Forslag til Museumslov
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 31. januar 2001 af
kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen)
Forslag
til
Museumslov
KAPITEL 1
Formål
§ 1.
Lovens formål er at fremme museernes virksomhed og
samarbejde med henblik på at sikre Danmarks kultur- og naturarv samt
adgang til og viden om denne og dens samspil med verden omkring os.
Stk. 2.
Medmindre andet er fastsat, finder lovens regler
anvendelse på de statslige museer under Kulturministeriet og på
de statsanerkendte museer, der modtager statstilskud efter loven.
§ 2.
Gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og
formidling er det museernes opgave
1. at virke for sikring af Danmarks kultur- og naturarv,
2. at belyse kultur-, natur- og kunsthistorien,
3. at udvikle samlinger og dokumentation inden for deres
ansvarsområde,
4. at gøre samlinger og dokumentation tilgængelig for
offentligheden og
5. at stille samlinger og dokumentation til rådighed for
forskningen og udbrede kendskabet til forskningens resultater.
§ 3.
Museerne samarbejder med henblik på fremme
af de opgaver, der er nævnt i § 2.
KAPITEL 2
Læs alt
De kulturhistoriske museer
§ 4.
De kulturhistoriske museer belyser forandring, variation
og kontinuitet i menneskers livsvilkår fra de ældste tider til
nu.
§ 5.
Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum,
jf. §12. Museet har til opgave at belyse Danmarks kultur og verdens kulturer
og deres indbyrdes afhængighed.
Stk. 2.
For dansk kulturs vedkommende skal museet
anlægge og opretholde repræsentative samlinger.
Stk. 3.
Museet skal synliggøre og perspektivere
samlingerne ved deltagelse i internationalt samarbejde.
Stk. 4.
Museets samlinger danner grundlag for forskning og for
museets alment oplysende virksomhed.
Stk. 5.
Museet varetager de arkæologiske
undersøgelser efter kapitel 8, som ikke af kulturministeren overdrages
til andre museer.
KAPITEL 3
Kunstmuseerne
§ 6.
Kunstmuseerne belyser billedkunstens historie og aktuelle
udtryk samt dens æstetiske og erkendelsesmæssige dimensioner.
§ 7.
Statens Museum for Kunst er Danmarks hovedmuseum for
billedkunst, jf. §12. Museet har til opgave at belyse den danske og
udenlandske billedkunst, fortrinsvis fra den vestlige kulturkreds efter
år 1300.
Stk. 2.
For den danske kunsts vedkommende skal museet
anlægge og opretholde repræsentative samlinger.
Stk. 3.
Museet skal synliggøre og perspektivere
samlingerne ved deltagelse i internationalt samarbejde.
Stk. 4.
Museets samlinger danner grundlag for forskning og for
museets alment oplysende virksomhed.
KAPITEL 4
De naturhistoriske museer
§ 8.
De naturhistoriske museer belyser naturen, dens
udvikling, nutidige miljø og samspillet med mennesket.
§ 9.
Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum
under Københavns Universitet udgør, sammen med Botanisk Have
under Københavns Universitet, Statens Naturhistoriske Museum, og
udfører hovedmuseumsopgaven inden for det naturhistoriske
område, jf. §12. Museerne har til opgave at belyse naturen fra dens
oprindelse til vor tid.
Stk. 2.
For den danske naturs vedkommende skal museerne
anlægge og opretholde repræsentative samlinger.
Stk. 3.
Museerne skal synliggøre og perspektivere
samlingerne ved deltagelse i internationalt samarbejde.
Stk. 4.
Museernes samlinger danner grundlag for forskning og
for museernes alment oplysende virksomhed.
KAPITEL 5
Statslige museer
§ 10.
De statslige museer, herunder hovedmuseerne, deltager i
det nationale og regionale samarbejde med de statsanerkendte museer, jf.
kapitel 6. De udarbejder arbejdsplaner, som hvert 4. år indsendes til
vedkommende museumsråd, jf. kapitel 7, og til kulturministeren.
§ 11.
De statslige kulturhistoriske museer og kunstmuseer
indberetter løbende genstande og dokumentation til det
kulturhistoriske centralregister eller til det centrale register over
kunstværker, jf. § 39.
Stk. 2.
De statslige museer kan i særlige tilfælde
efter godkendelse af kulturministeren udskille genstande fra samlingerne. For
så vidt angår de museer, der er nævnt i § 9, meddeles
godkendelse af undervisningsministeren.
§ 12.
De statslige hovedmuseer yder museumsfaglig bistand til
de øvrige statslige og til statsanerkendte museer. Kulturministeren
kan fastsætte nærmere regler herom. For det naturhistoriske
område fastsættes reglerne i samråd med
undervisningsministeren.
Stk. 2.
De statslige hovedmuseer udfører særlige
konserveringsopgaver for de øvrige statslige og for statsanerkendte
museer efter regler fastsat af kulturministeren. For det naturhistoriske
område fastsættes reglerne i samråd med
undervisningsministeren.
Stk. 3.
Udgifterne til særlige konserveringsopgaver
afholdes af det museum, der har registreret genstanden eller værket i
sin samling.
KAPITEL 6
Statsanerkendte museer
§ 13.
Kulturministeren kan statsanerkende et museum som
tilskudsberettiget med henblik på, at museet kan indgå med et
ansvarsområde i det landsdækkende museumssamarbejde, jf.
§ 3.
Stk. 2.
Såfremt et museum har opnået
statsanerkendelse, yder kulturministeren et tilskud til museets drift.
Tilskuddet ydes enten efter § 15 eller § 16 eller efter begge
ordninger.
Stk. 3.
Kulturministeren kan tilbagekalde en
statsanerkendelse, såfremt museet ikke opfylder de vilkår, som er
nævnt i §14.
Stk. 4.
Såfremt et statsanerkendt museum ikke opfylder
vilkårene for at være statsanerkendt, jf. stk. 3,
afgør kulturministeren efter forhandling med museets
hovedtilskudsyder, hvorledes offentlighedens interesser i samlingen kan
sikres.
§ 14.
For at opnå og bevare tilskud efter §§ 15 og
16 skal museet opfylde følgende vilkår:
1. Museet skal være kommunalt, amtskommunalt, selvejende eller
det skal ejes af en forening, hvis formål er museets drift.
Kulturministeren kan kræve, at museet i videst muligt omfang er
administrativt og økonomisk adskilt fra andre institutioner.
2. Museets ansvarsområde og ændringer heri skal godkendes
af kulturministeren. Godkendelsen forudsætter, at området er
væsentligt og ikke i forvejen er dækket af andre statslige eller
statsanerkendte museer.
3. Museets vedtægter skal godkendes af museets hovedtilskudsyder.
Museets ansvarsområde skal fremgå af vedtægterne.
4. Museets bestyrelse skal omfatte mindst 1 repræsentant for de
lokale tilskudsgivende myndigheder. Bestyrelsen må ikke være
selvsupplerende.
5. Museet skal have et økonomisk grundlag, der gør det
muligt at opretholde en rimelig standard.
6. Museet skal have en rimelig museumsfaglig og bygningsmæssig
standard.
7. Museets leder skal have en relevant faglig baggrund og være
heltidsbeskæftiget, og museet skal have faguddannet personale, der
modsvarer museets hovedansvarsområde.
8. Museet skal deltage i det nationale og regionale samarbejde med
andre statslige og statsanerkendte museer. Museet skal udarbejde en
arbejdsplan, der indsendes hvert 4. år til vedkommende museumsråd
og kulturministeren samt til museets hovedtilskudsyder.
9. Museet må ikke udskille genstande fra samlingerne til andre
end statslige og statsanerkendte museer, medmindre kulturministeren giver
tilladelse hertil.
10. Museet skal løbende indberette genstande og dokumentation
til enten det kulturhistoriske centralregister eller til det centrale
register over kunstværker, jf. § 39.
11. Museet skal være tilgængeligt for offentligheden
på forud bekendtgjorte åbningstider.
12. Museet skal vederlagsfrit give adgang for skoleelever, der
besøger museet som led i undervisningen. Museet skal under hensyntagen
til institutionens karakter gennemføre særlige
formidlingsindsatser, f. eks. rabatordninger, rettet mod børn.
13. Museet skal tilstræbe størst mulig
tilgængelighed for personer med handicap.
14. Museet skal årligt indsende budget, regnskab og beretning til
museets hovedtilskudsyder samt til kulturministeren.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere
regler om gennemførelse af bestemmelserne i stk. 1.
Stk. 3.
Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse
af regionale kulturaftaler fravige bestemmelserne i stk. 1, nr. 3, 4 og
14, og stk. 2.
§ 15.
Tilskud efter den almindelige tilskudsordning
fastsættes på grundlag af det ikke-statslige tilskud og den
på finansloven afsatte bevilling til formålet. Tilskuddet
beregnes på baggrund af det senest reviderede regnskab.
Stk. 2.
Der fastsættes årligt på finansloven
et minimum for det ikke-statslige tilskud til det enkelte museum, som
indgår i grundlaget for beregning af det statslige tilskud efter
stk. 1.
Stk. 3.
Huslejeudgifter, prioritetsrenter og afdrag fradrages
i de ikke-statslige tilskud, som indgår i grundlaget for beregning af
det statslige tilskud efter stk. 1.
Stk. 4.
Der fastsættes årligt på finansloven
et maksimum for størrelsen af det ikke-statslige tilskud til det
enkelte museum, som indgår i grundlaget for beregning af det statslige
tilskud efter stk. 1. Drives museet af flere primærkommuner i
fællesskab, kan dette maksimum forhøjes, således at
statstilskuddet udgør et beløb, der svarer til summen af de
statstilskud, som det enkelte tilskud fra en tilsluttet kommune kan
udløse.
Stk. 5.
Kulturministeren kan, hvis helt særlige forhold
taler herfor, godkende, at statstilskud beregnes på grundlag af
ikke-statslige tilskud, der ligger under det minimum, der fastsættes i
henhold til stk. 2.
Stk. 6.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere
regler om tilskudsberegningen, herunder regler om flerkommunal samdrift.
Stk. 7.
Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse
af regionale kulturaftaler fravige bestemmelserne i §15.
§ 16.
Kulturministeren kan yde et særligt driftstilskud
til statsanerkendte museer, som udfører en virksomhed af særlig
betydning.
Stk. 2.
Kulturministeren kan yde tilskud til løsning af
fællesopgaver, erhvervelser samt museers virksomhed i
øvrigt.
Stk. 3.
Kulturministeren kan yde støtte til udvikling
af museumsområdet.
Stk. 4.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere
regler om indsendelse og behandling af ansøgninger, ydelse af tilskud,
fastsættelse af vilkår for anvendelse af tilskud mv. for tilskud
efter §16, stk. 1-3.
Stk. 5.
Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse
af regionale kulturaftaler fravige bestemmelserne i §16, stk. 1-3.
§ 17.
Såfremt et statsanerkendt museum ophører,
afgør kulturministeren efter forhandling med museets
hovedtilskudsyder, hvorledes der skal forholdes med museets samling.
Stk. 2.
Såfremt museets vedtægter afviger fra
bestemmelsen i stk. 1, skal dette godkendes af kulturministeren.
KAPITEL 7
Museumsråd
§ 18.
I hvert amt opretter amtsrådet et
museumsråd. Rådets medlemmer er følgende: Samtlige
statslige og statsanerkendte museer i amtskommunen udpeger hver 2 medlemmer,
amtsrådet udpeger 2 medlemmer, og kommuneforeningen henholdsvis
kommunalbestyrelserne i amtskommunen udpeger 2 medlemmer.
Stk. 2.
Rådet kan tiltrædes af indtil 2
repræsentanter for hvert af de museer i amtet, som ikke er
repræsenteret efter stk. 1.
Stk. 3.
Det enkelte amtsråd og kommuneforeningen
henholdsvis kommunalbestyrelserne kan hver for deres vedkommende beslutte
ikke at lade sig repræsentere i museumsrådet.
Stk. 4.
Medlemmerne udpeges for 4 år ad gangen.
Rådenes funktionsperiode indledes 3 måneder efter hver ny
kommunal valgperiodes begyndelse.
Stk. 5.
Kulturministeren kan fravige stk. 1 for så
vidt angår rådets sammensætning, såfremt de, der skal
udpege medlemmerne efter stk. 1, er enige derom.
§ 19.
Museumsrådet har til opgave at samordne og fremme
museumsarbejdet i amtet. Det varetager tillige samarbejdet med
kulturministeren om fælles museumsanliggender.
Stk. 2.
Museumsrådet modtager arbejdsplaner fra museerne
i amtet og udarbejder på grundlag heraf en samlet arbejdsplan for
så vidt angår amtet. Arbejdsplanen indsendes hvert 4. år
til kulturministeren.
§ 20.
For museer i Københavns og Frederiksberg kommuner
opretter kommunerne i fællesskab et museumsråd. Kulturministeren
fastsætter regler for rådets sammensætning. § 18,
stk. 4, og § 19, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse
på dette råd.
Stk. 2.
Museumsrådet modtager arbejdsplaner for museerne
i Københavns og Frederiksberg kommuner og udarbejder på grundlag
heraf en samlet arbejdsplan for så vidt angår de to kommuner.
Arbejdsplanen indsendes hvert 4. år til kulturministeren.
§ 21.
Amtsrådet og kommunalbestyrelserne i
Københavns og Frederiksberg kommuner afholder udgiften til
museumsrådenes arbejde.
§ 22.
Kulturministeren kan i særlige tilfælde,
herunder i forbindelse med regionale kulturaftaler, fravige bestemmelserne i
§ 18, § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1.
KAPITEL 8
Sikring af kultur- og naturarven i forbindelse med den
fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder mv., herunder
arkæologiske og naturhistoriske undersøgelsesopgaver i
tilknytning hertil
§ 23.
Kulturministeren og de statslige og statsanerkendte
museer skal gennem samarbejde med plan- og fredningsmyndighederne virke for,
at væsentlige bevaringsværdier sikres for eftertiden.
Stk. 2.
Planmyndighederne skal bestræbe sig på at
inddrage vedkommende statslige eller statsanerkendte kulturhistoriske museum,
når der udarbejdes en regionplan, kommuneplan eller lokalplan.
Stk. 3.
Museerne foretager arkivalsk kontrol i
høringsfasen vedrørende offentliggjort planmateriale og kan
gennemføre undersøgelses- og dokumentationsopgaver inden for
deres ansvarsområde med henblik på at sikre, at der i
planmaterialet tages hensyn til forekomsten af væsentlige
bevaringsværdier.
Stk. 4.
Kulturministeren underretter planmyndighederne om
forekomsten af væsentlige bevaringsværdier, der har betydning for
planlægningen.
§ 24.
Kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal underrette
vedkommende kulturhistoriske museum senest samtidig med, at der meddeles
byggetilladelse, tilladelse til råstofindvinding eller dispensation fra
fortidsmindebeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelsesloven.
Stk. 2.
Ved meddelelse om byggetilladelse skal
kommunalbestyrelsen underrette ansøgeren om indholdet i denne lovs
§§ 25-27.
§ 25.
Bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde
skal udføres på landjorden, kan forud for igangsætning af
arbejdet anmode vedkommende kulturhistoriske museum om en udtalelse.
Stk. 2.
Når museet har modtaget en anmodning, skal det
fremkomme med en udtalelse med stillingtagen til, hvorvidt det arbejde, som
anmodningen vedrører, indebærer en risiko for
ødelæggelse af væsentlige fortidsminder. Såfremt
museet vurderer, at en sådan risiko foreligger, skal sagen
forelægges kulturministeren. Den nævnte udtalelse skal endvidere
tilkendegive, hvorvidt det i givet fald vil være nødvendigt at
gennemføre en arkæologisk undersøgelse mv., jf.
§ 27, stk. 3-10.
Stk. 3.
Museet fremsender sin udtalelse til bygherren eller
den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres, senest 4 uger
efter, at anmodningen er modtaget. Såfremt det på grund af
jordarbejdets omfang er nødvendigt at gennemføre større
forundersøgelser, jf. § 26, stk. 2, kan museets svarfrist
forlænges til 6 uger.
§ 26.
Det kulturhistoriske museum afholder udgiften til
arkivalsk kontrol og en eventuel mindre forundersøgelse, der er
nødvendig som grundlag for museets udtalelse, jf. § 25.
Stk. 2.
Ved gennemførelse af en større
forundersøgelse afholdes udgiften af den, for hvis regning et
jordarbejde skal udføres. Arbejdet kan først
iværksættes efter samtykke fra den pågældende.
Kulturministeren kan i særlige tilfælde yde tilskud til en
sådan forundersøgelse. Såfremt årsagen til
forundersøgelsen er jordarbejde i forbindelse med erosion eller
jordarbejde udført som led i dyrkning af almindelige
landbrugsafgrøder eller som led i almindelig skovdrift, afholdes
udgiften til forundersøgelsen af kulturministeren.
Stk. 3.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere
regler om de forundersøgelser, som museerne gennemfører efter
stk. 1 og 2.
§ 27.
Den arkæologiske kulturarv omfatter spor af
menneskelig virksomhed, der er efterladt fra tidligere tider, dvs.
strukturer, konstruktioner, bygningsgrupper, bopladser, grave og gravpladser,
flytbare genstande og monumenter og den sammenhæng, hvori disse spor er
anbragt.
Stk. 2.
Findes der under jordarbejde spor af fortidsminder,
skal arbejdet standses i det omfang, det berører fortidsmindet.
Fortidsmindet skal straks anmeldes til kulturministeren eller det
nærmeste statslige eller statsanerkendte kulturhistoriske museum.
Fundne genstande, der ikke er danefæ, jf. § 30, stk. 1, skal
efter anmodning fra kulturministeren eller det pågældende
kulturhistoriske museum afleveres til vedkommende statslige eller
statsanerkendte museum, således at det indgår i museets
samling.
Stk. 3.
Kulturministeren beslutter snarest, om arbejdet kan
fortsætte, eller om det skal indstilles, indtil der er foretaget en
arkæologisk undersøgelse, eller indtil spørgsmålet
om erhvervelse efter stk. 8 er afgjort. Senest 1 år efter, at
anmeldelsen er modtaget, kan arbejdet genoptages, medmindre kulturministeren
har afgivet indstilling om erhvervelse af fortidsmindet efter
stk. 8.
Stk. 4.
Udgiften til den arkæologiske
undersøgelse afholdes af den, for hvis regning jordarbejdet skal
udføres.
Stk. 5.
Udgiften afholdes dog af kulturministeren,
såfremt:
1. årsagen til undersøgelsen er erosion eller jordarbejde
i forbindelse hermed eller jordarbejde udført som led i dyrkning af
almindelige landbrugsafgrøder eller som led i almindelig
skovdrift,
2. det kulturhistoriske museum i udtalelsen efter § 25 har oplyst,
at jordarbejdet ikke vil indebære en risiko for
ødelæggelse af væsentlige fortidsminder,
3. fortidsmindet fredes efter lov om naturbeskyttelse eller erhverves
med henblik på bevaring på stedet efter stk. 8.
Stk. 6.
Kulturministeren kan i særlige tilfælde
yde tilskud til udgifter til arkæologiske undersøgelser, der
gennemføres efter stk. 3, jf. stk. 4.
Stk. 7.
Private grundejeres tab ved ikke at kunne
fortsætte den hidtidige drift, mens undersøgelsen foretages,
eller indtil spørgsmålet om erhvervelse efter stk. 8 er
endelig afgjort, erstattes af kulturministeren. Kan der ikke opnås
enighed om erstatningen, fastsættes denne af den taksationskommission,
der er nævnt i naturbeskyttelsesloven.
Stk. 8.
Finder kulturministeren, at det pågældende
fortidsminde bør bevares på stedet for eftertiden, kan
kulturministeren erhverve fortidsmindet og eventuelt omkringliggende areal.
Erhvervelsen kan ske ved ekspropriation efter reglerne i lov om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 9.
Kulturministeren, eller den kulturministeren
bemyndiger hertil, har til enhver tid uden retskendelse adgang til steder,
hvor der foretages jordarbejder, og hvor der fremkommer fund eller under
arbejder kan formodes at fremkomme fund som nævnt i stk. 1.
Legitimation skal forevises på forlangende. Politiet yder
nødvendig bistand til at udnytte adgangsretten.
Stk. 10.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere
regler om den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed efter
stk. 3 og om gennemførelse af bestemmelserne i stk. 4-6.
§ 28.
Den, der finder fortidsminder, herunder vrag af skibe,
skibsladninger og dele fra sådanne skibsvrag, der må antages at
være gået tabt for mere end 100 år siden, i vandløb,
søer, i territorialfarvandet eller på kontinentalsoklen, dog
ikke ud over 24 sømil fra de basislinier, hvorfra bredden af det ydre
territorialfarvand måles, skal straks anmelde fundet til
kulturministeren.
Stk. 2.
Genstande, der er omfattet af stk. 1
tilhører staten. Undtaget herfra er genstande, hvortil nogen
godtgør sin ret som ejer.
Stk. 3.
Kulturministeren kan træffe bestemmelse om
tilrettelæggelsen af arkæologiske undersøgelser af de
genstande, der tilhører staten.
Stk. 4.
Kulturministeren kan i særlige tilfælde
fravige alderskriteriet i stk. 1 i forbindelse med gennemførelse
af arkæologiske undersøgelser efter stk. 3.
Stk. 5.
Den, der optager genstande, som tilhører
staten, og den, der får en sådan genstand i sin besiddelse, skal
straks aflevere genstanden til kulturministeren. Kulturministeren fordeler
sådanne genstande mellem relevante museer. Den, der har foretaget
optagningen, har ikke krav på bjærgeløn, men
kulturministeren kan udbetale en godtgørelse til den
pågældende.
Stk. 6.
Uanset bestemmelserne i stk. 1 finder
følgende af strandingslovgivningens regler om optagning af vrag eller
andre genstande fra havbunden anvendelse:
(1) bestemmelserne om, hvem der er berettiget til at foretage
optagning, herunder bestemmelserne om forudgående indhentning af
tilladelse,
(2) bestemmelserne om anmeldelse af optagne genstande og
(3) bestemmelserne om indkaldelse af ejeren til de optagne
genstande.
§ 29.
Findes der i forbindelse med jordarbejde,
råstofindvinding eller stenbrydning en for den pågældende
lokalitet usædvanlig naturhistorisk genstand, skal arbejdet standses i
det omfang, det berører genstanden. Fundet skal straks anmeldes til
kulturministeren eller det nærmeste statslige eller statsanerkendte
naturhistoriske museum. Fundne genstande, der ikke er danekræ, jf.
§ 31, skal efter anmodning fra kulturministeren eller det
pågældende museum afleveres til vedkommende statslige eller
statsanerkendte museum, således at det indgår i museets
samling.
Stk. 2.
Kulturministeren beslutter snarest, om arbejdet kan
fortsætte, eller om det skal indstilles, indtil der er foretaget en
undersøgelse. En undersøgelse skal foretages hurtigst muligt.
Udgifter til undersøgelsen afholdes af kulturministeren.
Stk. 3.
Private grundejeres tab ved ikke at kunne
fortsætte den hidtidige drift, mens undersøgelsen foretages,
erstattes af kulturministeren efter bestemmelserne i § 27,
stk. 7.
Stk. 4.
Kulturministeren, eller den kulturministeren
bemyndiger dertil, har til enhver tid uden retskendelse adgang til steder,
hvor der foretages jordarbejder, og hvor der fremkommer genstande eller under
arbejde kan formodes at fremkomme genstande som nævnt i stk. 1.
Legitimation skal forevises på forlangende. Politiet yder
nødvendig bistand til at udnytte adgangsretten.
Stk. 5.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere
regler om gennemførelse af naturhistoriske undersøgelser efter
stk. 2.
KAPITEL 9
Danefæ og danekræ
§ 30.
Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er
fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er
danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt materiale
eller har særlig kulturhistorisk værdi.
Stk. 2.
Danefæ tilhører staten. Den, der finder
danefæ, og den, der får danefæ i sin besiddelse, skal
straks aflevere det til Nationalmuseet.
Stk. 3.
Nationalmuseet udbetaler en godtgørelse til
finderen. Godtgørelsen fastsættes af Nationalmuseet under hensyn
til det fundnes materialeværdi og sjældenhed samt til den omhu,
hvormed finderen har sikret fundet.
Stk. 4.
Såfremt danefæ findes ved en
arkæologisk undersøgelse, der forestås af et statsligt
eller statsanerkendt museum eller i øvrigt finansieres helt eller
delvis af offentlige midler, udbetales der ikke
danefægodtgørelse til finderen. Nationalmuseet kan dog i
særlige tilfælde udbetale godtgørelse til ejer eller
bruger af det areal, hvor undersøgelsen finder sted.
Stk. 5.
Danefæ indgår i Nationalmuseets samlinger
og kan af museet deponeres på andre statslige eller statsanerkendte
museer efter anmodning fra disse. I tilfælde, hvor der ikke kan
opnås enighed mellem Nationalmuseet og et andet museum om deponering af
et nyt danefæfund, træffer kulturministeren afgørelse
herom.
§ 31.
En geologisk genstand eller en botanisk eller zoologisk
genstand af fossil eller subfossil karakter eller en meteorit, der er fundet
i Danmark, er danekræ, såfremt genstanden er af enestående
videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi.
Stk. 2.
Danekræ tilhører staten. Den, der finder
danekræ, og den, der får danekræ i sin besiddelse, skal
straks aflevere det til Statens Naturhistoriske Museum, jf. §9.
Stk. 3.
Statens Naturhistoriske Museum udbetaler en
godtgørelse til finderen. Godtgørelsen fastsættes af
Statens Naturhistoriske Museum under hensyn til det fundnes
materialeværdi og sjældenhed samt til den omhu, hvormed finderen
har sikret fundet.
Stk. 4.
Såfremt danekræ findes ved en
videnskabelig undersøgelse, der forestås af et statsligt eller
statsanerkendt museum eller i øvrigt finansieres helt eller delvis af
offentlige midler, udbetales der ikke danekrægodtgørelse til
finderen. Statens Naturhistoriske Museum kan dog i særlige
tilfælde udbetale godtgørelse til ejer eller bruger af det
areal, hvor undersøgelsen finder sted.
Stk. 5.
Genstanden indgår i Statens Naturhistoriske
Museums samlinger og kan af museet deponeres på andre statslige eller
statsanerkendte museer efter anmodning fra disse. I tilfælde, hvor der
ikke kan opnås enighed mellem Statens naturhistoriske Museum og et
andet museum om deponering af et nyt danekræfund, træffer
kulturministeren afgørelse herom efter forhandling med
undervisningsministeren.
Stk. 6.
Bestemmelserne gælder ikke genstande, der er
indført i området ved menneskers hjælp.
KAPITEL 10
Særlige bestemmelser
§ 32.
Kulturministeren kan godkende, at staten påtager
sig den forsikringsmæssige risiko for danske og udenlandske udlån
af værker til kunstnerisk eller kulturelt set betydelige udstillinger
på danske museer og udstillingssteder, som specielt er godkendt i dette
øjemed.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte nærmere
regler herom.
§ 33.
Et museum må ikke erhverve en genstand,
såfremt genstanden er udført fra et andet land i strid med dette
lands lovgivning, og forholdet er omfattet af en international overenskomst,
som er tiltrådt af det pågældende land og Danmark.
Stk. 2.
Såfremt en erhvervelse er sket i strid med
stk. 1, skal der finde tilbagelevering sted i overensstemmelse med den
internationale overenskomst, der er nævnt i stk. 1.
KAPITEL 11
Regnskab og revision
§ 34.
Kulturministeren fastsætter regler om
regnskabsaflæggelse og om revisionens udførelse for tilskud, der
udbetales i medfør af denne lov.
Stk. 2.
Kulturministeren fastsætter regler om
regnskabsaflæggelse og grundlaget for tilskud for museer, der er
omfattet af lov om regionale kulturaftaler.
§ 35.
Kulturministeren kan indhente yderligere materiale fra
tilskudsmodtagere til brug for Rigsrevisionen til en nøjere
regnskabsgennemgang.
§ 36.
Udbetaling af tilskud i medfør af denne lov kan
ske forskudsmæssigt.
§ 37.
Kulturministeren kan bestemme, at afgivne tilsagn om
tilskud bortfalder, og at allerede udbetalte tilskud skal tilbagebetales,
hvis tilskudsmodtageren ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke
gennemfører den forudsatte aktivitet.
KAPITEL 12
Administration
§ 38.
Kulturministeren kan bemyndige en under
Kulturministeriet oprettet styrelse til at udøve de beføjelser,
der i denne lov er tillagt kulturministeren.
Stk. 2.
Kulturministeren kan fastsætte regler om
adgangen til at påklage museumsfaglige afgørelser, der er
truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at
afgørelser, der vedrører lovens § 16, stk. 2, ikke
kan påklages til kulturministeren.
§ 39.
Kulturministeren fører et kulturhistorisk
centralregister og et centralt register over kunstværker.
Kulturministeren stiller registrene til rådighed for offentligheden og
relevante myndigheder.
KAPITEL 13
Straffebestemmelser
§ 40.
Med bøde straffes den, der:
1. Overtræder § 27, stk. 2, § 28, stk. 1 og
stk. 5. 1. pkt., § 29, stk. 1, § 30, stk. 2, 2.
pkt., § 31, stk. 2, 2. pkt. og § 33.
2. Tilsidesætter en beslutning efter § 27, stk. 3,
§ 29, stk. 2 om, at et arbejde skal indstilles.
Stk. 2.
Straffen kan stige til fængsel i indtil 1
år, såfremt en overtrædelse af § 27, stk. 2,
§ 28, stk. 1 og stk. 5, 1. pkt., § 29, stk. 1,
§ 30, stk. 2, 2. pkt., § 31, stk. 2, 2. pkt. er
begået med forsæt, og der er opnået eller tilsigtet en
økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, og
der i øvrigt foreligger særlig skærpende
omstændigheder.
Stk. 3.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske
personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
KAPITEL 14
Afsluttende bestemmelser
§ 41.
Loven træder i kraft den 1. januar 2002. Samtidig
ophæves lov om museer mv., jf. lovbekendtgørelse af nr. 739 af
17. juli 2000. Lovens § 27, stk. 4-7 har virkning fra 1. januar
2003. Indtil 1. januar 2003 opretholdes de hidtidige finansieringsprincipper
for den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed, jf. § 26,
stk. 3 i lov om museer mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 739 af 17.
juli 2000.
§ 42.
Loven medfører ingen ændring i de hidtil
gældende særlige regler for De Danske Kongers Kronologiske
Samling på Rosenborg.
§ 43.
I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse
nr. 835 af 1. november 1997, som ændret senest ved § 9 i lov nr.
447 af 31. maj 2000 foretages følgende ændringer:
1.
§ 14 affattes således:
»§ 14. Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af
fortidsminder på havbunden, hvis de befinder sig i territorialfarvandet
eller på kontinentalsoklen, dog ikke ud over 24 sømil fra de
basislinier, hvorfra bredden af det ydre territorialfarvand måles.
Stk. 2.
Der må ikke foretages ændringer i
tilstanden af vrag af skibe eller skibsladninger, der må antages at
være gået tabt for mere en 100 år siden, hvis de befinder
sig i de områder, der er nævnt i stk. 1, i vandløb
eller i søer.
Stk. 3.
Miljø- og energiministeren kan bestemme, at
vrag af skibe eller andre fartøjer, der er gået tabt for mindre
end 100 år siden, skal være omfattet af bestemmelsen i
stk. 2.
Stk. 4.
Miljø- og energiministeren kan i forbindelse
med et anlægsarbejde eller en aktivitet på havbunden stille krav
om, at den ansvarlige for anlægsarbejdet eller aktiviteten
udfører en marinarkæologisk forundersøgelse.«
2.
Efter § 14 indsættes:
»§ 14a. Findes der under et anlægsarbejde eller en
aktivitet på havbunden spor af fortidsminder eller vrag, omfattet af
§ 14, stk. 1 og 2, skal fundet anmeldes til kulturministeren efter
reglerne i museumsloven, og arbejdet skal standses.
Stk. 2.
Miljø- og energiministeren beslutter inden 4
uger fra anmeldelsen, om arbejdet kan fortsætte, eller om det skal
være indstillet, indtil der er foretaget en marinarkæologisk
undersøgelse. En marinarkæologisk undersøgelse skal
gennemføres hurtigst muligt. Der kan fastsættes vilkår for
genoptagelsen af arbejdet.
Stk. 3.
Udgiften til undersøgelser og evt. sikring af
det påtrufne fortidsminde eller vrag afholdes af den ansvarlige for
anlægsarbejdet eller aktiviteten.«
3.
I § 65, stk. 1 indsættes som 2. og 3.
punktum:
»Ved behandling af sager vedrørende dispensation fra bestemmelserne
i § 14, stk. 1 eller 2, og til brug for beslutning efter
§ 14a, stk. 2, kan der indhentes en kulturhistorisk faglig
udtalelse fra kulturministeren. Ved meddelelse af dispensation fra § 14,
stk. 1 eller 2, kan der stilles vilkår, herunder om, at der for
ansøgerens regning skal udføres en marinarkæologisk
undersøgelse.«
4.
I § 78, stk. 4, 1. punktum indsættes
efter »§ 11, stk. 1 og 2,«: »§ 14a, stk. 2,«.
5.
I § 89, stk. 1, nr. 1 indsættes efter
»§ 14, stk. 1 og 2,«: »§ 14a, stk. 1,«.
§ 44.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Museernes grundlæggende opgave er at give
befolkningen adgang til kultur- og naturarven, herunder at belyse den kultur-
og naturhistoriske udvikling i Danmark og i verden omkring os. Opgaven
løses gennem museernes udstillings- og formidlingsarbejde, deres
forskning og videnskabelige dokumentation samt museernes bevaring og
registrering af genstande mv.
Museerne har gennemgået en væsentlig udvikling
de seneste 30 år hen imod at blive stadig mere professionaliserede
institutioner. Den informationsteknologiske udvikling og globaliseringen
giver det danske samfund og dansk kultur nye muligheder og nye udfordringer,
som museerne skal bidrage til at udnytte og finde svar på.
Med lovforslaget sigtes der mod at give museerne bedre
vilkår for at løse disse opgaver. Det er en
målsætning, at kunstmuseerne og de kultur- og naturhistoriske
museer skal videreudvikle rollen som videns- og oplevelsescentre, der
bidrager til samfundets uddannelsesmæssige og kulturelle udvikling.
Museerne medvirker for eksempel til at gøre kulturarven
nærværende for børn og unge, og på denne måde
spiller museernes virksomhed sammen med målsætningerne på
uddannelsesområdet og det børne- og ungdomspolitiske
område. Endvidere har museernes formidling af kunsthistorien og kultur-
og naturarven afgørende betydning for befolkningens forståelse
af Danmarks kultur og det danske samfunds samspil og samhørighed med
verdenssamfundet og verdens kulturer. Museernes udvikling til moderne videns-
og oplevelsescentre er således et vigtigt led i udviklingen af et
samfund med kulturel mangfoldighed.
2. En række væsentlige principper i den
gældende ordning vil blive fastholdt i lovforslaget, herunder den
eksisterende museumsstruktur med et netværk af institutioner i et
landsdækkende museumsfagligt samarbejde, museumsfaglig indflydelse i
forhold til bl.a. statsanerkendelser, kvalitetsvurderinger, arkæologisk
og historisk-etnologisk undersøgelsesvirksomhed mv. og princippet om,
at initiativet til at oprette og drive nye museer primært skal komme
fra lokal eller anden ikke-statslig side.
De vigtigste ændringer i lovforslaget er:
·
Skærpede
kvalitetskrav til de statsanerkendte museer og en styrkelse af de
statsanerkendte museers økonomiske grundlag.
·
Betoning af hensynet
til tilgængeligheden, især børns og handicappede personers
adgang til museerne.
·
Beskrivelse af de
forskellige museumskategorier: de kulturhistoriske museer, kunstmuseerne og
de naturhistoriske museer. Styrkelse af de naturhistoriske museers rolle.
·
Større hensyn
til kulturarven i den fysiske planlægning og i tilrettelæggelsen
af anlægsarbejder.
·
Omlægning af
finansieringsprincipperne for den arkæologiske
undersøgelsesvirksomhed.
·
Oprettelse af en
museumsstyrelse blandt andet med henblik på at skabe bedre rammer for
udviklingsorienterede og tværgående initiativer på
museumsområdet. Styrelsen afløser bl.a. Statens
Museumsnævn, Rigsantikvarembedet og Det Arkæologiske
Nævn.
·
Overførsel af
finansieringen af museumsrådene til amterne, Københavns og
Frederiksberg kommuner.
·
Ændring af
naturbeskyttelseslovens § 14 på vegne af miljø- og
energiministeren.
Gældende lovgivning mv.
Det gældende lovgrundlag er lov nr. 291 af 6. juni
1984 om museer m.v. med de ændringer, der følger af lov nr. 592
af 19. december 1985, lov nr. 948 af 23. december 1986, lov nr. 380 af 7.
juni 1989 og lov nr. 1104 af 29. december 1999, jvf. lovbekendtgørelse
nr. 739 af 17. juli 2000. I henhold til loven er udstedt
bekendtgørelse nr. 332 af 30. maj 1991. Ved ændringen i 1989 (FT
1988-89 s. 4679, 5722, 9938, 10459, A s. 4143, B s. 1727 og C s. 1093)
gennemgik loven en omfattende revision, der bl.a. indebar visse
omlægninger af områdets administration og tilskudssystem, og der
blev i loven indført bestemmelser om danekræ og National
Indemnity. Ved ændringen i 1999 (FT 1999-00 s. 1157, 2511, 2778, A s.
1108 og 1124, B s. 180, C s. 166) blev der skabt mulighed for at fravige
visse bestemmelser i forbindelse med indgåelse af regionale
kulturaftaler.
De statslige og statsanerkendte museers forhold er
væsentligst reguleret gennem museumsloven, men enkelte andre love
indeholder også særlige bestemmelser, der vedrører
museernes forhold.
Der skal specielt peges på:
·
Lov nr. 332 af 4. juni
1986 om sikring af kulturværdier i Danmark.
·
Lov om Folkekirkens
bygninger og kirkegårde, jvf. lovbekendtgørelse nr. 454 af 11.
juni 1992 med senere ændringer.
·
Lov nr. 224 af 27.
marts 1996 om forskning ved arkiver, biblioteker og museer.
·
Lov nr. 429 af 10.
juni 1997 om regionale kulturmiljøråd.
·
Lov om
naturbeskyttelse, jvf. lovbekendtgørelse nr. 835 af 1. november
1997.
·
Lov om
bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, jvf.
lovbekendtgørelse nr. 845 af 13. november 1997.
·
Lov nr. 1104 af 29.
december 1999 om regionale kulturaftaler.
Baggrund for lovforslaget
1. Der er gennem de seneste år gennemført en
række undersøgelser og udvalgsarbejder vedrørende
væsentlige dele af museumsområdet, som aktualiserer behovet for
en præcisering og modernisering af lovgrundlaget herfor.
Den seneste generelle revision af den gældende
museumslov blev gennemført i 1989. I årene herefter blev der
både fagligt og politisk debatteret forskellige konsekvenser af de
ændringer af museumsloven, der trådte i kraft 1. januar 1990,
først og fremmest udviklingen i statstilskuddet og koordineringen af
museernes samarbejde.
2. Efter anmodning fra Kulturministeriet
gennemførte Statens Museumsnævn i 1994 en analyse af nogle
hovedspørgsmål ved en høring af museerne. Konklusionen
på analysen var,
·
at der var behov for
en større koordinering af museernes virksomhed, der bl.a. kunne komme
til udtryk ved, at kompetencen til godkendelse af museernes
ansvarsområder blev flyttet tilbage fra hovedtilskudsyderen til Statens
Museumsnævn,
·
at der ikke fandtes
behov for større ændringer i tilskudssystemet udover
detailjusteringer, samt at statstilskuddet ikke var fulgt med udviklingen i
de øvrige tilskud, hvilket dog i et vist omfang blev fulgt op med
rammeforhøjelser i de følgende år,
·
at den
arkæologiske administration i det store hele fungerede godt, men at der
var for få midler til de arkæologiske nødudgravninger,
hvilket dog i et vist omfang blev fulgt op med rammeforhøjelser i de
følgende år.
3. I forlængelse heraf tog Kulturministeriet i 1995
initiativ til at afholde en konference om fremtidens museum. Som konklusion
på konferencen blev der nedsat en arbejdsgruppe, der fik til opgave at
diskutere fremtidens museum og en ny museumslov og udarbejde en rapport om
nogle af debattens hovedtemaer.
Arbejdsgruppen fremkom med en række anbefalinger i
deres rapport, herunder bl.a.
·
at der burde etableres
en museumsstyrelse til afløsning af Statens Museumsnævn,
·
at der skulle
gennemføres en kvalitetsvurdering af museerne, og
·
at der ikke burde ske
en lovændring for de kulturhistoriske museers arbejde med nyere tids
kulturhistorie, men at der i stedet skulle afsættes et særligt
beløb af rådighedssummen til formålet.
Endvidere blev spørgsmålet om, hvorvidt
kunstmuseerne skulle overføres til en egentlig kunstlov taget op til
drøftelse. Arbejdsgruppen drøftede tillige ændringer i
museumsloven vedrørende finansieringen af de arkæologiske
nødudgravninger.
Endelig foreslog arbejdsgruppen en række kriterier
for, hvorledes et museum kunne opnå et særligt statstilskud efter
lovens § 13. Museet skulle i så fald opfylde et eller flere af
følgende kriterier:
Der skal være tale om nye og større
initiativer af væsentlig museumsfaglig interesse. Det er endvidere en
forudsætning, at mulighederne for at opnå almindeligt
statstilskud efter lovens § 12 er udtømt. Herudover kan der
lægges vægt på forhold, som
·
at der er tale om
initiativer i et regionalt område, hvor der er særligt behov
eller grundlag for en kulturel indsats på det pågældende
felt,
·
at der er tale om
initiativer, hvis realisering kræver en ekstraordinær stor
økonomisk indsats fra lokal side,
·
at der er tale om
initiativer, hvor man afprøver ny tværfaglig opgavevaretagelse
eller lignende,
·
at der er tale om
initiativer, som må påregnes at være af bred offentlig
interesse, samt
·
at der er tale om et
initiativ af særlig national eller international interesse.
4. Loven om de regionale kulturforsøg, der
trådte i kraft 1. januar 1996, stillede den videre debat om revision af
museumsloven i bero. Anbefalingerne fra arbejdsgruppens rapport blev dog
taget under overvejelse, og der blev som følge heraf gennemført
nogle undersøgelser og udvalgsarbejder i årene herefter.
5. I juni 1996 nedsatte Kulturministeriet udvalget for
billedkunst, som fik til opgave at analysere og vurdere behovet for en mere
synlig sammenhæng i billedkunstpolitikken, herunder behovet for en
eventuel lov om billedkunst. I denne forbindelse skulle udvalget tillige
behandle spørgsmålet om kunstmuseernes rolle i
billedkunstformidlingen, herunder spørgsmålet om kunstmuseernes
fortsatte tilknytning til museumsloven.
Udvalgets rapport »Betænkning om billedkunst« udkom
i 1998. Udvalget anbefaler i betænkningen, at kunstmuseerne forbliver i
samme lov som de øvrige museer, dog med en beskrivelse af
kunstmuseernes virke. Alternativt blev det foreslået, at kunstmuseerne
får deres egen kunstmuseumslov.
6. I 1997-1998 gennemførte Statens
Museumsnævn et pilotprojekt med en kvalitetsvurdering af 15 museer med
repræsentanter for alle tre museumskategorier. En overordnet konklusion
på pilotprojektet var, at museerne generelt udfører et
kvalificeret arbejde, selvom der ofte er tale om økonomisk svage
institutioner, der har et meget lille personale i forhold til de opgaver, de
løser. Det kunne konstateres, at bygningsdriften var en meget
betydelig udgift for mange museer. Projektet viste også, at selv
små museer kan udføre kvalificeret forskning, og at museerne i
høj grad deltager aktivt i den offentlige planlægning vedr.
lokalplaner, regionplaner, vejplaner, råstofindvinding mv. Det blev
konstateret, at de arkæologisk arbejdende museer har væsentlige
problemer med at få bearbejdet det udgravede materiale.
7. I samme periode gennemførte Statens
Museumsnævn en undersøgelse af de museer, der havde et lokalt
tilskudsniveau, der lå under det niveau, der krævedes for nye
statsanerkendelser. Resultatet af denne undersøgelse var,
·
at det
minimumstilskudsniveau, der i dag forlanges i forbindelse med nye
statsanerkendelser, er for lavt,
·
at
bygningsvedligeholdelsesudgifter udgør en meget stor del af udgifterne
samt
·
at de statsanerkendte
museer på de små øer har helt særlige
problemer.
8. I 1999 blev der i dagspressen rejst en debat om,
hvorvidt museernes indkøb af kunst skete ud fra objektive kriterier,
og hvorvidt kunstmuseerne i for høj grad indkøbte værker
af de samme kunstnere. Efter anmodning fra Folketinget (Forespørgsel
nr. F 32, behandlet d. 16. marts 1999) gennemførte Statens
Museumsnævn en undersøgelse af, hvordan museerne administrerer
deres forpligtelse til at indsamle kunst i forhold til deres
indsamlingsområde inden for de seneste 10 år.
Undersøgelsen viste, at museernes indkøb falder i god
tråd med deres ansvarsområde, men debatten understregede det
hensigtsmæssige i, at godkendelsen af museernes ansvarsområder
tilbageføres til en statslig myndighed, således at der sikres en
koordinering af opgaverne på de statslige og statsanerkendte
museer.
9. Gennem loven om regionale kulturforsøg blev der
i årene 1996-1999 gennemført forsøg i ni regioner i
landet. Forsøgene blev evalueret af Nellemann Konsulenterne, hvis
rapport blev offentliggjort i marts 1999. Konklusionen var, at mange af de
opgaver, der var omfattet af de regionale kulturforsøg, kunne
løftes lokalt eller regionalt. Man anbefalede en tostrenget model, som
indebar, at uddelegering af visse kulturopgaver blev kombineret med en
mulighed for at indgå frivillige aftaler.
Hjemlen til sådanne aftaler blev etableret gennem
loven om regionale kulturaftaler (lov nr. 1104 af 29. december 1999), der
trådte i kraft 1. januar 2000, og som har til formål
·
at understøtte
amtskommuners og kommuners engagement på kulturområdet,
·
at give større
dispositionsfrihed på det regionale niveau og sætte fokus
på mål og resultater i en regional kulturpolitik i stedet for
detailstyring gennem øremærkede tilskud til
enkeltaktiviteter,
·
at sikre en bedre
udnyttelse af ressourcerne gennem regional koordinering og arbejdsdeling
på kulturområdet,
·
at fremme og
videreudvikle de professionelle kulturelle institutioner,
produktionsmiljøer og aktiviteter i regionen med vægt på
kvalitet,
·
at styrke samarbejde
på kulturområdet på tværs af kommune- og
amtsgrænser, hvor aftalen omfatter flere kommunale enheder.
Der er på nuværende tidspunkt indgået
kulturaftaler mellem Kulturministeriet og hhv. Vestsjællands amt,
Storstrøms amt, Odense kommune, Århus kommune, Aalborg
Kommune/Nordjyllands Amt og kommunerne i Salling-Fjends.
10. På det arkæologiske område har det
igennem de senere år kunnet konstateres, at den eksisterende ordning
ikke fungerer tilfredsstillende. Rigsantikvarens bevilling til
gennemførelse af arkæologiske undersøgelser har
således været under et stigende pres, og selvom bevillingen
gentagne gange er forhøjet, har det været nødvendigt at
udskyde eller opgive væsentlige arkæologiske
undersøgelser. Presset på bevillingen skyldes navnlig en
stigende aktivitet i den private bygge- og anlægssektor, samt en
stigende aktivitet i forbindelse med skovrejsning.
Rigsantikvaren og Det Arkæologiske Nævn har i
samarbejde med de arkæologisk arbejdende museer og Skov- og
Naturstyrelsen udarbejdet en række rapporter, der belyser den trussel,
som fortidsminder under jordoverfladen er udsat for. Rapporterne behandler
forskellige årsager til nedslidning og ødelæggelse som fx
dybdepløjning eller tilsvarende jordbearbejdning ved skovrejsning og
dyrkning. I rapporterne er det dokumenteret, at der i disse år sker en
voldsom nedslidning og destruktion af fortidsminder.
Rigsantikvaren og Det Arkæologiske Nævn har i
lyset heraf peget på et behov for en tidligere inddragelse af museerne
i den fysiske planlægning og ved tilrettelæggelsen af konkrete
byggerier og andre jordarbejder med henblik på at styrke muligheden for
at bevare fortidsminderne på stedet for kommende generationer.
Der er endvidere peget på behovet for at
omlægge finansieringsordningen for de arkæologiske
undersøgelser, således at den anlægsansvarlige - fx en
bygherre, en lodsejer eller gårdejer tilskyndes til dels at forebygge
nedslidning og ødelæggelse af fortidsminderne, dels at mindske
behovet for arkæologiske udgravninger.
11. Med henblik på at opnå en bedre udnyttelse
af de disponible ressourcer på det marinarkæologiske område
og sikre det bedst mulige grundlag for Miljø- og Energiministeriets
myndighedsudøvelse i forhold til naturbeskyttelseslovens § 14
gennemføres en omorganisering af den statslige marinarkæologiske
registrerings- og undersøgelsesvirksomhed. Omorganiseringen
indebærer, at den del af Miljø- og Energiministeriets opgaver,
der vedrører tilvejebringelsen af det kulturhistorisk faglige
beslutningsgrundlag for myndighedsudøvelsen i henhold til
naturbeskyttelseslovens § 14, overføres til Kulturministeriet.
Endvidere samles det statslige beredskab vedrørende
marinarkæologisk feltarbejde under Kulturministeriet.
Miljø- og energiministeren og kulturministeren er i
forbindelse med omorganiseringen enige om, at det ikke er muligt at
gennemføre en dækkende totalregistrering af fortidsminder og
vrag på havbunden, og at de ressourcer, der forventes overført i
forbindelse med ressortomlægningen, skal anvendes til drift og
udvikling af registret over marine data samt til at vurdere omfanget og
karakteren af de forekomster af vrag og fortidsminder, der måtte blive
berørt ved konkrete aktiviteter på havbunden.
12. Med regionsforsøgenes afslutning og resultatet
heraf er spørgsmålet om en revision af museumsloven på ny
aktualiseret.
Kulturministeriet har i samråd med Statens
Museumsnævn afholdt en række temamøder, herunder
både fagspecifikke temamøder om hhv. det kulturhistoriske,
kunsthistoriske og naturhistoriske museumsområde, og møder om
emner, der er relevante i forhold til alle tre museumskategorier. Deltagere i
møderne har været repræsentanter for hovedmuseerne,
Statens Museumsnævn, museumsorganisationerne og en række
relevante myndigheder, institutioner og organisationer, herunder bl.a.
Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, universiteterne og
turistbranchen.
Nogle af hovedtilkendegivelserne fra de afholdte
møder kan sammenfattes til:
·
De tre
museumskategorier bør have en særlig definition af formål
og funktioner. Definitionerne skal også dække det arbejde, der
ligger uden for museernes fysiske rammer.
·
Der skal ske en
overordnet, central koordinering af museernes ansvarsområder, bl.a. for
at sikre det landsdækkende museumsnetværk.
·
Indsamling,
registrering, bevaring, forskning og formidling skal fortsat være
fundamentet for det enkelte museums virksomhed, men der er behov for en
styrkelse af samarbejdet inden for de enkelte discipliner.
·
Der skal fortsat
være mulighed for at opnå et særligt statstilskud. Der kan
i denne forbindelse anvendes kontrakter.
·
Der bør
arbejdes for at opnå højere minimumsstandarder på museerne
og dermed bedre kvalitet i museumsarbejdet samt at etablere en særlig
tilskudsordning for de statsanerkendte museer på de små
øer.
·
Der etableres en
styrelse til afløsning for Statens Museumsnævn, hvori blandt
andet de centrale registre fra hovedmuseerne samt de særlige funktioner
under rigsantikvarembedet indgår.
·
Det er
nødvendigt, at museerne inddrages tidligere i den fysiske
planlægning og i tilrettelæggelsen af anlægsarbejder,
så væsentligt arkæologisk kildemateriale i øget
udstrækning kan bevares på stedet for eftertiden.
·
Der skal sikres
tilstrækkelig tid til at gennemføre relevante
undersøgelser og dokumentation af væsentlige
bevaringsværdier inden for såvel forhistorien som for nyere
tid.
·
Der er behov for
reformer af finansieringsprincipperne for den arkæologiske
undersøgelsesvirksomhed. Den nuværende ordning er
uhensigtsmæssig, idet der ikke tages højde for konsekvenser af
anden lovgivning, og aktivitetsniveauet i bygge- og anlægssektoren.
·
Loven skal
tilvejebringe det fornødne grundlag for en ratifikation af
Europarådets konvention om beskyttelse af den arkæologiske arv af
16. januar 1992 (Maltakonventionen).
Herudover har der været afholdt en række
møder med relevante myndigheder og interesseorganisationer, herunder
Miljø- og Energiministeriet, Undervisningsministeriet, Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen, Dansk Entreprenørforening, De
Danske Landboforeninger, Dansk Skovforening, Boligselskabernes Landsforening
mv.
Lovens område og hovedelementer
Museumsstrukturen
1. Museumsloven vedrører 7 statslige museer under
Kulturministeriet og 146 ikke-statslige museer.
De ikke-statslige museer fordeler sig med 106
kulturhistoriske museer, 36 kunstmuseer og 4 naturhistoriske museer.
Af de kulturhistoriske museer har 84 et lokalt
afgrænset ansvarsområde, mens 22 har specialiserede
ansvarsområder, der kan være enten regionalt afgrænsede i
ét eller flere amter eller landsdækkende.
Museumsloven vedrører kun undtagelsesvis forhold
for statslige museer uden for Kulturministeriets område og kun, hvor
dette udtrykkeligt er angivet. Det skal særligt fremhæves, at
lovforslaget indebærer en udbygning af lovens anvendelsesområde
med hensyn til naturarven. De naturhistoriske museers opgaver beskrives, og
der etableres en hovedmuseumsfunktion for det naturhistoriske område.
Det vil således blive fastlagt, at Zoologisk Museum, Geologisk Museum
samt Botanisk Museum under Københavns Universitet og
Undervisningsministeriet tilsammen vil udgøre Statens Naturhistoriske
Museum, som vil udføre hovedmuseumsfunktionen på det
naturhistoriske område og herunder blandt andet bidrage til vurdering
af naturhistoriske fund i forbindelse med danekræ-ordningen.
Som eksempler på museer, der ikke er reguleret i
henhold til museumsloven kan bl.a. nævnes statslige museer under andre
ministeriers ressort som Medicinsk-Historisk Museum
(Undervisningsministeriet), Post og Tele Museum i Danmark og Danmarks
Jernbanemuseum (Trafikministeriet). Under Kulturministeriet findes endvidere
Det danske Filmmuseum, som er omfattet af filmloven.
De to hovedmuseer under Kulturministeriet, Nationalmuseet
og Statens Museum for Kunst, samt de naturhistoriske museer under
Undervisningsministeriet har en forpligtelse til at stille deres ekspertise
til rådighed for de øvrige museer i form af bistand
vedrørende forskningsmæssige emner, identifikation af genstande
eller malerier, udstillingsformer, naturvidenskabelige undersøgelser,
konservering og restaurering m.v. Der er hjemmel til at opkræve
betaling for konserverings- og restaureringsopgaver.
I hvert af landets 14 amter er oprettet et
museumsråd. Desuden er der et museumsråd fælles for
Københavns og Frederiksberg kommuner. Museumsrådene har til
opgave at samordne og fremme museumsarbejdet i det pågældende
amt. Efter drøftelser med de kommunale parter vil det fremover
være en opgave for amterne og Københavns og Frederiksberg
kommuner at drive museumsrådene.
2. Det har fra museumsverdenens side været af
afgørende betydning, at museumsstrukturen - med et netværk af
museer knyttet sammen i et landsdækkende museumsfagligt samarbejde -
blev fastholdt i lovforslaget. Det har endvidere været væsentligt
for museerne, at der skete en tydeliggørelse af de tre
museumskategoriers særlige egenskaber (kulturhistoriske,
kunsthistoriske og naturhistoriske museer).
Der er i forslaget taget hensyn til disse ønsker.
Det er samtidig fastholdt, at museerne skal samarbejde. Når der i
forslaget skelnes mellem de tre museumskategorier, er dette ikke udtryk for
et ønske om en snæver afgrænsning af institutioner, men
alene en imødekommelse af ønsket om en nærmere definition
af de særlige egenskaber, der er knyttet til de forskellige kategorier.
Bl.a. i kraft af de regionale kulturaftaler lægges der vægt
på, at museernes samarbejde foregår på tværs af amts-
og kommunegrænserne og på tværs af grænser til andre
museumskategorier og til andre relevante kulturinstitutioner, herunder
biblioteker og arkiver. Udviklingen viser, at der på sigt skal
være plads til »hybridinstitutioner« institutioner, der går
på tværs af museumskategorierne, og institutioner, der omfatter
både museer, biblioteker og arkiver.
Betoning af de museumsfaglige vurderinger
3. Den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed,
spørgsmålet om statsanerkendelser og godkendelse af museers
ansvarsområder, fordeling af rådighedssumsmidler mv. har hidtil
gennem Rigsantikvarembedet, Det Arkæologiske Nævn og Statens
Museumsnævn været baseret på museumsfaglige vurderinger.
Lovforslaget tilsigter ingen ændring af dette princip.
Hovedprincippet bag det statslige driftstilskud
4. Museumsloven er baseret på, at initiativet til at
oprette og drive museer skal komme fra lokal eller anden ikke-statslig side.
Hovedprincippet bag det statslige tilskudssystem har derfor hidtil
været og vil fortsat være, at der ydes et statsligt driftstilskud
baseret på størrelsen af de ikke-statslige tilskud til museets
virksomhed.
Skærpede kvalitetskrav til de statsanerkendte museer og en
styrkelse af de statsanerkendte museers økonomiske grundlag
5. Princippet om at der skal være museumsfaglig
kvalitet og rimelig standard på et museum, for at der kan ydes
statstilskud til museets drift, bliver præciseret.
På baggrund af Statens Museumsnævns
pilotprojekt i 1997-1998 med en kvalitetsvurdering af 15 museer er det
hensigten, at der udarbejdes vejledende retningslinjer om kvalitetskrav, som
der vil blive lagt vægt på ved bedømmelsen af, om et
museum kan opnå og bevare en statsanerkendelse. Der bliver tale om
retningslinjer for museernes virksomhed og faglige opgaver, dvs. indsamling,
registrering, bevaring, forskning og formidling, samt for de
bygningsmæssige forhold og personalet. Det er hensigten, at der
også vil blive lagt vægt på, at museerne har til opgave at
sikre en hensigtsmæssig tilgængelighed for handicappede personer
og formidling rettet mod børn og unge.
Det er hensigten, at en kommende museumsstyrelse (jf.
nedenfor) regelmæssigt skal påse, at museerne opfylder kravene.
Dette vil finde sted ved en løbende kvalitetsvurdering foretaget af
styrelsen.
Kvalitetsvurderingen vil have karakter af
rådgivning, men vil, såfremt det konstateres, at et
statsanerkendt museum ikke har rettet op på alvorlige mangler i
varetagelsen af ansvarsområdet, kunne danne grundlag for en fratagelse
af statsanerkendelsen.
6. Det økonomiske grundlag for de statsanerkendte
museer skal styrkes ved blandt andet en forhøjelse af minimum og
maksimum for det ikke-statslige tilskud, der ligger til grund for tildeling
af statslige tilskud efter den almindelige tilskudsordning. Der
gennemføres en særlig løsning for museer på
små øer.
Det er hensigten, at minimum for ikke-statslige
tilskud forhøjes fra de nuværende 725.000 kr. til 1,2 mio.
kr. Der påregnes en 3-årig overgangsperiode efter lovens
ikrafttræden, således at det ikke-statslige tilskud senest
år 2004 skal være på de minimale 1,2 mio. kr.. Forslaget
har virkning for tilskudsberegningen for så vidt angår 2006.
Kulturministeriet skønner, at forhøjelsen af
minimumsgrundlaget vil medføre en gradvis stigende merudgift for
staten frem til 2006, hvor det forventes at tilskudsgrundlaget for samtlige
berørte museer vil leve op til det forhøjede minimum.
Forhøjelsen af minimumsgrundlaget kan ske ved
forhøjelse af de amtskommunale eller kommunale tilskud,
forhøjelse af tilskud fra private, tiltrækning af nye
tilskudsydere og sammenlægning af museer.
Det er intentionen, at maksimum for det ikke-statslige
tilskud, der kan udløse statstilskud, forhøjes fra det
nuværende 1,9 mio. kr. til 2,2 mio. kr. Formålet er at øge
statstilskuddet til de større statsanerkendte museer samt at tilskynde
ikke-statslige tilskudsydere til at øge deres tilskud. Beløbet
vil gradvist blive forhøjet i perioden 2002-2004, og der vil blive
afsat øgede statslige bevillinger til formålet.
Med henblik på at virkeliggøre intentionen om
at styrke de mindre, statsanerkendte museers virksomhed etableres en
midlertidig pulje til ophjælpning af mindre museer,
således at de i en overgangsperiode kan få støtte til at
leve op til de nye kriterier for statsanerkendelse.
Særlige tilskud
For så vidt angår museer med særlige
tilskudsordninger opretholder lovforslaget muligheden for at gøre
en særlig indsats for disse museer. Der foretages i den forbindelse en
præcisering af vilkårene for at opnå et særligt
statsligt driftstilskud, idet der skal være tale om en virksomhed af
særlig betydning. Der vil fx. blive lagt vægt på
varetagelsen af særlige opgaver, samlingens karakter,
forskningsmæssig status samt national og international betydning.
Betoning af hensynet til tilgængeligheden, herunder børns
samt handicappedes adgang til museerne
7. Der er i lovforslaget lagt vægt på at
understrege, at museerne skal tilstræbe størst mulig
handicaptilgængelighed samt formidle til børn og unge. Dette
skal bl.a. ses i lyset af kulturministerens handlingsplan for handicappedes
adgang til kulturen, der blev offentliggjort i november 1999, og hvor der for
museernes vedkommende er tale om et ønske om, at museerne gøres
mere tilgængelige både fysisk i forbindelse med nybyggerier eller
ombygninger og i relation til udstillinger, herunder fx ved
tegnsprogstolkning og ved at afmærke udvalgte og karakteristiske
udstillingsgenstande med tilladelse til berøring.
Forslaget skal tillige ses i lyset af regeringens
børnekulturpolitiske redegørelse, der blev fremlagt i oktober
1999, og som bl.a. omfatter ønsket om at skabe bedre
samarbejdsmodeller mellem fx museerne på den ene side og skoler,
fritidsordninger og daginstitutioner på den anden side.
Det er intentionen, at landets museer skal spille en aktiv
rolle for at give børn de bedst mulige kulturelle vilkår og
muligheder. Børn skal opleve museerne som en del af deres kultur, og
det enkelte museum under hensyn til dets karakter må vurdere sin
virksomhed i relation til børn.
En satsning på formidling til børn betyder
bl.a. en betoning af undervisningsguider, skriftlige materialer til
børn, elektronisk formidling via cd-rom eller internet, etablering af
særlige faciliteter til børn. Herudover kan der etableres
særlige rabatordninger for børn.
Lovforslagets bestemmelser om disse forhold
vedrører betingelser for modtagelse af statstilskud.
For så vidt angår de statslige museer
forudsættes det, at de følger den statslige politik på
området.
Større hensyn til kulturarven i den fysiske planlægning og
i tilrettelæggelsen af anlægs- og jordarbejder
8. På det arkæologiske område er der
behov for ændringer, der tilskynder til en inddragelse af museerne i
den fysiske planlægning og til, at konsekvenserne for kulturarven af et
påtænkt anlægsarbejde belyses så tidligt som
muligt.
En sådan reform er påtrængende
nødvendig under hensyn til den risiko for ødelæggelse af
fortidsminder, som følger af en stærkt stigende
anlægsaktivitet både i byen og på landet, naturprojekter
samt landbrugets dyrkning.
Inddragelsen af museerne i den fysiske planlægning
skal medvirke til, at arealer, hvor der er kendte og væsentlige
fortidsminder under jordoverfladen, i videst muligt omfang friholdes for
anlægsaktiviteter, skovrejsning mv.
Tilsvarende vil inddragelsen af museerne i
planlægningen af konkrete jordarbejder skabe bedre mulighed for, at
arbejderne tilrettelægges, så de ikke berører
væsentlige fortidsminder. Dette kan fx ske i forbindelse med placering
af byggefelter eller ved friholdelse af afgrænsede arealer for
dybdepløjning. En sådan procedure vil således også
mindske risikoen for en standsning af anlægsarbejder på grund af
fund af fortidsminder.
Et større hensyn til kulturarven i den fysiske
planlægning og i tilrettelæggelsen af anlægs- og
jordarbejder skulle gerne resultere i en mindskelse af behovet for
arkæologiske udgravninger, så også kommende generationer
har adgang til væsentligt historisk kildemateriale.
Inddragelsen af museer med et historisk-etnologisk
ansvarsområde i den fysiske planlægning er ligeledes vigtig, idet
museerne derigennem får bedre mulighed for at dokumentere
væsentlige bevaringsværdier fra de seneste 350 års
kulturhistorie, inden værdierne destrueres.
9. For at understøtte intentionerne i lovforslaget
agter Kulturministeriet at gennemføre en landsdækkende
kortlægning af områder, der formodes at have særlig
arkæologisk interesse. Det er hensigten, at kortlægningen skal
være elektronisk tilgængelig for såvel planmyndighederne
som den enkelte lodsejer, så det fremover bliver lettere at inddrage
hensynet til kulturarven i arealforvaltningen og i konkrete projekter.
Omlægning af finansieringsprincipperne for den arkæologiske
undersøgelsesvirksomhed
10. Et afgørende element i lovforslaget er
omlægningen af finansieringsmodellen for gennemførelse af
arkæologiske undersøgelser.
Efter den gældende ordning har staten afholdt
udgiften til de arkæologiske undersøgelser for statslige og
private anlægsarbejder, mens kommunerne har afholdt udgiften ved
kommunale arbejder.
Udgangspunktet for ordningen er de principper, man bl.a.
kender fra Norge og Sverige, nemlig at den, der forestår et
jordarbejde, afholder udgifterne til eventuelle arkæologiske
undersøgelser.
Forslaget indebærer således, at der ikke mere
skelnes mellem offentlige og private jordarbejder for så vidt
angår spørgsmålet om finansiering af arkæologiske
udgravninger. I denne forbindelse bemærkes, at den gældende
ordning har været meget uhensigtsmæssig i administrativ henseende
under hensyn til den i praksis vanskelige afgrænsning mellem offentlig
og privat virksomhed.
Formålet med omlægningen er, at der i
tilknytning til såvel offentlige som private jordarbejder skal
etableres et økonomisk incitament for den anlægsansvarlige til
at inddrage museerne så tidligt som muligt i anlægsprocessen. En
tidlig inddragelse af den kulturhistoriske og arkæologiske ekspertise i
planlægningen af et anlægs- eller jordarbejde vil medvirke til at
sikre, at arbejdet kan tilrettelægges på en sådan
måde, at eventuelle fortidsminder kan bevares i jorden uden at blive
berørt af arbejdet. Herved vil man i mange tilfælde kunne
undgå at skulle foretage en udgravning eller optagning af
fortidsminderne. Det er således en målsætning, at de
samlede samfundsøkonomiske omkostninger til sikring af
bevaringsværdier i jorden bliver mindsket.
Der er ligeledes lagt stor vægt på, at der
etableres en finansieringsordning, der kan følge aktivitetsniveauet i
bygge- og anlægssektoren.
Omlægningen af finansieringsprincipperne vil ikke
medføre en mindskelse af det statslige økonomiske engagement i
den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed. Det indgår
således i ordningen, at en offentlig eller privat anlægsansvarlig
vil kunne indhente en udtalelse fra et museum om risikoen for at
ødelægge væsentlige bevaringsværdier ved det
pågældende jordarbejde.
Et vigtigt hensyn i forhold til den private og offentlige
bygherre vil være, at omfanget af forsinkelser, udskydelser og
standsninger af et anlægsprojekt på grund af arkæologiske
undersøgelser skal minimeres. Hidtil har det først været
muligt at opnå statslig finansiering, når truslen mod
fortidsmindet var umiddelbart forestående, dvs. når der
forelå en byggetilladelse. Dette har i visse situationer virket
sinkende for konkrete projekter. Det har derfor været tilstræbt
at finde en ordning, der fremmer en mere fleksibel gennemførelse af
arkæologiske undersøgelser i forhold til gennemførelse af
de konkrete anlægsprojekter. De arkæologiske undersøgelser
vil således med en ny finansieringsordning kunne gennemføres
uafhængigt af, hvornår der opnås byggetilladelse til et
projekt.
Den foreslåede finansieringsordning vil blive
kombineret med en målrettet tilskudsordning, der kan tage hensyn til
situationer, hvor udgiften til arkæologiske undersøgelser i
forbindelse med anlægsarbejder må anses for uforholdsmæssig
stor.
Staten vil i øvrigt fortsat finansiere
arkæologiske undersøgelser, der er forårsaget af
almindelig dyrkning af landbrugsafgrøder og almindelig skovdrift samt
erosion, undersøgelser, hvor et museum tidligere har oplyst, at
jordarbejdet ikke vil berøre væsentlige fortidsminder, samt
undersøgelser, hvor fortidsmindet efterfølgende erhverves med
henblik på bevaring på stedet.
Der er med lovforslaget lagt op til en 1-årig
overgangsbestemmelse fra lovens ikrafttræden, for så vidt
angår de ændrede finansieringsprincipper for den
arkæologiske undersøgelsesvirksomhed.
Bedre rammer for udviklingsorienterede og tværgående
initiativer på museumsområdet
11. De nuværende rådighedssummer samles i
én pulje, samtidig med at der foreslås etableret en pulje til
fremme af udvikling af museumsområdet. Hensigten er at fremme
større helhedstænkning og større fleksibilitet samt at
styrke tværgående initiativer og udviklingsprojekter.
Udviklingsopgaverne kan fx omfatte museernes rolle i et samfund med kulturel
mangfoldighed, museernes formidling over for børn og unge samt
kulturarven i den fysiske planlægning. Der vil fortsat kunne
opnås tilskud til de formål, som rådighedssummerne hidtil
har dækket. Udviklingsopgaverne skal gennemføres i tæt
samarbejde med museerne.
Oprettelsen af en museumsstyrelse, som bl.a. skal forestå
løsningen af de opgaver, der i dag løses af Statens
Museumsnævn, Rigsantikvarembedet og Det Arkæologiske
Nævn
12. Statens Museumsnævn blev oprettet ved lov nr.
304 af 10. juni 1976 om statstilskud mv. til museer. Dets opgaver er
·
at virke som
samarbejdsorgan på landsplan,
·
at rådgive
kulturministeren og andre offentlige myndigheder i museumsanliggender,
herunder at rådgive ministeren om godkendelse af museer som
tilskudsberettigede,
·
at indberette til
kulturministeren, såfremt nævnet bliver bekendt med, at et museum
ikke opfylder betingelserne for at bevare statstilskud,
·
at beregne statens
tilskud til museer, omfattet af bestemmelserne om almindeligt
statstilskud,
·
at fordele
rådighedssumstilskud,
·
at yde museumsteknisk
og anden faglig rådgivning og
·
at formidle og
koordinere internationalt samarbejde for museerne.
Nævnet kan på eget initiativ tage
fællesanliggender for museerne op.
Nævnet har 12 medlemmer, hvoraf Nationalmuseet
udpeger 2, Statens Museum for Kunst udpeger 1, de naturvidenskabelige
centralmuseer udpeger 1, museumsrådene vælger af og blandt
medlemmerne 8, hvoraf 5 repræsenterer de kulturhistoriske museer, 2
kunstmuseerne og 1 de naturhistoriske museer. Nævnet vælger
blandt medlemmerne formand og næstformand. Nævnet er valgt for
fire år, og valgperioden begynder 6 måneder efter hver ny
kommunal valgperiodes begyndelse. Nævnets formand er født medlem
af Kulturværdiudvalget.
Rigsantikvarembedet blev oprettet i 1958 og er i dag et
centralorgan for kulturmuseale og antikvariske aktiviteter. Rigsantikvaren er
direktør for Nationalmuseet og formand for Det Arkæologiske
Nævn. Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat varetager den
daglige administration af den arkæologiske
undersøgelsesvirksomhed og sekretariatsbetjeningen af Det
Arkæologiske Nævn. Herudover vedrører rigsantikvarens
kompetence administration af Danefæ-bestemmelserne i loven.
Det Arkæologiske Nævn blev oprettet med
museumsloven fra 1984 og har til opgave at samordne det arkæologiske
undersøgelsesarbejde i Danmark samt at udarbejde vejledende
retningslinier for indsamling og undersøgelse af arkæologisk
materiale samt for fordeling af disse arbejdsopgaver mellem de museer, der
varetager et arkæologisk ansvarsområde. Nævnet skal
endvidere rådgive rigsantikvaren om fordeling af de midler, der er til
rådighed til arkæologiske undersøgelser, samt om
arbejdsdelingen mellem Nationalmuseet og de statsanerkendte museer, der
varetager et arkæologisk ansvarsområde.
Desuden fastsætter Det Arkæologiske Nævn
de betingelser, de statsanerkendte museer skal opfylde for at påtage
sig et arkæologisk ansvarsområde, ligesom nævnet skal
træffe beslutning om deponering af Danefæ, når der ikke har
kunnet opnås enighed mellem rigsantikvaren og et museum herom.
13. Det er hensigten, at der etableres en styrelse under
Kulturministeriet bl.a. som erstatning for Statens Museumsnævn,
Rigsantikvarembedet og Det Arkæologiske Nævn.
Museumsstyrelsen vil således som udgangspunkt
overtage alle Museumsnævnets nuværende opgaver samt de opgaver,
som Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat løser i dag. Hertil
kommer visse opgaver af administrativ karakter fra de to hovedmuseer,
Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, samt eventuelt fra
Kulturministeriets departement
Baggrunden for at etablere en museumsstyrelse er bl.a.
ønsket om at styrke fagligheden i betjeningen af ministeren og
forvaltningen på området samt styrke muligheden for at kunne yde
et fagligt modspil til museerne. Det er ministeriets opfattelse, at det vil
skabe en større klarhed, hvis man på den ene side har de faglige
foreninger, der formulerer interesseorganisationernes synspunkter, og
på den anden side har en museumsstyrelse, der kan inddrage det faglige
element i sit arbejde og på dette grundlag rådgive
ministeriet.
Det er således hensigten, at der bliver tale om et
organ, som hører under Kulturministeriet, og som refererer til
ministeriet i sager om lovgivning, bevillinger samt forvaltnings- og
myndighedsopgaver på museumsområdet og som kan administrere ud
fra en faglig kompetence. Der vil blive tale om et organ, der bemandes med
både administrativt personale og med museumsfagligt personale, der
dækker alle tre museumskategorier (kunst, kultur og natur) med henblik
på, at der kan ydes faglig rådgivning vedrørende hele
museumsvæsenet. Endelig vil der blive tale om, at styrelsen både
skal have opgaver af mere administrativ karakter og opgaver af mere
udviklingsorienteret karakter i forbindelse med funktionen som fagligt
idéforum.
Overordnet er det hensigten, at museumsstyrelsen vil
varetage følgende opgaver:
1) Faglig rådgivning til Kulturministeriet og andre ministeriet,
herunder udarbejdelse af lovforslag og anden ministerbetjening.
2) Igangsætning af centrale og overordnede udviklingstiltag med
henblik på at realisere politiske målsætninger på
museums- og kulturområdet generelt, fx digitalisering af samlingerne,
analyser af museernes arbejde med børn og unge, nyere tids
kulturhistorie, tilgængelighed, resultatkontrakter, samarbejdet
på ABM-området (arkiver, biblioteker og museer) mv.
3) Varetagelse af forvaltningsopgaver for Kulturministeriet, herunder
forvaltning af museumsloven, administration af rådigheds- og
udviklingspulje, forvaltning af finanslovsbevillinger mv.
4) Statens overordnede myndighed og koordinator på det
arkæologiske område, herunder fordeling af statslige midler til
nødudgravninger og forundersøgelser, koordinering af
undersøgelsesarbejder i forbindelse med planlagte
anlægsarbejder, og samordning af det arkæologiske
undersøgelsesarbejde i Danmark.
5) Forvaltning af centralt dokumentationscenter, herunder at skabe
nationalt overblik over statslige og statsanerkendte museers samlinger og at
videreudvikle dokumentationsstandarder og applikationer.
6) Museumsfaglig koordinator og rådgiver for museer, herunder
udbygge samarbejdet mellem museerne på tværs af museumskategorier
og fremme koordineringen af museernes indsamling, forskning og
undersøgelser.
Under styrelsen vil der blive etableret
rådgivningsorganer med repræsentanter for den faglige verden
(museerne, herunder hovedmuseerne, universiteterne mv.). Det er hensigten, at
der både bliver tale om fagspecifikke råd, det vil sige 4 faglige
råd, et kunsthistorisk, et naturhistorisk og to kulturhistoriske
ét der vedrører det arkæologiske område (og som
skal udføre de opgaver, som i dag varetages af Det Arkæologiske
Nævn, jf. nedenfor bemærkningerne til § 27) og ét der
vedrører det historisk-etnologiske område - samt et
fællesråd, der går på tværs af
museumskategorierne, og som bl.a. kan være forum for drøftelse
af overordnede eller generelle museumsfaglige og -politiske
spørgsmål.
De nævnte rådgivningsorganer vil blive
indraget ved fordeling af rådighedssummer, jf. §16, stk. 2.
Oprettelse af styrelsen påregnes igangsat i
løbet af 2. halvdel af 2001 med henblik på, at styrelsen kan
være operationel ved lovens ikrafttræden 1. januar 2002.
Ændringer af naturbeskyttelsesloven
14. Som følge af omorganiseringen af den statslige
marinarkæologiske registrerings- og undersøgelsesvirksomhed
overføres anmeldelsespligten vedrørende den
marinarkæologiske kulturarv fra naturbeskyttelsesloven til
museumsloven.
Udover en ændring som følge af den
nævnte opgaveoverførsel foreslås tillige en
præcisering af hjemmelsgrundlaget for beskyttelsen af den
marinarkæologiske kulturarv samt en mulighed for at dispensere for
alderskriteriet på 100 år i naturbeskyttelseslovens § 14.
Der er i forbindelse med lovforslaget tilstræbt sammenhæng mellem
de to lovgivningskomplekser og en tydeliggørelse af ansvars- og
kompetencefordelingen mellem de statslige myndigheder.
I henhold til Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT)
overføres en eksisterende statslige bevilling til museumsrådene
på 1,4 mio. kr. til amterne samt Københavns og Frederiksberg
kommuner. Overflytningen vil ikke medføre merudgifter for staten eller
amtskommunerne. Herudover har de kommunale parter tilkendegivet, at forslaget
til museumslov ikke giver anledning til at rejse krav om kompensation i
henhold til Det Udvidede Totalbalanceprincip.
Ad 1. statsanerkendte museer
I forlængelse af lovforslagets
målsætninger om at højne standarden på de
statsanerkendte museer forventes den statslige bevillingsramme at blive
forøget med 13,0 mio. kr. i 2002-2003 og 15,0 mio. kr. fra 2004.
Bevillingsløftet anvendes til at finansiere
følgende tiltag:
Tabel 1. Fordeling af 25,0 mio. kr. til styrkelse af
museumsområdet
Mio. kr. excl. moms
2002
2003
2004 ff.
1. Statsanerkendte museer
13,0
13,0
15,0
2. Arkæologiske undersøgelser
7,5
5,0
2,0
3. Museumsstyrelse, tilskudspuljer mv.
4,5
7,0
8,0
Samlet statslig bevilling, jf. finanslov 2001
25,0
25,0
25,0
Lovforslagets økonomiske
konsekvenser
Det er på finansloven for 2001 forudsat, at der fra
2002 afsættes en merbevilling på 25,0 mio. kr. til den statslige
finansiering af de økonomiske konsekvenser af lovforslaget. Den
forventede fordeling af de 25,0 mio. kr. er vist i Tabel 1 nedenfor, idet der
tages forbehold for justeringer i forbindelse med udmøntning af lovens
bestemmelser, blandt andet i forbindelse med igangsætning af en ny
finansieringsordning på arkæologiområdet:
·
Forhøjelse af
minimum for det ikke-statslige tilskud, der lægges til grund for
beregningen af det statslige tilskud.
·
Forhøjelse af
maksimum. for det ikke-statslige tilskud, der lægges til grund for
beregningen af det statslige tilskud.
·
Etablering af en
midlertidig pulje til ophjælpning af mindre, statsanerkendte museer
(1,0 mio. kr. årligt i 2002-2004).
·
Gennemførelse
af en særlig løsning for museer på små
øer.
Kulturministeriet har under lovforberedelsen haft
drøftelser med Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og
Københavns og Frederiksberg kommuner om de økonomiske
konsekvenser af de ovennævnte tiltag. Parterne har udtrykt enighed om
lovforslagets målsætning om at styrke de statsanerkendte
museer.
Ad 2. arkæologiske undersøgelser
Som led i finansieringsomlægningen på det
arkæologiske område vil staten afsætte en merbevilling
til
·
Landsdækkende
kortlægning af områder af særlig arkæologisk
interesse.
·
Arkæologisk
informationskampagne til borgere, kommuner, berørte erhvervssektorer
mv. med henblik på at oplyse om de ændrede bestemmelser for
så vidt angår arkæologiske undersøgelser.
·
Midlertidig
forøgelse af eksisterende bevilling til arkæologiske
udgravninger i overgangsperioden til ny finansieringsordning.
Når den nye finansieringsordning træder i
kraft, skal der afsættes midler til de udgravninger, som staten
ifølge lovforslaget stadig skal betale, samt til de foreslåede
tilskudsordninger for hhv. større forundersøgelser og
arkæologiske nødudgravninger.
Ad 3. Museumsstyrelse mv.
Der etableres en museumsstyrelse med henblik på
bl.a. at styrke og udvikle det faglige engagement i museumssektoren og styrke
betjeningen af kulturministeren.
I merbevillingen indgår, udover udgifter til
styrelsens sekretariat, merbevillinger til
·
Særligt
driftstilskud til statsanerkendte museer, som udfører en virksomhed af
særlig betydning.
·
Støtte til
løsning af fællesopgaver, erhvervelser samt museers virksomhed i
øvrigt.
·
Støtte til
udvikling af museumsområdet (udviklingspulje).
Oprettelse af styrelsen påregnes igangsat i
løbet af 2. halvdel af 2001 med henblik på, at styrelsen kan
være operationel ved lovens ikrafttræden 1. januar 2002. Udgifter
til etablering af styrelse i 2001 afholdes inden for Kulturministeriets
bevillingsrammer.
Statsanerkendte museer af særlig betydning vil have
mulighed for at bevare et særligt tilskud til deres virksomhed.
Lovforslaget fastholder ligeledes muligheder for at støtte de
formål, som hidtil har været dækket af
rådighedsummerne.
Med henblik på at udvikle den faglige standard
etableres fra 2002 en udviklingspulje til støtte af
særlige initiativer, fx teknologi- og kompetenceudvikling, forskning,
formidlingsindsatser for særlige grupper, særlige initiativer for
børn.
Overflytning af statstilskuddene til museumsrådene til
amtskommunerne
Det indgår i lovforslaget, at de amtslige
museumsråd overflyttes til fuld amtskommunal finansiering fra 1. januar
2002.
Museumsrådene vil fortsat have til opgave af
samordne og fremme museumsarbejdet på amtsplan. Museumsrådene
samarbejder med kulturministeren om fælles museumsanliggender.
Overflytningen vil betyde, at den eksisterende statslige
bevilling på 1,4 mio. kr. til museumsrådene overflyttes til
amterne samt Københavns og Frederiksberg kommuner i henhold til Det
Udvidede Totalbalanceprincip. Overflytningen vil ikke medføre
merudgifter for staten eller amtskommunerne.
Lovforslagets administrative konsekvenser
Der vil være administrative konsekvenser forbundet
med etablering af en museumsstyrelse, da det er hensigten, at der skal ske en
sammenlægning af Statens Museumsnævn, Rigsantikvarembedet og Det
Arkæologiske Nævn samt en række administrative funktioner
fra de to hovedmuseer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst og
eventuelt Kulturministeriets departement.
Ændringsforslaget af naturbeskyttelsesloven skal ses
i sammenhæng med, at den del af Miljø- og Energiministeriets
opgaver, der vedrører tilvejebringelsen af det faglige
beslutningsgrundlag for myndighedsudøvelsen i henhold til
naturbeskyttelseslovens § 14, overføres til
Kulturministeriet.
Lovforslagets erhvervsøkonomiske/-administrative
konsekvenser
Udgiften til arkæologiske undersøgelser
på det private område afholdes efter den gældende
lovgivning af rigsantikvaren. Bevillingen til formålet har de senere
år udgjort 10-15 mio. kr. årligt.
Lovforslaget vil indebære en omlægning af
finansieringsprincippet for den arkæologiske
undersøgelsesvirksomhed. Ordningen indebærer, at en bygherre,
eller den for hvis regning et jordarbejde skal udføres, som hovedregel
selv skal afholde udgiften til en eventuel arkæologisk
undersøgelse i forbindelse med jordarbejdet. Den
anlægsansvarlige skal endvidere som hovedregel afholde udgifter til
større forundersøgelser. Staten vil fortsat finansiere udgiften
til arkæologiske undersøgelser i visse tilfælde fx hvis
jordarbejdet udføres som led i dyrkning af almindelige
landbrugsafgrøder, som led i almindelig skovdrift eller som
følge af erosion. Staten vil også skulle dække udgifter
til større forundersøgelser i denne sammenhæng.
Omlægningen kan i visse tilfælde have
erhvervsøkonomiske konsekvenser, såfremt en
anlægsansvarlig gennemfører et jordarbejde, der
nødvendiggør en større forundersøgelse eller
arkæologisk udgravning. Det kan være yderst vanskelig at
fremkomme med et konkret skøn over størrelsen af de
økonomiske konsekvenser. Udgifterne til arkæologiske
undersøgelser på det private område afhænger af
konjunkturerne for byggeri og udviklingen i anlægsaktiviteten i
øvrigt. Herudover er udgifterne betinget af, i hvor høj grad
den anlægsansvarlige benytter sig af tilbuddene om
forundersøgelser, og om den anlægsansvarlige i givet fald
ændrer anlægsplaner, hvis forundersøgelsen
bekræfter, at der kan være fortidsminder i jorden. En tidlig
inddragelse af museerne i forbindelse med planlagte arbejder mindsker
samtidig den anlægsansvarliges risiko for, at påbegyndte
jordarbejder standses i op til 1 år uden erstatning for det
økonomiske tab i forbindelse hermed.
Et forsigtigt økonomisk bud vil være, at de
gennemsnitlige årlige udgifter på ca. 12 mio. kr.
skønsmæssigt vil fordele sig således på sektorer:
Boligbyggeri (2,5 mio. kr.), erhvervsbyggeri (2,0 mio. kr.),
Råstofindvinding (1,0 mio. kr.), Landbrug (1,5 mio. kr.), skovrejsning
inkl. juletræer og anden beplantning (2,0 mio. kr.), sportsbyggeri (1,0
mio. kr.) og andet (2,0 mio.kr.). Det er på den baggrund
Kulturministeriets samlede vurdering, at forslagets erhvervsøkonomiske
konsekvenser er af begrænset størrelse.
Det må dog bemærkes, at der i de senere
år har været tale om et udgiftsniveau, der har været
resultat af en meget nøje prioritering af de arkæologiske
opgaver. Hertil kommer, at konjunkturer og politiske beslutninger kan
øge anlægsaktiviteten på de enkelte områder.
Der vil som led i finansieringsordningen blive etableret
statslige tilskudsordninger i tilknytning til gennemførelse af
større forundersøgelser, der iværksættes med
henblik på at afdække risikoen for at ødelægge
væsentlige fortidsminder ved bygge- og jordarbejder, samt i tilknytning
til gennemførelse af de arkæologiske undersøgelser.
Lovforslaget pålægger ikke erhvervslivet
særskilte administrative byrder.
Forslaget til ændring af naturbeskyttelsesloven kan
få økonomiske konsekvenser for anlægsansvarlige, der
opererer på havbunden, men de vurderes at være begrænsede.
Der har ikke til forvaltningen af naturbeskyttelseslovens § 14 i
modsætning til den gældende museumslov været knyttet
nogen form for statslig finansiering af forundersøgelser og andre
undersøgelser af fortidsminder og vrag på havbunden. Disse
undersøgelser er hidtil betalt af bygherren, og lovforslaget
præciserer hjemmelsgrundlaget på dette punkt bl.a. på
baggrund af en konkret afgørelse i Naturklagenævnet. Det er
således ikke nogen nyordning, at marinarkæologiske
forundersøgelser og undersøgelser skal betales af den
anlægsansvarlige.
De økonomiske konsekvenser for
anlægsansvarlige, der opererer på havbunden, er især
knyttet til ændringsforslagets forebyggende del (muligheden for at
stille krav om forundersøgelser), idet en forundersøgelse
bortset fra de situationer, hvor der skal udarbejdes en
VVM-redegørelse hidtil alene har kunnet anbefales, men fremover kan
fastsættes som vilkår. Dette kan føre til en mindre
stigning i antallet af forundersøgelser sammenlignet med den
hidtidige praksis. Der er hidtil årligt udført 3 4
forundersøgelser til en skønnet gennemsnitlig pris af ca.
200.000 kr. pr. undersøgelse. Der vil skønsmæssigt med de
nye bestemmelser kunne imødeses en begrænset stigning i antallet
af forundersøgelser svarende til yderligere et par
forundersøgelser om året. Antallet må i sagens natur tages
med forbehold, ligesom der vil være tidsmæssige udsving.
Meromkostningerne vurderes i givet fald at beløbe sig til ca. 400.000
kr. om året. Ud fra en generel betragtning vil gennemførelsen af
en forundersøgelse kunne betale sig for en anlægsansvarlig som
»forsikring« mod den langt mere omkostningskrævende situation, hvor
arbejdet skal standses, fordi man støder ind i et hidtil ukendt
fortidsminde eller vrag på havbunden.
Lovforslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget skønnes at have positive konsekvenser
for kulturmiljøet, idet det med forslaget tilstræbes, at
hensynet til væsentlige kulturhistoriske værdier inddrages i den
fysiske planlægning og i tilrettelæggelsen af konkrete
jordarbejder. Herudover har lovforslaget ingen miljømæssige
konsekvenser.
Forslaget til ændring af naturbeskyttelsesloven
tilsigter at styrke beskyttelsen af de kulturhistoriske interesser.
Lovforslaget har derudover ingen miljømæssige konsekvenser.
Lovforslagets forhold til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Hørte myndigheder, institutioner og
organisationer
Samtlige ministerier, Akademiet for de Skønne
Kunster, Amtsrådsforeningen, Boligselskabernes Landsforening, Danmarks
Fiskeriforening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks
Sportsfiskerforbund, Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, Dansk Kulturhistorisk
Museumsforening, Dansk Landbrugsmuseum, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk
Skovforening, Danske Entreprenører, De Danske Landboforeninger, De
Samvirkende Invalideorganisationer, Den Hirschsprungske Samling, Det
Arkæologiske Nævn, Det Centrale Handicapråd, Det Kongelige
Bibliotek, Foreningen af Danske Kunstmuseer, Foreningen af Danske
Naturhistoriske Museer, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Foreningen
af specialmuseer i Danmark, Frederiksberg Kommune, Greenpeace Danmark,
Kommunernes Landsforening, Kulturrådet for Børn,
Københavns Kommune, Københavns Universitet,
Landbrugsrådet, Museumshøjskolen, Museumstjenesten,
Nationalmuseet, Ordrupgaardsamlingen, Rigsantikvarembedet, Rigsarkivet,
Rigsrevisionen, Statens Arkiver, Statens Museum for Kunst, Statens
Museumsnævn, Statsbiblioteket, Tøjhusmuseet, Århus
Universitet.
Lovforslagets bestemmelser om adgang til privat
ejendom
Lovforslaget viderefører de gældende
bestemmelser om adgang uden retskendelse til steder, hvor der foretages
jordarbejder, og hvor der er fremkommet eller kan formodes under arbejdet at
fremkomme fund af fortidsminder. Det er med lovforslaget endvidere
foreslået, at adgangen uden retskendelse udvides til steder, hvor der
foretages jordarbejder, og hvor der er fremkommet eller kan formodes under
arbejdet at fremkomme en for den pågældende lokalitet
usædvanlig naturhistorisk genstand.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med pligten til
at anmelde fund af fortidsminder og usædvanlige naturhistoriske
genstande, der påtræffes i forbindelse med et jordarbejde. Det er
fundet væsentligt, at kulturministeren, eller den kulturministeren
bemyndiger hertil, umiddelbart har adgang til steder, hvor der er mistanke
om, at der forekommer sådanne genstande.
Lovforslagets forhold til private borgere
Lovforslaget viderefører de gældende
bestemmelser om danefæ og danekræ
Lovovervågning
Lovforslagets bestemmelser vedrørende hensynet til
kulturarven i den fysiske planlægning og i tilrettelæggelsen af
anlægs- og jordarbejder samt omlægning af
finansieringsprincipperne for den arkæologiske
undersøgelsesvirksomhed vil blive omfattet af regeringens
lovovervågningsprogram.
Vurdering af lovforslagets konsekvenser
Positive konsekvenser/mindreudgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
En tidlig inddragelse af museer i planlægningen af
jordarbejde kan mindske behovet for arkæologiske udgravninger og
standsning af arbejder.
Ja, statslige merudgifter på årligt 25,0 mio. kr.
fra år 2002 ff. Merudgifter på 1,4 mio. kr. til
amterne
samt Københavns og Frederiksberg
kommuner, som overføres fra den eksisterende
statslige bevilling på 1,4 mio. kr.
De kommunale parter har tilkendegivet, at forslaget til museumslov ikke
giver anledning til at rejse krav om kompensation i henhold til Det Udvidede
Totalbalanceprincip.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ja, der vil være administrative konsekvenser forbundet
med etablering af en museumsstyrelse.
Endvidere overføres opgaver fra Miljø- og Energiministeriet
til Kulturministeriet på det marinarkæologiske
område.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
En tidlig inddragelse af museer i planlægningen af
jordarbejde kan mindske behovet for arkæologiske udgravninger og
standsning af arbejder.
Ja, omlægningen kan i enkelte tilfælde have
erhvervsøkonomiske konsekvenser i forbindelse med gennemførelse
af forundersøgelser vedrørende forekomsten af fortidsminder i
tilknytning til anlægs- og jordarbejder på landjorden samt i
tilknytning til arkæologiske undersøgelser.
Et forsigtigt bud vil være, at de gennemsnitlige årlige
udgifter skønsmæssigt vil fordele sig således på
sektorer: Boligbyggeri (2,5 mio. kr.), erhvervsbyggeri (2,0 mio. kr.),
Råstofindvinding (1,0 mio. kr.), Landbrug (1,5 mio. kr.), skovrejsning
inkl. juletræer og anden beplantning (2,0 mio. kr.), sportsbyggeri (1,0
mio. kr.) og andet (2,0 mio.kr.).
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ja, lovforslaget skønnes at have positive konsekvenser
for kulturmiljøet. Hensynet til væsentlige kulturhistoriske
værdier inddrages i den fysiske planlægning og i
tilrettelæggelsen af konkrete jordarbejder.
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Kapitel 1
Formål
Til § 1
Til stk. 1.
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den
gældende bestemmelse i § 1, stk. 1. Efter den gældende
lov er lovens formål at sikre Danmarks kulturarv og at fremme museernes
virke og samarbejde. I lovforslaget er formålsbestemmelsen
ændret, så den også omfatter naturarven, der udgør
de naturhistoriske museers arbejdsområde. Denne ændring skal
bl.a. ses på baggrund af forslaget om etablering af en
hovedmuseumsfunktion for de naturhistoriske museer, jf. forslagets § 9,
etablering af en ordning om naturhistoriske undersøgelser i
forbindelse med jordarbejder, jf. forslagets § 29 samt lovens
bestemmelser om danekræ, jf. forslagets § 31.
Det er i forslaget præciseret, at lovens
formål ud over sikring af kultur- og naturarven også
vedrører adgang til og viden om denne samt dens samspil med verden
omkring os. I loven er museerne pålagt såvel en formidlings- som
en forskningsindsats, som skal ses i sammenhæng med den teknologiske
udvikling, globaliseringen og de muligheder og udfordringer, der
følger med udviklingen af et kulturelt mangfoldigt samfund.
Det skal bemærkes, at også andre
institutioner, såsom arkiver og biblioteker, gennem indsamling,
registrering, bevaring, forskning og formidling virker for sikring og
bevaring af Danmarks kultur-og naturarv.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den
gældende bestemmelse i § 1, stk. 2. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at loven
omfatter de statslige og statsanerkendte museer under Kulturministeriet,
medmindre andet er fastlagt. Følgende statslige museer under
Kulturministeriet er omfattet af loven: Nationalmuseet, Statens Museum for
Kunst, Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, Dansk Landbrugsmuseum, Den
Hirschsprungske Samling, Ordrupgaardsamlingen og Tøjhusmuseet.
Det danske Filmmuseums forhold reguleres af filmloven.
Det er hensigten, at Zoologisk Museum, Geologisk Museum og
Botanisk Museum, som hører under Københavns Universitet og
Undervisningsministeriet, og som nu benævnes Statens Naturhistoriske
Museum, tillige omfattes af lovens bestemmelser, jf. § 9 og
bemærkningerne hertil.
Inden for statslige institutioner kan der være
samlinger af museal karakter, omfattende unikke genstande af særlig
historisk betydning. Sådanne samlinger er ikke umiddelbart omfattet af
museumsloven, men ministeriet forudsætter, at der etableres samarbejde
efter behov mellem de nævnte institutioner og berørte statslige
og statsanerkendte museer.
Til § 2
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 2, idet dog betydningen af den dokumentationsvirksomhed, der er
knyttet til museernes virksomhed er understreget. Bestemmelsen
fastlægger museernes opgaver i relation til deres
ansvarsområder.
Disse opgaver omfatter indsamling af genstande og anden
form for dokumentation, registrering af genstandene og af
bevaringsværdier uden for museernes samlinger, bevaring af genstandene
under forsvarlige magasinforhold og ved konservering. I de fleste amter er
der oprettet konserveringscentre, primært for de kulturhistoriske
museer. Kunstmuseerne har skabt deres eget konserveringscenter
Kunstmuseernes Fælleskonservering.
Sammenhængende med arbejdet med samlingerne har
museerne til opgave at udføre forskning og formidling i relation til
museets ansvarsområde gennem udstillings- og publikationsvirksomhed.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger herom.
For så vidt angår museernes forskning er denne
emnemæssigt tæt knyttet til museernes ansvarsområder. De
kulturhistoriske museer forsker bl.a. i historiske, arkæologiske,
etnologisk-antropologiske emner. Kunstmuseerne forsker bl.a. i kunsthistorie,
kunsthåndværk og design. De naturhistoriske museer forsker bl.a.
i naturvidenskabelige emner som zoologi, botanik og geologi. Museerne
udfører herudover forskning inden for konservering og formidling.
Metodemæssigt omfatter museernes forskning
såvel basisforskning som forskningsbaseret udviklingsarbejde efter OECD
s forskningsbegreber, således som disse er bearbejdet af
Kulturministeriets Forskningsudvalg.
En række museer er også omfattet af lov om
forskning ved arkiver, biblioteker, museer mv. Museerne kan omfattes af
loven, hvis forskning i særlig grad indgår som en væsentlig
forudsætning for varetagelsen af museernes opgaver. I lov om forskning
ved arkiver, biblioteker, museer mv. er der fastsat bestemmelser om bl.a.
udarbejdelse af forskningsplaner og -beretninger samt nedsættelse af
rådgivende forskningsudvalg.
Det skal bemærkes, at museerne endvidere
indgår i samarbejde med relevante uddannelsesinstitutioner om
uddannelserne i museumsfagene.
Til § 3
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 3, stk. 1. Bestemmelsen fastlægger museernes pligt til at
samarbejde inden for fælles arbejdsområder med henblik på
at sikre den bedst mulige kvalitet og ressourceanvendelse. Samarbejdet mellem
museerne finder sted i relation til indsamling, ind- og udlån af
genstande samt gennem fælles undersøgelses-, forsknings- og
formidlingsprojekter. Samarbejdsrelationerne kan både gå på
tværs af de forskellige museumskategorier og på tværs af
såvel kommune- som amtsgrænser.
Det skal bemærkes, at mange museer derudover har
samarbejdsrelationer med museer og museale institutioner i udlandet.
Det tilføjes, at museer tillige samarbejder med
andre institutioner med beslægtede opgaver såsom arkiver og
biblioteker.
Kapitel 2
Kulturhistoriske museer
Til § 4
Bestemmelsen er ny. De kulturhistoriske museers
særlige arbejdsfelt og karakteristika har ikke tidligere været
fastlagt i loven. Bestemmelsen fastlægger udstrækningen af de
kulturhistoriske museers arbejdsfelt og præciserer, at de
kulturhistoriske museer skal inddrage såvel kontinuitet som variationer
i menneskets livsvilkår og mellem forskellige kulturer i deres
indsamling, forskning og formidling. Der henvises i øvrigt til
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 5
Til stk. 1.
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den
gældende bestemmelse i § 7, stk. 1. Bestemmelsen
fastslår, at Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum,
og at det i kraft af denne funktion påhviler Nationalmuseet at belyse
Danmarks kultur og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. I
kraft af museets udenlandske samlinger har Nationalmuseet en særlig
mulighed og forpligtelse til at belyse samspillet mellem dansk kultur og
verden omkring os. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 1,
stk. 1, hvori det betones, at museerne har en forpligtelse til at
perspektivere dansk kultur i forhold til andre kulturer. I kraft af sine
samlinger, sin særlige ekspertise og forskningsmæssige status er
museet herudover tillagt en række særlige forpligtelser i loven,
jf. stk. 2-5. Der henvises også til bemærkningerne til
§12.
Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 7, stk. 2. Bestemmelsen fastlægger, at Nationalmuseet skal
anlægge og opretholde repræsentative samlinger af genstande, der
belyser den danske kulturhistorie. Genstande tilgår museet gennem
museets egen arkæologiske virksomhed, aflevering af fund og genstande
til museet samt gennem indsamling. Indsamlingen sker primært inden for
nyere tids kulturhistorie. Under hensyn til omfanget af genstande inden for
nyere tids kulturhistorie må kravet om repræsentative samlinger i
praksis fortolkes som et fælles anliggende for Nationalmuseet og de
øvrige statslige og statsanerkendte kulturhistoriske museer.
Arbejdsdelingen mellem Nationalmuseet og de øvrige statslige og
statsanerkendte kulturhistoriske museer forudsættes at ske i et
samarbejde mellem Nationalmuseet, museumsstyrelsen og det
pågældende museum.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastlægger, at
Nationalmuseet i kraft af sine samlinger og sin funktion som kulturhistorisk
hovedmuseum har en særlig forpligtelse til at synliggøre og
perspektivere samlingerne ved deltagelse i internationalt samarbejde.
Til stk. 4.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 7, stk. 3. Bestemmelsen fastlægger museets særlige
forsknings- og formidlingsmæssige forpligtelser som hovedmuseum.
Nationalmuseet er omfattet af lov om forskning ved arkiver, biblioteker og
museer, og der er til museet knyttet et eksternt forskningsudvalg. Museet har
i de senere år i gennemsnit haft 9 ph.d-studerende ved museet.
Formidlingsmæssigt har Nationalmuseet en særlig forpligtelse til
gennem såvel de permanente udstillinger som gennem skiftende
temaudstillinger at formidle dansk og udenlandsk kulturhistorie fra de
ældste tider til nu.
Til stk. 5.
Bestemmelsen er en omformulering i forhold til den
gældende bestemmelse i § 7, stk. 4. Bestemmelsen betyder
blandt andet, at Nationalmuseet i situationer, hvor et statsanerkendt museum
ikke længere kan påtage sig arkæologiske
undersøgelsesopgaver, midlertidigt skal varetage disse opgaver, til
der er opnået en anden ordning. Det forudsættes, at
Nationalmuseet inddrages i museumsstyrelsens overvejelser om godkendelse af
ændringer i et statsanerkendt museums ansvarsområde,
såfremt ændringen medfører, at Nationalmuseet midlertidigt
skal overtage ansvaret for den arkæologiske
undersøgelsesvirksomhed i et område.
Kapitel 3
Kunstmuseerne
Til § 6
Bestemmelsen er ny. Kunstmuseernes særlige
arbejdsfelt og karakteristika har ikke tidligere været fastlagt i
loven. Bestemmelsen fastlægger, at kunstmuseernes arbejdsfelt omfatter
billedkunstens historie og aktuelle udtryk. Med til kunstmuseernes
arbejdsfelt hører fortolkningen og formidlingen af de æstetiske
og erkendelsesmæssige dimensioner i det kunstneriske udtryk såvel
hos den enkelte kunstner som i forskellige kunstneriske stilretninger og
strømninger. Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 7
Til stk. 1.
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til gældende
bestemmelse i § 8, stk. 1. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastlægger, at
Statens Museum for Kunst er Danmarks hovedmuseum for billedkunst. Museet er
et af landets ældste kunstmuseer og råder over kunstsamlinger af
dansk og udenlandsk oprindelse. I kraft af sine samlinger, særlige
ekspertise og forskningsmæssige status er museet tillagt en række
særlige forpligtelser i loven, jf. stk. 2-4. Der henvises
også til bemærkningerne til §12.
Til stk. 2.
Formuleringen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 8, stk. 2. Bestemmelsen fastlægger, at Statens Museum for
Kunst som landets hovedmuseum for billedkunst skal sikre en
repræsentativ samling af dansk kunst. I praksis skal dette ske i et
samarbejde mellem Statens Museum for Kunst og de øvrige statslige og
statsanerkendte kunstmuseer for at sikre en hensigtsmæssig
ressourceanvendelse og undgå opbygningen af parallelle samlinger.
Arbejdsdelingen mellem Statens Museum for Kunst og de øvrige statslige
og statsanerkendte kunstmuseer forudsættes at ske i et samarbejde
mellem Statens Museum for Kunst, museumsstyrelsen og det
pågældende museum.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
Statens Museum for Kunst i kraft af sine samlinger og sin funktion som
hovedmuseum skal synliggøre og perspektivere museets samlinger gennem
internationalt samarbejde.
Til stk. 4.
Formuleringen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 8, stk. 3. Bestemmelsen fastslår museets særlige
forsknings- og formidlingsmæssige forpligtelser som hovedmuseum.
Statens Museum for Kunst er omfattet af lov om forskning ved arkiver,
biblioteker og museer, og der er til museet knyttet et eksternt
forskningsudvalg. Museet har i de senere år i gennemsnit haft 4
ph.d-studerende ved museet. Formidlingsmæssigt har Statens Museum for
Kunst en særlig forpligtelse til gennem såvel de permanente
udstillinger som gennem skiftende temaudstillinger at formidle dansk og
udenlandsk kunst.
Kapitel 4
Naturhistoriske museer
Til § 8
Bestemmelsen er ny. De naturhistoriske museers
særlige arbejdsfelt og karakteristika har ikke tidligere været
fastlagt i loven. Bestemmelsen fastlægger udstrækningen af de
naturhistoriske museers arbejdsfelt og præciserer, at de
naturhistoriske museer skal inddrage såvel naturens udvikling og
nutidige miljø som samspillet med mennesket i deres indsamling,
forskning og formidling. Der henvises i øvrigt til lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 9
Til stk. 1.
Bestemmelsen er ny. Der har ikke hidtil været en
formaliseret hovedmuseumsfunktion for det naturhistoriske område.
Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum indgår som en del
af Københavns Universitet og hører under
Undervisningsministeriet. Museerne har i kraft af deres samlinger og
forskningsmæssige ekspertise i praksis fungeret som hovedmuseer
på det naturhistoriske område. Der har fra de naturhistoriske
museers side været fremsat ønske om at få formaliseret
denne praksis. Kulturministeriet har drøftet spørgsmålet
med Undervisningsministeriet, som ligeledes har fundet det
hensigtsmæssigt at skabe en formalisering af den hidtidige praksis og
dermed en direkte tilknytning af de tre museer til museumsloven. Bestemmelsen
fastlægger, at Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum
sammen med Botanisk Have tilsammen udgør Statens Naturhistoriske
Museum og udfører funktionen som hovedmuseum på det
naturhistoriske område. Museerne har som hovedmuseer tilsammen til
opgave at belyse kendskabet til geologi, dyr, planter og andre vidnesbyrd,
der kan belyse naturen fra dens oprindelse til vor tid. Bestemmelsen
ændrer ikke ved museernes ressortmæssige placering. Der henvises
også til bemærkningerne til §12.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny. Som hovedmuseer har Zoologisk Museum,
Geologisk Museum og Botanisk Museum en særlig forpligtelse til at
anlægge og opretholde repræsentative samlinger. Bestemmelsen
svarer til den forpligtelse, som Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst
er pålagt i kraft af deres hovedmuseumsfunktion. I praksis skal kravet
om repræsentative samlinger ses i sammenhæng med de øvrige
naturhistoriske museers samlinger for at sikre en hensigtsmæssig
ressourceanvendelse og undgå opbygningen af parallelle samlinger.
Arbejdsdelingen mellem de naturhistoriske hovedmuseer og de øvrige
statsanerkendte naturhistoriske museer forudsættes at ske i et
samarbejde mellem hovedmuseerne, museumsstyrelsen (efter forhandling med
Undervisningsministeriet) og det pågældende museum.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
museerne i kraft af deres samlinger og funktion som hovedmuseum skal virke
for at synliggøre og perspektivere samlingerne gennem internationalt
samarbejde. Bestemmelsen svarer til de forpligtelser, der er pålagt de
øvrige hovedmuseer.
Til stk. 4.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår museernes
særlige forsknings- og formidlingsmæssige forpligtelser som
hovedmuseum. De naturhistoriske hovedmuseer er de nationale museer for
botanik, geologi og zoologi. Museernes permanente samlinger af videnskabeligt
materiale er fortrinsvis til brug for forskning og offentlig
udstillingsvirksomhed. De tre museers formål og opgaver er fastsat i
Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 586 af 24. juni 1994 om
Københavns Universitets Naturhistoriske Museer mv. og Botanisk
Have.
Kapitel 5
Statslige museer
Til § 10
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 4, stk. 1. Hidtil har museernes arbejdsplaner skullet indsendes
til Statens Museumsnævn. Som konsekvens af nedlæggelse af Statens
Museumsnævn skal arbejdsplanerne fremover indsendes til
museumsstyrelsen. Bestemmelsen omfatter Nationalmuseet, Statens Museum for
Kunst, Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, Dansk Landbrugsmuseum, Den
Hirchsprungske Samling, Ordrupgaardsamlingen og Tøjhusmuseet.
Bestemmelsen indebærer, at museerne tillige skal indsende
arbejdsplanerne til vedkommende museumsråd. Der henvises i
øvrigt til kapitel 7 om museumsråd samt bemærkningerne
hertil. For så vidt angår de naturhistoriske hovedmuseer, der er
nævnt i § 9, skal disse sende arbejdsplaner til museumsstyrelsen
efter forhandling med Undervisningsministeriet. Det forudsættes, at de
omtalte arbejdsplaner for Statens Naturhistoriske Museums vedkommende vil
kunne være identiske med de udviklingsplaner, som skal leveres til
Københavns Universitets brug.
Til § 11
Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 4, stk. 2. Det Kulturhistoriske Centralregister (DKC) og Det
Centrale Register over Kunstværker (Kunst Indeks Danmark) føres
i dag af hhv. Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, men
påtænkes overført til museumsstyrelsen. Der henvises i
øvrigt til § 39 og bemærkningerne hertil. Det
afhænger af materialets karakter, til hvilket register indberetningen
skal ske. I visse tilfælde skal indberetning ske til begge
registre.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelser i § 5, stk. 1. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer. Fastholdelsen af den restriktive
udskillelsespraksis for såvel statslige som statsanerkendte museer skal
ses i sammenhæng med, at museernes samlinger er opbygget over en lang
årrække, og at vurderingen af genstandenes kulturhistoriske eller
billedkunstneriske værdi kan variere over tid. Samlingerne er derfor i
sig selv udtryk for, hvad der på indsamlingstidspunktet blev opfattet
som væsentlige bevaringsværdier. Udskillelse af genstande fra de
statslige museer har primært fundet sted fra Nationalmuseet som led i
tilbageførsel af genstande til Grønland og
Færøerne.
De genstande, der er erhvervet til samlingen, dvs.
købt af museet, overdraget museet som gave eller erhvervet gennem
indsamling eller udgravninger, udgør museets samling.
For så vidt angår statslige museer vil det
være normal praksis, at genstande, der indgår i samlingen,
inventariseres, dvs. nummereres og registreres, hurtigst muligt efter
modtagelse. For de naturhistoriske museer sker inventarisering hurtigst
muligt efter genstandens præparering.
Genstande, der endnu ikke har været underkastet
nummerering og registrering, udgør en del af museets samling,
når indlemmelse er besluttet, og genstandene befinder sig i museets
varetægt. Genstande, der overvejes indlemmet i samlingen og som et led
i denne proces befinder sig i museets varetægt, betragtes som deposita
og registreres som andre deposita i overensstemmelse hermed.
Som altovervejende hovedregel erhverver museerne kun
værker og genstande med henblik på indlemmelse i samlingen. Hvor
der imidlertid ved gave eller køb er tale om en samlet erhvervelse,
der omfatter dels genstande, som museet ønsker at indlemme i
samlingen, dels genstande, som ikke ønskes indlemmet, indgår
disse sidste ikke i museet, men afhændes umiddelbart, således at
der ikke er tale om en udskillelse fra museets samling.
Genstande, der anvendes til undervisningsbrug eller
demonstration, og som er erhvervet til dette formål, betragtes ikke som
dele af samlingen. Tilsvarende gælder for demonstrationsmodeller.
Disse retningslinier for, hvordan museerne forholder sig
med genstande, der indlemmes i samlingen, følges også for
statsanerkendte museer, der opnår tilskud efter §§ 15 og 16.
Det forudsættes, at der gives tilladelse til
udskillelse i overensstemmelse med den hidtidige praksis, hvorefter de
naturhistoriske museer kan udveksle museumsgenstande med museer i udlandet.
Bestemmelserne i § 11 og § 14, stk. 1, nr. 9 hindrer ikke, at
museer kan foretage undersøgelse af en genstand, selvom konsekvensen
er, at man må foretage en ødelæggelse af den for at kunne
foretage eksempelvis en kulstof 14-analyse.
Under hensyn til det almindelige
over-/underordnelsesprincip er det anset for overflødigt at have en
særskilt bestemmelse om, at kulturministeren kan udarbejde
nærmere retningslinjer for de statslige museers uddeponeringer (jf. den
gældende lovs § 5, stk. 2). Ved uddeponeringer kan museerne
stille krav til sikring efter konkret vurdering. Uddeponerede genstande eller
værker indgår fortsat som en del af museets samlinger, og det er
museets ansvar, at genstandene opbevares under sikringsmæssigt
forsvarlige forhold.
Til § 12
Til stk.1.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 9, stk. 1, med tilføjelse af hovedmuseumsfunktion for det
naturhistoriske område. At hovedmuseerne tillægges en
forpligtelse til at yde museumsfaglig bistand til de øvrige statslige
og statsanerkendte museer er begrundet i disse museers omfattende samlinger
og faglige ekspertise. Der kan af kulturministeren fastsættes regler om
omfanget og karakteren af den museumsfaglige bistand, som hovedmuseerne skal
yde over for andre statslige og statsanerkendte museer. For det
naturhistoriske område fastsættes reglerne i samråd med
undervisningsministeren. Den museumsfaglige bistand omfatter fx
sikringsspørgsmål, internationalt samarbejde, faglige
spørgsmål vedr. genstande samt konservering af disse.
Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 9, stk. 2, dog med tilføjelse af det naturhistoriske
område. Bestemmelsen fastlægger, at hovedmuseerne skal opretholde
en særlige konserveringsfaglig ekspertise, og at de udfører
særlige konserveringsopgaver for de øvrige statslige og
statsanerkendte museer efter regler fastsat af kulturministeren. For det
naturhistoriske område fastsættes reglerne i samråd med
undervisningsministeren.
Til stk. 3
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelse i § 9, stk. 2. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at
udgifterne til særlige konserveringsopgaver afholdes af det museum, i
hvis samling genstanden eller værket indgår.
Kapitel 6
Statsanerkendte museer
Til § 13
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den
gældende bestemmelse i § 10. I henhold til den gældende lov
har kulturministeren forud for statsanerkendelsen af et museum skullet
indhente en udtalelse fra Statens Museumsnævn.
Det er i lovforslaget forudsat, at det fortsat skal
være en museumsfaglig vurdering, der ligger til grund for en
statsanerkendelse, og at denne vurdering fx kan sikres gennem
nedsættelse af udvalg med repræsentanter fra hovedmuseerne,
relevante statsanerkendte museer samt fra forskningsmiljøet. Der
foretages en faglig vurdering af, om museet opfylder betingelserne for at
opnå statstilskud, jf. bestemmelserne i forslagets § 14, herunder
om ansvarsområdet allerede er dækket af et eksisterende museums
ansvarsområde, og om ansvarsområdet har tilstrækkelig
faglig tyngde til at kunne bære en selvstændig
statsanerkendelse.
Når der foreligger en faglig vurdering af museet med
indstilling om statsanerkendelse, tager ministeren stilling til, om der i
forbindelse med udarbejdelsen af finansloven kan tilvejebringes
økonomisk grundlag for statsanerkendelsen. Bestemmelsen er blevet
administreret restriktivt. I de seneste 10 år er der kun
gennemført 9 statsanerkendelser. Bestemmelsen vil fortsat skulle
administreres restriktivt, idet det i videst muligt omfang bør
tilstræbes, at nye ansvarsområder kan varetages af et allerede
statsanerkendt museum. Den restriktive praksis skal ses i sammenhæng
med, at antallet af statsanerkendte kunstmuseer og kulturhistoriske museer
allerede er stort, og at etableringen af mange nye, mindre enheder ikke kan
betragtes som en hensigtsmæssig udvikling på disse
områder.
Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 12, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at der til museer, der
godkendes som statsanerkendte, ydes et statstilskud. Statstilskuddet kan ydes
til museer efter den almindelige tilskudsordning (§15) eller den
særlige tilskudsordning (§16, stk. 1) eller begge ordninger.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er en tydeliggørelse af princippet i
den gældende lov §11, stk. 4. Bestemmelsen skal sammenholdes med
lovforslagets §37. Bestemmelsen fastslår, at kulturministeren kan
tilbagekalde en statsanerkendelse, hvis museet ikke opfylder de vilkår,
som er nævnt i §14.
Til stk. 4.
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelse i § 16, stk. 3, men der tilsigtes ingen
indholdsmæssig ændring. Bestemmelsen foreslås placeret i
§13 med henblik på at understrege det forhold, at det som efter den
gældende lov er en tilskudsbetingelse, at denne ordning accepteres.
Bestemmelsen fastslår, at såfremt et statsanerkendt museum
ophører med at opfylde vilkårerne for at være
statsanerkendt, og der på denne baggrund sker en fratagelse af
statsanerkendelsen, jf. stk. 3, skal kulturministeren efter forhandling
med museets hovedtilskudsyder afgøre, hvorledes offentlighedens
interesser i samlingen kan sikres. Baggrunden for den gældende
bestemmelse og for forslaget er ønsket om at sikre, at samlinger, der
er opbygget, drevet og bevaret ved hjælp af offentlig støtte,
varigt kan komme det danske samfund til gode.
Forslaget gælder også i det tilfælde,
hvor museet og/eller museets hovedtilskudsyder selv frasiger sig
statsanerkendelsen.
Til § 14
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den
gældende bestemmelse i § 11. Der er en række justeringer og
præciseringer, som er beskrevet nærmere i relation til de
konkrete bestemmelser. Bestemmelsen beskriver, hvilke betingelser af
overvejende kvalitetsmæssig og administrativ karakter museer skal
opfylde for at blive statsanerkendt som en ansvarsbærende del af det
samlede nationale museumsnetværk.
Til stk. 1, nr. 1.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 11, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen vedrører museets
ejerforhold. Der ydes ikke støtte til samlinger i privateje eller til
foreninger, selskaber mv., der har et kommercielt sigte. Bestemmelsen
fastslår endvidere, at kulturministeren kan kræve, at museet
administrativt og økonomisk er adskilt fra andre institutioner mv.,
så det kan sikres, at statstilskuddet ikke anvendes til formål,
der er museumsvirksomheden uvedkommende.
Til stk. 1, nr. 2.
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den
gældende bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen
fastslår, at museets ansvarsområde fastlægges på
baggrund af en faglig vurdering, og at godkendelsen af ansvarsområdet
og ændringer i ansvarsområdet skal ske centralt. Godkendelsen af
et ansvarsområde skal sikre koordinering og arbejdsdeling mellem
museerne. Herudover skal godkendelsen af ansvarsområde bl.a. sikre, at
der for alle dele af landet er museer, der kan varetage de opgaver, der er
beskrevet i lovens kap. 8. Godkendelse af et ansvarsområde
forudsætter, at området ud fra en faglig vurdering er
væsentligt, og at det ikke i forvejen er dækket af andre
statslige eller statsanerkendte museer eller med fordel kan tillægges
et sådant museum. Hensigten med denne præcisering er at
undgå, at offentlige midler anvendes til opbygningen af parallelle
samlinger. Bestemmelsen fastlægger endvidere, at ændringer i
museernes ansvarsområde skal godkendes af kulturministeren. Det er
hensigten, at museumsstyrelsen fremover skal varetage denne funktion. I
medfør af den gældende bestemmelse har Statens Museumsnævn
alene fået ændringer i museernes ansvarsområder til
udtalelse. Dette har vanskeliggjort nævnets koordinerende funktion og
arbejdsdelingen mellem museerne.
Til stk. 1, nr. 3.
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den
gældende bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 3. Bestemmelsen
fastslår, at museets vedtægter skal godkendes af museets
hovedtilskudsyder, og at museets ansvarsområde skal fremgå af
museets vedtægter. Derved sikres, at museets ansvarsområde
godkendes af både hovedtilskudsyderen og af kulturministeren, jf. §14,
stk. 1, nr. 2.
Til stk. 1, nr. 4.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 11, stk. 1, nr. 4. Bestemmelsen fastlægger, at de lokale
tilskudsydere skal indgå i bestyrelsen. Hensigten med bestemmelsen er
at sikre de lokale tilskudsyderes indblik i museets virksomhed.
Til stk. 1, nr. 5.
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 5, idet der er foretaget en
opdeling af de økonomiske og faglige krav til museernes virksomhed.
Bestemmelsen fastlægger, at museet skal have et økonomisk
grundlag, der gør det muligt at opretholde en rimelig standard.
Statens Museumsnævn har på baggrund af en kvalitetsvurdering i
1998 af en række museer konkluderet, at de opgaver, museerne
udfører, er af et omfang, der betyder, at det hidtidige
minimumsgrundlag for beregningen af statens tilskud er for lavt sat. Det
ikke-statslige tilskud, der danner grundlaget for beregning af statens
tilskud i gældende priser, har hidtil udgjort mindst 725.000 kr.
Statens Museumsnævn har vurderet på grundlag af de
indhøstede erfaringer, at det ikke-statslige tilskudsgrundlag excl.
udgifter til bygningsdrift og vedligeholdelse fremover bør
udgøre mindst 1,2 mio. kr. Det er Kulturministeriets vurdering, at et
minimumsgrundlag på 1,2 mio. kr. vil være hensigtsmæssigt,
og at der i dette beløb kan indgå udgifter til bygningsdrift og
vedligeholdelse. Minimumsbeløbet fastsættes årligt
på finansloven.
Der etableres en 3-årig overgangsordning,
således at minimumsbeløbet gælder for statsanerkendelser
fra og med 2004. Der henvises i øvrigt til § 15 og
bemærkningerne hertil samt til de almindelige bemærkninger
herom.
Til stk. 1, nr. 6.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen præciserer, at et
museum skal have en rimelig museumsfaglig og bygningsmæssig standard.
Den museumsfaglige standard vedrører indsamling, registrering,
bevaring, forskning og formidling. Der vil i denne sammenhæng
også blive lagt vægt på den teknologiske dimension i
relation til museernes opgavevaretagelse. For så vidt angår
kravene til bygningsmæssig standard må disse ses i
sammenhæng med bl.a. magasinforhold og sikringsforhold på det
enkelte museum. Museumsstyrelsen vil udstede vejledende retningslinjer for
faglige og bygningsmæssige standarder. Der henvises i øvrigt til
de almindelige bemærkninger herom.
Til stk. 1, nr. 7.
Bestemmelsen er ændret i forhold til den
gældende bestemmelse i § 11, stk. 1 nr. 7. Det har hidtil
været et krav, at lederen skulle være faguddannet.
Kulturministeriet finder det ikke hensigtsmæssigt at opstille bestemte
faglige forudsætninger for varetagelse af lederfunktionen. Kravene til
denne funktion kan variere meget under hensyn til institutionens
størrelse og karakter. Det er fortsat et krav, at lederen besidder en
faglig relevant baggrund. Det foreslås præciseret, at der
på museet skal findes faguddannet personale, der modsvarer museets
ansvarsområde. Dette betyder, at museer, der varetager både
arkæologi og historie-etnologi, skal have begge fagområder
repræsenteret i sin stab.
Til stk. 1, nr. 8.
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den
gældende bestemmelse i § 11, stk. 2, nr. 9. Bestemmelsen
fastslår, at museerne er forpligtet til at deltage i det regionale og
nationale samarbejde, og at museet skal udarbejde en handlingsplan for en
4-årig periode.
Planerne tænkes også fremover udformet efter
fælles retningslinier i lighed med, at Statens Museumsnævn hidtil
har fastsat retningslinier herfor i henhold til § 7 i
bekendtgørelse nr. 332 af 30. maj 1991.
Planerne forventes at få stigende betydning i
fremtiden, idet de vil komme til at udgøre en væsentlig del af
grundlaget for den løbende kvalitetsvurdering af standarden af
museernes virksomhed, jf. bemærkningerne til § 14 stk. 1, nr.
6., ligesom de fortsat vil være et afgørende element i
bestræbelserne på en øget koordinering af museernes
virksomhed.
Der stilles ikke længere krav om, at det af
arbejdsplanen skal fremgå, om museerne ønsker at deltage i
forbindelse med varetagelsen af den arkæologiske
undersøgelsesvirksomhed. Ændringen skal ses i sammenhæng
med, at der nu er etableret et dækkende nationalt netværk af
arkæologisk arbejdende museer, og at de arkæologiske opgaver
indgår i beskrivelsen af museernes ansvarsområder. I
arbejdsplanerne beskrives museernes planer inden for deres
arbejdsområder: indsamling, registrering, bevaring, forskning og
formidling.
Udarbejdelsen af arbejdsplaner skal tjene museerne selv og
deres samarbejde med andre museer og myndigheder blandt andet i forbindelse
med koordinering af museernes indsamling og forskning.
Til stk. 1, nr. 9.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 11, stk. 1, nr. 6. Det har hidtil kun som udgangspunkt
været muligt at udskille genstande til statslige og statsanerkendte
museer. Der har dog eksisteret en dispensationsmulighed, hvor
kulturministeren efter forelæggelse for Statens Museumsnævn har
kunnet fravige bestemmelsen, hvis særlige omstændigheder talte
herfor. Med forslaget er det hensigten at skabe mulighed for, at der kan
finde udskillelse sted til anden side, men at dette kræver en
særskilt tilladelse fra museumsstyrelsen. Der henvises i øvrigt
til bemærkningerne til § 11, stk. 2, der beskriver de
retningslinier, museerne følger i forbindelse med indlemmelse af
genstande i samlingen.
Til stk. 1, nr. 10.
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den
gældende bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 10. Bestemmelsen
vedrører museernes indberetningspligt til de centrale registre og skal
fremme en løbende ajourføring af disse. Det afhænger af
materialets karakter, til hvilket register indberetningen skal ske. I visse
tilfælde skal indberetning ske til begge registre. Museernes
indberetninger af deres kunstværker og kulturhistoriske
genstandssamlinger og øvrige dokumentations-materiale skal i
løbet af en kortere årrække ske elektronisk efter
fastlagte standarder, så materialet bliver ensartet, sammenligneligt og
i en form, så det både kan stilles til rådighed for
publikum og udveksles museerne imellem. Registreringsstandarderne skal
fastlægges på grundlag af internationale standarder i et
samarbejde mellem museumsstyrelsen og de statslige og statsanerkendte museer.
Naturhistoriske genstande skal ikke indberettes til de nævnte
registre.
Til stk. 1, nr. 11.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§11 stk. 1, nr. 11. Bestemmelsen fastslår, at der skal være
offentlig adgang til de statsanerkendte museer på forud bekendtgjorde
tidspunkter.
Til stk. 1, nr. 12.
Bestemmelsen er en udvidelse og omformulering af de
gældende bestemmelser i § 11, stk. 1, nr. 12. Bestemmelsen
fastslår, at museerne vederlagsfrit skal give adgang til skoleelever,
der besøger museet som led i undervisningen. Dette svarer til den
gældende ordning, men der vil efter forslaget ikke længere
være mulighed for at dispensere fra denne bestemmelse. Med skolelever
menes elever i grund- og gymnasieskole, HF-elever, EFG-elever samt elever i
efterskoler.
Bestemmelsen fastslår endvidere, at museet under
hensyntagen til institutionens karakter skal gennemføre særlige
formidlingsindsatser for børn, således at børn gives de
bedst mulige kulturelle oplevelser ved besøg på museer. Her
tænkes bl.a. på rabatordninger for børn, arrangementer og
redigering af materialer med særlig vægt på børns
behov, undervisningsguider, skriftlige materialer, elektronisk formidling via
cd-rom eller internet, etablering af særlige faciliteter til
børn. Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger.
Til stk. 1, nr. 13.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
museerne skal tilstræbe størst mulig fysisk
tilgængelighed, tilgængelig formidling og tilgængelighed
til udvalgte dele af samlingerne for alle personer med handicap. Der henvises
i øvrigt til de almindelige bemærkninger.
Til stk. 1, nr. 14.
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 8. Der har hidtil været krav
om, at de statsanerkendte museer skulle indsende budgetter, regnskaber og
beretninger til museets hovedtilskudsyder og i særlige tilfælde
til Kulturministeriet. Da regnskabet danner grundlag for beregningen af
statstilskuddet, og da beretningen afspejler museets forvaltning af sit
ansvarsområde, må det anses for hensigtsmæssigt, at dette
materiale både sendes til museets hovedtilskudsyder og til
museumsstyrelsen.
Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 11, stk. 3. I henhold til den gældende lov har bestemmelsen
givet hjemmel til, at kulturministeren kunne fastsætte nærmere
regler om museernes virksomhed, herunder fx om museernes arbejdsplaner,
åbningstider, samlinger mv. (jf. bekendtgørelse om museer, nr.
332 af 30. maj 1991). Hensigten med forslaget er at opretholde muligheden for
at kunne fastsætte nærmere regler for museernes virksomhed.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er en teknisk justering af den gældende
bestemmelse i § 13, stk. 3. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren i forbindelse med indgåelse af regionale kulturaftaler
kan fravige visse bestemmelser om vilkår for opnåelse, bevarelse
og fastsættelse af tilskud til statsanerkendte museer, jf. lov nr. 1104
af 29. december 1999 om regionale kulturaftaler. Ved dispensationsadgangen
vedrørende § 14 stk. 1, nr. 14 er det alene hensigten at
give mulighed for at dispensere for forpligtelsen til at sende budget,
regnskab og beretning til museets hovedtilskudsyder, idet der af hensyn til
museumsstyrelsens landsdækkende overblik under alle
omstændigheder skal indsendes budget, regnskab og beretning til denne,
uanset om museet er omfattet af kulturaftaler.
Til § 15
Til stk. 1.
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelse i § 12, stk. 1. Hovedprincippet i den gældende
lov for det almindelige tilskudssystem opretholdes. Heri ligger, at der til
statsanerkendte museer ydes et statsligt driftstilskud, der beregnes på
baggrund af det ikke-statslige tilskud. Tilskud til anlægsudgifter,
herunder køb af jord og driftsbygninger indgår således
ikke i beregningsgrundlaget, jf. også § 15, stk. 3. Udgifter
til bygningsmæssig drift og vedligeholdelse kan indgå i
beregningsgrundlaget. Det er i forslaget præciseret, at tilskuddet
beregnes på grundlag af det pågældende museums senest
reviderede regnskab.
Det forhold, at anlægsudgifter ikke kan indgå
i beregningsgrundlaget, medfører, at et enkelt års
ekstraordinære anlægsudgifter ikke giver ekstraordinære
udsving i det statslige tilskud, som skal være et tilskud til museets
løbende drift.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at der
årligt på finansloven fastsættes et minimumsgrundlag for
det ikke-statslige tilskud til det enkelte museum. Minimumsgrundlaget har
hidtil udgjort mindst 725.000 kr. og vil fra og med 2004 udgøre 1,2
mio. kr. Der henvises i øvrigt til § 14, stk. 1, nr. 5, og
de almindelige bemærkninger.
Det skal præciseres, at væsentlige
ændringer i minimumsgrundlaget forudsættes drøftet med de
kommunale parter.
Til stk. 3.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 12, stk. 2. Bestemmelsen fastslår, at huslejeudgifter og
prioritetsrenter og afdrag fradrages i de ikke-statslige driftstilskud, som
indgår i grundlaget for beregning af det statslige tilskud efter
stk. 1.
Det er således en forudsætning, at de
ikke-statslige tilskud fra og med regnskabsåret 2004 mindst
udgør 1,2 mill. kr. excl. udgifter til formålene nævnt i
stk. 3.
Til stk. 4.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 12, stk. 3, der dog er udformet således, at der
fastsættes et maksimalt statstilskud. Bestemmelsen fastslår, at
der på den årlige finanslov vil blive fastlagt et maksimum for
det beløb, hvormed det ikke-statslige tilskud kan indgå i
tilskudsgrundlaget for det enkelte museum. Det tilsigtes, at maksimum for
størrelsen af det ikke-statslige tilskud til det enkelte museum, som
indgår i grundlaget for beregning af det statslige tilskud gradvist
hæves fra de nuværende 1,9 mio. kr. (FL2001) til 2,2 mio. kr. fra
og med 2004. Forslaget indebærer en forhøjelse af den statslige
andel af de større museers driftsudgifter.
Bestemmelsen fastslår endvidere, at maksimum for
størrelsen af det ikke-statslige tilskud kan forhøjes, hvis
flere primærkommuner driver museet i fællesskab, således at
statstilskuddet udgør det beløb, der svarer til summen af de
statstilskud, som det enkelte tilskud fra en tilsluttet kommune kan
udløse. Maksimumgrundlaget vil i den forbindelse fra 2004
udgøre 2,2 mio. kr. for hver kommune.
Ministeriet finder det væsentligt, at der arbejdes
for øget kommunalt samarbejde med henblik på at tilvejebringe et
bæredygtigt driftsgrundlag for en museumsvirksomhed, der berører
en flerhed af primærkommuner.
Til stk. 5.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren, når særlige forhold taler herfor, kan fravige
bestemmelserne i stk. 2. Der sigtes med bestemmelsen på
ø-samfund, for tiden museerne på de tre øer:
Ærø, Samsø og Læsø. Ved Statens
Museumsnævns undersøgelse i 1998 af små museers
økonomiske forhold konstaterede Museumsnævnet, at museerne
på Ærø, Samsø og Læsø havde et meget
lille budget, der gjorde det vanskeligt for dem at opfylde deres
forpligtelser som statsanerkendte museer. Det ikke-statslige tilskud er
beskedent som følge af det lille befolkningsgrundlag og
ø-samfundets økonomiske formåen. Museerne modtager
imidlertid særdeles store tilskud målt pr. indbygger i forhold
til landsgennemsnittet, for de flestes vedkommende næsten det dobbelte.
Hertil kommer, at kommunerne på øerne ikke har de samme
muligheder for at samarbejde med andre kommuner om driften, som kommuner
på fastlandet har. Alligevel skal museerne på øerne
løse de samme opgaver som museerne på fastlandet.
Der er med bestemmelsen skabt hjemmel til, at der for de
fire nuværende museer på disse øer (Marstal
Søfartsmuseum, Ærø Museum, Økomuseum Samsø
og Læsø Museum) etableres en særlig ordning, hvor der for
disse museer kan afviges fra bestemmelsen om minimumstilskudsgrundlag
på 1,2 mio. kr. Det foreslås, at kulturministeren
fastsætter nærmere regler for beregning af statstilskuddet i
disse tilfælde. Det tilsigtes, at tilskuddet gøres
indbyggerafhængigt, således at det ikke-statslige tilskud efter
stk. 1 skal udgøre mindst 160 kr. pr. indbygger i juli
2001-prisniveau. Dette mindstebeløb svarer til et niveau, som museerne
i de seneste år som minimum har oppebåret (til sammenligning
udgør landsgennemsnittet på omkring 80 kr. pr. indbygger).
Hertil kommer, at der som særlig statslig
støtte til museerne på de tre øer gennem forslagets
§ 16 kan ydes de pågældende museer et særligt tilskud.
Det samlede tilskud kan dog højst andrage det tilskudsbeløb,
der udløses af det maksimale tilskudsgrundlag efter § 15,
stk. 4. Det bringer ikke nødvendigvis museernes tilskud op
på samme niveau som på fastlandet, men befolkningsgrundlaget
taget i betragtning skønnes det at give et rimeligt økonomisk
grundlag for ø-museerne.
Til stk. 6.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren fastsætter nærmere regler for
tilskudsberegningen, herunder regler for flerkommunal samdrift. De hidtidige
regler herfor har været fastsat i Kulturministeriets
bekendtgørelse om museer, nr. 332 af 30. maj 1991.
Det skal i øvrigt bemærkes, at statstilskud
til statsanerkendte museer ikke må henlægges. Bestemmelsen
må ses i sammenhæng med de almindelige krav til god
tilskudsforvaltning i staten, hvor et tilskud som hovedregel først
udbetales til forbrugstidspunktet. Det er derfor ikke fundet
nødvendigt at opretholde den gældende lovs § 12,
stk. 5.
Til stk. 7
Bestemmelsen er en teknisk justering af den gældende
bestemmelse i § 13, stk. 3. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren i forbindelse med indgåelse af regionale kulturaftaler
kan fravige visse bestemmelser om vilkår for opnåelse, bevarelse
og fastsættelse af tilskud til statsanerkendte museer, jf. lov nr. 1104
af 29. december 1999 om regionale kulturaftaler.
Til § 16
Bestemmelsen er en sammenskrivning af de gældende
bestemmelser i § 13 (særligt statstilskud), § 34
(rådighedssummer) og § 35 (fællesinstitutionerne). I
forslaget fastholdes mulighederne for at yde et særligt driftstilskud
til museer, der udfører en virksomhed af særlig betydning, eller
som af museumsfaglige og historiske årsager er finansieret af
staten.
Der er med lovforslaget tilstræbt en
præcisering af kravene til at opnå et særligt statstilskud,
og i forbindelse hermed er der foretaget en gennemgang af kredsen af museer,
der efter den gældende lov modtager tilskud efter § 13-ordningen.
Som følge heraf vil Liselund Gl. Slot, Tersløsegård og
Thorvaldsensamlingen på Nysø blive taget ud af
museumslovssammenhæng, og det særlige tilskud til
Sønderjyllands Kunstmuseum vil bortfalde. Det overvejes, om der i
disse tilfælde kan indgås en særlig aftale med de
respektive lokale tilskudsmyndigheder om overtagelse af ansvar og
finansiering. Indtil videre vil Liselund Gl. Slot, Tersløsegård
og Thorvaldsensamlingen på Nysø blive omfattet af en
tilskudsordning uden for museumsloven.
De øvrige museer, der efter den gældende lov
i dag modtager tilskud efter § 13-ordningen, er følgende:
Ny Carlsberg Glyptotek, Naturhistorisk Museum i
Århus, Den Gamle By i Århus, Musikhistorisk Museum og Carl
Claudius Samling, Det Danske Kunstindustrimuseum, De Danske Kongers
Kronologiske Samling, Gl. Estrup - Jyllands Herregårdsmuseum,
Teatermuseet, Handels- og Søfartsmuseet, Orlogsmuseet, Louisiana,
Danmarks Tekniske Museum, Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Aarhus Kunstmuseum,
Moesgaard Museum, Nordjyllands Kunstmuseum, Arbejdermuseet, Kunstmuseet
Trapholt og Arken.
Disse museer vil blive omfattet af en ny ordning, hvor det
nuværende særlige statstilskudsniveau som udgangspunkt
fastholdes.
Lovforslaget fastholder ligeledes mulighederne for at
støtte de formål, der hidtil har opnået støtte via
rådighedsummerne, og de såkaldte fællesinstitutioner. Med
lovforslaget søges der imidlertid skabt grundlag for en større
fleksibilitet mellem puljerne, så tilskuddene i større
udstrækning kan målrettes efter behov og til
iværksættelse af nye initiativer og udviklingsopgaver på
museumsområdet.
Til stk. 1.
Bestemmelsen er ny. I den gældende lov har der
kunnet ydes et statstilskud til museer, der af særlige grunde ikke kan
oppebære fornødent tilskud efter den almindelige
tilskudsordning. Bestemmelsen fastslår, at et museum for at kunne
opnå og bevare et særligt statstilskud skal udføre en
virksomhed af særlig betydning. En specialisering vil ikke være
et tilstrækkeligt grundlag for opnåelse af et særligt
statsligt driftstilskud, idet alle museer i en eller anden udstrækning
er specialiserede i kraft af statsanerkendelsesproceduren. For at et museum
skal kunne modtage supplerende tilskud, bør der derfor være tale
om nye og større initiativer af væsentlig museumsfaglig
interesse. Herudover vil der fx. blive lagt vægt på samlingens
karakter, forskningsmæssige potentiale og på det forhold, at
initiativet har væsentlig national eller international interesse.
Vurderingen af spørgsmålet om et museum varetager sådanne
opgaver, vil bero på en museumsfaglig vurdering, og det
forudsættes, at der ved en sådan vurdering nedsættes
bedømmelsesudvalg med særlig museumsfaglig og
forskningsmæssig indsigt i området.
Det forudsættes, at der ved den fremtidige
administration af ordningen skal lægges vægt på, at museet
skal have udtømt tilskudsmulighederne efter forslagets § 15, dvs.
at museet skal have nået den på finansloven fastsatte
maksimumsgrænse for statstilskud efter den almindelige tilskudsordning.
Følgende museer, der efter gældende lov modtager et
særligt statsligt tilskud efter § 13, vil fortsat blive omfattet
af bestemmelsen: Louisiana, Arbejdermuseet, Danmarks Tekniske Museum,
Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Aarhus Kunstmuseum, Moesgaard Museum,
Nordjyllands Kunstmuseum, Kunstmuseet Trapholt og Arken. For så vidt
angår Ny Carlsberg Glyptotek, Den Gamle By i Århus og
Naturhistorisk Museum i Århus er det hensigten, at statstilskuddet i
forbindelse med overgang til en ny ordning vil blive omfordelt, så der
ydes maksimumstilskud til museerne efter den almindelige tilskudsordning, og
resten af det eksisterende tilskud ydes efter den nye bestemmelse.
Af historiske årsager yder staten et tilskud til en
række museer, som ikke vil kunne opnå tilskud efter forslagets
§ 15, da disse museer ikke modtager lokale tilskud. Disse museers drift
hviler således primært på tilskud fra staten. Da der er
tale om institutioner, der udfører en virksomhed af særlig
betydning, er det anset for formålstjenligt fortsat at kunne yde et
særligt statsligt tilskud til driften af disse museer. Følgende
museer vil således fortsat være omfattet af bestemmelsen:
Orlogsmuseet, Musikhistorisk Museum og Carl Claudius Samling, Det Danske
Kunstindustrimuseum, De Danske Kongers Kronologiske Samling, Gl. Estrup
Jyllands Herregårdsmuseum, Teatermuseet og Handels- og
Søfartsmuseet. Det er museumsstyrelsens opgave løbende at
vurdere museernes opgavevaretagelse og tilskuddenes størrelse.
Bestemmelsen giver endvidere mulighed for, at
kulturministeren kan give midlertidig støtte til varetagelse af
særlige opgaver på museumsområdet. Her kunne fx blive tale
om indgåelse af resultatkontrakter vedrørende midlertidig
støtte til museer, som i en periode løser særlige
opgaver.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren kan give et særligt statstilskud til løsning af
fælles opgaver på museumsområdet, erhvervelser samt museers
virksomhed i øvrigt.
Statens Museumsnævn har hidtil på baggrund af
gældende lovs § 34 kunnet yde støtte til følgende
formål:
1) indkøb af kunst og anskaffelse af museumsgenstande,
2) særlige konserveringsarbejder og museumstekniske forbedringer,
3) løsning af fællesopgaver,
4) undersøgelser, indsamling, registreringer og
bevaringsarbejder inden for det naturvidenskabelige område,
5) midlertidig støtte til enkelte museer og
6) undersøgelser, indsamling, registreringer og
bevaringsarbejder inden for nyere tids kulturhistorie.
Det har hidtil været Statens Museumsnævn, der
traf den endelige administrative afgørelse om fordelingen af
rådighedssummerne. Fremover er det hensigten, at
rådighedssummerne bliver administreret af museumsstyrelsen på
vegne af kulturministeren. Puljen vil fortsat kunne anvendes til de
formål, der nu er dækket af rådighedssummerne, men
herudover er det ligeledes intentionen, at puljen anvendes til initiativer,
der går på tværs af museer og museumskategorier samt til
museale formål, hvor museerne er inddraget som faglige institutioner.
Det er hensigten, at ordningen skal være så fleksibel, at
tilskuddene skal kunne ændres og målrettes efter nye behov.
Tilsvarende er der foretaget en gennemgang af de
eksisterende § 35-institutioner, således at kredsen af
institutioner, der efter den gældende lov modtager tilskud efter
§ 35, dels reduceres, dels overgår til den ny ordning, hvor der
ydes tilskud til formål og ikke til bestemte institutioner. Tilskuddet
efter museumsloven til værket »Danmarks Kirker« er allerede indarbejdet
på Nationalmuseets finanslovsbevilling. Tilskuddet til Weilbachs
Kunstnerleksikon vil blive vurderet i sammenhæng med
finanslovsbevillingen til Kunstakademiets Bibliotek og Arkiv. Der vil med
forslaget fortsat kunne ydes tilskud til Museumstjenesten og dens virksomhed
samt til Museumshøjskolen, herunder til den fortsatte
kompetenceudvikling af personalet på museerne med henblik på at
opretholde og videreudvikle museernes kvalitative niveau.
Der har fra museumsside været fremsat ønske
om, at den endelige kompetence til at fordele tilskuddene blev henlagt til
særlige faglige råd med repræsentanter fra museumsverdenen.
Endvidere har der været ønsker om at fastholde den hidtidige
praksis med at fordele tilskuddene til på forhånd fastsatte
formål og ud fra klart definerede beløbsrammer. Da hensigten med
en samling af rådighedspuljerne netop har været at sikre
større fleksibilitet og bedre mulighed for at iværksætte
nye og tværgående initiativer, har en fortsættelse af denne
praksis ikke været anset for hensigtsmæssig fra ministeriets
side. Midlernes anvendelse vil fortsat ske i en tæt dialog med museerne
og på grundlag af rådgivning fra faglige organer. Der henvises i
øvrigt til beskrivelsen af museumsstyrelsen under de almindelige
bemærkninger.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen tilsigter at understrege,
at kulturministeren gennem museumsstyrelsen kan støtte særlige
udviklingsprogrammer, fx. programmer der omfatter museernes rolle i et
samfund med kulturel mangfoldighed, museernes formidling over for børn
og unge samt kulturarven i den fysiske planlægning.
Til stk. 4.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen giver kulturministeren
mulighed for i bekendtgørelse at fastsætte de nærmere
regler om indsendelse og behandling af ansøgninger, ydelse af tilskud,
fastsættelse af vilkår for anvendelse af tilskud mv. for tilskud
efter §16. Vilkår for ydelse af tilskud fastlægges i henhold til
Finansministeriets Budgetvejledning.
Bestemmelsen skaber grundlag for museumsstyrelsens tilsyn
med forvaltningen af de statslige tilskud og sikrer sammenlignelighed mellem
de statslige institutioner og de institutioner, der primært er
finansieret ved statslige driftstilskud.
Til stk. 5.
Bestemmelsen er en teknisk justering af den gældende
bestemmelse i § 13, stk. 3. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren i forbindelse med indgåelse af regionale kulturaftaler
kan fravige visse bestemmelser om vilkår for opnåelse, bevarelse
og fastsættelse af tilskud til statsanerkendte museer, jf. lov nr. 1104
af 29. december 1999 om regionale kulturaftaler.
Til § 17
Til stk. 1-2.
Bestemmelsen er en omformulering af de gældende
bestemmelser i § 16, stk. 1-2. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssig ændring. Efter de gældende regler skal det i
museets vedtægter udtrykkeligt være fastsat, hvad der i en
ophørssituation skal ske med museets samling.
Ophørsbestemmelsen i museernes vedtægter har også i
almindelighed været tilpasset efter lovens ophørsbestemmelse.
Bestemmelsen fastslår, hvad der skal ske med et museums samlinger i
forbindelse med ophør. I forbindelse med ophør skal der
gennemføres forhandlinger med de kommunale myndigheder om museets
samlinger med henblik på at træffe afgørelse om, hvorvidt
museets ejendele skal overgå til museets hovedtilskudsyder eller en
myndighed/institution, som kulturministeren udpeger hertil. Såfremt
andet er bestemt i museets vedtægter, skal dette godkendes af
kulturministeren.
Der henvises i øvrigt til forslagets § 14,
stk. 3 og bemærkningerne hertil.
Kapitel 7
Museumsråd
Til §§ 18 - 20
Bestemmelserne i §§ 18 20 er omformuleret i forhold
til de gældende bestemmelser i §§ 17 19. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer.
I hvert af landets 14 amter er oprettet et
museumsråd. Desuden er der et museumsråd fælles for
Københavns og Frederiksberg kommuner. Museumsrådene har til
opgave at samordne og fremme museumsarbejdet i amtet.
Valgperioden for museumsrådene er 4 år,
begyndende 3 måneder efter hver ny kommunal valgperiodes
begyndelse.
Hvert af de 14 amtslige museumsråd består af 2
repræsentanter for hvert statsligt eller statsanerkendt museum i amtet,
2 repræsentanter for amtsrådet og 2 repræsentanter for
amtets kommuner. Amterne og kommunerne kan beslutte ikke at være
repræsenteret i museumsrådet. Kulturministeren kan ændre
rådets sammensætning, såfremt de, der skal udpege
medlemmerne af rådet, et enige deri.
Museumsrådet for København og Frederiksberg
kommuner er sammensat efter nærmere regler fastsat af kulturministeren
ved bekendtgørelse om museer nr. 332 af 30. maj 1991.
Til § 21
Bestemmelsen er ny. Med henblik på at skabe en
sammenhæng mellem økonomisk ansvar og opgavefordeling,
overføres museumsrådene til fuld finansiering af
amtsrådene og Københavns og Frederiksberg kommuner fra 1. januar
2002.
Til § 22
Kulturministerens adgang til i særlige
tilfælde at fravige bestemmelserne i § 18, § 19, stk. 1
og § 20, stk. 1 sigter mod at give amterne samt Københavns
og Frederiksberg kommuner en mulighed for at tilrettelægge det
regionale museumssamarbejde på tværs af de eksisterende amts- og
kommunegrænser for eksempel i forbindelse med indgåelse af
regionale kulturaftaler.
Kapitel 8
Sikring af kultur- og naturarven i forbindelse med den
fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder mv., herunder
arkæologiske og naturhistoriske undersøgelsesopgaver i
tilknytning hertil
Til § 23
Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den
gældende bestemmelse i § 3, stk. 2. Bestemmelsen
fastslår, at kulturministeren og de statslige og statsanerkendte museer
gennem samarbejde med plan- og fredningsmyndighederne skal virke for, at
væsentlige bevaringsværdier sikres for eftertiden.
Bevaring af kulturhistoriske værdier fx
fortidsminder under jordoverfladen, kulturmiljøer i det åbne
land og bevaringsværdige bygninger og byområder sker ved
fredning og gennem den fysiske planlægning, fx ved udpegning af
værdierne i region-, kommune-, og lokalplaner samt ved dokumentation og
ved udgravning.
I forhold til den gældende praksis er det
præciseret i stk. 1, at kulturministeren gennem museumsstyrelsen
har det overordnede ansvar for, at de kulturhistoriske museers samarbejde med
plan- og fredningsmyndighederne fungerer så effektivt og smidigt som
muligt med det formål, at hensynet til kulturarven så vidt muligt
tilgodeses i arealplanlægningen og ved fredning.
Kulturministeriets og de kulturhistoriske museers
samarbejde med planmyndighederne er nærmere beskrevet i
bemærkningerne til stk. 2-4.
Fredning af landarealer og ferske vande sker i henhold til
naturbeskyttelsesloven, og fredning af bygninger sker i henhold til
bygningsfredningsloven. Museerne kan i denne sammenhæng bidrage til
fredningsmyndighedernes arbejde på grundlag af deres kulturhistoriske
viden. Museerne kan i givet fald gennemføre konkrete
undersøgelses- og dokumentationsopgaver.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er en ændring i forhold til den
gældende bestemmelse i § 36a. Efter den gældende ordning er
en kommunalbestyrelse blandt andet forpligtet til at underrette vedkommende
kulturhistoriske museum, når der udfærdiges en lokalplan.
Bestemmelsen fastslår, at planmyndighederne skal
bestræbe sig på at inddrage de kulturhistoriske museer i
forbindelse med planlægningen. Den foreslåede bestemmelse
omfatter kommunerne, der har ansvaret for udarbejdelsen af kommune- og
lokalplaner samt regionplanmyndighederne, det vil sige amtsrådene og
Hovedstadens Udviklingsråd. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng
med §§ 22 25 i planloven, der foreskriver, at regionplanmyndighederne
og kommunalbestyrelserne i forbindelse med udarbejdelse af forslag til
regionplan og i forbindelse med kommuneplanlægning, samt i forbindelse
med offentliggørelsen af planforslag skal høre bl.a. statslige
myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget.
Bestemmelsen sigter mod at videreudvikle det samarbejde
på planlægningsområdet, der allerede eksisterer mellem
Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat, museerne og specielt de store
kommuner. Endvidere er der etableret et samarbejde med en række store
anlægsmyndigheder som eksempelvis Vejdirektoratet og
Naturgasselskaberne. Samarbejdet sker ved, at myndighederne allerede ved
tilrettelæggelsen af den fysiske planlægning og i
planlægningen af konkrete anlægsarbejder henvender sig til
Rigsantikarens Arkæologiske Sekretariat og museerne med henblik
på at få klarlagt hvilke bevaringsværdier, der befinder sig
på de berørte arealer.
En tidlig inddragelse af museernes kulturhistoriske
ekspertise giver planmyndighederne et bedre grundlag for at foretage
prioriteringer og afvejninger mellem forskellige hensyn i
planlægningen.
Et velfungerende samarbejde vil tillige sikre, at det
allerede i planfasen bliver klart, om der skal gennemføres
arkæologiske undersøgelser i et område, jf. § 27
stk. 3-10. Dette kan have betydning for den økonomiske og
tidsmæssige planlægning af konkrete anlægsarbejder. Der vil
således kunne skabes et bedre grundlag for, at eventuelle
arkæologiske undersøgelser iværksættes inden et
konkret anlægsarbejde påbegyndes. Hermed mindskes risikoen for,
at et anlægsarbejde skal standses efter dets igangsættelse med
økonomisk tab til følge for den anlægsansvarlige.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at de
kulturhistoriske museer foretager arkivalsk kontrol af offentliggjort
planmateriale, efter at det er sendt ud til høring i
offentligheden.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 2
og har til hensigt at sikre, at der i det endeligt vedtagne planmateriale
så vidt muligt tages hensyn til forekomsten af væsentlige
bevaringsværdier.
Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med
planlovens § 29, stk. 4, hvorefter en statslig myndighed kan
fremsætte indsigelser mod et lokalplanforslag ud fra de særlige
hensyn, som myndigheden varetager.
Ministeriet skal i denne forbindelse understrege, at
museumsstyrelsen under kulturministerens ansvar kan gøre indsigelse
mod et planforslag efter planlovens bestemmelser om statslige myndigheders
indsigelsesret. En indsigelse vil fx kunne finde sted, såfremt
forslaget tilsidesætter beskyttelsen af arkæologisk
kildemateriale af væsentlig kulturhistorisk værdi.
For så vidt angår forslag til regionplan og
ændringer til en regionplan følger det af planlovens § 29,
stk. 1, at det er miljø- og energiministeren, der til varetagelse
af statslige interesser kan fremsætte indsigelser.
Indsigelsesbeføjelsen udøves på vegne af samtlige
statslige myndigheder, hvis interesser berøres af
regionplanlægningen. Bestemmelsen forudsætter således en
tæt koordination af den statslige vurdering og stillingtagen til
regionplanforslagene.
Ved museernes arkivalske kontrol gennemgås de
relevante kulturhistoriske registre med henblik på at kontrollere, om
der er registreret fortidsminder og/eller enkeltfund af oldsager mv. på
det aktuelle areal eller på naboarealerne. Endvidere indhentes der
oplysning om, hvorvidt der tidligere er foretaget arkæologiske
undersøgelser på arealet. Endelig kan ældre kort,
luftfotos og skriftligt arkivmateriale om det pågældende areal
gennemgås.
Den arkivalske kontrol er vederlagsfri. Et kulturhistorisk
museum kan endvidere udføre undersøgelses- og
dokumentationsopgaver enten som led i museernes almindelige indsamling og
forskning eller mod betaling fra den myndighed, som rekvirerer
undersøgelsen. En del museer udfører allerede sådanne
rekvirerede undersøgelses- og dokumentationsopgaver blandt andet i
forbindelse med udpegning af bevaringsværdige kulturmiljøer i
regionplanerne.
Museumsstyrelsen vil som opfølgning på en ny
lov medvirke til at udvikle museernes undersøgelses- og
dokumentationsopgaver på tværs af historiske perioder samt
arbejde for en bedre koordinering af disse opgaver.
Til stk. 4.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren underretter planmyndighederne om forekomsten af
væsentlige bevaringsværdier, der har betydning for
planlægningen.
Hensigten med bestemmelsen er at præcisere, at
kulturministeren gennem museumsstyrelsen vil få ansvaret for at
tilrettelægge og udvikle de kulturhistoriske museers
informationsindsats i forhold til planmyndighederne med henblik på
opfyldelsen af bestemmelserne i stk. 1-3.
Det vil indgå i museumsstyrelsens opgaver, at
styrelsen skal udvikle det kulturhistoriske centralregister, der blandt andet
indeholder en fortegnelse over fundne kulturhistoriske genstande og
lokaliteter, jf. også § 39.
Styrelsen vil endvidere få ansvaret for at
gennemføre en landsdækkende kortlægning af steder, der
formodes at have særlig arkæologisk interesse. Det er hensigten,
at kortlægningen skal være elektronisk tilgængelig,
så det fremover bliver lettere at inddrage hensynet til kulturarven i
arealforvaltningen og i konkrete projekter.
Kulturministeriet lægger vægt på, at de
kulturhistoriske museer tilrettelægger deres informationsindsats
på en sådan måde, at planmyndighederne i planmaterialet
får god mulighed for at give borgere og virksomheder klar og enkel
information om forekomsten af bevaringsværdier.
Samarbejdet mellem de kulturhistoriske museer og
planmyndighederne om informationsindsatsen i forhold til borgerne vil
således medvirke til, at man allerede ved tilrettelæggelsen af de
af planmaterialet omfattede anlægsarbejder mv. kan tage hensyn til
forekomsten af bevaringsværdier og herunder tage de nødvendige
skridt til at sikre, at et anlægsarbejde ikke forsinkes eller fordyres
unødigt.
I forhold til regionplanlægningen henledes
opmærksomheden på planlovens bestemmelser om, at regionplanen
skal indeholde retningslinier for dels beliggenheden af
skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er
uønsket, og dels varetagelsen af bevaringsværdier i det
åbne land.
Til § 24
Bestemmelsen er til dels en udvidelse af den
gældende bestemmelse i § 36a. Den foreslåede bestemmelse
skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 23. Hvor § 23
sigter mod at udvikle samarbejdet mellem planmyndighederne og de
kulturhistoriske museer i planlægningsprocessen, sigter § 24 mod,
at museerne får mulighed for at sikre hensynet til kulturarven ved
konkrete anlægsarbejder og ved råstofindvinding mv.
Efter den gældende ordning er en kommunalbestyrelse
forpligtet til at underrette vedkommende kulturhistoriske museum, når
der udfærdiges en lokalplan, jf. bemærkningerne til § 23,
stk. 2, og når der meddeles ombygnings- eller
nedrivningstilladelser, der vil medføre afgørende ændring
i brug eller funktion af bygninger, bebyggelser eller andre kulturlevn.
Det fremgår af bygningsreglementet, som er
udfærdiget i henhold til byggeloven, at kommunalbestyrelsen inden der
kan gives byggetilladelse og ved anmeldelser af byggeri mv. skal
undersøge, om byggearbejdet er i strid med anden lovgivning, herunder
museumsloven. Hvis der i byggetilladelsen optages krav fra anden lovgivning,
skal dette nævnes særskilt i tilladelsen.
Kommunalbestyrelsen skal således efter
gældende praksis påse, at underretning finder sted så
betids, at muligheden for en eventuel undersøgelse af etnologisk,
arkæologisk eller anden kulturhistorisk interesse er til stede (jf.
Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om kommunalbestyrelsens lovgennemgang
ved byggesager).
Med henblik på at optimere samarbejdet har Statens
Museumsnævn medvirket til at etablere en samarbejdsmodel mellem
kommunerne og de kulturhistoriske museer i tilknytning til de nævnte
tilladelser.
Modellen går i korthed ud på, at de
kulturhistoriske museer ugentlig modtager de edb-lister over indkomne
ansøgninger og anmeldelser, som kommunerne alligevel udarbejder. Det
betyder, at kommunerne ikke skal anvende ressourcer på at skelne mellem
væsentlige og ikke-væsentlige sager, men at det er op til museet
at vurdere, hvilke tilladelser, der kan have betydning for kulturarven. I de
tilfælde hvor museet har en interesse i fx at dokumentere en bygning,
der skal nedrives, kan museet gøre dette. Hvis det drejer sig om en
byggetilladelse, kan museet henvende sig til rådhuset for at modtage
yderligere oplysninger.
Ifølge Statens Museumsnævn fungerer dette
samarbejde i mange kommuner, og man er ikke bekendt med, at kommunerne finder
det ressourcekrævende.
Den foreslåede bestemmelse fastslår, at
kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal underrette vedkommende
kulturhistoriske museum senest samtidig med, at der meddeles byggetilladelse,
tilladelse til råstofindvinding eller dispensation fra
fortidsmindebeskyttelseslinien i naturbeskyttelsesloven. Ved byggetilladelse
menes tillige tilladelser til ombygning samt deltilladelser i forbindelse med
byggeri fx til igangsætning af gravearbejde.
Opmærksomheden henledes på, at
kommunalbestyrelsen ikke længere skal give tilladelse til nedrivning af
bygninger, idet nedrivning alene kræver anmeldelse fra den
nedrivningsansvarlige. Det er i denne sammenhæng
målsætningen, at det allerede eksisterende samarbejde mellem
kommunerne og de kulturhistoriske museer for så vidt angår
anmeldelse om nedrivning eller ombygning videreføres, jf. den
gældende praksis vedrørende kommunernes behandling af
byggetilladelser og anmeldelser, som er beskrevet ovenfor.
Det er hensigten, at vedkommende museum etablerer en
kontakt til den pågældende anlægsansvarlige mv.,
såfremt det arbejde, som en tilladelse eller anmeldelse omfatter, kan
indebære en risiko for ødelæggelse af væsentlige
bevaringsværdier. Museet kan i denne forbindelse henlede
opmærksomheden på, at vedkommende for så vidt angår
fortidsminder har mulighed for at indhente en udtalelse fra museet om den
nævnte risiko, der er baseret på museets arkivalske kontrol og en
eventuel forundersøgelse på det pågældende areal,
jf. §§ 25 og 26.
Den ansvarlige for anlægsarbejdet mv. får
hermed en mulighed for at revurdere sit anlægsprojekt mv. med henblik
på at minimere de tidsmæssige og økonomiske omkostninger
ved en eventuel senere inddragelse af museet, herunder en eventuel
arkæologisk undersøgelse, jf. § 27, stk. 3-10.
I forhold til råstofindvinding på land er det
fastlagt i cirkulære nr. 159 af 15. oktober 1999, at amtsrådet
skal indhente en udtalelse fra rigsantikvaren eller nærmeste
arkæologisk arbejdende museum, inden der træffes afgørelse
om indvinding efter råstofloven.
Amtsrådenes underretningspligt for så vidt
angår dispensationer fra fortidsmindebeskyttelseslinjen, jf.
naturbeskyttelseslovens § 18, skal ses i sammenhæng med, at der
ofte forekommer fortidsminder inden for beskyttelseslinjen.
Det er ministeriets opfattelse, at den foreslåede
bestemmelse viderefører den samarbejdspraksis, som allerede i mange
tilfælde er etableret mellem de kulturhistoriske museer og kommuner og
amter.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kommunalbestyrelsen skal underrette modtageren af en byggetilladelse om
museumslovens bestemmelser i §§ 25-27. Bestemmelsen vedrører
byggetilladelser, idet der her anses for at være et særligt behov
for at orientere den anlægsansvarlige om lovforslagets §§25-27.
Hensigten er at sikre, at den anlægsansvarlige
får oplysning om muligheden for at indhente en udtalelse fra et
kulturhistorisk museum om risikoen for at ødelægge
væsentlige fortidsminder senest samtidig med, at vedkommende har
opnået tilladelse til igangsætning af et byggearbejde, jf.
§ 25. Endvidere vil vedkommende blive gjort bekendt med muligheden for,
at et kulturhistorisk museum foretager en forundersøgelse med henblik
på at vurdere den omtalte risiko evt. mod betaling, jf. § 26.
Endelig sikres det, at den anlægsansvarlige bliver gjort bekendt med
muligheden for, at vedkommende skal betale for en arkæologisk
undersøgelse, jf. § 27.
Der henvises i øvrigt til Bygningsreglementets
bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at hvis der i
byggetilladelsen optages krav fra anden lovgivning, skal dette nævnes
særskilt i tilladelsen, jf. bemærkningerne til stk. 1.
Til § 25
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
bygherren, eller den for hvis regning et jordarbejde på landjorden skal
udføres, kan anmode et kulturhistorisk museum om en udtalelse om
risikoen for at ødelægge væsentlige fortidsminder på
det pågældende areal. Til landjorden henregnes moser og
våde enge, men ikke vandløb og søer, jf. § 28.
Ministeriet havde i det lovudkast, der var udsendt til
høring, lagt op til, at den anlægsansvarlige skulle have pligt
til at henvende sig forud for igangsætning af jordarbejder. I lyset af
høringsrunden er ministeriet nået frem til, at en
henvendelsespligt må anses for uhensigtsmæssig. Det må i
denne forbindelse tillægges afgørende betydning, at den
foreslåede nye finansieringsordning for arkæologiske
undersøgelser, jf. § 27, stk. 4, indeholder et incitament
for den anlægsansvarlige til at indhente information om den mulige
forekomst af fortidsminder.
Muligheden for at indhente en udtalelse om risikoen for at
støde på fortidsminder ved jordarbejder er således et
tilbud til den anlægsansvarlige. Vedkommende kan herefter vurdere
tilbuddet i lyset af de øvrige oplysninger, der måtte
fremgå af det relevante planmateriale, jf. § 23 og på
baggrund af de oplysninger, der måtte fremgå af en eventuel
tilladelse til at igangsætte det pågældende jordarbejde,
jf. § 24. Den anlægsansvarlige får hermed en mulighed for at
tilrettelægge sit jordarbejde således, at en udgift til en
arkæologisk undersøgelse eventuelt vil kunne undgås eller
mindskes, jf. § 27, stk. 4.
Til stk. 2.
Bestemmelse er ny. Bestemmelsen fastslår, at et
kulturhistorisk museum, der modtager en anmodning efter stk. 1, skal
fremkomme med en stillingtagen til, hvorvidt det arbejde, som anmodningen
vedrører, indebærer en risiko for ødelæggelse af
væsentlige fortidsminder. Udtalelsen skal endvidere tilkendegive,
hvorvidt det i givet fald vil være nødvendigt at
gennemføre en arkæologisk undersøgelse mv., jf.
§ 27, stk. 3-10.
Et museums udtalelse kan eventuelt baseres på en
forundersøgelse på stedet om den mulige forekomst af
fortidsminder under jordoverfladen, jf. § 26.
Det fremgår af bestemmelsen, at museets behandling
af anmodningen fra en anlægsansvarlig sker under kulturministerens
ansvar, såfremt det vurderes, at den nævnte risiko foreligger.
Det er således hensigten, at museumsstyrelsen skal medvirke til at
koordinere administrationen af de henvendelser, der rettes til museerne med
henblik på, at der skabes en ensartet forvaltningspraksis, hvor
hensynet til kulturarven afvejes over for jordarbejdets omfang og hensynet
til dets gennemførelse.
Såfremt der på det pågældende
areal er konstateret en sandsynlighed for, at der findes fortidsminder under
jordoverfladen, skal museet i sin udtalelse oplyse om fortidsmindernes
omtrentlige afgræsning. En eventuel indstilling til museumsstyrelsen om
gennemførelsen af en arkæologisk undersøgelse skal
indeholde en begrundelse for behovet for undersøgelsen samt et budget
for undersøgelsen, herunder den efterfølgende dokumentation mv.
Det er således forudsat, at beslutningen om gennemførelse af
arkæologiske undersøgelser, fortsat skal ske på grundlag
af en samlet faglig prioritering på nationalt niveau. Der henvises i
øvrigt til § 27, stk. 3.
Der henvises endvidere til § 27, stk. 5, hvor
det fremgår, at kulturministeren afholder udgiften til en
arkæologisk undersøgelse, såfremt en anlægsansvarlig
fra et kulturhistorisk museum har modtaget oplysning om, at vedkommende
jordarbejde ikke vil berøre væsentlige fortidsminder.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastlægger
tidsfristen for de kulturhistoriske museers afgivelse af udtalelse efter
stk. 2.
Til § 26
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at et
kulturhistorisk museum afholder udgifterne til den arkivalske kontrol og
eventuelle mindre forundersøgelser, der lægges til grund for
museets udtalelse efter § 25.
Det indgår som grundlag for statstilskuddet til de
statsanerkendte kulturhistoriske museer, at museet har et økonomisk
råderum til at varetage disse opgaver.
Indholdet i den arkivalske kontrol er nærmere
beskrevet i bemærkningerne til § 23, stk. 3. Såfremt
det kulturhistoriske museum har en formodning om tilstedeværelsen af et
eller flere fortidsminder fx på grund af tidligere fund i området
eller på grund af særlige topografiske forhold, kan museet
iværksætte en forundersøgelse på stedet.
Der kan fx være tale om rekognoscering det vil
sige en systematisk vandring på jordarealer, hvor det er muligt at
foretage en registrering af rester af fortidsminder. Det kan være
lerkarskår, bearbejdede eller ildskørnede sten og flint, knogler
eller metalgenstande mv., der viser, at der på det
pågældende areal kan befinde sig mere eller mindre beskadigede
fortidsminder under jordoverfladen. Det er i denne fase af den
arkæologiske forundersøgelse, at hidtil ukendte fortidsminder
kan registreres for første gang.
På baggrund af den arkivalske kontrol og
rekognosceringen kan museet som led i forundersøgelsen beslutte at
iværksætte en prøvegravning. Formålet med en
prøvegravning er dels at be- eller afkræfte
tilstedeværelsen af skjulte fortidsminder dels at fastlægge deres
udstrækning, datering, bevaringstilstand samt deres kulturhistoriske og
videnskabelige værdi.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
udgiften til den arkæologiske forundersøgelse afholdes af den,
for hvis regning et jordarbejde skal udføres, såfremt den
planlagte forundersøgelse har et større omfang. Omkostningerne
ved større forundersøgelser i tilknytning til dyrkning af
almindelige landbrugsafgrøder og almindelig skovdrift eller som
følge af erosion afholdes dog af staten.
Ved dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder
forstås i denne sammenhæng den jordbearbejdning, som landbruget
foretager jævnligt eller lejlighedsvis med henblik på at skabe
gode betingelser for dyrkningen. Større ændringer i benyttelsen
af jordarealer - fx en jordbearbejdning af arealer med henblik på at
plante juletræer eller andre træsorter - afholdes af den, for
hvis regning et jordarbejde skal udføres.
Ved almindelig skovdrift forstås i denne
sammenhæng den jordbearbejdning i eksisterende skove fx harvning for at
fremme selvforyngelse i bøg. Større ændringer i
benyttelsen af jordarealer fx en jordbearbejdning i forbindelse med
skovrejsning afholdes af den, for hvis regning et jordarbejde skal
udføres.
Det fremgår af bestemmelsen, at den
anlægsansvarlige i givet fald skal give sit samtykke til
undersøgelsen. Det er således forudsat, at den
anlægsansvarlige på grundlag af et budget og en tidsangivelse for
forundersøgelsen skal tiltræde, at undersøgelsen
iværksættes. Den anlægsansvarlige vil i denne forbindelse
have mulighed for at foretage ændringer i anlægsprojektet eller
arealanvendelsen.
Forundersøgelsens tilrettelæggelse og dens
tidsmæssige og økonomiske omfang vil først og fremmest
være afhængig af det pågældende areals
størrelse, men også af resultatet af den arkivalske kontrol, jf.
bemærkningerne til stk. 1.
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at
fastlægge en præcis grænse mellem større og mindre
forundersøgelser.
Bestemmelsen tager hovedsagelig sigte på de
anlægsarbejder, der ikke er omfattet af et krav om forudgående
VVM-vurdering. Efter planloven skal en række større
anlægsarbejder, der nærmere er specificeret i miljø- og
energiministerens bekendtgørelse om supplerende regler i medfør
af lov om planlægning, således ledsages af en redegørelse,
der indeholder en særlig vurdering af anlæggets virkning på
miljøet, herunder kulturarven.
Det er ministeriets vurdering, at behovet for en
større forundersøgelse ofte vil være tilstede i
tilknytning til anlægsarbejder i middelalderlige bykerner og
større anlægsarbejder fx ved opførelse af bygninger mv.
til offentlig benyttelse eller erhvervsbenyttelse, anlæg af veje og
etablering af naturgasledninger mv. Endvidere vil dybdepløjning eller
tilsvarende dyberegående jordbearbejdning fx i forbindelse med
landbrugsmæssig dyrkning eller skovrejsning ofte kunne afstedkomme en
større forundersøgelse, jf. nedenfor. Ved større
anlægs- eller jordarbejder vil der oftest være tale om en
arealstørrelse på mere end 5.000 m2.
Mindre anlægsarbejder fx opførelse af en
ejendom på en parcelhusgrund vil kun i sjældne tilfælde
kunne afstedkomme en større forundersøgelse.
Det er således hensigten, at hensynet til
kulturarven i tilknytning til boligbyggeri i videst muligt omfang tilgodeses
gennem museernes samarbejde med kommunerne i forbindelse med udlægning
af arealer til parcelhuse, jf. § 23.
Skovrejsningsprojekter, hvor der foretages en
dybdepløjning forud for skovrejsningen, vil ligeledes ofte
indebære et behov for en større forundersøgelse,
såfremt vedkommende kulturhistoriske museum har en formodning om, at
der på arealet findes fortidsminder.
Skovrejsning indgår som en del af regeringens
Tolv-punktsplan til sikring af bæredygtig udvikling af skovene
nationalt og internationalt, som en opfølgning på Strategi for
bæredygtig skovdrift. Det er målet at fordoble det danske
skovareal over en trægeneration (80 - 100 år). Formålet med
skovrejsning er primært sikring af drikkevandsressourcer, friluftsliv
og natur.
Selvom dybdepløjningen ofte vil udgøre et
potentielt problem i forhold til fortidsminder under jordoverfladen, er det
muligt at tilrettelægge skovrejsningen således, at
fortidsminderne sikres for eftertiden. Det kan fx ske ved, at arealer i
skoven ikke tilplantes eller ved at undlade dybdepløjning på
sårbare arealer.
Opmærksomheden henledes i denne forbindelse
på, at Skov- og Naturstyrelsen og rigsantikvaren i 1992 har
indgået aftale om blandt andet betaling for rekognoscering og
prøvegravninger i forbindelse med den statslige skovrejsning.
Samarbejdet forventes videreført på grundlag af den nye lov og
etableringen af museumsstyrelsen. Skov- og Naturstyrelsen har endvidere
tilkendegivet, at styrelsen er indstillet på at overveje, at der
afsættes en mindre beløbsramme til forundersøgelser af de
midler, der er afsat som statsstøtte til privat skovrejsning. Det skal
dog understreges, at en eventuel støtte fra Skov- og Naturstyrelsen
til private lodsejere sjældent vil kunne dække den samlede
omkostning ved en forundersøgelse.
Også dybdepløjning i forbindelse med
læplantning kan indebære en risiko for ødelæggelsen
af fortidsminder. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i
denne forbindelse tilkendegivet, at ministeriet er indstillet på at
overveje muligheden for, at der kan ydes tilskud til forundersøgelser
ved tildeling af støtte til læplantning.
Endelig bør det fremhæves, at der som led i
museumslovens gennemførelse agtes etableret en tilskudsordning i
tilknytning til de større forundersøgelser. Ved tildeling af
støtte vil der blive lagt vægt på, om omkostningerne ved
forundersøgelsen er uforholdsmæssigt store set i forhold til det
samlede jord- eller byggearbejdes økonomiske ramme.
Museumsstyrelsen vil tage stilling til
tilskudsspørgsmålet som led i behandlingen af den konkrete
sag.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om de
forundersøgelser, som gennemføres efter stk. 1. og 2.
Ministeriet skal i denne forbindelse understrege, at
iværksættelsen af større forundersøgelser kun kan
ske efter aftale mellem museumsstyrelsen og den anlægsansvarlige.
Ministeriet lægger i denne forbindelse vægt på, at
museumsstyrelsen etablerer en ensartet forvaltningspraksis på grundlag
af en samlet faglig prioritering på nationalt niveau.
Til § 27
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelse i § 26, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, hvad den
arkæologiske kulturarv omfatter.
Ændringen gennemføres efter drøftelser
med Miljø- og Energiministeriet, rigsantikvaren og Statens
Museumsnævn med henblik på at sikre det fornødne grundlag
for Danmarks ratifikation af Europarådets konvention om beskyttelse af
den arkæologiske arv af 16. januar 1992 (Maltakonventionen).
Maltakonventionen er udarbejdet i Europarådets regi
og underskrevet af Danmark i Valetta, Malta, den 16. januar 1992 under den 3.
konference for ministre med ansvar for kulturarven. Konventionen skal
afløse Londonkonventionen.
Maltakonventionen indeholder en række krav til de
enkelte landes beskyttelse af den arkæologiske arv. Kravene anses for
opfyldt i gældende dansk lovgivning og praksis (museumsloven, planloven
og naturbeskyttelsesloven) - bortset fra, at konventionens definition af den
arkæologiske arv er mere omfattende end definitionen i den
gældende museumslov.
Lovforslagets § 27, stk. 1, § 28 samt de
foreslåede ændringer i naturbeskyttelsesloven, jf. § 43,
tager højde for dette forhold og bringer således den danske
lovgivnings bestemmelser vedrørende den arkæologiske kulturarv i
overensstemmelse med Maltakonventionen.
Danmark kan herefter ratificere konventionen.
Ved ratifikationen vil Danmark forpligte sig til at
opretholde en minimumsstandard for beskyttelsen af den arkæologiske
kulturarv. Det drejer sig navnlig om registrering af arkæologiske
fundsteder og fortidsminder, mulighed for at frede, evt. erhverve, arealer af
særlig arkæologisk betydning og om offentlig indsats for bevaring
og vedligeholdelse af fortidsminder på stedet.
Det skal sikres, at der er pligt til at anmelde fund til
myndigheder, samt at arkæologiske undersøgelser kun må
udføres efter tilladelse af den kompetente myndighed og under
overholdelse af en række faglige mindstekrav. Konventionen kræver
endvidere, at der er procedurer, der sikrer, at arkæologien
indgår i den fysiske planlægning og i bygge- og
anlægssager. Det skal også sikres, at offentligheden får
adgang til et passende udvalg af fortidsminder.
Endelig indeholder konventionen krav om deltagelse i
internationalt samarbejde, bl.a. med henblik på
imødegåelse af ulovlige udgravninger og/eller ulovlige
overdragelser af arkæologiske fund.
En ratifikation af konventionen medfører ikke som
sådan økonomiske eller administrative konsekvenser og den har
heller ikke erhvervsøkonomiske eller miljømæssige
konsekvenser.
Konventionens bestemmelser om internationalt samarbejde
med henblik på at hindre overdragelse af ulovligt udgravede eller
stjålne og ulovligt udførte arkæologiske fund er i
overensstemmelse med Rådsdirektiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 om
tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra et medlemslands
område (gennemført i dansk lovgivning ved lov nr. 1104 af 22.
december 1993). Konventionen berører i øvrigt ikke forhold,
hvor EU har kompetence. Konventionen indeholder en bestemmelse om, at EU kan
tilbydes at tiltræde konventionen. Der henvises i øvrigt til
lovforslagets § 33 og bemærkningerne hertil.
Maltakonventionen henhører ressortmæssigt
under miljø- og energiministeren.
Forhold omfattet af konventionen er underlagt
Færøernes og Grønlands selvstyre. Der er ved
underskrivelsen taget ratifikationsforbehold for Færøernes og
Grønlands tiltræden af konventionen. Selvstyremyndighederne vil
blive kontaktet med henblik på stillingtagen til ratifikation af
konventionen i de respektive geografiske områder
Til stk. 2.
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelse i § 26, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at der er
pligt til at standse et jordarbejde, såfremt det berører den
arkæologiske kulturarv, at fundet straks skal anmeldes til
kulturministeren eller det nærmeste statslige eller statsanerkendte
kulturhistoriske museum, der varetager et arkæologisk
ansvarsområde, og at fundne genstande skal afleveres efter anmodning,
såfremt de ikke er omfattet af lovforslagets § 30 om danefæ.
Her tænkes på fundne genstande, som udgør en del af det
fortidsminde, jordarbejdet berører.
Såfremt kulturministeren eller det
pågældende kulturhistoriske museum anmoder om genstanden,
forudsættes det, at denne vil indgå i vedkommende statslige eller
statsanerkendte museums samling, uden at der betales godtgørelse.
Jordarbejderne kan antage meget forskellig karakter. En
ofte forekommende situation vil være, at fortidsminder fremkommer ved
dybdepløjning i landbruget eller ved skovrejsning. Andre situationer
kan være fund af fortidsminder under entreprenørarbejder ved
grundudgravninger til bygninger eller ved vejarbejder,
råstofindvinding, rørlægninger i forbindelse med
forsyningsvirksomhed mv.
Det er forudsat, at den der forestår jordarbejdet
udviser almindelig agtpågivenhed, og at arbejdet standses,
såfremt der fremkommer knoglemateriale, genstande, potteskår,
metalgenstande eller lignende, som ikke umiddelbart kan identificeres eller
henregnes til vor egen tid. Såfremt der fremkommer sådanne
genstande, må det påregnes, at den, der udfører
jordarbejdet, underretter den anlægsansvarlige (fx bygherren) og straks
tilkalder det nærmeste kulturhistoriske museum med henblik på en
umiddelbar vurdering af, om der er tale om dele af den arkæologiske
kulturarv.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på
»Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og
anlægsvirksomhed (AB 92)«, der finder anvendelse i tilknytning til
aftaler om arbejder og leverancer i bygge- og anlægssektoren. Det
fremgår blandt andet heraf, at en entreprenør straks skal
anmelde fund af fortidsminder til rigsantikvaren og bygherren, og at arbejdet
skal standes i det omfang, det berører fortidsmindet.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelse i § 26, stk. 2. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren har ansvaret for beslutningen om, at et jordarbejde skal
standses, indtil der er foretaget en arkæologisk undersøgelse,
eller indtil spørgsmålet om erhvervelse efter stk. 8 er
afgjort. Senest 1 år efter, at anmeldelsen er modtaget, kan arbejdet
genoptages, medmindre kulturministeren har afgivet indstilling om erhvervelse
af fortidsmindet efter stk. 8.
Det er forudsat, at der i hvert tilfælde skal
foretages en faglig vurdering af, hvorvidt et fortidsminde har en så
væsentlig kulturhistorisk værdi, at der skal gennemføres
en arkæologisk undersøgelse, eller at fortidsmindet skal
søges erhvervet. Det vil blive lagt til grund for beslutningen, at der
ved en eventuel udgravning vil fremkomme væsentlig ny viden.
Denne vurdering har hidtil fundet sted i Det
Arkæologiske Nævn, som nedlægges. Det er i denne
forbindelse forudsat, at der under museumsstyrelsen etableres et udvalg af
arkæologiske eksperter, som inddrages i forbindelse med vurderinger af
undersøgelsers væsentlighed og mulighed for at tilvejebringe ny
viden. Udvalgsstrukturen forudsættes tilrettelagt efter samme
principper som for Det Arkæologiske Nævn og skal bestå af
den højeste faglige ekspertise på feltet, både inden for
forhistorisk tid, middelalder og marinarkæologien. Ved større
undersøgelser bør der nedsættes en særskilt
følgegruppe, der får til opgave at sikre, at den viden, der
fremkommer ved undersøgelsen, til enhver tid svarer til de ressourcer,
der anvendes. Det vil påhvile museumsstyrelsen at føre tilsyn
med de undersøgelser, der er iværksat, og om fornødent
lukke disse undersøgelser, såfremt resultaterne ikke lever op
til forventningerne.
Til stk. 4.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
udgiften til en arkæologisk undersøgelse afholdes af den, for
hvis regning et jordarbejde skal udføres.
Der er ved forslaget lagt vægt på, at der for
såvel offentlige som private jordarbejder gælder en ordning, der
indebærer et økonomisk incitament for den anlægsansvarlige
til at inddrage museerne så tidligt som muligt i anlægsprocessen.
Der er ligeledes lagt stor vægt på, at der etableres en
finansieringsordning, der kan følge aktivitetsniveauet i bygge- og
anlægssektoren.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
bestemmelserne i §§ 23-26 om en tidlig inddragelse af de
arkæologisk arbejdende museer i forbindelse med den fysiske
planlægning og ved forberedelse af konkrete jordarbejder . Denne
inddragelse sigter som nævnt mod, at den anlægsansvarlige i
videst muligt omfang kan tilrettelægge arbejdet, så udgifterne
til eventuelle arkæologiske undersøgelser begrænses mest
muligt. Omlægningen er ikke udtryk for et mindsket statsligt
økonomisk engagement, idet de hidtidige bevillinger vil blive anvendt
til dækning af de udgravninger, der er omfattet af bestemmelserne i
stk. 5, samt til en ny tilskudsordning, jf. stk. 6 (jf. også
bemærkningerne til § 26, stk. 2. om tilskudsordning til
større forundersøgelser).
De ændrede finansieringsprincipper vil have
uændret virkning for offentlige myndigheder, som allerede i dag
afholder udgifter til de arkæologiske undersøgelser.
Som noget nyt vil private kunne pålægges at
afholde udgifter til arkæologiske undersøgelser i forbindelse
med et jordarbejde, jf. dog stk. 5, nr. 1-3.
I tilfælde af at private tilrettelægger
byggerier, så jordarbejdet ikke indebærer en risiko for at
ødelægge fortidsminder, vil der ikke være
udgiftsmæssige konsekvenser forbundet med nyordningen. Det vil i en
kommende tilskudsordning, jf. stk. 6, blive lagt til grund, at der i
situationer, hvor udgiften til en arkæologisk undersøgelse er
meget høj i forhold til anlægsarbejdets samlede omkostninger,
vil kunne ydes et statsligt tilskud.
Det er ligeledes forudsat, at museumsstyrelsen får
kompetence til på vegne af kulturministeren at træffe beslutning
om gennemførelsen af en arkæologisk undersøgelse,
herunder budgettet for undersøgelsen samt dens eventuelle standsning,
hvis det viser sig, at den ikke vil føre til de forventede
resultater.
Budgettet omfatter udgifter til undersøgelsen,
inklusive beretning, evt. naturvidenskabelige undersøgelser og
nødvendig konservering samt administrative omkostninger, der er
forbundet med den konkrete undersøgelse. Budgettet er som udgangspunkt
bindende for det kulturhistoriske museum, der er ansvarlig for
undersøgelsens gennemførelse. Spørgsmålet om en
eventuel overskridelse af budgetrammen vil i givet fald skulle drøftes
mellem det pågældende museum og museumsstyrelsen. Efter
undersøgelsens afslutning fremsender museet regnskab og beretning til
museumsstyrelsen og den anlægsansvarlige.
Til stk. 5, nr. 1.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at staten
fortsat skal finansiere arkæologiske undersøgelser,
såfremt årsagen til undersøgelsen er erosion eller
jordarbejde i forbindelse hermed eller jordarbejde udført som led i
dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder eller som led i almindelig
skovdrift, jf. også bemærkningerne til § 26, stk. 2.
Baggrunden herfor er, at nedbrydningen af jordlagene over fortidsminderne er
sket gennem en længere periode. Det anses derfor for rimeligt, at
udgifterne til arkæologiske undersøgelser fortsat afholdes af
staten.
Ved dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder
forstås i denne sammenhæng jordbearbejdning, som landbruget
foretager jævnligt eller lejlighedsvis med henblik på at skabe
gode betingelser for dyrkningen. Større ændringer i benyttelsen
af jordarealer - fx en jordbearbejdning af arealer med henblik på at
plante juletræer eller andre træsorter - afholdes af den, for
hvis regning et jordarbejde skal udføres. Der henvises også til
§26, stk. 2 og bemærkningerne hertil.
Ved almindelig skovdrift forstås i denne
sammenhæng jordbearbejdning i eksisterende skove fx harvning for at
fremme selvforyngelse i bøg. Større ændringer i
benyttelsen af jordarealer fx en jordbearbejdning i forbindelse med
skovrejsning afholdes af den, for hvis regning et jordarbejde skal
udføres.
Til stk. 5, nr. 2.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
udgifterne til arkæologiske undersøgelser afholdes af staten,
såfremt et kulturhistorisk museum i sin udtalelse efter § 25 har
meddelt, at et påtænkt jordarbejde ikke vil medføre en
risiko for ødelæggelse af væsentlige fortidsminder.
Såfremt det af udtalelsen fremgår, at det vil være
nødvendigt at gennemføre en arkæologisk
undersøgelse på det pågældende areal, vil udgiften
hertil i givet fald skulle afholdes af den anlægsansvarlige, jf. dog
stk. 5 nr. 1 og nr. 3.
Efter ministeriets vurdering kan det ikke anses for
rimeligt, at en anlægsansvarlig påføres udgifter til en
arkæologisk undersøgelse, hvis det i udtalelsen er
anført, at det pågældende anlægs- eller jordarbejde
ikke vil indebære den omtalte risiko. Udgiften til den
arkæologiske undersøgelse afholdes i givet fald af staten.
Til stk. 5, nr. 3.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
såfremt kulturministeren erhverver et fortidsminde eller at det fredes
efter lov om naturbeskyttelse, afholder staten udgifterne til den
arkæologiske undersøgelse. Baggrunden for bestemmelsen er, at
det ikke kan anses for rimeligt at påføre lodsejeren udgifter
til arkæologiske undersøgelser, såfremt arealet
efterfølgende erhverves af staten.
Til stk. 6.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren i særlige tilfælde kan yde tilskud til
arkæologiske undersøgelser, der gennemføres i henhold til
stk. 3. Museumsstyrelsen vil tage stilling til
tilskudsspørgsmålet som led i behandlingen af den konkrete
sag.
Der vil i tilskudsordningen blive lagt vægt på
jordarbejder, hvor udgifterne til de arkæologiske undersøgelser
udgør en uforholdsmæssig stor udgift i forhold til
anlægsarbejdets totale omkostninger. Ved beslutning om tilskud vil der
kunne lægges vægt på, at den anlægsansvarlige forud
for igangsætning af jordarbejdet har indhentet en udtalelse efter
lovforslagets § 25.
Ministeriet lægger vægt på, at
museumsstyrelsen etablerer en ensartet og gennemsigtig tilskudsordning
på området. Administrationen af tilskudsordningen vil blive
tilrettelagt, så den anlægsansvarlige modtager en samlet
meddelelse fra museumsstyrelsen om undersøgelsens gennemførelse
og budget samt om et eventuelt statsligt tilskud til finansieringen.
Da der er tale om en ny tilskudsordning, må det
forudses, at der vil være behov for en række justeringer og
præciseringer i de første år. Det må derfor anses
for hensigtsmæssigt, at kulturministeren bemyndiges til at udforme de
nærmere bestemmelser og foretage nødvendige justeringer i
ordningen, jf. stk. 10.
Til stk. 7.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 26, stk. 4. Bestemmelsen fastslår, at staten yder
erstatning for tab ved ikke at kunne fortsætte den hidtidige drift i
forbindelse med arkæologiske undersøgelser. Såfremt der
ikke kan opnås enighed om erstatningen, fastlægges denne af den
taksationskommission, der er nævnt i naturbeskyttelsesloven.
Rigsantikvarembedets Arkæologiske Sekretariat oplyser i den
forbindelse, at den hidtidige praksis næsten udelukkende har
vedrørt arkæologiske udgravninger i forbindelse med
landbrugsmæssig drift. Langt de fleste forhandlinger mellem lodsejer og
museum har været afsluttet uproblematisk.
Til stk. 8.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 26, stk. 5. Bestemmelsen fastslår, at kulturministeren kan
erhverve et fortidsminde og eventuelt det omkringliggende areal, og at dette
kan ske gennem ekspropriation. Såfremt spørgsmål om
erhvervelse bliver aktuelt, skal Kulturministeriet optage forhandlinger med
lodsejeren og fredningsmyndighederne om erhvervelse eller anden form for
frivillig beskyttelse fx i form af midlertidig markskadeerstatning.
Såfremt det ikke er muligt at finde en løsning, kan
kulturministeren gennemføre erhvervelsen af det pågældende
areal ved ekspropriation. Arealet vil herefter blive overført til
Skov- og Naturstyrelsen til administration og drift sammen med de
øvrige statsejede arealer.
Til stk. 9.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 26, stk. 6. Bestemmelsen fastslår, at kulturministeren,
eller den kulturministeren bemyndiger hertil, uden retskendelse til enhver
tid har adgang til steder, hvor der foretages jordarbejder, og hvor der
fremkommer fund eller under arbejder formodes at fremkomme fortidsminder.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med tilsyn med overholdelse af
standsningspligten i stk. 2. Adgangen uden retskendelse vil typisk
benyttes, når det er afgørende at få standset jordarbejdet
så hurtigt som muligt, såfremt det berører et
fortidsminde. Det bemærkes, at der normalt vil være tale om
adgang til arealer, der er beliggende udendørs. I praksis vil
ministeren bemyndige de statsanerkendte museer, der varetager et
arkæologisk ansvarsområde til at gennemføre tilsynet.
Til stk. 10.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler for den
arkæologiske undersøgelsesvirksomhed efter stk. 3 og om
gennemførelse af bestemmelserne i stk. 4 - 6.
Samordningen af den arkæologiske
undersøgelsesvirksomhed samt fordelingen af arbejdsopgaverne mellem de
arkæologisk arbejdende museer har hidtil været henlagt til Det
Arkæologiske Nævn. Herudover har Det Arkæologiske
Nævn haft til opgave at udarbejde vejledende retningslinjer for
undersøgelsesarbejdet. Hensigten med bestemmelsen er at sikre en
fortsat høj faglig standard og en fortsat ensartet praksis i
forbindelse med gennemførelse af den arkæologiske
undersøgelsesvirksomhed i Danmark, herunder den foreslåede
tilskudsordning, jf. stk. 6. Herudover er det nødvendigt at
opretholde grundlaget for en ensartet administration og budgetlægning i
forbindelse med undersøgelsesopgaverne. Det er derfor fundet
hensigtsmæssigt, at der i loven fortsat er hjemmel til at
fastsætte nærmere regler herfor.
Til § 28
Med henblik på at sikre den bedst mulige
koordinering og udnyttelse af de disponible ressourcer i de faglige
marinarkæologiske miljøer forventes der overført en
række opgaver fra Miljø- og Energiministeriet til
Kulturministeriet. De opgaver, der forventes overført, vedrører
tilvejebringelsen af et kulturhistorisk fagligt beslutningsgrundlag for
myndighedsudøvelsen i henhold til naturbeskyttelseslovens § 14,
undersøgelsesopgaver i forbindelse med tilsyn og sikring af marine
fortidsminder og skibsvrag samt modtagelse af fundanmeldelser og registrering
af disse. Som følge heraf indarbejdes naturbeskyttelseslovens
§ 14, stk. 3 i museumsloven.
Bestemmelsen er ny. Anmeldelse af et fund af fortidsminder
eller skibsvrag, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 14,
stk. 1 og 2, skal fremover ske til museumsstyrelsen. Dette gælder
også, hvis fundet sker i forbindelse med et anlægsarbejde. I
disse tilfælde underretter museumsstyrelsen Skov- og Naturstyrelsen
umiddelbart efter modtagelsen af fundanmeldelsen. Der henvises i
øvrigt til § 43, jf. § 14a, stk.2, samt bemærkningerne
hertil.
Bestemmelsen dækker en 24 sømils zone fra
kysten fra de basislinier, der er udgangspunkt for territorialfarvandets
afgrænsning. Hermed er alle de indre farvande samt vandløb og
søer omfattet af bestemmelsen sammen med et 24 sømil bredt
bælte langs den jyske vestkyst.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelse i § 28, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at
genstande, der er omfattet af stk. 1, tilhører staten, medmindre
nogen godtgør sin ret som ejer.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelse i § 28, stk. 2. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren træffer bestemmelse om arkæologiske
undersøgelser af de genstande, der tilhører staten. Denne
opgave vil blive varetaget af museumsstyrelsen. Det skal i forlængelse
heraf præciseres, at kompetencen til at træffe afgørelse
om gennemførelse af marinarkæologiske undersøgelser af
fortidsminder, skibsvrag mv. må ses i sammenhæng med Skov- og
Naturstyrelsens myndighedsudøvelse efter naturbeskyttelseslovens
§ 14, stk. 1 og 2. I forbindelse med denne
myndighedsudøvelse er museumsstyrelsens kompetence alene knyttet til
gennemførelsen af undersøgelserne og fordelingen af
undersøgelsesopgaverne mellem de museer, der har en
marinarkæologisk ekspertise. Museerne og museumsstyrelsen kan på
eget initiativ gennemføre marinarkæologiske undersøgelser
med henblik på dokumentation af væsentlige kulturhistoriske
værdier. I det omfang de marinarkæologiske undersøgelser
indebærer ændringer i beskyttede vrag eller genstande,
forudsætter det tilladelse fra fredningsmyndighederne. Såfremt
der i forbindelse med dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 14,
stk. 1 eller 2, samt den foreslåede § 14 a., stk. 2,
stilles krav om gennemførelse af en arkæologisk
undersøgelse, opstiller museumsstyrelsen budget for
undersøgelsen. Museumsstyrelsen fordeler undersøgelsesopgaverne
mellem de museer, der besidder den fornødne marinarkæologiske
ekspertise. Museumsstyrelsen fører tilsyn med den faglige og
økonomiske gennemførelse af undersøgelsen. Udgifterne
til undersøgelsen afholdes af bygherren, jf. lovforslagets § 43.
Ordningen sikrer parallelitet mellem gennemførelsen af
arkæologiske undersøgelser på land og i vand samt
ensartede finansieringsprincipper for disse.
Til stk. 4.
Bestemmelsen er ny. Det har hidtil ikke været muligt
at fravige kriterierne om en 100 års grænse. Fund og kommerciel
udnyttelse af skibsvrag fra 2. verdenskrig, rester fra fly mv. har
illustreret, at der er behov for en dispensationsmulighed i loven med henblik
på at sikre, at der kan gennemføres marinarkæolgiske
undersøgelser af disse historiske vrag forud for plyndringer eller
destruktion i forbindelse med anlægsarbejder på
søterritoriet. Der er gennemført en parallel ændring i
naturbeskyttelsesloven, jf. også lovforslagets § 43 og
bemærkningerne hertil.
Til stk. 5.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 28, stk. 3. Bestemmelsen fastlægger, at genstande, der
tilhører staten, skal afleveres til kulturministeren. Sager af denne
karakter vil blive behandlet af Nationalmuseet, og Nationalmuseet kan
udbetale en godtgørelse til den pågældende.
Til stk. 6.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 28, stk. 4. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige
ændringer. Bestemmelsen fastslår, at de gældende regler i
strandingslovgivningen, som omfatter forskellige offentlige og civilretlige
interesser i forbindelse med strandinger, og som i princippet vedrører
aktuelle strandingsforhold, opretholdes uændret.
Til § 29
Bestemmelsen er ny. Der har fra de naturhistoriske museers
side været fremsat ønske om en bedre sikring af mulighederne for
at foretage naturhistoriske undersøgelser i forbindelse med
jordarbejder, såfremt der ved jordarbejdet er fremkommet en for det
pågældende område usædvanlig naturhistorisk genstand.
Bestemmelsen forventes anvendt yderst sjældent. Der er tilstræbt
parallelitet mellem den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed og
den naturhistoriske undersøgelsesvirksomhed for så vidt
angår standsnings- og anmeldelsespligt, prioritering af
undersøgelsesvirksomheden, erstatnings- og
finansieringsbestemmelser.
Til stk. 1.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at der er
pligt til at standse et jordarbejde, en råstofindvinding eller
stenbrydning, såfremt der findes usædvanlige naturhistoriske
genstande, at fundet straks skal anmeldes til kulturministeren eller det
nærmeste statslige eller statsanerkendte museum, der varetager et
naturhistorisk ansvarsområde, og at fundne genstande skal afleveres
efter anmodning, såfremt de ikke er omfattet af lovforslagets § 31
om danekræ. Bestemmelsen svarer i hovedtræk til beskyttelsen af
usynlige fortidsminder.
Såfremt kulturministeren eller det
pågældende naturhistoriske museum anmoder om genstanden,
forudsættes det, at denne vil indgå i vedkommende naturhistoriske
museums samling, uden at der betales godtgørelse.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelserne fastslår, at der
i hvert tilfælde skal foretages en faglig vurdering af, om en genstand
er så væsentlig, at der skal gennemføres en nærmere
undersøgelse, eller om arbejdet kan fortsætte. Det er ved
forslaget forudsat, at museumsstyrelsen inddrager relevant sagkyndig
ekspertise fra Statens Naturhistoriske Museum i forbindelse med vurderingen.
Det er en forudsætning, at en undersøgelse vil kunne bibringe ny
viden på det naturhistoriske område. En undersøgelse skal
foretages hurtigst muligt. Museumsstyrelsens afgørelse meddeles den,
der forestår jordarbejdet eller stenbrydningen. Da fund af
naturhistoriske genstande ikke på forhånd kan erkendes, afholder
staten udgifterne til undersøgelserne.
Til stk. 3.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
erstatningsbestemmelserne efter forslagets § 27, stk. 7,
tilsvarende finder anvendelse ved naturvidenskabelige
undersøgelser.
Til stk. 4.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
museumsstyrelsen uden retskendelse har adgang til steder, hvor der foretages
jordarbejder og stenbrydning, og hvor der er fremkommer genstande eller under
arbejder kan formodes at fremkomme de i stk. 1 nævnte genstande.
Adgangen uden retskendelse vil typisk benyttes, når det er
afgørende at få standset jordarbejdet og stenbrydningen så
hurtigt som muligt, såfremt det berører et naturhistorisk
fortidsminde. Med bestemmelsen er der tilstræbt parallelitet mellem
bestemmelserne vedrørende den arkæologiske
undersøgelsesvirksomhed og den naturvidenskabelige
undersøgelsesvirksomhed. Det bemærkes, at der normalt vil
være tale om adgang til arealer, der er beliggende udendørs.
Til stk. 5.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om
gennemførelse af naturhistoriske undersøgelser efter
stk. 2. Hensigten med bestemmelsen er at sikre en høj faglig
standard og en ensartet praksis i forbindelse med
undersøgelsesopgaverne, jf. § 27, stk. 10.
Kapitel 9
Danefæ og danekræ
I forbindelse med lovrevisionen er det anset for
hensigtsmæssigt at samle bestemmelserne om danefæ og
danekræ i et kapitel.
Til § 30
Danefæ-bestemmelserne blev indsat i museumsloven i
1984. Før dette tidspunkt fremgik reglerne af Danske Lov, regler fra
1737 og 1757 samt af Nationalmuseets administrative praksis.
Myndighedskompetencen i forbindelse med behandlingen af danefæ er i den
gældende lov henlagt til rigsantikvaren. I forbindelse med
omlægning af rigsantikvarembedets funktion finder ministeriet det mest
hensigtsmæssigt, at denne kompetence fastholdes på
Nationalmuseet. Det skyldes, at danefæ indgår i Nationalmuseets
samlinger, og at museet hidtil har foretaget den faglige vurdering af
genstanden og dens værdi samt udbetaling af
danefæ-godtgørelse.
Til stk. 1.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 27, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at genstande fra
fortiden, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvor ingen kan
godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt genstanden
er forarbejdet af værdifuldt materiale eller har særlig
kulturhistorisk værdi. Ved Danmark forstås landjorden, herunder
moser og enge, vandløb, søer og territorialfarvandet, og
kontinentalsoklen, dog ikke ud over 24 sømil fra de basislinier,
hvorfra bredden af det ydre territorialforvand måles.
På grundlag af praksis kan oplyses
følgende:
For så vidt angår afgrænsningen af
»fortiden« skal bemærkes, at et møntfund, der højst havde
ligget i jorden i 75 år, er blevet erklæret for danefæ,
mens et andet fund, som var mindre end 36 år gammelt, er blevet anset
for hittegods og ikke for danefæ.
Som vejledende regel kan danefæ opdeles i 3 grupper
ud fra de materialer, hvoraf fundene er bearbejdet: 1) Det som med sikkerhed
er danefæ, er fund af guld eller sølv, forarbejdet rav, elfenben
eller ædle stene samt mønter af enhver art og af et hvilket som
helst materiale. 2) Genstande af andre metaller, fx kobber, tin, bronze og
jern eller glas, samt fund, i hvilke sådanne genstande indgår,
vil i almindelighed være danefæ, hvis deres alder,
sjældenhed eller bevaringstilstand i øvrigt taler herfor. 3)
Genstande af organisk materiale som ben, tak, træ eller skind eller
uorganisk materiale som flint og andre stenarter eller ler vil i
almindelighed ikke være danefæ med mindre, der er tale om ting af
stor sjældenhed eller særlig videnskabelig betydning.
Ornamenterede genstande af ben eller tak, dragtstykker af skind eller stof
vil ofte være af en sådan sjældenhed, at de omfattes af
danefæ-bestemmelserne.
Genstande, der normalt ikke er omfattet af
danefæbestemmelserne, men som er fundet under særlige
fundforhold, og som derfor har særlig kulturhistorisk interesse, vil
være omfattet.
Til stk. 2.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 27, stk. 2. Bestemmelsen fastlægger, at danefæ
tilhører staten, og at det påhviler enhver, der kommer i
besiddelse af danefæ, at aflevere dette til Nationalmuseet. I praksis
vil danefæ kunne afleveres til det nærmeste kulturhistoriske
museum, der har pligt til at aflevere fundet til Nationalmuseet.
Til stk. 3.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 27, stk. 3. Bestemmelsen fastslår, at Nationalmuseet kan
udbetale danefægodtgørelse til finderen. Vurdering af
danefæ følger i praksis regler, der er baseret på
fortilfælde med rimelig hensynstagen til kronens og guldets aktuelle
værdi. For danefæ af værdifuldt materiale og især
guldfundene - udbetales altid et beløb svarende mindst til
materialeværdien. Hertil lægges almindeligvis en findeløn,
hvis størrelse afhænger af fundets sjældenhed og den
omsorg, med hvilken finderen har taget vare på det fundne. Med hensyn
til det øvrige danefæ bliver godtgørelsen fastsat
skønsmæssigt. Ved fastsættelsen af
danefægodtgørelsen tilstræbes det at gøre
afleveringen af det fundne så tillokkende, at straffebestemmelserne
ikke kommer i anvendelse. Det forhold, at danefægodtgørelsen
ikke beskattes, understøtter denne bestræbelse.
Danefægodtgørelse udbetales til finderen,
medmindre vedkommende forsætligt har tilbageholdt eller misligholdt det
fundne. Finderen er den, der rent bogstaveligt samler genstanden op fra det
sted, hvor den har været gemt. Hvis danefæ er foræret
væk eller solgt videre, førend dets danefækarakter er
blevet kendt, er de overdragelser, der har fundet sted, ugyldige, idet fundet
har tilhørt staten fra starten. Også her er det ofte finderen,
der har krav på godtgørelse, dog kun såfremt han eller hun
har handlet i god tro.
Til stk. 4.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 27, stk. 4. Bestemmelsen fastslår, at der ikke udbetales
danefægodtgørelse i forbindelse med arkæologiske
undersøgelser, der er gennemført af statslige eller
statsanerkendte museer. Der kan efter den hidtidige praksis dog udbetales et
beløb, der svarer til danefægodtgørelsen, til den
lodsejer eller bruger, på hvis ejendom undersøgelsen er
gennemført, såfremt det skønnes, at ejer eller bruger er
blevet unddraget en rimelig mulighed for selv af finde danefæ. Det
kræves i den forbindelse, at genstande ikke har ligget for dybt i
jorden, og at ejer eller bruger normalt færdes på det
pågældende areal.
Til stk. 5.
Bestemmelsen svarer til de gældende bestemmelser i
§ 27, stk. 5 og § 30 stk. 4. Bestemmelsen fastslår,
at danefæ indgår i Nationalmuseets samlinger. Genstandene kan
uddeponeres på andre statslige eller statsanerkendte museer. I praksis
uddeponeres 95 % af danefæ, hvilket bl.a. afspejler den store lokale
interesse, der ofte er for fund af danefæ. Nationalmuseet vil til
enhver tid kunne hjemkalde uddeponerede genstande. Bestemmelsen
fastslår også, at et statsligt eller statsanerkendt museum kan
indanke Nationalmuseets afgørelse om deponering af et nyt
danefæfund for kulturministeren. I den gældende lov ligger denne
kompetence hos Det arkæologiske Nævn.
Til § 31
Bestemmelser om danekræ blev indføjet ved
revision af museumsloven i 1989. Bestemmelsen har til hensigt at sikre fund
af enestående naturhistoriske genstande for offentligheden. Med den nu
foreslåede formulering af bestemmelsen tilsigtes i videst mulig omfang
en parallelitet med bestemmelsen om danefæ for så vidt
angår definition, afleveringspligt og kompetence til vurdering af
materialet og udbetaling af godtgørelse.
Til stk. 1.
Bestemmelsen er en omformulering af den gældende
bestemmelse i § 36 b, stk. 1. Det præciseres, at også
meteoritter er omfattet af bestemmelsen. Formålet er at sikre bevaring
af såkaldt danekræ, hvilket vil sige enestående
naturhistoriske fund som dyre- og plantefossiler (»forsteninger«),
meteoritter, rester af subfossile dyr, hvormed menes dyr, der i perioder
efter istiden har levet i Danmark, så som eksempelvis mammut samt
sjældne geologiske genstande. Som eksempel på genstande, der er
omfattet af danekræordningen, kan nævnes et fossil af en
elefanttand fundet i 2000.
Ved Danmark forstås landjorden, herunder moser og
enge, vandløb, søer og territorialfarvandet, og
kontinentalsoklen, dog ikke ud over 24 sømil fra de basislinier,
hvorfra bredden af det ydre territorialforvand måles.
Til stk. 2.
Bestemmelsen fastlægger, at danekræ
tilhører staten, og at det påhviler enhver, der kommer i
besiddelse af danekræ, at aflevere dette til Statens Naturhistoriske
Museum.
Den hidtidige praksis har været, at en stor del af
det potentielle danekræ er blevet afleveret til de statsanerkendte
naturhistoriske museer, der har videresendt dem til hovedmuseerne.
Hovedmuseerne har foretaget en bedømmelse af de indleverede genstande
og har afgivet indstilling til Statens Museumsnævn om eventuel
erhvervelse og udbetaling af godtgørelse.
Til stk. 3.
Bestemmelsen fastslår, at godtgørelsen
fastsættes efter samme principper som for danefæ, nemlig efter
genstandens værdi, sjældenhed og den omhu, hvormed finderen har
sikret genstanden.
Til stk. 4.
Bestemmelsen er ny, men følger de samme principper
som §30, stk. 4, om danefæ. Bestemmelsen fastslår, at der
ikke udbetales danekrægodtgørelse i forbindelse med
videnskabelige undersøgelser, der er gennemført af statslige
eller statsanerkendte museer. Der kan efter den hidtidige praksis dog
udbetales et beløb, der svarer til danekrægodtgørelsen,
til ejer eller bruger af det areal, hvor undersøgelsen finder sted,
såfremt det skønnes, at ejer eller bruger er blevet unddraget en
rimelig mulighed for selv af finde danekræ. Det kræves i den
forbindelse, at genstande ikke har ligget for dybt i jorden, og at ejer eller
bruger normalt færdes på det pågældende areal.
Til stk. 5.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastlår, at
danekræ indgår i Statens Naturhistoriske Museums samlinger og kan
deponeres på andre museer. Bestemmelsen fastlår endvidere, at et
museum kan indanke Statens Naturhistoriske Museums afgørelse om
deponering af et nyt danekræfund for kulturministeren, der
træffer afgørelse efter forhandling med undervisningsministeren.
Den gældende lov giver ikke mulighed for at anke de naturhistoriske
hovedmuseers afgørelse i en sådan sag til en højere
instans.
Til stk. 6.
Bestemmelsen er ny. Det er med bestemmelsen
præciseret, at bestemmelserne om danekræ ikke gælder
genstande, der er indført i Danmark ved menneskers hjælp.
Erfaringen har vist, at museerne får indleveret genstande, der ikke
tilhører den danske fauna, flora og geologi, men som mennesker i nyere
tid har indført til landet og efterladt i naturen.
Kapitel 10
Særlige bestemmelser
Til § 32
Bestemmelsen er udvidet i forhold til den gældende
bestemmelse i § 36. Hidtil har staten påtaget sig den
forsikringsmæssige risiko for udenlandske udlån af værker
til kunstnerisk eller kulturelt set betydelige udstillinger på danske
museer og udstillingssteder. Bestemmelsen fastslår, at staten nu
også kan påtage sig den forsikringsmæssige risiko for
udlån af værker fra danske samlinger til kunstnerisk eller
kulturelt set betydelige udstillinger på danske museer og
udstillingssteder. Ordningen har hidtil været administeret
således, at der under Kulturministeriet er nedsat et særligt
udvalg (National Indemnity-udvalget) med den opgave at rådgive
ministeriet om de sikkerhedsmæssige forhold i videste forstand i
forbindelse med, at staten kan påtage sig den forsikringsmæssige
risiko for de udenlandske udlån af værker. Udvalget består
af medlemmer med indsigt i sikringsforhold samt skadeforebyggelse inden for
museumssektoren. Der er udarbejdet et regelsæt og en brugervejledning
for ordningen, der bl.a. fastsætter nogle grænser for omfanget af
den statslige forsikringsmæssige risiko samt diverse sikringskrav. Det
forudsættes, at en ordning af denne karakter videreføres.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren kan fastsætte nærmere regler for National
Indemnity-ordningen.
Til § 33
Bestemmelsen er ny. Danmark overvejer tiltræden af
UNESCO-Konventionen af 14. november 1970 angående midler til at forbyde
og forhindre ulovlig import, eksport og salg af kulturværdier.
Det følger af konventionens artikel 7, at en
tiltrædende stat skal tage nødvendige forholdsregler i
overensstemmelse med national lovgivning for at forhindre, at museer og
lignende institutioner erhverver genstande, der er ulovligt eksporteret fra
en anden stat efter konventionens ikrafttræden.
Bestemmelsen sigter til den situation, hvor der i en
konkret sag kan henvises til en konvention, som er tiltrådt af
såvel eksportstaten som Danmark.
Danmark overvejer endvidere tiltræden af
UNIDROIT-Konventionen af 24. juni 1995 om stjålne eller ulovligt
eksporterede kulturgenstande. For så vidt angår tilbagelevering
af ulovligt eksporterede genstande opstiller konventionen en række
betingelser for en sådan tilbagelevering.
For så vidt angår EU og EØS
gælder lov nr. 1104 af 22. december 1993 om tilbagelevering af
kulturgoder, der ulovligt er fjernet fra et EU-medlemslands område mv.,
som ændret ved lov nr. 422 af 10. juni 1997.
For så vidt angår det generelle
spørgsmål om museers erhvervelser af genstande, hvis forhistorie
er uafklaret, skal det bemærkes, at statslige og statsanerkendte museer
må antages at være opmærksomme på de museumsetiske
regler, som er vedtaget af den internationale museumsorganisation ICOM. I
disse regler anføres, at »erhvervelse af en genstand, hvad enten det
er ved køb, gave eller arv, bør ikke foretages, uden at
ledelsen og den ansvarlige medarbejder har sikret sig, at museet kan erholde
lovlig adkomst til genstanden, samt i særdeleshed at den ikke er
ulovligt erhvervet i eller udført fra oprindelseslandet og/eller et
andet land, hvor den kan have været ejet lovligt. «
Kapitel 11
Regnskab og revision
Bestemmelserne i kapitel 11 er en om- og sammenskrivning
af de forskellige tilskudsadministrative regler, der er fastsat for
tilskudsordningerne i den gældende lov (jf. § 11, stk. 4,
§ 13, stk. 2). Hensigten med bestemmelserne er at fastsætte
fælles regler for forslagets tilskudsordninger.
Til § 34
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren fastsætter regler om regnskabsaflæggelsen og
revisionens udførelse for tilskud, der udbetales i medfør af
lovforslaget. Bestemmelsen skaber grundlag for museumsstyrelsens tilsyn med
forvaltningen af de statslige tilskud.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny. Erfaringerne har vist, at der er behov
for at fastsætte nærmere bestemmelser om
regnskabsaflæggelse, indsendelse af budget og beretning og grundlag for
fastsættelse af rammetilskuddet for de museer, der er omfattet af lov
nr. 1104 af 29. december 1999 om regionale kulturaftaler.
Til § 35
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen giver hjemmel til, at
kulturministeren kan indhente yderligere materiale fra tilskudsmodtagere til
brug for Rigsrevisionen til en nøjere regnskabsgennemgang.
Til § 36
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen skaber det
nødvendige hjemmelsgrundlag for, at museumsstyrelsen inden for det
pågældende finansår kan forudbetale tilskud.
Til § 37
Bestemmelsen er en omskrivning af den gældende
bestemmelse i § 11, stk. 4. Der tilsigtes ingen
indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen skaber det
nødvendige hjemmelsgrundlag for, at kulturministeren kan bestemme, at
afgivne tilsagn kan bortfalde, og at allerede udbetalte tilskud skal
tilbagebetales, hvis tilskudsmodtageren ikke opfylder betingelserne for
tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet. Der sigtes
i denne sammenhæng bl.a. på, at bestemmelsen kan finde
anvendelse, såfremt et statsanerkendt museum tilsidesætter
reglerne for opnåelse og bevarelse af tilskud efter forslagets
§ 14. En beslutning om bortfald af tilsagn eller tilbagebetaling af
tilskud vil være baseret på en faglig indstilling herom fra
museumsstyrelsen.
Kapitel 12
Administration
Til § 38
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren kan delegere opgaver og beføjelser, der i forslaget
er tillagt kulturministeren, til en under Kulturministeriet oprettet
styrelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger herom.
Til stk. 2.
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage
museumsfaglige afgørelser. Med bestemmelsen sigtes der på de
afgørelser, der er truffet på baggrund af en faglig vurdering.
Det drejer sig om tilfælde, hvor styrelsen træffer en
afgørelse i forbindelse med støtte til fællesopgaver,
erhvervelser mv., jf. § 16, stk. 2.
Til § 39
Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at
kulturministeren fører de registre, som museerne har pligt til at
indberette data til, jf. forslagets § 11, stk. 1 og § 14,
stk. 1, nr. 10. Det Kulturhistoriske Centralregister og Det centrale
register over kunstværker (Kunst Indeks Danmark) føres i dag i
henhold til den gældende lov af hhv. Nationalmuseet (jf. § 7,
stk. 5) og Statens Museum for Kunst (jf. § 8, stk. 4).
Det Kulturhistoriske Centralregister (DKC) blev oprettet i
1984 og er et topografisk baseret register over fund og fortidsminder.
Registret er baseret på det omfattende kort- og tekstmateriale, der
blev etableret i forbindelse med de såkaldte herredsrejser, som blev
påbegyndt i forrige århundrede. Det store antikvariske materiale,
som blev resultatet heraf, befinder sig i arkiver på Nationalmuseet.
DKC varetager både det fortsatte arbejde med indtastningen af
Nationalmuseets arkiver og registrerer alle nye fund, der indberettes via
landets kulturhistoriske museer. Registret indeholder også oplysninger
om fund på havbunden. Nationalmuseets marinregister og Skov- og
Naturstyrelsens FREDSØ-register sammenlægges i forbindelse med
ressortomlægningen, jf. ovenfor. Der vil herefter være et samlet
register over fortidsminder, skibsvrag mv., der er omfattet af
naturbeskyttelseslovens § 14, stk. 1 og 2. Skov- og Naturstyrelsen
får adgang til registret i forbindelse med administrationen af
naturbeskyttelsesloven. Der henvises i øvrigt til forslagets § 28
og bemærkningerne hertil. Der har igennem de senere år
været arbejdet med også at inddrage oplysninger om nyere tids
kulturhistorie i registret.
Kunst Indeks Danmark (KID) er en landsdækkende
database, der indeholder oplysninger om kunstværker i statslige og
statsanerkendte museers samlinger. Registret blev oprettet i 1985 og
indeholdt i 1998 oplysninger om ca. 36.000 værker af ca. 6000 danske og
udenlandske kunstnere fordelt på 55 danske museer. Hensigten med det
centrale register er, at der på tværs af museerne kan indhentes
oplysninger om en bestemt kunstners værker i Danmark, værker fra
en bestemt periode eller med udvalgte motiver.
Registrene skal løbende udvikles i overensstemmelse
med internationale standarder og i takt med udviklingen i den moderne
informationsteknologi.
Det er hensigten, at registrene fremover skal føres
af museumsstyrelsen.
Kapitel 13
Straffebestemmelser
Til § 40
Bestemmelsen vedrører strafansvar i tilfælde,
hvor lovforslaget pålægger personer forpligtelser, jf. den
gældende bestemmelse i § 37.
Kapitel 14
Afsluttende bestemmelser
Til § 41
Der er med lovforslaget lagt op til en 3-årig
overgangsperiode fra lovens ikrafttræden for så vidt angår
ændring af minimums- og maksimumtilskudsgrundlaget for beregningen af
statstilskud til statsanerkendte museer efter lovens §15. Der henvises til de
almindelige bemærkninger herom.
Der er endvidere med lovforslaget lagt op til en 1
-årig overgangsbestemmelse fra lovens ikrafttræden, for så
vidt angår de ændrede finansieringsprincipper for den
arkæologiske undersøgelsesvirksomhed mv., jf. forslagets
§ 27, stk. 4-7. Skæringsdatoen gælder det tidspunkt,
hvor en anlægsansvarlig påbegynder et jordarbejde. Med
overgangsbestemmelsen tilsigtes det, at ordningen med en tidlig inddragelse
af museerne i den fysiske planlægning har tid til at slå
igennem.
Til § 42
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 40. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.
Bestemmelsen har den baggrund, at i forbindelse med Grundloven af 5. juni
1849 blev de kongelige slotte i en kundgørelse af 30. maj 1849 om
Civillisten erklæret for statsejendom med bopælsret for Kongen. I
samme kundgørelse blev der dog taget forbehold om »Den chronologiske
Samling paa Rosenborg Slot«, idet det forbeholdtes Kongen at bestemme, om
samlingen skulle indlemmes mellem statens samlinger eller betragtes som et
kongeligt fideikommis. Beslutning herom blev taget ved kongelig resolution af
14. juni 1854, hvorefter samtlige på Rosenborg værende samlinger
og genstande skulle udgøre én samling under navn af den
kronologiske og betragtes som »det Kongelige Huses uafhændelige
ejendom, arvelig fra Konge til Konge«. Den nævnte kongelige resolution
forudsatte ligeledes, at Kongehusets hidtidige adgang til ved
højtidelige lejligheder at benytte juveler, genstande, inventar og
andre »særlige apparater« opretholdes. Ved den kongelige resolution af
1854 blev den kronologiske samling endvidere henlagt under en særlig
bestyrelse på to personer: Den ene en minister, der siden 1866 har
været den minister, hvorunder kulturelle anliggender sorterer, den
anden en af Kongen udpeget person, der siden 1899 har været medlem af
Kongehuset, i dag Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Endvidere har
Kongen siden 1866 udnævnt en direktør for samlingen, som siden
1910 altid har været udpeget blandt hoffets højere
embedsmænd. Det er disse ovennævnte regler, som efter forslaget
udtrykkeligt opretholdes og derved får gyldighed uanset bestemmelserne
i lovforslagets §§ 14 og 17.
Til § 43
Bestemmelsen indeholder forslag til ændring af
naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttelse af fortidsminder og vrag
på havbunden.
Den marine kulturarv er beskyttet gennem et forbud mod
tilstandsændringer. Der kan i særlige tilfælde dispenseres
fra forbudet. Bestemmelsen administreres i Skov- og Naturstyrelsen, og
hensynet til den marine kulturarv varetages side om side med styrelsens
varetagelse af natur- og råstofinteresser på havet.
Ændringsforslaget rummer for det første en
konsekvensændring som følge af, at den marinarkæologiske
registrerings- og undersøgelsesvirksomhed (den gældende
§ 14, stk. 3) overføres fra miljø- og
energiministeren til kulturministeren, jf. også § 28 i
nærværende forslag til museumslov. Samtidig foreslås
bestemmelsen moderniseret og præciseret med sigte på at
tilvejebringe et klarere hjemmelsgrundlag til at håndtere en
række situationer, der knytter sig til varetagelsen af beskyttelsen af
fortidsminder og vrag på havbunden.
Behovet for en præcisering af det retlige grundlag
for beskyttelsen af den marine kulturarv knytter sig især til den
situation, hvor en bygherre støder på et fortidsminde eller et
vrag under et anlægsarbejde eller en aktivitet på havbunden.
Denne situation har ikke hidtil været tilstrækkeligt reguleret
for så vidt angår marine fortidsminder og vrag. Behandlingen af
sådanne sager er således hidtil sket på grundlag af en
administrativ praksis, som nu foreslås lovfæstet. Endvidere er
der med henblik på en højere grad af forebyggelse behov for at
kunne stille krav om forundersøgelser.
Selve den retlige beskyttelse af fortidsminder og vrag
på havbunden ved et generelt forbud mod tilstandsændringer
videreføres uændret. Hovedindholdet i ændringsforslaget er
herefter, at de bestemmelser i naturbeskyttelsesloven, der regulerer
beskyttelsen af den marine kulturarv:
·
bliver mere
præcise med hensyn til procedure og vilkårsfastsættelse
·
tydeligere afspejler
princippet bag opgavefordelingen på fortidsmindeområdet mellem
Miljø- og Energiministeriet og Kulturministeriet, (jf. også
bemærkningerne til § 28)
·
indeholder en klar
hjemmel til i afgørelser vedr. dispensation fra forbudet mod
tilstandsændringer at fastsætte vilkår med
økonomiske konsekvenser
·
giver et klart
operationelt grundlag for såvel borgere som myndigheder i sager vedr.
fund under anlægsarbejde m.v. og
·
giver bedre mulighed
for en forebyggende interessevaretagelse, således at fund under
anlægsarbejde m.v. imødegås bedst muligt.
Til nr. 1. (§14)
§ 14, stk. 1
om de marine fortidsminder
svarer helt til den gældende bestemmelse.
I § 14, stk. 2 om de historiske skibsvrag
er foretaget en sproglig modernisering.
De to bestemmelser i § 14, stk. 1 og 2
udgør gennem forbudet mod tilstandsændringer det retlige
fundament for beskyttelsen af fortidsminder og historiske vrag på
havbunden. Det bemærkes, at forbudet mod tilstandsændringer ikke
omfatter den naturlige nedbrydning gennem vind, vejr og strøm. Den
danske havbund er meget rig på fortidsminder, bl.a. fordi store dele af
den danske havbund har været landområde i oldtiden. Kendte som
ukendte fortidsminder og vrag er beskyttede efter bestemmelserne.
Løsfund er ikke omfattet af § 14, stk. 1 og 2, men af
lovforslagets § 28, stk. 5.
§ 14, stk. 3
er en ny bestemmelse,
hvorefter det konkret kan bestemmes, at vrag af skibe eller andre
fartøjer, der er gået tabt for mindre end 100 år siden,
skal være omfattet af forbudet mod tilstandsændringer.
Bestemmelsen vil give mulighed for på baggrund af en kulturhistorisk
vurdering at beskytte f.eks. vrag af skibe og fly fra 2. verdenskrig. En
sådan beskyttelse vil bl.a. tage sigte på at forhindre optagelse
af dele af sådanne skibe eller fly.
§ 14, stk. 4
er en ny bestemmelse,
hvorefter der i forbindelse med den forudgående myndighedsbehandling af
et anlægsarbejde eller en aktivitet på havbunden kan stilles krav
om, at den ansvarlige for anlægsarbejdet eller aktiviteten
gennemfører en marinarkæologisk forundersøgelse.
Formålet hermed er at forebygge situationer, hvor et
anlægsarbejde eller en aktivitet må standses, fordi man
støder på et fortidsminde eller et vrag under arbejdet, jf.
nærmere nedenfor under bemærkninger til nr. 2.
Der foregår allerede i dag i et vist omfang en
forebyggende interessevaretagelse i relation til den marine kulturarv.
Således indgår den arkæologiske kulturarv blandt de
forhold, der skal beskrives i forbindelse med den VVM-vurdering, der efter
VVM-reglerne skal gennemføres for en række større
anlægsprojekter eller som konkret kan besluttes gennemført for
andre projekter. I disse tilfælde kan man allerede i dag på
forhånd tage stilling til evt. berørte marine fortidsminder og
vrag, så en evt. standsning af arbejdet i videst muligt omfang
undgås.
Bestemmelsen tager således hovedsagelig sigte
på de arbejder, der ikke er omfattet af et krav om forudgående
VVM-vurdering.
Arbejder på søterritoriet reguleres i henhold
til statens højhedsret, som administreres overordnet af
Trafikministeriet, men på en række områder er delegeret til
andre myndigheder. Sager vedr. anlæg eller aktiviteter på
havbunden drejer sig f.eks. om arealindvindinger, broer, sejlrender,
havneanlæg, kystbeskyttelsesaktiviteter, nedlæggelse af kabler og
ledninger til forsynings- eller kommunikationsformål,
havvindmøller, klapning af optaget havbundsmateriale, havdambrug
m.v.
Ansøgninger i henhold til statens højhedsret
sendes efter almindelig praksis i høring hos en række
berørte myndigheder med henblik på at afdække, hvilke
interesser, der måtte blive berørt af det konkrete
arbejde/projekt. Således er også Skov- og Naturstyrelsen
høringspart bl.a. med henblik på en vurdering af evt.
berørte marinarkæologiske interesser.
I tilfælde, hvor der er en begrundet formodning, men
mangler konkret viden om tilstedeværelsen af marinarkæologiske
interesser vil det være hensigtsmæssigt at kunne stille krav om
en forudgående marinarkæologisk forundersøgelse. Hidtil
har man alene kunnet anbefale, at der gennemføres en sådan
forundersøgelse.
Forundersøgelsen betales af bygherren, som herved i
videst muligt omfang sikrer sig imod senere standsninger af arbejdet.
Forundersøgelsen skal udføres på baggrund af en
række tekniske minimumsstandarder, som gør undersøgelsen
anvendelig som grundlag for at konstatere, om der befinder sig beskyttede
objekter i det undersøgte område. Sådanne standarder vil
blive udarbejdet i samarbejde med museumsstyrelsen. Bygherren vælger
selv, hvem der skal udføre forundersøgelsen.
Hvis der ved forundersøgelsen findes beskyttede
fortidsminder eller vrag, vil forundersøgelsen danne grundlag for en
beslutning om evt. dispensation fra § 14 stk. 1 eller 2, jf.
nærmere nedenfor under pkt. 3. Hvis forundersøgelsen ikke giver
indikationer på tilstedeværelsen af beskyttede fortidsminder
eller vrag vil beskyttede interesser som udgangspunkt ikke være
berørt, og risikoen for at støde ind i beskyttede objekter med
den konsekvens, at arbejdet skal standses, er minimeret i væsentligt
omfang.
Det bemærkes, at den gældende § 14,
stk. 4, hvorefter der kan fastsættes særlige regler om
beskyttelse af fortidsminder eller vrag, ikke er medtaget i bestemmelsen, men
foreslås ophævet. Baggrunden herfor er, at en sådan generel
mulighed nu findes i naturbeskyttelseslovens § 51, som fik sin
nuværende udformning, herunder med hensyn til det geografiske
anvendelsesområde, ved lovrevisionen i 1992. Den gældende
§ 14, stk. 4 er derfor overflødig.
Til nr. 2. (§ 14a)
Denne bestemmelse er ny og tager sigte på
»pludselige« fund af fortidsminder eller vrag under et anlægsarbejde
el.lign. Efter bestemmelsen skal bygherren anmelde fundet til
kulturministeren, jf. lovforslagets § 28, og arbejdet skal standses.
Herefter beslutter miljø- og energiministeren (Skov- og
Naturstyrelsen) inden 4 uger, om arbejdet kan fortsætte eller om det
fortsat skal være indstillet, indtil der er foretaget en
marinarkæologisk undersøgelse. En sådan
undersøgelse skal i givet fald gennemføres hurtigst muligt. Det
fremgår endvidere af bestemmelsen, at udgiften til undersøgelser
og evt. sikring af det påtrufne fortidsminde eller vrag skal afholdes
af den ansvarlige for anlægsarbejdet eller aktiviteten.
Overvejelserne om at foreslå en sådan
bestemmelse har bl.a. baggrund i en afgørelse fra
Naturklagenævnet i en sag om fund af et skibsvrag i forbindelse med
uddybningsarbejder i Ebeltoft fiskerihavn. Arbejdet blev standset, og Skov-
og Naturstyrelsen meddelte påbud om udførelse af en
marinarkæologisk dokumentation og efterfølgende sikring af
vraget, udført af Nationalmuseet og betalt af bygherren, Ebeltoft
Kommune. Dette var i overensstemmelse med hidtidig praksis. Ebeltoft Kommune
påklagede betalingspåbuddet.
Naturklagenævnet ophævede Skov- og
Naturstyrelsens afgørelse, fordi nævnet fandt, at der med den
nuværende udformning af § 14 (stk. 2) ikke kan stilles krav
om en marinarkæologisk dokumentation og efterfølgende
tildækning, betalt af bygherren. Naturklagenævnet tilkendegav
bl.a. i afgørelsen, at »der må være angivet en udtrykkelig
hjemmel til at pålægge udgifter til undersøgelse og
tildækning af et skibsvrag som det omhandlede«.
Udover dette hjemmelsproblem i relation til at
pålægge bygherren de nævnte omkostninger, kan der drages
den erfaring fra sagens forløb, at en beskyttelsesbestemmelse som den
gældende § 14, stk. 2, ikke i sig selv udgør et
velegnet instrument til at håndtere en situation, hvor beskyttelsen
»pludselig« er truet.
Forslaget til § 14a, der supplerer de generelle
beskyttelsesbestemmelser i § 14, stk. 1 og 2, giver et klart
operationsgrundlag for bygherre og myndighed i sager vedr. »pludselige« fund
og tilvejebringer herudover den nødvendige hjemmel til at
pålægge bygherren den økonomiske omkostning ved
undersøgelse og evt. sikring af det fundne fortidsminde eller vrag.
Sammen med den foreslåede § 14, stk. 4, skal bestemmelsen
udgøre et incitament til, at de kulturhistoriske interesser
undersøges på forhånd. En situation, som den, bestemmelsen
regulerer, forudses derfor kun at forekomme meget sjældent.
Fund under et anlægsarbejde m.v. skal anmeldes til
kulturministeren (museumsstyrelsen) efter reglerne i museumslov (jf.
lovforslagets § 28). Museumsstyrelsen underretter uden unødigt
ophold og efter en på forhånd aftalt procedure Skov- og
Naturstyrelsen om, at der er sket et fund under et anlægsarbejde. Skov-
og Naturstyrelsen varetager herefter myndighedsopgaverne i forbindelse med
den opståede § 14a-situation, og skal herefter inden for 4 uger
skabe klarhed over om og hvordan arbejdet kan fortsætte. Hvis der ikke
inden for denne frist er truffet en beslutning i henhold til § 14a,
stk. 2, kan arbejdet genoptages.
Konkret vil der herefter ske det, at Skov- og
Naturstyrelsen får foretaget en marinarkæologisk
forundersøgelse. Formålet med en sådan undersøgelse
er for det første at konstatere, om der er tale om et beskyttet
objekt, og for det andet hvis dette viser sig at være tilfældet
- at fastslå udstrækning, bevaringstilstand og datering af det
fundne fortidsminde eller vrag. Undersøgelsen foretages af
marinarkæologiske dykkere, som rekvireres i museumsstyrelsen.
Hvis der ikke er tale om et beskyttet objekt, meddeler
Skov- og Naturstyrelsen bygherren, at arbejdet kan fortsætte. Dette
skal ske inden 4 uger fra anmeldelsen.
Hvis det viser sig, at der er tale om et beskyttet objekt,
skal Skov- og Naturstyrelsen vurdere fundets kulturhistoriske værdi.
Skov- og Naturstyrelsen vil som altovervejende hovedregel til brug for denne
vurdering indhente en kulturhistorisk faglig udtalelse hos museumsstyrelsen.
Vurderingen kan føre til to forskellige resultater, nemlig at fundet
har henholdsvis ringe eller betydelig kulturhistorisk værdi.
Hvis fundet har ringe værdi meddeler Skov- og
Naturstyrelsen bygherren tilladelse til at arbejde videre med den konsekvens,
at fundet ødelægges helt eller delvis. Denne tilladelse meddeles
efter § 65, stk. 1, jf. § 14, stk. 1 eller 2. En
sådan tilladelse skal i givet fald også meddeles inden 4 uger fra
anmeldelsen.
Hvis fundet har betydelig kulturhistorisk værdi kan
Skov- og Naturstyrelsen beslutte, at arbejdet skal være indstillet,
indtil der er foretaget en marinarkæologisk undersøgelse,
herunder udgravning. En sådan beslutning skal ligeledes meddeles den
ansvarlige for arbejdet inden 4 uger fra anmeldelsen af fundet.
Formålet med en marinarkæologisk
undersøgelse er at dokumentere fortidsmindet eller vraget for
eftertiden og derved uddrage den kildemæssige værdi heraf. Det
bemærkes, at der ved en beslutning om en marinarkæologisk
undersøgelse ud over fundets kulturhistoriske værdi -
også vil blive lagt vægt på, om undersøgelsen vil
give væsentlig ny viden. Hvis en undersøgelse ikke vil give
væsentlig ny viden, vil kravet om en marinarkæologisk
undersøgelse blive begrænset til kun at omfatte en dokumentation
af den beskadigede del af det fundne objekt .
Den marinarkæologiske undersøgelse foretages
af museumsstyrelsen eller af et museum, som denne styrelse udpeger til
opgaven, jf. § 28, stk. 3 i forslaget til museumslov.
Undersøgelsens omfang tilrettelægges i et samarbejde mellem
Skov- og Naturstyrelsen og det pågældende museum og kan ikke
iværksættes, før Skov- og Naturstyrelsen har accepteret
budget og tidsplan for undersøgelsen. Den, der er berørt af en
arbejdsstandsning, vil naturligvis også løbende blive inddraget
i og orienteret om, hvad der sker i sagen.
Ifølge § 14 a, stk. 2 skal en
marinarkæologisk undersøgelse gennemføres hurtigst
muligt. Det har været nøje overvejet, om der i selve
bestemmelsen kunne indsættes en bestemt tidsfrist, inden for hvilken
undersøgelsen skal være gennemført. Udgangspunktet vil
være, at standsningsperioden skal være så kort som
overhovedet muligt og at den marinarkæologiske undersøgelse
gennemføres inden for 3 måneder fra anmeldelsen af fundet.
Da marinarkæologiske undersøgelser er meget
afhængige af vejrforholdene og dermed af årstiden, vil det
imidlertid kunne forekomme, at en sådan frist er for kort. I
særlige situationer, hvor fundet er gjort på et »ugunstigt«
tidspunkt af året, vil der derfor kunne gå mere end 3
måneder, før undersøgelsen er gennemført. Under
alle omstændigheder vil det blive tilstræbt, at den periode, hvor
arbejdet er standset, ikke går ud over 6 måneder.
Den marinarkæologiske undersøgelse kan
føre til, at det besluttes enten at det beskyttede objekt skal
forblive på stedet og den beskadigede del sikres, eller at det
beskyttede objekt skal tages op evt. med henblik på beskyttende
konservering. Udgangspunktet vil være en beskyttelse på stedet.
En optagelse vil alene blive aktuelt, hvis fundet har meget væsentlig
kulturhistorisk værdi og anlægsarbejdet eller aktiviteten ikke
eller kun vanskeligt kan flyttes. En beslutning om optagelse indebærer,
at Skov- og Naturstyrelsen ophæver beskyttelsen i henhold til
§ 65, jf. § 14, stk. 1 og 2. Objektet er herefter ikke
omfattet af naturbeskyttelsesloven, men af museumsloven, jf. lovforslagets
§ 28, og dets videre skæbne afgøres i henhold til denne
bestemmelse.
Når den marinarkæologiske undersøgelse
er gennemført, giver Skov- og Naturstyrelsen bygherren meddelelse om,
at arbejdet kan genoptages. Der kan i denne forbindelse fastsættes
vilkår, herunder om særlige foranstaltninger, sålænge
der arbejdes i nærheden af det beskyttede objekt o.lign.
Efter § 14a, stk. 3 afholdes udgiften til
undersøgelser og evt. sikring af det påtrufne fortidsminde eller
vrag af den ansvarlige for anlægsarbejdet eller aktiviteten. Der er i
denne forbindelse tilstræbt en parallel til finansieringsprincippet i
forslaget til museumslov. Ved fastlæggelsen af omfanget af den
marinarkæologiske undersøgelse vil der endvidere blive taget
udgangspunkt i proportionalitetsprincippet, således at omkostningerne
står i et rimeligt forhold til den samfundsmæssige
nytteværdi af det konkrete anlægsprojekt. Denne vurdering vil
efter omstændighederne også kunne føre til, at der optages
forhandlinger med bygherren med henblik på at justere projektet,
så det ikke berører den marine kulturarv.
Det bemærkes, at undersøgelser i denne
bestemmelse omfatter forundersøgelsen, som skal udføres i alle
tilfælde og hvis en sådan besluttes - den
marinarkæologiske undersøgelse på havbunden med
efterfølgende udarbejdelse af en beretning.
Til nr. 3 (§ 65, stk. 1)
Efter naturbeskyttelseslovens § 65 kan der i
særlige tilfælde gøres undtagelse fra beskyttelsen i
§ 14, stk. 1 og 2. Forslaget indebærer, at denne bestemmelse
suppleres dels med en bestemmelse om høring af kulturministeren, dels
med en bestemmelse, hvorefter der ved meddelelse af dispensation fra
§ 14, stk. 1 og 2 kan stilles vilkår, herunder om, at der for
ansøgerens regning skal udføres en marinarkæologisk
undersøgelse.
Den foreslåede fakultative høringsforskrift
skal ses på baggrund af, at anmeldelses- og registerforpligtelsen og
dermed det grundlæggende datagrundlag er overført fra
miljø- og energiministeren til kulturministeren. Høringen vil
hovedsagelig blive anvendt i sager, der rummer en væsentlig konflikt
mellem projektets samfundsmæssige nytteværdi og den
berørte kulturhistoriske interesse.
Med hensyn til den foreslåede
vilkårsbestemmelse bemærkes, at det hidtil har været
praksis at pålægge en ansøger at betale for en evt.
marinarkæologisk undersøgelse som led i tilladelsen til at
tilsidesætte beskyttelsen efter § 14, stk. 1 og 2. En
sådan undersøgelse udgør således den »pris« en
bygherre må betale for en sådan tilsidesættelse. Det
bemærkes, at et vilkår herom i overensstemmelse med det
almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip skal stå i et
rimeligt forhold til selve indgrebet i beskyttelsesobjektet. Bestemmelsen
skal endvidere ses i forlængelse af den
Naturklagenævnsafgørelse, der er nævnt under
bemærkningerne til nr. 2.
Til nr. 4 (§ 78, stk. 4)
Forslaget indebærer, at afgørelser efter den
foreslåede § 14a, stk. 2 kan påklages til
Naturklagenævnet. Afgørelser efter § 65, stk. 1 for
så vidt angår dispensationer fra § 14, stk. 1 og 2 kan
i forvejen påklages til Naturklagenævnet, bortset fra tilladelser
til arkæologiske undersøgelser af fortidsminder og vrag.
Eftersom § 14a, stk. 2-afgørelser ofte vil være
belastende for den bygherre, der berøres af afgørelsen, findes
det ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning rimeligt at
afgørelsen kan påklages til en uafhængig klageinstans, som
så bl.a. afhængig af den enkelte sags konkrete
omstændigheder kan vurdere, om det skøn, afgørelsen
hviler på, ligger inden for lovens rammer og om de pålagte
omkostninger er rimelige ud fra en proportionalitetsbetragtning.
Til nr. 5 (§ 89, stk. 1)
Forslaget indebærer, at overtrædelser af
§ 14a, stk. 1, dvs. undladelse af at standse arbejdet, hvis der
under et anlægsarbejde eller en aktivitet findes spor af fortidsminder
eller vrag, der er omfattet af § 14, stk. 1 og 2,
strafbelægges.
Overtrædelse af vilkår for dispensation fra
§ 14, stk. 1 og 2 og i afgørelser efter § 14a,
stk. 2 vil være strafbelagt efter § 89, stk. 1 nr.
8)
Til § 44
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Lignende dokumenter
- Om et zoologisk anlæg er omfattet af fritagelsen i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 7 Landsskatteretten · 7. maj 2014
- Forslag til Lov om ændring af museumsloven (Udvikling af museumsområdet m.v.) Retsinformation · 11. oktober 2012
- Skriftlig fremsættelse (31. januar 2001) - L 152 Retsinformation · 31. januar 2001
- Forslag til Lov om ændring af lov om museumsloven (Gennemførelse af en museumsreform) Retsinformation · 8. november 2024
- Bekendtgørelse om museer mv. Retsinformation · 31. december 2024
- Bekendtgørelse om museer m.v. Retsinformation · 30. oktober 2026