Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Museumslov

2000/1 LSF 152Lovforslag som fremsatKulturministeriet2. februar 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 31. januar 2001 af

kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen)

Forslag

til

Museumslov

KAPITEL 1

Formål

§ 1.

Lovens formål er at fremme museernes virksomhed og

samarbejde med henblik på at sikre Danmarks kultur- og naturarv samt

adgang til og viden om denne og dens samspil med verden omkring os.

Stk. 2.

Medmindre andet er fastsat, finder lovens regler

anvendelse på de statslige museer under Kulturministeriet og på

de statsanerkendte museer, der modtager statstilskud efter loven.

§ 2.

Gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og

formidling er det museernes opgave

1. at virke for sikring af Danmarks kultur- og naturarv,

2. at belyse kultur-, natur- og kunsthistorien,

3. at udvikle samlinger og dokumentation inden for deres

ansvarsområde,

4. at gøre samlinger og dokumentation tilgængelig for

offentligheden og

5. at stille samlinger og dokumentation til rådighed for

forskningen og udbrede kendskabet til forskningens resultater.

§ 3.

Museerne samarbejder med henblik på fremme

af de opgaver, der er nævnt i § 2.

KAPITEL 2

Læs alt

De kulturhistoriske museer

§ 4.

De kulturhistoriske museer belyser forandring, variation

og kontinuitet i menneskers livsvilkår fra de ældste tider til

nu.

§ 5.

Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum,

jf. §12. Museet har til opgave at belyse Danmarks kultur og verdens kulturer

og deres indbyrdes afhængighed.

Stk. 2.

For dansk kulturs vedkommende skal museet

anlægge og opretholde repræsentative samlinger.

Stk. 3.

Museet skal synliggøre og perspektivere

samlingerne ved deltagelse i internationalt samarbejde.

Stk. 4.

Museets samlinger danner grundlag for forskning og for

museets alment oplysende virksomhed.

Stk. 5.

Museet varetager de arkæologiske

undersøgelser efter kapitel 8, som ikke af kulturministeren overdrages

til andre museer.

KAPITEL 3

Kunstmuseerne

§ 6.

Kunstmuseerne belyser billedkunstens historie og aktuelle

udtryk samt dens æstetiske og erkendelsesmæssige dimensioner.

§ 7.

Statens Museum for Kunst er Danmarks hovedmuseum for

billedkunst, jf. §12. Museet har til opgave at belyse den danske og

udenlandske billedkunst, fortrinsvis fra den vestlige kulturkreds efter

år 1300.

Stk. 2.

For den danske kunsts vedkommende skal museet

anlægge og opretholde repræsentative samlinger.

Stk. 3.

Museet skal synliggøre og perspektivere

samlingerne ved deltagelse i internationalt samarbejde.

Stk. 4.

Museets samlinger danner grundlag for forskning og for

museets alment oplysende virksomhed.

KAPITEL 4

De naturhistoriske museer

§ 8.

De naturhistoriske museer belyser naturen, dens

udvikling, nutidige miljø og samspillet med mennesket.

§ 9.

Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum

under Københavns Universitet udgør, sammen med Botanisk Have

under Københavns Universitet, Statens Naturhistoriske Museum, og

udfører hovedmuseumsopgaven inden for det naturhistoriske

område, jf. §12. Museerne har til opgave at belyse naturen fra dens

oprindelse til vor tid.

Stk. 2.

For den danske naturs vedkommende skal museerne

anlægge og opretholde repræsentative samlinger.

Stk. 3.

Museerne skal synliggøre og perspektivere

samlingerne ved deltagelse i internationalt samarbejde.

Stk. 4.

Museernes samlinger danner grundlag for forskning og

for museernes alment oplysende virksomhed.

KAPITEL 5

Statslige museer

§ 10.

De statslige museer, herunder hovedmuseerne, deltager i

det nationale og regionale samarbejde med de statsanerkendte museer, jf.

kapitel 6. De udarbejder arbejdsplaner, som hvert 4. år indsendes til

vedkommende museumsråd, jf. kapitel 7, og til kulturministeren.

§ 11.

De statslige kulturhistoriske museer og kunstmuseer

indberetter løbende genstande og dokumentation til det

kulturhistoriske centralregister eller til det centrale register over

kunstværker, jf. § 39.

Stk. 2.

De statslige museer kan i særlige tilfælde

efter godkendelse af kulturministeren udskille genstande fra samlingerne. For

så vidt angår de museer, der er nævnt i § 9, meddeles

godkendelse af undervisningsministeren.

§ 12.

De statslige hovedmuseer yder museumsfaglig bistand til

de øvrige statslige og til statsanerkendte museer. Kulturministeren

kan fastsætte nærmere regler herom. For det naturhistoriske

område fastsættes reglerne i samråd med

undervisningsministeren.

Stk. 2.

De statslige hovedmuseer udfører særlige

konserveringsopgaver for de øvrige statslige og for statsanerkendte

museer efter regler fastsat af kulturministeren. For det naturhistoriske

område fastsættes reglerne i samråd med

undervisningsministeren.

Stk. 3.

Udgifterne til særlige konserveringsopgaver

afholdes af det museum, der har registreret genstanden eller værket i

sin samling.

KAPITEL 6

Statsanerkendte museer

§ 13.

Kulturministeren kan statsanerkende et museum som

tilskudsberettiget med henblik på, at museet kan indgå med et

ansvarsområde i det landsdækkende museumssamarbejde, jf.

§ 3.

Stk. 2.

Såfremt et museum har opnået

statsanerkendelse, yder kulturministeren et tilskud til museets drift.

Tilskuddet ydes enten efter § 15 eller § 16 eller efter begge

ordninger.

Stk. 3.

Kulturministeren kan tilbagekalde en

statsanerkendelse, såfremt museet ikke opfylder de vilkår, som er

nævnt i §14.

Stk. 4.

Såfremt et statsanerkendt museum ikke opfylder

vilkårene for at være statsanerkendt, jf. stk. 3,

afgør kulturministeren efter forhandling med museets

hovedtilskudsyder, hvorledes offentlighedens interesser i samlingen kan

sikres.

§ 14.

For at opnå og bevare tilskud efter §§ 15 og

16 skal museet opfylde følgende vilkår:

1. Museet skal være kommunalt, amtskommunalt, selvejende eller

det skal ejes af en forening, hvis formål er museets drift.

Kulturministeren kan kræve, at museet i videst muligt omfang er

administrativt og økonomisk adskilt fra andre institutioner.

2. Museets ansvarsområde og ændringer heri skal godkendes

af kulturministeren. Godkendelsen forudsætter, at området er

væsentligt og ikke i forvejen er dækket af andre statslige eller

statsanerkendte museer.

3. Museets vedtægter skal godkendes af museets hovedtilskudsyder.

Museets ansvarsområde skal fremgå af vedtægterne.

4. Museets bestyrelse skal omfatte mindst 1 repræsentant for de

lokale tilskudsgivende myndigheder. Bestyrelsen må ikke være

selvsupplerende.

5. Museet skal have et økonomisk grundlag, der gør det

muligt at opretholde en rimelig standard.

6. Museet skal have en rimelig museumsfaglig og bygningsmæssig

standard.

7. Museets leder skal have en relevant faglig baggrund og være

heltidsbeskæftiget, og museet skal have faguddannet personale, der

modsvarer museets hovedansvarsområde.

8. Museet skal deltage i det nationale og regionale samarbejde med

andre statslige og statsanerkendte museer. Museet skal udarbejde en

arbejdsplan, der indsendes hvert 4. år til vedkommende museumsråd

og kulturministeren samt til museets hovedtilskudsyder.

9. Museet må ikke udskille genstande fra samlingerne til andre

end statslige og statsanerkendte museer, medmindre kulturministeren giver

tilladelse hertil.

10. Museet skal løbende indberette genstande og dokumentation

til enten det kulturhistoriske centralregister eller til det centrale

register over kunstværker, jf. § 39.

11. Museet skal være tilgængeligt for offentligheden

på forud bekendtgjorte åbningstider.

12. Museet skal vederlagsfrit give adgang for skoleelever, der

besøger museet som led i undervisningen. Museet skal under hensyntagen

til institutionens karakter gennemføre særlige

formidlingsindsatser, f. eks. rabatordninger, rettet mod børn.

13. Museet skal tilstræbe størst mulig

tilgængelighed for personer med handicap.

14. Museet skal årligt indsende budget, regnskab og beretning til

museets hovedtilskudsyder samt til kulturministeren.

Stk. 2.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere

regler om gennemførelse af bestemmelserne i stk. 1.

Stk. 3.

Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse

af regionale kulturaftaler fravige bestemmelserne i stk. 1, nr. 3, 4 og

14, og stk. 2.

§ 15.

Tilskud efter den almindelige tilskudsordning

fastsættes på grundlag af det ikke-statslige tilskud og den

på finansloven afsatte bevilling til formålet. Tilskuddet

beregnes på baggrund af det senest reviderede regnskab.

Stk. 2.

Der fastsættes årligt på finansloven

et minimum for det ikke-statslige tilskud til det enkelte museum, som

indgår i grundlaget for beregning af det statslige tilskud efter

stk. 1.

Stk. 3.

Huslejeudgifter, prioritetsrenter og afdrag fradrages

i de ikke-statslige tilskud, som indgår i grundlaget for beregning af

det statslige tilskud efter stk. 1.

Stk. 4.

Der fastsættes årligt på finansloven

et maksimum for størrelsen af det ikke-statslige tilskud til det

enkelte museum, som indgår i grundlaget for beregning af det statslige

tilskud efter stk. 1. Drives museet af flere primærkommuner i

fællesskab, kan dette maksimum forhøjes, således at

statstilskuddet udgør et beløb, der svarer til summen af de

statstilskud, som det enkelte tilskud fra en tilsluttet kommune kan

udløse.

Stk. 5.

Kulturministeren kan, hvis helt særlige forhold

taler herfor, godkende, at statstilskud beregnes på grundlag af

ikke-statslige tilskud, der ligger under det minimum, der fastsættes i

henhold til stk. 2.

Stk. 6.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere

regler om tilskudsberegningen, herunder regler om flerkommunal samdrift.

Stk. 7.

Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse

af regionale kulturaftaler fravige bestemmelserne i §15.

§ 16.

Kulturministeren kan yde et særligt driftstilskud

til statsanerkendte museer, som udfører en virksomhed af særlig

betydning.

Stk. 2.

Kulturministeren kan yde tilskud til løsning af

fællesopgaver, erhvervelser samt museers virksomhed i

øvrigt.

Stk. 3.

Kulturministeren kan yde støtte til udvikling

af museumsområdet.

Stk. 4.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere

regler om indsendelse og behandling af ansøgninger, ydelse af tilskud,

fastsættelse af vilkår for anvendelse af tilskud mv. for tilskud

efter §16, stk. 1-3.

Stk. 5.

Kulturministeren kan i forbindelse med indgåelse

af regionale kulturaftaler fravige bestemmelserne i §16, stk. 1-3.

§ 17.

Såfremt et statsanerkendt museum ophører,

afgør kulturministeren efter forhandling med museets

hovedtilskudsyder, hvorledes der skal forholdes med museets samling.

Stk. 2.

Såfremt museets vedtægter afviger fra

bestemmelsen i stk. 1, skal dette godkendes af kulturministeren.

KAPITEL 7

Museumsråd

§ 18.

I hvert amt opretter amtsrådet et

museumsråd. Rådets medlemmer er følgende: Samtlige

statslige og statsanerkendte museer i amtskommunen udpeger hver 2 medlemmer,

amtsrådet udpeger 2 medlemmer, og kommuneforeningen henholdsvis

kommunalbestyrelserne i amtskommunen udpeger 2 medlemmer.

Stk. 2.

Rådet kan tiltrædes af indtil 2

repræsentanter for hvert af de museer i amtet, som ikke er

repræsenteret efter stk. 1.

Stk. 3.

Det enkelte amtsråd og kommuneforeningen

henholdsvis kommunalbestyrelserne kan hver for deres vedkommende beslutte

ikke at lade sig repræsentere i museumsrådet.

Stk. 4.

Medlemmerne udpeges for 4 år ad gangen.

Rådenes funktionsperiode indledes 3 måneder efter hver ny

kommunal valgperiodes begyndelse.

Stk. 5.

Kulturministeren kan fravige stk. 1 for så

vidt angår rådets sammensætning, såfremt de, der skal

udpege medlemmerne efter stk. 1, er enige derom.

§ 19.

Museumsrådet har til opgave at samordne og fremme

museumsarbejdet i amtet. Det varetager tillige samarbejdet med

kulturministeren om fælles museumsanliggender.

Stk. 2.

Museumsrådet modtager arbejdsplaner fra museerne

i amtet og udarbejder på grundlag heraf en samlet arbejdsplan for

så vidt angår amtet. Arbejdsplanen indsendes hvert 4. år

til kulturministeren.

§ 20.

For museer i Københavns og Frederiksberg kommuner

opretter kommunerne i fællesskab et museumsråd. Kulturministeren

fastsætter regler for rådets sammensætning. § 18,

stk. 4, og § 19, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse

på dette råd.

Stk. 2.

Museumsrådet modtager arbejdsplaner for museerne

i Københavns og Frederiksberg kommuner og udarbejder på grundlag

heraf en samlet arbejdsplan for så vidt angår de to kommuner.

Arbejdsplanen indsendes hvert 4. år til kulturministeren.

§ 21.

Amtsrådet og kommunalbestyrelserne i

Københavns og Frederiksberg kommuner afholder udgiften til

museumsrådenes arbejde.

§ 22.

Kulturministeren kan i særlige tilfælde,

herunder i forbindelse med regionale kulturaftaler, fravige bestemmelserne i

§ 18, § 19, stk. 1 og § 20, stk. 1.

KAPITEL 8

Sikring af kultur- og naturarven i forbindelse med den

fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder mv., herunder

arkæologiske og naturhistoriske undersøgelsesopgaver i

tilknytning hertil

§ 23.

Kulturministeren og de statslige og statsanerkendte

museer skal gennem samarbejde med plan- og fredningsmyndighederne virke for,

at væsentlige bevaringsværdier sikres for eftertiden.

Stk. 2.

Planmyndighederne skal bestræbe sig på at

inddrage vedkommende statslige eller statsanerkendte kulturhistoriske museum,

når der udarbejdes en regionplan, kommuneplan eller lokalplan.

Stk. 3.

Museerne foretager arkivalsk kontrol i

høringsfasen vedrørende offentliggjort planmateriale og kan

gennemføre undersøgelses- og dokumentationsopgaver inden for

deres ansvarsområde med henblik på at sikre, at der i

planmaterialet tages hensyn til forekomsten af væsentlige

bevaringsværdier.

Stk. 4.

Kulturministeren underretter planmyndighederne om

forekomsten af væsentlige bevaringsværdier, der har betydning for

planlægningen.

§ 24.

Kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal underrette

vedkommende kulturhistoriske museum senest samtidig med, at der meddeles

byggetilladelse, tilladelse til råstofindvinding eller dispensation fra

fortidsmindebeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelsesloven.

Stk. 2.

Ved meddelelse om byggetilladelse skal

kommunalbestyrelsen underrette ansøgeren om indholdet i denne lovs

§§ 25-27.

§ 25.

Bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde

skal udføres på landjorden, kan forud for igangsætning af

arbejdet anmode vedkommende kulturhistoriske museum om en udtalelse.

Stk. 2.

Når museet har modtaget en anmodning, skal det

fremkomme med en udtalelse med stillingtagen til, hvorvidt det arbejde, som

anmodningen vedrører, indebærer en risiko for

ødelæggelse af væsentlige fortidsminder. Såfremt

museet vurderer, at en sådan risiko foreligger, skal sagen

forelægges kulturministeren. Den nævnte udtalelse skal endvidere

tilkendegive, hvorvidt det i givet fald vil være nødvendigt at

gennemføre en arkæologisk undersøgelse mv., jf.

§ 27, stk. 3-10.

Stk. 3.

Museet fremsender sin udtalelse til bygherren eller

den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres, senest 4 uger

efter, at anmodningen er modtaget. Såfremt det på grund af

jordarbejdets omfang er nødvendigt at gennemføre større

forundersøgelser, jf. § 26, stk. 2, kan museets svarfrist

forlænges til 6 uger.

§ 26.

Det kulturhistoriske museum afholder udgiften til

arkivalsk kontrol og en eventuel mindre forundersøgelse, der er

nødvendig som grundlag for museets udtalelse, jf. § 25.

Stk. 2.

Ved gennemførelse af en større

forundersøgelse afholdes udgiften af den, for hvis regning et

jordarbejde skal udføres. Arbejdet kan først

iværksættes efter samtykke fra den pågældende.

Kulturministeren kan i særlige tilfælde yde tilskud til en

sådan forundersøgelse. Såfremt årsagen til

forundersøgelsen er jordarbejde i forbindelse med erosion eller

jordarbejde udført som led i dyrkning af almindelige

landbrugsafgrøder eller som led i almindelig skovdrift, afholdes

udgiften til forundersøgelsen af kulturministeren.

Stk. 3.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere

regler om de forundersøgelser, som museerne gennemfører efter

stk. 1 og 2.

§ 27.

Den arkæologiske kulturarv omfatter spor af

menneskelig virksomhed, der er efterladt fra tidligere tider, dvs.

strukturer, konstruktioner, bygningsgrupper, bopladser, grave og gravpladser,

flytbare genstande og monumenter og den sammenhæng, hvori disse spor er

anbragt.

Stk. 2.

Findes der under jordarbejde spor af fortidsminder,

skal arbejdet standses i det omfang, det berører fortidsmindet.

Fortidsmindet skal straks anmeldes til kulturministeren eller det

nærmeste statslige eller statsanerkendte kulturhistoriske museum.

Fundne genstande, der ikke er danefæ, jf. § 30, stk. 1, skal

efter anmodning fra kulturministeren eller det pågældende

kulturhistoriske museum afleveres til vedkommende statslige eller

statsanerkendte museum, således at det indgår i museets

samling.

Stk. 3.

Kulturministeren beslutter snarest, om arbejdet kan

fortsætte, eller om det skal indstilles, indtil der er foretaget en

arkæologisk undersøgelse, eller indtil spørgsmålet

om erhvervelse efter stk. 8 er afgjort. Senest 1 år efter, at

anmeldelsen er modtaget, kan arbejdet genoptages, medmindre kulturministeren

har afgivet indstilling om erhvervelse af fortidsmindet efter

stk. 8.

Stk. 4.

Udgiften til den arkæologiske

undersøgelse afholdes af den, for hvis regning jordarbejdet skal

udføres.

Stk. 5.

Udgiften afholdes dog af kulturministeren,

såfremt:

1. årsagen til undersøgelsen er erosion eller jordarbejde

i forbindelse hermed eller jordarbejde udført som led i dyrkning af

almindelige landbrugsafgrøder eller som led i almindelig

skovdrift,

2. det kulturhistoriske museum i udtalelsen efter § 25 har oplyst,

at jordarbejdet ikke vil indebære en risiko for

ødelæggelse af væsentlige fortidsminder,

3. fortidsmindet fredes efter lov om naturbeskyttelse eller erhverves

med henblik på bevaring på stedet efter stk. 8.

Stk. 6.

Kulturministeren kan i særlige tilfælde

yde tilskud til udgifter til arkæologiske undersøgelser, der

gennemføres efter stk. 3, jf. stk. 4.

Stk. 7.

Private grundejeres tab ved ikke at kunne

fortsætte den hidtidige drift, mens undersøgelsen foretages,

eller indtil spørgsmålet om erhvervelse efter stk. 8 er

endelig afgjort, erstattes af kulturministeren. Kan der ikke opnås

enighed om erstatningen, fastsættes denne af den taksationskommission,

der er nævnt i naturbeskyttelsesloven.

Stk. 8.

Finder kulturministeren, at det pågældende

fortidsminde bør bevares på stedet for eftertiden, kan

kulturministeren erhverve fortidsmindet og eventuelt omkringliggende areal.

Erhvervelsen kan ske ved ekspropriation efter reglerne i lov om

fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 9.

Kulturministeren, eller den kulturministeren

bemyndiger hertil, har til enhver tid uden retskendelse adgang til steder,

hvor der foretages jordarbejder, og hvor der fremkommer fund eller under

arbejder kan formodes at fremkomme fund som nævnt i stk. 1.

Legitimation skal forevises på forlangende. Politiet yder

nødvendig bistand til at udnytte adgangsretten.

Stk. 10.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere

regler om den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed efter

stk. 3 og om gennemførelse af bestemmelserne i stk. 4-6.

§ 28.

Den, der finder fortidsminder, herunder vrag af skibe,

skibsladninger og dele fra sådanne skibsvrag, der må antages at

være gået tabt for mere end 100 år siden, i vandløb,

søer, i territorialfarvandet eller på kontinentalsoklen, dog

ikke ud over 24 sømil fra de basislinier, hvorfra bredden af det ydre

territorialfarvand måles, skal straks anmelde fundet til

kulturministeren.

Stk. 2.

Genstande, der er omfattet af stk. 1

tilhører staten. Undtaget herfra er genstande, hvortil nogen

godtgør sin ret som ejer.

Stk. 3.

Kulturministeren kan træffe bestemmelse om

tilrettelæggelsen af arkæologiske undersøgelser af de

genstande, der tilhører staten.

Stk. 4.

Kulturministeren kan i særlige tilfælde

fravige alderskriteriet i stk. 1 i forbindelse med gennemførelse

af arkæologiske undersøgelser efter stk. 3.

Stk. 5.

Den, der optager genstande, som tilhører

staten, og den, der får en sådan genstand i sin besiddelse, skal

straks aflevere genstanden til kulturministeren. Kulturministeren fordeler

sådanne genstande mellem relevante museer. Den, der har foretaget

optagningen, har ikke krav på bjærgeløn, men

kulturministeren kan udbetale en godtgørelse til den

pågældende.

Stk. 6.

Uanset bestemmelserne i stk. 1 finder

følgende af strandingslovgivningens regler om optagning af vrag eller

andre genstande fra havbunden anvendelse:

(1) bestemmelserne om, hvem der er berettiget til at foretage

optagning, herunder bestemmelserne om forudgående indhentning af

tilladelse,

(2) bestemmelserne om anmeldelse af optagne genstande og

(3) bestemmelserne om indkaldelse af ejeren til de optagne

genstande.

§ 29.

Findes der i forbindelse med jordarbejde,

råstofindvinding eller stenbrydning en for den pågældende

lokalitet usædvanlig naturhistorisk genstand, skal arbejdet standses i

det omfang, det berører genstanden. Fundet skal straks anmeldes til

kulturministeren eller det nærmeste statslige eller statsanerkendte

naturhistoriske museum. Fundne genstande, der ikke er danekræ, jf.

§ 31, skal efter anmodning fra kulturministeren eller det

pågældende museum afleveres til vedkommende statslige eller

statsanerkendte museum, således at det indgår i museets

samling.

Stk. 2.

Kulturministeren beslutter snarest, om arbejdet kan

fortsætte, eller om det skal indstilles, indtil der er foretaget en

undersøgelse. En undersøgelse skal foretages hurtigst muligt.

Udgifter til undersøgelsen afholdes af kulturministeren.

Stk. 3.

Private grundejeres tab ved ikke at kunne

fortsætte den hidtidige drift, mens undersøgelsen foretages,

erstattes af kulturministeren efter bestemmelserne i § 27,

stk. 7.

Stk. 4.

Kulturministeren, eller den kulturministeren

bemyndiger dertil, har til enhver tid uden retskendelse adgang til steder,

hvor der foretages jordarbejder, og hvor der fremkommer genstande eller under

arbejde kan formodes at fremkomme genstande som nævnt i stk. 1.

Legitimation skal forevises på forlangende. Politiet yder

nødvendig bistand til at udnytte adgangsretten.

Stk. 5.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere

regler om gennemførelse af naturhistoriske undersøgelser efter

stk. 2.

KAPITEL 9

Danefæ og danekræ

§ 30.

Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er

fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er

danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt materiale

eller har særlig kulturhistorisk værdi.

Stk. 2.

Danefæ tilhører staten. Den, der finder

danefæ, og den, der får danefæ i sin besiddelse, skal

straks aflevere det til Nationalmuseet.

Stk. 3.

Nationalmuseet udbetaler en godtgørelse til

finderen. Godtgørelsen fastsættes af Nationalmuseet under hensyn

til det fundnes materialeværdi og sjældenhed samt til den omhu,

hvormed finderen har sikret fundet.

Stk. 4.

Såfremt danefæ findes ved en

arkæologisk undersøgelse, der forestås af et statsligt

eller statsanerkendt museum eller i øvrigt finansieres helt eller

delvis af offentlige midler, udbetales der ikke

danefægodtgørelse til finderen. Nationalmuseet kan dog i

særlige tilfælde udbetale godtgørelse til ejer eller

bruger af det areal, hvor undersøgelsen finder sted.

Stk. 5.

Danefæ indgår i Nationalmuseets samlinger

og kan af museet deponeres på andre statslige eller statsanerkendte

museer efter anmodning fra disse. I tilfælde, hvor der ikke kan

opnås enighed mellem Nationalmuseet og et andet museum om deponering af

et nyt danefæfund, træffer kulturministeren afgørelse

herom.

§ 31.

En geologisk genstand eller en botanisk eller zoologisk

genstand af fossil eller subfossil karakter eller en meteorit, der er fundet

i Danmark, er danekræ, såfremt genstanden er af enestående

videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi.

Stk. 2.

Danekræ tilhører staten. Den, der finder

danekræ, og den, der får danekræ i sin besiddelse, skal

straks aflevere det til Statens Naturhistoriske Museum, jf. §9.

Stk. 3.

Statens Naturhistoriske Museum udbetaler en

godtgørelse til finderen. Godtgørelsen fastsættes af

Statens Naturhistoriske Museum under hensyn til det fundnes

materialeværdi og sjældenhed samt til den omhu, hvormed finderen

har sikret fundet.

Stk. 4.

Såfremt danekræ findes ved en

videnskabelig undersøgelse, der forestås af et statsligt eller

statsanerkendt museum eller i øvrigt finansieres helt eller delvis af

offentlige midler, udbetales der ikke danekrægodtgørelse til

finderen. Statens Naturhistoriske Museum kan dog i særlige

tilfælde udbetale godtgørelse til ejer eller bruger af det

areal, hvor undersøgelsen finder sted.

Stk. 5.

Genstanden indgår i Statens Naturhistoriske

Museums samlinger og kan af museet deponeres på andre statslige eller

statsanerkendte museer efter anmodning fra disse. I tilfælde, hvor der

ikke kan opnås enighed mellem Statens naturhistoriske Museum og et

andet museum om deponering af et nyt danekræfund, træffer

kulturministeren afgørelse herom efter forhandling med

undervisningsministeren.

Stk. 6.

Bestemmelserne gælder ikke genstande, der er

indført i området ved menneskers hjælp.

KAPITEL 10

Særlige bestemmelser

§ 32.

Kulturministeren kan godkende, at staten påtager

sig den forsikringsmæssige risiko for danske og udenlandske udlån

af værker til kunstnerisk eller kulturelt set betydelige udstillinger

på danske museer og udstillingssteder, som specielt er godkendt i dette

øjemed.

Stk. 2.

Kulturministeren kan fastsætte nærmere

regler herom.

§ 33.

Et museum må ikke erhverve en genstand,

såfremt genstanden er udført fra et andet land i strid med dette

lands lovgivning, og forholdet er omfattet af en international overenskomst,

som er tiltrådt af det pågældende land og Danmark.

Stk. 2.

Såfremt en erhvervelse er sket i strid med

stk. 1, skal der finde tilbagelevering sted i overensstemmelse med den

internationale overenskomst, der er nævnt i stk. 1.

KAPITEL 11

Regnskab og revision

§ 34.

Kulturministeren fastsætter regler om

regnskabsaflæggelse og om revisionens udførelse for tilskud, der

udbetales i medfør af denne lov.

Stk. 2.

Kulturministeren fastsætter regler om

regnskabsaflæggelse og grundlaget for tilskud for museer, der er

omfattet af lov om regionale kulturaftaler.

§ 35.

Kulturministeren kan indhente yderligere materiale fra

tilskudsmodtagere til brug for Rigsrevisionen til en nøjere

regnskabsgennemgang.

§ 36.

Udbetaling af tilskud i medfør af denne lov kan

ske forskudsmæssigt.

§ 37.

Kulturministeren kan bestemme, at afgivne tilsagn om

tilskud bortfalder, og at allerede udbetalte tilskud skal tilbagebetales,

hvis tilskudsmodtageren ikke opfylder betingelserne for tilskuddet eller ikke

gennemfører den forudsatte aktivitet.

KAPITEL 12

Administration

§ 38.

Kulturministeren kan bemyndige en under

Kulturministeriet oprettet styrelse til at udøve de beføjelser,

der i denne lov er tillagt kulturministeren.

Stk. 2.

Kulturministeren kan fastsætte regler om

adgangen til at påklage museumsfaglige afgørelser, der er

truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at

afgørelser, der vedrører lovens § 16, stk. 2, ikke

kan påklages til kulturministeren.

§ 39.

Kulturministeren fører et kulturhistorisk

centralregister og et centralt register over kunstværker.

Kulturministeren stiller registrene til rådighed for offentligheden og

relevante myndigheder.

KAPITEL 13

Straffebestemmelser

§ 40.

Med bøde straffes den, der:

1. Overtræder § 27, stk. 2, § 28, stk. 1 og

stk. 5. 1. pkt., § 29, stk. 1, § 30, stk. 2, 2.

pkt., § 31, stk. 2, 2. pkt. og § 33.

2. Tilsidesætter en beslutning efter § 27, stk. 3,

§ 29, stk. 2 om, at et arbejde skal indstilles.

Stk. 2.

Straffen kan stige til fængsel i indtil 1

år, såfremt en overtrædelse af § 27, stk. 2,

§ 28, stk. 1 og stk. 5, 1. pkt., § 29, stk. 1,

§ 30, stk. 2, 2. pkt., § 31, stk. 2, 2. pkt. er

begået med forsæt, og der er opnået eller tilsigtet en

økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, og

der i øvrigt foreligger særlig skærpende

omstændigheder.

Stk. 3.

Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

KAPITEL 14

Afsluttende bestemmelser

§ 41.

Loven træder i kraft den 1. januar 2002. Samtidig

ophæves lov om museer mv., jf. lovbekendtgørelse af nr. 739 af

17. juli 2000. Lovens § 27, stk. 4-7 har virkning fra 1. januar

2003. Indtil 1. januar 2003 opretholdes de hidtidige finansieringsprincipper

for den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed, jf. § 26,

stk. 3 i lov om museer mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 739 af 17.

juli 2000.

§ 42.

Loven medfører ingen ændring i de hidtil

gældende særlige regler for De Danske Kongers Kronologiske

Samling på Rosenborg.

§ 43.

I lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse

nr. 835 af 1. november 1997, som ændret senest ved § 9 i lov nr.

447 af 31. maj 2000 foretages følgende ændringer:

1.

§ 14 affattes således:

»§ 14. Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af

fortidsminder på havbunden, hvis de befinder sig i territorialfarvandet

eller på kontinentalsoklen, dog ikke ud over 24 sømil fra de

basislinier, hvorfra bredden af det ydre territorialfarvand måles.

Stk. 2.

Der må ikke foretages ændringer i

tilstanden af vrag af skibe eller skibsladninger, der må antages at

være gået tabt for mere en 100 år siden, hvis de befinder

sig i de områder, der er nævnt i stk. 1, i vandløb

eller i søer.

Stk. 3.

Miljø- og energiministeren kan bestemme, at

vrag af skibe eller andre fartøjer, der er gået tabt for mindre

end 100 år siden, skal være omfattet af bestemmelsen i

stk. 2.

Stk. 4.

Miljø- og energiministeren kan i forbindelse

med et anlægsarbejde eller en aktivitet på havbunden stille krav

om, at den ansvarlige for anlægsarbejdet eller aktiviteten

udfører en marinarkæologisk forundersøgelse.«

2.

Efter § 14 indsættes:

»§ 14a. Findes der under et anlægsarbejde eller en

aktivitet på havbunden spor af fortidsminder eller vrag, omfattet af

§ 14, stk. 1 og 2, skal fundet anmeldes til kulturministeren efter

reglerne i museumsloven, og arbejdet skal standses.

Stk. 2.

Miljø- og energiministeren beslutter inden 4

uger fra anmeldelsen, om arbejdet kan fortsætte, eller om det skal

være indstillet, indtil der er foretaget en marinarkæologisk

undersøgelse. En marinarkæologisk undersøgelse skal

gennemføres hurtigst muligt. Der kan fastsættes vilkår for

genoptagelsen af arbejdet.

Stk. 3.

Udgiften til undersøgelser og evt. sikring af

det påtrufne fortidsminde eller vrag afholdes af den ansvarlige for

anlægsarbejdet eller aktiviteten.«

3.

I § 65, stk. 1 indsættes som 2. og 3.

punktum:

»Ved behandling af sager vedrørende dispensation fra bestemmelserne

i § 14, stk. 1 eller 2, og til brug for beslutning efter

§ 14a, stk. 2, kan der indhentes en kulturhistorisk faglig

udtalelse fra kulturministeren. Ved meddelelse af dispensation fra § 14,

stk. 1 eller 2, kan der stilles vilkår, herunder om, at der for

ansøgerens regning skal udføres en marinarkæologisk

undersøgelse.«

4.

I § 78, stk. 4, 1. punktum indsættes

efter »§ 11, stk. 1 og 2,«: »§ 14a, stk. 2,«.

5.

I § 89, stk. 1, nr. 1 indsættes efter

»§ 14, stk. 1 og 2,«: »§ 14a, stk. 1,«.

§ 44.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Museernes grundlæggende opgave er at give

befolkningen adgang til kultur- og naturarven, herunder at belyse den kultur-

og naturhistoriske udvikling i Danmark og i verden omkring os. Opgaven

løses gennem museernes udstillings- og formidlingsarbejde, deres

forskning og videnskabelige dokumentation samt museernes bevaring og

registrering af genstande mv.

Museerne har gennemgået en væsentlig udvikling

de seneste 30 år hen imod at blive stadig mere professionaliserede

institutioner. Den informationsteknologiske udvikling og globaliseringen

giver det danske samfund og dansk kultur nye muligheder og nye udfordringer,

som museerne skal bidrage til at udnytte og finde svar på.

Med lovforslaget sigtes der mod at give museerne bedre

vilkår for at løse disse opgaver. Det er en

målsætning, at kunstmuseerne og de kultur- og naturhistoriske

museer skal videreudvikle rollen som videns- og oplevelsescentre, der

bidrager til samfundets uddannelsesmæssige og kulturelle udvikling.

Museerne medvirker for eksempel til at gøre kulturarven

nærværende for børn og unge, og på denne måde

spiller museernes virksomhed sammen med målsætningerne på

uddannelsesområdet og det børne- og ungdomspolitiske

område. Endvidere har museernes formidling af kunsthistorien og kultur-

og naturarven afgørende betydning for befolkningens forståelse

af Danmarks kultur og det danske samfunds samspil og samhørighed med

verdenssamfundet og verdens kulturer. Museernes udvikling til moderne videns-

og oplevelsescentre er således et vigtigt led i udviklingen af et

samfund med kulturel mangfoldighed.

2. En række væsentlige principper i den

gældende ordning vil blive fastholdt i lovforslaget, herunder den

eksisterende museumsstruktur med et netværk af institutioner i et

landsdækkende museumsfagligt samarbejde, museumsfaglig indflydelse i

forhold til bl.a. statsanerkendelser, kvalitetsvurderinger, arkæologisk

og historisk-etnologisk undersøgelsesvirksomhed mv. og princippet om,

at initiativet til at oprette og drive nye museer primært skal komme

fra lokal eller anden ikke-statslig side.

De vigtigste ændringer i lovforslaget er:

·

Skærpede

kvalitetskrav til de statsanerkendte museer og en styrkelse af de

statsanerkendte museers økonomiske grundlag.

·

Betoning af hensynet

til tilgængeligheden, især børns og handicappede personers

adgang til museerne.

·

Beskrivelse af de

forskellige museumskategorier: de kulturhistoriske museer, kunstmuseerne og

de naturhistoriske museer. Styrkelse af de naturhistoriske museers rolle.

·

Større hensyn

til kulturarven i den fysiske planlægning og i tilrettelæggelsen

af anlægsarbejder.

·

Omlægning af

finansieringsprincipperne for den arkæologiske

undersøgelsesvirksomhed.

·

Oprettelse af en

museumsstyrelse blandt andet med henblik på at skabe bedre rammer for

udviklingsorienterede og tværgående initiativer på

museumsområdet. Styrelsen afløser bl.a. Statens

Museumsnævn, Rigsantikvarembedet og Det Arkæologiske

Nævn.

·

Overførsel af

finansieringen af museumsrådene til amterne, Københavns og

Frederiksberg kommuner.

·

Ændring af

naturbeskyttelseslovens § 14 på vegne af miljø- og

energiministeren.

Gældende lovgivning mv.

Det gældende lovgrundlag er lov nr. 291 af 6. juni

1984 om museer m.v. med de ændringer, der følger af lov nr. 592

af 19. december 1985, lov nr. 948 af 23. december 1986, lov nr. 380 af 7.

juni 1989 og lov nr. 1104 af 29. december 1999, jvf. lovbekendtgørelse

nr. 739 af 17. juli 2000. I henhold til loven er udstedt

bekendtgørelse nr. 332 af 30. maj 1991. Ved ændringen i 1989 (FT

1988-89 s. 4679, 5722, 9938, 10459, A s. 4143, B s. 1727 og C s. 1093)

gennemgik loven en omfattende revision, der bl.a. indebar visse

omlægninger af områdets administration og tilskudssystem, og der

blev i loven indført bestemmelser om danekræ og National

Indemnity. Ved ændringen i 1999 (FT 1999-00 s. 1157, 2511, 2778, A s.

1108 og 1124, B s. 180, C s. 166) blev der skabt mulighed for at fravige

visse bestemmelser i forbindelse med indgåelse af regionale

kulturaftaler.

De statslige og statsanerkendte museers forhold er

væsentligst reguleret gennem museumsloven, men enkelte andre love

indeholder også særlige bestemmelser, der vedrører

museernes forhold.

Der skal specielt peges på:

·

Lov nr. 332 af 4. juni

1986 om sikring af kulturværdier i Danmark.

·

Lov om Folkekirkens

bygninger og kirkegårde, jvf. lovbekendtgørelse nr. 454 af 11.

juni 1992 med senere ændringer.

·

Lov nr. 224 af 27.

marts 1996 om forskning ved arkiver, biblioteker og museer.

·

Lov nr. 429 af 10.

juni 1997 om regionale kulturmiljøråd.

·

Lov om

naturbeskyttelse, jvf. lovbekendtgørelse nr. 835 af 1. november

1997.

·

Lov om

bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, jvf.

lovbekendtgørelse nr. 845 af 13. november 1997.

·

Lov nr. 1104 af 29.

december 1999 om regionale kulturaftaler.

Baggrund for lovforslaget

1. Der er gennem de seneste år gennemført en

række undersøgelser og udvalgsarbejder vedrørende

væsentlige dele af museumsområdet, som aktualiserer behovet for

en præcisering og modernisering af lovgrundlaget herfor.

Den seneste generelle revision af den gældende

museumslov blev gennemført i 1989. I årene herefter blev der

både fagligt og politisk debatteret forskellige konsekvenser af de

ændringer af museumsloven, der trådte i kraft 1. januar 1990,

først og fremmest udviklingen i statstilskuddet og koordineringen af

museernes samarbejde.

2. Efter anmodning fra Kulturministeriet

gennemførte Statens Museumsnævn i 1994 en analyse af nogle

hovedspørgsmål ved en høring af museerne. Konklusionen

på analysen var,

·

at der var behov for

en større koordinering af museernes virksomhed, der bl.a. kunne komme

til udtryk ved, at kompetencen til godkendelse af museernes

ansvarsområder blev flyttet tilbage fra hovedtilskudsyderen til Statens

Museumsnævn,

·

at der ikke fandtes

behov for større ændringer i tilskudssystemet udover

detailjusteringer, samt at statstilskuddet ikke var fulgt med udviklingen i

de øvrige tilskud, hvilket dog i et vist omfang blev fulgt op med

rammeforhøjelser i de følgende år,

·

at den

arkæologiske administration i det store hele fungerede godt, men at der

var for få midler til de arkæologiske nødudgravninger,

hvilket dog i et vist omfang blev fulgt op med rammeforhøjelser i de

følgende år.

3. I forlængelse heraf tog Kulturministeriet i 1995

initiativ til at afholde en konference om fremtidens museum. Som konklusion

på konferencen blev der nedsat en arbejdsgruppe, der fik til opgave at

diskutere fremtidens museum og en ny museumslov og udarbejde en rapport om

nogle af debattens hovedtemaer.

Arbejdsgruppen fremkom med en række anbefalinger i

deres rapport, herunder bl.a.

·

at der burde etableres

en museumsstyrelse til afløsning af Statens Museumsnævn,

·

at der skulle

gennemføres en kvalitetsvurdering af museerne, og

·

at der ikke burde ske

en lovændring for de kulturhistoriske museers arbejde med nyere tids

kulturhistorie, men at der i stedet skulle afsættes et særligt

beløb af rådighedssummen til formålet.

Endvidere blev spørgsmålet om, hvorvidt

kunstmuseerne skulle overføres til en egentlig kunstlov taget op til

drøftelse. Arbejdsgruppen drøftede tillige ændringer i

museumsloven vedrørende finansieringen af de arkæologiske

nødudgravninger.

Endelig foreslog arbejdsgruppen en række kriterier

for, hvorledes et museum kunne opnå et særligt statstilskud efter

lovens § 13. Museet skulle i så fald opfylde et eller flere af

følgende kriterier:

Der skal være tale om nye og større

initiativer af væsentlig museumsfaglig interesse. Det er endvidere en

forudsætning, at mulighederne for at opnå almindeligt

statstilskud efter lovens § 12 er udtømt. Herudover kan der

lægges vægt på forhold, som

·

at der er tale om

initiativer i et regionalt område, hvor der er særligt behov

eller grundlag for en kulturel indsats på det pågældende

felt,

·

at der er tale om

initiativer, hvis realisering kræver en ekstraordinær stor

økonomisk indsats fra lokal side,

·

at der er tale om

initiativer, hvor man afprøver ny tværfaglig opgavevaretagelse

eller lignende,

·

at der er tale om

initiativer, som må påregnes at være af bred offentlig

interesse, samt

·

at der er tale om et

initiativ af særlig national eller international interesse.

4. Loven om de regionale kulturforsøg, der

trådte i kraft 1. januar 1996, stillede den videre debat om revision af

museumsloven i bero. Anbefalingerne fra arbejdsgruppens rapport blev dog

taget under overvejelse, og der blev som følge heraf gennemført

nogle undersøgelser og udvalgsarbejder i årene herefter.

5. I juni 1996 nedsatte Kulturministeriet udvalget for

billedkunst, som fik til opgave at analysere og vurdere behovet for en mere

synlig sammenhæng i billedkunstpolitikken, herunder behovet for en

eventuel lov om billedkunst. I denne forbindelse skulle udvalget tillige

behandle spørgsmålet om kunstmuseernes rolle i

billedkunstformidlingen, herunder spørgsmålet om kunstmuseernes

fortsatte tilknytning til museumsloven.

Udvalgets rapport »Betænkning om billedkunst« udkom

i 1998. Udvalget anbefaler i betænkningen, at kunstmuseerne forbliver i

samme lov som de øvrige museer, dog med en beskrivelse af

kunstmuseernes virke. Alternativt blev det foreslået, at kunstmuseerne

får deres egen kunstmuseumslov.

6. I 1997-1998 gennemførte Statens

Museumsnævn et pilotprojekt med en kvalitetsvurdering af 15 museer med

repræsentanter for alle tre museumskategorier. En overordnet konklusion

på pilotprojektet var, at museerne generelt udfører et

kvalificeret arbejde, selvom der ofte er tale om økonomisk svage

institutioner, der har et meget lille personale i forhold til de opgaver, de

løser. Det kunne konstateres, at bygningsdriften var en meget

betydelig udgift for mange museer. Projektet viste også, at selv

små museer kan udføre kvalificeret forskning, og at museerne i

høj grad deltager aktivt i den offentlige planlægning vedr.

lokalplaner, regionplaner, vejplaner, råstofindvinding mv. Det blev

konstateret, at de arkæologisk arbejdende museer har væsentlige

problemer med at få bearbejdet det udgravede materiale.

7. I samme periode gennemførte Statens

Museumsnævn en undersøgelse af de museer, der havde et lokalt

tilskudsniveau, der lå under det niveau, der krævedes for nye

statsanerkendelser. Resultatet af denne undersøgelse var,

·

at det

minimumstilskudsniveau, der i dag forlanges i forbindelse med nye

statsanerkendelser, er for lavt,

·

at

bygningsvedligeholdelsesudgifter udgør en meget stor del af udgifterne

samt

·

at de statsanerkendte

museer på de små øer har helt særlige

problemer.

8. I 1999 blev der i dagspressen rejst en debat om,

hvorvidt museernes indkøb af kunst skete ud fra objektive kriterier,

og hvorvidt kunstmuseerne i for høj grad indkøbte værker

af de samme kunstnere. Efter anmodning fra Folketinget (Forespørgsel

nr. F 32, behandlet d. 16. marts 1999) gennemførte Statens

Museumsnævn en undersøgelse af, hvordan museerne administrerer

deres forpligtelse til at indsamle kunst i forhold til deres

indsamlingsområde inden for de seneste 10 år.

Undersøgelsen viste, at museernes indkøb falder i god

tråd med deres ansvarsområde, men debatten understregede det

hensigtsmæssige i, at godkendelsen af museernes ansvarsområder

tilbageføres til en statslig myndighed, således at der sikres en

koordinering af opgaverne på de statslige og statsanerkendte

museer.

9. Gennem loven om regionale kulturforsøg blev der

i årene 1996-1999 gennemført forsøg i ni regioner i

landet. Forsøgene blev evalueret af Nellemann Konsulenterne, hvis

rapport blev offentliggjort i marts 1999. Konklusionen var, at mange af de

opgaver, der var omfattet af de regionale kulturforsøg, kunne

løftes lokalt eller regionalt. Man anbefalede en tostrenget model, som

indebar, at uddelegering af visse kulturopgaver blev kombineret med en

mulighed for at indgå frivillige aftaler.

Hjemlen til sådanne aftaler blev etableret gennem

loven om regionale kulturaftaler (lov nr. 1104 af 29. december 1999), der

trådte i kraft 1. januar 2000, og som har til formål

·

at understøtte

amtskommuners og kommuners engagement på kulturområdet,

·

at give større

dispositionsfrihed på det regionale niveau og sætte fokus

på mål og resultater i en regional kulturpolitik i stedet for

detailstyring gennem øremærkede tilskud til

enkeltaktiviteter,

·

at sikre en bedre

udnyttelse af ressourcerne gennem regional koordinering og arbejdsdeling

på kulturområdet,

·

at fremme og

videreudvikle de professionelle kulturelle institutioner,

produktionsmiljøer og aktiviteter i regionen med vægt på

kvalitet,

·

at styrke samarbejde

på kulturområdet på tværs af kommune- og

amtsgrænser, hvor aftalen omfatter flere kommunale enheder.

Der er på nuværende tidspunkt indgået

kulturaftaler mellem Kulturministeriet og hhv. Vestsjællands amt,

Storstrøms amt, Odense kommune, Århus kommune, Aalborg

Kommune/Nordjyllands Amt og kommunerne i Salling-Fjends.

10. På det arkæologiske område har det

igennem de senere år kunnet konstateres, at den eksisterende ordning

ikke fungerer tilfredsstillende. Rigsantikvarens bevilling til

gennemførelse af arkæologiske undersøgelser har

således været under et stigende pres, og selvom bevillingen

gentagne gange er forhøjet, har det været nødvendigt at

udskyde eller opgive væsentlige arkæologiske

undersøgelser. Presset på bevillingen skyldes navnlig en

stigende aktivitet i den private bygge- og anlægssektor, samt en

stigende aktivitet i forbindelse med skovrejsning.

Rigsantikvaren og Det Arkæologiske Nævn har i

samarbejde med de arkæologisk arbejdende museer og Skov- og

Naturstyrelsen udarbejdet en række rapporter, der belyser den trussel,

som fortidsminder under jordoverfladen er udsat for. Rapporterne behandler

forskellige årsager til nedslidning og ødelæggelse som fx

dybdepløjning eller tilsvarende jordbearbejdning ved skovrejsning og

dyrkning. I rapporterne er det dokumenteret, at der i disse år sker en

voldsom nedslidning og destruktion af fortidsminder.

Rigsantikvaren og Det Arkæologiske Nævn har i

lyset heraf peget på et behov for en tidligere inddragelse af museerne

i den fysiske planlægning og ved tilrettelæggelsen af konkrete

byggerier og andre jordarbejder med henblik på at styrke muligheden for

at bevare fortidsminderne på stedet for kommende generationer.

Der er endvidere peget på behovet for at

omlægge finansieringsordningen for de arkæologiske

undersøgelser, således at den anlægsansvarlige - fx en

bygherre, en lodsejer eller gårdejer tilskyndes til dels at forebygge

nedslidning og ødelæggelse af fortidsminderne, dels at mindske

behovet for arkæologiske udgravninger.

11. Med henblik på at opnå en bedre udnyttelse

af de disponible ressourcer på det marinarkæologiske område

og sikre det bedst mulige grundlag for Miljø- og Energiministeriets

myndighedsudøvelse i forhold til naturbeskyttelseslovens § 14

gennemføres en omorganisering af den statslige marinarkæologiske

registrerings- og undersøgelsesvirksomhed. Omorganiseringen

indebærer, at den del af Miljø- og Energiministeriets opgaver,

der vedrører tilvejebringelsen af det kulturhistorisk faglige

beslutningsgrundlag for myndighedsudøvelsen i henhold til

naturbeskyttelseslovens § 14, overføres til Kulturministeriet.

Endvidere samles det statslige beredskab vedrørende

marinarkæologisk feltarbejde under Kulturministeriet.

Miljø- og energiministeren og kulturministeren er i

forbindelse med omorganiseringen enige om, at det ikke er muligt at

gennemføre en dækkende totalregistrering af fortidsminder og

vrag på havbunden, og at de ressourcer, der forventes overført i

forbindelse med ressortomlægningen, skal anvendes til drift og

udvikling af registret over marine data samt til at vurdere omfanget og

karakteren af de forekomster af vrag og fortidsminder, der måtte blive

berørt ved konkrete aktiviteter på havbunden.

12. Med regionsforsøgenes afslutning og resultatet

heraf er spørgsmålet om en revision af museumsloven på ny

aktualiseret.

Kulturministeriet har i samråd med Statens

Museumsnævn afholdt en række temamøder, herunder

både fagspecifikke temamøder om hhv. det kulturhistoriske,

kunsthistoriske og naturhistoriske museumsområde, og møder om

emner, der er relevante i forhold til alle tre museumskategorier. Deltagere i

møderne har været repræsentanter for hovedmuseerne,

Statens Museumsnævn, museumsorganisationerne og en række

relevante myndigheder, institutioner og organisationer, herunder bl.a.

Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, universiteterne og

turistbranchen.

Nogle af hovedtilkendegivelserne fra de afholdte

møder kan sammenfattes til:

·

De tre

museumskategorier bør have en særlig definition af formål

og funktioner. Definitionerne skal også dække det arbejde, der

ligger uden for museernes fysiske rammer.

·

Der skal ske en

overordnet, central koordinering af museernes ansvarsområder, bl.a. for

at sikre det landsdækkende museumsnetværk.

·

Indsamling,

registrering, bevaring, forskning og formidling skal fortsat være

fundamentet for det enkelte museums virksomhed, men der er behov for en

styrkelse af samarbejdet inden for de enkelte discipliner.

·

Der skal fortsat

være mulighed for at opnå et særligt statstilskud. Der kan

i denne forbindelse anvendes kontrakter.

·

Der bør

arbejdes for at opnå højere minimumsstandarder på museerne

og dermed bedre kvalitet i museumsarbejdet samt at etablere en særlig

tilskudsordning for de statsanerkendte museer på de små

øer.

·

Der etableres en

styrelse til afløsning for Statens Museumsnævn, hvori blandt

andet de centrale registre fra hovedmuseerne samt de særlige funktioner

under rigsantikvarembedet indgår.

·

Det er

nødvendigt, at museerne inddrages tidligere i den fysiske

planlægning og i tilrettelæggelsen af anlægsarbejder,

så væsentligt arkæologisk kildemateriale i øget

udstrækning kan bevares på stedet for eftertiden.

·

Der skal sikres

tilstrækkelig tid til at gennemføre relevante

undersøgelser og dokumentation af væsentlige

bevaringsværdier inden for såvel forhistorien som for nyere

tid.

·

Der er behov for

reformer af finansieringsprincipperne for den arkæologiske

undersøgelsesvirksomhed. Den nuværende ordning er

uhensigtsmæssig, idet der ikke tages højde for konsekvenser af

anden lovgivning, og aktivitetsniveauet i bygge- og anlægssektoren.

·

Loven skal

tilvejebringe det fornødne grundlag for en ratifikation af

Europarådets konvention om beskyttelse af den arkæologiske arv af

16. januar 1992 (Maltakonventionen).

Herudover har der været afholdt en række

møder med relevante myndigheder og interesseorganisationer, herunder

Miljø- og Energiministeriet, Undervisningsministeriet, Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen, Dansk Entreprenørforening, De

Danske Landboforeninger, Dansk Skovforening, Boligselskabernes Landsforening

mv.

Lovens område og hovedelementer

Museumsstrukturen

1. Museumsloven vedrører 7 statslige museer under

Kulturministeriet og 146 ikke-statslige museer.

De ikke-statslige museer fordeler sig med 106

kulturhistoriske museer, 36 kunstmuseer og 4 naturhistoriske museer.

Af de kulturhistoriske museer har 84 et lokalt

afgrænset ansvarsområde, mens 22 har specialiserede

ansvarsområder, der kan være enten regionalt afgrænsede i

ét eller flere amter eller landsdækkende.

Museumsloven vedrører kun undtagelsesvis forhold

for statslige museer uden for Kulturministeriets område og kun, hvor

dette udtrykkeligt er angivet. Det skal særligt fremhæves, at

lovforslaget indebærer en udbygning af lovens anvendelsesområde

med hensyn til naturarven. De naturhistoriske museers opgaver beskrives, og

der etableres en hovedmuseumsfunktion for det naturhistoriske område.

Det vil således blive fastlagt, at Zoologisk Museum, Geologisk Museum

samt Botanisk Museum under Københavns Universitet og

Undervisningsministeriet tilsammen vil udgøre Statens Naturhistoriske

Museum, som vil udføre hovedmuseumsfunktionen på det

naturhistoriske område og herunder blandt andet bidrage til vurdering

af naturhistoriske fund i forbindelse med danekræ-ordningen.

Som eksempler på museer, der ikke er reguleret i

henhold til museumsloven kan bl.a. nævnes statslige museer under andre

ministeriers ressort som Medicinsk-Historisk Museum

(Undervisningsministeriet), Post og Tele Museum i Danmark og Danmarks

Jernbanemuseum (Trafikministeriet). Under Kulturministeriet findes endvidere

Det danske Filmmuseum, som er omfattet af filmloven.

De to hovedmuseer under Kulturministeriet, Nationalmuseet

og Statens Museum for Kunst, samt de naturhistoriske museer under

Undervisningsministeriet har en forpligtelse til at stille deres ekspertise

til rådighed for de øvrige museer i form af bistand

vedrørende forskningsmæssige emner, identifikation af genstande

eller malerier, udstillingsformer, naturvidenskabelige undersøgelser,

konservering og restaurering m.v. Der er hjemmel til at opkræve

betaling for konserverings- og restaureringsopgaver.

I hvert af landets 14 amter er oprettet et

museumsråd. Desuden er der et museumsråd fælles for

Københavns og Frederiksberg kommuner. Museumsrådene har til

opgave at samordne og fremme museumsarbejdet i det pågældende

amt. Efter drøftelser med de kommunale parter vil det fremover

være en opgave for amterne og Københavns og Frederiksberg

kommuner at drive museumsrådene.

2. Det har fra museumsverdenens side været af

afgørende betydning, at museumsstrukturen - med et netværk af

museer knyttet sammen i et landsdækkende museumsfagligt samarbejde -

blev fastholdt i lovforslaget. Det har endvidere været væsentligt

for museerne, at der skete en tydeliggørelse af de tre

museumskategoriers særlige egenskaber (kulturhistoriske,

kunsthistoriske og naturhistoriske museer).

Der er i forslaget taget hensyn til disse ønsker.

Det er samtidig fastholdt, at museerne skal samarbejde. Når der i

forslaget skelnes mellem de tre museumskategorier, er dette ikke udtryk for

et ønske om en snæver afgrænsning af institutioner, men

alene en imødekommelse af ønsket om en nærmere definition

af de særlige egenskaber, der er knyttet til de forskellige kategorier.

Bl.a. i kraft af de regionale kulturaftaler lægges der vægt

på, at museernes samarbejde foregår på tværs af amts-

og kommunegrænserne og på tværs af grænser til andre

museumskategorier og til andre relevante kulturinstitutioner, herunder

biblioteker og arkiver. Udviklingen viser, at der på sigt skal

være plads til »hybridinstitutioner« institutioner, der går

på tværs af museumskategorierne, og institutioner, der omfatter

både museer, biblioteker og arkiver.

Betoning af de museumsfaglige vurderinger

3. Den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed,

spørgsmålet om statsanerkendelser og godkendelse af museers

ansvarsområder, fordeling af rådighedssumsmidler mv. har hidtil

gennem Rigsantikvarembedet, Det Arkæologiske Nævn og Statens

Museumsnævn været baseret på museumsfaglige vurderinger.

Lovforslaget tilsigter ingen ændring af dette princip.

Hovedprincippet bag det statslige driftstilskud

4. Museumsloven er baseret på, at initiativet til at

oprette og drive museer skal komme fra lokal eller anden ikke-statslig side.

Hovedprincippet bag det statslige tilskudssystem har derfor hidtil

været og vil fortsat være, at der ydes et statsligt driftstilskud

baseret på størrelsen af de ikke-statslige tilskud til museets

virksomhed.

Skærpede kvalitetskrav til de statsanerkendte museer og en

styrkelse af de statsanerkendte museers økonomiske grundlag

5. Princippet om at der skal være museumsfaglig

kvalitet og rimelig standard på et museum, for at der kan ydes

statstilskud til museets drift, bliver præciseret.

På baggrund af Statens Museumsnævns

pilotprojekt i 1997-1998 med en kvalitetsvurdering af 15 museer er det

hensigten, at der udarbejdes vejledende retningslinjer om kvalitetskrav, som

der vil blive lagt vægt på ved bedømmelsen af, om et

museum kan opnå og bevare en statsanerkendelse. Der bliver tale om

retningslinjer for museernes virksomhed og faglige opgaver, dvs. indsamling,

registrering, bevaring, forskning og formidling, samt for de

bygningsmæssige forhold og personalet. Det er hensigten, at der

også vil blive lagt vægt på, at museerne har til opgave at

sikre en hensigtsmæssig tilgængelighed for handicappede personer

og formidling rettet mod børn og unge.

Det er hensigten, at en kommende museumsstyrelse (jf.

nedenfor) regelmæssigt skal påse, at museerne opfylder kravene.

Dette vil finde sted ved en løbende kvalitetsvurdering foretaget af

styrelsen.

Kvalitetsvurderingen vil have karakter af

rådgivning, men vil, såfremt det konstateres, at et

statsanerkendt museum ikke har rettet op på alvorlige mangler i

varetagelsen af ansvarsområdet, kunne danne grundlag for en fratagelse

af statsanerkendelsen.

6. Det økonomiske grundlag for de statsanerkendte

museer skal styrkes ved blandt andet en forhøjelse af minimum og

maksimum for det ikke-statslige tilskud, der ligger til grund for tildeling

af statslige tilskud efter den almindelige tilskudsordning. Der

gennemføres en særlig løsning for museer på

små øer.

Det er hensigten, at minimum for ikke-statslige

tilskud forhøjes fra de nuværende 725.000 kr. til 1,2 mio.

kr. Der påregnes en 3-årig overgangsperiode efter lovens

ikrafttræden, således at det ikke-statslige tilskud senest

år 2004 skal være på de minimale 1,2 mio. kr.. Forslaget

har virkning for tilskudsberegningen for så vidt angår 2006.

Kulturministeriet skønner, at forhøjelsen af

minimumsgrundlaget vil medføre en gradvis stigende merudgift for

staten frem til 2006, hvor det forventes at tilskudsgrundlaget for samtlige

berørte museer vil leve op til det forhøjede minimum.

Forhøjelsen af minimumsgrundlaget kan ske ved

forhøjelse af de amtskommunale eller kommunale tilskud,

forhøjelse af tilskud fra private, tiltrækning af nye

tilskudsydere og sammenlægning af museer.

Det er intentionen, at maksimum for det ikke-statslige

tilskud, der kan udløse statstilskud, forhøjes fra det

nuværende 1,9 mio. kr. til 2,2 mio. kr. Formålet er at øge

statstilskuddet til de større statsanerkendte museer samt at tilskynde

ikke-statslige tilskudsydere til at øge deres tilskud. Beløbet

vil gradvist blive forhøjet i perioden 2002-2004, og der vil blive

afsat øgede statslige bevillinger til formålet.

Med henblik på at virkeliggøre intentionen om

at styrke de mindre, statsanerkendte museers virksomhed etableres en

midlertidig pulje til ophjælpning af mindre museer,

således at de i en overgangsperiode kan få støtte til at

leve op til de nye kriterier for statsanerkendelse.

Særlige tilskud

For så vidt angår museer med særlige

tilskudsordninger opretholder lovforslaget muligheden for at gøre

en særlig indsats for disse museer. Der foretages i den forbindelse en

præcisering af vilkårene for at opnå et særligt

statsligt driftstilskud, idet der skal være tale om en virksomhed af

særlig betydning. Der vil fx. blive lagt vægt på

varetagelsen af særlige opgaver, samlingens karakter,

forskningsmæssig status samt national og international betydning.

Betoning af hensynet til tilgængeligheden, herunder børns

samt handicappedes adgang til museerne

7. Der er i lovforslaget lagt vægt på at

understrege, at museerne skal tilstræbe størst mulig

handicaptilgængelighed samt formidle til børn og unge. Dette

skal bl.a. ses i lyset af kulturministerens handlingsplan for handicappedes

adgang til kulturen, der blev offentliggjort i november 1999, og hvor der for

museernes vedkommende er tale om et ønske om, at museerne gøres

mere tilgængelige både fysisk i forbindelse med nybyggerier eller

ombygninger og i relation til udstillinger, herunder fx ved

tegnsprogstolkning og ved at afmærke udvalgte og karakteristiske

udstillingsgenstande med tilladelse til berøring.

Forslaget skal tillige ses i lyset af regeringens

børnekulturpolitiske redegørelse, der blev fremlagt i oktober

1999, og som bl.a. omfatter ønsket om at skabe bedre

samarbejdsmodeller mellem fx museerne på den ene side og skoler,

fritidsordninger og daginstitutioner på den anden side.

Det er intentionen, at landets museer skal spille en aktiv

rolle for at give børn de bedst mulige kulturelle vilkår og

muligheder. Børn skal opleve museerne som en del af deres kultur, og

det enkelte museum under hensyn til dets karakter må vurdere sin

virksomhed i relation til børn.

En satsning på formidling til børn betyder

bl.a. en betoning af undervisningsguider, skriftlige materialer til

børn, elektronisk formidling via cd-rom eller internet, etablering af

særlige faciliteter til børn. Herudover kan der etableres

særlige rabatordninger for børn.

Lovforslagets bestemmelser om disse forhold

vedrører betingelser for modtagelse af statstilskud.

For så vidt angår de statslige museer

forudsættes det, at de følger den statslige politik på

området.

Større hensyn til kulturarven i den fysiske planlægning og

i tilrettelæggelsen af anlægs- og jordarbejder

8. På det arkæologiske område er der

behov for ændringer, der tilskynder til en inddragelse af museerne i

den fysiske planlægning og til, at konsekvenserne for kulturarven af et

påtænkt anlægsarbejde belyses så tidligt som

muligt.

En sådan reform er påtrængende

nødvendig under hensyn til den risiko for ødelæggelse af

fortidsminder, som følger af en stærkt stigende

anlægsaktivitet både i byen og på landet, naturprojekter

samt landbrugets dyrkning.

Inddragelsen af museerne i den fysiske planlægning

skal medvirke til, at arealer, hvor der er kendte og væsentlige

fortidsminder under jordoverfladen, i videst muligt omfang friholdes for

anlægsaktiviteter, skovrejsning mv.

Tilsvarende vil inddragelsen af museerne i

planlægningen af konkrete jordarbejder skabe bedre mulighed for, at

arbejderne tilrettelægges, så de ikke berører

væsentlige fortidsminder. Dette kan fx ske i forbindelse med placering

af byggefelter eller ved friholdelse af afgrænsede arealer for

dybdepløjning. En sådan procedure vil således også

mindske risikoen for en standsning af anlægsarbejder på grund af

fund af fortidsminder.

Et større hensyn til kulturarven i den fysiske

planlægning og i tilrettelæggelsen af anlægs- og

jordarbejder skulle gerne resultere i en mindskelse af behovet for

arkæologiske udgravninger, så også kommende generationer

har adgang til væsentligt historisk kildemateriale.

Inddragelsen af museer med et historisk-etnologisk

ansvarsområde i den fysiske planlægning er ligeledes vigtig, idet

museerne derigennem får bedre mulighed for at dokumentere

væsentlige bevaringsværdier fra de seneste 350 års

kulturhistorie, inden værdierne destrueres.

9. For at understøtte intentionerne i lovforslaget

agter Kulturministeriet at gennemføre en landsdækkende

kortlægning af områder, der formodes at have særlig

arkæologisk interesse. Det er hensigten, at kortlægningen skal

være elektronisk tilgængelig for såvel planmyndighederne

som den enkelte lodsejer, så det fremover bliver lettere at inddrage

hensynet til kulturarven i arealforvaltningen og i konkrete projekter.

Omlægning af finansieringsprincipperne for den arkæologiske

undersøgelsesvirksomhed

10. Et afgørende element i lovforslaget er

omlægningen af finansieringsmodellen for gennemførelse af

arkæologiske undersøgelser.

Efter den gældende ordning har staten afholdt

udgiften til de arkæologiske undersøgelser for statslige og

private anlægsarbejder, mens kommunerne har afholdt udgiften ved

kommunale arbejder.

Udgangspunktet for ordningen er de principper, man bl.a.

kender fra Norge og Sverige, nemlig at den, der forestår et

jordarbejde, afholder udgifterne til eventuelle arkæologiske

undersøgelser.

Forslaget indebærer således, at der ikke mere

skelnes mellem offentlige og private jordarbejder for så vidt

angår spørgsmålet om finansiering af arkæologiske

udgravninger. I denne forbindelse bemærkes, at den gældende

ordning har været meget uhensigtsmæssig i administrativ henseende

under hensyn til den i praksis vanskelige afgrænsning mellem offentlig

og privat virksomhed.

Formålet med omlægningen er, at der i

tilknytning til såvel offentlige som private jordarbejder skal

etableres et økonomisk incitament for den anlægsansvarlige til

at inddrage museerne så tidligt som muligt i anlægsprocessen. En

tidlig inddragelse af den kulturhistoriske og arkæologiske ekspertise i

planlægningen af et anlægs- eller jordarbejde vil medvirke til at

sikre, at arbejdet kan tilrettelægges på en sådan

måde, at eventuelle fortidsminder kan bevares i jorden uden at blive

berørt af arbejdet. Herved vil man i mange tilfælde kunne

undgå at skulle foretage en udgravning eller optagning af

fortidsminderne. Det er således en målsætning, at de

samlede samfundsøkonomiske omkostninger til sikring af

bevaringsværdier i jorden bliver mindsket.

Der er ligeledes lagt stor vægt på, at der

etableres en finansieringsordning, der kan følge aktivitetsniveauet i

bygge- og anlægssektoren.

Omlægningen af finansieringsprincipperne vil ikke

medføre en mindskelse af det statslige økonomiske engagement i

den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed. Det indgår

således i ordningen, at en offentlig eller privat anlægsansvarlig

vil kunne indhente en udtalelse fra et museum om risikoen for at

ødelægge væsentlige bevaringsværdier ved det

pågældende jordarbejde.

Et vigtigt hensyn i forhold til den private og offentlige

bygherre vil være, at omfanget af forsinkelser, udskydelser og

standsninger af et anlægsprojekt på grund af arkæologiske

undersøgelser skal minimeres. Hidtil har det først været

muligt at opnå statslig finansiering, når truslen mod

fortidsmindet var umiddelbart forestående, dvs. når der

forelå en byggetilladelse. Dette har i visse situationer virket

sinkende for konkrete projekter. Det har derfor været tilstræbt

at finde en ordning, der fremmer en mere fleksibel gennemførelse af

arkæologiske undersøgelser i forhold til gennemførelse af

de konkrete anlægsprojekter. De arkæologiske undersøgelser

vil således med en ny finansieringsordning kunne gennemføres

uafhængigt af, hvornår der opnås byggetilladelse til et

projekt.

Den foreslåede finansieringsordning vil blive

kombineret med en målrettet tilskudsordning, der kan tage hensyn til

situationer, hvor udgiften til arkæologiske undersøgelser i

forbindelse med anlægsarbejder må anses for uforholdsmæssig

stor.

Staten vil i øvrigt fortsat finansiere

arkæologiske undersøgelser, der er forårsaget af

almindelig dyrkning af landbrugsafgrøder og almindelig skovdrift samt

erosion, undersøgelser, hvor et museum tidligere har oplyst, at

jordarbejdet ikke vil berøre væsentlige fortidsminder, samt

undersøgelser, hvor fortidsmindet efterfølgende erhverves med

henblik på bevaring på stedet.

Der er med lovforslaget lagt op til en 1-årig

overgangsbestemmelse fra lovens ikrafttræden, for så vidt

angår de ændrede finansieringsprincipper for den

arkæologiske undersøgelsesvirksomhed.

Bedre rammer for udviklingsorienterede og tværgående

initiativer på museumsområdet

11. De nuværende rådighedssummer samles i

én pulje, samtidig med at der foreslås etableret en pulje til

fremme af udvikling af museumsområdet. Hensigten er at fremme

større helhedstænkning og større fleksibilitet samt at

styrke tværgående initiativer og udviklingsprojekter.

Udviklingsopgaverne kan fx omfatte museernes rolle i et samfund med kulturel

mangfoldighed, museernes formidling over for børn og unge samt

kulturarven i den fysiske planlægning. Der vil fortsat kunne

opnås tilskud til de formål, som rådighedssummerne hidtil

har dækket. Udviklingsopgaverne skal gennemføres i tæt

samarbejde med museerne.

Oprettelsen af en museumsstyrelse, som bl.a. skal forestå

løsningen af de opgaver, der i dag løses af Statens

Museumsnævn, Rigsantikvarembedet og Det Arkæologiske

Nævn

12. Statens Museumsnævn blev oprettet ved lov nr.

304 af 10. juni 1976 om statstilskud mv. til museer. Dets opgaver er

·

at virke som

samarbejdsorgan på landsplan,

·

at rådgive

kulturministeren og andre offentlige myndigheder i museumsanliggender,

herunder at rådgive ministeren om godkendelse af museer som

tilskudsberettigede,

·

at indberette til

kulturministeren, såfremt nævnet bliver bekendt med, at et museum

ikke opfylder betingelserne for at bevare statstilskud,

·

at beregne statens

tilskud til museer, omfattet af bestemmelserne om almindeligt

statstilskud,

·

at fordele

rådighedssumstilskud,

·

at yde museumsteknisk

og anden faglig rådgivning og

·

at formidle og

koordinere internationalt samarbejde for museerne.

Nævnet kan på eget initiativ tage

fællesanliggender for museerne op.

Nævnet har 12 medlemmer, hvoraf Nationalmuseet

udpeger 2, Statens Museum for Kunst udpeger 1, de naturvidenskabelige

centralmuseer udpeger 1, museumsrådene vælger af og blandt

medlemmerne 8, hvoraf 5 repræsenterer de kulturhistoriske museer, 2

kunstmuseerne og 1 de naturhistoriske museer. Nævnet vælger

blandt medlemmerne formand og næstformand. Nævnet er valgt for

fire år, og valgperioden begynder 6 måneder efter hver ny

kommunal valgperiodes begyndelse. Nævnets formand er født medlem

af Kulturværdiudvalget.

Rigsantikvarembedet blev oprettet i 1958 og er i dag et

centralorgan for kulturmuseale og antikvariske aktiviteter. Rigsantikvaren er

direktør for Nationalmuseet og formand for Det Arkæologiske

Nævn. Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat varetager den

daglige administration af den arkæologiske

undersøgelsesvirksomhed og sekretariatsbetjeningen af Det

Arkæologiske Nævn. Herudover vedrører rigsantikvarens

kompetence administration af Danefæ-bestemmelserne i loven.

Det Arkæologiske Nævn blev oprettet med

museumsloven fra 1984 og har til opgave at samordne det arkæologiske

undersøgelsesarbejde i Danmark samt at udarbejde vejledende

retningslinier for indsamling og undersøgelse af arkæologisk

materiale samt for fordeling af disse arbejdsopgaver mellem de museer, der

varetager et arkæologisk ansvarsområde. Nævnet skal

endvidere rådgive rigsantikvaren om fordeling af de midler, der er til

rådighed til arkæologiske undersøgelser, samt om

arbejdsdelingen mellem Nationalmuseet og de statsanerkendte museer, der

varetager et arkæologisk ansvarsområde.

Desuden fastsætter Det Arkæologiske Nævn

de betingelser, de statsanerkendte museer skal opfylde for at påtage

sig et arkæologisk ansvarsområde, ligesom nævnet skal

træffe beslutning om deponering af Danefæ, når der ikke har

kunnet opnås enighed mellem rigsantikvaren og et museum herom.

13. Det er hensigten, at der etableres en styrelse under

Kulturministeriet bl.a. som erstatning for Statens Museumsnævn,

Rigsantikvarembedet og Det Arkæologiske Nævn.

Museumsstyrelsen vil således som udgangspunkt

overtage alle Museumsnævnets nuværende opgaver samt de opgaver,

som Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat løser i dag. Hertil

kommer visse opgaver af administrativ karakter fra de to hovedmuseer,

Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, samt eventuelt fra

Kulturministeriets departement

Baggrunden for at etablere en museumsstyrelse er bl.a.

ønsket om at styrke fagligheden i betjeningen af ministeren og

forvaltningen på området samt styrke muligheden for at kunne yde

et fagligt modspil til museerne. Det er ministeriets opfattelse, at det vil

skabe en større klarhed, hvis man på den ene side har de faglige

foreninger, der formulerer interesseorganisationernes synspunkter, og

på den anden side har en museumsstyrelse, der kan inddrage det faglige

element i sit arbejde og på dette grundlag rådgive

ministeriet.

Det er således hensigten, at der bliver tale om et

organ, som hører under Kulturministeriet, og som refererer til

ministeriet i sager om lovgivning, bevillinger samt forvaltnings- og

myndighedsopgaver på museumsområdet og som kan administrere ud

fra en faglig kompetence. Der vil blive tale om et organ, der bemandes med

både administrativt personale og med museumsfagligt personale, der

dækker alle tre museumskategorier (kunst, kultur og natur) med henblik

på, at der kan ydes faglig rådgivning vedrørende hele

museumsvæsenet. Endelig vil der blive tale om, at styrelsen både

skal have opgaver af mere administrativ karakter og opgaver af mere

udviklingsorienteret karakter i forbindelse med funktionen som fagligt

idéforum.

Overordnet er det hensigten, at museumsstyrelsen vil

varetage følgende opgaver:

1) Faglig rådgivning til Kulturministeriet og andre ministeriet,

herunder udarbejdelse af lovforslag og anden ministerbetjening.

2) Igangsætning af centrale og overordnede udviklingstiltag med

henblik på at realisere politiske målsætninger på

museums- og kulturområdet generelt, fx digitalisering af samlingerne,

analyser af museernes arbejde med børn og unge, nyere tids

kulturhistorie, tilgængelighed, resultatkontrakter, samarbejdet

på ABM-området (arkiver, biblioteker og museer) mv.

3) Varetagelse af forvaltningsopgaver for Kulturministeriet, herunder

forvaltning af museumsloven, administration af rådigheds- og

udviklingspulje, forvaltning af finanslovsbevillinger mv.

4) Statens overordnede myndighed og koordinator på det

arkæologiske område, herunder fordeling af statslige midler til

nødudgravninger og forundersøgelser, koordinering af

undersøgelsesarbejder i forbindelse med planlagte

anlægsarbejder, og samordning af det arkæologiske

undersøgelsesarbejde i Danmark.

5) Forvaltning af centralt dokumentationscenter, herunder at skabe

nationalt overblik over statslige og statsanerkendte museers samlinger og at

videreudvikle dokumentationsstandarder og applikationer.

6) Museumsfaglig koordinator og rådgiver for museer, herunder

udbygge samarbejdet mellem museerne på tværs af museumskategorier

og fremme koordineringen af museernes indsamling, forskning og

undersøgelser.

Under styrelsen vil der blive etableret

rådgivningsorganer med repræsentanter for den faglige verden

(museerne, herunder hovedmuseerne, universiteterne mv.). Det er hensigten, at

der både bliver tale om fagspecifikke råd, det vil sige 4 faglige

råd, et kunsthistorisk, et naturhistorisk og to kulturhistoriske

ét der vedrører det arkæologiske område (og som

skal udføre de opgaver, som i dag varetages af Det Arkæologiske

Nævn, jf. nedenfor bemærkningerne til § 27) og ét der

vedrører det historisk-etnologiske område - samt et

fællesråd, der går på tværs af

museumskategorierne, og som bl.a. kan være forum for drøftelse

af overordnede eller generelle museumsfaglige og -politiske

spørgsmål.

De nævnte rådgivningsorganer vil blive

indraget ved fordeling af rådighedssummer, jf. §16, stk. 2.

Oprettelse af styrelsen påregnes igangsat i

løbet af 2. halvdel af 2001 med henblik på, at styrelsen kan

være operationel ved lovens ikrafttræden 1. januar 2002.

Ændringer af naturbeskyttelsesloven

14. Som følge af omorganiseringen af den statslige

marinarkæologiske registrerings- og undersøgelsesvirksomhed

overføres anmeldelsespligten vedrørende den

marinarkæologiske kulturarv fra naturbeskyttelsesloven til

museumsloven.

Udover en ændring som følge af den

nævnte opgaveoverførsel foreslås tillige en

præcisering af hjemmelsgrundlaget for beskyttelsen af den

marinarkæologiske kulturarv samt en mulighed for at dispensere for

alderskriteriet på 100 år i naturbeskyttelseslovens § 14.

Der er i forbindelse med lovforslaget tilstræbt sammenhæng mellem

de to lovgivningskomplekser og en tydeliggørelse af ansvars- og

kompetencefordelingen mellem de statslige myndigheder.

I henhold til Det Udvidede Totalbalanceprincip (DUT)

overføres en eksisterende statslige bevilling til museumsrådene

på 1,4 mio. kr. til amterne samt Københavns og Frederiksberg

kommuner. Overflytningen vil ikke medføre merudgifter for staten eller

amtskommunerne. Herudover har de kommunale parter tilkendegivet, at forslaget

til museumslov ikke giver anledning til at rejse krav om kompensation i

henhold til Det Udvidede Totalbalanceprincip.

Ad 1. statsanerkendte museer

I forlængelse af lovforslagets

målsætninger om at højne standarden på de

statsanerkendte museer forventes den statslige bevillingsramme at blive

forøget med 13,0 mio. kr. i 2002-2003 og 15,0 mio. kr. fra 2004.

Bevillingsløftet anvendes til at finansiere

følgende tiltag:

Tabel 1. Fordeling af 25,0 mio. kr. til styrkelse af

museumsområdet

Mio. kr. excl. moms

2002

2003

2004 ff.

1. Statsanerkendte museer

13,0

13,0

15,0

2. Arkæologiske undersøgelser

7,5

5,0

2,0

3. Museumsstyrelse, tilskudspuljer mv.

4,5

7,0

8,0

Samlet statslig bevilling, jf. finanslov 2001

25,0

25,0

25,0

Lovforslagets økonomiske

konsekvenser

Det er på finansloven for 2001 forudsat, at der fra

2002 afsættes en merbevilling på 25,0 mio. kr. til den statslige

finansiering af de økonomiske konsekvenser af lovforslaget. Den

forventede fordeling af de 25,0 mio. kr. er vist i Tabel 1 nedenfor, idet der

tages forbehold for justeringer i forbindelse med udmøntning af lovens

bestemmelser, blandt andet i forbindelse med igangsætning af en ny

finansieringsordning på arkæologiområdet:

·

Forhøjelse af

minimum for det ikke-statslige tilskud, der lægges til grund for

beregningen af det statslige tilskud.

·

Forhøjelse af

maksimum. for det ikke-statslige tilskud, der lægges til grund for

beregningen af det statslige tilskud.

·

Etablering af en

midlertidig pulje til ophjælpning af mindre, statsanerkendte museer

(1,0 mio. kr. årligt i 2002-2004).

·

Gennemførelse

af en særlig løsning for museer på små

øer.

Kulturministeriet har under lovforberedelsen haft

drøftelser med Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og

Københavns og Frederiksberg kommuner om de økonomiske

konsekvenser af de ovennævnte tiltag. Parterne har udtrykt enighed om

lovforslagets målsætning om at styrke de statsanerkendte

museer.

Ad 2. arkæologiske undersøgelser

Som led i finansieringsomlægningen på det

arkæologiske område vil staten afsætte en merbevilling

til

·

Landsdækkende

kortlægning af områder af særlig arkæologisk

interesse.

·

Arkæologisk

informationskampagne til borgere, kommuner, berørte erhvervssektorer

mv. med henblik på at oplyse om de ændrede bestemmelser for

så vidt angår arkæologiske undersøgelser.

·

Midlertidig

forøgelse af eksisterende bevilling til arkæologiske

udgravninger i overgangsperioden til ny finansieringsordning.

Når den nye finansieringsordning træder i

kraft, skal der afsættes midler til de udgravninger, som staten

ifølge lovforslaget stadig skal betale, samt til de foreslåede

tilskudsordninger for hhv. større forundersøgelser og

arkæologiske nødudgravninger.

Ad 3. Museumsstyrelse mv.

Der etableres en museumsstyrelse med henblik på

bl.a. at styrke og udvikle det faglige engagement i museumssektoren og styrke

betjeningen af kulturministeren.

I merbevillingen indgår, udover udgifter til

styrelsens sekretariat, merbevillinger til

·

Særligt

driftstilskud til statsanerkendte museer, som udfører en virksomhed af

særlig betydning.

·

Støtte til

løsning af fællesopgaver, erhvervelser samt museers virksomhed i

øvrigt.

·

Støtte til

udvikling af museumsområdet (udviklingspulje).

Oprettelse af styrelsen påregnes igangsat i

løbet af 2. halvdel af 2001 med henblik på, at styrelsen kan

være operationel ved lovens ikrafttræden 1. januar 2002. Udgifter

til etablering af styrelse i 2001 afholdes inden for Kulturministeriets

bevillingsrammer.

Statsanerkendte museer af særlig betydning vil have

mulighed for at bevare et særligt tilskud til deres virksomhed.

Lovforslaget fastholder ligeledes muligheder for at støtte de

formål, som hidtil har været dækket af

rådighedsummerne.

Med henblik på at udvikle den faglige standard

etableres fra 2002 en udviklingspulje til støtte af

særlige initiativer, fx teknologi- og kompetenceudvikling, forskning,

formidlingsindsatser for særlige grupper, særlige initiativer for

børn.

Overflytning af statstilskuddene til museumsrådene til

amtskommunerne

Det indgår i lovforslaget, at de amtslige

museumsråd overflyttes til fuld amtskommunal finansiering fra 1. januar

2002.

Museumsrådene vil fortsat have til opgave af

samordne og fremme museumsarbejdet på amtsplan. Museumsrådene

samarbejder med kulturministeren om fælles museumsanliggender.

Overflytningen vil betyde, at den eksisterende statslige

bevilling på 1,4 mio. kr. til museumsrådene overflyttes til

amterne samt Københavns og Frederiksberg kommuner i henhold til Det

Udvidede Totalbalanceprincip. Overflytningen vil ikke medføre

merudgifter for staten eller amtskommunerne.

Lovforslagets administrative konsekvenser

Der vil være administrative konsekvenser forbundet

med etablering af en museumsstyrelse, da det er hensigten, at der skal ske en

sammenlægning af Statens Museumsnævn, Rigsantikvarembedet og Det

Arkæologiske Nævn samt en række administrative funktioner

fra de to hovedmuseer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst og

eventuelt Kulturministeriets departement.

Ændringsforslaget af naturbeskyttelsesloven skal ses

i sammenhæng med, at den del af Miljø- og Energiministeriets

opgaver, der vedrører tilvejebringelsen af det faglige

beslutningsgrundlag for myndighedsudøvelsen i henhold til

naturbeskyttelseslovens § 14, overføres til

Kulturministeriet.

Lovforslagets erhvervsøkonomiske/-administrative

konsekvenser

Udgiften til arkæologiske undersøgelser

på det private område afholdes efter den gældende

lovgivning af rigsantikvaren. Bevillingen til formålet har de senere

år udgjort 10-15 mio. kr. årligt.

Lovforslaget vil indebære en omlægning af

finansieringsprincippet for den arkæologiske

undersøgelsesvirksomhed. Ordningen indebærer, at en bygherre,

eller den for hvis regning et jordarbejde skal udføres, som hovedregel

selv skal afholde udgiften til en eventuel arkæologisk

undersøgelse i forbindelse med jordarbejdet. Den

anlægsansvarlige skal endvidere som hovedregel afholde udgifter til

større forundersøgelser. Staten vil fortsat finansiere udgiften

til arkæologiske undersøgelser i visse tilfælde fx hvis

jordarbejdet udføres som led i dyrkning af almindelige

landbrugsafgrøder, som led i almindelig skovdrift eller som

følge af erosion. Staten vil også skulle dække udgifter

til større forundersøgelser i denne sammenhæng.

Omlægningen kan i visse tilfælde have

erhvervsøkonomiske konsekvenser, såfremt en

anlægsansvarlig gennemfører et jordarbejde, der

nødvendiggør en større forundersøgelse eller

arkæologisk udgravning. Det kan være yderst vanskelig at

fremkomme med et konkret skøn over størrelsen af de

økonomiske konsekvenser. Udgifterne til arkæologiske

undersøgelser på det private område afhænger af

konjunkturerne for byggeri og udviklingen i anlægsaktiviteten i

øvrigt. Herudover er udgifterne betinget af, i hvor høj grad

den anlægsansvarlige benytter sig af tilbuddene om

forundersøgelser, og om den anlægsansvarlige i givet fald

ændrer anlægsplaner, hvis forundersøgelsen

bekræfter, at der kan være fortidsminder i jorden. En tidlig

inddragelse af museerne i forbindelse med planlagte arbejder mindsker

samtidig den anlægsansvarliges risiko for, at påbegyndte

jordarbejder standses i op til 1 år uden erstatning for det

økonomiske tab i forbindelse hermed.

Et forsigtigt økonomisk bud vil være, at de

gennemsnitlige årlige udgifter på ca. 12 mio. kr.

skønsmæssigt vil fordele sig således på sektorer:

Boligbyggeri (2,5 mio. kr.), erhvervsbyggeri (2,0 mio. kr.),

Råstofindvinding (1,0 mio. kr.), Landbrug (1,5 mio. kr.), skovrejsning

inkl. juletræer og anden beplantning (2,0 mio. kr.), sportsbyggeri (1,0

mio. kr.) og andet (2,0 mio.kr.). Det er på den baggrund

Kulturministeriets samlede vurdering, at forslagets erhvervsøkonomiske

konsekvenser er af begrænset størrelse.

Det må dog bemærkes, at der i de senere

år har været tale om et udgiftsniveau, der har været

resultat af en meget nøje prioritering af de arkæologiske

opgaver. Hertil kommer, at konjunkturer og politiske beslutninger kan

øge anlægsaktiviteten på de enkelte områder.

Der vil som led i finansieringsordningen blive etableret

statslige tilskudsordninger i tilknytning til gennemførelse af

større forundersøgelser, der iværksættes med

henblik på at afdække risikoen for at ødelægge

væsentlige fortidsminder ved bygge- og jordarbejder, samt i tilknytning

til gennemførelse af de arkæologiske undersøgelser.

Lovforslaget pålægger ikke erhvervslivet

særskilte administrative byrder.

Forslaget til ændring af naturbeskyttelsesloven kan

få økonomiske konsekvenser for anlægsansvarlige, der

opererer på havbunden, men de vurderes at være begrænsede.

Der har ikke til forvaltningen af naturbeskyttelseslovens § 14 i

modsætning til den gældende museumslov været knyttet

nogen form for statslig finansiering af forundersøgelser og andre

undersøgelser af fortidsminder og vrag på havbunden. Disse

undersøgelser er hidtil betalt af bygherren, og lovforslaget

præciserer hjemmelsgrundlaget på dette punkt bl.a. på

baggrund af en konkret afgørelse i Naturklagenævnet. Det er

således ikke nogen nyordning, at marinarkæologiske

forundersøgelser og undersøgelser skal betales af den

anlægsansvarlige.

De økonomiske konsekvenser for

anlægsansvarlige, der opererer på havbunden, er især

knyttet til ændringsforslagets forebyggende del (muligheden for at

stille krav om forundersøgelser), idet en forundersøgelse

bortset fra de situationer, hvor der skal udarbejdes en

VVM-redegørelse hidtil alene har kunnet anbefales, men fremover kan

fastsættes som vilkår. Dette kan føre til en mindre

stigning i antallet af forundersøgelser sammenlignet med den

hidtidige praksis. Der er hidtil årligt udført 3 4

forundersøgelser til en skønnet gennemsnitlig pris af ca.

200.000 kr. pr. undersøgelse. Der vil skønsmæssigt med de

nye bestemmelser kunne imødeses en begrænset stigning i antallet

af forundersøgelser svarende til yderligere et par

forundersøgelser om året. Antallet må i sagens natur tages

med forbehold, ligesom der vil være tidsmæssige udsving.

Meromkostningerne vurderes i givet fald at beløbe sig til ca. 400.000

kr. om året. Ud fra en generel betragtning vil gennemførelsen af

en forundersøgelse kunne betale sig for en anlægsansvarlig som

»forsikring« mod den langt mere omkostningskrævende situation, hvor

arbejdet skal standses, fordi man støder ind i et hidtil ukendt

fortidsminde eller vrag på havbunden.

Lovforslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes at have positive konsekvenser

for kulturmiljøet, idet det med forslaget tilstræbes, at

hensynet til væsentlige kulturhistoriske værdier inddrages i den

fysiske planlægning og i tilrettelæggelsen af konkrete

jordarbejder. Herudover har lovforslaget ingen miljømæssige

konsekvenser.

Forslaget til ændring af naturbeskyttelsesloven

tilsigter at styrke beskyttelsen af de kulturhistoriske interesser.

Lovforslaget har derudover ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslagets forhold til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Hørte myndigheder, institutioner og

organisationer

Samtlige ministerier, Akademiet for de Skønne

Kunster, Amtsrådsforeningen, Boligselskabernes Landsforening, Danmarks

Fiskeriforening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks

Sportsfiskerforbund, Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, Dansk Kulturhistorisk

Museumsforening, Dansk Landbrugsmuseum, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk

Skovforening, Danske Entreprenører, De Danske Landboforeninger, De

Samvirkende Invalideorganisationer, Den Hirschsprungske Samling, Det

Arkæologiske Nævn, Det Centrale Handicapråd, Det Kongelige

Bibliotek, Foreningen af Danske Kunstmuseer, Foreningen af Danske

Naturhistoriske Museer, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Foreningen

af specialmuseer i Danmark, Frederiksberg Kommune, Greenpeace Danmark,

Kommunernes Landsforening, Kulturrådet for Børn,

Københavns Kommune, Københavns Universitet,

Landbrugsrådet, Museumshøjskolen, Museumstjenesten,

Nationalmuseet, Ordrupgaardsamlingen, Rigsantikvarembedet, Rigsarkivet,

Rigsrevisionen, Statens Arkiver, Statens Museum for Kunst, Statens

Museumsnævn, Statsbiblioteket, Tøjhusmuseet, Århus

Universitet.

Lovforslagets bestemmelser om adgang til privat

ejendom

Lovforslaget viderefører de gældende

bestemmelser om adgang uden retskendelse til steder, hvor der foretages

jordarbejder, og hvor der er fremkommet eller kan formodes under arbejdet at

fremkomme fund af fortidsminder. Det er med lovforslaget endvidere

foreslået, at adgangen uden retskendelse udvides til steder, hvor der

foretages jordarbejder, og hvor der er fremkommet eller kan formodes under

arbejdet at fremkomme en for den pågældende lokalitet

usædvanlig naturhistorisk genstand.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med pligten til

at anmelde fund af fortidsminder og usædvanlige naturhistoriske

genstande, der påtræffes i forbindelse med et jordarbejde. Det er

fundet væsentligt, at kulturministeren, eller den kulturministeren

bemyndiger hertil, umiddelbart har adgang til steder, hvor der er mistanke

om, at der forekommer sådanne genstande.

Lovforslagets forhold til private borgere

Lovforslaget viderefører de gældende

bestemmelser om danefæ og danekræ

Lovovervågning

Lovforslagets bestemmelser vedrørende hensynet til

kulturarven i den fysiske planlægning og i tilrettelæggelsen af

anlægs- og jordarbejder samt omlægning af

finansieringsprincipperne for den arkæologiske

undersøgelsesvirksomhed vil blive omfattet af regeringens

lovovervågningsprogram.

Vurdering af lovforslagets konsekvenser

Positive konsekvenser/mindreudgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

En tidlig inddragelse af museer i planlægningen af

jordarbejde kan mindske behovet for arkæologiske udgravninger og

standsning af arbejder.

Ja, statslige merudgifter på årligt 25,0 mio. kr.

fra år 2002 ff. Merudgifter på 1,4 mio. kr. til

amterne

samt Københavns og Frederiksberg

kommuner, som overføres fra den eksisterende

statslige bevilling på 1,4 mio. kr.

De kommunale parter har tilkendegivet, at forslaget til museumslov ikke

giver anledning til at rejse krav om kompensation i henhold til Det Udvidede

Totalbalanceprincip.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ja, der vil være administrative konsekvenser forbundet

med etablering af en museumsstyrelse.

Endvidere overføres opgaver fra Miljø- og Energiministeriet

til Kulturministeriet på det marinarkæologiske

område.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

En tidlig inddragelse af museer i planlægningen af

jordarbejde kan mindske behovet for arkæologiske udgravninger og

standsning af arbejder.

Ja, omlægningen kan i enkelte tilfælde have

erhvervsøkonomiske konsekvenser i forbindelse med gennemførelse

af forundersøgelser vedrørende forekomsten af fortidsminder i

tilknytning til anlægs- og jordarbejder på landjorden samt i

tilknytning til arkæologiske undersøgelser.

Et forsigtigt bud vil være, at de gennemsnitlige årlige

udgifter skønsmæssigt vil fordele sig således på

sektorer: Boligbyggeri (2,5 mio. kr.), erhvervsbyggeri (2,0 mio. kr.),

Råstofindvinding (1,0 mio. kr.), Landbrug (1,5 mio. kr.), skovrejsning

inkl. juletræer og anden beplantning (2,0 mio. kr.), sportsbyggeri (1,0

mio. kr.) og andet (2,0 mio.kr.).

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ja, lovforslaget skønnes at have positive konsekvenser

for kulturmiljøet. Hensynet til væsentlige kulturhistoriske

værdier inddrages i den fysiske planlægning og i

tilrettelæggelsen af konkrete jordarbejder.

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Kapitel 1

Formål

Til § 1

Til stk. 1.

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den

gældende bestemmelse i § 1, stk. 1. Efter den gældende

lov er lovens formål at sikre Danmarks kulturarv og at fremme museernes

virke og samarbejde. I lovforslaget er formålsbestemmelsen

ændret, så den også omfatter naturarven, der udgør

de naturhistoriske museers arbejdsområde. Denne ændring skal

bl.a. ses på baggrund af forslaget om etablering af en

hovedmuseumsfunktion for de naturhistoriske museer, jf. forslagets § 9,

etablering af en ordning om naturhistoriske undersøgelser i

forbindelse med jordarbejder, jf. forslagets § 29 samt lovens

bestemmelser om danekræ, jf. forslagets § 31.

Det er i forslaget præciseret, at lovens

formål ud over sikring af kultur- og naturarven også

vedrører adgang til og viden om denne samt dens samspil med verden

omkring os. I loven er museerne pålagt såvel en formidlings- som

en forskningsindsats, som skal ses i sammenhæng med den teknologiske

udvikling, globaliseringen og de muligheder og udfordringer, der

følger med udviklingen af et kulturelt mangfoldigt samfund.

Det skal bemærkes, at også andre

institutioner, såsom arkiver og biblioteker, gennem indsamling,

registrering, bevaring, forskning og formidling virker for sikring og

bevaring af Danmarks kultur-og naturarv.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den

gældende bestemmelse i § 1, stk. 2. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at loven

omfatter de statslige og statsanerkendte museer under Kulturministeriet,

medmindre andet er fastlagt. Følgende statslige museer under

Kulturministeriet er omfattet af loven: Nationalmuseet, Statens Museum for

Kunst, Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, Dansk Landbrugsmuseum, Den

Hirschsprungske Samling, Ordrupgaardsamlingen og Tøjhusmuseet.

Det danske Filmmuseums forhold reguleres af filmloven.

Det er hensigten, at Zoologisk Museum, Geologisk Museum og

Botanisk Museum, som hører under Københavns Universitet og

Undervisningsministeriet, og som nu benævnes Statens Naturhistoriske

Museum, tillige omfattes af lovens bestemmelser, jf. § 9 og

bemærkningerne hertil.

Inden for statslige institutioner kan der være

samlinger af museal karakter, omfattende unikke genstande af særlig

historisk betydning. Sådanne samlinger er ikke umiddelbart omfattet af

museumsloven, men ministeriet forudsætter, at der etableres samarbejde

efter behov mellem de nævnte institutioner og berørte statslige

og statsanerkendte museer.

Til § 2

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 2, idet dog betydningen af den dokumentationsvirksomhed, der er

knyttet til museernes virksomhed er understreget. Bestemmelsen

fastlægger museernes opgaver i relation til deres

ansvarsområder.

Disse opgaver omfatter indsamling af genstande og anden

form for dokumentation, registrering af genstandene og af

bevaringsværdier uden for museernes samlinger, bevaring af genstandene

under forsvarlige magasinforhold og ved konservering. I de fleste amter er

der oprettet konserveringscentre, primært for de kulturhistoriske

museer. Kunstmuseerne har skabt deres eget konserveringscenter

Kunstmuseernes Fælleskonservering.

Sammenhængende med arbejdet med samlingerne har

museerne til opgave at udføre forskning og formidling i relation til

museets ansvarsområde gennem udstillings- og publikationsvirksomhed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger herom.

For så vidt angår museernes forskning er denne

emnemæssigt tæt knyttet til museernes ansvarsområder. De

kulturhistoriske museer forsker bl.a. i historiske, arkæologiske,

etnologisk-antropologiske emner. Kunstmuseerne forsker bl.a. i kunsthistorie,

kunsthåndværk og design. De naturhistoriske museer forsker bl.a.

i naturvidenskabelige emner som zoologi, botanik og geologi. Museerne

udfører herudover forskning inden for konservering og formidling.

Metodemæssigt omfatter museernes forskning

såvel basisforskning som forskningsbaseret udviklingsarbejde efter OECD

s forskningsbegreber, således som disse er bearbejdet af

Kulturministeriets Forskningsudvalg.

En række museer er også omfattet af lov om

forskning ved arkiver, biblioteker, museer mv. Museerne kan omfattes af

loven, hvis forskning i særlig grad indgår som en væsentlig

forudsætning for varetagelsen af museernes opgaver. I lov om forskning

ved arkiver, biblioteker, museer mv. er der fastsat bestemmelser om bl.a.

udarbejdelse af forskningsplaner og -beretninger samt nedsættelse af

rådgivende forskningsudvalg.

Det skal bemærkes, at museerne endvidere

indgår i samarbejde med relevante uddannelsesinstitutioner om

uddannelserne i museumsfagene.

Til § 3

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 3, stk. 1. Bestemmelsen fastlægger museernes pligt til at

samarbejde inden for fælles arbejdsområder med henblik på

at sikre den bedst mulige kvalitet og ressourceanvendelse. Samarbejdet mellem

museerne finder sted i relation til indsamling, ind- og udlån af

genstande samt gennem fælles undersøgelses-, forsknings- og

formidlingsprojekter. Samarbejdsrelationerne kan både gå på

tværs af de forskellige museumskategorier og på tværs af

såvel kommune- som amtsgrænser.

Det skal bemærkes, at mange museer derudover har

samarbejdsrelationer med museer og museale institutioner i udlandet.

Det tilføjes, at museer tillige samarbejder med

andre institutioner med beslægtede opgaver såsom arkiver og

biblioteker.

Kapitel 2

Kulturhistoriske museer

Til § 4

Bestemmelsen er ny. De kulturhistoriske museers

særlige arbejdsfelt og karakteristika har ikke tidligere været

fastlagt i loven. Bestemmelsen fastlægger udstrækningen af de

kulturhistoriske museers arbejdsfelt og præciserer, at de

kulturhistoriske museer skal inddrage såvel kontinuitet som variationer

i menneskets livsvilkår og mellem forskellige kulturer i deres

indsamling, forskning og formidling. Der henvises i øvrigt til

lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 5

Til stk. 1.

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den

gældende bestemmelse i § 7, stk. 1. Bestemmelsen

fastslår, at Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum,

og at det i kraft af denne funktion påhviler Nationalmuseet at belyse

Danmarks kultur og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. I

kraft af museets udenlandske samlinger har Nationalmuseet en særlig

mulighed og forpligtelse til at belyse samspillet mellem dansk kultur og

verden omkring os. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 1,

stk. 1, hvori det betones, at museerne har en forpligtelse til at

perspektivere dansk kultur i forhold til andre kulturer. I kraft af sine

samlinger, sin særlige ekspertise og forskningsmæssige status er

museet herudover tillagt en række særlige forpligtelser i loven,

jf. stk. 2-5. Der henvises også til bemærkningerne til

§12.

Til stk. 2.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 7, stk. 2. Bestemmelsen fastlægger, at Nationalmuseet skal

anlægge og opretholde repræsentative samlinger af genstande, der

belyser den danske kulturhistorie. Genstande tilgår museet gennem

museets egen arkæologiske virksomhed, aflevering af fund og genstande

til museet samt gennem indsamling. Indsamlingen sker primært inden for

nyere tids kulturhistorie. Under hensyn til omfanget af genstande inden for

nyere tids kulturhistorie må kravet om repræsentative samlinger i

praksis fortolkes som et fælles anliggende for Nationalmuseet og de

øvrige statslige og statsanerkendte kulturhistoriske museer.

Arbejdsdelingen mellem Nationalmuseet og de øvrige statslige og

statsanerkendte kulturhistoriske museer forudsættes at ske i et

samarbejde mellem Nationalmuseet, museumsstyrelsen og det

pågældende museum.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastlægger, at

Nationalmuseet i kraft af sine samlinger og sin funktion som kulturhistorisk

hovedmuseum har en særlig forpligtelse til at synliggøre og

perspektivere samlingerne ved deltagelse i internationalt samarbejde.

Til stk. 4.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 7, stk. 3. Bestemmelsen fastlægger museets særlige

forsknings- og formidlingsmæssige forpligtelser som hovedmuseum.

Nationalmuseet er omfattet af lov om forskning ved arkiver, biblioteker og

museer, og der er til museet knyttet et eksternt forskningsudvalg. Museet har

i de senere år i gennemsnit haft 9 ph.d-studerende ved museet.

Formidlingsmæssigt har Nationalmuseet en særlig forpligtelse til

gennem såvel de permanente udstillinger som gennem skiftende

temaudstillinger at formidle dansk og udenlandsk kulturhistorie fra de

ældste tider til nu.

Til stk. 5.

Bestemmelsen er en omformulering i forhold til den

gældende bestemmelse i § 7, stk. 4. Bestemmelsen betyder

blandt andet, at Nationalmuseet i situationer, hvor et statsanerkendt museum

ikke længere kan påtage sig arkæologiske

undersøgelsesopgaver, midlertidigt skal varetage disse opgaver, til

der er opnået en anden ordning. Det forudsættes, at

Nationalmuseet inddrages i museumsstyrelsens overvejelser om godkendelse af

ændringer i et statsanerkendt museums ansvarsområde,

såfremt ændringen medfører, at Nationalmuseet midlertidigt

skal overtage ansvaret for den arkæologiske

undersøgelsesvirksomhed i et område.

Kapitel 3

Kunstmuseerne

Til § 6

Bestemmelsen er ny. Kunstmuseernes særlige

arbejdsfelt og karakteristika har ikke tidligere været fastlagt i

loven. Bestemmelsen fastlægger, at kunstmuseernes arbejdsfelt omfatter

billedkunstens historie og aktuelle udtryk. Med til kunstmuseernes

arbejdsfelt hører fortolkningen og formidlingen af de æstetiske

og erkendelsesmæssige dimensioner i det kunstneriske udtryk såvel

hos den enkelte kunstner som i forskellige kunstneriske stilretninger og

strømninger. Der henvises i øvrigt til lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 7

Til stk. 1.

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til gældende

bestemmelse i § 8, stk. 1. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastlægger, at

Statens Museum for Kunst er Danmarks hovedmuseum for billedkunst. Museet er

et af landets ældste kunstmuseer og råder over kunstsamlinger af

dansk og udenlandsk oprindelse. I kraft af sine samlinger, særlige

ekspertise og forskningsmæssige status er museet tillagt en række

særlige forpligtelser i loven, jf. stk. 2-4. Der henvises

også til bemærkningerne til §12.

Til stk. 2.

Formuleringen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 8, stk. 2. Bestemmelsen fastlægger, at Statens Museum for

Kunst som landets hovedmuseum for billedkunst skal sikre en

repræsentativ samling af dansk kunst. I praksis skal dette ske i et

samarbejde mellem Statens Museum for Kunst og de øvrige statslige og

statsanerkendte kunstmuseer for at sikre en hensigtsmæssig

ressourceanvendelse og undgå opbygningen af parallelle samlinger.

Arbejdsdelingen mellem Statens Museum for Kunst og de øvrige statslige

og statsanerkendte kunstmuseer forudsættes at ske i et samarbejde

mellem Statens Museum for Kunst, museumsstyrelsen og det

pågældende museum.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

Statens Museum for Kunst i kraft af sine samlinger og sin funktion som

hovedmuseum skal synliggøre og perspektivere museets samlinger gennem

internationalt samarbejde.

Til stk. 4.

Formuleringen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 8, stk. 3. Bestemmelsen fastslår museets særlige

forsknings- og formidlingsmæssige forpligtelser som hovedmuseum.

Statens Museum for Kunst er omfattet af lov om forskning ved arkiver,

biblioteker og museer, og der er til museet knyttet et eksternt

forskningsudvalg. Museet har i de senere år i gennemsnit haft 4

ph.d-studerende ved museet. Formidlingsmæssigt har Statens Museum for

Kunst en særlig forpligtelse til gennem såvel de permanente

udstillinger som gennem skiftende temaudstillinger at formidle dansk og

udenlandsk kunst.

Kapitel 4

Naturhistoriske museer

Til § 8

Bestemmelsen er ny. De naturhistoriske museers

særlige arbejdsfelt og karakteristika har ikke tidligere været

fastlagt i loven. Bestemmelsen fastlægger udstrækningen af de

naturhistoriske museers arbejdsfelt og præciserer, at de

naturhistoriske museer skal inddrage såvel naturens udvikling og

nutidige miljø som samspillet med mennesket i deres indsamling,

forskning og formidling. Der henvises i øvrigt til lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 9

Til stk. 1.

Bestemmelsen er ny. Der har ikke hidtil været en

formaliseret hovedmuseumsfunktion for det naturhistoriske område.

Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum indgår som en del

af Københavns Universitet og hører under

Undervisningsministeriet. Museerne har i kraft af deres samlinger og

forskningsmæssige ekspertise i praksis fungeret som hovedmuseer

på det naturhistoriske område. Der har fra de naturhistoriske

museers side været fremsat ønske om at få formaliseret

denne praksis. Kulturministeriet har drøftet spørgsmålet

med Undervisningsministeriet, som ligeledes har fundet det

hensigtsmæssigt at skabe en formalisering af den hidtidige praksis og

dermed en direkte tilknytning af de tre museer til museumsloven. Bestemmelsen

fastlægger, at Zoologisk Museum, Geologisk Museum og Botanisk Museum

sammen med Botanisk Have tilsammen udgør Statens Naturhistoriske

Museum og udfører funktionen som hovedmuseum på det

naturhistoriske område. Museerne har som hovedmuseer tilsammen til

opgave at belyse kendskabet til geologi, dyr, planter og andre vidnesbyrd,

der kan belyse naturen fra dens oprindelse til vor tid. Bestemmelsen

ændrer ikke ved museernes ressortmæssige placering. Der henvises

også til bemærkningerne til §12.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er ny. Som hovedmuseer har Zoologisk Museum,

Geologisk Museum og Botanisk Museum en særlig forpligtelse til at

anlægge og opretholde repræsentative samlinger. Bestemmelsen

svarer til den forpligtelse, som Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst

er pålagt i kraft af deres hovedmuseumsfunktion. I praksis skal kravet

om repræsentative samlinger ses i sammenhæng med de øvrige

naturhistoriske museers samlinger for at sikre en hensigtsmæssig

ressourceanvendelse og undgå opbygningen af parallelle samlinger.

Arbejdsdelingen mellem de naturhistoriske hovedmuseer og de øvrige

statsanerkendte naturhistoriske museer forudsættes at ske i et

samarbejde mellem hovedmuseerne, museumsstyrelsen (efter forhandling med

Undervisningsministeriet) og det pågældende museum.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

museerne i kraft af deres samlinger og funktion som hovedmuseum skal virke

for at synliggøre og perspektivere samlingerne gennem internationalt

samarbejde. Bestemmelsen svarer til de forpligtelser, der er pålagt de

øvrige hovedmuseer.

Til stk. 4.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår museernes

særlige forsknings- og formidlingsmæssige forpligtelser som

hovedmuseum. De naturhistoriske hovedmuseer er de nationale museer for

botanik, geologi og zoologi. Museernes permanente samlinger af videnskabeligt

materiale er fortrinsvis til brug for forskning og offentlig

udstillingsvirksomhed. De tre museers formål og opgaver er fastsat i

Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 586 af 24. juni 1994 om

Københavns Universitets Naturhistoriske Museer mv. og Botanisk

Have.

Kapitel 5

Statslige museer

Til § 10

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 4, stk. 1. Hidtil har museernes arbejdsplaner skullet indsendes

til Statens Museumsnævn. Som konsekvens af nedlæggelse af Statens

Museumsnævn skal arbejdsplanerne fremover indsendes til

museumsstyrelsen. Bestemmelsen omfatter Nationalmuseet, Statens Museum for

Kunst, Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum, Dansk Landbrugsmuseum, Den

Hirchsprungske Samling, Ordrupgaardsamlingen og Tøjhusmuseet.

Bestemmelsen indebærer, at museerne tillige skal indsende

arbejdsplanerne til vedkommende museumsråd. Der henvises i

øvrigt til kapitel 7 om museumsråd samt bemærkningerne

hertil. For så vidt angår de naturhistoriske hovedmuseer, der er

nævnt i § 9, skal disse sende arbejdsplaner til museumsstyrelsen

efter forhandling med Undervisningsministeriet. Det forudsættes, at de

omtalte arbejdsplaner for Statens Naturhistoriske Museums vedkommende vil

kunne være identiske med de udviklingsplaner, som skal leveres til

Københavns Universitets brug.

Til § 11

Til stk. 1.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 4, stk. 2. Det Kulturhistoriske Centralregister (DKC) og Det

Centrale Register over Kunstværker (Kunst Indeks Danmark) føres

i dag af hhv. Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, men

påtænkes overført til museumsstyrelsen. Der henvises i

øvrigt til § 39 og bemærkningerne hertil. Det

afhænger af materialets karakter, til hvilket register indberetningen

skal ske. I visse tilfælde skal indberetning ske til begge

registre.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelser i § 5, stk. 1. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssige ændringer. Fastholdelsen af den restriktive

udskillelsespraksis for såvel statslige som statsanerkendte museer skal

ses i sammenhæng med, at museernes samlinger er opbygget over en lang

årrække, og at vurderingen af genstandenes kulturhistoriske eller

billedkunstneriske værdi kan variere over tid. Samlingerne er derfor i

sig selv udtryk for, hvad der på indsamlingstidspunktet blev opfattet

som væsentlige bevaringsværdier. Udskillelse af genstande fra de

statslige museer har primært fundet sted fra Nationalmuseet som led i

tilbageførsel af genstande til Grønland og

Færøerne.

De genstande, der er erhvervet til samlingen, dvs.

købt af museet, overdraget museet som gave eller erhvervet gennem

indsamling eller udgravninger, udgør museets samling.

For så vidt angår statslige museer vil det

være normal praksis, at genstande, der indgår i samlingen,

inventariseres, dvs. nummereres og registreres, hurtigst muligt efter

modtagelse. For de naturhistoriske museer sker inventarisering hurtigst

muligt efter genstandens præparering.

Genstande, der endnu ikke har været underkastet

nummerering og registrering, udgør en del af museets samling,

når indlemmelse er besluttet, og genstandene befinder sig i museets

varetægt. Genstande, der overvejes indlemmet i samlingen og som et led

i denne proces befinder sig i museets varetægt, betragtes som deposita

og registreres som andre deposita i overensstemmelse hermed.

Som altovervejende hovedregel erhverver museerne kun

værker og genstande med henblik på indlemmelse i samlingen. Hvor

der imidlertid ved gave eller køb er tale om en samlet erhvervelse,

der omfatter dels genstande, som museet ønsker at indlemme i

samlingen, dels genstande, som ikke ønskes indlemmet, indgår

disse sidste ikke i museet, men afhændes umiddelbart, således at

der ikke er tale om en udskillelse fra museets samling.

Genstande, der anvendes til undervisningsbrug eller

demonstration, og som er erhvervet til dette formål, betragtes ikke som

dele af samlingen. Tilsvarende gælder for demonstrationsmodeller.

Disse retningslinier for, hvordan museerne forholder sig

med genstande, der indlemmes i samlingen, følges også for

statsanerkendte museer, der opnår tilskud efter §§ 15 og 16.

Det forudsættes, at der gives tilladelse til

udskillelse i overensstemmelse med den hidtidige praksis, hvorefter de

naturhistoriske museer kan udveksle museumsgenstande med museer i udlandet.

Bestemmelserne i § 11 og § 14, stk. 1, nr. 9 hindrer ikke, at

museer kan foretage undersøgelse af en genstand, selvom konsekvensen

er, at man må foretage en ødelæggelse af den for at kunne

foretage eksempelvis en kulstof 14-analyse.

Under hensyn til det almindelige

over-/underordnelsesprincip er det anset for overflødigt at have en

særskilt bestemmelse om, at kulturministeren kan udarbejde

nærmere retningslinjer for de statslige museers uddeponeringer (jf. den

gældende lovs § 5, stk. 2). Ved uddeponeringer kan museerne

stille krav til sikring efter konkret vurdering. Uddeponerede genstande eller

værker indgår fortsat som en del af museets samlinger, og det er

museets ansvar, at genstandene opbevares under sikringsmæssigt

forsvarlige forhold.

Til § 12

Til stk.1.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 9, stk. 1, med tilføjelse af hovedmuseumsfunktion for det

naturhistoriske område. At hovedmuseerne tillægges en

forpligtelse til at yde museumsfaglig bistand til de øvrige statslige

og statsanerkendte museer er begrundet i disse museers omfattende samlinger

og faglige ekspertise. Der kan af kulturministeren fastsættes regler om

omfanget og karakteren af den museumsfaglige bistand, som hovedmuseerne skal

yde over for andre statslige og statsanerkendte museer. For det

naturhistoriske område fastsættes reglerne i samråd med

undervisningsministeren. Den museumsfaglige bistand omfatter fx

sikringsspørgsmål, internationalt samarbejde, faglige

spørgsmål vedr. genstande samt konservering af disse.

Til stk. 2.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 9, stk. 2, dog med tilføjelse af det naturhistoriske

område. Bestemmelsen fastlægger, at hovedmuseerne skal opretholde

en særlige konserveringsfaglig ekspertise, og at de udfører

særlige konserveringsopgaver for de øvrige statslige og

statsanerkendte museer efter regler fastsat af kulturministeren. For det

naturhistoriske område fastsættes reglerne i samråd med

undervisningsministeren.

Til stk. 3

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelse i § 9, stk. 2. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at

udgifterne til særlige konserveringsopgaver afholdes af det museum, i

hvis samling genstanden eller værket indgår.

Kapitel 6

Statsanerkendte museer

Til § 13

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den

gældende bestemmelse i § 10. I henhold til den gældende lov

har kulturministeren forud for statsanerkendelsen af et museum skullet

indhente en udtalelse fra Statens Museumsnævn.

Det er i lovforslaget forudsat, at det fortsat skal

være en museumsfaglig vurdering, der ligger til grund for en

statsanerkendelse, og at denne vurdering fx kan sikres gennem

nedsættelse af udvalg med repræsentanter fra hovedmuseerne,

relevante statsanerkendte museer samt fra forskningsmiljøet. Der

foretages en faglig vurdering af, om museet opfylder betingelserne for at

opnå statstilskud, jf. bestemmelserne i forslagets § 14, herunder

om ansvarsområdet allerede er dækket af et eksisterende museums

ansvarsområde, og om ansvarsområdet har tilstrækkelig

faglig tyngde til at kunne bære en selvstændig

statsanerkendelse.

Når der foreligger en faglig vurdering af museet med

indstilling om statsanerkendelse, tager ministeren stilling til, om der i

forbindelse med udarbejdelsen af finansloven kan tilvejebringes

økonomisk grundlag for statsanerkendelsen. Bestemmelsen er blevet

administreret restriktivt. I de seneste 10 år er der kun

gennemført 9 statsanerkendelser. Bestemmelsen vil fortsat skulle

administreres restriktivt, idet det i videst muligt omfang bør

tilstræbes, at nye ansvarsområder kan varetages af et allerede

statsanerkendt museum. Den restriktive praksis skal ses i sammenhæng

med, at antallet af statsanerkendte kunstmuseer og kulturhistoriske museer

allerede er stort, og at etableringen af mange nye, mindre enheder ikke kan

betragtes som en hensigtsmæssig udvikling på disse

områder.

Til stk. 2.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 12, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at der til museer, der

godkendes som statsanerkendte, ydes et statstilskud. Statstilskuddet kan ydes

til museer efter den almindelige tilskudsordning (§15) eller den

særlige tilskudsordning (§16, stk. 1) eller begge ordninger.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er en tydeliggørelse af princippet i

den gældende lov §11, stk. 4. Bestemmelsen skal sammenholdes med

lovforslagets §37. Bestemmelsen fastslår, at kulturministeren kan

tilbagekalde en statsanerkendelse, hvis museet ikke opfylder de vilkår,

som er nævnt i §14.

Til stk. 4.

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelse i § 16, stk. 3, men der tilsigtes ingen

indholdsmæssig ændring. Bestemmelsen foreslås placeret i

§13 med henblik på at understrege det forhold, at det som efter den

gældende lov er en tilskudsbetingelse, at denne ordning accepteres.

Bestemmelsen fastslår, at såfremt et statsanerkendt museum

ophører med at opfylde vilkårerne for at være

statsanerkendt, og der på denne baggrund sker en fratagelse af

statsanerkendelsen, jf. stk. 3, skal kulturministeren efter forhandling

med museets hovedtilskudsyder afgøre, hvorledes offentlighedens

interesser i samlingen kan sikres. Baggrunden for den gældende

bestemmelse og for forslaget er ønsket om at sikre, at samlinger, der

er opbygget, drevet og bevaret ved hjælp af offentlig støtte,

varigt kan komme det danske samfund til gode.

Forslaget gælder også i det tilfælde,

hvor museet og/eller museets hovedtilskudsyder selv frasiger sig

statsanerkendelsen.

Til § 14

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den

gældende bestemmelse i § 11. Der er en række justeringer og

præciseringer, som er beskrevet nærmere i relation til de

konkrete bestemmelser. Bestemmelsen beskriver, hvilke betingelser af

overvejende kvalitetsmæssig og administrativ karakter museer skal

opfylde for at blive statsanerkendt som en ansvarsbærende del af det

samlede nationale museumsnetværk.

Til stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 11, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen vedrører museets

ejerforhold. Der ydes ikke støtte til samlinger i privateje eller til

foreninger, selskaber mv., der har et kommercielt sigte. Bestemmelsen

fastslår endvidere, at kulturministeren kan kræve, at museet

administrativt og økonomisk er adskilt fra andre institutioner mv.,

så det kan sikres, at statstilskuddet ikke anvendes til formål,

der er museumsvirksomheden uvedkommende.

Til stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den

gældende bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen

fastslår, at museets ansvarsområde fastlægges på

baggrund af en faglig vurdering, og at godkendelsen af ansvarsområdet

og ændringer i ansvarsområdet skal ske centralt. Godkendelsen af

et ansvarsområde skal sikre koordinering og arbejdsdeling mellem

museerne. Herudover skal godkendelsen af ansvarsområde bl.a. sikre, at

der for alle dele af landet er museer, der kan varetage de opgaver, der er

beskrevet i lovens kap. 8. Godkendelse af et ansvarsområde

forudsætter, at området ud fra en faglig vurdering er

væsentligt, og at det ikke i forvejen er dækket af andre

statslige eller statsanerkendte museer eller med fordel kan tillægges

et sådant museum. Hensigten med denne præcisering er at

undgå, at offentlige midler anvendes til opbygningen af parallelle

samlinger. Bestemmelsen fastlægger endvidere, at ændringer i

museernes ansvarsområde skal godkendes af kulturministeren. Det er

hensigten, at museumsstyrelsen fremover skal varetage denne funktion. I

medfør af den gældende bestemmelse har Statens Museumsnævn

alene fået ændringer i museernes ansvarsområder til

udtalelse. Dette har vanskeliggjort nævnets koordinerende funktion og

arbejdsdelingen mellem museerne.

Til stk. 1, nr. 3.

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den

gældende bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 3. Bestemmelsen

fastslår, at museets vedtægter skal godkendes af museets

hovedtilskudsyder, og at museets ansvarsområde skal fremgå af

museets vedtægter. Derved sikres, at museets ansvarsområde

godkendes af både hovedtilskudsyderen og af kulturministeren, jf. §14,

stk. 1, nr. 2.

Til stk. 1, nr. 4.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 11, stk. 1, nr. 4. Bestemmelsen fastlægger, at de lokale

tilskudsydere skal indgå i bestyrelsen. Hensigten med bestemmelsen er

at sikre de lokale tilskudsyderes indblik i museets virksomhed.

Til stk. 1, nr. 5.

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 5, idet der er foretaget en

opdeling af de økonomiske og faglige krav til museernes virksomhed.

Bestemmelsen fastlægger, at museet skal have et økonomisk

grundlag, der gør det muligt at opretholde en rimelig standard.

Statens Museumsnævn har på baggrund af en kvalitetsvurdering i

1998 af en række museer konkluderet, at de opgaver, museerne

udfører, er af et omfang, der betyder, at det hidtidige

minimumsgrundlag for beregningen af statens tilskud er for lavt sat. Det

ikke-statslige tilskud, der danner grundlaget for beregning af statens

tilskud i gældende priser, har hidtil udgjort mindst 725.000 kr.

Statens Museumsnævn har vurderet på grundlag af de

indhøstede erfaringer, at det ikke-statslige tilskudsgrundlag excl.

udgifter til bygningsdrift og vedligeholdelse fremover bør

udgøre mindst 1,2 mio. kr. Det er Kulturministeriets vurdering, at et

minimumsgrundlag på 1,2 mio. kr. vil være hensigtsmæssigt,

og at der i dette beløb kan indgå udgifter til bygningsdrift og

vedligeholdelse. Minimumsbeløbet fastsættes årligt

på finansloven.

Der etableres en 3-årig overgangsordning,

således at minimumsbeløbet gælder for statsanerkendelser

fra og med 2004. Der henvises i øvrigt til § 15 og

bemærkningerne hertil samt til de almindelige bemærkninger

herom.

Til stk. 1, nr. 6.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen præciserer, at et

museum skal have en rimelig museumsfaglig og bygningsmæssig standard.

Den museumsfaglige standard vedrører indsamling, registrering,

bevaring, forskning og formidling. Der vil i denne sammenhæng

også blive lagt vægt på den teknologiske dimension i

relation til museernes opgavevaretagelse. For så vidt angår

kravene til bygningsmæssig standard må disse ses i

sammenhæng med bl.a. magasinforhold og sikringsforhold på det

enkelte museum. Museumsstyrelsen vil udstede vejledende retningslinjer for

faglige og bygningsmæssige standarder. Der henvises i øvrigt til

de almindelige bemærkninger herom.

Til stk. 1, nr. 7.

Bestemmelsen er ændret i forhold til den

gældende bestemmelse i § 11, stk. 1 nr. 7. Det har hidtil

været et krav, at lederen skulle være faguddannet.

Kulturministeriet finder det ikke hensigtsmæssigt at opstille bestemte

faglige forudsætninger for varetagelse af lederfunktionen. Kravene til

denne funktion kan variere meget under hensyn til institutionens

størrelse og karakter. Det er fortsat et krav, at lederen besidder en

faglig relevant baggrund. Det foreslås præciseret, at der

på museet skal findes faguddannet personale, der modsvarer museets

ansvarsområde. Dette betyder, at museer, der varetager både

arkæologi og historie-etnologi, skal have begge fagområder

repræsenteret i sin stab.

Til stk. 1, nr. 8.

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den

gældende bestemmelse i § 11, stk. 2, nr. 9. Bestemmelsen

fastslår, at museerne er forpligtet til at deltage i det regionale og

nationale samarbejde, og at museet skal udarbejde en handlingsplan for en

4-årig periode.

Planerne tænkes også fremover udformet efter

fælles retningslinier i lighed med, at Statens Museumsnævn hidtil

har fastsat retningslinier herfor i henhold til § 7 i

bekendtgørelse nr. 332 af 30. maj 1991.

Planerne forventes at få stigende betydning i

fremtiden, idet de vil komme til at udgøre en væsentlig del af

grundlaget for den løbende kvalitetsvurdering af standarden af

museernes virksomhed, jf. bemærkningerne til § 14 stk. 1, nr.

6., ligesom de fortsat vil være et afgørende element i

bestræbelserne på en øget koordinering af museernes

virksomhed.

Der stilles ikke længere krav om, at det af

arbejdsplanen skal fremgå, om museerne ønsker at deltage i

forbindelse med varetagelsen af den arkæologiske

undersøgelsesvirksomhed. Ændringen skal ses i sammenhæng

med, at der nu er etableret et dækkende nationalt netværk af

arkæologisk arbejdende museer, og at de arkæologiske opgaver

indgår i beskrivelsen af museernes ansvarsområder. I

arbejdsplanerne beskrives museernes planer inden for deres

arbejdsområder: indsamling, registrering, bevaring, forskning og

formidling.

Udarbejdelsen af arbejdsplaner skal tjene museerne selv og

deres samarbejde med andre museer og myndigheder blandt andet i forbindelse

med koordinering af museernes indsamling og forskning.

Til stk. 1, nr. 9.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 11, stk. 1, nr. 6. Det har hidtil kun som udgangspunkt

været muligt at udskille genstande til statslige og statsanerkendte

museer. Der har dog eksisteret en dispensationsmulighed, hvor

kulturministeren efter forelæggelse for Statens Museumsnævn har

kunnet fravige bestemmelsen, hvis særlige omstændigheder talte

herfor. Med forslaget er det hensigten at skabe mulighed for, at der kan

finde udskillelse sted til anden side, men at dette kræver en

særskilt tilladelse fra museumsstyrelsen. Der henvises i øvrigt

til bemærkningerne til § 11, stk. 2, der beskriver de

retningslinier, museerne følger i forbindelse med indlemmelse af

genstande i samlingen.

Til stk. 1, nr. 10.

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den

gældende bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 10. Bestemmelsen

vedrører museernes indberetningspligt til de centrale registre og skal

fremme en løbende ajourføring af disse. Det afhænger af

materialets karakter, til hvilket register indberetningen skal ske. I visse

tilfælde skal indberetning ske til begge registre. Museernes

indberetninger af deres kunstværker og kulturhistoriske

genstandssamlinger og øvrige dokumentations-materiale skal i

løbet af en kortere årrække ske elektronisk efter

fastlagte standarder, så materialet bliver ensartet, sammenligneligt og

i en form, så det både kan stilles til rådighed for

publikum og udveksles museerne imellem. Registreringsstandarderne skal

fastlægges på grundlag af internationale standarder i et

samarbejde mellem museumsstyrelsen og de statslige og statsanerkendte museer.

Naturhistoriske genstande skal ikke indberettes til de nævnte

registre.

Til stk. 1, nr. 11.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§11 stk. 1, nr. 11. Bestemmelsen fastslår, at der skal være

offentlig adgang til de statsanerkendte museer på forud bekendtgjorde

tidspunkter.

Til stk. 1, nr. 12.

Bestemmelsen er en udvidelse og omformulering af de

gældende bestemmelser i § 11, stk. 1, nr. 12. Bestemmelsen

fastslår, at museerne vederlagsfrit skal give adgang til skoleelever,

der besøger museet som led i undervisningen. Dette svarer til den

gældende ordning, men der vil efter forslaget ikke længere

være mulighed for at dispensere fra denne bestemmelse. Med skolelever

menes elever i grund- og gymnasieskole, HF-elever, EFG-elever samt elever i

efterskoler.

Bestemmelsen fastslår endvidere, at museet under

hensyntagen til institutionens karakter skal gennemføre særlige

formidlingsindsatser for børn, således at børn gives de

bedst mulige kulturelle oplevelser ved besøg på museer. Her

tænkes bl.a. på rabatordninger for børn, arrangementer og

redigering af materialer med særlig vægt på børns

behov, undervisningsguider, skriftlige materialer, elektronisk formidling via

cd-rom eller internet, etablering af særlige faciliteter til

børn. Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger.

Til stk. 1, nr. 13.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

museerne skal tilstræbe størst mulig fysisk

tilgængelighed, tilgængelig formidling og tilgængelighed

til udvalgte dele af samlingerne for alle personer med handicap. Der henvises

i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til stk. 1, nr. 14.

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 8. Der har hidtil været krav

om, at de statsanerkendte museer skulle indsende budgetter, regnskaber og

beretninger til museets hovedtilskudsyder og i særlige tilfælde

til Kulturministeriet. Da regnskabet danner grundlag for beregningen af

statstilskuddet, og da beretningen afspejler museets forvaltning af sit

ansvarsområde, må det anses for hensigtsmæssigt, at dette

materiale både sendes til museets hovedtilskudsyder og til

museumsstyrelsen.

Til stk. 2.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 11, stk. 3. I henhold til den gældende lov har bestemmelsen

givet hjemmel til, at kulturministeren kunne fastsætte nærmere

regler om museernes virksomhed, herunder fx om museernes arbejdsplaner,

åbningstider, samlinger mv. (jf. bekendtgørelse om museer, nr.

332 af 30. maj 1991). Hensigten med forslaget er at opretholde muligheden for

at kunne fastsætte nærmere regler for museernes virksomhed.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er en teknisk justering af den gældende

bestemmelse i § 13, stk. 3. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren i forbindelse med indgåelse af regionale kulturaftaler

kan fravige visse bestemmelser om vilkår for opnåelse, bevarelse

og fastsættelse af tilskud til statsanerkendte museer, jf. lov nr. 1104

af 29. december 1999 om regionale kulturaftaler. Ved dispensationsadgangen

vedrørende § 14 stk. 1, nr. 14 er det alene hensigten at

give mulighed for at dispensere for forpligtelsen til at sende budget,

regnskab og beretning til museets hovedtilskudsyder, idet der af hensyn til

museumsstyrelsens landsdækkende overblik under alle

omstændigheder skal indsendes budget, regnskab og beretning til denne,

uanset om museet er omfattet af kulturaftaler.

Til § 15

Til stk. 1.

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelse i § 12, stk. 1. Hovedprincippet i den gældende

lov for det almindelige tilskudssystem opretholdes. Heri ligger, at der til

statsanerkendte museer ydes et statsligt driftstilskud, der beregnes på

baggrund af det ikke-statslige tilskud. Tilskud til anlægsudgifter,

herunder køb af jord og driftsbygninger indgår således

ikke i beregningsgrundlaget, jf. også § 15, stk. 3. Udgifter

til bygningsmæssig drift og vedligeholdelse kan indgå i

beregningsgrundlaget. Det er i forslaget præciseret, at tilskuddet

beregnes på grundlag af det pågældende museums senest

reviderede regnskab.

Det forhold, at anlægsudgifter ikke kan indgå

i beregningsgrundlaget, medfører, at et enkelt års

ekstraordinære anlægsudgifter ikke giver ekstraordinære

udsving i det statslige tilskud, som skal være et tilskud til museets

løbende drift.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at der

årligt på finansloven fastsættes et minimumsgrundlag for

det ikke-statslige tilskud til det enkelte museum. Minimumsgrundlaget har

hidtil udgjort mindst 725.000 kr. og vil fra og med 2004 udgøre 1,2

mio. kr. Der henvises i øvrigt til § 14, stk. 1, nr. 5, og

de almindelige bemærkninger.

Det skal præciseres, at væsentlige

ændringer i minimumsgrundlaget forudsættes drøftet med de

kommunale parter.

Til stk. 3.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 12, stk. 2. Bestemmelsen fastslår, at huslejeudgifter og

prioritetsrenter og afdrag fradrages i de ikke-statslige driftstilskud, som

indgår i grundlaget for beregning af det statslige tilskud efter

stk. 1.

Det er således en forudsætning, at de

ikke-statslige tilskud fra og med regnskabsåret 2004 mindst

udgør 1,2 mill. kr. excl. udgifter til formålene nævnt i

stk. 3.

Til stk. 4.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 12, stk. 3, der dog er udformet således, at der

fastsættes et maksimalt statstilskud. Bestemmelsen fastslår, at

der på den årlige finanslov vil blive fastlagt et maksimum for

det beløb, hvormed det ikke-statslige tilskud kan indgå i

tilskudsgrundlaget for det enkelte museum. Det tilsigtes, at maksimum for

størrelsen af det ikke-statslige tilskud til det enkelte museum, som

indgår i grundlaget for beregning af det statslige tilskud gradvist

hæves fra de nuværende 1,9 mio. kr. (FL2001) til 2,2 mio. kr. fra

og med 2004. Forslaget indebærer en forhøjelse af den statslige

andel af de større museers driftsudgifter.

Bestemmelsen fastslår endvidere, at maksimum for

størrelsen af det ikke-statslige tilskud kan forhøjes, hvis

flere primærkommuner driver museet i fællesskab, således at

statstilskuddet udgør det beløb, der svarer til summen af de

statstilskud, som det enkelte tilskud fra en tilsluttet kommune kan

udløse. Maksimumgrundlaget vil i den forbindelse fra 2004

udgøre 2,2 mio. kr. for hver kommune.

Ministeriet finder det væsentligt, at der arbejdes

for øget kommunalt samarbejde med henblik på at tilvejebringe et

bæredygtigt driftsgrundlag for en museumsvirksomhed, der berører

en flerhed af primærkommuner.

Til stk. 5.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren, når særlige forhold taler herfor, kan fravige

bestemmelserne i stk. 2. Der sigtes med bestemmelsen på

ø-samfund, for tiden museerne på de tre øer:

Ærø, Samsø og Læsø. Ved Statens

Museumsnævns undersøgelse i 1998 af små museers

økonomiske forhold konstaterede Museumsnævnet, at museerne

på Ærø, Samsø og Læsø havde et meget

lille budget, der gjorde det vanskeligt for dem at opfylde deres

forpligtelser som statsanerkendte museer. Det ikke-statslige tilskud er

beskedent som følge af det lille befolkningsgrundlag og

ø-samfundets økonomiske formåen. Museerne modtager

imidlertid særdeles store tilskud målt pr. indbygger i forhold

til landsgennemsnittet, for de flestes vedkommende næsten det dobbelte.

Hertil kommer, at kommunerne på øerne ikke har de samme

muligheder for at samarbejde med andre kommuner om driften, som kommuner

på fastlandet har. Alligevel skal museerne på øerne

løse de samme opgaver som museerne på fastlandet.

Der er med bestemmelsen skabt hjemmel til, at der for de

fire nuværende museer på disse øer (Marstal

Søfartsmuseum, Ærø Museum, Økomuseum Samsø

og Læsø Museum) etableres en særlig ordning, hvor der for

disse museer kan afviges fra bestemmelsen om minimumstilskudsgrundlag

på 1,2 mio. kr. Det foreslås, at kulturministeren

fastsætter nærmere regler for beregning af statstilskuddet i

disse tilfælde. Det tilsigtes, at tilskuddet gøres

indbyggerafhængigt, således at det ikke-statslige tilskud efter

stk. 1 skal udgøre mindst 160 kr. pr. indbygger i juli

2001-prisniveau. Dette mindstebeløb svarer til et niveau, som museerne

i de seneste år som minimum har oppebåret (til sammenligning

udgør landsgennemsnittet på omkring 80 kr. pr. indbygger).

Hertil kommer, at der som særlig statslig

støtte til museerne på de tre øer gennem forslagets

§ 16 kan ydes de pågældende museer et særligt tilskud.

Det samlede tilskud kan dog højst andrage det tilskudsbeløb,

der udløses af det maksimale tilskudsgrundlag efter § 15,

stk. 4. Det bringer ikke nødvendigvis museernes tilskud op

på samme niveau som på fastlandet, men befolkningsgrundlaget

taget i betragtning skønnes det at give et rimeligt økonomisk

grundlag for ø-museerne.

Til stk. 6.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren fastsætter nærmere regler for

tilskudsberegningen, herunder regler for flerkommunal samdrift. De hidtidige

regler herfor har været fastsat i Kulturministeriets

bekendtgørelse om museer, nr. 332 af 30. maj 1991.

Det skal i øvrigt bemærkes, at statstilskud

til statsanerkendte museer ikke må henlægges. Bestemmelsen

må ses i sammenhæng med de almindelige krav til god

tilskudsforvaltning i staten, hvor et tilskud som hovedregel først

udbetales til forbrugstidspunktet. Det er derfor ikke fundet

nødvendigt at opretholde den gældende lovs § 12,

stk. 5.

Til stk. 7

Bestemmelsen er en teknisk justering af den gældende

bestemmelse i § 13, stk. 3. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren i forbindelse med indgåelse af regionale kulturaftaler

kan fravige visse bestemmelser om vilkår for opnåelse, bevarelse

og fastsættelse af tilskud til statsanerkendte museer, jf. lov nr. 1104

af 29. december 1999 om regionale kulturaftaler.

Til § 16

Bestemmelsen er en sammenskrivning af de gældende

bestemmelser i § 13 (særligt statstilskud), § 34

(rådighedssummer) og § 35 (fællesinstitutionerne). I

forslaget fastholdes mulighederne for at yde et særligt driftstilskud

til museer, der udfører en virksomhed af særlig betydning, eller

som af museumsfaglige og historiske årsager er finansieret af

staten.

Der er med lovforslaget tilstræbt en

præcisering af kravene til at opnå et særligt statstilskud,

og i forbindelse hermed er der foretaget en gennemgang af kredsen af museer,

der efter den gældende lov modtager tilskud efter § 13-ordningen.

Som følge heraf vil Liselund Gl. Slot, Tersløsegård og

Thorvaldsensamlingen på Nysø blive taget ud af

museumslovssammenhæng, og det særlige tilskud til

Sønderjyllands Kunstmuseum vil bortfalde. Det overvejes, om der i

disse tilfælde kan indgås en særlig aftale med de

respektive lokale tilskudsmyndigheder om overtagelse af ansvar og

finansiering. Indtil videre vil Liselund Gl. Slot, Tersløsegård

og Thorvaldsensamlingen på Nysø blive omfattet af en

tilskudsordning uden for museumsloven.

De øvrige museer, der efter den gældende lov

i dag modtager tilskud efter § 13-ordningen, er følgende:

Ny Carlsberg Glyptotek, Naturhistorisk Museum i

Århus, Den Gamle By i Århus, Musikhistorisk Museum og Carl

Claudius Samling, Det Danske Kunstindustrimuseum, De Danske Kongers

Kronologiske Samling, Gl. Estrup - Jyllands Herregårdsmuseum,

Teatermuseet, Handels- og Søfartsmuseet, Orlogsmuseet, Louisiana,

Danmarks Tekniske Museum, Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Aarhus Kunstmuseum,

Moesgaard Museum, Nordjyllands Kunstmuseum, Arbejdermuseet, Kunstmuseet

Trapholt og Arken.

Disse museer vil blive omfattet af en ny ordning, hvor det

nuværende særlige statstilskudsniveau som udgangspunkt

fastholdes.

Lovforslaget fastholder ligeledes mulighederne for at

støtte de formål, der hidtil har opnået støtte via

rådighedsummerne, og de såkaldte fællesinstitutioner. Med

lovforslaget søges der imidlertid skabt grundlag for en større

fleksibilitet mellem puljerne, så tilskuddene i større

udstrækning kan målrettes efter behov og til

iværksættelse af nye initiativer og udviklingsopgaver på

museumsområdet.

Til stk. 1.

Bestemmelsen er ny. I den gældende lov har der

kunnet ydes et statstilskud til museer, der af særlige grunde ikke kan

oppebære fornødent tilskud efter den almindelige

tilskudsordning. Bestemmelsen fastslår, at et museum for at kunne

opnå og bevare et særligt statstilskud skal udføre en

virksomhed af særlig betydning. En specialisering vil ikke være

et tilstrækkeligt grundlag for opnåelse af et særligt

statsligt driftstilskud, idet alle museer i en eller anden udstrækning

er specialiserede i kraft af statsanerkendelsesproceduren. For at et museum

skal kunne modtage supplerende tilskud, bør der derfor være tale

om nye og større initiativer af væsentlig museumsfaglig

interesse. Herudover vil der fx. blive lagt vægt på samlingens

karakter, forskningsmæssige potentiale og på det forhold, at

initiativet har væsentlig national eller international interesse.

Vurderingen af spørgsmålet om et museum varetager sådanne

opgaver, vil bero på en museumsfaglig vurdering, og det

forudsættes, at der ved en sådan vurdering nedsættes

bedømmelsesudvalg med særlig museumsfaglig og

forskningsmæssig indsigt i området.

Det forudsættes, at der ved den fremtidige

administration af ordningen skal lægges vægt på, at museet

skal have udtømt tilskudsmulighederne efter forslagets § 15, dvs.

at museet skal have nået den på finansloven fastsatte

maksimumsgrænse for statstilskud efter den almindelige tilskudsordning.

Følgende museer, der efter gældende lov modtager et

særligt statsligt tilskud efter § 13, vil fortsat blive omfattet

af bestemmelsen: Louisiana, Arbejdermuseet, Danmarks Tekniske Museum,

Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Aarhus Kunstmuseum, Moesgaard Museum,

Nordjyllands Kunstmuseum, Kunstmuseet Trapholt og Arken. For så vidt

angår Ny Carlsberg Glyptotek, Den Gamle By i Århus og

Naturhistorisk Museum i Århus er det hensigten, at statstilskuddet i

forbindelse med overgang til en ny ordning vil blive omfordelt, så der

ydes maksimumstilskud til museerne efter den almindelige tilskudsordning, og

resten af det eksisterende tilskud ydes efter den nye bestemmelse.

Af historiske årsager yder staten et tilskud til en

række museer, som ikke vil kunne opnå tilskud efter forslagets

§ 15, da disse museer ikke modtager lokale tilskud. Disse museers drift

hviler således primært på tilskud fra staten. Da der er

tale om institutioner, der udfører en virksomhed af særlig

betydning, er det anset for formålstjenligt fortsat at kunne yde et

særligt statsligt tilskud til driften af disse museer. Følgende

museer vil således fortsat være omfattet af bestemmelsen:

Orlogsmuseet, Musikhistorisk Museum og Carl Claudius Samling, Det Danske

Kunstindustrimuseum, De Danske Kongers Kronologiske Samling, Gl. Estrup

Jyllands Herregårdsmuseum, Teatermuseet og Handels- og

Søfartsmuseet. Det er museumsstyrelsens opgave løbende at

vurdere museernes opgavevaretagelse og tilskuddenes størrelse.

Bestemmelsen giver endvidere mulighed for, at

kulturministeren kan give midlertidig støtte til varetagelse af

særlige opgaver på museumsområdet. Her kunne fx blive tale

om indgåelse af resultatkontrakter vedrørende midlertidig

støtte til museer, som i en periode løser særlige

opgaver.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren kan give et særligt statstilskud til løsning af

fælles opgaver på museumsområdet, erhvervelser samt museers

virksomhed i øvrigt.

Statens Museumsnævn har hidtil på baggrund af

gældende lovs § 34 kunnet yde støtte til følgende

formål:

1) indkøb af kunst og anskaffelse af museumsgenstande,

2) særlige konserveringsarbejder og museumstekniske forbedringer,

3) løsning af fællesopgaver,

4) undersøgelser, indsamling, registreringer og

bevaringsarbejder inden for det naturvidenskabelige område,

5) midlertidig støtte til enkelte museer og

6) undersøgelser, indsamling, registreringer og

bevaringsarbejder inden for nyere tids kulturhistorie.

Det har hidtil været Statens Museumsnævn, der

traf den endelige administrative afgørelse om fordelingen af

rådighedssummerne. Fremover er det hensigten, at

rådighedssummerne bliver administreret af museumsstyrelsen på

vegne af kulturministeren. Puljen vil fortsat kunne anvendes til de

formål, der nu er dækket af rådighedssummerne, men

herudover er det ligeledes intentionen, at puljen anvendes til initiativer,

der går på tværs af museer og museumskategorier samt til

museale formål, hvor museerne er inddraget som faglige institutioner.

Det er hensigten, at ordningen skal være så fleksibel, at

tilskuddene skal kunne ændres og målrettes efter nye behov.

Tilsvarende er der foretaget en gennemgang af de

eksisterende § 35-institutioner, således at kredsen af

institutioner, der efter den gældende lov modtager tilskud efter

§ 35, dels reduceres, dels overgår til den ny ordning, hvor der

ydes tilskud til formål og ikke til bestemte institutioner. Tilskuddet

efter museumsloven til værket »Danmarks Kirker« er allerede indarbejdet

på Nationalmuseets finanslovsbevilling. Tilskuddet til Weilbachs

Kunstnerleksikon vil blive vurderet i sammenhæng med

finanslovsbevillingen til Kunstakademiets Bibliotek og Arkiv. Der vil med

forslaget fortsat kunne ydes tilskud til Museumstjenesten og dens virksomhed

samt til Museumshøjskolen, herunder til den fortsatte

kompetenceudvikling af personalet på museerne med henblik på at

opretholde og videreudvikle museernes kvalitative niveau.

Der har fra museumsside været fremsat ønske

om, at den endelige kompetence til at fordele tilskuddene blev henlagt til

særlige faglige råd med repræsentanter fra museumsverdenen.

Endvidere har der været ønsker om at fastholde den hidtidige

praksis med at fordele tilskuddene til på forhånd fastsatte

formål og ud fra klart definerede beløbsrammer. Da hensigten med

en samling af rådighedspuljerne netop har været at sikre

større fleksibilitet og bedre mulighed for at iværksætte

nye og tværgående initiativer, har en fortsættelse af denne

praksis ikke været anset for hensigtsmæssig fra ministeriets

side. Midlernes anvendelse vil fortsat ske i en tæt dialog med museerne

og på grundlag af rådgivning fra faglige organer. Der henvises i

øvrigt til beskrivelsen af museumsstyrelsen under de almindelige

bemærkninger.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen tilsigter at understrege,

at kulturministeren gennem museumsstyrelsen kan støtte særlige

udviklingsprogrammer, fx. programmer der omfatter museernes rolle i et

samfund med kulturel mangfoldighed, museernes formidling over for børn

og unge samt kulturarven i den fysiske planlægning.

Til stk. 4.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen giver kulturministeren

mulighed for i bekendtgørelse at fastsætte de nærmere

regler om indsendelse og behandling af ansøgninger, ydelse af tilskud,

fastsættelse af vilkår for anvendelse af tilskud mv. for tilskud

efter §16. Vilkår for ydelse af tilskud fastlægges i henhold til

Finansministeriets Budgetvejledning.

Bestemmelsen skaber grundlag for museumsstyrelsens tilsyn

med forvaltningen af de statslige tilskud og sikrer sammenlignelighed mellem

de statslige institutioner og de institutioner, der primært er

finansieret ved statslige driftstilskud.

Til stk. 5.

Bestemmelsen er en teknisk justering af den gældende

bestemmelse i § 13, stk. 3. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren i forbindelse med indgåelse af regionale kulturaftaler

kan fravige visse bestemmelser om vilkår for opnåelse, bevarelse

og fastsættelse af tilskud til statsanerkendte museer, jf. lov nr. 1104

af 29. december 1999 om regionale kulturaftaler.

Til § 17

Til stk. 1-2.

Bestemmelsen er en omformulering af de gældende

bestemmelser i § 16, stk. 1-2. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssig ændring. Efter de gældende regler skal det i

museets vedtægter udtrykkeligt være fastsat, hvad der i en

ophørssituation skal ske med museets samling.

Ophørsbestemmelsen i museernes vedtægter har også i

almindelighed været tilpasset efter lovens ophørsbestemmelse.

Bestemmelsen fastslår, hvad der skal ske med et museums samlinger i

forbindelse med ophør. I forbindelse med ophør skal der

gennemføres forhandlinger med de kommunale myndigheder om museets

samlinger med henblik på at træffe afgørelse om, hvorvidt

museets ejendele skal overgå til museets hovedtilskudsyder eller en

myndighed/institution, som kulturministeren udpeger hertil. Såfremt

andet er bestemt i museets vedtægter, skal dette godkendes af

kulturministeren.

Der henvises i øvrigt til forslagets § 14,

stk. 3 og bemærkningerne hertil.

Kapitel 7

Museumsråd

Til §§ 18 - 20

Bestemmelserne i §§ 18 20 er omformuleret i forhold

til de gældende bestemmelser i §§ 17 19. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssige ændringer.

I hvert af landets 14 amter er oprettet et

museumsråd. Desuden er der et museumsråd fælles for

Københavns og Frederiksberg kommuner. Museumsrådene har til

opgave at samordne og fremme museumsarbejdet i amtet.

Valgperioden for museumsrådene er 4 år,

begyndende 3 måneder efter hver ny kommunal valgperiodes

begyndelse.

Hvert af de 14 amtslige museumsråd består af 2

repræsentanter for hvert statsligt eller statsanerkendt museum i amtet,

2 repræsentanter for amtsrådet og 2 repræsentanter for

amtets kommuner. Amterne og kommunerne kan beslutte ikke at være

repræsenteret i museumsrådet. Kulturministeren kan ændre

rådets sammensætning, såfremt de, der skal udpege

medlemmerne af rådet, et enige deri.

Museumsrådet for København og Frederiksberg

kommuner er sammensat efter nærmere regler fastsat af kulturministeren

ved bekendtgørelse om museer nr. 332 af 30. maj 1991.

Til § 21

Bestemmelsen er ny. Med henblik på at skabe en

sammenhæng mellem økonomisk ansvar og opgavefordeling,

overføres museumsrådene til fuld finansiering af

amtsrådene og Københavns og Frederiksberg kommuner fra 1. januar

2002.

Til § 22

Kulturministerens adgang til i særlige

tilfælde at fravige bestemmelserne i § 18, § 19, stk. 1

og § 20, stk. 1 sigter mod at give amterne samt Københavns

og Frederiksberg kommuner en mulighed for at tilrettelægge det

regionale museumssamarbejde på tværs af de eksisterende amts- og

kommunegrænser for eksempel i forbindelse med indgåelse af

regionale kulturaftaler.

Kapitel 8

Sikring af kultur- og naturarven i forbindelse med den

fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder mv., herunder

arkæologiske og naturhistoriske undersøgelsesopgaver i

tilknytning hertil

Til § 23

Bestemmelsen er omformuleret i forhold til den

gældende bestemmelse i § 3, stk. 2. Bestemmelsen

fastslår, at kulturministeren og de statslige og statsanerkendte museer

gennem samarbejde med plan- og fredningsmyndighederne skal virke for, at

væsentlige bevaringsværdier sikres for eftertiden.

Bevaring af kulturhistoriske værdier fx

fortidsminder under jordoverfladen, kulturmiljøer i det åbne

land og bevaringsværdige bygninger og byområder sker ved

fredning og gennem den fysiske planlægning, fx ved udpegning af

værdierne i region-, kommune-, og lokalplaner samt ved dokumentation og

ved udgravning.

I forhold til den gældende praksis er det

præciseret i stk. 1, at kulturministeren gennem museumsstyrelsen

har det overordnede ansvar for, at de kulturhistoriske museers samarbejde med

plan- og fredningsmyndighederne fungerer så effektivt og smidigt som

muligt med det formål, at hensynet til kulturarven så vidt muligt

tilgodeses i arealplanlægningen og ved fredning.

Kulturministeriets og de kulturhistoriske museers

samarbejde med planmyndighederne er nærmere beskrevet i

bemærkningerne til stk. 2-4.

Fredning af landarealer og ferske vande sker i henhold til

naturbeskyttelsesloven, og fredning af bygninger sker i henhold til

bygningsfredningsloven. Museerne kan i denne sammenhæng bidrage til

fredningsmyndighedernes arbejde på grundlag af deres kulturhistoriske

viden. Museerne kan i givet fald gennemføre konkrete

undersøgelses- og dokumentationsopgaver.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er en ændring i forhold til den

gældende bestemmelse i § 36a. Efter den gældende ordning er

en kommunalbestyrelse blandt andet forpligtet til at underrette vedkommende

kulturhistoriske museum, når der udfærdiges en lokalplan.

Bestemmelsen fastslår, at planmyndighederne skal

bestræbe sig på at inddrage de kulturhistoriske museer i

forbindelse med planlægningen. Den foreslåede bestemmelse

omfatter kommunerne, der har ansvaret for udarbejdelsen af kommune- og

lokalplaner samt regionplanmyndighederne, det vil sige amtsrådene og

Hovedstadens Udviklingsråd. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng

med §§ 22 25 i planloven, der foreskriver, at regionplanmyndighederne

og kommunalbestyrelserne i forbindelse med udarbejdelse af forslag til

regionplan og i forbindelse med kommuneplanlægning, samt i forbindelse

med offentliggørelsen af planforslag skal høre bl.a. statslige

myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget.

Bestemmelsen sigter mod at videreudvikle det samarbejde

på planlægningsområdet, der allerede eksisterer mellem

Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat, museerne og specielt de store

kommuner. Endvidere er der etableret et samarbejde med en række store

anlægsmyndigheder som eksempelvis Vejdirektoratet og

Naturgasselskaberne. Samarbejdet sker ved, at myndighederne allerede ved

tilrettelæggelsen af den fysiske planlægning og i

planlægningen af konkrete anlægsarbejder henvender sig til

Rigsantikarens Arkæologiske Sekretariat og museerne med henblik

på at få klarlagt hvilke bevaringsværdier, der befinder sig

på de berørte arealer.

En tidlig inddragelse af museernes kulturhistoriske

ekspertise giver planmyndighederne et bedre grundlag for at foretage

prioriteringer og afvejninger mellem forskellige hensyn i

planlægningen.

Et velfungerende samarbejde vil tillige sikre, at det

allerede i planfasen bliver klart, om der skal gennemføres

arkæologiske undersøgelser i et område, jf. § 27

stk. 3-10. Dette kan have betydning for den økonomiske og

tidsmæssige planlægning af konkrete anlægsarbejder. Der vil

således kunne skabes et bedre grundlag for, at eventuelle

arkæologiske undersøgelser iværksættes inden et

konkret anlægsarbejde påbegyndes. Hermed mindskes risikoen for,

at et anlægsarbejde skal standses efter dets igangsættelse med

økonomisk tab til følge for den anlægsansvarlige.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at de

kulturhistoriske museer foretager arkivalsk kontrol af offentliggjort

planmateriale, efter at det er sendt ud til høring i

offentligheden.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 2

og har til hensigt at sikre, at der i det endeligt vedtagne planmateriale

så vidt muligt tages hensyn til forekomsten af væsentlige

bevaringsværdier.

Bestemmelsen skal endvidere ses i sammenhæng med

planlovens § 29, stk. 4, hvorefter en statslig myndighed kan

fremsætte indsigelser mod et lokalplanforslag ud fra de særlige

hensyn, som myndigheden varetager.

Ministeriet skal i denne forbindelse understrege, at

museumsstyrelsen under kulturministerens ansvar kan gøre indsigelse

mod et planforslag efter planlovens bestemmelser om statslige myndigheders

indsigelsesret. En indsigelse vil fx kunne finde sted, såfremt

forslaget tilsidesætter beskyttelsen af arkæologisk

kildemateriale af væsentlig kulturhistorisk værdi.

For så vidt angår forslag til regionplan og

ændringer til en regionplan følger det af planlovens § 29,

stk. 1, at det er miljø- og energiministeren, der til varetagelse

af statslige interesser kan fremsætte indsigelser.

Indsigelsesbeføjelsen udøves på vegne af samtlige

statslige myndigheder, hvis interesser berøres af

regionplanlægningen. Bestemmelsen forudsætter således en

tæt koordination af den statslige vurdering og stillingtagen til

regionplanforslagene.

Ved museernes arkivalske kontrol gennemgås de

relevante kulturhistoriske registre med henblik på at kontrollere, om

der er registreret fortidsminder og/eller enkeltfund af oldsager mv. på

det aktuelle areal eller på naboarealerne. Endvidere indhentes der

oplysning om, hvorvidt der tidligere er foretaget arkæologiske

undersøgelser på arealet. Endelig kan ældre kort,

luftfotos og skriftligt arkivmateriale om det pågældende areal

gennemgås.

Den arkivalske kontrol er vederlagsfri. Et kulturhistorisk

museum kan endvidere udføre undersøgelses- og

dokumentationsopgaver enten som led i museernes almindelige indsamling og

forskning eller mod betaling fra den myndighed, som rekvirerer

undersøgelsen. En del museer udfører allerede sådanne

rekvirerede undersøgelses- og dokumentationsopgaver blandt andet i

forbindelse med udpegning af bevaringsværdige kulturmiljøer i

regionplanerne.

Museumsstyrelsen vil som opfølgning på en ny

lov medvirke til at udvikle museernes undersøgelses- og

dokumentationsopgaver på tværs af historiske perioder samt

arbejde for en bedre koordinering af disse opgaver.

Til stk. 4.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren underretter planmyndighederne om forekomsten af

væsentlige bevaringsværdier, der har betydning for

planlægningen.

Hensigten med bestemmelsen er at præcisere, at

kulturministeren gennem museumsstyrelsen vil få ansvaret for at

tilrettelægge og udvikle de kulturhistoriske museers

informationsindsats i forhold til planmyndighederne med henblik på

opfyldelsen af bestemmelserne i stk. 1-3.

Det vil indgå i museumsstyrelsens opgaver, at

styrelsen skal udvikle det kulturhistoriske centralregister, der blandt andet

indeholder en fortegnelse over fundne kulturhistoriske genstande og

lokaliteter, jf. også § 39.

Styrelsen vil endvidere få ansvaret for at

gennemføre en landsdækkende kortlægning af steder, der

formodes at have særlig arkæologisk interesse. Det er hensigten,

at kortlægningen skal være elektronisk tilgængelig,

så det fremover bliver lettere at inddrage hensynet til kulturarven i

arealforvaltningen og i konkrete projekter.

Kulturministeriet lægger vægt på, at de

kulturhistoriske museer tilrettelægger deres informationsindsats

på en sådan måde, at planmyndighederne i planmaterialet

får god mulighed for at give borgere og virksomheder klar og enkel

information om forekomsten af bevaringsværdier.

Samarbejdet mellem de kulturhistoriske museer og

planmyndighederne om informationsindsatsen i forhold til borgerne vil

således medvirke til, at man allerede ved tilrettelæggelsen af de

af planmaterialet omfattede anlægsarbejder mv. kan tage hensyn til

forekomsten af bevaringsværdier og herunder tage de nødvendige

skridt til at sikre, at et anlægsarbejde ikke forsinkes eller fordyres

unødigt.

I forhold til regionplanlægningen henledes

opmærksomheden på planlovens bestemmelser om, at regionplanen

skal indeholde retningslinier for dels beliggenheden af

skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er

uønsket, og dels varetagelsen af bevaringsværdier i det

åbne land.

Til § 24

Bestemmelsen er til dels en udvidelse af den

gældende bestemmelse i § 36a. Den foreslåede bestemmelse

skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 23. Hvor § 23

sigter mod at udvikle samarbejdet mellem planmyndighederne og de

kulturhistoriske museer i planlægningsprocessen, sigter § 24 mod,

at museerne får mulighed for at sikre hensynet til kulturarven ved

konkrete anlægsarbejder og ved råstofindvinding mv.

Efter den gældende ordning er en kommunalbestyrelse

forpligtet til at underrette vedkommende kulturhistoriske museum, når

der udfærdiges en lokalplan, jf. bemærkningerne til § 23,

stk. 2, og når der meddeles ombygnings- eller

nedrivningstilladelser, der vil medføre afgørende ændring

i brug eller funktion af bygninger, bebyggelser eller andre kulturlevn.

Det fremgår af bygningsreglementet, som er

udfærdiget i henhold til byggeloven, at kommunalbestyrelsen inden der

kan gives byggetilladelse og ved anmeldelser af byggeri mv. skal

undersøge, om byggearbejdet er i strid med anden lovgivning, herunder

museumsloven. Hvis der i byggetilladelsen optages krav fra anden lovgivning,

skal dette nævnes særskilt i tilladelsen.

Kommunalbestyrelsen skal således efter

gældende praksis påse, at underretning finder sted så

betids, at muligheden for en eventuel undersøgelse af etnologisk,

arkæologisk eller anden kulturhistorisk interesse er til stede (jf.

Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om kommunalbestyrelsens lovgennemgang

ved byggesager).

Med henblik på at optimere samarbejdet har Statens

Museumsnævn medvirket til at etablere en samarbejdsmodel mellem

kommunerne og de kulturhistoriske museer i tilknytning til de nævnte

tilladelser.

Modellen går i korthed ud på, at de

kulturhistoriske museer ugentlig modtager de edb-lister over indkomne

ansøgninger og anmeldelser, som kommunerne alligevel udarbejder. Det

betyder, at kommunerne ikke skal anvende ressourcer på at skelne mellem

væsentlige og ikke-væsentlige sager, men at det er op til museet

at vurdere, hvilke tilladelser, der kan have betydning for kulturarven. I de

tilfælde hvor museet har en interesse i fx at dokumentere en bygning,

der skal nedrives, kan museet gøre dette. Hvis det drejer sig om en

byggetilladelse, kan museet henvende sig til rådhuset for at modtage

yderligere oplysninger.

Ifølge Statens Museumsnævn fungerer dette

samarbejde i mange kommuner, og man er ikke bekendt med, at kommunerne finder

det ressourcekrævende.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at

kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal underrette vedkommende

kulturhistoriske museum senest samtidig med, at der meddeles byggetilladelse,

tilladelse til råstofindvinding eller dispensation fra

fortidsmindebeskyttelseslinien i naturbeskyttelsesloven. Ved byggetilladelse

menes tillige tilladelser til ombygning samt deltilladelser i forbindelse med

byggeri fx til igangsætning af gravearbejde.

Opmærksomheden henledes på, at

kommunalbestyrelsen ikke længere skal give tilladelse til nedrivning af

bygninger, idet nedrivning alene kræver anmeldelse fra den

nedrivningsansvarlige. Det er i denne sammenhæng

målsætningen, at det allerede eksisterende samarbejde mellem

kommunerne og de kulturhistoriske museer for så vidt angår

anmeldelse om nedrivning eller ombygning videreføres, jf. den

gældende praksis vedrørende kommunernes behandling af

byggetilladelser og anmeldelser, som er beskrevet ovenfor.

Det er hensigten, at vedkommende museum etablerer en

kontakt til den pågældende anlægsansvarlige mv.,

såfremt det arbejde, som en tilladelse eller anmeldelse omfatter, kan

indebære en risiko for ødelæggelse af væsentlige

bevaringsværdier. Museet kan i denne forbindelse henlede

opmærksomheden på, at vedkommende for så vidt angår

fortidsminder har mulighed for at indhente en udtalelse fra museet om den

nævnte risiko, der er baseret på museets arkivalske kontrol og en

eventuel forundersøgelse på det pågældende areal,

jf. §§ 25 og 26.

Den ansvarlige for anlægsarbejdet mv. får

hermed en mulighed for at revurdere sit anlægsprojekt mv. med henblik

på at minimere de tidsmæssige og økonomiske omkostninger

ved en eventuel senere inddragelse af museet, herunder en eventuel

arkæologisk undersøgelse, jf. § 27, stk. 3-10.

I forhold til råstofindvinding på land er det

fastlagt i cirkulære nr. 159 af 15. oktober 1999, at amtsrådet

skal indhente en udtalelse fra rigsantikvaren eller nærmeste

arkæologisk arbejdende museum, inden der træffes afgørelse

om indvinding efter råstofloven.

Amtsrådenes underretningspligt for så vidt

angår dispensationer fra fortidsmindebeskyttelseslinjen, jf.

naturbeskyttelseslovens § 18, skal ses i sammenhæng med, at der

ofte forekommer fortidsminder inden for beskyttelseslinjen.

Det er ministeriets opfattelse, at den foreslåede

bestemmelse viderefører den samarbejdspraksis, som allerede i mange

tilfælde er etableret mellem de kulturhistoriske museer og kommuner og

amter.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kommunalbestyrelsen skal underrette modtageren af en byggetilladelse om

museumslovens bestemmelser i §§ 25-27. Bestemmelsen vedrører

byggetilladelser, idet der her anses for at være et særligt behov

for at orientere den anlægsansvarlige om lovforslagets §§25-27.

Hensigten er at sikre, at den anlægsansvarlige

får oplysning om muligheden for at indhente en udtalelse fra et

kulturhistorisk museum om risikoen for at ødelægge

væsentlige fortidsminder senest samtidig med, at vedkommende har

opnået tilladelse til igangsætning af et byggearbejde, jf.

§ 25. Endvidere vil vedkommende blive gjort bekendt med muligheden for,

at et kulturhistorisk museum foretager en forundersøgelse med henblik

på at vurdere den omtalte risiko evt. mod betaling, jf. § 26.

Endelig sikres det, at den anlægsansvarlige bliver gjort bekendt med

muligheden for, at vedkommende skal betale for en arkæologisk

undersøgelse, jf. § 27.

Der henvises i øvrigt til Bygningsreglementets

bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at hvis der i

byggetilladelsen optages krav fra anden lovgivning, skal dette nævnes

særskilt i tilladelsen, jf. bemærkningerne til stk. 1.

Til § 25

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

bygherren, eller den for hvis regning et jordarbejde på landjorden skal

udføres, kan anmode et kulturhistorisk museum om en udtalelse om

risikoen for at ødelægge væsentlige fortidsminder på

det pågældende areal. Til landjorden henregnes moser og

våde enge, men ikke vandløb og søer, jf. § 28.

Ministeriet havde i det lovudkast, der var udsendt til

høring, lagt op til, at den anlægsansvarlige skulle have pligt

til at henvende sig forud for igangsætning af jordarbejder. I lyset af

høringsrunden er ministeriet nået frem til, at en

henvendelsespligt må anses for uhensigtsmæssig. Det må i

denne forbindelse tillægges afgørende betydning, at den

foreslåede nye finansieringsordning for arkæologiske

undersøgelser, jf. § 27, stk. 4, indeholder et incitament

for den anlægsansvarlige til at indhente information om den mulige

forekomst af fortidsminder.

Muligheden for at indhente en udtalelse om risikoen for at

støde på fortidsminder ved jordarbejder er således et

tilbud til den anlægsansvarlige. Vedkommende kan herefter vurdere

tilbuddet i lyset af de øvrige oplysninger, der måtte

fremgå af det relevante planmateriale, jf. § 23 og på

baggrund af de oplysninger, der måtte fremgå af en eventuel

tilladelse til at igangsætte det pågældende jordarbejde,

jf. § 24. Den anlægsansvarlige får hermed en mulighed for at

tilrettelægge sit jordarbejde således, at en udgift til en

arkæologisk undersøgelse eventuelt vil kunne undgås eller

mindskes, jf. § 27, stk. 4.

Til stk. 2.

Bestemmelse er ny. Bestemmelsen fastslår, at et

kulturhistorisk museum, der modtager en anmodning efter stk. 1, skal

fremkomme med en stillingtagen til, hvorvidt det arbejde, som anmodningen

vedrører, indebærer en risiko for ødelæggelse af

væsentlige fortidsminder. Udtalelsen skal endvidere tilkendegive,

hvorvidt det i givet fald vil være nødvendigt at

gennemføre en arkæologisk undersøgelse mv., jf.

§ 27, stk. 3-10.

Et museums udtalelse kan eventuelt baseres på en

forundersøgelse på stedet om den mulige forekomst af

fortidsminder under jordoverfladen, jf. § 26.

Det fremgår af bestemmelsen, at museets behandling

af anmodningen fra en anlægsansvarlig sker under kulturministerens

ansvar, såfremt det vurderes, at den nævnte risiko foreligger.

Det er således hensigten, at museumsstyrelsen skal medvirke til at

koordinere administrationen af de henvendelser, der rettes til museerne med

henblik på, at der skabes en ensartet forvaltningspraksis, hvor

hensynet til kulturarven afvejes over for jordarbejdets omfang og hensynet

til dets gennemførelse.

Såfremt der på det pågældende

areal er konstateret en sandsynlighed for, at der findes fortidsminder under

jordoverfladen, skal museet i sin udtalelse oplyse om fortidsmindernes

omtrentlige afgræsning. En eventuel indstilling til museumsstyrelsen om

gennemførelsen af en arkæologisk undersøgelse skal

indeholde en begrundelse for behovet for undersøgelsen samt et budget

for undersøgelsen, herunder den efterfølgende dokumentation mv.

Det er således forudsat, at beslutningen om gennemførelse af

arkæologiske undersøgelser, fortsat skal ske på grundlag

af en samlet faglig prioritering på nationalt niveau. Der henvises i

øvrigt til § 27, stk. 3.

Der henvises endvidere til § 27, stk. 5, hvor

det fremgår, at kulturministeren afholder udgiften til en

arkæologisk undersøgelse, såfremt en anlægsansvarlig

fra et kulturhistorisk museum har modtaget oplysning om, at vedkommende

jordarbejde ikke vil berøre væsentlige fortidsminder.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastlægger

tidsfristen for de kulturhistoriske museers afgivelse af udtalelse efter

stk. 2.

Til § 26

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at et

kulturhistorisk museum afholder udgifterne til den arkivalske kontrol og

eventuelle mindre forundersøgelser, der lægges til grund for

museets udtalelse efter § 25.

Det indgår som grundlag for statstilskuddet til de

statsanerkendte kulturhistoriske museer, at museet har et økonomisk

råderum til at varetage disse opgaver.

Indholdet i den arkivalske kontrol er nærmere

beskrevet i bemærkningerne til § 23, stk. 3. Såfremt

det kulturhistoriske museum har en formodning om tilstedeværelsen af et

eller flere fortidsminder fx på grund af tidligere fund i området

eller på grund af særlige topografiske forhold, kan museet

iværksætte en forundersøgelse på stedet.

Der kan fx være tale om rekognoscering det vil

sige en systematisk vandring på jordarealer, hvor det er muligt at

foretage en registrering af rester af fortidsminder. Det kan være

lerkarskår, bearbejdede eller ildskørnede sten og flint, knogler

eller metalgenstande mv., der viser, at der på det

pågældende areal kan befinde sig mere eller mindre beskadigede

fortidsminder under jordoverfladen. Det er i denne fase af den

arkæologiske forundersøgelse, at hidtil ukendte fortidsminder

kan registreres for første gang.

På baggrund af den arkivalske kontrol og

rekognosceringen kan museet som led i forundersøgelsen beslutte at

iværksætte en prøvegravning. Formålet med en

prøvegravning er dels at be- eller afkræfte

tilstedeværelsen af skjulte fortidsminder dels at fastlægge deres

udstrækning, datering, bevaringstilstand samt deres kulturhistoriske og

videnskabelige værdi.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

udgiften til den arkæologiske forundersøgelse afholdes af den,

for hvis regning et jordarbejde skal udføres, såfremt den

planlagte forundersøgelse har et større omfang. Omkostningerne

ved større forundersøgelser i tilknytning til dyrkning af

almindelige landbrugsafgrøder og almindelig skovdrift eller som

følge af erosion afholdes dog af staten.

Ved dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder

forstås i denne sammenhæng den jordbearbejdning, som landbruget

foretager jævnligt eller lejlighedsvis med henblik på at skabe

gode betingelser for dyrkningen. Større ændringer i benyttelsen

af jordarealer - fx en jordbearbejdning af arealer med henblik på at

plante juletræer eller andre træsorter - afholdes af den, for

hvis regning et jordarbejde skal udføres.

Ved almindelig skovdrift forstås i denne

sammenhæng den jordbearbejdning i eksisterende skove fx harvning for at

fremme selvforyngelse i bøg. Større ændringer i

benyttelsen af jordarealer fx en jordbearbejdning i forbindelse med

skovrejsning afholdes af den, for hvis regning et jordarbejde skal

udføres.

Det fremgår af bestemmelsen, at den

anlægsansvarlige i givet fald skal give sit samtykke til

undersøgelsen. Det er således forudsat, at den

anlægsansvarlige på grundlag af et budget og en tidsangivelse for

forundersøgelsen skal tiltræde, at undersøgelsen

iværksættes. Den anlægsansvarlige vil i denne forbindelse

have mulighed for at foretage ændringer i anlægsprojektet eller

arealanvendelsen.

Forundersøgelsens tilrettelæggelse og dens

tidsmæssige og økonomiske omfang vil først og fremmest

være afhængig af det pågældende areals

størrelse, men også af resultatet af den arkivalske kontrol, jf.

bemærkningerne til stk. 1.

Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at

fastlægge en præcis grænse mellem større og mindre

forundersøgelser.

Bestemmelsen tager hovedsagelig sigte på de

anlægsarbejder, der ikke er omfattet af et krav om forudgående

VVM-vurdering. Efter planloven skal en række større

anlægsarbejder, der nærmere er specificeret i miljø- og

energiministerens bekendtgørelse om supplerende regler i medfør

af lov om planlægning, således ledsages af en redegørelse,

der indeholder en særlig vurdering af anlæggets virkning på

miljøet, herunder kulturarven.

Det er ministeriets vurdering, at behovet for en

større forundersøgelse ofte vil være tilstede i

tilknytning til anlægsarbejder i middelalderlige bykerner og

større anlægsarbejder fx ved opførelse af bygninger mv.

til offentlig benyttelse eller erhvervsbenyttelse, anlæg af veje og

etablering af naturgasledninger mv. Endvidere vil dybdepløjning eller

tilsvarende dyberegående jordbearbejdning fx i forbindelse med

landbrugsmæssig dyrkning eller skovrejsning ofte kunne afstedkomme en

større forundersøgelse, jf. nedenfor. Ved større

anlægs- eller jordarbejder vil der oftest være tale om en

arealstørrelse på mere end 5.000 m2.

Mindre anlægsarbejder fx opførelse af en

ejendom på en parcelhusgrund vil kun i sjældne tilfælde

kunne afstedkomme en større forundersøgelse.

Det er således hensigten, at hensynet til

kulturarven i tilknytning til boligbyggeri i videst muligt omfang tilgodeses

gennem museernes samarbejde med kommunerne i forbindelse med udlægning

af arealer til parcelhuse, jf. § 23.

Skovrejsningsprojekter, hvor der foretages en

dybdepløjning forud for skovrejsningen, vil ligeledes ofte

indebære et behov for en større forundersøgelse,

såfremt vedkommende kulturhistoriske museum har en formodning om, at

der på arealet findes fortidsminder.

Skovrejsning indgår som en del af regeringens

Tolv-punktsplan til sikring af bæredygtig udvikling af skovene

nationalt og internationalt, som en opfølgning på Strategi for

bæredygtig skovdrift. Det er målet at fordoble det danske

skovareal over en trægeneration (80 - 100 år). Formålet med

skovrejsning er primært sikring af drikkevandsressourcer, friluftsliv

og natur.

Selvom dybdepløjningen ofte vil udgøre et

potentielt problem i forhold til fortidsminder under jordoverfladen, er det

muligt at tilrettelægge skovrejsningen således, at

fortidsminderne sikres for eftertiden. Det kan fx ske ved, at arealer i

skoven ikke tilplantes eller ved at undlade dybdepløjning på

sårbare arealer.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse

på, at Skov- og Naturstyrelsen og rigsantikvaren i 1992 har

indgået aftale om blandt andet betaling for rekognoscering og

prøvegravninger i forbindelse med den statslige skovrejsning.

Samarbejdet forventes videreført på grundlag af den nye lov og

etableringen af museumsstyrelsen. Skov- og Naturstyrelsen har endvidere

tilkendegivet, at styrelsen er indstillet på at overveje, at der

afsættes en mindre beløbsramme til forundersøgelser af de

midler, der er afsat som statsstøtte til privat skovrejsning. Det skal

dog understreges, at en eventuel støtte fra Skov- og Naturstyrelsen

til private lodsejere sjældent vil kunne dække den samlede

omkostning ved en forundersøgelse.

Også dybdepløjning i forbindelse med

læplantning kan indebære en risiko for ødelæggelsen

af fortidsminder. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i

denne forbindelse tilkendegivet, at ministeriet er indstillet på at

overveje muligheden for, at der kan ydes tilskud til forundersøgelser

ved tildeling af støtte til læplantning.

Endelig bør det fremhæves, at der som led i

museumslovens gennemførelse agtes etableret en tilskudsordning i

tilknytning til de større forundersøgelser. Ved tildeling af

støtte vil der blive lagt vægt på, om omkostningerne ved

forundersøgelsen er uforholdsmæssigt store set i forhold til det

samlede jord- eller byggearbejdes økonomiske ramme.

Museumsstyrelsen vil tage stilling til

tilskudsspørgsmålet som led i behandlingen af den konkrete

sag.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om de

forundersøgelser, som gennemføres efter stk. 1. og 2.

Ministeriet skal i denne forbindelse understrege, at

iværksættelsen af større forundersøgelser kun kan

ske efter aftale mellem museumsstyrelsen og den anlægsansvarlige.

Ministeriet lægger i denne forbindelse vægt på, at

museumsstyrelsen etablerer en ensartet forvaltningspraksis på grundlag

af en samlet faglig prioritering på nationalt niveau.

Til § 27

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelse i § 26, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, hvad den

arkæologiske kulturarv omfatter.

Ændringen gennemføres efter drøftelser

med Miljø- og Energiministeriet, rigsantikvaren og Statens

Museumsnævn med henblik på at sikre det fornødne grundlag

for Danmarks ratifikation af Europarådets konvention om beskyttelse af

den arkæologiske arv af 16. januar 1992 (Maltakonventionen).

Maltakonventionen er udarbejdet i Europarådets regi

og underskrevet af Danmark i Valetta, Malta, den 16. januar 1992 under den 3.

konference for ministre med ansvar for kulturarven. Konventionen skal

afløse Londonkonventionen.

Maltakonventionen indeholder en række krav til de

enkelte landes beskyttelse af den arkæologiske arv. Kravene anses for

opfyldt i gældende dansk lovgivning og praksis (museumsloven, planloven

og naturbeskyttelsesloven) - bortset fra, at konventionens definition af den

arkæologiske arv er mere omfattende end definitionen i den

gældende museumslov.

Lovforslagets § 27, stk. 1, § 28 samt de

foreslåede ændringer i naturbeskyttelsesloven, jf. § 43,

tager højde for dette forhold og bringer således den danske

lovgivnings bestemmelser vedrørende den arkæologiske kulturarv i

overensstemmelse med Maltakonventionen.

Danmark kan herefter ratificere konventionen.

Ved ratifikationen vil Danmark forpligte sig til at

opretholde en minimumsstandard for beskyttelsen af den arkæologiske

kulturarv. Det drejer sig navnlig om registrering af arkæologiske

fundsteder og fortidsminder, mulighed for at frede, evt. erhverve, arealer af

særlig arkæologisk betydning og om offentlig indsats for bevaring

og vedligeholdelse af fortidsminder på stedet.

Det skal sikres, at der er pligt til at anmelde fund til

myndigheder, samt at arkæologiske undersøgelser kun må

udføres efter tilladelse af den kompetente myndighed og under

overholdelse af en række faglige mindstekrav. Konventionen kræver

endvidere, at der er procedurer, der sikrer, at arkæologien

indgår i den fysiske planlægning og i bygge- og

anlægssager. Det skal også sikres, at offentligheden får

adgang til et passende udvalg af fortidsminder.

Endelig indeholder konventionen krav om deltagelse i

internationalt samarbejde, bl.a. med henblik på

imødegåelse af ulovlige udgravninger og/eller ulovlige

overdragelser af arkæologiske fund.

En ratifikation af konventionen medfører ikke som

sådan økonomiske eller administrative konsekvenser og den har

heller ikke erhvervsøkonomiske eller miljømæssige

konsekvenser.

Konventionens bestemmelser om internationalt samarbejde

med henblik på at hindre overdragelse af ulovligt udgravede eller

stjålne og ulovligt udførte arkæologiske fund er i

overensstemmelse med Rådsdirektiv 93/7/EØF af 15. marts 1993 om

tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra et medlemslands

område (gennemført i dansk lovgivning ved lov nr. 1104 af 22.

december 1993). Konventionen berører i øvrigt ikke forhold,

hvor EU har kompetence. Konventionen indeholder en bestemmelse om, at EU kan

tilbydes at tiltræde konventionen. Der henvises i øvrigt til

lovforslagets § 33 og bemærkningerne hertil.

Maltakonventionen henhører ressortmæssigt

under miljø- og energiministeren.

Forhold omfattet af konventionen er underlagt

Færøernes og Grønlands selvstyre. Der er ved

underskrivelsen taget ratifikationsforbehold for Færøernes og

Grønlands tiltræden af konventionen. Selvstyremyndighederne vil

blive kontaktet med henblik på stillingtagen til ratifikation af

konventionen i de respektive geografiske områder

Til stk. 2.

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelse i § 26, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at der er

pligt til at standse et jordarbejde, såfremt det berører den

arkæologiske kulturarv, at fundet straks skal anmeldes til

kulturministeren eller det nærmeste statslige eller statsanerkendte

kulturhistoriske museum, der varetager et arkæologisk

ansvarsområde, og at fundne genstande skal afleveres efter anmodning,

såfremt de ikke er omfattet af lovforslagets § 30 om danefæ.

Her tænkes på fundne genstande, som udgør en del af det

fortidsminde, jordarbejdet berører.

Såfremt kulturministeren eller det

pågældende kulturhistoriske museum anmoder om genstanden,

forudsættes det, at denne vil indgå i vedkommende statslige eller

statsanerkendte museums samling, uden at der betales godtgørelse.

Jordarbejderne kan antage meget forskellig karakter. En

ofte forekommende situation vil være, at fortidsminder fremkommer ved

dybdepløjning i landbruget eller ved skovrejsning. Andre situationer

kan være fund af fortidsminder under entreprenørarbejder ved

grundudgravninger til bygninger eller ved vejarbejder,

råstofindvinding, rørlægninger i forbindelse med

forsyningsvirksomhed mv.

Det er forudsat, at den der forestår jordarbejdet

udviser almindelig agtpågivenhed, og at arbejdet standses,

såfremt der fremkommer knoglemateriale, genstande, potteskår,

metalgenstande eller lignende, som ikke umiddelbart kan identificeres eller

henregnes til vor egen tid. Såfremt der fremkommer sådanne

genstande, må det påregnes, at den, der udfører

jordarbejdet, underretter den anlægsansvarlige (fx bygherren) og straks

tilkalder det nærmeste kulturhistoriske museum med henblik på en

umiddelbar vurdering af, om der er tale om dele af den arkæologiske

kulturarv.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på

»Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og

anlægsvirksomhed (AB 92)«, der finder anvendelse i tilknytning til

aftaler om arbejder og leverancer i bygge- og anlægssektoren. Det

fremgår blandt andet heraf, at en entreprenør straks skal

anmelde fund af fortidsminder til rigsantikvaren og bygherren, og at arbejdet

skal standes i det omfang, det berører fortidsmindet.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelse i § 26, stk. 2. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren har ansvaret for beslutningen om, at et jordarbejde skal

standses, indtil der er foretaget en arkæologisk undersøgelse,

eller indtil spørgsmålet om erhvervelse efter stk. 8 er

afgjort. Senest 1 år efter, at anmeldelsen er modtaget, kan arbejdet

genoptages, medmindre kulturministeren har afgivet indstilling om erhvervelse

af fortidsmindet efter stk. 8.

Det er forudsat, at der i hvert tilfælde skal

foretages en faglig vurdering af, hvorvidt et fortidsminde har en så

væsentlig kulturhistorisk værdi, at der skal gennemføres

en arkæologisk undersøgelse, eller at fortidsmindet skal

søges erhvervet. Det vil blive lagt til grund for beslutningen, at der

ved en eventuel udgravning vil fremkomme væsentlig ny viden.

Denne vurdering har hidtil fundet sted i Det

Arkæologiske Nævn, som nedlægges. Det er i denne

forbindelse forudsat, at der under museumsstyrelsen etableres et udvalg af

arkæologiske eksperter, som inddrages i forbindelse med vurderinger af

undersøgelsers væsentlighed og mulighed for at tilvejebringe ny

viden. Udvalgsstrukturen forudsættes tilrettelagt efter samme

principper som for Det Arkæologiske Nævn og skal bestå af

den højeste faglige ekspertise på feltet, både inden for

forhistorisk tid, middelalder og marinarkæologien. Ved større

undersøgelser bør der nedsættes en særskilt

følgegruppe, der får til opgave at sikre, at den viden, der

fremkommer ved undersøgelsen, til enhver tid svarer til de ressourcer,

der anvendes. Det vil påhvile museumsstyrelsen at føre tilsyn

med de undersøgelser, der er iværksat, og om fornødent

lukke disse undersøgelser, såfremt resultaterne ikke lever op

til forventningerne.

Til stk. 4.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

udgiften til en arkæologisk undersøgelse afholdes af den, for

hvis regning et jordarbejde skal udføres.

Der er ved forslaget lagt vægt på, at der for

såvel offentlige som private jordarbejder gælder en ordning, der

indebærer et økonomisk incitament for den anlægsansvarlige

til at inddrage museerne så tidligt som muligt i anlægsprocessen.

Der er ligeledes lagt stor vægt på, at der etableres en

finansieringsordning, der kan følge aktivitetsniveauet i bygge- og

anlægssektoren.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med

bestemmelserne i §§ 23-26 om en tidlig inddragelse af de

arkæologisk arbejdende museer i forbindelse med den fysiske

planlægning og ved forberedelse af konkrete jordarbejder . Denne

inddragelse sigter som nævnt mod, at den anlægsansvarlige i

videst muligt omfang kan tilrettelægge arbejdet, så udgifterne

til eventuelle arkæologiske undersøgelser begrænses mest

muligt. Omlægningen er ikke udtryk for et mindsket statsligt

økonomisk engagement, idet de hidtidige bevillinger vil blive anvendt

til dækning af de udgravninger, der er omfattet af bestemmelserne i

stk. 5, samt til en ny tilskudsordning, jf. stk. 6 (jf. også

bemærkningerne til § 26, stk. 2. om tilskudsordning til

større forundersøgelser).

De ændrede finansieringsprincipper vil have

uændret virkning for offentlige myndigheder, som allerede i dag

afholder udgifter til de arkæologiske undersøgelser.

Som noget nyt vil private kunne pålægges at

afholde udgifter til arkæologiske undersøgelser i forbindelse

med et jordarbejde, jf. dog stk. 5, nr. 1-3.

I tilfælde af at private tilrettelægger

byggerier, så jordarbejdet ikke indebærer en risiko for at

ødelægge fortidsminder, vil der ikke være

udgiftsmæssige konsekvenser forbundet med nyordningen. Det vil i en

kommende tilskudsordning, jf. stk. 6, blive lagt til grund, at der i

situationer, hvor udgiften til en arkæologisk undersøgelse er

meget høj i forhold til anlægsarbejdets samlede omkostninger,

vil kunne ydes et statsligt tilskud.

Det er ligeledes forudsat, at museumsstyrelsen får

kompetence til på vegne af kulturministeren at træffe beslutning

om gennemførelsen af en arkæologisk undersøgelse,

herunder budgettet for undersøgelsen samt dens eventuelle standsning,

hvis det viser sig, at den ikke vil føre til de forventede

resultater.

Budgettet omfatter udgifter til undersøgelsen,

inklusive beretning, evt. naturvidenskabelige undersøgelser og

nødvendig konservering samt administrative omkostninger, der er

forbundet med den konkrete undersøgelse. Budgettet er som udgangspunkt

bindende for det kulturhistoriske museum, der er ansvarlig for

undersøgelsens gennemførelse. Spørgsmålet om en

eventuel overskridelse af budgetrammen vil i givet fald skulle drøftes

mellem det pågældende museum og museumsstyrelsen. Efter

undersøgelsens afslutning fremsender museet regnskab og beretning til

museumsstyrelsen og den anlægsansvarlige.

Til stk. 5, nr. 1.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at staten

fortsat skal finansiere arkæologiske undersøgelser,

såfremt årsagen til undersøgelsen er erosion eller

jordarbejde i forbindelse hermed eller jordarbejde udført som led i

dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder eller som led i almindelig

skovdrift, jf. også bemærkningerne til § 26, stk. 2.

Baggrunden herfor er, at nedbrydningen af jordlagene over fortidsminderne er

sket gennem en længere periode. Det anses derfor for rimeligt, at

udgifterne til arkæologiske undersøgelser fortsat afholdes af

staten.

Ved dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder

forstås i denne sammenhæng jordbearbejdning, som landbruget

foretager jævnligt eller lejlighedsvis med henblik på at skabe

gode betingelser for dyrkningen. Større ændringer i benyttelsen

af jordarealer - fx en jordbearbejdning af arealer med henblik på at

plante juletræer eller andre træsorter - afholdes af den, for

hvis regning et jordarbejde skal udføres. Der henvises også til

§26, stk. 2 og bemærkningerne hertil.

Ved almindelig skovdrift forstås i denne

sammenhæng jordbearbejdning i eksisterende skove fx harvning for at

fremme selvforyngelse i bøg. Større ændringer i

benyttelsen af jordarealer fx en jordbearbejdning i forbindelse med

skovrejsning afholdes af den, for hvis regning et jordarbejde skal

udføres.

Til stk. 5, nr. 2.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

udgifterne til arkæologiske undersøgelser afholdes af staten,

såfremt et kulturhistorisk museum i sin udtalelse efter § 25 har

meddelt, at et påtænkt jordarbejde ikke vil medføre en

risiko for ødelæggelse af væsentlige fortidsminder.

Såfremt det af udtalelsen fremgår, at det vil være

nødvendigt at gennemføre en arkæologisk

undersøgelse på det pågældende areal, vil udgiften

hertil i givet fald skulle afholdes af den anlægsansvarlige, jf. dog

stk. 5 nr. 1 og nr. 3.

Efter ministeriets vurdering kan det ikke anses for

rimeligt, at en anlægsansvarlig påføres udgifter til en

arkæologisk undersøgelse, hvis det i udtalelsen er

anført, at det pågældende anlægs- eller jordarbejde

ikke vil indebære den omtalte risiko. Udgiften til den

arkæologiske undersøgelse afholdes i givet fald af staten.

Til stk. 5, nr. 3.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

såfremt kulturministeren erhverver et fortidsminde eller at det fredes

efter lov om naturbeskyttelse, afholder staten udgifterne til den

arkæologiske undersøgelse. Baggrunden for bestemmelsen er, at

det ikke kan anses for rimeligt at påføre lodsejeren udgifter

til arkæologiske undersøgelser, såfremt arealet

efterfølgende erhverves af staten.

Til stk. 6.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren i særlige tilfælde kan yde tilskud til

arkæologiske undersøgelser, der gennemføres i henhold til

stk. 3. Museumsstyrelsen vil tage stilling til

tilskudsspørgsmålet som led i behandlingen af den konkrete

sag.

Der vil i tilskudsordningen blive lagt vægt på

jordarbejder, hvor udgifterne til de arkæologiske undersøgelser

udgør en uforholdsmæssig stor udgift i forhold til

anlægsarbejdets totale omkostninger. Ved beslutning om tilskud vil der

kunne lægges vægt på, at den anlægsansvarlige forud

for igangsætning af jordarbejdet har indhentet en udtalelse efter

lovforslagets § 25.

Ministeriet lægger vægt på, at

museumsstyrelsen etablerer en ensartet og gennemsigtig tilskudsordning

på området. Administrationen af tilskudsordningen vil blive

tilrettelagt, så den anlægsansvarlige modtager en samlet

meddelelse fra museumsstyrelsen om undersøgelsens gennemførelse

og budget samt om et eventuelt statsligt tilskud til finansieringen.

Da der er tale om en ny tilskudsordning, må det

forudses, at der vil være behov for en række justeringer og

præciseringer i de første år. Det må derfor anses

for hensigtsmæssigt, at kulturministeren bemyndiges til at udforme de

nærmere bestemmelser og foretage nødvendige justeringer i

ordningen, jf. stk. 10.

Til stk. 7.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 26, stk. 4. Bestemmelsen fastslår, at staten yder

erstatning for tab ved ikke at kunne fortsætte den hidtidige drift i

forbindelse med arkæologiske undersøgelser. Såfremt der

ikke kan opnås enighed om erstatningen, fastlægges denne af den

taksationskommission, der er nævnt i naturbeskyttelsesloven.

Rigsantikvarembedets Arkæologiske Sekretariat oplyser i den

forbindelse, at den hidtidige praksis næsten udelukkende har

vedrørt arkæologiske udgravninger i forbindelse med

landbrugsmæssig drift. Langt de fleste forhandlinger mellem lodsejer og

museum har været afsluttet uproblematisk.

Til stk. 8.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 26, stk. 5. Bestemmelsen fastslår, at kulturministeren kan

erhverve et fortidsminde og eventuelt det omkringliggende areal, og at dette

kan ske gennem ekspropriation. Såfremt spørgsmål om

erhvervelse bliver aktuelt, skal Kulturministeriet optage forhandlinger med

lodsejeren og fredningsmyndighederne om erhvervelse eller anden form for

frivillig beskyttelse fx i form af midlertidig markskadeerstatning.

Såfremt det ikke er muligt at finde en løsning, kan

kulturministeren gennemføre erhvervelsen af det pågældende

areal ved ekspropriation. Arealet vil herefter blive overført til

Skov- og Naturstyrelsen til administration og drift sammen med de

øvrige statsejede arealer.

Til stk. 9.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 26, stk. 6. Bestemmelsen fastslår, at kulturministeren,

eller den kulturministeren bemyndiger hertil, uden retskendelse til enhver

tid har adgang til steder, hvor der foretages jordarbejder, og hvor der

fremkommer fund eller under arbejder formodes at fremkomme fortidsminder.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med tilsyn med overholdelse af

standsningspligten i stk. 2. Adgangen uden retskendelse vil typisk

benyttes, når det er afgørende at få standset jordarbejdet

så hurtigt som muligt, såfremt det berører et

fortidsminde. Det bemærkes, at der normalt vil være tale om

adgang til arealer, der er beliggende udendørs. I praksis vil

ministeren bemyndige de statsanerkendte museer, der varetager et

arkæologisk ansvarsområde til at gennemføre tilsynet.

Til stk. 10.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren kan fastsætte nærmere regler for den

arkæologiske undersøgelsesvirksomhed efter stk. 3 og om

gennemførelse af bestemmelserne i stk. 4 - 6.

Samordningen af den arkæologiske

undersøgelsesvirksomhed samt fordelingen af arbejdsopgaverne mellem de

arkæologisk arbejdende museer har hidtil været henlagt til Det

Arkæologiske Nævn. Herudover har Det Arkæologiske

Nævn haft til opgave at udarbejde vejledende retningslinjer for

undersøgelsesarbejdet. Hensigten med bestemmelsen er at sikre en

fortsat høj faglig standard og en fortsat ensartet praksis i

forbindelse med gennemførelse af den arkæologiske

undersøgelsesvirksomhed i Danmark, herunder den foreslåede

tilskudsordning, jf. stk. 6. Herudover er det nødvendigt at

opretholde grundlaget for en ensartet administration og budgetlægning i

forbindelse med undersøgelsesopgaverne. Det er derfor fundet

hensigtsmæssigt, at der i loven fortsat er hjemmel til at

fastsætte nærmere regler herfor.

Til § 28

Med henblik på at sikre den bedst mulige

koordinering og udnyttelse af de disponible ressourcer i de faglige

marinarkæologiske miljøer forventes der overført en

række opgaver fra Miljø- og Energiministeriet til

Kulturministeriet. De opgaver, der forventes overført, vedrører

tilvejebringelsen af et kulturhistorisk fagligt beslutningsgrundlag for

myndighedsudøvelsen i henhold til naturbeskyttelseslovens § 14,

undersøgelsesopgaver i forbindelse med tilsyn og sikring af marine

fortidsminder og skibsvrag samt modtagelse af fundanmeldelser og registrering

af disse. Som følge heraf indarbejdes naturbeskyttelseslovens

§ 14, stk. 3 i museumsloven.

Bestemmelsen er ny. Anmeldelse af et fund af fortidsminder

eller skibsvrag, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 14,

stk. 1 og 2, skal fremover ske til museumsstyrelsen. Dette gælder

også, hvis fundet sker i forbindelse med et anlægsarbejde. I

disse tilfælde underretter museumsstyrelsen Skov- og Naturstyrelsen

umiddelbart efter modtagelsen af fundanmeldelsen. Der henvises i

øvrigt til § 43, jf. § 14a, stk.2, samt bemærkningerne

hertil.

Bestemmelsen dækker en 24 sømils zone fra

kysten fra de basislinier, der er udgangspunkt for territorialfarvandets

afgrænsning. Hermed er alle de indre farvande samt vandløb og

søer omfattet af bestemmelsen sammen med et 24 sømil bredt

bælte langs den jyske vestkyst.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelse i § 28, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at

genstande, der er omfattet af stk. 1, tilhører staten, medmindre

nogen godtgør sin ret som ejer.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelse i § 28, stk. 2. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren træffer bestemmelse om arkæologiske

undersøgelser af de genstande, der tilhører staten. Denne

opgave vil blive varetaget af museumsstyrelsen. Det skal i forlængelse

heraf præciseres, at kompetencen til at træffe afgørelse

om gennemførelse af marinarkæologiske undersøgelser af

fortidsminder, skibsvrag mv. må ses i sammenhæng med Skov- og

Naturstyrelsens myndighedsudøvelse efter naturbeskyttelseslovens

§ 14, stk. 1 og 2. I forbindelse med denne

myndighedsudøvelse er museumsstyrelsens kompetence alene knyttet til

gennemførelsen af undersøgelserne og fordelingen af

undersøgelsesopgaverne mellem de museer, der har en

marinarkæologisk ekspertise. Museerne og museumsstyrelsen kan på

eget initiativ gennemføre marinarkæologiske undersøgelser

med henblik på dokumentation af væsentlige kulturhistoriske

værdier. I det omfang de marinarkæologiske undersøgelser

indebærer ændringer i beskyttede vrag eller genstande,

forudsætter det tilladelse fra fredningsmyndighederne. Såfremt

der i forbindelse med dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 14,

stk. 1 eller 2, samt den foreslåede § 14 a., stk. 2,

stilles krav om gennemførelse af en arkæologisk

undersøgelse, opstiller museumsstyrelsen budget for

undersøgelsen. Museumsstyrelsen fordeler undersøgelsesopgaverne

mellem de museer, der besidder den fornødne marinarkæologiske

ekspertise. Museumsstyrelsen fører tilsyn med den faglige og

økonomiske gennemførelse af undersøgelsen. Udgifterne

til undersøgelsen afholdes af bygherren, jf. lovforslagets § 43.

Ordningen sikrer parallelitet mellem gennemførelsen af

arkæologiske undersøgelser på land og i vand samt

ensartede finansieringsprincipper for disse.

Til stk. 4.

Bestemmelsen er ny. Det har hidtil ikke været muligt

at fravige kriterierne om en 100 års grænse. Fund og kommerciel

udnyttelse af skibsvrag fra 2. verdenskrig, rester fra fly mv. har

illustreret, at der er behov for en dispensationsmulighed i loven med henblik

på at sikre, at der kan gennemføres marinarkæolgiske

undersøgelser af disse historiske vrag forud for plyndringer eller

destruktion i forbindelse med anlægsarbejder på

søterritoriet. Der er gennemført en parallel ændring i

naturbeskyttelsesloven, jf. også lovforslagets § 43 og

bemærkningerne hertil.

Til stk. 5.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 28, stk. 3. Bestemmelsen fastlægger, at genstande, der

tilhører staten, skal afleveres til kulturministeren. Sager af denne

karakter vil blive behandlet af Nationalmuseet, og Nationalmuseet kan

udbetale en godtgørelse til den pågældende.

Til stk. 6.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 28, stk. 4. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige

ændringer. Bestemmelsen fastslår, at de gældende regler i

strandingslovgivningen, som omfatter forskellige offentlige og civilretlige

interesser i forbindelse med strandinger, og som i princippet vedrører

aktuelle strandingsforhold, opretholdes uændret.

Til § 29

Bestemmelsen er ny. Der har fra de naturhistoriske museers

side været fremsat ønske om en bedre sikring af mulighederne for

at foretage naturhistoriske undersøgelser i forbindelse med

jordarbejder, såfremt der ved jordarbejdet er fremkommet en for det

pågældende område usædvanlig naturhistorisk genstand.

Bestemmelsen forventes anvendt yderst sjældent. Der er tilstræbt

parallelitet mellem den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed og

den naturhistoriske undersøgelsesvirksomhed for så vidt

angår standsnings- og anmeldelsespligt, prioritering af

undersøgelsesvirksomheden, erstatnings- og

finansieringsbestemmelser.

Til stk. 1.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at der er

pligt til at standse et jordarbejde, en råstofindvinding eller

stenbrydning, såfremt der findes usædvanlige naturhistoriske

genstande, at fundet straks skal anmeldes til kulturministeren eller det

nærmeste statslige eller statsanerkendte museum, der varetager et

naturhistorisk ansvarsområde, og at fundne genstande skal afleveres

efter anmodning, såfremt de ikke er omfattet af lovforslagets § 31

om danekræ. Bestemmelsen svarer i hovedtræk til beskyttelsen af

usynlige fortidsminder.

Såfremt kulturministeren eller det

pågældende naturhistoriske museum anmoder om genstanden,

forudsættes det, at denne vil indgå i vedkommende naturhistoriske

museums samling, uden at der betales godtgørelse.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelserne fastslår, at der

i hvert tilfælde skal foretages en faglig vurdering af, om en genstand

er så væsentlig, at der skal gennemføres en nærmere

undersøgelse, eller om arbejdet kan fortsætte. Det er ved

forslaget forudsat, at museumsstyrelsen inddrager relevant sagkyndig

ekspertise fra Statens Naturhistoriske Museum i forbindelse med vurderingen.

Det er en forudsætning, at en undersøgelse vil kunne bibringe ny

viden på det naturhistoriske område. En undersøgelse skal

foretages hurtigst muligt. Museumsstyrelsens afgørelse meddeles den,

der forestår jordarbejdet eller stenbrydningen. Da fund af

naturhistoriske genstande ikke på forhånd kan erkendes, afholder

staten udgifterne til undersøgelserne.

Til stk. 3.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

erstatningsbestemmelserne efter forslagets § 27, stk. 7,

tilsvarende finder anvendelse ved naturvidenskabelige

undersøgelser.

Til stk. 4.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

museumsstyrelsen uden retskendelse har adgang til steder, hvor der foretages

jordarbejder og stenbrydning, og hvor der er fremkommer genstande eller under

arbejder kan formodes at fremkomme de i stk. 1 nævnte genstande.

Adgangen uden retskendelse vil typisk benyttes, når det er

afgørende at få standset jordarbejdet og stenbrydningen så

hurtigt som muligt, såfremt det berører et naturhistorisk

fortidsminde. Med bestemmelsen er der tilstræbt parallelitet mellem

bestemmelserne vedrørende den arkæologiske

undersøgelsesvirksomhed og den naturvidenskabelige

undersøgelsesvirksomhed. Det bemærkes, at der normalt vil

være tale om adgang til arealer, der er beliggende udendørs.

Til stk. 5.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om

gennemførelse af naturhistoriske undersøgelser efter

stk. 2. Hensigten med bestemmelsen er at sikre en høj faglig

standard og en ensartet praksis i forbindelse med

undersøgelsesopgaverne, jf. § 27, stk. 10.

Kapitel 9

Danefæ og danekræ

I forbindelse med lovrevisionen er det anset for

hensigtsmæssigt at samle bestemmelserne om danefæ og

danekræ i et kapitel.

Til § 30

Danefæ-bestemmelserne blev indsat i museumsloven i

1984. Før dette tidspunkt fremgik reglerne af Danske Lov, regler fra

1737 og 1757 samt af Nationalmuseets administrative praksis.

Myndighedskompetencen i forbindelse med behandlingen af danefæ er i den

gældende lov henlagt til rigsantikvaren. I forbindelse med

omlægning af rigsantikvarembedets funktion finder ministeriet det mest

hensigtsmæssigt, at denne kompetence fastholdes på

Nationalmuseet. Det skyldes, at danefæ indgår i Nationalmuseets

samlinger, og at museet hidtil har foretaget den faglige vurdering af

genstanden og dens værdi samt udbetaling af

danefæ-godtgørelse.

Til stk. 1.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 27, stk. 1. Bestemmelsen fastslår, at genstande fra

fortiden, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvor ingen kan

godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt genstanden

er forarbejdet af værdifuldt materiale eller har særlig

kulturhistorisk værdi. Ved Danmark forstås landjorden, herunder

moser og enge, vandløb, søer og territorialfarvandet, og

kontinentalsoklen, dog ikke ud over 24 sømil fra de basislinier,

hvorfra bredden af det ydre territorialforvand måles.

På grundlag af praksis kan oplyses

følgende:

For så vidt angår afgrænsningen af

»fortiden« skal bemærkes, at et møntfund, der højst havde

ligget i jorden i 75 år, er blevet erklæret for danefæ,

mens et andet fund, som var mindre end 36 år gammelt, er blevet anset

for hittegods og ikke for danefæ.

Som vejledende regel kan danefæ opdeles i 3 grupper

ud fra de materialer, hvoraf fundene er bearbejdet: 1) Det som med sikkerhed

er danefæ, er fund af guld eller sølv, forarbejdet rav, elfenben

eller ædle stene samt mønter af enhver art og af et hvilket som

helst materiale. 2) Genstande af andre metaller, fx kobber, tin, bronze og

jern eller glas, samt fund, i hvilke sådanne genstande indgår,

vil i almindelighed være danefæ, hvis deres alder,

sjældenhed eller bevaringstilstand i øvrigt taler herfor. 3)

Genstande af organisk materiale som ben, tak, træ eller skind eller

uorganisk materiale som flint og andre stenarter eller ler vil i

almindelighed ikke være danefæ med mindre, der er tale om ting af

stor sjældenhed eller særlig videnskabelig betydning.

Ornamenterede genstande af ben eller tak, dragtstykker af skind eller stof

vil ofte være af en sådan sjældenhed, at de omfattes af

danefæ-bestemmelserne.

Genstande, der normalt ikke er omfattet af

danefæbestemmelserne, men som er fundet under særlige

fundforhold, og som derfor har særlig kulturhistorisk interesse, vil

være omfattet.

Til stk. 2.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 27, stk. 2. Bestemmelsen fastlægger, at danefæ

tilhører staten, og at det påhviler enhver, der kommer i

besiddelse af danefæ, at aflevere dette til Nationalmuseet. I praksis

vil danefæ kunne afleveres til det nærmeste kulturhistoriske

museum, der har pligt til at aflevere fundet til Nationalmuseet.

Til stk. 3.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 27, stk. 3. Bestemmelsen fastslår, at Nationalmuseet kan

udbetale danefægodtgørelse til finderen. Vurdering af

danefæ følger i praksis regler, der er baseret på

fortilfælde med rimelig hensynstagen til kronens og guldets aktuelle

værdi. For danefæ af værdifuldt materiale og især

guldfundene - udbetales altid et beløb svarende mindst til

materialeværdien. Hertil lægges almindeligvis en findeløn,

hvis størrelse afhænger af fundets sjældenhed og den

omsorg, med hvilken finderen har taget vare på det fundne. Med hensyn

til det øvrige danefæ bliver godtgørelsen fastsat

skønsmæssigt. Ved fastsættelsen af

danefægodtgørelsen tilstræbes det at gøre

afleveringen af det fundne så tillokkende, at straffebestemmelserne

ikke kommer i anvendelse. Det forhold, at danefægodtgørelsen

ikke beskattes, understøtter denne bestræbelse.

Danefægodtgørelse udbetales til finderen,

medmindre vedkommende forsætligt har tilbageholdt eller misligholdt det

fundne. Finderen er den, der rent bogstaveligt samler genstanden op fra det

sted, hvor den har været gemt. Hvis danefæ er foræret

væk eller solgt videre, førend dets danefækarakter er

blevet kendt, er de overdragelser, der har fundet sted, ugyldige, idet fundet

har tilhørt staten fra starten. Også her er det ofte finderen,

der har krav på godtgørelse, dog kun såfremt han eller hun

har handlet i god tro.

Til stk. 4.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 27, stk. 4. Bestemmelsen fastslår, at der ikke udbetales

danefægodtgørelse i forbindelse med arkæologiske

undersøgelser, der er gennemført af statslige eller

statsanerkendte museer. Der kan efter den hidtidige praksis dog udbetales et

beløb, der svarer til danefægodtgørelsen, til den

lodsejer eller bruger, på hvis ejendom undersøgelsen er

gennemført, såfremt det skønnes, at ejer eller bruger er

blevet unddraget en rimelig mulighed for selv af finde danefæ. Det

kræves i den forbindelse, at genstande ikke har ligget for dybt i

jorden, og at ejer eller bruger normalt færdes på det

pågældende areal.

Til stk. 5.

Bestemmelsen svarer til de gældende bestemmelser i

§ 27, stk. 5 og § 30 stk. 4. Bestemmelsen fastslår,

at danefæ indgår i Nationalmuseets samlinger. Genstandene kan

uddeponeres på andre statslige eller statsanerkendte museer. I praksis

uddeponeres 95 % af danefæ, hvilket bl.a. afspejler den store lokale

interesse, der ofte er for fund af danefæ. Nationalmuseet vil til

enhver tid kunne hjemkalde uddeponerede genstande. Bestemmelsen

fastslår også, at et statsligt eller statsanerkendt museum kan

indanke Nationalmuseets afgørelse om deponering af et nyt

danefæfund for kulturministeren. I den gældende lov ligger denne

kompetence hos Det arkæologiske Nævn.

Til § 31

Bestemmelser om danekræ blev indføjet ved

revision af museumsloven i 1989. Bestemmelsen har til hensigt at sikre fund

af enestående naturhistoriske genstande for offentligheden. Med den nu

foreslåede formulering af bestemmelsen tilsigtes i videst mulig omfang

en parallelitet med bestemmelsen om danefæ for så vidt

angår definition, afleveringspligt og kompetence til vurdering af

materialet og udbetaling af godtgørelse.

Til stk. 1.

Bestemmelsen er en omformulering af den gældende

bestemmelse i § 36 b, stk. 1. Det præciseres, at også

meteoritter er omfattet af bestemmelsen. Formålet er at sikre bevaring

af såkaldt danekræ, hvilket vil sige enestående

naturhistoriske fund som dyre- og plantefossiler (»forsteninger«),

meteoritter, rester af subfossile dyr, hvormed menes dyr, der i perioder

efter istiden har levet i Danmark, så som eksempelvis mammut samt

sjældne geologiske genstande. Som eksempel på genstande, der er

omfattet af danekræordningen, kan nævnes et fossil af en

elefanttand fundet i 2000.

Ved Danmark forstås landjorden, herunder moser og

enge, vandløb, søer og territorialfarvandet, og

kontinentalsoklen, dog ikke ud over 24 sømil fra de basislinier,

hvorfra bredden af det ydre territorialforvand måles.

Til stk. 2.

Bestemmelsen fastlægger, at danekræ

tilhører staten, og at det påhviler enhver, der kommer i

besiddelse af danekræ, at aflevere dette til Statens Naturhistoriske

Museum.

Den hidtidige praksis har været, at en stor del af

det potentielle danekræ er blevet afleveret til de statsanerkendte

naturhistoriske museer, der har videresendt dem til hovedmuseerne.

Hovedmuseerne har foretaget en bedømmelse af de indleverede genstande

og har afgivet indstilling til Statens Museumsnævn om eventuel

erhvervelse og udbetaling af godtgørelse.

Til stk. 3.

Bestemmelsen fastslår, at godtgørelsen

fastsættes efter samme principper som for danefæ, nemlig efter

genstandens værdi, sjældenhed og den omhu, hvormed finderen har

sikret genstanden.

Til stk. 4.

Bestemmelsen er ny, men følger de samme principper

som §30, stk. 4, om danefæ. Bestemmelsen fastslår, at der

ikke udbetales danekrægodtgørelse i forbindelse med

videnskabelige undersøgelser, der er gennemført af statslige

eller statsanerkendte museer. Der kan efter den hidtidige praksis dog

udbetales et beløb, der svarer til danekrægodtgørelsen,

til ejer eller bruger af det areal, hvor undersøgelsen finder sted,

såfremt det skønnes, at ejer eller bruger er blevet unddraget en

rimelig mulighed for selv af finde danekræ. Det kræves i den

forbindelse, at genstande ikke har ligget for dybt i jorden, og at ejer eller

bruger normalt færdes på det pågældende areal.

Til stk. 5.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastlår, at

danekræ indgår i Statens Naturhistoriske Museums samlinger og kan

deponeres på andre museer. Bestemmelsen fastlår endvidere, at et

museum kan indanke Statens Naturhistoriske Museums afgørelse om

deponering af et nyt danekræfund for kulturministeren, der

træffer afgørelse efter forhandling med undervisningsministeren.

Den gældende lov giver ikke mulighed for at anke de naturhistoriske

hovedmuseers afgørelse i en sådan sag til en højere

instans.

Til stk. 6.

Bestemmelsen er ny. Det er med bestemmelsen

præciseret, at bestemmelserne om danekræ ikke gælder

genstande, der er indført i Danmark ved menneskers hjælp.

Erfaringen har vist, at museerne får indleveret genstande, der ikke

tilhører den danske fauna, flora og geologi, men som mennesker i nyere

tid har indført til landet og efterladt i naturen.

Kapitel 10

Særlige bestemmelser

Til § 32

Bestemmelsen er udvidet i forhold til den gældende

bestemmelse i § 36. Hidtil har staten påtaget sig den

forsikringsmæssige risiko for udenlandske udlån af værker

til kunstnerisk eller kulturelt set betydelige udstillinger på danske

museer og udstillingssteder. Bestemmelsen fastslår, at staten nu

også kan påtage sig den forsikringsmæssige risiko for

udlån af værker fra danske samlinger til kunstnerisk eller

kulturelt set betydelige udstillinger på danske museer og

udstillingssteder. Ordningen har hidtil været administeret

således, at der under Kulturministeriet er nedsat et særligt

udvalg (National Indemnity-udvalget) med den opgave at rådgive

ministeriet om de sikkerhedsmæssige forhold i videste forstand i

forbindelse med, at staten kan påtage sig den forsikringsmæssige

risiko for de udenlandske udlån af værker. Udvalget består

af medlemmer med indsigt i sikringsforhold samt skadeforebyggelse inden for

museumssektoren. Der er udarbejdet et regelsæt og en brugervejledning

for ordningen, der bl.a. fastsætter nogle grænser for omfanget af

den statslige forsikringsmæssige risiko samt diverse sikringskrav. Det

forudsættes, at en ordning af denne karakter videreføres.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren kan fastsætte nærmere regler for National

Indemnity-ordningen.

Til § 33

Bestemmelsen er ny. Danmark overvejer tiltræden af

UNESCO-Konventionen af 14. november 1970 angående midler til at forbyde

og forhindre ulovlig import, eksport og salg af kulturværdier.

Det følger af konventionens artikel 7, at en

tiltrædende stat skal tage nødvendige forholdsregler i

overensstemmelse med national lovgivning for at forhindre, at museer og

lignende institutioner erhverver genstande, der er ulovligt eksporteret fra

en anden stat efter konventionens ikrafttræden.

Bestemmelsen sigter til den situation, hvor der i en

konkret sag kan henvises til en konvention, som er tiltrådt af

såvel eksportstaten som Danmark.

Danmark overvejer endvidere tiltræden af

UNIDROIT-Konventionen af 24. juni 1995 om stjålne eller ulovligt

eksporterede kulturgenstande. For så vidt angår tilbagelevering

af ulovligt eksporterede genstande opstiller konventionen en række

betingelser for en sådan tilbagelevering.

For så vidt angår EU og EØS

gælder lov nr. 1104 af 22. december 1993 om tilbagelevering af

kulturgoder, der ulovligt er fjernet fra et EU-medlemslands område mv.,

som ændret ved lov nr. 422 af 10. juni 1997.

For så vidt angår det generelle

spørgsmål om museers erhvervelser af genstande, hvis forhistorie

er uafklaret, skal det bemærkes, at statslige og statsanerkendte museer

må antages at være opmærksomme på de museumsetiske

regler, som er vedtaget af den internationale museumsorganisation ICOM. I

disse regler anføres, at »erhvervelse af en genstand, hvad enten det

er ved køb, gave eller arv, bør ikke foretages, uden at

ledelsen og den ansvarlige medarbejder har sikret sig, at museet kan erholde

lovlig adkomst til genstanden, samt i særdeleshed at den ikke er

ulovligt erhvervet i eller udført fra oprindelseslandet og/eller et

andet land, hvor den kan have været ejet lovligt. «

Kapitel 11

Regnskab og revision

Bestemmelserne i kapitel 11 er en om- og sammenskrivning

af de forskellige tilskudsadministrative regler, der er fastsat for

tilskudsordningerne i den gældende lov (jf. § 11, stk. 4,

§ 13, stk. 2). Hensigten med bestemmelserne er at fastsætte

fælles regler for forslagets tilskudsordninger.

Til § 34

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren fastsætter regler om regnskabsaflæggelsen og

revisionens udførelse for tilskud, der udbetales i medfør af

lovforslaget. Bestemmelsen skaber grundlag for museumsstyrelsens tilsyn med

forvaltningen af de statslige tilskud.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er ny. Erfaringerne har vist, at der er behov

for at fastsætte nærmere bestemmelser om

regnskabsaflæggelse, indsendelse af budget og beretning og grundlag for

fastsættelse af rammetilskuddet for de museer, der er omfattet af lov

nr. 1104 af 29. december 1999 om regionale kulturaftaler.

Til § 35

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen giver hjemmel til, at

kulturministeren kan indhente yderligere materiale fra tilskudsmodtagere til

brug for Rigsrevisionen til en nøjere regnskabsgennemgang.

Til § 36

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen skaber det

nødvendige hjemmelsgrundlag for, at museumsstyrelsen inden for det

pågældende finansår kan forudbetale tilskud.

Til § 37

Bestemmelsen er en omskrivning af den gældende

bestemmelse i § 11, stk. 4. Der tilsigtes ingen

indholdsmæssige ændringer. Bestemmelsen skaber det

nødvendige hjemmelsgrundlag for, at kulturministeren kan bestemme, at

afgivne tilsagn kan bortfalde, og at allerede udbetalte tilskud skal

tilbagebetales, hvis tilskudsmodtageren ikke opfylder betingelserne for

tilskuddet eller ikke gennemfører den forudsatte aktivitet. Der sigtes

i denne sammenhæng bl.a. på, at bestemmelsen kan finde

anvendelse, såfremt et statsanerkendt museum tilsidesætter

reglerne for opnåelse og bevarelse af tilskud efter forslagets

§ 14. En beslutning om bortfald af tilsagn eller tilbagebetaling af

tilskud vil være baseret på en faglig indstilling herom fra

museumsstyrelsen.

Kapitel 12

Administration

Til § 38

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren kan delegere opgaver og beføjelser, der i forslaget

er tillagt kulturministeren, til en under Kulturministeriet oprettet

styrelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger herom.

Til stk. 2.

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage

museumsfaglige afgørelser. Med bestemmelsen sigtes der på de

afgørelser, der er truffet på baggrund af en faglig vurdering.

Det drejer sig om tilfælde, hvor styrelsen træffer en

afgørelse i forbindelse med støtte til fællesopgaver,

erhvervelser mv., jf. § 16, stk. 2.

Til § 39

Bestemmelsen er ny. Bestemmelsen fastslår, at

kulturministeren fører de registre, som museerne har pligt til at

indberette data til, jf. forslagets § 11, stk. 1 og § 14,

stk. 1, nr. 10. Det Kulturhistoriske Centralregister og Det centrale

register over kunstværker (Kunst Indeks Danmark) føres i dag i

henhold til den gældende lov af hhv. Nationalmuseet (jf. § 7,

stk. 5) og Statens Museum for Kunst (jf. § 8, stk. 4).

Det Kulturhistoriske Centralregister (DKC) blev oprettet i

1984 og er et topografisk baseret register over fund og fortidsminder.

Registret er baseret på det omfattende kort- og tekstmateriale, der

blev etableret i forbindelse med de såkaldte herredsrejser, som blev

påbegyndt i forrige århundrede. Det store antikvariske materiale,

som blev resultatet heraf, befinder sig i arkiver på Nationalmuseet.

DKC varetager både det fortsatte arbejde med indtastningen af

Nationalmuseets arkiver og registrerer alle nye fund, der indberettes via

landets kulturhistoriske museer. Registret indeholder også oplysninger

om fund på havbunden. Nationalmuseets marinregister og Skov- og

Naturstyrelsens FREDSØ-register sammenlægges i forbindelse med

ressortomlægningen, jf. ovenfor. Der vil herefter være et samlet

register over fortidsminder, skibsvrag mv., der er omfattet af

naturbeskyttelseslovens § 14, stk. 1 og 2. Skov- og Naturstyrelsen

får adgang til registret i forbindelse med administrationen af

naturbeskyttelsesloven. Der henvises i øvrigt til forslagets § 28

og bemærkningerne hertil. Der har igennem de senere år

været arbejdet med også at inddrage oplysninger om nyere tids

kulturhistorie i registret.

Kunst Indeks Danmark (KID) er en landsdækkende

database, der indeholder oplysninger om kunstværker i statslige og

statsanerkendte museers samlinger. Registret blev oprettet i 1985 og

indeholdt i 1998 oplysninger om ca. 36.000 værker af ca. 6000 danske og

udenlandske kunstnere fordelt på 55 danske museer. Hensigten med det

centrale register er, at der på tværs af museerne kan indhentes

oplysninger om en bestemt kunstners værker i Danmark, værker fra

en bestemt periode eller med udvalgte motiver.

Registrene skal løbende udvikles i overensstemmelse

med internationale standarder og i takt med udviklingen i den moderne

informationsteknologi.

Det er hensigten, at registrene fremover skal føres

af museumsstyrelsen.

Kapitel 13

Straffebestemmelser

Til § 40

Bestemmelsen vedrører strafansvar i tilfælde,

hvor lovforslaget pålægger personer forpligtelser, jf. den

gældende bestemmelse i § 37.

Kapitel 14

Afsluttende bestemmelser

Til § 41

Der er med lovforslaget lagt op til en 3-årig

overgangsperiode fra lovens ikrafttræden for så vidt angår

ændring af minimums- og maksimumtilskudsgrundlaget for beregningen af

statstilskud til statsanerkendte museer efter lovens §15. Der henvises til de

almindelige bemærkninger herom.

Der er endvidere med lovforslaget lagt op til en 1

-årig overgangsbestemmelse fra lovens ikrafttræden, for så

vidt angår de ændrede finansieringsprincipper for den

arkæologiske undersøgelsesvirksomhed mv., jf. forslagets

§ 27, stk. 4-7. Skæringsdatoen gælder det tidspunkt,

hvor en anlægsansvarlig påbegynder et jordarbejde. Med

overgangsbestemmelsen tilsigtes det, at ordningen med en tidlig inddragelse

af museerne i den fysiske planlægning har tid til at slå

igennem.

Til § 42

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i

§ 40. Der tilsigtes ingen indholdsmæssige ændringer.

Bestemmelsen har den baggrund, at i forbindelse med Grundloven af 5. juni

1849 blev de kongelige slotte i en kundgørelse af 30. maj 1849 om

Civillisten erklæret for statsejendom med bopælsret for Kongen. I

samme kundgørelse blev der dog taget forbehold om »Den chronologiske

Samling paa Rosenborg Slot«, idet det forbeholdtes Kongen at bestemme, om

samlingen skulle indlemmes mellem statens samlinger eller betragtes som et

kongeligt fideikommis. Beslutning herom blev taget ved kongelig resolution af

14. juni 1854, hvorefter samtlige på Rosenborg værende samlinger

og genstande skulle udgøre én samling under navn af den

kronologiske og betragtes som »det Kongelige Huses uafhændelige

ejendom, arvelig fra Konge til Konge«. Den nævnte kongelige resolution

forudsatte ligeledes, at Kongehusets hidtidige adgang til ved

højtidelige lejligheder at benytte juveler, genstande, inventar og

andre »særlige apparater« opretholdes. Ved den kongelige resolution af

1854 blev den kronologiske samling endvidere henlagt under en særlig

bestyrelse på to personer: Den ene en minister, der siden 1866 har

været den minister, hvorunder kulturelle anliggender sorterer, den

anden en af Kongen udpeget person, der siden 1899 har været medlem af

Kongehuset, i dag Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. Endvidere har

Kongen siden 1866 udnævnt en direktør for samlingen, som siden

1910 altid har været udpeget blandt hoffets højere

embedsmænd. Det er disse ovennævnte regler, som efter forslaget

udtrykkeligt opretholdes og derved får gyldighed uanset bestemmelserne

i lovforslagets §§ 14 og 17.

Til § 43

Bestemmelsen indeholder forslag til ændring af

naturbeskyttelseslovens bestemmelser om beskyttelse af fortidsminder og vrag

på havbunden.

Den marine kulturarv er beskyttet gennem et forbud mod

tilstandsændringer. Der kan i særlige tilfælde dispenseres

fra forbudet. Bestemmelsen administreres i Skov- og Naturstyrelsen, og

hensynet til den marine kulturarv varetages side om side med styrelsens

varetagelse af natur- og råstofinteresser på havet.

Ændringsforslaget rummer for det første en

konsekvensændring som følge af, at den marinarkæologiske

registrerings- og undersøgelsesvirksomhed (den gældende

§ 14, stk. 3) overføres fra miljø- og

energiministeren til kulturministeren, jf. også § 28 i

nærværende forslag til museumslov. Samtidig foreslås

bestemmelsen moderniseret og præciseret med sigte på at

tilvejebringe et klarere hjemmelsgrundlag til at håndtere en

række situationer, der knytter sig til varetagelsen af beskyttelsen af

fortidsminder og vrag på havbunden.

Behovet for en præcisering af det retlige grundlag

for beskyttelsen af den marine kulturarv knytter sig især til den

situation, hvor en bygherre støder på et fortidsminde eller et

vrag under et anlægsarbejde eller en aktivitet på havbunden.

Denne situation har ikke hidtil været tilstrækkeligt reguleret

for så vidt angår marine fortidsminder og vrag. Behandlingen af

sådanne sager er således hidtil sket på grundlag af en

administrativ praksis, som nu foreslås lovfæstet. Endvidere er

der med henblik på en højere grad af forebyggelse behov for at

kunne stille krav om forundersøgelser.

Selve den retlige beskyttelse af fortidsminder og vrag

på havbunden ved et generelt forbud mod tilstandsændringer

videreføres uændret. Hovedindholdet i ændringsforslaget er

herefter, at de bestemmelser i naturbeskyttelsesloven, der regulerer

beskyttelsen af den marine kulturarv:

·

bliver mere

præcise med hensyn til procedure og vilkårsfastsættelse

·

tydeligere afspejler

princippet bag opgavefordelingen på fortidsmindeområdet mellem

Miljø- og Energiministeriet og Kulturministeriet, (jf. også

bemærkningerne til § 28)

·

indeholder en klar

hjemmel til i afgørelser vedr. dispensation fra forbudet mod

tilstandsændringer at fastsætte vilkår med

økonomiske konsekvenser

·

giver et klart

operationelt grundlag for såvel borgere som myndigheder i sager vedr.

fund under anlægsarbejde m.v. og

·

giver bedre mulighed

for en forebyggende interessevaretagelse, således at fund under

anlægsarbejde m.v. imødegås bedst muligt.

Til nr. 1. (§14)

§ 14, stk. 1

om de marine fortidsminder

svarer helt til den gældende bestemmelse.

I § 14, stk. 2 om de historiske skibsvrag

er foretaget en sproglig modernisering.

De to bestemmelser i § 14, stk. 1 og 2

udgør gennem forbudet mod tilstandsændringer det retlige

fundament for beskyttelsen af fortidsminder og historiske vrag på

havbunden. Det bemærkes, at forbudet mod tilstandsændringer ikke

omfatter den naturlige nedbrydning gennem vind, vejr og strøm. Den

danske havbund er meget rig på fortidsminder, bl.a. fordi store dele af

den danske havbund har været landområde i oldtiden. Kendte som

ukendte fortidsminder og vrag er beskyttede efter bestemmelserne.

Løsfund er ikke omfattet af § 14, stk. 1 og 2, men af

lovforslagets § 28, stk. 5.

§ 14, stk. 3

er en ny bestemmelse,

hvorefter det konkret kan bestemmes, at vrag af skibe eller andre

fartøjer, der er gået tabt for mindre end 100 år siden,

skal være omfattet af forbudet mod tilstandsændringer.

Bestemmelsen vil give mulighed for på baggrund af en kulturhistorisk

vurdering at beskytte f.eks. vrag af skibe og fly fra 2. verdenskrig. En

sådan beskyttelse vil bl.a. tage sigte på at forhindre optagelse

af dele af sådanne skibe eller fly.

§ 14, stk. 4

er en ny bestemmelse,

hvorefter der i forbindelse med den forudgående myndighedsbehandling af

et anlægsarbejde eller en aktivitet på havbunden kan stilles krav

om, at den ansvarlige for anlægsarbejdet eller aktiviteten

gennemfører en marinarkæologisk forundersøgelse.

Formålet hermed er at forebygge situationer, hvor et

anlægsarbejde eller en aktivitet må standses, fordi man

støder på et fortidsminde eller et vrag under arbejdet, jf.

nærmere nedenfor under bemærkninger til nr. 2.

Der foregår allerede i dag i et vist omfang en

forebyggende interessevaretagelse i relation til den marine kulturarv.

Således indgår den arkæologiske kulturarv blandt de

forhold, der skal beskrives i forbindelse med den VVM-vurdering, der efter

VVM-reglerne skal gennemføres for en række større

anlægsprojekter eller som konkret kan besluttes gennemført for

andre projekter. I disse tilfælde kan man allerede i dag på

forhånd tage stilling til evt. berørte marine fortidsminder og

vrag, så en evt. standsning af arbejdet i videst muligt omfang

undgås.

Bestemmelsen tager således hovedsagelig sigte

på de arbejder, der ikke er omfattet af et krav om forudgående

VVM-vurdering.

Arbejder på søterritoriet reguleres i henhold

til statens højhedsret, som administreres overordnet af

Trafikministeriet, men på en række områder er delegeret til

andre myndigheder. Sager vedr. anlæg eller aktiviteter på

havbunden drejer sig f.eks. om arealindvindinger, broer, sejlrender,

havneanlæg, kystbeskyttelsesaktiviteter, nedlæggelse af kabler og

ledninger til forsynings- eller kommunikationsformål,

havvindmøller, klapning af optaget havbundsmateriale, havdambrug

m.v.

Ansøgninger i henhold til statens højhedsret

sendes efter almindelig praksis i høring hos en række

berørte myndigheder med henblik på at afdække, hvilke

interesser, der måtte blive berørt af det konkrete

arbejde/projekt. Således er også Skov- og Naturstyrelsen

høringspart bl.a. med henblik på en vurdering af evt.

berørte marinarkæologiske interesser.

I tilfælde, hvor der er en begrundet formodning, men

mangler konkret viden om tilstedeværelsen af marinarkæologiske

interesser vil det være hensigtsmæssigt at kunne stille krav om

en forudgående marinarkæologisk forundersøgelse. Hidtil

har man alene kunnet anbefale, at der gennemføres en sådan

forundersøgelse.

Forundersøgelsen betales af bygherren, som herved i

videst muligt omfang sikrer sig imod senere standsninger af arbejdet.

Forundersøgelsen skal udføres på baggrund af en

række tekniske minimumsstandarder, som gør undersøgelsen

anvendelig som grundlag for at konstatere, om der befinder sig beskyttede

objekter i det undersøgte område. Sådanne standarder vil

blive udarbejdet i samarbejde med museumsstyrelsen. Bygherren vælger

selv, hvem der skal udføre forundersøgelsen.

Hvis der ved forundersøgelsen findes beskyttede

fortidsminder eller vrag, vil forundersøgelsen danne grundlag for en

beslutning om evt. dispensation fra § 14 stk. 1 eller 2, jf.

nærmere nedenfor under pkt. 3. Hvis forundersøgelsen ikke giver

indikationer på tilstedeværelsen af beskyttede fortidsminder

eller vrag vil beskyttede interesser som udgangspunkt ikke være

berørt, og risikoen for at støde ind i beskyttede objekter med

den konsekvens, at arbejdet skal standses, er minimeret i væsentligt

omfang.

Det bemærkes, at den gældende § 14,

stk. 4, hvorefter der kan fastsættes særlige regler om

beskyttelse af fortidsminder eller vrag, ikke er medtaget i bestemmelsen, men

foreslås ophævet. Baggrunden herfor er, at en sådan generel

mulighed nu findes i naturbeskyttelseslovens § 51, som fik sin

nuværende udformning, herunder med hensyn til det geografiske

anvendelsesområde, ved lovrevisionen i 1992. Den gældende

§ 14, stk. 4 er derfor overflødig.

Til nr. 2. (§ 14a)

Denne bestemmelse er ny og tager sigte på

»pludselige« fund af fortidsminder eller vrag under et anlægsarbejde

el.lign. Efter bestemmelsen skal bygherren anmelde fundet til

kulturministeren, jf. lovforslagets § 28, og arbejdet skal standses.

Herefter beslutter miljø- og energiministeren (Skov- og

Naturstyrelsen) inden 4 uger, om arbejdet kan fortsætte eller om det

fortsat skal være indstillet, indtil der er foretaget en

marinarkæologisk undersøgelse. En sådan

undersøgelse skal i givet fald gennemføres hurtigst muligt. Det

fremgår endvidere af bestemmelsen, at udgiften til undersøgelser

og evt. sikring af det påtrufne fortidsminde eller vrag skal afholdes

af den ansvarlige for anlægsarbejdet eller aktiviteten.

Overvejelserne om at foreslå en sådan

bestemmelse har bl.a. baggrund i en afgørelse fra

Naturklagenævnet i en sag om fund af et skibsvrag i forbindelse med

uddybningsarbejder i Ebeltoft fiskerihavn. Arbejdet blev standset, og Skov-

og Naturstyrelsen meddelte påbud om udførelse af en

marinarkæologisk dokumentation og efterfølgende sikring af

vraget, udført af Nationalmuseet og betalt af bygherren, Ebeltoft

Kommune. Dette var i overensstemmelse med hidtidig praksis. Ebeltoft Kommune

påklagede betalingspåbuddet.

Naturklagenævnet ophævede Skov- og

Naturstyrelsens afgørelse, fordi nævnet fandt, at der med den

nuværende udformning af § 14 (stk. 2) ikke kan stilles krav

om en marinarkæologisk dokumentation og efterfølgende

tildækning, betalt af bygherren. Naturklagenævnet tilkendegav

bl.a. i afgørelsen, at »der må være angivet en udtrykkelig

hjemmel til at pålægge udgifter til undersøgelse og

tildækning af et skibsvrag som det omhandlede«.

Udover dette hjemmelsproblem i relation til at

pålægge bygherren de nævnte omkostninger, kan der drages

den erfaring fra sagens forløb, at en beskyttelsesbestemmelse som den

gældende § 14, stk. 2, ikke i sig selv udgør et

velegnet instrument til at håndtere en situation, hvor beskyttelsen

»pludselig« er truet.

Forslaget til § 14a, der supplerer de generelle

beskyttelsesbestemmelser i § 14, stk. 1 og 2, giver et klart

operationsgrundlag for bygherre og myndighed i sager vedr. »pludselige« fund

og tilvejebringer herudover den nødvendige hjemmel til at

pålægge bygherren den økonomiske omkostning ved

undersøgelse og evt. sikring af det fundne fortidsminde eller vrag.

Sammen med den foreslåede § 14, stk. 4, skal bestemmelsen

udgøre et incitament til, at de kulturhistoriske interesser

undersøges på forhånd. En situation, som den, bestemmelsen

regulerer, forudses derfor kun at forekomme meget sjældent.

Fund under et anlægsarbejde m.v. skal anmeldes til

kulturministeren (museumsstyrelsen) efter reglerne i museumslov (jf.

lovforslagets § 28). Museumsstyrelsen underretter uden unødigt

ophold og efter en på forhånd aftalt procedure Skov- og

Naturstyrelsen om, at der er sket et fund under et anlægsarbejde. Skov-

og Naturstyrelsen varetager herefter myndighedsopgaverne i forbindelse med

den opståede § 14a-situation, og skal herefter inden for 4 uger

skabe klarhed over om og hvordan arbejdet kan fortsætte. Hvis der ikke

inden for denne frist er truffet en beslutning i henhold til § 14a,

stk. 2, kan arbejdet genoptages.

Konkret vil der herefter ske det, at Skov- og

Naturstyrelsen får foretaget en marinarkæologisk

forundersøgelse. Formålet med en sådan undersøgelse

er for det første at konstatere, om der er tale om et beskyttet

objekt, og for det andet hvis dette viser sig at være tilfældet

- at fastslå udstrækning, bevaringstilstand og datering af det

fundne fortidsminde eller vrag. Undersøgelsen foretages af

marinarkæologiske dykkere, som rekvireres i museumsstyrelsen.

Hvis der ikke er tale om et beskyttet objekt, meddeler

Skov- og Naturstyrelsen bygherren, at arbejdet kan fortsætte. Dette

skal ske inden 4 uger fra anmeldelsen.

Hvis det viser sig, at der er tale om et beskyttet objekt,

skal Skov- og Naturstyrelsen vurdere fundets kulturhistoriske værdi.

Skov- og Naturstyrelsen vil som altovervejende hovedregel til brug for denne

vurdering indhente en kulturhistorisk faglig udtalelse hos museumsstyrelsen.

Vurderingen kan føre til to forskellige resultater, nemlig at fundet

har henholdsvis ringe eller betydelig kulturhistorisk værdi.

Hvis fundet har ringe værdi meddeler Skov- og

Naturstyrelsen bygherren tilladelse til at arbejde videre med den konsekvens,

at fundet ødelægges helt eller delvis. Denne tilladelse meddeles

efter § 65, stk. 1, jf. § 14, stk. 1 eller 2. En

sådan tilladelse skal i givet fald også meddeles inden 4 uger fra

anmeldelsen.

Hvis fundet har betydelig kulturhistorisk værdi kan

Skov- og Naturstyrelsen beslutte, at arbejdet skal være indstillet,

indtil der er foretaget en marinarkæologisk undersøgelse,

herunder udgravning. En sådan beslutning skal ligeledes meddeles den

ansvarlige for arbejdet inden 4 uger fra anmeldelsen af fundet.

Formålet med en marinarkæologisk

undersøgelse er at dokumentere fortidsmindet eller vraget for

eftertiden og derved uddrage den kildemæssige værdi heraf. Det

bemærkes, at der ved en beslutning om en marinarkæologisk

undersøgelse ud over fundets kulturhistoriske værdi -

også vil blive lagt vægt på, om undersøgelsen vil

give væsentlig ny viden. Hvis en undersøgelse ikke vil give

væsentlig ny viden, vil kravet om en marinarkæologisk

undersøgelse blive begrænset til kun at omfatte en dokumentation

af den beskadigede del af det fundne objekt .

Den marinarkæologiske undersøgelse foretages

af museumsstyrelsen eller af et museum, som denne styrelse udpeger til

opgaven, jf. § 28, stk. 3 i forslaget til museumslov.

Undersøgelsens omfang tilrettelægges i et samarbejde mellem

Skov- og Naturstyrelsen og det pågældende museum og kan ikke

iværksættes, før Skov- og Naturstyrelsen har accepteret

budget og tidsplan for undersøgelsen. Den, der er berørt af en

arbejdsstandsning, vil naturligvis også løbende blive inddraget

i og orienteret om, hvad der sker i sagen.

Ifølge § 14 a, stk. 2 skal en

marinarkæologisk undersøgelse gennemføres hurtigst

muligt. Det har været nøje overvejet, om der i selve

bestemmelsen kunne indsættes en bestemt tidsfrist, inden for hvilken

undersøgelsen skal være gennemført. Udgangspunktet vil

være, at standsningsperioden skal være så kort som

overhovedet muligt og at den marinarkæologiske undersøgelse

gennemføres inden for 3 måneder fra anmeldelsen af fundet.

Da marinarkæologiske undersøgelser er meget

afhængige af vejrforholdene og dermed af årstiden, vil det

imidlertid kunne forekomme, at en sådan frist er for kort. I

særlige situationer, hvor fundet er gjort på et »ugunstigt«

tidspunkt af året, vil der derfor kunne gå mere end 3

måneder, før undersøgelsen er gennemført. Under

alle omstændigheder vil det blive tilstræbt, at den periode, hvor

arbejdet er standset, ikke går ud over 6 måneder.

Den marinarkæologiske undersøgelse kan

føre til, at det besluttes enten at det beskyttede objekt skal

forblive på stedet og den beskadigede del sikres, eller at det

beskyttede objekt skal tages op evt. med henblik på beskyttende

konservering. Udgangspunktet vil være en beskyttelse på stedet.

En optagelse vil alene blive aktuelt, hvis fundet har meget væsentlig

kulturhistorisk værdi og anlægsarbejdet eller aktiviteten ikke

eller kun vanskeligt kan flyttes. En beslutning om optagelse indebærer,

at Skov- og Naturstyrelsen ophæver beskyttelsen i henhold til

§ 65, jf. § 14, stk. 1 og 2. Objektet er herefter ikke

omfattet af naturbeskyttelsesloven, men af museumsloven, jf. lovforslagets

§ 28, og dets videre skæbne afgøres i henhold til denne

bestemmelse.

Når den marinarkæologiske undersøgelse

er gennemført, giver Skov- og Naturstyrelsen bygherren meddelelse om,

at arbejdet kan genoptages. Der kan i denne forbindelse fastsættes

vilkår, herunder om særlige foranstaltninger, sålænge

der arbejdes i nærheden af det beskyttede objekt o.lign.

Efter § 14a, stk. 3 afholdes udgiften til

undersøgelser og evt. sikring af det påtrufne fortidsminde eller

vrag af den ansvarlige for anlægsarbejdet eller aktiviteten. Der er i

denne forbindelse tilstræbt en parallel til finansieringsprincippet i

forslaget til museumslov. Ved fastlæggelsen af omfanget af den

marinarkæologiske undersøgelse vil der endvidere blive taget

udgangspunkt i proportionalitetsprincippet, således at omkostningerne

står i et rimeligt forhold til den samfundsmæssige

nytteværdi af det konkrete anlægsprojekt. Denne vurdering vil

efter omstændighederne også kunne føre til, at der optages

forhandlinger med bygherren med henblik på at justere projektet,

så det ikke berører den marine kulturarv.

Det bemærkes, at undersøgelser i denne

bestemmelse omfatter forundersøgelsen, som skal udføres i alle

tilfælde og hvis en sådan besluttes - den

marinarkæologiske undersøgelse på havbunden med

efterfølgende udarbejdelse af en beretning.

Til nr. 3 (§ 65, stk. 1)

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 kan der i

særlige tilfælde gøres undtagelse fra beskyttelsen i

§ 14, stk. 1 og 2. Forslaget indebærer, at denne bestemmelse

suppleres dels med en bestemmelse om høring af kulturministeren, dels

med en bestemmelse, hvorefter der ved meddelelse af dispensation fra

§ 14, stk. 1 og 2 kan stilles vilkår, herunder om, at der for

ansøgerens regning skal udføres en marinarkæologisk

undersøgelse.

Den foreslåede fakultative høringsforskrift

skal ses på baggrund af, at anmeldelses- og registerforpligtelsen og

dermed det grundlæggende datagrundlag er overført fra

miljø- og energiministeren til kulturministeren. Høringen vil

hovedsagelig blive anvendt i sager, der rummer en væsentlig konflikt

mellem projektets samfundsmæssige nytteværdi og den

berørte kulturhistoriske interesse.

Med hensyn til den foreslåede

vilkårsbestemmelse bemærkes, at det hidtil har været

praksis at pålægge en ansøger at betale for en evt.

marinarkæologisk undersøgelse som led i tilladelsen til at

tilsidesætte beskyttelsen efter § 14, stk. 1 og 2. En

sådan undersøgelse udgør således den »pris« en

bygherre må betale for en sådan tilsidesættelse. Det

bemærkes, at et vilkår herom i overensstemmelse med det

almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip skal stå i et

rimeligt forhold til selve indgrebet i beskyttelsesobjektet. Bestemmelsen

skal endvidere ses i forlængelse af den

Naturklagenævnsafgørelse, der er nævnt under

bemærkningerne til nr. 2.

Til nr. 4 (§ 78, stk. 4)

Forslaget indebærer, at afgørelser efter den

foreslåede § 14a, stk. 2 kan påklages til

Naturklagenævnet. Afgørelser efter § 65, stk. 1 for

så vidt angår dispensationer fra § 14, stk. 1 og 2 kan

i forvejen påklages til Naturklagenævnet, bortset fra tilladelser

til arkæologiske undersøgelser af fortidsminder og vrag.

Eftersom § 14a, stk. 2-afgørelser ofte vil være

belastende for den bygherre, der berøres af afgørelsen, findes

det ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning rimeligt at

afgørelsen kan påklages til en uafhængig klageinstans, som

så bl.a. afhængig af den enkelte sags konkrete

omstændigheder kan vurdere, om det skøn, afgørelsen

hviler på, ligger inden for lovens rammer og om de pålagte

omkostninger er rimelige ud fra en proportionalitetsbetragtning.

Til nr. 5 (§ 89, stk. 1)

Forslaget indebærer, at overtrædelser af

§ 14a, stk. 1, dvs. undladelse af at standse arbejdet, hvis der

under et anlægsarbejde eller en aktivitet findes spor af fortidsminder

eller vrag, der er omfattet af § 14, stk. 1 og 2,

strafbelægges.

Overtrædelse af vilkår for dispensation fra

§ 14, stk. 1 og 2 og i afgørelser efter § 14a,

stk. 2 vil være strafbelagt efter § 89, stk. 1 nr.

8)

Til § 44

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland.

Lignende dokumenter