Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Behandling af erstatningskrav efter skader i udlandet)

2001/2 LSF 77Lovforslag som fremsatJustitsministeriet30. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 30. januar 2002 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af færdselsloven1)

(Behandling af erstatningskrav efter skader i udlandet)

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august

2001, foretages følgende ændringer:

1.

I § 107 indsættes som nyt stk. 2:

»Stk. 2.

Justitsministeren kan fastsætte regler om

forsikringsselskabers og garantifondens betaling til det i §§ 115 a-b

omhandlede erstatningsorgan og informationskontor samt om garantifondens

betaling til erstatningsorganer i andre medlemsstater i Den Europæiske

Union. § 115 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

2.

Efter § 115 indsættes:

»Erstatningsorgan mv.

§ 115 a.

Justitsministeren opretter eller anerkender et

erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning for skader forvoldt af et

motordrevet køretøj, hvis

1) skadelidte er bosat i Danmark,

2) køretøjet er forsikret og hjemmehørende i en

anden medlemsstat i Den Europæiske Union, eller køretøjet

er ukendt, eller det ikke er muligt at identificere det forsikringsselskab,

der har ansvarsforsikret køretøjet, og

Læs alt

3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union

eller i en ikke-medlemsstat, der har tilsluttet sig ordningen med

grønne kort.

Stk. 2.

Erstatningsorganet skal endvidere kunne udbetale

erstatning for skader forvoldt af et motordrevet køretøj, der

er forsikret i Danmark, hvis

1) skadelidte er bosat i en anden medlemsstat i Den Europæiske

Union,

2) køretøjet er hjemmehørende i en anden

medlemsstat i Den Europæiske Union end den, hvor skadelidte er bosat,

og

3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union

end den, hvor skadelidte er bosat, eller i en ikke-medlemsstat, der har

tilsluttet sig ordningen med grønne kort.

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte regler om, i

hvilket omfang ikke-medlemsstater i de i stk. 1-2 og 4 samt § 115 b

nævnte tilfælde sidestilles med stater, der er medlem af Den

Europæiske Union.

Stk. 4.

Justitsministeren kan med henblik på at

gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af

16. maj 2000 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)

fastsætte nærmere regler om udbetaling af erstatning fra

erstatningsorganet og om erstatningsorganets virksomhed. Justitsministeren

kan endvidere fastsætte nærmere regler om forsikringsselskabers

og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af erstatningskrav

omfattet af det i 1. pkt. nævnte direktiv.

Informationskontor

§ 115 b.

Justitsministeren opretter eller anerkender et

informationskontor, der efter en skade forvoldt af et motordrevet

køretøj bistår med at skaffe oplysninger om det

skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold, hvis

skadelidte er bosat i Danmark, køretøjet er forsikret eller

hjemmehørende i Danmark, eller skaden er sket i Danmark. Dette

gælder dog kun, hvis

1) skadelidte er bosat i en medlemsstat i Den Europæiske

Union,

2) køretøjet er forsikret og hjemmehørende i en

medlemsstat i Den Europæiske Union, og

3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union

end den, hvor skadelidte er bosat, eller i en ikke-medlemsstat, der har

tilsluttet sig ordningen med grønne kort.

Stk. 2.

Justitsministeren kan med henblik på at

gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af

16. maj 2000 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)

fastsætte nærmere regler om informationskontorets virksomhed samt

om forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters pligt til

at give oplysninger til det i stk. 1 nævnte informationskontor og

til informationskontorer i andre medlemsstater i Den Europæiske

Union.«

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at forbedre skadelidtes

muligheder for få erstatning efter færdselsuheld i en

EU-medlemsstat mv.

Lovforslaget gennemfører dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om

indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af

Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv). Medlemslandene skal inden

den 20. juli 2002 vedtage de nødvendige regler for at

gennemføre direktivet, og disse regler skal træde i kraft inden

den 20. januar 2003. Medlemslandene skal dog inden den 20. januar 2002

oprette eller godkende et erstatningsorgan, jf. nedenfor i de almindelige

bemærkninger pkt. 2.2. Direktivet er medtaget som bilag til

lovforslaget.

Lovforslaget indeholder alene de ændringer af

færdselsloven, der er nødvendige for at gennemføre fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv i dansk ret.

Lovforslaget bygger på lovforslag nr. L 50, som blev

fremsat den 24. oktober 2001 af den daværende trafikminister. I

forbindelse med ressortomlægningen i november 2001 er

færdselslovens regler om erstatning og forsikring overført til

justitsministeren.

2. Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv

Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv har

til formål at forbedre skadelidtes muligheder for at få

erstatning efter færdselsuheld i en anden EU-medlemsstat mv.

Direktivet ligger i forlængelse af første,

andet og tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv

(72/166/EØF, 84/5/EØF og 90/232/EØF), der alle er

gennemført i dansk ret. Direktivet er endvidere et supplement til den

såkaldte grønkortordning, der er beskrevet nedenfor i de

almindelige bemærkninger pkt. 3.3.

Direktivet gælder for skadelidte bosat i en

EU-medlemsstat i tilfælde, hvor skaden er forvoldt i en anden

EU-medlemsstat end skadelidtes bopælsstat eller i en ikke-medlemsstat,

som har tilsluttet sig grønkortordningen, og af et

motorkøretøj, der er forsikret og hjemmehørende i en

EU-medlemsstat (artikel 1).

Direktivets hovedpunkter er:

- Den skadelidte skal kunne rejse sit erstatningskrav direkte mod det

forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret det skadevoldende

køretøj.

- Ethvert forsikringsselskab skal udpege

skadebehandlingsrepræsentanter i de andre medlemsstater, således

at skadelidte kan rejse sit erstatningskrav i sit hjemland over for et

udenlandsk forsikringsselskabs skadebehandlingsrepræsentant.

- Der skal i hver medlemsstat oprettes et erstatningsorgan, der kan

behandle erstatningskrav fra skadelidte omfattet af direktivet.

- Der skal i hver medlemsstat oprettes et informationskontor, der kan

bistå skadelidte med at få oplysninger om det skadevoldende

køretøj og dets forsikringsforhold.

Reglerne om skadebehandlingsrepræsentanter og om

erstatningsorganet gælder kun skader forvoldt af

køretøjer, som er forsikret og hjemmehørende i en anden

medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat (artikel 1, stk. 2).

Erstatningsorganet kan dog også behandle erstatningskrav for skader

forvoldt af ukendte eller uforsikrede køretøjer (artikel 1,

stk. 3, og artikel 7).

Direktivet berører ikke internationale privat- og

procesretlige regler om lovvalg og værneting, dvs.

spørgsmålet om, hvilket lands lov der skal anvendes ved

afgørelsen af erstatningssagen, og ved hvilket lands domstole en

retssag kan anlægges. Skadebehandlingsrepræsentantens virksomhed

i en EU-medlemsstat indebærer således ikke i sig selv, at der i

dette land kan anlægges retssag mod det pågældende

forsikringsselskab.

Direktivet er omfattet af aftalen om Det Europæiske

Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-aftalen) og finder

dermed også anvendelse for EØS-landene (Island, Liechtenstein og

Norge).

2.1. Skadebehandlingsrepræsentanter mv.

Et forsikringsselskab, der tegner ansvarsforsikringer for

motorkøretøjer, skal udpege en

skadebehandlingsrepræsentant i alle andre medlemsstater end den, hvor

selskabet har fået sin tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.

Skadebehandlingsrepræsentanten skal være bemyndiget til at

repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte samt til fuldt ud

at imødekomme skadelidtes krav. Repræsentanten skal være i

stand til at behandle sagen på sproget i den medlemsstat, hvor

skadelidte har bopæl (artikel 4, stk. 1-3 og 5, og artikel 8).

Udpegningen af en skadebehandlingsrepræsentant

afskærer ikke skadelidte fra at rejse krav direkte mod skadevolderen

eller forsikringsselskabet (artikel 4, stk. 4).

Forsikringsselskabet eller

skadebehandlingsrepræsentanten skal senest tre måneder efter, at

skadelidte har fremsat sit erstatningskrav, enten give et begrundet

erstatningstilbud (hvis ansvaret anerkendes, og tabet er opgjort) eller et

begrundet svar på skadelidtes krav (hvis ansvaret afvises, eller tabet

ikke er endeligt opgjort). Der skal endvidere betales renter af det

beløb, som forsikringsselskabet tilbyder i erstatning, eller som

senere tilkendes af en domstol, hvis tilbuddet ikke er fremsat inden for tre

måneder (artikel 4, stk. 6).

2.2. Erstatningsorgan

Hver medlemsstat skal oprette eller anerkende et

erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning til skadelidte, der er omfattet

af direktivet (artikel 6, stk. 1).

Den skadelidte kan rejse sit erstatningskrav over for

erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor han eller hun er bosat,

hvis:

- Forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten ikke

inden for tre måneder har givet et begrundet svar på skadelidtes

erstatningskrav.

- Forsikringsselskabet ikke har udpeget en

skadebehandlingsrepræsentant i skadelidtes bopæls-stat. Dette

gælder dog ikke, hvis erstatningskravet er rejst direkte over for

forsikringsselskabet, og skadelidte senest tre måneder efter kravets

fremsættelse har fået et begrundet svar fra selskabet.

- Hvis køretøjet er ukendt, eller det ikke inden for to

måneder efter uheldet har været muligt at identificere

forsikringsselskabet. Dette gælder også uheld, der er forvoldt af

et køretøj, som er hjemmehørende i en ikke-medlemsstat

(artikel 7 og artikel 1, stk. 3).

Hvis skadelidte har anlagt retssag direkte mod

forsikringsselskabet, kan kravet ikke tillige rejses over for

erstatningsorganet.

Erstatningsorganet indtræder senest to måneder

efter, at den skadelidte har fremsat sit erstatningskrav, men skal afslutte

behandlingen af sagen, hvis forsikringsselskabet eller

skadebehandlingsrepræsentanten efterfølgende giver et begrundet

svar på erstatningskravet.

Det erstatningsorgan, der har ydet erstatning, kan

kræve refusion af erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor

forsikringsselskabet har sit etablerede forretningssted. Det følger af

direktivet, at dette erstatningsorgan herefter indtræder i skadelidtes

rettigheder over for skadevolderen eller dennes forsikringsselskab, men

direktivet indeholder ikke en regel om, at det pågældende

forsikringsselskab er forpligtet til at respektere udenlandske

erstatningsorganers afgørelse om erstatningsbeløbet. Hvis der

er tale om et ukendt eller uforsikret køretøj, kan

erstatningsorganet kræve refusion af garantifonden for ukendte og

uforsikrede køretøjer i den medlemsstat, hvor uheldet er sket,

eller hvor køretøjet er hjemmehørende (artikel 6,

stk. 2, og artikel 7).

Medlemsstaternes erstatningsorganer skal indgå en

aftale om deres funktion og forpligtelser samt om fremgangsmåden ved

refusion. Reglerne om erstatningsorganet får virkning fra en dato, der

fastsættes af Kommissionen, når denne aftale er indgået.

Hvis aftalen ikke er indgået inden den 20. juli 2002, skal Kommissionen

foreslå foranstaltninger, der sikrer, at reglerne får virkning

inden den 20. januar 2003 (artikel 6, stk. 3, og artikel 10,

stk. 3).

2.3. Informationskontor

Hver medlemsstat skal oprette eller anerkende et

informationskontor, der skal bistå skadelidte med at få

oplysninger om det skadevoldende køretøj og dets

forsikringsforhold (artikel 5).

Informationskontoret skal enten selv føre et

register med oplysninger om den pågældende medlemsstats

registrerede køretøjer og deres forsikringsforhold eller

sørge for at koordinere indsamling og videregivelse af disse

oplysninger.

Forsikringsselskaberne skal give de enkelte

informationskontorer oplysning om, hvem der er udpeget som

skadebehandlingsrepræsentant i den pågældende

medlemsstat.

Inden for en periode af syv år efter uheldet skal

informationskontoret i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, hvor

køretøjet er hjemmehørende, eller hvor uheldet fandt

sted, straks kunne give skadelidte oplysninger om forsikringsselskabets navn

og adresse, nummeret på forsikringspolicen samt navn og adresse

på forsikringsselskabets skadebehandlingsrepræsentant i

skadelidtes bopælsstat. Hvis køretøjet er undtaget fra

forsikringspligt, skal informationskontoret oplyse navnet på den

myndighed mv., der dækker skader forvoldt af

køretøjet.

Hvis skadelidte har en berettiget interesse heri, skal

informationskontoret endvidere oplyse om ejerens, den sædvanlige

førers eller den registrerede indehavers navn og adresse, f.eks. hvis

der kun kan fås erstatning fra disse personer pga. manglende

forsikring, eller fordi skaden overstiger forsikringssummen.

Behandlingen af personoplysninger, f.eks. om

køretøjers ejer eller bruger, skal ske i overensstemmelse med

nationale regler, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af

sådanne oplysninger (artikel 5, stk. 5).

3. Gældende ret

3.1. Færdselslovens regler om erstatning og forsikring

Reglerne om erstatning og forsikring for motordrevne

køretøjer findes i færdselslovens kapitel 16.

Der er objektivt ansvar for skader, der forvoldes ved

færdselsuheld mv. Ansvaret for andre skader skal bedømmes efter

dansk rets almindelige erstatningsregler, det vil som udgangspunkt sige

culpareglen, hvorefter der er erstatningsansvar for skader, der er forvoldt

forsætligt eller uagtsomt.

Der er pligt til at tegne ansvarsforsikring, der

dækker erstatningsansvaret for skader forvoldt af motordrevne

køretøjer. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over

for skadelidte, dvs. at den skadelidte kan rette sit krav direkte mod

forsikringsselskabet uden først at gøre kravet gældende

mod skadevolderen.

Køretøjer, der tilhører staten eller

en (amts)kommune, er undtaget fra forsikringspligten. I givet fald

hæfter staten eller den pågældende (amts)kommune for

erstatningen i samme omfang som et forsikringsselskab.

3.2. Skader forvoldt i udlandet

En dansker, der kommer til skade ved et

færdselsuheld i udlandet, må i første omgang rette sit

erstatningskrav mod skadevolderen og/eller dennes forsikringsselskab, som

begge oftest vil befinde sig i udlandet. Tilsvarende vil en udlænding,

der kommer til skade ved et færdselsuheld her i landet, typisk skulle

rette sit krav mod et dansk forsikringsselskab.

Spørgsmålet om, hvor en eventuel retssag mod

skadevolderen og/eller forsikringsselskabet kan anlægges, reguleres i

Danmark af retsplejeloven og Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om

retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige

sager, herunder handelssager (Domskonventionen). Konventionen erstattes pr.

1. marts 2002 af Domsforordningen, som imidlertid ikke vil gælde i

Danmark som følge af artikel 2 i protokollen om Danmarks stilling, der

er knyttet til Amsterdam-traktaten. Domskonventionen vil også efter 1.

marts 2002 gælde mellem Danmark og de øvrige

EU-medlemsstater.

Hverken efter retsplejeloven eller Domskonventionen har

skadelidte en almindelig adgang til at anlægge sagen i sit hjemland.

Sagen må i stedet som udgangspunkt anlægges, hvor sagsøgte

(skadevolderen eller forsikringsselskabet) har bopæl eller hjemsted,

eller hvor skadetilføjelsen er foregået.

Spørgsmålet om, hvilket lands lov der skal

anvendes ved afgørelsen af erstatningssagen, afgøres efter

reglerne om international privatret. Efter dansk international privatret vil

sagen som udgangspunkt skulle afgøres efter loven i det land, hvor

skaden er sket.

3.3. Grønkortordningen

Det grønne kort er et internationalt

forsikringsbevis, der udfærdiges af et nationalt

forsikringsselskab.

Grønkortordningen blev oprettet ved en henstilling

i 1949 fra en arbejdsgruppe under transportkomitéen i FN s

Økonomiske Europakommission. Ordningen har været i kraft siden

1954 og har til formål at understøtte og forenkle den

mellemstatslige motorkøretøjstrafik. De deltagende lande har

gennem grønkortordningen indgået aftale om gensidig anerkendelse

af motorkøretøjsforsikringer.

På nuværende tidspunkt er samtlige EU-lande og

følgende andre lande medlemmer af grønkortordningen: Albanien,

Andorra, Bosnien-Herzegovina, Bulgarien, Cypern, Estland, F.Y.R.O.M

(Makedonien), Iran, Island, Israel, Jugoslavien, Kroatien, Letland, Malta,

Marokko, Moldavien, Norge, Polen, Rumænien, Schweiz, Slovakiet,

Slovenien, Tjekkiet, Tunesien, Tyrkiet, Ukraine og Ungarn.

Udgangspunktet for grønkortordningen er, at et

køretøj fra et land, der er tilsluttet ordningen, skal kunne

færdes i trafikken i et andet land, uden at der skal tegnes en

særskilt forsikring, der dækker skader i dette land.

Grønkortordningen omfatter skader, der forvoldes af

et køretøj, der er hjemmehørende i et andet land end

uheldslandet, uanset om skaden er sket i skadelidtes bopælsland eller i

et andet land omfattet af ordningen. Erstatningen til skadelidte betales af

grønkortbureauet i uheldslandet, og dette vil i almindelighed ske

på grundlag af dette lands erstatningsregler. Det betalende

grønkortbureau kan herefter gøre regres mod

grønkortbureauet i køretøjets hjemland eller direkte mod

køretøjets ansvarsforsikringsselskab.

Hvis f.eks. en dansk bil bliver impliceret i et uheld i

Polen, hvor en tysker bliver kvæstet, vil erstatningen til tyskeren

blive udbetalt af det polske grønkortbureau efter (normalt) polsk lov.

Det polske grønkortbureau vil herefter kunne kræve det udbetalte

erstatningsbeløb refunderet af det danske grønkortbureau, der

igen vil kræve pengene fra det forsikringsselskab, som har

ansvarsforsikret køretøjet.

I Danmark er Dansk Forening for International

Motorkøretøjsforsikring (DFIM) udpeget som

grønkortbureau.

4. Lovforslaget

Med henblik på at gennemføre dele af fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv i dansk ret foreslås

indsat to nye regler i færdselsloven (§§ 115 a-b), hvorefter

justitsministeren opretter eller anerkender et erstatningsorgan og et

informationskontor i Danmark. Det er hensigten at udpege Dansk Forening for

International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) både som

erstatningsorgan og som informationskontor.

Efter direktivet skal ethvert forsikringsselskab, der

ansvarsforsikrer motorkøretøjer, udpege

skadebehandlingsrepræsentanter i de øvrige EU-medlemsstater.

Reglerne om udpegning af skadebehandlingsrepræsentanter for danske

forsikringsselskaber og for udenlandske forsikringsselskaber med koncession

til at drive forsikringsvirksomhed her i landet vil blive fastsat i lov om

forsikringsvirksomhed som en del af de koncessionskrav, der skal opfyldes for

at drive forsikringsvirksomhed i Danmark. Økonomi- og

erhvervsministeren vil snarest fremsætte lovforslag herom med henblik

på at gennemføre direktivets artikel 8, jf. artikel 4,

stk. 1, i dansk ret. De nærmere regler om udpegning af

skadebehandlingsrepræsentanter vil blive fastsat i

bekendtgørelsen om koncession til skadesforsikringsvirksomhed.

Udpegningen af skadebehandlingsrepræsentanter og

oprettelsen af et erstatningsorgan i samtlige EU-medlemsstater vil

gøre det lettere for skadelidte at rejse sit erstatningskrav efter et

færdselsuheld i en anden EU-medlemsstat.

Den skadelidte er f.eks. ikke henvist til at rejse sit

krav over for et udenlandsk forsikringsselskab med deraf følgende

sprogproblemer mv., men kan rejse sit krav over for forsikringsselskabets

skadebehandlingsrepræsentant i sit hjemland.

Hvis forsikringsselskabet eller

skadebehandlingsrepræsentanten ikke inden tre måneder giver et

begrundet svar på skadelidtes erstatningskrav, kan kravet rettes mod

erstatningsorganet i skadelidtes hjemland. Det samme gælder, hvis der

er tale om et ukendt eller uforsikret motorkøretøj, hvor kravet

i dag må rettes mod en udenlandsk garantifond for ukendte og

uforsikrede køretøjer.

Oprettelsen af et informationskontor i samtlige

EU-medlemsstater vil bidrage til, at det bliver lettere for skadelidte at

få oplysninger om det skadevoldende køretøjs

forsikringsforhold efter uheld i udlandet. Skadelidte kan således

kontakte informationskontoret i sit hjemland, der herefter bistår med

at fremskaffe de nødvendige oplysninger.

Hvis f.eks. en dansker i en anden EU-medlemsstat bliver

skadet af en tysk bil, kan skadelidte rette sit krav mod det tyske

forsikringsselskabs skadebehandlingsrepræsentant i Danmark. Hvis

skadelidte ikke inden tre måneder får et begrundet svar på

sit erstatningskrav, kan kravet rettes mod det danske erstatningsorgan. Det

danske erstatningsorgan kan kræve det udbetalte erstatningsbeløb

refunderet af det tyske erstatningsorgan, der igen kan kræve

beløbet betalt af det tyske forsikringsselskab.

Direktivet og lovforslaget omfatter derimod ikke

tilfælde, hvor en dansker i en anden EU-medlemsstat bliver skadet af en

bil, der enten er forsikret eller hjemmehørende i Danmark. Hvis bilen

er forsikret i Danmark, kan skadelidte rette sit krav mod det danske

forsikringsselskab. Hvis bilen er hjemmehørende her i landet, men er

forsikret i en anden EU-medlemsstat, må kravet rettes mod det

udenlandske forsikringsselskab. Efter Justitsministeriets opfattelse

bør disse skader ikke være omfattet af erstatningsorganets

virksomhed, idet skaderne ikke er omfattet af direktivet og dermed formentlig

heller ikke vil blive omfattet af erstatningsorganernes indbyrdes aftale om

refusion af udbetalte erstatningsbeløb.

Lovforslaget indebærer, at justitsministeren med

henblik på at gennemføre direktivet i dansk ret kan

fastsætte nærmere regler om erstatningsorganets behandling af

erstatningskrav samt om erstatningsorganets og informationskontorets

virksomhed mv. Der kan endvidere fastsættes nærmere regler om

forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af

erstatningskrav omfattet af direktivet.

Med henblik på at opfylde direktivet er det bl.a.

hensigten at fastsætte regler om, at skadelidte i de tilfælde,

der omfattes af direktivet, skal have et begrundet svar fra

forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten senest tre

måneder efter erstatningskravets fremsættelse.

Justitsministeriet har overvejet, om der herudover

bør indføres generelle regler om begrundelse, tidsfrister mv.

for forsikringsselskabers behandling af erstatningskrav, dvs. også for

krav, der ikke er omfattet af fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv (f.eks. danske skadelidtes

krav som følge af færdselsuheld her i landet).

Udvalget om revision af forsikringsaftaleloven er for

tiden ved at gennemgå forsikringsaftaleloven med henblik på en

generel revision, og udvalget forventes at afgive betænkning omkring

sommeren 2002. Efter Justitsministeriets opfattelse bør eventuelle

overvejelser om at indføre generelle regler om forsikringsselskabers

sagsbehandling mv. afvente dette arbejde. Hertil kommer, at der i

Europa-Kommissionen for tiden arbejdes med et udkast til forslag til femte

motorkøretøjsforsikringsdirektiv, der bl.a. forventes at

indebære, at flere regler i fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv vil komme til at gælde

generelt for skader forvoldt af motorkøretøjer. Lovforslaget

indeholder på denne baggrund ikke generelle regler om

forsikringsselskabers sagsbehandling mv.

Lovforslaget indebærer ingen ændringer af

internationale privat- og procesretlige regler om, hvilket lands lov der skal

anvendes ved afgørelsen af erstatningssagen, og om hvor en eventuel

retssag kan anlægges. Selv om en dansk skadelidt efter en skade i en

anden EU-medlemsstat, kan henvende sig til et udenlandsk forsikringsselskabs

skadebehandlingsrepræsentant her i landet og i visse tilfælde til

det danske erstatningsorgan, vil erstatningssagen således normalt ikke

blive afgjort efter dansk ret. Ligesom i dag må erstatningssagen i de

fleste tilfælde forventes afgjort efter loven i det land, hvor skaden

er sket.

Efter direktivet skal skadelidte kunne rette sit

erstatningskrav direkte mod det forsikringsselskab, der har ansvarsforsikret

det skadevoldende køretøj (artikel 3). Dette er allerede

gældende dansk ret, idet forsikringsselskabet efter

færdselslovens § 108, stk. 1, hæfter umiddelbart over

for skadelidte, jf. ovenfor i de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.

Efter direktivet skal det sikres, at det beløb, som

forsikringsselskabet tilbyder i erstatning, eller som tilkendes af en

domstol, forrentes, hvis tilbuddet ikke er fremsat inden for fristen på

tre måneder (artikel 4, stk. 6). Direktivet indeholder ikke

bestemmelser, der nærmere regulerer forpligtelsen til at betale renter,

og det fremgår af præamblen (betragtning 19), at

gennemførelsen af direktivets renteregel kan ske ved henvisning til

allerede gældende nationale regler om renter ved forsinket

betaling.

Efter Justitsministeriets opfattelse

nødvendiggør direktivet ikke, at der fastsættes

særlige regler om betaling af renter, idet dansk ret allerede i dag

indeholder regler om forrentning af skadelidtes erstatningskrav.

Efter forsikringsaftalelovens § 24 og

erstatningsansvarslovens § 16 (som ændret med virkning pr. 1. juli

2002) forrentes kravet fra 14 dage, henholdsvis 1 måned efter det

tidspunkt, hvor forsikringsselskabet/skadevolderen har været i stand

til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere

erstatningskravet.

Efter rentelovens § 3, stk. 2, kan der for krav,

hvor forfaldsdagen ikke er fastsat i forvejen, kræves renter for

forsinket betaling fra en måned efter, at fordringshaveren har fremsat

anmodning om betaling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1 og

bemærkningerne hertil.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske

eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske

eller administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning. Det

bemærkes i den forbindelse, at justitsministeren efter lovforslaget kan

fastsætte regler om forsikringsselskabers betaling for driften mv. af

erstatningsorganet og informationskontoret.

Lovforslaget har ingen miljømæssige

konsekvenser.

Den foreslåede ordning med udpegning af

skadebehandlingsrepræsentanter og oprettelse af et erstatningsorgan i

samtlige EU-medlemsstater har til formål at gøre det lettere for

skadelidte at gennemføre erstatningskrav efter et færdselsuheld

i udlandet. Lovforslaget har således positive administrative

konsekvenser for borgerne.

Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv

73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv), jf. EF-Tidende 2000 L 181,

side 65 ff.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske og administrative konsekvenser for stat,

kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Bedre mulighed for at gennemføre krav om erstatning

efter færdselsuheld i udlandet

Ingen

Forholdet til EU-retten

Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes

tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv

73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv)

6. Høring

Et udkast til lovforslag om gennemførelse af fjerde

motorkøretøjsforsikringsdirektiv har af Trafikministeriet

været sendt i høring hos følgende organisationer mv.:

Amtsrådsforeningen, Arbejdsgiverforeningen for

Handel, Transport og Service, Arbejdsgiverforeningen for Transport og

Logistik, Bestillingskontorernes Sammenslutning, Danmarks Automobilforhandler

Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Busvognmænd, Dansk

Forening for International Motorkøretøjsforsikring, Dansk

Industri, Danske Kørelæreres Landsforbund, Dansk

Kørelærer-Union, Dansk Køreskole Forening, Danske

Sælgere, Dansk Taxa Forbund, Dansk Transport og Logistik, De

Samvirkende Invalideorganisationer, De Danske Bilimportører,

Erhvervenes Transportudvalg, Forbrugerrådet, Forende Danske Motorejere,

Forsikring og Pension, Frederiksberg Kommune, Kommunernes Gensidige

Forsikringsselskab, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,

NOAH-Trafik, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Politidirektøren i

København, Politimesterforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Storkøbenhavns Taxinævn samt Turistvognmændenes

Arbejdsgiverforening

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 107, stk. 2)

Ligesom der i dag kan fastsættes regler om

forsikringsselskabers betaling til Dansk Forening for International

Motorkøretøjsforsikring (DFIM), indebærer den

foreslåede bestemmelse, at justitsministeren kan fastsætte regler

om, at forsikringsselskaber, der her i landet ansvarsforsikrer motordrevne

køretøjer, skal betale for driften af erstatningsorganet og

informationskontoret.

Efter grønkortordningen opkræver det

grønkortbureau, der har behandlet et erstatningskrav, et

ekspeditionsgebyr på som udgangspunkt 15 pct. af

erstatningsbeløbet hos det forsikringsselskab, der har

ansvarsforsikret det skadevoldende køretøj, eller hos den

pågældende garantifond for så vidt angår uforsikrede

køretøjer. En tilsvarende ordning forventes indarbejdet i

erstatningsorganernes indbyrdes aftale om deres funktion mv.

Efter den foreslåede bestemmelse kan

justitsministeren således bl.a. fastsætte regler om, i hvilket

omfang forsikringsselskaber og garantifonden her i landet skal betale for

erstatningsorganets behandling af erstatningskrav. For så vidt

angår garantifonden, gælder dette ligeledes for behandlingen hos

erstatningsorganer i de andre EU-medlemsstater i de tilfælde, hvor

erstatningsorganet kan kræve det udbetalte erstatningsbeløb

refunderet af en garantifond (skader forvoldt af ukendte eller uforsikrede

køretøjer), jf. ovenfor i de almindelige bemærkninger

pkt. 2.2.

Ved »garantifonden« forstås den garantifond for

ukendte og uforsikrede køretøjer, der er oprettet eller

godkendt i medfør af andet

motorkøretøjsforsikringsdirektiv (direktiv 84/5/EØF).

Som dansk garantifond er udpeget DFIM.

Til nr. 2 (§§ 115 a og 115 b)

Til § 115 a

Det foreslås, at justitsministeren opretter eller

anerkender et erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning i de

tilfælde, som er omfattet af direktivet, jf. stk. 1-2.

Erstatningsorganet kan således behandle erstatningskrav fra skadelidte

bosat i Danmark, hvis skaden (dvs. uheldet) er sket i en anden EU-medlemsstat

eller i en ikke-medlemsstat, der har tilsluttet sig grønkortordningen,

og er forvoldt af et køretøj, der er forsikret og

hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat end Danmark, eller af et

ukendt eller uforsikret køretøj. Erstatningsorganet skal

endvidere kunne refundere erstatningsbeløb, som er udbetalt af et

erstatningsorgan i en anden EU-medlemsstat som følge af en skade

forvoldt af et køretøj, der er forsikret her i landet.

Det er hensigten at udpege Dansk Forening for

International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) som dansk

erstatningsorgan.

Udtrykket »bosat« stammer fra direktivet og må

antages at skulle forstås i overensstemmelse med det sædvanlige

EU-retlige bopælsbegreb, dvs. som det sted, hvor skadelidte har sin

sædvanlige bopæl, og hvor han eller hun har oprettet det varige

midtpunkt for sine interesser.

Køretøjet er »forsikret i Danmark«, hvis det

er forsikret gennem et forsikringsselskabs etablerede forretningssted i

Danmark, dvs. et selskabs vedtægtsmæssige hjemsted, agentur eller

filial, jf. andet skadesforsikringsdirektiv (direktiv 88/357/EØF) og

§ 4 i lov om forsikringsvirksomhed.

Køretøjet er efter direktivet

»hjemmehørende« i det land, hvis nummerplade eller lignende det er

forsynet med, eller for køretøjer, der ikke kræves

registreret mv. i det land, hvor køretøjets bruger har

bopæl, jf. første motorkøretøjsforsikringsdirektiv

(direktiv 72/166/EØF).

Grønkortordningen er nærmere beskrevet

ovenfor i de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.

Det forventes, at direktivet i kraft af en særlig

aftale vil komme til at gælde for Schweiz. Det foreslås på

denne baggrund, at justitsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket

omfang ikke-medlemsstater kan sidestilles med EU-medlemsstater, jf.

stk. 3.

Efter stk. 4 kan justitsministeren

fastsætte nærmere regler om udbetaling af erstatning fra

erstatningsorganet og om dets virksomhed i øvrigt. Der vil bl.a. blive

fastsat nærmere regler om, hvilke erstatningskrav erstatningsorganet i

overensstemmelse med direktivet skal behandle, og regler om

erstatningsorganets sagsbehandling, herunder om underretning af

forsikringsselskabet, skadevolderen mfl. om modtagelsen af et

erstatningskrav.

Justitsministeren kan endvidere fastsætte

nærmere regler om forsikringsselskabers og

skadebehandlingsrepræsentanters behandling af erstatningskrav for

skader, der er omfattet af direktivet. Med henblik på at opfylde

direktivet er det bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at

forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten inden tre

måneder efter kravets fremsættelse skal give skadelidte et

begrundet svar på erstatningskravet.

Disse regler vil i første række gælde

for behandling af erstatningskrav, der foretages her i landet, dvs. af danske

forsikringsselskaber og af udenlandske forsikringsselskabers

skadebehandlingsrepræsentanter. Der vil imidlertid også kunne

fastsættes regler vedrørende de

skadebehandlingsrepræsentanter, der er udpeget i de øvrige

EU-medlemsstater af danske forsikringsselskaber mv., således at de

danske forsikringsselskaber i givet fald skal påse, at deres

skadebehandlingsrepræsentanter overholder disse regler.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at

gennemføre direktivets artikel 4, stk. 4 og 6, og artikel 6-7 i

dansk ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 2.1.-2.2. og pkt. 4.

Til § 115 b

Det foreslås, at justitsministeren opretter eller

anerkender et informationskontor, der bistår med at skaffe oplysninger

om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold i de

tilfælde, som er omfattet af direktivet, jf. stk. 1.

Informationskontoret vil således dels behandle henvendelser fra

skadelidte, dels henvendelser fra informationskontorer i de andre

EU-medlemsstater.

Det er hensigten at udpege Dansk Forening for

International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) som dansk

informationskontor.

De oplysninger, som informationskontoret efter direktivet

skal registrere eller indsamle, findes i Danmark dels i Centralregistret for

Motorkøretøjer, dels hos de enkelte forsikringsselskaber. Der

er tale om oplysninger om registreringsnumre på

køretøjer, der er hjemmehørende i Danmark, om

forsikringsselskaber, der ansvarsforsikrer motordrevne

køretøjer, om udenlandske forsikringsselskabers

skadebehandlingsrepræsentanter i Danmark, om numre på

forsikringspolicer, grønne kort mv., om køretøjer, der

er undtaget fra forsikringspligt, samt om køretøjers ejere

eller brugere.

Efter stk. 2 kan justitsministeren

fastsætte nærmere regler om informationskontorets virksomhed mv.

Det er bl.a. hensigten at fastsætte regler om, hvilke oplysninger

informationskontoret skal indsamle og videregive til skadelidte, herunder i

hvilke tilfælde skadelidte kan få oplysninger om

køretøjers ejer eller bruger, samt om forsikringsselskabers og

skadebehandlingsrepræsentanters pligt til at videregive oplysninger til

informationskontoret. Der vil i den forbindelse blive fastsat regler om, at

danske forsikringsselskaber mv. skal oplyse informationskontorerne i de andre

EU-medlemsstater om, hvem der er udpeget som

skadebehandlingsrepræsentant i den pågældende

medlemsstat.

Behandlingen, herunder videregivelsen af

personoplysninger, f.eks. om køretøjers ejer eller bruger, skal

efter direktivet ske i overensstemmelse med nationale regler, der

gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af

24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger, dvs. i Danmark persondataloven.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at

gennemføre direktivets artikel 5 i dansk ret.

Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 2.3. og pkt. 4.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen

efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Justitsministeren kan efter lovens ikrafttræden

oprette eller anerkende et erstatningsorgan og et informationskontor, hvis

virksomhed skal reguleres nærmere i en bekendtgørelse.

Erstatningsorganets og informationskontorets virksomhed vil alene omfatte

skader, der indtræder efter denne bekendtgørelses

ikrafttræden. Tilsvarende vil de regler, der i medfør af den

foreslåede § 115 a, stk. 4, fastsættes for

forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af

erstatningskrav, alene omfatte skader, der indtræder efter disse

reglers ikrafttræden.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august

2001, foretages følgende ændringer:

§ 107

. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om

forsikringspligtens gennemførelse, herunder om forsikringsselskabers

pligt til at deltage i en gensidig hæftelsesordning i tilfælde

af, at et ansvarsforsikringsselskab ikke opfylder sine forfaldne

erstaningsforpligtelser i henhold til de tegnede lovpligtige

ansvarsforsikringer.

1.

I § 107 indsættes som nyt stk. 2:

Stk. 2

. - - -

Stk. 3

. - - -

»Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om

forsikringsselskabers og garantifondens betaling til det i §§ 115 a-b

omhandlede erstatningsorgan og informationskontor samt om garantifondens

betaling til erstatningsorganer i andre medlemsstater i Den Europæiske

Union. § 115 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

2.

Efter § 115 indsættes:

»Erstatningsorgan mv.

§ 115 a.

Justitsministeren opretter eller anerkender et

erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning for skader forvoldt af et

motordrevet køretøj, hvis

1) skadelidte er bosat i Danmark,

2) køretøjet er forsikret og hjemmehørende i en

anden medlemsstat i Den Europæiske Union, eller køretøjet

er ukendt, eller det ikke er muligt at identificere det forsikringsselskab,

der har ansvarsforsikret køretøjet, og

3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union

eller i en ikke-medlemsstat, der har tilsluttet sig ordningen med

grønne kort.

Stk. 2.

Erstatningsorganet skal endvidere kunne udbetale

erstatning for skader forvoldt af et motordrevet køretøj, der

er forsikret i Danmark, hvis

1) skadelidte er bosat i en anden medlemsstat i Den Europæiske

Union,

2) køretøjet er hjemmehørende i en anden

medlemsstat i Den Europæiske Union end den, hvor skadelidte er bosat,

og

3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union

end den, hvor skadelidte er bosat, eller i en ikke-medlemsstat, der har

tilsluttet sig ordningen med grønne kort.

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte regler om, i

hvilket omfang ikke-medlemsstater i de i stk. 1-2 og 4 samt § 115 b

nævnte tilfælde sidestilles med stater, der er medlem af Den

Europæiske Union.

Stk. 4.

Justitsministeren kan med henblik på at

gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af

16. maj 2000 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)

fastsætte nærmere regler om udbetaling af erstatning fra

erstatningsorganet og om erstatningsorganets virksomhed. Justitsministeren

kan endvidere fastsætte nærmere regler om forsikringsselskabers

og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af erstatningskrav

omfattet af det i 1. pkt. nævnte direktiv.

Informationskontor

§ 115 b.

Justitsministeren opretter eller anerkender et

informationskontor, der efter en skade forvoldt af et motordrevet

køretøj bistår med at skaffe oplysninger om det

skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold, hvis

skadelidte er bosat i Danmark, køretøjet er forsikret eller

hjemmehørende i Danmark, eller skaden er sket i Danmark. Dette

gælder dog kun, hvis

1) skadelidte er bosat i en medlemsstat i Den Europæiske

Union,

2) køretøjet er forsikret og hjemmehørende i en

medlemsstat i Den Europæiske Union, og

3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union

end den, hvor skadelidte er bosat, eller i en ikke-medlemsstat, der har

tilsluttet sig ordningen med grønne kort.

Stk. 2.

Justitsministeren kan med henblik på at

gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af

16. maj 2000 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)

fastsætte nærmere regler om informationskontorets virksomhed samt

om forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters pligt til

at give oplysninger til det i stk. 1 nævnte informationskontor og

til informationskontorer i andre medlemsstater i Den Europæiske

Union.«

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bilag 2

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF

af 16. maj 2000

om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af

Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF

(Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(2),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale

Udvalg(3),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251(4),

på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 7. april 2000,

og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Der er i øjeblikket forskelle mellem medlemsstaternes love,

regler og administrative bestemmelser om ansvarsforsikring for

motorkøretøjer, og disse forskelle hæmmer den frie

bevægelighed for personer og forsikringstjenester.

(2) Disse bestemmelser bør derfor tilnærmes hinanden for at

forbedre det indre markeds funktion.

(3) Ved direktiv 72/166/EØF(5) vedtog Rådet

bestemmelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med

forsikringspligtens overholdelse.

(4) Ved direktiv 88/357/EØF(6) vedtog Rådet

bestemmelser om samordning af love og administrative bestemmelser

vedrørende direkte forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring,

og bestemmelser for faktisk at lette den frie udveksling af

tjenesteydelser.

(5) Gennem ordningen med bureauer for det grønne forsikringskort

sikres der en problemløs afvikling af en skadessag efter et uheld i

skadelidtes eget land, selv når modparten kommer fra et andet

europæisk land.

(6) Ordningen med bureauer for det grønne forsikringskort kan ikke

løse alle vanskeligheder for en skadelidt, som må gøre

sine krav gældende i en anden medlemsstat over for en dér

bosiddende modpart og et forsikringsselskab, der har fået sin

administrative godkendelse dér (et fremmed retssystem, et fremmed

sprog, en uvant afviklingsprocedure og en ofte uacceptabelt lang

afviklingstid).

(7) Ved beslutning af 26. oktober 1995 om afvikling af skadessager efter

færdselsuheld uden for skadelidtes hjemland(7) tog

Europa-Parlamentet et initiativ i medfør af traktatens artikel 192,

stk. 2, og opfordrede Kommissionen til at afhjælpe disse problemer ved

at fremsætte forslag til et direktiv, som skal vedtages af

Europa-Parlamentet og Rådet.

(8) Der er et reelt behov for at udbygge de ordninger, der blev

indført ved direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF(8)

og 90/232/EØF(9), for at sikre en ensartet behandling af

personer, der har lidt tab eller skade ved uheld forvoldt af

motorkøretøjer, uanset hvor i Fællesskabet uheldet sker.

Der er mangler i forbindelse med afviklingen af skadelidtes erstatningskrav

efter uheld omfattet af dette direktiv, i en anden stat end den, hvor

skadelidte er bosat.

(9) Anvendelsen af dette direktiv på uheld i tredjelande, som er

dækket af ordningen med grønne kort med hensyn til uheld, der

berører skadelidte bosat i Fællesskabet, og som involverer

køretøjer, der er forsikret og hjemmehørende i en

medlemsstat, medfører ikke en udvidelse af den tvungne geografiske

dækning for en motorkøretøjsforsikring som fastsat i

artikel 3, stk. 2, i direktiv 72/166/EØF.

(10) Dette indebærer, at skadelidte får mulighed for at rejse

krav direkte mod det selskab, hvor skadevolder er forsikret.

(11) En tilfredsstillende løsning på disse problemer kunne

være, at skadelidte, der har lidt tab eller skade som følge af

uheld omfattet af dette direktiv og forvoldt af motorkøretøjer

i en anden stat end den, hvor skadelidte er bosat, kan fremsætte sit

skadeserstatningskrav i sin egen medlemsstat over for en

skadebehandlingsrepræsentant, som skadevolders forsikringsselskab har

udpeget dér.

(12) Denne løsning ville indebære, at skade, der er lidt uden

for skadelidtes hjemland, kan behandles på en måde, som

skadelidte er fortrolig med.

(13) En sådan ordning med en skadebehandlingsrepræsentant i

skadelidtes hjemland ville ikke berøre spørgsmålet om,

hvilken materiel ret der konkret skal anvendes eller om den retslige

kompetence.

(14) I forbindelse med indførelse af en ordning med en

skadebehandlingsrepræsentant er det et logisk supplement at give

skadelidte mulighed for at rejse krav direkte mod det pågældende

selskab, hvilket endvidere vil forbedre retsstillingen for personer, der har

lidt tab eller skade som følge af uheld forvoldt af

motorkøretøjer uden for den medlemsstat, hvor de

pågældende er bosat.

(15) For at afhjælpe de pågældende mangler bør

den medlemsstat, hvor forsikringsselskabet har fået sin tilladelse til

at drive forsikringsvirksomhed, pålægge selskabet at udpege

skadebehandlingsrepræsentanter, der er bosat eller etableret i de andre

medlemsstater. En sådan repræsentant skal indsamle alle de

nødvendige oplysninger i forbindelse med erstatningskrav som

følge af uheld forvoldt af motorkøretøjer og, på

forsikringsselskabets vegne og for dettes regning, på passende

måde behandle kravene, herunder udbetale erstatning for forvoldt skade.

Skadebehandlingsrepræsentanten skal være bemyndiget til at

repræsentere selskabet over for personer, der har lidt skade som

følge af sådanne uheld, og til at repræsentere selskabet

over for nationale myndigheder, herunder, om nødvendigt,

repræsentere det ved domstolene, i det omfang dette er foreneligt med

den internationale privatrets regler om retternes kompetence.

(16) Skadebehandlingsrepræsentantens virksomhed udgør ikke et

tilstrækkeligt grundlag for at fastslå domstolskompetence i den

medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, medmindre der er hjemmel herfor i den

internationale privatrets regler om retternes kompetence.

(17) Det bør være en af betingelserne for at få adgang

til og for fortsat at udøve forsikringsvirksomhed i klasse 10 under

punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF(10), bortset fra

fragtførerens ansvar, at der udpeges repræsentanter, der er

bemyndiget til at behandle skadessager. Denne betingelse bør derfor

opfyldes ved den administrative tilladelse, der er udstedt af myndighederne i

den medlemsstat, hvor forsikringsselskabet har sit hjemsted, som defineret i

afsnit II i direktiv 92/49/EØF(11). Denne betingelse

bør ligeledes gælde selskaber, hvis hjemsted ligger uden for

Fællesskabet, men som har fået tilladelse til at drive

forsikringsvirksomhed i en af Fællesskabets medlemsstater. På

dette punkt bør direktiv 73/239/EØF derfor ændres og

suppleres.

(18) Ud over at det bør sikres, at forsikringsselskabet har en

repræsentant i skadelidtes hjemland, bør skadelidte have

sikkerhed for, at sagen behandles hurtigst muligt. De nationale lovgivninger

bør derfor indeholde passende effektive og systematiske

økonomiske eller tilsvarende administrative sanktioner - som f.eks. et

påbud kombineret med administrative bøder, regelmæssig

rapportering til tilsynsorganer, kontrol på stedet,

offentliggørelse i den nationale lovtidende og i pressen, suspension

af et selskabs aktiviteter (forbud mod at indgå nye aftaler i et vist

tidsrum), udpegelse af en særlig repræsentant for

tilsynsmyndighederne, der skal kontrollere, at forretningerne føres i

overensstemmelse med forsikringslovgivningen, inddragelse af en virksomheds

tilladelse, sanktioner over for ledelsen - mod det ansvarlige

forsikringsselskab, hvis selskabets repræsentant ikke efterkommer sin

pligt til at fremsætte et erstatningstilbud inden for en rimelig frist.

Dette er ikke til hinder for, at der anvendes enhver anden foranstaltning,

især i henhold til tilsynslovgivningen, der måtte anses for

hensigtsmæssig. For at forsikringsselskabet kan fremsætte et

begrundet tilbud inden for den fastsatte frist, kræves det dog, at der

ikke er uenighed om ansvaret og de lidte tab og skader. Det begrundede

erstatningstilbud bør være skriftligt og indeholde grundlaget

for vurderingen af ansvaret og skaden.

(19) Disse sanktioner bør suppleres med en bestemmelse om, at der

skal betales renter af det beløb, som forsikringsselskabet tilbyder i

erstatning, eller som en domstol tilkender skadelidte, såfremt

tilbuddet ikke er blevet fremsat inden for den fastsatte frist. Hvis

medlemsstaterne allerede har nationale bestemmelser om renter ved forsinket

betaling, kan gennemførelsen af en sådan bestemmelse ske ved

henvisning hertil.

(20) Personer, der lider tab eller skade som følge af uheld

forvoldt af motorkøretøjer, har undertiden vanskeligt ved at

få oplyst navnet på det forsikringsselskab, som har

ansvarsforsikret det motorkøretøj, der er impliceret i et

uheld.

(21) Medlemsstaterne bør i disse personers interesse oprette

informationskontorer for at sikre, at sådanne oplysninger kan

tilvejebringes hurtigt. Informationskontorerne skal desuden stille

oplysninger til rådighed for skadelidte om

skadebehandlingsrepræsentanter. Det er påkrævet, at

informationskontorerne samarbejder med hinanden og reagerer hurtigt på

anmodninger om oplysninger fra informationskontorer i andre medlemsstater.

Det er hensigtsmæssigt at indsamle oplysninger om, hvornår

forsikringsdækningen faktisk er ophørt, men ikke om

udløbet af policens oprindelige gyldighedsperiode, hvis aftalen er

forlænget stiltiende.

(22) Der bør fastsættes særlige bestemmelser

vedrørende køretøjer (f.eks. offentlige eller

militære køretøjer), som er undtaget fra pligten til at

tegne ansvarsforsikring.

(23) Skadelidte kan have en berettiget interesse i at blive underrettet

om, hvem der er ejeren eller den sædvanlige fører eller den

registrerede indehaver af køretøjet, f.eks. hvis der kun kan

fås erstatning fra disse personer, fordi køretøjet ikke

er behørigt forsikret, eller skaden overstiger forsikringssummen.

Disse oplysninger bør følgelig også stilles til

rådighed.

(24) Bestemte oplysninger som f.eks. navn og adresse på ejeren eller

den sædvanlige fører og forsikringspolicens nummer eller

køretøjets registreringsnummer er personoplysninger i henhold

til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995

om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger(12). Den behandling af personoplysninger, som

nærværende direktiv indebærer, bør derfor være

i overensstemmelse med de nationale foranstaltninger, der er truffet i

medfør af direktiv 95/46/EF. Navn og adresse på den

sædvanlige fører bør kun meddeles, hvis dette har hjemmet

i den nationale lovgivning.

(25) Der bør oprettes et erstatningsorgan, som skadelidte kan rette

henvendelse til, hvis forsikringsselskabet ikke har udpeget en

repræsentant eller forhaler sagen betydeligt, eller hvis

forsikringsselskabet ikke kan identificeres, og som skal sikre, at skadelidte

får erstatning. Erstatningsorganet bør kun træde ind i

sjældne konkrete tilfælde, hvor forsikringsselskabet ikke

efterkommer sine forpligtelser til trods for truslerne om sanktioner.

(26) Erstatningsorganet skal kun afgøre

erstatningsspørgsmålet med hensyn til tab eller skade, som

skadelidte har lidt, hvis sagen kan bedømmes objektivt, og organet

skal derfor begrænse sine aktiviteter til - uden at behandle sagen - at

kontrollere, at der er fremsat et erstatningstilbud i overensstemmelse med de

fastsatte tidsfrister og procedurer.

(27) Juridiske personer, der i henhold til lov indtræder i

skadelidtes erstatningskrav over for skadevolderen eller dennes

forsikringsselskab (f.eks. andre forsikringsselskaber eller organer inden for

den sociale sikring) bør ikke have ret til at fremsætte det

pågældende erstatningskrav over for erstatningsorganet.

(28) Erstatningsorganet bør have ret til subrogation i den

udstrækning, det har ydet erstatning til skadelidte. For at gøre

det lettere at gennemtvinge erstatningsorganets krav mod

forsikringsselskabet, hvis dette har undladt at udpege en repræsentant

eller forhaler sagen betydeligt, bør organet i skadelidtes hjemland

automatisk have ret til refusion med ret til at lade erstatningsorganet i det

land, hvor forsikringsselskabet har sit etablerede forretningssted,

indtræde i skadelidtes rettigheder. Dette organ vil bedre kunne indlede

regressøgsmål mod forsikringsselskabet.

(29) Selv om medlemsstaterne kan tillægge forelæggelsen af et

erstatningskrav for erstatningsorganet subsidiær karakter, bør

skadelidte ikke være forpligtet til at forelægge sit

erstatningskrav for skadevolderen, inden han forelægger det for

erstatningsorganet. Skadelidtes stilling bør i dette tilfælde

mindst være den samme, som når der forelægges et krav for

en garantifond efter artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF.

(30) Denne ordning vil kunne gennemføres ved indgåelse af en

aftale mellem de erstatningsorganer, medlemsstaterne har oprettet eller

anerkendt, hvori der fastsættes bestemmelser om disse organers funktion

og forpligtelser samt om fremgangsmåden ved refusion.

(31) Hvis forsikringsselskabet for et køretøj ikke kan

identificeres, bør det sikres, at den endelige debitor for det

beløb, skadelidte får udbetalt i erstatning, er garantifonden -

som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF - i den

medlemsstat, hvor det uforsikrede køretøj, der har forvoldt

uheldet, er hjemmehørende. Hvis køretøjet er ukendt,

skal det sikres, at den endelige debitor er garantifonden - som omhandlet i

artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF - i den medlemsstat, hvor

uheldet er sket -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv har som mål at fastsætte særlige

bestemmelser for skadelidte, der er berettiget til erstatning for tab eller

skade som følge af uheld i en anden medlemsstat end den, hvor

skadelidte er bosat, forvoldt af køretøjer, der er forsikret og

hjemmehørende i en medlemsstat.

Med forbehold af tredjelandes lovgivning om civilretligt ansvar og

international privatret finder dette direktiv også anvendelse på

skadelidte, der er bosat i en medlemsstat og er berettiget til erstatning for

tab eller skade som følge af uheld i tredjelande, hvis nationale

forsikringsbureau som defineret i artikel 1, stk. 3, i direktiv

72/166/EØF har tilsluttet sig ordningen med grønne kort,

når sådanne uheld forvoldes af køretøjer, der er

forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat.

2. Artikel 4 og 6 finder kun anvendelse i tilfælde af uheld, der er

forvoldt af et køretøj:

a) som er forsikret gennem et etableret forretningssted i en anden

medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, og

b) som er hjemmehørende i en anden medlemsstat end den, hvor

skadelidte er bosat.

3. Artikel 7 finder ligeledes anvendelse på uheld, der er forvoldt

af køretøjer, der er hjemmehørende i et tredjeland og

omfattet af artikel 6 og 7 i direktiv 72/166/EØF.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

a) »forsikringsselskab«: et selskab, som har opnået administrativ

tilladelse i overensstemmelse med artikel 6 i direktiv 73/239/EØF

eller artikel 23, stk. 2, i direktiv 73/239/EØF

b) »etableret forretningssted«: et forsikringsselskabs

vedtægtsmæssige hjemsted, agentur eller filial, som defineret i

artikel 2, litra c), i direktiv 88/357/EØF

c) »køretøj«: et køretøj som defineret i

artikel 1, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF

d) »skadelidte«: en skadelidt som defineret i artikel 1, stk. 2, i

direktiv 72/166/EØF

e) »den medlemsstat, i hvilken køretøjet er

hjemmehørende«: det område, hvor køretøjet er

hjemmehørende som defineret i artikel 1, stk. 4, i direktiv

72/166/EØF.

Artikel 3

Direkte krav

Medlemsstaterne sikrer, at de i artikel 1 nævnte skadelidte, hvis

tab eller skade er en følge af de deri omhandlede uheld, kan rejse

krav direkte mod det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret

skadevolder.

Artikel 4

Repræsentant bemyndiget til at behandle

skadessager

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for

at sikre, at ethvert forsikringsselskab, der dækker risici i

forsikringsklasse 10 under punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF,

bortset fra fragtførerens ansvar, udpeger en

skadebehandlingsrepræsentant i alle andre medlemsstater end den, hvor

selskabet har fået sin administrative tilladelse. Denne

repræsentant behandler og afvikler skadessager i forbindelse med uheld

i de i artikel 1 omhandlede tilfælde.

Skadebehandlingsrepræsentanten skal være bosat eller etableret i

den medlemsstat, hvor han er udpeget.

2. Valget af skadebehandlingsrepræsentanten sker efter

forsikringsselskabets skøn. Medlemsstaterne kan ikke indskrænke

dette frie valg.

3. Den repræsentant, som er bemyndiget til at behandle skadessager,

kan handle for et eller flere forsikringsselskabers regning.

4. Skadebehandlingsrepræsentanten indsamler i forbindelse med

sådanne erstatningskrav alle de oplysninger, der er nødvendige

for afvikling af skadessagerne og tager de nødvendige skridt til at

forhandle en afgørelse heraf. Kravet om udpegelse af en

skadebehandlingsrepræsentant afskærer ikke skadelidte eller

skadelidtes forsikringsselskab fra at rejse krav direkte mod skadevolderen

eller skadevolderens forsikringsselskab.

5. Skadebehandlingsrepræsentanten skal have tilstrækkelig

bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for

skadelidte i de i artikel 1 omhandlede tilfælde, samt til fuldt ud at

imødekomme skadelidtes krav. Repræsentanten skal være i

stand til at behandle sagen på de(t) officielle sprog i den

medlemsstat, hvor skadelidte har bopæl.

6. Medlemsstaterne indfører en forpligtelse belagt med passende,

effektive og systematiske økonomiske eller tilsvarende administrative

sanktioner, for at sikre, at der senest tre måneder efter den dato,

hvor skadelidte fremsatte sit erstatningskrav enten direkte over for

skadevolderens forsikringsselskab eller over for den repræsentant,

selskabet har bemyndiget til at behandle skadessager:

a) af skadevolderens forsikringsselskab eller dets

skadebehandlingsrepræsentant fremsættes et begrundet

erstatningstilbud i tilfælde, hvor ansvaret ikke bestrides, og tabet er

opgjort, eller

b) af det forsikringsselskab, som erstatningskravet er fremsat over

for, eller af dettes skadebehandlingsrepræsentant gives et begrundet

svar på de punkter, der er omhandlet i erstatningskravet, hvis ansvaret

afvises eller ikke er klart fastlagt, eller hvis skadelidtes tab ikke er

endeligt opgjort.

Medlemsstaterne indfører bestemmelser med henblik på at

sikre, at der betales renter af det beløb, som forsikringsselskabet

tilbyder i erstatning, eller som en domstol tilkender skadelidte,

såfremt tilbuddet ikke er fremsat inden for tre måneder.

7. Kommissionen rapporterer til Europa-Parlamentet og Rådet om

gennemførelsen af stk. 4, første afsnit, og om bestemmelsens

virkning samt om nationale sanktionsbestemmelsers overensstemmelse inden den

20. januar 2006 og forelægger om nødvendigt forslag.

8. Udpegelsen af en skadebehandlingsrepræsentant kan ikke i sig selv

betragtes som oprettelse af et agentur eller en filial i henhold til artikel

1, litra b), i direktiv 92/49/EØF, og

skadebehandlingsrepræsentanten betragtes ikke som et etableret

forretningssted i henhold til artikel 2, litra c), i direktiv

88/357/EØF eller et forretningssted i henhold til

Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om

fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder

handelssager(13).

Artikel 5

Informationskontorer

1. Hver medlemsstat sørger for at oprette eller anerkende et

informationskontor, der med henblik på at give skadelidte mulighed for

at søge erstatning skal:

a) føre et register, som indeholder følgende

oplysninger:

1) registreringsnumrene på de motorkøretøjer, som

er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat

2) i) numrene på de forsikringspolicer, der dækker disse

køretøjer for risici i forsikringsklasse 10 under punkt A i

bilaget til direktiv 73/239/EØF, bortset fra fragtførerens

ansvar, og, såfremt policens gyldighedsperiode er udløbet,

ligeledes datoen for forsikringsdækningens ophør

ii) nummeret på det grønne kort eller på

grænseforsikringspolicen, hvis køretøjet er dækket

af et af disse dokumenter, såfremt køretøjet er undtaget

i henhold til artikel 4, litra b), i direktiv 72/166/EØF

3) de forsikringsselskaber, der dækker disse

køretøjer for risici i forsikringsklasse 10 under punkt A i

bilaget til direktiv 73/239/EØF, bortset fra fragtførerens

ansvar, og de skadebehandlingsrepræsentanter, som

forsikringsselskaberne har udpeget i henhold til artikel 4, og som er anmeldt

til informationskontoret i henhold til denne artikels stk. 2

4) en liste over de køretøjer, der i hver medlemsstat er

undtaget fra pligten til at være dækket af en ansvarsforsikring,

jf. artikel 4, litra a) og b), i direktiv 72/166/EØF

5) for så vidt angår de køretøjer, der er

omhandlet i nr. 4:

i) navnet på den myndighed eller det organ, der i

overensstemmelse med artikel 4, litra a), andet afsnit, i direktiv

72/166/EØF er udpeget som ansvarligt for at erstatte skadelidte tabet

i de tilfælde, hvor den procedure, der er omhandlet i artikel 2, stk.

2, første led, i direktiv 72/166/EØF, ikke kan finde

anvendelse, hvis køretøjet er omfattet af undtagelsen i artikel

4, litra a), i direktiv 72/166/EØF

ii) navnet på det organ, der dækker køretøjet

i den medlemsstat, hvor det er hjemmehørende, hvis

køretøjet er omfattet af undtagelsen i artikel 4, litra b), i

direktiv 72/166/EØF

b) eller koordinere indsamling og formidling af disse oplysninger,

og

c) bistå berettigede personer med at få adgang til de i

litra a), nr. 1, 2, 3, 4 og 5, nævnte oplysninger.

De i litra a), nr. 1, 2 og 3, omhandlede oplysninger opbevares i et

tidsrum af syv år efter køretøjets slettelse i registret

eller forsikringsaftalens ophør.

2. Forsikringsselskaber, som er omhandlet i stk. 1, litra a), nr. 3, giver

informationskontorerne i alle medlemsstaterne oplysning om navn og adresse

på den skadebehandlingsrepræsentant, de har udpeget i den

pågældende medlemsstat i henhold til artikel 4.

3. Medlemsstaterne sikrer, at skadelidte i en periode på syv

år efter uheldet har ret til fra informationskontoret i den

medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, eller i den medlemsstat, hvor

motorkøretøjet er hjemmehørende, eller i den medlemsstat

hvor uheldet fandt sted, straks at få følgende

oplysninger:

a) forsikringsselskabets navn og adresse

b) nummeret på forsikringspolicen, og

c) navn og adresse på forsikringsselskabets

skadebehandlingsrepræsentant i den medlemsstat, hvor skadelidte er

bosat.

Informationskontorerne skal samarbejde.

4. Informationskontoret oplyser skadelidte om ejerens, den

sædvanlige førers eller den registrerede indehavers navn og

adresse, hvis skadelidte har en berettiget interesse i at få disse

oplysninger. For at kunne give sådanne oplysninger henvender kontoret

sig navnlig:

a) til forsikringsselskabet, eller

b) det centrale register for motorkøretøjer.

Hvis køretøjet er undtaget i henhold til artikel 4, litra

a), i direktiv 72/166/EØF, meddeler informationskontoret skadelidte

navnet på den myndighed eller det organ, der i henhold til andet afsnit

i samme litra i nævnte direktiv er udpeget til at yde de skadelidte

erstatning i de tilfælde, hvor den procedure, der er omtalt i artikel

2, stk. 2, første led, i nævnte direktiv, ikke kan finde

anvendelse.

Hvis køretøjet er undtaget i henhold til artikel 4, litra

b), i direktiv 72/166/EØF, meddeler informationskontoret skadelidte

navnet på det organ, der dækker køretøjet i det

land, hvor det er hjemmehørende.

5. Behandlingen af de personoplysninger, som nævnes i de

foregående stykker, skal finde sted i overensstemmelse med nationale

foranstaltninger truffet i henhold til direktiv 95/46/EF.

Artikel 6

Erstatningsorganer

1. Hver medlemsstat sørger for at oprette eller anerkende et

erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning til skadelidte i de i artikel 1

omhandlede tilfælde.

En sådan skadelidt kan indgive erstatningskrav til

erstatningsorganet i sin bopælsmedlemsstat:

a) hvis forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten

ikke har givet et begrundet svar på det fremsatte erstatningskrav inden

for en frist på tre måneder fra det tidspunkt, hvor skadelidte

indgav sit erstatningskrav til det forsikringsselskab, der forsikrer det

køretøj, hvis anvendelse var årsag til uheldet, eller til

dettes skadebehandlingsrepræsentant, eller

b) hvis forsikringsselskabet ikke har udpeget en

skadebehandlingsrepræsentant i den medlemsstat, hvor skadelidte er

bosat, i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1. De skadelidte kan i så

fald ikke indgive erstatningskrav til erstatningsorganet, hvis de har

indgivet erstatningskrav direkte til det selskab, der forsikrer det

køretøj, hvis anvendelse var årsag til uheldet, og har

modtaget et begrundet svar senest tre måneder efter indgivelsen af

erstatningskravet.

De skadelidte kan ikke fremsætte erstatningskrav over for

erstatningsorganet, hvis de har anlagt søgsmål direkte mod

forsikringsselskabet.

Erstatningsorganet træder ind senest to måneder efter, at

skadelidte har fremsat sit erstatningskrav over for dette organ, men

afslutter behandlingen af sagen, hvis forsikringsselskabet eller

skadebehandlingsrepræsentanten efterfølgende giver et begrundet

svar på erstatningskravet.

Erstatningsorganet underretter øjeblikkelig:

a) skadevolderens forsikringsselskab eller

skadebehandlingsrepræsentanten

b) erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab,

der har udstedt forsikringspolicen, har sit etablerede forretningssted

c) skadevolderen, hvis denne er kendt

om, at det har modtaget et erstatningskrav fra skadelidte, og at det vil

behandle kravet senest to måneder efter, at skadelidte har fremsat sit

erstatningskrav.

Denne bestemmelse griber ikke ind i medlemsstaternes ret til at

tillægge eller undlade at tillægge erstatningsorganets

intervention en subsidiær karakter samt til at give regler for

regresretten mellem dette organ, den eller de for uheldet ansvarlige og andre

forsikringsselskaber eller organer inden for den sociale sikring, der skal

yde skadelidte erstatning for samme skade. Medlemsstaterne må

imidlertid ikke tillade, at organet fastsætter andre betingelser for

udbetaling af erstatning end dem, der er fastsat i dette direktiv, og navnlig

gør udbetalingen betinget af, at skadelidte på nogen måde

godtgør, at den ansvarlige part er ude af stand til at betale eller

nægter at betale.

2. Det erstatningsorgan, som har ydet erstatning til skadelidte i den

medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, kan kræve refusion af den

udbetalte erstatning af erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor det

forsikringsselskab, der har udstedt forsikringspolicen, har sit etablerede

forretningssted.

Sidstnævnte organ indtræder i skadelidtes rettigheder over for

skadevolderen eller dennes forsikringsselskab i den udstrækning,

erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, har ydet

denne erstatning for tabet eller den lidte skade. Hver medlemsstat har pligt

til at anerkende en sådan subrogation, der er fastsat af en anden

medlemsstat.

3. Bestemmelserne i denne artikel har virkning:

a) efter at der er indgået en aftale mellem de

erstatningsorganer, der er oprettet eller anerkendt af medlemsstaterne, om

deres funktion og forpligtelser og om fremgangsmåden ved refusion

b) fra den dato, som Kommissionen fastsætter, efter at den i

nært samarbejde med medlemsstaterne har forvisset sig om, at en

sådan aftale er indgået.

Kommissionen aflægger rapport til Europa-Parlamentet og Rådet

om gennemførelsen af denne artikel og om dens virkning, inden den 20.

juli 2005 og fremlægger om nødvendigt forslag.

Artikel 7

Er køretøjet ukendt, eller er det ikke inden for to

måneder efter uheldet muligt at identificere forsikringsselskabet, kan

skadelidte rette en anmodning om erstatning til erstatningsorganet i den

medlemsstat, hvor skadelidte er bosat. Erstatningen ydes i henhold til

artikel 1 i direktiv 84/5/EØF. Erstatningsorganet kan i dette

tilfælde på samme betingelser som dem, der er fastsat i

nærværende direktivs artikel 6, stk. 2, rejse krav:

a) hvis forsikringsselskabet ikke kan identificeres: mod garantifonden,

jf. artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF, i den medlemsstat, hvor

køretøjet er hjemmehørende

b) hvis der er tale om et ukendt køretøj: mod

garantifonden i den medlemsstat, hvor uheldet er sket

c) hvis køretøjet er hjemmehørende i et

tredjeland: mod garantifonden i den medlemsstat, hvor uheldet er

sket.

Artikel 8

I direktiv 73/239/EØF foretages følgende

ændringer:

a) I artikel 8, stk. 1, tilføjes følgende litra:

»f) oplyser navn og adresse på den

skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden medlemsstat

end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici

henhører under forsikringsklasse 10 i punkt A i bilaget, bortset fra

fragtførerens ansvar«.

b) I artikel 23, stk. 2, tilføjes følgende

litra:

»h) oplyser navn og adresse på den

skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden medlemsstat

end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici

henhører under forsikringsklasse 10 i punkt A i bilaget, bortset fra

fragtførerens ansvar«.

Artikel 9

I direktiv 88/357/EØF foretages følgende ændring:

I artikel 12a, stk. 4, tilføjes følgende afsnit:

»Hvis forsikringsselskabet ikke har udpeget en repræsentant, kan

medlemsstaterne godkende, at den skadebehandlingsrepræsentant, der er

udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF(*),

varetager hvervet som repræsentant udpeget i henhold til dette

stykke.

___________

(*) Europa-Parlamentets og Rådet direktiv 2000/26/EF af 16. maj

2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af

Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (EFT L 181 af

20.7.2000, s. 65).«

Artikel 10

Gennemførelse i national ret

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør inden den 20. juli 2002

de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at

efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

De anvender disse bestemmelser inden den 20. januar 2003.

2. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning

til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en

sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen

fastsættes af medlemsstaterne.

3. Uanset stk. 1 skal medlemsstaterne oprette eller godkende

erstatningsorganet i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, inden den 20.

januar 2002. Hvis erstatningsorganerne ikke har indgået en aftale i

overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, inden den 20. juli 2002, skal

Kommissionen foreslå passende foranstaltninger, som skal sikre, at

bestemmelserne i artikel 6 og 7 får virkning inden den 20. januar

2003.

4. Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med traktaten opretholde eller

vedtage bestemmelser, som er gunstigere for skadelidte end dem, der

kræves for at efterkomme dette direktiv.

5. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste

nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er

omfattet af dette direktiv.

Artikel 11

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på dagen for

offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers

Tidende.

Artikel 12

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter sanktioner for overtrædelse af de

nationale bestemmelser, der udstedes for at gennemføre dette direktiv,

og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at

sanktionerne iværksættes. Disse sanktioner skal være

effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en

afskrækkende virkning. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om

disse bestemmelser inden den 20. juli 2002 og giver den hurtigst muligt

meddelelse om enhver senere ændring.

Artikel 13

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. maj 2000.

På Europa-Parlamentets vegne

På Rådets vegne

Nicole Fontaine

Manuel Carrilho

Formand

Formand

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der

gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om

ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF

(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv), jf. EF-Tidende 2000

L 181, side 65 ff.

Lignende dokumenter