Spring til indhold

Retsinformation

Skriftlig fremsættelse (20. februar 2003) - L 163

2002/1 SF. L 163Skriftlig fremsættelse af lovforslagKirkeministeriet20. februar 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Skriftlig fremsættelse (20. februar

2003)

Kirkeministeren

(Tove Fergo):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at

fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi,

lov om menighedsråd, lov om folkekirkens kirkebygninger og

kirkegårde og lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.

(Større økonomisk frihed, decentralisering af kompetence

m.v.).

(Lovforslag nr. L 163).

Hovedintentionen med dette lovforslag er at

fortsætte og styrke den udvikling i retning af størst mulig

handlefrihed og beslutningskompetence på det lokale, demokratisk valgte

niveau i folkekirken, som blev indledt, da Rigsdagen efter forslag fra J.C.

Christensen i 1903 vedtog den første lov om menighedsråd.

Den første lov om menighedsråd gav

primært menighedsrådet muligheder for og på nogle

områder pligt til at udtale sig, før der af andre kirkelige

myndigheder blev truffet beslutninger vedrørende sognets kirke og

kirkegård eller det kirkelige liv. I øvrigt var det fastsat, at

præsten skulle være formand for rådet. Med en ny

menighedsrådslov i 1912 fik menighedsrådene på flere

områder en beslutningskompetence. De fik således ret til selv at

vælge formand og ret til at indstille, hvem der skulle ansættes i

et ledigt præsteembede. Samtidig blev menighedsrådet bestyrelse

for kirke og kirkegård og fik kompetence til at fastsætte

regulativer for kirke- og kirkegårdsfunktionærer.

Med det kompleks af kirkelige love, bl.a. en ny

Læs alt

menighedsrådslov, som blev vedtaget i 1922 fik menighedsrådene

tillagt yderligere kompetence, og denne linie blev fortsat ved en række

ændringer af den kirkelige lovgivning i løbet af 1900-tallet.

Der er desuden, især siden 1970, gennemført en række

lovændringer, hvorved der er sket decentralisering af beslutnings- og

godkendelseskompetencer fra Kirkeministeriet til stiftsøvrighederne og

til dels til provstiudvalgene.

Til trods for de skete udvidelser af

menighedsrådenes kompetence og handlemuligheder forudsætter den

kirkelige lovgivning dog fortsat i meget vid udstrækning, at

menighedsrådenes beslutninger skal godkendes af andre kirkelige

myndigheder. Godkendelse skal dog som følge af den gennemførte

decentralisering som hovedregel ske på stiftsniveau og ikke som

tidligere i Kirkeministeriet.

Menighedsrådene har gennem de snart 100 års

eksistens tydeligt vist, at de både ønsker og evner at yde en

stor indsats til gavn for folkekirken. De har også tydeligt vist, at de

har været i stand til at løfte nye opgaver og yderligere ansvar,

efterhånden som de gennem de forskellige ændringer af

lovgivningen har fået mulighed for det.

Det er også gennem de senere års kirkelige og

kirkepolitiske debat blevet tydeligt, at menighedsrådene gerne vil have

bedre muligheder for at beslutte selvstændigt og handle frit i forhold

til såvel administrationen af de fysiske rammer, som sognene

råder over, og i forhold til tilrettelæggelse af det kirkelige

liv inden for rammerne.

Det er også i de senere års debat blevet

tydeligt, at mange menighedsråd ønsker bedre muligheder -

tidsmæssigt såvel som økonomisk - for at opprioritere

arbejdet med det kirkelige liv i sognene.

På denne baggrund udarbejdede Kirkeministeriet i

foråret 2002 et lovforslag, som indebar, at menighedsrådene ville

få vidtgående kompetence til selvstændigt at træffe

beslutninger vedrørende fysiske rammer bortset fra kirkebygningerne.

Forslaget indebar desuden en væsentlig forøgelse af

menighedsrådenes økonomiske handlefrihed gennem

indførelse af rammebevillinger i stedet for den nuværende

ordning med bevilling på grundlag af specificerede budgetter, der skal

godkendes af provstiudvalgene, og hvor efterfølgende omdisponeringer

ligeledes skal godkendes. Den økonomiske handlefrihed blev også

understreget gennem forslag om, at den eksisterende bestemmelse om et

særskilt rådighedsbeløb, som giver et menighedsråd

mulighed for at anvende op til 125.000 kr. til fremme af det kirkelige liv,

afskaffes og erstattes af en generel adgang til uden maksimumsgrænse at

afholde udgifter vedrørende sognets eller kirkedistriktets kirkelige

aktiviteter og til fremme af det kirkelige liv i pastoratet eller kommunen

eller kirkelige formål af betydning for stiftet som helhed. Dette

forslag er blevet betegnet som en "sognefuldmagt".

Lovforslaget blev udførligt præsenteret og

fremlagt på årsmødet i Landsforeningen af

Menighedsrådsmedlemmer i juni 2002 og samtidig udsendt til

høring. I efteråret 2002 blev lovforslaget desuden udsendt til

samtlige menighedsråd med opfordring til dem om at give deres meninger

til kende.

I svarene på denne høring - den hidtil mest

omfattende høring over et forslag til ændring af den kirkelige

lovgivning - var der nogle meget markante tendenser, som naturligvis har haft

betydning for lovforslaget i den form, hvormed det nu fremsættes.

Høringen viste for det første meget bred

tilslutning til, at menighedsrådenes økonomiske handlefrihed

øges gennem indførelse af rammebevillinger og gennem

afskaffelse af det særlige rådighedsbeløb til fordel for

en sognefuldmagt, der giver generel adgang til at afholde udgifter

vedrørende kirkelige aktiviteter.

Bevilling af rammer for henholdsvis drifts- og

anlægsudgifter skal meddeles af provstiudvalget på grundlag af

budgetsamråd, hvor provstiudvalget og repræsentanter for

menighedsrådene drøfter de enkelte sognes eller kirkedistrikters

behov og ønsker sammenholdt med de økonomiske muligheder i

ligningsområdet. Budgetsamrådet kan, hvis menighedsrådene

ønsker det, tillægges den besluttende myndighed i forhold til

fastsættelse af bevillinger, som efter hovedreglen er provstiudvalgets

kompetence.

Rammebevilling indebærer, at menighedsråd

får større frihed til at prioritere mellem udgifter, der

vedrører sognenes fysiske rammer, og udgifter, der vedrører det

kirkelige liv. Menighedsråd vil desuden i årets løb frit

kunne omdisponere inden for den ramme, der er meddelt for driftsudgifter.

I høringen blev der dernæst meget bredt

tilkendegivet den opfattelse, at kirke og kirkegård udgør en

enhed, som på grund af den særlige karakter og også den

store kulturhistoriske værdi bør være beskyttet på

samme måde som hidtil, hvilket bl.a. indebærer, at

menighedsråds beslutninger om arbejde ved kirke eller kirkegård

skal godkendes, som hovedregel af stiftsøvrigheden efter inddragelse

af relevante konsulenter.

Samtidig blev det i høringen bredt tilkendegivet,

at beslutninger vedrørende præsteboliger samt bygninger til brug

for kirke eller kirkegård udmærket kan træffes og

gennemføres blot med godkendelse af provstiudvalget.

Som konsekvens af disse udbredte tilkendegivelser

indeholder det foreliggende lovforslag derfor bemyndigelse til

kirkeministeren til at fastsætte regler, hvorefter

godkendelseskompetencen kan tillægges provstiudvalget.

Ud over de allerede beskrevne elementer indeholder

lovforslaget enkelte bestemmelser af særlig karakter. Det

foreslås således, at menighedsråd kan beslutte at

tillægge den valgte kontaktperson, som udøver

menighedsrådets arbejdsgiverfunktion i forhold til kirke- og

kirkegårdsfunktionærer, et honorar. Det foreslås desuden,

at provstiudvalg kan beslutte at tillægge et lægt medlem, der er

valgt som provstiudvalgsformand, et honorar. Endelig foreslås det, at

kirkeministeren får mulighed for at henlægge kompetence i forhold

til medarbejdere, der er ansat ved stiftsøvrighederne, til

stiftsøvrighederne.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de

bemærkninger, der ledsager det, skal jeg indstille dette til velvillig

behandling i det høje Ting.

Lignende dokumenter