Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven

2000/1 LSF 141Lovforslag som fremsatKulturministeriet10. januar 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 10. januar 2001 af

kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen)

Forslag

til

lov om ændring af ophavsretsloven

(Digital eksemplarfremstilling til personlig brug,

aftalelicens m.v.)

§ 1

I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 706 af 29. september

1998, foretages følgende ændringer:

1.

I § 12, stk. 2, nr. 3, ændres »form

eller« til: »form,«.

2.

§ 12, stk. 2, nr. 4, ophæves og i stedet

indsættes:

»4) fremstille eksemplarer i digital form af databaser, når

eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af databasen

i digital form, eller

5) fremstille enkelte eksemplarer i digital form af andre værker,

medmindre det udelukkende sker til personlig brug for fremstilleren eller

dennes husstand.«

3.

§ 39, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Administrationen og kontrollen, herunder

opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som

repræsenterer en væsentlig del af ophavsmænd,

udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af

grammofonplader m.v. og fotografer, hvis værker, præstationer

m.v. anvendes i Danmark. Organisationen skal godkendes af kulturministeren.

Læs alt

Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om

opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.«

4.

§ 50 affattes således:

»§ 50. Aftalelicens efter §§ 13 og 14,

§ 17, stk. 5, § 23, stk. 2, og §§ 30 og 35 kan

påberåbes af brugere, der har indgået en aftale om den

pågældende værksudnyttelse med en organisation, som

omfatter en væsentlig del af ophavsmænd til en bestemt art af

værker, der anvendes i Danmark. Aftalelicensen giver brugeren ret til

at udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmændene til

disse værker ikke repræsenteres af organisationen.

Stk. 2.

Aftalelicensen giver kun brugeren ret til at benytte

de ikke-repræsenterede ophavsmænds værker på den

måde og på de vilkår, som følger af den

indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte

bestemmelser.

Stk. 3.

Rettighedshaverorganisationer, som indgår

aftaler af den i stk. 1 nævnte karakter, skal godkendes af

kulturministeren. Der kan kun godkendes én organisation inden for hver

værksart. Ministeren kan bestemme, at en godkendt organisation på

nærmere angivne områder skal være en

fællesorganisation, som omfatter flere organisationer, der opfylder

kravene efter stk. 1.«

5.

I § 65, stk. 4, § 66, stk. 2, § 67,

stk. 2, § 69, stk. 3, og § 70, stk. 3,

ændres »§ 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4,« til: »§ 12,

stk. 1 og stk. 2, nr. 5,«.

6.

Efter § 75 indsættes:

»§ 75 a. Erhvervsmæssig virksomhed,

hvorved en repræsentant for indehaveren af ophavsretten eller en

kontraktmæssig indehaver af denne ret indgår aftaler om offentlig

fremførelse af et musikværk, der er beskyttet efter denne lov,

skal godkendes af kulturministeren. Ministeren kan fastsætte

nærmere vilkår for godkendelsen. Aftaler indgået i strid

med 1. og 2. pkt. er ugyldige.

Stk. 2.

Stiller en organisation m.v., der er godkendt i

henhold til stk. 1, urimelige vilkår for at meddele tilladelse til

offentlig fremførelse af musikværker, kan

Ophavsretslicensnævnet på begæring fastsætte

vilkårene for fremførelsen. § 47, stk. 1, 2. og 3.

pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

7.

§ 82, stk. 2, ophæves.

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2.

For aftaler indgået før lovens

ikrafttræden finder de hidtil gældende bestemmelser i

ophavsretslovens § 50, jf. §§ 13 og 14, § 17, stk. 5,

§ 23, stk. 2, og §§ 30 og 35, fortsat anvendelse.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for

Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de

særlige færøske eller grønlandske forhold

tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Den gældende ophavsretslov er fra 1995, hvor loven

undergik en generel revision og modernisering. Loven er senest blevet

ændret ved lov nr. 407 af 26. juni 1998 (FT 1997-98, 2. samling, s.

532, 1127, 1798, A s. 995, 1033, B s. 55 og 178). Ved denne lovændring

gennemførtes Europa-Parlamentet og Rådets direktiv nr. 96/9/EF

af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser (herefter:

databasedirektivet). Endvidere blev der gennemført nye bestemmelser om

digital eksemplarfremstilling inden for undervisningsområdet, om

gengivelse af kunstværker i alment oplysende fremstillinger og om

eksemplarfremstilling i forbindelse med sagsbehandling inden for offentlige

myndigheder m.v.

Loven foreligger i sin nuværende skikkelse som

lovbekendtgørelse nr. 706 af 29. september 1998.

Inden for EU har der siden 1997 været forhandlinger

vedrørende et direktivforslag om harmonisering af visse aspekter af

ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, KOM (97)

628, (herefter: direktivforslaget om ophavsret i informationssamfundet).

Forhandlingerne forventes afsluttet i løbet af 2001. Der er tale om et

omfattende forslag, som må forventes at give anledning til et

betydeligt antal ændringer i den danske ophavsretslov.

Ændringerne vil særligt vedrøre det digitale område,

hvor direktivforslaget indeholder nye bestemmelser om

tilrådighedsstillelse via Internettet, brug af tekniske

beskyttelsesforanstaltninger (kopispærringer og lign.) samt forslag om

en udtømmende undtagelsesregulering og kompensationsordninger til

fordel for rettighedshaverne.

Ophavsretslovgivningen er præget af et nært

nordisk samarbejde. De mange lovændringer, som vil være

påkrævet efter en vedtagelse af det nævnte direktiv,

herunder spørgsmålet om behovet for eventuelle nye

aftalelicenser på det digitale område, vil derfor

nødvendiggøre indgående drøftelse med de andre

nordiske lande.

På denne baggrund har lovforslaget et

begrænset sigte, der kun omfatter 4 spørgsmål:

En begrænset liberalisering af forbudet mod digital kopiering

til privat brug, således at det bliver muligt at foretage digital

kopiering til personligt brug inden for en husstand (nr. 2).

Ophævelse af nationalitetskravet i ophavsretslovens § 39,

stk. 3, om båndafgift og § 50 om aftalelicens (nr. 3 og

4).

Omlægning af det ministerielle tilsyn med KODA s tariffer,

således at denne funktion i fremtiden varetages af

Ophavsretslicensnævnet (nr. 6).

Ophævelse af ransagningsbestemmelsen i ophavsretslovens

§ 82, stk. 2 (nr. 7).

2. Hovedpunkter i lovforslaget

2.1 Digital eksemplarfremstilling til privat brug

(nr. 2).

Siden 1995 har der efter ophavsretslovens § 12,

stk. 2, nr. 4, eksisteret et totalt forbud mod at foretage digital

eksemplarfremstilling af værker i digital form til privat brug.

Efterhånden som privatpersoners brug af Internettet

og andre digitale medier er blevet en del af hverdagen, har der vist sig at

være et behov for at overveje en opblødning af det digitale

kopieringsforbud, således at det f.eks. bliver muligt til privat brug

at brænde sin egen cd til brug i bilen eller sommerhuset, foretage

optagelser fra kommende digitale radio- og fjernsynsudsendelser og foretage

kopiering fra Internettet.

Det foreslås derfor under nr. 2, at det skal

være muligt at foretage en begrænset digital kopiering til

personligt brug inden for en husstand.

Kulturministeriet har overvejet, om forbudet mod digital

kopiering helt burde ophæves, således at adgangen til at foretage

digital privatkopiering bringes på linie med de gældende regler

om analog kopiering. Dette ville betyde, at der kom til at gælde en

vidtgående adgang til digital kopiering, der udover kopiering til rent

personlig brug også ville omfatte kopiering inden for lukkede klubber

og studiekredse, kopiering i arbejdsforhold samt i forbindelse med

undervisning. Efter en samlet afvejning af de under lovforberedelsen

fremførte synspunkter finder ministeriet, at det vil være for

vidtgående at gennemføre en fuldstændig ligestilling

mellem digital og analog kopiering.

Forslaget indebærer ikke nogen ændringer i de

forbud mod digital privatkopiering, der som følge af Rådets

direktiv nr. 91/250/EØF af 14. maj 1991 om retlig beskyttelse af

edb-programmer (herefter: edb-programdirektivet) og databasedirektivet fra

1996 efter ophavsretslovens § 12 gælder for edb-programmer og

databaser.

2.2. Nationalitetskravet i lovens aftalelicensordninger (nr. 4).

Der stilles under nr. 4 forslag om en omlægning af

de almindelige betingelser for indgåelse af aftalelicens i lovens

§ 50.

Efter den gældende lovs § 50, stk. 1, kan

der på en række nærmere angivne områder ske en

værksudnyttelse, hvis der indgås aftale med en organisation, som

repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd til en

bestemt art af værker. Aftalelicensen indebærer, at en bruger,

som har indgået aftale med en organisation, der omfatter en

væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af

værker, efter loven får ret til at udnytte andre værker af

samme art, selv om ophavsmændene til disse værker ikke

repræsenteres af organisationen, herunder udenlandske

ophavsmænd.

Der har fra Europa-Kommissionens side været rejst

tvivl om, hvorvidt det er i overensstemmelse med EU-retten, at der i

ophavsretslovens § 50 er indbygget et nationalitetskrav. Efter

§ 50, stk. 1, kræves det, at en aftale, der efter loven skal

have aftalelicensudløsende virkning i forhold til udenforstående

rettighedshavere, skal være indgået af en organisation, som

omfatter en væsentlig del af danske rettighedshavere. Regeringen har

for at undgå den usikkerhed omkring funktionen af aftalelicenssystemet,

som for såvel brugere som rettighedshavere ville kunne følge af

en sag ved EF-Domstolen, over for Kommissionen givet tilsagn om at

søge aftalelicensbestemmelsen i § 50, stk. 1, ændret,

således at ordet »danske« erstattes med et nationalitetsneutralt

kriterium. For samtidig at bevare klarhed over, hvilke organisationer der

herefter i fremtiden vil kunne indgå aftaler med aftalelicensvirkning,

foreslås det, at de aftalesluttende organisationer generelt undergives

en godkendelsesordning.

2.3. Omlægning af det ministerielle tilsyn med KODA's tariffer

(nr. 6).

Efter den for KODA gældende koncessionsordning, jf.

lovens § 50, stk. 4, skal Kulturministeriet godkende enhver tarif,

som selskabet anvender over for brugere af beskyttet musik. Den ministerielle

godkendelsesordning er stærkt historisk betinget og kan ikke

længere siges at være tidssvarende. Det foreslås derfor

under nr. 6 at lade den offentlige kontrol med KODA s tariffer overgå

til det uafhængige Ophavsretslicensnævn, som allerede i dag

varetager kontrollen med de afgifter, som Gramex på vegne af

udøvende kunstnere og fremstillere af lydoptagelser opkræver for

udsendelse i radio og fjernsyn og anden offentlig

musikfremførelse.

3. Særligt om båndafgift m.v.

I forbindelse med overvejelserne om en ophævelse af

forbudet mod digital eksemplarfremstilling til privat brug har en række

rettighedshaverorganisationer fremsat ønske om, at der foretages en

grundlæggende ændring af den gældende

blankbåndsordning. Organisationerne foreslår, at afgiftsordningen

for optagemedier (bånd m.v.) suppleres med en afgift på alt

apparatur, der kan bruges til at optage og kopiere beskyttede værker

som f.eks. cd-brændere, mp3-afspillere og minidisc-optagere.

Den gældende afgiftsordning for optagemedier blev

indført i ophavsretsloven i 1992. Reglerne indebærer, at den,

der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller

videobånd eller andre indretninger, hvorpå lyd eller billeder kan

optages, skal betale et vederlag til rettighedshaverne. Vederlagsordningen

omfatter lyd- og videobånd m.v., som kan anvendes til privatkopiering

og gælder kun for værker, som er udsendt i radio eller fjernsyn,

eller som er udgivet på fonogram, film, videogram eller lign.

Vederlaget er udtømmende fastlagt i selve loven som en afgift pr.

minut spilletid, idet der gælder forskellige afgifter for lydbånd

og videobånd. Som eksempel kan det nævnes, at der i dag skal

betales henholdsvis 4,69 kr. for et 90 minutters lydbånd og 17,33 kr.

for et 240 minutters videobånd. Den nuværende ordning omfatter

kun optagemedier såsom bånd, discs og lign., ikke optageudstyr.

Opkrævning og fordeling af vederlag varetages i praksis af Copy-Dan,

Foreningen Båndkopi.

Afgiften på bånd m.v. indbragte i perioden

1993-1999 følgende beløb:

1993: 8,4 mio. kr.

1994: 54,7 mio. kr.

1995: 59,7 mio. kr.

1996: 76,0 mio. kr.

1997: 64,3 mio. kr.

1998: 67,1 mio. kr.

1999: 43,5 mio. kr.

Rettighedshaverne har anført, at den gældende

båndafgiftsordning ikke længere er tidssvarende. Der er behov for

en tilpasning af ordningen til den digitale udvikling. I de senere år

er vederlaget faldet betydeligt, således at vederlaget i 1999 kun

udgør ca. 43 mio. kr. Dette kan efter rettighedshavernes opfattelse

tilskrives den teknologiske udvikling samt ændrede

forbrugsmønstre. Rettighedshaverne foreslår på denne

baggrund, at der gennemføres en gennemgribende ændring af

båndafgiftsordningen. Afgiftsordningen bør i fremtiden ikke

alene omfatte alle former for optagemedier såvel analoge som digitale,

men også alle former for optage- og kopieringsapparatur. Forslaget

omfatter også pc-harddisks, men rettighedshaverne har tilkendegivet, at

de ikke vil opkræve vederlag for almindelige pc er, før der er

høstet erfaringer med administrationen af vederlagsordningen på

det øvrige optage- og kopieringsapparatur. Det foreslås endelig,

at vederlagssatserne for de forskellige typer af lagringsmedier og apparatur

i fremtiden skal aftales direkte mellem kunstnerne og

importørerne/distributørerne. Kan der ikke opnås enighed

mellem parterne om vederlagets størrelse, skal

spørgsmålet kunne indbringes for Ophavsretslicensnævnet,

som træffer den endelige administrative afgørelse.

Kulturministeriet må være enig i, at der

på baggrund af udviklingen på det digitale område er behov

for at overveje indførelse af apparaturafgifter. Det er vigtigt, at

der sikres de skabende og udøvende kunstnere, hvis værker og

præstationer udgør en væsentlig del af indholdet i de nye

medier, en rimelig økonomisk kompensation for den omfattende brug af

deres frembringelser, som bl.a. sker via Internettet.

På den baggrund agter Kulturministeriet at

nedsætte en teknisk arbejdsgruppe bestående af

repræsentanter fra Kulturministeriet, Skatteministeriet og

Forskningsministeriet og med inddragelse af synspunkter fra berørte

organisationer. Arbejdsgruppen får til opgave at undersøge

behovet og de praktiske muligheder samt fordele og ulemper ved en

gennemførelse af apparaturafgifter i Danmark. Arbejdsgruppen skal i

den forbindelse belyse retsstillingen og afgiftssituationen i andre lande,

ligesom arbejdsgruppen bør være opmærksom på det

kommende EF-direktiv om ophavsret i informationssamfundet.

Direktivforslaget om ophavsret i informationssamfundet er

endnu ikke vedtaget og skal i løbet af 2000/2001 til anden behandling

i Europa-Parlamentet. Forslaget indeholder en hjemmel til, at der i national

lovgivning kan gennemføres en undtagelse om eksemplarfremstilling til

privat brug, hvad enten eksemplarfremstillingen sker i analog eller digital

form. Samtidig skal rettighedshaverne have en ret til en rimelig

kompensation. Forslaget indeholder også bestemmelser om retlig

beskyttelse af tekniske beskyttelsesforanstaltninger i form af

kopispærringer m.v., hvis anvendelse kan få betydning for

udformningen af eventuelle kompensationsordninger. I det omfang

rettighedshaverne anvender kopispærringer og lign. vil de selv have

mulighed for at sikre, at der betales et direkte vederlag for

eksemplarfremstilling, f.eks. over Internettet.

I dag findes der inden for EU apparaturafgifter i Belgien,

Grækenland, Italien, Portugal, Tyskland og Spanien. Apparaturafgifterne

i disse lande vedrører imidlertid stort set kun analogt

kopieringsudstyr såsom fotokopieringsapparatur og analogt

optageapparatur for lyd- og billedoptagelser.

Tyskland synes at være det eneste land, hvor man for

øjeblikket overvejer afgifter på alle former for digitalt

kopieringsudstyr. Efter det for Kulturministeriet oplyste har den tyske

regering i juni 2000 afgivet en redegørelse til Forbundsdagen, hvori

der lægges op til, at der ved en ændring af den tyske

ophavsretslov gennemføres en afgift på alt digitalt

kopieringsudstyr. Det vil bl.a. betyde afgifter på computerharddisks,

printere, mp3-afspillere, modems og ISDN-anlæg.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget medfører ikke direkte

økonomiske eller personalemæssige konsekvenser for staten,

amtskommunerne eller kommunerne. De indirekte økonomiske konsekvenser,

som måtte følge af aftaler, som indgås på grundlag

af ophavsretslovgivningen, og omfanget af den brug af beskyttede

værker, som sådanne aftaler måtte lede til, kan der efter

sagens natur ikke gives nogen oplysning om.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Med hensyn til økonomiske og administrative

konsekvenser for erhvervslivet må forslaget i det hele anses som

neutralt.

6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige

konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Der har fra Europa-Kommissionens side været rejst

tvivl om, hvorvidt det er i overensstemmelse med EU-retten, at der i

ophavsretslovens § 50 er indbygget et nationalitetskrav. Efter

§ 50, stk. 1, kræves det, at en aftale, der efter loven skal

have aftalelicensudløsende virkning i forhold til udenforstående

rettighedshavere, skal være indgået af en organisation, som

omfatter en væsentlig del af danske rettighedshavere. Regeringen har

for at undgå den usikkerhed omkring funktionen af aftalelicenssystemet,

som for såvel brugere som rettighedshavere ville kunne følge af

en sag ved EF-Domstolen, over for Kommissionen givet tilsagn om at

søge aftalelicensbestemmelsen i § 50, stk. 1, ændret,

således at ordet »danske« erstattes med et nationalitetsneutralt

kriterium.

8. Høring

Lovforslaget er baseret på et departementalt

lovudkast, som har været til høring hos en bred kreds af

organisationer og institutioner. Der er modtaget ca. 80 høringssvar,

som er afspejlet i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

9. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Forslaget om aftalelicens m.v. indebærer, at

ophavsretslovens aftalelicenssystem justeres i overensstemmelse med

synspunkter fremsat af Europa-Kommissionen.

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Forslaget er af teknisk karakter og skal ses på

baggrund af forslaget under nr. 2, hvorefter der stilles forslag om en

liberalisering af forbudet mod digital kopiering til privat brug i den

gældende lovs § 12, stk. 2, nr. 4. Der henvises til

ændringsforslag nr. 2 samt bemærkningerne hertil.

Til nr. 2

Til § 12, stk. 2, nr. 4

Forslaget til § 12, stk. 2, nr. 4,

vedrørende forbud mod privat eksemplarfremstilling i digital form af

databaser i digital form svarer til gældende ret, som har sin baggrund

i en tilsvarende bestemmelse i databasedirektivet fra 1996. Ved en »database«

forstås »en samling af værker, data eller andet

selvstændigt materiale, der er struktureret systematisk eller metodisk

og kan konsulteres individuelt ved brug af elektronisk udstyr eller på

anden måde«. Det vil således fortsat ikke være tilladt til

privat brug at fremstille digitale eksemplarer af databaser, hvad enten

databasen fremtræder som et fysisk eksemplar, f.eks. et

multimedieværk, eller som en elektronisk base med online adgang.

Til § 12, stk. 2, nr. 5

Forslaget har til formål at åbne

mulighed for, at der uden samtykke fra ophavsmanden til personlig brug inden

for husstanden kan fremstilles enkelte eksemplarer i digital form af

offentliggjorte værker.

Efter den gældende lovs § 12, stk. 2, nr.

4, er det ikke tilladt til privat brug at fremstille eksemplarer af

værker i digital form, når eksemplarfremstillingen sker på

grundlag af en gengivelse af værket i digitaliseret form.

Forbudet blev gennemført i 1995 med den

begrundelse, at den digitale teknologi indebar så betydelige og

aktuelle muligheder for hurtig reproduktion i høj kvalitet også

af andre typer af værker end edb-programmer, at det forekom rimeligt at

udvide bestemmelsen om forbud mod at kopiere edb-programmer til privat brug,

som blev gennemført allerede i 1989, til at omfatte alle typer af

værker i digitaliseret form, herunder f.eks. musik og film på cd

er og dvd er.

Efter Kulturministeriets opfattelse må

kopieringsforbudet siges at have haft en vis præventiv effekt. Der

synes at være skabt en øget opmærksomhed omkring de

potentielle skadevirkninger for rettighedshaverne ved digital

eksemplarfremstilling. Det må imidlertid erkendes, at den teknologiske

udvikling har betydet, at forbudet på en række punkter har vist

sig ikke længere at være hensigtsmæssigt. Anvendelsen af

digitale medier er nu udbredt til andre områder end

eksemplarfremstilling af fastformsprodukter som cd er, cd-rom er og lign.

Bestemmelsen indebærer i sin nuværende form, at der kan

opstå en utilsigtet retlig usikkerhed omkring den almindelige private

brug af Internettet, ligesom privatpersoners optagelser på digitale

medier af kommende digitale radio- og fjernsynsudsendelser med henblik

på tidsforskudt brug ikke vil være tilladt. Der er derfor behov

for at tilpasse lovgivningen til den teknologiske udvikling og finde en

løsning, der giver adgang til at udnytte de nye teknologiske

muligheder med henblik på privat eksemplarfremstilling.

Ministeriet har på denne baggrund overvejet, om

forbudet mod digital kopiering helt burde ophæves, således at

adgangen til at foretage digital privatkopiering bringes på linie med

de gældende regler om analog kopiering. Dette ville betyde, at der kom

til at gælde en vidtgående adgang til digital kopiering, der

udover kopiering til rent personlig brug også ville omfatte kopiering

inden for lukkede klubber og studiekredse, kopiering i arbejdsforhold samt i

forbindelse med undervisning.

Værker i digital form er særdeles

sårbare over for kopiering, idet der meget hurtigt kan fremstilles

mange eksemplarer uden mærkbare kvalitetstab. Det vil endvidere kunne

have væsentlige skadevirkninger for rettighedshaverne, hvis det blev

muligt at distribuere værker i digital form, f.eks. musikfiler og film,

til venner og bekendte via e-mail.

Et forslag om, at adgangen til at fremstille digitale

eksemplarer begrænses til personlig brug inden for husstanden, har

under høringen fået støtte fra Copy-Dan, Båndkopi,

Dansk Artist Forbund, Danske Billedautorer, Danske Dramatikeres Forbund,

Danske Dagblades Forening, Danske Filminstruktører, Danske Jazz Beat

& Folkemusik Autorer (DJFBA), Danske Populær Autorer, Danske

Skønlitterære Forfattere, Dansk Forfatterforening, Dansk

Journalistforbund, Dansk Komponist Forening, Dansk Musiker Forbund, Dansk

Skuespillerforbund, Film- og TV-Arbejderforeningen, Fællesrådet

for Udøvende Kunstnere, Foreningen af danske

Videogramdistributører, Filmret og IFPI Danmark, KODA & NCB,

Landsorganisationen i Danmark (LO), Multi Medie Foreningen, Samrådet

for Ophavsret, Scandinavian TV Organisations against Piracy Denmark (STOP) og

Statens Musik Råd.

Audio/Video-Leverandørforeningen,

Biblioteksstyrelsen, Blankmedieimportørers Afgiftsorganisation,

Danmarks Radio, Dansk Dataforening, Det Kongelige Bibliotek,

Forbrugerrådet, Kommunernes Skolebiblioteksforening,

Lægemiddelindustriforeningen, Statens Museum for Kunst,

Statsbiblioteket i Århus, Tele Danmark og TV 2 har ønsket, at

der kommer til at gælde de samme regler for analog og digital

eksemplarfremstilling til privat brug.

Dansk Musikforlæggerforening og Den danske

Forlæggerforening anfører, at der ikke på nuværende

tidspunkt bør ske en lempelse af forbudet mod privat digital

kopiering, men at man bør afvente resultatet af forhandlingerne om

direktivforslaget om ophavsretten i informationssamfundet.

Dansk Fagpresse har udtalt sig imod, at forbudet mod

digital kopiering til privat brug ophæves.

Efter en samlet afvejning af de fremførte

synspunkter finder Kulturministeriet, at det vil være for

vidtgående at gennemføre en fuldstændig ligestilling

mellem digital og analog kopiering.

I overensstemmelse hermed foreslås det, at der i en

ny § 12, stk. 2, nr. 5, kun gives adgang til at fremstille digitale

eksemplarer til personlig brug inden for husstanden.

Forslaget indebærer, at der kun gives adgang til

kopiering af tekst, musik og billeder m.v. i digital form til personlig brug

f.eks. med henblik på optagelse af radio- og tv-udsendelser til

tidsforskudt brug, kopiering af en musik-cd til bilen, til sommerhuset eller

til en walkman, kopiering til en opsamlings-cd og kopiering til en pc med

henblik på elektronisk afvikling inden for husstanden. Derimod vil det

ikke være tilladt at fremstille digitale eksemplarer, der bruges uden

for den enkelte husstand, f.eks. kopiering til bekendte og skolekammerater.

Det vil heller ikke være tilladt for køberen af et digitalt

leveret musikværk at videresende musikværket via e-mail til

venner og bekendte. Kopiering til personlig brug omfatter endvidere ikke

kopiering som led i arbejde eller undervisning.

Det følger af ophavsretslovens § 12,

stk. 2, nr. 3, som har sin baggrund i en tilsvarende bestemmelse i

edb-programdirektivet fra 1991, at det uanset forslaget til § 12,

stk. 2, nr. 5, fortsat vil være forbudt at fremstille eksemplarer

af edb-programmer i digitaliseret form. Ved »edb-programmer« forstås

»en række instruktioner eller oplysninger, fikseret i en hvilken som

helst form eller på et hvilket som helst medium, som tilsigter direkte

eller indirekte at bringe en datamat til at angive, udføre eller

opnå en bestemt funktion, opgave eller et bestemt resultat.« Det vil

således fortsat ikke vil være tilladt at kopiere edb-programmer

som f.eks. styresystemer til computere, styre- og søgeprogrammer i

databaser og multimedieværker, tekstbehandlingsprogrammer og computer-

og konsolspil. Det vil heller ikke være tilladt at kopiere eksempelvis

et litterært værk i digital form, såfremt dette også

indeholder et edb-program, som styrer afviklingen af det litterære

værk.

Med udtrykket »husstand« præciseres det, at de

digitale kopier kun må anvendes inden for en fysisk persons

privatsfære. Hvad der nærmere skal anses for omfattet af begrebet

»husstand« må afgøres ved en konkret bedømmelse, hvor der

bl.a. bør lægges vægt på, om der er tale om

bofællesskaber med fælles husholdning og andre momenter, der

måtte pege på en i dagligdagen personlig forbundet personkreds.

Når det drejer sig om kollegier, sociale institutioner og lign., er det

afgørende, at kopieringen ikke foretages til brug for institutionen

som sådan.

Digital eksemplarfremstilling, der sker som led i

arbejdsforhold, f.eks. i forbindelse med undervisning, advokatvirksomhed og

lign., samt digital eksemplarfremstilling til intern brug i institutioner,

erhvervsvirksomheder m.v., er ikke omfattet af forslaget. For så vidt

angår analog kopiering er kopieringsbehovet i sådanne situationer

i vid udstrækning dækket ved kopieringsaftaler (aftalelicenser)

med ophavsmændene, f.eks. i form af aftaler om fotokopiering i

undervisningsvirksomhed og i erhvervsvirksomheder m.v., jf. ophavsretslovens

§§ 13 og 14. På undervisningsområdet er der efter

bestemmelsen i ophavsretslovens § 13 også mulighed for at

indgå aftaler med aftalelicensvirkning om digital

eksemplarfremstilling. Aftalelicensordningen i § 14 om

erhvervsvirksomheder omfatter imidlertid ikke digital eksemplarfremstilling,

og der findes derfor ikke i den gældende lovgivning en måde,

hvorpå erhvervsvirksomheder, institutioner m.v. centralt kan erhverve

rettigheder til digital eksemplarfremstilling til intern brug.

Kulturministeriet har overvejet, om bestemmelsen i ophavsretslovens

§ 14, som foreslået af blandt andre Dansk Industri, Dansk

Journalistforbund, Finansrådet og Samrådet for Ophavsret,

bør udvides til også at omfatte digital eksemplarfremstilling.

Ministeriet finder det imidlertid rigtigst at udskyde en endelig

stillingtagen til spørgsmålet, indtil EF-direktivet om ophavsret

i informationssamfundet skal gennemføres i dansk ret.

Det bemærkes, at der ikke i forbindelse med

liberaliseringen af forbudet mod digital kopiering til privat brug stilles

forslag om ændring af bestemmelsen i ophavsretslovens § 36,

stk. 3. Det betyder, at der fortsat er mulighed for, at den, der har ret

til at benytte et værk i digitaliseret form, som styres af et

edb-program, kan fremstille nødvendige brugs- og

sikkerhedseksemplarer. Bestemmelsen gælder både for fysiske

personer og erhvervsvirksomheder, institutioner m.v.

Adgangen til at fremstille eksemplarer i digital form til

personlig brug inden for husstanden gælder, uanset om kopieringen sker

på grundlag af et analogt eller digitalt forlæg. Sker

eksemplarfremstillingen i analog form, f.eks. ved papirudprintning fra et

værk i digital form, er forholdet omfattet af de almindelige regler i

ophavsretslovens § 12, stk. 1, om eksemplarfremstilling til privat

brug.

Den digitale kopiering må udelukkende ske til

personlig brug for fremstilleren eller dennes husstand. Det betyder, at de

fremstillede eksemplarer ikke fysisk må spredes uden for

husstandssfæren, ligesom eksemplarerne heller ikke må

videresendes til venner og bekendte via e-mail og lign.

Det bemærkes, at der ved en eksemplarfremstilling

til personlig brug kun må benyttes medhjælp af personer, som

tilhører den pågældende husstand.

Det har endelig været overvejet, om der på det

digitale område bør fikseres et bestemt begrænset antal

kopier, som det er lovligt at fremstille. I den gældende lovs

§ 12, stk. 1, er det præciseret, at der kun må

fremstilles enkelte eksemplarer til privat brug. Kulturministeriet finder

ikke, at det vil være hensigtsmæssigt med angivelse af et bestemt

antal eksemplarer. Spørgsmålet om, hvor mange kopier, der

må fremstilles uden aftale med rettighedshaverne, må bero

på en konkret bedømmelse af værkets karakter, herunder

graden af værkets sårbarhed over for kopiering. En særlig

iagttagelse af sårbarhedskriteriet for så vidt angår de

digitale værker bør efter ministeriets opfattelse lede til, at

der i de enkelte konkrete tilfælde på det digitale område

må være tale om et meget begrænset antal eksemplarer.

Til nr. 3

Efter den gældende lovs § 39, stk. 3,

varetages administrationen og opkrævningen af

blankbåndsvederlaget af én godkendt fællesorganisation,

som repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd,

udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af

grammofonplader m.v. Det foreslås, at bestemmelsen om

opkrævningsorganisationen på blankbåndsområdet,

affattes på en sådan måde, at ordet »danske« ikke

optræder som en betingelse for organisationens godkendelse. Det

afgørende vil efter forslaget være, om organisationen

repræsenterer en væsentlig del af ophavsmænd til en bestemt

art af værker, der anvendes i Danmark. Forslaget skal ses i

sammenhæng med det under nr. 4 stillede forslag, hvorefter ordet

»danske« rettighedshavere efter Europa-Kommissionens opfattelse ikke er

foreneligt med reglerne i EU-retten. Der henvises til bemærkningerne

nedenfor under nr. 4.

Til nr. 4

Til stk. 1.

Forslaget har til formål at sikre, at der ikke kan

rejses tvivl om, hvorvidt ophavsretslovens aftalelicenssystem kan anses at

være foreneligt med EU-retten.

Efter den gældende lovs § 50, stk. 1, kan

der på en række nærmere angivne områder ske en

værksudnyttelse, hvis der indgås aftale med en organisation, som

repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd til en

bestemt art af værker. Aftalelicensen indebærer, at en bruger,

som har indgået aftale med en organisation, der omfatter en

væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af

værker, efter loven får ret til at udnytte andre værker af

samme art, selv om ophavsmændene til disse værker ikke

repræsenteres af organisationen, herunder udenlandske

ophavsmænd.

Aftalelicenssystemet er en nordisk retskonstruktion, som

har eksisteret i de nordiske ophavsretslove siden 1961. Aftalelicensen har

vist sig at være et velegnet instrument til at sikre

ophavsmændenes rettigheder i forbindelse med masseudnyttelse af deres

værker, f.eks. på fotokopieringsområdet og

kabelspredningsområdet, samtidig med at den tilgodeser brugernes

ønsker om den lettest mulige adgang til at udnytte beskyttede

værker.

I ophavsretsloven findes der for tiden aftalelicenser

inden for seks udnyttelsesområder. Det drejer sig om

eksemplarfremstilling inden for undervisningsvirksomhed (§ 13),

eksemplarfremstilling inden for erhvervsvirksomhed m.v. (§ 14),

optagelse af radio- og fjernsynsudsendelser til brug for syns- og

hørehandicappede (§ 17, stk. 5), gengivelse af

kunstværker i alment oplysende fremstillinger (§ 23, stk. 2),

udsendelse i radio og fjernsyn (§ 30), samt kabelviderespredning af

radio- og fjernsynsudsendelser (§ 35).

Aftalelicensen har i de senere år fået en

stigende betydning inden for ophavsretten, da den har vist sig at være

en hensigtsmæssig måde at erhverve rettigheder på i

organiseret form. Denne retskonstruktion vil antagelig også i fremtiden

blive anvendt som løsningsmodel inden for andre områder, hvor

brugerne ellers skulle indhente samtykke til at udnytte værker m.v. fra

et ubestemt antal individuelle rettighedshavere.

Europa-Kommissionen har i 1999 på baggrund af en

klage rejst kritik mod aftalelicensen for kabelviderespredning af radio- og

fjernsynsudsendelser i lovens § 35, jf. § 50. Kommissionen har

givet udtryk for, at kravet om, at rettighedshaverorganisationer - for at

kunne blive godkendt til at indgå aftaler om kabelviderespredning af

radio- og fjernsynsudsendelser efter ophavsretslovens § 35 - skal

repræsentere en væsentlig del af danske rettighedshavere,

ikke er i overensstemmelse med EU-reglerne om forbud mod diskrimination

på grundlag af nationalitet og fri udveksling af tjenesteydelser.

Regeringen har for at undgå den usikkerhed omkring

funktionen af aftalelicenssystemet, som for såvel brugere som

rettighedshavere ville kunne følge af en sag ved EF-Domstolen, over

for Kommissionen givet tilsagn om at søge aftalelicensbestemmelsen i

§ 50, stk. 1, ændret, således at ordet »danske« i

overensstemmelse med Kommissionens ønsker erstattes med et

nationalitetsneutralt kriterium.

På denne baggrund stilles der forslag om, at

§ 50, stk. 1, affattes på en sådan måde, at ordet

»danske« ikke optræder som en betingelse for aftalelicensens

anvendelse. Det afgørende vil efter forslaget være, om den

aftalesluttende organisation repræsenterer en væsentlig del af

ophavsmænd til en bestemt art af værker, der anvendes i Danmark.

Kulturministeriet har overvejet, om udeladelsen af

tilknytningskriteriet om dansk nationalitet kun skulle have virkning for

kabelaftalelicensen og ikke for de øvrige aftalelicensbestemmelser,

der er angivet i § 50, stk. 1. Selv om Kommissionens kritik er

specifikt rettet mod aftalelicensordningen på kabelområdet, har

den betydning for aftalelicenssystemet som helhed, og ministeriet finder

ikke, at det vil være holdbart at opstille forskellige grundbetingelser

for anvendelsen af de enkelte aftalelicensbestemmelser.

Det følger af aftalelicensens struktur, at der kun

kan være én organisation på hvert enkelt

værksområde. I modsat fald ville der kunne eksistere flere

aftaler med virkning for udnyttelsen af det samme værk, ligesom det

ville være uklart, hvilken organisation de udenforstående

rettighedshavere skulle rette deres krav mod. For samtidig at bevare klarhed

over, hvilke organisationer der i fremtiden vil kunne indgå aftaler med

aftalelicensvirkning, foreslås det, at de aftalesluttende

organisationer undergives en godkendelsesordning. Der henvises til forslaget

til stk. 3 nedenfor samt bemærkningerne hertil.

Forslaget har under høringen i almindelighed

fået støtte fra Dansk Dataforening og Danske Dagblades

Forening.

Danmarks Radio og TV 2 har noteret sig begrundelsen for en

omlægning af aftalelicensordningen og kan i den forbindelse tilslutte

sig forslaget om, at rettighedshaverorganisationer, der indgår aftale

med aftalelicensvirkning, skal godkendes af Kulturministeriet.

Copy-Dan, Kabel-TV, Dansk Artist Forbund, Dansk

Forfatterforening, Dansk Musiker Forbund, Danske Jazz Beat & Folkemusik

Autorer (DJFBA), Foreningen af danske Videogramdistributører, Filmret

og IFPI Danmark, KODA og Samrådet for Ophavsret har udtrykt

forståelse for forslaget, men udtrykker samtidig en vis bekymring over,

at der på grund af krav fra Europa-Kommissionen ikke længere kan

opstilles en betingelse om, at de aftalesluttende organisationer skal

repræsentere en væsentlig del af danske rettighedshavere.

Konkurrencestyrelsen har anført, at

ophævelsen af nationalitetskriteriet udgør en liberalisering,

der vil kunne medvirke til at øge konkurrencen om den bedst og

billigst mulige administration af ophavsrettighederne.

Til stk. 2

Forslaget svarer til den gældende lovs § 50,

stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at aftalelicensen kun giver

brugeren ret til at benytte udenforstående ophavsmænds

værker på de vilkår, som følger af den

indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte

bestemmelser.

Til stk. 3

Forslaget til stk. 3 tilsigter at gennemføre

en generel godkendelsesordning for alle rettighedshaverorganisationer, der

med hjemmel i lovens § 50, stk. 1, ønsker at indgå

aftaler med aftalelicensvirkning.

Efter den gældende lov er godkendelsesordningen

begrænset til de organisationer, der ønsker at gøre

rettighedskrav gældende for kabelviderespredning af radio- og

fjernsynsudsendelser. Kravet om godkendelse blev indført i 1996 i

forbindelse med omlægningen fra tvangslicens til aftalelicens.

Baggrunden var, at det blev anset for nødvendigt at have en vis

offentlig kontrol med rettighedsorganisationer på kabelområdet

for at sikre, at organisationerne indgik de nødvendige

samarbejdsaftaler. Såfremt dette ikke måtte lykkes, har

kulturministeren mulighed for at bestemme, at en godkendt organisation for

så vidt angår bestemte typer af programspredning skal være

en fællesorganisation, som omfatter flere grupper af

rettighedshavere.

På områder, hvor der i dag ikke gælder

en godkendelsesordning, er det overladt til brugeren at afgøre, om den

rettighedshaverorganisation, som man indgår aftale med,

repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd til en

bestemt art af værker. Bestrider en udenforstående

rettighedshaver, at en indgået aftale har aftalelicensvirkning,

afgøres dette spørgsmål af domstolene.

Den i forslaget til stk. 1 foreslåede

ophævelse af tilknytningskriteriet om dansk nationalitet betyder, at

det vil kunne være forbundet med betydelige vanskeligheder for den

enkelte bruger at afgøre, om en aftale indgået med en bestemt

organisation har aftalelicensvirkning. Som følge heraf, har

Kulturministeriet fundet det nødvendigt at stille forslag om, at der

indføres en generel offentlig kontrol med samtlige

rettighedshaverorganisationer, som indgår aftaler med

aftalelicensvirkning på bestemte områder. En manglende offentlig

kontrol vil efter ministeriets opfattelse medføre retsusikkerhed,

hvilket vil være til gene for såvel brugere som

rettighedshavere.

I overensstemmelse hermed foreslås det, at

rettighedshaverorganisationer, som indgår aftaler med

aftalelicensvirkning skal godkendes af kulturministeren. Godkendelse er en

forudsætning for, at aftalerne også får virkning i forhold

til udenforstående rettighedshavere, herunder udenlandske

rettighedshavere.

Det afgørende for, om en organisation kan godkendes

til at kunne indgå aftaler med aftalelicensvirkning inden for et

bestemt område, bør efter Kulturministeriets opfattelse

være, at organisationen efter en samlet konkret bedømmelse kan

siges at omfatte en væsentlig del af ophavsmændene til en bestemt

art af værker, der anvendes i Danmark. Ved bedømmelsen

bør der efter ministeriets opfattelse lægges vægt på

en række forskellige faktorer såsom antallet af rettighedshavere

og værker m.v., som organisationen repræsenterer, organisationens

mulighed for efter dens vedtægter internt at kunne forpligte sine

medlemmer samt organisationens forankring i eksisterende organisationer. Det

bør også tillægges betydning, om en organisation er fast

indarbejdet inden for et givent forvaltningsområde, og om

organisationen har den fornødne administrative kapacitet til at

varetage opkrævning og udlodning til de enkelte rettighedshavere

på forsvarlig vis. Det kan i den forbindelse være af betydning,

om organisationen har lokalt markedskendskab og erfaring med indgåelse

af licensaftaler i Danmark, og om den pågældende organisation i

forvejen administrerer kollektive licensaftaler med brugere i Danmark

på andre områder end det aftalelicensområde, som

godkendelsen angår. Organisationens mulighed for at etablere

gensidighedsaftaler med udlandet vil tillige kunne indgå i vurderingen.

Særligt inden for kabelspredningsområdet må der fortsat

lægges vægt på, at der mellem en fællesorganisation

og andre relevante organisationer indgås de nødvendige interne

samarbejdsaftaler.

Bortset fra de nævnte kriterier må det i

almindelighed påses, at organisationens vedtægter er i

overensstemmelse med ophavsretsloven og andre almindelige retsregler,

herunder om der i vedtægterne er indbygget mindretalsgarantier. I en

fællesorganisation bør der efter vedtægterne være

mulighed for afgørelse af interne tvister ved voldgift.

Det følger af aftalelicensens natur, at der kun vil

kunne godkendes én organisation inden for hver værksart.

Såfremt flere organisationer inden for samme art af værker blev

godkendt til at indgå aftaler med aftalelicensudløsende effekt,

ville det for brugeren stå uklart, hvilken af organisationerne der

skulle sluttes aftale med for at kunne anvende samtlige værker inden

for samme værksart. Hertil kommer, at det ville volde de

udenforstående rettighedshavere betydelige vanskeligheder at

afgøre, hvilken organisation, de skulle rette deres vederlagskrav mod.

Aftaler, som indgås af ikke-godkendte organisationer, vil være

gyldige i forhold til medlemmer, som organisationen efter fuldmagter eller

interne vedtægter kan forpligte, men vil ikke være gyldige i den

forstand, at aftalerne vil have aftalelicensudløsende virkning i

forhold til rettighedshavere, som ikke repræsenteres af organisationen.

Nogen særlig bestemmelse herom i selve lovteksten skønnes

på baggrund af erfaringerne på kabelspredningsområdet ikke

nødvendig.

Forslaget om indførelse af en ministeriel

godkendelsesordning har under høringen fået støtte fra

Copy-Dan, Kabel-TV, Danmarks Radio, Foreningen af danske

Videogramdistributører, Filmret og IFPI Danmark, Samrådet for

Ophavsret og TV 2.

Dansk Musiker Forbund har foreslået, at

godkendelsesmyndigheden henlægges til Ophavsretslicensnævnet.

Den danske Forlæggerforening har udtalt sig imod en

godkendelsesordning, hvorefter der kun kan godkendes én

rettighedshaverorganisation inden for hver værkskategori.

Kulturministeriet vil efter forslaget til stk. 3

kunne bestemme, at en godkendt organisation på nærmere angivne

områder skal være en fællesorganisation, som omfatter flere

organisationer af rettighedshavere, der opfylder kravene efter forslaget til

stk. 1. Forslaget har til formål at sikre, at Copy-Dan s

nuværende sektorer inden for f.eks. undervisningskopiering,

erhvervskopiering og kabel-tv i det væsentlige kan danne udgangspunkt

for ministeriets godkendelse af de organisationer, som efter

omlægningen skal være berettigede til at slutte aftaler med

aftalelicensvirkning. Dette er af stor betydning for såvel

rettighedshavere som brugere, da praktiske hensyn fortsat taler for, at det

så vidt muligt bør være muligt at klarere samtlige

rettigheder gennem én fællesorganisation. Ministeriet finder det

i den forbindelse nødvendigt at præcisere, at en godkendt

fællesorganisation alene kan bestå af organisationer, ikke af

enkeltstående rettighedshavere.

Bestemmelsen i den gældende lovs § 50,

stk. 4, som er grundlaget for KODA s koncenssionsordning, foreslås

ophævet. Bestemmelsen foreslås i uændret form

overført til en ny § 75 a, idet der samtidig stilles forslag om,

at KODA s tariffer undergives nævnskompetence. Der henvises til

forslaget under nr. 6 samt bemærkningerne hertil.

Til nr. 5

Forslaget er af teknisk karakter. Det foreslås, at

henvisningen til § 12, stk. 2, nr. 4, om forbud mod digital

eksemplarfremstilling til privat brug ændres til § 12,

stk. 2, nr. 5. Dette er en konsekvens af, at bestemmelsen i § 12,

stk. 2, nr. 4, foreslås ændret, således at det bliver

muligt for fysiske personer at fremstille eksemplarer i digital form til

personlig brug. Forslaget indebærer, at det også i forhold til

udøvende kunstnere, fremstillere af lyd- og billedoptagelser, radio-

og fjernsynsforetagender og fremstillere af fotografiske billeder vil

være tilladt at fremstille enkelte eksemplarer i digital form

udelukkende til personlig brug inden for husstanden. Der henvises til

ændringsforslag nr. 2 samt bemærkningerne hertil.

Til nr. 6

Bestemmelsen i § 75 a, stk. 1, svarer til den

gældende lovs § 50, stk. 4, der fik sin nuværende

formulering ved lov nr. 1207 af 27. december 1996. Bestemmelsen, der

udgør grundlaget for KODA s koncession (bevilling), foreslås af

lovsystematiske grunde flyttet fra lovens kapitel 2 til dens kapitel 6.

Der foreslås ingen indholdsmæssige

ændringer vedrørende selve koncessionsordningen.

Kulturministeriet må fortsat være af den opfattelse, at et vist

offentligt tilsyn med KODA s indre virksomhed er nødvendigt, eftersom

KODA i praksis indtager en monopolstilling.

Der er imidlertid ét element i

koncessionsordningen, som efter ministeriets opfattelse bør

ændres. I dag er det et vilkår i KODA s koncession, at KODA s

tariffer skal godkendes af Kulturministeriet. Tarifferne er det vederlag,

musikbrugere skal betale for at anvende KODA s repertoire ved offentlig

fremførelse af beskyttet musik. Ordningen indebærer, at alle

tariffer såvel aftalte som generelle tariffer skal forelægges

til godkendelse i ministeriet.

Den gældende godkendelsesordning er stærkt

historisk betinget. Det kan efter ministeriets opfattelse ikke længere

anses for tidssvarende, at et ministerium varetager tarifgodkendelser af den

nævnte art.

Det foreslås derfor at lade den offentlige kontrol

med KODA s tariffer overgå til det uafhængige

Ophavsretslicensnævn, som allerede i dag varetager kontrollen med de

afgifter, som Gramex på vegne af udøvende kunstnere og

fremstillere af lydoptagelser opkræver for udsendelse i radio og

fjernsyn og anden offentlig fremførelse.

Det er ministeriets opfattelse, at nævnet har vist

sig at udgøre et nyttigt organ til en hurtig og kvalificeret

afgørelse af visse ophavsretlige tvistigheder, som ellers kunne have

verseret for domstolene i årevis. Der er derfor efter ministeriets

opfattelse også grundlag for at antage, at nævnet på

tilfredsstillende måde vil kunne overtage opgaven med at føre

tilsyn med KODA s tariffer. I forvejen er en ikke uvæsentlig del af

KODA s opkrævningsområde, nemlig kabelviderespredning, undergivet

nævnets kompetence, jf. lovens § 48, stk. 1.

Nævnet består af tre medlemmer: En

højesteretsdommer og to andre sagkyndige medlemmer. Nævnets

virksomhed er reguleret i bekendtgørelse nr. 762 af 2. oktober

1997.

Efter forslaget til § 75 a, stk. 2, skal

nævnet anlægge en rimelighedsvurdering ved afgørelsen af,

om der foreligger et misbrug af eneretten i tilfælde, hvor KODA stiller

urimelige vilkår for at meddele tilladelse til offentlig

fremførelse af musikværker. Rimelighedsbedømmelsen

bør foretages ud fra en samlet vurdering af den konkrete sags

omstændigheder, idet der ved afgørelsen blandt andet bør

lægges vægt på almene samfundsmæssige hensyn samt

konkurrenceretlige hensyn, herunder princippet om ikke-diskriminering.

Det vil antagelig hyppigst være musikbrugere, som er

utilfredse med KODA s tariffer, der vil indlede en klagesag med hjemmel i

§ 75 a, stk. 2. Også KODA har imidlertid

søgsmålskompetence. I overensstemmelse med nævnets praksis

vil KODA som en form for anerkendelsessøgsmål have mulighed for

at indklage musikbrugere for nævnet med krav om nævnets

godkendelse af bestemte vilkår.

Nævnets kompetence i henhold til § 75 a,

stk. 2, bliver ligesom tilfældet er med den gældende

godkendelsesordning - alene fremførelsesrettigheder. Selv om KODA

på nogle områder skulle licensiere fremførelsesrettigheder

sammen med andre rettigheder, f.eks. rettigheder til eksemplarfremstilling,

hvilket kunne være tilfældet vedrørende Internet, vil

nævnet udelukkende kunne tage stilling til den del af en tarif, der

relaterer sig til fremførelsesrettighederne.

Bortset fra at nævnet i særlige tilfælde

kan fastsætte vilkårene for offentlig musikfremførelse,

indebærer den foreslåede ordning ligesom den gældende

godkendelsesordning ikke noget indgreb i komponisternes eneret efter lovens

§ 2 til at give samtykke til offentlig musikfremførelse.

I forbindelse med ikrafttræden af

nærværende lovændring vil KODA s koncession blive

ændret, således at det gældende vilkår om

Kulturministeriets tarifgodkendelse udgår. I perioden herefter vil KODA

fortsat kunne basere sin opkrævningsvirksomhed på de hidtil

godkendte tariffer, indtil nævnet i konkrete afgørelser

måtte have truffet beslutning om en ændring af disse.

Det følger af henvisningen i § 75 a,

stk. 2, 2. pkt., til § 47, stk. 1, 2. pkt., at nævnets

afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed,

herunder Kulturministeriet. Parterne i sager for Ophavsretslicensnævnet

har derimod mulighed for at indbringe nævnets afgørelser for

domstolene.

Henvisningen til § 47, stk. 1, 3. pkt., i

forslaget til § 75 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer, at

bestemmelserne i ovennævnte bekendtgørelse om

Ophavsretslicensnævnet, også vil komme til at gælde

§ 75 a-sager.

Under høringen har KODA og Danmarks Radio kunnet

tilslutte sig forslaget om nævnskompetence på dette

område.

Til nr. 7

Efter den gældende lovs § 82, stk. 2, sker

ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i ophavsretsloven i

overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter

loven kan medføre frihedsstraf. Denne formulering, der blev

gennemført ved den store revision af ophavsretsloven i 1995,

følger retsplejelovens ordlyd på daværende tidspunkt.

Herefter kunne der ske ransagning, når sagen angik en forbrydelse, der

efter loven kunne medføre frihedsstraf.

Formuleringen af § 82, stk. 2, har givet

anledning til en del tvivl - særlig efter at retsplejeloven i 1997 er

blevet ændret - således at der nu kun kan foretages ransagning i

sager, der er undergivet offentlig påtale. I lyset heraf finder

Kulturministeriet, at det vil være mest hensigtsmæssigt at

ophæve bestemmelsen, således at ransagning i sager om

overtrædelse af ophavsretsloven sker i overensstemmelse med de

almindelige betingelser i retsplejeloven. Herefter vil der fortsat kunne

foretages ransagning i de ophavsretlige sager, der omfattes af § 76,

stk. 2, eller § 77, stk. 2, idet disse sager som de eneste i

ophavsretsloven kan påtales af det offentlige, jf. § 82,

stk. 1.

Til § 2

Til stk. 1

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Til stk. 2

Det foreslås, at de hidtid gældende

bestemmelser i ophavsretslovens § 50, jf. §§ 13 og 14, § 17,

stk. 5, § 23, stk. 2, §§ 30 og 35, fortsat finder

anvendelse på aftaler, der er indgået før lovens

ikrafttræden.

Baggrunden for forslaget er, at der ikke skal kunne skabes

tvivl om aftalelicensvirkningen af gældende aftaler. Der er på en

række vigtige udnyttelsesområder, bl.a. med hensyn til

kabelviderespredning af radio- og fjernsynsudsendelser, indgået aftaler

på grundlag af den gældende retstilstand. Såvel

rettighedshavere som brugere har indrettet sig i overensstemmelse med disse

aftaler. Det vil efter Kulturministeriets opfattelse kunne få alvorlige

følger, hvis gyldigheden og aftalelicensvirkningerne af gældende

aftaler på en række brugerområder kunne bestrides.

Til § 3

Da dette lovforslag kan siges at have konsekvenser

på områder, der er dækket af hjemmestyreordningerne

på Færøerne og i Grønland, finder Kulturministeriet

det rigtigst, at en ikrafttræden på Færøerne og i

Grønland først bør ske efter forhandlinger med de

færøske og grønlandske myndigheder.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 706 af 29. september

1998, foretages følgende ændringer:

§ 12.

Af et offentliggjort værk må enhver

fremstille eller lade fremstille enkelte eksemplarer til sin private brug.

Sådanne eksemplarer må ikke udnyttes på anden

måde.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til

at

1) opføre et bygningsværk,

2) fremstille et eksemplar af et kunstværk ved afstøbning,

ved aftryk fra original plade eller stok eller på nogen anden

måde, som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en

original,

3) fremstille eksemplarer af edb-programmer i digitaliseret form

eller

4) fremstille eksemplarer i digital form af andre værker,

når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af

værket i digitaliseret form.

1.

I § 12, stk. 2, nr. 3, ændres »form

eller« til: »form,«.

2.

§ 12, stk. 2, nr. 4, ophæves og i stedet

indsættes:

»4) fremstille eksemplarer i digital form af databaser, når

eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af databasen

i digital form, eller

5) fremstille enkelte eksemplarer i digital form af andre værker,

medmindre det udelukkende sker til personlig brug for fremstilleren eller

dennes husstand.«

Stk. 3.

Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at

benytte fremmed medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er

tale om

1) musikværker,

2) filmværker,

3) værker af brugskunst eller

4) kunstværker, såfremt eksemplarfremstillingen har form af

en kunstnerisk gengivelse.

Stk. 4.

Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke brugeren ret til

ved eksemplarfremstilling af musikværker og filmværker at anvende

teknisk udstyr, der er stillet til rådighed for almenheden på

biblioteker, i forretningslokaler eller på andre offentligt

tilgængelige steder.

§ 39.

Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller

indfører lyd- eller videobånd eller andre indretninger,

hvorpå lyd eller billeder kan optages, skal betale vederlag til

ophavsmændene til de i stk. 2 nævnte værker.

Stk. 2.

Vederlaget skal betales for bånd m.v., der er

egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, og kun for

værker, som er udsendt i radio eller fjernsyn, eller som er udgivet

på fonogram, film, videogram eller lignende.

Stk. 3.

Administrationen og kontrollen, herunder

opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som

repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd,

udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af

grammofonplader m.v. og fotografer, og som af kulturministeren er godkendt

hertil. Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om

opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.

3.

§ 39, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Administrationen og kontrollen, herunder

opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som

repræsenterer en væsentlig del af ophavsmænd,

udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af

grammofonplader m.v. og fotografer, hvis værker, præstationer

m.v. anvendes i Danmark. Organisationen skal godkendes af kulturministeren.

Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om

opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.«

Stk. 4.

Organisationen fastsætter retningslinjer for

udbetalingen af vederlaget til de berettigede, så fordelingen i videst

muligt omfang sker i overensstemmelse med den kopiering, som finder sted. En

tredjedel af det årlige beløb til udbetaling skal dog anvendes

til støtte af formål, der er fælles for

ophavsmændene m.fl. inden for de grupper, som repræsenteres af

organisationen, jf. stk. 3.

§ 50.

Aftalelicens efter §§ 13 og 14, § 17,

stk. 5, § 23, stk. 2, §§ 30 og 35 kan

påberåbes af brugere, der har indgået en aftale om den

pågældende værksudnyttelse med en organisation, som

omfatter en væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art

af værker. Aftalelicensen giver brugeren ret til at udnytte andre

værker af samme art, selv om ophavsmændene til disse værker

ikke repræsenteres af organisationen.

4.

§ 50 affattes således:

»§ 50. Aftalelicens efter §§ 13 og 14, § 17,

stk. 5, § 23, stk. 2, og §§ 30 og 35 kan

påberåbes af brugere, der har indgået en aftale om den

pågældende værksudnyttelse med en organisation, som

omfatter en væsentlig del af ophavsmænd til en bestemt art af

værker, der anvendes i Danmark. Aftalelicensen giver brugeren ret til

at udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmændene til

disse værker ikke repræsenteres af organisationen.

Stk. 2.

Aftalelicensen giver kun brugeren ret til at benytte

de ikke-repræsenterede ophavsmænds værker på den

måde og på de vilkår, som følger af den

indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte

bestemmelser.

Stk. 2

. Aftalelicensen giver kun brugeren ret til at benytte

de ikke-repræsenterede ophavsmænds værker på den

måde og på de vilkår, som følger af den

indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte

bestemmelser.

Stk. 3.

Rettighedsorganisationer, som indgår aftaler om

samtidig og uændret videreudsendelse af radio- eller

fjernsynsudsendelser af den i § 35 nævnte karakter, skal godkendes

af kulturministeren. Ministeren kan bestemme, at en godkendt organisation

på nærmere angivne områder skal være en

fællesorganisation, som omfatter flere grupper af rettighedshavere.

Aftaler indgået i strid med 1. og 2. pkt. er ugyldige.

Stk. 3.

Rettighedshaverorganisationer, som indgår

aftaler af den i stk. 1 nævnte karakter, skal godkendes af

kulturministeren. Der kan kun godkendes én organisation inden for hver

værksart. Ministeren kan bestemme, at en godkendt organisation på

nærmere angivne områder skal være en

fællesorganisation, som omfatter flere organisationer, der opfylder

kravene efter stk. 1.«

...

§ 65.

En udøvende kunstners fremførelse af et

litterært eller kunstnerisk værk må ikke uden kunstnerens

samtykke

5.

I § 65, stk. 4, § 66, stk. 2,

§ 67, stk. 2, § 69, stk. 3, og § 70,

stk. 3, ændres »§ 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4,«

til: »§ 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 5,«.

1) optages på bånd, film eller anden indretning, der kan

gengive den, eller

2) gøres tilgængelig for almenheden.

Stk. 2.

Er fremførelsen optaget som anført i

stk. 1, nr. 1, må den ikke uden den udøvende kunstners

samtykke overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller

gøres tilgængelig for almenheden, før 50 år er

forløbet efter udgangen af det år, da fremførelsen fandt

sted. Hvis en optagelse af en fremførelse udgives eller

offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil

50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den

første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter

hvilket tidspunkt der er det første.

Stk. 3.

En aftale mellem en udøvende kunstner og en

filmproducent om at medvirke ved indspilningen af en film indebærer, at

den udøvende kunstner i mangel af modstående aftale formodes at

have overdraget sin ret til udlejning af filmen til producenten.

Stk. 4.

Bestemmelserne i § 2, stk. 3, §§ 3 og

11, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12, stk. 3, nr.

1, og § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17, stk. 1-3

og 5, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21,

22, 25, 27, 28, 31 og 33-35, § 36, stk. 3, §§ 39-47,

49-57, § 58 a samt §§ 61 og 62 finder tilsvarende anvendelse

på udøvende kunstneres fremførelser og optagelser heraf.

Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en

optagelse efter stk. 1 og 2, når denne for første gang er

solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller

med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde.

Stk. 5.

Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan Det Kongelige

Teater lade teatrets festforestillinger eller forestillinger i anledning af

officielle besøg udsende af Danmarks Radio eller TV 2 i radio eller

fjernsyn.

§ 66.

Lydoptagelser må ikke uden fremstillerens samtykke

eftergøres eller gøres tilgængelige for almenheden,

før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da

optagelsen fandt sted. Hvis en lydoptagelse udgives eller

offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil

50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den

første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter

hvilket tidspunkt der er det første. Som eftergørelse betragtes

også det forhold, at en optagelse overføres fra én

optagelse til en anden.

Stk. 2.

Bestemmelserne i § 2, stk. 3, § 11,

stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12,

stk. 3, nr. 1, § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17,

stk. 1-3 og 5, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2,

§§ 21, 22, 25, 27, 28, 31, 33, 34, § 36, stk. 3, §§ 39-47

samt §§ 49-52 finder tilsvarende anvendelse på lydoptagelser.

Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en

optagelse efter stk. 1, når denne for første gang er solgt

eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med

dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde.

Stk. 3.

Uanset bestemmelsen i stk. 1 må

lydoptagelser, som udsendes trådløst i radio eller fjernsyn,

videreudsendes over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved

hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og

samtidig med, at udsendelsen finder sted.

§ 67.

Billedoptagelser må ikke uden fremstillerens

samtykke eftergøres eller gøres tilgængelige for

almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det

år, da optagelsen fandt sted. Hvis en billedoptagelse udgives eller

offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil

50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den

første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter

hvilket tidspunkt der er det første. Som eftergørelse betragtes

også det forhold, at en optagelse overføres fra én

optagelse til en anden.

Stk. 2.

Bestemmelserne i § 2, stk. 3, § 11,

stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12,

stk. 3, nr. 2, § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17,

stk. 1, 3 og 5, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og

2, § 21, stk. 3, §§ 22, 25, 27, 28 og 31-34, § 36,

stk. 3, § 47 samt §§ 49-52 finder tilsvarende anvendelse

på billedoptagelser. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun

anvendelse på en optagelse efter stk. 1, når denne for

første gang er solgt eller på anden måde overdraget af

rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske

Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 3.

Uanset bestemmelsen i stk. 1 må

billedoptagelser, som udsendes trådløst i fjernsyn,

videreudsendes over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved

hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og

samtidig med, at udsendelsen finder sted.

§ 69.

En radio- eller fjernsynsudsendelse må ikke uden

radio- eller fjernsynsforetagendets samtykke udsendes af andre eller på

anden måde fremføres offentligt. Udsendelsen må heller

ikke uden samtykke affotograferes eller optages på bånd, film

eller anden indretning, der kan gengive den.

Stk. 2.

Er en udsendelse affotograferet eller optaget som

anført i stk. 1, må den ikke uden foretagendets samtykke

overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller spredes til

almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det

år, da udsendelsen fandt sted.

Stk. 3.

Bestemmelserne i § 11, stk. 2, § 12,

stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 15, § 17, stk. 1-3,

§ 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22 og 25, § 27, stk. 1 og

3, §§ 28, 31, 32, 33 og § 36, stk. 3, finder tilsvarende

anvendelse på radio- og fjernsynsudsendelser. Bestemmelsen i § 19,

stk. 1, finder kun anvendelse på de i stk. 2 nævnte

udsendelser, når disse for første gang er solgt eller på

anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke

inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

§ 70.

Den, som fremstiller et fotografisk billede

(fotografen), har eneret til at råde over billedet ved at fremstille

eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for

almenheden.

Stk. 2.

Retten til et fotografisk billede varer, indtil 50

år er forløbet efter udgangen af det år, da billedet blev

fremstillet.

Stk. 3.

Bestemmelserne i § 2, stk. 2 og 3,

§§ 3, 7, 9 og 11, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4,

§§ 13-16, § 17, stk. 1, 3 og 5, § 18, stk. 1 og 2,

§ 19, stk. 1 og 2, §§ 20, 21 og 23, § 24, stk. 1 og

2, §§ 25, 27, 28, 30, 31, 33-35, § 36, stk. 3, §§ 39-47,

49-58 og §§ 60-62 finder tilsvarende anvendelse på fotografiske

billeder. Er et fotografisk billede genstand for ophavsret efter § 1,

kan denne også gøres gældende.

§ 50.

6.

Efter § 75 indsættes:

...

Stk. 4. Erhvervsmæssig virksomhed, hvorved en

repræsentant for indehaveren af ophavsretten eller en

kontraktmæssig indehaver af denne ret indgår aftaler om offentlig

fremførelse af et musikværk, der er beskyttet efter denne lov,

skal godkendes af kulturministeren. Ministeren kan fastsætte

nærmere vilkår for godkendelsen. Aftaler indgået i strid

med 1. og 2. pkt. er ugyldige.

»§75 a. Erhvervsmæssig virksomhed, hvorved en

repræsentant for indehaveren af ophavsretten eller en

kontraktmæssig indehaver af denne ret indgår aftaler om offentlig

fremførelse af et musikværk, der er beskyttet efter denne lov,

skal godkendes af kulturministeren. Ministeren kan fastsætte

nærmere vilkår for godkendelsen. Aftaler indgået i strid

med 1. og 2. pkt. er ugyldige.

Stk. 2.

Stiller en organisation m.v., der er godkendt i

henhold til stk. 1, urimelige vilkår for at meddele tilladelse til

offentlig fremførelse af musikværker, kan

Ophavsretslicensnævnet på begæring fastsætte

vilkårene for fremførelsen. § 47, stk. 1, 2. og 3.

pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

§ 82.

Overtrædelser, som omfattes af § 76,

stk. 2, eller § 77, stk. 2, påtales af det offentlige,

når den forurettede begærer det.

7.

§ 82, stk. 2, ophæves.

Stk. 2.

Ransagning i sager om overtrædelse af

bestemmelser i denne lov sker i overensstemmelse med retsplejelovens regler

om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

§ 2

Stk. 1

. Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2.

For aftaler indgået før lovens

ikrafttræden finder de hidtil gældende bestemmelser i

ophavsretslovens § 50, jf. §§ 13 og 14, § 17, stk. 5,

§ 23, stk. 2, og §§ 30 og 35, fortsat anvendelse.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men

kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for

Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de

særlige færøske eller grønlandske forhold

tilsiger.

Lignende dokumenter