Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Behandling af erstatningskrav efter skader i udlandet)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 30. januar 2002 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af færdselsloven1)
(Behandling af erstatningskrav efter skader i udlandet)
§ 1
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august
2001, foretages følgende ændringer:
1.
I § 107 indsættes som nyt stk. 2:
»Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte regler om
forsikringsselskabers og garantifondens betaling til det i §§ 115 a-b
omhandlede erstatningsorgan og informationskontor samt om garantifondens
betaling til erstatningsorganer i andre medlemsstater i Den Europæiske
Union. § 115 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
2.
Efter § 115 indsættes:
»Erstatningsorgan mv.
§ 115 a.
Justitsministeren opretter eller anerkender et
erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning for skader forvoldt af et
motordrevet køretøj, hvis
1) skadelidte er bosat i Danmark,
2) køretøjet er forsikret og hjemmehørende i en
anden medlemsstat i Den Europæiske Union, eller køretøjet
er ukendt, eller det ikke er muligt at identificere det forsikringsselskab,
der har ansvarsforsikret køretøjet, og
Læs alt
3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union
eller i en ikke-medlemsstat, der har tilsluttet sig ordningen med
grønne kort.
Stk. 2.
Erstatningsorganet skal endvidere kunne udbetale
erstatning for skader forvoldt af et motordrevet køretøj, der
er forsikret i Danmark, hvis
1) skadelidte er bosat i en anden medlemsstat i Den Europæiske
Union,
2) køretøjet er hjemmehørende i en anden
medlemsstat i Den Europæiske Union end den, hvor skadelidte er bosat,
og
3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union
end den, hvor skadelidte er bosat, eller i en ikke-medlemsstat, der har
tilsluttet sig ordningen med grønne kort.
Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, i
hvilket omfang ikke-medlemsstater i de i stk. 1-2 og 4 samt § 115 b
nævnte tilfælde sidestilles med stater, der er medlem af Den
Europæiske Union.
Stk. 4.
Justitsministeren kan med henblik på at
gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af
16. maj 2000 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)
fastsætte nærmere regler om udbetaling af erstatning fra
erstatningsorganet og om erstatningsorganets virksomhed. Justitsministeren
kan endvidere fastsætte nærmere regler om forsikringsselskabers
og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af erstatningskrav
omfattet af det i 1. pkt. nævnte direktiv.
Informationskontor
§ 115 b.
Justitsministeren opretter eller anerkender et
informationskontor, der efter en skade forvoldt af et motordrevet
køretøj bistår med at skaffe oplysninger om det
skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold, hvis
skadelidte er bosat i Danmark, køretøjet er forsikret eller
hjemmehørende i Danmark, eller skaden er sket i Danmark. Dette
gælder dog kun, hvis
1) skadelidte er bosat i en medlemsstat i Den Europæiske
Union,
2) køretøjet er forsikret og hjemmehørende i en
medlemsstat i Den Europæiske Union, og
3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union
end den, hvor skadelidte er bosat, eller i en ikke-medlemsstat, der har
tilsluttet sig ordningen med grønne kort.
Stk. 2.
Justitsministeren kan med henblik på at
gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af
16. maj 2000 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)
fastsætte nærmere regler om informationskontorets virksomhed samt
om forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters pligt til
at give oplysninger til det i stk. 1 nævnte informationskontor og
til informationskontorer i andre medlemsstater i Den Europæiske
Union.«
§ 2
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at forbedre skadelidtes
muligheder for få erstatning efter færdselsuheld i en
EU-medlemsstat mv.
Lovforslaget gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af
Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv). Medlemslandene skal inden
den 20. juli 2002 vedtage de nødvendige regler for at
gennemføre direktivet, og disse regler skal træde i kraft inden
den 20. januar 2003. Medlemslandene skal dog inden den 20. januar 2002
oprette eller godkende et erstatningsorgan, jf. nedenfor i de almindelige
bemærkninger pkt. 2.2. Direktivet er medtaget som bilag til
lovforslaget.
Lovforslaget indeholder alene de ændringer af
færdselsloven, der er nødvendige for at gennemføre fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv i dansk ret.
Lovforslaget bygger på lovforslag nr. L 50, som blev
fremsat den 24. oktober 2001 af den daværende trafikminister. I
forbindelse med ressortomlægningen i november 2001 er
færdselslovens regler om erstatning og forsikring overført til
justitsministeren.
2. Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv
Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv har
til formål at forbedre skadelidtes muligheder for at få
erstatning efter færdselsuheld i en anden EU-medlemsstat mv.
Direktivet ligger i forlængelse af første,
andet og tredje motorkøretøjsforsikringsdirektiv
(72/166/EØF, 84/5/EØF og 90/232/EØF), der alle er
gennemført i dansk ret. Direktivet er endvidere et supplement til den
såkaldte grønkortordning, der er beskrevet nedenfor i de
almindelige bemærkninger pkt. 3.3.
Direktivet gælder for skadelidte bosat i en
EU-medlemsstat i tilfælde, hvor skaden er forvoldt i en anden
EU-medlemsstat end skadelidtes bopælsstat eller i en ikke-medlemsstat,
som har tilsluttet sig grønkortordningen, og af et
motorkøretøj, der er forsikret og hjemmehørende i en
EU-medlemsstat (artikel 1).
Direktivets hovedpunkter er:
- Den skadelidte skal kunne rejse sit erstatningskrav direkte mod det
forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret det skadevoldende
køretøj.
- Ethvert forsikringsselskab skal udpege
skadebehandlingsrepræsentanter i de andre medlemsstater, således
at skadelidte kan rejse sit erstatningskrav i sit hjemland over for et
udenlandsk forsikringsselskabs skadebehandlingsrepræsentant.
- Der skal i hver medlemsstat oprettes et erstatningsorgan, der kan
behandle erstatningskrav fra skadelidte omfattet af direktivet.
- Der skal i hver medlemsstat oprettes et informationskontor, der kan
bistå skadelidte med at få oplysninger om det skadevoldende
køretøj og dets forsikringsforhold.
Reglerne om skadebehandlingsrepræsentanter og om
erstatningsorganet gælder kun skader forvoldt af
køretøjer, som er forsikret og hjemmehørende i en anden
medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat (artikel 1, stk. 2).
Erstatningsorganet kan dog også behandle erstatningskrav for skader
forvoldt af ukendte eller uforsikrede køretøjer (artikel 1,
stk. 3, og artikel 7).
Direktivet berører ikke internationale privat- og
procesretlige regler om lovvalg og værneting, dvs.
spørgsmålet om, hvilket lands lov der skal anvendes ved
afgørelsen af erstatningssagen, og ved hvilket lands domstole en
retssag kan anlægges. Skadebehandlingsrepræsentantens virksomhed
i en EU-medlemsstat indebærer således ikke i sig selv, at der i
dette land kan anlægges retssag mod det pågældende
forsikringsselskab.
Direktivet er omfattet af aftalen om Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-aftalen) og finder
dermed også anvendelse for EØS-landene (Island, Liechtenstein og
Norge).
2.1. Skadebehandlingsrepræsentanter mv.
Et forsikringsselskab, der tegner ansvarsforsikringer for
motorkøretøjer, skal udpege en
skadebehandlingsrepræsentant i alle andre medlemsstater end den, hvor
selskabet har fået sin tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed.
Skadebehandlingsrepræsentanten skal være bemyndiget til at
repræsentere forsikringsselskabet over for skadelidte samt til fuldt ud
at imødekomme skadelidtes krav. Repræsentanten skal være i
stand til at behandle sagen på sproget i den medlemsstat, hvor
skadelidte har bopæl (artikel 4, stk. 1-3 og 5, og artikel 8).
Udpegningen af en skadebehandlingsrepræsentant
afskærer ikke skadelidte fra at rejse krav direkte mod skadevolderen
eller forsikringsselskabet (artikel 4, stk. 4).
Forsikringsselskabet eller
skadebehandlingsrepræsentanten skal senest tre måneder efter, at
skadelidte har fremsat sit erstatningskrav, enten give et begrundet
erstatningstilbud (hvis ansvaret anerkendes, og tabet er opgjort) eller et
begrundet svar på skadelidtes krav (hvis ansvaret afvises, eller tabet
ikke er endeligt opgjort). Der skal endvidere betales renter af det
beløb, som forsikringsselskabet tilbyder i erstatning, eller som
senere tilkendes af en domstol, hvis tilbuddet ikke er fremsat inden for tre
måneder (artikel 4, stk. 6).
2.2. Erstatningsorgan
Hver medlemsstat skal oprette eller anerkende et
erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning til skadelidte, der er omfattet
af direktivet (artikel 6, stk. 1).
Den skadelidte kan rejse sit erstatningskrav over for
erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor han eller hun er bosat,
hvis:
- Forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten ikke
inden for tre måneder har givet et begrundet svar på skadelidtes
erstatningskrav.
- Forsikringsselskabet ikke har udpeget en
skadebehandlingsrepræsentant i skadelidtes bopæls-stat. Dette
gælder dog ikke, hvis erstatningskravet er rejst direkte over for
forsikringsselskabet, og skadelidte senest tre måneder efter kravets
fremsættelse har fået et begrundet svar fra selskabet.
- Hvis køretøjet er ukendt, eller det ikke inden for to
måneder efter uheldet har været muligt at identificere
forsikringsselskabet. Dette gælder også uheld, der er forvoldt af
et køretøj, som er hjemmehørende i en ikke-medlemsstat
(artikel 7 og artikel 1, stk. 3).
Hvis skadelidte har anlagt retssag direkte mod
forsikringsselskabet, kan kravet ikke tillige rejses over for
erstatningsorganet.
Erstatningsorganet indtræder senest to måneder
efter, at den skadelidte har fremsat sit erstatningskrav, men skal afslutte
behandlingen af sagen, hvis forsikringsselskabet eller
skadebehandlingsrepræsentanten efterfølgende giver et begrundet
svar på erstatningskravet.
Det erstatningsorgan, der har ydet erstatning, kan
kræve refusion af erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor
forsikringsselskabet har sit etablerede forretningssted. Det følger af
direktivet, at dette erstatningsorgan herefter indtræder i skadelidtes
rettigheder over for skadevolderen eller dennes forsikringsselskab, men
direktivet indeholder ikke en regel om, at det pågældende
forsikringsselskab er forpligtet til at respektere udenlandske
erstatningsorganers afgørelse om erstatningsbeløbet. Hvis der
er tale om et ukendt eller uforsikret køretøj, kan
erstatningsorganet kræve refusion af garantifonden for ukendte og
uforsikrede køretøjer i den medlemsstat, hvor uheldet er sket,
eller hvor køretøjet er hjemmehørende (artikel 6,
stk. 2, og artikel 7).
Medlemsstaternes erstatningsorganer skal indgå en
aftale om deres funktion og forpligtelser samt om fremgangsmåden ved
refusion. Reglerne om erstatningsorganet får virkning fra en dato, der
fastsættes af Kommissionen, når denne aftale er indgået.
Hvis aftalen ikke er indgået inden den 20. juli 2002, skal Kommissionen
foreslå foranstaltninger, der sikrer, at reglerne får virkning
inden den 20. januar 2003 (artikel 6, stk. 3, og artikel 10,
stk. 3).
2.3. Informationskontor
Hver medlemsstat skal oprette eller anerkende et
informationskontor, der skal bistå skadelidte med at få
oplysninger om det skadevoldende køretøj og dets
forsikringsforhold (artikel 5).
Informationskontoret skal enten selv føre et
register med oplysninger om den pågældende medlemsstats
registrerede køretøjer og deres forsikringsforhold eller
sørge for at koordinere indsamling og videregivelse af disse
oplysninger.
Forsikringsselskaberne skal give de enkelte
informationskontorer oplysning om, hvem der er udpeget som
skadebehandlingsrepræsentant i den pågældende
medlemsstat.
Inden for en periode af syv år efter uheldet skal
informationskontoret i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, hvor
køretøjet er hjemmehørende, eller hvor uheldet fandt
sted, straks kunne give skadelidte oplysninger om forsikringsselskabets navn
og adresse, nummeret på forsikringspolicen samt navn og adresse
på forsikringsselskabets skadebehandlingsrepræsentant i
skadelidtes bopælsstat. Hvis køretøjet er undtaget fra
forsikringspligt, skal informationskontoret oplyse navnet på den
myndighed mv., der dækker skader forvoldt af
køretøjet.
Hvis skadelidte har en berettiget interesse heri, skal
informationskontoret endvidere oplyse om ejerens, den sædvanlige
førers eller den registrerede indehavers navn og adresse, f.eks. hvis
der kun kan fås erstatning fra disse personer pga. manglende
forsikring, eller fordi skaden overstiger forsikringssummen.
Behandlingen af personoplysninger, f.eks. om
køretøjers ejer eller bruger, skal ske i overensstemmelse med
nationale regler, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i
forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger (artikel 5, stk. 5).
3. Gældende ret
3.1. Færdselslovens regler om erstatning og forsikring
Reglerne om erstatning og forsikring for motordrevne
køretøjer findes i færdselslovens kapitel 16.
Der er objektivt ansvar for skader, der forvoldes ved
færdselsuheld mv. Ansvaret for andre skader skal bedømmes efter
dansk rets almindelige erstatningsregler, det vil som udgangspunkt sige
culpareglen, hvorefter der er erstatningsansvar for skader, der er forvoldt
forsætligt eller uagtsomt.
Der er pligt til at tegne ansvarsforsikring, der
dækker erstatningsansvaret for skader forvoldt af motordrevne
køretøjer. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over
for skadelidte, dvs. at den skadelidte kan rette sit krav direkte mod
forsikringsselskabet uden først at gøre kravet gældende
mod skadevolderen.
Køretøjer, der tilhører staten eller
en (amts)kommune, er undtaget fra forsikringspligten. I givet fald
hæfter staten eller den pågældende (amts)kommune for
erstatningen i samme omfang som et forsikringsselskab.
3.2. Skader forvoldt i udlandet
En dansker, der kommer til skade ved et
færdselsuheld i udlandet, må i første omgang rette sit
erstatningskrav mod skadevolderen og/eller dennes forsikringsselskab, som
begge oftest vil befinde sig i udlandet. Tilsvarende vil en udlænding,
der kommer til skade ved et færdselsuheld her i landet, typisk skulle
rette sit krav mod et dansk forsikringsselskab.
Spørgsmålet om, hvor en eventuel retssag mod
skadevolderen og/eller forsikringsselskabet kan anlægges, reguleres i
Danmark af retsplejeloven og Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om
retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige
sager, herunder handelssager (Domskonventionen). Konventionen erstattes pr.
1. marts 2002 af Domsforordningen, som imidlertid ikke vil gælde i
Danmark som følge af artikel 2 i protokollen om Danmarks stilling, der
er knyttet til Amsterdam-traktaten. Domskonventionen vil også efter 1.
marts 2002 gælde mellem Danmark og de øvrige
EU-medlemsstater.
Hverken efter retsplejeloven eller Domskonventionen har
skadelidte en almindelig adgang til at anlægge sagen i sit hjemland.
Sagen må i stedet som udgangspunkt anlægges, hvor sagsøgte
(skadevolderen eller forsikringsselskabet) har bopæl eller hjemsted,
eller hvor skadetilføjelsen er foregået.
Spørgsmålet om, hvilket lands lov der skal
anvendes ved afgørelsen af erstatningssagen, afgøres efter
reglerne om international privatret. Efter dansk international privatret vil
sagen som udgangspunkt skulle afgøres efter loven i det land, hvor
skaden er sket.
3.3. Grønkortordningen
Det grønne kort er et internationalt
forsikringsbevis, der udfærdiges af et nationalt
forsikringsselskab.
Grønkortordningen blev oprettet ved en henstilling
i 1949 fra en arbejdsgruppe under transportkomitéen i FN s
Økonomiske Europakommission. Ordningen har været i kraft siden
1954 og har til formål at understøtte og forenkle den
mellemstatslige motorkøretøjstrafik. De deltagende lande har
gennem grønkortordningen indgået aftale om gensidig anerkendelse
af motorkøretøjsforsikringer.
På nuværende tidspunkt er samtlige EU-lande og
følgende andre lande medlemmer af grønkortordningen: Albanien,
Andorra, Bosnien-Herzegovina, Bulgarien, Cypern, Estland, F.Y.R.O.M
(Makedonien), Iran, Island, Israel, Jugoslavien, Kroatien, Letland, Malta,
Marokko, Moldavien, Norge, Polen, Rumænien, Schweiz, Slovakiet,
Slovenien, Tjekkiet, Tunesien, Tyrkiet, Ukraine og Ungarn.
Udgangspunktet for grønkortordningen er, at et
køretøj fra et land, der er tilsluttet ordningen, skal kunne
færdes i trafikken i et andet land, uden at der skal tegnes en
særskilt forsikring, der dækker skader i dette land.
Grønkortordningen omfatter skader, der forvoldes af
et køretøj, der er hjemmehørende i et andet land end
uheldslandet, uanset om skaden er sket i skadelidtes bopælsland eller i
et andet land omfattet af ordningen. Erstatningen til skadelidte betales af
grønkortbureauet i uheldslandet, og dette vil i almindelighed ske
på grundlag af dette lands erstatningsregler. Det betalende
grønkortbureau kan herefter gøre regres mod
grønkortbureauet i køretøjets hjemland eller direkte mod
køretøjets ansvarsforsikringsselskab.
Hvis f.eks. en dansk bil bliver impliceret i et uheld i
Polen, hvor en tysker bliver kvæstet, vil erstatningen til tyskeren
blive udbetalt af det polske grønkortbureau efter (normalt) polsk lov.
Det polske grønkortbureau vil herefter kunne kræve det udbetalte
erstatningsbeløb refunderet af det danske grønkortbureau, der
igen vil kræve pengene fra det forsikringsselskab, som har
ansvarsforsikret køretøjet.
I Danmark er Dansk Forening for International
Motorkøretøjsforsikring (DFIM) udpeget som
grønkortbureau.
4. Lovforslaget
Med henblik på at gennemføre dele af fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv i dansk ret foreslås
indsat to nye regler i færdselsloven (§§ 115 a-b), hvorefter
justitsministeren opretter eller anerkender et erstatningsorgan og et
informationskontor i Danmark. Det er hensigten at udpege Dansk Forening for
International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) både som
erstatningsorgan og som informationskontor.
Efter direktivet skal ethvert forsikringsselskab, der
ansvarsforsikrer motorkøretøjer, udpege
skadebehandlingsrepræsentanter i de øvrige EU-medlemsstater.
Reglerne om udpegning af skadebehandlingsrepræsentanter for danske
forsikringsselskaber og for udenlandske forsikringsselskaber med koncession
til at drive forsikringsvirksomhed her i landet vil blive fastsat i lov om
forsikringsvirksomhed som en del af de koncessionskrav, der skal opfyldes for
at drive forsikringsvirksomhed i Danmark. Økonomi- og
erhvervsministeren vil snarest fremsætte lovforslag herom med henblik
på at gennemføre direktivets artikel 8, jf. artikel 4,
stk. 1, i dansk ret. De nærmere regler om udpegning af
skadebehandlingsrepræsentanter vil blive fastsat i
bekendtgørelsen om koncession til skadesforsikringsvirksomhed.
Udpegningen af skadebehandlingsrepræsentanter og
oprettelsen af et erstatningsorgan i samtlige EU-medlemsstater vil
gøre det lettere for skadelidte at rejse sit erstatningskrav efter et
færdselsuheld i en anden EU-medlemsstat.
Den skadelidte er f.eks. ikke henvist til at rejse sit
krav over for et udenlandsk forsikringsselskab med deraf følgende
sprogproblemer mv., men kan rejse sit krav over for forsikringsselskabets
skadebehandlingsrepræsentant i sit hjemland.
Hvis forsikringsselskabet eller
skadebehandlingsrepræsentanten ikke inden tre måneder giver et
begrundet svar på skadelidtes erstatningskrav, kan kravet rettes mod
erstatningsorganet i skadelidtes hjemland. Det samme gælder, hvis der
er tale om et ukendt eller uforsikret motorkøretøj, hvor kravet
i dag må rettes mod en udenlandsk garantifond for ukendte og
uforsikrede køretøjer.
Oprettelsen af et informationskontor i samtlige
EU-medlemsstater vil bidrage til, at det bliver lettere for skadelidte at
få oplysninger om det skadevoldende køretøjs
forsikringsforhold efter uheld i udlandet. Skadelidte kan således
kontakte informationskontoret i sit hjemland, der herefter bistår med
at fremskaffe de nødvendige oplysninger.
Hvis f.eks. en dansker i en anden EU-medlemsstat bliver
skadet af en tysk bil, kan skadelidte rette sit krav mod det tyske
forsikringsselskabs skadebehandlingsrepræsentant i Danmark. Hvis
skadelidte ikke inden tre måneder får et begrundet svar på
sit erstatningskrav, kan kravet rettes mod det danske erstatningsorgan. Det
danske erstatningsorgan kan kræve det udbetalte erstatningsbeløb
refunderet af det tyske erstatningsorgan, der igen kan kræve
beløbet betalt af det tyske forsikringsselskab.
Direktivet og lovforslaget omfatter derimod ikke
tilfælde, hvor en dansker i en anden EU-medlemsstat bliver skadet af en
bil, der enten er forsikret eller hjemmehørende i Danmark. Hvis bilen
er forsikret i Danmark, kan skadelidte rette sit krav mod det danske
forsikringsselskab. Hvis bilen er hjemmehørende her i landet, men er
forsikret i en anden EU-medlemsstat, må kravet rettes mod det
udenlandske forsikringsselskab. Efter Justitsministeriets opfattelse
bør disse skader ikke være omfattet af erstatningsorganets
virksomhed, idet skaderne ikke er omfattet af direktivet og dermed formentlig
heller ikke vil blive omfattet af erstatningsorganernes indbyrdes aftale om
refusion af udbetalte erstatningsbeløb.
Lovforslaget indebærer, at justitsministeren med
henblik på at gennemføre direktivet i dansk ret kan
fastsætte nærmere regler om erstatningsorganets behandling af
erstatningskrav samt om erstatningsorganets og informationskontorets
virksomhed mv. Der kan endvidere fastsættes nærmere regler om
forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af
erstatningskrav omfattet af direktivet.
Med henblik på at opfylde direktivet er det bl.a.
hensigten at fastsætte regler om, at skadelidte i de tilfælde,
der omfattes af direktivet, skal have et begrundet svar fra
forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten senest tre
måneder efter erstatningskravets fremsættelse.
Justitsministeriet har overvejet, om der herudover
bør indføres generelle regler om begrundelse, tidsfrister mv.
for forsikringsselskabers behandling af erstatningskrav, dvs. også for
krav, der ikke er omfattet af fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv (f.eks. danske skadelidtes
krav som følge af færdselsuheld her i landet).
Udvalget om revision af forsikringsaftaleloven er for
tiden ved at gennemgå forsikringsaftaleloven med henblik på en
generel revision, og udvalget forventes at afgive betænkning omkring
sommeren 2002. Efter Justitsministeriets opfattelse bør eventuelle
overvejelser om at indføre generelle regler om forsikringsselskabers
sagsbehandling mv. afvente dette arbejde. Hertil kommer, at der i
Europa-Kommissionen for tiden arbejdes med et udkast til forslag til femte
motorkøretøjsforsikringsdirektiv, der bl.a. forventes at
indebære, at flere regler i fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv vil komme til at gælde
generelt for skader forvoldt af motorkøretøjer. Lovforslaget
indeholder på denne baggrund ikke generelle regler om
forsikringsselskabers sagsbehandling mv.
Lovforslaget indebærer ingen ændringer af
internationale privat- og procesretlige regler om, hvilket lands lov der skal
anvendes ved afgørelsen af erstatningssagen, og om hvor en eventuel
retssag kan anlægges. Selv om en dansk skadelidt efter en skade i en
anden EU-medlemsstat, kan henvende sig til et udenlandsk forsikringsselskabs
skadebehandlingsrepræsentant her i landet og i visse tilfælde til
det danske erstatningsorgan, vil erstatningssagen således normalt ikke
blive afgjort efter dansk ret. Ligesom i dag må erstatningssagen i de
fleste tilfælde forventes afgjort efter loven i det land, hvor skaden
er sket.
Efter direktivet skal skadelidte kunne rette sit
erstatningskrav direkte mod det forsikringsselskab, der har ansvarsforsikret
det skadevoldende køretøj (artikel 3). Dette er allerede
gældende dansk ret, idet forsikringsselskabet efter
færdselslovens § 108, stk. 1, hæfter umiddelbart over
for skadelidte, jf. ovenfor i de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.
Efter direktivet skal det sikres, at det beløb, som
forsikringsselskabet tilbyder i erstatning, eller som tilkendes af en
domstol, forrentes, hvis tilbuddet ikke er fremsat inden for fristen på
tre måneder (artikel 4, stk. 6). Direktivet indeholder ikke
bestemmelser, der nærmere regulerer forpligtelsen til at betale renter,
og det fremgår af præamblen (betragtning 19), at
gennemførelsen af direktivets renteregel kan ske ved henvisning til
allerede gældende nationale regler om renter ved forsinket
betaling.
Efter Justitsministeriets opfattelse
nødvendiggør direktivet ikke, at der fastsættes
særlige regler om betaling af renter, idet dansk ret allerede i dag
indeholder regler om forrentning af skadelidtes erstatningskrav.
Efter forsikringsaftalelovens § 24 og
erstatningsansvarslovens § 16 (som ændret med virkning pr. 1. juli
2002) forrentes kravet fra 14 dage, henholdsvis 1 måned efter det
tidspunkt, hvor forsikringsselskabet/skadevolderen har været i stand
til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere
erstatningskravet.
Efter rentelovens § 3, stk. 2, kan der for krav,
hvor forfaldsdagen ikke er fastsat i forvejen, kræves renter for
forsinket betaling fra en måned efter, at fordringshaveren har fremsat
anmodning om betaling.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1 og
bemærkningerne hertil.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser for erhvervslivet af betydning. Det
bemærkes i den forbindelse, at justitsministeren efter lovforslaget kan
fastsætte regler om forsikringsselskabers betaling for driften mv. af
erstatningsorganet og informationskontoret.
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
Den foreslåede ordning med udpegning af
skadebehandlingsrepræsentanter og oprettelse af et erstatningsorgan i
samtlige EU-medlemsstater har til formål at gøre det lettere for
skadelidte at gennemføre erstatningskrav efter et færdselsuheld
i udlandet. Lovforslaget har således positive administrative
konsekvenser for borgerne.
Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv), jf. EF-Tidende 2000 L 181,
side 65 ff.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Bedre mulighed for at gennemføre krav om erstatning
efter færdselsuheld i udlandet
Ingen
Forholdet til EU-retten
Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv
73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv)
6. Høring
Et udkast til lovforslag om gennemførelse af fjerde
motorkøretøjsforsikringsdirektiv har af Trafikministeriet
været sendt i høring hos følgende organisationer mv.:
Amtsrådsforeningen, Arbejdsgiverforeningen for
Handel, Transport og Service, Arbejdsgiverforeningen for Transport og
Logistik, Bestillingskontorernes Sammenslutning, Danmarks Automobilforhandler
Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Busvognmænd, Dansk
Forening for International Motorkøretøjsforsikring, Dansk
Industri, Danske Kørelæreres Landsforbund, Dansk
Kørelærer-Union, Dansk Køreskole Forening, Danske
Sælgere, Dansk Taxa Forbund, Dansk Transport og Logistik, De
Samvirkende Invalideorganisationer, De Danske Bilimportører,
Erhvervenes Transportudvalg, Forbrugerrådet, Forende Danske Motorejere,
Forsikring og Pension, Frederiksberg Kommune, Kommunernes Gensidige
Forsikringsselskab, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,
NOAH-Trafik, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Politidirektøren i
København, Politimesterforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Storkøbenhavns Taxinævn samt Turistvognmændenes
Arbejdsgiverforening
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 107, stk. 2)
Ligesom der i dag kan fastsættes regler om
forsikringsselskabers betaling til Dansk Forening for International
Motorkøretøjsforsikring (DFIM), indebærer den
foreslåede bestemmelse, at justitsministeren kan fastsætte regler
om, at forsikringsselskaber, der her i landet ansvarsforsikrer motordrevne
køretøjer, skal betale for driften af erstatningsorganet og
informationskontoret.
Efter grønkortordningen opkræver det
grønkortbureau, der har behandlet et erstatningskrav, et
ekspeditionsgebyr på som udgangspunkt 15 pct. af
erstatningsbeløbet hos det forsikringsselskab, der har
ansvarsforsikret det skadevoldende køretøj, eller hos den
pågældende garantifond for så vidt angår uforsikrede
køretøjer. En tilsvarende ordning forventes indarbejdet i
erstatningsorganernes indbyrdes aftale om deres funktion mv.
Efter den foreslåede bestemmelse kan
justitsministeren således bl.a. fastsætte regler om, i hvilket
omfang forsikringsselskaber og garantifonden her i landet skal betale for
erstatningsorganets behandling af erstatningskrav. For så vidt
angår garantifonden, gælder dette ligeledes for behandlingen hos
erstatningsorganer i de andre EU-medlemsstater i de tilfælde, hvor
erstatningsorganet kan kræve det udbetalte erstatningsbeløb
refunderet af en garantifond (skader forvoldt af ukendte eller uforsikrede
køretøjer), jf. ovenfor i de almindelige bemærkninger
pkt. 2.2.
Ved »garantifonden« forstås den garantifond for
ukendte og uforsikrede køretøjer, der er oprettet eller
godkendt i medfør af andet
motorkøretøjsforsikringsdirektiv (direktiv 84/5/EØF).
Som dansk garantifond er udpeget DFIM.
Til nr. 2 (§§ 115 a og 115 b)
Til § 115 a
Det foreslås, at justitsministeren opretter eller
anerkender et erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning i de
tilfælde, som er omfattet af direktivet, jf. stk. 1-2.
Erstatningsorganet kan således behandle erstatningskrav fra skadelidte
bosat i Danmark, hvis skaden (dvs. uheldet) er sket i en anden EU-medlemsstat
eller i en ikke-medlemsstat, der har tilsluttet sig grønkortordningen,
og er forvoldt af et køretøj, der er forsikret og
hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat end Danmark, eller af et
ukendt eller uforsikret køretøj. Erstatningsorganet skal
endvidere kunne refundere erstatningsbeløb, som er udbetalt af et
erstatningsorgan i en anden EU-medlemsstat som følge af en skade
forvoldt af et køretøj, der er forsikret her i landet.
Det er hensigten at udpege Dansk Forening for
International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) som dansk
erstatningsorgan.
Udtrykket »bosat« stammer fra direktivet og må
antages at skulle forstås i overensstemmelse med det sædvanlige
EU-retlige bopælsbegreb, dvs. som det sted, hvor skadelidte har sin
sædvanlige bopæl, og hvor han eller hun har oprettet det varige
midtpunkt for sine interesser.
Køretøjet er »forsikret i Danmark«, hvis det
er forsikret gennem et forsikringsselskabs etablerede forretningssted i
Danmark, dvs. et selskabs vedtægtsmæssige hjemsted, agentur eller
filial, jf. andet skadesforsikringsdirektiv (direktiv 88/357/EØF) og
§ 4 i lov om forsikringsvirksomhed.
Køretøjet er efter direktivet
»hjemmehørende« i det land, hvis nummerplade eller lignende det er
forsynet med, eller for køretøjer, der ikke kræves
registreret mv. i det land, hvor køretøjets bruger har
bopæl, jf. første motorkøretøjsforsikringsdirektiv
(direktiv 72/166/EØF).
Grønkortordningen er nærmere beskrevet
ovenfor i de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.
Det forventes, at direktivet i kraft af en særlig
aftale vil komme til at gælde for Schweiz. Det foreslås på
denne baggrund, at justitsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket
omfang ikke-medlemsstater kan sidestilles med EU-medlemsstater, jf.
stk. 3.
Efter stk. 4 kan justitsministeren
fastsætte nærmere regler om udbetaling af erstatning fra
erstatningsorganet og om dets virksomhed i øvrigt. Der vil bl.a. blive
fastsat nærmere regler om, hvilke erstatningskrav erstatningsorganet i
overensstemmelse med direktivet skal behandle, og regler om
erstatningsorganets sagsbehandling, herunder om underretning af
forsikringsselskabet, skadevolderen mfl. om modtagelsen af et
erstatningskrav.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte
nærmere regler om forsikringsselskabers og
skadebehandlingsrepræsentanters behandling af erstatningskrav for
skader, der er omfattet af direktivet. Med henblik på at opfylde
direktivet er det bl.a. hensigten at fastsætte regler om, at
forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten inden tre
måneder efter kravets fremsættelse skal give skadelidte et
begrundet svar på erstatningskravet.
Disse regler vil i første række gælde
for behandling af erstatningskrav, der foretages her i landet, dvs. af danske
forsikringsselskaber og af udenlandske forsikringsselskabers
skadebehandlingsrepræsentanter. Der vil imidlertid også kunne
fastsættes regler vedrørende de
skadebehandlingsrepræsentanter, der er udpeget i de øvrige
EU-medlemsstater af danske forsikringsselskaber mv., således at de
danske forsikringsselskaber i givet fald skal påse, at deres
skadebehandlingsrepræsentanter overholder disse regler.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter at
gennemføre direktivets artikel 4, stk. 4 og 6, og artikel 6-7 i
dansk ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.1.-2.2. og pkt. 4.
Til § 115 b
Det foreslås, at justitsministeren opretter eller
anerkender et informationskontor, der bistår med at skaffe oplysninger
om det skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold i de
tilfælde, som er omfattet af direktivet, jf. stk. 1.
Informationskontoret vil således dels behandle henvendelser fra
skadelidte, dels henvendelser fra informationskontorer i de andre
EU-medlemsstater.
Det er hensigten at udpege Dansk Forening for
International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) som dansk
informationskontor.
De oplysninger, som informationskontoret efter direktivet
skal registrere eller indsamle, findes i Danmark dels i Centralregistret for
Motorkøretøjer, dels hos de enkelte forsikringsselskaber. Der
er tale om oplysninger om registreringsnumre på
køretøjer, der er hjemmehørende i Danmark, om
forsikringsselskaber, der ansvarsforsikrer motordrevne
køretøjer, om udenlandske forsikringsselskabers
skadebehandlingsrepræsentanter i Danmark, om numre på
forsikringspolicer, grønne kort mv., om køretøjer, der
er undtaget fra forsikringspligt, samt om køretøjers ejere
eller brugere.
Efter stk. 2 kan justitsministeren
fastsætte nærmere regler om informationskontorets virksomhed mv.
Det er bl.a. hensigten at fastsætte regler om, hvilke oplysninger
informationskontoret skal indsamle og videregive til skadelidte, herunder i
hvilke tilfælde skadelidte kan få oplysninger om
køretøjers ejer eller bruger, samt om forsikringsselskabers og
skadebehandlingsrepræsentanters pligt til at videregive oplysninger til
informationskontoret. Der vil i den forbindelse blive fastsat regler om, at
danske forsikringsselskaber mv. skal oplyse informationskontorerne i de andre
EU-medlemsstater om, hvem der er udpeget som
skadebehandlingsrepræsentant i den pågældende
medlemsstat.
Behandlingen, herunder videregivelsen af
personoplysninger, f.eks. om køretøjers ejer eller bruger, skal
efter direktivet ske i overensstemmelse med nationale regler, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af
24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger, dvs. i Danmark persondataloven.
Den foreslåede bestemmelse tilsigter at
gennemføre direktivets artikel 5 i dansk ret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 2.3. og pkt. 4.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Justitsministeren kan efter lovens ikrafttræden
oprette eller anerkende et erstatningsorgan og et informationskontor, hvis
virksomhed skal reguleres nærmere i en bekendtgørelse.
Erstatningsorganets og informationskontorets virksomhed vil alene omfatte
skader, der indtræder efter denne bekendtgørelses
ikrafttræden. Tilsvarende vil de regler, der i medfør af den
foreslåede § 115 a, stk. 4, fastsættes for
forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af
erstatningskrav, alene omfatte skader, der indtræder efter disse
reglers ikrafttræden.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende ret
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 2. august
2001, foretages følgende ændringer:
§ 107
. Trafikministeren fastsætter bestemmelser om
forsikringspligtens gennemførelse, herunder om forsikringsselskabers
pligt til at deltage i en gensidig hæftelsesordning i tilfælde
af, at et ansvarsforsikringsselskab ikke opfylder sine forfaldne
erstaningsforpligtelser i henhold til de tegnede lovpligtige
ansvarsforsikringer.
1.
I § 107 indsættes som nyt stk. 2:
Stk. 2
. - - -
Stk. 3
. - - -
»Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om
forsikringsselskabers og garantifondens betaling til det i §§ 115 a-b
omhandlede erstatningsorgan og informationskontor samt om garantifondens
betaling til erstatningsorganer i andre medlemsstater i Den Europæiske
Union. § 115 a, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
2.
Efter § 115 indsættes:
»Erstatningsorgan mv.
§ 115 a.
Justitsministeren opretter eller anerkender et
erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning for skader forvoldt af et
motordrevet køretøj, hvis
1) skadelidte er bosat i Danmark,
2) køretøjet er forsikret og hjemmehørende i en
anden medlemsstat i Den Europæiske Union, eller køretøjet
er ukendt, eller det ikke er muligt at identificere det forsikringsselskab,
der har ansvarsforsikret køretøjet, og
3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union
eller i en ikke-medlemsstat, der har tilsluttet sig ordningen med
grønne kort.
Stk. 2.
Erstatningsorganet skal endvidere kunne udbetale
erstatning for skader forvoldt af et motordrevet køretøj, der
er forsikret i Danmark, hvis
1) skadelidte er bosat i en anden medlemsstat i Den Europæiske
Union,
2) køretøjet er hjemmehørende i en anden
medlemsstat i Den Europæiske Union end den, hvor skadelidte er bosat,
og
3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union
end den, hvor skadelidte er bosat, eller i en ikke-medlemsstat, der har
tilsluttet sig ordningen med grønne kort.
Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, i
hvilket omfang ikke-medlemsstater i de i stk. 1-2 og 4 samt § 115 b
nævnte tilfælde sidestilles med stater, der er medlem af Den
Europæiske Union.
Stk. 4.
Justitsministeren kan med henblik på at
gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af
16. maj 2000 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)
fastsætte nærmere regler om udbetaling af erstatning fra
erstatningsorganet og om erstatningsorganets virksomhed. Justitsministeren
kan endvidere fastsætte nærmere regler om forsikringsselskabers
og skadebehandlingsrepræsentanters behandling af erstatningskrav
omfattet af det i 1. pkt. nævnte direktiv.
Informationskontor
§ 115 b.
Justitsministeren opretter eller anerkender et
informationskontor, der efter en skade forvoldt af et motordrevet
køretøj bistår med at skaffe oplysninger om det
skadevoldende køretøj og dets forsikringsforhold, hvis
skadelidte er bosat i Danmark, køretøjet er forsikret eller
hjemmehørende i Danmark, eller skaden er sket i Danmark. Dette
gælder dog kun, hvis
1) skadelidte er bosat i en medlemsstat i Den Europæiske
Union,
2) køretøjet er forsikret og hjemmehørende i en
medlemsstat i Den Europæiske Union, og
3) skaden er sket i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union
end den, hvor skadelidte er bosat, eller i en ikke-medlemsstat, der har
tilsluttet sig ordningen med grønne kort.
Stk. 2.
Justitsministeren kan med henblik på at
gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af
16. maj 2000 (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)
fastsætte nærmere regler om informationskontorets virksomhed samt
om forsikringsselskabers og skadebehandlingsrepræsentanters pligt til
at give oplysninger til det i stk. 1 nævnte informationskontor og
til informationskontorer i andre medlemsstater i Den Europæiske
Union.«
§ 2
Stk. 1.
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bilag 2
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF
af 16. maj 2000
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af
Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF
(Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og artikel 95,
under henvisning til forslag fra Kommissionen(2),
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale
Udvalg(3),
i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251(4),
på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 7. april 2000,
og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Der er i øjeblikket forskelle mellem medlemsstaternes love,
regler og administrative bestemmelser om ansvarsforsikring for
motorkøretøjer, og disse forskelle hæmmer den frie
bevægelighed for personer og forsikringstjenester.
(2) Disse bestemmelser bør derfor tilnærmes hinanden for at
forbedre det indre markeds funktion.
(3) Ved direktiv 72/166/EØF(5) vedtog Rådet
bestemmelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med
forsikringspligtens overholdelse.
(4) Ved direktiv 88/357/EØF(6) vedtog Rådet
bestemmelser om samordning af love og administrative bestemmelser
vedrørende direkte forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring,
og bestemmelser for faktisk at lette den frie udveksling af
tjenesteydelser.
(5) Gennem ordningen med bureauer for det grønne forsikringskort
sikres der en problemløs afvikling af en skadessag efter et uheld i
skadelidtes eget land, selv når modparten kommer fra et andet
europæisk land.
(6) Ordningen med bureauer for det grønne forsikringskort kan ikke
løse alle vanskeligheder for en skadelidt, som må gøre
sine krav gældende i en anden medlemsstat over for en dér
bosiddende modpart og et forsikringsselskab, der har fået sin
administrative godkendelse dér (et fremmed retssystem, et fremmed
sprog, en uvant afviklingsprocedure og en ofte uacceptabelt lang
afviklingstid).
(7) Ved beslutning af 26. oktober 1995 om afvikling af skadessager efter
færdselsuheld uden for skadelidtes hjemland(7) tog
Europa-Parlamentet et initiativ i medfør af traktatens artikel 192,
stk. 2, og opfordrede Kommissionen til at afhjælpe disse problemer ved
at fremsætte forslag til et direktiv, som skal vedtages af
Europa-Parlamentet og Rådet.
(8) Der er et reelt behov for at udbygge de ordninger, der blev
indført ved direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF(8)
og 90/232/EØF(9), for at sikre en ensartet behandling af
personer, der har lidt tab eller skade ved uheld forvoldt af
motorkøretøjer, uanset hvor i Fællesskabet uheldet sker.
Der er mangler i forbindelse med afviklingen af skadelidtes erstatningskrav
efter uheld omfattet af dette direktiv, i en anden stat end den, hvor
skadelidte er bosat.
(9) Anvendelsen af dette direktiv på uheld i tredjelande, som er
dækket af ordningen med grønne kort med hensyn til uheld, der
berører skadelidte bosat i Fællesskabet, og som involverer
køretøjer, der er forsikret og hjemmehørende i en
medlemsstat, medfører ikke en udvidelse af den tvungne geografiske
dækning for en motorkøretøjsforsikring som fastsat i
artikel 3, stk. 2, i direktiv 72/166/EØF.
(10) Dette indebærer, at skadelidte får mulighed for at rejse
krav direkte mod det selskab, hvor skadevolder er forsikret.
(11) En tilfredsstillende løsning på disse problemer kunne
være, at skadelidte, der har lidt tab eller skade som følge af
uheld omfattet af dette direktiv og forvoldt af motorkøretøjer
i en anden stat end den, hvor skadelidte er bosat, kan fremsætte sit
skadeserstatningskrav i sin egen medlemsstat over for en
skadebehandlingsrepræsentant, som skadevolders forsikringsselskab har
udpeget dér.
(12) Denne løsning ville indebære, at skade, der er lidt uden
for skadelidtes hjemland, kan behandles på en måde, som
skadelidte er fortrolig med.
(13) En sådan ordning med en skadebehandlingsrepræsentant i
skadelidtes hjemland ville ikke berøre spørgsmålet om,
hvilken materiel ret der konkret skal anvendes eller om den retslige
kompetence.
(14) I forbindelse med indførelse af en ordning med en
skadebehandlingsrepræsentant er det et logisk supplement at give
skadelidte mulighed for at rejse krav direkte mod det pågældende
selskab, hvilket endvidere vil forbedre retsstillingen for personer, der har
lidt tab eller skade som følge af uheld forvoldt af
motorkøretøjer uden for den medlemsstat, hvor de
pågældende er bosat.
(15) For at afhjælpe de pågældende mangler bør
den medlemsstat, hvor forsikringsselskabet har fået sin tilladelse til
at drive forsikringsvirksomhed, pålægge selskabet at udpege
skadebehandlingsrepræsentanter, der er bosat eller etableret i de andre
medlemsstater. En sådan repræsentant skal indsamle alle de
nødvendige oplysninger i forbindelse med erstatningskrav som
følge af uheld forvoldt af motorkøretøjer og, på
forsikringsselskabets vegne og for dettes regning, på passende
måde behandle kravene, herunder udbetale erstatning for forvoldt skade.
Skadebehandlingsrepræsentanten skal være bemyndiget til at
repræsentere selskabet over for personer, der har lidt skade som
følge af sådanne uheld, og til at repræsentere selskabet
over for nationale myndigheder, herunder, om nødvendigt,
repræsentere det ved domstolene, i det omfang dette er foreneligt med
den internationale privatrets regler om retternes kompetence.
(16) Skadebehandlingsrepræsentantens virksomhed udgør ikke et
tilstrækkeligt grundlag for at fastslå domstolskompetence i den
medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, medmindre der er hjemmel herfor i den
internationale privatrets regler om retternes kompetence.
(17) Det bør være en af betingelserne for at få adgang
til og for fortsat at udøve forsikringsvirksomhed i klasse 10 under
punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF(10), bortset fra
fragtførerens ansvar, at der udpeges repræsentanter, der er
bemyndiget til at behandle skadessager. Denne betingelse bør derfor
opfyldes ved den administrative tilladelse, der er udstedt af myndighederne i
den medlemsstat, hvor forsikringsselskabet har sit hjemsted, som defineret i
afsnit II i direktiv 92/49/EØF(11). Denne betingelse
bør ligeledes gælde selskaber, hvis hjemsted ligger uden for
Fællesskabet, men som har fået tilladelse til at drive
forsikringsvirksomhed i en af Fællesskabets medlemsstater. På
dette punkt bør direktiv 73/239/EØF derfor ændres og
suppleres.
(18) Ud over at det bør sikres, at forsikringsselskabet har en
repræsentant i skadelidtes hjemland, bør skadelidte have
sikkerhed for, at sagen behandles hurtigst muligt. De nationale lovgivninger
bør derfor indeholde passende effektive og systematiske
økonomiske eller tilsvarende administrative sanktioner - som f.eks. et
påbud kombineret med administrative bøder, regelmæssig
rapportering til tilsynsorganer, kontrol på stedet,
offentliggørelse i den nationale lovtidende og i pressen, suspension
af et selskabs aktiviteter (forbud mod at indgå nye aftaler i et vist
tidsrum), udpegelse af en særlig repræsentant for
tilsynsmyndighederne, der skal kontrollere, at forretningerne føres i
overensstemmelse med forsikringslovgivningen, inddragelse af en virksomheds
tilladelse, sanktioner over for ledelsen - mod det ansvarlige
forsikringsselskab, hvis selskabets repræsentant ikke efterkommer sin
pligt til at fremsætte et erstatningstilbud inden for en rimelig frist.
Dette er ikke til hinder for, at der anvendes enhver anden foranstaltning,
især i henhold til tilsynslovgivningen, der måtte anses for
hensigtsmæssig. For at forsikringsselskabet kan fremsætte et
begrundet tilbud inden for den fastsatte frist, kræves det dog, at der
ikke er uenighed om ansvaret og de lidte tab og skader. Det begrundede
erstatningstilbud bør være skriftligt og indeholde grundlaget
for vurderingen af ansvaret og skaden.
(19) Disse sanktioner bør suppleres med en bestemmelse om, at der
skal betales renter af det beløb, som forsikringsselskabet tilbyder i
erstatning, eller som en domstol tilkender skadelidte, såfremt
tilbuddet ikke er blevet fremsat inden for den fastsatte frist. Hvis
medlemsstaterne allerede har nationale bestemmelser om renter ved forsinket
betaling, kan gennemførelsen af en sådan bestemmelse ske ved
henvisning hertil.
(20) Personer, der lider tab eller skade som følge af uheld
forvoldt af motorkøretøjer, har undertiden vanskeligt ved at
få oplyst navnet på det forsikringsselskab, som har
ansvarsforsikret det motorkøretøj, der er impliceret i et
uheld.
(21) Medlemsstaterne bør i disse personers interesse oprette
informationskontorer for at sikre, at sådanne oplysninger kan
tilvejebringes hurtigt. Informationskontorerne skal desuden stille
oplysninger til rådighed for skadelidte om
skadebehandlingsrepræsentanter. Det er påkrævet, at
informationskontorerne samarbejder med hinanden og reagerer hurtigt på
anmodninger om oplysninger fra informationskontorer i andre medlemsstater.
Det er hensigtsmæssigt at indsamle oplysninger om, hvornår
forsikringsdækningen faktisk er ophørt, men ikke om
udløbet af policens oprindelige gyldighedsperiode, hvis aftalen er
forlænget stiltiende.
(22) Der bør fastsættes særlige bestemmelser
vedrørende køretøjer (f.eks. offentlige eller
militære køretøjer), som er undtaget fra pligten til at
tegne ansvarsforsikring.
(23) Skadelidte kan have en berettiget interesse i at blive underrettet
om, hvem der er ejeren eller den sædvanlige fører eller den
registrerede indehaver af køretøjet, f.eks. hvis der kun kan
fås erstatning fra disse personer, fordi køretøjet ikke
er behørigt forsikret, eller skaden overstiger forsikringssummen.
Disse oplysninger bør følgelig også stilles til
rådighed.
(24) Bestemte oplysninger som f.eks. navn og adresse på ejeren eller
den sædvanlige fører og forsikringspolicens nummer eller
køretøjets registreringsnummer er personoplysninger i henhold
til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995
om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger(12). Den behandling af personoplysninger, som
nærværende direktiv indebærer, bør derfor være
i overensstemmelse med de nationale foranstaltninger, der er truffet i
medfør af direktiv 95/46/EF. Navn og adresse på den
sædvanlige fører bør kun meddeles, hvis dette har hjemmet
i den nationale lovgivning.
(25) Der bør oprettes et erstatningsorgan, som skadelidte kan rette
henvendelse til, hvis forsikringsselskabet ikke har udpeget en
repræsentant eller forhaler sagen betydeligt, eller hvis
forsikringsselskabet ikke kan identificeres, og som skal sikre, at skadelidte
får erstatning. Erstatningsorganet bør kun træde ind i
sjældne konkrete tilfælde, hvor forsikringsselskabet ikke
efterkommer sine forpligtelser til trods for truslerne om sanktioner.
(26) Erstatningsorganet skal kun afgøre
erstatningsspørgsmålet med hensyn til tab eller skade, som
skadelidte har lidt, hvis sagen kan bedømmes objektivt, og organet
skal derfor begrænse sine aktiviteter til - uden at behandle sagen - at
kontrollere, at der er fremsat et erstatningstilbud i overensstemmelse med de
fastsatte tidsfrister og procedurer.
(27) Juridiske personer, der i henhold til lov indtræder i
skadelidtes erstatningskrav over for skadevolderen eller dennes
forsikringsselskab (f.eks. andre forsikringsselskaber eller organer inden for
den sociale sikring) bør ikke have ret til at fremsætte det
pågældende erstatningskrav over for erstatningsorganet.
(28) Erstatningsorganet bør have ret til subrogation i den
udstrækning, det har ydet erstatning til skadelidte. For at gøre
det lettere at gennemtvinge erstatningsorganets krav mod
forsikringsselskabet, hvis dette har undladt at udpege en repræsentant
eller forhaler sagen betydeligt, bør organet i skadelidtes hjemland
automatisk have ret til refusion med ret til at lade erstatningsorganet i det
land, hvor forsikringsselskabet har sit etablerede forretningssted,
indtræde i skadelidtes rettigheder. Dette organ vil bedre kunne indlede
regressøgsmål mod forsikringsselskabet.
(29) Selv om medlemsstaterne kan tillægge forelæggelsen af et
erstatningskrav for erstatningsorganet subsidiær karakter, bør
skadelidte ikke være forpligtet til at forelægge sit
erstatningskrav for skadevolderen, inden han forelægger det for
erstatningsorganet. Skadelidtes stilling bør i dette tilfælde
mindst være den samme, som når der forelægges et krav for
en garantifond efter artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF.
(30) Denne ordning vil kunne gennemføres ved indgåelse af en
aftale mellem de erstatningsorganer, medlemsstaterne har oprettet eller
anerkendt, hvori der fastsættes bestemmelser om disse organers funktion
og forpligtelser samt om fremgangsmåden ved refusion.
(31) Hvis forsikringsselskabet for et køretøj ikke kan
identificeres, bør det sikres, at den endelige debitor for det
beløb, skadelidte får udbetalt i erstatning, er garantifonden -
som omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF - i den
medlemsstat, hvor det uforsikrede køretøj, der har forvoldt
uheldet, er hjemmehørende. Hvis køretøjet er ukendt,
skal det sikres, at den endelige debitor er garantifonden - som omhandlet i
artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF - i den medlemsstat, hvor
uheldet er sket -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv har som mål at fastsætte særlige
bestemmelser for skadelidte, der er berettiget til erstatning for tab eller
skade som følge af uheld i en anden medlemsstat end den, hvor
skadelidte er bosat, forvoldt af køretøjer, der er forsikret og
hjemmehørende i en medlemsstat.
Med forbehold af tredjelandes lovgivning om civilretligt ansvar og
international privatret finder dette direktiv også anvendelse på
skadelidte, der er bosat i en medlemsstat og er berettiget til erstatning for
tab eller skade som følge af uheld i tredjelande, hvis nationale
forsikringsbureau som defineret i artikel 1, stk. 3, i direktiv
72/166/EØF har tilsluttet sig ordningen med grønne kort,
når sådanne uheld forvoldes af køretøjer, der er
forsikret og hjemmehørende i en medlemsstat.
2. Artikel 4 og 6 finder kun anvendelse i tilfælde af uheld, der er
forvoldt af et køretøj:
a) som er forsikret gennem et etableret forretningssted i en anden
medlemsstat end den, hvor skadelidte er bosat, og
b) som er hjemmehørende i en anden medlemsstat end den, hvor
skadelidte er bosat.
3. Artikel 7 finder ligeledes anvendelse på uheld, der er forvoldt
af køretøjer, der er hjemmehørende i et tredjeland og
omfattet af artikel 6 og 7 i direktiv 72/166/EØF.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
a) »forsikringsselskab«: et selskab, som har opnået administrativ
tilladelse i overensstemmelse med artikel 6 i direktiv 73/239/EØF
eller artikel 23, stk. 2, i direktiv 73/239/EØF
b) »etableret forretningssted«: et forsikringsselskabs
vedtægtsmæssige hjemsted, agentur eller filial, som defineret i
artikel 2, litra c), i direktiv 88/357/EØF
c) »køretøj«: et køretøj som defineret i
artikel 1, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF
d) »skadelidte«: en skadelidt som defineret i artikel 1, stk. 2, i
direktiv 72/166/EØF
e) »den medlemsstat, i hvilken køretøjet er
hjemmehørende«: det område, hvor køretøjet er
hjemmehørende som defineret i artikel 1, stk. 4, i direktiv
72/166/EØF.
Artikel 3
Direkte krav
Medlemsstaterne sikrer, at de i artikel 1 nævnte skadelidte, hvis
tab eller skade er en følge af de deri omhandlede uheld, kan rejse
krav direkte mod det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret
skadevolder.
Artikel 4
Repræsentant bemyndiget til at behandle
skadessager
1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for
at sikre, at ethvert forsikringsselskab, der dækker risici i
forsikringsklasse 10 under punkt A i bilaget til direktiv 73/239/EØF,
bortset fra fragtførerens ansvar, udpeger en
skadebehandlingsrepræsentant i alle andre medlemsstater end den, hvor
selskabet har fået sin administrative tilladelse. Denne
repræsentant behandler og afvikler skadessager i forbindelse med uheld
i de i artikel 1 omhandlede tilfælde.
Skadebehandlingsrepræsentanten skal være bosat eller etableret i
den medlemsstat, hvor han er udpeget.
2. Valget af skadebehandlingsrepræsentanten sker efter
forsikringsselskabets skøn. Medlemsstaterne kan ikke indskrænke
dette frie valg.
3. Den repræsentant, som er bemyndiget til at behandle skadessager,
kan handle for et eller flere forsikringsselskabers regning.
4. Skadebehandlingsrepræsentanten indsamler i forbindelse med
sådanne erstatningskrav alle de oplysninger, der er nødvendige
for afvikling af skadessagerne og tager de nødvendige skridt til at
forhandle en afgørelse heraf. Kravet om udpegelse af en
skadebehandlingsrepræsentant afskærer ikke skadelidte eller
skadelidtes forsikringsselskab fra at rejse krav direkte mod skadevolderen
eller skadevolderens forsikringsselskab.
5. Skadebehandlingsrepræsentanten skal have tilstrækkelig
bemyndigelse til at repræsentere forsikringsselskabet over for
skadelidte i de i artikel 1 omhandlede tilfælde, samt til fuldt ud at
imødekomme skadelidtes krav. Repræsentanten skal være i
stand til at behandle sagen på de(t) officielle sprog i den
medlemsstat, hvor skadelidte har bopæl.
6. Medlemsstaterne indfører en forpligtelse belagt med passende,
effektive og systematiske økonomiske eller tilsvarende administrative
sanktioner, for at sikre, at der senest tre måneder efter den dato,
hvor skadelidte fremsatte sit erstatningskrav enten direkte over for
skadevolderens forsikringsselskab eller over for den repræsentant,
selskabet har bemyndiget til at behandle skadessager:
a) af skadevolderens forsikringsselskab eller dets
skadebehandlingsrepræsentant fremsættes et begrundet
erstatningstilbud i tilfælde, hvor ansvaret ikke bestrides, og tabet er
opgjort, eller
b) af det forsikringsselskab, som erstatningskravet er fremsat over
for, eller af dettes skadebehandlingsrepræsentant gives et begrundet
svar på de punkter, der er omhandlet i erstatningskravet, hvis ansvaret
afvises eller ikke er klart fastlagt, eller hvis skadelidtes tab ikke er
endeligt opgjort.
Medlemsstaterne indfører bestemmelser med henblik på at
sikre, at der betales renter af det beløb, som forsikringsselskabet
tilbyder i erstatning, eller som en domstol tilkender skadelidte,
såfremt tilbuddet ikke er fremsat inden for tre måneder.
7. Kommissionen rapporterer til Europa-Parlamentet og Rådet om
gennemførelsen af stk. 4, første afsnit, og om bestemmelsens
virkning samt om nationale sanktionsbestemmelsers overensstemmelse inden den
20. januar 2006 og forelægger om nødvendigt forslag.
8. Udpegelsen af en skadebehandlingsrepræsentant kan ikke i sig selv
betragtes som oprettelse af et agentur eller en filial i henhold til artikel
1, litra b), i direktiv 92/49/EØF, og
skadebehandlingsrepræsentanten betragtes ikke som et etableret
forretningssted i henhold til artikel 2, litra c), i direktiv
88/357/EØF eller et forretningssted i henhold til
Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om
fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder
handelssager(13).
Artikel 5
Informationskontorer
1. Hver medlemsstat sørger for at oprette eller anerkende et
informationskontor, der med henblik på at give skadelidte mulighed for
at søge erstatning skal:
a) føre et register, som indeholder følgende
oplysninger:
1) registreringsnumrene på de motorkøretøjer, som
er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat
2) i) numrene på de forsikringspolicer, der dækker disse
køretøjer for risici i forsikringsklasse 10 under punkt A i
bilaget til direktiv 73/239/EØF, bortset fra fragtførerens
ansvar, og, såfremt policens gyldighedsperiode er udløbet,
ligeledes datoen for forsikringsdækningens ophør
ii) nummeret på det grønne kort eller på
grænseforsikringspolicen, hvis køretøjet er dækket
af et af disse dokumenter, såfremt køretøjet er undtaget
i henhold til artikel 4, litra b), i direktiv 72/166/EØF
3) de forsikringsselskaber, der dækker disse
køretøjer for risici i forsikringsklasse 10 under punkt A i
bilaget til direktiv 73/239/EØF, bortset fra fragtførerens
ansvar, og de skadebehandlingsrepræsentanter, som
forsikringsselskaberne har udpeget i henhold til artikel 4, og som er anmeldt
til informationskontoret i henhold til denne artikels stk. 2
4) en liste over de køretøjer, der i hver medlemsstat er
undtaget fra pligten til at være dækket af en ansvarsforsikring,
jf. artikel 4, litra a) og b), i direktiv 72/166/EØF
5) for så vidt angår de køretøjer, der er
omhandlet i nr. 4:
i) navnet på den myndighed eller det organ, der i
overensstemmelse med artikel 4, litra a), andet afsnit, i direktiv
72/166/EØF er udpeget som ansvarligt for at erstatte skadelidte tabet
i de tilfælde, hvor den procedure, der er omhandlet i artikel 2, stk.
2, første led, i direktiv 72/166/EØF, ikke kan finde
anvendelse, hvis køretøjet er omfattet af undtagelsen i artikel
4, litra a), i direktiv 72/166/EØF
ii) navnet på det organ, der dækker køretøjet
i den medlemsstat, hvor det er hjemmehørende, hvis
køretøjet er omfattet af undtagelsen i artikel 4, litra b), i
direktiv 72/166/EØF
b) eller koordinere indsamling og formidling af disse oplysninger,
og
c) bistå berettigede personer med at få adgang til de i
litra a), nr. 1, 2, 3, 4 og 5, nævnte oplysninger.
De i litra a), nr. 1, 2 og 3, omhandlede oplysninger opbevares i et
tidsrum af syv år efter køretøjets slettelse i registret
eller forsikringsaftalens ophør.
2. Forsikringsselskaber, som er omhandlet i stk. 1, litra a), nr. 3, giver
informationskontorerne i alle medlemsstaterne oplysning om navn og adresse
på den skadebehandlingsrepræsentant, de har udpeget i den
pågældende medlemsstat i henhold til artikel 4.
3. Medlemsstaterne sikrer, at skadelidte i en periode på syv
år efter uheldet har ret til fra informationskontoret i den
medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, eller i den medlemsstat, hvor
motorkøretøjet er hjemmehørende, eller i den medlemsstat
hvor uheldet fandt sted, straks at få følgende
oplysninger:
a) forsikringsselskabets navn og adresse
b) nummeret på forsikringspolicen, og
c) navn og adresse på forsikringsselskabets
skadebehandlingsrepræsentant i den medlemsstat, hvor skadelidte er
bosat.
Informationskontorerne skal samarbejde.
4. Informationskontoret oplyser skadelidte om ejerens, den
sædvanlige førers eller den registrerede indehavers navn og
adresse, hvis skadelidte har en berettiget interesse i at få disse
oplysninger. For at kunne give sådanne oplysninger henvender kontoret
sig navnlig:
a) til forsikringsselskabet, eller
b) det centrale register for motorkøretøjer.
Hvis køretøjet er undtaget i henhold til artikel 4, litra
a), i direktiv 72/166/EØF, meddeler informationskontoret skadelidte
navnet på den myndighed eller det organ, der i henhold til andet afsnit
i samme litra i nævnte direktiv er udpeget til at yde de skadelidte
erstatning i de tilfælde, hvor den procedure, der er omtalt i artikel
2, stk. 2, første led, i nævnte direktiv, ikke kan finde
anvendelse.
Hvis køretøjet er undtaget i henhold til artikel 4, litra
b), i direktiv 72/166/EØF, meddeler informationskontoret skadelidte
navnet på det organ, der dækker køretøjet i det
land, hvor det er hjemmehørende.
5. Behandlingen af de personoplysninger, som nævnes i de
foregående stykker, skal finde sted i overensstemmelse med nationale
foranstaltninger truffet i henhold til direktiv 95/46/EF.
Artikel 6
Erstatningsorganer
1. Hver medlemsstat sørger for at oprette eller anerkende et
erstatningsorgan, der kan udbetale erstatning til skadelidte i de i artikel 1
omhandlede tilfælde.
En sådan skadelidt kan indgive erstatningskrav til
erstatningsorganet i sin bopælsmedlemsstat:
a) hvis forsikringsselskabet eller skadebehandlingsrepræsentanten
ikke har givet et begrundet svar på det fremsatte erstatningskrav inden
for en frist på tre måneder fra det tidspunkt, hvor skadelidte
indgav sit erstatningskrav til det forsikringsselskab, der forsikrer det
køretøj, hvis anvendelse var årsag til uheldet, eller til
dettes skadebehandlingsrepræsentant, eller
b) hvis forsikringsselskabet ikke har udpeget en
skadebehandlingsrepræsentant i den medlemsstat, hvor skadelidte er
bosat, i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1. De skadelidte kan i så
fald ikke indgive erstatningskrav til erstatningsorganet, hvis de har
indgivet erstatningskrav direkte til det selskab, der forsikrer det
køretøj, hvis anvendelse var årsag til uheldet, og har
modtaget et begrundet svar senest tre måneder efter indgivelsen af
erstatningskravet.
De skadelidte kan ikke fremsætte erstatningskrav over for
erstatningsorganet, hvis de har anlagt søgsmål direkte mod
forsikringsselskabet.
Erstatningsorganet træder ind senest to måneder efter, at
skadelidte har fremsat sit erstatningskrav over for dette organ, men
afslutter behandlingen af sagen, hvis forsikringsselskabet eller
skadebehandlingsrepræsentanten efterfølgende giver et begrundet
svar på erstatningskravet.
Erstatningsorganet underretter øjeblikkelig:
a) skadevolderens forsikringsselskab eller
skadebehandlingsrepræsentanten
b) erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab,
der har udstedt forsikringspolicen, har sit etablerede forretningssted
c) skadevolderen, hvis denne er kendt
om, at det har modtaget et erstatningskrav fra skadelidte, og at det vil
behandle kravet senest to måneder efter, at skadelidte har fremsat sit
erstatningskrav.
Denne bestemmelse griber ikke ind i medlemsstaternes ret til at
tillægge eller undlade at tillægge erstatningsorganets
intervention en subsidiær karakter samt til at give regler for
regresretten mellem dette organ, den eller de for uheldet ansvarlige og andre
forsikringsselskaber eller organer inden for den sociale sikring, der skal
yde skadelidte erstatning for samme skade. Medlemsstaterne må
imidlertid ikke tillade, at organet fastsætter andre betingelser for
udbetaling af erstatning end dem, der er fastsat i dette direktiv, og navnlig
gør udbetalingen betinget af, at skadelidte på nogen måde
godtgør, at den ansvarlige part er ude af stand til at betale eller
nægter at betale.
2. Det erstatningsorgan, som har ydet erstatning til skadelidte i den
medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, kan kræve refusion af den
udbetalte erstatning af erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor det
forsikringsselskab, der har udstedt forsikringspolicen, har sit etablerede
forretningssted.
Sidstnævnte organ indtræder i skadelidtes rettigheder over for
skadevolderen eller dennes forsikringsselskab i den udstrækning,
erstatningsorganet i den medlemsstat, hvor skadelidte er bosat, har ydet
denne erstatning for tabet eller den lidte skade. Hver medlemsstat har pligt
til at anerkende en sådan subrogation, der er fastsat af en anden
medlemsstat.
3. Bestemmelserne i denne artikel har virkning:
a) efter at der er indgået en aftale mellem de
erstatningsorganer, der er oprettet eller anerkendt af medlemsstaterne, om
deres funktion og forpligtelser og om fremgangsmåden ved refusion
b) fra den dato, som Kommissionen fastsætter, efter at den i
nært samarbejde med medlemsstaterne har forvisset sig om, at en
sådan aftale er indgået.
Kommissionen aflægger rapport til Europa-Parlamentet og Rådet
om gennemførelsen af denne artikel og om dens virkning, inden den 20.
juli 2005 og fremlægger om nødvendigt forslag.
Artikel 7
Er køretøjet ukendt, eller er det ikke inden for to
måneder efter uheldet muligt at identificere forsikringsselskabet, kan
skadelidte rette en anmodning om erstatning til erstatningsorganet i den
medlemsstat, hvor skadelidte er bosat. Erstatningen ydes i henhold til
artikel 1 i direktiv 84/5/EØF. Erstatningsorganet kan i dette
tilfælde på samme betingelser som dem, der er fastsat i
nærværende direktivs artikel 6, stk. 2, rejse krav:
a) hvis forsikringsselskabet ikke kan identificeres: mod garantifonden,
jf. artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF, i den medlemsstat, hvor
køretøjet er hjemmehørende
b) hvis der er tale om et ukendt køretøj: mod
garantifonden i den medlemsstat, hvor uheldet er sket
c) hvis køretøjet er hjemmehørende i et
tredjeland: mod garantifonden i den medlemsstat, hvor uheldet er
sket.
Artikel 8
I direktiv 73/239/EØF foretages følgende
ændringer:
a) I artikel 8, stk. 1, tilføjes følgende litra:
»f) oplyser navn og adresse på den
skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden medlemsstat
end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici
henhører under forsikringsklasse 10 i punkt A i bilaget, bortset fra
fragtførerens ansvar«.
b) I artikel 23, stk. 2, tilføjes følgende
litra:
»h) oplyser navn og adresse på den
skadebehandlingsrepræsentant, som er udpeget i enhver anden medlemsstat
end den, hvor tilladelsen søges, hvis de dækkede risici
henhører under forsikringsklasse 10 i punkt A i bilaget, bortset fra
fragtførerens ansvar«.
Artikel 9
I direktiv 88/357/EØF foretages følgende ændring:
I artikel 12a, stk. 4, tilføjes følgende afsnit:
»Hvis forsikringsselskabet ikke har udpeget en repræsentant, kan
medlemsstaterne godkende, at den skadebehandlingsrepræsentant, der er
udpeget i henhold til artikel 4 i direktiv 2000/26/EF(*),
varetager hvervet som repræsentant udpeget i henhold til dette
stykke.
___________
(*) Europa-Parlamentets og Rådet direktiv 2000/26/EF af 16. maj
2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af
Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (EFT L 181 af
20.7.2000, s. 65).«
Artikel 10
Gennemførelse i national ret
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør inden den 20. juli 2002
de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at
efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.
De anvender disse bestemmelser inden den 20. januar 2003.
2. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning
til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en
sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen
fastsættes af medlemsstaterne.
3. Uanset stk. 1 skal medlemsstaterne oprette eller godkende
erstatningsorganet i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, inden den 20.
januar 2002. Hvis erstatningsorganerne ikke har indgået en aftale i
overensstemmelse med artikel 6, stk. 3, inden den 20. juli 2002, skal
Kommissionen foreslå passende foranstaltninger, som skal sikre, at
bestemmelserne i artikel 6 og 7 får virkning inden den 20. januar
2003.
4. Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med traktaten opretholde eller
vedtage bestemmelser, som er gunstigere for skadelidte end dem, der
kræves for at efterkomme dette direktiv.
5. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste
nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er
omfattet af dette direktiv.
Artikel 11
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers
Tidende.
Artikel 12
Sanktioner
Medlemsstaterne fastsætter sanktioner for overtrædelse af de
nationale bestemmelser, der udstedes for at gennemføre dette direktiv,
og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at
sanktionerne iværksættes. Disse sanktioner skal være
effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en
afskrækkende virkning. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om
disse bestemmelser inden den 20. juli 2002 og giver den hurtigst muligt
meddelelse om enhver senere ændring.
Artikel 13
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 16. maj 2000.
På Europa-Parlamentets vegne
På Rådets vegne
Nicole Fontaine
Manuel Carrilho
Formand
Formand
Officielle noter
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om
ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF
(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv), jf. EF-Tidende 2000
L 181, side 65 ff.
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Behandling af erstatningskrav efter færdselsuheld mv.)1)/NREF/FN501/1)/ Retsinformation · 5. oktober 2006
- Bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motordrevne køretøjer mv. Retsinformation · 15. december 2023
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (kodificeret udgave) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 16. september 2009
- Skriftlig fremsættelse (30. januar 2002) - L 77 Retsinformation · 30. januar 2002
- Forslag til Lov om ændring af færdselsloven (Behandling af erstatningskrav efter færdselsuheld m.v.)1) Retsinformation · 12. december 2006
- Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2001) - L 50 Retsinformation · 24. oktober 2001