Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige andre love (Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge af arveloven mv.)

2006/1 LSF 101Lovforslag som fremsatJustitsministeriet6. december 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 6. december 2006 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af forsikringsaftaleloven samt forskellige

andre love

(Begunstigelser i forsikringsordninger og ændringer som følge

af arveloven mv.)

§ 1

I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 999

af 5. oktober 2006, som ændret ved § 5 i lov nr. 539 af 8. juni 2006,

foretages følgende ændringer:

1.

§ 102

affattes således:

»

§ 102.

Forsikringstageren

kan ved forsikringens tegning eller senere indsætte en anden som begunstiget.

Ved forsikringstagerens død udbetales forsikringssummen umiddelbart til den

begunstigede.

Stk. 2.

Forsikringstageren

kan tilbagekalde indsættelsen, medmindre forsikringstageren over for den

begunstigede har givet afkald på dette. Forsikringstagerens ret til at

tilbagekalde indsættelsen går ikke over på den pågældendes arvinger eller

dødsbo.

Stk. 3.

Selskabet

Læs alt

skal senest samtidig med underretningen af den begunstigede om

forsikringsbegivenhedens

indtræden underrette den skifteret, der behandler forsikringstagerens dødsbo,

jf. lov om skifte af dødsboer § 2, om begunstigelsesindsættelsen,

forsikringssummens størrelse, samt om hvorvidt udbetaling er sket.

Skifteretten

skal herefter underrette forsikringstagerens ægtefælle og livsarvinger og

vejlede om indholdet af § 104.«

2.

I

§ 103

indsættes som stk. 2 og 3:

»

Stk. 2.

Forsikringstageren

kan ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at

forsikringssummen

skal være den begunstigedes særeje.

Stk. 3.

Forsikringstageren

kan ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at forsikringssummen skal

båndlægges. Arvelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse. Hvis

forsikringstageren ikke i forbindelse med beslutningen om båndlæggelse har

bestemt, hvilken forvaltningsafdeling der skal forvalte den båndlagte arv,

bestemmer den skifteret, der behandler boet efter forsikringstageren, jf.

§ 2 i lov om skifte af dødsboer, hvem forsikringsselskabet skal udbetale

forsikringssummen til.«

3.

§ 104

affattes således:

»

§ 104.

Hvis indsættelse af en begunstiget må

anses for urimelig i forhold til forsikringstagerens ægtefælle eller en

livsarving, kan det ved dom bestemmes, at forsikringssummen helt eller

delvist

skal tilfalde ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede.

Beløbet kan ikke overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som

boslod og tvangsarv, jf. arvelovens § 5, § 10 og § 11,

stk. 2,

hvis forsikringssummen i stedet var tilfaldet forsikringstagerens solvente

bo.

Stk. 2.

Ved afgørelsen

efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på

1)

baggrunden for

indsættelsen af den begunstigede,

2)

ægtefællens, en

livsarvings og den begunstigedes økonomiske behov og

3)

omstændighederne i

øvrigt.

Stk. 3.

Har

ægtefællen eller en livsarving inden udbetaling af forsikringssummen til den

begunstigede gjort indsigelse over for selskabet mod udbetalingen, må

forsikringsselskabet ikke udbetale forsikringssummen til den begunstigede,

før

det ved forlig eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort,

hvem der har ret til forsikringssummen. Selskabet kan dog altid udbetale

indtil

en tredjedel af forsikringssummen til den begunstigede, og, hvis den

pågældende

sørger for forsikringstagerens begravelse, et passende beløb til afholdelse

af

udgifterne herved.

Stk. 4.

En sag

efter stk. 1 skal anlægges af ægtefællen eller en livsarving mod den

begunstigede inden 1 år efter, at forsikringstageren er afgået ved døden.«

4.

§ 105

affattes således:

»

§ 105.

Ved fortolkningen af bestemmelser om

indsættelse af en begunstiget, anvendes stk. 2-4, hvis ikke andet

fremgår

af omstændighederne, når forsikringssummen skal udbetales ved

forsikringstagerens

død.

Stk. 2.

Er forsikringstagerens ægtefælle

indsat som begunstiget, anses den ægtefælle, som forsikringstageren ved sin

død

levede i ægteskab med, som begunstiget.

Stk. 3.

Har forsikringstageren indsat

sine børn som begunstigede, anses hans livsarvinger, herunder hans

adoptivbørn

og disses livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven

tildeler

den pågældende.

Stk. 4.

Er forsikringstagerens arvinger

indsat som begunstigede, får arvingerne del i forsikringssummen efter det

forhold, som de pågældende i henhold til testamente eller loven er

arveberettiget

efter forsikringstageren.«

5.

Efter § 105

indsættes:

»

§ 105 a.

Medmindre

andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende i følgende

rækkefølge forsikringstagerens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i

stk. 2, børn eller arvinger.

Stk. 2.

For at være

omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med forsikringstageren

på

fælles bopæl og

1)

vente, have eller

have haft et barn sammen forsikringstageren, eller

2)

have levet sammen med

forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de

sidste 2 år før dødsfaldet.

Stk. 3.

En fælles

bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i

anden bolig eller ved ophold i institution.

§ 105 b.

Har forsikringstageren ikke indsat en begunstiget, og skal forsikringssummen

udbetales ved forsikringstagerens død, tilfalder forsikringssummen

forsikringstagerens nærmeste pårørende, jf. § 105 a. Er der ikke nogen

nærmeste pårørende, tilfalder forsikringssummen forsikringstagerens dødsbo.

Stk. 2.

Forsikringssummen tilfalder forsikringstagerens dødsbo, hvis

forsikringstageren

har bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget.«

§ 2

I lov nr. 293 af 24. april 1996 om visse civilretlige

forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter foretages følgende

ændringer:

1.

§ 2

affattes således:

»

§ 2.

Kontohaveren

kan ved opsparingsordningens oprettelse eller senere indsætte en anden som

begunstiget. Ved kontohaverens død udbetales de opsparede midler umiddelbart

til den begunstigede.

Stk. 2.

Kontohaveren

kan tilbagekalde indsættelsen, medmindre kontohaveren over for den

begunstigede

har givet afkald på dette. Kontohaverens ret til at tilbagekalde indsættelsen

går ikke over på den pågældendes arvinger eller dødsbo.

Stk. 3.

Pengeinstituttet skal senest samtidig med underretningen af den begunstigede

om

kontohaverens dødsfald underrette den skifteret, der behandler kontohaveren

dødsbo, jf. lov om skifte af dødsboer § 2, om

begunstigelsesindsættelsen,

det opsparede beløb, samt om hvorvidt udbetaling er sket. Skifteretten skal

herefter underrette kontohaverens ægtefælle og livsarvinger og vejlede om

indholdet

af § 4.«

2.

I

§ 3

indsættes som stk. 2 og 3:

»

Stk. 2.

Kontohaveren

kan ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de

opsparede

midler skal være den begunstigedes særeje.

Stk. 3.

Kontohaveren

kan ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de opsparede midler skal

båndlægges.

Arvelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse. Hvis kontohaveren ikke i

forbindelse med beslutningen om båndlæggelse har bestemt, hvilken

forvaltningsafdeling der skal forvalte de båndlagte midler, bestemmer den

skifteret,

der behandler boet efter kontohaveren, jf. § 2 i lov om skifte af

dødsboer, hvem pengeinstituttet skal udbetale forsikringssummen til.«

3.

§ 4

affattes således:

»

§ 4.

Hvis indsættelse af en begunstiget må anses

for urimelig i forhold til kontohaverens ægtefælle eller en livsarving, kan

det

ved dom bestemmes, at de opsparede midler helt eller delvist skal tilfalde

ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede. Beløbet kan

ikke

overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som boslod og

tvangsarv,

jf. arvelovens § 5, § 10, og § 11, stk. 2, hvis de

opsparede midler i stedet var tilfaldet forsikringstagerens solvente bo.

Stk. 2.

Ved afgørelsen

efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på

1)

baggrunden for

indsættelsen af den begunstigede,

2)

ægtefællens,

livsarvingernes og den begunstigedes økonomiske behov og

3)

omstændighederne i

øvrigt.

Stk. 3.

Har

ægtefællen eller en livsarving inden udbetaling af de opsparede midler til

den

begunstigede gjort indsigelse over for pengeinstituttet mod udbetalingen, må

pengeinstituttet ikke udbetale de opsparede midler til den begunstigede, før

det ved forlig eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort,

hvem der har ret til de opsparede midler. Pengeinstituttet kan dog altid

udbetale indtil en tredjedel af de opsparede midler til den begunstigede, og,

hvis den pågældende sørger for kontohaverens begravelse, et passende beløb

til

afholdelse af udgifterne herved.

Stk. 4.

En sag

efter stk. 1 skal anlægges af ægtefællen eller livsarvingerne mod den

begunstigede

inden 1 år efter, at kontohaveren er afgået ved døden.«

4.

§ 5

affattes således:

»

§ 5.

Ved fortolkningen af bestemmelser om indsættelse

af en begunstiget anvendes stk. 2-4, hvis ikke andet fremgår af

omstændighederne, når de opsparede midler skal udbetales ved kontohaverens

død.

Stk. 2.

Er kontohaverens ægtefælle

indsat som begunstiget, anses den ægtefælle, som kontohaveren ved sin død

levede i ægteskab med, som begunstiget.

Stk. 3.

Har kontohaveren indsat sine

børn som begunstigede, anses hans livsarvinger, herunder hans adoptivbørn og

disses livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven tildeler

den pågældende.

Stk. 4.

Er kontohaverens arvinger indsat

som begunstigede, får arvingerne del i de opsparede midler efter det forhold,

som de pågældende i henhold til testamente eller loven er arveberettiget

efter

kontohaveren.«

5.

Efter § 5

indsættes:

»

§ 5 a.

Medmindre

andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende i følgende

rækkefølge kontohaverens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i

stk. 2,

børn eller arvinger.

Stk. 2.

For at være

omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med forsikringstageren

på

fælles bopæl og

1)

vente, have eller

have haft et barn sammen forsikringstageren, eller

2)

have levet sammen med

forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de

sidste 2 år før dødsfaldet.

Stk. 3.

En fælles

bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i

anden bolig eller ved ophold i institution.

§ 5 b.

Har

kontohaveren ikke indsat en begunstiget, og skal de opsparede midler

udbetales

ved kontohaverens død, tilfalder de opsparede midler kontohaverens nærmeste

pårørende, jf. § 5 a. Er der ikke nogen nærmeste pårørende, tilfalder de

opsparede midler kontohaverens dødsbo.

Stk. 2.

De

opsparede midler tilfalder kontohaverens dødsbo, hvis kontohaverens har

bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget.«

§ 3

I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer, som

senest ændret ved § 4 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende

ændringer:

1.

I

§ 7

indsættes efter stk. 4 som

nyt stykke:

»

Stk. 5.

Skifteretten kan bestemme, at der bortset fra indhentelse og afgivelse af

oplysninger efter stk. 2 og 4 ikke skal foretages yderligere

eftersøgning

af arvinger, hvis omkostningerne herved ikke vil stå i rimeligt forhold til

boets midler.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.

2.

I

§ 13, stk. 1

, indsættes som

2. pkt.:

»En tvangsarving, der skal have sin tvangsarv udbetalt kontant,

jf. arvelovens § 50, stk. 2, 1. pkt., anses som arving.«

3.

I

§ 22, stk. 1,

ændres »§§ 7 a og

7 b« til: »§ 11, stk. 1-3,«.

4.

I

§ 22

indsættes som stk. 4:

»

Stk. 4.

Ægtefællen

skal senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer

efter

reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge udleveringen af,

at

anmeldelsen til Statstidende sendes gennem skifteretten.«

5.

I

§ 24, stk. 1,

ændres »kapitel 3« til:

»kapitel 4«.

6.

I

§ 24

indsættes som stk. 4:

»

Stk. 4.

Ægtefællen

skal senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer

efter

reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge udleveringen af,

at

anmeldelsen til Statstidende sendes gennem skifteretten.«

7.

I

§ 36, nr. 6,

ændres »arvelovens § 16,

stk. 2,« til: »arvelovens § 25, stk. 2,«.

8.

I

§ 48

indsættes efter stk. 2 som nyt

stykke:

»

Stk. 3.

§ 7,

stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

9.

§ 81, stk. 2,

affattes således:

»

Stk. 2.

Proklama

skal udstedes, når et bo skiftes eller udleveres efter §§ 22 eller 24.«

10.

I

§ 101

indsættes som stk. 3:

»

Stk. 3.

Indsigelser

mod gyldigheden af en testamentarisk disposition efter arvelovens § 66

afgøres

af skifteretten ved kendelse.«

11.

Efter

kapitel 30 indsættes:

»Kapitel

30 a

Samlevers ret til overtagelse efter vurdering

»

§ 111 a.

En

længstlevende samlever har ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og

sædvanligt indbo mod at betale vurderingsbeløbet kontant til boet, hvis

parterne på dødstidspunktet

1)

levede sammen på

fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold og havde gjort det i de sidste 2

år

forud for dødsfaldet, eller

2)

levede sammen på

fælles bopæl og ventede, havde eller havde haft et fællesbarn.

Stk. 2.

En fælles

bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved

ophold

i institution.

Stk. 3.

For en

samlever, der ved testamente er indsat som arving, anses retten efter

stk. 1 som en ret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende

genstande til vurderingsbeløbet mod at betale et eventuelt overskydende beløb

kontant til boet.

Stk. 4.

Ønsker

samleveren og en arving at overtage det samme aktiv, har samleveren

fortrinsret. En særlivsarving efter den førstafdøde samlever har dog

fortrinsret til at overtage aktivet, hvis dette har særlig erindringsværdi

for

den pågældende.

Stk. 5.

Stk. 1-4

finder ikke anvendelse for aktiver, som arveladeren har rådet over ved

testamente.

Stk. 6.

Tvister

efter stk. 1-4 behandles som sager om retten til at arve, herunder

retten

til at overtage aktiver efter vurdering, jf. § 89, stk. 1, nr. 1.«

§ 4

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 936 af

8. september 2006, som ændret ved § 7 i lov nr. 539 af 8. juni 2006,

foretages

følgende ændringer:

1.

§ 36 i, stk. 2, 1.

og 2. pkt.,

affattes således:

»I boer, der har været udleveret til almindeligt privat skifte

eller til behandling ved bobestyrer og derefter udleveres til uskiftet bo,

afgøres afgiftspligten efter § 36 c på grundlag af den formueoversigt,

der

skal indleveres efter arvelovens § 22. Afgiften forfalder til betaling

ved

indlevering af formueoversigten.«

2.

§ 36 l

ophæves.

3.

I

§ 49, stk. 2,

indsættes som nr. 10:

»10)

Første kopi til den førstafdøde ægtefælles

livsarvinger af den formueoversigt, som ægtefællen skal indlevere ved

udlevering

af et bo til uskiftet bo.«

§ 5

I lov om en garantifond for indskydere og investorer,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1066 af 10. december 2003, foretages følgende

ændring:

1.

I

§ 9, stk. 2, nr. 10,

ændres »arvelovens

§§ 61 og 65,« til: »arvelovens §§ 54 og 61,«.

§ 6

I lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven),

jf. lovbekendtgørelse nr. 971 af 22. september 2006, foretages følgende

ændringer:

1.

I

§ 1, stk. 2, litra d

, indsættes efter

»i en ældrebolig,«: »eller en person, der på tidspunktet for dødsfaldet

levede

sammen på fælles bopæl med afdøde og venter, har eller har haft et barn

sammen

med afdøde, herunder også når den fælles bopæl er ophørt på grund af

institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig,«

2.

I

§ 3, stk. 1,

indsættes efter litra b

som nyt litra:

»c)

afgiftspligtige udbetalinger

fra en pensionsordning som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 25,

stk. 1,

nr. 6, eller § 29, stk. 1, til en frasepareret eller fraskilt

ægtefælle, der senest som led i skiftet af fællesboet ved separationen eller

skilsmissen er indsat som uigenkaldeligt begunstiget,«.

Litra c-f bliver herefter litra d-g.

3.

§ 8, stk. 3,

ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

4.

I

§ 10, stk. 6, 1. pkt.,

udgår »og 4«.

5.

§ 12, stk. 1, 4. pkt.,

ophæves, og i

§ 12, stk. 1, 5. pkt

., der bliver 4.

pkt., ændres »stk. 4,« til: »stk. 3,«.

6.

I

§ 36

indsættes som

stk. 6

:

»

Stk. 6.

Er der

givet henstand med udbetaling af arv efter arvelovens §§ 35-37, gives

der

ligeledes henstand med betaling af den boafgift, der hviler på arvekravet.

Boafgiften forfalder til betaling, når henstanden efter arvelovens

§§ 35-37 udløber, eller hvis arvekravet overdrages eller belånes.

Boafgiften

forrentes ikke i henstandsperioden.«

§ 7

I lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven),

jf. lovbekendtgørelse nr. 908 af 28. august 2006, foretages følgende ændring:

1.

I

§ 58, stk. 2, 1. pkt.,

og

§ 71, stk. 4

, ændres »arvelovens

§ 7 a eller § 7 b« til: »arvelovens § 11, stk. 1 og 2,

jf.

dog stk. 4«.

§ 8

I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.

(pensionsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1120 af 10. november

2006,

foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 2, nr. 4, litra d

, indsættes efter »i en

ældrebolig, eller«: »en person, der på tidspunktet for dødsfaldet levede

sammen

på fælles bopæl med afdøde eller tidligere har haft fælles bopæl med afdøde,

når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af institutionsanbringelse,

herunder i en ældrebolig, og venter, har eller har haft et barn sammen med

afdøde, eller«.

2.

I

§ 5, stk. 2,

ændres »§ 105,

stk. 5,« til: »§ 105 a,«.

3.

I

§ 11 A, stk. 1, nr. 6,

og

§ 12, stk. 1, nr. 4

, ændres »§ 5,

stk. 5,« til: »§ 5 a«.

§ 9

Loven træder i kraft den 1. januar 2008.

§ 10

Stk. 1.

Lov

om forsikringsaftaler § 102, stk. 3, som affattet ved denne lovs

§ 1,

nr. 1, lov om forsikringsaftaler § 104, som affattet ved denne lovs

§ 1,

nr. 3, lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i

pengeinstitutter § 2, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 2,

nr. 1, og lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i

pengeinstitutter § 4, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 3,

finder

ikke anvendelse på en begunstigelsesindsættelser, der er foretaget før lovens

ikrafttræden, hvis

1)

indsættelsen er uigenkaldelig,

eller

2)

den begunstigede er

forsikringstagerens eller kontohaverens tvangsarving.

Stk. 2.

Lov om

forsikringsaftaler § 105 a og § 105 b, som affattet ved denne lovs

§ 1,

nr. 5, og lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i

pengeinstitutter § 5 a og § 5 b, som affattet ved denne lovs

§ 2,

nr. 5, finder anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der foretages efter

lovens ikrafttræden.

Stk. 3.

Lovens

§§ 3-5, § 6, nr. 1 og 3-6 og §§ 7 og 8 finder anvendelse, når

dødsfaldet indtræder efter lovens ikrafttræden.

Stk. 4.

Lov om

afgift af dødsboer og gaver § 3, stk. 1, litra c, som indsat ved

denne lovs § 6, nr. 2, har virkning for udbetalinger, der finder sted

den

1. januar 2008 eller senere.

§ 11

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 1-3

og § 5 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med

de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger

til

lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1.

Indledning

8

1.1.

Lovforslagets baggrund mv.

8

1.2.

Oversigt over lovforslaget

8

2.

Forsikringsaftaleloven

8

2.1.

Gældende ret

8

2.2.

Udvalgets overvejelser

9

2.3.

Justitsministeriets overvejelser

13

3.

Pensionsopsparingsloven

14

4.

Dødsboskifteloven

14

4.1.

Eftersøgning af arvinger

14

4.2.

Proklama

15

4.3.

Legatar eller arving

15

4.4.

Indsigelser mod en testamentarisk bestemmelse om fordeling

af sædvanligt indbo

16

4.5.

Ugift samlevers adgang til at overtage hidtidig fælles

bolig og sædvanligt indbo

16

5.

Retsafgiftsloven

16

6.

Boafgiftsloven,

dødsboskatteloven og pensionsbeskatningsloven

17

7.

De økonomiske og

administrative konsekvenser for det offentlige

18

8.

De økonomiske og

administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

18

9.

De administrative

konsekvenser for borgere

18

10.

De miljømæssige

konsekvenser

18

11

Forholdet til

EU-retten

18

12.

Hørte myndigheder

og organisationer mv.

18

13.

Sammenfattende

skema

19

1.

Indledning

1.1. Lovforslagets baggrund mv.

Lovforslagets formål er en revision af reglerne om

indsættelse af begunstigede i forsikrings- og pensionsordninger samt at

gennemføre de ændringer i den øvrige lovgivning, der følger af det forslag

til

en ny arvelov, der er fremsat samtidig med dette lovforslag.

Lovforslaget bygger i vidt omfang på overvejelserne i

betænkning nr. 1473/2006 om revision af arvelovgivningen mv., som i marts

2006

blev afgivet af udvalget til revision af arveloven og lov om skifte af

fællesbo

mv. (Arvelovsudvalget). Af udvalgets kommissorium fremgår det således, at

udvalget ud over at komme med forslag til en fuldstændig revision af

arveloven

også kan foreslå ændringer i lovgivning, der knytter sig til arveloven.

1.2. Oversigt over lovforslaget

Lovforslaget indeholder forslag til ændringer i forsikringsaftalelovens

og pensionsopsparingslovens regler om indsættelse af begunstigede i

forsikrings- og pensionsopsparingsordninger. Ændringsforslagene indebærer

bl.a., at ugifte samlevende udtrykkeligt bliver omfattet af

standardbegunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende«. Der redegøres for disse

ændringsforslag

i pkt. 2 og 3.

Herudover indeholder lovforslaget forslag til ændringer i

dødsboskifteloven. Ændringsforslagene indebærer bl.a. et krav om udstedelse

af

proklama ved udlevering af bo til ægtefællen efter reglerne om ret til

suppleringsarv

og ved uskiftet bo. Det foreslås desuden, at der gives en længstlevende

samlever adgang til mod betaling at overtage den hidtidige fælles bolig og

sædvanligt indbo, der ejes af den afdøde samlever. Der redegøres for disse

ændringsforslag

i pkt. 4.

Der foreslås endvidere nogle mindre ændringer og

tilpasninger i retsafgiftsloven, boafgiftsloven, pensionsbeskatningsloven og

dødsboskatteloven. Disse ændringsforslag er der redegjort for i pkt. 5 og 6.

2. Forsikringsaftalelovens regler om indsættelse af

begunstigede i forsikringsordninger

2.1. Gældende ret

Forsikringsaftaleloven indeholder i §§ 97-124 en række

bestemmelser om livsforsikring, herunder om indsættelse og tilbagekaldelse af

begunstigede i kapital- og renteforsikringsordninger og om udbetaling af en

forsikringssum ved forsikringstagerens død.

Det følger af forsikringsaftalelovens § 102,

stk. 1, at forsikringstageren såvel ved tegning af en forsikring som

senere

kan indsætte en anden som begunstiget. I givet fald udbetales

forsikringssummen

umiddelbart til den begunstigede ved forsikringstagerens død.

Forsikringsselskabet

kan alene undlade at udbetale forsikringssummen i de tilfælde, hvor

forsikringstagerens ægtefælle eller tvangsarvinger i medfør af § 104,

stk. 3,

jf. stk. 2, gør indsigelse mod udbetalingen, fordi forsikringstageren

har

indsat en person som begunstiget, der ikke er tvangsarving, og en udbetaling

af

forsikringssummen vil kunne gøre indgreb i livsarvingernes og ægtefællens

tvangsarv samt ægtefællens ret til boslod.

En indsættelse af en begunstiget kan tilbagekaldes,

medmindre forsikringstageren har givet afkald herpå over for den

begunstigede. Forsikringstagerens

ret til at tilbagekalde begunstigelsen går ikke over på hans arvinger eller

dødsbo, jf. § 102, stk. 2.

Det fremgår af § 103, at indsættelse af en begunstiget

og tilbagekaldelse heraf kun er gyldig, hvis den skriftligt meddeles

selskabet

eller optages i eller påtegnes policen af selskabet. En skriftlig meddelelse

til forsikringsselskabet kan ske ved almindeligt brev eller ved, at der

indsendes en kopi af testamentet. Hvis indsættelsen sker ved

forsikringstagerens skriftlige meddelelse til selskabet, må det som

hovedregel

antages, at indsættelsen kun er gyldig, hvis meddelelse er afsendt inden

forsikringstagerens død, da formkravet ellers let vil kunne omgås. I

retspraksis

er dette krav dog blevet fraveget i selvmordstilfælde, jf. f.eks. Højesterets

dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1977, s. 118.

En indsættelse, der ikke opfylder formkravene, kan få

betydning som en testamentarisk disposition, men den får ikke den særlige

virkning, at forsikringssummen holdes uden for boet. Hvis forsikringstageren

har indsat den begunstigede i et testamente under iagttagelse af

testamentsformerne, vil den begunstigede således få stilling som

testamentsarving

i boet.

Forsikringsaftaleloven indeholder ikke regler om adgang til

at træffe bestemmelse om, at forsikringssummen skal tilfalde den begunstigede

som særeje. I praksis træffes der imidlertid bestemmelse herom enten ved

testamente eller – efter en analogi af § 28 a i lov om ægteskabets

retsvirkninger – i overensstemmelse med formkravene i

forsikringsaftalelovens

§ 103 om indsættelse af begunstigede.

Forsikringsaftaleloven indeholder heller ikke regler om

adgang til båndlæggelse af udbetalte forsikrings- og

pensionsopsparingssummer.

I praksis foretages der imidlertid båndlæggelse af forsikringssummer. Dette

sker typisk ved et testamente, som selskabet mv. underrettes om, eller ved

underretning til selskabet mv. efter forsikringsaftalelovens § 103.

Hvis der ikke er indsat en begunstiget i en

forsikringsordning, og forsikringssummen skal udbetales ved

forsikringstagerens

død, tilfalder forsikringssummen dødsboet, jf. § 104, stk. 1.

Har forsikringstageren imidlertid indsat en begunstiget,

der ikke er tvangsarving efter forsikringstageren, og efterlader

forsikringstageren sig ægtefælle, livsarvinger eller arveberettigede

adoptivbørn eller disses livsarvinger, skal forsikringssummen, for så vidt

angår disse personers boslod og tvangsarvelod, behandles som tilhørende

dødsboet og som tillagt den begunstigede ved testamente, jf. § 104,

stk. 2. Det antages normalt, at ægtefællens krav efter arvelovens

§ 7

b, stk. 2, om retten til suppleringsarv, ikke kan angribe en

livsforsikringsbegunstigelse.

§ 104, stk. 2, der ikke gælder, hvis

begunstigelsen er gjort uigenkaldelig, indebærer, at en forsikringstager ikke

ved at tegne en livsforsikring kan disponere over en større sum, end han

efter

lovgivningen kan råde over ved testamente. Er en af forsikringstagerens

tvangsarvinger indsat som begunstiget, vil denne derimod få hele

forsikringssummen udbetalt uden om boet, jf. § 102, stk. 1.

Det følger af § 104, stk. 2, at en

forsikringssum, der endnu ikke er udbetalt til en begunstiget, ikke må

udbetales

af forsikringsselskabet til den pågældende, hvis nogen af de personer, der er

nævnt i § 104, stk. 1, over for selskabet gør indsigelse mod

udbetalingen. Udbetaling kan således først ske, når det ved forlig eller dom

er

afgjort, hvem der har ret til forsikringssummen. Forsikringsselskabet har dog

altid ret til at udbetale indtil en tredjedel af forsikringssummen til den

begunstigede, eller – hvis den pågældende står for begravelsen af

forsikringstageren – et passende beløb til betaling af udgifterne

hertil.

Forsikringsaftaleloven indeholder i § 105 regler, der

skal anvendes ved fortolkning af bestemmelser om indsættelse af begunstigede,

når forsikringssummen skal udbetales ved forsikringstagerens død. Reglerne

skal

anvendes, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne. Det følger af

§ 105,

stk. 2, at det, hvis forsikringstagerens ægtefælle er indsat som

begunstiget, er den ægtefælle, som den pågældende ved sin død levede sammen

med, der anses som begunstiget. Det er meget tvivlsomt, om en samlever vil

kunne blive omfattet af fortolkningsreglen om ægtefæller i den gældende

forsikringsaftalelovs § 105, stk. 2. Har forsikringstageren indsat

sine børn som begunstigede, anses hans livsarvinger, derunder hans

adoptivbørn

og disses livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven

tildeler

den pågældende, jf. stk. 3. Er forsikringstagerens arvinger indsat som

begunstigede, tager enhver af dem del i forsikringssummen efter det forhold,

hvori den pågældende i henhold til testamente eller efter loven er

arveberettiget

efter forsikringstageren, jf. stk. 4. Hvis forsikringstageren har indsat

sine »nærmeste pårørende« som begunstigede, anses hans ægtefælle som indsat.

Hvis forsikringstageren ikke efterlader sig en ægtefælle, anses hans børn for

indsat, og hvis der ikke er børn, anses begunstigelsen for sket til fordel

for

hans arvinger efter det forhold, hvori de i henhold til loven eller et

testamente er arveberettigede efter ham, jf. stk. 5. Samlevere er ikke i

dag nævnt i opregningen af »nærmeste pårørende« i forsikringsaftalelovens

§ 105,

stk. 5. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at en samlever ikke

efter en konkret vurdering vil kunne blive omfattet af en sådan klausul, men

et

sådant fortolkningsresultat vil kræve stærke holdepunkter.

Det følger af forsikringsaftalelovens § 118, at

reglerne om kapitalforsikring, herunder reglerne om indsættelse af

begunstigede

i §§ 102-105, finder anvendelse også for renteforsikringsordninger.

Endvidere fremgår det af § 122, at §§ 102-106 finder tilsvarende

anvendelse på ulykkesforsikring og sygeforsikring.

2.2. Arvelovsudvalgets overvejelser

Arvelovsudvalget peger i betænkningen på, at reglerne om

arv og reglerne om indsættelse af begunstigede i forsikringsordninger følger

to

forskellige spor, selvom reglerne i vidt omfang tjener samme formål. For arv

gælder således reglerne i arveloven, og for begunstigelsesindsættelser i

forsikringsordninger gælder reglerne i forsikringsaftaleloven. Udvalget har

derfor overvejet, om reglerne i højere grad, end det er tilfældet i dag, bør

udformes ens.

Dette kunne f.eks. ske ved at ændre forsikringsaftaleloven

således, at forsikringsbeløb, der kommer til udbetaling som følge af et

dødsfald, skal fordeles i overensstemmelse med arvelovens fordelingsregler,

medmindre

der er foretaget en særlig begunstigelsesindsættelse.

En sådan gennemgribende ændring af reglerne om

begunstigelsesindsættelser må imidlertid efter udvalgets opfattelse

forudsætte,

at de gældende regler har rejst grundlæggende problemer i praksis, og det har

efter udvalgets opfattelse ikke været tilfældet.

Udvalget foreslår derfor, at den overordnede struktur i de

gældende regler bevares.

I lyset af bl.a. de ændrede familiemønstre siden

vedtagelsen af forsikringsaftaleloven i 1930 samt forsikringsselskabernes

nuværende praksis på området foreslår udvalget imidlertid en række ændringer

og

udbygninger i de gældende regler.

Udvalget foreslår for det første en regel om, at

forsikringsselskabet senest samtidig med underretning af den begunstigede om

dødsfaldet også skal underrette skifteretten herom, jf. pkt. 2.2.1. For det

andet foreslår udvalget en lovfæstelse af adgangen til at træffe bestemmelse

om, at en udbetalt forsikringssum skal være særeje eller skal båndlægges, jf.

pkt. 2.2.2. For det tredje foreslår udvalget, at reguleringsreglen i

forsikringsaftalelovens

§ 104 ændres, således at bestemmelsen i højere grad kommer til at

afhænge

af et skøn, jf. pkt. 2.2.3. Endelig foreslås der for det fjerde nogle mindre

ændringer i fortolkningsreglerne i forsikringsaftalelovens § 105, jf.

pkt.

2.2.4.

Der henvises til betænkningen s. 574-577.

2.2.1. Indførelse af en underretningsregel

Efter de gældende regler i lov om finansiel virksomhed

kapitel 9 kan et forsikringsselskab ikke i forsikringstagerens levende live

give oplysninger til arvinger eller andre om, hvem forsikringstageren har

indsat som begunstiget i en forsikringsordning, og forsikringstagerens

ægtefælle og livsarvinger skal efter de gældende regler heller ikke

underrettes

om udbetaling af forsikringssummen til en begunstiget ved forsikringstagerens

død.

Dette medfører, at ægtefællen og livsarvingerne efter de

gældende regler ofte ikke har mulighed for at bedømme deres retsstilling i

forhold til reguleringsreglen i forsikringsaftalelovens § 104.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der indføres en regel

i forsikringsaftaleloven om, at selskabet senest samtidig med underretningen

af

den begunstigede om forsikringsbegivenhedens indtræden skal underrette

skifteretten om, hvem der er indsat som begunstiget, forsikringssummens

størrelse og om udbetaling er sket. Det foreslås endvidere, at skifteretten

efter underretningen fra selskabet skal underrette forsikringstagerens

ægtefælle og livsarvinger om begunstigelsen samt vejlede dem om adgangen til

at

kræve regulering efter forsikringsaftalelovens § 104.

Hvis ægtefællen eller livsarvingerne fremsætter krav om

regulering, inden udbetaling er sket, skal selskabet som hidtil være

uberettiget til at udbetale forsikringssummen til den umiddelbart

begunstigede.

Der henvises til betænkningen s. 577-579.

2.2.2. Særejebestemmelser og bestemmelser om båndlæggelse af

udbetalte forsikringssummer

Som anført i pkt. 2.1. træffes der i praksis bestemmelser

om, at en forsikringssum skal være den begunstigedes særeje, uden at der er

en

udtrykkelig hjemmel hertil.

Udvalget foreslår, at denne praksis lovfæstes, således at

forsikringsaftaleloven kommer til at indeholde en regel, der fastslår, at en

bestemmelse

om særeje skal træffes enten ved testamente eller efter reglerne om

indsættelse

af begunstigede eller tilbagekaldelse af en begunstigelse i

forsikringsaftalelovens

§ 103, stk. 1.

Som anført i pkt. 2.1. træffes der endvidere i praksis

bestemmelser om, at en forsikringssum skal båndlægges, uden at der er en

udtrykkelig hjemmel hertil.

Udvalget foreslår, at denne praksis lovfæstes, således at

forsikringsaftaleloven kommer til at indeholde en regel, der fastslår, at en

bestemmelse om båndlæggelse af udbetalte forsikringssummer skal meddeles til

forsikringsselskabet i overensstemmelse med formkravene i

forsikringsaftalelovens

§ 103, stk. 1.

I modsætning til forslaget vedrørende særejebestemmelser

skal forsikringstageren derimod ikke ved testamente kunne bestemme, at

forsikringssummen skal båndlægges. Baggrunden herfor er, at en testamentarisk

bestemmelse ikke giver sikkerhed for, at selskabet har kendskab til

båndlæggelsen. Hvis en bestemmelse om båndlæggelse gyldigt kunne træffes i et

testamente,

ville der være risiko for, at forsikringsselskabet allerede havde nået at

udbetale beløbet til den begunstigede, inden testamentets indhold blev kendt

på

skiftet efter forsikringstageren. Udvalget finder, at det bør være

skifteretten, der bestemmer, hvem forsikringssummen skal udbetales til, når

forsikringssummen er båndlagt. Udbetaling vil typisk skulle ske til en

forvaltningsafdeling i overensstemmelse med testamentets bestemmelser.

En lovfæstelse af adgangen til båndlæggelse bør efter

udvalgets opfattelse ske ved, at arvelovens regler om båndlæggelse af friarv

gøres tilsvarende anvendelige på forsikringssummer.

Der henvises til betænkningen s. 581-583.

2.2.3. Regulering efter forsikringsaftalelovens § 104

Den gældende reguleringsregel i forsikringsaftalelovens § 104

bygger på en »mekanisk« sammenhæng med de familieretlige og arveretlige

regler

om boslod og tvangsarvelod. Hvis lovens betingelser for regulering er

opfyldt,

skal der derfor ikke foretages nogen vurdering af, om ægtefællen eller

livsarvingerne har et reelt behov for reguleringen.

Det er udvalgets opfattelse, at der er behov for at

nuancere den bedømmelse, der skal foretages ved en regulering efter

forsikringsaftalelovens § 104, således at der alene sker regulering i

tilfælde,

hvor der er et reelt økonomisk behov for det.

Udvalget foreslår på den baggrund, at reguleringsreglen

udformes således, at det ved dom kan bestemmes, at en forsikringssum helt

eller

delvist skal tilfalde ægtefællen eller livsarvingerne efter

forsikringstageren,

hvis en begunstigelsesindsættelse må anses for urimelig i forhold til

ægtefællen eller livsarvingerne.

I både Norge, Sverige og Finland har der været regler, der

svarer til den gældende regel i forsikringsaftalelovens § 104. Det

skyldes, at forsikringsaftalelovgivningen fra 1924 bygger på et fællesnordisk

kommissionsarbejde. I Finland findes der ikke længere en reguleringsregel. I

den svenske forsikringsaftalelovs 14. kapitel, 7 §, og den norske

forsikringsaftalelovs § 16-6 findes der i dag mere skønsprægede regler.

Bestemmelsen bør - som det er tilfældet med den gældende

forsikringsaftalelovs

§ 104, stk. 2 - kunne påberåbes af ægtefællen og livsarvingerne.

I lyset af at bestemmelsens anvendelse i højere grad skal

bygge på et skøn, finder udvalget, at der i loven bør angives nogle forhold,

som skal indgå ved vurderingen af, om der skal ske regulering.

For det første bør der lægges vægt på baggrunden for

indsættelsen af den begunstigede. Herudover må den begunstigedes samt

ægtefællens og livsarvingernes økonomiske behov indgå ved vurderingen af, om

der skal ske regulering. Da der er tale om en skønsregel, bør lovens

angivelse

af hensyn imidlertid ikke være udtømmende, og det bør derfor fremgå af

bestemmelsen, at der også kan lægges vægt på andre relevante omstændigheder.

Det er efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at

ægtefællen eller en livsarving i forbindelse med et krav om regulering skal

kunne få tillagt et beløb, der er større end det beløb, som ægtefællen eller

livsarvingen måtte have affundet sig med at gå glip af, hvis

forsikringstageren

i stedet havde oprettet et testamente til fordel for den begunstigede. Derfor

foreslår udvalget, at det beløb, som skal tilfalde ægtefællen eller

livsarvingerne

i stedet for den begunstigede, ikke skal kunne overstige, hvad der ville være

tilfaldet ægtefællen eller en livsarving som boslod og tvangsarv, hvis

forsikringssummen i stedet var gået ind i forsikringstagerens bo. Hvis en

livsarvings

tvangsarv er blevet begrænset til 1 mio. kr., jf. § 5, stk. 2, i

forslaget til ny arvelov, er det denne beløbsgrænse, der skal iagttages. Da

reglen om ægtefællens ret til suppleringsarv (500.000 kroners reglen) i

§ 11,

stk. 2, i forslaget til ny arvelov, er en tvangsarveretlig regel, bør

suppleringsarv også indgå ved vurderingen efter bestemmelsen.

De ændrede familiemønstre, hvor man ofte bliver gift flere

gange, og hvor der er særbørn, indebærer, at der i dag i højere grad, end det

var tilfældet tidligere, kan være foretaget indsættelser af tvangsarvinger

eller ægtefællen som begunstigede, hvor indsættelsen kan være urimelig i

forhold til ægtefællen og de øvrige livsarvinger.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der også skal være

adgang til regulering i tilfælde, hvor forsikringstageren har indsat en

begunstiget, der er den pågældendes tvangsarving, hvis forsikringstageren

efterlader sig ægtefælle eller livsarvinger. Reglen bør således også kunne

anvendes, hvis ægtefællen er indsat som begunstiget, og en sådan

begunstigelse

må anses for urimelig i forhold til livsarvingerne efter forsikringstageren,

eller hvis livsarvingerne efter forsikringstageren er indsat som begunstiget,

og denne indsættelse må anses for urimelig i forhold til ægtefællen.

For at indbetalinger på en ordning er

skattefradragsberettiget efter reglerne i pensionsbeskatningsloven, er det en

betingelse, at der ikke i forsikringsaftalen er indsat andre begunstigede end

forsikringstagerens nærmeste pårørende i forsikringsaftalelovens forstand,

eller forsikredes ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, forsikredes

livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en navngiven

person,

der har fælles bopæl med forsikrede ved indsættelsen, eller dennes

livsarvinger, jf. § 8, stk. 1, nr. 4 (rateforsikringer i

pensionsøjemed),

§ 10, stk. 1, nr. 4, (kapitalforsikringer i pensionsøjemed),

§ 11 A, stk. 1, nr. 6 (rateopsparing i pensionsøjemed), og

§ 12,

stk. 1, nr. 4 (opsparing i pensionsøjemed). De skattemæssige regler

fører

formentlig til, at der sjældent foretages indsættelser af begunstigede uden

for

denne kreds.

Efter gældende ret gælder beskyttelsen af den længstlevende

ægtefælle og tvangsarvingerne ikke, hvis en begunstigelsesindsættelse i en

livsforsikring mv. er gjort uigenkaldelig, jf. forsikringsaftalelovens

§ 104,

stk. 2, 2. pkt. Det er efter udvalgets opfattelse ikke en

tilfredsstillende

retstilstand, at forsikringstageren ved at indsætte en person som

uigenkaldeligt begunstiget generelt kan fratage ægtefællen og livsarvingerne

beskyttelsen

efter § 104, og udvalget foreslår derfor, at denne begrænsning i reglens

anvendelsesområde ikke videreføres.

Hvis ægtefællen eller livsarvingerne inden

udbetalingen af forsikringssummen har

gjort indsigelse, bør selskabet som hidtil ikke udbetale forsikringssummen

til

den begunstigede, før det ved forlig eller dom mellem den begunstigede og de

efterladte er afgjort, hvem der har ret til forsikringssummen.

Udvalget foreslår, at forsikringsselskabet uanset en

indsigelse mod begunstigelsesindsættelsen skal være berettiget til at

udbetale

¼ af forsikringssummen til den begunstigede. Dette svarer til det beløb, der

er

tilbage, når der er foretaget fuldt fradrag for ægtefællens boslod og

tvangsarv. Udvalget finder en sådan ændring rimelig, således at det sikres,

at

der i intet tilfælde kan blive udbetalt for meget af forsikringsselskabet.

Endelig foreslås det, at der herudover

altidskal være adgang til at udbetale et passende beløb til dækning

afomkostningerne ved forsikringstagerens begravelse.

Udvalget anfører, at ægtefællen eller livsarvingerne ret

hurtigt efter forsikringstagerens død bør tage stilling til, om der skal

fremsættes krav om regulering. Det bør således ikke være muligt for

ægtefællen

og livsarvingerne at fremkomme med en indsigelse efter lang tids forløb på et

tidspunkt, hvor den begunstigede har indrettet sig på, at forsikringssummen

tilfalder den pågældende. Jo længere tid der går fra forsikringstagerens

dødsfald, desto sværere bliver det endvidere at foretage den

rimelighedsvurdering,

som anvendelsen af bestemmelsen bygger på.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der skal anlægges sag

mod den begunstigede inden 1 år efter forsikringstagerens død. Med en frist

af

denne længde gives der efter udvalgets opfattelse fornøden tid til at søge om

fri proces og få beskikket værge for umyndige arvinger mv.

Et krav om regulering bør efter udvalgets opfattelse først

kunne fremsættes, når forsikringstageren er afgået ved døden. Baggrunden

herfor

er, at skønnet over, om der er behov for regulering, i mange tilfælde

formentlig

først kan foretages på dette tidspunkt. Hertil kommer, at en genkaldeligt

begunstiget reelt ikke har nogen rettigheder over forsikringen, så længe

forsikringstageren

er i live, og at det på denne baggrund kunne forekomme noget mærkværdigt, at

den pågældende skulle kunne sagsøges af ægtefællen og/eller livsarvingerne.

Udvalget har overvejet, om reguleringsreglen i § 104

også fremover bør kunne anvendes på renteforsikringer, jf.

forsikringsaftalelovens § 118, der generelt bestemmer, at reglerne om

kapitalforsikring også finder anvendelse på renteforsikringer.

Livsbetingede renteforsikringer oprettes ofte af

forsørgelsesmæssige hensyn, f.eks. i form af en overlevelsesrente til

ægtefællen eller en samlever eller i form af en børnepension til en

livsarving.

Udvalgets forslag til ændring af forsikringsaftalelovens § 104

indebærer,

at der kan ske regulering i tilfælde, hvor en begunstigelsesindsættelse må

anses for urimelig i forhold til ægtefællen eller en livsarving, og

forsikringstageren

derved har »omgået« arvelovens regler om boslod og tvangsarv. En indsættelse

af

en begunstiget (medforsikret) i en renteforsikringsordning vil efter

udvalgets

opfattelse i praksis næppe kunne være urimelig og danne grundlag for

regulering. Baggrunden herfor er, at der ikke er en reel omgåelsesrisiko,

fordi

udbetaling fra en sådan forsikring forudsætter, at den begunstigede

(medforsikrede) lever på tidspunktet for forsikringsbegivenhedens indtræden

(forsikringstagerens død), og der sker ikke en udbetaling fra

forsikringsselskabet, hvis dette ikke er tilfældet. Renteforsikringsordninger

indgår desuden ofte som led i en kollektiv pensionsordning, hvor ydelserne

udelukkende fastsættes ud fra den enkeltes alder på tegningstidspunktet og

indbetalingens størrelse. Ordningen etableres endvidere for en bestemt gruppe

med et forudsat fastsat dækningsomfang. Det vil typisk indebære, at der er en

fast ægtefællepension, uanset om forsikringstageren er gift, og at der er en

børnepension, uanset om forsikringstageren har børn. I en sådan situation vil

det efter udvalgets opfattelse ikke være muligt at nå frem til, at

indsættelsen

af den begunstigede (medforsikrede) kan anses for urimelig.

Udvalget foreslår på denne baggrund, at reguleringsreglen i

forsikringsaftalelovens § 104 ikke skal finde anvendelse på

renteforsikringer, uanset om ordningen er individuel, f.eks. en privattegnet

overlevelsesrente til fordel for en ægtefælle, eller kollektiv, f.eks. en

ægtefællepension omfattet af tjenestemandspensionsreglerne. Det er en

konsekvens heraf, at den foreslåede underretningsregel heller ikke skal finde

anvendelse på renteforsikringer. De øvrige ændringer i forsikringsaftaleloven

bør derimod efter udvalgets opfattelse finde anvendelse også på

renteforsikringer.

Der er efter udvalgets opfattelse ikke behov for at

fastsætte særlige regler om ulykkesforsikringer og sygeforsikringer, jf. den

gældende

forsikringsaftalelovs § 122. Dette indebærer, at den foreslåede

reguleringsregel også vil finde anvendelse på ulykkesforsikringer og

sygeforsikringer.

Der henvises til betænkningen s. 583-594.

2.2.4. Fortolkningsregler

Antallet af ugifte samlevende par udgør i dag ca. 290.000.

På denne baggrund og i lyset af udvalgets forslag til regulering af ugifte

samlevendes arveretlige stilling i betænkningens kapitel 9 finder udvalget,

at

fortolkningsreglerne i forsikringsaftaleloven også bør regulere denne i

praksis

vigtige persongruppe.

Efter udvalgets opfattelse er der dog ikke behov for en

fortolkningsregel for de tilfælde, hvor en samlever er indsat uden navns

nævnelse, da dette praktisk talt ikke forekommer i praksis. I lyset af

samfundsudviklingen og de foreslåede regler om arveret for samlevende i

betænkningens kapitel 9, finder udvalget imidlertid, at ugifte samlevende bør

indgå

i opregningen af, hvem der anses for forsikringstagerens »nærmeste

pårørende«.

Hertil kommer, at »nærmeste pårørende« i praksis er langt den mest anvendte

begunstigelsesklausul. Da der ikke i lovgivningen er en fast definition af

ugifte

samlevende, og da det efter udvalgets opfattelse er vigtigt ikke at indføre

for

mange forskelligartede definitioner, foreslår udvalget, at afgrænsningen skal

foretages på samme måde som i den foreslåede regel om legal arveret for

ugifte

samlevende i § 40 i udvalgets udkast til ny arvelov. Efter udvalgets

udkast til § 40 er det en betingelse for legal arveret, at den

længstlevende ved arveladers død levede og havde levet sammen på fælles bopæl

med arvelader de sidste 2 år før dødsfaldet,

og

sammen med arvelader

ventede, havde eller havde haft et barn. Endvidere bør en samlever, der har

oprettet et udvidet samlevertestamente sammen med forsikringstageren efter

§ 92

i udvalgets udkast til arvelov være omfattet af udtrykket samlever i

begunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende«. Med et sådant testamente kan et

ugift samlevende par bestemme, at de skal arve hinanden og arves, som var de

ægtefæller. Efter lovudkastets § 92 kan et udvidet samlevertestamente

oprettes af ugifte samlevende, der opfylder betingelserne for at kunne indgå

ægteskab

eller registreret partnerskab med hinanden, og som lever sammen på fælles

bopæl.

Det er endvidere en betingelse, at de har, har haft eller venter et barn

sammen, eller har levet sammen på fælles bopæl mindst de sidste 2 år før

underskrivelsen af testamentet. Det er endelig en forudsætning, at en eller

begge parter ikke i forvejen har oprettet gyldigt samlevertestamente efter

bestemmelsen med en anden.

Den foreslåede afgrænsning vil sikre, at en betydelig

gruppe af de eksisterende samlivsforhold vil kunne blive omfattet af begrebet

»samlever«

i begunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende«.

Den gældende forsikringsaftalelovs udgangspunkt er, at

forsikringssummen tilfalder dødsboet, hvis der ikke er indsat en begunstiget.

Det praktiske udgangspunkt i dag er imidlertid, at forsikringssummen

tilfalder »nærmeste

pårørende«, fordi denne klausul anvendes standardmæssigt i de fleste

forsikringsaftaler.

Udvalget foreslår, at reglerne kommer til at afspejle dette

praktiske udgangspunkt, således at forsikringssummen tilfalder »nærmeste

pårørende«, hvis der ikke er indsat en begunstiget. Kun hvis der ikke er

nogen

nærmeste pårørende, eller hvis forsikringstageren har bestemt, at der ikke

skal

være nogen begunstiget, tilfalder forsikringssummen forsikringstagerens

dødsbo.

Herudover foreslår udvalget, at det præciseres, at et

afkald fra f.eks. forsikringstagerens børn på en forsikringssum indebærer, at

forsikringssummen i stedet skal tilfalde den eller de næste i rækkefølgen af

»nærmeste

pårørende«.

Udvalget anfører, at det bør overvejes at ændre

pensionsbeskatningsloven, således at den gruppe af ugifte samlevende, der

omfattes af standardbegunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende«, også bliver

omfattet af pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra d), og dermed af

beskatningsreglerne

i lovens kapitel 2. Samleverbegrebet bør efter udvalgets opfattelse også

overvejes

nærmere i relation til pensionsbeskatningslovens § 5 om garanterede

ydelser, § 11 A om rateopsparing i pensionsøjemed og § 12 om

opsparing i pensionsøjemed.

Der henvises til betænkningen s. 594-601.

2.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets anbefaling om, at

der indføres en regel om, at forsikringsselskaberne skal underrette

skifteretten om, hvem der er indsat som begunstiget i en forsikringsordning,

og

at skifteretten efterfølgende skal underrette ægtefællen og livsarvingerne

herom samt vejlede om adgangen til at kræve regulering efter

forsikringsaftalelovens § 104. Det er Justitsministeriets opfattelse, at

der alene bør stilles krav om underretning i tilfælde, hvor det er en dansk

skifteret, der behandler dødsboet, jf. § 2 i lov om skifte af dødsboer,

dvs. i tilfælde, hvor afdøde havde hjemting i en dansk retskreds, eller hvor

boet efter en forsikringstager bosat i udlandet er blevet henvist til

behandling ved en dansk skifteret.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde den foreslåede

lovfæstelse af adgangen til at træffe bestemmelser om særeje og om

båndlæggelse

af forsikringssummer.

Justitsministeriet kan endvidere tiltræde, at reguleringsreglen

i forsikringsaftalelovens § 104 bør nuanceres, således at der alene kan

ske regulering i tilfælde, hvor der er et reelt økonomisk behov for det. Som

det er tilfældet med den gældende regel, bør den begunstigede ikke ved en

regulering

kunne tilpligtes at aflevere et større beløb til ægtefællen og/eller

livsarvingerne, end hvad der ville være tilfaldet disse som boslod og

tvangsarv, hvis forsikringssummen i stedet var tilfaldet forsikringstagerens

solvente bo. Efter udvalgets forslag kan forsikringsselskabet eller

pengeinstituttet altid udbetale indtil ¼ af forsikringssummen eller

opsparingen

til den begunstigede. I lyset af den foreslåede nedsættelse af ægtefællens

tvangsarv til ¼ af den legale arvelod foreslår Justitsministeriet, at det

beløb, som forsikringsselskabet altid kan udbetale til den begunstigede må

udgøre indtil 1/3 af forsikringssummen.

Udvalget foreslår, at renteforsikringer ikke skal være

omfattet af reguleringsadgangen. Justitsministeriet finder, at en

begunstigelse

i en renteforsikring som den absolutte hovedregel ikke vil kunne være

urimelig

og dermed danne grundlag for regulering. Det vil imidlertid efter

Justitsministeriets opfattelse være betænkeligt helt at udelukke adgangen til

regulering i denne situation. Det kan således ikke udelukkes, at en

renteforsikring

er blevet tegnet for en betydelig sum i forsikringstagerens levende live

alene

med det formål at unddrage ægtefællen og livsarvingerne midlerne. På denne

baggrund er lovforslaget udformet således, at reglerne om underretning og

adgangen til regulering også gælder for renteforsikringer.

I lyset af at der i dag findes ca. 290.000 ugifte par, er

Justitsministeriet enig med udvalget i, at forsikringsaftaleloven også bør

indeholde regler om fortolkningen af begunstigelsesindsættelser for de

tilfælde, hvor en samlever er indsat. Da samlevere i praksis ikke indsættes

uden navns nævnelse, er der som anført af udvalget ikke behov for en særlig

fortolkningsregel for denne type indsættelser. Samlevere bør derimod i højere

grad, end det er tilfældet efter de gældende regler, kunne anses for omfattet

af gruppen af »nærmeste pårørende«. Justitsministeriet er derfor enig med

udvalget i, at samlevere udtrykkeligt bør nævnes i denne

standardbegunstigelsesklausul.

Af de grunde, der er anført af udvalget, kan Justitsministeriet tiltræde, at

samlevere indplaceres i standardbegunstigelsen før forsikringstagerens børn

og

andre livsarvinger, dvs. på samme måde som ægtefællen er indplaceret. For så

vidt angår afgræsningen af, hvilke typer af samliv der kan føre til, at en

længstlevende samlever bliver omfattet af udtrykket »nærmeste pårørende«,

foreslår Justitsministeriet, at der anvendes den samme afgrænsning, som

gælder

for opnåelse af arveret efter de foreslåede regler om udvidet

samlevertestamente i §§ 87-89 i det forslag til ny arvelov, der er

fremsat

samtidig med dette lovforslag. Dette indebærer, at en samlever som

udgangspunkt

indgår i kredsen af personen i standardbegunstigelsen »nærmeste pårørende«,

hvis den pågældende på tidspunktet for forsikringstagerens død bor sammen med

den pågældende på fælles bopæl og enten har et barn sammen med

forsikringstageren eller har boet sammen med forsikringstageren i et

ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i mindst de sidste 2 år.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1-5, og

bemærkningerne til disse bestemmelser.

For så vidt angår udvalgets overvejelser om ændring af

pensionsbeskatningsloven,

således at den gruppe af ugifte samlevende, der omfattes af

standardbegunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende«, også bliver omfattet af

beskatningsreglerne i pensionsbeskatningslovens kapitel 2, henvises til

§ 8, nr. 1-3, og bemærkningerne til disse bestemmelser.

3. Pensionsopsparingsloven

Pensionsopsparingsloven (lov nr. 293 af 24. 1996 om visse

civilretlige forhold mv. ved opsparing i pengeinstitutter) indeholder i

§§ 2-5 regler om indsættelse af begunstigede i pensionsopsparinger i

pengeinstitutter, der svarer til reglerne i forsikringsaftalelovens

§§ 102-105.

Arvelovsudvalget foreslår, at pensionsopsparingslovens

§§ 2-5 ændres på tilsvarende måde som forsikringsaftalelovens

§§ 102-105

(lovforslagets § 1, nr. 1-5), således at reglerne også fremover har det

samme indhold. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1-5, og

bemærkningerne til disse bestemmelser.

4. Dødsboskifteloven

4.1. Eftersøgning af arvinger

4.1.1. Gældende ret

De gældende regler om skifterettens, skifteværgens og

bobestyrerens pligt til at søge arvingsforholdene afdækket, herunder

eftersøge

arvinger, findes i dødsboskiftelovens § 7, stk. 2 og 4, § 15

og

§ 48.

Efter dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, indhenter

skifteretten de nødvendige oplysninger om arvinger fra det centrale

personregister og om afdødes testamentariske dispositioner fra

centralregisteret for testamenter eller på anden måde, medmindre det på

forhånd er klart, at oplysninger om arvinger og legatarer er uden betydning

for

boets behandling, f.eks. fordi boet er uden nævneværdige midler og skal

udlægges uden skiftebehandling. Efter § 7, stk. 4, skal afdødes

pårørende på skifterettens foranledning give de oplysninger om

arveforholdene,

som de er bekendt med.

Efter § 15, stk. 1, beskikker skifteretten bl.a.

en skifteværge i tilfælde, hvor det ikke vides, om arvingen er i live (nr.

1),

eller hvor arvingens opholdssted er ukendt (nr. 2). Det følger af § 16,

stk. 1, at skifteværgen - i det omfang arvingen eller dennes værge selv

er

forhindret i det - varetager arvingens interesser under boets behandling.

Skifteværgen skal i privatskiftede boer i de i § 15, stk. 1, nr. 1

og

2, nævnte situationer lade arvingen eftersøge, således at det så vidt muligt

inden boets afslutning kan fastslås, om arvingen er i live, eller hvor

arvingen

opholder sig. Skifteretten kan yde bistand i forbindelse med eftersøgningen.

Er

der truffet afgørelse om undladelse af yderligere eftersøgning af arvingen,

kan

boet udleveres til privat skifte, hvis arvingerne og skifteværgen anmoder om

det, jf. § 25, stk. 1, nr. 1.

Det følger af dødsboskiftelovens § 36, at skifteretten

bl.a. udleverer et bo til behandling ved bobestyrer, hvis der ikke findes

arvinger i boet, eller det er usikkert, hvem der er arvinger (nr. 5), eller

der

ikke inden rimelig tid har kunnet træffes bestemmelse om, at boet skal

behandles på anden måde. Vides det ikke, om en arving eller legatar er i

live,

eller er vedkommendes opholdssted ukendt, eller er det uklart, hvem der

er

arvinger, skal bobestyreren efter § 48, stk. 1, søge de nødvendige

oplysninger derom tilvejebragt. Eftersøgning af arvinger og legatarer kan

efter

stk. 2 undlades, hvis det må antages, at der ikke bliver arv eller legat

at udlodde. Eftersøgning kan således undlades, hvis boet må antages at

være insolvent. Efter stk. 3 har bobestyreren i samme omfang som

skifteretten adgang til at få oplysninger og bistand fra offentlige

myndigheder.

4.1.2. Lovforslagets udformning

Arvelovsudvalget anfører, at bl.a. den ændrede etniske

sammensætning af befolkningen øger behovet for en regel, der kan begrænse

antallet af tids- og ressourcekrævende eftersøgninger af arvinger i andre

lande, også selvom det forventes, at der fremover vil være færre boer med

mange

arvinger, fordi der typisk vil være færre børn i den enkelte familie. På den

anden side vil der formentlig blive flere boer med komplicerede arveforhold,

fordi arveladeren havde både hel- og halvsøskende og/eller halvsøskende på

både

fædrene og mødrene side.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der indsættes en

regel i dødsboskifteloven, hvorefter skifteretten kan bestemme, at manglende

arvinger ikke skal efterspores, hvis omkostningerne herved ikke vil stå i

rimeligt forhold til boets midler. Skifteretten skal dog altid foretage en

sædvanlig undersøgelse efter dødsboskiftelovens § 7, stk. 2 og 4.

Hvis et bo er blevet udleveret til bobestyrerbehandling,

bør bobestyreren efter udvalgets opfattelse have mulighed for at indstille

til

skifteretten, at der ikke skal foretages yderligere undersøgelser efter en

arving, hvis man ikke ved, om den pågældende er i live, eller hvis arvingens

opholdssted er ukendt. Også i denne situation bør det være et krav, at

yderligere eftersøgning ikke vil stå i rimeligt forhold til boets midler.

Der henvises til betænkningen s. 47-49 og s. 67.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 1 (forslaget

til dødsboskiftelovens § 7, stk. 5) og § 3, nr. 8 (forslaget

til

dødsboskiftelovens § 48, stk. 3) og bemærkningerne til disse

bestemmelser.

4.2. Proklama

4.2.1. Gældende ret

I alle boer, der skiftes privat eller ved bobestyrer, har

der siden indførelsen af dødsboskifteloven i 1996 skullet udstedes proklama,

jf. dødsboskiftelovens 81, stk. 2.

Når et bo udleveres til uskiftet bo, jf. kapitel 4 i

forslaget til ny arvelov, eller når ægtefællen udtager boet efter reglen om

ret

til suppleringsarv, jf. § 11, stk. 2, i forslaget til ny arvelov,

kan

der udstedes proklama, men det er ikke obligatorisk. I praksis udstedes der i

disse tilfælde kun proklama i begrænset omfang.

4.2.2. Lovforslagets udformning

Arvelovsudvalget foreslår i betænkningen s. 125-126, at

proklama skal være obligatorisk ved enhver udlevering til uskiftet bo og ved

udlæg

til den længstlevende ægtefælle efter dødsboskiftelovens § 22, jf.

§ 11, stk. 2, i forslaget til ny arvelov (retten til

suppleringsarv).

Som begrundelse for forslaget henviser udvalget bl.a. til, at et proklama vil

give den længstlevende ægtefælle overblik over sin økonomiske situation i de

formentlig ikke ganske få tilfælde, hvor ægtefællerne i vidt omfang har haft

en

opsplittet økonomi under ægteskabet. Udvalget har endvidere lagt vægt på, at

udstedelse af proklama hverken er bekosteligt eller ressourcekrævende.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 4 (forslaget

til dødsboskiftelovens § 22, stk. 4,), § 3, nr. 6 (forslaget

til

dødsboskiftelovens § 24, stk. 4,), samt § 3, nr. 9 (ændring af

dødsboskiftelovens § 81, stk. 2) samt bemærkningerne til disse

bestemmelser.

4.3. Legatar eller arving

4.3.1. Gældende ret

Som legatar anses efter dødsboskiftelovens § 13,

stk. 1, den, der skal arve en bestemt angivet pengesum eller bestemt

angivne formuegenstande. Efter stk. 2 kan arveladeren ved testamente

bestemme, om den, der alene skal modtage friarv, skal have stilling som

arving eller legatar. Hvor særlige grunde taler for det, kan

skifteretten

efter stk. 3 bestemme, at en legatar skal have stilling som arving.

Skifteretten kan endvidere bestemme, at en arving skal have stilling som

legatar, hvis den pågældende samtykker deri eller alene skal arve en

ubetydelig

del af boet. Den pågældende mister ikke derved sin ret til at forlange

overtagelse efter vurdering.

En legatar har ikke den samme indflydelse på bobehandlingen

som en arving. Således har en legatar normalt ikke indflydelse på, efter

hvilken skifteform boet skal behandles, og har ikke stemmeret på bomøder

eller

i øvrigt bestemmelsesret i de af boets forhold, der ikke vedrører legatet.

4.3.2. Lovforslagets udformning

Efter § 50, stk. 2, i forslaget til ny arvelov

kan arveladeren ved testamente bestemme, at en tvangsarving skal have sin arv

udbetalt kontant.

Arvelovsudvalget anfører i betænkningen s. 366, at

forslaget til § 50, stk. 2, kan give anledning til tvivl om,

hvorvidt

den pågældende herefter må anses for arving eller legatar i boet.

Udvalget foreslår på den baggrund, at dødsboskiftelovens

§ 13, stk. 1, præciseres, således at det klart kommer til at

fremgå,

at en tvangsarving, der ifølge testamente skal have sin tvangsarv udbetalt

kontant, bevarer sin status som arving i boet. Herved bevarer tvangsarvingen

sin medbestemmelsesret i boets forhold.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 2 (forslaget

til ændring af dødsboskiftelovens § 13, stk. 1), og bemærkningerne

til denne bestemmelse.

4.4. Indsigelse

mod en testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo og

personlige effekter mv.

4.4.1. Gældende ret.

Efter dødsboskiftelovens § 89, stk. 1, nr. 1, jf.

§ 101, stk. 1, skal bl.a. tvister om retten til at arve behandles

af

skifteretten, der træffer afgørelse ved dom. Bestemmelsen indebærer, at

indsigelser mod gyldigheden af testamentariske dispositioner er domssager.

4.4.2. Lovforslagets udformning

Efter § 66 i forslaget til ny arvelov kan en

testamentarisk bestemmelse om fordeling af sædvanligt indbo og personlige

effekter oprettes skriftligt af testator ved en dateret og underskrevet

erklæring. De almindelige regler om oprettelse af testamente skal således

ikke

være opfyldt.

En testamentarisk disposition efter forslaget til § 66

omhandler alene aktiver af begrænset formueværdi.

Udvalget foreslår derfor i betænkningen s. 249, at

indsigelser mod en sådan testamentarisk disposition skal afgøres af

skifteretten ved kendelse frem for under en domssags mere omfattende former.

En

sådan ændring af loven vil efter udvalgets opfattelse forhindre, at tvister

om

indbofordelinger kommer til at trække behandlingen af boerne i langdrag.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 10, (forslaget

til dødsboskiftelovens § 101, stk. 3). og bemærkningerne til denne

bestemmelse.

4.5. Ugift samlevers adgang til overtagelse af hidtidig

fælles bolig og sædvanligt indbo

Arvelovsudvalget anfører i betænkningen s.

375f, at en længstlevende samlever,

uanset om den pågældende i øvrigt skal arve førstafdøde, kan have behov for

at

overtage aktiver, der tilhører den førstafdøde samlever.

Udvalget foreslår derfor en regel om, at den længstlevende

samlever har ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og sædvanligt

indbo

mod at betale et overskydende beløb kontant til boet.

En sådan ret bør samleveren efter udvalgets opfattelse kun

have, hvis parterne på dødstidspunktet levede sammen på fælles bopæl og havde

gjort det i de sidste 2 år forud for dødsfaldet, eller hvis parterne levede

sammen og ventede, havde eller havde haft et fællesbarn. Efter udvalgets

udkast

er det ikke et krav, at samlivforholdet skal have været ægteskabslignende.

Justitsministeriet kan tiltræde den foreslåede styrkelse af

samleverens retsstilling. Af hensyn til sammenhængen med bl.a. de foreslåede

regler i arveloven om oprettelse af udvidet samlevertestamente finder

Justitsministeriet,

at den foreslåede overtagelsesadgang kun bør gælde i forhold til

samlivsforhold, der har haft en ægteskabslignende karakter.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 11 (forslaget

til dødsboskiftelovens kapitel

30 a

),

og bemærkningerne hertil.

5. Retsafgiftsloven

Efter retsafgiftslovens § 48, stk. 1, skal der

betales en afgift på 175 kr. for attester, afskrifter, udskrifter, fotokopier

eller lignende, der udfærdiges af retten.

Det følger af § 22 i forslaget til ny arvelov, at en

længstlevende, der har fået boet udleveret til uskiftet bo, inden 6 måneder

fra

dødsfaldet skal indlevere en oversigt over sin egen og den førstafdøde

ægtefælles formue til skifteretten. Efter § 22, stk. 3, skal

skifteretten efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten til

arvingerne.

Arvelovsudvalget anbefaler i betænkningen s. 449, at der

ikke skal betales afgift efter retsafgiftslovens § 48, stk. 1, af

den

første genpart af formueoversigten, der udleveres til livsarvingerne.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslaget § 4, nr. 3 (forslaget

til retsafgiftslovens § 49, stk. 2, nr. 10), og bemærkningerne til

denne bestemmelse.

6. Boafgiftsloven, dødsboskatteloven og

pensionsbeskatningsloven

Som følge af forslaget til ny arvelov foreslås boafgiftsloven,

dødsboskatteloven og pensionsbeskatningsloven ændret på en række punkter.

Efter boafgiftslovens § 1, stk. 1, skal der

betales en boafgift på 15 % til staten af de værdier, som en afdød person

efterlader sig. Afgiftspligten gælder også for en samlever, der i medfør af

testamente skal arve afdøde.

Det følger af boafgiftslovens § 1, stk. 2, litra

d, at en samlever herudover skal betale en tillægsboafgift på 25 pct. af

værdierne, medmindre samleveren har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste

2

år før dødsfaldet, eller de pågældende tidligere har haft fælles bopæl i en

sammenhængende periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene

på

grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig.

Den gældende udformning af boafgiftsloven indebærer, at

ugifte samlevende, der arver i henhold til et udvidet samlevertestamente vil

være fritaget for betaling af boafgift i alle tilfælde, hvor samlivet har

bestået mindst de sidste 2 år før dødsfaldet. Derimod vil der skulle betales

tillægsboafgift i de tilfælde, hvor arvelader efterlader sig en ugift

samlever

og fællesbarn, men hvor samlivet på dødstidspunktet ikke har bestået i 2 år.

Det er efter regeringens opfattelse uhensigtsmæssigt, at

afgrænsningen i boafgiftslovens § 1, stk. 1, jf. stk. 2, litra

d, ikke omfatter alle de samlivsforhold, der er omfattet af forslaget til

reglerne om oprettelse af udvidet samlevertestamente i §§ 87-89 i

forslaget til ny arvelov. Det foreslås derfor, at arven også i den situation,

hvor arvelader efterlader sig en ugift samlever og fællesbarn, men hvor

samlivet på dødstidspunktet ikke har bestået i 2 år, fritages for

tillægsboafgift. Der skønnes at være tale om meget få tilfælde pr. år.

Det foreslås endvidere, at der gives henstand med betaling

af boafgift i den situation, hvor der efter arveloven er givet henstand med

udbetaling af arven.

I boafgiftsloven foreslås endvidere en ændring som

opfølgning på Ægtefællepensionsudvalgtes betænkning nr. 1466/2005 om

ægtefællers pensionsrettigheder. Det foreslås at sidestille den fraseparerede

eller fraskilte ægtefælle, der senest som led i en bodeling ved separation

eller skilsmisse indsættes som uigenkaldeligt begunstiget i den tidligere

ægtefælles pensionsordning med den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle,

der

har fået udlagt pensionsordningen i forbindelse med bodelingen. Ændringen

betyder, at der ikke skal betales boafgift af udbetalte beløb ved den

tidligere

ægtefælles død.

I dødsboskatteloven foreslås ændring af to bestemmelser,

der fastlægger skattereglerne for tilfælde, hvor hele boet tilfalder den

længstlevende ægtefælle i medfør af arvelovens regler om ægtefællens

udtagelsesret. Det foreslås, at ændringerne i reglerne om udtagelsesretten

ikke

skal medføre ændringer i den skattemæssige behandling af disse boer.

Endvidere indeholder lovforslaget forslag til nogle enkelte

ændringer i pensionsbeskatningsloven.

Efter den gældende bestemmelse i § 2, nr. 4, litra d,

skal en samlever, der er indsat som begunstiget i en pensionsordning med

løbende udbetalinger, for at være omfattet af de lempeligere

beskatningsregler

i pensionsbeskatningslovens kapitel 2-5, være en navngiven person, der havde

fælles bopæl med afdøde ved indsættelsen, eller en person, med hvem afdøde

kunne have indgået ægteskab eller registreret partnerskab, som i et af afdøde

senest 3 måneder før dødsfaldet oprettet testamente er tillagt en arvelod af

mindst samme størrelse som den tvangsarv, der ifølge arveloven ville være

tilkommet en ægtefælle, og som har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste 2

år før dødsfaldet eller tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en

sammenhængende

periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af

institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig.

I lovforslagets § 1, nr. 5 (forslaget til

forsikringsaftalelovens § 105 a), og § 2, nr. 5 (forslaget til

pensionsopsparingslovens § 5 a), foreslås det at videreføre de gældende

bestemmelser om, hvad der skal forstås ved »nærmeste pårørende« i henholdsvis

forsikringsaftalelovens § 105, stk. 5, og pensionsopsparingslovens

§ 5, stk. 5, samt at udvide definitionen til også at omfatte visse

grupper af ugifte samlevende. Efter de foreslåede bestemmelser skal en

samlever

for at være omfattet af fortolkningsreglen som udgangspunkt enten have levet

sammen med forsikringstageren på fælles bopæl og sammen med

forsikringstageren

vente, have eller have haft et barn eller have levet sammen med

forsikringstageren på fælles bopæl de sidste 2 år før dødsfaldet.

Det er efter regeringens opfattelse uhensigtsmæssigt, at

afgrænsningen i pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra d, ikke

omfatter alle de samlivsforhold, der er omfattet af

standardbegunstigelsesklausulen »nærmeste pårørende« i forsikringsaftaleloven

og pensionsopsparingsloven. Justitsministeriet foreslår derfor, at også den

situation, hvor forsikringstageren efterlader sig en begunstiget ugift

samlever

og fællesbarn, men hvor samlivet på dødstidspunktet ikke har bestået i 2 år,

bliver omfattet af de lempeligere beskatningsregler i

pensionsbeskatningslovens

kapitel 2-5.

Der henvises til lovforslagets § 6, nr. 1-6 (ændring

af boafgiftsloven § 1, stk. 2, forslaget til § 3, stk. 1,

litra c, ophævelse af § 8, stk. 3, ændringer i § 10,

stk. 6, 1. pkt., og § 12, stk. 1, 4. pkt., samt forslaget til

§ 36, stk. 6), § 7, nr. 1 (ændringer i dødsboskattelovens

§ 58, stk. 2, 1. pkt., og § 71, stk. 4), og § 8, nr.

1-3 (ændringer i pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, litra d,

§ 5,

stk. 2, § 11 A, stk. 1, nr. 6, og § 12, stk. 1, nr.

4).

7. De økonomiske og administrative konsekvenser for

det offentlige

Lovforslaget skønnes ikke at indebære økonomiske eller

administrative konsekvenser for staten af betydning.

Således skønnes de samlede provenumæssige konsekvenser af

de foreslåede ændringer af boafgiftsloven, dødsboskatteloven og

pensionsbeskatningsloven

at være beskedne. Forslaget om, at der kan ske udskydelse af tidspunkt for

betaling af boafgift til tidspunktet, hvor arvingen efter arvehenstand får

arven udbetalt, vurderes at medføre et begrænset provenutab i form af et

rentetab. Forslaget, hvorefter en tidligere ægtefælle kan indsættes som

uigenkaldeligt begunstiget i forbindelse med en kapitalpensionsordning,

skønnes

kun at berøre en meget begrænset personkreds. På denne baggrund skønnes denne

ændring at medføre et meget beskedent provenutab på boafgiften, som det ikke

er

muligt at kvantificere nærmere. Udvidelsen af betingelserne for fritagelse

for

tillægsboafgift for ugifte samlevende til også at inkludere samlevende, der

ikke har boet i mindst 2 år sammen, men hvor parret har fællesbarn, skønnes

at

omfatte en meget begrænset personkreds. Provenutabet herved skønnes således

at

blive beskedent.

Ændringerne i dødsboskatteloven og pensionsbeskatningsloven

sikrer, at lovene virker i overensstemmelse med den foreslåede udformning af

den nye arvelov og medfører derfor ingen egentlige provenumæssige

konsekvenser.

Lovforslaget har ingen økonomiske konsekvenser for

kommunerne og regionerne.

Lovforslaget skønnes ikke at medføre administrative

konsekvenser for staten af betydning. Lovforslaget har ingen administrative

konsekvenser for regionerne og kommunerne.

8. De økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet.

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens

Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en vurdering

af,

om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets

virsomhedspanel.

CKR vurderer at indberetningspligten til skifteretten efter lovforslagets §

1, nr.

1 (forsikringsaftalelovens § 102, stk. 3) og § 2, nr. 1

(pensionsopsparingslovens § 2, stk. 3) jf. § 102, stk. 3 og § 2, nr. 1

(pensionsopsparingslovens

§ 2, stk. 3) vil have begrænsede løbende administrative konsekvenser for de

omfattende forsikringsselskaber og pengeinstitutter. Indberetningspligten til

skifteretten vil således efter omstændighederne kunne opfyldes ved, at

forsikringsselskabet eller pengeinstituttet sender skifteretten en kopi af

det

brev, der sendes til den begunstigede i ordningen. Samlet set vurderes det

ikke, at bestemmelserne i lovforslaget indeholder administrative konsekvenser

for erhvervslivet i et omfang, der berettiger, at det bliver forelagt

virksomhedspanelet. Forslaget har derfor ikke været forelagt Økonomi- og

Erhvervsministeriets virksomhedspanel.

9. De administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative

konsekvenser for borgerne.

10. De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

11. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

12. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Betænkning nr. 1473/2006 om revision af arvelovgivningen

har været sendt i høring hos:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns

Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Procesbevillingsnævnet,

Rigsadvokaten, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark,

Politimesterforeningen, Politifuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Adoption og

Samfund, Amtsrådsforeningen, Institut for Menneskerettigheder, Danske

Bedemænd,

Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Det Centrale

Handicapråd, Familieretsadvokaternes Forening, Foreningen af offentlige

chefer

i statsamterne og Københavns Overpræsidium, Forbrugerrådet, Foreningen af

Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring

& Pension, Foreningen af autoriserede bobestyrere, Finansrådet,

Foreningen

af Statsamtmænd, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Frederiksberg

Kommune, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Handelshøjskolen i København,

Handelshøjskolen i Århus, Isobro, Kommunernes Landsforening, Kræftens

Bekæmpelse, Københavns Overpræsidium, Københavns Kommune, Københavns

Universitet (Juridisk Fakultet), Landsorganisationen i Danmark LO,

Lønmodtagernes Garantifond, Landbrugsraadet, Realkreditrådet,

Retssikkerhedsfonden, Statsamtet Vestsjælland, Statsamtet Viborg, Statsamtet

Sønderjylland, Statsamtet Bornholm, Statsamtet Frederiksborg, Statsamtet

Storstrøm, Statsamtet Ringkjøbing, Statsamtet Fyn, Statsamtet Roskilde,

Statsamtet København, Statsamtet Nordjylland, Statsamtet Ribe, Statsamtet

Århus, Syddansk Universitet (Det Samfundsvidenskabelig Institut), Aalborg

Universitet

(Det Samfundsvidenskabelige Institut), Aarhus Universitet (Juridisk

Institut),

Ældre Sagen, Danske Familieadvokater og De Samvirkende

Invalideorganisationer.

13. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

regioner

Ingen

Ingen af betydning for staten

Ingen for kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Begrænsede

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslaget enkelte bestemmelser

Til § 1 (forsikringsaftaleloven)

Til nr. 1 (§ 102)

Stk. 1 og 2

svarer

med sproglige moderniseringer til de gældende regler i

forsikringsaftalelovens

§ 102, stk. 1 og 2.

I stk. 3 foreslås det som noget nyt, at selskabet

senest samtidig med underretningen af den begunstigede om

forsikringsbegivenhedens indtræden skal underrette den skifteret, der

behandler

dødsboet efter forsikringstageren, jf. § 2 i lov om skifte af dødsboer,

om, hvem der er indsat som begunstiget. Underretningspligten gælder kun, hvis

der finder en bobehandling sted i Danmark, herunder hvis boet i medfør af

§ 2, stk. 2, i lov om skifte af dødsboer er blevet henvist til

behandling ved en dansk skifteret.

Underretningen til skifteretten skal endvidere indeholde

oplysning om forsikringssummens størrelse før fradrag af skatter og afgifter

samt om, hvorvidt udbetaling er sket.

Alt afhængig af den nærmere udformning af bestemmelsen om

indsættelse af en begunstiget kan selskabet have behov for at foretage

nærmere

undersøgelser af, hvem der må anses for begunstiget. Underretningen til

skifteretten kan afvente udfaldet af sådanne undersøgelser, når blot

underretningen til skifteretten sker senest samtidig med underretningen til

den, der efter selskabets undersøgelser må anses for begunstiget.

Skifteretten skal efter modtagelsen af underretningen fra

selskabet underrette forsikringstagerens ægtefælle og livsarvinger og vejlede

dem om indholdet af reguleringsreglen i § 104 (lovforslagets § 1,

nr.

3).

Det følger af dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, at

skifteretten skal indhente de nødvendige oplysninger om arvinger fra det

centrale personregister og om afdødes testamentariske dispositioner fra

centralregisteret for testamenter eller på anden måde. Efter

dødsboskiftelovens

§ 7, stk. 4, har de pårørende endvidere pligt til at give de

oplysninger om arveforholdene, som de er bekendt med. I reglen vil

indhentelse

af oplysninger fra det centrale personregister være tilstrækkeligt til, at

skifteretten kan finde frem til ægtefællen og afdødes livsarvinger.

Skifteretten har ikke pligt til at foretage yderligere undersøgelser eller

indhente yderligere oplysninger, end hvad der følger af dødsboskiftelovens

§ 7, stk. 2 og 4.

Underretningsreglen har til formål at sikre, at ægtefællen

og livsarvingerne bliver gjort bekendt med muligheden for at påberåbe sig den

foreslåede reguleringsbestemmelse i § 1, nr. 3 (forslaget til

forsikringsaftalelovens § 104). Underretningspligten ikke er til hinder

for, at selskabet med frigørende virkning udbetaler forsikringssummen

umiddelbart til den begunstigede. Fremsættes der indsigelse, inden udbetaling

er sket, følger det af stk. 3, at selskabet ikke må udbetale mere end

1/3

af forsikringssummen samt herudover et beløb til dækning af

begravelsesomkostninger

til den umiddelbart begunstigede.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.1. og

2.3.

Til nr. 2 (§ 103, stk. 2 og 3)

I

stk. 2

foreslås det at lovfæste den gældende praksis, hvorefter forsikringstageren

kan

beslutte, at forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje, jf. lov om

ægteskabets retsvirkninger § 28.

En bestemmelse om særeje, der ikke behøver at blive truffet

samtidig med begunstigelsen, medmindre begunstigelsen er uigenkaldelig, skal

opfylde formkravene i stk. 1 om skriftlig underretning til

forsikringsselskabet

mv. Bestemmelsen kan endvidere træffes ved testamente.

Bortset fra pligten til at registrere forsikringstagerens

bestemmelse efter stk. 1 indebærer reglen ingen administrative

forpligtelser for forsikringsselskabet, der således ikke skal påse

særejebestemmelsens overholdelse.

Hvis forsikringstageren i forbindelse med, at der træffes

bestemmelse om, at forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje, ikke

udtrykkeligt angiver, hvilken særejeform der er tale om, vil

forsikringssummen

som udgangspunkt være skilsmissesæreje, jf. retsvirkningslovens § 28,

stk. 1, nr. 1, men en fortolkning af bestemmelsen om særeje vil kunne

føre

til et andet resultat. Dette svarer til, hvad der gælder for ægtepagter, jf.

herved forarbejderne til retsvirkningslovens § 28, stk. 1, jf. lov

nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v.

(Forenkling og modernisering inden for Justitsministeriets område)

(Folketingstidende

1989-90, Tillæg A, sp. 790).

I

stk. 3

foreslås det at indføre adgang til at båndlægge forsikringssummer efter

reglerne om båndlæggelse af friarv i § 61 i forslaget til ny arvelov.

Bestemmelse om båndlæggelse kan træffes efter stk. 1, dvs. ved skriftlig

meddelelse til forsikringsselskabet eller ved, at bestemmelsen optages i

eller

påtegnes policen af selskabet.

Hvis forsikringstageren i forbindelse med beslutningen om

båndlæggelse har bestemt, hvilken forvaltningsafdeling der skal administrere

de

båndlagte midler, kan selskabet udbetale forsikringssummen til

forvaltningsafdelingen

i overensstemmelse med lovens almindelige regler om udbetaling af

forsikringssummer. Er der ikke truffet en sådan bestemmelse, må selskabet

ikke

udbetale forsikringssummen, før skifteretten har bestemt, hvem

forsikringssummen skal udbetales til.

Da forsikringsselskabet skal have underretning om, at

forsikringssummen er båndlagt, kan båndlæggelsen ikke ske ved testamente,

medmindre testamentet indsendes til selskabet som led i en underretning efter

§ 103, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2. og

2.3.

Til nr. 3 (§ 104)

Bestemmelsen viderefører reguleringsreglen i

forsikringsaftalelovens § 104 i en væsentlig ændret udformning.

Hvis en begunstigelsesindsættelse må anses for urimelig i forhold

til forsikringstagerens ægtefælle eller en livsarving, kan det efter

forslaget

til stk. 1 ved dom bestemmes, at forsikringssummen helt eller delvist

skal

tilfalde ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede. Der er

tale om en skønsregel, hvorefter der skal foretages en konkret vurdering af,

om

det vil være urimeligt at udbetale forsikringssummen til den begunstigede.

Bestemmelsen kan også anvendes, hvor en ægtefælle er indsat

som begunstiget, og en sådan begunstigelse må anses for urimelig i forhold

til

livsarvingen efter forsikringstageren, eller hvor livsarvingen efter

forsikringstageren

er indsat som begunstiget, og hvor denne indsættelse må anses for urimelig i

forhold til ægtefællen og/eller andre livsarvinger. Bestemmelsen kan ikke

påberåbes af forsikringstagerens samlever.

I modsætning til den gældende forsikringsaftalelovs

§ 104 bygger lovforslaget ikke på en rent »mekanisk« sammenhæng med de

familieretlige og arveretlige regler om boslod og tvangsarvelod. Det foreslås

imidlertid, at det beløb, som ved dom kan tilfalde ægtefællen og en

livsarving

ikke kan overstige, hvad der ville være tilfaldet den anmodende ægtefælle

eller

livsarving som boslod og tvangsarv, jf. § 5, § 10 og § 11,

stk. 2, i forslaget til ny arvelov, hvis forsikringssummen i stedet var

tilfaldet forsikringstagerens solvente dødsbo. Om baggrunden herfor henvises

til pkt. 2.2.3. og 2.3.

Stk. 1 omfatter også uigenkaldelige begunstigelser og

går på dette punkt videre end den gældende § 104, stk. 2.

Et krav om regulering efter stk. 1 behøver ikke at

være rettet mod alle forsikringstagerens forsikringsordninger. Ægtefællen

eller

en livsarving kan således fremsætte krav om, at der foretages regulering af

en

enkelt eller enkelte ordninger. Ved vurderingen af om der skal ske

regulering,

må der i et sådant tilfælde bl.a. tages hensyn til begrundelsen for

indsættelsen af den begunstigede i den forsikringsordning, der ønskes

reguleret, og denne begunstigelses sammenhæng med andre forsikringsordninger,

jf. stk. 2 nedenfor. Hvis der i forvejen tilfalder en ægtefælle eller en

livsarving beløb, fordi de er indsat som begunstigede i forsikringstagerens

øvrige forsikringsordninger, vil det være et moment, der kan tale imod en

regulering.

Reguleringen kan ske helt eller delvist. Hvis der alene er

tale om en beskeden forsikringssum, kan det være uhensigtsmæssigt at foretage

en deling. Det må endvidere indgå i vurderingen, om den begunstigede eller

den

arving, der kræver regulering, i forvejen skal modtage beløb i form af arv

eller andre forsikrings- og pensionsopsparingssummer i anledning af

forsikringstagerens død.

Den del af en forsikringssum, der udbetales til ægtefællen

eller en livsarving i medfør af stk. 1, udtages uden om boet på samme

måde

som det beløb, der tilfalder den begunstigede, jf. § 102, stk. 1,

2.

pkt.

Stk. 2

angiver

en række hensyn, der skal indgå ved vurderingen af, om

begunstigelsesindsættelsen må anses for urimelig.

Stk. 2,

nr. 1,

indebærer, at baggrunden for indsættelsen af den begunstigede må indgå ved

vurderingen af, om forsikringssummen helt eller delvist skal gå til en anden

end den begunstigede. Hvis begunstigelsesindsættelsen tjener et rimeligt

formål, taler det imod en anvendelse af reglen.

Har forsikringstageren f.eks. indsat en livsarving som

begunstiget til en kapitalpension, bør ægtefællen eller andre livsarvinger

ikke

kunne gøre indgreb i livsarvingens ret til forsikringssummen, hvis

forsikringen

er tegnet, f.eks. for at livsarvingen skal være økonomisk sikret under sin

uddannelse på samme måde som en ældre bror eller søster, der tidligere i

forbindelse med sin uddannelse er blevet understøttet af forsikringstageren.

Tilsvarende bør børnene ikke kunne angribe en forsikringsordning, hvor

forsikringstagerens ægtefælle eller samlever er indsat som begunstiget med

henblik på, at denne skal sikres et rimeligt beløb til forsørgelse efter

forsikringstagerens død.

Et rimeligt formål kan også foreligge, hvor en

begunstigelsesindsættelse er foretaget – typisk uigenkaldeligt - som led

i en

bodelingsoverenskomst i forbindelse med separation og skilsmisse. I en sådan

situation bør der som hovedregel ikke være mulighed for, at

forsikringstagerens

livsarvinger eller en ny ægtefælle får del i forsikringssummen. En konkret

vurdering vil dog kunne føre til et andet resultat.

Som et andet formål, der typisk vil være rimeligt, og som

ofte med afgørende vægt kan tale imod en regulering, kan nævnes tilfælde,

hvor

forsikringstageren har indsat en kompagnon som – typisk uigenkaldeligt

–

begunstiget til at modtage en forsikringssum, der kan bidrage til at sikre,

at

kompagnonen kan videreføre erhvervsvirksomheden.

I stk. 2,

nr. 2,

foreslås det, at der skal lægges vægt på ægtefællens, livsarvingens og den

begunstigedes økonomiske behov. Hvis forsikringstageren f.eks. har indsat en

tredjemand som begunstiget og efterladt sin ægtefælle og børn uden

nævneværdige

midler, vil dette som udgangspunkt tale for, at der skal ske en regulering

til

fordel for ægtefællen og børnene.

En regulering bør som altovervejende hovedregel ikke finde

sted, medmindre den, der begærer reguleringen, har et økonomisk behov for

det.

Det forhold, at forsikringstagerens begunstigelsesindsættelse fører til en

skævdeling af de efterladte midler mellem livsarvingerne og ægtefællen er

derfor ikke i sig selv et moment, der taler for en regulering efter

stk. 1.

Hvis forsikringstageren har indsat sin ægtefælle eller

samlever som begunstiget, vil der som nævnt kun sjældent være anledning til

at

imødekomme en begæring om regulering fra en fælles livsarving, også selvom

barnet

er mindreårigt og i øvrigt uden midler. Baggrunden herfor er, at den

længstlevende ægtefælle eller samlever har forsørgelsespligten over for

barnet,

jf. § 13 i lov om børns forsørgelse. Er der derimod tale om en begæring

fra forsikringstagerens særbarn, kan der være grundlag for at imødekomme en

anmodning om regulering, hvis barnet alene får en beskeden arv efter

forsikringstageren og ikke er sikret forsørgelse gennem f.eks. en

børnepension.

Hvis den længstlevende ægtefælle eller samlever overtager forældremyndigheden

over særbarnet, er det dog et moment, der taler imod en regulering. I

vurderingen kan det endvidere indgå, om ægteskabet eller samlivet alene har

varet relativt kort tid. Er særlivsarvingen umyndig, må kravet fremsættes af

værgen.

Det er forholdene på tidspunktet for forsikringstagerens

død, der er afgørende for vurderingen.

Endelig skal der efter stk. 2,

nr. 3

, lægges vægt på omstændighederne i øvrigt. Opregningen af

hensyn er således ikke udtømmende.

Som et moment, der kan indgå i vurderingen efter nr. 3, kan

f.eks. nævnes, om indsættelsen af den begunstigede er gjort uigenkaldelig og

begrundelsen herfor. Hvis der er en rimelig grund hertil, kan det tale imod

en

regulering.

Der bør ikke ske regulering, hvis forsikringstageren har

modtaget vederlag for begunstigelsesindsættelsen. Undtagelse herfra bør alene

gøres, hvor vederlaget ikke udgør en rimelig kompensation for

begunstigelsesindsættelsen,

eller hvor der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder.

Ved vurderingen af om forsikringssummen skal reguleres

efter stk. 1, kan der også lægges vægt på størrelsen af det udbetalte

beløb, den begunstigedes kendskab til indsættelsen og berettigede forventning

om at få forsikringssummen udbetalt samt på, om omstændighederne, herunder

navnlig den begunstigedes og ægtefællens og livsarvingernes behov for at få

forsikringssummen udbetalt, har ændret sig siden indsættelsen af den

begunstigede.

Ved vurderingen af om der skal ske regulering, kan det

endvidere indgå, om forsikringsordningen indeholder et opsparingselement,

eller

om der er tale om en ren risikoforsikring. En forsikring med et

opsparingselement

indebærer, at der skal betales en højere præmie, end hvis der er tale om en

ren

risikoforsikring. Det vil være lettere for ægtefællen og livsarvingerne at få

reguleret en forsikring, der har et betydeligt opsparingselement end en ren

risikoforsikring, fordi forsikringstageren ved at betale de højere præmier på

en forsikring med et opsparingselement jo har undtaget disse beløb fra at

indgå

i sit bo. Dette vil særligt kunne være tilfældet i de situationer, hvor

præmiebetalingen har stået på i en kortere periode forud for dødsfaldet.

Da der er tale om en skønsregel, der skal anvendes i

tilfælde, hvor en udbetaling af forsikringssummen til den begunstigede må

anses

for urimelig, foreslås det, at det skal være hele forsikringssummen og ikke

blot tilbagekøbsværdien eller kontantværdien af en fripolice, som ægtefælle

og

livsarvingerne skal kunne gøre indgreb i. En begrænsning til

tilbagekøbsværdien

ville indebære et ganske betydeligt beregningsmæssigt merarbejde.

Formueordningen i forsikringstagerens ægteskab indgår

endvidere i vurderingen af, om den begunstigedes ret til forsikringssummen

helt

eller delvist bør vige til fordel for ægtefællen. Har der været fuldt ud

fælleseje i ægteskabet, vil det være et moment, der kan tale for en

regulering

til fordel for ægtefællen. Det modsatte kan være tilfældet, hvis der har

været

fuldstændigt særeje. Tilsvarende gælder, hvis parterne har oprettet ægtepagt

og

testamente, der begunstiger den længstlevende ægtefælle

(ægtefællebegunstigende

kombinationssæreje), hvis det dermed må antages, at der er gjort op med, hvad

den længstlevende skal modtage i anledning af den førstafdøde ægtefælles død.

Som en anden omstændighed, der kan indgå ved vurderingen

efter stk. 2, nr. 3, kan nævnes tilfælde, hvor en livsarving ifølge et

testamente alene skal have en meget beskeden tvangsarv, og der kommer en

betydelig forsikringssum til udbetaling til en begunstiget. Alt afhængig af

begrundelsen for begunstigelsen og for, at livsarvingens arv er blevet

begrænset til tvangsarven, vil dette kunne tale for en regulering, der dog

ikke

kan overstige den tvangsarv, som livsarvingen ville have fået, hvis

forsikringssummen var indgået i boet, jf. stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3

viderefører den gældende forsikringsaftalelovs § 104, stk. 3.

Hvis ægtefællen eller livsarvingerne inden udbetalingen af

forsikringssummen når at gøre indsigelse over for selskabet mod udbetalingen,

fremgår det af

1. pkt.

, at selskabet

ikke må udbetale forsikringssummen til den begunstigede, før det ved forlig

eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort, hvem der har

ret

til forsikringssummen. Der stilles ingen formkrav til en indsigelse efter

stk. 3, 1. pkt. Indsigelse skal dog følges op af sagsanlæg inden 1 år.

Selskabet kan ved henvendelse til retten få oplyst, om der er anlagt sag

inden

fristens udløb. Hvis der ikke er anlagt sag, kan selskabet med frigørende

virkning udbetale forsikringssummen til den begunstigede.

Efter

2. pkt.

kan

selskabet dog uanset en indsigelse udbetale indtil en tredjedel af

forsikringssummen til den begunstigede og, hvis den begunstigede sørger for

forsikringstagerens begravelse, et passende beløb til afholdelse af

udgifterne

herved. I modsætning til den gældende bestemmelse foreslås det, at beløbet

til

dækning af begravelsesomkostninger kan udbetales ved siden af den tredjedel,

der kan udbetales.

Udløber fristen i stk. 4, uden at der er anlagt

retssag, kan selskabet udbetale den resterende del af forsikringssummen

umiddelbart til den begunstigede.

Efter

stk. 4

skal en sag efter stk. 1 anlægges af ægtefællen eller en livsarving mod

den begunstigede inden 1 år efter, at forsikringstageren er afgået ved døden.

Fristen løber uafhængigt af, hvornår underretningen efter § 102,

stk. 3, er sket.

Det følger af dødsboskiftelovens § 89, stk. 1,

nr. 4, jf. § 101, stk. 1, at sagen skal anlægges ved skifteretten,

der træffer afgørelse ved dom. Et krav om regulering efter stk. 1 kan

først fremsættes, når forsikringstageren er afgået ved døden.

Det er som udgangspunkt uden betydning for den

begunstigedes tilbagebetalingspligt, om forsikringssummen allerede er

forbrugt

på det tidspunkt, hvor kravet om regulering fremsættes. Ved afgørelsen af,

hvor

stort et beløb der skal betales til ægtefællen og/eller livsarvingerne, kan

det

imidlertid efter omstændighederne indgå i vurderingen, hvad den begunstigede

har brugt pengene til. Er en beskeden forsikringssum f.eks. indgået i et

løbende rimeligt forbrug, og fremsættes kravet om regulering først tæt på

søgsmålsfristens udløb, kan det være et moment, der taler for, at ægtefællen

eller livsarvingen alene skal have tillagt et mindre beløb ved en regulering

i

medfør af § 104.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3. og

2.3.

Til nr. 4 (§ 105)

§ 105 svarer med sproglige moderniseringer til den

gældende § 105, stk. 1-4.

Reglen om, hvad der skal forstås ved »nærmeste pårørende«,

jf. den gældende § 105, stk. 5, foreslås udskilt i en selvstændig

bestemmelse, fordi bestemmelsen foreslås udvidet til også at omfatte visse

ugifte samlevende. Der henvises til § 1, nr. 5 (forslaget til § 105

a) og bemærkningerne hertil.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4. og

2.3.

Til nr. 5 (§ 105 a og § 105 b)

Til § 105 a

Stk. 1

viderefører

den gældende § 105, stk. 5, og fastlægger, hvad der skal forstås

ved

nærmeste pårørende. Som noget nyt foreslås det, at samlevere bliver omfattet

af

begrebet »nærmeste pårørende«, og at samleveren i rækkefølgen sidestilles med

ægtefællen. Der er alene tale om en fortolkningsregel, og andet kan derfor

fremgå af omstændighederne.

Stk. 2

fastlægger, hvornår en samlever bliver omfattet af stk. 1. Den

pågældende

skal have levet sammen med forsikringstageren på fælles bopæl og enten vente,

have

eller have haft et barn sammen med forsikringstageren (nr. 1), eller have

levet

sammen med forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles

bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet (nr. 2). Om baggrunden for denne

afgrænsning henvises til pkt. 2.2.4. og 2.3.

Det skal dokumenteres over for forsikringsselskabet, at

samleveren opfylder betingelserne for at blive anset for omfattet af begrebet

»nærmeste

pårørende«. Dette kan f.eks. ske ved fremlæggelse af folkeregisterattest

eller

fødselsattest for et fællesbarn.

I de tilfælde, hvor forsikringstageren efterlader sig en

ægtefælle, men hvor samlivet mellem dem varigt er afbrudt, uden at der

foreligger separation eller skilsmisse, og hvor der i stedet er en samlever,

bør udgangspunktet være, at forsikringssummen tilkommer samleveren, medmindre

andet fremgår af omstændighederne.

Stk. 3

fastslår,

at en fælles bopæl som nævnt i stk. 2, nr. 1, ikke anses for ophørt ved

midlertidigt ophold i en anden bolig eller ved ophold i institution. Samlivet

anses således ikke for ophørt, fordi de samlevende rejser på ferie hver for

sig, eller hvis den ene af parterne i en periode alene opholder sig i hjemmet

i

weekenderne, og i løbet af ugen som følge af sit arbejde bor et andet sted.

Det

vil dog altid være en konkret vurdering, om der i disse situationer kan

antages

at foreligge et samliv.

Parterne vil også blive anset for samlevende, hvis samlivet

er ophævet på grund af en af parternes institutionsanbringelse i f.eks.

ældrebolig eller plejehjem. Det er imidlertid en forudsætning, at forholdet

mellem parterne stadig består, hvilket ikke kan antages at være tilfældet,

hvis

en samlever efter institutionsanbringelsen har indledt et nyt forhold eller

på

anden måde klart har tilkendegivet, at forholdet må anses for ophørt.

Skyldes adskillelsen derimod den ene samlevers arbejds-

eller uddannelsesmæssige forhold, og fører disse forhold til længerevarende

adskillelse, kan det være mere tvivlsomt, om man bør anse samlivet for

ophørt,

suspenderet eller opretholdt i den pågældende periode. I disse situationer

kan

der opstå tvivl om, hvorvidt fraflytningen skal anses for udtryk for en

ophævelse af samlivet som følge af uoverensstemmelser med den konsekvens, at

samleveren ikke længere kan anses for nærmeste pårørende, eller om man til

trods for adskillelsen fortsat kan antage, at samlivet består.

Der henvises til almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4. og

2.3.

Til § 105 b

I

stk. 1, 1.

pkt.

, fastslås det, at en forsikringssum, der skal udbetales ved

forsikringstagerens død, skal tilfalde nærmeste pårørende, hvis der ikke er

indsat en begunstiget. Bestemmelsen lovfæster, hvad der i dag må anses for

det

praktiske udgangspunkt, fordi mange forsikringer indeholder en

standardbegunstigelsesklausul, hvorefter nærmeste pårørende indsættes.

Bestemmelsen indebærer for så vidt en styrkelse af den

beskyttelse over for kreditorerne, som begunstigelsesinstituttet bl.a. bygger

på, idet forsikringssummen nu vil tilfalde forsikringstagerens ægtefælle,

samlever, børn eller arvinger i den nævnte rækkefølge.

Hvis der ikke er en nærmeste pårørende, tilfalder

forsikringssummen dødsboet og kan dermed komme forsikringstagerens kreditorer

til gode, jf.

stk. 1, 2. pkt.

Stk. 2 indebærer, at forsikringssummen tilfalder

forsikringstagerens dødsbo, hvis forsikringstageren i medfør af § 102

har

bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget. Hvis forsikringssummen

skal tilfalde boet, skal der således træffes en udtrykkelig bestemmelse herom

i

overensstemmelse med forsikringsaftalelovens § 103, stk. 1, i alle

tilfælde, hvor forsikringstageren efterlader sig »nærmeste pårørende«.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.4. og

2.3.

Til § 2 (Pensionsopsparingsloven)

Til nr. 1-5.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 1-5, og

til de almindelige bemærkninger pkt. 3.

Til § 3 (dødsboskifteloven)

Til nr. 1 (§ 7, stk. 5).

Efter forslaget til

stk. 5

kan skifteretten bestemme, at der bortset fra indhentelse og afgivelse af

oplysninger efter stk. 2 og 4 ikke skal foretages yderligere

eftersøgning

af arvinger, hvis omkostningerne herved ikke vil stå i rimeligt forhold til

boets midler.

Bestemmelsen indebærer, at skifteretten altid skal foretage

en sædvanlig undersøgelse efter § 7, stk. 2, og at afdødes

pårørende

efter § 7, stk. 4, på skifterettens foranledning skal give de

oplysninger om arveforholdene, som de er bekendt med.

Det beror i øvrigt på en konkret vurdering, om der skal

træffes beslutning om ikke at foretage yderligere eftersøgning. I denne

vurdering indgår ud over boet formueforhold også antallet af arvinger,

herunder

antallet af arvinger, der ikke kan findes.

Skifterettens afgørelse efter forslaget til stk. 5

skal træffes ved beslutning eller kendelse, jf. dødsboskiftelovens

§ 102,

stk. 1.

Efter lov om borteblevne § 25, stk. 1, 2. pkt.,

kan en forbigået arving eller dennes arvinger i 10 år – i bobestyrerboer

dog

kun 5 år - fra dødsfaldet kræve arven fra dem, som har fået den udlagt.

Forslaget til § 7, stk. 5, begrænser ikke denne ret.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.

Til nr. 2 (§ 13, stk. 1, 2. pkt.)

I forslaget til

§ 13,

stk. 1, 2. pkt.

, præciseres det, at en tvangsarving, der efter en

testamentarisk disposition efter § 50, stk. 2, i forslaget til

arveloven, skal have sin tvangsarv udbetalt kontant, bevarer sin status som

arving

i boet. Det betyder, at den pågældende – i modsætning til en legatar

– har

medbestemmelsesret i boets forhold, efter dødsboskiftelovens almindelige

regler

herom.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.

Til nr. 3 (§ 22, stk. 1, nr. 1)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget

til ny arvelov.

Til nr. 4 (§ 22, stk. 4)

Forslaget til

stk. 4

indebærer, at ægtefællen senest i forbindelse med boets udlevering skal

indkalde boets kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20.

Proklama indrykkes af ægtefællen ved hjælp af en

standardblanket, der bl.a. kan fås ved henvendelse til skifteretten.

Det foreslås, at skifteretten kan betinge udleveringen af,

at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem skifteretten. Bestemmelsen

tænkes

navnlig anvendt i tilfælde, hvor en ægtefælle ikke har advokatbistand i

forbindelse med udleveringen af boet.

Udleveringen af boet skal ikke afvente proklamafristens

udløb. Hvis ægtefællen som følge af proklamaet bliver bekendt med gæld i boet

efter førstafdøde, kan ægtefællen efter omstændighederne anvende

udbakningsreglen

i dødsboskiftelovens § 23, der ikke foreslås ændret. Det følger af

§ 23, at den længstlevende ægtefælle eller en kreditor kan anmode

skifteretten om, at boet tages under behandling ved bobestyrer hvis det må

antages, at den afdødes bo var insolvent. Imødekommes anmodningen hæfter

ægtefællen ikke for den afdødes forpligtelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Til nr. 5 (§ 24, stk. 1)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget

til ny arvelov.

Til nr. 6 (§ 24, stk. 4)

Forslaget til

stk. 4

indebærer, at ægtefællen senest i forbindelse med boets udlevering til

uskiftet

bo skal indkalde boets kreditorer efter reglerne om proklama i kapitel 20.

Proklama indrykkes af ægtefællen ved hjælp af en

standardblanket, der bl.a. kan fås ved henvendelse til skifteretten.

Det foreslås, at skifteretten kan betinge udleveringen af,

at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem skifteretten. Bestemmelsen

tænkes navnlig anvendt i tilfælde, hvor en ægtefælle ikke har advokatbistand

i

forbindelse med udleveringen af boet.

Udleveringen af boet skal ikke afvente proklamafristens

udløb. Hvis ægtefællen som følge af proklamaet bliver bekendt med gæld i boet

efter førstafdøde, kan ægtefællen efter omstændighederne anvende

udbakningsreglen

i § 25, stk. 2, i forslaget til ny arvelov. Det følger af forslaget

til § 25, stk. 2, at den længstlevende ægtefælle eller en kreditor

kan anmode skifteretten om, at boet tages under behandling ved bobestyrer

hvis

det må antages, at den afdødes bo var insolvent. Imødekommes anmodningen

hæfter

ægtefællen ikke for den afdødes forpligtelser.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.

Til nr. 7 (§ 36, nr. 6)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget

til ny arvelov.

Til nr. 8 (§ 48, stk. 3)

Forslaget til

stk. 3

indebærer, at den foreslåede regel om undladelse af at eftersøge arvinger

finder tilsvarende anvendelse, hvis et bo er blevet udleveret til

bobestyrerbehandling i tilfælde, hvor det ikke vides, om en arving er i live,

eller hvor arvingens opholdssted er ukendt.

Efter lov om borteblevne § 25, stk. 1, 2. pkt.,

kan en forbigået arving eller dennes arvinger i boer behandlet ved bobestyrer

i

5 år fra dødsfaldet kræve arven fra dem, som har fået den udlagt. Forslaget

til

stk. 3 begrænser ikke denne ret.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1.

Til nr. 9 (§ 81, stk. 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslagene

om, at der skal udstedes proklama ved ægtefælleudlæg og ved udlevering til

uskiftet bo.

Til nr. 10 (§ 101, stk. 3)

Forslaget til

stk. 3

indebærer, at indsigelser mod gyldigheden af en testamentarisk disposition om

fordeling af sædvanligt indbo og personlige effekter, jf. § 66 i

forslaget

til ny arvelov, skal afgøres af skifteretten ved kendelse.

Indsigelser mod gyldigheden af andre testamentariske

dispositioner er domssager, jf. dødsboskiftelovens § 89, stk. 1,

nr.

1, jf. § 101, stk. 1. Skifterettens kendelse kan kæres til

landsretten i overensstemmelse med dødsboskiftelovens almindelige regler

herom,

jf. § 105.

Forslaget til stk. 3 gælder alene for tvister, der

opstår under behandlingen af et dødsbo. Hvis indsigelsen rejses, mens

testator

lever, må sagen afgøres ved de almindelige domstole under en domssags former.

Såvel skifteretten som landsretten kan bestemme, at der

skal være mundtlig forhandling, hvis der opstår behov herfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4.

Til nr. 11 (forslaget til kapitel

30 a

)

Til overskriften

Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel i

dødsboskifteloven om en længstlevende ugift samlevers adgang til at overtage

aktiver efter vurdering uafhængig af, om den pågældende i henhold til et

testamente skal arve den førstafdøde samlever.

Til § 111 a

Det foreslås i stk. 1, at en længstlevende samlever

under visse betingelser har ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og

sædvanligt indbo mod at betale vurderingsbeløbet kontant til boet.

Det er en betingelse for overtagelsesretten, at parterne på

dødstidspunktet enten levede sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende

forhold og havde gjort det i de sidste 2 år forud for dødsfaldet, eller at

parterne på dødstidspunktet levede sammen og ventede, havde eller havde haft

et

fællesbarn.

Ved afgørelsen af, om der foreligger et ægteskabslignende

samlivsforhold, må der foretages en vurdering af, om samlivet har haft en

sådan

karakter, at det er rimeligt at sidestille samleveren med en ægtefælle. Der

må

bl.a. lægges vægt på, om parterne efter lovgivningen har haft mulighed for at

indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden, og om de har haft

samme folkeregisteradresse. Det vil endvidere indgå i vurderingen, i hvilket

omfang parterne har haft fælles økonomi og husholdning under samlivet

Hvad der er sædvanligt indbo, må afgøres konkret, bl.a.

under henvisning til arvemassens størrelse og afdødes forhold, sml.

dødsboskiftelovens § 27, stk. 1.

En længstlevende samlever vil som hidtil kunne overtage et

beskedent bo efter reglerne om boudlæg uden skiftebehandling i

dødsboskiftelovens kapitel 12, hvis skifteretten vurderer, at den

længstlevende

samlever er den person, der stod afdøde nærmest. I 2007 kan boudlæg som

udgangspunkt alene anvendes, hvis bomassen ikke overstiger 34.000 kr.

I

stk. 2

fastslår

det, at den fælles bopæl som nævnt i stk. 1, ikke anses for ophørt ved

midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.

For en samlever, der ved testamente er indsat som arving,

følger det af

stk. 3

, at retten

efter stk. 1 anses som en ret til inden for den pågældendes arvelod at

overtage de pågældende genstande mod at betale et eventuelt overskydende

beløb

kontant til boet. Bestemmelsen vil ikke få betydning, hvis samleveren skal

arve

efter et udvidet samlevertestamente, jf. §§ 87-89 i forslaget til ny

arvelov. Det følger således af disse bestemmelser, at samleveren har ret til

overtagelse efter vurdering i samme omfang, som den længstlevende ægtefælle

har

det i forhold til førstafdødes fuldstændige særeje, jf. § 13 i forslaget

til ny arvelov.

Stk. 4

indebærer, at samleveren har fortrinsret til aktivet, hvis en arving og

samleveren begge ønsker at overtage det. En særlivsarving har dog fortrinsret

til aktivet i forhold til samleveren, hvis dette har særlig erindringsværdi

for

den pågældende.

I

stk. 5

fastslås det, at reglerne i stk. 1-4 er deklaratoriske og derfor kan

fraviges ved testamente.

Stk. 6

indebærer, at tvister efter stk. 1-4 skal behandles som sager om retten

til at arve, herunder retten til at overtage aktiver efter vurdering, jf.

dødsboskiftelovens § 89, stk. 1, nr. 1. Det indebærer, at sag skal

anlægges ved skifteretten, og at der er tale om domssager.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.5.

Til § 4 (retsafgiftsloven)

Til nr. 1 (§ 36 i, stk. 2, 1. og 2.

pkt.)

Der foreslås en ændret affattelse af retsafgiftslovens

§ 36 i, stk. 1, 1. og 2. pkt., om afgiftspligten i boer, der har

været udleveret til almindeligt privat skifte eller til behandling ved

bobestyrer og derefter udleveres til uskiftet bo. Den ændrede affattelse er

alene en konsekvensændring som følge af den nye arvelov og indebærer ingen

indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 2 (§ 36 l)

Det foreslås, at retsafgiftslovens § 36 l ophæves.

Efter bestemmelsen betales der ikke afgift for sager efter arvelovens

§ 29

om forlodsret for børn og sager efter arvelovens § 60 om tilsidesættelse

af båndlæggelse af tvangsarv. Arvelovens §§ 29 og 60 foreslås ikke

videreført i den nye arvelov, og § 36 l er derfor overflødig.

Til nr. 3 (§ 49, stk. 2, nr. 10)

Det følger af § 22 i forslaget til ny arvelov, at en

længstlevende, der har fået boet udleveret til uskiftet bo, inden 6 måneder

fra

dødsfaldet skal indlevere en oversigt over sin egen og den førstafdøde

ægtefælles formue til skifteretten. Efter § 22, stk. 5, skal

skifteretten

efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten til arvingerne.

Den foreslåede ændring af § 49 indebærer, at

udlevering af første genpart af formueoversigten til livsarvingerne er

afgiftsfri. Der er ikke noget til hinder for, at ægtefællen udleverer

formueoversigten direkte til livsarvingerne.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2.

Til § 5 (lov om en garantifond for indskydere

og investorer)

Til nr. 1 (§ 9, stk. 2, nr. 10)

Forslaget er en konsekvensændring som følge af forslaget

til ny arvelov.

Til § 6 (boafgiftsloven)

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2, litra d)

Efter boafgiftsloven § 1 skal der betales en boafgift

på 15 pct. af de værdier, som en afdød person efterlader sig. Af arv til

arvinger uden for den nærmeste familie skal der herudover betales en

tillægsboafgift på 25 pct. Samlevere regnes med til den nærmeste familie,

hvis

de har haft fælles bopæl med afdøde de sidste 2 år før dødsfaldet, eller hvis

de tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på

mindst

2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene på grund af

institutionsanbringelse,

herunder i en ældrebolig.

Den gældende udformning af boafgiftsloven indebærer, at

ugifte samlevende, der arver i henhold til et udvidet samlevertestamente vil

være fritaget for betaling af tillægsboafgift i alle tilfælde, hvor samlivet

har bestået mindst de sidste 2 år før dødsfaldet. Derimod vil der efter

gældende ret skulle betales tillægsboafgift i de tilfælde, hvor arvelader

efterlader sig en ugift samlever og fællesbarn, men hvor samlivet på

dødstidspunktet

ikke har bestået i 2 år.

Det foreslås, at boafgiftslovens § 1, stk. 2,

litra d, ændres således, at arven også i den situation, hvor arvelader

efterlader sig en ugift samlever og fællesbarn, men hvor samlivet på

dødstidspunktet

ikke har bestået i 2 år, fritages for tillægsboafgift.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 1, litra c)

Boafgiftslovens § 3 indeholder en række undtagelser

fra afgiftspligten.

Efter § 3, stk. 1, litra a, er arv og

forsikringer, der tilfalder afdødes ikke fraseparerede ægtefælle, undtaget

fra

afgiftspligt.

Der skal heller ikke betales boafgift af udbetalinger, der

er helt eller delvist indkomstskattepligtige efter pensionsbeskatningsloven,

medmindre udbetalingen hidrører fra en ordning svarende til en dansk

kapitalpensionsordning,

jf. boafgiftslovens § 3, stk. 1, litra b.

En pensionsordning, der ved delingen af et fællesbo i

forbindelse med separation eller skilsmisse udloddes til den fraskilte eller

fraseparerede ægtefælle, er ikke omfattet af boafgiftsloven, da den

fraseparerede/fraskilte

ægtefælle anses for at have erhvervet ret til pensionsordningen på

separations-/skilsmissetidspunktet. Når pensionsordningen kommer til

udbetaling, er der således ikke tale om arv. Den tidligere ægtefælles død er

alene den faktor, som udløser udbetaling af pensionen, mens selve retten til

udbetalingen allerede overgik ved delingen af fællesboet.

Anderledes er situationen, hvis en fraskilt eller

frasepareret ægtefælle som led i parternes bodeling ved skilsmissen indsættes

som uigenkaldeligt begunstiget i sin tidligere ægtefælles pensionsrettighed.

I

den situation vil den fraseparerede eller fraskilte ægtefælle som

udgangspunkt

skulle svare boafgift af beløb, der udbetales efter den tidligere ægtefælles

død.

Det foreslås, at den boafgiftsmæssige behandling i disse

situationer gøres uafhængig af, om ordningen i forbindelse med skifte af

fællesboet ved separation eller skilsmisse udloddes, eller om den tidligere

ægtefælle indsættes som uigenkaldeligt begunstiget i forbindelse med

separationen eller skilsmissen.

Ligestillingen gennemføres ved, at der ikke skal betales

boafgift af udbetalinger fra de pensionsordninger, som er nævnt i

pensionsbeskatningslovens § 25, stk. 1, nr. 6, eller § 29,

stk. 1, hvis den tidligere ægtefælle senest i forbindelse med

skilsmissen

eller separationen er indsat som uigenkaldeligt begunstiget i

pensionsordningen.

Begunstigelsen skal således være sket senest ved bodelingens afslutning.

Begunstigelsen vil ofte være sket på et tidligere tidspunkt end ved

afslutningen af bodelingen, eksempelvis allerede på det tidspunkt, hvor

parterne fik fælles bopæl eller børn.

Grunden til, at der kun gælder boafgiftsfritagelse for

afgiftspligtige (efter pensionsbeskatningslovens regler) udbetalinger er

hensynet til at sikre, at der enten skal betales boafgift eller

afgift/indkomstskat efter pensionsbeskatningsloven af udbetalinger fra

pensionsordningen.

Pensionsbeskatningslovens § 35 vedrører den

skattemæssige behandling af indskud, der ikke fuldt ud er fratrukket ved

afgiftspligtens indtræden. Når der indtræder afgiftspligt for en

pensionsordning efter §§ 29-31, og der er foretaget kapitalindskud eller

betaling af præmier, for hvilke fradragsretten fordeles over 10 år,

bortfalder

fradragsretten for det resterende beløb. Pensionsbeskatningslovens § 35

indebærer så, at den del af et kapitalindskud, der ikke gives fradrag for,

heller ikke pålægges afgift efter pensionsbeskatningsloven, når ordningen

udbetales. Derfor skal der betales boafgift af disse udbetalinger.

Det er en betingelse for afgiftsfrihed, at det på

forlangende kan dokumenteres, at ægtefællen er blevet indsat som

uigenkaldeligt

begunstiget senest i forbindelse med separationen eller skilsmissen. Dette

kan

eventuelt ske ved fremlæggelse af separations- eller skilsmissebevilling samt

erklæring fra pensionsinstituttet om, at den pågældende ægtefælle er indsat

som

begunstiget på en given dato.

Til nr. 3 (§ 8, stk. 3)

En længstlevende ægtefælle kan vælge at sidde i uskiftet

bo, når vedkommendes ægtefælle afgår ved døden. I denne situation indtræder

afgiftspligten af afdødes bo først, når det uskiftede bo skiftes, jf.

boafgiftslovens § 8, stk. 2.

Af boafgiftslovens § 8, stk. 3, følger dog, at

afgiftspligten for afdødes del af fællesboet indtræder, uanset om boet

skiftes,

hvis den længstlevende indgår nyt ægteskab, dvs. uanset, at arvingerne har

accepteret, at boet ikke skiftes (har givet skifteafkald).

Adgangen til at give skifteafkald ved længstlevendes

indgåelse af nyt ægteskab med forbehold af arveretten foreslås udelukket i

§ 26, stk. 2, 2. pkt. i det forslag til ny arvelov, der er fremsat

samtidig med dette lovforslag.

Som konsekvens heraf foreslås det at ophæve boafgiftslovens

§ 8, stk. 3.

Der er som hidtil ikke noget til hinder for, at arvingerne

både giver skifteafkald og afkald på deres arv. Det indebærer, at

ægtefællerne

overtager boet til fri rådighed.

Til nr. 4 og 5 (§ 10, stk. 6, 1.

pkt., § 12, stk. 1, 4. pkt., og § 12, stk. 1, 5. pkt.)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af den

foreslåede ophævelse af § 8, stk. 3, jf. bemærkningerne til

§ 6,

nr. 3, ovenfor.

Til nr. 6 (§ 36, stk. 6)

I forslaget til ny arvelov videreføres de gældende regler

om arvehenstand med visse udvidelser. Skifteretten vil efter §§ 35-37

kunne give en ægtefælle henstand med udbetaling af arven - eller en del heraf

-

til livsarvinger efter den førstafdødes ægtefælle, hvis arven ikke kan

udbetales, uden at ægtefællen bliver nødt til at sælge f.eks. familiens

bolig.

Der vil skulle stilles sikkerhed for arvekravet. Henstand gives for en

periode

på 5 år fra den førstafdøde ægtefælles død og kan forlænges i yderligere 5

år.

I forhold til en fælles livsarving løber henstanden dog altid til

livsarvingens

fyldte 18 år. Tilsvarende gælder i forhold til en særlivsarving efter den

førstafdøde ægtefælle, hvis den længstlevende ægtefælle overtager

forsørgelsespligten over særlivsarvingen.

Selvom der er givet arvehenstand, er boet skiftet. Dette

indebærer, at afgiftspligten er indtrådt, og at der skal betales boafgift

efter

lovens § 1.

Arvelovsudvalget anfører i betænkningen s. 146, at det bør

overvejes at ændre boafgiftsloven, således at afgiftsberegningen udskydes til

det tidspunkt, hvor henstanden udløber, og hvor arvingen får arven udbetalt.

Baggrunden herfor er ifølge Arvelovsudvalget, at kravet om betaling af

boafgift

ved førstafdødes død ikke harmonerer med, at arvehenstandsreglerne har som

hovedformål at yde den længstlevende en midlertidig likviditetsmæssig

forstrækning.

Det foreslås derfor i boafgiftslovens § 36 at indsætte

en bestemmelse om, at der gives henstand med den boafgift, der hviler på et

arvekrav, hvis der efter §§ 35-37 i arvelovsforslaget er givet henstand

med udbetaling af arven.

Det foreslås – i overensstemmelse med Arvelovsudvalgets

anbefalinger – at boafgiften forfalder, hvis arvekravet overdrages eller

belånes, således at der skabes mulighed for realisering af henstandsarven.

Boafgiften forrentes ikke i henstandsperioden.

Til § 7 (dødsboskatteloven)

Til nr. 1 (§ 58, stk. 2, 1. pkt.,

og § 71, stk. 4)

Dødsboskattelovens § 58 afgrænser anvendelsesområdet

for dødsboskattelovens kapitel 10 om beskatningen af en længstlevende

ægtefælle, der overtager hele boet efter førstafdøde. Hovedanvendelsesområdet

for disse regler er uskiftet bo, men reglerne gælder også i visse andre

situationer, bl.a. når boet umiddelbart udlægges til den længstlevende

ægtefælle efter dødsboskiftelovens § 22, fordi reglerne i arvelovens

§§ 7 a og 7 b om ægtefællens udtagelsesret betyder, at der intet bliver

at

udlodde til andre arvinger, jf. dødsboskattelovens § 58, stk. 1,

nr.

2.

Efter bestemmelsens stk. 2 gælder reglerne også i

situationer, hvor der er påbegyndt et egentligt skifte, når skiftet slutter

med, at den længstlevende ægtefælle er i uskiftet bo eller overtager hele

boet

efter reglerne i arvelovens § 7 a eller § 7 b om ægtefællens

udtagelsesret.

Det foreslås, at dette fortsat skal være gældende ret, selv

om karakteren af ægtefællens udtagelsesret ændres i forbindelse med forslaget

til ny arvelov, bl.a. ved den væsentlige forhøjelse af beløbsgrænsen for

ægtefællens

kvantitative udtagelsesret fra 200.000 kr. til 500.000 kr., jf. § 11,

stk. 1 og 2, i det forslag til ny arvelov, der er fremsat samtidig med

dette lovforslag. Dette findes at harmonere bedst med dødsboskattelovens

princip, hvorefter det afgørende for den skattemæssige behandling er, at den

længstlevende ægtefælle har overtaget hele boet, og ikke i kraft af hvilke

regler dette er sket.

Det foreslås således, at henvisningen til arvelovens

§ 7 a eller § 7 b rettes til en reference til arvelovsforslagets

§ 11, stk. 1 og 2. Det medtagne forbehold for så vidt angår

§ 11, stk. 4, betyder, at reglerne kan finde anvendelse, selv om

særlivsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle har udtaget aktiver med

erindringsværdi.

Det bemærkes hertil, at udlodning af legater ved førstafdødes død hidtil ikke

har været til hinder for, at dødsboskattelovens kapitel 10 fandt anvendelse,

jf. formuleringen af dødsboskattelovens § 58, stk. 1, nr. 4.

Dødsboskattelovens § 71 regulerer skifte af et

uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live. Stk. 4 nævner

nogle situationer, hvor dødsboskattelovens §§ 59-66 om beskatningen af

personer, der sidder i uskiftet bo m.v., fortsat skal finde anvendelse, selv

om

der er gennemført et skifte. Det gælder bl.a., når skiftet slutter ved, at

den

længstlevende ægtefælle overtager hele boet efter reglerne i arvelovens

§ 7 a eller § 7 b om ægtefællens udtagelsesret.

Det foreslås, at dette fortsat skal være gældende ret. Det

bemærkes herved, at de skattemæssige regler om uskiftet bo m.v. efter

gældende

ret også anvendes, når den længstlevende ægtefælle umiddelbart overtager hele

boet i kraft af udtagelsesretten, jf. ovenfor. Det foreslås, at forbeholdet

for

så vidt angår aktiver med erindringsværdi for førstafdødes særlivsarvinger

også

skal gælde her.

Til § 8 (pensionsbeskatningsloven)

Til nr. 1 (§ 2, nr. 4, litra d)

Efter den gældende bestemmelse i § 2, nr. 4, litra d,

skal en samlever, der er indsat som begunstiget i en pensionsordning med

løbende udbetalinger, for at være omfattet af de lempeligere

beskatningsregler

i pensionsbeskatningslovens kapitel 2-5, være en navngiven person, der havde

fælles bopæl med afdøde ved indsættelsen, eller en person, med hvem afdøde

kunne have indgået ægteskab eller registreret partnerskab, som i et af afdøde

senest 3 måneder før dødsfaldet oprettet testamente er tillagt en arvelod af

mindst samme størrelse som den tvangsarv, der ifølge arveloven ville være

tilkommet en ægtefælle, og som har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste 2

år før dødsfaldet eller tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en

sammenhængende

periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af

institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig.

I lovforslagets § 1, nr. 5 (forslaget til

forsikringsaftalelovens § 105 a), og § 2, nr. 5 (forslaget til

pensionsopsparingslovens § 5 a), foreslås det at videreføre de gældende

bestemmelser om, hvad der skal forstås ved »nærmeste pårørende« i henholdsvis

forsikringsaftalelovens § 105, stk. 5, og pensionsopsparingslovens

§ 5, stk. 5, samt at udvide definitionen til også at omfatte visse

grupper af ugifte samlevende. Efter de foreslåede bestemmelser skal en

samlever

for at være omfattet af fortolkningsreglen som udgangspunkt enten have levet

sammen med forsikringstageren på fælles bopæl og sammen med

forsikringstageren

vente, have eller have haft et barn eller have levet sammen med

forsikringstageren på fælles bopæl de sidste 2 år før dødsfaldet.

Som en konsekvens af den foreslåede § 105 a i

forsikringsaftaleloven og den foreslåede § 5 a i pensionsopsparingsloven

foreslås en tilsvarende ændring af samleverbegrebet i relation til de

pågældende bestemmelser i pensionsbeskatningsloven. Den foreslåede ændring

indebærer, at også den situation, hvor forsikringstageren efterlader sig en

ugift samlever og fællesbarn, men hvor samlivet på dødstidspunktet ikke har

bestået i 2 år, bliver omfattet af de lempeligere beskatningsregler i

pensionsbeskatningslovens kapitel 2-5.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.

Til nr. 2 (§ 5, stk. 2)

Der er tale om en konsekvensændring i § 5,

stk. 2, idet henvisningen til forsikringsaftalelovens § 105,

stk. 5, ændres til § 105 a, jf. bemærkningerne til § 8, nr. 1.

I lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås det at videreføre

de gældende bestemmelser om, hvad der skal forstås ved »nærmeste pårørende« i

den gældende bestemmelse i forsikringsaftalelovens § 105, stk. 5,

samt at udvide definitionen til også at omfatte visse grupper af samlevere.

Definitionen foreslås udskilt i en selvstændig bestemmelse i

forsikringsaftalelovens § 105 a. Ved en samlever forstås, at den

pågældende person har levet sammen med forsikringstageren på fælles bopæl og

enten venter, har eller har haft et barn sammen med forsikringstageren i et

ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet

Efter pensionsbeskatningslovens § 5, stk. 2, er

det en betingelse for at behandle forsikringer med garanterede ydelser efter

reglerne for ordninger med løbende udbetalinger, at der ikke i policen er

indsat andre begunstigede end enten forsikredes »nærmeste pårørende« i

forsikringsaftalelovens forstand, jf. denne lovs § 105, stk. 5,

eller

forsikredes ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, forsikredes livsarvinger,

stedbørn

eller stedbørns livsarvinger eller en navngiven person, der har fælles bopæl

med kontohaver ved indsættelsen, eller dennes livsarvinger.

Det foreslås i pensionsbeskatningslovens § 5,

stk. 2, at henvise til forsikringsaftalelovens § 105 a som

konsekvens

af, at definitionen af »nærmeste pårørende« nu fremgår af

forsikringsaftalelovens § 105 a.

Til nr. 3 (§ 11 A, stk. 1, nr. 6,

og § 12, stk. 1, nr. 4)

Der er tale om konsekvensændringer i § 11 A,

stk. 1, nr. 6, og § 12, stk. 1, nr. 4, idet henvisningen til

pensionsopsparingslovens

§ 5, stk. 5, i begge bestemmelser ændres til § 5 a.

Efter pensionsbeskatningslovens § 11 A, stk. 1,

nr. 6, og § 12, stk. 1, nr. 4, kan der ikke træffes bestemmelse om

udbetaling efter kontohaverens død til andre end kontohaverens »nærmeste

pårørende«, jf. § 5, stk. 5, i pensionsopsparingsloven, til

kontohaverens ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, kontohaverens

livsarvinger,

stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en navngiven person, der har

fælles

bopæl med kontohaver ved indsættelsen, eller dennes livsarvinger.

I lovforslagets § 2, nr. 5, foreslås det at videreføre

de gældende bestemmelser om, hvad der skal forstås ved »nærmeste pårørende« i

den gældende bestemmelse i pensionsopsparingslovens § 5, stk. 5,

samt

at udvide definitionen til også at omfatte visse grupper af samlevere.

Definitionen foreslås udskilt i en selvstændig bestemmelse i

pensionsopsparingslovens § 5 a. Ved en samlever forstås, at den

pågældende

person har levet sammen med kontohaveren på fælles bopæl og enten venter, har

eller har haft et barn sammen med forsikringstageren i et ægteskabslignende

forhold på den fælles bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet.

Det foreslås i pensionsbeskatningslovens § 11 A,

stk. 1, nr. 6, og § 12, stk. 1, nr. 4, at henvise til

pensionsopsparingslovens

§ 5 a som konsekvens af, at definitionen af »nærmeste pårørende« nu

fremgår af pensionsopsparingslovens § 5 a.

Til § 9

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttræden.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2008,

dvs. samtidig med den nye arvelov.

Bestemmelsen indebærer, at indsættelse af en begunstiget og

tilbagekaldelse heraf, der foretages efter lovens ikrafttræden, skal ske i

overensstemmelse med forsikringsaftalelovens § 102, stk. 1 og 2,

som

affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, og pensionsopsparingslovens

§ 2,

stk. 1 og 2, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1. Bestemmelserne

svarer med sproglige moderniseringer til gældende ret.

Bestemmelsen indebærer herudover, at særeje- og

båndlæggelsesbestemmelser, der foretages efter lovens ikrafttræden, skal ske

i

medfør af § 1, nr. 2 (forsikringsaftalelovens § 103, stk. 2 og

3) og § 2, nr. 2 (pensionsopsparingslovens § 2, stk. 2 og 3).

Bestemmelser om særeje og båndlæggelse, der er truffet før lovens

ikrafttræden,

og som opfylder kravene i den hidtidige praksis, bevarer deres gyldighed.

Herudover indebærer ikrafttrædelsesbestemmelsen, at

§ 1, nr. 4 (forsikringsaftalelovens § 105), og § 2, nr. 4

(pensionsopsparingslovens § 5), efter lovens ikrafttræden skal finde

anvendelse på fortolkning af begunstigelsesklausuler, uanset hvornår

indsættelsen er foretaget. § 1, nr. 4, svarer med sproglige

moderniseringer til den gældende forsikringsaftalelovs § 105,

stk. 1-4, og § 2, nr. 4, svarer med sproglige moderniseringer til

den

gældende pensionsopsparingslovs § 2, stk. 1-4.

Til § 10

Bestemmelsen indeholder overgangsregler.

Stk. 1

indebærer,

at underretningsreglen i forslaget til forsikringsaftalelovens § 102,

stk. 3, og reguleringsreglen i forslaget til forsikringsaftalelovens

§ 104, samt de tilsvarende regler i pensionsopsparingslovens § 2,

stk. 3, og § 4, ikke skal anvendes på en indsættelse af en

begunstiget, der er foretaget før lovens ikrafttræden, hvis indsættelsen er

uigenkaldelig, eller hvis en tvangsarving er indsat som begunstiget, dvs. i

de

tilfælde, hvor der efter de gældende regler ikke er mulighed for at kræve

regulering.

Begrundelsen for disse ikrafttrædelsesbestemmelser er, at

den begunstigede kan have ydet betaling for opnåelsen af en uigenkaldelig

begunstigelse, og at den begunstigede derfor kan have fået en berettiget

forventning

om få forsikringssummen udbetalt ved forsikringsbegivenhedens indtræden. En

regulering efter forslaget til forsikringsaftalelovens § 104 og

pensionsopsparingslovens § 4 ville i denne situation formentlig indebære

et indgreb i velerhvervede rettigheder. Tilsvarende gør sig gældende i den

situation, hvor en tvangsarving før lovens ikrafttræden er blevet indsat som

begunstiget, fordi en sådan indsættelse efter de gældende bestemmelser i

forsikringsaftalelovens § 104, stk. 2, og pensionsopsparingslovens

§ 4, stk. 2, ikke kan reguleres.

Det kan i visse tilfælde give anledning til tvivl, om en

begunstigelsesindsættelse er omfattet af den gamle eller den nye regel. Hvis

f.eks. »min ægtefælle« er indsat som begunstiget, er det den ægtefælle, som

forsikringstageren levede sammen med på dødstidspunktet, der er indsat. Hvis

ægteskabet først er indgået efter de nye reglers ikrafttræden, jf. § 3,

f.eks. fordi forsikringstageren er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle,

der gav anledning til indsættelsen, vil ægtefællen være omfattet af den nye

regel i § 104, også selvom der ikke fra forsikringstagerens side har

været

behov for at foretage noget i forhold til selskabet.

Hvis forsikringstageren på indsættelsestidspunktet er gift,

får et barn og senere bliver skilt, vil barnet blive »nærmeste pårørende«.

Hvis

barnets status som »nærmeste pårørende« er opnået efter lovens ikrafttræden,

skal de nye regler anvendes. I modsat fald skal de hidtidige regler anvendes.

Når der ikke kan ske regulering efter de nye

reguleringsregler, tjener de foreslåede underretningsregler i

forsikringsaftalelovens § 102, stk. 3, og pensionsopsparingslovens

§ 2, stk. 3, ikke noget formål, og det foreslås derfor, at de ikke

skal finde anvendelse i samme omfang, som forslagene til

forsikringsaftalelovens § 104 og pensionsopsparingslovens § 4 ikke

skal anvendes.

Hvis forsikringstageren efter lovens ikrafttræden foretager

ændring i en uigenkaldelig begunstigelse (med den uigenkaldeligt indsattes

samtykke) eller i en begunstigelsesindsættelse af en tvangsarving foretaget

før

lovens ikrafttræden, finder lovens regler anvendelse på den ændrede

begunstigelse.

I alle andre tilfælde end nævnt i stk. 1 vil de nye

regler i forsikringsaftalelovens § 102, stk. 3, og § 104 samt

pensionsopsparingslovens § 2, stk. 3, og § 4 finde anvendelse,

dvs. i tilfælde, hvor begunstigelsen ikke er uigenkaldelig, og i tilfælde,

hvor

den begunstigede ikke er tvangsarving. Begrundelsen herfor er, at den nye

udformning af reguleringsreglen i forsikringsaftalelovens § 104 og

pensionsopsparingslovens § 4 er mindre byrdefuld for en begunstiget end

den gældende bestemmelse. De gældende bestemmelser fastslår således, at

forsikringssummen efter anmodning skal indgå ved beregningen af tvangsarv og

boslod, hvorimod de nye bestemmelser indebærer, at der alene skal ske

regulering efter en vurdering af, om begunstigelsen må anses for urimelig.

Ligesom efter den gældende regel kan reguleringsbeløbet maksimalt udgøre,

hvad

der ville være tilfaldet den pågældende som boslod og tvangsarv.

Stk. 2

indebærer,

at udvidelsen af definitionen af nærmeste pårørende i forslagene til

forsikringsaftalelovens §§ 105 a og 105 b samt pensionsopsparingslovens

§§ 5 a og 5 b til også at omfatte visse grupper af ugifte samlevende

alene

finder anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der foretages efter lovens

ikrafttræden. Baggrunden herfor er, at en ugift person i et fast

samlivsforhold, som har et barn f.eks. fra et tidligere ægteskab, må antages

som hovedregel at gå ud fra, at barnet er »nærmeste pårørende«. Ønskes en

tidligere begunstigelsesindsættelse efter standardklausulen »nærmeste

pårørende«

ændret, således at den med sikkerhed omfatter samleveren, må dette meddeles

til

forsikringsselskabet eller pengeinstituttet i overensstemmelse med

forsikringsaftalelovens § 102 eller pensionsopsparingslovens § 2.

En indsættelse af en begunstiget må anses for foretaget på

det tidspunkt, hvor meddelelsen om indsættelsen er kommet frem til selskabet

eller pengeinstituttet.

Stk. 3

indebærer, at de foreslåede ændringer af dødsboskifteloven, retsafgiftsloven,

boafgiftsloven, dødsboskatteloven og pensionsbeskatningsloven finder

anvendelse

i tilfælde, hvor dødsfaldet indtræder efter lovens ikrafttræden, jf. dog

stk. 4, for så vidt angår lovforslagets § 6, nr. 2, om ændring af

boafgiftslovens § 3, stk. 1.

Stk. 4

indebærer,

at boafgiftslovens § 3, stk. 1, litra c, som indsat ved denne lovs

§ 6, nr. 2, har virkning for udbetalinger, der finder sted den 1. januar

2008 eller senere.

Til § 11

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Forsikringsaftaleloven, lov nr. 129 af 15. april 1930, er

sat i kraft både på Færøerne og i Grønland. En række af de senere ændringer

til

loven er ligeledes sat i kraft for disse landsdele.

Pensionsopsparingsloven er ikke sat i kraft på Færøerne og

Grønland.

Dødsboskifteloven gælder ikke på Færøerne og i Grønland.

Retsafgiftsloven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Ved

lov nr. 794 af 26. november 1986 er retsafgiftsloven delvis sat i kraft for

Færøerne. Der betales ikke retsafgift i grønlandske sager.

Garantifondsloven er trådt i kraft for Færøerne. I Grønland

gælder den tidligere garantifondslov (lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en

indskydergarantifond).

Hverken boafgiftsloven, dødsboskatteloven eller

pensionsbeskatningsloven, gælder i Færøerne eller på Grønland.

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr.

999 af 5. oktober 2006, som ændret ved § 5 i lov nr. 539 af 8. juni

2006,

foretages følgende ændringer:

1.

§ 102

affattes således:

§ 102.

Forsikringstageren kan såvel ved forsikringens

tegning som senere indsætte en anden som begunstiget. I så tilfælde bliver

forsikringssummen

at udbetale umiddelbart til denne.

»

§ 102.

Forsikringstageren

kan ved forsikringens tegning eller senere indsætte en anden som begunstiget.

Ved forsikringstagerens død udbetales forsikringssummen umiddelbart til den

begunstigede.

Stk. 2.

Indsættelsen kan forsikringstageren

tilbagekalde, for så vidt han ikke overfor den begunstigede har givet afkald

derpå. Forsikringstagerens ret til at tilbagekalde begunstigelsen går ikke

over på hans arvinger eller dødsbo.

Stk. 2.

Forsikringstageren

kan tilbagekalde indsættelsen, medmindre forsikringstageren over for den

begunstigede har givet afkald på dette. Forsikringstagerens ret til at

tilbagekalde indsættelsen går ikke over på den pågældendes arvinger eller

dødsbo.

Stk. 3.

Selskabet

skal senest samtidig med underretningen af den begunstigede om

forsikringsbegivenhedens indtræden underrette den skifteret, der behandler

forsikringstagerens dødsbo, jf. lov om skifte af dødsboer § 2, om

begunstigelsesindsættelsen,

forsikringssummens størrelse, samt om hvorvidt udbetaling er sket.

Skifteretten

skal herefter underrette forsikringstagerens ægtefælle og livsarvinger og

vejlede om indholdet af § 104.«

§ 103.

Indsættelse af en begunstiget og tilbagekaldelse

af sådan indsættelse er kun gyldig, såfremt den skriftlig meddeles selskabet

eller optages i eller påtegnes policen af selskabet.

2.

I

§ 103

indsættes som

stk. 2 og 3

:

»

Stk. 2.

Forsikringstageren

kan ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at

forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje.

Stk. 3.

Forsikringstageren

kan ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at forsikringssummen skal

båndlægges. Arvelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse. Hvis

forsikringstageren ikke i forbindelse med beslutningen om båndlæggelse har

bestemt, hvilken forvaltningsafdeling der skal forvalte den båndlagte arv,

bestemmer den skifteret, der behandler boet efter forsikringstageren, jf.

§ 2 i lov om skifte af dødsboer, hvem forsikringsselskabet skal udbetale

forsikringssummen til.«

3.

§ 104

affattes således:

§ 104.

Når ingen begunstiget er indsat, og

forsikringssummen skal udbetales ved forsikringstagerens død, tilfalder den

hans dødsbo.

»

§ 104.

Hvis indsættelse af en begunstiget må

anses for urimelig i forhold til forsikringstagerens ægtefælle eller en

livsarving,

kan det ved dom bestemmes, at forsikringssummen helt eller delvist skal

tilfalde

ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede. Beløbet kan

ikke overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som boslod og

tvangsarv, jf. arvelovens § 5, § 10 og § 11, stk. 2, hvis

forsikringssummen i stedet var tilfaldet forsikringstagerens solvente bo.

Stk. 2.

Har forsikringstageren indsat en

begunstiget, som ikke er hans tvangsarving, og efterlader han sig ægtefælle,

livsarvinger eller arveberettigede adoptivbørn eller disses livsarvinger,

skal forsikringssummen, for så vidt

angår

de nævnte personers ret til boslod og tvangsarvelod, behandles som tilhørende

dødsboet og som tillagt den begunstigede ved testamente. Dette gælder dog

ikke, såfremt forsikringstageren har givet afkald på sin ret til at

tilbagekalde indsættelsen af den begunstigede.

Stk. 2.

Ved

afgørelsen efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på

1)

baggrunden for

indsættelsen af den begunstigede,

2)

ægtefællens, en

livsarvings og den begunstigedes økonomiske behov og

3)

omstændighederne i

øvrigt.

Stk. 3.

Har nogen, forinden forsikringssummen i

medfør af § 102 er udbetalt til den begunstigede, overfor selskabet ved

forevisning af vielsesattest, skifteudskrift eller lignende behørigt

godtgjort at høre til forsikringstagerens i 2det stykke nævnte efterladte og

i denne egenskab gjort indsigelse mod, at sådan udbetaling sker, må selskabet

ikke udbetale forsikringssummen, forinden det ved forlig eller retslig

afgørelse

mellem den begunstigede og de efterladte er bragt på det rene, hvem der har

ret til forsikringssummen. Dog har selskabet altid ret til at udbetale til

den begunstigede indtil en tredjedel af forsikringssummen eller, såfremt han

besørger forsikringstagerens begravelse, et passende beløb til bestridelse af

udgifterne til denne.

Stk. 3.

Har

ægtefællen eller en livsarving inden udbetaling af forsikringssummen til den

begunstigede gjort indsigelse over for selskabet mod udbetalingen, må

forsikringsselskabet

ikke udbetale forsikringssummen til den begunstigede, før det ved forlig

eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort, hvem der har

ret til forsikringssummen. Selskabet kan dog altid udbetale indtil en

tredjedel af forsikringssummen til den begunstigede, og, hvis den pågældende

sørger for forsikringstagerens begravelse, et passende beløb til afholdelse

af udgifterne herved.

Stk. 4.

En sag

efter stk. 1 skal anlægges af ægtefællen eller en livsarving mod den

begunstigede inden 1 år efter, at forsikringstageren er afgået ved døden.«

4.

§ 105

affattes således:

§ 105.

Ved fortolkningen af de bestemmelser, hvorved

en begunstiget indsættes, kommer, hvis ikke andet fremgår af

omstændighederne, følgende regler til anvendelse, når forsikringssummen skal

betales ved forsikringstagerens død.

»

§ 105.

Ved fortolkningen af bestemmelser om

indsættelse af en begunstiget anvendes stk. 2-4, hvis ikke andet fremgår

af omstændighederne, når forsikringssummen skal udbetales ved

forsikringstagerens

død.

Stk. 2.

Er forsikringstagerens ægtefælle indsat som

begunstiget, er det den ægtefælle, med hvem han ved sin død levede i

ægteskab, der anses som begunstiget.

Stk. 2.

Er forsikringstagerens ægtefælle indsat som

begunstiget, anses den ægtefælle, som forsikringstageren ved sin død levede i

ægteskab med, som begunstiget.

Stk. 3.

Har forsikringstageren indsat sine børn som

begunstigede, anses hans livsarvinger, derunder hans adoptivbørn og disses

livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven tildeler ham.

Stk. 3.

Har forsikringstageren indsat sine børn som

begunstigede, anses hans livsarvinger, herunder hans adoptivbørn og disses

livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven tildeler den

pågældende.

Stk. 4.

Er forsikringstagerens arvinger indsat som

begunstigede, tager enhver af dem del i forsikringssummen efter det forhold,

hvori han i henhold til testamente eller loven er arveberettiget efter

forsikringstageren.

Stk. 4.

Er forsikringstagerens arvinger indsat som

begunstigede, får arvingerne del i forsikringssummen efter det forhold, som

de pågældende i henhold til testamente eller loven er arveberettiget efter

forsikringstageren.«

Stk. 5.

Har forsikringstageren indsat sine »nærmeste

pårørende« som begunstigede anses hans ægtefælle som indsat, eller hvis sådan

ikke efterlades, hans børn, eller hvis ej heller sådanne forefindes, hans

arvinger, alt overensstemmende med de forudnævnte regler.

5.

Efter § 105

indsættes:

»

§ 105 a.

Medmindre

andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende i følgende

rækkefølge forsikringstagerens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i

stk. 2, børn eller arvinger.

Stk. 2.

For at

være omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med

forsikringstageren

på fælles bopæl og

1)

vente, have eller

have haft et barn sammen forsikringstageren, eller

2)

have levet sammen

med forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i

de sidste 2 år før dødsfaldet.

Stk. 3.

En fælles

bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i

anden bolig eller ved ophold i institution.

§ 105 b.

Har

forsikringstageren ikke indsat en begunstiget, og skal forsikringssummen

udbetales ved forsikringstagerens død, tilfalder forsikringssummen

forsikringstagerens nærmeste pårørende, jf. § 105 a. Er der ikke nogen

nærmeste pårørende, tilfalder forsikringssummen forsikringstagerens dødsbo.

Stk. 2.

Forsikringssummen tilfalder forsikringstagerens dødsbo, hvis

forsikringstageren

har bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget.«

§ 2

I lov nr. 293 af 24. april 1996 om visse civilretlige

forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter foretages følgende

ændringer:

1.

§ 2

affattes således:

§ 2.

Kontohaveren kan såvel ved opsparingsordningens

oprettelse som senere indsætte en begunstiget. I så tilfælde udbetales de

opsparede midler umiddelbart til denne i tilfælde af kontohaverens død.

»

§ 2.

Kontohaveren

kan ved opsparingsordningens oprettelse eller senere indsætte en anden som

begunstiget. Ved kontohaverens død udbetales de opsparede midler umiddelbart

til den begunstigede.

Stk. 2.

Kontohaveren kan tilbagekalde indsættelsen,

hvis der ikke over for den begunstigede er givet afkald herpå. Kontohaverens

ret til at tilbagekalde begunstigelsen går ikke over på den pågældendes

arvinger eller dødsbo.

Stk. 2.

Kontohaveren

kan tilbagekalde indsættelsen, medmindre kontohaveren over for den

begunstigede har givet afkald på dette. Kontohaverens ret til at tilbagekalde

indsættelsen går ikke over på den pågældendes arvinger eller dødsbo.

Stk. 3.

Pengeinstituttet skal senest samtidig med underretningen af den begunstigede

om kontohaverens dødsfald underrette den skifteret, der behandler

kontohaveren

dødsbo, jf. lov om skifte af dødsboer § 2, om

begunstigelsesindsættelsen,

det opsparede beløb, samt om hvorvidt udbetaling er sket. Skifteretten skal

herefter underrette kontohaverens ægtefælle og livsarvinger og vejlede om

indholdet af § 4.«

§ 3.

Indsættelse af en begunstiget og tilbagekaldelse

af sådan indsættelse er kun gyldig, såfremt den skriftligt meddeles

pengeinstituttet eller optages i eller påtegnes pensionsopsparingsaftalen af

pengeinstituttet.

2.

I

§ 3

indsættes som

stk. 2 og 3

:

»

Stk. 2.

Kontohaveren kan ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1

bestemme, at de opsparede midler skal være den begunstigedes særeje.

Stk. 3.

Kontohaveren

kan ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de opsparede midler skal

båndlægges. Arvelovens § 61 finder tilsvarende anvendelse. Hvis

kontohaveren

ikke i forbindelse med beslutningen om båndlæggelse har bestemt, hvilken

forvaltningsafdeling der skal forvalte de båndlagte midler, bestemmer den

skifteret,

der behandler boet efter kontohaveren, jf. § 2 i lov om skifte af

dødsboer, hvem pengeinstituttet skal udbetale forsikringssummen til.«

3.

§ 4

affattes således:

§ 4.

Når ingen begunstiget er indsat og de opsparede

midler skal udbetales ved kontohaverens død, tilfalder midlerne dødsboet.

Stk. 2.

Har kontohaveren indsat en begunstiget, som

ikke er tvangsarving, og efterlades ægtefælle, livsarvinger eller

arveberettigede adoptivbørn eller disses livsarvinger, skal de opsparede

midler, for så vidt angår de nævnte personers ret til boslod og

tvangsarvelod,

behandles som tilhørende dødsboet og som tillagt den begunstigede ved

testamente.

Dette gælder dog ikke, såfremt kontohaveren har givet afkald på sin ret til

at tilbagekalde indsættelsen af den begunstigede.

Stk. 3.

Har nogen, forinden de opsparede midler i

medfør af § 2 er udbetalt til den begunstigede, over for

pengeinstituttet

ved forevisning af vielsesattest, skifteudskrift eller lignende behørigt

godtgjort at høre til de i stk. 2 nævnte efterladte og i denne egenskab

gjort indsigelse mod, at sådan udbetaling sker, må pengeinstituttet ikke

udbetale de opsparede midler, forinden det ved forlig eller retslig afgørelse

mellem den begunstigede og de efterladte er afgjort, hvem der har ret til de

opsparede midler. Dog har pengeinstituttet altid ret til at udbetale til den

begunstigede indtil en tredjedel af de opsparede midler eller, såfremt den

pågældende sørger for kontohaverens begravelse, et passende beløb til dækning

af udgifterne herved.

»

§ 4.

Hvis indsættelse af en begunstiget må

anses for urimelig i forhold til kontohaverens ægtefælle eller en livsarving,

kan det ved dom bestemmes, at de opsparede midler helt eller delvist skal

tilfalde ægtefællen eller en livsarving i stedet for den begunstigede.

Beløbet

kan ikke overstige, hvad der ville være tilfaldet den pågældende som boslod

og tvangsarv, jf. arvelovens § 5, § 10, og § 11, stk. 2,

hvis de opsparede midler i stedet var tilfaldet forsikringstagerens solvente

bo.

Stk. 2.

Ved afgørelsen efter stk. 1 skal der navnlig lægges vægt på

1)

baggrunden

for indsættelsen af den begunstigede,

2)

ægtefællens, livsarvingernes

og den begunstigedes økonomiske behov og

3)

omstændighederne i

øvrigt.

Stk. 3.

Har

ægtefællen eller en livsarving inden udbetaling af de opsparede midler til

den begunstigede gjort indsigelse over for pengeinstituttet mod udbetalingen,

må pengeinstituttet ikke udbetale de opsparede midler til den begunstigede,

før det ved forlig eller dom mellem den begunstigede og de efterladte er

afgjort,

hvem der har ret til de opsparede midler. Pengeinstituttet kan dog altid

udbetale indtil en tredjedel af de opsparede midler til den begunstigede, og,

hvis den pågældende sørger for kontohaverens begravelse, et passende beløb

til afholdelse af udgifterne herved.

Stk. 4.

En sag

efter stk. 1 skal anlægges af ægtefællen eller livsarvingerne mod den

begunstigede inden 1 år efter, at kontohaveren er afgået ved døden.«

4.

§ 5

affattes således:

§ 5.

Ved fortolkning af de bestemmelser, hvorved en

begunstiget indsættes, gælder, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne,

reglerne i stk. 2-5, når de opsparede midler skal udbetales ved

kontohaverens

død.

»

§ 5.

Ved fortolkningen af bestemmelser om

indsættelse af en begunstiget anvendes stk. 2-4, hvis ikke andet fremgår

af omstændighederne, når de opsparede midler skal udbetales ved kontohaverens

død.

Stk. 2.

Er kontohaverens ægtefælle indsat som

begunstiget, er det den ægtefælle, med hvem kontohaveren ved sin død levede i

ægteskab, der anses som begunstiget.

Stk. 2.

Er kontohaverens ægtefælle indsat som

begunstiget, anses den ægtefælle, som kontohaveren ved sin død levede i

ægteskab med, som begunstiget.

Stk. 3.

Har kontohaveren indsat sine børn som

begunstigede, anses den pågældendes livsarvinger, derunder adoptivbørn og

disses livsarvinger, som begunstigede hver for den andel, arveloven tildeler

vedkommende.

Stk. 3.

Har kontohaveren indsat sine børn som

begunstigede, anses hans livsarvinger, herunder hans adoptivbørn og disses

livsarvinger, som begunstigede, hver for den andel, arveloven tildeler den

pågældende.

Stk. 4.

Er kontohaverens arvinger indsat som

begunstigede, tager enhver af dem del i de opsparede midler efter det

forhold, hvori den pågældende i henhold til testamente eller loven er

arveberettiget

efter kontohaveren.

Stk. 4.

Er kontohaverens arvinger indsat som

begunstigede, får arvingerne del i de opsparede midler efter det forhold, som

de pågældende i henhold til testamente eller loven er arveberettiget efter

kontohaveren.«

Stk. 5.

Har kontohaveren indsat sine »nærmeste

pårørende« som begunstigede, anses den pågældendes ægtefælle som indsat

eller, hvis sådan ikke efterlades, den pågældendes børn eller, hvis ej heller

sådanne efterlades, den pågældendes arvinger, jf. reglerne i stk. 2-4.

5.

Efter § 5

indsættes:

»

§ 5 a.

Medmindre

andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende i følgende

rækkefølge kontohaverens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i

stk. 2,

børn eller arvinger.

Stk. 2.

For at

være omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med

forsikringstageren

på fælles bopæl og

1)

vente, have eller

have haft et barn sammen forsikringstageren, eller

2)

have levet sammen

med forsikringstageren i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i

de sidste 2 år før dødsfaldet.

Stk. 3.

En fælles

bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i

anden bolig eller ved ophold i institution.

§ 5 b.

Har

kontohaveren ikke indsat en begunstiget, og skal de opsparede midler

udbetales ved kontohaverens død, tilfalder de opsparede midler kontohaverens

nærmeste pårørende, jf. § 5 a. Er der ikke nogen nærmeste pårørende,

tilfalder de opsparede midler kontohaverens dødsbo.

Stk. 2.

De

opsparede midler tilfalder kontohaverens dødsbo, hvis kontohaverens har

bestemt, at der ikke skal være indsat en begunstiget.«

§ 3

I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte af dødsboer, som

senest ændret ved § 4 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende

ændringer:

§ 7.

Skifteretten indkalder snarest muligt efter

modtagelsen af anmeldelsen af dødsfaldet den eller dem, der efter det oplyste

er den afdødes nærmeste pårørende, til et møde, hvor der tages stilling til

boets behandlingsmåde. Afholdelse af møde kan efter skifterettens bestemmelse

undlades.

Stk. 2.

Skifteretten indhenter de nødvendige

oplysninger om arvinger fra det centrale Personregister (CPR) og om afdødes

testamentariske dispositioner fra Centralregisteret for Testamenter eller på

anden måde. Indhentelse af oplysninger kan undlades, hvis det på forhånd er

klart, at oplysninger om arvinger og legatarer er uden betydning for boets

behandling.

1.

I

§ 7

indsættes efter stk. 4

som nyt stykke:

»

Stk. 5.

Skifteretten kan bestemme, at der bortset fra indhentelse og afgivelse af

oplysninger efter stk. 2 og 4 ikke skal foretages yderligere

eftersøgning af arvinger, hvis omkostningerne herved ikke vil stå i rimeligt

forhold til boets midler.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.

Stk. 3.

Skifteretten vejleder de pårørende og bistår

med udfærdigelse af anmodninger og opgørelser, der skal indgives i

forbindelse med bobehandlingen, jf. § 91.

Stk. 4.

De pårørende har pligt til at give de oplysninger

om arveforholdene, som de er bekendt med.

Stk. 5.

Kan afgørelse om boets behandlingsmåde ikke

træffes i forbindelse med det i stk. 1 nævnte møde, udsætter

skifteretten behandlingen af sagen. Skifteretten kan fastsætte en frist for

boets berigtigelse.

Stk. 6.

Justitsministeren kan fastsætte regler for skifteretten og bobestyreren om

indhentelse af oplysninger fra det centrale Personregister (CPR) og

Centralregisteret

for Testamenter.

§ 13.

Som legatar anses den, der skal arve en

bestemt angivet pengesum eller bestemt angivne formuegenstande.

Stk. 2. ...

2.

I

§ 13, stk. 1

, indsættes som

2. pkt.:

»En tvangsarving, der skal have sin tvangsarv udbetalt kontant,

jf. arvelovens § 50, stk. 2, 1. pkt., anses som arving.«

§ 22.

Udlæg af et bo til en efterlevende ægtefælle

kan finde sted, såfremt ægtefællen, dennes værge eller skifteværge fremsætter

anmodning derom og

1)

der ifølge §§ 7

a og 7 b i arveloven samt § 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger intet

bliver at udlodde til andre arvinger og

2)

ægtefællen påtager

sig ansvaret for den afdødes gældsforpligtelser.

3.

I

§ 22, stk. 1

, ændres »§§ 7

a og 7 b« til: »§ 11, stk. 1-3,«.

4.

I

§ 22

indsættes som

stk. 4:

»

Stk. 4.

Ægtefællen

skal senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer

efter reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge

udleveringen af, at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem

skifteretten.«

Stk. 2.

Skifteretten kan bestemme, at et bo i stedet

skal behandles efter lovens øvrige regler, såfremt værdien af boets aktiver

er betydelig og afgørende hensyn til boets kreditorer taler derfor.

Stk. 3.

Bestemmelsen i § 26, stk. 3,

finder tilsvarende anvendelse.

§ 24.

Et bo udleveres efter anmodning til uskiftet

bo efter reglerne i arvelovens kapitel 3.

Stk. 2.

Bestemmelsen i § 26, stk. 3,

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Reglerne i denne lov finder i øvrigt med de

fornødne ændringer anvendelse ved behandling af sager om udlevering til

uskiftet bo.

5.

I

§ 24, stk. 1

, ændres »kapitel

3« til: »kapitel 4«.

6.

I

§ 24

indsættes som

stk. 4

:

»

Stk. 4.

Ægtefællen

skal senest i forbindelse med boets udlevering indkalde boets kreditorer

efter reglerne om proklama i kapitel 20. Skifteretten kan betinge

udleveringen af, at anmeldelsen til Statstidende indsendes gennem

skifteretten.«

§ 36.

Skifteretten udleverer et bo til behandling

ved bobestyrer, såfremt

1)

en arving anmoder

derom,

2)

boet må antages at

være insolvent,

3)

alle arvinger enten

er repræsenteret ved værge eller skifteværge eller er under konkurs eller er

ude af stand til at opfylde deres forpligtelser, efterhånden som de

forfalder,

4)

afdøde har bestemt

dette i testamente, jf. § 38,

5)

der ikke findes

arvinger i boet eller det er usikkert, hvem der er arvinger,

6)

der i medfør af §§ 23,

30, 76, stk. 3, eller arvelovens § 16, stk. 2, træffes

bestemmelse

derom eller

7)

der ikke inden

rimelig tid har kunnet træffes bestemmelse om, at boet skal behandles på

anden

måde.

7.

I

§ 36, nr. 6

, ændres »arvelovens § 16,

stk. 2,« til: »arvelovens § 25, stk. 2,«.

§ 48.

Vides det ikke, om en arving eller legatar er

i live, eller er vedkommendes opholdssted ukendt, eller er det uklart, hvem

der er arvinger, søger bobestyreren de nødvendige oplysninger derom

tilvejebragt.

8.

I

§ 48

indsættes efter stk. 2

som nyt stykke:

»

Stk. 3.

§ 7,

stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Stk. 2.

Eftersøgning af arvinger og legatarer kan

undlades, såfremt det må antages, at der ikke bliver arv eller legat at

udlodde.

Stk. 3.

Bobestyreren har i samme omfang som skifteretten

adgang til at få oplysninger og bistand fra offentlige myndigheder.

§ 81

Stk. 2.

Proklama skal udstedes, når et bo skiftes

privat eller ved bobestyrer.

9.

§ 81, stk. 2,

affattes

således:

»

Stk. 2.

Proklama

skal udstedes, når et bo skiftes eller udleveres efter §§ 22 eller 24.«

§ 101.

Afgørelse om de i § 89, stk. 1, nr.

1-5, nævnte tvister træffes ved dom.

Stk. 2.

Boets modkrav, der henhører under de

almindelige domstole, kan efter skifterettens bestemmelse påkendes ved

skifteretten. Retsplejelovens § 249, stk. 2 og 3, finder i øvrigt

anvendelse.

10.

I

§ 101

indsættes som stk. 3:

»

Stk. 3.

Indsigelser

mod gyldigheden af en testamentarisk disposition efter arvelovens § 66

afgøres af skifteretten ved kendelse.«

11.

Efter

kapitel 30 indsættes:

»Kapitel

30 a

Samlevers ret til overtagelse efter vurdering

»

§ 111 a.

En

længstlevende samlever har ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og

sædvanligt indbo mod at betale vurderingsbeløbet kontant til boet, hvis

parterne på dødstidspunktet

1)

levede sammen på

fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold og havde gjort det i de sidste 2

år forud for dødsfaldet, eller

2)

levede sammen på

fælles bopæl og ventede, havde eller havde haft et fællesbarn.

Stk. 2.

En fælles

bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved

ophold i institution.

Stk. 3.

For en

samlever, der ved testamente er indsat som arving, anses retten efter

stk. 1 som en ret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende

genstande til vurderingsbeløbet mod at betale et eventuelt overskydende beløb

kontant til boet.

Stk. 4.

Ønsker

samleveren og en arving at overtage det samme aktiv, har samleveren

fortrinsret. En særlivsarving efter den førstafdøde samlever har dog

fortrinsret til at overtage aktivet, hvis dette har særlig erindringsværdi

for den pågældende.

Stk. 5.

Stk. 1-4

finder ikke anvendelse for aktiver, som arveladeren har rådet over ved

testamente.

Stk. 6.

Tvister

efter stk. 1-4 behandles på samme måde som sager om retten til at arve,

herunder retten til at overtage aktiver efter vurdering, jf. § 89,

stk. 1, nr. 1.«

§ 4

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 936

af 8. september 2006, som ændret ved § 7 i lov nr. 539 af 8. juni 2006,

foretages

følgende ændringer:

§ 36 i

Stk. 2.

I boer, der har været udleveret til

almindeligt privat skifte eller til behandling ved bobestyrer og derefter

udleveres til uskiftet bo, afgøres afgiftspligten efter § 36 c på

grundlag af den fællesboopgørelse, der skal indleveres efter arvelovens

§ 13. Afgiften forfalder til betaling ved indlevering af

fællesboopgørelsen. Afgiften skal indbetales inden 14 dage efter forfaldstid.

§ 36, stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

1.

§ 36

i, stk. 2, 1. og 2. pkt., affattes således:

»I boer, der har været udleveret til almindeligt privat skifte

eller til behandling ved bobestyrer og derefter udleveres til uskiftet bo,

afgøres afgiftspligten efter § 36 c på grundlag af den formueoversigt,

der skal indleveres efter arvelovens § 22. Afgiften forfalder til

betaling ved indlevering af formueoversigten.«

§ 36 l.

For behandling af de i arvelovens § 29

og § 60 nævnte spørgsmål svares ingen afgift.

2.

§ 36 l

ophæves.

§ 49.

Stk. 2.

Uden afgift udfærdiges endvidere:

1)

Første udskrift til

parterne af en retsafgørelse eller et retsforlig i en borgerlig retssag.

2)

Første udskrift til

parterne af en retsafgørelse eller et retsforlig vedrørende borgerlige krav i

en offentlig straffesag.

3.

I

§ 49, stk. 2,

indsættes som

nr. 10:

»10)

Første kopi til den førstafdødes ægtefælles

livsarvinger af den formueoversigt, som ægtefællen skal indlevere ved

udlevering af et bo til uskiftet bo.«

3)

Første udskrift til

rekvirenten af en notarialforretning.

4)

Første domsudskrift

til beskikket advokat eller beskikket forsvarer.

5)

Attest om, hvorvidt

dommen i en ægteskabssag er anket.

6)

Første udskrift

eller attest til en rekvirent af en fogedforretning, når rekvirenten i

henhold til retsplejelovens § 492, stk. 2, ikke har givet møde

under

forretningen.

7)

Straffeattester.

8)

Fotokopier af

salgsopstilling udfærdiget til brug ved tvangsauktion over fast ejendom.

9)

Første attest i

dødsboer, der ikke behandles ved bobestyrer.

§ 5

I lov om en garantifond for indskydere og investorer,

jf. lovbekendtgørelse nr. 1066 af 10. december 2003, foretages følgende

ændring:

§ 9.

Stk. 2.

Fonden dækker fuldt ud indskud

1)

10)

der forvaltes i

godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til værgemålslovens kapitel 5

eller arvelovens §§ 61 og 65,

11)...

1.

I

§ 9, stk. 2, nr. 10

, ændres »arvelovens

§§ 61 og 65,« til: »arvelovens §§ 54 og 61,«.

§ 6

I lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven),

jf. lovbekendtgørelse nr. 971 af 22. september 2006, foretages følgende

ændringer:

§ 1.

Efter bestemmelserne i denne lov skal der

betales en boafgift på 15 pct. til staten af de værdier, som en afdød person

efterlader sig.

Stk. 2.

Der skal betales en tillægsboafgift på 25

pct. af den del af værdierne, som tilfalder andre end

a)

afdødes afkom,

stedbørn og disses afkom,

b)

afdødes forældre,

c)

afdødes barns

eller stedbarns ikke fraseparerede ægtefælle, uanset om barnet eller

stedbarnet

lever eller er afgået ved døden,

1.

I

§ 1, stk. 2, litra d

, indsættes

efter »i en ældrebolig,«: »eller en person, der på tidspunktet for dødsfaldet

levede sammen på fælles bopæl med afdøde og venter, har eller har haft et

barn sammen med afdøde, herunder også når den fælles bopæl er ophørt på grund

af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig,«

d)

personer, der har

haft fælles bopæl med afdøde i de sidste 2 år før dødsfaldet, og personer,

der tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på

mindst 2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene på grund af

institutionsanbringelse,

herunder i en ældrebolig,

e)

afdødes

fraseparerede eller fraskilte ægtefælle,

f)

plejebørn, der har

haft bopæl hos afdøde i en sammenhængende periode på mindst 5 år, når

opholdet er begyndt, inden plejebarnet fyldte 15 år, og højst en af

plejebarnets forældre har haft bopæl hos afdøde sammen med plejebarnet.

Stk. 3.

Der skal endvidere betales en tillægsboafgift

på 25 pct. af den del af værdierne, hvortil der er knyttet betingelser, som

bevirker, at det ikke inden afgiftens betaling vides, om værdierne kan blive

omfattet af tillægsboafgiften.

§ 3.

Undtaget fra afgiftspligten er endvidere

a)

arv og

forsikringer m.v., der tilfalder afdødes ikke fraseparerede ægtefælle, jf.

dog § 14, stk. 2,

b)

udbetalinger, der

er helt eller delvist indkomstskattepligtige efter pensionsbeskatningsloven,

medmindre udbetalingen hidrører fra en ordning svarende til en dansk

kapitalpensionsordning,

c)

forsikringer m.v.,

der udbetales fra Arbejdsmarkedets Tillægspension, lovpligtige

ulykkesforsikringer og arbejdsgiverbetalte ulykkesforsikringer i anledning af

arbejdsulykker,

2.

I

§ 3,

stk. 1,

indsættes efter

litra b

som nyt litra:

»c)

afgiftspligtige udbetalinger

fra en pensionsordning som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 25,

stk. 1,

nr. 6, eller § 29, stk. 1, til en frasepareret eller fraskilt

ægtefælle,

der senest som led i skiftet af fællesboet ved separationen eller skilsmissen

er indsat som uigenkaldeligt begunstiget,«.

Litra c-f bliver herefter litra d-g.

d)

forsikringsbeløb

eller den del deraf, som en begunstiget selv har betalt præmierne eller

vederlaget

for,

e)

brugs- og

indtægtsnydelser og

f)

arv, legat og

forsikring m.v., der tilfalder fonde, foreninger, stiftelser m.v. og

religiøse samfund, der er godkendt efter § 3, stk. 2, til at

modtage arv, legat og forsikring m.v. afgiftsfrit eller er godkendt i henhold

til ligningslovens § 8 A eller § 12.

Stk. 2.

§ 8

Stk. 3.

Afgiftspligten af afdødes del af boet

indtræder, uanset om boet skiftes, hvis den efterlevende ægtefælle indgår nyt

ægteskab. Det i § 6 nævnte bundfradrag finder ikke anvendelse ved

afgiftsberegningen.

Stk. 4. ...

3.

§ 8, stk. 3

, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

§ 10.

Stk. 6.

I de i § 8, stk. 3 og 4, nævnte

situationer har den efterlevende ægtefælle eller boet pligt til at indgive

anmeldelse

om det afgiftspligtige beløb til skifteretten senest 3 måneder efter

indgåelsen

af nyt ægteskab eller udbetaling af arv eller vederlag.

4.

I

§ 10, stk. 6, 1. pkt

., udgår »og 4«.

§ 12.

Aktiver og passiver i dødsboer ansættes i

boopgørelsen til deres handelsværdi på den i boopgørelsen fastsatte

opgørelsesdag. Er et aktiv udloddet før opgørelsesdagen, og er der givet

told- og skatteforvaltningen meddelelse herom i henhold til

dødsboskattelovens § 5, stk. 2, ansættes aktivet dog til værdien på

udlodningstids-punktet. I en anmeldelse efter § 10, stk. 3, 4 og 7,

anføres værdierne på anmeldelsestidspunktet. I en anmeldelse efter § 10,

stk. 6, jf. § 8, stk. 3, anføres værdierne ved ægteskabets

indgåelse. I en anmeldelse efter § 10, stk. 6, jf. § 8,

stk. 4, anføres værdierne på udbetalingstidspunktet. I en anmeldelse

efter § 10, stk. 5, anføres værdierne på udbetalingstidspunktet.

Ved opgørelsen af sidstnævnte værdi fratrækkes afgift efter

pensionsbeskatningsloven,

som skal betales af det udbetalte beløb. Ved opgørelse af en

indkomstskattepligtig

udenlandsk pensionsordning, som ikke er fritaget for boafgift, jf. § 3,

stk. 1, litra b, fratrækkes 40 pct. af den samlede værdi på

udbetalingstidspunktet. Ansættelsen er bindende for boet, arvingerne,

legatarerne, den efterlevende ægtefælle, selskaberne og repræsentanterne for

udenlandske forsikringsselskaber.

Stk. 2.

5.

§ 12, stk. 1, 4. pkt.,

ophæves,

og i

§ 12, stk. 1, 5. pkt.

,

der bliver 4. pkt., ændres »stk. 4,« til: »stk. 3,«.

§ 36.

Skatteministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil, kan give henstand med betaling af boafgifter og gaveafgift

eller tillade afdragsvis betaling af afgifterne vedrørende fast ejendom her i

landet eller i indtil 15 år for en erhvervsvirksomhed, når det skønnes

rimeligt af hensyn til kapitalforholdene i virksomheden og dennes fortsatte

beståen, samt for hovedaktionæraktier og -anparter. Der kan stilles krav om

betryggende sikkerhed for afgifterne. Henstandsbeløbet forrentes med en

rentesats på 1 pct. p.a. over Nationalbankens diskonto, dog mindst med 6 pct.

p.a.

6.

I

§ 36

indsættes som

stk. 6

:

»Stk. 6. Er der givet henstand med udbetaling af arv efter

arvelovens §§ 35-37, gives der ligeledes henstand med betaling af den

boafgift, der hviler på arvekravet. Boafgiften forfalder til betaling, når

henstanden efter arvelovens §§ 35-37 udløber, eller hvis arvekravet

overdrages eller belånes. Boafgiften forrentes ikke i henstandsperioden.«

Stk. 2.

Den arving, legatar eller gavemodtager, der

som arv eller gave modtager skov, kan kræve, at der gives henstand m.v. efter

stk. 1 for de på skoven hvilende boafgifter eller gaveafgift.

Stk. 3.

Den pågældende arving, legatar eller

gavemodtager, der har opnået henstand eller afdragsvis betaling med

boafgifter eller gaveafgift efter stk. 1 eller 2, hæfter alene for de

boafgifter eller den gaveafgift, der gives henstand m.v. for.

Stk. 4.

Afhændes de aktiver, for hvilke der er givet

henstand eller afdragsvis betaling med boafgifter eller gaveafgift, forfalder

afgifterne eller de resterende afgifter til betaling senest 4 uger efter

afhændelsen med sidste rettidige betalingsdag 14 dage senere.

Stk. 5.

Afgår den arving, legatar eller gavemodtager,

der har fået henstand m.v., ved døden, inden afgifterne er betalt, forfalder

afgifterne eller de resterende afgifter ligeledes til betaling.

§ 7

I lov om beskatning ved dødsfald (dødsboskatteloven),

jf. lovbekendtgørelse nr. 908 af 28. august 2006, foretages følgende ændring:

§ 58.

Stk. 2.

Reglerne i dette kapitel finder endvidere anvendelse,

når et påbegyndt egentligt skifte omfattet af denne lovs afsnit II afsluttes

ved, at

boet efter førstafdøde

overtages af den efterlevende ægtefælle til uskiftet bo, eller ved, at den

efterlevende ægtefælle overtager hele boet i medfør af arvelovens § 7 a

eller § 7 b.

1.

I

§ 58, stk. 2, 1. pkt.

,

og

§ 71, stk. 4,

ændres »arvelovens § 7 a eller § 7

b« til: »arvelovens § 11, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4«.

§ 71.

Stk. 4.

Hvis den efterlevende ægtefælle skifter med

en eller flere arvinger eller legatarer efter førstafdøde og boet derefter på

ny overtages til uskiftet bo, eller hvis skiftet afsluttes ved, at den

efterlevende ægtefælle overtager hele boet i medfør af arvelovens § 7 a

eller § 7 b, finder §§ 59-66 anvendelse, jf. dog stk. 5.

§ 8

I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v.

(pensionsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1120 af 10. november

2006, foretages følgende ændringer:

§ 2.

d)

samleverpension,

hvis udbetalinger kan tilfalde en samlever, hvorved i denne lov forstås en

navngiven person, der havde fælles bopæl med afdøde ved indsættelsen, eller

en person, med hvem afdøde kunne have indgået ægteskab eller registreret

partnerskab, som i et af afdøde senest 3 måneder før dødsfaldet oprettet

testamente

er tillagt en arvelod af mindst samme størrelse som den tvangsarv, der ifølge

arveloven ville være tilkommet en ægtefælle, og som har haft fælles bopæl med

afdøde i de sidste 2 år før dødsfaldet eller tidligere har haft fælles bopæl

med afdøde i en sammenhængende periode på

mindst 2 år, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af

institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig, eller

1. I

§ 2, nr. 4, litra d,

indsættes efter »i en ældrebolig, eller«: »en person, der på tidspunktet for

dødsfaldet levede sammen på fælles bopæl med afdøde eller tidligere har haft

fælles bopæl med afdøde, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af

institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig, og venter, har eller har

haft et barn sammen med afdøde, eller«.

§ 5.

Stk. 2.

Det er dog en betingelse, at der ikke i

policen er indsat andre begunstigede end enten forsikredes »nærmeste

pårørende« i forsikringsaftalelovens forstand, if. denne lovs § 105,

stk. 5, eller forsikredes ægtefælle eller fraskilte ægtefælle,

forsikredes livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en

navngiven person, der har fælles bopæl med forsikrede ved indsættelsen, eller

dennes livsarvinger.

2.

I

§ 5, stk. 2,

ændres »§ 105,

stk. 5,« til: »§ 105 a,«.

§ 11 A.

6.

Der kan ikke

træffes bestemmelse om udbetaling efter kontohaverens død til andre end

kontohaverens »nærmeste pårørende«, jf. § 5, stk. 5, i lov om visse

civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, eller

kontohaverens ægtefælle eller fraskilte

ægtefælle

,

kontohaverens livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en

navngiven person, der har fælles bopæl med kontohaveren ved indsættelsen,

eller dennes livsarvinger.

3.

I

§ 11 A, stk. 1, nr. 6

,

og

§ 12, stk. 1, nr. 4

,

ændres »§ 5, stk. 5,« til: »§ 5 a«.

§ 12.

4.

Der kan ikke

træffes bestemmelse om udbetaling efter kontohaverens død til andre end

kontohaverens »nærmeste pårørende«, jf. § 5, stk. 5, i lov om visse

civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, eller

kontohaverens ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, kontohaverens

livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en navngiven

person, der har fælles bopæl med kontohaveren ved indsættelsen, eller dennes

livsarvinger.

§ 9

Loven træder i kraft den 1. januar 2008.

§ 10

Stk. 1.

Lov

om forsikringsaftaler § 102, stk. 3, som affattet ved denne lovs

§ 1,

nr. 1, lov om forsikringsaftaler § 104, som affattet ved denne lovs

§ 1,

nr. 3, lov om visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i

pengeinstitutter

§ 2, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, og lov om

visse civilretlige forhold mv. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter

§ 4,

som affattet ved denne lovs § 2, nr. 3, finder ikke anvendelse på

begunstigelsesindsættelser,

der er foretaget før lovens ikrafttræden, hvis

1)

indsættelsen er

uigenkaldelig, eller

2)

den begunstigede er

forsikringstagerens eller kontohaverens tvangsarving.

Stk. 2.

Lov om

forsikringsaftaler § 105 a og § 105 b, som affattet ved denne lovs

§ 1, nr. 5, og lov om visse civilretlige forhold mv. ved

pensionsopsparing

i pengeinstitutter § 5 a og § 5 b, som affattet ved denne lovs

§ 2, nr. 5, finder anvendelse på begunstigelsesindsættelser, der

foretages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3.

Lovens

§§ 3-5, § 6, nr. 1 og 3-6, og §§ 7 og 8 finder anvendelse, når

dødsfaldet indtræder efter lovens ikrafttræden.

Stk. 4.

Lov om

afgift af dødsboer og gaver § 3, stk. 1, litra c, som indsat ved denne

lovs § 6, nr. 2, har virkning for udbetalinger, der finder sted den 1.

januar

2008 eller senere.

§ 11

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. §§ 1-3

og § 5 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med

de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lignende dokumenter