Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Behandling af erstatningskrav efter færdselsuheld mv.)1)/NREF/FN501/1)/
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 5. oktober 2006 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af færdselsloven
(Behandling af
erstatningskrav efter færdselsuheld mv.)
1)
§ 1
I
færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14. november 2005, som
ændret ved lov nr. 303 af 19. april 2006, § 21 i lov nr. 309 af 19.
april
2006 og § 9 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:
1.
I
§ 105, stk. 3,
indsættes efter 2.
pkt.:
»Justitsministeren kan med henblik på at gennemføre Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv) foretage yderligere regulering af de i
§ 105, stk. 2, nævnte beløb.«
2.
I
§ 107, stk. 1,
indsættes efter »lovpligtige
ansvarsforsikringer«: », og om forsikringsselskabers pligt til at udstede
attester om erstatningskrav for skader, som berører et forsikret køretøj,
Læs alt
eller
om, at der ikke foreligger sådanne krav«.
3.
I
§ 115 a, stk. 4, 1. pkt.,
indsættes
efter »(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«: »og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«,
og i
2. pkt
., ændres »omfattet af det i
1. pkt. nævnte direktiv« til: »med henblik på at gennemføre de i 1. pkt.
nævnte
direktiver«.
4.
I
§ 115 b, stk. 1,
ændres »oplysninger
om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold« til: »de
grundlæggende
oplysninger, som er nødvendige for behandlingen af skadesager«.
5.
§ 115 b, stk. 1, nr. 3,
affattes
således:
»3)
skaden er sket i en
medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en ikkemedlemsstat, der har
tilsluttet sig ordningen med grønne kort.«
6.
I
§ 115 b, stk. 2,
indsættes efter »(fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv
2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«, og
efter »informationskontorets
virksomhed« indsættes: », herunder om, hvilke oplysninger der er omfattet af
stk. 1,«.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at gennemføre
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring
af
Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357EØF og 90/232/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer (femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv, herefter
direktivet
).
Medlemsstaterne skal sætte de nødvendige love og
administrative bestemmelser i kraft for at gennemføre direktivet senest den
11.
juni 2007. Direktivet er optrykt som bilag 2 til lovforslaget.
Direktivet indeholder bestemmelser, der forhøjer
beskyttelsesniveauet for skadelidte ved færdselsuheld. Dansk lovgivning lever
allerede på en række områder op til direktivets krav, og lovforslaget
indeholder
derfor kun de lovændringer, der er nødvendige for at kunne gennemføre de
øvrige
dele af direktivet.
Lovforslaget indeholder en række bestemmelser, der
bemyndiger justitsministeren til ved bekendtgørelse nærmere at gennemføre
regler med henblik på opfyldelse af direktivet. Vedtagelsen af lovforslaget
vil
derfor skulle følges op af en række ændringer i gældende bekendtgørelser.
Direktivets artikel 3 ændrer Rådets andet direktiv
88/357/EØF af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative
bestemmelser
vedrørende direkte forsikringsvirksomhed mv. (andet
skadeforsikringsdirektiv). Ændringen
indebærer, at et forsikringsselskab kan anvende sin filial eller et
forsikringsdatterselskab i et andet medlemsland som skadesrepræsentant for
den
motoransvarsforsikringsvirksomhed, som selskabet udøver i det pågældende land
som grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed. Direktivbestemmelsen
nødvendiggør
en ændring af § 31, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed. Lov om
finansiel virksomhed hører under økonomi- og erhvervsministerens ressort, og
økonomi- og erhvervsministeren vil fremsætte et selvstændigt lovforslag til
gennemførelse af direktivets artikel 3.
2. Femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv
Formålet med
direktivet
er navnlig at forbedre beskyttelsen af skadelidte ved
færdselsuheld. Med henblik herpå indeholder direktivet ændringer af de
tidligere motorkøretøjsforsikringsdirektiver, der bl.a. skal medvirke til at
skabe større klarhed om visse af definitionerne i de tidligere direktiver,
samt
løse problemer, der forekommer i praksis, med henblik på at sikre et mere
effektivt indre marked for motorkøretøjsforsikring.
Direktivet efterfølger og ændrer de fire tidligere vedtagne
motorkøretøjsforsikringsdirektiver: 72/166/EØF (første
motorkøretøjsforsikringsdirektiv),
84/5/EØF (andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv), 90/232/EØF (tredje
motorkøretøjsforsikringsdirektiv) og 2000/26/EF (fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv), der alle er gennemført i dansk ret.
Direktivets hovedpunkter er:
–
Den lovpligtige motorkøretøjsforsikring
skal have en mindstedækning ved personskade på 1 mio. EUR pr. skadelidt eller
5
mio. EUR pr. uheld uanset antallet af skadelidte, og ved tingsskade 1 mio.
EUR
pr. uheld uanset antallet af skadelidte. Kravet til mindstebeløbene reguleres
hvert femte år i overensstemmelse med det europæiske forbrugerprisindeks.
–
Forsikringstager
skal fra forsikringsselskabet kunne rekvirere en skadesattest, der indeholder
oplysninger om eventuelle erstatningskrav for skader, der berører det
forsikrede køretøj, eller om at der ikke foreligger sådanne krav.
–
Anvendelsesområdet
for reglerne i fjerde motorkøreforsikringsdirektiv om begrundet tilbud om
erstatning
eller begrundet afslag til skadelidte udvides til at gælde ethvert uheld
forårsaget af et ansvarsforsikret motorkøretøj og til skader, der behandles
af
nationale forsikringsbureauer.
–
Informationskontorerne
i de enkelte medlemsstater forpligtes til at videregive flere oplysninger til
en bredere kreds af fysiske og juridiske personer.
–
Det skal ikke være
muligt for en medlemsstat at kræve såkaldt grønt forsikringskort eller
tegning
af grænseforsikring for udenlandske motorkøretøjer, der er undtaget fra
kravet
om en lovpligtig ansvarsforsikring. I stedet skal garantifonden i
medlemsstaten, hvor køretøjet er hjemmehørende, udbetale erstatning, hvis
sådanne køretøjer forvolder skade.
–
Hvis garantifonden
for ukendte og uforsikrede motorkøretøjer udbetaler erstatning for væsentlig
personskade forvoldt af et ukendt køretøj, skal det ikke længere være muligt
i
samme sag at udelukke erstatning for tingsskade.
–
Stikprøvekontrol af
motorkøretøjers ansvarsforsikring skal gennemføres uden forskelsbehandling,
og
kontrollen må ikke udelukkende vedrøre spørgsmålet om overholdelse af
forsikringspligten.
–
Passagerer i
motorkøretøjer skal ikke kunne undtages fra forsikringsdækning med den
begrundelse,
at de vidste eller burde vide, at føreren var påvirket af spiritus mv.
–
En
motorkøretøjsforsikring skal også dække personskade og tingsskade påført
fodgængere, cyklister og andre ikkemotoriserede trafikanter.
–
En
motorkøretøjsforsikring skal være gældende i hele EU – også hvor et
motorkøretøj i kortere eller længere perioder befinder sig i en anden
medlemsstat.
–
Det skal ikke være
muligt at gøre en selvrisiko gældende over for skadelidte, og skadelidte skal
kunne rette et direkte krav mod et forsikringsselskab.
–
Det skal heller
ikke være muligt for garantifonden for ukendte eller uforsikrede
motorkøretøjer
at gøre en selvrisiko gældende over for skadelidte, når et uforsikret
motorkøretøj forvolder tingsskade.
2.1. Direktivbestemmelser, der medfører
lovændringer
2.1.1. Mindstebeløb for person- og tingsskade
mv.
2.1.1.1. Direktivets indhold
Andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder i artikel
1, stk. 2, et EU-retligt krav om, at en lovpligtig ansvarsforsikring for
motorkøretøjer skal have et dækningsomfang på mindst 350.000 ECU for
personskader,
når der kun er én skadelidt. Hvis der er flere skadelidte ved samme uheld,
multipliceres dette beløb med antallet af skadelidte, idet der dog kan
fastsættes et minimumsbeløb på 500.000 ECU, hvis der er flere skadelidte i
samme uheld. Mindstebeløbet for tingsskader er 100.000 ECU for hvert uheld,
uanset antallet af skadelidte.
I artikel 2 i femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv
forhøjes de EU-retlige krav til ansvarsforsikringers beløbsmæssige
dækningsomfang, og der indføres en løbende regulering af erstatningsbeløbene.
De forhøjede krav indebærer, at en lovpligtig
ansvarsforsikring ved personskade mindst skal give dækning for 1 mio. EUR pr.
skadelidt eller 5 mio. EUR for hvert uheld, uanset antallet af skadelidte.
Ved
tingsskade skal mindstedækningen være på 1 mio. EUR for hvert uheld, uanset
antallet af skadelidte.
For så vidt angår mindstedækningen for personskade giver
direktivet således medlemsstaterne mulighed for at vælge mellem to
forskellige
modeller ved gennemførelsen af direktivet. Den ene model muliggør en absolut
beløbsmæssig begrænsning på 5 mio. EUR, mens beløbsbegrænsningen i den anden
model er relativ, idet begrænsningen relateres til antallet af skadelidte.
Direktivet indfører endvidere en reguleringsmekanisme, der
indebærer, at de i direktivet fastsatte mindstebeløb hvert femte år revideres
i
overensstemmelse med det europæiske forbrugerprisindeks (EICP), jf. Rådets
forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om harmoniserede
forbrugerprisindekser. Beløbene forhøjes med den procentuelle ændring i
indekset, der er sket i den femårige periode, og afrundes opad til nærmeste
10.000 EUR.
2.1.1.2. Lovforslagets udformning
Det fremgår af færdselslovens § 105, stk. 2, at
den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal dække personskade
og
tab af forsørger på indtil 50 mio. kr. og tingsskade på indtil 10 mio. kr.
for
den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.
Efter lovens § 105, stk. 3, reguleres beløbene
hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det
pågældende finansår, jf. lov nr. 373 af 28. maj 2003 om en
satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med
1
million delelige kronebeløb. For 2006 er mindstebeløbet for personskade 91
mio.
kr. og for tingsskade 18 mio. kr.
De mindstebeløb, som er fastsat i færdselslovens
§ 105, stk. 2, lever således allerede op til de absolutte
mindstebeløb i direktivet.
For så vidt angår personskade giver direktivet mulighed for
alternativt at fastsætte en mindstedækning på 1 mio. EUR pr. skadelidt. En
sådan mindstedækning vil kunne medføre højere erstatningsbeløb end efter
færdselslovens
§ 105, stk. 2, hvis der i forbindelse med et færdselsuheld er mange
skadelidte med personskade.
Forsikring & Pension har oplyst, at der ikke er
forekommet færdselsuheld i Danmark, hvor den lovpligtige ansvarsforsikring
ikke
har kunnet dække alle krav om erstatning for personskade. Fastsættelse af en
regel, der ville sikre en principielt ubegrænset dækning, ville endvidere
medføre
en fordyrelse af ansvarsforsikringerne til skade for forsikringstagerne, idet
det vil være vanskeligere og dyrere for forsikringsselskaberne at opnå
genforsikringsdækning med ubegrænset dækning.
Justitsministeriet
finder på denne baggrund ikke, at der er behov for at foreslå en ændring af
den
gældende ordning, således at der fastsættes en mindstedækning for
personskade,
der er afhængig af antallet af skadelidte.
Forsikring & Pension har i øvrigt over for
Justitsministeriet
tilkendegivet, at der i forsikringsbranchen er almindelig enighed om, at
såfremt det skulle forekomme, at en enkelt skade inden for rimelighedens
grænse
overstiger de gældende minimumsbeløb, vil selskaberne i samarbejde løse dette
problem.
Det er således
Justitsministeriet
s
opfattelse, at de gældende krav til mindstedækning i færdselsloven er
hensigtsmæssige, og at der ikke bør gennemføres krav om mindstedækning for
personskade, der ville kunne medføre et i princippet ubegrænset
erstatningsansvar for forsikringsselskaberne.
Justitsministeriet
finder således, at der fortsat bør gælde en beløbsbegrænsning pr.
forsikringsbegivenhed (ulykke) i relation til den lovpligtige
ansvarsforsikrings dækningsomfang. Direktivet giver derfor ikke på dette
punkt
anledning til at foreslå ændringer af dansk lovgivning.
Den reguleringsmekanisme, der er fastlagt i færdselslovens
§ 105, stk. 3, afviger fra den i direktivet fastsatte, idet lovens
regulering tager udgangspunkt i tilpasningsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent, og reguleringen finder sted hvert år. Reguleringen af
beløbene i færdselsloven sker således ikke på samme måde som beløbene i
direktivet.
Kravene til mindstedækningen er imidlertid efter dansk ret
af en sådan størrelse, at de langt overstiger direktivets krav. Der er derfor
umiddelbart ingen udsigt til, at færdselslovens mindstebeløb ikke vil opfylde
direktivets krav.
Det er på den baggrund
Justitsministeriet
s
opfattelse, at den gældende reguleringsmekanisme bør videreføres uændret.
Med henblik på at tage højde for den – teoretiske –
situation, at udviklingen i det europæiske forbrugerprisindeks alligevel
skulle
føre til højere mindstebeløb efter direktivet end efter gældende dansk ret,
foreslås der i § 105, stk. 3, indført en hjemmel til administrativt
at forhøje reguleringen. Denne bemyndigelse vil i givet fald kun blive
udnyttet, hvis det er påkrævet for at opfylde direktivets krav.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til
færdselslovens § 105, stk. 3), og bemærkningerne hertil.
2.1.2. Pligt til afgivelse af skadesattest
til forsikringstager
2.1.2.1. Direktivets indhold
Direktivets artikel 4, stk. 4, opstiller ved
indsættelse af en ny bestemmelse i artikel 4b i
tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv
et EU-retligt krav om,
at en forsikringstager på ethvert tidspunkt skal kunne anmode om en erklæring
(skadesattest) fra forsikringsselskabet om eventuelle skader eller skadefri
kørsel vedrørende det forsikrede køretøj. Skadesattesten skal omfatte de
seneste fem år, og forsikringstageren skal modtage erklæringen inden 15 dage
efter fremsættelse af anmodning herom.
Det fremgår af betragtning 19 i direktivets præambel, at
baggrunden for bestemmelsen er, at en person, som ønsker at tegne en ny
motorkøretøjsforsikring i et andet forsikringsselskab, bør have mulighed for
at
kunne dokumentere sit ulykkes- og skadesforløb under en tidligere
forsikringsaftale.
2.1.2.2. Lovforslagets udformning
Bestemmelsen i færdselslovens § 107, stk. 1,
bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om forsikringspligtens
gennemførelse, herunder om forsikringsselskabers pligt til at deltage i en
gensidig hæftelsesordning i tilfælde af, at et ansvarsforsikringsselskab ikke
opfylder sine forfaldne erstatningsforpligtelser i henhold til tegnede
lovpligtige ansvarsforsikringer.
Det foreslås, at bemyndigelsen udvides, så ministeren kan
fastsætte nærmere regler om forsikringsselskabernes pligt til at afgive
attester om skader og skadefri kørsel. Det vil muliggøre, at der i
bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer
mv. vil kunne fastsættes regler om afgivelse af sådanne attester.
Med henblik på at sikre en effektiv håndhævelse af disse
regler vil der blive fastsat en strafbestemmelse i bekendtgørelsen, hvorefter
manglende overholdelse af fristen for levering af skadesattest vil kunne
straffes med bøde. Denne regulering vil ske i medfør af færdselslovens
§ 118, stk. 8, hvorefter der i forskrifter, der udstedes i medfør
af
loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til
færdselslovens § 107, stk. 1), og bemærkningerne hertil.
2.1.3. Udvidelse af pligten til at afgive
begrundet tilbud
2.1.3.1. Direktivets indhold
Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4,
indeholder et EU-retligt krav om, at et forsikringsselskab skal have
skadebehandlingsrepræsentanter i alle andre medlemsstater end den, hvor
selskabet er hjemmehørende. Skadebehandlingsrepræsentanterne behandler og
afvikler skadessager vedrørende motorkøretøjer, der er forsikret af det
selskab, som har udpeget repræsentanten. Der skal være tale om skader som
følge
af færdselsuheld i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat.
Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv stiller i artikel
4, stk. 6, endvidere krav til fremgangsmåden ved behandling af disse
krav.
Skadevolderens forsikringsselskab eller skadebehandlingsrepræsentanten skal
således
senest 3 måneder efter fremsættelsen af et erstatningskrav give skadelidte et
begrundet erstatningstilbud, hvis ansvaret ikke bestrides, og tabet er
opgjort.
Hvis kravet derimod afvises, eller kravet ikke er opgjort, skal skadelidte
modtage et begrundet svar inden for samme tidsfrist.
Femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4 udvider
ved indsættelse af nye bestemmelser i artikel 4e i
tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv
anvendelsesområdet for
reglerne om begrundet tilbud. Det bestemmes, at reglerne om begrundet tilbud
skal finde anvendelse i forbindelse med alle skader, som er forårsaget af et
køretøj, der er dækket af en ansvarsforsikring og hjemmehørende i en EU-
eller
EØS-medlemsstat. Det betyder, at også f.eks. skader som følge af
færdselsuheld,
der sker i skadelidtes hjemland, vil være omfattet.
Reglerne om begrundet tilbud skal også finde anvendelse i
forbindelse med skader, der kan behandles inden for rammerne af systemet med
nationale forsikringsbureauer, som reguleret i artikel 2, stk. 2, i
første
motorkøretøjsforsikringsdirektiv. De nationale forsikringsbureauer behandler
skadestilfælde, der forårsages af forsikrede eller uforsikrede køretøjer, der
er hjemmehørende i en anden medlemsstat.
2.1.3.2. Lovforslagets udformning
Det fremgår af § 15, stk. 1, i bekendtgørelse om
ansvarsforsikring, at skadebehandlingsrepræsentanter skal fremsætte et
begrundet erstatningstilbud til en skadelidt, der er bosat i Danmark, og som
i
en anden medlemsstat har været udsat for et færdselsuheld, hvis ansvaret ikke
bestrides og tabet er opgjort. Det gælder dog ikke, hvis selskabet har
fremsat
et begrundet tilbud over for skadelidte inden fristens udløb.
I henhold til § 15, stk. 2, skal
skadebehandlingsrepræsentanten inden for samme frist som i stk. 1 give
et
begrundet svar, hvis ansvaret afvises eller ikke er fastlagt, eller hvis
skadelidtes krav ikke er endeligt opgjort. Dette gælder dog ikke, hvis
selskabet er fremkommet med begrundet svar inden fristens udløb.
Overtrædelse af § 15 straffes efter § 24 med
bøde.
Bekendtgørelsen indeholder ikke tilsvarende regler for
andre skadesager vedrørende forsikrede motorkøretøjer eller skadesager, der
behandles af de nationale forsikringsbureauer.
Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring
(DFIM) er udpeget som dansk forsikringsbureau i henhold til første
motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Det fremgår af § 18, stk. 2 og 3,
i
bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., at DFIM som
garantifond erstatter visse skader, der forvoldes af ukendte eller
uforsikrede
køretøjer.
Direktivet udvider som anført under punkt 2.1.3.1.
anvendelsesområdet for reglerne om begrundet tilbud, så disse regler også
skal
anvendes i forbindelse med skader, der forårsages i skadelidtes hjemland af
forsikrede køretøjer, og i forbindelse med de nationale forsikringsbureauers
sagsbehandling. Det fremgår af betragtning 22 i direktivets præambel, at
udvidelsen af anvendelsesområdet for reglerne om begrundet tilbud har til
formål at øge beskyttelsen af alle ofre for ulykker forvoldt af
motorkøretøjer.
Det foreslås på den baggrund, at bemyndigelsesbestemmelsen
i færdselslovens § 115 a, stk. 4, ændres, så justitsministeren med
hjemmel heri kan udvide anvendelsesområdet for pligten til at afgive
begrundet
tilbud eller begrundet svar til skadelidte og således gennemføre de krav, som
opstilles i femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv.
Med henblik på at sikre en effektiv håndhævelse vil den
gældende strafbestemmelse i bekendtgørelsens § 24 blive ændret, således
at
den vil omfatte manglende overholdelse af fristen for fremsættelse af
begrundet
tilbud eller begrundet svar i samtlige tilfælde, hvor fristen fremover vil
gælde. Tilpasning af strafbestemmelsen vil ske i medfør af færdselslovens
§ 118, stk. 8, hvorefter der i forskrifter, der udstedes i medfør
af
loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til
færdselslovens § 115 a, stk. 4), og bemærkningerne hertil.
2.1.4. Informationskontorernes pligt til at
videregive relevante oplysninger
2.1.4.1. Direktivets indhold
Tredje motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 5,
stk. 1, opstiller et EU-retligt krav om, at personer, der er impliceret
i
færdselsuheld, hurtigst muligt skal have oplysning om navnet på de
forsikringsselskaber, der dækker erstatningsansvaret for de relevante
køretøjer.
Artikel 4, stk. 5, i femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv udvider kravet om videregivelse af
oplysninger. Det bestemmes således, at informationskontoret, der er åbnet
eller
godkendt i henhold til fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv (i Danmark
DFIM), skal give de oplysninger, der er nævnt i dette direktiv, til enhver,
der
har været involveret i en færdselsulykke forårsaget af et forsikret køretøj.
Dermed ophæves betingelsen om, at skaden skal være sket i et andet land end
skadelidtes hjemland.
De oplysninger, der er nævnt i artikel 5 i fjerde
motorkøretøjsforsikring er oplysninger om det relevante forsikringsselskabs
navn og adresse, nummeret på forsikringspolicen, navn og adresse på
forsikringsselskabets skadebehandlingsrepræsentant i den medlemsstat, hvor
skadelidte er bosat, og ejerens, den sædvanlige førers eller den registrerede
indehavers navn og adresse, hvis skadelidte har en berettiget interesse i at
få
disse oplysninger. Hvis køretøjet er undtaget fra forsikringspligten i
henhold
til artikel 4, litra a, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv, skal der
endvidere gives oplysninger om navnet på den myndighed eller det organ, der
er
udpeget til at yde erstatning. Hvis køretøjet er undtaget i henhold til
artikel
4, litra b, skal der gives oplysninger om navnet på det organ, der dækker
køretøjet i det land, hvor det er hjemmehørende.
Det fremgår endelig af artikel 5, at behandlingen af
personoplysninger skal finde sted i overensstemmelse med de nationale
foranstaltninger, der er truffet i henhold til
Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995
(persondatadirektivet).
Femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 5,
stk. 4, indeholder yderligere en bestemmelse, der har til formål at
lette
skadelidtes, deres forsikringsselskabers eller deres juridiske
repræsentanters
adgang til de grundlæggende oplysninger, som er nødvendige for behandlingen
af
skadesager. Der opstilles således et EU-retligt krav om, at disse oplysninger
i
relevant omfang skal foreligge i elektronisk form i et centralt register i
hver
medlemsstat og gøres tilgængelige for sagens parter, hvis de udtrykkeligt
anmoder herom
De grundlæggende oplysninger må antages typisk at være
oplysninger om køretøjers registreringsnummer, forsikringsforhold (selskab og
policenummer), de involverede parters navne og adresser, telefonnummer mv. og
skadestedets adresse samt oplysningerne i politirapporten eller
skadesanmeldelsen om det faktiske hændelsesforløb ved uheldet samt en skitse
over uheldet. Det bemærkes, at der ikke vil blive tale om behandling af
personnumre.
Bestemmelserne i
direktivets artikel 4, stk. 5, og artikel 5, stk. 4, indebærer
således,
at DFIM skal videregive flere typer af oplysninger end efter de gældende
direktivbestemmelser, oplysningerne skal videregives til en bredere kreds af
fysiske og juridiske personer, og der opstilles endelig krav om, at
oplysningerne i relevant omfang skal foreligge elektronisk i et centralt
register.
2.1.4.2. Lovforslagets udformning
Efter færdselslovens § 115 b stk. 1, opretter
eller anerkender justitsministeren et informationskontor, der skal bistå med
at
skaffe oplysninger i forbindelse med færdselsuheld. Der kan i medfør af
§ 115 b, stk. 2, fastsættes nærmere regler om informationskontorets
virksomhed med henblik på gennemførelse af fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv.
Det fremgår af § 21 i bekendtgørelse om
ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., at DFIM er anerkendt som
informationskontor.
Det følger af bekendtgørelsens § 22, at
informationskontoret efter begæring fra en skadelidt skal give oplysninger om
det relevante forsikringsselskabs navn og adresse, nummeret på
forsikringspolicen samt navn og adresse på skadebehandlingsrepræsentanten.
Der
skal i medfør af § 23 endvidere videregives oplysning om ejerens, den
sædvanlige førers eller den registrerede indehavers navn og adresse, hvis
skadelidte har en berettiget interesse i at få disse oplysninger. For visse
køretøjer, der er undtaget fra pligten til at være dækket af en
ansvarsforsikring,
meddeler informationskontoret skadelidte navnet på den myndighed, der dækker
skader forvoldt af køretøjet.
Adgangen til oplysninger fra informationskontoret er efter
gældende dansk ret betinget af, at skaden er sket i et andet land end
skadelidtes
hjemland. Dette krav vil ikke kunne opretholdes.
For at gennemføre de udvidede krav i direktivet om
videregivelse af oplysninger til en bredere kreds af juridiske og fysiske
personer, foreslås det, at færdselslovens § 115 b, stk. 1, herunder
nr. 3, og bemyndigelsesbestemmelsen i § 115 b, stk. 2, ændres, så
der
i bekendtgørelse om ansvarsforsikring kan fastsættes regler i
overensstemmelse
med direktivets krav.
For så vidt angår central registrering og videregivelse af
grundlæggende oplysninger til sagens parter, jf. pkt. 2.1.4.1. ovenfor, vil
der
i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i § 115 b, stk. 2, blive
fastsat regler om, at DFIM som informationskontor vil skulle indhente og
registrere disse oplysninger og gøre dem tilgængelige i elektronisk form, i
det
omfang sagens parter udtrykkeligt anmoder om det. Det bemærkes, at det
således
ikke vil være relevant at indsamle og registrere oplysningerne centralt i de
tilfælde, hvor der ikke fra sagens parter foreligger en anmodning herom.
Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 4, 5 og 6 (forslag til ændring af færdselslovens
§ 115 b, stk. 1 og 2), og bemærkningerne hertil.
2.1.5. Ophævelse af informationskontorets
pligt til at indsamle oplysninger om grønne kort mv.
2.1.5.1. Direktivets indhold
Første motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4, litra
b, giver medlemsstaterne ret til at kræve, at føreren af et køretøj fra en
anden medlemsstat er i besiddelse af et gyldigt grønt kort, eller at
vedkommende ved indrejse tegner en grænseforsikring, hvis køretøjet et
undtaget
fra pligten til at være forsikret.
Denne ret for medlemsstaterne ophæves ved direktivets
artikel 1, stk. 3, litra b, og der vil således ikke længere kunne
stilles
krav om besiddelse af grønt kort eller om tegning af grænseforsikring for
køretøjer fra en anden EU-medlemsstat. Der henvises i øvrigt herom til pkt.
2.2.6.
Det fremgår af artikel 5, stk. 1, litra a, nr. 2, pkt.
ii, i fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, at informationskontorerne skal
føre et register, som indeholder oplysninger om nummeret på det grønne kort
eller på grænseforsikringspolicen, hvis et køretøj er omfattet af et af disse
dokumenter.
Denne bestemmelse ophæves ved direktivets artikel 5,
stk. 3, idet registrets oplysninger vil være uden relevans, når
medlemsstaterne ikke længere kan kræve besiddelse af grønt kort eller
grænseforsikringspolice.
Et grønt kort er et internationalt forsikringsbevis, der
udfærdiges af et nationalt forsikringsselskab. Udgangspunktet for ordningen
med
grønne kort er, at et køretøj fra et land, der er tilsluttet ordningen, skal
kunne
færdes i trafikken i et andet land, uden der skal tagnes en særskilt
forsikring, der dækker skader i dette land. Ordningen omfatter skader, der
forvoldes af et køretøj, som ikke er hjemmehørende i landet, hvor uheldet
sker,
uanset om skaden er sket i skadelidtes bopælsland eller i et andet land
omfattet af ordningen.
2.1.5.2. Lovforslagets udformning
§ 21, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse om
ansvarsforsikring for motorkøretøjer bestemmer, at informationskontoret skal
koordinere
indsamling og formidling af oplysninger om nummeret på det grønne kort eller
på
grænseforsikringspolicen for visse køretøjer, der er undtaget fra pligten til
at være dækket af en ansvarsforsikring.
Direktivændringen i artikel 5, stk. 3, vil nødvendiggøre
en ophævelse af bekendtgørelsens § 21, stk. 2, nr. 3, idet
informationskontoret ikke længere skal indsamle de nævne oplysninger.
Det foreslås på den baggrund, at bemyndigelsesbestemmelsen
i færdselslovens § 115 b, stk. 2, ændres, så der med hjemmel heri
vil
kunne foretages en ændring af bekendtgørelse om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer
mv. i overensstemmelse med direktivets krav.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (forslag til
færdselslovens § 115 b, stk. 2), og bemærkningerne hertil.
2.2. Direktivbestemmelser, der ikke kræver
lovændringer, og bestemmelser, som kan gennemføres administrativt
2.2.1. Udstrækning af medlemsstaternes
forpligtelse til at kræve forsikring af motorkøretøjer
Medlemsstaterne har i medfør af artikel 3, stk. 1, i
første motorkøretøjsforsikringsdirektiv en EU-retlig forpligtelse til at
sikre,
at motorkøretøjer skal være dækket af en forsikring. Forpligtelsen for den
enkelte medlemsstat omfatter køretøjer, der er hjemmehørende i medlemsstaten.
Det femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder en
bestemmelse i artikel 1, der præciserer definitionen af det område, hvor et
køretøj er hjemmehørende, og dermed præciserer de enkelte medlemsstaters
forpligtelse
i relation til fastsættelse af regler om forsikring af motorkøretøjer. Det
bestemmes således, at et køretøj er hjemmehørende i den stat, hvis
nummerplade
det er forsynet med, uanset om der er tale om permanente eller midlertidige
nummerplader, herunder grænse- og toldplader.
Det anføres i præambelbetragtning 4, at denne præcisering
skal sikre imod fejlfortolkninger af bestemmelserne i første
motorkøretøjsforsikringsdirektiv og gøre det lettere at forsikre køretøjer
med
midlertidige nummerplader.
Det følger af færdselslovens § 72, stk.1, 1. pkt., at
motorkøretøjer skal være registreret og forsynet med nummerplader, inden de
tages i brug. Det følger endvidere af § 21 i bekendtgørelse nr. 880 af
23.
august 2004 om benyttelse af udenlandske køretøjer i Danmark, at der er
mulighed for at registrere visse køretøjer midlertidigt på danske
grænsenummerplader.
Færdselsloven stiller samtidig i § 105, stk. 1,
krav om, at motorkøretøjer skal være dækket af en ansvarsforsikring, og
forsikringsselskaber har som udgangspunkt pligt til at tegne forsikring på
begæring af den forsikringspligtige, jf. færdselslovens § 107 og
§ 1
i bekendtgørelse om ansvarsforsikring.
Ved registreringen af et køretøj skal det endelig
godtgøres, at der er tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring for det
pågældende
køretøj, jf. § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002
om
ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv.
De gældende regler om registrering og forsikring af
køretøjer indebærer således, at såvel køretøjer med permanente som
midlertidige
nummerplader skal være dækket af en ansvarsforsikring, og dansk ret lever
således allerede op til de krav, som direktivet stiller.
2.2.2. Forsikringsdækning af tingsskade
forvoldt af ukendte køretøjer
Andet motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 1,
stk. 4, forpligter de enkelte medlemsstater til at oprette eller
godkende
et organ, der som minimum inden for den lovpligtige forsikrings grænser skal
erstatte personskade og tingsskade, som forvoldes af ukendte køretøjer. Det
er
dog muligt at undtage erstatning for tingsskade forvoldt af ukendte
køretøjer.
Dette er begrundet i hensynet til at modvirke forsikringssvindel.
Denne undtagelsesmulighed indskrænkes ved artikel 2 i femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv, idet garantifonden ikke længere uden videre
skal kunne afslå erstatning for tingsskade forårsaget af et ukendt køretøj,
hvis der i anledning af samme ulykke udbetales erstatning for væsentlig
personskade. Det fremgår af betragtning 12 i direktivets præambel, at
baggrunden for ændringen er, at de gældende bestemmelser i visse tilfælde kan
forhindre, at der udbetales rimelig erstatning til skadelidte, der har været
udsat for færdselsuheld, som har medført tingsskade.
Ændringen indebærer således, at tingsskade, der er forvoldt
af et ukendt køretøj, skal dækkes af erstatningsorganet, hvis der i samme sag
er udbetalt erstatning for væsentlig personskade. Direktivet giver mulighed
for, at der i disse tilfælde kan fastsættes en selvrisiko for skadelidte på
500
EUR.
Det fremgår af direktivet, at det vil skulle afgøres efter
national ret, om der er tale om væsentlig personskade. Det tilføjes, at der
bl.a. kan tages hensyn til, om personskaden har nødvendiggjort
hospitalsindlæggelse.
I medfør af færdselslovens § 107 er der ved
bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer fastsat regler
om
garantifonden for ukendte og uforsikrede køretøjer, der er oprettet eller
godkendt i medfør af andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Som dansk
garantifond er udpeget Dansk Forening for International
Motorkøretøjsforsikrings
(DFIM).
Bekendtgørelsens § 18 indeholder regler om udbetaling
af erstatning som følge af skader, der er forvoldt af ukendte og uforsikrede
køretøjer. Det fremgår af § 18, stk. 2, at DFIM som garantifond
erstatter personskade umiddelbart over for skadelidte som følge af uheld i
Danmark, der må antages at være forvoldt af et ukendt motordrevet køretøj.
DFIM
udbetaler derimod ikke erstatning for tingsskade i sådanne tilfælde. Det
gælder
uanset, om der udbetales erstatning for personskade.
For at gennemføre direktivets krav foreslås det, at der
administrativt fastsættes regler om, at DFIM skal erstatte tingsskade
forvoldt
af et ukendt motorkøretøj, når der samtidig udbetales erstatning for
personskade.
De administrative regler forventes udformet således, at det
ikke vil være en forudsætning for udbetaling af erstatning for tingsskade, at
der udbetales erstatning for
væsentlig
personskade. Efter
Justitsministeriet
s opfattelse
ville et sådant væsentlighedskriterium kunne give anledning til vanskelige
afgrænsningsspørgsmål. For DFIM vil det udgøre en administrativ lettelse, at
man blot vil skulle konstatere, at der udbetales erstatning for personskade.
Der skabes hermed en bedre retsstilling for skadelidte, end direktivet
kræver.
Direktivet udgør minimumsharmonisering.
Efter den gældende bestemmelse i § 18, stk. 3, i
bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., er der ikke
knyttet
en selvrisiko for skadelidte til DFIM’s erstatning af skader, der
skyldes uheld
i Danmark, forårsaget af et uforsikret motorkøretøj. På den baggrund er det
Justitsministeriet
s
opfattelse, at udbetaling af erstatning for tingsskade forårsaget af et
ukendt
motorkøretøj tilsvarende ikke børe være betinget af en selvrisiko for
skadelidte.
Det er
Justitsministeriet
s
opfattelse, at den nødvendige ændring af bekendtgørelsen vil kunne foretages
med hjemmel i den gældende bemyndigelsesbestemmelse.
2.2.3. Dækning af skader forårsaget af
motorkøretøjer uden nummerplader eller med falske eller ulovlige nummerplader
Det anføres i direktivets præambelbetragtning 5, at første
motorkøretøjsforsikringsdirektiv medfører, at nationale forsikringsbureauer
ofte er nødt til at tage stilling til de økonomiske konsekvenser af ulykker,
som ikke har nogen forbindelse med den medlemsstat, hvor de er beliggende.
Det
skyldes, at køretøjer med falske eller ulovlige nummerplader er blevet
betragtet som hjemmehørende i den medlemsstat, der har udstedt de originale
nummerplader, uanset hvor et færdselsuheld er sket.
Det fastlægges på den baggrund i artikel 1 i femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv, at et motorkøretøj uden nummerplader eller
med falske eller ulovlige nummerplader skal anses som hjemmehørende i den
medlemsstat,
hvor køretøjet er impliceret i et uheld. Ændringen vil indebære, at
garantifonden i det land, hvor et færdselsuheld finder sted, skal behandle
skadesagen og betale evt. erstatning i stedet for garantifonden i det land,
hvor de originale nummerplader oprindelig blev udstedt.
Som det fremgår under pkt. 2.2.2. ovenfor, er DFIM
anerkendt som dansk erstatningsorgan og garantifond.
DFIM kan i medfør af bekendtgørelsens § 18,
stk. 3, som garantifond udbetale erstatning til skadelidte som følge af
færdselsuheld i Danmark, der er forårsaget af motorkøretøjer, der ikke er
omfattet af en ansvarsforsikring. Motorkøretøjer uden nummerplader eller med
falske
eller ulovlige nummerplader vil ikke være dækket af en ansvarsforsikring. Der
foreligger således allerede i dansk ret hjemmel til, at DFIM kan udbetale
erstatning for skader, der forvoldes af et uforsikret motorkøretøj, der ikke
er
forsynet med nummerplade eller er forsynet med falsk eller ulovlig
nummerplade.
Dansk ret lever således allerede op til det krav, som opstilles i direktivet.
2.2.4. Kontrol af motorkøretøjers
ansvarsforsikring
Første motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder i
artikel 2, stk. 1, en bestemmelse om, at de enkelte medlemsstater ikke
må
føre kontrol med, at køretøjer fra andre medlemsstater er omfattet af en
ansvarsforsikring. Det samme gælder i relation til køretøjer, der er
hjemmehørende i andre lande, og som kører ind i en medlemsstat fra en anden
medlemsstat. Der er dog tilladt at udføre stikprøvekontrol.
Femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 1,
stk. 2, ændrer betingelserne for at foretage stikprøvekontrol, så en
sådan
skal foretages uden forskelsbehandling og som et led i en kontrol, der ikke
alene angår forsikring. Det anføres i præambelbetragtning 6, at baggrunden
for
bestemmelsen er at lette fortolkningen og anvendelsen af betegnelsen
»stikprøvekontrol«.
Efter
færdselslovens § 76 kan skatteministeren fastsætte bestemmelser om
benyttelse af udenlandske køretøjer i Danmark. Der er fastsat regler herom i
bekendtgørelse nr. 880 af 23. august 2004 om benyttelse af udenlandske
køretøjer i Danmark.
Det fremgår af
bekendtgørelsens § 30, at kontrollen med, at udenlandske køretøjer under
kørsel i Danmark overholder bl.a. kravet om at være omfattet af en
ansvarsforsikring, skal gennemføres i form af stikprøvekontrol både ved
grænsepassagen, og når køretøjerne er kommet ind i landet.
Direktivbestemmelsen
giver anledning til en præcisering af bekendtgørelsens § 30, så det af
bestemmelsen
fremgår, at stikprøvekontrollen skal gennemføres som led i en generel
kontrol,
der ikke alene retter sig mod kravet om en lovpligtig ansvarsforsikring.
Denne
præcisering vil efter
Justitsministeriet
s opfattelse kunne ske med hjemmel i den gældende bestemmelse i
færdselslovens § 76.
2.2.5. Offentlige og private fysiske og
juridiske personer, der er undtaget fra forsikringspligten
I første motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 3
stilles der krav om, at motorkøretøjer skal være dækket af en forsikring. Der
er mulighed for at gøre undtagelse fra dette krav i medfør af direktivets
artikel 4, litra a, bl.a. for bestemte offentlige eller private fysiske og
juridiske personer.
Hvis denne undtagelsesmulighed udnyttes af en medlemsstat,
stiller første motorkøretøjsforsikringsdirektiv samtidig krav om, at den
pågældende medlemsstat sikrer, at de skader, der forvoldes i andre
medlemsstater,
bliver dækket.
Femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv udvider i artikel 1,
stk. 3, litra a, medlemsstaternes forpligtelse til at sikre dækning for
skader, der forvoldes af køretøjer, som tilhører fysiske og juridiske
personer
undtaget fra forsikringspligten. Udvidelsen indebærer en EU-retlig
forpligtelse
til at sikre, at også skader forvoldt på medlemsstatens eget territorium
dækkes.
Det følger af
færdselslovens § 109, at m
otordrevne køretøjer,
der tilhører staten eller en kommune, er undtaget fra forsikringspligt efter
§ 105. Det skyldes, at staten og kommunerne kan være selvforsikrer.
Justitsministeren kan træffe tilsvarende bestemmelse med hensyn til
motordrevne
køretøjer, der tilhører fremmede stater eller internationale
organisationer. Denne
hjemmel er ikke udnyttet.
Det fremgår af færdselslovens § 109,
stk. 3, at s
taten
eller den kommune, der ejer køretøjet, hæfter for erstatning i samme omfang
som
et forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet ansvarsforsikring. Af
§ 2,
stk. 2, i bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv.
følger, at en motorkøretøjsforsikring skal dække hele EU- og EØS-området.
Hæftelsen er således ikke begrænset til skader, der sker i udlandet.
Skadelidte
vil således i samme omfang som i relation til motorkøretøjer, der er
forsikret
i et forsikringsselskab, kunne få erstattet tab, der er forårsaget her i
landet
af et køretøj, der tilhører staten eller en kommune.
Den
gældende lovgivning opfylder dermed allerede direktivets krav.
2.2.6. Visse typer af køretøjer, der er
undtaget fra forsikringspligten
Første motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4, litra
b, giver medlemsstaterne mulighed for at gøre undtagelse fra kravet om
ansvarsforsikring for bestemte arter af køretøjer (bl.a. visse
landbrugsmaskiner)
eller for køretøjer, der er forsynet med særligt kendemærke. I Danmark er
denne
mulighed ikke udnyttet.
Hvis en medlemsstat benytter sig af undtagelsesmuligheden,
kan en anden medlemsstat kræve, at føreren et sådant køretøj ved kørsel i
denne
stat er i besiddelse af et gyldigt grønt kort, eller at han tegner en
grænseforsikring.
Der henvises til pkt. 2.1.5. ovenfor.
Femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv ophæver i artikel 1,
stk. 3, litra b, retten for medlemsstaterne til at kræve et grønt kort
eller tegning af grænseforsikring. I stedet indføres en forpligtelse til at
sikre, at køretøjer, der i andre medlemsstater er undtaget fra
forsikringskravet, behandles på samme måde som køretøjer, der ikke er
forsikrede. Det indebærer, at erstatningsorganet i en medlemsstat skal
erstatte
skader, som forvoldes af køretøjer, der er i en anden medlemsstat er undtaget
fra forsikringspligten.
Betragtning 8 i direktivets præambel begrunder ændringen
med, at ophævelsen af den systematiske grænsekontrol inden for EU ikke gør
det
muligt at kontrollere, at køretøjer, der passerer grænsen, er forsikret. Der
er
derfor ikke længere garanti for erstatning til ofre for ulykker, der
forårsages
af sådanne køretøjer i udlandet.
Som det fremgår af pkt. 2.2.3. udbetaler DFIM som
garantifond i medfør af § 18, stk. 3, i bekendtgørelse om
ansvarsforsikring
for motorkøretøjer mv. erstatning til skadelidte som følge af færdselsuheld i
Danmark, der er forårsaget af uforsikrede motorkøretøjer. Der kan således
efter
gældende ret udbetales erstatning for skader, der er forvoldt af et
udenlandsk
køretøj, som er undtaget fra forsikringspligten i det EU-land, hvor køretøjet
er hjemmehørende, og dansk ret opfylder således det krav, som opstilles i
femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv.
Bekendtgørelse
nr. 880 af 23. august 2004 om benyttelse af udenlandske køretøjer i Danmark
indeholder imidlertid i § 2, stk. 3, en bestemmelse, hvorefter
føreren af visse køretøjer, der er hjemmehørende i EU-lande, skal være i
besiddelse af gyldigt internationalt grønt forsikringskort eller af en
grænseforsikringspolice udstedt af DFIM. Dette krav kan ikke længere
opretholdes, og bestemmelsen vil derfor blive ophævet i overensstemmelse med
direktivets krav.
Ændringen
vil blive gennemført i medfør af den gældende bemyndigelsesbestemmelse i
færdselslovens § 76, hvorefter der kan fastsættes regler om benyttelse
af
udenlandske køretøjer i Danmark.
2.2.7.
Selvrisiko for skadelidte for t
ingsskade forvoldt af uforsikrede
køretøjer
Andet motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 1,
stk. 4, forpligter de enkelte medlemsstater til at oprette eller
godkende
et organ, som mindst inden for den lovpligtige forsikrings grænser skal
erstatte tingsskade og personskade, der forvoldes af ukendte køretøjer, eller
køretøjer, der ikke er omfattet af en lovpligtig ansvarsforsikring. Der er
mulighed for, at medlemsstaterne kan fastsætte en selvrisiko på op til 500
ECU,
der kan gøres gældende over for skadelidte, der har lidt tingsskade som følge
af uheld med uforsikrede køretøjer.
Femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv ophæver i artikel 2
muligheden for at fastsætte en selvrisiko for tingsskade forvoldt af
uforsikrede køretøjer. Det begrundes med, at en sådan forringer beskyttelsen
af
skadelidte og skaber forskelsbehandling i forhold til skadelidte ved andre
ulykker.
Det fremgår af § 18, stk. 3, i bekendtgørelse om
ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., at DFIM som garantifond erstatter
skader, der skyldes uheld i Danmark, forårsaget af uforsikrede
motorkøretøjer.
Der er ikke i bestemmelsen fastsat regler om selvrisiko for skadelidte i
forbindelse med tingsskade, og bestemmelsen opfylder således allerede det
EU-retlige krav, som opstilles i femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv.
2.2.8. Betydningen af passagerers kendskab
til førers spirituspåvirkning mv.
Tredje motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 1,
stk. 1, bestemmer, at en motorkøretøjsforsikring skal dække ansvaret for
personskade, der forvoldes på andre passagerer end føreren.
Femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4,
stk. 1, præciserer denne bestemmelse, og stiller krav om, at passagerer
ikke kan udelukkes fra forsikringsdækning med den begrundelse, at vedkommende
vidste eller burde vide, at føreren af motorkøretøjet var spirituspåvirket
eller påvirket af andre rusmidler på ulykkestidspunktet.
Det fremgår af præambelbetragtning 15, at passagerer
normalt ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at bedømme om en fører er
spirituspåvirket. Det anføres i den forbindelse, at en målsætning om at
tilskynde bilister til ikke at køre i bil under påvirkning af rusmidler ikke
kan opnås ved at nedsætte forsikringsdækningen for passagerer, som lider
skade
ved ulykker. Det anføres endvidere, at det forhold, at skade på passagerer
dækkes af køretøjets lovpligtige forsikring, er uden betydning for et
eventuelt
ansvar, som de kan ifalde i henhold til gældende national lovgivning, eller
for
størrelsen af den erstatning, der udredes ved en konkret ulykke. Den
EU-retlige
forpligtelse indebærer således, at en skadelidt ikke på forhånd skal kunne
afskæres fra at kunne gøre et krav gældende over for et forsikringsselskab,
hvorimod direktivet ikke regulerer spørgsmålet om, hvorvidt skadelidte har et
erstatningskrav.
Efter færdselslovens § 101, stk. 1, skal den, der
er ansvarlig for et motordrevet køretøj, erstatte skader, som køretøjet
forvolder ved færdselsuheld mv. Erstatningen for personskade eller tab af
forsørger kan dog i medfør af stk. 2 nedsættes eller bortfalde, hvis
skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden, og erstatningen
for tingsskade kan i medfør af stk. 3, nedsættes og i særlige tilfælde
bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til
skaden. Efter § 105, stk. 1, skal erstatningskrav mod den
ansvarlige
være dækket af en ansvarsforsikring.
Færdselslovens § 101, stk. 1, omfatter også
passagerer i motorkøretøjer, som pådrager sig skader i forbindelse med
færdselsuheld. Passagerer er således – uanset eventuelt kendskab til en
førers
spirituspåvirkethed – dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring og kan
gøre
et krav gældende over for motorkøretøjets forsikringsselskab. Stk. 2 og
3
giver mulighed for i det enkelte tilfælde at nedsætte erstatningen eller lade
erstatningen bortfalde på grund af egen skyld eller accept af risiko.
Som følge af, at direktivet alene regulerer det forhold, at
skadelidte skal kunne gøre krav gældende over for forsikringen, når der
foreligger et erstatningskrav, og ikke det erstatningsretlige spørgsmål om,
hvorvidt skadelidte har et krav, lever dansk ret således op til direktivets
krav.
2.2.9. Forsikringens dækningsomfang i forhold
til fodgængere og cyklister mv.
Som nævnt i pkt. 2.2.8. opstiller tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv
i artikel 1, stk. 1, et EU-retligt krav om, at en
motorkøretøjsforsikring
skal dække ansvaret for personskader på bl.a. passagerer i et køretøj.
Med det femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4,
stk. 2, udvides det EU-retlige krav til motorkøretøjsforsikringens
dækningsomfang, idet forsikringen også skal dække personskade
og tingsskade
påført fodgængere,
cyklister og andre ikkemotoriserede trafikanter.
Det anføres i præambelbetragtning 16, at bestemmelsen ikke
foregriber spørgsmålet om hæftelsen for eller størrelsen af den erstatning,
der
udredes ved en konkret ulykke i henhold til national lovgivning. Heller ikke
på
dette punkt regulerer direktivet således spørgsmålet om, hvorvidt en
skadelidt
har et erstatningskrav som følge af uheldet.
Ansvaret for skader forvoldt af motordrevne køretøjer på
fodgængere og cyklister mv. omfatter efter gældende dansk ret såvel
personskade
som tingsskade, jf. færdselslovens § 101, stk. 1, og der er ifølge
færdselslovens § 105, stk. 1, krav om, at erstatning for skader
forvoldt af motordrevne køretøjer være dækket af en forsikring i et
ansvarsforsikringsselskab.
Som følge af, at direktivbestemmelsen ikke regulerer
spørgsmål om erstatningsansvar, men udelukkende dækningsomfanget for en
lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer, opfylder de gældende regler
i
færdselsloven således de EU-retlige krav, der stilles med direktivet.
2.2.10. Forsikringens dækningsomfang i
relation til køretøjer, der benyttes i en anden medlemsstat
Det tredje motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 2
bestemmer, at en lovpligtig ansvarsforsikring skal dække skader på hele
Fællesskabets område. Forsikringsdækningen skal gives i henhold til
lovgivningen i de enkelte medlemsstater, eller i henhold til lovgivningen i
den
medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende, hvis denne dækning er større.
Femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder i artikel
4, stk. 3, en udvidelse af dette krav. Der opstilles således et
yderligere
EU-retligt krav om, at den lovpligtige ansvarsforsikring også skal dække
skader
i perioder, hvor køretøjer befinder sig i en anden medlemsstat. Det vil
således
ikke være tilstrækkeligt, at forsikringen – formelt – dækker
skader, der
forvoldes i udlandet. Forsikringen skal også forblive i kraft, når det
forsikrede køretøj befinder sig uden for det land, hvor det er hjemmehørende.
Baggrunden for direktivbestemmelsen er ifølge
præambelbetragtning 17 at forhindre, at forsikringsselskaber i deres
forsikringsbetingelser
indføjer klausuler om, at forsikringsaftalen bortfalder, hvis køretøjet i
længere
tid befinder sig uden for den medlemsstat, hvor det er indregistreret.
Det fremgår af færdselslovens § 105, stk. 4, at
justitsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang forsikringen skal
dække skader forvoldt i udlandet.
I bekendtgørelse om ansvarsforsikring er det i § 2,
stk. 2, bestemt, at den lovpligtige ansvarsforsikring skal dække hele
Den
Europæiske Unions og Det Europæiske Samarbejdsområdes område på grundlag af
betaling af en enkelt præmie. Forsikringen skal give den dækning, der følger
af
lovgivningen i en given medlemsstat, eller den dækning, der kan kræves efter
dansk lovgivning, hvis denne dækning er større.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af bestemmelsen, at
forsikringen også skal dække perioder, hvor det forsikrede køretøj befinder
sig
i en anden medlemsstat. Denne præcisering vil blive foretaget ved en ændring
af
bekendtgørelsen, så det udelukkes, at der i forsikringspolicer kan fastsættes
vilkår om, at forsikringsaftalen bortfalder, hvis køretøjet i længere tid
befinder sig uden for Danmark. Denne præcisering vil efter
Justitsministeriet
s
opfattelse kunne ske med hjemmel i den nuværende bemyndigelsesbestemmelse i
færdselslovens
§ 105, stk. 4.
2.2.11. Stedet for risikoens beståen i
relation til importerede motorkøretøjer
Artikel 1, stk. 4, i andet
motorkøretøjsforsikringsdirektiv opstiller en EU-retlig forpligtelse for de
enkelte medlemsstater til at oprette eller godkende et organ, som skal
erstatte
skader, der forvoldes af køretøjer uden ansvarsforsikring.
Hvis et køretøj føres fra én medlemsstat til en anden,
typisk ved privatimport, og i bestemmelseslandet er involveret i et
færdselsuheld, inden der er tegnet en forsikring, medfører andet
motorkøretøjsforsikringsdirektiv, at erstatningsorganet i oprindelsesstaten
vil
skulle erstatte skader, der er en følge af uheldet. Det skyldes, at risikoen
anses for at bestå i oprindelsesstaten.
I femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4, stk. 4,
ændres stedet for risikoens beståen i de tilfælde, hvor køretøjer sendes fra
én
medlemsstat til en anden. Stedet for risikoens beståen skal i stedet være den
modtagende medlemsstat i 30 dage fra det tidspunkt, hvor køberen har fået
køretøjet leveret, selv om køretøjet ikke formelt er registreret. Ændringen
indebærer, at garantifonden i den modtagende medlemsstat (i Danmark DFIM) i
den
anførte periode vil skulle erstatte eventuelle skader, der forvoldes af de
pågældende uforsikrede køretøjer. Skader, der forvoldes efter udløbet af
tredivedagesperioden vil, hvis forsikring fortsat ikke er tegnet, skulle
erstattes af garantifonden i køretøjets oprindelsesland.
Som beskrevet i pkt. 2.2.7. erstatter DFIM i medfør af
§ 18, stk. 3, i bekendtgørelse om ansvarsforsikring skader, som er
en
følge af uheld i Danmark, der er forvoldt af et uforsikret motorkøretøj.
Bestemmelsen giver således allerede mulighed for at udbetale erstatning i de
tilfælde, der kræves i henhold til direktivet, og bestemmelsen lever således
allerede
op til det EU-retlige krav, der følger af direktivets artikel 4, stk. 4,
vedrørende importerede motorkøretøjer.
Finanstilsynet har imidlertid oplyst, at
direktivbestemmelsen vil nødvendiggøre en ændring af reglen om risikoens
beliggenhed i § 2 i bekendtgørelse nr. 490 af 7. juni 1994 om
overdragelse
af danske forsikringsselskabers forsikringsbestande tegnet ved fri
etableringsret eller fri tjenesteydelsesvirksomhed.
Finanstilsynet har oplyst, at ændringen vil blive
gennemført ved udstedelse af ny bekendtgørelse med hjemmel i § 42 i lov
om
finansiel virksomhed.
2.2.12. Forbud mod at gøre selvrisiko
gældende over for skadelidte
Direktivet fastsætter i artikel 4, stk. 4, endvidere
et EU-retligt krav om, at forsikringsselskaber ikke må gøre en selvrisiko
gældende over for skadelidte, der har været impliceret i uheld forårsaget af
et
forsikret motorkøretøj. Bestemmelsen skal sikre en passende beskyttelse af
skadelidte ved ulykker, hvor motorkøretøjer er impliceret.
Bekendtgørelse om ansvarsforsikring bestemmer i § 3,
stk. 3, at det ikke mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren
kan
aftales, at skadelidte helt eller delvist skal bære risikoen for de skader,
der
hører under forsikringen, og den gældende lovgivning lever således allerede
op
til det nye krav, der stilles i direktivet.
2.2.13. Skadelidtes mulighed for at rette et
direkte krav mod forsikringsselskabet
Direktivet fastsætter yderligere i artikel 4, stk. 4,
et EU-retligt krav om, skadelidte skal kunne rejse et direkte krav mod
skadevolderens forsikringsselskab.
Dette krav gælder allerede i henhold til fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 3, men heri er kravet begrænset til
ulykker, der indtræffer i en anden medlemsstat end skadelidtes bopælsstat.
Den
nye direktivbestemmelse udvider således det EU-retlige krav til at omfatte
enhver ulykke forvoldt af motorkøretøjer inden for EU/EØS. Baggrunden for
udvidelsen er ifølge præambelbetragtning 21, at det er af væsentlig betydning
for skadelidte at have mulighed for at rette et sådant direkte krav mod et
forsikringsselskab.
Det fremgår af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om
ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., at forsikringsselskaber skal tegne
ansvarsforsikringer således, at ethvert forsikringsansvar i forhold til
skadelidte
påhviler selskabet. Bekendtgørelsen sikrer således med sin nuværende
udformning, at en skadelidt kan rette et erstatningskrav direkte mod et
køretøjs ansvarsforsikringsselskab, uanset om skaden sker her i landet eller
i
udlandet, og den gældende bestemmelse opfylder derfor det krav, som opstilles
i
direktivet.
2.3.
Betydningen af udpegning af
skadebehandlingsrepræsentant
Det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder i
artikel 4 regler om udpegning af skadebehandlingsrepræsentanter i andre
medlemslande. Sådanne skadebehandlingsrepræsentanter er bemyndiget til at
behandle skadesager for de udpegende forsikringsselskabers regning.
Det følger af artikel 4, stk. 8, at udpegning af en
skadebehandlingsrepræsentant ikke i sig selv kan betragtes som oprettelse af
et
agentur eller en filial i henhold til artikel 1, litra b), i direktiv
92/49/EØF
(tredje skadesforsikringsdirektiv), og skadebehandlingsrepræsentanten
betragtes
ikke som et etableret forretningssted i henhold til artikel 2, litra c), i
direktiv 88/357/EØF (andet skadesforsikringsdirektiv) eller et
forretningssted
i henhold til Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes
kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder
handelssager (EF-Domskonventionen).
Bestemmelsen i artikel
4, stk. 8, ændres med det femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv.
Ændringen består i, at henvisningen til Bruxelles-konventionen kun
opretholdes
i relation til Danmark, hvorimod der i relation til de øvrige medlemslande
henvises til forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om
anerkendelse
og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
(Bruxelles I-forordningen).
Baggrunden for
direktivændringen er, at Bruxelles-konventionen er blevet afløst af Bruxelles
I-forordningen, der som følge af det danske forbehold vedrørende retlige og
indre anliggender imidlertid ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i
Danmark. I forholdet mellem
Danmark
og de øvrige EU-medlemsstater gælder således fortsat Bruxelles-konventionen,
og
henvisningen til konventionen opretholdes derfor for Danmarks vedkommende.
Fællesskabet og Danmark har den 19. oktober
2005 underskrevet en såkaldt parallelaftale, hvorefter Danmark på
mellemstatsligt grundlag bliver tilknyttet Bruxelles I-forordningen.
Justitsministeriet
vil i denne folketingssamling fremsætte
lovforslag om de nødvendige lovændringer. Såfremt lovforslaget vedtages, og
Danmark herefter ratificerer parallelaftalen, vil henvisningen til
Bruxelles-konventionen miste sin betydning i forholdet mellem Danmark og de
øvrige
EU-lande.
Direktivændringen berører ikke princippet om, at udpegelsen
af en skadebehandlingsrepræsentant ikke i sig selv kan betragtes som et
forretningssted i henhold til Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om
retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager,
herunder handelssager. Der er således ikke
anledning til at foretage lovændringer som følge af direktivbestemmelsen.
3. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet af betydning.
Som anført ovenfor vil vedtagelse af lovforslaget skulle
følges op af en række administrative ændringer i gældende bekendtgørelser med
henblik på opfyldelse af de nye EU-retlige krav. Dette omfatter bl.a.
fastsættelse
af regler om forsikringsselskabernes pligt til at afgive attester til
forsikringstager om skader og skadefri kørsel (pkt. 2.1.2. ovenfor), regler
om
udvidelse af anvendelsesområdet for pligten til at afgive begrundet tilbud,
således at også f.eks. skader som følge af færdselsuheld, der sker i
skadelidtes hjemland, vil være omfattet (pkt. 2.1.3. ovenfor) og regler om
udvidelse af informationskontorernes (i Danmark DFIM’s) pligt til at
videregive
relevante oplysninger til personer, der er impliceret i færdselsuheld, og om
registrering af sådanne oplysninger (pkt. 2.1.4. ovenfor).
De nævnte regler, der tilsigter at forhøje
beskyttelsesniveauet for skadelidte ved færdselsuheld, skønnes at ville have
visse negative administrative konsekvenser for erhvervslivet. Reglerne vil
omvendt have positive administrative konsekvenser for borgerne.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF,
84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, jf. EU-Tidende 2005, L
149,
s. 14.
Positive konsekvenser/mindre udgifter
Negative konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Opfølgende administrativ ophævelse af forpligtelsen til
at føre register over grønne kort og grænseforsikringspolicer
De forudsatte opfølgende administrative ændringer
forventes at ville have visse negative konsekvenser
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
De opfølgende administrative ændringer vil indebære et
forhøjet beskyttelsesniveau for skadelidte ved færdselsuheld i EU
Ingen
Forholdet til EU-retten
Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF,
84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EU-Tidende 2005, L 149,
s. 14)
4. Høring
Et udkast til lovforslag har været sendt i høring hos
følgende organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Sø- og
Handelsretten, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Advokatrådet, Amtsrådsforeningen,
Arbejdsgiverforeningen
for Transport og Logistik, Business Danmark, Danmarks Automobilforhandler
Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Forening for International
Motorkøretøjsforsikring, Dansk Industri, Dansk Kørelærer-Union, Dansk
Køreskole
Forening, Dansk Taxi Råd, Dansk Transport og Logistik, Danske Busvognmænd,
Danske
Kørelæreres Landsforbund, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, De
Samvirkende
Invalideorganisationer, Forbrugerrådet, Forende Danske Motorejere, Forsikring
& Pension, Frederiksberg Kommune, HTS-A, HTSI, Kommunernes Gensidige
Forsikringsselskab, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,
NOAH-Trafik,
Storkøbenhavns Taxinævn, Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (færdselslovens § 105, stk. 3)
Efter den gældende bestemmelse i færdselslovens § 105,
stk. 3, reguleres mindstebeløbene for den lovpligtige ansvarsforsikrings
dækningsomfang hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten
for det pågældende finansår, jf. lov nr. 373 af 28. maj 2003 om en
satsreguleringsprocent.
De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 1 million delelige
kronebeløb. For 2006 er mindstebeløbet for personskade 91 mio. kr. og for
tingsskade
18 mio. kr.
Det foreslås, at der i bestemmelsen indsættes en
bemyndigelse til justitsministeren, hvorefter der vil kunne foretages
yderligere regulering af erstatningsbeløbene i færdselslovens § 105,
stk. 2, med henblik på at gennemføre femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Direktivets mindstebeløb udgør 5 mio. EUR
for
personskade og 1 mio. EUR for tingsskade, svarende til henholdsvis ca. 37,5
mio. kr. og ca. 7,5 mio. kr.
Der vil kun være anledning til at udnytte bemyndigelsen,
hvis direktivets mindstebeløb efter regulering i henhold til det europæiske
forbrugerprisindeks (EICP), jf. Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23.
oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser, på et tidspunkt måtte
nødvendiggøre en supplerende regulering af færdselslovens mindstebeløb ud
over
den gældende reguleringsmekanisme.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre dele af
artikel 2 i femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv i dansk ret.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 2.1.1.
Til nr. 2 (færdselslovens § 107, stk. 1)
Forslaget indebærer, at justitsministeren administrativt
vil kunne fastsætte regler om forsikringsselskabernes pligt til at udstede
skadesattester om erstatningskrav fra tredjemand for skader, der berører et
forsikret køretøj, eller om, at der ikke foreligger sådanne krav.
Det er således hensigten at fastsætte en bestemmelse i
bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., der forpligter
forsikringsselskaber til på begæring fra en forsikringstager at udstede en
skadesattest vedrørende den anmodendes lovpligtige motorkøretøjsforsikring.
Skadesattesten
skal indeholde oplysning om erstatningskrav fra tredjemand for skader, der
har
relation til det forsikrede køretøj, eller hvis der ikke foreligger sådanne
krav, oplysning herom. Attesten skal angå en periode på fem år forud for dens
udstedelse. Forsikringstager skal modtage attesten inden 15 dage fra
anmodningen.
Det er endvidere hensigten i medfør af færdselslovens
§ 118, stk. 8, at fastsætte regler om straf i form af bøde for
overtrædelse
af de administrativt fastsatte bestemmelser.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre dele af
femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4, stk. 4, i dansk ret.
Der henvises til pkt. 2.1.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3 (færdselslovens § 115 a,
stk. 4)
Det foreslås at ændre den nuværende
bemyndigelsesbestemmelse i færdselslovens § 115 a, stk. 4, så
bestemmelsen
også med henblik på at gennemføre femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv vil
give justitsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om udbetaling
af erstatning fra erstatningsorganet, om erstatningsorganets virksomhed samt
om
forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af
erstatningskrav.
Det er hensigten i bekendtgørelse om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer mv., at udvide anvendelsen af begrundede tilbud og begrundede
svar. Der vil således blive fastsat regler om afgivelse af begrundet tilbud
og
begrundet svar i forbindelse med færdselsuheld forårsaget af alle
ansvarsforsikrede køretøjer. Det er endvidere hensigten at fastsætte regler
om
begrundet tilbud ved behandling af erstatningssager i henhold til
bekendtgørelsens
§ 18, så der også skal gives begrundet tilbud inden for 3 måneder i de
tilfælde, hvor DFIM som garantifond erstatter skader, der forvoldes af
ukendte
eller uforsikrede motorkøretøjer. Strafbestemmelsen i bekendtgørelsen vil
blive
udvidet tilsvarende.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre dele af
femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4 i dansk ret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4 (færdselslovens § 115 b,
stk. 1)
Forslaget indebærer, at DFIM som informationskontor vil få
mulighed for at indsamle og videregive de grundlæggende oplysninger, som er
nødvendige for behandlingen af skadesager, jf. femte
motorkøretøjsforsikringsdirektivs
artikel 5, stk. 4. Den gældende bestemmelse i § 115 b, stk. 1,
omfatter alene oplysninger om det skadevoldende køretøj og dets
forsikringsforhold.
De grundlæggende oplysninger må antages typisk at være
oplysninger om køretøjers registreringsnummer, forsikringsforhold (selskab og
policenummer), de involverede parters navne og adresser, telefonnummer mv. og
skadestedets adresse samt oplysningerne i politirapporten eller
skadesanmeldelsen om det faktiske hændelsesforløb ved uheldet samt en skitse
over uheldet. Det bemærkes, at der ikke vil blive tale om behandling af
personnumre.
Lovforslagets § 1, nr. 6, indeholder en ændring af
bemyndigelsesbestemmelsen i færdselslovens § 115 b, stk. 2. Efter
forslaget vil justitsministeren kunne fastsætte nærmere regler om, hvilke
oplysninger der er omfattet af § 115 b, stk. 1.
Til nr. 5 (færdselslovens § 115 b,
stk. 1, nr. 3)
Forslaget indebærer, at informationskontorets opgave med at
bistå skadelidte med oplysninger om forsikringsforhold mv. ikke længere vil
være betinget af, at skaden er sket i en anden medlemsstat end skadelidtes
hjemland. Også personer med bopæl her i landet vil således fremover kunne
rette
henvendelse til DFIM som informationskontor i forbindelse med skader, der
sker
i Danmark.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.4. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 6 (færdselslovens § 115 b,
stk. 2)
Det foreslås at ændre den nuværende
bemyndigelsesbestemmelse i færdselslovens § 115 b, stk. 2, så
bestemmelsen
også med henblik på at gennemføre femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv vil
give justitsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om
informationskontorets
virksomhed, samt om forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters
pligt til at give oplysninger til informationskontorerne i Danmark og de
øvrige
EU-medlemsstater.
Det er hensigten at ophæve bestemmelsen i § 21,
stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002
ansvarsforsikring
for motorkøretøjer mv., så DFIM som informationskontor ikke længere skal
koordinere indsamling og formidling af oplysninger om nummeret på det grønne
kort eller på grænseforsikringspolicen for visse køretøjer fra EU-lande, der
er
undtaget fra pligten til at være omfattet af en forsikring.
Det er endvidere hensigten at ændre bestemmelserne i
bekendtgørelsens §§ 22 og 23, så informationskontorets pligt til at
videregive oplysninger udvides til sager, hvor skaden er sket i skadelidtes
hjemland. Informationskontorets pligt til at afgive oplysninger vil endvidere
blive udvidet både i relation til den personkreds, der har krav på
oplysninger,
og i relation til de typer af oplysninger, som skal videregives, jf. herved
lovforslagets § 1, nr. 4 (ændring af færdselslovens § 115 b,
stk. 1). Endelig vil der blive fastsat regler om, i hvilket omfang
oplysningerne skal foreligge i elektronisk form.
Videregivelsen af personoplysninger skal efter fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv ske i overensstemmelse med nationale regler,
der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.
oktober
1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse af behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, hvilket for
Danmarks vedkommende vil sige lov om behandling af personoplysninger
(persondataloven). De samme regler vil finde anvendelse i forbindelse med
videregivelse af oplysninger i henhold til reglerne i femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv.
Det anførte indebærer bl.a., at persondatalovens materielle
behandlingsregler i §§ 6-8 finder anvendelse ved informationskontorets
behandling af oplysninger. I de tilfælde, hvor der undtagelsesvis kan blive
tale om overførsel af oplysninger til tredjelande, skal det ske i
overensstemmelse med persondatalovens regler herom.
Lovforslaget tilsigter at gennemføre dele af femte
motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4 og 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.4. og 2.1.5. i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
Justitsministeren kan efter lovens ikrafttræden
administrativt fastsætte regler i medfør af de foreslåede bestemmelser i
færdselslovens §§ 107, stk. 1, 115 a, stk. 4, og 115 b,
stk. 2. Disse regler vil alene omfatte anmodninger og skader, der
fremsættes henholdsvis indtræder efter disse administrative reglers
ikrafttræden.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I færdselsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14. november 2005, som ændret ved lov
nr. 303 af 19. april 2006, § 21 i lov nr. 309 af 19. april 2006 og
§ 9
i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:
§ 105.
---
Stk. 2.
---
Stk. 3.
De i § 105, stk. 2, nævnte beløb
reguleres hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for
det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter
fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 1 million delelige kronebeløb.
Justitsministeren
bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.
Stk. 4
. ---
1.
I
§ 105, stk. 3,
indsættes
efter 2. pkt.:
»Justitsministeren kan med henblik på at gennemføre
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv) foretage yderligere regulering af de i
§ 105,
stk. 2, nævnte beløb.«
§ 107.
Justitsministeren fastsætter bestemmelser
om forsikringspligtens gennemførelse, herunder om forsikringsselskabers pligt
til at deltage i en gensidig hæftelsesordning i tilfælde af, at et
ansvarsforsikringsselskab ikke opfylder sine forfaldne
erstatningsforpligtelser
i henhold til de tegnede lovpligtige ansvarsforsikringer.
Stk. 2-4
. ---
2.
I
§ 107, stk. 1
, indsættes
efter »lovpligtige ansvarsforsikringer«: », og om forsikringsselskabers pligt
til at udstede attester om erstatningskrav for skader, som berører et
forsikret køretøj, eller om, at der ikke foreligger sådanne krav«.
§ 115 a.
---
Stk. 2-3
. ---
Stk. 4.
Justitsministeren kan med henblik på at
gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000
(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) fastsætte nærmere regler om
udbetaling af erstatning fra erstatningsorganet og om erstatningsorganets
virksomhed. Justitsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om
forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af
erstatningskrav omfattet af det i 1. pkt. nævnte direktiv.
3.
I
§ 115 a, stk. 4, 1. pkt.
,
indsættes efter »(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«: »og
Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«,
og i
2. pkt.
, ændres »omfattet af
det i 1. pkt. nævnte direktiv« til: »med henblik på at gennemføre de i 1.
pkt. nævnte direktiver«.
§ 115 b.
Justitsministeren opretter eller anerkender et informationskontor, der efter
en skade forvoldt af et motordrevet køretøj bistår med at skaffe oplysninger
om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold, hvis skadelidte er
bosat i Danmark, køretøjet er forsikret eller hjemmehørende i Danmark eller
skaden er sket i Danmark. Dette gælder dog kun, hvis
4.
I
§ 115 b, stk. 1,
ændres
»oplysninger om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold« til:
»de grundlæggende oplysninger, som er nødvendige for behandlingen af
skadesager«.
1)
skadelidte er bosat
i en medlemsstat i Den Europæiske Union,
2)
køretøjet er
forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat i Den Europæiske Union og
3)
skaden er sket i en
anden medlemsstat i Den Europæiske Union end den, hvor skadelidte er bosat,
eller i en ikkemedlemsstat, der har tilsluttet sig ordningen med grønne kort.
5.
§ 115 b, stk. 1, nr. 3
, affattes
således:
3)
skaden er sket i en
medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en ikkemedlemsstat, der har
tilsluttet sig ordningen med grønne kort.
Stk. 2.
Justitsministeren kan med henblik på at
gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000
(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) fastsætte nærmere regler om
informationskontorets virksomhed samt om forsikringsselskabers og
skadebehandlingsrepræsentanters pligt til at give oplysninger til det i
stk. 1 nævnte informationskontor og til informationskontorer i andre
medlemsstater i Den Europæiske Union.
6.
I
§ 115 b, stk. 2
, indsættes
efter »(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«: »og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«,
og efter »informationskontorets virksomhed« indsættes: », herunder om, hvilke
oplysninger der er omfattet af stk. 1,«.
Bilag 2
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2005/14/EF
af 11. maj 2005
om ændring af Rådets direktiv
72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION
HAR –
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, første og tredje
punktum, artikel 55 og artikel 95, stk. 1,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
1)
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg,
2)
efter proceduren i traktatens artikel 251,
3)
og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Ansvarsforsikring for motorkøretøjer (motorkøretøjsforsikring)
er af særlig betydning for Europas borgere, uanset om de er forsikringstagere
eller ofre for en ulykke. Den har ligeledes en væsentlig betydning for
forsikringsselskaberne, da den udgør den største del af
skadesforsikringsmarkedet
i Fællesskabet. Motorkøretøjsforsikring har også indflydelse på fri
bevægelighed for personer og køretøjer. Det bør derfor være en væsentlig
prioritet for Fællesskabet på området for finansielle tjenesteydelser at
styrke
og konsolidere det indre marked for motorkøretøjsforsikring.
(2) Der er allerede taget væsentlige skridt i denne
retning med Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer
og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse,
4)
Rådets andet
direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer,
5)
Rådets
tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer,
6)
g
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om
indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer
(fjerde motorkøretøjsforsikrings direktiv).
7)
(3) Fællesskabets ordning for motorkøretøjsforsikringer
bør ajourføres og forbedres. Dette behov er blevet bekræftet af resultaterne
af
en høring af erhvervslivet, forbrugerne og de skadelidtes organisationer.
(4) For at undgå eventuelle fejlfortolkninger af
bestemmelserne i direktiv 72/166/EØF og gøre det lettere at forsikre
køretøjer
med midlertidige nummerplader bør definitionen af det område, hvor et køretøj
er hjemmehørende, udtrykkelig omfatte den stat, hvis nummerplader køretøjet
er
forsynet med, uanset om nummerpladerne er permanente eller midlertidige.
(5) I overensstemmelse med direktiv 72/166/EØF er
køretøjer med falske eller ulovlige nummerplader blevet betragtet som
hjemmehørende i den medlemsstat, der har udstedt de originale nummerplader.
Som
følge af denne regel er nationale forsikringsbureauer ofte nødt til at tage
stilling til de økonomiske konsekvenser af ulykker, som ikke har nogen
forbindelse med den medlemsstat, hvor kontorerne er beliggende. Uden at ændre
det almindelige kriterium, hvorefter nummerpladen afgør, hvilket område et
køretøj er hjemmehørende i, bør der fastsættes en særlig regel i tilfælde af
ulykker, der forårsages af et køretøj uden nummerplader eller med
nummerplader,
der ikke eller ikke længere svarer til køretøjet. Alene for at lette
behandlingen af skadesager bør det område, hvor køretøjet er hjemmehørende, i
sådanne tilfælde anses for at være det område, hvor ulykken fandt sted.
(6) For at lette fortolkningen og anvendelsen af
betegnelsen »stikprøvekontrol« i direktiv 72/166/EØF bør denne bestemmelse
gøres klarere. Forbuddet mod systematisk kontrol af motorkøretøjsforsikringer
bør både gælde for køretøjer, der er hjemmehørende på en anden medlemsstats
område, og for køretøjer, der er hjemmehørende på et tredjelands område, men
som indpasserer fra en anden medlemsstats område. Kun kontrol, der ikke sker
systematisk, ikke er diskriminerende, og som foretages som led i kontrol, der
ikke alene vedrører forsikringskontrol, bør være tilladt.
(7) Ifølge artikel 4, litra a), i direktiv 72/166/EØF
kan medlemsstaterne fravige det almindelige krav om, at der skal tegnes
lovpligtig forsikring for køretøjer tilhørende bestemte offentlige eller
private
fysiske og juridiske personer. I tilfælde af ulykker forårsaget af disse
køretøjer skal den medlemsstat, der således fraviger kravene, udpege en
myndighed eller et organ til at betale erstatning til ofre for ulykker, som
er
indtruffet i en anden medlemsstat. Der bør foretages de fornødne ændringer i
ovennævnte direktiv for at sikre, at der ikke kun betales behørig erstatning
til ofre for ulykker forårsaget af disse køretøjer i udlandet, men også til
ofre for ulykker, som er indtruffet i den medlemsstat, hvor køretøjet normalt
er hjemmehørende, uanset om de skadelidte har bopæl på denne stats område
eller
ej. Medlemsstaterne bør endvidere sikre, at listen over personer, som er
fritaget
fra lovpligtig forsikring, og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige
for betaling af erstatning til ofre for ulykker, der er forårsaget af disse
køretøjer, meddeles Kommissionen og offentliggøres af denne.
(8) Ifølge artikel 4, litra b), i direktiv 72/166/EØF
kan en medlemsstat fravige det almindelige krav om, at der skal tegnes
lovpligtig forsikring for bestemte typer af køretøjer eller for køretøjer,
der
er forsynet med særligt kendemærke. I så fald har de andre medlemsstater ret
til at kræve, at motorkøretøjer, der kommer ind på deres område, er dækket af
et gyldigt grønt kort eller en aftale om forsikring på grænseplader for at
sikre, at der udbetales erstatning til skadelidte ved enhver ulykke, der
forårsages af disse køretøjer på deres område. Eftersom ophævelsen af
grænsekontrollen
inden for Fællesskabet ikke gør det muligt at sikre, at køretøjer, der
passerer
grænsen, er forsikret, er der imidlertid ikke længere garanti for erstatning
til ofre for ulykker, der forårsages i udlandet. Det bør endvidere sikres, at
ikke blot ofre for ulykker, som forårsages af disse køretøjer i udlandet, men
også ofre for ulykker i den medlemsstat, hvor køretøjet normalt er
hjemmehørende, modtager behørig erstatning. Med henblik herpå bør
medlemsstaterne behandle ofre for ulykker, der forårsages af disse køretøjer,
på samme måde som ofre for ulykker, som er forårsaget af uforsikrede
køretøjer.
Som fastsat i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF skal der udbetales
erstatning til ofre for ulykker forårsaget af uforsikrede køretøjer via
erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor ulykken indtraf. Ved udbetaling
til
ofre for ulykker forårsaget af køretøjer, som er omfattet af undtagelsen, bør
erstatningsorganet søge regres mod organet i den medlemsstat, hvor køretøjet
normalt er hjemmehørende. Efter en periode på fem år efter dette direktivs
ikrafttræden bør Kommissionen, hvis det er relevant, på baggrund af
erfaringen
med gennemførelsen og anvendelsen af denne undtagelse forelægge forslag om at
erstatte eller ophæve den. Den tilsvarende bestemmelse i direktiv 2000/26/EF
bør ligeledes ophæves.
(9) Med henblik på at præcisere anvendelsen af
direktiverne om forsikring af motorkøretøjer i overensstemmelse med
traktatens
artikel 299 bør henvisningen til en medlemsstats ikke-europæiske territorium
i
artikel 6 og artikel 7, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF udgå.
(10) Medlemsstaternes forpligtelse til at garantere
forsikringsdækning for visse mindstebeløb udgør et væsentligt element til
sikring af beskyttelsen af skadelidte. De mindstebeløb, der er fastsat i
direktiv 84/5/EØF, bør ikke kun pristalsreguleres, men reelt forøges for at
styrke beskyttelsen af skadelidte. Mindstebeløbet for dækning ved personskade
bør være af en sådan størrelse, at alle ofre for ulykker med meget alvorlige
kvæstelser til følge er beskyttede i dækkende og rimeligt omfang, dog således
at der tages højde for, at der kun sjældent sker ulykker, hvor flere personer
kommer til skade, eller hvor flere personer pådrager sig meget alvorlige
kvæstelser ved samme ulykke. Et mindstebeløb for dækning på 1000000 EUR pr.
skadelidt eller 5000000 EUR for hvert uheld, uanset antallet af skadelidte,
forekommer rimeligt og tilstrækkeligt. For at lette indførelsen af disse
mindstebeløb
bør der indføres en overgangsperiode på fem år fra datoen for gennemførelsen
af
dette direktiv. Medlemsstaterne bør forhøje beløbene til mindst halvdelen af
de
fastsatte niveauer inden tredive måneder fra datoen for gennemførelsen.
(11) For at sikre, at mindstebeløbet for dækning ikke
udhules med tiden, bør der indføres en periodebestemt justeringsbestemmelse
med
udgangspunkt i det europæiske forbrugerprisindeks (EICP) fra Eurostat, som
fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om
harmoniserede
forbrugerprisindekser.
8)
Der bør
fastsættes procedureregler for en sådan justering.
(12) Direktiv 84/5/EØF, efter hvilket medlemsstaterne
med henblik på at forhindre svig kan begrænse eller udelukke udbetalinger fra
erstatningsorganet ved tingsskade, der er forårsaget af et ukendt køretøj,
kan
i visse tilfælde forhindre, at der udbetales rimelig erstatning til
skadelidte.
Denne mulighed for at begrænse eller udelukke, at der udbetales erstatning,
fordi køretøjet ikke er identificeret, bør ikke forekomme, hvis organet har
udbetalt erstatning for væsentlig personskade til et offer for samme ulykke,
hvor der skete tingsskade. Medlemsstaterne kan pålægge ofret for tingsskaden
en
selvrisiko, der dog ikke må overskride den grænse, der er fastsat i
direktivet.
Betingelserne for, at personskade kan anses for væsentlig, bør fastsættes i
den
nationale lovgivning eller i de administrative bestemmelser i den
medlemsstat,
hvor ulykken indtræffer. Ved fastsættelsen af disse betingelser kan
medlemsstaten bl.a. tage hensyn til, om skaden har krævet
hospitalsbehandling.
(13) I øjeblikket findes der en valgmulighed i direktiv
84/5/EØF, hvorefter medlemsstaterne kan tillade en selvrisiko indtil et vist
beløb, som kan gøres gældende over for skadelidte ved tingsskade forårsaget
af
køretøjer, der ikke er forsikret. Denne valgmulighed forringer beskyttelsen
af
skadelidte og skaber forskelsbehandling i forhold til skadelidte ved andre
ulykker. Denne valgmulighed bør derfor ikke længere tillades.
(14) Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni 1988
om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte
forsikringsvirksomhed
bortset fra livsforsikring og om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette
den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser,
9)
bør
ændres, således at forsikringsselskabernes filialer kan blive repræsentanter
for forsikringsvirksomhed inden for motorkøretøjer, som det allerede er
tilfældet med anden forsikringsvirksomhed.
(15) Det forhold, at passagerer i køretøjet er dækket af
forsikringen, er et væsentligt fremskridt, der er opnået med den gældende
lovgivning. Dette formål ville blive bragt i fare, hvis en national
lovgivning
eller en klausul i en forsikringskontrakt udelukkede passagerer fra
forsikringsdækning, såfremt de vidste eller burde have vidst, at føreren af
køretøjet var påvirket af spiritus eller andre rusmidler, da ulykken fandt
sted. Passageren er normalt ikke i tilstrækkelig grad i stand til at bedømme,
om føreren er påvirket. Målsætningen om at tilskynde bilister til ikke at
køre
bil under påvirkning af rusmidler nås ikke ved at nedsætte
forsikringsdækningen
for passagerer, som bliver ofre for en trafikulykke. Det forhold, at disse
passagerer dækkes af køretøjets lovpligtige forsikring er uden betydning for
et
eventuelt ansvar, som de kan ifalde i henhold til gældende national
lovgivning,
eller for størrelsen af den erstatning, der udredes ved en konkret ulykke.
(16) Person- og tingsskade, som lides af fodgængere,
cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, der normalt er de svageste
parter i en ulykke, lider, bør dækkes af den lovpligtige forsikring for det
køretøj, der har været involveret i ulykken, såfremt de skadelidte er
berettiget til erstatning i henhold til de nationale civilretlige
bestemmelser.
Dette foregriber ikke spørgsmålet om hæftelsen for eller størrelsen af den
erstatning,
der udredes ved en konkret ulykke i henhold til national lovgivning.
(17) Visse forsikringsselskaber har indføjet klausuler i
forsikringspolicer om, at aftalen bortfalder, hvis køretøjet i længere tid
end
en nærmere angivet periode befinder sig uden for den medlemsstat, hvor det er
indregistreret. Denne praksis er i strid med princippet i direktiv
90/232/EØF,
hvorefter den lovpligtige ansvarsforsikring bør dække hele Fællesskabets
område
på grundlag af én enkelt præmie. Det bør derfor specificeres, at
forsikringsdækningen gælder for hele aftalens løbetid, selv om køretøjet i en
given periode befinder sig i en anden medlemsstat, idet dette dog ikke
berører
medlemsstaternes nationale lovgivning om indregistrering af køretøjer.
(18) Der bør tages initiativ til at gøre det lettere at
skaffe forsikringsdækning for køretøjer, der indføres fra én medlemsstat til
en
anden, selv om køretøjet endnu ikke er indregistreret i den modtagende
medlemsstat. Der bør gives mulighed for en midlertidig undtagelse fra den
almindelige regel, der fastlægger den medlemsstat, hvor risikoen foreligger.
I
en periode på tredive dage fra den dato, hvor køretøjet leveres til, stilles
til rådighed for eller sendes til køberen, bør den modtagende medlemsstat
betragtes som den medlemsstat, hvor risikoen foreligger.
(19) En person, som ønsker at tegne en ny
motorkøretøjsforsikring hos et andet forsikringsselskab, bør kunne
dokumentere
sit ulykkes- og skadesforløb under den tidligere forsikringsaftale.
Forsikringstageren bør på et hvilket som helst tidspunkt have ret til at
anmode
om en erklæring om skader eller skadefri kørsel med det eller de køretøjer,
der
er dækket af forsikringsaftalen, i det mindste for de seneste fem år af
forsikringsforholdet. Forsikringsselskabet eller ethvert organ, som er
udpeget
af en medlemsstat til at yde lovpligtig forsikring eller udstede sådanne
erklæringer, bør stille denne erklæring til rådighed for forsikringstageren
inden femten dage fra anmodningen.
(20) For at sikre en passende beskyttelse af skadelidte
ved motorkøretøjsulykker bør medlemsstaterne ikke give forsikringsselskaberne
tilladelse til at fastsætte en selvrisiko, som kan gøres gældende over for
skadelidte.
(21) Retten til at påberåbe sig en forsikringsaftale og
rette et krav direkte mod forsikringsselskabet har væsentlig betydning for
beskyttelsen af skadelidte ved en ulykke, som involverer et motorkøretøj.
Direktiv 2000/26/EF giver skadelidte ved ulykker, som indtræffer i en anden
medlemsstat end den, hvor den skadelidte er bosat, og som er forårsaget af
køretøjer, som er forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat, en ret til at
rejse krav direkte mod det selskab, hvor skadevolder er ansvarsforsikret. Med
henblik på at fremme en effektiv og hurtig sagsbehandling samt i videst
mulige
omfang at undgå omkostningskrævende søgsmål, bør denne ret udtrækkes til at
omfatte skadelidte ved enhver ulykke forvoldt af motorkøretøjer.
(22) For at øge beskyttelsen af alle ofre for ulykker
forvoldt af motorkøretøjer bør fremgangsmåden vedrørende et »begrundet
tilbud«,
som er fastsat i direktiv 2000/26/EF, dække alle typer ulykker forvoldt af
motorkøretøjer. Samme fremgangsmåde bør finde tilsvarende anvendelse, såfremt
skadesbehandlingen afvikles efter ordningen med nationale forsikringsbureauer
som fastlagt i direktiv 72/166/EØF.
(23) For at lette skadelidtes adgang til at søge
erstatning bør informationskontorerne, som er oprettet i henhold til direktiv
2000/26/EF, ikke kun give oplysninger om ulykker, der er omfattet af dette
direktiv, men også give lignende oplysninger om samtlige ulykker forårsaget
af
motorkøretøjer.
(24) Skadelidte kan sagsøge forsikringsgiveren i den
medlemsstat, hvor skadelidte har sin bopæl, jf. artikel 11, stk. 2,
sammenholdt med artikel 9, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF)
nr.
44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.
10)
(25) Da direktiv 2000/26/EF blev vedtaget inden
vedtagelsen af forordning (EF) nr. 44/2001, der trådte i stedet for
Bruxelles-konventionen
af 27. september 1968 om samme emne for en række medlemsstater, bør
henvisningen i direktivet til denne konvention tilpasses, hvor det er
relevant.
(26) Derfor bør Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF,
88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF
ændres –
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Ændringer af direktiv 72/166/EØF
Direktiv 72/166/EØF ændres således:
1) Artikel 1, nr. 4, ændres således:
a)
Første led affattes
således:
»–
den stats område, hvis
nummerplader køretøjet er forsynet med, uanset om nummerpladen er permanent
eller midlertidig eller,«
b)
Som nyt led
indsættes:
»–
i tilfælde af, at
køretøjet ikke er forsynet med en nummerplade, eller er forsynet med en
nummerplade, der ikke eller ikke længere svarer til køretøjet, og er
involveret
i en ulykke, den stats område, hvor ulykken fandt sted ved behandling af
skadesager som fastsat i artikel 2, stk. 2, første led eller i artikel
1,
stk. 4, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om
indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer.
11)
2) Artikel 2, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne fører ikke kontrol med ansvarsforsikring for
køretøjer, der normalt er hjemmehørende på en anden medlemsstats område,
eller
for køretøjer, der normalt er hjemmehørende på et tredjelands område, når de
kommer ind på deres område fra en anden medlemsstats område. De kan dog føre
kontrol med forsikringer, såfremt dette ikke sker systematisk, ikke er
diskriminerende og foretages som led i en kontrol, som ikke alene vedrører
forsikringskontrol.«
3) Artikel 4 ændres således:
a)
I litra a), andet
afsnit
i)
første punktum,
indsættes ordene:
»i denne medlemsstat
og« mellem »dækning af skader forvoldt« og »i andre medlemsstater«.
ii)
affattes sidste
punktum således:
»Den fremsender
Kommissionen en liste over de personer, der er undtaget fra
forsikringspligten,
og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for erstatningsspørgsmål.
Kommissionen offentliggør listen.«
b)
Litra b), andet
afsnit, affattes således:
»I dette tilfælde
sikrer medlemsstaterne, at køretøjer som nævnt i første afsnit behandles på
samme måde som køretøjer, for hvilke den i artikel 3, stk. 1, omhandlede
lovpligtige forsikring ikke er tegnet. Erstatningsorganet i den medlemsstat,
hvor ulykken har fundet sted, kan herefter søge regres hos garantifonden som
omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF i den medlemsstat,
hvor
køretøjet normalt er hjemmehørende.
Fem år efter ikrafttrædelsen af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring
af
Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer
12)
aflægger medlemsstaterne
rapport til Kommissionen om gennemførelsen og den praktiske anvendelse af
denne
bestemmelse. Når Kommissionen har gennemgået disse rapporter, fremsætter den
i
givet fald forslag om udskiftning eller ophævelse af denne undtagelse.
4) I artikel 6 og 7, stk. 1, udgår ordene »eller
på en medlemsstats ikke-europæiske territorium«.
Artikel 2
Ændringer af direktiv 84/5/EØF
Artikel 1 i direktiv 84/5/EØF affattes således:
»Artikel 1
1. Den forsikring, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1,
i direktiv 72/166/EØF, skal dække tingsskade såvel som personskade.
2. Medlemsstaterne skal med forbehold af eventuelle
bestemmelser om mere omfattende forsikringsdækning, der måtte gælde i
medlemsstaterne, kræve lovpligtig forsikring for mindst følgende beløb:
a)
ved personskade en
mindstedækning på 1000000 EUR pr. skadelidt eller 5000000 EUR for hvert
uheld,
uanset antallet af skadelidte
b)
ved tingsskade
1000000 EUR for hvert uheld, uanset antallet af skadelidte.
Om nødvendigt kan medlemsstaterne indføre en overgangsperiode på
op til fem år fra datoen for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF,
84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer
13)
til at tilpasse deres mindstebeløb for
dækning til de beløb, der er fastsat i dette stykke.
Medlemsstater, der indfører en sådan overgangsperiode, underretter
Kommissionen herom med angivelse af overgangsperiodens varighed.
Inden 30 måneder efter datoen for gennemførelsen af direktiv
2005/14/EF forhøjer medlemsstaterne forsikringsdækningen til mindst halvdelen
af de niveauer, der er fastsat i dette stykke.
3. Hvert femte år efter ikrafttrædelsen af direktiv
2005/14/EF eller udløbet af en overgangsperiode som nævnt i stk. 2
revideres de i dette stykke nævnte beløb i overensstemmelse med det
europæiske
forbrugerprisindeks (EICP), jf. Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23.
oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser.
14)
Beløbene justeres automatisk. Beløbene forhøjes med den
procentuelle ændring i EICP, der er sket i perioden, dvs. i de fem år, der
går
umiddelbart forud for justeringen, og afrundes opad til et multiplum af 10
000
EUR.
Kommissionen underretter Europa-Parlamentet og Rådet om de
justerede beløb og sørger for offentliggørelse i Den Europæiske Unions
Tidende.
4. Hver medlemsstat opretter eller godkender et organ,
der mindst inden for den lovpligtige forsikrings grænser skal erstatte
tingsskade og personskade, der forvoldes af et ukendt køretøj, eller et
køretøj
for hvilket den i stk. 1 omhandlede lovpligtige forsikring ikke er
tegnet.
Første afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at tillægge
eller undlade at tillægge dette organs intervention en subsidiær karakter
samt
til at fastlægge regler for regresretten mellem dette organ, den eller de
personer, som er ansvarlige for uheldet, og andre forsikringsselskaber eller
organer inden for social sikring, der skal yde skadelidte erstatning for
samme
skade. Medlemsstaterne må imidlertid ikke tillade, at organet gør
udbetalingen
af erstatning betinget af, at skadelidte på en eller anden måde godtgør, at
skadevolderen er ude af stand til eller nægter at betale.
5. Skadelidte kan under alle omstændigheder henvende sig
direkte til dette organ, som på grundlag af de oplysninger, skadelidte giver
efter anmodning fra organet, er forpligtet til at give vedkommende et
begrundet
svar på spørgsmålet om dets intervention.
Medlemsstaterne kan imidlertid udelukke personer, der frivilligt
har taget plads i det skadevoldende køretøj, fra organets intervention, når
organet kan bevise, at de vidste, at dette ikke var forsikret.
6. Medlemsstaterne kan begrænse eller udelukke
intervention fra organet ved tingsskade forvoldt af et ukendt køretøj.
Hvis organet har betalt erstatning for en væsentlig personskade
til et offer for en ulykke, hvor der samtidig er forvoldt tingsskade af et
uidentificeret
køretøj, kan medlemsstaterne imidlertid ikke udelukke betaling af erstatning
for tingsskade med den begrundelse, at køretøjet ikke er identificeret.
Medlemsstaterne kan dog fastsætte en selvrisiko på højst 500 EUR, som ofret
for
en sådan tingsskade kan pålægges.
Betingelserne for, hvornår der foreligger væsentlig personskade,
fastlægges i henhold til lovgivningen eller de administrative bestemmelser i
den medlemsstat, hvor ulykken finder sted. I den forbindelse kan
medlemsstaterne bl.a. tage hensyn til, om skaden har krævet
hospitalsindlæggelse.
7. Hver medlemsstat anvender sine love og administrative
bestemmelser på nævnte organs interventioner med forbehold af enhver anden
praksis, som måtte være mere gunstig for skadelidte.«
Artikel 3
Ændring af direktiv 88/357/EØF
Artikel 12a, stk. 4, fjerde afsnit, andet punktum,
i direktiv 88/357/EØF, udgår.
Artikel 4
Ændringer af direktiv 90/232/EØF
Direktiv 90/232/EØF ændres således:
1) I artikel 1 indsættes som nyt andet stykke efter
første stykke:
»Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre,
at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der
udelukker en passager fra forsikringsdækning med den begrundelse, at han
vidste
eller burde have vidst, at føreren af køretøjet var påvirket af spiritus
eller
af et andet rusmiddel, da ulykken fandt sted, ikke har nogen indvirkning på
krav fra en sådan passager.«
2) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 1a
Den forsikring, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1,
i direktiv 72/166/EØF skal dække person- og tingsskade på fodgængere,
cyklister
og andre ikke-motoriserede trafikanter, der som følge af en ulykke, hvori et
motorkøretøj er involveret, har ret til erstatning i henhold til den
nationale
civilret. Nærværende artikel berører hverken erstatningsansvaret eller
skadesbeløbet.«
3) Artikel 2, første led, affattes således:
»–
dækker hele
Fællesskabets område på grundlag af en enkelt præmie og i hele aftalens
løbetid, også i perioder hvor køretøjet befinder sig i en anden medlemsstat
under
aftalens løbetid, og«
4) Følgende artikler indsættes:
»Artikel 4a
1. Når et køretøj sendes fra en medlemsstat til en
anden, betragtes, uanset artikel 2, litra d), andet led, i direktiv
88/357/EØF,
15)
den medlemsstat, hvor risikoen foreligger,
som bestemmelsesmedlemsstat i tredive dage fra det tidspunkt, hvor køber har
accepteret leveringen, selv om køretøjet ikke formelt er registreret i
bestemmelsesmedlemsstaten.
2. Såfremt et køretøj bliver involveret i en ulykke i
den i stk. 1 nævnte periode, mens det er uforsikret, skal det organ,
hvortil der er henvist i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF i
bestemmelsesmedlemsstaten udrede den erstatning, der er fastsat i nævnte
artikel.
Artikel 4b
Medlemsstaterne sikrer, at forsikringstager på ethvert
tidspunkt har ret til at anmode om en erklæring om erstatningskrav fra
tredjemand for skader, som berører det eller de køretøjer, der har været
omfattet af forsikringsaftalen i mindst de seneste fem år af aftaleforholdet,
eller om, at der ikke foreligger sådanne krav. Forsikringsselskabet eller et
organ, som en medlemsstat har udnævnt med henblik på at sørge for
obligatorisk
forsikring eller levere sådanne erklæringer, sørger for, at forsikringstager
modtager denne erklæring inden 15 dage fra anmodningen.
Artikel 4c
For så vidt angår den forsikring, der er omhandlet i
artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF, kan forsikringsselskaber ikke
gøre en selvrisiko gældende over for den skadelidte ved en ulykke.
Artikel 4d
Medlemsstaterne sikrer, at skadelidte ved ulykker, der
er forårsaget af et køretøj, som er dækket af en forsikring som omhandlet i
artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF, kan rejse krav direkte mod det
forsikringsselskab, som skadevolderen er ansvarsforsikret i.
Artikel 4e
Medlemsstaterne fastlægger den procedure, der er
beskrevet i artikel 4, stk. 6, i direktiv 2000/26/EF
16)
med henblik på behandling af skadesager i
forbindelse med ulykker, som er forårsaget af et køretøj, der er dækket af en
forsikring som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF.
I tilfælde af ulykker, der kan behandles inden for rammerne af
systemet med nationale forsikringsbureauer, som omhandlet i artikel 2,
stk. 2,
i direktiv 72/166/EØF, fastlægger medlemsstaterne den samme procedure som
proceduren
i artikel 4, stk. 6, i direktiv 2000/26/EF. Ved anvendelse af denne
procedure skal enhver henvisning til et forsikringsselskab forstås som en
henvisning til nationale forsikringsbureauer som defineret i artikel 1, nr.
3,
i direktiv 72/166/EØF.«
5) Artikel 5, stk. 1, affattes således:
»1. Medlemsstaterne sikrer, uden at det berører deres
forpligtelser i henhold til direktiv 2000/26/EF, at de informationskontorer,
der åbnes eller godkendes efter artikel 5 i samme direktiv, giver de
oplysninger, der er nævnt i artiklen, til enhver, der har været involveret i
en
færdselsulykke, som er forårsaget af et køretøj, der er dækket af en
forsikring
som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF.«
Artikel 5
Ændringer af direktiv 2000/26/EF
Direktiv 2000/26/EF ændres således:
1) Som betragtning 16a indsættes:
»(16a)
Skadelidte
kan sagsøge forsikringsgiveren i den medlemsstat, hvor skadelidte har sin
bopæl,
jf. artikel 11, stk. 2, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, litra
b),
i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-
og handelsretlige område.
17)
«
2) Artikel 4, stk. 8, affattes således:
»8. Udpegelsen af en skadebehandlingsrepræsentant kan ikke i sig
selv betragtes som oprettelse af et agentur eller en filial i henhold til
artikel 1, litra b), i direktiv 92/49/EØF, og skadebehandlingsrepræsentanten
betragtes ikke som et etableret forretningssted i henhold til artikel 2,
litra
c), i direktiv 88/357/EØF eller
–
et forretningssted i
henhold til Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes
kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder
handelssager
18)
– for så vidt angår Danmark
–
et forretningssted i
henhold til forordning (EF) nr. 44/2001 – for så vidt angår de andre
medlemsstater.«
3) I artikel 5, stk. 1, litra a), udgår punkt 2,
nummer ii).
4) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 6a
Centralt organ
Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger
med henblik på til sin tid at lette skadelidtes, deres forsikringsselskabers
eller deres juridiske repræsentanters adgang til de grundlæggende
oplysninger,
som er nødvendige for behandlingen af skadesager.
Sådanne grundlæggende oplysninger skal i relevant omfang foreligge
i elektronisk form i et centralt register i hver medlemsstat og gøres
tilgængelige for sagens parter, såfremt de udtrykkeligt anmoder herom.«
Artikel 6
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative
bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 11. juni
2007.
De underretter straks Kommissionen herom.
Når medlemsstaterne vedtager disse love og bestemmelser, skal de
ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.
De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med traktaten
opretholde eller vedtage bestemmelser, som er gunstigere for skadelidte end
dem, der kræves for at efterkomme dette direktiv.
3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de
vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er
omfattet af dette direktiv.
Artikel 7
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions
Tidende
.
Artikel 8
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 11. maj 2005.
På
Europa-Parlamentets vegne
J. P. BORRELL FONTELLES
Formand
På Rådets vegne
N. SCHMIT
Formand
1)
EFT C 227 E af 24.9.2002, s. 387.
2)
EUT C 95 af 23.4.2003, s. 45.
3)
Europa-Parlamentets udtalelse af 22.10.2003
(EUT C 82 E af 1.4.2004, s. 297), Rådets fælles holdning af 26.4.2004 (endnu
ikke offentliggjort i EUT) og Europa-Parlamentets holdning af 12.1.2005
(endnu
ikke offentliggjort i EUT). Rådets afgørelse af 18.4.2005.
4)
EFT L 103 af 2.5.1972, s. 1. Senest ændret
ved direktiv 84/5/EØF (EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17).
5)
EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17. Senest ændret
ved direktiv 90/232/EØF (EFT L 129 af 19.5.1990, s. 33).
6)
EFT L 129 af 19.5.1990, s. 33.
7)
EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65.
8)
EFT L 257 af 27.10.1995, s. 1. Ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af
31.10.2003, s. 1).
9)
EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1. Senest ændret
ved direktiv 2000/26/EF.
10)
EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret
ved forordning (EF) nr. 2245/2004 (EUT L 381 af 28.12.2004, s. 10).
11)
EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17.
12)
EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14.
13)
EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14.
14)
EFT L 257 af 27.10.1995, s. 1. Ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af
31.10.2003, s. 1).
15)
Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni
1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte
forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, om fastsættelse af
bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling
af tjenesteydelser (EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1). Senest ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF (EFT L 181 af 20.7.2000, s.
65).
16)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (Fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv)
(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65).
17)
EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret
ved forordning (EF) nr. 2245/2004 (EUT L 381 af 28.12.2004, s. 10).
18)
EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1 (konsolideret
udgave).
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv
72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets
direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EU-Tidende 2005,
L
149, s. 14).
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Behandling af erstatningskrav efter færdselsuheld m.v.)1) Retsinformation · 12. december 2006
- Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2006) - L 25 Retsinformation · 5. oktober 2006
- Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Behandling af erstatningskrav efter skader i udlandet) Retsinformation · 30. januar 2002
- Skriftlig fremsættelse (30. januar 2002) - L 77 Retsinformation · 30. januar 2002
- Bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer mv. Retsinformation · 15. december 2023
- Sagen angår, om ulykken ifølge Motorkøretøjsforsikringsdirektivets bestemmelser skal være dækket af en motorkøretøjsforsikring, jf. direktivets artikel 3, og i bekræftende fald om en direktivkonform fortolkning af færdselsloven fører til, at ulykken er omfattet af færdselslovens bestemmelser om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer Domsdatabasen · 18. juni 2021