Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 10. januar 2001 af
kulturministeren (Elsebeth Gerner Nielsen)
Forslag
til
lov om ændring af ophavsretsloven
(Digital eksemplarfremstilling til personlig brug,
aftalelicens m.v.)
§ 1
I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 706 af 29. september
1998, foretages følgende ændringer:
1.
I § 12, stk. 2, nr. 3, ændres »form
eller« til: »form,«.
2.
§ 12, stk. 2, nr. 4, ophæves og i stedet
indsættes:
»4) fremstille eksemplarer i digital form af databaser, når
eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af databasen
i digital form, eller
5) fremstille enkelte eksemplarer i digital form af andre værker,
medmindre det udelukkende sker til personlig brug for fremstilleren eller
dennes husstand.«
3.
§ 39, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Administrationen og kontrollen, herunder
opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som
repræsenterer en væsentlig del af ophavsmænd,
udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af
grammofonplader m.v. og fotografer, hvis værker, præstationer
m.v. anvendes i Danmark. Organisationen skal godkendes af kulturministeren.
Læs alt
Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om
opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.«
4.
§ 50 affattes således:
»§ 50. Aftalelicens efter §§ 13 og 14,
§ 17, stk. 5, § 23, stk. 2, og §§ 30 og 35 kan
påberåbes af brugere, der har indgået en aftale om den
pågældende værksudnyttelse med en organisation, som
omfatter en væsentlig del af ophavsmænd til en bestemt art af
værker, der anvendes i Danmark. Aftalelicensen giver brugeren ret til
at udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmændene til
disse værker ikke repræsenteres af organisationen.
Stk. 2.
Aftalelicensen giver kun brugeren ret til at benytte
de ikke-repræsenterede ophavsmænds værker på den
måde og på de vilkår, som følger af den
indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte
bestemmelser.
Stk. 3.
Rettighedshaverorganisationer, som indgår
aftaler af den i stk. 1 nævnte karakter, skal godkendes af
kulturministeren. Der kan kun godkendes én organisation inden for hver
værksart. Ministeren kan bestemme, at en godkendt organisation på
nærmere angivne områder skal være en
fællesorganisation, som omfatter flere organisationer, der opfylder
kravene efter stk. 1.«
5.
I § 65, stk. 4, § 66, stk. 2, § 67,
stk. 2, § 69, stk. 3, og § 70, stk. 3,
ændres »§ 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4,« til: »§ 12,
stk. 1 og stk. 2, nr. 5,«.
6.
Efter § 75 indsættes:
»§ 75 a. Erhvervsmæssig virksomhed,
hvorved en repræsentant for indehaveren af ophavsretten eller en
kontraktmæssig indehaver af denne ret indgår aftaler om offentlig
fremførelse af et musikværk, der er beskyttet efter denne lov,
skal godkendes af kulturministeren. Ministeren kan fastsætte
nærmere vilkår for godkendelsen. Aftaler indgået i strid
med 1. og 2. pkt. er ugyldige.
Stk. 2.
Stiller en organisation m.v., der er godkendt i
henhold til stk. 1, urimelige vilkår for at meddele tilladelse til
offentlig fremførelse af musikværker, kan
Ophavsretslicensnævnet på begæring fastsætte
vilkårene for fremførelsen. § 47, stk. 1, 2. og 3.
pkt., finder tilsvarende anvendelse.«
7.
§ 82, stk. 2, ophæves.
§ 2
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2.
For aftaler indgået før lovens
ikrafttræden finder de hidtil gældende bestemmelser i
ophavsretslovens § 50, jf. §§ 13 og 14, § 17, stk. 5,
§ 23, stk. 2, og §§ 30 og 35, fortsat anvendelse.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for
Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de
særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Den gældende ophavsretslov er fra 1995, hvor loven
undergik en generel revision og modernisering. Loven er senest blevet
ændret ved lov nr. 407 af 26. juni 1998 (FT 1997-98, 2. samling, s.
532, 1127, 1798, A s. 995, 1033, B s. 55 og 178). Ved denne lovændring
gennemførtes Europa-Parlamentet og Rådets direktiv nr. 96/9/EF
af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser (herefter:
databasedirektivet). Endvidere blev der gennemført nye bestemmelser om
digital eksemplarfremstilling inden for undervisningsområdet, om
gengivelse af kunstværker i alment oplysende fremstillinger og om
eksemplarfremstilling i forbindelse med sagsbehandling inden for offentlige
myndigheder m.v.
Loven foreligger i sin nuværende skikkelse som
lovbekendtgørelse nr. 706 af 29. september 1998.
Inden for EU har der siden 1997 været forhandlinger
vedrørende et direktivforslag om harmonisering af visse aspekter af
ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, KOM (97)
628, (herefter: direktivforslaget om ophavsret i informationssamfundet).
Forhandlingerne forventes afsluttet i løbet af 2001. Der er tale om et
omfattende forslag, som må forventes at give anledning til et
betydeligt antal ændringer i den danske ophavsretslov.
Ændringerne vil særligt vedrøre det digitale område,
hvor direktivforslaget indeholder nye bestemmelser om
tilrådighedsstillelse via Internettet, brug af tekniske
beskyttelsesforanstaltninger (kopispærringer og lign.) samt forslag om
en udtømmende undtagelsesregulering og kompensationsordninger til
fordel for rettighedshaverne.
Ophavsretslovgivningen er præget af et nært
nordisk samarbejde. De mange lovændringer, som vil være
påkrævet efter en vedtagelse af det nævnte direktiv,
herunder spørgsmålet om behovet for eventuelle nye
aftalelicenser på det digitale område, vil derfor
nødvendiggøre indgående drøftelse med de andre
nordiske lande.
På denne baggrund har lovforslaget et
begrænset sigte, der kun omfatter 4 spørgsmål:
En begrænset liberalisering af forbudet mod digital kopiering
til privat brug, således at det bliver muligt at foretage digital
kopiering til personligt brug inden for en husstand (nr. 2).
Ophævelse af nationalitetskravet i ophavsretslovens § 39,
stk. 3, om båndafgift og § 50 om aftalelicens (nr. 3 og
4).
Omlægning af det ministerielle tilsyn med KODA s tariffer,
således at denne funktion i fremtiden varetages af
Ophavsretslicensnævnet (nr. 6).
Ophævelse af ransagningsbestemmelsen i ophavsretslovens
§ 82, stk. 2 (nr. 7).
2. Hovedpunkter i lovforslaget
2.1 Digital eksemplarfremstilling til privat brug
(nr. 2).
Siden 1995 har der efter ophavsretslovens § 12,
stk. 2, nr. 4, eksisteret et totalt forbud mod at foretage digital
eksemplarfremstilling af værker i digital form til privat brug.
Efterhånden som privatpersoners brug af Internettet
og andre digitale medier er blevet en del af hverdagen, har der vist sig at
være et behov for at overveje en opblødning af det digitale
kopieringsforbud, således at det f.eks. bliver muligt til privat brug
at brænde sin egen cd til brug i bilen eller sommerhuset, foretage
optagelser fra kommende digitale radio- og fjernsynsudsendelser og foretage
kopiering fra Internettet.
Det foreslås derfor under nr. 2, at det skal
være muligt at foretage en begrænset digital kopiering til
personligt brug inden for en husstand.
Kulturministeriet har overvejet, om forbudet mod digital
kopiering helt burde ophæves, således at adgangen til at foretage
digital privatkopiering bringes på linie med de gældende regler
om analog kopiering. Dette ville betyde, at der kom til at gælde en
vidtgående adgang til digital kopiering, der udover kopiering til rent
personlig brug også ville omfatte kopiering inden for lukkede klubber
og studiekredse, kopiering i arbejdsforhold samt i forbindelse med
undervisning. Efter en samlet afvejning af de under lovforberedelsen
fremførte synspunkter finder ministeriet, at det vil være for
vidtgående at gennemføre en fuldstændig ligestilling
mellem digital og analog kopiering.
Forslaget indebærer ikke nogen ændringer i de
forbud mod digital privatkopiering, der som følge af Rådets
direktiv nr. 91/250/EØF af 14. maj 1991 om retlig beskyttelse af
edb-programmer (herefter: edb-programdirektivet) og databasedirektivet fra
1996 efter ophavsretslovens § 12 gælder for edb-programmer og
databaser.
2.2. Nationalitetskravet i lovens aftalelicensordninger (nr. 4).
Der stilles under nr. 4 forslag om en omlægning af
de almindelige betingelser for indgåelse af aftalelicens i lovens
§ 50.
Efter den gældende lovs § 50, stk. 1, kan
der på en række nærmere angivne områder ske en
værksudnyttelse, hvis der indgås aftale med en organisation, som
repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd til en
bestemt art af værker. Aftalelicensen indebærer, at en bruger,
som har indgået aftale med en organisation, der omfatter en
væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af
værker, efter loven får ret til at udnytte andre værker af
samme art, selv om ophavsmændene til disse værker ikke
repræsenteres af organisationen, herunder udenlandske
ophavsmænd.
Der har fra Europa-Kommissionens side været rejst
tvivl om, hvorvidt det er i overensstemmelse med EU-retten, at der i
ophavsretslovens § 50 er indbygget et nationalitetskrav. Efter
§ 50, stk. 1, kræves det, at en aftale, der efter loven skal
have aftalelicensudløsende virkning i forhold til udenforstående
rettighedshavere, skal være indgået af en organisation, som
omfatter en væsentlig del af danske rettighedshavere. Regeringen har
for at undgå den usikkerhed omkring funktionen af aftalelicenssystemet,
som for såvel brugere som rettighedshavere ville kunne følge af
en sag ved EF-Domstolen, over for Kommissionen givet tilsagn om at
søge aftalelicensbestemmelsen i § 50, stk. 1, ændret,
således at ordet »danske« erstattes med et nationalitetsneutralt
kriterium. For samtidig at bevare klarhed over, hvilke organisationer der
herefter i fremtiden vil kunne indgå aftaler med aftalelicensvirkning,
foreslås det, at de aftalesluttende organisationer generelt undergives
en godkendelsesordning.
2.3. Omlægning af det ministerielle tilsyn med KODA's tariffer
(nr. 6).
Efter den for KODA gældende koncessionsordning, jf.
lovens § 50, stk. 4, skal Kulturministeriet godkende enhver tarif,
som selskabet anvender over for brugere af beskyttet musik. Den ministerielle
godkendelsesordning er stærkt historisk betinget og kan ikke
længere siges at være tidssvarende. Det foreslås derfor
under nr. 6 at lade den offentlige kontrol med KODA s tariffer overgå
til det uafhængige Ophavsretslicensnævn, som allerede i dag
varetager kontrollen med de afgifter, som Gramex på vegne af
udøvende kunstnere og fremstillere af lydoptagelser opkræver for
udsendelse i radio og fjernsyn og anden offentlig
musikfremførelse.
3. Særligt om båndafgift m.v.
I forbindelse med overvejelserne om en ophævelse af
forbudet mod digital eksemplarfremstilling til privat brug har en række
rettighedshaverorganisationer fremsat ønske om, at der foretages en
grundlæggende ændring af den gældende
blankbåndsordning. Organisationerne foreslår, at afgiftsordningen
for optagemedier (bånd m.v.) suppleres med en afgift på alt
apparatur, der kan bruges til at optage og kopiere beskyttede værker
som f.eks. cd-brændere, mp3-afspillere og minidisc-optagere.
Den gældende afgiftsordning for optagemedier blev
indført i ophavsretsloven i 1992. Reglerne indebærer, at den,
der erhvervsmæssigt fremstiller eller indfører lyd- eller
videobånd eller andre indretninger, hvorpå lyd eller billeder kan
optages, skal betale et vederlag til rettighedshaverne. Vederlagsordningen
omfatter lyd- og videobånd m.v., som kan anvendes til privatkopiering
og gælder kun for værker, som er udsendt i radio eller fjernsyn,
eller som er udgivet på fonogram, film, videogram eller lign.
Vederlaget er udtømmende fastlagt i selve loven som en afgift pr.
minut spilletid, idet der gælder forskellige afgifter for lydbånd
og videobånd. Som eksempel kan det nævnes, at der i dag skal
betales henholdsvis 4,69 kr. for et 90 minutters lydbånd og 17,33 kr.
for et 240 minutters videobånd. Den nuværende ordning omfatter
kun optagemedier såsom bånd, discs og lign., ikke optageudstyr.
Opkrævning og fordeling af vederlag varetages i praksis af Copy-Dan,
Foreningen Båndkopi.
Afgiften på bånd m.v. indbragte i perioden
1993-1999 følgende beløb:
1993: 8,4 mio. kr.
1994: 54,7 mio. kr.
1995: 59,7 mio. kr.
1996: 76,0 mio. kr.
1997: 64,3 mio. kr.
1998: 67,1 mio. kr.
1999: 43,5 mio. kr.
Rettighedshaverne har anført, at den gældende
båndafgiftsordning ikke længere er tidssvarende. Der er behov for
en tilpasning af ordningen til den digitale udvikling. I de senere år
er vederlaget faldet betydeligt, således at vederlaget i 1999 kun
udgør ca. 43 mio. kr. Dette kan efter rettighedshavernes opfattelse
tilskrives den teknologiske udvikling samt ændrede
forbrugsmønstre. Rettighedshaverne foreslår på denne
baggrund, at der gennemføres en gennemgribende ændring af
båndafgiftsordningen. Afgiftsordningen bør i fremtiden ikke
alene omfatte alle former for optagemedier såvel analoge som digitale,
men også alle former for optage- og kopieringsapparatur. Forslaget
omfatter også pc-harddisks, men rettighedshaverne har tilkendegivet, at
de ikke vil opkræve vederlag for almindelige pc er, før der er
høstet erfaringer med administrationen af vederlagsordningen på
det øvrige optage- og kopieringsapparatur. Det foreslås endelig,
at vederlagssatserne for de forskellige typer af lagringsmedier og apparatur
i fremtiden skal aftales direkte mellem kunstnerne og
importørerne/distributørerne. Kan der ikke opnås enighed
mellem parterne om vederlagets størrelse, skal
spørgsmålet kunne indbringes for Ophavsretslicensnævnet,
som træffer den endelige administrative afgørelse.
Kulturministeriet må være enig i, at der
på baggrund af udviklingen på det digitale område er behov
for at overveje indførelse af apparaturafgifter. Det er vigtigt, at
der sikres de skabende og udøvende kunstnere, hvis værker og
præstationer udgør en væsentlig del af indholdet i de nye
medier, en rimelig økonomisk kompensation for den omfattende brug af
deres frembringelser, som bl.a. sker via Internettet.
På den baggrund agter Kulturministeriet at
nedsætte en teknisk arbejdsgruppe bestående af
repræsentanter fra Kulturministeriet, Skatteministeriet og
Forskningsministeriet og med inddragelse af synspunkter fra berørte
organisationer. Arbejdsgruppen får til opgave at undersøge
behovet og de praktiske muligheder samt fordele og ulemper ved en
gennemførelse af apparaturafgifter i Danmark. Arbejdsgruppen skal i
den forbindelse belyse retsstillingen og afgiftssituationen i andre lande,
ligesom arbejdsgruppen bør være opmærksom på det
kommende EF-direktiv om ophavsret i informationssamfundet.
Direktivforslaget om ophavsret i informationssamfundet er
endnu ikke vedtaget og skal i løbet af 2000/2001 til anden behandling
i Europa-Parlamentet. Forslaget indeholder en hjemmel til, at der i national
lovgivning kan gennemføres en undtagelse om eksemplarfremstilling til
privat brug, hvad enten eksemplarfremstillingen sker i analog eller digital
form. Samtidig skal rettighedshaverne have en ret til en rimelig
kompensation. Forslaget indeholder også bestemmelser om retlig
beskyttelse af tekniske beskyttelsesforanstaltninger i form af
kopispærringer m.v., hvis anvendelse kan få betydning for
udformningen af eventuelle kompensationsordninger. I det omfang
rettighedshaverne anvender kopispærringer og lign. vil de selv have
mulighed for at sikre, at der betales et direkte vederlag for
eksemplarfremstilling, f.eks. over Internettet.
I dag findes der inden for EU apparaturafgifter i Belgien,
Grækenland, Italien, Portugal, Tyskland og Spanien. Apparaturafgifterne
i disse lande vedrører imidlertid stort set kun analogt
kopieringsudstyr såsom fotokopieringsapparatur og analogt
optageapparatur for lyd- og billedoptagelser.
Tyskland synes at være det eneste land, hvor man for
øjeblikket overvejer afgifter på alle former for digitalt
kopieringsudstyr. Efter det for Kulturministeriet oplyste har den tyske
regering i juni 2000 afgivet en redegørelse til Forbundsdagen, hvori
der lægges op til, at der ved en ændring af den tyske
ophavsretslov gennemføres en afgift på alt digitalt
kopieringsudstyr. Det vil bl.a. betyde afgifter på computerharddisks,
printere, mp3-afspillere, modems og ISDN-anlæg.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget medfører ikke direkte
økonomiske eller personalemæssige konsekvenser for staten,
amtskommunerne eller kommunerne. De indirekte økonomiske konsekvenser,
som måtte følge af aftaler, som indgås på grundlag
af ophavsretslovgivningen, og omfanget af den brug af beskyttede
værker, som sådanne aftaler måtte lede til, kan der efter
sagens natur ikke gives nogen oplysning om.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Med hensyn til økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet må forslaget i det hele anses som
neutralt.
6. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Der har fra Europa-Kommissionens side været rejst
tvivl om, hvorvidt det er i overensstemmelse med EU-retten, at der i
ophavsretslovens § 50 er indbygget et nationalitetskrav. Efter
§ 50, stk. 1, kræves det, at en aftale, der efter loven skal
have aftalelicensudløsende virkning i forhold til udenforstående
rettighedshavere, skal være indgået af en organisation, som
omfatter en væsentlig del af danske rettighedshavere. Regeringen har
for at undgå den usikkerhed omkring funktionen af aftalelicenssystemet,
som for såvel brugere som rettighedshavere ville kunne følge af
en sag ved EF-Domstolen, over for Kommissionen givet tilsagn om at
søge aftalelicensbestemmelsen i § 50, stk. 1, ændret,
således at ordet »danske« erstattes med et nationalitetsneutralt
kriterium.
8. Høring
Lovforslaget er baseret på et departementalt
lovudkast, som har været til høring hos en bred kreds af
organisationer og institutioner. Der er modtaget ca. 80 høringssvar,
som er afspejlet i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.
9. Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive konsekvenser
Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forslaget om aftalelicens m.v. indebærer, at
ophavsretslovens aftalelicenssystem justeres i overensstemmelse med
synspunkter fremsat af Europa-Kommissionen.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Forslaget er af teknisk karakter og skal ses på
baggrund af forslaget under nr. 2, hvorefter der stilles forslag om en
liberalisering af forbudet mod digital kopiering til privat brug i den
gældende lovs § 12, stk. 2, nr. 4. Der henvises til
ændringsforslag nr. 2 samt bemærkningerne hertil.
Til nr. 2
Til § 12, stk. 2, nr. 4
Forslaget til § 12, stk. 2, nr. 4,
vedrørende forbud mod privat eksemplarfremstilling i digital form af
databaser i digital form svarer til gældende ret, som har sin baggrund
i en tilsvarende bestemmelse i databasedirektivet fra 1996. Ved en »database«
forstås »en samling af værker, data eller andet
selvstændigt materiale, der er struktureret systematisk eller metodisk
og kan konsulteres individuelt ved brug af elektronisk udstyr eller på
anden måde«. Det vil således fortsat ikke være tilladt til
privat brug at fremstille digitale eksemplarer af databaser, hvad enten
databasen fremtræder som et fysisk eksemplar, f.eks. et
multimedieværk, eller som en elektronisk base med online adgang.
Til § 12, stk. 2, nr. 5
Forslaget har til formål at åbne
mulighed for, at der uden samtykke fra ophavsmanden til personlig brug inden
for husstanden kan fremstilles enkelte eksemplarer i digital form af
offentliggjorte værker.
Efter den gældende lovs § 12, stk. 2, nr.
4, er det ikke tilladt til privat brug at fremstille eksemplarer af
værker i digital form, når eksemplarfremstillingen sker på
grundlag af en gengivelse af værket i digitaliseret form.
Forbudet blev gennemført i 1995 med den
begrundelse, at den digitale teknologi indebar så betydelige og
aktuelle muligheder for hurtig reproduktion i høj kvalitet også
af andre typer af værker end edb-programmer, at det forekom rimeligt at
udvide bestemmelsen om forbud mod at kopiere edb-programmer til privat brug,
som blev gennemført allerede i 1989, til at omfatte alle typer af
værker i digitaliseret form, herunder f.eks. musik og film på cd
er og dvd er.
Efter Kulturministeriets opfattelse må
kopieringsforbudet siges at have haft en vis præventiv effekt. Der
synes at være skabt en øget opmærksomhed omkring de
potentielle skadevirkninger for rettighedshaverne ved digital
eksemplarfremstilling. Det må imidlertid erkendes, at den teknologiske
udvikling har betydet, at forbudet på en række punkter har vist
sig ikke længere at være hensigtsmæssigt. Anvendelsen af
digitale medier er nu udbredt til andre områder end
eksemplarfremstilling af fastformsprodukter som cd er, cd-rom er og lign.
Bestemmelsen indebærer i sin nuværende form, at der kan
opstå en utilsigtet retlig usikkerhed omkring den almindelige private
brug af Internettet, ligesom privatpersoners optagelser på digitale
medier af kommende digitale radio- og fjernsynsudsendelser med henblik
på tidsforskudt brug ikke vil være tilladt. Der er derfor behov
for at tilpasse lovgivningen til den teknologiske udvikling og finde en
løsning, der giver adgang til at udnytte de nye teknologiske
muligheder med henblik på privat eksemplarfremstilling.
Ministeriet har på denne baggrund overvejet, om
forbudet mod digital kopiering helt burde ophæves, således at
adgangen til at foretage digital privatkopiering bringes på linie med
de gældende regler om analog kopiering. Dette ville betyde, at der kom
til at gælde en vidtgående adgang til digital kopiering, der
udover kopiering til rent personlig brug også ville omfatte kopiering
inden for lukkede klubber og studiekredse, kopiering i arbejdsforhold samt i
forbindelse med undervisning.
Værker i digital form er særdeles
sårbare over for kopiering, idet der meget hurtigt kan fremstilles
mange eksemplarer uden mærkbare kvalitetstab. Det vil endvidere kunne
have væsentlige skadevirkninger for rettighedshaverne, hvis det blev
muligt at distribuere værker i digital form, f.eks. musikfiler og film,
til venner og bekendte via e-mail.
Et forslag om, at adgangen til at fremstille digitale
eksemplarer begrænses til personlig brug inden for husstanden, har
under høringen fået støtte fra Copy-Dan, Båndkopi,
Dansk Artist Forbund, Danske Billedautorer, Danske Dramatikeres Forbund,
Danske Dagblades Forening, Danske Filminstruktører, Danske Jazz Beat
& Folkemusik Autorer (DJFBA), Danske Populær Autorer, Danske
Skønlitterære Forfattere, Dansk Forfatterforening, Dansk
Journalistforbund, Dansk Komponist Forening, Dansk Musiker Forbund, Dansk
Skuespillerforbund, Film- og TV-Arbejderforeningen, Fællesrådet
for Udøvende Kunstnere, Foreningen af danske
Videogramdistributører, Filmret og IFPI Danmark, KODA & NCB,
Landsorganisationen i Danmark (LO), Multi Medie Foreningen, Samrådet
for Ophavsret, Scandinavian TV Organisations against Piracy Denmark (STOP) og
Statens Musik Råd.
Audio/Video-Leverandørforeningen,
Biblioteksstyrelsen, Blankmedieimportørers Afgiftsorganisation,
Danmarks Radio, Dansk Dataforening, Det Kongelige Bibliotek,
Forbrugerrådet, Kommunernes Skolebiblioteksforening,
Lægemiddelindustriforeningen, Statens Museum for Kunst,
Statsbiblioteket i Århus, Tele Danmark og TV 2 har ønsket, at
der kommer til at gælde de samme regler for analog og digital
eksemplarfremstilling til privat brug.
Dansk Musikforlæggerforening og Den danske
Forlæggerforening anfører, at der ikke på nuværende
tidspunkt bør ske en lempelse af forbudet mod privat digital
kopiering, men at man bør afvente resultatet af forhandlingerne om
direktivforslaget om ophavsretten i informationssamfundet.
Dansk Fagpresse har udtalt sig imod, at forbudet mod
digital kopiering til privat brug ophæves.
Efter en samlet afvejning af de fremførte
synspunkter finder Kulturministeriet, at det vil være for
vidtgående at gennemføre en fuldstændig ligestilling
mellem digital og analog kopiering.
I overensstemmelse hermed foreslås det, at der i en
ny § 12, stk. 2, nr. 5, kun gives adgang til at fremstille digitale
eksemplarer til personlig brug inden for husstanden.
Forslaget indebærer, at der kun gives adgang til
kopiering af tekst, musik og billeder m.v. i digital form til personlig brug
f.eks. med henblik på optagelse af radio- og tv-udsendelser til
tidsforskudt brug, kopiering af en musik-cd til bilen, til sommerhuset eller
til en walkman, kopiering til en opsamlings-cd og kopiering til en pc med
henblik på elektronisk afvikling inden for husstanden. Derimod vil det
ikke være tilladt at fremstille digitale eksemplarer, der bruges uden
for den enkelte husstand, f.eks. kopiering til bekendte og skolekammerater.
Det vil heller ikke være tilladt for køberen af et digitalt
leveret musikværk at videresende musikværket via e-mail til
venner og bekendte. Kopiering til personlig brug omfatter endvidere ikke
kopiering som led i arbejde eller undervisning.
Det følger af ophavsretslovens § 12,
stk. 2, nr. 3, som har sin baggrund i en tilsvarende bestemmelse i
edb-programdirektivet fra 1991, at det uanset forslaget til § 12,
stk. 2, nr. 5, fortsat vil være forbudt at fremstille eksemplarer
af edb-programmer i digitaliseret form. Ved »edb-programmer« forstås
»en række instruktioner eller oplysninger, fikseret i en hvilken som
helst form eller på et hvilket som helst medium, som tilsigter direkte
eller indirekte at bringe en datamat til at angive, udføre eller
opnå en bestemt funktion, opgave eller et bestemt resultat.« Det vil
således fortsat ikke vil være tilladt at kopiere edb-programmer
som f.eks. styresystemer til computere, styre- og søgeprogrammer i
databaser og multimedieværker, tekstbehandlingsprogrammer og computer-
og konsolspil. Det vil heller ikke være tilladt at kopiere eksempelvis
et litterært værk i digital form, såfremt dette også
indeholder et edb-program, som styrer afviklingen af det litterære
værk.
Med udtrykket »husstand« præciseres det, at de
digitale kopier kun må anvendes inden for en fysisk persons
privatsfære. Hvad der nærmere skal anses for omfattet af begrebet
»husstand« må afgøres ved en konkret bedømmelse, hvor der
bl.a. bør lægges vægt på, om der er tale om
bofællesskaber med fælles husholdning og andre momenter, der
måtte pege på en i dagligdagen personlig forbundet personkreds.
Når det drejer sig om kollegier, sociale institutioner og lign., er det
afgørende, at kopieringen ikke foretages til brug for institutionen
som sådan.
Digital eksemplarfremstilling, der sker som led i
arbejdsforhold, f.eks. i forbindelse med undervisning, advokatvirksomhed og
lign., samt digital eksemplarfremstilling til intern brug i institutioner,
erhvervsvirksomheder m.v., er ikke omfattet af forslaget. For så vidt
angår analog kopiering er kopieringsbehovet i sådanne situationer
i vid udstrækning dækket ved kopieringsaftaler (aftalelicenser)
med ophavsmændene, f.eks. i form af aftaler om fotokopiering i
undervisningsvirksomhed og i erhvervsvirksomheder m.v., jf. ophavsretslovens
§§ 13 og 14. På undervisningsområdet er der efter
bestemmelsen i ophavsretslovens § 13 også mulighed for at
indgå aftaler med aftalelicensvirkning om digital
eksemplarfremstilling. Aftalelicensordningen i § 14 om
erhvervsvirksomheder omfatter imidlertid ikke digital eksemplarfremstilling,
og der findes derfor ikke i den gældende lovgivning en måde,
hvorpå erhvervsvirksomheder, institutioner m.v. centralt kan erhverve
rettigheder til digital eksemplarfremstilling til intern brug.
Kulturministeriet har overvejet, om bestemmelsen i ophavsretslovens
§ 14, som foreslået af blandt andre Dansk Industri, Dansk
Journalistforbund, Finansrådet og Samrådet for Ophavsret,
bør udvides til også at omfatte digital eksemplarfremstilling.
Ministeriet finder det imidlertid rigtigst at udskyde en endelig
stillingtagen til spørgsmålet, indtil EF-direktivet om ophavsret
i informationssamfundet skal gennemføres i dansk ret.
Det bemærkes, at der ikke i forbindelse med
liberaliseringen af forbudet mod digital kopiering til privat brug stilles
forslag om ændring af bestemmelsen i ophavsretslovens § 36,
stk. 3. Det betyder, at der fortsat er mulighed for, at den, der har ret
til at benytte et værk i digitaliseret form, som styres af et
edb-program, kan fremstille nødvendige brugs- og
sikkerhedseksemplarer. Bestemmelsen gælder både for fysiske
personer og erhvervsvirksomheder, institutioner m.v.
Adgangen til at fremstille eksemplarer i digital form til
personlig brug inden for husstanden gælder, uanset om kopieringen sker
på grundlag af et analogt eller digitalt forlæg. Sker
eksemplarfremstillingen i analog form, f.eks. ved papirudprintning fra et
værk i digital form, er forholdet omfattet af de almindelige regler i
ophavsretslovens § 12, stk. 1, om eksemplarfremstilling til privat
brug.
Den digitale kopiering må udelukkende ske til
personlig brug for fremstilleren eller dennes husstand. Det betyder, at de
fremstillede eksemplarer ikke fysisk må spredes uden for
husstandssfæren, ligesom eksemplarerne heller ikke må
videresendes til venner og bekendte via e-mail og lign.
Det bemærkes, at der ved en eksemplarfremstilling
til personlig brug kun må benyttes medhjælp af personer, som
tilhører den pågældende husstand.
Det har endelig været overvejet, om der på det
digitale område bør fikseres et bestemt begrænset antal
kopier, som det er lovligt at fremstille. I den gældende lovs
§ 12, stk. 1, er det præciseret, at der kun må
fremstilles enkelte eksemplarer til privat brug. Kulturministeriet finder
ikke, at det vil være hensigtsmæssigt med angivelse af et bestemt
antal eksemplarer. Spørgsmålet om, hvor mange kopier, der
må fremstilles uden aftale med rettighedshaverne, må bero
på en konkret bedømmelse af værkets karakter, herunder
graden af værkets sårbarhed over for kopiering. En særlig
iagttagelse af sårbarhedskriteriet for så vidt angår de
digitale værker bør efter ministeriets opfattelse lede til, at
der i de enkelte konkrete tilfælde på det digitale område
må være tale om et meget begrænset antal eksemplarer.
Til nr. 3
Efter den gældende lovs § 39, stk. 3,
varetages administrationen og opkrævningen af
blankbåndsvederlaget af én godkendt fællesorganisation,
som repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd,
udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af
grammofonplader m.v. Det foreslås, at bestemmelsen om
opkrævningsorganisationen på blankbåndsområdet,
affattes på en sådan måde, at ordet »danske« ikke
optræder som en betingelse for organisationens godkendelse. Det
afgørende vil efter forslaget være, om organisationen
repræsenterer en væsentlig del af ophavsmænd til en bestemt
art af værker, der anvendes i Danmark. Forslaget skal ses i
sammenhæng med det under nr. 4 stillede forslag, hvorefter ordet
»danske« rettighedshavere efter Europa-Kommissionens opfattelse ikke er
foreneligt med reglerne i EU-retten. Der henvises til bemærkningerne
nedenfor under nr. 4.
Til nr. 4
Til stk. 1.
Forslaget har til formål at sikre, at der ikke kan
rejses tvivl om, hvorvidt ophavsretslovens aftalelicenssystem kan anses at
være foreneligt med EU-retten.
Efter den gældende lovs § 50, stk. 1, kan
der på en række nærmere angivne områder ske en
værksudnyttelse, hvis der indgås aftale med en organisation, som
repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd til en
bestemt art af værker. Aftalelicensen indebærer, at en bruger,
som har indgået aftale med en organisation, der omfatter en
væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art af
værker, efter loven får ret til at udnytte andre værker af
samme art, selv om ophavsmændene til disse værker ikke
repræsenteres af organisationen, herunder udenlandske
ophavsmænd.
Aftalelicenssystemet er en nordisk retskonstruktion, som
har eksisteret i de nordiske ophavsretslove siden 1961. Aftalelicensen har
vist sig at være et velegnet instrument til at sikre
ophavsmændenes rettigheder i forbindelse med masseudnyttelse af deres
værker, f.eks. på fotokopieringsområdet og
kabelspredningsområdet, samtidig med at den tilgodeser brugernes
ønsker om den lettest mulige adgang til at udnytte beskyttede
værker.
I ophavsretsloven findes der for tiden aftalelicenser
inden for seks udnyttelsesområder. Det drejer sig om
eksemplarfremstilling inden for undervisningsvirksomhed (§ 13),
eksemplarfremstilling inden for erhvervsvirksomhed m.v. (§ 14),
optagelse af radio- og fjernsynsudsendelser til brug for syns- og
hørehandicappede (§ 17, stk. 5), gengivelse af
kunstværker i alment oplysende fremstillinger (§ 23, stk. 2),
udsendelse i radio og fjernsyn (§ 30), samt kabelviderespredning af
radio- og fjernsynsudsendelser (§ 35).
Aftalelicensen har i de senere år fået en
stigende betydning inden for ophavsretten, da den har vist sig at være
en hensigtsmæssig måde at erhverve rettigheder på i
organiseret form. Denne retskonstruktion vil antagelig også i fremtiden
blive anvendt som løsningsmodel inden for andre områder, hvor
brugerne ellers skulle indhente samtykke til at udnytte værker m.v. fra
et ubestemt antal individuelle rettighedshavere.
Europa-Kommissionen har i 1999 på baggrund af en
klage rejst kritik mod aftalelicensen for kabelviderespredning af radio- og
fjernsynsudsendelser i lovens § 35, jf. § 50. Kommissionen har
givet udtryk for, at kravet om, at rettighedshaverorganisationer - for at
kunne blive godkendt til at indgå aftaler om kabelviderespredning af
radio- og fjernsynsudsendelser efter ophavsretslovens § 35 - skal
repræsentere en væsentlig del af danske rettighedshavere,
ikke er i overensstemmelse med EU-reglerne om forbud mod diskrimination
på grundlag af nationalitet og fri udveksling af tjenesteydelser.
Regeringen har for at undgå den usikkerhed omkring
funktionen af aftalelicenssystemet, som for såvel brugere som
rettighedshavere ville kunne følge af en sag ved EF-Domstolen, over
for Kommissionen givet tilsagn om at søge aftalelicensbestemmelsen i
§ 50, stk. 1, ændret, således at ordet »danske« i
overensstemmelse med Kommissionens ønsker erstattes med et
nationalitetsneutralt kriterium.
På denne baggrund stilles der forslag om, at
§ 50, stk. 1, affattes på en sådan måde, at ordet
»danske« ikke optræder som en betingelse for aftalelicensens
anvendelse. Det afgørende vil efter forslaget være, om den
aftalesluttende organisation repræsenterer en væsentlig del af
ophavsmænd til en bestemt art af værker, der anvendes i Danmark.
Kulturministeriet har overvejet, om udeladelsen af
tilknytningskriteriet om dansk nationalitet kun skulle have virkning for
kabelaftalelicensen og ikke for de øvrige aftalelicensbestemmelser,
der er angivet i § 50, stk. 1. Selv om Kommissionens kritik er
specifikt rettet mod aftalelicensordningen på kabelområdet, har
den betydning for aftalelicenssystemet som helhed, og ministeriet finder
ikke, at det vil være holdbart at opstille forskellige grundbetingelser
for anvendelsen af de enkelte aftalelicensbestemmelser.
Det følger af aftalelicensens struktur, at der kun
kan være én organisation på hvert enkelt
værksområde. I modsat fald ville der kunne eksistere flere
aftaler med virkning for udnyttelsen af det samme værk, ligesom det
ville være uklart, hvilken organisation de udenforstående
rettighedshavere skulle rette deres krav mod. For samtidig at bevare klarhed
over, hvilke organisationer der i fremtiden vil kunne indgå aftaler med
aftalelicensvirkning, foreslås det, at de aftalesluttende
organisationer undergives en godkendelsesordning. Der henvises til forslaget
til stk. 3 nedenfor samt bemærkningerne hertil.
Forslaget har under høringen i almindelighed
fået støtte fra Dansk Dataforening og Danske Dagblades
Forening.
Danmarks Radio og TV 2 har noteret sig begrundelsen for en
omlægning af aftalelicensordningen og kan i den forbindelse tilslutte
sig forslaget om, at rettighedshaverorganisationer, der indgår aftale
med aftalelicensvirkning, skal godkendes af Kulturministeriet.
Copy-Dan, Kabel-TV, Dansk Artist Forbund, Dansk
Forfatterforening, Dansk Musiker Forbund, Danske Jazz Beat & Folkemusik
Autorer (DJFBA), Foreningen af danske Videogramdistributører, Filmret
og IFPI Danmark, KODA og Samrådet for Ophavsret har udtrykt
forståelse for forslaget, men udtrykker samtidig en vis bekymring over,
at der på grund af krav fra Europa-Kommissionen ikke længere kan
opstilles en betingelse om, at de aftalesluttende organisationer skal
repræsentere en væsentlig del af danske rettighedshavere.
Konkurrencestyrelsen har anført, at
ophævelsen af nationalitetskriteriet udgør en liberalisering,
der vil kunne medvirke til at øge konkurrencen om den bedst og
billigst mulige administration af ophavsrettighederne.
Til stk. 2
Forslaget svarer til den gældende lovs § 50,
stk. 2. Bestemmelsen indebærer, at aftalelicensen kun giver
brugeren ret til at benytte udenforstående ophavsmænds
værker på de vilkår, som følger af den
indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte
bestemmelser.
Til stk. 3
Forslaget til stk. 3 tilsigter at gennemføre
en generel godkendelsesordning for alle rettighedshaverorganisationer, der
med hjemmel i lovens § 50, stk. 1, ønsker at indgå
aftaler med aftalelicensvirkning.
Efter den gældende lov er godkendelsesordningen
begrænset til de organisationer, der ønsker at gøre
rettighedskrav gældende for kabelviderespredning af radio- og
fjernsynsudsendelser. Kravet om godkendelse blev indført i 1996 i
forbindelse med omlægningen fra tvangslicens til aftalelicens.
Baggrunden var, at det blev anset for nødvendigt at have en vis
offentlig kontrol med rettighedsorganisationer på kabelområdet
for at sikre, at organisationerne indgik de nødvendige
samarbejdsaftaler. Såfremt dette ikke måtte lykkes, har
kulturministeren mulighed for at bestemme, at en godkendt organisation for
så vidt angår bestemte typer af programspredning skal være
en fællesorganisation, som omfatter flere grupper af
rettighedshavere.
På områder, hvor der i dag ikke gælder
en godkendelsesordning, er det overladt til brugeren at afgøre, om den
rettighedshaverorganisation, som man indgår aftale med,
repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd til en
bestemt art af værker. Bestrider en udenforstående
rettighedshaver, at en indgået aftale har aftalelicensvirkning,
afgøres dette spørgsmål af domstolene.
Den i forslaget til stk. 1 foreslåede
ophævelse af tilknytningskriteriet om dansk nationalitet betyder, at
det vil kunne være forbundet med betydelige vanskeligheder for den
enkelte bruger at afgøre, om en aftale indgået med en bestemt
organisation har aftalelicensvirkning. Som følge heraf, har
Kulturministeriet fundet det nødvendigt at stille forslag om, at der
indføres en generel offentlig kontrol med samtlige
rettighedshaverorganisationer, som indgår aftaler med
aftalelicensvirkning på bestemte områder. En manglende offentlig
kontrol vil efter ministeriets opfattelse medføre retsusikkerhed,
hvilket vil være til gene for såvel brugere som
rettighedshavere.
I overensstemmelse hermed foreslås det, at
rettighedshaverorganisationer, som indgår aftaler med
aftalelicensvirkning skal godkendes af kulturministeren. Godkendelse er en
forudsætning for, at aftalerne også får virkning i forhold
til udenforstående rettighedshavere, herunder udenlandske
rettighedshavere.
Det afgørende for, om en organisation kan godkendes
til at kunne indgå aftaler med aftalelicensvirkning inden for et
bestemt område, bør efter Kulturministeriets opfattelse
være, at organisationen efter en samlet konkret bedømmelse kan
siges at omfatte en væsentlig del af ophavsmændene til en bestemt
art af værker, der anvendes i Danmark. Ved bedømmelsen
bør der efter ministeriets opfattelse lægges vægt på
en række forskellige faktorer såsom antallet af rettighedshavere
og værker m.v., som organisationen repræsenterer, organisationens
mulighed for efter dens vedtægter internt at kunne forpligte sine
medlemmer samt organisationens forankring i eksisterende organisationer. Det
bør også tillægges betydning, om en organisation er fast
indarbejdet inden for et givent forvaltningsområde, og om
organisationen har den fornødne administrative kapacitet til at
varetage opkrævning og udlodning til de enkelte rettighedshavere
på forsvarlig vis. Det kan i den forbindelse være af betydning,
om organisationen har lokalt markedskendskab og erfaring med indgåelse
af licensaftaler i Danmark, og om den pågældende organisation i
forvejen administrerer kollektive licensaftaler med brugere i Danmark
på andre områder end det aftalelicensområde, som
godkendelsen angår. Organisationens mulighed for at etablere
gensidighedsaftaler med udlandet vil tillige kunne indgå i vurderingen.
Særligt inden for kabelspredningsområdet må der fortsat
lægges vægt på, at der mellem en fællesorganisation
og andre relevante organisationer indgås de nødvendige interne
samarbejdsaftaler.
Bortset fra de nævnte kriterier må det i
almindelighed påses, at organisationens vedtægter er i
overensstemmelse med ophavsretsloven og andre almindelige retsregler,
herunder om der i vedtægterne er indbygget mindretalsgarantier. I en
fællesorganisation bør der efter vedtægterne være
mulighed for afgørelse af interne tvister ved voldgift.
Det følger af aftalelicensens natur, at der kun vil
kunne godkendes én organisation inden for hver værksart.
Såfremt flere organisationer inden for samme art af værker blev
godkendt til at indgå aftaler med aftalelicensudløsende effekt,
ville det for brugeren stå uklart, hvilken af organisationerne der
skulle sluttes aftale med for at kunne anvende samtlige værker inden
for samme værksart. Hertil kommer, at det ville volde de
udenforstående rettighedshavere betydelige vanskeligheder at
afgøre, hvilken organisation, de skulle rette deres vederlagskrav mod.
Aftaler, som indgås af ikke-godkendte organisationer, vil være
gyldige i forhold til medlemmer, som organisationen efter fuldmagter eller
interne vedtægter kan forpligte, men vil ikke være gyldige i den
forstand, at aftalerne vil have aftalelicensudløsende virkning i
forhold til rettighedshavere, som ikke repræsenteres af organisationen.
Nogen særlig bestemmelse herom i selve lovteksten skønnes
på baggrund af erfaringerne på kabelspredningsområdet ikke
nødvendig.
Forslaget om indførelse af en ministeriel
godkendelsesordning har under høringen fået støtte fra
Copy-Dan, Kabel-TV, Danmarks Radio, Foreningen af danske
Videogramdistributører, Filmret og IFPI Danmark, Samrådet for
Ophavsret og TV 2.
Dansk Musiker Forbund har foreslået, at
godkendelsesmyndigheden henlægges til Ophavsretslicensnævnet.
Den danske Forlæggerforening har udtalt sig imod en
godkendelsesordning, hvorefter der kun kan godkendes én
rettighedshaverorganisation inden for hver værkskategori.
Kulturministeriet vil efter forslaget til stk. 3
kunne bestemme, at en godkendt organisation på nærmere angivne
områder skal være en fællesorganisation, som omfatter flere
organisationer af rettighedshavere, der opfylder kravene efter forslaget til
stk. 1. Forslaget har til formål at sikre, at Copy-Dan s
nuværende sektorer inden for f.eks. undervisningskopiering,
erhvervskopiering og kabel-tv i det væsentlige kan danne udgangspunkt
for ministeriets godkendelse af de organisationer, som efter
omlægningen skal være berettigede til at slutte aftaler med
aftalelicensvirkning. Dette er af stor betydning for såvel
rettighedshavere som brugere, da praktiske hensyn fortsat taler for, at det
så vidt muligt bør være muligt at klarere samtlige
rettigheder gennem én fællesorganisation. Ministeriet finder det
i den forbindelse nødvendigt at præcisere, at en godkendt
fællesorganisation alene kan bestå af organisationer, ikke af
enkeltstående rettighedshavere.
Bestemmelsen i den gældende lovs § 50,
stk. 4, som er grundlaget for KODA s koncenssionsordning, foreslås
ophævet. Bestemmelsen foreslås i uændret form
overført til en ny § 75 a, idet der samtidig stilles forslag om,
at KODA s tariffer undergives nævnskompetence. Der henvises til
forslaget under nr. 6 samt bemærkningerne hertil.
Til nr. 5
Forslaget er af teknisk karakter. Det foreslås, at
henvisningen til § 12, stk. 2, nr. 4, om forbud mod digital
eksemplarfremstilling til privat brug ændres til § 12,
stk. 2, nr. 5. Dette er en konsekvens af, at bestemmelsen i § 12,
stk. 2, nr. 4, foreslås ændret, således at det bliver
muligt for fysiske personer at fremstille eksemplarer i digital form til
personlig brug. Forslaget indebærer, at det også i forhold til
udøvende kunstnere, fremstillere af lyd- og billedoptagelser, radio-
og fjernsynsforetagender og fremstillere af fotografiske billeder vil
være tilladt at fremstille enkelte eksemplarer i digital form
udelukkende til personlig brug inden for husstanden. Der henvises til
ændringsforslag nr. 2 samt bemærkningerne hertil.
Til nr. 6
Bestemmelsen i § 75 a, stk. 1, svarer til den
gældende lovs § 50, stk. 4, der fik sin nuværende
formulering ved lov nr. 1207 af 27. december 1996. Bestemmelsen, der
udgør grundlaget for KODA s koncession (bevilling), foreslås af
lovsystematiske grunde flyttet fra lovens kapitel 2 til dens kapitel 6.
Der foreslås ingen indholdsmæssige
ændringer vedrørende selve koncessionsordningen.
Kulturministeriet må fortsat være af den opfattelse, at et vist
offentligt tilsyn med KODA s indre virksomhed er nødvendigt, eftersom
KODA i praksis indtager en monopolstilling.
Der er imidlertid ét element i
koncessionsordningen, som efter ministeriets opfattelse bør
ændres. I dag er det et vilkår i KODA s koncession, at KODA s
tariffer skal godkendes af Kulturministeriet. Tarifferne er det vederlag,
musikbrugere skal betale for at anvende KODA s repertoire ved offentlig
fremførelse af beskyttet musik. Ordningen indebærer, at alle
tariffer såvel aftalte som generelle tariffer skal forelægges
til godkendelse i ministeriet.
Den gældende godkendelsesordning er stærkt
historisk betinget. Det kan efter ministeriets opfattelse ikke længere
anses for tidssvarende, at et ministerium varetager tarifgodkendelser af den
nævnte art.
Det foreslås derfor at lade den offentlige kontrol
med KODA s tariffer overgå til det uafhængige
Ophavsretslicensnævn, som allerede i dag varetager kontrollen med de
afgifter, som Gramex på vegne af udøvende kunstnere og
fremstillere af lydoptagelser opkræver for udsendelse i radio og
fjernsyn og anden offentlig fremførelse.
Det er ministeriets opfattelse, at nævnet har vist
sig at udgøre et nyttigt organ til en hurtig og kvalificeret
afgørelse af visse ophavsretlige tvistigheder, som ellers kunne have
verseret for domstolene i årevis. Der er derfor efter ministeriets
opfattelse også grundlag for at antage, at nævnet på
tilfredsstillende måde vil kunne overtage opgaven med at føre
tilsyn med KODA s tariffer. I forvejen er en ikke uvæsentlig del af
KODA s opkrævningsområde, nemlig kabelviderespredning, undergivet
nævnets kompetence, jf. lovens § 48, stk. 1.
Nævnet består af tre medlemmer: En
højesteretsdommer og to andre sagkyndige medlemmer. Nævnets
virksomhed er reguleret i bekendtgørelse nr. 762 af 2. oktober
1997.
Efter forslaget til § 75 a, stk. 2, skal
nævnet anlægge en rimelighedsvurdering ved afgørelsen af,
om der foreligger et misbrug af eneretten i tilfælde, hvor KODA stiller
urimelige vilkår for at meddele tilladelse til offentlig
fremførelse af musikværker. Rimelighedsbedømmelsen
bør foretages ud fra en samlet vurdering af den konkrete sags
omstændigheder, idet der ved afgørelsen blandt andet bør
lægges vægt på almene samfundsmæssige hensyn samt
konkurrenceretlige hensyn, herunder princippet om ikke-diskriminering.
Det vil antagelig hyppigst være musikbrugere, som er
utilfredse med KODA s tariffer, der vil indlede en klagesag med hjemmel i
§ 75 a, stk. 2. Også KODA har imidlertid
søgsmålskompetence. I overensstemmelse med nævnets praksis
vil KODA som en form for anerkendelsessøgsmål have mulighed for
at indklage musikbrugere for nævnet med krav om nævnets
godkendelse af bestemte vilkår.
Nævnets kompetence i henhold til § 75 a,
stk. 2, bliver ligesom tilfældet er med den gældende
godkendelsesordning - alene fremførelsesrettigheder. Selv om KODA
på nogle områder skulle licensiere fremførelsesrettigheder
sammen med andre rettigheder, f.eks. rettigheder til eksemplarfremstilling,
hvilket kunne være tilfældet vedrørende Internet, vil
nævnet udelukkende kunne tage stilling til den del af en tarif, der
relaterer sig til fremførelsesrettighederne.
Bortset fra at nævnet i særlige tilfælde
kan fastsætte vilkårene for offentlig musikfremførelse,
indebærer den foreslåede ordning ligesom den gældende
godkendelsesordning ikke noget indgreb i komponisternes eneret efter lovens
§ 2 til at give samtykke til offentlig musikfremførelse.
I forbindelse med ikrafttræden af
nærværende lovændring vil KODA s koncession blive
ændret, således at det gældende vilkår om
Kulturministeriets tarifgodkendelse udgår. I perioden herefter vil KODA
fortsat kunne basere sin opkrævningsvirksomhed på de hidtil
godkendte tariffer, indtil nævnet i konkrete afgørelser
måtte have truffet beslutning om en ændring af disse.
Det følger af henvisningen i § 75 a,
stk. 2, 2. pkt., til § 47, stk. 1, 2. pkt., at nævnets
afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed,
herunder Kulturministeriet. Parterne i sager for Ophavsretslicensnævnet
har derimod mulighed for at indbringe nævnets afgørelser for
domstolene.
Henvisningen til § 47, stk. 1, 3. pkt., i
forslaget til § 75 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer, at
bestemmelserne i ovennævnte bekendtgørelse om
Ophavsretslicensnævnet, også vil komme til at gælde
§ 75 a-sager.
Under høringen har KODA og Danmarks Radio kunnet
tilslutte sig forslaget om nævnskompetence på dette
område.
Til nr. 7
Efter den gældende lovs § 82, stk. 2, sker
ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i ophavsretsloven i
overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter
loven kan medføre frihedsstraf. Denne formulering, der blev
gennemført ved den store revision af ophavsretsloven i 1995,
følger retsplejelovens ordlyd på daværende tidspunkt.
Herefter kunne der ske ransagning, når sagen angik en forbrydelse, der
efter loven kunne medføre frihedsstraf.
Formuleringen af § 82, stk. 2, har givet
anledning til en del tvivl - særlig efter at retsplejeloven i 1997 er
blevet ændret - således at der nu kun kan foretages ransagning i
sager, der er undergivet offentlig påtale. I lyset heraf finder
Kulturministeriet, at det vil være mest hensigtsmæssigt at
ophæve bestemmelsen, således at ransagning i sager om
overtrædelse af ophavsretsloven sker i overensstemmelse med de
almindelige betingelser i retsplejeloven. Herefter vil der fortsat kunne
foretages ransagning i de ophavsretlige sager, der omfattes af § 76,
stk. 2, eller § 77, stk. 2, idet disse sager som de eneste i
ophavsretsloven kan påtales af det offentlige, jf. § 82,
stk. 1.
Til § 2
Til stk. 1
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Til stk. 2
Det foreslås, at de hidtid gældende
bestemmelser i ophavsretslovens § 50, jf. §§ 13 og 14, § 17,
stk. 5, § 23, stk. 2, §§ 30 og 35, fortsat finder
anvendelse på aftaler, der er indgået før lovens
ikrafttræden.
Baggrunden for forslaget er, at der ikke skal kunne skabes
tvivl om aftalelicensvirkningen af gældende aftaler. Der er på en
række vigtige udnyttelsesområder, bl.a. med hensyn til
kabelviderespredning af radio- og fjernsynsudsendelser, indgået aftaler
på grundlag af den gældende retstilstand. Såvel
rettighedshavere som brugere har indrettet sig i overensstemmelse med disse
aftaler. Det vil efter Kulturministeriets opfattelse kunne få alvorlige
følger, hvis gyldigheden og aftalelicensvirkningerne af gældende
aftaler på en række brugerområder kunne bestrides.
Til § 3
Da dette lovforslag kan siges at have konsekvenser
på områder, der er dækket af hjemmestyreordningerne
på Færøerne og i Grønland, finder Kulturministeriet
det rigtigst, at en ikrafttræden på Færøerne og i
Grønland først bør ske efter forhandlinger med de
færøske og grønlandske myndigheder.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 706 af 29. september
1998, foretages følgende ændringer:
§ 12.
Af et offentliggjort værk må enhver
fremstille eller lade fremstille enkelte eksemplarer til sin private brug.
Sådanne eksemplarer må ikke udnyttes på anden
måde.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til
at
1) opføre et bygningsværk,
2) fremstille et eksemplar af et kunstværk ved afstøbning,
ved aftryk fra original plade eller stok eller på nogen anden
måde, som indebærer, at eksemplaret kan opfattes som en
original,
3) fremstille eksemplarer af edb-programmer i digitaliseret form
eller
4) fremstille eksemplarer i digital form af andre værker,
når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af
værket i digitaliseret form.
1.
I § 12, stk. 2, nr. 3, ændres »form
eller« til: »form,«.
2.
§ 12, stk. 2, nr. 4, ophæves og i stedet
indsættes:
»4) fremstille eksemplarer i digital form af databaser, når
eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af databasen
i digital form, eller
5) fremstille enkelte eksemplarer i digital form af andre værker,
medmindre det udelukkende sker til personlig brug for fremstilleren eller
dennes husstand.«
Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke ret til at
benytte fremmed medhjælp ved eksemplarfremstillingen, når der er
tale om
1) musikværker,
2) filmværker,
3) værker af brugskunst eller
4) kunstværker, såfremt eksemplarfremstillingen har form af
en kunstnerisk gengivelse.
Stk. 4.
Bestemmelsen i stk. 1 giver ikke brugeren ret til
ved eksemplarfremstilling af musikværker og filmværker at anvende
teknisk udstyr, der er stillet til rådighed for almenheden på
biblioteker, i forretningslokaler eller på andre offentligt
tilgængelige steder.
§ 39.
Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller
indfører lyd- eller videobånd eller andre indretninger,
hvorpå lyd eller billeder kan optages, skal betale vederlag til
ophavsmændene til de i stk. 2 nævnte værker.
Stk. 2.
Vederlaget skal betales for bånd m.v., der er
egnet til fremstilling af eksemplarer til privat brug, og kun for
værker, som er udsendt i radio eller fjernsyn, eller som er udgivet
på fonogram, film, videogram eller lignende.
Stk. 3.
Administrationen og kontrollen, herunder
opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som
repræsenterer en væsentlig del af danske ophavsmænd,
udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af
grammofonplader m.v. og fotografer, og som af kulturministeren er godkendt
hertil. Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om
opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.
3.
§ 39, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Administrationen og kontrollen, herunder
opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som
repræsenterer en væsentlig del af ophavsmænd,
udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af
grammofonplader m.v. og fotografer, hvis værker, præstationer
m.v. anvendes i Danmark. Organisationen skal godkendes af kulturministeren.
Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om
opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.«
Stk. 4.
Organisationen fastsætter retningslinjer for
udbetalingen af vederlaget til de berettigede, så fordelingen i videst
muligt omfang sker i overensstemmelse med den kopiering, som finder sted. En
tredjedel af det årlige beløb til udbetaling skal dog anvendes
til støtte af formål, der er fælles for
ophavsmændene m.fl. inden for de grupper, som repræsenteres af
organisationen, jf. stk. 3.
§ 50.
Aftalelicens efter §§ 13 og 14, § 17,
stk. 5, § 23, stk. 2, §§ 30 og 35 kan
påberåbes af brugere, der har indgået en aftale om den
pågældende værksudnyttelse med en organisation, som
omfatter en væsentlig del af danske ophavsmænd til en bestemt art
af værker. Aftalelicensen giver brugeren ret til at udnytte andre
værker af samme art, selv om ophavsmændene til disse værker
ikke repræsenteres af organisationen.
4.
§ 50 affattes således:
»§ 50. Aftalelicens efter §§ 13 og 14, § 17,
stk. 5, § 23, stk. 2, og §§ 30 og 35 kan
påberåbes af brugere, der har indgået en aftale om den
pågældende værksudnyttelse med en organisation, som
omfatter en væsentlig del af ophavsmænd til en bestemt art af
værker, der anvendes i Danmark. Aftalelicensen giver brugeren ret til
at udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmændene til
disse værker ikke repræsenteres af organisationen.
Stk. 2.
Aftalelicensen giver kun brugeren ret til at benytte
de ikke-repræsenterede ophavsmænds værker på den
måde og på de vilkår, som følger af den
indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte
bestemmelser.
Stk. 2
. Aftalelicensen giver kun brugeren ret til at benytte
de ikke-repræsenterede ophavsmænds værker på den
måde og på de vilkår, som følger af den
indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte
bestemmelser.
Stk. 3.
Rettighedsorganisationer, som indgår aftaler om
samtidig og uændret videreudsendelse af radio- eller
fjernsynsudsendelser af den i § 35 nævnte karakter, skal godkendes
af kulturministeren. Ministeren kan bestemme, at en godkendt organisation
på nærmere angivne områder skal være en
fællesorganisation, som omfatter flere grupper af rettighedshavere.
Aftaler indgået i strid med 1. og 2. pkt. er ugyldige.
Stk. 3.
Rettighedshaverorganisationer, som indgår
aftaler af den i stk. 1 nævnte karakter, skal godkendes af
kulturministeren. Der kan kun godkendes én organisation inden for hver
værksart. Ministeren kan bestemme, at en godkendt organisation på
nærmere angivne områder skal være en
fællesorganisation, som omfatter flere organisationer, der opfylder
kravene efter stk. 1.«
...
§ 65.
En udøvende kunstners fremførelse af et
litterært eller kunstnerisk værk må ikke uden kunstnerens
samtykke
5.
I § 65, stk. 4, § 66, stk. 2,
§ 67, stk. 2, § 69, stk. 3, og § 70,
stk. 3, ændres »§ 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4,«
til: »§ 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 5,«.
1) optages på bånd, film eller anden indretning, der kan
gengive den, eller
2) gøres tilgængelig for almenheden.
Stk. 2.
Er fremførelsen optaget som anført i
stk. 1, nr. 1, må den ikke uden den udøvende kunstners
samtykke overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller
gøres tilgængelig for almenheden, før 50 år er
forløbet efter udgangen af det år, da fremførelsen fandt
sted. Hvis en optagelse af en fremførelse udgives eller
offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil
50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den
første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter
hvilket tidspunkt der er det første.
Stk. 3.
En aftale mellem en udøvende kunstner og en
filmproducent om at medvirke ved indspilningen af en film indebærer, at
den udøvende kunstner i mangel af modstående aftale formodes at
have overdraget sin ret til udlejning af filmen til producenten.
Stk. 4.
Bestemmelserne i § 2, stk. 3, §§ 3 og
11, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12, stk. 3, nr.
1, og § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17, stk. 1-3
og 5, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2, §§ 21,
22, 25, 27, 28, 31 og 33-35, § 36, stk. 3, §§ 39-47,
49-57, § 58 a samt §§ 61 og 62 finder tilsvarende anvendelse
på udøvende kunstneres fremførelser og optagelser heraf.
Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en
optagelse efter stk. 1 og 2, når denne for første gang er
solgt eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller
med dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde.
Stk. 5.
Uanset bestemmelserne i stk. 1 kan Det Kongelige
Teater lade teatrets festforestillinger eller forestillinger i anledning af
officielle besøg udsende af Danmarks Radio eller TV 2 i radio eller
fjernsyn.
§ 66.
Lydoptagelser må ikke uden fremstillerens samtykke
eftergøres eller gøres tilgængelige for almenheden,
før 50 år er forløbet efter udgangen af det år, da
optagelsen fandt sted. Hvis en lydoptagelse udgives eller
offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil
50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den
første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter
hvilket tidspunkt der er det første. Som eftergørelse betragtes
også det forhold, at en optagelse overføres fra én
optagelse til en anden.
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 2, stk. 3, § 11,
stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12,
stk. 3, nr. 1, § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17,
stk. 1-3 og 5, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og 2,
§§ 21, 22, 25, 27, 28, 31, 33, 34, § 36, stk. 3, §§ 39-47
samt §§ 49-52 finder tilsvarende anvendelse på lydoptagelser.
Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun anvendelse på en
optagelse efter stk. 1, når denne for første gang er solgt
eller på anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med
dennes samtykke inden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde.
Stk. 3.
Uanset bestemmelsen i stk. 1 må
lydoptagelser, som udsendes trådløst i radio eller fjernsyn,
videreudsendes over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved
hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og
samtidig med, at udsendelsen finder sted.
§ 67.
Billedoptagelser må ikke uden fremstillerens
samtykke eftergøres eller gøres tilgængelige for
almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det
år, da optagelsen fandt sted. Hvis en billedoptagelse udgives eller
offentliggøres inden for dette tidsrum, varer beskyttelsen dog, indtil
50 år er forløbet efter udgangen af det år, hvor den
første udgivelse eller offentliggørelse fandt sted, alt efter
hvilket tidspunkt der er det første. Som eftergørelse betragtes
også det forhold, at en optagelse overføres fra én
optagelse til en anden.
Stk. 2.
Bestemmelserne i § 2, stk. 3, § 11,
stk. 2, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 12,
stk. 3, nr. 2, § 12, stk. 4, §§ 13, 15 og 16, § 17,
stk. 1, 3 og 5, § 18, stk. 1 og 2, § 19, stk. 1 og
2, § 21, stk. 3, §§ 22, 25, 27, 28 og 31-34, § 36,
stk. 3, § 47 samt §§ 49-52 finder tilsvarende anvendelse
på billedoptagelser. Bestemmelsen i § 19, stk. 1, finder kun
anvendelse på en optagelse efter stk. 1, når denne for
første gang er solgt eller på anden måde overdraget af
rettighedshaveren eller med dennes samtykke inden for Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde.
Stk. 3.
Uanset bestemmelsen i stk. 1 må
billedoptagelser, som udsendes trådløst i fjernsyn,
videreudsendes over kabelanlæg og videreudsendes til almenheden ved
hjælp af radioanlæg, når dette sker uden ændringer og
samtidig med, at udsendelsen finder sted.
§ 69.
En radio- eller fjernsynsudsendelse må ikke uden
radio- eller fjernsynsforetagendets samtykke udsendes af andre eller på
anden måde fremføres offentligt. Udsendelsen må heller
ikke uden samtykke affotograferes eller optages på bånd, film
eller anden indretning, der kan gengive den.
Stk. 2.
Er en udsendelse affotograferet eller optaget som
anført i stk. 1, må den ikke uden foretagendets samtykke
overføres til anden indretning, der kan gengive den, eller spredes til
almenheden, før 50 år er forløbet efter udgangen af det
år, da udsendelsen fandt sted.
Stk. 3.
Bestemmelserne i § 11, stk. 2, § 12,
stk. 1 og stk. 2, nr. 4, § 15, § 17, stk. 1-3,
§ 19, stk. 1 og 2, §§ 21, 22 og 25, § 27, stk. 1 og
3, §§ 28, 31, 32, 33 og § 36, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse på radio- og fjernsynsudsendelser. Bestemmelsen i § 19,
stk. 1, finder kun anvendelse på de i stk. 2 nævnte
udsendelser, når disse for første gang er solgt eller på
anden måde overdraget af rettighedshaveren eller med dennes samtykke
inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
§ 70.
Den, som fremstiller et fotografisk billede
(fotografen), har eneret til at råde over billedet ved at fremstille
eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for
almenheden.
Stk. 2.
Retten til et fotografisk billede varer, indtil 50
år er forløbet efter udgangen af det år, da billedet blev
fremstillet.
Stk. 3.
Bestemmelserne i § 2, stk. 2 og 3,
§§ 3, 7, 9 og 11, § 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4,
§§ 13-16, § 17, stk. 1, 3 og 5, § 18, stk. 1 og 2,
§ 19, stk. 1 og 2, §§ 20, 21 og 23, § 24, stk. 1 og
2, §§ 25, 27, 28, 30, 31, 33-35, § 36, stk. 3, §§ 39-47,
49-58 og §§ 60-62 finder tilsvarende anvendelse på fotografiske
billeder. Er et fotografisk billede genstand for ophavsret efter § 1,
kan denne også gøres gældende.
§ 50.
6.
Efter § 75 indsættes:
...
Stk. 4. Erhvervsmæssig virksomhed, hvorved en
repræsentant for indehaveren af ophavsretten eller en
kontraktmæssig indehaver af denne ret indgår aftaler om offentlig
fremførelse af et musikværk, der er beskyttet efter denne lov,
skal godkendes af kulturministeren. Ministeren kan fastsætte
nærmere vilkår for godkendelsen. Aftaler indgået i strid
med 1. og 2. pkt. er ugyldige.
»§75 a. Erhvervsmæssig virksomhed, hvorved en
repræsentant for indehaveren af ophavsretten eller en
kontraktmæssig indehaver af denne ret indgår aftaler om offentlig
fremførelse af et musikværk, der er beskyttet efter denne lov,
skal godkendes af kulturministeren. Ministeren kan fastsætte
nærmere vilkår for godkendelsen. Aftaler indgået i strid
med 1. og 2. pkt. er ugyldige.
Stk. 2.
Stiller en organisation m.v., der er godkendt i
henhold til stk. 1, urimelige vilkår for at meddele tilladelse til
offentlig fremførelse af musikværker, kan
Ophavsretslicensnævnet på begæring fastsætte
vilkårene for fremførelsen. § 47, stk. 1, 2. og 3.
pkt., finder tilsvarende anvendelse.«
§ 82.
Overtrædelser, som omfattes af § 76,
stk. 2, eller § 77, stk. 2, påtales af det offentlige,
når den forurettede begærer det.
7.
§ 82, stk. 2, ophæves.
Stk. 2.
Ransagning i sager om overtrædelse af
bestemmelser i denne lov sker i overensstemmelse med retsplejelovens regler
om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.
§ 2
Stk. 1
. Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2.
For aftaler indgået før lovens
ikrafttræden finder de hidtil gældende bestemmelser i
ophavsretslovens § 50, jf. §§ 13 og 14, § 17, stk. 5,
§ 23, stk. 2, og §§ 30 og 35, fortsat anvendelse.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for
Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de
særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af ophavsretsloven Retsinformation · 29. maj 2001
- 1997 LSF 37 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF OPHAVSRETSLOVEN(* 1) (DATABASER, DIGITAL EKSEMPLARFREMSTILLING TIL UNDERVISNINGSBRUG M.V., GENGIVELSE AF KUNSTVÆRKER M.V.) Retsinformation · 30. juni 1998
- 1997 LSF 94 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF OPHAVSRETSLOVEN(* 1) (DATABASER, DIGITAL EKSEMPLARFREMSTILLING TIL UNDERVISNINGSBRUG M.V., GENGIVELSE AF KUNSTVÆRKER M.V.) Retsinformation · 20. november 1997
- Forslag til Lov om ændring af ophavsretsloven (Gennemførelse af infosoc-direktivet, nye aftalelicenser m.v.) Retsinformation · 2. oktober 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven Retsinformation · 23. maj 2001
- 1996 LSF 77 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF OPHAVSRETSLOVEN OG OM OPHÆVELSE AF LOV OM DEN KULTURELLE FOND OG OM VISSE BEVILLINGER PÅ OPHAVSRETSOMRÅDET (EKSEMPLARFREMSTILLING M.V. TIL FORDEL FOR HANDICAPPEDE, KABELVIDERESPREDNING AF RADIO- OG FJERNSYNSUDSENDELSER, UOVERDRAGELIGT VEDERLAGSKRAV VED UDLEJNING AF VIDEOGRAMMER OG FONOGRAMMER M.V.)1) Retsinformation · 27. december 1996