Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Behandling af erstatningskrav efter færdselsuheld mv.)1)/NREF/FN501/1)/

2006/1 LSF 25Lovforslag som fremsatJustitsministeriet5. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 5. oktober 2006 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af færdselsloven

(Behandling af

erstatningskrav efter færdselsuheld mv.)

1)

§ 1

I

færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14. november 2005, som

ændret ved lov nr. 303 af 19. april 2006, § 21 i lov nr. 309 af 19.

april

2006 og § 9 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1.

I

§ 105, stk. 3,

indsættes efter 2.

pkt.:

»Justitsministeren kan med henblik på at gennemføre Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv) foretage yderligere regulering af de i

§ 105, stk. 2, nævnte beløb.«

2.

I

§ 107, stk. 1,

indsættes efter »lovpligtige

ansvarsforsikringer«: », og om forsikringsselskabers pligt til at udstede

attester om erstatningskrav for skader, som berører et forsikret køretøj,

Læs alt

eller

om, at der ikke foreligger sådanne krav«.

3.

I

§ 115 a, stk. 4, 1. pkt.,

indsættes

efter »(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«: »og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«,

og i

2. pkt

., ændres »omfattet af det i

1. pkt. nævnte direktiv« til: »med henblik på at gennemføre de i 1. pkt.

nævnte

direktiver«.

4.

I

§ 115 b, stk. 1,

ændres »oplysninger

om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold« til: »de

grundlæggende

oplysninger, som er nødvendige for behandlingen af skadesager«.

5.

§ 115 b, stk. 1, nr. 3,

affattes

således:

»3)

skaden er sket i en

medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en ikkemedlemsstat, der har

tilsluttet sig ordningen med grønne kort.«

6.

I

§ 115 b, stk. 2,

indsættes efter »(fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv

2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«, og

efter »informationskontorets

virksomhed« indsættes: », herunder om, hvilke oplysninger der er omfattet af

stk. 1,«.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at gennemføre

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring

af

Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357EØF og 90/232/EØF og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer (femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv, herefter

direktivet

).

Medlemsstaterne skal sætte de nødvendige love og

administrative bestemmelser i kraft for at gennemføre direktivet senest den

11.

juni 2007. Direktivet er optrykt som bilag 2 til lovforslaget.

Direktivet indeholder bestemmelser, der forhøjer

beskyttelsesniveauet for skadelidte ved færdselsuheld. Dansk lovgivning lever

allerede på en række områder op til direktivets krav, og lovforslaget

indeholder

derfor kun de lovændringer, der er nødvendige for at kunne gennemføre de

øvrige

dele af direktivet.

Lovforslaget indeholder en række bestemmelser, der

bemyndiger justitsministeren til ved bekendtgørelse nærmere at gennemføre

regler med henblik på opfyldelse af direktivet. Vedtagelsen af lovforslaget

vil

derfor skulle følges op af en række ændringer i gældende bekendtgørelser.

Direktivets artikel 3 ændrer Rådets andet direktiv

88/357/EØF af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative

bestemmelser

vedrørende direkte forsikringsvirksomhed mv. (andet

skadeforsikringsdirektiv). Ændringen

indebærer, at et forsikringsselskab kan anvende sin filial eller et

forsikringsdatterselskab i et andet medlemsland som skadesrepræsentant for

den

motoransvarsforsikringsvirksomhed, som selskabet udøver i det pågældende land

som grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed. Direktivbestemmelsen

nødvendiggør

en ændring af § 31, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed. Lov om

finansiel virksomhed hører under økonomi- og erhvervsministerens ressort, og

økonomi- og erhvervsministeren vil fremsætte et selvstændigt lovforslag til

gennemførelse af direktivets artikel 3.

2. Femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv

Formålet med

direktivet

er navnlig at forbedre beskyttelsen af skadelidte ved

færdselsuheld. Med henblik herpå indeholder direktivet ændringer af de

tidligere motorkøretøjsforsikringsdirektiver, der bl.a. skal medvirke til at

skabe større klarhed om visse af definitionerne i de tidligere direktiver,

samt

løse problemer, der forekommer i praksis, med henblik på at sikre et mere

effektivt indre marked for motorkøretøjsforsikring.

Direktivet efterfølger og ændrer de fire tidligere vedtagne

motorkøretøjsforsikringsdirektiver: 72/166/EØF (første

motorkøretøjsforsikringsdirektiv),

84/5/EØF (andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv), 90/232/EØF (tredje

motorkøretøjsforsikringsdirektiv) og 2000/26/EF (fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv), der alle er gennemført i dansk ret.

Direktivets hovedpunkter er:

–

Den lovpligtige motorkøretøjsforsikring

skal have en mindstedækning ved personskade på 1 mio. EUR pr. skadelidt eller

5

mio. EUR pr. uheld uanset antallet af skadelidte, og ved tingsskade 1 mio.

EUR

pr. uheld uanset antallet af skadelidte. Kravet til mindstebeløbene reguleres

hvert femte år i overensstemmelse med det europæiske forbrugerprisindeks.

–

Forsikringstager

skal fra forsikringsselskabet kunne rekvirere en skadesattest, der indeholder

oplysninger om eventuelle erstatningskrav for skader, der berører det

forsikrede køretøj, eller om at der ikke foreligger sådanne krav.

–

Anvendelsesområdet

for reglerne i fjerde motorkøreforsikringsdirektiv om begrundet tilbud om

erstatning

eller begrundet afslag til skadelidte udvides til at gælde ethvert uheld

forårsaget af et ansvarsforsikret motorkøretøj og til skader, der behandles

af

nationale forsikringsbureauer.

–

Informationskontorerne

i de enkelte medlemsstater forpligtes til at videregive flere oplysninger til

en bredere kreds af fysiske og juridiske personer.

–

Det skal ikke være

muligt for en medlemsstat at kræve såkaldt grønt forsikringskort eller

tegning

af grænseforsikring for udenlandske motorkøretøjer, der er undtaget fra

kravet

om en lovpligtig ansvarsforsikring. I stedet skal garantifonden i

medlemsstaten, hvor køretøjet er hjemmehørende, udbetale erstatning, hvis

sådanne køretøjer forvolder skade.

–

Hvis garantifonden

for ukendte og uforsikrede motorkøretøjer udbetaler erstatning for væsentlig

personskade forvoldt af et ukendt køretøj, skal det ikke længere være muligt

i

samme sag at udelukke erstatning for tingsskade.

–

Stikprøvekontrol af

motorkøretøjers ansvarsforsikring skal gennemføres uden forskelsbehandling,

og

kontrollen må ikke udelukkende vedrøre spørgsmålet om overholdelse af

forsikringspligten.

–

Passagerer i

motorkøretøjer skal ikke kunne undtages fra forsikringsdækning med den

begrundelse,

at de vidste eller burde vide, at føreren var påvirket af spiritus mv.

–

En

motorkøretøjsforsikring skal også dække personskade og tingsskade påført

fodgængere, cyklister og andre ikkemotoriserede trafikanter.

–

En

motorkøretøjsforsikring skal være gældende i hele EU – også hvor et

motorkøretøj i kortere eller længere perioder befinder sig i en anden

medlemsstat.

–

Det skal ikke være

muligt at gøre en selvrisiko gældende over for skadelidte, og skadelidte skal

kunne rette et direkte krav mod et forsikringsselskab.

–

Det skal heller

ikke være muligt for garantifonden for ukendte eller uforsikrede

motorkøretøjer

at gøre en selvrisiko gældende over for skadelidte, når et uforsikret

motorkøretøj forvolder tingsskade.

2.1. Direktivbestemmelser, der medfører

lovændringer

2.1.1. Mindstebeløb for person- og tingsskade

mv.

2.1.1.1. Direktivets indhold

Andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder i artikel

1, stk. 2, et EU-retligt krav om, at en lovpligtig ansvarsforsikring for

motorkøretøjer skal have et dækningsomfang på mindst 350.000 ECU for

personskader,

når der kun er én skadelidt. Hvis der er flere skadelidte ved samme uheld,

multipliceres dette beløb med antallet af skadelidte, idet der dog kan

fastsættes et minimumsbeløb på 500.000 ECU, hvis der er flere skadelidte i

samme uheld. Mindstebeløbet for tingsskader er 100.000 ECU for hvert uheld,

uanset antallet af skadelidte.

I artikel 2 i femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv

forhøjes de EU-retlige krav til ansvarsforsikringers beløbsmæssige

dækningsomfang, og der indføres en løbende regulering af erstatningsbeløbene.

De forhøjede krav indebærer, at en lovpligtig

ansvarsforsikring ved personskade mindst skal give dækning for 1 mio. EUR pr.

skadelidt eller 5 mio. EUR for hvert uheld, uanset antallet af skadelidte.

Ved

tingsskade skal mindstedækningen være på 1 mio. EUR for hvert uheld, uanset

antallet af skadelidte.

For så vidt angår mindstedækningen for personskade giver

direktivet således medlemsstaterne mulighed for at vælge mellem to

forskellige

modeller ved gennemførelsen af direktivet. Den ene model muliggør en absolut

beløbsmæssig begrænsning på 5 mio. EUR, mens beløbsbegrænsningen i den anden

model er relativ, idet begrænsningen relateres til antallet af skadelidte.

Direktivet indfører endvidere en reguleringsmekanisme, der

indebærer, at de i direktivet fastsatte mindstebeløb hvert femte år revideres

i

overensstemmelse med det europæiske forbrugerprisindeks (EICP), jf. Rådets

forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om harmoniserede

forbrugerprisindekser. Beløbene forhøjes med den procentuelle ændring i

indekset, der er sket i den femårige periode, og afrundes opad til nærmeste

10.000 EUR.

2.1.1.2. Lovforslagets udformning

Det fremgår af færdselslovens § 105, stk. 2, at

den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal dække personskade

og

tab af forsørger på indtil 50 mio. kr. og tingsskade på indtil 10 mio. kr.

for

den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.

Efter lovens § 105, stk. 3, reguleres beløbene

hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det

pågældende finansår, jf. lov nr. 373 af 28. maj 2003 om en

satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med

1

million delelige kronebeløb. For 2006 er mindstebeløbet for personskade 91

mio.

kr. og for tingsskade 18 mio. kr.

De mindstebeløb, som er fastsat i færdselslovens

§ 105, stk. 2, lever således allerede op til de absolutte

mindstebeløb i direktivet.

For så vidt angår personskade giver direktivet mulighed for

alternativt at fastsætte en mindstedækning på 1 mio. EUR pr. skadelidt. En

sådan mindstedækning vil kunne medføre højere erstatningsbeløb end efter

færdselslovens

§ 105, stk. 2, hvis der i forbindelse med et færdselsuheld er mange

skadelidte med personskade.

Forsikring & Pension har oplyst, at der ikke er

forekommet færdselsuheld i Danmark, hvor den lovpligtige ansvarsforsikring

ikke

har kunnet dække alle krav om erstatning for personskade. Fastsættelse af en

regel, der ville sikre en principielt ubegrænset dækning, ville endvidere

medføre

en fordyrelse af ansvarsforsikringerne til skade for forsikringstagerne, idet

det vil være vanskeligere og dyrere for forsikringsselskaberne at opnå

genforsikringsdækning med ubegrænset dækning.

Justitsministeriet

finder på denne baggrund ikke, at der er behov for at foreslå en ændring af

den

gældende ordning, således at der fastsættes en mindstedækning for

personskade,

der er afhængig af antallet af skadelidte.

Forsikring & Pension har i øvrigt over for

Justitsministeriet

tilkendegivet, at der i forsikringsbranchen er almindelig enighed om, at

såfremt det skulle forekomme, at en enkelt skade inden for rimelighedens

grænse

overstiger de gældende minimumsbeløb, vil selskaberne i samarbejde løse dette

problem.

Det er således

Justitsministeriet

s

opfattelse, at de gældende krav til mindstedækning i færdselsloven er

hensigtsmæssige, og at der ikke bør gennemføres krav om mindstedækning for

personskade, der ville kunne medføre et i princippet ubegrænset

erstatningsansvar for forsikringsselskaberne.

Justitsministeriet

finder således, at der fortsat bør gælde en beløbsbegrænsning pr.

forsikringsbegivenhed (ulykke) i relation til den lovpligtige

ansvarsforsikrings dækningsomfang. Direktivet giver derfor ikke på dette

punkt

anledning til at foreslå ændringer af dansk lovgivning.

Den reguleringsmekanisme, der er fastlagt i færdselslovens

§ 105, stk. 3, afviger fra den i direktivet fastsatte, idet lovens

regulering tager udgangspunkt i tilpasningsprocenten, jf. lov om en

satsreguleringsprocent, og reguleringen finder sted hvert år. Reguleringen af

beløbene i færdselsloven sker således ikke på samme måde som beløbene i

direktivet.

Kravene til mindstedækningen er imidlertid efter dansk ret

af en sådan størrelse, at de langt overstiger direktivets krav. Der er derfor

umiddelbart ingen udsigt til, at færdselslovens mindstebeløb ikke vil opfylde

direktivets krav.

Det er på den baggrund

Justitsministeriet

s

opfattelse, at den gældende reguleringsmekanisme bør videreføres uændret.

Med henblik på at tage højde for den – teoretiske –

situation, at udviklingen i det europæiske forbrugerprisindeks alligevel

skulle

føre til højere mindstebeløb efter direktivet end efter gældende dansk ret,

foreslås der i § 105, stk. 3, indført en hjemmel til administrativt

at forhøje reguleringen. Denne bemyndigelse vil i givet fald kun blive

udnyttet, hvis det er påkrævet for at opfylde direktivets krav.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til

færdselslovens § 105, stk. 3), og bemærkningerne hertil.

2.1.2. Pligt til afgivelse af skadesattest

til forsikringstager

2.1.2.1. Direktivets indhold

Direktivets artikel 4, stk. 4, opstiller ved

indsættelse af en ny bestemmelse i artikel 4b i

tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv

et EU-retligt krav om,

at en forsikringstager på ethvert tidspunkt skal kunne anmode om en erklæring

(skadesattest) fra forsikringsselskabet om eventuelle skader eller skadefri

kørsel vedrørende det forsikrede køretøj. Skadesattesten skal omfatte de

seneste fem år, og forsikringstageren skal modtage erklæringen inden 15 dage

efter fremsættelse af anmodning herom.

Det fremgår af betragtning 19 i direktivets præambel, at

baggrunden for bestemmelsen er, at en person, som ønsker at tegne en ny

motorkøretøjsforsikring i et andet forsikringsselskab, bør have mulighed for

at

kunne dokumentere sit ulykkes- og skadesforløb under en tidligere

forsikringsaftale.

2.1.2.2. Lovforslagets udformning

Bestemmelsen i færdselslovens § 107, stk. 1,

bemyndiger justitsministeren til at fastsætte regler om forsikringspligtens

gennemførelse, herunder om forsikringsselskabers pligt til at deltage i en

gensidig hæftelsesordning i tilfælde af, at et ansvarsforsikringsselskab ikke

opfylder sine forfaldne erstatningsforpligtelser i henhold til tegnede

lovpligtige ansvarsforsikringer.

Det foreslås, at bemyndigelsen udvides, så ministeren kan

fastsætte nærmere regler om forsikringsselskabernes pligt til at afgive

attester om skader og skadefri kørsel. Det vil muliggøre, at der i

bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002 om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer

mv. vil kunne fastsættes regler om afgivelse af sådanne attester.

Med henblik på at sikre en effektiv håndhævelse af disse

regler vil der blive fastsat en strafbestemmelse i bekendtgørelsen, hvorefter

manglende overholdelse af fristen for levering af skadesattest vil kunne

straffes med bøde. Denne regulering vil ske i medfør af færdselslovens

§ 118, stk. 8, hvorefter der i forskrifter, der udstedes i medfør

af

loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag til

færdselslovens § 107, stk. 1), og bemærkningerne hertil.

2.1.3. Udvidelse af pligten til at afgive

begrundet tilbud

2.1.3.1. Direktivets indhold

Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4,

indeholder et EU-retligt krav om, at et forsikringsselskab skal have

skadebehandlingsrepræsentanter i alle andre medlemsstater end den, hvor

selskabet er hjemmehørende. Skadebehandlingsrepræsentanterne behandler og

afvikler skadessager vedrørende motorkøretøjer, der er forsikret af det

selskab, som har udpeget repræsentanten. Der skal være tale om skader som

følge

af færdselsuheld i en anden medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat.

Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv stiller i artikel

4, stk. 6, endvidere krav til fremgangsmåden ved behandling af disse

krav.

Skadevolderens forsikringsselskab eller skadebehandlingsrepræsentanten skal

således

senest 3 måneder efter fremsættelsen af et erstatningskrav give skadelidte et

begrundet erstatningstilbud, hvis ansvaret ikke bestrides, og tabet er

opgjort.

Hvis kravet derimod afvises, eller kravet ikke er opgjort, skal skadelidte

modtage et begrundet svar inden for samme tidsfrist.

Femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4 udvider

ved indsættelse af nye bestemmelser i artikel 4e i

tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv

anvendelsesområdet for

reglerne om begrundet tilbud. Det bestemmes, at reglerne om begrundet tilbud

skal finde anvendelse i forbindelse med alle skader, som er forårsaget af et

køretøj, der er dækket af en ansvarsforsikring og hjemmehørende i en EU-

eller

EØS-medlemsstat. Det betyder, at også f.eks. skader som følge af

færdselsuheld,

der sker i skadelidtes hjemland, vil være omfattet.

Reglerne om begrundet tilbud skal også finde anvendelse i

forbindelse med skader, der kan behandles inden for rammerne af systemet med

nationale forsikringsbureauer, som reguleret i artikel 2, stk. 2, i

første

motorkøretøjsforsikringsdirektiv. De nationale forsikringsbureauer behandler

skadestilfælde, der forårsages af forsikrede eller uforsikrede køretøjer, der

er hjemmehørende i en anden medlemsstat.

2.1.3.2. Lovforslagets udformning

Det fremgår af § 15, stk. 1, i bekendtgørelse om

ansvarsforsikring, at skadebehandlingsrepræsentanter skal fremsætte et

begrundet erstatningstilbud til en skadelidt, der er bosat i Danmark, og som

i

en anden medlemsstat har været udsat for et færdselsuheld, hvis ansvaret ikke

bestrides og tabet er opgjort. Det gælder dog ikke, hvis selskabet har

fremsat

et begrundet tilbud over for skadelidte inden fristens udløb.

I henhold til § 15, stk. 2, skal

skadebehandlingsrepræsentanten inden for samme frist som i stk. 1 give

et

begrundet svar, hvis ansvaret afvises eller ikke er fastlagt, eller hvis

skadelidtes krav ikke er endeligt opgjort. Dette gælder dog ikke, hvis

selskabet er fremkommet med begrundet svar inden fristens udløb.

Overtrædelse af § 15 straffes efter § 24 med

bøde.

Bekendtgørelsen indeholder ikke tilsvarende regler for

andre skadesager vedrørende forsikrede motorkøretøjer eller skadesager, der

behandles af de nationale forsikringsbureauer.

Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring

(DFIM) er udpeget som dansk forsikringsbureau i henhold til første

motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Det fremgår af § 18, stk. 2 og 3,

i

bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., at DFIM som

garantifond erstatter visse skader, der forvoldes af ukendte eller

uforsikrede

køretøjer.

Direktivet udvider som anført under punkt 2.1.3.1.

anvendelsesområdet for reglerne om begrundet tilbud, så disse regler også

skal

anvendes i forbindelse med skader, der forårsages i skadelidtes hjemland af

forsikrede køretøjer, og i forbindelse med de nationale forsikringsbureauers

sagsbehandling. Det fremgår af betragtning 22 i direktivets præambel, at

udvidelsen af anvendelsesområdet for reglerne om begrundet tilbud har til

formål at øge beskyttelsen af alle ofre for ulykker forvoldt af

motorkøretøjer.

Det foreslås på den baggrund, at bemyndigelsesbestemmelsen

i færdselslovens § 115 a, stk. 4, ændres, så justitsministeren med

hjemmel heri kan udvide anvendelsesområdet for pligten til at afgive

begrundet

tilbud eller begrundet svar til skadelidte og således gennemføre de krav, som

opstilles i femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

Med henblik på at sikre en effektiv håndhævelse vil den

gældende strafbestemmelse i bekendtgørelsens § 24 blive ændret, således

at

den vil omfatte manglende overholdelse af fristen for fremsættelse af

begrundet

tilbud eller begrundet svar i samtlige tilfælde, hvor fristen fremover vil

gælde. Tilpasning af strafbestemmelsen vil ske i medfør af færdselslovens

§ 118, stk. 8, hvorefter der i forskrifter, der udstedes i medfør

af

loven, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til

færdselslovens § 115 a, stk. 4), og bemærkningerne hertil.

2.1.4. Informationskontorernes pligt til at

videregive relevante oplysninger

2.1.4.1. Direktivets indhold

Tredje motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 5,

stk. 1, opstiller et EU-retligt krav om, at personer, der er impliceret

i

færdselsuheld, hurtigst muligt skal have oplysning om navnet på de

forsikringsselskaber, der dækker erstatningsansvaret for de relevante

køretøjer.

Artikel 4, stk. 5, i femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv udvider kravet om videregivelse af

oplysninger. Det bestemmes således, at informationskontoret, der er åbnet

eller

godkendt i henhold til fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv (i Danmark

DFIM), skal give de oplysninger, der er nævnt i dette direktiv, til enhver,

der

har været involveret i en færdselsulykke forårsaget af et forsikret køretøj.

Dermed ophæves betingelsen om, at skaden skal være sket i et andet land end

skadelidtes hjemland.

De oplysninger, der er nævnt i artikel 5 i fjerde

motorkøretøjsforsikring er oplysninger om det relevante forsikringsselskabs

navn og adresse, nummeret på forsikringspolicen, navn og adresse på

forsikringsselskabets skadebehandlingsrepræsentant i den medlemsstat, hvor

skadelidte er bosat, og ejerens, den sædvanlige førers eller den registrerede

indehavers navn og adresse, hvis skadelidte har en berettiget interesse i at

få

disse oplysninger. Hvis køretøjet er undtaget fra forsikringspligten i

henhold

til artikel 4, litra a, i første motorkøretøjsforsikringsdirektiv, skal der

endvidere gives oplysninger om navnet på den myndighed eller det organ, der

er

udpeget til at yde erstatning. Hvis køretøjet er undtaget i henhold til

artikel

4, litra b, skal der gives oplysninger om navnet på det organ, der dækker

køretøjet i det land, hvor det er hjemmehørende.

Det fremgår endelig af artikel 5, at behandlingen af

personoplysninger skal finde sted i overensstemmelse med de nationale

foranstaltninger, der er truffet i henhold til

Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995

(persondatadirektivet).

Femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 5,

stk. 4, indeholder yderligere en bestemmelse, der har til formål at

lette

skadelidtes, deres forsikringsselskabers eller deres juridiske

repræsentanters

adgang til de grundlæggende oplysninger, som er nødvendige for behandlingen

af

skadesager. Der opstilles således et EU-retligt krav om, at disse oplysninger

i

relevant omfang skal foreligge i elektronisk form i et centralt register i

hver

medlemsstat og gøres tilgængelige for sagens parter, hvis de udtrykkeligt

anmoder herom

De grundlæggende oplysninger må antages typisk at være

oplysninger om køretøjers registreringsnummer, forsikringsforhold (selskab og

policenummer), de involverede parters navne og adresser, telefonnummer mv. og

skadestedets adresse samt oplysningerne i politirapporten eller

skadesanmeldelsen om det faktiske hændelsesforløb ved uheldet samt en skitse

over uheldet. Det bemærkes, at der ikke vil blive tale om behandling af

personnumre.

Bestemmelserne i

direktivets artikel 4, stk. 5, og artikel 5, stk. 4, indebærer

således,

at DFIM skal videregive flere typer af oplysninger end efter de gældende

direktivbestemmelser, oplysningerne skal videregives til en bredere kreds af

fysiske og juridiske personer, og der opstilles endelig krav om, at

oplysningerne i relevant omfang skal foreligge elektronisk i et centralt

register.

2.1.4.2. Lovforslagets udformning

Efter færdselslovens § 115 b stk. 1, opretter

eller anerkender justitsministeren et informationskontor, der skal bistå med

at

skaffe oplysninger i forbindelse med færdselsuheld. Der kan i medfør af

§ 115 b, stk. 2, fastsættes nærmere regler om informationskontorets

virksomhed med henblik på gennemførelse af fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

Det fremgår af § 21 i bekendtgørelse om

ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., at DFIM er anerkendt som

informationskontor.

Det følger af bekendtgørelsens § 22, at

informationskontoret efter begæring fra en skadelidt skal give oplysninger om

det relevante forsikringsselskabs navn og adresse, nummeret på

forsikringspolicen samt navn og adresse på skadebehandlingsrepræsentanten.

Der

skal i medfør af § 23 endvidere videregives oplysning om ejerens, den

sædvanlige førers eller den registrerede indehavers navn og adresse, hvis

skadelidte har en berettiget interesse i at få disse oplysninger. For visse

køretøjer, der er undtaget fra pligten til at være dækket af en

ansvarsforsikring,

meddeler informationskontoret skadelidte navnet på den myndighed, der dækker

skader forvoldt af køretøjet.

Adgangen til oplysninger fra informationskontoret er efter

gældende dansk ret betinget af, at skaden er sket i et andet land end

skadelidtes

hjemland. Dette krav vil ikke kunne opretholdes.

For at gennemføre de udvidede krav i direktivet om

videregivelse af oplysninger til en bredere kreds af juridiske og fysiske

personer, foreslås det, at færdselslovens § 115 b, stk. 1, herunder

nr. 3, og bemyndigelsesbestemmelsen i § 115 b, stk. 2, ændres, så

der

i bekendtgørelse om ansvarsforsikring kan fastsættes regler i

overensstemmelse

med direktivets krav.

For så vidt angår central registrering og videregivelse af

grundlæggende oplysninger til sagens parter, jf. pkt. 2.1.4.1. ovenfor, vil

der

i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i § 115 b, stk. 2, blive

fastsat regler om, at DFIM som informationskontor vil skulle indhente og

registrere disse oplysninger og gøre dem tilgængelige i elektronisk form, i

det

omfang sagens parter udtrykkeligt anmoder om det. Det bemærkes, at det

således

ikke vil være relevant at indsamle og registrere oplysningerne centralt i de

tilfælde, hvor der ikke fra sagens parter foreligger en anmodning herom.

Der henvises til

lovforslagets § 1, nr. 4, 5 og 6 (forslag til ændring af færdselslovens

§ 115 b, stk. 1 og 2), og bemærkningerne hertil.

2.1.5. Ophævelse af informationskontorets

pligt til at indsamle oplysninger om grønne kort mv.

2.1.5.1. Direktivets indhold

Første motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4, litra

b, giver medlemsstaterne ret til at kræve, at føreren af et køretøj fra en

anden medlemsstat er i besiddelse af et gyldigt grønt kort, eller at

vedkommende ved indrejse tegner en grænseforsikring, hvis køretøjet et

undtaget

fra pligten til at være forsikret.

Denne ret for medlemsstaterne ophæves ved direktivets

artikel 1, stk. 3, litra b, og der vil således ikke længere kunne

stilles

krav om besiddelse af grønt kort eller om tegning af grænseforsikring for

køretøjer fra en anden EU-medlemsstat. Der henvises i øvrigt herom til pkt.

2.2.6.

Det fremgår af artikel 5, stk. 1, litra a, nr. 2, pkt.

ii, i fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, at informationskontorerne skal

føre et register, som indeholder oplysninger om nummeret på det grønne kort

eller på grænseforsikringspolicen, hvis et køretøj er omfattet af et af disse

dokumenter.

Denne bestemmelse ophæves ved direktivets artikel 5,

stk. 3, idet registrets oplysninger vil være uden relevans, når

medlemsstaterne ikke længere kan kræve besiddelse af grønt kort eller

grænseforsikringspolice.

Et grønt kort er et internationalt forsikringsbevis, der

udfærdiges af et nationalt forsikringsselskab. Udgangspunktet for ordningen

med

grønne kort er, at et køretøj fra et land, der er tilsluttet ordningen, skal

kunne

færdes i trafikken i et andet land, uden der skal tagnes en særskilt

forsikring, der dækker skader i dette land. Ordningen omfatter skader, der

forvoldes af et køretøj, som ikke er hjemmehørende i landet, hvor uheldet

sker,

uanset om skaden er sket i skadelidtes bopælsland eller i et andet land

omfattet af ordningen.

2.1.5.2. Lovforslagets udformning

§ 21, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse om

ansvarsforsikring for motorkøretøjer bestemmer, at informationskontoret skal

koordinere

indsamling og formidling af oplysninger om nummeret på det grønne kort eller

på

grænseforsikringspolicen for visse køretøjer, der er undtaget fra pligten til

at være dækket af en ansvarsforsikring.

Direktivændringen i artikel 5, stk. 3, vil nødvendiggøre

en ophævelse af bekendtgørelsens § 21, stk. 2, nr. 3, idet

informationskontoret ikke længere skal indsamle de nævne oplysninger.

Det foreslås på den baggrund, at bemyndigelsesbestemmelsen

i færdselslovens § 115 b, stk. 2, ændres, så der med hjemmel heri

vil

kunne foretages en ændring af bekendtgørelse om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer

mv. i overensstemmelse med direktivets krav.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6 (forslag til

færdselslovens § 115 b, stk. 2), og bemærkningerne hertil.

2.2. Direktivbestemmelser, der ikke kræver

lovændringer, og bestemmelser, som kan gennemføres administrativt

2.2.1. Udstrækning af medlemsstaternes

forpligtelse til at kræve forsikring af motorkøretøjer

Medlemsstaterne har i medfør af artikel 3, stk. 1, i

første motorkøretøjsforsikringsdirektiv en EU-retlig forpligtelse til at

sikre,

at motorkøretøjer skal være dækket af en forsikring. Forpligtelsen for den

enkelte medlemsstat omfatter køretøjer, der er hjemmehørende i medlemsstaten.

Det femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder en

bestemmelse i artikel 1, der præciserer definitionen af det område, hvor et

køretøj er hjemmehørende, og dermed præciserer de enkelte medlemsstaters

forpligtelse

i relation til fastsættelse af regler om forsikring af motorkøretøjer. Det

bestemmes således, at et køretøj er hjemmehørende i den stat, hvis

nummerplade

det er forsynet med, uanset om der er tale om permanente eller midlertidige

nummerplader, herunder grænse- og toldplader.

Det anføres i præambelbetragtning 4, at denne præcisering

skal sikre imod fejlfortolkninger af bestemmelserne i første

motorkøretøjsforsikringsdirektiv og gøre det lettere at forsikre køretøjer

med

midlertidige nummerplader.

Det følger af færdselslovens § 72, stk.1, 1. pkt., at

motorkøretøjer skal være registreret og forsynet med nummerplader, inden de

tages i brug. Det følger endvidere af § 21 i bekendtgørelse nr. 880 af

23.

august 2004 om benyttelse af udenlandske køretøjer i Danmark, at der er

mulighed for at registrere visse køretøjer midlertidigt på danske

grænsenummerplader.

Færdselsloven stiller samtidig i § 105, stk. 1,

krav om, at motorkøretøjer skal være dækket af en ansvarsforsikring, og

forsikringsselskaber har som udgangspunkt pligt til at tegne forsikring på

begæring af den forsikringspligtige, jf. færdselslovens § 107 og

§ 1

i bekendtgørelse om ansvarsforsikring.

Ved registreringen af et køretøj skal det endelig

godtgøres, at der er tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring for det

pågældende

køretøj, jf. § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002

om

ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv.

De gældende regler om registrering og forsikring af

køretøjer indebærer således, at såvel køretøjer med permanente som

midlertidige

nummerplader skal være dækket af en ansvarsforsikring, og dansk ret lever

således allerede op til de krav, som direktivet stiller.

2.2.2. Forsikringsdækning af tingsskade

forvoldt af ukendte køretøjer

Andet motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 1,

stk. 4, forpligter de enkelte medlemsstater til at oprette eller

godkende

et organ, der som minimum inden for den lovpligtige forsikrings grænser skal

erstatte personskade og tingsskade, som forvoldes af ukendte køretøjer. Det

er

dog muligt at undtage erstatning for tingsskade forvoldt af ukendte

køretøjer.

Dette er begrundet i hensynet til at modvirke forsikringssvindel.

Denne undtagelsesmulighed indskrænkes ved artikel 2 i femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv, idet garantifonden ikke længere uden videre

skal kunne afslå erstatning for tingsskade forårsaget af et ukendt køretøj,

hvis der i anledning af samme ulykke udbetales erstatning for væsentlig

personskade. Det fremgår af betragtning 12 i direktivets præambel, at

baggrunden for ændringen er, at de gældende bestemmelser i visse tilfælde kan

forhindre, at der udbetales rimelig erstatning til skadelidte, der har været

udsat for færdselsuheld, som har medført tingsskade.

Ændringen indebærer således, at tingsskade, der er forvoldt

af et ukendt køretøj, skal dækkes af erstatningsorganet, hvis der i samme sag

er udbetalt erstatning for væsentlig personskade. Direktivet giver mulighed

for, at der i disse tilfælde kan fastsættes en selvrisiko for skadelidte på

500

EUR.

Det fremgår af direktivet, at det vil skulle afgøres efter

national ret, om der er tale om væsentlig personskade. Det tilføjes, at der

bl.a. kan tages hensyn til, om personskaden har nødvendiggjort

hospitalsindlæggelse.

I medfør af færdselslovens § 107 er der ved

bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer fastsat regler

om

garantifonden for ukendte og uforsikrede køretøjer, der er oprettet eller

godkendt i medfør af andet motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Som dansk

garantifond er udpeget Dansk Forening for International

Motorkøretøjsforsikrings

(DFIM).

Bekendtgørelsens § 18 indeholder regler om udbetaling

af erstatning som følge af skader, der er forvoldt af ukendte og uforsikrede

køretøjer. Det fremgår af § 18, stk. 2, at DFIM som garantifond

erstatter personskade umiddelbart over for skadelidte som følge af uheld i

Danmark, der må antages at være forvoldt af et ukendt motordrevet køretøj.

DFIM

udbetaler derimod ikke erstatning for tingsskade i sådanne tilfælde. Det

gælder

uanset, om der udbetales erstatning for personskade.

For at gennemføre direktivets krav foreslås det, at der

administrativt fastsættes regler om, at DFIM skal erstatte tingsskade

forvoldt

af et ukendt motorkøretøj, når der samtidig udbetales erstatning for

personskade.

De administrative regler forventes udformet således, at det

ikke vil være en forudsætning for udbetaling af erstatning for tingsskade, at

der udbetales erstatning for

væsentlig

personskade. Efter

Justitsministeriet

s opfattelse

ville et sådant væsentlighedskriterium kunne give anledning til vanskelige

afgrænsningsspørgsmål. For DFIM vil det udgøre en administrativ lettelse, at

man blot vil skulle konstatere, at der udbetales erstatning for personskade.

Der skabes hermed en bedre retsstilling for skadelidte, end direktivet

kræver.

Direktivet udgør minimumsharmonisering.

Efter den gældende bestemmelse i § 18, stk. 3, i

bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., er der ikke

knyttet

en selvrisiko for skadelidte til DFIM’s erstatning af skader, der

skyldes uheld

i Danmark, forårsaget af et uforsikret motorkøretøj. På den baggrund er det

Justitsministeriet

s

opfattelse, at udbetaling af erstatning for tingsskade forårsaget af et

ukendt

motorkøretøj tilsvarende ikke børe være betinget af en selvrisiko for

skadelidte.

Det er

Justitsministeriet

s

opfattelse, at den nødvendige ændring af bekendtgørelsen vil kunne foretages

med hjemmel i den gældende bemyndigelsesbestemmelse.

2.2.3. Dækning af skader forårsaget af

motorkøretøjer uden nummerplader eller med falske eller ulovlige nummerplader

Det anføres i direktivets præambelbetragtning 5, at første

motorkøretøjsforsikringsdirektiv medfører, at nationale forsikringsbureauer

ofte er nødt til at tage stilling til de økonomiske konsekvenser af ulykker,

som ikke har nogen forbindelse med den medlemsstat, hvor de er beliggende.

Det

skyldes, at køretøjer med falske eller ulovlige nummerplader er blevet

betragtet som hjemmehørende i den medlemsstat, der har udstedt de originale

nummerplader, uanset hvor et færdselsuheld er sket.

Det fastlægges på den baggrund i artikel 1 i femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv, at et motorkøretøj uden nummerplader eller

med falske eller ulovlige nummerplader skal anses som hjemmehørende i den

medlemsstat,

hvor køretøjet er impliceret i et uheld. Ændringen vil indebære, at

garantifonden i det land, hvor et færdselsuheld finder sted, skal behandle

skadesagen og betale evt. erstatning i stedet for garantifonden i det land,

hvor de originale nummerplader oprindelig blev udstedt.

Som det fremgår under pkt. 2.2.2. ovenfor, er DFIM

anerkendt som dansk erstatningsorgan og garantifond.

DFIM kan i medfør af bekendtgørelsens § 18,

stk. 3, som garantifond udbetale erstatning til skadelidte som følge af

færdselsuheld i Danmark, der er forårsaget af motorkøretøjer, der ikke er

omfattet af en ansvarsforsikring. Motorkøretøjer uden nummerplader eller med

falske

eller ulovlige nummerplader vil ikke være dækket af en ansvarsforsikring. Der

foreligger således allerede i dansk ret hjemmel til, at DFIM kan udbetale

erstatning for skader, der forvoldes af et uforsikret motorkøretøj, der ikke

er

forsynet med nummerplade eller er forsynet med falsk eller ulovlig

nummerplade.

Dansk ret lever således allerede op til det krav, som opstilles i direktivet.

2.2.4. Kontrol af motorkøretøjers

ansvarsforsikring

Første motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder i

artikel 2, stk. 1, en bestemmelse om, at de enkelte medlemsstater ikke

må

føre kontrol med, at køretøjer fra andre medlemsstater er omfattet af en

ansvarsforsikring. Det samme gælder i relation til køretøjer, der er

hjemmehørende i andre lande, og som kører ind i en medlemsstat fra en anden

medlemsstat. Der er dog tilladt at udføre stikprøvekontrol.

Femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 1,

stk. 2, ændrer betingelserne for at foretage stikprøvekontrol, så en

sådan

skal foretages uden forskelsbehandling og som et led i en kontrol, der ikke

alene angår forsikring. Det anføres i præambelbetragtning 6, at baggrunden

for

bestemmelsen er at lette fortolkningen og anvendelsen af betegnelsen

»stikprøvekontrol«.

Efter

færdselslovens § 76 kan skatteministeren fastsætte bestemmelser om

benyttelse af udenlandske køretøjer i Danmark. Der er fastsat regler herom i

bekendtgørelse nr. 880 af 23. august 2004 om benyttelse af udenlandske

køretøjer i Danmark.

Det fremgår af

bekendtgørelsens § 30, at kontrollen med, at udenlandske køretøjer under

kørsel i Danmark overholder bl.a. kravet om at være omfattet af en

ansvarsforsikring, skal gennemføres i form af stikprøvekontrol både ved

grænsepassagen, og når køretøjerne er kommet ind i landet.

Direktivbestemmelsen

giver anledning til en præcisering af bekendtgørelsens § 30, så det af

bestemmelsen

fremgår, at stikprøvekontrollen skal gennemføres som led i en generel

kontrol,

der ikke alene retter sig mod kravet om en lovpligtig ansvarsforsikring.

Denne

præcisering vil efter

Justitsministeriet

s opfattelse kunne ske med hjemmel i den gældende bestemmelse i

færdselslovens § 76.

2.2.5. Offentlige og private fysiske og

juridiske personer, der er undtaget fra forsikringspligten

I første motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 3

stilles der krav om, at motorkøretøjer skal være dækket af en forsikring. Der

er mulighed for at gøre undtagelse fra dette krav i medfør af direktivets

artikel 4, litra a, bl.a. for bestemte offentlige eller private fysiske og

juridiske personer.

Hvis denne undtagelsesmulighed udnyttes af en medlemsstat,

stiller første motorkøretøjsforsikringsdirektiv samtidig krav om, at den

pågældende medlemsstat sikrer, at de skader, der forvoldes i andre

medlemsstater,

bliver dækket.

Femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv udvider i artikel 1,

stk. 3, litra a, medlemsstaternes forpligtelse til at sikre dækning for

skader, der forvoldes af køretøjer, som tilhører fysiske og juridiske

personer

undtaget fra forsikringspligten. Udvidelsen indebærer en EU-retlig

forpligtelse

til at sikre, at også skader forvoldt på medlemsstatens eget territorium

dækkes.

Det følger af

færdselslovens § 109, at m

otordrevne køretøjer,

der tilhører staten eller en kommune, er undtaget fra forsikringspligt efter

§ 105. Det skyldes, at staten og kommunerne kan være selvforsikrer.

Justitsministeren kan træffe tilsvarende bestemmelse med hensyn til

motordrevne

køretøjer, der tilhører fremmede stater eller internationale

organisationer. Denne

hjemmel er ikke udnyttet.

Det fremgår af færdselslovens § 109,

stk. 3, at s

taten

eller den kommune, der ejer køretøjet, hæfter for erstatning i samme omfang

som

et forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet ansvarsforsikring. Af

§ 2,

stk. 2, i bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv.

følger, at en motorkøretøjsforsikring skal dække hele EU- og EØS-området.

Hæftelsen er således ikke begrænset til skader, der sker i udlandet.

Skadelidte

vil således i samme omfang som i relation til motorkøretøjer, der er

forsikret

i et forsikringsselskab, kunne få erstattet tab, der er forårsaget her i

landet

af et køretøj, der tilhører staten eller en kommune.

Den

gældende lovgivning opfylder dermed allerede direktivets krav.

2.2.6. Visse typer af køretøjer, der er

undtaget fra forsikringspligten

Første motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4, litra

b, giver medlemsstaterne mulighed for at gøre undtagelse fra kravet om

ansvarsforsikring for bestemte arter af køretøjer (bl.a. visse

landbrugsmaskiner)

eller for køretøjer, der er forsynet med særligt kendemærke. I Danmark er

denne

mulighed ikke udnyttet.

Hvis en medlemsstat benytter sig af undtagelsesmuligheden,

kan en anden medlemsstat kræve, at føreren et sådant køretøj ved kørsel i

denne

stat er i besiddelse af et gyldigt grønt kort, eller at han tegner en

grænseforsikring.

Der henvises til pkt. 2.1.5. ovenfor.

Femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv ophæver i artikel 1,

stk. 3, litra b, retten for medlemsstaterne til at kræve et grønt kort

eller tegning af grænseforsikring. I stedet indføres en forpligtelse til at

sikre, at køretøjer, der i andre medlemsstater er undtaget fra

forsikringskravet, behandles på samme måde som køretøjer, der ikke er

forsikrede. Det indebærer, at erstatningsorganet i en medlemsstat skal

erstatte

skader, som forvoldes af køretøjer, der er i en anden medlemsstat er undtaget

fra forsikringspligten.

Betragtning 8 i direktivets præambel begrunder ændringen

med, at ophævelsen af den systematiske grænsekontrol inden for EU ikke gør

det

muligt at kontrollere, at køretøjer, der passerer grænsen, er forsikret. Der

er

derfor ikke længere garanti for erstatning til ofre for ulykker, der

forårsages

af sådanne køretøjer i udlandet.

Som det fremgår af pkt. 2.2.3. udbetaler DFIM som

garantifond i medfør af § 18, stk. 3, i bekendtgørelse om

ansvarsforsikring

for motorkøretøjer mv. erstatning til skadelidte som følge af færdselsuheld i

Danmark, der er forårsaget af uforsikrede motorkøretøjer. Der kan således

efter

gældende ret udbetales erstatning for skader, der er forvoldt af et

udenlandsk

køretøj, som er undtaget fra forsikringspligten i det EU-land, hvor køretøjet

er hjemmehørende, og dansk ret opfylder således det krav, som opstilles i

femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

Bekendtgørelse

nr. 880 af 23. august 2004 om benyttelse af udenlandske køretøjer i Danmark

indeholder imidlertid i § 2, stk. 3, en bestemmelse, hvorefter

føreren af visse køretøjer, der er hjemmehørende i EU-lande, skal være i

besiddelse af gyldigt internationalt grønt forsikringskort eller af en

grænseforsikringspolice udstedt af DFIM. Dette krav kan ikke længere

opretholdes, og bestemmelsen vil derfor blive ophævet i overensstemmelse med

direktivets krav.

Ændringen

vil blive gennemført i medfør af den gældende bemyndigelsesbestemmelse i

færdselslovens § 76, hvorefter der kan fastsættes regler om benyttelse

af

udenlandske køretøjer i Danmark.

2.2.7.

Selvrisiko for skadelidte for t

ingsskade forvoldt af uforsikrede

køretøjer

Andet motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 1,

stk. 4, forpligter de enkelte medlemsstater til at oprette eller

godkende

et organ, som mindst inden for den lovpligtige forsikrings grænser skal

erstatte tingsskade og personskade, der forvoldes af ukendte køretøjer, eller

køretøjer, der ikke er omfattet af en lovpligtig ansvarsforsikring. Der er

mulighed for, at medlemsstaterne kan fastsætte en selvrisiko på op til 500

ECU,

der kan gøres gældende over for skadelidte, der har lidt tingsskade som følge

af uheld med uforsikrede køretøjer.

Femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv ophæver i artikel 2

muligheden for at fastsætte en selvrisiko for tingsskade forvoldt af

uforsikrede køretøjer. Det begrundes med, at en sådan forringer beskyttelsen

af

skadelidte og skaber forskelsbehandling i forhold til skadelidte ved andre

ulykker.

Det fremgår af § 18, stk. 3, i bekendtgørelse om

ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., at DFIM som garantifond erstatter

skader, der skyldes uheld i Danmark, forårsaget af uforsikrede

motorkøretøjer.

Der er ikke i bestemmelsen fastsat regler om selvrisiko for skadelidte i

forbindelse med tingsskade, og bestemmelsen opfylder således allerede det

EU-retlige krav, som opstilles i femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

2.2.8. Betydningen af passagerers kendskab

til førers spirituspåvirkning mv.

Tredje motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 1,

stk. 1, bestemmer, at en motorkøretøjsforsikring skal dække ansvaret for

personskade, der forvoldes på andre passagerer end føreren.

Femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4,

stk. 1, præciserer denne bestemmelse, og stiller krav om, at passagerer

ikke kan udelukkes fra forsikringsdækning med den begrundelse, at vedkommende

vidste eller burde vide, at føreren af motorkøretøjet var spirituspåvirket

eller påvirket af andre rusmidler på ulykkestidspunktet.

Det fremgår af præambelbetragtning 15, at passagerer

normalt ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at bedømme om en fører er

spirituspåvirket. Det anføres i den forbindelse, at en målsætning om at

tilskynde bilister til ikke at køre i bil under påvirkning af rusmidler ikke

kan opnås ved at nedsætte forsikringsdækningen for passagerer, som lider

skade

ved ulykker. Det anføres endvidere, at det forhold, at skade på passagerer

dækkes af køretøjets lovpligtige forsikring, er uden betydning for et

eventuelt

ansvar, som de kan ifalde i henhold til gældende national lovgivning, eller

for

størrelsen af den erstatning, der udredes ved en konkret ulykke. Den

EU-retlige

forpligtelse indebærer således, at en skadelidt ikke på forhånd skal kunne

afskæres fra at kunne gøre et krav gældende over for et forsikringsselskab,

hvorimod direktivet ikke regulerer spørgsmålet om, hvorvidt skadelidte har et

erstatningskrav.

Efter færdselslovens § 101, stk. 1, skal den, der

er ansvarlig for et motordrevet køretøj, erstatte skader, som køretøjet

forvolder ved færdselsuheld mv. Erstatningen for personskade eller tab af

forsørger kan dog i medfør af stk. 2 nedsættes eller bortfalde, hvis

skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden, og erstatningen

for tingsskade kan i medfør af stk. 3, nedsættes og i særlige tilfælde

bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til

skaden. Efter § 105, stk. 1, skal erstatningskrav mod den

ansvarlige

være dækket af en ansvarsforsikring.

Færdselslovens § 101, stk. 1, omfatter også

passagerer i motorkøretøjer, som pådrager sig skader i forbindelse med

færdselsuheld. Passagerer er således – uanset eventuelt kendskab til en

førers

spirituspåvirkethed – dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring og kan

gøre

et krav gældende over for motorkøretøjets forsikringsselskab. Stk. 2 og

3

giver mulighed for i det enkelte tilfælde at nedsætte erstatningen eller lade

erstatningen bortfalde på grund af egen skyld eller accept af risiko.

Som følge af, at direktivet alene regulerer det forhold, at

skadelidte skal kunne gøre krav gældende over for forsikringen, når der

foreligger et erstatningskrav, og ikke det erstatningsretlige spørgsmål om,

hvorvidt skadelidte har et krav, lever dansk ret således op til direktivets

krav.

2.2.9. Forsikringens dækningsomfang i forhold

til fodgængere og cyklister mv.

Som nævnt i pkt. 2.2.8. opstiller tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv

i artikel 1, stk. 1, et EU-retligt krav om, at en

motorkøretøjsforsikring

skal dække ansvaret for personskader på bl.a. passagerer i et køretøj.

Med det femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4,

stk. 2, udvides det EU-retlige krav til motorkøretøjsforsikringens

dækningsomfang, idet forsikringen også skal dække personskade

og tingsskade

påført fodgængere,

cyklister og andre ikkemotoriserede trafikanter.

Det anføres i præambelbetragtning 16, at bestemmelsen ikke

foregriber spørgsmålet om hæftelsen for eller størrelsen af den erstatning,

der

udredes ved en konkret ulykke i henhold til national lovgivning. Heller ikke

på

dette punkt regulerer direktivet således spørgsmålet om, hvorvidt en

skadelidt

har et erstatningskrav som følge af uheldet.

Ansvaret for skader forvoldt af motordrevne køretøjer på

fodgængere og cyklister mv. omfatter efter gældende dansk ret såvel

personskade

som tingsskade, jf. færdselslovens § 101, stk. 1, og der er ifølge

færdselslovens § 105, stk. 1, krav om, at erstatning for skader

forvoldt af motordrevne køretøjer være dækket af en forsikring i et

ansvarsforsikringsselskab.

Som følge af, at direktivbestemmelsen ikke regulerer

spørgsmål om erstatningsansvar, men udelukkende dækningsomfanget for en

lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer, opfylder de gældende regler

i

færdselsloven således de EU-retlige krav, der stilles med direktivet.

2.2.10. Forsikringens dækningsomfang i

relation til køretøjer, der benyttes i en anden medlemsstat

Det tredje motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 2

bestemmer, at en lovpligtig ansvarsforsikring skal dække skader på hele

Fællesskabets område. Forsikringsdækningen skal gives i henhold til

lovgivningen i de enkelte medlemsstater, eller i henhold til lovgivningen i

den

medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende, hvis denne dækning er større.

Femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder i artikel

4, stk. 3, en udvidelse af dette krav. Der opstilles således et

yderligere

EU-retligt krav om, at den lovpligtige ansvarsforsikring også skal dække

skader

i perioder, hvor køretøjer befinder sig i en anden medlemsstat. Det vil

således

ikke være tilstrækkeligt, at forsikringen – formelt – dækker

skader, der

forvoldes i udlandet. Forsikringen skal også forblive i kraft, når det

forsikrede køretøj befinder sig uden for det land, hvor det er hjemmehørende.

Baggrunden for direktivbestemmelsen er ifølge

præambelbetragtning 17 at forhindre, at forsikringsselskaber i deres

forsikringsbetingelser

indføjer klausuler om, at forsikringsaftalen bortfalder, hvis køretøjet i

længere

tid befinder sig uden for den medlemsstat, hvor det er indregistreret.

Det fremgår af færdselslovens § 105, stk. 4, at

justitsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang forsikringen skal

dække skader forvoldt i udlandet.

I bekendtgørelse om ansvarsforsikring er det i § 2,

stk. 2, bestemt, at den lovpligtige ansvarsforsikring skal dække hele

Den

Europæiske Unions og Det Europæiske Samarbejdsområdes område på grundlag af

betaling af en enkelt præmie. Forsikringen skal give den dækning, der følger

af

lovgivningen i en given medlemsstat, eller den dækning, der kan kræves efter

dansk lovgivning, hvis denne dækning er større.

Det fremgår ikke udtrykkeligt af bestemmelsen, at

forsikringen også skal dække perioder, hvor det forsikrede køretøj befinder

sig

i en anden medlemsstat. Denne præcisering vil blive foretaget ved en ændring

af

bekendtgørelsen, så det udelukkes, at der i forsikringspolicer kan fastsættes

vilkår om, at forsikringsaftalen bortfalder, hvis køretøjet i længere tid

befinder sig uden for Danmark. Denne præcisering vil efter

Justitsministeriet

s

opfattelse kunne ske med hjemmel i den nuværende bemyndigelsesbestemmelse i

færdselslovens

§ 105, stk. 4.

2.2.11. Stedet for risikoens beståen i

relation til importerede motorkøretøjer

Artikel 1, stk. 4, i andet

motorkøretøjsforsikringsdirektiv opstiller en EU-retlig forpligtelse for de

enkelte medlemsstater til at oprette eller godkende et organ, som skal

erstatte

skader, der forvoldes af køretøjer uden ansvarsforsikring.

Hvis et køretøj føres fra én medlemsstat til en anden,

typisk ved privatimport, og i bestemmelseslandet er involveret i et

færdselsuheld, inden der er tegnet en forsikring, medfører andet

motorkøretøjsforsikringsdirektiv, at erstatningsorganet i oprindelsesstaten

vil

skulle erstatte skader, der er en følge af uheldet. Det skyldes, at risikoen

anses for at bestå i oprindelsesstaten.

I femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4, stk. 4,

ændres stedet for risikoens beståen i de tilfælde, hvor køretøjer sendes fra

én

medlemsstat til en anden. Stedet for risikoens beståen skal i stedet være den

modtagende medlemsstat i 30 dage fra det tidspunkt, hvor køberen har fået

køretøjet leveret, selv om køretøjet ikke formelt er registreret. Ændringen

indebærer, at garantifonden i den modtagende medlemsstat (i Danmark DFIM) i

den

anførte periode vil skulle erstatte eventuelle skader, der forvoldes af de

pågældende uforsikrede køretøjer. Skader, der forvoldes efter udløbet af

tredivedagesperioden vil, hvis forsikring fortsat ikke er tegnet, skulle

erstattes af garantifonden i køretøjets oprindelsesland.

Som beskrevet i pkt. 2.2.7. erstatter DFIM i medfør af

§ 18, stk. 3, i bekendtgørelse om ansvarsforsikring skader, som er

en

følge af uheld i Danmark, der er forvoldt af et uforsikret motorkøretøj.

Bestemmelsen giver således allerede mulighed for at udbetale erstatning i de

tilfælde, der kræves i henhold til direktivet, og bestemmelsen lever således

allerede

op til det EU-retlige krav, der følger af direktivets artikel 4, stk. 4,

vedrørende importerede motorkøretøjer.

Finanstilsynet har imidlertid oplyst, at

direktivbestemmelsen vil nødvendiggøre en ændring af reglen om risikoens

beliggenhed i § 2 i bekendtgørelse nr. 490 af 7. juni 1994 om

overdragelse

af danske forsikringsselskabers forsikringsbestande tegnet ved fri

etableringsret eller fri tjenesteydelsesvirksomhed.

Finanstilsynet har oplyst, at ændringen vil blive

gennemført ved udstedelse af ny bekendtgørelse med hjemmel i § 42 i lov

om

finansiel virksomhed.

2.2.12. Forbud mod at gøre selvrisiko

gældende over for skadelidte

Direktivet fastsætter i artikel 4, stk. 4, endvidere

et EU-retligt krav om, at forsikringsselskaber ikke må gøre en selvrisiko

gældende over for skadelidte, der har været impliceret i uheld forårsaget af

et

forsikret motorkøretøj. Bestemmelsen skal sikre en passende beskyttelse af

skadelidte ved ulykker, hvor motorkøretøjer er impliceret.

Bekendtgørelse om ansvarsforsikring bestemmer i § 3,

stk. 3, at det ikke mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren

kan

aftales, at skadelidte helt eller delvist skal bære risikoen for de skader,

der

hører under forsikringen, og den gældende lovgivning lever således allerede

op

til det nye krav, der stilles i direktivet.

2.2.13. Skadelidtes mulighed for at rette et

direkte krav mod forsikringsselskabet

Direktivet fastsætter yderligere i artikel 4, stk. 4,

et EU-retligt krav om, skadelidte skal kunne rejse et direkte krav mod

skadevolderens forsikringsselskab.

Dette krav gælder allerede i henhold til fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 3, men heri er kravet begrænset til

ulykker, der indtræffer i en anden medlemsstat end skadelidtes bopælsstat.

Den

nye direktivbestemmelse udvider således det EU-retlige krav til at omfatte

enhver ulykke forvoldt af motorkøretøjer inden for EU/EØS. Baggrunden for

udvidelsen er ifølge præambelbetragtning 21, at det er af væsentlig betydning

for skadelidte at have mulighed for at rette et sådant direkte krav mod et

forsikringsselskab.

Det fremgår af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om

ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., at forsikringsselskaber skal tegne

ansvarsforsikringer således, at ethvert forsikringsansvar i forhold til

skadelidte

påhviler selskabet. Bekendtgørelsen sikrer således med sin nuværende

udformning, at en skadelidt kan rette et erstatningskrav direkte mod et

køretøjs ansvarsforsikringsselskab, uanset om skaden sker her i landet eller

i

udlandet, og den gældende bestemmelse opfylder derfor det krav, som opstilles

i

direktivet.

2.3.

Betydningen af udpegning af

skadebehandlingsrepræsentant

Det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv indeholder i

artikel 4 regler om udpegning af skadebehandlingsrepræsentanter i andre

medlemslande. Sådanne skadebehandlingsrepræsentanter er bemyndiget til at

behandle skadesager for de udpegende forsikringsselskabers regning.

Det følger af artikel 4, stk. 8, at udpegning af en

skadebehandlingsrepræsentant ikke i sig selv kan betragtes som oprettelse af

et

agentur eller en filial i henhold til artikel 1, litra b), i direktiv

92/49/EØF

(tredje skadesforsikringsdirektiv), og skadebehandlingsrepræsentanten

betragtes

ikke som et etableret forretningssted i henhold til artikel 2, litra c), i

direktiv 88/357/EØF (andet skadesforsikringsdirektiv) eller et

forretningssted

i henhold til Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes

kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder

handelssager (EF-Domskonventionen).

Bestemmelsen i artikel

4, stk. 8, ændres med det femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

Ændringen består i, at henvisningen til Bruxelles-konventionen kun

opretholdes

i relation til Danmark, hvorimod der i relation til de øvrige medlemslande

henvises til forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence og om

anerkendelse

og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

(Bruxelles I-forordningen).

Baggrunden for

direktivændringen er, at Bruxelles-konventionen er blevet afløst af Bruxelles

I-forordningen, der som følge af det danske forbehold vedrørende retlige og

indre anliggender imidlertid ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i

Danmark. I forholdet mellem

Danmark

og de øvrige EU-medlemsstater gælder således fortsat Bruxelles-konventionen,

og

henvisningen til konventionen opretholdes derfor for Danmarks vedkommende.

Fællesskabet og Danmark har den 19. oktober

2005 underskrevet en såkaldt parallelaftale, hvorefter Danmark på

mellemstatsligt grundlag bliver tilknyttet Bruxelles I-forordningen.

Justitsministeriet

vil i denne folketingssamling fremsætte

lovforslag om de nødvendige lovændringer. Såfremt lovforslaget vedtages, og

Danmark herefter ratificerer parallelaftalen, vil henvisningen til

Bruxelles-konventionen miste sin betydning i forholdet mellem Danmark og de

øvrige

EU-lande.

Direktivændringen berører ikke princippet om, at udpegelsen

af en skadebehandlingsrepræsentant ikke i sig selv kan betragtes som et

forretningssted i henhold til Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om

retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager,

herunder handelssager. Der er således ikke

anledning til at foretage lovændringer som følge af direktivbestemmelsen.

3. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet af betydning.

Som anført ovenfor vil vedtagelse af lovforslaget skulle

følges op af en række administrative ændringer i gældende bekendtgørelser med

henblik på opfyldelse af de nye EU-retlige krav. Dette omfatter bl.a.

fastsættelse

af regler om forsikringsselskabernes pligt til at afgive attester til

forsikringstager om skader og skadefri kørsel (pkt. 2.1.2. ovenfor), regler

om

udvidelse af anvendelsesområdet for pligten til at afgive begrundet tilbud,

således at også f.eks. skader som følge af færdselsuheld, der sker i

skadelidtes hjemland, vil være omfattet (pkt. 2.1.3. ovenfor) og regler om

udvidelse af informationskontorernes (i Danmark DFIM’s) pligt til at

videregive

relevante oplysninger til personer, der er impliceret i færdselsuheld, og om

registrering af sådanne oplysninger (pkt. 2.1.4. ovenfor).

De nævnte regler, der tilsigter at forhøje

beskyttelsesniveauet for skadelidte ved færdselsuheld, skønnes at ville have

visse negative administrative konsekvenser for erhvervslivet. Reglerne vil

omvendt have positive administrative konsekvenser for borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF,

84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, jf. EU-Tidende 2005, L

149,

s. 14.

Positive konsekvenser/mindre udgifter

Negative konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Opfølgende administrativ ophævelse af forpligtelsen til

at føre register over grønne kort og grænseforsikringspolicer

De forudsatte opfølgende administrative ændringer

forventes at ville have visse negative konsekvenser

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

De opfølgende administrative ændringer vil indebære et

forhøjet beskyttelsesniveau for skadelidte ved færdselsuheld i EU

Ingen

Forholdet til EU-retten

Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF,

84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EU-Tidende 2005, L 149,

s. 14)

4. Høring

Et udkast til lovforslag har været sendt i høring hos

følgende organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Sø- og

Handelsretten, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense, Ålborg og

Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolsstyrelsen,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af

Politimestre i Danmark, Advokatrådet, Amtsrådsforeningen,

Arbejdsgiverforeningen

for Transport og Logistik, Business Danmark, Danmarks Automobilforhandler

Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Forening for International

Motorkøretøjsforsikring, Dansk Industri, Dansk Kørelærer-Union, Dansk

Køreskole

Forening, Dansk Taxi Råd, Dansk Transport og Logistik, Danske Busvognmænd,

Danske

Kørelæreres Landsforbund, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, De

Samvirkende

Invalideorganisationer, Forbrugerrådet, Forende Danske Motorejere, Forsikring

& Pension, Frederiksberg Kommune, HTS-A, HTSI, Kommunernes Gensidige

Forsikringsselskab, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,

NOAH-Trafik,

Storkøbenhavns Taxinævn, Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (færdselslovens § 105, stk. 3)

Efter den gældende bestemmelse i færdselslovens § 105,

stk. 3, reguleres mindstebeløbene for den lovpligtige ansvarsforsikrings

dækningsomfang hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten

for det pågældende finansår, jf. lov nr. 373 af 28. maj 2003 om en

satsreguleringsprocent.

De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 1 million delelige

kronebeløb. For 2006 er mindstebeløbet for personskade 91 mio. kr. og for

tingsskade

18 mio. kr.

Det foreslås, at der i bestemmelsen indsættes en

bemyndigelse til justitsministeren, hvorefter der vil kunne foretages

yderligere regulering af erstatningsbeløbene i færdselslovens § 105,

stk. 2, med henblik på at gennemføre femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Direktivets mindstebeløb udgør 5 mio. EUR

for

personskade og 1 mio. EUR for tingsskade, svarende til henholdsvis ca. 37,5

mio. kr. og ca. 7,5 mio. kr.

Der vil kun være anledning til at udnytte bemyndigelsen,

hvis direktivets mindstebeløb efter regulering i henhold til det europæiske

forbrugerprisindeks (EICP), jf. Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23.

oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser, på et tidspunkt måtte

nødvendiggøre en supplerende regulering af færdselslovens mindstebeløb ud

over

den gældende reguleringsmekanisme.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre dele af

artikel 2 i femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige

bemærkninger pkt. 2.1.1.

Til nr. 2 (færdselslovens § 107, stk. 1)

Forslaget indebærer, at justitsministeren administrativt

vil kunne fastsætte regler om forsikringsselskabernes pligt til at udstede

skadesattester om erstatningskrav fra tredjemand for skader, der berører et

forsikret køretøj, eller om, at der ikke foreligger sådanne krav.

Det er således hensigten at fastsætte en bestemmelse i

bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., der forpligter

forsikringsselskaber til på begæring fra en forsikringstager at udstede en

skadesattest vedrørende den anmodendes lovpligtige motorkøretøjsforsikring.

Skadesattesten

skal indeholde oplysning om erstatningskrav fra tredjemand for skader, der

har

relation til det forsikrede køretøj, eller hvis der ikke foreligger sådanne

krav, oplysning herom. Attesten skal angå en periode på fem år forud for dens

udstedelse. Forsikringstager skal modtage attesten inden 15 dage fra

anmodningen.

Det er endvidere hensigten i medfør af færdselslovens

§ 118, stk. 8, at fastsætte regler om straf i form af bøde for

overtrædelse

af de administrativt fastsatte bestemmelser.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre dele af

femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4, stk. 4, i dansk ret.

Der henvises til pkt. 2.1.2. i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Til nr. 3 (færdselslovens § 115 a,

stk. 4)

Det foreslås at ændre den nuværende

bemyndigelsesbestemmelse i færdselslovens § 115 a, stk. 4, så

bestemmelsen

også med henblik på at gennemføre femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv vil

give justitsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om udbetaling

af erstatning fra erstatningsorganet, om erstatningsorganets virksomhed samt

om

forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af

erstatningskrav.

Det er hensigten i bekendtgørelse om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer mv., at udvide anvendelsen af begrundede tilbud og begrundede

svar. Der vil således blive fastsat regler om afgivelse af begrundet tilbud

og

begrundet svar i forbindelse med færdselsuheld forårsaget af alle

ansvarsforsikrede køretøjer. Det er endvidere hensigten at fastsætte regler

om

begrundet tilbud ved behandling af erstatningssager i henhold til

bekendtgørelsens

§ 18, så der også skal gives begrundet tilbud inden for 3 måneder i de

tilfælde, hvor DFIM som garantifond erstatter skader, der forvoldes af

ukendte

eller uforsikrede motorkøretøjer. Strafbestemmelsen i bekendtgørelsen vil

blive

udvidet tilsvarende.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre dele af

femte motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4 i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.3. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (færdselslovens § 115 b,

stk. 1)

Forslaget indebærer, at DFIM som informationskontor vil få

mulighed for at indsamle og videregive de grundlæggende oplysninger, som er

nødvendige for behandlingen af skadesager, jf. femte

motorkøretøjsforsikringsdirektivs

artikel 5, stk. 4. Den gældende bestemmelse i § 115 b, stk. 1,

omfatter alene oplysninger om det skadevoldende køretøj og dets

forsikringsforhold.

De grundlæggende oplysninger må antages typisk at være

oplysninger om køretøjers registreringsnummer, forsikringsforhold (selskab og

policenummer), de involverede parters navne og adresser, telefonnummer mv. og

skadestedets adresse samt oplysningerne i politirapporten eller

skadesanmeldelsen om det faktiske hændelsesforløb ved uheldet samt en skitse

over uheldet. Det bemærkes, at der ikke vil blive tale om behandling af

personnumre.

Lovforslagets § 1, nr. 6, indeholder en ændring af

bemyndigelsesbestemmelsen i færdselslovens § 115 b, stk. 2. Efter

forslaget vil justitsministeren kunne fastsætte nærmere regler om, hvilke

oplysninger der er omfattet af § 115 b, stk. 1.

Til nr. 5 (færdselslovens § 115 b,

stk. 1, nr. 3)

Forslaget indebærer, at informationskontorets opgave med at

bistå skadelidte med oplysninger om forsikringsforhold mv. ikke længere vil

være betinget af, at skaden er sket i en anden medlemsstat end skadelidtes

hjemland. Også personer med bopæl her i landet vil således fremover kunne

rette

henvendelse til DFIM som informationskontor i forbindelse med skader, der

sker

i Danmark.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.4. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (færdselslovens § 115 b,

stk. 2)

Det foreslås at ændre den nuværende

bemyndigelsesbestemmelse i færdselslovens § 115 b, stk. 2, så

bestemmelsen

også med henblik på at gennemføre femte motorkøretøjsforsikringsdirektiv vil

give justitsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler om

informationskontorets

virksomhed, samt om forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters

pligt til at give oplysninger til informationskontorerne i Danmark og de

øvrige

EU-medlemsstater.

Det er hensigten at ophæve bestemmelsen i § 21,

stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 585 af 9. juli 2002

ansvarsforsikring

for motorkøretøjer mv., så DFIM som informationskontor ikke længere skal

koordinere indsamling og formidling af oplysninger om nummeret på det grønne

kort eller på grænseforsikringspolicen for visse køretøjer fra EU-lande, der

er

undtaget fra pligten til at være omfattet af en forsikring.

Det er endvidere hensigten at ændre bestemmelserne i

bekendtgørelsens §§ 22 og 23, så informationskontorets pligt til at

videregive oplysninger udvides til sager, hvor skaden er sket i skadelidtes

hjemland. Informationskontorets pligt til at afgive oplysninger vil endvidere

blive udvidet både i relation til den personkreds, der har krav på

oplysninger,

og i relation til de typer af oplysninger, som skal videregives, jf. herved

lovforslagets § 1, nr. 4 (ændring af færdselslovens § 115 b,

stk. 1). Endelig vil der blive fastsat regler om, i hvilket omfang

oplysningerne skal foreligge i elektronisk form.

Videregivelsen af personoplysninger skal efter fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv ske i overensstemmelse med nationale regler,

der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.

oktober

1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse af behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, hvilket for

Danmarks vedkommende vil sige lov om behandling af personoplysninger

(persondataloven). De samme regler vil finde anvendelse i forbindelse med

videregivelse af oplysninger i henhold til reglerne i femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv.

Det anførte indebærer bl.a., at persondatalovens materielle

behandlingsregler i §§ 6-8 finder anvendelse ved informationskontorets

behandling af oplysninger. I de tilfælde, hvor der undtagelsesvis kan blive

tale om overførsel af oplysninger til tredjelande, skal det ske i

overensstemmelse med persondatalovens regler herom.

Lovforslaget tilsigter at gennemføre dele af femte

motorkøretøjsforsikringsdirektivs artikel 4 og 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.4. og 2.1.5. i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelse i Lovtidende.

Justitsministeren kan efter lovens ikrafttræden

administrativt fastsætte regler i medfør af de foreslåede bestemmelser i

færdselslovens §§ 107, stk. 1, 115 a, stk. 4, og 115 b,

stk. 2. Disse regler vil alene omfatte anmodninger og skader, der

fremsættes henholdsvis indtræder efter disse administrative reglers

ikrafttræden.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I færdselsloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1079 af 14. november 2005, som ændret ved lov

nr. 303 af 19. april 2006, § 21 i lov nr. 309 af 19. april 2006 og

§ 9

i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

§ 105.

---

Stk. 2.

---

Stk. 3.

De i § 105, stk. 2, nævnte beløb

reguleres hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for

det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter

fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 1 million delelige kronebeløb.

Justitsministeren

bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.

Stk. 4

. ---

1.

I

§ 105, stk. 3,

indsættes

efter 2. pkt.:

»Justitsministeren kan med henblik på at gennemføre

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv) foretage yderligere regulering af de i

§ 105,

stk. 2, nævnte beløb.«

§ 107.

Justitsministeren fastsætter bestemmelser

om forsikringspligtens gennemførelse, herunder om forsikringsselskabers pligt

til at deltage i en gensidig hæftelsesordning i tilfælde af, at et

ansvarsforsikringsselskab ikke opfylder sine forfaldne

erstatningsforpligtelser

i henhold til de tegnede lovpligtige ansvarsforsikringer.

Stk. 2-4

. ---

2.

I

§ 107, stk. 1

, indsættes

efter »lovpligtige ansvarsforsikringer«: », og om forsikringsselskabers pligt

til at udstede attester om erstatningskrav for skader, som berører et

forsikret køretøj, eller om, at der ikke foreligger sådanne krav«.

§ 115 a.

---

Stk. 2-3

. ---

Stk. 4.

Justitsministeren kan med henblik på at

gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000

(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) fastsætte nærmere regler om

udbetaling af erstatning fra erstatningsorganet og om erstatningsorganets

virksomhed. Justitsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om

forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af

erstatningskrav omfattet af det i 1. pkt. nævnte direktiv.

3.

I

§ 115 a, stk. 4, 1. pkt.

,

indsættes efter »(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«: »og

Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«,

og i

2. pkt.

, ændres »omfattet af

det i 1. pkt. nævnte direktiv« til: »med henblik på at gennemføre de i 1.

pkt. nævnte direktiver«.

§ 115 b.

Justitsministeren opretter eller anerkender et informationskontor, der efter

en skade forvoldt af et motordrevet køretøj bistår med at skaffe oplysninger

om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold, hvis skadelidte er

bosat i Danmark, køretøjet er forsikret eller hjemmehørende i Danmark eller

skaden er sket i Danmark. Dette gælder dog kun, hvis

4.

I

§ 115 b, stk. 1,

ændres

»oplysninger om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold« til:

»de grundlæggende oplysninger, som er nødvendige for behandlingen af

skadesager«.

1)

skadelidte er bosat

i en medlemsstat i Den Europæiske Union,

2)

køretøjet er

forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat i Den Europæiske Union og

3)

skaden er sket i en

anden medlemsstat i Den Europæiske Union end den, hvor skadelidte er bosat,

eller i en ikkemedlemsstat, der har tilsluttet sig ordningen med grønne kort.

5.

§ 115 b, stk. 1, nr. 3

, affattes

således:

3)

skaden er sket i en

medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en ikkemedlemsstat, der har

tilsluttet sig ordningen med grønne kort.

Stk. 2.

Justitsministeren kan med henblik på at

gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000

(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) fastsætte nærmere regler om

informationskontorets virksomhed samt om forsikringsselskabers og

skadebehandlingsrepræsentanters pligt til at give oplysninger til det i

stk. 1 nævnte informationskontor og til informationskontorer i andre

medlemsstater i Den Europæiske Union.

6.

I

§ 115 b, stk. 2

, indsættes

efter »(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«: »og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv)«,

og efter »informationskontorets virksomhed« indsættes: », herunder om, hvilke

oplysninger der er omfattet af stk. 1,«.

Bilag 2

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2005/14/EF

af 11. maj 2005

om ændring af Rådets direktiv

72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION

HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det

Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, første og tredje

punktum, artikel 55 og artikel 95, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

1)

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske

Økonomiske og Sociale Udvalg,

2)

efter proceduren i traktatens artikel 251,

3)

og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ansvarsforsikring for motorkøretøjer (motorkøretøjsforsikring)

er af særlig betydning for Europas borgere, uanset om de er forsikringstagere

eller ofre for en ulykke. Den har ligeledes en væsentlig betydning for

forsikringsselskaberne, da den udgør den største del af

skadesforsikringsmarkedet

i Fællesskabet. Motorkøretøjsforsikring har også indflydelse på fri

bevægelighed for personer og køretøjer. Det bør derfor være en væsentlig

prioritet for Fællesskabet på området for finansielle tjenesteydelser at

styrke

og konsolidere det indre marked for motorkøretøjsforsikring.

(2) Der er allerede taget væsentlige skridt i denne

retning med Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer

og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse,

4)

Rådets andet

direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer,

5)

Rådets

tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer,

6)

g

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om

indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer

(fjerde motorkøretøjsforsikrings direktiv).

7)

(3) Fællesskabets ordning for motorkøretøjsforsikringer

bør ajourføres og forbedres. Dette behov er blevet bekræftet af resultaterne

af

en høring af erhvervslivet, forbrugerne og de skadelidtes organisationer.

(4) For at undgå eventuelle fejlfortolkninger af

bestemmelserne i direktiv 72/166/EØF og gøre det lettere at forsikre

køretøjer

med midlertidige nummerplader bør definitionen af det område, hvor et køretøj

er hjemmehørende, udtrykkelig omfatte den stat, hvis nummerplader køretøjet

er

forsynet med, uanset om nummerpladerne er permanente eller midlertidige.

(5) I overensstemmelse med direktiv 72/166/EØF er

køretøjer med falske eller ulovlige nummerplader blevet betragtet som

hjemmehørende i den medlemsstat, der har udstedt de originale nummerplader.

Som

følge af denne regel er nationale forsikringsbureauer ofte nødt til at tage

stilling til de økonomiske konsekvenser af ulykker, som ikke har nogen

forbindelse med den medlemsstat, hvor kontorerne er beliggende. Uden at ændre

det almindelige kriterium, hvorefter nummerpladen afgør, hvilket område et

køretøj er hjemmehørende i, bør der fastsættes en særlig regel i tilfælde af

ulykker, der forårsages af et køretøj uden nummerplader eller med

nummerplader,

der ikke eller ikke længere svarer til køretøjet. Alene for at lette

behandlingen af skadesager bør det område, hvor køretøjet er hjemmehørende, i

sådanne tilfælde anses for at være det område, hvor ulykken fandt sted.

(6) For at lette fortolkningen og anvendelsen af

betegnelsen »stikprøvekontrol« i direktiv 72/166/EØF bør denne bestemmelse

gøres klarere. Forbuddet mod systematisk kontrol af motorkøretøjsforsikringer

bør både gælde for køretøjer, der er hjemmehørende på en anden medlemsstats

område, og for køretøjer, der er hjemmehørende på et tredjelands område, men

som indpasserer fra en anden medlemsstats område. Kun kontrol, der ikke sker

systematisk, ikke er diskriminerende, og som foretages som led i kontrol, der

ikke alene vedrører forsikringskontrol, bør være tilladt.

(7) Ifølge artikel 4, litra a), i direktiv 72/166/EØF

kan medlemsstaterne fravige det almindelige krav om, at der skal tegnes

lovpligtig forsikring for køretøjer tilhørende bestemte offentlige eller

private

fysiske og juridiske personer. I tilfælde af ulykker forårsaget af disse

køretøjer skal den medlemsstat, der således fraviger kravene, udpege en

myndighed eller et organ til at betale erstatning til ofre for ulykker, som

er

indtruffet i en anden medlemsstat. Der bør foretages de fornødne ændringer i

ovennævnte direktiv for at sikre, at der ikke kun betales behørig erstatning

til ofre for ulykker forårsaget af disse køretøjer i udlandet, men også til

ofre for ulykker, som er indtruffet i den medlemsstat, hvor køretøjet normalt

er hjemmehørende, uanset om de skadelidte har bopæl på denne stats område

eller

ej. Medlemsstaterne bør endvidere sikre, at listen over personer, som er

fritaget

fra lovpligtig forsikring, og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige

for betaling af erstatning til ofre for ulykker, der er forårsaget af disse

køretøjer, meddeles Kommissionen og offentliggøres af denne.

(8) Ifølge artikel 4, litra b), i direktiv 72/166/EØF

kan en medlemsstat fravige det almindelige krav om, at der skal tegnes

lovpligtig forsikring for bestemte typer af køretøjer eller for køretøjer,

der

er forsynet med særligt kendemærke. I så fald har de andre medlemsstater ret

til at kræve, at motorkøretøjer, der kommer ind på deres område, er dækket af

et gyldigt grønt kort eller en aftale om forsikring på grænseplader for at

sikre, at der udbetales erstatning til skadelidte ved enhver ulykke, der

forårsages af disse køretøjer på deres område. Eftersom ophævelsen af

grænsekontrollen

inden for Fællesskabet ikke gør det muligt at sikre, at køretøjer, der

passerer

grænsen, er forsikret, er der imidlertid ikke længere garanti for erstatning

til ofre for ulykker, der forårsages i udlandet. Det bør endvidere sikres, at

ikke blot ofre for ulykker, som forårsages af disse køretøjer i udlandet, men

også ofre for ulykker i den medlemsstat, hvor køretøjet normalt er

hjemmehørende, modtager behørig erstatning. Med henblik herpå bør

medlemsstaterne behandle ofre for ulykker, der forårsages af disse køretøjer,

på samme måde som ofre for ulykker, som er forårsaget af uforsikrede

køretøjer.

Som fastsat i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF skal der udbetales

erstatning til ofre for ulykker forårsaget af uforsikrede køretøjer via

erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor ulykken indtraf. Ved udbetaling

til

ofre for ulykker forårsaget af køretøjer, som er omfattet af undtagelsen, bør

erstatningsorganet søge regres mod organet i den medlemsstat, hvor køretøjet

normalt er hjemmehørende. Efter en periode på fem år efter dette direktivs

ikrafttræden bør Kommissionen, hvis det er relevant, på baggrund af

erfaringen

med gennemførelsen og anvendelsen af denne undtagelse forelægge forslag om at

erstatte eller ophæve den. Den tilsvarende bestemmelse i direktiv 2000/26/EF

bør ligeledes ophæves.

(9) Med henblik på at præcisere anvendelsen af

direktiverne om forsikring af motorkøretøjer i overensstemmelse med

traktatens

artikel 299 bør henvisningen til en medlemsstats ikke-europæiske territorium

i

artikel 6 og artikel 7, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF udgå.

(10) Medlemsstaternes forpligtelse til at garantere

forsikringsdækning for visse mindstebeløb udgør et væsentligt element til

sikring af beskyttelsen af skadelidte. De mindstebeløb, der er fastsat i

direktiv 84/5/EØF, bør ikke kun pristalsreguleres, men reelt forøges for at

styrke beskyttelsen af skadelidte. Mindstebeløbet for dækning ved personskade

bør være af en sådan størrelse, at alle ofre for ulykker med meget alvorlige

kvæstelser til følge er beskyttede i dækkende og rimeligt omfang, dog således

at der tages højde for, at der kun sjældent sker ulykker, hvor flere personer

kommer til skade, eller hvor flere personer pådrager sig meget alvorlige

kvæstelser ved samme ulykke. Et mindstebeløb for dækning på 1000000 EUR pr.

skadelidt eller 5000000 EUR for hvert uheld, uanset antallet af skadelidte,

forekommer rimeligt og tilstrækkeligt. For at lette indførelsen af disse

mindstebeløb

bør der indføres en overgangsperiode på fem år fra datoen for gennemførelsen

af

dette direktiv. Medlemsstaterne bør forhøje beløbene til mindst halvdelen af

de

fastsatte niveauer inden tredive måneder fra datoen for gennemførelsen.

(11) For at sikre, at mindstebeløbet for dækning ikke

udhules med tiden, bør der indføres en periodebestemt justeringsbestemmelse

med

udgangspunkt i det europæiske forbrugerprisindeks (EICP) fra Eurostat, som

fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om

harmoniserede

forbrugerprisindekser.

8)

Der bør

fastsættes procedureregler for en sådan justering.

(12) Direktiv 84/5/EØF, efter hvilket medlemsstaterne

med henblik på at forhindre svig kan begrænse eller udelukke udbetalinger fra

erstatningsorganet ved tingsskade, der er forårsaget af et ukendt køretøj,

kan

i visse tilfælde forhindre, at der udbetales rimelig erstatning til

skadelidte.

Denne mulighed for at begrænse eller udelukke, at der udbetales erstatning,

fordi køretøjet ikke er identificeret, bør ikke forekomme, hvis organet har

udbetalt erstatning for væsentlig personskade til et offer for samme ulykke,

hvor der skete tingsskade. Medlemsstaterne kan pålægge ofret for tingsskaden

en

selvrisiko, der dog ikke må overskride den grænse, der er fastsat i

direktivet.

Betingelserne for, at personskade kan anses for væsentlig, bør fastsættes i

den

nationale lovgivning eller i de administrative bestemmelser i den

medlemsstat,

hvor ulykken indtræffer. Ved fastsættelsen af disse betingelser kan

medlemsstaten bl.a. tage hensyn til, om skaden har krævet

hospitalsbehandling.

(13) I øjeblikket findes der en valgmulighed i direktiv

84/5/EØF, hvorefter medlemsstaterne kan tillade en selvrisiko indtil et vist

beløb, som kan gøres gældende over for skadelidte ved tingsskade forårsaget

af

køretøjer, der ikke er forsikret. Denne valgmulighed forringer beskyttelsen

af

skadelidte og skaber forskelsbehandling i forhold til skadelidte ved andre

ulykker. Denne valgmulighed bør derfor ikke længere tillades.

(14) Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni 1988

om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte

forsikringsvirksomhed

bortset fra livsforsikring og om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette

den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser,

9)

bør

ændres, således at forsikringsselskabernes filialer kan blive repræsentanter

for forsikringsvirksomhed inden for motorkøretøjer, som det allerede er

tilfældet med anden forsikringsvirksomhed.

(15) Det forhold, at passagerer i køretøjet er dækket af

forsikringen, er et væsentligt fremskridt, der er opnået med den gældende

lovgivning. Dette formål ville blive bragt i fare, hvis en national

lovgivning

eller en klausul i en forsikringskontrakt udelukkede passagerer fra

forsikringsdækning, såfremt de vidste eller burde have vidst, at føreren af

køretøjet var påvirket af spiritus eller andre rusmidler, da ulykken fandt

sted. Passageren er normalt ikke i tilstrækkelig grad i stand til at bedømme,

om føreren er påvirket. Målsætningen om at tilskynde bilister til ikke at

køre

bil under påvirkning af rusmidler nås ikke ved at nedsætte

forsikringsdækningen

for passagerer, som bliver ofre for en trafikulykke. Det forhold, at disse

passagerer dækkes af køretøjets lovpligtige forsikring er uden betydning for

et

eventuelt ansvar, som de kan ifalde i henhold til gældende national

lovgivning,

eller for størrelsen af den erstatning, der udredes ved en konkret ulykke.

(16) Person- og tingsskade, som lides af fodgængere,

cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, der normalt er de svageste

parter i en ulykke, lider, bør dækkes af den lovpligtige forsikring for det

køretøj, der har været involveret i ulykken, såfremt de skadelidte er

berettiget til erstatning i henhold til de nationale civilretlige

bestemmelser.

Dette foregriber ikke spørgsmålet om hæftelsen for eller størrelsen af den

erstatning,

der udredes ved en konkret ulykke i henhold til national lovgivning.

(17) Visse forsikringsselskaber har indføjet klausuler i

forsikringspolicer om, at aftalen bortfalder, hvis køretøjet i længere tid

end

en nærmere angivet periode befinder sig uden for den medlemsstat, hvor det er

indregistreret. Denne praksis er i strid med princippet i direktiv

90/232/EØF,

hvorefter den lovpligtige ansvarsforsikring bør dække hele Fællesskabets

område

på grundlag af én enkelt præmie. Det bør derfor specificeres, at

forsikringsdækningen gælder for hele aftalens løbetid, selv om køretøjet i en

given periode befinder sig i en anden medlemsstat, idet dette dog ikke

berører

medlemsstaternes nationale lovgivning om indregistrering af køretøjer.

(18) Der bør tages initiativ til at gøre det lettere at

skaffe forsikringsdækning for køretøjer, der indføres fra én medlemsstat til

en

anden, selv om køretøjet endnu ikke er indregistreret i den modtagende

medlemsstat. Der bør gives mulighed for en midlertidig undtagelse fra den

almindelige regel, der fastlægger den medlemsstat, hvor risikoen foreligger.

I

en periode på tredive dage fra den dato, hvor køretøjet leveres til, stilles

til rådighed for eller sendes til køberen, bør den modtagende medlemsstat

betragtes som den medlemsstat, hvor risikoen foreligger.

(19) En person, som ønsker at tegne en ny

motorkøretøjsforsikring hos et andet forsikringsselskab, bør kunne

dokumentere

sit ulykkes- og skadesforløb under den tidligere forsikringsaftale.

Forsikringstageren bør på et hvilket som helst tidspunkt have ret til at

anmode

om en erklæring om skader eller skadefri kørsel med det eller de køretøjer,

der

er dækket af forsikringsaftalen, i det mindste for de seneste fem år af

forsikringsforholdet. Forsikringsselskabet eller ethvert organ, som er

udpeget

af en medlemsstat til at yde lovpligtig forsikring eller udstede sådanne

erklæringer, bør stille denne erklæring til rådighed for forsikringstageren

inden femten dage fra anmodningen.

(20) For at sikre en passende beskyttelse af skadelidte

ved motorkøretøjsulykker bør medlemsstaterne ikke give forsikringsselskaberne

tilladelse til at fastsætte en selvrisiko, som kan gøres gældende over for

skadelidte.

(21) Retten til at påberåbe sig en forsikringsaftale og

rette et krav direkte mod forsikringsselskabet har væsentlig betydning for

beskyttelsen af skadelidte ved en ulykke, som involverer et motorkøretøj.

Direktiv 2000/26/EF giver skadelidte ved ulykker, som indtræffer i en anden

medlemsstat end den, hvor den skadelidte er bosat, og som er forårsaget af

køretøjer, som er forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat, en ret til at

rejse krav direkte mod det selskab, hvor skadevolder er ansvarsforsikret. Med

henblik på at fremme en effektiv og hurtig sagsbehandling samt i videst

mulige

omfang at undgå omkostningskrævende søgsmål, bør denne ret udtrækkes til at

omfatte skadelidte ved enhver ulykke forvoldt af motorkøretøjer.

(22) For at øge beskyttelsen af alle ofre for ulykker

forvoldt af motorkøretøjer bør fremgangsmåden vedrørende et »begrundet

tilbud«,

som er fastsat i direktiv 2000/26/EF, dække alle typer ulykker forvoldt af

motorkøretøjer. Samme fremgangsmåde bør finde tilsvarende anvendelse, såfremt

skadesbehandlingen afvikles efter ordningen med nationale forsikringsbureauer

som fastlagt i direktiv 72/166/EØF.

(23) For at lette skadelidtes adgang til at søge

erstatning bør informationskontorerne, som er oprettet i henhold til direktiv

2000/26/EF, ikke kun give oplysninger om ulykker, der er omfattet af dette

direktiv, men også give lignende oplysninger om samtlige ulykker forårsaget

af

motorkøretøjer.

(24) Skadelidte kan sagsøge forsikringsgiveren i den

medlemsstat, hvor skadelidte har sin bopæl, jf. artikel 11, stk. 2,

sammenholdt med artikel 9, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF)

nr.

44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

10)

(25) Da direktiv 2000/26/EF blev vedtaget inden

vedtagelsen af forordning (EF) nr. 44/2001, der trådte i stedet for

Bruxelles-konventionen

af 27. september 1968 om samme emne for en række medlemsstater, bør

henvisningen i direktivet til denne konvention tilpasses, hvor det er

relevant.

(26) Derfor bør Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF,

88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF

ændres –

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændringer af direktiv 72/166/EØF

Direktiv 72/166/EØF ændres således:

1) Artikel 1, nr. 4, ændres således:

a)

Første led affattes

således:

»–

den stats område, hvis

nummerplader køretøjet er forsynet med, uanset om nummerpladen er permanent

eller midlertidig eller,«

b)

Som nyt led

indsættes:

»–

i tilfælde af, at

køretøjet ikke er forsynet med en nummerplade, eller er forsynet med en

nummerplade, der ikke eller ikke længere svarer til køretøjet, og er

involveret

i en ulykke, den stats område, hvor ulykken fandt sted ved behandling af

skadesager som fastsat i artikel 2, stk. 2, første led eller i artikel

1,

stk. 4, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om

indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer.

11)

2) Artikel 2, stk. 1, affattes således:

»1. Medlemsstaterne fører ikke kontrol med ansvarsforsikring for

køretøjer, der normalt er hjemmehørende på en anden medlemsstats område,

eller

for køretøjer, der normalt er hjemmehørende på et tredjelands område, når de

kommer ind på deres område fra en anden medlemsstats område. De kan dog føre

kontrol med forsikringer, såfremt dette ikke sker systematisk, ikke er

diskriminerende og foretages som led i en kontrol, som ikke alene vedrører

forsikringskontrol.«

3) Artikel 4 ændres således:

a)

I litra a), andet

afsnit

i)

første punktum,

indsættes ordene:

»i denne medlemsstat

og« mellem »dækning af skader forvoldt« og »i andre medlemsstater«.

ii)

affattes sidste

punktum således:

»Den fremsender

Kommissionen en liste over de personer, der er undtaget fra

forsikringspligten,

og de myndigheder eller organer, der er ansvarlige for erstatningsspørgsmål.

Kommissionen offentliggør listen.«

b)

Litra b), andet

afsnit, affattes således:

»I dette tilfælde

sikrer medlemsstaterne, at køretøjer som nævnt i første afsnit behandles på

samme måde som køretøjer, for hvilke den i artikel 3, stk. 1, omhandlede

lovpligtige forsikring ikke er tegnet. Erstatningsorganet i den medlemsstat,

hvor ulykken har fundet sted, kan herefter søge regres hos garantifonden som

omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF i den medlemsstat,

hvor

køretøjet normalt er hjemmehørende.

Fem år efter ikrafttrædelsen af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring

af

Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer

12)

aflægger medlemsstaterne

rapport til Kommissionen om gennemførelsen og den praktiske anvendelse af

denne

bestemmelse. Når Kommissionen har gennemgået disse rapporter, fremsætter den

i

givet fald forslag om udskiftning eller ophævelse af denne undtagelse.

4) I artikel 6 og 7, stk. 1, udgår ordene »eller

på en medlemsstats ikke-europæiske territorium«.

Artikel 2

Ændringer af direktiv 84/5/EØF

Artikel 1 i direktiv 84/5/EØF affattes således:

»Artikel 1

1. Den forsikring, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1,

i direktiv 72/166/EØF, skal dække tingsskade såvel som personskade.

2. Medlemsstaterne skal med forbehold af eventuelle

bestemmelser om mere omfattende forsikringsdækning, der måtte gælde i

medlemsstaterne, kræve lovpligtig forsikring for mindst følgende beløb:

a)

ved personskade en

mindstedækning på 1000000 EUR pr. skadelidt eller 5000000 EUR for hvert

uheld,

uanset antallet af skadelidte

b)

ved tingsskade

1000000 EUR for hvert uheld, uanset antallet af skadelidte.

Om nødvendigt kan medlemsstaterne indføre en overgangsperiode på

op til fem år fra datoen for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF,

84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer

13)

til at tilpasse deres mindstebeløb for

dækning til de beløb, der er fastsat i dette stykke.

Medlemsstater, der indfører en sådan overgangsperiode, underretter

Kommissionen herom med angivelse af overgangsperiodens varighed.

Inden 30 måneder efter datoen for gennemførelsen af direktiv

2005/14/EF forhøjer medlemsstaterne forsikringsdækningen til mindst halvdelen

af de niveauer, der er fastsat i dette stykke.

3. Hvert femte år efter ikrafttrædelsen af direktiv

2005/14/EF eller udløbet af en overgangsperiode som nævnt i stk. 2

revideres de i dette stykke nævnte beløb i overensstemmelse med det

europæiske

forbrugerprisindeks (EICP), jf. Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23.

oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser.

14)

Beløbene justeres automatisk. Beløbene forhøjes med den

procentuelle ændring i EICP, der er sket i perioden, dvs. i de fem år, der

går

umiddelbart forud for justeringen, og afrundes opad til et multiplum af 10

000

EUR.

Kommissionen underretter Europa-Parlamentet og Rådet om de

justerede beløb og sørger for offentliggørelse i Den Europæiske Unions

Tidende.

4. Hver medlemsstat opretter eller godkender et organ,

der mindst inden for den lovpligtige forsikrings grænser skal erstatte

tingsskade og personskade, der forvoldes af et ukendt køretøj, eller et

køretøj

for hvilket den i stk. 1 omhandlede lovpligtige forsikring ikke er

tegnet.

Første afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at tillægge

eller undlade at tillægge dette organs intervention en subsidiær karakter

samt

til at fastlægge regler for regresretten mellem dette organ, den eller de

personer, som er ansvarlige for uheldet, og andre forsikringsselskaber eller

organer inden for social sikring, der skal yde skadelidte erstatning for

samme

skade. Medlemsstaterne må imidlertid ikke tillade, at organet gør

udbetalingen

af erstatning betinget af, at skadelidte på en eller anden måde godtgør, at

skadevolderen er ude af stand til eller nægter at betale.

5. Skadelidte kan under alle omstændigheder henvende sig

direkte til dette organ, som på grundlag af de oplysninger, skadelidte giver

efter anmodning fra organet, er forpligtet til at give vedkommende et

begrundet

svar på spørgsmålet om dets intervention.

Medlemsstaterne kan imidlertid udelukke personer, der frivilligt

har taget plads i det skadevoldende køretøj, fra organets intervention, når

organet kan bevise, at de vidste, at dette ikke var forsikret.

6. Medlemsstaterne kan begrænse eller udelukke

intervention fra organet ved tingsskade forvoldt af et ukendt køretøj.

Hvis organet har betalt erstatning for en væsentlig personskade

til et offer for en ulykke, hvor der samtidig er forvoldt tingsskade af et

uidentificeret

køretøj, kan medlemsstaterne imidlertid ikke udelukke betaling af erstatning

for tingsskade med den begrundelse, at køretøjet ikke er identificeret.

Medlemsstaterne kan dog fastsætte en selvrisiko på højst 500 EUR, som ofret

for

en sådan tingsskade kan pålægges.

Betingelserne for, hvornår der foreligger væsentlig personskade,

fastlægges i henhold til lovgivningen eller de administrative bestemmelser i

den medlemsstat, hvor ulykken finder sted. I den forbindelse kan

medlemsstaterne bl.a. tage hensyn til, om skaden har krævet

hospitalsindlæggelse.

7. Hver medlemsstat anvender sine love og administrative

bestemmelser på nævnte organs interventioner med forbehold af enhver anden

praksis, som måtte være mere gunstig for skadelidte.«

Artikel 3

Ændring af direktiv 88/357/EØF

Artikel 12a, stk. 4, fjerde afsnit, andet punktum,

i direktiv 88/357/EØF, udgår.

Artikel 4

Ændringer af direktiv 90/232/EØF

Direktiv 90/232/EØF ændres således:

1) I artikel 1 indsættes som nyt andet stykke efter

første stykke:

»Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre,

at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der

udelukker en passager fra forsikringsdækning med den begrundelse, at han

vidste

eller burde have vidst, at føreren af køretøjet var påvirket af spiritus

eller

af et andet rusmiddel, da ulykken fandt sted, ikke har nogen indvirkning på

krav fra en sådan passager.«

2) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 1a

Den forsikring, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1,

i direktiv 72/166/EØF skal dække person- og tingsskade på fodgængere,

cyklister

og andre ikke-motoriserede trafikanter, der som følge af en ulykke, hvori et

motorkøretøj er involveret, har ret til erstatning i henhold til den

nationale

civilret. Nærværende artikel berører hverken erstatningsansvaret eller

skadesbeløbet.«

3) Artikel 2, første led, affattes således:

»–

dækker hele

Fællesskabets område på grundlag af en enkelt præmie og i hele aftalens

løbetid, også i perioder hvor køretøjet befinder sig i en anden medlemsstat

under

aftalens løbetid, og«

4) Følgende artikler indsættes:

»Artikel 4a

1. Når et køretøj sendes fra en medlemsstat til en

anden, betragtes, uanset artikel 2, litra d), andet led, i direktiv

88/357/EØF,

15)

den medlemsstat, hvor risikoen foreligger,

som bestemmelsesmedlemsstat i tredive dage fra det tidspunkt, hvor køber har

accepteret leveringen, selv om køretøjet ikke formelt er registreret i

bestemmelsesmedlemsstaten.

2. Såfremt et køretøj bliver involveret i en ulykke i

den i stk. 1 nævnte periode, mens det er uforsikret, skal det organ,

hvortil der er henvist i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF i

bestemmelsesmedlemsstaten udrede den erstatning, der er fastsat i nævnte

artikel.

Artikel 4b

Medlemsstaterne sikrer, at forsikringstager på ethvert

tidspunkt har ret til at anmode om en erklæring om erstatningskrav fra

tredjemand for skader, som berører det eller de køretøjer, der har været

omfattet af forsikringsaftalen i mindst de seneste fem år af aftaleforholdet,

eller om, at der ikke foreligger sådanne krav. Forsikringsselskabet eller et

organ, som en medlemsstat har udnævnt med henblik på at sørge for

obligatorisk

forsikring eller levere sådanne erklæringer, sørger for, at forsikringstager

modtager denne erklæring inden 15 dage fra anmodningen.

Artikel 4c

For så vidt angår den forsikring, der er omhandlet i

artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF, kan forsikringsselskaber ikke

gøre en selvrisiko gældende over for den skadelidte ved en ulykke.

Artikel 4d

Medlemsstaterne sikrer, at skadelidte ved ulykker, der

er forårsaget af et køretøj, som er dækket af en forsikring som omhandlet i

artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF, kan rejse krav direkte mod det

forsikringsselskab, som skadevolderen er ansvarsforsikret i.

Artikel 4e

Medlemsstaterne fastlægger den procedure, der er

beskrevet i artikel 4, stk. 6, i direktiv 2000/26/EF

16)

med henblik på behandling af skadesager i

forbindelse med ulykker, som er forårsaget af et køretøj, der er dækket af en

forsikring som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF.

I tilfælde af ulykker, der kan behandles inden for rammerne af

systemet med nationale forsikringsbureauer, som omhandlet i artikel 2,

stk. 2,

i direktiv 72/166/EØF, fastlægger medlemsstaterne den samme procedure som

proceduren

i artikel 4, stk. 6, i direktiv 2000/26/EF. Ved anvendelse af denne

procedure skal enhver henvisning til et forsikringsselskab forstås som en

henvisning til nationale forsikringsbureauer som defineret i artikel 1, nr.

3,

i direktiv 72/166/EØF.«

5) Artikel 5, stk. 1, affattes således:

»1. Medlemsstaterne sikrer, uden at det berører deres

forpligtelser i henhold til direktiv 2000/26/EF, at de informationskontorer,

der åbnes eller godkendes efter artikel 5 i samme direktiv, giver de

oplysninger, der er nævnt i artiklen, til enhver, der har været involveret i

en

færdselsulykke, som er forårsaget af et køretøj, der er dækket af en

forsikring

som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF.«

Artikel 5

Ændringer af direktiv 2000/26/EF

Direktiv 2000/26/EF ændres således:

1) Som betragtning 16a indsættes:

»(16a)

Skadelidte

kan sagsøge forsikringsgiveren i den medlemsstat, hvor skadelidte har sin

bopæl,

jf. artikel 11, stk. 2, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, litra

b),

i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil-

og handelsretlige område.

17)

«

2) Artikel 4, stk. 8, affattes således:

»8. Udpegelsen af en skadebehandlingsrepræsentant kan ikke i sig

selv betragtes som oprettelse af et agentur eller en filial i henhold til

artikel 1, litra b), i direktiv 92/49/EØF, og skadebehandlingsrepræsentanten

betragtes ikke som et etableret forretningssted i henhold til artikel 2,

litra

c), i direktiv 88/357/EØF eller

–

et forretningssted i

henhold til Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes

kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder

handelssager

18)

– for så vidt angår Danmark

–

et forretningssted i

henhold til forordning (EF) nr. 44/2001 – for så vidt angår de andre

medlemsstater.«

3) I artikel 5, stk. 1, litra a), udgår punkt 2,

nummer ii).

4) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 6a

Centralt organ

Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger

med henblik på til sin tid at lette skadelidtes, deres forsikringsselskabers

eller deres juridiske repræsentanters adgang til de grundlæggende

oplysninger,

som er nødvendige for behandlingen af skadesager.

Sådanne grundlæggende oplysninger skal i relevant omfang foreligge

i elektronisk form i et centralt register i hver medlemsstat og gøres

tilgængelige for sagens parter, såfremt de udtrykkeligt anmoder herom.«

Artikel 6

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative

bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 11. juni

2007.

De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse love og bestemmelser, skal de

ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved

offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning.

De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med traktaten

opretholde eller vedtage bestemmelser, som er gunstigere for skadelidte end

dem, der kræves for at efterkomme dette direktiv.

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de

vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er

omfattet af dette direktiv.

Artikel 7

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i

Den Europæiske Unions

Tidende

.

Artikel 8

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 11. maj 2005.

På

Europa-Parlamentets vegne

J. P. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

N. SCHMIT

Formand

1)

EFT C 227 E af 24.9.2002, s. 387.

2)

EUT C 95 af 23.4.2003, s. 45.

3)

Europa-Parlamentets udtalelse af 22.10.2003

(EUT C 82 E af 1.4.2004, s. 297), Rådets fælles holdning af 26.4.2004 (endnu

ikke offentliggjort i EUT) og Europa-Parlamentets holdning af 12.1.2005

(endnu

ikke offentliggjort i EUT). Rådets afgørelse af 18.4.2005.

4)

EFT L 103 af 2.5.1972, s. 1. Senest ændret

ved direktiv 84/5/EØF (EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17).

5)

EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17. Senest ændret

ved direktiv 90/232/EØF (EFT L 129 af 19.5.1990, s. 33).

6)

EFT L 129 af 19.5.1990, s. 33.

7)

EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65.

8)

EFT L 257 af 27.10.1995, s. 1. Ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af

31.10.2003, s. 1).

9)

EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1. Senest ændret

ved direktiv 2000/26/EF.

10)

EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret

ved forordning (EF) nr. 2245/2004 (EUT L 381 af 28.12.2004, s. 10).

11)

EFT L 8 af 11.1.1984, s. 17.

12)

EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14.

13)

EUT L 149 af 11.6.2005, s. 14.

14)

EFT L 257 af 27.10.1995, s. 1. Ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af

31.10.2003, s. 1).

15)

Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni

1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte

forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, om fastsættelse af

bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling

af tjenesteydelser (EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1). Senest ændret ved

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF (EFT L 181 af 20.7.2000, s.

65).

16)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (Fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv)

(EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65).

17)

EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret

ved forordning (EF) nr. 2245/2004 (EUT L 381 af 28.12.2004, s. 10).

18)

EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1 (konsolideret

udgave).

Officielle noter

1)

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv

72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og

Rådets

direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EU-Tidende 2005,

L

149, s. 14).

Lignende dokumenter