Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register (Videregivelse af oplysninger til andre EU-lande mv.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 5. oktober 2006 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register
(Videregivelse
af oplysninger til andre EU-lande mv.)
§ 1
I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om Det Centrale Dna-profil-register,
som ændret ved lov nr. 369 af 24. maj 2005, foretages følgende ændring:
1.
I
§ 5, stk. 1,
indsættes efter nr. 1
som nyt nr.:
»2)
den kompetente
retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller et
tredjeland, der deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug
for en kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation,«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft med de afvigelser, som de særlige færøske
og
grønlandske forhold tilsiger.
Læs alt
Bemærkninger til lovforslaget
1. Indledning
Med lovforslaget foreslås der indsat en ny bestemmelse i
lov om Det Centrale Dna-profil-register om videregivelse af oplysninger fra
registeret til retshåndhævende myndigheder i andre EU-lande. Dette forslag er
en konsekvens af EU’s rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af
oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende
myndigheder. Rammeafgørelsen medfører en pligt for medlemsstaterne til at
sikre, at der i national lovgivning ikke opstilles strengere betingelser for
videregivelse af oplysninger og efterretninger til andre medlemsstaters
retshåndhævende myndigheder, end hvad der gælder for videregivelse til
tilsvarende
nationale myndigheder. Da det kan give anledning til tvivl, om den gældende
lov
opfylder denne forpligtelse, foreslås der indsat en ny bestemmelse om
adgangen
til at videregive oplysninger fra Det Centrale Dna-profil-register til
retshåndhævende myndigheder i de lande, der er omfattet af rammeafgørelsen.
Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget sit
samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1, til, at Danmark kan
medvirke
til at vedtage det udkast til den omhandlede EU-rammeafgørelse, som der blev
opnået politisk enighed om i EU i 2005.
2. Rammeafgørelse om forenkling af
udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes
retshåndhævende
myndigheder
2.1. Baggrund og formål
På baggrund af bl.a. terrorangrebene i Madrid den 11. marts
2004 vedtog Det Europæiske Råd den 25. marts 2004 en erklæring om bekæmpelse
af
terrorisme. Ved denne erklæring blev Rådet bl.a. pålagt at undersøge, hvilke
foranstaltninger der kunne træffes for at forenkle udvekslingen af
oplysninger
og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.
I forlængelse heraf fremsatte Sverige den 4. juni 2004 et
forslag til rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og
efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder. Rådet
(Retlige og Indre Anliggender) nåede i december 2005 til politisk enighed om
rammeafgørelsen, der i en foreløbig dansk oversættelse er optaget som
bilag 1
til dette lovforslag.
Det fremgår af de ledsagende bemærkninger til forslaget til
rammeafgørelsen, at de retshåndhævende myndigheders evne til at samarbejde om
bekæmpelsen af kriminalitet og terrorisme i vid udstrækning er afhængig af,
om
de kan indhente og udveksle oplysninger og efterretninger i tide. Praktiske
erfaringer viser, at det alt for ofte er for besværligt, tager for lang tid
eller i nogle tilfælde endog er umuligt at indhente relevante og nødvendige
oplysninger eller efterretninger fra andre medlemsstater.
Hovedindholdet af rammeafgørelsen er en pligt for
medlemsstaterne til at sikre, at der i national lovgivning ikke opstilles
strengere betingelser for videregivelse af oplysninger og efterretninger til
andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt
gælder
for videregivelse.
Rammeafgørelsen omfatter videregivelse af oplysninger og
efterretninger til andre medlemsstater i EU samt de tredjelande, der deltager
i
samarbejdet under Schengen-konventionen (for tiden Island, Norge og Schweiz,
jf. pkt. 13 og 14 i rammeafgørelsens præambel).
2.2. Pligt til videregivelse af eksisterende
oplysninger og efterretninger
2.2.1.
I medfør
af
artikel 1, stk. 3, 1. pkt.,
jf.
artikel 2, litra d,
omfatter
rammeafgørelsen alle slags oplysninger og data, som en retshåndhævende
myndighed er i besiddelse af, eller som andre offentlige myndigheder eller
private foretagender er i besiddelse af, og som de retshåndhævende
myndigheder
har adgang til, uden at der foretages tvangsindgreb.
Rammeafgørelsen pålægger ikke medlemsstaterne nogen pligt
til at indsamle eller opbevare bestemte oplysninger eller efterretninger med
det formål at videregive dem til de kompetente retshåndhævende myndigheder i
andre medlemsstater, jf.
artikel 1,
stk. 3, 2. pkt.
Rammeafgørelsen pålægger endvidere ikke medlemsstaterne
nogen pligt til at meddele oplysninger eller efterretninger, der skal
anvendes
som bevismateriale ved en myndighed, jf.
artikel 1, stk. 4. Rammeafgørelsen giver ligeledes ikke
medlemsstaterne
ret til at anvende allerede udvekslede oplysninger eller efterretninger til
dette formål. Hvis allerede udvekslede oplysninger ønskes anvendt som
bevismateriale ved en judiciel myndighed, skal der derfor indhentes samtykke
hertil fra den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat - om
nødvendigt i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har
videregivet oplysningerne eller efterretningerne via de eksisterende
instrumenter om retligt samarbejde mellem medlemsstaterne. Et sådant samtykke
er dog ikke nødvendigt, når den anmodede medlemsstat allerede på tidspunktet
for fremsendelse af oplysningerne eller efterretningerne har givet sit
samtykke
til benyttelse af oplysningerne som bevismateriale.
Endelig pålægger rammeafgørelsen ikke den medlemsstat, der
modtager en anmodning om oplysninger eller efterretninger, pligt til at
fremskaffe eller tilvejebringe nogen form for oplysninger eller
efterretninger
ved anvendelse af tvangsindgreb defineret i henhold til den nationale
lovgivning,
jf. artikel 1, stk. 5. Medlemsstaterne skal dog – hvis den
nationale
lovgivning giver mulighed herfor – videregive oplysninger og
efterretninger,
selv om de tidligere er fremskaffet ved anvendelse af tvangsindgreb, jf.
artikel 1, stk. 6.
2.2.2.
I medfør
af
artikel 3, stk. 1,
skal
medlemsstaterne sikre, at de omfattede oplysninger og efterretninger kan
meddeles til de kompetente retshåndhævende myndigheder i andre medlemsstater
i
overensstemmelse med rammeafgørelsen.
Sådanne oplysninger og efterretninger skal således
videregives efter anmodning fra en kompetent retshåndhævende myndighed, som
handler inden for rammer fastsat i den nationale lovgivning, og som foretager
en kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation, jf.
artikel 3, stk. 2.
»Kompetent retshåndhævende myndighed« defineres i artikel
2, litra a, som en national politimyndighed, toldmyndighed eller anden
myndighed, der i henhold til national lovgivning har beføjelse til at
afsløre,
forebygge og efterforske lovovertrædelser og kriminelle aktiviteter, udøve
myndighed og foretage tvangsindgreb i forbindelse med sådanne aktiviteter.
Kontorer
eller enheder, der specifikt tager sig af nationale sikkerhedsspørgsmål, er
ikke omfattet af begrebet »kompetent retshåndhævende myndighed«.
»Kriminalefterforskning« defineres i artikel 2, litra b,
som et proceduretrin, inden for hvilken de kompetente retshåndhævende
myndigheder eller judicielle myndigheder, herunder anklagemyndigheder,
træffer
foranstaltninger med henblik på at fastslå og identificere kendsgerninger,
mistænkte og omstændigheder i forbindelse med én eller flere identificerede
konkrete strafbare handlinger.
»Kriminalefterretningsoperation« defineres i artikel 2,
litra c, som et proceduretrin, endnu ikke på kriminalefterforskningsstadiet,
inden for hvilken en kompetent retshåndhævende myndighed i henhold til
national
lovgivning har beføjelse til at indsamle, behandle og analysere oplysninger
om
kriminalitet eller kriminelle aktiviteter med det formål at fastslå, om der
er
eller kan være begået konkrete strafbare handlinger.
Det uddybes i
artikel
3, stk. 3,
at medlemsstaterne skal sikre, at betingelserne for at
meddele oplysninger og efterretninger til de andre medlemsstaters
retshåndhævende myndigheder ikke er strengere end de betingelser, der gælder
nationalt for meddelelse af og anmodning om oplysninger og efterretninger.
Medlemsstaterne må navnlig ikke kræve en retskendelse i forbindelse med deres
kompetente retshåndhævende myndigheds udveksling af oplysninger eller
efterretninger med en anden medlemsstats kompetente retshåndhævende
myndighed,
når den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed i en rent national
procedure
har adgang til de pågældende oplysninger eller efterretninger uden
retskendelse.
Når den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed i
henhold til den nationale lovgivning kun har adgang til de ønskede
oplysninger
og efterretninger efter tilladelse fra en judiciel myndighed, er den anmodede
myndighed forpligtet til at anmode den kompetente judicielle myndighed om
tilladelse til at få adgang til og at udveksle de ønskede oplysninger, jf.
artikel 3, stk. 4. I givet fald
skal den anmodede stats kompetente judicielle myndighed lægge samme regler
til
grund for sin afgørelse som i en rent national sag.
2.2.3. Artikel 4, 5
og 7
vedrører den mere praktiske gennemførelse af anmodning om og videregivelse
af oplysninger og efterretninger i medfør af rammeafgørelsen.
2.2.4.
Efter
artikel 7
har medlemsstaterne en pligt
til på eget initiativ at videregive oplysninger og efterretninger til
retshåndhævende
myndigheder i andre medlemsstater, hvis der er faktuelle grunde til at tro,
at
oplysningerne mv. vil kunne bidrage til afsløring, forebyggelse eller
efterforskning
af lovovertrædelser omfattet af positivlisten i rammeafgørelsen om den
europæiske arrestordre. Denne pligt til uanmodet videregivelse er begrænset
til
det, der skønnes relevant og nødvendigt for at kunne afsløre, forebygge eller
efterforske den pågældende lovovertrædelse eller kriminelle aktivitet.
2.2.5.
Efter
artikel 10, stk. 1,
kan
medlemsstaterne afvise at videregive oplysninger og efterretninger, hvis der
er
faktuelle grunde til at antage, at videregivelsen vil kunne skade vigtige
nationale sikkerhedsinteresser, bringe en igangværende efterforskning eller
efterretningsoperation i fare eller bringe enkeltpersoners sikkerhed i fare.
Medlemsstaterne kan ligeledes afvise videregivelse, hvis videregivelse af
oplysningerne vil stå i klart misforhold til eller være irrelevant for det
angivne formål.
Artikel 10,
stk. 2,
fastsætter, at medlemsstaterne kan afvise at videregive
oplysninger, der vedrører en lovovertrædelse med en strafferamme på op til 1
års fængsel i henhold til den anmodede medlemsstats lovgivning.
2.3. Databeskyttelse og fortrolighed
Det følger af
artikel
8, stk. 2,
at anvendelse af oplysninger og efterretninger, der er
blevet udvekslet direkte eller bilateralt, er underlagt de nationale
bestemmelser om databeskyttelse i den modtagende medlemsstat. Oplysningerne
skal således undergives de samme regler, som hvis oplysningerne var blevet
indsamlet i den modtagende medlemsstat. Behandling af personoplysninger skal
bl.a. ske i overensstemmelse med Europarådets konvention af 28. januar 1981
om
beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk
databehandling af personoplysninger samt – for de medlemsstater der har
ratificeret den – tillægsprotokollen hertil af 8. november 2001 om
tilsynsmyndigheder og grænseoverskridende dataudveksling.
Efter
artikel 8,
stk. 3,
må udvekslede oplysninger og efterretninger kun anvendes af de
kompetente retshåndhævende myndigheder til de formål, hvortil de er blevet
meddelt i overensstemmelse med rammeafgørelsen, eller med henblik på
forebyggelse af umiddelbare og alvorlige trusler mod den offentlige
sikkerhed.
Brug af oplysningerne til andre formål er kun tilladt med forudgående
samtykke
fra den medlemsstat, der har meddelt oplysningerne, og er underlagt den
nationale
lovgivning i den modtagende medlemsstat.
I medfør af
artikel 8,
stk. 4,
kan medlemsstaterne i forbindelse med videregivelse som
udgangspunkt pålægge betingelser med hensyn til anvendelsen af bestemte
oplysninger og efterretninger samt rapportering om resultatet af den
efterforskning
mv., der har fundet sted.
Artikel 9
fastslår, at medlemsstaterne skal behandle alle oplysninger og efterretninger
med den nødvendige fortrolighed. Med henblik herpå skal de kompetente
retshåndhævende myndigheder i overensstemmelse med deres nationale lovgivning
sikre, at alle videregivne oplysninger og efterretninger, der er
klassificeret
som fortrolige, også behandles fortroligt.
3. Gældende ret
Dansk lovgivning indeholder ikke en udtrykkelig generel
regulering af danske retshåndhævende myndigheders videregivelse af fortrolige
oplysninger til andre landes myndigheder.
Om
videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted vil derfor som
udgangspunkt bero på de almindelige regler om tavshedspligt.
Det er i administrativ praksis
almindeligt antaget, at
regeringen inden for de rammer, der følger af
grundloven, kan indgå overenskomst med fremmede stater, som bl.a. indebærer,
at
den danske stat i et vist omfang er forpligtet til at videregive visse
fortrolige oplysninger til udenlandske myndigheder. I det omfang en sådan
international aftale er indgået, vil videregivelse af fortrolige oplysninger
til opfyldelse af den pågældende internationale forpligtelse ikke være
uberettiget i relation til de almindelige regler om tavshedspligt. Det må
endvidere antages, at danske myndigheder i et vist omfang er berettiget til
–
f.eks. som et led i mere uformelt samarbejde – at videregive fortrolige
oplysninger til brug for andre landes myndigheder.
Det er næppe muligt generelt at angive, hvornår en sådan
videregivelse må anses for berettiget. Ved den konkrete vurdering af
videregivelsens berettigelse må der lægges vægt på formålet med
videregivelsen,
herunder om videregivelse er af betydning for, at den danske
forvaltningsmyndighed kan varetage sine forvaltningsopgaver, eller til
varetagelse af danske interesser i øvrigt. I den forbindelse vil det bl.a.
indgå, om videregivelse sker som led i et gensidigt samarbejdsforhold og
dermed
i denne forstand også til varetagelse af danske interesser. Herudover må der
lægges vægt på forholdene i modtagerlandet, herunder hvordan de fortrolige
oplysninger i praksis må antages at blive anvendt i det pågældende land. Der
må
også lægges vægt på, hvilken karakter de pågældende oplysninger har, herunder
risikoen for at oplysningerne eventuelt misbruges.
Ved vurderingen af, om fortrolige oplysninger kan
videregives til udenlandske myndigheder, vil der endvidere kunne søges
vejledning
i bl.a. forvaltningslovens § 28 (om videregivelse af oplysninger til en
anden dansk forvaltningsmyndighed) og – i det omfang der er tale om
edb-behandlede personoplysninger – reglerne i persondatalovens kapitel 4
(særligt §§ 6-8).
På enkelte retsområder er der i lovgivningen fastsat
bestemmelser, hvorved der udtrykkeligt tages stilling til danske myndigheders
videregivelse af oplysninger til udenlandske myndigheder. Det gælder således
bl.a. for oplysninger i Det Centrale Dna-profil-register, der blev etableret
den 1. juli 2000 ved lov nr. 434 af 31. maj 2000 om oprettelse af et centralt
dna-profilregister, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, side 841 ff.
Loven blev ændret ved lov nr. 369 af 24. maj 2005 om ændring af lov om
oprettelse
af et centralt dna-profilregister og retsplejeloven (Udvidelse af
dna-profil-registerets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse
mv.), jf.
Folketingstidende 2004-05, Tillæg A, side 176 ff. Ved lovændringen blev
lovens
titel ændret til lov om Det Centrale Dna-profil-register
(Dna-profil-registerloven).
Efter lovens
§ 5,
stk. 1, nr. 1
, kan der videregives oplysninger fra Det Centrale
Dna-profil-register til politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet.
Det
fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen bl.a., at denne adgang til
videregivelse er påkrævet af hensyn til registerets anvendelse i
overensstemmelse med formålet. Politiet må således have adgang til at anvende
oplysninger fra registeret i forbindelse med efterforskningen af
straffesager,
og anklagemyndigheden må tilsvarende kunne anvende oplysninger fra registeret
i
forbindelse med den videre strafforfølgning. Videregivelse af oplysninger til
Justitsministeriet vil kunne være relevant i forbindelse med behandling af
eventuelle klagesager om registrering.
I medfør af lovens
§ 5,
stk. 1, nr. 2
, kan der videregives oplysninger fra Det Centrale
Dna-profil-register til udenlandske domstole samt politi- og
anklagemyndigheder
til brug for offentlige straffesager, såfremt det i det enkelte tilfælde
findes
ubetænkeligt. Af bemærkningerne til denne bestemmelse fremgår det, at der ved
den konkrete vurdering af, om videregivelse vil være berettiget, skal tages
hensyn til formålet med videregivelsen, herunder om den sker som led i et
gensidigt
samarbejdsforhold og således sker som led i en generel varetagelse af danske
interesser. Herudover skal der tages hensyn til forholdene i modtagerlandet,
herunder hvorledes oplysningerne må antages at blive anvendt i det pågældende
land.
Der henvises til Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A,
side 3061, og side 93 i rapport om etablering af et DNA-profilregister
afgivet
i 1996 af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet.
I overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr. 2, har
Rigspolitichefen, Politiafdelingen, Kriminalteknisk Afdeling, i en række
konkrete sager videregivet oplysninger fra Det Centrale Dna-profil-register
til
udenlandske retshåndhævende myndigheder.
4. Lovforslagets udformning
Justitsministeriet finder, at den omhandlede
EU-rammeafgørelse som udgangspunkt ikke kræver lovændringer. Det bemærkes
herved, at rammeafgørelsen ikke pålægger medlemsstaternes retshåndhævende
myndigheder
en ubetinget pligt til at videregive bestemte kategorier af oplysninger, men
derimod alene indeholder en forpligtelse til, at der i national lovgivning
ikke
opstilles strengere betingelser for videregivelse af oplysninger til andre
medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt gælder for
videregivelse. Videregivelse af oplysninger fra danske retshåndhævende
myndigheder vil derfor fortsat kunne og skulle ske i overensstemmelse med de
danske regler om tavshedspligt og videregivelse, herunder persondatalovens
videregivelsesregler, og det vil således fortsat bero på en konkret vurdering
i
den enkelte sag, om der kan ske videregivelse af oplysninger til brug for
efterforskning mv. i andre medlemsstater.
Hertil kommer, at der efter rammeafgørelsen er tale om
videregivelse af oplysninger til andre medlemsstaters retshåndhævende
myndigheder med henblik på afsløring, forebyggelse eller efterforskning af
lovovertrædelser eller kriminelle aktiviteter, og at udvekslede oplysninger
som
udgangspunkt kun må anvendes til brug for den kriminalefterforskning eller
den
kriminalefterretningsoperation, til hvilken de er udvekslet, eller til
forebyggelse af umiddelbare og alvorlige trusler mod den offentlige
sikkerhed.
Anvendelsen af oplysningerne til ethvert andet formål forudsætter således et
udtrykkeligt forudgående samtykke fra den myndighed, der har meddelt
informationerne, og der er desuden en generel adgang til at fastsætte særlige
betingelser med hensyn til anvendelsen af bestemte oplysninger og
efterretninger, i det omfang det skønnes nødvendigt.
Som nævnt
indeholder
rammeafgørelsen en forpligtelse til, at der i national lovgivning ikke
opstilles strengere betingelser for videregivelse af oplysninger til andre
medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt gælder for
videregivelse. Det kan på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse
give anledning til tvivl, om det inden for rammeafgørelsens anvendelsesområde
er muligt at opretholde den særlige bestemmelse i § 5, stk. 1, nr.
2,
i lov om Det Centrale Dna-profil-register, hvorefter der til brug for
identifikation af personer kan videregives oplysninger fra registeret til
udenlandske domstole, politi- og anklagemyndigheder, såfremt det findes
ubetænkeligt. En tilsvarende bestemmelse gælder ikke for videregivelse til
danske myndigheder, og det kan derfor anføres, at der med den særlige
bestemmelse om videregivelse til udenlandske myndigheder kan synes at være en
snævrere adgang til at videregive oplysninger til bl.a. politimyndigheder i
andre EU-lande.
På den baggrund foreslås det, at der i
Dna-profil-registerlovens § 5, stk. 1, om videregivelse af
oplysninger fra registeret indsættes et nyt nummer, hvorefter der kan
videregives oplysninger fra registeret til den kompetente retshåndhævende
myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller et tredjeland, der
deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug for en
kriminalefterforskning
eller kriminalefterretningsoperation. Forslaget skal sikre, at videregivelse
fra registeret til de pågældende myndigheder i andre medlemsstater mv. kan
ske
i samme omfang, som hvis der er tale om videregivelse til dansk politi og
anklagemyndighed
mv., jf. herved lovens § 5, stk. 1, nr. 1.
Det forudsættes, at en anmodning fra en anden medlemsstat
kan afvises i det omfang, som følger af rammeafgørelsens artikel 10, dvs.
hvis
der er faktuelle grunde til at antage, at videregivelsen vil kunne skade
vigtige nationale sikkerhedsinteresser, bringe en igangværende efterforskning
eller efterretningsoperation i fare, bringe enkeltpersoners sikkerhed i fare,
eller hvis videregivelse af de ønskede oplysninger vil stå i klart misforhold
til eller være irrelevant for det angivne formål. Det forudsættes endvidere,
at
en anmodning om videregivelse kan afvises, hvis oplysningerne vedrører en
lovovertrædelse med en strafferamme på under 1 års fængsel, jf.
rammeafgørelsens artikel 10, stk. 2.
I forbindelse med videregivelse efter den foreslåede nye
bestemmelse vil der - i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, i
rammeafgørelsen, jf. pkt. 2.3. – efter en konkret vurdering kunne
pålægges
betingelser med hensyn til anvendelsen af de videregivne oplysninger fra
registeret.
5. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Med lovforslaget tilpasses Dna-profil-registerloven til de
forenklede regler om videregivelse af oplysninger, der følger af Rådets
rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger
mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget tilpasser Dna-profil-registerloven til de
forenklede regler om videregivelse af oplysninger, der følger af Rådets
rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger
mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.
6. Hørte myndigheder mv.
Et udkast til lovforslaget har sammen med et udkast til
lovforslag om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf været sendt i høring
hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne
for Københavns Byret og for retterne i Odense, Århus, Aalborg og Roskilde,
Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Dansk Fængselsforbund,
Kriminalforsorgsforeningen,
HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Foreningen af Fængselsinspektører,
vicefængselsinspektører og økonomichefer, Dansk Socialrådgiver Forening,
Landsforeningen af beskikkede advokater, Advokatrådet, Institut for
Menneskerettigheder,
Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Dansk Retspolitisk Forening, samtlige
tjenestesteder under kriminalforsorgen, Datatilsynet, Retsmedicinsk Institut
ved Københavns Universitet, Retslægerådet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
og
Socialministeriet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås, at der i Dna-profil-registerlovens § 5,
stk. 1, om videregivelse af oplysninger fra Det Centrale
Dna-profil-register,
indsættes et nyt nr. 2, hvorefter der kan videregives oplysninger fra
registeret til den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i
Den
Europæiske Union eller et tredjeland, der deltager i samarbejdet under
Schengen-konventionen, til brug for kriminalefterforskning eller en
kriminalefterretningsoperation.
Forslaget gennemfører EU-rammeafgørelsen om forenkling af
udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes
retshåndhævende myndigheder. Efter denne rammeafgørelse har medlemsstaterne
pligt
til at sikre, at der i national lovgivning ikke opstilles strengere
betingelser
for videregivelse af oplysninger til andre medlemsstaters retshåndhævende
myndigheder, end hvad der nationalt gælder for videregivelse.
Det forudsættes, at udtrykkene retshåndhævende myndighed,
kriminalefterforskning samt kriminalefterretningsoperation forstås i
overensstemmelse med definitionerne i artikel 2, litra a-c, i
rammeafgørelsen,
jf. pkt. 2.2.2. i de almindelige bemærkninger.
Der henvises til pkt. 4 i de almindelige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og
indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men kan sættes i
kraft for Færøerne og Grønland ved kongelig anordning.
Bilag 1
RÅDET
FOR DEN EUROPÆISKE UNION
Bruxelles,
den 8. december 2005
Forslag til Rådets rammeafgørelse
om forenkling af udvekslingen af
oplysninger og efterretninger
mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union,
særlig artikel 30, stk. 1, litra a) og b),
og artikel 34, stk. 2, litra b),
under henvisning til initiativ fra Kongeriget Sverige,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,
og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Et af EU's centrale mål er at give borgerne et højt
tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.
(2) Dette mål skal nås ved at forebygge og bekæmpe
kriminalitet gennem et tættere samarbejde mellem medlemsstaternes
retshåndhævende myndigheder, idet de principper og regler vedrørende
menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og
retsstatsprincippet, som EU bygger på, og som medlemsstaterne har til fælles,
samtidig skal overholdes.
(3) Udveksling af oplysninger og efterretninger om
kriminalitet og kriminelle aktiviteter er grundlaget for samarbejdet på
retshåndhævelsesområdet
i EU, hvis overordnede mål er at forbedre sikkerheden for EU's borgere.
(4) Rettidig adgang til præcise og aktuelle oplysninger
og efterretninger er afgørende for, at det kan lykkes de retshåndhævende
myndigheder at afsløre, forebygge og efterforske kriminalitet og kriminelle
aktiviteter, navnlig i et område, hvor kontrollen ved de indre grænser er
blevet afskaffet. Da kriminelles aktiviteter foregår i det skjulte, må de
overvåges, og der er behov for særlig hurtig udveksling af oplysninger om
dem.
(5) Det er vigtigt at se horisontalt på de retshåndhævende
myndigheders muligheder for at indhente oplysninger og efterretninger om grov
kriminalitet og terrorhandlinger fra andre medlemsstater og ikke fokusere på
forskelle i typer af kriminalitet eller kompetencefordelingen mellem
retshåndhævende
myndigheder og judicielle myndigheder.
(6) For øjeblikket hindres en effektiv og hurtig
udveksling af oplysninger og efterretninger mellem de retshåndhævende
myndigheder
i høj grad af formelle procedurer, administrative strukturer og retlige
barrierer i medlemsstaternes lovgivning; denne situation er uacceptabel for
borgerne i EU, og større sikkerhed og mere effektiv retshåndhævelse, samtidig
med at menneskerettighederne beskyttes, er derfor påkrævet.
(7) De retshåndhævende myndigheder må kunne anmode om
og modtage oplysninger og efterretninger fra andre medlemsstater på
forskellige
stadier af efterforskningen, lige fra den fase, hvor der indsamles
kriminalefterretninger, til kriminalefterforskningsfasen. Medlemsstaternes
systemer er forskellige i den henseende, men denne rammeafgørelse har ikke
som
mål at ændre disse systemer. Den søger derimod at sikre, at der i forbindelse
med bestemte typer oplysninger og efterretninger sker en hurtig udveksling
inden for EU af oplysninger, der er af afgørende betydning for de
retshåndhævende
myndigheder.
(8) Der findes ikke nogen fælles retlig ramme for
effektiv og hurtig udveksling af oplysninger og efterretninger mellem
medlemsstaternes
retshåndhævende myndigheder, og det er en mangel, der bør udbedres; Rådet for
Den Europæiske Union finder det derfor nødvendigt at vedtage et retligt
bindende instrument om forenkling af udvekslingen af oplysninger og
efterretninger.
Denne rammeafgørelse bør ikke berøre nuværende eller fremtidige instrumenter,
som gør det muligt at uddybe eller udvide denne rammeafgørelses mål eller
lette
procedurerne for udveksling af oplysninger og efterretninger, som f.eks.
konventionen
af 18. december 1997, udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i
traktaten om Den Europæiske Union, om gensidig bistand og samarbejde mellem
toldmyndighederne
1) .
(9) I forbindelse med udvekslingen af oplysninger
berører denne rammeafgørelse ikke væsentlige nationale sikkerhedsinteresser
og
bringer ikke gennemførelsen af igangværende undersøgelser eller en persons
sikkerhed
eller særlig efterretningsvirksomhed, der angår statens sikkerhed, i fare.
(10) Det er vigtigt, i så vid udstrækning som muligt at
fremme udveksling af oplysninger, navnlig for så vidt angår lovovertrædelser,
der direkte eller indirekte er forbundet med organiseret kriminalitet og
terrorisme, og på en måde der ikke er til skade for det niveau af samarbejde
mellem medlemsstaterne, der kræves i henhold til de eksisterende ordninger.
(11) Det er i medlemsstaternes fælles interesse at
bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, og der skal i den forbindelse
findes
en passende balance mellem et hurtigt og effektivt samarbejde på
retshåndhævelsesområdet og fastsættelse af fælles principper og regler inden
for databeskyttelse, grundlæggende frihedsrettigheder, menneskerettigheder og
individuelle frihedsrettigheder.
(12) I den erklæring om bekæmpelse af terrorisme, som
Det Europæiske Råd vedtog den 25. marts 2004, pålagde Det
Europæiske
Råd Rådet at undersøge, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at
forenkle
udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes
retshåndhævende
myndigheder.
(13) Med hensyn til Island og Norge udgør denne
rammeafgørelse en videreudvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne, der
er
omfattet af artikel 1 i Rådets afgørelse 1999/437/EF af
17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale,
som
Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og
Kongeriget
Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den
videre udvikling af Schengen-reglerne
2) . Denne
rammeafgørelse
overholder de procedurer, der er fastsat i nævnte aftale.
(14) For Schweiz' vedkommende er denne rammeafgørelse
et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, jf. aftalen
mellem
Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om
Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og
udviklingen af Schengen-reglerne, der falder ind under det område, der er
nævnt
i artikel 1, litra H, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med
artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelser 2004/860/EF af
25. oktober 2004 om undertegnelse, på Det Europæiske Fællesskabs
vegne og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i denne aftale
3) ,
og med artikel 4, stk. 1 i Rådets afgørelse 2004/849/EF af
25. oktober 2004 om undertegnelse, på Den Europæiske Unions vegne,
af
og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i aftalen
4)
-
VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:
AFSNIT
I
ANVENDELSESOMRÅDE
OG DEFINITIONER
Artikel 1
Formål og
anvendelsesområde
1.
Formålet med denne
rammeafgørelse er at fastsætte regler for, hvordan medlemsstaternes
retshåndhævende
myndigheder effektivt og hurtigt kan udveksle eksisterende oplysninger og
efterretninger
med henblik på gennemførelse af kriminalefterforskninger eller
kriminalefterretningsoperationer.
2.
Denne rammeafgørelse
griber ikke ind i bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger
mellem
medlemsstater og tredjelande eller i Den Europæiske Unions instrumenter
vedrørende gensidig retshjælp eller gensidig anerkendelse af retsafgørelser i
straffesager, herunder eventuelle betingelser, som tredjelande måtte have
fastsat for anvendelsen af oplysninger, når de er videregivet.
3.
Denne rammeafgørelse
dækker alle oplysninger og efterretninger som defineret i artikel 2,
litra d).
Den pålægger ikke medlemsstaterne nogen forpligtelse til at indsamle og
opbevare oplysninger og efterretninger med det formål at videregive dem til
de
kompetente retshåndhævende myndigheder i andre medlemsstater.
4.
Denne rammeafgørelse
pålægger ikke medlemsstaterne nogen forpligtelse til at videregive
oplysninger
og efterretninger, der skal anvendes som bevismateriale ved en myndighed, og
indebærer heller ikke nogen ret til at anvende sådanne oplysninger og
efterretninger til dette formål. Når en medlemsstat har modtaget oplysninger
eller efterretninger i henhold til denne rammeafgørelse og ønsker at anvende
dem som bevismateriale ved en retslig myndighed, skal den indhente samtykke
hertil fra den medlemsstat, der videregav oplysningerne eller
efterretningerne,
om nødvendigt i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der
har
videregivet oplysningerne eller efterretningerne via de eksisterende
instrumenter
vedrørende retligt samarbejde mellem medlemsstaterne. Et sådant samtykke er
ikke påkrævet, når den anmodede medlemsstat allerede har givet sit samtykke
til
benyttelse af oplysningerne eller efterretningerne som bevismateriale på
tidspunktet for fremsendelse af oplysningerne eller efterretningerne.
5.
Denne rammeafgørelse
pålægger ikke den medlemsstat, der modtager en anmodning om oplysninger eller
efterretninger, nogen forpligtelse til at fremskaffe nogen form for
oplysninger
eller efterretninger ved anvendelse af tvangsindgreb defineret i henhold til
den nationale lovgivning.
6.
Medlemsstaterne
videregiver i henhold til den nationale lovgivning, når denne åbner mulighed
herfor, oplysninger og efterretninger, der tidligere er fremskaffet ved
anvendelse af tvangsindgreb.
7.
Denne rammeafgørelse
indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende
rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i
artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, og de forpligtelser, der
i
så henseende påhviler de retshåndhævende myndigheder, berøres ikke heraf.
Artikel 2
Definitioner
I denne rammeafgørelse forstås ved
a)
»kompetent
retshåndhævende myndighed«: en national politimyndighed, toldmyndighed eller
anden myndighed, der i henhold til national lovgivning har beføjelse til at
afsløre, forebygge og efterforske lovovertrædelser og kriminelle aktiviteter,
udøve myndighed og foretage tvangsindgreb i forbindelse med sådanne
aktiviteter. Kontorer eller enheder, der specifikt tager sig af nationale
sikkerhedsspørgsmål, er ikke omfattet af begrebet »kompetent retshåndhævende
myndighed«.
Hver medlemsstat meddeler senest den ...
5)
i en erklæring,
der deponeres i Generalsekretariatet for Rådet, hvilke myndigheder der er
omfattet af begrebet »kompetent retshåndhævende myndighed.« Denne erklæring
kan
til enhver tid ændres.
b)
»kriminalefterforskning«:
et proceduretrin, inden for hvilken de kompetente retshåndhævende myndigheder
eller judicielle myndigheder, herunder anklagemyndigheder, træffer
foranstaltninger
med henblik på at fastslå og identificere kendsgerninger, mistænkte og
omstændigheder i forbindelse med en eller flere identificerede konkrete
strafbare handlinger.
c)
»kriminalefterretningsoperation«:
et proceduretrin, endnu ikke på kriminalefterforskningsstadiet, inden for
hvilken en kompetent retshåndhævende myndighed i henhold til national
lovgivning
har beføjelse til at indsamle, behandle og analysere oplysninger om
kriminalitet eller kriminelle aktiviteter, med det formål at fastslå, om der
er
eller kan blive begået konkrete strafbare handlinger i fremtiden.
d)
»oplysninger eller
efterretninger«:
i)
enhver form for
oplysninger eller data, som de retshåndhævende myndigheder er i besiddelse
af,
og
ii)
enhver form for
oplysninger eller data, som offentlige myndigheder eller private foretagender
er i besiddelse af, og som de retshåndhævende myndigheder har adgang til,
uden
at der foretages tvangsindgreb i overensstemmelse med artikel 1,
stk. 5.
e)
»lovovertrædelser
som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/854/RIA af
13. juni 2002 om den europæiske arrestordre
6)
(i det følgende
benævnt »lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i
rammeafgørelse 2002/584/RIA)«: lovovertrædelser, der i henhold til national
lovgivning kan sidestilles med eller svarer til de i samme bestemmelse
omhandlede lovovertrædelser.
AFSNIT
II
UDVEKSLING
AF OPLYSNINGER OG EFTERRETNINGER
Artikel 3
Videregivelse af oplysninger og efterretninger
1.
Medlemsstaterne
sikrer, at oplysninger og efterretninger kan videregives til de kompetente
retshåndhævende
myndigheder i andre medlemsstater i overensstemmelse med denne
rammeafgørelse.
2.
Oplysninger og
efterretninger videregives efter anmodning fra en kompetent retshåndhævende
myndighed,
der handler i overensstemmelse med de beføjelser, som den er blevet tillagt i
henhold til den nationale lovgivning, og som gennemfører en
kriminalefterforskning eller en kriminalefterretningsoperation.
3.
Medlemsstaterne
sikrer, at betingelserne for videregivelse af oplysninger og efterretninger
til
andre medlemsstaters kompetente retshåndhævende myndigheder ikke er strengere
end de betingelser, der gælder nationalt for videregivelse af og anmodning om
oplysninger og efterretninger. En medlemsstat må navnlig ikke kræve
godkendelse
eller tilladelse fra en judiciel myndighed i forbindelse med sin kompetente
retshåndhævende myndigheds udveksling af oplysninger eller efterretninger med
en anden medlemsstats kompetente retshåndhævende myndighed, når den anmodede
kompetente retshåndhævende myndighed i en intern procedure kan få adgang til
de
pågældende oplysninger uden en sådan godkendelse eller tilladelse fra en
judiciel
myndighed.
4.
Når den anmodede
kompetente retshåndhævende myndighed i henhold til den anmodede medlemsstats
nationale lovgivning kan få adgang til de ønskede oplysninger eller
efterretninger efter godkendelse eller tilladelse fra en judiciel myndighed,
er
den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed forpligtet til at anmode
den
kompetente judicielle myndighed om godkendelse eller tilladelse med henblik
på
at få adgang til og udveksle de ønskede oplysninger. Den anmodede
medlemsstats
kompetente judicielle myndighed lægger samme regler til grund for sin
afgørelse
som i en rent intern sag, uden at artikel 10, stk. 1 og 2, berøres
heraf.
5.
Såfremt de ønskede
oplysninger eller efterretninger er fremskaffet hos en anden medlemsstat
eller
et tredjeland og er omfattet af specialitetsreglen, må de kun videregives til
den kompetente retshåndhævende myndighed i en anden medlemsstat med samtykke
fra den medlemsstat eller det tredjeland, der har meddelt oplysningerne eller
efterretningerne.
Artikel 4
Tidsfrister for
videregivelse af oplysninger og efterretninger
1.
Medlemsstaterne
sikrer, at de har procedurer, der sætter dem i stand til inden for højst
otte timer at reagere på hastende anmodninger om oplysninger og
efterretninger vedrørende lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2,
stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, når de ønskede oplysninger eller
efterretninger er lagret i en database, som en retshåndhævende myndighed har
direkte
adgang til.
2.
Hvis den anmodede
kompetente retshåndhævende myndighed ikke er i stand til at svare inden for
otte timer, begrunder den dette ved anvendelse af formularen i
bilag A. Såfremt videregivelsen af de ønskede oplysninger eller
efterretninger inden for højst otte timer udgør en uforholdsmæssig stor
byrde for den anmodede retshåndhævende myndighed, kan den udsætte
videregivelsen
af oplysningerne eller efterretningerne. I så fald underretter den anmodede
retshåndhævende myndighed straks den anmodende retshåndhævende myndighed om
denne udsættelse, og den videregiver de ønskede oplysninger eller
efterretninger så hurtigt som muligt, dog senest inden for tre dage.
Anvendelsen
af bestemmelserne i henhold til dette stykke, tages op til fornyet
overvejelse
senest den ...
7)
3.
I ikke-hastende
sager sikrer medlemsstaterne, at anmodninger om oplysninger og efterretninger
vedrørende lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i
rammeafgørelse 2002/584/RIA, vedrørende tilsvarende lovovertrædelser
imødekommes
inden for en uge, hvis de ønskede oplysninger og efterretninger findes i en
database, som en retshåndhævende myndighed har direkte adgang til. Hvis den
anmodede kompetente retshåndhævende myndighed ikke er i stand til at svare
inden en uge, begrunder den dette ved anvendelse af formularen i
bilag A.
4.
I alle øvrige
tilfælde sikrer medlemsstaterne, at de ønskede oplysninger fremsendes til den
anmodende
kompetente retshåndhævende myndighed inden for 14 dage. Hvis den anmodede
kompetente retshåndhævende myndighed ikke er i stand til at svare inden for
14 dage, begrunder den dette ved anvendelse af formularen i
bilag A.
Artikel 5
Anmodninger om
oplysninger og efterretninger
1.
Der kan anmodes om
oplysninger og efterretninger med henblik på afsløring, forebyggelse eller
efterforskning af en lovovertrædelse, når der er faktuelle grunde til at tro,
at der findes relevante oplysninger og efterretninger i en anden medlemsstat.
Anmodningen skal indeholde de faktuelle grunde samt en redegørelse for det
formål, hvortil oplysningerne og efterretningerne ønskes, og for forbindelsen
mellem formålet og den person, der er genstand for oplysningerne og
efterretningerne.
2.
Den anmodende
kompetente retshåndhævende myndighed afholder sig fra at anmode om flere
oplysninger eller efterretninger eller fastsætte strammere tidsfrister end
nødvendigt i forhold til anmodningens formål.
3.
Anmodninger om
oplysninger eller efterretninger skal mindst indeholde de oplysninger, der er
fastlagt i bilag B.
Artikel 6
Kommunikationskanaler og
-sprog
1.
Udveksling af
oplysninger og efterretninger i henhold til denne rammeafgørelse kan finde
sted
via eksisterende kanaler for internationalt samarbejde om retshåndhævelse.
Det
sprog, der benyttes i forbindelse med anmodningen og udvekslingen af
oplysninger, er det, der gælder for den benyttede kanal. Når medlemsstaterne
afgiver deres erklæringer i overensstemmelse med artikel 2,
litra a),
skal de også meddele Generalsekretariatet for Rådet detaljer om de kontakter,
som hastende anmodninger kan sendes til. Disse detaljer kan ændres til enhver
tid. Generalsekretariatet for Rådet meddeler medlemsstaterne og Kommissionen
de modtagne erklæringer.
2.
Oplysninger og
efterretninger udveksles også med Europol i overensstemmelse med konventionen
udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske
Union
om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen)
8)
og
med Eurojust i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2002/187/RIA af 28.
februar 2002 om oprettelse af Eurojust for at styrke bekæmpelsen af grov
kriminalitet
9) , for så vidt
udvekslingen angår en
lovovertrædelse eller en kriminel aktivitet, der ligger inden for deres
mandat.
Artikel 7
Uanmodet udveksling af
oplysninger og efterretninger
1.
De kompetente
retshåndhævende myndigheder videregiver på eget initiativ oplysninger og
efterretninger
til de kompetente retshåndhævende myndigheder i andre berørte medlemsstater i
tilfælde, hvor der er faktuelle grunde til at tro, at oplysningerne og
efterretningerne vil kunne bidrage til afsløring, forebyggelse eller
efterforskning af lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2,
stk. 2,
i rammeafgørelse 2002/584/RIA, jf. dog artikel 10. De nærmere regler for
sådan uanmodet udveksling af oplysninger fastsættes i den nationale
lovgivning
i de medlemsstater, som videregiver oplysningerne.
2.
Videregivelse af
oplysninger og efterretninger begrænses til det, der skønnes relevant og
nødvendigt
for at kunne afsløre, forebygge eller efterforske den pågældende
lovovertrædelse eller kriminelle aktivitet.
Artikel 8
Databeskyttelse
1.
Hver medlemsstat
sikrer, at de fastsatte regler om databeskyttelse, der gælder ved anvendelse
af
de kommunikationskanaler, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1,
også
anvendes i forbindelse med den procedure for udveksling af oplysninger og
efterretninger, der er fastsat i denne rammeafgørelse.
2.
Anvendelse af
oplysninger og efterretninger, der er blevet udvekslet direkte eller
bilateralt
i henhold til denne rammeafgørelse, er underlagt de nationale bestemmelser om
databeskyttelse i den modtagende medlemsstat, idet oplysninger og
efterretninger er underlagt de samme bestemmelser om databeskyttelse, som
hvis
de var indsamlet i den modtagende medlemsstat. De personoplysninger, der
behandles i forbindelse med gennemførelsen af denne rammeafgørelse, beskyttes
i
overensstemmelse med principperne i Europarådets konvention af 28.
januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med
elektronisk databehandling af personoplysninger og for de medlemsstater, der
har ratificeret den, tillægsprotokollen hertil af 8. november 2001 om
tilsynsmyndigheder og grænseoverskridende dataudveksling. Når de
retshåndhævende
myndigheder håndterer personoplysninger, som er fremskaffet i medfør af denne
rammeafgørelse, bør der også tages hensyn til principperne i Europarådets
anbefaling R(87) 15 om politiets brug af personoplysninger.
3.
Oplysninger og
efterretninger, herunder personoplysninger videregivet i henhold til denne
rammeafgørelse, kan kun anvendes af de kompetente retshåndhævende myndigheder
i
den medlemsstat, de er videregivet til, til de formål, hvortil de er blevet
meddelt i overensstemmelse med denne rammeafgørelse eller med henblik på
forebyggelse af umiddelbare og alvorlige trusler mod den offentlige
sikkerhed;
behandling med henblik på andre formål er kun tilladt med forudgående
samtykke
fra den medlemsstat, oplysningerne stammer fra, og er udelukkende underlagt
den
nationale lovgivning i den modtagende medlemsstat. Samtykke kan gives, hvis
lovgivningen
i den medlemsstat, oplysningerne stammer fra, indeholder hjemmel herfor.
4.
Når oplysninger og
efterretninger videregives i henhold til denne rammeafgørelse, kan den
videregivende
kompetente retshåndhævende myndighed i henhold til sin nationale lovgivning
pålægge
den modtagende kompetente retshåndhævende myndighed betingelser med hensyn
til
anvendelsen af oplysningerne og efterretningerne. Der kan også pålægges
betingelser
med hensyn til rapportering af resultatet af den kriminalefterforskning eller
den kriminalefterretningsoperation, i forbindelse med hvilken udvekslingen af
oplysninger og efterretninger har fundet sted. Sådanne betingelser er
bindende
for den modtagende kompetente retshåndhævende myndighed, bortset fra det
særlige tilfælde, hvor der i henhold til national ret skal gøres undtagelser
fra begrænsningerne i brugen af oplysningerne til fordel for de judicielle
myndigheder, lovgivningsinstanser eller andre uafhængige instanser, der er
oprettet ved lov og har til opgave at kontrollere de kompetente
retshåndhævende
myndigheder. I så fald kan oplysningerne kun anvendes efter forudgående
høring
af den medlemsstat, oplysningerne stammer fra, og denne stats interesser og
synspunkter skal i videst muligt omfang efterkommes. Den modtagende
medlemsstat
kan i specifikke tilfælde blive anmodet af den medlemsstat, oplysningerne
stammer fra, om at orientere den om anvendelse og yderligere behandling af de
meddelte oplysninger og efterretninger.
Artikel 9
Fortrolighed
De kompetente retshåndhævende myndigheder tager ved hver
enkelt udveksling af oplysninger og efterretninger behørigt hensyn til krav
om
fortrolighed i efterforskningen. Med henblik herpå sikrer de kompetente
retshåndhævende myndigheder i overensstemmelse med deres nationale
lovgivning,
at alle videregivne oplysninger og efterretninger, der er klassificeret som
fortrolige, også behandles fortroligt.
Artikel 10
Grunde til at
tilbageholde oplysninger eller efterretninger
1.
Med forbehold af
artikel 3, stk. 3, kan en kompetent retshåndhævende myndighed kun
afvise at videregive oplysninger og efterretninger, hvis der er faktuelle
grunde til at antage, at videregivelsen af oplysningerne eller
efterretningerne:
a)
vil kunne skade
vigtige nationale sikkerhedsinteresser i den anmodede stat, eller
b)
vil kunne bringe et
positivt udfald af en igangværende efterforskning, en
kriminalefterretningsoperation
eller enkeltpersoners sikkerhed i fare, eller
c)
vil stå i klart
misforhold til eller være irrelevant for det angivne formål.
2.
Såfremt anmodningen
vedrører en lovovertrædelse, der straffes med op til et års fængsel i henhold
til den anmodede medlemsstats lovgivning, kan den kompetente retshåndhævende
myndighed
afslå at videregive de ønskede oplysninger eller efterretninger.
3.
Den kompetente
retshåndhævende myndighed skal afvise at videregive oplysninger og
efterretninger,
hvis den kompetente judicielle myndighed ikke har tilladt adgang til og
udveksling af de ønskede oplysninger i henhold til artikel 3,
stk. 4.
AFSNIT
III
AFSLUTTENDE
BESTEMMELSER
Artikel 11
Gennemførelse
1.
Medlemsstaterne
træffer de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse
senest den ...
10)
2.
Medlemsstaterne
meddeler Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de
retsforskrifter,
som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne
rammeafgørelse, i national ret. På baggrund af disse og andre oplysninger,
som
medlemsstaterne har fremskaffet efter anmodning, forelægger Kommissionen
senest
den ...
11)
Rådet en rapport om anvendelsen
af denne rammeafgørelse. Senest den ...
12)
undersøger
Rådet, om medlemsstaterne har efterkommet denne rammeafgørelse.
Artikel 12
Sammenhængen med andre
instrumenter
1.
Bestemmelserne i
artikel 39, stk. 1, 2 og 3, og artikel 46, i konventionen om
gennemførelse af Schengen-aftalen
13)
erstattes af
bestemmelserne i denne rammeafgørelse, for så vidt de vedrører udveksling af
oplysninger og efterretninger med det formål at gennemføre
kriminalefterforskninger eller kriminalefterretningsoperationer i
overensstemmelse
med førstnævnte rammeafgørelses bestemmelser.
2.
Schengen-eksekutivkomitéens
afgørelse af 16. december 1998 om grænseoverskridende politisamarbejde
om
forebyggelse og opklaring af strafbare handlinger (SCH/Com-ex (98) 51
rev. 3)
14)
og Schengen-eksekutivkomitéens
afgørelse af 28. april 1999 om forbedring af politisamarbejdet om
forebyggelse og opklaring af strafbare handlinger (SCH/Com-ex (99) 18)
15)
ophæves hermed.
3.
Medlemsstaterne kan
fortsat anvende bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, der
er
i kraft på det tidspunkt, hvor denne rammeafgørelse vedtages, for så vidt
sådanne aftaler eller ordninger giver mulighed for at uddybe eller udvide
denne
rammeafgørelses mål og bidrager til yderligere at forenkle eller lette
procedurerne for udveksling af oplysninger og efterretninger, der falder ind
under denne rammeafgørelses anvendelsesområde.
4.
Medlemsstaterne kan
indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger eller sætte dem
i
kraft efter denne rammeafgørelses ikrafttræden, for så vidt sådanne aftaler
eller ordninger giver mulighed for at uddybe denne rammeafgørelses mål og
bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for udveksling
af
oplysninger og efterretninger, der falder ind under denne rammeafgørelses
anvendelsesområde.
5.
De aftaler og
ordninger, der er omhandlet i stk. 3 og 4, må på ingen måde berøre
forbindelserne med de medlemsstater, der ikke er parter deri.
6.
Senest den ...
16)
meddeler medlemsstaterne Rådet og
Kommissionen, hvilke eksisterende aftaler og ordninger som omhandlet i
stk. 3
de fortsat ønsker at anvende.
7.
Medlemsstaterne
underretter også Rådet og Kommissionen om eventuelle nye aftaler eller
ordninger
som omhandlet i stk. 4 senest tre måneder efter deres undertegnelse
eller
for så vidt angår instrumenter, der allerede er blevet undertegnet, inden
denne
rammeafgørelse blev vedtaget, deres ikrafttræden.
Artikel 13
Ikrafttræden
Denne rammeafgørelse træder i kraft dagen efter
offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions
Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den
På Rådets vegne
Formand
1)
EFT C 24 af 23.1.1998, s.2.
2)
EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.
3)
EUT L 370 af 17.12.2004, s. 78.
4)
EUT L 368 af 15.12.2004, s. 26.
5)
Et år efter vedtagelsen af denne
rammeafgørelse.
6)
Et år efter vedtagelsen af denne
rammeafgørelse.
7)
Et år efter vedtagelsen af denne
rammeafgørelse.
8)
EFT C 316 af 27.11.1995, s. 2. Senest ændret
ved protokollen udarbejdet på grundlag af artikel 43, stk. 1, i
Europol-konventionen (EUT C 2 af 6.1.2004, s. 3).
9)
EFT L 63 af 6.3.2002, s. 1. Senest ændret ved
afgørelse 2003/659/RIA (EUT L 245 af 29.9.2003, s. 44).
10)
To år efter denne rammeafgørelses
ikrafttræden.
11)
To år efter denne rammeafgørelses
ikrafttræden.
12)
Fem år efter denne rammeafgørelses
ikrafttræden.
13)
EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19. Senest ændret
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1160/2005 (EUT L 191 af
22.7.2005, s. 18).
14)
EFT L 239 af 22.9.2000, s. 407.
15)
EFT L 239 af 22.9.2000, s. 421.
16)
Et år efter denne rammeafgørelses
ikrafttræden.
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om Det Centrale
Dna-profil-register, som ændret ved lov nr. 369 af 24. maj 2005, foretages
følgende ændring:
1.
I
§ 5, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter
nr. 1 som nyt nr.:
»2)
den kompetente
retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller et
tredjeland, der deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug
for en kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation, «
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2006) - L 24 Retsinformation · 5. oktober 2006
- Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register (Videregivelse af oplysninger til andre EU-lande m.v.) Retsinformation · 12. december 2006
- Lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register (Videregivelse af oplysninger til andre EU-lande m.v.) Retsinformation · 21. december 2006
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register. (Videregivelse af oplysninger til andre EU-lande m.v.) Retsinformation · 5. december 2006
- Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register, retsplejeloven, lov om registrering af køretøjer og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet (Gennemførelse af Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og køretøjer m.v.) Retsinformation · 28. februar 2008
- Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register, retsplejeloven og lov om registrering af køretøjer (Udveksling af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og køretøjer med stater uden for Den Europæiske Union) Retsinformation · 5. marts 2010