Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register (Videregivelse af oplysninger til andre EU-lande mv.)

2006/1 LSF 24Lovforslag som fremsatJustitsministeriet5. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 5. oktober 2006 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register

(Videregivelse

af oplysninger til andre EU-lande mv.)

§ 1

I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om Det Centrale Dna-profil-register,

som ændret ved lov nr. 369 af 24. maj 2005, foretages følgende ændring:

1.

I

§ 5, stk. 1,

indsættes efter nr. 1

som nyt nr.:

»2)

den kompetente

retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller et

tredjeland, der deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug

for en kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation,«

Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft med de afvigelser, som de særlige færøske

og

grønlandske forhold tilsiger.

Læs alt

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Med lovforslaget foreslås der indsat en ny bestemmelse i

lov om Det Centrale Dna-profil-register om videregivelse af oplysninger fra

registeret til retshåndhævende myndigheder i andre EU-lande. Dette forslag er

en konsekvens af EU’s rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af

oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende

myndigheder. Rammeafgørelsen medfører en pligt for medlemsstaterne til at

sikre, at der i national lovgivning ikke opstilles strengere betingelser for

videregivelse af oplysninger og efterretninger til andre medlemsstaters

retshåndhævende myndigheder, end hvad der gælder for videregivelse til

tilsvarende

nationale myndigheder. Da det kan give anledning til tvivl, om den gældende

lov

opfylder denne forpligtelse, foreslås der indsat en ny bestemmelse om

adgangen

til at videregive oplysninger fra Det Centrale Dna-profil-register til

retshåndhævende myndigheder i de lande, der er omfattet af rammeafgørelsen.

Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget sit

samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1, til, at Danmark kan

medvirke

til at vedtage det udkast til den omhandlede EU-rammeafgørelse, som der blev

opnået politisk enighed om i EU i 2005.

2. Rammeafgørelse om forenkling af

udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes

retshåndhævende

myndigheder

2.1. Baggrund og formål

På baggrund af bl.a. terrorangrebene i Madrid den 11. marts

2004 vedtog Det Europæiske Råd den 25. marts 2004 en erklæring om bekæmpelse

af

terrorisme. Ved denne erklæring blev Rådet bl.a. pålagt at undersøge, hvilke

foranstaltninger der kunne træffes for at forenkle udvekslingen af

oplysninger

og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.

I forlængelse heraf fremsatte Sverige den 4. juni 2004 et

forslag til rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og

efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder. Rådet

(Retlige og Indre Anliggender) nåede i december 2005 til politisk enighed om

rammeafgørelsen, der i en foreløbig dansk oversættelse er optaget som

bilag 1

til dette lovforslag.

Det fremgår af de ledsagende bemærkninger til forslaget til

rammeafgørelsen, at de retshåndhævende myndigheders evne til at samarbejde om

bekæmpelsen af kriminalitet og terrorisme i vid udstrækning er afhængig af,

om

de kan indhente og udveksle oplysninger og efterretninger i tide. Praktiske

erfaringer viser, at det alt for ofte er for besværligt, tager for lang tid

eller i nogle tilfælde endog er umuligt at indhente relevante og nødvendige

oplysninger eller efterretninger fra andre medlemsstater.

Hovedindholdet af rammeafgørelsen er en pligt for

medlemsstaterne til at sikre, at der i national lovgivning ikke opstilles

strengere betingelser for videregivelse af oplysninger og efterretninger til

andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt

gælder

for videregivelse.

Rammeafgørelsen omfatter videregivelse af oplysninger og

efterretninger til andre medlemsstater i EU samt de tredjelande, der deltager

i

samarbejdet under Schengen-konventionen (for tiden Island, Norge og Schweiz,

jf. pkt. 13 og 14 i rammeafgørelsens præambel).

2.2. Pligt til videregivelse af eksisterende

oplysninger og efterretninger

2.2.1.

I medfør

af

artikel 1, stk. 3, 1. pkt.,

jf.

artikel 2, litra d,

omfatter

rammeafgørelsen alle slags oplysninger og data, som en retshåndhævende

myndighed er i besiddelse af, eller som andre offentlige myndigheder eller

private foretagender er i besiddelse af, og som de retshåndhævende

myndigheder

har adgang til, uden at der foretages tvangsindgreb.

Rammeafgørelsen pålægger ikke medlemsstaterne nogen pligt

til at indsamle eller opbevare bestemte oplysninger eller efterretninger med

det formål at videregive dem til de kompetente retshåndhævende myndigheder i

andre medlemsstater, jf.

artikel 1,

stk. 3, 2. pkt.

Rammeafgørelsen pålægger endvidere ikke medlemsstaterne

nogen pligt til at meddele oplysninger eller efterretninger, der skal

anvendes

som bevismateriale ved en myndighed, jf.

artikel 1, stk. 4. Rammeafgørelsen giver ligeledes ikke

medlemsstaterne

ret til at anvende allerede udvekslede oplysninger eller efterretninger til

dette formål. Hvis allerede udvekslede oplysninger ønskes anvendt som

bevismateriale ved en judiciel myndighed, skal der derfor indhentes samtykke

hertil fra den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat - om

nødvendigt i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har

videregivet oplysningerne eller efterretningerne via de eksisterende

instrumenter om retligt samarbejde mellem medlemsstaterne. Et sådant samtykke

er dog ikke nødvendigt, når den anmodede medlemsstat allerede på tidspunktet

for fremsendelse af oplysningerne eller efterretningerne har givet sit

samtykke

til benyttelse af oplysningerne som bevismateriale.

Endelig pålægger rammeafgørelsen ikke den medlemsstat, der

modtager en anmodning om oplysninger eller efterretninger, pligt til at

fremskaffe eller tilvejebringe nogen form for oplysninger eller

efterretninger

ved anvendelse af tvangsindgreb defineret i henhold til den nationale

lovgivning,

jf. artikel 1, stk. 5. Medlemsstaterne skal dog – hvis den

nationale

lovgivning giver mulighed herfor – videregive oplysninger og

efterretninger,

selv om de tidligere er fremskaffet ved anvendelse af tvangsindgreb, jf.

artikel 1, stk. 6.

2.2.2.

I medfør

af

artikel 3, stk. 1,

skal

medlemsstaterne sikre, at de omfattede oplysninger og efterretninger kan

meddeles til de kompetente retshåndhævende myndigheder i andre medlemsstater

i

overensstemmelse med rammeafgørelsen.

Sådanne oplysninger og efterretninger skal således

videregives efter anmodning fra en kompetent retshåndhævende myndighed, som

handler inden for rammer fastsat i den nationale lovgivning, og som foretager

en kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation, jf.

artikel 3, stk. 2.

»Kompetent retshåndhævende myndighed« defineres i artikel

2, litra a, som en national politimyndighed, toldmyndighed eller anden

myndighed, der i henhold til national lovgivning har beføjelse til at

afsløre,

forebygge og efterforske lovovertrædelser og kriminelle aktiviteter, udøve

myndighed og foretage tvangsindgreb i forbindelse med sådanne aktiviteter.

Kontorer

eller enheder, der specifikt tager sig af nationale sikkerhedsspørgsmål, er

ikke omfattet af begrebet »kompetent retshåndhævende myndighed«.

»Kriminalefterforskning« defineres i artikel 2, litra b,

som et proceduretrin, inden for hvilken de kompetente retshåndhævende

myndigheder eller judicielle myndigheder, herunder anklagemyndigheder,

træffer

foranstaltninger med henblik på at fastslå og identificere kendsgerninger,

mistænkte og omstændigheder i forbindelse med én eller flere identificerede

konkrete strafbare handlinger.

»Kriminalefterretningsoperation« defineres i artikel 2,

litra c, som et proceduretrin, endnu ikke på kriminalefterforskningsstadiet,

inden for hvilken en kompetent retshåndhævende myndighed i henhold til

national

lovgivning har beføjelse til at indsamle, behandle og analysere oplysninger

om

kriminalitet eller kriminelle aktiviteter med det formål at fastslå, om der

er

eller kan være begået konkrete strafbare handlinger.

Det uddybes i

artikel

3, stk. 3,

at medlemsstaterne skal sikre, at betingelserne for at

meddele oplysninger og efterretninger til de andre medlemsstaters

retshåndhævende myndigheder ikke er strengere end de betingelser, der gælder

nationalt for meddelelse af og anmodning om oplysninger og efterretninger.

Medlemsstaterne må navnlig ikke kræve en retskendelse i forbindelse med deres

kompetente retshåndhævende myndigheds udveksling af oplysninger eller

efterretninger med en anden medlemsstats kompetente retshåndhævende

myndighed,

når den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed i en rent national

procedure

har adgang til de pågældende oplysninger eller efterretninger uden

retskendelse.

Når den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed i

henhold til den nationale lovgivning kun har adgang til de ønskede

oplysninger

og efterretninger efter tilladelse fra en judiciel myndighed, er den anmodede

myndighed forpligtet til at anmode den kompetente judicielle myndighed om

tilladelse til at få adgang til og at udveksle de ønskede oplysninger, jf.

artikel 3, stk. 4. I givet fald

skal den anmodede stats kompetente judicielle myndighed lægge samme regler

til

grund for sin afgørelse som i en rent national sag.

2.2.3. Artikel 4, 5

og 7

vedrører den mere praktiske gennemførelse af anmodning om og videregivelse

af oplysninger og efterretninger i medfør af rammeafgørelsen.

2.2.4.

Efter

artikel 7

har medlemsstaterne en pligt

til på eget initiativ at videregive oplysninger og efterretninger til

retshåndhævende

myndigheder i andre medlemsstater, hvis der er faktuelle grunde til at tro,

at

oplysningerne mv. vil kunne bidrage til afsløring, forebyggelse eller

efterforskning

af lovovertrædelser omfattet af positivlisten i rammeafgørelsen om den

europæiske arrestordre. Denne pligt til uanmodet videregivelse er begrænset

til

det, der skønnes relevant og nødvendigt for at kunne afsløre, forebygge eller

efterforske den pågældende lovovertrædelse eller kriminelle aktivitet.

2.2.5.

Efter

artikel 10, stk. 1,

kan

medlemsstaterne afvise at videregive oplysninger og efterretninger, hvis der

er

faktuelle grunde til at antage, at videregivelsen vil kunne skade vigtige

nationale sikkerhedsinteresser, bringe en igangværende efterforskning eller

efterretningsoperation i fare eller bringe enkeltpersoners sikkerhed i fare.

Medlemsstaterne kan ligeledes afvise videregivelse, hvis videregivelse af

oplysningerne vil stå i klart misforhold til eller være irrelevant for det

angivne formål.

Artikel 10,

stk. 2,

fastsætter, at medlemsstaterne kan afvise at videregive

oplysninger, der vedrører en lovovertrædelse med en strafferamme på op til 1

års fængsel i henhold til den anmodede medlemsstats lovgivning.

2.3. Databeskyttelse og fortrolighed

Det følger af

artikel

8, stk. 2,

at anvendelse af oplysninger og efterretninger, der er

blevet udvekslet direkte eller bilateralt, er underlagt de nationale

bestemmelser om databeskyttelse i den modtagende medlemsstat. Oplysningerne

skal således undergives de samme regler, som hvis oplysningerne var blevet

indsamlet i den modtagende medlemsstat. Behandling af personoplysninger skal

bl.a. ske i overensstemmelse med Europarådets konvention af 28. januar 1981

om

beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk

databehandling af personoplysninger samt – for de medlemsstater der har

ratificeret den – tillægsprotokollen hertil af 8. november 2001 om

tilsynsmyndigheder og grænseoverskridende dataudveksling.

Efter

artikel 8,

stk. 3,

må udvekslede oplysninger og efterretninger kun anvendes af de

kompetente retshåndhævende myndigheder til de formål, hvortil de er blevet

meddelt i overensstemmelse med rammeafgørelsen, eller med henblik på

forebyggelse af umiddelbare og alvorlige trusler mod den offentlige

sikkerhed.

Brug af oplysningerne til andre formål er kun tilladt med forudgående

samtykke

fra den medlemsstat, der har meddelt oplysningerne, og er underlagt den

nationale

lovgivning i den modtagende medlemsstat.

I medfør af

artikel 8,

stk. 4,

kan medlemsstaterne i forbindelse med videregivelse som

udgangspunkt pålægge betingelser med hensyn til anvendelsen af bestemte

oplysninger og efterretninger samt rapportering om resultatet af den

efterforskning

mv., der har fundet sted.

Artikel 9

fastslår, at medlemsstaterne skal behandle alle oplysninger og efterretninger

med den nødvendige fortrolighed. Med henblik herpå skal de kompetente

retshåndhævende myndigheder i overensstemmelse med deres nationale lovgivning

sikre, at alle videregivne oplysninger og efterretninger, der er

klassificeret

som fortrolige, også behandles fortroligt.

3. Gældende ret

Dansk lovgivning indeholder ikke en udtrykkelig generel

regulering af danske retshåndhævende myndigheders videregivelse af fortrolige

oplysninger til andre landes myndigheder.

Om

videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted vil derfor som

udgangspunkt bero på de almindelige regler om tavshedspligt.

Det er i administrativ praksis

almindeligt antaget, at

regeringen inden for de rammer, der følger af

grundloven, kan indgå overenskomst med fremmede stater, som bl.a. indebærer,

at

den danske stat i et vist omfang er forpligtet til at videregive visse

fortrolige oplysninger til udenlandske myndigheder. I det omfang en sådan

international aftale er indgået, vil videregivelse af fortrolige oplysninger

til opfyldelse af den pågældende internationale forpligtelse ikke være

uberettiget i relation til de almindelige regler om tavshedspligt. Det må

endvidere antages, at danske myndigheder i et vist omfang er berettiget til

–

f.eks. som et led i mere uformelt samarbejde – at videregive fortrolige

oplysninger til brug for andre landes myndigheder.

Det er næppe muligt generelt at angive, hvornår en sådan

videregivelse må anses for berettiget. Ved den konkrete vurdering af

videregivelsens berettigelse må der lægges vægt på formålet med

videregivelsen,

herunder om videregivelse er af betydning for, at den danske

forvaltningsmyndighed kan varetage sine forvaltningsopgaver, eller til

varetagelse af danske interesser i øvrigt. I den forbindelse vil det bl.a.

indgå, om videregivelse sker som led i et gensidigt samarbejdsforhold og

dermed

i denne forstand også til varetagelse af danske interesser. Herudover må der

lægges vægt på forholdene i modtagerlandet, herunder hvordan de fortrolige

oplysninger i praksis må antages at blive anvendt i det pågældende land. Der

må

også lægges vægt på, hvilken karakter de pågældende oplysninger har, herunder

risikoen for at oplysningerne eventuelt misbruges.

Ved vurderingen af, om fortrolige oplysninger kan

videregives til udenlandske myndigheder, vil der endvidere kunne søges

vejledning

i bl.a. forvaltningslovens § 28 (om videregivelse af oplysninger til en

anden dansk forvaltningsmyndighed) og – i det omfang der er tale om

edb-behandlede personoplysninger – reglerne i persondatalovens kapitel 4

(særligt §§ 6-8).

På enkelte retsområder er der i lovgivningen fastsat

bestemmelser, hvorved der udtrykkeligt tages stilling til danske myndigheders

videregivelse af oplysninger til udenlandske myndigheder. Det gælder således

bl.a. for oplysninger i Det Centrale Dna-profil-register, der blev etableret

den 1. juli 2000 ved lov nr. 434 af 31. maj 2000 om oprettelse af et centralt

dna-profilregister, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, side 841 ff.

Loven blev ændret ved lov nr. 369 af 24. maj 2005 om ændring af lov om

oprettelse

af et centralt dna-profilregister og retsplejeloven (Udvidelse af

dna-profil-registerets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse

mv.), jf.

Folketingstidende 2004-05, Tillæg A, side 176 ff. Ved lovændringen blev

lovens

titel ændret til lov om Det Centrale Dna-profil-register

(Dna-profil-registerloven).

Efter lovens

§ 5,

stk. 1, nr. 1

, kan der videregives oplysninger fra Det Centrale

Dna-profil-register til politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet.

Det

fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen bl.a., at denne adgang til

videregivelse er påkrævet af hensyn til registerets anvendelse i

overensstemmelse med formålet. Politiet må således have adgang til at anvende

oplysninger fra registeret i forbindelse med efterforskningen af

straffesager,

og anklagemyndigheden må tilsvarende kunne anvende oplysninger fra registeret

i

forbindelse med den videre strafforfølgning. Videregivelse af oplysninger til

Justitsministeriet vil kunne være relevant i forbindelse med behandling af

eventuelle klagesager om registrering.

I medfør af lovens

§ 5,

stk. 1, nr. 2

, kan der videregives oplysninger fra Det Centrale

Dna-profil-register til udenlandske domstole samt politi- og

anklagemyndigheder

til brug for offentlige straffesager, såfremt det i det enkelte tilfælde

findes

ubetænkeligt. Af bemærkningerne til denne bestemmelse fremgår det, at der ved

den konkrete vurdering af, om videregivelse vil være berettiget, skal tages

hensyn til formålet med videregivelsen, herunder om den sker som led i et

gensidigt

samarbejdsforhold og således sker som led i en generel varetagelse af danske

interesser. Herudover skal der tages hensyn til forholdene i modtagerlandet,

herunder hvorledes oplysningerne må antages at blive anvendt i det pågældende

land.

Der henvises til Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A,

side 3061, og side 93 i rapport om etablering af et DNA-profilregister

afgivet

i 1996 af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet.

I overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr. 2, har

Rigspolitichefen, Politiafdelingen, Kriminalteknisk Afdeling, i en række

konkrete sager videregivet oplysninger fra Det Centrale Dna-profil-register

til

udenlandske retshåndhævende myndigheder.

4. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet finder, at den omhandlede

EU-rammeafgørelse som udgangspunkt ikke kræver lovændringer. Det bemærkes

herved, at rammeafgørelsen ikke pålægger medlemsstaternes retshåndhævende

myndigheder

en ubetinget pligt til at videregive bestemte kategorier af oplysninger, men

derimod alene indeholder en forpligtelse til, at der i national lovgivning

ikke

opstilles strengere betingelser for videregivelse af oplysninger til andre

medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt gælder for

videregivelse. Videregivelse af oplysninger fra danske retshåndhævende

myndigheder vil derfor fortsat kunne og skulle ske i overensstemmelse med de

danske regler om tavshedspligt og videregivelse, herunder persondatalovens

videregivelsesregler, og det vil således fortsat bero på en konkret vurdering

i

den enkelte sag, om der kan ske videregivelse af oplysninger til brug for

efterforskning mv. i andre medlemsstater.

Hertil kommer, at der efter rammeafgørelsen er tale om

videregivelse af oplysninger til andre medlemsstaters retshåndhævende

myndigheder med henblik på afsløring, forebyggelse eller efterforskning af

lovovertrædelser eller kriminelle aktiviteter, og at udvekslede oplysninger

som

udgangspunkt kun må anvendes til brug for den kriminalefterforskning eller

den

kriminalefterretningsoperation, til hvilken de er udvekslet, eller til

forebyggelse af umiddelbare og alvorlige trusler mod den offentlige

sikkerhed.

Anvendelsen af oplysningerne til ethvert andet formål forudsætter således et

udtrykkeligt forudgående samtykke fra den myndighed, der har meddelt

informationerne, og der er desuden en generel adgang til at fastsætte særlige

betingelser med hensyn til anvendelsen af bestemte oplysninger og

efterretninger, i det omfang det skønnes nødvendigt.

Som nævnt

indeholder

rammeafgørelsen en forpligtelse til, at der i national lovgivning ikke

opstilles strengere betingelser for videregivelse af oplysninger til andre

medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt gælder for

videregivelse. Det kan på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse

give anledning til tvivl, om det inden for rammeafgørelsens anvendelsesområde

er muligt at opretholde den særlige bestemmelse i § 5, stk. 1, nr.

2,

i lov om Det Centrale Dna-profil-register, hvorefter der til brug for

identifikation af personer kan videregives oplysninger fra registeret til

udenlandske domstole, politi- og anklagemyndigheder, såfremt det findes

ubetænkeligt. En tilsvarende bestemmelse gælder ikke for videregivelse til

danske myndigheder, og det kan derfor anføres, at der med den særlige

bestemmelse om videregivelse til udenlandske myndigheder kan synes at være en

snævrere adgang til at videregive oplysninger til bl.a. politimyndigheder i

andre EU-lande.

På den baggrund foreslås det, at der i

Dna-profil-registerlovens § 5, stk. 1, om videregivelse af

oplysninger fra registeret indsættes et nyt nummer, hvorefter der kan

videregives oplysninger fra registeret til den kompetente retshåndhævende

myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller et tredjeland, der

deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug for en

kriminalefterforskning

eller kriminalefterretningsoperation. Forslaget skal sikre, at videregivelse

fra registeret til de pågældende myndigheder i andre medlemsstater mv. kan

ske

i samme omfang, som hvis der er tale om videregivelse til dansk politi og

anklagemyndighed

mv., jf. herved lovens § 5, stk. 1, nr. 1.

Det forudsættes, at en anmodning fra en anden medlemsstat

kan afvises i det omfang, som følger af rammeafgørelsens artikel 10, dvs.

hvis

der er faktuelle grunde til at antage, at videregivelsen vil kunne skade

vigtige nationale sikkerhedsinteresser, bringe en igangværende efterforskning

eller efterretningsoperation i fare, bringe enkeltpersoners sikkerhed i fare,

eller hvis videregivelse af de ønskede oplysninger vil stå i klart misforhold

til eller være irrelevant for det angivne formål. Det forudsættes endvidere,

at

en anmodning om videregivelse kan afvises, hvis oplysningerne vedrører en

lovovertrædelse med en strafferamme på under 1 års fængsel, jf.

rammeafgørelsens artikel 10, stk. 2.

I forbindelse med videregivelse efter den foreslåede nye

bestemmelse vil der - i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, i

rammeafgørelsen, jf. pkt. 2.3. – efter en konkret vurdering kunne

pålægges

betingelser med hensyn til anvendelsen af de videregivne oplysninger fra

registeret.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative

konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Med lovforslaget tilpasses Dna-profil-registerloven til de

forenklede regler om videregivelse af oplysninger, der følger af Rådets

rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger

mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget tilpasser Dna-profil-registerloven til de

forenklede regler om videregivelse af oplysninger, der følger af Rådets

rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger

mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.

6. Hørte myndigheder mv.

Et udkast til lovforslaget har sammen med et udkast til

lovforslag om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf været sendt i høring

hos

følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne

for Københavns Byret og for retterne i Odense, Århus, Aalborg og Roskilde,

Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af

Politimestre i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Dansk Fængselsforbund,

Kriminalforsorgsforeningen,

HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Foreningen af Fængselsinspektører,

vicefængselsinspektører og økonomichefer, Dansk Socialrådgiver Forening,

Landsforeningen af beskikkede advokater, Advokatrådet, Institut for

Menneskerettigheder,

Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Dansk Retspolitisk Forening, samtlige

tjenestesteder under kriminalforsorgen, Datatilsynet, Retsmedicinsk Institut

ved Københavns Universitet, Retslægerådet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet

og

Socialministeriet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det foreslås, at der i Dna-profil-registerlovens § 5,

stk. 1, om videregivelse af oplysninger fra Det Centrale

Dna-profil-register,

indsættes et nyt nr. 2, hvorefter der kan videregives oplysninger fra

registeret til den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i

Den

Europæiske Union eller et tredjeland, der deltager i samarbejdet under

Schengen-konventionen, til brug for kriminalefterforskning eller en

kriminalefterretningsoperation.

Forslaget gennemfører EU-rammeafgørelsen om forenkling af

udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes

retshåndhævende myndigheder. Efter denne rammeafgørelse har medlemsstaterne

pligt

til at sikre, at der i national lovgivning ikke opstilles strengere

betingelser

for videregivelse af oplysninger til andre medlemsstaters retshåndhævende

myndigheder, end hvad der nationalt gælder for videregivelse.

Det forudsættes, at udtrykkene retshåndhævende myndighed,

kriminalefterforskning samt kriminalefterretningsoperation forstås i

overensstemmelse med definitionerne i artikel 2, litra a-c, i

rammeafgørelsen,

jf. pkt. 2.2.2. i de almindelige bemærkninger.

Der henvises til pkt. 4 i de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og

indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men kan sættes i

kraft for Færøerne og Grønland ved kongelig anordning.

Bilag 1

RÅDET

FOR DEN EUROPÆISKE UNION

Bruxelles,

den 8. december 2005

Forslag til Rådets rammeafgørelse

om forenkling af udvekslingen af

oplysninger og efterretninger

mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union,

særlig artikel 30, stk. 1, litra a) og b),

og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til initiativ fra Kongeriget Sverige,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Et af EU's centrale mål er at give borgerne et højt

tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(2) Dette mål skal nås ved at forebygge og bekæmpe

kriminalitet gennem et tættere samarbejde mellem medlemsstaternes

retshåndhævende myndigheder, idet de principper og regler vedrørende

menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og

retsstatsprincippet, som EU bygger på, og som medlemsstaterne har til fælles,

samtidig skal overholdes.

(3) Udveksling af oplysninger og efterretninger om

kriminalitet og kriminelle aktiviteter er grundlaget for samarbejdet på

retshåndhævelsesområdet

i EU, hvis overordnede mål er at forbedre sikkerheden for EU's borgere.

(4) Rettidig adgang til præcise og aktuelle oplysninger

og efterretninger er afgørende for, at det kan lykkes de retshåndhævende

myndigheder at afsløre, forebygge og efterforske kriminalitet og kriminelle

aktiviteter, navnlig i et område, hvor kontrollen ved de indre grænser er

blevet afskaffet. Da kriminelles aktiviteter foregår i det skjulte, må de

overvåges, og der er behov for særlig hurtig udveksling af oplysninger om

dem.

(5) Det er vigtigt at se horisontalt på de retshåndhævende

myndigheders muligheder for at indhente oplysninger og efterretninger om grov

kriminalitet og terrorhandlinger fra andre medlemsstater og ikke fokusere på

forskelle i typer af kriminalitet eller kompetencefordelingen mellem

retshåndhævende

myndigheder og judicielle myndigheder.

(6) For øjeblikket hindres en effektiv og hurtig

udveksling af oplysninger og efterretninger mellem de retshåndhævende

myndigheder

i høj grad af formelle procedurer, administrative strukturer og retlige

barrierer i medlemsstaternes lovgivning; denne situation er uacceptabel for

borgerne i EU, og større sikkerhed og mere effektiv retshåndhævelse, samtidig

med at menneskerettighederne beskyttes, er derfor påkrævet.

(7) De retshåndhævende myndigheder må kunne anmode om

og modtage oplysninger og efterretninger fra andre medlemsstater på

forskellige

stadier af efterforskningen, lige fra den fase, hvor der indsamles

kriminalefterretninger, til kriminalefterforskningsfasen. Medlemsstaternes

systemer er forskellige i den henseende, men denne rammeafgørelse har ikke

som

mål at ændre disse systemer. Den søger derimod at sikre, at der i forbindelse

med bestemte typer oplysninger og efterretninger sker en hurtig udveksling

inden for EU af oplysninger, der er af afgørende betydning for de

retshåndhævende

myndigheder.

(8) Der findes ikke nogen fælles retlig ramme for

effektiv og hurtig udveksling af oplysninger og efterretninger mellem

medlemsstaternes

retshåndhævende myndigheder, og det er en mangel, der bør udbedres; Rådet for

Den Europæiske Union finder det derfor nødvendigt at vedtage et retligt

bindende instrument om forenkling af udvekslingen af oplysninger og

efterretninger.

Denne rammeafgørelse bør ikke berøre nuværende eller fremtidige instrumenter,

som gør det muligt at uddybe eller udvide denne rammeafgørelses mål eller

lette

procedurerne for udveksling af oplysninger og efterretninger, som f.eks.

konventionen

af 18. december 1997, udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i

traktaten om Den Europæiske Union, om gensidig bistand og samarbejde mellem

toldmyndighederne

1) .

(9) I forbindelse med udvekslingen af oplysninger

berører denne rammeafgørelse ikke væsentlige nationale sikkerhedsinteresser

og

bringer ikke gennemførelsen af igangværende undersøgelser eller en persons

sikkerhed

eller særlig efterretningsvirksomhed, der angår statens sikkerhed, i fare.

(10) Det er vigtigt, i så vid udstrækning som muligt at

fremme udveksling af oplysninger, navnlig for så vidt angår lovovertrædelser,

der direkte eller indirekte er forbundet med organiseret kriminalitet og

terrorisme, og på en måde der ikke er til skade for det niveau af samarbejde

mellem medlemsstaterne, der kræves i henhold til de eksisterende ordninger.

(11) Det er i medlemsstaternes fælles interesse at

bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, og der skal i den forbindelse

findes

en passende balance mellem et hurtigt og effektivt samarbejde på

retshåndhævelsesområdet og fastsættelse af fælles principper og regler inden

for databeskyttelse, grundlæggende frihedsrettigheder, menneskerettigheder og

individuelle frihedsrettigheder.

(12) I den erklæring om bekæmpelse af terrorisme, som

Det Europæiske Råd vedtog den 25. marts 2004, pålagde Det

Europæiske

Råd Rådet at undersøge, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at

forenkle

udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes

retshåndhævende

myndigheder.

(13) Med hensyn til Island og Norge udgør denne

rammeafgørelse en videreudvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne, der

er

omfattet af artikel 1 i Rådets afgørelse 1999/437/EF af

17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale,

som

Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og

Kongeriget

Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den

videre udvikling af Schengen-reglerne

2) . Denne

rammeafgørelse

overholder de procedurer, der er fastsat i nævnte aftale.

(14) For Schweiz' vedkommende er denne rammeafgørelse

et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, jf. aftalen

mellem

Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om

Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og

udviklingen af Schengen-reglerne, der falder ind under det område, der er

nævnt

i artikel 1, litra H, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med

artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelser 2004/860/EF af

25. oktober 2004 om undertegnelse, på Det Europæiske Fællesskabs

vegne og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i denne aftale

3) ,

og med artikel 4, stk. 1 i Rådets afgørelse 2004/849/EF af

25. oktober 2004 om undertegnelse, på Den Europæiske Unions vegne,

af

og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i aftalen

4)

-

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:

AFSNIT

I

ANVENDELSESOMRÅDE

OG DEFINITIONER

Artikel 1

Formål og

anvendelsesområde

1.

Formålet med denne

rammeafgørelse er at fastsætte regler for, hvordan medlemsstaternes

retshåndhævende

myndigheder effektivt og hurtigt kan udveksle eksisterende oplysninger og

efterretninger

med henblik på gennemførelse af kriminalefterforskninger eller

kriminalefterretningsoperationer.

2.

Denne rammeafgørelse

griber ikke ind i bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger

mellem

medlemsstater og tredjelande eller i Den Europæiske Unions instrumenter

vedrørende gensidig retshjælp eller gensidig anerkendelse af retsafgørelser i

straffesager, herunder eventuelle betingelser, som tredjelande måtte have

fastsat for anvendelsen af oplysninger, når de er videregivet.

3.

Denne rammeafgørelse

dækker alle oplysninger og efterretninger som defineret i artikel 2,

litra d).

Den pålægger ikke medlemsstaterne nogen forpligtelse til at indsamle og

opbevare oplysninger og efterretninger med det formål at videregive dem til

de

kompetente retshåndhævende myndigheder i andre medlemsstater.

4.

Denne rammeafgørelse

pålægger ikke medlemsstaterne nogen forpligtelse til at videregive

oplysninger

og efterretninger, der skal anvendes som bevismateriale ved en myndighed, og

indebærer heller ikke nogen ret til at anvende sådanne oplysninger og

efterretninger til dette formål. Når en medlemsstat har modtaget oplysninger

eller efterretninger i henhold til denne rammeafgørelse og ønsker at anvende

dem som bevismateriale ved en retslig myndighed, skal den indhente samtykke

hertil fra den medlemsstat, der videregav oplysningerne eller

efterretningerne,

om nødvendigt i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der

har

videregivet oplysningerne eller efterretningerne via de eksisterende

instrumenter

vedrørende retligt samarbejde mellem medlemsstaterne. Et sådant samtykke er

ikke påkrævet, når den anmodede medlemsstat allerede har givet sit samtykke

til

benyttelse af oplysningerne eller efterretningerne som bevismateriale på

tidspunktet for fremsendelse af oplysningerne eller efterretningerne.

5.

Denne rammeafgørelse

pålægger ikke den medlemsstat, der modtager en anmodning om oplysninger eller

efterretninger, nogen forpligtelse til at fremskaffe nogen form for

oplysninger

eller efterretninger ved anvendelse af tvangsindgreb defineret i henhold til

den nationale lovgivning.

6.

Medlemsstaterne

videregiver i henhold til den nationale lovgivning, når denne åbner mulighed

herfor, oplysninger og efterretninger, der tidligere er fremskaffet ved

anvendelse af tvangsindgreb.

7.

Denne rammeafgørelse

indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende

rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i

artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, og de forpligtelser, der

i

så henseende påhviler de retshåndhævende myndigheder, berøres ikke heraf.

Artikel 2

Definitioner

I denne rammeafgørelse forstås ved

a)

»kompetent

retshåndhævende myndighed«: en national politimyndighed, toldmyndighed eller

anden myndighed, der i henhold til national lovgivning har beføjelse til at

afsløre, forebygge og efterforske lovovertrædelser og kriminelle aktiviteter,

udøve myndighed og foretage tvangsindgreb i forbindelse med sådanne

aktiviteter. Kontorer eller enheder, der specifikt tager sig af nationale

sikkerhedsspørgsmål, er ikke omfattet af begrebet »kompetent retshåndhævende

myndighed«.

Hver medlemsstat meddeler senest den ...

5)

i en erklæring,

der deponeres i Generalsekretariatet for Rådet, hvilke myndigheder der er

omfattet af begrebet »kompetent retshåndhævende myndighed.« Denne erklæring

kan

til enhver tid ændres.

b)

»kriminalefterforskning«:

et proceduretrin, inden for hvilken de kompetente retshåndhævende myndigheder

eller judicielle myndigheder, herunder anklagemyndigheder, træffer

foranstaltninger

med henblik på at fastslå og identificere kendsgerninger, mistænkte og

omstændigheder i forbindelse med en eller flere identificerede konkrete

strafbare handlinger.

c)

»kriminalefterretningsoperation«:

et proceduretrin, endnu ikke på kriminalefterforskningsstadiet, inden for

hvilken en kompetent retshåndhævende myndighed i henhold til national

lovgivning

har beføjelse til at indsamle, behandle og analysere oplysninger om

kriminalitet eller kriminelle aktiviteter, med det formål at fastslå, om der

er

eller kan blive begået konkrete strafbare handlinger i fremtiden.

d)

»oplysninger eller

efterretninger«:

i)

enhver form for

oplysninger eller data, som de retshåndhævende myndigheder er i besiddelse

af,

og

ii)

enhver form for

oplysninger eller data, som offentlige myndigheder eller private foretagender

er i besiddelse af, og som de retshåndhævende myndigheder har adgang til,

uden

at der foretages tvangsindgreb i overensstemmelse med artikel 1,

stk. 5.

e)

»lovovertrædelser

som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/854/RIA af

13. juni 2002 om den europæiske arrestordre

6)

(i det følgende

benævnt »lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i

rammeafgørelse 2002/584/RIA)«: lovovertrædelser, der i henhold til national

lovgivning kan sidestilles med eller svarer til de i samme bestemmelse

omhandlede lovovertrædelser.

AFSNIT

II

UDVEKSLING

AF OPLYSNINGER OG EFTERRETNINGER

Artikel 3

Videregivelse af oplysninger og efterretninger

1.

Medlemsstaterne

sikrer, at oplysninger og efterretninger kan videregives til de kompetente

retshåndhævende

myndigheder i andre medlemsstater i overensstemmelse med denne

rammeafgørelse.

2.

Oplysninger og

efterretninger videregives efter anmodning fra en kompetent retshåndhævende

myndighed,

der handler i overensstemmelse med de beføjelser, som den er blevet tillagt i

henhold til den nationale lovgivning, og som gennemfører en

kriminalefterforskning eller en kriminalefterretningsoperation.

3.

Medlemsstaterne

sikrer, at betingelserne for videregivelse af oplysninger og efterretninger

til

andre medlemsstaters kompetente retshåndhævende myndigheder ikke er strengere

end de betingelser, der gælder nationalt for videregivelse af og anmodning om

oplysninger og efterretninger. En medlemsstat må navnlig ikke kræve

godkendelse

eller tilladelse fra en judiciel myndighed i forbindelse med sin kompetente

retshåndhævende myndigheds udveksling af oplysninger eller efterretninger med

en anden medlemsstats kompetente retshåndhævende myndighed, når den anmodede

kompetente retshåndhævende myndighed i en intern procedure kan få adgang til

de

pågældende oplysninger uden en sådan godkendelse eller tilladelse fra en

judiciel

myndighed.

4.

Når den anmodede

kompetente retshåndhævende myndighed i henhold til den anmodede medlemsstats

nationale lovgivning kan få adgang til de ønskede oplysninger eller

efterretninger efter godkendelse eller tilladelse fra en judiciel myndighed,

er

den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed forpligtet til at anmode

den

kompetente judicielle myndighed om godkendelse eller tilladelse med henblik

på

at få adgang til og udveksle de ønskede oplysninger. Den anmodede

medlemsstats

kompetente judicielle myndighed lægger samme regler til grund for sin

afgørelse

som i en rent intern sag, uden at artikel 10, stk. 1 og 2, berøres

heraf.

5.

Såfremt de ønskede

oplysninger eller efterretninger er fremskaffet hos en anden medlemsstat

eller

et tredjeland og er omfattet af specialitetsreglen, må de kun videregives til

den kompetente retshåndhævende myndighed i en anden medlemsstat med samtykke

fra den medlemsstat eller det tredjeland, der har meddelt oplysningerne eller

efterretningerne.

Artikel 4

Tidsfrister for

videregivelse af oplysninger og efterretninger

1.

Medlemsstaterne

sikrer, at de har procedurer, der sætter dem i stand til inden for højst

otte timer at reagere på hastende anmodninger om oplysninger og

efterretninger vedrørende lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2,

stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, når de ønskede oplysninger eller

efterretninger er lagret i en database, som en retshåndhævende myndighed har

direkte

adgang til.

2.

Hvis den anmodede

kompetente retshåndhævende myndighed ikke er i stand til at svare inden for

otte timer, begrunder den dette ved anvendelse af formularen i

bilag A. Såfremt videregivelsen af de ønskede oplysninger eller

efterretninger inden for højst otte timer udgør en uforholdsmæssig stor

byrde for den anmodede retshåndhævende myndighed, kan den udsætte

videregivelsen

af oplysningerne eller efterretningerne. I så fald underretter den anmodede

retshåndhævende myndighed straks den anmodende retshåndhævende myndighed om

denne udsættelse, og den videregiver de ønskede oplysninger eller

efterretninger så hurtigt som muligt, dog senest inden for tre dage.

Anvendelsen

af bestemmelserne i henhold til dette stykke, tages op til fornyet

overvejelse

senest den ...

7)

3.

I ikke-hastende

sager sikrer medlemsstaterne, at anmodninger om oplysninger og efterretninger

vedrørende lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i

rammeafgørelse 2002/584/RIA, vedrørende tilsvarende lovovertrædelser

imødekommes

inden for en uge, hvis de ønskede oplysninger og efterretninger findes i en

database, som en retshåndhævende myndighed har direkte adgang til. Hvis den

anmodede kompetente retshåndhævende myndighed ikke er i stand til at svare

inden en uge, begrunder den dette ved anvendelse af formularen i

bilag A.

4.

I alle øvrige

tilfælde sikrer medlemsstaterne, at de ønskede oplysninger fremsendes til den

anmodende

kompetente retshåndhævende myndighed inden for 14 dage. Hvis den anmodede

kompetente retshåndhævende myndighed ikke er i stand til at svare inden for

14 dage, begrunder den dette ved anvendelse af formularen i

bilag A.

Artikel 5

Anmodninger om

oplysninger og efterretninger

1.

Der kan anmodes om

oplysninger og efterretninger med henblik på afsløring, forebyggelse eller

efterforskning af en lovovertrædelse, når der er faktuelle grunde til at tro,

at der findes relevante oplysninger og efterretninger i en anden medlemsstat.

Anmodningen skal indeholde de faktuelle grunde samt en redegørelse for det

formål, hvortil oplysningerne og efterretningerne ønskes, og for forbindelsen

mellem formålet og den person, der er genstand for oplysningerne og

efterretningerne.

2.

Den anmodende

kompetente retshåndhævende myndighed afholder sig fra at anmode om flere

oplysninger eller efterretninger eller fastsætte strammere tidsfrister end

nødvendigt i forhold til anmodningens formål.

3.

Anmodninger om

oplysninger eller efterretninger skal mindst indeholde de oplysninger, der er

fastlagt i bilag B.

Artikel 6

Kommunikationskanaler og

-sprog

1.

Udveksling af

oplysninger og efterretninger i henhold til denne rammeafgørelse kan finde

sted

via eksisterende kanaler for internationalt samarbejde om retshåndhævelse.

Det

sprog, der benyttes i forbindelse med anmodningen og udvekslingen af

oplysninger, er det, der gælder for den benyttede kanal. Når medlemsstaterne

afgiver deres erklæringer i overensstemmelse med artikel 2,

litra a),

skal de også meddele Generalsekretariatet for Rådet detaljer om de kontakter,

som hastende anmodninger kan sendes til. Disse detaljer kan ændres til enhver

tid. Generalsekretariatet for Rådet meddeler medlemsstaterne og Kommissionen

de modtagne erklæringer.

2.

Oplysninger og

efterretninger udveksles også med Europol i overensstemmelse med konventionen

udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske

Union

om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen)

8)

og

med Eurojust i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2002/187/RIA af 28.

februar 2002 om oprettelse af Eurojust for at styrke bekæmpelsen af grov

kriminalitet

9) , for så vidt

udvekslingen angår en

lovovertrædelse eller en kriminel aktivitet, der ligger inden for deres

mandat.

Artikel 7

Uanmodet udveksling af

oplysninger og efterretninger

1.

De kompetente

retshåndhævende myndigheder videregiver på eget initiativ oplysninger og

efterretninger

til de kompetente retshåndhævende myndigheder i andre berørte medlemsstater i

tilfælde, hvor der er faktuelle grunde til at tro, at oplysningerne og

efterretningerne vil kunne bidrage til afsløring, forebyggelse eller

efterforskning af lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2,

stk. 2,

i rammeafgørelse 2002/584/RIA, jf. dog artikel 10. De nærmere regler for

sådan uanmodet udveksling af oplysninger fastsættes i den nationale

lovgivning

i de medlemsstater, som videregiver oplysningerne.

2.

Videregivelse af

oplysninger og efterretninger begrænses til det, der skønnes relevant og

nødvendigt

for at kunne afsløre, forebygge eller efterforske den pågældende

lovovertrædelse eller kriminelle aktivitet.

Artikel 8

Databeskyttelse

1.

Hver medlemsstat

sikrer, at de fastsatte regler om databeskyttelse, der gælder ved anvendelse

af

de kommunikationskanaler, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1,

også

anvendes i forbindelse med den procedure for udveksling af oplysninger og

efterretninger, der er fastsat i denne rammeafgørelse.

2.

Anvendelse af

oplysninger og efterretninger, der er blevet udvekslet direkte eller

bilateralt

i henhold til denne rammeafgørelse, er underlagt de nationale bestemmelser om

databeskyttelse i den modtagende medlemsstat, idet oplysninger og

efterretninger er underlagt de samme bestemmelser om databeskyttelse, som

hvis

de var indsamlet i den modtagende medlemsstat. De personoplysninger, der

behandles i forbindelse med gennemførelsen af denne rammeafgørelse, beskyttes

i

overensstemmelse med principperne i Europarådets konvention af 28.

januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med

elektronisk databehandling af personoplysninger og for de medlemsstater, der

har ratificeret den, tillægsprotokollen hertil af 8. november 2001 om

tilsynsmyndigheder og grænseoverskridende dataudveksling. Når de

retshåndhævende

myndigheder håndterer personoplysninger, som er fremskaffet i medfør af denne

rammeafgørelse, bør der også tages hensyn til principperne i Europarådets

anbefaling R(87) 15 om politiets brug af personoplysninger.

3.

Oplysninger og

efterretninger, herunder personoplysninger videregivet i henhold til denne

rammeafgørelse, kan kun anvendes af de kompetente retshåndhævende myndigheder

i

den medlemsstat, de er videregivet til, til de formål, hvortil de er blevet

meddelt i overensstemmelse med denne rammeafgørelse eller med henblik på

forebyggelse af umiddelbare og alvorlige trusler mod den offentlige

sikkerhed;

behandling med henblik på andre formål er kun tilladt med forudgående

samtykke

fra den medlemsstat, oplysningerne stammer fra, og er udelukkende underlagt

den

nationale lovgivning i den modtagende medlemsstat. Samtykke kan gives, hvis

lovgivningen

i den medlemsstat, oplysningerne stammer fra, indeholder hjemmel herfor.

4.

Når oplysninger og

efterretninger videregives i henhold til denne rammeafgørelse, kan den

videregivende

kompetente retshåndhævende myndighed i henhold til sin nationale lovgivning

pålægge

den modtagende kompetente retshåndhævende myndighed betingelser med hensyn

til

anvendelsen af oplysningerne og efterretningerne. Der kan også pålægges

betingelser

med hensyn til rapportering af resultatet af den kriminalefterforskning eller

den kriminalefterretningsoperation, i forbindelse med hvilken udvekslingen af

oplysninger og efterretninger har fundet sted. Sådanne betingelser er

bindende

for den modtagende kompetente retshåndhævende myndighed, bortset fra det

særlige tilfælde, hvor der i henhold til national ret skal gøres undtagelser

fra begrænsningerne i brugen af oplysningerne til fordel for de judicielle

myndigheder, lovgivningsinstanser eller andre uafhængige instanser, der er

oprettet ved lov og har til opgave at kontrollere de kompetente

retshåndhævende

myndigheder. I så fald kan oplysningerne kun anvendes efter forudgående

høring

af den medlemsstat, oplysningerne stammer fra, og denne stats interesser og

synspunkter skal i videst muligt omfang efterkommes. Den modtagende

medlemsstat

kan i specifikke tilfælde blive anmodet af den medlemsstat, oplysningerne

stammer fra, om at orientere den om anvendelse og yderligere behandling af de

meddelte oplysninger og efterretninger.

Artikel 9

Fortrolighed

De kompetente retshåndhævende myndigheder tager ved hver

enkelt udveksling af oplysninger og efterretninger behørigt hensyn til krav

om

fortrolighed i efterforskningen. Med henblik herpå sikrer de kompetente

retshåndhævende myndigheder i overensstemmelse med deres nationale

lovgivning,

at alle videregivne oplysninger og efterretninger, der er klassificeret som

fortrolige, også behandles fortroligt.

Artikel 10

Grunde til at

tilbageholde oplysninger eller efterretninger

1.

Med forbehold af

artikel 3, stk. 3, kan en kompetent retshåndhævende myndighed kun

afvise at videregive oplysninger og efterretninger, hvis der er faktuelle

grunde til at antage, at videregivelsen af oplysningerne eller

efterretningerne:

a)

vil kunne skade

vigtige nationale sikkerhedsinteresser i den anmodede stat, eller

b)

vil kunne bringe et

positivt udfald af en igangværende efterforskning, en

kriminalefterretningsoperation

eller enkeltpersoners sikkerhed i fare, eller

c)

vil stå i klart

misforhold til eller være irrelevant for det angivne formål.

2.

Såfremt anmodningen

vedrører en lovovertrædelse, der straffes med op til et års fængsel i henhold

til den anmodede medlemsstats lovgivning, kan den kompetente retshåndhævende

myndighed

afslå at videregive de ønskede oplysninger eller efterretninger.

3.

Den kompetente

retshåndhævende myndighed skal afvise at videregive oplysninger og

efterretninger,

hvis den kompetente judicielle myndighed ikke har tilladt adgang til og

udveksling af de ønskede oplysninger i henhold til artikel 3,

stk. 4.

AFSNIT

III

AFSLUTTENDE

BESTEMMELSER

Artikel 11

Gennemførelse

1.

Medlemsstaterne

træffer de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse

senest den ...

10)

2.

Medlemsstaterne

meddeler Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de

retsforskrifter,

som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne

rammeafgørelse, i national ret. På baggrund af disse og andre oplysninger,

som

medlemsstaterne har fremskaffet efter anmodning, forelægger Kommissionen

senest

den ...

11)

Rådet en rapport om anvendelsen

af denne rammeafgørelse. Senest den ...

12)

undersøger

Rådet, om medlemsstaterne har efterkommet denne rammeafgørelse.

Artikel 12

Sammenhængen med andre

instrumenter

1.

Bestemmelserne i

artikel 39, stk. 1, 2 og 3, og artikel 46, i konventionen om

gennemførelse af Schengen-aftalen

13)

erstattes af

bestemmelserne i denne rammeafgørelse, for så vidt de vedrører udveksling af

oplysninger og efterretninger med det formål at gennemføre

kriminalefterforskninger eller kriminalefterretningsoperationer i

overensstemmelse

med førstnævnte rammeafgørelses bestemmelser.

2.

Schengen-eksekutivkomitéens

afgørelse af 16. december 1998 om grænseoverskridende politisamarbejde

om

forebyggelse og opklaring af strafbare handlinger (SCH/Com-ex (98) 51

rev. 3)

14)

og Schengen-eksekutivkomitéens

afgørelse af 28. april 1999 om forbedring af politisamarbejdet om

forebyggelse og opklaring af strafbare handlinger (SCH/Com-ex (99) 18)

15)

ophæves hermed.

3.

Medlemsstaterne kan

fortsat anvende bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, der

er

i kraft på det tidspunkt, hvor denne rammeafgørelse vedtages, for så vidt

sådanne aftaler eller ordninger giver mulighed for at uddybe eller udvide

denne

rammeafgørelses mål og bidrager til yderligere at forenkle eller lette

procedurerne for udveksling af oplysninger og efterretninger, der falder ind

under denne rammeafgørelses anvendelsesområde.

4.

Medlemsstaterne kan

indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger eller sætte dem

i

kraft efter denne rammeafgørelses ikrafttræden, for så vidt sådanne aftaler

eller ordninger giver mulighed for at uddybe denne rammeafgørelses mål og

bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for udveksling

af

oplysninger og efterretninger, der falder ind under denne rammeafgørelses

anvendelsesområde.

5.

De aftaler og

ordninger, der er omhandlet i stk. 3 og 4, må på ingen måde berøre

forbindelserne med de medlemsstater, der ikke er parter deri.

6.

Senest den ...

16)

meddeler medlemsstaterne Rådet og

Kommissionen, hvilke eksisterende aftaler og ordninger som omhandlet i

stk. 3

de fortsat ønsker at anvende.

7.

Medlemsstaterne

underretter også Rådet og Kommissionen om eventuelle nye aftaler eller

ordninger

som omhandlet i stk. 4 senest tre måneder efter deres undertegnelse

eller

for så vidt angår instrumenter, der allerede er blevet undertegnet, inden

denne

rammeafgørelse blev vedtaget, deres ikrafttræden.

Artikel 13

Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft dagen efter

offentliggørelsen i

Den Europæiske Unions

Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

1)

EFT C 24 af 23.1.1998, s.2.

2)

EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.

3)

EUT L 370 af 17.12.2004, s. 78.

4)

EUT L 368 af 15.12.2004, s. 26.

5)

Et år efter vedtagelsen af denne

rammeafgørelse.

6)

Et år efter vedtagelsen af denne

rammeafgørelse.

7)

Et år efter vedtagelsen af denne

rammeafgørelse.

8)

EFT C 316 af 27.11.1995, s. 2. Senest ændret

ved protokollen udarbejdet på grundlag af artikel 43, stk. 1, i

Europol-konventionen (EUT C 2 af 6.1.2004, s. 3).

9)

EFT L 63 af 6.3.2002, s. 1. Senest ændret ved

afgørelse 2003/659/RIA (EUT L 245 af 29.9.2003, s. 44).

10)

To år efter denne rammeafgørelses

ikrafttræden.

11)

To år efter denne rammeafgørelses

ikrafttræden.

12)

Fem år efter denne rammeafgørelses

ikrafttræden.

13)

EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19. Senest ændret

ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1160/2005 (EUT L 191 af

22.7.2005, s. 18).

14)

EFT L 239 af 22.9.2000, s. 407.

15)

EFT L 239 af 22.9.2000, s. 421.

16)

Et år efter denne rammeafgørelses

ikrafttræden.

Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om Det Centrale

Dna-profil-register, som ændret ved lov nr. 369 af 24. maj 2005, foretages

følgende ændring:

1.

I

§ 5, stk. 1, nr. 1,

indsættes efter

nr. 1 som nyt nr.:

»2)

den kompetente

retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller et

tredjeland, der deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug

for en kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation, «

Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.

Lignende dokumenter