Forslag til Lov om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 6. december 2006 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige
andre love
(Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge
af arveloven mv.)
§ 1
I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 999
af 5. oktober 2006, som ændret ved § 5 i lov nr. 539 af 8. juni 2006,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 102
affattes således:
»
§ 102.
Forsikringstageren
kan ved forsikringens tegning eller senere indsætte en anden som begunstiget.
Ved forsikringstagerens død udbetales forsikringssummen umiddelbart til den
begunstigede.
Stk. 2.
Forsikringstageren
kan tilbagekalde indsættelsen, medmindre forsikringstageren over for den
begunstigede har givet afkald på dette. Forsikringstagerens ret til at
tilbagekalde indsættelsen går ikke over på den pågældendes arvinger eller
dødsbo.
Stk. 3.
Selskabet
Læs alt
skal senest samtidig med underretningen af den begunstigede om
forsikringsbegivenhedens
indtræden underrette den skifteret, der behandler forsikringstagerens dødsbo,
jf. lov om skifte af dødsboer § 2, om begunstigelsesindsættelsen,
forsikringssummens størrelse, samt om hvorvidt udbetaling er sket.
Skifteretten
skal herefter underrette forsikringstagerens ægtefælle og livsarvinger og
vejlede om indholdet af § 104.«
2.
I
§ 103
indsættes som stk. 2 og 3:
»
Stk. 2.
Forsikringstageren
kan ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at
forsikringssummen
skal være den begunstigedes særeje.
Stk. 3.
Forsikringstageren
kan ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at forsikringssummen skal
båndlægges. Arvelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse. Hvis
forsikringstageren ikke i forbindelse med beslutningen om båndlæggelse har
bestemt, hvilken forvaltningsafdeling der skal forvalte den båndlagte arv,
bestemmer den skifteret, der behandler boet efter forsikringstageren, jf.
§ 2 i lov om skifte af dødsboer, hvem forsikringsselskabet skal udbetale
forsikringssummen til.«
3.
§ 104
affattes således:
»
§ 104.
Hvis indsættelse af en begunstiget må
anses for urimelig i forhold til forsikringstagerens ægtefælle eller en
livsarving, kan det ved dom bestemmes, at forsikringssummen helt eller
delvist
skal tilfalde ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede.
Beløbet kan ikke overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som
boslod og tvangsarv, jf. arvelovens § 5, § 10 og § 11,
stk. 2,
hvis forsikringssummen i stedet var tilfaldet forsikringstagerens solvente
bo.
Stk. 2.
Ved afgørelsen
efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på
1)
baggrunden for
indsættelsen af den begunstigede,
2)
ægtefællens, en
livsarvings og den begunstigedes økonomiske behov og
3)
omstændighederne i
øvrigt.
Stk. 3.
Har
ægtefællen eller en livsarving inden udbetaling af forsikringssummen til den
begunstigede gjort indsigelse over for selskabet mod udbetalingen, må
forsikringsselskabet ikke udbetale forsikringssummen til den begunstigede,
før
det ved forlig eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort,
hvem der har ret til forsikringssummen. Selskabet kan dog altid udbetale
indtil
en tredjedel af forsikringssummen til den begunstigede, og, hvis den
pågældende
sørger for forsikringstagerens begravelse, et passende beløb til afholdelse
af
udgifterne herved.
Stk. 4.
En sag
efter stk. 1 skal anlægges af ægtefællen eller en livsarving mod den
begunstigede inden 1 år efter, at forsikringstageren er afgået ved døden.«
4.
§ 105
affattes således:
»
§ 105.
Ved fortolkningen af bestemmelser om
indsættelse af en begunstiget, anvendes stk. 2-4, hvis ikke andet
fremgår
af omstændighederne, når forsikringssummen skal udbetales ved
forsikringstagerens
død.
Stk. 2.
Er forsikringstagerens ægtefælle
indsat som begunstiget, anses den ægtefælle, som forsikringstageren ved sin
død
levede i ægteskab med, som begunstiget.
Stk. 3.
Har forsikringstageren indsat
sine børn som begunstigede, anses hans livsarvinger, herunder hans
adoptivbørn
og disses livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven
tildeler
den pågældende.
Stk. 4.
Er forsikringstagerens arvinger
indsat som begunstigede, får arvingerne del i forsikringssummen efter det
forhold, som de pågældende i henhold til testamente eller loven er
arveberettiget
efter forsikringstageren.«
5.
Efter § 105
indsættes:
»
§ 105 a.
Medmindre
andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende i følgende
rækkefølge forsikringstagerens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i
stk. 2, børn eller arvinger.
Stk. 2.
For at være
omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med forsikringstageren
på
fælles bopæl og
1)
vente, have eller
have haft et barn sammen forsikringstageren, eller
2)
have levet sammen med
forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de
sidste 2 år før dødsfaldet.
Stk. 3.
En fælles
bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i
anden bolig eller ved ophold i institution.
§ 105 b.
Har forsikringstageren ikke indsat en begunstiget, og skal forsikringssummen
udbetales ved forsikringstagerens død, tilfalder forsikringssummen
forsikringstagerens nærmeste pårørende, jf. § 105 a. Er der ikke nogen
nærmeste pårørende, tilfalder forsikringssummen forsikringstagerens dødsbo.
Stk. 2.
Forsikringssummen tilfalder forsikringstagerens dødsbo, hvis
forsikringstageren
har bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget.«
§ 2
I lov nr. 293 af 24. april 1996 om visse civilretlige
forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter foretages følgende
ændringer:
1.
§ 2
affattes således:
»
§ 2.
Kontohaveren
kan ved opsparingsordningens oprettelse eller senere indsætte en anden som
begunstiget. Ved kontohaverens død udbetales de opsparede midler umiddelbart
til den begunstigede.
Stk. 2.
Kontohaveren
kan tilbagekalde indsættelsen, medmindre kontohaveren over for den
begunstigede
har givet afkald på dette. Kontohaverens ret til at tilbagekalde indsættelsen
går ikke over på den pågældendes arvinger eller dødsbo.
Stk. 3.
Pengeinstituttet skal senest samtidig med underretningen af den begunstigede
om
kontohaverens dødsfald underrette den skifteret, der behandler kontohaveren
dødsbo, jf. lov om skifte af dødsboer § 2, om
begunstigelsesindsættelsen,
det opsparede beløb, samt om hvorvidt udbetaling er sket. Skifteretten skal
herefter underrette kontohaverens ægtefælle og livsarvinger og vejlede om
indholdet
af § 4.«
2.
I
§ 3
indsættes som stk. 2 og 3:
»
Stk. 2.
Kontohaveren
kan ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de
opsparede
midler skal være den begunstigedes særeje.
Stk. 3.
Kontohaveren
kan ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de opsparede midler skal
båndlægges.
Arvelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse. Hvis kontohaveren ikke i
forbindelse med beslutningen om båndlæggelse har bestemt, hvilken
forvaltningsafdeling der skal forvalte de båndlagte midler, bestemmer den
skifteret,
der behandler boet efter kontohaveren, jf. § 2 i lov om skifte af
dødsboer, hvem pengeinstituttet skal udbetale forsikringssummen til.«
3.
§ 4
affattes således:
»
§ 4.
Hvis indsættelse af en begunstiget må anses
for urimelig i forhold til kontohaverens ægtefælle eller en livsarving, kan
det
ved dom bestemmes, at de opsparede midler helt eller delvist skal tilfalde
ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede. Beløbet kan
ikke
overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som boslod og
tvangsarv,
jf. arvelovens § 5, § 10, og § 11, stk. 2, hvis de
opsparede midler i stedet var tilfaldet forsikringstagerens solvente bo.
Stk. 2.
Ved afgørelsen
efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på
1)
baggrunden for
indsættelsen af den begunstigede,
2)
ægtefællens,
livsarvingernes og den begunstigedes økonomiske behov og
3)
omstændighederne i
øvrigt.
Stk. 3.
Har
ægtefællen eller en livsarving inden udbetaling af de opsparede midler til
den
begunstigede gjort indsigelse over for pengeinstituttet mod udbetalingen, må
pengeinstituttet ikke udbetale de opsparede midler til den begunstigede, før
det ved forlig eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort,
hvem der har ret til de opsparede midler. Pengeinstituttet kan dog altid
udbetale indtil en tredjedel af de opsparede midler til den begunstigede, og,
hvis den pågældende sørger for kontohaverens begravelse, et passende beløb
til
afholdelse af udgifterne herved.
Stk. 4.
En sag
efter stk. 1 skal anlægges af ægtefællen eller livsarvingerne mod den
begunstigede
inden 1 år efter, at kontohaveren er afgået ved døden.«
4.
§ 5
affattes således:
»
§ 5.
Ved fortolkningen af bestemmelser om indsættelse
af en begunstiget anvendes stk. 2-4, hvis ikke andet fremgår af
omstændighederne, når de opsparede midler skal udbetales ved kontohaverens
død.
Stk. 2.
Er kontohaverens ægtefælle
indsat som begunstiget, anses den ægtefælle, som kontohaveren ved sin død
levede i ægteskab med, som begunstiget.
Stk. 3.
Har kontohaveren indsat sine
børn som begunstigede, anses hans livsarvinger, herunder hans adoptivbørn og
disses livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven tildeler
den pågældende.
Stk. 4.
Er kontohaverens arvinger indsat
som begunstigede, får arvingerne del i de opsparede midler efter det forhold,
som de pågældende i henhold til testamente eller loven er arveberettiget
efter
kontohaveren.«
5.
Efter § 5
indsættes:
»
§ 5 a.
Medmindre
andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende i følgende
rækkefølge kontohaverens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i
stk. 2,
børn eller arvinger.
Stk. 2.
For at være
omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med forsikringstageren
på
fælles bopæl og
1)
vente, have eller
have haft et barn sammen forsikringstageren, eller
2)
have levet sammen med
forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de
sidste 2 år før dødsfaldet.
Stk. 3.
En fælles
bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i
anden bolig eller ved ophold i institution.
§ 5 b.
Har
kontohaveren ikke indsat en begunstiget, og skal de opsparede midler
udbetales
ved kontohaverens død, tilfalder de opsparede midler kontohaverens nærmeste
pårørende, jf. § 5 a. Er der ikke nogen nærmeste pårørende, tilfalder de
opsparede midler kontohaverens dødsbo.
Stk. 2.
De
opsparede midler tilfalder kontohaverens dødsbo, hvis kontohaverens har
bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget.«
§ 3
I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer, som
senest ændret ved § 4 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændringer:
1.
I
§ 7
indsættes efter stk. 4 som
nyt stykke:
»
Stk. 5.
Skifteretten kan bestemme, at der bortset fra indhentelse og afgivelse af
oplysninger efter stk. 2 og 4 ikke skal foretages yderligere
eftersøgning
af arvinger, hvis omkostningerne herved ikke vil stå i rimeligt forhold til
boets midler.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.
2.
I
§ 13, stk. 1
, indsættes som
2. pkt.:
»En tvangsarving, der skal have sin tvangsarv udbetalt kontant,
jf. arvelovens § 50, stk. 2, 1. pkt., anses som arving.«
3.
I
§ 22, stk. 1,
ændres »§§ 7 a og
7 b« til: »§ 11, stk. 1-3,«.
4.
I
§ 22
indsættes som stk. 4:
»
Stk. 4.
Ægtefællen
skal senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer
efter
reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge udleveringen af,
at
anmeldelsen til Statstidende sendes gennem skifteretten.«
5.
I
§ 24, stk. 1,
ændres »kapitel 3« til:
»kapitel 4«.
6.
I
§ 24
indsættes som stk. 4:
»
Stk. 4.
Ægtefællen
skal senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer
efter
reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge udleveringen af,
at
anmeldelsen til Statstidende sendes gennem skifteretten.«
7.
I
§ 36, nr. 6,
ændres »arvelovens § 16,
stk. 2,« til: »arvelovens § 25, stk. 2,«.
8.
I
§ 48
indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke:
»
Stk. 3.
§ 7,
stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
9.
§ 81, stk. 2,
affattes således:
»
Stk. 2.
Proklama
skal udstedes, når et bo skiftes eller udleveres efter §§ 22 eller 24.«
10.
I
§ 101
indsættes som stk. 3:
»
Stk. 3.
Indsigelser
mod gyldigheden af en testamentarisk disposition efter arvelovens § 66
afgøres
af skifteretten ved kendelse.«
11.
Efter
kapitel 30 indsættes:
»Kapitel
30 a
Samlevers ret til overtagelse efter vurdering
»
§ 111 a.
En
længstlevende samlever har ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og
sædvanligt indbo mod at betale vurderingsbeløbet kontant til boet, hvis
parterne på dødstidspunktet
1)
levede sammen på
fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold og havde gjort det i de sidste 2
år
forud for dødsfaldet, eller
2)
levede sammen på
fælles bopæl og ventede, havde eller havde haft et fællesbarn.
Stk. 2.
En fælles
bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved
ophold
i institution.
Stk. 3.
For en
samlever, der ved testamente er indsat som arving, anses retten efter
stk. 1 som en ret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende
genstande til vurderingsbeløbet mod at betale et eventuelt overskydende beløb
kontant til boet.
Stk. 4.
Ønsker
samleveren og en arving at overtage det samme aktiv, har samleveren
fortrinsret. En særlivsarving efter den førstafdøde samlever har dog
fortrinsret til at overtage aktivet, hvis dette har særlig erindringsværdi
for
den pågældende.
Stk. 5.
Stk. 1-4
finder ikke anvendelse for aktiver, som arveladeren har rådet over ved
testamente.
Stk. 6.
Tvister
efter stk. 1-4 behandles som sager om retten til at arve, herunder
retten
til at overtage aktiver efter vurdering, jf. § 89, stk. 1, nr. 1.«
§ 4
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 936 af
8. september 2006, som ændret ved § 7 i lov nr. 539 af 8. juni 2006,
foretages
følgende ændringer:
1.
§ 36 i, stk. 2, 1.
og 2. pkt.,
affattes således:
»I boer, der har været udleveret til almindeligt privat skifte
eller til behandling ved bobestyrer og derefter udleveres til uskiftet bo,
afgøres afgiftspligten efter § 36 c på grundlag af den formueoversigt,
der
skal indleveres efter arvelovens § 22. Afgiften forfalder til betaling
ved
indlevering af formueoversigten.«
2.
§ 36 l
ophæves.
3.
I
§ 49, stk. 2,
indsættes som nr. 10:
»10)
Første kopi til den førstafdøde ægtefælles
livsarvinger af den formueoversigt, som ægtefællen skal indlevere ved
udlevering
af et bo til uskiftet bo.«
§ 5
I lov om en garantifond for indskydere og investorer,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1066 af 10. december 2003, foretages følgende
ændring:
1.
I
§ 9, stk. 2, nr. 10,
ændres »arvelovens
§§ 61 og 65,« til: »arvelovens §§ 54 og 61,«.
§ 6
I lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven),
jf. lovbekendtgørelse nr. 971 af 22. september 2006, foretages følgende
ændringer:
1.
I
§ 1, stk. 2, litra d
, indsættes efter
»i en ældrebolig,«: »eller en person, der på tidspunktet for dødsfaldet
levede
sammen på fælles bopæl med afdøde og venter, har eller har haft et barn
sammen
med afdøde, herunder også når den fælles bopæl er ophørt på grund af
institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig,«
2.
I
§ 3, stk. 1,
indsættes efter litra b
som nyt litra:
»c)
afgiftspligtige udbetalinger
fra en pensionsordning som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 25,
stk. 1,
nr. 6, eller § 29, stk. 1, til en frasepareret eller fraskilt
ægtefælle, der senest som led i skiftet af fællesboet ved separationen eller
skilsmissen er indsat som uigenkaldeligt begunstiget,«.
Litra c-f bliver herefter litra d-g.
3.
§ 8, stk. 3,
ophæves.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.
4.
I
§ 10, stk. 6, 1. pkt.,
udgår »og 4«.
5.
§ 12, stk. 1, 4. pkt.,
ophæves, og i
§ 12, stk. 1, 5. pkt
., der bliver 4.
pkt., ændres »stk. 4,« til: »stk. 3,«.
6.
I
§ 36
indsættes som
stk. 6
:
»
Stk. 6.
Er der
givet henstand med udbetaling af arv efter arvelovens §§ 35-37, gives
der
ligeledes henstand med betaling af den boafgift, der hviler på arvekravet.
Boafgiften forfalder til betaling, når henstanden efter arvelovens
§§ 35-37 udløber, eller hvis arvekravet overdrages eller belånes.
Boafgiften
forrentes ikke i henstandsperioden.«
§ 7
I lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven),
jf. lovbekendtgørelse nr. 908 af 28. august 2006, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 58, stk. 2, 1. pkt.,
og
§ 71, stk. 4
, ændres »arvelovens
§ 7 a eller § 7 b« til: »arvelovens § 11, stk. 1 og 2,
jf.
dog stk. 4«.
§ 8
I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.
(pensionsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1120 af 10. november
2006,
foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 2, nr. 4, litra d
, indsættes efter »i en
ældrebolig, eller«: »en person, der på tidspunktet for dødsfaldet levede
sammen
på fælles bopæl med afdøde eller tidligere har haft fælles bopæl med afdøde,
når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af institutionsanbringelse,
herunder i en ældrebolig, og venter, har eller har haft et barn sammen med
afdøde, eller«.
2.
I
§ 5, stk. 2,
ændres »§ 105,
stk. 5,« til: »§ 105 a,«.
3.
I
§ 11 A, stk. 1, nr. 6,
og
§ 12, stk. 1, nr. 4
, ændres »§ 5,
stk. 5,« til: »§ 5 a«.
§ 9
Loven træder i kraft den 1. januar 2008.
§ 10
Stk. 1.
Lov
om forsikringsaftaler § 102, stk. 3, som affattet ved denne lovs
§ 1,
nr. 1, lov om forsikringsaftaler § 104, som affattet ved denne lovs
§ 1,
nr. 3, lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i
pengeinstitutter § 2, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 2,
nr. 1, og lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i
pengeinstitutter § 4, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 3,
finder
ikke anvendelse på en begunstigelsesindsættelser, der er foretaget før lovens
ikrafttræden, hvis
1)
indsættelsen er uigenkaldelig,
eller
2)
den begunstigede er
forsikringstagerens eller kontohaverens tvangsarving.
Stk. 2.
Lov om
forsikringsaftaler § 105 a og § 105 b, som affattet ved denne lovs
§ 1,
nr. 5, og lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i
pengeinstitutter § 5 a og § 5 b, som affattet ved denne lovs
§ 2,
nr. 5, finder anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der foretages efter
lovens ikrafttræden.
Stk. 3.
Lovens
§§ 3-5, § 6, nr. 1 og 3-6 og §§ 7 og 8 finder anvendelse, når
dødsfaldet indtræder efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4.
Lov om
afgift af dødsboer og gaver § 3, stk. 1, litra c, som indsat ved
denne lovs § 6, nr. 2, har virkning for udbetalinger, der finder sted
den
1. januar 2008 eller senere.
§ 11
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 1-3
og § 5 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med
de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger
til
lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1.
Indledning
8
1.1.
Lovforslagets baggrund mv.
8
1.2.
Oversigt over lovforslaget
8
2.
Forsikringsaftaleloven
8
2.1.
Gældende ret
8
2.2.
Udvalgets overvejelser
9
2.3.
Justitsministeriets overvejelser
13
3.
Pensionsopsparingsloven
14
4.
Dødsboskifteloven
14
4.1.
Eftersøgning af arvinger
14
4.2.
Proklama
15
4.3.
Legatar eller arving
15
4.4.
Indsigelser mod en testamentarisk bestemmelse om fordeling
af sædvanligt indbo
16
4.5.
Ugift samlevers adgang til at overtage hidtidig fælles
bolig og sædvanligt indbo
16
5.
Retsafgiftsloven
16
6.
Boafgiftsloven,
dødsboskatteloven og pensionsbeskatningsloven
17
7.
De økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
18
8.
De økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
18
9.
De administrative
konsekvenser for borgere
18
10.
De miljømæssige
konsekvenser
18
11
Forholdet til
EU-retten
18
12.
Hørte myndigheder
og organisationer mv.
18
13.
Sammenfattende
skema
19
1.
Indledning
1.1. Lovforslagets baggrund mv.
Lovforslagets formål er en revision af reglerne om
indsættelse af begunstigede i forsikrings- og pensionsordninger samt at
gennemføre de ændringer i den øvrige lovgivning, der følger af det forslag
til
en ny arvelov, der er fremsat samtidig med dette lovforslag.
Lovforslaget bygger i vidt omfang på overvejelserne i
betænkning nr. 1473/2006 om revision af arvelovgivningen mv., som i marts
2006
blev afgivet af udvalget til revision af arveloven og lov om skifte af
fællesbo
mv. (Arvelovsudvalget). Af udvalgets kommissorium fremgår det således, at
udvalget ud over at komme med forslag til en fuldstændig revision af
arveloven
også kan foreslå ændringer i lovgivning, der knytter sig til arveloven.
1.2. Oversigt over lovforslaget
Lovforslaget indeholder forslag til ændringer i forsikringsaftalelovens
og pensionsopsparingslovens regler om indsættelse af begunstigede i
forsikrings- og pensionsopsparingsordninger. Ændringsforslagene indebærer
bl.a., at ugifte samlevende udtrykkeligt bliver omfattet af
standardbegunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende«. Der redegøres for disse
ændringsforslag
i pkt. 2 og 3.
Herudover indeholder lovforslaget forslag til ændringer i
dødsboskifteloven. Ændringsforslagene indebærer bl.a. et krav om udstedelse
af
proklama ved udlevering af bo til ægtefællen efter reglerne om ret til
suppleringsarv
og ved uskiftet bo. Det foreslås desuden, at der gives en længstlevende
samlever adgang til mod betaling at overtage den hidtidige fælles bolig og
sædvanligt indbo, der ejes af den afdøde samlever. Der redegøres for disse
ændringsforslag
i pkt. 4.
Der foreslås endvidere nogle mindre ændringer og
tilpasninger i retsafgiftsloven, boafgiftsloven, pensionsbeskatningsloven og
dødsboskatteloven. Disse ændringsforslag er der redegjort for i pkt. 5 og 6.
2. Forsikringsaftalelovens regler om indsættelse af
begunstigede i forsikringsordninger
2.1. Gældende ret
Forsikringsaftaleloven indeholder i §§ 97-124 en række
bestemmelser om livsforsikring, herunder om indsættelse og tilbagekaldelse af
begunstigede i kapital- og renteforsikringsordninger og om udbetaling af en
forsikringssum ved forsikringstagerens død.
Det følger af forsikringsaftalelovens § 102,
stk. 1, at forsikringstageren såvel ved tegning af en forsikring som
senere
kan indsætte en anden som begunstiget. I givet fald udbetales
forsikringssummen
umiddelbart til den begunstigede ved forsikringstagerens død.
Forsikringsselskabet
kan alene undlade at udbetale forsikringssummen i de tilfælde, hvor
forsikringstagerens ægtefælle eller tvangsarvinger i medfør af § 104,
stk. 3,
jf. stk. 2, gør indsigelse mod udbetalingen, fordi forsikringstageren
har
indsat en person som begunstiget, der ikke er tvangsarving, og en udbetaling
af
forsikringssummen vil kunne gøre indgreb i livsarvingernes og ægtefællens
tvangsarv samt ægtefællens ret til boslod.
En indsættelse af en begunstiget kan tilbagekaldes,
medmindre forsikringstageren har givet afkald herpå over for den
begunstigede. Forsikringstagerens
ret til at tilbagekalde begunstigelsen går ikke over på hans arvinger eller
dødsbo, jf. § 102, stk. 2.
Det fremgår af § 103, at indsættelse af en begunstiget
og tilbagekaldelse heraf kun er gyldig, hvis den skriftligt meddeles
selskabet
eller optages i eller påtegnes policen af selskabet. En skriftlig meddelelse
til forsikringsselskabet kan ske ved almindeligt brev eller ved, at der
indsendes en kopi af testamentet. Hvis indsættelsen sker ved
forsikringstagerens skriftlige meddelelse til selskabet, må det som
hovedregel
antages, at indsættelsen kun er gyldig, hvis meddelelse er afsendt inden
forsikringstagerens død, da formkravet ellers let vil kunne omgås. I
retspraksis
er dette krav dog blevet fraveget i selvmordstilfælde, jf. f.eks. Højesterets
dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1977, s. 118.
En indsættelse, der ikke opfylder formkravene, kan få
betydning som en testamentarisk disposition, men den får ikke den særlige
virkning, at forsikringssummen holdes uden for boet. Hvis forsikringstageren
har indsat den begunstigede i et testamente under iagttagelse af
testamentsformerne, vil den begunstigede således få stilling som
testamentsarving
i boet.
Forsikringsaftaleloven indeholder ikke regler om adgang til
at træffe bestemmelse om, at forsikringssummen skal tilfalde den begunstigede
som særeje. I praksis træffes der imidlertid bestemmelse herom enten ved
testamente eller – efter en analogi af § 28 a i lov om ægteskabets
retsvirkninger – i overensstemmelse med formkravene i
forsikringsaftalelovens
§ 103 om indsættelse af begunstigede.
Forsikringsaftaleloven indeholder heller ikke regler om
adgang til båndlæggelse af udbetalte forsikrings- og
pensionsopsparingssummer.
I praksis foretages der imidlertid båndlæggelse af forsikringssummer. Dette
sker typisk ved et testamente, som selskabet mv. underrettes om, eller ved
underretning til selskabet mv. efter forsikringsaftalelovens § 103.
Hvis der ikke er indsat en begunstiget i en
forsikringsordning, og forsikringssummen skal udbetales ved
forsikringstagerens
død, tilfalder forsikringssummen dødsboet, jf. § 104, stk. 1.
Har forsikringstageren imidlertid indsat en begunstiget,
der ikke er tvangsarving efter forsikringstageren, og efterlader
forsikringstageren sig ægtefælle, livsarvinger eller arveberettigede
adoptivbørn eller disses livsarvinger, skal forsikringssummen, for så vidt
angår disse personers boslod og tvangsarvelod, behandles som tilhørende
dødsboet og som tillagt den begunstigede ved testamente, jf. § 104,
stk. 2. Det antages normalt, at ægtefællens krav efter arvelovens
§ 7
b, stk. 2, om retten til suppleringsarv, ikke kan angribe en
livsforsikringsbegunstigelse.
§ 104, stk. 2, der ikke gælder, hvis
begunstigelsen er gjort uigenkaldelig, indebærer, at en forsikringstager ikke
ved at tegne en livsforsikring kan disponere over en større sum, end han
efter
lovgivningen kan råde over ved testamente. Er en af forsikringstagerens
tvangsarvinger indsat som begunstiget, vil denne derimod få hele
forsikringssummen udbetalt uden om boet, jf. § 102, stk. 1.
Det følger af § 104, stk. 2, at en
forsikringssum, der endnu ikke er udbetalt til en begunstiget, ikke må
udbetales
af forsikringsselskabet til den pågældende, hvis nogen af de personer, der er
nævnt i § 104, stk. 1, over for selskabet gør indsigelse mod
udbetalingen. Udbetaling kan således først ske, når det ved forlig eller dom
er
afgjort, hvem der har ret til forsikringssummen. Forsikringsselskabet har dog
altid ret til at udbetale indtil en tredjedel af forsikringssummen til den
begunstigede, eller – hvis den pågældende står for begravelsen af
forsikringstageren – et passende beløb til betaling af udgifterne
hertil.
Forsikringsaftaleloven indeholder i § 105 regler, der
skal anvendes ved fortolkning af bestemmelser om indsættelse af begunstigede,
når forsikringssummen skal udbetales ved forsikringstagerens død. Reglerne
skal
anvendes, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne. Det følger af
§ 105,
stk. 2, at det, hvis forsikringstagerens ægtefælle er indsat som
begunstiget, er den ægtefælle, som den pågældende ved sin død levede sammen
med, der anses som begunstiget. Det er meget tvivlsomt, om en samlever vil
kunne blive omfattet af fortolkningsreglen om ægtefæller i den gældende
forsikringsaftalelovs § 105, stk. 2. Har forsikringstageren indsat
sine børn som begunstigede, anses hans livsarvinger, derunder hans
adoptivbørn
og disses livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven
tildeler
den pågældende, jf. stk. 3. Er forsikringstagerens arvinger indsat som
begunstigede, tager enhver af dem del i forsikringssummen efter det forhold,
hvori den pågældende i henhold til testamente eller efter loven er
arveberettiget
efter forsikringstageren, jf. stk. 4. Hvis forsikringstageren har indsat
sine »nærmeste pårørende« som begunstigede, anses hans ægtefælle som indsat.
Hvis forsikringstageren ikke efterlader sig en ægtefælle, anses hans børn for
indsat, og hvis der ikke er børn, anses begunstigelsen for sket til fordel
for
hans arvinger efter det forhold, hvori de i henhold til loven eller et
testamente er arveberettigede efter ham, jf. stk. 5. Samlevere er ikke i
dag nævnt i opregningen af »nærmeste pårørende« i forsikringsaftalelovens
§ 105,
stk. 5. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at en samlever ikke
efter en konkret vurdering vil kunne blive omfattet af en sådan klausul, men
et
sådant fortolkningsresultat vil kræve stærke holdepunkter.
Det følger af forsikringsaftalelovens § 118, at
reglerne om kapitalforsikring, herunder reglerne om indsættelse af
begunstigede
i §§ 102-105, finder anvendelse også for renteforsikringsordninger.
Endvidere fremgår det af § 122, at §§ 102-106 finder tilsvarende
anvendelse på ulykkesforsikring og sygeforsikring.
2.2. Arvelovsudvalgets overvejelser
Arvelovsudvalget peger i betænkningen på, at reglerne om
arv og reglerne om indsættelse af begunstigede i forsikringsordninger følger
to
forskellige spor, selvom reglerne i vidt omfang tjener samme formål. For arv
gælder således reglerne i arveloven, og for begunstigelsesindsættelser i
forsikringsordninger gælder reglerne i forsikringsaftaleloven. Udvalget har
derfor overvejet, om reglerne i højere grad, end det er tilfældet i dag, bør
udformes ens.
Dette kunne f.eks. ske ved at ændre forsikringsaftaleloven
således, at forsikringsbeløb, der kommer til udbetaling som følge af et
dødsfald, skal fordeles i overensstemmelse med arvelovens fordelingsregler,
medmindre
der er foretaget en særlig begunstigelsesindsættelse.
En sådan gennemgribende ændring af reglerne om
begunstigelsesindsættelser må imidlertid efter udvalgets opfattelse
forudsætte,
at de gældende regler har rejst grundlæggende problemer i praksis, og det har
efter udvalgets opfattelse ikke været tilfældet.
Udvalget foreslår derfor, at den overordnede struktur i de
gældende regler bevares.
I lyset af bl.a. de ændrede familiemønstre siden
vedtagelsen af forsikringsaftaleloven i 1930 samt forsikringsselskabernes
nuværende praksis på området foreslår udvalget imidlertid en række ændringer
og
udbygninger i de gældende regler.
Udvalget foreslår for det første en regel om, at
forsikringsselskabet senest samtidig med underretning af den begunstigede om
dødsfaldet også skal underrette skifteretten herom, jf. pkt. 2.2.1. For det
andet foreslår udvalget en lovfæstelse af adgangen til at træffe bestemmelse
om, at en udbetalt forsikringssum skal være særeje eller skal båndlægges, jf.
pkt. 2.2.2. For det tredje foreslår udvalget, at reguleringsreglen i
forsikringsaftalelovens
§ 104 ændres, således at bestemmelsen i højere grad kommer til at
afhænge
af et skøn, jf. pkt. 2.2.3. Endelig foreslås der for det fjerde nogle mindre
ændringer i fortolkningsreglerne i forsikringsaftalelovens § 105, jf.
pkt.
2.2.4.
Der henvises til betænkningen s. 574-577.
2.2.1. Indførelse af en underretningsregel
Efter de gældende regler i lov om finansiel virksomhed
kapitel 9 kan et forsikringsselskab ikke i forsikringstagerens levende live
give oplysninger til arvinger eller andre om, hvem forsikringstageren har
indsat som begunstiget i en forsikringsordning, og forsikringstagerens
ægtefælle og livsarvinger skal efter de gældende regler heller ikke
underrettes
om udbetaling af forsikringssummen til en begunstiget ved forsikringstagerens
død.
Dette medfører, at ægtefællen og livsarvingerne efter de
gældende regler ofte ikke har mulighed for at bedømme deres retsstilling i
forhold til reguleringsreglen i forsikringsaftalelovens § 104.
Udvalget foreslår på den baggrund, at der indføres en regel
i forsikringsaftaleloven om, at selskabet senest samtidig med underretningen
af
den begunstigede om forsikringsbegivenhedens indtræden skal underrette
skifteretten om, hvem der er indsat som begunstiget, forsikringssummens
størrelse og om udbetaling er sket. Det foreslås endvidere, at skifteretten
efter underretningen fra selskabet skal underrette forsikringstagerens
ægtefælle og livsarvinger om begunstigelsen samt vejlede dem om adgangen til
at
kræve regulering efter forsikringsaftalelovens § 104.
Hvis ægtefællen eller livsarvingerne fremsætter krav om
regulering, inden udbetaling er sket, skal selskabet som hidtil være
uberettiget til at udbetale forsikringssummen til den umiddelbart
begunstigede.
Der henvises til betænkningen s. 577-579.
2.2.2. Særejebestemmelser og bestemmelser om båndlæggelse af
udbetalte forsikringssummer
Som anført i pkt. 2.1. træffes der i praksis bestemmelser
om, at en forsikringssum skal være den begunstigedes særeje, uden at der er
en
udtrykkelig hjemmel hertil.
Udvalget foreslår, at denne praksis lovfæstes, således at
forsikringsaftaleloven kommer til at indeholde en regel, der fastslår, at en
bestemmelse
om særeje skal træffes enten ved testamente eller efter reglerne om
indsættelse
af begunstigede eller tilbagekaldelse af en begunstigelse i
forsikringsaftalelovens
§ 103, stk. 1.
Som anført i pkt. 2.1. træffes der endvidere i praksis
bestemmelser om, at en forsikringssum skal båndlægges, uden at der er en
udtrykkelig hjemmel hertil.
Udvalget foreslår, at denne praksis lovfæstes, således at
forsikringsaftaleloven kommer til at indeholde en regel, der fastslår, at en
bestemmelse om båndlæggelse af udbetalte forsikringssummer skal meddeles til
forsikringsselskabet i overensstemmelse med formkravene i
forsikringsaftalelovens
§ 103, stk. 1.
I modsætning til forslaget vedrørende særejebestemmelser
skal forsikringstageren derimod ikke ved testamente kunne bestemme, at
forsikringssummen skal båndlægges. Baggrunden herfor er, at en testamentarisk
bestemmelse ikke giver sikkerhed for, at selskabet har kendskab til
båndlæggelsen. Hvis en bestemmelse om båndlæggelse gyldigt kunne træffes i et
testamente,
ville der være risiko for, at forsikringsselskabet allerede havde nået at
udbetale beløbet til den begunstigede, inden testamentets indhold blev kendt
på
skiftet efter forsikringstageren. Udvalget finder, at det bør være
skifteretten, der bestemmer, hvem forsikringssummen skal udbetales til, når
forsikringssummen er båndlagt. Udbetaling vil typisk skulle ske til en
forvaltningsafdeling i overensstemmelse med testamentets bestemmelser.
En lovfæstelse af adgangen til båndlæggelse bør efter
udvalgets opfattelse ske ved, at arvelovens regler om båndlæggelse af friarv
gøres tilsvarende anvendelige på forsikringssummer.
Der henvises til betænkningen s. 581-583.
2.2.3. Regulering efter forsikringsaftalelovens § 104
Den gældende reguleringsregel i forsikringsaftalelovens § 104
bygger på en »mekanisk« sammenhæng med de familieretlige og arveretlige
regler
om boslod og tvangsarvelod. Hvis lovens betingelser for regulering er
opfyldt,
skal der derfor ikke foretages nogen vurdering af, om ægtefællen eller
livsarvingerne har et reelt behov for reguleringen.
Det er udvalgets opfattelse, at der er behov for at
nuancere den bedømmelse, der skal foretages ved en regulering efter
forsikringsaftalelovens § 104, således at der alene sker regulering i
tilfælde,
hvor der er et reelt økonomisk behov for det.
Udvalget foreslår på den baggrund, at reguleringsreglen
udformes således, at det ved dom kan bestemmes, at en forsikringssum helt
eller
delvist skal tilfalde ægtefællen eller livsarvingerne efter
forsikringstageren,
hvis en begunstigelsesindsættelse må anses for urimelig i forhold til
ægtefællen eller livsarvingerne.
I både Norge, Sverige og Finland har der været regler, der
svarer til den gældende regel i forsikringsaftalelovens § 104. Det
skyldes, at forsikringsaftalelovgivningen fra 1924 bygger på et fællesnordisk
kommissionsarbejde. I Finland findes der ikke længere en reguleringsregel. I
den svenske forsikringsaftalelovs 14. kapitel, 7 §, og den norske
forsikringsaftalelovs § 16-6 findes der i dag mere skønsprægede regler.
Bestemmelsen bør - som det er tilfældet med den gældende
forsikringsaftalelovs
§ 104, stk. 2 - kunne påberåbes af ægtefællen og livsarvingerne.
I lyset af at bestemmelsens anvendelse i højere grad skal
bygge på et skøn, finder udvalget, at der i loven bør angives nogle forhold,
som skal indgå ved vurderingen af, om der skal ske regulering.
For det første bør der lægges vægt på baggrunden for
indsættelsen af den begunstigede. Herudover må den begunstigedes samt
ægtefællens og livsarvingernes økonomiske behov indgå ved vurderingen af, om
der skal ske regulering. Da der er tale om en skønsregel, bør lovens
angivelse
af hensyn imidlertid ikke være udtømmende, og det bør derfor fremgå af
bestemmelsen, at der også kan lægges vægt på andre relevante omstændigheder.
Det er efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at
ægtefællen eller en livsarving i forbindelse med et krav om regulering skal
kunne få tillagt et beløb, der er større end det beløb, som ægtefællen eller
livsarvingen måtte have affundet sig med at gå glip af, hvis
forsikringstageren
i stedet havde oprettet et testamente til fordel for den begunstigede. Derfor
foreslår udvalget, at det beløb, som skal tilfalde ægtefællen eller
livsarvingerne
i stedet for den begunstigede, ikke skal kunne overstige, hvad der ville være
tilfaldet ægtefællen eller en livsarving som boslod og tvangsarv, hvis
forsikringssummen i stedet var gået ind i forsikringstagerens bo. Hvis en
livsarvings
tvangsarv er blevet begrænset til 1 mio. kr., jf. § 5, stk. 2, i
forslaget til ny arvelov, er det denne beløbsgrænse, der skal iagttages. Da
reglen om ægtefællens ret til suppleringsarv (500.000 kroners reglen) i
§ 11,
stk. 2, i forslaget til ny arvelov, er en tvangsarveretlig regel, bør
suppleringsarv også indgå ved vurderingen efter bestemmelsen.
De ændrede familiemønstre, hvor man ofte bliver gift flere
gange, og hvor der er særbørn, indebærer, at der i dag i højere grad, end det
var tilfældet tidligere, kan være foretaget indsættelser af tvangsarvinger
eller ægtefællen som begunstigede, hvor indsættelsen kan være urimelig i
forhold til ægtefællen og de øvrige livsarvinger.
Udvalget foreslår på den baggrund, at der også skal være
adgang til regulering i tilfælde, hvor forsikringstageren har indsat en
begunstiget, der er den pågældendes tvangsarving, hvis forsikringstageren
efterlader sig ægtefælle eller livsarvinger. Reglen bør således også kunne
anvendes, hvis ægtefællen er indsat som begunstiget, og en sådan
begunstigelse
må anses for urimelig i forhold til livsarvingerne efter forsikringstageren,
eller hvis livsarvingerne efter forsikringstageren er indsat som begunstiget,
og denne indsættelse må anses for urimelig i forhold til ægtefællen.
For at indbetalinger på en ordning er
skattefradragsberettiget efter reglerne i pensionsbeskatningsloven, er det en
betingelse, at der ikke i forsikringsaftalen er indsat andre begunstigede end
forsikringstagerens nærmeste pårørende i forsikringsaftalelovens forstand,
eller forsikredes ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, forsikredes
livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en navngiven
person,
der har fælles bopæl med forsikrede ved indsættelsen, eller dennes
livsarvinger, jf. § 8, stk. 1, nr. 4 (rateforsikringer i
pensionsøjemed),
§ 10, stk. 1, nr. 4, (kapitalforsikringer i pensionsøjemed),
§ 11 A, stk. 1, nr. 6 (rateopsparing i pensionsøjemed), og
§ 12,
stk. 1, nr. 4 (opsparing i pensionsøjemed). De skattemæssige regler
fører
formentlig til, at der sjældent foretages indsættelser af begunstigede uden
for
denne kreds.
Efter gældende ret gælder beskyttelsen af den længstlevende
ægtefælle og tvangsarvingerne ikke, hvis en begunstigelsesindsættelse i en
livsforsikring mv. er gjort uigenkaldelig, jf. forsikringsaftalelovens
§ 104,
stk. 2, 2. pkt. Det er efter udvalgets opfattelse ikke en
tilfredsstillende
retstilstand, at forsikringstageren ved at indsætte en person som
uigenkaldeligt begunstiget generelt kan fratage ægtefællen og livsarvingerne
beskyttelsen
efter § 104, og udvalget foreslår derfor, at denne begrænsning i reglens
anvendelsesområde ikke videreføres.
Hvis ægtefællen eller livsarvingerne inden
udbetalingen af forsikringssummen har
gjort indsigelse, bør selskabet som hidtil ikke udbetale forsikringssummen
til
den begunstigede, før det ved forlig eller dom mellem den begunstigede og de
efterladte er afgjort, hvem der har ret til forsikringssummen.
Udvalget foreslår, at forsikringsselskabet uanset en
indsigelse mod begunstigelsesindsættelsen skal være berettiget til at
udbetale
¼ af forsikringssummen til den begunstigede. Dette svarer til det beløb, der
er
tilbage, når der er foretaget fuldt fradrag for ægtefællens boslod og
tvangsarv. Udvalget finder en sådan ændring rimelig, således at det sikres,
at
der i intet tilfælde kan blive udbetalt for meget af forsikringsselskabet.
Endelig foreslås det, at der herudover
altidskal være adgang til at udbetale et passende beløb til dækning
afomkostningerne ved forsikringstagerens begravelse.
Udvalget anfører, at ægtefællen eller livsarvingerne ret
hurtigt efter forsikringstagerens død bør tage stilling til, om der skal
fremsættes krav om regulering. Det bør således ikke være muligt for
ægtefællen
og livsarvingerne at fremkomme med en indsigelse efter lang tids forløb på et
tidspunkt, hvor den begunstigede har indrettet sig på, at forsikringssummen
tilfalder den pågældende. Jo længere tid der går fra forsikringstagerens
dødsfald, desto sværere bliver det endvidere at foretage den
rimelighedsvurdering,
som anvendelsen af bestemmelsen bygger på.
Udvalget foreslår på den baggrund, at der skal anlægges sag
mod den begunstigede inden 1 år efter forsikringstagerens død. Med en frist
af
denne længde gives der efter udvalgets opfattelse fornøden tid til at søge om
fri proces og få beskikket værge for umyndige arvinger mv.
Et krav om regulering bør efter udvalgets opfattelse først
kunne fremsættes, når forsikringstageren er afgået ved døden. Baggrunden
herfor
er, at skønnet over, om der er behov for regulering, i mange tilfælde
formentlig
først kan foretages på dette tidspunkt. Hertil kommer, at en genkaldeligt
begunstiget reelt ikke har nogen rettigheder over forsikringen, så længe
forsikringstageren
er i live, og at det på denne baggrund kunne forekomme noget mærkværdigt, at
den pågældende skulle kunne sagsøges af ægtefællen og/eller livsarvingerne.
Udvalget har overvejet, om reguleringsreglen i § 104
også fremover bør kunne anvendes på renteforsikringer, jf.
forsikringsaftalelovens § 118, der generelt bestemmer, at reglerne om
kapitalforsikring også finder anvendelse på renteforsikringer.
Livsbetingede renteforsikringer oprettes ofte af
forsørgelsesmæssige hensyn, f.eks. i form af en overlevelsesrente til
ægtefællen eller en samlever eller i form af en børnepension til en
livsarving.
Udvalgets forslag til ændring af forsikringsaftalelovens § 104
indebærer,
at der kan ske regulering i tilfælde, hvor en begunstigelsesindsættelse må
anses for urimelig i forhold til ægtefællen eller en livsarving, og
forsikringstageren
derved har »omgået« arvelovens regler om boslod og tvangsarv. En indsættelse
af
en begunstiget (medforsikret) i en renteforsikringsordning vil efter
udvalgets
opfattelse i praksis næppe kunne være urimelig og danne grundlag for
regulering. Baggrunden herfor er, at der ikke er en reel omgåelsesrisiko,
fordi
udbetaling fra en sådan forsikring forudsætter, at den begunstigede
(medforsikrede) lever på tidspunktet for forsikringsbegivenhedens indtræden
(forsikringstagerens død), og der sker ikke en udbetaling fra
forsikringsselskabet, hvis dette ikke er tilfældet. Renteforsikringsordninger
indgår desuden ofte som led i en kollektiv pensionsordning, hvor ydelserne
udelukkende fastsættes ud fra den enkeltes alder på tegningstidspunktet og
indbetalingens størrelse. Ordningen etableres endvidere for en bestemt gruppe
med et forudsat fastsat dækningsomfang. Det vil typisk indebære, at der er en
fast ægtefællepension, uanset om forsikringstageren er gift, og at der er en
børnepension, uanset om forsikringstageren har børn. I en sådan situation vil
det efter udvalgets opfattelse ikke være muligt at nå frem til, at
indsættelsen
af den begunstigede (medforsikrede) kan anses for urimelig.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at reguleringsreglen i
forsikringsaftalelovens § 104 ikke skal finde anvendelse på
renteforsikringer, uanset om ordningen er individuel, f.eks. en privattegnet
overlevelsesrente til fordel for en ægtefælle, eller kollektiv, f.eks. en
ægtefællepension omfattet af tjenestemandspensionsreglerne. Det er en
konsekvens heraf, at den foreslåede underretningsregel heller ikke skal finde
anvendelse på renteforsikringer. De øvrige ændringer i forsikringsaftaleloven
bør derimod efter udvalgets opfattelse finde anvendelse også på
renteforsikringer.
Der er efter udvalgets opfattelse ikke behov for at
fastsætte særlige regler om ulykkesforsikringer og sygeforsikringer, jf. den
gældende
forsikringsaftalelovs § 122. Dette indebærer, at den foreslåede
reguleringsregel også vil finde anvendelse på ulykkesforsikringer og
sygeforsikringer.
Der henvises til betænkningen s. 583-594.
2.2.4. Fortolkningsregler
Antallet af ugifte samlevende par udgør i dag ca. 290.000.
På denne baggrund og i lyset af udvalgets forslag til regulering af ugifte
samlevendes arveretlige stilling i betænkningens kapitel 9 finder udvalget,
at
fortolkningsreglerne i forsikringsaftaleloven også bør regulere denne i
praksis
vigtige persongruppe.
Efter udvalgets opfattelse er der dog ikke behov for en
fortolkningsregel for de tilfælde, hvor en samlever er indsat uden navns
nævnelse, da dette praktisk talt ikke forekommer i praksis. I lyset af
samfundsudviklingen og de foreslåede regler om arveret for samlevende i
betænkningens kapitel 9, finder udvalget imidlertid, at ugifte samlevende bør
indgå
i opregningen af, hvem der anses for forsikringstagerens »nærmeste
pårørende«.
Hertil kommer, at »nærmeste pårørende« i praksis er langt den mest anvendte
begunstigelsesklausul. Da der ikke i lovgivningen er en fast definition af
ugifte
samlevende, og da det efter udvalgets opfattelse er vigtigt ikke at indføre
for
mange forskelligartede definitioner, foreslår udvalget, at afgrænsningen skal
foretages på samme måde som i den foreslåede regel om legal arveret for
ugifte
samlevende i § 40 i udvalgets udkast til ny arvelov. Efter udvalgets
udkast til § 40 er det en betingelse for legal arveret, at den
længstlevende ved arveladers død levede og havde levet sammen på fælles bopæl
med arvelader de sidste 2 år før dødsfaldet,
og
sammen med arvelader
ventede, havde eller havde haft et barn. Endvidere bør en samlever, der har
oprettet et udvidet samlevertestamente sammen med forsikringstageren efter
§ 92
i udvalgets udkast til arvelov være omfattet af udtrykket samlever i
begunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende«. Med et sådant testamente kan et
ugift samlevende par bestemme, at de skal arve hinanden og arves, som var de
ægtefæller. Efter lovudkastets § 92 kan et udvidet samlevertestamente
oprettes af ugifte samlevende, der opfylder betingelserne for at kunne indgå
ægteskab
eller registreret partnerskab med hinanden, og som lever sammen på fælles
bopæl.
Det er endvidere en betingelse, at de har, har haft eller venter et barn
sammen, eller har levet sammen på fælles bopæl mindst de sidste 2 år før
underskrivelsen af testamentet. Det er endelig en forudsætning, at en eller
begge parter ikke i forvejen har oprettet gyldigt samlevertestamente efter
bestemmelsen med en anden.
Den foreslåede afgrænsning vil sikre, at en betydelig
gruppe af de eksisterende samlivsforhold vil kunne blive omfattet af begrebet
»samlever«
i begunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende«.
Den gældende forsikringsaftalelovs udgangspunkt er, at
forsikringssummen tilfalder dødsboet, hvis der ikke er indsat en begunstiget.
Det praktiske udgangspunkt i dag er imidlertid, at forsikringssummen
tilfalder »nærmeste
pårørende«, fordi denne klausul anvendes standardmæssigt i de fleste
forsikringsaftaler.
Udvalget foreslår, at reglerne kommer til at afspejle dette
praktiske udgangspunkt, således at forsikringssummen tilfalder »nærmeste
pårørende«, hvis der ikke er indsat en begunstiget. Kun hvis der ikke er
nogen
nærmeste pårørende, eller hvis forsikringstageren har bestemt, at der ikke
skal
være nogen begunstiget, tilfalder forsikringssummen forsikringstagerens
dødsbo.
Herudover foreslår udvalget, at det præciseres, at et
afkald fra f.eks. forsikringstagerens børn på en forsikringssum indebærer, at
forsikringssummen i stedet skal tilfalde den eller de næste i rækkefølgen af
»nærmeste
pårørende«.
Udvalget anfører, at det bør overvejes at ændre
pensionsbeskatningsloven, således at den gruppe af ugifte samlevende, der
omfattes af standardbegunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende«, også bliver
omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra d), og dermed af
beskatningsreglerne
i lovens kapitel 2. Samleverbegrebet bør efter udvalgets opfattelse også
overvejes
nærmere i relation til pensionsbeskatningslovens § 5 om garanterede
ydelser, § 11 A om rateopsparing i pensionsøjemed og § 12 om
opsparing i pensionsøjemed.
Der henvises til betænkningen s. 594-601.
2.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets anbefaling om, at
der indføres en regel om, at forsikringsselskaberne skal underrette
skifteretten om, hvem der er indsat som begunstiget i en forsikringsordning,
og
at skifteretten efterfølgende skal underrette ægtefællen og livsarvingerne
herom samt vejlede om adgangen til at kræve regulering efter
forsikringsaftalelovens § 104. Det er Justitsministeriets opfattelse, at
der alene bør stilles krav om underretning i tilfælde, hvor det er en dansk
skifteret, der behandler dødsboet, jf. § 2 i lov om skifte af dødsboer,
dvs. i tilfælde, hvor afdøde havde hjemting i en dansk retskreds, eller hvor
boet efter en forsikringstager bosat i udlandet er blevet henvist til
behandling ved en dansk skifteret.
Justitsministeriet kan endvidere tiltræde den foreslåede
lovfæstelse af adgangen til at træffe bestemmelser om særeje og om
båndlæggelse
af forsikringssummer.
Justitsministeriet kan endvidere tiltræde, at reguleringsreglen
i forsikringsaftalelovens § 104 bør nuanceres, således at der alene kan
ske regulering i tilfælde, hvor der er et reelt økonomisk behov for det. Som
det er tilfældet med den gældende regel, bør den begunstigede ikke ved en
regulering
kunne tilpligtes at aflevere et større beløb til ægtefællen og/eller
livsarvingerne, end hvad der ville være tilfaldet disse som boslod og
tvangsarv, hvis forsikringssummen i stedet var tilfaldet forsikringstagerens
solvente bo. Efter udvalgets forslag kan forsikringsselskabet eller
pengeinstituttet altid udbetale indtil ¼ af forsikringssummen eller
opsparingen
til den begunstigede. I lyset af den foreslåede nedsættelse af ægtefællens
tvangsarv til ¼ af den legale arvelod foreslår Justitsministeriet, at det
beløb, som forsikringsselskabet altid kan udbetale til den begunstigede må
udgøre indtil 1/3 af forsikringssummen.
Udvalget foreslår, at renteforsikringer ikke skal være
omfattet af reguleringsadgangen. Justitsministeriet finder, at en
begunstigelse
i en renteforsikring som den absolutte hovedregel ikke vil kunne være
urimelig
og dermed danne grundlag for regulering. Det vil imidlertid efter
Justitsministeriets opfattelse være betænkeligt helt at udelukke adgangen til
regulering i denne situation. Det kan således ikke udelukkes, at en
renteforsikring
er blevet tegnet for en betydelig sum i forsikringstagerens levende live
alene
med det formål at unddrage ægtefællen og livsarvingerne midlerne. På denne
baggrund er lovforslaget udformet således, at reglerne om underretning og
adgangen til regulering også gælder for renteforsikringer.
I lyset af at der i dag findes ca. 290.000 ugifte par, er
Justitsministeriet enig med udvalget i, at forsikringsaftaleloven også bør
indeholde regler om fortolkningen af begunstigelsesindsættelser for de
tilfælde, hvor en samlever er indsat. Da samlevere i praksis ikke indsættes
uden navns nævnelse, er der som anført af udvalget ikke behov for en særlig
fortolkningsregel for denne type indsættelser. Samlevere bør derimod i højere
grad, end det er tilfældet efter de gældende regler, kunne anses for omfattet
af gruppen af »nærmeste pårørende«. Justitsministeriet er derfor enig med
udvalget i, at samlevere udtrykkeligt bør nævnes i denne
standardbegunstigelsesklausul.
Af de grunde, der er anført af udvalget, kan Justitsministeriet tiltræde, at
samlevere indplaceres i standardbegunstigelsen før forsikringstagerens børn
og
andre livsarvinger, dvs. på samme måde som ægtefællen er indplaceret. For så
vidt angår afgræsningen af, hvilke typer af samliv der kan føre til, at en
længstlevende samlever bliver omfattet af udtrykket »nærmeste pårørende«,
foreslår Justitsministeriet, at der anvendes den samme afgrænsning, som
gælder
for opnåelse af arveret efter de foreslåede regler om udvidet
samlevertestamente i §§ 87-89 i det forslag til ny arvelov, der er
fremsat
samtidig med dette lovforslag. Dette indebærer, at en samlever som
udgangspunkt
indgår i kredsen af personen i standardbegunstigelsen »nærmeste pårørende«,
hvis den pågældende på tidspunktet for forsikringstagerens død bor sammen med
den pågældende på fælles bopæl og enten har et barn sammen med
forsikringstageren eller har boet sammen med forsikringstageren i et
ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i mindst de sidste 2 år.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1-5, og
bemærkningerne til disse bestemmelser.
For så vidt angår udvalgets overvejelser om ændring af
pensionsbeskatningsloven,
således at den gruppe af ugifte samlevende, der omfattes af
standardbegunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende«, også bliver omfattet af
beskatningsreglerne i pensionsbeskatningslovens kapitel 2, henvises til
§ 8, nr. 1-3, og bemærkningerne til disse bestemmelser.
3. Pensionsopsparingsloven
Pensionsopsparingsloven (lov nr. 293 af 24. 1996 om visse
civilretlige forhold mv. ved opsparing i pengeinstitutter) indeholder i
§§ 2-5 regler om indsættelse af begunstigede i pensionsopsparinger i
pengeinstitutter, der svarer til reglerne i forsikringsaftalelovens
§§ 102-105.
Arvelovsudvalget foreslår, at pensionsopsparingslovens
§§ 2-5 ændres på tilsvarende måde som forsikringsaftalelovens
§§ 102-105
(lovforslagets § 1, nr. 1-5), således at reglerne også fremover har det
samme indhold. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1-5, og
bemærkningerne til disse bestemmelser.
4. Dødsboskifteloven
4.1. Eftersøgning af arvinger
4.1.1. Gældende ret
De gældende regler om skifterettens, skifteværgens og
bobestyrerens pligt til at søge arvingsforholdene afdækket, herunder
eftersøge
arvinger, findes i dødsboskiftelovens § 7, stk. 2 og 4, § 15
og
§ 48.
Efter dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, indhenter
skifteretten de nødvendige oplysninger om arvinger fra det centrale
personregister og om afdødes testamentariske dispositioner fra
centralregisteret for testamenter eller på anden måde, medmindre det på
forhånd er klart, at oplysninger om arvinger og legatarer er uden betydning
for
boets behandling, f.eks. fordi boet er uden nævneværdige midler og skal
udlægges uden skiftebehandling. Efter § 7, stk. 4, skal afdødes
pårørende på skifterettens foranledning give de oplysninger om
arveforholdene,
som de er bekendt med.
Efter § 15, stk. 1, beskikker skifteretten bl.a.
en skifteværge i tilfælde, hvor det ikke vides, om arvingen er i live (nr.
1),
eller hvor arvingens opholdssted er ukendt (nr. 2). Det følger af § 16,
stk. 1, at skifteværgen - i det omfang arvingen eller dennes værge selv
er
forhindret i det - varetager arvingens interesser under boets behandling.
Skifteværgen skal i privatskiftede boer i de i § 15, stk. 1, nr. 1
og
2, nævnte situationer lade arvingen eftersøge, således at det så vidt muligt
inden boets afslutning kan fastslås, om arvingen er i live, eller hvor
arvingen
opholder sig. Skifteretten kan yde bistand i forbindelse med eftersøgningen.
Er
der truffet afgørelse om undladelse af yderligere eftersøgning af arvingen,
kan
boet udleveres til privat skifte, hvis arvingerne og skifteværgen anmoder om
det, jf. § 25, stk. 1, nr. 1.
Det følger af dødsboskiftelovens § 36, at skifteretten
bl.a. udleverer et bo til behandling ved bobestyrer, hvis der ikke findes
arvinger i boet, eller det er usikkert, hvem der er arvinger (nr. 5), eller
der
ikke inden rimelig tid har kunnet træffes bestemmelse om, at boet skal
behandles på anden måde. Vides det ikke, om en arving eller legatar er i
live,
eller er vedkommendes opholdssted ukendt, eller er det uklart, hvem der
er
arvinger, skal bobestyreren efter § 48, stk. 1, søge de nødvendige
oplysninger derom tilvejebragt. Eftersøgning af arvinger og legatarer kan
efter
stk. 2 undlades, hvis det må antages, at der ikke bliver arv eller legat
at udlodde. Eftersøgning kan således undlades, hvis boet må antages at
være insolvent. Efter stk. 3 har bobestyreren i samme omfang som
skifteretten adgang til at få oplysninger og bistand fra offentlige
myndigheder.
4.1.2. Lovforslagets udformning
Arvelovsudvalget anfører, at bl.a. den ændrede etniske
sammensætning af befolkningen øger behovet for en regel, der kan begrænse
antallet af tids- og ressourcekrævende eftersøgninger af arvinger i andre
lande, også selvom det forventes, at der fremover vil være færre boer med
mange
arvinger, fordi der typisk vil være færre børn i den enkelte familie. På den
anden side vil der formentlig blive flere boer med komplicerede arveforhold,
fordi arveladeren havde både hel- og halvsøskende og/eller halvsøskende på
både
fædrene og mødrene side.
Udvalget foreslår på den baggrund, at der indsættes en
regel i dødsboskifteloven, hvorefter skifteretten kan bestemme, at manglende
arvinger ikke skal efterspores, hvis omkostningerne herved ikke vil stå i
rimeligt forhold til boets midler. Skifteretten skal dog altid foretage en
sædvanlig undersøgelse efter dødsboskiftelovens § 7, stk. 2 og 4.
Hvis et bo er blevet udleveret til bobestyrerbehandling,
bør bobestyreren efter udvalgets opfattelse have mulighed for at indstille
til
skifteretten, at der ikke skal foretages yderligere undersøgelser efter en
arving, hvis man ikke ved, om den pågældende er i live, eller hvis arvingens
opholdssted er ukendt. Også i denne situation bør det være et krav, at
yderligere eftersøgning ikke vil stå i rimeligt forhold til boets midler.
Der henvises til betænkningen s. 47-49 og s. 67.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 1 (forslaget
til dødsboskiftelovens § 7, stk. 5) og § 3, nr. 8 (forslaget
til
dødsboskiftelovens § 48, stk. 3) og bemærkningerne til disse
bestemmelser.
4.2. Proklama
4.2.1. Gældende ret
I alle boer, der skiftes privat eller ved bobestyrer, har
der siden indførelsen af dødsboskifteloven i 1996 skullet udstedes proklama,
jf. dødsboskiftelovens 81, stk. 2.
Når et bo udleveres til uskiftet bo, jf. kapitel 4 i
forslaget til ny arvelov, eller når ægtefællen udtager boet efter reglen om
ret
til suppleringsarv, jf. § 11, stk. 2, i forslaget til ny arvelov,
kan
der udstedes proklama, men det er ikke obligatorisk. I praksis udstedes der i
disse tilfælde kun proklama i begrænset omfang.
4.2.2. Lovforslagets udformning
Arvelovsudvalget foreslår i betænkningen s. 125-126, at
proklama skal være obligatorisk ved enhver udlevering til uskiftet bo og ved
udlæg
til den længstlevende ægtefælle efter dødsboskiftelovens § 22, jf.
§ 11, stk. 2, i forslaget til ny arvelov (retten til
suppleringsarv).
Som begrundelse for forslaget henviser udvalget bl.a. til, at et proklama vil
give den længstlevende ægtefælle overblik over sin økonomiske situation i de
formentlig ikke ganske få tilfælde, hvor ægtefællerne i vidt omfang har haft
en
opsplittet økonomi under ægteskabet. Udvalget har endvidere lagt vægt på, at
udstedelse af proklama hverken er bekosteligt eller ressourcekrævende.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 4 (forslaget
til dødsboskiftelovens § 22, stk. 4,), § 3, nr. 6 (forslaget
til
dødsboskiftelovens § 24, stk. 4,), samt § 3, nr. 9 (ændring af
dødsboskiftelovens § 81, stk. 2) samt bemærkningerne til disse
bestemmelser.
4.3. Legatar eller arving
4.3.1. Gældende ret
Som legatar anses efter dødsboskiftelovens § 13,
stk. 1, den, der skal arve en bestemt angivet pengesum eller bestemt
angivne formuegenstande. Efter stk. 2 kan arveladeren ved testamente
bestemme, om den, der alene skal modtage friarv, skal have stilling som
arving eller legatar. Hvor særlige grunde taler for det, kan
skifteretten
efter stk. 3 bestemme, at en legatar skal have stilling som arving.
Skifteretten kan endvidere bestemme, at en arving skal have stilling som
legatar, hvis den pågældende samtykker deri eller alene skal arve en
ubetydelig
del af boet. Den pågældende mister ikke derved sin ret til at forlange
overtagelse efter vurdering.
En legatar har ikke den samme indflydelse på bobehandlingen
som en arving. Således har en legatar normalt ikke indflydelse på, efter
hvilken skifteform boet skal behandles, og har ikke stemmeret på bomøder
eller
i øvrigt bestemmelsesret i de af boets forhold, der ikke vedrører legatet.
4.3.2. Lovforslagets udformning
Efter § 50, stk. 2, i forslaget til ny arvelov
kan arveladeren ved testamente bestemme, at en tvangsarving skal have sin arv
udbetalt kontant.
Arvelovsudvalget anfører i betænkningen s. 366, at
forslaget til § 50, stk. 2, kan give anledning til tvivl om,
hvorvidt
den pågældende herefter må anses for arving eller legatar i boet.
Udvalget foreslår på den baggrund, at dødsboskiftelovens
§ 13, stk. 1, præciseres, således at det klart kommer til at
fremgå,
at en tvangsarving, der ifølge testamente skal have sin tvangsarv udbetalt
kontant, bevarer sin status som arving i boet. Herved bevarer tvangsarvingen
sin medbestemmelsesret i boets forhold.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 2 (forslaget
til ændring af dødsboskiftelovens § 13, stk. 1), og bemærkningerne
til denne bestemmelse.
4.4. Indsigelse
mod en testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo og
personlige effekter mv.
4.4.1. Gældende ret.
Efter dødsboskiftelovens § 89, stk. 1, nr. 1, jf.
§ 101, stk. 1, skal bl.a. tvister om retten til at arve behandles
af
skifteretten, der træffer afgørelse ved dom. Bestemmelsen indebærer, at
indsigelser mod gyldigheden af testamentariske dispositioner er domssager.
4.4.2. Lovforslagets udformning
Efter § 66 i forslaget til ny arvelov kan en
testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo og personlige
effekter oprettes skriftligt af testator ved en dateret og underskrevet
erklæring. De almindelige regler om oprettelse af testamente skal således
ikke
være opfyldt.
En testamentarisk disposition efter forslaget til § 66
omhandler alene aktiver af begrænset formueværdi.
Udvalget foreslår derfor i betænkningen s. 249, at
indsigelser mod en sådan testamentarisk disposition skal afgøres af
skifteretten ved kendelse frem for under en domssags mere omfattende former.
En
sådan ændring af loven vil efter udvalgets opfattelse forhindre, at tvister
om
indbofordelinger kommer til at trække behandlingen af boerne i langdrag.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 10, (forslaget
til dødsboskiftelovens § 101, stk. 3). og bemærkningerne til denne
bestemmelse.
4.5. Ugift samlevers adgang til overtagelse af hidtidig
fælles bolig og sædvanligt indbo
Arvelovsudvalget anfører i betænkningen s.
375f, at en længstlevende samlever,
uanset om den pågældende i øvrigt skal arve førstafdøde, kan have behov for
at
overtage aktiver, der tilhører den førstafdøde samlever.
Udvalget foreslår derfor en regel om, at den længstlevende
samlever har ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og sædvanligt
indbo
mod at betale et overskydende beløb kontant til boet.
En sådan ret bør samleveren efter udvalgets opfattelse kun
have, hvis parterne på dødstidspunktet levede sammen på fælles bopæl og havde
gjort det i de sidste 2 år forud for dødsfaldet, eller hvis parterne levede
sammen og ventede, havde eller havde haft et fællesbarn. Efter udvalgets
udkast
er det ikke et krav, at samlivforholdet skal have været ægteskabslignende.
Justitsministeriet kan tiltræde den foreslåede styrkelse af
samleverens retsstilling. Af hensyn til sammenhængen med bl.a. de foreslåede
regler i arveloven om oprettelse af udvidet samlevertestamente finder
Justitsministeriet,
at den foreslåede overtagelsesadgang kun bør gælde i forhold til
samlivsforhold, der har haft en ægteskabslignende karakter.
Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 11 (forslaget
til dødsboskiftelovens kapitel
30 a
),
og bemærkningerne hertil.
5. Retsafgiftsloven
Efter retsafgiftslovens § 48, stk. 1, skal der
betales en afgift på 175 kr. for attester, afskrifter, udskrifter, fotokopier
eller lignende, der udfærdiges af retten.
Det følger af § 22 i forslaget til ny arvelov, at en
længstlevende, der har fået boet udleveret til uskiftet bo, inden 6 måneder
fra
dødsfaldet skal indlevere en oversigt over sin egen og den førstafdøde
ægtefælles formue til skifteretten. Efter § 22, stk. 3, skal
skifteretten efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten til
arvingerne.
Arvelovsudvalget anbefaler i betænkningen s. 449, at der
ikke skal betales afgift efter retsafgiftslovens § 48, stk. 1, af
den
første genpart af formueoversigten, der udleveres til livsarvingerne.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslaget § 4, nr. 3 (forslaget
til retsafgiftslovens § 49, stk. 2, nr. 10), og bemærkningerne til
denne bestemmelse.
6. Boafgiftsloven, dødsboskatteloven og
pensionsbeskatningsloven
Som følge af forslaget til ny arvelov foreslås boafgiftsloven,
dødsboskatteloven og pensionsbeskatningsloven ændret på en række punkter.
Efter boafgiftslovens § 1, stk. 1, skal der
betales en boafgift på 15 % til staten af de værdier, som en afdød person
efterlader sig. Afgiftspligten gælder også for en samlever, der i medfør af
testamente skal arve afdøde.
Det følger af boafgiftslovens § 1, stk. 2, litra
d, at en samlever herudover skal betale en tillægsboafgift på 25 pct. af
værdierne, medmindre samleveren har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste
2
år før dødsfaldet, eller de pågældende tidligere har haft fælles bopæl i en
sammenhængende periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene
på
grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig.
Den gældende udformning af boafgiftsloven indebærer, at
ugifte samlevende, der arver i henhold til et udvidet samlevertestamente vil
være fritaget for betaling af boafgift i alle tilfælde, hvor samlivet har
bestået mindst de sidste 2 år før dødsfaldet. Derimod vil der skulle betales
tillægsboafgift i de tilfælde, hvor arvelader efterlader sig en ugift
samlever
og fællesbarn, men hvor samlivet på dødstidspunktet ikke har bestået i 2 år.
Det er efter regeringens opfattelse uhensigtsmæssigt, at
afgrænsningen i boafgiftslovens § 1, stk. 1, jf. stk. 2, litra
d, ikke omfatter alle de samlivsforhold, der er omfattet af forslaget til
reglerne om oprettelse af udvidet samlevertestamente i §§ 87-89 i
forslaget til ny arvelov. Det foreslås derfor, at arven også i den situation,
hvor arvelader efterlader sig en ugift samlever og fællesbarn, men hvor
samlivet på dødstidspunktet ikke har bestået i 2 år, fritages for
tillægsboafgift. Der skønnes at være tale om meget få tilfælde pr. år.
Det foreslås endvidere, at der gives henstand med betaling
af boafgift i den situation, hvor der efter arveloven er givet henstand med
udbetaling af arven.
I boafgiftsloven foreslås endvidere en ændring som
opfølgning på Ægtefællepensionsudvalgtes betænkning nr. 1466/2005 om
ægtefællers pensionsrettigheder. Det foreslås at sidestille den fraseparerede
eller fraskilte ægtefælle, der senest som led i en bodeling ved separation
eller skilsmisse indsættes som uigenkaldeligt begunstiget i den tidligere
ægtefælles pensionsordning med den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle,
der
har fået udlagt pensionsordningen i forbindelse med bodelingen. Ændringen
betyder, at der ikke skal betales boafgift af udbetalte beløb ved den
tidligere
ægtefælles død.
I dødsboskatteloven foreslås ændring af to bestemmelser,
der fastlægger skattereglerne for tilfælde, hvor hele boet tilfalder den
længstlevende ægtefælle i medfør af arvelovens regler om ægtefællens
udtagelsesret. Det foreslås, at ændringerne i reglerne om udtagelsesretten
ikke
skal medføre ændringer i den skattemæssige behandling af disse boer.
Endvidere indeholder lovforslaget forslag til nogle enkelte
ændringer i pensionsbeskatningsloven.
Efter den gældende bestemmelse i § 2, nr. 4, litra d,
skal en samlever, der er indsat som begunstiget i en pensionsordning med
løbende udbetalinger, for at være omfattet af de lempeligere
beskatningsregler
i pensionsbeskatningslovens kapitel 2-5, være en navngiven person, der havde
fælles bopæl med afdøde ved indsættelsen, eller en person, med hvem afdøde
kunne have indgået ægteskab eller registreret partnerskab, som i et af afdøde
senest 3 måneder før dødsfaldet oprettet testamente er tillagt en arvelod af
mindst samme størrelse som den tvangsarv, der ifølge arveloven ville være
tilkommet en ægtefælle, og som har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste 2
år før dødsfaldet eller tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en
sammenhængende
periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af
institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig.
I lovforslagets § 1, nr. 5 (forslaget til
forsikringsaftalelovens § 105 a), og § 2, nr. 5 (forslaget til
pensionsopsparingslovens § 5 a), foreslås det at videreføre de gældende
bestemmelser om, hvad der skal forstås ved »nærmeste pårørende« i henholdsvis
forsikringsaftalelovens § 105, stk. 5, og pensionsopsparingslovens
§ 5, stk. 5, samt at udvide definitionen til også at omfatte visse
grupper af ugifte samlevende. Efter de foreslåede bestemmelser skal en
samlever
for at være omfattet af fortolkningsreglen som udgangspunkt enten have levet
sammen med forsikringstageren på fælles bopæl og sammen med
forsikringstageren
vente, have eller have haft et barn eller have levet sammen med
forsikringstageren på fælles bopæl de sidste 2 år før dødsfaldet.
Det er efter regeringens opfattelse uhensigtsmæssigt, at
afgrænsningen i pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra d, ikke
omfatter alle de samlivsforhold, der er omfattet af
standardbegunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende« i forsikringsaftaleloven
og pensionsopsparingsloven. Justitsministeriet foreslår derfor, at også den
situation, hvor forsikringstageren efterlader sig en begunstiget ugift
samlever
og fællesbarn, men hvor samlivet på dødstidspunktet ikke har bestået i 2 år,
bliver omfattet af de lempeligere beskatningsregler i
pensionsbeskatningslovens
kapitel 2-5.
Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 1-6 (ændring
af boafgiftsloven § 1, stk. 2, forslaget til § 3, stk. 1,
litra c, ophævelse af § 8, stk. 3, ændringer i § 10,
stk. 6, 1. pkt., og § 12, stk. 1, 4. pkt., samt forslaget til
§ 36, stk. 6), § 7, nr. 1 (ændringer i dødsboskattelovens
§ 58, stk. 2, 1. pkt., og § 71, stk. 4), og § 8, nr.
1-3 (ændringer i pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra d,
§ 5,
stk. 2, § 11 A, stk. 1, nr. 6, og § 12, stk. 1, nr.
4).
7. De økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at indebære økonomiske eller
administrative konsekvenser for staten af betydning.
Således skønnes de samlede provenumæssige konsekvenser af
de foreslåede ændringer af boafgiftsloven, dødsboskatteloven og
pensionsbeskatningsloven
at være beskedne. Forslaget om, at der kan ske udskydelse af tidspunkt for
betaling af boafgift til tidspunktet, hvor arvingen efter arvehenstand får
arven udbetalt, vurderes at medføre et begrænset provenutab i form af et
rentetab. Forslaget, hvorefter en tidligere ægtefælle kan indsættes som
uigenkaldeligt begunstiget i forbindelse med en kapitalpensionsordning,
skønnes
kun at berøre en meget begrænset personkreds. På denne baggrund skønnes denne
ændring at medføre et meget beskedent provenutab på boafgiften, som det ikke
er
muligt at kvantificere nærmere. Udvidelsen af betingelserne for fritagelse
for
tillægsboafgift for ugifte samlevende til også at inkludere samlevende, der
ikke har boet i mindst 2 år sammen, men hvor parret har fællesbarn, skønnes
at
omfatte en meget begrænset personkreds. Provenutabet herved skønnes således
at
blive beskedent.
Ændringerne i dødsboskatteloven og pensionsbeskatningsloven
sikrer, at lovene virker i overensstemmelse med den foreslåede udformning af
den nye arvelov og medfører derfor ingen egentlige provenumæssige
konsekvenser.
Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser for
kommunerne og regionerne.
Lovforslaget skønnes ikke at medføre administrative
konsekvenser for staten af betydning. Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for regionerne og kommunerne.
8. De økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet.
Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens
Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en vurdering
af,
om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virsomhedspanel.
CKR vurderer at indberetningspligten til skifteretten efter lovforslagets §
1, nr.
1 (forsikringsaftalelovens § 102, stk. 3) og § 2, nr. 1
(pensionsopsparingslovens § 2, stk. 3) jf. § 102, stk. 3 og § 2, nr. 1
(pensionsopsparingslovens
§ 2, stk. 3) vil have begrænsede løbende administrative konsekvenser for de
omfattende forsikringsselskaber og pengeinstitutter. Indberetningspligten til
skifteretten vil således efter omstændighederne kunne opfyldes ved, at
forsikringsselskabet eller pengeinstituttet sender skifteretten en kopi af
det
brev, der sendes til den begunstigede i ordningen. Samlet set vurderes det
ikke, at bestemmelserne i lovforslaget indeholder administrative konsekvenser
for erhvervslivet i et omfang, der berettiger, at det bliver forelagt
virksomhedspanelet. Forslaget har derfor ikke været forelagt Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel.
9. De administrative konsekvenser for borgere
Lovforslaget skønnes ikke at have administrative
konsekvenser for borgerne.
10. De miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
11. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
12. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Betænkning nr. 1473/2006 om revision af arvelovgivningen
har været sendt i høring hos:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns
Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,
Procesbevillingsnævnet,
Rigsadvokaten, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark,
Politimesterforeningen, Politifuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Adoption og
Samfund, Amtsrådsforeningen, Institut for Menneskerettigheder, Danske
Bedemænd,
Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Det Centrale
Handicapråd, Familieretsadvokaternes Forening, Foreningen af offentlige
chefer
i statsamterne og Københavns Overpræsidium, Forbrugerrådet, Foreningen af
Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring
& Pension, Foreningen af autoriserede bobestyrere, Finansrådet,
Foreningen
af Statsamtmænd, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Frederiksberg
Kommune, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Handelshøjskolen i København,
Handelshøjskolen i Århus, Isobro, Kommunernes Landsforening, Kræftens
Bekæmpelse, Københavns Overpræsidium, Københavns Kommune, Københavns
Universitet (Juridisk Fakultet), Landsorganisationen i Danmark LO,
Lønmodtagernes Garantifond, Landbrugsraadet, Realkreditrådet,
Retssikkerhedsfonden, Statsamtet Vestsjælland, Statsamtet Viborg, Statsamtet
Sønderjylland, Statsamtet Bornholm, Statsamtet Frederiksborg, Statsamtet
Storstrøm, Statsamtet Ringkjøbing, Statsamtet Fyn, Statsamtet Roskilde,
Statsamtet København, Statsamtet Nordjylland, Statsamtet Ribe, Statsamtet
Århus, Syddansk Universitet (Det Samfundsvidenskabelig Institut), Aalborg
Universitet
(Det Samfundsvidenskabelige Institut), Aarhus Universitet (Juridisk
Institut),
Ældre Sagen, Danske Familieadvokater og De Samvirkende
Invalideorganisationer.
13. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
regioner
Ingen
Ingen af betydning for staten
Ingen for kommuner og regioner
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Begrænsede
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslaget enkelte bestemmelser
Til § 1 (forsikringsaftaleloven)
Til nr. 1 (§ 102)
Stk. 1 og 2
svarer
med sproglige moderniseringer til de gældende regler i
forsikringsaftalelovens
§ 102, stk. 1 og 2.
I stk. 3 foreslås det som noget nyt, at selskabet
senest samtidig med underretningen af den begunstigede om
forsikringsbegivenhedens indtræden skal underrette den skifteret, der
behandler
dødsboet efter forsikringstageren, jf. § 2 i lov om skifte af dødsboer,
om, hvem der er indsat som begunstiget. Underretningspligten gælder kun, hvis
der finder en bobehandling sted i Danmark, herunder hvis boet i medfør af
§ 2, stk. 2, i lov om skifte af dødsboer er blevet henvist til
behandling ved en dansk skifteret.
Underretningen til skifteretten skal endvidere indeholde
oplysning om forsikringssummens størrelse før fradrag af skatter og afgifter
samt om, hvorvidt udbetaling er sket.
Alt afhængig af den nærmere udformning af bestemmelsen om
indsættelse af en begunstiget kan selskabet have behov for at foretage
nærmere
undersøgelser af, hvem der må anses for begunstiget. Underretningen til
skifteretten kan afvente udfaldet af sådanne undersøgelser, når blot
underretningen til skifteretten sker senest samtidig med underretningen til
den, der efter selskabets undersøgelser må anses for begunstiget.
Skifteretten skal efter modtagelsen af underretningen fra
selskabet underrette forsikringstagerens ægtefælle og livsarvinger og vejlede
dem om indholdet af reguleringsreglen i § 104 (lovforslagets § 1,
nr.
3).
Det følger af dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, at
skifteretten skal indhente de nødvendige oplysninger om arvinger fra det
centrale personregister og om afdødes testamentariske dispositioner fra
centralregisteret for testamenter eller på anden måde. Efter
dødsboskiftelovens
§ 7, stk. 4, har de pårørende endvidere pligt til at give de
oplysninger om arveforholdene, som de er bekendt med. I reglen vil
indhentelse
af oplysninger fra det centrale personregister være tilstrækkeligt til, at
skifteretten kan finde frem til ægtefællen og afdødes livsarvinger.
Skifteretten har ikke pligt til at foretage yderligere undersøgelser eller
indhente yderligere oplysninger, end hvad der følger af dødsboskiftelovens
§ 7, stk. 2 og 4.
Underretningsreglen har til formål at sikre, at ægtefællen
og livsarvingerne bliver gjort bekendt med muligheden for at påberåbe sig den
foreslåede reguleringsbestemmelse i § 1, nr. 3 (forslaget til
forsikringsaftalelovens § 104). Underretningspligten ikke er til hinder
for, at selskabet med frigørende virkning udbetaler forsikringssummen
umiddelbart til den begunstigede. Fremsættes der indsigelse, inden udbetaling
er sket, følger det af stk. 3, at selskabet ikke må udbetale mere end
1/3
af forsikringssummen samt herudover et beløb til dækning af
begravelsesomkostninger
til den umiddelbart begunstigede.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1. og
2.3.
Til nr. 2 (§ 103, stk. 2 og 3)
I
stk. 2
foreslås det at lovfæste den gældende praksis, hvorefter forsikringstageren
kan
beslutte, at forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje, jf. lov om
ægteskabets retsvirkninger § 28.
En bestemmelse om særeje, der ikke behøver at blive truffet
samtidig med begunstigelsen, medmindre begunstigelsen er uigenkaldelig, skal
opfylde formkravene i stk. 1 om skriftlig underretning til
forsikringsselskabet
mv. Bestemmelsen kan endvidere træffes ved testamente.
Bortset fra pligten til at registrere forsikringstagerens
bestemmelse efter stk. 1 indebærer reglen ingen administrative
forpligtelser for forsikringsselskabet, der således ikke skal påse
særejebestemmelsens overholdelse.
Hvis forsikringstageren i forbindelse med, at der træffes
bestemmelse om, at forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje, ikke
udtrykkeligt angiver, hvilken særejeform der er tale om, vil
forsikringssummen
som udgangspunkt være skilsmissesæreje, jf. retsvirkningslovens § 28,
stk. 1, nr. 1, men en fortolkning af bestemmelsen om særeje vil kunne
føre
til et andet resultat. Dette svarer til, hvad der gælder for ægtepagter, jf.
herved forarbejderne til retsvirkningslovens § 28, stk. 1, jf. lov
nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v.
(Forenkling og modernisering inden for Justitsministeriets område)
(Folketingstidende
1989-90, Tillæg A, sp. 790).
I
stk. 3
foreslås det at indføre adgang til at båndlægge forsikringssummer efter
reglerne om båndlæggelse af friarv i § 61 i forslaget til ny arvelov.
Bestemmelse om båndlæggelse kan træffes efter stk. 1, dvs. ved skriftlig
meddelelse til forsikringsselskabet eller ved, at bestemmelsen optages i
eller
påtegnes policen af selskabet.
Hvis forsikringstageren i forbindelse med beslutningen om
båndlæggelse har bestemt, hvilken forvaltningsafdeling der skal administrere
de
båndlagte midler, kan selskabet udbetale forsikringssummen til
forvaltningsafdelingen
i overensstemmelse med lovens almindelige regler om udbetaling af
forsikringssummer. Er der ikke truffet en sådan bestemmelse, må selskabet
ikke
udbetale forsikringssummen, før skifteretten har bestemt, hvem
forsikringssummen skal udbetales til.
Da forsikringsselskabet skal have underretning om, at
forsikringssummen er båndlagt, kan båndlæggelsen ikke ske ved testamente,
medmindre testamentet indsendes til selskabet som led i en underretning efter
§ 103, stk. 1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2. og
2.3.
Til nr. 3 (§ 104)
Bestemmelsen viderefører reguleringsreglen i
forsikringsaftalelovens § 104 i en væsentlig ændret udformning.
Hvis en begunstigelsesindsættelse må anses for urimelig i forhold
til forsikringstagerens ægtefælle eller en livsarving, kan det efter
forslaget
til stk. 1 ved dom bestemmes, at forsikringssummen helt eller delvist
skal
tilfalde ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede. Der er
tale om en skønsregel, hvorefter der skal foretages en konkret vurdering af,
om
det vil være urimeligt at udbetale forsikringssummen til den begunstigede.
Bestemmelsen kan også anvendes, hvor en ægtefælle er indsat
som begunstiget, og en sådan begunstigelse må anses for urimelig i forhold
til
livsarvingen efter forsikringstageren, eller hvor livsarvingen efter
forsikringstageren
er indsat som begunstiget, og hvor denne indsættelse må anses for urimelig i
forhold til ægtefællen og/eller andre livsarvinger. Bestemmelsen kan ikke
påberåbes af forsikringstagerens samlever.
I modsætning til den gældende forsikringsaftalelovs
§ 104 bygger lovforslaget ikke på en rent »mekanisk« sammenhæng med de
familieretlige og arveretlige regler om boslod og tvangsarvelod. Det foreslås
imidlertid, at det beløb, som ved dom kan tilfalde ægtefællen og en
livsarving
ikke kan overstige, hvad der ville være tilfaldet den anmodende ægtefælle
eller
livsarving som boslod og tvangsarv, jf. § 5, § 10 og § 11,
stk. 2, i forslaget til ny arvelov, hvis forsikringssummen i stedet var
tilfaldet forsikringstagerens solvente dødsbo. Om baggrunden herfor henvises
til pkt. 2.2.3. og 2.3.
Stk. 1 omfatter også uigenkaldelige begunstigelser og
går på dette punkt videre end den gældende § 104, stk. 2.
Et krav om regulering efter stk. 1 behøver ikke at
være rettet mod alle forsikringstagerens forsikringsordninger. Ægtefællen
eller
en livsarving kan således fremsætte krav om, at der foretages regulering af
en
enkelt eller enkelte ordninger. Ved vurderingen af om der skal ske
regulering,
må der i et sådant tilfælde bl.a. tages hensyn til begrundelsen for
indsættelsen af den begunstigede i den forsikringsordning, der ønskes
reguleret, og denne begunstigelses sammenhæng med andre forsikringsordninger,
jf. stk. 2 nedenfor. Hvis der i forvejen tilfalder en ægtefælle eller en
livsarving beløb, fordi de er indsat som begunstigede i forsikringstagerens
øvrige forsikringsordninger, vil det være et moment, der kan tale imod en
regulering.
Reguleringen kan ske helt eller delvist. Hvis der alene er
tale om en beskeden forsikringssum, kan det være uhensigtsmæssigt at foretage
en deling. Det må endvidere indgå i vurderingen, om den begunstigede eller
den
arving, der kræver regulering, i forvejen skal modtage beløb i form af arv
eller andre forsikrings- og pensionsopsparingssummer i anledning af
forsikringstagerens død.
Den del af en forsikringssum, der udbetales til ægtefællen
eller en livsarving i medfør af stk. 1, udtages uden om boet på samme
måde
som det beløb, der tilfalder den begunstigede, jf. § 102, stk. 1,
2.
pkt.
Stk. 2
angiver
en række hensyn, der skal indgå ved vurderingen af, om
begunstigelsesindsættelsen må anses for urimelig.
Stk. 2,
nr. 1,
indebærer, at baggrunden for indsættelsen af den begunstigede må indgå ved
vurderingen af, om forsikringssummen helt eller delvist skal gå til en anden
end den begunstigede. Hvis begunstigelsesindsættelsen tjener et rimeligt
formål, taler det imod en anvendelse af reglen.
Har forsikringstageren f.eks. indsat en livsarving som
begunstiget til en kapitalpension, bør ægtefællen eller andre livsarvinger
ikke
kunne gøre indgreb i livsarvingens ret til forsikringssummen, hvis
forsikringen
er tegnet, f.eks. for at livsarvingen skal være økonomisk sikret under sin
uddannelse på samme måde som en ældre bror eller søster, der tidligere i
forbindelse med sin uddannelse er blevet understøttet af forsikringstageren.
Tilsvarende bør børnene ikke kunne angribe en forsikringsordning, hvor
forsikringstagerens ægtefælle eller samlever er indsat som begunstiget med
henblik på, at denne skal sikres et rimeligt beløb til forsørgelse efter
forsikringstagerens død.
Et rimeligt formål kan også foreligge, hvor en
begunstigelsesindsættelse er foretaget – typisk uigenkaldeligt - som led
i en
bodelingsoverenskomst i forbindelse med separation og skilsmisse. I en sådan
situation bør der som hovedregel ikke være mulighed for, at
forsikringstagerens
livsarvinger eller en ny ægtefælle får del i forsikringssummen. En konkret
vurdering vil dog kunne føre til et andet resultat.
Som et andet formål, der typisk vil være rimeligt, og som
ofte med afgørende vægt kan tale imod en regulering, kan nævnes tilfælde,
hvor
forsikringstageren har indsat en kompagnon som – typisk uigenkaldeligt
–
begunstiget til at modtage en forsikringssum, der kan bidrage til at sikre,
at
kompagnonen kan videreføre erhvervsvirksomheden.
I stk. 2,
nr. 2,
foreslås det, at der skal lægges vægt på ægtefællens, livsarvingens og den
begunstigedes økonomiske behov. Hvis forsikringstageren f.eks. har indsat en
tredjemand som begunstiget og efterladt sin ægtefælle og børn uden
nævneværdige
midler, vil dette som udgangspunkt tale for, at der skal ske en regulering
til
fordel for ægtefællen og børnene.
En regulering bør som altovervejende hovedregel ikke finde
sted, medmindre den, der begærer reguleringen, har et økonomisk behov for
det.
Det forhold, at forsikringstagerens begunstigelsesindsættelse fører til en
skævdeling af de efterladte midler mellem livsarvingerne og ægtefællen er
derfor ikke i sig selv et moment, der taler for en regulering efter
stk. 1.
Hvis forsikringstageren har indsat sin ægtefælle eller
samlever som begunstiget, vil der som nævnt kun sjældent være anledning til
at
imødekomme en begæring om regulering fra en fælles livsarving, også selvom
barnet
er mindreårigt og i øvrigt uden midler. Baggrunden herfor er, at den
længstlevende ægtefælle eller samlever har forsørgelsespligten over for
barnet,
jf. § 13 i lov om børns forsørgelse. Er der derimod tale om en begæring
fra forsikringstagerens særbarn, kan der være grundlag for at imødekomme en
anmodning om regulering, hvis barnet alene får en beskeden arv efter
forsikringstageren og ikke er sikret forsørgelse gennem f.eks. en
børnepension.
Hvis den længstlevende ægtefælle eller samlever overtager forældremyndigheden
over særbarnet, er det dog et moment, der taler imod en regulering. I
vurderingen kan det endvidere indgå, om ægteskabet eller samlivet alene har
varet relativt kort tid. Er særlivsarvingen umyndig, må kravet fremsættes af
værgen.
Det er forholdene på tidspunktet for forsikringstagerens
død, der er afgørende for vurderingen.
Endelig skal der efter stk. 2,
nr. 3
, lægges vægt på omstændighederne i øvrigt. Opregningen af
hensyn er således ikke udtømmende.
Som et moment, der kan indgå i vurderingen efter nr. 3, kan
f.eks. nævnes, om indsættelsen af den begunstigede er gjort uigenkaldelig og
begrundelsen herfor. Hvis der er en rimelig grund hertil, kan det tale imod
en
regulering.
Der bør ikke ske regulering, hvis forsikringstageren har
modtaget vederlag for begunstigelsesindsættelsen. Undtagelse herfra bør alene
gøres, hvor vederlaget ikke udgør en rimelig kompensation for
begunstigelsesindsættelsen,
eller hvor der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder.
Ved vurderingen af om forsikringssummen skal reguleres
efter stk. 1, kan der også lægges vægt på størrelsen af det udbetalte
beløb, den begunstigedes kendskab til indsættelsen og berettigede forventning
om at få forsikringssummen udbetalt samt på, om omstændighederne, herunder
navnlig den begunstigedes og ægtefællens og livsarvingernes behov for at få
forsikringssummen udbetalt, har ændret sig siden indsættelsen af den
begunstigede.
Ved vurderingen af om der skal ske regulering, kan det
endvidere indgå, om forsikringsordningen indeholder et opsparingselement,
eller
om der er tale om en ren risikoforsikring. En forsikring med et
opsparingselement
indebærer, at der skal betales en højere præmie, end hvis der er tale om en
ren
risikoforsikring. Det vil være lettere for ægtefællen og livsarvingerne at få
reguleret en forsikring, der har et betydeligt opsparingselement end en ren
risikoforsikring, fordi forsikringstageren ved at betale de højere præmier på
en forsikring med et opsparingselement jo har undtaget disse beløb fra at
indgå
i sit bo. Dette vil særligt kunne være tilfældet i de situationer, hvor
præmiebetalingen har stået på i en kortere periode forud for dødsfaldet.
Da der er tale om en skønsregel, der skal anvendes i
tilfælde, hvor en udbetaling af forsikringssummen til den begunstigede må
anses
for urimelig, foreslås det, at det skal være hele forsikringssummen og ikke
blot tilbagekøbsværdien eller kontantværdien af en fripolice, som ægtefælle
og
livsarvingerne skal kunne gøre indgreb i. En begrænsning til
tilbagekøbsværdien
ville indebære et ganske betydeligt beregningsmæssigt merarbejde.
Formueordningen i forsikringstagerens ægteskab indgår
endvidere i vurderingen af, om den begunstigedes ret til forsikringssummen
helt
eller delvist bør vige til fordel for ægtefællen. Har der været fuldt ud
fælleseje i ægteskabet, vil det være et moment, der kan tale for en
regulering
til fordel for ægtefællen. Det modsatte kan være tilfældet, hvis der har
været
fuldstændigt særeje. Tilsvarende gælder, hvis parterne har oprettet ægtepagt
og
testamente, der begunstiger den længstlevende ægtefælle
(ægtefællebegunstigende
kombinationssæreje), hvis det dermed må antages, at der er gjort op med, hvad
den længstlevende skal modtage i anledning af den førstafdøde ægtefælles død.
Som en anden omstændighed, der kan indgå ved vurderingen
efter stk. 2, nr. 3, kan nævnes tilfælde, hvor en livsarving ifølge et
testamente alene skal have en meget beskeden tvangsarv, og der kommer en
betydelig forsikringssum til udbetaling til en begunstiget. Alt afhængig af
begrundelsen for begunstigelsen og for, at livsarvingens arv er blevet
begrænset til tvangsarven, vil dette kunne tale for en regulering, der dog
ikke
kan overstige den tvangsarv, som livsarvingen ville have fået, hvis
forsikringssummen var indgået i boet, jf. stk. 1, 2. pkt.
Stk. 3
viderefører den gældende forsikringsaftalelovs § 104, stk. 3.
Hvis ægtefællen eller livsarvingerne inden udbetalingen af
forsikringssummen når at gøre indsigelse over for selskabet mod udbetalingen,
fremgår det af
1. pkt.
, at selskabet
ikke må udbetale forsikringssummen til den begunstigede, før det ved forlig
eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort, hvem der har
ret
til forsikringssummen. Der stilles ingen formkrav til en indsigelse efter
stk. 3, 1. pkt. Indsigelse skal dog følges op af sagsanlæg inden 1 år.
Selskabet kan ved henvendelse til retten få oplyst, om der er anlagt sag
inden
fristens udløb. Hvis der ikke er anlagt sag, kan selskabet med frigørende
virkning udbetale forsikringssummen til den begunstigede.
Efter
2. pkt.
kan
selskabet dog uanset en indsigelse udbetale indtil en tredjedel af
forsikringssummen til den begunstigede og, hvis den begunstigede sørger for
forsikringstagerens begravelse, et passende beløb til afholdelse af
udgifterne
herved. I modsætning til den gældende bestemmelse foreslås det, at beløbet
til
dækning af begravelsesomkostninger kan udbetales ved siden af den tredjedel,
der kan udbetales.
Udløber fristen i stk. 4, uden at der er anlagt
retssag, kan selskabet udbetale den resterende del af forsikringssummen
umiddelbart til den begunstigede.
Efter
stk. 4
skal en sag efter stk. 1 anlægges af ægtefællen eller en livsarving mod
den begunstigede inden 1 år efter, at forsikringstageren er afgået ved døden.
Fristen løber uafhængigt af, hvornår underretningen efter § 102,
stk. 3, er sket.
Det følger af dødsboskiftelovens § 89, stk. 1,
nr. 4, jf. § 101, stk. 1, at sagen skal anlægges ved skifteretten,
der træffer afgørelse ved dom. Et krav om regulering efter stk. 1 kan
først fremsættes, når forsikringstageren er afgået ved døden.
Det er som udgangspunkt uden betydning for den
begunstigedes tilbagebetalingspligt, om forsikringssummen allerede er
forbrugt
på det tidspunkt, hvor kravet om regulering fremsættes. Ved afgørelsen af,
hvor
stort et beløb der skal betales til ægtefællen og/eller livsarvingerne, kan
det
imidlertid efter omstændighederne indgå i vurderingen, hvad den begunstigede
har brugt pengene til. Er en beskeden forsikringssum f.eks. indgået i et
løbende rimeligt forbrug, og fremsættes kravet om regulering først tæt på
søgsmålsfristens udløb, kan det være et moment, der taler for, at ægtefællen
eller livsarvingen alene skal have tillagt et mindre beløb ved en regulering
i
medfør af § 104.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3. og
2.3.
Til nr. 4 (§ 105)
§ 105 svarer med sproglige moderniseringer til den
gældende § 105, stk. 1-4.
Reglen om, hvad der skal forstås ved »nærmeste pårørende«,
jf. den gældende § 105, stk. 5, foreslås udskilt i en selvstændig
bestemmelse, fordi bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte visse
ugifte samlevende. Der henvises til § 1, nr. 5 (forslaget til § 105
a) og bemærkningerne hertil.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4. og
2.3.
Til nr. 5 (§ 105 a og § 105 b)
Til § 105 a
Stk. 1
viderefører
den gældende § 105, stk. 5, og fastlægger, hvad der skal forstås
ved
nærmeste pårørende. Som noget nyt foreslås det, at samlevere bliver omfattet
af
begrebet »nærmeste pårørende«, og at samleveren i rækkefølgen sidestilles med
ægtefællen. Der er alene tale om en fortolkningsregel, og andet kan derfor
fremgå af omstændighederne.
Stk. 2
fastlægger, hvornår en samlever bliver omfattet af stk. 1. Den
pågældende
skal have levet sammen med forsikringstageren på fælles bopæl og enten vente,
have
eller have haft et barn sammen med forsikringstageren (nr. 1), eller have
levet
sammen med forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles
bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet (nr. 2). Om baggrunden for denne
afgrænsning henvises til pkt. 2.2.4. og 2.3.
Det skal dokumenteres over for forsikringsselskabet, at
samleveren opfylder betingelserne for at blive anset for omfattet af begrebet
»nærmeste
pårørende«. Dette kan f.eks. ske ved fremlæggelse af folkeregisterattest
eller
fødselsattest for et fællesbarn.
I de tilfælde, hvor forsikringstageren efterlader sig en
ægtefælle, men hvor samlivet mellem dem varigt er afbrudt, uden at der
foreligger separation eller skilsmisse, og hvor der i stedet er en samlever,
bør udgangspunktet være, at forsikringssummen tilkommer samleveren, medmindre
andet fremgår af omstændighederne.
Stk. 3
fastslår,
at en fælles bopæl som nævnt i stk. 2, nr. 1, ikke anses for ophørt ved
midlertidigt ophold i en anden bolig eller ved ophold i institution. Samlivet
anses således ikke for ophørt, fordi de samlevende rejser på ferie hver for
sig, eller hvis den ene af parterne i en periode alene opholder sig i hjemmet
i
weekenderne, og i løbet af ugen som følge af sit arbejde bor et andet sted.
Det
vil dog altid være en konkret vurdering, om der i disse situationer kan
antages
at foreligge et samliv.
Parterne vil også blive anset for samlevende, hvis samlivet
er ophævet på grund af en af parternes institutionsanbringelse i f.eks.
ældrebolig eller plejehjem. Det er imidlertid en forudsætning, at forholdet
mellem parterne stadig består, hvilket ikke kan antages at være tilfældet,
hvis
en samlever efter institutionsanbringelsen har indledt et nyt forhold eller
på
anden måde klart har tilkendegivet, at forholdet må anses for ophørt.
Skyldes adskillelsen derimod den ene samlevers arbejds-
eller uddannelsesmæssige forhold, og fører disse forhold til længerevarende
adskillelse, kan det være mere tvivlsomt, om man bør anse samlivet for
ophørt,
suspenderet eller opretholdt i den pågældende periode. I disse situationer
kan
der opstå tvivl om, hvorvidt fraflytningen skal anses for udtryk for en
ophævelse af samlivet som følge af uoverensstemmelser med den konsekvens, at
samleveren ikke længere kan anses for nærmeste pårørende, eller om man til
trods for adskillelsen fortsat kan antage, at samlivet består.
Der henvises til almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4. og
2.3.
Til § 105 b
I
stk. 1, 1.
pkt.
, fastslås det, at en forsikringssum, der skal udbetales ved
forsikringstagerens død, skal tilfalde nærmeste pårørende, hvis der ikke er
indsat en begunstiget. Bestemmelsen lovfæster, hvad der i dag må anses for
det
praktiske udgangspunkt, fordi mange forsikringer indeholder en
standardbegunstigelsesklausul, hvorefter nærmeste pårørende indsættes.
Bestemmelsen indebærer for så vidt en styrkelse af den
beskyttelse over for kreditorerne, som begunstigelsesinstituttet bl.a. bygger
på, idet forsikringssummen nu vil tilfalde forsikringstagerens ægtefælle,
samlever, børn eller arvinger i den nævnte rækkefølge.
Hvis der ikke er en nærmeste pårørende, tilfalder
forsikringssummen dødsboet og kan dermed komme forsikringstagerens kreditorer
til gode, jf.
stk. 1, 2. pkt.
Stk. 2 indebærer, at forsikringssummen tilfalder
forsikringstagerens dødsbo, hvis forsikringstageren i medfør af § 102
har
bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget. Hvis forsikringssummen
skal tilfalde boet, skal der således træffes en udtrykkelig bestemmelse herom
i
overensstemmelse med forsikringsaftalelovens § 103, stk. 1, i alle
tilfælde, hvor forsikringstageren efterlader sig »nærmeste pårørende«.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4. og
2.3.
Til § 2 (Pensionsopsparingsloven)
Til nr. 1-5.
Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1-5, og
til de almindelige bemærkninger pkt. 3.
Til § 3 (dødsboskifteloven)
Til nr. 1 (§ 7, stk. 5).
Efter forslaget til
stk. 5
kan skifteretten bestemme, at der bortset fra indhentelse og afgivelse af
oplysninger efter stk. 2 og 4 ikke skal foretages yderligere
eftersøgning
af arvinger, hvis omkostningerne herved ikke vil stå i rimeligt forhold til
boets midler.
Bestemmelsen indebærer, at skifteretten altid skal foretage
en sædvanlig undersøgelse efter § 7, stk. 2, og at afdødes
pårørende
efter § 7, stk. 4, på skifterettens foranledning skal give de
oplysninger om arveforholdene, som de er bekendt med.
Det beror i øvrigt på en konkret vurdering, om der skal
træffes beslutning om ikke at foretage yderligere eftersøgning. I denne
vurdering indgår ud over boet formueforhold også antallet af arvinger,
herunder
antallet af arvinger, der ikke kan findes.
Skifterettens afgørelse efter forslaget til stk. 5
skal træffes ved beslutning eller kendelse, jf. dødsboskiftelovens
§ 102,
stk. 1.
Efter lov om borteblevne § 25, stk. 1, 2. pkt.,
kan en forbigået arving eller dennes arvinger i 10 år – i bobestyrerboer
dog
kun 5 år - fra dødsfaldet kræve arven fra dem, som har fået den udlagt.
Forslaget til § 7, stk. 5, begrænser ikke denne ret.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.
Til nr. 2 (§ 13, stk. 1, 2. pkt.)
I forslaget til
§ 13,
stk. 1, 2. pkt.
, præciseres det, at en tvangsarving, der efter en
testamentarisk disposition efter § 50, stk. 2, i forslaget til
arveloven, skal have sin tvangsarv udbetalt kontant, bevarer sin status som
arving
i boet. Det betyder, at den pågældende – i modsætning til en legatar
– har
medbestemmelsesret i boets forhold, efter dødsboskiftelovens almindelige
regler
herom.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.
Til nr. 3 (§ 22, stk. 1, nr. 1)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget
til ny arvelov.
Til nr. 4 (§ 22, stk. 4)
Forslaget til
stk. 4
indebærer, at ægtefællen senest i forbindelse med boets udlevering skal
indkalde boets kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20.
Proklama indrykkes af ægtefællen ved hjælp af en
standardblanket, der bl.a. kan fås ved henvendelse til skifteretten.
Det foreslås, at skifteretten kan betinge udleveringen af,
at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem skifteretten. Bestemmelsen
tænkes
navnlig anvendt i tilfælde, hvor en ægtefælle ikke har advokatbistand i
forbindelse med udleveringen af boet.
Udleveringen af boet skal ikke afvente proklamafristens
udløb. Hvis ægtefællen som følge af proklamaet bliver bekendt med gæld i boet
efter førstafdøde, kan ægtefællen efter omstændighederne anvende
udbakningsreglen
i dødsboskiftelovens § 23, der ikke foreslås ændret. Det følger af
§ 23, at den længstlevende ægtefælle eller en kreditor kan anmode
skifteretten om, at boet tages under behandling ved bobestyrer hvis det må
antages, at den afdødes bo var insolvent. Imødekommes anmodningen hæfter
ægtefællen ikke for den afdødes forpligtelser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.
Til nr. 5 (§ 24, stk. 1)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget
til ny arvelov.
Til nr. 6 (§ 24, stk. 4)
Forslaget til
stk. 4
indebærer, at ægtefællen senest i forbindelse med boets udlevering til
uskiftet
bo skal indkalde boets kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20.
Proklama indrykkes af ægtefællen ved hjælp af en
standardblanket, der bl.a. kan fås ved henvendelse til skifteretten.
Det foreslås, at skifteretten kan betinge udleveringen af,
at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem skifteretten. Bestemmelsen
tænkes navnlig anvendt i tilfælde, hvor en ægtefælle ikke har advokatbistand
i
forbindelse med udleveringen af boet.
Udleveringen af boet skal ikke afvente proklamafristens
udløb. Hvis ægtefællen som følge af proklamaet bliver bekendt med gæld i boet
efter førstafdøde, kan ægtefællen efter omstændighederne anvende
udbakningsreglen
i § 25, stk. 2, i forslaget til ny arvelov. Det følger af forslaget
til § 25, stk. 2, at den længstlevende ægtefælle eller en kreditor
kan anmode skifteretten om, at boet tages under behandling ved bobestyrer
hvis
det må antages, at den afdødes bo var insolvent. Imødekommes anmodningen
hæfter
ægtefællen ikke for den afdødes forpligtelser.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.
Til nr. 7 (§ 36, nr. 6)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget
til ny arvelov.
Til nr. 8 (§ 48, stk. 3)
Forslaget til
stk. 3
indebærer, at den foreslåede regel om undladelse af at eftersøge arvinger
finder tilsvarende anvendelse, hvis et bo er blevet udleveret til
bobestyrerbehandling i tilfælde, hvor det ikke vides, om en arving er i live,
eller hvor arvingens opholdssted er ukendt.
Efter lov om borteblevne § 25, stk. 1, 2. pkt.,
kan en forbigået arving eller dennes arvinger i boer behandlet ved bobestyrer
i
5 år fra dødsfaldet kræve arven fra dem, som har fået den udlagt. Forslaget
til
stk. 3 begrænser ikke denne ret.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.
Til nr. 9 (§ 81, stk. 2)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslagene
om, at der skal udstedes proklama ved ægtefælleudlæg og ved udlevering til
uskiftet bo.
Til nr. 10 (§ 101, stk. 3)
Forslaget til
stk. 3
indebærer, at indsigelser mod gyldigheden af en testamentarisk disposition om
fordeling af sædvanligt indbo og personlige effekter, jf. § 66 i
forslaget
til ny arvelov, skal afgøres af skifteretten ved kendelse.
Indsigelser mod gyldigheden af andre testamentariske
dispositioner er domssager, jf. dødsboskiftelovens § 89, stk. 1,
nr.
1, jf. § 101, stk. 1. Skifterettens kendelse kan kæres til
landsretten i overensstemmelse med dødsboskiftelovens almindelige regler
herom,
jf. § 105.
Forslaget til stk. 3 gælder alene for tvister, der
opstår under behandlingen af et dødsbo. Hvis indsigelsen rejses, mens
testator
lever, må sagen afgøres ved de almindelige domstole under en domssags former.
Såvel skifteretten som landsretten kan bestemme, at der
skal være mundtlig forhandling, hvis der opstår behov herfor.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.
Til nr. 11 (forslaget til kapitel
30 a
)
Til overskriften
Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel i
dødsboskifteloven om en længstlevende ugift samlevers adgang til at overtage
aktiver efter vurdering uafhængig af, om den pågældende i henhold til et
testamente skal arve den førstafdøde samlever.
Til § 111 a
Det foreslås i stk. 1, at en længstlevende samlever
under visse betingelser har ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og
sædvanligt indbo mod at betale vurderingsbeløbet kontant til boet.
Det er en betingelse for overtagelsesretten, at parterne på
dødstidspunktet enten levede sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende
forhold og havde gjort det i de sidste 2 år forud for dødsfaldet, eller at
parterne på dødstidspunktet levede sammen og ventede, havde eller havde haft
et
fællesbarn.
Ved afgørelsen af, om der foreligger et ægteskabslignende
samlivsforhold, må der foretages en vurdering af, om samlivet har haft en
sådan
karakter, at det er rimeligt at sidestille samleveren med en ægtefælle. Der
må
bl.a. lægges vægt på, om parterne efter lovgivningen har haft mulighed for at
indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden, og om de har haft
samme folkeregisteradresse. Det vil endvidere indgå i vurderingen, i hvilket
omfang parterne har haft fælles økonomi og husholdning under samlivet
Hvad der er sædvanligt indbo, må afgøres konkret, bl.a.
under henvisning til arvemassens størrelse og afdødes forhold, sml.
dødsboskiftelovens § 27, stk. 1.
En længstlevende samlever vil som hidtil kunne overtage et
beskedent bo efter reglerne om boudlæg uden skiftebehandling i
dødsboskiftelovens kapitel 12, hvis skifteretten vurderer, at den
længstlevende
samlever er den person, der stod afdøde nærmest. I 2007 kan boudlæg som
udgangspunkt alene anvendes, hvis bomassen ikke overstiger 34.000 kr.
I
stk. 2
fastslår
det, at den fælles bopæl som nævnt i stk. 1, ikke anses for ophørt ved
midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.
For en samlever, der ved testamente er indsat som arving,
følger det af
stk. 3
, at retten
efter stk. 1 anses som en ret til inden for den pågældendes arvelod at
overtage de pågældende genstande mod at betale et eventuelt overskydende
beløb
kontant til boet. Bestemmelsen vil ikke få betydning, hvis samleveren skal
arve
efter et udvidet samlevertestamente, jf. §§ 87-89 i forslaget til ny
arvelov. Det følger således af disse bestemmelser, at samleveren har ret til
overtagelse efter vurdering i samme omfang, som den længstlevende ægtefælle
har
det i forhold til førstafdødes fuldstændige særeje, jf. § 13 i forslaget
til ny arvelov.
Stk. 4
indebærer, at samleveren har fortrinsret til aktivet, hvis en arving og
samleveren begge ønsker at overtage det. En særlivsarving har dog fortrinsret
til aktivet i forhold til samleveren, hvis dette har særlig erindringsværdi
for
den pågældende.
I
stk. 5
fastslås det, at reglerne i stk. 1-4 er deklaratoriske og derfor kan
fraviges ved testamente.
Stk. 6
indebærer, at tvister efter stk. 1-4 skal behandles som sager om retten
til at arve, herunder retten til at overtage aktiver efter vurdering, jf.
dødsboskiftelovens § 89, stk. 1, nr. 1. Det indebærer, at sag skal
anlægges ved skifteretten, og at der er tale om domssager.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.
Til § 4 (retsafgiftsloven)
Til nr. 1 (§ 36 i, stk. 2, 1. og 2.
pkt.)
Der foreslås en ændret affattelse af retsafgiftslovens
§ 36 i, stk. 1, 1. og 2. pkt., om afgiftspligten i boer, der har
været udleveret til almindeligt privat skifte eller til behandling ved
bobestyrer og derefter udleveres til uskiftet bo. Den ændrede affattelse er
alene en konsekvensændring som følge af den nye arvelov og indebærer ingen
indholdsmæssige ændringer.
Til nr. 2 (§ 36 l)
Det foreslås, at retsafgiftslovens § 36 l ophæves.
Efter bestemmelsen betales der ikke afgift for sager efter arvelovens
§ 29
om forlodsret for børn og sager efter arvelovens § 60 om tilsidesættelse
af båndlæggelse af tvangsarv. Arvelovens §§ 29 og 60 foreslås ikke
videreført i den nye arvelov, og § 36 l er derfor overflødig.
Til nr. 3 (§ 49, stk. 2, nr. 10)
Det følger af § 22 i forslaget til ny arvelov, at en
længstlevende, der har fået boet udleveret til uskiftet bo, inden 6 måneder
fra
dødsfaldet skal indlevere en oversigt over sin egen og den førstafdøde
ægtefælles formue til skifteretten. Efter § 22, stk. 5, skal
skifteretten
efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten til arvingerne.
Den foreslåede ændring af § 49 indebærer, at
udlevering af første genpart af formueoversigten til livsarvingerne er
afgiftsfri. Der er ikke noget til hinder for, at ægtefællen udleverer
formueoversigten direkte til livsarvingerne.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.
Til § 5 (lov om en garantifond for indskydere
og investorer)
Til nr. 1 (§ 9, stk. 2, nr. 10)
Forslaget er en konsekvensændring som følge af forslaget
til ny arvelov.
Til § 6 (boafgiftsloven)
Til nr. 1 (§ 1, stk. 2, litra d)
Efter boafgiftsloven § 1 skal der betales en boafgift
på 15 pct. af de værdier, som en afdød person efterlader sig. Af arv til
arvinger uden for den nærmeste familie skal der herudover betales en
tillægsboafgift på 25 pct. Samlevere regnes med til den nærmeste familie,
hvis
de har haft fælles bopæl med afdøde de sidste 2 år før dødsfaldet, eller hvis
de tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på
mindst
2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene på grund af
institutionsanbringelse,
herunder i en ældrebolig.
Den gældende udformning af boafgiftsloven indebærer, at
ugifte samlevende, der arver i henhold til et udvidet samlevertestamente vil
være fritaget for betaling af tillægsboafgift i alle tilfælde, hvor samlivet
har bestået mindst de sidste 2 år før dødsfaldet. Derimod vil der efter
gældende ret skulle betales tillægsboafgift i de tilfælde, hvor arvelader
efterlader sig en ugift samlever og fællesbarn, men hvor samlivet på
dødstidspunktet
ikke har bestået i 2 år.
Det foreslås, at boafgiftslovens § 1, stk. 2,
litra d, ændres således, at arven også i den situation, hvor arvelader
efterlader sig en ugift samlever og fællesbarn, men hvor samlivet på
dødstidspunktet
ikke har bestået i 2 år, fritages for tillægsboafgift.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.
Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, litra c)
Boafgiftslovens § 3 indeholder en række undtagelser
fra afgiftspligten.
Efter § 3, stk. 1, litra a, er arv og
forsikringer, der tilfalder afdødes ikke fraseparerede ægtefælle, undtaget
fra
afgiftspligt.
Der skal heller ikke betales boafgift af udbetalinger, der
er helt eller delvist indkomstskattepligtige efter pensionsbeskatningsloven,
medmindre udbetalingen hidrører fra en ordning svarende til en dansk
kapitalpensionsordning,
jf. boafgiftslovens § 3, stk. 1, litra b.
En pensionsordning, der ved delingen af et fællesbo i
forbindelse med separation eller skilsmisse udloddes til den fraskilte eller
fraseparerede ægtefælle, er ikke omfattet af boafgiftsloven, da den
fraseparerede/fraskilte
ægtefælle anses for at have erhvervet ret til pensionsordningen på
separations-/skilsmissetidspunktet. Når pensionsordningen kommer til
udbetaling, er der således ikke tale om arv. Den tidligere ægtefælles død er
alene den faktor, som udløser udbetaling af pensionen, mens selve retten til
udbetalingen allerede overgik ved delingen af fællesboet.
Anderledes er situationen, hvis en fraskilt eller
frasepareret ægtefælle som led i parternes bodeling ved skilsmissen indsættes
som uigenkaldeligt begunstiget i sin tidligere ægtefælles pensionsrettighed.
I
den situation vil den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle som
udgangspunkt
skulle svare boafgift af beløb, der udbetales efter den tidligere ægtefælles
død.
Det foreslås, at den boafgiftsmæssige behandling i disse
situationer gøres uafhængig af, om ordningen i forbindelse med skifte af
fællesboet ved separation eller skilsmisse udloddes, eller om den tidligere
ægtefælle indsættes som uigenkaldeligt begunstiget i forbindelse med
separationen eller skilsmissen.
Ligestillingen gennemføres ved, at der ikke skal betales
boafgift af udbetalinger fra de pensionsordninger, som er nævnt i
pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 6, eller § 29,
stk. 1, hvis den tidligere ægtefælle senest i forbindelse med
skilsmissen
eller separationen er indsat som uigenkaldeligt begunstiget i
pensionsordningen.
Begunstigelsen skal således være sket senest ved bodelingens afslutning.
Begunstigelsen vil ofte være sket på et tidligere tidspunkt end ved
afslutningen af bodelingen, eksempelvis allerede på det tidspunkt, hvor
parterne fik fælles bopæl eller børn.
Grunden til, at der kun gælder boafgiftsfritagelse for
afgiftspligtige (efter pensionsbeskatningslovens regler) udbetalinger er
hensynet til at sikre, at der enten skal betales boafgift eller
afgift/indkomstskat efter pensionsbeskatningsloven af udbetalinger fra
pensionsordningen.
Pensionsbeskatningslovens § 35 vedrører den
skattemæssige behandling af indskud, der ikke fuldt ud er fratrukket ved
afgiftspligtens indtræden. Når der indtræder afgiftspligt for en
pensionsordning efter §§ 29-31, og der er foretaget kapitalindskud eller
betaling af præmier, for hvilke fradragsretten fordeles over 10 år,
bortfalder
fradragsretten for det resterende beløb. Pensionsbeskatningslovens § 35
indebærer så, at den del af et kapitalindskud, der ikke gives fradrag for,
heller ikke pålægges afgift efter pensionsbeskatningsloven, når ordningen
udbetales. Derfor skal der betales boafgift af disse udbetalinger.
Det er en betingelse for afgiftsfrihed, at det på
forlangende kan dokumenteres, at ægtefællen er blevet indsat som
uigenkaldeligt
begunstiget senest i forbindelse med separationen eller skilsmissen. Dette
kan
eventuelt ske ved fremlæggelse af separations- eller skilsmissebevilling samt
erklæring fra pensionsinstituttet om, at den pågældende ægtefælle er indsat
som
begunstiget på en given dato.
Til nr. 3 (§ 8, stk. 3)
En længstlevende ægtefælle kan vælge at sidde i uskiftet
bo, når vedkommendes ægtefælle afgår ved døden. I denne situation indtræder
afgiftspligten af afdødes bo først, når det uskiftede bo skiftes, jf.
boafgiftslovens § 8, stk. 2.
Af boafgiftslovens § 8, stk. 3, følger dog, at
afgiftspligten for afdødes del af fællesboet indtræder, uanset om boet
skiftes,
hvis den længstlevende indgår nyt ægteskab, dvs. uanset, at arvingerne har
accepteret, at boet ikke skiftes (har givet skifteafkald).
Adgangen til at give skifteafkald ved længstlevendes
indgåelse af nyt ægteskab med forbehold af arveretten foreslås udelukket i
§ 26, stk. 2, 2. pkt. i det forslag til ny arvelov, der er fremsat
samtidig med dette lovforslag.
Som konsekvens heraf foreslås det at ophæve boafgiftslovens
§ 8, stk. 3.
Der er som hidtil ikke noget til hinder for, at arvingerne
både giver skifteafkald og afkald på deres arv. Det indebærer, at
ægtefællerne
overtager boet til fri rådighed.
Til nr. 4 og 5 (§ 10, stk. 6, 1.
pkt., § 12, stk. 1, 4. pkt., og § 12, stk. 1, 5. pkt.)
Der er tale om konsekvensændringer som følge af den
foreslåede ophævelse af § 8, stk. 3, jf. bemærkningerne til
§ 6,
nr. 3, ovenfor.
Til nr. 6 (§ 36, stk. 6)
I forslaget til ny arvelov videreføres de gældende regler
om arvehenstand med visse udvidelser. Skifteretten vil efter §§ 35-37
kunne give en ægtefælle henstand med udbetaling af arven - eller en del heraf
-
til livsarvinger efter den førstafdødes ægtefælle, hvis arven ikke kan
udbetales, uden at ægtefællen bliver nødt til at sælge f.eks. familiens
bolig.
Der vil skulle stilles sikkerhed for arvekravet. Henstand gives for en
periode
på 5 år fra den førstafdøde ægtefælles død og kan forlænges i yderligere 5
år.
I forhold til en fælles livsarving løber henstanden dog altid til
livsarvingens
fyldte 18 år. Tilsvarende gælder i forhold til en særlivsarving efter den
førstafdøde ægtefælle, hvis den længstlevende ægtefælle overtager
forsørgelsespligten over særlivsarvingen.
Selvom der er givet arvehenstand, er boet skiftet. Dette
indebærer, at afgiftspligten er indtrådt, og at der skal betales boafgift
efter
lovens § 1.
Arvelovsudvalget anfører i betænkningen s. 146, at det bør
overvejes at ændre boafgiftsloven, således at afgiftsberegningen udskydes til
det tidspunkt, hvor henstanden udløber, og hvor arvingen får arven udbetalt.
Baggrunden herfor er ifølge Arvelovsudvalget, at kravet om betaling af
boafgift
ved førstafdødes død ikke harmonerer med, at arvehenstandsreglerne har som
hovedformål at yde den længstlevende en midlertidig likviditetsmæssig
forstrækning.
Det foreslås derfor i boafgiftslovens § 36 at indsætte
en bestemmelse om, at der gives henstand med den boafgift, der hviler på et
arvekrav, hvis der efter §§ 35-37 i arvelovsforslaget er givet henstand
med udbetaling af arven.
Det foreslås – i overensstemmelse med Arvelovsudvalgets
anbefalinger – at boafgiften forfalder, hvis arvekravet overdrages eller
belånes, således at der skabes mulighed for realisering af henstandsarven.
Boafgiften forrentes ikke i henstandsperioden.
Til § 7 (dødsboskatteloven)
Til nr. 1 (§ 58, stk. 2, 1. pkt.,
og § 71, stk. 4)
Dødsboskattelovens § 58 afgrænser anvendelsesområdet
for dødsboskattelovens kapitel 10 om beskatningen af en længstlevende
ægtefælle, der overtager hele boet efter førstafdøde. Hovedanvendelsesområdet
for disse regler er uskiftet bo, men reglerne gælder også i visse andre
situationer, bl.a. når boet umiddelbart udlægges til den længstlevende
ægtefælle efter dødsboskiftelovens § 22, fordi reglerne i arvelovens
§§ 7 a og 7 b om ægtefællens udtagelsesret betyder, at der intet bliver
at
udlodde til andre arvinger, jf. dødsboskattelovens § 58, stk. 1,
nr.
2.
Efter bestemmelsens stk. 2 gælder reglerne også i
situationer, hvor der er påbegyndt et egentligt skifte, når skiftet slutter
med, at den længstlevende ægtefælle er i uskiftet bo eller overtager hele
boet
efter reglerne i arvelovens § 7 a eller § 7 b om ægtefællens
udtagelsesret.
Det foreslås, at dette fortsat skal være gældende ret, selv
om karakteren af ægtefællens udtagelsesret ændres i forbindelse med forslaget
til ny arvelov, bl.a. ved den væsentlige forhøjelse af beløbsgrænsen for
ægtefællens
kvantitative udtagelsesret fra 200.000 kr. til 500.000 kr., jf. § 11,
stk. 1 og 2, i det forslag til ny arvelov, der er fremsat samtidig med
dette lovforslag. Dette findes at harmonere bedst med dødsboskattelovens
princip, hvorefter det afgørende for den skattemæssige behandling er, at den
længstlevende ægtefælle har overtaget hele boet, og ikke i kraft af hvilke
regler dette er sket.
Det foreslås således, at henvisningen til arvelovens
§ 7 a eller § 7 b rettes til en reference til arvelovsforslagets
§ 11, stk. 1 og 2. Det medtagne forbehold for så vidt angår
§ 11, stk. 4, betyder, at reglerne kan finde anvendelse, selv om
særlivsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle har udtaget aktiver med
erindringsværdi.
Det bemærkes hertil, at udlodning af legater ved førstafdødes død hidtil ikke
har været til hinder for, at dødsboskattelovens kapitel 10 fandt anvendelse,
jf. formuleringen af dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4.
Dødsboskattelovens § 71 regulerer skifte af et
uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live. Stk. 4 nævner
nogle situationer, hvor dødsboskattelovens §§ 59-66 om beskatningen af
personer, der sidder i uskiftet bo m.v., fortsat skal finde anvendelse, selv
om
der er gennemført et skifte. Det gælder bl.a., når skiftet slutter ved, at
den
længstlevende ægtefælle overtager hele boet efter reglerne i arvelovens
§ 7 a eller § 7 b om ægtefællens udtagelsesret.
Det foreslås, at dette fortsat skal være gældende ret. Det
bemærkes herved, at de skattemæssige regler om uskiftet bo m.v. efter
gældende
ret også anvendes, når den længstlevende ægtefælle umiddelbart overtager hele
boet i kraft af udtagelsesretten, jf. ovenfor. Det foreslås, at forbeholdet
for
så vidt angår aktiver med erindringsværdi for førstafdødes særlivsarvinger
også
skal gælde her.
Til § 8 (pensionsbeskatningsloven)
Til nr. 1 (§ 2, nr. 4, litra d)
Efter den gældende bestemmelse i § 2, nr. 4, litra d,
skal en samlever, der er indsat som begunstiget i en pensionsordning med
løbende udbetalinger, for at være omfattet af de lempeligere
beskatningsregler
i pensionsbeskatningslovens kapitel 2-5, være en navngiven person, der havde
fælles bopæl med afdøde ved indsættelsen, eller en person, med hvem afdøde
kunne have indgået ægteskab eller registreret partnerskab, som i et af afdøde
senest 3 måneder før dødsfaldet oprettet testamente er tillagt en arvelod af
mindst samme størrelse som den tvangsarv, der ifølge arveloven ville være
tilkommet en ægtefælle, og som har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste 2
år før dødsfaldet eller tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en
sammenhængende
periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af
institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig.
I lovforslagets § 1, nr. 5 (forslaget til
forsikringsaftalelovens § 105 a), og § 2, nr. 5 (forslaget til
pensionsopsparingslovens § 5 a), foreslås det at videreføre de gældende
bestemmelser om, hvad der skal forstås ved »nærmeste pårørende« i henholdsvis
forsikringsaftalelovens § 105, stk. 5, og pensionsopsparingslovens
§ 5, stk. 5, samt at udvide definitionen til også at omfatte visse
grupper af ugifte samlevende. Efter de foreslåede bestemmelser skal en
samlever
for at være omfattet af fortolkningsreglen som udgangspunkt enten have levet
sammen med forsikringstageren på fælles bopæl og sammen med
forsikringstageren
vente, have eller have haft et barn eller have levet sammen med
forsikringstageren på fælles bopæl de sidste 2 år før dødsfaldet.
Som en konsekvens af den foreslåede § 105 a i
forsikringsaftaleloven og den foreslåede § 5 a i pensionsopsparingsloven
foreslås en tilsvarende ændring af samleverbegrebet i relation til de
pågældende bestemmelser i pensionsbeskatningsloven. Den foreslåede ændring
indebærer, at også den situation, hvor forsikringstageren efterlader sig en
ugift samlever og fællesbarn, men hvor samlivet på dødstidspunktet ikke har
bestået i 2 år, bliver omfattet af de lempeligere beskatningsregler i
pensionsbeskatningslovens kapitel 2-5.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.
Til nr. 2 (§ 5, stk. 2)
Der er tale om en konsekvensændring i § 5,
stk. 2, idet henvisningen til forsikringsaftalelovens § 105,
stk. 5, ændres til § 105 a, jf. bemærkningerne til § 8, nr. 1.
I lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås det at videreføre
de gældende bestemmelser om, hvad der skal forstås ved »nærmeste pårørende« i
den gældende bestemmelse i forsikringsaftalelovens § 105, stk. 5,
samt at udvide definitionen til også at omfatte visse grupper af samlevere.
Definitionen foreslås udskilt i en selvstændig bestemmelse i
forsikringsaftalelovens § 105 a. Ved en samlever forstås, at den
pågældende person har levet sammen med forsikringstageren på fælles bopæl og
enten venter, har eller har haft et barn sammen med forsikringstageren i et
ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet
Efter pensionsbeskatningslovens § 5, stk. 2, er
det en betingelse for at behandle forsikringer med garanterede ydelser efter
reglerne for ordninger med løbende udbetalinger, at der ikke i policen er
indsat andre begunstigede end enten forsikredes »nærmeste pårørende« i
forsikringsaftalelovens forstand, jf. denne lovs § 105, stk. 5,
eller
forsikredes ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, forsikredes livsarvinger,
stedbørn
eller stedbørns livsarvinger eller en navngiven person, der har fælles bopæl
med kontohaver ved indsættelsen, eller dennes livsarvinger.
Det foreslås i pensionsbeskatningslovens § 5,
stk. 2, at henvise til forsikringsaftalelovens § 105 a som
konsekvens
af, at definitionen af »nærmeste pårørende« nu fremgår af
forsikringsaftalelovens § 105 a.
Til nr. 3 (§ 11 A, stk. 1, nr. 6,
og § 12, stk. 1, nr. 4)
Der er tale om konsekvensændringer i § 11 A,
stk. 1, nr. 6, og § 12, stk. 1, nr. 4, idet henvisningen til
pensionsopsparingslovens
§ 5, stk. 5, i begge bestemmelser ændres til § 5 a.
Efter pensionsbeskatningslovens § 11 A, stk. 1,
nr. 6, og § 12, stk. 1, nr. 4, kan der ikke træffes bestemmelse om
udbetaling efter kontohaverens død til andre end kontohaverens »nærmeste
pårørende«, jf. § 5, stk. 5, i pensionsopsparingsloven, til
kontohaverens ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, kontohaverens
livsarvinger,
stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en navngiven person, der har
fælles
bopæl med kontohaver ved indsættelsen, eller dennes livsarvinger.
I lovforslagets § 2, nr. 5, foreslås det at videreføre
de gældende bestemmelser om, hvad der skal forstås ved »nærmeste pårørende« i
den gældende bestemmelse i pensionsopsparingslovens § 5, stk. 5,
samt
at udvide definitionen til også at omfatte visse grupper af samlevere.
Definitionen foreslås udskilt i en selvstændig bestemmelse i
pensionsopsparingslovens § 5 a. Ved en samlever forstås, at den
pågældende
person har levet sammen med kontohaveren på fælles bopæl og enten venter, har
eller har haft et barn sammen med forsikringstageren i et ægteskabslignende
forhold på den fælles bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet.
Det foreslås i pensionsbeskatningslovens § 11 A,
stk. 1, nr. 6, og § 12, stk. 1, nr. 4, at henvise til
pensionsopsparingslovens
§ 5 a som konsekvens af, at definitionen af »nærmeste pårørende« nu
fremgår af pensionsopsparingslovens § 5 a.
Til § 9
Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttræden.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2008,
dvs. samtidig med den nye arvelov.
Bestemmelsen indebærer, at indsættelse af en begunstiget og
tilbagekaldelse heraf, der foretages efter lovens ikrafttræden, skal ske i
overensstemmelse med forsikringsaftalelovens § 102, stk. 1 og 2,
som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, og pensionsopsparingslovens
§ 2,
stk. 1 og 2, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1. Bestemmelserne
svarer med sproglige moderniseringer til gældende ret.
Bestemmelsen indebærer herudover, at særeje- og
båndlæggelsesbestemmelser, der foretages efter lovens ikrafttræden, skal ske
i
medfør af § 1, nr. 2 (forsikringsaftalelovens § 103, stk. 2 og
3) og § 2, nr. 2 (pensionsopsparingslovens § 2, stk. 2 og 3).
Bestemmelser om særeje og båndlæggelse, der er truffet før lovens
ikrafttræden,
og som opfylder kravene i den hidtidige praksis, bevarer deres gyldighed.
Herudover indebærer ikrafttrædelsesbestemmelsen, at
§ 1, nr. 4 (forsikringsaftalelovens § 105), og § 2, nr. 4
(pensionsopsparingslovens § 5), efter lovens ikrafttræden skal finde
anvendelse på fortolkning af begunstigelsesklausuler, uanset hvornår
indsættelsen er foretaget. § 1, nr. 4, svarer med sproglige
moderniseringer til den gældende forsikringsaftalelovs § 105,
stk. 1-4, og § 2, nr. 4, svarer med sproglige moderniseringer til
den
gældende pensionsopsparingslovs § 2, stk. 1-4.
Til § 10
Bestemmelsen indeholder overgangsregler.
Stk. 1
indebærer,
at underretningsreglen i forslaget til forsikringsaftalelovens § 102,
stk. 3, og reguleringsreglen i forslaget til forsikringsaftalelovens
§ 104, samt de tilsvarende regler i pensionsopsparingslovens § 2,
stk. 3, og § 4, ikke skal anvendes på en indsættelse af en
begunstiget, der er foretaget før lovens ikrafttræden, hvis indsættelsen er
uigenkaldelig, eller hvis en tvangsarving er indsat som begunstiget, dvs. i
de
tilfælde, hvor der efter de gældende regler ikke er mulighed for at kræve
regulering.
Begrundelsen for disse ikrafttrædelsesbestemmelser er, at
den begunstigede kan have ydet betaling for opnåelsen af en uigenkaldelig
begunstigelse, og at den begunstigede derfor kan have fået en berettiget
forventning
om få forsikringssummen udbetalt ved forsikringsbegivenhedens indtræden. En
regulering efter forslaget til forsikringsaftalelovens § 104 og
pensionsopsparingslovens § 4 ville i denne situation formentlig indebære
et indgreb i velerhvervede rettigheder. Tilsvarende gør sig gældende i den
situation, hvor en tvangsarving før lovens ikrafttræden er blevet indsat som
begunstiget, fordi en sådan indsættelse efter de gældende bestemmelser i
forsikringsaftalelovens § 104, stk. 2, og pensionsopsparingslovens
§ 4, stk. 2, ikke kan reguleres.
Det kan i visse tilfælde give anledning til tvivl, om en
begunstigelsesindsættelse er omfattet af den gamle eller den nye regel. Hvis
f.eks. »min ægtefælle« er indsat som begunstiget, er det den ægtefælle, som
forsikringstageren levede sammen med på dødstidspunktet, der er indsat. Hvis
ægteskabet først er indgået efter de nye reglers ikrafttræden, jf. § 3,
f.eks. fordi forsikringstageren er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle,
der gav anledning til indsættelsen, vil ægtefællen være omfattet af den nye
regel i § 104, også selvom der ikke fra forsikringstagerens side har
været
behov for at foretage noget i forhold til selskabet.
Hvis forsikringstageren på indsættelsestidspunktet er gift,
får et barn og senere bliver skilt, vil barnet blive »nærmeste pårørende«.
Hvis
barnets status som »nærmeste pårørende« er opnået efter lovens ikrafttræden,
skal de nye regler anvendes. I modsat fald skal de hidtidige regler anvendes.
Når der ikke kan ske regulering efter de nye
reguleringsregler, tjener de foreslåede underretningsregler i
forsikringsaftalelovens § 102, stk. 3, og pensionsopsparingslovens
§ 2, stk. 3, ikke noget formål, og det foreslås derfor, at de ikke
skal finde anvendelse i samme omfang, som forslagene til
forsikringsaftalelovens § 104 og pensionsopsparingslovens § 4 ikke
skal anvendes.
Hvis forsikringstageren efter lovens ikrafttræden foretager
ændring i en uigenkaldelig begunstigelse (med den uigenkaldeligt indsattes
samtykke) eller i en begunstigelsesindsættelse af en tvangsarving foretaget
før
lovens ikrafttræden, finder lovens regler anvendelse på den ændrede
begunstigelse.
I alle andre tilfælde end nævnt i stk. 1 vil de nye
regler i forsikringsaftalelovens § 102, stk. 3, og § 104 samt
pensionsopsparingslovens § 2, stk. 3, og § 4 finde anvendelse,
dvs. i tilfælde, hvor begunstigelsen ikke er uigenkaldelig, og i tilfælde,
hvor
den begunstigede ikke er tvangsarving. Begrundelsen herfor er, at den nye
udformning af reguleringsreglen i forsikringsaftalelovens § 104 og
pensionsopsparingslovens § 4 er mindre byrdefuld for en begunstiget end
den gældende bestemmelse. De gældende bestemmelser fastslår således, at
forsikringssummen efter anmodning skal indgå ved beregningen af tvangsarv og
boslod, hvorimod de nye bestemmelser indebærer, at der alene skal ske
regulering efter en vurdering af, om begunstigelsen må anses for urimelig.
Ligesom efter den gældende regel kan reguleringsbeløbet maksimalt udgøre,
hvad
der ville være tilfaldet den pågældende som boslod og tvangsarv.
Stk. 2
indebærer,
at udvidelsen af definitionen af nærmeste pårørende i forslagene til
forsikringsaftalelovens §§ 105 a og 105 b samt pensionsopsparingslovens
§§ 5 a og 5 b til også at omfatte visse grupper af ugifte samlevende
alene
finder anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der foretages efter lovens
ikrafttræden. Baggrunden herfor er, at en ugift person i et fast
samlivsforhold, som har et barn f.eks. fra et tidligere ægteskab, må antages
som hovedregel at gå ud fra, at barnet er »nærmeste pårørende«. Ønskes en
tidligere begunstigelsesindsættelse efter standardklausulen »nærmeste
pårørende«
ændret, således at den med sikkerhed omfatter samleveren, må dette meddeles
til
forsikringsselskabet eller pengeinstituttet i overensstemmelse med
forsikringsaftalelovens § 102 eller pensionsopsparingslovens § 2.
En indsættelse af en begunstiget må anses for foretaget på
det tidspunkt, hvor meddelelsen om indsættelsen er kommet frem til selskabet
eller pengeinstituttet.
Stk. 3
indebærer, at de foreslåede ændringer af dødsboskifteloven, retsafgiftsloven,
boafgiftsloven, dødsboskatteloven og pensionsbeskatningsloven finder
anvendelse
i tilfælde, hvor dødsfaldet indtræder efter lovens ikrafttræden, jf. dog
stk. 4, for så vidt angår lovforslagets § 6, nr. 2, om ændring af
boafgiftslovens § 3, stk. 1.
Stk. 4
indebærer,
at boafgiftslovens § 3, stk. 1, litra c, som indsat ved denne lovs
§ 6, nr. 2, har virkning for udbetalinger, der finder sted den 1. januar
2008 eller senere.
Til § 11
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Forsikringsaftaleloven, lov nr. 129 af 15. april 1930, er
sat i kraft både på Færøerne og i Grønland. En række af de senere ændringer
til
loven er ligeledes sat i kraft for disse landsdele.
Pensionsopsparingsloven er ikke sat i kraft på Færøerne og
Grønland.
Dødsboskifteloven gælder ikke på Færøerne og i Grønland.
Retsafgiftsloven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Ved
lov nr. 794 af 26. november 1986 er retsafgiftsloven delvis sat i kraft for
Færøerne. Der betales ikke retsafgift i grønlandske sager.
Garantifondsloven er trådt i kraft for Færøerne. I Grønland
gælder den tidligere garantifondslov (lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en
indskydergarantifond).
Hverken boafgiftsloven, dødsboskatteloven eller
pensionsbeskatningsloven, gælder i Færøerne eller på Grønland.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr.
999 af 5. oktober 2006, som ændret ved § 5 i lov nr. 539 af 8. juni
2006,
foretages følgende ændringer:
1.
§ 102
affattes således:
§ 102.
Forsikringstageren kan såvel ved forsikringens
tegning som senere indsætte en anden som begunstiget. I så tilfælde bliver
forsikringssummen
at udbetale umiddelbart til denne.
»
§ 102.
Forsikringstageren
kan ved forsikringens tegning eller senere indsætte en anden som begunstiget.
Ved forsikringstagerens død udbetales forsikringssummen umiddelbart til den
begunstigede.
Stk. 2.
Indsættelsen kan forsikringstageren
tilbagekalde, for så vidt han ikke overfor den begunstigede har givet afkald
derpå. Forsikringstagerens ret til at tilbagekalde begunstigelsen går ikke
over på hans arvinger eller dødsbo.
Stk. 2.
Forsikringstageren
kan tilbagekalde indsættelsen, medmindre forsikringstageren over for den
begunstigede har givet afkald på dette. Forsikringstagerens ret til at
tilbagekalde indsættelsen går ikke over på den pågældendes arvinger eller
dødsbo.
Stk. 3.
Selskabet
skal senest samtidig med underretningen af den begunstigede om
forsikringsbegivenhedens indtræden underrette den skifteret, der behandler
forsikringstagerens dødsbo, jf. lov om skifte af dødsboer § 2, om
begunstigelsesindsættelsen,
forsikringssummens størrelse, samt om hvorvidt udbetaling er sket.
Skifteretten
skal herefter underrette forsikringstagerens ægtefælle og livsarvinger og
vejlede om indholdet af § 104.«
§ 103.
Indsættelse af en begunstiget og tilbagekaldelse
af sådan indsættelse er kun gyldig, såfremt den skriftlig meddeles selskabet
eller optages i eller påtegnes policen af selskabet.
2.
I
§ 103
indsættes som
stk. 2 og 3
:
»
Stk. 2.
Forsikringstageren
kan ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at
forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje.
Stk. 3.
Forsikringstageren
kan ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at forsikringssummen skal
båndlægges. Arvelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse. Hvis
forsikringstageren ikke i forbindelse med beslutningen om båndlæggelse har
bestemt, hvilken forvaltningsafdeling der skal forvalte den båndlagte arv,
bestemmer den skifteret, der behandler boet efter forsikringstageren, jf.
§ 2 i lov om skifte af dødsboer, hvem forsikringsselskabet skal udbetale
forsikringssummen til.«
3.
§ 104
affattes således:
§ 104.
Når ingen begunstiget er indsat, og
forsikringssummen skal udbetales ved forsikringstagerens død, tilfalder den
hans dødsbo.
»
§ 104.
Hvis indsættelse af en begunstiget må
anses for urimelig i forhold til forsikringstagerens ægtefælle eller en
livsarving,
kan det ved dom bestemmes, at forsikringssummen helt eller delvist skal
tilfalde
ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede. Beløbet kan
ikke overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som boslod og
tvangsarv, jf. arvelovens § 5, § 10 og § 11, stk. 2, hvis
forsikringssummen i stedet var tilfaldet forsikringstagerens solvente bo.
Stk. 2.
Har forsikringstageren indsat en
begunstiget, som ikke er hans tvangsarving, og efterlader han sig ægtefælle,
livsarvinger eller arveberettigede adoptivbørn eller disses livsarvinger,
skal forsikringssummen, for så vidt
angår
de nævnte personers ret til boslod og tvangsarvelod, behandles som tilhørende
dødsboet og som tillagt den begunstigede ved testamente. Dette gælder dog
ikke, såfremt forsikringstageren har givet afkald på sin ret til at
tilbagekalde indsættelsen af den begunstigede.
Stk. 2.
Ved
afgørelsen efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på
1)
baggrunden for
indsættelsen af den begunstigede,
2)
ægtefællens, en
livsarvings og den begunstigedes økonomiske behov og
3)
omstændighederne i
øvrigt.
Stk. 3.
Har nogen, forinden forsikringssummen i
medfør af § 102 er udbetalt til den begunstigede, overfor selskabet ved
forevisning af vielsesattest, skifteudskrift eller lignende behørigt
godtgjort at høre til forsikringstagerens i 2det stykke nævnte efterladte og
i denne egenskab gjort indsigelse mod, at sådan udbetaling sker, må selskabet
ikke udbetale forsikringssummen, forinden det ved forlig eller retslig
afgørelse
mellem den begunstigede og de efterladte er bragt på det rene, hvem der har
ret til forsikringssummen. Dog har selskabet altid ret til at udbetale til
den begunstigede indtil en tredjedel af forsikringssummen eller, såfremt han
besørger forsikringstagerens begravelse, et passende beløb til bestridelse af
udgifterne til denne.
Stk. 3.
Har
ægtefællen eller en livsarving inden udbetaling af forsikringssummen til den
begunstigede gjort indsigelse over for selskabet mod udbetalingen, må
forsikringsselskabet
ikke udbetale forsikringssummen til den begunstigede, før det ved forlig
eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort, hvem der har
ret til forsikringssummen. Selskabet kan dog altid udbetale indtil en
tredjedel af forsikringssummen til den begunstigede, og, hvis den pågældende
sørger for forsikringstagerens begravelse, et passende beløb til afholdelse
af udgifterne herved.
Stk. 4.
En sag
efter stk. 1 skal anlægges af ægtefællen eller en livsarving mod den
begunstigede inden 1 år efter, at forsikringstageren er afgået ved døden.«
4.
§ 105
affattes således:
§ 105.
Ved fortolkningen af de bestemmelser, hvorved
en begunstiget indsættes, kommer, hvis ikke andet fremgår af
omstændighederne, følgende regler til anvendelse, når forsikringssummen skal
betales ved forsikringstagerens død.
»
§ 105.
Ved fortolkningen af bestemmelser om
indsættelse af en begunstiget anvendes stk. 2-4, hvis ikke andet fremgår
af omstændighederne, når forsikringssummen skal udbetales ved
forsikringstagerens
død.
Stk. 2.
Er forsikringstagerens ægtefælle indsat som
begunstiget, er det den ægtefælle, med hvem han ved sin død levede i
ægteskab, der anses som begunstiget.
Stk. 2.
Er forsikringstagerens ægtefælle indsat som
begunstiget, anses den ægtefælle, som forsikringstageren ved sin død levede i
ægteskab med, som begunstiget.
Stk. 3.
Har forsikringstageren indsat sine børn som
begunstigede, anses hans livsarvinger, derunder hans adoptivbørn og disses
livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven tildeler ham.
Stk. 3.
Har forsikringstageren indsat sine børn som
begunstigede, anses hans livsarvinger, herunder hans adoptivbørn og disses
livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven tildeler den
pågældende.
Stk. 4.
Er forsikringstagerens arvinger indsat som
begunstigede, tager enhver af dem del i forsikringssummen efter det forhold,
hvori han i henhold til testamente eller loven er arveberettiget efter
forsikringstageren.
Stk. 4.
Er forsikringstagerens arvinger indsat som
begunstigede, får arvingerne del i forsikringssummen efter det forhold, som
de pågældende i henhold til testamente eller loven er arveberettiget efter
forsikringstageren.«
Stk. 5.
Har forsikringstageren indsat sine »nærmeste
pårørende« som begunstigede anses hans ægtefælle som indsat, eller hvis sådan
ikke efterlades, hans børn, eller hvis ej heller sådanne forefindes, hans
arvinger, alt overensstemmende med de forudnævnte regler.
5.
Efter § 105
indsættes:
»
§ 105 a.
Medmindre
andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende i følgende
rækkefølge forsikringstagerens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i
stk. 2, børn eller arvinger.
Stk. 2.
For at
være omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med
forsikringstageren
på fælles bopæl og
1)
vente, have eller
have haft et barn sammen forsikringstageren, eller
2)
have levet sammen
med forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i
de sidste 2 år før dødsfaldet.
Stk. 3.
En fælles
bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i
anden bolig eller ved ophold i institution.
§ 105 b.
Har
forsikringstageren ikke indsat en begunstiget, og skal forsikringssummen
udbetales ved forsikringstagerens død, tilfalder forsikringssummen
forsikringstagerens nærmeste pårørende, jf. § 105 a. Er der ikke nogen
nærmeste pårørende, tilfalder forsikringssummen forsikringstagerens dødsbo.
Stk. 2.
Forsikringssummen tilfalder forsikringstagerens dødsbo, hvis
forsikringstageren
har bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget.«
§ 2
I lov nr. 293 af 24. april 1996 om visse civilretlige
forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter foretages følgende
ændringer:
1.
§ 2
affattes således:
§ 2.
Kontohaveren kan såvel ved opsparingsordningens
oprettelse som senere indsætte en begunstiget. I så tilfælde udbetales de
opsparede midler umiddelbart til denne i tilfælde af kontohaverens død.
»
§ 2.
Kontohaveren
kan ved opsparingsordningens oprettelse eller senere indsætte en anden som
begunstiget. Ved kontohaverens død udbetales de opsparede midler umiddelbart
til den begunstigede.
Stk. 2.
Kontohaveren kan tilbagekalde indsættelsen,
hvis der ikke over for den begunstigede er givet afkald herpå. Kontohaverens
ret til at tilbagekalde begunstigelsen går ikke over på den pågældendes
arvinger eller dødsbo.
Stk. 2.
Kontohaveren
kan tilbagekalde indsættelsen, medmindre kontohaveren over for den
begunstigede har givet afkald på dette. Kontohaverens ret til at tilbagekalde
indsættelsen går ikke over på den pågældendes arvinger eller dødsbo.
Stk. 3.
Pengeinstituttet skal senest samtidig med underretningen af den begunstigede
om kontohaverens dødsfald underrette den skifteret, der behandler
kontohaveren
dødsbo, jf. lov om skifte af dødsboer § 2, om
begunstigelsesindsættelsen,
det opsparede beløb, samt om hvorvidt udbetaling er sket. Skifteretten skal
herefter underrette kontohaverens ægtefælle og livsarvinger og vejlede om
indholdet af § 4.«
§ 3.
Indsættelse af en begunstiget og tilbagekaldelse
af sådan indsættelse er kun gyldig, såfremt den skriftligt meddeles
pengeinstituttet eller optages i eller påtegnes pensionsopsparingsaftalen af
pengeinstituttet.
2.
I
§ 3
indsættes som
stk. 2 og 3
:
»
Stk. 2.
Kontohaveren kan ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1
bestemme, at de opsparede midler skal være den begunstigedes særeje.
Stk. 3.
Kontohaveren
kan ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de opsparede midler skal
båndlægges. Arvelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse. Hvis
kontohaveren
ikke i forbindelse med beslutningen om båndlæggelse har bestemt, hvilken
forvaltningsafdeling der skal forvalte de båndlagte midler, bestemmer den
skifteret,
der behandler boet efter kontohaveren, jf. § 2 i lov om skifte af
dødsboer, hvem pengeinstituttet skal udbetale forsikringssummen til.«
3.
§ 4
affattes således:
§ 4.
Når ingen begunstiget er indsat og de opsparede
midler skal udbetales ved kontohaverens død, tilfalder midlerne dødsboet.
Stk. 2.
Har kontohaveren indsat en begunstiget, som
ikke er tvangsarving, og efterlades ægtefælle, livsarvinger eller
arveberettigede adoptivbørn eller disses livsarvinger, skal de opsparede
midler, for så vidt angår de nævnte personers ret til boslod og
tvangsarvelod,
behandles som tilhørende dødsboet og som tillagt den begunstigede ved
testamente.
Dette gælder dog ikke, såfremt kontohaveren har givet afkald på sin ret til
at tilbagekalde indsættelsen af den begunstigede.
Stk. 3.
Har nogen, forinden de opsparede midler i
medfør af § 2 er udbetalt til den begunstigede, over for
pengeinstituttet
ved forevisning af vielsesattest, skifteudskrift eller lignende behørigt
godtgjort at høre til de i stk. 2 nævnte efterladte og i denne egenskab
gjort indsigelse mod, at sådan udbetaling sker, må pengeinstituttet ikke
udbetale de opsparede midler, forinden det ved forlig eller retslig afgørelse
mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort, hvem der har ret til de
opsparede midler. Dog har pengeinstituttet altid ret til at udbetale til den
begunstigede indtil en tredjedel af de opsparede midler eller, såfremt den
pågældende sørger for kontohaverens begravelse, et passende beløb til dækning
af udgifterne herved.
»
§ 4.
Hvis indsættelse af en begunstiget må
anses for urimelig i forhold til kontohaverens ægtefælle eller en livsarving,
kan det ved dom bestemmes, at de opsparede midler helt eller delvist skal
tilfalde ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede.
Beløbet
kan ikke overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som boslod
og tvangsarv, jf. arvelovens § 5, § 10, og § 11, stk. 2,
hvis de opsparede midler i stedet var tilfaldet forsikringstagerens solvente
bo.
Stk. 2.
Ved afgørelsen efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på
1)
baggrunden
for indsættelsen af den begunstigede,
2)
ægtefællens, livsarvingernes
og den begunstigedes økonomiske behov og
3)
omstændighederne i
øvrigt.
Stk. 3.
Har
ægtefællen eller en livsarving inden udbetaling af de opsparede midler til
den begunstigede gjort indsigelse over for pengeinstituttet mod udbetalingen,
må pengeinstituttet ikke udbetale de opsparede midler til den begunstigede,
før det ved forlig eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er
afgjort,
hvem der har ret til de opsparede midler. Pengeinstituttet kan dog altid
udbetale indtil en tredjedel af de opsparede midler til den begunstigede, og,
hvis den pågældende sørger for kontohaverens begravelse, et passende beløb
til afholdelse af udgifterne herved.
Stk. 4.
En sag
efter stk. 1 skal anlægges af ægtefællen eller livsarvingerne mod den
begunstigede inden 1 år efter, at kontohaveren er afgået ved døden.«
4.
§ 5
affattes således:
§ 5.
Ved fortolkning af de bestemmelser, hvorved en
begunstiget indsættes, gælder, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne,
reglerne i stk. 2-5, når de opsparede midler skal udbetales ved
kontohaverens
død.
»
§ 5.
Ved fortolkningen af bestemmelser om
indsættelse af en begunstiget anvendes stk. 2-4, hvis ikke andet fremgår
af omstændighederne, når de opsparede midler skal udbetales ved kontohaverens
død.
Stk. 2.
Er kontohaverens ægtefælle indsat som
begunstiget, er det den ægtefælle, med hvem kontohaveren ved sin død levede i
ægteskab, der anses som begunstiget.
Stk. 2.
Er kontohaverens ægtefælle indsat som
begunstiget, anses den ægtefælle, som kontohaveren ved sin død levede i
ægteskab med, som begunstiget.
Stk. 3.
Har kontohaveren indsat sine børn som
begunstigede, anses den pågældendes livsarvinger, derunder adoptivbørn og
disses livsarvinger, som begunstigede hver for den andel, arveloven tildeler
vedkommende.
Stk. 3.
Har kontohaveren indsat sine børn som
begunstigede, anses hans livsarvinger, herunder hans adoptivbørn og disses
livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven tildeler den
pågældende.
Stk. 4.
Er kontohaverens arvinger indsat som
begunstigede, tager enhver af dem del i de opsparede midler efter det
forhold, hvori den pågældende i henhold til testamente eller loven er
arveberettiget
efter kontohaveren.
Stk. 4.
Er kontohaverens arvinger indsat som
begunstigede, får arvingerne del i de opsparede midler efter det forhold, som
de pågældende i henhold til testamente eller loven er arveberettiget efter
kontohaveren.«
Stk. 5.
Har kontohaveren indsat sine »nærmeste
pårørende« som begunstigede, anses den pågældendes ægtefælle som indsat
eller, hvis sådan ikke efterlades, den pågældendes børn eller, hvis ej heller
sådanne efterlades, den pågældendes arvinger, jf. reglerne i stk. 2-4.
5.
Efter § 5
indsættes:
»
§ 5 a.
Medmindre
andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende i følgende
rækkefølge kontohaverens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i
stk. 2,
børn eller arvinger.
Stk. 2.
For at
være omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med
forsikringstageren
på fælles bopæl og
1)
vente, have eller
have haft et barn sammen forsikringstageren, eller
2)
have levet sammen
med forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i
de sidste 2 år før dødsfaldet.
Stk. 3.
En fælles
bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i
anden bolig eller ved ophold i institution.
§ 5 b.
Har
kontohaveren ikke indsat en begunstiget, og skal de opsparede midler
udbetales ved kontohaverens død, tilfalder de opsparede midler kontohaverens
nærmeste pårørende, jf. § 5 a. Er der ikke nogen nærmeste pårørende,
tilfalder de opsparede midler kontohaverens dødsbo.
Stk. 2.
De
opsparede midler tilfalder kontohaverens dødsbo, hvis kontohaverens har
bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget.«
§ 3
I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer, som
senest ændret ved § 4 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændringer:
§ 7.
Skifteretten indkalder snarest muligt efter
modtagelsen af anmeldelsen af dødsfaldet den eller dem, der efter det oplyste
er den afdødes nærmeste pårørende, til et møde, hvor der tages stilling til
boets behandlingsmåde. Afholdelse af møde kan efter skifterettens bestemmelse
undlades.
Stk. 2.
Skifteretten indhenter de nødvendige
oplysninger om arvinger fra det centrale Personregister (CPR) og om afdødes
testamentariske dispositioner fra Centralregisteret for Testamenter eller på
anden måde. Indhentelse af oplysninger kan undlades, hvis det på forhånd er
klart, at oplysninger om arvinger og legatarer er uden betydning for boets
behandling.
1.
I
§ 7
indsættes efter stk. 4
som nyt stykke:
»
Stk. 5.
Skifteretten kan bestemme, at der bortset fra indhentelse og afgivelse af
oplysninger efter stk. 2 og 4 ikke skal foretages yderligere
eftersøgning af arvinger, hvis omkostningerne herved ikke vil stå i rimeligt
forhold til boets midler.«
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.
Stk. 3.
Skifteretten vejleder de pårørende og bistår
med udfærdigelse af anmodninger og opgørelser, der skal indgives i
forbindelse med bobehandlingen, jf. § 91.
Stk. 4.
De pårørende har pligt til at give de oplysninger
om arveforholdene, som de er bekendt med.
Stk. 5.
Kan afgørelse om boets behandlingsmåde ikke
træffes i forbindelse med det i stk. 1 nævnte møde, udsætter
skifteretten behandlingen af sagen. Skifteretten kan fastsætte en frist for
boets berigtigelse.
Stk. 6.
Justitsministeren kan fastsætte regler for skifteretten og bobestyreren om
indhentelse af oplysninger fra det centrale Personregister (CPR) og
Centralregisteret
for Testamenter.
§ 13.
Som legatar anses den, der skal arve en
bestemt angivet pengesum eller bestemt angivne formuegenstande.
Stk. 2. ...
2.
I
§ 13, stk. 1
, indsættes som
2. pkt.:
»En tvangsarving, der skal have sin tvangsarv udbetalt kontant,
jf. arvelovens § 50, stk. 2, 1. pkt., anses som arving.«
§ 22.
Udlæg af et bo til en efterlevende ægtefælle
kan finde sted, såfremt ægtefællen, dennes værge eller skifteværge fremsætter
anmodning derom og
1)
der ifølge §§ 7
a og 7 b i arveloven samt § 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger intet
bliver at udlodde til andre arvinger og
2)
ægtefællen påtager
sig ansvaret for den afdødes gældsforpligtelser.
3.
I
§ 22, stk. 1
, ændres »§§ 7
a og 7 b« til: »§ 11, stk. 1-3,«.
4.
I
§ 22
indsættes som
stk. 4:
»
Stk. 4.
Ægtefællen
skal senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer
efter reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge
udleveringen af, at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem
skifteretten.«
Stk. 2.
Skifteretten kan bestemme, at et bo i stedet
skal behandles efter lovens øvrige regler, såfremt værdien af boets aktiver
er betydelig og afgørende hensyn til boets kreditorer taler derfor.
Stk. 3.
Bestemmelsen i § 26, stk. 3,
finder tilsvarende anvendelse.
§ 24.
Et bo udleveres efter anmodning til uskiftet
bo efter reglerne i arvelovens kapitel 3.
Stk. 2.
Bestemmelsen i § 26, stk. 3,
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Reglerne i denne lov finder i øvrigt med de
fornødne ændringer anvendelse ved behandling af sager om udlevering til
uskiftet bo.
5.
I
§ 24, stk. 1
, ændres »kapitel
3« til: »kapitel 4«.
6.
I
§ 24
indsættes som
stk. 4
:
»
Stk. 4.
Ægtefællen
skal senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer
efter reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge
udleveringen af, at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem
skifteretten.«
§ 36.
Skifteretten udleverer et bo til behandling
ved bobestyrer, såfremt
1)
en arving anmoder
derom,
2)
boet må antages at
være insolvent,
3)
alle arvinger enten
er repræsenteret ved værge eller skifteværge eller er under konkurs eller er
ude af stand til at opfylde deres forpligtelser, efterhånden som de
forfalder,
4)
afdøde har bestemt
dette i testamente, jf. § 38,
5)
der ikke findes
arvinger i boet eller det er usikkert, hvem der er arvinger,
6)
der i medfør af §§ 23,
30, 76, stk. 3, eller arvelovens § 16, stk. 2, træffes
bestemmelse
derom eller
7)
der ikke inden
rimelig tid har kunnet træffes bestemmelse om, at boet skal behandles på
anden
måde.
7.
I
§ 36, nr. 6
, ændres »arvelovens § 16,
stk. 2,« til: »arvelovens § 25, stk. 2,«.
§ 48.
Vides det ikke, om en arving eller legatar er
i live, eller er vedkommendes opholdssted ukendt, eller er det uklart, hvem
der er arvinger, søger bobestyreren de nødvendige oplysninger derom
tilvejebragt.
8.
I
§ 48
indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»
Stk. 3.
§ 7,
stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
Stk. 2.
Eftersøgning af arvinger og legatarer kan
undlades, såfremt det må antages, at der ikke bliver arv eller legat at
udlodde.
Stk. 3.
Bobestyreren har i samme omfang som skifteretten
adgang til at få oplysninger og bistand fra offentlige myndigheder.
§ 81
Stk. 2.
Proklama skal udstedes, når et bo skiftes
privat eller ved bobestyrer.
9.
§ 81, stk. 2,
affattes
således:
»
Stk. 2.
Proklama
skal udstedes, når et bo skiftes eller udleveres efter §§ 22 eller 24.«
§ 101.
Afgørelse om de i § 89, stk. 1, nr.
1-5, nævnte tvister træffes ved dom.
Stk. 2.
Boets modkrav, der henhører under de
almindelige domstole, kan efter skifterettens bestemmelse påkendes ved
skifteretten. Retsplejelovens § 249, stk. 2 og 3, finder i øvrigt
anvendelse.
10.
I
§ 101
indsættes som stk. 3:
»
Stk. 3.
Indsigelser
mod gyldigheden af en testamentarisk disposition efter arvelovens § 66
afgøres af skifteretten ved kendelse.«
11.
Efter
kapitel 30 indsættes:
»Kapitel
30 a
Samlevers ret til overtagelse efter vurdering
»
§ 111 a.
En
længstlevende samlever har ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og
sædvanligt indbo mod at betale vurderingsbeløbet kontant til boet, hvis
parterne på dødstidspunktet
1)
levede sammen på
fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold og havde gjort det i de sidste 2
år forud for dødsfaldet, eller
2)
levede sammen på
fælles bopæl og ventede, havde eller havde haft et fællesbarn.
Stk. 2.
En fælles
bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved
ophold i institution.
Stk. 3.
For en
samlever, der ved testamente er indsat som arving, anses retten efter
stk. 1 som en ret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende
genstande til vurderingsbeløbet mod at betale et eventuelt overskydende beløb
kontant til boet.
Stk. 4.
Ønsker
samleveren og en arving at overtage det samme aktiv, har samleveren
fortrinsret. En særlivsarving efter den førstafdøde samlever har dog
fortrinsret til at overtage aktivet, hvis dette har særlig erindringsværdi
for den pågældende.
Stk. 5.
Stk. 1-4
finder ikke anvendelse for aktiver, som arveladeren har rådet over ved
testamente.
Stk. 6.
Tvister
efter stk. 1-4 behandles på samme måde som sager om retten til at arve,
herunder retten til at overtage aktiver efter vurdering, jf. § 89,
stk. 1, nr. 1.«
§ 4
I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 936
af 8. september 2006, som ændret ved § 7 i lov nr. 539 af 8. juni 2006,
foretages
følgende ændringer:
§ 36 i
Stk. 2.
I boer, der har været udleveret til
almindeligt privat skifte eller til behandling ved bobestyrer og derefter
udleveres til uskiftet bo, afgøres afgiftspligten efter § 36 c på
grundlag af den fællesboopgørelse, der skal indleveres efter arvelovens
§ 13. Afgiften forfalder til betaling ved indlevering af
fællesboopgørelsen. Afgiften skal indbetales inden 14 dage efter forfaldstid.
§ 36, stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
1.
§ 36
i, stk. 2, 1. og 2. pkt., affattes således:
»I boer, der har været udleveret til almindeligt privat skifte
eller til behandling ved bobestyrer og derefter udleveres til uskiftet bo,
afgøres afgiftspligten efter § 36 c på grundlag af den formueoversigt,
der skal indleveres efter arvelovens § 22. Afgiften forfalder til
betaling ved indlevering af formueoversigten.«
§ 36 l.
For behandling af de i arvelovens § 29
og § 60 nævnte spørgsmål svares ingen afgift.
2.
§ 36 l
ophæves.
§ 49.
Stk. 2.
Uden afgift udfærdiges endvidere:
1)
Første udskrift til
parterne af en retsafgørelse eller et retsforlig i en borgerlig retssag.
2)
Første udskrift til
parterne af en retsafgørelse eller et retsforlig vedrørende borgerlige krav i
en offentlig straffesag.
3.
I
§ 49, stk. 2,
indsættes som
nr. 10:
»10)
Første kopi til den førstafdødes ægtefælles
livsarvinger af den formueoversigt, som ægtefællen skal indlevere ved
udlevering af et bo til uskiftet bo.«
3)
Første udskrift til
rekvirenten af en notarialforretning.
4)
Første domsudskrift
til beskikket advokat eller beskikket forsvarer.
5)
Attest om, hvorvidt
dommen i en ægteskabssag er anket.
6)
Første udskrift
eller attest til en rekvirent af en fogedforretning, når rekvirenten i
henhold til retsplejelovens § 492, stk. 2, ikke har givet møde
under
forretningen.
7)
Straffeattester.
8)
Fotokopier af
salgsopstilling udfærdiget til brug ved tvangsauktion over fast ejendom.
9)
Første attest i
dødsboer, der ikke behandles ved bobestyrer.
§ 5
I lov om en garantifond for indskydere og investorer,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1066 af 10. december 2003, foretages følgende
ændring:
§ 9.
Stk. 2.
Fonden dækker fuldt ud indskud
1)
10)
der forvaltes i
godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til værgemålslovens kapitel 5
eller arvelovens §§ 61 og 65,
11)...
1.
I
§ 9, stk. 2, nr. 10
, ændres »arvelovens
§§ 61 og 65,« til: »arvelovens §§ 54 og 61,«.
§ 6
I lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven),
jf. lovbekendtgørelse nr. 971 af 22. september 2006, foretages følgende
ændringer:
§ 1.
Efter bestemmelserne i denne lov skal der
betales en boafgift på 15 pct. til staten af de værdier, som en afdød person
efterlader sig.
Stk. 2.
Der skal betales en tillægsboafgift på 25
pct. af den del af værdierne, som tilfalder andre end
a)
afdødes afkom,
stedbørn og disses afkom,
b)
afdødes forældre,
c)
afdødes barns
eller stedbarns ikke fraseparerede ægtefælle, uanset om barnet eller
stedbarnet
lever eller er afgået ved døden,
1.
I
§ 1, stk. 2, litra d
, indsættes
efter »i en ældrebolig,«: »eller en person, der på tidspunktet for dødsfaldet
levede sammen på fælles bopæl med afdøde og venter, har eller har haft et
barn sammen med afdøde, herunder også når den fælles bopæl er ophørt på grund
af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig,«
d)
personer, der har
haft fælles bopæl med afdøde i de sidste 2 år før dødsfaldet, og personer,
der tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på
mindst 2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene på grund af
institutionsanbringelse,
herunder i en ældrebolig,
e)
afdødes
fraseparerede eller fraskilte ægtefælle,
f)
plejebørn, der har
haft bopæl hos afdøde i en sammenhængende periode på mindst 5 år, når
opholdet er begyndt, inden plejebarnet fyldte 15 år, og højst en af
plejebarnets forældre har haft bopæl hos afdøde sammen med plejebarnet.
Stk. 3.
Der skal endvidere betales en tillægsboafgift
på 25 pct. af den del af værdierne, hvortil der er knyttet betingelser, som
bevirker, at det ikke inden afgiftens betaling vides, om værdierne kan blive
omfattet af tillægsboafgiften.
§ 3.
Undtaget fra afgiftspligten er endvidere
a)
arv og
forsikringer m.v., der tilfalder afdødes ikke fraseparerede ægtefælle, jf.
dog § 14, stk. 2,
b)
udbetalinger, der
er helt eller delvist indkomstskattepligtige efter pensionsbeskatningsloven,
medmindre udbetalingen hidrører fra en ordning svarende til en dansk
kapitalpensionsordning,
c)
forsikringer m.v.,
der udbetales fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, lovpligtige
ulykkesforsikringer og arbejdsgiverbetalte ulykkesforsikringer i anledning af
arbejdsulykker,
2.
I
§ 3,
stk. 1,
indsættes efter
litra b
som nyt litra:
»c)
afgiftspligtige udbetalinger
fra en pensionsordning som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 25,
stk. 1,
nr. 6, eller § 29, stk. 1, til en frasepareret eller fraskilt
ægtefælle,
der senest som led i skiftet af fællesboet ved separationen eller skilsmissen
er indsat som uigenkaldeligt begunstiget,«.
Litra c-f bliver herefter litra d-g.
d)
forsikringsbeløb
eller den del deraf, som en begunstiget selv har betalt præmierne eller
vederlaget
for,
e)
brugs- og
indtægtsnydelser og
f)
arv, legat og
forsikring m.v., der tilfalder fonde, foreninger, stiftelser m.v. og
religiøse samfund, der er godkendt efter § 3, stk. 2, til at
modtage arv, legat og forsikring m.v. afgiftsfrit eller er godkendt i henhold
til ligningslovens § 8 A eller § 12.
Stk. 2.
§ 8
Stk. 3.
Afgiftspligten af afdødes del af boet
indtræder, uanset om boet skiftes, hvis den efterlevende ægtefælle indgår nyt
ægteskab. Det i § 6 nævnte bundfradrag finder ikke anvendelse ved
afgiftsberegningen.
Stk. 4. ...
3.
§ 8, stk. 3
, ophæves.
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.
§ 10.
Stk. 6.
I de i § 8, stk. 3 og 4, nævnte
situationer har den efterlevende ægtefælle eller boet pligt til at indgive
anmeldelse
om det afgiftspligtige beløb til skifteretten senest 3 måneder efter
indgåelsen
af nyt ægteskab eller udbetaling af arv eller vederlag.
4.
I
§ 10, stk. 6, 1. pkt
., udgår »og 4«.
§ 12.
Aktiver og passiver i dødsboer ansættes i
boopgørelsen til deres handelsværdi på den i boopgørelsen fastsatte
opgørelsesdag. Er et aktiv udloddet før opgørelsesdagen, og er der givet
told- og skatteforvaltningen meddelelse herom i henhold til
dødsboskattelovens § 5, stk. 2, ansættes aktivet dog til værdien på
udlodningstids-punktet. I en anmeldelse efter § 10, stk. 3, 4 og 7,
anføres værdierne på anmeldelsestidspunktet. I en anmeldelse efter § 10,
stk. 6, jf. § 8, stk. 3, anføres værdierne ved ægteskabets
indgåelse. I en anmeldelse efter § 10, stk. 6, jf. § 8,
stk. 4, anføres værdierne på udbetalingstidspunktet. I en anmeldelse
efter § 10, stk. 5, anføres værdierne på udbetalingstidspunktet.
Ved opgørelsen af sidstnævnte værdi fratrækkes afgift efter
pensionsbeskatningsloven,
som skal betales af det udbetalte beløb. Ved opgørelse af en
indkomstskattepligtig
udenlandsk pensionsordning, som ikke er fritaget for boafgift, jf. § 3,
stk. 1, litra b, fratrækkes 40 pct. af den samlede værdi på
udbetalingstidspunktet. Ansættelsen er bindende for boet, arvingerne,
legatarerne, den efterlevende ægtefælle, selskaberne og repræsentanterne for
udenlandske forsikringsselskaber.
Stk. 2.
5.
§ 12, stk. 1, 4. pkt.,
ophæves,
og i
§ 12, stk. 1, 5. pkt.
,
der bliver 4. pkt., ændres »stk. 4,« til: »stk. 3,«.
§ 36.
Skatteministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil, kan give henstand med betaling af boafgifter og gaveafgift
eller tillade afdragsvis betaling af afgifterne vedrørende fast ejendom her i
landet eller i indtil 15 år for en erhvervsvirksomhed, når det skønnes
rimeligt af hensyn til kapitalforholdene i virksomheden og dennes fortsatte
beståen, samt for hovedaktionæraktier og -anparter. Der kan stilles krav om
betryggende sikkerhed for afgifterne. Henstandsbeløbet forrentes med en
rentesats på 1 pct. p.a. over Nationalbankens diskonto, dog mindst med 6 pct.
p.a.
6.
I
§ 36
indsættes som
stk. 6
:
»Stk. 6. Er der givet henstand med udbetaling af arv efter
arvelovens §§ 35-37, gives der ligeledes henstand med betaling af den
boafgift, der hviler på arvekravet. Boafgiften forfalder til betaling, når
henstanden efter arvelovens §§ 35-37 udløber, eller hvis arvekravet
overdrages eller belånes. Boafgiften forrentes ikke i henstandsperioden.«
Stk. 2.
Den arving, legatar eller gavemodtager, der
som arv eller gave modtager skov, kan kræve, at der gives henstand m.v. efter
stk. 1 for de på skoven hvilende boafgifter eller gaveafgift.
Stk. 3.
Den pågældende arving, legatar eller
gavemodtager, der har opnået henstand eller afdragsvis betaling med
boafgifter eller gaveafgift efter stk. 1 eller 2, hæfter alene for de
boafgifter eller den gaveafgift, der gives henstand m.v. for.
Stk. 4.
Afhændes de aktiver, for hvilke der er givet
henstand eller afdragsvis betaling med boafgifter eller gaveafgift, forfalder
afgifterne eller de resterende afgifter til betaling senest 4 uger efter
afhændelsen med sidste rettidige betalingsdag 14 dage senere.
Stk. 5.
Afgår den arving, legatar eller gavemodtager,
der har fået henstand m.v., ved døden, inden afgifterne er betalt, forfalder
afgifterne eller de resterende afgifter ligeledes til betaling.
§ 7
I lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven),
jf. lovbekendtgørelse nr. 908 af 28. august 2006, foretages følgende ændring:
§ 58.
Stk. 2.
Reglerne i dette kapitel finder endvidere anvendelse,
når et påbegyndt egentligt skifte omfattet af denne lovs afsnit II afsluttes
ved, at
boet efter førstafdøde
overtages af den efterlevende ægtefælle til uskiftet bo, eller ved, at den
efterlevende ægtefælle overtager hele boet i medfør af arvelovens § 7 a
eller § 7 b.
1.
I
§ 58, stk. 2, 1. pkt.
,
og
§ 71, stk. 4,
ændres »arvelovens § 7 a eller § 7
b« til: »arvelovens § 11, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4«.
§ 71.
Stk. 4.
Hvis den efterlevende ægtefælle skifter med
en eller flere arvinger eller legatarer efter førstafdøde og boet derefter på
ny overtages til uskiftet bo, eller hvis skiftet afsluttes ved, at den
efterlevende ægtefælle overtager hele boet i medfør af arvelovens § 7 a
eller § 7 b, finder §§ 59-66 anvendelse, jf. dog stk. 5.
§ 8
I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.
(pensionsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1120 af 10. november
2006, foretages følgende ændringer:
§ 2.
d)
samleverpension,
hvis udbetalinger kan tilfalde en samlever, hvorved i denne lov forstås en
navngiven person, der havde fælles bopæl med afdøde ved indsættelsen, eller
en person, med hvem afdøde kunne have indgået ægteskab eller registreret
partnerskab, som i et af afdøde senest 3 måneder før dødsfaldet oprettet
testamente
er tillagt en arvelod af mindst samme størrelse som den tvangsarv, der ifølge
arveloven ville være tilkommet en ægtefælle, og som har haft fælles bopæl med
afdøde i de sidste 2 år før dødsfaldet eller tidligere har haft fælles bopæl
med afdøde i en sammenhængende periode på
mindst 2 år, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af
institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig, eller
1. I
§ 2, nr. 4, litra d,
indsættes efter »i en ældrebolig, eller«: »en person, der på tidspunktet for
dødsfaldet levede sammen på fælles bopæl med afdøde eller tidligere har haft
fælles bopæl med afdøde, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af
institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig, og venter, har eller har
haft et barn sammen med afdøde, eller«.
§ 5.
Stk. 2.
Det er dog en betingelse, at der ikke i
policen er indsat andre begunstigede end enten forsikredes »nærmeste
pårørende« i forsikringsaftalelovens forstand, if. denne lovs § 105,
stk. 5, eller forsikredes ægtefælle eller fraskilte ægtefælle,
forsikredes livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en
navngiven person, der har fælles bopæl med forsikrede ved indsættelsen, eller
dennes livsarvinger.
2.
I
§ 5, stk. 2,
ændres »§ 105,
stk. 5,« til: »§ 105 a,«.
§ 11 A.
6.
Der kan ikke
træffes bestemmelse om udbetaling efter kontohaverens død til andre end
kontohaverens »nærmeste pårørende«, jf. § 5, stk. 5, i lov om visse
civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, eller
kontohaverens ægtefælle eller fraskilte
ægtefælle
,
kontohaverens livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en
navngiven person, der har fælles bopæl med kontohaveren ved indsættelsen,
eller dennes livsarvinger.
3.
I
§ 11 A, stk. 1, nr. 6
,
og
§ 12, stk. 1, nr. 4
,
ændres »§ 5, stk. 5,« til: »§ 5 a«.
§ 12.
4.
Der kan ikke
træffes bestemmelse om udbetaling efter kontohaverens død til andre end
kontohaverens »nærmeste pårørende«, jf. § 5, stk. 5, i lov om visse
civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, eller
kontohaverens ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, kontohaverens
livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en navngiven
person, der har fælles bopæl med kontohaveren ved indsættelsen, eller dennes
livsarvinger.
§ 9
Loven træder i kraft den 1. januar 2008.
§ 10
Stk. 1.
Lov
om forsikringsaftaler § 102, stk. 3, som affattet ved denne lovs
§ 1,
nr. 1, lov om forsikringsaftaler § 104, som affattet ved denne lovs
§ 1,
nr. 3, lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i
pengeinstitutter
§ 2, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, og lov om
visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter
§ 4,
som affattet ved denne lovs § 2, nr. 3, finder ikke anvendelse på
begunstigelsesindsættelser,
der er foretaget før lovens ikrafttræden, hvis
1)
indsættelsen er
uigenkaldelig, eller
2)
den begunstigede er
forsikringstagerens eller kontohaverens tvangsarving.
Stk. 2.
Lov om
forsikringsaftaler § 105 a og § 105 b, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 5, og lov om visse civilretlige forhold mv. ved
pensionsopsparing
i pengeinstitutter § 5 a og § 5 b, som affattet ved denne lovs
§ 2, nr. 5, finder anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der
foretages efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3.
Lovens
§§ 3-5, § 6, nr. 1 og 3-6, og §§ 7 og 8 finder anvendelse, når
dødsfaldet indtræder efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4.
Lov om
afgift af dødsboer og gaver § 3, stk. 1, litra c, som indsat ved denne
lovs § 6, nr. 2, har virkning for udbetalinger, der finder sted den 1.
januar
2008 eller senere.
§ 11
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 1-3
og § 5 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med
de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af forsikringsaftaleloven og forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven m.v.) Retsinformation · 1. juni 2007
- Højesteret ændrede landsrettens afgørelse og fandt, at boet skulle anerkende, at begunstiget var berettiget til den fulde udbetaling af forsikringen Domsdatabasen · 3. september 2020
- Skriftlig fremsættelse (6. december 2006) - L 101 Retsinformation · 6. december 2006
- 1995 LSF 163 FORSLAG TIL LOV OM VISSE CIVILRETLIGE FORHOLD M.V. VED PENSIONSOPSPARING I PENGEINSTITUTTER Retsinformation · 1. maj 1996
- Bekendtgørelse af lov om forsikringsaftaler Retsinformation · 12. november 2015
- Bekendtgørelse af lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter Retsinformation · 25. august 2020