.1.
Gældende ret
Ad
fratrædelsesgodtgørelser
:
Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, er indkomst i form af
vederlag erhvervet ved arbejde her i landet af en person, som ikke er fuldt
skattepligtig til Danmark, omfattet af begrænset skattepligt. Det er uden
betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i. Det er
endvidere uden betydning, om retten til vederlaget er erhvervet efter ophør
af
arbejdet her i landet.
Ad
arbejdsudlejede personer
:
Kildeskattelovens
§ 46, stk. 1, indeholder bl.a. regler om den danske hvervgivers
indeholdelsespligt i forbindelse med arbejdsudleje. Der er tale om
arbejdsudleje, når e
n person er stillet til
rådighed for at udføre arbejde her i landet for en dansk hvervgiver af en
virksomhed, der ikke har hjemting her i landet – det gælder selvom
personen,
der stilles til rådighed, er formidlet gennem en virksomhed med hjemting her
i
landet. I sidstnævnte situation anses den arbejdsudlejede person fortsat for
at
være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet af en
virksomhed,
der ikke har hjemting her i landet.
Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, jf. § 43,
stk. 2, litra h, er en
dansk hvervgiver for en arbejdsudlejet person
med en udenlandsk arbejdsgiver kun indeholdelsespligtig af vederlag i penge
samt fri kost og logi. Hvis den arbejdsudlejede person er begrænset
skattepligtig
til Danmark, dvs. har fast bopæl i udlandet, men indkomst med kilder fra
Danmark, er den pågældende ikke selvangivelsespligtig, jf.
skattekontrollovens
§ 2, stk. 1, nr. 2. Dette medfører, at der kun kan opkræves skat af
vederlag i penge samt fri kost og logi til begrænset skattepligtige
arbejdsudlejede personer med udenlandske arbejdsgivere, selv om disse
personer
i princippet er begrænset skattepligtige af alle skattepligtige
personalegoder,
jf. kildeskattelovens § 48 B, jf. § 2, stk. 1, nr. 3.
3.6.1.2.
Forslagets baggrund
Baggrunden
for forslaget vedrørende
fratrædelsesgodtgørelser
er, at Landsskatteretten i en kendelse og Skatterådet i et
bindende svar er nået frem til modsat rettede afgørelser om den skattemæssige
behandling af fratrædelsesgodtgørelser og løn i en opsigelsesperiode, som
udbetales til en person, som har udført arbejde i Danmark, men som senere er
blevet
skattemæssigt hjemmehørende i udlandet.
Landsskatteretten
afsagde i 2003 en kendelse i en sag, hvor en person var opsagt fra sin
stilling
i Danmark og samtidig fritstillet. Den pågældende flyttede derefter til
udlandet. Landsskatteretten fandt, at opsigelsesperiodens længde og den løn,
der blev udbetalt i opsigelsesperioden, udsprang af arbejde udført i Danmark.
Lønnen i opsigelsesperioden kunne hermed beskattes i Danmark, selvom
medarbejderen var flyttet til udlandet, og der i opsigelsesperioden ikke blev
præsteret en arbejdsydelse i Danmark. Skatteministeriet har kommenteret den
pågældende afgørelse. Kommentaren er offentliggjort på SKATs hjemmeside
www.skat.dk
som SKM2005.41.DEP.
Skatterådet
har for nylig i en sag med stærke paralleller til ovennævnte sag afgivet et
bindende svar, hvor der tages udgangspunkt i det synspunkt, at løn i en
opsigelsesperiode og fratrædelsesgodtgørelse
ikke
er vederlag for
arbejde udført her i landet i tidligere år. Der er derimod ifølge Skatterådet
tale om vederlag for tab af
fremtidige
arbejdsindtægter – dette uanset at det allerede nu af
bestemmelserne fremgår, at det er uden betydning for skattepligten, om retten
til vederlaget erhverves efter ophør af arbejdet i Danmark.
For
så vidt angår begrænset skattepligtige
arbejdsudlejede personer
beskattes disse med 30 pct. af bruttoindkomsten.
Ved lov nr. 425 af 6.
juni 2005 blev bruttoindkomsten udvidet til at omfatte alle former for
skattepligtige
personalegoder, foruden vederlag i penge og fri kost og logi, som allerede
var
en del af den skattepligtige bruttoindkomst. Udvidelsen var en del af en
generel udvidelse af den begrænsede skattepligt som medførte, at begrænset
skattepligtige personer blev skattepligtige af alle personalegoder, der også
var skattepligtige for fuldt skattepligtige personer.
Imidlertid mangler der den fornødne indbyrdes sammenhæng mellem
reglerne om skattepligtens omfang og reglerne om opkrævning af bruttoskatten
på
de 30 pct., således at der trods skattepligtens omfang efter gældende regler
kun er hjemmel til at opkræve skat af vederlag i penge samt fri kost og logi.
3.6.1.3.
Skatteministeriets overvejelser
For
så vidt angår
fratrædelsesgodtgørelser
er der som beskrevet under
3.6.1.2. skabt retsusikkerhed om, hvordan fratrædelsesgodtgørelser, løn i en
opsigelsesperiode og lignende ydelser skattemæssigt skal behandles, når
sådanne
ydelser udbetales til en person, som ikke længere er hjemmehørende i Danmark.
Hvis Skatterådets fortolkning lægges til grund, skabes der mulighed for
omgåelse af reglerne om begrænset skattepligt af lønindkomst, idet en
medarbejder så vil kunne undgå dansk beskatning af sådanne ofte ganske
betydelige beløb ved blot at flytte til udlandet.
Der
er derfor behov for i loven at præcisere, at fratrædelsesgodtgørelse, løn i
en
opsigelsesperiode og lignende indkomst er omfattet af skattepligten til
Danmark, når sådanne ydelser erhverves i forbindelse med ophør af et
ansættelsesforhold,
der har omfattet arbejde her i landet, og hvor lønnen har været undergivet
dansk beskatning.
Efter
ligningslovens § 7 U gives der et nedslag på 8.000 kr. ved beskatning af
fratrædelsesgodtgørelser m.v. Dette nedslag gives med samme beløb uanset
godtgørelsens størrelse. Der skal derfor ikke ske nogen forholdsmæssig
nedsættelse, selv om ansættelsesforholdet har omfattet arbejde såvel i
Danmark
som i udlandet.
Det
skal tilføjes, at sådanne fratrædelsesgodtgørelser m.v. efter dansk
opfattelse
er omfattet af artikel 15 om beskatning af lønindkomst i OECD’s model
for
dobbeltbeskatningsoverenskomster. Lønindkomst kan efter denne bestemmelse som
altovervejende hovedregel beskattes i det land, hvor arbejdet udføres.
For
så vidt angår
arbejdsudlejede personer
findes der behov for at rette op på uoverensstemmelsen mellem
reglerne om skattepligtens omfang og reglerne om opkrævning af skatten for
begrænset skattepligtige arbejdsudlejede personer, med en udenlandsk
arbejdsgiver og en dansk hvervgiver. Uoverensstemmelsen fjernes ved en
generel
præcisering af indeholdelsespligten for danske hvervgivere for
arbejdsudlejede
personer med udenlandske arbejdsgivere, da indeholdelsespligten for den
danske
hvervgiver bør være den samme, uanset om hvervgiveren har hyret en fuldt
skattepligtig arbejdsudlejet person med en udenlandsk arbejdsgiver eller en
begrænset skattepligtig arbejdsudlejet person med en udenlandsk arbejdsgiver.
3.6.1.4.
Forslagets indhold
Det
foreslås for det første præciseret, at
fratrædelsesgodtgørelse,
løn i en opsigelsesperiode og lignende
indkomst er omfattet af skattepligten til Danmark, når sådanne ydelser
erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet
arbejde her i landet, og hvor lønnen har været undergivet dansk beskatning.
Hvis ansættelsesforholdet har omfattet arbejde i såvel Danmark som i
udlandet,
vil skattepligten omfatte den forholdsmæssige del, som svarer til den
indkomst,
som Danmark har kunnet beskatte. Herved sikres ens beskatning, hvad enten
lønnen udbetales før eller efter medarbejderens fratræden.
Det
foreslås for det andet præciseret, at den danske hvervgiver for begrænset
skattepligtige
arbejdsudlejede personer
med udenlandske arbejdsgivere
skal indeholde 30 pct.-skatten af den samlede bruttoindtægt, dvs. af vederlag
i
penge, fri kost og logi samt andre skattepligtige personalegoder. Det
præciseres
herudover, at den danske hvervgiver for en fuldt skattepligtig arbejdsudlejet
person med en udenlandsk arbejdsgiver skal indeholde skat efter den
arbejdsudlejede
persons skattekort.
Retssikkerhedsmæssigt
fjerner det første forslag
den usikkerhed, der er opstået i forbindelse med Skatterådets bindende svar.
Det tilføjes, at det bindende svar, der er afgivet, i den konkrete sag vil
stå
ved magt. Det andet forslag om præcisering af indeholdelsespligten for
vederlag
til arbejdsudlejede begrænset skattepligtige personer skaber den
retstilstand,
der oprindeligt var tiltænkt på dette område.
3.6.2.
Arbejdsmarkedsfondsloven - § 4
Disse
forslag er relateret til beskatning af arbejdsudlejede personer, jf. afsnit
3.6.1. ovenfor. Problemet er det samme, nemlig uklarhed om den indbyrdes
sammenhæng mellem forskellige bestemmelser. Det foreslås præciseret, at der
skal betales arbejdsmarkedsbidrag af vederlag i penge samt fri kost og logi
til
begrænset skattepligtige arbejdsudlejede personer. Det er som i andre
tilfælde
en forudsætning for bidragspligten, at den pågældende er undergivet dansk
social sikringslovgivning.
Retssikkerhedsmæssigt
skabes der herved den
fornødne indbyrdes sammenhæng mellem disse regelsæt.
3.6.3.
Personskatteloven - § 5
3.6.3.1.
Gældende ret
Efter gældende regler skal en skattepligtig person overføre
underskud til en samlevende ægtefælle. Ved opgørelsen af underskuddet skal
der
ses bort fra udenlandsk indkomst, der beskattes i udlandet. En person, der
f.eks. bor i Danmark og arbejder i Tyskland, får ved opgørelsen af den danske
indkomst således ikke medregnet sin tyske indkomst. Hvis personen i det
pågældende tilfælde f.eks. ejer fast ejendom i Danmark, får den pågældende en
negativ dansk skattepligtig indkomst som følge af det danske fradrag for
prioritetsrenter. Dette underskud kan som nævnt efter gældende regler
overføres
til den samlevende ægtefælle. Hvis personen også får fradrag for de danske
prioritetsrenter i udlandet ved den udenlandske skatteberegning, vil
ægtefællerne få fradrag for de samme prioritetsrenter to gange.
3.6.3.2.
Forslagets baggrund og Skatteministeriets overvejelser
Regeringen
bestræber sig på at fjerne uhensigtsmæssige konsekvenser og huller i den
gældende skattelovgivning. Forslaget er et led i arbejdet med at afdække
sådanne uhensigtsmæssigheder. Arbejdet med at afdække uhensigtsmæssige
konsekvenser og huller i den gældende skattelovgivning sker løbende.
3.6.3.3.
Lovforslagets indhold
Det
foreslås at ændre personskattelovens § 13, stk. 5, så det ikke
længere er muligt for ægtefæller under visse betingelser at få fradrag for de
samme udgifter både i Danmark og i udlandet.
Lovforslaget
får kun betydning i de tilfælde, hvor en af ægtefællerne arbejder i et land,
der giver en dansk bosat person fradrag for sine personlige udgifter ved den
udenlandske skatteberegning. I det tilfælde medfører lovforslaget, at
personen
ikke kan overføre et fradrag for de samme udgifter til sin samlevende
ægtefælle
ved den danske skatteberegning.
Så vidt det foreligger oplyst, giver Tyskland ikke i
øjeblikket fradrag for danske prioritetsrenter til en person, der bor i
Danmark
og arbejder i Tyskland. Lovforslaget har derfor på nuværende tidspunkt ikke
nogen betydning for de dansk-tyske grænsegængere, der fortsat vil kunne
overføre fradrag for danske prioritetsrenter m.v. til en samlevende
ægtefælle.
For
så vidt angår
de
dansk-svenske grænsegængere vil lovforslaget, med de gældende svenske
skatteregler, heller ikke have nogen betydning. En person, der bor i Danmark
og
arbejder i Sverige, vil efter svenske skatteregler kunne vælge mellem enten
at
blive omfattet af den svenske SINK-beskatning, der er en 25 pct. bruttoskat,
eller at blive beskattet efter de almindelige svenske indkomstskatteregler,
dog
uden fradrag for danske prioritetsrenter og andre udgifter, der ikke knytter
sig til den svenske skattepligtige indkomst. Personen kan efter gældende
regler
således ikke få fradrag i Sverige for sine danske prioritetsrenter og vil
efter
lovforslaget derfor fortsat kunne overføre fradraget for danske
prioritetsrenter
m.v. til en samlevende ægtefælle.
Det kan ikke udelukkes, at Sverige og Tyskland fremover vil
tillade, at personer, der bor i Danmark og arbejder i Sverige eller Tyskland,
får fradrag for danske prioritetsrenter. I forhold til Sverige og Tyskland er
forslaget således en fremtidssikring mod dobbeltfradrag.
Det skal bemærkes, at det ikke er unormalt, at
arbejdslandet giver fradrag for private udenlandske udgifter som f.eks.
prioritetsrenter til en udenlandsk bosat person, hvis personen overvejende
arbejder i det pågældende land. Sådanne regler har vi eksempelvis i Danmark
med
de såkaldte
grænsegængerreglerne.
Udenlandsk bosatte personer, der arbejder i Danmark, og som har valgt at
blive
omfattet af
de såkaldte
grænsegængerreglerne,
får således fradrag for udenlandske prioritetsrenter ved den danske
skatteberegning.
Der
er tale om fjernelse af et
»
hul«
i lovgivningen, hvilket vil
være en styrkelse af den kollektive
retssikkerhed.
3.6.4.
Ligningsloven - § 6
3.6.4.1. Gældende ret
Såfremt
en distributionsvirksomhed inden for energisektoren yder et direkte tilskud
til
en energiforbruger med henblik på at sikre realisering af dokumenterbare
energibesparelser, jf. bestemmelserne herom i lov om elforsyning, lov om
naturgasforsyning og lov om varmeforsyning, vil modtageren af dette tilskud
være skattepligtig heraf, da ligningsloven ikke indeholder hjemmel til
skattefritagelse. Tilskuddet kan f.eks. ydes til energiforbrugeren i
forbindelse med udførelse af isoleringsarbejde på energiforbrugerens ejendom.
3.6.4.2. Forslagets baggrund
Ved
lov nr. 520 af 7. juni 2006 blev lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning
og lov om varmeforsyning ændret på en række punkter. Lovændringerne var en
udmøntning af energispareaftalen af 10. juni 2005 mellem regeringen,
Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk
Folkeparti.
En
af disse ændringer bestod i, at netvirksomheder omfattet af lov om
elforsyning,
distributionsselskaber omfattet af lov om naturgasforsyning og
varmedistributionsvirksomheder omfattet af lov om varmeforsyning
(distributionsvirksomheder) blev pålagt at sikre realisering af
dokumenterbare
energibesparelser i overensstemmelse med regler fastsat af transport- og
energiministeren. Disse er nu fastsat i Transport- og Energiministeriets
bekendtgørelse nr. 1105 af 9. november 2006.
3.6.4.3. Skatteministeriets overvejelser
Efter
ligningsloven § 7 F er der i dag skattefrihed for Elsparefondens tilskud
til bygningsejere til installationsarbejder i bygninger i forbindelse med
gennemførelsen af elbesparelsesaktiviteter samt tilskud til forbrugere ved
køb
af nye energieffektive apparater og udstyr. Der er endvidere skattefrihed for
tilskud til forbrugere ved køb af nye energieffektive produkter samt
installation af disse efter lov om statstilskud til produktrettede
energibesparelser.
Der findes på tilsvarende vis at burde være skattefrihed
for modtagere af tilskud, der ydes
af
nærmere bestemte distributionsvirksomheder i energisektoren for at sikre
realisering af dokumenterbare energibesparelser.
3.6.4.4. Forslagets indhold
De
foreslåede ændringer af ligningslovens §
7 F, stk. 1, nr. 11 og 12, er
rent lovtekniske ændringer.
Formålet
med den foreslåede materielle ændring i ligningslovens § 7 F er at
indføre
skattefrihed for modtagere af tilskud, der ydes af nærmere bestemte
distributionsvirksomheder i energisektoren for at sikre realisering af
dokumenterbare energibesparelser.
Der
foreslås indsat en ny bestemmelse i ligningslovens § 7 F, stk. 1,
nr.
13, om skattefrihed for tilskud, som distributionsvirksomhederne i
energisektoren i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om
elforsyning,
§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om naturgasforsyning og § 28 b,
stk. 1, i lov om varmeforsyning yder for at sikre realisering af
dokumenterbare energibesparelser. Bestemmelsen gælder alle energiforbrugere,
som distributionsvirksomhederne måtte vælge at yde tilskud til for at sikre
realisering af dokumenterbare energibesparelser.
Den
foreslåede ændring af ligningslovens § 33, stk. 1, er en rent
teknisk
ændring af henvisningen til pensionsafkastbeskatningslovens § 19,
stk. 2.
4.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget
skønnes ikke at have provenumæssige konsekvenser.
SKAT
har oplyst følgende om sin
Kommunikationsplan
for forslaget:
Lovens indhold vil blive kommunikeret til borgere og
virksomheder med følgende midler:
–
Emnet vil i en
periode være et tema på SKATs hjemmeside
www.skat.dk
–
Der vil blive udsendt
en pressemeddelelse i forbindelse med, at Folketinget vedtager lovforslaget.
Forslaget
skønnes at medføre omkostninger på ca. 250.000 kr. til information.
Lovforslagets
§ 5, der vedrører en ændring af personskattelovens § 13,
stk. 5,
skønnes at medføre engangsudgifter til systemtilretning på ca. 2 mio. kr.
5.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget har været sendt til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en
vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspanel. Styrelsen vurderer, at forslaget indeholder beskedne
administrative lettelser, men ingen administrative byrder. Samlet indeholder
forslaget dog ikke administrative konsekvenser i et omfang, der berettiger,
at
lovforslaget bliver forelagt et virksomhedspanel. Forslaget bør derfor ikke
forelægges et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.
6.
Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget
skønnes at medføre beskedne administrative lettelser for borgerne.
7.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget
har ikke miljømæssige konsekvenser.
8.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9.
Høring
De
forslag, der findes i lovforslagets § 1 og § 2, blev sendt i høring
den 30. juni 2006 som led i et lovforslag med titlen
»
Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven,
ligningsloven og lov om statsgaranterede studielån (Omkostningsgodtgørelse i
genoptagelsessager, syn og skøn, overspringsregel, Landsskatterettens og
Skatteministeriets kompetence i visse sager, m.v.)«
Ud
over ministerierne har følgende således haft lejlighed til at kommentere de
enkelte forslag: Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks
Rederiforening, Danmarks Skibskreditfond, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk
Industri,
Dansk Iværksætterforening, Dansk Kunstnerråd, Dansk Landbrug, Dansk Told- og
Skatteforbund, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Danske
Skatteborgerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Finansrådet, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer,
Foreningen af Danske Skatteankenævn, Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer,
Forsikring & Pension, Handels-, Transport- og Serviceerhvervene, HTS-A,
HK-Stat, Håndværksrådet, InvesteringsForeningsRådet, Kommunernes
Landsforening,
Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, Landsskatteretten, SKAT,
Skatterevisorforeningen
og Økonomistyrelsen.
I
bilag 1 til lovforslaget kommenteres de høringssvar, som Skatteministeriet
har
modtaget fra ovennævnte organisationer m.v. ved høringsfristens afslutning.
Der
er dog ikke gengivet høringssvar og kommentarer vedrørende elementer, som
ikke
er medtaget i det fremsatte lovforslag.
Lovforslagets
§§ 3-6 har ikke været i høring.
10.
Sammenfatning af økonomiske og administrative konsekvenser
Positive
konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Negative
konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske
konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Administrative
konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Forslaget
skønnes at medføre omkostninger til information på ca. 250.000 kr.
Ændringen
af personskattelovens § 13, stk. 5, om overførsel af underskud
mellem ægtefæller skønnes at medføre engangsudgifter til systemtilretning på
ca. 2 mio. kr.
Økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget
skønnes at give erhvervslivet
beskedne
administrative lettelser.
Ingen
Miljømæssige
konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative
konsekvenser for borgerne
Forslaget
skønnes at give borgerne beskedne administrative lettelser.
Ingen
Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget
indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger
til de enkelte bestemmelser
Til
§ 1
Til
nr. 1
Efter
skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, kan afgørelser, som kan
påklages til et skatteankenævn, efter klagerens valg i stedet påklages til
Landsskatteretten. Er en afgørelse imidlertid indbragt for et skatteankenævn,
skal nævnets stillingtagen afventes, inden sagen kan indbringes for
Landsskatteretten.
Det
foreslås, at man indfører adgang for klagere, der har indbragt en sag for et
skatteankenævn, til at indbringe sagen for Landsskatteretten, når der er
forløbet 3 måneder, fra sagen blev indbragt for nævnet, uden at nævnet har
truffet afgørelse.
Forslaget
svarer til den regel, der gjaldt efter skattestyrelseslovens § 21,
stk. 5, indtil den 1. november 2005. Der er tale om et supplement til
reglen i skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2.
Der
henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.
Til
nr. 2
Efter
skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, skal der som hovedregel ved
afgørelsen af hver enkelt sag i Landsskatteretten deltage mindst 3
retsmedlemmer. Heraf skal mindst én være retspræsidenten eller en
retsformand,
og mindst to skal være blandt rettens øvrige medlemmer. Disse medlemmer er
enten valgt til Landsskatteretten af Folketinget eller udnævnt af
skatteministeren.
Der stilles som hovedregel ikke særlige krav til de pågældendes individuelle
kvalifikationer, og disse retsmedlemmer kan deltage i afgørelsen af alle
typer
af sager. Herudover har skatteministeren udnævnt 4 særligt motorsagkyndige
retsmedlemmer, hvoraf 2 skal repræsentere bilbranchen og 2 Færdselsstyrelsen.
Disse motorsagkyndige retsmedlemmer skal deltage i afgørelser, som vedrører
registreringsafgiftsloven, hvilket fremgår af den gældende bestemmelse herom
i
skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt. Formuleringen af
bestemmelsen
kan imidlertid give anledning til tvivl om, hvorvidt der kan deltage mere end
3
retsmedlemmer i sådanne sager, som tilfældet var det før indførelsen af
skatteforvaltningsloven.
Det
foreslås, at bestemmelsen om Landsskatterettens sammensætning i sager om
registreringsafgiftsloven præciseres, så det udtrykkelig fremgår, at der
ligesom i Landsskatterettens øvrige sager kan deltage mere end 3
retsmedlemmer
i afgørelserne. Mindst 2 af de deltagende retsmedlemmer skal være særligt
motorsagkyndige retsmedlemmer, som skatteministeren har udnævnt efter
skatteforvaltningslovens § 12, stk. 4.
Ændringen
betyder f.eks., at der ikke er tvivl om, at der i sager om lovfortolkning kan
deltage et medlem, der er dommer, og at alle 4 motorsagkyndige medlemmer kan
deltage ved afgørelsen i principielle sager.
Der
henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.4.
Til
nr. 3
Efter
gældende regler er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte regler om
retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser, jf.
skatteforvaltningslovens § 14, stk. 2.
Det
foreslås, at denne bemyndigelsesbestemmelse bevares, men opdeles i en generel
bestemmelse og en særlig bestemmelse om personalesager.
Efter
den generelle bestemmelse kan skatteministeren bestemme, at told- og
skatteforvaltningens afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed. I givet fald fraviges således skatteforvaltningslovens generelle
regler om, at klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser kan
indbringes
for Landsskatteretten eller for et ankenævn. Det bemærkes, at
Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005 om den
kompetente myndighed indeholder en sådan bestemmelse.
Efter
den særlige bestemmelse om personalesager kan skatteministeren fastsætte
regler
om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser i disse
sager og kan herunder fastsætte regler om tidsfrister for indgivelse af
klage.
Det bemærkes, at sådanne regler for tiden findes i Skatteministeriets
bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005, som ændret ved bekendtgørelse
nr.
360 af 24. april 2006, om klage i personalesager og delegering af
udnævnelses-
og afskedigelseskompetence.
Endelig
foreslås der, for at udelukke enhver tvivl om retsstillingen, indsat en ny
bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 14, stk. 3. Efter denne
bestemmelse kan skatteministeren bestemme, at også andre spørgsmål end told-
og
skatteforvaltningens afgørelser og sagsbehandlingsspørgsmål, som knytter sig
til afgørelser, i kraft af reglerne om administrativ rekurs kan indbringes
for
Skatteministeriet.
Der
henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.
Til
nr. 4
Efter
skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, kan skatteministeren
indbringe
afgørelser truffet af Skatterådet for Landsskatteretten, når afgørelsen
indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål. Fristen for
skatteministerens
stillingtagen hertil er på 3 måneder.
Det
foreslås, at fristen skal være på 1 måned regnet fra Skatterådets datering af
afgørelsen.
Ændringen
har primært betydning for de borgere og virksomheder, hvis afgørelser
skatteministeren vælger
ikke
at indbringe. Ændringen nedsætter den
periode, hvor de pågældende ikke kan indrette sig i tillid til f.eks. et
bindende svar på grund af muligheden for, at skatteministeren vil indbringe
Skatterådets afgørelse.
Der
henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.5.
Til § 2
Til
nr. 1-4
Ændringerne
er hovedsagelig sproglige ændringer, der ændrer myndighedsnavne.
Ændringerne
skal ses i lyset af, at opgaven med studiegæld ved kongelig resolution i 2001
blev overflyttet fra Finansministeriets til Skatteministeriets ressort. Loven
blev ikke ændret sprogligt i den anledning.
Som
konsekvens af kommunalreformen og de nye regler på inddrivelsesområdet,
deriblandt samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet, blev reglerne
ændret
således, at det fremgår, at Økonomistyrelsen administrerer, og
Skatteministeriet fastsætter regler for administrationen. Endvidere indførtes
begrebet restanceinddrivelsesmyndigheden, som er en betegnelse for SKATs nye
Inddrivelsescenter.
Der
henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.3.
Til
nr. 5
Der
foreslås indsat en ny § 8 a i lov om statsgaranterede studielån, der
regulerer klager over Økonomistyrelsens afgørelser efter loven.
Efter
stk. 1 foreslås det, at klager over Økonomistyrelsens afgørelser skal
afgøres af Landsskatteretten. Efter skatteforvaltningslovens § 11,
stk. 3, afgør Landsskatteretten klager, der efter anden lovgivning er
henlagt til Landsskatteretten til afgørelse. Stk. 1 er en sådan særlig
kompetencebestemmelse.
Forslaget
indebærer, at de 2-3 årlige klager over Økonomistyrelsens afgørelser kan
behandles af Landsskatteretten efter tilsvarende regler, som gælder for
klager
af lignende art, herunder f.eks. klager over afgørelser om inddrivelse af
statsgaranterede
studielån, jf. afsnit 3.3.1. i de almindelige bemærkninger.
Det
foreslås, at skatteforvaltningslovens § 13 om Landsskatterettens virke
finder tilsvarende anvendelse. Landsskatteretten er som udgangspunkt et
kollegialt
klageorgan.
Efter § 13, stk. 3, 1. pkt., kan Landsskatterettens
præsident dog fastsætte regler om, at nærmere angivne typer af sager skal
afgøres uden medvirken af læge retsmedlemmer. Denne kompetence er tænkt
anvendt
til at henlægge afgørelsen af klager i sagstyper, der generelt er
ukomplicerede, til afgørelse af Landsskatterettens kontorer.
Det forventes, at
Landsskatteretten med hjemmel heri vil fastsætte, at de omhandlede klager
skal
behandles uden deltagelse af retsmedlemmer.
Det
foreslås, at reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 40-46 om klage m.v.
til Landsskatteretten skal finde tilsvarende anvendelse.
Efter § 40, stk. 1, kan klage til
Landsskatteretten indgives af den, der har en væsentlig, direkte og
individuel
retlig interesse i den påklagede afgørelse.
§ 41 handler om klagebegrundende forhold, og § 42
handler bl.a. om fristen for klage til Landsskatteretten og om klagens
udformning.
Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 43 omhandler
mundtlig forhandling. Stk. 1 er en partshøringsregel, og stk. 2
giver
Landsskatteretten mulighed for at bede den myndighed, der har truffet den
påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige forhandling.
Endelig giver stk. 3 Landsskatteretten mulighed for at tilkalde
sagkyndig
bistand.
§ 44 om retsmøder forventes ikke at blive relevant for
disse sager, jf. ovenfor, men er dog medtaget, fordi Landsskatterettens
præsident efter § 13, stk. 3, 2. pkt., undtagelsesvis kan bestemme,
at en sag skal afgøres under medvirken af retsmedlemmer.
Skatteforvaltningslovens
§ 45 foreskriver bl.a., at det skal fremgå af en afgørelse fra
Landsskatteretten, om der har deltaget retsmedlemmer i sagens afgørelse eller
ej. Skatteforvaltningslovens § 46 vedrører genoptagelse.
I
forslagets stk. 2 foreslås det i tilknytning til stk. 1, at
reglerne
i skatteforvaltningslovens kapitel 17 om domstolsprøvelse af
Landsskatterettens
afgørelser skal finde tilsvarende anvendelse. Skatteforvaltningslovens
§ 48 omhandler domstolsprøvelse af de administrative skattemyndigheders
afgørelser, herunder Landsskatterettens afgørelser. § 48, stk. 2 er
en overspringsregel, hvorefter sagen kan indbringes for domstolene, hvis der
er
gået 6 måneder, og sagen endnu ikke er afgjort af Landsskatteretten.
Derudover
indeholder § 48 regler om fristen for indbringelse af Landsskatterettens
sager. § 49 omhandler skatteministerens indbringelse af
Landsskatterettens
afgørelser.
Til § 3
Til
nr. 1
Ved
en ændring af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, foreslås det
præciseret, at fratrædelsesgodtgørelse, løn i opsigelsesperiode og lignende
ydelser er omfattet af skattepligt til Danmark, når sådan indkomst
erhverves
i forbindelse med ophør af ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde
udført
her i landet, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning.
Vedrører
en sådan indkomst arbejde udført såvel i som uden for Danmark, omfatter
skattepligten efter forslaget kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres
til
arbejde udført i Danmark.
Om
baggrunden for, at en sådan præcisering af gældende ret er nødvendig,
henvises
til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.1.
Til
nr. 2
Ved
en ændring af kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h, foreslås
det,
at danske hvervgivere skal indeholde skat af hele det skattepligtige vederlag
til personer, der er arbejdsudlejet til at udføre arbejde her i landet, og
som
har en udenlandsk arbejdsgiver. En arbejdsudlejet person anses fortsat for at
have en udenlandsk arbejdsgiver, dvs. være stillet til rådighed for at udføre
arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet,
selvom den arbejdsudlejede person er formidlet gennem en virksomhed med
hjemting her i landet.
Om
baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
3.6.1.
Til § 4
Til
nr. 1-3
Der
foreslås tekniske præciseringer af arbejdsmarkedsfondslovens § 7,
stk. 1, litra a, og § 8, stk. 1, litra k. Der henvises til de
almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.2.
Til § 5
Til
nr. 1
Efter gældende regler i personskattelovens § 13 skal
en skattepligtig person overføre underskud til en samlevende ægtefælle. Ved
opgørelsen af underskuddet skal der ses bort fra udenlandsk indkomst, der
beskattes
i udlandet. En person, der f.eks. bor i Danmark og arbejder i udlandet, får
ved
opgørelsen af den danske indkomst således ikke medregnet sin udenlandske
indkomst. Hvis personen f.eks. ejer fast ejendom i Danmark, får den
pågældende
en negativ dansk skattepligtig indkomst som følge af det danske fradrag for
prioritetsrenter. Dette underskud kan som nævnt efter gældende regler
overføres
til den samlevende ægtefælle. Hvis personen også får fradrag for de danske
prioritetsrenter i udlandet ved den udenlandske skatteberegning, vil
ægtefællerne få fradrag for de samme prioritetsrenter to gange.
Det
foreslås ved en ændring af personskattelovens § 13, stk. 5, at der
ikke skal kunne overføres underskud mellem ægtefæller efter
personskattelovens
§ 13, stk. 2 og stk. 4, der svarer til udgifter, som den
skattepligtige også får fradrag for i udlandet. Hvis en person, som bor i
Danmark og arbejder i udlandet, får fradrag for sine danske prioritetsrenter
ved beregningen af udenlandsk skat, kan personen efter forslaget ikke
overføre
fradraget for de samme prioritetsrenteudgifter til en samlevende ægtefælle,
der
vil kunne få fradrag for de samme renteudgifter ved den danske
skatteberegning.
Der
henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.3.
Til § 6
Til
nr. 1 og 2
Der
foreslås rent lovtekniske ændringer i de gældende bestemmelser i
ligningslovens
§ 7 F, stk. 1, nr. 11 og 12.
Til
nr. 3
Efter
gældende regler skal tilskud, som distributionsvirksomhederne i
energisektoren
i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning, § 14,
stk. 1, nr. 3, i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1, i
lov om varmeforsyning yder for at sikre realisering af dokumenterbare
energibesparelser,
medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst.
Der
foreslås indsat en ny bestemmelse i ligningsloven § 7 F, stk. 1,
nr.
13. Efter bestemmelsen skal tilskud, som distributionsvirksomhederne yder i
medfør af de ovennævnte bestemmelser, ikke medregnes til modtagerens
skattepligtige
indkomst.
Der
henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.4.
Til
nr. 4
Der
foreslås en rent teknisk ændring af henvisningen i ligningslovens § 33,
stk. 1, til en bestemmelse i pensionsafkastbeskatningsloven.
Til
§ 7
Det
foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende,
og
at lovens §§ 1 og 2 har virkning fra den 1. maj 2007, jf.
stk. 1
og 2.
Det er herved forudsat, at
loven er stadfæstet forud for den 1. maj 2007.
Det
foreslås i
stk. 3,
at
lovens § 3, nr. 2, og § 5 har virkning fra indkomståret 2008.
Det
foreslås i
stk. 4,
at
lovens § 6, nr. 3, har virkning for tilskud, der ydes for at sikre
realisering af dokumenterbare energibesparelser 15. juni 2006 eller senere.
Med
det foreslåede virkningstidspunkt får reglen samme virkningstidspunkt som lov
nr. 520 af 7. juni 2006, der udmønter energispareaftalen, efter hvilken
tilskuddene ydes, jf. bekendtgørelse nr. 531 af 8. juni 2006. Der vurderes
ikke
at være problemer i at give bestemmelsen virkning forud for lovens
ikrafttræden, da ændringen er rent begunstigende.
Bilag 1
Oversigt over modtagne høringssvar for så vidt
angår forslag, der er medtaget i det fremsatte lovforslag
Organisation/myndighed
Bemærkninger
i høringssvar
Kommentarer
Advokatrådet
Er enig i de betragtninger der ligger bag lovforslaget,
herunder motiverne om at styrke retssikkerheden på området.
Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Danmarks
Rederiforening
Har
ingen bemærkninger.
Danmarks
Skibskreditfond
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Dansk
Arbejdsgiverforbund
Har
ingen bemærkninger.
Dansk
Byggeri
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Dansk
Ejendomsmæglerforening
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Dansk
Handel & Service
Ændringerne
af skatteforvaltningsreglerne er positive og vil styrke borgernes
retssikkerhed.
Det
er endvidere en styrkelse af retssikkerheden, at muligheden for at påklage en
afgørelse til Landsskatteretten, når sagen har været under behandling ved et
skatteankenævn i 3 måneder, uden at nævnet har truffet afgørelse,
genindføres.
Ordningen styrkes yderligere ved, at klagerne samtidig har mulighed for helt
at springe skatteankenævnene over og gå direkte til Landsskatteretten.
Dansk
Industri
Ud
fra en principiel betragtning findes det ikke hensigtsmæssigt, at den
myndighed, der har behandlet en sag, samtidig er klageinstans for klager over
den stedfundne sagsbehandling, ej heller selv om klagen ikke behandles samme
sted i organisationen som der, hvor den første afgørelse er truffet.
Dansk Industris principielle betragtning har ikke givet
anledning til ændringer i lovforslaget. Der er redegjort for baggrunden for
forslaget om, at visse klager over SKATs sagsbehandling ikke skal kunne
påklages til andre myndigheder, i lovforslagets almindelige bemærkninger,
afsnit 3.1.
Dansk
Iværksætterforening
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Dansk
Kunstnerråd
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Dansk
Landbrug
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Dansk
Told- og Skatteforbund
Har
ingen bemærkninger.
Datatilsynet
Har
ingen bemærkninger.
Den
Danske Dommerforening
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Den
Danske Skatteborgerforening
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Dommerfuldmægtigforeningen
Har
ingen bemærkninger.
Domstolsstyrelsen
Har
ingen bemærkninger.
Finansrådet
Har
ingen bemærkninger.
Foreningen
Danske Revisorer
Har
ingen bemærkninger.
Foreningen
Registrerede Revisorer
FRR
støtter lovforslaget og har derudover følgende forslag:
For
at skabe bedre retssikkerhed og gennemsigtighed for skatteborgeren foreslår
FRR, at skriftlige redegørelser med motiverede indstillinger fra
Landsskatterettens kontor bliver tilgængelige for klageren/skatteyderen,
uanset om der begæres retsmøde. I dag får klageren kun indstillingen, hvis
der er begæret retsmøde. FRR skønner, at forslaget vil kunne spare ressourcer
i Landsskatteretten, idet nogle skatteydere anmoder om retsmøde blot for at
få aktindsigt i indstillingen.
En eventuel gennemførelse af forslaget forudsætter ikke
lovændring, men alene ændring af administrative forskrifter og procedurer i
Landsskatteretten. Forslaget er overgivet til behandling i det af
skatteministeren
nedsatte koncernprojekt om nedbringelse af Landsskatterettens
sagsbehandlingstider.
Foreningen
af Danske Skatteankenævn
Har
ingen bemærkninger.
Foreningen
af Statsautoriserede Revisorer
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Forsikring
& Pension
Har
ingen bemærkninger.
Handels-,
Transport- og Serviceerhvervene (HTSI)
Generelt
positiv over for det samlede lovforslag, herunder overspringsreglen.
HTS-A
Ad forslaget om at kunne gå direkte til Landsskatteretten,
når et skatteankenævn ikke har afgjort sagen efter 3 måneders behandlingstid,
foreslås det, at mindre selskaber også skal have mulighed for at klage til
skatteankenævnene, hvilket ikke er muligt i dag.
Det er for tiden ikke under overvejelse at udvide
sagsporteføljen i skatteankenævnene med nye sagstyper.
HK-Stat
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Håndværksrådet
Har
ikke afgivet bemærkninger.
InvesteringsForeningsRådet
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Kommunernes
Landsforening
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Landbrugsrådet
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Landsorganisationen
i Danmark
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Landsskatteretten
Har
ingen bemærkninger.
SKAT
Har ingen bemærkninger.
Skatterevisorforeningen
Foreslår
ad overspringsreglen, at denne ændres, således at klageren til enhver tid,
også selv om skatteankenævnet endnu ikke har truffet afgørelse i sagen, kan
vælge at påklage afgørelsen til Landsskatteretten.
Lovforslaget går alene ud på at genindføre den overspringsregel,
der tidligere fandtes i skattestyrelsesloven. Yderligere udvidelser af
overspringsreglerne er ikke overvejet, men forslaget vil indgå i
Skatteministeriets
fremtidige overvejelser.
Økonomistyrelsen
Har
ikke afgivet bemærkninger.
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
Forslag
til
Lov om ændring af skatteforvaltningsloven og
forskellige andre love
(Landsskatterettens og Skatteministeriets kompetence i visse sager m.v.)
§ 1
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
907 af 28. august 2006, som ændret ved § 4 i lov nr. 405 af 8. maj 2006
og § 1 i lov nr. 1581 af 20. december 2006, foretages følgende
ændringer:
§ 5. ---
1.
I
§ 5
indsættes
som
stk. 3:
»Stk. 3.
Afgørelser, som er påklaget til
skatteankenævnet efter stk. 1, nr. 2-9, kan efter klagerens valg
påklages til Landsskatteretten efter § 11, stk. 1, nr. 1, hvis
nævnet ikke har truffet afgørelse i sagen senest 3 måneder efter, at klagen
er modtaget.«
2.
§ 13,
stk. 1, 5. pkt.,
affattes således:
§ 13.
For at Landsskatteretten kan træffe
en afgørelse, skal mindst 3 retsmedlemmer deltage i afgørelsen. Heraf skal
mindst én være retspræsidenten eller en retsformand, og mindst 2 skal være
valgt af Folketinget eller udnævnt af skatteministeren efter § 12,
stk. 3. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende.
Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere
retsformænd
deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende. I sager, som
vedrører lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., skal 3
retsmedlemmer
deltage, og heraf skal én være retspræsidenten eller en retsformand, mens 2
skal være de særligt motorsagkyndige medlemmer, der er udnævnt af
skatteministeren efter § 12, stk. 4.
»I sager, som vedrører registreringsafgiftsloven, skal
mindst 3 retsmedlemmer deltage, og heraf skal mindst én være retspræsidenten
eller en retsformand, mens mindst 2 skal være særligt motorsagkyndige
medlemmer, der er udnævnt af skatteministeren efter § 12, stk. 4.«
Stk. 2. – 5.---
§ 14. ---
3.
§ 14,
stk. 2,
ophæves, og i stedet indsættes:
Stk. 2.
Skatteministeren kan fastsætte regler om
retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser.
»Stk. 2.
Skatteministeren kan bestemme, at told- og
skatteforvaltningens afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed. Skatteministeren kan fastsætte regler om retten til at klage over
told- og skatteforvaltningens afgørelser i personalesager, herunder fastsætte
regler om tidsfrister for indgivelse af klage.
Stk. 3.
Skatteministeren kan endvidere bestemme, at
told- og skatteforvaltningens behandling af andre spørgsmål ikke kan påklages
til anden administrativ myndighed.«
§ 40. ---
4.
§ 40,
stk. 2, 2. pkt.,
ophæves, og i stedet indsættes:
Stk. 2.
Skatteministeren kan indbringe en afgørelse
truffet af Skatterådet, der indeholder en stillingtagen til et EU-retligt
spørgsmål, for Landsskatteretten til prøvelse. Bestemmelserne i § 13,
stk. 1, § 42, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, samt
§§ 43-47 finder tilsvarende anvendelse. Den eller de, der har været part
i sagen for Skatterådet, stilles som en klager ved Landsskatterettens
behandling
af en klage.
»Anmodningen om behandling i Landsskatteretten skal være
modtaget i Landsskatteretten senest 1 måned fra dateringen af den afgørelse,
der ønskes behandlet. Bestemmelserne i § 42, stk. 2, og
§§ 43-47 finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 3. ---
§ 2
I lov om statsgaranterede studielån, jf.
lovbekendtgørelse nr. 951 af 16. december 1998, som ændret senest ved
§ 22 i lov nr. 515 af 7. juni 2006 og § 9 i lov nr. 516 af 7. juni
2006, foretages følgende ændringer:
§ 1.
Økonomistyrelsen administrerer
statens garantiforpligtelse for statsgaranterede studielån i
pengeinstitutter,
der er ydet efter bestemmelserne om statsgaranterede studielån i den
tidligere
lovgivning om statens uddannelsesstøtte.
1.
I
§ 1,
stk. 1, § 1, stk. 3, 2. pkt.,
og
§ 3,
ændres
»Økonomistyrelsen« til: »restanceinddrivelsesmyndigheden«, og i
§ 5, 1. pkt.,
ændres »Økonomistyrelsen«
til:
»
restanceinddrivelsesmyndigheden«.
Stk. 2.
Garantien omfatter ud over lånebeløbet de
renter og omkostninger m.v., der følger af låneforholdet.
Stk. 3.
Garantien ophører senest 15 år efter det
tidspunkt, hvor den uddannelsessøgende har afsluttet eller afbrudt
uddannelsen. Økonomistyrelsen kan forlænge garantien, når omstændighederne
taler herfor.
§ 3.
Økonomistyrelsen indfrier på statskassens
vegne misligholdte statsgaranterede studielån. Finansministeren kan fastsætte
regler om betingelserne for indfrielse af misligholdte lån.
§ 5.
Pengeinstitutterne skal give Økonomistyrelsen
oplysninger om den statsgaranterede studiegæld for alle låntagere.
Finansministeren
kan fastsætte regler herom, herunder om form og indhold af oplysningerne.
2.
§ 1 a, stk. 1,
affattes således:
§ 1 a.
Efter anmodning kan et statsgaranteret
studielån overføres til Finansstyrelsen, som på statskassens vegne kan yde
låntager et nyt lån svarende til det beløb, der er nødvendigt for at indfri
studielånet i låntagers hidtidige pengeinstitut.
»Efter anmodning kan et statsgaranteret studielån overføres til
Økonomistyrelsen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan på statskassens vegne
yde låntager et nyt lån svarende til det beløb, der er nødvendigt for at
indfri studielånet i låntagers hidtidige pengeinstitut.«
3.
§ 7
affattes således:
§ 7.
Finansstyrelsen kan hos skattemyndighederne
og andre offentlige myndigheder indhente de oplysninger om låntager, der er
nødvendige for at administrere krav efter §§ 1 og 4, herunder
oplysninger om indkomst- og formueforhold. Oplysningerne kan overføres
elektronisk
til Finansstyrelsen på edb-medie.
»§ 7.
Restanceinddrivelsesmyndigheden
kan hos offentlige myndigheder indhente de oplysninger om låntager, der er
nødvendige for at administrere krav efter § 1, herunder oplysninger om
indkomst- og formueforhold. Oplysningerne kan overføres elektronisk til
restanceinddrivelsesmyndigheden
på edb-medie.«
4.
§ 8, stk.1,
affattes således:
§ 8.
De afgørelser, som Finansstyrelsen
kan træffe efter § 2, kan efter skatteministerens bestemmelse helt eller
delvis henlægges til pengeinstitutterne.
»De afgørelser, som restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe
efter § 2, kan efter skatteministerens bestemmelse helt eller delvis
henlægges til pengeinstitutterne og Økonomistyrelsen.«
Stk. 2. ---
5.
Efter § 8 indsættes:
»§ 8 a.
Landsskatteretten
afgør klager over Økonomistyrelsens afgørelser efter denne lov.
Skatteforvaltningslovens § 13 om Landskatterettens virke og
§§ 40-46 om klager til Landsskatteretten finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Reglerne om domstolsprøvelse m.v. i
skatteforvaltningslovens §§ 48 og 49 finder tilsvarende anvendelse ved
prøvelse af Landsskatterettens afgørelser.«
§ 3
I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af
14. november 2005, som ændret bl.a. ved § 9 i lov nr. 515 af 7. juni
2006 og senest ved § 3 i lov nr. 1577 af 20. december 2006, foretages
følgende ændringer:
1.
I
§ 2,
stk. 1, nr. 1,
indsættes som
4.
og
5. pkt.:
§ 2.
Pligt til at svare indkomstskat til
staten påhviler endvidere personer, der ikke er omfattet af § 1, og
dødsboer,
der behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk. 3, for
så vidt de pågældende personer eller dødsboer:
»Skattepligten omfatter endvidere fratrædelsesgodtgørelser, løn
i en opsigelsesperiode og lignende ydelser, når sådan indkomst erhverves i
forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde
udført her i landet, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning.
Vedrører en indkomst som nævnt i 4. pkt. arbejde udført såvel i som uden for
Danmark, omfatter skattepligten kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres
til arbejde udført i Danmark.«.
1)
Erhverver indkomst
i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i
landet. Skattepligten omfatter endvidere vederlag for påtagelse af
indskrænkninger
i adgangen til fri erhvervsudøvelse (konkurrenceklausuler), når det modtagne
vederlag har sammenhæng med et nuværende eller tidligere tjenesteforhold her
i landet. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget
udbetales i, samt om retten til indkomsten eller vederlaget er erhvervet
efter
ophør af arbejdet her i landet.
Stk. 2-9. ---
§ 43. ---
Stk. 2.
Til A-indkomst kan endvidere efter
skatteministerens nærmere bestemmelse henregnes nedennævnte indkomstarter:
a) – g) ---
2.
§ 43, stk. 2, litra h,
affattes
således:
h)
Vederlag i penge
samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi til en person, der stilles
til rådighed for at udføre arbejde her i landet.
»h)
Vederlag til en
person, der stilles til rådighed for at udføre arbejde her i landet af
en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet.«
i) ---
§ 4
I lov om en arbejdsmarkedsfond, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1018 af 10. oktober 2006, som ændret ved § 3 i lov nr. 516 af 7.
juni 2006 og § 9 i lov nr. 1545 af 20. december 2006, foretages følgende
ændringer:
§ 7.
For lønmodtagerbidraget påhviler
bidragspligten:
1.
§ 7,
stk. 1, litra a,
affattes således:
a)
Personer, der har
lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet eller fra
beskæftigelse
udført i udlandet, i Grønland eller på Færøerne for en arbejdsgiver her i
landet, og som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller
§ 2, stk. 1, nr. 1 eller 3, eller stk. 2, samt personer, der
har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført i udlandet for en arbejdsgiver
i udlandet, forudsat at de pågældende er omfattet af social
sikringslovgivning
i Danmark, jf. stk. 3 eller 4, og at de pågældende er skattepligtige
efter kildeskattelovens § 1,
»a)
Personer, der har
lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet eller fra
beskæftigelse udført i udlandet, i Grønland eller på Færøerne for en
arbejdsgiver eller hvervgiver her i landet, og som er skattepligtige efter
kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1 eller 3, eller
stk. 2, samt personer, der har lønindkomst fra beskæftigelse udført i
udlandet for en arbejdsgiver i udlandet, forudsat at de pågældende er
omfattet af social sikringslovgivning i Danmark, jf. stk. 3 eller 4, og
at de pågældende er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1,«.
b) – f) ---
Stk. 2-5.---
§ 8.
For personer omfattet af lønmodtagerbidraget,
jf. § 7, stk. 1, udgør bidragsgrundlaget:
a) – i) ---
j)
indbetalinger, som
arbejdsgiveren foretager til en pensionsordning i fremmed stat, og som ikke
medregnes ved den skattepligtige indkomst som følge af bestemmelser i en
dobbeltbeskatningsoverenskomst.
2.
I
§ 8,
stk. 1, litra j,
ændres ».« til: », og«.
3.
I
§ 8,
stk. 1,
indsættes som
litra
k:
»k)
Vederlag i penge
samt den skattepligtige værdi af fri kost og logi for at være stillet til
rådighed for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har
hjemting her i landet, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra
h.«.
Stk. 2-7.---
§ 5
I lov om indkomstskat af personer m.v.
(personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 19. september 2006, som
ændret ved § 1 i lov nr. 405 af 8. maj 2006 og § 4 i lov nr. 1577
af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:
§ 13. ---
1.
I
§ 13,
stk. 5,
indsættes efter
1. pkt.:
Stk. 5.
Ved overførsel efter stk. 2 eller 4 af
underskud mellem ægtefæller ses der ved opgørelsen af ægtefællernes
skattepligtige
indkomst og personlige indkomst i denne forbindelse bort fra personlig
indkomst, der beskattes i udlandet og ikke her i landet. (---)
»Den del af underskuddet, der svarer til udgifter, som den
skattepligtige får fradrag for i udlandet, kan ikke overføres til
ægtefællen.«
Stk. 6. ---
§ 6
I lov om påligningen af indkomstskat til staten
(ligningsloven) jf. lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006, som
ændret senest ved § 13 i lov nr. 1587 af 20. december 2006, foretages
følgende ændringer:
§ 7 F.
Til den skattepligtige indkomst
medregnes ikke:
1)-10) ---
11)
tilskud til
forbrugere ved køb af nye energieffektive produkter samt installation af
disse som nævnt i § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om statstilskud til
produktrettede energibesparelser.
1.
I
§ 7
F, stk. 1, nr. 11,
ændres »energibesparelser.« til: »energibesparelser,«.
2.
§ 7 F,
stk. 1, nr. 12,
affattes således:
12)
Beløb, som sælgeren
af en fast ejendom betaler til køberen til hel eller delvis dækning af præmie
for ejerskifteforsikring i medfør af § 2, stk. 3, i lov om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v.
»12)
beløb, som
sælgeren af en fast ejendom betaler til køberen til hel eller delvis dækning
af præmie for ejerskifteforsikring i medfør af § 2, stk. 3, i lov
om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., og«
3.
I
§ 7
F, stk. 1,
indsættes som nr. 13:
»13)
tilskud,
som i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning,
§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om natur-gasforsyning og § 28 b,
stk. 1, i lov om varmeforsyning ydes for at sikre realisering af
dokumenterbare energibesparelser.«
Stk. 2-4. ---
§ 33.
Skat, der er betalt til fremmed
stat, til Grønland eller til Færøerne og opkrævet af indkomst fra kilder dér,
det være sig ved direkte påligning eller ved indeholdelse, kan fradrages i de
indkomstskatter til stat og kommune der skal svares af denne indkomst i
Danmark,
jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 19, stk. 2. Fradragsbeløbet
skal dog ikke kunne overstige den del af den samlede danske skat, der efter
forholdet mellem den i fremmed stat, i Grønland eller på Færøerne beskattede
del af indkomsten og hele den i Danmark beskattede indkomst falder på
førstnævnte del af indkomsten.
4.
I
§ 33,
stk. 1,
ændres »jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 19,
stk. 2« til: »jf. dog pensionsafkastbeskatningslovens § 19,
stk. 2«.
Stk. 2-8.---
Lignende dokumenter
- Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 7. november 2024. — Skatteministeriet mod Lomoco Development ApS m.fl. EU-domme · 7. november 2024
- Bekendtgørelse om ophævelse af bekendtgørelse om afgørelser fra told- og skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til Skatteministeriet. Retsinformation · 23. januar 2007
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 4. september 2019. — Skatteministeriet mod KPC Herning. EU-domme · 4. september 2019
- Forslag til Lov om ændring af skatteforvaltningsloven (syn og skøn under skatteankenævnsbehandling m.v.) Retsinformation · 15. november 2006
- Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 21. december 2016. — Masco Denmark ApS og Damixa ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 21. december 2016
- Forslag til Lov ændring af forskellige skattelove (Modernisering af skatteadministrationen) Retsinformation · 13. marts 2008